bind ii - samples.pubhub.dksamples.pubhub.dk/9788757496512.pdf · oliver talevski og peter...

BIND II

RETSPLEJELOV

Bruxelles I-forordning

Denne bog er omfattet af lov om ophavsret.

Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Bogen er udgivet af Djøf Forlag (www.djoef-forlag.dk)

1

KOMMENTERET RETSPLEJELOV

Bruxelles I-forordning

Lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1008 af 24. oktober 2012

REDIGERET AF BERNHARD GOMARD, JENS MØLLER,

OLIVER TALEVSKI OG PETER THØNNINGS

BIND II Tredje bog. Den borgerlige retspleje

Tredje afsnit (Betalingspåkrav), Fjerde afsnit (Tvangsfuldbyrdelse), Femte afsnit ((De foreløbige retsmidler),

Bruxelles I-forordning og Nordisk Domslov

KOMMENTERET AF NIELS M. ANDERSEN, MICHAEL ELLEHAUGE. KETILBJØRN HERTZ,

JØRGEN JOCHIMSEN, PETER ARNT NIELSEN, KIM RASMUSSEN OG PETER THØNNINGS

9. udgave

Jurist- og Økonomforbundets Forlag

2013




1

KOMMENTERET RETSPLEJELOV, BRUXELLES I-FORORDNING

BIND II

9. udgave, 1. oplag

© 2013 Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af

eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt

uden forlagets skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan.

Tryk: Narayana Press, Gylling Indbindning: Jysk Bogbind, Holstebro

Printed in Denmark 2013

ISBN Bind II 978-87-574-2967-4 ISBN komplet 978-87-574-2727-1

Der er ydet støtte til udgivelsen af




1

5

Indholdsfortegnelse

Tredje afsnit. Betalingspåkrav (Peter Thønnings og Michael Ellehauge) Kap. 44a. (§§ 477a-477g) ......................................................................................... 7

Fjerde afsnit. Tvangsfuldbyrdelse (Jørgen Jochimsen; (Ketilbjørn Hertz § 479); (Kim Rasmussen §§ 538-583)) Kap. 45. Grundlaget for tvangsfuldbyrdelse (§§ 478-486) .................................... 27 Kap. 46. Fremgangsmåden ved udlæg og tvangsfuldbyrdelse af andre krav end

pengekrav (§§ 487-506) ........................................................................... 80 Kap. 47. Udlæggets genstand og retsvirkninger (§§ 507-526) .............................. 193 Kap. 48. Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav

(§§ 528-535) ............................................................................................. 292 Kap. 48a. Særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets

bopæl og samvær (§§ 536-537) ............................................................... 304 Kap. 49. Almindelige bestemmelser for tvangsauktion (§§ 538-543) ................... 334 Kap. 50. Tvangsauktion over løsøre (§§ 544-559c) ............................................... 352 Kap. 51. Tvangsauktion over fast ejendom (§§ 560-582) ...................................... 373 Kap. 52. Tvister under tvangsauktionen (§ 583) .................................................... 488 Kap. 53. Appel af fogedrettens afgørelser (§§ 584-587) ........................................ 489 Kap. 54. Brugeligt pant (§§ 588-595) ..................................................................... 515 Kap. 55. Umiddelbare fogedforretninger (§§ 596-600) ......................................... 531

Femte afsnit. De foreløbige retsmidler (Niels M. Andersen) Kap. 56. Arrest (§§ 627-640) .................................................................................. 587 Kap. 57. Forbud (§§ 641-652) ................................................................................ 607 Kap. 57a. Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.

(§§ 653-653d) ........................................................................................... 640

Sjette afsnit. Ophævet

Lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v. (Peter Arnt Nielsen) ................................................................................................... 667 Parallelaftalen (Peter Arnt Nielsen) ........................................................................... 673 Bruxelles I-forordningen (Peter Arnt Nielsen) .......................................................... 685 Nordisk Domslov (Peter Arnt Nielsen) ..................................................................... 839




1




1

Kapitel 44a

7

Tredje afsnit. Betalingspåkrav

Kapitel 44a[1][2][3][4][5]

[1] Lovgrundlag m.v. Retsplejelovens tredje afsnit med kapitel 44a om betalingspåkrav betegnes også den forenk-lede inkassoproces eller blot inkassoproces-sen. Reglerne er indsat i retsplejeloven ved lov nr. 450 af 9. juni 2004 og trådte i kraft 1. januar 2005. Ved ændringslov nr. 518 af 6. juni 2007 er reglerne justeret, navnlig med henblik på betalingspåkrav, der retter sig mod flere skyldnere. Ændringen trådte i kraft 1. juli 2007 med virkning for betalingspåkrav, der indleveres til fogedretten efter dette tids-punkt. Ved ændringslov nr. 614 af 14. juni 2011 er beløbsgrænsen i retsplejelovens § 477 a, stk. 1, 1. pkt., sat op fra 50.000 kr. til 100.000 kr. Ændringen trådte i kraft den 1. oktober 2011 med virkning for betalingspå-krav, der indleveres til fogedretten efter dette tidspunkt. I medfør af § 477b, stk. 5, er der ved be-kendtgørelse nr. 646 af 18. juni 2007 fastsat bestemmelser om indlevering af betalingspå-krav, herunder om anvendelse af betalingspå-kravsblanket.

[2] Litteratur Om betalingspåkrav kan henvises til Gomard og Kistrup, Civilprocessen, s. 229ff samt værkets sagregister, Rammeskow Bang-Pedersen og Højlund Christensen, Den Civile Retspleje, 2. udg., s. 373ff, Kistrup, Møgel-vang-Hansen og Lindencrone Petersen, Fo-gedsager, s. 15ff, Arnt Nielsen og Møller Madsen, Inkasso, s. 197ff, Nygaard Oswald, Inkassosager i praksis s. 67ff, Helle Larsen, Praktisk Inkasso, s. 118, Schwartz Nielsen og Nygaard Oswald, Værneting for lejeretlige krav – den forenklede inkassoproces, U 2007 B.162 og Kim Rasmussen, Kommentar til artiklen U 2007 B.162: Værneting for lejeret-lige krav – den forenklede inkassoproces, U 2007 B.206.

[3] Forarbejder Betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene), s. 401ff, 479ff og 543ff. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925 og 2291, Forhand-lingerne s. 8508, 10981 og 11712. FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150), tillæg B, s. 775 og Forhandlingerne s. 4440, 5898 og 6729.

[4] Formål og baggrund 4.1 Formålet med retsinstituttet Formålet med reglerne om betalingspåkrav er at lette inddrivelsen af ubestridte pengekrav på højst 100.000 kr. Der er tale om en særlig, valgfri fremgangsmåde med henblik på enkle-re, hurtigere og billigere at inddrive sådanne krav gennem retten. Inkassoprocessen går ud på, at fordringshaveren kan vælge at indlevere et betalingspåkrav til retten, der herefter forkynder betalingspåkravet for skyldneren. Fremsætter skyldneren ikke inden en frist på 14 dage indsigelse mod kravet, vil betalings-påkravet – forsynet med rettens påtegning – kunne tjene som grundlag for tvangsfuld-byrdelse af kravet i fogedretten. Betalingspå-kravet vil i øvrigt have samme bindende virkning som en dom. Gør skyldneren indsi-gelse, vil sagen kunne fortsætte som en tvistig civil sag. Der er desuden mulighed for, at fordringshaveren ved afkrydsning i betalings-påkravet kan vælge, at sagen – hvis skyldne-ren ikke gør indsigelse mod kravet – fortsæt-ter som fogedsag med henblik på tvangsfuld-byrdelse af kravet, jf. i det hele FT 2003-04, tillæg A, s. 7495.

4.2 Baggrunden for retsinstituttet Om baggrunden for reglerne om inkassopro-cessen se FT 2003-04, tillæg A, s. 7496, be-tænkning nr. 1436/2004 s. 401ff og Fogedsa-ger, s. 15ff. Allerede i 1905 blev der i Rigsdagen frem-sat et privat forslag om inddrivelse af ube-stridte fordringer. Forbilledet var tysk rets




1

Kapitel 44a

8

regler om »Mahnverfahren«. Forslaget omfat-tede pengefordringer på højst 1.000 kr. og skulle give fordringshaveren mulighed for på skriftligt grundlag at opnå et udpantnings-grundlag, hvis skyldneren ikke inden 2 uger gjorde indsigelse mod fordringen. Anmodnin-gen skulle ledsages af eventuelle dokumenter, som fordringen blev støttet på, samt oplysnin-ger til brug for fogedens behandling af sagen. Forslaget blev vedtaget i Landstinget, men blev ikke færdigbehandlet i Folketinget inden rigsdagssamlingens slutning. I 1920’erne forelagde justitsministeren efter anmodning fra forskellige handelsforeninger spørgsmålet om indførelse af en særlig inkassoproces for Retsplejeudvalget. Udvalget gik dog kraftigt imod sådanne regler, og der blev derfor ikke fremsat forslag herom. På baggrund af Retsplejerådets betænk-ning nr. 698/1973 blev retsplejeloven ændret således, at der blev mulighed for at afsige udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke rettidigt indleverede svarskrift. Formålet var at give domstolene mulighed for en hurtigere og mere rationel behandling af de sager, hvor fordringshaveren alene havde indleveret stæv-ning for at få et udlægsfundament. Da Retsplejerådet afgav betænkning nr. 1201/1990, nærede rådet ikke betænkelighe-der med hensyn til at tilvejebringe særlige regler om betalingspåkrav. Betænkningen indeholdt et forslag herom, som efter rådets opfattelse ville kunne bidrage til en væsentlig forenkling af fremgangsmåden ved tvangs-inddrivelse. Forslaget adskilte sig fra 1905-forslaget navnlig derved, at fordringshaveren skulle have mulighed for selv at tilvejebringe et udlægsfundament uden at inddrage retten. Efter forslaget kunne fordringshaveren lade et betalingspåkrav med samme oplysninger som en stævning forkynde for skyldneren. Fristen for skyldnerens eventuelle indsigelser var 4 uger. Hvis der fremkom indsigelser, var for-dringshaveren henvist til at anlægge civil retssag. Fremkom der ikke indsigelser, kunne det forkyndte betalingspåkrav sendes til fo-gedretten, der så skulle foretage en – over-vejende formel – prøvelse af betalingspåkra-vet. Hvis skyldneren under det første møde i fogedretten gjorde indsigelse, var fordrings-haveren som udgangspunkt henvist til at an-

lægge en civil retssag mod skyldneren. Skyld-neren havde efter forslaget ikke mulighed for at begære sagen genoptaget som efter en ude-blivelsesdom, men kunne anlægge civil rets-sag mod fordringshaveren. Også Småsagsudvalgets betænkning nr. 1341/1997 indeholdt et forslag til en særlig procesform for sager, hvor der ikke var tvist om pengekravs eksistens og størrelse. Udval-get foreslog, at der blev indført et enstrenget system omfattende dels den civilprocessuelle del med tilvejebringelse af dom og dels den fogedretlige del med tvangsfuldbyrdelse ved foretagelse af udlæg. Blandt hovedelemen-terne i forslaget kan navnlig fremhæves en beløbsgrænse på 20.000 kr. og krav om an-vendelse af blanket ved indgivelse af stævnin-gen. Stævningen skulle forkyndes for skyld-neren sammen med en indkaldelse til person-ligt møde i fogedretten og en opfordring til at afgive svarskrift i tilfælde af indsigelser eller modkrav. Fremkom skyldneren med et fyl-destgørende svarskrift, skulle den videre be-handling foregå efter reglerne om civile sager. I modsat fald skulle der afsiges udeblivel-sesdom. Efter forslaget skulle fordringshave-ren ikke have pligt til at møde i fogedretten og skulle derfor som udgangspunkt heller ikke have mødesalær. Retten skulle have en udvi-det vejledningspligt, og det skulle i det hele taget være muligt for en part at føre processen uden advokatbistand. Udvalgets flertal fore-slog, at inkassobureauer i inkassosager og i ikke-tvistige udlægssager skulle have adgang til at repræsentere parter for retten samt til at få inkassosalær. Advokatrådet og Den Danske Dommerfor-ening fremsendte i december 2002 til Justits-ministeriet et fælles forslag til en valgfri, forenklet procesform for såvel bestridte som ubestridte krav under 50.000 kr. Forslaget til-sigtede at forenkle og billiggøre processen for disse sager. På flere punkter fulgte forslaget principperne i forslaget i betænkning nr. 1201/1990, eksempelvis at det skulle være overladt til fordringshaveren eller dennes advokat at afgive inkassopåkrav til skyldne-ren. Advokaternes eneret til at optræde som partsrepræsentanter i inkassosager blev fore-slået opretholdt. Endvidere skulle retsplejelo-vens § 478 ændres således, at inkassopåkrav




1

Kapitel 44a

9

kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, hvis skyldneren ikke rettidigt havde gjort indsigelse. Fogedretten skulle have fuld prø-velsesret med hensyn til inkassopåkravet, herunder mulighed for at henvise sagen til civilt søgsmål, men også mulighed for at forkaste indsigelser som åbenbart grundløse. Et inkassopåkrav skulle efter forslaget ikke tillægges materiel retskraft. Spørgsmålet om en forenklet inkassopro-ces blev drøftet i Folketinget i foråret 2003, hvorefter Folketinget enstemmigt vedtog folketingsbeslutning nr. B 66 om en forenklet inkassoproces, jf. Folketingstidende 2002-03, Forhandlingerne s. 4238 og 9156, tillæg A, s. 2772, tillæg B s. 1949 og tillæg C s. 408. Herefter afgav Retsplejerådet betænkning nr. 1436/2004, der indeholdt forslag til en forenklet inkassoproces. Retsplejerådet under-stregede, at det nuværende retssikkerhedsni-veau burde opretholdes, og at de grundlæg-gende regler for inkassosager, herunder ret-tens prøvelse af sagsøgerens krav ved sagsøg-tes udeblivelse, genoptagelse af sagen, foged-rettens prøvelse af skyldnerens indsigelser og genstanden for udlæg og appel af fogedrettens afgørelser, burde indarbejdes. Forslaget tog udgangspunkt i Advokatrådets og Den Dan-ske Dommerforenings fælles forslag. Beløbs-grænsen blev fastsat til 50.000 kr. (opgjort uden renter, udenretlige inkassoomkostninger og sagsomkostninger). Begrundelsen for beløbsgrænsen var navnlig, at inkassoproces-sen måtte ses i sammenhæng med småsags-processen, hvor beløbsgrænsen også var 50.000 kr. Det blev forudsat i forslaget, at be-talingspåkravet først skulle kunne indleveres til fogedretten, når der var sendt en påkravs-skrivelse til skyldneren med de oplysninger, der var nødvendige for at bedømme fordrin-gen, og med en frist på mindst 10 dage til at indfri fordringen, uden at der blev foretaget yderligere, som ville påføre skyldneren flere omkostninger, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7498. Forslaget adskilte sig fra det tidligere forslag derved, at betalingspåkravet skulle indleveres til retten. Herefter skulle retten efter forslaget foretage en indledende prøvel-se, svarende til prøvelsen af stævninger ved afsigelse af udeblivelsesdomme i civile sager. Retten skulle dernæst foranledige, at beta-

lingskravet blev forkyndt for skyldneren. Hvis skyldneren ikke rettidigt fremsatte indsigelser, kunne betalingspåkravet tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse og havde samme bindende virkning (retskraft) som en dom, herunder således at indsigelser var præklude-ret, jf. betænkning nr. 1436/2004, s. 411. Efter forslaget var der mulighed for at få gennemført den samlede inddrivelse på grundlag at en enkelt anmodning, betalings-påkravet. Fordringshaveren skulle således kunne vælge, at sagen, hvis skyldneren – som forventet – ikke havde indsigelser, skulle fort-sætte med indkaldelse af skyldneren til foged-retten med henblik på foretagelse af udlæg. Fordringshaveren kunne dog også vælge, at betalingspåkravet – forsynet med fogedrettens påtegning om, at der ikke var fremkommet indsigelser – skulle tilbagesendes med henblik på eventuel senere tvangsinddrivelse. En fordringshaver, der valgte at gå frem efter de foreslåede regler om betalingspåkrav, ville således undgå den tungere fremgangsmåde, det er at indlevere stævning med henblik på at få en udeblivelsesdom, for dernæst at indleve-re rekvisition til fogedretten med henblik på tvangsinddrivelse. Placeringen af reglerne om den forenklede inkassoproces i kapitel 44a i retsplejelovens tredje bog, mellem afsnittet om rettergangsmåden i civile sager og afsnit-tet om tvangsfuldbyrdelse, skyldes, at beta-lingspåkravet er knyttet til begge områder. Retsplejerådets forslag tog også stilling til retsafgiften ved indlevering af betalingspå-krav. Efter forslaget burde afgiftsreglerne formuleres således, at der blev skabt et incita-ment for fordringshaverne til at gøre brug af den forenklede inkassoproces og navnlig muligheden for at opnå eksekutionsfundament og tvangsinddrivelse eller retssagsbehandling på grundlag af én anmodning, betalingspåkra-vet. Forslaget bygger i overensstemmelse hermed på et princip om, at afgiften for ret-tens behandling af et betalingspåkrav skal være lavere end afgiften for behandlingen af en civil retssag, jf. betænkning nr. 1436/2004, s. 419. Endvidere skal den samlede retsafgift for rettens behandling af selve be-talingspåkravet samt enten udlæg eller rets-sagsbehandling være lavere, når fordringsha-veren ved indlevering af betalingspåkravet




1

Kapitel 44a

10

anmoder om én samlet sagsgang, end når fordringshaverens først anmoder om behand-ling af betalingspåkravet og dernæst om rets-sagsbehandling eller udlæg. På grundlag af Retsplejerådets forslag og som opfølgning på beslutningsforslag nr. B 66 fremsatte Justitsministeren 31. marts 2004 lovforslag L 219 til ændring af retsplejeloven og retsafgiftsloven (Forenklet inkassoproces). Lovforslaget, der svarer til Retsplejerådets forslag, blev vedtaget som lov nr. 450 af 9. juni 2004 med ikrafttræden 1. januar 2005. Ved lov nr. 518 af 6. juni 2007 blev der med baggrund i erfaringerne med at anvende retsinstituttet vedtaget en justering af reglerne, navnlig med hensyn til betalingspåkrav, der vedrører flere skyldnere. Lovændringen har virkning for betalingspåkrav, der indleveres til retten efter 1. juli 2007. Ved lov nr. 614 af 14. juni 2011 blev beløbsgrænsen sat op til 100.000 kr. bl.a. med den virkning, at andre end advokater, f.eks. inkassobureauer, også vil kunne repræsentere parterne i sager, der behandles efter den forenklede inkassoproces, når sagsgenstanden ligger i intervallet 50.000 kr. – 100.000 kr.

[5] Inkassoprocessen og småsagsprocessen Anvendelse af småsagsprocessen i retspleje-lovens kap. 39 er som udgangspunkt obligato-risk for sager om krav uden økonomisk værdi og krav med en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., hvis sagen i øvrigt hører under byret eller boligret, jf. retsplejelovens § 400, stk. 1. Sager omfattet af retsplejelovens kapi-tel 42, 42a, 43, 43a, 43b, 44 og 88 er dog ikke omfattet af småsagsprocessen, jf. § 400, stk.

3. Når tvisten er opstået, kan sagens parter aftale, at småsagsprocessen ikke skal anven-des, jf. § 400, stk. 2. Endvidere kan retten under visse betingelser efter anmodning fra en part eller ex officio bestemme, at en sag overgår til almindelig procesform, jf. § 402. Den forenklede inkassoproces omfatter nu – i modsætning til småsagsprocessen – krav med en økonomisk værdi af højst 100.000 kr. Før den 1. oktober 2011 gjaldt en fælles beløbsgrænse på 50.000 kr. for både inkasso-processen og småsagsprocessen. De to pro-cesformer adskiller sig grundlæggende fra hinanden derved, at småsagsprocessen inden for beløbsgrænsen er den almindelige proces-form for alle civile – typisk tvistige – sager, hvorimod inkassoprocessen alene angår in-kassosager, dvs. sager, hvori der ikke forven-tes indsigelser og dermed heller ikke tvist om kravet og dets størrelse. Da anvendelse af småsagsprocessen – inden for denne procesforms anvendelsesom-råde – som udgangspunkt er obligatorisk, vil en sag med en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., der er startet som betalingspåkrav, men som på baggrund af indsigelser fra skyld-neren henvises til behandling som civil sag, også som udgangspunkt blive omfattet af småsagsprocessen, jf. betænkning nr. 1436/ 2004, s. 419 og Civilprocessen, s. 251, sml. m. U 2009.1302 VLK og forslag til lov nr. 614 af 14. juni 2011 (lovforslag nr. 201, FT 2010/11), punkt 1 og 2. Har en sådan sag derimod en økonomisk værdi på mere end 50.000 kr., overgår sagen i tilfælde af indsi-gelse til almindelig procesform.

§ 477a[1]

§ 477a

Reglerne i dette kapitel kan[2] anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav[3] på højst 100.000 kr.[4], når fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren har indsigelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende[5]. Renter[6] og omkostninger[7] med-regnes ikke ved opgørelsen af kravets værdi. Stk. 2. Er der angivet flere skyldnere i samme betalingspåkrav, anvendes reglerne i §§ 477d- 477f for hver skyldner for sig[8].




1

Kapitel 44a § 477a

11

[1] Bestemmelsen, der fastlægger anvendel-sesområdet for reglerne om betalingspåkrav (forenklet inkassoproces), er indsat ved lov nr. 450 af 9. juni 2004, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925, Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712. Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 518 af 6. juni 2007, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150), tillæg B, s. 775 og Forhandlingerne s. 4440, 5898 og 6729. Bestemmelsen er senest ændret ved lov nr. 614 af 14. juni 2011, hvor beløbsgrænsen blev sat op fra 50.000 kr. til 100.000 kr., jf. lovforslag nr. 201, FT/2010/11, punkt 2.

[2] Det er således valgfrit for fordringshave-ren at anvende kapitlets regler om den forenk-lede inkassoproces. Alternativet er at anlægge en almindelig inkassoretssag, fra 1. januar 2008 efter reglerne om småsagsprocessen, jf. note 5 til kapitel 44a. Det forhold, at for-dringshaveren allerede har et grundlag for tvangsfuldbyrdelse i form af en (rest)fordring efter kreditaftalelovens § 41 eller i form af et gældsbrev, er ikke til hinder for at indlevere et betalingspåkrav, jf. U 2006.2453 VLK og U 2011.1153 ØLK. Eventuelle retsafgiftsmæs-sige forskelle mellem – »billige« – betalings-påkravssager og – »dyre« – almindelige inkassosøgsmål kan ikke føre til nedslag i sagsomkostningerne for den fordringshaver, som vælger at inddrive sit tilgodehavende ved et almindeligt inkassosøgsmål frem for en betalingspåkravssag, jf. U 2007.1695 ØLK.

[3] Reglerne finder anvendelse på alle sager, der henhører under de almindelige domstole, jf. § 1, eller under boligret, jf. henvisningen i lejelovens § 112 til retsplejelovens regler, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509. I Fogedsager, s. 19 fremhæves, at inkassoprocessen – også for lejeretlige krav – kun omfatter ikke-tvistige sager. Det er uden betydning, hvad der er grund-laget for kravet – eksempelvis en kontrakt, en skadegørende handling eller en offentligretlig forpligtelse. Pengekravet skal være forfaldent og må ikke være betinget af en modydelse, jf. FT 2003-04, tillæg A s. 7499 og 7509. Angår betalingspåkravet flere skyldnere, skal disse betingelser være opfyldt i forhold til alle skyldnerne, jf. stk. 2 med note 8.

[4] Heri medregnes ikke renter, (udenretlige) inkassoomkostninger og sagsomkostninger, jf. stk. 1, 2. pkt., og note 6 og 7. Se hertil ØLK af 31. maj 2012 (FM 2012.254). Betalingspå-kravet vil som udgangspunkt blive afvist, hvis det lyder på et højere beløb end 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.), jf. § 477c, stk. 1. Fordringshaveren har ikke adgang til at udstykke sit krav, medmindre dette kan ske efter de almindelige, ulovbestemte principper om udstykning af krav, jf. Civilprocessen, s. 800ff. Forsøger fordringshaveren at udstykke kravet, selvom betingelserne herfor ikke er opfyldt, vil der normalt ikke ske afvisning. Hvis betalingspåkravet får retskraft, jf. § 477e, stk. 3, vil retsvirkningen i stedet være, at fordringshaveren afskæres fra senere at gøre den resterende del af kravet gældende, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509. Der er intet til hinder for, at fordringshaveren indgiver flere betalingspåkrav for flere forskellige krav, forudsat at hvert enkelt krav ikke overstiger beløbsgrænsen på 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.). Der skal i så fald betales retsafgift af hvert enkelt betalingspåkrav. Omvendt kan fordringshaveren medtage flere krav i et enkelt betalingspåkrav, når blot det samlede krav ikke overstiger beløbsgrænsen på 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.). I så fald betales kun en retsafgift. Konsekvensen af, at et betalingspåkrav vedrørende en enkelt skyldner omfatter flere forskellige krav, er, at alle kravene kommer til at dele samme skæbne under den forenklede inkassoproces. Er sagsfremstillingen eksem-pelvis urigtig for så vidt angår ét af kravene, vil hele betalingspåkravet kunne afvises, jf. § 477c, stk. 1, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509, eventuelt efter at der er givet frist til at afhjælpe manglerne, jf. § 477c, stk. 2. Tilsva-rende vil en indsigelse fra skyldneren ved-rørende ét af kravene medføre, at hele beta-lingspåkravet skal behandles i overensstem-melse hermed, dvs. at det overgår til retssags-behandling eller returneres til fordringshave-ren, jf. § 477f, og det kan ikke gives påteg-ning om, at der ikke er fremkommet indsigel-ser, jf. § 477e, stk. 2. Beløbsgrænsen på 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.) skal overholdes, uanset om betalingspåkravet angår flere




1

§ 477a Kapitel 44a

12

skyldnere, jf. stk. 2. Indeholder betalingspå-kravet flere krav mod flere skyldnere, må kravene sammenlagt ikke overstige 100.000 kr. Eksempelvis vil et betalingspåkrav ikke kunne indeholde 2 krav på 60.000 kr. Et krav på 100.000 kr. vil kunne fremsættes over for flere solidarisk hæftende skyldnere. Et beta-lingspåkrav kan også gå ud på, at to skyldnere hver især skal betale 50.000 kr. (før 1. oktober 2011 25.000 kr.), jf. i det hele FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Se i øvrigt note 8.

[5] Vedrører betalingspåkravet flere skyldne-re, jf. stk. 2, er det en betingelse, at fordrings-haveren forventer, at ingen af skyldnerne gør indsigelse eller fremsætter modkrav, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. I FM 2011.208 Ø afvistes et betalingspåkrav, da det af sags-fremstillingen direkte fremgik, at skyldneren ikke ville betale, fordi han påberåbte sig modkrav. I U 2012.2498 ØLK er det udtalt, at retten også i betalingspåkravssager ex officio skal påse om skyldneren har fornøden proces-habilitet.

[6] Hermed sigtes til renter af betalingspåkra-vets hovedstol. I visse situationer omfatter betalingspåkravet kun renter. Det er tilfældet, eksempelvis hvis hovedstolen er betalt, eller hvis der allerede foreligger et særligt rets-grundlag for hovedstolen, og betalingspåkra-vet indleveres for at afbryde forældelse for renter, der er påløbet efterfølgende. I så fald skal renterne medregnes og må højst udgøre 100.000 kr. (før 1. oktober 2011 50.000 kr.), jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509. I U 2008.54 ØLK antages det, at pengekravet i et løbende kreditforhold (en kassekredit) kunne opgøres som summen af de bekøb, debitor havde trukket, med fradrag af debitors indbetalinger og med tillæg af de påløbne kreditrenter på opgørelsestidspunktet. Se U 2012.2851 ØLK, som angår opgørelse af kreditors krav i hen-hold til to købekontrakter med løbende må-nedlig rentetilskrivning af restgælden, og hvor det ikke blev tilladt kreditor at opgøre hoved-stolen med påløbne kreditrenter. Se ligeledes ØLK af 31. maj 2012 (FM 2012.254).

[7] Udtrykket omfatter her såvel udenretlige inkassoomkostninger som sagsomkostninger

ved rettens behandling af sagen, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7509. Udenretlige inkassoom-kostninger omfatter såvel egeninkasso som fremmedinkasso, jf. Fogedsager, s. 21.

[8] Retsplejelovens regler om den forenklede inkassoproces og forarbejderne hertil tog ikke oprindeligt stilling til betalingspåkrav, hvori der er angivet flere skyldnere, jf. U 2006.973 ØLK. I retspraksis var det antaget, at der kunne anføres flere skyldnere i et betalings-påkrav, hvis den fogedret, betalingspåkravet blev indleveret til, var stedligt kompetent i forhold til alle skyldnerne, jf. U 2005.1947 ØLK og ØLK af 19. april 2005 (Fuldmægti-gen, dokument id: 1-2005-3368). I forarbej-derne til stk. 2 anføres, at der har været ud-trykt tvivl om, hvorledes retsstillingen er i situationer, hvor skyldnernes forhold er for-skellige, eksempelvis med hensyn til mulig-heden for forkyndelse og med hensyn til indsigelser og genoptagelse, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4929. Det anføres videre, at der i betalingspåkrav – som i stævninger – fortsat bør kunne anføres flere skyldnere. Med virk-ning for betalingspåkrav, der er indleveret til retten efter 1. juli 2007, er der i § 477a, stk. 2, taget stilling til, hvorledes betalingspåkrav med flere skyldnere skal behandles. Det bemærkes, at det ikke har været hensigten at ændre retstilstanden for så vidt angår nødven-digt procesfællesskab, jf. nedenfor. For betalingspåkrav med flere skyldnere gælder der herefter følgende ordning: a) Reglerne i §§ 477a, stk. 1, § 477b og

§ 477c, stk. 1, 2. pkt., skal være opfyldt for betalingspåkravet i sin helhed, altså i forhold til samtlige skyldnere, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Er dette ikke tilfældet, eksempelvis fordi beløbsgræn-sen ikke er overholdt, eller fordi der ikke er værneting, afvises betalingspåkravet. Afvisningen gælder betalingspåkravet i sin helhed, dvs. med hensyn til alle krav og i forhold til samtlige skyldnere, jf. § 477c, stk. 1, 1. pkt. Dog kan der gives frist til afhjælpning af manglerne, jf. § 477c, stk. 2, eventuelt ved at en eller flere skyldnere eller et eller flere krav fjernes fra betalingspåkravet. Er proble-met fogedrettens stedlige kompetence,




1

Kapitel 44a § 477b

13

kan sagen henvises til en fogedret, der er stedligt kompetent i forhold til alle skyld-nerne, jf. § 477c, stk. 3.

b) Efter fogedrettens indledende kontrol, jf. § 477c, behandles betalingspåkravet sær-skilt for hver enkelt skyldner, jf. 477a, stk. 2. Et betalingspåkrav kan således få for-skellige retsvirkninger i forhold til de re-spektive skyldnere. Eksempelvis fordi kun én af flere skyldnere fremsætter ind-sigelse eller anmoder om genoptagelse.

Følgerne af ordningen kan sammenfattende skitseres således, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939f: – Der skal for alle skyldnerne være tale om

et forfaldent pengekrav, § 477a, stk. 1. – Der kan højst inddrives 100.000 kr. (før 1.

oktober 2011 50.000 kr.) i alt på beta-lingspåkravet (bortset fra renter og om-kostninger), jf. § 477a, stk. 1.

– Fogedretten skal være stedligt kompetent i forhold til alle skyldnere, jf. § 477b.

– Der skal være sendt påkravsskrivelse til alle skyldnerne, jf. § 477b, stk. 2.

– Bestemmelsen i § 477c, stk. 1, 2. pkt., om, at kravet ikke må være uklart m.v., skal være overholdt med hensyn til beta-lingspåkravet i sin helhed, uanset om uklarheden m.v. kun angår én af skyld-nerne.

– § 477d om forkyndelse anvendes indivi-duelt for hver enkelt skyldner. Dette med-fører, at forkyndelse kan undlades for en enkelt skyldner, eksempelvis fordi udlæg er udelukket efter fredningsreglen i § 490 eller efter konkursloven, jf. § 477d, stk. 1, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades.

– Afvisning efter § 477d, stk. 2, på grund af unøjagtig angivelse af skyldnerens navn og adresse vil i givet fald også kun ske for den skyldner, unøjagtigheden angår.

– Det afgøres individuelt for hver enkelt skyldner, om der kan meddeles påtegning

om, at der ikke rettidigt er kommet indsi-gelser, jf. § 477e, stk. 2, 1. pkt., således at betalingspåkravet for denne skyldners vedkommende får retskraft, jf. § 477e, stk. 3, og eventuelt overgår til tvangsind-drivelse, jf. § 477e, stk. 2, 2. pkt. Indsigel-sesfristen løber fra det tidspunkt, forkyn-delsen er sket over for den pågældende skyldner.

– Tilsvarende afgøres det individuelt, om betalingspåkravet – i overensstemmelse med fordringshaverens anmodning – overgår til retssagsbehandling, fordi der rettidigt er fremkommet indsigelser, jf. § 477f.

– Det afgøres individuelt for hver enkelt skyldner, om sagen kan genoptages, jf. § 477e, stk. 4, således at påtegningen for denne skyldners vedkommende annulle-res, og sagen – ligeledes (alene) for denne skyldners vedkommende – overgår til retssagsbehandling, jf. § 477e, stk. 5, og § 477f.

Der er ikke med § 477a, stk. 2, tilsigtet en ændring af reglerne og principperne om nød-vendigt procesfællesskab, jf. bl.a. retsplejelo-vens § 255, stk. 2, dvs. hvor det ifølge retsfor-holdets beskaffenhed er nødvendigt, at flere personer optræder som procesfæller som sagsøger eller sagsøgt. Dette kan forekomme, hvis en rettighed tilhører flere personer i for-ening, jf. Civilprocessen, s. 465f. Foreligger der nødvendigt procesfællesskab, må beta-lingspåkravet behandles samlet for de pågæl-dende skyldnere. I en sådan situation kan sagen f.eks. ikke dels behandles som udlægs-sag for én skyldner, der ikke har fremsat indsigelser, og dels for vidt angår en anden skyldner, der har fremsat indsigelser, overgå til retssagsbehandling, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4940. Om betalingspåkrav med flere skyldnere se i øvrigt Fogedsager, s. 22ff og Inkassosager i praksis, s. 84 ff.

§ 477b[1] § 477b

Inddrivelsen indledes ved indlevering[2] af betalingspåkrav til fogedretten i en rets-kreds, hvor der er værneting efter kapitel 22 og 23[3]. Såfremt fordringshaveren an-




1

§ 477b Kapitel 44a

14

moder om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, jf. stk. 4, nr. 2, skal beta-lingspåkravet dog indleveres til fogedretten i en retskreds, hvor der endvidere er vær-neting efter § 487, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt.[4] Stk. 2. Før betalingspåkravet indleveres til fogedretten, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i § 10, stk. 2 og 3, i lov om in-kassovirksomhed, og den frist, der er nævnt i § 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed, skal være udløbet, jf. dog § 11 i lov om inkassovirksomhed[5]. Stk. 3. Betalingspåkravet skal indeholde[6]: 1) parternes navn og adresse, herunder angivelse af en postadresse i Det Europæiske

Økonomiske Samarbejdsområde, hvortil meddelelser til fordringshaveren vedrø-rende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske[7],

2) angivelse af den ret, ved hvilken inddrivelsen indledes, 3) fordringshaverens krav og[8] 4) en kort fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå kravet støt-

tes[9]. Stk. 4. Betalingspåkravet skal endvidere indeholde oplysning om[10]: 1) hvorvidt fordringshaveren ønsker betalingspåkravet forkyndt for skyldneren, så-

fremt udlæg er udelukket efter § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207[11], 2) hvorvidt fordringshaveren ønsker, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning

fra fordringshaveren, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og 3) hvorvidt fordringshaveren ønsker, at retssagsbehandling indledes på grundlag af

betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter ind-sigelser.

Stk. 5. Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om betalingspåkravets ud-formning, herunder om anvendelse af særlige blanketter og om indlevering af kopier af betalingspåkravet[12]. Stk. 6. Fogedretten vejleder om udfyldning af blanketter[13].

[1] Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 450 af 9. juni 2004, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925, Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712. Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 518 af 6. juni 2007, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150), tillæg B, s. 775 og Forhandlingerne s. 4440, 5898 og 6729, og lov nr. 718 af 25. juni 2010, jf. lovforslag nr. 199 af 26. marts 2010. Der er intet til hinder for, at et betalingspå-krav omfatter flere skyldnere og flere krav, jf. § 477a, stk. 2. Betalingspåkrav kan kun indle-veres på en særlig betalingspåkravsblanket, jf. § 477b, stk. 5, og bkg. nr. 646 af 18. juni 2007 § 1, stk. 1. Bekendtgørelsen er gengivet i note 12. Er der angivet flere skyldnere, skal regler-ne i § 477b anvendes for betalingspåkravet som helhed, jf. § 477a, stk. 2, med note 8, FT

2006-07, tillæg A, s. 4939 og nedenfor note 3 og 4.

[2] Et betalingspåkrav kan indleveres af for-dringshaveren selv eller en rettergangsfuld-mægtig, i praksis en advokat eller en retter-gangsfuldmægtig omfattet af § 260, stk. 5. Indlevering af betalingspåkrav er et retsligt skridt, der afbryder forældelse, jf. § 16 i forældelsesloven (lov nr. 522 af 6. juni 2007).

[3] Hvis fordringshaveren alene anmoder om, at der skabes et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, gælder samme værnetingsregler som i civile sager, jf. henvisningen til kapitel 22. Dette medfører, at betalingspåkravet kan indleveres ved skyldnerens hjemting, jf. §§ 235, 236 og 238-240, eller ved et undtagelsesværneting, jf.




1

Kapitel 44a § 477b

15

§§ 237 og 242-246, jf. Fogedsager, s. 26, og Civilprocessen, s. 105ff. Er der angivet flere skyldnere i et sådant betalingspåkrav, skal værnetingsreglerne være opfyldt for beta-lingspåkravet som helhed, jf. § 477a, stk. 2, og FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Dette inde-bærer, at fogedretten skal være stedligt kom-petent efter § 477b, stk. 1, 1. pkt., i forhold til alle skyldnerne, herunder i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 23 om kumulation. Er der således tale om et betalingspåkrav efter § 477b, stk. 1, 1. pkt., dvs. at der alene er tale om at skabe et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, og angår betalingspåkravet flere skyldnere, kan betalingspåkravet herefter indleveres til enhver fogedret, der er stedligt kompetent i forhold til én af skyldnerne, forudsat at der er værneting i Danmark for alle skyldnerne, jf. retsplejelovens § 250, stk. 1, nr. 1 og 2, og FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Om den herfra forskellige situation, hvor fordringshaveren (tillige) anmoder om, at der iværksættes udlægsforretning uden fornyet anmodning, se § 477b, stk. 1, 2. pkt., med note 4. Om værneting for betalingspåkrav med lejeretlige krav se note 4. Se U 2011.737Ø om behandling af beta-lingspåkravssager, når skyldner har hjemting på Færøerne.

[4] Hvis fordringshaveren anmoder om, at der iværksættes udlægsforretning uden fornyet anmodning, stilles der efter § 477b, stk. 1, 2. pkt., krav om, at fogedretten tillige er stedligt kompetent efter retsplejelovens § 487, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt. Se hertil VLK af 5. december 2011 (FM 2012.38): Parterne havde forudgå-ende aftalt værneting ved Retten i Roskilde. Sagsøgeren indleverede betalingspåkrav ved Retten i Aalborg, hvor sagsøgte havde hjem-ting. Efter at sagsøgte havde fremsat indsigel-se, henvistes sagen efter anmodning fra sag-søgeren til Retten i Roskilde, hvilket sagsøgte kærede. Landsretten tiltrådte, at der var sket henvisning, idet sagsøgeren ikke ved at indle-vere betalingspåkravet ved Retten i Aalborg havde afskåret sig fra at begære sagen henvist til det aftalte værneting. Se tillige U 2009.1688 ØLK, hvor landsretten fastslog, at fogedretten ved skyldnernes (nye) værneting

– hvor sagen var indledt ved betalingspåkrav indeholdende kreditors anmodning om rets-sagsbehandling efter § 477 f – efter modtagel-sen af skyldnernes indsigelser skulle have henvist sagen til boligretten ved lejemålets retskreds. Kravet gælder i forhold til alle de skyldne-re, der måtte være anført i betalingspåkravet, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939; alle skyld-nerne skal således have værneting i retskred-sen på grundlag af hjemting, jf. § 487, stk. 1, nr. 1, erhvervsmæssig virksomhed, jf. § 487, stk. 1, nr. 2, eller pant for fordringen, jf. § 487, stk. 1, nr. 3. Henvisningen i § 477b, stk. 1, 2. pkt., til § 487, stk. 2, 1. pkt., giver mulighed for at anvende disse subsidiære værnetingsregler (opholds- og godsværneting) for skyldnere, der ikke har værneting i rets-kredsen efter § 487, stk. 1, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4940. Er der ikke værneting i retskredsen for alle skyldnerne, må fordringshaveren enten nøjes med at anmode om et eksekutionsfundament, jf. § 477b, stk. 1, 1. pkt., eller indlevere flere betalingspåkrav til forskellige fogedretter, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4939. Er fogedretten ikke stedligt kompetent, afvises betalingspå-kravet i sin helhed, altså for så vidt angår alle skyldnerne, jf. § 477c, stk. 1, 1. pkt., med-mindre manglen afhjælpes, jf. § 477c, stk. 2. Fremgår det, hvilken fogedret der er kompe-tent, kan der ske henvisning, jf. § 477c, stk. 3. I sager om fraflytningskrav i lejeforhold skal betalingspåkrav – hvis fordringshaveren har anmodet om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning – indleveres til fogedret-ten i den retskreds, hvor lejeren har hjemting, også selvom ejendommen er beliggende i en anden retskreds, jf. U 2005.2293 VLK sam-menholdt med Vestre Landsrets kendelser af 16. juni 2006 i sagerne B-1070-06 og B-1072-06, omtalt i Schwartz Nielsen og Nygaard Oswald, U 2007 B.162. Således også Vestre Landsrets kendelse af 15. april 2005 (FM 1-2005-3370). Der er således efter den referere-de landsretspraksis i disse sager ikke værne-ting efter lejelovens § 111, dvs. i den rets-kreds, hvor ejendommen er beliggende, jf. Kim Rasmussen, U 2007 B.206. Schwartz Nielsen og Nygaard Oswald, U 2007 B.162, argumenterer med henvisning til retsplejelo-




1

§ 477b Kapitel 44a

16

vens § 235, stk. 1 (»... medmindre andet er bestemt ved lov«), for at et betalingspåkrav efter § 477b, stk. 1, 1. pkt., med et lejeretligt krav kan indleveres til fogedretten i den rets-kreds, hvor lejemålet er beliggende, jf. lejelo-vens § 111. Se også Kim Rasmussen i FM 1-2006-515985. Se endvidere U 2009.1688 ØLK, refereret ovenfor.

[5] Betalingspåkrav kan først indleveres til fogedretten, når en påkravsskrivelse, der opfylder inkassolovens krav, er afsendt, og 10-dagesfristen er udløbet. Påkravsskrivelsen skal foruden 10-dagesfristen tydeligt angive alle oplysninger, der er nødvendige for skyld-nerens bedømmelse af kravet, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7510 og Fogedsager, s. 27. Inkas-solovens § 11 fører til, at betalingspåkrav kan indgives uden at afvente 10-dagesfristen, hvis der er nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives, eksempelvis på grund af forældelse, jf. U 2012.391 VLK (FM 2011.291), der med henvisning bl.a. til bemærkningerne til inkassolovens § 11 tillod, at et betalingspåkrav var indgivet før udløbet af 10-dages fristen. Også fordringshavere, der i øvrigt ikke har pligt til at gå frem efter reg-lerne i inkassoloven, skal overholde 10 dages fristen, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7500 og 7510, og Fogedsager s. 28. Fogedretten påser – på grundlag af beta-lingspåkravet – ex officio, om stk. 2 er op-fyldt. Fogedretten påser således ikke, om den skrivelse, der er sendt til skyldneren, opfylder kravene i inkassolovens § 10, jf. U 2004.689 ØLK. Er kravet i stk. 2 ikke opfyldt, afviser fogedretten sagen, eller giver frist til at af-hjælpe manglerne ved betalingspåkravet, jf. § 477c, stk. 1 og 2.

[6] Det var indtil lovændringen i 2007, jf. lov nr. 518 af 6. juni 2007, et krav, at betalings-påkravet skulle indeholde en vejledning til skyldneren om retsvirkningerne af betalings-påkravet og om, hvad skyldneren burde gøre for at varetage sine interesser, jf. tidligere § 477b, stk. 3, nr. 5. Som ønsket såvel af fogedretterne, der havde anvendt ressourcer på at kontrollere vejledningen, som af bruger-ne, er kravet om, at vejledningen er en inte-

greret del af betalingspåkravet, nu opgivet, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4930 og 4941. Da der imidlertid stadigvæk er behov for, at skyldne-ren vejledes, er der samtidig fastsat den regel, at fogedretten skal hæfte vejledningen på betalingspåkravet, før det forkyndes for skyldneren, jf. § 477d, stk. 1, og bkg. nr. 646 af 18. juni 2007 § 1, stk. 2. Vejledningen er optrykt som et bilag til bekendtgørelsen. Er kravene i stk. 3 ikke opfyldt, afviser fogedretten sagen eller giver frist til afhjælp-ning af manglerne, jf. § 477c, stk. 1 og 2.

[7] Bestemmelsen i § 477, stk. 3, nr. 1, blev ved lov nr. 325 af 11. april 2012 ændret der-ved, at »Det Europæiske Økonomiske Sama-bejdsområde« erstattede »Danmark«. Æn-dringen indebærer, at en fordringshaver med adresse i Det Europæiske Økonomiske Sam-arbejdsområde – EU-landene samt Norge, Island og Lichtenstein – nu sidestilles med en fordringshaver med adresse i Danmark i forhold til angivelse af sin postadresse i beta-lingspåkravet. Fordringshaveren kan angive sin egen postadresse, eller for eksempel en advokats postadresse i et EØS-land, som det sted, hvortil meddelelser vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske. Kravet om en postadresse gælder også for fordringshavere med bopæl udenfor EØS-området. Hvis det er uklart, hvorvidt og i hvilket omfang fordringshaveren er repræsen-teret ved advokat, kan der ske afvisning, jf. ØLK af 7. juni 2005 (Fuldmægtigen, doku-ment id: 1-2005-3743). Det må antages, at mindre fejl i oplysningerne om skyldnerens bopæl ikke nødvendigvis tillægges betydning, jf. Fogedsager, s. 28. I VLK af 11. juni 2009 (FM 2009.88) skete der ikke afvisning, uanset sagsøgtes navn alene var angivet som »Guld-smedegården v/T. Dedenroth«. FM 2009.88 indeholder en kort redaktionel kommentar. I ØLK af 5. december 2008 (FM 2008.216) skete der afvisning af et betalingspåkrav – hvor rekvirentens navn var angivet »Danblik VVS« – med bemærkning, at kreditor ikke var angivet som en fysisk eller juridisk per-son.

[8] Jf. § 477a, stk. 1, med noter.




1

Kapitel 44a § 477b

17

[9] Kravene i stk. 3, nr. 4, til betalingspåkra-vets indhold svarer til kravene til en stævning. Det er dog tilstrækkeligt, at betalingspåkravet indeholder en kort fremstilling af de retlige og faktiske omstændigheder, kravet støttes på. Dette svarer til de krav, der stilles til stævnin-ger i inkassosager, jf. retsplejelovens § 348, stk. 3. Det er hverken nødvendigt eller til-strækkeligt for at opfylde kravene om sags-fremstilling, at betalingspåkravet vedlægges bilag, jf. bkg. nr. 646 af 18. juni 2007 § 3, stk. 1, og § 4. Betalingspåkravet skal naturligvis være underskrevet, jf. § 261, stk. 2, og ØLK af 29. marts 2005 (Fuldmægtigen, dokument id: 1-2005-3321). I U 2006.1017 VLK anføres det, at manglende underskrift af et betalingspåkrav åbenbart beror på en ekspeditionsfejl, hvorfor der bør gives fordringshaveren frist til at afhjælpe manglen, jf. princippet i § 477c, stk. 2. Hvis betalingspåkravet indeholder fejl, eksempelvis i renteberegningen, og manglen ikke afhjælpes inden en af fogedretten fastsat frist, jf. § 477c, stk. 2, vil betalingspåkravet blive afvist, jf. § 477c, stk. 1 og U 2006.355 VLK. Kræves rykkergebyrer, skal dette til-strækkeligt begrundes i sagsfremstillingen, jf. U 2006.1009 VLK, men modsat ØLK af 6. juni 2005 (Fuldmægtigen, dokument id: 1-2005-3541). I U 2007.1747 VLK skete der afvisning af et betalingspåkrav om flytteopgø-relse. Kreditor havde ikke oplyst, om almenle-jelovens § 94, stk. 2, var overholdt, og sags-fremstillingen var derfor ikke tilstrækkelig. Praksis er så vidt ses nu ændret, således at et sådant krav ikke stilles, jf. U 2008.1709 VLK (VLK af 4. april 2008, også gengivet i FM 2008.34) og VLK af 23. januar 2009 (FM 2009.18) samt U 2009.2289/1 ØLK. I VLK af 24. juni 2005 (Fuldmægtigen dokument id: 1-2005-3661) fandt landsretten det i modsætning til fogedretten tilstrækkeligt, at sagsfremstillingen henviste til to specifice-rede fakturaer, idet landsretten bemærkede, at intet tydede på forældelse. Der foreligger en række afgørelser om kravet til redegørelse for rentepåstanden: VLK af 7. oktober 2005 (Fuldmægtigen dokument id: FM 1-2005-3816): Manglende berigtigelse af betalingspåkrav, hvor forfalds-

dagen ikke blev anset for fastsat i forvejen, medførte afvisning. I VLK af 1. oktober 2008 (FM 2008.192) stadfæstede landsretten afvisningen af et betalingspåkrav, hvor det i sagsfremstillingen var anført, at renten var i overensstemmelse med parternes kreditaftale, idet landsretten henviste til, at der ikke var anført oplysninger om baggrunden for forrentningens begyndel-sestidspunkt. I VLK af 10. marts 2009 (FM 2009.39) hjemvistes sagen med henblik på, at sagsøgeren blev meddelt frist til at oplyse, om betingelserne i rentelovens § 7, stk. 3, vedrø-rende morarente var opfyldt, idet betalingspå-kravet for så vidt ikke opfyldte betingelserne i § 477 b, stk. 3, nr. 4. I U 2009.2813 VLK stadfæstede landsretten afvisningen af et betalingspåkrav med følgende begrundelse: »Det kan ikke af rubrik 4, der vedrører kra-vets størrelse, udledes, fra hvilken dato der skal beregnes renter af hovedstolen. Den omstændighed, at der under rubrik 5, der vedrører sagsfremstillingen, er foretaget en specifikation af de tidspunkter, hvorfra for-rentningen regnes, er ikke tilstrækkeligt, da der ikke er foretaget nogen henvisning til rubrik 4.« Se tilsyneladende modsat: VLK af 29. september 2010 (FM 2010.298), der, ligeledes vedrørende renter, lagde afgørende vægt på indholdet af sagsfremstillingen. I VLK af 31. oktober 2011 (FM 2011.291) var datoen for det udførte arbejde ikke oplyst i betalingspåkravet, men der var henvist til en faktura, som indeholdt en udførlig redegørelse for kravet, og som var medsendt til fogedret-ten. Landsretten anså herefter § 477 b, stk. 3, nr. 4, for opfyldt. I U 2012.2472 ØLK afvistes et betalings-påkrav, da det ikke fremgik af sagsfremstil-lingen, hvilke beløb der var opkrævet i ryk-kergebyr, inkassogebyr, udenretlige inddrivel-sesomkostninger og renter. Landsretten hen-viste herved til § 477 c, stk. 1, jf. § 477 b, stk. 3, nr. 3 og 4.

[10] Bestemmelsen fastlægger fordringshave-rens valgmuligheder i forbindelse med be-handlingen af betalingspåkravet. Har for-dringshaveren ikke angivet, hvorledes sagen ønskes behandlet, vil fogedretten afvise sagen eller meddele frist til afhjælpning af manglen,




1

§ 477b Kapitel 44a

18

jf. § 477c. Fordringshaveren angiver sine valg ved afkrydsning på betalingspåkravsblanket-ten, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. Valg-mulighederne er følgende: 1. For det tilfælde, at der foreligger en udlægshindring, kan fordringshaveren vælge, at sagen sluttes, og betalingspåkravet tilbage-sendes, jf. stk. 4, nr. 1. I så fald afbrydes forældelsen ikke, og fogedretten giver ikke betalingspåkravet påtegning, jf. Inkasso, s. 206. 2. Fremsætter skyldneren ikke rettidigt indsigelse, får betalingspåkravet rettens på-tegning herom, og betalingspåkravet har herefter samme retskraft som en dom, jf. § 477e, stk. 3. Fordringshaveren kan for det tilfælde, at der ikke fremsættes indsigelser, efter stk. 4, nr. 2, vælge en af følgende mulig-heder: (a) En udskrift af betalingspåkravet med rettens påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, sendes til fordrings-haveren, og sagen sluttes, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. Betalingspåkravet, der som anført har retskraft som en dom, vil senere kunne anvendes som grundlag for tvangsfuld-byrdelse, jf. § 478, stk. 1, nr. 1. (b) Sagen fortsætter – uden ny anmodning fra fordringshaveren – med, at der foretages udlægsforretning. Fogedretten vil i denne situation forkynde en indkaldelse for skyldne-ren til et møde i fogedretten. 3. For det tilfælde, at skyldneren rettidigt fremsætter indsigelser, har fordringshaveren følgende valgmuligheder: (a) Sagen tilbagesendes til fordringshave-ren og sluttes hermed. (b) Sagen overgår til retssagsbehandling. Dette indebærer, at betalingspåkravet får samme virkning som en stævning.

[11] Ved lov nr. 518 af 6. juni 2007 blev bestemmelsen udvidet til – foruden frednings-reglen i § 490 – at omfatte situationer, hvor udlæg er udelukket efter konkurslovens §§ 16, 16a, 31, 171 eller 207 (anmeldt betalings-standsning, konkurs, tvangsakkord eller gældssanering); også i disse situationer kunne fordringshaveren have interesse i, at beta-lingspåkravet returneres, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4941. Henvisningen til konkurslo-

vens §§ 16, 16 a og 171 er ved lov nr. 718 af 25. juni 2010 som en konsekvensændring erstattet af en henvisning til § 12 c om forbud mod fyldestgørelse i skyldnerens aktiver under en rekonstruktionsbehandling efter konkursloven.

[12] Jf. bekendtgørelse nr. 646 af 18. juni 2007, der har følgende ordlyd:

»§ 1. Betalingspåkrav efter reglerne i retsple-jelovens § 44a skal udfærdiges på Domstols-styrelsen betalingspåkravsblanket, jf. bilag 1. Stk. 2. Når betalingspåkravet forkyndes for skyldneren, skal Domstolsstyrelsens Vejled-ning til skyldner vedhæftes, jf. bilag 2. § 2. Ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten skal der ud over originalen ved-lægges 2 kopier af betalingspåkravet. Hvis der er mere end én skyldner angivet i betalings-påkravet, skal der vedlægges én yderligere kopi af betalingspåkravet for hver skyldner ud over den første. § 3. Ved indlevering af betalingspåkravet skal der ikke vedlægges dokumentation for kravet. Stk. 2. Bilag til betalingspåkravet skal vedlægges i samme antal eksemplarer som betalingspåkravet, jf. § 2. § 4. Forpligtelsen til at angive oplysninger i betalingspåkravet kan ikke opfyldes ved at henvise til bilag, som vedlægges betalingspå-kravet. Oplysninger i bilag vedlagt betalings-påkravet kan alene supplere de pligtmæssige oplysninger i betalingspåkravet. § 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2007. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1194 af 7. de-cember 2004 om indlevering af betalingspå-krav m.v. efter retsplejelovens kapitel § 44 a (forenklet inkassoproces) ophæves.« I retspraksis har fordringshaverens anven-delse af blanketter med helt bagatelagtige afvigelser fra den autoriserede blanket ikke ført til afvisning, men frist til berigtigelse, se U 2006.1319 VLK og FM 2012.350, eller at sagen fremmes, se U 2007.97 VLK og VLK af 13. januar 2006 (Fuldmægtigen dokument id: 1-2006-29297, med kommentar af Kim Rasmussen). Andre afvigelser fra den fortryk-te blanket har ført til afvisning, jf. U




1

Kapitel 44a § 477c

19

2006.1337 VLK og VLK af 10. marts 2006 (Fuldmægtigen dokument id: FM 1-2006-370163, ligeledes med kommentar af Kim Rasmussen). Se også U 2011.88Ø om uberet-tiget angivelse af tekst (sagsfremstilling) i blankettens rubrik 4, som er reserveret til den rene beløbsmæssige opgørelse. Landsretten udtalte i den forbindelse, at der henset til formålet med anvendelsen af den fortrykte blanket er snævre rammer for, hvilke afvigel-ser kreditor kan gøre fra den opstilling af sagens oplysninger, som er tilsigtet med blanketten. Om udfyldning af blanketten m.v. se Inkasso, s. 205f.

[13] Fogedrettens vejledningspligt omfatter både hjælp til fordringshaveren til at udfylde betalingspåkravsblanketten og til skyldneren vedrørende eventuelle indsigelser. Vejlednin-gen er begrænset til en mundtlig gengivelse og uddybning af den skriftlige vejledning fra fogedretten, og fogedretten skal ikke yde materiel retshjælp med rådgivning om retsstil-lingen, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. Om udfyldelse af betalingspåkravsblanketten se Inkassosager i praksis, s. 70 ff.

§ 477c[1] § 477c

Opfylder betalingspåkravet ikke kravene i §§ 477a og 477b, afvises sagen ved en beslutning, der meddeles fordringshaveren, jf. dog stk. 3[2]. Det samme gælder, hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig[3]. Efter for-dringshaverens anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse[4]. Stk. 2. Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe mangler som nævnt i stk. 1[5]. Stk. 3. Fremgår det af det foreliggende, hvilken fogedret der er kompetent, kan der i stedet for afvisning ske henvisning til denne fogedret[6]. Stk. 4. Fogedretten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver beta-lingspåkravet påtegning herom[7].

[1] Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 450 af 9. juni 2004, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925, Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712. Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 518 af 6. juni 2007, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150), tillæg B, s. 775 og Forhandlingerne s. 4440, 5898 og 6729.

[2] Bestemmelsen indeholder regler om fo-gedrettens indledende kontrol af betalingspå-kravet. Skyldneren forventes ikke at have indsigelser, og det forkyndte betalingspåkrav vil derfor som regel automatisk få retskraft, når indsigelsesfristen er udløbet, og der er givet påtegning, jf. § 477e. Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det derfor en betingelse for fogedrettens iværksættelse af forkyndelse af betalingspåkravet, at fogedret-

ten kontrollerer, at betalingspåkravet opfylder kravene i § 477a og § 477b, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. Der kan indrømmes for-dringshaveren frist til afhjælpning af eventuel-le mangler, jf. stk. 2. Er betalingspåkravet indleveret til en fogedret, som ikke er stedligt kompetent, og fremgår det, hvilken fogedret der er kompetent, kan fogedretten som alter-nativ til afvisning henvise til den rette foged-ret, jf. stk. 3. Beslutninger om afvisning skal træffes af en juridisk foged, bortset fra beslut-ninger om afvisning på grund af kvalificerede mangler ved angivelsen af skyldnerens navn eller adresse, jf. § 477 d, stk. 2, jf. § 19, stk. 3. Se U 2006.657 VLK, hvor landsretten ophæ-vede en § 19, stk. 3-fogeds afvisning af et betalingspåkrav, som ikke var udfærdiget på den autoriserede blanket. Se tillige FM




1

§ 477c Kapitel 44a

20

2012.350, hvor en kreditor, der havde ind-leveret betalingspåkrav på en gammel blanket, skulle have haft frist til at afhjælpe manglen. Se endvidere Fogedsager, s. 33 med henvis-ninger vedrørende risikoen for retstab som følge af afvisning. Se endvidere nedenfor i note 4 om kendelser.

[3] Det er forudsat, at fogedrettens kontrol af, om kravet er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, eller om sagsfremstillin-gen må antages i væsentlige henseender at være urigtig, har samme intensitet som den kontrol af stævninger, der foretages af retten forud for afsigelse af udeblivelsesdomme i borgerlige sager i medfør af retsplejelovens § 352, stk. 1. Der kan indrømmes fordrings-haveren frist til afhjælpning af eventuelle mangler, jf. stk. 2. Hvis fordringshaverens krav – herunder vedrørende renter og uden-retslige inkassoomkostninger – ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, må fogedret-tens reaktion være afvisning eller indrøm-melse af frist til afhjælpning. Der kan ikke blive tale om hel eller delvis frifindelse af skyldneren, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511f. Se VLK af 6. februar 2006 (FM 1-2006-140619), om en situation hvor fogedretten gav påtegning efter § 477c, stk. 3, samtidig med at fogedretten af egen drift nedjusterede de af fordringshaveren krævede egeninkassoom-kostninger. Landsretten ophævede afgørelsen. Lasse Højlund Christensen undersøger i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2008.129 – blandt andet med afsæt i lovforarbejder og retsprak-sis vedrørende betalingspåkravreglerne – om der kan opstilles retningslinjer for retternes prøvelse i udeblivelsessager. Forfatteren kommenterer, side 140, i den forbindelse blandt andet intensiteten af fogedretternes prøvelse i betalingspåkravssager. Se U 2005.2567 VLK og U 2005.3296 VLK om situationer, hvor landsretten tillod berigtigelse af rentepåstanden i betalingspå-krav, refereret under § 477e, note 8.

[4] En kendelse skal begrundes, jf. § 218, stk. 1. I Fogedsager, s. 35, anføres det, at kendel-ser skal afsiges af en juridisk foged, uanset årsagen til afvisningen.

[5] Der er ikke i bestemmelsens forarbejder givet nærmere vejledning om, i hvilke tilfælde der bør gives frist til afhjælpning, og i hvilke tilfælde der bør ske afvisning. Det er alene anført, at det normalt vil være naturligt at indrømme fordringshaveren en frist, såfremt fordringshaveren ikke har angivet sine valg vedrørende behandlingen af betalingspåkravet i § 477b, stk. 4, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7511. I U 2006.1017 V anføres det, at mang-lende underskrift af et betalingspåkrav åben-bart beror på en ekspeditionsfejl, hvorfor der bør gives fordringshaveren frist til at afhjælpe manglen, jf. princippet i § 477c, stk. 2. For-dringshaverens anvendelse af en blanket med blot layoutmæssige eller helt bagatelagtige afvigelser fra den autoriserede blanket kan føre til, at fordringshaveren meddeles frist til berigtigelse, se U 2006.1319 VLK, eller at sagen fremmes, se U 2007.97 VLK. Andre afvigelser fra den autoriserede blanket har ført til afvisning, jf. U 2006.1337 VLK. I U 2011.1872/1 ØLK afvistes et betalingspåkrav, da pengeinstituttet, som var kreditor for kra-vet, ikke ville oplyse stillingsbetegnelsen for den medarbejder, der havde underskrevet betalingspåkravet, jf. retsplejelovens § 261, stk. 2.

[6] Reglen er udformet som retsplejelovens § 489, stk. 2, og forudsættes anvendt på sam-me måde, jf. FT. 2006-07, tillæg A, s. 4941.

[7] Fogedretten fastsætter således de egentlige sagsomkostninger for selve betalingspåkravs-sagen. Sagsomkostningerne omfatter retsafgift samt eventuelle udgifter til advokat eller anden erhvervsmæssigt virkende rettergangs-fuldmægtig, jf. retsplejelovens § 260, stk. 5 eller rettergangsfuldmægtig i henhold til § 260, stk. 6, hvis fordringshaveren har indleve-ret betalingspåkravet gennem advokat eller en af de nævnte rettergangsfuldmægtige. Lands-retspræsidenterne har i cirkulæreskrivelse af 30. september 2011 til byretterne oplyst, at landsretterne har vedtaget følgende omkost-ningstabel med vejledende salærtakster for betalingspåkrav pr. 1. oktober 2011:




1

Kapitel 44a § 477c

21

Sagsværdi Salær *) Salær + moms *) **)

Retsafgift for selve betalings-påkravet.

Salær ex. moms + retsafgift *)

Salær + moms + retsafgift *) **)

0***) 400 500 400 800 900

1-5.000 850 1.060 400 1.250 1.460

5.001-10.000 1.420 1.780 400 1.820 2.180

10.001-15.000 1.740 2.180 400 2.140 2.580

15.001-20.000 1.960 2.450 400 2.360 2.850

20.001-25.000 2.060 2.580 400 2.460 2.980

25.001-30.000 2.130 2.660 400 2.530 3.060

30.001-35.000 2.230 2.790 400 2.630 3.190

35.001-40.000 2.300 2.880 400 2.700 3.280

40.001-45.000 2.390 2.990 400 2.790 3.390

45.001-50.000 2.460 3.080 400 2.860 3.480

50.001- 75.000

2.700

3.380

750 + 1,2 % af sagsværdi****)

75.001- 100.000

3.110

3.890

750 + 1,2 % af sagsværdi****)

*) Hvis der er beregnet udenretlige inkassoomkostninger til dækning af fremmed inkasso ved advokat eller ved en person, der i medfør af retsplejelovens § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af retsplejelovens § 260, stk. 6, kan møde i sager om inddrivelse af forfaldne pengekrav efter reglerne i retsplejelovens kapital 44 a eller i sager om mindre krav efter reglerne i retspleje-lovens kapitel 39, fratrækkes disse omkostninger i salæret. **) Moms medregnes kun, hvis den vindende part oplyser ikke at være momsregistreret. ***) En sags værdi er 0 kr., hvis der er sket betaling af hovedstolen, og der alene er tale om inddrivelse af (resterende) omkostninger. ****) Jf. retsafgiftsloven § 15 b, stk. 1. Da retsafgiftsberegningen således følger hovedreglen i retsafgiftsloven § 1, stk. 2, kan der om beregning af retsafgift for betalingspåkrav med en værdi på 50.001-100.000 kr. henvises til bilag 3 i Notat om afgørelser om sagsomkostninger i civile sager af den 17/12-2008.




1

§ 477c Kapitel 44a

22

Landsretspræsidenterne har i notat af 20. december 2007 om sagsomkostninger i små-sager m.v., anført blandt andet, at landsretter-ne i omkostningsafgørelser vedrørende blandt andet betalingspåkravssager den 1. januar 2008 og senere vil fastsætte de beløb, hvor-med udgifter til dækningsberettiget bistand fra andre end advokater skal kunne dækkes, efter de samme vejledende satser og på samme måde, som gælder for fastsættelse af beløb til dækning af udgifter til advokatbistand. I Bet. 1436/2004, s. 421, er det anført blandt andet, at der i de sagsomkostninger, som fogedretten fastsætter for betalingspåkra-vet, også indgår advokatudgifter vedrørende udenretlige inddrivelsesskridt. I landsretspræ-sidenternes notat af 20. december 2007 er det om praksis herom anført, af det omkostnings-beløb, der efter de vejledende satser skal fast-sættes til dækning af udgifter til advokatbi-stand, reduceres med det beløb, som parten er tilkendt til dækning af udgifter til advokatbi-stand efter rentelovens regler om udenretlige incassoomkostninger. Efter ophævelsen af ad-vokaternes møderetsmonopol i visse inkasso-sager gælder dette tillige for dækningsberetti-get bistand fra andre rettergangsfuldmægtige end advokater. Afgørelsen af, hvornår og i hvilket omfang fordringshaveren hos skyldneren kan kræve betaling for udenretlige inddrivelsesomkost-ninger, beror navnlig på fortolkning af visse bestemmelser i renteloven og heri hjemlede retsakter. Der henvises herom til Rentelovs-komm. og Fogedsager, s. 35ff. Udgangspunk-tet for sager omfattet af retsplejelovens kap. 44a – men ikke nødvendigvis for andre inkas-

sosager – synes herefter at være, at omkost-ninger i henhold til rentelovens § 9a og bekg. nr. 601 af 12. juli 2002, bilag 2 (som ændret ved bekg. nr. 423 af 28. maj 2009), til uden-retlig egeninkasso kan kræves dækket i tillæg til de omkostninger der følger af landsrets-præsidenternes takster, jf. U 2006.366V, hvor fordringshaveren blev tilkendt dækning af blandt andet tilstrækkeligt begrundede udgif-ter i forbindelse med egen udsendelse af udkast til et frivilligt forlig, som ikke blev tiltrådt af skyldneren. Kreditors omkostninger i henhold til rente-lovens § 9 a og bekg. nr. 601 af 12. juli 2002, bilag 1 (som ændret ved bekg. nr. 423 af 28. maj 2009), til udenretlig fremmedinkasso kan ikke kræves dækket i tillæg til det beløb, som fremgår af landsretspræsidenternes takster. Det indenretlige takstmæssige sagsomkost-ningsbeløb skal derfor reduceres med det beløb, som kreditor tilkendes til dækning af udenretlig fremmedinkasso. I sager omfattet af retsplejelovens kap. 44 a gælder dette uanset om de udenretlige inkassoskridt er foretaget af en advokat eller f.eks. et inkasso-bureau. Se nærmere U 2009.553Ø. Rykker- og inkassogebyrer i henhold til rentelovens § 9 b kan kræves betalt i tillæg til disse omkostningsbeløb, hvis de grundlæg-gende betingelser herfor er opfyldt. Om spørgsmål vedrørende forrentning af de anførte sagsomkostninger, se nærmere i Fogedsager side 38f. Har kreditor gjort brug af muligheden for at anlægge inkassosag ved stævning og ikke ved betalingspåkrav, vil sagsomkostningerne ikke af den grund skulle reduceres, jf. U 2007.1695 ØLK.

§ 477d[1] § 477d

Fogedretten lader betalingspåkravet vedhæftet den i stk. 3 nævnte vejledning forkyn-de[2] for skyldneren på grundlag af de oplysninger, som betalingspåkravet indeholder, medmindre[3] udlæg er udelukket efter § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207 og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades, jf. § 477b, stk. 4, nr. 1. Stk. 2. Fogedretten kan afvise sagen, hvis angivelsen af skyldnerens navn og adresse, jf. § 477b, stk. 3, nr. 1, er unøjagtig, således at forkyndelse ikke kan foretages på




1

Kapitel 44a § 477e

23

grundlag af fordringshaverens oplysninger. § 477c, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse[4]. Stk. 3. Domstolsstyrelsen udarbejder en vejledning til skyldneren om retsvirkningerne af betalingspåkravet og om, hvad skyldneren bør foretage sig til varetagelse af sine interesser[5].

[1] Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 450 af 9. juni 2004, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925, Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712. Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 518 af 6. juni 2007, jf. FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150). FT 2006-07, tillæg A, s. 4926 (L 150), tillæg B, s. 775 og For-handlingerne s. 4440, 5898 og 6729. Be-stemmelsen er tillige ændret ved lov nr. 718 af 25. juni 2010, jf. lovforslag nr. 199 af 26. marts 2010.

[2] Bestemmelsen indeholder regler om for-kyndelse af betalingspåkravet. Bestemmelsen svarer til § 350 om forkyndelse af stævninger, bortset fra reglen om, at forkyndelse i visse situationer kan undlades efter fordringshave-rens anmodning, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7512. Forkyndelsen sker efter de almindelige regler i retsplejelovens kap. 17. Selvom fordringshaveren har anmodet fogedretten om at få foretaget udlæg uden fornyet anmodning herom, jf. § 477b, stk. 4, nr. 2, bør fogedretten ikke samtidig med forkyndelsen af betalingspåkravet iværksætte forkyndelse for skyldneren af indkaldelse til møde i fogedretten med vejledning om, at en indsigelse indebærer, at mødet i fogedretten bortfalder. Efter Justitsministeriets opfattelse vil en sådan fremgangsmåde kunne betyde, at der fremsættes flere ubegrundede indsigelser

mod betalingspåkrav, end hvis en sådan frem-gangsmåde ikke anvendes, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7501.

[3] Fogedretten lader betalingspåkravet for-kynde, medmindre (a) sagen afvises efter § 477c, eller (b) udlæg er udelukket efter de i § 477d, stk. 1, anførte foged- eller insolvens-retlige bestemmelser, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undla-des. I de under (b) beskrevne situationer returneres betalingspåkravet til fordringshave-ren med oplysning om udlægshindringens karakter, og retsafgiften tilbagebetales, jf. RAL § 15a, stk. 5.

[4] Afgørelser af denne art kan træffes af kontorpersonale med bemyndigelse i medfør af § 19, stk. 3. I Fogedsager, s. 40, anføres det, at en § 19, stk. 3-bemyndigelse alene giver den bemyndigede medarbejder adgang til at træffe de omhandlede afgørelser i form af en beslutning, men ikke i form af en ken-delse, uanset formuleringen af § 19, stk. 3, og henvisningen i § 477d, stk. 2, til § 477c, stk. 1, 3. pkt.

[5] Vejledningen er optaget som bilag 2 til bekg. nr. 646 af 18. juni 2007, og kan findes på www.domstol.dk. Mange byretter har ligeledes hjemmesidelinks til vejledningen.

§ 477e[1][2] § 477e

Hvis skyldneren har indsigelser[3] mod kravet, skal skyldneren skriftligt[3] give fo-gedretten meddelelse herom inden 14 dage[4] fra forkyndelsen af betalingspåkravet. Såfremt forkyndelsen sker i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, er fristen dog 4 uger[4]. Stk. 2. Fremkommer der ikke rettidigt indsigelser mod kravet, giver fogedretten beta-lingspåkravet påtegning herom[5] og underretter parterne. Såfremt fordringshaveren har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, jf. § 477b, stk. 4, nr. 2,




1

§ 477e Kapitel 44a

24

iværksætter fogedretten tvangsfuldbyrdelse på grundlag af betalingspåkravet, der side-stilles med en anmodning om tvangsfuldbyrdelse[6]. Såfremt fordringshaveren ikke har anmodet om foretagelse af udlæg uden fornyet anmodning, sender fogedretten udskrift af betalingspåkravet til fordringshaveren[7]. Stk. 3. Når betalingspåkravet har fået påtegning efter stk. 2, 1. pkt., har det samme bindende virkning som en dom[8]. Stk. 4. Inden 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, kan skyldneren ved skriftlig anmodning til fogedretten kræve sagen genoptaget[9]. Fogedretten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden 1 år efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser[10]. Fogedretten kan betinge genoptagelse af, at skyldneren betaler de sagsomkostninger, der er pålagt skyldneren, eller stiller sikkerhed for betalingen[11]. Stk. 5. Genoptages sagen, annullerer fogedretten påtegningen efter stk. 2, 1. pkt., og går frem efter § 477f[12].

[1] Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 450 af 9. juni 2004, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925 og Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712.

[2] Bestemmelsen indeholder regler om skyldnerens muligheder for at gøre indsigelse mod kravet, herunder ved eventuel genopta-gelse, og om retsvirkningerne, hvis skyldne-ren ikke fremkommer med indsigelser.

[3] Indsigelsen skal være gjort i skriftlig form. Det er tilstrækkeligt, at skyldneren skriftligt og med fornøden identifikation af sagen giver fogedretten en ganske kort meddelelse, hvoraf det fremgår, at skyldneren ikke godkender kravet. Udsagnet »Jeg har indsigelser mod kravet« vil for eksempel være tilstrækkeligt, og meddelelsen behøver ikke at oplyse, hvad indsigelserne går ud på, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7502, og U.2006.646 VLK. Fogedretten skal ikke foretage en nærmere vurdering af indsigelsernes valør, men skal – alt efter for-dringshaverens valg i medfør § 477b, stk. 4, nr. 3 – følge den i § 477f angivne fremgangs-måde. En indsigelse kan vedrøre hele kravet eller en del heraf. Ligeledes kan indsigelser vedrøre afviklingsmåden, jf. U 2007.2573 ØLK. Sagen kan ikke fremmes for en eventu-el ubestridt del af fordringen eller ubestridte poster, som indgår i kravet.

[4] Fristen på 14 dage er identisk med det sædvanlige stævnevarsel, jf. § 351, stk. 1. Fristernes længde er fastsat blandt andet med tanke for, at formålet med betalingspåkravsin-stituttet er at skabe en hurtig og enkel inkas-soproces for ubestridte krav, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7502. Der er efter bestemmelsens formulering ikke mulighed for at forlænge fristerne. Baggrunden herfor er hensynet til ensartet og hurtig behandling af sagerne, skyldnerens nemme adgang til at fremsætte indsigelser og det forhold, at skyldneren har fået påkravsskrivelse med betalingsfrist på mindst 10 dage, inden betalingspåkravsproce-duren iværksættes, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7502. I Fogedsager, s. 42, antages det med henvisning til princippet i U 2004.1612 H, at indsigelser, som fremsættes efter fristen, men inden fogedretten har påtegnet betalingspå-kravet, formentlig må betragtes som en an-modning om genoptagelse, jf. § 477e, stk. 5.

[5] Da fogedretten før forkyndelsen af beta-lingspåkravet har kontrolleret, at betalingspå-kravet kan tillægges retskraft og kan tvangs-fuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigel-ser, er der tale om en rent administrativ ek-spedition, som kan gøres af fogedrettens kontorpersonale, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7502. Se U 2005.2567 VLK og U 2005.3296 VLK om situationer, hvor landsretten tillod berigtigelse af rentepåstanden i betalingspå-




1

Kapitel 44a § 477e

25

krav inden fogedrettens påtegning i medfør af § 477e, stk. 2, refereret nedenfor i note 8.

[6] Fogedretten skal ikke ved iværksættelsen af tvangsfuldbyrdelsen på ny prøve værne-tingsgrundlaget, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7513. Betalingspåkravet med påtegning efter stk. 2, 1. pkt., udgør tvangsfuldbyrdelses-grundlaget, jf. § 478, stk. 1, nr. 1. Kravene i § 488 om anmodningen om tvangsfuldbyrdelse vil derfor også være opfyldt, og der vil derfor ikke kunne blive tale om, at fogedretten afvi-ser sagen i medfør § 489 om manglende kom-petence, utilstrækkeligt grundlag for tvangs-fuldbyrdelse eller manglende oplysninger eller dokumenter. Fredningsreglen i § 490 finder dog anvendelse. Det er således uden betydning, at fogedretten inden forkyndelsen af betalingspåkravet har påset, at frednings-reglen ikke da var til hinder for sagens frem-me, jf. § 477d, stk. 1. Det kan tænkes, at det ved en herefter stedfunden fogedforretning er konstateret, at det ikke er muligt at opnå dækning hos skyldneren. Tvangsfuldbyrdelsen sker efter de almin-delige regler i § 491 og følgende. Der gælder ikke nogen fuldbyrdelsesfrist, jf. § 481a. At betalingspåkravet er sidestillet med en an-modning om tvangsfuldbyrdelse, indebærer blandt andet, at prioritetsstillingen for eventu-elle udlæg regnes fra indleveringen af beta-lingspåkravet til fogedretten, jf. § 526, stk. 1.

[7] Fordringshaveren vil senere kunne indgive anmodning om tvangsfuldbyrdelse på grund-lag af betalingspåkravet, men der vil så skulle ske fornyet prøvelse blandt andet efter retsple-jelovens §§ 487-489.

[8] Betalingspåkravet hindrer således, at parterne senere anlægger retssag om samme krav. I medfør af forældelsesloven (lov nr. 522 af 6. juni 2007) er en fordring fastslået ved et betalingspåkrav undergivet 10-årig forældelse i medfør af lovens § 5, stk. 1, nr. 3, dog at fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende er undergivet 3-årig forældelse i medfør samme lovs § 3, jf. § 5, stk. 2. Se U 2005.2567 VLK, U 2005.3296 VLK og VLK af 4. maj 2005 (Fuldmægtigen do-

kument id: FM 1-2005-3654) om situationer, hvor landsretten tillod berigtigelse af rentepå-standen i betalingspåkrav, som var forkyndt for skyldneren, der ikke havde fremsat indsi-gelser. Fogedretten havde endnu ikke givet betalingspåkravene påtegning i medfør § 477e, stk. 2. Det må ved afgørelserne være forudsat, at det berigtigede betalingspåkrav på ny forkyndes for skyldneren, inden fogedret-ten eventuelt giver påtegning i medfør § 477e, stk. 2. I kendelsen af 4. maj 2005 anførtes, at der var tale om en åbenbar skrivefejl fra sagsøgerens side, og at berigtigelse »undta-gelsesvis« blev tilladt. Se endvidere U 2007.2033 ØLK, hvor det blev fastslået, at der ikke kunne ske berigtigelse efter § 221 af beløbsangivelsen i et forkyndt betalingspå-krav, efter at dette havde fået påtegning i medfør § 477e, stk. 2.

[9] Genoptagelse kan ske efter samme regler som gælder for genoptagelse af en borgerlig sag, som er afgjort ved en udeblivelsesdom, jf. § 367, stk. 1, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7513. Skyldneren har et absolut krav på gen-optagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser. Beslut-ning om genoptagelse kan ikke træffes af en kontorfuldmægtig i henhold til § 19, stk. 3 – se FM 2009.92 VLK.

[10] Adgangen til genoptagelse efter 4 uger forudsættes administreret på samme måde som den lignende regel i § 367, stk. 1. Der vil så-ledes navnlig kunne tages hensyn til, om det er undskyldeligt, at anmodningen ikke er indgivet tidligere, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7513. Se VLK af 12. april 2006 (Fuldmægtigen, doku-ment id: 1-2006-455625) for en sag, hvor gen-optagelse blev afslået, da det ikke kunne anses for undskyldeligt, at skyldneren først havde fremsat indsigelser under fogedretsmøde for tvangsfuldbyrdelse, og at der i øvrigt ikke var anført noget, som kunne begrunde, at sagen undtagelsesvis skulle genoptages. I Fogedsager, s. 44, antages det, at der her-udover kan lægges vægt på sandsynligheden for, at sagen efter genoptagelse vil få et andet udfald, jf. U 1982.421 H, og efter omstændig-




1

§ 477e Kapitel 44a

26

hederne tillige på, at der har været ført forligs-forhandlinger mellem parterne, jf. U 1990.711 H. Det må antages, at afgørelsen gengivet i U 1990.711 H særligt sigter til forligsdrøftelser, som føres efter dommens afsigelse – overført til den foreliggende sammenhæng vil det være forligsdrøftelser ført efter betalingspåkravet har fået påtegning efter § 477e, stk. 2. U 1990.711 H illustrerer desuden, at afgørelsen af spørgsmålet om genoptagelse beror på en konkret vurdering af sagen, herunder også omstændighederne i forbindelse med udebli-velsen.

[11] I Fogedsager, side 44, anføres det med henvisning til § 318, at en betingelse om

sikkerhedsstillelse eller betaling af sagsom-kostninger navnlig har betydning i tilfælde, hvor skyldnerens undladelse af at fremsætte indsigelser rettidigt kan tilregnes ham.

[12] Annullationen medfører, at betalingspå-kravet ikke kan tvangsfuldbyrdes. Et eventuelt udlæg på grundlag af betalingspåkravet må ophæves i medfør af § 504, nr. 5, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7514. Se herom U 2008.526Ø. Den videre sagsgang efter genoptagelsen afhænger af, hvad fordringshaveren har valgt med hensyn til den situation, at skyldneren fremsætter indsigelser mod kravet, jf. nærme-re § 477f.

§ 477f[1][2] § 477f

Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, jf. § 477e, stk. 1, og har fordrings-haveren anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, jf. § 477b, stk. 4, nr. 3, iværksætter retten retssagsbehandling på grundlag af betalingspå-kravet, der sidestilles med en stævning[3]. Har fordringshaveren ikke anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning, sendes betalingspåkravet til fordringshaveren, og skyldneren underrettes herom[4].

[1] Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 450 af 9. juni 2004, jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 7492, tillæg B, s. 1925 og Forhandlingerne s. 8508, 10981 og 11712.

[2] Bestemmelsen indeholder regler om, hvad der skal ske, når skyldneren rettidigt meddeler fogedretten at have indsigelser mod for-dringshaverens krav, jf. § 477e, stk. 1, med noter.

[3] Sagen anses for anlagt ved indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten. Sagen vil herefter som udgangspunkt skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kap. 39 om behandling af sager om mindre krav (små-sagsprocessen), jf. note 5 i indledningsnoterne til kap. 44a. Retten kan pålægge skyldneren,

der er at anse som sagsøgte, at afgive svar-skrift for at få klargjort skyldnerens indsigel-ser. Er skyldnerens indsigelser udførligt be-grundede, kan retten vælge at behandle indsi-gelserne som et svarskrift og meddele skyld-neren, at der nu er indledt retssag, og at de modtagne indsigelser vil blive anset som sagsøgtes svarskrift. Der kan eventuelt tillige gives frist for sagsøgtes afgivelse af supple-rende svar. Retten må herefter afgøre, hvad der er fornødent til sagens videre forberedelse i overensstemmelse med reglerne i kap. 39. I den forbindelse må retten overveje blandt andet, om sagen efter sin karakter bør frem-mes uden anvendelse af reglerne i kap. 39, jf. § 402, stk. 1.

[4] Sagen er herefter afsluttet ved retten.




1

bind ii - samples.pubhub.dksamples.pubhub.dk/9788757496512.pdf · oliver talevski og peter...

Documents