uden for [nummer]

TIDSKRIFT FOR FORSKNING

OG PRAKSIS I SOCIALT ARBEJDE

11. ÅRGANG

NR. 20. 2010

D A N S K S O C I A L R Å D G I V E R F O R E N I N G

20Tema om boligsocialt arbejde

Tidsskrift uden for nummer udgives af:

Toldbodgade 19B

1253 København K

Tlf. 70 10 10 99

Fax: 33 91 30 69

Peter Berliner og line natascha larsen

Man er mere fri – community psykologiske programmer

for psykosocial trivsel

Mia arP Fallov

veje til social inklusion i bypolitikken?

ellen højgaard jensen, niels andersen

og laura helene højring

Boligsocialt arbejde – et historisk overblik

04]

18]

32]

inden for

uden for nummer, nr. 20, 11. årgang, 2010

Løssalg: 60 kr.

Redaktion:

Lise Færch, lifa@semersooq.gl

Mariane Johansen, majoh@aarhus.dk

Lars Uggerhøj, lug@socsci.aau.dk

Jimmie Gade Nielsen, jgn@bikubenfonden.dk

Redaktionssekretær: Mette Mørk

Produktionsstyring: Kommunikations­

afdelingen, Dansk Socialrådgiverforening

Copyright: Forfatterne

ISSN nr.: 1600­888X

Design og produktion: Datagraf AS

Illustration: Katrine Clante

Oplag: 14.250

3 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

leder

Denne gang har Uden for nummer fokus

på boligsocialt arbejde – og særligt på

borgerinddragelse og ressourceoriente­

rede tilgange. Det er ofte den del af ar­

bejdet, der er svær, og som stiller helt

nye krav til de boligsociale medarbejdere

og deres kompetencer. I dag er opgaven

for den boligsociale medarbejder i højere

grad at støtte borgere i selv at kunne ta­

ge ansvar og løse de lokale udfordringer

– frem for at komme udefra med klare og

færdigformulerede svar på, hvordan de

lokale borgeres liv forbedres. Det er en

udfordring, som skaber et helt nyt magt­

forhold mellem borgerne og socialarbej­

derne, en mere ligeværdig relation – og

dermed nye perspektiver for netop bor­

gerinddragelse.

Den første artikel belyser med udgangs­

punkt i et projekt i Grønland communi­

ty­psykologisk praksis, den anden arti­

kel giver nye perspektiver på, hvad man

vil med de sociale bypolitikker, og hvor­

dan der er sket et skifte i bypolitikker­

ne, der betyder, at de er spundet sammen

med beskæftigelses­ og integrationspoli­

tikken. Endelig giver den tredje og sidste

artikel et rids over det boligsociale arbej­

des historie.

God læselyst

REDAKTIONEN

[ 4U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Man er mere fri– Community psykologiske programmer for psykosocial trivsel

Af Peter Berliner, professor og

Line Natascha Larsen, ph.d. stipendiat

Artiklen vil belyse community psyko­

logisk praksis gennem en præsen­

tation af det community psykologiske

perspektiv i psyko­sociale program­

mer, der iværksættes for at fremme

mental og social trivsel hos individer,

i familier og i lokalsamfund og net­

værk. Artiklen tager afsæt i en kon­

kret projekt gennemført i Grønland.

Peter Berliner1, professor

i community psychology/sociale lærings­ og udviklingsprocesser, DPU,

Aarhus Universitet. Er magister i psykologi. Var med til at starte den

internationale “Masters of Disaster Management” ved Københavns Uni­

versitet. Forsker primært i community psykologi med fokus på commu­

nity baseret støtte til familier og individer, der har været eller er udsat

for organiseret eller strukturel vold ­ herunder såvel flygtninge i Dan­

mark som udsatte befolkningsgrupper i en række andre lande. Seneste

studier omfatter blandt andet projekter i Jordan, Mexico, Honduras,

Libanon, Haiti, Den Dominikanske Republik, Palestina, Guatemala samt

Mindanao i Filippinerne.

Peter.BerLiNer@Psy.ku.dk

Line Natascha Larsen, psykolog, ph.d. stipendiat

ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet. Line Natascha Larsen

har skrevet specialet «Forskning som fællesskabende og istandsættende

praksis – perspektiver på et distriktspsykiatrisk projekt». Hun har tidli­

gere arbejdet som videnskabelig medarbejder på Learning Lab Denmark,

Danmarks Pædagogiske Universitet. Line Natascha Larsen er tilknyttet

forsknings­ og interventionsprojektet «Paamiut Asasara» i Grønland.

Forsknings interessen er primært rettet mod communitymobilisering og

udvikling af community­baserede anvendelsesformer og metoder til støtte

for udsatte familier, grupper og lokalsamfund.

LiNe.LArseN@Psy.ku.dk

5 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Titlen på denne artikel er taget fra et af citaterne,

der nævnes senere, og beskriver præcist, hvad der

er formålet med psykosociale projekter. Man bli-

ver fri af noget, man ønsker sig at være fri af. Og

fri til noget nyt.

På dansk kan community måske bedst over-

sættes med fællesskab, idet der ikke findes den

samme distinktion som på engelsk mellem soci-

ety og community. Hvor det første betegner sam-

fundet som helhed med de fælles love og regule-

ringer, er det sidste det oplevede fællesskab på et

konkret niveau. Community betegner samtidigt

det, der er større end den enkelte familie, idet der

er flere familier i det. Fællesskabet kan opleves ud

fra lokalitet, fælles værdier, konkret samarbejde

eller sociale relationer, men der er i alle tilfælde

tale om et konkret nærvær, omend dette i dag kan

formidles teknologisk over lange afstande. I de fle-

ste tilfælde vil et community møde den enkelte

gennem alle de fem sanser, selvom der, som nævnt,

kan være undtagelser.

Psykosociale programmer er organiseret støtte

til mennesker med henblik på at fremme trivsel

gennem at styrke konkrete, oplevede og doku-

menterede psykosociale ønsker og intentioner, for

eksempel et ønske om at kunne udtrykke sig åbent

i tillid til andre. Intentionerne vil ofte formuleres

som en respons til konkret oplevede problemer, der

da kan sættes navn på. Målet vil da være at redu-

cere dem gennem ændrede forståelser og handlin-

ger. Graden af involvering af fællesskabet kan have

forskellige grader, fra inddragelse af flere familier i

fælles sessioner til organisering af møder for hele

lokalsamfund (beskrivelser af eksempler kan fin-

des i Berliner, Hejazi & Feldman, 2009, Toldam et

al., 2008 og Ianev & Berliner, 2007). For eksem-

pel: I en landsby i Guatemala led mange af indbyg-

gerne af mareridt, som de fortalte handlede om en

massakre, der havde fundet sted i landsbyen under

borgerkrigen. Mareridtene oplevedes individuelt,

men i deres form og indhold var de meget ens – og

handlede om den samme hændelse. Mareridtene

skabte angst og ødelagde den nattesøvn, der var

nødvendig for at kunne klare dagen og vejen. Men

ingen turde tale åbent om mareridtene, fordi det

ville betyde, at man måtte tale om det, der skete

under borgerkrigen – og det kunne være direkte

farligt, da der stadig var mange våben i omløb og

der blev kæmpet på forskellige fronter under kri-

gen, samt at mange personlige konflikter førte til

vold i ly af krigen. Endvidere forbød soldaterne folk

at tale med folk fra andre landsbyer. Der skabtes

en vedvarende frygt og angst for at tale med andre

og for at tale åbent – en «cultura del silencio», en

tavshedens kultur, der fik sit eget liv og voksede sig

stadigt stærkere. Men den kan brydes – gennem

fælles handlinger, der åbner rum for udveksling,

fortællinger og fælles refleksion, men samtidigt

«Der skabtes en vedvarende frygt

og angst for at tale med andre og

for at tale åbent – en ’cultura del

silencio’, en tavshedens kultur, der

fik sit eget liv og voksede sig stadigt

stærkere. Men den kan brydes.»

[ 6U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

gør det på en måde, så fællesskabet beskytter den

enkelte mod repressalier og overgreb.(Berliner et

al, 2006; Berliner & Mikkelsen, 2006; et andet

eksempel kan findes i Perera, 2001).

sociale indsatser og trivselÆndringer i communitiet vil virke tilbage på den

enkeltes tanker, følelser og holdninger. Det er der-

for, det er communitypsykologi. Gennem ændring

af livsbetingelserne skabes ændringer af det men-

tale liv. Ændringerne kan begrebssættes og forstås

ud fra neuroscience, psykologi og psykoanalyti-

ske teorier med forskellige niveauer af evidens og

pragmatisk anvendelighed. Den enkelte deltagers

engagement og handlinger vil bidrage til gruppens

udvikling, især der hvor der bidrages med nytænk-

ning og bidrag med nye måder at fremme fælles

udvikling på.

Community psykologi sammentænker sociale

indsatser med undersøgelser af trivsel i form af

mental sundhed. Det er svært at definere psy-

kisk velbefindende positivt generelt. Det kan let

blive normativt. På en anden side synes det dog

klart muligt at konstruere et begreb om dette, som

langt de fleste mennesker vil kunne skrive under

på. Spontant vil vi sige, at have det mentalt godt

vil hænge sammen med at leve med klare vær-

dier, der retningssætter ens liv, samt have gode

relationer til andre og opleve en vis grad af til-

fredsstillelse med det, man foretager sig. Dette

vil dog kræve en yderligere præcisering af, hvad

det gode i relationer er. Men om vigtigheden af

støttende relationers betydning er der ikke tvivl

– House, Landis & Umberson (1988) gennemgik

et stort antal undersøgelser om social støtte og

sundhed og fandt, at socialt isolerede individer er

mindre sunde, såvel psykisk som fysisk, og lever i

gennemsnit kortere end andre. Et eksempel er, at

dødeligheden uanset dødsårsag er højere blandt

ugifte end gifte (singler end samlevende). Disse

resultater er dog klart mest udprægede for mænd,

idet kvinder i højere grad end mænd synes i stand

til at drage fordel af relationer til venner og øvrig

familie. Man kan således finde nogle generelle

aspekter, der fremmer mental trivsel, men det er

ligeledes vigtigt at spørge mennesker i konkrete

situationer, og derved undersøge, hvad de selv

beskriver som det gode liv. En konkret måde er at

tage udgangspunkt i beskrivelser af drømme om

et godt liv på den ene side og på den anden side

sætte ord på konkrete faktorer, der forhindrer, at

man har nået disse mål. Igennem visionerne om

det gode liv kan der opstå ideer til faktiske hand-

linger, der kan bidrage til at gøre det fraværende

(visionen) nærværende gennem handling. I det

følgende vil det blive vist, hvorledes dette sker i

et projekt i Kalaallit Nunaat (Grønland) – pro-

jekt Paamiut Asasara.

Projektet – Paamiut asasaraByen Paamiut gennem de seneste årtier kæmpet

imod alkoholmisbrug, en høj voldsrate, en høj selv-

mordsrate og en række tilfælde af omsorgssvigt af

børn, både gennem forsømmelse, seksuelle over-

greb samt anden vold mod børnene. Det betyder,

at et stort antal af familier og børn er udsat for

vold og for tab i form af uventede dødsfald, samt

lever med misbrug og med uløste konflikter og sorg.

Paamiut Asasara er som projekt opstået på denne

baggrund og startede i februar 2008. Bikubenfon-

den har støttet projektet med 1.650.000 kr. hvert

af årene 2008 og 2009 og vil under forudsætning

af opnåede resultater fortsætte denne støtte til

og med år 2012. På en række borgermøder blev

principperne for projektet formuleret, og der blev

foretaget en interviewrække med omkring 120 af

byens borgere. Der blev ikke før projektets start

etableret nogen base-line, men en række borgeres

synspunkter blev beskrevet.

Som en form for base-line spurgte vi i marts

2008 en række professionelle om deres vurdering

af børns situation. Sygehuspersonalet estimerede

på baggrund af deres erfaringer, at omkring en

tredjedel af børnene fødes i familier, hvor der er

risiko for omsorgssvigt. Børnehave- og vuggestue-

personalet anslog, at cirka 1/10 af børnene i dag-

institutionerne er udsat for en eller flere former

for omsorgssvigt i hjemmet. Skolelærere vurde-

rede ligeledes, at 1/10 af børnene lever i omsorgs-

svigt. Socialrådgiverne og politiet sagde, at mere

end 50 procent af børnene og deres familier lever

under vanskelige vilkår, der kan gå ud over bør-

nenes trivsel. Der var enighed om, at risikofakto-

rer for familierne er: (1) alkoholisme eller hash

misbrug, (2) arbejdsløshed, dårlige boligforhold og

dårlig økonomi, (3) vold eller anden kriminalitet,

(4) forældre, der lider af følgerne af selv at have

været udsat for omsorgssvigt og seksuelle overgreb

i løbet af deres barndom, (5) enlige forældre og (6)

psykiske problemer i familien.

7 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

De interviewede professionelle inden for de forskel-

lige sektorer definerede samstemmende omsorgs-

svigt som dels aktiv (såsom vold eller seksuelt mis-

brug, trusler om vold, indespærring, forhindring

af kontakt med andre og verbale krænkelser), dels

passiv psykisk og fysisk omsorgssvigt (overværelse

af vold i hjemmet, fulde og uforudsigelige voksne,

manglende respons på barnets følelser og signaler,

at barnet overlades til sig selv, manglende lægebe-

søg, og mangelfuld ernæring eller påklædning).

Endvidere nævner de en række forhold, der vedli-

geholder eller forværrer manglende trivsel blandt

børn og fremmer betingelserne for omsorgssvigt:

• Børn, som fjernes fra hjemmet, kastes rundt mel-

lem forskellige plejefamilier eller sendes tilbage

til deres hjem, uden at dette er blevet støttet

• Der er ikke nok plejefamilier – og de, der er, giver

udtryk for et stort uopfyldt behov for mere viden

om og støtte til at varetage plejebørnenes særlige

behov

• Forældre, som ønsker at komme på alkoholaf-

vænning, må stå på venteliste i månedsvis og

derefter rejse til en anden by for at få det

• Der er et stort behov for støtte til familier, hvil-

ket medfører, at børn anbringes uden for hjem-

met i stedet for at der ydes støtte til familien

• Personale i skole og institutioner giver udtryk

for et behov for mere viden om omsorgssvigt og

om mulige handlinger over for det

• Socialforvaltningens handlemuligheder er be-

græn sede med hensyn til hurtig indsats, når der

i familien er et ønske om terapi eller ændringer.

De professionelle gav udtryk for, at omsorgssvigt

medførte, at barnets normale udvikling forvrides,

samt at det kan have konsekvenser i form af forrin-

get koncentrationsevne og indlæringsmuligheder.

Det gør det svært for barnet og senere den unge

at gennemføre en uddannelse og fastholde et job.

overordnet formål og delmålPaamiut Asasaras overordnede målsætning er

mobilisering og styrkelse af samspillet i lokal-

samfundet – mellem erhvervsliv, institutioner og

borgere – med henblik på at skabe øget trivsel og

tilfredshed samt økonomisk og kulturel styrke i

lokalsamfundet. Målet er, at borgerne i fællesskab

løser fælles problemer og skaber trivsel for alle,

men med et særligt fokus på børnefamilier.

«Man kan således finde

nogle generelle aspekter, der

fremmer mental trivsel, men

det er ligeledes vigtigt at

spørge mennesker i konkrete

situationer, og derved

undersøge, hvad de selv

beskriver som det gode liv.»

[ 8U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Paamiut Asasara har fem delmål: (1) At udvikle

landets bedste folkeskole; (2) At skabe fem nye

fiskeriuafhængige erhverv; (3) At halvere selv-

mord, alkohol- og hashmisbrug, samt voldstil-

fælde og anden kriminalitet; (4) At forenkle og

omlægge kommunens administration, så den sva-

rer til behov, interesser og indbyggertal; samt (5) At

forebygge omsorgssvigt af børn. I denne artikel vil

vi fokusere på delmål 3 og 5. Det har en stor betyd-

ning for mobiliseringen i byen, at der er tale om en

helhedsorienteret indsats på de fem punkter, der

tilsammen ses som det system, som kan fremme

trivsel hos – og deltagelse af – børnefamilierne.

indikatorerne for delmål 3 er:

• at denne halvering opnås med et fald hvert år

med henblik på at nå halveringen i 2012 (i for-

hold til år 2007

• at borgerne i kvalitative interviews giver udtryk

for, at de oplever byen som mere tryg og med

mindre kriminalitet. De kvantitative oplysnin-

ger hentes fra offentlig statistik over kriminali-

teten i byen samt i Kalaallit Nunaat som helhed.

• at der foretages interviews med professionelle

fra de forskellige sektorer i byen hvert år i marts.

Procesindikatorer for punkt 5 er:

• at et antal familier hvert år deltager i fælles

læringsaktiviteter

• at et stort antal familier med børn deltager i de

kultur- og sportsarrangementer, der støttes af

projektet

• at der er et lokalt tilbud om støtte til personer

og familier med behov for dette

• at der er let adgang til dette på individuel basis

• at der hvert år er etableret og gennemført en

mødregruppe, der giver støtte til mødre, der

lever med en eller flere risikofaktorer, således

at der kan ske en reduktion af betydningen af

den/disse

• at der gennemføres to forældrekurser årligt med

henblik på at styrke forældrerollen og reducere

risikofaktorerne og/eller disses indflydelse på

familiens liv

resultatsindikator er

• at forældrene føler sig styrkede i rollen som

forældre (dette undersøges gennem kvalitative

interviews)

• at familier efter deltagelse i forældrekurser – på

baggrund af en uvildig professionel vurdering –

kan få hjemgivet evt. fjernede børn

• at arbejdssøgende forældre efter deltagelse i

forældrekurserne kommer i job – hvilket er en

betinget indikator, da den er afhængig af udvik-

lingen på arbejdsmarkedet.

Projektet er opbygget med en styregruppe, der træf-

fer beslutninger om anvendelse af midler, og har en

stor gruppe af lokale deltagere, der udfører aktivi-

teterne med en meget høj grad af selvforvaltning,

idet beslutningskompetencen i de enkelte aktivi-

teter er uddelegeret til disse. Da der er tale om et

community (lokalsamfunds) mobiliseringspro-

jekt har denne opbygning vist sig produktiv og har

udvirket en høj grad af lokal deltagelse i gennem-

førelse af projekter og aktiviteter. Formen bidrager

til en høj grad af inddragelse af borgerne og læg-

ger op til fælles ansvar, fællesskab og anerkendelse.

Det er en forudsætning for projektet, at målgrup-

pen og nøgleaktørerne selv ønsker at deltage i pro-

jektaktiviteterne. Samtidig er det altafgørende for

projektet, at alle betydningsfulde stemmer bliver

hørt – og oplever sig hørt. På denne måde mobili-

seres borgernes ressourcer, og de får mulighed for

at bidrage med deres gode erfaringer og udvikle

fælles kundskaber og netværk. Den gennemgående

ramme er baseret på fælles læring og fælles hand-

ling – med fokus på, at viden skabes lokalt i dialog

og samspil. I forbindelse med opstilling af delmål

i projektet blev det formuleret, at det er vigtigt:

• At inddrage så mange familier som muligt i en

mangfoldighed af meningsfyldte aktiviteter med

henblik på at opbygge en stadig større tro på fæl-

lesskabets og egne kompetencer og muligheder.

• At borgere i alle aldre skal fastholde lysten til at

lege, opleve, sanse, more sig og deltage.

• At man kan beruse sig på en berigende og mor-

9 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

som måde uden at forvolde skade på sig selv og

andre

• At flere familier oplever større glæde og tager del

i at løse de udfordringer, som fremtiden byder

på – med udgangspunkt i følgende lokalt formu-

leret værdier:

– Evne til at kunne brødføde sig selv værdsættes

– Åbenhed, nysgerrighed og gæstfrihed værd-

sættes

– Ejerskab til projekter og udvikling skal frem-

mes

– Respekt i omgang med mennesker, materiel

og natur værdsættes

– At vold ikke accepteres under nogen omstæn-

digheder

– Udvikling frem for tilpasning, dvs. nytænk-

ning og innovation

aktiviteterProjektet omfatter fire overordnede aktiviteter:

1) Social indsats, der omfatter et brugerdrevet

børne- og familiehus, der yder støtte til individer

og familier gennem støttende samtaler, mødre-

kurser, forældrekurser og gennem afvænnings-

tilbud til personer, der har et misbrug (alkohol,

hash og spil).

2) Kulturelle og sociale arrangementer og aktivi-

teter.

3) Erhvervsfremmende aktiviteter.

4) Aktiviteter for at støtte skolens udvikling

Vi vil her fokusere på punkt 1. I marts 2008 for-

mulerede de professionelle i de forskellige sekto-

rer følgende ideer til at nedbringe og dernæst helt

afskaffe omsorgssvigt over for børn:

1. Der skal gives støtte til nye forældre med

behov for støtte under graviditeten og efter

fødslen

2. Familiers ressourcer skal støttes gennem for-

ældrekurser samt gennem mulighed for støt-

tende samtaler individuelt, i gruppe og som

familie

3. Plejefamilier skal støttes med opbakning og

undervisning

4. Personale i skole og institutioner får endnu

mere viden om, hvordan tegn på omsorgssvigt

ses, og familierne støttes

5. Afvænningsprogrammer med ingen eller

meget kort ventetid tilbydes i Paamiut

6. Øget forebyggelsesindsats over for misbrug

7. Øget opmærksomhed på problemets omfang

og løsninger skal fremmes

8. Øget intersektorielt samarbejde

9. Der skal etableres selvhjælpsgrupper samt

individuel støtte til børn og unge, der har

været udsat for omsorgssvigt, herunder sek-

suelt misbrug;

10. Der bør etableres flere gode aktivitetstilbud

til børn og unge, hvor de kan være sammen i

gode rammer og med gode rollemodeller

11. Der bør være en øget indsats i undervisning

om prævention samt forældreansvar i skolen

med henblik på at mindske antallet af teen-

agegraviditeter.

De bærende elementer i Paamiut Aasara er de fort-

satte aktiviteter, der er iværksat for at fremme livs-

kvalitet i børnefamilier – og som fortsættes og ved-

ligeholdes meget aktivt af deltagerne selv. Bærende

elementer i dette er mødregrupperne, der blev star-

tet i 2008 og som fungerer som meget aktive aktører

i at advokere for øget samhørighed, socialt ansvar og

respekt for børns rettigheder. Ligeledes fungerer del-

tagerne i forældrekurserne som et socialt netværk og

aktive fortalere for en støttende og respektfuld måde

at fungere på som familie. Et yderligere bærende

element er fisker- og fangerhøjskolen, der samler

folk og skaber samhørighed mellem deltagerne også

efter endt forløb. Endvidere er de kulturelle arran-

gementer en vigtig del af projektet, idet disse giver

gode muligheder for samvær om en fælles oplevelse

under trygge vilkår. I det følgende beskrives mødre-

grupperne og forældrekurserne nærmere samt hvor-

ledes folk i Paamiut oplever at deltage i projektet.

MødregrupperneDen første mødregruppe for unge mødre blev skabt

som en støtte til mødre, der levede under en eller

flere af de nævnte risikofaktorer. Gruppen blev

dannet som et værn mod disse risikofaktorer og tog

udgangspunkt i, hvordan man allerede fra barnet

var et foster i moders mave, kunne beskytte det

mod risikofaktorer. Der blev taget udgangspunkt

i de unge mødres ressourcer til at støtte hinanden

i dette. Gruppen startede med et fem dages kursus

med en jordemoder. Indholdet var afspændings-

øvelser og kunst og musik samt fælles refleksio-

ner over selvværd, selvrespekt og værdsættelse af

fosteret og det nyfødte barn.

[ 10U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Som et eksempel på en øvelse kan følgende nævnes:

Deltagerne ligger på madrasser og slapper af. De

bliver nu bedt om at forestille sig deres livmoder

som et telt for fostret. De bliver bedt om at mærke,

hvordan solens varme føles, når den skinner ind i

teltet – og mærke den glæde, det bringer. Så skifter

fokus til at mærke, hvordan cigaretrøg føles inde i

teltet. Man begynder at hoste. Forestil Jer nu, hvor-

dan det lille foster hoster inde i maven. Videre blev

deltagerne bedt om at forestille sig, hvordan det

lyder i teltet, når naboerne råber og larmer i beru-

set tilstand. Hvordan skænderier og råben trænger

ind i teltet og gør det uhyggeligt at være der. Efter

at have forestillet sig det og mærket det, er der en

fælles refleksion over, hvordan det stadig ufødte

barn vil blive påvirket af de hændelser, der finder

sted uden for dets telt. Der tales om, hvordan vrede

stemmer og vold vil opleves af det endnu ufødte

barn, og at det vil begynde at græde i livmoderen.

Mødrene reflekterer over, hvordan slåskampe og

skrigen forældrene imellem skaber frygt og usik-

kerhed i barnet. Gennem denne refleksion skaber

de en fælles metafor om at være naboer til det endnu

ufødte barn, og de begyndte derefter at omsætte

denne metafor til daglig praksis som forældre –

hvilket de fortæller om videre i forløbet.

Gruppen havde 10 deltagere mellem 17 og 30 år.

Efterfølgende har gruppen udviklet sig til et bære-

dygtigt socialt støttenetværk og en løst organiseret

civilsamfundsorganisation. Målet for gruppen og

det fortsatte forløb var at øge oplevelsen af selv-

værd som mødre og som medmennesker, der kan

støtte hinanden. Et delmål i gruppen var i fælles-

skab at udvikle praktiske kommunikationsfærdig-

heder, der kan bruges i gruppen og i familien samt

over for barnet. Et andet delmål var at styrke en

vedvarende social støtte mellem de unge mødre.

Gruppen har vist sig bæredygtig på tre områder:

• organisatorisk bæredygtighed: Gruppen er fort-

sat med at mødes en gang om ugen i familiecen-

tret,

• faglig bæredygtighed: Gruppen har brugt og

videreudviklet deres kommunikationsfærdighe-

der i gruppens møder og i deres familier, samt at

de har formidlet disse færdigheder ved et møde

om betydningen af social støtte (holdt i forsam-

lingshuset og åbent for byens borgere) og ved at

undervise i skolens ældste klasser

• en vis økonomisk bæredygtighed: Gruppen

begyndte at sælge kunst og kunsthåndværk på

et mikro-niveau for at få penge til støtte for deres

andre aktiviteter.

Deltagerne fortalte i fokusgruppeinterviews, at de

i mødregruppen for første gang følte, at de frit

kunne tale om deres tanker og følelser og om res-

sourcer, de havde, fordi de følte, at de blev lyttet

til og taget alvorligt. De formulerede bestemte ret-

ningslinjer for kommunikationen, så man ikke gri-

nede af hinanden eller mobbede hinanden, men i

stedet så det fælles og i fællesskab søgte løsninger.

Man aftalte, at der var tavshedspligt om det, der

blev sagt i gruppen, hvilket gjorde, at man kunne

tale mere frit og åbent. Deltagerne fortalte, at de

tidligere havde været tavse om emner som ensom-

hed, social stigmatisering, seksuelt misbrug, alko-

holmisbrug og tanker om selvmord. I gruppen

åbnede deltagerne et rum for udveksling af tan-

ker og følelser i forbindelse med det at blive mor

og have en hverdag med et spædbarn. De fortalte,

at de plejede at være alene med deres problemer, og

at de – selv om de havde mennesker omkring sig,

når de var glade – havde følt sig alene og ensomme,

når de havde problemer. Ofte kunne de føle sig

alene selv sammen med andre, og de fortalte, at

de syntes, det var svært at føle sig respekteret og

at sætte grænser over for andre.

«I møderne følte vi, at vi blev taget alvorligt og ikke

grinet af og derfor var vi i stand til at komme ud af

vores ensomhed og begynde at arbejde sammen om at

støtte hinanden. At vi oplevede, at vi kunne det, var

virkelig en motivation til at fortsætte. Vi blev glade

for at være en del af gruppen. Det gav mig en grund

til at komme ud af sengen om morgenen. Det er dej-

ligt, at vi starter med at spise morgenmad sammen,

og at vi senere på dagen spiste frokost sammen. Der

var en klar struktur, som jeg godt kunne lide. Fak-

tisk oplevede jeg det sådan at nogen holdt af os, og

det var godt, da jeg føler, at jeg er blevet forrådt så

mange gange før.»

En anden sagde:

«I starten var det meget svært for mig virkelig til at

stole på andre. Det var svært for mig at have tillid.

Jeg kunne næsten ikke tro, at nogen tog mig alvorligt,

og i begyndelsen frygtede jeg, at det snart ville stoppe,

og så ville jeg blive svigtet igen.»

11 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

En tredje deltager fortæller om, hvordan forståel-

ser, der er udviklet i gruppen, kan bruges i daglig-

dagen i familien:

«Jeg har indset, at familiemedlemmer, der er fulde

eller ødelægger økonomien med spil eller forstyrrer på

andre måder, ikke må forstyrre mit moderskab. Jeg

bliver nødt til at beskytte mit nyfødte barn fra disse

forstyrrelser og overgreb.»

Gruppen udviklede en særlig form for gensidig

støtte, der blev oplevet som meget givende af del-

tagerne. De satte samhørighed på begreb og for-

talte ved et borgermøde, som de indkaldte til, om

betydningen af at kunne tale åbent om problemer

og ressourcer. Derved brød de den «tavshedens

kultur», der var omkring det at have problemer.

De fortalte også om vigtigheden af at kunne sætte

grænser for overskridende adfærd, før den kunne

udvikle sig til egentlige overgreb og misbrug. Grup-

pen udviklede sig til en horisontal social støtte, der

er et meget vigtigt supplement til den vertikale,

familieorienterede støtte – og i nogle tilfælde helt

erstatter denne. Gruppen udviklede sig omkring

en forståelse af betydningen af at beskytte både

fostret og det nyfødte barn mod forstyrrelser og

dermed opstod et begreb om værdien af moderskab,

og at moderskabet skal beskyttes. I stedet for at se

vilkårene som givne, ses de nu som noget, der kan

ændres i en positiv retning gennem fælles indsats.

Børn bliver ikke mere set som blot formet af kul-

turen, men i stedet formuleredes det, at man kan

skabe en kultur, der støtter og fremmer barnets

trivsel og gode udvikling.

ForældrekurserneI 2009 blev der afholdt to forældrekurser med i alt

30 forældre. Familierne har i alt 55 børn. Det før-

ste kursus var i marts (16 forældre) og det andet i

maj (14 forældre). Begge hold mødes stadig jævn-

ligt i familiecentret Tilioq – både med og uden kur-

susleder. Der er en debataften hver onsdag, hvor

deltagere fra begge hold kan deltage og tale om

ugen, der er gået. Endvidere er grupperne aktive i

en række aktiviteter og deltager i opbygningen af

selvhjælpsgrupper. Deltagerne fortæller, at der var

15 arbejdsløse blandt forældrene på kurserne. Ud af

disse 15 er de 10 nu i arbejde. Nogle af forældrene,

der var i job, valgte at skifte arbejde, så de kunne

være mere sammen med deres børn. Ud af de 30

kursister var der to familier, der havde deres børn

anbragt uden for hjemmet. Den ene familie havde

ikke haft deres børn boende hjemme i otte år, men

havde alligevel formået at holde kontakt med dem.

[ 12U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Nu er børnene tilbage i familien. Den anden fami-

lie havde ikke haft børnene boende hjemme i syv

år. Også i denne familie er børnene nu hjemme

igen. Begge familier fortæller seks måneder efter

kurset, at de fungerer rigtigt godt som familie nu,

selvom de har problemer, ligesom alle andre fami-

lier har ind imellem.

På kurserne talte kursisterne meget om, at det var

svært at åbne sig og snakke om problemer og res-

sourcer. De fortalte, at det meget let fører til, at

man bliver set ned på og mobbet ganske voldsomt

i det relativt lille samfund, som Paamiut er. I et

interview fortalte en af deltagerne:

«Der er mange rygter om folk. Det er fordi, personerne

ikke selv siger, hvordan hun eller han er. Så peger han

eller hun i stedet på en eller anden person og gør ham

eller hende ondt. Der er så mange folk her i byen, som

gør én ondt, men uden grund. Rygterne går bare videre.

Så bliver det til en helt anden person, men når man

er sammen med den person, der er gået rygter om, så

er det en helt anden historie, man hører. Det er det,

man kalder Kamikposten, at man snakker sådan. Så

bliver der rygter, der kører, selvom de muligvis er

usande. Folk finder på historier på den måde, at folk

gør den person ondt, selvom historierne og rygterne er

usande. Der er også nogle personer, som ikke ser sig

selv og siger til sig selv, at «jeg er sådan og sådan og

sådan», selvom hun ikke er sådan. Der er også per-

soner, som muligvis er jaloux, som lyver over for én

og så bliver det rygter, rygter, rygter.

Efter at jeg har gået på familiekurset, så kender jeg

andre folk, som jeg ikke kendte før. Og så tænker jeg

«nå, de lever på den måde, og jeg lever også på den

måde», og vi kan forstå hinanden og hinandens situa-

«Mødrene reflekterer

over, hvordan

slåskampe og skrigen

forældrene imellem

skaber frygt og

usikkerhed i barnet.»

13 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

tioner. Og vi kan ændre på hverdagen og på, hvordan

vi skal opføre os over for børnene, og vi kan sætte ord

på, hvordan en bedre opdragelse kan være. En god idé

kan være en god idé. Og at være opmærksom på en

eller anden ting, så kan man blive opmærksom på de

ting, der kan bruges til hvordan vi skal tackle det.»

En anden deltager fortæller:

«Det er rigtigt, hvad de siger om, at det giver nogle

sår på sjælen at være barn af alkoholikere, og jeg vil

ikke ønske for nogen børn, at de skal prøve det. Da vi

begyndte på det her familiekursus, var der en anden

pige lidt ældre end mig, og hun har været i sammen

situation. Hun er også barn af en alkoholiker og har

været i pleje og sådan, og vi fandt bare totalt sam-

men. Og vi har gået lange ture i fjeldene og bare

skreget og grædt. Det har bare været så fedt! Som at

noget lettede.»

Også i tiden efter kurserne har de arbejdet videre

med deres erfaringer med at kunne tale åbent om

udfordringer i livet. De fortæller, at det var vigtigt

for dem, at der var klare regler, og de indførte tavs-

hedspligt, så man turde tale åbent med hinanden

på kurset og havde tryghed og tillid indbyrdes. I

dag, fortæller de, kan de tale sammen om hverda-

gen og om sig selv og har stor respekt for hinanden

og for andre forældre.

Da kurserne startede, var der mange af delta-

gerne, der gav udtryk for, at de ikke kunne styre

deres alkoholdrikkeri, men i dag er de begyndt

at drikke alkohol på en mere kontrolleret måde,

hvor man kan holde en festaften, men ikke drik-

ker videre næste dag. Familierne samles og plan-

lægger aktiviteter med børnene i stedet for. Alle

giver udtryk for, at de er gladere og mere tilfredse,

når der ikke har været alkohol indblandet i deres

weekender. Deltagerne fortæller i interviews, at

de forståelser og færdigheder, de sammen udvik-

lede igennem kurset, også har stor betydning for,

hvordan de indgår i lokalsamfundet:

«På en måde, der kan jeg mærke at før i tiden, der

skulle man måske kigge lidt ud af vinduet for at se,

hvem der går nedenfor. Så skal man først gå måske til

posthuset, måske Brugsen, for ikke at møde dem. Nu

kan man bare gå. Ikke mere med det der, at jeg ikke

skal hilse på den der eller den der. Altså, jeg var også

meget nervøs før kurset. Man har så mange proble-

mer, at den og den person, man kender, skal lige gå

forbi først, og så skal man gå lidt forbi, så man ikke

viser sit ansigt. Men nu, efter kurset, der er alt det

lige meget. Man er mere fri.»

[ 14U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Deltagerne har arrangeret et åbent borgermøde

om betydningen af socialt ansvar, samhørighed og

gode opvækstvilkår for børnene i byen. De frem-

lagde åbent deres egne erfaringer og brød derved

den tavshedens kultur, der har omsluttet det at

have problemer og udfordringer i familierne. På

den måde blev deltagerne talspersoner for, at for-

andring er mulig gennem fælles forholden sig til

de udfordringer, familier møder.

Borgernes oplevelse af Paamiut asasaraIgennem såvel spørgeskemaer (en stikprøve-under-

søgelse med 30 deltagere) som interviews med otte

forældrepar er borgernes tilfredshed med Paamiut

Asasara blevet undersøgt. Endvidere er der foreta-

get en lang række uformelle samtaler og yderligere

interviews. Såvel i spørgeskemaerne som i intervie-

wene udtrykkes der stor tilfredshed med projektet,

og det nævnes, at det skaber energi, sammenhold

og gør byen mere fredelig. I spørgeskemaerne vur-

derer alle projektet som godt eller virkeligt godt

både for trivsel og for en revitalisering af byen i

form af fælles aktiviteter og engagement. I et inter-

view med et forældrepar siges følgende om Paamiut

Asasara’s kulturelle arrangementer:

«Det er godt, at man er sammen, at man spiser sam-

men, man synger og børnene, de får noget. Jeg er så

glad for at, når børnene de får noget, et eller andet,

så er man glad. Det er godt med disse arrangementer,

hvor der sker noget, og børnene de er med. Så er man

tilfreds. Før i tiden, der var det sådan, at man råbte

ad hinanden. Måske hvis man var fuld, så råbte man

ad hinanden: «du skal ikke tro, at du er noget». Og

nu er det ikke så meget som før. Der er ikke så mange,

der råber. Altså hvis man lytter, så er der nogen, der

råber lidt, men ikke så meget som før.»

En deltager i forældrekurset siger:

«Ja, før i tiden – før kurset, der tænkte man; det der

Paamiut Asasara, det er ikke noget for mig. Efter kur-

set så kan man se, at det er en meget stor mulighed

for os. Og vi kan mærke, at vi får støtte fra Paamiut

Asasara. Man tager et skridt, hvad angår familien.

Man får det meget bedre, og man begynder at snakke

sammen.»

En anden borger siger om Paamiut Asasara:

«Livet er her, der er mere liv her i byen. Fordi Paamiut

Asasara arrangeres, så der er folk, som er mere glade.

Også pga. sommerhøjskolen. Folk er sammen der, og

de lærer om vinterforråd og alt mulig andet – hvor-

dan man tilbereder grønlandsk mad. Der er mere liv

nu, og man kan mærke, at folk er mere knyttet sam-

men. Så er folk også opmærksomme på ting som hær-

værk og på, hvordan man skal opdrage børnene lidt.»

En tredje borger siger:

«Jeg har den opfattelse, at folk her i byen generelt er

blevet meget bedre til at håndtere de konflikter, der

opstår derhjemme, og uden for hjemmet. Det er den

opfattelse jeg har, simpelthen. Og jeg vil også mene,

at de der familiekurser, de har en stor indvirkning

på det.»

En mor til to mindre børn siger om betydningen

af at være sammen med andre i byen og glæde sig

sammen i gode oplevelser:

«Det er godt at være sammen til en koncert for børnene

eller for de voksne eller et stort arrangement, hvor der

kommer rigtig mange. Dem savner vi endnu flere af

her i Paamiut. Man bliver lidt kedelig … man keder

sig lidt her, når der ikke sker så meget. Ved arrange-

menterne, så kan man … hygge sig, folk griner og de

klapper og alt muligt sammen, så det hele. Man får

sådan nogle oplevelser, gode oplevelser. Man kan ikke

bare glemme det og man ønsker, at «bare de gør det

igen», så vi kan være sammen igen. Mange familier

kan ikke sådan – hvad hedder det – være sammen

sådan. Der er mange børn nu, men nu er det meget

15 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

sådan, at de hakker hinanden ned, de savner nok

sådan lidt sammenhold og hygge sammen, det savner

de nok. Men bare der er sådan nogle aktiviteter, for-

skellige aktiviteter, hvor de kan være sammen om at

deltage. Så glemmer folk hakkeriet, hvis man har det

sjovt sammen. For eksempel skal der være en diskus-

sion i aften, så det bliver også meget spændende. Så

ja, der sker noget.»

En anden fortæller om oplevelsen af, at der med

Paamiut Asasara virkeligt begynder at ske noget:

«Det lyder lidt sjovt, navnet, og jeg fandt en lille bro-

chure, som jeg læste. Det er en god idé, det er en rigtig

god idé og endelig sker der noget sådan rigtigt, alvor-

ligt. Det her Paamiut Asasara. Da jeg læste den der

lille brochure, tænkte jeg, nå det er en rigtig god idé,

endelig sker der noget. Jeg skal være med, og måske er

der noget, og jeg skal se på opslagstavlen om der sker

noget. Paamiut Asasara er for hele Paamiut og det er

handler om noget som sammenhold, at alle borgerne

skal noget fælles, sammenhold.»

En borger siger om hele projektet:

«Paamiut Asasara får sat gang i samtaler og kurser,

så der er mere livligt i byen. Der er koncerter, sam-

taler og så er der kurser. Det er som om, at Paamiut

lever igen. At der er liv igen i stedet for bare at have

et hverdagsliv, hvor man køber ind og går hjem igen.

Der er liv her, fx den fisker fanger lejr, der har været

her og de har fangster og alt muligt. Der er mere

glæde og sammenhold mellem byens borgere. Og der

vil være andre deltagere. Her i år, blev der snakket

om sidste år, så bliver det mere åbent for befolkningen.

Så vil de også prøve, og så vil de også have kurser og

så vil de også deltage i koncerter. Så der er mere sam-

menhold og mere tryghed i byen i stedet for hærværk

og alt muligt. Altså, Paamiut Asasara gør noget ved

mange ting nu.»

Generelt er alle de interviewede meget positive over

for deltagelse i Paamiut Asasara og omtaler dets

betydning for større følelse af fællesskab gennem

deltagelse i fælles aktiviteter, større åbenhed over

for at tale sammen også om svære emner, mere

tryghed og mere fælles ansvarlighed. Det under-

streges også, at projektet har givet mere liv i byen,

og at det opleves som borgernes projekt.

Konklusion på indsatsenI Paamiut er mobiliseringen i lokalsamfundet

iværksat som en reaktion på en historie om vold

(herunder seksuelt misbrug og overgreb), selvmord,

alkoholmisbrug og omsorgssvigt. Det overordnede

mål for programmet er at styrke resiliens, psyko-

social trivsel og lokalt forankrede værdier og res-

sourcer gennem fælles aktiviteter og bæredygtige

sociale netværk.

Psykosociale programmer, der bygger på en

community-baseret tilgang, tager afsæt i lokalt

formulerede behov (Bolton & Tanga, 2002) og

visioner. Det specifikke i den community psyko-

logiske tilgang er, at der formuleres et eller flere

psykologiske aspekter igennem behovsanalysen. I

mødregruppen blev de mentale behov formuleret

som behovet for nogen at tale med og få støtte fra

i svære situationer i dagligdagen og i livet, beho-

vet for at kunne sætte grænser for andres indgri-

ben i éns liv, éns krop og i den relation, man som

forældre bygger op til spædbarnet, samt at kunne

tale om svære oplevelser, udfordringer og ressour-

cer i stedet for at holde dem i en form for tavshe-

dens kultur, der holdes i live af socialt mobberi og

en individuel følelse af skamfuldhed. I forældre-

gruppen udvikledes samme forståelse med særligt

henblik på, hvordan kommunikationen i familien

havde været præget af samme tavshedens kultur,

hvor man godt kunne skændes, men uden at de

fælles problemer blev løst gennem skænderiet. Del-

tagerne udviklede en række betydningsfulde begre-

ber om, hvordan det, at flere familier kunne tale

åbent sammen, åbnede for normalisering, gensidig

respekt og støtte – samt gav rum for udvikling af

mestringsstrategier både i den enkelte familie og

i fællesskabet af familier. Begge grupper pegede på

behovet for mere samhørighed som fælles social

ansvarlighed over for hinanden i form af gensidig

respekt, åbenhed og aktiviteter, der reducerer alko-

holmisbrug og vold og giver gode oplevelser sam-

men. Det er i responsen på disse lokalt formulerede

behov, som bliver til visioner om bedre trivsel og

iværksættes som handlinger – og på denne måde

kropsliggøres og leves – at projektet udfolder sig.

styret af behov – med klare målCommunitymobilseringprogrammer har en høj

grad af åben proces, men er samtidig guidet af

de visioner, der formuleres som mål. Selve pro-

jektrammen er inspireret af Logical Framework

[ 16U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Approach (1996), der er et system til at beskrive

overordnede mål, operationalisérbare delmål, indi-

katorer og aktiviteter samt resultater. Det er en

udfordring for communitymobiliseringsprojekter

fortløbende at monitorere ud fra klare procesin-

dikatorer og evaluere ud fra klare resultatsindika-

torer – idet en produktiv iderigdom må følges op

af klare mål, for at ideerne kan materialisere sig i

konkrete handlinger og resultater.

Inden for psykosocialprogrammer er begrebet

behovsbaseret tilgang meget udbredt. Det er vig-

tigt, idet det netop som her beskrevet, handler om

at tage udgangspunkt i lokalt formulerede – og der-

med relevante – behov. Dette udgangspunkt er igen-

nem de senere år blevet suppleret med et rettigheds-

baseret, der består i at vurdere, hvor der er brug

for at sikre, at deltagerne (målgruppen) faktisk får

de sociale ydelser og muligheder, som de er beret-

tiget til ud fra FN’s deklarationer om grundlæg-

gende civile, sociale og kulturelle rettigheder. Dette

udgangspunkt er endvidere farbart, fordi langt de

fleste stater i verden har underskrevet og ratificeret

disse deklarationer. Dette perspektiv er betydnings-

fuldt, idet det – da alle har lige rettigheder – åbner

for en opmærksomhed på at særligt sårbare grupper

inddrages, at der er lige muligheder for begge køn

i programmerne og udsatte grupper sikres beskyt-

telse mod overgreb og fratagelse af basale rettig-

heder (IASC, 2005; Berliner, Arenas & Thunberg,

2009). Fælles livsbetingelser, der opfylder basale

menneskerettigheder for alle, sikres ved bedst ved

at fremme det, UNESCO har betegnet fredskultur:

«A culture of peace is an integral approach to pre-

venting violence and violent conflicts, and an alter-

native to the culture of war and violence based on

education for peace; the promotion of sustainable

economic and social development; respect for human

rights; equality between women and men; democratic

participation; tolerance; the free flow of information,

and disarmament (UN resolution on the culture of

peace, 1998).»

Det præciseres videre, at fredskultur er

«a set of values, attitudes, modes of behaviour and

ways of life that reject violence and prevent conflicts

by tackling their root causes to solve problems through

dialogue and negotiation among individuals, groups

and nations (UN Resolutions A/RES/52/13).»

I præamblen til UNESCOs konstitution fra 1945

står der:

«Since wars begin in the minds of men,

it is in the minds of men that defences of peace

must be constructed.»

Dette udsagn knytter fredsprocessen klart til det

mentale og til det psykosociale ved at tilføje – om

end i et lidt antikvieret sprogbrug vedrørende køn

og det forladte begreb «race»):

«The great and terrible war which has now ended

was a war made possible by the denial of the demo-

cratic principles of the dignity, equality and mutual

respect of men, and by the propagation, in their place,

through ignorance and prejudice, of the doctrine of

the inequality of men and races.»

I fredskulturen er både myndigheder på ethvert

niveau – i dag også det internationale samfund –

og hver enkelt ansvarlig for at give enhver grund-

læggende rettigheder og for derigennem at fremme

en fredskultur (Anasarias & Berliner 2009). I

Paamiut vil dette kunne relateres til retten til at

have kontrol over egen krop, til beskyttelse mod

overgreb af enhver art, herunder seksuel vold, og

retten til at tale åbent uden angst for repressalier

i form af vold eller mobning.

På denne måde knyttes an både til det mentale

og det sociale ud fra de behov, der blev formule-

rede af deltagerne i projektet. Projektet i Paamiut

vil således kunne bidrage til at videreudvikle det

rettighedsbaserede med fokus på fredskultur som

en god ramme for mental og social trivsel – på en

måde, der er forankret i den lokale kontekst, men

som har globale perspektiver.

LitterAtur

Anasarias, e. & Berliner, P. (2008).

Human Rights and Peacebuilding. In J.de Rivera

(Ed.) Handbook of Peacebuilding. New York: Sprin­

ger Press.

Berliner, P. & Mikkelsen, e.N. (2006).

Serving the Psychosocial Needs of Survivors of Tor­

ture and Organized Violence. In Gil Reyes & Jerry Ja­

cobs (Eds.) Handbook of Disaster Management. New

York: Praeger Publishers.

17 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Berliner, P. (red.) (2009).

Kvalitativ metode i praksis – Viden om smukke og

forunderlige ting. København: Frydenlund Grafisk.

Berliner, P., Arenas, J. & Thunberg, S. (2009).

Peace­building and Protection of Vulnerable Groups.

Psyke & Logos. Vol 30, 5­13.

Berliner, P., Hejazi, F. & Feldman, M. (2009).

Et community psykologisk perspektiv på interventi­

on i skolen. I Bro, K., Løw, O., Svanholt, J. (red.), In­

tervention i skolen. København; Dansk Psykologisk

Forlag.

Berliner, P., dominquez, M., kjaerulf, F. & Mikkel­

sen, e.N. (2006).

What can be learned from «crazy» psychologists?

A community approach to psychosocial support in

post­conflict Guatemala. Intervention – International

Journal of Metal Health, Psychosocial Work and Cou­

selling in Areas of Armed Conflict. 4, (1): 67­73.

Bolton, P. & tanga. M. (2002).

An alternative approach to cross­cultural function

assessment’. Social Psychiatry and Psychiatric Epide­

miology. Vol 37:537­43.

House, J.s. & Landis, k.r. (2003).

Social Relationships and Health. In Salovey, P. and

Rothman, A.J. (Eds.) Social Psychology of Health. New

York: Psychology Press.

ianev, P. & Berliner, P. (2006)

Samhørighed: social ansvarlighed som en fælles be­

vægelse. Om psykoedukation med flygtningefamilier.

Psyke og Logos, 27(1), 854­871.

iAsC (2005):

Guidelines on Gender­Based Violence Interventions

in Humanitarian Settings. Geneva: IASC. http://www.

humanitarianinfo.org/iasc/content/products/docs/tf­

gender_GBVGuidelines2005.pdf

Logical Framework Approach (1996).

http://www.amg.um.dk/NR/rdonlyres/A5C92A15­

6E14­4F06­80B1­96971D31CD04/0/LogicalFra­

meworkApproach.pdf

Perera, s. (2001).

Spirit Possessions and Avenging Ghosts: Stories of

Supernatural Activity as Narratives of Terror and

Mechanisms of Coping and Remembering. I Das, V.,

Kleinman, A., Lock, M., Ramphele, M. & Reynolds,

P.(Eds.) Remaking a World – Violence, Social Suffe­

ring, and Recovery. Berkeley: University of Califor­

nia Press.

Poppel, B., kruse, J., duhaime, G. & Abryutina, L.

(2007).

Survey of Living Conditions in the Arctic: SLiCA Re­

sults. Anchorage: Institute of Social and Economic

Research, University of Alaska Anchorage.

toldam, H., dyhr Caspersen, i., Christoph klimpke,

C. & Berliner, P. (2008).

Forældreakademi og Børnejungle i bevægelse. Psyko­

logisk forskning i livsverden og forandring. Psyke &

Logos. 29(1), 261­283.

uN resolution on the culture of peace (1998).

– yderligere information på http://www.culture­of­

peace.info/history/introduction.html:

Wattar, L. & Fanous, S, (2009) Paamiut Youth Voice

Project. Nuuk: Kommuneqarfik Sermersooq.

noter1 Denne artikel er et resultat af en fælles indsats udført af de mange deltagere i Paamiut Asasara’s aktiviteter

(sommerhøjskole, mødregruppe, familiekurser, borgermøder, sportsarrangementer, kulturelle aktiviteter). En stor tak skal rettes til

alle i Paamiut for dette. En særlig tak skal rettes til journalist Søren Lyberth og centerleder Najaaraq Røddik for at have muliggjort ind-

samlingen af data til denne artikel. Citaterne i artiklen er fra interviews udført af Ph.D. studerende Line Natascha Larsen, psykolog

Mia Glendøs og denne artikels forfatter – med uvurderlig hjælp og inspiration fra Søren Lyberth.

Veje til social inklusion i bypolitikken?

Af Mia Arp Fallov, adjunkt

Artiklen ser på, hvordan bypolitikken har bevæget

sig, og den giver et bud på en vinkel, man kan lægge

på udviklingstendenserne. Målet er at give nye per­

spektiver på, hvad man vil med de sociale bypolitikker.

Mia Arp Fallov,

er uddannet cand. scient adm. fra Roskilde

Universitet, og Ph.d i sociologi fra Lan­

caster University. Adjunkt i social integra­

tion og social politik ved Aalborg Universi­

tet, Institut for Socialt arbejde, sociologi

og organisation. Er tilknyttet Forsknings­

gruppen i Socialt Arbejde, og Forsknings­

gruppen for Demografi, socialgeografi og

sundhed. Har beskæftiget sig bredt med

social eksklusion og socialpolitikkens

udvikling, og særligt med bypolitikkens

rolle i bekæmpelsen af fattigdom og eks­

klusion.

FALLov@soCsCi.AAu.dk

[ 18U D E N F O R [ N U M M E R ] 19 /2 0 0 9

19 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Artiklen her udsprang af, at jeg, efter at have

læst nogle af de nyere evalueringer af bypolitiske

tiltag, synes, at der manglede betragtninger på,

hvordan hele området har bevæget sig. Bypolitik-

ken er kendetegnet ved fragmentering; ikke bare

organisatorisk men også i de politiske mål med

politikkerne. Hvilke sammenhænge tegner sig på

tværs af projekter og nye tiltag, og hvilke overord-

nede rationaler udtrykker de? Hvordan er bypo-

litikkerne formet af den dominerede rolle, som

beskæftigelsespolitikken har fået? Hvordan udspil-

ler moderniseringen af velfærdsstaten og borgerens

nye rolle sig i bypolitikken? Det skal ikke opfattes

som, at artiklen søger at give et samlet bud på, hvor

den sociale bypolitik bevæger sig hen. Snarere er

denne artikel et bud på en vinkel, man kan lægge

på udviklingstendenserne inden for den sociale

bypolitik. Artiklen bygger derfor ikke på en ambi-

tion om at lave en fuldstændig videnopsamling

på det bypolitiske område, ej heller er det en eva-

luering af bypolitikkens succeser og fiaskoer. Det

er en selektiv læsning af de overordnede rationa-

ler gennem nogle bestemte briller, som betyder, at

nogle gennemgående tendenser træder frem. Det

er dermed intentionen, at den skal give læseren

nogle nye perspektiver på, hvad det er man vil med

de sociale bypolitikker og derigennem bidrage til

at åbne andre veje til social inklusion gennem den

sociale bypolitik.

Artiklen lægger ud med at give en kort over-

sigt over bypolitikkens udvikling inden for de sid-

ste årtier. Derefter vil jeg give et bud på, hvor-

dan denne udvikling kan læses: At rationaliteten i

bypolitikken bygger på et bestemt samspil mellem

kapacitetsudvikling af marginaliserede byområder,

deres beboere og de styringsagenter, som er invol-

verede. Hvad menes der så med kapacitetsudvikling

i denne sammenhæng? Jeg vil argumentere for, at

vinklingen i den sociale bypolitik er et udtryk for

forsøget på at overkomme bestemte styringsdilem-

maer gennem at tillægge kvartererne, beboerne og

de professionelle praktikere bestemte ressourcer,

kompetencer og handleorienteringer. Håndterin-

gen af eksklusion bliver orienteret imod at søge at

tilegne de ekskluderede kvarterer og deres bebo-

ere (såvel som de involverede praktikere), hvad

der anses som manglende kapaciteter. De sociale

bypolitikker søger derfor at forme bestemte med-

borgere eller sagt med andre ord, skabe bestemte

former for subjektiveringer af både borgerne og de

styringsagenter, som er involverede i den sociale

bypolitik. Artiklen bygger både på evalueringer

af bypolitiske tiltag og på min egen komparative

forskning af byomdannelsespolitikker og social

eksklusion i Danmark og England (Fallov 2006).

I den sidste del af artiklen vil jeg gå nærmere på to

dimensioner af denne subjektivering af beboerne,

dels instrumentaliseringen af den følelsesmæssige

[ 20U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

tilknytning til lokalområdet, dels instrumentali-

seringen af sociale netværk i de bypolitiske tiltag.

Her vil jeg diskutere, hvordan de forståelsesho-

risonter, der knytter sig til disse konstruktioner

af beboerne, har deres egne dilemmaer omkring

inklusion og marginalisering.

Bypolitikkens vej mod kapacitetsudviklingHvordan skal man forstå, hvordan den sociale

bypolitik ser ud i dag? I stedet for at lave en kro-

nologisk oversigt over bypolitikkens udvikling, vil

jeg i dette afsnit trække nogle udviklingstenden-

ser frem.

Bypolitikken og socialpolitikken er i Danmark

formet af det Torfing (2004) betegner som et stille

sporskifte i dansk velfærdspolitik. Dansk politik

har siden 1990erne slået ind på et ’workfare’ spor,

hvor sikringen af de relativt generøse velfærdsydel-

ser er tæt knyttet sammen med fokus på udvik-

lingen af arbejdsudbuddet. Gentagne arbejdsmar-

kedsreformer har således tegnet en relativt streng

aktiv linje i dansk beskæftigelse- og socialpolitik.

Skærpelsen af sociale ydelser, ydelseslofter og

øget kontrol med de arbejdsløse skal sikre øko-

nomisk incitament og motivation for opbygnin-

gen af ’arbejdsetikken’ og en hurtig vej tilbage til

arbejdsmarkedet. Der er således et øget fokus på det

individuelle ansvar for og udvikling af arbejdsdue-

lighed, ofte under dække af integrationsinitiativer

og integrationspolitikker (Goul Andersen & Peder-

sen 2007).1 Dette stille sporskifte har cementeret

en forståelse af social integration som tæt knyttet

til arbejdsduelighed, tilknytningen til arbejdsmar-

kedet og evnen til selvforsørgelse (Levitas 1998).

Bundesen argumenterer for eksempel for, at der

er sket en tvedeling af socialpolitikken i de selv-

ansvarlige, hvis ansvarlighed kan sikres gennem

generelle økonomiske-offentlige styringsinstru-

menter, og de ikke-selvansvarlige som skal moti-

veres til at tage ansvar for egen selvforsørgelse og

arbejdsmarkedstilknytning (2005, se også Villad-

sen 2004 for lignende argumentation). Hvorfor

er disse sporskift vigtige for at forstå den sociale

bypolitik i dag? Fordi denne forståelse af sociale

problemer som først og fremmest knyttet til indi-

viduel arbejdsmarkedstilknytning og selvansvar-

lighed i forhold til forsørgelse danner en diskur-

siv værdimæssig ramme for at forstå og handle på

lokalt manifesterende sociale problemer.

Denne fokusering på de ikke-selvansvarlige og

den deraf følgende individualisering af socialpo-

litikken viser sig også i de dominerende politiske

diskursers vægring fra at definere officielle beteg-

nelser for social eksklusion og fattigdom – et oplagt

eksempel på dette er, hvordan den nyudnævnte

socialminister Benedikte Kiær undslår sig at fast-

sætte fattigdomsgrænser. Forståelsen af social eks-

klusion og fattigdom i Danmark er i konflikt med

det dominerende billede af det egalitære danske

velfærdssamfund både i befolkningen og i den offi-

cielle danske politik.2 Social eksklusion associe-

res i dansk politik med de mest sårbare grupper,

som er faldet gennem velfærdsstatens sikkerheds-

net. Sociale inklusionsinitiativer retter sig mod

bestemte målgrupper; de langtidsarbejdsløse, risi-

kobørn, etniske minoriteter, udsatte ældre og han-

dikappede. Sikringen af social inklusion handler

derfor om at modvirke, hvad der anses for ’arve-

lige’ risikofaktorer, iværksætte reintegration af

udsatte grupper i sociale og økonomiske sfærer

gennem deltagelse i frivilligt arbejde og foreninger,

samt gennem fleksible og beskyttede arbejdstiltag

på det ’inkluderende’ arbejdsmarked (Socialmini-

steriet 2003). Sådanne støttende velfærdsstatslige

funktioner går hånd i hånd med, dels selvansvar-

liggørelsen af disse udsatte grupper gennem hand-

leplansarbejde og samtaleteknologier (Karlsen &

Villadsen 2007), der søger at orientere dem mod

en fremtidig arbejdsmarkedstilknytning, dels en

øget kontrol med selv de mest udsatte gruppers

rådighed for arbejdsmarkedet.

Områder, karakteriseret ved koncentrationer af

sociale problemer, har været et andet fokus område

i de danske bestræbelser på at skabe social inklu-

sion. Dette perspektiv er med til at gøre bypolitik-

ken til et selvstændigt politikområde i 1990'erne.

Før dette optrådte bypolitikken mere indirekte

underlagt generelle planlægningstiltag, først under

’velfærdsbyen’ og siden under et banner omkring

byernes økonomiske tilbagegang. To karakteristika

af nutidens bypolitik kan spores tilbage til perio-

den før 1990’erne; det ene er institutionaliseringen

af en forhandlet tilgang til planlægning med invol-

vering af både erhvervspartnere,og lokale interes-

senter. Det andet er en eksperimentel tilgang, som

allerede blev grundlagt i sen-firsernes SUM pro-

grammer. Det markante skift i dansk bypolitiks

selvstændiggørelse sker med nedsættelsen af det

tværministerielle Byudvalg i 1993 og kulminerer

med oprettelsen af By og Boligministeriet i 1998.

21 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Her bliver den områdebaserede tilgang til bypoli-

tikken grundlagt, som også karakteriserer andre

europæiske landes politikker på dette område.

Social eksklusion bliver i disse politikker set som

lokalt betinget og synonym med, hvad der beteg-

nes som, en ’negativ spiral’ i de socialt belastede

og dårligt fungerende boligområder:

«De socialt dårligt fungerende områder er karakteri-

serede ved en højere frekvens af arbejdsløshed, dårligt

fungerende familier, vold, kriminalitet og hærværk end

andre byområder. Der er samtidig en tendens til, at

en selvforstærkende udvikling sættes i gang, hvor de

ressourcestærke beboere flytter væk og hvor områderne

får meget svært ved at tiltrække investeringer i kul-

tur eller erhverv. Hele byområder eller enkelte bolig-

bebyggelser kan være fanget i sådan en negativ spiral»

(By og Boligministeriet 1999).

Når social eksklusion på denne måde bliver syno-

nym med bestemte kvarterer og boligområder, kan

det ses som et udtryk for, at også den danske poli-

tik på området er informeret af den internatio-

nale debat om ‘område effekter’. Det er kort fortalt

ideen om, at social eksklusion ikke kan forklares

alene med eksterne faktorer eller af menneske-

lige faktorer. Social eksklusion forstås her som et

udkomme af interaktionen af sociale, økonomi-

ske og fysiske faktorer, og at ekskluderede kvarte-

rer selv indgår som element i denne interaktion,

og derfor ses som medbetingende den sociale eks-

klusion (Skifter Andersen 2003b). Den danske

tilegnelse af ideen om områdeeffekter bliver ikke

relateret lige så stærkt til kulturelle og adfærds-

orienterede forståelser af den sociale ’underklasse’

som i USA og England. Herhjemme er forståelsen

af områdeeffekter stadig spundet ind i en forstå-

else af velfærdsstatens stærke rolle i bekæmpel-

sen af strukturelle faktorer. Det, der bliver rekon-

tekstualiseret fra debatten om områdeeffekter, er

formodningen om, at ændringerne i de fysiske

og miljømæssige kapaciteter i lokalområderne vil

tiltrække andre og stærkere beboergrupper, samt

have en positiv effekt på interaktionen mellem

beboergrupper. Samtidig fører disse ideer også her-

hjemme til et øget fokus på lokale fællesskaber og

aktive beboergrupper, som noget, der spiller en

afgørende rolle for bekæmpelsen af lokalt forank-

ret social eksklusion, hvilket må ses i samspil med

den generelle tendens til fokus på selvansvarlig-

gørelse, beskrevet ovenfor.

øget fokus på etnificeringByudvalget resulterede i tre typer af indsatser (se

tidslinje i figur 1); etablering af boligrådgiverfunk-

tionen og igangsættelsen af nye aktivitetstilbud i

almene boligområder, større renoveringsindsatser

med sigte mod en bedre fordeling af socialt bela-

stede danskere og etniske minoriteter, samt deci-

derede integrationstiltag i udpegede modelområder.

Desuden resulterede byudvalgets arbejde i iværk-

sættelsen af de tolv kvarterløftsprojekter. Sidelø-

bende hermed kørte den helhedsorienterede byfor-

nyelse, som i modsætning til byudvalgsprojekterne

og Landsbyggefondens renoveringer ikke alene var

fokuseret på de almene boligområder. Nedsættel-

sen af byudvalget markerede et skift væk fra den

fysiske orientering, bypolitiske initiativer tidligere

«Byudvalgets

projekter markerer

også en øget

‘etnicificering’ af den

sociale bypolitik.«

[ 22U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

havde, og en styrkelse af en helhedsorienteret til-

gang til bypolitikken. Det, der ligger i helhedsori-

entering i de igangsatte projekter, er sammentænk-

ningen af kulturelle, sociale og fysiske forhold, og

derfor ikke nødvendigvis en helhedsorientering i

forhold til tidligere, igangværende og fremtidige

tiltag i lokalområdet. Desuden er der en tendens

til, at helhedsorienteringen vender indad, og der-

med i mindre grad integrerer lokale helheder med

strukturelle samfundsbetingelser. Et andet karak-

teristika er ambitionen om, at være bottom-up

og dialogorienteret, dels gennem inddragelse af

lokale aktører og boligorganisationer, dels gen-

nem et bedre samspil mellem offentlige instan-

ser. Generelt for de bypolitiske tiltag, som iværk-

sættes efter Byudvalget, er, at de er projektbaserede

og eksperimentelle af karakter. De muliggjorde en

symbolsk prioritering af bekæmpelsen af lokalt

forankret social eksklusion uden at afsætte varige

midler og politisk ansvar. Desuden muliggjorde de

metodeudvikling og eksperimenter med partner-

skabsbaserede og lokalt inkluderende styreformer.3

Byudvalgets projekter markerer også en øget

‘etnicificering’ af den sociale bypolitik. Forestil-

lingen om, at der er en sammenhæng mellem høje

koncentrationer af etniske beboere og manglende

integration (Børresen 2002) formede projekternes

vægtning og ledte til en patologisering af etnisk

koncentrerede boligområder. Dette blev endnu

tydeligere under de senere Venstre/Konservative

regeringer og markeret institutionelt gennem ned-

læggelsen af By og Boligministeriet og flytningen

af mange af de bypolitiske projekter til at høre

under Integrations ministeriet. Både det senere

tiltag ’byer for alle’ og regeringens ’strategi mod

ghettoisering’ er præget af det politiske ønske om,

at den boligsociale indsats bliver kædet sammen

med integrationsindsatsen. Samtidig har de til-

tag, som er iværksat under strategien for bekæm-

pelse af ghettoisering et dobbelt sigte: Dels bliver

der iværksat tiltag gennem ændring af ejerskabs-

former, henvisningspolitik og huslejestøtte, der

sigter på aktivt at nedbringe koncentrationen af

etniske minoriteter i bestemte boligområder, dels

tiltag, som gennem boligsociale midler, sigter mod

at aktivere etniske beboere i udviklingen af normer

og værdier, der anses som produktive i forhold til

at sikre integrationen på arbejdsmarkedet.

”velfæ

rdsbyen"Før 1

99

3

”deN seGreGerede By” ”GHetto”

Byudvalgsprojekter 1. og 2. runde (1994­2003)

Kvarterløft (1996­2008)

Helhedsorienteret byfornyelse (1998­2003)

Byer for alle (2002­2006)

Regeringens strategi mod ghettorisering (2004­ )(2002­2006)

Fysiske helhedsplaner (1968­2006)

Landsbyggefondens Boligsociale

Helhedsplaner (2006­2010)

Figur 1.

23 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Bypolitik – integration og beskæftigelseDen sociale bypolitik har overordnet set bevæget

sig mod selvstændighed som politikområde og til-

bage igen, da den nu er spundet ind i integrations-

og beskæftigelsespolitikken. Bypolitikkens rolle

i forhold til disse politikområder er baseret på

en bestemt forståelse af rumligt forankret social

eksklusion, hvor beboersammensætning og fysi-

ske karakteristika ved kvartererne i sig selv anses

som betingende årsager til eksklusionen. Resul-

tatet af disse diagnoser bliver legitimeringen af

de områdebaserede tiltag, hvor bekæmpelsen af

social eksklusion bliver et spørgsmål om at for-

andre de fysiske kapaciteter af bestemte områder,

udvikle beboernes sociale og kulturelle kapaci-

teter til at finde vejen mod selvansvarlighed og

arbejdsmarkedsintegration, samt sikre innova-

tive styringsorganiseringer, som kan igangsætte

og holde hånd i hanke med sådanne udviklinger.

Innovationen går her især på, at de bypolitiske

initiativer bliver udtænkt og implementeret gen-

nem netværksorganiseringer i form af forskel-

lige former for partnerskaber mellem involverede

kommuner, beboere og lokale interessenter (se

Engberg, Bayer & Tarnø 2000, Bogason 2008).

Samtidig betyder den eksperimentelle karakter

af de bypolitiske tiltag, at indsatsen overordnet

er fragmenteret, for eksempel blev beboerrådgi-

verne ikke alle steder involveret i kvarterløftpro-

jekterne. Resultatet er, at der fra kvarternes per-

spektiv bliver igangsat overlappende midlertidige

initiativer med forskelligt ejerskab uden grund-

læggende sikring af vidensudveksling og forank-

ring af lokale ildsjæle.

Bypolitikkens rationalitetBypolitikkens udvikling mod et fokus på kapaci-

tetsudvikling er ikke enestående for dette politik-

område, men kan ses som et produkt af og med-

producent af et overordnet skift i velfærdsledelsen.

Det er en udvikling af velfærdsstaten, der knytter

denne ligeså meget til bestemte former for empo-

werment og disciplinering af befolkningen mod

selvledelse, som til beskyttelsen af disses politiske,

sociale og økonomiske rettigheder. Det er en udvik-

ling, der ligeledes karakteriserer arbejdsmarkeds-

området og det sundhedspolitiske områdes fokus

på handleplaner og aktiv borgerinddragelse (se

eksempler i Mik-Meyer & Villadsen 2007).

Teoretisk er denne ledelsesform og de magtfor-

mer, som en sådan ledelse implicerer, begrebslig-

gjort af ’governmentality analytikken’. I dette per-

spektiv er ledelsen af velfærden ikke knyttet alene

til staten. Den politiske og ledelsesmæssige magt

er spredt ud i de multiple institutionelle og organi-

satoriske sammenhænge, hvor modifikationen og

udviklingen af befolkningens hverdagsrelationer

og selvforhold finder sted (Dean 1999). Det er såle-

des et andet perspektiv på forholdet mellem individ

og stat, idet den moderne liberale velfærdsledelse

forstås som fungerende gennem formning, modifi-

kation og udvikling af bestemte subjektiveringer af

borgerne. Det er subjektiveringen af borgeren, som

gør dem til synlige og mulige objekter for ledelsen,

og som former borgerens eget forhold til sig selv

og andre. Hensigten med sådan en ledelsesform

er at lede befolkningen og styringsagenterne frem

mod en udvikling, hvor ledelsen ikke længere er

nødvendig. En sådan ledelsesform forudsætter et

bestemt blik på medborgeren som fri og havende

kapacitet til at handle, idet ledelsen fungerer ved

at orkestrere handlen og mulighedshorisonten for

handlen (Foucault 2000a, Foucault 2000b).

Borgeren skal lede sig selvNutidens velfærdsledelse er derfor afhængig af pro-

fessionel ekspertise, som kan styre på afstand ved

at guide borgernes udvikling frem mod selvledelse.

Gennem medborgerskabsteknologier, for eksempel

i form af bestemte former for kontrakter og sam-

taleformer, søges medborgeren anråbt som aktiv

selvansvarlig og selvstyrende i sin relation til sta-

ten og sig selv. Den professionelle ekspert får rol-

len som initierende en sådan udvikling, men især

også som en, der fastholder den selvforståelse, som

borgeren frembringer (Rose 1996). Samtidig gør

denne styreform det nødvendigt med kontrol og

regulering med ledelsen på afstand gennem mål-

sætninger og rammer, som kan måle selvledelsens

handlinger, for eksempel gennem de myriader af

evalueringer, kvalitetskontroller og verificeringer

som alle områder af velfærdsimplementeringen i

dag er underlagt. Bang og Dean argumenterer for,

at styring og ledelse i dag fungerer gennem kul-

turstyring; gennem formuleringen af værdimæs-

sige og normbaserede diskurser for god velfærd,

ledelse og inklusion, der sikrer helhed og effektiv

styring (Bang, Bech Dyrberg & Hoff 2005, Dean

2003). Ledelsen foregår derfor ikke alene gennem

autoritativ hierarkisk styring, men virker især

[ 24U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

gennem at påvirke den måde, viden underbygger

bestemte former for autoritet, den måde borgerne

kan træde frem som medborgere, oplever sig selv

som medborgere, indgår i demokratiske traditioner

og forestillinger. Med andre ord, ledelsen funge-

rer gennem udviklingen og internaliseringen af et

curriculum af kapaciteter for selvledelse, samt gen-

nem påvirkningen af horisonten for, hvilke måder

selvledelsen skal komme til udtryk og udføres på.

Omvendt betyder det også, at de aktører, der ikke

er i stand til at udføre selvledelsen, bliver anskuet

som aktører, der kan udvikles og bringes i sam-

menhænge og interaktioner, så de bliver selvan-

svarlige og selvledende.

De boligsociale initiativer og projekter kan i

dette perspektiv anskues som tiltag, der sigter mod

at udvikle kvarterer og beboere, så at de bliver i

stand til at være ansvarlige og selvledende. Jeg har

argumenteret for i ovenstående, at problematise-

ringen af socialt ekskluderede og marginaliserede

kvarterer trækker på bestemte forestillinger om

den inkluderede ’aktive medborger’, der er ansvar-

lig og selvforsørgende. Medborgerskabet er derfor

ikke bare en rettighed, men noget der skal prakti-

seres og læres i forhold til de sfærer, som medborge-

ren indgår i (Mayo 2000). Man kan argumentere

for, at bypolitikkernes orientering mod en bottom-

up og inkluderende organisering er et forsøg på

at skabe en styringsorganisering, der skal tilveje-

bringe det rette miljø og tilskyndelse til denne form

for læring. Borgerinddragelsesperspektivet har et

dobbelt sigte: Dels at udvikle lokale beboeres og

fællesskabers ejerskab til og engagement i de igang-

satte projekter, dels et ønske om gennem afdæk-

ning af lokale ønsker og behov at sikre en effektiv

implementering af programmerne. Det har dog

vist sig i praksis, at empowerment-perspektivet (jf.

Andersen & Siim 2004) i de sociale bypolitikker

bliver begrænset af dette dobbelte sigte, i og med at

ønsket om at minimere konflikter og dermed sikre

resultater i organiseringer karakteriseret ved kon-

sensusstyring skaber dissonans i forhold til ønsket

om at mægtiggøre lokale aktører.

Jeg har også antydet, at der bag områdebase-

ringen ligger en forestilling om, at bestemte fysi-

ske og sociale sammenhænge er mere gavnlige

for udviklingen af en sådan aktiv medborger end

andre. For eksempel er billedet af den nedslidte

’ghetto’ konstrueret som antitese for udviklingen

af den inkluderede og integrerede medborger (Den

«Denne fokusering på

de ikke­selvansvarlige

og den deraf følgende

individualisering

af socialpolitikken

viser sig også i de

dominerende politiske

diskursers vægring

fra at definere

officielle betegnelser

for social eksklusion

og fattigdom.»

25 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Danske Regering 2004). Jeg vil i det følgende gå

lidt nærmere på to dimensioner af den aktive og

inkluderende medborger i form af konstruktionen

af, hvad man kunne kalde ’det bevægede subjekt’

og ’det sociale subjekt’, samt på de teknologier, der

understøtter disse subjektiveringer.

udviklingen af det bevægede subjektEn dimension i de sociale bypolitikker er på den

ene side forsøget på at forme den følelsesmæssige

tilknytning, lokale beboere har til deres kvarter,

på den anden de følelser som kvarteret vækker hos

befolkningen generelt. Både i byudvalgsprojekterne

og i kvarterløftsprojekterne har projekter med sigte

på at forbedre beboernes stedsidentitet og kvar-

terets image fyldt en del (Skifter Andersen et al.

2009, Skifter Andersen & Kielgast 2003, Ma zan ti

2004b). Det er tiltag, som sigter på at forbedre

opfattelsen af kvarterne, både deres omdømme i

forhold til omverdenen, men også beboernes egne

opfattelser af kvarternes omdømme og deres til-

knytning til dem. Udviklingen af stedsidentiteten

er knyttet til ambitionen om at skabe aktive med-

borgere, idet det aktive engagement både er set

som middel til at skabe stedsidentitet og som pro-

dukt af en positiv stedstilknytning. En sådan steds-

identitet er anset som en positiv kapacitet for den

enkelte medborger i form af øget trivsel og aspira-

tioner. Samtidig er det også forstået som en vigtig

ressource i forhold til at forme det lokale kvarter

som en kollektiv aktør, der kan tage aktivt del i og

ansvar for kvarterets udvikling. Positiv stedsidenti-

tet er også relateret til et ønske om social stabilitet.

Dette kommer til udtryk både i form af ambitionen

om at fastholde de mere ressourcestærke beboere

ved at gøre kvarteret mere attraktivt, og gennem

et ønske om at opbygge mere harmoniske forhold

mellem de forskellige – især etniske og danske –

beboergrupper.

Hvis vi tager Vollsmose som eksempel, har områ-

det været karakteriseret af dårligt omdømme. I

en undersøgelse refereret i Vollsmose sekretaria-

tets årsrapport havde 72 procent af den gennem-

snitlige befolkning et generelt dårligt indtryk af

området (Vollsmosesekretariatet 2002), og en

lige så stor del af beboerne (77 procent) mente,

at kvarteret havde et dårligt omdømme (Skifter

Andersen 2003a). Det har både været forårsaget

af den megen negative presse både lokalt og natio-

nalt om kvarteret og understøttet af regeringens

anti-ghettostrategis udpegning af Vollsmose som

et ’ghetto område’ (Den Danske Regering 2004).

Vollsmose er, som en af mine informanter udtrykte

det, blevet synonym med etniske grupper på over-

førselsindkomster og sociale tabere. For at forbedre

områdets image udadtil har man forsøgt at opfor-

dre offentlige og private institutioner til at lægge

arrangementer i kvarteret, der kan trække udefra-

kommende til at besøge kvarteret i en positiv sam-

menhæng, samt fodret lokale medier med positive

historier om området. Specielt har man arbejdet på

at bedre SSP-samarbejdet for at nedbringe omfan-

get af kriminalitet knyttet særligt til etniske unge

med lokal forankring. Indadtil har man forsøgt at

udvikle kvarterets symbolske kapacitet og beboer-

nes kulturer for lokalt ejerskab gennem oprettelsen

af lokal tv, og styrkelsen af lokale traditioner, så

som kvarterfester. Tiltagene med mere symbolsk

karakter er understøttet af tiltag af institutionel

og miljømæssig karakter, for eksempel etablering

af lokalt kulturhus, lokale fritidstilbud og lokale

knudepunkter omkring biblioteket, samt forbed-

ring af belysning og stier på de grønne områder for

at øge følelsen af tryghed og sikkerhed. På denne

måde er det tænkt, at udviklingen af kvarterets

fysiske kapaciteter medvirker til udviklingen af

kvarterets symbolske kapaciteter og vice versa.

Målet er at opnå, at beboerne føler sig stolte over

at arbejde og bo i området, at deres trivsel øges

gennem udvikling af tryghed og sikkerhed i den

lokale mobilitet og interaktion, samt at dette vil

øge beboernes aktive engagement i udviklingen af

området (Vollsmose Kvarterløft 2001).

Hvis vi ser på eksempler fra evalueringen af

beboerrådgiverfunktionen, er også beboerrådgi-

ver nes arbejde præget af at udvikle beboernes følel-

sesmæssige tilknytning og engagement. Tiltag, der

sigter mod beboerne generelt, ligner de projekter,

som er initieret i kvarterløftsprojekter. I de til-

tag, der sigter mod de udsatte grupper (for eksem-

pel ældre, isolerede udsatte beboere, etniske grup-

per), og som dominerer de senere finansieringer af

beboerrådgiverne, er der en udvidelse af arbejdet

med beboernes følelsesmæssige tilknytning. Her

sigter man gennem opsøgende arbejde og udvik-

ling af netværk på at modvirke ensomhed og isola-

tion. Hverdagen søges her givet et positivt indhold

gennem tilknytning til aktiviteter og fællesska-

ber, samt opbyggelsen af selvværd (Mazanti 2004a,

Landsbyggefonden 2009).

[ 26U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

De boligsociale tiltag har især også haft fokus på

at forme og kanalisere de unge etniske beboeres

følelsesmæssige udmeldinger af vrede, frustration

og kedsomhed ind i, hvad der anses som legitime

baner. Mange af de områder, som har været invol-

veret i de områdebaserede politikker, har haft pro-

blemer med hærværk, graffiti og unge, som driver

rundt i grupper på gadehjørnerne. Disse problemer

er blevet associeret med konflikter med unge etni-

ske beboere og subkulturelle tilhørsforhold. Gen-

nem tiltag, der baseres på ideen om anerkendende

dialog og lokal ressourcemobilisering, søger man

at opbygge de unges følelse af respekt og tillid. Det

er for eksempel tiltag, der sigter på at øge de unges

viden om fritidstilbud, samt tiltag der søger at

opbygge mere uformelle relationer til autoriteter,

rollemodeller, forældre og ældre beboere, (Bør-

resen 2008).

Disse tiltag til udvikling af stedsidentitet og følel-

ser af stedstilknytning kan, ifølge Fortier, karakte-

riseres som en formning af, hvordan medborgeren

retter sine følelser imod offentligheden (Fortier

2010). Bypolitikkerne søger at skabe et bestemt

’bevæget subjekt’, som har en specifik følelsesmæs-

sig tilknytning til sit lokalområde, der bygger på

stolthed, glæde, genkendelighed, tryghed, respekt

og tillid, og som fordrer aktivt engagement og del-

tagelse ikke bare i lokale fællesskaber, men også i

de styringsmæssige tiltag, der sigter på kvarterer-

nes positive udvikling. Det er således et subjekt,

som står i modsætning til konstruktionen af den

passive, uengagerede, ensomme og marginalise-

rede klient i den danske forståelse af social eks-

klusion. Dette søges opnået gennem at udvikle en

positiv kvartersidentitet knyttet til kvarteret som et

afgrænset og definerbart lokalområde, og gennem

udviklingen af bestemte former for lokal tilknyt-

ning, der forener lokale fællesskaber, og som reso-

nerer, hvad der anses som, legitime danske normer

og værdier. Der er dilemmaer knyttet til udviklin-

gen af det ’bevægede subjekt’ – og de kan placeres

under tre overskrifter. For det første baserer dette

lokalt tilknyttede subjekt sig på en forestilling om

et homogent og afgrænset kvarter, som ikke passer

med beboernes oplevelser af deres kvarter. I min

egen og lignende undersøgelser referer beboerne til

oplevelser af deres kvarterer som fragmenterede og

krydset af multiple og ofte konfliktende former for

tilknytning, der ofte også strækker sig ud over kvar-

terets grænser (Fallov 2006, 2010, Pløger 2002).

For det andet er der det dilemma, at forsøg på at

minimere stigmatisering af boligområder ved lokalt

forankrede og relativt kortvarige initiativer kan

øge stemplingen af disse områder fremfor at skabe

varige positive forandringer (Skifter Andersen et al.

2009). Især da problemerne i disse områder også

ofte i beboernes opfattelse knytter sig til ophobning

af sociale problemer, hvis løsning kræver mere end

følelsesmæssigt engagement. For det tredje betyder

udviklingen af et specifikt bevæget subjekt knyttet

til etnisk danske værdier, at andre måder at føle

sig knyttet til steder og hinanden, og som trækker

på multikulturelle og subkulturelle udtryksformer,

bliver konstrueret som mindre legitime.

det lokalt forankrede subjektInstrumentaliseringen af begrebet social kapital

og det dertil knyttede forsøg på at udvikle, hvad

der anses som meningsfuld social interaktion, er

en anden dimension af det aktive medborgerskab.

I Danmark er brugen af begrebet social kapital

relativt nyt og kan knyttes til indflydelsen fra

internationale policydiskurser fra EU, OECD og

Verdensbanken, samt internationale akademiske

diskurser. Måden, social kapital bruges på her-

hjemme, knytter sig til Putnams begrebsliggørelse

af kollektiv civil deltagelse og hans identifikation

af elementerne normer, tillid og netværk, samt

hans distinktion mellem brobyggende og afgræn-

sende social kapital. Brobyggende social kapital

referer til relationer mellem heterogene grupper på

tværs af sociale og kulturelle skel, byggende på sva-

gere sociale bånd. I modsætning til afgrænsende

social kapital, der referer til indadskuende stærke

relationer mellem grupper, som fordrer homogeni-

tet og eksklusivitet. Den afgrænsede sociale kapital

er anset som tæt knyttet til en mestringskapaci-

tet i dagligdagen, mens den brobyggende sociale

kapital er anset som knyttet til muligheden for

social mobilitet og social inklusion (Putnam 2000,

Rosenmeier 2007). I forhold til de sociale bypo-

litikker er social kapital knyttet til forestillingen

om, at man gennem offentlig støtte og finansie-

ring kan promovere, initiere og udvikle formati-

onen af et rigt niveau af lokalt forankrede net-

værk og foreninger, og at dette vil danne basis for

udviklingen af tillid og lokalt engagement. Her

er social kapital altovervejende forstået som en

positiv ressource, og som er knyttet til det kollek-

tive og lokalt forankrede niveau (Skifter Andersen

27 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

& Kielgast 2003, Andersen & Løve 2007). Social

kapital-begreber er især blevet taget op i initiati-

ver i den almene sektor finansieret af Landsbyg-

gefonden. Et eksempel på dette er «NaboSKabet»,

der er et diagnostisk redskab til at måle niveauet

af social kapital i boligområdet udviklet af de Råd-

givende Sociologer (se www.naboskabet.dk). Gen-

nem et elektronisk spørgeskema måles niveauet og

kvaliteten af afgrænsende relationer, som hjælper

beboerne i hverdagen, og brobyggende relationer i

form af lokale fællesskabsforeninger. Denne viden

om de sociale interaktioner i boligområderne er

således tænkt som en basis for boligforeninger-

nes initiativer.

Social kapital søges udviklet dels gennem støtte

til ’foreningsfællesskabet’, dels gennem formnin-

gen af de sociale interaktioner i det lokale kvar-

ter gennem udviklingen af kvarterets karakter

og mødepunkter. Hvad angår det første, så dre-

jer det sig om initiering og støtte til udvikling af

lokale foreninger. Både beboerrådgivere og pro-

jektkonsulenter i kvarterløft er aktivt involve-

rede i at opsøge ildsjæle, der vil skabe foreninger,

og som proceskonsulenter på udviklingen af for-

eningsfællesskabet; for eksempel udformning af

reglementer og budgetter, leje af lokaler og søg-

ning af støtte. Desuden arbejdes der aktivt på at

skabe brobyggende relationer mellem lokale for-

eninger og fællesskaber gennem at involvere disse

i kvartersudviklingsprojekter (Skifter Andersen et

al 2009, Mazanti 2004a). Det er således et arbejde,

der søger at forme kvarterets beboere som en kol-

lektiv aktør i implementeringen af bypolitikkerne,

og affødt konsekvens ses som udviklende indivi-

duel trivsel samt rollemodeller i og kapaciteter for

aktivt medborgerskab.

Hvad angår udviklingen af kvarterets fysiske

karakter går det dels på forbedringen af offent-

lige mødesteder, pladser og kulturcentre, dels på

udviklingen af kvarterets boligmasse gennem

renovering, nye ejerskabsformer og mere fleksible

anvisningsregler. Målet for disse tiltag er at for-

bedre kvarterenes kapaciteter, således at de bliver

attraktive for andre beboere end de socialt eksklu-

derede (Skifter Andersen 2001). Som her udtrykt

af en af de informanter, der medvirkede i mit eget

forskningsprojekt:

»Altså, omprioritering drejer sig ikke kun om nye køk-

kener eller en udvidelse af lejligheder, det drejer sig

om at man tror, at ved at forandre et område radi-

kalt kan man få nogle andre mennesker til at bo i det.

Med andre mennesker menes der, nogen som synes,

at lejlighederne er så attraktive, at de foretrækker at

bo her frem for andre steder. Det er familier med en

mellemindkomst, som vil vælge at have en god lejlig-

hed et godt sted»

og videre:

«Det er meget tydeligt, når man efter nogen år kigger

[helhedsplanen] igennem en ekstra gang, så kan jeg

pludselig se, at det er meget tydeligt, at det har man

haft meget fokus på. Så kan man diskutere, om det

er fordi man har haft fokus på, at de mennesker, der

bor herude, skal være mere hvide, eller skal de have

en højere indkomst» (involveret projektkonsulent).

Det er forestillingen om, at en mere socio-økono-

misk mikset beboergruppe kan tiltrækkes ved at

forbedre de boligmæssige standarder, som dels vil

øge de samlede ressourcer i området, dels mindske

de sociale udgifter i området. Det bygger derfor på

forestillingen om, at ændringen af steder vil føre

til forandringer i beboergrupper, og at dette vil

medføre en ’nedsivningsproces’ af social kapital

fra de mere ressourcestærke til de mindre ressour-

cestærke. Desuden, at den blotte tilstedeværelse af

forskellige beboergrupper kombineret med udvik-

lingen af lokale mødesteder vil medføre udviklin-

gen af brobyggende social kapital. Det er således

en strategi, der bygger på en altruistisk forståelse

af forskellige grupper sociale ’investerings strate-

gier’, som også overser nødvendigheden af et eksi-

sterende niveau af social kapital til reinvestering i

udviklingen af lokale kvarterer (Blokland & Savage

2008, Ottesen 2009).

Instrumentaliseringen af begrebet social kapital

i de sociale bypolitikker konstruerer bestemte for-

bindelser mellem forskellige dimensioner af den

inkluderede medborger. Man kan plædere for, at

forestillingen om den aktive medborger som et

særligt ’socialt subjekt’, tænkes ind i en specifik

konfiguration af social kapital, kvarterets rum og

lokalt fællesskab. Det er en forestilling om, at man

gennem offentligt støttet og finansieret udvikling

af offentlige lokale rum, kombineret med inve-

stering i symbolske identifikations strategier kan

tilvejebringe brobyggende forbindelser mellem

lokale sociale relationer i form af formaliserede

[ 28U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

foreninger. Sådanne lokalt afgrænsede foreninger

skal både bibringe kvarteret inkluderende kapaci-

teter i form af effektive og innovative implemen-

teringsmiljøer og aktører, samt udvikle og sprede

almindeligt anerkendte demokratiske normer og

kompetencer. Disse vil også som afledte effekter

skabe muligheder for tilknytning til arbejdsmarke-

det, da det aktive, involverede og engagerede men-

neske er kapaciteter konstrueret som nødvendige i

den dominerende arbejdsduelighedsdiskurs. Des-

uden skal udviklingen af det sociale subjekt skabe

ressourcer til håndteringen af hverdagen og lokale

konflikter, som påvirker trivsel og velfærd. Kon-

figurationen omkring det sociale subjekt tilfører

de sociale bypolitikker identificerbare håndtag,

som kan drejes i form af bestemte blik på, hvor-

dan lokale fællesskaber bliver mulige, forståelige

og synlige. De giver bestemte muligheder for at

oversætte abstrakte mål omkring social inklusion

til synlige succeskriterier i form af antal af invol-

verede lokalt baserede netværk. Samtidig produ-

ceres også bestemte forståelser for, hvilke former

for social interaktion, som anses som tilførende

inkluderende kapaciteter, og hvilke der anses som

uproduktive eller ligefrem skadelige.

Ikke mindst etniske grupperinger og foreninger

er tvunget til at navigere i balancegangen mel-

lem legitime og mindre legitime former for social

kapital. Mobiliseringen af etniske beboergrupper

er både nationalt og lokalt identificeret som nød-

vendig for de sociale bypolitikker, relateret også til

disse politikkers tydelige forbindelser til integrati-

onsdiskurser. Samtidig betyder den tætte kobling

mellem legitim social kapital og diskursen om ’for-

eningsfælleskab’, at kravet om genkendelige forma-

liserede foreninger i sig selv medvirker til eksklu-

sion af etniske grupper. Et eksempel kan være en

etnisk kvindegruppe, som ikke kan leve op til de

krav om repræsentativitet, genkendelighed, åben-

hed og formalitet, der kræves for at få adgang til

de officielle kanaler for akkreditering og støtte, for

eksempel i form af tildeling af lokale gennem den

almene boligforening. Teoretisk kan det forstås

sådan, at en sådan etnisk gruppe har både afgræn-

set social kapital og former for brobyggende social

kapital, men i kraft af deres karakter kan disse

ikke transformeres til former for symbolsk kapi-

tal (Bourdieu 1986). Det vil sige, at de ikke kan få

adgang til de netværk og sociale sammenhænge,

som tildeler den formelle anerkendelse – og der-

med også den materielle anerkendelse – der asso-

cieres med allokeringen af ressourcer og støtte af

forskellig slags. Man kan sige, at fremhævningen

af sociale interaktionsformer mere eller mindre

formaliseret gennem foreningsorganisationen er

en fordel for produktionen af legitime kollektive

aktører – men på samme tid fører det til, at mere

utraditionelle måder at agere demokratisk på bli-

ver usynlige eller negligeret. Ydermere medfører

det en risiko for institutionaliserede former for

diskrimination, der holder ’fremmede’ former for

engagement uden for indflydelse gennem en natu-

ralisering af ’gatekeeperne’ for den legitime form

for kulturel og social kapital. Med andre ord: Den

måde, man agerer som engageret og aktiv beboer,

forudsætter bestemte vidensformer, sproglige ori-

enteringer, såvel som sociale relationer, der ofte

bliver selvfølgeliggjorte. Det er for eksempel forstå-

elsen af de systemer, som giver mulighed for ind-

flydelse, eller den måde man begrebsliggør projek-

ter og myndighedsrepræsentanter på. Det handler

derfor om en kulturel forståelse af de almindelige

demokratiske spilleregler og de sociale relationer,

der både giver adgang til en sådan forståelse og

adgang til de fora, hvor indflydelsen skal gøres gæl-

dende. Konsekvensen af en selvfølgeliggørelse af

disse forudsætninger for den aktive medborger bli-

ver, som en af mine informanter udtrykte det, at

«… dem man forhandler med, er ikke dem, man sådan

umiddelbart tænker på, at man skal gøre noget for som

sådan» (forvaltningsrepræsentant).

afsluttende diskussionSammenhængen i billedet af en fragmenteret og

eksperimenterende social bypolitik skal findes ikke

bare i initiativernes fokus på trivsel og velfærd,

men centreret omkring, at disse værdier er rela-

teret til den aktive og arbejdsduelige medborger.

Jeg har i artiklen argumenteret for, at den sociale

bypolitik er spundet ind i beskæftigelses- og inte-

grationspolitikken. Det medfører en specifik for-

ståelse af rumlig social inklusion som associeret

med den selvledende og integrerede medborger, der

aktivt gennem lokale fællesskaber er engageret i

egne kvarterers udvikling. Artiklen søger derfor

gennem et helikopterblik at bibringe et perspek-

tiv på, hvordan vejen til inklusion i den sociale

U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

29 ]

bypolitik går gennem konstruktionen og koblin-

gen af bestemte subjektiveringer af borgeren. Jeg

er gået tættere på to dimensioner af konstruktio-

nen af den aktive medborger. Jeg har vist, hvordan

bypolitikken søger at udvikle et bestemt ’bevæget

subjekt’, som har en særlig følelsesmæssig tilknyt-

ning til sit lokalområde, og jeg har vist, hvordan

dette hænger sammen med forståelsen af et sær-

ligt ’socialt subjekt’, som er tænkt ind i en konfi-

guration af social kapital, kvarterets rum og lokalt

fællesskab. Sådanne konstruktioner bevirker, at

beboerne og deres relationer til lokale kvarterer

bliver synlige på bestemte måder, der udelukker

andre. Alle former for subjektiveringer er indsnæv-

ringer af mulighedshorisonten for forståelsen af

lokale beboere og deres fællesskaber. En påpegning

af disse konstruktioner kan forhåbentlig være med

til at engagerede borgere, involverede praktikere

og agendasættende politikere kan diskutere andre

mulige veje til inklusion igennem en social bypoli-

tik. Der findes i de mange lokale arenaer for imple-

mentering af disse politikker mange modsvar og

alternative strategier for, hvad man vil med lokal-

samfundsudvikling, som ikke er blevet udforsket

her. Disse kan gennem en diskussion af nogle af de

selvfølgeliggjorte sammenhænge mellem forskel-

lige dimensioner af den aktive medborger forhå-

bentlig få plads til at udvikle sig – og måske endda

i sidste ende udfordre den beskæftigelsesdomine-

rede forståelse af inklusion.

Samtidig har artiklen også vist, at selv om disse

subjektiveringer af den aktive medborger søges som

svar på nogle styringsmæssige dilemmaer, produ-

cerer de også deres egne begrænsninger. Især risi-

kerer sådanne forståelser af, hvordan medborgeren

ideelt set skal agere i forhold til styringsorganise-

ringer og interagere i forhold til andre beboere, at

reproducere marginaliseringen af etniske beboer-

grupper. Som en sidste pointe er det værd at påpege,

at formningen af beboere og kvarterer følges af

konstruktionen af særlige styringssubjekter for de

involverede professionelle; beboerrådgivere, pro-

jektkonsulenter, kommunale embedsmænd og

lokale professionelle. Igennem den sociale bypo-

litikudvikling er der således sket en professio-

nalisering af disse grupper i forsøget på at over-

komme partnerskabsorganiseringernes dilemmaer

omkring strategisk kapacitet, krav til koordinering

mellem mange partnere og personbåret sårbar-

hed. Denne professionalisering har skabt en social

bypolitik som er mere forankret med kommunale

selvstyre, men som samtidig medfører en bevæ-

gelse mod oppe-fra-formuleret lokalsamfundsor-

ganisering frem for bottom-up- orienteret lokal-

samfundsudvikling.

reFereNCer

Andersen, J. & Løve, F.v.h. (2007)

"Social kapital og empowermentprocesser i lokalsam­

fund" i Social kapital i teori og praksis, eds. P. Hege­

dahl & S.L. Rosenmeier, Frederiksberg: Forlaget Sam­

fundslitteratur, pp. 67­111.

Andersen, J. & siim, B. (2004)

"Introduction: The Politics of Inclusion and Empo­

werment – Gender, Class and Citizenship" in The

Politics of Inclusion and Empowerment – Gender,

Class and Citizenship, eds. J. Andersen & B. Siim,

Basingstoke:Palgrave MacMillan.

Bang, H.P., Bech dyrberg, t. & Hoff, J. (eds)(2005),

Magtens nye ansigt – Netværkspolitik, kulturstyring

og ny elitisme, København: Jurist­ og Økonomifor­

bundets Forlag.

Blokland, t. & savage, M. (2008)

"Social Capital and Networked Urbanism" in Network­

ed Urbanism – Social Capital in the City, eds. T. Blok­

land & M. Savage, Aldershot: Ashgate, pp. 1­20.

Bogason, P.(2008)

Organisering af boligsocial indsats i udsatte boligom­

råder, Copenhagen: Bogason Consulting.

Børresen, s.k.(2008)

Konflikter i boligområder. Opfattelser og håndtering,

Hørsholm: SBI.

Børresen, s.k. (2002)

"Boligmæssig segregering. Hvad er årsagen til, at

flygtninge og indvandrere bor koncentreret i de be­

lastede boligområder?", AMID Working Paper Series,

vol. 14/2002.

Bourdieu, P. (1986)

"The Forms of Capital" in Handbook of Theory and Re­

search for the Sociology of Education, ed. J.G. Ri­

chardson, Westport: Greenwood, pp. 241­258.

[ 30U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Bundesen, P. (2005)

"På vej mod en tvedelt socialpolitik?", Uden for num­

mer, vol. 10, no. 6, pp. 4­15.

By og Boligministeriet (1999)

Fremtidens by, By og Boligministeriet, Copenhagen.

dean, M. (2003)

"Culture governance and individualisation" in Gover­

nance as social and political communication, ed. H.

Bang, Manchester: Manchester University Press, pp.

117­139.

dean, M. (1999)

Governmentality – Power and Rule in Modern Socie­

ty, London: Sage.

den danske regering (2004)

Regeringens strategi mod ghettoisering, København:

Regeringen.

engberg, L., Bayer, s. & tarnø, C. (2000)

Konsensusstyring i kvarterløft, Hørsholm: SBI.

Fallov, M.A. (under publication 2010)

"Community capacity building as the route to inclusion

in neighbourhood regeneration?", International Jour­

nal of Urban and Regional Research, vol. 34, no. 2.

Fallov, M.A.( 2006)

Speaking the Language of Capacity: Neighbourhood

Regeneration and Social Exclusion in Denmark and

England, (PhD­afhandling), Department of Sociology,

Lancaster University.

Fortier, A. (2010)

"Proximity by design? Affective citizenship and the

management of unease", Citizen Studies, vol. 14, no.

1, pp. 17­30.

Foucault, M. (2000a)

"Governmentality" in Power – essential works of Fou­

cault 1954­1981, ed. J.D. Faubion, London: Penguin

Press.

Foucault, M. (2000b)

"The Subject and Power" in Power – Essential works

of Foucault 1954­1984 Vol. 3, ed. James D Faubion,

London: Penguin Press.

Goul Andersen, J. & Pedersen, J.J. (2007)

"Continuity and change in Danish active labour market

policy: 1990­2007 The battlefield between activati­

on and workfare", CCWS Working paper, no. 2007­54.

karlsen, P. & villadsen, k. (2007)

"Hvor skal talen komme fra? Dialogen som omsiggri­

bende ledelsesteknologi", Dansk Sociologi, vol. 18, no.

2, pp. 7­28.

Landsbyggefonden (2009),

Evaluering af beboerrådgivningsfunktioner 2004­

2008,

København: Landsbyggefonden.

Levitas, r. (1998)

The Inclusive Society? Social Exclusion and New La­

bour, London: Macmillan Press Ltd.

Mayo, M. (2000)

"Learning for active citizenship: Training for and lear­

ning from participation in area regeneration", Studies

in Education of Adults, vol. 32, no. 1, pp. 22­35.

Mazanti, B. (2004a)

Boligsocialt arbejde – beboerrådgivning i boligområ­

der, København: Videns og Formidlingscenter for So­

cialt Udsatte, CASA.

Mazanti, B. (2004b)

"Stedsidentitet og bypolitik" i Den mangfoldige by –

opløsning, oplevelse, opsplitning, eds. H. Skifter An­

dersen & H. Thor Andersen, Hørsholm: SBI, pp. 150­

167.

Mik­Meyer, N. & villadsen, k. (2007)

Magtens former – Sociologiske perspektiver på sta­

tens møde med borgeren, København: Hans Reitzels

Forlag.

ottesen, M.H. (2009)

"A Sense of One's Place. Residentiale erfaringer i ar­

bejder­ og overklassen", Sociologisk Tidsskrift, , no.

1, pp. 41­67.

Pløger, J.(2002)

Den fragmentariske by og det 'gode byliv' – ud­

fordringer for fremtidens by­ og boligplanlægning,

Hørsholm: SBI.

31 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

noter1 Samtidig er der stadig opbakning til den danske ’flexicurity’ model med vægt på kollektivt ansvar for arbejdsmarkedets partnere og højt

niveau af statslig støtte til udviklingen af arbejdsstyrkens kompetencer.

2 Når begrebet social eksklusion siden 1990erne har vundet mere indpas er det på baggrund af begrebets institutionalisering i EU, og på

baggrund af indflydelsen fra akademiske debatter og undersøgelser som i høj grad er produkter af EU's rammeprogrammer.

3 Sideløbende med de inklusionsorienterede initiativer blev der i 1990erne iværksat en række vækstorienterede byudviklingsinitiativer, fx

omkring udviklingen af Ørestaden og havneområder. Disse projekter er lige som de boligsociale initiativer lokalt orienterede og part-

nerskabsbaserede, men orienterer sig mod neo-elitisk vækst og konkurrencekraft med kun begrænset lokal involvering.

Programbestyrelsen (2008)

Fra udsat boligområde til hel bydel, København: Pro­

grambestyrelsen.

Putnam, r.d. (2000)

Bowling Alone – The Collapse and Revival of Ameri­

can Community, London: Simon & Schuster.

rose, N. (1996)

"Governing 'advanced' liberal democracies" in Foucault

and Political Reason, eds. A. Barry, T. Osborne & N.

Rose, London: UCL Press, pp. 37­64.

rosenmeier, s.L. (2007)

"Den sociale kapitals fædre" in Social kapital i teori og

praksis, eds. P. Hegedahl & S.L. Rosenmeier, Frede­

riksberg: Forlaget Samfundslitteratur, pp. 9­36.

skifter Andersen, H. (2001)

What is the Special Purpose of Area Based Initiati­

ves? How to Understand Deprived Urban Neighbour­

hoods, Paper presented at the Danish Building and

Urban Research/EURA Conference: Area­based initi­

atives in contemporary urban policy – innovations in

city governance, Copenhagen, 17­19 May.

skifter Andersen, H. (2003a)

Signalement af fem byområder ved starten af kvar­

terløft 2002, Hørsholm: SBI.

skifter Andersen, H. (2003b)

Urban Sores – On the interaction between segrega­

tion urban decay and deprived neighbourhoods, Al­

dershot: Ashgate.

skifter Andersen, H., Bjørn, s., Clementsen, A.,

Gottschalk, G., Nielsen, H., Norvig, J., scherg, r.H.

& suenson, v. (2009)

Evalueringen af indsatsen i fem kvarterløftsområder

2002­2008, Hørsholm: SBI, Aalborg University.

skifter Andersen, H. & kielgast, L. (2003)

De syv første kvarterløft, Hørsholm: SBI.

socialministeriet (2003)

Denmarks's National Action Plan to Combat Pover­

ty and Social Exclusion (NAPincl) 2003/2005, Køben­

havn: Socialministeriet.

torfing, J. (2004)

Det stille sporskifte i velfærdsstaten, Århus: Århus

Universitetsforlag.

villadsen, k. (2004)

Det sociale arbejdes genealogi – Om kampen for at

gøre fattige og udstødte til frie mennesker, Køben­

havn: Hans Reitzels Forlag.

vollsmose kvarterløft (2001)

Vollsmose Kvarterplan, Vollsmose: Vollsmose Kvar­

terløftssekretariat.

vollsmosesekretariatet (2002)

Årsberetning 2002, Vollsmose: Vollsmose Kvarter­

løftssekretariat.

[ 32U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Boligsocialt arbejde – et historisk overblik

Af ellen Højgaard Jensen, direktør, Niels Andersen,

udviklingsdirektør og Laura Helene Højring, konsulent

2010 er udnævnt til europæisk år for

bekæmpelse af fattigdom og udstødel­

se. i den forbindelse er det relevant at

se nærmere på det boligsociale arbejde,

for det er ofte gennem socioøkonomisk

segregering og stigmatisering, at den

sociale udstødelse får sit fysiske ud­

tryk. i mange år har man arbejdet på at

nedbryde de negative spiraler, som ud­

satte boligområder kan bevæge sig ind

i, hvis man lader stå til. denne artikel

giver et rids over historien og de vigtig­

ste erfaringer og dilemmaer.

ellen Højgaard Jensen, kulturgeograf

har i en årrække været byfornyelseskonsulent i Byfornyelse Danmark og Byfor­

nyelse København. Her har hun blandt andet arbejdet med kvarterløft og hel­

hedsorienteret Byfornyelse, ligesom hun har været udviklingskonsulent i Bolig­

organisationen 3B og projektleder for et partnerskabsprojekt i Urbanplanen

på Amager. Ellen er i dag direktør i Dansk Byplanlaboratorium.

eHJ@ByPLANLAB.dk

Niels Andersen, cand. polit.

har i en årrække arbejdet med byfornyelse med en stadigt større inddragelse

af den sociale dimension. I de seneste år har han arbejdet med kvarterløft,

udarbejdelse og gennemførelse af fysiske og sociale helhedsplaner i almene

boligområder og med løsning af boligproblemerne for udsatte og hjemløse.

Niels Andersen er udviklingsdirektør i Kuben Management, formand for Askov­

gården, næstformand for ”Mændenes Hjem” og medlem af forretningsudvalget

i ”Missionen blandt hjemløse."

NA@kuBeNMAN.dk

Laura Helene Højring, arkitekt

Hun er i dag ansat som konsulent hos Kuben Management, hvor hun bl.a.

arbejder med fysiske og sociale helhedsplaner. Hun har igennem de seneste

år især arbejdet med arkitektur og byplanlægning i relation til udsatte og

hjemløse. I 2009 publicerede hun sammen med Kuben Management analy­

sen ”Udvikling af særboliger – fra gaden til egen bolig”.

LHH@kuBeNMAN.dk

[ 32

33 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Det boligsociale arbejde har sin rod i byfornyelsen,

hvor fokus først og fremmest var på fysisk forny-

else af nedslidte boligkvarterer for at skaffe bedre

boligforhold for de dårligst stillede og fastholde de

ressourcestærke beboere. Byfornyelsen på Vester-

bro havde for eksempel en social dimension, hvor

der var fokus på særlige målgrupper, og hvor der

var lagt stor vægt på at inddrage beboerne i beslut-

ningsprocesserne. Man havde erkendt, at fysisk

fornyelse uden sociale indsatser kan føre til social

udstødelse og yderligere marginalisering af de sva-

geste, der risikerer at miste deres sociale netværk.

onde spiraler i forstadenI de store almene bebyggelser opstod der i løbet af

80’erne problemer. Mange bebyggelser kom ind i

en ond spiral med fraflytning, hærværk og dårligt

image. En del boligorganisationer ansatte bebo-

errådgivere, der fik til opgave at styrke de sociale

netværk i boligområderne. Der blev høstet mange

værdifulde erfaringer, og de forskellige tilgange

blev diskuteret. Nogen steder arbejdede man lidt

karikeret sagt med «hygge». Det vil sige, at man

arrangerede Skt. Hansfester og ture til Bonbon-

land. Sådanne aktiviteter kan være første skridt

til at godt naboskab og skal derfor ikke forklejnes,

men de løser nok ikke de basale boligsociale proble-

mer i områderne. Derfor var der også beboerrådgi-

vere, der begyndte at arbejde mere helhedsoriente-

ret. I erkendelse af, at problemerne var mere basale

og krævede helhedsorienterede indsatser, nedsatte

regeringen det såkaldte byudvalg i 1993. I byud-

valgsperioden blev der arbejdet med 500 boligom-

råder, der blev ansat 100 beboerrådgivere og der

blev afsat 420 mio. kr. til aktiviteter.

Partnerskaber i de større byerFra 1997 blev byudvalgets indsats suppleret med

kvarterløft. Kvarterløft var inspireret af engelske

og hollandske eksempler og byggede på et samar-

bejde mellem flere ministerier. Kvarterløft arbej-

der med geografisk afgrænsede kvarterer og er en

områdebaseret indsats, der blandt andet omfatter

byfornyelse, byrum, grønne tiltag, beskæftigelse,

sociale forhold, kultur, information og byøkologi.

Det var helt centralt for kvarterløftprojekterne,

at de lokale beboere selv planlagde indsatsen og at

man ønskede at opbygge lokale partnerskaber. På

den måde fik kvarterene en stemme, og beboerne

fik mulighed for at påvirke deres egen situation. Et

enkelt kvarterløft (Kongens Enghave) havde samti-

dig en politisk overbygning i form af et valgt lokalt

bydelsråd. Det gav yderligere mulighed for lokal

empowerment.

Kvarterløft var en forsøgsordning, der kun er

gennemført i 14 områder, der alle var præget af

boligsociale problemer. Alle områder lå i byer. På

trods af positive evalueringer og værdifuld meto-

deudvikling er ordningen lukket ned i 2008.

Fornyelse i byen og på landetInspireret af kvarterløftene blev der i 1998 indført

et nyt byfornyelsesinstrument kaldet helhedsori-

enteret byfornyelse. Som i kvarterløftene arbejdede

man helhedsorienteret. Der var lagt vægt på lokale

mødesteder, byfornyelse, byøkologi og opbygning

af lokale netværk. Indsatserne blev ligesom i kvar-

terløftene defineret af de lokale beboere. Den hel-

hedsorienterede byfornyelse blev i 2004 omdøbt til

områdefornyelse. Områdefornyelsen giver først og

fremmest støtte til nedslidte byområder i mindre

byer og nedslidte byområder i større byer. Det er

værd at bemærke, at der er afsat en særlig pulje til

de mindre byer. Man oplever nemlig, at fattigdom

og social forarmelse er flyttet på landet samtidig

med, at storbyerne har fået en renæssance.

Selvom områdefornyelsen trækker på erfarin-

gerne fra kvarterløft, er det vigtigt at understrege,

at investeringsrammen er meget meget mindre.

Man kan ikke forlange de samme resultater af

områdefornyelsen, som man så i kvarterløftene.

lokal stolthed i ghettoen?De almene boligselskaber har også gennemført

fornyelsesprojekter i form af fysiske helhedspla-

ner og boligsociale helhedsplaner. De boligsociale

helhedsplaner blev igangsat i 2001. Beboerrådgi-

verne kan også støttes via de boligsociale helheds-

planer. Der lægges blandt andet vægt på branding

og imagepleje. Ca. 150 områder er indtil videre

omfattet af ordningen.

Mange steder har man gavn af at kombinere

helhedsplaner støttet af Landsbyggefonden med

områdefornyelse støttet af Socialministeriet. På

den måde kan man dække et større fysisk område

og nærme sig kvarterløftenes bredde. 33 ]

[ 34U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Beboerrådgivernes rolle Fra de første spæde forsøg med beboerrådgivning

i 80’erne har det boligsociale arbejde gennem de

seneste år udviklet sig meget.

Man kan lidt forenklet sige, at de fysiske hel-

hedsplaner, der har til formål at øge den fysiske

kvalitet i mindre attraktive boligområder, har

fået en søster, nemlig de boligsociale helhedspla-

ner, som har til formål at løse områdernes sociale

problemer i et tæt samspil med kommunerne.

Der er igennem de seneste år udarbejdet

boligsociale helhedsplaner med samlede udgifter

på i størrelsesordenen 1,5 mia. kr. og omfattende

mere end 150 boligområder. De boligsociale hel-

hedsplaner er typisk udarbejdet i et tæt samspil

mellem boligafdeling, boligorganisation, eventu-

elle eksterne konsulenter og kommunen.

Det har ikke været nemt. Parterne har ofte på

forhånd set på hinanden med en vis mistro. Bolig-

organisationerne har ment, at de sociale proble-

mer var kommunens, og kommunen har omvendt

ment, at de sociale problemer i hvert fald i et vist

omfang var skabt af boligorganisationerne, og at

kommunens traditionelle individorienterede til-

gang til løsning af sociale problemer var den rig-

tige.

Det har også været en udfordring at fastholde og

udvikle en helhedsorienteret, ressource- og områ-

debaseret tilgang til indsatsen. Det har været svært

at slippe individtilgangen og i stedet arbejde sek-

torgrænseoverskridende og områdebaseret. Det har

været svært at slippe en klient-orienteret og der-

med umyndiggørende tilgang. Det har været svært

at få indsatsen rykket ud i områderne.

det rykkerDen oplevelse, vi i Kuben Management har haft

ved udarbejdelse af en lang lang række boligsociale

helhedsplaner og ved opfølgning af dem, har været

et veritabelt ryk i samarbejdet mellem boligorga-

nisationer og kommuner og et tilsvarende ryk i

retning af en ressourcebaseret tilgang.

Hvad betyder det så? Det betyder, at den

boligsociale indsats skal være lige så synlig for

beboerne både i sin planlægning og gennemførelse

som de fysiske forbedringer, der ofte følger med.

Det betyder, at beboerne skal inddrages i planlæg-

ningen som ligeværdige parter og ikke handles med.

Næste trin i den faglige udvikling har på

boligselskabssiden været en erkendelse af, at det

boligsociale arbejde ikke er noget, der varetages

af nogle lidt langhårede typer i en krog af hoved-

kontoret i samspil med nogle ligeså langhårede

typer ude i områderne. Forvaltning af boligområ-

der handler ikke længere kun om udlejning, hus-

lejeopkrævning, pasning af friarealer, rengøring

og løbende sikring af drift af den tekniske infra-

struktur, men også om at medvirke til at udvikle/

fastholde et godt socialt liv. Både de ansatte i admi-

nistrationen og det lokale tekniske driftspersonale

skal spille med i det boligsociale arbejde og løbende

samarbejde med de, der ansat til at understøtte det

boligsociale arbejde.

ting tager tidI 1987 beskrev den engelske professor Ann Power

fra London School of Economics i sin bog «Pro-

perty before People» behovet for en ny praksis

i driften af boligområder. Den handlede meget

præcist om, at det at drive boligejendomme også

handlede om at kere sig om det sociale liv, om

beboernes muligheder for at påvirke egen hver-

dag og dermed beboernes mulighed for at styre

egen tilværelse.

Sådan som vores boligmarked fungerer, vil

det altid være sådan, at nogle områder er min-

dre efterspurgte end andre. De områder, der er

mindst efterspurgte, vil blive beboet af de svage-

ste efterspørgere. Sådan er det i dag, og sådan vil

det altid være. Der er derfor ingen grund til at tro,

at man grundlæggende kan løse de boligsociale

problemer i alle de i dag problemramte områder

– måske i nogle, det afhænger helt klart af lokale

omstændigheder.

Der vil være behov for en langsigtet indsats,

hvor det boligsociale arbejde betragtes som en del

af driften på linie med nødvendigt vedligehold af

den tekniske infrastruktur i bygningerne, og hvor

beboer demokratiet ses som en del af den bolig-

sociale indsats, der skal sikre beboerne udsigt til,

håbet om og troen på et værdigt liv.

Det er derfor glædeligt, at der er flere eksempler

på, at boligorganisationer prøver at integrere det

boligsociale arbejde og prøver at se det velfunge-

rende beboerdemokrati som en nødvendig del af

et godt liv i disse bebyggelser.

tåstrupgårdI boligbebyggelsen Tåstrupgård i Københavns

omegn har der i mange år været et tæt og pro-

35 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

duktivt samarbejde imellem ejendomslederen, der

er ansvarlig for driften, og beboerrådgiveren eller

den ledende beboerrådgiver, der er ansvarlig for det

boligsociale arbejde. Der har ligeså længe været et

tæt samarbejde med kommunen.

Man betragter ikke det boligsociale arbejde

som noget, man hver fjerde eller femte år skal

søge penge til, men som noget, hvor man bestan-

digt skal være opmærksom på, hvad der dukker

op af positive muligheder, og hvad der dukker op

af problemer. I Tåstrupgård følger den ansvarlige

for den almindelige drift og den ansvarlige for det

boligsociale arbejde lige så tæt med i om der er

funktionalitetsproblemer i det sociale liv i bebyg-

gelsen, som man gør i om for eksempel varmefor-

syningen fungerer. Man følger hele tiden op sam-

men med kommunen, så muligheder udnyttes, og

problemer bekæmpes.

vollsmoseI den meget store boligsociale helhedsplan for

Vollsmose ved Odense er der – udover en lang

række fornuftige boligsociale tiltag – to elemen-

ter, der for alvor peger fremad. Det ene og økono-

misk største indsatsområde er Mediehus Vollsmose,

som har to fundamentale opgaver. Den ene er at

udgive publikationer, udsende nyhedsbreve med

videre, hvor beboerne kan se sig selv som en del

af en positiv udvikling i bebyggelsen.

Den anden er i et aktivt pressearbejde at sikre,

at dette budskab også når ud til omverdenen. Kort

sagt en både intern og ekstern «afstigmatisering».

Den anden store indsats er at forsøge at sikre en

fælles drift i bebyggelsen for de tre boligorganisa-

tioners driftsorganisationer, en lokal tilstedevæ-

relse i bebyggelsen for de tre boligorganisationer

og en koordination af drift og boligsocialt arbejde.

Til dette formål ansættes en teamchef og bebo-

erkonsulenter, der i et fælles sekretariat sammen

med repræsentanter for kommunen har som for-

mål at koordinere drift, at koordinere boligsocialt

arbejde og drift og at være boligselskabernes og

kommunens lokale repræsentanter. Det er ikke

nemt at få forskellige kulturer i tre boligorgani-

sationer og forholdet mellem «teknisk» driftsper-

sonale og boligsocialt personale, forholdet mellem

kommunen og boligorganisationerne og i mellem

kommunens forskellige forvaltninger til at spille

sammen. Det er ikke lykkedes endnu, men det er

den rigtige vej.

inddragelse og demokratiske dilemmaerFor mange beboere i almene boligområder er afde-

lingsdemokratiet ligeså fremmedgørende som

«andre myndigheder». Afdelingsdemokratiet med

budgetvedtagelser og meget, meget andet retter

sig mod mennesker, som synes, at det er en spæn-

dende opgave. Det er rosværdigt og godt, at de vil

det, men det betyder ikke nødvendigvis, at det også

er dem, der er gode til at finde ud af, hvad de unge

i bebyggelsen helst vil lave, eller hvad de ældre

helst skal, eller hvad de ældre indvandrere helst

vil og så videre.

Ved arbejdet i de almene afdelinger er der derfor

et klart dilemma imellem den traditionelle demo-

kratiske struktur og ønsket om at styrke lokale

ressourcer og lokalt baserede aktiviteter. En hel-

hedsplan, der har til formål at understøtte lokale

aktiviteter, at imødegå lokale problemer med mere

kan ikke udarbejdes alene i samspil med afdelings-

bestyrelsen.

Det er vigtigt, at man i processen søger at ind-

drage også andre grupper – unge, som har kræf-

ter og ressourcer, og som helst skal bruge dem til

noget positivt, småbørnsforældre, der ikke har tid

til at deltage i afdelingsmøder, ældre, som måske

er isolerede, indvandrere med sproglige vanskelig-

heder med flere.

Det er vigtigt at fastholde en balance imellem

på den ene side at respektere de, der har påtaget

sig et ansvar som afdelingsvalgte i afdelingsbesty-

relsen, eller som jævnligt deltager i afdelingsmø-

derne i forhold til afdelingens liv på den ene side

og de, der har konkrete ønsker, muligheder og så

videre, som de gerne ser realiseret på den anden

side. Det er et betydeligt dilemma.

Dilemmaet skal håndteres i praksis, for der er

ingen tvivl om, at en veltilrettelagt proces udover

at sikre, at man når længere ud i forhold til bebo-

erne, også på sigt kan styrke beboerdemokratiet.

Beboerdemokratiet lever kun for alvor, hvis bebo-

erne oplever og tror på, at det giver indflydelse på

eget liv.

glasset er halvt fyldtFor at imødegå stigmatisering og klientgørelse

har man i en række boligområder arbejdet meget

bevidst med ressourcebaseret udvikling. Man har

især ladet sig inspirere af en amerikansk profes-

sor, der har udviklet den såkaldte ABCD-metode.

ABCD står for Asset Based Community Develop-

[ 36U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

ment. Kort fortalt handler metoden om at foku-

sere på beboernes styrker og ressourcer frem for at

definere dem gennem deres problemer. Der fokuse-

res på positive forventninger frem for bekymring.

ABCD kortlægger individernes ressourcer, men har

særlig fokus på de lokale netværk. Grundtanken er,

at lokalsamfund kun kan opbygges inde fra, hvis

man har udgangspunkt i egne styrker. Professor

John McKnight har tre hovedregler:

1. Gør aldrig for andre, hvad de kan gøre selv!

2. Giv støtte ved at træde et skridt tilbage

3. I udviklingsprojekter skal problemer så vidt

muligt ignoreres

I ABCD-metoden inddrages alle typer af beboere

– ikke kun dem, der er gode til at gå til møder. På

den måde kan det traditionelle beboerdemokrati

suppleres. Det kan i sig selv være en udfordring

at kombinere de demokratiske procedurer, der tit

kan være hårde og ekskluderende, med den res-

sourcebaserede tilgang. Men det kan lade sig gøre.

Metoden har blandt andet været brugt i Gellerup

i Århus, i Nørremarken i Vejle og i et boligområde

i Svendborg. I Nørremarken har man gennem-

ført en omfattende interviewundersøgelse for at

afdække ressourcerne i boligområdet. På den bag-

grund har man skabt nye netværk og fælles akti-

viteter. Projektet er det største forsøgsprojekt med

ABCD-metoden i en dansk sammenhæng. Ud over,

at afdækningen af ressourcer har ført til nye akti-

viteter, har det også ført til en øget stolthed over

boligområdet. I Svendborg har man taget udgangs-

punkt i den viden, som beboerne havde med sig

om havekunst og havedyrkning og har på den bag-

grund udviklet et projekt kaldet: Verdens Haver.

Fælles for de to områder er, at beboerne har fået

magt over eget liv og har brugt deres ressourcer til

at styrke boligområdet.

Plads til alle?I de almene boligselskaber vil der altid være nogle

beboere, som af mange forskellige grunde har svært

ved at leve op til de krav, der stilles til at bo i denne

type boliger. Deres problemer kan udmunde sig i alt

fra manglende betaling af husleje, over larmende

og forstyrrende adfærd til hærværk og ødelæggelse

af boligen. For naboerne kan konsekvenserne være

utryghed og uro – og for boligselskaberne høje

udgifter til istandsættelser og måske ud lejnings-

problemer. For de beboere, der er tale om, betyder

det ofte, at de sættes på gaden – med de problemer,

det skaber for den enkelte.

En undersøgelse af baggrunden for disse udsæt-

telser, lavet af SFI i 2008, viser, at der i de seneste år

er sket en markant stigning i antallet af udsættel-

ser, og at den primære grund til, at beboere sættes

på gaden, er manglende betaling af husleje. Under-

søgelsen viser desuden, at de lejere, der bliver sat

ud af deres bolig, oftest hører til samfundets lav-

indkomstgruppe. Det er typisk personer, der bruger

en stor del af deres indkomst på at betale husleje,

som har stor gæld og som kan have svært ved at

administrere deres økonomi. Oven i disse økono-

miske begrænsninger viser undersøgelsen desuden,

at disse lejeres risiko for at blive sat på gaden øges

i de situationer, hvor de mister deres job, der sker

ændringer i deres familieforhold, eller de har mis-

brugsproblemer eller psykiske lidelser.

særboligerEn af de måder, man prøver at hjælpe disse bebo-

ere på, er gennem det, man kalder særboliger. Det

er boliger, hvor beboeren har sin egen bolig med

egen lejekontrakt, og hvor der samtidig er et til-

bud om at få støtte til det at bo. Disse boliger etab-

leres i de almene boligselskaber, mens den støtte,

der tilbydes, stilles til rådighed af kommunerne.

Kuben Management foretog i 2009 en undersø-

gelse af disse boliger med særligt fokus på beboere,

som tidligere havde været hjemløse og havde mis-

brugsproblemer, psykiske lidelser eller en kombi-

nation af begge dele. Undersøgelsen viste, at disse

boliger er en succes for både beboere, naboer, boli-

gorganisationerne og for kommunerne. Dette skyl-

des, at beboerne føler sig trygge ved at vide, at de

kan få hjælp til de ting, de kan have svært ved

at magte på egen hånd, og at naboerne føler sig

trygge ved at vide, hvor de kan henvende sig, hvis

de oplever problemer. For boligselskabet gælder,

at de har en større sikkerhed for, at der betales

husleje, og at der tidligt bliver samlet op på lejere,

der kan have en ødelæggende adfærd. Herudover

er samarbejdet mellem boligorganisationerne og

kommunerne omkring særboligerne en konstel-

lation, hvor boligselskabet kan koncentrere sig om

det, de er bedst til – nemlig at drive boliger, mens

kommunerne får en platform, hvor de kan levere

et godt socialt arbejde.

37 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

skæve boliger til skæve eksistenserEndnu et tiltag for at skabe boliger, som kan

rumme dem, der har svært ved at passe ind under

de krav, der stilles på det almindelige boligmarked,

er de bebyggelser, der populært går under navnet

skæve boliger. Navnet dækker over boliger, som

er etableret med støtte fra ’Puljen til forsøg med

udviklingen af boliger til særligt udsatte grupper,’

der blev etableret af daværende By- og Boligmi-

nisterium i 1999. Puljen blev gjort permanent i

2008. De skæve huse er primært nybyggede bebyg-

gelser bestående af 8-12 mindre huse og etableres

typisk som en selvstændig almen boligafdeling og

har tilknyttet en social vicevært, der står for den

boligsociale støtte.

De skæve boliger er en god idé, da der er en efter-

spørgsel på boliger med lidt højere til loftet, end

det ordinære boligmarked kan tilbyde. For så vidt

er beboerne også meget tilfredse med at bo i disse

boliger. I Kuben Managements undersøgelse af sær-

boliger viste det sig dog, at der også er en række pro-

blemer, der præger disse bebyggelser, og som har

indvirkning på beboernes trivsel. Det drejer sig om,

at boligerne i mange tilfælde har en lav materiale-

mæssig og arkitektonisk kvalitet, og om de steder,

bebyggelserne placeres. Mange af de skæve boliger

ligger på grunde, som må karakteriseres som uat-

traktive, for eksempel fordi det er i et industrikvar-

ter eller op til veje med tung og larmende trafik.

De muligheder, der har været for at finde passende

steder at placere de skæve boliger, er et meget godt

billede på de problemer, man støder på, hvis man

vil placere beboere, der opfattes som anderledes, i

eksisterende boligområder. Man ønsker ikke at have

dem som naboer. Derfor kræver det stærk politisk

opbakning, hvis man vil sikre bedre vilkår for denne

del af befolkningen. I dag er forholdet det, at boli-

gerne i mange tilfælde er med til at understrege

en stigmatisering af beboerne i modsætning til at

inkludere dem.

dilemmaer i ansøgning og evalueringAnsøgningsprocedurerne for både kvarterløft,

områdefornyelse, fysiske helhedsplaner og sociale

helhedsplaner er dilemmafyldte i sig selv, idet det

ønskes, at indsatserne bygger på empowerment og

en høj grad af inddragelse af beboerne, samtidig

med at de kriterier, der tildeles støtte efter, handler

om at male det mest triste og problemfyldte billede

af lokalområdet eller boligafdelingen. Man skal

altså mobilisere beboerne til at deltage i processen,

samtidig med at de må finde sig i at blive beskrevet

som ressourcesvage mennesker, der behandler de

fysiske rammer og hinanden dårligt.

For mange boligorganisationer er støtte fra Lands-

byggefonden til gennemførelsen af både boligsociale

og fysiske helhedsplaner udslagsgivende for, at man

overhovedet sætter arbejdet i gang. Den husleje, man

maksimalt kan forvente, at beboerne i de almene

boliger kan betale, betydersammen med boligselska-

bernes øvrige økonomiske råderum, at en stor del

af de almene boligafdelinger ikke alene kan løfte

udgifterne til de nødvendige forbedringer. Det sen-

der flere boligafdelinger ind i en negativ spiral, hvor

man bruger mange penge på nødvendige lappeløs-

ninger hen ad vejen i stedet for at foretage den sam-

lede og helhedsorienterede indsats, der er nødvendig

for at sikre en bæredygtig økonomi på længere sigt.

Resultatet er, at disse boligområder bliver mindre og

mindre attraktive, og at beboerne derfor søger væk.

Korte ansøgningsfristerInddragelsesprocessen lider desuden af, at der ofte

udmeldes korte ansøgningsfrister for indlevering

af materiale til Landsbyggefonden, hvilket resulte-

rer i en forcering af arbejdet. Oveni betyder lange

behandlingstider, at processen med at inddrage

beboerne i arbejdet bliver afbrudt i længere peri-

oder. Disse vilkår, hvor processen gentagne gange

stoppes og sættes i gang, gør det svært at fastholde

beboernes interesse for projektet og bevare deres

tro på et positivt resultat.

[ 38U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

*) Ændringen fremskrevet til 6 år. Kilde: Registerdata

De grupper, som er mest marginaliseret fra arbejdsmarkedet, er hhv. førtidspensionisterne og kontanthjælpsmodtagerne. Arbejdsløse er inde i arbejdsmarkedssystemet og får en

højere understøttelse, men er en lille gruppe. Endelig er der folkepensionister og efterlønnere mv., som kun i få tilfælde er en gruppe med særlige sociale problemer.

Den samlede gruppe uden for beskæftigelse er højest i Vollsmose, hvor tre ud af fem ikke er i beskæftigelse. I Vestbyen og Brøndby Strand er 37 procent

uden beskæftigelse, og i de københavnske kvarter er det godt en fjerdedel, der ikke er i beskæftigelse.

(…..)

Sammenlignet med kommunens gennemsnit har alle kvarterer klaret sig bedre med undtagelse af Nordvest kvarteret. I Brøndby Strand og i Nørrebro Park er der i 2008 nu færre

uden beskæftigelse end i kommunen som helhed. I Vestbyen og Vollsmose er der også sket et fald i overrepræsentationen.

Eksempel på den kvantitative del af slutevaluering af de fem seneste kvarterløftKilde: Andersen, Hans Skifter m.fl. Evaluering af indsatsen i fem kvarterløftområder 2000-2008. SBI 2009

Figur 1. Den sociale sammensætning af personer over 17 år uden for beskæftigelse i kvartererne i 2008 og ændringer i denne 2002

­2008 sammenlignet med ændringer 1998­2002, og set i forhold til kommunen i procent

Nørrebro Park Nordvest Brøndby strand vollsmose vestbyen

Arbejdsløse:

Fordeling 2008 6,10 6,1 7,5 13,6 5,8

Fordeling 2002 8,80 7,8 12,5 21,7 8,5

Fordeling 1998 8,70 8,6 11,3 12,5 9,4

Ændring 2002­2008, procent point ­2,70 ­1,7 ­5,0 8,1 ­2,7

Ændring 1998­2002*, procent point 0,15 ­1,2 1,8 13,8 ­1,4

Overrepræsentation 2008 19,60 19,6 41,5 195,7 34,9

Overrepræsentation 2002 20,60 6,9 60,3 197,3 34,9

Overrepræsentation 1998 17,60 16,2 56,9 101,6 30,6

uden for beskæftigelse, samlet:

Fordeling 2008 25,1 27,2 37,3 60,9 37,3

Fordeling 2002 34,2 28,7 42,0 69,1 45,7

Fordeling 1998 41,1 34,2 46,4 67,7 48,2

Ændring 2002­2008, procent Point ­9,1 1,5 ­4,7 ­8,2 ­8,4

Ændring 1998­2002*, procent point ­10,3 ­8,2 ­6,6 2,1 ­3,8

Overrepræsenta tion 2008 ­3,8 4,3 ­1,1 81,6 17,6

Overrepræsentation 2002 6,6 ­10,5 7,3 91,9 29,1

Overrepræsentation 1998 16,9 ­2,6 18,4 90,1 31,1

39 ]U D E N F O R [ N U M M E R ] 20 /2 0 1 0

Endelig er der en klar tilbøjelighed til, at indsat-

sen bliver projektorienteret og sigter mod målbare

resultater på kort sigt, hvor det, der er behov for,

måske snarere er støtte til processer, der under-

støtter de lokale ressourcer og en langsigtet lokal

ressourceopbygning. Projekter kan initiere lokal

udvikling, men kan også blot være en behagelig

oplevelse i en periode. Puljesystemet hænger dår-

ligt sammen med en stigende erkendelse af, at de

mindre attraktive boligområder er der, hvor de

svageste befolkningsgrupper bor, og hvor der der-

for er behov for en langsigtet – måske permanent

– procesorienteret indsats.

nytter det?Der er i alle de boligsociale indsatser indbygget et

naturligt krav om evaluering. Indsatserne koster

mange penge, og de skal helst bruges rigtigt. Men

det står ligeså klart, at evalueringerne må lide

under de samme problemer, som ansøgninger og

succeskriterierne. Evalueringerne bygger ofte på

sociale nøgletal, og de oprindelige beboere kan der-

for læse, at det er en succes, hvis der er kommet

færre af deres slags i områderne.

Ud over de sociale nøgletal er der også undersø-

gelser af de enkelte projekter og af beboertilfreds-

hed. Undersøgelserne viser, at beboerne er glade

for det, der sker lokalt, især når de selv har været

aktive i processen. Der er også noget der tyder på,

at tilfredsheden stiger og naboskabet forbedres.

Et klassisk dilemma i evalueringerne viser sig,

når man ser på arbejdsløshedstallene. I det fleste

områder har de været svære at påvirke. Det skyldes,

at de, der kommer i arbejde, ofte fraflytter kvarte-

ret. Skal man så holde op med at arbejde med lokal

beskæftigelse i områder med en koncentration af

arbejdsløse? Det er langt fra sikkert. Se Figur 1.

hvor lang tid tager det at løfte et kvarter?Generelt må det dog siges, at det er meget svært at

aflæse effekterne efter 5-7 år. Netværk og bære-

dygtige byområder opbygges ikke over natten. Det

vil derfor være en stor fordel, hvis man ophører

med at se på den boligsociale arbejde som et tidsbe-

grænset projekt, der kan løse problemerne en gang

for alle. De stop-go processer, som man udsætter

beboerne for i dag, giver et dårligt udgangspunkt

for nye indsatser.

Man må erkende, at der altid vil være boligområ-

der, der klarer sig relativt dårligt, og at deres udvik-

ling skal støttes aktivt, indtil de kan klare sig selv.

Al erfaring viser, at det tager langt længere tid end

syv år. Projekttilgangen betyder, at mange områder

får nye projektorganiseringer og projektmål igen

og igen. Det smadrer de lokale netværk i stedet for

at bygge videre på dem, og de nye beboerrådgivere

vil naturligt nok blive mødt med mistillid i stedet

for med tillid. I stedet for at evaluere ved projekt-

afslutning vil det være vores anbefaling, at man

evaluerer løbende for at vurdere, om indsatsen nyt-

ter. Evalueringerne skal kunne bruges undervejs,

og hvis de bruges rigtigt, så kan de danne grundlag

for en frugtbar og udviklende dialog med beboerne.

kiLder

Aagaard dahl, kristian mfl.

Ressourcebaseret udvikling af lokalområder. 2006

Center for boligsocial udvikling

www.cfbu.dk. Marts 2010

Holck­Christiansen, Jens

Ressourcekortlægning i udsatte boligområder.

Byplan 10/02 2006

Jørgensen, Camilla Møberg m.fl.

ABCD i praksis. Ressourceafdækning og

beboerinvolvering i projekt Byen i Balance.

Velfærdsministeriet 2008

kuben Management

Udvikling af særboliger – fra gaden til egen bolig.

2009

søren Hvas

Dagbogsnotater fra truede boligområder.

Byplan 06

Power, Ann

Property before people. Allan and Unwin 1987

Programbestyrelsen

Fra udsat boligområde til hel bydel. November 2008

sFi

Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig og

konsekvenserne af en udsættelse. 2008

aF Peter Berliner og line natascha andersen

Man er mere fri – community psykologiske

programmer for psykosocial trivsel

Artiklen belyser community psykologisk praksis gennem en præsenta­

tion af det community psykologiske perspektiv i psyko­sociale pro­

grammer, der iværksættes for at fremme mental og social trivsel hos

individer, i familier og i lokalsamfund og netværk. Artiklen tager

afsæt i et konkret projekt gennemført i Grønland.

aF Mia Fallov

veje til social inklusion i bypolitikken?

Artiklen ser på, hvordan bypolitikken har bevæget sig, og den giver et

bud på en vinkel, man kan lægge på udviklingstendenserne. Målet er

at give nye perspektiver på, hvad man vil med de sociale bypolitikker.

aF laura helene højring, ellen højgaard jensen

og niels andersen

Boligsocialt arbejde – et historisk overblik

Artiklen giver et rids over historien samt de vigtigste erfaringer og

dilemmaer i det boligsociale arbejde.

04]

18]

32]