2

Kapitel 18: ”Overgivelse”

”Åh nej, hun har overgivet sig,” sagde Miki. ”Vi må få hende tilbage med det samme!”

Wulff svarede ikke. Han kløede sig på hagen, mens han gik rundt om sig selv i det lille lokale.

”Det er mig, Schmidt er ude efter. Forstår hun ikke det?” mumlede Wulff ud i luften. Miki var ikke sikker på, om han skulle svare.

”Eller har hun bevidst valgt at forråde sin familie ... og forråde mig?”

Den gamle mand vendte sig mod Miki med et anklagende blik. Miki skyndte sig at ryste på hovedet.

”H-hun ville aldrig forråde sin familie,” fremstammede han. ”Hun vil bare ikke have flere mord!”

Wulff kneb øjnene sammen. Han så ikke ud, som om han hørte efter. Hans blik gled op og ned af Miki, som om han overvejede, hvad han skulle stille op med drengen. Det kølige, undersøgende blik fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Miki. Først nu gik det op for ham, at Maya faktisk havde efterladt ham alene med en seriemorder.

”Schmidt sagde, at de havde sat hovedkvarter op på rådhuset,” tilføjede Miki og prøvede at gøre sig nyttig. ”Det er ikke langt herfra. Jeg kan tage derover og hjælpe hende!”

3

For at bevise sin handlekraft, rakte Miki ud efter sin jakke, der hang på en reol. Da han stak armen i ærmet mærkede han et sæt kolde fingre omkring sin hals. Miki vendte sig med et ryk, og Wulff strammede grebet. Kulden spredte sig i Mikis krop, og det var, som om hans lemmer frøs til is.

”Hvor tror du, du skal hen?” spurgte Wulff sammenbidt.

Miki prøvede at rive sig løs, men hans arme lystrede ikke. Wulffs greb var som en jernklo, og han løftede Miki op fra gulvet i én arm. Miki ville sparke og spjætte, men hans krop var frossen som et istap … Så knasede radioen på det lille træbord i rummet.

”Theodor Wulff. Vi ved du lytter med på politiradien ... ”

Wulff stivnede. Miki mærkede grebet løsne sig en smule, og kulden trak sig tilbage. Miki benyttede lejligheden til at rive sig fri. Wulff lod ham dumpe ned på gulvet.

”Det er politikommissær Schmidt her.” lød Schmidts stemme i radioen.

Wulff vendte sig mod bordet og greb walkien. Han tog den op til munden, men svarede ikke. Miki samlede sin jakke op fra gulvet og løb mod trappen, der førte op i friheden. I rummet bag sig hørte han Schmidts hvislende stemme i radioen.

”Vi har noget, du gerne vil have...”

Den friske morgenluft fyldte Mikis lunger. Den gav ham en ekstra skud energi. Han var fri af den kvælende luft i Vampyrens betonhule. Han standsede et øjeblik, da han nåede toppen af den lille forhøjning, der skjulte vampyrens hule fra svømmehallen. Et tidligt morgentog rumlede forbi på skinnerne bag ham. Månen var stadig oppe, men

4

himlen lysnede svagt i horisonten. Solen måtte være på vej. Fuglene kvidrede i træerne, og der var ikke et menneske at se. Ikke så underligt. Klokken måtte være omkring 5-6 stykker om morgenen.

Miki løb om til forsiden af svømmehallen, forbi parkeringspladsen og videre ned til rundkørslen, der førte ind til parkeringspladsen foran gymnasiet. Byen var en ren spøgelsesby på det her tidspunkt. Miki havde aldrig løbet rundt midt i Greve uden af se et eneste menneske. Han følte sig pludselig meget alene. Hvor ville han gerne lige kunne gribe ud efter Maya. Se hendes smil og finde styrke i hendes sejhed. Han følte sig som en kujon, da han kom til at tænke på, hvordan Maya måtte have det, helt mutters alene blandt en hær af betjente og en vanvittig Schmidt, der hadede hende og hendes familie.

Miki satte farten op. Han spurtede over Holmeagervej, og et øjeblik senere stod han på parkeringspladsen, hvor de havde efterladt den lille lyserøde bil, men den var ingen steder at se. Pladsen var tom.

Miki fortsatte op ad rampen, der førte op til den åbne plads foran rådhuset. Han kunne skimte politibilerne deroppe, da tvivlen ramte ham som et ton mursten. Han var på vej til at melde sig selv til politiet. For blot et par dage siden, havde hans største frygt været at gå 7. klasse om. Nu fyldtes hans hoved med billeder af politibiler, retssale, grædende familiemedlemmer og dunkle fængselsceller. Et ekstra år i 7. klasse virkede pludselig som en sommerudflugt i forhold til, hvad der ventede ham.

Han hørte råb længere oppe fra rampen.

”Det er ham!” lød en stemme, og pludselig vrimlede skikkelserne frem mellem politibilerne. ”Stå stille, og ræk hænderne op!”

Miki standsede og rakte hænderne op. Hans krop rystede, da de

5

smækkede håndjernene på ham. Betjenten strammede dem til, så det kolde stål gnavede sig ind i hans håndled. Miki kæmpede ikke imod, da de førte ham ind i rådhuset.

Han havde aldrig nogensinde været inde i den gigantiske glasbygning, og han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han ville besøge rådhuset lagt i håndjern og eskorteret af fire betjente.

Miki blev skubbet ind gennem dobbeltdørene til det store lokale, hvor Schmidt sad bag en skrivebord i midten. Rummet var et mødelokale oplyst af store lysekroner, men alle bordene og de polstrede kontorstole var skubbet sammen i en kæmpe klynge bagest i lokalet. På væggen bag de stablede borde kunne Miki skimte Greves blå våbenskjold med den karakteristiske hvide Hedebo-knude.

Hele den modsatte langside af rummet bestod af vinduer. Gardinerne var trukket for i den fjerne halvdel af rummet, men bag Schmidt var der fuld udsyn over hele Greve centrum.

”Miki,” skreg Maya, der sad ved siden af Schmidts bord. Hun sprang op, før Schmidt kunne gribe hende og løb hen mod Miki med fremstrakte arme. Hun havde også håndjern på. En af betjente trådte ind foran Miki og greb Maya og trak hende til side.

”Slip hende!” skreg Miki og prøvede at rive sig løs. Men to betjente holdt ham fast i et jerngreb.

”Hvad laver du her?” spurgte hun. Hendes øjne var blanke, og Miki så en tåre trille ned af kinden.

”Jeg er kommet for at befri dig,” svarede han.

Maya snøftede, men begyndte alligevel at grine mellem hulkene.

6

”Hvordan synes du selv det går?” spurgte hun og kiggede på hans håndjern.

Miki trak på skuldrene og prøvede at virke modig.

”Bare rolig,” sagde han og blinkede. ”Du ved, jeg har en særlig evne.”

”Okay, nok small talk,” sagde Schmidt og viftede utålmodigt til en af betjentene. ”Stil dem ved vinduet, så han kan se hende.”

De to fanger blev gennet over til vinduet.

”Jeg er glad for, du kom,” sagde Maya. ”Wulff har snakket med Schmidt, men jeg ved ikke, hvad der sker.”

”Wulff blev rasende,” svarede Miki. ”Han forsøgte, at ...”

Men da han så ind i Mayas sørgmodige øjne, stoppede han.

”Han vil gøre alt for at beskytte dig,” sagde han i stedet.

De vendte sig i tavshed mod vinduerne. To etager under dem lå det åbne areal foran rådhuset, hvor politibilerne og AKS-vognen holdt. Udsigten var perfekt heroppefra, man kunne se flere kilometer væk. De kunne se gymnasiet, Greve-centeret og svømmehallen helt ovre på den anden side af rundkørslen. Det var helt skørt at tænke på, at Vampyrens hule lå lige bagved.

Miki gøs. Han turde ikke tænke på, hvad der ville være sket. hvis han ikke var stukket af. Og hvilken vanvittig plan var Vampyren var ved at udtænke nu. Ville han komme springende gennem en mur og slå dem alle sammen ihjel?

Miki mærkede Mayas skulder mod sin, og igen følte han en

7

sælsom styrke fylde ham. Angsten blev trængt tilbage. Den virkning havde hun på ham. Hele verden kunne styrte sammen, men hvis hun blot stod ved siden af ham, kunne det af en eller anden grund ikke gå helt galt.

Miki kiggede ud over byen. Himlen var begyndt at blive rødlig ude i horisonten. Solen var på vej. Han smilede til Maya, men hun stivnede pludselig. Hendes øjne var stift rettet mod et punkt lige fremme. Miki fulgte hendes blik.

Det tog et stykke tid før han opdagede skikkelsen, der var kommet til syne for foden af rampen. Det karakteristiske hvide hår og den lange sorte frakke. Maya greb fat i hans arm.

Vampyren gik langsomt op af rampen til rådhusets indgang. Hans skuldre var slunkne, og hans skridt var tunge. Han blev hurtigt omringet af AKS-betjente, der virkede ængstelige og blev ved med at råbe aggressive ordrer, selvom Vampyren ingen modstand gjorde, og blot rakte armene langsomt i vejret.

Schmidt kom hen til vinduet. Og betjentene, der havde ført Miki op, gik også hen og kiggede ned på scenen, der udspillede sig to etager under dem.

Schmidt sukkede højlydt og satte håndfladerne op på ruden. Da håndjernene blev spændt fast omkring vampyrens håndled, lænede han panden mod glasset og lukkede øjnene.

”Dødens engel i håndjern,” hviskede han. ”Endelig. Endelig er jagten forbi.”

8

Kapitel 19: ”Aftalen”

De to dobbeltdøre til mødelokalet blev slynget op med et brag. Wulff væltede ind i lokalet. Han var lige ved at snuble, da han ikke kunne holde balance med hænderne i håndjern. Det gav et sug i Maya, da hun så ham igen. Den gamle mand genfandt hurtigt balancen og rettede sig op. Han ignorerede alle andre i rummet og stirrede direkte på Maya.

”Er du så glad?” spurgte han iskoldt. ”Du har opgivet kampen, svigtet familien.”

”Jeg har ikke svigtet min familie!” svarede Maya og mødte Wulffs blik. Hun kæmpede for at holde sin stemme rolig. ”Jeg har hjulpet med at fange en morder.”

Wulffs krop sank sammen. Det var, som om ordene slog luften ud af den store mand. han bukkede hovedet og lod skuldre synke.

”Forstår du ikke,” sukkede han, ”at når de har fanget mig, kommer de efter dig. Det stopper aldrig. Schmidt spiller ikke efter reglerne! Manden er gal.”

”Det må stoppe her.” sagde Maya. ”Alt det myrderi. Det må få en ende!”

”Uha, sikke dog et familiedrama,” grinede Schmidt højlydt. ”Er det sådan, I snakker hjemme ved spisebordet, om korruption, mord, bestikkelse. Om hvem der skal ryddes af vejen næste gang?”

9

Maya tav, og Schmidt trådte ind foran hende. Han var et hoved højere end Wulff og kiggede på den gamle mand med afsky i blikket.

”Du har levet i din egen forrykte verden for længe, Theodor Wulff,” sagde Schmidt. ”Vi er politifolk. Vi er herfor at beskytte befolkningen, beskytte dem mod mordere som dig, der følger deres egne regler!”

”Sæt nu bare Maya fri,” svarede Wulff. ”Hun har ikke gjort noget.”

”Har hun ikke gjort noget?” sagde Schmidt og hævede et øjenbryn. ”Hun er din familie. Hun er Sortblod.”

”Det er ikke forbudt at være Sortblod,” snerrede Maya. ”Du har ingen ret til at forfølge os.”

Schmidt snurrede rundt på stedet.

”Har jeg ingen ret?” sagde han. ”Jeg har al mulig ret. Jeg var kun 12 år, da jeg fandt min farfar død på sit kontor. Hans krop var drænet for væske, og huden var suget ind til knoglerne.”

Maya gispede. ”Var Persson din farfar?”

”Ja,” svarede Schmidt og slog blikket ned. Maya kiggede på Wulff, men han så lige så overrasket ud, som hun selv var.

”Persson ville sagsøge min morfar,” sagde Maya. ”fordi han havde tabt kampen om en byggegrund!”

”Ha!”, udbrød Schmidt og løftede blikket. Han tog et skridt frem mod Maya, og hun trådte automatisk et skridt tilbage.

”Du har vist kun hørt en ene side af historien. Det er på tide, du får den anden: Persson havde opdaget, at din morfar havde bestukket

10

og afpresset byrådet, så han kunne få den bryggegrund, han var ude efter. Din morfar nægtede alt, men Persson havde beviser mod ham.”

Schmidt vendte sig mod Wulff og sendte ham et blik, der ville have fået alle andre til at krympe.

”Vampyren her fandt ud af, at Persson havde beviser, der ville fælde din morfar, og så blev han nødt til at ’beskytte’ familien, som han havde gjort så mange gange før.”

”M-men...” Maya stammede og kiggede over på Wulff. ”Er det sandt?”

Wulff svarede ikke.

”Vampyren gav mig mit kald som politimand,” fortsatte Schmidt. ”Med speciale i seriemordere. Jeg har jaget ham hele mit liv! Jeg har kendskab til 8 mord, som dette væsen har begået, og det er bare dem, vi har fundet.”

Schmidt pegede anklagende på Wulff.

”I 1915 blev sergent Viggo Jensen fundet død i sin celle i kasematterne i Greve. Han var indlogeret hos jeres familie og forelskede sig i din tipoldemor, selvom han allerede havde en familie i Jylland. Og det går jo ikke.”

Schmidt trådte hen foran Wulff igen og slog ud med armene.

”Efter krigen begik gullaschbaronen Vilhelm Jensen selvmord, og jeres familie overtog hans forretning. Et heldigt sammenfald ...?”

Schmidt knugede næverne og vendte sig mod Maya. Hans ansigt mørknedes og hans stemme lød som et knurrende rovdyr.

11

”I 1982 døde min farfar, da han ville afsløre for verden hvor korrupt og kriminel jeres familie er. Jeres ’beskyttende engel’ har myrdet sig igennem de sidste 100 år.”

Og når jeg er færdig med ham, bliver han spærret inde, og nøglen bliver smidt væk ... og det bliver ikke i en fængselscelle, han blot kan spadsere ud af. Den her galnings myrderier stopper i dag.”

Maya slog hun blikket ned.

”Jeg ved det,” sagde hun. ”Hvorfor tror du ellers jeg er her?”

”I har specielle evner i jeres familie!” sagde Schmidt og overhørte Maya. ”Og derfor tror I, at I kan opføre jer, som I vil.”

Schmidt pustede sig op. Han svingede vildt med armene, og hans øjne flakkede under de rynkede øjenbryn.

”Du er måske uskyldig nu, men om 10, 20 år bliver du ligesom ham. Hele jeres familie skal stoppes. Og mit arbejde er ikke forbi, før I alle er væk!”

”Vi er ikke alle ens,” udbrød Maya. ”D-du er jo gal!”

”Gal?” råbte Schmidt og spilede øjnene op. Han tog tre lange skridt og lænede sig ned over Maya. Hun bøjede sig baglæns, men ramte ruden bag hende.

”Jeg er ikke gal,” råbte Schmidt. ”Jeg er menneskehedens beskytter.”

Maya stod presset op mod ruden. Hun stirrede på Schmidts vilde udtryk uden at sige noget. En af betjentene rømmede sig. Schmidt blinkede med øjnene, som om han vågnede efter en trance. Han kiggede på betjenten, som var han vokset op af gulvet.

12

”Hvad skal vi gøre med dem?” spurgte betjenten.

”Før ham bort,” sagde Schmidt og nikkede mod Wulff.

Betjentene fra aktionsstyrken greb fat i vampyren. En af dem holdt en lang jernstang med en rebløkke for enden, som man bruger til at holde en bidsk hund. Han lagde løkken om halsen på vampyren og strammede til. Wulff snerrede, da løkken bed i hans hals. Betjenten trak i stangen, så det gav et ryk i Wulff, men han flyttede sig ikke. Han vendte sig trodsigt mod Schmidt, og betjentene hævede våbnene.

”Vend dig rundt!” råbte en af dem, men Wulff ignorerede dem.

”Vi har en aftale,” sagde Wulff og så Schmidt i øjnene. ”Du lader pigen gå!”

Miki greb Mayas arm og gav den et klem. Vampyren havde ofret sin frihed for hendes. Schmidt kiggede på Wulff og hævede et øjenbryn.

”Du må have misforstået,” sagde han med et overlegent smil. ”Jeg indgår ikke aftaler med mordere!”

13

Kapitel 20: ”En stribe af sort blod”

”Din løgner,” skreg Wulff og prøvede at rive sig løs. ”Hvis du bryder dit løfte, river jeg hjertet ud på dig.”

Betjenten strammede løkken om vampyrens hals, og metaltråden gnavede sig ind i huden og lavede mærker på tværs af halsen.

”Og hvordan har du helt præcist tænkt dig at gøre det, gamle mand?” spurgte Schmidt hoverende. “Din tid er forbi.”

Han vendte sig mod betjenten, der holdt fast i løkken.

”Før ham ned i bilen, og kør han til Rigspolitiet. Opbevar ham i celle 18. Den slipper han ikke ud af.”

Schmidt trådte hen og holdt dørene for betjentene, der gennede Wulff ud. De var fire mand til at føre ham afsted. Pludselig stoppede Wulff. De fire betjente hev i ham, men den gamle mand stod fast. Han vendte sig med besvær mod Maya, der stadig stod henne ved vinduet.

”Det op til dig nu, Maya.” sagde han. ”Du må beskytte familien fra nu af.”

Endelig fik betjentene skubbet ham ud af balance, og de rev ham ud af lokalet, før Maya nåede at svare. To kampklædte AKS-betjente stod vagt uden for lokalet, og Schmidt bjæffede en kommando til dem.

14

”I to venter her. Og sørg for, at ingen forlader lokalet, før jeg er tilbage.”

Da vampyren var blevet trukket ud på gangen, vendte Schmidt sig om og greb fat i de to døre for at trække dem til. Han smilede til Maya.

”Tak for hjælpen, Maya,” sagde han. ”Nu har jeg vist ikke længere brug for dig.”

Så trak han dørene til, og Miki og Maya stod alene i det store, halvtomme lokale. De stod begge helt stille og fulgte lydene ude fra gangen. Maya trak vejret dybt, og hendes blik flakkede rundt. Efter et øjeblik fangede Miki et glimt af bevægelse nede på pladsen og vendte sig rundt.

Betjentene skubbede Wulff hen mod AKS-vognen, mens Schmidt spadserede triumferende bag dem. Maya greb haspen på vinduet og skubbede det op, som om hun ville råbe noget Men hun stoppede. Wulff kiggede bagud og fangede hendes blik. Hans hårde facade var væk. Der var ingen vrede and anklage i hans blik. Kun bekymring og sorg.

Maya greb fat i Miki. Hendes øjne var blanke, og hendes stemme rystede.

”Har jeg gjort det rigtige?” spurgte hun med skælvende underlæbe.

Miki tøvede. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Men så faldt Maya ham om halsen og begyndte at græde. Miki holdt hende, og lod hende græde. Hele hendes krop rystede og han prøvede at klappe hende beroligende. Men han havde aldrig holdt en pige i sine arme

15

før, så han vidste ikke helt, hvordan man trøstede sådan en.

”Maya Ålund?” lød en stemme pludselig fra mørket i hjørnet af lokalet. Ud af skyggerne mellem de opstablede borde, trådte en spinkel kvinde klædt helt i sort.

Det gav et sæt i Miki, og Maya trak sig fri og vendte sig.

”Ja?” svarede Maya, mens hun betragtede kvinden, der nærmest gled hen over gulvet. ”Hvem er du?”.

Uden at svare, trak kvinden en pistol fra et skulderhylster under jakken og sigtede på Maya. Og før nogen af dem nåede at reagere, trykkede hun af. Skuddet slyngede Maya tilbage. Hun knaldede ind i vinduet bag hende og faldt til jorden. Miki greb ud efter hende, men hun sank sammen som en kludedukke, fuldkommen livsløs. Miki kastede sig på knæ og fik fat i hende.

Hendes ansigt vendte væk fra ham, og han lagde forsigtigt en hånd på hendes kind og drejede hendes hoved. Mikis mave sugede sig sammen, og hans muskler stivnede, da han så det dybe hul i Mayas pande, hvor kuglen var gået ind. En dråbe trillede ud af såret og trak en stribe af sort blod ned over Mayas ansigt.

16

EnglejægerenTekst & Illustrationer: © Jan Kjær

Bogen er sat med Ebrima

ENGLEJÆGEREN er en nyskreven e-bog, som i 2015/16 udkommer som bog. Der kommer tre nye kapitler hver måned indtil april 2016.

Dette er 7. del

Send en SMS til 1910 med teksten GB LÆS og meld dig til. Så får du besked hver gang der kommer nye afsnit. Det koster 0 kr plus almindelig SMS takst

www.læsformig.dk