Det tavse monument

Det Tavse monument

Shobha Nihalani

Oversat af Lise Markussen

Det tavse monumentShobha Nihalani

© Shobha Nihalani og EC Edition 2011

Oversættelse: Lise Markussen

Omslag: Anne-Lone Krog Møller

Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen

Bogen er sat med Giovanni Book

ISBN 978-87-91392-43-6

1. udgave, 1. oplag

Trykt hos Ecograf 2011

Forlaget EC Edition

Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C www.ec-edition.dk

7

Prolog

Agra, 200 km syd for Delhi

Parag Saxena sikrede sig, at han var alene, før han fjernede de trælægter, der blokerede den lille døråbning. Der var ikke nogen, der besøgte den østlige side af det femhundrede år gamle Taj Mahal ved Yamuna-floden eller lagde mærke til, at dets mure var i forfald. Halvmånens skin kastede skygger over de dybe vinduesnicher, hvælvingerne og de slanke minareter af skinnende hvidt marmor. Fortryllet af det imponerende syn stoppede Parag op og stirrede med ærefrygt på det gamle mausoleum, som i århundreder havde gemt på hemmeligheder. Hans hjerte hamrede i forventning. Det Indiske Institut for Arkæologi havde vendt det blinde øje til eller med vilje forholdt sig tavs. Ingen havde ulejliget sig med at grave ned under overfladen i et forsøg på at finde den mørke sandhed, som i århundreder havde ligget skjult i Taj Mahals skød.

Den arbejder, der deltog i restaureringen, havde advaret ham om konsekvenserne, hvis han blev opdaget. Han havde sagt, at der var ’officielle folk’, der holdt øje med stedet, da Parag havde bestukket ham til at afsløre en indgang til et af de i alt 22 hemmelige rum. Da manden endelig var tilfreds med mængden af rupee-sedler, han fik stukket i hånden, fortalte han Parag om indgangen til hjørnekammeret. Den lå ud til Yamuna-floden, så risikoen for at blive opdaget var minimal, og det bedste af det hele var, at der ikke var vagter på om natten.

De hemmelige rum i kælderen var spærret af og skjult for offentligheden, men Parag havde gjort sit hjemmearbejde og endelig fundet en fra instituttet, der var villig til at tale og afsløre den sande historie. Hans meddeler havde givet ham

8

ti grynede sort-hvide billeder med nogle højst besynderlige detaljer. Parag ville se det i virkeligheden og havde derfor besluttet sig for at gå ind i monumentet.

Parag bukkede sig ned og klemte sig ind gennem åbnin-gen. Han bøjede sig ned og rørte ved det glatte gulv. Han stoppede op og lyttede til lydene, der drønede rundt. Han mærkede en ru pels, der rørte hans hånd, trak den hurtigt til sig og gøs i væmmelse. Rotter!

Månen sendte stråler ind igennem den trekantede åbning og lavede takkede striber på stengulvet. Det var varmere indenfor, og en våd, mudret lugt fyldte hans næsebor. Han ventede til hans øjne havde vænnet sig til mørket, før han tændte sin lygte.

Naglet til jorden stod Parag måbende. ”Shiva!” hviskede han, og hans stemme gav genlyd mellem væggene af sten. Han lyste med lygten i forskellige retninger, og den fangede en stor samling gudebilleder. Nogle af dem var enorme og kiggede på ham med deres store stenøjne. Hinduistiske gudebilleder i et muslimsk mausoleum – det var helt utroligt. Målløs satte Parag lygten mellem knæene, tændte kameraet og fyrede blitzen af en masse gange.

Rotterne drønede rundt, løb hen over statuerne og ned i hjørner og revner. Parag gøs. Han kunne næsten mærke deres kolde fødder hen over armen, rundt om halsen og ned ad ryggen. Da han scannede rummet, advarede deres skinnende øjne ham om, at han skulle holde afstand. ”Bare rolig, jeg generer ikke jer, hvis I ikke generer mig,” sagde han med større beslutsomhed i stemmen, end han følte, han havde.

Der lå hinduistiske gudebilleder spredt ud over det hele. Ganesha, guden med elefanthoved, stod op ad en af væg-gene – en fed rotte sad på dens snabel. Sveden løb ned over Parags ansigt. Han tørrede det med underarmen. Frygten sneg sig langsomt ind og satte sig som et hul i maven. Han

9

samlede et af gudebillederne op og kiggede nærmere på det. Den grå sten var udsmykket med snørklede udskæringer, kraftige øjne, en bred pande og et lille hul som mund. Han var klar over, at det var gamle, forhistoriske kunstværker. Han stod med et stykke historie, der var femhundrede år gammelt eller måske ældre, i sin hånd. Så opdagede han de små, sorte ormeagtige dyr, der kom krybende ud af stenmunden. Rædselsslagen smed han gudebilledet på gulvet. Hvad var det her for et sted? Han indså, at han havde begået en stor fejl ved at opsøge stedet.

En pludselig kølighed fik Parag til at skælve. Statuer lå strøet som lig på en slagmark, og det så ud, som om der kom små slanger ud af deres åbninger. Parag trådte et skridt tilbage. Han var ikke bare bange, nu kunne han heller ikke ignorere den voksende fornemmelse af panik, der samlede sig til en knude i hans nakkemuskler. Lygten rystede i hånden på ham og kastede et uhyggeligt lys. Det var, som om stenstatuernes øjne bevægede sig og kiggede på ham.

Parag vidste, at de hinduistiske gudebilleder ikke burde være her. At de overhovedet eksisterede, ville blive århund-redets nyhed. Det ville ryste det gamle Indiens historie i sin grundvold. Og en stor nyhed var ensbetydende med stor fare. Han følte sig dum over at være kommet her alene midt om natten.

Han måtte se at komme ud. Lade de sovende guder ligge.

Han gik langsomt baglæns og var bange for, at gnaverne ville springe på ham, hvis han vendte ryggen til statuerne. Parag stoppede op foran en, der sad med benene over kors med en trefork i hånden. Konturerne af guden var imponerende her i det mugne mørke. Det var, som om den kiggede vredt på ham med en stærk, indædt energi. Han havde det, som om han stod i et tempel, men alligevel

10

ikke helt. Kammeret var uhyggeligt. Det havde ligget der forsømt i århundreder, og det var bedst at lade det være uforstyrret.

Parag tog et skridt tilbage, mistede balancen og faldt. Han forsøgte at få balancen igen og tabte lygten. ”Fandens også,” mumlede han.

Han rejste sig hurtigt for at undgå rotterne og rakte ud efter lygten. Så fik han øje på en hånd, der holdt fast i en genstand af guld. Det var skelettet af en hånd med alle de fem fingerknogler intakte, der holdt stramt om guldstaven. Resten af skelettet var der ikke. Den havde nok tilhørt en kunsthåndværker. En af de mange, der havde været med til at bygge Taj Mahal, gættede Parag på. I gamle dage huggede kongerne hænderne af kunsthåndværkerne, så de aldrig igen ville kunne skabe en tilsvarende skønhed. Han gøs ved tanken. Knoglerne lå skjult ved siden af en kobberklokke på størrelse med en kande. Parag bukkede sig ned. Fingrene var lukket rundt om staven. Han skulle bare rykke forsigtigt, så faldt fingerknoglerne fra hinanden og en masse små, sorte slanger gled ind i mørket. Parag samlede den cylinderformede guldstav op.

Den lignede en kort gardinstang med tykke knopper i hver ende. De forgyldte ender var ovale. Det tynde rør imellem de forgyldte knopper var en vokset papirrulle, som blev holdt sammen midt på af et rødt bånd med symboler af solen trykt på midten. Ganske givet et gammelt, kongeligt dokument, tænkte Parag, men turde ikke rulle det ud, fordi han var bange for, at det skulle gå i opløsning i hænderne på ham.

Parags hjerte dunkede, hans hænder var klamme. Angsten var tilbage. Hans journalistinstinkt dirrede. Den eneste gang, han før havde været så nervøs, var, da han havde dækket premierminister Rajiv Gandhis besøg i Tamil Nadu – han blev myrdet af en LTTE-selvmordsbomber den dag. Parag

11

stod et stykke derfra, men hans kollega var blevet dræbt ved eksplosionen. Han fornemmede den samme uopsæt-telighed som den dag. Det var stort og kunne koste ham livet. Men det var jo enhver journalists drøm – selv efter døden var anerkendelsen det hele værd.

Parag var utilpas i den stille grav, hvor han følte sig overvåget af tavse guder med dybe hemmeligheder. Han havde virkelig fået jackpot ved at finde det sammenrullede dokument smidt i et hjørne af kammeret. Han havde sådan en lyst til at åbne det og læse den femhundrede år gamle besked. Men ikke endnu. Med skælvende fingre pakkede han levnet fra gamle tider ind i et tørklæde og lagde det i den lange lynlåslomme på sine bukser.

En skygge brød månelysets stråler i rummet. Den mørke silhuet af en mand med turban stod truende, hans skygge kastede sig som en dæmon fra de gamle skrifter.

Igen indså Parag den enorme risiko, han havde løbet. En isnende følelse af angst greb hans hjerte. Han lod tungen køre hen over læberne. Hans mund var helt tør. Han måtte finde en vej ud herfra. Med skælvende hænder pressede han ryggen op ad bagvæggen for at finde ud af, om der var en udgang. Det eneste, han kunne mærke, var kolde, glatte mursten. Ingen skillerum eller tegn på en hemmelig dør. Parag bevægede sig sidelæns.

”Jeg så hullet i muren, så jeg… jeg gik ind…,” sagde Parag på hindi og håbede, at den ubudne gæst ville lade ham komme forbi.

Parag slukkede sin lygte og tog kameraet, som han havde rundt om halsen. Langsomt bevægede han sig over imod lingaen. Den ubudne gæst svarede ikke, han tændte sin lygte og badede rummet i et hvidt lys og fangede Parag i dets kegle. Tusindvis af rotter pilede ind i mørket.

Lyset blændede ham, og Parag holdt hænderne op for at skærme for lyset. “Jeg tog bare nogle billeder. Jeg går nu,”

12

mumlede Parag.Han tog to skridt, da manden pludselig sprang fremad

med kæmpe skridt. ”Hvor vover du at betræde dette hellige sted? Tror du, at

du kan lege med ilden uden at brænde dig?”Mandens stemme gav genlyd, idet han greb Parag i

kraven. ”Lad mig gå. Jeg har ikke gjort noget forkert,” kvækkede

Parag i mandens jerngreb. Han kunne ikke få vejret. Hans synsfelt begyndte at blive sløret.

”Dit kamera, giv mig det. Vil du vise hele verden de her billeder?” Manden tog kameraet og slap sit tag. Parag faldt ned på gulvet. Han gispede efter vejret, mens han spruttede og stønnede. Han følte sig mere rolig nu og begyndte at kravle hen imod åbningen. Men lige da han troede, at det ville lykkes ham at komme ud, trak manden hårdt i ham, vendte ham rundt og hamrede en knytnæve ind i hagen på ham. Parag kunne mærke kraften fra slaget, da han blev slynget ned i gulvet og slog hovedet imod en af statuerne. Så lå han der, fortumlet. Hans hoved dunkede vildt, og han var svimmel.

Parag løftede hånden om til baghovedet, det var vådt. Blod. Han kunne mærke den bankende rytme, der hvor han blødte. Han besluttede sig for at tale manden til fornuft, det var hans eneste chance for at slippe herfra. ”Jeg kom bare for at finde sandheden. Den skal verden kende,” sagde Parag lidenskabeligt.

Angriberen stoppede op. Parag kunne se en dunkende blodåre i hans pande. Mandens øjne var vilde og blod-skudte. Parag indså, at han ikke havde den mindste chance for at slippe ud. Den gale mand ville ikke lade ham gå. Døden åndede ham i nakken, og da den tanke fyldte hans hjerne, mærkede han koldsveden.

Manden greb en rotte i halen. Gnaveren kæmpede, dens

13

røde øjne lyste i mørket. Parag flyttede sig længere væk. Parag rystede på hovedet. ”Nej, nej…”Parag rykkede baglæns. Hans hoved gjorde sindssygt

ondt, hans læber dunkede, og han kunne smage blod. ”Jeg beder dig, vil du ikke nok bare lade mig gå. Jeg lover, jeg ikke siger et ord til nogen”.

Manden tårnede sig op over ham med den kæmpende rotte i hånden.

”Dine løfter er ikke noget værd, du er lige som den her rotte, der kravler rundt, hvor den ikke har noget at gøre”.

Nu klemte han om gnaverens hals, indtil den blev slap, og lænede sig så ind over Parags ansigt. ”Spis den".

”Vil du ikke nok lade være med det her? Hvis det er penge eller noget andet, du vil have, skal jeg nok give dig det. Bare du vil lade mig gå". Tårerne strømmede ned over Parags ansigt. ”Lad mig gå, så skal jeg nok lade være med at fortælle nogen om det her sted”.

”Ikke før du sluger den her rotte”. Manden nød øjeblikket. ”Det her sted er forbudt område, og ingen kommer herfra med livet i behold. Du er en idiot, hvis du tror, at jeg vil lade dig gå". Han grinede ondskabsfuldt, og hans øjne lyste som rottens.

”Hjælp mig, Gud”, klynkede Parag. Han lænede sig op ad en statue og mærkede noget vådt, der var koldt og slimet, i nakken.

”Gud? Hvad for en Gud? I det her land er der så mange af dem". Manden grinede højt og hårdt. Parags opmærk-somhed var rettet mod den døde rotte, der hang foran ham. ”Åbn munden".

”Nej!” sagde Parag. Manden tog en kniv op af lommen. Bladet glimtede,

da han med en hurtig bevægelse skar hovedet af rotten. Hovedet faldt ned på gulvet og blev trukket væk af de andre kryb i løbet af et par sekunder. Parag gøs. Han ville

14

ikke efterlades herinde. Manden svingede den halshuggede rotte hen over Parag

og lod blodet dryppe ned på ham. ”Nu er den mindre, så nu kan du godt sluge den".”Vil du ikke nok lade mig gå, jeg beder dig". En stærk, sur lugt fyldte luften. Endnu et slag under hagen,

og Parag kunne mærke, hvordan hans hoved dinglede, mens en bølge af smerte jog igennem hans kæbe.

”Nu skal du ikke gøre mig vred. Hvis du gør mig vred, vil jeg torturere dig, indtil du tigger om at få lov til at dø”. Mandens stemme var spændt af raseri. Han lod igen rotten dingle foran Parags ansigt.

Man kunne høre lyde uden for kammeret, stemmer i det fjerne. Parag råbte: ”hjælp mig, hjælp mig”, men hans stemme var svag. Stemmerne kom nærmere.

”Din forbandede hykler!” hviskede manden. Han klemte om Parags næse, så hans mund åbnede sig.

Manden proppede den døde rotte ind i munden på ham. Parags skrig sad fast i halsen, hans øjne var spærret vidt op i afsky, han forsøgte at fjerne det døde dyr fra munden, men manden holdt ham og dækkede hans mund. Rottens blod løb ned i halsen på ham. Dens pels skurrede mod hans tænder. Parag var ved at blive kvalt, og det vendte sig i maven på ham.

”Nu må du lide denne uværdige død. Men jeg smider dig udenfor. Du fortjener ikke den status, det er at blive begravet på denne gravplads. Den er kun konger og dron-ninger værdig,” sagde manden brysk og tjekkede, om der var nogen udenfor.

Parag kunne mærke, hvordan livet forsvandt. Han lukkede øjnene og lod døden indtage sine sanser. Lugten af det døde dyr i hans mund fyldte hans næsebor, og hans krop reagerede, han kastede op, og hans krop spjættede.

”Hvorfor kan du ikke bare dø?” Manden slap hans næse.

15

Han trak ham længere hen mod udgangen og hamrede det kolde knivblad igennem Parags krop to gange.

Først kunne Parag ikke mærke noget, men så kom smerten i skarpe bølger, der bed sig ind i hans mave som nåle.

Manden tog fat i hans ben for at trække ham ud. Parag bemærkede knap nok blodet, der spredte sig og flød ud af kroppen på ham ud til begge sider. I månelyset syntes han, at han kunne se de små sorte slanger sværme omkring blodpølen. Han kunne mærke, hvordan han blev svagere, efterhånden som smerten fyldte hans sanser. Rotten hang stadig ud af munden på ham med halen stikkende ud. Han havde ikke engang kræfter til at trække den ud. Den døde rotte var ikke det sidste, han ville mærke, inden han døde. Han ville gerne være som en af statuerne, der ikke kunne mærke noget.

Parag havde aldrig bedt før, men i sit livs sidste minutter, da han blev trukket ud af kammeret, åbnede han øjnene en sidste gang og stirrede på et af de gamle gudebilleder af sten og bad. Den døde rotte faldt ud af munden på ham.

Kommissær Sunil Yadav stod ved hovedindgangen til Taj. En ung dreng prikkede ham på skulderen og pegede ned mod floden. Yadav fulgte efter drengen. Han kunne mærke hjertet i halsen, da han nærmede sig liget, der lå på flodens bredder. Han gennemrodede systematisk liget. Yadav mærkede en bule og fandt den gyldne stav pakket ind i stof, men delvist dækket af mudder og farvet af blod. Han puttede den ned i en plastikpose og lagde den i en af taskerne på sin motorcykel.

Da daggryet brød igennem i øst, anmeldte Yadav forbry-delsen og stod og ventede på, at sirenerne skulle bryde den stilhed, der omgav Taj.

17

Kapitel 1

Agra: 200 km syd for Delhi

“Kom nu, så tag den dog! Hvorfor tager du den ikke?”Klokken var lidt over syv om morgenen. Manzil Saxenas

voksende uro var langsomt ved at udvikle sig til angst. Hun trykkede Parags mobilnummer endnu engang. Han svarede ikke.

Han havde lovet, han ville være hjemme ved midnat. Hun vandrede op og ned ad gulvet, mens hun tænkte på det arbejde, han var involveret i. Pis, sagde hun igen og igen. Politiet måtte ikke få noget at vide, havde Parag advaret hende. Hun vidste godt, hvad det ville sige at være journalist, det var hun jo selv. Parag kunne godt lide at grave og finde frem til rå, livsfarlige fakta. Hun kunne godt lide farvestrålende ugeblade, de betalte godt, og hun fik mulighed for at møde kendisser. Desuden var frynsegoderne det hele værd. De var ved at spare op til en ferie i Goa. Parag, hvorfor skulle du også blive indblandet i noget farligt?

Telefonen ringede. Hun greb den. Forkert nummer. Hendes hjerte hamrede, hun var nødt til at gå til politiet.

Men først måtte hun tænke sig grundigt om og finde ud af, hvad hun skulle sige. Der var ingen tvivl om, at Parag havde gjort noget ulovligt eller drastisk i går aftes. Det var sådan, han fik sine historier.

Manzil kunne mærke, hvordan det svimlede for hende og satte sig ned. For hundrede og syttende gang ønskede

18

hun, at Parag ikke havde givet hende nøglen til skabet. ”Det hele ligger derinde – billeder, breve og kontaktoplysninger om min meddeler. Vær klog og forsigtig,” havde han sagt, før han tog hjemmefra.

Hun åbnede stålskabet og stak hånden ind for at finde metalskydelågen under hylden. Hun fandt pengeskabet, satte nøglen i og drejede den to gange. Manzil sukkede. Hun vidste ikke, hvad hun kunne forvente. Parag havde sagt, at hvis han ikke kom hjem eller ringede, skulle hun åbne skabet og brænde det hele. Hun tænkte på, hvorfor han mon så ville have hende til at passe på det i første omgang.

Hun tog ti sort-hvide billeder med Indiens Institut for Arkæologis stempel ud ad skabet. Billederne viste Taj Mahal fra forskellige vinkler. Nogle zoomede ind på spiret på toppen af Taj, og andre var billeder af den udhuggede mosaik i marmoret. Det ottekantede begravelseskammer bestod af to hvide grave, der var dekorerede med arabiske blomstermønstre. For at kunne kende forskel på de to elskende var der en tavle på Mumtaz Mahals grav og et blækhus på Shah Jahans som symbol på, at hustruen skulle være en tavle, som manden kunne skrive på.

Det smukke monument tog stadig vejret fra Manzil. Billedet var indprentet i hendes hukommelse, da hun og Parag som nygifte havde besøgt Taj Mahal i skumringen. Den overvældende bygning havde haft et lyserødt skær over sig. Et vers indgraveret på graven hædrer Tajs arkitekt: ’Bygmesteren kan ikke have været af denne jord. Thi det er åbenlyst, at himlen skænkede ham designet.’ Manzil var fuldstændig enig.

Parag arbejdede på en særlig opgave om Taj Mahal, og mens hun svømmede hen over skønheden, studerede han de tekniske aspekter ved arbejdet. Mens hun havde sagt ’åhh’ og ’ahh’, havde han stønnet og afdæmpet mumlet obskøniteter. Han mødtes med professorer fra forskellige

19

universiteter for at få stof til sin kontroversielle historie, og Manzil vidste, at han en dag ville rende ind i problemer.

”Du kan ikke blive ved med at lave den her slags arbejde, Parag,” havde hun sagt til ham engang, da han kom hjem med et grimt snitsår på læben og et blåt øje. ”Det er farligt, du taler med plattenslagere, terrorister, politikere, mafiabos-ser. Hvad nu hvis ..?”

”Jeg stortrives med det, Zil,” havde han afbrudt hende. ”Det er det her, jeg brænder for. Det er en del af mig. Og det er også derfor, du elsker mig”.

For et par dage siden havde han nævnt et gennembrud. Han skulle til et møde, og uden at fortælle hende mere var han taget af sted sent på aftenen. Da han kom hjem, kunne hun se gløden i han øjne. ”Det her er stort, Zil. Jeg har ramt en guldåre. Det kommer til at ryste os i vores grundvold. Jeg mangler bare én ting. Jeg er nødt til selv at se det”.

Manzil blev bekymret. ”Hvis det er så stort, er det farligt. Lad være med at tage af sted”.

”Det er jeg nødt til – det er mit arbejde, og jeg lover dig – efter det her vil jeg være jordens mest berømte person”.

Manzil spredte billederne ud og kiggede på arket med beskrivelser af hvert billede. Så læste hun et brev fra en professor i arkæologi, som var bosat i Amerika.

”Helt utroligt,” hviskede hun chokeret.Telefonen ringede. Denne gang var det politiet.

Politistationen var fyldt med mennesker og larm. Der holdt tre jeep parkeret udenfor. Den ene var lige kommet, og der var lidt tumult, da betjente skubbede tre drenge i håndjern hen imod en sideindgang. Manzil skar en grimasse over de eder, der fløj rundt mellem betjentene og de arresterede drenge. Hun tog de første skridt op ad trappen til den lave

20

stenbygning og gik ned ad en gang, der førte ind til statio-nens hovedkontor. Tre politifolk havde travlt ved hver sit skrivebord. Hun spurgte efter kommissær Yadav, og en lille, rundmavet konstabel førte hende til et hjørnekontor.

Sunil Yadav rejste sig, da Manzil trådte ind. Han var lidt højere end hende og havde en blyantstynd moustache. Han så ud til at være i god form, ikke ligefrem muskuløs, men veltrænet. Hun kunne fornemme en indestængt energi, en summen omkring ham. Han var korthåret, men et par vildfarne lokker faldt ned i panden, hvilket fik ham til se yngre ud. Hans buskede øjenbryn og faste udtryk fik ham derimod til at se ældre ud. Yadav gav tegn til, at Manzil skulle sætte sig ned. På det brede skrivebord stod der en messingplade, men hans navn stod ikke på den. Hendes hjerte hamrede, og hun var helt tør i halsen. Hun vidste, der var dårlige nyheder under opsejling, men bevarede fatningen og så Yadav åbne en sagsmappe, stirre på den i et langt spændingsfyldt øjeblik, og så:

”Parag og jeg er gamle venner, vi boede i det samme kvarter, indtil jeg gik ind i politiet. Jeg blev overflyttet hertil for nylig, fordi jeg arbejder på en sag. En dag kom han for at interviewe mig om en politisag, og siden den dag har vi holdt kontakten. I sidste uge fortalte han, at han arbejdede på en opgave, der var ved at vokse ham over hovedet,” sagde Yadav tøvende.

De uventede ord gav hende kuldegysninger. Parag havde aldrig nævnt noget som helst om en politimand, der var en gammel ven. Hendes mave vendte sig, da hun så hans forpinte ansigt. Yadavs øjne kiggede ned på sagsmappen igen.

”Men desværre sagde din mand også, at hvis der skulle ske ham noget, skulle jeg være den, der fortalte dig det personligt”.

Manzil skælvede. Inden hun kom hen på stationen, og

21

selv efter hun havde sat sig ned, havde hun inderst inde haft en lille gnist af håb om, at han ville være i live, hårdt såret, men i live. Yadav talte med blid stemme. Men den kunne ikke snyde hende, hun kunne se, hvordan hans øjne var hårde og kæben spændt. Hun var nødt til at høre ham sige det.

“Er han… er han død?”“Ja”.Manzil kunne mærke tårerne komme væltende. Hun

sank en klump og gengældte hans hårde blik. ”Må jeg se ham?”

”Ikke endnu. Det er en politisag. Vi er i gang med en efterforskning".

”Hvordan… hvordan skete det?” ”Det var en meningsløs, voldelig handling". Svaret lød

indøvet.Yadav spurgte hende, om der var nogen, hun gerne ville

ringe til. Et familiemedlem eller en ven. Hun rystede på hovedet.

”Hvad er det egentlig, der foregår?” spurgte Manzil. Hendes hjerte hamrede af sted.

Parag havde været i regelmæssig kontakt med Yadav, og det, at han ikke havde fortalt hende om det, betød, at han vidste mere, end han sagde. ”Det er en politisag. Jeg må ikke diskutere den”.

Manzil havde lyst til at tage messingskiltet og kyle det imod ham – må ikke diskutere den, min bare ...

Manzil tog en dyb indånding. Så knækkede hendes stemme over. ”Du var her ikke for ham, da han havde brug for dig. Jeg synes, du skylder mig at fortælle sandheden”. Og så kom tårerne – som en dæmning, der springer læk.

Yadav ventede. Hun var glad for, at han ikke sagde noget. Han tilbød hende sit lommetørklæde og forlod rummet.

Ti minutter senere kom han tilbage. En tjener fulgte efter

22

med to kopper te. Han satte dem forsigtigt på skrivebordet, så teen ikke røg ned i underkopperne.

Yadav stillede sig ved siden af hende. ”Det er hårdt, det forstår jeg godt. Jeg mistede min bror for nylig. Men han døde for sit land. Min familie er stolt af ham”.

Manzil nikkede. “Jeg er nødt til at vide, hvad der foregår. Jeg troede, at jeg kendte min mand godt. Vi arbejdede sammen, og så blev vi gode venner, før vi besluttede at slå pjalterne sammen. Og vi lovede, at vi aldrig ville skjule noget for hinanden. Indtil for nylig”.

Hun snøftede, tørrede næsen i hans lommetørklæde og tog så en dyb indånding, inden hun fortsatte: ”Selv når han arbejdede med de mest kontroversielle opgaver, fortalte han mig om det. Han havde en god næse for nyheder, sagde Hind, Times’ chefredaktør altid. Han var deres stjerne. Avisens oplag var blevet tre gange så stort, siden han startede”.

Manzil stoppede. ”Parag må have fortalt dig noget. Havde det noget med den der Taj-ting at gøre?”

En tanke strejfede hende. Han døde på grund af de bil-leder, de breve. Det hele hang sammen, og hun mærkede en pludselig kulde i kroppen. Manzil rettede sig op. Skulle hun fortælle ham om det? Ikke endnu besluttede hun. Politiet var korrupt, og oplysningerne for følsomme. Parag kunne have været involveret i en forbrydelse, og så ville hans navn blive sværtet til i døden. Manzil ventede på Yadavs version af historien.

”Parag mødtes med en arkæolog fra Instituttet i sidste uge,” sagde Yadav. ”Han var forbindelsesleddet. Men Parag gav mig ikke hans navn og stolede ikke rigtig på fyren, specielt ikke fordi han lækkede hemmeligheder for at så fjendskab mellem religiøse grupper. Parag nævnte det kun flygtigt, hvis der nu skulle ske ham noget”.

”Det undrer mig, at han ikke fortalte mig noget af det

23

her,” sagde Manzil.”Han ville ikke blande dig ind i det. Han var involveret

med farlige folk med store hemmeligheder, de ville sælge. De er i stand til hvad som helst. Arkæologiske udgravninger er en formue værd på det sorte marked”.

”Ja, men hvad døde han for? En stor historie? Hvad, han end fandt ud af, så døde det med ham”.

”Parag fandt noget,” sagde Yadav. Hun stirrede chokeret på ham. ”Hvad mener du med

’fandt noget’?”Yadav pakkede guldstaven ud og lagde den foran hende.

”Han havde den her på sig”.Manzil tog den op i hånden. En rulle. Den var lille og

tung. Hun rullede den forsigtigt ud, og en muggen lugt spredte sig i rummet. Papiret havde en mærkelig struktur, gammelt og vokset, dele af det var gulnet med tiden. De specielle håndtag i begge ender lignede dørknopper. De var anløbne, men hun kunne se, at de var lavet af guld. Der var stænk af rustfarvede dråber i tekstens margin.

Manzil kunne ikke læse skriften, men de bugtende sløjfer dannede en række ord. Det måtte være et Mughal-dokument af en eller anden slags – der var en underskrift og en dato, men det var udtværet. Hun forsøgte at huske sin historieundervisning – hvordan kongeriger og herskere brugte ruller til at sende beskeder til hinanden. Der var et laksegl med et symbol for solen øverst.

”Det ligner et kongeligt dokument af en slags,” sagde Manzil.

”Det lader det til,” medgav Yadav. ”Men om hvad og hvorfor lå det inde i et skjult kammer i Taj?”

”Var Parag derinde?” Manzil var skeptisk. Ingen havde været inde i Taj-kamrene. De var forseglede.

”Jeg går ud fra, at han fandt en måde at komme ind på,” sagde Yadav. Han trommede i bordet med en kuglepen. ”De

24

er i gang med noget restaureringsarbejde på den side af Taj, der vender ned mod floden. Murene er meget medtagne på grund af fugten. Vi har forhørt nogle stykker, men ingen af arbejderne vil indrømme, at de har set nogen gå ind i kammeret. De påstår, at det var barrikaderet, da de gik”.

”Hvordan har Parag så fundet ud af at komme ind?” spurgte Manzil.

Yadav smilede vagt til hende. ”Han var jo stædig, din mand. Han kontaktede mig faktisk i går. Han lød spændt og sagde, at der var en stor hemmelighed, som han skulle se med egne øjne. Han sagde, at jeg skulle møde op ved Taj ved daggry".

”Gjorde du det?””Ja, selvfølgelig, men det var for sent". Manzil kunne

mærke, at hans ærgrelse var ægte. Han holdt virkelig af sin ven.

”Arkæologen fra Instituttet ville have Parag til at afsløre nogle helt specielle historiske facts om Taj. Og den mand vidste, at der var et sted, man kunne komme ind".

Manzil mærkede en snert af angst. Hun skulle være forsigtig i forhold til, hvordan hun håndterede rullen og foretrak at lave sin egen research, få rullens autenticitet verificeret.