Eksistentiel psykoterapi

ved psykoterapeut og professor Irvin D. Yalom

En introduktion af Michael Wolffhechel

I sin bog ”Existential Psychotherapy” (”Eksistentiel psykoterapi”) fra 1980 gennemgår den amerikanske

psykoterapeut og professor emeritus ved Stanford Universitetet, Irvin D. Yalom, hvad han kalder de fire

”ultimative anliggender”, som regulerer menneskelivet: Angsten for døden, friheden, isolationen og

meningsløshed.

Denne introduktion gennemgår så tro som muligt hans synspunkter. Enhver gengivelse vil imidlertid

uundgåeligt blive en personlig tolkning af hans tanker, og denne tekst skal derfor ledsages af en varm

anbefaling om at læse hans bog. Den er skrevet i et spændende og læsevenligt sprog og er ganske enkelt

fremragende. Man går fra den klogere.

Yalom befinder sig i et univers mellem psykoanalyse og filosofi. Man kan argumentere for, at hans

synspunkter har samme sandhedsværdi som filosofiske anbringender. Ingen eller alt. Forståelse af hans

tanker og kritisk stillingtagen nødvendiggør således en villighed til at forlade sig på det intuitive og følge

argumenternes overbevisningskraft.

Til det formål inddeler han vores virkelighed i nogle ”ultimative anliggender”; Angsten for død, frihed,

isolationen og meningsløshed. Vores erkendelse af disse ultimative anliggender regulerer alle sider af vores

menneskeliv, og ligger i sidste ende til grund for alle vores handlinger og følelser.

Indledning

Yalom definerer eksistentiel psykoterapi som en dynamisk tilgang til terapi, som stiller skarpt på

problemstillinger, der bunder dybt i menneskets eksistens. Mennesket er konfronteret med nogle

grundlæggende temaer der følger uundgåeligt af menneskets eksistens i verden.

I én forstand er det ikke svært at erkende disse vilkår. Metoden er dyb personlig refleksion og betingelserne

enkle: ensomhed, stilhed, tid og frihed fra de daglige afledninger.

Yalom opstiller fire ultimative anliggender:

Døden: Vi eksisterer nu, men en dag vil vi ophøre med at eksistere.

Friheden: Vi opfatter almindeligvis friheden som et entydigt positivt begreb, men frihed er også forbundet

med rædsel og fraværet af ydre struktur. Med friheden følger bevidstheden om, at den enkelte har det

fulde ansvar for – er ophav til – sin egen verden, sit livsmønster, sine valg og sine handlinger.

Den eksistentielle isolation: Angsten for afskårethed fra såvel levende væsener som omverden. Uanset

hvor tæt vi kommer på hinanden, vil der altid være et sidste, uoverstigeligt svælg; hver og én træder vi

alene ind i livet og må forlade det alene.

Meningsløshed: Når vi skal dø, når vi selv skaber vores verden og når vi i sidste ende er alene i et

indifferent univers, hvad er da meningen med livet? Kan vi selv skabe mening i et meningsløst univers?

Eksistentiel psykodynamik kredser om disse fire ultimative anliggender, og de bevidste og ubevidste

frygtforestillinger og bevæggrunde, de hver især avler.

Døden

”Døden minder ikke så lidt om en bestemt type foredragsholder”, ifølge forfatteren John Fowles, ”Man

hører kun rigtigt efter, når man sidder på forreste række.”

Det er ikke nemt at formidle en erkendelse af personlig død. Vores forsvarsmekanismer stikker dybt, og vi

finder hurtigt veje at glatte spørgsmålet ud og undvige emnet. F.eks. er det enkelt at konstatere, at der ikke

eksisterer liv uden død; eller at jeg dør lidt, mens jeg skriver disse ord, lige så vel som du dør lidt, mens du

læser dem. Alligevel virker sådanne konstateringer ofte enten for voldsomme eller for banale.

Yalom opfordrer til alligevel at tage kampen op. Lige så svær og angstprovokerende tanken om personlig

død er, lige så megen energi og mulighed for autentisk væren rummer bevidstheden og erkendelsen om

personlig død.

Yalom udtrykker det med disse ord: ”Døden som fysisk realitet tilintetgør mennesket, men forestillingen om

døden frelser det.”

Begiver du dig ud på rejsen, har du mulighed for at opdage en kilde til dyb personlig indsigt og autentisk

forandring. For det første kan dødsbevidstheden virke som en ”grænsesituation”, der kan foranledige en

radikal ændring af livsperspektivet; for det andet er døden en primær kilde til angst, der kan ligge bag

mange selvpålagte begrænsninger.

Med grænsesituation forstås en hændelse, en uafrystelig oplevelse, som slynger os ud i en konfrontation

med vores eksistentielle ”situation” i verden. At blive konfronteret med vores egen død er den ultimative

grænsesituation, der virker så stærkt, at den kan afstedkomme en gennemgribende ændring af vores måde

at være til på. Fra en opslugthed af det ligegyldige til en bevidst, reflekteret og forandret

proportionalitetssans. Mange kræftpatienter beretter fx om, at de har opdaget, at de kun lever i nuet og at

livet ikke kan udskydes til fremtiden. Og du får ikke forlænget spilletid for den tid, du ikke har brugt, som

nogle inderligt erkender.

Ifølge Heidegger kan grænsesituationer få os til at rykke fra en tilstand af værensglemsel til

værensbesiddelse. Værensglemsel er hverdagens tilstand, hvor man er optaget af, hvordan tingene er. I

denne tilstand ses verden som et separat objekt, vi kan analysere og måle hvordan hænger sammen.

I en tilstand af værensbesiddelse er man ikke optaget af, hvordan tingene er, men at de er. I stedet for at

besvare hvordan er fokus i denne tilstand at finde spørgsmål og blive bevidst om så mange valg som muligt.

I denne ontologiske tilstand, er man opmærksom på, at man også skaber sin væren. Heidegger mener, det

åbner for fuld erkendelse af sig selv i form af en autentisk tilstand, hvor man vedkender sig sine muligheder

og begrænsninger; og ser den absolutte frihed og intethed i øjnene.

At erkende døden kan med andre ord give grobund for proportionalitet og motivationen til at handle.

Dødserkendelse er ikke en fjende, men en forbundsfælle i vores stræben mod personlig integration og

modenhed. Det kan flytte os fra en modus præget af hverdagens trivialiteter til at leve mere formålsrettet

og autentisk, hvor vi på ægte vis stiller spørgsmål til os selv og de basale ønsker af vores liv.

Men erkendelse af personlig død er også så overvældende og angstprovokerende, at vi benytter enhver

undskyldning til at holde os spørgsmålet fra livet.

Døden er også en primær kilde til angst. For at kontrollere og dæmpe vores angst, overfører vi angsten for

det ukendte til frygt for det kendte. Denne frygt kan antage alle mulige former. Fra enkle gøremål som frygt

for at flyve eller tage elevator til mere betydningsfulde valg.”At binde sig” har fx undertoner af noget

endeligt, og mange mennesker kan ikke falde til ro i et varigt forhold, fordi det synes at signalere, at ”løbet

er kørt”, og at det er slut med mulighederne og de gyldne drømme om stadig opstigning.

Fælles for alle former er, at man overfører sin angst for døden til noget, man bedre kan styre.

Dødsangsten er ikke tillært, men melder sig tidligt i livet og er med til at forme en central del af

personlighedsstrukturen og opbygningen af flere psykiske forsvarsforanstaltninger. Ved at udvikle en

forestilling om døden kan disse sekundære følelser skilles fra den egentlige hjælpeløshed overfor dødens

uundgåelighed. Dette fænomen ses ofte hos døende mennesker, der genvinder en følelse af magt og

kontrol ved at vælge at styre de aspekter af deres liv, de faktisk kan få indflydelse på. Og selv når man synes

at have mistet kontrollen over alt andet, har man stadig magt til at ændre holdningen til sin skæbne.

Vores to grundlæggende forsvarsstrategier mod døden er troen på egen særlighed og troen på den

endelige frelser.

Troen på egen særlighed: På det bevidste plan vil ingen nægte, at eksistensens elementære grænser gælder

lige fuldt for os som for alle andre. Men et sted dybt, dybt nede tror hver eneste af os, at dødelighedens lov

nok gælder for alle andre, men bestemt ikke for os selv.

En anden forsvarsstrategi er troen på en kraft eller et væsen, der i sidste instans vil redde os. Denne tro går

tilbage til de tidligste kulturer, der aldrig har ment, at mennesket var alene i en indifferent verden. Troen på

en udefrakommende frelser behøver dog ikke være funderet i et overnaturligt væsen. Vi kan også sætte

vores lid til et højere formål, en sag, en karismatisk leder mv. Troen på en udefrakommende frelser er dog

mindre effektivt end troen på egen særlighed og bryder nemmere sammen. Det virker også begrænsende

for individet og rummer den største fare af alle – at miste sig selv i sin søgen efter svaret på livet i

omverdenen.

Vores søgen og tro på at hjælpen er derude et sted, kan lede til alle mulige personlige begrænsninger, hvor

man gerne ofrer små og store friheder for at kunne bevare illusionen om den store frelser udefra. For

Yalom er det et centralt motiv, at ethvert menneske må indse, at der kommer et tidspunkt, hvor ingen

forklaringer, perspektiver eller udefrakommende faktorer kan give os et skjold mod dødens skæbne.

Vi kan blive arbejdsnarkomaner med en underforstået overbevisning om, at vi ”kommer frem”, ”når videre”

og ”arbejder os op”. Ved at projicere os selv ud i fremtiden, ved at lægge planer og være på vej til at blive til

noget kan vi holde døden på afstand. Men projektet er dødsdømt. På et tidspunkt opdager vi alle, at vi er

færdige med at blive voksne og i stedet er ved at blive gamle” Indtil da kan livet have virket som endeløs

stigning, hvor horisonten var fjern. Pludselig er man nået op på bakkekammen, hvorfra det synes at gå

jævnt nedad med døden ventende for enden. Ganske vist i det fjerne, men dog ikke længere end at den kan

øjnes.

Som John Donne sagde: ”Spørg derfor ikke hvem klokkerne ringer for. De ringer for dig.”

Ingen, der kaster sig ud i en større selvransagelse, kommer uden om døden, for det er en af den modne

voksnes hovedopgaver at komme overens med forfaldets og svækkelsens kendsgerninger. Når illusionen

om udødelighed brister, føler mange mennesker, at havde de blot vidst, virkelig vidst dette noget før, ville

de have levet deres liv anderledes.

Men formår du at udvikle en sund og reflekteret holdning til døden, øger du din livsappetit og dine

muligheder for at føle, at du har fået noget ud af livet. At have brugt livet godt, fungerer som et værn mod

dødsangsten. Nietzsche satte sagen på spidsen: ”Det, der er blevet fuldkomment, alt hvad der er modent,

ønsker at dø. Alt hver der er umodent ønsker at leve. Alt som lider, ønsker at leve, at det kan blive modent,

muntert og længselsfuldt – længselsfuldt efter alt hvad der er fjernere, højere, lysere.”

Der skal ikke nødvendigvis 40 års helt, integreret liv til for at kompensere for 40 års skyggeliv. Selv få

intense dage kan afstedkomme en eksistentiel forandring, hvor man med tilbagevirkende kraft kan indgyde

helt sit liv mening.

Yalom omtaler to øvelser, der kan øge forestillingen om død og endelighed, og som næsten altid fremkalder

stærke og dybe reaktioner.

Øvelse: Tegn en ret linie på et stykke blankt på papir. Den ene ende står for din fødsel, den anden for din

død. Sæt et kryds dér, hvor du befinder dig nu. Mediter over det i fem minutter.

Øvelse til af-identifikation: Udfyld 8 kort med hver sit betydningsfulde svar på hvem du er. Arrangér

kortene efter betydningsfuldhed så de mest perifere ligger øverst og de mest centrale nederst. Gå bunken

igennem. Brug 2-3 minutter på hvert kort og funder over, hvordan det ville være at give afkald på den

pågældende attribut.

Friheden

Friheden er et andet ultimativt anliggende. Vi higer efter frihed, og frygter den når den kommer og for at

slippe for at træffe et valg, kan vi være villige til at acceptere de uhyrligste alternativer.

En patient, der sad fast i en særdeles selvdestruktivt forhold, sagde: ”Jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg

skal gøre. Jeg kan ikke få mig selv til at gøre forholdet forbi, men jeg ville ønske, jeg greb ham i at gå i seng

med en anden kvinde, så jeg blev i stand til at bryde med ham.”

Yalom opdeler frihed i ansvar og vilje.

Ansvar

At være ansvarlig er at være det ”ubestridte ophav til en begivenhed eller et objekt”, sagde Sartre. At være

sig sit ansvar bevidst om, at man skaber sit eget jeg, sin skæbne, sin livssituation, sine følelser og – i givet

fald – sine lidelser.

Heidegger og senere Sartre udforskede ansvarets betydning for den enkeltes væren. Heidegger refererede

til individet som dasein for at understrege den menneskelige værens iboende dobbelthed. Den enkelte er

”der” (da), men han eller hun skaber også det, der er der. Jeg’et er et dobbeltvæsen: Det er et empirisk jeg

(et objektivt jeg, noget, der er ”der”, et objekt i verden) og et transcendentalt (konstituerende) jeg, som

skaber eller ”konstituerer” (dvs. er ansvarligt for) sig selv og omverdenen. Anlægger man denne dobbelte

vinkel på menneskets væren – at det er både skabt og skabende – forbindes ansvar uløseligt med frihed.

Ansvar forudsætter simpelthen frihed, idet ansvarsbegrebet ikke giver mening, hvis ikke den enkelte har sin

frihed til at konstituere verden på en hvilken som helst af alle mulige måder. Universet er ”kontingent”, dvs.

vilkårligt; alt, hvad der er, kunne også have været skabt anderledes. Sartres opfattelse af friheden er

vidtgående: Mennesket er ikke alene frit, det er dømt til frihed. Og denne frihed rækker videre end til at

være ansvarlig for verden (dvs. for at indgyde verden betydning): Vi er også eneansvarlige for vores eget liv;

ikke blot for det, vi gør, men også for det, vi undlader at gøre.

Sartres pointe er ikke moralsk: Han siger ikke, at jeg burde gøre noget andet, men han siger, at det, jeg rent

faktisk gør, er mit ansvar.

Det er dybt skræmmende at erkende, at man skaber (er ansvarlig for) sig selv og sin verden, og at være sig

sit ansvar bevidst. Tænk på, hvad det indebærer. Intet i verden har anden betydning end den, man selv

skaber. I det perspektiv er vores eksistens blot en kosmisk ligegyldighed. Der er ingen regler, ingen etiske

systemer, ingen værdier; ingen form for ydre instans eller autoritet at henvise til; ingen storslået plan med

universet. Som Sartre ser det, er der kun én skaber: den enkelte selv. ”Mennesket er den skabning, hvis

projekt er at være gud”, som han siger det. Frihed væver sig ind i alle dele af vores liv. Det skræmmende

ansvar der følger med friheden er også et ultimativt livsanliggende, som vi udvikler forskellige former for

psykiske forsvar imod.

Tvangsmæssighed: Et udbredt dynamisk forsvar mod ansvarserkendelsen er at skabe en indre verden, hvor

man ikke kender til friheden, men lever under en uimodståelig, jeg-fremmed magts herredømme (er i

”ikke-mig’s vold”).

Ansvarsforskydning: Ved at skyde ansvaret over på en anden undgår mange mennesker at tage personligt

ansvar.

Ansvarsfornægtelse: det sagesløse offer: Man kan også opfatte sig selv som uskyldigt offer for

begivenheder, man ofte selv (uafvidende) har foranlediget.

Ansvarsfornægtelse: at miste besindelsen: En anden måde at slippe for ansvaret på er at blive midlertidigt

”ude af sig selv”.

Undgåelse af selvstændig adfærd: Man forbløffes over de muligheder, vi forspilder som mennesker, og

hvad vi er villige til at stille os tilfredse med. Men accepten af det bestående og udefrakommende kan være

mindre angstprovokerende end alternativet: At vedkende sig sit personlige ansvar og opgive troen på den

endelige frelser.

Selvfølgelig kan man argumentere for, at ethvert valg må ses i dets kontekst. Er du ved at drukne i en dyb

swimmingpool, har du ikke mange valg. Men selvom du står i vand til halsen, har du friheden til at vælge,

hvordan du tager situationen. Det er ikke bare en strid om spidsfindigheder. Selvom det kan virke grotesk

at tale om en druknendes frihed, er princippet bag særdeles vigtigt. Det, der frem for noget udmærker os

som mennesker, er vores holdning til den situation, vi er sat i. Det kan ikke nægtes, at miljøet,

arveanlæggene eller tilfældet spiller en rolle i vores liv. De omstændigheder, der begrænser os, er

indlysende: Sartre taler om en ”modgangskoefficient”. Vi møder alle uomgængelig modgang, som indvirker

på vores tilværelse. De givne omstændigheder – fysiske handicap, utilstrækkelig uddannelse, dårligt

helbred – kan fx hindre os i at finde et job eller en partner, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke

har noget ansvar (eller valg) i situationen. Vi er stadig ansvarlige for, hvad vi stiller op med vores handicap;

for vores holdninger til dem; for den bitterhed, vrede eller nedtrykthed, der føjer sig til den oprindelige

”modgangskoefficient” og gør den så meget større, at vi bukker under for handicappet.

At erkende og acceptere det udefra ”givne” (modgangskoefficienten) er ikke ensbetydende med at

forholde sig passivt til sit ydre miljø. Men fuld ansvarsvedkendelse indebærer både, at man indgyder

verden mening, og at man har friheden til og ansvaret for at ændre sine ydre vilkår, når det er muligt.

At være ansvarlig for, hvordan man forholder sig, indebærer ikke nødvendigvis (selvom Sartre ville hævde

det) også at være ansvarlig for, hvad man føler, men det indebærer, at man er ansvarlig for, hvordan man

stiller sig til sine følelser.

At vække sin ansvarsbevidsthed er også at vække skyldfølelsen. Bevidsthed om modsætningen mellem,

hvad man er, og hvad man kunne være, skaber en strøm af selvforagt, som man må kæmpe med hele livet

igennem. Når vi hører ”samvittighedens stemme” (dvs. den stemme, der kalder os tilbage til vores

”egentlige” eller ”autentiske” livsmodus), er vi altid ”skyldige” i den udstrækning, vi har forsømt at realisere

vores autentiske potentiale. Otto Rank skrev, at når vi hindrer os selv i at folde os helt ud, føler vi os

skyldige på grund af det ubrugte liv, det ulevede liv i os.

Kafka kommer spørgsmålet på spidsen i Processen. Historien begynder: ”Nogen måtte have bagtalt Josef K.,

thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.” Umiddelbart ser Josef K

ud som offer for et bureaukratisk og autoritært system, men ses historien som en metafor for menneskets

eksistentielle livsvilkår, er Josef K. skyldig: Skyldig i sit ulevede og ensomme liv. Historiens mest

illustrerende episode foregår, da Josef K. spørger en præst, om han kan ”leve uden for processen.” Præsten

svarer med en lignelse, om en mand fra landet der søgte adgang for retten. Ved ankomsten til

retsbygningen blev han fortalt, at han var velkommen til at gå ind, men at der var flere døre bag

indgangsdøren, der var bevogtet af stadig mægtigere dørvogtere. Manden besluttede sig for at vente og se

tiden an i håbet, at der kom andre han kunne følges med. Efter at have ventet i årevis og nu gammel og

svækket på sit dødsleje, spørger han dørvogteren, hvordan det kan være, at han er den eneste, der har

bedt om adgang til retten i alle disse år? Dørvogteren går tæt på den gamle mand og råber ind i hans ører,

da hans hørelse også er svækket: ”Der var ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne indgang

var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den”.

Historien er gribende, men hvordan finder man frem til sit potentiale, sin autentiske væren? Hvordan kan

man vide, at man har forvildet sig væk fra det? Heidegger m.fl. vil svare i kor: Ved hjælp af skyldfølelsen!

Ved hjælp af angsten! Ved hjælp af samvittighedens stemme! De er enige om, at eksistentiel skyldfølelse er

en positiv, konstruktiv kraft, en vejviser, der kalder mennesket tilbage til sig selv.

Vilje

Ansvarsvedkendelsen i sig selv er ikke lig med forandring; den er kun første skridt i forandringsprocessen.

Med ansvarsvedkendelsen er du trådt ind i beslutningens forhal.

Ved at handle griber man ud over sig selv, for handling implicerer et samspil med den fysiske og sociale

omverden. Handling behøver ikke være forbundet med store eller blot synlige bevægelser. En lille gestus

eller et blik kan være en handling af allerstørste vigtighed. Der er to sider af det at handle: At handle, og

modstykket, ikke at handle, som kan være en lige så vigtig handling – fx når man ikke gør, som man plejer;

ikke propper sig med mad; ikke udnytter andre; ikke er uærlig.

I sin enkle form lyder kuren til at handle autentisk: Når du er blevet bevidst om, hvad det gode er for dig,

skal du blot vælge det! Du ved selv, hvilken adfærd der er ved at gøre det af med dig. Så gør noget ved den,

for pokker! Disse formaninger forårsager desværre sjældent varige ændringer. Lige så vel som andre ikke

kan spise ens mad for en, sove ens søvn for en, eller dø ens død for en, er vi alle nødt til selv at nå

erkendelsen. Gode råd og formaninger kan motivere refleksion, men det virkelige arbejde tilbagestår altid i

hver og en af os. Vi kan ikke finde et uangribeligt og meningsfuldt svar om individuel frihed ved at søge hos

en ekstern autoritet.

En analyse af processen forvirres af, at den ”villen” og vilje svaret indeholder, i mange tilfælde ikke opstår i

kraft af en bevidst viljesakt. Forandringen sker på et ”underjordisk” niveau. Farber siger herom, at der er to

viljesdomæner. Det bevidste domæne hvor vi oplever en faktisk valgsituation og kan overveje vores

muligheder. Det volder ikke de store problemer at beskrive dette viljesdomæne. Det andet viljesdomæne

er det ubevidste domæne, hvor man kun i bagklogskabens lys kan finde en årsagssammenhæng og slutte

sig til en begivenhed.

Vilje er menneskets evne til at påbegynde, til at forandre sig, fordi det selv er en begyndelse. Vi påbegynder

noget i kraft af ønsket og gennemfører det i kraft af valget. Det betyder, at vi skal give adgang til vores

længsler. Uden kontakt med vores ønsker, kan vi ikke projicere os selv ud i fremtiden og muliggøre den

ansvarlige vilje. Det ønske, vi når frem til, efterfølges af selve viljesprocessen, der implicerer engagement og

forpligtelse for at nå frem til en beslutning.

Ønsket

Et menneske bliver automatisk bedre til at ønske, hvis det lærer at føle. At føle er en forudsætning for at

ønske. Hvis ens ønsker er begrundet i noget andet end følelser – fx rationelle overvejelser eller moralske

påbud – er de ikke længere ønsker, men normer om, hvad man ”bør og skal”, og man afskærer da

kontakten med sit autentiske jeg.

Et ønske er at springe ind i fremtiden, og man må betænke de fremtidige konsekvenser af at omsætte sit

ønske til handling.

Beslutning

Med bevidstheden om et ønske træder man ind i beslutningens forhal. Beslutningen slår bro mellem ønske

og handling. At beslutte noget vil sige at forpligte sig på et handleplan. William James, som tænkte dybt

over, hvordan vi træffer beslutninger, opstillede fem typer beslutninger:

Den fornuftsdikterede beslutning hvor vi overvejer argumenterne grundigt og opstiller et rationelt valg. Vi

tager denne type beslutninger med en følelse af at vælge helt frit.

Den villede beslutning: En villet og svær beslutning forbundet med en følelse af ”indre kraftanstrengelse”.

Denne type er sjælden; de fleste beslutninger bliver truffet, uden at det kræver nogen større indsats af os.

Den flydende beslutning hvor alternativerne virker lige gode, og vi bliver trætte af eller frustrerede over at

skulle beslutte os. Vi beslutter os da ved at lade os flyde med af en strøm af tilsyneladende tilfældige ydre

omstændigheder.

Den impulsive beslutning hvor vi føler os ud af stand til at beslutte os, og afgørelsen virker lige så tilfældig

som den flydende beslutning. Men den impulsive beslutning kommer indefra. Vi handler automatisk og ofte

impulsivt.

Den perspektivændrings-baserede beslutning. Denne type beslutning træffes ofte pludseligt og som følge af

en betydningsfuld ydre oplevelse eller indre forandring (fx sorg eller angst), der fører til et vigtigt

perspektivskift eller ændring af ens inderste væsen.

Beslutninger er meget dyre, som en terapeut engang sagde til en patient, der ikke kunne beslutte sig: ”De

koster én alt andet.” Wheelis udtrykker det ved hjælp af følgende billede:

Nogle mennesker kan drage sorgløst gennem livet ved at rykke frem i blinde i den overbevisning, at

de har fulgt hovedvejen, og at det kun er biveje, der har krydset den. Men har man sin bevidsthed og

forestillingsevne med på færden, undgår man ikke at blive berørt af erindringen om de korsveje, man

aldrig vil møde igen. Nogle mennesker bliver siddende ved korsvejen uden at gå i nogen af

retningerne, fordi de ikke kan gå i dem begge, mens de klynger sig til illusionen om, at hvis de bliver

siddende længe nok, vil de to veje smelte sammen til én, så de kan betræde dem begge. Modenhed

og mod består for en stor del af evnen til at træffe sådanne fravalg og visdom for en stor del af evnen

til at finde veje, der gør det muligt at give afkald på så lidt som muligt.

Modet og visdommen kommer med erkendelsen af sin eksistentielle skyldfølelse og ansvar. Dette ansvar er

et tveægget sværd: Hvis man tager ansvaret for sin livssituation og beslutter sig for at forandre sig, vedgår

man også, at man er eneansvarlig for sit hidtidige fejlslagne liv og kunne have forandret sig for længe siden.

Man må så at sige blive mere beskidt, inden man kan blive ren.

Er man ikke parat til at blive mere beskidt og træde ind i den autentiske væren, udvikler man måder til at

fortrænge beslutninger:

Udskydelse: Den mest åbenlyse metode til at undgå at træffe en beslutning er at udskyde den. Alle kender

til at være i tvivl og vælge denne løsning – nogle i en grad, så de tripper forpinte frem og tilbage i evigheder

foran beslutningens dør.

Reduktion af omkostningerne: ”Så meget har jeg nok ikke brug for det!” Det gør det nemmere at acceptere

et fravalg, hvis man overbeviser sig selv om, at man ikke skal give afkald på så meget.

Nedvurdering af det fravalgte: Oplevelsen af frihed (og ubehaget derved) øges, når alternativerne i

forbindelse med en beslutning opfattes som omtrent lige attraktive. For at beslutningsprocessen ikke skal

blive skræmmende, nedgør man det ene alternativ ved – på et ubevidst plan – at forstørre ubetydelige

forskelle på de to nogenlunde lige valgmuligheder så meget op, at valget mellem dem bliver både oplagt og

smertefrit.

Uddelegering af beslutningen til en anden: En måde at undgå ansvarets byrde og bevidsthed og

konfrontation med vores fundamentale isolation er, at hvis man kan overtale en anden til at træffe

beslutningen for sig. Erich Fromm fremhæver gang på gang, at vi mennesker altid har haft en udpræget

ambivalent holdning til frihed. Vi kæmper indædt for friheden, men griber villigt lejligheden til at afstå den

til et totalitært regime, der lover at lette os for frihedens og ansvarets byrde. Hvis en anden træffer

beslutningen, synes vi også, vi slipper for arbejdet og det virkelige ansvar med at få den til at fungere.

Overladelse af beslutningen til en ydre instans: Denne instans kan tage flere former, fx som regler fra det

religiøse (overnaturlige) eller juridiske (rationelle) domæne. En tredje version beskrives af Luke Rhinehart i

romanen Terningemanden, hvor hovedpersonen lader alle beslutninger være op til tilfældet.

De nævnte handlemåder giver lindring for konfrontationen med friheden og det personlige ansvar, men

prisen er en ”smerte i maven” over tabet og savnet af de muligheder, der glider forbi.

For at imødegå vores medfødte drift mod at sætte os selv igennem, mod at beherske vores omgivelser,

mod at blive til det, vi har anlæg for at blive og frisætte viljen, er man nødt til at blive bevidst om, at man

hele tiden træffer beslutninger på alle områder. Man kan ikke ikke-beslutte. Fuldt ud at vedkende sig, at

man hele tiden træffer beslutninger, er at forholde sig på en autentisk måde til sin eksistentielle situation.

Undviger man det valg betaler man en pris i form af en svækket selvfølelse og selvforagt. For at kunne

holde af sig selv må man optræde på en måde, man kan se op til. En uværdig måde at træffe beslutninger

på øger kun selvforagten.

Det er særdeles svært at komme af med sine skyldfølelser i forbindelse med en analyse af fortiden, hvis ens

adfærd stadig vækker skyldfølelser. Man må først lære at give sig selv tilgivelse for nutiden og fremtiden. Så

længe man i sin nutidige situation bliver ved med at forholde sig til sit eget selv på samme måde, som man

har gjort i fortiden, kan man ikke give sig selv tilgivelse for fortiden. Men selv når man arbejder med

fortiden, er det vigtigt ikke at påtage sig et urimeligt stort personligt ansvar. Et vigtigt begreb er det

kategoriske imperativ for ansvar: Hvad der gælder for den ene i henseende til ansvar, gælder for alle.

Uanset hvordan man har opført sig over for andre, har denne anden også et ansvar for at have ladet sig

såre, håne eller på anden måde behandlet dårligt.

Isolation

Eksistentiel isolation betegner den uovervindelige kløft mellem alle væsener og en endnu mere

fundamental isolation – en adskillelse mellem mennesket og verden.

Med erkendelsen af det personlige ansvar, følger også en erkendelse af, at man fundamentalt set er alene.

Den selv-skabende proces er uundgåeligt forbundet med en dyb isolation, hvor man er nødt til at erkende

sit ansvar for sin eksistens og acceptere universets kosmiske ligegyldighed. Dyrene har måske en følelse af,

at der findes hyrder og ly; at vi mennesker optræder som en slags gudelignende skikkelser, der våger over

dem. Men menneskets selv-bevidsthed dømmer det til at møde eksistensen nøgent og alene.

For at undgå at opleve isolationens angst søger vi en følelse af tryg og fortrolig høren-til. Samtidig dækker vi

vores isolation til med hverdags gøremål, genkendelighed og rutine. Adspurgt vil vi nok i en eller anden

udstrækning kunne erkende, at vi i denne tilstand ikke lever op til vores fulde potentiale og kunne være

mere autentiske, men behovet for tryghed og vished vejer tungere. Tilstanden er navnlig kendetegnet ved,

at man føler, at man ofte ikke vælger – dvs. en tilstand hvor man passivt vælger.

Uanset hvordan vi forholder os til hinanden, kan intet forhold ophæve isolationen. Man kan tage en del af

isolationen på sig og bære den ”tappert” eller, med Heideggers ord, ”beslutsomt”, men vi må alle indse, at

vi er alene i tilværelsen. Kan vi åbne os til kærligheden kan vi imidlertid dele ensomheden. ”Et godt

forhold”, siger Buber, ”slår brecher i den vældige ensomheds mure, modificerer dens strenge lov og slår

hen over afgrunden af rædsel for universet bro fra den ene alene-væren til den anden.” Overvældes vi af

rædsel foran ensomhedens grund, vil vi ikke åbne vores arme for andre, men klamre os desperat til dem for

ikke at drukne i eksistensens hav. I så fald vil vores forhold slet ikke være sande forhold, men forvredne,

dødfødte karikaturer af, hvad de kunne have været. Vi vil forholde os til andre, som vi forholder os til

instrumenter eller udstyr. Den anden, som da ikke længere er en ”anden”, et ”du”, men et ”det”, vil blive

trukket ind i vores verden for at varetage en funktion. Et behov-frit kærlighedsforhold er derimod altid

baseret på gensidighed. Et Jeg-Du-forhold i modsætning til et Jeg-Det-forhold.

Ikke alene adskiller du sig fra det, og ikke alene er der en enorm væsensforskel på Jeg-Du-forhold og Jeg-

Det-forhold; der er en endnu mere fundamental forskel. Selve ”Jeg’et” er forskelligt i de to situationer. I Jeg-

Det-forholdet ser du din omverden an fra mange forskellige vinkler; du kategoriserer omverdenen,

analyserer den, vurderer den og tildeler alt en bestemt plads i tingenes store orden. Denne tilgang til

omverdenen indebærer også, at du holder noget af dig selv tilbage, indtil du har skabt en forståelse af dine

omgivelser, og omverdenen har vist sig værdig til din tillid.

I Jeg-Du-forholdet bliver dit ”Jeg” til ”mellem-væren”, forbundethed; ”Jeg’et” bliver til og formes indenfor

rammerne af ethvert forhold. ”Jeg’et” er således i bund og grund præget af forholdet til ”Du’et”. For hvert

”Du” og for hvert øjeblik af forbundethed skabes ”Jeg’et” på ny.

Jeg-Du-forholdets grundlæggende erfaringsmodus er ”dialogen”, ifølge Buber, hvor hver part stiltiende

eller udtrykkeligt er opmærksom på den anden eller de andre i deres specifikke eksistens og vender sig til

dem i den hensigt at etablere et levende, gensidigt forhold mellem sig selv og dem. Dialog betyder

simpelthen at vende sig til en anden med hele sit væsen, hvor man er ”umiddelbart tilstede”.

Det betyder ikke, at man altid behøver befinde sig i denne ideelle tilstand. Refleksion og bevidstgørelse er

en naturlig del af den menneske eksistens og følger af den fri viljes imperativ. Det indebærer nødvendigvis

definition af ønsker, så man kan projicere sig selv ind i fremtiden. Vi er nødt til at leve primært i Jeg-Det-

verdenen; levede vi kun i Jeg-Du-verdenen, ville vi brænde op i ”Du’ets” hvide flamme. Livet består også af

praktiske gøremål og planlægning. Men des mere du oplever verdenen som et Jeg-Det-forhold, des mindre

vil du føle, du udnytter dit potentiale.

For det modne, ”produktive” menneske er det at give et udtryk for styrke og overskud, ifølge Fromm. Ved

sin given udtrykker og forstærker han eller hende det levende i sig selv. ”Men når han giver, kan han ikke

undgå at kalde noget til live i den anden person, som virker tilbage på ham selv. Når man i sandhed giver,

kan man ikke undgå at modtage det, der gives tilbage til en selv. At give indebærer, at man også gør den

anden person til en giver, og de tager begge del i glæden over det, det har kaldt til live.” For Fromm betyder

”at elske” at engagere sig aktivt i den andens liv og udvikling. At være lydhør for den andens (fysiske og

psykiske) behov. At respektere den andens egenart, se ham eller hende med deres øjne og støtte personen

i at udvikle og udfolde sig på sine egne måder for personens egen skyld og uden for selv at opnå noget.

Grundlæggende kan vi benytte to måder til at undslippe angsten for isolation.

At eksistere i andres øjne: I denne tilstand føler man sin væren bekræftet ved at blive udvalgt og værdsat.

Man vælger at tro, at man kun eksisterer i det omfang, man er genstand for andres bevidsthed.

Sammensmeltning: Menneskets ”universelle konflikt” er, at vi stræber efter individualisering, men at det

kræver, at vi kan bære isolationens rædsel. Den almindeligste metode til at håndtere denne konflikt er

fornægtelse: Man opbygger en illusion om sammensmeltning og erklærer i realiteten: ”Jeg er ikke alene, jeg

er en del af andre.” Man opbløder altså sine jeg-grænser og bliver en del af et andet menneske eller en

gruppe, der overskrider individualiteten. I denne modus lever man for ”den dominerende anden”. Man

mister blikket for egne behov, forsøger at finde ud af, hvad andre ønsker, og gør disse ønsker til sine egne.

Sammensmeltningen ophæver isolationen ved at ophæve bevidstheden om selvet. Når kærligheden skyller

over os reflekterer vi ikke over sammensmeltningen, men frydes blot ved den. Det vidunderlige ved

forelskelsen er, at det ensomt spørgende ”jeg” opløses i et ”vi”. Kærlighed er svaret, når der ikke er noget

spørgsmål, som Kent Bach sagde.

Sammensmeltningen kan også hidrøre en ”ting” – en gruppe, en sag, en nation, et forehavende. At være

som alle andre – at rette sig ind efter andre i tale, påklædning og adfærd; ikke at nære en eneste tanke eller

følelse, som afviger fra alle de andres – udfrier os for individualitetens isolation. Jeg’et forsvinder ganske

vist, men det gør angsten for ensomheden (og frihedens åg) også.

En vej til erkendelse af isolationen er at meditere. Målet med meditation er en tilstand, hvor man erkender,

at den fysiske virkelighed blot er et slør, bag hvilket den egentlige virkelighed er skjult, og at man kun kan se

bag om det ved trænge dybt ind i sin isolation. Dette ensomhedens øjeblik er imidlertid også erkendelsens

øjeblik, hvor den tanke slår ned i pilgrimmen: Måske er der ingen, der ligger inde med sandheden – måske

er vi alle pilgrimme.

Meningsløshed

Hvorfor lever vi? Er der en grund til vi lever og en mening med livet? Kan der overhovedet eksistere

mening, når vi alligevel skal dø og intet varer evigt?

Spørgsmålet om ensomhed er en centralt tema i menneskets liv, som man uden tøven skal forholde sig til

og acceptere som det mest komplicerede, uløselige og uundgåelige spørgsmål af alle i livet.

Mening rummer nemlig to modstridende grundsætninger.

På den ene side er mennesket et meningskrævende væsen. På den anden side ligger det i opfattelsen af

verdenen som vilkårlig (”kontingent”), at alt kunne være anderledes, at mennesket selv skaber sin verden

og at der ingen storslået plan er med universet.

Svaret på dette dilemma kan opdeles i to meningstyper; kosmisk mening og timelig mening.

Kosmisk mening

Kosmisk mening forudsætter, at der findes en hensigt eller plan uden og over den enkelte. Den henviser

altid til en magisk eller åndelig verdensorden. Har man en følelse af kosmisk mening, vil man som regel

også have en modsvarende følelse af timelig mening; ens timelige mening er da at fuldbyrde eller leve i

harmoni med den kosmiske mening.

Kosmisk mening kommer til udtryk i form af at se verden og menneskelivet som led i en gudsbestemt plan.

Efter denne opfattelse står Gud for det fuldkomne, og formålet med tilværelsen er derfor at stræbe efter at

fuldkommengøre sig. Denne stræben kan tage flere former. For Aristoteles var intellektuel fuldkommenhed

fx den højeste form for fuldkommengørelse.

Verdslig personlig (timelig) mening

Manglende bekendelse til en kosmisk mening fjerner ikke behovet for svar på, hvordan vi skal leve. Camus

brugte ordet absurd om menneskets grundlæggende stilling i verden – den tunge lod det er at være et ud

over sig selv higende, meningssøgende væsen, som er sat i en verden, der ikke har nogen mening. Camus

mente, at vi er moralske skabninger, som kræver, at verden giver os et grundlag for moralsk vurdering –

altså et meningssystem, som vi kan udlede en række moralske værdier af. Men verden giver os ikke et

sådant grundlag: Den er aldeles indifferent over for os. Heraf det ”absurde” menneskelige vilkår.

Ifølge Camus kan mennesket kun udfolde sin fulde storhed ved at leve med værdighed ansigt til ansigt med

absurditeten. Mennesket kan komme ud over verdens absurditet gennem oprøret – det stolte oprør mod

ens eget vilkår. ”Intet kan måle sig med skuet af menneskelig stolthed, ”Der er ikke den skæbne, som ikke

kan overvindes med foragt”. For Camus var der nogle klare værdier og retningslinier for livsførelsen: mod,

stolt oprør, broderlig solidaritet, kærlighed og verdslig fromhed.

De verdslige former for virke, der kan give mennesket en følelse af mening med livet, kan inddeles i flere

kategorier.

Altruisme: Troen på, at det er godt at give, at være til gavn for andre, at gøre verden bedre for andre, er en

rig kilde til mening, der ikke kræver nærmere begrundelse.

Virke for en sag: ”Hvad mennesket er, er det blevet til gennem den sag, det har gjort til sin”, som Karl

Jaspers sagde. Livets mening ligger i den chance, det giver os for at skabe eller bidrage til noget, der er

større end vi selv og hvor vi overskrider vores grænser.

Skabende virksomhed: Et kreativt liv er meningsfuldt.

Den hedonistiske løsning: Nydelsesvejen hvor lyst og nydelse er mål i sig selv. Det er svært at argumentere

imod denne forståelsesramme, som ethvert levende/følende/tænkende menneske kender.

Selvaktualisering: En kilde til personlig mening er forestillingen om, at mennesket skal stræbe efter at

realisere sig selv og give sig hen til at udfordre sit iboende potentiale.

Hedonisme og selvaktualisering adskiller sig fra de tre første former for mening ved at dreje sig om selvet,

mens altruisme, hengivelse til en sag og kreativitet afspejler en dybtliggende trang til ”selvtrandencens” og

en stræben mod noget eller nogen uden for os selv. Buber peger i denne forbindelse på den afgørende

forskel mellem Jeg-Du-forhold og Jeg-Det-forhold, og at menneskets formål er nødt til at pege ud over én

selv.

De forskellige former for mening udelukker på ingen måde hinanden. Tværtimod lever de side om side hos

de fleste, hvor de forandrer sig med tiden. Hvad du ønsker som 20-årig, er ikke det samme, som du ønsker

som 40-årig. Gennem livets cyklus får du ny visdom, og dine ønsker til dit liv og syn på mening forandres.

Det moderne menneskes store problem er, hævder Frankl, at instinkterne ikke fortæller os, hvad vi skal

gøre, og at traditionen ikke længere, hvad vi bør gøre. Vi ved heller ikke, hvad vi gerne vil gøre.

I disse situationer kan vi vælge blandt forskellige reaktioner; konformitet, hvor vi gør som andre;

underkastelse af et totalitært styre, hvor vi gør, som andre ønsker; korsfarersyndromet, hvor vi altid har

behov for en sag at kæmpe for; nihilisme, hvor vi betvivler alt, andre sætter højt; en vegetativ form for

eksistentiel syge, hvor man synker helt ned i formålsløshed og apati; eller et heftigt aktivitetsmønster, som

tager brodden af meningsproblematikken.

Vi forholder os til vores eksistentielle situation på samme måde, som vi forholder os til og organiserer

tilfældige stimuli og hændelser i vores dagligdag. Vi føler ubehag ved en indifferent, ustruktureret verden

og søger efter mønstre, forklaringer og en mening med livet. Når vi ikke kan finde noget sammenhængende

mønster, bliver vi ikke alene irriterede og urolige, men føler os også afmægtige. Troen på, at man har

afkodet meningen, giver altid en følelse af mestring. Selv hvis det ligger i den meningsstruktur, man finder

frem til, at man selv er ubetydelig, hjælpeløs eller undværlig, er den ikke desto mindre mere betryggende

end ikke at kunne se nogen sammenhæng. Trods udfordringerne er der i os alle et ønske om at være

manden eller kvinden, der har set lyset, som Plato’s hulelignelse fortæller.

Én mening med at finde mening er at dæmpe angsten: Meningen skabes for at befri os for den angst, det

vækker at stå ansigt til ansigt med et liv og en verden uden nogen forudgiven, betryggende struktur. Men

der er også en anden afgørende grund til, at vi har brug for mening. Når først vi har opbygget en følelse af

mening, afføder den værdier – som igen yderligere befæster vores følelse af mening.

Forestillingen om, at livet er ufuldbyrdet, hvis man ikke når et mål, er en vestlig myte, et kunstprodukt af

kulturen, snarere end et tragisk eksistentielt vilkår. I Østen er man aldrig gået ud fra, at der er et ”formål”

med livet eller noget problem at løse i den forbindelse; nej, livet er et mysterium, som skal leves. Livet er

der bare, og vi er tilfældigvis blevet kastet ud i det. Livet behøver ingen begrundelse.

Livets love

§ 1. Døden

Alle må vi erkende dødens uundgåelighed.

Stk. 2. Dødens uundgåelighed kan fortrænges på to måder;

1. Troen på at selvom der hersker universelle love, gælder de ikke en selv 2. Troen på en almægtig frelser

§ 2. Frihed

Mennesket er ikke blot frit. Mennesket er dømt til frihed. Der findes ingen universel plan, og alle skæbner er sin egen begyndelse. Mennesket kan ikke undslippe ansvaret for at udforske sine følelser, identificere sine ønsker og udleve sit potentiale.

Stk. 2. Tankeprocessen fra ønske til beslutning kan gå over fem broer;

1. Den fornuftsbaserede beslutning 2. Den “villede”, bevidste og svære beslutning. Denne type er sjælden. De fleste beslutninger tages

uden mange overvejelser 3. Den flydende beslutning hvor du lader dig rive med af ydre omstændigheder 4. Den impulsive beslutning, hvor du lader indre tilskyndelser og tilfældigheder råde 5. Den perspektiv ændrede beslutning forårsaget af en betydningsfuld oplevelse

Stk. 3. At indse ansvaret for alle valg og ikke-valg er en angstprovokerende oplevelse, mennesket kan distancere sig fra ved enten (a) undgå at træffe beslutninger eller (b) bedøve ubehaget ved en uundgåelig beslutning.

a) Undgåelse

1. Tvangsmæssighed: Skab et personligt tankeunivers, hvor du lever under en uimodståelig, jeg-fremmed magts herredømme

2. Ansvarsforskydning: Skyd ansvaret på en ekstern autoritet 3. Ansvarsfornægtelse: Se dig selv som sagesløst offer 4. Ansvarsfornægtelse: Påberåb at du mistede besindelsen 5. Fortræng og insistér: Fortræng alle følelser og insistér på, at din situation er acceptabel

b) Bedøvelse af ubehaget ved uundgåelige beslutninger

1. Udskyd: Vælg passivt 2. Devaluer behovet for det fravalgte alternativ 3. Proportionalitet: Fremhæv værdier ved det valgte alternativ uproportionalt 4. Uddelegering: Overdrag beslutningen til en anden person 5. Uddelegering: Overdrag beslutningen til en ekstern autoritet; en sag, et orakel, tilfældet, religion

eller dogmer

§ 3. Isolation

Erkendelsen af personlig frihed og den personlige skabelses-proces er uundgåeligt forbundet med isolation. Kun vi kan kende vores følelser, drømme vores drømme og træffe vores valg. Den fundamentale ensomhed kan aldrig overskrides. Vi må derfor erkende både vores personlige ansvar og acceptere universets kosmiske ligegyldighed.

Stk. 2. Reaktioner på angst kan inddeles i tre kategorier.

a. En tilstand af værensglemsel, hvor man opfatter sin eksistens som et produkt af omverdenen b. Illusionen om sammensmeltning, hvor man opløser sin individualitet og i realiteten erklærer:

“Jeg er ikke alene, jeg er en del af andre” c. Værensbesiddelse: En autentisk (ontologisk) tilstand, hvor du overskrider individets grænser og

indser alts forbundethed

Stk. 3. Eksistensforhold kan inddeles to typer;

a. Jeg-du-forhold: “Jeg” som mellemværenhed og “du” som et andet tænkende, følende og ligeværdigt menneske

b. Jeg-det-forhold: ”Jeg” som observant og ”det” (”den anden”) som et værktøj

§ 4. Mening

Spørgsmålet om mening er det vigtigste spørgsmål af alle. Det behersker hele vores tanke univers og kan kun besvares – endsige erfares – ved personlig kraft. Spørgsmålet kan besvares ud fra to positioner; kosmisk mening og verdslig mening, samt et sæt værdier.

Stk. 2. Troen på en kosmisk mening eller plan med alt, der peger udover den enkelte. Har du en oplevelse af kosmisk mening, vil din verdslige mening være at realisere den kosmiske mening.

Stk. 3. Troen på en særlig verdslig mening med eget liv. Verdslig mening kan komme til udtryk som;

1. Altruisme: At gøre godt for andre 2. Virke for en sag: Blive del af noget store 3. Skabende virksomhed: En kreativ tilværelse er meningsfuld 4. Den hedonistiske løsning: Lyst og nydelse som mål 5. Selv-aktualisering: Realisering af sit potentiale

Stk. 4. Menneskets angst for meningsløshed kan drive os til at søge mening, hvor vi inderst inde ikke tror, den findes;

1) Konformitet: Gør som andre 2) Underkastelse af et autoritært styre: Gør som andre ønsker 3) Korsfarersyndromet: Altid på jagt efter en sag at kæmpe for 4) Nihilisme: Hvor vi betvivler alt, andre sætter højt 5) Vegetation: Opgivenhed og overgivelse 6) Et heftigt aktivitetsmønster: Ustandselig aktivitet

Stk. 5. Uden en højere sandhed fastsætter du selv dine værdier og har ansvaret for at føre dem ud i livet. Som almindeligt anerkendte attråværdige værdier kan peges på mod, stolt oprør, broderlig solidaritet, kærlighed og verdslig fromhed.