indledning - pure.au.dkpure.au.dk/portal/files/5485/eu_som_international_konflik… · web...
Post on 13-May-2018
218 Views
Preview:
TRANSCRIPT
Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING................................................................................................................................................................1
2. METODE........................................................................................................................................................................2
2.1 AFGRÆNSNING...........................................................................................................................................................22.2 VALG AF TEORI..........................................................................................................................................................22.3 VALG AF EMPIRI.........................................................................................................................................................32.4 KILDEKRITIK..............................................................................................................................................................3
3. KRISEN MELLEM PALÆSTINA-ISRAEL..............................................................................................................4
4. EU’S REDSKABER I KONFLIKTEN MELLEM ISRAEL OG PALÆSTINA.....................................................5
4.1 DEN FÆLLES UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK.....................................................................................................54.2 EU'S MISSIONER I PALÆSTINA/ISRAEL.......................................................................................................................64.3 BARCELONA-PROCESSEN: MIDDELHAVSUNIONEN.....................................................................................................64.4 MELLEMØSTKVARTETTEN..........................................................................................................................................74.5 NABOSKABSPOLITIKKEN............................................................................................................................................8
4.5.1 Israels handlingsplan.........................................................................................................................................84.5.2 Palæstinas handlingsplan..................................................................................................................................94.5.3 Europæisk Naboskabs Politik Instrument..........................................................................................................9
5. TEORI...........................................................................................................................................................................10
5.1 REALISME OG LIBERALISME....................................................................................................................................105.2 NEOREALISME..........................................................................................................................................................10
5.2.1 Det neorealistiske syn på internationale politik struktur.................................................................................115.2.2 Strukturens betydning for international politik...............................................................................................115.2.3 Magt i international politik..............................................................................................................................125.2.4 Neorealistisk perspektiv i min senere analyse.................................................................................................13
5.3 NEOLIBERAL INSTITUTIONALISME............................................................................................................................135.3.1 Interdependens.................................................................................................................................................145.3.2 Kompleks interdependens................................................................................................................................145.3.3 Etablering af soft power gennem information.................................................................................................15
5.4 NORMATIV MAGT.....................................................................................................................................................165.4.1 Neoliberal institutionalistisk og normativ elementer i min senere analyse.....................................................16
6. ANALYSE.....................................................................................................................................................................17
6.1. FUSP SET FRA ET NEOREALISTISK PERSPEKTIV......................................................................................................176.2 FUSPS NEOLIBERALE INSTITUTIONALISTISKE PERSPEKTIV......................................................................................176.3 NORMATIVE ASPEKTER I FUSP................................................................................................................................186.4 EU SOM FORBILLEDE FOR MIDDELHAVSUNIONEN...................................................................................................186.5 USIKKERHED I MIDDELHAVSUNIONEN OG NABOSKABSPOLITIKKEN........................................................................19
6.5.1 Neorealistisk deficit i Naboskabspolitikken og Middelhavsunionen...............................................................206.6 HANDLINGSPLANERNES ELEMENT AF NORMATIV MAGT..........................................................................................206.7 EU'S GEVINSTER VED SAMARBEJDE MED ISRAEL OG PALÆSTINA...........................................................................206.8 ASYMMETRISK INTERDEPENDENS MELLEM EU OG PALÆSTINA..............................................................................216.9 EU'S BEGRÆNSEDE MAGT........................................................................................................................................226.10 PALÆSTINAS MANGEFACETTEREDE SELV...............................................................................................................226.11 EU’S POLITIKKER - BELØNNINGSPOLITIK...............................................................................................................236.12 MAGT I DEN INTERNATIONALE POLITIK.................................................................................................................236.13 MELLEMØSTKVARTETTENS NEOREALISTISKE OG NEOLIBERAL INSTITUTIONALISTISKE ASPEKTER.......................246.14 KOMPLEKS INTERDEPENDENS I MELLEMØSTKVARTETTEN....................................................................................24
7. KONKLUSION.............................................................................................................................................................25
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
8. BIBLIOGRAFI.............................................................................................................................................................28
1. Indledning
Konflikten mellem Israel og Palæstina1 adskiller sig fra andre konflikter i kraft af at dens
mangeårige varighed samt graden af engagement fra international aktører. Så sent som i slutningen
af 2008 oplevede det internationale samfund igen en opblussen af konflikten, da endnu en
våbenhvile blev brudt. Situationen synes håbløs, og man kan ikke undgå at undre sig over, hvad det
egentlig betyder når EU, som er en af de internationale aktører involveret i Israel-Palæstina
konfliktløsningen, i deres sikkerhedsstrategi fra 2003 skriver:
“Resolution of the Arab/Israeli conflict is a strategic priority for Europe. Without this, there will be
little chance of dealing with other problems in the Middle East. The European Union must remain
engaged and ready to commit resources to the problem until it is solved.” (European Commission,
2003)
Jeg vil i dette projekt se nærmere på, hvordan EU forholder sig til denne strategiske prioritet;
Hvilke politikker og handlinger er der vedtaget, hvilke ressourcer bruger EU, hvilken rolle spiller
EU, og af hvilke politiske årsager er EU involveret i konfliktløsningen mellem Israel og Palæstina?
Indenfor international politik er der to teoriretninger, neorealisme og neoliberal institutionalisme,
som forholder sig forskelligt til enheders engagement og tilgang til international politik. Deres
forskellighed kan give en nuanceret diskussion af de ovenstående spørgsmål. Min
problemformulering lyder derfor som følger:
Hvilke neorealistiske og neoliberalistisk institutionalistiske aspekter ses i den politik, EU fører
over for Israel og Palæstina? Hvilken rolle indikerer disse, at EU ønsker at spille i
international politik?
1 Når jeg i denne opgave henviser til Palæstina, referer jeg til Gaza og Vestbredden, som samlet hører under den palæstinensiske autoritet.
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
2. MetodeAfsnittet har til formål at klargøre, hvordan jeg teoretisk og empirisk har valgt at belyse min
problemstilling. Jeg vil også diskutere hvilke afgrænsninger, jeg har fortaget og give kildekritik på
mine teoretiske og empiriske kilder.
2.1 AfgrænsningKonflikten mellem Israel og Palæstina er meget kompleks og involverer andre lande i mellemøsten.
Deres rolle i konflikten og EU’s påvirkning af konflikten gennem disse lande, vil jeg, af hensyn til
sidemæssige begrænsninger, ikke komme nærmere ind på. Af samme årsag vil jeg ikke gå i dybden
med, hvordan EU helt specifik implementerer de forskellige politikker, og jeg vil undlade at tage
stilling til, hvorvidt EU fører de politikker de vedtager ud i livet og med hvilken effekt. Det jeg
ønsker at analysere, er altså kun de strategier, politikker og handlinger der er vedtaget i EU som et
led i løsningen af konflikten mellem Israel og Palæstina.
2.2 Valg af teori Jeg har valgt at se på to teoriretninger indenfor international politik: Neorealismen og neoliberal
institutionalisme. Disse er valgt ud fra deres forskellige tilgange til institutionernes rolle i
international politik.
Der findes flere variationer af neoliberalisme og neorealisme(Jackson & Sørensen, 2007), men jeg
har valgt indenfor neorealismen, at tage afsæt i Kenneth N. Waltzs (herefter Waltz)teori fra ”Theory
of international Politics” fra 1979. Indenfor neoliberal institutionalisme er mit fokus på Robert O.
Keohane og Joseph S. Nyes(herefter Keohane og Nye) ”Power and Interdependence” 2001. som
repræsenterer neoliberalistisk institutionalisme. Disse teoretikere har indsnævret og konkretiseret
realismen og liberalismen og anses som ledende teoretikere indenfor hver deres neoteori.(Jackson &
Sørensen, 2007) Jeg vælger at uddybe mit afsnit om liberal institutionalisme yderligere med
inddragelsen af teori om den normative magt. Denne teori er relevant da jeg finder, at EU's
udenrigspolitik bærer præg af EU’s særlige kombination af stat og organisation, og derfor ikke kan
analyseres udelukkende vha. ved hjælp af de to neoteorier. Teorien om normativ magt er i de fleste
tilfælde kædet sammen med EU(Diez, 2005)og mit udgangspunkt findes da også i Helene Sjuersens
artikel ”What kind of power” (2006) samt en artikel af Tomas Diez(Sjursen, 2006) ”Constructing
the Self and Changing Others: Reconsidering ’Normative Power Europe’” (2005) som begge,
blandt andet, diskuterer EU som en normativ magt.
2
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
Neorealismen og neoliberal institutionalisme giver mig mulighed for at analysere, hvilke
begrænsninger strukturen i den internationale politik sætter for EU's håndtering af konflikten
mellem Israel og Palæstina, fx i forbindelse med: Institutionens magt overfor stater, EU’s grundlag
for at involvere sig i verdensforhold, hindringer for og årsager til samarbejde, EU, Israel og
Palæstinas relative og absolutte gevinster ved at samarbejde og målet med Mellemøstkvartetten.
2.3 Valg af empiriFor at forstå min problemformulering er det nødvendigt at have et indtryk af, hvad konflikten
mellem Israel og Palæstina drejer sig om, hvorfor jeg giver et historisk oprids af konflikten mellem
Israel og Palæstina. EU's engagement i konflikten kan bedst ses objektivt ud fra de relevante
politikker og handlinger der er vedtaget. Idet disse er vedtaget igennem den fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik(herefter FUSP), er det også interessant at se på dennes struktur.
2.4 KildekritikBåde Keohane og Joseph og Waltzs er anerkendte indenfor deres felt, og ses ofte refererede i
diverse lærebøger og opslagsværker. Waltzs teorier er et godt udgangspunkt for en neorealistiske
analyse, men den internationale politik struktur Waltz beskriver, præges af at sovjetunionen stadig
eksistere og ses som en stormagt. Det er altså muligt, at Waltzs deskriptive teori ville have set en
smule anderledes ud, hvis den var skrevet i dag, selvom han angiver teorien for evigt gældende.
Waltz formår at fremsætte en nogenlunde lettilgængelig teori mens Keohane og Nyes fremstår en
smule mere rodet. Deres helt basale ideer fremgår dog tydeligt, hvilket gør teorien
operationaliserbar. Teorien om den normative magt er nærmest opfundet i forbindelse med EU's
udenrigspolitik, hvorfor den kan virke lidt for oplagt og simpel at anvende.
Min empiri er hovedsagelig fundet via EU’s officielle hjemmesider. Politikkerne er grundlæggende
beskrevet ud fra de deklarationer der er publiceret om vedtagelsen af politikken. Kilden er derfor
førstehånds og bør være troværdig, senere ændringer til politikken kan dog have undgået min
opmærksomhed. Afsnittet om Israel og Palæstinas historie er baseret på FN’s oplysninger. FN har
selv spillet en rolle i konfliktens opstående, hvorfor oplysningerne kan være farvet. Umiddelbart
fremgår oplysningerne dog som en nøgtern redegørelse, hvorfor jeg ikke ser objektivitetsproblemer
i anvendelsen af denne kilde.
3
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
3. Krisen mellem Palæstina-IsraelMed henblik på at give et overblik over konflikten mellem Israel og Palæstina, vil jeg i dette afsnit
kort opridse konflikten2
Palæstina overgik i 1922 fra det tyrkisk ottomanske rige til at høre under britisk mandat. Under det
britiske mandat, der varede til 1947 blev det opfordret til at Israel blev et jødisk hjemland, hvorfor
et stort antal af jøder immigrerede til Palæstina. Den massive tilstrømning og ønsket om
selvstændighed førte i 1937 til et oprør fra palæstinensernes side. Siden da præges landet af megen
uro og vold fra begge parter. I 1947 overgik Briternes mandat til FN. FN besluttede, at Palæstina
skulle deles i to stater, en Israelsk og en Palæstinensisk, mens Jerusalem skulle styres internationalt.
Delingsplanen mislykkedes idet Israel, kort efter at have opnået sin selvstændighed, invaderede og
besatte 77 % af det Palæstinensiske territorium. De sidste dele, Gazastriben og Vestbredden, var
okkuperet af Egypten og Jordan, hvorfor der aldrig blev oprettet en Palæstinensisk stat. Disse
områder blev besat af Israel i 1967. (United Nations)
Begge Israels invasioner førte til massive flygtningestrømme, og det anslås, at der i dag er omkring
4,5 millioner palæstinensiske flygtninge. Disse støttes af EU gennem FN organisationen,
UNRWA(European Commission, 2008b)
Fra 1967 og frem er urolighederne fortsat nogenlunde kontinuerlig med militær angreb fra Israels
side, genbesættelse af palæstinensiske områder, palæstinensiske selvmordsbombe- og raketangreb
samt Israelsk opførelse af et adskillelseshegn på Vestbredden. Der har været tegn på fremskridt, fx
anerkendte Israel og den palæstinensiske frihedsorganisations(PLO) hinandens ret til eksistens
staten i 1994. (United Nations)
I 2003 fremlagde Mellemøstkvartetten, et samarbejde mellem EU, USA, Rusland og FN, en
køreplan for fred. Planen støttede FN’s oprindelige ide om at skabe to selvstændige stater og havde
som mål, at en løsning ville være fundet i 2005.(The Quartet, 2003) I 2005 trak Israel sine tropper
og besættere ud af Gaza, men krisen mellem Israel og Palæstina var stadig langtfra en løsning
(United Nations) I 2006 blev der afholdt et demokratisk palæstinensisk valg i Gaza og på
Vestbredden. Valget endte med en sejr til Hamas. Hamas nægtede at anerkende Israels ret til
eksisterer og følte sig ikke bundet af de aftaler, der tidligere var truffet i overensstemmelse med
køreplanen til fred. Dette, samt med det faktum, at Hamas er opført på EU’s liste over
terrororganisationer, gjorde, at EU nægtede at samarbejde med organisationen. Det manglende
2 Konflikten mellem Israel og Palæstina risen er mangefacetteret, og jeg gør opmærksom på, at jeg har udeladt en del detaljer.
4
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
samarbejde medførte en økonomisk, humanitær og finansiel krise. (Solana, 2006) EU oprettede
derfor en midlertidig international mekanisme, der skulle støtte den palæstinensiske
civilbefolkningen finansielt, og som til stadighed opererer, nu under navnet PEGASE.
Siden 2006 har forholdet mellem Israel og Palæstina været præget af angreb både fra Israelsk og
Palæstinensisk side samt politisk uro i Gaza og på Vestbredden.(Udenrigsministeriet, 2007)I 2007
genoptog Israel og Palæstina fredsforhandlingerne men disse brød sammen i 2008, da Hamas’s
raketangreb mod Israel medførte en større Israelsk militæraktion imod Gaza.(European Union,
2008)
4. EU’s redskaber i konflikten mellem Israel og PalæstinaI det følgende vil jeg redegøre for, hvilke redskaber EU bruger til at løse konflikten i mellemøsten,
disse er vedtaget ud fra retningslinjerne i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), som jeg
vil starte med at beskrive kort. Dernæst vil jeg kort fokusere på EU's mere praktiske arbejde i Israel
og Palæstina, nemlig grænsemission og politimissionen, hvorefter jeg vil koncentrere mig om de
politikker, der har relevans for løsningen af konflikten mellem Israel og Palæstina. Denne viden kan
bruges til at se på de neorealistiske, neoliberalt institutionalistiske og normative elementer i EU’s
relevante politiker samt give et indblik i EU's rolle i international politik.
4.1 Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitikDen Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (herefter FUSP) blev grundlagt i 1993 i Traktaten for
den Europæiske Union. Traktaten nævner flere punkter, hvor EU, som en enhed, ønsker at gøre sig
gældende, fx at medvirke til demokratisering af stater, fremme menneskerettighederne og udbrede
retsstatsprincipper. Udenrigs- og sikkerhedspolitikkens succes afhænger at medlemslandende
formår at skabe kohærens mellem deres handlinger. Beslutningsretten i spørgsmål vedrørende
FUSP ligger udelukkende i Rådet, hvor beslutningerne ofte træffes i enstemmighed. Rådet benytter
dog kvalificeret flertal hvis afgørelsen vedrører beslutninger, der træffes på grundlag af en fælles
strategi. Hvis et medlem af rådet mener at en afgørelse afgjort ved kvalificeret flertal vil få store
konsekvenser for dennes stats nationalpolitik kan afgørelsen flyttes til Det Europæiske Råd, hvor
afgørelsen skal vedtages ved enstemmighed.(Folketingets EU-oplysning, 2007)
Strukturen i FUSP er altså både intergovermentalistisk og supranationalistisk. Det
supranationalistiske element forstærkes ved, at FUSP præges af andre supranationale
politikområder, som spiller ind på sikkerheds- og udenrigspolitik, fx handel. Denne politik præges i
5
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
højre grad af supranationalisme, idet stemmeproceduren her i højere grad er kvalificeret
flertal(Folketingets EU-oplysning, 2007)
4.2 EU's missioner i Palæstina/Israel EU igangsatte i 2005 to fælles missioner I Israel og Palæstina; Grænse Assistance Mission ved
grænseovergangen i Rafah og Politi Missionen for det Palæstinensiske territorium. EU medtager,
som en del af grundlaget for deres indvilligelse til missionerne, at det er en del af deres forpligtelse
pga. deres deltagelse i mellemøstkvartetten, at hjælpe og lette implementeringen af køreplanen for
fred. (The Council of the European Union, 2005a), (The Council of the European Union, 2005b)
I grænseassistance missionen fungerer EU som udestående observatør af grænsekontrollen mellem
Egypten og Gaza. EU skal, efter Palæstinensisk ønske, assistere og uddanne det palæstinensiske
grænsepersonale og hjælpe med at udvikle grænseovergangens system og udstyr. Fra Israels side
var EU's tilstedeværelse et krav for genåbningen af grænseovergangen. (The Council of the
European Union, 2008) Grænseovergangen lukkedes på grund af uroligheder i juli 2007, men EU
opretholder sin mission i Rafah for at sikre, at grænseovergangen forbliver operationel EU’s høje
repræsentant for FUSP har gentagende gange opfordret israelerne, palæstinenserne og egypterne til
at lave en aftale, der kan gøre genåbningen af Rafahs grænse mulig.(Spokesperson of the Secretary
General, High Representative for CFSP, 2009)
Politimissionen for det Palæstinensiske territorium er også lanceret som en del af køreplanen for
fred. EU assisterer det palæstinensiske civile politi med det formål opbygge et ”effektivt og
bæredygtigt politikorps efter bedste international standart”(The Council of the European Union,
2005a) EU finder sit mandat til missionen i traktaten for den europæiske unions artikel 11, hvor det
fremgår, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal stræbe mod efter at udvikle og
konsolidere retsstatsprincipper.(The Council of the European Union, 2005a)
4.3 Barcelona-processen: MiddelhavsunionenMiddelhavsunionen er også en af de politikker hvorigennem EU forsøger at bidrage til løsningen af
konflikten mellem Israel og Palæstina. Unionen blev lanceret i 2008, som en uddybning af et
partnerskab, der var grundlagt i Barcelona-erklæringen fra 1995.(European Commission, 2008a)
Middelhavsunionen er et multilateralt samarbejde mellem EU’s 27 medlemslande og 17
partnerlande(Folketingets EU-oplysning, 2009)
Omdrejningspunktet for middelhavspartnerskabet er at skabe regelmæssig dialog om tre
fokuspunkter; Politik og sikkerhed, økonomi og finanser og social, kulturelle og menneskelige
6
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
aspekter. Finansieringen foregår gennem Naboskabsinstrumentet. Politikken har nogle værdier og
mål som kan ses som har relevans for konfliktløsning mellem Israel og Palæstina. De værdier
landene forpligter sig til er:
Respekt for territorialintegritet
Undgåelse af voldelige konflikter
Styrkelse af demokrati og retssikkerhed
Overholdelse af menneske- og frihedsrettigheder
Herudover er der en række mål landende bør arbejde hen i mod:
Bekæmpelse af narko, terror og spredning af masseødelæggelses våben
Bekæmpelse af ulovlig migration, terror, korruption og international kriminalitet.
Oprettelse af en frihandelszone EU og partnerlandene imellem
Styrkelse af staternes institutioner efter markedsøkonomiske principper
Integrerer økonomierne landene imellem
Øge muligheden for udenlandsk direkte investering
Skabe forståelse for hinandens kulturer og religioner gennem udveksling og medier
Fremme civilsamfundenes rolle og samarbejde
(Scadplus, 26/07/2005)
4.4 MellemøstkvartettenSom nævnt er EU en del af Mellemøstkvartetten, som siden 2002 har arbejdet for at opnå en to-stats
løsning mellem Israel og Palæstina, den såkaldte køreplan for fred som skulle have været opfyldt i
2005. (The Quartet, 2003) I kvartetten er EU repræsenteret af det skiftende EU formandskab, den
høje repræsentant for FUSP, Javier Solana og EU's kommissær for eksterne anliggender Benita
Ferrero Waldner. (UN Secretary-General & Department of Public Information, 2008)
Fase et: Al vold og terror skulle ophører, at palæstinensernes liv skulle normalisere og
palæstinensiske institutioner opbygges.
Fase to: Opbyggelse af Palæstina som en demokratisk, selvstændig og delvis suveræn stat med
nogle foreløbige grænser og en konstitution.
Fase tre: Indgåelse af en permanent aftale om tidligere stridsspørgsmål: flygtningens situation,
kampen om Jerusalem og de israelske besættere. (The Quartet, 2003)
7
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
Selv om køreplanens mål om fred i 2005 ikke blev opnået er, er køreplanen stadig den
konfliktløsningsmodel som Mellemøstkvartetten forsøger at få de to parter til at tilslutte sig igen,
samtidig med de forsøger at få parterne til at vedstå sig de forpligtelser regeringerne før dem har
påtaget sig.(UN Secretary-General & Department of Public Information, 2008)
4.5 NaboskabspolitikkenNaboskabspolitikken supplerer den multilaterale middelhavsunion ved at etablere bilaterale aftaler
mellem EU og de individuelle nabolande. Naboskabspolitikken er altså EU's mulighed for at kunne
Palæstina på en måde der er hensigtsmæssig for konfliktløsningen. Politikken blev lanceret I 2004
eftersom EU's udvidelser i 2004 samt 2007 gjorde, at EU fik nye nabolande(The European Council,
2004). Målet med naboskabspolitikken er at fremme sikkerhed, stabilitet og trivsel for
nabolandende og derved undgå store skel mellem EU og dets naboer.(The European Council, 2004)
EU kalder forholdet mellem til nabolandende et privilegeret forhold, der bygger på landendes
gensidige forpligtelse til at følge de fælles værdier:
”the rule of law, good governance, the respect for humanrights, including minority rights, the promotion of good neighbourly relations, and the
principles of market economy and sustainable development”(The European Council, 2004)Udover disse fællesværdier er hver enkel handlingsplan udarbejdet i samarbejde mellem EU og
nabolandet, således at handlingsplanen afspejler nabolandets interesser.(The European Council,
2004), s.8. For at opnå resultater med naboskabspolitikken er det en forudsætning, at både EU-
institutioner og medlemslande forstår at handle kohærent.(The European Council, 2004)6
4.5.1 Israels handlingsplanHandlingsplanen med Israel er en uddybelse af den associeringsaftale der har været mellem EU og
Israel siden 1994. (Co-secretary of the EU-Israel Association Council, 2005)EU anser Israel for at
dele EU’s værdier om demokrati, respekt for menneskerettighederne, retsstatsprincippet og de
basale frihedsrettigheder.
Som i Middelhavsunionen er der vægt på politisk dialog og samarbejde omkring at opnår de mål
som er beskrevet i afsnit 4.3 om Middelhavsunionen. Desuden er løsningen af mellemøstkonflikten
også højt prioriteret, og bekæmpelse af islamoforbi og antisemitisme er fremhævet.
På det økonomiske plan ønskes en betydelig integration, en liberalisering af handel med services og
tilpasning af den israelske lovgivning til EU's med det mål, at Israel en dag kan være en del af det
europæiske fællesmarked. (Co-secretary of the EU-Israel Association Council, 2005)
8
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
Udviklingen af for handlingsplanen afhænger af, hvor stor indsats parterne leverer for at opnå
handlingsplanens forpligtelser, samt i hvor højt grad parterne har mulighed for at implementere
handlingerne.(Co-secretary of the EU-Israel Association Council, 2005)
4.5.2 Palæstinas handlingsplanTil forskel fra Israels handlingsplan nævnes der ikke noget om delte værdier, i stedet er Palæstinas
handlingsplan præget af, at Palæstina endnu ikke er et selvstændigt land. Den væsentligste prioritet
er derfor, at gøre Palæstina i stand til i fremtiden at være en selvstændig stat. Handlingsplanen
fastslår, at dette kun kan opnås, hvis volden ophører og Mellemøstkvartettens køreplan for fred
følges. Det fastslås desuden i aftalen, at mange handlinger kan blive svære at gennemføre grundet
den israelske besættelse og palæstinensernes indskrænkede bevægelsesfrihed. Prioriteterne i planen
er:
Et demokratisk valg på Vestbredden og i Gaza, hvilket som nævn blev opnået i 2006, styrkelse af
landets institutioner og administrative kapacitet, etableringen af en fungerende lovgivning og
udøvende magt, udvikling af handelsrelationer mellem EU og Palæstina samt økonomisk og social
integration med EU.
For at opnå disse prioriteter vil EU finansielt støtte Palæstina, arbejde for nedbrydning af
handelsbarrierer, gradvis åbne EU programmer såsom kulturudveksling, yde teknisk støtte og dele
sine erfaringer med Palæstina således, at Palæstina kan tilnærme sig EU-standarter.
Også i Palæstinas handlingsplan gentages målene fra Middelhavsunionen samt bekæmpelse af
islamofobi og antisemitisme. (The European Union, 2008)
4.5.3 Europæisk Naboskabs Politik Instrument Det Europæiske Naboskabspolitik instrument(ENPI) står for den finansielle del af
Naboskabspolitikken. Hensigten er at give de økonomiske midler til at bakke op om de mål og
prioriteter, der er fastlagt i naboskabspolitikken samt i de enkelte landes handlingsplaner. (The
European Parliament & The European Council, 2006) Fra 2007 til 2013 har ENPI et budget på ca.
12 milliarder euro. Budgettet dækker over midler til de enkelte nabolande, midler til styrkelse af
regionalt samarbejde og midler til styrkelse af regeringer og investeringsmuligheder.
Partnerlandenes andel af de budgetterede midler afhænger af deres behov samt hvilket fremskridt,
de gør i forbindelse med implementeringen af handlingsplanen.
Israels andel af de allokerede midler til landende ligger fra 2007 til 2010 på 8 millioner euro. For at
landene kan opnå støtte skal der laves fremtidsplaner og strategipapirer. Dette har ikke været muligt
9
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
i Palæstina. Både Palæstina og Israel kan dog søge ENPI om midler til regionalt samarbejde og
midler til styrkelse af regering og investeringsmuligheder. (Commission of the European
Communities, 2008),(European Commission, 2007)De økonomiske midler til Palæstina kommer i
stedet gennem PEGASE som koordinerer donationerne til Palæstina. Der gives finansiel og teknisk
assistance til: udvikling af regeringen, social udvikling, udvikling af den økonomiske og private
sektor og forbedring af den offentlige infrastruktur. Fra 2007-2010 har Palæstina fået lovning på
omkring 3,4 milliarder euro.(European Commission Technical Assistance office for the West Bank
& Gaza Strip, 2008)
5. TeoriDette afsnit præsenterer de tre teorier som jeg vil bruge i analysen. Jeg har valg præsentere
neorealismen, neoliberalismen og teorien om normativ magt for at give en bedre forståelse af
teoriernes hovedpointer inden disse benyttes i analysen af de EU-politikker der vedrører konflikten i
Israel og Palæstina.
5.1 Realisme og LiberalismeNeorealismen og Neoliberal institutionalisme udspringer af to af de væsentligste teoretiske
retninger indenfor international politik; nemlig realisme og liberalisme. Traditionelt set opfatter
realisterne staterne som de vigtigste aktører i international politik, og ser at der hersker anarki
mellem disse. Staterne er derfor i en konstant magtkamp og forsøger for enhver pris at sikre deres
overlevelse. Der er altså i realismen fokus på ”high politics,” dvs. mere på statens sikkerhed og
militærkapacitet end på økonomiske og sociale spørgsmål.
Den liberalistiske tilgang til international politik bygger på et mere tillidsfuldt fundament end
realismen. Liberalister mener, at supranationale, transnationale og sub-nationale aktører også er
vigtige aktører i international politik. I liberalismen spiller militærstyrke en mindre rolle end i
realismen. Liberalister vægter altså ”low politics” såsom økonomi og social politik som vigtige
magtfaktorer i international politik.(Andretta, 2005)
5.2 NeorealismeNeorealismen udspringer af realismen og er en videreudvikling af dennes grundholdninger. Kenneth
Waltz har med sin neorealisme indsnævret den realistiske teori ved at se på det strukturmæssige
aspekt af international politik. Hvor realismen lagde vægt på staternes indvirkning på international
politik, ser Waltz strukturen i internationale politik som afgørende for staternes ageren.
10
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
5.2.1 Det neorealistiske syn på internationale politik strukturWaltz ser at strukturen i international politik gør at stater altid gentager samme former for
handlinger uanset hvilken styreform, økonomi og regering de har. Han mener at dette skyldes, at
strukturen i international politik determinerer staternes opførsel.(Wæver, 1992)Tre faktorer, er
afgørende for strukturen:
Organisationsprincippet: Stater kan betragtes som enheder og er de vigtigste aktører i den
anarkistiske og decentrale internationale politikstruktur. (Waltz Kenneth, 1979) Staterne har
funktionslighed, idet de alle varetagere de samme opgaver, fx kræver skatter ind og fører
sikkerhedspolitik. Desuden er alle staternes mål, at sikre deres overlevelse, hvilket ofte
gøres gennem deres militære styrke.(Waltz Kenneth, 1979).
Enhedernes differentiation: I et anarki efterligner enhederne basalt set hinanden og
staternes variationer så små at de ikke spiller en rolle.(Waltz Kenneth, 1979)
Fordeling af kapabilitet i systemet: Forskellen mellem enhedernes kapabilitet er
bestemmende for staternes magtfuldhed. Denne afgøres ud fra en sammenligning af hvor
gode staterne er til at udføre ens handlinger.3(Waltz Kenneth, 1979)
5.2.2 Strukturens betydning for international politikDen ovenfor definerede struktur sætter rammerne for, hvordan alle parter i international politik
handler og samarbejder. I det følgende beskrives hvilken betydning systemets struktur har for
samarbejde.
Strukturen er anarkisk, hvorfor der ikke findes et globalt agentur, der kan løse globale problemer.
Enheder med stor kapabilitet vil dog i visse tilfælde påtage sig problemet, hvis det samtidig gavner
statens overlevelse.(Waltz Kenneth, 1979) Det er muligt at oprette et centralt agentur, men stater
afgiver kun deres ledelsesansvar, hvis de er sikre på, at agenturet kan beskytte dem. Jo stærkere
staterne i agenturet er hver for sig, jo mere er de en trussel for de andre, og jo stærkere må agenturet
være. Et stærkt agentur kan medføre kampe mellem staterne over kontrollen af agenturet.(Waltz
Kenneth, 1979)
3 Weltz har argumenteret for at enhedernes forskelligheder ikke er vigtige, hvorfor dette punkt synes modstridende. Her argumenterer han imidlertid for at der ikke er tale om enhedernes individuelle kapabilitet men om fordelingen mellem disse, hvilket gør, at der stadig kan tales om et systemskoncept (Waltz Kenneth, 1979)
11
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
Waltz beskriver, at enheder ser det økonomiske potentiale i at samarbejde men anser samarbejde
som risikofyldt af to årsager; samarbejde kan gøre enheden afhængig af partneren, og enheden
risikerer at partneren får en større gevinst ud af samarbejdet, hvilket kan øge partnerens magt. For at
undgå dette vil enheden forsøge at øge kontrollen eller mindske sin afhængighed. Desuden vil
enheden have stor opmærksomhed på at den opnår en relativ gevinst, altså at de opnår samme eller
højre gevinst end partneren.(Waltz Kenneth, 1979),(Waltz Kenneth, 1979) (Waltz Kenneth,
1979)Disse vilkår gør, at strukturen efterlader meget lidt rum til samarbejde, hvilket ses som
positivt, idet et tæt samarbejde giver grobund for konflikter.(Waltz Kenneth, 1979)
5.2.3 Magt i international politikSystemets struktur gør, at staterne i systemet forsøger at opretholde en magtbalance. Hvis en stat
styrker sin magt, vil de andre forsøge at følge efter. (Waltz Kenneth, 1979).
Stater søger magt af fire grunde:
1. Magt gør stater i stand til at opretholde deres autonomi
2. Magt giver frihed til handling
3. Den magtfulde har større marginer og kan derfor være mere afslappede overfor trusler.
4. Magt giver magthavere mulighed for at lede systemet.(Waltz Kenneth, 1979)
Trods disse fordele forsøger stater ikke at maksimere deres magt, da konsekvenserne heraf er for
omfattende. I stedet vil stater kæmpe for at opretholde deres magtposition. Hvis staten ikke er i
stand til at opretholde denne, vil den forsøge at danne en alliance med en stærk stat.(Waltz Kenneth,
1979) Magtbalance mellem stater er moralsk ønskeligt, idet det medfører, at stærkere stater ikke tør
at udnytte sin magt, hvorved integritet og retfærdighed styrkes. At der er magtbalance betyder dog
ikke at alle stater har samme magt. Der vil altid i det internationale system altid ses supermagter.
Antallet af supermagter er bestemmende for det internationale samfunds polaritet.(Waltz Kenneth,
1979) Polariteten har betydning for løsningen af de tidligere nævnte internationale problemer, da
disse bedst løses, hvis der er få stormagter, og der er stor ulighed mellem dem og de mindre
magtfulde stater(Waltz Kenneth, 1979)
Waltz ser verdenssamfundets polaritet som essentielt for strukturen, idet kun en ændring i
polariteten eller en ændring i organisationsprincippet kan ændre strukturen i det internationale
system. Når man bedømmer verdens polaritet er man gået fra udelukkende at bedømme
supermagtstatus ud fra militærkapabilitet. Nu ser man også på statens evne til at løse problemer og
dens forhold til andre stater.(Waltz Kenneth, 1979) Magt undersøges følgelig på baggrund af;
territoriel størrelse, demografisk størrelse, ressourcer, økonomi, militær og politisk stabilitet.
12
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
Desuden bliver en supermagt kun til, hvis den internationalt behandles som en supermagt.(Waltz
Kenneth, 1979)Staternes placering i det internationale system er vigtig idet det i høj grad påvirker
staternes opførsel og ageren i international politik(Waltz, 1993)
I et multipolært system vil staterne danne alliancer for at blive stærkere. Staterne påvirkes af hvad
dets partnerstat finder ønskelig. Alliancer er altid et kompromis idet staternes ønsker aldrig er
identiske.(Waltz Kenneth, 1979) Internationalt samarbejde afhænger af mængden af magtfulde
aktører i samarbejdet, jo større en gruppe, des mindre vil deres fælles interesse være.(Waltz
Kenneth, 1979)
5.2.4 Neorealistisk perspektiv i min senere analyse I min analyse vil jeg diskutere, hvorvidt EU's engagement i konflikten mellem Israel og Palæstina
kan forklares som et ønske om at fremstå som magtfuld og opnå magtbalance med de andre
deltagere i Mellemøstkvartetten. Endvidere vil jeg diskutere de neorealistiske aspekter af FUSPs
intergovernmentale opbygning, de relative gevinster EU, Israel og Palæstina opnår ved samarbejde
og den sårbarhed som samarbejde, ifølge Waltz, medfører.
5.3 Neoliberal institutionalismeEt andet perspektiv i forhold til den internationale struktur findes i neoliberal institutionalisme.
Denne tilgang har sit afsæt i liberalismen, men tager ikke udgangspunkt i staternes gensidige tillid.
(Andretta, 2005) Tilgangen tilkender sig neorealismens tese om, at stater er de vigtigste aktører i
international politik men sætter spørgsmålstegn ved definitionen af staten som en enig enhed. I
stedet mener Keohane og Nye at stater er mange facetterede og påvirkes af forskellige grupper, der
har hvert deres interessefelt.(Keohane & Nye, 2001)Neoliberal institutionalisme tillægger desuden
internationale institutioner stor betydning, idet de er agendasættende i internationalpolitik.(Keohane
& Nye, 2001) Institutionerne kan opdeles i:
Intergovernmentale organisationer
Transnationale NGO’er,
Internationale regimer, som danner eksplicitte regler mellem stater
Konventioner, uformelle institutioner uden formulerede regler.(Wæver, 1992)
Keohane og Nye mener at internationale regimer er nødvendige. Igennem disse kan der deles
informationer om internationale problemer, hvorigennem en effektiv kollektiv løsning kan findes.
Ved informationsdeling i regimerne bliver fælles interesser ofte tydelig, hvilket gør samarbejde
muligt. I regimerne bliver de forskellige staters politikker mere forudsigelige og derfor lettere at
13
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
stole på for andre stater. Staterne kan samtidig undgå, at de kommer til at føre politikker, der går
imod de andre staters ønsker.(Keohane & Nye, 2001)
5.3.1 InterdependensKeohane og Nye opererer med begrebet interdependens, som er essentielt i neoliberalismen. Hvor
neorealismens opfatter interdependens som en uønsket tilstand, der bør undgåes, ligges der i
neoliberal institutionalisme vægt på potentialet i interdependens og de absolutte gevinster, der altid
opnås ved samarbejde.(Keohane & Nye, 2001)
Interdependens opstår mellem to stater, der begge har omkostninger ved transnationale
transaktioner.(Keohane & Nye, 2001) Den interdependens, der opstår mellem stater kan give magt
til en stat, idet der ved asymmetrisk interdependens, hvor den ene stat er mere afhængig af den
anden end omvendt, opstår en mulighed for, at den mindst afhængige stat kan søge indflydelse på
den afhængige stats beslutninger.(Keohane & Nye, 2001) Alle stater vil derfor løbende overveje
deres interdependens, idet den gør dem følsomme og sårbare både økonomisk, politisk og socialt.
Følsomhed beskriver, hvor hurtigt ændringer i en stat påvirker en anden stat, mens statens sårbarhed
afgøres ud fra dens evne til at modstå de udgift der påføres den som følge af ændringen i den anden
stat. (Keohane & Nye, 2001)
Som nævnt er tilgangen til interdependens en afgørende forskel mellem neoliberalismen og
neorealismen, ikke mindst grundet deres forhold til absolut gevinst og relativ gevinst. I
neorealismens verdenssyn er stater optaget af relative gevinster. Ifølge neoliberal institutionalisme
vil stater være tilfredse så længe deres samarbejde giver en absolut gevinst, altså så længe den
benficerer af samarbejdet. Staterne vil dog altid søge at maksimere deres gevinst, hvorfor denne
tilgang ikke forudser en konfliktløs verden{{53 Keohane, Robert O. 2001/s8-9;}}(Keohane & Nye,
2001).
5.3.2 Kompleks interdependensKompleks interdependens kan ifølge Keohane og Nye, opnås mellem industrialiserede
stater(Keohane & Nye, 2001). Der er tre hovedkarakteristikker for kompleks indbyrdes
afhængighed:
1. Mange forskellige kanaler forbinder samfundene, hvilket er med til at gøre at stater mere
følsomme overfor hinanden.
14
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
2. De emner der optager staternes dagsorden er ikke arrangeret i et hierarki, dvs. militær
sikkerhed er ikke altdominerende og spørgsmål der tidligere var indenrigspolitiske bliver
relevante for udenrigspolitikken.
3. Militærmagt bruges ikke af regeringen mod andre parter der i det gensidige
afhængighedsforhold. Dette skyldes at militærangreb anses som meget omkostningsfuldt,
udfaldet er usikkert og alle bånd mellem de stridende stater vil brydes. Militæret vil dog
stadig spille en rolle hvis der er uoverensstemmelse om ekstremt vigtige spørgsmål.
(Keohane & Nye, 2001)
Karakteristikkerne betyder altså, at interdependensen mellem staterne bliver så stor, at staterne må
tage hensyn til hinanden, hvorfor der vil opstå stabilitet. Keohane og Nye frygter, at kompleks
interdependens ikke har spredt sig til alle politikområder fx sikkerhedspolitik og ikke findes
imellem alle store stater. Dette vil medføre en nedsat effektivitet af lederskabet for de internationale
fælles handlinger (Keohane & Nye, 2001)
5.3.3 Etablering af soft power gennem informationKeohane og Nye har opdateret deres teori i forbindelse med den teknologiske udvikling. De
beskriver, hvordan internettet og forbedret telekommunikation har skabt nye kanaler, der gør, at
organisationer uforhindret kan kommunikere på tværs af landegrænser. (Keohane & Nye,
2001)Informationsstrømmen får betydning for den internationale politik debat, idet den er et vigtigt
redskab i etableringen af soft power. Soft power er statens magt til at opnå, hvad den ønsker ved at
dens ønsker deles af andre. Dette sker ved, at den måde, en stat gør tingene på, bliver tiltrækkende
for andre stater, som derfor forsøger at efterligne staten fx ved at indgå aftaler med internationale
institutioner. Soft power kan opnås ved, at en stats kultur, ideer eller standarter findes tiltrækkende.
For at en stat kan opnå soft power er det nødvendigt, at den kan producere overbevisende
information og fremstå legitim i andre staters øjne. (Keohane & Nye, 2001)
I Keohane og Nyes tanker, om sammenhængen mellem magt og information gennem soft power,
ser jeg en kobling til teori om EU's normative magt. Normativ magt og soft power-begrebet bygger
begge på at magt kan opnås ved at en stat fremstår som et forbillede og derigennem kan ændre
international politik. Begge teorier ligger stor vægt på informationens rolle i opnåelsen af magt.
(Sjursen, 2006)Ved den normative magt spiller belønning af stater som ændrer adfærd og bliver
som forbilledet, dog en større rollen end i soft power begrebet, da Keohane og Nye ikke ser
15
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
belønning som en del af soft power men tilskrive belønning til hard power, hvor belønning og tvang
benyttes til at opnå, hvad man ønsker (Keohane & Nye, 2001)
5.4 Normativ magtTeorien om den normative magt er egentlig en videreførelse af Francóis Duchenes idé om civilmagt
fra 1970´erne. Han mente dengang, at man kunne tale om EU som en civilmagt, fordi EU søgte at
skabe stabilitet og sikkerhed gennem ikke-militær midler. Den gradvise udvikling af EU’s
militærkapacitet har gjort, at mange teoretikere er gået fra at tale om civilmagt til at tale om
normativ magt. Normativ magt begrebet rummer nemlig plads til, at militærmidler kan benyttes i
udbredelsen af sikkerhed og stabilitet(Sjursen, 2006) Grundlæggende kan normativ magt beskrives
som evnen til at promovere egne normer til andre. Dette kan ske ved, at en enhed, fx EU, har nogle
normer og værdier, der kan anses som globalt anerkendte(Sjursen, 2006). Den normative magt
beskrives også som en magt der ved hjælp af økonomiske, politiske og militær midler overfører sin
egen model til et andet område(Sjursen, 2006)
EU’s status(om end ofte debatteret) som en normativ magt er opnået, idet EU adskiller sig fra andre
magter ved at promovere værdier og normer med hovedsagelig ikke-militær midler og oftere
benytter belønning frem for straf.(Sjursen, 2006) Udvidelsen af unionen er et eksempel der peger
mod at EU har normativ magt. Lande, der søger medlemskab i EU, skal leve op til Københavner
Kriterierne, kriterier der stiller krav til, at lande har en vis standart i forhold til økonomi,
menneskerettigheder, demokrati og stabilitet. (De Europæiske Fællesskaber, 2009) På denne måde
søger EU at overføre, hvad der menes at være normen i EU's medlemslande til kandidatlandene.
Altså bruges normativ magt.
Når EU oftere end fx USA grad anses som en normativ magt, skyldes det dens opbygning med en
blanding af supranationale og intergovermentale elementer.(Diez, 2005) (Sjursen, 2006). Thomas
Diez argumenterer, at EU’s normative magt udspringer af EU’s traktatgrundlag. EU's politik er
ifølge Diez grundlagt til at udføre normative politikker, idet EU’s traktatfundament er bygget på”
’liberty’, ‘democracy’, ‘respect for human rights and fundamental freedoms’,‘rule of law’ ” (Diez,
2005)
5.4.1 Neoliberal institutionalistisk og normativ elementer i min senere analyseDen ovenstående teori kan belyse interdependens og kompleks interdependens’s rolle i FUSPs
tilblivelse, samt i det forhold EU’s politikker indikerer EU etablerer til Israel og Palæstina.
Neoliberal institutionalme kan give et forklaringsgrundlag for EU’s institutions opbygning med
16
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
ikke-EU-lande. Herudover er det interessant at se på normative aspekter af Middelhavsunionen og
naboskabspolitikken idet de kan indikere om EU forsøger at etablere sig som en normativ magt i
international politik.
6. AnalyseI det følgende afsnit vil jeg ud fra teoriafsnittet analysere hvilke elementer af neorealistisme,
neoliberal institutionalistisme og normativ magt der findes i de EU's politikker jeg har ridset op i
afsnit fire om EU’s redskaber i konflikten mellem Israel og Palæstina.
6.1 FUSP set fra et neorealistisk perspektivI Waltzs neorealisme ligges der vægt på at samarbejde undgås fordi der er mistillid mellem staterne,
og at centrale agenturer kun kan etableres, hvis agenturet har styrke til at beskytte sine
medlemmer(jvf. afsnit 6.2.1). Det kan argumenteres, at FUSP er dannet for at øge medlemsstaternes
tillid til, at EU også formår at beskytte dem. I og med at EU's sikkerhedsprofil styrkes samlet,
hindres det, at staternes individuelle profiler styrkes asymmetrisk, og man kan derved undgå, at
stærke staters sikkerheds- og udenrigspolitikker bliver agendasættende og dominer hele unionen.
FUSP’s opbygning bærer præg af neorealisme, idet beslutninger i høj grad træffes ved
enstemmighed i rådet og ikke ved afstemninger med simpel eller kvalificeret flertal som man ser det
i fx EU’s handelspolitik. Ifølge neoliberal institutionalisme er der ikke hierarki mellem
politikområder. (Keohane & Nye, 2001)
Stater burde følgelig vægte udenrigspolitik og handelspolitik lige højt. Gennem EU's
beslutningsprincipper ses det dog, at staterne er langt mere forsigtige med at opgive suverænitet på
udenrigs- og sikkerhedsområdet end i andre politikker. Dette kan ses som en bekræftelse af den
neorealistiske grundantagelse om, at staterne vægter deres sikkerhed højere end noget andet(som
det fremgår af organisationsprincippet i afsnit 6.1). I FUSPs traktatgrundlag ses det desuden, at
staternes vilje til at forpligte sig af EU’s beslutninger er meget vigtig i forhold til, at den politik EU
ønsker at føre også føres ud i livet. Staterne formår altså til dels at bevare en vis magt over
institutionen, som neorealismen også beskriver. Dette ses I opfordringen til medlemslandene om at
handle kohærent. Der ses altså en risiko for, at medlemslandende, selv efter politikker er vedtaget,
undlader at følge unionens bestemmelser.
6.2 FUSPs neoliberale institutionalistiske perspektivFUSP kan fra et neoliberalt institutionalistiske perspektiv ses som et internationalt regime, som
staterne har dannet ud fra en erkendelse af, at visse problemer er globale og kun kan løses gennem
17
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
samarbejde. Samarbejde muliggøres, ifølge neoliberal institutionalisme, hvis der er områder, hvor
parterne har fælles interesser. FUSP kan i nogen grad betragtes som et interessefællesskab, idet alle
parter har et ønske om at opretholde fred og stabilitet i Unionen. Ergo er punkter såsom
bekæmpelse af terror og organiseret kriminalitet umiddelbart i alle medlemslandes interesse. Når
det kommer til udenrigspolitikken, er der ganske givet stor opbakning til, at EU gerne skal
promovere demokrati og retsstatsprincipper rund om i verden. Samtidig kan man forestille sig, at
der er uenighed, når det kommer til at træffe mere specifikke beslutninger om for eksempel hvilke
regioner, der fortjener/mangler størst støtte idet det kræver, at alle 27 medlemmer af rådet kan nå til
enighed. Som Waltz beskriver, er det svære at opnå et kompromis jo større gruppen er.
Neoliberalistisk teori om kompleks interdependens er også relevant i forklaringen af etableringen af
FUSP. Trods FUSPs neorealistiske opbygning, kan FUSP ses som konsekvensen af, at staterne i EU
gradvist er blevet kompleks interdepende. De udgør ikke længere en militærtrussel overfor
hinanden, og ikke ønsker at handle på en måde, der støder de andre medlemsstater. Dette kan
undgås, når en del af beslutningerne træffes i fællesskab i FUSP. Endvidere er det en følge af
kompleks interdependens at nationale politikker gradvist internationaliseres, fordi flere områder får
betydning internationalt. Man kan kalde den en slags spillover effekt, hvor det, at man samarbejder
på nogle områder, gør, at man også bliver nødt til at samarbejde på andre, hvilket er et kendt
fænomen i EU.(Wallace, Wallace, & Pollackv, 2005)
6.3 Normative aspekter i FUSPFUSPs formål viser et klart ønske fra EU om at legitimere sig som en normativ magt. Formålet
beskriver en udvikling som globalt set kan anerkendes som ønskelige, nemlig udbredelse af
demokrati og retsstatsprincippet samt at fremme menneskerettighederne. Disse formåls slående
lighed med de normer EU er funderet på taler for at EU med sin fælles sikkerheds- og
udenrigspolitik, ønsker overfører sine værdier til andre områder, hvilket Sjursen beskriver som
kendetegnende for normativ magt.
6.4 EU som forbillede for MiddelhavsunionenNavnet ”Middelhavsunionen” leder ligeledes tankerne hen på EU's normative magt og overførsel af
egen model til andre områder. Udtrykket kan afspejle et ønske om, at skabe en union efter EU's
forbillede. Politikken indeholder elementer, der tyder på, at dette ønske findes, idet EU med
Middelhavsunionen ikke blot har til formål at styrke samarbejdet mellem EU og middelhavslandene
18
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
men i høj grad også samarbejde middelhavslandende imellem. Det ses derfor som et mål i sig selv,
at middelhavslandende mødes regelmæssigt. Dette indikerer at EU tilslutter sig den neoliberalt
institutionelle tilgang til international politik, hvor det antages at institutioner reduceret staternes
usikkerhed til hinanden grundet informationsdeling. Herved øges stabiliteten staterne imellem.
En af målsætningerne i Middelhavsunionen omkring det sociale, kulturelle og menneskelige aspekt
er at skabe forståelse for andres kultur og religion, blandt andet gennem medierne. Dette kan ses
som en måde, hvorpå EU forsøger at opbygge deres soft power. Keohane og Nyes teori beskriver
nemlig, hvordan mediernes spiller en stor rolle, når en stat skal promovere sig selv og skabe soft
power. Gennem medierne er det muligt For EU at promovere sine værdier og normer, hvilket på
sigt kan gøre, at disse anerkendes som alment gældende, også i lande udenfor EU’s grænser. Man
skal dog huske, at information ikke kan kontrolleres,(Keohane & Nye, 2001)hvilket betyder at der
er en risiko for at de informationer, der viderebringes udenfor EU, måske ikke fremstiller EU som et
ønskeligt forbillede.
6.5 Usikkerhed i Middelhavsunionen og naboskabspolitikkenDen neoliberal institutionalistiske antagelse om, at institutioner skabes på grund af manglende tillid
mellem stater, kan til en vis grad forklare etableringen af Middelhavsunionen og
Naboskabspolitikken. I Middelhavsunion og naboskabspolitikken synes der at være en mistillid til
partnerlandenes evner og vilje til selv at løse problemer så som illegal immigration, narkosmugling,
international kriminalitet og terror. Med et samarbejde kan EU forbedre og kontrollere ikke-EU
landenes initiativer på områderne, hvilket giver EU mulighed for at løse nogele af problemerne
inden de krydser EU's grænser. EU har altså ikke tillid til, at disse stater uden et institutionaliseret
samarbejde er i stand til at føre en politik, der vil skabe stabilitet mellem naboerne. Samarbejdet er
selvfølgelig også nødvendigt, idet visse af de nævnte problemer er internationale og derfor bedst,
fra et neoliberalt institutionalistisk udgangspunkt, løses i et internationalt samarbejde.
Både i deklarationen for Middelhavsunionen og naboskabspolitikken fremgår det, at målet er at
fremme stabilitet og fred ved at udbrede principper som menneskerettigheder, liberal
markedsøkonomi, respekt for suverænitet, retsstatsprincipper og demokrati. Disse er alle elementer
man, til en vis grad, forventer at finde i en industrialiseret stat. Man kan derfor argumentere for, at
EU's naboskabspolitik stiler mod at etablere industrialiserede stater. Dette kan være ønskeligt ud fra
Keohane og Nyes neoliberale synspunkt om at der kun mellem industrialiserede staters findes
muligheder for at etablere kompleks interdependens. En industrialisering af staterne giver mulighed
19
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
for at der skabes kompleks interdependens, hvilket medfører at staterne ikke længere udgør en
potentiel trussel overfor EU, i det mindste militært set.
6.5.1 Neorealistisk deficit i Naboskabspolitikken og MiddelhavsunionenNorealismens grundantagelse om, at stater ikke ønsker at samarbejde, fordi samarbejde skaber
konflikt og magtforskydning, kan ses som en direkte opposition af EU’s verdensanskuelse. EU's
naboskabspolitik og middelhavsunion viser, at EU’s verdensopfattelse bygger mere på en ”hold
dine venner tæt på, men dine fjender endnu tættere”-tilgang. Dette er en neoliberal institutionalstisk
tilgang, hvor interdependens mindsker usikkerheden mellem staterne og ikke øger den.
6.6 Handlingsplanernes element af normativ magtNaboskabspolitikken synses at være præget af EU's ønske om at fremstå som en normativ magt. I
strategiplanen for naboskabspolitikken opridses en række værdier og normer, som
naboskabspolitikken vil promovere og kontrollere i nabolandende. Israels og Palæstinas
handlingsplaner indeholder planer om, at landene må henholdsvis modificere og opbygge deres love
og institutioner således, at de matcher den Europæiske Unions standarter. Dette vil medvirke til at
bane vejen for, at Israel kan blive en del af EU’s fælles marked og Palæstina kan få privilegeret
adgang til EU’s fælles marked. Det er altså tydeligt, at fællesmarkedet opsættes som en
tiltrækningskraft, ”en gulerod,” som EU vil belønne landene med, hvis de udfører de handlinger, der
er beskrevet i handlingsplanerne. I forhold til Palæstina fremgår det i handlingsplanen, at EU vil
stille sin rådgivning og erfaringer til rådighed for palæstinenserne. På denne måde sikres EU
indflydelse på, hvilke slags stat, der opbygges, idet EU's assistance kan forventes, at tage
udgangspunkt i at EU's metoder, normer og værdier er repræsentative for hvad der kan anses for
normalt. Hvilket er helt på linje med Diezs tilgang til normativ magt.
EU's normative magt spredes også via EU's missioner, for eksempel gennem det, at EU assisterer
Palæstinas politi til at ”opnå bedste international standard” (The Council of the European Union,
2005a) underforstået at EU standarder er anerkendt som de bedste internationalt. Når EU's
tilstedeværelse i Palæstina accepteres, viser det, alt andet lige, at EU i Palæstina har haft held til at
fremstille sine normer som alment gældende.
6.7 EU's gevinster ved samarbejde med Israel og PalæstinaMan kan undres over motivationen for EU's engagement i Israel og Palæstina. Hvilke gevinster vil
EU opnå? Ud fra EU’s strategiplan fremgår det, at en løsning af konflikten mellem Israel og
Palæstina vil øge stabiliteten i andre dele af regionen, hvilket er et mål for EU. Derudover må det
20
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
forventes, at EU kan opnå nogle handelsgevinster gennem oprettelsen af frihandelsområder og
lempelse af diverse handelsbarriere. Man kan også forestille sig, at stabilitet i Mellemøsten vil
betyde en bedre økonomi i regionen og hermed en højere levestandart og et højere forbrug, som
eventuelt delvist vil dækkes af import fra EU. Som det fremgår af både Middelhavsunionen og
Naboskabspolitikken er EU også meget interesseret i, at parterne arbejder sammen med dem mod
terror, international kriminalitet, narkotikasmugling, illegal immigration osv. Indsatser på disse
områder udenfor EU vil øge EU's sikkerhed og reducere de omkostninger, EU har i bekæmpelsen af
disse problemer.
Israel og Palæstinas gevinst ved at samarbejde med EU vil til gengæld findes bl.a. i finansielle
tilskud og goder. Israel kan, som nævnt, ved samarbejde med EU på sigt opnå at blive en del af det
europæiske fællesmarked, og på kort sigt vil bedre handelsforbindelser og en ENPI-støtte på to
millioner euro årligt kunne ses som gevinster. For Palæstina er der mulighed for finansiel, teknisk
og rådgivningsmæssig støtte fra EU i opbygningen af Palæstina som selvstændig stat. Det fremgår
af budgetterne fra PEGASE, at der fra 2007 til2013 vil blive spenderet ca. 3,4 milliarder euro til
bl.a. genopbygning af Gaza og Vestbredden og til humanitære formål. At EU fortsætter samarbejdet
til trods for en mindre relativ gevinst kan, i hvert fald i samarbejdet med Palæstina, være et
argument for at den neoliberale tankegang har størst potentiale til at forklare naboskabspolitikken.
Da det kan argumenteres at EU ikke ser de relative gevinster som de vigtigste, men er tilfreds med
at opnå en absolut gevinst.
At opgøre gevinster er så godt som umuligt, og et andet resultat af opgørelsen kan være, at EU’s
gevinst er relativt større end Israel og Palæstinas. Det kan nemlig argumenteres, at EU’s opnåede
samarbejde med Israel og Palæstina samt legitimitet til at influere Palæstinas statsdannelse er et
væsentligt større aktiv end den udgift, de har til området. Hvis denne tankegang gør sig gældende,
kan naboskabspolitikken også være udtryk for en neorealistisk tankegang.
Den støtte Palæstina får økonomisk, såvel som teknisk fra EU, kan give grobund for en
asymmetrisk interdependens til EU's fordel.
6.8 Asymmetrisk interdependens mellem EU og PalæstinaAsymmetrisk interdependens er uønskelig for den svageste stat, i dette tilfælde Palæstina, da dette,
ifølge Waltz, giver den stærke enhed magt over den svage part. Det betyder, at EU opnår en vis
magt over Palæstina grundet den asymmetriske interdependens. Et eksempel, på hvordan
asymmetrisk interpendens kan skade en stat, er situationen i Palæstina efter regeringsvalget i 2006.
21
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
Da Hamas ikke ville afgive de løfter, som det internationale samfund, inklusiv EU, krævede af dem,
suspenderede EU samarbejdet med regeringen og fastfrøs den økonomiske støtte. Kort tid herefter
befandt Palæstina sig i en finansiel, økonomisk og menneskelig krise. Denne situation kan
analyseres ud fra Keohane og Nyes idé om følsomhed og sårbarhed. Palæstina viste sig ved denne
lejlighed at være meget sårbar overfor ændring i EU’s støtte, idet Palæstina ikke formåede at opnå
støtte andre steder fra. Ifølge neorealistisk teori vil en stat altid søge at mindske sin afhængighed af
andre. Palæstina skulle altså have gjort deres afhængighed mindre, inden de kom til det punkt, hvor
EU's indflydelse var så stor. Palæstinas accept af at være afhængig af EU såvel som det
internationale samfund kan dog meget vel hænge sammen med, at hjælp og støtte fra EU og det
resterende internationale samfund er essentiel for, at staten nogensinde vil blive oprettet. Man kan
se det som en modsætning til Waltz tese om, at en stat søger overlevelse ved at undgå samarbejde,
da Palæstina, i hvert fald indtil 2006, søgte overlevelse ved at styrke sit samarbejde. Grunden til den
omvendte tese kan meget vel være, at Palæstina falder udenfor Waltzs organisationsprincip, idet
Palæstina endnu ikke er en fast håndgribelig stat, der har funktionslighed med andre stater.
6.9 EU's begrænsede magt Palæstinas sårbarhed efter valget i 2006 blev mindsket af, at EU ikke kunne lade stå til, mens
civilbefolkningen ramtes hårdere og hårdere af krisen. EU valgte derfor selv at være med til at
mindske Palæstinas sårbarhed ved at gennemfører deres samarbejde på et andet niveau, nemlig
direkte til befolkningen og gennem PLO. EU's mulighed for at influere palæstinensisk politik blev
altså formentlig begrænset, fordi EU ønsker at fremstå som en normativ magt. Deres legitimitet
ville skades af, at dens politik i stedet for at fremme sikkerhed, stabilitet og trivsel medførte en
eskalation af den humanitære krise i de palæstinensiske områder. EU's rolle som en normativ magt
begrænsede følgelig unionens mulighed for at influere palæstinensiske politik.
Fastfrysningen af den økonomiske støtte var også problematisk for EU, da gennemførslen af
regeringsvalget var et led i køreplanen for fred. Som en normativ magt burde EU belønne og bakke
op om det demokratiske, retfærdige valg, da dette var en opfyldelse af FUSP’s mål om at sprede
demokrati. Med valget af Hamas som regeringsparti viste det sig, at der i køreplanen for freds fase
to er gjort en fejlagtig antagelse; nemlig at demokrati er lig med en udvikling mod et fredeligt styre.
6.10 Palæstinas mangefacetterede selvValget i 2006 støtter op om Keohane og Nyes anskuelse af, at det er problematisk at anse en stat
som en enhed med et selv. I Palæstina er ”selvet” i høj grad splittet, endog på et meget fundamentalt
22
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
område: Hvorvidt det bør anerkendes, at territoriet deles med Israel eller ej. EU’s løsning på
samarbejdsproblemet med Hamas kan ses som en bekræftelse af den neoliberale institutionalismes
tese, om at institutioner og organisationers samarbejde i og mellem stater spiller en øget rolle i
vores nuværende samfundsform.
Når EU i stedet for det intergovernmentale samarbejde formår at samarbejde på andre niveauer,
viser det at deres udenrigspolitik både har et neorealistisk præg, først forsøger man at samarbejde
med regeringen som en repræsentant for statens selv, men også en neoliberal institutionalistisk
tilgang i det der er en anerkendelse af at regeringen ikke kan repræsentere alle undergrupper, hvilket
giver mulighed for at der kan samarbejdes med institutioner på lavere niveauer.
6.11 EU’s politikker - belønningspolitikDe EU politikker, der involverer Israel og Palæstina, kommer i høj grad igennem som politikker,
der belønner de to parter hvis udviklingen går efter EU’s ønsker, men ikke straffer hvis udviklingen
tager en uønsket drejning. Som Sjuersen beskriver, er netop det, at EU ofte bruger ikke-militære
midler og belønning frem for straf, med til at skabe EU's image som en normativ magt. EU’s
normative tilgang til konflikten ses ved, at politikkerne ikke inkluderer sanktioner a la ”hvis I ikke
følger køreplanen for fred, mindsker vi den finansielle støtte,” men i stedet bygger på betingelser,
som skal opfyldes for, at belønning opnås.
Gennemgang af Middelhavsunionen og naboskabspolitikken viser, at der intet sted i er nævnt noget
om militærstyrke eller trusler om angreb. I et neorealistisk perspektiv kan EU’s manglende militære
indblanding forklares med, at konflikten mellem Israel og Palæstina ikke direkte truer unionens
eksistens men blot er et internationalt problem, som kræver opmærksomhed fra det internationale
samfund. Neoliberalistisk kan det manglende militærengagement ses som følge af, at militære
aktioner kun benyttes som sidste udvej, idet de er svære at kontrollere, omkostningstunge og usikre.
Desuden harmonerer militære indgreb meget dårligt med opbygningen af en normativ magt og ville
være svær for EU at legitimere.
6.12 Magt i den internationale politikUd fra den neorealistiske internationale politikstruktur kan man se EU’s engagement i konflikten
som strategisk for, at EU kan fastslå sin rolle som en magthaver i international politik. At en enhed
gør noget for at gavne det internationale system indikerer, ifølge Waltz, at enheden har stor
kapabilitet, idet enheder med stor kapabilitet er de eneste, der kan tage internationale problemer på
sig. EU’s deltagelse i konfliktløsningen kan derfor indikere, at EU er en enhed med stor kapabilitet.
23
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
Kapabilitet siger noget om enhedens magtfuldhed, som afgøres ud fra bl.a. politik, økonomi,
samarbejdspotentiale og militærstyrke. Hvis vi skal vurdere EU's magt ud fra disse faktorer, kan
man gennem Middelhavsunionen og naboskabspolitikken se, at EU har en evne til at samarbejde, og
at den politik, EU fører, syntes attraktiv for de udestående lande. Attraktiviteten ses igennem nabo-
og middelhavslandes interesse i at være med i EU's samarbejder og deres villighed til at tilpasse
love og handelsvilkår til europæisk standard. Derudover tæller EU 27 lande hvilket udgør verdens
største frihandelsområde. Disse forhold styrker den tese, at EU må betragtes som en temmelig
magtfuld aktør på den internationale scene.
6.13 Mellemøstkvartettens neorealistiske og neoliberal institutionalistiske aspekterMagtbalancen mellem de internationale aktører der er involveret i konfliktløsningen i Israel og
Palæstina, bliver af særlig relevans, når man ser på Mellemøstkvartetten med et neorealistisk blik.
I Mellemøstkvartetten optræder EU lig en stat idet det er Javier Solana og Benita Ferrero Waldner
der repræsentere EU og ikke medlemslandende. Ifølge Waltz vil enheder altid søge at udligne
magtbalancen mellem dem for ikke at miste deres position. Årsagen til at landene i
Mellemøstkvartetten involvere sig i konflikten kan med dette blik altså skyldes, at ingen af
enhederne ønsker, at miste sin position overfor de andre. Altså at der er en slags konkurrence om at
bevise sin magtfuldhed gennem engagementet i konflikten. Den ønskede magtbalance opnås ved, at
alle fire aktører engagerer sig og derved afbalancerer hinandens magt.
En anden årsag kan være, at deltagelse i Mellemøstkvartetten er et symbol til omverden om, at man
har stor nok kapabilitet til at være til gavn på den internationale scene og derved opnå status som
magtfuld i den internationale politik. Status er relevant, da en enhed, ifølge Waltz, kun er en
stormagt, hvis den anses som en stormagt internationalt.
At hele fire aktører vælger at samarbejde, kan ses som et udtryk for verden multipolaritet, idet man
ellers ville vente at en aktør eller to aktører ville pådrage sig opgaven.
Mellemøstkvartettens rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina kan være et udtryk for, at der er
hersker international konsensus om hvilke enheder, der har kapabilitet til at løfte internationale
opgaver i international politik.
6.14 Kompleks interdependens i MellemøstkvartettenFra et neoliberalt institutionalistisk syn kan Mellemøstkvartettens samarbejde ses ud fra Keohane og
Nyes teori om kompleks interpendens. Teorien er meget interessant i forhold til det paradigme,
indenfor hvilken EU fører sin udenrigs og sikkerhedspolitik overfor Israel og Palæstina, nemlig et
24
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
paradigme, der præges af tæt samarbejde med resten af det internationale samfund. Både i
Palæstinas og Israels handlingsplaner er overholdelsen af køreplanen for fred tungt vægtet, ligesom
den er det i forbindelse med oprettelsen af både politi- og grænsemissionen. Endvidere ses det, at
EU's finansielle støtte til humanitære opgaver i Palæstina gives gennem UNWAR, en FN
organisation. Det fremgår altså tydeligt, at hvert skridt EU tager i forbindelse med konfliktløsningen
er nøje afmålt med Mellemøstkvartettens. Dette aspekt kan ses som en effekt af, at der er en
komplekse interdependens mellem EU, FN, USA og Rusland, som svare til Keohane og Nyes
beskrivelse. Disse enheder er i høj grad forbundet på alle niveauer i samfundet, er afhængige af
hinanden på en række områder og må som følge heraf tage hensyn til hinandens
konfliktløsningsmodeller for at undgå at skabe splid. Denne tese vil dog betyde, at Keohane og
Nyes frygt for at kompleks interdependens ikke har spredt sig til sikkerhedspolitiske spørgsmål er
ubegrundet, i hvert fald i forhold til konflikten mellem Israel og Palæstina.
7. KonklusionMiddelhavsunionen og Naboskabspolitikken med handlingsplaner er de EU-politikker, der bruges
som en del af konfliktløsningen mellem Israel og Palæstina. Disse politikker er vedtaget gennem
den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik. FUSP’s målsætning om at sprede EU standarter, værdier
og normer kan i høj grad anses som et ønske om at være en normativ magt. I FUSP’s opbygning ses
et neorealistisk perspektiv, idet beslutninger vedtages i rådet, hvor medlemsstaterne individuelt har
magt til at bremse et forslag. Medlemsstaternes valg om at samarbejde om sikkerheds- og
udenrigspolitik kan dog forklares ud fra en neoliberal institutionalistisk tanke om kompleks
interdependens’ påvirkning af stater, hvor politikker, der før var nationale, bliver internationale som
følge af det omfattende samarbejde.
Middelhavsunionen og naboskabspolitikkens fokus på samarbejde og dialog tyder på, at EU har et
neoliberalt institutionalistisk syn på samarbejde: At samarbejde mindsker usikkerheden mellem
staterne, og at dialog, som styrkes ved samarbejde, gør, at informationer spredes. Da
informationsrige samfund anses som mere stabile, kan EU gennem disse politikker nærme sig sit
mål om sikkerhed, stabilitet og velfærd. Altså indikerer politikkerne, at EU ønsker at løse
internationale konflikter ved at institutionalisere og herigennem fordre samarbejde.
Middelhavsunionen og naboskabspolitikken rummer en række elementer, der kan ses som EU's
ønske om at præge Palæstina og Israel til at nærme sig EU’s standarter både omkring demokrati og
25
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
retssikkerhed men også omkring liberale markedsprincipper og lovgivning. Dette giver både det
indtryk, at EU ønsker at spille en rolle som en normativ magt i international politik, og af, at EU
stræber mod at skabe industrialiserede samfund. Fra et neoliberalt instutionalistisk syn kan dette
forklares ved, at der blandt industrialiserede samfund opstår højere grad af interdependens og
eventuelt kompleks interdependens. Disse er ønskelige tilstande, da de medfører at samfundene i
højre grad tager hensyn til hinandens ønsker og forsøger at opretholde et godt forhold til hinanden.
Når enheder samarbejder, opstår der dependens mellem de to parter, denne kan være asymmetrisk,
hvilket ifølge Keohane og Nye gør, at den mindst afhængige part kan influere den anden enhed,
særligt hvis denne er sårbar. I forholdet mellem EU og Palæstina ses en grad af asymmetrisk
interdependens, som blev tydelig da EU stoppede samarbejdet med Hamas i 2006. Palæstinas
afhængighed af EU kan EU benytte til at influere den politik, Palæstina førte. EU kunne dog ikke
udnytte situationen fuldt ud, idet EU selv havde opfordret til det valg, der førte til Hamas’ ledelse.
Desuden ville EU’s legitimitet som en normativ magt falde, hvis dens handlinger medførte
ustabilitet og nød.
Hvorvidt politikkerne rummer neorealistiske elementer, afhænger i nogen grad af, om der kan
argumenteres for, at EU opnår en relativt større gevinst ved samarbejdet end partnerlandene eller ej.
Hvis EU's relative gevinster er højere, kan EU's engagement i konflikten ses som en måde, hvorpå
enheden kan gøre noget godt for systemet ved samtidig at handle for sit eget bedste. Hvis EU’s
gevinster anses for lavere end Israel og Palæstinas tyder det på, at EU blot ønsker at opnå en
gevinst, hvilket er en neoliberal institutionalistisk tilgang til samarbejde.
Derudover ses det, at neorealismens vægt på militærmagt ikke afspejles i politikkerne. Der er ingen
militærtrussel fra EU's side, og dette kan neorealistisk forklares ved, at løsningen på konflikten
mellem Palæstina og Israel ikke er nødvendig for EU's overlevelse.
Mellemøstkvartetten kan fra et neoliberalt institutionalistisk perspektiv ses som en institution, der er
opstået for at løse et internationalt problem. Samarbejdet forgår mellem parter, der har en kompleks
interdependes og kan forklares ved, at aktørerne på denne måde undgår at skabe splid imellem sig
ved at skabe et kompromis om, hvorledes konflikten skal løses.
Mellemøstkvartetten kan fra et neorealistisk perspektiv fremstå som et samarbejde, hvorigennem
internationale aktører søger at opnå en magtbalance mellem hinanden. Kvartetten giver samtidig
26
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
parterne mulighed for at promovere deres magtfuldhed overfor omverden, hvilket kan hjælpe dem
med at opnå status som supermagter. Denne vinkel indikerer altså, at EU ønsker at promovere sig
som en supermagt.
De normative elementer i de nævnte EU-politikker er uomtvistelige. I alle politikker nævnes
menneskerettigheder, frihedsrettigheder, demokrati, stabilitet og retsstatsprincipper som noget
partnerlandene med EU's hjælp skal opnå. Dette viser, at EU's mål er at promovere sine egne
normer og værdier til partnerlandene.
27
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
8. Bibliografi
1. Alecu, D. F., & Regelsberger, E. (2005). The EU and interregional cooperation. In C. Hill, & M. Smith (Eds.), International relations and the european union (1st ed., pp. 317-341). New York: Oxford University Press.
2. Andretta, F. (2005). Theory and the european unions international relations. In C. Hill, & M. Smith (Eds.), International relations and the european union (1st ed., pp. 19-37). New York: Oxford Univercity Press.
3. Commission of the European Communities. (2008). COMMISSION STAFF WORKING DOCU-MENTaccompanying the communication from the commission to the council and the european parliament ‘Implementation of the european neighbourhood policy in 2007’progress report the occupied palestinian territory (Working Document No. SEC(2008) 400). Brus-sels: Commission of the European Communities. (Progress Report the occupied Palestinian territory)
4. Co-secretary of the EU-Israel Association Council. (2005). EU/Israel action plan. Retrieved 03.03, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/action_plans/israel_enp_ap_final_en.pdf
5. De Europæiske Fællesskaber. (2009). Europa glossar. Retrieved 01.04, 2009, from http://europa.eu/scadplus/glossary/accession_criteria_copenhague_da.htm
6. Diez, T. (2005). Constructing the self and changing others: Reconsidering `Normative Power Europe'. Millennium - Journal of International Studies, 33(3), 613-636.
7. European Commission. (2003). A secure europe in a better world; european security strategy Re-trieved 25.03, 2009 from http://consilium.europa.eu/uedocs/cmsUpload/78367.pdf
8. European Commission. (2007). European neighbourhood and partnership instrument (ENPI) fund-ing 2007-2013. Retrieved 20.03, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/country/0703_enpi_figures_en.pdf
9. European Commission. (2008). Communication from the commision to the european parliament and the council. barcelona process: Union for the mediterranean. Retrieved 3.3, 2009, from http://ec.europa.eu/external_relations/euromed/docs/com08_319_en.pdf
10. European Commission. (2008). EC support to UNRWA. Retrieved 15.03, 2009, from http://ec.europa.eu/external_relations/occupied_palestinian_territory/docs/ec_unrwa_factsheet_en.pdf
11. European Commission Technical Assistance office for the West Bank & Gaza Strip. (2008). Origin of PEGASE? Retrieved 04.04, 2009, from http://www.delwbg.ec.europa.eu/en/funding/pegas_docu-ments.htm
12. European Union. (2008). Statement by the european union on the situation in themiddle east. Retrieved 02.03, 2009, from http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/en/cfsp/105082.pdf
28
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
13. Folketingets EU-oplysning. (2007). EUs traktater; rom, maarstricht, amsterdam, nice, udvidelsen 2004, udvidelsen 2007. Retrieved 4.3, 2009, from http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/bc311283/Traktat.pdf
14. Folketingets EU-oplysning. (2009). Barcelona processen: Middelhavsunionen. Retrieved 02.03, 2009, from http://www.eu-oplysningen.dk/nyheder/euidag/2008/maj/middelhavsunionen/
15. Jackson, R., & Sørensen, G. (2007). Introduction to international relations, theories and approaches (third ed.). New York: Oxford University Press.
16. Keohane, R. O., & Nye, J. S. (2001). Power and interdependence (Third Edition ed.). USA: Longman.
17. Scadplus. (26/07/2005). Barcelona-erklæringen og euro-middelhavspartnerskab. Retrieved 15.02, 2009, from http://europa.eu/scadplus/leg/da/lvb/r15001.htm
18. Sjursen, H. (2006). What kind of power. Journal of European Public Policy, 13(2), pp. 169-181.
19. Solana, J. (2006). MIDDLE EAST PEACE PROCESS: Appearance before the european parliament. Retrieved 13.03, 2009, from http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressdata/EN/discours/89164.pdf
20. Spokesperson of the Secretary General, High Representative for CFSP. (2009). Javier Solana,EU high representative for the common foreign and security policy,tours the ruins of gaza. Retrieved 30.03, 2009, from http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_Data/docs/pressdata/en/discours/106458.pdf
21. The Council of the European Union. (2005). COUNCIL JOINT ACTION 2005/797/CFSPof 14 november 2005, on the european union police mission for the palestinian territories. Official Journal of the European Union, 65-69. Retrieved 16.03, 2009, from http://eur-lex.europa.eu/LexUr-iServ/site/en/oj/2005/l_300/l_30020051117en00650069.pdf
22. The Council of the European Union. (2005). COUNCIL JOINT ACTION 2005/889/CFSPof 12 december 2005, on establishing a european union border assistance mission for the Rafah crossing point (EU BAM rafah). Retrieved16.03, 2009, from http://www.eubam-rafah.eu/portal/files/l_32720051214en00280032.pdf?phpMyAdmin=6b3c168c0ab1e47ba9433fc8204502cb
23. The Council of the European Union. (2008). ACTS ADOPTED UNDER TITLE V OF THE EU TREATYCOUNCIL JOINT ACTION 2008/862/CFSP of 10 november 2008, amending joint action 2005/889/CFSP on establishing a european union border assistance missionfor the Rafah crossing point (EUBAM rafah). Official Retrieved 16.03, 2009, from http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2008:306:0098:0098:EN:PDF
24. The European Council. (2004). Communication from the commission; european neighbourhood policy - strategy paper. Retrieved 3.3, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/strategy/strategy_paper_en.pdf
29
EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina
25. The European Parliament, & The European Council. (2006). REGULATION (EC) no 1638/2006 OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUN-CIL of 24 october 2006, laying down general provisions establishing a european neighbourhood and partnership instrument.. Retrieved 07.03, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/oj_l310_en-.pdf
26. The European Union. (2008). EU/Palestinian authority action plan. Retrieved 12.03, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/action_plans/pa_enp_ap_final_en.pdf
27. The Quartet. (2003). A performance-based roadmap to a permenent two-state solution to the israeli-palestinian conflict. Retrieved 07.03, 2009, from http://domino.un.org/unispal.nsf/5ba47a5c6ce-f541b802563e000493b8c/6129b9c832fe59ab85256d43004d87fa!OpenDocument
28. Udenrigsministeriet. (2007). Landefakta Gaza/Vestbreden. Retrieved 26.02, 2009, from http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaMellemoesten/LandefaktaGaza.htm
29. UN Secretary-General, & Department of Public Information. (2008). Statement by middle east quar-tet. Retrieved 27.03, 2009, from http://www.un.org/News/Press/docs/2008/sg2145.doc.htm
30. United Nations. Question of palestine; history. Retrieved 28.02, 2009, from http://www.un.org/Depts/dpa/ngo/history.html
31. Wæver, O. (1992). Introduktion til studiet af international politik. København: Forlaget Politiske Studier.
32. Wallace, H., Wallace, W., & Pollackv, M. A. (Eds.). (2005). Policy-making in the european union (5th ed.). New York: Oxford University Press.
33. Waltz, K.N. (1979). Theory of international policy (first ed.). USA: McGrawe-Hill, Inc.
34. Waltz, K. N. (1993). The emerging structure of international politics. International Security, 18(2), 44-79.
30
top related