eritrea - en politisk og økonomisk oversigt · søren walter ...€¦ · e r y identst præs med...

Eritrea - en politisk og økonomisk oversigt · Søren W

alter Nielsen

En politisk og økonomisk oversigtaf Søren Walter Nielsen

Eritrea

EritreaEn politisk og økonomisk oversigtaf Søren Walther Nielsen

6. Den økonomiske udvikling ............. 73Politisk-økonomiske målsætninger ....................... 76Statens økonomiske grundlag .............................. 76Reformer i den offentlige forvaltning ................... 78Partiets økonomiske monopol ............................. 79Valutaomlægningen ............................................. 82Udenrigshandlen ................................................. 83Internationalt bistandssamarbejde ........................ 85Staten og de internationale NGO’er .................... 89Den danske bistand ............................................. 91

7. De enkelte sektorer .........................99Landbruget ......................................................... 99Jordreformen ..................................................... 100Fremstillingsvirksomheden ................................ 104Mineraludvinding og minedrift ......................... 107Turismen ........................................................... 108Transport .......................................................... 109Energiforsyningen ............................................. 111

8. Sociale forhold ............................... 113Fattigdommens udbredelse ................................ 113Sundhed ........................................................... 113Uddannelse ....................................................... 116Borger- og menneskerettighederne ..................... 120Kvindernes rettigheder ...................................... 122

9. Udenrigspolitik .............................. 127Sudan ............................................................... 127Etiopien ............................................................ 129OAU og IGAD ................................................. 133Det regionale perspektiv .................................... 135

www ................................................ 138

Forkortelser .................................... 139

Indholdsfortegnelse1. Geografi og befolkning ..................... 9

Landets geografi .................................................... 9De etniske grupper .............................................. 13Religionerne ........................................................ 14

2. Historien ........................................... 19Den tidlige historie ............................................. 19Italiensk kolonistyre ............................................ 20Britisk protektorat ............................................... 22Føderationen med Etiopien ................................. 24

3. Kampen for uafhængighed ............. 27Befrielseskrigens første faser ................................. 27Den etiopiske revolution ..................................... 28EPLF’s struktur og politik ................................... 30Nødhjælpsmaskineriet ......................................... 34Kampenes afslutning ........................................... 36

4. Efterkrigstidens Eritrea .................. 39Krigens eftervirkninger ........................................ 40Flygtningene vender hjem ................................... 41Militærets rolle .................................................... 45Fredsdividenden .................................................. 47De hjemvendte soldater ....................................... 49

5. Den politiske udvikling................... 53Folkeafstemningen .............................................. 53Grundloven ......................................................... 55Statens administrative opbygning ........................ 57Fra befrielseshær til politisk frontorganisation ...... 60Regeringen og oppositionen ................................ 61Nationale NGO’er og masseorganisationer .......... 63Folkelig organisering i landsbyerne ...................... 67Pressen ................................................................ 70

98

Fakta om EritreaSelvstændighed:

1993

Styreform:Republik med stærkt præsidentstyre

Præsident:Isaias Afeworki

Hovedstad:Asmara

Areal:125.000 km2

Anslået befolkningstal:3,67 millioner

Gennemsnitlig befolkningstilvækst:2,7-3,0 pct. pr. år

Forventet gennemsnitlig levealder:46 år

Spædbørnsdødelighed:103 pr. 1.000 levendefødte

Andel af befolkning i landdistrikterne:70-80 pct.

Indbyggere pr. læge:28.000

Indbyggere pr. hospitalsseng:10.000

Indbyggere med adgang tilordentlige sanitære forhold:

3 pct.

Indbyggere med adgangtil rent drikkevand:

8 pct.

Læsekyndighed:Kvinder: 10 pct.,

mænd: 20 pct.

Officielle sprog:Tigrinya, arabisk, engelsk

Religion:Kristendom (50 pct.), islam (50 pct.)

Import:513,7 mio. dollars

Eksport:95,3 mio. dollars

Vigtige eksportvarer:Salt, lædervarer, blomster, kvæg og tekstiler

Bruttonationalindkomst (BNI)pr. indbygger i 1996:

217-254 dollars

Gennemsnitlig årlig væksti bruttonationalproduktet (BNP)

i perioden 1993-1997:6 pct.

Planlagt dansk bistand:400 mio. kr. i perioden 2000-2004

Valuta:Den etiopiske birr op til 1997 (1 birr = 1,06 kr.),

derefter nakfa (1 nakfa = 0,89 kr.)

Kilder:IMF, UNDP, Verdensbanken

76

Eritrea – HøjderEritrea – Byer og provinser

912

1.

Pagtens ark er et myto-logisk vartegn for dekoptiske kristne iEritrea. Den kopitskereligion, der oprindeligthavde rødder i Egyptenog Grækenland, viser, atAfrika på ingen mådevar isoleret før europæer-nes ankomst.

Foto: Fra bogen“The Glory of Kings”.

Geografi ogbefolkning

Landets geografiEritrea ligger i det nordøstlige Afrika på Afrikas Horn. Eritreaslange østlige kyststrækning på 1.000 km løber langs Røde-havet. Den sydøstlige del grænser op til Djibouti. Mod vestog nord er landet afgrænset til Sudan, og i syd går grænse-dragningen til Etiopien. Det samlede eritreiske landareal erpå 125.000 km², godt og vel 2 ½ gange større end Danmark.

På grund af den 30 år lange krig med Etiopien findes derikke sikre oplysninger om befolkningstallet. Under krigenblev mange eritreere internt fordrevne, og der befandt sigomkring 750.000 flygtninge i udlandet. Efter at Eritrea op-nåede national selvbestemmelsesret i 1991, begyndte nogleflygtninge at vende hjem, men der findes stadig en betrag-telig gruppe i lejre i Sudan, mens andre er bosat i Nord-amerika og i Europa. Et kvalificeret bud på det nuværendebefolkningstal lyder på 3,67 millioner indbyggere.

Eritreas landområde er traditionelt blevet opdelt i fire hoved-regioner. Disse er: 1) det centrale højland med provinserneHamasien, Akele-Guzai og Seraye; 2) kyststrækningen modRødehavet med provinserne Danakil og Semhar; 3) regio-nen i nord og nordvest med provinserne Sahel og Senhit; og4) det vestlige lavland med provinserne Barka og Gash-Setit.

Højlandet løfter sig gradvist mod nord og rejser sig i densydøstlige del, hvor man finder det højeste punkt i 3.300meters højde. På den vestlige side afløses plateauet af noglemindre bjergkæder, som munder ud i lavlandet. På denøstlige skråning falder højlandet brat mod kyststrækningentil Rødehavet. Det centrale højlandsplateau, som ligger i1.500-2.500 meters højde, har en årlig nedbørsmængde på400-700 mm. Regnen falder to gange om året. Vinterregnen,der er den kraftigste, falder fra juni til september. Sommer-regnen falder i marts/april måned. Resten af året er der megettørt. Højlandet har et tempereret klima, hvor temperatu-

1514

pastoralister (også kaldet nomader), hvis hovedbeskæftigelseer baseret på avl og røgtning af kvæg, geder og får.

Bønder, agro-pastoralister og nomaderInddelingen af Eritreas landbrugere i bønder, agro-pastoralister og pastoralister (nomader) er forholdsvis fly-dende, da der findes utallige produktions- og indkomst-mæssige afvigelser. En bondehusholdning er ikke selv-forsynende og lever som regel ikke alene af jorden.Foruden agerdyrkning kan husholdningens indkomst om-fatte dyrehold, lønarbejde, transport, handel etc. Der fin-des også forskellige afskygninger af agro-pastoralisme.Nogle har udlejet deres jord og supplerer indtægten medlønarbejde på plantagerne en del af året. Agro-pastora-listernes dyrebestand kan være af skiftende størrelse ogsammensætning, hvilket igen påvirker deres afhængighedaf agerdyrkning eller sæsonvise vandringer. Det er hel-ler ikke alle pastoralister, der hele tiden er på rejse modnye græsgange. Nogle pastoralister dyrker afgrøder vedflodbredderne inde i landet, mens andre ernærer sig vedkystfiskeri. Andre igen er driftige handelsfolk, som ejerlastbiler til godstransport.

Den fremherskende produktionsform blandt bønderne ihøjlandet er det nedbørsafhængige landbrug, som indebæ-rer en konstant risiko for fejlslagen høst. Hvis regnen ude-bliver, falder på det forkerte tidspunkt eller i utilstrække-lige mængder, bliver høstudbyttet ringe. Kunstvandetlandbrug er langt mindre udbredt og er hovedsageligt prak-tiseret på plantager og langs flodbredderne i lavlan-det. Generelt er fødevareproduktionen sårbarover for de gentagne tørkeperioder, oghungersnød er velkendt blandtEritreas indbyggere.

ren kun skifter lidt med årstiderne. Jordbunden er stærktpræget af afskovning, erosion og grundfjeldets tydelige frem-spring. Plateauet har en høj befolkningstæthed.

På den østlige side af plateauet ligger Rødehavets kyst-strækning. Ud for kystbyen Massawa findes Dahlak-øgrup-pen. Det østlige lavland, hvis bredde varierer mellem 15-80 km, strækker sig fra havets overflade op til 500 metershøjde. Det ekstremt tørre klima har mindre end 200 mmnedbør pr. år. Kyststrækningens lette nedbør falder fra no-vember til februar. Landskabet er sandet og stenet med noglefå grønne oaser. I det sydøstlige lavland findes den langstrakteDanakil-ørken, der er yderst sparsomt befolket.

Den nordlige og nordvestlige del af lavlandet ligger mel-lem 800-2000 meters højde. Det er et bakket, til tider bjerg-rigt, landskab. Geografisk er regionen meget varieret ogomfatter både stenørken og lokaliteter med frodig vegeta-tion. Den årlige nedbør er på omkring 400 mm, mennedbørens mængde aftager i de mere bjergrige egne. Om-rådet er i øvrigt sparsomt befolket.

Det vestlige lavland ligger mellem 600 og 750 m overhavets overflade. Nedbørsmængden i den østlige del er på300-350 mm om året, mens den vestlige del normalt haren nedbør på 500-650 mm årligt. Regntiden begynder ioktober og varer til februar. Klimaet kan betegnes som megettørt og varmt i sommermånederne. Den varierende befolk-ningstæthed samt et fladt landskab med en dyb brunjords-type adskiller sig markant fra det højere liggende plateau.

Eritrea er et udpræget landbrugsland, hvor ca. 80 pct. afbefolkningen er bosat i landdistrikterne. Her er indbyggernehovedsageligt beskæftiget som landbrugere. Landbrugerne kanunderopdeles i tre kategorier: 1) De fastboende bønder ud-gør 62 pct. af landbrugerne. Produktionsformen er bestemtved dyrkning af permanente marker og korn- og bælgplante-produktion; 2) agro-pastoralisterne udgør 33 pct. af land-brugerne. Deres produktion består af kvæghold kombineretmed agerdyrkning; 3) omkring 5 pct. af landbrugerne er

1312

De etniske grupperI 1890’erne drog den italienske kolonimagt Eritreas græn-ser. Denne grænsedragning, der skete uden hensyn til etni-ske og kulturelle skillelinier, er stort set forblevet uændretop til vore dage. Det nutidige Eritrea er et multietnisk sam-fund befolket af ni folkeslag, som hvert især har deres egetsprog og kultur. Mange af de etniske grupper har tilhørs-forhold, som strækker sig over grænserne til nabolandeneSudan, Etiopien og Djibouti. På trods af den etniske for-skellighed er der en markant nationalfølelse blandt folke-slagene; en fælles identitet skabt gennem årtiers befrielses-kamp mod kolonialt herredømme.

Omkring halvdelen af befolkningen taler tigrinya og bori højlandet. Sproget er af semitisk afstamning. Det adskil-ler sig fra de fleste sprog, som tales i Etiopien. Tigrinya eroprindeligt beslægtet med geez, et modersmål, som de op-rindelige migranter bragte med sig til højlandet fra det sydligeArabien. Indbyggerne i højlandet er overvejende kristne oger fortrinsvis beskæftiget inden for landbruget. Der findesogså en gruppe tigrinya-talende muslimer i højlandet. Dennegruppe udgør ca. 7 pct. af højlandsbefolkningen og er over-vejende beskæftiget med håndværk og handel.

Den resterende halvdel af Eritreas befolkning er hoved-sageligt muslimer fordelt på adskillige etniske og sprog-mæssige afstamninger. Den største gruppe taler tigre. Denbebor det nordøstlige kystområde og det vestlige lavland.Dernæst kommer saho-folket, som lever i den østlige delaf højlandet og ved foden af det østlige højdedrag, spe-cielt syd for havnebyen Massawa. Afar-folket er domine-rende i den sydlige Rødehavsregion og lever desuden påøgrupperne ud for kysten. Beja-folket, eller hadareb-fol-ket som gruppen også kaldes, lever i grænseområderne optil Sudan. Bilen-folket bor omkring byen Keren. Deres re-ligiøse tilhørsforhold er fordelt ligeligt mellem kristendomog islam. Det sydvestlige Barka og Gash er hjemsted forbåde baza- og narra-folkene. Blandt begge etniske grup-per findes troende tilknyttet henholdsvis muslimske ogkristne trosretninger. Bazas nilotiske sprogstamme adskillerdem fra majoriteten af eritreerne, hvis sprog falder indenfor de afroasiatiske og semitiske kategorier. Rashaida-fol-

Arealanvendelse

Arealanvendelse Hektar % af total

Nedbørsafhængigt landbrug 417.00 3,42

Kunstvandet landbrug 22.000 0,18

Skovbeplantning 53.000 0,43

Nyplantet skov 10.000 0,08

Steppe- og sumpområder 673.000 5,52

Græsgange 6.967.000 57,16

Ørken og andreuopdyrkelige områder 4.047.000 33,21

Potentielt landbrugsland,kunstvanding (600.000) (4,92)

Potentielt landbrugsland,nedbørsafhængigt (1.050.000) (8,61)

Total 12.189.000 100

Kilde: FAO-sektoranalyse, 1994

Under 1 pct. af arealet er beplantet med skov, hvilket anta-gelig skyldes det store befolkningspres på naturgrundlagetog årtiers ødelæggende krigshandlinger. I Eritrea har om-fattende terrassebygning og forbedret skovproduktion væ-ret nogle af de metoder, hvormed man har forsøgt at mod-virke tiltagende jorderosion forårsaget af afskovningen. Mender hersker ikke tvivl om, at den manglende skovbevoks-ning har katastrofale miljømæssige konsekvenser.

Tabellens to sidste kategorier viser de arealer, der er mu-lige at opdyrke ved enten kunstvanding eller nedbørsaf-hængigt landbrug. Andelen af opdyrket land er relativt lillesammenlignet med de potentielle områder, der rent fak-tisk kunne anvendes. Den nuværende udvikling i land-bruget tager da også sigte på at udnytte disse områder. Ind-dragelse af hidtil uudnyttede landbrugsjorde er dog ikkeuproblematisk. I mange tilfælde har disse arealer væretbrugt som græsgange af agro-pastoralister og pastoralister.Her vil permanente marker begrænse sådanne produktions-former og forringe levevilkårene for de berørte befolknings-grupper.

1514

ket er arabisktalende og lever i den nordlige Rødehavs-region.

Fordeling af etniske grupper og sprog

Etniske grupper Sprog % af befolkningen

Tigrinya Tigrinya 50,0

Tigre Tigre 31,4

Saho Saho 5,0

Afar Afar 5,0

Beja (Hadareb) Herendewa (Bidawe) 2,5

Bilen Bilen 2,1

Baza Kunama 2,0

Narra Narra 1,5

Rashaida Arabisk 0,5

Kilde: Tesfa Gebremedhin, 1996

ReligionerneDe kristne eritreere er opdelt i forskellige trosretninger, hvorafde ortodokse koptere udgør flertallet. Derudover findeskatolske og protestantiske menigheder. Den anden storereligion, islam, praktiseres for det meste i lavlandet blandtde derboende etniske grupper. Hovedstaden, Asmara, erpræget af talrige kirker, katedraler og moskeer, hvis tårnerejser sig som vidnesbyrd om den religiøse sameksistens. Idagens Eritrea er der religionsfrihed, og de religiøse over-hoveder deltager gerne i andre trosretningers ceremonier forat tilkendegive den nationale enhed, men sådan har det ikkealtid været.

Den koptiske kirke har sit fodfæste i højlandet. Kirkenhar gennem tiderne været tæt knyttet til gejstligheden iEtiopien, hvor kejser Haile Selassie tronede som Guds di-rekte inkarnation i det salomoniske kongedømme. Denkoptiske religion har sin oprindelse i Egypten. Den er for-bundet med tolkninger og symboler nedfældet i det helligeskrift Kebra Negast, som blev skrevet i begyndelsen af det14. århundrede. Skriftet fortæller bl.a. historien om, hvor-

Tigrinya-kvinde fra høj-landet med den karakte-ristiske Kuno-frisure.Bemærk kvindens smyk-ker, som blev givet imedgift. Guld og sølv-smykker udgør en værdifor hele husholdningen ikrisetider, hvor de sælgeseller byttes for mad ogandre livsfornødenheder.

Foto: Jørgen Schytte

1716

Forskellige missioner har også haft indflydelse på kristen-dommens udbredelse i Eritrea. I 1837 begyndte fader Gui-seppe Sapeto en Lazarus-mission i højlandet. Den katolskekirke opnåede stor tilslutning, og indflydelsesrige personeromvendtes fra den ortodokse koptiske kirke. Svenske mis-sionærer åbnede en skole i Massawa allerede i 1872, og ide efterfølgende år byggede de en del kristne skoler i høj-landet.

Islam spredtes fra Den Arabiske Halvø, Nordafrika og detøvre Nildelta til kongeriget Aksum på Afrikas Horn. Denkristne konge af Aksum havde givet asyl til profeten Muham-meds tilhængere, da de flygtede fra forfølgelse i Mekka i år622. Derfor blev staten en tid forskånet for enhver formfor islamisk hellig krig, jihad. Islams gradvise udbredelsebetød dog, at muslimske hærafdelinger besatte Dahlak-øernei år 650 for at beskytte de arabiske handelsruter. Da Aksum-riget gik i forfald, tilkæmpede det abyssinske Zagew-dyna-sti sig herredømmet i den sydlige del af imperiet, samtidigmed at beja-stammerne i vest og de arabiske invasionsstyrkeri øst øgede islams betydning.

I perioder var den koptiske kirke i højlandet svækket pågrund af interne teologiske kontroverser. Sammenholdt medet militært pres fra omverdenen skabtes en situation, hvorislams doktriner fandt grobund blandt plateauets indbyg-gere. Foruroliget over den muslimske tros hastige udbredelsesammenkaldte den abyssinske konge, Yohannes I (1667-1682), et råd i Gondar, hvorfra der blev udstedt dekret omstreng adskillelse mellem de to trossamfund.

Siden hen opstod et regionalt islamisk kraftcenter i Sudan,hvor den shiitiske mahdi-sekt i begyndelsen af 1880’erne vandtfrem. Mahdien krævede, at den abyssinske konge skulle kon-vertere til islam. Madhien gennemførte gentagne angreb forat understøtte sit krav. Det var under et af disse fremstød i1889, at den abyssinske konge, Yohannes IV, blev dræbt.Mahdien måtte imidlertid snart se sig besejret, og ledere afkristen overbevisning genindtog deres magtbaser.

I dag har islam konsolideret sin stilling som en af de tohovedreligioner i Eritrea. I de overvejende muslimske lav-landsområder er der oprettet islamiske retsinstanser og skoler,som fungerer parallelt med de verdslige institutioner.

dan den etiopiske dronning Saba besøgte Kong Salomonaf Jerusalem. Ved list gjorde han hende gravid, og hun droghjem og fødte det barn, som senere udnævntes til MenelikI af Aksum. Da Menelik I blev voksen, rejste han til Jeru-salem og hjemførte pagtens ark til sit folk, der betragter sigsom Zions udvalgte.

I de koptiske menigheder, der på nationalt plan ledes afpatriarken, involverer gudstjenesten ekstatisk dansen, trom-men, syngen samt oplæsning af Biblen. Biblen blev oversatfra græsk til geez allerede i det 6. århundrede. Fastedageneog helgenfestivalerne er mangfoldige. Ifølge den ortodoksekoptiske kalender har året 226 helligdage, hvor det er for-budt at arbejde. Det har selvfølgelig haft en negativ virk-ning på produktiviteten i landbruget, og efter uafhængig-heden har kirken reduceret antallet af helligdage til 166 dageom året.

Selvom den koptiskekirke har tilslutningblandt majoriteten afhøjlandets indbyggere,findes der andre kirke-samfund med væsentligindflydelse. Dette erblandt andet symbolise-ret ved den katolskekatedral i hovedstadenAsmara.


1918

2. Historien

Den tidlige historieDe første indbyggere i Eritrea indvandrede fra den sydligeNildal. De bosatte sig i den vestlige Gash-Setit-region ogdrog senere ind i landet. Omkring 2.000 år f.Kr. kom no-mader fra Egypten og Sudan til dalstrøgene i Barka-pro-vinsen og det nordlige højland. Disse nye folk trængte denførste gruppe migranter mod syd. De fremtrængende ind-vandrere i den anden bølge var forfædre til beja-nomaderne,den nomadestamme som senere besatte store dele af detnordlige og nordvestlige Eritrea.

En tredje folkevandring kom fra Den Arabiske Halvø mel-lem år 1.000-600 f.Kr. Folket medbragte en udviklet kul-tur og etablerede senere bystater, hvoraf Det AksumitiskeRige, grundlagt i det 2. århundrede, regnes for at være mel-lem datidens tre stormagter på verdensplan. Aksums magtog velstand var baseret på handel med bl.a. Byzans, Persien,Indien og Ceylon. Riget kontrollerede det nuværende Eritreaog store dele af det nordøstlige Etiopien. I det 4. århund-rede blev Aksum udråbt som et kristent kongedømme.Magthaverne ekspanderede langt ind i Sudan og krydsedeRødehavet for at opnå kontrol med Yemen. I det 6. århund-rede blev Aksum dog isoleret af den persiske stormagt, somønskede at begrænse konkurrentens indflydelse. Den mang-lende kontakt til omverdenen, og de pågående islamiskeekspansionsforsøg undergravede Aksums magtfulde position.I år 710 blev den vigtige havneby, Adulis, ødelagt. De frem-trængende beja-nomader overtog gradvis magten i de ef-terfølgende årtier. Bejaerne splittede Det Aksumitiske Rigeop i fem uafhængige kongedømmer. Disse kongedømmerudøvede politisk dominans over dele af Eritrea og det nord-østlige Sudan indtil det 14. århundrede.

I det 15. århundrede blev Eritrea kendt som landet Medri-Bahri (landet ved havet). Det blev regeret af en krigsherre,Bahri Negassi, og grænsede op til Abyssinien ved flodenMereb. Abbysinien havde genrejst den kristne kultur fra

Eritrea – Etniske grupper

2120

ind i det territorium, som de navngav Eritrea. Det eritreiskehøjland, som kortvarigt var blevet besat af Etiopien (1876-1889), blev opgivet efter hårde kampe mod de italienskestyrker. I løbet af 1890’erne, efter endnu en række militærekampagner mod den etiopiske hær, kunne den italienskekonges udsendinge slutte endelig fred og erklære Eritrea foren italiensk koloni. Kolonistyret bragte for første gang alleindbyggerne i Eritrea under en og samme centralmagt. Vedat drage grænserne på tværs af etniske, klan- og religiøsetilhørsforhold lagde Italien grunden til den moderne natio-nalstat. Dannelsen af Italiens afrikanske koloni skete medsamtykke fra andre europæiske kolonimagter i regionen.Således blev Eritreas grænser anerkendt af Fransk Somali-land og det britiske styre i Sudan.

For at legalisere sin råderet over landet erklærede den ita-lienske administration, at alle veje, broer osv. tilhørte kon-gen. Ligeledes tilkendegav kolonistyret, at det havde ejen-domsret til land, der ikke var dyrket af fastboende bønder,land, som var ejet af adelen og kirken, land, som havde til-hørt uddøde klaner eller etniske grupper, land fra rømmedelandsbyer og land, som ifølge sædvaneretten tilfaldt staten.Derudover blev alle jorde i det østlige og vestlige lavlandbeliggende mellem 350-850 m over havets overflade ind-draget.

Ved at reorganisere det nationale rum blev over 50 pct.af Eritreas areal annekteret af kolonistyret. Udstrakte ogfrugtbare jordlodder blev fordelt til italienske nybyggere, somi begyndelsen af 1900-tallet udvandrede til Eritrea på grundaf fattigdom og overbefolkning i moderlandet. Omforde-lingen af jord og den massive indvandring resulterede i, ateritreiske landbrugere mistede jord og blev reduceret tildaglejere på de italienske plantager. I højlandet dræbte ita-lienerne de lokale ledere, der ikke ville samarbejde. Samti-dig blev den traditionelle magtstruktur tilpasset, så den komtil at tjene kolonistyrets interesser.

Ekspropriationen foregik dog ikke uden modstand, oglokale bondeledere rejste sig mod det italienske herredømme.I Akele Guzai-provinsen i 1894 indledte Bahata Hagos etoprør mod den lokale garnison og tog kommandanten tilfange. Revolten blev hurtigt knust, men andre eritreiske

Aksum-perioden og bestod af et etiopisk kongedømme styretaf den etniske amhara-gruppe. Ved hjælp af en portugisiskinvasion have abyssinske krigsherrer fortrængt de muslim-ske bejaer fra det eritreiske højland, og Medri-Bahri fik sta-tus som vasalstat. De interne magtstrukturer i vasalstatenvar præget af et aristokrati, som havde politiske og religiøseforbindelser til det etiopiske kongedømme, og magtforholdetskabte grobund for en slægtskabsorganisering, som kangenfindes i nutidens eritreiske højland. Imidlertid forblevEritrea og det abyssinske kongedømme adskilte territorier,hvor sociale og økonomiske modsætninger konstant ledtetil voldelige konflikter. Så sent som i 1770 observerede denengelske opdagelsesrejsende, James Bruce, at Eritrea ogAbyssinien var separate lande, som ofte lå i krig med hin-anden.

Eritreas geografiske beliggenhed har haft en betydelig stra-tegisk betydning som forbindelsesled mellem Afrika ogMellemøsten. Beliggenheden har op gennem de forskelligehistoriske perioder medført en rivalisering om territorialtherredømme og kolonisering af landet. I 1517 sendte DetOsmanniske Rige sin flåde ind i Rødehavet og etableredeen handelsstation i havnebyen Massawa. Senere udvidedetyrkerne deres baser til det centrale højland. Den tyrkiskeinvasionsmagt forblev i Eritrea og kontrollerede Rødehavs-kysten i de næste tre hundrede år. Situationen ændrede sig,da en egyptisk invasion rullede ind over Eritrea i det 19.århundrede. Denne gang skete invasionen fra vest, hvoregyptiske tropper besatte lavlandet i perioden 1823-1840.I øst betød åbningen af Suezkanalen i 1869, at den handels-mæssige betydning af Eritreas kyststrækning blev forøget,og snart havde det egyptiske militær overtaget tyrkernesdominerende rolle.

Italiensk kolonistyreEnden på det egyptiske herredømme begyndte i 1869, daet italiensk handelskompagni gik i land på kyststrækningenved Eritreas anden store havneby, Assab. Det officielle for-mål var at etablere en missions- og handelsstation. Grad-vist befæstede italienerne deres stillinger og trængte længere

2322

eksporten gik især til Mellemøsten, hvor efterspørgslen varstor på grund af de begrænsede forsyninger fra det krigs-hærgede Europa. I takt med at de europæiske produktions-apparater blev genopbygget, aftog efterspørgslen på eritreiskeprodukter, og landet blev tvunget tilbage til rollen sområvareproducent. Briterne vedligeholdt ikke infrastrukturenog solgte bl.a. svævebanen mellem Massawa og Asmara.

Samtidig med at den økonomiske depression satte ind,skete der en forholdsvis gennemgribende liberalisering af deneritreiske offentlighed. På baggrund af briternes ønske omat inddrage de indfødte i administrationen, gennemførtesreformer inden for retsvæsen, uddannelse, sundhed og ny-hedsdækning. Eritreerne blev, i langt større grad end dethavde været tilfældet under italienerne, inddraget i samfunds-livet. Med et glimt i øjet opsummerer ældre eritreere, somhar oplevet begge kolonimagters styreformer, forskellensåledes: “Under Italien havde vi arbejde, men fik ingenuddannelse, under England fik vi uddannelse, men havdeintet arbejde”.

Politiske partier blev tilladt, og den offentlige debat blom-strede med udgivelsen af flere aviser. Adskillige nationali-stiske grupperinger blev dannet, bl.a. den Muslimske Liga,som blev ledet af Ibrahim Sultan. Det Liberale ProgressiveParti tilhørte også den nationalistiske strømning og havdemed Woldeab-Wolde-Mariam et meget fremtrædende med-lem. Disse to grupper dannede i 1949 Uafhængigheds-blokken, en alliance der krævede eritreisk selvbestemmelse.

I modsætning til den nationalistiske politik, der krævedeet selvstændigt Eritrea, blev der i 1941 etableret en folkeligorganisation, hvis målsætning var at forene Eritrea med detetiopiske “moderland”. Det var en overvejende kristengruppe, som blev økonomisk og politisk støttet af den etio-piske kejser Haile Selassie. I 1946 blev organisationen re-organiseret under navnet Unionspartiet. Dets generalsekre-tær, Tedla Bairu, stod for en ufravigelig linie, som krævedeEritrea indlemmet i det etiopiske storrige. Den koptiske kirkeanbefalede på det kraftigste indlemmelsespolitikken, bl.a.ved at nægte at vie og begrave unionsmodstandere. Forholdetmellem den nationalistiske blok og unionstilhængerne blevmere og mere anstrengt. Det resulterede i voldelige episo-

oprørere fortsatte og dannede væbnede bander, de såkaldteshifta, der opererede i landdistrikterne og generede den ita-lienske ordensmagt. I lavlandet blev kolonistyret i begyn-delsen hilst velkomment som et alternativ til plyndringerog slaveri udført af abyssinske kongedømmer. Men prisenfor italiensk ‘beskyttelse’ blev snart for høj. For eksempelbrød Sheik Thala, en indflydelsesrig leder i Danakil, alli-ancen med italienerne og gik i opposition i 1895. Med ti-den fik italienerne dog skabt forholdsvis ro i Eritrea og for-stærkede grebet om kolonien.

I 1930’erne var Eritrea blevet en udviklet koloni med ensolid infrastruktur. Landbrugssektoren forsynede industri-sektoren med råvarer, der blev forarbejdet og sendt til detitalienske hjemmemarked. Store mængder bomuld, tropi-ske frugter og kaffe blev eksporteret til Italien. For at un-derbygge den eksportorienterede strategi havde italienerneintroduceret mekaniseret landbrug. Det mest effektive land-brug var bomuldsplantagen nær grænsen til Sudan, hvor manårligt producerede 200 tons. Derimod gjorde italienerne me-get lidt for at forøge produktionen af korn og grøntsager,som kunne tilfredsstille Eritreas indenlandske fødevarebehov.

I 1935 have det italienske styre moderniseret byområdernemed henblik på at kunne bruge Eritrea som springbræt foren videre militær ekspansion i overensstemmelse med Mus-solinis drøm om et østafrikansk storrige. Industrialiserin-gen skabte en veludviklet eritreisk arbejderklasse. Arbejderne,der levede under apartheid-lignende forhold, var ansat tilbygning og vedligeholdelse af militære installationer, værk-steder, depoter, beboelsesbygninger, havnefaciliteter, jern-baner og veje. Men udfaldet af Anden Verdenskrig satte enbrat stopper for Mussolinis fascistiske ambitioner, og Eritreablev overtaget af de fremrykkende britere i 1941.

Britisk protektoratDen britiske administration fik mandat til at forvalte lan-det, indtil de allierede kunne beslutte protektoratets frem-tid. I tiden under og lige efter Anden Verdenskrig havdeden eritreiske økonomi gunstige betingelser. Antallet af kvægog geder steg, og den industrielle produktion tog fart. Vare-

2524

synsvinkel fortjener det eritreiske folks standpunkter op-mærksomhed. Alligevel gør USA’s strategiske interesser iRødehavsbassinet, sikkerhedsmæssige overvejelser og hen-synet til verdensfreden det nødvendigt, at landet bliverknyttet til vor allierede, Etiopien”.

Føderationen udviklede et skarpt modsætningsforholdmellem Eritreas befolkning og det etiopiske centralstyre.Etiopien overskred Eritreas begrænsede selvbestemmelses-ret ved at forbyde fagforeninger, uafhængige politiske par-tier og aviser. Tigrinya og arabisk blev forbudt som officiellesprog og erstattet af det etiopiske amharinga. Sproget talesaf den traditionelt dominerende etniske amhara-gruppe, derer repræsenteret i de fire etiopiske provinser: Gonder, Goj-jam, Wollo og Shoa. I 1958 måtte det eritreiske flag vigepladsen for det etiopiske banner. Samme år indkaldte denvelorganiserede eritreiske arbejderbevægelse til generalstrejke.Formålet med strejken var at forsvare de demokratiske ogpolitiske rettigheder, som føderationsvedtægterne oprinde-ligt havde stadfæstet. Generalstrejken blev nedkæmpet trodsstor folkelig opbakning.

I takt med at undertrykkelsen blev intensiveret, blev selvmedlemmerne af Unionspartiet udsat for brutale overgreb,og der udviklede sig en bred opposition mod det etiopiskeherredømme. Oppositionen var organiseret i den verdsligeEritreiske Befrielsesbevægelse (ELM). Bevægelsens strategivar baseret på civil modstand, undergrundsarbejde og kup-planer, men den havde ikke den store succes med at om-vælte systemet. I begyndelsen af 1960’erne overskred kej-ser Haile Selassie definitivt føderationsbestemmelserne vedat opløse parlamentet, og Etiopien annekterede Eritrea, udenat FN greb ind.

der, hvor uafhængighedsblokkens forsamlinger blev saboteretog lederskabet udsat for gentagne mordforsøg.

Føderationen med EtiopienIndirekte valg blev afholdt i 1947 af en FN-kommission.Resultatet viste, at 675.000 eritreere var modstandere af enunion med Etiopien, mens 547.000 støttede unionstanken.Valget ledte til øgede sammenstød mellem uafhængigheds-blokken og unionstilhængerne. Samtidig med at den poli-tiske situation blev tilspidset, ankom flere FN-delegationerfor at udrede Eritreas fremtidige status. Selv efter konsulta-tioner med indenlandske politiske repræsentanter og tradi-tionelle ledere, var kommissionsmedlemmerne fra Burma,Guatemala, Norge, Pakistan og Sydafrika dybt uenige.Burmas og Sydafrikas udsendinge foreslog: “At Eritrea børudgøre en selvstyrende enhed under føderationsregeringen,hvis andre medlemmer skal være Etiopien under den etio-piske kejsers suveræne ledelse”. Norges talsmand bakkedeop om denne indstilling. Derimod var repræsentanter fraPakistan og Guatemala uenige i flertallets synspunkt. Deunderstregede, at føderationen med Etiopien var imod deteritreiske folkeflertals ønske og derfor ikke i overensstem-melse med FN’s principper.

På baggrund af disse modsatrettede indstillinger foretogFN’s generalforsamling sin endelige beslutning i 1952. Vedat gennemføre Resolution 390(V) blev Eritrea inkorporereti en føderation med Etiopien. Den eritreiske regering havdelov til at tage selvstændige beslutninger vedrørende visseindenrigsspørgsmål, mens udenrigspolitik og økonomi varetiopiske ansvarsområder.

FN’s bevæggrunde i Eritrea-spørgsmålet skal ses i lyset afet stormagtpolitisk spil, hvor USA stod som en magtfuldautoritet, der plejede sine langsigtede interesser i Afrika iforbund med den etiopiske kejser. Som en integreret del afdenne politik havde USA opbygget en militærbase i Asmara.Kagnew-stationen var en avanceret lyttepost, som i startenaf Den Kolde Krig havde overordentlig stor betydning forUSA’s efterretningsvirksomhed. Som den amerikanske mi-nister John Foster Dulles fastslog: “Set fra retfærdighedens

2730

3. Kampen foruafhængighed

Befrielseskrigens første faserI 1961 lød startskuddet til den væbnede kamp mod denetiopiske kolonimagt. Det blev affyret af Idris Hamid Awate,en tidligere soldat i den italienske hær. Efter militærtjene-sten havde Awate ernæret sig som landevejsrøver i det vest-lige lavland. Sammen med en håndfuld bønder tilsluttedehan sig den militære fløj af den Eritreiske Befrielsesfront(ELF). Gruppens første angrebsmål var en politistation.Formålet med den væbnede aktion var at tiltrække sig FN’sopmærksomhed. Effekten af denne mere eller mindre sym-bolske aktion udeblev, og modstandsbevægelsen tog førstrigtig form i årene efter, da Osman Saleh Sabbe, en skole-lærer fra Massawa, indgik i ELF’s politiske eksilledelse i Kairo.Herfra koordineredes udenlandsk støtte til de militære en-heder i Eritrea. ELF modtog forsyninger fra Syrien, Yemen,Algeriet, Libyen, Saudi-Arabien og den PalæstinensiskeBefrielsesfront. Herigennem sikrede de arabiske interessersig en vis indflydelse på ELF’s politik.

ELF blev af mange eritreere anset som et alternativ til denEritreiske Befrielsesbevægelse (ELM’s) forfejlede strategi, ogbefrielsesfronten fik stor opbakning. De første baser blevoprettet i det vestlige lavland, og med den voksende styrkeblev ELF snart landsdækkende. Hæren var inddelt i femzoner med hver sin øverstkommanderende. I 1965 omfat-tede den omkring 1.000 kampklare soldater. Kontaktenmellem de øverstbefalende i hver zone var ringe, og konse-kvensen heraf var en dårlig koordinering af aktiviteterne ifelten. De militære operationer blev også besværliggjort afen beslutningsstruktur, som var trukket langs etniske ogreligiøse skillelinier. Ydermere udviklede mange af komman-danterne sig til lokale krigsherrer, som overtrådte elemen-tære menneskerettigheder og levede af at inddrive høje skatterfra befolkningen.

Den etiopiske kejser,Haile Selassie, fremstodfor mange som indbe-grebet af en retfærdigafrikansk statsmand.Ikke desto mindre an-nekterede kejseren, medFN’s stiltiende accept,Eritrea i sit storrige i1961. Indlemmelsenskete med samme bruta-litet, som de europæiskekolonimagter havde ud-vist i begyndelsen af år-hundredet.

Foto: Polfoto

2928

for at rykke frem og indtage stillinger i det tætbefolkedehøjland. Efter et internt blodigt opgør i Addis Abeba, hvorHaile Mengistu Mariam tiltog sig magten, udviklede Der-gens lederskab sig til et autoritært stalinistisk regime, somunder det fængende slogan “Moderland eller død” videre-førte den kolonialistiske politik i Eritrea.

Den eritreiske opposition blev mødt med massiv militærundertrykkelse, hvis formål var én gang for alle at elimi-nere modstanden mod det etiopiske centralstyre. Samtidigmåtte det etiopiske regime mobilisere sine egne styrker påen anden front, nemlig i Ogaden-ørkenen, hvor Somaliaforsøgte en invasion. Åbningen af denne front medførte ensvækkelse af de etiopiske terrorkampagner i Eritrea. Deeritreiske modstandsgrupper rykkede frem og opnåede igenkontrol med store områder. I 1977 kontrollerede EPLF ogELF størsteparten af Eritreas landdistrikter og større byer.

Sovjetunionen, som hidtil havde støttet Somalia, skiftedepludselig alliancepartner og satsede på Haile MengistuMariams nyligt etablerede styre i Addis Abeba. I 1977 sendteSovjetunionen for omkring 1 mia. dollars militært udstyrtil Etiopien. I kraft af disse våbenforsyninger, og militærerådgivere fra Østblokken, kunne Dergen indlede en ny stor-stilet offensiv i Eritrea.

Under det forøgede militære pres foretog EPLF en ha-stig strategisk tilbagetrækning af sine tropper til den bjerg-rige Sahel-provins. For den anden befrielsesfront, ELF, re-sulterede det manglende militære overblik i en katastrofalsituation. Frontens styrker blev ikke trukket tilbage, og trop-perne lå i udsatte stillinger, da den etiopiske angrebsbølgerullede ind over det sydlige Eritrea.

Selvom begge modstandsbevægelser led store tab underden etiopiske storoffensiv, blev ELF hårdest ramt, og detændrede styrkeforhold bevægelserne imellem skabte en for-nyet opblussen af blodige sammenstød mellem de rivalise-rende fronter. Det lykkedes EPLF at påføre rivalen nogleafgørende nederlag, og de resterende ELF-styrker blev trængtind over grænsen til Sudan.

Under de pressede forhold oplevede ELF at blive spaltetpå ny. Frontens militære leder, Abdallah Idris, arresteredesine interne modstandere, deriblandt Ahmed Nasser og

På trods af ELF’s interne svagheder opnåede frontenmilitære succeser i kraft af sine guerilla-operationer. Sommodtræk påbegyndte det etiopiske kejserdømme omfattenderepressalier. De amerikansk- og israelsktrænede etiopisketropper udførte massakrer og tvangsforflyttelser af civilbe-folkningen, og fra midten af 1960’erne resulterede krigs-handlingerne i store flygtningestrømme. Pastoralister i detvestlige og østlige lavland var de første ofre for angreb ogmassive bombardementer. De overlevende blev tvunget tilat krydse grænsen til Sudan som flygtninge.

I samme tidsrum blev små grupper af ELF-kadrer, bådemuslimer og kristne, sendt til Kina og Cuba for at mod-tage militær træning. Deriblandt var Isaias Afeworki, Eritreassenere præsident. Ved hjemkomsten igangsatte han og an-dre en reformbevægelse med det formål at demokratisereELF’s ideologi og praksis. Isaias fraktion krævede en nypolitisk orientering, som gav plads til sociale og økonomi-ske reformer til fordel for de fattige og jordløse i områderunder ELF’s kontrol. Kravene blev ikke velvilligt modtagetaf ELF’s ledelse, der foretog udrensninger for at afværgekritikken.

Fra 1968-70 løsrev flere fraktioner sig fra ELF og dan-nede nye selvstændige militære organisationer. Isaias Afe-workis fløj flygtede til Akele Guzai-provinsen, mens en andenfraktion drog til Danakil-ørkenen. Disse to udbrydergrupperkom senere til at udgøre fundamentet for det Eritreiske FolksBefrielsesfront (EPLF). Splittelsen i den eritreiske modstands-bevægelse udløste en regulær borgerkrig i begyndelsen af1970’erne. De stridende parter gjorde brug af likviderin-ger, sabotage og fremsatte gensidige beskyldninger om “kon-tra-revolutionær” virksomhed.

Den etiopiske revolutionI de etiopiske provinser samt i hovedstaden Addis Abebavoksede utilfredsheden med Haile Selassies feudale kejser-dømme, og i 1974 indledtes en revolution, som rystedelandet. Kejseren blev afsat og en militær junta, kaldet Der-gen, overtog magten.

I Eritrea gav denne omdannelse ELF og EPLF mulighed

3130

lige symboler på militær rangorden, og ifølge udenlandskeobservatører var der ikke den store forskel på de spartanskevilkår, som både officerer og menige levede under. Uoffi-cielle kilder har dog tilkendegivet, at lighedsidealerne in-den for EPLA i flere tilfælde blev undergravet af korrup-tion, seksuel chikane og magtmisbrug. Det er sandsynligt,at der til tider har foregået en intens magtkamp blandt of-ficererne, men endnu er sådanne aspekter ikke blevet be-lyst af hverken journalister eller forskere.

Isoleret fra omverden og uden megen udenlandsk støtteudviklede EPLF en politik baseret på selvstændighed ogselvforsyning. I baseområderne i Sahel blev der bygget værk-steder, transportsystemer, hospitaler, skoler osv. En rækkeaf EPLF’s masseorganisationer sørgede for, at sociale ydel-ser og udviklingsprojekter nåede civilbefolkningen i de

Ibrahim Totil. Det lykkedes de to ledere at overleve fængs-lingen. Nasser blev senere hen leder af udbrydergruppen denEritreiske Befrielsesfront-Revolutionær Kommando (ELF-RC). Derimod tilsluttede Totils gruppe sig EPLF. En an-den udbrydergruppe under navnet Sagem blev ligeledes sam-menlagt med EPLF. På trods af disse splittelser opretholdtELF en vis militær styrke og bevarede sin støtte i adskilligeeritreiske lokalsamfund og eksilmiljøer.

EPLF’s struktur og politikEPLF afholdt sin første kongres i 1977. For at undgå for-tidens fejltagelser, kendetegnet ved manglende koordineringog stadige slagsmål om lederskabet, blev EPLF opbygget efterden demokratiske centralismes organisationsprincip. Central-komiteen bestod af 37 medlemmer valgt på kongressen. Frasin midte valgte centralkomiteen generalsekretæren, vice-generalsekretær og politbureauet bestående af 11 medlem-mer. Hvert medlem af politbureauet blev udnævnt til cheffor en forvaltningsafdeling eller et militært departement.

Kernen i EPLF var et hemmeligt organiseret kommunist-parti, hvis historie endnu ikke er skrevet, men som udentvivl har haft afgørende betydning for fastsættelsen af denpolitiske kurs. Hemmeligholdelsen af partiets eksistens skyl-des formodentlig krigstilstanden, men indikerer også endobbeltydighed i forbindelse med frontens officielle beslut-ningsstrukturer.

EPLF’s strategi betonede nødvendigheden af langvarigfolkekrig. Ud over medlemmer fra bondestanden tiltrakhæren mange veluddannede fra byerne. Tilbagetrækningentil Sahel i 1978, forårsaget af Sovjets engagement til fordelfor det etiopiske regime, betød, at EPLF nedtonede sinmarxistiske retorik og fremhævede en mere praksisorienteretrevolutionær linie.

Enhed og disciplin var nøgleord i EPLF’s militære fløj,det Eritreiske Folks Befrielseshær (EPLA). Ved ankomstentil en militærlejr afleverede rekrutten alle sine personligeejendele på nær skjorte, bukser og sko. Efter seks månedersmilitær træning og politisk uddannelse overgik rekruttentil de stående enheder. Hæren havde afskaffet de alminde-

EPLF’s kongres i 1987vedtog det politiske pro-gram, der skulle kommetil at kendetegne befriel-sesbevægelsens uafhængi-ge linie bl.a. i forholdtil supermagterne.

Foto: Fra bogen“Revolution At Dusk”

3332

Kvindelige soldater komtil at udgøre en vigtigressource for befrielses-bevægelsen. Ikke blotved fronten, men også iEPLF’s forvaltnings-apparat. Dermed blevder skabt en ny kvinde-rolle, som den dag i daghar stor betydning forligestillingsarbejdet.

Foto: Nordfoto

Kvindernes deltagelse i EPLF’s aktiviteter

Arbejdsområde Kvindelig % af arbejdsstyrken

Kampenheder 23,0

Offentlig administration 35,0

Industri 29,5

Transport 25,9

Sundhedsvæsen 55,2

Bygningsarbejde 19,6

Landbrug 19,8

Elektronik 25,0

Medier og kommunikation 1,7

Økonomistyring 9,5

Telekommunikation 33,1

Kilde: Rapport fra NUEW, 1989

Sammenholdet i hæren var opbygget omkring det fælles mål:At opnå national selvbestemmelsesret. Dette endemål til-trak eritreere fra alle etniske og religiøse grupper. Acceptenaf mangfoldighed som forudsætningen for en fælles natio-nal identitet var integreret i soldaternes daglige liv og virke.EPLF’s publikationer blev trykt på flere sprog, og radioensudsendelser var ligeledes flersprogede. Omrejsende kultur-grupper havde en tilsvarende vigtig rolle i formidlingen afbevægelsens politiske budskab. De stod bl.a. for udstillin-ger af kunsthåndværk og teater-, sang- og dansearrange-menter, som var med til at understrege den etniske og reli-giøse mangfoldighed.

EPLF definerede befolkningens frihed som sin egen mål-sætning. Omvendt var det befolkningens støtte, som sik-rede EPLF’s eksistensgrundlag. Under den langvarige krigvar EPLF’s reformpakke en væsentlig faktor, som muliggjordeindfrielsen af den overordnede politik. Omfordeling af jor-den til gavn for de fattigste blev fulgt op af bedre veterinær-service og ny landbrugsteknologi. EPLF organiserede flygt-ningelejre for internt fordrevne og forbedrede befolkningensvilkår ved bl.a. at igangsætte storstilede alfabetiseringskam-pagner.

områder, som fronten kontrollerede. Tilsammen udgjordedisse institutioner en mindre udgave af fremtidens eritreiskenationalstat.

I kontrast til den traditionelle, meget underordnede kvin-derolle i civilsamfundet, praktiserede EPLA en høj grad afligestilling mellem kønnene. Samtidig bør prioriteringen afligestilling kædes sammen med nødvendigheden af, at mod-standsbevægelsen inddrog alle kræfter i kampen mod be-sættelsesmagten. I dette perspektiv fik kvindelige soldater iEPLA adgang til uddannelse og politiske beslutningspro-cesser. De deltog i kamphandlingerne på lige fod med de-res mandlige kammerater. Også i forhold til den civile for-valtning og produktionsvirksomheden indtog kvindernehidtil mandsdominerede arbejdsområder.

3534

kritisere det etiopiske regime. Dog forsøgte den franskeorganisation Medicins sans Frontiers at rejse en kritik afmisbruget, men blev udvist med øjeblikkelig virkning. Enanden og måske medvirkende årsag til donorernes tavshedkan relateres til den høje status, som fulgte med at væreoperativ i datidens Etiopien. Som den engelske journalistPeter Gill bemærkede i sin bog om den afrikanske sult-katastrofe, betød projekter for de nødstedte, at organisatio-nerne kunne fremvise en klar indsatsprofil i hjemlandet.Dermed forøgede nødhjælpsarbejderne konkurrencedygtig-heden i forbindelse med indsamlinger og regeringsstøtte iEuropa og Nordamerika.

Koblingen mellem medieopmærksomhed og nødhjælps-arbejde fik især betydning i 1984, efter at et britisk tv-holdhavde produceret en rystende reportage om den etiopiskesultkatastrofe. Reportagen blev via satellit bragt ind i hjem-mene hos en potentiel seerskare på omkring 470 millionermennesker verden over. Reportagen gav den efterfølgendeindsamling af midler til nødhjælp i Etiopien et gevaldigtløft. I den situation valgte de fleste nødhjælpsorganisationerat gennemføre projekter i Etiopien for at få del i midlerneog undlod officiel kritik af styrets manglende vilje til atfordele nødhjælp i Eritrea.

Nogle nødhjælpsorganisationer, hvoraf flere var af kirke-lig observans, valgte en anden og mindre profileret strategi.Strategien var godt nok i strid med internationale konven-tioner, men viste sig at være særdeles virkningsfuld. Alle-rede i 1981 havde disse humanitære organisationer stiftetet nødhjælpskonsortium i Sudans hovedstad, Khartoum.Herfra sendtes konvojer med fødevarer og medicin ind overgrænsen til Eritrea, hvor nødhjælpen blev fordelt af EPLF’shumanitære organisation, ERRA, overalt i de befriede zo-ner.

ERRA’s nødhjælpsoperationer blev evalueret løbende, oghvert led i distributionskæden blev nøje overvåget af uden-landske observatører. Øjenvidner bekræftede organisationenseffektive arbejde og tætte kontakt til lokalbefolkningen. Påintet tidspunkt blev der rapporteret om misbrug af nød-hjælpen. I senere evalueringer er nødhjælpskonsortiets ar-bejde blevet brugt som eksempel på, hvordan nødhjælp kan

NødhjælpsmaskinerietGentagne tørkeperioder og hungerkatastrofer i Etiopien,inklusive den nordlige provins Eritrea, skabte behov forudenlandsk humanitær bistand. Fordelingen af nødhjælptil de EPLF-kontrollerede områder i Eritrea var imidlertidpræget af juridiske og diplomatiske komplikationer. Detspørgsmål, som donorerne blev konfronteret med, var:Hvordan giver man humanitær bistand til befolkningsgrup-per, der lever i en ikke-eksisterende nation; områder, somcentralregeringen i Etiopien påstår, er præget af fred og til-strækkelige fødevaremængder? Hvis nødhjælpsorganisa-tionerne åbent hjalp sultofre i områderne uden for det etio-piske styres kontrol, kunne dette tolkes som en de facto-anerkendelse af eritreernes ret til national uafhængighed. Etandet, men i realiteten lige så stort, dilemma ville opstå, hvisnødhjælpsarbejderne insisterede på, at regeringens oplysnin-ger tegnede et forvrænget billede af fødevareforsyningen. Påbaggrund af en sådan kritik ville de etiopiske myndighederhave udelukket dem fra enhver nødhjælpsindsats.

I den første halvdel af 1980’erne resulterede disse forvik-linger i, at nogle donorer helt undgik at fordele nødhjælpdirekte gennem den eritreiske befrielsesbevægelse, der havdeoprettet den Eritreiske Nødhjælps- og Rehabiliteringsorga-nisation (ERRA). I stedet valgte disse donorer at samarbejdemed den etiopiske Nødhjælps- og Rehabiliteringskomite(RRC). RRC fungerede på militærregimets præmisser oghavde en nær kontakt til Mengistus hovedkvarter. Ifølgemenneskerettighedsorganisationen Africa Watch blev 30-40pct. af nødhjælpen misbrugt af etiopiske embedsmænd. Enanden skyggeside af samarbejdet var, at den internationalenødhjælp også blev brugt som et våben i hænderne på detetiopiske regime. Eksempelvis opbyggede styret en milits iEritrea, der gik under navnet ‘hvedemilitsen’, fordi de mereeller mindre tvangsindskrevne værnepligtige blev aflønnetmed hvede fra bugnende nødhjælpsdepoter. Også Etiopi-ens regulære hærenheder ernærede sig ved hjælp af nød-hjælpsrationer, hvilket gang på gang blev afsløret, når deneritreiske modstandsbevægelse indtog en etiopisk forlægning.

Flere anerkendte internationale nødhjælpsorganisationerhavde kendskab til det statslige misbrug, men undlod at

3736

ten landede til sidst i Kenya, hvorfra den detroniseredemilitærleder søgte om asyl i Zimbabwe.

Slutningen af 30 års krig mod Etiopiens effektive krigs-maskine var afsluttet. På mange måder havde det væretDavids kamp mod Goliat. Hvis man i dag spørger eritreiskeledere om, hvordan det kunne lade sig gøre, svarer nogle,at de heller ikke selv troede på et så positivt resultat. Detgennemgående svar er, at kampen for national selvbestem-melsesret var den eneste farbare vej for at opnå fred.

kanaliseres ind i sværttilgængelige krigszoner. Endviderepåviste eritreerne, at de selv kunne tage ansvaret for forde-ling af nødhjælpen. ERRA’s praksis, baseret på selvberoenhedog lokal styring, overflødiggjorde en massiv tilstedeværelseaf internationale bistandseksperter. Disse erfaringer komsenere til at betyde meget for tilrettelæggelsen af bistands-politikken i efterkrigstidens Eritrea.

Kampenes afslutningI begyndelsen af 1980’erne var EPLF omringet af etiopi-ske soldater, som med enorm ildkraft på landjorden og iluften søgte at nedkæmpe befrielseshæren i Sahel. På trodsaf konstante våbenleverancer fra Sovjetunionen lykkedes detikke de etiopiske hærenheder at besejre EPLF. F.eks. ind-ledte det etiopiske militærregime en offensiv i 1982, densåkaldte Røde Stjerne Kampagne, hvor 90.000 soldatertrængte frem på fire fronter samtidigt. Kampagnen mislyk-kedes, og nederlaget medførte, at en sovjetisk general over-tog ledelsen af de etiopiske kampstyrker. Personudskiftningi hærledelsen kunne dog ikke vende krigens gang.

På daværende tidspunkt havde den anden eritreiske mod-standsbevægelse, ELF, mistet meget af sin styrke og udførteikke længere nævneværdige militære operationer. Derforkunne EPLF, der nød befolkningsflertallets opbakning, kon-centrere kræfterne om at bekæmpe det etiopiske styre. Ef-ter en afgørende EPLF-sejr i Afabet i 1988, blev de etiopi-ske soldater tvunget stadig længere tilbage. HavnebyenMassawa blev indtaget af EPLF i 1990, og den etiopisketilbagerykning fortsatte, indtil besættelsesmagten kapitule-rede i 1991.

Samtidig med at EPLF befriede Asmara, måtte den etio-piske militærleder, Mengistu Haile Mariam, indse, at fore-stillingen var forbi for ham i Etiopien. Den etiopiske mod-standsbevægelse, der overvejende bestod af soldater fraTigray-Folkets Befrielsesfront (TPLF), havde indtaget denene provins efter den anden og kunne nu udråbe freden iAddis Abeba. Den 22. maj 1991 forlod Mengistu sit ho-vedkvarter i et fly, der skulle have haft kurs mod en base idet sydlige Etiopien. Mengistu omdirigerede flyet, og pilo-

Overalt vidner efterladtkrigsmateriel om dehårde kampe, hvorun-der den eritreiske nationblev født. Det er samti-dig typisk for nutidensdisciplin, at de ellers sådriftige skrothandlererespekterer regeringensdekret om, at krigsma-teriellet er statsejendom.


3942

4. EfterkrigstidensEritrea

Som den eneste bevægelse med tilstrækkelig militær magt,folkelig opbakning og organisatorisk kapacitet overtog detEritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF) det sammenbrudtestatsapparat og begyndte den svære overgang fra krig til fred.Der var således ikke tale om indsættelse af en demokratiskvalgt regering, men om et magtskifte, hvor EPLF’s kadrerovertog roret som det eritreiske folks repræsentanter.

Hidtil havde den offentlige administration i Eritrea væ-ret en del af de etiopiske magthaveres autoritære styreform,hvor nepotisme, bureaukrati og korruption tegnede dags-ordenen. Derudover havde de mange års kolonistyre ude-lukket folkelig deltagelse i beslutningerne, og samfundsor-denen var bestemt ikke præget af demokratiske rettigheder.

Det er vigtigt at forstå, at den uafhængige eritreiske stati sit udgangspunkt var bestemt ved et militært magtskifteog svagt udviklede politiske og økonomiske institutioner.Dvs. at EPLF’s centralistiske styreform gradvist skulle ar-bejde hen imod en samfundsmæssig magtdeling. Dannel-sen af en reel demokratisk tradition med uafhængige poli-tiske organisationer og flerpartivalg var, ifølge EPLF-lederne,et langsigtet mål. I første omgang skulle dette mål indfriesved afholdelse af flerpartivalg i midten af 1990’erne. Imid-lertid er denne del af demokratiseringen blevet udskudt påubestemt tid, og foreløbig ser det ud til, at Eritrea regeresaf en elite bestående af de øverste lag inden for staten ogregeringspartiet.

Efter krigen kom EPLF’s socialistisk orienterede ideologiog erfaringer med selvberoenhed til at præge udviklingen.Ikke mindst huskede den EPLF-dominerede regering, atmange internationale donorer havde samarbejdet med detetiopiske regime. Desuden var de eritreiske myndighedermeget opmærksomme på den afhængighed af udlandet, derkunne opstå i forbindelse med international bistand. Grund-

Ved krigens afslutningvendte mange soldatertilbage fra fronten somhandicappede. Genereltblev de godt modtaget afderes slægtninge, men dadet offentlige ikke yderbistandshjælp, bærerfamilierne en stor for-sørgerbyrde.

Foto: Nordfoto

4140

ikke bedre i lavlandet, hvor produktionen kun imødekom5-10 pct. af fødevarebehovet.

De katastrofelignende tilstande fik et forskerhold fraEngland til at fastslå, at Eritrea ville være afhængigt af im-port af 80 pct. af landets fødevarer i 1992. Samme forskerekonkluderede, at ekstrem fattigdom var et udbredt fæno-men i alle landdistrikter.

Flygtningene vender hjemDe mange eritreiske flygtninge i Sudan fik lejlighed til at vendehjem ved krigens afslutning. Den første gruppe på ca. 80.000flygtninge vendte hjem af egen drift mellem 1989 og 1992.Da der ikke var oprettet tilstrækkelige modtagelsesfaciliteter,og da landdistrikterne allerede var under pres fra de mangeinternt fordrevne, søgte flygtningene mod byerne. Deresvandring skabte problemer med beskæftigelse og genhusning.På grund af den store efterspørgsel nåede huslejerne skyhøjeniveauer. Konkurrencen om de få ledige job blev skærpet, ogsociale gnidninger mellem internt fordrevne, tidligere solda-ter og hjemvendte flygtninge var uundgåelige. For at forhin-dre at nye flygtninge på vej hjem forårsagede socialt og øko-nomisk kaos, besluttede de eritreiske myndigheder at indledeet program, hvis formål var at organisere repatrieringen, altsåflygtningenes tilbagevenden. Selvom alle flygtninge havde rettil at bosætte sig frit, blev der givet høj prioritet til gen-bosættelsesaktiviteter i det vestlige lavland, hvor der var til-gængelig landbrugsjord og store græsgange.

Programmet, benævnt PROFERI, blev indledt sammenmed FN og private hjælpeorganisationer (NGO’er) i 1993.Programmet var en kombination af nødhjælp og bistands-hjælp, der skulle styrke udviklingen på længere sigt. I førsteomgang skulle indsatsen i landbrugssektoren støtte 73.000tilbagevendte familier, der ernærede sig som bønder, agro-pastoralister og pastoralister. Ifølge planen ville specielt ud-satte grupper, såsom kvindelige eneforsørgere, ældre og han-dicappede, modtage traktorservice til pløjning af tildelt land.

Uheldigvis var nogle donorer meget langsomme til at indfriden bebudede økonomiske bistand. Andre ville slet ikkeforpligte sig til at støtte repatrieringsprogrammet, da det

synspunktet har været, at donorerne ikke burde knytte øko-nomiske og politiske betingelser til udviklingsbistanden.Selvom den eritreiske stat fra begyndelsen har været underpres for at genopbygge landet, nægtede regeringen altså atmodtage udviklingsbistand for enhver pris. I den eritreiskeselvforståelse er samarbejdet mellem myndighederne og deudenlandske donorer blevet anskuet som et magtforhold,hvor det drejede sig om at styre udviklingsindsatserne ogopnå nationalt ejerskab til projekter og programmer.

Krigens eftervirkningerUd over at genopbygge statens funktioner var det nødven-digt at rekonstruere økonomien efter årtiers forfald. Krigenmod besættelsesmagten havde lagt Eritrea i ruiner. Mindst65.000 frihedskæmpere havde mistet livet, og 15.000 varblevet permanent handicappede. Skønsmæssigt vurderer flerekilder, at omkring 100.000 civile måtte lade livet i løbet afkrigen. Selvom statistikkerne er meget usikre, anslås det, at500.000-600.000 eritreere blev flygtninge i Sudan. Andresøgte i eksil i USA og Europa. Dertil skal lægges et stort antalinternt fordrevne, som levede i lejre i de befriede områder.

Ud over de menneskelige tab havde krigen forårsaget enpermanent økonomisk krise. Etiopierne havde jævnet helelandsbyer med jorden og konfiskeret husdyrflokke i stormålestok. I mange tilfælde var landsbybeboerne blevet tvun-get til at flygte enten for bestandigt eller periodevis. Over-alt var veje og broer smadret. I krigens sidste faser havdeetiopiske officerer i Asmara givet ordre til at skille fabriks-anlæg ad og få maskindelene fløjet ud af hovedstaden.Havnebyen Massawa var blevet ødelagt af beskydning ogflybombardementer i 1989.

Selvom freden bragte større sikkerhed ind i dagligdagen,led landbrugssektoren under krigens eftervirkninger. Treårtiers kombineret krig, tørke og hungersnød havde ud-marvet befolkningen, ødelagt landbrugsjord og reduceretdyrebestanden. Knaphed på trækdyr til pløjning gjorde detumuligt for mange bønder at dyrke jorden. Ved krigensafslutning dækkede landbrugsproduktionen i højlandet kun20-40 pct. af det fornødne fødevarebehov. Situationen var

4342

måtte bo på den bare jord under træerne, fordi der ikke vartilstrækkeligt med telte. Arbejdet med at bygge huse i dennådesløse sol var kun noget, de stærkeste flygtninge kunneklare. Skønt simple sundhedsklinikker blev etableret i lo-kalsamfundet, kunne flygtninge med mere alvorlige syg-domme ikke få den nødvendige behandling og medicin. Enundersøgelse viste, at der ikke var installeret toiletter i vissegenbosætningsområder. Planlægningsfejlen øgede sprednin-gen af smitsomme sygdomme og dermed behovet for be-handling.

Ydermere skabte det problemer, at de internationale donorerikke kunne levere den finansiering, som de havde givet til-sagn om. I en rapport fra 1995 opsummerede de eritreiskemyndigheder, at under 50 pct. af den aftalte beløbsrammepå 11 mio. dollars var blevet frigivet. Årsagen var formodentlig,at mange donorer tvivlede på de eritreiske myndigheders evnetil at aflægge regnskab for de donerede midler. De var heller

havde karakter af udvikling i stedet for nødhjælp. Ud overfinansieringsproblemer medførte de politiske omstændig-heder store vanskeligheder. FN-systemets bureaukrati tør-nede sammen med det eritreiske statsbureaukrati. FN’sHøjkommissariat for Flygtninge (UNHCR) redegjorde fororganisationens begrænsede mandat, der ikke tillod engage-ment i langsigtede udviklingsprojekter. Heroverfor fastholdtden eritreiske regering, at begrænset nødhjælp i forbindelsemed flygtningenes tilbagevenden kun var en lappeløsning.Regeringens forhandlere insisterede på at have fuld kontrolmed gennemførelsen af projekter, mens UNHCR selv øn-skede at være det koordinerende organ.

Imens det politisk-økonomiske tovtrækkeri stod på, fort-satte flygtningene med at vende tilbage til Eritrea. I slut-ningen af 1994 viste statistikkerne, at omkring 100.000flygtninge var vendt hjem. Ansporet af udsigten til en krise-agtig udvikling på flygtningeområdet mundede de bi-standspolitiske forhandlinger ud i et samarbejde mellemregeringen, forskellige FN-organisationer og NGO’er.Organisationerne besluttede at igangsætte et pilotprojekt,hvis formål var at genbosætte 25.000 flygtninge. Budget-tet var på 13,6 mio. dollars, hvoraf donorerne forpligtedesig til at betale lidt over 11 mio. dollars. Pilotfasen om-fattede bygning af modtagelsescentrer, hvor flygtningeneblev registreret for derefter at blive videresendt til deresrespektive genbosætningsområder.

Efter at være sluset gennem modtagelsesproceduren fikflygtningene tildelt landbrugsredskaber, såsæd og husdyr.Distributionen omfattede også et jordstykke på to hektar,som tilgik hver familie, uanset om den var repræsenteret afen kvindelig eller mandlig forsørger. I begyndelsen blev flygt-ningene bosat i midlertidige telte, indtil varige beboelsesbyg-ninger stod klar. Desuden modtog de fødevarehjælp til etårs forbrug; rationer, som skulle række, til den første høstvar i hus. PROFERI og flygtningene sørgede i fællesskabfor at bygge sundhedsklinikker, veje, vandforsyning osv.

For de hjemvendte flygtninge var det uden tvivl et stortøjeblik, da de igen satte foden på Eritreas jord. Det oftetrøstesløse liv i sudanesiske lejre var et afsluttet kapitel. Mensamtidig bød genbosætningen på store udfordringer. Mange

Eritreiske flygtninge iSudan begyndte atvende hjem efter krigensafslutning i 1991.Stridigheder mellemUNHCR og den eritrei-ske regering har imid-lertid sat grænser forrepatrieringen.


4544

burde skabes en ordentlig fysisk infrastruktur, før repatri-eringen kunne påbegyndes. Den manglende eritreiske to-lerance over for udenlandske bistandsorganisationer udgøren anden forklaringsmodel. Meget forenklet kan man sige,at de to aktørers motiver og målsætninger ikke har væretafstemt, hvilket har medvirket til bruddet.

Militærets rolleLedende kadrer fra befrielseshæren, der alle er relativt ungeofficerer, er blevet forfremmet til høje poster i efterkrigsti-dens tre militære værn: Hæren, luftvåbnet og søværnet. Denmeget flade struktur i befrielseshæren er afløst af en meretraditionel hierarkisk militær opbygning. Et tidligere med-lem af politbureauet er blevet udnævnt til forsvarsministermed titel af general. Otte divisionsledere blev gjort til general-majorer, og 22 andre til brigadegeneraler. 34 officerer blevtildelt grader på oberstniveau. Militærets grundstamme beståri dag af omkring 50.000 professionelle soldater. Officieltholdes officerskorpset uden for politisk arbejde, da regeringenhar lagt en linie, som går ud på at adskille den statslige ogpartipolitiske magt fra det militære apparat. Men i realite-ten eksisterer der tætte bånd mellem de gamle soldater-kammerater i henholdsvis staten, partiet og militæret.

Tvungen værnepligt for både kvinder og mænd er ind-skrevet i Eritreas nye grundlov. Målsætningen med værne-pligten er at skabe et højt folkeligt beredskab ved at gøreungdommen rede til at forsvare fædrelandet. Selve ophol-det på kasernerne indeholder et socialiserende element, daunge fra alle sociale, etniske og religiøse grupper kommertil at leve tæt sammen. For mange er det første gang, at depå egen hånd stifter bekendtskab med den “anderledeshed”,som det modsatte køn eller medlemmer af andre etniskegrupper repræsenterer.

Omkring 40.000 unge mænd og kvinder gennemgår år-ligt seks måneders militær træning i forlægningerne i befri-elsesbevægelsens gamle baseområde i Sahel. Ud over denmilitære træning deltager de værnepligtige i 12 månederssamfundstjeneste forskellige steder i landet. Det er regerin-gens opfattelse, at ungdommen bør vænnes til “håndens

ikke tilfredse med det eritreiske bureaukrati og den statsligeejendomsret til projekter, som var finansieret i fællesskab. Kon-sekvensen var, at den eritreiske stat måtte gå ind og opvejeden manglende finansiering med sine egne begrænsede midler.Det økonomiske roderi bevirkede, at det var svært at reali-sere sammenhængen mellem nødhjælp og udvikling.

Imidlertid har en storstilet repatriering ikke været aktueli de sidste par år. Fra midten af 1990’erne har fjendtlighe-der mellem Eritreas og Sudans regeringer medført, at græn-sen i lange perioder har været blokeret. Årsagen til fjendt-lighederne er sporadiske henrettelser, bombeattentater ogminering af veje foretaget af den sudanesisk støttede gruppeEritreisk Islamisk “Hellig Krig” (EIJ). Derfor er repatrie-ringsprocessen næsten standset, og hundrede tusinder aferitreiske flygtninge i det østlige Sudan venter stadigvæk påmuligheden for at vende hjem.

En anden faktor, som sandsynligvis påvirker flygtninge-nes beslutning om enten at forblive i Sudan eller drage hjem,er deres tilhørsforhold til den Eritreiske Befrielsesfront (ELF).Under krigen led ELF et sviende nederlag til det EritreiskeFolks Befrielsesfront (EPLF). For at undgå udryddelse flyg-tede mange af organisationens soldater og tilhængere til Su-dan. Så længe de vurderer, at det EPLF-dominerede central-styre i Asmara ikke vil give dem fuld politisk frihed, vil deformodentlig ikke repatrieres.

I 1997 blev repatrieringen yderligere besværliggjort, da deneritreiske regering udviste UNHCR. Ifølge eritreiske kilderskete udvisningen på grund af, at UNHCR-ansatte var in-volveret i aktiviteter, som var uforenelige med deres forplig-telser. Modsat erklærede UNHCR’s talsmand i Genève, atman ikke havde nogen ide om, hvorfor den eritreiske rege-ring havde taget dette radikale skridt. Ifølge nogle observa-tører er den bagvedliggende årsag til bruddet, at UNHCR’smedarbejdere rapporterede om krigshandlinger mellem etio-piske og sudanesiske tropper; en informationsspredning, somden eritreiske regering med al magt har forsøgt at stoppe.

Det anstrengte forhold mellem UNHCR og den eritreiskeregering er ikke af nyere dato. Fra begyndelsen har parterneværet i konflikt på grund af UNHCR’s begrænsede man-dat. Heroverfor har den eritreiske regering påpeget, at der

4746

Ovenstående tabel viser, at udgifterne til militæret er me-get høje sammenlignet med tilførslen af midler til sundheds-og uddannelsesområderne. Der kan dog spores en nedgangi militærudgifterne i 1997, hvor socialudgifterne samtidigstiger et par procenttal. Ifølge FN’s Udviklingsorganisation(UNDP) brugte landene syd for Sahara gennemsnitligt 3pct. af deres BNP på militærudgifter i 1995. Også fra dennesynsvinkel er der tale om, at Eritrea bruger et forholdsviststort beløb på militæret.

Forsvarsbudgettet inkluderer bl.a. lønninger, indkøb afmilitært materiel og bygning af militære installationer. Dethøje udgiftsniveau begrundes officielt med opbygningen afde nationale værn samt udgiftsposter i forbindelse med dentvungne værnepligt. Derudover er forsvarsbudgettet selvføl-gelig baseret på en konkret vurdering af nationens sikker-hedssituation og dermed på faren for militær interventionfra f.eks. Sudan eller Etiopien. Men budgettallene giver al-ligevel stof til eftertanke, når man sidestiller dem med be-folkningens enorme behov for social sikkerhed, inklusivebasisydelser som sundhed og uddannelse – indsatsområder,der gang på gang fremhæves af regeringen som første prio-ritet.

FredsdividendenDen politiske dimension af fredsdividenden er et vidt be-greb, som i denne sammenhæng begrænses til det eritreiskemilitærs indstats i den umiddelbare overgang fra krig til fred.Soldaterne fra befrielseshæren blev ikke afvæbnet og hjem-sendt straks efter krigens ophør. Derimod kom de til atudgøre en frivillig arbejdsstyrke i de første to år efter befri-elsen. De afstod fra at få udbetalt egentlig løn og nøjedesmed lommepenge og gratis forplejning. Den disciplineredearbejdsbrigade fungerede effektivt og fik igangsat genopbyg-ningen på mange områder. Da der stadig eksisterede basaleudviklingsbehov, besluttede regeringen at fortsætte soldater-indsatsen ud over den første toårsperiode. Da nyheden spred-tes blandt de militære enheder, protesterede nogle grupperspontant og krævede den samme aflønning og levestandardsom civile borgere i resten af samfundet. Utilfredse solda-

arbejde” i nær kontakt med lokalbefolkningen. I 1994 byg-gede værnepligtige brigader 11 mikrodæmninger og kilo-metervis af terrasser på bjergsiderne. Brigaderne hjalp ogsåtil med minerydning, vej- og skolebyggeri foruden udplant-ningen af 20.000 træer.

Den tvungne værnepligt har affødt modstand i visse deleaf lavlandet, bl.a. blandt afar-pastoralisterne, der ikke viltillade, at deres ugifte døtre bor på kasernerne. Der er uof-ficielle rapporter om, at unge eritreiske kvinder fra lavlan-det giftes bort i Sudan og Etiopien, fordi familien ønsker,at de skal slippe for værnepligten. Militærtjenesten har ogsåaffødt problemer for enlige mødre, der må lade deres børnblive tilbage hos familien, mens de selv opfylder værneplig-ten. Det er svært at vurdere de sociale og kønsspecifikkekonsekvenser af værnepligtsordningen. På grund af denregeringskontrollerede presse diskuteres sådanne aspekterikke offentligt. Umiddelbart ser det ud til, at majoritetenaf befolkningen accepterer initiativet med værnepligt forbegge køn; en billigelse, der måske bunder i den tradition,der blev skabt under krigen, hvor sønner og døtre fra allesamfundslag forlod hjemmet for at deltage i kampen fornational selvstændighed.

Militær- og socialudgifter i pct. af BNP(løbende markedspriser), 1993-1997

Kilde: Den Eritreiske Regering, 1998

4948

De hjemvendte soldaterEfter krigens ophør anså regeringen ikke, at nationen be-høvede den store hær på omkring 95.000 soldater.Myndighederne besluttede derfor at reducere de militærestyrker. Foruden en vurdering af forsvarssituationen var be-slutningen om at afvikle 50-60 pct. af militæret påvirket afønsket om at kanalisere menneskelige ressourcer fra deuproduktive hærstyrker over i mere produktive økonomi-ske sektorer. Den trinvise afmilitarisering var opdelt i to fasermellem 1993 og 1995, hvor 48.000 soldater forlod mili-tæret. Afleveringen af våben, der alle var blevet registreret iløbet af krigsårene, foregik uden problemer.

Den efterfølgende hjemsendelse og integration blev iværksattil trods for, at de fleste udenlandske donorer sad appellerneom økonomisk støtte overhørig. Derfor var afviklingen afsoldaternes militære engagement overvejende finansieret afindenlandske kilder, dvs. den eritreiske stat. De tidligere sol-dater modtog hver mellem ca. 1.000 og 10.000 birr alt efterlængden af deres tjenestetid samt fødevarerationer til mellem6 og 12 måneder. Alle hjemsendte mænd og kvinder fikdesuden ret til fri lægebehandling.

Den statslige hjælpeorganisation for reintegration af tid-ligere soldater (på tigrinya kaldet mitias) har forsøgt at støtteforløbet gennem forskellige tiltag. Således er de tidligeresoldater blevet hjulpet med mikrokreditter, rådgivning,iværksætterydelser og faglig uddannelse. Mitias forsøger ogsåat fremme de tidligere soldaters interesser ved at udførelobbyvirksomhed og skabe kontakt til donorer og relevantestatsinstitutioner.

I modsætning til afvæbningsproceduren er reintegrationenaf tidligere soldater en omfattende proces både for indivi-det og samfundet. For den enkelte soldat begynder det medankomsten til familiens bopæl eller den nye adresse i etukendt bykvarter eller landsby. Her må personen begyndeat orientere sig i lokalsamfundet og finde et job. Samtidigmå han/hun udvikle en ny civil identitet forbundet medområdets sociale og økonomiske struktur.

I dette forløb har de tidligere soldater en række fordelepå grund af deres disciplin og motivation til at genopbyggenationen. De fleste er desuden bedre uddannet end gen-

ter besatte Asmara Stadion og krævede at få præsidenten itale. Efterfølgende blev protestaktionens ledere fængslet, ogopbakningen bag kravene var ikke tilstrækkelig stærk til atforhindre en forlængelse af tjenestetiden. Flertallet af EPLF’ssoldater var loyale over for regeringens beslutning. De fort-satte det ulønnede arbejde og medvirkede til en lempeligløsning af efterkrigstidens akutte problemer.

EPLF’s tropper udgør i dag kernen i Eritreas politi- ogmilitærstyrker. Andre 6.000 soldater med administrativeerfaringer blev overflyttet til opgaver i den offentlige for-valtning. Disse kadrer er formelt stadig tilknyttet militæ-ret. Regeringen har afskaffet den oprindelige lommepenge-ordning og har indført almindelige aflønningstrin. For atstabilisere de førnævnte ikke-demobiliserede gruppers leve-vilkår indvilgede regeringen i at betale dem løn medtilbagevirkende kraft. Dvs. at de får udbetalt en ydelse ud-regnet på basis af det antal år, som blev tilbragt i befriel-seshæren. Ifølge beregninger foretaget af den eritreiske stat,havde man indtil 1997 udbetalt ekstraordinære udgifter på918 mio. nakfa. Beløbet dækker en tilbagevirkende lønsumtil sikkerhedsstyrkerne, reintegration af flygtninge, kompen-sation til dræbte soldaters familier og afvæbning og hjem-sendelse af et stort antal soldater. Hjemsendelsen af solda-terne vil blive behandlet i næste afsnit, men først en kortsammenfatning af fredsdividendens status: Eritreas udvik-ling i dag er stærkt påvirket af en militaristisk tendens, selvomder kan spores en begyndende afmilitarisering på visseområder. De fortsat høje militærudgifter begrundes bl.a. meddet fjendebillede, der tegnes af nabolandene Sudan og Etio-pien, men er uacceptabelt høje, hvis de sammenlignes medakutte samfundsmæssige behov. På grund af de historiskeomstændigheder er det stadigvæk folk med tilknytning tilbefrielsesbevægelsen, og dermed hæren, der udgør den po-litiske elite. Samtidig bør det bemærkes, at den forventedeøkonomiske fredsdividende – defineret som det beløb, derspares på reducerede militærudgifter og den nationaløko-nomiske gevinst, der opnås gennem de hjemvendte solda-ters produktive indsats – på kort sigt er blevet neutraliseretaf høje omkostninger til aftrædelsesordninger, kompensa-tioner og udgifter til assisteret hjemsendelse af soldaterne.

5150

nemsnittet af civilbefolkningen, og mange har opnået enstor teknisk og faglig viden under opholdet i felten. De ervant til at løse problemer i grupper og har organisatoriskerfaring. I nogle tilfælde har reintegrationen dog ført tilbitterhed og skuffelse, når sociale og økonomiske ulighe-der har marginaliseret de tidligere soldater. Mange er for-blevet arbejdsløse eller kan ikke få adgang til akademiskeeller håndværksmæssige uddannelser, fordi de mangler for-melle kvalifikationer og eksamensbeviser. Endvidere har detidligere soldater tillagt sig et fordomsfrit livssyn og en hand-lefrihed, som står i modsætning til de restriktive værdier ognormer, som gør sig gældende inden for de mere traditio-nelle samfundsstrukturer. Hvis denne fremmedgjorthed for-stærkes af begrænsede muligheder for at imødekomme detudtalte krav om at forsørge forældre og søskende, opstår derlet sociale konflikter.

Hverdagslivet i civilsamfundet indeholder også en rækkekønsspecifikke problemer. Kvindelige soldater oplevede enhøj grad af ligestilling i hæren. Det har imidlertid været sværtat opretholde lighedsidealerne i det civile liv, specielt i lands-byerne, hvor familiemønstret og de sociale normer ofte tvin-ger kvinden til at underordne sig manden. Problemernerammer især fraskilte kvindelige ekssoldater, som har sværtved at opnå social accept og økonomisk selvstændighed.

En af de grupper, der fortsat har psykiske og fysiske ménefter krigen, er de godt og vel 15.000 krigsinvalider. Deer organiseret i Krigsveteranernes Handicaporganisation(EWDFA), som udfører jobskabende aktiviteter og stillerfaciliteter til rådighed i form af genoptræningscentre. I mod-sætning til andre handicappede, som traditionelt bliver be-handlet barskt i de eritreiske lokalsamfund, nyder krigs-invaliderne en høj respekt i befolkningen. Men til trods forrespekten har krigsinvaliderne svært ved at finde job i bådeden private og offentlige sektor.

Den eritreiske organisa-tion for krigsveteranerudfører et stort arbejdefor at integrere dehandicappede, hvoraf endel har fået arbejde in-den for småindustri oghandel. Men markeds-økonomien befordrerikke altid et socialt an-svar, og arbejdsløshedener fortsat høj for dennegruppe.


5352

5. Den politiskeudvikling

Ved magtovertagelsen medbragte EPLF sin kommando-prægede beslutningsstruktur og stærke militære institutio-ner. Tilsammen udgjorde dette arvegods en centralistiskstruktur. Arvegodset skulle omstilles til det parlamentari-ske systemskifte, som var en af overgangsfasens målsætnin-ger. Processen begyndte i 1991, hvor overgangsregeringen(PGE) blev oprettet med Isaias Afeworki som leder. National-forsamlingen bestod af EPLF’s centralkomite, yderlige 30medlemmer fra provinsforsamlingerne og andre 30 med-lemmer nomineret af centralkomiteen. Landet blev styretved proklamationer godkendt af nationalforsamlingen. Dentopstyrede beslutningsproces levnede ikke plads til nogenform for opposition eller konkurrerende partidannelser.

Umiddelbart efter befrielsen blev grænsespørgsmålet mel-lem Etiopien og Eritrea søgt løst, og de to nationer enedesom at adskille deres territorier. Landene indgik ligeledes ensamarbejdsaftale, som sikrede godstransport fra Rødehavetshavneanlæg til forskellige etiopiske handelscentre. Aftalenskabte grobund for et samarbejde mellem de to nationerog bidrog til den regionale stabilitet. På det indenlandskeplan omfattede PGE’s prioriteter igangsætning af økono-mien og genopbygning af den fysiske infrastruktur. I denoffentlige sfære koncentreredes aktiviteterne om at forbe-rede valget vedrørende national uafhængighed.

FolkeafstemningenFra 1991-1993 gennemførtes en del initiativer for at for-berede og bevidstgøre befolkningen om den kommendefolkeafstemning, hvis tema var fortsat etiopisk indlemmelseversus national uafhængighed. Generelt kan afstemningensiges at have haft to formål. Det første kan defineres somen national øvelse i demokrati, hvor befolkningens ønsketilkendegives gennem deltagelse i afstemningsproceduren.

Befrielsesbevægelsensleder, Isaias Afeworki,blev det selvstændigeEritreas første præsident.Tiden vil vise, om hanformår at føre landetgennem den nationalegenopbygningsproces,hvor demokratiseringforventes at afløse denautoritære styreform.

Foto: Nordfoto

5554

GrundlovenEfter folkeafstemningen var overstået, blev der nedsat engrundlovskommission med et toårigt mandat til at udfær-dige et grundlovsudkast. Kommissionsarbejdet bør ses iforlængelse af EPLF’s kongresvedtagelser fra 1977 og 1987.Disse vedtagelser påbød den fremtidige regering at tageinitiativ til stiftelsen af grundlovssikrede rettigheder og plig-ter. Dette skete i og med, at Grundlovskommissionen(CCE) blev etableret i 1994. Den bestod af et forretnings-udvalg på ti personer og en rådgivende forsamling på 50personer. Forretningsudvalgets deltagere var for størstede-lens vedkommende anerkendte eritreiske jurister med til-knytning til EPLF. Næsten halvdelen af CCE’s medlem-mer var kvinder.

Ud over flertallet af EPLF’s egne folk bestod den rådgi-vende forsamling af kvinderepræsentanter, talsmænd for

Kvindernes valgret er envæsentlig faktor i arbej-det for at inddrage helebefolkningen i de politi-ske beslutninger. Denneudvikling begyndte medfolkeafstemningen i1993, hvor hovedpartenaf indbyggerne stemtefor national uafhængig-hed.

Foto: Søren WaltherNielsen

Det andet formål drejede sig om at opnå accept fra detinternationale samfund; en accept som ville give adgang tiludenlandske banker og udviklingsmidler.

Set med indbyggernes øjne var formålet med folkeafstem-ningen mindre åbenlyst. Som den norske valgobservatør,Kjerti Tronvoll, iagttog seks måneder efter befrielsen, varkun halvdelen af den eritreiske befolkning klar over, at deskulle deltage i en afstemning for eller imod nationens fri-hed. Adspurgt om behovet for at afholde en afstemningsvarede flere, at de anså det som tidsspilde. Nogle følte sigendog sårede ved at skulle udtrykke deres mening om enså indlysende ting. De havde i årtier kæmpet for frihedenog til sidst vundet krigen; hvorfor skulle de nu afgive deresstemme i den sag? Et sådant udgangspunkt stillede PGEog valgkommissionen over for enorme udfordringer.

Iscenesættelsen af folkeafstemningen indebar tre hoved-opgaver. For det først skulle vælgerne informeres og over-bevises om valgets nødvendighed. For det andet burde degøres bekendt med valgets to beslutningsmæssige alterna-tiver. For det tredje måtte hele befolkningen uddannes iat deltage i afstemningen. For at nå disse mål foranstal-tede valgkommissionen initiativer i form af pressemedde-lelser, radioudsendelser, videoshows og valgmøder. EPLF’smasseorganisationer blev inddraget i kampagnerne, så bud-skabet nåede alle lag af befolkningen og blev kommunikeretud i de mest fjerntliggende egne. Landsbyerne fik besøgaf agitatorer, som informerede om valget og diskuteredetvivlsspørgsmål vedrørende den afstemningsmæssige frem-gangsmåde.

Den internationalt overvågede folkeafstemning fandt stedden 23.-25. april 1993, og resultatet gav et entydigt billedeaf befolkningens ønske. Et overvældende flertal af vælgernestemte for uafhængighed, nemlig 99 pct. af de afgivne stem-mer. Efter at folkeafstemningen var afsluttet, påskønnedeudenlandske observatører den måde, valget var forløbet på.Således erklærede FN’s specielle udsending, Samir Sanbar,at afstemningen måtte betragtes som fri og fair. En månedsenere fik Eritrea sæde i FN som fuldgyldigt medlem ogkunne betragte sig selv som en del af det internationaleverdenssamfund.

5756

telse af det tilladelige, og dermed er der mulighed for at kri-minalisere oppositionelle kræfter.

På trods af at grundloven garanterer et flerpartisystem, harde eritreiske politikere ikke efterlevet lovens ord. Det er ikkesandsynligt, at partier af politisk, religiøs eller etnisk obser-vans bliver tilladt i nærmeste fremtid. Ifølge regeringenstalsmænd er man bange for, at det multietniske og multi-religiøse samfund skal sønderrives af interessekonflikter afden art, som hærger i de tilstødende afrikanske nabolandeSudan og Etiopien. Dertil kommer kolonitidens politiskearv, hvor manglende accept af rivaliserende partier prægedesamfundsordenen. Den autoritære tendens, der bliver vi-dereført i efterkrigstidens Eritrea, vil givetvis hæmme en bredfolkelig debat og kritik. Denne praksis kan meget vel mod-virke de overordnede tiltag, som søger at bane vejen foropbygningen af en demokratisk nationalstat.

Statens administrative opbygningSideløbende med forfatningsarbejdet har overgangsrege-ringen opbygget en struktur med tre adskilte hovedgrene:De dømmende, lovgivende og udøvende institutioner. Præ-sidenten, der vælges af parlamentet, leder alle tre institu-tioner og tilser udformningen og koordineringen af natio-nale politikker og programmer. Reelt er der tale om et stærktpræsidentstyre, hvor magten ligger i hænderne på en me-get lille personkreds.

Den dømmende magt, Højesteret og domstolene, eransvarlig for administrationen af landets lovgivning og stårsom garant for, at folket og staten underlægges det sammeregelsæt. Højesteret skal i princippet beskytte borgerne vedat håndhæve deres rettigheder og pligter og sikre civil-samfundet mod overgreb fra statens side. Den offentligestatsanklager skal godkendes af parlamentet. Med den stærkepolitiske styring af statsapparatet er det dog tvivlsomt, hvor-vidt retsvæsnet har den uafhængighed, der er nødvendig forat gennemføre lovgivningen.

Den lovgivende magt, parlamentet, formulerer politik ogøkonomiske strategier på forskellige samfundsområder.Parlamentet vedtager bl.a. nationalregnskabet og overvåger,

minoritetsgrupper og nogle få tidligere ELF-medlemmer.Kommissionen var underopdelt i et permanent udvalg, derskulle sørge for organisering af den offentlige debat. Firead hoc-udvalg varetog spørgsmål inden for områderne:Økonomi, forvaltning, statslige institutioner og sociale ogkulturelle aktiviteter. Derudover blev der nedsat et rådgi-vende panel af udenlandske eksperter samt en rådgivendeforsamling bestående af klanledere fra alle etniske grupperog geografiske regioner.

Grundlovsforslaget blev debatteret offentligt på møder ogseminarer. Spørgsmål vedrørende statsborgerskab, militæretsrolle, flerpartisystemet, politiske rettigheder og valgprocedurerblev ivrigt diskuteret, og udenlandske observatører vurderer,at der var en betragtelig folkelig deltagelse i den offentligehøringsproces. Forfatningskommissionen fremlagde det en-delige udkast i 1996, og efter endnu en offentlig høringsrundeblev dette forslag vedtaget i Nationalforsamlingen.

I forbindelse med den offentlige administration betonerden nye grundlov vigtigheden af, at der opnås en balancemellem centralisering og decentralisering. De væbnede styr-ker må ikke have nogen tilknytning til partipolitiske akti-viteter. Borgernes rettigheder og pligter anskues i sammen-hæng med nationale bestræbelser for at sikre social enhedog økonomisk velfærd. Den enkelte borger gives de sammerettigheder uanset køn, religion, etnisk herkomst og socialstatus. Sociale rettigheder indbefatter retten til uddannelseog sundhed. Endvidere understreger grundloven, at alle sprogog kulturer er ligestillede, og at borgerne frit kan vælge attale det sprog, de ønsker. Lovgivningen sikrer respekt forden private ejendomsret. Undtaget herfra er ejendomsret-ten til land og vand, der betragtes som statseje.

Selvom grundloven stiller borgerne lige for loven og frem-hæver den individuelle frihed, er der samtidig nedfældet enrække forbehold i udkastets artikel 26. Frihedsrettighedernekan sættes ud af kraft af Højesteret, hvis de bruges til atunderminere den offentlige moral eller fremmer uro ogforbrydelser. Det samme forbehold tages med hensyn tilomstændigheder, som truer landets sikkerhed. I sagens na-tur kan myndighederne bruge disse forbehold til at modgåinteresser, som ikke harmonerer med den herskende opfat-

5958

demokratisk udvikling. Etniske tilhørsforhold kan med let-hed udvikle sig til fundamentalisme, hvis minoriteteropfatter sig selv som undertrykte eller fra officiel side betrag-tes som førhistoriske levn. Hvis de etniske gruppers traditi-onelle institutioner umyndiggøres, uden at der skabes nyepolitiske platforme for kulturel interesserepræsentation, vil detformodentlig resultere i en øget modstand mod centralmagten.

Regionaliseringen er kædet sammen med et forslag til enny struktur for offentlig administration og afgørelser. Når om-struktureringen er tilendebragt, rummer den en mulighed forrepræsentativt demokrati, hvor folkevalgte forsamlinger i lands-byer, distrikter, regioner og på nationalt plan kommer til atdeltage i beslutningsprocesserne. Den offentlige forvaltningog domstolene bliver placeret i forhold til den regionsvise op-bygning med primær repræsentation på distriktsniveau. Der-med får dette niveau pålagt større ansvar i overensstemmelsemed regeringens planer om øget decentralisering.

at regeringen handler i overensstemmelse med lovgivnin-gen. I parlamentet har det eneste tilladte parti, Folkefrontenfor Demokrati og Retfærdighed (PFDJ), 74 repræsentan-ter ud over præsidenten. Andre 60 medlemmer af National-forsamlingen danner et folkeligt kammer. Heraf er 30 valgtpå provinsniveau, ti pladser er reserveret til kvinder, og 20repræsentanter er udpeget som rådgivende medlemmer pågrund af deres ekspertise. Valgene foregår i enkeltmands-kredse, hvor kandidater stiller op i kraft af deres personligekapacitet og status. Der kræves ikke specielle uddannelses-mæssige forudsætninger i forbindelse med valgbarhed. Er-faringerne viser, at kandidater og valgte parlamentsmedlem-mer har meget svært ved at formulere kritik eller alternativertil præsidentstyrets politik. I hovedsagen føler de folkevalgtesig ikke ansvarlige over for deres valgkredse, men fungerersnarere som talerør for den politiske elite. Fraværet af et fler-partisystem styrker denne tendens. Uden organisering af po-litisk rivaliserende partier vil den lovgivende forsamling for-blive ensrettet og forhindre repræsentation af forskelligeinteresser og synspunkter.

Den udøvende magt, regeringen, består af præsidenten,16 fagministre, ti guvernører og ti administratorer fra denoffentlige sektor. Præsidenten udpeger regeringens mini-stre og fremlægger personlisten til godkendelse i parlamen-tet. Regeringen er ansvarlig for at bevare landets enhed ogstabilitet. Dette indebærer opretholdelse af økonomiskestyringsinstrumenter, vedligeholdelse af internationale re-lationer og udstedning af retningslinier for forvaltnings-apparatet.

Administrativt er Eritrea for nylig blevet opdelt i seks nyeregioner, der erstatter de ti gamle provinser. Formålet er atafskaffe kolonitidens opdeling af befolkningen langs etni-ske og religiøse skillelinier. Derudover fremmer regionali-seringen en bedre økonomisk planlægning og trækker påde stordriftsfordele, som opdelingen medfører. Ved at dannemultietniske regioner nedtoner staten også muligheden forpolitisering af etnisk identitet. Om de ændrede provins-grænser får den tilsigtede effekt, står hen i det uvisse. Erfa-ringerne fra andre lande viser, at etniske identiteter kanmodstå administrative tiltag, hvis ikke disse følges op af en

Opdelingen af landet inye administrative regi-oner har til formål atnedbryde religiøse ogetniske skel. Men hvisikke reformen følges opaf en demokratiserings-proces, er der sandsyn-lighed for skærpedemultietniske konflikter.


6160

og partiets erklæringer slår til lyd for udviklingsstrategier,som er selvbærende, uafhængige og folkeligt orienterede.Således prioriterer PFDJ en styrkelse af befolkningens po-litiske, faglige og økonomiske kapaciteter og kæder kapaci-tetsopbygningen sammen med kampen for social retfærd.Social retfærd tolkes som en formindskelse af skellet mel-lem de, der har, og de, der ikke har. For at sikre, at allefolk får andel i samfundets rigdom og kan deltage i detpolitiske liv, søges en afbalanceret demokratisk udvikling.PFDJ fokuserer på de mest undertrykte grupper i sam-fundet og sigter mod at forøge deres deltagelse i plan-lægningen af en bedre fremtid.

PFDJ har vist sig i stand til at inddrage over en tredjedelaf Eritreas befolkning, og engagementet har stor betydningfor den politiske uddannelse, befolkningen gennemgår.Udenlandske iagttagere har tilkendegivet, at de politiskediskussioner, der finder sted i partiets regi, ofte er livlige ogkritiske. Men diskussionen foregår netop inden for “fami-lien” og levner ikke plads til en pluralistisk udvikling, hvorandre partidannelser og oppositionsgrupper bidrager tildebatten og beslutningerne.

Det partipolitiske monopol tilskynder ikke borgerne til atorganisere sig i uafhængige foreninger, interesseorganisationerog partier. Dermed bliver partimonopolet en hindring for atrealisere de demokratiske idealer, som PFDJ selv fremhæver.Paradokset afspejler nogle af de faldgruber, som efterkrigsti-dens politiske system indeholder. På den ene side erklærerPFDJ nødvendigheden af en demokratisk udvikling. På denanden side levner partiet ikke plads til konkurrerende syns-punkter. Samtidig eksisterer der en meget tæt kontaktflademellem partiet og staten, hvilket gør beslutningsprocesserneforholdsvis lukkede og uigennemskuelige for borgerne.

Regeringen og oppositionenSiden befrielsen har betingelserne for forsoning og nations-opbygning været dikteret af EPLF. Medlemmer af andremodstandsgrupper er budt velkommen, forudsat at derestilbagevenden er sket på individuel basis. Det har ikke væ-ret anset for legitimt, hvis politiske grupper ville fungere i

Selvom forslaget til en ny administrationsstruktur har tilhensigt at dirigere beslutningerne nedad i systemet, inde-holder forslaget samtidig en centralisering af magten, fordibeslutningsretten flyttes fra landsby- til distriktsniveau.Folkevalgte repræsentanter i landsbyrådene fratages myn-dighed, som i stedet overgår til distriktsguvernøren. Der-med undermineres den eritreiske tradition for selvforvaltningog konsensuspræget demokrati. Fra officielt hold begrun-des dette aspekt med, at landsbyafgørelser fremmer særin-teresser og lokale prestigeprojekter og ikke tager hensyn tilden samfundsmæssige planlægning. Omvendt kan lokal-samfundets indbyggere hævde, at de mister indflydelse påbeslutningerne. Fremtiden vil vise, hvordan beslutnings-processerne påvirker forholdet mellem staten og borgerne,og om decentraliseringen i virkeligheden medfører et de-mokratisk underskud.

Fra befrielseshær tilpolitisk frontorganisationI 1994 blev EPLF omdannet til Folkefronten for Demo-krati og Retfærdighed (PFDJ). Ifølge den officielle udlæg-ning er fronten ikke et almindeligt politisk parti, men etmasseparti af ny type, hvis formål er at bidrage til nationalrekonstruktion og udvikling af en demokratisk politiskkultur. Partiets 600.000 medlemmer er organiseret lokaltmed omkring 6.000 afdelinger spredt ud over hele landet.Partiets program indeholder seks fundamentale principperomfattende national enhed, politisk demokrati, økonomiskog social udvikling, social retfærdighed, kulturel bæredygtig-hed og regionalt og internationalt samarbejde.

National enhed indebærer ifølge PFDJ, at sekteriske in-teresser, forstået som religiøs og etnisk diskrimination, af-vises. Gennem almen deltagelse i opbygningen af demokra-tiske institutioner håber PFDJ på at skabe tætte bånd mellemdet eritreiske folk og det politiske lederskab. Ifølge parti-programmet bør de politiske ledere kunne stilles til ansvarfor deres handlinger, og de må afstå fra enhver form for over-greb og bestikkelse.

De menneskelige ressourcer betragtes som altafgørende,

6362

sædvaneret bør fungere sideløbende med de sekulære rets-instanser. Det bør tilføjes, at en sådan pluralistisk retsprak-sis faktisk er virksom under den nuværende regering. ELF-RC påpeger ligeledes, at de samfundsmæssige beslutningerbør træffes ved traditionel konsensus. Dette kan tolkes somen tilbagevenden til de patriarkalske beslutningsstrukturer,hvilket står i modsætning til PFDJ’s insisteren på udviklin-gen af et parlamentarisk system.

Hvis man betragter forskellene mellem de synspunkter,der repræsenteres af henholdsvis PFDJ og ELF-RC, er derpå mange måder kun tale om nuanceforskelle i den politi-ske opfattelse. Men hidtil har ELF-RC valgt at forblive ieksil, hvorfra gruppen bringer informationer om regerin-gens politiske undertrykkelse af anderledes tænkende bor-gere, forfølgelse af uskyldige mennesker og uberettigedefængslinger. Ifølge forskeren David Pool fra den internatio-nale menneskerettighedsorganisation, Minority RightsGroup, har det været svært at bekræfte ELF-RC’s specifikkeinformationer om fængsling og forsvinding af navngivnepersoner. Omvendt kan det fastslås, at der er mange andreeksempler på regeringens brud på ytringsfriheden og dedemokratiske rettigheder. Sådanne eksempler vil blive be-lyst i kapitlets efterfølgende afsnit samt i afsnittet om bor-ger- og menneskerettighederne.

Nationale NGO’er ogmasseorganisationerSelvom grundloven giver borgerne organisations- og demon-strationsfrihed, er der stor forskel mellem lovtekst og virke-lighedens verden. I løbet af krigen spredte den etiopiskebesættelsesmagts undertrykkende handlinger en faretruende“stilhed” i civilsamfundet. Borgerne måtte konstant tage sigi agt for etiopiske spioner og stikkere. Umiddelbart efter kri-gens afslutning var Røde Kors den eneste aktive udenland-ske hjælpeorganisation foruden de lokale kristne og islami-ske hjælpeorganisationer, der havde rodfæste i landsbyernestraditionelle netværk. Der eksisterede ingen offentlige poli-tiske partier eller menneskerettighedsgrupper, og EPLF’s egenorganisationskultur tillod ikke den slags initiativer.

opposition til regeringen. Flere fremtrædende medlemmeraf ELF tog imod tilbudet. De er vendt tilbage undergarantier om personlig frihed og med ønsket om at genop-bygge landet. Af denne gruppe er to personer blevet provins-guvernører, mens andre blev indlemmet i kommissions-arbejdet i forbindelse med grundloven.

Andre oppositionsgrupper har besluttet ikke at vende til-bage under de nuværende forhold. Gruppen Eritreisk Isla-misk “Hellig Krig” (EIJ), der støttes af det muslimske præste-styre i Sudan, anser centralregeringen for at repræsenterehøjlandets kristne og har erklæret, at den siddende regeringbør væltes og erstattes af et islamisk styre. EIJ foretagervæbnede aktioner i lavlandet for at tvinge det, de anser forat være et vanhelligt regime, fra magten. En anden islamiskoppositionsgruppe, under ledelse af Abdallah Idris, har li-geledes modsat sig enhver kontakt med regeringen i Asmara.Ligesom EIJ har gruppen en vis opbakning blandt BeniAmer-pastoralisterne i det vestlige lavland og de tilbageblevneeritreiske flygtninge i Sudan.

Den Eritreiske Befrielsesfront–Revolutionær Kommando(ELF-RC) er en af de største oppositionsgrupper, der harbåde kristne og muslimske medlemmer og sympatisører. Udover støtte i selve Eritrea leder gruppen et internationaltnetværk med opbakning i eksilmiljøerne, især i Tyskland,USA og Sverige. ELF-RC er meget kritisk over for denpolitik og de udviklingsstrategier, som lanceres af den eri-treiske regering. Gruppen betragter centralstyret som en ude-mokratisk elite, der opbygger en totalitær stat og fremmersine egeninteresser gennem masseorganisationerne.

ELF-RC har fordømt grundlovsprocessen og betragter densom uretmæssig, fordi mange håndplukkede EPLF-tilhæn-gere indtog ledende poster. ELF-RC har foreslået en alter-nativ grundlovsproces, hvor en bredere skare af modstands-kæmpere, som alle måtte have et udtrykt ønske omdemokrati, blev repræsenteret. Gruppen kan på mangemåder placeres inden for befrielsesbevægelsens nationalistiskehovedstrømning. Den deler synspunkter med regeringen iAsmara vedrørende oprettelsen af en demokratisk verdsligstat adskilt fra religion, men afviger ved at understrege vig-tigheden af, at den islamiske sharia-lov og den traditionelle

6564

stat afskåret kvindelige medborgere fra at deltage i uafhæn-gigt, frivilligt hjælpearbejde. I stedet for at støtte selvorga-niseringen har staten fremmet sine egne masseorganisationer,som dominerer civilsamfundets arena i byområderne. Disseorganisationer blev grundlagt under befrielseskrigen og harstadig tilknytning til efterkrigstidens politiske elite.

Den Nationale Eritreiske Kvindeunion (NUEW) er medsine 200.000 medlemmer den største af de tre masseorga-nisationer. NUEW prioriterer serviceydelser til kvinder ogafholder en lang række kurser i alt fra syning til tekstbe-

I 1995 afholdt en gruppe af kvindelige krigsveteraner,Bana, et møde for arbejdsløse medlemmer. Deltagerne be-sluttede at danne et aktieselskab finansieret på grundlagaf medlemmernes sparepenge. Selskabet, der senere blevregistreret som en national privat organisation (NGO),kom til at beskæftige omkring 1.000 kvinder som fiske-handlere, bagere, chauffører osv. Bana begyndte også atmodtage midler fra udenlandske donorer, der gerne villestøtte de indkomstskabende selvhjælpsaktiviteter blandtden udsatte gruppe af kvinder. Imidlertid blev Bana luk-ket af staten i 1996, efter at uenigheder i bestyrelsen varkommet frem i offentlighedens lys. Staten ville åbenbartikke acceptere en succesfuld national NGO og brugteuenighederne som påskud for at lukke organisationen. Dader ikke har været åbenhed i beslutningsprocessen, kan detvære svært at afgøre årsagen. Eritreiske kilder påpeger, atdet er sandsynligt, at repræsentanter for den NationaleEritreiske Kvindeunion (NUEW), via sine kontakter tilstatsapparatet, medvirkede til lukningen. Angiveligt var deutilfredse med Banas konkurrerende aktiviteter.

Et andet eksempel på de nuværende magthaveres mini-male tolerancetærskel er omstændighederne omkring ned-læggelsen af foreningen Tesfa. Foreningen blev oprettet afen gruppe kvindelige soldater i 1994. Disse kvinder boedepå Kagnew-stationen, den tidligere amerikanske militærbasei Asmara. De havde alle erfaret de dårlige børnepasnings-muligheder i efterkrigstidens Eritrea. Derfor besluttedekvinderne at oprette en børnehave, der blev understøttetaf midler indsamlet i Eritrea. Desuden modtog Tesfa adskil-lige donationer fra udlandet. Behovet for børnehaver vistesig at være så stort, at de aktive kvinder snart begyndte atplanlægge oprettelsen af nye institutioner. I 1996 blev for-eningens projekter lukket af staten, og inventar, bygningerog andre ressourcer blev overgivet til den officielle kvinde-organisation. Også i dette tilfælde har NUEW været nævntsom en af de aktører, der medvirkede til lukningen. Des-uden kan Socialministeriet have haft en interesse i at hin-dre oprettelsen af private børnehaver, da man anser den slagsbørnepasning for at være en statslig opgave.

Som de to ovenstående eksempler viser, har den eritreiske

Kvinder i havnebyenMassawa tilvirkerfiskenet.Kvindernes selvorganise-ring hænger nøje sam-men med, om regerin-gen er villig til at lempesin centralistiske politik.


6766

om arbejderrettigheder. Seminaret fremkom med forslag,der senere blev indarbejdet i grundlovsudkastet. På trodsaf intentionerne om at skabe en uafhængig fagbevægelse erder tætte forbindelser til regeringsapparatet, hvilket svæk-ker en egentlig selvstændiggørelse.

Den Nationale Eritreiske Ungdoms- og Studenteror-ganisation (NUEY), hvis historie strækker sig tilbage tilbegyndelsen af 1980’erne, har 80.000 medlemmer i Eritreaog 15.000 unge medlemmer, der lever i udlandet. Denhastigt voksende organisation rekrutterer også nye medlem-mer blandt de unge værnepligtige på kasernerne. Ifølge denoverordnede målsætning skal NUEY bidrage til en velafba-lanceret udvikling ved at varetage ungdommens interesser.Organisationen forestår mange kultur- og fritidsaktiviteter,heriblandt uddannelses- og træningsprogrammer, som om-handler sundhed, børns rettigheder, menneskerettighederog demokrati. Derudover har NUEY gennemført en offent-lig kampagne mod omskæring af piger. NUEY har tilligeetableret landbrugskooperativer, hvor unge fra svage sam-fundsgrupper får jobtræning og beskæftigelsesmuligheder.Organisationen er støttet af statslige midler, men arbejderhen imod en økonomisk selvstændiggørelse gennem forskel-lige indkomstskabende aktiviteter.

Folkelig organisering i landsbyerneDer er stor forskel på foreningsarbejdets vilkår i henholds-vis by- og landområderne. I landdistrikternes omkring 2.500landsbyer, hvor den overvejende del af eritreerne bor, trivesde traditionelle kirkelige og klanbaserede foreningsaktiviteter.Aktiviteterne beror på indbyggernes etniske og religiøseidentitet, og deres vilje til at klare lokale udviklingsopgaverog anlægsarbejder. Det vil sige, at bygning og vedligehol-delse af veje, broer, skoler osv. ofte sker ved hjælp af lokal-samfundets egne kræfter.

De følgende eksempler på traditionel organisering er ta-get fra den kristne højlandsregion. Her har den traditionelleklanorganisering, også kaldet slægtskabsorganiseringen,udviklet sig dynamisk i forhold til centralmagtens karak-ter. De italienske og engelske kolonistyrer uddelegerede magt

handling. Organisationen formidler også lån til kvindesty-rede beskæftigelsesprojekter. NUEW råder over et finma-sket netværk på lokalt plan og når via sine lokale aktivisterud til fattige kvinder i byerne og på landet. Organisatio-nen har været med til at rejse kvindekrav i de politiske for-samlinger. I forbindelse med grundlovsudkastet lykkedes detNUEW at få anerkendt kvinders rettigheder. NUEW presserstadig på for at sikre kvinders lighed inden for familien, ogorganisationen kræver forbud mod traditionel omskæringaf piger. NUEW har tætte bånd til regeringen og de politi-ske beslutningstagere, hvilket har sat spørgsmålstegn vedorganisationens status. Flere af NUEW’s medlemmer erbegyndt at tale om, at de har brug for mindre centralise-rede organisationsformer, hvor de kan diskutere og igang-sætte græsrodsinitiativer. Disse initiativer kunne have enløsere tilknytning til den nationale kvindeorganisation, oget organisatorisk opbrud er ikke usandsynligt under ledelseaf de meget bevidste kvinder, som var soldater i befrielses-hæren.

Siden 1991 har de Eritreiske Arbejderes Landsorganisa-tion (NCEW) undergået forandringer, der har rustet orga-nisationen til at agere som en selvstændig fagbevægelse. Dethar ikke været en let opgave, da den etiopiske kolonimagtssovjetiskinspirerede fagbevægelse i årtier indpodede en apa-tisk holdning blandt arbejderne. NCEW består i dag afseparate fagforbund, der har deres egne strukturer og ar-bejdsprogrammer. Fagforbundene, der hvert dækker en in-dustrigren, er underopdelt i fagforeninger med den fællesmålsætning, at de skal fremme medlemmernes interesser. I1996 havde fagbevægelsen blot 20.000 medlemmer, menvar alligevel parat til at konfrontere landets største arbejds-giver, den eritreiske stat. NCEW krævede jobsikkerhed iforbindelse med privatiseringsplanerne og gennemførte entvist vedrørende længden af barselsorlov. Fagbevægelsens le-dere har fastslået, at de ønsker uafhængighed af partiet PFDJ,da en for nær tilknytning ville hindre fagbevægelsen i at re-præsentere lønmodtagernes interesser. NCEW har taget kon-takt til en del udenlandske fagforbund, f.eks. den sydafri-kanske fagbevægelse, for at lære af deres erfaringer. I 1994arrangerede landsorganisationen et internationalt seminar

6968

som institution har bevaret en stærk position i landsbyerne.Mange steder er præsteskabets udsagn stadig gældende for,hvornår bønderne må tilså deres marker. Ved at opretholdede utallige helligdage påvirkes arbejdsindsatsen i landbru-get.

Efterkrigstidens landsbysamfund opretholder stadig sinetraditionelle organisationsformer. Selv de tilbagevendte sol-dater fra befrielseshæren bliver medlemmer af religiøseselvhjælpsgrupper og klanbaserede sammenslutninger. Imange landsbyråd foregår der i dag en demokratisk diskus-sion, hvor både mænd og kvinder har ret til at tage ordet.Den folkelige kontrol medfører bl.a., at korrupte ledere bliverafsat, hvis de misbruger fælles midler. Landsbyrådenes gen-nemslagskraft ses også af, at en landsby kan afvise at gen-nemføre statslige beslutninger. Det var faktisk en af årsa-gerne til, at staten for nylig måtte udskyde en stort anlagtjordreform.

I nutidens Eritrea er forvaltningsapparatet og masse-organisationerne blevet mere synlige i lokalsamfundene.Regeringens velfærdspolitik betyder eksempelvis, at offent-ligt ansatte arbejder på græsrodsniveau for at forbedre sy-gehusvæsnet, skolevæsnet, landbrugsteknologien etc. For-valtningen udstikker direktiver for individuel brugsret tillandbrugsjord og fordeling af fælles græsgange; afgørelsersom førhen var forbeholdt landsbyens egne traditionelle in-stitutioner. NUEW har lokale repræsentanter, som medkendskab til situationen i hver enkelt familie gør et stortarbejde for at organisere kvinderne. På den måde er den langeog seje kamp mod patriarkalsk undertrykkelse blevet en delaf hverdagslivet. Regeringspartiet PFDJ har lokalafdelingeri de fleste landsbyer og forsøger at fortsætte de politiske re-former, der blev sat i gang allerede under krigen. Samtalermed lokale PFDJ-ledere viser, at partiet i vid udstrækningsatser på at blive et politisk forum, der tager hånd om med-lemmerne på samme måde som slægtskabsorganiseringentidligere har gjort det.

Det er i disse sammenhænge, at forholdet mellem stat ogcivilsamfund skal afprøves. Generelt ser det ud til, at statengennemfører udviklingsstrategier, som forstærker den offent-lige forvaltnings og masseorganisationernes lokale rolle. Det

til klanlederne, og disse ledere kom til at varetage statensinteresser i lokalsamfundene. Dermed blev den førkolonialemagtstruktur omformet, og det traditionelle lederskab fiktildelt en ny status, hvorigennem det kunne bestyrke sineegne sociale positioner og rigdom. Men de lokale lederekunne ikke udøve deres magt uden en vis grad af accept ogstøtte fra lokalbefolkningen og måtte derfor søge konsen-sus for at opnå opbakning.

I højlandet var tilhørsforholdet til klanen bestemmendefor den enkelte families ret til at bygge et hus og brugelandbrugsjorden og de fælles græsningsarealer. Beslutnin-ger og tvister blev afgjort i landsbyrådet, hvor ældre mænd,der også var klanens ledere, foretog domsafsigelse på grundlagaf sædvaneretten. Den patriarkalske beslutningsstruktur varafgørende for et sammenhængende hverdagsliv, men denindeholdt samtidig fundamentet for en stadig kvindeunder-trykkelse. Arbejdsdelingen, og fordelingen af husholdningensoverskud, blev varetaget af familiens mandlige overhoved.Døtrene havde en begrænset indflydelse på deres liv og blevtidligt giftet bort for at styrke slægtens alliancer. De havdeogså færre uddannelsesmuligheder end drengebørnene.

Nogle af de samme styrker og svagheder genfindes i for-bindelse med den religiøse organisering. Lokale kirker hargennem de svære krigsår været et folkeligt samlingspunkt.De har organiseret selvhjælpsgrupper og sparekasser, hvorisær fattige husholdninger hentede støtte til dagen og ve-jen. Den religiøse tilslutning bør dog ikke fremmane etromantisk billede. Den patriarkalske kvindeundertrykkelsehar altid været understøttet af religiøse dogmer om man-dens ophøjede stilling og kvindens „djævelske“ natur. Udover de ideologiske aspekter har kirken op gennem tidentaget del i kampen om magt og rigdom. Den koptiske kirke,der traditionelt ejede store jordområder, fik sået og pløjetsine marker ved at udskrive tvangsarbejde blandt sognebørn-ene. Samtidig kunne fattige, ofte jordløse bønder ikke skaffesig en rimelig indtægt som landarbejdere. EPLF’s reform-arbejde under krigen tog sigte på at fratage kirken jordenog uddele brugsrettighederne til de bønder, der havde me-get lidt eller ingen jord.

I dag er kirkens ejerskab til jord begrænset, men kirken

7170

Et andet eksempel på manglende pressefrihed er fængs-lingen af en eritreisk journalist, der arbejdede for et fransknyhedsbureau. I 1996 citerede hun en uofficiel tale holdtaf præsident Isaias Afeworki, hvor han omtalte regeringensaktive støtte til oprørsbevægelsen i Sudan. Journalisten blevfængslet uden rettergang, men er dog senere blevet løsladtefter protester fra bl.a. det internationale presseforbund.Fængslingen virkede afskrækkende på de eritreiske journa-lister, der igen blev påmindet om statens krav om ubetin-get loyalitet.

Kombinationen af statslig censur og patriotisk selvcen-sur har virket som en stopklods for udbredelsen af en selv-stændig, kritisk journalistik. Dermed hæmmes den typenyhedsformidling, som kunne bidrage til nationsopbyg-ningen. Fra den synsvinkel er de kulturelle adfærdsnormer,som under krigen var en del af militærets kommandoveje,blevet den største barriere for offentlig debat i efterkrigsti-dens samfund.

sker ved at knytte individuelle borgere direkte til stats-apparatet, og ved at fremhæve den nationale identitet påbekostning af etnisk identitet og traditionelle, kooperativeorganisationsformer. Fremtiden vil vise, om udviklingenindeholder en fremadskridende demokratisering eller entilbagevenden til tidligere tiders mandsdominans og stats-ligt tyranni.

PressenMed undtagelse af kortere perioder under den britiske ad-ministration i 1940’erne har der ikke eksisteret en fri pressei Eritrea. Da etiopiske tropper besatte Eritrea i begyndel-sen af 1960’erne, var netop pressefriheden en af de førsteting, der blev afskaffet. Senere blev kontrollen med pressenstrammet yderligere under det kommunistiske militærstyre,hvor bare det at være i besiddelse af en udenlandsk avis blevanset for at være en kriminel handling.

For eritreerne er den statsstyrede presse ikke en ny ting,og alle kender til den nuværende censur af nyhedsmedierne.Der udgives et begrænset antal aviser og tidsskrifter påtigrinya, arabisk og engelsk. Bøger trykt i Asmara er sjældne,men nylige indkøb af moderne trykkerimaskiner vil giveden private forlagsbranche bedre muligheder. Imidlertid erregeringspartiet PFDJ stærkt involveret i forlagsvirksom-heden, og det er spørgsmålet, om det økonomiske engage-ment vil slå over i politisk censur. Der findes en enkelt stats-styret radio- og fjernsynsstation. De tre største illegaleoppositionsgrupper har påbegyndt udsendelser fra en radio-station, der formodentlig er placeret i det østlige Sudan.

Den udbredte analfabetisme er en væsentlig faktor, sommodvirker fremkomsten af en kommerciel presse, der eruafhængig af statslig finansiering. Dette er dog ikke heleforklaringen. Selvom presseloven stadfæster frihed for avi-ser og andre nyhedsmedier, viser virkeligheden, at infor-mationsspredningen er meget topstyret. Censuren er pågå-ende, hvilket blev tilkendegivet, da et tidsskrift udgivet afden katolske kirke kritiserede nedskæringer i den offentligesektor. Tidsskriftet blev prompte forbudt, skønt det ikkeudgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed.

Under befrielseskrigenudgav EPLF aviser ogtidsskrifter på forskelligemodersmål for at få sitbudskab ud til alle etni-ske grupper. Efter krigener den flerkulturelle ny-hedsspredning fortsat,men er underlagt statsligstyring. Hvis ikke pres-sen får lov til at fungeresom en kritisk stemme,vil det givetvis svækkeden offentlige debat.

Foto: Fra bogen“Revolution At Dusk”.

7176

6. Den økonomiskeudvikling

Med et produktionsapparat, der ikke var blevet moderni-seret i et kvart århundrede, begyndte den økonomiske gen-opbygning efter krigen fra et absolut nulpunkt. På landetvar bønderne plaget af gentagne tørkeperioder og levede påranden af en sultkatastrofe. De få asfaltveje var mere ellermindre ødelagte af tunge militærkøretøjer og bombardemen-ter. Havnefaciliteterne i Massawa var ligeledes blevet øde-lagt under krigshandlingerne. Den 350 km lange jernbanevar brudt op, da materialet skulle bruges til at bygge bun-kers og beskyttelsesrum.

For Eritreas befolkning var det en enorm opgave at skullegenopbygge landets smadrede økonomi. I første omgangvar det et spørgsmål om at genskabe de mest almene pro-duktionsaktiviteter, og den eneste udvej var øget økonomiskvækst.

Makroøkonomiske nøgletal

1992 1993 1994 1995 1996 1997

BNP i markedspriser(i mio. nakfa) 2.235 2.866 3.730 4.031 4.538 4.937

Landbrugets bidragi % af BNP 26,77 17,82 20,86 17,65 15,07 14,50

Industriens bidragi % af BNP 13,80 16,78 14,16 16,49 18,74 20,36

Handel og transports bidragi % af BNP 30,99 33,89 31,75 33,35 33,66 32,65

Tjenesteydelsers bidragi % af BNP 17,89 19,71 24,08 23,19 22,60 23,01

Kilde: Den Eritreiske Regering, 1998.

Genopbygningen af vejeog broer har været afgø-rende for fødevaresikker-heden i alle provinser.Forsyningssituationenovervåges af Landbrugs-ministeriet, som medkort varsel kan overførekorn fra sine fødevare-lagre til områder medutilstrækkelig produk-tion.


7574

cielt registrerede arbejdssøgende var 23.000 i 1996. Talletafspejler sandsynligvis ikke det faktiske antal ledige, der for-modes at være meget højere. Mange arbejdsløse i by- og land-områderne er ikke i kontakt med den offentlige arbejdsfor-midling, og statistikken må derfor betragtes som misvisende.Mindre undersøgelser blandt forskellige befolkningsgrup-per har da også vist en arbejdsløshed på omkring 30 pct.,hvilket giver et langt højere antal arbejdsløse.

Staten har hævet den fastsatte minimumsløn til 140 birrom måneden for ufaglærte. En skolelærer tjener gennem-snitligt 470 birr på månedsbasis. Det højeste trin på løn-skalaen, omfattende eksperter og chefer, ligger på 3.000 birrpr. måned. Især de lavest lønnede faggrupper har svært vedat klare de daglige udgifter. I 1997 kostede et kg kød 20birr. Stikprøveundersøgelser har vist, at huslejen for et væ-relse er 100-150 birr, og det er ikke ualmindeligt, at enfamilie på ti personer bor i et enkelt rum. For de ufaglærteer leveomkostningerne høje, og mange familier er tvungettil at leve på et eksistensminimum.

Eritrea har forsøgt at tiltrække udenlandske investorer oghar med sin markedsorienterede lovgivning åbnet vejen forprivat kapital i alle sektorer. Ifølge investeringsloven af 1994er indenlandske og udenlandske investorer underlagt desamme vilkår. Der er en minimal beskatning på udenland-ske investeringer, og investeringsprojekterne er beskyttet modnationalisering. Alligevel har statslig centralisering af udstyk-ningen af jord været med til at afskrække potentielle kapital-interesser. Pludselige ændringer i indkomstbeskatningen harogså reduceret det attraktive investeringsklima. Disse ud-sving har ikke gavnet Eritreas mange småvirksomheder, sommangler ekspertise og udenlandsk kapital.

Fraværet af udenlandske investeringer er i nogen grad ble-vet udlignet af overførsler fra eritreere bosiddende i udlan-det. Den stats- og partiejede banksektor har registreret be-tragtelige overførsler i hård valuta fra denne gruppe. Denøkonomiske saltvandsindsprøjtning voksede fra 109 mio.dollars i 1996 til 200 mio. dollars i 1997. Overførslerneudgør en stor del af de udenlandske kapitaltilførsler og for-modes at stimulere investeringsklimaet, i takt med at denøkonomiske liberalisering skrider fremad.

Efter de første svære år efter selvstændigheden har brutto-nationalproduktet (BNP) været stigende. En stram styringaf økonomien har medvirket til, at efterkrigstidens vækstikke blev udhulet af en galopperende inflation. Landbru-get, der i begyndelsen af 1990’erne tegnede sig for en rela-tivt stor andel af væksten, har ikke formået at følge medudviklingen. Denne sektors bidrag til BNP har været afta-gende, hvilket er problematisk, fordi væksten i landbrugeter afgørende for fødevaresikkerheden. Industrien har deri-mod fortsat det positive udviklingsforløb, og viser en styr-ket produktionskapacitet. Handel og transport ligger på om-kring en tredjedel af BNP i hele perioden, hvilket indikereren betydelig værditilvækst, da det samlede BNP er voksetkonstant. Tjenesteydelserne, der bl.a. omfatter banksektoren,offentlig administration og ejendomshandel, viser en tilsva-rende øget vækstrate relateret til efterkrigstidens samfunds-opbygning.

Der findes ikke en nøjagtig historisk statistik for beskæfti-gelsen på land og i by, men tilgængelige tal indikerer visseoverordnede tendenser. Arbejdsstyrken har været koncentre-ret i landområderne, hvor den største procentdel af både mændog kvinder er beskæftiget. På landet er erhvervsstrukturenkendetegnet ved en kombination af fødevareproduktion, hus-dyrhold, småhandel og servicevirksomhed. Antallet af kvin-der, der arbejder i landbruget, er faldet med 3 pct. mellem1980 og 1987. I samme periode har der for mændenes ved-kommende også været tale om en nedgang på 5 pct. Deri-mod har der været en mindre stigning i beskæftigelsen forbegge køn inden for byerhvervene. I tiåret op til krigens af-slutning har der altså været en afvandring fra landbruget henimod de bymæssige erhverv; en tendens, der dog ikke harændret billedet af Eritrea som et landbrugsland.

Nutidens arbejdsmarked er præget af de konjunktur-svingninger, som efterkrigsøkonomien har gennemløbet.Den generelle tendens, der er affødt af økonomiens gun-stige vækstbetingelser, peger i retning af, at der er skabt flerearbejdspladser i både den offentlige og den private sektor.Tilgangen til arbejdsmarkedet er imidlertid stærkt voksende,og det er spørgsmålet, om den økonomiske vækst har væ-ret i stand til at mindske arbejdsløsheden. Antallet af offi-

7776

nationale investorer, mens andre fabrikker, for eksempelAsmara Bryggeri, må vente på en køber. Den eritreiske statbliver sandsynligvis tvunget til at reducere de høje priser påde resterende udbudte produktionsanlæg for at tiltrækkekøbere og dermed afslutte sit privatiseringsprogram.

Statens budget (i mio. nakfa)

1992 1993 1994 1995 1996 1997

Indtægter 489 893 1.027 1.521 1.420 2.044

heraf:

direkte skatter 64 156 316 340 380 448

indirekte skatter 234 338 342 376 450 511

andre indtægter 191 338 369 805 590 1.085

Udgifter 735 1.415 1.602 2.703 2.557 2.532

heraf:

løbende poster 644 861 1.018 1.672 1.523 1.402

kapitalposter 91 455 430 572 839 1.119

ekstraordinære udg. - 99 154 459 195 11

Balance -246 -522 -575 -1.182 -1.136 -488

Kilde: Den Eritreiske Regering, 1998

Underskuddet på statens budget indikerer et dilemma, hvorskatteindtægterne ikke er i stand til at dække de offentligeudgifter. De løbende poster og kapitalposterne dækker over-førsler til statsejede plantager og fabrikker samt genopbyg-ning af havnefaciliteter, veje, skoler, hospitaler osv. Derud-over har stigende militærudgifter og udviklingen af socialegoder, inklusive sundhed og uddannelse, medført et højereudgiftsniveau. Mange af udgifterne har dog været engangs-udgifter til at genopbygge statsinstitutioner på nationalt ogregionalt niveau samt ekstraordinære udgifter til bl.a. af-trædelsesordninger i den offentlige sektor, genbosættelse afflygtninge og reintegration af tidligere soldater. Det sam-lede underskud er dækket ind med lån i indenlandske ogudenlandske banker. Ifølge regnskabstallene er det faldendeunderskud i 1996-97 et resultat af et forbedret skattesystemsamt en større stigning i andre indtægter.

Politisk-økonomiske målsætningerDen centrale målangivelse for efterkrigstidens økonomi harværet tilfredsstillelse af befolkningens behov og forbedringaf levevilkårene. Hensigten er afstemt i forhold til erken-delsen af, at et velfærdsorienteret politisk system ikke kaneksistere uden en udviklet økonomisk base, hvor godernesøges fordelt ligeligt. Ifølge det eritreiske regeringsparti kanet uretfærdigt økonomisk system med fordelingsmæssigeskævheder ikke være grundlaget for et demokratisk samfund.Omvendt kan et undertrykkende politisk system ikke skabeen velafbalanceret økonomi.

De to væsentlige spørgsmål, som den politiske elite harstillet sig selv i denne sammenhæng, er derfor: Står be-stræbelserne på at skabe social velfærd og økonomisk de-mokrati i modsætning til økonomisk vækst? Og i forlæn-gelse heraf: Er det muligt at opnå både social lighed ogøkonomisk vækst? Svarene har været ideologisk betingedeog bygger på følgende grundsætninger: Hvis økonomiskvækst skal skabe reel fordeling, er det påkrævet, at udvik-lingen kommer hele samfundet til gode, forøger befolk-ningens levestandard og sikrer en fornuftig brug af natur-ressourcerne. I denne sammenhæng anses social lighed ikkefor at være en hindring for økonomisk vækst, da folkeligdeltagelse formodes at forøge mængden af økonomiskeinitiativer, hvilket igen indebærer, at væksten får en omfor-delende funktion.

Regeringspartiets hensigter munder altså ud i et økono-misk argument for velfærdssamfundet; et argument, derkædes sammen med vigtigheden af at have en konkurren-cedygtig og dynamisk privat sektor, hvor teknisk viden oghåndværk spiller en stor rolle. Markedet, med dets privatesammenslutninger og initiativer, betragtes som et reguleretfelt, hvor staten træder til ved markedssvigt.

Statens økonomiske grundlagI forbindelse med liberaliseringen har staten forsøgt at af-hænde en stor del af de 45 nationaliserede virksomheder,som den overtog efter det etiopiske styre. Hidtil er sæbe-,sko- og tobaksfabrikker blevet solgt til nationale og inter-

7978

ansat sammenlignet med lønnen på det private arbejds-marked.

Fraværet af korruption er et særligt kendetegn ved denoffentlige forvaltning i Eritrea. I modsætning til mange andreafrikanske lande ser man ikke, at embedsmændene forde-ler statens ressourcer til familie- og klanmedlemmer. Rege-ringens strenge holdning til korruption, en politisk ogmoralsk adfærd, der stammer fra befrielsesbevægelsens tid,er altså videreført i den nuværende forvaltningspraksis. Fraofficiel side understreges det, at bestikkelse og privat tileg-nelse af offentlige midler bør standses i opløbet, og rege-ringen anser folkelig deltagelse i kampen mod korruptio-nen som en afgørende præventiv indsats. I forbindelse medkorruptionsbekæmpelse har udenlandske donorer tilligeunderstreget behovet for solide revisionsprocedurer, herunderetablering af en uafhængig statsrevision.

Partiets økonomiske monopolRegeringspartiet (PFDJ) overtog ved stiftelsen befrielses-bevægelsens økonomiske aktiviteter og kom derved til atråde over store økonomiske midler. Der var tale om enslags bodeling, hvor staten fik råderet over militært ud-styr, transportmidler, offentlige ejendomme og de af be-sættelsesmagten nationaliserede virksomheder, mens PFDJ’sfinanssektion fortsatte med at drive det Eritreiske FolksBefrielsesfronts (EPLF’s) internationale handel, bankfor-retninger og småindustrielle produktion. Ved overtagel-sen blev PFDJ en vigtig økonomisk aktør, der organisa-torisk var privatejet, men som i realiteten havde et særdelestæt samarbejde med staten.

Intentionen var, at PFDJ skulle give økonomien en kick-start, da landet i katastrofal grad manglede private inve-storer med risikovillig kapital. Partiet har med stor successkabt den forventede økonomiske udvikling og igangsatstore investeringsprojekter. For eksempel har PFDJ byg-get en moderne fabrik, hvor man forarbejder rå marmor-blokke. Investeringen på omkring 50 mio. dollars harmedført, at Eritrea sælger de forarbejdede produkter til enlangt højere pris på verdensmarkedet, end det ville have

Reformer i den offentlige forvaltningDet enorme bureaukrati, som var grundlagt under det etio-piske kolonistyre, betød snørklede arbejdsgange og en uigen-nemsigtig sagsbehandling. Lønudgifterne til statsligt ansatteblev ikke reduceret efter krigen, men var derimod stigende.Disse faktorer dannede baggrunden for, at regeringen igang-satte en omstrukturering af statsapparatet. Det betød en or-ganisatorisk slankekur, der ikke var dikteret af udenland-ske donorer, som det er set i mange andre afrikanske lande,men som udsprang af myndighedernes egne ambitioner omat opbygge et effektivt statsapparat.

For at vurdere effektiviteten og omkostningerne i for-valtningsapparatet nedsatte præsidenten en undersøgelses-kommission, hvis resultater pegede i retning af, at der varfor mange ansatte med for lave kvalifikationer. Arbejdsde-ling og ansvar var ikke klart defineret, og den bureaukrati-ske struktur medførte overlappende ansvarsområder mel-lem forskellige ministerier samt en ineffektiv brug af deoffentlige midler. Efter kommissionen havde foretaget kon-krete jobvurderinger, kom den frem til, at administrationenkunne udføres effektivt ved en reduktion af arbejdsstyrkenpå omkring en tredjedel. Nedskæringerne kombineredesmed bedre tilrettelæggelse af arbejdsgange, omorganiseringerog indførelse af ny teknologi.

Ud af de omkring 30.000 offentligt ansatte blev en tred-jedel sagt op. Fyringerne omfattede 3.500 soldater, somhavde opnået ansættelse i den offentlige administrationsiden befrielsen. I 1995 blev der ud fra aftrædelsesord-ninger udbetalt kompensationer til de fyrede. Da der ikkefindes et offentligt sikringssystem til at afbøde konsekven-serne af arbejdsløshed, lever mange af de fyrede en usik-ker økonomisk tilværelse, hvor kun venner og familieudgør et socialt sikkerhedsnet.

Set fra en statslig synsvinkel er der ikke tvivl om, atden mere strømlinede administration er mere effektiv.Den flade organisationsstruktur afkorter sagsbehandlings-tiden og gør beslutningsprocesserne mindre bureaukra-tiske. De tilbageværende 20.000 offentligt ansatte erblevet indplaceret i en højere lønskala, hvilket modvir-ker korruption og gør det mere attraktivt at være offentligt

8180

været tilfældet, hvis råmaterialerne var blevet opkøbt afeuropæiske fabrikanter til videre forarbejdning.

PFDJ’s økonomiske strategi indbefatter byggeprojekter,bl.a. genhusning af de mange hjemløse. Partiets foretagsom-hed imødekommer også landets importbehov ved forsyningaf basisfornødenheder og udvalgte luksusvarer. Importen harstabiliseret udbuddet af varer og lettet presset på statensbegrænsede ressourcer, hvilket igen har modvirket stærkeprisudsving og krisepræget spekulation. På den anden sidehar importaktiviteterne været medvirkende til et stort un-derskud på handelsbalancen. PFDJ’s transaktioner inkludererendvidere shipping, banker, transport, brøndboring, valuta-spekulation og industri.

I 1996 havde PFDJ ansat omkring 18.000 personer iforskellige virksomheder. Herved var partiet blevet landetsnæststørste arbejdsgiver kun overgået af den offentlige sek-tors 20.000 ansatte. I efterkrigsårene har høj arbejdsløshedværet et udbredt fænomen i Eritrea. De ansatte har givet-vis følt, at PFDJ’s beskæftigelsesfremmende foranstaltnin-ger har styrket deres tilknytning til arbejdsmarkedet og øgetderes indtjeningsevne.

Konsekvensen er imidlertid, at PFDJ har opnået en mono-polstatus på det markedsøkonomiske område. Det faktum,at partiet har en finger med i alle større forretningsinitiativer,bevirker, at mellemlagene, bestående af næringsdrivende ogentreprenører, føler sig hæmmet. Stillet over for markeds-giganten klager de over manglende konkurrencedygtighed,og rygterne om, at PFDJ favoriserer sine egne forretnings-partnere, finder stadig næring.

I forbindelse med privatiseringsreformen har PFDJ op-købt en del af de nationaliserede virksomheder. Nogle ob-servatører påpeger, at dette indikerer et dobbeltspil mel-lem regeringen og partiet. Ved at staten gennemførerprivatisering, skabes der adgang til låntagning fra den In-ternationale Valutafond (IMF) og andre donorer, menseliten i partiet bevarer kontrollen ved at opkøbe virksom-hederne. Dermed skabes der ikke en reel spredning ierhvervsstrukturen. Tværtimod befæstes partiets monopol-position.

Heroverfor fremfører højtstående PFDJ-medlemmer, at

Regeringspartiets økono-miske aktiviteter indbe-fatter byggeprojekter isamarbejde med lokal-befolkningen, f.eks.genhusning af demange hjemløse.


8382

gebyr, hvilket forøgede deres omkostninger og udlignededen gevinst, der kunne ligge i indtjeningen af dollars. Detetiopiske dekret betød også, at de statslige forvaltninger ibegge lande skulle udstede eksporttilladelser i forbindelsemed hver enkelt handelsaftale. Selvom samhandel under2.000 nakfa var fritaget fra denne regel, medvirkede bureau-kratiet og den statslige regulering til et fald i handlen overgrænsen.

De valutamæssige kontroverser betød, at tilgangen afdagligvarer importeret fra Etiopien faldt drastisk. Resulta-tet var store prisstigninger på det eritreiske marked, hvordet formindskede vareudbud af importeret kaffe, taff (korn-sort), tørret peber og kød ikke kunne imødekomme efter-spørgslen. Som en modforanstaltning igangsatte den eri-treiske stat kampagner for at fremme salget af fødevarerdyrket og forarbejdet i Eritrea. På den måde forsøgte manat afbøde de værste konsekvenser for civilbefolkningen,samtidig med at landets selvforsyningsstrategi blev styrket.

De eritreiske havneanlæg havde siden 1992 varetaget enstor del af Etiopiens import, da landet ved Eritreas selvstæn-diggørelse blev afskåret fra havet. Da Etiopien omdirigeredesin handelsflåde fra de eritreiske havne på grund af valutakon-flikten, fik den eritreiske stat lavere indtægter i form af havne-afgifter og indirekte skatter. Tilførslen af gods til Assab ogMassawa blev således reduceret, og eritreerne måtte indkas-sere en økonomisk øretæve. Valutaspørgsmålet anses ogsåfor at være en af årsagerne til den nuværende grænsekonfliktmellem Eritrea og Etiopien (se kapitlet om udenrigspoli-tik).

UdenrigshandlenPå grund af krigens ødelæggelser har Eritrea et stort import-behov. Ud over import af fødevarer er de primære import-produkter navnlig kunstgødning, maskiner, reservedele,værktøj og byggematerialer. På eksportsiden har det størstemarked været Etiopien, men med den uafklarede grænse-konflikt og usikkerhed omkring valutasituationen, er dettemarked vigende. Eritrea eksporterer hovedsageligt salt, læder-varer, blomster, kvæg og tekstiler.

virksomhedsovertagelserne ikke sker for privat vindingsskyld. Derimod sikrer opkøbene, at virksomhederne forbliverpå eritreiske hænder og ikke overtages af udenlandske in-vestorer. Fra PFDJ’s synsvinkel giver sondringen mellemkooperativt ejerskab og privat ejerskab partiets dispositio-ner en vis legitimitet. At denne sondring ikke altid er let atopretholde, viste sig i 1997, hvor staten måtte skride indover for tiltagende korruption blandt PFDJ’s økonomichefer.Politiet foretog en lynaktion og arresterede flere kadrer, derblev anklaget for magtmisbrug og personlig berigelse. Atdommen faldt så prompte, modsiger antagelser om en to-tal binding mellem partiet og staten. Derimod er der in-gen tvivl om, at udrensningen signalerer et voksende øko-nomisk dilemma, hvor en opsplitning af ejerskabet til PFDJ’saktiver presser sig på.

ValutaomlægningenI 1997 indførte Eritrea sin egen møntenhed, nakfa. Dennye eritreiske valuta, der erstattede den etiopiske birr, mar-kerede det endelige brud med Etiopien. Den eritreiske statfik dermed større indflydelse på nationens finans- og pen-gepolitik og kunne udføre profitable valutaspekulationerpå det internationale marked. Pengeombytningen som be-givenhed blev tillagt stor symbolsk betydning og foregikunder stærk mediebevågenhed fra fjernsynet og den øv-rige presse.

Den etiopiske regering tolkede valutaomlægningen somet brud på den fælles møntunion, da processen foregik udenomfattende konsultationer mellem de to regeringer. Sommodtræk krævede den etiopiske regering pr. dekret, at alsamhandel mellem de to lande nu skulle udføres i dollars.Dette stod i modsætning til ønsket fra den eritreiske natio-nalbankdirektør, der var fortaler for fri samhandel i lokalvaluta, dvs. birr og nakfa.

Det etiopiske tiltag, der umiddelbart burde have en po-sitiv indvirkning på den eritreiske beholdning af hård va-luta, havde dog nogle økonomiske ulemper for forretnings-livet i Eritrea. Da hård udenlandsk valuta er en mangelvare,blev de forretningsdrivende tvunget til at betale et højt veksel-

8584

hængighed af udenlandske produkter. Derfor er Eritreayderst sårbart over for udsving i verdensmarkedspriserne,hvor øgede omkostninger til f.eks. energi og kapitalgoderkan forårsage skrappe indenlandske nedskæringer og øko-nomisk krise.

Internationalt bistandssamarbejdeMed anerkendelse af Eritrea som fuldgyldigt medlem af detinternationale samfund kunne landet påbegynde sin egenlåntagning i udlandet. Eritrea begyndte genopbygningen udenvæsentlig gæld til udlandet, da det nye styre i Etiopien over-tog den gæld, der var oparbejdet af Mengistus militærregime.Derfor har Eritrea ikke været fanget i den gældsfælde, somhar udhulet væksten i andre afrikanske lande.

Lån og bistand fra multilaterale donorer, 1993-1997

Kilder: OECD, 1998 og den Eritreiske regering, 1998

De fleste lån, som er givet af den Internationale Udviklings-sammenslutning (IDA) og de arabiske og afrikanske udvik-lingsfonde, dækker indsatser inden for infrastruktur, miljøog energi. Lånene er langfristede med en middel tilbage-betalingsperiode på 27 år. Den gennemsnitlige rente liggerpå omkring 2,25 pct., hvilket er en relativt lav rentesats.Eritreas venskabelige forbindelser til en række arabiske landekan aflæses af den høje andel af fondsmidler, der er stillettil rådighed af denne landegruppe. IDA, som er et datter-selskab af Verdensbanken, fremstår som den næststørstelångiver. Den eritreiske regering har tilkendegivet, at den

Udvalgte eksport- og importområder

Eksport % af total eksport Import % af total import

Etiopien 44,9 Saudi-Arabien 31,4

Saudi-Arabien 26,5 Italien 15,2

Sudan 13,2 Forenede Arabiske Emirater 10,7

Egypten 6,4 Tyskland 8,8

Kilde: EIU-landerapport, 1998

Med forbedrede produktionsbetingelser og en støt økono-misk vækst er der sket en markant udvikling af import-strukturen. Selvom indførslen af fødevarer er faldet, er be-hovet for andre produkter, maskiner og transportudstyrsteget. Importen overstiger langt eksporten, hvilket har skabtet stort underskud på handelsbalancen.

Handelsbalancen, 1992-1996

Kilde: IMF-rapport, 1997

Den eritreiske regering har nedsat tolden på mange varerog har lettet vilkårene for eksporterhvervene ved at forenklereglerne. På den anden side medfører landets ringe størrelseog den ikke særligt differentierede erhvervsstruktur en af-

8786

låntagning har været rettet mod genopbygning af den so-ciale og fysiske infrastruktur samt forøgelse af ydeevnen iden offentlige sektor. I 1997 udgjorde landets gæld i formaf udbetalte lån 75,74 mio. dollars, hvilket svarer til om-kring 10 pct. af bruttonationalproduktet.

Ud over de multilaterale arrangementer har Eritrea ind-gået aftaler med en række donorer vedrørende bilateral bi-stand. Der eksisterer ingen fuldstændig statistik over sam-arbejdsrelationerne, og tilgængelige tal er behæftet med storusikkerhed. Nedenfor bringes et udpluk af donorer.

Bistandsudbetalinger fra udvalgtebilaterale donorer, 1993-1997

Kilde: OECD, 1998

Holland støtter udvikling af fiskeri og giver derudover bi-stand til landbrugs- og sundhedssektorerne. Bistanden fraTyskland kanaliseres gennem Agenturet for Teknisk Sam-arbejde (GTZ) og dækker en bred vifte af projekter omfat-tende landbrug, jobtræning, husbyggeri og uddannelse. Dendanske udviklingsbistand er overvejende gået til det forbe-redende arbejde inden for landbrugs- og uddannelsessek-torerne, hvor Danida regner med at opbygge et længereva-rende sektorsamarbejde. Igennem sin rammeaftale med

ikke ønsker, at der knyttes betingelser til låntagningen. Detser ud til, at regeringens holdning respekteres, og IDA harbl.a. frigjort midler til et stort projekt for udvikling afmenneskelige ressourcer. Projektet gennemføres med hen-blik på at rekruttere 500 udenlandske eksperter, overvejendefra de syd- og sydøstasiatiske lande. Eksperterne skal mid-lertidigt udfylde administrations- og undervisningsfunk-tioner, mens et tilsvarende antal eritreiske administratorerog akademikere gennemgår efteruddannelse i udlandet. Somden tredjestørste långiver har den Afrikanske Udviklingsbankbidraget med støtte til projekter, hvis formål er at forbedrebetingelserne for husdyrhold og fødevaresikkerhed.

Både EU og FN yder gavebistand. EU har især støttettransportsektoren og forbedring af vejnettet. Endvidere erEU involveret i projekter for vandforsyning og kunstvan-ding samt fødevaresikkerhed. En række af FN’s særorga-nisationer har gennemført projektorienterede indsatser. F.eks.har de Forenede Nationers Børneorganisation (UNICEF)et samarbejde med den eritreiske regering om projekter indenfor uddannelses- og sundhedssektorerne. UNHCR’s ope-rationer på flygtningeområdet udgør den mindste andel afde samlede FN-midler. Den største part af FN’s bidrag gårtil fødevarehjælp fra Verdensfødevareprogrammet (WFP).

Selvom landet modtager gavebistand i øjeblikket, regnerregeringen med at afvikle denne støtte på længere sigt. Deneritreiske regering foretrækker låntagning, handel og inve-steringer frem for gavebistand. For udenforstående kan detvirke lidt modsætningsfyldt, at et lille fattigt land frasigersig den mest favorable bistandsform. Men logikken skal søgesi det faktum, at de eritreiske magthavere forsøger at gøreop med rollen som afrikansk bistandsklient. Derfor harregeringen gang på gang understreget, at den vil undgå etbistandsmæssigt afhængighedsforhold til udlandet. Derimoder man villig til, ud fra et forretningsmæssigt synspunkt, atlåne penge til udvikling, indgå handelsaftaler og åbne forudenlandske investeringer. Men låntagning, kreditter oginvesteringer skal, ifølge de eritreiske politikere, stå i for-hold til nationens behov og tilbagebetalingsevne. Sidenbegyndelsen af 1990’erne har regeringen forsøgt at tiltrækkeudenlandske investorer. Dog uden det store held. Statens

8988

der er drevet af erfarne eritreiske bistandsarbejdere, gennem-fører selv humanitære indsatser og langsigtede udviklings-projekter. Siden 1994 har udenlandske NGO’er måttet ladesig registrere og aflevere regnskaber til ERREC, der står somansvarlig for reguleringen af og kontakten til de internatio-nale samarbejdspartnere.

Regeringens udviklingspolitiske dagsorden bygger på selv-beroenhed og understreger nødvendigheden af, at eritreerneselv udpeger indsatsområderne og ejer projekter og program-mer. Man har derfor modsat sig udstationeringen af uden-landske langtidskonsulenter. Ifølge eritreiske embedsmændvil donorrepræsentanter til enhver tid have mulighed for atkontrollere budgetlinier og regnskaber for at checke, omstøtten bliver brugt i overensstemmelse med hensigten.Denne politik er blevet mødt med en vis skepsis blandtdonorerne. På den ene side har internationale hjælpeorga-nisationer oplevet, hvordan effektiv gennemførelse af pro-jekter er blevet besværliggjort. Det er ikke velset, at uden-landske eksperter bemander nøglestillingerne, selvom derer mangel på kvalificeret eritreisk arbejdskraft, og derfor ertidsplanerne ofte blevet overskredet. Da projektregnskaberneikke altid har været gennemsigtige eller er blevet afleverettil tiden, har det vist sig at være svært at bruge dem som etredskab til at aflæse udviklingen. På den anden side erken-der mange donorer, at eritreerne har deres egne prioriteter,og de har forsøgt at imødekomme disse ved at satse på deudpegede sektorer og er indgået i bistandsmæssige partner-skaber.

Staten og de internationale NGO’erDen stramme eritreiske bistandsstrategi er kommet til ud-tryk over for de internationale private hjælpeorganisationer,de såkaldte NGO’er. Regeringen har ikke ønsket, at retmange internationale NGO’er deltog aktivt i udviklings-arbejdet, men så gerne, at de som udenlandske partnerestøttede projekterne i Eritrea økonomisk. På den baggrunder NGO’ernes projektaktiviteter siden 1996 blevet kon-fronteret med krav om, at 1) administrationsdækningen ikkemå overstige 10 pct.; 2) i den udstrækning, der er kvalifi-

Undervisningsministeriet har den svenske bistandsorga-nisation (SIDA) koncentreret indsatsen om grundskole- ogvideregående uddannelser. Den norske bistandsorganisation(NORAD) er involveret i projekter inden for telekommu-nikation, kortlægning af mineralforekomster og opbygningaf et kontor for national statistik. NORAD er desudenengageret i et samarbejde med Landbrugsministeriet. Denamerikanske bistandsorganisation (USAID) er involveret isundhedsprogrammer, projekter i den private sektor ogkapacitetsopbygning på universitetet i Asmara. Den ame-rikanske støtte inkluderer også fødevarebistand. Italien, derhar en fortid som kolonimagt i Eritrea, yder støtte til øko-nomisk genopbygning og social udvikling, bl.a. til renove-ring af havnen i Massawa og til projekter i sundhedssekto-ren.

Eritreas regering har således indgået aftaler med et fler-strenget net af multilaterale og bilaterale donorer, hvilketmindsker afhængigheden af en enkelt bistandskilde. Stra-tegien hænger sammen med den lære, som eritreerne hardraget af internationalt udviklingsarbejde i Afrika. Her harstøtten i nogle tilfælde tvunget modtagerlandet til at afgivesuverænitet. Endvidere har bistanden ofte umuliggjort etlokalt og folkeligt forankret engagement, fordi udenland-ske langtidskonsulenter overtog beslutningsret og ansvar.Dertil kommer, at hjælpen fra udlandet mange steder erblevet bundet til indkøb i donorens hjemland, hvilket ikkeligefrem fremmer brugen af lokale ressourcer. Et andet ar-gument, der fremføres af den eritreiske regering, er, at bi-standen ofte er blevet misbrugt af politikere eller embeds-mænd og derfor har været med til at berige den herskendeklasse.

Samtidig har eritreerne selv haft positive erfaringer medat bestyre nødhjælpsarbejdet under krigen, hvor befriel-sesbevægelsens nødhjælpsorganisation (ERRA) stod for trans-port og distribution af fødevarehjælp. I efterkrigstiden erERRA blevet omdannet til den Eritreiske Nødhjælps- ogFlygtningekommission (ERREC). ERREC, der er en semi-statslig paraplyorganisation, varetager planlægning og koor-dinering af programmer for hjemvendte flygtninge, tidli-gere soldater, fattige befolkningsgrupper etc. Kommissionen,

9190

der kunne rapportere om sådanne overtrædelser. Dermedlægger de erklærede græsrodsorganisationer sig tæt op adden kritik, der er blevet rejst af eksil-eritreiske oppositions-grupper; en kritik, der betegner den siddende regering iAsmara som en magtsyg elite.

Modsætningsforholdet mellem regering og internationaleNGO’er viser, hvor svært det er at adskille international bi-stand fra det politiske spil, og erfaringerne bør mest af altbruges til at understrege nødvendigheden af tålmodighedog større tolerance på begge sider. På trods af sin megetskarpe bistandspolitik har den eritreiske regering vist sigmodtagelig over for NGO’ernes argumenter vedrørendekonkrete udviklingsproblemer. På den baggrund foretagesder løbende justeringer af bistandssamarbejdet og arbejds-delingen. Det er inden for en sådan forståelseshorisont, atf.eks. det Lutherske Verdensforbund, efter at have væretudvist af regeringen i første omgang, har forhandlet sig fremtil at videreføre sine projekter i Eritrea.

Den danske bistandI 1993 blev Eritrea udvalgt som programsamarbejdsland.Siden har den eritreiske bistandspolitik medført, at flereinternationale NGO’er er blevet udvist. Derimod fortsæt-ter den danske bilaterale bistand. Baggrunden for den danskestøtte er en vurdering af de dilemmaer, som den eritreiskeregering står med, og de begrænsede udviklingsmuligheder,som Eritrea har efter årtiers krig. Landesamarbejdet er byggetpå den antagelse, at et demokratisk samfund ikke kan ska-bes fra den ene dag til den anden. Demokratisering er enlængerevarende proces, hvor Eritrea bør have mulighed forat tilrettelægge sin egen fremtid. Dette kan ske ved at eri-treerne skridt for skridt opbygger en institutionel økono-misk og politisk base for folkestyret. Denne pragmatiskeholdning indebærer også, at der ikke bindes økonomiskeog politiske betingelser til gavebistanden. Selvom den dan-ske indsats i sin udformning søger at fremme en socialfordelingspolitik og demokratiske normer, synes den atbevare respekten for andre udviklingsveje end den vesteuro-pæiske model.

ceret eritreisk arbejdskraft til stede, skal denne ansættes iprojekterne; og 3) aflønning af projektansatte skal svare tillønniveauet i den offentlige sektor. Som et modtræk tilbrugen af udenlandske NGO’er har regeringen iværksat storeudviklingskampagner, hvor lokalbefolkningen i hver pro-vins er blevet inddraget i skole- og hospitalsbyggeri ogdæmningsprojekter.

Regeringens holdning til de internationale religiøse NGO’-er har haft en sikkerhedspolitisk dimension. Det er ikkeualmindeligt, at radikale udenlandske islamiske grupperingersøger indflydelse ved at oprette humanitære hjælpeorgani-sationer. De har anset suppekøkkener og tøjhjælp for at værevejen til folks sjæle. Det religiøse hjælpearbejde er blevetbrugt taktisk ud fra en mere overordnet politisk strategi, hvisformål er at vinde støtte til en samfundsomvæltende isla-misk revolution. Det fundamentalistiske regime i nabolandetSudan er kendt for den slags manøvrer, og regeringen iAsmara har søgt at mindske nabolandets påvirkning ved atforbyde religiøst betonet hjælpearbejde.

Dilemmaet har været, at et påbud rettet ensidigt modinternationale islamiske humanitære organisationer kunnevirke anstødeligt på halvdelen af Eritreas befolkning, der ermuslimer. Derfor fremsatte regeringen et generelt forbudmod humanitært arbejde udført af både islamiske og kristneorganisationer med basis i udlandet. Konsekvensen har været,at der er sat en stopper for religiøst hjælpe- og hvervearbejde.Men samtidig har forbudet medført, at mange fornuftigehjælpeprojekter er blevet lukket, hvilket har ramt de befolk-ningsgrupper, der skulle nyde godt af projekterne.

Flere NGO’er har ikke fundet disse arbejdsvilkår rime-lige, heriblandt Folkekirkens Nødhjælp. De har enten selvvalgt at trække sig ud eller er blevet bedt om at forlade lan-det af den eritreiske regering. Resultatet har været, at mangeprojekter ikke er blevet færdiggjort efter planen. I flere til-fælde har staten simpelthen inddraget biler og andet mate-riel, der tilhørte de udenlandske hjælpeorganisationer.NGO’erne anser den nye bistandspolitik for at være etudtryk for statens omsiggribende totalitære handlemåde ogmistænker den eritreiske regering for at ville tilsløre brudpå menneskerettighederne ved at fjerne de organisationer,

9392

Danidas bistandsramme, 1998-2002

Kilde: Danida

Eritreisk ejerskab af projekterne er fælles for de to sektor-programmer, der vil beløbe sig til en samlet sum af 355 mio.kr. i perioden 1998-2003. Danida overvåger og regulererforløbet ved hjælp af danske korttidskonsulenter og har entæt kontakt til den danske ambassade i Asmara. Under etab-leringen af bistandssamarbejdet har ambassaden spillet enmeget aktiv rolle og har været i stand til at forhandle ogkoordinere bistandsaktiviteterne. På denne måde vedlige-holder Danida en dialog med målgruppen og embedsmændi de berørte eritreiske ministerier.

Ved at prioritere landbrugssektoren, hvor flertallet af fat-tige befinder sig, har Danida søgt at virkeliggøre inten-tionerne om fattigdomsbekæmpelse. Da det nuværendelandbrugsudbytte kun dækker to tredjedele af Eritreas føde-varebehov, tager bistanden sigte på at forbedre produktivi-teten. Samtidig betyder indsatsen på landbrugsområdet, atden danske ulandsbistand er med til at fremme et bæredyg-tigt miljø. Indsatsen i den anden hovedsektor, uddannel-sesvæsnet, kan ligeledes anses for være fattigdomsbekæmp-ende. Den retter sig mod at skabe forbedret adgang tiluddannelse for alle uanset deres sociale og økonomiskebaggrund. Der er hårdt brug for at forbedre udbuddet ogstandarden af den primære uddannelse. Omkring 85 pct.af de voksne eritreere har aldrig lært at læse, og kun halv-delen af piger og drenge i den skolepligtige alder går i skole.

Støtten fra Danida gårbl.a. til forskelligeformer for voksenunder-visning (her krigsin-valider). Indsatsenharmonerer med rege-ringens ønske om, atden eritreiske befolkningselv varetager allesamfundsfunktioner.


Danida har i samarbejde med den eritreiske regering etab-leret sektorvise indsatser. I modsætning til mange små ogspredte udviklingsprojekter giver sektororienteringen ensammenhængende og koncentreret indsats med henblik pålangsigtet udvikling. De to vigtigste indsatsområder er land-brugs- og uddannelsessektoren. I første omgang har der værettale om pilotfaser i sektorsamarbejdet, der senere skal ud-vikle sig til egentlige sektorprogrammer. Opstart af bistands-arbejdet i landbrugssektoren (1996-2000) beløber sig til212,2 mio. kr. Til uddannelsessektorens pilotfase (1996-1998) blev der bevilget 80 mio. kr. Derudover har Dan-mark ydet 40 mio. kr. i bistand via Verdensbankensgenopbygningsprogram (1994-1996) og 4,9 mio. kr. til egns-udvikling (1995-1997) forestået af Folkekirkens Nødhjælp.

9594

hvor udvalgte lokalsamfund blev adspurgt om deres opfat-telse af landbrugets problemer og potentialer. På baggrundaf den indsamlede viden planlagde Landbrugsministeriet oglokalforvaltningerne et pilotprojekt for at forbedre jord-forholdene.

Uddannelsesprogrammet er koncentreret om støtte tilgrundskoleundervisning og assistance til Undervisningsmi-nisteriet, inklusive bygning og vedligeholdelse af otte fol-keskoler. Danida støtter uddannelse af skolebogsforfattereog udarbejdelsen af nye skolebøger på de mange lokalsprog.Det er en vigtig opgave i det multietniske samfund, hvorindlæring på lokalsproget bevarer respekten for borgernesforskellighed, samtidig med at der skabes en fælles natio-nal identitet via de normer, som undervisningsmaterialet for-midler. Undersøgelser viser, at eleverne er bedre i stand tilat lære, når undervisningen foregår på deres eget moders-mål, og det er denne udvikling, Danida bidrager til. Udar-bejdelsen af ny læseplaner og skolebøger har vist sig at tagelængere tid end planlagt. På grund af forsinkelserne imø-dekom Danida en ansøgning om at genoptrykke gamle læ-rebøger for at afhjælpe bogmanglen.

En anden uddannelseskomponent drejer sig om at øgeantallet af kvalificerede lærere ved at styrke læreruddannel-sen. Støtten til læreruddannelsen, der konkret indebærer etsamarbejde med Danmarks Lærerhøjskole, omfatter bl.a.træningskurser, formulering af undervisningsmetoder samtetablering af pædagogiske centrer i forskellige dele af Eritrea.Programmet yder støtte til at forbedre planlægning og ad-ministration af uddannelsessystemet på nationalt plan, her-under en styrkelse af Institut for Uddannelse på universite-tet i Asmara. Instituttet forestår uddannelse af lærere tilmellemskolerne i hele Eritrea. Endelig forudses støtte tilbygning af en teknisk skole i Massawa.

Generelt forløber sektorsamarbejdet godt, og diplomaterbetegner forholdet mellem Danida og den eritreiske rege-ring som tillidsfuldt. Imidlertid har der har været behov forløbende justeringer af udviklingsplanerne. Omstruktureringaf den offentlige sektor samt manglende kapacitet i mini-sterierne har betydet, at den danske bevillingsramme ikkeer blevet brugt fuldt ud. Ifølge danske kilder har bistands-

Skolevæsnet er meget nedslidt og mangler stort set alle for-nødenheder.

Inden for begge de udvalgte sektorer søger udviklings-bistanden at fremme hensynet til kvinderne, der er udpe-get som en speciel målgruppe. Et andet tværgående temaer støtte til god regeringsførelse, forstået som opbygning aftilstrækkelig kapacitet i de berørte central- og lokalfor-valtninger. Indsatsområderne passer godt til den eritreiskeregerings egne udviklingsmål, og Danidas principper ompartnerskab har været i overensstemmelse med eritreernesegne kriterier for bistandssamarbejde.

Danidas støtte til landbrugsprogrammet er udarbejdet ifællesskab med det eritreiske landbrugsministerium og om-fatter frøforædling, skovbrug og jord- og grundforbedring.Frøforædlingen tager sigte på at højne fødevaresikkerhedenved at bibringe landbruget nogle stærke og højtydendekornsorter. Målgruppen er majoriteten af små landbrug, derer involveret i produktion af korn, bælgplanter og oliefrø.Sektorsamarbejdet er desuden rettet mod introduktion afny tilpasset landbrugsteknologi. Yderligere skal bistandengøre den offentlige sektor i stand til at varetage forskningog kontrol med frøforædling samt yde assistance til lokalelandmænd. Frøforædlingen er tillige bundet til udviklingaf et bæredygtigt skovbrug. Denne komponent indbefatterbl.a. øget information om dyrkningsmetoder, indkøb af frøog bevarelse af skovens genetiske ressourcer. Endelig inde-holder landbrugsprogrammet en komponent omfattendeintegreret jord- og grundforbedring med henblik på at retteop på årtiers udvaskning, afskovning og overgræsning.

Landbrugsprogrammet forsøger ikke blot at forøge kapa-citeten på ministerielt plan, men inddrager samtidig lokal-forvaltningerne og grupper af bønder i miljøbeskyttelsen. Ipilotfasen gøres dette eksempelvis ved at afholde kurser i,hvordan eritreiske administratorer kan gøre brug af deltager-baserede undersøgelsesmetoder, som tager deres udgangs-punkt i bøndernes lokale viden. Kursusmaterialet, der blevudarbejdet af en dansk korttidskonsulent, fokuserede spe-cielt på kvindernes rolle og deres viden om landbrug ogmiljø. Den omtalte kursusgang dannede baggrund for, atder blev iværksat en større socioøkonomisk undersøgelse,

101100

Grundskolen er højtprioriteret af bådeDanida og det eritreiskeundervisningsministeri-um. Manglen på under-visningsmaterialer oglærerkræfter er et af dekonkrete problemer, somløses via bistands-samarbejdet.


samarbejdet til tider båret præg af ujævn regnskabsaflæggelse,lav informationsudveksling og overskredne tidsfrister. En-delig har sektorprogramstøtten måttet tage højde for skift iden eritreiske politik. F.eks. har ændringer i landbrugs-politikken betydet, at væsentlige dele af den oprindelige planfor mejeri- og kvægområdet ikke gennemføres. Under så-danne omstændigheder har det været afgørende, at partner-skabet er fleksibelt og rummer mulighed for at vurdere oginddrage nye samarbejdsområder.

99102

7.

Den livsvigtige bestandaf trækokser blev kraftigtformindsket under kri-gen, men stiger nu i taktmed, at landbrugetstyrkes


De enkelte sektorer

Landbruget

Efter krigen har der været gjort ihærdige forsøg på at gen-opbygge landbruget, og staten har uddelt såsæd, redskaber,trækokser og andre hjælpemidler for at styrke fødevarepro-duktionen. Denne indsats har dog ikke forhindret natur-betingede produktionstab. Det er især dyrkning af korn ogbælgplanter, der er sårbar over for klimatiske udsving. Bådei 1993 og i 1996 betød dårlige vejrmæssige forhold, at høstenblev mindre end først antaget. De sæsonbetonede faktorerhar medført store prisændringer på dagligvarer, som stam-mer fra landbrugssektoren. Derfor nedsatte regeringen alle-rede i 1993 en kommission, der fik ansvaret for at indkøbekorn i overskudsområder og distribuere det i underskuds-områder. Til dette formål er der oprettet ti indkøbscentrer,hvoraf de fleste ligger i Gash-Setit, Seraye, Semhar og detsydlige Sahel.

Landbrugsproduktionen er karakteriseret ved en køns-specifik arbejdsdeling med store regionale variationer. På trodsaf at kvindernes bidrag ikke statistisk er gjort op i tid og penge,er deres indsats i landbruget meget væsentlig. Mændene aleneforestår rydning og pløjning af jorden, mens kvindernedeltager i såning, udtynding, lugning og høstarbejde. I denprivate sfære er det kvinderne, der har ansvaret for alt hjem-mearbejde, f.eks. børnepasning, rengøring, madlavning, ind-samling af brænde og hentning af vand. Kvindernes direkteengagement i produktionen såvel som deres ansvar for hjem-mearbejdet er afgørende for familiebrugenes overlevelse.

Landbrugssektoren inkluderer også tre statsejede planta-ger. Elaborets agro-industrielle kompleks er på 1.200 hek-tar, hvoraf 300 hektar er under opdyrkning. Der produce-res store mængder af citrusfrugter og tomater. Dertil kommeren svinebesætning og fremstilling af mejeriprodukter. Deter planen, at komplekset skal renoveres og derefter privat-iseres. Plantagen i Alighider ligger i det vestlige lavland nærgrænsen til Sudan. Den blev etableret allerede under det

101100

italienske kolonistyre og omfattede dengang dyrkning af5.000 hektar bomuld. Plantagevirksomheden er i dag over-taget af tidligere soldater, der forsøger at skabe en tilværelseved bomuldsdyrkning. I Ghinda-plantagen dyrkes der 80hektar med citrusfrugter og tomater.

Avl, røgtning og salg af kvæg, geder og får er den domine-rende produktionsmåde i lavlandet. Undersøgelser har vist,at Eritreas kvægbestand faldt med ca. 60 pct. som et resultataf krigshandlingerne, hvilket svækkede kvægbruget og pasto-ralisternes levemåde. Siden 1992 har de mere fredelige for-hold indvirket positivt på størrelsen af dyrebestanden. Sam-tidig er pastoralisternes nødvendige bevægelighed blevet større.Kvægbruget har et stort potentiale på de indenlandske ogudenlandske markeder og forsyner derudover den voksendelæderindustri med råvarer.

Med sin 1.000 km lange kyststrækning har Eritrea etenormt potentiale for fiskeri. Før 1992 var fiskeriet kunmarginalt udviklet, under 2.000 tons pr. år. Krigen havdemedført en dårlig infrastruktur, så det var svært at trans-portere fisk fra kysten ind i landet. Desuden har eritreernemanglet interesse for fisk som ernæringsprodukt. Fiskeret-ter indgår ikke i den traditionelle madlavning. Fiskerimi-nisteriet er dog ved at ændre dette forhold og sender repræ-sentanter til hver eneste landsby for at vise, hvordan fiskkan tilberedes som en del af det eritreiske køkken.

Siden 1992 har fiskeriet været under udvikling, og rege-ringen og udenlandske interessenter har øget investeringerne.Der opbygges et fiskerikompleks i Assab med bistand fra bl.a.Japan. Komplekset omfatter fiskelandingsanlæg, frysehuse ogforarbejdningsfabrik. Målet er at opbygge en moderne indu-stri, der kan forsyne indenlandske og udenlandske markeder.Mens det officielle fiskeri stadig er i sin vorden, antages derat være et illegalt fiskeri på ca. 20.000 tons årligt. Det sigerlidt om fiskebestandens omfang, men også noget om detkommende arbejde for at beskytte havets ressourcer.

JordreformenDyrkningssystemet i Eritrea var førhen bygget op omkringtre ejendomskategorier. Den første var diesa-systemet, hvor

Mange af de tidligeresoldater er engageret ibomuldsdyrkning i detvestlige lavland. Selvomplantagevirksomhedenløbende har problemer,ser det ud til, atproduktionen medtiden bliver rentabel.


103102

sikring skal fremme langsigtede private investeringer. Deter ikke tilladt, at brugeren sælger eller videregiver jord somarv. Men loven medgiver, at bygninger og fast produktions-udstyr kan afhændes kommercielt eller overføres til slægt-ninge. Uanset køn og ægteskabelig status har hvert individret til at få tildelt jord. Dette forhold sikrer, at kvinder fraog med det 18. år har ret til at eje land, og lovgivningenændrer derved noget ved tidligere tiders praksis. Derudovergiver loven både eritreere og udlændinge adgang til land-brugsjord og fastslår tillige, at staten skal betale kompensa-tion, hvis den overtager privatejet jord. Tiltagene formodesat skabe individuel sikkerhed i forbindelse med ejendoms-ret til jorden. Ifølge planen skal den nye jordlov praktiseresi udvalgte områder, så regeringen kan indhøste erfaringermed henblik på en generel gennemførelse af reformen.

Kritikere af landreformen fremhæver, at privatiseringenaf ejerskab til jord ophæver lokalsamfundets vigtige rolle.Hidtil har landsbyen stået som distributør af jord, en di-stribution der har været lighedsfremmende ved periodevistat omfordele den tilgængelige landbrugsjord af forskelligkvalitet. Det ny system garanterer ikke en tilsvarende lige-lig fordeling via rotationsprincippet. De bønder, som får enlivslang brugsret til dårlige jorde, må således regne med etringere høstudbytte. Endvidere påpeger kritiske røster, atstatens ejendomsret til jord ikke vil fremme private inve-steringer. Disse vil nemlig gå tabt, hvis jordstykket leverestilbage til staten.

En anden problematik drejer sig om knaphed på jord.Ifølge loven har hver person over 18 år ret til at få tildelt etstykke landbrugsjord. Dette kan i sig selv være et problem,hvis man tager den generelle befolkningstilvækst i betragt-ning. Men derudover skal reintegration af tidligere solda-ter, tilbagevendte flygtninge og internt fordrevne inklude-res i regnestykket. Resultatet er formentligt, at behovet forjord vil stige voldsomt. Imidlertid mangler en detaljeretkortlægning af grundarealet, og myndighederne har endnuikke klargjort, hvorvidt der er jord nok i det allerede over-befolkede højland. Derfor er det usikkert, om der kan ud-stykkes jord nok til at efterleve loven.

På grund af den akutte mangel på jord i højlandet har

jorden var kollektivt ejet af landsbyen eller klanen. Denanden var demaniale-systemet, hvor jord ejet af staten kunneudlejes med henblik på kommerciel udnyttelse i perioderpå 25-50 år. Den tredje var resti-systemet, hvor der eksiste-rede familieejerskab til jorden. Diesa-systemet, der var do-minerende i det meste af højlandet, ledte til fragmenteringaf land. Jorden blev stykket op i mindre og mindre dele,da nytilkomne indbyggere og børn af derboende familierhavde ret til et stykke land. Ejerforholdet betød også, atlandsbyer tit lå i konflikt med hinanden på grund af for-skellige opfattelser af, hvor skellene mellem landsbyernesbrugsjorde gik.

Ikke desto mindre betød diesa-systemet, at familierne fikadgang til nogenlunde ensartede jorde. Dette skete ved enrotationsordning, hvor gode såvel som dårlige jorde hvertsyvende år blev omfordelt blandt landsbyens bønder. For-uden hensyn til jordkvaliteten, der selvsagt har betydningfor høstudbyttet, indbefattede rotationsprincippet et hen-syn til en ligelig fordeling af landsbyens samlede landbrugs-areal. Således har de forskellige husholdninger fået brugs-ret til arealer af nogenlunde samme størrelse, og systemethar medført, at skellet mellem rig og fattig ikke kan aflæsesi forhold til selve jordfordelingen. Økonomiske ulighederog lagdeling forbindes derimod med det antal okser, denenkelte husholdning ejer, familiens involvering i handel,indkomster fra lønarbejde, besiddelse af transportmidler etc.I henhold til den traditionelle lovgivning bliver brugsret tiljord tildelt familiens mandlige overhoved. Dog får enligekvinder over den giftefærdige alder ret til et stykke jord pålige fod med mandligt ledede husholdninger. Ved skilsmisseopdeles jord og bohave ligeligt mellem de tidligere ægte-fæller.

Tilsammen indikerer de nævnte faktorer, at sædvaneret-ten faktisk giver visse rettigheder til kvinderne, og at for-delingsmekanismerne i det traditionsbundne landbrug ikkeblot kan anskues som ulighedsskabende.

I efterkrigstiden har regeringen indført en ny lov om ejer-skab til jord. Den nye lovgivning indebærer, at al jord iprincippet tilhører staten. Den enkelte landbruger får brugs-ret til sit jordstykke på livstid, og det er hensigten, at denne

105104

Kvinder på arbejdsmar-kedet er ikke noget sær-syn. Imidlertid er kvin-derne ofte placeret ilavtlønsjob på grund afderes ringe uddannelses-niveau.


ført høje priser på eritreiske produkter og dermed en svæk-ket konkurrenceevne på verdensmarkedet. Siden uafhæn-gigheden har staten set sig nødsaget til at foretage storeinvesteringer i industrien og har indkøbt nyt maskineri,reservedele og råmaterialer til fabrikkerne for at øge deresproduktionskapacitet.

Offentligt ejede fremstillingsvirksomheder inkluderer 45produktionsanlæg med tilsammen 10.000 ansatte. Som det

regeringen planer om at overgive store arealer i det vestligelavland til kommerciel udnyttelse. Udnyttelsen kan foreta-ges af private firmaer eller de bønder, der ikke er plads til ihøjlandet. Imidlertid er lavlandets frugtbare arealer ikke uud-nyttede. De har igennem århundreder været brugt somgræsningsområder for agro-pastoralisternes og pastoralister-nes dyreflokke. Vedtages den nye jordlov, kan det meget velføre til sammenstød mellem disse gruppers sædvaneret ogde fastboende bønders nye brugsret udstedt af staten.

Pastoralisme bliver af nogle regeringsrepræsentanter ansetfor at være utidssvarende. Andre eksperter fremhæver imid-lertid, at dyreflokkenes mobilitet tillader en bæredygtig ud-nyttelse af de dårlige græsgange, mens frodigere græsgangereserveres til knaphedssituationen i den tørre sæson. På denmåde sikrer pastoralisternes fleksibilitet en optimal udnyttelseaf naturressourcerne i de forskellige økologiske zoner.

Hvis jordreformen ensidigt satser på at imødekomme defastboende bønders behov, vil det sandsynligvis føre tilmarginalisering af pastoralisternes levemåde og en skæv-vridning af den samlede landbrugssektor. Hvorvidt en så-dan konflikt kan afværges, afhænger af de ressourcer, dertilføres lavlandsregionen, og om pastoralisternes rettighederbliver gjort synlige i jordreformen.

FremstillingsvirksomhedenEritreas industri er kendetegnet ved et stort antal mindrevirksomheder og nogle få større fabrikker, der næsten alleer placeret i hovedstaden. Der er meget få koblinger mel-lem de forskellige industrigrene. Med en begrænset ydeevnefremstiller og forarbejder industrisektoren hovedsageligt føde-og drikkevarer, tekstiler, lædervarer, kemiske produkter,byggematerialer og metalprodukter.

Fortidens industribase, der blev grundlagt under den ita-lienske kolonimagt i 1930’erne, er svundet ind. Under kri-gen, og specielt fra 1974 og fremefter, brugte de etiopi-ske magthavere virksomhedernes overskud til at vedligeholdehæren og krigsmateriellet. Det betød, at maskinparken iEritrea ikke blev vedligeholdt og fornyet. På trods af lavelønninger har det antikverede produktionsapparat med-

103106

kaldet MSME. På trods heraf må gruppen af MSME-virk-somheder betragtes som et vigtigt arbejdsmarked, der harlangt flere erhvervsaktive end de tungere industrigrene. Påbaggrund af en undersøgelse i 1996, omfattende 17.000MSME-virksomheder, var der på landsplan en anslået ar-bejdsstyrke på 92.000 beskæftigede inden for lettere indu-stri, handel og service.

69 pct. af MSME-virksomhederne er beliggende i byom-råder, mens 31 pct. ligger i landdistrikterne. I MSME-virk-somheder udgør kvinderne omkring 42 pct. af arbejdsstyr-ken. I forhold til lignende undersøgelser udført i andreafrikanske lande ligger dette tal et godt stykke under gen-nemsnittet. Antallet af kvinder, der står opført som virk-somhedsejere, ligger på 43 pct. Indskudskapitalen kommerovervejende fra venner og familie, og kommercielle bank-lån spiller en beskeden rolle. Denne type erhverv har etoverordentlig stort vækstpotentiale, hvis adgangen til kre-dit og ny teknologi bliver forbedret.

Mineraludvinding og minedriftRessourcerne i Eritreas undergrund er langtfra kortlagt, menformodes at være særdeles righoldige på guld, marmor ogmineraler til industrielt brug. Foreløbige undersøgelser harvist, at guldårerne er af høj kvalitet. Guldreserven i under-grunden er anslået til omkring 17.000 kg. I 1997 påbegyndteet japansk mineselskab udvindingen af aluminium i De-barwa. Minen formodes at have reserver på rundt regnet1,6 mio. tons og skal producere 2.400 tons pr. år.

Efter krigen har regeringen udliciteret kortlægning og ud-nyttelse af mineral- og metalforekomsterne. To tidligeremarmorudvindingssteder blev genåbnet i 1997, og man for-venter, at både forarbejdede marmorprodukter og halvfabri-kata kan eksporteres til Mellemøsten og Europa. Industriellemineralforekomster formodes at være på 1,4 mio. tons barit,200.000 tons feldspat, 2,5 mio. tons kaolin. Derudover fin-des der forekomster af asbest, gips, potaske etc.

Det amerikanske olieselskab Anadarko håber på at ud-føre offshore-prøveboringer i Rødehavet, hvor selskabetregner med at finde oliereserver langs hele kyststrækningen.

fremgår af beskæftigelsestallet, har industrien ikke et over-vældende antal ansatte, hvilket skyldes de mekaniseredeforarbejdningsprocesser. De fleste arbejdspladser findes in-den for tekstil-, fødevare- og lædervareindustrierne. Densamlede produktionsværdi i de offentlige fremstillings-virksomheder lå i 1996 på omkring 623 mio. nakfa. I defleste virksomheder har der i tidsrummet 1993-1996 værettale om en stigende akkumulation af kapital og produkter.Kun i drikkevareindustrien har der været en nedgang.

Arbejdspladser og merværdi bliver også skabt i privatejedefremstillingsvirksomheder. Oplysningerne om denne virk-somhedsgruppe er sparsomme, men opgørelser fra det eri-treiske investeringscenter viser, at både lokale og udenlandskeinvestorer har satset flere penge i industrien end i landbru-get. I industrien var investeringerne mellem 1993 og 1996på 55.872 mio. dollars fordelt på 74 projekter. I sammeperiode blev der i landbruget investeret 10.663 mio. dol-lars fordelt på 15 projekter. Investeringerne har altså favo-riseret industrien, hvilket formodentlig er afledt af de uklareejendomsforhold i landbruget.

I både private og offentlige fremstillingsvirksomheder erder mange kvindelige ansatte. Kvindernes position på ar-bejdsmarkedet er dog generelt hæmmet af, at der manglerbørneinstitutioner. I nogle tilfælde tager ældre familiemed-lemmer sig af børnepasningen, men især enlige kvinder harstore vanskeligheder med at få passet børnene i arbejdsti-den. Problemet bliver ikke mindre af, at familiestrukturener ved at ændre sig. Den traditionelle storfamilie, hvor fleregenerationer levede sammen, er under opbrud og erstattesaf mindre familier uden et stort netværk.

For de kvinder, der har fundet et job og en børnepasnings-ordning, har regeringen indført ligeløn. Dette hindrer imid-lertid ikke, at der er store forskelle på mænds og kvindersindkomster. Årsagen er, at de fleste kvinder er beskæftiget iufaglærte lavtlønsjob, mens mændene bemander de højerebetalte job, som kræver håndværksmæssige og tekniske fær-digheder.

Der findes ikke informationer om værdisætning af akti-viteterne i mikro (1-2 beskæftigede), små (3-9 beskæftigede)og mellemstore (10-25 beskæftigede) virksomheder, også

109108

TransportEritreas vejnet stammer fra 1930’erne, hvor Mussolini for-søgte at gøre landet til et brohoved for sine fascistiske am-bitioner i Østafrika. Efter den 30 år lange krig mod denetiopiske kolonimagt var veje og broer i en miserabel for-fatning, og det har krævet store investeringer at forbedrevejnettet. Hovedfærdselsåren mellem Asmara og Massawa,der slynger sig gennem et stort bjergområde, er blevet re-noveret, mens andre dele af vejnettet stadig venter på at blivegenopbygget.

Myndighederne i Yemen har dog protesteret kraftigt pågrund af uenigheder om territorialfarvandet, men det for-ventes, at prøveboringerne igangsættes på trods af de yeme-nitiske klagemål. Ligeledes har et canadisk selskab ytret in-teresse om at udnytte forekomsterne af olie og gas.

TurismenUnder krigen var Eritrea et næsten lukket land for turister. Dettebillede har ændret sig efter befrielsen. Ifølge officielle kilderhavde Eritrea besøg af omkring 200.000 turister i første halv-del af 1997. Heraf var 60.000 eritreere med permanent boligi udlandet. Antallet af mindre hoteller og restauranter er istadig vækst, og mange eritreere, bosiddende i udlandet, harinvesteret i denne branche. Flere nye hotelkomplekser er ogsåunder opførelse i hovedstaden og de større byer.

Asmara tiltrækker mange rejsende med sin blanding af afri-kansk og italiensk arkitektur og brede palmeflankerede ave-nuer. Byen holdes særdeles ren af arbejdshold, der tidligt ommorgenen sørger for at fjerne alt affald. Den personlige sik-kerhed er høj, og tyverier forekommer kun sjældent. Turi-ster kan bevæge sig uantastet rundt i nattelivet, hvor et utalaf lokale barer og spisesteder byder på mad og drikke til ri-melige priser. Asmara er velforsynet m.h.t. fødevarer, men haret begrænset udvalg af luksusvarer. Der findes store marke-der for kød, fisk, frugt og grønt. Utallige taxaer, hvoraf noglekan dateres tilbage til den italienske kolonitid, manøvrererrundt i den indre bys tætte trafik. Hovedstadens postserviceer upåklagelig, og offentlige telefoner er tilgængelige på næ-sten alle gadehjørner og på hotellerne.

I havnebyen Massawa blander sømænd fra alle verdens-dele sig med hjemvendte gæstearbejdere, der efter års op-hold i udlandet har fået fodfæste på eritreisk jord. Havnen,diskotekerne, fortovscafeerne og det arabiskprægede han-delscenter i den indre by giver Massawa en umiskendeligkosmopolitisk atmosfære. Strandene uden for Massawa erattraktive udflugtsmål for badende og dykkerinteresseredegæster. Kombineret med det varme klima udgør denneuspolerede kyststrækning og de omkringliggende øer enuudnyttet ressource for turistindustrien.

111110

gering, indgået i 1993, kunne Etiopien frit benytte havne-anlægget, udstationere egne toldere og oprette de nødven-dige klareringsfaciliteter. Men på grund af grænsekonfliktenmellem de to lande er samarbejdet midlertidigt afbrudt.

Den eneste internationale lufthavn ligger i Asmara, hvorfrader er forbindelseslinier til Tyskland, Yemen, Etiopien, Saudi-Arabien og Egypten. Lufthavnsbygningen er blevet moder-niseret efter krigens afslutning og er i stand til at modtagelangt flere passagerer og mere gods end før. Desuden liggerder mindre flyvepladser i Massawa og Assab, mens der fin-des landingsbaner i byerne Tesseni, Afabet og Nakfa.

EnergiforsyningenSamvirkende kraftværker forsyner strækningen mellem As-mara og Massawa med energi, mens flere provinser har deresegne elværker. Den producerede mængde elektricitet kanimidlertid ikke imødekomme forbrugernes behov. Flereindustrier må økonomisere elforbruget i de timer på dagen,hvor belastningen på nettet er størst. Det største elektricitets-forbrug finder sted i byområderne, hvor industri og serviceer hovedaftagere af strømforsyningen. Selvom der findes elek-tricitet i de fleste landdistrikter, er det hovedsagelig træ-brænde og biomasse, der tegner energiforbruget i disseområder, hvilket i høj grad belaster miljøet.

I Assab ligger et strategisk vigtigt olieraffinaderi, hvis pro-dukter blev afsat på det indenlandske marked og derudovereksporteredes til Etiopien. De to lande har haft et udstraktsamarbejde i forbindelse med raffinaderiet, der før Eritreasselvstændighed var det eneste produktionsanlæg af sin art iEtiopien. Anlægget, der forarbejdede både indenlandske ogimporterede råmaterialer, producerede forskellige typerbenzin, diesel, petroleum, asfalt og gas. Produktionen be-løb sig i 1996 til en værdi af omkring 44,7 mio. dollars. I1997 blev raffinaderiet midlertidigt lukket af regeringen, an-tageligt fordi forældet maskineri og teknologi og mangel påreservedele gjorde produktionen ineffektiv og urentabel.Indtil raffinaderiet er renoveret, har Eritrea besluttet atimportere det nødvendige volumen af forarbejdede oliepro-dukter fra de arabiske lande.

I 1991 var der kun 245 busser til at betjene passagererover hele Eritrea. Mange af busserne var over 20 år gamleog totalt nedslidte. Siden hen er antallet af busser blevetfordoblet. Staten har fjernet subsidier på benzin, hvilket harmedført store prisstigninger og en del utilfredshed blandtvognmænd og chauffører.

Der er ikke tilstrækkeligt med køretøjer til alle statensansatte. Derfor kontrolleres officiel kørsel strengt i dagti-merne, og statens køretøjer afleveres hver aften på centraleparkeringspladser, hvorfra de fordeles igen næste morgen.På trods heraf har offentligt ansatte, især tidligere soldaterfra modstandsbevægelsen, brugt køretøjerne til privat brug.For at sætte en stopper for misbruget fik de offentligt an-satte ekssoldater lov til at importere udenlandske biler. Deimporterede køretøjer blev fritaget for skatter og afgifter,hvilket af andre befolkningsgrupper blev betegnet som etunødvendigt frynsegode.

Senere er den statsligt ejede pool af køretøjer blev forøgetvæsentligt, da myndighederne inddrog biler ejet af inter-nationale bistandsorganisationer. Det radikale initiativ skabtestort røre og bidrog bestemt ikke til samarbejdsklimaetmellem bistandsorganisationerne og den eritreiske stat.

I 1994 påbegyndte Transportministeriet, godt hjulpet afpensionerede jernbanearbejdere og lokomotivførere, genop-bygningen af den oprindelige jernbane fra Agordat i detvestlige lavland til Massawa i øst. Udenlandske investorermente ikke, at det var rentabelt at genopbygge den gamlebanestrækning. På trods heraf valgte eritreerne at genop-føre den på egen hånd. Arbejdet var så langt fremskredenti 1998, at man regner med at kunne starte driften i dennærmeste fremtid.

Landets mest omfattende havneanlæg ligger i Massawa,hvortil den største del af importgodset ankommer. Laste-faciliteterne er blevet genetableret, og der er bygget storemagasiner, hvor materiel og containere kan opbevares. Ogsåpassagertrafikken fra Mellemøsten er steget betragteligt.Eritreas andet havneanlæg ligger i Assab. Omkring 90 pct.af godset, der bringes til Assab, er i transit for derefter atblive sendt videre til Etiopien. Indtjeningen var på sit hø-jeste ca. 225 mio. nakfa. Efter aftale med den eritreiske re-

113116

8. Sociale forhold

Fattigdommens udbredelseDer er ikke gennemført større fattigdomsundersøgelser i ef-terkrigstidens Eritrea, men forskellige indikatorer peger på,at fattigdom er særdeles udbredt. Bruttonationalindkomsten(BNI) pr. indbygger lå på mellem 217 og 254 dollars i 1996,hvilket er langt under gennemsnittet for de afrikanske landesyd for Sahara. I OECD’s opgørelse findes Eritrea i gruppenaf de mindst udviklede lande, de såkaldte LDC-lande. Denårlige rapport fra FN’s Udviklingsprogram (UNDP) for1997 har opstillet et indeks for menneskelig udvikling. Herkategoriseres Eritrea som nummer 168 ud af 175 lande,hvilket betyder, at landet hører til blandt de absolut fat-tigste.

Ved krigens afslutning i 1991 var omkring 70 pct. afbefolkningen afhængig af nødhjælp. Arbejdsløsheden i by-erne lå på over 30 pct. Ud over de arbejdsløse findes dermange svage grupper, f.eks. de 90.000 forældreløse børn og15.000 handicappede, som har behov for omsorg og socialeydelser. Fattigdommen kommer ikke mindst til udtryk i denlave gennemsnitlige levetid på kun 46 år. Elendighedenpåvirker altså selve muligheden for at overleve, et faktumder ikke alene gør sig gældende for de voksne indbyggere,men også for børnenes vedkommende. Spædbørnsdøde-ligheden er på 103 pr. 1.000 nyfødte, og 41 pct. af alle børnunder fem år er underernærede, hvilket bl.a. giver risiko forvarige hjerneskader og indlæringsproblemer.

SundhedEritrea har et helt utilstrækkeligt sundhedsvæsen. Hospitals-service er begrænset til hovedstaden og få større provinsby-er. Hovedparten af befolkningen, der lever i landområderne,mangler de mest elementære sundhedsforanstaltninger. I deomkring 2.500 landsbyer har kun 55 pct. adgang til megetbegrænsede primære sundhedsfaciliteter. Kun 3 pct. af ind-

Den eritreiske kaffecere-moni er et tegn på gæst-frihed og godt socialtsamvær, men på grundaf stigende leveomkost-ninger har kun de færre-ste råd til at købe kaffetil daglig.


115114

byggerne har ordentlige sanitære forhold, og blot 8 pct. haradgang til rent drikkevand. Underernæring og smitsommesygdomme er udbredt på grund af knaphed på mad og urenedrikkevandskilder.

Behandlingstilbudene er meget begrænsede. Der er 28.000indbyggere pr. læge, og 10.000 indbyggere pr. hospitalsseng.De mest almindelige sygdomme er diarré, hudinfektioner,malaria og infektioner i åndedrætsorganerne. I 1997 var derkun 18 dårligt udstyrede hospitaler med en samlet kapacitetpå 3.191 sengepladser. Derudover fandtes 61 sundhedscentrerog 164 mindre sundhedsstationer. Overalt mangler der ud-dannede læger, sygeplejersker og sundhedsassistenter. For atrette op på de uacceptable forhold har regeringen påbegyndtet omfattende nationalt sundhedsprogram. Programmet in-kluderer bl.a. uddannelse af sundhedspersonale og en udbyggetinfrastruktur med langt flere sundhedsklinikker i alle egne aflandet.

Offentlige udgifter til sundhedsvæsnet


Flere almindelige kvindesygdomme skyldes mangel på in-formation om ernæring, hygiejne og sanitære forhold. Tid-lige ægteskaber, hvoraf nogle indgås allerede i 12-års-alde-ren, medfører ofte sundhedsmæssige problemer for de ungepiger under graviditeten. De er simpelthen ikke tilstrække-ligt udviklede til at føde deres børn. Den udbredte praksismed omskæring af både muslimske og kristne pigebørn

Sundhedsvæsnet liderunder konstant mangelpå kvalificeret persona-le. Det medfører, at selvalmindelige infektionerkan blive livstruende,fordi behandlingstilbu-dene er så begrænsede.


117116

en række målsætninger, bl.a. syv års skolegang for alle børn,forøgelse af antallet af folkeskoler og udvikling af læsepla-ner og undervisningsmateriale.

Et konkret eksempel på, at uddannelse indgår centralt iden nationale planlægning, er regeringens tredelte plan forudvikling af menneskelige ressourcer. Gennemførelsen afplanen finansieres med støtte fra eksterne donorer, heriblandtVerdensbanken. Det eritreiske undervisningsministeriumindgår som en central aktør i realiseringen af denne plan.Første del omhandler styrkelse af uddannelsessystemet, spe-cifikt den obligatoriske syvårs grundskoleuddannelse. An-den del af planen fokuserer på opgradering af uddannelses-og undervisningskapaciteten i den offentlige sektor, herunderuniversitetet i Asmara. Tredje del rettes mod at bekæmpeanalfabetismen blandt voksne. Voksne borgere i forskelligegeografiske regioner vil få tilbud om at deltage i læsekyndig-hedskurser. Kurserne tager udgangspunkt i folks dagligdag,og deltagerne vil desuden blive tilbudt opfølgende erhvervs-kurser af et halvt års varighed.

Offentlige udgifter til uddannelse


Investeringerne har resulteret i flere skoler, mere personaleog udvidelse af undervisningen. I perioden 1993-96 stegantallet af folkeskoler fra 137 til 583. Der er også bygget93 nye institutioner til varetagelse af mellemskolen og devideregående uddannelser. I 1998 modtog 350.000 eleverundervisning. Umiddelbart før befrielsen var elevtallet nedepå 180.000, så der er tale om noget nær en fordobling af

forårsager ligeledes en række følgesygdomme såsom psyki-ske problemer, kronisk infektion, stærke smerter ved sam-leje, svære fødselssituationer og dødsfald.

Omkring 710 kvinder ud af hver 100.000 dør i forbin-delse med fødsler. Kun 6 pct. af kvinderne modtager fød-selshjælp af uddannet personale. Ifølge den Nationale Eri-treiske Kvindeunion (NUEW) lider mange kvinder afunderernæring. Der er tradition for, at kvinder og pigebørnspiser sidst og får mindre mad end familiens mandlige over-hoved og drengebørnene. Fra denne synsvinkel kan pige-børns og kvinders ernæringsmæssige underskud relateres tildyb fattigdom og patriarkalske dominansforhold inden forfamilien.

Antallet af hiv-smittede og personer med aids i udbrudhar været stigende, og sygdommen er almindeligt forekom-mende. Med etiopiske hærenheder stationeret permanent iAsmara under krigen spredtes smitten fra soldaterne til deprostituerede. Efter krigen er der blevet sat kampagner i gangfor at informere om nødvendigheden af prævention, ogkondomer kan købes på de fleste apoteker. I 1995 blev derregistreret 20,6 tilfælde af aids pr. 100.000 indbyggere. Dastatistikken er ufuldstændig, kan antallet af personer medaids i udbrud være langt højere. Med det forøgede antal tu-rister og den fortsat udbredte prostitution, er faren for hiv-smitte ikke blevet mindre.

UddannelseUnder den 30 år lange krig blev mange skoler lukket, ogelevtallet faldt drastisk. Skolevæsnet var ikke blevet moder-niseret i årtier, da eritreerne selv overtog magten i landet.Omkring 20 pct. af de voksne mænd kunne læse, mens kun10 pct. af kvinderne var læsekyndige. Baggrunden for denstatslige indsats på skoleområdet udspringer altså af befolk-ningens begrænsede læsekyndighed og lave uddannelsesni-veau. Som modvægt forsøger regeringen at sikre alle adgangtil primær uddannelse. Inden for skolevæsnet har myndig-hederne investeret store summer for at forøge undervisnings-kapaciteten. For at holde trit med udviklingen er Under-visningsministeriet blevet omorganiseret og arbejder ud fra

119118

bejdelsen af nye læseplaner og lærebøger på lokale sprog harværet en enorm opgave. Nogle etniske grupper har kun fåuddannede medlemmer, og det har været svært at rekrut-tere kvalificerede lærere. Derudover skal lærebøgerne over-sættes til sprog, hvoraf nogle dårligt nok har et formaliseretskriftsprog. Derfor har eritreerne været nødt til at sænkereformtempoet, men fastholder en politik, der understøt-ter modersmålsundervisningen.

For at sikre den nationale enhed har regeringen beslut-tet, at alle elever, der modtager modersmålsundervisning pået minoritetssprog, også skal lære et af de to hovedsprog,

Pigebørnenes uddannel-se er et af regeringensvigtigste indsatsområderog skulle gerne skabegrundlaget for mereligeværdige forhold mel-lem mænd og kvinder ifremtidens Eritrea.


antallet af indskrevne elever. Lærerstaben er vokset fra 2.000til 8.000 lærere. Voksenundervisningen omfatter 193 cen-trer spredt over hele landet. Omkring 8.000 voksne eleverdeltager i undervisningen, heraf er 96 pct. kvinder. Derud-over er Undervisningsministeriet ansvarligt for de nationalealfabetiseringsprogrammer, og man regner optimistisk med,at 60.000 voksne vil have lært at læse og skrive inden år2000.

Selvom staten har fået sat en solid udvikling i gang in-den for skolevæsnet, er der stadig mange børn i den skole-pligtige alder, som ikke får mulighed for at uddanne sig. I1998 drejede det sig om 14.000 børn. Klasseværelserne erfyldt til bristepunktet. Det er ikke ualmindeligt at finde 50-60 elever stuvet sammen i et enkelt klasseværelse. Lærer-korpset behøver træning, og der er en udpræget mangel påundervisningsmateriale. Den geografiske spredning af sko-lerne er ujævn. De fleste skoler ligger i højlandet, mens enmindre del er placeret i lavlandet. For at rette op på denneskævhed er Undervisningsministeriet begyndt at bygge skoleri lavlandsregionen.

Der knytter sig desuden en kønsbestemt problematik tiluddannelsessektoren, hvor pigerne tegner sig for en min-dre andel af de indskrevne elever end drengene. Dette gørsig specielt gældende i lavlandet. Pigernes manglende ud-dannelse er forårsaget af flere faktorer. I den patriarkalskefamiliestruktur er pigebørn blevet tilskrevet en lavere sta-tus end drengebørn. Den høje andel af piger, der forladerskolen før den afsluttende eksamen, afspejler også detteforhold. Derudover medvirker fattigdom, store arbejdsbyrderi hjemmet, langt til skole og tidlige ægteskaber til at fast-holde den kønsbestemte ulighed. På den anden side ermange familier blevet bevidste om værdien af skolegang forbåde piger og drenge. Forandringsprocessen er i gang, ogflere forældre end før satser på, at pigerne får en god ud-dannelse. I den sammenhæng er en veludbygget grundskolealtafgørende. Den eritreiske regering har indset dette ogbruger derfor 65 pct. af det samlede undervisningsbudgetpå grundskoleuddannelsen.

Regeringen har gennemført en politik, som garanterer hverenkelt elev undervisning på et af de ni modersmål. Udar-

121120

Et spørgsmål, der har forbindelse til borgerrettighederne,drejer sig om, hvordan staten behandler etniske minoritets-grupper. Under det etiopiske styre blev alle etniske grup-peringer i Eritrea tvunget til at tale det fremmede amharingai skolerne, mens deres egne sprog var forbudte. I efterkrigs-tiden har det nye skolesystem gjort op med denne ensrettet-hed, og eleverne har fået ret til modersmålsundervisning.

Etniske tilhørsforhold har dog ikke fået lov til at manife-stere sig i den politiske arena. Det er ikke tilladt at formu-lere politiske synspunkter på grundlag af etniske interesser.Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt sådanne politiske in-teresser kan fjernes ved et forbud. Erfaringerne viser, atpolitisk undertrykkelse af etniske standpunkter ofte givernæring til en uformel opposition, der arbejder i det skjulte.I Eritreas tilfælde eksisterer der forskellige politiske synspunk-ter blandt de etniske grupper, og disse synspunkter vil ikkeophøre med at påvirke den politiske udvikling, blot fordiregeringen dekreterer et forbud. Det samme paradoks gørsig gældende i forhold til de religiøse grupperinger, der ifølgeden nuværende lovgivning heller ikke har ret til at organi-sere sig politisk og manifestere deres synspunkter.

Set i dette perspektiv vil forbudspolitikken på kort sigtgive regeringen et pusterum, mens ulovliggørelse på læn-gere sigt vil undergrave demokratiet og styrke den skjulteopposition. Et system med to eller flere konkurrerendepartier ville skabe mulighed for dialog mellem modsatret-tede politiske opfattelser og dermed sikre, at oppositionog regering er på talefod med hinanden. Den demokrati-ske organisering ville modvirke voldelige religiøse og et-niske konflikter og etablere et mere afspændt forholdmellem de politiske modstandere. Omvendt bør det er-kendes, at partidannelser bygget op omkring etniske ellerreligiøse interesser ofte har virket undergravende pådemokratiseringsprocessen i Afrika og har ledt til dybe split-telser, som har truet samfundenes eksistens. Heller ikkefolkevalg, hvori flere konkurrerende partier deltager, ga-ranterer, at magthaverne afstår fra at udnytte statens res-sourcer til at styrke deres særinteresser eller undertrykkemindretal. Det er endnu uklart, om den eritreiske rege-ring reelt åbner op for et flerpartisystem; og i så fald, om

tigrinya eller arabisk. De tigrinya-talende elever begyndermed dette sprog og vil derfor have en fordel på længere sigt.I princippet skal de tigrinya-talende elever, der for det mestelever i højlandet, også lære det andet nationale sprog, ara-bisk. Men på grund af manglende lærerkræfter er detteendnu ikke realiseret. I det muslimsk dominerede lavlandhar uddannelsespolitikken affødt en del protester. Mangeforældre vil hellere have, at deres børn fra begyndelsenundervises i arabisk, der bliver brugt overalt i den arabiskekulturkreds. Forældrenes argumenter har også gået på, atde tigrinya-talende børn hurtigere tilegner sig fremmedspro-get, engelsk. Derved får de et forspring i forhold til børn,der først skal lære deres eget lokale sprog, derefter et af denationale sprog og endeligt engelsk, der som fremmedsproggiver adgang til højere læreanstalter.

Borger- og menneskerettighederneNår man taler om rettigheder i Eritrea, ledes diskussionenuvilkårligt ind i historiske baner. Borgerne har større frihednu end under det feudale etiopiske kolonistyre og Mengistuskommunistiske regime. Med krigens afslutning opnåedeeritreerne retten til fred og fri bevægelighed; to afgørendefaktorer, der har været med til at genskabe et normalt hverdags-liv. Siden befrielsen har landet gennemgået en demokratise-ring, hvor grundlovsarbejde og regeringsdannelse har inddragetforskellige befolkningslag i beslutningsprocesserne.

Sammenlignet med andre regimer på Afrikas Horn harEritreas lederskab udvist en atypisk lydhørhed over for befolk-ningens ønsker og behov. Lovgivning om arbejderbeskyttelseog indsatsen for at styrke sygehusvæsnet er konkrete eksem-pler på den orientering, der sikrer borgerne ret til ordentligearbejdsforhold og sundhed. På menneskerettighedsområdethar regeringen underskrevet konventionen om børns rettig-heder og konventionen mod diskrimination af kvinder. Deri-mod har regeringen ikke undertegnet andre internationalekonventioner vedrørende borgernes kulturelle, økonomiskeog politiske rettigheder. Kritikere har tolket dette som et tegnpå, at det eritreiske lederskab ikke accepterer internationaltanerkendte standarder for behandling af landets borgere.

123122

gelse i selve valghandlingen ikke er tilstrækkelig. I erken-delse af dette indførte regeringen positiv særbehandling vedpolitiske valg. Det har foreløbig betydet, at kvinderneudgør 21 pct. af alle parlamentarikere og har indtaget 7,8pct. af posterne på ministerielt plan, inklusive forvaltnings-instanserne på provinsniveau.Som et led i den generelle demokratisering har regeringenrevideret den civile lovgivning med henblik på at forbedrekvindernes stilling på arbejdsmarkedet og i hjemmet. Udover landreformerne, der giver kvinder ret til at eje jord pålige fod med mænd, drejer det sig om• den lovlige mindstealder for giftermål er hævet fra 15 til

18 år;• mænd og kvinder har de samme rettigheder inden for fa-

milien;• der er forbud mod medgift og brudepriser;• ægteskab håndhævet ved kidnapning er ulovligt;• alle arbejdende kvinder har ret til betalt barselsorlov i 60

arbejdsdage.De retlige tiltag giver kvinder et godt grundlag for at hævdederes rettigheder, men gennemførelsen af selve lovgivnin-gen har vist, at der er mange forhindringer, der skal over-vindes, før loven kan udmøntes i sin fulde ordlyd. Indtilretsvæsnet er genopbygget, er det ofte den traditionellesædvaneret, der bruges til at afgøre sager i tilfælde af f.eks.medgift, skilsmisse og arv. Samtidig er sharia-loven gældendei de muslimske lokalsamfund. De forskellige retstraditionerog den moderne lovgivning er ikke indbyrdes forenelige ogkan bruges i modsætning til hinanden, hvilket giver et stortspillerum for lokale fortolkninger og omgåelse af den over-ordnede statslige lovgivning.

Dette dilemma gør sig også gældende i forbindelse medvold mod kvinder. Den eritreiske kriminalret giver mellem10 og 15 års ubetinget fængsel for voldtægt. Dog er detmeget få sager, der overhovedet når domstolene, fordi kvin-derne føler, at de bliver fornedrede i samfundets øjne, hvisoffentligheden får kendskab til et sådant overgreb. For atfå en mand dømt for voldtægt kræves en meget detaljeretbevisførelse, hvilket er en anden faktor, der afholder vold-tægtsramte kvinder fra at anmelde overgrebet. På den an-

partidannelserne vil styrke eller nedbryde en demokratiskstyreform.

På menneskerettighedsområdet har den tvungne værne-pligt medført, at Jehovas Vidner, der på grund af deres re-ligiøse overbevisning ikke vil overholde værnepligten, harmistet alle borgerrettigheder. Amnesty International (AI) harrapporteret om over 100 politiske fanger, der sidder fængs-let uden mulighed for en fair rettergang. Mange af fangerneer systemkritikere med et tilhørsforhold til den EritreiskeBefrielsesfront–Revolutionær Kommando (ELF-RC) ellermedlemmer af den islamiske „Hellig Krig“-bevægelse. AIhar ikke haft mulighed for at tilse fangerne eller foretageundersøgelser omkring de ca. 10-15 personer, der „forsvandt“ved magtovertagelsen i 1991-92.

Andre fængslede personer, der tilhørte de etiopiske sikker-hedsstyrker og civiladministrationen, blev dømt ved en mi-litær domstol i 1996. Rettergangen var ikke offentlig og kanhave været på kant med de menneskeretlige principper, sombl.a. omfatter retten til en forsvarer og mulighed for appel.Den eritreiske regerings lukning af et kontor, som tilhørteen internationalt anerkendt menneskerettighedsorganisation,har ikke givet håb om en mere lempelig politik. Begrænsetpressefrihed og manglende politisk ytringsfrihed er andrefaktorer, som fortsat underminerer menneskerettighedernei Eritrea.

Kvindernes rettighederMens de eritreiske kvinder ikke nød basale frihedsrettighederunder de skiftende kolonistyrer, fik de en central rolle imodstandsbevægelsen under krigen, hvor deres indsats varafgørende for kampens udfald. Efterkrigstidens reformerviderefører denne linie og har bragt kvindernes politiskedeltagelse på dagsordenen. I forbindelse med folkeafstem-ningen om national selvstændighed var omkring 50 pct. afde over en million stemmeberettigede vælgere kvinder. Herfik de for første gang lige rettigheder med mænd og kunnedeltage i beslutningen om landets fremtid.

Ifølge den eritreiske regerings opfattelse er kvinders poli-tiske frigørelse en langvarig proces, hvor en isoleret delta-

125124

Kvindernes parlamentariske indflydelseSiden landets selvstændighed er kvinderne blevet inddraget i det politiske ar-bejde. Den kønspolitiske orientering kunne allerede aflæses ved provinsvalgeti 1992-93. Relativt mange kvinder stillede op som kandidater og blev indvalgtbåde under særbehandlingskvoten og på kandidatlisten, der omfatter beggekøn.

Kvinder valgt på provinsniveau i 1992

Provinser Distrikter Landsbyer Total Antal af % af valgte

pladser valgte kvinder kvinder

Asmara -- -- 21 4 19,0

Akele Guzai 5 493 74 16 21,9

Barka 4 417 74 10 13,5

Denakil 5 83 49 6 12,2

Gash-Setit 4 378 76 15 19,7

Hamasien 5 145 66 13 19,7

Sahel 3 142 74 12 16,2

Semhar 4 38 46 6 13,0

Senhit 5 280 73 10 15,9

Seraye 5 564 83 19 22,8

Total 40 2.541 636 111 17,5

Kilde: Den Nationale Kvindeunion (NUEW), 1993

den side er der eksempler på kvinder, der faktisk har an-meldt voldtægten, men som i sidste instans er blevet tvun-get til at gifte sig med voldtægtsmanden, fordi sædvaneret-ten, der er gældende på grund af de statslige domstolesmanglende kapacitet, vurderer, at giftermålet udgør tilstræk-kelig kompensation.

Hustruvold forekommer jævnligt i de eritreiske lokal-samfund. En speciel udlægning af sædvaneretten specificererligefrem, hvor på kroppen en mand bør slå sin hustru. Hvisvolden ikke giver fysiske mén, er der sjældent nogen, derjuridisk tager til genmæle, og voldsramte kvinder får kunminimal støtte i bestræbelserne på at opnå skilsmisse. Detbør samtidig påpeges, at der i den traditionelle retspraksisfindes sanktioner mod voldelige ægtemænd. Familierne ogældreråd kan inddrages, og hvis kvinden flygter tilbage tilsin familie, som en sidste udvej, bliver det ofte accepteretaf de involverede parter. De retlige konsekvenser varierermeget fra sag til sag, og netop usikkerheden om en sagsudfald er ikke til de voldsramte kvinders fordel.

Omskæring af pigebørn foretages både i det kristne høj-land og i det muslimske lavland. Under krigen udførte detEritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF) et ihærdigt arbejdefor at ændre denne skadelige adfærd. Reformerne havde envis effekt, men kunne på ingen måde eliminere sædvanen.Efter selvstændigheden forsøger sundhedsarbejdere og ak-tivister at bevidstgøre kvinderne om omskæringsritualernesfrygtelige eftervirkninger. De informeres om sundhedsmæs-sige og psykologiske konsekvenser ved omskæring og gøresopmærksomme på, at omskæring er en form for børnemis-handling. Regeringens eget bud på, hvordan denne praksisfjernes, er en langsigtet indsats, der omfatter uddannelse,information og lovgivning.

Gennemførelsen af kvinders menneskerettigheder bliver ikkemindre problematisk af, at der kun findes ganske få kvinde-lige juridiske eksperter i Eritrea. Der findes seks kvindeligedommere ved provinsdomstolene, otte kvindelige dommereved distriktsdomstolene og seks kvinder, der arbejder somdistriktsanklagere. Kun 3 pct. af de studerende på Institut forRetsvidenskab på universitetet i Asmara er kvinder. Der fin-des ingen praktiserende kvindelige advokater.

127126

9. Udenrigspolitik

Eritrea ligger på Afrikas Horn, hvor også Etiopien, Soma-lia, Sudan og Djibouti er placeret. I et regionalt perspektivinddrages som regel Kenya og Uganda i den østafrikanskelandegruppe. Med undtagelse af Kenya er staterne blandtde mindst udviklede på kontinentet, og regionen rangerersom en af de fattigste i verden. Kolonimagterne opdelte sam-fundene uden hensyn til etniske og religiøse skillelinier.Derfor går politisk loyalitet og tilhørsforhold ofte på tværsaf de statslige landegrænser. Siden uafhængigheden af ko-lonialistisk herredømme har udviklingen været præget afusikkerhed og kriser forårsaget af interne borgerkrige, krigemellem stater, revolutioner og utallige statskup.

Selvom krige og katastrofer stadig gør sig gældende, harnogle af landene i regionen undergået en konstruktiv po-litisk og strukturel udviklingsproces siden begyndelsen af1990’erne. Eritreas selvstændighed faldt sammen med ind-sættelsen af nye styrer i Etiopien og Uganda. Begrænsningaf sociale og økonomiske uligheder, demokratiske refor-mer og fremvæksten af en stærk nationalisme var nogle afde tendenser, der gav samfundene en ny sammenhængs-kraft.

Som en eksponent for denne udvikling har Eritrea op-rettet diplomatiske forbindelser med en række regeringeri Afrika, Asien, Mellemøsten, Nordamerika og Europa. Dediplomatiske forbindelser og medlemskabet af det inter-nationale verdenssamfund har været forudsætningen fortilgangen af udenlandsk bistand og har desuden styrketbestræbelserne på regional fred. Eksempelvis er en væb-net konflikt mellem Eritrea og Yemen over Dahlak-øgrup-pen i Rødehavet blevet løst ved domsafsigelse i FN.

SudanEfter afkoloniseringen havde Sudan nogle årtier med re-lativt fredelige tilstande. Freden varede dog ikke ved, og

Eritreiske flygtninge hari årtier været en del affolkevandringerne påAfrikas Horn. Desværreer flygtningestrømmenpå ny blusset op, datusindvis af eritreeremed bopæl i Etiopien erblevet udvist.

Foto: Nordfoto

129128

EtiopienUnder krigen mod Mengistus centralstyre var Tigray-FolketsBefrielsesfront (TPLF) en af det Eritreiske Folks Befrielsesfronts(EPLF’s) nærmeste forbundsfæller. I efterkrigstiden har denetiopiske samlingsregering og den eritreiske overgangsregeringhaft et nært forhold på grund af de fælles historiske relatio-ner. Ved underskrivelsen af en venskabsaftale i 1992 beskrevden etiopiske udenrigsminister forholdet således: “Ingen an-dre lande har, efter at have gennemført en skilsmisse, formåetat vedligeholde og udbygge de venskabelige forbindelser såsuccesfuldt, som det er sket i Etiopiens og Eritreas tilfælde.Både separationsprocessen og de efterfølgende relationer har

i dag er landet fastlåst i en blodig borgerkrig mellem re-geringen i nord og oprørsbevægelser i de sydlige provin-ser. Det nuværende militære regime, den Nationale Isla-miske Front (NIF), er involveret i det, der til tider harhaft karakter af et folkemord på kristne befolkningsgrup-per. NIF’s politisk-religiøse interesser er kædet sammenmed fordringer på de oliereserver og mineralforekomster,der findes i Sydsudan. Derudover har NIF trænet, finan-sieret og bevæbnet udenlandske terrorgrupper med hen-blik på at eksportere den islamiske revolution til andrelande. Styret i Khartoum har tætte forbindelser til bl.a.det iranske præstestyre og den Islamiske Front (FIS) i Al-geriet.

Eritreas regering har flere gange været på kant med sty-ret i Sudan på grund af de mange eritreiske flygtninge,der opholder sig i det østlige Sudan. Eritreas regering harbeskyldt styret i Khartoum for at holde disse flygtningesom gidsler. Ydermere har organisationen Eritreisk Islamisk“Hellig Krig” (EIJ) modtaget husly, penge og våben fraKhartoum. EIJ forsøger at infiltrere den vestlige lavlands-region i Eritrea og har flere gange udført bombespræng-ninger og henrettelser. I 1994 trængte tropper fra Sudanind over grænsen til Eritrea, og siden har de diplomatiskeforbindelser været afbrudt. Det diplomatiske brud er ble-vet efterfulgt af gentagne voldelige episoder, hvor både su-danesiske og eritreiske troppeenheder har udført militæreraids ind over grænsen.

Som et modtræk til NIF’s forsøg på at øge den islami-ske indflydelse i det vestlige lavland, indledte den eritreiskeregering i 1995 et samarbejde med sudanesiske modstands-bevægelser samlet i den Nationale Demokratiske Alliance(NDA). NDA har hovedsæde i Asmara, hvorfra aktionernemod styret i Khartoum koordineres. Den eritreiske rege-rings aktive rolle i forsøget på at bekæmpe NIF svarer tilden politik, som gennemføres af regeringerne i henholds-vis Egypten, Uganda, Etiopien og Kenya. USA, hvis nyepolitik på Afrikas Horn netop går ud på at inddæmmeSudan, støtter modstanden mod styret i Khartoum og be-tegner det som et nødvendigt opgør med den internatio-nale terrorisme.

Eritreiske soldater harværet involveret i krigs-handlinger på forskelligefronter. For tiden er dertale om en længereva-rende grænsestrid medEtiopien.

Foto: Nordfoto

131130

splittelsen og indledte et samarbejde, der varede til midtenaf 1990’erne.

Ifølge den amerikanske Eritrea-ekspert, Dan Connell, børden igangværende grænsekonflikt ses i sammenhæng meden voksende Tigray-nationalisme i selve Etiopien. I efter-krigstiden er landets interne provinsgrænser blevet reetab-leret, så Etiopien i dag består af en slags koalition af for-skellige folkeslag. I løbet af denne proces har Tigray-folket,som i århundreder var undertrykt af den etniske amhara-elite, været i stand til at tilegne sig distrikter fra de omkring-liggende naboprovinser. Tigray-nationalismen er særdelesstærk og understøttes af TPLF-kadrer, som dominerer denny samlingsregering. Efter at have annekteret tilstødendeområder i Etiopien kom turen til den eritreiske grænse, hvoradministrationen i Tigray-provinsen indlemmede Badme-området ved at tegne et nyt landkort. Fra denne synsvinkeler grænsekonflikten mellem Eritrea og Etiopien forårsagetaf en territorial ekspansion, som Tigray-folket har igangsatfor at håndhæve deres nationale identitet.

Hverken en udveksling af breve mellem landenes statsle-dere eller et fælles kommissionsarbejde kunne forhindregrænsekonfliktens udbrud, og krigshandlingerne har resul-teret i nye flygtningestrømme og menneskerettighedsover-trædelser. De etiopiske myndigheders fængslinger og hetzmod eritreere bosiddende i Etiopien er en påmindelse om,at regeringen følger en meget hårdhændet kurs. I forbin-delse med grænsekonflikten er omkring 45.000 eritreereblevet interneret i lejre eller deporteret ud af landet. FN’shøjkommissær for menneskerettigheder har fordømt denetiopiske regerings handlinger og har opfordret til, at denstopper forfølgelserne. Der har været rygter om, at etiopiere,bosiddende i Eritrea, er blevet forfulgt og udvist, hvilket doger blevet afkræftet af flere uafhængige kilder.

Der har været mange intense mæglingsforsøg. Den Afri-kanske Enhedsorganisation (OAU) har forsøgt at bilæggestriden. Amerikanske diplomater har i samarbejde meddiplomater fra Rwanda præsenteret et lignende forslag omat afmilitarisere det omstridte grænseområde, indtil parternefinder en forhandlingsløsning. Udenrigsministrene fra Etio-pien og Eritrea tilkendegav i 1998, at de accepterede disse

bevist begge landes modenhed og folkenes værdige kulturelletradition i denne region”. Samarbejdet i de efterfølgende årgav grobund for en vis optimisme. De to lande havde et tætpolitisk og økonomisk samarbejde, der kom til udtryk vedgensidige handelsaftaler og en fælles holdning til det islami-ske styre i Sudan.

Imidlertid udbrød der i maj 1998 en grænsestrid mellemEritrea og Etiopien. Striden drejer sig om Badme-områdepå godt og vel 400 km². Den etiopiske regering hævder, atområdet hører ind under provinsadministrationen i Tigrayi det nordlige Etiopien. Modsat henviser Eritreas regeringtil landkort tegnet i 1890’erne af den italienske kolonimagt,hvor grænsedragningen bekræfter, at området ligger i detsydlige Eritrea.

De gensidige beskyldninger blev fulgt op af militære ope-rationer fra begge sider. I Senafe i Eritrea tvang kamp-handlingerne bønder på flugt fra deres brændende landsbyer.Et eritreisk fly bombede en skole i den etiopiske by Mekele,hvor i alt 44 civile måtte lade livet. Gengældelsesaktionen sketesamme dag, da etiopiske piloter bombede lufthavnen i Eritreashovedstad, Asmara. Grænsekonflikten har forfærdet mangeeritreere. I deres selvforståelse, som blev formet af 30 års krigmod den etiopiske kolonimagt, ligger der en latent frygt for,at nabolandet på ny vil indlede en besættelse. Under regnti-den i efteråret 1998 var der kun sporadiske træfninger vedfronten. Derimod fortsatte propagandakrigen mellem de tostridende parter med uformindsket styrke.

Konflikten er sandsynligvis kædet sammen med modstri-dende økonomiske interesser (se kapitel 6, afsnit om va-lutaomlægningens konsekvenser). På det politiske plan kanuenighederne mellem de to regeringer spores tilbage til1980’erne, hvor TPLF valgte at følge den albanske lederEnver Hoxhas fløj under splittelsen i den marxistisk-leni-nistiske bevægelse. EPLF stod for en mere selvstændig li-nie, der sammenstykkede ideologiske elementer fra forskel-lige revolutionære bevægelser i Afrika og Asien. Dengangstemplede TPLF den eritreiske befrielsesbevægelse somsmåborgerlig og anklagede den for knæfald for den sovjeti-ske socialimperialisme. EPLF afviste kritikken som sekte-risk og barnlig. Senere formåede parterne at lægge låg på

133132

konsekvenser for det internationale bistandsarbejde. Det erikke sandsynligt, at donorerne vil bidrage til en øget oprust-ning, og långivning såvel som gavebistand vil formentligt blivestoppet, i takt med at krigshandlingerne optrappes.

OAU og IGADEritrea er medlem af både OAU og den MellemstatsligeOrganisation for Udvikling (IGAD). OAU har forsøgt atløse konflikter mellem afrikanske stater, men har været mereend nølende i forhold til de civile borgerkrige, der blevudkæmpet internt i staterne. Dette erfarede eritreerne un-der krigen mod Etiopien, hvor OAU støttede den etiopi-ske indlemmelsespolitik. Eritreernes erfaringsbaserede hold-ning kom til udtryk, da OAU forsøgte sig som mæglermellem regeringerne i Asmara og Khartoum i 1995. Den-gang udtalte den eritreiske udenrigsminister utvetydigt: “Deneritreiske regering tror ikke på effektiviteten af OAU’s me-kanismer til konfliktløsning”. I 1999 ændrede den eritreiskeregering imidlertid kurs. Regeringens talsmand understre-gede de konstruktive aspekter ved OAU’s fredsforslag ogpåpegede forslagets fundamentale rolle for nye forhandlin-ger med henblik på at afslutte grænsekonflikten mellemEritrea og Etiopien.

Den positive holding til OAU som fredsmægler ændrerdog ikke ved den eritreiske regerings grundlæggende syns-punkt, som søger en anden organisation til at varetage deregionale interesser. Som et alternativ til OAU har deneritreiske udenrigspolitik fremhævet IGAD, hvis medlems-skare rummer Djibouti, Eritrea, Etiopien, Kenya, Somalia,Sudan og Uganda. Den eritreiske regering har med en vissucces formået at gøre IGAD til et forum, hvor der føresen dialog for regional fred, genopbygning og udvikling.IGAD, hvis mandat førhen var koncentreret om at bekæmpetørke, blev omorganiseret i 1996. Organisationens nuvæ-rende charter omfatter regulering af mellemstatslige forbin-delser og forholdet til udenlandske interesser, specielt deinternationale donorer. Med dette mandat vil IGAD kunnefremme konfliktløsning og bidrage til, at de afrikanskemedlemslande påtager sig et større ansvar for den regionale

betingelser, men penduldiplomatiet ledte ikke til et umid-delbart gennembrud.

Efter en forholdsvis fredelig periode blussede kampenemellem Etiopien og Eritrea op igen i slutningen af 1998.Under våbenhvilen havde begge parter styrket deres militærepositioner langs grænsen, og i løbet af de første måneder af1999 blev nye fronter inddraget i kampene. Efter at værepresset i defensiven accepterede de eritreiske myndigheder etfredsforslag fra OAU. Forslaget fik imidlertid ikke tilslutningfra den etiopiske regering, og de militære operationer fort-sætter med store tab på begge sider. I skrivende stund er derikke tegn på, at den tragiske krig mellem Eritrea og Etiopienafsluttes foreløbigt. Ud over de menneskelige tragedier, somkrigen uvilkårligt medfører, vil en stigende militarisme få

14. februar 1999:Eritreere jubler vedradionyheden om, ateritreeiske styrker harskudt en etiopisk heli-kopter ned ved DetRøde Hav.Den eritreiske nationa-lisme har fået vind isejlene under grænsekon-flikten med Etiopien,men grundlæggendetapper krigen deressourcer, som skullebruges til social ogøkonomisk udvikling.

Foto: Nordfoto

139138

Det regionale perspektivDer er god grund til at styrke det regionale samarbejde ogfredsbestræbelserne, hvis vi ser på de dystre perspektiver forAfrikas Horn. Store problemer med stigende militarisme,lovløshed, fattigdom og sammenbrudte statsapparater ken-detegner de kriser, som landene gennemløber.

udvikling. Fra en eritreisk synsvinkel har IGAD imidlertidsatset på den “forkerte hest”, da organisationen har tagetstilling til fordel for Etiopien i den aktuelle grænsekonflikt.Derfor er det usikkert, hvilken prioritet den eritreiske re-gering vil give samarbejdsorganisationen fremover.

137136

pessimistisk vurdering af de to regeringers vilje til at afhjælpefattigdommen, og bistandssamarbejdet vil formentligt bliveafviklet. Landenes forøgede udgifter til oprustning vil kungavne de internationale våbenhandlere, hvoraf Rusland iøjeblikket ser ud som en sikker vinder, da de russiske myn-digheder har solgt angrebsfly til begge parter i konflikten.Ifølge udenlandske iagttagere har Sudan indgået en aftalemed den etiopiske regering om at bekæmpe den fælleseritreiske fjende. Som modtræk har Eritrea indledt et sam-arbejde med oppositionsgrupper, som bekæmper den etio-piske centralregering. Således er der sandsynlighed for, atbefolkningerne på Afrikas Horn må gennemleve endnu enomsiggribende konflikt, der egentlig burde løses ved for-handlingsbordet.

I Somalia kan der ikke opnås enighed om en nationalsamlingsregering. Den somaliske stat er stort set ophørt medat fungere. Klanerne, der er bevæbnet til tænderne, bekrigerkonstant hinanden, uden at der etableres et styrkeforhold ien af fraktionernes favør. Selvom der er tegn på ændringeri hovedstaden, Mogadishu, hvor en politistyrke er begyndtat håndhæve ordensmagten, ser det slemt ud i andre deleaf Somalia. I begyndelsen af 1999 rapporterede udenland-ske hjælpeorganisationer om udbrud af epidemier såsomkolera og tyfus. FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) ad-varede om en forestående sultkatastrofe i den sydlige del aflandet. WFP vurderer, at omkring en million menneskerbefinder sig i en katastrofelignende situation på grund affem års dårlig høst forårsaget af oversvømmelser, tørke ogkrigshandlinger.

I Sudan sidder det fundamentalistiske islamiske styre stadigpå magten, og den blodige borgerkrig mellem centralstyreti nord og de kristne militser i syd fortsætter. Siden 1983 erover 1,2 million mennesker blevet dræbt, og landets øko-nomi ligger i ruiner. Internationale observatører vurderer,at krigen koster centralstyret omkring 1,5 mio. dollars omdagen. På grund af krigshandlinger og tørke er fattigdom-men i landdistrikterne meget udbredt. Der er brug for enbetydelig international indsats for at undgå en humanitærkatastrofe. Fredsforhandlingerne mellem regeringen og detSudanesiske Folks Befrielseshær (SPLA) er brudt sammengentagne gange. Sidste gang var i 1994, hvor uenighedendrejede sig om, hvorvidt den islamiske sharia-lov skulle gældefor kristne indbyggere i nord. I 1997 underskrev den suda-nesiske regering en fredsaftale med lederne af fem andremodstandsgrupper fra det kristne syd. Der blev opnåetenighed om at afholde en afstemning om det sydlige Su-dans selvbestemmelse i løbet af tre år. Modstanderne af detislamiske regime er nu så splittede, at nogle oppositions-politikere taler om en total disintegration af landet.

Hvis grænsekonflikten mellem Eritrea og Etiopien udviklersig til en regulær krig, vil det være et stort tilbageskridt forfreden og genopbygningsarbejdet. En sådan situation vilundergrave den stabilitet, der har hersket i de to nabolandesiden 1991. Fra internationalt hold vil krigen lede til en

139138

ForkortelserAI Amnesty InternationalCCE GrundlovskommissionenDanida Danske stats udviklingsorganisationEIJ Eritreisk Islamisk “Hellig Krig”ELF Eritreisk BefrielsesfrontELM Eritreisk BefrielsesbevægelseEPLA Eritreiske Folks BefrielseshærEPLF Eritreiske Folks BefrielsesfrontELF-RC Eritreisk Befrielsesfront–Revolutionær Kom-

mandoERRA Eritreisk Nødhjælps- og Rehabiliteringsorganisa-

tionERREC Eritreisk Nødhjælps- og FlygtningekommissionEWDFA Krigsveteranernes handicaporganisationFIS Islamiske Front i AlgerietGTZ Tysk Agentur for Teknisk SamarbejdeIDA Internationale UdviklingssammenslutningIGAD Mellemstatslig Organisation for UdviklingIMF Internationale ValutafondMitias Statslig organisation for reintegration af tidligere

soldaterNCEW Eritreiske Arbejderes LandsorganisationNDA Nationale Demokratiske Alliance i SudanNGO Privat hjælpeorganisationNIF Nationale Islamiske Front i SudanNORAD Norske stats bistandsorganisationNUEY Nationale Eritreiske Ungdoms- og Studenter-

organisationNUEW Nationale Eritreiske KvindeunionOAU Afrikanske EnhedsorganisationPFDJ Folkefronten for Demokrati og RetfærdighedPGE Eritreisk overgangsregeringPROFERI Programmet for repatriering af flygtningeRRC Etiopiske Nødhjælps- og RehabiliteringskomiteSIDA Svenske stats bistandsorganisationSPLA Sudanesiske Folks BefrielseshærTPLF Tigray-Folkets Befrielsesfront

wwwPå Internettet findes flere aktive hjemmesider med infor-mationer og nyheder om Eritrea:http://www.primenet.com/ephremhttp://www.asmarino.com/newsasmarinohttp://www.netafrica.org/eritrea

Den eritreiske politiske opposition kan kontaktes via:http://www.users.erols.com/meskerem

Derudover kan man følge menneskerettighedssituationeni landet på:http://www.amnesty.org

140

Søren Walther Nielsen, f. 1957, er cand.scient.soc. og an-sat som ph.d.-stipendiat ved Internationale Udviklingsstudierpå Roskilde Universitetscenter (RUC).

2000 Danida© Udenrigsministeriet

Redaktionen afsluttet oktober 1999.Udenrigsministeriets InformationssekretariatAsiatisk Plads 21448 København KTlf. 33 92 00 00E-mail: [email protected]: http\\www.danida.dk

Produktion: Udenrigsministeriets InformationssekretariatRedaktion: Charlotte HenriksenOmslagsfoto: Jørgen SchytteGrafisk produktion: aparte® design af kommunikationTryk: CC-Print 92 ApS

Udførlige oplysninger om Danmarks deltagelse i det inter-nationale udviklingssamarbejde findes i Danidas årsberet-ning og i loven om internationalt udviklingssamarbejde.

Beretning, pjecer, av-materialer m.v. kan fås vedhenvendelse til:Bech Distribution A/SPostboks 176Hedelykken 2-42640 HedehuseneTlf.: 46 55 01 55 · Fax: 46 55 01 69E-mail: [email protected]

De synspunkter, der er fremført i denne bog, er ikkenødvendigvis sammenfaldende med Udenrigsministeriets.

ISBN: 87-7265-783-9

eritrea - en politisk og økonomisk oversigt · søren walter ...€¦ · e r y identst præs med...

Documents