væbnet konflikt - institut for menneskerettigheder · 2020. 3. 27. · vÆbnet konflikt status...

VÆBNET KONFLIKT

STATUS 2014-15

VÆBNET KONFLIKT STATUS 2014-15 Denne delrapport er en del af Institut for Menneskerettigheders rapport ’Menneskerettigheder i Danmark, Status 2014-15’. Rapporten behandler udvalgte menneskeretlige emner og giver anbefalinger til forbedring af menneskeretsbeskyttelsen i Danmark. Rapporten behandler emner om introduktion til menneskeretten, gennemførelse af menneskeretten, asyl, børn, databeskyttelse, etnisk oprindelse, familieliv, frihedsberøvelse, forvaltningens kontrol, handicap, køn, magtanvendelse, menneskehandel, religion, retfærdig rettergang, retten til bolig, statsborgerskab, uddannelse, udvisning og udlevering, væbnet konflikt, ytringsfrihed og ældre. Rapporten kan læses i sin fulde længde på instituttets hjemmeside, www.menneskeret.dk. Der findes også et sammendrag af rapporten, i trykt form og på hjemmesiden. Rapporten vil løbende blive udbygget, og instituttet modtager gerne kommentarer på [email protected]. © 2015 Institut for Menneskerettigheder Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution Wilders Plads 8 K 1403 København K Telefon 3269 8888 www.menneskeret.dk Institut for Menneskerettigheders publikationer kan frit citeres med tydelig angivelse af kilden. Vi tilstræber, at vores udgivelser bliver så tilgængelige som muligt. Vi bruger f.eks. store typer, korte linjer, få orddelinger, løs bagkant og stærke kontraster. Vi arbejder på at få flere tilgængelige pdf’er. Læs mere om tilgængelighed på www.menneskeret.dk/tilgaengelighed

http://www.menneskeret.dk/

mailto:[email protected]

http://www.menneskeret.dk/

http://menneskeret.dk/tilgaengelighed

SI DE HOVE

1 OVERBLIK 6

1.1 INDHOLD OG AFGRÆNSNING 6

2 DEN INTERNATIONALE RAMME 9

3 DEN NATIONALE RAMME 11

4 DEN MENNESKERETLIGE UDVIKLING 14

5 HER KAN MENNESKERETTIGHEDERNE STYRKES I DANMARK 16

5.1 HVILKET RETLIGT GRUNDLAG OPERERER DANSKE STYRKER UNDER? 16

5.1.1 DEN MENNESKERETLIGE BESKYTTELSE 16

5.1.2 DANSKE FORHOLD 20

5.1.3 ANBEFALINGER 23

5.2 TILBAGEHOLDELSE OG FRIHEDSBERØVELSE AF FANGER 23




5.3 OVERDRAGELSE AF FANGER 25




5.4 BESKYTTELSE AF BØRN 29




5.5 DANSKE SOLDATER, TOLKES OG ANDET FØLGEPERSONELS RETTIGHEDER 36




5.6 UNDERSØGELSE AF MENNESKE- OG FOLKERETSBRUD 38


INDHOLD



5.7 UNDERVISNING I HUMANITÆR FOLKERET OG MENNESKERET 47




SLUTNOTER 49

5

FORKORTELSER DIIS

EMD

Dansk Institut for Internationale Studier

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

EMRK Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

EU Den Europæiske Union

FAUK Forsvarets Auditørkorps

FN De Forenede Nationer

ICCPR FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder

RRKU Regeringens Røde Kors-Udvalg

6

1.1 INDHOLD OG AFGRÆNSNING Denne delrapport handler om Danmarks internationale forpligtelser, når Danmark deltager i internationale militære operationer. Danmark har i de senere år i betydeligt omfang medvirket i internationale militære operationer – såvel egentlige FN-kontrollerede operationer som FN-autoriserede operationer. Det danske forsvar bidrager med såvel personel som materiel til en række internationale operationer, herunder også situationer, hvor der foreligger væbnet konflikt. I 2011 deltog den danske hær således i 11 FN-operationer og FN-autoriserede operationer og bidrog med knap 1.000 soldater med videre. Flyvevåbnet deltog i den FN-autoriserede operation i Libyen med seks F-16-fly og cirka 110 mand. Søværnet deltog i 2010/2011 med 498 udsendte på skibet Esbern Snare i pirateribekæmpelse efter autorisation fra FN’s Sikkerhedsråd og i enkeltmandsudsendelser.1 Hertil kommer udsendte fra andre danske myndigheder, herunder det danske politi, Udenrigsministeriet med videre. Denne mere aktive sikkerheds- og udenrigspolitik fremgår også af regeringsgrundlaget fra oktober 2011, hvor det anføres, at ”Danmark skal yde et aktivt bidrag til opretholdelse af international fred og sikkerhed. Det danske forsvar skal fortsat kunne levere militære enheder, der kan indsættes hurtigt og effektivt i de internationale opgaver, som Folketinget beslutter, at Danmark skal deltage i”.2 Senest i 2013 besluttede Folketinget, at Danmark skal bidrage til en militær operation i det vestafrikanske land Mali. Formålet med operationen er at standse væbnede islamistiske grupper, der truer den maliske stat. Den militære indsats gennemføres på grundlag af beslutning i FN’s Sikkerhedsråd og efter anmodning fra Malis præsident. Den mere aktive danske medvirken til internationale militære operationer har samtidigt bevirket, at der i de senere år er kommet betydeligt fokus på de internationale regler, der regulerer krig.

KAPITEL 1

1 OVERBLIK

7

Indledningsvist skal det bemærkes, at folkeretten ikke længere opererer med begrebet ”krig”. Det blev med Genève-konventionerne fra 1949 erstattet med begrebet væbnet konflikt. Begrebet ”krig” anvendes fortsat i almindelig tale, men rent retligt har det ingen betydning at være i ”krig”. Der er således ingen folkeretlige konsekvenser forbundet med, at et forhold betegnes som en ”krig”. I denne delrapport bliver begreberne ”krig” og ”væbnet konflikt” ikke desto mindre anvendt som synonymer. Når man taler om, hvilke folkeretlige regler der regulerer en væbnet konflikt, sondres der helt grundlæggende mellem to regelsæt:

regler om staters magtanvendelse (jus ad bellum). Disse regler findes navnlig i FN-Pagten

regler, der gælder under og regulerer den væbnede konflikt (jus in bello). Disse regler findes navnlig i Genève-konventionerne og også i menneskerettighederne.

Jus ad bellum regulerer således, hvornår en stat lovligt kan anvende væbnet magt mod en anden stat. FN-Pagten fra 1949 indeholder et forbud mod angrebskrige. FN-Pagten indeholder dog to undtagelser hertil: magtanvendelse i selvforsvar og magtanvendelse efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. I tillæg til disse to undtagelser har det i det seneste årti været drøftet, om der i praksis (folkeretlig sædvaneret) er ved at udvikle sig en ret til at intervenere i en stat, hvis der foregår alvorlige systematiske overgreb på civilbefolkningen. Der henvises blandt andet til debatten om R2P (”responsibility to protect”) og staters ansvar for at beskytte civilbefolkningen mod grove og systematiske overgreb. Et ansvar, der blev henvist til i forbindelse med interventionen i Libyen, og som drøftes i forhold til en mulig indblanding i Syrien. Opstår der en væbnet konflikt, indeholder jus in bello regler for, hvordan krigsførelsen skal foregå. Det drejer sig dels om den humanitære folkeret, herunder navnlig de fire Genève-konventioner og Haager-konventionerne, dels om de internationale menneskerettigheder, der også anvendes under væbnet konflikt. Reglerne om staters magtanvendelse (jus ad bellum) og reglerne for væbnet konflikt (jus in bello) er to separate og autonome regelsæt. Det vil således for eksempel ikke være muligt at fravige reglerne for krigsførelse (jus in bello) under henvisning til, at der er tale om en ulovlig aggressionskrig (i strid med jus ad bellum).

8

Denne delrapport fokuserer alene på de regler, der regulerer krigsførelsen (jus in bello). Ligesom der alene fokuseres på staters forpligtelser og ikke på den enkelte soldats strafferetlige ansvar, som er reguleret i dansk og international strafferet, herunder i den militære og borgerlige straffelov og i statutten for den internationale straffedomstol.3

9

Væbnet konflikt er reguleret af de fire Genève-konventioner fra 1949, der indeholder regler om beskyttelse af krigsfanger og civile, og af de såkaldte Haager-konventioner, der regulerer, hvilke våben, midler og metoder der lovligt kan anvendes under væbnet konflikt. I 1977 blev der vedtaget to tillægsprotokoller til Genève-konventionerne, som på en række områder præciserer og udvider beskyttelsen under væbnet konflikt.4 Der skelnes mellem international væbnet konflikt mellem stater og ikke-international væbnet konflikt mellem en stat og væbnede oprørsgrupper i samme stat eller i en anden stat (såkaldte grænseoverskridende ikke-internationale væbnede konflikter). Det er vigtigt, om en væbnet konflikt er international eller ikke-international, fordi der er stor forskel på, hvordan og hvor intensivt de to typer af væbnet konflikt er reguleret i Genève- og Haager-konventionerne.5 Mens internationale væbnede konflikter er meget udførligt og detaljeret reguleret i Genève-konventionerne, så er ikke-internationale væbnede konflikter – som er langt de mest udbredte – derimod meget sparsomt reguleret i Genève-konventionerne, jf. konventionernes fælles artikel 3. Det antages imidlertid, at en række af de regler, der gælder under internationale væbnede konflikter, også finder anvendelse under ikke-internationale væbnede konflikter som udtryk for folkeretlig sædvaneret. Ud over disse regelsæt så anvendes menneskerettighederne også under væbnet konflikt. Det er blevet fastslået af en række internationale domstole og komiteer og anerkendt af stater. Menneskerettigheder giver ofte en bedre beskyttelse af individet end reglerne i den humanitære folkeret, for eksempel i forhold til retten til liv og retten til frihed. Det har derfor været meget debatteret i de senere år, hvordan regler i den humanitære folkeret skal spille sammen med menneskeretlige regler. Et spørgsmål, som fortsat ikke er fuldt afklaret.

KAPITEL 2

2 DEN INTERNATIONALE RAMME

10

Et andet debatteret spørgsmål er, i hvilket omfang menneskerettighederne forpligter stater, når de handler uden for eget territorium – ekstraterritorialt. Det spørgsmål opstår ikke i forhold til den humanitære folkeret, idet det klart fremgår af disse regler, at de finder anvendelse alle steder, hvor en stat er involveret i en væbnet konflikt. Modsat forpligter menneskerettighederne kun stater i forhold til individer, der befinder sig under statens ”jurisdiktion”. Det er lidt forenklet blevet fortolket af menneskerettighedsorganer til at betyde, at stater er bundet af menneskeretlige forpligtelser, når de udøver effektiv kontrol over et område på en anden stats territorium – for eksempel situationen i det nordlige Cypern, som Tyrkiet udøver effektiv kontrol over – samt når stater udøver ”autoritet og kontrol” over individer på en anden stats territorium. Se nærmere herom i afsnit 5.1 nedenfor. Se også statusrapportens delrapport om introduktion til menneskeretten.

11

Når danske styrker indsættes i en international militær operation, sker det med Folketingets samtykke. Det fremgår af grundlovens § 19, stk. 2, at regeringen ikke uden ”Folketingets samtykke [kan] anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat”. Bestemmelsen fortolkes udvidende, og det er normal praksis, at regeringen indhenter samtykke fra Folketinget, hvis det kan blive relevant at bruge militære magtmidler. Samtykke indhentes også i situationer, hvor magtmidlerne ikke bruges mod en ”fremmed stat”, men mod for eksempel væbnede ikke-statslige grupper på en ”fremmed stats” territorium. Senest i januar 2013 bad regeringen således om Folketingets samtykke til et dansk militært bidrag til at bekæmpe oprørsgrupper under en ikke-international væbnet konflikt i det nordlige Mali og efter anmodning om hjælp fra den maliske præsident og med bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. I Folketingets beslutningsforslag anføres det, at ”det ikke kan udelukkes, at der bliver tale om anvendelse af militære magtmidler”.6 Tilsvarende meddelte Folketinget ved et beslutningsforslag af 25. august 2014 samtykke til, at et dansk militært bidrag – efter anmodning fra den irakiske og den amerikanske regering – stilles til rådighed for den internationale indsats til støtte til Iraks militære indsats mod terrorbevægelsen ISIL og for at bistå myndighederne i Irak med at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb.7

Det fremgår af begge beslutningsforslag, at ”det danske bidrag vil være undergivet folkeretten, herunder den humanitære folkeret”. En næsten enslydende ordlyd findes i en række – men ikke alle – danske beslutningsforslag om dansk bidrag til internationale militære operationer. Da de internationale menneskerettigheder utvivlsomt er en del af folkeretten, har Folketinget hermed forudsat, at danske styrker også skal handle i overensstemmelse med menneskerettighederne.8

KAPITEL 3

3 DEN NATIONALE RAMME

12

Folketinget vedtager beslutningsforlaget, mens forsvaret udarbejder missionsspecifikke direktiver, der mere præcist fastsætter de nærmere rammer for det danske militære bidrag. At der er en politisk forudsætning om, at danske styrker skal overholde menneskerettighederne under internationale væbnede missioner, fremgår også af udmeldinger fra regeringen, herunder fra skiftende forsvarsministre. Daværende forsvarsminister Nick Hækkerup understregede således i 2012, at: ”De danske og internationale værdier og principper gælder ikke alene som mål for vores indsats men også for processen, for eksempel er tortur, umenneskelig behandling eller krænkelse af menneskerettighederne uacceptabelt som en del af vores indsats på den internationale scene […] Og så ingen kan misforstå det: De værdier, vi tager ud og kæmper for, er ikke alene målet – de er en afgørende del af midlet. Målet helliger ikke midlet. Kampen for folkeret og menneskerettigheder kræver, at vi lever op til dem, også i kampen for at nå dem”.9 Det nationale retlige grundlag for de udsendte danske styrker består således primært af det beslutningsforslag om dansk medvirken til den pågældende militære operation, som Folketinget har vedtaget, samt af de af forsvaret udarbejdede missionsspecifikke direktiver. I tillæg hertil er danske styrkers handlinger i et vist omfang reguleret af dansk lovgivning samt af dansk erstatningsrets almindelige regler om myndighedsansvar. Se nærmere i afsnit 5.1 nedenfor. Der verserer erstatningssager ved domstolene mod den danske stat i forbindelse med danske styrkers handlinger i blandt andet Irak. Sager, som muligvis vil kunne belyse og afklare Danmarks menneske- og folkeretlige forpligtelser under internationale militære operationer. Dertil kommer, at regeringen den 11. april 2012 nedsatte en undersøgelseskommission om den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. Kommissionen skal undersøge to forhold. For det første den danske beslutning om at deltage i krigen mod Irak (jus ad bellum) og for det andet, om Danmark har overholdt folkeretlige forpligtelser i forbindelse med tilbageholdelse og overdragelse af fanger i Irak og Afghanistan (jus in bello). Se nærmere i afsnit 5.5. Endelig kan det nævnes, at det i forsvarsaftalen for 2012-2015 blev besluttet, at Danmark skal have en militærmanual. Det skal ske for ”yderligere at styrke

13

forsvarets uddannelse i og anvendelse af den humanitære folkeret og krigens love”. Der er blevet nedsat en projektgruppe i forsvaret, som skal udarbejde manualen, der skal være færdig til oktober 2015. Ud over at beskrive og drøfte den humanitære folkeret så vil manualen også ”anvise overordnede bestemmelser for, i hvilket omfang menneskerettighederne gælder ved danske styrkers deltagelse i internationale operationer”.10 Der er, som det fremgår, en række igangværende initiativer og aktiviteter, som i en dansk sammenhæng vil kunne medvirke til at belyse menneskerettighedernes anvendelse og betydning under væbnet konflikt.

14

Der blev i 2014 iværksat og fortsat en række initiativer og udredningsarbejder, som vil kunne kaste lys over og styrke overholdelsen af den humanitære folkeret og menneskeretten under internationale militære operationer og væbnet konflikt.

Arbejdet med at udvikle den danske militærmanual fortsatte i 2014, og der blev afholdt offentlige møder om manualen. Militærmanualen vil adressere en række af de spørgsmål, som er opstået de senere år i forbindelse med Danmarks aktive internationale militære indsats. Spørgsmål, som nærmere drøftes nedenfor. Udenrigsministeriet har i overensstemmelse hermed oplyst over for instituttet, at det bliver et ”vigtigt element i den kommende manual netop at adressere spørgsmålet om, i hvilket omfang danske styrker er forpligtet af menneskerettighederne i forbindelse med deltagelsen i internationale operationer i udlandet og samspillet mellem den humanitære folkeret og menneskerettighederne. Manualen vil bl.a. berøre beskyttelsen af frihedsberøvede og danske forpligtelser ved overdragelse af frihedsberøvede til en anden stat.”11 Forsvarsministeriet har ligeledes oplyst, at en række af instituttets anbefalinger i Status 2013 vil blive nærmere behandlet i forbindelse med udarbejdelsen af den danske militærmanual. Forsvarsministeriet har endvidere oplyst, at den projektgruppe, som er ansvarlig for at udarbejde militærmanualen, forventes at aflevere sit udkast til Forsvarsministeriet til oktober 2015, ”hvorefter der gennemføres en proces med henblik på departemental godkendelse af manualen”.12

Flere af instituttets anbefalinger nedenfor må endvidere forventes at blive drøftet og belyst af den undersøgelseskommission om den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, som regeringen nedsatte i 2012, og som skal afgive beretning senest i 2017.

KAPITEL 4

4 DEN MENNESKERETLIGE UDVIKLING

15

Justitsministeren meddelte imidlertid i november 2014, at Undersøgelseskommissionens arbejde er blevet forsinket blandt andet på grund af langvarig sikkerhedsgodkendelse fra PET og intern uenighed i kommissionen.13

Forsvarsministeriet gennemførte i 2014 en reorganisering af Forsvarets Auditørkorps, blandt andet med det formål at styrke uafhængigheden i behandlingen af militære straffesager. Der er efter instituttets opfattelse behov for yderligere tiltag for at styrke Auditørkorpsets uafhængighed. Reorganiseringen med videre omtales nærmere nedenfor i afsnit 5.6.2.

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) afgav i 2014 en rapport om brug af tolke i militære konflikter, som diskuterer, hvordan sikkerhedsrisikoen for tolkene kan mindskes i fremtidige danske operationer. Rapporten anbefaler blandt andet, at Forsvaret foretager en specifik risikoanalyse for hver enkelt konflikt for ta finde frem til mulige risici for tolke og dermed reducerer dem. Rapporten anbefaler også, at den danske regering skal støtte og arbejde for, at der vedtages internationale regler om beskyttelse af tolke i konfliktzoner. Der henvises til afsnit 5.5.2 nedenfor.

16

5.1 HVILKET RETLIGT GRUNDLAG OPERERER DANSKE STYRKER UNDER?

5.1.1 DEN MENNESKERETLIGE BESKYTTELSE

Når danske styrker under internationale militære operationer bliver involveret i en international eller ikke-international væbnet konflikt, skal de overholde reglerne i den humanitære folkeret. Derudover finder menneskerettighederne – blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) – også anvendelse under væbnet konflikt, og de vil på en række områder kunne influere og påvirke danske styrkers handlinger under væbnet konflikt. Dertil kommer, at menneskerettighederne også regulerer danske styrkers ageren under internationale militære operationer, hvor der ikke foreligger en væbnet konflikt, og hvor den humanitære folkeret derfor ikke finder anvendelse. Det kan for eksempel være i forbindelse med bekæmpelse af pirateri ved Aden-bugten, hvor der ikke er tale om en væbnet konflikt. En række bestemmelser i EMRK kan således være af betydning for danske styrkers virke. Det drejer sig navnlig om følgende:

Artikel 2 om retten til liv kan regulere, hvornår danske styrker kan anvende dødelig væbnet magt mod individer under væbnet konflikt.

Artikel 3 om forbuddet mod tortur med videre kan regulere danske styrkers behandling af fanger, herunder hvornår fanger kan overdrages til andre staters varetægt.

Artikel 5 om frihedsberøvelse kan regulere, hvornår danske styrker kan frihedsberøve fanger (mens artikel 2 i Tillægs Protokol 4 regulerer indgreb i bevægelsesfriheden).

Artikel 8 om retten til privatliv kan regulere, hvornår danske styrker kan optage fingeraftryk og dna-materiale, lave husundersøgelser, indgreb i meddelelseshemmeligheden med videre.

KAPITEL 5

5 HER KAN MENNESKERETTIGHEDERNE STYRKES I DANMARK

17

Artikel 13 om adgangen til effektive retsmidler. Som nævnt ovenfor i afsnit 2 er det ikke fuldt afklaret, hvornår menneskerettighederne forpligter stater, når de handler ekstraterritorialt uden for eget territorium. Forsvarsministeren redegjorde på et samråd i Folketingets Forsvarsudvalg i 2012 for de omstændigheder, som EMD lægger vægt på ved vurderingen af, om EMRK finder ekstraterritorial anvendelse, og dermed for, hvornår danske soldater vil være bundet af EMRK under internationale militære operationer. Forsvarsministeren anførte: ”[Territorial jurisdiktion] Domstolen [EMD] har således i konkrete sager lagt vægt på, at hvis en stat har udøvet ”effektiv kontrol” med et område på en anden stats territorium (territorial jurisdiktion), er staten forpligtet af konventionen. Barren for, hvornår der udøves tilstrækkelig ”effektiv kontrol”, er forholdsvis høj. I en nylig sag fandt domstolen bl.a., at Storbritannien – trods tilstedeværelsen af en betydelig britisk og multinational styrke i Basra-området – ikke udøvede en tilstrækkelig grad af effektiv kontrol til at have territorial jurisdiktion (Al-Skeini vs. UK). [Individ-baseret jurisdiktion] Domstolen kan også lægge vægt på, hvorvidt en stat udøver intensiv ”kontrol og myndighed ” over individer i form af ”fysisk magtanvendelse og kontrol” (individ-baseret jurisdiktion), som fx ved en tilbageholdelse (Al-Sadoon og Mufdhi vs. UK). Hvor meget der skal til for at udøve denne jurisdiktion over en person, er ikke defineret, men der skal under normale omstændigheder være tale om mere end flygtig kontakt. [kombineret jurisdiktion] Som noget forholdsvist nyt har domstolen også fundet, at der var jurisdiktion, selv om de to tidligere nævnte forhold ikke var opfyldt. Domstolen fandt i en nylig dom over Storbritannien (Al-Skeini vs. UK), at der i den konkrete sag var jurisdiktion og dermed, at konventionen fandt anvendelse, fordi staten havde påtaget sig myndighedsopgaver og udøvede en vis kontrol over et område kombineret med en vis kontrol over det berørte individ. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at i de tilfælde Domstolen har fundet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har fundet ekstraterritorial anvendelse, er dette sket på grundlag af en konkret afgørelse i den enkelte sag.

18

Det klare udgangspunkt er fortsat, at den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene gælder på staternes eget territorium. På denne baggrund, kan det ikke udelukkes, at personer, som danske styrker tilbageholder i forbindelse med deltagelse i internationale missioner i udlandet, efter omstændighederne vil være omfattet af de menneskerettighedskonventioner, Danmark har tiltrådt. Men det vil bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde”.14 I det omfang menneskerettighederne forpligter danske styrker under internationale militære operationer, og danske styrker er involveret i en væbnet konflikt, kan der opstå tvivl om, hvordan de menneskeretlige standarder skal spille sammen med standarder i den humanitære folkeret. Et særligt problem i den forbindelse er, at der er væsentlig forskel på standarder og beskyttelsesniveau i menneskerettighederne og den humanitære folkeret. Menneskerettighederne yder på de fleste områder både materielt og processuelt en mere vidtgående og omfattende beskyttelse af individet end den humanitære folkeret, der særligt er udarbejdet til situationer med væbnet konflikt. Der kan således være situationer, hvor det kan være lovligt at skyde og dræbe en fjendtlig soldat efter den humanitære folkeret, mens det ikke er tilfældet efter menneskerettighederne. Det kan for eksempel også være lovligt at frihedsberøve en soldat eller civil efter den humanitære folkeret, men ikke efter menneskerettighederne. Hvis en given situation således både er reguleret af den humanitære folkeret og af menneskerettighederne, kan der opstå tvivl om, hvilke standarder danske soldater skal efterleve og respektere. EMD har for første gang i en storkammerafgørelse fra 2014 mere udførligt drøftet samspillet mellem den humanitære folkeret og EMRK under en ”international væbnet konflikt”.15 Sagen drejede sig om de britiske styrkers forebyggende frihedsberøvelse/ internering af en civil iraker – som var under mistanke for at tage direkte del i fjendtlighederne – i april 2003 i Irak under den igangværende internationale væbnede konflikt mellem Irak og Storbritannien (samt USA og andre lande, herunder Danmark).16 Den britiske regering gjorde under sagen gældende, at EMRK artikel 5 under international væbnet konflikt bliver fortrængt (lex specialis) af den humanitære

19

folkeret og den heri etablerede ret til at foretage forebyggende frihedsberøvelse af kombattanter og civile, der udgør en sikkerhedstrussel.

EMD afviste det britiske argument og anførte derimod, at forpligtelserne i EMRK artikel 5 fortsætter med at gælde, også under international væbnet konflikt. EMRK artikel 5 må imidlertid fortolkes under hensyntagen til den humanitære folkeret, således at der under international væbnet konflikt kan ske forebyggende frihedsberøvelse, selvom bestemmelsens ordlyd ikke giver mulighed herfor. Domstolen anfører i præmis 104:

”The Court considers that, even in situations of international armed conflict, the safeguards under the Convention continue to apply, albeit interpreted against the background of the provisions of international humanitarian law. By reason of the co-existence of the safeguards provided by international humanitarian law and by the Convention in time of armed conflict, the grounds of permitted deprivation of liberty set out in subparagraphs (a) to (f) of that provision should be accommodated, as far as possible, with the taking of prisoners of war and the detention of civilians who pose a risk to security under the Third and Fourth Geneva Conventions. The Court is mindful of the fact that internment in peacetime does not fall within the scheme of deprivation of liberty governed by Article 5 of the Convention without the exercise of the power of derogation under Article 15. It can only be in cases of international armed conflict, where the taking of prisoners of war and the detention of civilians who pose a threat to security are accepted features of international humanitarian law, that Article 5 could be interpreted as permitting the exercise of such broad powers.” (Markering tilføjet).

Om samspillet mellem interneringsstandarder i den humanitære folkeret og de processuelle beskyttelsesgarantier i artikel 5, stk. 2, i EMRK under international væbnet konflikt anfører Domstolen i præmis 106:

”As regards procedural safeguards, the Court considers that, in relation to detention taking place during an international armed conflict, Article 5 §§ 2 and 4 must also be interpreted in a manner which takes into account the context and the applicable rules of international humanitarian law. Articles 43 and 78 of the Fourth Geneva Convention provide that internment “shall be subject to periodical review, if possible every six months, by a competent body”. Whilst it might not be practicable, in the course of an international armed conflict, for the legality of detention to be determined by an independent ”court” in the sense generally required

20

by Article 5 § 4, nonetheless, if the Contracting State is to comply with its obligations under Article 5 § 4 in this context, the ”competent body” should provide sufficient guarantees of impartiality and fair procedure to protect against arbitrariness. Moreover, the first review should take place shortly after the person is taken into detention, with subsequent reviews at frequent intervals, to ensure that any person who does not fall into one of the categories subject to internment under international humanitarian law is released without undue delay.” (Markering tilføjet)

Selvom dommen konkret vedrører EMRK artikel 5 og spørgsmålet om forebyggende frihedsberøvelse/internering under international væbnet konflikt, så må det antages, at det mere generelt kan udledes af dommen, at under en ”international væbnet konflikt”:

Finder både den humanitære folkeret og EMRK sideløbende anvendelse.

I tilfælde, hvor der foreligger en genuin normkonflikt – som for eksempel i forhold til forebyggende frihedsberøvelse/internering – må EMRK fortolkes i overensstemmelse med velaccepterede standarder (”accepted features of international humanitarian law”) i den humanitære folkeret.

EMRK-garantier, som ikke er i strid med eller reguleret i den humanitære folkeret, skal så vidt muligt fastholdes i det omfang, det er praktisk muligt (”practicable”) under en international væbnet konflikt.

Domstolen tager i sagen ”Hassan mod Storbritannien” fra 2014 ikke eksplicit stilling til samspillet mellem den humanitære folkeret og EMRK under ”ikke-international væbnet konflikt”. Domstolen synes dog at afvise, at forebyggende frihedsberøvelse/internering af sikkerhedsmæssige grunde er mulig efter artikel 5 i EMRK under ikke-international væbnet konflikt, idet det ikke er en ”accepted feature of international humanitarian law”. Det kan herved bemærkes, at spørgsmålet om sikkerhedsinternering ikke er reguleret i den (traktatbaserede) humanitære folkeret under ikke-international væbnet konflikt, som i det væsentligste består af den fælles artikel 3 i Genève-konventionerne (og eventuelt Tillægs Protokol II til Genève-konventionerne). Det nærmere samspil mellem standarder i den humanitære folkeret og i EMRK under international væbnet konflikt må, som det fremgår, bero på en konkret fortolkning og afvejning i den specifikke situation.17

5.1.2 DANSKE FORHOLD

Det er normalt og uundgåeligt, at danske soldater under internationale missioner anvender tvang mod fjendtlige styrker med videre, herunder blandt andet

21

dødelig væbnet magt, foretager hus- og personundersøgelser, tilbageholder og overdrager fanger. Det retlige grundlag for de danske styrker består som beskrevet ovenfor i afsnit 3 af beslutningsforslaget fra Folketinget om deltagelse i den pågældende mission og af de af forsvaret udarbejdede missionsspecifikke direktiver. Derudover er danske styrker bundet af dansk erstatningsrets almindelige regler om myndighedsansvar. Det fastslog Højesteret i en dom af 27. juni 2013 i den såkaldte Tarin-sag. Højesteret fandt dog ikke, at Danmark konkret var erstatningsansvarlig for danske soldaters overdragelse af fanger til amerikanske styrker i Afghanistan i marts 2002. Højesteret tog ikke direkte stilling til folkeretlige standarder, herunder om Danmark i den pågældende situation var forpligtet af EMRK. Men Højesteret fastslog, at det er en ”grundregel” i dansk ret, at personer, som er i myndighedernes varetægt, skal behandles humant og ikke må udsættes for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Denne adfærdsnorm må efter Højesterets vurdering ”i en sag som den foreliggende udfyldes med respekt af Danmarks internationale forpligtelser”. Højesteret anfører herved, at Folketingets samtykke til dansk militær deltagelse i den internationale indsats mod terrornetværk i Afghanistan ”blev givet under den klare forudsætning, at Danmarks internationale forpligtelser skulle respekteres, blandt andet således at gældende regler for væbnede konflikter blev overholdt”.18 Som begrundelse for en EMRK-konform fortolkning af dansk ret under internationale militære operationer, herunder i Afghanistan, lægger Højesteret således tilsyneladende vægt på, at Folketinget har forudsat, at Danmarks internationale forpligtelser skal overholdes. Dette er et forhold, som regeringen og Folketinget må være opmærksom på ved kommende beslutninger om dansk deltagelse i internationale militære operationer. Ud over EMRK og almindelig dansk erstatningsret er udsendte danske soldater bundet af den militære og borgerlige straffelov. Men derudover er det uafklaret, om danske styrker er bundet af øvrig dansk lovgivning under internationale militære operationer. Et lignende spørgsmål har været drøftet i forhold til Politiets Efterretningstjenestes (PET) virke i udlandet. Justitsministeren blev på et samråd i Folketingets Retsudvalg den 22. november 2012 spurgt, ”hvilke regler PET

22

arbejder under, når tjenesten opererer i udlandet, og når tjenesten i udlandet anvender civile agenter og meddelere”. Justitsministeren svarede: ”Det kan gøres kort. PET skal overholde dansk lovgivning og øvrige regler for efterretningstjenesten. Og PET skal også overholde internationale regler og konventioner”.19 I forhold til danske styrkers ageren i internationale militære operationer indeholder grundloven flere rettigheder, som kan være relevante i forhold til danske styrkers ageren under internationale militære operationer. Det drejer sig navnlig om § 71 om frihedsberøvelse, § 72 om husundersøgelse og brud på meddelelseshemmeligheden og § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed. Grundloven og de heri indeholdte rettigheder finder anvendelse for ”alle dele af Danmarks rige”, og det er dermed tvivlsomt, om de nævnte rettigheder også forpligter Danmark under internationale militære operationer i et andet land. Det kan drøftes, om danske militærskibe, herunder de danske skibe, der bekæmper pirater ved Aden-bugten, kan anses for at være en ”del af det danske rige”. Det ville i givet fald blandt andet betyde, at tilbageholdelse af pirater på danske skibe skal opfylde § 72 i grundloven. Ved lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1992 blev EMRK inkorporeret i dansk ret.20 En række bestemmelser i EMRK kan som nævnt være relevante for danske styrker i internationale militære operationer. Det fastsættes i § 1 i inkorporeringsloven, at EMRK og en række ratificerede protokoller til EMRK ”gælder her i landet”. Det er således noget tvivlsomt, om menneskerettigheder i grundloven og den danske lov om EMRK finder anvendelse under internationale militære operationer. Visse øvrige danske love – der ikke udtrykkeligt er afgrænset til at gælde i riget/landet – kan endvidere tænkes at være af relevans i forhold til danske styrkers internationale operationer. Det drejer sig for eksempel om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Loven fastsætter en række processuelle garantier, der skal iagttages, når den ”offentlige forvaltning” foretager tvangsindgreb uden for strafferetsplejen – for eksempel i form af husundersøgelse, brud på meddelelseshemmeligheden, eftersyn eller anden undersøgelse af person.

23

Ligeledes kan det overvejes, om den danske politilov, som regulerer politiets virksomhed og magtanvendelse, kan finde anvendelse, når danske styrker udfører politimæssige opgaver under internationale operationer, for eksempel i Afghanistan. Ligesom i forhold til grundloven og lov om EMRK er det imidlertid uklart, i hvilket omfang sådan dansk lovgivning finder anvendelse for danske styrker under internationale militære operationer.

5.1.3 ANBEFALINGER

Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at fremme den enkeltes menneskerettigheder – at Danmark:

tydeliggør, i hvilket omfang danske styrker i internationale operationer er bundet dels af menneskerettighederne, dels af grundloven og anden dansk lovgivning

udtrykkeligt fastslår i Folketingets beslutningsforslag om fremtidig dansk deltagelse i internationale militære operationer, at danske styrker skal overholde Danmarks internationale forpligtelser, herunder den humanitære folkeret og menneskerettighederne.

5.2 TILBAGEHOLDELSE OG FRIHEDSBERØVELSE AF FANGER


Den humanitære folkeret indeholder regler om frihedsberøvelse (internering) af fanger under internationale væbnede konflikter mellem stater. Regler, der tillader, at fjendtlige soldater og civile, der tager direkte del i fjendtlighederne, kan frihedsberøves, blot fordi de udgør en sikkerhedsrisiko, da de muligvis vil deltage i kamphandlinger (”forebyggende frihedsberøvelse”). Det kan ske uden iagttagelse af normale retssikkerhedsgarantier, herunder for eksempel domstolsprøvelse. Frihedsberøvelse af personer er ikke reguleret under ikke-internationale væbnede konflikter – for eksempel borgerkrige. Menneskerettighederne beskytter individer mod vilkårlig frihedsberøvelse. Efter artikel 5 i EMRK er det ikke muligt at frihedsberøve personer, blot fordi de udgør en fremtidig sikkerhedsrisiko. Der kan ske frihedsberøvelse, når personer er under mistanke for at have begået en strafferetlig forbrydelse. Frihedsberøvelse må afsondres over for indgreb i bevægelsesfriheden efter artikel 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK. I vurderingen af, om der er tale om en

24

frihedsberøvelse omfattet af EMRK artikel 5, lægger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vægt på indgrebets karakter, varighed, virkninger og udførelsesmåde. Varigheden af indgrebet er en væsentlig, men ikke altafgørende faktor. EMRK artikel 5 indeholder endvidere en række processuelle garantier, der skal iagttages, når individer frihedsberøves. Frihedsberøvelse kan kun ske i overensstemmelse med en ved ”lov foreskreven fremgangsmåde”. Den frihedsberøvede skal endvidere underrettes om grundene til anholdelsen og skal ufortøvet stilles for en dommer. Efter praksis fra EMD vedrørende artikel 5 stilles der endvidere krav om, at der sker registrering af frihedsberøvede – for eksempel i en anholdelsesrapport. En undladelse af at registrere nødvendige og relevante oplysninger om en frihedsberøvelse vil i sig selv udgøre en krænkelse af artikel 5.21 Et tilsvarende registreringskrav følger af FN’s konvention om tvungne forsvindinger, som endnu ikke er ratificeret af Danmark. Det fremgår af konventionen, under hvilke vilkår en person kan frihedsberøves, ligesom der i artikel 18 opstilles en række detaljerede krav til registrering af frihedsberøvede, herunder tid, dato og sted for frihedsberøvelsen, den frihedsberøvedes identitet, grundene til frihedsberøvelsen, identitet af den person, der foretager frihedsberøvelse med videre. Der er, som det fremgår, væsentlig forskel på reguleringen af frihedsberøvelse i den humanitære folkeret og i menneskeretten. Under internationale militære operationer er der tvivl om, hvorvidt en frihedsberøvelse skal ske efter standarder i den humanitære folkeret eller i menneskerettighederne. Ligesom der endvidere er tvivl om, hvordan frihedsberøvelse reguleres i den humanitære folkeret under ikke-internationale væbnede konflikter. Det var blandt andet på den baggrund, at Danmark i 2007 indledte den såkaldte Københavner-proces vedrørende håndteringen af frihedsberøvede under internationale militære operationer (The Copenhagen Process).22 Processen blev afsluttet i oktober 2012, da 24 lande, heriblandt Danmark, vedtog et sæt retningslinjer og principper for frihedsberøvelse og behandling af fanger under ikke-internationale væbnede konflikter. EMD tog i 2014 i en storkammerafgørelse i ”Hassan mod Storbritannien” stilling til samspillet mellem frihedsberøvelsesstandarder i den humanitære folkeret og artikel 5 i EMRK under ”international væbnet konflikt”. Domstolen fastslog, at

25

det under international væbnet konflikt er muligt at foretage forebyggende frihedsberøvelse af personer, selv om det ikke er muligt efter ordlyden af artikel 5 i EMRK. Det skal dog ske under iagttagelse af de processuelle beskyttelsesgarantier i bestemmelsen. Dommen er nærmere beskrevet i afsnit 5.1.1 ovenfor. Modsat har EMD i en række sager vedrørende forebyggende frihedsberøvelse under ”ikke-international væbnet konflikt” fastslået, at forebyggende frihedsberøvelse er i strid med EMRK artikel 5.23


Danske styrker frihedsberøver i en række situationer individer under internationale militære operationer. Det er blandt andet sket i forbindelse med militære operationer i Afghanistan og Irak. Ligeledes har de udsendte danske krigsskibe, der bekæmper pirateri, i en række tilfælde frihedsberøvet pirater i længere perioder på danske krigsskibe. I tilfælde, hvor danske styrker gennemfører militære operationer sammen med andre landes styrker, har det været meget debatteret, hvem der har ansvaret for de fanger, der eventuelt tilbageholdes under den fælles operation.24 Det danske retlige grundlag for udsendte styrkers frihedsberøvelse af fanger under internationale militære operationer er angiveligt beslutningsforslaget fra Folketinget om deltagelse i den pågældende mission og de af forsvaret udarbejdede missionsspecifikke direktiver.

5.2.3 ANBEFALINGER


tydeliggør beskyttelsen af frihedsberøvede under internationale operationer og vurderer, om danske frihedsberøvelser lever op til betingelserne

tydeliggør Danmarks ansvar i tilfælde af fællesoperationer med styrker fra andre lande for pågrebne og tilbageholdte fanger.

5.3 OVERDRAGELSE AF FANGER


Efter den humanitære folkeret kan fanger overdrages til en anden stat, såfremt modtagerstaten har ”viljen og evnen” til at overholde Genève-konventionerne.

26

FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (Torturkonventionen) og FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) forbyder overdragelse til tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det fremgår udtrykkeligt af artikel 3 i Torturkonventionen og er uddybet af FN’s Torturkomité blandt andet i komitéens generelle kommentar til konventionens artikel 2. Det følger også af praksis fra EMD vedrørende EMRK artikel 2 og 3, at en stat ikke må overdrage fanger til en anden stat, såfremt der er reel risiko for, at de pågældende vil risikere dødsstraf eller blive udsat for tortur med videre. Ligeledes kan en overdragelse til afsoning af en klart uproportional sanktion (”grossly disproportionate sentence”) for en strafbar overtrædelse eller til en livstidsdom uden nogen de facto- eller de jure-mulighed for løsladelse være i strid med artikel 3. Dette følger af EMD’s afgørelse i dommen Harkins og Edwards mod Storbritannien.25 Forbuddet gælder også, når stater overdrager fanger uden for eget territorium, herunder i Irak. Dette fremgår blandt andet af EMD’s afgørelse i Al-Saadoon og Mufdhi mod Storbritannien, der fandt det i strid med forbuddet mod tortur med videre, at britiske styrker i Irak havde overdraget to irakiske krigsfanger til retsforfølgelse ved en irakisk domstol, hvor de kunne risikere dødsstraf. EMD fastslog indledningsvis, at de to irakiske fanger, der var fængslet i en britisk militærlejr, var under britisk jurisdiktion/effektiv kontrol.26 Det følger endvidere af EMRK artikel 13 i kombination med artikel 3, at personer, der ønskes overdraget til en anden stat, hvor der er en reel risiko for tortur med videre, skal have adgang til effektiv prøvelse/effektivt retsmiddel inden overdragelsen. Domstolen stiller krav om en uafhængig og særdeles grundig prøvelse (”rigorous scrutiny”) af en sådan torturpåstand, samt at der er mulighed for at suspendere overdragelsen. Det må – trods de åbenlyse praktiske vanskeligheder, dette kan give anledning til – antages, at artikel 13-forpligtelsen også gør sig gældende, når stater overdrager fanger ekstraterritorialt i andre lande, herunder i forhold til danske fangeoverdragelser i Irak og Afghanistan. I Al-Saadoon og Mufdhi mod Storbritannien fandt EMD, at det var i strid med artikel 13 kombineret med artikel 3, at de britiske styrker i Irak overdrog en irakisk fange – som havde været fængslet i flere år i en britisk militærlejr – til

27

irakiske myndigheder, hvor han risikerede behandling i strid med artikel 3, inden den britiske højesteret havde haft mulighed for at tage stilling til overdragelsen (trods både en britisk distriktdomstol og appeldomstol inden overdragelsen havde godkendt den).27 Også ved kortvarige tilbageholdelser under vanskelige forhold har EMD fundet, at der skal foretages en uafhængig prøvelse af risiko for tortur med videre inden overdragelse. Se herved EMD’s storkammerafgørelse i Hirsi Jamaa mod Italien, der fastslog, at en gruppe asylansøgere fra Libyen, som et italiensk krigsskib samlede op i internationalt farvand og sejlede direkte tilbage til Libyen, havde haft krav på en artikel 13-prøvelse af en italiensk myndighed, inden de blev overdraget til libyske myndigheder.28 Dommen fastsatte også, at personalet på det italienske krigsskib skulle have informeret de pågældende udlændinge om deres ret til at klage til en uafhængig italiensk myndighed over overdragelsen til Libyen og givet dem adgang til at begrunde, hvorfor de ville risikere tortur med videre. Der er endvidere et forbud mod kollektiv overdragelse uden individuel prøvelse i artikel 4 i 4. Tillægsprotokol til EMRK. Forbuddet forpligter også stater, når de handler ekstraterritorialt uden for eget territorium. EMRK forbyder ikke alene overdragelse til dødsstraf og tortur med videre. EMD har anført, at overdragelse til en langvarig og åbenlyst vilkårlig frihedsberøvelse (”flagrant breach of article 5”) undtagelsesvis også kan være i strid med artikel 5. Det rejser blandt andet spørgsmål om, hvorvidt overdragelse til langvarig forebyggende frihedsberøvelse, som er tilladt efter den humanitære folkeret, vil kunne være i strid med artikel 5. Endelig har EMD fremhævet, at overdragelse til en åbenlyst uretfærdig rettergang (”flagrant denial of Justice”) i helt særlige tilfælde kan være i strid med artikel 6 i EMRK. Der kan for eksempel være tale om udlevering af en person til retsforfølgning i en anden stat, hvor der er en reel risiko for, at domstolene vil inddrage materiale, som er fremkommet ved tortur.29 Det menneskeretlige forbud mod at overdrage personer til tortur med videre forpligter stater i forhold til alle personer, herunder fanger, der er under statens jurisdiktion/effektive kontrol. Hvor meget kontrol der kræves over en person for at etablere jurisdiktion/effektiv kontrol, er imidlertid ikke fuldt afklaret.


Overdragelse af fanger er ikke reguleret i dansk lovgivning, men reguleret i ikke-offentliggjorte instrukser og direktiver fra forsvaret.

28

Spørgsmålet om danske styrkers overdragelse af fanger under operationer i Afghanistan og Irak har været meget debatteret, og der verserer sager herom ved danske domstole, ligesom spørgsmålet vil blive belyst af den undersøgelseskommission om den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, som regeringen har nedsat. Spørgsmålet om de folkeretlige og danske regler om overdragelse af fanger under internationale væbnede konflikter vil angiveligt også blive belyst i den danske militærmanual, som er under udarbejdelse i forsvaret, som beskrevet ovenfor. Højesteret tog i dom af 27. juni 2013 i den såkaldte Tarin-sag stilling til, om Danmark er erstatningsansvarlig for danske styrkers overdragelse af fanger til amerikanske styrker i Afghanistan i marts 2002. Højesteret afgjorde sagen på grundlag af dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar for offentlige myndigheder. Det afgørende spørgsmål var derfor, som formuleret af Højesteret, om der var ”noget at bebrejde myndigheder i forbindelse med tilbageholdelse af fangen [Tarin] eller overgivelsen af ham til de amerikanske styrker”. Mere specifikt anførte Højesteret, at et ”dansk ansvar forudsætter, at danske myndigheder vidste eller burde vide, at overgivelsen ville indebære en reel risiko for, at overgivne ville blive udsat for inhuman behandling”.30 Højesteret tiltrådte landsrettens bevisbedømmelse, hvorefter hverken Forsvarsministeriet eller de danske styrker på tidspunktet for overgivelsen af Tarin havde en sådan viden eller formodning om inhuman behandling af fanger i den amerikanske fangelejr, at det var uforsvarligt og dermed ansvarspådragende at overgive tilbageholdte personer til de amerikanske styrker. Højesteret lagde således til grund, at der ikke på overgivelsestidspunktet forelå generelle eller specifikke oplysninger, som medførte, at danske myndigheder og styrker vidste eller burde vide, at overgivelse ville indebære en reel risiko for, at de overdragne fanger ville blive udsat for inhuman behandling. Højesteret anførte videre generelt, at der påhviler danske myndigheder og styrker en registrerings- og tilsynspligt. Tilbageholdte fanger skal registreres, og der skal føres tilsyn med dem efter overdragelse til en anden stat. Men den manglende registrering kan ikke i sig selv begrunde krav om erstatning eller godtgørelse, og der var ikke sket en tilsidesættelse af tilsynspligten under hensyn til den korte tid, fangerne var tilbageholdt af de amerikanske styrker (1-2 dage).

29

Højesteret fastslog således, at der ikke var grundlag for erstatning efter dansk rets almindelige regler om myndigheders erstatningsansvar. Men Højesteret tog dermed ikke (direkte) stilling til, om den danske overdragelse af fanger var i overensstemmelse med overdragelsesregler i EMRK eller i den humanitære folkeret. Det bemærkes herved, at et erstatningsansvar for brud på EMRK-rettigheder er af objektiv karakter. Efter EMD’s praksis i relation til EMRK artikel 41 om erstatning for brud på EMRK kræves som udgangspunkt ikke – således som efter dansk erstatningsret – at der er noget at ”bebrejde” myndighederne, eller at de har handlet ”uforsvarligt”. Efter EMRK er der endvidere en positiv undersøgelsespligt, inden myndigheder kan overdrage et individ til en anden stat, hvis der er risiko for tortur med videre. Det er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt, at myndighederne passivt ud fra de modtagne oplysninger ”vidste eller burde vide”, at der var risiko for tortur ved overdragelsen. Tilsvarende kræver EMRK som nævnt, at der sker en uafhængig og særdeles grundig prøvelse af risiko for tortur inden overdragelsen.

5.3.3 ANBEFALINGER


tydeliggør over for danske udsendte, at overdragelsesreglerne i EMRK forpligter danske styrker under internationale militære operationer, herunder tager stilling til, i hvilket omfang der skal gennemføres positive undersøgelsesskridt og uafhængig prøvelse inden overdragelsen.

5.4 BESKYTTELSE AF BØRN


Den humanitære folkeret indeholder særlige regler om beskyttelse af børn i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter. Reglerne bygger på et princip om særlig respekt for og beskyttelse af børn på grund af deres specielle status i forhold til den øvrige civile befolkning.31 For eksempel er børn særligt beskyttet, når det gælder rekruttering til væbnede styrker og grupper, (direkte) deltagelse i væbnet konflikt,32 tvangsarbejde under besættelse,33 sigtelse for lovovertrædelser,34 dødsstraf,35 retten til familieliv, religion og uddannelse36 samt adgang til mad og sundhedspleje.37

30

De forskellige typer beskyttelse anviser forskellige standarder for, hvilke personer der anses for børn. Den humanitære folkeret opererer med seks forskellige definitioner af barnet baseret på alder (henholdsvis nyfødte, babyer, personer under 7 år, personer under 12 år, personer under 15 år og personer mellem 15 og 18 år).38 Den særlige beskyttelse af børn er, som det er beskrevet overfor i afsnit 2.1, mere udførligt og detaljeret reguleret i reglerne for international væbnet konflikt end i reglerne for ikke-international væbnet konflikt. Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) henviser imidlertid i sit studie af sædvaneret på den humanitære folkerets område til, at børns krav på særlig respekt og beskyttelse er udtryk for folkeretlig sædvaneret, som gælder både i internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.39 Ifølge ICRC indikerer praksis, at princippet om særlig respekt for og beskyttelse af børn især omfatter beskyttelse mod alle former for seksuelle overgreb, ret til adskillelse fra voksne under frihedsberøvelse, medmindre det er fra voksne familiemedlemmer, ret til uddannelse, mad og sundhedspleje, ret til evakuering fra kampzoner af hensyn til børnenes sikkerhed og uledsagede børns ret til genforening med deres familie.40 Parallelt med de forpligtelser, som fremgår af den humanitære folkeret, tildeler menneskerettighederne børn en særlig og ganske bredspektret beskyttelse i FN’s Børnekonvention,41 idet enhver person under 18 år anses som et barn, medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet.42 Konventionen påbyder, at deltagerstaterne ”skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art”.43 Børnekonventionen indeholder fire grundlæggende principper: forbuddet mod diskrimination;44 hensynet til barnets tarv;45 barnets ret til liv, overlevelse og udvikling;46 og barnets ret til at blive hørt i alle forhold, der vedrører barnet.47 Konventionen omfatter en meget lang række civile og politiske rettigheder samt økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og beskytter blandt andet barnets ret til familieliv,48 beskyttelse mod alle former for fysisk eller psykisk vold;49 beskyttelse mod tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt dødsstraf, særlige beskyttelsesforanstaltninger ved frihedsberøvelse og retsforfølgelse;50 beskyttelse mod rekruttering til væbnede styrker og direkte deltagelse i fjendtligheder (børn under 15 år)51 samt ret til fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering, når barnet har været udsat for blandt andet væbnet konflikt.52 Beskyttelsen mod rekruttering og direkte deltagelse i fjendtligheder blev udvidet i den valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets

31

rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter.53 Denvalgfri protokol hæver minimumsalderen fra 15 år til 18 år for tvangsmæssig rekruttering til statslige væbnede styrker og for medlemmerne af sådanne styrkers direkte deltagelse i fjendtligheder.54 De deltagende stater pålægges endvidere at hæve aldersgrænsen fra 15 til 18 år for frivillig rekruttering til statslige væbnede styrker og i øvrigt gennemføre nogle nærmere minimumsbeskyttelsesregler for frivillig rekruttering af børn under 18 år. Begge dele sker i anerkendelse af, at personer under 18 år har krav på særlig beskyttelse efter Børnekonventionen.55 Derudover forpligter de deltagende stater sig til at ”træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre, at personer inden for deres jurisdiktion, der er rekrutteret eller brugt i fjendtligheder i strid med [protokollen], demobiliseres eller på anden vis frigøres fra tjeneste. Deltagerstaterne skal om nødvendigt yde disse personer enhver passende bistand til at komme sig fysisk og psykisk samt til deres resocialisering”.56 Danmark har ratificeret både Børnekonventionen og den valgfri protokol vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter. Som nævnt ovenfor i afsnit 2 er spørgsmålet om, hvornår menneskerettighederne forpligter stater, når de handler ekstraterritorialt uden for eget territorium, fortsat genstand for en betydelig international debat, ligesom der er tvivl om samspillet mellem menneskerettighederne og den humanitære folkeret. Som det fremgår af den generelle diskussion i afsnit 3 og 4, skal danske styrker, der deltager i internationale militære operationer i en væbnet konflikt, som udgangspunkt respektere både den humanitære folkeret og menneskerettighederne. Afhængigt af omstændighederne vil danske styrker dermed være forpligtet til at beskytte børn i sådanne operationer både i henhold til Børnekonventionen og til den valgfri protokol vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter. For at danske styrker kan efterleve og respektere menneskerettighedernes regler om særlig beskyttelse af børn under internationale militære operationer i væbnet konflikt, er det blandt andet relevant, at man fra dansk side forholder sig til spørgsmål om magtanvendelse, tilbageholdelse og frihedsberøvelse samt retsforfølgning i forhold til børn, hvad enten børnene optræder som kombattanter eller som civile. Disse spørgsmål vil bliver nærmere drøftet nedenfor. I den forbindelse er det et selvstændigt problem, at der i menneskerettighederne og den humanitære folkeret er en væsentlig forskel på selve definitionen af et barn og dermed også på, hvornår et barn har ret til særlig beskyttelse. Denne manglende enighed betyder, at danske soldater i situationer, som involverer børn og unge, dels må vurdere disse personers alder, dels må differentiere behandlingen afhængig af personernes alder for at kunne respektere og

32

efterleve de i situationen relevante regler om særlig beskyttelse af børn i henholdsvis den humanitære folkeret og/eller menneskerettighederne. Denne retstilstand kan give anledning til usikkerhed, især da det i nogle konfliktområder kan være vanskeligt at fastslå personers alder på grund af for eksempel manglende adgang til fødselsregistrering og til andre måder at verificere alder på andet end ved en rent visuel vurdering. MAGTANVENDELSE OVER FOR BØRN Børn, der deltager i fjendtligheder Danske styrker, der deltager i internationale militære operationer under væbnet konflikt, vil som udgangspunkt kunne anvende (dødelig) magt over for alle personer (uanset alder), der i henhold til den humanitære folkeret kan identificeres som medlemmer af fjendtlige væbnede styrker og grupper, eller som direkte deltager i fjendtlighederne, da disse personer dermed kan kategoriseres som lovlige militære mål. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at menneskerettighederne beskytter børns ret til liv, også under væbnet konflikt.57 I relation til børn under 15 år forbyder den humanitære folkeret som anført rekruttering af børn og børns direkte deltagelse i fjendtlighederne i internationale væbnede konflikter58 samt rekruttering af børn og børns direkte såvel som indirekte deltagelse i ikke-internationale væbnede konflikter.59 I internationale væbnede konflikter er forbuddet mod børns direkte deltagelse ikke absolut, men afhængigt af, hvad der er muligt at gennemføre for de involverede stater,60 mens der er tale om et absolut forbud i ikke-internationale væbnede konflikter. Tvangsmæssig rekruttering og direkte deltagelse i fjendtligheder er som ovenfor nævnt også forbudt efter menneskerettighederne for børn under henholdsvis 15 år efter Børnekonventionen og 18 år efter den valgfri protokol vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter. Forbuddene gælder i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter. Børnekonventionens forbud svarer til den humanitære folkerets forbud i internationale væbnede konflikter. Derimod sænker konventionen standarden for beskyttelse af børn i ikke-internationale væbnede konflikter, fordi den ikke forbyder børns indirekte deltagelse i fjendtligheder, hvilket ellers er forbudt i ikke-internationale væbnede konflikter efter den humanitære folkeret.61 Den valgfri protokol hæver imidlertid standarden for beskyttelse af børn i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter, fordi protokollens forbud mod direkte deltagelse og tvangsmæssig rekruttering gælder alle børn under 18 år.62 Af størst betydning for udsendte danske styrker i internationale militære operationer er nok de deltagende staters forpligtelse til at beskytte

33

børn inden for staternes jurisdiktion imod rekruttering eller brug i fjendtligheder ved at demobilisere eller på anden vis frigøre sådanne børn fra tjeneste.63 Magtanvendelse over for børn, der deltager i fjendtligheder, kan således være reguleret af både den humanitære folkeret og menneskerettighederne. Der kan derfor opstå tvivl om, hvilke standarder danske soldater skal efterleve og respektere i forhold til den særlige beskyttelse af børn. Civile børn, der ikke deltager direkte i fjendtligheder Den humanitære folkeret forbyder parterne i en væbnet konflikt at rette direkte eller vilkårlige angreb mod civilbefolkningen, herunder børn, så længe civile ikke deltager i fjendtlighederne.64 Dette gælder både i internationale og ikke-internationale væbnede konflikter. At der kan ske civile tab under militære operationer, vil imidlertid ikke i alle situationer være en overtrædelse af den humanitære folkeret. Forudsætningen er, at de stridende parter træffer alle gennemførlige sikkerhedsforanstaltninger for at undgå, og under alle omstændigheder begrænse, det tilfældige tab af civile, skade på civile og skade på civile genstande til det mindst mulige. De civile tab må under alle omstændigheder ikke overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel ved operationen.65 Børns ret til liv er som anført særligt beskyttet i Børnekonventionen, og der kan således være situationer, hvor det efter menneskerettighederne ikke er lovligt at dræbe civile børn, mens det er lovligt efter den humanitære folkeret. Tilfældige tab af civile børns liv under en international militær operation i væbnet konflikt kan således både være reguleret af den humanitære folkeret og menneskerettighederne. Der kan derfor også her opstå tvivl om, hvilke standarder danske soldater skal efterleve og respektere i forhold til den særlige beskyttelse af børn. TILBAGEHOLDELSE OG FRIHEDSBERØVELSE AF BØRN Ifølge den humanitære folkeret gælder den særlige beskyttelse for børn under 15 år, uanset om de ulovligt har deltaget i fjendtligheder og efterfølgende er blevet taget til fange og tilbageholdes i forbindelse med en væbnet konflikt.66 Børn har blandt andet ret til at blive anbragt i afdelinger adskilt fra voksnes afdelinger, undtagen hvor familier er indkvarteret sammen.67 Den humanitære folkeret regulerer dog ikke som sådan tilbageholdelse af børn anderledes end tilbageholdelse af voksne.68 Menneskerettighederne beskytter børn i videre omfang end den humanitære folkeret, idet anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og kun må bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige

34

passende tidsrum. Endvidere skal ”ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og barnet skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder”. Derudover har ethvert barn, ligesom voksne, der er berøvet sin frihed, ”ret til hurtig juridisk og anden passende bistand samt ret til at få lovligheden af sin frihedsberøvelse prøvet ved en domstol eller anden kompetent, uafhængig og upartisk myndighed og til hurtig afgørelse af enhver sådan sag”.69 Tilbageholdelse og frihedsberøvelse af børn under internationale militære operationer i væbnet konflikt er således endnu et område, som er reguleret både af den humanitære folkeret og menneskerettighederne, hvorved der kan opstå tvivl om, hvilke standarder danske soldater skal efterleve og respektere i forhold til den særlige beskyttelse af børn. Om samspillet mellem den humanitære folkeret og menneskerettighederne i forhold til frihedsberøvelse se afsnit 4.1.1 ovenfor. RETSFORFØLGNING AF BØRN Spørgsmål om tilbageholdelse og frihedsberøvelse af børn under væbnet konflikt har tæt sammenhæng med spørgsmål om retsforfølgning af børn. Den humanitære folkeret indeholder som udgangspunkt ikke særlige regler omkring retsforfølgning af børn, idet spørgsmål om retsforfølgning og straf for kriminelle overtrædelser i forbindelse med væbnet konflikt reguleres ens uanset alder.70 Der gælder dog et forbud mod at eksekvere og afsige dødsstraf for en forseelse, som står i forbindelse med den væbnede konflikt, over for personer, som var under 18 år på tidspunktet, da forseelsen blev begået.71 Børnekonventionen forpligter de kontraherende stater til, ud over at sikre barnet visse minimumsgarantier, at anerkende ”retten for ethvert barn, der mistænkes eller anklages for eller er fundet skyldig i at have begået strafbart forhold, til at blive behandlet på en måde, der er i overensstemmelse med fremme af barnets sans for værdighed og værdi, som styrker barnets respekt for andres menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, og som tager barnets alder og ønskeligheden af at fremme, at barnet resocialiseres og påtager sig en konstruktiv rolle i samfundet, i betragtning”.72 Konventionen pålægger endvidere staterne at ”søge at fremme indførelsen af love, fremgangsmåder, myndigheder og institutioner, som er specielt tilpasset børn, der mistænkes, anklages for eller anses for at have begået strafbart forhold”,73 samt at tilvejebringe ”forskellige

35

forholdsregler, såsom omsorg, vejledning og tilsynsføring, rådgivning, prøveløsladelse, plejeaftaler, undervisning og erhvervsorienterede uddannelsesprogrammer og andre alternativer til anbringelse i institution, […] for at sikre, at børn behandles på en måde, der tjener deres tarv og står i passende forhold til både deres personlige forhold og til forbrydelsen”.74 Retsforfølgning af børn under væbnet konflikt er endnu et område, som er reguleret både af den humanitære folkeret og af menneskerettighederne, men i højere grad af menneskerettighederne. Retsforfølgning som sådan er et nationalt anliggende og er dermed ikke et område, som danske styrker varetager under internationale militære operationer i udlandet. Imidlertid kan spørgsmål om retsforfølgning af børn, som danske styrker måtte tilbageholde under væbnet konflikt, afstedkomme retlige overvejelser og beslutninger. Der kan derfor under internationale militære operationer opstå tvivl om, hvilke standarder danske soldater skal efterleve og respektere i forhold til den særlige beskyttelse af børn i væbnet konflikt.


Som anført ovenfor i afsnit 3 er det danske retlige grundlag for udsendte styrkers ageren under internationale militære operationer beslutningsforslaget fra Folketinget om deltagelse i den pågældende mission og de af forsvaret udarbejdede missionsspecifikke direktiver. Det er som også nævnt i afsnit 4.1.2 normalt og uundgåeligt, at danske styrker under internationale militære missioner anvender (dødelig) væbnet magt mod fjendtlige styrker med videre, herunder fjendtlige styrker, som rekrutterer og bruger børn i kamp, som menneskelige skjolde og i forskellige støttefunktioner,75 samt tilbageholder personer og må foretage retsforfølgningsmæssige overvejelser vedrørende sådanne personer. Danske styrker har frihedsberøvet individer under internationale militære operationer i blandt andet Afghanistan og Irak, herunder også børn og unge.76 Endvidere har danske krigsskibe deltaget i den internationale piratbekæmpelse i Aden-bugten, hvor mindreårige pirater i en række tilfælde er blevet tilbageholdt.77 Der er i Folketingets beslutningsforslag ikke nævnt noget specifikt om særlig beskyttelse af børn i forhold til for eksempel magtanvendelse, tilbageholdelse og retsforfølgning, og det er uvist, om det er tilfældet i de missionsspecifikke direktiver.

36

5.4.3 ANBEFALINGER

Institut for Menneskerettigheder anbefaler – med henblik på at fremme beskyttelsen af børn i væbnede konflikter – at Danmark:

i den kommende danske militærmanual giver en detaljeret beskrivelse af danske styrkers forpligtelser i internationale militære operationer i forhold til børns ret til særlig respekt og beskyttelse efter både den humanitære folkeret og menneskerettighederne

i fremtidige missionsspecifikke direktiver konkret forholder sig til danske styrkers forpligtelser i internationale militære operationer med hensyn til børns ret til særlig respekt og beskyttelse efter både den humanitære folkeret og menneskerettighederne, herunder (men ikke udelukkende) spørgsmål om magtanvendelse over for samt tilbageholdelse og retsforfølgning af børn.

5.5 DANSKE SOLDATER, TOLKES OG ANDET FØLGEPERSONELS RETTIGHEDER


Den humanitære folkeret beskytter modpartens kombattanter og civile, men opstiller ikke regler for, hvordan en stat skal behandle og beskytte egne soldater eller følgepersonel, som for eksempel tolke. Modsat forpligter menneskerettighederne stater i forhold til alle individer, som er under statens jurisdiktion. Det har været drøftet, om en stats egne udsendte soldater er under den udsendende stats jurisdiktion med den konsekvens, at de udsendte soldater er beskyttet af menneskerettighederne. Spørgsmålet er navnlig blevet drøftet i Storbritannien. Efterladte til afdøde britiske soldater under militære operationer i Afghanistan og Irak fører således erstatningssager ved britiske domstole mod det britiske forsvarsministerium. Fra sagsøgernes side bliver det blandt andet gjort gældende, at det britiske forsvarsministerium har brudt retten til liv i artikel 2 i EMRK, fordi de afdøde britiske soldater har gennemført militæroperationer med mangelfuldt udstyr, blandt andet i form af en ikke-armeret Land Rover. Den britiske højesteret fastslog i en dom af 19. juni 2013, at de udsendte afdøde soldater havde været under britisk ”jurisdiktion”, og at Storbritannien derfor var bundet af EMRK i forhold til de pågældende. Sagerne verserer derfor nu ved britiske domstole om muligt erstatningsansvar.

37

Der verserer tillige sager ved EMD, hvor spørgsmålet om udsendte soldater efter EMRK er omfattet af den udsendende stats ”jurisdiktion”, vil blive afgjort. Det er ikke afklaret, om tolke og andet følgepersonel, som er ansat af danske styrker og handler under deres instruktion under internationale operationer, er under dansk ”jurisdiktion” i EMRK’s forstand.


Hvis en udsendt soldat kommer til skade eller dør under udsendelsen, yder forsvaret som arbejdsgiver en særlig erstatning/godtgørelse. Herudover er udsendte soldater omfattet af de almindelige regler om arbejdsskadesikring. Det betyder, at en soldat, der er kommet til skade under eller som følge af tjenesten, vil kunne modtage en godtgørelse for varigt mén både efter forsvarets særlige erstatnings- og godtgørelsesordning og efter de almindelige regler om arbejdsskadesikring.78 De lokale tolke, som de danske enheder anvender i Afghanistan, har enten været stillet til rådighed via en aftale mellem Danmark og Storbritannien eller mellem forsvaret og et amerikansk civilt firma. Således har Danmark ikke haft et direkte kontraktforhold til de lokalt ansatte tolke og dermed ikke et generelt arbejdsgiveransvar efter de danske regler herom.79 Spørgsmålet er, om der på trods af dette manglende kontraktforhold alligevel består et dansk arbejdsgiverrelateret ansvar for de skader, som tolkene måtte pådrage sig i forbindelse med opgaveløsning for danske styrker. Efter dansk ret vil et sådant ansvar skulle udledes af arbejdsskadesikringsloven. Efter denne lov fortolkes ansættelsesbegrebet meget vidt og vil også kunne omfatte arbejdsrelationer uden et egentlig kontraktforhold. Loven finder dog alene anvendelse for arbejde, der udføres i Danmark. Det følger udtrykkeligt af arbejdsskadesikringslovens § 2.80 Da arbejdsskadesikringsloven ikke finder anvendelse uden for Danmark, har forsvaret ikke efter denne lov et arbejdsgiveransvar for arbejdsrelaterede skader på lokalt ansatte tolke i Afghanistan, uanset om disse måtte være ansat af Danmark eller stillet til rådighed af andre styrker/partnere. Regeringen og Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har den 22. maj 2013 indgået en aftale, hvorefter en række tolke, som de danske styrker har samarbejdet med i Afghanistan, vil kunne få hjælp i hjemlandet og mulighed for at søge asyl i Danmark efter de almindelige regler herom.81 Aftalen er ikke baseret på en juridisk forpligtelse.

38

DIIS afgav den 18. december 2014 rapport om brug af tolke i militære konflikter. Rapporten diskuterer, hvordan sikkerhedsrisikoen for tolkene kan mindskes i fremtidige danske operationer. Rapporten indeholder såvel en række operationelle anbefalinger som en række mere policy-orienterede anbefalinger. Det anbefales blandt andet, at Forsvaret foretager en specifik risikoanalyse for hver enkelt konflikt for at finde frem til mulige risici for tolke og dermed reducere dem. Ligesom det anbefales, at den danske regering skal støtte og arbejde for, at der vedtages internationale regler om beskyttelse af tolke i konfliktzoner, således som det blandt andet anbefales af ”the International Federation of Translators”.82 Mens forskningsprojektet ved DIIS pågik, oplyste Forsvarsministeriet, at når projektets konklusioner forelå, var det ”Forsvarsministeriets intention at indlede nærmere dialog med Forsvaret om udarbejdelse af retningslinjer for Forsvarets fremadrettede brug af tolke og andre lokalt ansatte i konfliktområder”.83

5.5.3 ANBEFALINGER


afklarer, om Danmark har et menneskeretligt ansvar for udsendte danske soldater

afklarer, om Danmark har et menneske- eller folkeretligt ansvar for følgepersonel, herunder lokale tolke, som bistår danske styrker under internationale militære operationer.

5.6 UNDERSØGELSE AF MENNESKE- OG FOLKERETSBRUD


Både den humanitære folkeret og menneskerettighederne stiller krav til stater om af egen drift (ex officio) at undersøge mulige folkeretsbrud begået under internationale militære operationer. Der kan dels være tale om at undersøge et muligt individuelt strafferetligt ansvar for de involverede danske soldater, dels være tale om et muligt statsansvar for den danske stat, som er ansvarlig for danske soldaters brud på folkeretlige forpligtelser under militære operationer i udlandet. Mens det individuelle strafferetlige ansvar kan indebære, at den pågældende soldat og eventuelt den overordnede risikerer fængselsstraf eller disciplinære foranstaltninger, så indebærer statsansvaret, at staten skal erkende og eventuelt

39

undskylde folkeretsbruddet, betale erstatning og sikre, at der ikke sker gentagelse. Det følger af Genève-konventionerne og af praksis fra EMD, at de to former for ansvar – og undersøgelsen af de to former for ansvar – ikke er gensidigt udelukkende, men derimod parallelle.84 Det vil sige, at det forhold, at en stat har betalt erstatning – enten i form af frivillig kompensation eller i form af erstatning efter et civilt søgsmål – til et offer for et folke- eller menneskerettighedsbrud og anerkendt statens ansvar for det passerede, ikke per se friholder staten fra at indlede en straffeefterforskning mod de implicerede soldater. Og modsat fritager det ikke per se staten fra at undersøge et muligt statsansvar, at der er gennemført en straffesag mod implicerede soldater. Der er væsentlig forskel på undersøgelsesforpligtelserne i den humanitære folkeret og i menneskerettighederne. Der er for det første forskel på, hvad der skal undersøges i forhold til vurderingen af danske soldaters mulige strafferetlige ansvar. Den humanitære folkeret kræver alene, at stater af egen drift undersøger grove overtrædelser af Genève-konventionerne i form af navnlig tortur og bevidste drab på civile. Det omfatter for eksempel ikke drab på fjendtlige soldater, drab på civile, der tager direkte del i fjendtlighederne, eller uundgåelige følgedrab på civile (”collateral damage”). Efter menneskerettighederne er den strafferetlige undersøgelsespligt bredere. Stater skal ligesom efter den humanitære folkeret efter Torturkonventionens artikel 6 undersøge og retsforfølge personer, som er under mistanke for tortur med videre. Men derudover kræver menneskerettighederne efter artikel 10 i FN’s konvention om tvungne forsvindinger (endnu ikke ratificeret af Danmark) undersøgelser af vilkårlige forsvindinger; samt undersøgelse af ethvert drab som følge af magtanvendelse, herunder også på fjendtlige soldater og på civile, der tager ”direkte del i fjendtlighederne” og ”collateral damage”. Dette følger af EMD’s afgørelse i Al-Skeini mod Storbritannien.85 Der er for det andet forskel på, hvilke krav den humanitære folkeret og menneskerettighederne stiller til undersøgelse af muligt statsansvar. Den humanitære folkeret stiller ikke udtrykkeligt krav om gennemførelse af sådanne undersøgelser. Modsat kræver menneskerettighederne, at stater efter klage eller af egen drift, jf. Torturkonventionens artikel 12 og 13, skal gennemføre en uafhængig og

40

upartisk undersøgelse af muligt statsansvar ved mistanke om tortur med videre (se modsvarende artikel 6 om undersøgelse med henblik på strafferetlig forfølgning). Mens forpligtelsen efter artikel 12 til af egen drift at indlede en torturundersøgelse først indtræder, hvis der er en rimelig grund (”reasonable ground”) til at tro, at der er blevet udøvet tortur, så følger det af artikel 13, at en klage fra et torturoffer altid skal undersøges.86 Det følger endvidere af artikel 14 i Torturkonventionen, at stater skal sikre, at et torturoffer har adgang til oprejsning og en ”eksigibel ret til rimelig og tilstrækkelig erstatning” (”enforceable right to fair and adequate compensation”). Både artikel 12 og 13 er – som en række øvrige bestemmelser i Torturkonventionen – afgrænset til at finde anvendelse på ethvert territorium under statens jurisdiktion (”any territory under its jurisdiction”). Det vil efter praksis fra FN’s Torturkomité sige områder, hvor staten udøver effektiv kontrol, samt i forhold til individer, som er under statens autoritet og kontrol.87 Samme undersøgelsesforpligtelser i forhold til et muligt statsansvar følger af artikel 12 i FN’s konvention om tvungne forsvindinger (se modsvarende artikel 10 om undersøgelse med henblik på strafferetlig forfølgning), som endnu ikke er ratificeret af Danmark. Efter artikel 12, stk. 1, skal myndighederne undersøge enhver klage om tvungne forsvindinger. Såfremt der ikke foreligger en klage, skal myndigheder endvidere af egen drift indlede en undersøgelse, hvis der er ”rimelig grund” til at tro, at en person er blevet udsat for en tvungen forsvinding. Tilsvarende undersøgelsesforpligtelser følger af praksis fra EMD vedrørende artikel 2 og 3 i EMRK. Domstolen fastslog i Al-Skeini mod Storbritannien vedrørende beskyldninger mod britiske soldater i Irak for at have mishandlet og dræbt en irakisk dreng, at undersøgelsesforpligtelsen også finder anvendelse under væbnet konflikt på en anden stats (Iraks) territorium. EMD anførte, at stater i særlige situationer ved mistanke om grove menneskerettighedsbrud skal gennemføre en bredere systemisk undersøgelse af den instruktion, træning og supervision, som udsendte soldater modtager. En undersøgelse, der ikke alene fokuserer på planlægningen og gennemførelsen af den konkrete operation, men som er bredere og går ud på at undersøge, om der er mere systemiske mangler. Efter EMD’s opfattelse var der bevis for, at den irakiske dreng blev taget i varetægt af britiske soldater, som hjalp det irakiske politi med at bekæmpe tyverier, og at drengen druknede som følge af soldaternes mishandling af ham. Domstolen fandt, at artikel 2 i EMRK i den konkrete sag krævede en uafhængig

41

undersøgelse, som var tilgængelig for ofrets familie og offentligheden, af de bredere forhold omkring statens ansvar for dødsfaldet, inklusive den instruktion, træning og supervision, soldater får.88 Endelig kan det for det tredje fremhæves, at der er forskel på de formelle processuelle krav, som den humanitære folkeret og menneskeretten stiller til undersøgelsen. Den humanitære folkeret stiller ikke udtrykkelige krav om, at undersøgelsesorganet skal være uafhængigt eller upartisk i forhold til det militære system og de undersøgte soldater. Modsat stiller menneskerettighederne et ufravigeligt krav om, at undersøgelsesorganet er uafhængigt og upartisk. De ansvarlige for efterforskningen skal være hierarkisk, institutionelt og praktisk uafhængige af den, der undersøges. Og undersøgelsen skal gennemføres så effektivt, som forholdene muliggør, så hurtigt som muligt og med inddragelse af pårørende. Staters undersøgelsespligt er således både materielt (hvad der skal undersøges) og processuelt (kravene til undersøgelsesorganet) betydeligt mere omfattende og krævende efter menneskerettighederne end efter den humanitære folkeret. I forhold til staters ex officio-undersøgelsespligt under internationale militære aktioner og væbnet konflikt lægger EMD de menneskeretlige undersøgelseskrav til grund uden hensyntagen til standarder i den humanitære folkeret, jf. Al-Skeini mod Storbritannien. Staters undersøgelse af soldaters folkeretsbrud under internationale militære operationer skal således leve op til de menneskeretlige undersøgelseskrav.


En undersøgelse af et potentielt folkeretsbrud begået af en dansk soldat under en international militær operation vil skulle tilvejebringe en sådan normativ, bevismæssig og faktuel afklaring, at der kan tages stilling til, om hændelsen implicerer både et individuelt strafferetligt ansvar for den pågældende danske soldat og et dansk statsansvar. Der gennemføres i Danmark forskellige typer undersøgelser af mulige folkeretsbrud (og brud på dansk ret) begået af danske soldater under militære operationer i udlandet. Mens Forsvarets Auditørkorps (FAUK) undersøger, om danske soldater er individuelt strafferetligt ansvarlige for folkeretsbrud og brud på danske regler under militære operationer, så bliver spørgsmålet om muligt dansk parallelt statsansvar undersøgt i forbindelse med civile erstatningssager ved danske domstole og under undersøgelseskommissionen for Irak og Afghanistan.

42

Den danske undersøgelsespraksis lever utvivlsomt op til de sporadiske krav i den humanitære folkeret om, at der gennemføres straffeundersøgelse mod danske soldater, som begår grove overtrædelser af Genève-konventionerne under internationale militære operationer. Men det er ikke givet, at den danske undersøgelsespraksis lever op til de menneskeretlige krav.

UNDERSØGELSE AF DANSKE SOLDATERS STRAFFERETLIGE ANSVAR Der kan i forhold til undersøgelse af danske soldaters mulige individuelle strafferetlige ansvar stilles spørgsmålstegn ved, om FAUK besidder den fornødne uafhængighed – hierarkisk, institutionelt og praktisk – af det militære system, som krævet af EMRK og andre menneskerettighedsorganer. Det fremgår af den militære retsplejelovs § 6, stk. 3, at ”Forsvarsministeren er generalauditøren og auditørerne overordnet og fører tilsyn med disse”. FAUK er således formelt hierarkisk underlagt forsvarsministeren. Forsvarsministeren kan således efter de nugældende regler fastsætte bestemmelser om de militære anklageres udførelse af deres opgaver samt give de militære anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Endvidere behandler forsvarsministeren klager over afgørelser truffet af generalauditøren som 1. instans. Beføjelsen efter § 98, stk. 3, til at give pålæg vedrørende tiltalerejsning er dog efter bestemmelsens forarbejder forudsat anvendt særdeles sjældent.89 Dertil kommer, at det i praksis – og som forudsat i forarbejderne til den militære straffelov – ofte er de militære myndigheder, herunder militærpolitiet, i den pågældende lejr, skib med videre, hvor der er mistanke om, at danske soldater har handlet i strid med folkeretlige forpligtelser (og dansk ret), der gennemfører de konkrete efterforskningsskridt på vegne af og under supervision af FAUK.90 Det er forståeligt, at der er en række praktiske vanskeligheder forbundet med at gennemføre undersøgelser under militære operationer i udlandet. Men der kan – ikke desto mindre – stilles spørgsmålstegn ved, om en sådan efterforskning foretaget af militærpolitiet, som kan være tæt på de involverede danske soldater og under militærkommando – selv under supervision af en uafhængig myndighed/FAUK – lever op til det menneskeretlige krav om uafhængighed og upartiskhed.

43

Det skal også bemærkes, at der er væsentlig forskel på den formelle og institutionelle uafhængighed, som FAUK nyder i sammenligning med den tilsvarende undersøgelsespendant inden for politiet. Undersøgelser af politiets mulige brud på nationale og folkeretlige regler blev pr. 1. januar 2012 flyttet fra Rigsadvokaten til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) netop for at sikre en fuldt uafhængig og upartisk behandling af klager over politiet, herunder for at sikre, at undersøgelsen i offentlighedens øjne fremstår som fuldt uafhængig. Politiklagemyndigheden skal af egen drift undersøge, når en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben eller i politiets varetægt, jf. retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Det fastslås i § 118 i retsplejeloven, at Politiklagemyndigheden er en selvstændig myndighed, der udøver sine funktioner i fuld uafhængighed. Politiklagerådet – som består af en landsdommer, en advokat, en universitetslærer i retsvidenskab og to repræsentanter for offentligheden – er Politiklagemyndighedens øverste ledelse og har det overordnede ansvar for Politiklagemyndighedens virksomhed, jf. § 118 b i retsplejeloven.91 Forsvarsministeriet fik i 2013 gennemført en ekstern organisationsanalyse af FAUK. Analysen fokuserer på, om der skal være én eller to auditørenheder i Danmark, og på hvilke arbejdsopgaver den enkelte enhed skal have.92 Som et led i regeringens aftale den 10. april 2014 med partierne bag forsvarsaftalen for 2013-2017 om at ændre organiseringen af ledelsen af Forsvaret blev det besluttet, at ”Forsvarsministeriet i samarbejde med Justitsministeriet skal gennemføre en analyse af, hvilke muligheder der er for at styrke uafhængigheden i behandlingen af militære straffesager, herunder eventuelt gennem en overførelse af opgaver til den civile anklagemyndighed”.93 Analysen, der blev offentliggjort den 3. september 2014, anbefaler, at to auditørkontorer bliver lagt sammen til ét embede og placeres i Viborg i Jylland. Generalauditoriatet bibeholdes placeret i Københavnsområdet.94 En sådan ”geografisk adskillelse af et samlet auditørembede [i Jylland] og Generalauditoriatet [i København] … vurderes at kunne styrke indtrykket af uafhængighed såvel som den faktisk foreliggende uafhængighed”.95 Partierne bag forsvarsaftalen 2013-2017 var enige om at følge analysens anbefalinger.

44

De nævnte ændringer vil som beskrevet kunne styrke uafhængigheden mellem auditørembedet og Generalauditoriatet, men ændringerne synes ikke at adressere de uafhængighedsproblematikker, som er beskrevet ovenfor. Nemlig FAUK’s uafhængighed af Forsvarsministeriet og det forhold, at det ofte er de militære myndigheder, herunder militærpolitiet, der gennemfører de konkrete efterforskningsskridt på vegne af og under supervision af FAUK.

UNDERSØGELSE AF DANSK STATSANSVAR For så vidt angår undersøgelser af muligt dansk statsansvar for danske soldaters eventuelle brud på menneske- og folkeretlige regler under danske internationale militære operationer, verserer der erstatningssager ved danske domstole. Højesteret har taget stilling til danske soldaters overdragelse af fanger til amerikanske styrker i Afghanistan i foråret 2002, som beskrevet i afsnit 4.3 ovenfor. Derudover verserer der erstatningssager mod Forsvarsministeriet om behandling og overdragelse af fanger i Irak. Fra Kammeradvokatens side påstås disse sager afvist under henvisning til dansk rets regler om sikkerhedsstillelse og forældelse. Justitsministeriet er af følgende opfattelse: ”Den danske lovgivning om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger og forældelse af civilretlige krav er efter ministeriets opfattelse i overensstemmelse med Torturkonventionen. Torturkonventionen indeholder bestemmelser om personers adgang til at kunne få behandlet en klage over tortur og få oprejsning, hvis tortur har fundet sted. Men Torturkonventionen indeholder ikke specifikke bestemmelser om sikkerhedsstillelse eller om forældelse i civile sager vedrørende erstatning eller godtgørelse i sager om tortur. Det er korrekt, at FN’s Torturkomité over for Danmark har anbefalet, at strafansvar for torturhandlinger ikke bør kunne forældes. Men komitéens anbefaling angår strafansvar og ikke civilretligt erstatningsansvar. Den verserende retssag angår civilretligt erstatningsansvar. For så vidt angår den strafferetlige forældelse, kan det i øvrigt oplyses, at der – efter en lovændring, som trådte i kraft den 1. januar 2008 – ikke indtræder forældelse af strafansvar for tortur.”96

45

Reglerne om forældelse fremgår af forældelsesloven af 6. juni 2007, og forældelsesfristen er som hovedregel tre år, jf. § 3, stk. 1. Reglerne om sikkerhedsstillelse for modpartens sagsomkostninger i sager, hvor sagsøger har bopæl uden for EU, fremgår af retsplejelovens § 321. Sagsøgte kan anmode retten om, at sagsøger skal stille sikkerhed. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af retten, som også kan fritage for sikkerhedsstillelse, hvis ”særlige grunde taler for det”. Hvis retten pålægger sagsøger at stille sikkerhed, og kravet ikke efterkommes, afvises sagen. Østre Landsret bestemte ved kendelse af 8. juni 2012, at sagsøger skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger. Ved afgørelse af 15. maj 2013 gav Procesbevillingsnævnet sagsøgerne tilladelse til, at Østre Landsrets afgørelse om sikkerhedsstillelse kunne indbringes (kæres) for Højesteret, hvor den på nuværende tidspunkt verserer. Der kan efter Institut for Menneskerettigheders opfattelse stilles spørgsmålstegn ved, om et generelt krav i dansk ret om sikkerhedsstillelse og treårig forældelse er foreneligt med det menneskeretlige krav om, at staten skal sikre torturofre en eksigibel ret til erstatning og oprejsning (artikel 14 i Torturkonventionen), sammenholdt med, at stater altid skal undersøge klager over tortur (artikel 13 i Torturkonventionen) og af egen drift undersøge en ”rimelig mistanke” om tortur (artikel 12 i Torturkonventionen). I tillæg til de danske erstatningssager har regeringen som nævnt nedsat en undersøgelseskommission om den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, som blandt andet skal vurdere, om Danmark har overholdt sine folkeretlige forpligtelser i forbindelse med tilbageholdelse og overdragelse af fanger i Irak og Afghanistan, herunder mere specifikt, om der efter folkeretten er pligt til at føre tilsyn med overdragne fanger, og hvornår der indtræder et folkeretligt medansvar. Kommissionen skal afgive beretning senest fem år efter, at kommissionen er endelig nedsat, det vil sige i 2017. Undersøgelseskommissionen skal efter lov om undersøgelseskommissioners § 4, stk. 4, foretage retlige vurderinger til belysning af, om der er grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar, ligesom kommissionen, for så vidt angår spørgsmålet om tilbageholdelse af personer, skal komme med forslag til ændringer af love, administrative bestemmelser eller praksis, jf. § 4, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissioner. Det er efter Institut for Menneskerettigheders vurdering positivt og i overensstemmelse med den menneskeretlige undersøgelsesforpligtelse, at

46

regeringen – foranlediget af den tvivl, der har været rejst om de danske styrkers håndtering af fanger under visse konkrete operationer – har nedsat en undersøgelseskommission, som skal vurdere et muligt dansk statsansvar for danske styrkers tilbageholdelse, behandling og eventuelle overdragelse af fanger i Afghanistan og Irak. Undersøgelsen er dog efter sit mandat begrænset til håndtering af danske fanger, og kommissionen er således afskåret fra at tage stilling til mulige andre folke- og menneskeretlige spørgsmål, herunder for eksempel om retten til liv og retten til privatliv bliver iagttaget og respekteret under danske militæraktioner. Dertil kommer, at undersøgelsen er geografisk afgrænset til Afghanistan og Irak, samt at der kan gå mere end fem år fra kommissionens endelige nedsættelse i 2013, til den afgiver beretning. Endelig kan der ikke ses bort fra – som blandt andet fremhævet af FN’s særlige rapportør for udenretlige drab97 – at ad hoc-nedsatte undersøgelseskommissioner, der eventuelt ligesom den danske undersøgelseskommission nedsættes af en nyvalgt regering for at se på en specifik begivenhed eller periode, kan være omgærdet af politisk uenighed og ikke altid vil nyde fuld politisk opbakning. Der er efter Institut for Menneskerettigheders opfattelse – også henset til den brede politiske enighed, der er om, at danske styrker skal respektere folke- og menneskeretlige forpligtelser under internationale militære operationer, jf. afsnit 3 – anledning til at overveje, om der bør nedsættes eller udpeges et permanent organ, der løbende kan monitorere og rådgive forsvaret og regeringen i forhold til de danske styrkers folke- og menneskeretlige forpligtelser under internationale militære operationer. Et monitorerings- og rådgivningsorgan, der ikke skal fokusere på at placere et ansvar – som eksisterende danske monitoreringsorganer – men som skal have et fremadrettet og forebyggende sigte og særligt fokusere på mulige mere grundlæggende strukturelle årsager til, at der opstår tvivl om, hvorvidt danske styrker handler i overensstemmelse med menneske- og folkeretlige forpligtelser.98 Det kunne for eksempel være i regi af Regeringens Røde Kors-Udvalg (RRKU), der efter sit mandat blandt andet skal ”fungere som rådgivningsorgan for regeringen i spørgsmål om fortolkningen og anvendelsen af de humanitære folkeretlige regler gældende for væbnede konflikter”.

5.6.3 ANBEFALINGER


47

afklarer, om Forsvarets Auditørkorps (FAUK) lever op til de krav, der stilles efter blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder om FAUK besidder den fornødne uafhængighed af forsvaret

som det klare udgangspunkt undlader at søge sager om mistanke om tortur med videre begået af danske styrker afvist ved danske domstole under henvisning til krav om sikkerhedsstillelse og treårig forældelse

overvejer at etablere eller udpege et permanent monitorerings- og rådgivningsorgan, som kan bistå forsvaret og regeringen med at overvåge og sikre, at Danmark lever op til folke- og menneskeretlige forpligtelser under internationale militære operationer.

5.7 UNDERVISNING I HUMANITÆR FOLKERET OG MENNESKERET


For at fremme overholdelsen af den humanitære folkeret blandt de væbnede styrker skal staterne sikre, at studiet af humanitær folkeret integreres i militære undervisningsprogrammer. Dette følger af de fire Genève-konventioner, henholdsvis artikel 47, 48, 127 og 144. Forpligtelsen er endvidere konkretiseret i artikel 83, stk. 2, i Tillægsprotokol I til Genève-konventionerne, hvoraf det fremgår, at: ”Enhver militær og civil myndighed, som under en væbnet konflikt påtager sig en forpligtelse vedrørende anvendelsen af Genève-konventionerne og Tillægsprotokol I, skal gøres fuldt ud bekendt med disse tekster.” Menneskerettighederne forpligter også stater til at gennemføre undervisning i menneskerettighederne. Det fremgår blandt andet direkte af artikel 10 i Torturkonventionen, hvorefter stater skal sikre, at blandt andet militært personel modtager undervisning i forbuddet mod tortur med videre. En tilsvarende undervisningsforpligtelse for blandt andet militært personel følger af artikel 23 i FN’s konvention om tvungne forsvindinger, som endnu ikke er ratificeret af Danmark.


Der gennemføres undervisning i forsvaret, herunder af de militære juridiske rådgivere, i den humanitære folkeret og i et mere begrænset omfang i menneskerettighederne. Det er svært at få et samlet overblik over den gennemførte undervisning, herunder på de forskellige niveauer inden for

48

forsvaret.99 Det er derfor vanskeligt at vurdere, om Danmark overholder sine folkeretlige forpligtelser i den henseende. Ved lov om ændring af lov om forsvarets formål, opgaver og organisation med videre blev der tilvejebragt udtrykkelig hjemmel i forsvarsloven til, at forsvarsministeren kan tilrettelægge og fastsætte nærmere regler for forsvarets uddannelser.100 Institut for Menneskerettigheder anbefalede under høringsprocessen, at Forsvarsministeriet efter vedtagelsen af lovforslaget styrker undervisningen i den humanitære folkeret og menneskerettigheder i forsvaret.

5.7.3 ANBEFALINGER


tilvejebringer en samlet oversigt og evaluering af undervisningen i den humanitære folkeret og menneskerettigheder i forsvaret

styrker undervisningen i den humanitære folkeret og menneskerettigheder i forsvaret.

49

SLUTNOTER

1 Tilgængelig på: forsvaret.dk. 2 ’Et Danmark, der står sammen’, Regeringsgrundlaget, oktober 2011, side 40. 3 Se nærmere Peter Vedel Kessing og Therese Rytter, ’Den Humanitære Folkeret og Danmark’,

Røde Kors, 2009. 4 Se nærmere Peter Vedel Kessing og Therese Rytter, ’Den Humanitære Folkeret og Danmark’,

Røde Kors, 2009. 5 Se nærmere Peter Vedel Kessing og Therese Rytter, ’Den Humanitære Folkeret og Danmark’,

Røde Kors, 2009. 6 Beslutningsforslag nr. B49 om dansk militært bidrag til støtte for indsatsen i Mali, fremsat af

udenrigsministeren, den 15. januar 2013. 7 Forslag til Folketingsbeslutning om dansk militært bidrag til støtte for indsatsen i Irak,

Beslutningsforslag nr. B 122, fremsat den 25. august 2014 af udenrigsministeren. 8 Se ligeledes Udenrigsministeriets svar af 29. oktober 2014 til Institut for Menneskerettigheder

vedrørende instituttets statusrapport for 2013, hvor det tilsvarende anføres: ”Det fremgår af

beslutningsforslag i Folketinget om udsendelse af militære bidrag, at folkeretten skal overholdes,

hvilket naturligvis også omfatter menneskerettighederne i det omfang, at disse forpligtelser

finder anvendelse i den konkrete situation.” 9 Forsvarsminister Nick Hækkerup 100-dages tale, den 10. januar 2012, side 23, tilgængelig på:

www.fmn.dk/nyheder/Documents/100-dages_talen.pdf. 10 Brev – Invitation til symposium om militærmanual – af 13. december 2012 fra

Forsvarskommandoens Projektgruppe Militærmanual. 11 Udenrigsministeriets bemærkninger af 29. oktober 2014 til Institut for Menneskerettigheders

statusrapport for 2013. Kopi af brev findes hos instituttet. 12 Forsvarsministeriets bemærkninger af 28. oktober 2014 til Institut for Menneskerettigheders

statusrapport for 2013. Kopi af brev findes hos instituttet. 13 Danmarks Radio, 6. november 2014, tilgængelig på:

www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/11/06/110530.htm. 14 Samrådsspørgsmål H i Udenrigspolitiske Nævn, Forsvarsudvalget den 23. februar 2012, 2011-

2012, UPN Alm.del Bilag 136, FOU Alm.del Bilag 69, tilgængelig på:

www.ft.dk/samling/20111/almdel/upn/bilag/136/1086894/index.htm. For en tilsvarende

opfattelse se Peter Vedel Kessing, ”Den Europæiske Menneskerettighedskonventions anvendelse

under internationale FN-operationer”, Juristen, nr. 10, december 2011, side 307-317. 15 EMD, dom af 16. september 2014, Hassan vs. The United Kingdom, app. no. 29750/09. 16 Kamphandlingerne blev erklæret afsluttet den 1. maj 2013 af USA og koalitionspartnere.

SLUTNOTER

http://www.fmn.dk/nyheder/Documents/100-dages_talen.pdf

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/11/06/110530.htm

http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/upn/bilag/136/1086894/index.htm

50

17 Det kan bemærkes, at spørgsmålet om EMRK’s anvendelse under international væbnet konflikt

også foreligger i verserende sager vedrørende den internationale væbnede konflikten mellem

Georgien og Rusland i august 2008. 18 Højesterets dom af 27. juni 2013, sag 180/2011, side 6. 19 Samrådsspørgsmål J i Folketingets Retsudvalg den 22. november 2012 2012-13, REU Alm. del,

endeligt svar på spørgsmål 292. 20 Bekendtgørelse af lov nr. 750 af 19. oktober 1998 om Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention. 21 Se blandt andet EMD, Kurt mod Tyrkiet, afgørelse af 25. maj 1998, app. nr. 24276/9, pr. 125, og

EMD, Shchebet mod Rusland, afgørelse af 12. juni 2008, app. nr. 16074/07, pr. 63. 22 The Copenhagen Process on the Handling of Detainees in International Military Operations (the

Process), ”The Copenhagen Process Principles and Guidelines”, 19. oktober 2012. 23 For en udførlig gennemgang af disse sager se kommentar til artikel 2 i Peer Lorentzen m.fl.,

’Kommentar til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention’, DJØF, 2011. For samme

synspunkt se også William Abresch, ’A Human Rights Law of Internal Armed Conflict: The

European Court of Human Rights in Chechnya’, European Journal of International Law, Vol 16, No

4, samt Philip Leach, ’The Chechen Conflict: Analyzing the Oversight of the European Court of

Human Rights’, European Human Rights Law Review, 2008, No 6. Modsat Nils Melzer, ’Targeted

Killing in International Law’, Oxford University Press, 2008. 24 Se blandt andet Peter Vedel Kessing, ’Folkeretten og den danske overdragelse af fanger i Irak’,

U.2012B.157, side 157-167. 25 EMD, Harkins og Edwards mod Storbritannien, afgørelse af 17. januar 2012, app. nr. 9146/07,

32650/07, pr. 133-138. 26 EMD, Al-Saadoon mod Storbritannien, afgørelse af 2. marts 2010, app. nr. 61498/08. 27 EMD, Al-Saadoon mod Storbritannien, afgørelse af 2. marts 2010, app. nr. 61498/08, pr. 166. 28 EMD, Hirsi Jamaa mod Italien, afgørelse af 23. februar 2012, app. nr. 27765/09, pr. 203-205. 29 Peter Vedel Kessing, ’Folkeretten og den danske overdragelse af fanger i Irak’, U.2012B.157. 30 Højesterets dom af 27. juni 2013, sag 180/2011, side 6. 31 Y. Sandoz, C. Swinarski & B. Zimmermann (Eds.), ’Commentary on the Additional Protocols of 8

June 1977 to the Geneva Conventions of 12 August 1949’ (ICRC, Martinus Nijhoff Publishers,

Geneva, 1987), side 1377, pr. 4544. 32 Artikel 77(2) i Tillægsprotokol I til Genève-konventionerne (herefter ’Tillægsprotokol I’); Artikel

4(3)(c) i Tillægsprotokol II til Genève-konventionerne (herefter ’Tillægsprotokol II’). 33 Artikel 51 i 4. Genève-konvention. 34 Artikel 76 i 4. Genève-konvention. 35 Artikel 68 i 4. Genève-konvention; Artikel 77 i Tillægsprotokol I; Artikel 6 i Tillægsprotokol II. 36 Artikel 24 i 4. Genève-konvention. 37 Artikel 23, 50 og 89 i 4. Genève-konvention; Artikel 70 i Tillægsprotokol I. 38 F. Ang, ’Article 38. Children in Armed Conclict’, in: A. Alen, J. Vande Lanotte, E. Verhellen, F.

Ang, E. Berghmanns and M. Verheyde (Eds.), ’A Commentary on the United Nations Convention

on the Rights of the Child’ (Martinus Nijhoff Publishers, Leiden, 2005), side 27; Y. Sandoz, C.

Swinarski & B. Zimmermann (Eds.), ’Commentary on the Additional Protocols of 8 June 1977 to

51

the Geneva Conventions of 12 August 1949’, (ICRC, Martinus Nijhoff Publishers, Geneva, 1987),

side 899, pr. 3178. 39 Jean-Marie Henckaerts & Louise Doswald-Beck, ’Customary International Humanitarian Law.

Volume I: Rules’, ICRC (Cambridge University Press 2007), Regel 135, side 479. 40 Jean-Marie Henckaerts & Louise Doswald-Beck, ’Customary International Humanitarian Law.

Volume I: Rules’, ICRC (Cambridge University Press 2007), Regel 135, side 481. Se også FN’s

Børnekomité, Report on the Second Session, UN Doc. CRC/10, 19. oktober 1992, § 73. 41 FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 6 af 16.

januar 1992. 42 Artikel 1 i Børnekonventionen. 43 Artikel 2(1) i Børnekonventionen. 44 Artikel 2(1) i Børnekonventionen. 45 Artikel 3(1) i Børnekonventionen. 46 Artikel 6 i Børnekonventionen. 47 Artikel 12 i Børnekonventionen. 48 Artikel 8, 9 og 10 i Børnekonventionen. 49 Artikel 19 i Børnekonventionen. 50 Artikel 37 og 40 i Børnekonventionen. 51 Artikel 38 i Børnekonventionen. 52 Artikel 39 i Børnekonventionen. 53 Denvalgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder vedrørende

inddragelse af børn i væbnede konflikter, jf. bekendtgørelse nr. 30 af 28. november 2002. 54 Artikel 1 og 2 i denvalgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets

rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter. 55 Artikel 3 i denvalgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder

vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter. 56 Artikel 6(3) i denvalgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder

vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter. 57 Artikel 6(1) i Børnekonventionen. 58 Artikel 77(2) i Tillægsprotokol I. 59 Artikel 4(3)(c) i Tillægsprotokol II. 60 Dette følger af ordene ”The Parties to the conflict shall take all feasible measures…” i Artikel

77(2) i Tillægsprotokol I. 61 Artikel 38(2) i Børnekonventionen, ctr. Artikel 4(3)(c) i Tillægsprotokol II. 62 Artikel 1 og 2 i den valgfrie protokol vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter. 63 Artikel 6(3) i den valgfrie protokol vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter. 64 Artikel 51 i Tillægsprotokol I og Artikel 13 i Tillægsprotokol II. 65 Artikel 57 i Tillægsprotokol I. 66 Artikel 77(3) i Tillægsprotokol I; Artikel 4(3)(d) i Tillægsprotokol II. 67 Artikel 77 (4) i Tillægsprotokol I. 68 Artikel 75 (3) og (4) i Tillægsprotokol I; Artikel 5 i Tillægsprotokol II. 69 Artikel 37 i Børnekonventionen.

52

70 Artikel 64-78 i 4. Genève-onvention; Artikel 75(3)-(8) i Tillægsprotokol I; Artikel 6 i

Tillægsprotokol II. 71 Artikel 77(5) i Tillægsprotokol I; Artikel 6(4) i Tillægsprotokol II. 72 Artikel 40(1) i Børnekonventionen. 73 Artikel 40(3) i Børnekonventionen. 74 Artikel 40(4) i Børnekonventionen. 75 Et aktuelt eksempel herpå er IS i Syrien og Irak. Se blandt andet Ulla Poulsen, ’Børnene er

blevet et våben for Islamisk Stat’, Kristeligt Dagblad, 3. november 2014 (tilgængelig på

http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-11-03/børnene-er-blevet-et-nytvåben-islamisk-

stat); Lea Wind-Friis, ’IS optrapper rekruttering af børn i Syrien’, Politiken, 4. november 2014

(tilgængelig på http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_IS/ECE2443945/is-optrapper-

rekruttering-af-boern-i-syrien/). 76 For eksempel tilbageholdt en dansk kampgruppe i Afghanistan 17. juni 2010 en mindreårig

dreng, efter at han angiveligt havde affyret skud mod danske styrker. Drengen blev overført til de

afghanske myndigheder (National Directorate of Security) i Lashkar Gah den 3. juli 2010 med

henblik på retsforfølgelse ved en særlig ret for mindreårige. Se blandt andet forsvarsministerens

brev af 12. januar 2011 til Folketingets Forsvarsudvalg med orientering om tilbageholdte i

Afghanistan, Forsvarsudvalget 2010-11 (1. samling) FOU Alm. del Bilag 60; Bilag til besvarelse af

FOU, spm. 275, Taleseddel til samrådsspørgsmål M og N (åbent samråd 15. maj 2012), side 14-15;

Charlotte Aagaard, ’Dansk fangepraksis bekymrer organisationer’, Information, 2. december 2010

(tilgængelig på http://www.information.dk/252544). 77 Se blandt andet Canadian Naval Review, Carl Conradi (Roméo Dallaire Child Soldiers Initiative),

’The Invisible Phenomenon of Child Piracy’, 6. februar 2013 (tilgængelig på

http://www.navalreview.ca/2013/02/the-invisible-phenomenon-of-child-piracy/); Maritime

Danmark, ’Pirat for ung til at blive retsforfulgt’, 12. november 2011 (tilgængelig på

http://maritimedanmark.dk/?Id=12347); Berlingske Tidende, ’Somalisk pirat i retten på torsdag’,

19. maj 2009 (tilgængelig på http://www.b.dk/verden/somalisk-pirat-i-retten-paa-torsdag). 78 Forsvarsministeriets hjemmeside. Tilgængelig på:

www.fmn.dk/videnom/Pages/Erstatningsforholdforudsendtesoldater.aspx. 79 Danske lov 3-19-2. 80 Forsvarskommandoens redegørelse vedrørende anvendelse af lokalt ansatte tolke i

Afghanistan, 1. april 2013, side 12-13. Tilgængelig på:

www.ft.dk/samling/20121/almdel/fou/bilag/141/1231698.pdf (sidst besøgt juli 2013). 81 Aftale om håndtering af situationen for tolke og andre lokalt ansatte i Afghanistan, 22. maj

2013. Tilgængelig på: www.fmn.dk/nyheder/Documents/Endelig-aftale-om-haandtering-af-

situationen-for-tolke-og-andre-lokalt-ansatte-i-Afghanistan.pdf.

82 DIIS, ”The Fate of Local Interpreters, Past and Future Challenges in Military Operations”, december 2014, tilgængelig på: http://diis.dk/files/media/documents/publications/diis_tolke_recommendations_final_v2.pdf. 83 Forsvarsministeriets brev af 28. oktober 2014 til Institut for Menneskerettigheder om

instituttets ’Statusrapport 2013’.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-11-03/børnene-er-blevet-et-nytvåben-islamisk-stat

http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-11-03/børnene-er-blevet-et-nytvåben-islamisk-stat

http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_IS/ECE2443945/is-optrapper-rekruttering-af-boern-i-syrien/

http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_IS/ECE2443945/is-optrapper-rekruttering-af-boern-i-syrien/

http://www.information.dk/252544

http://www.childsoldiers.org/staff/

http://maritimedanmark.dk/?Id=12347

http://www.b.dk/verden/somalisk-pirat-i-retten-paa-torsdag

http://www.fmn.dk/videnom/Pages/Erstatningsforholdforudsendtesoldater.aspx

http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/fou/bilag/141/1231698.pdf

http://www.fmn.dk/nyheder/Documents/Endelig-aftale-om-haandtering-af-situationen-for-tolke-og-andre-lokalt-ansatte-i-Afghanistan.pdf

http://www.fmn.dk/nyheder/Documents/Endelig-aftale-om-haandtering-af-situationen-for-tolke-og-andre-lokalt-ansatte-i-Afghanistan.pdf

http://diis.dk/files/media/documents/publications/diis_tolke_recommendations_final_v2.pdf

http://diis.dk/files/media/documents/publications/diis_tolke_recommendations_final_v2.pdf

53

84 EMD, Al-Skeini mod Storbritannien, afgørelse af 7. juli 2011, app. nr. 55721/07, par. 175 og pr.

165. Se nærmere Peter Vedel Kessing, ’Staters undersøgelse af folkeretsbrud begået under

militære operationer i udlandet – Lever dansk praksis op til de folkeretlige krav?’, Jurist- og

Økonomforbundets Forlag, 2013, side 149-179. 85 EMD, Al-Skeini mod Storbritannien, afgørelse af 7. juli 2011, app. nr. 55721/07. 86 Se tilsvarende Manfred Nowak, ’The United Nations Convention against Torture, A

Commentary’, OUX, 2008, side 449. 87 Se nærmere Peter Vedel Kessing, ’Terrorbekæmpelse og menneskeret’, Jurist- og

Økonomforbundet, 2009, side 351-362. 88 EMD, Al-Skeini mod Storbritannien, afgørelse af 7. juli 2011, app. nr. 55721/07, pr. 174. 89 Forsvarsministeriet, ’Analyse af muligheder for at styrke uafhængigheden i behandlingen af

militære straffesager ved Forsvarets Auditørkorps’, 3. september 2014, side 6. Kan findes her:

http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/Aftale-om-reorganisering-af-Forsvarets-Auditoerkorps.aspx. 90 Se også FA’s meddelelse nr. 2/2010, ’Kvalitet og legalitet i auditørernes straffesagsbehandling’,

2010, afsnit 3.2.5. 91 Se nærmere Hans Fogtdal og Jesper Hjortenberg, ’Politiklageordningen’, 2012. 92 The Boston Consulting Group, ’Analyse af Auditørkorpsets organisation’, 31. maj 2013, side 3. 93 Forsvarsministeriet, ”Analyse af muligheder for at styrke uafhængigheden i behandlingen af

militære straffesager ved Forsvarets Auditørkorps”, 3. september 2014. Kan findes her:

www.fmn.dk/nyheder/Pages/Aftale-om-reorganisering-af-Forsvarets-Auditoerkorps.aspx 94 Ibid. 95 Forrige note, side 10. 96 DIGNITY’s henvendelse af 20. marts 2013 til Forsvarsudvalget, Forsvarsudvalget 2012-2013,

FOU Alm. del, Bilag 137. 97 UN Specialrapporteur on extrajudicial, summary or arbitrary executions, A/HRC/8/3, 2. maj

2008, pr. 12-58, og A/HRC/11/2/Add. 5, 28. maj 2009, pr. 48-70. 98 Herved også UN Specialrapporteur on extrajudicial, summary or arbitrary executions,

A/HRC/8/3, 2. maj 2008, pr. 23. 99 Se eventuelt Peter Vedel Kessing og Therese Rytter, ’Den Humanitære Folkeret og Danmark’,

Røde Kors, 2009, side 245-250. 100 Lov nr. 624 af 12. juni 2013 om ændring af lov om forsvarets formål, opgaver og organisation

m.v.

http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/Aftale-om-reorganisering-af-Forsvarets-Auditoerkorps.aspx