V I L J E T I L AT L E V E

TILEGNET ØBOERNE PÅ AARØ

TAK TIL:

Beboerne på Aarø

Anders Sanderbo og Rikke MartinusenBrian Krogsgaard

Andreas Bang KierkegaardJonas OpperskalskiTobias Nørgaard PedersenJeppe Bøje NielsenLærke PosseltSusanne Sommer og Henrik Meller

Beboerne på 4. Maj Kollegiet

V I L J E T I L AT L E V EE N F O RTÆ L L I N G O M A A R Ø S L I V O G U D F O R D R I N G E R

A F F OTO J O U R N A L I S TH E N R I K D O N S C H R I S T E N S E N

6

7

JENS PÅ 18 TEGNER PÅ DEN 20-ÅRIGE SEBAS-TIANS SCOOTER, MENS THOR SER PÅ. DE TEG-NER NOGET NYT PÅ SCOOTEREN, HVER GANG JENS KOMMER FORBI. JENS’ BEDSTEMOR BOR

PÅ ØEN, OG HAN PRØVER AT KOMME FORBI SÅ TIT SOM MULIGT, FORDI HAN GODT KAN LIDE DE DE UNGE OG DET LIV, DER ER PÅ ØEN. SEBASTIAN PÅ 20 BOR HOS EN PLEJEFAMILIE,

MEN ER OGSÅ GLAD FOR ROEN PÅ AARØ. HAN HÆNGER OFTE UD MED THOR, NÅR JENS IKKE ER PÅ BESØG.

8

F O RO R DI Danmark er der 71 beboede øer. Farvandene omkring vores land huser utallige pletter på kortet, hvor danskerne har holdt til i tusinder af år.

Især de mindste af disse pletter er interessante, fordi deres liv er deres helt eget. Isolationen fra fastlandet gør, at øerne har skabt deres egen identitet. I disse små habitater kender nabo-erne hinanden, og der opstår en helt anden form for sammenhold, end i en tilfældig op-gang i Brøndby eller et villakvarter i Skjoldhøj. Øernes egne traditioner og små historier sty-rker deres identitet og fælles arv og skaber en følelse af samhørighed, som er sjældent set.

Men disse små samfund står også overfor ud-fordringer. Langsomt er de blevet affolket, da mejerierne og skolerne lukkede. Landbrugets effektiviseringer har gjort, at der er blevet be-hov for færre hænder. Hvis ikke øerne skal dø helt, er det nødvendigt at finde ud af, hvordan fremtiden skal sikres. Netop nu kravler gen-

nemsnitsalderen på Aarø sig tættere på pen-sionsalderen, i takt med at de unge flytter til fastlandet.

Derfor er spørgsmålet. Hvad skal der gøres for at holde øen i live?

I dag bor der 165 mennesker på Aarø. Skal fremtiden være afhængig af landbruget og fiskeriet, eller er det oplevelser, som øen skal satse på. Og hvem skal overhovedet varetage disse opgaver, når de gamle forsvinder?

En ø overgiver sig ikke uden videre.

DANNEBROG I JULEKIRKEN. KIRKEN BLEV SKÆNKET TIL ØEN AF EN AF GÅRDEJERNE I DECEMBER 1906 OG ER BLANDT ANDET MINDESMÆRKE FOR TI UNGE MÆND FRA

ØEN, SOM BLEV DRÆBT UNDER 1. VERDEN-SKRIG. KRIGEN ER STADIG EN SORT PLET I SØNDERJYLLANDS HISTORIE.

Og midt i den friske og gyngende søder dukker af dybet den dejligste ø,og søen af prægtige skibe er fuld -

og øen af frugt og af blomster og guld.

Mads Hansen 1870, fra: Jeg ved hvor der f indes en have så skøn

9

10

AMALIE PÅ SEKS ER PÅ VEJ TIL SINE FARMOR PÅ AARØ.

11

JANNICK, RENE OG CHARLOTTE. KÆRESTEPAR-RET FANDT HINANDEN TIL EN AF DE MANGE FESTER, SOM BLIVER HOLDT PÅ ØEN.

12

GENNEM DE SENESTE ÅR HAR DE UNGE PÅ ØEN STØJET EN HEL DEL. DERFOR VALGTE FLEMMING LUND AT SKÆNKE ET ELLERS UBRUGT OMRÅDE PÅ SIN GRUND TIL DE FARTGLADE YNGLINGE.

HER HAR DE BYGGET DERES EGEN MOTOCROSS-BANE MED BÅDE HOP OG SVING. TYPISK KOM-MER AARØBOERNES VENNER OVER TIL AARØ, FORDI DER ER MERE PLADS TIL AT UDFOLDE SIG.

I DAG ER DE ÆLDRE ØBOERE GLADE FOR DEN NYE MOTOCROSSBANE, FORDI DER ER KOM-MET MERE RO PÅ DE SMÅ VEJE. PÅ ØEN LØSER DE SELV PROBLEMERNE, NÅR DE OPSTÅR.

13

15

PÅ VEJ I SKOLE.DER ER TO SALONER PÅ FÆRGEN. NÅR FÆR-GEN SEJLER KLOKKEN SYV, INDTAGER DE STORE DEN ENE SALON, MENS DE ANDRE REJSENDE

OG DE MINDSTE BØRN SIDDER I DEN ANDEN. JANNIK VIL GERNE TILHØRE DET STORE SLÆNG OG SIDDER DERFOR OFTE SAMMEN MED TEEN-AGEGRUPPEN, SELVOM HAN KUN ER 11.

16

JANNIK.

17

30 SÆKKE MED TOMME TYSKE ØLDÅSER.ET AF DE FØRSTE INITIATIVER, BEBOERNE TOG FOR AT FÅ GANG I TILFLYTNINGEN, VAR EN NATURLEGEPLADS. DEN BLIVER I DAG BESØGT

AF BØRNEHAVER, TURISTER OG LEJRSKOLER. FI-NANSIERINGEN STAMMER BLANDT ANDET FRA SALG AF ALUMINIUM FRA ØLDÅSER HENTET I TYSKLAND. DÅSEORDNINGEN ER SÅ POPULÆR,

AT DEN SIDSTE ÅR GAV ET OVERSKUD PÅ OVER 5000 KRONER. DÅSERNE STÅR OPMAGASIN-ERET BAG CONNIE OG BENTS HUS. INITIATIVET HAR OGSÅ LØST PROBLEMET MED TOMME DÅS-

ER I VEJKANTEN.

18

STRANDRENSNING. DE FØRSTE ÅR KUNNE AARØBOERNE FYLDE EN CONTAINER MED ALT DET SKRALD, DE FANDT PÅ STRANDEN. I ÅR KUNNE DE KNAPT NOK FYLDE

EN TRAILER.

19

CHRISTIAN ORDNER SKRUBBER. DEN 78 ÅRIGE FISKER ARBEJDER STADIG, SELVOM HAN HAR VÆRET VED AT DRUKNE 3 GANGE. HANS BROR ER STOPPET.

20

C H R I S T I A NChristian Jørgensen bliver stoppet, mens han efter sin middagslur er i gang med at trille sin cykel ud af sit skur. Manden med Aarøs måske flotteste fuldskæg er lidt forlegen ved situationen om at fortælle om sig selv. Hans hustru Irma lukker ham op og hiver inden for igen. Han skulle ellers lige ud at køre en af sine daglige ture rundt på øen.Stuen er tapetseret med malerier af skibe, fædre og mødre. I køkkenet hænger plat-ter med kuttere helt tilbage fra den tid, hvor havnen var fyldt med både. Han viser et fo-tografi fra havnen.”Se, hvor mange der fiskede dengang. Jeg startede selv, da jeg var tretten, og jeg har fisket siden,” siger Christian.Inde i stuen hænger et maleri af Ternen. Kut-teren mistede livet ved tragiske omstændigh-eder i en tåge for flere år tilbage. Havde det ikke været for Paul Mogensens makker, som kunne lugte noget brændt, var Christian og hans bror Willy nok ikke kommet op. Tre gange har havet forsøgt at æde den stolte

fisker, men det er som om, der hænger en sky-tsengel over hovedet på Christian Jørgensen. Han var også ved at drukne, da han var ude at trække garn op med sin søn Rasmus, som bor skråt over for på vejen. Havde det ikke været for Rasmus’ redningsvest, var de aldrig drevet til Aarøsund. Senest var for tre år siden, da hans skib sank øst for øen.”Man kan stille et ur efter Christian,” siger Irma.”Jeg havde dækket op til frokost, men han dukkede ikke op. Så slog vi alarm. En heliko-pter fandt ham og hev ham op,” erindrer hun. ”Jeg holdt fast i et stykke træ. Det sidste, jeg kan huske, er, at jeg griber fat i rebet, så er det sort. Jeg havde ligget der i fire timer, og jeg har fået at vide, at min temperatur var på 28 grad-er,” siger Christian Jørgensen, som dog ikke er blevet skræmt af havet.”Jeg bliver dog ved med at fiske, for det kribler simpelthen for meget i mine fingre, til at jeg kan lade være.”

21

BREV FRA AARØS BEBOERE.

22

24

JOAN, 44, FÅR HJÆLP TIL SIN BRUDEKJOLE AF SIN SVIGERMOR GRETHE, HJEMME HOS PAUL OG ELSE-MARIE. AARØ ER BLEVET JOANS ÅN-DEHUL, EFTER HUN FANDT SIN KOMMENDE

MAND MARTIN VED ET BAL FOR TIDLIGERE ELEVER PÅ DEN GAMLE SKOLE I JELS. HUN HAR VÆRET RAMT AF BRYSTKRÆFT, OG DET ER NE-TOP DERFOR, AT GRETHE SKAL HJÆLPE MED AT

FÅ KJOLEN TIL AT PASSE. JOAN ENE BRYST ER NEMLIG BLEVET BORTOPERERET. MARTIN MÅ IKKE SE KJOLEN FØR DEN 14. JULI, HVOR DE SKAL GIFTES.

25

26

EVY OG JAN BLIVER VÆKKET PÅ DERES SØLV-BRYLLUPSDAG AF GODT 40 ØBOERE OG VEN-NER. DET ER FLERE, END DE HAVDE REGNET MED, SÅ DER BLIVER SENDT BUD EFTER EKSTRA

RUNDSTYKKER.

27

Så snart du er kommet et par skridt ud i Lillebælt, kan du ikke bunde. Ude midt i det smalle sund mellem Aarøsund og Aarø er der over tyve meter ned til bunden, og strømmen er så stærk, at hvis du tror du kan svømme over, kan du glemme alt om det, til trods for at der kun er omkring en kilometer over. Naturen siger det næsten selv. På Aarø må de klare tingene selv.Sådan har det altid været. Niels Mogensen, medlem af blå par-lament på havnen, kan huske, hvordan han den 9. april 1940 nærmest kunne pille de tyske flyvere ned med sine små fingre. Så lavt fløj de.Ellers så de intet til besættelsesmagten på trods af, at der den-gang boede omkring 300 mennesker på øen. Da nogle øboere under anden verdenskrig opdagede, at det tyske mindretal ville lave en tysk skole på øen opkøbte de grunden og byggede et forsamlingshus. De flagede med Dannebrog i 1941, da gr-undstenen blev lagt. På øen klarede man tingene selv. I dag an-tallet af øboere halveret, og aldersgennemsnittet trukket godt op. To kroer er lukket. En bager, et mejeri og to købmandsbu-tikker er væk.

Mørket er ved at falde på. Lige under et halvtag ved et hus nord for havnen har seksten mennesker sat sig for at lave en ranke til Evy og Jan Meines dør. I morgen er det 25 år siden, de blev gift, og vejrudsigten er ikke for lovende. Derfor står de - ti procent af øens befolkning - under halvtaget og skuer over de skyer, som smider vand over Aarøsund. Aarø plejer at gå nogenlunde fri.Med sig har de øens traditionelle æresport, en fleksibel

træanordning, som kan strækkes i alle længder, så den kan passe til næsten hver eneste hoveddør på øens huse. Porten har efterhånden været skruet i en stor del af øens døre.Mens kvinderne sirligt, men sikkert får udsmykket porten, står mændene med dåsebajere fra Albani, en usædvanlig sub-stitut for den ellers allestedsværende Slots Classic.- Ja de her sølvblade finder man kun på Aarø. Vi bruger også en busk med guldblade, når der er guldbryllup, udbryder Flem-ming Sørensen med et stort grin. Noget tyder på, at sølvspray har været gødningen.- I er otte mænd og så har ingen af jer husket at tage to simple skruer med, skraldgriner Pia Hansen, da mændene endelig har fået sat porten op ved Evy og Jans dør. Sølvbrudeparret er smidt ind i stuen. De går glip af det pinlige optrin.Rådvilde kigger de på hinanden, for at finde ud af, hvem der egentlig burde stå for de to praktiske skruer, så de ikke be-høver at stå hele natten med ranken, indtil naboen Ole forbar-mer sig smutter hen og finder to skruer i sit skur. Imens står gruppen og venter.

På Aarø er der en vilje til at leve, og derfor fortsætter øboerne livet som om de tunge skyer vil glide udenom øen. Der er sta-dig rævejagt hver vinter. Der er stadig torskegilde, påskemidd-ag, pinsejazz og grundlovsmøder. Der er stadig onsdagsar-rangementer i hele vinterhalvåret for pensionisterne på øen, og der er stadig fællesspisning fire gange om vinteren, hvor i omegnen af halvdelen af øens aktive befolkning deltager. De nyeste er en minifestival med navnet Ø-kuller.Men skyerne kommer nærmere. Hvis de forkerte mennesker

flytter, ser fremtiden pludselig meget mørk ud. Øens bebo-erråd har efterhånden opgivet at få børnefamilier til at flytte over, fordi de familier, der tidligere flyttede over, opgav pro-jektet, da de ikke kunne få hverdagen til at passe med færgen. Derfor er målgruppen efterhånden blevet folk, hvis børn er flyttet hjemmefra. De får ikke børn.Og der er ikke meget, der tyder på at børnene på øen bliv-er boende for at arbejde. Når de bliver gamle kommer først tilbage igen, når deres børnene er sendt af sted fra reden. Deres børn, som aldrig voksede på øen, kommer slet ikke tilbage. Og det er et problem.

I Sammenslutningen af Danske Småøer er man bekendt med den store fraflytning, som sker på de danske småøer. Den se-neste omtale med kreditforeningerne har ikke ligefrem gavnet situationen, siger sekretariatsleder Lise Sørensen fra interes-seorganisationen, hvis formål er at forbedre situationen for øerne.”Vi prøver konstant at gøre øerne synlige, og vi arbejder på at tilbyde bosætning for folk. Så er det ikke fedt med den nega-tive omtale,” siger hun.Da sammenslutningen blev stiftet, så fremtiden meget dys-ter ud. Oliekrisen gjorde, at det ikke kunne betale sig at have færgedrift på grund af de stigende priser. Det samme ville gøre sig gældende på Aarø, hvis ikke færgen blev støttet med of-fentlige midler. Dengang formåede organisationen at skabe opmærksomhed om øernes situation. Affolkning er stadig det største problem, selvom befolkningstallet falder langsommere end i 1970erne.

V I L J E T I L AT L E V E

28

THOR OG JANNIK HAR VÆRET UDE AT BADE FOR FØRSTE GANG I ÅR. SEBASTIAN GAD IKKE, SELV OM HAN HAVDE LOVET DET.

29

30

“Netop nu har vi forsøgt at lave nogle fremstød, for at få folk til at se mulighederne ved at bo på en ø. Øer er ikke for alle, for hvis du er glad for kulturlivet i de større byer, er det måske ikke en god ide. Til gengæld kan øerne tilbyde noget helt andet som fred, ro og fællesskab.”

Det er en fredag aften i havregrynskvarteret i den lille by. Der er lys i de fleste af vinduerne på gaden, men der er langt fra stille. Fra en garage brøler den svenske DJ Avicii’s største hit, Levels. I garagen sidder en gruppe unge i alderen 15 til 22 rundt om et havebord dækket af en dug af rød voks, vodka og dåsepilsnere.Christoffer, hvis bedstefar bor længere nede af vejen, og som på en eller anden måde er i familie med de fleste her på bakken, er kommet til øen på besøg, fordi Rene holder fest. Udenfor holder et halvt dusin scootere. Her har de fleste, hvis ikke alle, sit eget motoriserede køretøj. I hvertfald drengene.”Jeg kommer herover, fordi der er et specielt sammenhold. Det er lige meget om man er 13 eller 25, så er man sammen om alt. Og hvis der er en, der har fået for meget, bliver han hjulpet hjem,” siger Christoffer.Det er stadig tidligt, så bordet er endnu ikke helt dækket af de karakteristiske slots-dåser. Her bliver de kaldt skummere. Christoffer er ikke ræd for at fortælle, at han selv er blevet hju-lpet hjem et par gange.På bordet har Rene lagt en kortpyramide. Den er en del af et ølspil, hvor spillerne kan dele slurke ud, hvis et kort, magen til det han har, bliver vendt i pyramiden. Drengene har optimeret reglerne således, at taberne i værste tilfælde skal drikke 40

slurke svarende til fire øl, hvis det forkerte kort bliver vendt til sidst. Spændingen stiger, da Rene er kommet til det sidste kort. I samme øjeblik, som klør ni bliver vendt , rejser fem drenge sig op, og råber omgående, at de har en nier på hånden, på trods af at der kun er fire i spillet og allerede en på bordet. Der bliver ikke stillet spørgsmål ved nogen af påstandene, og alle drikker troligt to øl.- Der var engang, vi havde en campingvogn, som vi kørte rundt på øen. Der sad vi tit og hørte musik eller drak øl. Herovre laver vi tingene selv. Vi har den ikke mere, men nu er der kommet en ungdomsklub, som hvor man også er sammen fra 8 til 25. Vi har jo kun hinanden.Rene spørger, om drengene er klar til endnu en omgang.

Faktisk gjorde øen allerede i 2006 nogle tiltag for at få det hele op at køre. Nogle år forinden var det gået helt i stå på øen, og befolkningstallet faldt så hurtigt, at de ville være kritisk, hvis der ikke blev gjort en indsats. I 2006 var de første tiltag sat i gang, men skyerne over øen så dengang mørkere ud, end den gør nu. I Havnekiosken var Olaf begyndt at lave arrangementer, og naturlegepladsen var under opbygning, men det er som om, at hele de historier er gået i glemslen i medierne, som skal have hurtige nyheder hver dag. Og de hurtige nyheder passer sjældent med en færge på trods af, at den sejler en gang i timen fra klokken 6 til klokken 22. Det er måske derfor, at Brummers Gaard, galloway-avlerne Birgit og Kim Nielsen og vingården, som for nogle år tilbage endda vandt prisen for den bedste

danske hvidvin, ikke bliver hørt så tit. Ordet udkantsdanmark vejer så meget, at øboerne ikke selv kan vende det til deres egen fordel, men så må man bare klare sig selv.

Et kendetegn ved mange små samfund er, at der er historier, som går igen og igen, indtil historien er vokset sig så vild, at ingen kan tro, at den er sand. Imidlertid er disse små historier også med til at skabe stedets identitet. Således går der van-drehistorier i efterhånden hver eneste dansk havneby, at en gruppe af de lokale fiskere år tilbage har smidt motorcykler tilhørende læderklædte rockertyper i havnebassinet. De fleste steder er motorcyklerne aldrig blevet fundet. På Aarø har de deres egen historie.

Således var der historien om, dengang en gruppe unge drenge fra fastlandet lavede bestillingsarbejde for en gruppe indbrud-styve. For tre år siden forsvandt der især køretøjer på øen, og den lokale befolkning havde en mistanke om, hvem der kunne stå bag rapserierne på øen.En sensommeraften ringede en af færgemændene så til Jan Sejersen ude på campingpladsen og flere af øboerne. De mis-tænkte var blevet set lægge til ude ved Løkke - en gruppe huse langs vandet nord for den egentlige by på Aarø.Samme nat besluttede en gruppe af de øens drenge at ligge på lur i digerne for at se, om tyvene ville komme forbi, erindrer Jan Sejersen. ”Pludselig hørte vi, at båden blev skubbet ud i vandet, så vi spænede over diget, mens vi råbte ukvemsord efter dem. Det var desværre for sent. Heldigvis havde de ikke fået noget

31

NATALIA HJÆLPER MADS MED LEKTIERNE. EMNET ER DET STUMME D. MADS BØVLER MED ORDENE, MEN DET HJÆLPER, NÅR NATALIA GIVER EN HÅND.

NATALIA HAR SELV ARRANGERET LEKTIEKLUB-BEN MED MADS, UDEN DE TOS FORÆLDRES INDBLANDEN.

33

J Y L L A N D F Y NA A R Ø

med. De havde nok opfattet, at vi vidste, hvad de var ude på,” fortæller han.Tyvene er ikke blevet set siden.

På Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Univer-sitet i Esbjerg har adjunkt Jens Lykke Sørensen undersøgt lykkefølelsen i landdistriktsområder. Et af resultaterne af un-dersøgelsen er, at folkene i de små områder på landet stadig har en høj grad af tilfredshed med deres liv på trods af, at mange tilbud er forsvundet de seneste 20 år. “Vi kan ikke komme uden om, at de, der har været utilfredse, er flyttet, og de, som er tilfredse, er blevet boende, fordi de netop er tilfredse, men der er også nogle flere faktorer, som spiller ind”, siger han.Undersøgelsen er foretaget ved at kigge på interviews, der er lavet fra 1980 frem til 2008. I samme periode er der flyttet over 50 mennesker fra Aarø, men fraflytningen er lavere end i mange andre øsamfund.“På øer taler vi ofte om sociale samfund, hvor folk kender hinanden i modsætning til i de store byer. Vi kan også se, at adgang til natur har en psykologisk virkning på dem, der bor der. Især når man tænker på den stilhed og ro, der er i forhold til byerne.”Den store affolkning i de små områder er sket i forbindelse med centraliseringer, og fordi unge må søge til de store byer i forbindelse med jagten på den rigtige uddannelse. Han fork-larer, at følgeeffekterne er en direkte konsekvens af de effektiv-iseringer, der sker overalt i samfundet fra landmanden, der får hjælp af maskiner til, at det moderne videnssamfund rykker

arbejdspladser til de større byer. Han afviser dog ikke, at der kan ske en udvikling mod landområderne.“Jeg mindes, at der i Paris skete en modreaktion, hvor indbyg-gerne rykkede på landet, fordi der blev for crowded i byen. I Sverige er der skattereduktion for dem, der bor i det nordlig-ste Sverige. Disse ting er ikke sket i Danmark. Derfor er det lokalsamfundet, der må tage ansvar og få ildsjæle til at lave aktiviteter, der kan gøre det attraktivt at bo der,” konkluderer han.

I 52 år har Metha og Christian Lund boet på Aarø. I starten var det ganske vist kun tænkt som et springbræt, men så kom der børn. Nu bor de her så stadigvæk - den 72-årige Metha og den seks år ældre Christian.”Det var jo langt billigere at flytte herover dengang. Vi havde den gård ude på nordsiden af øen, hvor vores søn nu har kvie-hotel”, fortæller Metha. Christian indrømmer, at det ikke er ham, der snakker mest. Det gør kaptajnen, som han kalder sin hustru. Han er en standhaftig mand. Tre gange har han været død. Nu sidder han og presser en ostemad indenbords i køkkenet på Aarø nr. 207.”Vi har jo oplevet, hvordan det ene er lukket efter det andet, men det har givet os troen på, at vi skal klare os selv. Det kræver meget tålmodighed, men vi har heldigvis så mange ildsjæle,” fortæller hun.Selv har hun stået for at starte ø-bussen op. Øbussen er en traktor med en halmvogn bagpå. I halmvognen er der plac-eret sofaer, så øens gæster kan sidde bekvemt, mens de ser vingården, Aarøstenen og fugletårnet gennem vognens gitter.

Selve konceptet med at starte guidede ture op krævede tål-modighed. Hele den første sæson, var der ingen der brugte tilbudet. ”Vi syntes, at det var for galt, at når turisterne kom over til øen, var der intet sted, de kunne få så meget som en kop kaffe. En dag om ugen hele sommeren stod vi troligt og ventede på turister, som ville køre, men der kom ingen. Til sidst var der en veninde, der forbarmede sig over os, og sørgede for, at vi kunne vise øen frem. Året efter var der pludselig mange, der ville med. Det viser bare, at man skal blive ved med at tro på det,” siger hun.I dag frygter hun, at den generation af viljestærke mennesker, hun selv tilhører, kan gå hen og blive den sidste. Nu er hun kun 72, men hun og Christian er enige om, at de ikke kan blive boende på øen til deres dages enge, selvom de gerne ville. ”Det er vigtigt at den næste generation tager over og ikke bare står med hænderne i lommen. Men det er ikke til at vide, hvem der skal tage over lige nu,” siger hun.

Selv om traktoren inden for de næste par år får behov for en yngre model bag rattet, fortsætter Metha Lund troligt sit arbe-jde. For de andre på øen er det heller ikke let at finde afløsere. Svend Åge Hansens børn overtager ikke vingården, Flemming Lunds drenge kommer ikke til at passe kvierne, men måske kommer der nogen udefra, som flytter fra byerne til den lille ø. Indtil da fortsætter øboerne med at leve. En ø overgiver sig ikke uden videre.

35

ØENS BÅDEBROER BLIVER FORSTÆRKET.EN VIGTIG DEL AF ØENS TURISME STAMMER FRA LYSTBÅDE, SOM LÆGGER TIL. DERFOR SKAL FACILITETERNE VÆRE PARATE TIL SOMMERENS

RYKIND. EN STOR DEL AF DE ØBOERE, DER ER FLYTTET TIL AARØ INDEN FOR DE SENESTE ÅR ER KOMMET TIL ØEN SOM TURISTER.

36

FLEMMING LUND ER EN AF DE FÅ LANDMÆND TILBAGE PÅ ØEN. HAN OVERTOG GÅRDEN FRA SINE FORÆLDRE, METHA OG CHRISTIAN. PÅ GÅRDEN HAR HAN ET KVIEHOTEL. DET ER ET

STED, HVOR DE UNGE KVIER KAN BO, INDTIL DE BLIVER MODNE NOK TIL AT FÅ KALVE. DET ER USIKKERT, HVEM DER SKAL VÆRE DEN NÆSTE PÅ GÅRDEN.

37

THOR FYLDER SYTTEN ÅR.

38

KLØR NI VENDES TIL RENES FEST.

39

RENE GØR RENT EFTER FEST.

40

BORD OG BÆNKE DAG.DET ER ET TILLØBSSTYKKE, NÅR BEBOERFORE-NINGENS SEKS BORDE SKAL SÆTTES UD PÅ ØEN. TRADITIONEN TRO GIVER BEBOERFORE-

NINGEN EN FLASKE SNAPS OG EN RAMME PILSNERE SOM BELØNNING. NÅR DE SIDSTE BÆNKE ER SAT UD, ER FLASKERNE OG DÅSERNE TØMTE.

MARTIN FLYGTER FRA BJARKE, EFTER DE SIDSTE BORDE ER BLEVET SAT OP VED FYRTÅRNET. DER VAR FEM FRIVILLIGE, DER DELTE DRIKKEVAR-ERNE.

41

M A J B R I T TDe første træer har sat blade, da Majbritt Se-jersen triller ind foran Julekirken. Chaufføren på sofacyklen er hendes far. Godt forpustet træder han med sin datter ind i våbenhuset. Her står en lille klapkasse. I bunden ligger der allerede de første lykønskninger. De fleste af brevene kommer fra adresser på øen. Det er en tradition i det lille samfund. Der er også et par langstilkede roser.Årsagen til, at der kun er en enkelt kasse, er, at det kun er Majbritt, der skal konfirmeres i år. Antallet af børn på øen bliver lavere for hvert år, der går, for der bliver ikke født børn på øen længere. For 40 år siden var der en håndfuld hvert år.Det er koldt udenfor. Foråret er kommet sent til Aarø, og denne sjette maj er ingen und-tagelse. ”Jeg forsager djævelen og alle hans fristelser og alt hans væsen,” lyder Majbritts lille stemme i kirken. Den sagte hvisken går klart gennem hele rum-met. Der er ikke plads til fejl, og Majbritt fejler

ikke. Udenfor kan man akkurat høre det barn, som blev smidt ud under prædikenen. Den lille piges stemme overdøver ham, på trods af at hun er blottet ved alteret. Ene og alene.Til næste år er der ingen, der skal knæle foran præsten. Om fem år skal Julie, øens yngste, bekende sin tro. Hun er den sidste. Majbritt fortsætter. ”Kødets opstandelse og det evige liv.Amen.”

43

SOLÆG ER EN SØNDERJYSK EGNSRET, SOM BESTÅR AF KOGTE ÆG I SALTLAGE. OLAF HAR FYLDT LIDT FOR MEGET CHILI OG TABASCO I DEN, SYNES BJARKE. HAN OG EN GRUPPE

AARØBOERE ER NETOP HJEMVENDT FRA KONCERT MED SUSSI OG LEO PÅ HAVNEN I AARØSUND. DE SMUTTEDE EFTER FØRSTE SÆT, DA DET VAR FOR KOLDT, OG FORDI DET ER SJO-

VERE PÅ AARØ.

44

OLAF HAR GJORT KLAR TIL ØENS ÅRLIGE PÅSKE-FROKOST. DER BLIVER SERVERET LAM OG NA-KKEFILET TIL DE MANGE GÆSTER.

45

THOR SLÅS MED JANNIK.

46

CONTAINERDAG.EN KRAN FYLDER EN UDTJENT TØRRETUMBLER OVER I EN CONTAINER. DET HAR VÆRET EN FAST TRADITION, AT KOMMUNEN SAMLEDE

ØENS STØRRE AFFALD IND EN GANG OM ÅRET. DE FØRSTE ÅR SEJLEDE FÆRGEN I PENDULFART MED SKRALD, MEN I ÅR VAR DER FORBAVSENDE LIDT, OG ØBOERNE KUNNE KUN FYLDE FIRE

CONTAINERE. PÅ AARØ VIL DE IKKE GIVE AFKALD PÅ ORDNINGEN, TRODS DEN LILLE MÆNGDE AFFALD, DA DET ER EN BEGIVENHED, DER SAMLER ØENS BEFOLKNING.

47

UNGDOMSBORDET VED JENS’ 50 ÅRS FØDSELS-DAG.

48

SILD OG LAKS VED JENS’ 50 ÅRS FØDSELSDAG. TIDLIGERE VAR FISKERIET EN VIGTIG DEL AF HVERDAGEN HOS AARØBOERNE. I DAG ER DER KUN EN HÅNDFULD FISKERE TILBAGE OG REELT

SET KUN TO, DER LEVER AF DET.

49

KATRINE OG NATALIA PÅ 17 OG 16 ÅR HAR VÆRET VENINDER, SIDEN DE GIK I DAGPLEJE HOS KATRINES MOR. NÅR DE ER SAMMEN, SPILLER DE OFTE SINGSTAR ELLER KLÆDER SIG

UD. KATRINES STOREBROR MORTEN ARBEJDER HOS GARANT OG KOMMER STADIG HJEM HVER DAG. NATALIAS STORESØSTER KAROLINE FLYT-TEDE TIL HADERSLEV, DA HUN GIK I GYMNASI-

ET, OG OVERVEJER NU AT LÆSE ANTROPOLOGI I AARHUS. NATALIA ER SLET IKKE KOMMET SÅ LANGT I SINE FREMTIDSPLANER. ØEN ER DOG IKKE EN DEL AF DEM, FORELØBIG. OFTE ER DET

DRENGENE, DER BLIVER TILBAGE I DE SMÅ SAM-FUND, VISER UNDERSØGELSER.

50

TRÆ VED AARØ FYR.

51

JANNIK AFTENEN INDEN AARØS Ø-KULLER FES-TIVAL.

52

KIM OG BIRGITS HUND, SUSSI. DE FLESTE BEBOERE PÅ ØEN HAR ET KÆLEDYR, OG LANGT DE FLESTE HAR HUNDE. PÅ GRUND AF PLADSEN PÅ ØEN ER DER MULIGHED FOR AT

HAVE HUSDYRENE GÅENDE FRIT.

53

MADS PÅ 10 ER NETOP SKIFTET TIL EN 85 HESTES MASKINE. DER ER ENDNU IKKE SAT KLISTER-MÆRKER PÅ MED HANS NAVN.

54

JIMMI OG CECILIE HAR VÆRET KÆRESTER I 10 MÅNEDER. HVERKEN MADELINE ELLER NATALIA HAR KÆRESTER.

55

DER ER VED AT VÆRE RO PÅ AARØ NR. 30 JAN-NIK ELSKER AT SE KOMIKEREN ANDERS MAT-THESENS SHOWS. HAN SKAL I SKOLE I MOR-GEN OG MED FÆRGEN KLOKKEN 7.

56

57

58

59

JIMMI OG MORTEN

60

61

H E N R I K D O N S C H R I S T E N S E N2 012

“Det er vel kun gået op for meget få af vore landsmænd, i hvor høj grad Danmark fortjener navn af et ørige.”

Achton Friis, opdagelsesrejsende i Danmark