vision 1, 2009

Tema:Det frivilliges

potentiale

Nr. 1 / 2009

Ulla Larsen, Frelsens Hær

„I dag er vi i en situation, hvor forsvarets værn og politiet stort set elsker os til døde. “

„Der er brug for en revolution af markedet.“

„Kommunismen er forsvundet og social-demokratismen er ved at kollapse.“

„Det frivilligearbejde bygger mennesker op“

Lars Hulgård, professor i socialøkonomi. S. 6

Ulrik Skytte, distriktschef i hjemmeværnet.S. 12

Ernesto Laclau, diskursteoretisk professor. S. 26

idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / centrum-venstre / holdninger / innovation / udfordring

Af JENS JONATAN STEEN Hvem er de frivillige? Det er fodbolddommere i silende regn søndag morgen. Det er den pårørende, der kæmper for bedre forhold for de sinds-lidende. Det er hjemmeværnsmanden, der skaber tryghed i lokalsamfundet. Det er Frelsens Hærs soldat, der hjælper de svageste. Det er forældrene, der sidder i skolebestyrelsen. Og det er mange, mange flere, som gør en indsats og yder et stort bidrag til det danske samfund.

Hvad kan de frivillige? De frivillige har et enormt engagement, en direkte kontakt til lokalsamfundet og stor viden om de opgaver, som de beskæftiger sig med. De udgør på en gang hverdagens idealister, diplomater og eksperter. Særligt deres indsigt i lokale forhold og konkrete problemstillinger betyder, de kan levere ydelser og produkter, som hverken det private eller det offentlige kan matche. Samtidig kan det frivillige engagement være med til at give gladere medarbejdere, højere produktivitet, bedre velfærdsydel-ser og styrke det kit vores samfund bygger på, nemlig vores tillid til hinanden.

Hvad skal vi med de frivillige? Vi skal bruge de frivillige som et solidt og stærkt supplement til den private og offentlige sektor. Særligt indenfor udvik-lingen af den moderne velfærdsstat skal de frivillige spille en større rolle. Det skal ikke ske for at reducere den danske vel-færdsstat, men for at supplere og nytænke de nuværende ydelser, som skal rykkes meget tættere på den enkelte borger. Man skal således blive bedre til at skabe og udnytte det frivillige engagement i den offentlige sektor. Denne udgivelse af Vision sætter et skarpt fokus på den skabende kraft og det store politiske potentiale i det frivillige engagement, som bl.a. kan realiseres i den sociale økonomi, den tredje sektor eller i de kooperative virksomheder. Vision for-søger at finde de mange gode eksempler, hvor medarbejdere, bruger og kunder får mulighed for at engagere sig, tage ansvar og tage afsæt i nogle grundlæggende

værdier, hvor profit ikke er den eneste målsætning. Ved at kombinere det frivillige enga-gement med en professionelle indstilling til de konkrete opgaver, har de såkaldte socialøkonomiske virksomheder en stor fordel i forhold til private og offentlige virksomheder. De traditionelle erhvervs-virksomheder er bundet af deres forplig-telse overfor aktionærer og et snævert fokus på bundlinjen, mens det offentlige er præget af et administrativt hierarki og politikernes konforme vælgerkontrak-ter. Heroverfor kan socialøkonomiske virksomheder i et helt andet omfang bygge deres virke på værdier om medarbejder- og brugerindflydelse, bæredygtighed og socialt ansvar, fordi deres eksistensgrund-lag ikke bygger på en loyalitet overfor

aktionærer eller politikere, men overfor en fælles sag eller interesse. Det private erhvervsliv er begyndt at få øjnene op for potentialet i det frivillige en-gagement. Det er virksomheder som Scan-dia og SAS, der giver deres medarbejdere for at passe en røde korsbutik, være aktiv i Red Barnet eller på anden måde engagere sig. For virksomhederne er målsætningen måske fokuseret på egennytten i form af gladere og mere motiverede medarbejdere, men det alligevel et opgør med det traditio-nelle fokus på den kortsigtede profit. De få progressive virksomheder har overhalet den offentlige sektor og de tradi-tionelle statstænkere på venstrefløjen, som fortsat tror, at staten alene kan levere de bedste og mest effektive velfærdsydelser. Vi har brug for et nyt opgør om opgave løsninger og leverandørmodeller, som ikke handler om enten marked eller stat.

Brug det frivillige engagement offensivt

Det særlige engagement, nærheden og indsigten, der ligger i den frivillige sektor i Danmark, udgør et enormt uudnyttet potentiale som både virksomheder og især politikere svigter. Hvis vi skal ruste Danmark til fremtiden kræver en ny strategi om inddragelse og aktivering af de frivillige.

„Et fælles frivilligt engagement er en forudsætning for, at vi kan bevare vores velfærdssamfund.“ Susanne Larsen, bestyrelsesmedlem for Cevea, tidl. adm. direktør i SAS Danmark og formand for Frivilligråde

Civil

t sam

fund

Mar

kede

t

stat

en

Denne udgivelse af VISION sætter fokus på civil samfundet’s frivillige potentiale. Illustration Johan Grann Kristiansen

Vi skal en mere offensiv stat på banen med støtte til f.eks. kooperative plejehjem, hvor bruger, plejer og pårørende i fælles-skab driver virksomhederne. Staten skal turde eksperimentere med nye innovative og bæredygtige løsninger på velfærdsom-rådet, som kan supplere de traditionelle tilbud og give flere borgere mulighed for at tage et ansvar. Det frivillige engagement kan blive grundlaget for videreudvikling og nytænk-ning af den offentlige sektor. Politikerne skal turde på tværs af fortidens grænser og se de nye løsninger.

2

LEDER

TEMA / DET fRiviLLigEs poTEnTiALE

Fælle

sska

ber

har

genn

em læ

gere

tid

haft

tran

ge k

år.

Illu

stra

tion

, Pat

rick

Rin

gsbo

rg

nr 1 / 2009 3

inDEks

REDAkTion og infoRMATion

ApRiL 2009 / TEMA: dET frivilligES pOTENTiAlE

redaktionsmedlemmer:

Frederik Andreas JørgensenRasmus TherkildsenSofie WilmsKaren NilausMette KraaerChristian Struckmann IrgensMartin GrunzNitesh ParwanaMaria Bøegh-Lervang Mia RasmussenRikke Skovgaard AndersenJakob DamsholtHeidi Storck

VISION er et uafhængigt idépolitisk tidsskrift, der bliver udgivet af centrum-venstre tæn-ketanken Cevea. Læs mere om VISION på cevea.dk

Indlæg i VISION er ikke udtryk for Ceveas holdning - medmindre det tydeligt fremgår af artiklen.

VISION forbeholder sig retten til at redigere eller afvise indkomne indlæg.

Indhold må kun gengives med tydelig kildeangivelse som “Ceveas tidsskrift Vision”.

Chefredaktør:

Jens Jonatan Steen

redaktører:

Karl Kjær BangPeter Westermann

grafik og layout:

Johan Grann Kristiansen

illustratorer:

Patrick RingsborgJohan Grann Kristiansen Andreas Arnild PeitersenTore AlexandersenAndreas ChristensenKristian Nordentoft

Korrektur: Morten Hjortskov Larsen

frivillighed og socialøkonomi Borgerinddragelse og demokrati Udenfor tema

Abonnementsadministration:

[email protected]

Brug det frivillige engagement offensivt

Danskerne elsker frivillighed

Revulotionér markedet

Fra frivilligt arbejde til socialt entreprenørskab

Kooperationen

Frivillig i statens tjeneste

Hjemmeværnet fylder 60 år

Danmarks bedste beskæftigelsesprojekt

Blod og ild på Valby Langgade

Frivillighed - kommunernes redning?

Giv rum til det frivilligeinitiativ

Überbureakraten er en nar!

Jagte på det forsvundnepartimedlem

Politikere er kedelige

For he’s a jolly good fellow...

Skal dansk forfordeles?

Venstrefløjskopister

United we stand

Boganmeldelser

2:

4:

6:

8:

10:

12:

13:

14:

16:

18:

19:

20:

22:

23:

24:

25:

26:

28:

30:

Danskerne elsker frivillighed

Danskerne elsker frivillighed og vil have mere af det – ni ud af ti danskere siger at frivilligt arbejde gør Danmark til et bedre samfund – både i deres eget liv og når samfundsopgaver skal varetages. og det er der god grund til. De to fløje i centrum-venstre vil begge gerne have mere fokus på og flere investeringer i frivillighed, men reguleringen betakker de sig for.

Af KArl KJær BANg Resultaterne taler for sig selv. En ny un-dersøgelse foretaget af InterResearch på vegne af Ceveas tidsskrift Vision viser, at 94 procent af danskerne mener, at frivil-ligt arbejde er med til at gøre Danmark til et bedre samfund. Og modsat hvad man måske kunne forvente, så er det frivillige arbejde noget, vi sætter højt på tværs af generationer, køn og politiske tilhørsfor-hold. Frivilligt arbejde er et folkeeje, der samler alle danskere. Hvis man kigger på de hårde tal, så vi-ser Frivillighedsundersøgelsen fra SFI, at den samlede værditilvækst i den frivillige sektor i 2004 alene udgjorde 36,7 mia. kr., hvilket udgør 2,6 procent af den samlede værditilvækst dette år. Hele sektoren udgjorde samme år 9,6 procent af brut-tonationalproduktet.

Lokalpolitikernes ansvarSamtidig viser Ceveas rundspørge, at hele 59 procent ville lave mere frivilligt ar-bejde, hvis de fik fri fra arbejde til at gøre det. Og det er ikke bare for det gode i bud-skabet om samfundssind og engagement. Således mener 74 procent af danskerne, at de får mere arbejdsglæde af at deltage i frivilligt arbejde. SFIs undersøgelse viser dog, at i 2006 udførte kun 35 procent af den danske befolkningen frivilligt arbejde på en jævnlig base. Der ligger altså et kæmpe uudnyttet potentiale, som 94 procent af danskerne mener i større grad skal udnyttes. Derfor ligger det ligefor, at politikerne må tage teten op og prioritere frivillighed. Det mener tidligere minister og medlem af Ceveas Advisory Board, Marianne Jel-ved, da også at politikerne bør, „men her er der stor forskel på, at være national- og lokalpolitiker. Det er jo væsensfremmed, hvis vi på nationalt plan går hen og lovgi-ver om frivillighed. På lokalt plan bør poli-tikerne dog være meget opmærksomme og åbne overfor at inddrage civilsamfundet – de skal sætte de små beløb til rådighed, der muliggør den frivillige indsats.“ Medlem af Folketinget for SF, Anne Baastrup, der tidligere har været med til at udarbejde SFs debatoplæg „Mere Samfund - mindre stat“, er enig: „Det er utrolig vig-tigt, at vi på det sociale område lokalt får

dannet de fysiske rammer, der muliggør de frivillige initiativer.“Endvidere mener Baastrup heller ikke, at staten bør lovgive om, at arbejdsgivere over en vis størrelse for eksempel skal give deres medarbejdere mulighed for at lave (lønnet) frivilligt arbejde et par timer om måneden: „Jeg er bange for de sidste 30-40 procent, der ikke siger, de ville lave mere frivilligt arbejde. Risikerer vi ikke, at de får det gule kort af arbejdsgiveren, fordi de ikke deltager i frivilligt arbejde?“

frivillighedens samlende kraftDet dog ikke kun i kroner, øre og ar-bejdsglæde, at frivillighed kan betale sig.

Det fremmer nemlig også samfundets sammenhængskraft. Gennem klubtilbud og mentorordninger, forældrevejledning og besøgsvenner, kultur- og debatarrange-menter gør frivillighed en forskel i forhold til integrationen. Rygraden i disse tiltag er nemlig den frivillige deltagelse fra lokal samfundene. De deltagende får uanset baggrund og sociale arv udvidet deres net-værk, også ofte på tværs af etniske skel. De kommer til at indgå i nogle sociale sam-menhænge, som de lønnede medarbejdere sjældent ville kunne matche. Herved får de uformel støtte og vejledning, som kan være med til at hjælpe dem væk fra en ne-gativ glidebane eller ud af en ellers fastlåst situation.

„Det er ikke for at være nedsættende overfor pædagogerne eller hjemmehjæl-perne, men det er bare noget andet at mø-des ansigt-til-ansigt som medborgere, end at møde en myndighed og en autoritet. Derfor synes jeg vi politikere skal sætte fo-kus på værdien i frivillighed, som vi gjorde det i de sidste år af Nyrup-regeringen med et charter. Dét charter skal vi have frem igen,“ siger Marianne Jelved. Her er Anne Baastrup helt enig: „Lektie-hjælpen er jo guld værd, når den samtidig med at hjælpe unge fra de svage grupper bringer unge sammen på tværs af sociale og etniske skel.“ Samtidig maner hun dog til varsomhed: „Vi skal på den anden side passe på, at der ikke opbygges et parallel-samfund. Et godt eksempel er i forhold til folkeskolen, hvor væksten af privatskoler reelt risikerer at være med til at skabe et parallelsamfund. Det skal altså være en balancegang.“

frivilligt, ulønnet arbejdeGenerelt er det frivillige, ulønnede arbejde dog ikke prioriteret særlig højt i Danmark. Selvom Danmarks frivillige sektor udgør den tredje største andel af BNP efter Storbrittanien og Holland, så skyldes dette i stor grad, at der er en relativ stor andel lønnet personale i den danske frivillige sektor set i forhold til i andre lande. Dette har også sine fordele, da de frivillige organisationer og virksomhederne ofte er mere professionelle i deres sociale eller bæredygtige arbejde. Men hvad angår det frivillige, ulønnede arbejde, som Ceveas undersøgelse entydigt viser, at danskerne efterspørger, så har vores naboland Sve-rige for eksempel over dobbelt så meget frivilligt, ulønnet arbejde, som vi har i Danmark.

„Det er utrolig vigtigt, at vi på det sociale område lokalt får dannet de fysiske rammer, der muliggør de frivillige initiativer.“ Anne Baastrup, Medlem af Folketinget for SF

...mener, at frivilligt arbejde er med til at gøre Danmark til et bedre samfund.

...ville lave mere frivilligt arbejde, hvis de fik fri fra arbejde til at gøre det.

...mener at de får mere arbejdsglæde af at deltage i frivilligt arbejde.

94% 59% 74%

Illu

stra

tion

, Joh

an G

rann

Kri

stia

nsen

4

unDERsøgELsE

TEMA / DET fRiviLLigEs poTEnTiALE

nr 1 / 2009 5

IDÉPOLITIK – VIDEN – INSPIRATION

3 kurser

IdépolitikKreativ politikPolitisk projektleder

www.ceveasummerschool.dk

Uge 29 (mandag til fredag)13.-17. juli 2009

CEVEA SUMMER SCHOOL

„Vi skal have opgaveløsningen tilbage i fokus. Det er jo ren ideologi, når børnehaver eller sygehuse bliver udliciteret til private, der skal tjene penge på det.“ Lars Hulgård, professor i socialt entreprenørskab, Roskilde Universitet

6

Revolutionér markedet

• fr

• fode andre

Læs mere

Af KArl KJær BANg Og JENS JONATAN STEEN

I 1997 blev Tony Blair premierminister i Storbrittanien på en kampagne om den socialdemokratiske middelvej. Den såkaldte ”Den tredje vej” skulle angive-ligt bygge bro mellem højre og venstre, mellem liberalisme og socialisme, vækst og social retfærdighed. Der var tale om en middelvej „uden nogen bagage af en ideologisk slags“, som Blair selv udtrykte det efter sin tredje valgsejr i 2005. Men ”Den tredje vej” faldt ud til fordel for markedet og de kortsigtede gevinster. Det massive fokus på liberaliseringer og markedsliggørelse har været medvirkende til at skubbe England mod afgrundens rand, hvor man har været nødt til at nationalisere dele af banksektoren, sænke renten og devaluere pundet. For at sige det lidt firkantet, var den tredje vej en vej mod liberalisme. Blairs tredje vej blev altså aldrig til den gyldne mellemvej, som progressive over hele verden havde håbet på. En af de stålsatte kritikere af den herskende form for kapitalisme, som den tredje vej byg-gede på, er nobelpristageren Muhammed Yunus. Ifølge Yunus handler den nye vej nærmere om at mennesker begynder at investerer uden udsigt til personligt afkast ud fra et uselvisk mål om at hjælpe vores medmennesker. Løsningen er altså i lige så stor grad at motivere folks altruistiske aspirationer gennem samfundsværdier, som det handler om at kontrollere men-neskets egoistiske tendenser gennem den markedsregulerende stat.

Bæredygtighed og socialt engagement Men hvordan gør man det? Umiddelbart falder ens tanker på DRs Danmarksind-samling, der igen i år kunne melde om rekordstor indsamlingssum, eller på Dansk Røde Kors Landsindsamling, der kan melde om flere indsamlere år for år. Men selvom disse forhold siger noget positivt om udviklingen i den danske ”godheds-industri”, så kan de på ingen måde begrænse cowboy-kapitalismen eller afværge konsekvenserne af finanskrisen. For at opnå dette, skal bæredygtigheden ifølge professor Lars Hulgård fra Roskilde Universitet tænkes ind i virksomhedsdrif-ten på alle niveauer: „Der er simpelthen brug for en revolution af markedet, som vi

Civilsamfundet og de sociale værdier skal indtænkes i virksomhedsdriften. kun derved kan vi nå målet om bæredygtighed og social retfærdighed.

kender det i dag.“ Han mener endvidere, at det bærende element i det revolutione-rede marked skal være det, der indenfor faglitteraturen kaldes socialøkonomiske virksomheder. Disse virksomheders eksi-stensgrundlag er bæredygtighed og socialt engagement, ikke profit, hvilket kommer til udtryk ved, at den profit de skaber, gen-investerer de enten i virksomheden eller i andre sociale eller bæredygtige projekter. Et eksempel på en succesfuld bæredyg-tig virksomhed er Merkur Bank. Medstif-ter og direktør, Lars Pehrson, forklarer successen: „Vores formål er jo at påvirke samfundet i en mere bæredygtig retning. Men samtidig skal vi selvfølgelig også drive en forretning. Og det er den her kombination, jeg tror, der er mange, der godt kan se det fornuftige i. Det er jo ikke på grund af moral, at vi driver en bære-dygtig bank. Det er tværtimod ren og skær logik. Hvis vi anerkender, at alle men-nesker på jorden har ret til at være her, så må vi jo også drive vores virksomhed på en måde, der inddrager det lange sigt og giver mulighed for, at der også i fremtiden er plads til os alle sammen.“ Hvor andre danske småbanker enten har været presset på likviditeten eller er bukket helt under, så er Merkur Bank og andre bæredygtige banker som Andelskas-sen Oikos og Bank Med Hjerte Banken kommet styrket ud af krisen. Det skyldes, at de laver mere sikre, sociale og bæredyg-tige investeringer, og, som Lars Pehrson udtrykker det, så har „Merkurs kunder og andelshavere taget et valg. Derfor kan vi også fortælle dem, at afkastet måske bliver lavere i en periode, hvis de økonomiske omstændigheder ikke er favorable, uden at de sælger deres andel til fordel for mere profitable investeringer“.

Rammebetingelser er afgørendeDet betyder dog ikke, at Lars Hulgård mener, at de socialøkonomiske virksom-heder kan stå alene. De traditionelle, profitsøgende virksomheder som Danone eller SAS, der har stærke elementer af Corporate Social Responsibility (CSR), skal nemlig stadig spille en vigtig rolle. „Det vigtigste er, at de traditionelle virksomheder investerer dele af deres overskud i socialøkonomiske virksomhe-der for derved at fremme den bæredyg-tige sektor og den nye økonomi,“ siger Lars Hulgård.

Og det er netop det, virksomheder som Danone gør ved at støtte Muhammad Yunus’s Grameen Bank eller SAS ved at være hovedsponsor for Red Barnet. Tid-ligere administrerende direktør for SAS, Susanne Larsen, begrunder samarbejdet med „at det selvfølgelig motiverer med-arbejderne og giver dem en identifikation med virksomheden. Men samtidig mener jeg også, det er en stor virksomheds pligt at tage et socialt ansvar.“ Hun mener end-videre, at det bedste staten kan gøre for at fremme CSR i det private erhvervsliv er at regulere mindre, fordi virksomhederne gerne selv vil, men afskrækkes, hvis der følger en række dokumentationskrav, pro-cesregulering osv med. Til gengæld mener hun, „at de socialøkonomiske virksomhe-der selv skal være mere opsøgende, fordi det jo ikke er det, der er virksomhedernes hovedfokus i dagligdagen“. For både Lars Hulgård og Lars Pehrson er det til gengæld helt afgørende, at der gribes ind fra statens side, så der skabes de rigtige rammebetingelser for de so-cialøkonomiske virksomheder. Som Lars Pehrson udtrykker det: „Bæredygtighed indebærer, at man indregner de langsigte-de omkostninger ved virksomhedsdriften. Og det er netop det, mange traditionelle virksomheder undlader. Derfor skal de traditionelle virksomheder beskattes hårdere, så noget af det overskud de har mulighed for at erhverve sig ved at tænke kortsigtet, kan komme samfundet til gode og bruges til at styrke bæredygtigheden andre steder i samfundet. Herved udlignes den konkurrenceforvridning også, som består i, at der er flere omkostninger ved at tænke langsigtet, ved at være bæredyg-tig, end der er ved at tænke kortsigtet.“ Som et eksempel på, hvordan de rigtige rammebetingelser kan etableres, nævner Lars Hulgård den engelske ordning, Community Interest Company (CIC), der siden den blev indført i 2005 har haft en buldrende succes med over 2.000 virksomheder, der har registreret sig som CIC-virksomheder. Hulgård forklarer: ”Til gengæld for at forpligtige sig til at genin-vistere profit og arbejde for et socialt mål, slipper CIC-virksomheder for at skulle betale en række afgifter og opnår samtidig adgang til nogle statslige puljer. Selvom der også har været noget kritik af ordningen, og jeg selv har set CIC-virk-somheder, der ikke har levet op til deres målsætninger, så mener jeg, CIC er et godt eksempel på, at man i England anerkender de socialøkonomiske virksomheder på en helt anden måde end vi gør i Danmark.” En anden mulighed, som Hulgård nævner er, at det offentlige i videre udstrækning kan indgå partnerskab med de socialøkonomiske virksomheder om,

at få løst samfundsrelaterede opgaver, for eksempel gennem selvejende institutioner. Her er Lars Pehrson enig: „Vi skal have opgaveløsningen tilbage i fokus. Det er jo ren ideologi, når børnehaver eller syge-huse bliver udliciteret til private, der skal tjene penge på det. Tag elsektoren som et eksempel: El er blevet dyrere, efter det hele er blevet privatiseret. Det er simpelt-hen en uvedkommende faktor, at der skal tjenes penge på at levere grundlæggende velfærdsydelser.“

En ny platform?Det er dog ikke en ny pointe, at den frivil-lige sektor er bedst til at løse samfundets sociale problemer. Traditionelt har de borgerlige og religiøse kræfter ment at centralstaten var af det onde, hvorfor fa-milien, lokalsamfundet og almissen skulle varetage de sociale opgaver. Heroverfor har den brede venstrefløj traditionelt kæmpet for en stærk stat, der kunne levere universelle sociale ydelser, så individet kunne bryde fri af de undertrykkende bånd, som netop familien, lokalsamfun-det og almissen underlagde (specielt) de mindrebemidlede. I tråd med dette er det heller ikke så mærkeligt, at et meget liberalt land som England har mange flere socialøkonomiske virksomheder og søger at fremme disse i større grad, end vi gør i Danmark, fordi civilsamfundet traditionelt har løftet en større del af den sociale byrde i England, mens det i større grad har været statens ansvar i Danmark. Effekterne af at frivillige organisationer tager en større del af ansvaret i England er blandt andet, at ydelser varierer meget mere på tværs af lokalområder, og at de nogle steder ikke lever op til den høje standard, vi kender fra det offentlige i Danmark. Lars Hulgård medgiver, at der er en problemstilling nogle steder i forhold til kvaliteten, og at det offentlige ikke har de samme rettigheder i forhold til kontrol og eftersyn, som hvis opgaverne var varetaget inden for offentligt regi. „Men vi må er-kende, at der de sidste mange år har været en global tendens mod at nedtone statens rolle. Derfor bliver de socialøkonomiske virksomheder et vigtigt alternativ til ikke bare profitdrivende virksomheder, men også til det offentlige. Og så må offent-ligheden såvel som staten holde virk-somhederne op på, at de skal have meget ekspliciterede værdigrundlag samtidig med at både brugerne og medarbejderne skal have en stor grad af medindflydelse. Det handler om, at de socialøkonomiske virksomheder kan være mere responsive, mere demokratiske, end det offentlige. Og det vil skabe variation på tværs af lokal-områder, men på den anden side går den

AnALysE

fRiviLLigHED og soCiALøkonoMi

Bla

irs

tred

je v

ej b

lev

alts

å al

drig

til d

en g

yldn

e m

elle

mve

j, so

m p

rogr

essi

ve o

ver

hele

ver

den

havd

e hå

b et

på.

Illu

stra

tion

, Pat

rick

Rin

gsbo

rg

„Hvis vi anerkender, at alle mennesker på jorden har ret til at være her, så må vi jo også drive vores virksomhed på en måde, der inddrager det lange sigt og giver mulighed for, at der også i fremtiden er plads til os alle sammen.“Lars Pehrson, direktør og medstifter af Merkur Bank

nr 1 / 2009 7

dominerende dagsorden i dag på innova-tion. Ved at der er mange små udbydere, og at disse er meget responsive, kan det være med til ikke bare at opnå mini-mumsstandarderne, men til hele tiden at videreudvikle og forbedre de pågældende socialøkonomiske virksomheder og den ydelse de leverer.“ Selvom der altså er en risiko for, at denne nye, socialøkonomiske vej kan blive fordrejet væk fra et socialt sigte, som det et sket med ”Den tredje vej”, ser Lars Hul-gård det ikke som noget, man nødvendig-

vis skal være bange for. Tværtom mener han, at de politikere, der tør tage teten op og tale sagen, med alt hvad der hører til af socialøkonomiske virksomheder og CSR – af sociale bevægelser – de politikere vil få en stærk platform i debatten. Og Lars Pehrson er enig: „Politikere tør jo ikke gøre noget, der går imod vælgerne. Men det handler om, hvordan man siger det. Og jeg tror, der er mange, der gerne vil tage et ansvar for det fælles og for frem-tiden. Den her krise har jo lært os, at vi hidtil har trukket på kapitalen frem for at leve af renterne. Det tror jeg, vi skal lære af, og så skal vi skabe en begejstring for de bæredygtige, fremtidsskuende løsninger.“

8

i de senere år har der været en stigende interesse for civilsamfundet, som en vigtig og fornyende driver i en økonomisk, social og kulturel bæredygtig udvikling af samfundet. sektoren og dens aktører besidder dog (endnu) ikke den nødvendige kapacitet og kompetencerne til at kunne leve op til forventningerne og ansvaret. Artiklen diskuterer, hvordan denne udfordring kan imødegås.

Af CAriNA WEdEll ANdErSEN, ThOmAS BiSBAllE Og SørEN hvASS

Det civile samfunds potentiale På trods af at vi - i et historisk perspek-tiv - igennem det seneste årti har oplevet en betydelig velfærdsstigning og øko-nomisk vækst, sker der fortsat en social marginalisering af en lang række grupper i samfundet. Set i lyset af de forgående måneders udvikling i den globale økonomi vil disse udfordringer ikke blive mindre i de kommende år, og spørgsmålet om samfundets kapacitet til at udvikle nye måder til at imødegå og håndtere disse sociale udfordringer synes om end endnu mere presserende. Samfundets kapacitet til at håndtere sociale udfordringer bygger i høj grad på tilstedeværelsen af en kritisk masse af kreativitet, talent, viden og evne til at samarbejde for at kunne skabe den innovation og nytækning, som kan fostre og levere effektive og bæredygtige løsninger på nuværende og fremtidige udfordringer. Et centralt tema i den nuværende dis-kussion af fremtidsperspektiverne i stort set alle velfærdssamfundsmodeller er et øget fokus på, at samfundet som helhed bliver nødt til at udnytte det potentiale og de ressourcer, der ligger i at involvere og integrere organisationer og aktører fra den tredje sektor i løsningen af samfundets socialpolitiske udfordringer herunder integration af socialt udsatte og etniske minoriteter, lokalsamfundsudvikling, beskæftigelse mm. Det er tydeligt, at forventningerne til det såkaldte ”civilsamfund” er steget markant. Der har igennem de seneste årtier været fokus på at stimulere, regulere og formalisere den tredje sektors rolle i den samlende velfærdsproduktion. Dette er sket med udgangspunkt i en stigende interesse for og anerkendelse af sektorens rolle, et ønske om et bredere samarbejde med den offentlige sektor og et fokus på at sikre kvaliteten igennem øgede krav til evaluering. Og senest er spørgsmålet om udvikling af mere integrerende samar-bejdsformer mellem det offentlige og aktø-

rer fra den 3.sektor som f.eks. partnerska-ber kommet på den politiske dagsorden. Fokus på den tredje sektors potentiale og ressourcer har skabt forventninger til sektorens muligheder for at løfte opgaver og innovere på det socialpolitiske felt. Et perspektiv, der bygger på en erkendelse af, at der eksisterer et stort behov for at stimulere innovation og metodeudvikling.

’Den frivillige sektors’ begrænsningerI en dansk kontekst dækker begrebet den ’tredje sektor’ først og fremmest over frivillige foreninger og NGO’er, der ope-rerer på det kulturelle og sociale område og producerer konkrete serviceydelser for eksempel sports- og fritidsaktiviteter, kulturelle arrangementer eller væresteder for socialt udsatte. Dermed har man i høj grad defineret den tredje sektor som en afgrænset del af samfundet med særegne karakteristika og kvaliteter samt et relativt veldefineret handlerum og ansvar. Altså en sektor, der - set i et relationelt perspek-tiv-, er veldefineret og afgrænset i forhold til værdier, praksis og organisering i både den private og offentlige sektor. Spørgsmålet er blot, om der på trods af den hidtidige politiske italesættelse og offentlige (og private) investeringer i den tredje sektor, eksisterer de nødvendige ressourcer, kompetencer og ’know how’, der gør det muligt for sektoren at indfri forventningerne på det socialpolitiske område. En lang række aktører i den tredje sek-tor udtrykker en vis skepsis overfor, hvilke opgaver man har ressourcer til at løfte samt, hvilke muligheder man har for at leve op til de stigende performance og do-kumentations krav, der hænger sammen med den øgede inddragelse i leverancen af sociale serviceydelser. De frivillige organisationer befinder sig i et krydspres, idet de både skal indfri performancekrav som en frivillig social organisation og som en professionel leve-randør af sociale ydelser. Dette betyder, at især økonomisk forankring og organisato-risk konsolidering opleves som en meget

stor udfordring, idet de økonomiske res-sourcer ofte er forankret i tidsbegrænsede projektbevillinger og ’salg’ af tjeneste-ydelser til aktører i den offentlige sektor. Dette krydspres medfører ofte, at denne type organisationer over tid mister deres innovative karakter, og i mange tilfælde ’afgår’ ved døden. Hidtil er dette mismatch mellem sek-torens kompetencer og ressourcer og de politiske forventninger og forhåbninger blevet kompenseret gennem en idealise-ring og moralisering af den tredje sektors tilgang til det sociale arbejde som værende arnested for en praksisbaseret solidaritet, tillid og social sammenhængskraft. Sekto-rens begrænsninger er således blevet for-søgt afbødet med en idealisering af, hvad disse organisationer gør, når de udøver deres sociale indsats - ofte i opposition til de professionelle (læs: offentlige) aktører og initiativer. Som udgangspunkt finder vi en sådan idyllisering af den tredje sektor eller den ”frivillige sektor”, og et ensidigt fokus på de/det ”frivillige” problematisk, idet


man hermed foretager en både sproglig og institutionel afgræsning af en sektor, som hverken i praksis er dækkende for de organisationer, initiativer og aktører, der for nuværende opererer i feltet. I sin yderste konsekvens (indirekte/ubevidst) indeholder et sådant udgangspunkt en afgræsning, hvor professionalisme (ef-fektivitet, styring, kompetencer, viden) og det frivillige (solidaritet, tillid, sammen-hængskraft) forstås som hinandens mod-sætninger. En sådan forståelse indeholder risikoen for, at diskussionen udvikler sig til et ’narrespil’, hvor det ubestridte potentiale og ressourcer i sektoren ikke udvikles. I stedet for denne idyllisering skulle man hellere spørge, hvordan man udvikler sektoren, således at de nødvendi-ge kompetencer og ressourcer oparbejdes samt hvordan man indretter de institu-tionelle/ strukturelle vilkår (herunder lovgivning), der gør det muligt at udvikle den tredje sektor, så den kan leve op til de forventninger, der opstilles. Frem for at fokusere på at aktivere og delagtiggøre traditionelle ’frivillige organi-

AnALysE


„For mig at se er der ingen tvivl om, at der ligger et stort potentiale i at inddrage aktører fra den tredje sektor i udviklingen af en lang række velfærdsopgaver.“Thomas Bisballe, Konsulent, Kuben Byfornyelse Danmark

nr 1 / 2009 9


sationer’, bør man i højere grad fokusere på det potentiale, der ligger i en stigende ’hybridisering’ af initiativer, organisatio-ner og aktiviteter i den tredje sektor.

fra frivilligt arbejde til socialt entrepre-nørskabDer er i disse år tale om hybridisering i den forstand, at der er sket en tiltagende professionalisering af en lang række frivil-lige organisationer, ligesom der er frem-kommet organisationer og initiativer, der abonnerer og blander værdier og praksis, man traditionelt set har tænkt som karak-teristiske for aktører fra den offentlige og private sektor. Den tredje sektor rummer samlet set et væld af organisationer, der er arbejdsplads for mange frivillige, men ikke ville kunne drives uden tilsvarende professionel arbejdskraft, der både i det daglige og organisatorisk faciliteter den frivilliges indsats. Fælles for disse såkaldte hybridorgani-sationer og initiativer er, at de kombinerer professionel og frivillig arbejdskraft, har et eksplicit socialt sigte, rummer økonomisk

aktivitet, hviler i en ’flad’ organisations-kultur og ofte kombinerer salg af varer og tjenesteydelser med udvikling og leveran-ce af socialt arbejde. I en international og dansk kontekst bliver denne hybridsering i stigende grad omtalt med begreber som socialt entreprenørskab og socialøkono-miske virksomheder . Begreberne bliver brugt til at beskrive et bredt spektrum af initiativer og organisationer, der agerer som dynamoer og brobyggere på grænsen mellem samfundets forskellige sektorer, og dermed danner grundlag for nytænk-ning og innovation. Dette kan illustreres ved hjælp af følgende model: Begreberne socialt entreprenørskab og socialøkonomiske virksomheder bruges som metafor for innovative og ofte multi-funktionelle initiativer og organisationer, der igennem kommerciel aktivitet skaber platforme for vækst og beskæftigelse. I kraft af de anvendte metoder og ’produk-ter’ spiller de en vigtig rolle for fx integra-tion af socialt udsatte på arbejdsmarkedet. Både danske og internationale erfaringer viser, at sociale entreprenører med stor

succes formår at adressere flere målsæt-ninger på en og samme tid, herunder:

Integration af marginaliserede borgere Inddragelse af borgere i lokalsamfunds-

udviklingJobskabelse og virksomhedsskabelseVærdiskabelse i kraft af reinvestering

og generering af investeringer i socialt arbejde

Styrkelse af integration og interkulturelle kompetencer

Lokalområders imageforbedringNæring af lokaldemokratiske processerSocial innovation og brugerdreven in-

novation

En organisation som Hjemløseavisen Hus Forbi er et godt eksempel på socialt entre-prenørskab og socialøkonomisk virksom-hed i en dansk kontekst. Hus Forbi bruger salget af aviser til skabelse af integrations- og empowerment processer for tidligere

kræver først og fremmest et opgør med den idyllisering af ”det frivillige”, der pt. dominerer diskussionen af sektorens rolle. Det politiske system bør i højere grad sæt-te fokus på at understøtte en kapacitets-udvikling, der kan kvalificere en hybridi-sering af organisationer og initiativer med rødder i civilsamfundet. Dette kunne ske via kompetenceudvikling, investeringer i socialøkonomiske virksomheder, samt ikke mindst i policyudvikling, der gør det fordelagtigt for både offentlige og private aktører at samarbejde med og investere i den tredje sektor. I de kommende år kan der derfor med fordel arbejdes målret-tet med at udvikle og afprøve forskellige modeller for socialt entreprenørskab samt ikke mindst at inddrage eksisterende sociale entreprenører og sociale virk-somheder i opgavehåndteringen på det socialpolitiske område.

Den tredie sektor rummer et endnu uudnyttet potentiale. Illustration, Andreas Christensen

„Frem for at fokusere på at aktivere og delagtiggøre traditionelle ’frivillige organisationer’, bør man i højere grad fokusere på det potentiale, der ligger i en stigende ’hybridisering’ af initiativer, organisationer og aktiviteter i den tredje sektor.“ Thomas Bisballe, Konsulent, Kuben Byfornyelse Danmark

og nuværende hjemløse. Avisen fungerer som platform for beskæftigelse og interes-semediering mellem de hjemløse og det omgivende samfund og drives af både professionel og frivillig arbejdskraft. Settlementet på Vesterbro i Køben-havn er ligeledes en organisation, der kan defineres som en socialøkonomisk virksomhed. Settlementet driver en bred vifte af både kommercielle og sociale akti-viteter med udgangspunkt i både frivillig og professionel arbejdskraft. Settlementet huser blandt andet klubmiljøer for børn og unge, et socialt, juridisk og psykolo-gisk rådgivningstilbud, en daghøjskole, samt en række butikker i lokalområ-det: Café, helsekostbutik, serviceteam (vicevært og rengøring) mm.. Fælles for organisationens aktiviteter er, at de udgør en platform for både professionelt og frivilligt socialt arbejde målrettet beboere og borgere i lokalområdet. Ovenstående organisationer udfordrer i høj grad en traditionel tilgang og forstå-else af den tredje sektor, og repræsenterer i højere grad organisationer og initia-tiver, der opererer på tværs af logikker og praksisser i den offentlige, private og tredje sektor. Herudover er det kendeteg-nende, at disse organisationer på hver sin måde har været tydelige katalysatorer for innovation på deres felter, og har bidraget til både individuel og kollektiv kapaci-tetsopbygning af udsatte borgere, og for Settlementets vedkommende ligeledes lokalområdet.

stop idyllisering og start inddragelseFor mig at se er der ingen tvivl om, at der ligger et stort potentiale i at inddrage aktører fra den tredje sektor i udviklingen af en lang række velfærdsopgaver. Dette

forfatterne

Arbejder til dagligt i Kuben Management som planlæg-gere og proceskonsulenter med fokus på: boligsocial udvikling i almene boligområder, borger-inddragelse i lokalsamfunds-udvikling, samt organisations-, analyse- og planlægningsopga-ver på det boligsociale område

videre læsning

Sociale entreprenører - en kri-tisk indføring. Af Lars Hulgård Hans Reitzels Forlag 2007

Center for Social Entreprenør-skab årsrapport 2008 - Socialt entreprenørskab - et aktuelt signalement. Af Linda Ander-sen, Lars Hulgård m.fl. Roskilde Universitet 2008.

Web

Center for socialt Entreprenør-skab, Roskilde universitet http://www.ruc.dk/paes/cse/

www.socialokonomi.dk/www.husforbi.dk/www.settlementet.dk/

„Vi kalder det bare ikke CSR, men ser det som vores pligt at indgå i et frivilligt samfundsansvar.“ Susanne Westhausen, direktør for Kooperationen,

Kooperationen havde det hele; bryggeri, mejeri, arbejderforsamlingshuse, boligselskaber, fællesbagerier, radiofabrik, brugsforeninger, energiforsyning, frisørsaloner, og rosinen i pølseenden - Arbejdernes Ligkistemagasin.

10

Kooperationen

Af frEdEriK ANdrEAS JørgENSEN

DATiDEnDer var engang, at en arbejder var medlem af fagbevægelsen, stemte på Socialde-mokratiet og handlede i kooperationen. Kooperationen var arbejdernes stat i staten, og arbejderne var selvforsynende. Gennem bevægelsen blev de båret fra vugge til grav. Kooperationen havde det hele; bryggeri, mejeri, arbejderforsamlingshuse, boligsel-skaber, fællesbagerier, radiofabrik, brugs-foreninger, energiforsyning, frisørsaloner, og rosinen i pølseenden - Arbejdernes Ligkistemagasin. Meget er lukket, men Kooperationen består – 16.000 mennesker har deres daglige arbejde i en kooperativ virksom-hed. Det er virksomheder som Arbejder-nes Landsbank (AL), forsikringsselskabet ALKA, Folkeferie, og en række hånd-værker- og entreprenørvirksomheder og boligselskaberne Kooperationstanken er mere end arbejderbevægelsens kulturinstitution,

det er også alternative ejerskabsformer og demokratiske produktionsforeninger, som er det, mange efterspørger nu, hvor finanskrisen underminerer det kapitalisti-ske system. Historien om kooperationen er dog ikke længere kendt i den brede offentlighed. Hvad gik der galt, og har kooperationen overlevet sig selv? Arbejderhistoriker Knud Knudsen fra Aalborg Universitet ser Kooperationens udvikling som en konsekvens af sam-fundsudviklingen. „Kooperationen nåede vel et højde-punkt i 50erne, og i de efterfølgende årtier begyndte flere dele at knage. Det skete samtidig med at arbejderne flyttede i par-celhuse i forstæderne, og deres solidaritet med Kooperationen forsvandt.“ Knud nævner Erhard Jakobsens udbrud fra partiet og stiftelsen af Centrum Demo-kraterne, som et tidsbillede. „Eksempelvis forlod Hovedstadens Brugsforeninger Kooperationen i 1973 og meldte sig i stedet ind i FDB. Varerne var nemlig ikke billigere i HB end i FDBs

brugsforeninger, så arbejderne handlede ind i FDB.“ Han ser dog en struktur i Kooperatio-nens tilstand: „De dele af kooperationen der lever i dag, er, foruden AL og ALKA, koopera-tionen inden for bygge- og boligområdet, hvor fagbevidstheden har været stærkest, hvorimod de tidligere producentkoopera-tiver ikke kunne konkurrere med private producenter.“ Netop konkurrencen mellem det private og kooperationen var det Marx gik imod ved kooperationstanken. Den må nødven-digvis fungere på kapitalismens vilkår for at indgå i konkurrencen med det kapita-listiske samfund. Og hvis den gjorde det, ville den ikke være anderledes, og gjorde den det ikke, ville den uddø. Så hvorfor eksisterer den stadig?

nuTiDEnFor at få svar på det, har VISION besøgt AL i Aalborg. John Markussen er på mange måder inkarnationen af Koope-rationen. Han er kundekonsulent i AL, kasserer i kooperationen og aktiv i Social-demokratiet. John mener at eksistensgrundlaget for kooperationen består, og er blevet meget synligt med grådighedens kollaps: „I dag kan man jo se, hvordan nogle

„vi må gennem kooperationen skabe et stykke socialistisk økonomi, hvis område stadig vokser, medens vi samtidig trænger kapitalismen tilbage“. -Frederik Borgbjerg, 1908.

AnALysE


banker har opført sig – eksempelvis ud-lånsgearet deres kunders friværdier til at købe deres egne aktier for.“ Det er forskellen på AL og andre ban-ker, fortæller John. „Vi kanaliserer overskuddet ud til med-lemmerne. Og vores direktion har ingen bonusordninger. Bankens aktier ejes af fagbevægelsen og dens medlemmer. Vi er ikke børsnoteret, så vi er sikret mod over-tagelse udefra, vi har p.t. omkring 1500 kunder på venteliste til køb af en aktie.“ Værdigrundlaget kendetegner AL, og i bredere forstand Kooperationen. Men kender folk det? I AL er han i daglig kon-takt med Kooperationens kunder. „Folk i dag går ikke så meget op i vær-dierne som mine bedsteforældre gjorde. I dag bliver der lavet en prissammenlig-ning på f.eks. mybanker.dk, derfor er det vigtigt, at vi kan konkurrere på markeds-vilkår men samtidig understrege, at vi har en historie med os.“ Men hvad er historien værd, hvis ikke folk kender den? Susanne Westhausen er direktør for Kooperationen, og kender om nogen fordelen ved værdigrundlaget. „Kooperationens virksomheder har altid påtaget sig et samfundsansvar, der går meget længere end private virksomheders. Eksempelvis har vores medlemmer altid taget mange lærlinge og elever ind. Når de er færdige, bliver de kapret af vores

„Vi kanaliserer overskuddet ud til medlemmerne. Og vores direktion har ingen bonusordnin-ger.Bankens aktier ejes af fagbevægelsen og dens medlemmer.“John Markussen, kundekonsulent i AL, kasserer i kooperationen og aktiv i Socialdemokratiet.

Medvirkende

John Markussen Kundekonsulent i Arbejder-nes Landsbank, kasserer for Kooperationen og Bestyrelses-medlem for Socialdemokra-terne I Aalborg.

Knud KnudsenArbejderhistoriker ved Aalborg Universitet

Susanne WesthausenDirektør i Kooperationen

kommunerne, hun ser muligheder: „Den kommunale opgaveløsning har desværre trange kår. I Sverige leverer kooperationen serviceopgaver i kommu-nalinstitutioner som plejehjem og børne-haver. Herhjemme er der stor mangel på ordentlige ældreboliger og plejehjem.“ Hun så gerne, at man gennem sin fagfor-ening kunne sikre sig en ordentlig alderdom med gode arbejdsforhold for de ansatte. „Når man siger at privathospitaler er noget skidt, handler det om, at det skævv-rider adgangen til sundhedssystemet, og at private tjener penge på at løse opgaven der tidligere var fælles. Hvis offentlige opgaver overtages i kooperativ form, vil vi kunne sikre den lige adgang, og at pen-gene går til formålet.“ Hun fremturer med en optimisme, så selv den største pessimist får håb. Borgbjerg pegede på, at Kooperationen var det skjold, mod hvilket storlockoutens sværd skal splinters. Uanset om truslen er arbejdsgivernes lockout af de ansatte eller finanskrisens massefyringer, er den nuværende situation måske lige præcis den åbning, kooperationen har brug for. Vil fremtidens kooperation lide under samme skæbne som den historiske, eller er fordelen ved den kooperative tanke, at den ikke er profitorienteret og derfor kan gå andre veje; overtage socialøkonomiske opgaver, private udbydere ikke kan løfte?

AL symboliserer udformningen af det ide-grundlag. Og som det siges, så går AL først fallit, den dag nationalbanken drejer nøglen. Neoliberalismen blev offer for sin egen grådighed i en ung alder. Kooperationen er nu 87, står den overfor sin anden ung-dom?

Tv. Kooperationens hus Reventlowsgade 14 København. Th. billeder fra Innovationscamp, januar 2009, hvor unge fra Kooperationens medlemsvirksomheder mødtes for at diskutere Kooperationens fremtid.

nr 1 / 2009 11

konkurrenter.“ Hun ser det frivillige samfundsengage-ment som et af Kooperationens stærkeste kort: Susanne Westhausen peger på, at Kooperationens håndværksvirksomheder i mange år har haft programmer, hvor de reintegrerer unge på arbejdsmarkedet og giver unge kriminelle og indvandrere mulighed for et job og en uddannelse. „Men forskellen er, at de ikke gør opmærksom på det, fordi de ser det som deres pligt at indgå i et frivilligt samfunds-engagement.“ Hun ser det frivillige samfundsengagement som et af Kooperationens stærkeste kort: „Når jeg taler med vores medlemmer om socialt ansvar, det, der kaldes Corpo-rate Social Responsibility (CSR), kigger de ofte undrende på mig. Vores seniorpo-litik, barselspolitik og sygepolitik er mere vidtgående end andre steder. Vi kalder det bare ikke CSR, men ser det som deres pligt at indgå i et frivilligt samfundsansvar.“ Det er dét andre firmaer betaler for i dyre domme, men som Kooperationen altid har gjort af sig selv. „I Kooperationen skal vi blive bedre til at fortælle alle de gode nutidige histo-rier og være stolte af det, vi allerede har bidraget til at udvikle – gode solide virksomheder og masser af gode arbejds-pladser. Megen af den lovgivning vi har på arbejdsmiljøområdet skyldes det arbejde

og de gode eksempler, som blev etableret af fagbevægelsen blandt andet i de koope-rative virksomheder.“ I 1994 trak Nyrup Socialdemokratiet ud af repræsentationen i LO og Kooperation. 2002 fulgte Hans Jensen efter og trak LO ud af Kooperationen. Det er tankevæk-kende, hvordan det er gået siden, siger Susanne Westhausen: „Bevægelsens tre dele er alle svækket siden den formelle gensidige repræsenta-tion blev ophævet. Det afgørende er ikke repræsentationen, men måske er vi virke-lig hinandens forudsætning. Måske er det på tide at genopfinde sammenhængen?“

fREMTiDEnMen hvad med fremtiden, ved Koopera-tionen overhovedet hvad den vil? Susanne Westhausen ser mange potentielle opga-ver for Kooperationen. „Forholdene har ændret sig meget siden Kooperationen startede; Staunings bør-nebørn er flyttet i parcelhuse. Ved Slaget på Fælleden kunne en arbejder købe 1,5 rugbrød for en timeløn, i dag kan man købe 5 kyllinger for 100 kr. Men kvaliteten er så ussel som nogensinde.” Hun mener stadig Kooperationen har en vigtig opgave i forhold til at sikre løn-modtagerne ordentlige boliger, arbejds-forhold og fødevarer. Det er specielt i

Af rASmUS pETEr ThErKildSEN Og ChriSTiAN STrUCKmANN irgENS

Bevæggrund nummer 1 for at blive frivillig i Hjemmeværnet er muligheden for at realisere sig selv. Og sådan skal det også være, hvis det står til Hjemmeværnets politiske leder, den kommitterede chef Ulrik Kragh (V). „Det, der tiltrækker unge mennesker, er, at man har mulighed for at få en ud-dannelse, at man kan dygtiggøre sig, og så er det det sociale netværk. Det har ikke en skid at gøre med, at man vil gøre noget for fællesskabet. Ideerne om fællesskab og so-lidaritet kommer senere“, fortæller Ulrik Kragh fra sit hjem på Holger Danskesvej i Horsens. I den anden ende af landet sidder hjemmeværnsdistrikt Nordsjællands nye chef, Major Ulrik Skytte. Han konstaterer tilfreds, at historien er død. 9. april og ønsket om at kunne forsvare den danske grænse trækker ikke længere medlemmer til Hjemmeværnet i nogen særlig grad, og det er godt sådan. Den gamle organisation er begyndt at henvende sig til det moderne menneske. Til stor tilfredshed for gamle og nye frivillige, men også med nye ud-fordringer for ledelsen. Efter lang tid som genstand for offentlig kritik er Hjemme-værnets største udfordring at tackle sin egen succes.

Hjemmeværnets nye opgaverForsvarsforliget for 2005 drejede Hjem-meværnet i retning af, at det i langt højere grad skal løse opgaver for civilsamfundet. Det faldt i god jord hos medlemmerne. „De frivillige er vilde med at hjælpe poli-tiet med at stå vagt, eftersøge forsvundne plejehjemsbeboere eller hjælpe forsvaret med sneberedskab i pansrede mandskabs-vogne. De finder opgaverne meningsfulde og er glade for at gøre noget for andre“, siger chefen for distriktet i Nordsjælland Ulrik Skytte. På samme måde ser han, at muligheden for at blive udsendt til Afghanistan trækker mange eventyrlystne mennesker til. De fleste danskere er også positivt stemt over for de nye opgaver, som Hjemme-værnet løser for blandt andre politiet. I en undersøgelse som Interresearch lavede for Vision, svarer ca. 60 procent, at de er helt eller delvist enige i, at Hjemmeværnet er et vigtigt supplement til politiet. Og for

nylig kunne Hjemmeværnet fortælle, at 243 personer havde ansøgt om medlem-skab alene i januar, hvilket er rekord på en måned i de seneste tre år. Alt i alt ten-denser som en frivillig organisation burde tiljuble, men midt i al succesen drypper Ulrik Skytte malurt i bægeret. „I dag er vi i en situation, hvor forsva-rets værn og politiet stort set elsker os til døde. De er vilde med den hjælp, de får, og de bruger os alt det, de kan.“Hjemmeværnets nyvundne popularitet hos politi og forsvar risikerer at give arbejde, der ligner driftsopgaver. Tidligere blev for eksempel sneberedskabet dækket af forsvarets lønnede personel, nu klares det af Hjemmeværnets frivillige, der kun får 500 kroner i tabt arbejdsfortjeneste. På sigt frygter distriktschef Ulrik Skytte, at Hjemmeværnet vil blive opfattet som billig arbejdskraft og at det vil tære på de frivillige resurser. I værste fald vil det skræmme medlemmer væk og opgaverne vil derfor kun kunne løses, hvis der bruges enten tvang eller lønninger. Det harmone-rer meget dårligt med ideen om en frivillig organisation.

Win-winI ledelsen er den kommitterede Ulrik Kragh opmærksom på faren ved at udføre driftsopgaver. Han nævner en episode fra Frederikshavn, hvor et hjemmeværnskom-pagni blev spurgt, om de ville være livred-dere ved stranden i sommermånederne. Den lokale chef takkede ja, det rygtedes, og inden længe blev Hjemmeværnet efterspurgt ved strande over hele landet. Men her sagde den øverste ledelse stop. Hjemmeværnet skal træde til i spidsbe-lastningssituationer og ikke bare være billig arbejdskraft, fordi nogle kommuner vil spare penge, lød meldingen. Men andre steder arbejder Hjemme-værnet på mere permanent basis. Forsva-ret, politiet, redningsberedskabet og Skat har alle fået skåret en del af deres budget, hvilket skulle få de fire organisationer til at arbejdede mere sammen. Reelt løses opgaverne af Hjemmeværnets frivillige. Ulrik Kragh kalder det for en win-win situation. „I stedet for at være lalleglad idealist, der uddanner sig til noget, der aldrig bliver brugt, så er man nu idealist, der uddanner sig til noget, der er interessant, relevant og samfundsnyttigt.“

Ulrik Kragh ser det som en tydelig gevinst for samfundet, at man nu kan nyt-tiggøre det frivillige arbejde. For ham er Hjemmeværnet en statsbetalt forsikrings-ordning, der helst skal benyttes så meget som muligt. Distriktschef Ulrik Skytte er også tilfreds med, at Hjemmeværnets nyt-teværdi nu er tydeligere. Men han frygter, at jo tættere staten og Hjemmeværnet knytter sig til hinanden, desto vanskelli-gere bliver det at opretholde Hjemmevær-net som frivillig organisation. Staten har opdaget, at Hjemmeværnet kan løse dyre opgaver, som politi og forsvar ikke har tid eller råd til, men det er ikke til at sige, hvor lang tid de frivillige har lyst til at ud-føre gratis arbejde, som deres forgængere blev betalt for.

koldt stål / lunkne madpakker I Ulrik Skyttes distrikt er en lille deling på cirka tyve mand. En frostklar søn-dag morgen i februar er det tid til deres halvårlige skydekontrol. To af delingens soldater, Thomas Engel og Carsten Un-german, skiller og samler møjsommeligt deres M 96 rifler og ligger sig i skydepo-sition. Tilsammen har de 36 års erfaring fra Hjemmeværnet. De består kontrollen uden problemer Til forskel fra for ti år siden, er Thomas og Carsten i dag glade, når de fortæller andre, at de er i Hjemmeværnet. Det er de nye opgaver for civilsamfundet, der er skyld i det, siger de. Men de har også noteret sig, at det ikke altid er let at finde grænsen for, hvad deres opgaver bør være. I 2008 hjalp de to til, da Livgarden fejrede sit 350 års jubilæum. De kørte gardens gæster rundt

Hjemmeværnet har påtaget sig nye opgaver og den folkelige opbakning er øget. Men de frivilliges motivation forsvinder, hvis de kun får de kedelige og ligegyldige opgaver.

i militære køretøjer, så de fik et indblik i, hvordan Livgardens soldater arbejdede. „Det var en god øvelse for os, fordi vi fik trænet at køre de PMV’er (pansrede mandskabsvogne, red), som vi skal bruge til f.eks. sneberedskabet. Men da vi på et tidspunkt blev bedt om at stå og uddele madpakker, så følte vi ikke længere, at vores aftale blev overholdt“, fortæller Thomas. Ulrik Kragh beklager situationen og understreger, at det ikke er den slags opgaver, de frivillige uddanner sig til. Men episoden viser netop distriktschef Ulrik Skyttes angst for, hvad den nye udvikling kan føre til. Hvad Hjemmeværnet som statsbetalt forsikringsordning kan bruges til, er ikke klart defineret, og dermed er grænsen for, hvad man kan forlange af de frivillige også uklar. Worst case scenario er, at grænsen først bliver fundet, når de frivillige begynder at melde sig ud og den statslige forsikringsordning ikke længere kan dække skaderne.

12

Frivillig i statens tjeneste

AnALysE og fELTsTuDiE


„Det, der tiltrækker unge mennesker, er muligheden for at få en uddannelse, at dygtiggøre sig, og så det sociale netværk. Det har ikke en skid at gøre med, at man vil gøre noget for fællesskabet.“ Ulrik Kragh, Hjemmeværnets politiske leder

Illu

stra

tion

, Tor

e A

lexa

nder

sen

Af rASmUS pETEr ThErKildSEN Og ChriSTiAN STrUCKmANN irgENS

Med mantraet ’aldrig mere 9. april’ og traumet fra besættelsen i baghovedet blev Hjemmeværnet oprettet i 1949. Hjemme-værnet skulle uddanne civilbefolkningen til at kunne kæmpe mod en invaderende styrke, selv hvis politikernes mod svigtede. Samtidig var efterkrigsregeringen nervøs for de våben, som modstandsbevægelsen lå inde med efter krigens afslutning. For at bevare politisk kontrol med våbnene, blev Hjemmeværnet skabt både med en politisk og militær ledelse.

koldkrigere Fra 1950’erne og frem var Hjemmevær-nets fjende nummer 1 Sovjetunionen og Warszawa-pagten. De ca. 70.000 frivillige blev trænet i diverse krigsscenarier i tilfælde af, at den kolde krig blev varm. Heldigvis kom fjenden aldrig. For Hjem-meværnet blev Berlin-murens fald og afslutningen på den kolde krig en trussel mod dets eksistens.

organisatorisk genopfindelse Op gennem halvfemserne forekom en lukning mere og mere sandsynlig, men for Hjemmeværnets selvforståelse var stor-men i december 1999 et afgørende vende-punkt. Katastrofen skabte et akut behov for hjælp fra det professionelle beredskab, der manglede ressourcer til at løse situa-tionen alene. Hjemmeværnssoldaterne havde uddannelse til at hjælpe, men ikke den politiske myndighed. Forsvarsforliget for 2005 blev der, hvor Hjemmeværnet genopfandt sig selv. De skulle i fremtiden i langt højere grad komme det civile sam-fund til gode.

Hjemmeværnet fylder 60 i år. Men hvor kommer det fra og hvad bidrager det med. vision bringer et overblik.

60 år med fritidssoldater

nødvendige frivilligeHjemmeværnet udfører i dag opgaver for politiet, skat, forsvaret og det øvrige be-redskab ved spidsbelastning og i øvelses-situationer. Forsvaret mangler personel, derfor er Hjemmeværnet også udsendt til Afghanistan. Hjemmeværnet er blevet en betydelig del af det danske totalforsvar.

flere laver mereIfølge en undersøgelse fra Socialforsk-nings Instituttet fra 2007 er de aktive i Hjemmeværnet i gennemsnit mere aktive i andet frivilligt arbejde end resten af befolkningen. 40 procent af befolkningen laver frivilligt arbejde, mens det for med-lemmer af Hjemmeværnet er 60 procent.

For nylig kunne Hjemmeværnet fortælle, at 243 personer havde ansøgt om medlemskab alene i januar, hvilket er rekord på en måned i de seneste tre år.

Mener hjemmeværnet er et vigtigt supplement til politiet, eksempelvis ved opgaver som person-eftersøgninger

1949 1950 1990 1999 2005 2007

Hjemmeværnet oprettes under mantraet „aldrig mere 9. april“

Lukning forekommer mere og mere og mere sandsynlig, efter berlinmurens fald.

Hjemmeværnet i gennemsnit mere aktive i andet frivilligt arbejde end resten af befolkningen.

Forsvarsforliget. Hjemmeværnet genopfinder sig selv.

Sovjetunionen og Warszawa-pagten, fjende nummer 1.De ca. 70.000 frivillige blev trænet i diverse krigsscenarier i tilfælde af, at den kolde krig blev varm.

Stormen i december 1999, bliver vendepunkt, da det professionelle beredskab, manglede ressourcer til at løse situationen alene.

nr 1 / 2009 13

AnALysE

74%

14

Danmarks bedste beskæftigelsesprojekt

på 4 år er det lykkedes kafé kolind at få 80 procent af de aktiverede fra de laveste socialgrupper videre i systemet. noget ingen andre har kunnet. Hvordan sikrer man rejsen tilbage på arbejdsmarkedet?

røget tilbage i systemet. På hovedgaden i Kolind, inde bag disken er der fuld fart på køkkenet. „Når du bliver ansat på Kafé Kolind, ud-fylder du en funktion. Der medfølger også ansvar, overfor dig selv, dine medarbej-dere og kaféens gæster.“ Det er filosofien for Kaféens leder, Anne Ilsø. Rejsen tilbage på arbejdsmarkedet er svær for mange, derfor er det afgørende, at de får plads til at omstille sig. På Kafé Kolind opnår medarbejdere ansvar efter lyst og evne. Anne Ilsø fortæller, at „Kafé Kolinds medarbejdere oftest har løbet hovedet mod muren i andre aktiveringsprogram-mer. Der mangler simpelthen nuance-ret og differentieret behandling til at imødekomme den enkeltes behov. De tror, de skal ind og dokumentere skyld, derfor starter de med at bevise, hvad de ikke kan. Det gik galt, da jeg begyndte at lave ambitioner på deres vegne.“ De afprøvede et forsøg i starten: „Vi havde en konsulent fra aftenskolen hernede for at lave et hygiejnekursus. Hun talte i fagtermer og skøjtede igennem plancherne, som et foredrag i Business Management på CBS. De havde ikke for-stået noget som helst. Derefter prøvede vi igen, men et skridt ad gangen og masser af billeder.“ Kaféen har nu fået en elite-smiley.

Af ANdErS KlEJNSTrUp KriSTENSEN Og frEdEriK ANdrEAS JørgENSEN

Kolind, en lille stationsby midt på snuden af Jylland. På det seneste er Kolind blevet kendt for store våbenfund. De kalder det Danmarks Texas. Men folk er seje herude; de ved hvor-dan man klarer sig. Det er kræmmere, landmænd og handelsfolk. Dialekten er et drevent djurslandsk, som man kender det fra de Grønne Slagtere. Det er nemlig også Ole Thestrups hjemstavn. Det er her, Søren Ryge holdt fest for Anders og Julius – på det gamle jernba-nehotel lige; Drasbæks Hotel. Det er nu lukket – ligesom meget andet i byen. En typisk jysk provinsby. Folk kender hinanden, alle har øgenavne. Urbanise-ringen har været hård. Ressourcestærke folk er flyttet væk, mens svagere grupper er flyttet til, for huspriserne har været lave. Det betyder en større andel på passiv forsørgelse. I august 2005 skete der noget. Kafé Kolind slog dørene op. I løbet er 3 år er 76 ud af 92 fra de laveste socialgrupper blevet udsluset til arbejde eller uddannelse. Op-skriften er Hjortens pisk, men kaffe, kage og en stille overgang til arbejdslivet.

Hverdagen på kafé kolind 07:30. Tågen er lettet. En bil bevæger sig hastigt gennem Syddjurs kommune. Chaufføren er Jesper fra Kafé Kolind. Hver morgen kan medarbejderne ringe og sige, at de vil hentes. Mange bor i billige lejligheder, langt fra tog og bus. Mange af medarbejderne på Kafé Ko-lind har haft et hårdt liv. Som misbrugere uden selvværd og selvkontrol, har de ikke slået til i andre aktiveringstilbud, men er

fELTsTuDiE


„Det afgørende er, at de selv har lyst. Engagement er en forudsætning,“Anne Ilsø, leder af Kafé Kolind.

Kafé Kolind startede i august 2005. Det har givet liv til byen, og har i dag mange faste gæster.

Her ses Kaféens leder Anne Ilsø og Den Syngende Klovbeskærer, en lokal legende.

nr 1 / 2009 15

Ansvar og tillid er altafgørende.„Det afgørende er, at de selv har lyst. En-gagement er en forudsætning,“ siger hun. Chaufføren Jesper påpeger, at Kaféens afgørende styrke er, at man kan få det næsten som man vil. „I starten er folk ret lukkede, men efter 14 dages tid åbner folk sig op.“ Og netop det er kaféens styrke – alle er lige: ingen klienter, alle er medarbejdere. Hun har udvidet kaféen, så den også fungerer som en lektiehjælpscafé for børn og voksne. „Det skal forstås således, at selv ved de mindste problemer – betaling af girokort eller bestilling af tid hos lægen –er der altid hjælp at hente“.

Byen og kaféenUdslusningen taler for sig selv. Den var dog ikke blevet til meget uden engagemen-tet fra byens virksomheder. Afgørende for Kafé Kolinds succes er opbakningen fra lokalsamfundet. „Især private virksomheder og butikker har gjort deres til, at succesen fortsætter. Den endelige anerkendelse fra samfundet kom da handelsstandsforeningen holdt deres generalforsamling hernede,“ fortæl-ler hun. Slagteren klagede over kaféen: „Vi solgte smørrebrød til 20 kr. Han solgte det til 21 kr. “Så hævede vi prisen 1 kr. Si-den har der ikke været nogen problemer.”

„Når du bliver ansat på Kafé Kolind, udfylder du en funktion. Der medfølger også ansvar, overfor dig selv, dine medarbejdere og kaféens gæster.“Anne Ilsø, leder af Kafé Kolind.

fakta om kafé kolind

· Kafé Kolind startede i august 2005, og er drevet af KFUM i samarbejde med Syddjurs Kommune.

· Kaféen har 3 fastansatte på fuld tid, foruden 7 frivillige medarbejdere, hvoraf de fleste er førtidspensionister, fra psyki-atrien eller misbrugscenteret.

· Projektdeltagerne bliver anvist fra jobcenteret, socialcenteret, misbrugscenteret psykiatrien og alkoholrådgivningen.

· I januar 2008 havde 74 deltagere ud af 92 gennemført projektet, og var blevet udsluset til job eller uddan-nelse. Deltagerne var primært kvinder og kom over-vejende fra matchgruppe 4 og 5.

information

Du kan finde flere informationer om Kafé Kolind her:

Kaféens hjemmeside: www.kafekolind.dk

Evalueringsrapport fra CABi, januar 2008:www.cabiweb.dk

En økonomisk succes?Kaféen har fået mange af kommunens arbejdsløse aktiveret, men kommunen prøvede alligevel at ændre spillereglerne, da kaféens fremtid skulle genforhandles efter 3 år: Anne Ilsø fortæller, at „de prøvede at indføre taxameterordning. De økonomiske rammer styrer mere og mere, og jeg ville måske holde folk hernede, hvis der var penge i røven af dem. Men det jeg be’r om er et driftstilskud. Taxameterordningen er ualmindeligt vammel.“ orhandlingsstrategien virkede. Kaféen kører i dag videre med driftstilskud. Anne Ilsø mener, at alle kommuner burde have en Kafé Kolind.

16

fELTsTuDiE

Blod og ild på Valby Langgade

Af mAriA BøEgh-lErvANg Og mArTiN EJNEr grUNz

Stadig flere og flere danskere arbejder frivilligt, og mange af de store velgøren-hedsorganisationer melder om stigende interesse. Danmarks største portal for frivilligt arbejde, frivilligjob.dk, har 8.000 hits hver måned. Mange har opdaget, at man som frivillig får en masse tilbage i form af bl.a. selvrealisering og identitet –for det frivillige arbejde gavner også den frivillige. Så hvor kommer det frivillige engagement fra? En af de organisationer der altid har haft frivilligt socialt arbejde i fokus er den kirkelige organisation Frelsens Hær. Vi har derfor sat os for at besøge dem, for at høre dem sætte ord på deres engagement.

spiderman og messingsuppeDet er fastelavnssøndag, og vi er til guds-tjeneste i Frelsens Hærs korps i Valby. Egentlig skal vi tale om velgørenhed og frivilligt arbejde med Ulla Larsen, der er butiksleder for Frelsens Hærs genbrugs-butikker i Storkøbenhavn. Men vi kan ligeså godt få en oplevelse ud af det, og se hvordan en gudstjeneste i Frelsens Hær finder sted. Måske kan vi derigennem spore hvor noget af det frivillige engage-ment opstår? Vi sidder i Frelsens Hærs mødelokaler på Valby Langgade - en rød murstens-bygning fra 1970’erne. Den store sal, hvor gudstjenesten finder sted, er enkelt indret-tet med slidstærke rødpolstrede stole og PH-lamper. Det kunne være en hvilken som helst sal i et nyere byggeri, hvis ikke det var for det store podium, hvor mes-singorkesteret sidder – og så selvfølgelig trælogoet på bagvæggen, der med sværd

og kors forkynder Frelsens Hærs motto ”Blod og ild”. Her er godt fyldt op, og blandt de fastelavnsudklædte børn er der både Spiderman, Pippi Langstrømpe og en pose lakridskonfekt, foruden naturligvis de sikre hits katte og prinsesser. Orkesteret sætter i med et medley, hvor vi i hvert fald genkender „My Bonnie is over the Ocean“. Derefter tager Ulla Larsen ordet. Det er hende der i dag, sammen med sin mand Knud Larsen, leder gudstjenesten. Hun byder velkommen, og glæder sig til for-samlingens morskab over, at der i år ikke er nogen djævle tilstede. Derimod har en engel strategisk placeret sig ved indgan-gen til Guds hus for at holde al ondskab ude. Efter en kort bibellæsning stemmer gospelkoret i med „All because of Jesus“, alt imens de med bløde og vrikkende bevægelser følger rytmen i musikken.

„gud sagde til mig: start et gospelkor“Efter endt Gudstjeneste sætter vi os ind i et kontor, som normalt bruges af den faste medarbejder i Valbykorpset, for at prøve at få besvaret vores spørgsmål om, hvad den drivende kraft i frivilligt arbejde er. Ulla Larsen er et af de kendte ansigter i kirken på Valby Langgade 83. Hun har været med i 31 år – siden hun var blot 17. Hendes arbejdsopgaver i Frelsens Hær spænder vidt: „Jeg har været kasserer i tyve år“, fortæller hun og fortsætter: „Jeg har også været børnegospelleder i ti år. Og så har jeg været med på rengøringsholdet i 25 år. Så jeg er her mange dage om ugen. For mig betyder det meget, at jeg ikke kun er leder. Jeg kan også gøre nogle af de ting, som ikke er en leders job“. Vi spør-ger, om det er gennemsyrende for hele korpset, at man deltager på alle niveauer.

„Det er det ikke altid. Nogle gør kun rent, nogle laver kun mad, og nogle er kun med i koret. Vi er nok lidt atypiske hjemme hos os ved, at vi alle er så aktive. Min mand er i hornmusikken og underviser både børn og voksne. Og så er han med i koret. Så vi er meget Frelsens Hær“. Ulla Larsen og hendes families store engagement i kirken er ikke en sjældenhed. Under vores besøg i kirken taler vi med flere, hvis familie har været med i hæren i generationer, og hvor alle i familien delta-ger aktivt. Men hvad giver dette fællesskab dets medlemmer, siden de deltagende er så dybt forankrede i arbejdet? „Jeg var en ganske genert pige da jeg startede. Men nogen overbeviste mig om at jeg kunne være leder, og jeg startede i det små med at spille klaver til nogle børnekor. Og da jeg var 27, blev jeg spurgt om jeg ville være kasserer. Jeg tænkte: „det kan du da ikke“, men de sagde, at det kunne jeg – og jeg har været det lige siden.“, siger Ulla Larsen og fortsætter: „Jeg har følt, at jeg skulle lave børnegospel, for min datter sang. Selv var jeg ikke så musikalsk, men jeg følte at Gud sagde til mig: „start et børnegospelkor“, også selvom vi kun var syv børn i starten – men så måtte vi invi-tere nogen med ude fra. Og så blev det en stor succes. Og det viser, at hvis man kan lide det og arbejder meget med det, ja så kan man godt få noget op at stå. Det synes jeg er meget væsentligt – at det hele ikke behøver at være så professionelt. Det skal være en glæde, og det er det blevet hos børnene“.

suppe, sæbe og frelseDet er ikke gennem gudstjenesterne, men gennem velgørenheden at de fleste danskere møder Frelsens Hær. Særligt gennem genbrugsforretningerne. Disse butikker kører primært på frivilligt basis. „Nogle af de frivillige kommer ind direkte fra gaden, andre kommer fra kommunen og kan ikke klare et traditionelt job. Og så

kommer de hos os. Nogle gange bliver de der, til de skal på pension“, fortæller Ulla Larsen. Frelsens Hærs genbrugsbutikker bidra-ger altså socialt til, at samfundets svagere indbyggere opnår tryghed og følelsen af at tilhøre et fællesskab: „Når vi får frivillige ind i vores butikker eller i kirken, oplever de en ny form for tryghed og selvværd. Det frivillige arbejde bygger mennesker op“, fortæller Ulla Larsen. Er medarbejdernes personlige udvikling så en del af velgørenheden? „Ja!“, svarer Ulla. „Ja, de føler sig rigtigt godt tilpas, når de er hos os. Og så betyder det, at når de er hos os, så kan de købe tøj til 50 % - for et vist beløb. De får også en tak for at være der. Det er det at: „jeg kan bruges til noget. Jeg kan lære at prissætte tøj, jeg kan lære at stå ved kassen. Jeg kan noget!“ Frelsens Hærs søger at kombinere det kristne aspekt med det sociale arbejde. Lige fra Hæren så dagens lys i 1800-tallet har de benyttet slagordet ’soup, soap and salvation’. Ulla Larsen og hendes medsoldater oplever stadig fattigdom og ensomhed på tæt hold: „Vi holder åbent hus tre hverdage om ugen fra 9-15, hvor vi serverer mad. Der kommer typisk 30 stykker… Der kommer mange pensionister og andre ledige, som er ensomme og som har svært ved at få det hele til at hænge sammen økonomisk“, fortæller Ulla Larsen og fortsætter „Så taler vi med dem, og har de brug for råd, giver vi dem også det“. Om hun føler det som en pligt? „Ja! Det følger med min tro. Jeg har en pligt til at være god ved andre, jeg har en pligt til at hjælpe – lige meget hvem de er. Og det er ikke noget der er nemt for mig – jeg kan være en rappenskralde... Jeg kan godt blive irriteret over nogle ting, men min tro siger mig, at det kan jeg ikke tillade mig!“

Danskerne er vilde med frivilligt socialt arbejde. Men hvad motiverer dem? i frelsens Hær er det tro og selvrealisering.


„Når vi får frivillige ind i vores butikker eller i kirken, opleverde en ny form for tryghed og selv-værd. Det frivillige arbejde bygger mennesker op“ Ulla Larsen butiksleder for Frelsens Hær.

"Blod og ild" henviser til Jesu blod og Helligåndens ild. Flaget er med overalt, det følger medlemmerne fra vugge til grav.Valby Børnegospel. Ca. 30 børn og unge i alderen fra 5-20 år, synger og laver festlige fagter sammen.

nr 1 / 2009 17

Den nødvendige indvandring

„Efter syv fede år er vi på vej ind i en nedgangsperiode. Mange har mistet deres arbejde de seneste måneder, andre frygter at blive ledige. Derfor vil nogle nok synes, det er utidigt nu at tale om, at vi skal have indvandrere hertil. Jeg synes, at det vil være utidigt at tie, for uden indvandring på længere sigt kan vi ikke fastholde vores velfærdssystem, vores offentlige service og den lighed, som de fleste danskere mener skal bære vores samfund. Vi ved, at når den offentlige service ikke fungerer, så tyr de, der har råd, til private løsninger, mens resten må undvære. Når de berømte hænder mangler i den offentlige sektor, går det først og fremmest ud over én gruppe, nemlig de svageste, der ikke har råd til at købe privat service, uanset om der er tale om læger, sosu-assistenter i hjemmeplejen eller skolelærere.“

-Britta Thomsen , socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet.

„At den moderne indvandring går uden om Danmark skyldes ifølge Britta Thomsen, at der er sat et alt for højt hegn op omkring landet, og at der er lagt et effektivt låg på debatten om indvandring. Hun efterlyser en fordomsfri diskussion, der kan føre til udvikling af bæredygtige strategier for indvandring.“-Ugebrevet A4

„Det er noget af en hvepserede den socialdemokratiske Europa-parlamentariker, Britta Thomsen stikker hånden ind i. Budska-bet er klart nok. Den danske velfærdsmodel hænger sammen så længe de store årgange endnu er på arbejdsmarkedet... I denne bog serveres pointerne med politiske visioner, i grafisk tiltalen-de form og med mange personlige beretninger om arbejdstagere af udenlandsk oprindelse.“-FOKUS EUROPA: (Europabevægelsens magasin)

- ny slagkraftig debatbog af Europa-parlamentsmedlem Britta Thomsen

18

Frivillighed - kommunernes redning?

Af pETEr WESTErmANN Og KArEN NilAUS

VISION har analyseret kommunernes fremtidige rolle og overlevelsesmuligheder med hjælp fra en kommunalforsker, en demokratiforsker og en kommunalpoli-tiker. For kommunalforsker Roger Buch ved Danmarks Journalist Højskole er betyd-ningen af kommunalreformen klar: ”Kom-munalreformen har betydet, at der er kommet langt færre politikere per borger, hvormed afstanden mellem politikerne og borgerne er vokset. Borgerne kender ikke længere deres politikere. Samtidig bliver en del opgaver og beslutninger, som tidli-gere blev løst af lokalpolitikerne, nu vare-taget af administratorer og embedsmænd i kommunerne. Det er dermed blevet sværere for enkeltindivider og borgergrup-per at påvirke kommunens beslutning”. Kommunalreformen er blot ét af mange tiltag, der har samme tendens. „Der er ingen tvivl om at kommunalreform, skattestop, anlægsstop og budgetaftaler har betydet, at borgernes mulighed for at påvirke deres lokalområde er blevet bety-deligt indskrænket“ siger Roger Buch. De økonomisk bagbundne kommuner har betydet, at lokalsamfundet er blevet vendt på hovedet. Lokalpolitikerne mister gradvist rollen som centrale omdrejnings-punkter. Den rolle er blevet overtaget af frivillige aktører, der skaber nye og anderledes muligheder for borgerinddra-gelse og lokalmedbestemmelse. Formerne og tiltagene er mange, men fælles for alle er iderige ildsjæle, der brænder for deres projekt. Ofte er projekter koncentreret om en enkeltsag eller et afgrænset område, og netop det er styrken i de frivillige initiativer. I stedet for at begræde tabet af det traditionelle nærdemokrati, bør vi omfavne og fremelske det nye.

Realitet eller utopi?Et alvorligt og uundgåeligt spørgsmål presser sig på: Er det muligt at realisere en sådan transformering af lokaldemo-kratiet? Professor Eva Sørensen fra Roskilde Universitet (RUC), der forsker i nye de-mokratiformer, er ikke i tvivl: „Det danske samfund er nok et af de samfund i verden, der er bedst rustet til netværksdemokrati pga. traditionen for korporatisme, decen-

tralt demokrati og foreningsdemokratiet“.Noget af det første, Eva Sørensen fremhæ-ver, er vigtigheden af at kæde de frivillige netværk og de formelle beslutningstagere sammen: „Styringen af netværkene skal altid rammesættes og kædes tæt sammen med det repræsentative demokrati. Hvis det repræsentative demokrati svækkes markant af netværksstyring, vil risikoen for ansvarsforflygtigelse og fåmandsvælde opstå, og projektet vil dermed mislykkes. Det er også vigtigt at have en stærk kritisk offentlighed, der holder øje med netvær-kene“. Netværksdemokratiske løsninger kræ-ver, at kommunerne inddrager og aktive-rer borgeres, organisationers og virksom-heders viden, energi og ressourcer. Det er langt fra en nem proces, men udbyttet vil være stort for alle dele af samfundet. Eva Sørensens forskning påpeger mindst tre gode grunde til at forsøge: For det første giver netværksdemokrati mulighed for, at netværk kan løse kompli-cerede og dynamiske problemstillinger, der tidligere var problematiske, fordi de er placeret i en gråzone mellem stat, marked og privatsfære. Et godt eksempel er hånd-teringen af usund kost og overvægtige børn. Hvor ligger kimen til problemerne? Og hvem har ansvaret? Svaret er, at der er brug for en helhedsløsning, hvor alle aktørerne i børnenes nærmiljø bliver inddraget; både politikere, forældre, børn, skole, kantine og virksomheder. Et andet godt eksempel er integration. Ved at samarbejde med alle grupper i samfundet vil det være muligt at skabe en flerstren-get integrationsstrategi, som når bredere ud og som folk i nærområderne føler en

forpligtigelse til. For det andet er netværk gode til at håndtere udviklingsorienterede projek-ter. Det kan for eksempel dreje sig om planlægningen af en ny skole, sågar en ny bydel eller andre radikale beslutninger i forhold til kommunens fremtidsplaner. Planlægningen af den ny københavnske bydel Ørestaden er et godt eksempel på et lokalt udviklingsprojekt med vægt på borgerinddragelse. Her fik de nytilflyttede beboere medindflydelse på udformningen af grønne områder omkring deres boliger. Tanken er, at borgerinddragelsen skal skabe ejerskab for lokalområdet og hjælpe den nye bydel med at finde sin identitet. For det tredje, og måske vigtigste, vil det skabe større personlig frihed for den enkelte borger. Borgene vil få mulighed for at påvirke lokalsamfundet og sætte rammerne for deres eget liv. Det er vigtigt ikke at undervurdere denne faktor, da det i høj grad er selvrealisering og medbe-stemmelse, der skal drive udviklingen fremad. En grundlæggende forudsætning for øget borgerinddragelse er imidlertid, at kommunerne reelt får mulighed for at råde over deres økonomi. Således at kom-munalpolitikerne får øget mulighed for at træffe beslutninger, som netværkene kan påvirke. Netværkstanken fordrer decentral styring af kommunerne, og den egentlige politiske prioritering bør derfor igen pla-ceres hos kommunalpolitikerne.

fremtidens politikerneIdeen om lokale netværk udspringer ikke fra det politiske tegnebræt men har en reel

Med regeringens jerngreb om kommunerne, kunne det tyde på, at det decentrale Danmark har udtjent sin rolle i sin nuværende form. Men kan frivillige fællesskaber sikre kommunerne en ny eksistensberettigelse?

forankring i lokalsamfundet. Det mærker byrådsmedlem Thomas Gyldal Petersen (S) fra Herlev i sin hverdag: „Som byråds-politikere oplever vi hele tiden stigende forventninger og krav fra borgernes side om at blive inddraget i beslutningsproces-sen. Forventningerne og engagementet er vokset på specifikke områder, som netop berører den enkelte borger“. Fra Thomas Gyldal Petersens ståsted oplever han, at netværksprocessen alle-rede er i gang: „Udviklingen mod en mere netværksorienteret styreform er allerede i gang, idet borgerne kræver mere åben og uformel adgang til beslutningsprocessen“. Thomas Gyldal Petersen ser det som et tegn på, at også politikerne vil udvikle sig: „I fremtiden vil det blive de politikere, der tager dialogen med borgerne og forstår at omsætte den til politik, som vil vinde valgene“. Politikernes rolle i lokalsamfundet er altafgørende for, at de frivillige kan knyttes tæt sammen med det eksisterende formelle politiske system. Muligheden be-står i, at frivillige netværk bliver integreret som en naturlig samarbejds- og sparrings-partner. Ifølge Eva Sørensen er det vigtigt, at poli-tikerne kan begå sig både i byrådssalen og i supermarkedet. Politikerne skal fortsat udtrykke det repræsentative demokrati, men samtidig skal de deltage aktivt i net-værksudviklingen. De skal således skabe gunstige rammer for lokale netværk, så disse bliver rummelige og produktive. Det er politikernes opgave at sikre, at der ikke opstår et demokratisk underskud. Politikernes fornemmeste opgave bliver derfor at sikre, at netværkene ikke bliver de ressourcestærkes talerør, men bliver fora hvor alle, der har lyst og som bliver berørt af kommunens beslutninger, bliver inddraget.

AnALysE

BoRgERinDDRAgELsE og DEMokRATi

Netværk kan løse komplicerede og dynamiske problemstillinger, der tidligere var problematiske, fordi de er placeret i en gråzone mellem stat, marked og privatsfære.

„Som byrådspolitikere oplever vi hele tiden stigende forventninger og krav fra borgernes side om at blive inddraget i beslutningsprocessen.“ Thomas Gyldal Petersen, byrådsmedlem (S), Herlev

netværksdemokrati

netværk af berørte og involve-rede frivillige, der er tæt knyttet til det formelle politiske system. Netværkene har ingen formelle kompetencer og intet driftsan-svar, men understøttes af det politiske og administrative system på rådhuset. Der tilstræbes en bred ori-entering mod lokalsamfundet, således at netværkene både bliver involveret i udformnin-gen og udførelsen af politiske beslutninger.

nr 1 / 2009 19

Giv rum til det frivillige initiativ

Af JOhAN grANN KriSTiANSEN

City Centeret i koldingLokationen er Holmsminde. En centralt beliggende grund i Kolding med 700 kvmgamle erhvervslokaler, der gennem læn-gere tid havde stået tomme og smadrede af hærværk. Bygningerne ejes af en investor, der overtager dem igen til oktober, hvor planen er, at bygningene skal rives ned til fordel for et hotel. Indtil da er han glad over at få passet sin ejendom og støtte et godt initiativ. Kommunen og kulturfor-valtning er glade. Mangfoldighed trækker talenter til, talenter trækker investorer til. Idéen med City Centret er at skabe et brugerdrevet kulturhus. Her er alle på tværs af sociale skel velkomne til at bidrage med egne idéer og initiativer. En oase i en fortravlet hverdag uden kom-mercielle interesser, drevet af ønsket om et mangfoldigt offentligt rum med vægt på det fysiske rum og den direkte påvirkning af det. Stedets levetid er kort, og derfor bruges City Centeret som en test. En tredimen-sionel skitse med plads til praktiske konstruktive løsninger på byplanlægnings-problematikker, skabt af byens borgere til inspiration for deres politikere.

nye kommer til…Det er mandag aften og City Centret i Kolding har inviteret til folkekøkken.Omkring 25 mennesker sidder og labber i sig af veltilberedte lækkerier fra Nettos affaldscontainer. De fremmødte er ho-vedsageligt studerende fra Designskolen

Kolding, men iblandt er også Gunnar og hans ven Dennis. Gunnar er ved at ud-danne sig til smed, mens vennen Dennis er arbejdsløs for tiden. De er begge naboer til City Centret og er endt op i folkekøk-kenet, efter at Gunnar tidligere på dagen kiggede ind til en kop kaffe. Efterfølgende lokkede han Dennis med til aftenens ar-rangement. Spisningen flyder over i en løs møde-struktur. Dennis og Gunnar lytter på og blander sig i diskussionen omkring stedets fremtid. De fortæller, at flere af byens ungdomsskoler og ungdomsklubber er lukkede ned på grund af nedskæringer. Mulighederne for de unge er blevet kraf-tigt reduceret. Næste morgen kl. 9 er de der igen. City Centeret giver dem de muligheder, som el-lers var blevet afskåret. Omkring dem står hjemmebyggede møbler, blomsterkasser, drivhuse, lysinstallationer og musikinstru-menter. Dennis, der ikke haft noget at stå op til igennem længere tid, er i gang med at bygge en skraldespandsholder, for der-efter at skulle male en reol. Imens drager centret nytte af Gunnars evner. Han har påtaget sig opgaven at være tegner til en grill til stedet. Projektet udsprang i efteråret 2008 af et skoleprojekt på Designskolen i Kolding af Alexander Muchenberger og Mathilde Ploug. Sidenhen er mange andre blevet inddraget. Især har kunst- og arkitek-turgruppen “Bereau Detours” som begge initiativtagere er del af, haft stor indfly-delse på stedets udformning. Projektet ekspanderer hele tiden, senest ved åbnin-gen af ”Center Galleriet”, et galleri med mange skiftende og variende udstillinger.

Snart bliver vejret godt nok til for alvor at igangsætte de mange beplantningsprojek-ter på udearealet.

Bolsjefabrikken i nordvestPå Glentevej 8b-12, 2400 Kbh NV lig-ger et brugerstyret kulturhus ved navn Bolsjefabrikken. Bygningen har tidligere huset en nu nedlagt bolsjefabrik. Idag er bolsjerne udskiftet med en hektisk kreativ aktivitet skabt af husets brugere. Her bygges i fiberbeton, tegnes, males, øves musik, skrives, filmes, ordnes cykler, laves og indtages mad, snakkes, festes og meget andet. Bolsjefabrikken er City Centrets sto-rebror. To år ældre, større og med flere aktiviteter og brugere. Den er organiseret som en forening med en bestyrelse, der i samråd med det månedlige fællesmøde varetager den daglige drift. På møderne besluttes retningslinierne for aktiviteter inden og uden for huset. Alle initiativer er velkomne så længe interessen falder inden for foreningens formål:

„Kulturhuset Bolsjefabrikken ønsker at skabe rammer for kulturelle og kunst-neriske aktiviteter, offentlig debat og samfundsoplysning“

Konstant opstår nye initiativer på kryds og tværs af stedets brugere. Den rumme-lige indretning og inddeling nyfortolkes igen og igen af de forskellieg brugergrup-per alt afhængigt af projekternes type og omfang.

Det offentlige rum indtagesDet er først og fremmest kreative kræfter fra Bolsjefabrikkens nærmiljø der bruger og driver stedet, men på de 4 årlige festivaler indrages naboer og udefrakom-mende aktivt i workshops, koncerter, samfundsoplysende, progressive og krea-

Bag netværksteoretiske begreber og styrings-redskaber findes frivillige, der allerede i dag tager initiativ og realiserer deres drømme. vision har besøgt to brugerdrevne kulturhuse. Det ene i provinsen, det andet i storbyen.

fELTsTuDiE

tive aktiviteter ect. Med ”Mobile Kulturdage På Bolsjefa-brikken” deltager Bolsjefabrikken i som-merens Kultur Bispebjerg. Først besøger Bolsjefabrikken forskellige steder i Bispebjerg i ”4 dage ude” d. 4-7 juni. Her skabes nye alternative rum i byen. Bogstaveligt talt. Med fiberbeton, planker, brædder, søm og skruer udbygges det offentlige rum i forvredne organiske og krystallinske arkitektoniske strukturer. Herefter afholdes ”4 dage hjemme” d. 11-14 juni, hvor Bolsjefabrikken lægger hus til et sansebombardement af en minife-stival med koncerter, workshops, film- og billeddokumentation fra de ”4 dage ude” og mange andre begivenheder. Hermed sættes der fokus på i hvor stort omfang det egenligt er muligt at påvirke sin lokale omverden på bare 4 dage.

givrum.nuOgså Bolsjefabrikken lever på lånt tid. Stedets fremtid afhænger af udfaldet af en endnu uafsluttet retssag angående byg-ningens ejerforhold, som højst sandsynligt ender med at brugerne mister stedet. Dette har fra starten været grundvilkårene, dog uden at afholde brugerne fra at skabe en kreativ oase med plads til alle i en ellers grå bydel med daglige skyderier... Erfaringerne fra de to kulturhuse ud-munder i en manual om bedre udnyttelse af byens tomrum til borgernes fordel. Ma-nualen udgør fundamentet i den sociale virksomhed Givrum.nu. En gruppe der vil blive frontløbere for ibrugtagningen af tomme bygninger. Der arbejdes for tiden på manualen samt en projektbeskrivelse, der tilsammen vil invitere nye interessen-ter indenfor i det kreative univers.

Mere information om de to brugerdrevne kulturhuse findes hér:

www.platform6000.dkwww.bolsjefabrikken.dk

Her ses billeder fra City Centret i Kolding. Initiativtager Alexander Muchenberger tryller med sømpistol og rullegræs. Det tog kune under en uge at skabe Center Galleriet. Stemningen var entusiastisk ved åbningsferniseringen.

„Kulturhuset Bolsjefabrikken ønsker at skabe rammer for kulturelle og kunstneriske aktiviteter, offentlig debat og samfundsoplysning“ Foreningen Bolsjefabrikkens formål

Hosea Che Dutschke

Hosea Che Dutschke (1968) er søn af den tyske studenter-leder Rudi Dutschke. Hosea Dutschke er uddannet cand.scient.pol fra Århus Universitet og blev som 38-årig i 2006 ud-nævnt som sundhedsdirektør for Århus kommune.

„Det er ikke længere en march gennem institutionerne ... Nej, i dag står vi stille på perronen - og det er sket, fordi de gamle antiautoritære kæmpere selv har smagt magtens sødme.“Hosea Che Dutschke, sundhedsdirektør i Århus Kommune og søn af Rudi Dutschke

20

Überbureaukraten er en nar!

Af mAriA BøEgh-lErvANg Og mArTiN EJNEr grUNz

I 1960’erne rasede ungdomsoprøret i den vestlige verden, særligt i USA, Frankrig og Vesttyskland. En del af oprøret var rettet mod det parlamentariske demokrati, fordi det blev opfattet som et redskab for kapi-talismen og ikke for folket. Denne strøm-ning blev kaldt udenomsparlamentarisme, da kampen for samfundsændringer skulle kæmpes udenom de parlamenter, der blev anset som forstenede og medvirkende til undertrykkelse. Den udenomsparla-mentariske modstand tog mange former, og udviklede sig bl.a. til militante og terroristiske bevægelser som 2. Junibe-vægelsen og Rote Armee Fraktion. Men også et regeringsbærende parti som Die Grünen, kan trække rødderne tilbage til udenomsparlamentarismen. Den måske mest betydningsfulde skikkelse i strøm-ningen var den berlinske studenterleder Rudi Dutschke. Han talte om den lange march gennem institutionerne, der betød at bevidstgjorte akademikere gennem et livslangt engagement i de statslige institu-tioner gradvist skulle skabe betingelserne for et mere demokratisk samfund. Demo-krati forstået mere som livsindstilling end som statsform. Men har den lange march fundet sted? Og har den gjort de institutioner, som 1960’ernes ungdomsoprørere kaldte for-stenede, mere rummelige?

vi står stille på perronenVi er taget til Århus for at møde den lokale sundhedsdirektør, der i dag kæmper med at forandre institutionerne indefra – så-dan som hans far, Rudi Dutschke, talte om under ungdomsoprøret. For sundhedsdi-rektøren i Århus hedder Hosea Dutschke, og han har igennem de seneste år forsøgt at få den århusianske administration til at bryde med de fastlåste autoritære struk-turer. „Åbn gabet“ er Hosea Dutschkes mantra. At der er åbenhed og imødekom-menhed i administrationen mærker vi, da vi ankommer til rådhuset for at foretage interviewet. Aftenen forinden var det blevet besluttet, at Dutschke een gang om ugen skal arbejde blandt medarbejderne i Frichsparken i den anden ende af byen, da størstedelen af administrationen har til huse der – så han er straks nu til morgen taget derud. Vi får dog stukket en taxibon i

hænderne, og kort efter sidder vi i det end-nu ganske bare og spartanske kontor. Vi griber tyren ved hornene og spørger, om den lange march gennem institutionerne har fundet sted? „Ja – det har den da ganske afgjort“, svarer Hosea Dutschke og fortsætter: „Men den er også gået i stå. Det er ikke længere en march... Nej, i dag står vi stille på perronen. Marchen er blevet institutionaliseret – og det er sket, fordi de gamle antiautoritære kæmpere selv har smagt magtens sødme. Se bare på Joschka Fischer (tidligere tysk udenrigsminister og leder af Die Grünen, red.) – han er det überste eksempel på forvandlingen. Da han blev valgt i sin tid, kom han ind i krøl-let tøj og med blomster i hænderne, og nu sidder han i sine skræddersyede habitter og vifter med sin store guldring. Magt korrumperer. Oprindeligt havde han og Die Grünen hofnarrens rolle, de tillod sig at sige og gøre alt det, de andre ikke turde. Og de havde en åbenhed overfor tanker og idéer, der ikke var traditionelle. Men de blev fanget af magten og glemte helt at være narren.“

Bøtten skal vendesUngdomsoprøret udsprang i Californien, hvor den såkaldte ”free speech” bevægelse så lyset på University of Berkeley. Kravet om medbestemmelse spredte sig til Paris i maj 1968, og bølgede derefter gennem det europæiske kontinent. I Danmark havde utilfredsheden ulmet længe og allerede i marts 1968 gik det løs. De studerende krævede med parolerne „Bryd Professor-vældet“ og „Medbestemmelse nu“ langt større medindflydelse på udformningen af deres uddannelse. At nytænkning af universiteternes og forskningens egenfor-ståelse har fundet sted i Danmark, mener Hosea Dutschke, idet studenteroprøret gav de studerende og forskere mod til at tænke nye tanker og i nye baner. Men der er sket en ensretning af institutionerne efter systemskiftet i 2001: „På universite-tet er det gået bedre, bortset fra de sidste 7-8 år i Danmark. Der er kommet mere og mere statslig regulering, og det betyder, at der ikke længere er nogen fri forskning og færre nye tanker. Det er institutionen for institutionens skyld. Bøtten skal vendes – åbenheden skal frem og det skal være tilladt at stille spørgsmålstegn!.“ Fra 1960’erne oplevede Københavns Universitet en stor stigning i antallet af

Anden generation af Dutschke-familien forsøger på fuldt blus at ændre statsapparatet indefra. Målet er et mere skævt og åbent samfund.

AnALysE


Chr

isti

ansb

org

og fr

ivill

ige

væks

ter.

Illu

stra

tion

, Joh

an G

rann

Kri

stia

nsen

Rudi Dutschke:

Rudi Dutschke (1940-1979) er opvokset i DDR, men fik som militærnægter i 1958 forbud mod at studere i DDR og drog derfor til Vesttyskland i 1961. Dutschke blev politisk be-vidst efter opstanden i Ungarn, som blev kvalt af Sovjetunio-nen i 1956 og blev 10 år senere en aktiv studenteraktivist, der kritiserede både USA og Sov-jetunionen. Dutschke blev en af de mest centrale figurer under stu-denteroprøret i Tyskland, der kæmpede mod det såkaldte ’establishment’, Vietnam-krigen og den vestlige imperialisme. Med stærk reference til Mao Zedongs lange march lancere-de Dutschke den lange march igennem institutionerne, hvor det eksisterende system skulle ændres indefra. Bevidstgjorte akademikere skulle igennem et livslang engagement i de stats-lige institutioner skulle skabe betingelserne for et demokra-tisk samfund.

„Der er kommet mere og mere statslig regulering, og det betyder, at der ikke længere er no-gen fri forskning og færre nye tanker.“ Hosea Che Dutschke, sundhedsdirektør i Århus Kommune og søn af Rudi Dutschke

nr 1 / 2009 21

studerende. I tiåret 1958-68 var antallet af studerende på Københavns Universitet vokset fra 4.700 til 21.500. Den sociale mobilitet var begyndt at rykke på sig, køb-mandssønnen blev ikke partout købmand. Men har bruddet med samfundsklasserne overhovedet fundet sted? „Ikke så meget som det burde“, svarer Dutschke. „Med hensyn til 2. generationsindvandrerne, så er der en bevægelse, men de traditionelle klasser står i stampe. Det er helt statisk – det er stadig akademikernes børn, der bliver akademikere. Og hvis vi ser på andre institutioner end universitetet, er det tydeligt, at vi inden for de sidste 7 år har set en forandring. Tag bare kommu-nalreformen. Hvem var det, der blev skilt ud, da jobbene blev nedlagt? Ja, det var kvinderne – også de kvindelige chefer! Vi har brug for mere social mobilitet, hvis vi skal opnå merdemokrati“. Da ungdomsoprørerne talte om den lange march igennem institutionerne, var ønsket bl.a. at institutionerne skulle være mere rummelige. At denne ændring har fundet sted i uddannelsessystemet, kan Hosea Dutschke nikke genkendende til: „Institutionerne er blevet betydeligt mere rummelige. Flere og flere af en ungdoms-årgang bliver uddannede. Vi kan jo bare se på regeringens mål om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en uddan-nelse. Der er betydelig flere, der tager end ungdomsuddannelse i dag, end der var dengang. Men igen, det er stadig akademi-kerforældre, der får akademikerbørn“.

Bureaukrat med stort B1960’ernes ungdomsoprør bidrog til åbenhed, i og med uddannelsessystemet er blevet mere rummeligt uanset den aktuelle tendens. Men hvordan ser det så ud i andre dele af administrationen? Med et bekymret blik fortæller Hosea Dutschke om ændringen i det politiske system under VK-regeringen: „Hvis regeringen foretager handlinger, der bevæger sig på grænsen til det ulovlige, bliver der i dag ikke foretaget nogen undersøgelse. Det kræver 90 man-dater at undgå at lave en undersøgelse. Og det har de hver gang med Dansk Folke-parti. Vi mangler checks and balances… Vi har et demokratisk underskud“. Dutschke mener ikke at demokratiet skal gemmes til selve valgdagen: „Synspunkter skal vendes og belyses forskelligt. Det bliver der ikke gjort i dag. Der bliver ikke undersøgt, hvad ministeren har gjort, og borgerne kan ikke følge med i, hvad der sker. Mulighederne for at udvide demokratiet er låst fast“. Po-litikere og administrationen har brug for offentligheden, mener Dutschke, og har derfor sammen med fire andre direktører i Århus kommune lavet foreningen Åben-

mundede Bureaukrater, som arbejder for ytringsfrihed på arbejdspladsen: „Jeg er bureaukrat med stort B“, griner Dutschke og fortsætter: „Vi tror på åbenhed og kritik. Vi tror ikke på en nulfejlskultur. Åbenhed og medindflydelse er bedst for vores organisation. Vi skal skabe innova-tion og forandring, og det håber vi smitter af på andre organisationer og forhåbentlig også højere oppe“. Dutschke kræver at århusianerne skal have medindflydelse på deres liv, og en af kommunens ledetråde lyder da også ’al magt til borgerne’: „Der står i loven i dag, at alle afgørelser skal træffes sammen med borgerne. Men sagsbehandleren er den reelle magthaver. Det vil vi udfordre. Vi vil samspillet med borgerne. Vi prøver at italesætte medindflydelse – det er sundhedsfremmende i sig selv. Hvis man selv kan bestemme over sit liv og sundhed, ja så afskaffer man ulighed. Hvis ikke vi inddrager borgerne, så stigmatiserer vi dem og holder dem nede i dyndet“. Flotte ord, men hvordan mon det foregår i praksis? „For at det kan lykkes, skal vi tænke hele ’vejen rundt’ om borgerne, dvs. både bolig, hjælpemidler, træning, mad, sygepleje eller pleje, men så sandelig også borgernes netværk og sociale relationer,“ siger Dutschke og fortsætter: „Venner, pårørende og frivillige skal i størst mulig omfang inddrages i borgerens liv. Det styr-ker borgernes mentale og fysiske sundhed at bestemme selv. Derfor skal vi sikre, at borgeren bestemmer over egen hverdag og den hjælp man får“. Denne tankegang må siges at stå i kontrast til den oprindelige velfærdsstatstanke, hvor udførelsen vel-færdsydelserne traditionelt set har tilhørt det offentlige. En så gennemgribende ændring I administrationens egenopfat-telse må da også være svær at gennemføre: „Vi skal forholde os til vores ledetråd ’al magt til borgerne’ hver dag. Det kræver en kulturrevolution oven i knolden“, siger Dutschke. Århus’ sundhedsdirektør har påtaget sig rollen som hofnarren i sin administra-tion: „Vi vil have kritik, for vi tror kritik og åbenhed kan udvikle os.“. Om Hosea Dut-schke når målet om „al magt til borgerne“ og kommer til at se afslutningen på den lange march, som hans far proklamerede, er vel tvivlsomt. Men tilbage står i hvert fald bestræbelsen på, at institutionerne i et demokratisk samfund ikke må holde op med at bevæge og udvikle sig, for at fastholde og udvide borgernes indflydelse på såvel samfundet som deres eget liv.

„Jeg opdagede den Berlinmur, der gik mellem os kontoruddannede og akademikerne, da jeg i sin tid var ansat i Københavns Kommune.“Tim Knudsen, professor i statskundskab på Københavns Universitet

22

Jagten på det forsvundne partimedlem

Af SOfiE WilmS, rEdAKTiONSmEdlEm, Og pETEr WESTErmANN

De ophedede ideologiske, partipolitiske diskussioner skal man lede længe efter i dansk politik. Her er ideologierne blevet skiftet ud til fordel for en jævn retorik, som skal tække den brede vælgergruppe. Da Anders Fogh Rasmussen var Venstres ærkeliberalistiske kronprins, fik han pres-set en ideologisk værdikamp ind i dansk politik. Det revolutionerede partiet og resulterede i en markant medlemsstig-ning. Unge frivillige kræfter var villige til at kæmpe for en ideologisk overbevisning. Siden hen er snakken om minimalsta-ten erstattet af løfter om social tryghed igennem velfærdsstaten. De liberalistiske holdninger skræmte den brede vælger-gruppe, og ideologien blev derfor erstattet af identifikationen. De mindskede ideologiske forskelle mellem partierne kan, som professor Ernesto Laclau er inde på i artiklen på

Arbejderløse akademikerpartierTK: „Arbejderpartierne har ikke arbej-derne længere. Det største skred kom i 60erne med cand.polit’ernes indmarch personificeret i formændene Kampmann og Krag. Krag erkendte problemet og pegede på arbejderen Anker Jørgensen som sin efterfølger. Han blev den sidste arbejderleder. Folk havde tillid til ham, selvom det gik rigtig skidt, fordi han var en af vore. Nyrup/Lykketoft-duoen var igen cand.polit’er. De kørte en fagøkonomisk politik frem for den ”Socialdemokratiet Clas-sic”, Anker stod for. De var teknokratisk orienterede og evnede ikke at formidle til folk med lave indkomster og uddannelse. Bruddet på efterlønsgarantien cemente-rede mistilliden blandt arbejdervælgerne.“ Tim Knudsen mener, at det er svært, men ikke umuligt, for akademikere at ska-be identifikation hos arbejdere. Det kræ-ver en fingerspidsfornemmelse, samt at de skærer ned på fremmedordene, ikke virker overlegne og har humør. Svend Auken og Uffe Ellemann-Jensen er gode eksempler. Alligevel er partierne på centrum-venstre nødt til at blande kortene, så politikere med lavere uddannelse kan blive front-figurer, man med succes har gjort med hensyn til køn, alder og etnicitet, hvis de bedre skal appellere til det store flertal af borgere, der ikke er højtuddannede og på den måde gøre sig forhåbninger om at vende medlemsflugten.

side X , have medvirket til, at antallet af medlemmer er raslet ned. For hvem vil lægge frivillige kræfter i en politisk kamp som ikke eksisterer? Vision mødte Tim Knudsen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet, for at høre hans forklaring på, hvorfor partimedlemmer i dag er en truet art. Han fokuserer i højere grad på identi-tet og indflydelse som forklaring.

TK: „Ideologi er ikke det primære for dem, der vælger politik fra. For dem handler det om det nære. Folk med 10 års skolegang læser ikke partiprogrammer, men reagerer på partiets identitet – og på hvad vennegruppen mener. Ideologi er for æggehoveder som os. Det vigtige er, at der ikke er tvivl om, hvad partiet går ud på. Ideologi betyder ikke så meget som identitet og indflydelse.“

Tæft, trit og topstyringIndflydelse spiller, i modsætning til ideologi, en større rolle for det frivillige politiske engagement:TK: „De topstyrede succespartier har svært ved partidemokratiet. Hvorfor skal man være medlem, hvis man kun skal be-tale kontingent og klappe af formanden? Det giver ikke hundredetusinder af med-lemmer, men nogle få tusind medløbere. Partiorganisationen er ved at blive mindre vigtig. Det ser vi med mere selvkørende folketingsgrupper, der løsriver sig fra hovedbestyrelsens magt. SF havde ek-sempelvis masser af partidemokrati, men det var tungt og bandt partiets politikere. Nu ofres noget af medlemsindflydelsen til fordel for partiets konkurrenceevne.“

For Tim Knudsen er spørgsmålet for centrumvenstres partier, om man vil være markedspartier med relativt få medlem-mer og bred, men ustabil, vælgerappel, eller om man vil være massepartier med indflydelsesrige medlemmer og en mere snæver og stabil vælgergruppe.

udnyttelse af uddannelseskløftenTim Knudsen blev først student som 26-årig, men er i dag ødelagt af intellek-tualitet, som han selv siger det. Han kan dog stadig lettere sætte sig i de lavtuddan-nedes sted, fordi han kommer fra et ikke-akademisk hjem, og kan huske den vrede og misundelse akademikerne vakte i ham.

TK: „Problemet er, at vi, med længere uddannelser, forstår ikke hvilke følelser af afmagt og aggression vi skaber hos jævne folk, når vi breder os ud med vores veltalenhed. Jeg opdagede den Berlinmur, der gik mellem os kontoruddannede og akademikerne, da jeg i sin tid var ansat i Københavns Kommune.“

TK: „Den uddannelsesmæssige klas-sedeling er meget væsentlig i forhold til partivalg i dag. De radikale er, selvom de ikke vil indrømme det, et rendyrket klasseparti for akademikere, mens Dansk Folkeparti er bevidste om – og har lagt strategien an på – at de henter opbakning hos lavtuddannede. Ved at have pølsevogn og dansktop til deres landsmøde spiller de på uddannelseskløften.“

Det handler også om, hvem der tegner partiet:

TK: „Søvndal topper med sit ”skrid ad helvede til” og Pia kan noget tilsvarende, men pæne veluddannede Helle kan ikke troværdigt gøre sådan.“

på 60 år er antallet af danskere, der er medlem af et parti faldet fra 27 procent af befolkningen til kun 4 procent. professor Tim knudsen mener, det skyldes den lave medlemsindflydelse og at politikere i dag er professionelle, forvaltende akademikere, som folk ikke identificerer sig med.

inTERviEW


Tim knudsen

Tim Knudsen anser blandt an-det den uddannelsesmæssige afstand mellem centrum-ven-stres politikere og befolkningen som en årsag til, at mange har svært ved at identificere sig med partierne. Centrum-venstres folketingspolitikere er da også markant højere uddan-nede end befolkningen - og Dansk Folkepartis folketings-politikere, hvilket måske kan forklare deres stærke appel til lavere uddannede.

100%

50%

25%

75%

0,0%

Lang videregående uddannelseFaglig uddannelse

Socialistisk Folkeparti

Socialdemokratiet

Radikale

Dansk Folkeparti

Befolkningen

Andel af faglige og akademikere i folketingsgrupper og i befolkningen

Research: Mathias Elle og Peter Westermann, Ceveas sekretariat.

„Min far var vel folkelig om nogen, selvom han var cand.polit.“Mimi Jacobsen, datter af Erhard Jacobsen og tidligere leder CD

nr 1 / 2009 23

Politikerne er kedelige

Af mETTE KrAAEr

NOK ER NOK. Sjældent er tre små ord blevet gentaget så meget. Gitte Seeberg havde fået nok. Det var hun ikke ene om. Den massive opbakning til Ny Alliance ovenpå stiftelsen, viser, at befolkningen belønner politikere, som mener det, de siger. Samtidig er Ny Alliance skoleek-semplet på hvor hårdt man bliver straffet af vælgerne, hvis man er i politik af andre årsager. For Mimi Jacobsen er Ny Allian-ces storhed og fald et tidsbillede. VISION har mødt den nuværende socialdemokrat til en snak om problemet i dansk politik: politikerne.

VISION: Hvilke egenskaber ved en politiker er vigtige, for at folk har tillid til vedkommende?

MJ: „Politikere skal være hæderlige og en-gagerede. Altså kunne hidse sig voldsomt op over et eller andet. Mene noget med det. Brænde for noget. Og så selvfølgelig hæderlighed. Så kan man ikke kræve så meget andet, hvis vi taler om folkestyre. Jeg siger ikke, de er uhæderlige, men jeg savner den der glød. Begejstring. Vrede. Indignationen savner jeg. Det er her det største skred er sket.

Det er blevet meget glat. De ligner stort set hinanden alle sammen. De taler på samme måde. Det slog mig tydeligst, da Ny Alliance startede, hvor de hele tiden omtaler det som et projekt. Hvad er det, de brænder for? Hvad er det, de lever for? Hvad er det, der er for galt, og vi bare må ændre noget ved? Og det er derfor, vi er her! Det er sgu ikke et projekt at gå ind i politik!“

VISION: Er partierne i dag gode nok til at opstille mennesker med de egenskaber du efterspørger?

MJ: „Partierne skal jo benytte sig af dem, der melder sig. Det er en gruppe - hel-digvis yngre - mennesker, hvor mange læser polit. og statskundskab, eller hvad det nu hedder. Altså folk, der er profes-sionelt interesseret i samfundsforhold. Derfor bliver det elitært. De kan jo dårligt forklare noget uden at stille sig op med koordinatsystemer, og der går de fejl af deres rolle. Det er slet ikke det, politikere skal. En politikers rolle er at oversætte og sætte billeder på nogle problemstillinger og løsninger, som går ind hos folk, og som de så kan forholde sig til.“

VISION: Så engagementet har større betydning, end man er opmærksom på?

MJ: „Ja, det tror jeg. De har ikke tænkt over at henvende sig til nogle helt andre typer.“

VISION: Hvad med det at spille på følelser?

MJ: „Et engagement udtrykkes jo også ved følelser, og det skal man ikke under-kende. Det behøver ikke være spor plat.“

VISION: Er politikerne blevet kedelige?

MJ: „Jeg er helt sikker på, at de er dyg-tige og arbejdsomme. Men morsomme og engagerende er de altså ikke. I den forstand rammer de forkert i forhold til befolkningen. Det er klart, at der er en trend med at være smart, strømlinet og alt det der – i den forstand kan man sige, de

Det er ikke kun fordi de alle sammen er DJøfere. De taler i koder. Har læst de samme lærebøger. De tænker ens, handler ens. vision har mødt Mimi Jacobsen. Hun har en opsang til moderne politikere. De er blevet en ny overklasse.

inTERviEW

afspejler i et vist omfang deres tid. Men det harmonerer ikke i politik. Og så er jeg træt af at høre oppositionen kritisere regeringen - det er negativt, tilbagesku-ende, rituelt. Sig i stedet „vi har en bedre ide“ - ti regeringen ihjel. Før dig selv frem. Vær positive og progressive. Det spiller de alt for lidt på.“

VISION: Interesserer folk sig nok for politik?

MJ: „Det tror jeg. Men folk bliver ikke en-gageret af dem de møder. Det kunne man også se lige da Ny Alliance kom – endelig noget nyt! Og folk løb derover, uden at kende så meget til det. Og det ser jeg som et klart bevis på, at folk er interesserede, og de vil gerne – de sulter efter noget nyt!“

VISION: Hvor vigtigt er det, at partierne sikrer der bliver opstillet mennesker, der repræsenterer hele befolkningen?

MJ: „Jeg ved ikke, om man kan repræsen-tere hele befolkningen. Det behøver man måske heller ikke, men det er rigtig godt at sørge for, at man har en variation af men-nesker. Herunder selvfølgelig også djøfere. Men det vigtigste er, at de brænder for noget, ikke bare ser det som et personligt projekt. Man kan også godt være folkelig, selv om man er højtuddannet. Min far (Erhardt Jacobsen, red.) var vel folkelig om nogen, selv om han var cand.polit.“

VISION: Hvordan ser du på fremtiden i dansk politik?

MJ: „Jeg tror på, at der snart kommer et skifte: Værdiskiftet, hvor man appellerer til det bedste i folk. Behovet for og troen på, at man kan noget andet end grådighe-den. Det ligger klart i kortene nu.“

„Det er sgu ikke et projekt at gå ind i politik!“ Mimi Jacobsen

forbi med bajere og snaps. En enkelt kunne man da godt ta’. Lige pludselig underholdte jeg jo hele flyet. Vi sang og grinede. Men så gik det galt.“ Resultatet kender vi alle. Ole fik inter-national mediedækning. Da han blev ført ned i kachotten i Winnipeg, sad der en flok indsatte og så på TVet. „Jeg kiggede op, og så at det var mig. Så kiggede deres leder på mig – en Jønke-type – og så begyndte de at synge, ’For he’s a jolly good fellow. Så blev jeg endnu mindre.“ Det var nok til at skubbe til The Great Danes selvforståelse, men ikke hans alko-holmisbrug.

10 procentOle mener at 10 procent er disponeret for alkoholisme – det er genetisk bestemt. Det eneste man kan gøre, er at snakke om det – i skolen. Vi har brug for folkeoplys-ning. „da jeg blev ædru smagte jeg ædruelig-hedens sødme. Det dejligste er at være ædru.“ Men hvad får så en alkoholiker tilbage på rette spor? „Minnesota-kuren, lyder det prompte. Det er en helt anden tankegang. Det koster, men det virker. Det hjalp mig. Nu ved jeg, at det altid er den første genstand, der vælter læsset.“ En ven betalte opholdet på Minnesota-kuren (70.000 kr.). Ifølge Ole reddede det hans liv. Der er desværre ingen gylden løsning. Ole drak sin sidste øl i 1997. I dag hverken ryger eller drikker han. Han er tilbage på film og teater, og er en levende legende.

„Da jeg blev ædru, smagte jeg ædruelighedens sødme. Det dejligste er at være ædru.“Ole Thestrup, skuespiller

24

For he’s a jolly good fellow...

Af ANdErS KlEJNSTrUp KriSTENSEN Og frEdEriK ANdrEAS JørgENSEN

Pølser har altid fascineret mig. Man kan vel nærmest sige, at der er noget myto-logisk ved at dræbe et dyr, og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm bagefter. Kunne De forestille dem noget mere ydmygende end at blive proppet op i røven på Dem selv?

Manden bag ordene, sagt i filmen De Grønne Slagtere fra 2003, er efterhånden også blevet mytologisk. Børn af start80erne husker ham som den ubehøvlede, laskede fodboldtræner i Busters Verden. Børn af slut80erne hu-sker Ole Thestrup fra Jul På Slottet, hvor han som nissefar Magnum huserede på Rosenkrantzernes gamle slot. Børn af 90erne husker ham sjældent, mens han i det nye årtusinde er tilbage på lærre-det, mere ucharmerende, usympatisk og stærkere end nogensinde. At han i 90erne var borte fra skærmen er der én grund til; alkohol. Ole tager sine træsko uden hæl på, og kommer os i møde ved haveporten. Efter de introducerende ord om os, Vision og Kolind byder han os ind i stuen, hvor han serverer kaffe og to Berliner van Kuchen.

Det begyndte allerede på Grenå Gymna-sium, hvor han altid medbragte adskillige poser til fest, alle fyldt med bajere. Han gemte dem på strategisk udvalgte steder - i buske og bag træer. „Da jeg var ung gik jeg til bal, og jeg havde tandbørsten med ik´, fordi jeg skulle score en dame. Nu skal i høre – siger han på et djurslandsk til lægmands-

journalisterne, der sender minderne mod Blinkende Lygter – nej, når så aftenen gik på hæld, og mavesækken var fuld, jeg sku’ fanme os’ vise jeg ku’ drik. Så tog jeg en snaps med op på lokummet.“ Snapsen resulterede i automatopkast, og derpå fornyede kræfter til yderligere druk. Sådan forløb tiden i gymnasiet og som værnepligtig i søværnet. En dag vågnede Ole op uden tøm-mermænd, kun for at registrere at de var blevet erstattet af abstinenser - ifølge Ole selv, definitionen på en alkoholiker. Et bad, lidt mad og mere søvn var ikke længere tilstrækkeligt. Der skulle tankes alkohol og det før noget andet. Nedturen fulgte slag i slag; fra skuespil udført i delvist tørlagte perioder på antabus, til aflyste teaterforestillinger som i Viborg, hvor et bodegabesøg inden forestillingen løb af stablen, blev til en 80-hestes brandert og følgende fyreseddel. Hvor langt skal man ud, før man finder en vej ud af misbruget? Ole rømmer sig. Han stirrer på os et øjeblik og gumler på spørgsmålet. „Alkoholikeren tænker døgnets 24 timer på alkohol. Når man er færdig med det her job, for satan hvor skal jeg drikke – man tænker i centimetermål. Det hele handler om alkohol.“ Der findes ingen nøjagtig ligning for hvor langt man skal ud. Ifølge Ole er det, desværre, nok længere end man tror.I 1988 skulle Ole til Californien. Det er den famøse flyvetur med British Airways der resulterede i 45 dage i Canadisk fængsel. „Jeg havde ikke drukket ¾ år inden jeg satte mig ind i flyet. Men vognen kørte

ole Thestrup – navnet alene efterfølges af et smil. Han har genindtaget filmlærredet. Men der ligger en dyster historie bag turen tilbage til film. vision har besøgt ole Thestrup i hans domicil på Tuse næs ved Holbæk til en snak om bajere, film og alkoholisme

inTERviEW

uDEnfoR TEMA

„Vi risikerer at stå med et demokratisk problem, som jeg simpelthen ikke mener, vi kan acceptere.“Niels Davidsen-Nielsen, professor og formand for Dansk Sprognævn

niels Davidsen-nielsen

Niels Davidsen-Nielsen (1937) · Dr.phil., professor i engelsk ved Handelshøjskolen i Køben-havn 1985-2005. · Formand for Dansk Sprog-nævn siden 2003 og medlem af nævnet siden 1991.· Mener at ’venligst’ placeret først i en sætning i bydeform er den værste uskik i det danske sprog: „Det er grammatisk udansk og er en fordanskning af det engelske ”please”. Ord er flygtige, mens grammatikken er kernen.“

Dansk sprognævn

”Nævnets rolle er større end mange tror. Det er ikke blot et slag i luften. Vi udgiver Retskrivningsordbogen, som hele det officielle Danmark skal rette sig efter. Det betyder at vi i løbet af ganske få år kan æn-dre vores sprogbrug.” forklarer Niels Davidsen-Nielsen.

Hovedopgaver

· At følge sprogets udvikling, herunder registrere nye ord · At besvare spørgsmål om dansk sprog og sprogbrug

· At fastlægge den danske retskrivning.

Forfordeles dansk? Ordet ’forfordelt’ har skiftet betydning. For den ældre generation er en forfordelt person én, der er blevet snydt, mens det for den yngre generation betyder favorise-ret. Forfordelt har haft begge betydninger siden 1964.

nr 1 / 2009 25

Skal dansk forfordeles?

Af mArTiN EJNEr grUNz Og KArEN NilAUS

For tiden diskuteres ivrigt forholdet mellem dansk og engelsk på de danske universiteter. Yderpunkterne får masser af spalteplads, og det er ikke til at spå om, hvor grænsen ender med at blive trukket. I forsøget på at sige fædrelandsfølelse og international konkurrenceevne fra, er VISION draget til Amager for at besøge formanden for Dansk Sprognævn, profes-sor Niels Davidsen-Nielsen.

sprog eller mål?Niels Davidsen-Nielsen beskriver det danske sprogs tilstand med billedet af en i øvrigt rask person med begyndende skavanker, som vel at mærke ikke skyldes livsstilssygdomme. Skavankerne er om-råder, som det danske sprog hidtil har om-fattet, men som nu er gået over til engelsk. „Der sker et domænetab til engelsk. Det er bekymrende, når domæner overgår til engelsk og dermed bliver tabt for det danske sprog. Det drejer sig hovedsageligt om områder indenfor videnskaben og erhvervslivet. Det drejer sig om universi-teter, der tilstræber rent engelsksproget undervisning på kandidatuddannelserne, og virksomheder, der vælger engelsk som

koncernsprog. Dermed fortrænges dansk fra arbejdspladserne og læreanstalterne“ uddyber Niels Davidsen-Nielsen. Han understreger, at vi danskere ikke må være angste over for engelsk, men derimod skal være opmærksomme på måden engelsk bliver anvendt. „Tidligere har vi optaget mange ord fra andre sprog, især tysk, uden at vi i dag tænker over det. De ord er blevet tilpasset. De færreste tænker over, at H.C. Ander-sens elskede linje „Du danske sprog, du er min moders stemme“ ville lyde „Du danske mål, du er min moders røst“, hvis han udelukkende havde benyttet ord med dansk oprindelse“.

Blowjob på åben gade er basic bad taste, babe!Påvirkningen fra engelsk og amerikansk er meget stor og har over længere tid været voksende. Det er hovedsageligt ordforrådet, der påvirkes og i mindre grad grammatikken. Davidsen-Nielsen hiver ordbogen ned af reolen på sit kontor for at understrege sin pointe. „Nu slår jeg op under ’B’ og prøver at lave en sætning: Blowjob på åben gade er basic bad taste, babe!“Der er stille et øjeblik, og reaktionen er hvad formanden for Sprognævnet havde

håbet. „Dette er alle ord, der er danske i den forstand, at de står i en dansk ordbog“. Den udvikling, der bekymrer Niels Davidsen-Nielsen, er nu ikke det stigende antal engelske låneord, men det øgede omfang hvormed engelsk erstatter dansk. Udviklingen betyder, at man risikerer, at dansk mister sin status som kultursprog, da der nu findes sammenhænge, hvor det ikke længere er muligt at bruge det danske sprog. „Mens ’engelsk i dansk’ ikke er noget større problem, er ’engelsk i Danmark’ til gengæld et stort problem. Det går udover formidlingen af videnskaben, da indholdet ikke længere kan formuleres på dansk. Dermed bliver dansk som kultursprog udvandet” siger Davidsen-Nielsen og understreger, at det ikke blot er en hypo-tetisk trussel: „Det store skræmmebillede er naturligvis Irland, hvor irsk er blevet et andenrangssprog. Vi risikerer at stå med et demokratisk problem, som jeg simpelt-hen ikke mener, vi kan acceptere. Det vil drive en kile gennem befolkningen mellem en elite, der gør sig godt på engelsk, og en stor almue, der begår sig dårligt på engelsk. Søren Kierkegaard udfordrede i 1841 det akademiske establishment ved at skrive sin magisterafhandling på dansk, og H.C. Ørsted lavede Gud-ved-hvor-mange ord, der skulle dække fagtermer.“

At tale som et tiårs barnIgen understreger Davidsen-Nielsen, at det ikke er engelsk som sådan, han er ude efter. „Udover at være formand for Dansk Sprognævn er jeg også professor i engelsk, og jeg må sige, at mange danskere

sprogdebatten i Danmark raser. ikke underligt - sprog er personligt og identitetsskabende. Derfor bliver sprogdebatter ofte meget følelsesladede – for hvem bryder sig om at få lavet om på sin personlighed?

inTERviEW

har naive forestillinger om, hvor lang tid det tager at lære et andet sprog. Hvis danskerne en dag skulle blive ligeså gode til engelsk, som de tror de er, ja så er vi nået meget langt! Det udgør et forstå-elsesmæssigt problem, men også fordi vores personlighed bliver reduceret, når vi bruger et sprog, vi ikke behersker. Når jeg taler fransk, så bliver jeg fx reduceret til et tiårs barn.“ Beherskelsen af sproget er en hjertesag for Dansk Sprognævns formand: „Det er problematisk, at vi ikke har danske fagtermer. Problemet skal løses, og det stilles der også allerede krav om til univer-siteterne. Dansk terminologi skal indføres. Dette skal gøres og sikres gennem politi-ske krav og målsætninger.“

„Ha, nej. Den tredje vej er et fupnummer. Der er ingen tredje vej.“Ernesto Laclau, diskursteoretisk professor

26

Venstrefløjskopister

Af EriK mygiNd dU plESSiS, mEdlEm Af CEvEAS pOliTiSKE SEKrETAriAT

Ernesto Laclau er en 74-årig argentinsk mand, hvis ansigt er præget af venlige smilerynker, og hvis engelske dialekt er så dreven sydamerikansk, at den til tider nærmer sig det uforståelige. Dette er dog for intet at regne mod nogle af hans akademiske tekster. Diskurskongen Ernesto Laclau er nemlig ophavsmand til en yderst kompleks teori om det sociale, der bl.a. har haft enorm indflydelse på po-litisk teori. Ikke mindst i Danmark, hvor hele institutter på RUC er oprettet med udgangspunkt i hans arbejde. Mange af de store danske diskurs-kanoner har endvi-dere læst hos Laclau på Essex University, hvor han er professor i politisk teori og

diskursanalyse. Laclaus diskursteori går kort fortalt ud på, at vi altid ser verden i et bestemt perspektiv, og således aldrig har adgang til den ufortolkede virkelighed. Det perspek-tiv, hvorfra vi afkoder verden kaldes en diskurs. Diskursen er dermed de briller, hvorigennem vi ser på verden og giver ting betydning. Laclaus teori kan i forlængelse heraf bruges til at beskrive disse diskurser og deres indbyrdes kamp om at bestem-me, hvilken mening, virkeligheden skal tillægges. Vores ærinde i dette interview er imid-lertid ikke teoretisk. Vi er mere interesse-rede i den politiske dimension af Laclaus arbejde, der bl.a. koncentrerer sig om, hvordan tidens demokratiske udfordrin-ger kan imødekommes ved at ’radikalisere’

demokratiet, dvs., uddybe og udbrede det til flere områder af samfundet. Vi har i den forbindelse sat Laclau i stævne til en snak om venstrefløjens krise og vejene ud af den.

venstrefløjens krise og vejen udVision: Hvad vil du sige er venstrefløjens tilstand for tiden? Er det fair at tale om en krise?

EL: „Venstrefløjen er i dårlig form for tiden. Jeg tror det kan tilskrives den store krise i de politiske systemer i Vesteuropa, som primært skyldes at venstrefløjen – og her tænker jeg på de overvejende social-demokratiske partier - i løbet af 90’erne i store træk har adopteret højrefløjens politiske program. Hermed mener jeg det neo-liberalistiske projekt, som oprindeligt blev lanceret af partier på højrefløjen, men som i vidt omfang er blevet kopieret af partierne på venstrefløjen, når de er kom-met til magten. England er det tydeligste eksempel på dette, men tendensen ses også i Tyskland og generelt i hele Vest-europa, ligesom Clinton-administrationen er et godt eksempel.“

Vision: Hvad skal venstrefløjen så gøre

Han gjorde op med Marx’ determinisme og satte diskursteorien og den radikale udvidelse af demokratiet i stedet. vision har mødt en af de helt store moderne venstrefløjsteoretikere, Ernesto Laclau, der i dag siger, at venstrefløjen skal tilbage til et mere klassisk budskab om forskellen på højre og venstre.

for at komme ud af krisen. Hvilke strate-gier bør man forfølge?

EL: „Jeg har ikke nogen hurtig tryl-leformular, men jeg mener, det er helt afgørende, at man søger at opretholde distinktionen mellem højre og venstre. Et af problemerne for de socialdemokra-tiske regeringer i Vesteuropa er, at der kun er nuanceforskelle mellem dem og højrefløjen. Og når vælgerne oplever, at de demokratiske modsætninger kun drejer sig om nuancer, føler de ikke, at de bliver stillet overfor reelle valgmuligheder. Og når du ikke bliver stillet overfor reelle valgmuligheder vil du føle en generel des-illusionering overfor det politiske system. Og resultatet heraf er, at der i takt med at folk har brug for en måde, hvorpå de kan udtrykke deres utilfredshed med det politiske system, er sket en opblomstring af forskellige slags højre-populistiske bevægelser.“

Vision: Så kan jeg regne ud, at du ikke er stor fan af Anthony Giddens’ ide om ” Den Tredje vej?”, som bl.a. Labour i Storbritanien jo i høj grad brugte som inspiration til at forny sig selv ved at søge en vej ”hinsides venstre og højre”?

EL: „Ha, nej. Den tredje vej er et fupnum-mer. Der er ingen tredje vej. Det man kalder den tredje vej er blot venstreflø-jens adoption af højrefløjens politiske program.“

Vision: Men hvad skal venstrefløjen så helt konkret gøre for at opretholde højre/venstre-distinktionen?

EL: „Jeg ved det ikke. Overalt blomstrer forskellige typer af venstrefløjsprotest op. Det nye venstrefløjs parti i Tyskland er eksempelvis ved at blive en stadigt vigti-gere politisk realitet. De fik 15% af stem-merne og kan vise sig at være en seriøs konkurrent for SPD. Og i Spanien er det socialistiske parti en meget indviklet af-fære, da det har så mange fraktioner. Her er den primære venstrefløjsprotest således manifesteret i den interne fragmentering af det socialistiske parti frem for igennem alternative partier, som det er tilfældet i Tyskland. Fænomenet er forskelligt i hvert enkelt land.“

Vision: Du har tidligere peget på, at de fortællinger centrum-venstre hidtil har brugt som ”baggrundsfortællinger” såsom nedbrydningen af det kapitalistiske system eller modsætningen mellem fascisme og socialisme er gået i opløsning. Tror du det er muligt at finde en ny stor baggrundsfor-tælling, der kan hjælpe venstrefløjen ud af

inTERviEW

uDEnfoR TEMA

Diskursen er de briller, hvorigennem vi ser på verden og giver ting betydning. Illustration, Andreas Arnild Peitersen

nr 1 / 2009 27

krisen. En ny stor venstrefløjsdiskurs om man vil?

EL: „Det håber jeg. Men det er svært at sige noget om. Indtil videre er vi blot vidne til forskellige former for protest, som fx antiglobaliseringsbevægelsen, som endnu ikke har udkrystalliseret sig i stabile politiske strukturer. Men situatio-nen ser helt sikkert bedre ud i dag end den gjorde midt i 90’erne.“

Vision: Men du skriver jo ellers i flere af dine værker om, at denne baggrundsfor-tælling kunne være en form for rettigheds-diskurs med fokus på lighed, der samtidig er sammenvævet med din vision om “Det radikale demokrati”?

EL: „Det er rigtigt, men det ligger stadig langt ude i fremtiden. Indtil videre har det ikke noget politisk udtryk. I Latin Amerika kan man måske tale om, at centrum-venstre har fået et nyt ordforråd, en ny type diskurs, som har ændret den politiske scene, men det samme er ikke tilfældet i Vesteuropa - i hvert fald ikke med samme styrke.“

krisens forandringspotentialeVision: Hvorfor ikke?

EL: „For det første fordi de latiname-rikanske lande har været igennem en periode med diktatur. De har derfor langt mindre institutionaliserede politiske systemer. Og for det andet fordi bruddet med den diktatoriske fortid fordrer mere radikale former for politisk oriente-ring. Og for det tredje fordi der sker en stadigt stigende marginalisering af store befolkningsgrupper i lande som Bolivia, Brasilien og Argentina, og at mobilise-ringen af disse grupper i de sidste 10 år har været en af de faktorer, som har haft størst indflydelse på de generelle rammer for politikken. I Europa har man et institutionelt system, som jeg ikke vil sige fungerer godt, men det fungerer dog, og at bryde med et sådant apparat er en vanskelig affære.“

Vision: Så i Vesteuropa har vi altså brug for en eller anden form for krise til at rippe op i institutionerne?

EL: „Det er jo altid svært at sige, hvad resultatet af en stor krise bliver. Den store globale krise i 30’erne bragte jo nazisterne til magten, så man kan bestemt ikke sige, at kriser generelt fører til mere venstreori-entering.“

Vision: Men kan man alligevel sige, at

manglen på konflikt og modsætning i Vesteuropæisk politik i dag kan tilskrives de relativt stabile politiske systemer – el-ler med andre ord manglen på krise?

EL: „For det første er vi jo for tiden midt i en ganske markant krise, nemlig finanskrisen, der dog kommer til udtryk på forskellig vis og i varierende grader i de enkelte vesteuropæiske lande.“

Vision: Kan vi så forvente os mere kon-flikt og modsætning i politik fremover?

EL: „Ja, men det kan gå i mange forskel-lige retninger. Det er her en væsentlig pointe, at venstrefløjen ikke længere har en stærk politisk fortælling som dens fun-dament. Grundpillerne i dette fundament var tidligere kommunisme og social-demokratisme. Men kommunismen er forsvundet og socialdemokratismen er ved at kollapse. Og der er ingen tegn på, at en ny venstrepopulisme er ved at opblomstre som alternativ. Så når jeg alligevel er opti-mistisk, når jeg kigger mod horisonten, er det fordi min natur - på trods af alt hvad jeg har sagt i dette interview – grundlæg-gende er optimistisk. Og fremgangen for den nye venstrefløj i Tyskland er en af de ting, der opmuntrer mig til det.“

følelser og politikVision: Du og måske primært din kol-lega, Chantal Mouffe, har plæderet for følelsernes store rolle i politik, og Mouffe har endvidere peget på, hvordan følelser hænger sammen med konflikt, og hvordan konsensus-vældet følgelig har ført til mangel på følelser i politik og mangel på politisk identifikation hos vælgerne. Kan man i forlængelse heraf se det forhold, at mange politiske beslutninger for tiden trækkes langt væk fra borgerne og over i institutioner som fx EU, som en del af forklaringen på de manglende følelser og den manglende konflikt i politik i dag?

EL: „Det er helt klart en del af forklarin-gen. Der sker en stigende teknokratise-ring af politisk ledelse og en erstatning af politik med administration. Når det sker, at det jo indlysende, at det indebæ-rer en ’affortryllelse’ af politikken. Dette medfører enten andre former for protest, som vi tidligere var inde på, eller at folk ganske enkelt ikke deltager i valg til det politiske system. Antallet af folk, der ikke stemmer ved nationale valg er jo højere end nogensinde.“ Ifølge Laclau må projektet for venstreflø-jen således være at insistere på forskellen mellem højre og venstre, og undgå at falde for fristelsen ved at abonnere på Anthony Giddens’ tanker om Den Tredje vej. Hvis vi samtidig hermed i stigende grad indtænker følelsernes rolle i politik, og ser politik som mere end blot et rationelt drevet spil om interesser, hvor også affekt, identifikation og massemedierne spiller en væsentlig rolle, så skulle mulighederne for at ’genfortrylle’ politikken med en ny bred og samlende centrum-venstre diskurs være til stede. Hvad denne diskurs konkret skal indeholde er Laclau imid-lertid ikke så præcis omkring, men her er det nok med politisk innovation som med alt andet innovation; det er umuligt at forestille sig, før man ser det, hvorefter det hurtigt bliver selvfølgeligt og selvind-lysende.

„Jeg har ikke nogen hurtig trylleformular, men jeg mener, det er helt afgørende, at man søger at opretholde distinktionen mellem højre og venstre“ . Ernesto Laclau

“Den store globale krise i 30’erne bragte jo nazisterne til magten, så man kan bestemt ikke sige, at kriser generelt fører til mere venstreorientering.”Ernesto Laclau, diskursteoretisk professor

Af rASmUS KlEiS NiElSEN, phd-STUdErENdE, COlUmBiA UNivErSiTy

Den samlede amerikanske fagbevægelse brugte næsten en halv milliard dollars på at sikre Barack Obama og resten af det Demokratiske Parti sejren. De leverede cirka 350.000 frivillige, der bankede på omkring 13,5 millioner døre og ringede til yderligere 85 millioner vælgere for at vinde valget (data fra ACL-CIO, SEIU). Det er en massiv støtte, særligt sammen-lignet med den danske fagbevægelses afta-gende direkte engagement i valgkampe og partipolitik. Hvad håber de at få ud af det? Hvad er chancen for, at de får det? Hvad kan de gøre, hvis de ikke får det?

samlet føderation for sejrDet er der ikke enighed om. Den ameri-kanske fagbevægelse er nemlig splittet. Efter mange års uenighed om, hvordan faldende medlemstal og vigende politisk indflydelse skulle ændres til fremgang og styrke, brød en række af de største forbund i 2005 med landsorganisationen AFL-CIO, og formede deres egen føde-ration, Change to Win (CtW). Bruddet havde både personlige, organisatoriske, og politiske rødder. En af præmisserne var, at landsorganisationens betingelsesløse støtte til demokraterne ikke altid havde båret frugt. Nogle gange virker det som om, at det eneste CtW og AFL-CIO i dag er enige om, er behovet for en reform af ret-ten til at organisere sig — en reform, der er forslået under navnet ’Employee Free Choice Act’. For at gøre det hele endnu mere kom-pliceret er demokraterne heller ikke enige om, hvad de vil gøre for fagbevægelsen, hverken for AFL-CIO, der stadig i høj grad domineres af de gamle forbund af indu-striarbejdere, eller for CtW, der i højere grad organiserer arbejdere i servicesekto-ren og det offentlige. Selv efter den relativt progressive Obamas valgsejr er en af de vigtigste fraktioner i Repræsentanternes Hus stadig de omkring halvtreds mere konservative såkaldte ’Blue Dog Demo-crats’. Demokraternes flertal er ikke stort nok til at klare sig uden dem. I Senatet er der også mange moderate og mere konser-

vative demokratiske senatorer. Og de er heller ikke specielt tæt på fagbevægelsen. Derfor er det stadig usikkert, hvordan det kommer til at gå med Employee Free Choice Act. Reformpakken blev forelagt Kongressen i 2007 med stor fanfare af ingen ringere end den legendariske Ted Kennedy, med blandt andre en ung senator med efternavnet Obama som medforslagsstiller. Formålet er at gøre det nemmere at organisere sig, og at mindske arbejdsgivernes muligheder for at obstru-ere processen.

svært at organisere sigI dag er kun 12,1% af de amerikanske lønmodtagere medlemmer af en fagfor-ening, og tallet er helt nede på 7,5% i den private sektor (data fra Bureau of Labor Statistics, 2007). Analysen i fagbevæ-gelsen er, at det faldende medlemstal til dels skyldes den vanskelige og langvarig proces, det kræver, før folk kan organisere sig på nye arbejdspladser. Employee Free Choice Act er derfor helt centralt for alle dele af den amerikanske fagbevægelse, både for at sikre sig forsat overlevelse på et omskifteligt arbejdsmarked, og fordi alle de andre ting, de forskellige forbund og føderationer kæmper for, afhænger af, at bevægelsen står stærkt—og det kræver flere medlemmer, nye medlemmer. Employee Free Choice Act bliver svært at gennemføre. Al lovgivning i USA skal have grønt lys ikke blot fra Præsidenten og et flertal i Repræsentanternes Hus, men også af Senatet. Og Senatets forretningsor-den garanterer, at et mindretal på mindst fyrre senatorer kan blokere al form for lovgivning via en proces, der kaldes ’filibu-ster’. Det var den skæbne, Employee Free Choice Act stod over for i 2007, længe inden Præsident Bush kunne nedlægge veto mod reformen. Og der er i dag stadig 41 republikanske senatorer, og langt de fleste er modstandere af reformen. Hvis den skal vedtages, skal alle demokrater og en lille gruppe mere moderate republika-nere arbejde sammen. Problemet her er, at mens erhvervslivets organisationer, som er lodret imod reformen, støtter mange republikanere og nogle demokrater, så støtter fagbevægelsen næsten udeluk-kende demokrater—og opfattelsen er, at

uenighederne til trods engagerer den amerikanske fagbevægelse sig stærkt og direkte i amerikanske valg og i partipolitikken. Det gør de, fordi de ved, at for en truet fagbevægelse udgør et forenet og politisk effektivt centrum-venstre den eneste farbare vej frem.

28

United we stand

AnALysE

uDEnfoR TEMA

„OK, I har overbevist mig. Gå nu ud og læg pres på mig.“Franklin D. Roosevelt, demokratisk præsident 1933-1945

de ikke har noget valg. Demokraterne har mange venner, fagbevægelsen har kun de-mokraterne. Så hvad behøver de egentligt gøre for at sikre sig fagbevægelsens hjælp?

fagbevægelsen skruer bissen påDet er et af de spørgsmål, AFL-CIO og CtW strides om. Med mindre hele eller dele af fagbevægelsen kan presse det Demokratiske Parti, så er selv et valgre-sultat som efterårets nemlig næppe nok til at gennemføre Employee Free Choice Act. Opgaven er derfor nu at få Obama og re-sten af demokraterne til at spendere noget politisk kapital på at få et forlig igennem. Prisen vil uden tvivl blive høj, men prisen for ikke at hjælpe fagbevægelsen, efter al hvad den har gjort i valget, kan også blive betydelig. Guleroden er hjælp, som den man så ved valget i 2008. Pisken er direkte pres på partiet og engagement i dets interne anliggender, inklusiv primær-valg. Specielt i CtW er der mange, der i disse dage citerer et udsagn, som tillægges Præsident Franklin D. Roosevelt—„OK, I har overbevist mig. Gå nu ud og læg pres på mig.“ Det kan godt være, at Obama og flertallet af demokraterne allerede er fag-bevægelsens venner, og støtter Employee Free Choice Act. Men reformen skal ikke bare støttes for at hjælpe—den skal gen-nemføres. Derfor citerer folk Roosevelt, derfor påpeger de, at han først pres-sede det såkaldte ’Wagner Act’ og andre vigtige arbejdsmarkedsreformer igennem, efter fagbevægelsen havde skruet bissen på, og derfor går især CtW nu ud for at lægge pres på både de mere konservative demokrater og Obama. Den amerikanske fagbevægelse støtter ikke demokraterne, fordi de er enige med dem—frihandel er fx stadig et ømt punkt—men fordi centrum-venstre accepterer deres eksistensberet-tigelse, mens højrefløjen basalt set helst vil af med fagforeningerne, og gør hvad de kan for at komme det.

Hold demokraterne ansvarligeDe samme store forbund, med deres mil-lioner af dollars og hundrede tusinder af aktivister, vil derfor ikke nødvendigvis nø-jes med at være demokraternes venner og støtter. De vil også holde dem til ansvar. Det er derfor, at nogle i fagbevægelsen mener, at den virkelige kamp for reformen først starter nu, efter valgsejren—og det bliver en kamp blandt både venner og fjender. Det bliver en kamp mod det amerikanske Handelskammer og mod højrefløjen i det Republikanske Parti, men også mellem AFL-CIO og CtW om hvilken retning bevægelsen skal gå, hvordan lønmodtagerne skal blive hørt og skal

organisere sig. Endelig bliver det en kamp mellem demokraterne og fagforenings-folk, organiseret fx via CtWs ’They Work for Us!’ program og andre grupper, der explicit arbejder for at holde folkevalgte ansvarlige for deres løfter til bevægelsen, og som ikke er blege for at udfordre dem internt i det Demokratiske parti—ved at opstille modkandidater i primærvalg og lignende. Og demokraterne holder øje med disse tiltag, for CtW har allerede vist, at de mener det alvorligt. Føderationens hjørnesten SEIU spillede en hovedrolle, da Ned Lamont slog Joe Lieberman i Connecticuts Senats-primærvalg i 2006, og var blandt de vigtigste spillere, da den progressive Donna Edwards slog den mere konservative Al Wynn i Marylands primærvalg i 2008—kampe, der sammen med mange flere på mere lokalt niveau illustrerer, hvor kompliceret forholdet mellem demokraterne og fagbevægelsen er, også efter valget. Det eneste, der er sikkert, er, at uanset om parti og fagbe-vægelse er enige eller ej, så fortsætter fag-foreningerne i USA i modsætning med de danske med at engagere sig direkte i valg for at slås for lønmodtagernes rettigheder og interesser ved at styrke det amerikan-ske centrum-venstre. „Jeg synes, vi har et godt samarbejde med hele LO-familien i hverdagen, men tæt samarbejde gør det ikke alene. Der skal også penge til. For kommunikation og synlighed betyder alt i en valgkamp, og det koster. Vi er ude i en ulige kamp mod en regering, der har 60 medierådgivere ansat og tre-fire gange så mange penge til rådighed.“ Carsten Hansen, gruppeformand, Socialdemokratnerne, Ugebrevet A4, 3. september 2007. Det eneste, der er sikkert, er, at uanset om parti og fagbevægelse er enige eller ej, så fortsætter fagforeningerne i USA i mod-sætning med de danske med at engagerer sig direkte i valg for at slås for lønmod-tagernes rettigheder og interesser ved at styrke det amerikanske centrum-venstre.

nr 1 / 2009 29

Illu

stra

tion

, Kri

stia

n N

orde

ntof

t

„Vi er ude i en ulige kamp mod en regering, der har 60 medierådgivere ansat og tre-fire gange så mange penge til rådighed.“Carsten Hansen, gruppeformand, Socialdemokratnerne

30

Tag del i De borgerlige har magten, pengene og værdierne...

Vision vil bryde billedet og give de borgerlige fyrtårne kamp til stregen ! Vi har brug for en langsigtet og værdimæssig fornyelse af den danske centrumvenstrefløj. Vision giver dig muligheden for at sætte en ny dagsorden nu!

Ceveas tidsskrift Vision er Danmarks førende medie for intellektuel debat på centrum-venstre. Her præsenterer tænkere i international klasse deres ideer og visionære bud på fremtidens Danmark.

Men vi vil også gerne have dine ideer og visioner... Skriv en mail med en kort beskrivelse af den artikel, du gerne vil skrive til:

[email protected]

Hold dig opdateret på, hvad der rører sig i Cevea, ved at tilmelde dig vores nyhedsmail på cevea.dk og deltag i den løbende debat i vores facebook-gruppe.

Tegn abonnement

Et årsabonnement på 4 numre af Vision koster for 150 kr. for studerende og pensionister og 300 kr. for andre. Som abonnent på Vision bliver du også inviteret og får rabat til Ceveas seminarer og konferencer.

Skriv en mail med navn, adresse, tlf. nr. og beskæftigelse til:

[email protected]

nr 1 / 2009 31

AnMELDELsE

information

På Visions nye anmeldersek-tion, bliver der løbende lagt boganmeldelser og anbefalin-ger ud. Adressen er:www.cevea.dk/vision_114/bøger/

Her kan du bl.a. finde en længere anmeldelse af Knud Vilbys nye bog, Global Vækst - Globale Kriser.”

Af pAW hEdEgAArd AmdiSEN

I den netop overståede afstemning om ”årets idealist” – foranlediget af Cevea, Politiken og netavisen 180grader – gik min stemme til Hans Jørgen Bonnich-sen. Efter at have fulgt Bonnichsen som debattør og læst hans seneste bog Frygt og fornuft i terrorens tidsalder var der ikke den store tvivl om, hvor mit kryds skulle sættes. En gennemgående og vigtig pointe i Bonnichsens bog er, at hvis vi vælger at lade frygten styre vores sikkerhedspoliti-ske dagsorden i forhold til terrorisme, så har terroristerne allerede vundet slaget. Det kan virke som en næsten banal pointe, men ser man på den måde en bred vifte af lande – herunder Danmark – har dis-poneret i forhold til terrorbekæmpelse, så bliver det desværre mere og mere tydeligt, at frygten i den grad er ved at vinde over fornuften. Bonnichsens bog eksemplificerer og sandsynliggører dette forhold på fornem vis samtidig med, at den også i en række enkeltkapitler analyserer den moderne terrortrussel og giver indsigt i terrorbe-kæmpelsens mange facetter. Herunder dialogen og muligheden for afradikalise-ring som et vigtigt element. Som et sandt barn af oplysningen argumenterer Bonnichsen for, at demo-krati, fornuft og et ufravigeligt forsvar for retsstatens principper og menneskerettig-hederne er det eneste rigtige forsvar mod terror, for det er lige præcis alt dette, som det er terrorens sag at afskaffe.

Hans Jørgen Bonnichsen, Frygt og fornuft i terrorens tidsalder, People’s Press 2008, 276 sider, 249 kr.

Hvis frygten vinder

Fragment fra en ideolog

Af JENS JONATAN STEEN

Han er en mand med en mission. Den amerikanske lingvist George Lakoff har dedikeret hans akademiske arbejde til at skubbe demokraterne i rigtig retning og lære dem at bruge det politiske sprog til at fremme deres egne mærkesager. I sin nyeste bog ”The Political Mind” tager Lakoff fat på en gennemgribende kritik af den moderne anvendelse af oplysningstidens rationale. Den grundlæg-gende misforståelse hos demokraterne og progressive over hele verden handler om en stationær opfattelse af rationalitet, hvor vi besidder en højere bevidsthed og refleksivitet i forhold til vores hjerneak-tiviteter. Dette skaber en falsk opfattelse af, at vi har kontrol over vores hjerners aktivitet, som ikke stemmer overens med virkeligheden, hvor langt de fleste af vores handlinger netop er styret af emotioner og reflekser. Den mennskelige hjerne er således dybt irrationel. Den politiske virkelighed betyder, at demokraterne har opfattet verden med en 1800-tals hjerne, hvor de objektive sandheder altid vil sejre, sålænge du bare giver befolkningen de rette fakta og den rigtige empiri. Budskabet lyder således: forklar arbejderne deres interesser og de vil forstå, at det er dig de skal stemme på. Det er ifølge Lakoff en katastrofal fejl, der ikke alene betyder at du taber det konkrete valg, men også at du ignorerer det kognitivt udbevidste, undertrykker de gældende værdier, ignorerer anerkendte følelser og bliver tvunget til at acceptere højrefløjens virkelighedsopfattelse. Lakoff tilbyder en god og velargumen-teret begrundelselse for centrumvenstres globale politiske nedsmeltning, ligesom han pædagogisk forklarer, hvorfor arbej-dere over hele verden glad og gerne stem-mer imod deres egne ”objektive” interes-ser. Derfor er Lakoff og opgøret med den falske rationalitet et godt sted at starte for venstreorienterede fritænkere.

George Lakoff, “ The Political Mind – Why You Can’t Understand 21 st-Century Ame-rican Politics with an 18th-Century Brain”, Penguin Group, 269 sider, 210 kr.

Af mArTiN grUNz

Henning Fonsmark var noget så sjældent som en borgerlig dansk ideolog, der fra 1950erne og til sin død i 2006 kæmpede en stædig kamp mod den omsiggribende (velfærds)stat. Han var pioner for den intellektuelle borgerlighed der i disse år rejser sig herhjemme. Alene det er grund nok til at læse det erindringsfragment, som ’Drømmen om København’ er, for her får læseren indblik i, hvilket livslangt en-gagement det kræver at præge – for ikke at sige dreje – den offentlige debat på en måde, der rækker ud over øjeblikket. Når København lokker med drømme, så er det både den personlige vandring fra land til by (her Esbjerg-København) og bestræbelsen på at erobre en hovedstad, der sigtes til. Begge dele lykkedes for Fonsmark, og vi får både erindringerne om det fjerne barndomsmiljø, samt den omvæltning det akademiske liv altid er med dets blanding af personlig befrielse og faglig sekterisme – ofte (som her) tilsat et par skvæt dekadence. I kapitlerne om sin redaktørtid på først ’Perspektiv’ og siden ’Weekendavisen’ (hvor han var første redaktør) folder Fonsmarks fortæl-letalent sig ud. Ærgerligt er det, at denne intellektuelle stridsfortælling forbliver et fragment.

Henning Fonsmark, ’Drømmen om København’, 168 sider, Gyldendal 2008, 169 kr.

Din hjerne er irrationel

32

Fyringenkommer af sig selv

Det gør dagpengeneikke

Kom ind i kampen

Først ryger sparebøssen, såbilen og til sidst friværdien.

Og først når du er helt blan-ket af, kan du få økonomiskhjælp fra det offentlige, hvisdu er en af dem, som finans-krisen har gjort arbejdsløs.

Medmindre selvfølgelig, atdu er medlem af en a-kasse.

Det er hver tredje danskerikke. Og de må altså klaresig selv, hvis de har mere end

10.000 kroner i banken, fri-værdi i boligen eller hvis ægtefællen tjener over28.000 kroner om måneden.

A-kasserne er en solidariskordning, hvor danskere i allealdre og alle job betaler til enfælles pulje. Mister du ditarbejde, er du garanteretøkonomisk hjælp hver måned – uanset hvor stor din spare-bøsse er.

Og du er også sikret hjælp til

at komme tilbage på arbejds-markedet: A-kasserne underLO er klar med planer for,hvordan du kommer videre,og de hjælper dig også medefteruddannelse, hvis det erdet, der skal til.

Samtidig leverer de hurtigsagsbehandling og dagpengetil tiden. Derfor er LO’s a-kasser den bedste forsik-ring mod arbejdsløshed.

Har du sikret dig?

vision 1, 2009

Documents