25 år med billedkunst

1

På Den Kreative Skole, Silkeborger der blevet lavet mange billeder gennem de sidste 25 år af historien.

Billeder, der er med til at dokumentere en epoke, billeder der er smukke, billeder der er udfordrende,

billeder man kan undre sig over, billeder man kan glæde sig ved, billeder man kan blive klog af at se på, billeder man kan elske,

billeder, der får det til at vende sig i én, billeder fulde af drømme, fulde af harme, af sorg, af bekymring, fulde af håb.

Billeder i tusindvis, der fortæller om alt mellem himmel og jord.

Lavet fordi man ikke kunne lade være!

25 år med billedkunst på Den Kreative Skole

IND

TRYK - U

DTRYK

25 år med billedkunst på D

en Kreative Skole, Silkeborg

Udgivet af den Den Kreative Skolei forbindelse med 25 års jubilæet 2013

Indtryk - Udtryk

Redaktion: Lars Svanholm, Den Kreative SkoleLars Ringgaard, Den Kreative Skole Mogens Larsen, Silkeborg Bibliotek Nirvi Bennich, Den Kreative Skole Peter Lovdal, Den Kreative Skole

Idé og layout: Lars Ringgaard, Den Kreative SkoleRentegning: Mona Bonde, Den Kreative Skole

Bogen er sat med PalatinoPrintet hos Codex Tryk, Århus

Trykt i Danmark 2013ISBN:978-87-996519-0-0

Kunst er det, man ikke kanHvis man kunne,

var det jo ingen kunst.

Storm P.

5 6

Et historisk tilbageblikDen Kreative Skole startede som bekendt i august 1988 med ansættelsen af Steffen Juul Hansen som leder.

På daværende tidspunkt var Steffen imidlertid i Tan-zania på det sidste af tre år som ulandsfrivillig. Han ville først kunne tiltræde jobbet et par måneder efter de første tilmeldinger af elever, skulle foregå. Forin-den havde han dog kørt 20 km til nærmeste telefon og derefter ofret turen hjem via Nairobi for at gennemføre ansættelsessamtalen - og de 6.000 kr. var givet godt ud, for han fik jobbet som skolens første leder i de lokaler på Th. Langs Skole, som skolen startede med at bo i – sammen med den daværende Rytmiske Aftenskole. Forinden havde daværende kulturudvalgsformand Lena Kolding gjort et solidt stykke politisk benarbej-de, og byrådet bevilgede da også 325.000 kr. til skolens første år - kun undsagt af daværende socialdemokrat Tage Jensen, som undlod at stemme i byrådssalen. By-ens Musiksamråd havde også gødet jorden, og hen-vendte sig flere gange til politikerne i disse år. Dette var således stærkt medvirkende til, at ikke bare skolen, men også øvelokaler (Lydpotten) og det kommende musikhus blev placeret i politikernes mind-set. Dengang – i 1988 – fungerede biblioteket som kulturfor-valtning og jeg arbejdede som leder af Musikafdelingen på biblioteket. En del af mit daværende job blev derfor at være Den Kreativ Skoles første tovholder, indtil Stef-fen tiltrådte, og jeg indmeldte således de mange elever, som allerede dengang søgte mod skolen. Jeg husker tilbage på en oldsag af en computer fra Reg-necentralen med to floppydrev, hvoraf styresystemet lå på den ene. Med monokrom skærm og sikkert ind-købt for en formue på bibliotekets budget, fik jeg alle elevdata lagt ind på database, og senere skrevet ud på papir til den ny leder, som absolut ikke vendte hjem fra junglen med stor forståelse for edb, der dengang

virkede som en trussel mod de kreative elementer, sko-lens værdigrundlag baserede sig på. Skolen fik det første år 190 elever med andre godt 120 på venteliste. Og de kreative fag blev spredt på Th. Langs, Kornmod og Nordre skoler samt Medborger-huset, som dengang lå på Skoletorvet. 38 lærere søgte de 16 jobs som var, og kun lederen blev fuldtidsansat. De øvrige var timelønnede. Selv om begejstringen var stor, og der var tryk på alle kedler, var de mange løst tilknyttede lærere en udfordring, som senere har fulgt skolen gennem årene. Billedkunstfaget var fra starten en ligeværdig del af programmet – sammen med dramatik, dans, bevæ-gelse, teater og musik. Og ventelisten rummede især dette fag, som fra starten af havde stor tilslutning. Det er flot, at Den Kreative Skoles ledere gennem årene har fastholdt det engagement og det ejerskab, som har gjort, at skolen har – ikke blot betydning for kommu-nens kulturliv – men for hele landets felt af kultur- og musikskoler. Som et fyrtårn står skolen i dag for, hvor-dan et miks af græsrodsinitiativ og dygtige kulturarbej-dere samt undervisere har skabt en unik perle i byens kultur- og skoleprofil. Selv endte jeg i Den Kreative Skoles bestyrelse, da mine to sønner var blandt de første elever på skolen. Jeg kan således prale af at have været publikum til skolens første teaterforestilling ”Det var mig der fangede hen-de” i 1989. Forestillingen endte godt - og Den Kreative Skole fangede senere nye ledere: Ulla og Erling. Tillykke til Den Kreative Skole, de tre ledere og alle medarbejdere. Vi er mange, der har nydt godt af jeres arbejde og de mange elever, I har produceret gennem årene.

Mogens Larsen, Silkeborg Bibliotek

7

Igennem 25 år har man kunne gå til undervisning i billedkunst på Den Kreative Skole i Silkeborg.Undervisningen foregår altid i hold inddelt efter alder. Størrelsen af holdene varierer fra små hold på seks-syv elever til store hold med 15-16 deltagere. Holdene er åbne for alle, der har lyst og behov for at lave billeder. Samtidig kan man have det sjovt og hyggeligt sammen med jævnaldrende, der heller ikke kan lade være med at tegne.Undervisningen ligger typisk efter skoletid. Mange oplever det som en befrielse at komme fra en matema-tiktime eller lignende, hvor der kun findes ét rigtigt svar og én rigtig løsning på en problemstilling og kaste sig ud i et maleri, hvor alle løsninger i princippet er mulige.Sammen med andre finder man vej ind i kreativitetens og fantasiens rige, hvor alt kan ske og alt er tilladt. Man giver sig i kast med en skabelsesproces, hvor det kun er en selv der bestemmer.Hvis jeg synes, der skal ligge en bjergkæde i det fjerne, maler jeg den. Hvis jeg synes, at en citron skal være blå, behøver jeg ikke spørge nogen. Hvis jeg synes at den smukke havfrue på mit billede skal have en kraftig sort moustache, ja! Så maler jeg den og tager selv ansvaret. Jeg kan spørge billedkunstlæreren, hvad han mener. Jeg kan følge hans råd eller lade være. Man kan vælge at tegne et portræt med en gråtoneska-la, der synes uendelig. Man kan male sig ind i en ver-

den, hvor alle regler er suspenderede eller man kan vælge at ”freestyle” og lade sig fascinere af, hvordan farverne blander sig med hinanden, når de løber ned over papiret i et tilfældigt mønster. Man kan vælge at bruge et år eller mere på ét billede og nyde fordybelsen og koncentrationen. Man kunne også male billeder med vandpistoler fyldt med farve, male med fingrene eller med mårhårspensler. Man kan forlade de to di-mensioner og udforske den tredje ved at lave en skulp-tur eller en maske i gips, ler, træ eller modellermasse.

Man behøver ikke medbringe noget til undervisnin-gen. Måske lige bortset fra en god ide og lysten til at male. Resten har skolen i rigeligt mål: Blyanter, ma- ling, pensler, papir i næsten alle størrelser og kvaliteter, sakse, tape, linealer, ler, lærred osv.Man kan spørge læreren, da han eller hun har prøvet det meste indenfor billedkunst. Derfor er der en god chance for, at vedkommende kan give et godt og kvali-ficeret svar. Man kan vælge at følge lærerens råd, eller man kan lade være. Når man kommer derud, hvor ”isen er tynd” og man ikke ved, om den kan bære, er det, at processen bliver spændende og fascinerende. Man begynder at forstå, hvorfor man ikke kan lade være med at tegne og male, og hvorfor mennesker til alle tider i alle kulturer har lavet billeder.

Den Kreative Skoles undervisning

7 8

Man kan også afsøge tegneseriens og animationens krinkelkroge på Den Kreative Skole.På dette hold arbejder man med de store mestre inden-for tegneseriekunsten som Will Eisner og Carl Barks og taler om dem i et indforstået sprog, der rummer under-lige gloser som mutanter, superhelte, intergallaktiske slag, og Starship Enterprise. Her arbejder man med hypertynde tuschpenne og fortæller historier i lange serier af billeder.Ofte ser man bogligt og socialt svage elever, der har haft en svær skolegang, være særligt dygtige med blyant og farver. Fra ganske tidligt i deres skoleforløb blev man klar over, at de have svært ved at følge med, og tillod derfor at de sad henne i hjørnet og tegnede. Ofte ser man sådanne elever blive meget dygtige til at udtrykke sig i billeder. Da ordene ikke er deres gebet, finder de vej ind i billedmagerens og iagttagerens rolle.Man træner sig i at finde vej til fantasien, og bruger den kreativitet, som er så vigtig på alle planer i livet, og som prises højt af erhvervslivet. Kreativitet er jo ikke kun en størrelse, man benytter sig af, når man skal lave et maleri; men noget man bruger i enhver handling, som foretages i større eller mindre grad. Hvis man har lyst til at fordybe sig yderligere i bille-der, og måske påtænker en uddannelse indenfor de kreative fag, har Den Kreative Skole også et talenthold,

der udgøres af særligt motiverede elever. Her mødes man med læreren i et slags åbent værksted, hvor der tegnes, males og eksperimenteres på livet løs.

Skolens lærere er alle i forskellig udstrækning profes-sionelle kunstnere med mange års erfaring, og tilsam-men dækker de et bredt spekter af kunstneriske udtryk. Ligeledes har de stor erfaring i at undervise børn og unge i nogle af billedkunstens mange facetter på en måde, der gør faget udfordrende, spændende, lærerigt og ikke mindst sjovt.

Lars Ringgaard

Elevarbejder

9

11

Elevarbejder

13

Et sprog, der skal læres, ethåndværk, der skal tilegnes eller “det fri udtryk”?I de kunstnerbaserede læringsmiljøer diskuteres for-mål og processer i et tilsyneladende endeløst forløb. For nyligt havde jeg, via en dialog med professor emeritus ved Det Kgl. Kunstakademi, Bjørn Nørgaard, mulighed for at få belyst flere vinkler på billedkunst-nerisk læring.

I sin tid som professor ved Billedhuggerskolen på Charlottenborg foretog Nørgaard ofte, sammen med sine elever, en ekskursion til området Rusland i Nord-sjælland, hvor museet for billedhuggeren Rudolph Tegner (1873-1950) er beliggende. Tegner var for så vidt i opposition til sin egen samtid, hvor modernis- tiske ideologier havde gjort op med kunstens hånd-værkerbaserede rolle.

Netop med afsæt i håndværksmæssige principper fik Rudolph Tegner en rolle at spille som reference i Bjørn Nørgaards professorgerning; men om tingene fungerer på samme principper i den akademiske verden i dag, er svært at sige. Der florerer historier om, at eleverne på de billedkunstneriske uddannelser på Kunstakademiet har set sig nødsaget til at henvende sig på Arkitektsko-

len med henblik på at blive undervist i et så traditionelt forankret fag som croquistegning.

Billedkunstens sproglige nuancer følger i høj grad in-dividet, der ganske vist oftest forholder sig visuelt til sin egen samtid; men altid med sin egen personlige sig-natur som udgangspunkt.

I dét perspektiv kan det synes formålsløst at skabe un-dervisningsforløb i billedfag. Ikke desto mindre er en billedkunstnerisk læring relevant i forhold til at styrke ikke blot vordende elevers kunstneriske potentialer, men også deres æstetiske instinkt.

Netop de æstetiske grundprincipper afstedkommer ofte voldsomme diskussioner, hvor æstetikken tilside-sættes til fordel for isolerede synspunkter med afsæt i den enkeltes normerede smag, men her bør man erin-dre, at ”smag og behag” udelukkende baserer sig på et individuelt indskrænket syn og derfor bør iagttages som noget statisk i forhold til en kvalificeret billed-kunstnerisk verdensanskuelse.

13 14

Af samme årsag refereres ofte til de samme kunstvær-ker, når individer på lang afstand af kunstmiljøerne teoretiserer omkring, på hvilke grundlag nutidskun-sten produceres. Navne som Piero Manzoni (Merda d’Artista), førnævnte Bjørn Nørgaard (hesteofringen i 1970) og Marco Evaristti (sværddragere i blendere) bliver sammen med et par andre ”provokatører” gang på gang hevet frem, når man i fordømmelsens lys skal sætte spørgsmålstegn ved nutidskunstens værdiprin-cipper.

Ikke desto mindre udgør de nævnte tilfælde eksem-pler på kunstens frie udtryk. Et tilsvarende eksempel kunne være billedhuggeren Christian Lemmerz instal-lation på Esbjerg Kunstmuseum, hvor et antal sam-mensyede svinekroppe fik lov til at gå i forrådnelse i udstillingsperioden. I den brede offentlighed befinder Lemmerz’ værk fra midt i halvfemserne den dag i dag som synonym med kunstnerens praksis. Et langt mere nuanceret syn på netop denne kunstner fik man, hvis man oplevede udstillingen ’Genfærd’ på kunstmuseet ARoS i 2010.

Afstanden fra den disciplinære indlæring til det frie udtryk kan opleves som lang – og i det perspektiv er det interessant, at distancen fra det stærkt improvisa-toriske tilbage til den stramme komposition ofte er for-holdsvis kort.

Det er i det hele taget sjovere og langt mere interessant at beskæftige sig med billedkunst, når det ikke er de tekniske begrænsninger, der får lov at herske. Derfor giver det klart mening at gennemføre diverse billed-kunstneriske undervisningsforløb… Også på Den Kreative Skole.

Lars Svanholm

15

Cigaret og kaffemonstre

Især de yngste elever synes om at få en bunden opgave.Denne gang lød opgaven : Brug kun to farver (helst) og forestil dig hvordan et “kaffemonster “ eller et “cigaret-monster” ser ud. Den brune farve er iøvrigt lavet af en meget stærk kop kaffe.

Fra Lascaux til Den Kreative SkoleNogle er gode til at snakke. Nogle er gode til at spille fodbold. Nogle er gode til at spille kontrabas. Nogle synger som engle, og nogle er gode til at tegne. Derfor fylder de deres stilehæfter og læsebøger med tegninger i stedet for kloge ord.Vi har alle behov for at udtrykke os og dermed give udtryk for de indtryk, vi modtager. Hvad er det, der gør, at nogle ikke kan lade været med at udtrykke sig i billeder, og har det overhovedet nogen værdi og funk-tion i et moderne samfund?Nogle synes at have et behov, en ustoppelig trang til at tegne og til at male samt at få nogle linjer og nogle far-ver til at fungere på et hvidt stykke papir eller lærred.Trangen til at lave billeder har været en drivkraft gen-nem hele menneskets historie. Billedet har fra tidlig tid haft en funktion som religiøst samlingspunkt og har spillet en rolle af rituel eller opdragende karakter som et middel til at synliggøre det usynlige eller fastholde en erindring.Sideløbende har billedkunsten haft en rolle som en måde at forherlige magthavere og cementere deres po-sition med store, ærefrygtindgydende portrætter eller

figurer, der viser en magtfuld person i fuldt skrud.Først på Rembrandts tid løsrev kunsten sig fra den re-ligiøse sfære, og kom i tjeneste hos købmændene, der havde brug for billeder, som kunne synliggøre deres velstand og konsolidere deres position indenfor han-del. I nyere tid begynder kunstnere at lave billeder uafhæn-gigt af religion, ritualer eller finans. Man begynder at lave billeder for billedernes egen skyld. Begrebet l’art pour l’art, kunst for kunstens egen skyld, opstår.Men hvem fandt på det der med at lave billeder? Hvem var den første kunstner?Var det den unge pige, der ifølge den græske mytologi tegnede sin elskedes skygge i sandet med en pind? Hun ville bevare et billede af ham, fordi han skulle i krig. En myte, der giver essensen af dét at lave billeder, nemlig trangen til at give et fysisk udtryk for en oplev-else i håb om at bevare den i en eller anden form.Eller var det primitive huleboere, der malede på hu-levæggen med sod, jordaflejringer og blod?Omridset i sandet er for længst borte, men i Pyrenæerne finder man bjerghuler med smukke og sære billeder på

17

18

væggene. De er måske 30.000 år gamle og står den dag i dag tydeligt og klart på klippevæggen. Til sammen-ligning kan nævnes at skriftsproget kun er ca. 6000 år gammelt. Billederne er alt andet end primitive tegninger, men har meget stor kunstnerisk kvalitet og vidner om et sikkert blik for det vigtige i et motiv. Med få strøg og få farver har kunstneren fanget essensen af en urokse, en hjort, en antilope eller en dramatisk jagtscene. Dette udgør en elegant forenkling over billederne, som bringer tankerne hen på moderne kunstnere som Matisse, Miro eller Picasso. Forskere mener, at billed-erne har haft en rituel, religiøs funktion, måske en of-ring eller taksigelse til guderne for en vellykket jagt. Men under alle omstændigheder er de et udtryk for de første menneskers behov for at udtrykke sig igennem billeder.Billedet synes at være en universel måde at kommuni-kere på. Det kan forstås uanset sprog, kultur eller tid og sted. Når man ser de imponerende billeder i Lascaux har man, selvom de er malet for 30 årtusinder siden, intet besvær med at aflæse billederne. I de ægyptiske kongegrave er væggene dækkede med serier af billeder, der fortæller om kongens liv og hans bedrifter. Kort tid efter, billederne var færdige, blev Farao stedt til hvile i denne ”billedbog”. Indgangen blev forseglet og flere tusind års mørke sænkede sig over graven.”What do you see? What do you see?” råbte den amer-ikanske arkæolog Howard Carters ledsagere, da de endelig havde fundet Tut Ank Amons grav, og havde slået hul i den forseglede dør. Et hul stort nok til, at Howard Carter kunne få hovedet og en lygte inden-for i gravens mørke. ”Wonderful things! Wonderful things!” lød arkæologens stakåndede svar.Moderne tiders arkæologer fandt gravene, åbnede dem og alverden fik adgang til disse vidunderlige skatte, der vidner om, at også i Ægypten for årtusinder siden brugte man billeder og skulpturer.Når man i vore dage træder ind i en dansk middel- alderkirke, bliver man ofte vidne til smukke billeder malet direkte på væggene. Groteske billeder, fortæl-lende, skræmmende billeder, der i middelalderen havde et helt klart opdragende og religiøst formål.Når kirkegængerne sad i kirken og forsøgte at lytte til præstens timelange prædiken på latin, et sprog som

de færreste forstod, var det ikke ualmindeligt at op-mærksomheden beskæftigede sig med kalkmalerierne i stedet. Her behøvede man ingen latinkyndighed eller skolegang i det hele taget for at forstå, hvad sagerne drejede sig om.I en senere tid, hvor ordene havde fået en større magt, fandt man billederne upassende og grimme. Derfor kal- kede man dem over. De blev gemt og glemt gennem århundreder, ganske som Faraos billeder og først i vor tid blev de afdækket igen.Billeder kan have en vældig kraft og en stor betyd-ning for mennesker. Når et kunstværk rører ved no-get alment menneskeligt – noget der har en kvalitet ud over det materielle, noget der ikke er afhængigt af tid og sted, noget universelt – får værket en blivende karakter, der kan berøre mennesker dybt til enhver tid. Dette er årsagen til, at nogen gider rejse til Paris, Rom, Ægypten, Berlin, New York for at se en statue uden arme og ben og med en brækket næse, et par gamle støvler malet af en rødhåret hollænder for mere end hundrede år siden eller et portræt af en italiensk kone, der døde for 500 år siden.

19

Kunsthistorien er fuld af billeder, der viser situationer eller personer, som kun huskes, fordi en kunstner har malet et maleri eller hugget en skulptur, der beskriver oplevelsen eller personen. Hvem ville ane hvem Mona Lisa var, hvis ikke Leonardo have malet hendes por-træt?På Den Kreative Skole er der blevet lavet mange bille-der gennem de sidste 25 år af historien. Billeder, der er med til at dokumentere en epoke, billeder der er smuk-ke, billeder der er udfordrende, billeder man kan un-

dre sig over, billeder man kan glæde sig ved, billeder man kan blive klog af at se på, billeder man kan elske, billeder, der får det til at vende sig i én, billeder fulde af drømme, fulde af harme, af sorg, af bekymring, fulde af håb. Billeder i tusindvis, der fortæller om alt mellem og jord… Lavet fordi man ikke kunne lade være!

Lars Ringgaard

23

Arbejdssituationer

25

UdstillingsaktiviteterHen på foråret afholder billedkunstholdene udstillinger i skolens Atrium. Den store fælles udstilling, hvor alle billedkunsteleverne udstiller, er normalt en stor oplevelse for de mange besøgene.Desuden er åbningen eller fernisereingen en festlig og meget velbesøgt lejlighed. Der bliver holdt taler, spist snacks, lyttet til musik og selvfølgelig studeret billeder.En anden udstilling der bliver set frem til med stor spænding, er Talentholdets mindre men meget udsøgte udstilling.Skolen har også arrangeret separatudstillinger af dygtige elever, der har en stor og spændende produktion.

28

Billedkunst i det decentrale område

At arbejde i det decentrale område, handler om at syn-liggøre billedkunst som en mulig fritidsinteresse. Un-dervisning i billedkunst foregår i Bryrup, Gjessø, Kjel-lerup og Gjern, og her er de kulturelle udbud ikke så omfattende som centralt i Silkeborg Kommune, hvor det er almindeligt, at man også kan lære om tegneserie, animation, teater etc. Så hvordan skaber man et kulturelt udbud? Her handler det om at samarbejde med de forskellige in-stanser. På skolerne får de et tilbud om, at jeg leder en billedkunsttime og medbringer spændende materialer, således eleverne kan få en idé om, hvordan det kan være at gå til billedkunst.

Dette plejer at være et hit! Da mange af eleverne ikke er bekendt med, at billedkunst eksisterer som et fritids-tilbud, mærker de her, hvordan det er at have materia- lerne i hænderne. Samtidigt skabes der tillige kon-takter til skolerne og til billedkunstlærerne. Hvert år bliver der på skolerne suppleret med udstillinger af elevarbejder. På Mosaikken i Kjellerup har jeg flere gange lavet workshops for forældre og børn. Sidst handlede det om rummet, hvor vi brugte Carl-Henning Pedersens værker som inspiration. Her blev der bl.a. malet bille-der af planeterne og stjernerne, og tidligere har vi lavet mobiler i pleksiglas under temaet ’eventyr’.

29

I Gjern Kultur og Idrætscenter afholdes hvert år en forårskoncert. Dette er et multimedie-show, hvor alle lærere fra Den Kreative Skole, der underviser i Gjern, arbejder tværfagligt. Musik-, billedkunst-, forfatter- og dansehold skaber her nogle fantastiske performances, der bliver vist til skolerne, og som kan inspirere børn til at deltage i undervisningen.

Det tværfaglige arbejde giver på denne måde børnene og lærerne en ny tilgang med henblik på at opleve, hvordan de kreative fag komplementerer hinanden samt giver nye indfaldsvinkler. De decentrale initia-tiver er med til at skabe kultur og liv ude i de mindre samfund og i landsbyerne.

Nirvi Bennich

33

Sean Dowsey, KjellerupSean Dowsey er ni år og har deltaget i Billedkunst i Kjellerup i tre år. Han elsker at tegne mennesker, dyr, figurer, Mindcraft, Dr. Who og transformer. Allerede i 1. klasse begyndte han at tegne i 3D, og i 0. klasse ville han, at det han tegnede i bogstavelig forstand, skulle komme ud ad billedet. I Børnehaven var Kunstbussen på besøg. Den var han glad for, og han har også brugt et arrangement på Mosaikken, hvor Flemming Giese og Peter Lovdal fra Den Kreative Skole lavede anima-tion en hel dag.

Dette var et hit og han har flittigt brugt teknikken med at filme. Han bruger sine Lego-figurer, han laver pyra-mider af karton og opbygger Lego-mennesker. Så går han i gang med sin mobiltelefon og laver små film.

Familien har også flittigt deltaget ved forskellige ar-rangementer. Et af dem kan ses (på foto) hvor Sean er med på ARoS Aarhus Kunstmuseum, hvor han fortæller guiden om, hvad han kan se i et af Per Kirke-bys store malerier. Sean er optaget af at tegne og øver sig uafbrudt. Han øver sig bl.a. på dette via lære-bøgerne på skolen. I matematikbogen var der fyldt op

med tegninger, hvor der ikke var skrift. Nu har han fået lov til at tegne i bøgerne, da læreren kan se at han fak-tisk koncentrerer sig bedre, når han tegner. Han er et billedmenneske, hvilket vil sige at han faktisk tænker i billeder. Frem for at skrive huskesedler, tegner han en model af emnet. Han tegner f.eks. de ting, han ønsker sig i fødselsdagsgave og dette begyndte han allerede med som lille dreng. Sean drømmer om en dag at få en campingvogn. Han kunne tænke sig at køre rundt i ver-den med denne og sælge malerier med en kæmpestor pensel oppe på bilens tag, som vil tiltrække publikum.

Nirvi Bennich

På de nederste tegninger har Sean tegnet en skildpadde, og koncentreret sig om at finde ud af, hvordan den ser ud forfra, bagfra og fra oven.

Øvelse gør kunstner

34

Tegningen af dronning Margrethe tegnede han i 2. klasse.

35

SORT-HVID

41

Tegneseriens formsprog i undervisningenTegneserier er tidligere blevet omtalt som popkultur og lowbrow underholdning, men i de senere år er teg-neserier blevet ophøjet til kunst. Ikke bare billedkunst-nere refererer til tegneserier, men serierne i sig selv har nydt en enorm opblomstring og anerkendelse. Det skyldes ikke mindst de meget personlige graphic no-vels (grafiske romaner), der opstod midt i 80’erne og var et udtryk for tegneserietegnernes og forfatternes politiske såvel som grafiske udtryk. Denne udvikling resulterede i eksempelvis Frank Millers The Dark Knight Returns og Alan Moore og Dave Gibbons’ Watchmen, som begge er en satire over superheltegenren i almindelighed og en politisk kom-mentar til Reagan administrationen i særdeleshed.

Begge serier brillerede med et fantastisk formsprog, og viste at serieskabere kunne tænke ”ud af rammen”. Man turde beskæftige sig med politik og andre spæng-farlige emner. Serier, der fulgte, var for eksempel Art Spegelmans Maus, der omhandler jødeudryddelsen under 2. Verdenskrig samt Persepolis, der fortæller om en piges opvækst i Mellemøsten.

Også i Danmark så man eksempler på et nyt udbrud indenfor tegneserier, bl.a. gennem Danmark Besat af Morten Hesseldahl, Niels Roland og Henrik Rehr, der fortæller historien om modstandsbevægelsen i Dan-mark under krigen. Indflydelsen fra de japanske manga-serier har også rykket ved danske og amerikanske tegneseriers form-sprog og udtryk. Et godt eksempel på det er danske Jan Kjær og amerikanske Adam Warren. Skoleeleverne har også været begejstrede for – og inspirerede af – de japanske serier såsom Naruto og Dragonball. Blandingen af manga, superhelte, humorserier, funny animals (f.eks. Disney) og belgiske albumserier som Tintin og Lucky Luke har givet de danske unge en stor palet at inspirere sig fra. Desuden er animationsseri-er fra Cartoon Network, Disney Channel og biograf-film i 3D også en stor inspirationskilde. For slet ikke at glemme de store spiluniverser som Lego, Mindcraft og World of Warcraft, der giver eleverne en legeplads, hvor de går ind i og bygger videre på en allerede eksi-sterende verden.

42

Gennem mit arbejde med animation og tegneserier har det været sjovt at opdage ikoniske figurer og historier forsvinde i glemslen, for så at dukke op igen i en anden form, hvor eleverne (gen)opdager klassikerne. Eksem-pler er Disneys Tarzan, der før tegnefilmen syntes helt glemt, samt Star Wars Clone Wars, der introducerede hele stjernekrigsuniverset for en ny generation. Ikke mindst de mange tegneseriefilmatiseringer, der nu gør, at gamle seriefigurer fra 2. Verdenskrig igen er på un-gernes læber.

Helte som Batman, Captain America, Iron Man og Superman har fået en opblomstring. Hollywood har fundet ud af, at de gamle ikoniske serier har masser af potentiale, hvis blot man tager oplægget og publikum alvorligt. Det er også en af grundene til at film som The Dark Knight og Avengers er blevet så store kasse-succeser, udover det faktum at Hollywoods drømme-fabrik endelig kan fremtrylle de gamle serietegninger til 3D renderede virkelighedstro verdener. Valhal, Gotham City og flyvende mutanter fungerer pludselig i biografens mørke. Det har også været med til at give tegneserierne og figurerne en gennemslagskraft.

I Danmark har seriebranchen ikke nydt godt af disse optider. Dårlige kontrakter med eu-ropæiske copyrightindehavere har medført at der kun er et superhelteblad i Danmark nemlig Spider-Man Kids samt et funny ani-mals blad: Anders And og Co og humorseriehæftet Basserne. I tegneseriernes gyldne periode var der 25 tegneserietitler på kioskhylderne. Den tid er forbi! Men takket være digitale tegneserieapps til smart-phones og tablets og computerspillene Batman Arkham Asylum, DC Online, Lego Batman og City of Heroes, er serierne der stadig – bare på nogle andre plat-forme. Inspirationen fra elevernes serie og spil giver sig til udtryk i deres egne produktioner. De laver plastice på kendte figurer og udbygger de kendte universer med egne figurer og plots. Der er det lærerens opgave at give dem det grundlæggende til, at de kan udtryk-ke sig visuelt med en blyant. Tegneren er storyteller, der bestemmer kameravinkler, close-ups, replikker og plots. Dette kræver et godt layout fra starten. Fun-

gerer historien og pointen? Er figurdesignet tydeligt? Hvordan fortælles historien bedst visuelt? Baggrunde. Hvordan skal de se ud, og passer de til figurerne? Alt dette er med i overvejelsen når tegneserien skal skabes.Dertil er der den færdige finish i tusch, der også in- kluderer talebobler med tekst. Placeres boblerne rigtig? Er historien tyde-lig? De elever der fortsæt-ter over en årrække, bestrider på et tids-punkt historiefor-tællingen.

43

De har ”knækket” fortællekoden, og bliver selv story-tellers. Det er altid et stolt øjeblik, når de viser deres færdige fortælling på udstilling, i deres album eller i en animationsfilm, som de selv har skrevet, storyboardet og animeret. Det er et spørgsmål om fortælleglæde, og jeg har ofte oplevet, at de helt opsluges af denne.Fremtiden ser lysere ud, ikke mindst på internettet, hvor mange serieskabere lægger nye striber ud hver dag, som opleves af millioner af læsere. Flere af disse

serier har senere fundet vej til tryk på forlag. Desuden er tiltag som tegneseriemessen Copenhagen Comics og oprettelsen af Dansk Tegneserieråd et skridt i den helt rigtige retning.

Med den iderigdom der viser sig, er der ingen tvivl om, at tegneseriefortællingen vil fortsætte langt ind i dette nye årtusinde.

Peter Lovdal

44

Animation giver eleverne mulighed for at arbejde med historieskrivning, skitse storyboards og bygge en hel verden op i forskellige materialer. Figurerne byg-ges af pap eller modellervoks. Det er et tidskrævende og tålmodigt arbejde at lave 3-12 flyt pr. sekund. At lave en animationsfilm er lidt som at bygge en ka- tedral med tændstikker.

Animation

47

DuchampPiero ManzoniPer Kirkeby

Pablo Picasso

Kathrine Ærtebjerg

Tal R

John Kørner

Olafur Eliasson

47 48

Bredden og eliten. Kunstner eller ej…? Hvad kan man bruge det til?Når man i en årrække har beskæftiget sig med det mangesidede begreb billedkunst som udøver og for-midler, kan det ikke udelukkes, at man på et eller andet tidspunkt bliver præsenteret for spørgsmålet ”hvad er kunst?”

Besynderligt nok stiller ingen det samme spørgsmål i forhold til andre måder, hvorpå man kan udtrykke sig. Det burde vel være akkurat lige så relevant at stille spørgsmål ved, hvad f.eks. litteratur er? Eller musik?

Problematikken vedrørende billedkunstens rolle har formodentlig sin oprindelse i en forvirring over, hvor-dan kunsten har udviklet sig i det seneste århundrede? Da Marcel Duchamp for omtrent 100 år siden vendte op og ned på hele kunstbegrebet med introduktionen af ”ready mades”, hvor han i forskellige sammen-hænge ophøjede gemene hverdagsgenstande til kunst, satte han samtidigt nye grundprincipper op i forhold til, hvordan kunsten bør iagttages.

Et eksempel på Duchamps nytænkte definition af kunst kunne være en høj taburet, hvorpå var monteret et

cykelhjul. Denne, for tiden, nye version af kunstnerisk produktion bragte naturligvis sindene i oprør blandt epokens kritikere og – ikke mindst – blandt publikum. Oprøret blev blot forstærket, da Duchamp i 1917 ud-viklede og udstillede værket ’Fontain’, der i sin en-kelthed bestod af et urinal med indskriften R. MUTT.

Hvad enten man ville det eller ej, var konceptkunsten dermed født. Næringen var givet til den evige diskus-sion om kunstbegrebets rolle i en skiftende samtid.

Idé og fordybelseDisse idébaserede indslag i kunstmiljøerne udgjorde således i årene fremover kontroversielle enheder med ophav i Duchamps principper. Ikke mindst når kun-stens rolle i de skiftende epoker diskuteres, bliver di-verse ekstreme eksempler på samtidskunst fremdra-get.

I 1961 – for mere end 50 år siden – skabte den italien-ske konceptkunstner Piero Manzoni stærk forargelse med sit værk ’Merda d’Artista’, som bestod af en serie konservesdåser, der angiveligt rummede kunstnerens

Piero ManzoniPer KirkebyPablo Picasso

Kathrine Ærtebjerg

Tal ROlafur Eliasson

49

afføring, og hvis et kunstværks kvalitet kan måles efter reaktioner og historisk holdbarhed, er der ingen tvivl om, at Manzonis erklæring bør benævnes inden for kategorien.

Således er hele kunstbegrebet under stadig forandring – og evalueringsproblematikken udgør en evig kilde til hovedbrud hos den enkelte kunstner. Derfor kan det synes væsentligt i langt højere grad at fokusere på kunstnerens rolle i et visuelt domineret samfund frem for den uafbrudte diskussion om, hvad kunst er.

For et par år siden havde jeg mulighed for at tale med den dansk/islandske billedkunstner Olafur Eliasson omkring kunstnerens rolle og problemstillingen fordy-belse kontra evaluering. Det er sådan, at langt de fleste kunstnere, som agerer på den nationale og globale scene, over en årrække individuelt har udviklet hver deres særegne udtryk.

Netop her spiller evaluering en rolle ifølge Eliasson. Han har naturligvis en pointe. Alternativt vil kunst-nerens værk blot udgøre gentagelser af tidlige tiders bedrifter, og i enkelte tilfælde har man faktisk oplevet det på denne måde; og derfor er det vigtigt, at man som kunstner i et permanent forløb tager sit udtryk og sin kunstneriske praksis op til fornyet overvejelse naturligvis inden for den ramme, som man i sin kunst-neriske kontekst har udstukket.

Hvad skal man bruge det til?Succes kan være en billedkunstners værste modstand-er. Især hvis værkerne bliver omsat hurtigere, end man kan nå at følge med, er risikoen for, at man går i en form for bestandig repetition til stede. Denne pro-blemstilling hører dog til sjældenhederne – og det fører automatisk til spørgsmålet om, hvad man kan bruge

billedkunsten til. For det tjener vel ikke noget formål at producere noget, der er uomsætteligt?

Billedkunsten har for længst frigjort sig fra de ratio-naler, man kender inden for anden produktionsvirk-somhed. Bevares! Man hører ind imellem ordet ”dead-line” blive nævnt i forhold til udstillingsvirksomhed; men at betragte udarbejdelsen af kunstværker som et traditionelt erhverv, vil nok være at skyde et godt styk-ke uden om målrammen.

Ikke desto mindre udgør førnævnte Olafur Eliassons studio i Berlin en målrettet enhed, da Eliassons kunst-neriske praksis ligger lysår væk fra klichéen om den ensomme kunstner, der arbejder med sit værk alene og i isolation.

I netop Olafur Eliassons tilfælde kan man næsten hævde, at billedkunsten befinder sig i et overlap mel-lem skulptur og oplevelseskultur. Allerede her kan tankerne vedrørende, hvad kunsten kan bruges til, synes overflødige – og mon ikke de tusindvis af men-nesker, der har besøgt Eliassons hovedværk Your Rain-bow Panorama på toppen af kunstmuseet ARoS i Aar-hus, har fået en oplevelse ud af at opleve kunstværket på værkets egne betingelser?

Der hersker vel dårligt tvivl om, at de herover beskrevne eksempler på kunstverdenens aktører, har deres afsæt i stærke personlige karakterer, der i kraft af markante idégrundlag og stærke udtryk, har gjort sig gældende på en stadig mere global kunstscene, og netop de nævnte har været aktive i forskellige epoker i løbet af de sidste 100 års kunsthistorie.

”Jeg søger ikke – jeg finder!”Det er tvivlsomt, om man i bogstavelig forstand fødes

49 50

som kunstner. Ikke desto mindre bliver kimen til en mere eller mindre fremtrædende karriere som billed-kunstner lagt et sted – og ofte ligger fundamentet i generne eller blot i forlængelse af en inspiration, der er opstået i et familierelateret forløb.

Alle kender navnet Pablo Picasso, og hans far var an-giveligt en glimrende amatørmaler; men Picasso ud-viklede allerede på et tidligt tidspunkt helt utrolige egenskaber som maler, og da han ikke kunne finde mere inspiration i sin hjemegn i det sydlige Spanien, rejste han som ganske ung til Paris, hvor han bosatte sig af den enkle årsag, at Paris på det tidspunkt om-kring århundredeskiftet mellem det 19. og 20. århund-rede udgjorde den internationale kunsts kraftcenter.

I Paris udviklede Picasso, sammen med ligesindede, helt nye og revolutionerende udtryk. Man kan næsten sige, at dét, der senere blev anerkendt som den mo- dernistiske periode, blev grundlagt i Paris på dét tids-punkt.

Picasso flyttede sig altså, både fysisk og mentalt, hvilket sandsynligvis afstedkom, at hans kunstneriske praksis udviklede sig ud over tilstanden som vidunderbarn i Malaga.

”Jeg søger ikke – jeg finder”, skulle Picasso angiveligt udtale på et tidspunkt, hvor han for længst havde ud-viklet sig som det 20. århundredes væsentligste billed-kunstner; men ikke desto mindre søgte han i en ung alder mulighederne for at gøre op med en traditions-bestemt måde, hvorpå man kan iagttage og udføre kunst.

Picassos eksempel er enestående i kunsthistorien, og uden troen på egne fortræffeligheder var han mu-

ligvis endt i rækken af middelmådige kunstnere, der kæmpede den samme kamp år efter år med afsæt i spørgsmålet om, hvad man skal bruge kunsten til – når man nu ikke er i stand til at skabe et levebrød ud af anstrengelserne.

Kunsten er kendetegnet ved at stille flere spørgsmål, end den besvarer. Samtidigt bringer kunsten ofte kom-mentarer til sin egen samtids øvrige problemstillinger. Her var Picasso aktuel i 30’erne, da han malede et kæmpemaleri med titlen Guernica, som udgjorde en kommentar til fascisternes udslettelse af en landsby med samme navn som maleriets titel.

Den politiske fortællingI stedet for at fremstille et farverigt og detaljeret billede af rædslerne, udførte Picasso et maleri, hvor figurerne optrådte groft forarbejdede i et primært sort-hvidt univers. Alligevel var man ikke i tvivl om, hvad der foregik da fortvivlelsen, som værket udstråler, ikke kan fejlfortolkes.

Krigsscener er ingenlunde et usædvanligt element i kunsthistorien; men en anden spanier – Francisco Goya – satte allerede tilbage i 1700-tallet fænomenet krig på dagsordenen i et alt andet end heroisk perspek-tiv. Goyas skildringer bragte krigen ind i billedkunsten i kraft af, at den blev formidlet, så den skildredes i al sin bloddryppende gru.

At man kan anvende billedkunsten i et politisk per-spektiv, tror jeg er indlysende for de fleste. Her spiller udtrykkets overordnede rolle dog ind. Går vi 40-50 år tilbage og tager en iagttagelse på den aldersklasse, som senere er blevet kendt som 68-generationen og disses måde at forvalte det agiterende i modspil/kontrast til de æstetiske grundidéer, kan der dårligt herske tvivl

51

om, at teknik og kunstnerisk finesse var begreber, der underspilledes med henblik på at skabe et agiterende og slagkraftigt udtryk.Disse idealer så man i høj grad eksemplificeret hos kunstnerkollektivet Røde Mor. Her anvendtes gam-melkendte og traditionsbundne metoder i høj grad med henblik på mangfoldiggørelse af det politiske budskab. At gruppen, som både benyttede sig af musik, happe-nings og grafiske teknikker i sine bekendtgørelser, alli-gevel i dag står som en væsentlig kulturbærer i 70’erne, må tilskrives de enkelte medlemmers stærke anlæg for at tydeliggøre sig i et kulturelt univers, som for sin tid befandt sig i et dødvande.

Ikke alt, som glimter, er guldNår vi på en undervisningsinstitution som Den Kreative Skole bruger historien som udgangspunkt i den daglige undervisning, er det i bevidstheden om, at uden historie er vi intet. Bag enhver filosofi, der er oppebåret af kreative kræfter – uanset om man benytter musikken, ordet, kroppen eller de visuelle virkemidler – ligger der et historisk aspekt bag handlingerne.

Der er vel ingen, der vil anfægte, at man inden for musik-ken har sine historiske koryfæer? Der vil sandsynligvis også være en vis forståelse for, at en forfatterspire kan tage ved lære og blive inspireret af litteraturhistoriens store personligheder.

Det samme kan man sagtens sige i forhold til billed-kunst, som ganske vist skabes fra bunden af den en-kelte udøver i modsætning til udførelsen af en klaver-sonate af Beethoven, der er defineret i nodesystemet, og dermed ”blot” skal formidles af pianisten. Og dette er skrevet i bevidstheden om, at dette faktisk i sig selv kan være ret problematisk.

Der findes således i sagens natur ikke nogen entydig håndbog i forhold til skabelsen af billedkunst, og netop kunstens frie sprog – kunne man antage – giver frit valg på alle virtuelle hylder. Dette gør pædagogens rolle kompliceret, da elevernes begejstring over de mange effektive virkemidler når uendelige højder.

Det er ikke alt, som glimter, der kan betegnes som guld – og ligeledes er det ikke al glimmer, der er lige hen-sigtsmæssig at bruge i udførelsen af et kunstværk.

Til gengæld udgør materialiteten ikke et handicap i forhold til udarbejdelsen af værket i dag, da tiden nær-mest skriger på kitsch og effekt. Netop af samme årsag betyder det paradoksalt, at bindingen mellem det i en bedsteborgerlig forstand smagløse og det sanselige er mere skærpet end nogensinde.

Per Kirkeby, pædagogisk eksempelHvordan man kan styrke billedkunstelevers syn og dannelse med afsæt i de førnævnte principper, oplever man ret klart ved iagttagelsen af Nirvi Bennichs elever ved 2013-versionen af udstillingen af elevarbejder i Den Kreative Skoles atrium-område. Umiddelbart var det ret tydeligt, at inspirationen kom fra en af de væsentligste danske kunstnere i det 20. århundrede, Per Kirkeby – og netop Kirkeby er et oplagt eksempel på en kunstner, der har virket som inspirationskilde for et utal af kunstnere i de seneste år.

Baggrunden for denne bevågenhed omkring Per Kirke-by skal muligvis ses som en konsekvens af hans succes på både den internationale og den danske kunstscene. Men der kan være flere årsager til, at en kunstner som Kirkeby har fungeret som kilde til inspiration blandt yngre og mere modne udøvere af moderne kunst.Kirkebys motiver lader sig ikke umiddelbart tyde i et

51 52

overordnet perspektiv. Alligevel optræder der gen-kendelige enheder i hans ofte romantiske og storladent opsatte malerier. Disse kan udgøres af sten, træstubbe, spejlinger og – ikke mindst – det udefinerlige lys, der optræder, når værket i højere grad fremstiller end fore-stiller et landskab.

Når man bruger en kunstner som Per Kirkeby som re-ference i det pædagogiske rum, kan man forestille sig, at forholdet bunder i netop denne kunstners spændevid-de i relation til de motiviske improvisationsmulighe-der. Man finder hos Kirkeby ofte både historiske og nu-tidige referencer, og formodentlig derfor har han givet inspiration til mange kunstnere i tiden efter de politisk bevidste og indignerede 70’ere. Ikke mindst fordi han er en kunstner, der er åben for fortolkninger.

De nyeI de senere år har man oplevet en ny bølge i kunstland-skabet. Udover diverse stærkt intellektuelle kunstnere, der arbejder med alternative greb i deres praksis – det kan være video, tekst eller rum-installationer i diverse udformninger, er der dukket et antal nye navne op in-den for klassiske discipliner som maleri og skulptur. Blandt disse kunstnere er det værd at nævne nogle stykker, som man kunne forestille sig som inspira-tionskilder for elever tilknyttet en institution som Den Kreative Skole.

Især en kunstner som Julie Nord rammer nogle ele-menter i sine kompositioner, som rummer våde det fint detaljerede og det groft karikerende. Dermed bli-ver hendes værker til nye landskaber med både idyl og gru indbygget – og det kan synes, som denne kobling virker stærkt fascinerende på unge, potentielle billed-kunstnere.

Fra samme generation stammer Kathrine Ærtebjerg, Tal R. og John Kørner, og de nævnte kunstnere be-sidder vidt forskellige udtryk; men udgør hver især væsentlige enheder på samtidens kunstscene. Kørner har faktisk taget den politisk forankrede fortælling op i en serie værker, hvor han er stærkt kritisk over for Danmark som krigsførende nation.

Hvor de nævnte primært arbejder med fladen, har duoen Elmgreen og Dragsæt – på trods af at den ene er nordmand – placeret Danmark på kunstens verdens-kort med et større antal skulpturelle værker. Sidst har de bragt sindene i oprør i Helsingør med en genfor-tolkning af Den Lille Havfrue, som i duoens udgave er en dreng. Oven i købet højglanspoleret og spejlblank.

Den videre uddannelseMed andre ord kan billedkunst afkodes og formidles på utallige måder, og dette stiller store krav til under-visere i billedkunst på en institution som f. eks. Den Kreative Skole. I samme henseende bør udviklingen af undervisningssekvenserne stå mål med udviklingen af billekunsten uden for skolen.

En overordnet ambition må vel være, at man styrker talentudviklingen blandt unge kunstnerspirer, således at de står godt rustet til en uddannelse, der kan føre dem videre i det vidt forgrenede netværk af visuelt forankrede uddannelsestilbud, der findes i hele lan-det.

Lars Svanholm

53

En kunstners stilI undervisningen tager man af og til en erfaren kunstners værk op til nærmere studium. Eleverne prøver at arbejde i en bestemt kunstners stil og teknik. Her er det Per Kirkeby der er inspirator.

Per Kirkeby som inspirator

55

Benedicte L. HansenEfter ti år som billedkunstelev på Den Kreative Skole har Benedicte Linneberg Hansen taget springet, og er nu elev på Aarhus Kunstakademi, hvilket hun håber, kan give ballast til en tilværelse som billedkunstner på fuld tid.

Uddannelsen på Aarhus Kunstakademi varer i alt fire år, og netop i uddannelsesforløbet bliver man udfor-dret på sit syn. Benedicte nævner selv, at hun blevet tilskyndet til at se nogle ting ”på en anden måde” – og netop dette har i høj grad skærpet hendes visuelle tilgang til det billedkunstneriske.

Et tema på akademiet kunne i løbet af det første år f. eks. være spejlinger. Et tema er fastsat, og efterfølgende er det elevens fantasi og iagttagelser, som afgør hvilket resultat, der kommer ud af anstrengelserne.

Med andre ord oplever Benedicte, at hendes per-spektiviske udgangspunkt for at skabe kunst er blevet udvidet ganske betragteligt i det første år på Aarhus Kunstakademi, hvor hun har studeret under Else Ploug Isaksen og Peter Lunding.

Benedicte beskriver sin egen personlige udvikling som billedkunstner inden for de sidste fem år som et for-

løb, der har givet de enkelte værker mere mening, end hun oplevede det som barn, da hun første gang frekventerede Den Kreative Skole. Dengang kunne man tegne en pæn hest ud fra et lystbetonet princip. I dag handler det i langt højere grad for Benedicte om at skabe kunstværker med en mening. Det fortællende har fået en betydning.

Det er væsentligt for Benedicte i dag at beskæftige sig med en motivverden, der modvirker, hvad man kunne forvente af en ung kunstner. Det uforudsigelige har i dag fået en betydning, som måske ikke var så ud-præget tidligere.

Som et eksempel på en motivisk spidsfindighed nævner hun påfuglefjer, som hun besidder en fascination for. I stedet for de karakteristiske ”øjne” i fuglens fjerdragt har Benedicte imidlertid implementeret kranier, hvilket danner et næsten surreelt indslag på billedplanet.

Benedicte Linneberg Hansen er én af de elever, der har udstillet solo i Den Kreative Skoles atrium-område og allerede dengang – for et par år siden – demonstrerede hun en stor evne for detaljen. Hun arbejder med stor tålmodighed og med oprindelse i en meget grundig systematik.

Lars Svanholm

Fra skole til akademi

59

Man kunne måske med nogen ret spørge, hvorfor en ung pige på 16 år med en stoisk sikkerhed, udtaler, at hun besidder et klart mål med sit liv – nemlig at beskæftige sig med billedkunst i én eller anden form, og meget gerne med ophav i en uddannelse som billed-kunstner.

I Silja Schlossers tilfælde bør man kende historien bag. Hun har tegnet og malet lige så længe, hun kan huske tilbage – og sandsynligvis også før.

Det umiddelbare afsæt var en far, der er billedkunst-ner, og Silja fortæller meget skildrende, hvordan hun husker besøgene på faderens atelier, da hun var lille. Duftene og miljøet står stærkt i hendes erindring.

Det sociale miljø har følgelig haft en betydning for den unge kunstner; men det er usikkert, om hun kunne vælge en anden metode med henblik på at fortælle de, ofte dramatiske, historier, som udspiller sig i hendes værker.

Spørgsmålet om, hvorfor hendes værker rummer dette indholdsrige udtryk, virker i nogen grad overrump- lende på Silja; men hun anerkender spørgsmålets rele- vans og uddyber omgående: ”Det er ikke sådan, at jeg

tænker, at sådan skal mine billeder se ud. Det kommer lidt an på, hvilket humør, jeg er i!”

Silja selv betegner sine værker som melankolske, og det er da også svært at bortforklare en ofte mental synsvin-kel på billederne, der som oftest er udført som malerier og tegninger på lærred eller papir.

På trods af en tilsyneladende intuitiv tilgang til motiv og metode, erkender Silja, at det fungerer bedst, hvis hun har en overordnet plan med sine værker, som i nogle tilfælde besiddet nogle metafysiske elementer som f.eks. voodoo-dukker og enheder af tilsvarende symbolsk betydning.

Silja erklærer sig ikke i en overordnet forstand som re-ligiøs; men hun besidder en vis fascination for Budd-hismen, da denne filosofi rummer en indbygget ro, som Siljas værker ganske vist ikke rummer i en speciel forstand; men ikke desto mindre arbejder hun kontinu-erligt på at skærpe de kompositoriske principper i sine værker. Og det er i bevidstheden om, at billedplanerne kan blive en anelse kaotiske.

Det kan fornemmes som billedkunsten er et perfekt medie for Silja Schlosser at beskæftige sig med, da

Silja SchlosserArv og mål

59 60

netop kunstnere som oftest har en livslang løbebane. Og som hun konstaterer ”jeg er kun 16 år”; men ikke desto mindre har hun som nævnt sine drømme fremad-rettet – og i Siljas tilfælde vil det være ”helt fantastisk” at gøre billedkunsten til en levevej.

Men hun ved også, at det er en lang og kompliceret vej at nå dette punkt, og hun har tillige gjort sig bevidst om, at dette kræver en lang uddannelse – og denne uddannelse må gerne fuldføres på ét af landets kunstakademier. Lars Svanholm

64

Katrine LyckDen Kreative Skoles mangeårige billedkunstunder-viser Lars Ringgaard har i en årrække nærmest spillet en mentorrolle for Katrine Lyck, siden hun begyndte at fordybe sig i billedkunst på skolen, da hun gik i 6. klasse.

Katrine er klar i mælet, når det drejer sig om, hvilke spor hun ønsker at forfølge med henblik på at fortælle den ideelle, visuelle historie. Som oftest rummer hen-des tegninger og malerier så mange billedlige aspek-ter, at man kan gå på opdagelse i dem i timevis.

Der findes dog ingen regel uden undtagelse, og i en periode fordybede Katrine Lyck sig i, hvad man kunne få ud af de mere psykologiske sider af livet i en billed-kunstnerisk sammenhæng. På et tidspunkt lavede hun et portræt af rockgruppen Pink Floyd’s stifter Syd Bar-rett og det kunne næsten synes som dette portræt af den legendariske skikkelse, satte en mekanisme i gang med henblik på at forfølge, hvad der sker i det mentale rum.

Netop Pink Floyd, hvor førnævnte Barrett kun spillede en rolle i en begrænset periode, nævner Katrine som

en ganske væsentlig inspirationskilde, og det kan forekomme naturligt, at netop et band, der havde deres storhedstid i 70’erne, har gjort indtryk.

Et andet stort navn på musikscenen dengang var et band ved navn ”Yes”, og netop hos deres faste illustra-tor Roger Dean finder man nogle af de samme even-tyrlige skildringer, som man oplever hos Katrine. Her er verden ofte surreel og mystisk, og Katrine lægger da heller ikke skjul på, hvad hun mener, billedkunst bør indeholde. Detaljen er væsentlig, og hun har ikke meget til overs for kunstformer, som primært rummer et minimalistisk udtryk.

Katrine Lyck er én af de elever på Den Kreative Skoles billedkunstlinjer, der har haft en solo-udstilling i sko-lens Atrium-område inde for de seneste år. Det kræver noget af en elev – samt en gedigen produktion – at være i stand til at fylde væggene i Atrium; men Katrine gjorde det, og udstillingen viste tydeligt, hvilke greb en ung kunstner foretager med henblik på at skabe det stærkest mulige udtryk uden at slippe detaljen.

Lars Svanholm

Med fantasien og musikken som inspiration

67

Morten S. RasmussenDet kan forekomme fristende at spørge Morten Sten-holt Rasmussen, om ikke det kan være forvirrende at besidde talenter inden for tegneserie, piano og skuespil. Morten er dog klart bevidst om, hvad han foretager sig, når han enten spiller klaver, er hovedrol-leindehaver i en musical eller fordybet i tegneseriens gådefulde verden.

Netop det, at Mortens tre store passioner er så forskel-ligartede, som det er tilfældet, bevirker at han har for-holdsvist let ved at adskille de forskellige elementer. Han erkender dog, at begrebet tid kan udgøre en ind-flydelse på, hvorvidt han i tilstrækkelig grad er i stand til at fordybe sig i den enkelte disciplin. Her er priori-tering nødvendigt.

Morten har stort set tegnet, siden han gik i børne-have; men det var, da han startede som elev på Den Kreative Skoles tegneserielinje, han begyndte at sætte tegningerne ind i en kontekst, der havde handling som overordnet tema.

Tegningernes karakterer og det fortællende element udgør for Morten Stenholt Rasmussen to ligeværdige funktioner. Naturligvis er han bevidst om, at fortællin-

gens egenart har en indflydelse på udførelsen af tegningen. Han udtrykker det således: ”Det er vigtigt at tegningen matcher stemningen”.

Den sidste udtalelse ligger i forlængelse af, at Morten fortæller om et projekt, han har arbejdet på i fire år – nemlig Arthur Conan Doyles legendariske sagn om Baskervilles Hund med det umage par Sherlock Hol-mes og Dr. Watson i de ultimative hovedroller.

Morten begyndte på dette omfattende projekt, da han netop var ved at afslutte folkeskolen, og der opstod en pause, da han gik på efterskole. Han er dog bevidst om, at de mange pauser i processen rummer både fordele og ulemper. Han nævner selv, at det kan være problematisk at vedligeholde inspirationen, når udefra kommende omstændigheder tvinger ham til at gøre en ophold.

Der har i det hele taget ligget mange overvejelser bag serien om Baskervilles Hund og idéen er gradvist op-bygget via et større antal enkeltværker, der efterføl-gende har udviklet sig til et projekt, der nu foreløbigt har kørt on/off i fire år.

- en musikalsk tegner

68

Oprindeligt var Morten optaget af dinosaurer, hvilket vel ikke er så usædvanligt for en ung tegner. Her nævner han imidlertid Disney som et subtilt udgangs-punkt – og netop Walt Disneys rolle på tegneseriehim-len er vel uangribelig?

Morten fortæller om et praktikophold på Animations-skolen i Viborg, hvor han brugte fire dage på at lave en 12 sekunder lang animationsfilm, og af samme årsag ser han ikke sig selv i dén rolle fremover. Det strækker

tålmodigheden ganske enkelt ikke til, selv om det med Mortens ord var ”sjovt nok at lave”.

I fremtiden vil man sandsynligvis stadig opleve Morten Stenholt Rasmussen som hovedrolleindehaver i musi-cals eller på de skrå brædder i en anden rolle, nemlig som boogie-woogie-pianist; men forhåbentlig og for-mentligt også i rollen som tegneseriekunstner i en sta-dig udvikling.

Lars Svanholm

74

I forbindelse med et Halloween/horror-arrangement for nogle år siden blev Mira Friis opfordret til at lave en illustreret bog, som kunne vises og bruges i forbindelse med arrangementet.

Koblingen var oplagt i kraft af, at Mira var elev på Den Kreative Skoles billedkunstlinje samtidigt med, at hun udfoldede sig på skolens Forfatterspor.

Mira Friis modtog udfordringen og udformede en bog, som behandler emnet ”De syv Dødssynder”. Idéen til indholdet blev født, efter Mira havde set filmen ’Seven’, som netop i et dramatisk forløb tager afsæt i emnet.

I sine øvrige kunstværker definerer Mira sig selv som ”fortællende”, og det vil sige, at hendes tegninger og malerier ofte rummer en mindre historie, og disse fortællinger er faktisk ofte med elementer fra kriminal-historien. På et tidspunkt kunne man således se et for-løb på en af Den Kreative Skoles elevudstillinger,

hvor Mira billedligt beskrev massemorderen Jack the Rippers forbrydelser.

”Billeder skal fortælle noget”, siger hun, og tilføjer: ”Hvis der ikke er en dybere mening med et billede, synes jeg ikke, det er interessant!”

Mira Friis fortæller, at hun har tegnet og malet, siden hun var tre, og hun begyndte på Den Kreative Skole, da hun var ti – og da hun i dag er 17 år gammel, har hun været elev på skolen i syv år; men i fremtiden har hun en drøm om at uddanne sig som fotograf, og det er spændende at se, hvordan Mira udtrykker sig i dette medie.

”For at lave billedkunst, skal man turde udfordre sig selv, hvilket er en nødvendighed i forhold til at udfor-dre andre”. Sådan afslutter Mira Friis vort lille inter-view i billedkunstlokalet på Den Kreative Skole.

Lars Svanholm

Mira Friis.... og de syv dødssynder

79

Mathilde Goldenbeck Hansen begyndte sit engage-ment på Den Kreative Skole hos Nirvi Bennich i Bry- rup. Siden har hun dyrket sin store interesse for teg-ning og maleri på skolens talent- og tegneserie/anima-tionshold.

Mathildes motivverden, som oftest har mennesket som centrum, opstår tilsyneladende ud fra, hvad man kunne beskrive som ”tilfældighedens magi”.

Blandt Mathildes inspirationskilder nævner hun selv filmmediet som væsentligt, og ganske naturligt udgør tegneserieverdenen et lige så vægtigt inspirations-grundlag som filmen – for som hun siger: ”Jeg har trods alt set mange film og læst mange tegneserier i mit liv”. Udover film og tegneserie nævner Mathilde spil som et grundlag til inspiration og idéer.

En sæson på efterskole har ingenlunde svækket Ma-thildes interesse for de visuelle medier. Hun fortæller, at hun i de ledige timer på efterskolen i Skjern sammen

med ligesindede elever opsøgte billedkunstlokalet i det omfang skolegangen, levnede tid til det. Og det var, som hun selv beskriver det, ”afsindigt mange timer”.

Fremadrettet begynder Mathilde på gymnasiet – og hendes fremtidige engagement på Den Kreative Skole afhænger i nogen grad af skoleskemaets udformning. Hun er dog ikke i tvivl om, at hun vil komme på sko-len – om ikke som elev, så dog som gæst. For som hun siger: ”Jeg har fået et forhold til det her sted. Jeg synes, der er så hyggeligt herinde”.

Mathilde Goldenbeck Hansen har et overordnet formål med at tage en gymnasial uddannelse, da hun på et tidspunkt i fremtiden gerne vil ind på Animationsskolen, som hun dog er bevidst om, er en vanskelig uddan-nelse at komme ind på. Hun virker dog så dedikeret, at der er særdeles god grund til en vis portion optimisme på Mathildes vegne.

Lars Svanholm

Mathilde G. Hansen- og billedernes magi

83

Fortællinger eventyr og myter indgår ofte i undervis-ningen. I dette tilfælde er det H. C. Andersens eventyr om nattergalen der blev benyttet. Eleverne fik et rundt stykke papir. Derefter sad de med lukkede øjne og

lyttede mens der blev fortalt. Efter eventyret tegnede eleverne de billeder, der var kommet ind i hovedet på dem, mens de lyttede.

HC. Andersen projekt

86

På et loppemarked stod en stak kasserede stole.De blev indkøbt og fragtet til Den Kreative Skole,

hvor eleverne sleb dem ned med sandpapir og gav dem en grundmaling.

Derefter gik selve udsmykningen igang. Resultatet blev stole med en helt unikke

og originale udsmykninger.

Stoleprojekt

87

Elevarbejder

91

Arbejdssituationer

9595

Igennem mange år har Den Kreative Skoles elever lavet scenografi til Skolernes Nytårskoncert. Sidst på året går eleverne igang med at planlægge scenografien til nytårskoncerterne, som afvikles midt i januar. Der bliver afholdt workshops, hvor de egentlige værker udføres i forskellige materialer. Koncerterne har altid et tema og billedkunsteleverne arbejder på at følge dette tema i udsmykningen. Teaterscenen er et stort rum, og hvis scenografien skal være synlig på en scene med et stort kor, et stort orkester, solister, højta- lere, ledninger og mikrofoner, må scenografien også være omfangsrig.

98

Foto venligst udlånt af Midtjyllands Avis. Jakob Stigsen Andersen.

På Den Kreative Skole, Silkeborger der blevet lavet mange billeder gennem de sidste 25 år af historien.

Billeder, der er med til at dokumentere en epoke, billeder der er smukke, billeder der er udfordrende,

billeder man kan undre sig over, billeder man kan glæde sig ved, billeder man kan blive klog af at se på, billeder man kan elske,

billeder, der får det til at vende sig i én, billeder fulde af drømme, fulde af harme, af sorg, af bekymring, fulde af håb.

Billeder i tusindvis, der fortæller om alt mellem himmel og jord.

Lavet fordi man ikke kunne lade være!

25 år med billedkunst på Den Kreative Skole

IND

TRYK - U

DTRYK

25 år med billedkunst på D

en Kreative Skole, Silkeborg

25 år med billedkunst

Documents