bedre ældrepleje vha. marte meo metoden

Bedre Ældrepleje - ved hjælp af Marte Meo metoden

Mariagerfjord kommune

Rapporten er udarbejdet af: Helle Højbo Schjoldager, cand.pæd.pæd, lektor v/UCN Helle Meyer, cand.psych., lektor v/UCN

Rapporten er udarbejdet forVidencenter for evaluering i praksis, CEPRA Layout Kommunikationsmedarbejder Yvonne Miller, UCN

Marts 2009

Forord

Nationalt Videncenter for Evaluering i Praksis, CEPRA, University College Nordjylland beskæfti-ger sig professionelt med et bredt spektrum af evalueringsfaglige problemstillinger. CEPRA løser opgaver med:

Evaluering af kommunale indsatser i det pædagogiske område•Undervisning i evalueringsfaglighed •Undervisning i evalueringskultur på skoler•Kursusvirksomhed•Konsulentvirksomhed•Rådgivning•

Evalueringen ” Bedre Ældrepleje - ved hjælp af Marte Meo metoden” er udført i efteråret 2008 og afsluttet i foråret 2009.

Læs mere om CEPRA på www.cepra.dk

Med venlig hilsen

Tanja MillerVidencenterleder ph.d.

Indhold

Forord

1. Indledning 1

2. Sammenfatning 3

3. Evalueringsdesign 73.1 Evalueringsmetode 7

3.2. Programteori 10

4. Evalueringsresultater 154.1 Udvikling af medarbejdernes relationskompetence 15

4.1.1. Et medarbejderperspektiv 15

4.1.2. Terapeutstuderendes perspektiv 18

4.1.3. Et lederperspektiv 20

4.1.4. Delkonklusion 22

4.2 Marte Meo - trivsel og livskvalitet for borgeren med demens 24

4.2.1. Tegn på øget trivsel og livskvalitet 24


4.3 Fremmende og hæmmende faktorer i implementeringen 30 4.3.1. Faktorer, der understøtter 30

4.3.2. Faktorer, der hæmmer 34


5. Konklusion 37

6. Noter 40

7. Litteraturliste 41

Bilag 42

1. Indledning

Fokus i nærværende evaluering er Mariagerfjord Kommunes projekt Bedre Ældrepleje. Formålet med projektet er iflg. projektbeskrivelsen at give personalet ved boformer/afsnit for borgere med demens indsigt i og redskaber til at kommunikere med borgeren på en for begge parter anerkend-ende måde – nærmere bestemt ved hjælp af Marte Meo metoden. (Projektansøgning pkt. 6).

Projekt Bedre Ældrepleje omfatter 4 boformer/demensafsnit og består af følgende konkrete tiltag:

Grundkursus for ledere samt medarbejdere, der arbejder med borgere med demens, i de 4 •boformer/demensafsnit. Grundkurset gennemføres over 5 dage á 6 lektioner fordelt hen over foråret 2008 og organiseres med 12 deltagere pr. undervisningshold. Undervisningen varetages af uddannede Marte Meo terapeuter.

Uddannelse af 4 Marte Meo terapeuter. Uddannelsen løber over 12 -15 måneder og forventes •afsluttet i foråret 2009 (oprindelig planlagt afsluttet i december 2008). Uddannelsesforløbet om-fatter 18 undervisningsdage á 6 lektioner fordelt over hele perioden. Hertil kommer hjemmeop-gaver (5 – 10 timer pr. uge). Hver studerende skal i løbet af uddannelsen optage 5 samspils-forløb fra deres arbejdsplads (medarbejder – borger), hvoraf det ene forløb er prøvegrundlag. Uddannelsen kvalificerer deltagerne til at analysere videooptagelser ud fra Marte Meo metodens kommunikationsprincipper samt til at give faglig feedback til kolleger på baggrund af nævnte kommunikationsprincipper. Uddannelsesforløbet varetages af en Marte Meo supervisor.

Succeskriterierne for projekt Bedre Ældrepleje er beskrevet således i projektansøgningens pkt. 10:

At medarbejderne i tanke, sprog og handling forholder sig til den demente borger som et men-•neske, der gør, hvad vedkommende kan for at samarbejde og kommunikere sine behov.At den professionelle lærer at medtænke sig selv som den ene halvdel af en samarbejdsrelation •med den demente og arbejde bevidst med sine egne kommunikative og samarbejdsmæssige kompetencer.At opnå større fælles faglig forståelse for kommunikationens og samarbejdets betydning for de •dementes trivsel og livsglæde i de enkelte boenheder og på tværs af boformer.

På baggrund heraf formuleres det overordnede evalueringsspørgsmål således:

1

Har personalet – med baggrund i uddannelsesforløbet – udviklet deres relationskompetencer jf. Marte Meo principperne i arbejdet med borgere med demens? Hvad har virket fremmende henholdsvis hæmmende i denne proces i forhold til at forbedre trivslen og livskvaliteten hos borgere med demens ved hjælp af Marte Meo principperne?

2

I nedenstående afsnit sammenfattes de centrale elementer i den samlede evaluering.

Projekt Bedre Ældrepleje ved hjælp af Marte Meo metoden bygger på en række antagelser om, hvorfor det har betydning for kvaliteten af indsatsen over for borgeren med demens at arbejde med udvikling af medarbejdernes relationskompetence, og hvorfor Marte Meo metoden kan være et brugbart redskab i denne indsats.

Den grundlæggende antagelse er, at kommunikationen og samspillet mellem medarbejder og borger har afgørende betydning for borgerens trivsel og livsglæde. Marte Meo metoden er ressourceorien-teret og bygger på en tro på, at alle mennesker har potentialer i sig til at udvikle kommunikationen i samspil med andre. Antagelsen er, at udvikling af medarbejdernes relationskompetence kan føre til, at medarbejderne oplever større tilfredshed og arbejdsglæde, hvilket igen vil have en afsmittende positiv virkning på borgerne. Borgeren med demens er en person, der gør, hvad vedkommende kan for at samarbejde og kommunikere sine behov, og borgeren har brug for støtte for at kunne mestre de opgaver, vedkommende står overfor.

Projektet er beskrevet ved hjælp succeskriterier, der omhandler medarbejdernes syn på borgere med demens, medarbejdernes bevidsthed om betydningen af at arbejde med egne kommunika-tive kompetencer samt medarbejdernes faglige forståelse for kommunikationens og samarbejdets betydning i forhold til trivsel og livsglæde for borgere med demens.

Evalueringen viser, at implementeringen af Marte Meo har betydet, at medarbejderne gennem anv-endelse af Marte Meo metoden og dens fem principper for udviklingsstøttende kommunikation har udviklet deres samspil og kommunikation med borgeren med demens på en måde, der synes at fremme borgerens trivsel, værdighed og livsglæde og dermed bidrage til en øget livskvalitet. Både medarbejdere, terapeutstuderende og ledere er enige herom.

Medarbejderne oplever, at de i forhold til tidligere har en øget og forbedret kontakt med borgeren med demens. Anvendelsen af Marte Meo principperne har gjort det lettere for dem både at forstå borgerens behov og at blive forstået af borgeren - de er i højere grad end tidligere i stand til at aflæse borgerens kropssprog, at følge og bekræfte de initiativer, som borgeren tager, at benævne egne initiativer og at give tid i turtagningen.

2. Sammenfatning

3

De terapeutstuderende og lederne bekræfter medarbejdernes vurdering: der er sket store foran-dringer. Tolerancen er øget, og samspillet er præget af varme og tålmodighed.

Evalueringen viser, at medarbejderne er blevet mere bevidste om kommunikationens betydning, og at de har opnået større faglig forståelse for kommunikationens betydning. De gode oplevelser og erfaringer, som medarbejderne får, når de anvender Marte Meo principperne bevidst, synes i sig selv at stimulere til at arbejde med udvikling af egne kommunikative kompetencer. Medarbejderne oplever, at de lykkes i kommunikationen med borgeren, når de anvender Marte Meo principperne, og de oplever, at de ved at justere egne initiativer og reaktioner i kommunikationen skaber forud-sætninger for borgerens måde at være til stede i kommunikationen på. Den faglige energi vokser, og arbejdsglæden øges. Tendensen synes at være, at medarbejderne nu i stigende grad udfordrer og støtter hinanden i at holde fast i Marte Meo metoden.

Evalueringen viser endvidere, at implementeringen af Marte Meo metoden har medført et ændret syn hos medarbejderne på borgeren med demens: borgeren ses som en person, der kommunikerer og gerne vil samarbejde.

Det fremhæves i evalueringen, at det kan være vanskeligt at vurdere og tolke andre menneskers trivsel og livskvalitet, men både medarbejdere, ledere og terapeutstuderende identificerer en række tegn, der tyder på, at trivslen og livskvaliteten øges for borgere med demens gennem bevidst anv-endelse af Marte Meo metoden og dens principper for udviklingsstøttende kommunikation. Ifølge medarbejdere, ledere og terapeutstuderende er borgerne med demens generelt blevet mere rolige, de har færre vredesudbrud og viser mere glæde og selvværd. Antallet af konflikter er faldet. Også enkelte pårørende har bemærket forandringer hos familiemedlemmet.

Ovennævnte understøttes af udvalgte filmklip. Filmsekvenserne viser, at borgeren udtrykker glæde, når initiativer bliver set og hørt, og når der gives gradueret støtte og tid til at kommunikere.

I evalueringen spørges der til, hvad der har virket henholdsvis fremmende og hæmmende i imple-menteringen af Marte Meo i de deltagende boformer. Evalueringen viser, at følgende faktorer i sær-lig grad har understøttet implementeringen:

4

Medarbejderne har fra projektets begyndelse af haft en høj grad af motivation, og motivationen •synes at være blevet fastholdt i den indledende fase. Grundkurset har i denne forbindelse været en vigtig motivationsfaktor. En eller flere personer har holdt fast i projektet og fungeret som tovholder(e) i processen.•De terapeutstuderende har spillet en meget aktiv rolle, bl.a. i kraft af de obligatoriske filmninger, •der er et led i deres uddannelsesforløb. Alle medarbejdere (forår 2008)– herunder også terapeutstuderende og ledere – har deltaget •i identiske grundkurser og er således i samme periode blevet indført i de samme faglige be-greber.Filmninger af samspilssekvenser ser ud til at rumme et særligt potentiale i forhold til at synlig-•gøre borgerens initiativer og til som medarbejder at kunne se sig selv som forudsætning for borgerens måde at være til stede i kommunikationen på.

Evalueringen viser ligeledes, at følgende faktorer ser ud til at have hæmmet implementeringen af Marte Meo:

Udskiftning i personalegruppen betyder, at en del af medarbejderne ikke har fået en •grundlæggende indføring i Marte Meo metoden og dens principper. Både ledere og medar-bejdere foreslår, at der fra forvaltningens side tages initiativ til opsamlingskurser/opfølgning-skurser.Oplevelsen af uklare rammer og aftaler, fx omkring arbejdsmæssige forhold og perspektiver for •det videre arbejde, synes at kunne medføre usikkerhed. Tekniske problemer i forbindelse med filmninger har været en stor barriere i uddannelsesforlø-•bet for de terapeutstuderende.

5

6

Evalueringen afsluttes med følgende refleksion – formuleret på tværs af ovennævnte fremmende og hæmmende faktorer:

Der synes at være grund til at antage, at det videre arbejde med implementering og forankring af Marte Meo metoden i de deltagende boformer/demensafsnit vil kunne understøttes af, at der fortsat arbejdes med at udvikle og tydeliggøre rammerne herfor, fx i form af aftaler/handleplaner for teamsamarbejde, tovholderfunktioner, aftaler vedrørende tid til filmninger og tilbagemeldinger herpå samt fortsat uddannelse af personalet/opfølgning på grundkurset.

3.1 EvalueringsmetodeEvalueringen er tilrettelagt som en virkningsevaluering, hvor det primære formål er at undersøge, hvad der virker i indsatsen, for hvem indsatsen virker og under hvilke betingelser, den virker. Virkn-ingsevaluering tager således udgangspunkt i tydeliggjorte og eksplicitte forestillinger om, hvorfor og hvordan en given indsats virker (”programteorien”). (Dahler-Larsen 2006a og b). Programteorien forklarer, hvordan indsatsen omsættes til resultater. Virkningsevaluering bygger dermed bro mellem processer og effekter. (Dahler-Larsen 2006a:51).

Programteorien er opbygget ud fra følgende kilder:Mariagerfjord Kommunes projektansøgning til Velfærdsministeriet i maj 2007 (Socialministeriet). •Projektskema B.Faglig teori om Marte Meo.•Indledende møde med nøglepersoner i projektet: fagkonsulent i Mariagerfjord Kommune, leder •af boform/afsnit for borgere med demens (medlem af styregruppe), distriktsleder.

Når virkningsevaluering er valgt som grundform på evalueringen i projekt Bedre Ældrepleje, er det ikke tilstrækkeligt at vurdere output i form af viden om og færdigheder i kommunikere ved hjælp af Marte Meo metoden. Designet må også omfatte skabelse af data, der

kan belyse outcome i form af forbedret kommunikation mellem den professionelle og borgeren 1. med demens samt kan give grundlag for en vurdering af, om borgerens trivsel er forbedret. 2.

Endelig må designet jf. det sidste af projektbeskrivelsens succeskriterier omfatte skabelsen af data, der kan belyse outcome i form af større fælles faglig forståelse blandt de professionelle for kom-munikationens og samarbejdets betydning for borgerens trivsel - i de enkelte boformer og på tværs af boformerne.

Følgende figur illustrerer sammenhængen i det ideelle projekt mellem de professionelles holdning/forståelse og adfærd og borgerens holdning/forståelse og adfærd (Sivertsen 2007):

3. Evalueringsdesign

7

Ændring af de professionelles

holdning eller forståelse


adfærd

Ændring af brugernes holdning

eller forståelse

Ændring af brugernes

adfærd

Tid

Nærværende evaluering omfatter forskellige datakilder og gør brug af både kvantitative og kvalita-tive dataindsamlingsmetoder. I oversigtsform er der tale om følgende kilder- og metoder:

Kvantitative data:Spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt alle deltagere i grundkurset (ved kursets afslutning, •forår 2008. Undersøgelsen, der er foretaget via UCN´s procedurer, er et led i Efter- og Videreud-dannelsens sædvanlige kvalitetssikring). Spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt alle deltagere i grundkurset (januar 2009) – dog •ikke de deltagende ledere fra boformerne.

Kvalitative data: Gruppeinterview med de to undervisere på grundkurset.•Fokusgruppeinterview med de fire ledere – en fra hver af de fire boformer/demensafsnit. •Fokusgruppeinterview med de fire terapeutstuderende.•Fokusgruppeinterview med fem medarbejdere. Informanterne er udvalgt af lederne i fællesskab •ud fra følgende kriterier: Repræsentation fra hver boform/hvert demensafsnit samt forskellighed i medarbejdernes uddannelsesbaggrund. Ledergruppen havde oprindelig udpeget seks infor-manter – en enkelt måtte imidlertid melde afbud i sidste øjeblik.

Videoklip fra filmninger i terapeutuddannelsesforløbet. Filmsekvenserne er udvalgt af de terapeutstuderende ud fra kriteriet om, at sekvenserne skal kunne illustrere, at Marte Meo principperne er et anvendeligt redskab for den professionelle, når hun vil udvikle et samspil med borgeren, der giver denne mulighed for at tage aktivt del i kommunikationen, at samarbejde og at mestre sit liv. Der er indhentet tilladelse til brug af de udvalgte filmsekvenser. Valg af fokusgrupper som primær tilgang til gennemførelse af interviews er foretaget ud fra fokus-

8

gruppens kvaliteter som evalueringsmetode samt ud fra beskrivelsen i Mariagerfjord Kommunes projektansøgning pkt. 10: Succeskriterier. Her fremføres bl.a. ønsket om, at projektet skal bidrage til større fælles faglig forståelse […] i de enkelte boenheder og på tværs af boenheder. Fokusgrup-pen udfordrer netop deltagerne til at italesætte deres tavse viden og til at sammenligne hinandens erfaringer og forståelser. Fokusgruppen er velegnet til at producere viden om kompleksiteterne i sociale praksisser (Halkier 2002:15ff).

Alle interviews er gennemført med afsæt interviewguides omhandlende de samme grundlæggende temaer. (Se bilag). Interviewene er optaget på diktafon, og bearbejdningen af data er foretaget med inspiration fra Steinar Kvales fortolkningskontekst (Kvale 2000:211ff.). Materialet er efterfølgende fremsendt til informanterne med mulighed for at kommentere.

Spørgeskemaundersøgelsen i januar 2009 er gennemført ud fra flg. overvejelser: Da ikke alle me-darbejdere er it-brugere, aftales det med lederne, at spørgeskemaerne fremsendes i papirudgave, således at lederne ud fra en medsendt fællesoversigt over kursusdeltagere kan videreformidle spørgeskemaerne til medarbejderne. Medarbejderen udfylder skemaet anonymt og afleverer i en lukket, anonym svarkurvert, hvorefter lederne fremsender til Cepra, hvor besvarelserne bearbejdes i SurveyXact.

Der blev returneret 28 skemaer – en svarprocent på 50, hvilket må siges ikke at være tilfredsstillende, selv om der stort set altid er en bortfaldsproblematik ved alle former for spørgeskemaundersøgels-er. (Boolsen 2008). Mulige forklaringerne på bortfald kan fx være udskiftning i personalegruppen eller fravær i undersøgelsesperioden (sygdom, ferie, kurser m.m.). Det har inden for de givne ram-mer ikke været muligt at lave en bortfaldsanalyse. I forhold til begrebet repræsentativitet er det dog vigtigt at bemærke, at udvælgelsesmetoden omfatter alle deltagende boformer og alle medarbej-dere – ikke blot et udsnit heraf.

9

3.2 ProgramteoriProjekt Bedre Ældrepleje bygger på en række antagelser om, hvorfor det har betydning for kvaliteten af indsatsen overfor borgere med demens at arbejde med udvikling af medarbejdernes relation-skompetencer, og hvorfor og hvordan Marte Meo metoden kan være et brugbart redskab i denne indsats. Med udgangspunkt i Mariagerfjord Kommunes projektansøgning til Velfærdsministeriet (Socialministeriet) maj 2007 opstilles følgende programteori: Borgeren med demens er en person, der gør, hvad vedkommende kan for at samarbejde og kom-munikere sine behov. Borgeren har brug for den nødvendige støtte i situationen for at kunne mestre de opgaver, vedkommende står overfor, dermed kan borgeren bevare sin selvstændighed, integritet og værdighed.

Personer med demens kan have svært ved at aflæse sociale situationer, de bliver usikre og reagerer for nogles vedkommende med verbal eller fysisk aggressivitet. (www.videnscenterfordemens.dk). Det kan i disse situationer, som det hedder i projektansøgningen, være svært for medarbejderne at se borgerens handlinger som samarbejde. Men i den personorienterede omsorg (Kitwood i Weber-skov & Ottesen 2007) møder omsorgsgiveren først og fremmest borgeren som en person, der med sine handlinger søger at kommunikere, dele mening og få opfyldt sine behov. Borgeren må for at bevare sin personlige integritet opleve at blive mødt med genkendelse, respekt og tillid i samspillet med medarbejderne. Omsorgsopgaven drejer sig om at sætte den enkelte i stand til at få størst mu-ligt udbytte af sine ressourcer og dermed bevare selvstændighed og identitet. Netop fordi demens indebærer, hvad der er blevet beskrevet som en afvikling af kognitive, emotionelle og praktiske færdigheder1, bliver det væsentligt, at omsorgspersonalet kan se borgerens behov for støtte og ikke mindst se, hvorledes støtten kan tilpasses borgerens funktionsniveau.

Den professionelle udgør den ene halvdel af samarbejdsrelationen til borgeren, hendes bidrag til relationen har betydende indflydelse på samarbejdet med borgeren.

I dialektisk relationsteori (Møller 2008) antages der at være en snæver sammenhæng mellem men-neskets indre tilstande og den måde, vi bliver mødt på i samspillet. Kvaliteter ved selvet, selvfølelse, selvværd, selvtillid vil basere sig på, hvordan vi bliver mødt. Måden vi er sammen på har således af-gørende betydning for trivsel og udvikling og dermed for kvaliteten af indsatsen i det professionelle arbejde. Vi er hele tiden påvirkelige af samspillet med andre og skaber dermed gensidigt hinandens forudsætninger for trivsel og udvikling. Vores initiativer og reaktioner har med den andens initiativer og reaktioner at gøre. Den professionelle kan således gennem at justere sine egne initiativer og

10

reaktioner i samspillet skabe nye forudsætninger for den andens måde at være til stede på.

Relationen mellem borgeren og omsorgspersonen, herunder hvorledes omsorgspersonen kommu-nikerer og forholder sig, har afgørende betydning for borgerens trivsel og livsglæde.

Relationer har betydning for menneskers udvikling hele livet. Den professionelle må derfor kunne etablere og vedligeholde gode udviklingsstøttende relationer. Relationskompetence kan defineres som evnen til at anerkende og synliggøre det andet menneskes initiativer på den andens egne bet-ingelser og afstemme sin egen reaktion derefter (Møller 2007:56).

Forudsætningen for en anerkendende kommunikation (Projektansøgning s. 6) er, at den professio-nelle respekterer det andet menneskes individualitet og fastholder, at ethvert menneske er subjekt for sine egne oplevelser. Begrebet anerkendelse kan forstås som udtryk for det ”at erkende som værende til”. Når vi anerkender et andet menneske, erkender vi den anden som eksistentiel realitet og i vores måde at reagere på, viser vi det (Møller 2007:20f ).

I den dialektiske relationsforståelse er individ og relation hinandens forudsætning. Vi kan kun blive til som selvstændige individer og udvikle og synliggøre vores egenart gennem anerkendelsen fra den anden (Ibid:189).

I projektansøgningen antages det, at kvaliteten af omsorgsgiverens kommunikation og samspil med borgeren har betydning for borgerens selvstændighed, integritet, værdighed, trivsel og livsglæde. I denne evaluering indkredses og defineres disse begreber ikke nærmere udover de mere generelle antagelser om relationens betydning for individets selvfølelse, som der kort er redegjort for ovenfor. Ligeledes diskuteres heller ikke hvilke parametre, der måtte være tegn på fx trivsel eller livsglæde hos borgeren. Weberskov & Ottesen (2007 s. 16 – 18) oplister i projektet ”Praksisudvikling og do-kumentation af omsorgen for personer med demens ved hjælp af Marte Meo Metoden” en række parametre for livskvalitet, trivsel og integritet hos personer med demens. Ud over de fem Marte Meo principper omfatter disse parametre blandt andet vitalitetsfølelser, øjenkontakt, social opmærk-somhed, samarbejde, medicinforbrug, magtanvendelse og søvn.

Med Marte Meo metoden får medarbejderne et brugbart redskab til at udvikle samarbejdet og kom-munikationen med borgerne.

Marte Meo er en interaktionsanalysemetode, der anvender video til at forbedre og etablere samspil-let mellem mennesker. Marte Meo består af to dele: en analysedel og en interventionsdel. Efter anal-

11

yse af de filmede samspil viser terapeuten udvalgte dele til de mennesker, der har bedt om hjælp. Analysen gør det muligt at finde det enkelte menneskes kompetencer, og der vises således kun klip, hvor kommunikationen lykkedes og er udviklingsstøttende (Ibid:27). Den, der får tilbagemeldingen ser dermed, hvor hun lykkes i sit samspil og kan arbejde videre med netop disse positive tiltag.

I projektansøgningen pkt. 6 fremhæves betydningen af at arbejde med filmninger af samspillet: De positive momenter kan forstørres op og igennem dialog om det, der sker på filmen, og om hvad der skal til for at sådanne samarbejdssituationer kan etableres og fastholdes, skærpes medarbejdernes opmærksomhed på den professionelles indflydelse på det, der sker i samarbejdet med borgeren med demens.

Marte Meo metoden er ressourceorienteret og bygger på en tro på, at alle har potentialer i sig til at udvikle kommunikationen i samspil med andre. Metoden har sit værdigrundlag i den humanistiske tankegang, hvor mennesket betragtes som søgende efter at opnå et meningsfyldt samspil med andre og er inspireret af de dele af nyere udviklingspsykologi, hvor fokus er på det tidlige sam-spil mellem mor og barn og dette samspils afgørende betydning for det lille barns selvudvikling2 (Ibid:208).

Med udgangspunkt i det, der inden for Marte Meo metoden kaldes det naturlige udviklingsstøttende samspil mellem forældre og børn (Ibid. s. 27) arbejdes der ud fra 5 principper for udviklingsstøt-tende kommunikation:

1. At følge initiativ. Der arbejdes med fire måder at vise initiativ på: - det, den anden ser på, - det, den anden gør (handling), - det, den anden siger (ord, lyde), - de følelser, den anden viser.2. At give positiv bekræftelse til initiativer.3. At benævne/sætte ord på initiativer.4. Turtagning.5. Positiv ledelse.

Rough (ibid.) understreger, at i forhold til kommunikation og samspil med mennesker med demens er det især vigtigt at have opmærksomhed på, at voldelig adfærd oftest skyldes angst fordi borg-eren ikke forstår situationen og hvad der forventes af vedkommende og derfor lider nederlag. Det er

12

ligeledes vigtigt at være opmærksom på de nonverbale initiativer, at give trin for trin guidning og at sætte ord på borgeren, i takt med at vedkommende mister evnen til selv at kunne dette. Borgeren skal have megen tid til at reflektere og reagere og har brug for forudsigelighed kombineret med kropssprog. Ligesom borgeren, især i de sidste faser af demensen, har brug for tæt følelsesmæssig kontakt som at blive holdt i hånd, smilet til og blive fulgt i de følelsesmæssige initiativer. I analyse af video må der lægges mærke til, om initiativer bliver set, om der bliver sat ord på initiativer, og om disse bekræftes og følges, om positiv ledelse tager udgangspunkt i funktionsniveauet og viser sig som trin for trin guidning, om personalet sætter ord på egne handlinger for at være forudsigelige og skabe tryghed, og om der er en rar stemning (ibid s. 208).

Udvikling af medarbejdernes relationskompetencer vil kvalificere den faglige indsats og kan føre til, at medarbejderne oplever større tilfredshed og arbejdsglæde. Dette vil have en afsmittende effekt på borgerne.

Arbejdet med Marte Meo metoden kan give medarbejderne en forståelse af, at borgeren gør, hvad vedkommende kan for at samarbejde, og at borgeren er en person, der tager initiativer og har noget for med sit liv. På filmene vil medarbejderen se sig selv i de sekvenser, hvor hun lykkes i sin kommu-nikation med borgeren, og hvor borgeren reagerer positivt, hvilket vil understøtte medarbejderens oplevelse af, at det, hun gør, nytter. Alt sammen processer, der kan antages at give medarbejderne større arbejdsglæde. Medarbejderens bidrag til relationen vil som følge heraf ændre sig, og det får betydning for den anden i relationen, borgeren.

13

4.1 Udvikling af medarbejdernes relationskompetence I første del af kapitel fire sættes fokus på medarbejdernes udvikling af relationskompetence. Kapit-let er disponeret således, at der indledes med medarbejdernes egen vurdering heraf/selvevaluer-ing, hvorefter der følges op med de fire terapeutstuderendes og de fire lederes vurdering. Kapitlet afrundes med en delkonklusion. Denne del af den samlede analyse bygger på data hentet fra såvel undersøgelsens kvantitative som kvalitative del, nærmere bestemt spørgeskemaundersøgelsen foretaget i januar 2009 samt de tre fokusgruppeinterviews med henholdsvis medarbejdere, tera-peutstuderende og ledere.

4.1.1 Et medarbejderperspektivNår der spørges til medarbejdernes vurdering af egen og kollegers relationskompetence, så er billedet tydeligt: Medarbejdernes vurdering er, at indføringen i Marte Meo principperne har betydet ændringer i både egen og kollegers relationskompetence. Denne vurdering fremgår både af fokus-gruppeinterviewet med fem medarbejdere og af spørgeskemaundersøgelsen foretaget blandt me-darbejdere et halvt år efter grundkursets afslutning.

I høj grad 39,3%I nogen grad 60,7%I ringe grad 0,0%Slet ikke 0,0%Ved ikke 0,0%I alt 100,0%

Min kommunikation og mit samspil med borgeren med demens er generelt præget af: - At borgeren forstår mig (fx i forhold til det, jeg gerne vil have borgeren til at gøre)


Min kommunikation og mit samspil med borgeren med demens er generelt præget af: - At jeg forstår borgeren (fx hvad han/hun føler, ønsker eller er optaget af )


Min kommunikation og mit samspil med borgeren med demens er generelt præget af: - At jeg har kontakt med borgeren (fx smil, øjenkontakt, dialog)

1.


Anvendelsen af Marte Meo principperne har ændret min kommunikation og mit samspil med borgeren med demens således, at jeg er blevet bedre til at forstå borgerens følelser og initiativer

4. Evalueringsresultater

2. 3. 4.

15

Opsummerende viser spørgeskemaundersøgelsen følgende: Alle respondenter (100 %) vurderer, at deres kommunikation og samspil med borgeren med demens generelt er præget af kontakt (fx smil, øjenkontakt, dialog). Alle respondenter (100 %) vurderer, at de i høj grad eller i nogen grad forstår borgerens følelser/ønsker/optagethed, og alle respondenter (100 %) vurderer, at de i høj grad eller i nogen grad bliver forstået af borgeren. Ingen medarbejdere benytter sig af svarmulighederne i ringe grad, slet ikke eller ved ikke. (Se boks 1-3)

Undersøgelsen viser samtidig, at medarbejdernes vurdering er, at anvendelsen af Marte Meo prin-cipperne har betydet positiv ændring i deres kommunikation og samspil med borgeren på en række punkter. To tredjedele vurderer således, at principperne i høj grad har medført forandring - 1/3 vur-derer, at principperne i nogen grad har medført forandring. Heller ikke her er der medarbejdere, der benytter sig af svarmulighederne i ringe grad, slet ikke eller ved ikke. (Se boks 4)

Det samme billede går igen, når der spørges til graden af medarbejderens kontakt til borgeren i for-hold til tidligere, graden af at kunne forstå og at blive forstået af borgeren (i forhold til tidligere), samt graden af at følge og bekræfte borgerens initiativer (i forhold til tidligere). I alle afgivne svar - på nær et enkelt ved ikke-svar - er der tale om svar i kategorierne i høj grad og i nogen grad.


Marte Meo principperne har medført, at jeg i højere grad end tidligere har kon-takt med borgeren


Marte Meo principperne har medført, at jeg i højere grad end tidligere forstår borgeren


Marte Meo principperne har medført, at jeg i højere grad end tidligere følger og bekræfter de initiativer, som borgeren tager


Marte Meo principperne har medført, at jeg i højere grad end tidligere bliver forstået af borgeren

5. 6. 7. 8.

16

Igen tegner der sig det samme billede: Alle svar placerer sig i de positive svarkategorier. Ingen medarbejdere svarer i ringe grad eller slet ikke i forhold til ovennævnte fire spørgsmål. En enkelt svarer ved ikke. (Se boks 5-8)

Medarbejdernes vurdering er, at indføringen i Marte Meo principperne og anvendelsen heraf - i høj grad/i nogen grad – har medført forandringer, der omfatter både holdningsmæssige forandringer og adfærdsmæssige forandringer i kommunikationen og samspillet med borgeren med demens.

Præcis det samme billede træder frem i interviewet med de fem medarbejdere. Selv om der eksem-plificeres, uddybes og suppleres ud fra egne oplevelser og erfaringer knyttet til de enkelte boform-er/demensafsnit, så bærer fokusgruppeinterviewet i høj grad præg af, at alle informanter er meget enige om, at Marte Meo har betydet en forskel. Medarbejderne giver en række eksempler herpå, og i den sammenhæng synes et enkelt element at stå centralt, nemlig evnen til at kunne aflæse borg-erens kropssprog. Medarbejderne vender tilbage hertil i flere forskellige sammenhænge.

At kunne aflæse borgerens kropssprog synes for medarbejderne at være det, der i særlig grad åbner for nye forståelser og handlemuligheder. At kunne aflæse kropssproget giver, siger medarbe-jderne samstemmende, overskud og mod til at gribe nuét, til at være i nuét og til at bevare roen. En af medarbejderne formulerer det således: Vi tager os mere tid. Der er mere ro på. Vi bruger ikke mere tid, men vi bruger tiden anderledes. Det er her, effekten er. […] Man møder borgeren. ”Ro” er et af de ord, der ofte går igen i interviewet. En af medarbejderne fortæller, at hun oplever, at hun i højere grad end tidligere er i stand til at leve sig ind i borgerens verden. Hun møder, siger hun, borgeren med en større grad af ydmyghed og respekt i samspilssituationen, fordi Marte Meo har lært hende at se borgeren med demens et andet sted.

Fokusgruppens deltagere synes at være enige, når en medarbejder formulerer sig således: Den største forandring er måske, siger medarbejderen, at man ændrer syn på det andet menneske. - Marte Meo er indeni os, supplerer en anden af medarbejderne. Borgeren ses i højere grad som en person, der kommunikerer og har noget for med sit liv. Borgeren har nogle behov og vil gerne samarbejde for at kunne klare sig selv. Alle fem medarbejdere bruger ord og vendinger som fx at have fået mere mod på, at se behovet, at være blevet bedre til at opfylde ønskerne og at fange/gribe nuét.

Medarbejderne beretter om, hvordan de nu i højere grad end tidligere inddrager borgerne i små

17

praktiske gøremål, og en af medarbejderne fortæller, hvordan hun oplever, at personalet på hendes arbejdsplads generelt er blevet bedre til opfylde ønskerne fra borgere med demens. Fx mødes den borger, der er på vej til at forlade demensafsnittet, ikke længere med forbud gentagne gange på den samme dag, fordi personalet nu er i stigende grad er i stand til at følge og positivt bekræfte de initiativer, som borgeren tager. Medarbejderne føler sig bedre rustede, og de er i stand til at sætte ord på egne handlinger i samspilssituationen.

Interviewet afspejler, at medarbejderne oplever, at udvikling af egen relationskompetence spiller sammen med udvikling af kollegers relationskompetence. Det har betydet meget for arbejdsmiljøet. Alle er på vej til at trække på samme hammel, siger en af medarbejderne. En af de øvrige medarbe-jdere fortæller, at man i hendes boform nu er så langt, at man kan udfordre kolleger i forhold til at huske at gøre brug af Marte Meo principperne. Man hjælper hinanden med at holde fast, siges der, og man gør det med en opmærksomhed på, at hjælpen og påmindelsen skal gives på en anerken-dende måde.

En af medarbejderne fortæller, at Marte Meo i dag er så stor en del af hendes samspil og kommu-nikation med andre, at det også rækker ind i privatsfæren.

4.1.2 Terapeutstuderendes perspektivEt gennemgående træk i interviewet med de fire kommende terapeuter er, at Marte Meo metoden og dens principper efter de terapeutstuderendes opfattelse utvetydigt er særdeles anvendelig – banebrydende, som én udtrykker det - i forhold til udvikling af samspillet og kontakten med borg-eren med demens. Det fremgår videre, at der er enighed blandt de fire terapeutstuderende om, at grundkurset for personalet og det, at de filmer en række samspilsforløb i afdelingerne til deres Marte Meo terapeutuddannelse, generelt har medført en udvikling i afdelingernes praksis og en udvikling i personalets samspil og kontakt med borgerne.

Gruppen giver mange eksempler på, hvordan nogle borgere tydeligvis er blevet mere rolige, kom-munikerende og veltilpasse, hvilket de opfatter som et tegn på medarbejdernes udvikling i relation-skompetence. Som én siger: Man kan blive helt påvirket af, hvordan det rykker. En anden fortæller, hvordan udviklingen på afdelingen for hende at se har været det bedste ved uddannel-sesforløbet.De terapeutstuderende har filmet/er i gang med at filme og har givet tilbagemeldinger om især at se og benævne borgerens initiativer, men også om at give tid og sætte ord på det, som borgeren ikke kan sætte ord på, navnlig vrede. Der er efter de terapeutstuderendes vurdering sket store ændringer med kollegerne:

18

- De er blevet rigtigt gode, de er villige og motiverede for at arbejde.- De er blevet bevidste.- Der er mere varme, tålmodighed og rummelighed.- Borgerens initiativer bliver set og tillagt betydning og mening.

Et par af de terapeutstuderende beskriver, hvorledes de i hverdagen kan høre, at det ikke kun er i forbindelse med optagelser af samspilsforløb, at personalet bruger og er inspireret af Marte Meo redskaberne. Det er blevet en del af hverdagen: Man kan høre de snakker om det. Hvis vi nu tænker Marte Meo, siger de nogle gange til hinanden, sker der så noget ved, at vi i dag dropper alt det trælse, og så tager en dag, hvor vi ser initiativer?

Flere beskriver, hvorledes rummeligheden over for ”de besværlige og vanskelige” i afdelingen er blevet større. Man forsøger at analysere og finde ud af, hvad der kan gøres for at komme i kontakt med borgeren. Man møder borgeren på en anden måde end tidligere – man ser alle facetterne.

En af de terapeutstuderende fortæller, at der er kommet en større tolerance overfor skal-opgaver i hverdagen. Har dagvagten fx haft svært ved at gennemføre en plejeopgave, så er der nu meget større forståelse herfor, når aftenvagten møder ind. En anden terapeutstuderende fortæller:

Det er en meget mere afslappet stemning. Tolerancen er blevet større, og er der en, der lige hælder lidt syltetøj ved siden af, så dør man ikke af det. Hvis nogen går ind i deres egen verden og snakker, så går man ind i den verden.

Adspurgt om personalet i alle fire boformer/demensafsnit generelt har taget Marte Meo til sig, er svaret fra gruppen, at nogle har, og at nogle ikke har - at de prøver, at det spreder sig, og at nogle går mere engageret ind i det end andre. En af de terapeutstuderende fortæller:

Dem, der har været med i forløbene, de brænder virkelig for det. Det er først nu, at de andre har set på filmene, hvad der er kommet ud af det, og der er så kommet positive tilbagemeldinger. Det spreder sig, men langsomt. Vi har mange ufaglærte, og jeg siger også til dem, der har været med i forløbene, at de skal bruge det og lære fra sig. Kollegerne spørger til, hvad det er, de går og laver - de er meget interesserede. Tilsyneladende spiller dét at blive filmet og at få en tilbagemelding på sit samspil en rolle for ud-vikling af relationskompetence og engagement. De kolleger, der bliver filmet og får tilbagemelding-er, bliver måske dybere involveret i arbejdet med Marte Meo. Det giver nogle arbejdsredskaber, og

19

man forstår det bedre, når man ser det på film. Den, der får tilbagemelding, får kun positive tilbage-meldinger, og som én udtrykker det: Ryggen rankes, og ens arbejdsglæde bliver større.

I lighed med medarbejderne fortæller en af de kommende terapeuter, at Marte Meo principperne også er gode i forhold til konflikter og samarbejde i personalegruppen og eksemplificerer med henvisning til en konkret situation, hvor hun med stort udbytte brugte nogle af principperne til at analysere en konflikt.

Endelig har projektet og uddannelsesforløbet også for terapeuterne givet anledning til personlige læreprocesser: man får øje på sine egne svage punkter.

4.1.3 Et lederperspektiv Selv om lederne er enige om, at det er svært at udtale sig om kausalsammenhænge, så mener de dog, at der er belæg for at sige, at indføringen i Marte Meo har haft betydning for udvikling af den enkelte medarbejders relationskompetence.

Lederne oplever, at medarbejderne gør brug af Marte Meo principperne i praksis, og at den en-kelte medarbejder kan magte mere alene nu. Medarbejder er nu bedre i stand til fx at forstå, hvad borgeren føler, ønsker eller er optaget af, han/hun er bedre i stand til at benævne egne initiativer og bedre til at strukturere plejesituationer. Der er kommet ro på – fysik og psykisk ro – en ydre og indre ro, siger lederne. Hvor der tidligere var en del situationer, der kunne være svære at tackle, hvilket ifølge lederne ikke må forveksles med konflikter, så oplever alle lederne klart, at uroen er minimeret. Der er færre konflikter og mindre brug af magtanvendelse, hvilket de ser som et tegn på forandring i relationen mellem medarbejder og borger.

Lederne er enige om, at forskellen på før og nu er tydelig og synlig for alle, og en af lederne fortæller, at pårørende også bemærker, at der er noget, der er forandret. De spørger fx: Hvad er det, I gør anderledes?

Lederne fremhæver i deres beskrivelse af medarbejdernes udvikling af relationskompetence, at udviklingen og forandringen rækker ud over den enkelte medarbejders læring. Det breder sig som positive ringe i vandet, siger lederne i fællesskab.

Lederne illustrerer ved at fortælle, at medarbejderne er glade for dét, de har lært, og at de generelt

20

har fået større selvværd. Samspillet/synergieffekten mellem Marte Meo metodens anerkendende tilgang og den enkelte medarbejders øgede selvværd er det helt centrale for lederne. Ledernes antagelse er, at når medarbejderen pludselig ser og oplever, at Marte Meo principperne virker - at kommunikationen og samspillet med borgeren ændres kvalitativt - så øges medarbejderens selv-værd. Medarbejderen får igen ekstra overskud i kommunikationen og samspillet med borgeren, og lysten til fortsat at udvikle sig på såvel det personlige som det professionelle område stimuleres. Medarbejderne efterspørger nu Marte Meo opsamlingsforløb.

Samtidig bemærker lederne, at den anerkendende tilgang, som karakteriserer medarbejderens møde med borgeren, når Marte Meo principperne anvendes bevidst, nu også forplanter sig som en ekstra gevinst til kommunikationen og samspillet internt blandt medarbejderne. Lederne iagt-tager med andre ord det, som også medarbejdergruppen berører: at forandringerne ikke blot kan beskrives med reference til individniveau, men må beskrives og forstås i lyset af de forandringspro-cesser, som udvikling af den enkelte medarbejders relationskompetence har for samspillet me-darbejderne imellem. Lederne har alle iagttaget, hvordan medarbejdere nu gør brug af Marte Meo principperne i deres indbyrdes relationer.

Lederne vurderer endvidere, at Marte Meo principperne er et vigtigt ledelsesværktøj for dem som ledere – ikke nødvendigvis et nyt og ukendt værktøj, siger en af lederne, men et værktøj, hvis kvaliteter projekt Bedre Ældrepleje har været en påmindelse om, og hvis kvaliteter nu er blevet en del af lederens bevidsthed.

Endelig fortæller lederne, at de kan se, hvordan den bevidsthed, som den enkelte medarbejdere har opnået omkring sit samspil med borgeren, betyder, at medarbejderen nu kan sætte ord på og formidle sin nye viden og kunnen videre til pårørende. Enkelte pårørende har allerede tilkendegivet, at det er noget, de sætter pris på, fordi det også for dem opleves som en nyttig viden at have.

21

4.1.4. DelkonklusionDatamaterialet bekræfter de grundlæggende antagelser bag projekt Bedre Ældrepleje (se kapitel 4): Medarbejdere, terapeutstuderende og ledere er enige om, at implementeringen af Marte Meo metoden har betydet ændringer i medarbejdernes relationskompetence, og at Marte Meo metoden er et brugbart redskab til at kvalificere samarbejdet og kommunikationen med borgeren.

Medarbejderne vurderer, at de i forhold til tidligere har en højere grad af kontakt med borgeren med demens, at de i højere grad end tidligere er i stand til at forstå borgerens behov, at de i højere grad føler sig i stand til at aflæse borgerens kropssprog og til at følge og bekræfter de initiativer, som borgeren tager. Medarbejderne oplever samtidig, at Marte Meo principperne har medbetydet, at også de i højere grad end tidligere bliver forstået af borgeren. Medarbejderne oplever, at der er kommet ro i samspillet – en ro, som de også ser forplante sig til samspillet mellem borgerne.

De terapeutstuderende bekræfter generelt dette. Også de oplever, at der er sket store forandringer. Marte Meo metoden har efter deres vurdering bidraget til, at tolerancen er øget – der er kommet mere varme og tålmodighed i samspillet. Medarbejderne ser borgerens initiativer, de tillægger initia-tiverne værdi, de giver borgeren tid, og de sætter ord på det, som borgeren ikke kan sætte ord på.

Lederne er enige. Medarbejderne har taget Marte Meo principperne til sig og gør brug af dem i da-gligdagen. Den enkelte medarbejder kan magte mere alene nu og er bedre i stand til at strukturere plejesituationer end tidligere. Antallet af konflikter og brug af magtanvendelse er faldet.

Medarbejderne oplever, at de lykkes i kommunikationen med borgeren, når Marte Meo principperne anvendes. De oplever, at de ved at justere egne initiativer og reaktioner i kommunikationen skaber forudsætninger for borgerens måde at deltage i kommunikationen på. Kommunikationen kvalifi-ceres yderligere – den faglige energi vokser, og arbejdsglæden øges. Tendensen synes i samme forbindelse at være, at medarbejderne nu i stigende grad udfordrer og støtter hinanden i at holde fast i Marte Meo metoden.

Processen har, ser det ud til, medført et ændret syn hos medarbejderne på borgeren med demens: Borgeren ses i højere grad end tidligere ses som en person, der kommunikerer, har nogle behov og gerne vil samarbejde for at kunne klare sig selv. Det generelle billede er, at implementeringen af Marte Meo metoden har betydet, at medarbejderne har opnået større faglig forståelse for kommu-nikationens betydning – en forståelse, der nu også så småt kan identificeres i det kollegiale samar-bejde, i kommunikationen medarbejderne imellem.

22

4.2 Marte Meo – trivsel og livskvalitet for borgeren med de-mensI afsnit 4.1 blev det konkluderet, at projekt Bedre Ældrepleje har bidraget til at udvikle og forandre medarbejdernes samspil med borgeren – til at udvikle medarbejdernes relationskompetence. Det har i denne evaluering ikke været muligt at vurdere forandringer hos borgerne direkte, fx i form af ændring i medicinering eller magtindberetninger, ligesom det heller ikke har været muligt at spørge borgerne om deres oplevelser. I stedet er der spurgt til medarbejderes, terapeutstuderendes og lederes vurdering af en mulig ændring i borgerens trivsel og livskvalitet, og som illustration og dokumentation herfor er der gjort brug af udvalgte filmklip fra de terapeutstuderendes uddannels-esforløb. (For uddybning, se kapitel 3). Filmklippene er set sammen med og kommenteret af de studerende.

4.2.1. Tegn på øget trivsel og livskvalitetDe interviewede medarbejdere fortæller samstemmende, at den udvikling, som de oplever, der er sket i deres samspilskompetencer, har haft en positiv indflydelse på borgerens trivsel og livskvalitet: der er færre konflikter, færre voldelige situationer, mindre aggressivitet og uro i form af fx hvileløs vandren og råben hos borgerne. Ligeledes mener medarbejderne, at der er tale om et fald i medicin-forbrug (psykofarmaka).

Den positive forandring, der her beskrives, understøttes af resultaterne fra spørgeskemaunder-søgelsen blandt medarbejdere i januar 2009, hvor der spørges til medarbejdernes vurdering af, i hvilken grad anvendelsen af Marte Meo principperne har medført, at borgeren er blevet mere rolig, mindre udadreagerende, tager flere initiativer, viser mere glæde og højere grad af selvværd. Undersøgelsen viser, at langt størsteparten af medarbejderne i høj grad eller i nogen grad oplever, at anvendelse af Marte Meo metoden har betydet, at borgeren er blevet mere rolig, og at der er færre konflikter, ligesom borgeren tager flere initiativer og viser mere glæde og selvværd. Der kan dog også aflæses en vis forsigtighed i medarbejdernes vurdering af borgerens trivsel og livsglæde, idet ca. 10 % vurderer, at borgeren kun i ringe grad viser mere glæde, ligesom ca. 10 % ikke ved, om borgeren er blevet mere rolig og mindre udadreagerende. Man kan måske på den baggrund konkludere, at det er svært at vurdere andres subjektive oplevelse af livet. Mange forskellige vari-able gør sig gældende i forandringsprocesser, og ofte er det ikke muligt at afgøre hvilke faktorer, der forårsager hvilke forandringer i menneskers liv. Hvad skyldes fx, at borgeren bliver mindre udadrea-gerende? Er det et ændret samspil med omsorgspersonen, hvor borgeren oplever sig hørt og set? Eller er det snarere eventuelle ændringer i sygdomsforløbet, i medicinen?3

24

Også lederne oplever, at der er færre konflikter og mindre brug af magt. Der skal ikke så ofte hjælp til at løse konflikter, og der noteres færre konflikter i vagtrap-porter. Tre af lederne understreger, at der er sket en markant forandring i borgernes trivsel. Lederne påpeger, at det altid er svært at udpege årsagen til forandring, men de ser tegn på, at borgerne er blevet gladere, tager flere initiativer, udviser større nærvær, ligesom de oftere henvender sig til personalet. En af lederne udtaler, at hun aldrig har været med til noget, der var så brugbart.

De terapeutstuderende beskriver gennem flere eksempler, hvordan nogle af borg-erne er blevet roligere og ikke har så mange vredesudbrud, efter at Marte Meo me-toden er indført i afdelingerne. En af borgerne, som almindeligvis kan blive vred og urolig, stopper fx nu op, kigger og bliver rolig, når personalet sætter ord på det, han ikke kan sætte ord på. Selv om der er bred enighed om, at der er færre konflikter og færre magtindberetninger, understreger en af de interviewede, at der stadig bliver indberettet magtanvendelse.

En af de terapeutstuderende beskriver, hvorledes en borger ændrede sig både so-cialt og personligt, efter at medarbejderen havde arbejdet med at give tid til, at borgerens initiativer kunne få plads og blive synlige.

Hun snakker rigtigt meget nu, afbryder de andre fordi hun har så meget at fortælle. Lige pludselig så har vi fundet ud af, hvad der var inde bagved den dame. Vi havde dannet os vores egen historie, Så viser det sig gennem alle de filmninger, der nu er lavet, at hun er helt anderledes. De andre beboere får et andet forhold til hende, hun rummer noget mere. Hun kan godt fortælle, hun har fået en højere status. Borgeren skulle have noget længere tid. Hun var lidt langsom til at svare, og mange gange så var hun blevet overhørt. Hun har fået højnet sit selvværd, og hun rummer det sociale - det har bare været godt.

Også nogle enkelte pårørende har bemærket tegn på forandring – fx at det er ble-vet lettere at have familiemedlemmet hjemme.

Gengivelsen af et filmklip 1 illustrerer et eksempel på forandring i borgerens ad-færd. Alle navne er naturligvis opdigtede.

Jens er en ældre herre, der har mistet mange færdigheder og derfor er meget afhængig af hjælp. Jens bliver nemt urolig. Når det sker, holder han fast i om-sorgspersonens hænder, går imod det, der foregår, bliver forpustet, stakåndet og ulykkelig. Jens´ sprog er overvejende uforståeligt for personalet. Omsorgsper-sonen Birgit er nu i tvivl om, hvorvidt Jens har mistet så mange færdigheder, at han ikke længere kan samarbejde.

I den første sekvens ser vi Jens en morgen, hvor han skal have tøj på. Det fremgår, at Jens har brug for tid og tydelig guidning for selv at kunne tage sit tøj på. Birgit holder blusen frem for Jens: ”Se her, kan du tage den på!” Jens kigger ned, følger hendes initiativ, tager fat i blusen, men ved ikke rigtigt, hvad han skal. Han kigger på blusen. ”Vær så god”, siger Birgit. Først ved Jens ikke, hvad han skal, men så stikker han den ene arm i det ene ærme - og går så helt i stå.

Den terapeutstuderende (T) fortæller, at Jens mangler guidning – han ved ikke længere, hvad han skal. Han formår ikke mere, han er alene i verden.

Jens skal nu have en trøje på. ”Vær så god”, siger Birgit. Der sker ingenting. Jens kigger på Birgit. ”Nå”, siger han og kigger ned på trøjen. ”Kunne du ikke bruge den også”, siger Birgit. Jens siger lidt, og Birgit hjælper ham med at få trøjen over hovedet. Jens arbejder lidt på egen hånd, tager armene i, og går så i stå igen. Birgit giver ham tid. Trøjen kommer med hjælp helt på. Jens kigger op på Birgit, og de smiler til hinanden. ”Go´dav”, siger Jens.

T fortæller, at Birgit nu får følgende arbejdspunkter: 1) at bekræfte Jens´ initia-tiver, 2) hele tiden at guide trinvis, 3)at give Jens tid og 4) at huske at være tæt på ham.

I næste sekvens er vi i Jens´ stue, hvor Jens er ved at spise morgenmad. Han har lige spist sin øllebrød, og Birgit sidder ved ham og skal til at hjælpe ham med at spise et stykke brød. Det fremgår igen, at Jens har brug for, at Birgit hele tiden er opmærksom på, hvornår han har brug for guidning4. Jens er gået i stå, og Birgit siger ”Se her”, fører hans hånd op til munden, og slipper hånden, da hun mærker, at han selv kan. Jens spiser, og Birgit småsnakker. Jens kigger på Bir-git, hun smiler. Jens smiler også, og Birgit siger: ”Var det godt?”. Birgit spørger: ”Skal du drikke kaffe?”

T kommenterer ved at sige, at Birgit gætter lidt, og det er nødvendigt, da Jens ikke selv tager initiativ til at spise eller drikke.

Birgit siger: ”Her er kaffen”. Hun guider trinvis, giver Jens koppen i hånden, fører den op til munden, indtil han selv kan og selv begynder at drikke.

T bemærker, at Jens samarbejder - han tager ikke de store initiativer, men han kan samarbejde, når forudsætningerne er der.

Filmklip 1Et eksempel på forandring i borgerens trivsel og livsglæde

25

Jens er en ældre herre, der har mistet mange færdigheder og derfor er meget afhængig af hjælp. Jens bliver nemt urolig. Når det sker, holder han fast i om-sorgspersonens hænder, går imod det, der foregår, bliver forpustet, stakåndet og ulykkelig. Jens´ sprog er overvejende uforståeligt for personalet. Omsorgsper-sonen Birgit er nu i tvivl om, hvorvidt Jens har mistet så mange færdigheder, at han ikke længere kan samarbejde.

I den første sekvens ser vi Jens en morgen, hvor han skal have tøj på. Det fremgår, at Jens har brug for tid og tydelig guidning for selv at kunne tage sit tøj på. Birgit holder blusen frem for Jens: ”Se her, kan du tage den på!” Jens kigger ned, følger hendes initiativ, tager fat i blusen, men ved ikke rigtigt, hvad han skal. Han kigger på blusen. ”Vær så god”, siger Birgit. Først ved Jens ikke, hvad han skal, men så stikker han den ene arm i det ene ærme - og går så helt i stå.

Den terapeutstuderende (T) fortæller, at Jens mangler guidning – han ved ikke længere, hvad han skal. Han formår ikke mere, han er alene i verden.

Jens skal nu have en trøje på. ”Vær så god”, siger Birgit. Der sker ingenting. Jens kigger på Birgit. ”Nå”, siger han og kigger ned på trøjen. ”Kunne du ikke bruge den også”, siger Birgit. Jens siger lidt, og Birgit hjælper ham med at få trøjen over hovedet. Jens arbejder lidt på egen hånd, tager armene i, og går så i stå igen. Birgit giver ham tid. Trøjen kommer med hjælp helt på. Jens kigger op på Birgit, og de smiler til hinanden. ”Go´dav”, siger Jens.

T fortæller, at Birgit nu får følgende arbejdspunkter: 1) at bekræfte Jens´ initia-tiver, 2) hele tiden at guide trinvis, 3)at give Jens tid og 4) at huske at være tæt på ham.

I næste sekvens er vi i Jens´ stue, hvor Jens er ved at spise morgenmad. Han har lige spist sin øllebrød, og Birgit sidder ved ham og skal til at hjælpe ham med at spise et stykke brød. Det fremgår igen, at Jens har brug for, at Birgit hele tiden er opmærksom på, hvornår han har brug for guidning4. Jens er gået i stå, og Birgit siger ”Se her”, fører hans hånd op til munden, og slipper hånden, da hun mærker, at han selv kan. Jens spiser, og Birgit småsnakker. Jens kigger på Bir-git, hun smiler. Jens smiler også, og Birgit siger: ”Var det godt?”. Birgit spørger: ”Skal du drikke kaffe?”

T kommenterer ved at sige, at Birgit gætter lidt, og det er nødvendigt, da Jens ikke selv tager initiativ til at spise eller drikke.

Birgit siger: ”Her er kaffen”. Hun guider trinvis, giver Jens koppen i hånden, fører den op til munden, indtil han selv kan og selv begynder at drikke.

T bemærker, at Jens samarbejder - han tager ikke de store initiativer, men han kan samarbejde, når forudsætningerne er der.

Så skal de en tur i haven, det er sommer. Birgit siger: ”Jens, vil du have kasketten på i dag?” Hun giver ham den i hånden, han tager den, fører den op til munden og bider i den.

T kommenterer, at Jens ikke er klar over, hvad han skal, og at Birgit slipper for tidligt. Jens mangler guidning. Jens er ikke blevet færdig med det foregående og tror, at han skal drikke kaffe. Derefter ser vi, at Birgit guider Jens´ hånd med kasketten videre forbi munden. Hun støtter hans hånd, indtil hun kan mærke, at Jens ved, hvad han skal med den. ”Ja”, siger Birgit og bekræfter det Jens gør – nemlig at sætte sin kasket helt perfekt på hovedet. ”Sådan ja” siger Birgit. ”Skal vi gå ud i solen?” ”Sikkert” siger Jens, rejser sig, kigger og får øje på kameraet. Han smiler. ”Sikken et smil, hva´ Jens!”, siger Birgit. ”Ja”, svarer Jens. ”Er der en, der vinker til dig?”, spørger Birgit. (T, som Jens kender, står bag kameraet og vinker en hilsen). T siger: ”Her har vi en stolt mand, han har fundet selvsikkerhed. Han tager initia-tiver og kan samarbejde, så nu kan han smile til Birgit og til mig. Han har vokset sig stolt ved selv at kunne placere sin hat. Han har ikke været opgivende, han er tilpas og har overskud til at kigge ud i rummet og smile til kameraet og mig.”

En optagelse ca. to måneder senere viser igen, at når Jens får tid, bliver bekræftet og guides gennem en gradueret støtte, er han en aktiv deltager i samspillet med Birgit. Vi ser, at Birgit er tæt på Jens og småsnakker - blandt andet ved at stille spørgsmål, som ikke skal besvares, men som bekræfter Jens’s initiativer og til-skriver dem mening. Dette styrker kontakten og kommunikationen mellem dem. Med T´s ord ser vi igen en stolt mand, der er nærværende og ser glad ud, imens han med Birgit under armen går en lille tur.

Konklusionen på dette forløb er ifølge T, at Jens kan samarbejde og fx tage tøj på, når han får tid, trinvis guidning og bliver bekræftet i de initiativer, han tager. Kontakten med Jens bliver styrket, når omsorgspersonen er fysisk og følels-esmæssigt tæt på Jens og benævner hans og egne initiativer. Jens´ færdigheder afvikles gradvist - for et år siden kunne han fx børste tænder, når han blev sat i gang, nu går han i stå, hvis han ikke hele tiden bliver trinvis guidet. Personalet kan, i takt med at en borgers færdigheder afvikles, ifølge T nemt få den opfat-telse, at borgeren ingenting kan mere. Men Jens vil gerne samarbejde og kan mange ting, men han skal have mere hjælp for at bruge sine færdigheder.

Opsamlende: Vi ser en ”stolt mand” der er rolig, smiler og kan klare sig selv. Jens kan tage tøj på, spise, sætte sin kasket og gå sig en tur. Jens deltager i en gen-sidig kommunikation. Han hilser på fotografen, og han svarer Birgit. Handlinger, der alle tyder på trivsel og integritet.

Filmklip 1Et eksempel på forandring i borgerens trivsel og livsglæde

26

Medarbejdere, ledere og terapeutstuderende er tilsyneladende meget enige: Marte Meo metoden har medført nogle kvalitative ændringer i samspillet mellem borgeren og omsorgspersonalet, som har betydet, at borgeren bliver set som en person. Omsorgspersonalet har ændret deres kommunikation og samspil med borgeren, hvilket i en dialektisk relationsforståelse5 (Møller 2008) medfører, at borgeren også ændrer sig i samspillet. Borgerens initiativer bliver set og bekræftet, og gennem trinvis guidning får borgeren mulighed for at bruge sine færdigheder og dermed bevare sin selvstændighed. Dette betyder øget trivsel og livskvalitet for borgeren.

Et væsentligt element i disse udviklingsprocesser og i personalets opfattelse af borgerens øgede trivsel og livskvalitet, kan måske være, at personalet gennem projektforløbet tilsyneladende også får et andet syn på borgeren med demens. Når borgeren fx bliver vred og måske aggressiv, kan man leve sig ind i, hvad der sker. En af de terapeutstuderende fortæller: Førhen, når en beboer blev vred, så tænkte man: Åh nej og hvad skal jeg gøre? Nu modtager jeg den skideballe og siger: Det kan jeg godt forstå, jeg synes også, det er træls, jeg hører dig. Det er ikke mig som person, beboeren bliver vred på. Jeg rummer og forstår den vrede og forhåbentlig løber den ud i sandet. Man møder, siger en anden medarbejder, personen med yd-myghed - som det menneske med det liv, det har levet, og man lever sig mere ind i borgerens verden.

Borgeren ses med andre ord i højere grad som en person, der kommunikerer og har noget for med sit liv – en, der har nogle behov og gerne vil samarbejde for at kunne klare sig selv6. Det bringer ifølge en af de terapeutstuderende mere tålmo-dighed, varme og omsorg ind. Anvendelse af Marte Meo metoden betyder, at me-darbejderen får øje på, at borgeren rent faktisk tager nogle initiativer og dermed kommunikerer. Dette giver medarbejderen mulighed for at forstå, hvad borgeren føler og oplever, og mulighed for at støtte borgerens deltagelse i samspillet. En af de terapeutstuderende siger: Vi lægger nu mærke til, at borgerne tager initiativer, selvom de ser helt passive ud. Men det gør de jo faktisk, hvis man lægger mærke til det. Og så ved at bekræfte dem, så kan de nogle ting og de får mere selvtillid.

Gengivelsen af et filmklip fra en samspilssituation (filmklip 2) bidrager til at illustrere dette komplekse forhold. Også her er begge navne naturligvis opdigtede.

Filmklip 2Når den professionelle forandrer holdning og adfærd, forandrer borgeren sig også

Forløbet strækker sig over trekvart år. Borgeren Hans har afviklet mange fær-digheder - han har ikke noget sprog. Da forløbet starter, råber Hans ofte og højt og udviser megen modstand mod personalet, fx når han bliver vendt i sengen om morgenen. Omsorgspersonen Dorthe vil gerne have hjælp til, hvordan hun kan vide, om Hans forstår, hvad hun gør, og hvad hun siger, da hun synes, det er svært at aflæse, hvad Hans udtrykker. Et klip fra starten af forløbet:

Dorthe skal hjælpe Hans med at spise. Dorthe sidder ved siden af Hans, men nærmest lidt bortvendt og forholder sig passivt. ”Skal du have lidt at drikke”, er det eneste, der bliver sagt.

Den terapeutstuderende (T) kommenterer: ”Her er ikke meget samspil. En sådan situation har været meget normal for hele personalet - at de sad med borgeren, uden kontakt.” I dette filmoptag siger Dorthe på et tidspunkt: ”Nu er det helt oppe på gaflen”, og med det som det positive udgangspunkt får Dorthe som arbejdspunkt, at hun skal benævne både Hans´ initiativer og sine egne. I næste situation skal Hans have tøj på. Dorthe siger: ”Det var godt Hans, først den ene arm og så den anden”. Hans siger noget, vrider sig lidt, og Dorthe stop-per og bøjer sig ned for at høre ham: ”Det er du ikke så vild med det her.” Der er kontakt mellem dem, de er vendt mod hinanden.

I tredje klip skal Hans spise, og Dorthe hjælper ham med det. Der er også her kontakt mellem dem, de kigger på hinanden. ”Skal jeg hjælpe dig Hans med den ostemad? Prøv at se her, så kan du bedre.” Hans spiser. ”Du er blevet sulten, Hans”. Hans kigger, han er med, og han kommunikerer kropsligt. ”Du ser sådan ud Hans”.

T kommenterer ved at sige, at forandringen i den måde, som Dorthe forholder sig på, er tydelig. Hun småsnakker, hvorved hun bekræfter og benævner Hans´ initiativer. Hun er indlevende og nærværende og giver Hans tid til at reagere. Resultatet er, at der er kontakt imellem dem.

Hans har også brug for trinvis guidning.En spisesituation - Dorthe siger: ”Nu tager jeg en kniv og skærer det ud, så kan du bedre spise”. Hans kigger ned på tallerkenen og følger, at Dorthe skærer ud for ham – er med i det, der sker. ”Tag du bare lidt at drikke Hans”. Hans går i stå med koppen, og Dorthe spørger: ”Skal jeg hjælpe dig?” og løfter koppen opad mod munden. Hans drikker. ”Det var godt”. Hans kigger op.

T: Dorthe får på et tidspunkt som arbejdspunkt at give Hans tid:

Hans og Dorthe sidder ved siden af hinanden. Ingen siger noget. Hans kigger ud i rummet, Dorthe venter. Hans kigger ned på et foto. Dorthe siger: ”Dejlig familie, hva´!” Dorthe venter igen, der går lang tid. Så kigger Hans op, og Dorthe siger: ”Kan du kende dem?”

27

Filmklip 2Når den professionelle forandrer holdning og adfærd, forandrer borgeren sig også

Forløbet strækker sig over trekvart år. Borgeren Hans har afviklet mange fær-digheder - han har ikke noget sprog. Da forløbet starter, råber Hans ofte og højt og udviser megen modstand mod personalet, fx når han bliver vendt i sengen om morgenen. Omsorgspersonen Dorthe vil gerne have hjælp til, hvordan hun kan vide, om Hans forstår, hvad hun gør, og hvad hun siger, da hun synes, det er svært at aflæse, hvad Hans udtrykker. Et klip fra starten af forløbet:

Dorthe skal hjælpe Hans med at spise. Dorthe sidder ved siden af Hans, men nærmest lidt bortvendt og forholder sig passivt. ”Skal du have lidt at drikke”, er det eneste, der bliver sagt.

Den terapeutstuderende (T) kommenterer: ”Her er ikke meget samspil. En sådan situation har været meget normal for hele personalet - at de sad med borgeren, uden kontakt.” I dette filmoptag siger Dorthe på et tidspunkt: ”Nu er det helt oppe på gaflen”, og med det som det positive udgangspunkt får Dorthe som arbejdspunkt, at hun skal benævne både Hans´ initiativer og sine egne. I næste situation skal Hans have tøj på. Dorthe siger: ”Det var godt Hans, først den ene arm og så den anden”. Hans siger noget, vrider sig lidt, og Dorthe stop-per og bøjer sig ned for at høre ham: ”Det er du ikke så vild med det her.” Der er kontakt mellem dem, de er vendt mod hinanden.

I tredje klip skal Hans spise, og Dorthe hjælper ham med det. Der er også her kontakt mellem dem, de kigger på hinanden. ”Skal jeg hjælpe dig Hans med den ostemad? Prøv at se her, så kan du bedre.” Hans spiser. ”Du er blevet sulten, Hans”. Hans kigger, han er med, og han kommunikerer kropsligt. ”Du ser sådan ud Hans”.

T kommenterer ved at sige, at forandringen i den måde, som Dorthe forholder sig på, er tydelig. Hun småsnakker, hvorved hun bekræfter og benævner Hans´ initiativer. Hun er indlevende og nærværende og giver Hans tid til at reagere. Resultatet er, at der er kontakt imellem dem.

Hans har også brug for trinvis guidning.En spisesituation - Dorthe siger: ”Nu tager jeg en kniv og skærer det ud, så kan du bedre spise”. Hans kigger ned på tallerkenen og følger, at Dorthe skærer ud for ham – er med i det, der sker. ”Tag du bare lidt at drikke Hans”. Hans går i stå med koppen, og Dorthe spørger: ”Skal jeg hjælpe dig?” og løfter koppen opad mod munden. Hans drikker. ”Det var godt”. Hans kigger op.

T: Dorthe får på et tidspunkt som arbejdspunkt at give Hans tid:

Hans og Dorthe sidder ved siden af hinanden. Ingen siger noget. Hans kigger ud i rummet, Dorthe venter. Hans kigger ned på et foto. Dorthe siger: ”Dejlig familie, hva´!” Dorthe venter igen, der går lang tid. Så kigger Hans op, og Dorthe siger: ”Kan du kende dem?”

T´s kommentar hertil er, at hvis Dorthe bryder for hurtigt ind, så når Hans ikke at tage initiativ og at reagere. Han får nu lov at være synlig, og det fremmer hans identitet. Hans rytme i turtagningen er væsentligt nedsat i tempo, og personalet kommer nemt til at tage alle initiativerne. Hans kan altså indgå i en kommunika-tion, når han får tiden.

Dorthe og Hans sidder sammen. Hans kigger på kameraet. Han kender T, som står bag kameraet og vinker til ham. Hans kigger i lang tid på T og kameraet – meeeget lang tid, men Dorthe bryder ikke ind. Hun venter og har fokus på Hans. Så reagerer han, vender sig og kigger på Dorthe og smiler et stort smil. Dorthe smiler tilbage og siger: ”Fik du øje på T?”

T: Han er på banen, det er hans tempo. Så tager han initiativ og kan deltage i en turtagning. T fortæller videre, at Hans er blevet kærlig og mere åben og udadvendt. Han kommunikerer meget mere. Det kan godt være, at han kunne kommunikere før, men personalet har bare ikke været opmærksom på det. Hans råber ikke så meget mere, og han har dermed fået et bedre forhold til de andre beboere. Hans er også blevet mere rolig, viser ikke modstand i form af lyde og bevægelser, når han bliver kontaktet - fx vendt om i sengen - men er kærlig. Den pårørende har også bemærket, at Hans har forandret sig positivt.

Opsamlende: Vi ser et forløb, hvor kommunikationen og samspillet mellem Hans og Dorthe forandrer sig markant, fra øjensynlig ingen kontakt til et gensidigt li-geværdigt samspil. Dorthe giver Hans tid – masser af tid – til at svare og tage ini-tiativer, som Dorthe ser og bekræfter, og det udvikler turtagning. Hans kan være til stede som en aktiv deltager i samspillet, han reagerer på Dorthes initiativer og tager selv initiativer, hvor han udtrykker, hvad han er optaget af.Hans er rolig, han tager kontakt til Dorthe og fotografen, han smiler stort og varmt, han har øjenkontakt. Hans er interesseret i det, der sker omkring ham, og klarer det, han skal: tage tøj på og spise sin mad. Tilsyneladende en mand, der er tilpas, og som trives.

28

4.2.2. DelkonklusionIfølge medarbejdernes, herunder de terapeutstuderende, og ledernes vurdering har anvendelse af Marte Meo metoden medført, at borgerne med demens generelt er blevet mere rolige, har færre vredesudbrud og viser mere glæde og selvværd. Medarbejderne har ændret deres kommunikation og samspil med borgeren, hvilket i en dialektisk relationsforståelse medfører, at borgeren også æn-drer sig i samspillet. Marte Meo principperne synes at være særdeles brugbare til at udvikle dialog og samspil med borgeren med demens. Således medfører dét, at medarbejderen arbejder målrettet med at se, bekræfte og benævne både borgerens og egne initiativer, at borgeren bliver tydelig som person og deltager i relationen. Når medarbejderen i et positivt lederskab yder gradueret støtte, giver det borgeren mulighed for at samarbejde, bruge sine færdigheder og dermed bevare sin selvstændighed, integritet og værdighed. Når borgeren får den nødvendige tid til at tage initiativer og give svar i kommunikationen, kan borgeren deltage i relationens turtagning, ligesom medarbej-derens nærvær, indlevelse og følelsesmæssige afstemning medvirker til at skabe en anerkendende kommunikation, hvor borgeren er til stede som subjekt. Arbejdet med Marte Meo metoden og dens fem principper synes også – som nævnt i sammenfatningen af afsnit 4.1 - at give anledning til en ændret forståelse af borgeren, der måske i højere grad nu ses som en person, der kommunikerer, har nogle behov og gerne vil samarbejde.

Det kan være vanskeligt at vurdere og tolke andre menneskers trivsel og livskvalitet, og validiteten er usikker. Men i de udvalgte filmklip synes det tydeligt, at borgeren viser glæde, trivsel og må for-modes at få en bedre livskvalitet, når initiativer bliver set og hørt, når der gives gradueret støtte til hverdagens opgaver, følelsesmæssigt nærvær og tid til at kommunikere. Det ser ud til, at filmninger af samspilssekvenser giver særlige muligheder for at synliggøre borgerens initiativer - initiativer, der måske ikke ville blive opfanget uden filmens fastholdelse af bevægelser, ansigtsmimik og lyde. Borgeren bliver dermed tydelig som person.

29

4.3. Fremmende og hæmmende faktorer i implementeringenI denne afsluttende del af kapitel fire besvares den del af evalueringsspørgsmålet, der lyder: Hvad har virket fremmende henholdsvis hæmmende i denne proces i forhold til at forbedre trivslen og livskvaliteten hos borgere med demens ved hjælp af Marte Meo principperne? Indledningsvis beskrives de understøttende og fremmende faktorer i projektforløbet, derefter følges op med en tematisering af de hæmmende faktorer. Kapitlet afsluttes med en kort delkonklusion i oversigts-form.

4.3.1. Faktorer, der understøtterNår fokus rettes mod, hvad der har understøttet og dermed fremmet implementering af Marte Meo principperne, så er tendensen, at en succesfuld implementering i de udvalgte boformer/demensaf-snit i særlig grad understøttes af følgende faktorer: Motiverede medarbejdere og et motiverende kursus, betydningen af at der er tovholdere på projektet, de terapeutstuderendes aktive rolle, vær-dien af at udvikle fælles faglige begreber og dermed få en fælles faglig referenceramme samt de konkrete filmninger undervejs i forløbet. De understøttende faktorer kan beskrives således:

Motiverede medarbejdere og et motiverende kursusDatamaterialet viser, at der er grund til at antage, at medarbejdernes motivation spiller en afgørende rolle for nærværende projekt. I spørgeskemaundersøgelsen, der er gennemført ved grundkursets afslutning i foråret 2008, spørges der til medarbejdernes oplevelse af egen motivation før og under kurset samt ved kursets afslutning, og selv om svarprocenten i undersøgelsen er 50, og resultaterne derfor må tages med et vist forbehold, så er tendensen klar: motivationen har generelt været høj – både før, under og ved kursets afslutning. Dertil kommer, at medarbejdernes motivation stiger undervejs i kursusforløbet. Tabellen viser graden af motivation for den samlede gruppe af kursus-deltagere før kurset, under kurset og ved kursets afslutning.

Hvordan vil du på en skala fra 1 til 5 vurdere graden af din motivation for at deltage i kurset?

1 2 3 4 5 Ved ikke Ialt

Før kursusforløb 12 6 8 1 1 28

Under kursusforløb 18 9 1 28

Ved kursets afslutning 22 5 1 28

1 er Meget motiveret og 5 er ikke motiveret Når datamaterialet tolkes med henblik på at få svar på, hvordan den enkelte medarbejders motiva-

30

tion udvikler sig i grundkursusforløbet, viser tallene, at 50 % svarer, at den stiger undervejs, og at 46,4 % (13 respondenter) svarer, at den forbliver uændret. 11 ud af de 13 respondenter, der svarer, at motivationen forbliver uændret, markerer samtidig, at deres motivation ligger helt i top (grad 1 på en skala fra 1 til 5). 50 % af deltagerne (28 respondenter) svarer, at deres motivation stiger under-vejs i kursusforløbet. Blot en enkelt kursusdeltager tilkendegiver, at motivationen falder - fra grad 1 til 2 på en skala fra 1 til 5:

Respondenter

Medarbejderens motivation er steget undervejs 14

Medarbejderens motivation er uændret ved kursusstart og – afslutning 13

Medarbejderens motivation er faldet undervejs i kursusforløbet 1

Ialt 28

Ovennævnte understøttes i interviewet med underviserne på kurset. Også de har oplevet stor mo-tivation blandt deltagerne.

Spørgeskemaundersøgelsen foretaget blandt medarbejdere i januar 2009 giver ikke svar på, om motivationen er steget, uændret eller faldet siden kursets afslutning, men undersøgelsen viser, at forestillingen blandt medarbejderne om, at Marte Meo er kommet for at blive, er til stede: 66,7 % af respondenterne forestiller sig, at de i høj grad vil holde fast i brugen af Marte Meo på deres arbe-jdsplads. 29,6 % forestiller sig, at de i nogen grad vil holde fast heri, 3,7 % (en enkelt respondent) svarer ved ikke.

Trods den lave svarprocent synes der at være belæg for at antage, at en høj grad af motivation før og under kurset samt ved kursets afslutning har understøttet implementeringen af Marte Meo, og at nogle af de fremmende faktorer bag den stigende motivation i kursusperioden (foråret 2008) bl.a. har været det konkrete kursusforløbs indhold, form og undervisere. (Den positive betydning af filmninger uddybes andetsteds).

Det fælles grundkursus fremhæves flere gange i flere forskellige sammenhænge i datamaterialet. Dertil kommer, at flere af deltagerne afslutter evalueringsskemaet med i prosaform at kommentere kurset i meget positive vendinger: et fantastisk forløb, ualmindeligt lærerigt, meget meget spæn-dende, super kursus - rigtig godt – yderst veltilrettelagt.

Tovholdere på projektet

31

Det klare billede blandt ledere, terapeutstuderende og undervisere er, at implementering og forank-ring forudsætter en tovholder - en, der kan holde gryden i kog, som det formuleres.

Der er stor enighed i ledergruppen om, at implementering forudsætter en nøglefigur, en tovholder. To af lederne fremhæver terapeuten som en nøglefigur i implementerings- og forankringsfasen – en anden af lederne ser helt klart sig selv som nøglefigur/tovholder. Sidstnævnte leder begrunder sit synspunkt ud fra erfaring med implementering af Marte Meo fra et tidligere projektforløb. Man skal ville det som leder, siger hun, og det skal indarbejdes gennem lederen. Der skal følges op i ord og i handling. Der skal mindes om det – spørges til det. Hele tiden. På det konkrete niveau kan der fx være tale om at spørge til, om personalet har husket at gøre brug af terapeuten, og der kan være tale om organisatoriske tiltag. I denne boform giver både ledelse, medarbejdere og den terapeutstuderende udtryk for, at man har gode erfaringer med at organisere sig i grupper på 4 – 5 medarbejdere. Grupperne, der i dag i vid udstrækning er selvstyrende, afholder møder hver 4. uge af en times varighed med Marte Meo som fast punkt på dagsordenen. Lederen fortæller, at denne organisering i dag er en integreret del af tilrettelæggelsen af det samlede arbejde i boformen. Møderne tillægges ifølge datamaterialet stor betydning af alle tre parter i forhold til at fastholde og kontinuerligt at udvikle arbejdet med Marte Meo.

I spørgeskemaundersøgelsen i januar 2009 svarer 70,3 % af medarbejderne, at ledelsen i høj grad eller i nogen grad har taget initiativer, der understøtter indføringen af Marte Meo – 57 % svarer, at videreudviklingen af arbejdet hermed i høj grad eller i nogen grad er sat i system på deres arbejd-splads.

Hvilke initiativer og hvilke former for organisering, der er tale om, gives der ikke svar på. Interviewet med de terapeutstuderende viser, at praksis er forskellig: fra månedlige Marte Meo personalemøder som fast rutine, Marte Meo som fast punkt på personalemøder fremover, hvor tilbagemeldinger på forløb kan deles som fælles arbejdsredskaber til uvished omkring, hvordan forankringen kommer til at foregå på det konkrete niveau.

De terapeutstuderendes aktive rolle Der er grund til at antage, at de terapeutstuderende har indtaget en central rolle i forhold til direkte og/eller indirekte at understøtte implementeringen af Marte Meo. De kan på mange måder be-tragtes som frontløbere og den røde tråd i projektet. De er startet på uddannelsesforløbet, før deres kolleger startede på grundkurset, tre af dem har desuden deltaget i grundkurset, hvor de ifølge underviserne tilførte energi til undervisningen med deres ekstra viden, og samtidig har de været tovholdere i forhold til de filmninger, der blev lavet som led i grundkurset ude i de enkelte boformer.

32

Deres uddannelse forløber over en længere periode (12 – 15 måneder), og filmningerne, det obliga-toriske element i deres uddannelse, spiller en helt særlig rolle. (Uddybes senere). De er engagerede og oplever selv, at de gør en forskel i forhold til implementeringen af Marte Meo. Også lederne fremhæver, om end på lidt forskellig vis, de terapeutstuderendes rolle - herunder betydningen af, at der på sigt er tilknyttet en terapeut til hver boform/demensafsnit.

I forlængelse af ovennævnte er det værd at bemærke, at spørgeskemaundersøgelsen blandt me-darbejdere i januar 2009 viser, at lidt over halvdelen af medarbejderne (56 %) svarer, at de kun i ringe grad eller slet ikke gør brug af den terapeutstuderende. Forklaringsmulighederne er flere, men en af de nærliggende forklaringer kunne være, at der ikke er en kollega under uddannelse til tera-peut i den aktuelle boform/demensafsnit, som respondenten er tilknyttet. En anden forklaringsmu-lighed kunne være, at det kræver en særlig ledelsesmæssig indsats at gøre de terapeutstuderende og deres nye viden og kunnen til en synlig og integreret del af organisationens kultur.

Fælles kursus, fælles faglige begreber – fælles referenceramme Flere steder i datamaterialet henvises der til den positive betydning, det har, at alle medarbejdere og ledelse på samme tid og i fællesskab udvikler en fælles forståelse af nogle faglige begreber – i dette tilfælde faglige begreber i tilknytning til Marte Meo. Fælles indføring i faglige begreber betyder fælles faglig viden og fælles faglig referenceramme – en understøtning af det kollegiale fællesskab, som igen opleves som en støtte og inspiration for videreudvikling. En af de tydeligt understøttende faktorer i denne sammenhæng har været det fælles grundkursus. Kurset har i høj grad bidraget til at rammesætte implementeringen af Marte Meo.

De terapeutstuderende tilføjer, at det fælles grundkursus har understøttet deres arbejde med tilbage-meldinger og øvrig formidling, fx på personalemøder. Kollegerne kender principperne, hvilket i sig selv bidrager til at kvalificere terapeuternes arbejde. De terapeutstuderende fremhæver samtidig den positive betydning, det har haft for dem som studerende, at være fælles om et fagligt indhold og et uddannelsesforløb. Man lærer hinanden at kende, siger de, man kan sparre hinanden og i det hele taget bidrage til, at den enkelte holder ud – også når fx tekniske problemer synes at hobe sig op.

At de terapeutstuderende, der netop kommer fra forskellige boformer/demensafsnit, fremhæver deres nye faglige fællesskab som værdifuldt, må antages at kunne få en positiv betydning som et konkret led i en fremtidig erfaringsudveksling/videndeling på tværs af kommunens boformer/demensafsnit.

33

FilmningerSom et obligatorisk element i uddannelsen til Marte Meo terapeut skal hver studerende arbejde med fem samspilsforløb/filmninger. Det ser ud til, at dette obligatoriske krav har fået en dobbelt funktion – forstået således: Samtidig med at samspilsforløbene/filmningerne er nødvendige for de terapeutstuderende, for at de kan få deres uddannelse, så har de studerendes obligatoriske sa-marbejde med kolleger omkring filmningerne i sig selv bidraget til implementering og begyndende forankring af Marte Meo.

Det fremgår overalt i datamaterialet, at alle er enige om, at filmninger er noget af det, der i høj grad understøtter implementering og forankring af Marte Meo - både på individniveau og organisation-sniveau.

At blive filmet og at få en positiv tilbagemelding på det, der lykkes, virker motiverende for den enkelte, det øger arbejdsglæden og giver mod på at fortsætte arbejdet med udvikling af egen rela-tionskompetence. Tendensen er samtidig, at uanset ”rolle” (medarbejder, terapeutstuderende eller leder), så synes filmningerne at påvirke organisationskulturen i retning af større åbenhed over for Marte Meo. Filmninger konkretiserer, synliggør, inspirerer og understøtter udvikling af en lærende organisation7.

4.3.2. Faktorer, der hæmmerNår datamaterialet analyseres med henblik på at finde svar på, hvad der har hæmmet implemen-teringen og forankringen af nærværende projekt indtil nu, så samler analysen sig omkring følgende temaer: Et kursus for ”alle” – men ikke ”alle” har deltagetBåde ledere og medarbejdere fremhæver flere gange det problematiske i, at der i den nuværende personalesammensætning er medarbejdere, der ikke har deltaget i grundkurset – det være sig fx på grund af sygemelding eller et senere ansættelsestidspunkt. Både for den enkelte medarbejder og for boformen/demensafsnittet som organisation er det centralt, at det faglige og kollegiale fæl-lesskab omkring Marte Meo opretholdes.

Både ledere og medarbejdere foreslår, at der fra forvaltningens side tages initiativ til kontinuerlige opsamlingskurser – og meget gerne også opfølgningskurser. Der er, siger nogle af lederne, ikke overskud til på kvalificeret vis at oplære nye medarbejdere i Marte Meo metoden i en implementer-ingsfase. Først når Marte Meo er blevet en del af organisationskulturen, vil et sådant overskud være til stede.

34

Uklare rammer og aftaler En oplevelse af til tider uklare rammer og aftaler omkring fremtiden synes at være en faktor, der fylder i de terapeutstuderendes bevidsthed allerede nu. De fremhæver blandt andet betydningen af, at der gives tid til at arbejde med Marte Meo metoden, til at filme og til at analysere og give tilbagemeldinger. I relation til uddannelsesforløbet nævnes konkret, at der først et stykke tid efter uddannelsens start var formuleret aftaler for, hvor mange timer den enkelte studerende fik til ud-dannelsen.

Det generelle billede synes at være, at det kan være svært og samtidig kræve overskud for den enkelte at holde sig inden for den aftalte timeramme. Påbegyndte forløb kan ikke altid afsluttes – en borger er måske flyttet eller gået bort, og den filmede kollega og afdelingens dagligdag skal respek-teres. De terapeutstuderende brænder tilsyneladende for at udbrede og forankre Marte Meo, men spørger fx nu til konsekvensen af omlægningen til selvejende institutioner med egen økonomi og til kommunens/ledernes fremtidige prioritering i forhold til at afsætte tid til terapeuternes arbejde. Tekniske problemer i forbindelse med filmningerAlle informanter nævner, at tekniske problemer i forbindelse med filmninger, har hæmmet forløbet i opstartfasen, det være sig mangel på teknisk udstyr og problemer med udstyr, der ikke passede sammen. Underviserne nævner problemet, lederne nævner det, og frem for alt: de terapeutstuder-ende nævner det. Alle er enige om, at de tekniske problemer har betydet, at tiden og overskuddet til at være nærværende i undervisningen i den første lange periode blev drænet. Tankerne og samtal-erne kom til at dreje som om ledninger og stik og ikke indholdet i Marte Meo. De studerende efterly-ser kursus i teknikken forud for kurset og IT-support i form af en tilknyttet IT-kyndig/en hotline.

35

4.3.3. DelkonklusionI oversigtsform ser billedet af de faktorer, der i særlig grad har haft betydning for implementeringen af Marte Meo metoden i de udvalgte boformer/demensafsnit således ud:

Følgende faktorer har i særlig grad har understøttet implementeringen:Medarbejdernes høje grad af motivation ved forløbets start samt oplevelse af et veltilrettelagt og •meget motiverende grundkursus.Betydningen af, at en eller flere personer har fungeret som tovholder(e) i processen.•De terapeutstuderende aktive rolle i forløbet.•Værdien i, at alle medarbejdere (forår 2008)– herunder også terapeutstuderende og ledere – har •deltaget i identiske grundkurser og således i samme periode er blevet indført i de samme faglige begreber.Filmninger. Filmninger ser ud til at rumme et særligt potentiale i forhold til at synliggøre borg-•erens initiativer og til som medarbejder at kunne se sig selv som forudsætning for borgerens måde at være til stede i kommunikationen på.

Følgende faktorer ser ud til at have hæmmet implementeringen af Marte Meo:Udskiftning i personalegruppen betyder, at ikke alle ansatte medarbejdere har fået en •grundlæggende indføring i Marte Meo metoden og dens principper. Både ledere og medar-bejdere foreslår, at der fra forvaltningens side tages initiativ til opsamlingskurser/opfølgning-skurser.Oplevelsen af uklare rammer og aftaler, fx omkring arbejdsmæssige forhold og perspektiver for •det videre arbejde.Tekniske problemer i forbindelse med filmninger.•

36

Det overordnede evalueringsspørgsmål har i denne evaluering været:

Har personalet – med baggrund i uddannelsesforløbet – udviklet deres relationskompetencer jf. Marte Meo principperne i arbejdet med borgere med demens? Hvad har virket fremmende hen-holdsvis hæmmende i denne proces i forhold til at forbedre trivslen og livskvaliteten hos borgere med demens ved hjælp af Marte Meo principperne?

Projektet Bedre Ældrepleje bygger på en række antagelser om, hvorfor det har betydning for kvaliteten af indsatsen overfor borgeren at arbejde med udvikling af medarbejdernes relationskom-petence, og hvorfor og hvordan Marte Meo metoden kan være et brugbart redskab i denne ind-sats.

Der har endvidere været opstillet en række succeskriterier for projektet omhandlende medarbe-jdernes syn på og forståelse af borgeren som en person, der gør, hvad vedkommende kan for at samarbejde, bevidsthed om betydningen af at arbejde med egne kommunikative kompetencer og opnåelse af en fælles faglig referenceramme på tværs af boformerne i forhold kommunikationens og samspillets betydning for borgerens trivsel og livsglæde.

Evalueringen viser, at medarbejderne gennem anvendelse af Marte Meo metoden og metodens fem principper for udviklingsstøttende kommunikation har udviklet deres samspil og kommunika-tion med borgeren med demens på en måde, der synes at fremme borgerens trivsel, værdighed og livsglæde og dermed give en formodet øget livskvalitet.

Gennem at følge, bekræfte og benævne borgerens initiativer bliver borgeren tydelig som en per-son, der deltager i kommunikationen og samarbejder med medarbejderen. Når medarbejderen som omsorgsperson sætter ord på det, borgeren ikke selv kan - tanker, intentioner og følelser - bliver borgeren mere rolig, glad og tilpas, ligesom gradueret støtte til hverdagens opgaver medfører, at borgeren kan bruge sine færdigheder og ressourcer. Dette fremmer borgerens selvstændighed og værdighed. Følelsesmæssig kommunikation og nærvær og tid til at indgå i turtagning giver borg-eren mulighed for at tage initiativer og deltage aktivt i samspillet med omsorgspersonen. Medarbe-jdernes ændrede samspil og kommunikation med borgeren skaber således nye forudsætninger for, hvordan borgeren kan være til stede i relationen.

5. Konklusion

37

Evalueringen viser endvidere, at medarbejderne gennem arbejdet med Marte Meo metoden tilsyn-eladende også ændrer deres syn på borgeren med demens, således at borgeren i høj grad ses som en person, der gør, hvad vedkommende kan for at samarbejde, kommunikere og dele mening.

Marte Meo metodens principper synes at være anvendelige som redskaber til at skabe en anerken-dende kommunikation, hvor borgeren kan være til stede som subjekt i en ligeværdig relation.

Det ser ud til, at filmninger af samspilssekvenser giver særligt gode muligheder for at synliggøre borgerens initiativer – initiativer, der måske ikke ville blive opfanget uden filmens fastholdelse af bevægelser, ansigtsmimik og lyde. Borgeren bliver dermed mere tydelig som person.

Marte Meo metoden indebærer at arbejde med analyse af og tilbagemeldinger på filmede sam-spilssekvenser, og denne særlige metodik synes at være velegnet som redskab til at støtte den pro-fessionelles udvikling af relationskompetence. I Marte Meo metoden er udgangspunktet at forstørre de sekvenser af samspillet, hvor kommunikationen lykkes og er udviklingsstøttende. Evalueringen giver anledning til at pege på, at det at se sig selv på film med fokus på de sekvenser, hvor samspil-let lykkes kan give den professionelle en unik indsigt i, hvilke af hendes kommunikative handlinger, der fører til kontakt og samarbejde med borgeren. Netop metodens ressourcefokus - at tage ud-gangspunkt i det, der lykkes - og dét, at man som medarbejder med egne øjne ser på film, hvor man har succes med det, man gør, synes endvidere at give fornyet faglig energi og arbejdsglæde.

Det fælles grundkursus har givet anledning til en begyndende fælles faglig forståelse af kommu-nikations og samspils betydning for borgerens trivsel og livskvalitet, ligesom terapeutuddannelsen har givet mulighed for et tæt fagligt samarbejde mellem de terapeutstuderende på tværs af de deltagende boformer. Terapeutuddannelsesforløbet har derudover haft en slags dobbelt funktion, idet de samspilsforløb, de studerende skal filme, analysere og give tilbagemeldinger på for at bestå deres uddannelse, har betydet en yderlig implementering og forankring af Marte Meo metoden i boformerne/afsnittene. Der har inden for denne evaluerings rammer ikke været mulighed for direkte at dokumentere virknin-gen af medarbejdernes udviklingsprocesser set i forhold til en forbedret trivsel og livskvalitet for

38

borgeren med demens. Men mennesker udgør og skaber gensidigt hinandens forudsætninger for selvfølelse, for trivsel og udvikling, og erfaringerne fra projektet viser, at når medarbejderne foran-drer deres kommunikation og samspil med borgeren, bekræfter og benævner initiativer, yder gra-dueret støtte og giver tid og følelsesmæssig nærvær, så bliver mange borgere mere rolige, de smiler og viser glæde og kan samarbejde om hverdagens opgaver. Alt sammen tegn, der kan ses som udtryk for trivsel, integritet og livskvalitet.

39

1. Reisberg paralleliserer denne afvikling i en slags omvendt proces af barnets udvikling af de tilsvarende færdigheder (Reisberg i Weberskov & Ottesen 2007).

2. Se fx Stern (1995)

3. I projektet ”Praksisudvikling og dokumentation af omsorgen for personer med demens ved hjælp af Marte Meo me-toden” (Weberskov & Ottesen 2007) dokumenteres det, at under projektperioden, hvor personalet arbejder med Marte Meo metoden, indberettes der for flere borgeres vedkommende færre voldsepisoder – for en borger fra 18 voldsepisod-er i en 3. mdrs. periode op til projektet, 3 under projektet og tilbage til 11 i en 8 mdrs. periode efter projektets afslutning. Umiddelbart kunne dette tyde på, at Marte Meo metoden har medført en forbedret kommunikation og samarbejde med borgeren. Men faldet i den voldelige adfærd kan også skyldes, at borgeren under sådan et projektforløb modtager mere opmærksomhed og mere tid fra medarbejderne. Ligesom stigningen efter projektperioden kan have mange årsager, fx at sygdommen har udviklet sig, og at borgeren har afviklet flere færdigheder.

4. Med inspiration fra Vygotsky har Hundeide (2003) beskrevet, hvorledes støtten til barnets udvikling kan gives som gradueret støtte. Vejledningen af barnet tager udgangspunkt i barnets positive initiativer og tilpasses barnets fær-dighedsniveau og opgavens sværhedsgrad. Den voksne understøtter barnets aktivitet i det omfang, der er behov for det, og trækker sin støtte tilbage, så snart barnet kan selv. Dermed oplever barnet, at det mestrer færdigheden, og dets initiativ og autonomi bevares. I den personorienterede omsorg (se afsnit 3.2) er omsorgsopgaven netop at sætte den enkelte i stand til at bruge sine ressourcer med henblik på at kunne bevare selvstændighed og identitet.

5. Se afsnit 3.2. for en kort uddybning af dialektisk relationsforståelse.

6. I den tidligere omtalte personorienterede omsorg (se afsnit 3.2) mødes borgeren først og fremmest som en person, der er til stede i relationen som subjekt. En af de terapeutstuderende fremhæver, hvorledes Marte Meo principperne om at følge, at bekræfte og benævne initiativer giver mening til borgernes handlinger og medfører, at de fremtræder som personer: Så er man vigtig, så er man noget.

7. Udtrykket er lånt fra den amerikanske forsker Peter Senge, der beskriver den lærende organisation, som en organisa-tion, hvor systemerne i organisationen konstant befinder sig i en tilstand af tilpasning og forbedring. Senge peger på fem grundlæggende og centrale discipliner i arbejdet med organisationsudvikling. Disciplinerne er gensidigt forbundne – de er hinandens forudsætning og hinandens konsekvens. De fem discipliner er 1) mentale modeller, 2) personlig mestring, 3) udvikling af fælles visioner, 4) teamlæring og endelig som den femte og væsentligste disciplin 5) systemisk tænkning. Den femte disciplin beskrives som tænkningen, der skal integrere de fire øvrige discipliner inden for og i arbejdet med at udvikle den lærende organisation.

6. Noter

40

Dahler-Larsen, Peter (2006a): Opskrift på virkningsevaluering. I: Dahler-Larsen, Peter og Hanne Kathrine Krogstrup (red.), (2006): Nye veje i Evaluering. Academica.

Dahler-Larsen, Peter (2006b): Om at overvinde forhindringer i virkningsevaluering. I: Dahler-Larsen, Peter og Hanne Kathrine Krogstrup (red.), (2006): Nye veje i Evaluering. Academica.

Halkier, Bente (2002): Fokusgrupper. Forlaget Samfundslitteratur.

Hundeide, Karsten (2004): Børns livsverden og sociokulturelle rammer. Kbh.: Akademisk forlag

Kvale, Steinar (2000): Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag.

Møller, Lis (2008): Anerkendelse i praksis – om udviklingsstøttende relationer. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Rough, Pernille (2002): Marte Meo i praksis – bedre samspil ved egen kraft. Kbh.: Gyldendalske Boghandel.

Senge, Peter M (1999): Den femte disciplin: den lærende organisations teori og praksis. Forlaget Klim.

Sivertsen, Morten B. (2007): Hvordan virker indsatsen mod negativ social arv? Socialforskningsinstituttet.

Stern, Daniel (1995): Barnets interpersonelle univers – et psykoanalytisk og udviklingspsykologisk perspektiv. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Weberskov, Bente og Ottesen, Aase Marie (2007): Praksisudvikling og dokumentation af omsorgen for per-soner med demens ved hjælp af Marte Meo Metoden. www.demensportalen.dk

Mariagerfjord Kommunes projektansøgning til Velfærdsministeriet (Socialministeriet), maj 2007.

www.videnscenterfordemens.dk

7. Litteratur

41

Interviewguides

Interviewene med medarbejdere, terapeutstuderende og ledelse er gennemført som fokusgrup-peinterviews og er gennemført i en meget åben form med fire gennemgående temaer:

Tema 1: Oplevelse af projektforløbet (optagethed? det bedste? forslag til forandringer?Tema 2: Forandringer i medarbejdernes holdning/forståelse - syn på borgere med demens? Tema 3: Praksisforandringer: ændringer i samspil og kommunikation jf. de 5 Marte Meo princpper, ændringer i det daglige arbejde? Tema 4: Tegn på forandringer hos borgeren med demens?

Interviewtemaerne følger i grundtræk nedenstående figur (Sivertsen 2007), hvor første og anden kasse relaterer til ændringer i medarbejdernes holdning/forståelse og adfærd (mødet med borg-eren), og hvor tredje og fjerde kasse relaterer til den effekt, som ændringer i medarbejderens holdning/forståelse og adfærd antages at have for borgeren med demens.

Interviewet med de to undervisere på grundkurset er gennemført som et gruppeinterview ud fra en semistruktureret interviewguide med følgende temaer:

Oplevelse af kursusforløbet (form, tid, indhold – deltagerudbytte).•Marte Meo som metode (tegn på forandringer hos medarbejdere under kursusforløbet).•Kommentarer til projektet (bl.a. i forhold til egne erfaringer med tidligere gennemført projekt i •Mariagerfjord Kommune).

Bilag


holdning eller forståelse


adfærd

Ændring af brugernes holdning

eller forståelse

Ændring af brugernes

adfærd

Tid

42

bedre ældrepleje vha. marte meo metoden

Documents