indledning - pure.au.dkpure.au.dk/portal/files/5485/eu_som_international_konflik… · web...

Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING................................................................................................................................................................1

2. METODE........................................................................................................................................................................2

2.1 AFGRÆNSNING...........................................................................................................................................................22.2 VALG AF TEORI..........................................................................................................................................................22.3 VALG AF EMPIRI.........................................................................................................................................................32.4 KILDEKRITIK..............................................................................................................................................................3

3. KRISEN MELLEM PALÆSTINA-ISRAEL..............................................................................................................4

4. EU’S REDSKABER I KONFLIKTEN MELLEM ISRAEL OG PALÆSTINA.....................................................5

4.1 DEN FÆLLES UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK.....................................................................................................54.2 EU'S MISSIONER I PALÆSTINA/ISRAEL.......................................................................................................................64.3 BARCELONA-PROCESSEN: MIDDELHAVSUNIONEN.....................................................................................................64.4 MELLEMØSTKVARTETTEN..........................................................................................................................................74.5 NABOSKABSPOLITIKKEN............................................................................................................................................8

4.5.1 Israels handlingsplan.........................................................................................................................................84.5.2 Palæstinas handlingsplan..................................................................................................................................94.5.3 Europæisk Naboskabs Politik Instrument..........................................................................................................9

5. TEORI...........................................................................................................................................................................10

5.1 REALISME OG LIBERALISME....................................................................................................................................105.2 NEOREALISME..........................................................................................................................................................10

5.2.1 Det neorealistiske syn på internationale politik struktur.................................................................................115.2.2 Strukturens betydning for international politik...............................................................................................115.2.3 Magt i international politik..............................................................................................................................125.2.4 Neorealistisk perspektiv i min senere analyse.................................................................................................13

5.3 NEOLIBERAL INSTITUTIONALISME............................................................................................................................135.3.1 Interdependens.................................................................................................................................................145.3.2 Kompleks interdependens................................................................................................................................145.3.3 Etablering af soft power gennem information.................................................................................................15

5.4 NORMATIV MAGT.....................................................................................................................................................165.4.1 Neoliberal institutionalistisk og normativ elementer i min senere analyse.....................................................16

6. ANALYSE.....................................................................................................................................................................17

6.1. FUSP SET FRA ET NEOREALISTISK PERSPEKTIV......................................................................................................176.2 FUSPS NEOLIBERALE INSTITUTIONALISTISKE PERSPEKTIV......................................................................................176.3 NORMATIVE ASPEKTER I FUSP................................................................................................................................186.4 EU SOM FORBILLEDE FOR MIDDELHAVSUNIONEN...................................................................................................186.5 USIKKERHED I MIDDELHAVSUNIONEN OG NABOSKABSPOLITIKKEN........................................................................19

6.5.1 Neorealistisk deficit i Naboskabspolitikken og Middelhavsunionen...............................................................206.6 HANDLINGSPLANERNES ELEMENT AF NORMATIV MAGT..........................................................................................206.7 EU'S GEVINSTER VED SAMARBEJDE MED ISRAEL OG PALÆSTINA...........................................................................206.8 ASYMMETRISK INTERDEPENDENS MELLEM EU OG PALÆSTINA..............................................................................216.9 EU'S BEGRÆNSEDE MAGT........................................................................................................................................226.10 PALÆSTINAS MANGEFACETTEREDE SELV...............................................................................................................226.11 EU’S POLITIKKER - BELØNNINGSPOLITIK...............................................................................................................236.12 MAGT I DEN INTERNATIONALE POLITIK.................................................................................................................236.13 MELLEMØSTKVARTETTENS NEOREALISTISKE OG NEOLIBERAL INSTITUTIONALISTISKE ASPEKTER.......................246.14 KOMPLEKS INTERDEPENDENS I MELLEMØSTKVARTETTEN....................................................................................24

7. KONKLUSION.............................................................................................................................................................25

EU som international konfliktløser - et case study af EU's rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina

8. BIBLIOGRAFI.............................................................................................................................................................28

1. Indledning

Konflikten mellem Israel og Palæstina1 adskiller sig fra andre konflikter i kraft af at dens

mangeårige varighed samt graden af engagement fra international aktører. Så sent som i slutningen

af 2008 oplevede det internationale samfund igen en opblussen af konflikten, da endnu en

våbenhvile blev brudt. Situationen synes håbløs, og man kan ikke undgå at undre sig over, hvad det

egentlig betyder når EU, som er en af de internationale aktører involveret i Israel-Palæstina

konfliktløsningen, i deres sikkerhedsstrategi fra 2003 skriver:

“Resolution of the Arab/Israeli conflict is a strategic priority for Europe. Without this, there will be

little chance of dealing with other problems in the Middle East. The European Union must remain

engaged and ready to commit resources to the problem until it is solved.” (European Commission,

2003)

Jeg vil i dette projekt se nærmere på, hvordan EU forholder sig til denne strategiske prioritet;

Hvilke politikker og handlinger er der vedtaget, hvilke ressourcer bruger EU, hvilken rolle spiller

EU, og af hvilke politiske årsager er EU involveret i konfliktløsningen mellem Israel og Palæstina?

Indenfor international politik er der to teoriretninger, neorealisme og neoliberal institutionalisme,

som forholder sig forskelligt til enheders engagement og tilgang til international politik. Deres

forskellighed kan give en nuanceret diskussion af de ovenstående spørgsmål. Min

problemformulering lyder derfor som følger:

Hvilke neorealistiske og neoliberalistisk institutionalistiske aspekter ses i den politik, EU fører

over for Israel og Palæstina? Hvilken rolle indikerer disse, at EU ønsker at spille i

international politik?

1 Når jeg i denne opgave henviser til Palæstina, referer jeg til Gaza og Vestbredden, som samlet hører under den palæstinensiske autoritet.


2. MetodeAfsnittet har til formål at klargøre, hvordan jeg teoretisk og empirisk har valgt at belyse min

problemstilling. Jeg vil også diskutere hvilke afgrænsninger, jeg har fortaget og give kildekritik på

mine teoretiske og empiriske kilder.

2.1 AfgrænsningKonflikten mellem Israel og Palæstina er meget kompleks og involverer andre lande i mellemøsten.

Deres rolle i konflikten og EU’s påvirkning af konflikten gennem disse lande, vil jeg, af hensyn til

sidemæssige begrænsninger, ikke komme nærmere ind på. Af samme årsag vil jeg ikke gå i dybden

med, hvordan EU helt specifik implementerer de forskellige politikker, og jeg vil undlade at tage

stilling til, hvorvidt EU fører de politikker de vedtager ud i livet og med hvilken effekt. Det jeg

ønsker at analysere, er altså kun de strategier, politikker og handlinger der er vedtaget i EU som et

led i løsningen af konflikten mellem Israel og Palæstina.

2.2 Valg af teori Jeg har valgt at se på to teoriretninger indenfor international politik: Neorealismen og neoliberal

institutionalisme. Disse er valgt ud fra deres forskellige tilgange til institutionernes rolle i

international politik.

Der findes flere variationer af neoliberalisme og neorealisme(Jackson & Sørensen, 2007), men jeg

har valgt indenfor neorealismen, at tage afsæt i Kenneth N. Waltzs (herefter Waltz)teori fra ”Theory

of international Politics” fra 1979. Indenfor neoliberal institutionalisme er mit fokus på Robert O.

Keohane og Joseph S. Nyes(herefter Keohane og Nye) ”Power and Interdependence” 2001. som

repræsenterer neoliberalistisk institutionalisme. Disse teoretikere har indsnævret og konkretiseret

realismen og liberalismen og anses som ledende teoretikere indenfor hver deres neoteori.(Jackson &

Sørensen, 2007) Jeg vælger at uddybe mit afsnit om liberal institutionalisme yderligere med

inddragelsen af teori om den normative magt. Denne teori er relevant da jeg finder, at EU's

udenrigspolitik bærer præg af EU’s særlige kombination af stat og organisation, og derfor ikke kan

analyseres udelukkende vha. ved hjælp af de to neoteorier. Teorien om normativ magt er i de fleste

tilfælde kædet sammen med EU(Diez, 2005)og mit udgangspunkt findes da også i Helene Sjuersens

artikel ”What kind of power” (2006) samt en artikel af Tomas Diez(Sjursen, 2006) ”Constructing

the Self and Changing Others: Reconsidering ’Normative Power Europe’” (2005) som begge,

blandt andet, diskuterer EU som en normativ magt.

2


Neorealismen og neoliberal institutionalisme giver mig mulighed for at analysere, hvilke

begrænsninger strukturen i den internationale politik sætter for EU's håndtering af konflikten

mellem Israel og Palæstina, fx i forbindelse med: Institutionens magt overfor stater, EU’s grundlag

for at involvere sig i verdensforhold, hindringer for og årsager til samarbejde, EU, Israel og

Palæstinas relative og absolutte gevinster ved at samarbejde og målet med Mellemøstkvartetten.

2.3 Valg af empiriFor at forstå min problemformulering er det nødvendigt at have et indtryk af, hvad konflikten

mellem Israel og Palæstina drejer sig om, hvorfor jeg giver et historisk oprids af konflikten mellem

Israel og Palæstina. EU's engagement i konflikten kan bedst ses objektivt ud fra de relevante

politikker og handlinger der er vedtaget. Idet disse er vedtaget igennem den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik(herefter FUSP), er det også interessant at se på dennes struktur.

2.4 KildekritikBåde Keohane og Joseph og Waltzs er anerkendte indenfor deres felt, og ses ofte refererede i

diverse lærebøger og opslagsværker. Waltzs teorier er et godt udgangspunkt for en neorealistiske

analyse, men den internationale politik struktur Waltz beskriver, præges af at sovjetunionen stadig

eksistere og ses som en stormagt. Det er altså muligt, at Waltzs deskriptive teori ville have set en

smule anderledes ud, hvis den var skrevet i dag, selvom han angiver teorien for evigt gældende.

Waltz formår at fremsætte en nogenlunde lettilgængelig teori mens Keohane og Nyes fremstår en

smule mere rodet. Deres helt basale ideer fremgår dog tydeligt, hvilket gør teorien

operationaliserbar. Teorien om den normative magt er nærmest opfundet i forbindelse med EU's

udenrigspolitik, hvorfor den kan virke lidt for oplagt og simpel at anvende.

Min empiri er hovedsagelig fundet via EU’s officielle hjemmesider. Politikkerne er grundlæggende

beskrevet ud fra de deklarationer der er publiceret om vedtagelsen af politikken. Kilden er derfor

førstehånds og bør være troværdig, senere ændringer til politikken kan dog have undgået min

opmærksomhed. Afsnittet om Israel og Palæstinas historie er baseret på FN’s oplysninger. FN har

selv spillet en rolle i konfliktens opstående, hvorfor oplysningerne kan være farvet. Umiddelbart

fremgår oplysningerne dog som en nøgtern redegørelse, hvorfor jeg ikke ser objektivitetsproblemer

i anvendelsen af denne kilde.

3


3. Krisen mellem Palæstina-IsraelMed henblik på at give et overblik over konflikten mellem Israel og Palæstina, vil jeg i dette afsnit

kort opridse konflikten2

Palæstina overgik i 1922 fra det tyrkisk ottomanske rige til at høre under britisk mandat. Under det

britiske mandat, der varede til 1947 blev det opfordret til at Israel blev et jødisk hjemland, hvorfor

et stort antal af jøder immigrerede til Palæstina. Den massive tilstrømning og ønsket om

selvstændighed førte i 1937 til et oprør fra palæstinensernes side. Siden da præges landet af megen

uro og vold fra begge parter. I 1947 overgik Briternes mandat til FN. FN besluttede, at Palæstina

skulle deles i to stater, en Israelsk og en Palæstinensisk, mens Jerusalem skulle styres internationalt.

Delingsplanen mislykkedes idet Israel, kort efter at have opnået sin selvstændighed, invaderede og

besatte 77 % af det Palæstinensiske territorium. De sidste dele, Gazastriben og Vestbredden, var

okkuperet af Egypten og Jordan, hvorfor der aldrig blev oprettet en Palæstinensisk stat. Disse

områder blev besat af Israel i 1967. (United Nations)

Begge Israels invasioner førte til massive flygtningestrømme, og det anslås, at der i dag er omkring

4,5 millioner palæstinensiske flygtninge. Disse støttes af EU gennem FN organisationen,

UNRWA(European Commission, 2008b)

Fra 1967 og frem er urolighederne fortsat nogenlunde kontinuerlig med militær angreb fra Israels

side, genbesættelse af palæstinensiske områder, palæstinensiske selvmordsbombe- og raketangreb

samt Israelsk opførelse af et adskillelseshegn på Vestbredden. Der har været tegn på fremskridt, fx

anerkendte Israel og den palæstinensiske frihedsorganisations(PLO) hinandens ret til eksistens

staten i 1994. (United Nations)

I 2003 fremlagde Mellemøstkvartetten, et samarbejde mellem EU, USA, Rusland og FN, en

køreplan for fred. Planen støttede FN’s oprindelige ide om at skabe to selvstændige stater og havde

som mål, at en løsning ville være fundet i 2005.(The Quartet, 2003) I 2005 trak Israel sine tropper

og besættere ud af Gaza, men krisen mellem Israel og Palæstina var stadig langtfra en løsning

(United Nations) I 2006 blev der afholdt et demokratisk palæstinensisk valg i Gaza og på

Vestbredden. Valget endte med en sejr til Hamas. Hamas nægtede at anerkende Israels ret til

eksisterer og følte sig ikke bundet af de aftaler, der tidligere var truffet i overensstemmelse med

køreplanen til fred. Dette, samt med det faktum, at Hamas er opført på EU’s liste over

terrororganisationer, gjorde, at EU nægtede at samarbejde med organisationen. Det manglende

2 Konflikten mellem Israel og Palæstina risen er mangefacetteret, og jeg gør opmærksom på, at jeg har udeladt en del detaljer.

4


samarbejde medførte en økonomisk, humanitær og finansiel krise. (Solana, 2006) EU oprettede

derfor en midlertidig international mekanisme, der skulle støtte den palæstinensiske

civilbefolkningen finansielt, og som til stadighed opererer, nu under navnet PEGASE.

Siden 2006 har forholdet mellem Israel og Palæstina været præget af angreb både fra Israelsk og

Palæstinensisk side samt politisk uro i Gaza og på Vestbredden.(Udenrigsministeriet, 2007)I 2007

genoptog Israel og Palæstina fredsforhandlingerne men disse brød sammen i 2008, da Hamas’s

raketangreb mod Israel medførte en større Israelsk militæraktion imod Gaza.(European Union,

2008)

4. EU’s redskaber i konflikten mellem Israel og PalæstinaI det følgende vil jeg redegøre for, hvilke redskaber EU bruger til at løse konflikten i mellemøsten,

disse er vedtaget ud fra retningslinjerne i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), som jeg

vil starte med at beskrive kort. Dernæst vil jeg kort fokusere på EU's mere praktiske arbejde i Israel

og Palæstina, nemlig grænsemission og politimissionen, hvorefter jeg vil koncentrere mig om de

politikker, der har relevans for løsningen af konflikten mellem Israel og Palæstina. Denne viden kan

bruges til at se på de neorealistiske, neoliberalt institutionalistiske og normative elementer i EU’s

relevante politiker samt give et indblik i EU's rolle i international politik.

4.1 Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitikDen Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (herefter FUSP) blev grundlagt i 1993 i Traktaten for

den Europæiske Union. Traktaten nævner flere punkter, hvor EU, som en enhed, ønsker at gøre sig

gældende, fx at medvirke til demokratisering af stater, fremme menneskerettighederne og udbrede

retsstatsprincipper. Udenrigs- og sikkerhedspolitikkens succes afhænger at medlemslandende

formår at skabe kohærens mellem deres handlinger. Beslutningsretten i spørgsmål vedrørende

FUSP ligger udelukkende i Rådet, hvor beslutningerne ofte træffes i enstemmighed. Rådet benytter

dog kvalificeret flertal hvis afgørelsen vedrører beslutninger, der træffes på grundlag af en fælles

strategi. Hvis et medlem af rådet mener at en afgørelse afgjort ved kvalificeret flertal vil få store

konsekvenser for dennes stats nationalpolitik kan afgørelsen flyttes til Det Europæiske Råd, hvor

afgørelsen skal vedtages ved enstemmighed.(Folketingets EU-oplysning, 2007)

Strukturen i FUSP er altså både intergovermentalistisk og supranationalistisk. Det

supranationalistiske element forstærkes ved, at FUSP præges af andre supranationale

politikområder, som spiller ind på sikkerheds- og udenrigspolitik, fx handel. Denne politik præges i

5


højre grad af supranationalisme, idet stemmeproceduren her i højere grad er kvalificeret

flertal(Folketingets EU-oplysning, 2007)

4.2 EU's missioner i Palæstina/Israel EU igangsatte i 2005 to fælles missioner I Israel og Palæstina; Grænse Assistance Mission ved

grænseovergangen i Rafah og Politi Missionen for det Palæstinensiske territorium. EU medtager,

som en del af grundlaget for deres indvilligelse til missionerne, at det er en del af deres forpligtelse

pga. deres deltagelse i mellemøstkvartetten, at hjælpe og lette implementeringen af køreplanen for

fred. (The Council of the European Union, 2005a), (The Council of the European Union, 2005b)

I grænseassistance missionen fungerer EU som udestående observatør af grænsekontrollen mellem

Egypten og Gaza. EU skal, efter Palæstinensisk ønske, assistere og uddanne det palæstinensiske

grænsepersonale og hjælpe med at udvikle grænseovergangens system og udstyr. Fra Israels side

var EU's tilstedeværelse et krav for genåbningen af grænseovergangen. (The Council of the

European Union, 2008) Grænseovergangen lukkedes på grund af uroligheder i juli 2007, men EU

opretholder sin mission i Rafah for at sikre, at grænseovergangen forbliver operationel EU’s høje

repræsentant for FUSP har gentagende gange opfordret israelerne, palæstinenserne og egypterne til

at lave en aftale, der kan gøre genåbningen af Rafahs grænse mulig.(Spokesperson of the Secretary

General, High Representative for CFSP, 2009)

Politimissionen for det Palæstinensiske territorium er også lanceret som en del af køreplanen for

fred. EU assisterer det palæstinensiske civile politi med det formål opbygge et ”effektivt og

bæredygtigt politikorps efter bedste international standart”(The Council of the European Union,

2005a) EU finder sit mandat til missionen i traktaten for den europæiske unions artikel 11, hvor det

fremgår, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal stræbe mod efter at udvikle og

konsolidere retsstatsprincipper.(The Council of the European Union, 2005a)

4.3 Barcelona-processen: MiddelhavsunionenMiddelhavsunionen er også en af de politikker hvorigennem EU forsøger at bidrage til løsningen af

konflikten mellem Israel og Palæstina. Unionen blev lanceret i 2008, som en uddybning af et

partnerskab, der var grundlagt i Barcelona-erklæringen fra 1995.(European Commission, 2008a)

Middelhavsunionen er et multilateralt samarbejde mellem EU’s 27 medlemslande og 17

partnerlande(Folketingets EU-oplysning, 2009)

Omdrejningspunktet for middelhavspartnerskabet er at skabe regelmæssig dialog om tre

fokuspunkter; Politik og sikkerhed, økonomi og finanser og social, kulturelle og menneskelige

6


aspekter. Finansieringen foregår gennem Naboskabsinstrumentet. Politikken har nogle værdier og

mål som kan ses som har relevans for konfliktløsning mellem Israel og Palæstina. De værdier

landene forpligter sig til er:

Respekt for territorialintegritet

Undgåelse af voldelige konflikter

Styrkelse af demokrati og retssikkerhed

Overholdelse af menneske- og frihedsrettigheder

Herudover er der en række mål landende bør arbejde hen i mod:

Bekæmpelse af narko, terror og spredning af masseødelæggelses våben

Bekæmpelse af ulovlig migration, terror, korruption og international kriminalitet.

Oprettelse af en frihandelszone EU og partnerlandene imellem

Styrkelse af staternes institutioner efter markedsøkonomiske principper

Integrerer økonomierne landene imellem

Øge muligheden for udenlandsk direkte investering

Skabe forståelse for hinandens kulturer og religioner gennem udveksling og medier

Fremme civilsamfundenes rolle og samarbejde

(Scadplus, 26/07/2005)

4.4 MellemøstkvartettenSom nævnt er EU en del af Mellemøstkvartetten, som siden 2002 har arbejdet for at opnå en to-stats

løsning mellem Israel og Palæstina, den såkaldte køreplan for fred som skulle have været opfyldt i

2005. (The Quartet, 2003) I kvartetten er EU repræsenteret af det skiftende EU formandskab, den

høje repræsentant for FUSP, Javier Solana og EU's kommissær for eksterne anliggender Benita

Ferrero Waldner. (UN Secretary-General & Department of Public Information, 2008)

Fase et: Al vold og terror skulle ophører, at palæstinensernes liv skulle normalisere og

palæstinensiske institutioner opbygges.

Fase to: Opbyggelse af Palæstina som en demokratisk, selvstændig og delvis suveræn stat med

nogle foreløbige grænser og en konstitution.

Fase tre: Indgåelse af en permanent aftale om tidligere stridsspørgsmål: flygtningens situation,

kampen om Jerusalem og de israelske besættere. (The Quartet, 2003)

7


Selv om køreplanens mål om fred i 2005 ikke blev opnået er, er køreplanen stadig den

konfliktløsningsmodel som Mellemøstkvartetten forsøger at få de to parter til at tilslutte sig igen,

samtidig med de forsøger at få parterne til at vedstå sig de forpligtelser regeringerne før dem har

påtaget sig.(UN Secretary-General & Department of Public Information, 2008)

4.5 NaboskabspolitikkenNaboskabspolitikken supplerer den multilaterale middelhavsunion ved at etablere bilaterale aftaler

mellem EU og de individuelle nabolande. Naboskabspolitikken er altså EU's mulighed for at kunne

Palæstina på en måde der er hensigtsmæssig for konfliktløsningen. Politikken blev lanceret I 2004

eftersom EU's udvidelser i 2004 samt 2007 gjorde, at EU fik nye nabolande(The European Council,

2004). Målet med naboskabspolitikken er at fremme sikkerhed, stabilitet og trivsel for

nabolandende og derved undgå store skel mellem EU og dets naboer.(The European Council, 2004)

EU kalder forholdet mellem til nabolandende et privilegeret forhold, der bygger på landendes

gensidige forpligtelse til at følge de fælles værdier:

”the rule of law, good governance, the respect for humanrights, including minority rights, the promotion of good neighbourly relations, and the

principles of market economy and sustainable development”(The European Council, 2004)Udover disse fællesværdier er hver enkel handlingsplan udarbejdet i samarbejde mellem EU og

nabolandet, således at handlingsplanen afspejler nabolandets interesser.(The European Council,

2004), s.8. For at opnå resultater med naboskabspolitikken er det en forudsætning, at både EU-

institutioner og medlemslande forstår at handle kohærent.(The European Council, 2004)6

4.5.1 Israels handlingsplanHandlingsplanen med Israel er en uddybelse af den associeringsaftale der har været mellem EU og

Israel siden 1994. (Co-secretary of the EU-Israel Association Council, 2005)EU anser Israel for at

dele EU’s værdier om demokrati, respekt for menneskerettighederne, retsstatsprincippet og de

basale frihedsrettigheder.

Som i Middelhavsunionen er der vægt på politisk dialog og samarbejde omkring at opnår de mål

som er beskrevet i afsnit 4.3 om Middelhavsunionen. Desuden er løsningen af mellemøstkonflikten

også højt prioriteret, og bekæmpelse af islamoforbi og antisemitisme er fremhævet.

På det økonomiske plan ønskes en betydelig integration, en liberalisering af handel med services og

tilpasning af den israelske lovgivning til EU's med det mål, at Israel en dag kan være en del af det

europæiske fællesmarked. (Co-secretary of the EU-Israel Association Council, 2005)

8


Udviklingen af for handlingsplanen afhænger af, hvor stor indsats parterne leverer for at opnå

handlingsplanens forpligtelser, samt i hvor højt grad parterne har mulighed for at implementere

handlingerne.(Co-secretary of the EU-Israel Association Council, 2005)

4.5.2 Palæstinas handlingsplanTil forskel fra Israels handlingsplan nævnes der ikke noget om delte værdier, i stedet er Palæstinas

handlingsplan præget af, at Palæstina endnu ikke er et selvstændigt land. Den væsentligste prioritet

er derfor, at gøre Palæstina i stand til i fremtiden at være en selvstændig stat. Handlingsplanen

fastslår, at dette kun kan opnås, hvis volden ophører og Mellemøstkvartettens køreplan for fred

følges. Det fastslås desuden i aftalen, at mange handlinger kan blive svære at gennemføre grundet

den israelske besættelse og palæstinensernes indskrænkede bevægelsesfrihed. Prioriteterne i planen

er:

Et demokratisk valg på Vestbredden og i Gaza, hvilket som nævn blev opnået i 2006, styrkelse af

landets institutioner og administrative kapacitet, etableringen af en fungerende lovgivning og

udøvende magt, udvikling af handelsrelationer mellem EU og Palæstina samt økonomisk og social

integration med EU.

For at opnå disse prioriteter vil EU finansielt støtte Palæstina, arbejde for nedbrydning af

handelsbarrierer, gradvis åbne EU programmer såsom kulturudveksling, yde teknisk støtte og dele

sine erfaringer med Palæstina således, at Palæstina kan tilnærme sig EU-standarter.

Også i Palæstinas handlingsplan gentages målene fra Middelhavsunionen samt bekæmpelse af

islamofobi og antisemitisme. (The European Union, 2008)

4.5.3 Europæisk Naboskabs Politik Instrument Det Europæiske Naboskabspolitik instrument(ENPI) står for den finansielle del af

Naboskabspolitikken. Hensigten er at give de økonomiske midler til at bakke op om de mål og

prioriteter, der er fastlagt i naboskabspolitikken samt i de enkelte landes handlingsplaner. (The

European Parliament & The European Council, 2006) Fra 2007 til 2013 har ENPI et budget på ca.

12 milliarder euro. Budgettet dækker over midler til de enkelte nabolande, midler til styrkelse af

regionalt samarbejde og midler til styrkelse af regeringer og investeringsmuligheder.

Partnerlandenes andel af de budgetterede midler afhænger af deres behov samt hvilket fremskridt,

de gør i forbindelse med implementeringen af handlingsplanen.

Israels andel af de allokerede midler til landende ligger fra 2007 til 2010 på 8 millioner euro. For at

landene kan opnå støtte skal der laves fremtidsplaner og strategipapirer. Dette har ikke været muligt

9


i Palæstina. Både Palæstina og Israel kan dog søge ENPI om midler til regionalt samarbejde og

midler til styrkelse af regering og investeringsmuligheder. (Commission of the European

Communities, 2008),(European Commission, 2007)De økonomiske midler til Palæstina kommer i

stedet gennem PEGASE som koordinerer donationerne til Palæstina. Der gives finansiel og teknisk

assistance til: udvikling af regeringen, social udvikling, udvikling af den økonomiske og private

sektor og forbedring af den offentlige infrastruktur. Fra 2007-2010 har Palæstina fået lovning på

omkring 3,4 milliarder euro.(European Commission Technical Assistance office for the West Bank

& Gaza Strip, 2008)

5. TeoriDette afsnit præsenterer de tre teorier som jeg vil bruge i analysen. Jeg har valg præsentere

neorealismen, neoliberalismen og teorien om normativ magt for at give en bedre forståelse af

teoriernes hovedpointer inden disse benyttes i analysen af de EU-politikker der vedrører konflikten i

Israel og Palæstina.

5.1 Realisme og LiberalismeNeorealismen og Neoliberal institutionalisme udspringer af to af de væsentligste teoretiske

retninger indenfor international politik; nemlig realisme og liberalisme. Traditionelt set opfatter

realisterne staterne som de vigtigste aktører i international politik, og ser at der hersker anarki

mellem disse. Staterne er derfor i en konstant magtkamp og forsøger for enhver pris at sikre deres

overlevelse. Der er altså i realismen fokus på ”high politics,” dvs. mere på statens sikkerhed og

militærkapacitet end på økonomiske og sociale spørgsmål.

Den liberalistiske tilgang til international politik bygger på et mere tillidsfuldt fundament end

realismen. Liberalister mener, at supranationale, transnationale og sub-nationale aktører også er

vigtige aktører i international politik. I liberalismen spiller militærstyrke en mindre rolle end i

realismen. Liberalister vægter altså ”low politics” såsom økonomi og social politik som vigtige

magtfaktorer i international politik.(Andretta, 2005)

5.2 NeorealismeNeorealismen udspringer af realismen og er en videreudvikling af dennes grundholdninger. Kenneth

Waltz har med sin neorealisme indsnævret den realistiske teori ved at se på det strukturmæssige

aspekt af international politik. Hvor realismen lagde vægt på staternes indvirkning på international

politik, ser Waltz strukturen i internationale politik som afgørende for staternes ageren.

10


5.2.1 Det neorealistiske syn på internationale politik strukturWaltz ser at strukturen i international politik gør at stater altid gentager samme former for

handlinger uanset hvilken styreform, økonomi og regering de har. Han mener at dette skyldes, at

strukturen i international politik determinerer staternes opførsel.(Wæver, 1992)Tre faktorer, er

afgørende for strukturen:

Organisationsprincippet: Stater kan betragtes som enheder og er de vigtigste aktører i den

anarkistiske og decentrale internationale politikstruktur. (Waltz Kenneth, 1979) Staterne har

funktionslighed, idet de alle varetagere de samme opgaver, fx kræver skatter ind og fører

sikkerhedspolitik. Desuden er alle staternes mål, at sikre deres overlevelse, hvilket ofte

gøres gennem deres militære styrke.(Waltz Kenneth, 1979).

Enhedernes differentiation: I et anarki efterligner enhederne basalt set hinanden og

staternes variationer så små at de ikke spiller en rolle.(Waltz Kenneth, 1979)

Fordeling af kapabilitet i systemet: Forskellen mellem enhedernes kapabilitet er

bestemmende for staternes magtfuldhed. Denne afgøres ud fra en sammenligning af hvor

gode staterne er til at udføre ens handlinger.3(Waltz Kenneth, 1979)

5.2.2 Strukturens betydning for international politikDen ovenfor definerede struktur sætter rammerne for, hvordan alle parter i international politik

handler og samarbejder. I det følgende beskrives hvilken betydning systemets struktur har for

samarbejde.

Strukturen er anarkisk, hvorfor der ikke findes et globalt agentur, der kan løse globale problemer.

Enheder med stor kapabilitet vil dog i visse tilfælde påtage sig problemet, hvis det samtidig gavner

statens overlevelse.(Waltz Kenneth, 1979) Det er muligt at oprette et centralt agentur, men stater

afgiver kun deres ledelsesansvar, hvis de er sikre på, at agenturet kan beskytte dem. Jo stærkere

staterne i agenturet er hver for sig, jo mere er de en trussel for de andre, og jo stærkere må agenturet

være. Et stærkt agentur kan medføre kampe mellem staterne over kontrollen af agenturet.(Waltz

Kenneth, 1979)

3 Weltz har argumenteret for at enhedernes forskelligheder ikke er vigtige, hvorfor dette punkt synes modstridende. Her argumenterer han imidlertid for at der ikke er tale om enhedernes individuelle kapabilitet men om fordelingen mellem disse, hvilket gør, at der stadig kan tales om et systemskoncept (Waltz Kenneth, 1979)

11


Waltz beskriver, at enheder ser det økonomiske potentiale i at samarbejde men anser samarbejde

som risikofyldt af to årsager; samarbejde kan gøre enheden afhængig af partneren, og enheden

risikerer at partneren får en større gevinst ud af samarbejdet, hvilket kan øge partnerens magt. For at

undgå dette vil enheden forsøge at øge kontrollen eller mindske sin afhængighed. Desuden vil

enheden have stor opmærksomhed på at den opnår en relativ gevinst, altså at de opnår samme eller

højre gevinst end partneren.(Waltz Kenneth, 1979),(Waltz Kenneth, 1979) (Waltz Kenneth,

1979)Disse vilkår gør, at strukturen efterlader meget lidt rum til samarbejde, hvilket ses som

positivt, idet et tæt samarbejde giver grobund for konflikter.(Waltz Kenneth, 1979)

5.2.3 Magt i international politikSystemets struktur gør, at staterne i systemet forsøger at opretholde en magtbalance. Hvis en stat

styrker sin magt, vil de andre forsøge at følge efter. (Waltz Kenneth, 1979).

Stater søger magt af fire grunde:

1. Magt gør stater i stand til at opretholde deres autonomi

2. Magt giver frihed til handling

3. Den magtfulde har større marginer og kan derfor være mere afslappede overfor trusler.

4. Magt giver magthavere mulighed for at lede systemet.(Waltz Kenneth, 1979)

Trods disse fordele forsøger stater ikke at maksimere deres magt, da konsekvenserne heraf er for

omfattende. I stedet vil stater kæmpe for at opretholde deres magtposition. Hvis staten ikke er i

stand til at opretholde denne, vil den forsøge at danne en alliance med en stærk stat.(Waltz Kenneth,

1979) Magtbalance mellem stater er moralsk ønskeligt, idet det medfører, at stærkere stater ikke tør

at udnytte sin magt, hvorved integritet og retfærdighed styrkes. At der er magtbalance betyder dog

ikke at alle stater har samme magt. Der vil altid i det internationale system altid ses supermagter.

Antallet af supermagter er bestemmende for det internationale samfunds polaritet.(Waltz Kenneth,

1979) Polariteten har betydning for løsningen af de tidligere nævnte internationale problemer, da

disse bedst løses, hvis der er få stormagter, og der er stor ulighed mellem dem og de mindre

magtfulde stater(Waltz Kenneth, 1979)

Waltz ser verdenssamfundets polaritet som essentielt for strukturen, idet kun en ændring i

polariteten eller en ændring i organisationsprincippet kan ændre strukturen i det internationale

system. Når man bedømmer verdens polaritet er man gået fra udelukkende at bedømme

supermagtstatus ud fra militærkapabilitet. Nu ser man også på statens evne til at løse problemer og

dens forhold til andre stater.(Waltz Kenneth, 1979) Magt undersøges følgelig på baggrund af;

territoriel størrelse, demografisk størrelse, ressourcer, økonomi, militær og politisk stabilitet.

12


Desuden bliver en supermagt kun til, hvis den internationalt behandles som en supermagt.(Waltz

Kenneth, 1979)Staternes placering i det internationale system er vigtig idet det i høj grad påvirker

staternes opførsel og ageren i international politik(Waltz, 1993)

I et multipolært system vil staterne danne alliancer for at blive stærkere. Staterne påvirkes af hvad

dets partnerstat finder ønskelig. Alliancer er altid et kompromis idet staternes ønsker aldrig er

identiske.(Waltz Kenneth, 1979) Internationalt samarbejde afhænger af mængden af magtfulde

aktører i samarbejdet, jo større en gruppe, des mindre vil deres fælles interesse være.(Waltz

Kenneth, 1979)

5.2.4 Neorealistisk perspektiv i min senere analyse I min analyse vil jeg diskutere, hvorvidt EU's engagement i konflikten mellem Israel og Palæstina

kan forklares som et ønske om at fremstå som magtfuld og opnå magtbalance med de andre

deltagere i Mellemøstkvartetten. Endvidere vil jeg diskutere de neorealistiske aspekter af FUSPs

intergovernmentale opbygning, de relative gevinster EU, Israel og Palæstina opnår ved samarbejde

og den sårbarhed som samarbejde, ifølge Waltz, medfører.

5.3 Neoliberal institutionalismeEt andet perspektiv i forhold til den internationale struktur findes i neoliberal institutionalisme.

Denne tilgang har sit afsæt i liberalismen, men tager ikke udgangspunkt i staternes gensidige tillid.

(Andretta, 2005) Tilgangen tilkender sig neorealismens tese om, at stater er de vigtigste aktører i

international politik men sætter spørgsmålstegn ved definitionen af staten som en enig enhed. I

stedet mener Keohane og Nye at stater er mange facetterede og påvirkes af forskellige grupper, der

har hvert deres interessefelt.(Keohane & Nye, 2001)Neoliberal institutionalisme tillægger desuden

internationale institutioner stor betydning, idet de er agendasættende i internationalpolitik.(Keohane

& Nye, 2001) Institutionerne kan opdeles i:

Intergovernmentale organisationer

Transnationale NGO’er,

Internationale regimer, som danner eksplicitte regler mellem stater

Konventioner, uformelle institutioner uden formulerede regler.(Wæver, 1992)

Keohane og Nye mener at internationale regimer er nødvendige. Igennem disse kan der deles

informationer om internationale problemer, hvorigennem en effektiv kollektiv løsning kan findes.

Ved informationsdeling i regimerne bliver fælles interesser ofte tydelig, hvilket gør samarbejde

muligt. I regimerne bliver de forskellige staters politikker mere forudsigelige og derfor lettere at

13


stole på for andre stater. Staterne kan samtidig undgå, at de kommer til at føre politikker, der går

imod de andre staters ønsker.(Keohane & Nye, 2001)

5.3.1 InterdependensKeohane og Nye opererer med begrebet interdependens, som er essentielt i neoliberalismen. Hvor

neorealismens opfatter interdependens som en uønsket tilstand, der bør undgåes, ligges der i

neoliberal institutionalisme vægt på potentialet i interdependens og de absolutte gevinster, der altid

opnås ved samarbejde.(Keohane & Nye, 2001)

Interdependens opstår mellem to stater, der begge har omkostninger ved transnationale

transaktioner.(Keohane & Nye, 2001) Den interdependens, der opstår mellem stater kan give magt

til en stat, idet der ved asymmetrisk interdependens, hvor den ene stat er mere afhængig af den

anden end omvendt, opstår en mulighed for, at den mindst afhængige stat kan søge indflydelse på

den afhængige stats beslutninger.(Keohane & Nye, 2001) Alle stater vil derfor løbende overveje

deres interdependens, idet den gør dem følsomme og sårbare både økonomisk, politisk og socialt.

Følsomhed beskriver, hvor hurtigt ændringer i en stat påvirker en anden stat, mens statens sårbarhed

afgøres ud fra dens evne til at modstå de udgift der påføres den som følge af ændringen i den anden

stat. (Keohane & Nye, 2001)

Som nævnt er tilgangen til interdependens en afgørende forskel mellem neoliberalismen og

neorealismen, ikke mindst grundet deres forhold til absolut gevinst og relativ gevinst. I

neorealismens verdenssyn er stater optaget af relative gevinster. Ifølge neoliberal institutionalisme

vil stater være tilfredse så længe deres samarbejde giver en absolut gevinst, altså så længe den

benficerer af samarbejdet. Staterne vil dog altid søge at maksimere deres gevinst, hvorfor denne

tilgang ikke forudser en konfliktløs verden{{53 Keohane, Robert O. 2001/s8-9;}}(Keohane & Nye,

2001).

5.3.2 Kompleks interdependensKompleks interdependens kan ifølge Keohane og Nye, opnås mellem industrialiserede

stater(Keohane & Nye, 2001). Der er tre hovedkarakteristikker for kompleks indbyrdes

afhængighed:

1. Mange forskellige kanaler forbinder samfundene, hvilket er med til at gøre at stater mere

følsomme overfor hinanden.

14


2. De emner der optager staternes dagsorden er ikke arrangeret i et hierarki, dvs. militær

sikkerhed er ikke altdominerende og spørgsmål der tidligere var indenrigspolitiske bliver

relevante for udenrigspolitikken.

3. Militærmagt bruges ikke af regeringen mod andre parter der i det gensidige

afhængighedsforhold. Dette skyldes at militærangreb anses som meget omkostningsfuldt,

udfaldet er usikkert og alle bånd mellem de stridende stater vil brydes. Militæret vil dog

stadig spille en rolle hvis der er uoverensstemmelse om ekstremt vigtige spørgsmål.

(Keohane & Nye, 2001)

Karakteristikkerne betyder altså, at interdependensen mellem staterne bliver så stor, at staterne må

tage hensyn til hinanden, hvorfor der vil opstå stabilitet. Keohane og Nye frygter, at kompleks

interdependens ikke har spredt sig til alle politikområder fx sikkerhedspolitik og ikke findes

imellem alle store stater. Dette vil medføre en nedsat effektivitet af lederskabet for de internationale

fælles handlinger (Keohane & Nye, 2001)

5.3.3 Etablering af soft power gennem informationKeohane og Nye har opdateret deres teori i forbindelse med den teknologiske udvikling. De

beskriver, hvordan internettet og forbedret telekommunikation har skabt nye kanaler, der gør, at

organisationer uforhindret kan kommunikere på tværs af landegrænser. (Keohane & Nye,

2001)Informationsstrømmen får betydning for den internationale politik debat, idet den er et vigtigt

redskab i etableringen af soft power. Soft power er statens magt til at opnå, hvad den ønsker ved at

dens ønsker deles af andre. Dette sker ved, at den måde, en stat gør tingene på, bliver tiltrækkende

for andre stater, som derfor forsøger at efterligne staten fx ved at indgå aftaler med internationale

institutioner. Soft power kan opnås ved, at en stats kultur, ideer eller standarter findes tiltrækkende.

For at en stat kan opnå soft power er det nødvendigt, at den kan producere overbevisende

information og fremstå legitim i andre staters øjne. (Keohane & Nye, 2001)

I Keohane og Nyes tanker, om sammenhængen mellem magt og information gennem soft power,

ser jeg en kobling til teori om EU's normative magt. Normativ magt og soft power-begrebet bygger

begge på at magt kan opnås ved at en stat fremstår som et forbillede og derigennem kan ændre

international politik. Begge teorier ligger stor vægt på informationens rolle i opnåelsen af magt.

(Sjursen, 2006)Ved den normative magt spiller belønning af stater som ændrer adfærd og bliver

som forbilledet, dog en større rollen end i soft power begrebet, da Keohane og Nye ikke ser

15


belønning som en del af soft power men tilskrive belønning til hard power, hvor belønning og tvang

benyttes til at opnå, hvad man ønsker (Keohane & Nye, 2001)

5.4 Normativ magtTeorien om den normative magt er egentlig en videreførelse af Francóis Duchenes idé om civilmagt

fra 1970´erne. Han mente dengang, at man kunne tale om EU som en civilmagt, fordi EU søgte at

skabe stabilitet og sikkerhed gennem ikke-militær midler. Den gradvise udvikling af EU’s

militærkapacitet har gjort, at mange teoretikere er gået fra at tale om civilmagt til at tale om

normativ magt. Normativ magt begrebet rummer nemlig plads til, at militærmidler kan benyttes i

udbredelsen af sikkerhed og stabilitet(Sjursen, 2006) Grundlæggende kan normativ magt beskrives

som evnen til at promovere egne normer til andre. Dette kan ske ved, at en enhed, fx EU, har nogle

normer og værdier, der kan anses som globalt anerkendte(Sjursen, 2006). Den normative magt

beskrives også som en magt der ved hjælp af økonomiske, politiske og militær midler overfører sin

egen model til et andet område(Sjursen, 2006)

EU’s status(om end ofte debatteret) som en normativ magt er opnået, idet EU adskiller sig fra andre

magter ved at promovere værdier og normer med hovedsagelig ikke-militær midler og oftere

benytter belønning frem for straf.(Sjursen, 2006) Udvidelsen af unionen er et eksempel der peger

mod at EU har normativ magt. Lande, der søger medlemskab i EU, skal leve op til Københavner

Kriterierne, kriterier der stiller krav til, at lande har en vis standart i forhold til økonomi,

menneskerettigheder, demokrati og stabilitet. (De Europæiske Fællesskaber, 2009) På denne måde

søger EU at overføre, hvad der menes at være normen i EU's medlemslande til kandidatlandene.

Altså bruges normativ magt.

Når EU oftere end fx USA grad anses som en normativ magt, skyldes det dens opbygning med en

blanding af supranationale og intergovermentale elementer.(Diez, 2005) (Sjursen, 2006). Thomas

Diez argumenterer, at EU’s normative magt udspringer af EU’s traktatgrundlag. EU's politik er

ifølge Diez grundlagt til at udføre normative politikker, idet EU’s traktatfundament er bygget på”

’liberty’, ‘democracy’, ‘respect for human rights and fundamental freedoms’,‘rule of law’ ” (Diez,

2005)

5.4.1 Neoliberal institutionalistisk og normativ elementer i min senere analyseDen ovenstående teori kan belyse interdependens og kompleks interdependens’s rolle i FUSPs

tilblivelse, samt i det forhold EU’s politikker indikerer EU etablerer til Israel og Palæstina.

Neoliberal institutionalme kan give et forklaringsgrundlag for EU’s institutions opbygning med

16


ikke-EU-lande. Herudover er det interessant at se på normative aspekter af Middelhavsunionen og

naboskabspolitikken idet de kan indikere om EU forsøger at etablere sig som en normativ magt i

international politik.

6. AnalyseI det følgende afsnit vil jeg ud fra teoriafsnittet analysere hvilke elementer af neorealistisme,

neoliberal institutionalistisme og normativ magt der findes i de EU's politikker jeg har ridset op i

afsnit fire om EU’s redskaber i konflikten mellem Israel og Palæstina.

6.1 FUSP set fra et neorealistisk perspektivI Waltzs neorealisme ligges der vægt på at samarbejde undgås fordi der er mistillid mellem staterne,

og at centrale agenturer kun kan etableres, hvis agenturet har styrke til at beskytte sine

medlemmer(jvf. afsnit 6.2.1). Det kan argumenteres, at FUSP er dannet for at øge medlemsstaternes

tillid til, at EU også formår at beskytte dem. I og med at EU's sikkerhedsprofil styrkes samlet,

hindres det, at staternes individuelle profiler styrkes asymmetrisk, og man kan derved undgå, at

stærke staters sikkerheds- og udenrigspolitikker bliver agendasættende og dominer hele unionen.

FUSP’s opbygning bærer præg af neorealisme, idet beslutninger i høj grad træffes ved

enstemmighed i rådet og ikke ved afstemninger med simpel eller kvalificeret flertal som man ser det

i fx EU’s handelspolitik. Ifølge neoliberal institutionalisme er der ikke hierarki mellem

politikområder. (Keohane & Nye, 2001)

Stater burde følgelig vægte udenrigspolitik og handelspolitik lige højt. Gennem EU's

beslutningsprincipper ses det dog, at staterne er langt mere forsigtige med at opgive suverænitet på

udenrigs- og sikkerhedsområdet end i andre politikker. Dette kan ses som en bekræftelse af den

neorealistiske grundantagelse om, at staterne vægter deres sikkerhed højere end noget andet(som

det fremgår af organisationsprincippet i afsnit 6.1). I FUSPs traktatgrundlag ses det desuden, at

staternes vilje til at forpligte sig af EU’s beslutninger er meget vigtig i forhold til, at den politik EU

ønsker at føre også føres ud i livet. Staterne formår altså til dels at bevare en vis magt over

institutionen, som neorealismen også beskriver. Dette ses I opfordringen til medlemslandene om at

handle kohærent. Der ses altså en risiko for, at medlemslandende, selv efter politikker er vedtaget,

undlader at følge unionens bestemmelser.

6.2 FUSPs neoliberale institutionalistiske perspektivFUSP kan fra et neoliberalt institutionalistiske perspektiv ses som et internationalt regime, som

staterne har dannet ud fra en erkendelse af, at visse problemer er globale og kun kan løses gennem

17


samarbejde. Samarbejde muliggøres, ifølge neoliberal institutionalisme, hvis der er områder, hvor

parterne har fælles interesser. FUSP kan i nogen grad betragtes som et interessefællesskab, idet alle

parter har et ønske om at opretholde fred og stabilitet i Unionen. Ergo er punkter såsom

bekæmpelse af terror og organiseret kriminalitet umiddelbart i alle medlemslandes interesse. Når

det kommer til udenrigspolitikken, er der ganske givet stor opbakning til, at EU gerne skal

promovere demokrati og retsstatsprincipper rund om i verden. Samtidig kan man forestille sig, at

der er uenighed, når det kommer til at træffe mere specifikke beslutninger om for eksempel hvilke

regioner, der fortjener/mangler størst støtte idet det kræver, at alle 27 medlemmer af rådet kan nå til

enighed. Som Waltz beskriver, er det svære at opnå et kompromis jo større gruppen er.

Neoliberalistisk teori om kompleks interdependens er også relevant i forklaringen af etableringen af

FUSP. Trods FUSPs neorealistiske opbygning, kan FUSP ses som konsekvensen af, at staterne i EU

gradvist er blevet kompleks interdepende. De udgør ikke længere en militærtrussel overfor

hinanden, og ikke ønsker at handle på en måde, der støder de andre medlemsstater. Dette kan

undgås, når en del af beslutningerne træffes i fællesskab i FUSP. Endvidere er det en følge af

kompleks interdependens at nationale politikker gradvist internationaliseres, fordi flere områder får

betydning internationalt. Man kan kalde den en slags spillover effekt, hvor det, at man samarbejder

på nogle områder, gør, at man også bliver nødt til at samarbejde på andre, hvilket er et kendt

fænomen i EU.(Wallace, Wallace, & Pollackv, 2005)

6.3 Normative aspekter i FUSPFUSPs formål viser et klart ønske fra EU om at legitimere sig som en normativ magt. Formålet

beskriver en udvikling som globalt set kan anerkendes som ønskelige, nemlig udbredelse af

demokrati og retsstatsprincippet samt at fremme menneskerettighederne. Disse formåls slående

lighed med de normer EU er funderet på taler for at EU med sin fælles sikkerheds- og

udenrigspolitik, ønsker overfører sine værdier til andre områder, hvilket Sjursen beskriver som

kendetegnende for normativ magt.

6.4 EU som forbillede for MiddelhavsunionenNavnet ”Middelhavsunionen” leder ligeledes tankerne hen på EU's normative magt og overførsel af

egen model til andre områder. Udtrykket kan afspejle et ønske om, at skabe en union efter EU's

forbillede. Politikken indeholder elementer, der tyder på, at dette ønske findes, idet EU med

Middelhavsunionen ikke blot har til formål at styrke samarbejdet mellem EU og middelhavslandene

18


men i høj grad også samarbejde middelhavslandende imellem. Det ses derfor som et mål i sig selv,

at middelhavslandende mødes regelmæssigt. Dette indikerer at EU tilslutter sig den neoliberalt

institutionelle tilgang til international politik, hvor det antages at institutioner reduceret staternes

usikkerhed til hinanden grundet informationsdeling. Herved øges stabiliteten staterne imellem.

En af målsætningerne i Middelhavsunionen omkring det sociale, kulturelle og menneskelige aspekt

er at skabe forståelse for andres kultur og religion, blandt andet gennem medierne. Dette kan ses

som en måde, hvorpå EU forsøger at opbygge deres soft power. Keohane og Nyes teori beskriver

nemlig, hvordan mediernes spiller en stor rolle, når en stat skal promovere sig selv og skabe soft

power. Gennem medierne er det muligt For EU at promovere sine værdier og normer, hvilket på

sigt kan gøre, at disse anerkendes som alment gældende, også i lande udenfor EU’s grænser. Man

skal dog huske, at information ikke kan kontrolleres,(Keohane & Nye, 2001)hvilket betyder at der

er en risiko for at de informationer, der viderebringes udenfor EU, måske ikke fremstiller EU som et

ønskeligt forbillede.

6.5 Usikkerhed i Middelhavsunionen og naboskabspolitikkenDen neoliberal institutionalistiske antagelse om, at institutioner skabes på grund af manglende tillid

mellem stater, kan til en vis grad forklare etableringen af Middelhavsunionen og

Naboskabspolitikken. I Middelhavsunion og naboskabspolitikken synes der at være en mistillid til

partnerlandenes evner og vilje til selv at løse problemer så som illegal immigration, narkosmugling,

international kriminalitet og terror. Med et samarbejde kan EU forbedre og kontrollere ikke-EU

landenes initiativer på områderne, hvilket giver EU mulighed for at løse nogele af problemerne

inden de krydser EU's grænser. EU har altså ikke tillid til, at disse stater uden et institutionaliseret

samarbejde er i stand til at føre en politik, der vil skabe stabilitet mellem naboerne. Samarbejdet er

selvfølgelig også nødvendigt, idet visse af de nævnte problemer er internationale og derfor bedst,

fra et neoliberalt institutionalistisk udgangspunkt, løses i et internationalt samarbejde.

Både i deklarationen for Middelhavsunionen og naboskabspolitikken fremgår det, at målet er at

fremme stabilitet og fred ved at udbrede principper som menneskerettigheder, liberal

markedsøkonomi, respekt for suverænitet, retsstatsprincipper og demokrati. Disse er alle elementer

man, til en vis grad, forventer at finde i en industrialiseret stat. Man kan derfor argumentere for, at

EU's naboskabspolitik stiler mod at etablere industrialiserede stater. Dette kan være ønskeligt ud fra

Keohane og Nyes neoliberale synspunkt om at der kun mellem industrialiserede staters findes

muligheder for at etablere kompleks interdependens. En industrialisering af staterne giver mulighed

19


for at der skabes kompleks interdependens, hvilket medfører at staterne ikke længere udgør en

potentiel trussel overfor EU, i det mindste militært set.

6.5.1 Neorealistisk deficit i Naboskabspolitikken og MiddelhavsunionenNorealismens grundantagelse om, at stater ikke ønsker at samarbejde, fordi samarbejde skaber

konflikt og magtforskydning, kan ses som en direkte opposition af EU’s verdensanskuelse. EU's

naboskabspolitik og middelhavsunion viser, at EU’s verdensopfattelse bygger mere på en ”hold

dine venner tæt på, men dine fjender endnu tættere”-tilgang. Dette er en neoliberal institutionalstisk

tilgang, hvor interdependens mindsker usikkerheden mellem staterne og ikke øger den.

6.6 Handlingsplanernes element af normativ magtNaboskabspolitikken synses at være præget af EU's ønske om at fremstå som en normativ magt. I

strategiplanen for naboskabspolitikken opridses en række værdier og normer, som

naboskabspolitikken vil promovere og kontrollere i nabolandende. Israels og Palæstinas

handlingsplaner indeholder planer om, at landene må henholdsvis modificere og opbygge deres love

og institutioner således, at de matcher den Europæiske Unions standarter. Dette vil medvirke til at

bane vejen for, at Israel kan blive en del af EU’s fælles marked og Palæstina kan få privilegeret

adgang til EU’s fælles marked. Det er altså tydeligt, at fællesmarkedet opsættes som en

tiltrækningskraft, ”en gulerod,” som EU vil belønne landene med, hvis de udfører de handlinger, der

er beskrevet i handlingsplanerne. I forhold til Palæstina fremgår det i handlingsplanen, at EU vil

stille sin rådgivning og erfaringer til rådighed for palæstinenserne. På denne måde sikres EU

indflydelse på, hvilke slags stat, der opbygges, idet EU's assistance kan forventes, at tage

udgangspunkt i at EU's metoder, normer og værdier er repræsentative for hvad der kan anses for

normalt. Hvilket er helt på linje med Diezs tilgang til normativ magt.

EU's normative magt spredes også via EU's missioner, for eksempel gennem det, at EU assisterer

Palæstinas politi til at ”opnå bedste international standard” (The Council of the European Union,

2005a) underforstået at EU standarder er anerkendt som de bedste internationalt. Når EU's

tilstedeværelse i Palæstina accepteres, viser det, alt andet lige, at EU i Palæstina har haft held til at

fremstille sine normer som alment gældende.

6.7 EU's gevinster ved samarbejde med Israel og PalæstinaMan kan undres over motivationen for EU's engagement i Israel og Palæstina. Hvilke gevinster vil

EU opnå? Ud fra EU’s strategiplan fremgår det, at en løsning af konflikten mellem Israel og

Palæstina vil øge stabiliteten i andre dele af regionen, hvilket er et mål for EU. Derudover må det

20


forventes, at EU kan opnå nogle handelsgevinster gennem oprettelsen af frihandelsområder og

lempelse af diverse handelsbarriere. Man kan også forestille sig, at stabilitet i Mellemøsten vil

betyde en bedre økonomi i regionen og hermed en højere levestandart og et højere forbrug, som

eventuelt delvist vil dækkes af import fra EU. Som det fremgår af både Middelhavsunionen og

Naboskabspolitikken er EU også meget interesseret i, at parterne arbejder sammen med dem mod

terror, international kriminalitet, narkotikasmugling, illegal immigration osv. Indsatser på disse

områder udenfor EU vil øge EU's sikkerhed og reducere de omkostninger, EU har i bekæmpelsen af

disse problemer.

Israel og Palæstinas gevinst ved at samarbejde med EU vil til gengæld findes bl.a. i finansielle

tilskud og goder. Israel kan, som nævnt, ved samarbejde med EU på sigt opnå at blive en del af det

europæiske fællesmarked, og på kort sigt vil bedre handelsforbindelser og en ENPI-støtte på to

millioner euro årligt kunne ses som gevinster. For Palæstina er der mulighed for finansiel, teknisk

og rådgivningsmæssig støtte fra EU i opbygningen af Palæstina som selvstændig stat. Det fremgår

af budgetterne fra PEGASE, at der fra 2007 til2013 vil blive spenderet ca. 3,4 milliarder euro til

bl.a. genopbygning af Gaza og Vestbredden og til humanitære formål. At EU fortsætter samarbejdet

til trods for en mindre relativ gevinst kan, i hvert fald i samarbejdet med Palæstina, være et

argument for at den neoliberale tankegang har størst potentiale til at forklare naboskabspolitikken.

Da det kan argumenteres at EU ikke ser de relative gevinster som de vigtigste, men er tilfreds med

at opnå en absolut gevinst.

At opgøre gevinster er så godt som umuligt, og et andet resultat af opgørelsen kan være, at EU’s

gevinst er relativt større end Israel og Palæstinas. Det kan nemlig argumenteres, at EU’s opnåede

samarbejde med Israel og Palæstina samt legitimitet til at influere Palæstinas statsdannelse er et

væsentligt større aktiv end den udgift, de har til området. Hvis denne tankegang gør sig gældende,

kan naboskabspolitikken også være udtryk for en neorealistisk tankegang.

Den støtte Palæstina får økonomisk, såvel som teknisk fra EU, kan give grobund for en

asymmetrisk interdependens til EU's fordel.

6.8 Asymmetrisk interdependens mellem EU og PalæstinaAsymmetrisk interdependens er uønskelig for den svageste stat, i dette tilfælde Palæstina, da dette,

ifølge Waltz, giver den stærke enhed magt over den svage part. Det betyder, at EU opnår en vis

magt over Palæstina grundet den asymmetriske interdependens. Et eksempel, på hvordan

asymmetrisk interpendens kan skade en stat, er situationen i Palæstina efter regeringsvalget i 2006.

21


Da Hamas ikke ville afgive de løfter, som det internationale samfund, inklusiv EU, krævede af dem,

suspenderede EU samarbejdet med regeringen og fastfrøs den økonomiske støtte. Kort tid herefter

befandt Palæstina sig i en finansiel, økonomisk og menneskelig krise. Denne situation kan

analyseres ud fra Keohane og Nyes idé om følsomhed og sårbarhed. Palæstina viste sig ved denne

lejlighed at være meget sårbar overfor ændring i EU’s støtte, idet Palæstina ikke formåede at opnå

støtte andre steder fra. Ifølge neorealistisk teori vil en stat altid søge at mindske sin afhængighed af

andre. Palæstina skulle altså have gjort deres afhængighed mindre, inden de kom til det punkt, hvor

EU's indflydelse var så stor. Palæstinas accept af at være afhængig af EU såvel som det

internationale samfund kan dog meget vel hænge sammen med, at hjælp og støtte fra EU og det

resterende internationale samfund er essentiel for, at staten nogensinde vil blive oprettet. Man kan

se det som en modsætning til Waltz tese om, at en stat søger overlevelse ved at undgå samarbejde,

da Palæstina, i hvert fald indtil 2006, søgte overlevelse ved at styrke sit samarbejde. Grunden til den

omvendte tese kan meget vel være, at Palæstina falder udenfor Waltzs organisationsprincip, idet

Palæstina endnu ikke er en fast håndgribelig stat, der har funktionslighed med andre stater.

6.9 EU's begrænsede magt Palæstinas sårbarhed efter valget i 2006 blev mindsket af, at EU ikke kunne lade stå til, mens

civilbefolkningen ramtes hårdere og hårdere af krisen. EU valgte derfor selv at være med til at

mindske Palæstinas sårbarhed ved at gennemfører deres samarbejde på et andet niveau, nemlig

direkte til befolkningen og gennem PLO. EU's mulighed for at influere palæstinensisk politik blev

altså formentlig begrænset, fordi EU ønsker at fremstå som en normativ magt. Deres legitimitet

ville skades af, at dens politik i stedet for at fremme sikkerhed, stabilitet og trivsel medførte en

eskalation af den humanitære krise i de palæstinensiske områder. EU's rolle som en normativ magt

begrænsede følgelig unionens mulighed for at influere palæstinensiske politik.

Fastfrysningen af den økonomiske støtte var også problematisk for EU, da gennemførslen af

regeringsvalget var et led i køreplanen for fred. Som en normativ magt burde EU belønne og bakke

op om det demokratiske, retfærdige valg, da dette var en opfyldelse af FUSP’s mål om at sprede

demokrati. Med valget af Hamas som regeringsparti viste det sig, at der i køreplanen for freds fase

to er gjort en fejlagtig antagelse; nemlig at demokrati er lig med en udvikling mod et fredeligt styre.

6.10 Palæstinas mangefacetterede selvValget i 2006 støtter op om Keohane og Nyes anskuelse af, at det er problematisk at anse en stat

som en enhed med et selv. I Palæstina er ”selvet” i høj grad splittet, endog på et meget fundamentalt

22


område: Hvorvidt det bør anerkendes, at territoriet deles med Israel eller ej. EU’s løsning på

samarbejdsproblemet med Hamas kan ses som en bekræftelse af den neoliberale institutionalismes

tese, om at institutioner og organisationers samarbejde i og mellem stater spiller en øget rolle i

vores nuværende samfundsform.

Når EU i stedet for det intergovernmentale samarbejde formår at samarbejde på andre niveauer,

viser det at deres udenrigspolitik både har et neorealistisk præg, først forsøger man at samarbejde

med regeringen som en repræsentant for statens selv, men også en neoliberal institutionalistisk

tilgang i det der er en anerkendelse af at regeringen ikke kan repræsentere alle undergrupper, hvilket

giver mulighed for at der kan samarbejdes med institutioner på lavere niveauer.

6.11 EU’s politikker - belønningspolitikDe EU politikker, der involverer Israel og Palæstina, kommer i høj grad igennem som politikker,

der belønner de to parter hvis udviklingen går efter EU’s ønsker, men ikke straffer hvis udviklingen

tager en uønsket drejning. Som Sjuersen beskriver, er netop det, at EU ofte bruger ikke-militære

midler og belønning frem for straf, med til at skabe EU's image som en normativ magt. EU’s

normative tilgang til konflikten ses ved, at politikkerne ikke inkluderer sanktioner a la ”hvis I ikke

følger køreplanen for fred, mindsker vi den finansielle støtte,” men i stedet bygger på betingelser,

som skal opfyldes for, at belønning opnås.

Gennemgang af Middelhavsunionen og naboskabspolitikken viser, at der intet sted i er nævnt noget

om militærstyrke eller trusler om angreb. I et neorealistisk perspektiv kan EU’s manglende militære

indblanding forklares med, at konflikten mellem Israel og Palæstina ikke direkte truer unionens

eksistens men blot er et internationalt problem, som kræver opmærksomhed fra det internationale

samfund. Neoliberalistisk kan det manglende militærengagement ses som følge af, at militære

aktioner kun benyttes som sidste udvej, idet de er svære at kontrollere, omkostningstunge og usikre.

Desuden harmonerer militære indgreb meget dårligt med opbygningen af en normativ magt og ville

være svær for EU at legitimere.

6.12 Magt i den internationale politikUd fra den neorealistiske internationale politikstruktur kan man se EU’s engagement i konflikten

som strategisk for, at EU kan fastslå sin rolle som en magthaver i international politik. At en enhed

gør noget for at gavne det internationale system indikerer, ifølge Waltz, at enheden har stor

kapabilitet, idet enheder med stor kapabilitet er de eneste, der kan tage internationale problemer på

sig. EU’s deltagelse i konfliktløsningen kan derfor indikere, at EU er en enhed med stor kapabilitet.

23


Kapabilitet siger noget om enhedens magtfuldhed, som afgøres ud fra bl.a. politik, økonomi,

samarbejdspotentiale og militærstyrke. Hvis vi skal vurdere EU's magt ud fra disse faktorer, kan

man gennem Middelhavsunionen og naboskabspolitikken se, at EU har en evne til at samarbejde, og

at den politik, EU fører, syntes attraktiv for de udestående lande. Attraktiviteten ses igennem nabo-

og middelhavslandes interesse i at være med i EU's samarbejder og deres villighed til at tilpasse

love og handelsvilkår til europæisk standard. Derudover tæller EU 27 lande hvilket udgør verdens

største frihandelsområde. Disse forhold styrker den tese, at EU må betragtes som en temmelig

magtfuld aktør på den internationale scene.

6.13 Mellemøstkvartettens neorealistiske og neoliberal institutionalistiske aspekterMagtbalancen mellem de internationale aktører der er involveret i konfliktløsningen i Israel og

Palæstina, bliver af særlig relevans, når man ser på Mellemøstkvartetten med et neorealistisk blik.

I Mellemøstkvartetten optræder EU lig en stat idet det er Javier Solana og Benita Ferrero Waldner

der repræsentere EU og ikke medlemslandende. Ifølge Waltz vil enheder altid søge at udligne

magtbalancen mellem dem for ikke at miste deres position. Årsagen til at landene i

Mellemøstkvartetten involvere sig i konflikten kan med dette blik altså skyldes, at ingen af

enhederne ønsker, at miste sin position overfor de andre. Altså at der er en slags konkurrence om at

bevise sin magtfuldhed gennem engagementet i konflikten. Den ønskede magtbalance opnås ved, at

alle fire aktører engagerer sig og derved afbalancerer hinandens magt.

En anden årsag kan være, at deltagelse i Mellemøstkvartetten er et symbol til omverden om, at man

har stor nok kapabilitet til at være til gavn på den internationale scene og derved opnå status som

magtfuld i den internationale politik. Status er relevant, da en enhed, ifølge Waltz, kun er en

stormagt, hvis den anses som en stormagt internationalt.

At hele fire aktører vælger at samarbejde, kan ses som et udtryk for verden multipolaritet, idet man

ellers ville vente at en aktør eller to aktører ville pådrage sig opgaven.

Mellemøstkvartettens rolle i konflikten mellem Israel og Palæstina kan være et udtryk for, at der er

hersker international konsensus om hvilke enheder, der har kapabilitet til at løfte internationale

opgaver i international politik.

6.14 Kompleks interdependens i MellemøstkvartettenFra et neoliberalt institutionalistisk syn kan Mellemøstkvartettens samarbejde ses ud fra Keohane og

Nyes teori om kompleks interpendens. Teorien er meget interessant i forhold til det paradigme,

indenfor hvilken EU fører sin udenrigs og sikkerhedspolitik overfor Israel og Palæstina, nemlig et

24


paradigme, der præges af tæt samarbejde med resten af det internationale samfund. Både i

Palæstinas og Israels handlingsplaner er overholdelsen af køreplanen for fred tungt vægtet, ligesom

den er det i forbindelse med oprettelsen af både politi- og grænsemissionen. Endvidere ses det, at

EU's finansielle støtte til humanitære opgaver i Palæstina gives gennem UNWAR, en FN

organisation. Det fremgår altså tydeligt, at hvert skridt EU tager i forbindelse med konfliktløsningen

er nøje afmålt med Mellemøstkvartettens. Dette aspekt kan ses som en effekt af, at der er en

komplekse interdependens mellem EU, FN, USA og Rusland, som svare til Keohane og Nyes

beskrivelse. Disse enheder er i høj grad forbundet på alle niveauer i samfundet, er afhængige af

hinanden på en række områder og må som følge heraf tage hensyn til hinandens

konfliktløsningsmodeller for at undgå at skabe splid. Denne tese vil dog betyde, at Keohane og

Nyes frygt for at kompleks interdependens ikke har spredt sig til sikkerhedspolitiske spørgsmål er

ubegrundet, i hvert fald i forhold til konflikten mellem Israel og Palæstina.

7. KonklusionMiddelhavsunionen og Naboskabspolitikken med handlingsplaner er de EU-politikker, der bruges

som en del af konfliktløsningen mellem Israel og Palæstina. Disse politikker er vedtaget gennem

den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik. FUSP’s målsætning om at sprede EU standarter, værdier

og normer kan i høj grad anses som et ønske om at være en normativ magt. I FUSP’s opbygning ses

et neorealistisk perspektiv, idet beslutninger vedtages i rådet, hvor medlemsstaterne individuelt har

magt til at bremse et forslag. Medlemsstaternes valg om at samarbejde om sikkerheds- og

udenrigspolitik kan dog forklares ud fra en neoliberal institutionalistisk tanke om kompleks

interdependens’ påvirkning af stater, hvor politikker, der før var nationale, bliver internationale som

følge af det omfattende samarbejde.

Middelhavsunionen og naboskabspolitikkens fokus på samarbejde og dialog tyder på, at EU har et

neoliberalt institutionalistisk syn på samarbejde: At samarbejde mindsker usikkerheden mellem

staterne, og at dialog, som styrkes ved samarbejde, gør, at informationer spredes. Da

informationsrige samfund anses som mere stabile, kan EU gennem disse politikker nærme sig sit

mål om sikkerhed, stabilitet og velfærd. Altså indikerer politikkerne, at EU ønsker at løse

internationale konflikter ved at institutionalisere og herigennem fordre samarbejde.

Middelhavsunionen og naboskabspolitikken rummer en række elementer, der kan ses som EU's

ønske om at præge Palæstina og Israel til at nærme sig EU’s standarter både omkring demokrati og

25


retssikkerhed men også omkring liberale markedsprincipper og lovgivning. Dette giver både det

indtryk, at EU ønsker at spille en rolle som en normativ magt i international politik, og af, at EU

stræber mod at skabe industrialiserede samfund. Fra et neoliberalt instutionalistisk syn kan dette

forklares ved, at der blandt industrialiserede samfund opstår højere grad af interdependens og

eventuelt kompleks interdependens. Disse er ønskelige tilstande, da de medfører at samfundene i

højre grad tager hensyn til hinandens ønsker og forsøger at opretholde et godt forhold til hinanden.

Når enheder samarbejder, opstår der dependens mellem de to parter, denne kan være asymmetrisk,

hvilket ifølge Keohane og Nye gør, at den mindst afhængige part kan influere den anden enhed,

særligt hvis denne er sårbar. I forholdet mellem EU og Palæstina ses en grad af asymmetrisk

interdependens, som blev tydelig da EU stoppede samarbejdet med Hamas i 2006. Palæstinas

afhængighed af EU kan EU benytte til at influere den politik, Palæstina førte. EU kunne dog ikke

udnytte situationen fuldt ud, idet EU selv havde opfordret til det valg, der førte til Hamas’ ledelse.

Desuden ville EU’s legitimitet som en normativ magt falde, hvis dens handlinger medførte

ustabilitet og nød.

Hvorvidt politikkerne rummer neorealistiske elementer, afhænger i nogen grad af, om der kan

argumenteres for, at EU opnår en relativt større gevinst ved samarbejdet end partnerlandene eller ej.

Hvis EU's relative gevinster er højere, kan EU's engagement i konflikten ses som en måde, hvorpå

enheden kan gøre noget godt for systemet ved samtidig at handle for sit eget bedste. Hvis EU’s

gevinster anses for lavere end Israel og Palæstinas tyder det på, at EU blot ønsker at opnå en

gevinst, hvilket er en neoliberal institutionalistisk tilgang til samarbejde.

Derudover ses det, at neorealismens vægt på militærmagt ikke afspejles i politikkerne. Der er ingen

militærtrussel fra EU's side, og dette kan neorealistisk forklares ved, at løsningen på konflikten

mellem Palæstina og Israel ikke er nødvendig for EU's overlevelse.

Mellemøstkvartetten kan fra et neoliberalt institutionalistisk perspektiv ses som en institution, der er

opstået for at løse et internationalt problem. Samarbejdet forgår mellem parter, der har en kompleks

interdependes og kan forklares ved, at aktørerne på denne måde undgår at skabe splid imellem sig

ved at skabe et kompromis om, hvorledes konflikten skal løses.

Mellemøstkvartetten kan fra et neorealistisk perspektiv fremstå som et samarbejde, hvorigennem

internationale aktører søger at opnå en magtbalance mellem hinanden. Kvartetten giver samtidig

26


parterne mulighed for at promovere deres magtfuldhed overfor omverden, hvilket kan hjælpe dem

med at opnå status som supermagter. Denne vinkel indikerer altså, at EU ønsker at promovere sig

som en supermagt.

De normative elementer i de nævnte EU-politikker er uomtvistelige. I alle politikker nævnes

menneskerettigheder, frihedsrettigheder, demokrati, stabilitet og retsstatsprincipper som noget

partnerlandene med EU's hjælp skal opnå. Dette viser, at EU's mål er at promovere sine egne

normer og værdier til partnerlandene.

27


8. Bibliografi

1. Alecu, D. F., & Regelsberger, E. (2005). The EU and interregional cooperation. In C. Hill, & M. Smith (Eds.), International relations and the european union (1st ed., pp. 317-341). New York: Oxford University Press.

2. Andretta, F. (2005). Theory and the european unions international relations. In C. Hill, & M. Smith (Eds.), International relations and the european union (1st ed., pp. 19-37). New York: Oxford Univercity Press.

3. Commission of the European Communities. (2008). COMMISSION STAFF WORKING DOCU-MENTaccompanying the communication from the commission to the council and the european parliament ‘Implementation of the european neighbourhood policy in 2007’progress report the occupied palestinian territory (Working Document No. SEC(2008) 400). Brus-sels: Commission of the European Communities. (Progress Report the occupied Palestinian territory)

4. Co-secretary of the EU-Israel Association Council. (2005). EU/Israel action plan. Retrieved 03.03, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/action_plans/israel_enp_ap_final_en.pdf

5. De Europæiske Fællesskaber. (2009). Europa glossar. Retrieved 01.04, 2009, from http://europa.eu/scadplus/glossary/accession_criteria_copenhague_da.htm

6. Diez, T. (2005). Constructing the self and changing others: Reconsidering `Normative Power Europe'. Millennium - Journal of International Studies, 33(3), 613-636.

7. European Commission. (2003). A secure europe in a better world; european security strategy Re-trieved 25.03, 2009 from http://consilium.europa.eu/uedocs/cmsUpload/78367.pdf

8. European Commission. (2007). European neighbourhood and partnership instrument (ENPI) fund-ing 2007-2013. Retrieved 20.03, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/country/0703_enpi_figures_en.pdf

9. European Commission. (2008). Communication from the commision to the european parliament and the council. barcelona process: Union for the mediterranean. Retrieved 3.3, 2009, from http://ec.europa.eu/external_relations/euromed/docs/com08_319_en.pdf

10. European Commission. (2008). EC support to UNRWA. Retrieved 15.03, 2009, from http://ec.europa.eu/external_relations/occupied_palestinian_territory/docs/ec_unrwa_factsheet_en.pdf

11. European Commission Technical Assistance office for the West Bank & Gaza Strip. (2008). Origin of PEGASE? Retrieved 04.04, 2009, from http://www.delwbg.ec.europa.eu/en/funding/pegas_docu-ments.htm

12. European Union. (2008). Statement by the european union on the situation in themiddle east. Retrieved 02.03, 2009, from http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/en/cfsp/105082.pdf

28

http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/en/cfsp/105082.pdf

http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/en/cfsp/105082.pdf

http://www.delwbg.ec.europa.eu/en/funding/pegas_documents.htm

http://www.delwbg.ec.europa.eu/en/funding/pegas_documents.htm

http://ec.europa.eu/external_relations/occupied_palestinian_territory/docs/ec_unrwa_factsheet_en.pdf

http://ec.europa.eu/external_relations/occupied_palestinian_territory/docs/ec_unrwa_factsheet_en.pdf

http://ec.europa.eu/external_relations/euromed/docs/com08_319_en.pdf

http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/country/0703_enpi_figures_en.pdf

http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/country/0703_enpi_figures_en.pdf

http://consilium.europa.eu/uedocs/cmsUpload/78367.pdf

http://europa.eu/scadplus/glossary/accession_criteria_copenhague_da.htm

http://europa.eu/scadplus/glossary/accession_criteria_copenhague_da.htm

http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/action_plans/israel_enp_ap_final_en.pdf


13. Folketingets EU-oplysning. (2007). EUs traktater; rom, maarstricht, amsterdam, nice, udvidelsen 2004, udvidelsen 2007. Retrieved 4.3, 2009, from http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/bc311283/Traktat.pdf

14. Folketingets EU-oplysning. (2009). Barcelona processen: Middelhavsunionen. Retrieved 02.03, 2009, from http://www.eu-oplysningen.dk/nyheder/euidag/2008/maj/middelhavsunionen/

15. Jackson, R., & Sørensen, G. (2007). Introduction to international relations, theories and approaches (third ed.). New York: Oxford University Press.

16. Keohane, R. O., & Nye, J. S. (2001). Power and interdependence (Third Edition ed.). USA: Longman.

17. Scadplus. (26/07/2005). Barcelona-erklæringen og euro-middelhavspartnerskab. Retrieved 15.02, 2009, from http://europa.eu/scadplus/leg/da/lvb/r15001.htm

18. Sjursen, H. (2006). What kind of power. Journal of European Public Policy, 13(2), pp. 169-181.

19. Solana, J. (2006). MIDDLE EAST PEACE PROCESS: Appearance before the european parliament. Retrieved 13.03, 2009, from http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressdata/EN/discours/89164.pdf

20. Spokesperson of the Secretary General, High Representative for CFSP. (2009). Javier Solana,EU high representative for the common foreign and security policy,tours the ruins of gaza. Retrieved 30.03, 2009, from http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_Data/docs/pressdata/en/discours/106458.pdf

21. The Council of the European Union. (2005). COUNCIL JOINT ACTION 2005/797/CFSPof 14 november 2005, on the european union police mission for the palestinian territories. Official Journal of the European Union, 65-69. Retrieved 16.03, 2009, from http://eur-lex.europa.eu/LexUr-iServ/site/en/oj/2005/l_300/l_30020051117en00650069.pdf

22. The Council of the European Union. (2005). COUNCIL JOINT ACTION 2005/889/CFSPof 12 december 2005, on establishing a european union border assistance mission for the Rafah crossing point (EU BAM rafah). Retrieved16.03, 2009, from http://www.eubam-rafah.eu/portal/files/l_32720051214en00280032.pdf?phpMyAdmin=6b3c168c0ab1e47ba9433fc8204502cb

23. The Council of the European Union. (2008). ACTS ADOPTED UNDER TITLE V OF THE EU TREATYCOUNCIL JOINT ACTION 2008/862/CFSP of 10 november 2008, amending joint action 2005/889/CFSP on establishing a european union border assistance missionfor the Rafah crossing point (EUBAM rafah). Official Retrieved 16.03, 2009, from http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2008:306:0098:0098:EN:PDF

24. The European Council. (2004). Communication from the commission; european neighbourhood policy - strategy paper. Retrieved 3.3, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/strategy/strategy_paper_en.pdf

29

http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/strategy/strategy_paper_en.pdf

http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/strategy/strategy_paper_en.pdf

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2008:306:0098:0098:EN:PDF

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2008:306:0098:0098:EN:PDF

http://www.eubam-rafah.eu/portal/files/l_32720051214en00280032.pdf?phpMyAdmin=6b3c168c0ab1e47ba9433fc8204502cb

http://www.eubam-rafah.eu/portal/files/l_32720051214en00280032.pdf?phpMyAdmin=6b3c168c0ab1e47ba9433fc8204502cb

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/site/en/oj/2005/l_300/l_30020051117en00650069.pdf

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/site/en/oj/2005/l_300/l_30020051117en00650069.pdf

http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_Data/docs/pressdata/en/discours/106458.pdf

http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_Data/docs/pressdata/en/discours/106458.pdf

http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressdata/EN/discours/89164.pdf

http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressdata/EN/discours/89164.pdf

http://europa.eu/scadplus/leg/da/lvb/r15001.htm

http://www.eu-oplysningen.dk/nyheder/euidag/2008/maj/middelhavsunionen/

http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/bc311283/Traktat.pdf


25. The European Parliament, & The European Council. (2006). REGULATION (EC) no 1638/2006 OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUN-CIL of 24 october 2006, laying down general provisions establishing a european neighbourhood and partnership instrument.. Retrieved 07.03, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/oj_l310_en-.pdf

26. The European Union. (2008). EU/Palestinian authority action plan. Retrieved 12.03, 2009, from http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/action_plans/pa_enp_ap_final_en.pdf

27. The Quartet. (2003). A performance-based roadmap to a permenent two-state solution to the israeli-palestinian conflict. Retrieved 07.03, 2009, from http://domino.un.org/unispal.nsf/5ba47a5c6ce-f541b802563e000493b8c/6129b9c832fe59ab85256d43004d87fa!OpenDocument

28. Udenrigsministeriet. (2007). Landefakta Gaza/Vestbreden. Retrieved 26.02, 2009, from http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaMellemoesten/LandefaktaGaza.htm

29. UN Secretary-General, & Department of Public Information. (2008). Statement by middle east quar-tet. Retrieved 27.03, 2009, from http://www.un.org/News/Press/docs/2008/sg2145.doc.htm

30. United Nations. Question of palestine; history. Retrieved 28.02, 2009, from http://www.un.org/Depts/dpa/ngo/history.html

31. Wæver, O. (1992). Introduktion til studiet af international politik. København: Forlaget Politiske Studier.

32. Wallace, H., Wallace, W., & Pollackv, M. A. (Eds.). (2005). Policy-making in the european union (5th ed.). New York: Oxford University Press.

33. Waltz, K.N. (1979). Theory of international policy (first ed.). USA: McGrawe-Hill, Inc.

34. Waltz, K. N. (1993). The emerging structure of international politics. International Security, 18(2), 44-79.

30

http://www.un.org/Depts/dpa/ngo/history.html

http://www.un.org/Depts/dpa/ngo/history.html

http://www.un.org/News/Press/docs/2008/sg2145.doc.htm

http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaMellemoesten/LandefaktaGaza.htm

http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaMellemoesten/LandefaktaGaza.htm

http://domino.un.org/unispal.nsf/5ba47a5c6cef541b802563e000493b8c/6129b9c832fe59ab85256d43004d87fa!OpenDocument

http://domino.un.org/unispal.nsf/5ba47a5c6cef541b802563e000493b8c/6129b9c832fe59ab85256d43004d87fa!OpenDocument

http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/action_plans/pa_enp_ap_final_en.pdf

http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/oj_l310_en.pdf

http://ec.europa.eu/world/enp/pdf/oj_l310_en.pdf

indledning - pure.au.dkpure.au.dk/portal/files/5485/eu_som_international_konflik… · web...

Documents