paramilitÆre organisationer i...

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET

FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II-L/STK 2006/07, Syndikat DOUHET Specialegruppe IFS-1 Kaptajnløjtnant Thomas Vestergaard

PARAMILITÆRE ORGANISATIONER I MELLEMØSTEN Hvordan kan Hamas - i forhold til omverdenen - udvikle sig til en accepteret politisk aktør og indgå i ”Køreplanen for Fred” mellem Israel og Palæstina?

Antal ord, optalt jf. direktiv: 15.599.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og Hamas’ Premierminister Ismail Haniyeh står mellem medlemmer af den nye Hamas ledede regering. Gaza 29. marts 2006.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET

Resumé

Specialet undersøger, hvordan den paramilitære organisation Hamas - i forhold til omver-denen - kan udvikle sig til en accepteret politisk aktør og indgå i ”Køreplanen for Fred” mellem Israel og Palæstina. Efter den kolde krigs ophør blev den mellemøstlige fredsproces indledt med Madrid-konferencen i 1991. Siden fulgte Oslo-aftalerne i 1990’erne med oprettelsen af et egentligt selvstyre i de palæstinensiske områder i 1994. Siden etableringen af selvstyret har udvik-lingen af fredsprocessen været begrænset. I 2003 lanceres en ny fredsplan, ”Køreplanen for Fred”, som skulle afslutte konflikten. Planens hovedmål var en to-statsløsning, hvor Israel og Palæstina levede i fred med hinanden. Kort efter lanceringen af ”Køreplanen for Fred” blev planen blokeret af Hamas’ selvmordsangreb i Israel, og planen har stort set lig-get stille siden. Hamas besluttede i 2005, for første gang, at gå ind i det politiske liv og opstillede til det palæstinensiske selvstyrevalg i 2006. Til stor overraskelse for Hamas, og til stor bekymring for omverdenen, vandt de valget stort og indtog regeringsmagten. Hamas, som er symbo-let på de spektakulære selvmordsbombeangreb i Israel, er efter terrorangrebene den 11. september 2001 blevet betegnet som en terrororganisation og fremgår af USA og EU lister over terrororganisationer. Dette betød, at Hamas og det palæstinensiske samfund blev ramt af omfattende sanktioner fra omverdenen, som kun kan blive ophævet, såfremt Ha-mas opfylder en række krav. Hovedkravet er, at Hamas er forpligtet til ”Køreplanen for Fred” og dermed to-statsløsningen og anerkendelsen af Israel. Hamas udsendte i forbindelse med opstilling til valget et nyt valgprogram, hvor Hamas nedtoner sin hidtidige retorik om udslettelsen af Israel. Det må konstateres, at Hamas i forhold til sit første charter fra 1988 har udviklet sig til at være en organisation med et mere moderat grundlag, hvor udslettelsen af Israel ikke mere fremgår. Hamas har siddet på re-geringsmagten i mere end et år, men det er endnu ikke lykkedes dem at få ophævet om-verdenens sanktioner. Når Hamas’ valgprogram, regeringsgrundlag og udtalelser analyseres, kan det konklude-res, at Hamas indirekte opfylder hovedparten af omverdenens krav. En analyse af Hamas’ organisation viser, at organisationen er særdeles kompleks opbygget og ikke var forberedt til at skulle varetage regeringsmagten. Det kan således konkluderes, at hovedårsagen til, at Hamas kun opfylder omverdenens krav indirekte, skyldes en organisation, hvor alle af-gørende beslutninger træffes via et centralt råd. I rådet drøftes beslutningerne og resulta-terne, som Hamas regeringen kan bringe videre, er ofte meget uklare eller modstridende. Hamas’ organisation var på grund af den uventede valgsejr ikke klar til at operere under de nye vilkår, som erobringen af regeringsmagten betød. Dette har medført, at der er tegn på splittelse i organisationen, og specielt den militære del kan påvirke eller udnytte splittel-sen og dermed Hamas’ beslutningsproces. Specialet konkluderer, at Hamas kan udvikle sig til en politisk accepteret aktør og indgå i ”Køreplanen for Fred” fase I. Forudsætningen for dette er dog, at Hamas foretager organi-satoriske forandringer således, at Hamas regeringens beslutningskompetence forøges, og at organiseringen af den militære del af Hamas ændres.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET

INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INDLEDNING..................................................................................................................5

1.1. Kapitlets formål........................................................................................................5 1.2. Indledning. ...............................................................................................................5 1.3. Opgaveanalyse........................................................................................................6

1.3.1. Specialeemnets nøglebegreber. ......................................................................6 1.4. Problemformulering. ................................................................................................7 1.5. Problemanalyse.......................................................................................................7 1.6. Teori. .......................................................................................................................8

1.6.1. Allison...............................................................................................................9 1.6.2. Valg og kritik af teori.......................................................................................10

1.7. Definitioner. ...........................................................................................................11 1.7.1. Omverdenen. .................................................................................................11 1.7.2. Accepteret politisk aktør.................................................................................11

1.8. Afgrænsninger. ......................................................................................................11 1.9. Opgavens metode og struktur...............................................................................12

2. TEORI, OPERATIONALISERING OG ANALYSEMODEL...........................................14 2.1. Kapitlets formål......................................................................................................14 2.2. Allison model II, den organisatoriske model. ........................................................14

2.2.1. Politik som et organisatorisk output. ..............................................................14 2.2.2. Organiseringskoncept. ...................................................................................15 2.2.3. Dominerende logiske mønstre. ......................................................................15 2.2.4. Generelle planer.............................................................................................16

2.3. Analysemodel. .......................................................................................................16 3. DET PALÆSTINENSISKE VALG ................................................................................17

3.1. Formål med kapitlet. ..............................................................................................17 3.2. Kvartettens reaktion på valgresultatet...................................................................17 3.3. Hamas reaktion på valgsejren...............................................................................19

3.3.1. Delkonklusion.................................................................................................19 4. HAMAS’ ORGANISERING OG MAGTFORHOLD .......................................................21

4.1. Formålet med kapitlet............................................................................................21 4.2. Hamas generelt. ....................................................................................................21 4.3. Hamas overblik......................................................................................................21 4.4. Organisering af Hamas. ........................................................................................23

4.4.1. Delkonklusion.................................................................................................28 5. ET HAMAS MED NYE MÅL OG DEN SENESTE UDVIKLING ...................................30

5.1. Formålet med kapitlet............................................................................................30 5.2. Hamas mål. ...........................................................................................................30

5.2.1. Hamas’ valgprogram. .....................................................................................30 5.2.2. Hamas’ første regeringsprogram. ..................................................................31 5.2.3. Hamas’ andet regeringsprogram og påvirkningen af Hamas’ organisation. .31

5.3. Delkonklusion. .......................................................................................................33 6. KRAVENE FRA ”KØREPLANEN FOR FRED” SAMT KVARTETTENS KRAV ...........34

6.1. Formålet med kapitlet............................................................................................34 6.2. ”Køreplanen for Fred” i hovedpunkter. ..................................................................34 6.3. ”Køreplanen for Fred” fastlåses. ...........................................................................35 6.4. Analyse af krav som Hamas skal opfylde i ”Køreplanen for Fred” fase I..............35 6.5. Delkonklusion. .......................................................................................................36

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET

6.6. Sammenstilling af Kvartettens krav med kravene for ”Køreplanen for Fred”........36 7. ANALYSE AF HAMAS’ MULIGHEDER FOR AT BLIVE POLITISK ACCEPTERET ...38

7.1. Formålet med kapitlet............................................................................................38 7.2. Sammenfattende analyse......................................................................................38

7.2.1. Organisatoriske forhold. .................................................................................38 7.2.2. Opfyldelse af de samlede krav.......................................................................39

7.3. Delkonklusion. .......................................................................................................40 8. KONKLUSION ..............................................................................................................41 9. PERSPEKTIVERING....................................................................................................43

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET Side 5 af 46

1. INDLEDNING

1.1. Kapitlets formål. Kapitlet definerer specialets ramme. Indledningsvis diskuteres problemets relevans og problemstilling i forhold til det overordnede emne: ”Paramilitære organisationer i Mellemøsten”. Efterfølgende gennemføres en diskussion af metode og teorivalg. Kapitlet afsluttes med en argumenteret forklaring for specialets afgrænsninger i forhold til problemformuleringen.

1.2. Indledning. Efter den kolde krigs ophør blev den mellemøstlige fredsproces indledt med Madrid-konferencen i 1991. Siden fulgte Oslo-aftalerne i 1990’erne med oprettelsen af et egentligt selvstyre i de palæstinensiske områder. Det seneste bud på løsning af konflikten er ”Køre-planen for Fred”, hvor målet er en to-statsløsning med en selvstændig palæstinensisk stat fra 2005. De seneste års tiltagende konflikt mellem Israel og Palæstina har imidlertid bety-det, at det endnu ikke er lykkedes at gennemføre planen, og at det er uhyre vanskeligt at se, hvordan parterne kan nå til enighed om at gennemføre fredsplanen1. I det palæstinensiske samfund har der til stadighed været markante indenrigspolitiske magtkampe mellem forskellige organisationer. De indenrigspolitiske stridigheder har siden 19872, efter oprettelsen af Hamas, været domineret af to store organisationer Fatah og Hamas. Et resultat af Oslo-fredsaftalerne var oprettelse af et Palæstinensisk selvstyre i 1994. Fa-tah har siden oprettelsen, via deres magt i PLO3, siddet på magten i det Palæstinensiske selvstyre4. Fatah har dermed ændret rolle fra at være en befrielsesorganisation til at være statsmagten i de palæstinensiske selvstyreområder. I takt med at Fatah har indgået i Oslo-fredsaftalerne med Israel og dermed har forladt de-res oprindelige strategi, som var væbnet kamp mod Israel, er der opstået et tomrum. Ha-mas udfylder dette tomrum ved sin væbnede kamp mod Israel. En kamp som blandt andet er gennemført ved brug af selvmordsbomber. Hamas udgør dermed oppositionen i det palæstinensiske samfund og fører den overord-nede væbnede kamp mod Israel. Med udgangspunkt i Hamas’ modstand mod Oslo-fredsaftalerne har organisationen frem til 2006, valgt ikke at opstille til valg til selvstyret5. Med Hamas’ væbnede kamp mod Israel og som opposition i det Palæstinensiske samfund har det været umuligt at gennemføre ”Køreplanen for Fred” uden om Hamas.

1 Udenrigsministeriet, konflikten i Mellemøsten. http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/aktuelt/fokuspaa/konfliktenimellemoesten 2 Globalsecurity, intelligence Hamas http://www.globalsecurity.org/intell/library/reports/crs/931014-hamas.htm 3 Laursen og Jensen (2000) p. 16. 4 Ibid p. 62. 5 Ibid p. 63.

UKLASSIFICERET


Det er derfor interessant at undersøge, hvorfor Hamas fortsætter deres væbnede kamp og dermed har afsporet ”Køreplanen for Fred”. Et interessant, afledt spørgsmål bliver ligele-des, hvad der skal til for at bringe køreplanen på sporet igen. I 2006 vandt Hamas valget til det palæstinensiske selvstyre og kom til magten6. I forbin-delse med Hamas opstilling til valget udsendte de i 2005 et valgprogram ”Change and Re-form”, som i høj grad nedtoner den væbnede kamp mod Israel og fokuserer på opbygning af en palæstinensisk stat fri af korruption7. Da Hamas ikke anerkender Israel som stat, og samtidig af andre stater bliver betegnet som en terrororganisation, iværksatte Vesten omfattende sanktioner mod selvstyret, som derfor nu er på randen af fallit. Løsningen af konflikten mellem Israel og Palæstina er i mange år blevet omtalt som nøg-len til fred i hele Mellemøsten. Senest i den såkaldte Baker-Hamilton8 rapport fastslås det, at Israel-Palæstina konflikten er kimen til øvrige konflikter i Mellemøsten9. Udvikling omkring selvstyret ledet af Hamas er afgørende for fremtiden i det palæstinensi-ske samfund og giver forskellige muligheder for fokusering af opgaven. Det ses dog på baggrund af Hamas’ valgsejr og omverdenens interesse i at få genstartet den mellemøstli-ge fredsproces interessant at fokusere på Hamas i forhold til at få ”Køreplanen for Fred” sat i gang.

1.3. Opgaveanalyse.

1.3.1. Specialeemnets nøglebegreber. Specialets overordnede titel er ”Paramilitære organisationer i Mellemøsten”. Titlen har væ-ret styrende for overvejelser omkring specialets undertitel og dermed problemformulerin-gen. Mellemøsten10 er området, der strækker sig fra Marokko i vest, til Iran i øst og fra Yemen i syd til Tyrkiet i nord. Det centrale område af Mellemøsten er Israel, Syrien, Jordan, Egyp-ten, Saudi Arabien og Palæstina, som består af Gaza og Vestbredden. Palæstina og Israel ligger i forhold til definitionen centralt i Mellemøsten og er dermed dækket af specialets overordnede titel. Paramilitær eller halvmilitær er en styrke, der ofte har en høj grad af militær uddannelse og udrustning11. Organisationer er et samvirke af forskellige elementer til en helhed. En

6 Udenrigsministeriet, landefakta Gaza/Vestbredden. http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktamellemoesten/landefaktagaza.htm 7Journal of Palestine studies number 4 summer 2006 p.10. 8 Baker-Hamilton-kommissionen er et tværpolitisk panel, som den amerikanske kongres i marts 2006 bad vurdere situationen i Irak. http://bakerinstitute.org/Pubs/iraqstudygroup_findings.pdf 9 Stigsgaard, Louise (2006), ”Er Israel-Palæstina kimen til Mellemøstens Kaos?” Berlingske tidende 15. dec. 10 Mellemøsthåndbogen (2006) p. 9. 11 Gyldendals røde ordbøger: paramilitær adj. (par(a)-1» + militær») halvmilitær, om styrke der ofte har en høj grad af mil. uddannelse og udrustning.

UKLASSIFICERET


sammenslutning med fagligt eller politisk formål12. Sammenfattende kan det formuleres, at der er tale om grupperinger af mennesker og enheder, der ikke er underlagt militære en-heder og uden egentligt tilhørsforhold til en stats militær. Kendetegnet er samtidig organi-sationsformer tilsvarende militære enheders hierarkiske opbygning. Hamas ses at ligge inden for rammerne af definitioner af paramilitære organisationer, idet de råder over ca. 3.000 mand13 under våben, som er organiseret som egentlige militære styrker. Endvidere har disse styrker foretaget væbnede kampe mod Israel. Sammenfattende kan det konkluderes, at området Palæstina og Israel samt organisatio-nen Hamas er dækket af specialets overordnede titel.

1.4. Problemformulering. Med udgangspunkt i ovenstående formuleres følgende problemformulering: Hvordan kan Hamas - i forhold til omverdenen - udvikle sig til en accepteret politisk aktør og indgå i ”Køreplanen for Fred” mellem Israel og Palæstina?

1.5. Problemanalyse. Hamas’ udvikling til en politisk accepteret aktør er analysens genstandsfelt. Denne udvik-ling er afhængig af Hamas egne handlinger og omverdenens vilje og evne til at acceptere denne uvikling. Dette medfører, at spørgsmålet om ”hvordan…” er afhængig af både Ha-mas og omverdenen, hvilket betyder, at begge forhold må undersøges. For så vidt angår omverdenen må det derfor analyseres, hvad der ligger til grund for den manglende accept af Hamas og dermed hvad, der implicit skal til for at opnå omverdenens accept af Hamas som politisk aktør. Det må derfor undersøges. hvilke krav der stilles fra de enkelte aktører og i ”Køreplanen for Fred”. Endvidere må det analyseres. om der i om-verdenens krav til Hamas er tegn på åbninger i forhold til Hamas. Accepten af Hamas som politisk aktør kræver enten, at Hamas ændrer politik for at leve op til omverdenens krav eller, at omverdenen ændrer sine krav til Hamas. En kombination af de to muligheder er, som det ses i de fleste politiske sammenhænge, den sandsynlige retning, som den politiske udvikling vil følge, såfremt Hamas bliver politisk accepteret. Det betyder, at Hamas’ politiske målsætninger i form af programmer, erklæringer, rege-ringsgrundlag mm. må analyseres for at klarlægge divergensen mellem omverdenen og Hamas. Den politiske proces, som Hamas står overfor, må nødvendigvis betyde en æn-dring af den førte politik for at opnå omverdenens accept. Det vil kræve, at organisationen ”Hamas” skal træffe afgørende beslutninger og ændre adfærd. Hermed kommer Hamas’ beslutningsproces i fokus for at kunne undersøge, hvordan organisationen bag Hamas træffer beslutninger. I naturlig forlængelse heraf åbner spørgsmålet sig om magtforholde-ne i Hamas’ organisation. Er den afgørende magt placeret hos enkeltpersoner, som der-ved har mulighed for afgørende at fastlåse udvikling. Den politiske situation, som Hamas står i, betyder, at organisationen bliver udsat for voldsomme påvirkninger, der vil sætte organisationens sammenhængskraft under pres. Det betyder, at det skal analyseres, om organisationen har tilstrækkelig sammenhængskraft til at modstå disse påvirkninger sam-tidig med omverdenens krav om at gennemføre ændringer af Hamas’ politik. 12 Gyldendals røde ordbøger: organisation - ordning og samvirken af forskellige dele til en helhed; sammen-slutning med fagligt eller politisk formål. 13 Ritzau (2007), ”Hamas og Fatah enes om samlingsregering” Berlingske tidende 9. feb.

UKLASSIFICERET


”Køreplanen for Fred” har siden 2003 været fastlåst, da Hamas ikke ville fortsætte for-handlingerne om en våbenhvile14, som skulle standse angrebene på Israel og dermed en forudsætning for ”Køreplanen for Fred”. Sammenholdt med at omverdenen fastholder kø-replanen som den eneste farbare vej i fredsprocessen, er det nødvendigt at analysere denne i forhold til Hamas’ nuværende politik. Dette skal ses i sammenhæng med, at Ha-mas i 2003, da de blokerede ”Køreplanen for Fred”, ikke var repræsenteret i det palæsti-nensiske selvstyre. Hamas’ indtræden på den officielle politiske scene indikerer, at Hamas har gennemgået en væsentlig politisk udvikling, som må undersøges i forhold til ”Kørepla-nen for Fred”.

1.6. Teori. Specialets problemstilling ” Hvordan kan Hamas - i forhold til omverden - udvikle sig til en accepteret politisk aktør og indgå i ”Køreplanen for Fred” mellem Israel og Palæstina” er en stor og en særdeles kompliceret problemstilling. Hamas har siddet på regeringsmagten i det Palæstinensiske selvstyre siden 2006, og det kunne derfor umiddelbart antages, at Hamas er i stand til at træffe beslutninger, der kunne føre frem til omverdenens accept af Hamas og dermed en genoptagelse af ”Køreplanen for Fred”. Hamas’ regeringsførelse har imidlertid vist, at dette ikke er tilfældet. Dette kunne meget vel skyldes, at Hamas er under stærk påvirkning af sin egen organisation, som der-ved kan have afgørende indflydelse på Hamas’ mulige handlinger og beslutninger. Denne hypotese skal den valgte teori via analyse kunne bidrage til at afdække. Udover påvirkningen fra Hamas’ egen organisation er Hamas under påvirkning af landene i den islamiske verden. Disse lande kan opdeles i to grupper: En gruppe som åbenlyst støtter Hamas, og en gruppe som uofficielt har begrænset, men rimelige stabile kontakter til Hamas. I denne opgave vil grupper, der støtter Hamas åbenlyst, være interessante, da disse er afgørende for Hamas’ økonomi, som har et budget på mellem 10 – 150 millioner US$15. Af lande, der støtter Hamas åbenlyst, er Iran og Syrien de mest markante, og ana-lysen af påvirkningen fra den Islamiske verden vil blive begrænset til disse to lande. Iran er Hamas’ stærkeste allierede i den islamiske verden, og Iran finansierer store dele af Ha-mas’ aktiviteter16. For så vidt angår Syrien opholder Hamas' politiske leder Khaled Meshal sig i hovedstaden Damaskus17. Forholdet mellem Israel og Syrien er konfliktfyldt, og de to lande er teknisk set stadig i krig, stridens kerne er Golanhøjderne18. Syriens støtte til Ha-mas er en måde, hvor på Syrien opnår at lægge pres på Israel, og omvendt opnår Hamas på samme måde en allieret, som støtter dem i kampen mod Israel. Hamas' politiske leder har dermed den syriske regerings beskyttelse og en indirekte opbakning til Hamas’ organi-sationens virke i kraft af deres fælles kamp mod Israel. Ovenstående anskueliggør, at forholdene omkring Hamas er styret af den omgivende or-ganisation samt stater, og det er derfor nødvendigt at anvende en teori, som kan forenkle og gøre problemstillingen mere overskuelig. Samlet set skal den valgte teori kunne håndtere stater, regeringer, beslutningsprocesser samt påvirkninger inde fra organisationen samt ydre påvirkninger.

14 Pleet, Barbera (2003), ”Hamas Roadblock to peace”, BBC NEWS 6. juni. http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/2970178.stm 15 Hroub, Khaled (2006) p.136 16 Hroub, Khaled (2000) p.176 -180 17 Nyhederne TV 2 (2006) ”Overblik: Aktørerne i Mellemøsten” 13. sep. http://nyhederne.tv2.dk/baggrund/article.php/id-4528291.html 18 Jane’s Sentinel Security Assesment – Eastern Mediterranean External Affairs, Syria (2006) p. 5 og 8.

UKLASSIFICERET


Den valgte teori muliggør at analysere problemstillingen og at fremkomme med en vurde-ring af, hvordan Hamas kan udvikle sig til politisk accepteret aktør. Svarene, der frem-kommer, vil ikke kunne betragtes som endelige og udtømmende svar på, hvordan Hamas kan udvikle sig til en accepteret politisk aktør. Specialet vil derfor give svar på, hvilke em-ner og områder, Hamas skal håndtere og udvikle i en given retning, for at blive en politisk accepteret aktør af omverdenen og dermed indgå i ”Køreplanen for Fred”.

1.6.1. Allison. Graham Allison udviklede på baggrund af Cubakrisen i oktober 1962 en model, der forenk-ler de komplekse udenrigspolitiske beslutningsprocesser, som stater gennemgår i forbin-delse med deres førte udenrigspolitik. Modellen er inddelt i tre undermodeller, der med hver deres indfaldsvinkel kan hjælpe med at forklare den udenrigspolitiske beslutningspro-ces. Allison udviklede sine modeller ved at studere henholdsvis rationelle, indlejrede pro-cesser (standardprocedure og automatiserede reaktioner) og den interne stræben efter magt i organisationen. Der var altså tale om et studie, som dannede grundlag for udviklin-gen af teorierne. Allisons tre modeller fokuserer med hver deres optik på henholdsvis staten, statens orga-nisation og statens bureaukrati. Modellerne fungerer derved som tre forskellige optikker, hvorigennem analysen fokuserer på beslutningsprocessen og dens elementer. De tre mo-deller har det fælles udgangspunkt, at de ser staterne i det internationale samfund som rationelle aktører. Aktørerne vil ud fra de muligheder, de ser træffe de valg, der bedst vil føre dem til deres mål. Teorierne anskuer det internationale samfund ud fra en realistisk vinkel som et sted, hvor der hersker kaos, og hvor staterne om nødvendigt med magt skal sikre sig. Det er muligt at indgå i samarbejde mellem stater, men staternes sikkerhed af-hænger af dem selv, og samarbejdet holder kun så længe, der er interessesammenfald mellem parterne. De tre modeller, som Allison opstiller, er: • Den rationelle model. • Den organisatoriske model. • Den bureaukratiske politikmodel.

Allison I, den rationelle model. Denne model anskuer staten som én samlet rationel aktør, der ud fra sine mål opstiller muligheder og konsekvenser og træffer de optimale valg til opnåelse af sine mål. Modellen tager ikke højde for samspil og mekanismer, der kan påvirke beslutningsprocesserne (in-de) i den enkelte stat, men ser staten som en enkelt aktør, der kan betragtes som en ”blackbox”. De handlinger, som staten har valgt, er som følge af en kalkuleret risiko på et strategisk problem. Forklaringerne indeholder, hvilket mål regeringen forfulgte i relation til den valgte handling, samt hvorledes denne handling var rimelig i relation til målet. Ud-gangspunktet for denne analyse er således, at den førte politik er baseret på en beslutning taget af nationen eller regeringen.

Allison II, den organisatoriske model. Fokus for denne models optik er flyttet fra den rationelle models fokus på staten til at foku-sere på de enkelte elementer af organisationen inde i staten. Modellen har som udgangs-punkt, at organisationen har ”hukommelse” og reagerer ved hjælp af automatiserede erfa-ringsbaserede meninger, hvilket betyder at regeringen handler, som den plejer. Modellen analyserer ikke blot statens samlede valg men inddrager yderligere faktorer som interne

UKLASSIFICERET


magtkampe om resurser og placering i hierarkiet. Modellen inddrager organisationer, som påvirker staten beslutningsprocesser ved fx at handle for at optimere egen position i for-hold til at træffe en given beslutning. Dette kunne være ved at forhindre gennemførelsen af en beslutning ved ikke at tildele opgaven resurser. Organisationer, som indgår i modellen er nationale som fx Forsvarsministeriet og internationale organisationer som fx alliance-partnere. Udgangspunktet for denne analyse er således, at den trufne beslutning er et produkt af en organisatorisk proces, som foregår i og omkring organisationen bag regeringen.

Allison III, den bureaukratiske model. Analysens fokus er her de mange aktører i regeringens hierarkiske bureaukrati, der fra deres forskellige positioner med forskellige opfattelser, referencer og mål kæmper om ind-flydelsen. Når det gælder udenrigspolitikken vil alle gøre, hvad de kan og synes er bedst og vil derfor kæmpe for deres forslag. Magten er delt, men der er forskel på magtens aktø-rers opfattelser af løsningen. Magt og evner er bestemmende for hvilken handling, der bli-ver udfaldet af processen. Udgangspunktet for denne analyse er således, at den trufne beslutning ikke er et valg fra regeringen men et produkt af en intern magtkamp, som foregår i og omkring bureaukratiet bag regeringen.

1.6.2. Valg og kritik af teori. Allisons model vurderes at være anvendelig til at besvare specialets problemstilling, idet modellen fokuserer på staters og regeringers adfærd i udenrigs- og militære anliggender. ”Køreplanen for Fred” er et udenrigspolitisk anliggende, og Hamas’ væbnede kamp mod Israel er i høj grad et militært anliggende. Specialets analytiske genstandsfelt er Hamas, hvilket betyder, at Allisons model II vil være anvendelig, da Hamas’ handlinger og beslutninger er stærkt påvirket af egen organisation. Ligeledes påvirkes Hamas også af stater samt af enkeltpersoner, se pkt. 1.6. Det betyder, at der i modellen vil blive inddraget elementer fra model I og III. Det vil ske med fokus på, hvordan det påvirker organisationen Hamas, således at det analytiske genstandsfelt fast-holdes. Gældende for alle Allisons modeller er, at de ikke kan håndtere betydningen af aktørens førte indenrigspolitik i forhold til den førte udenrigspolitik. Det betyder i relation til specialet, at Allisons modeller ikke ville kunne forklare hvilken betydning, indenrigspolitiske magt-kampe mellem Hamas og Fatah ville få for beslutninger i udenrigspolitisk sammenhæng. Endvidere er der for anvendelsen af modellerne ikke en færdig brugsanvisning, hvilke be-tyder, at operationaliseringen og anvendelsen af modellen er påvirket af egen opfattelse og tolkning. Det er derfor vigtigt, at forfatteren er opmærksom på disse svagheder, når modellen anvendes til analysen, således at denne fremstår så objektivt som muligt.

UKLASSIFICERET


1.7. Definitioner.

1.7.1. Omverdenen. Omverdenen skal i dette speciale ses at være aktørerne bag ”Køreplanen for Fred”: FN, USA, EU og Rusland, benævnt Kvartetten. Herudover er Israel en aktør i planen, men vil ikke blive inddraget i definitionen af omverdenen. Det skyldes, at USA, som Israel vigtigste allierede og garant for staten Israels eksistens, kan lægge tilstrækkeligt pres på Israel, så-ledes at Israel vil acceptere beslutninger truffet af Kvartetten. Den argumentation under-bygges senest i en artikel i Berlingske Tidende den 21. marts 200719, hvor der står ”Israel fik en knytnæve i maven, da en højtstående amerikansk diplomat, generalkonsul, Jacob Walles mødtes med den palæstinensiske finansminister”. Teksten refererer til, at Israel havde opfordret det internationale samfund til at boykotte den Hamas ledede regering. Til trods for dette tager Israels nærmeste allierede USA kontakt til den nye Hamas ledede regering, dog kun til medlemmer af regeringen, der ikke kommer fra Hamas.

1.7.2. Accepteret politisk aktør. Opfattelsen af Hamas som accepteret politisk aktør er bestemt af omverdenens vilje til at acceptere Hamas. Dette vil være i form af diplomatiske kontakter, ophævelse af sanktioner og inddragelse på lige fod med øvrige aktører i området. Det vil sige, at Hamas som leder af regeringen i Palæstina kan handle uden nogen form for sanktioner fra omverdenen. En færdig checkliste for, hvornår en organisation kan betragtes som en politisk accepteret aktør, kan altså ikke udfærdiges men må bero på omverdenens handlinger. I maj 2006 valgte aktørerne bag ”Køreplanen for Fred” at iværksætte en økonomisk bloka-de mod selvstyret og dermed mod Hamas20. Ophævelse af den økonomiske blokade vil være et stærkt signal om omverdenens accept af Hamas. Det vurderes dog ikke at være nok til at kunne betegne Hamas som en politisk accepteret aktør. Det skyldes, at en even-tuel ophævelse fx kan bero på, at omverdenen ikke vil acceptere, at det palæstinensiske folk lider unødigt under blokaden. Derfor vil den afgørende indikator være, at Hamas som regeringsmagt indgår på lige fod med de øvrige aktører i processen omkring ”Køreplanen for Fred”. Samlet set betyder det, at ophævelsen af Kvartettens sanktioner mod den Hamas ledede regering er første målepunkt i forhold til omverdenens accept. Efterfølgende hvilke krav Hamas skal opfylde for at blive inddraget i ”Køreplanen for Fred”.

1.8. Afgrænsninger. • Specialet vil kun behandle interne Palæstinensiske konflikter som den igangværende

mellem Hamas og Fatah, når det er nødvendigt i forhold til ”Køreplanen for Fred”. • For så vidt angår ”Køreplanen for Fred” er denne opdelt i tre faser. Fokus i dette speci-

ale er fase I af køreplanen, da det er her, planen juni 2003 blev blokeret af Hamas’ pga. de uafklarede forhold i planen vedrørende de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage det tidligere Palæstina og Øst Jerusalems fremtid.21. Da planen har ligget

19 Stigsgaard, Louise (2007), ” Israel isoleret i at afvise palæstinensisk regering” Berlingske Tidende 21. mar. 20 Quartet Statement New York, 9 May 2006. http://www.un.org/news/dh/infocus/middle_east/quartet-9may2006.htm 21 Pleet, Barbera (2003), ”Hamas Roadblock to peace”, BBC NEWS 6. juni. http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/2970178.stm

UKLASSIFICERET


stille i ca. 4 år, og Hamas er kommet på banen som politisk aktør samt, at Israel har fortsat deres bosættelser, vurderes det, at de øvrige dele af planen vil blive ændret som følge af den politiske proces. Fase II og III vil derfor ikke kunne anvendes analy-semæssigt i specialet. De to faser vil dog kort blive beskrevet for at give helheden i planen. Analysen af fase I af køreplanen i pkt. 6.4 vil udelukkende fokusere på kravene til den palæstinensiske del.

• Den sociale og religiøse del af Hamas’ organisation vil kun i begrænset omfang blive inddraget i specialet, da disse vurderes at have meget langsom indflydelse på Hamas’ handlemuligheder som politisk aktør på det udenrigspolitiske område. Dette skyldes, at disse dele af organisationen skaber grundlag for Hamas’ legitimitet i befolkningen ved at drive sundhedsklinikker, skoler og moskeer. En reduktion af disse vil derfor kun langsigtet kunne ramme Hamas’ regeringsledelse ved et valg.

• Udviklingen omkring den Hamas ledede regering sker hurtigt og samtidigt med udar-bejdelse af dette speciale. Det er derfor nødvendigt at sætte en deadline for inddragel-se af nyt materiale om den Hamas ledede regering i forhold til afleveringsdatoen for specialet. Deadline for nyt materiale sættes til den 24. marts 2007.

1.9. Opgavens metode og struktur. Specialet er baseret på et empirisk grundlag, og den deskriptive analyse vil blive anvendt. Kapitel 1: Indledning. Formålet med kapitlet er at definere specialets ramme. Indledningsvis diskuteres proble-mets relevans og problemstillingen i forhold til det overordnede emne. Efterfølgende gen-nemføres en diskussion af metode, teorivalg og specialets afgræsninger. Kapitel 2: Teori, operationalisering og analysemodel. Formålet med kapitlet er at diskutere teoriens forklaringskraft og begrænsninger, og hvor-dan teorien vil blive operationaliseret i relation til specialet. Kapitel 3: Det palæstinensiske valg. Formålet med kapitlet er at diskutere og analysere omverdenens reaktion på valgresultatet samt at analysere de afledte konsekvenser for Hamas. På baggrund heraf udledes omver-denens krav til den palæstinensiske Hamas ledede regering. Afslutningsvis konkluderes det, hvilke dele den efterfølgende analyse skal fokusere på. Kapitel 4: Hamas’ organisering og magtforhold. Formålet med kapitlet er at analysere Hamas’ organisation med udgangspunkt i fokusering fra kap.3. Således afdækkes Hamas’ organisation og hvordan magten i Hamas er fordelt, hvad der er styrende for Hamas’ beslutninger, og hvad der er kendetegnende for Hamas’ handlingsmønstre. Kapitel 5: Et Hamas med nye mål og den seneste udvikling. Formålet med kapitlet er at analysere Hamas’ valgprogram, charter og regeringsprogram med henblik på at klarlægge organisations mål. Fokus er her i forhold til kapitel 3, omver-denens krav og Hamas’ holdning til ”Køreplanen for Fred”. Afslutningsvist inddrages den seneste udvikling, jf. specialets afgrænsning.

UKLASSIFICERET


Kapitel 6: Kravene fra ”Køreplanen for Fred” samt Kvartettens krav. Formålet med kapitlet er at analysere ”Køreplanen for Fred” med henblik på at klarlægge, hvilke krav Hamas skal opfylde i forhold til denne plan. Disse krav sammenstilles med Kvartettens krav, således at kapitlet giver et samlet overblik over de krav, som Hamas skal opfylde. Kapitel 7: Analyse af Hamas’ muligheder for at blive politisk accepteret. Formålet med kapitlet er at foretage en sammenfattende analyse med udgangspunkt i ka-pitel 3, 4, 5 og 6 for at klarlægge, hvordan Hamas kan blive en accepteret politisk aktør. Kapitel 8: Konklusion. Formålet med kapitel er at konkludere, hvordan Hamas kan opfylde omverdenens krav og ”Køreplanen for Fred” samt blive en accepteret politisk aktør. Kapitel 9: Perspektivering. Formålet med kapitlet er at perspektivere specialet i forhold til de udfordringer, der umid-delbart ses at være forestående i den mellemøstlige region.

UKLASSIFICERET


2. TEORI, OPERATIONALISERING OG ANALYSEMODEL

2.1. Kapitlets formål. Kapitlet diskuterer teoriens forklaringskraft, og hvordan teorien vil blive operationaliseret i relation til specialet. Indledningsvis redegøres der for den for den valgte teoretiske model, Allison II, hvorefter teorien operationaliseres til brug i dette speciale. Kapitlet afsluttes med at præsentere specialets analysemodel.

2.2. Allison model II, den organisatoriske model22. Udgangspunktet for denne model er, at den trufne beslutning er et produkt af en organisa-torisk proces, som foregår i og omkring organisation bag regeringen. Beslutningen skal derfor ses som summen af output genereret af forskellige dele af organisationens funkti-onsområder og forudbestemte rutiner. Teoriens forklaringskraft opnås ved at afdække den organisatoriske beslutningsproces og dermed outputtet, som er genereret af organisatio-nens rutiner, magthierarki og programmer. Analysemodellen er underinddelt i fire hovedpunkter, som igen indeholder en række un-derpunkter. Allison model II er justeret således, at den er tilpasset specialets genstandsfelt. Dette har været nødvendigt for, at den teoretiske model også kan håndtere påvirkninger fra stater og enkeltpersoner, som Hamas, beskrevet i pkt. 1.6., i høj grad er udsat for i deres rolle som leder af det palæstinensiske selvstyre.

2.2.1. Politik som et organisatorisk output. Ifølge denne model er den førte politik et produkt af erfaringer og samspil mellem de un-derliggende organisationer, som tilsammen udgør en stats regering/styre. Organisationer er af følgende grunde essentielle at fokusere på: • Iværksættelse af handlinger sker gennem organisationer – bevidst eller ubevidst. • Begrænsninger i nationale organisationer styrer hvilke muligheder, der er til rådighed

og produktet af statens organisationer styrer statens muligheder/begrænsninger, når den skal agere.

• Beslutninger træffes aldrig på et fuldstændigt rent grundlag, dette er tilvejebragt via organisationer på baggrund af erfaringer og procedure, ligesom de har taget de første trin i en nærmest forudprogrammeret ”løsning”.

Operationalisering. I relation til problemformulering er det nødvendigt at analysere organiseringen af Hamas, som afgrænses til de militære og politiske dele af organisationen. Organiseringen af Ha-mas er ikke offentlig tilgængelig, så denne må sammenstykkes på baggrund af tilgængeli-ge kilder med henblik på at skabe et organisatorisk overblik af Hamas for den videre ana-lyse.

22 Allison, Graham T. (1969)” Conceptual models and the Cuban missile crises” p. 689 – 718 oversættelse og fortolkning er udarbejdet i specialegruppens ramme af Philip Jørgensen og Thomas Vestergaard. Opera-tionalisering er udarbejdet individuelt. Kildehenvisningen gælder hele pkt. 2.2.

UKLASSIFICERET


Analysen i kapitel 4 fokuserer på, hvordan Hamas som regeringsledelse træffer beslutnin-ger og dermed handler. Analysen gennemføres ved hjælp af følgende fokuseringsspørgs-mål, som ikke nødvendigvis gennemføres i kronologisk rækkefølge: • Hvordan er Hamas organisatorisk sammensat? • Hvilke dele af Hamas’ organisation er med i den politiske beslutningsproces? • Hvilke dele af organisationen er de mest magtfulde politiske organer, og hvilke midler

har de til at påvirke processen? • Hvilke øvrige dele af organisationen kan påvirke beslutningsprocessen og med hvilke

midler? • Hvilke muligheder/begrænsninger er der i Hamas’ organisation?

2.2.2. Organiseringskoncept. Ifølge modellen udvikler organisationer relativt stabile reaktionsmønstre. Det særlige ved organisationers output er deres tendens til at blive forudsigelige og et produkt af forud etablerede rutiner. Derfor ser modellen, at den agerende ikke er en enmands regering eller enmands stat, men snarere organisationen under den enevældige eller individuelle rege-ringsleder. Opdeling af beslutningskompetencer og problemkompleksitet betyder, at handlinger invol-verer hele organisationen og ikke kun enkeltpersoner. Når organisationer gives opgaver, handler de også indenfor statens givne rammer. Tildeling af et snævert arbejdsområde til en organisation ansporer til ”suboptimering” bl.a. i kraft af begrænsede informationer, rekruttering, tryghed i organisationen, interne pres og belønningsstrukturer. Operationalisering. Som beskrevet under pkt.1.6 er Hamas under indflydelse og påvirkning af andre stater. I relation til Hamas og organisationens beslutningsproces skal påvirkning fra Iran og Syrien afdækkes. Udover påvirkningen fra Iran og Syrien, påvirkes Hamas af Kvartetten bag ”Kø-replanen for Fred”. Disse ydre påvirkninger på Hamas vil i kapitel 4 blive analyseret ved hjælp af nedenstående fokuseringsspørgsmål, som ikke nødvendigvis gennemføres i kro-nologisk rækkefølge. • På hvilken måde og i hvilket omfang støtter henholdsvis Iran og Syrien Hamas, og hvil-

ken indflydelse har dette haft på organisationen Hamas’ handlinger? • Hamas’ politiske leder opholder sig i Syrien. Hvilken indflydelse har dette på organisa-

tionen Hamas’ handlinger? • Kvartetten bag ”Køreplanen for Fred” har efter Hamas’ valgsejr indført sanktioner mod

Hamas regeringen. Hvilken indflydelse har disse sanktioner haft på Hamas som orga-nisation?

2.2.3. Dominerende logiske mønstre. Når en nation eller regering gennemfører en handling, vil dens organisatoriske komponen-ter tidligere have udført en handling (eller have etableret rutiner for den handling), der kun er marginalt anderledes. En regering består til hver en tid af sammensatte organisationer med hver deres mål, programmer og vaner. I hvert tilfælde er en regerings handlinger ka-rakteriseret ved at falde tilbage på disse rutiner. Modellens forklaringskraft er opnået ved

UKLASSIFICERET


at afdække organisationens rutiner og programmer, som er i stand til at producere løsnin-ger, som indbefatter løsning af problemerne. Operationalisering. Med udgangspunkt i problemformulering om hvordan Hamas kan udvikle sig til en politisk accepteret aktør, vil det i kapitel 4 blive undersøgt, om dele af organisationen er domine-rende i forhold til andre dele af organisationen, og om der kan udledes konkrete hand-lingsmønstre for disse dele af organisationen. Hvordan påvirker dominerede dele og deres handlingsmønstre Hamas’ udviklingsmuligheder til politisk accepteret aktør. I kapitel 5 vil Hamas’ mål blive analyseret med udgangspunkt i Hamas’ programmer, char-ter og regeringsgrundlag med henblik på at afklare Hamas holdninger i relation til kravene fra Kvartetten bag ”Køreplanen for Fred”.

2.2.4. Generelle planer. Løsninger udarbejdes ikke på baggrund af lederens anvisninger men efter rutiner. Stan-dardløsninger er en god løsning til gennemsnitlige problemer, men en dårlig løsning til sto-re og kritiske problemer. Standarder er altid lavet på baggrund af historik og kan ikke bru-ges på fremtiden. Nye løsninger har tendens til at tage udgangspunkt i gamle løsninger og blot blive inkre-mentielle forandringer, der ikke har det nødvendige element af revolution over sig, når det-te er krævet. Organisationer har tendens til at holde fast i beslutninger langt ud over punk-tet, hvor omkostningerne overskygger nytten. Besluttede løsninger skal kunne udføres i praksis. Projekter, som kræver flere organisatio-ners samtidige og præcise samspil, har tendens til at mislykkes. Projekter, som kræver at organisationer agerer anderledes end det vante, bringes sjældent til udførsel i den planlag-te form. Det kan forventes, at organisationen gør, hvad den tror, der forventes af den. Le-deren må forvente ufuldstændige og fordrejede informationer fra organisationerne. Orga-nisationer vil vise modvilje mod at agere mod egne mål. Operationalisering. Samlet set betyder Hamas’ erobring af regeringsmagten, at der skal træffes beslutninger og foretages handlinger. Derfor skal den samlede Hamas organisation samarbejde for at kunne underbygge organisationens beslutninger og handlinger. Analysen fokuseres derfor mod i kapitel 4 at analysere om den tilstrækkelige sammen-hængskraft er til stede mellem de forskellige dele af Hamas’ organisation. Fokus for denne del af analysen er, om den nuværende organisation giver Hamas som regeringsmagt den nødvendige kontrol og sammenspil i organisationen for, at Hamas kan udvikle sig til en politisk accepteret aktør. Ligeledes analyseres det, om dele af organisati-onen tager udgangspunkt i gamle løsninger og dermed hænger fast i fortidens beslutnin-ger.

2.3. Analysemodel. På baggrund af operationaliseringen og metoden gennemføres specialets analyse som illustreret i bilag 1.

UKLASSIFICERET


3. DET PALÆSTINENSISKE VALG

3.1. Formål med kapitlet. Kapitlet analyserer omverdenens samt Hamas’ reaktion på valgresultatet. Ligeledes ana-lyseres de afledte konsekvenser for Hamas og dermed den palæstinensiske regering. På baggrund heraf udledes omverdenens krav til den palæstinensiske Hamas ledede rege-ring. Afledt heraf konkluderes det, hvilke dele den efterfølgende analyse skal fokusere på i forhold til analysen af Hamas’ organisation og deres valgprogram.

3.2. Kvartettens reaktion på valgresultatet. Den 25. januar 2006 blev der afholdt valg i de palæstinensiske selvstyreområder, som Hamas vandt suverænt over den siddende regering ledet af rivalen Fatah23. Ved valget fik Hamas 76 pladser og Fatah 43 pladser. Hamas erobrede således over halvdelen af par-lamentets 132 pladser og fik dermed suverænt flertal, hvilket betød, at Hamas kunne dan-ne en flertalsregering uden om Fatah. Til trods for at det er vanskeligt at monitere retfærdighed af et valg, betegnes valget af de internationale valgobservatører og af Kvartetten bag ”Køreplanen for Fred” som frie, ret-færdige og sikre samt, at valget derfor må betragtes som det palæstinensiske folks valg. Herudover udtaler Kvartetten direkte møntet på Hamas, at der er forskel på paramilitære aktiviteter og nationsopbygning24. Med udgangspunkt i at valget af Kvartetten og valgobservatørerne betegnes som det pa-læstinensiske folks valg og retfærdigt, må Hamas ses at have legitimitet i forhold til befolk-ningen. Endvidere viser det, at Hamas som regering af Kvartetten ses at være demokra-tisk valgt og dermed har legitimitet som regeringsmagt. Kvartettens udtalelser omkring nationsopbygning indikerer en dyb skepsis i forhold til Ha-mas’ evne til som regeringsmagt at varetage ledelsen af Palæstina. Kvartetten udtaler videre, at en forudsætning for en to-statsløsning er en accept af Israel og en afvæbning af de militære grupper25. Kvartetten fastholder derved ”Køreplanen for Fred” og pålægger Hamas ansvaret afvæbningen i de palæstinensiske områder, for at planen kan fortsætte og etablering af en palæstinensisk stat gennemføres. Samlet set betyder det, at Hamas for at opnå Kvartettens accept skal acceptere ”Kørepla-nen for Fred” og afvæbne de paramilitære grupper i området. Den 30. januar 2006 udspecificerede Kvartetten yderligere kravene26: • At det palæstinensiske selvstyre er forpligtet til at følge ”Køreplanen for Fred”. • At det palæstinensiske selvstyre er forpligtet af de tidligere aftaler mellem parterne i ”Kø-

replanen for Fred”. 23 DR (2006), ”Undren og vrede over Hamas’ valgsejr” DR Nyheder/Udland 27. jan. http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2006/01/27/113151.htm 24Statement by the Middle East Quartet on Palestinian Legislative Council Elections New York, 26 January 2006. http://www.un.org/news/dh/infocus/middle_east/quartet-26jan2006.htm 25 Ibid. 26 Quartet statement London, 30 January 2006. http://www.un.org/news/dh/infocus/middle_east/quartet-30jan2006.htm

UKLASSIFICERET


• At det palæstinensiske selvstyre er forpligtet af ”Køreplanen for Fred” til en to stats-løsning.

• At det palæstinensiske selvstyre er forpligtet til ikke voldelig adfærd og til at opgive kra-vet om udslettelse af Israel.

• At det palæstinensiske selvstyre anerkender staten Israels ret til at eksistere. Ud over de foregående krav betyder udspecificeringen, at Hamas grundlæggende må ændre sin struktur og sin opfattelse af Israel samt fuldt ud acceptere ”Køreplanen for Fred”. Kravet om ikke voldelig adfærd peger direkte på, at Hamas skal nedlægge sine væbnede fløje. Med hensyn til Kvartettens udmelding om ”Køreplanen til Fred” må det konstateres, at Hamas kun har én mulighed for at blive accepteret, og det er en fuld ac-cept af planen samt alle tidligere indgåede aftaler. Kvartetten gav Hamas ca. 3 måneder27 til at etablere og opkøre regeringsmagten, således at Kvartettens krav kunne blive opfyldt. Først i maj 2006, noget efter at de 3 måneder var udløbet, vedtog Kvartetten en økono-misk blokade af Hamas’ regering. Den økonomiske hjælp til selvstyret blev indstillet, og kontakten til den officielle del af det palæstinensiske selvstyre stoppede28. Det skyldtes, at Hamas i 3 måneders perioden ikke opfyldte kravene fra Kvartetten. Der har blandt andet været angreb fra palæstinensisk side ind i Israel. Ligeledes har den palæstinensiske uden-rigsminister, Mahmoud al-Zahars udtalt, at han "glæder sig til en dag at kunne hænge et stort verdenskort op, hvorpå Israel ikke optræder". Det indikerer, at Hamas i perioden ikke har kunnet dreje sin organisation i en retning, hvor kravene fra Kvartetten kunne opfyldes. Specielt peger det på, at Hamas ikke har været i stand til at kontrollere de paramilitære organisationer i de palæstinensiske områder, her-under deres egen militære del, Izz-al-Din al-Qassam brigaden. Endvidere peger uden-rigsministerens udtalelse på, at de diplomatiske evner hos den øverste politiske ledelse endnu er umodne. Hensigten med Kvartettens boykot af Hamas er at tvinge Hamas til at opfylde Kvartettens krav og samtidig sende et positivt signal til den palæstinensiske befolkning ved at fortsætte den humanitære støtte. EU står for administration af boykotten, således at den rettes di-rekte mod Hamas regeringen, og den humanitære støtte til det palæstinensiske folk fort-sættes. Det viser, at Kvartetten lægger maksimalt pres på Hamas’ ledelse og giver dem fuldt ansvar for, hvad der sker i de palæstinensiske områder herunder også kontrol med øvrige paramilitære grupper i området. Det betyder, at de specificerede krav fra den 30. januar 2006 specificeres yderligere ved at kræve, at Hamas regeringen sikrer Israel mod angreb fra de palæstinensiske områder. Ligeledes indikerer Kvartetten ved at målrette sanktionerne mod Hamas regeringen, at den palæstinensiske befolknings valg respekte-res, og at de stadig ser Hamas som den legitime regeringsmagt. Hamas manglende opfyldelse af Kvartettens krav besværliggøres yderligere af, at Hamas som organisation er opført på USA’s og EU’s lister over terrororganisationer29. På EU’s

27 Palestine Media Center – PMC, (2006), “Ingen titel” 2. feb. http://www.palestine-pmc.com/details.asp?cat=1&id=1086&search=1&key1=quartet 28Quartet Statement New York, 9 May 2006. http://www.un.org/news/dh/infocus/middle_east/quartet-9may2006.htm 29Udenrigsministeriet, terrorlister. http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/globaleemner/terrorisme/terrorlister/terrorlister.htm

UKLASSIFICERET


liste adskilles Hamas’ militære del Izz-al-Din al-Qassam brigaden fra den øvrige del af or-ganisationen. Det viser endvidere, at Hamas’ politiske del ikke har været i stand til at ad-skille sig fra sin paramilitære del, da EU på grund af deres mere pragmatiske tilgang til Hamas ville have ladet dette afspejle sig i deres behandling af det Hamas ledede palæsti-nensiske selvstyre.

3.3. Hamas reaktion på valgsejren. Der er ingen tvivl om, at valgsejren også kom som en stor overraskelse for Hamas, som nu ikke kun skal fungere som opposition til Fatah og selvstyret men selv skal påtage sig det politiske ansvar i en ny regering. 30 Hamas’ nye position er langt vanskeligere end nogen sinde før, idet bevægelsen selv vil blive stillet til ansvar overfor både det palæstinensiske folk, Israel og det internationale samfund på en radikalt anderledes måde. Det betyder, at Hamas som organisation skal kunne stille et hold af professionelle politikere, som kan varetage ministerposter og poster i parlamentet. Dette vurderes særdeles vanskeligt for en organisation, som ikke havde for-beredt sig på denne situation. En udtalelse fra Steffen Jensens blog fra TV2 ”En af dem sagde dengang efter valgsejren nærmest klagende, at de (Hamas) blot havde håbet på at blive en meget stærk opposition, som kunne holde regeringen i ørerne”. 31 En udtalelse som underbygger, at Hamas nok havde ventet en dramatisk fremgang, men de havde ikke forventet at vinde valget og komme til at sidde med regeringsmagten. Dette peger endvidere på, at Hamas ikke havde en færdig ministerplan og end ikke en organisation, der var klar til at varetage opgaven som regering. Den overraskende sejr peger endvidere på. at der internt i Hamas vil være modsatrettede interesser mellem den politiske og militære gren. Det skyldes, at den mili-tære gren ikke har forberedt sig på den tilbagetrukkede rolle, som var nødvendig, efter at Hamas havde erobret regeringsmagten. Hamas træder ind på den palæstinensiske politi-ske scene, hvor partierne ikke officielt har militære dele under sig.

3.3.1. Delkonklusion. Kvartetten har utvetydigt tilkendegivet, at der stadig kun findes ”Køreplanen for Fred” til løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina. Endvidere må det konstateres, at Hamas for nuværende ikke har opfyldt Kvartettens krav. For Hamas vedkommende betyder Kvartettens krav, at Hamas afgørende skal ændre kurs for at blive accepteret og kunne føre regering. Det må afledt heraf konstateres, at Hamas ikke har nedlagt sin militære gren end ikke tilkendegivet, at det er et område, de arbejder på. Dette forhold er et afgørende punkt for Kvartetten og en helt afgørende hindring for, at sanktionerne kan ophæves. Endvidere må det konstateres, at Kvartetten i kraft af deres måde hvorpå sanktioner admi-nistreres stadig ser Hamas som en legitimt valgt regering, og det derfor er muligt for Ha-mas at blive en accepteret politisk aktør.

FN, USA og EU oprettede efter angrebet på World Trade Center ”terrorlister” over organisationer og enkelt-personer med henblik på at skabe overblik og kunne handle ens og effektivt overfor terrororganisationer. På FN’s lister er Hamas ikke opført. 30 Jensen, Steffen (2007) Blog ”Et år med Hamas ved magten” blog.tv2.dk 30. jan. http://blog.tv2.dk/steffen.jensentv2/entry57541.html 31 Ibid.

UKLASSIFICERET


For så vidt angår Hamas må det konkluderes, at valgsejren kom som en stor overraskelse, og at organisationen bag Hamas ikke var klar til at overtage den store opgave. Det betyder, at den efterfølgende analyse skal fokusere på: • At afdække Hamas organisationens interne magtfordeling specielt med fokus på den

politiske og den militære gren.

• Hamas’ valgprogram i forhold til Kvartettens krav herunder Hamas’ holdning til ”Kørepla-nen for Fred”, de tidligere aftaler indgået med selvstyret, to-statsløsningen og ret til Isra-els eksistens.

UKLASSIFICERET


4. HAMAS’ ORGANISERING OG MAGTFORHOLD

4.1. Formålet med kapitlet. For at give læseren baggrundsforståelse for organiseringen af Hamas og for at give grund-lag for den videre analyse, er det analyseres indledningsvist organisationens tilblivelse og udvikling. Herefter analyseres Hamas’ organisation som regeringsmagt. Fokusering tager udgangspunkt i kap.3 med henblik på at afdække, hvordan magten i Hamas er fordelt, hvad der er styrende for Hamas’ beslutninger, og hvad er kendetegnende for Hamas’ handlingsmønstre.

4.2. Hamas generelt. Hamas er på baggrund af sine paramilitære rødder en meget lukket organisation, og op-lysninger om organisation og kommandoforhold er umiddelbart ikke tilgængelige. Afdæk-ningen af organisation er derfor baseres på artikler, som beskriver organisationen. For at få den mest nøjagtige og nutidige beskrivelse er det valgt at bruge flere forskellige artikler. Alle artikler er fra 2006 og frem. Det primære grundlag for beskrivelsen og analysen af or-ganisation og kommandoforhold er baseret på artiklen ”Inside Hamas’ power structure” af Mohamad Bazzi. Denne artikel er valgt, da den beskriver den interne Hamas organisation og de eksterne påvirkninger, som Hamas er udsat for fra forskellige aktører. Artiklen er endvidere udgivet af en del verdens førende aviser så som Newsday og Nationworld og bliver citeret generelt af den øvrige presse. På baggrund heraf vurderes artiklen for nuvæ-rende at være det bedste grundlag.

4.3. Hamas overblik. Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab (Al-Ikhwan Al-Muslimun) en islamistisk bevægelse med lange, historiske rødder og med forgreninger i flere arabiske lande. Broderskabet blev grundlagt i Egypten af Hassan al-Banna i 1928 og må ses som en inspirationskilde for mange senere politiske og religiøse bevægelser i Mellemøsten. I Ægypten modsatte Broderskabet sig det europæiske kolonistyre og ønskede at omdanne den sekulære ægyptiske stat under kong Faruk til en islamisk stat. Den første afdeling af Broderskabet i Palæstina opstod i 1945, men allerede i 1947 eksisterede der mere end 25 lokale afdelinger. Bevægelsen opnåede popularitet i Palæstina ved at modsætte sig FN’s plan om at dele det britiske Palæstina mandat i en jødisk og arabisk stat - en plan der som bekendt aldrig blev til noget32. Baggrunden for oprettelsen af Hamas indikerer klart, at Hamas på baggrund af sine rødder i kolonitiden ikke ser FN og Europa som deres umid-delbare allierede. I de palæstinensiske områder afstod Broderskabet fra at deltage i den væbnede kamp mod Israel. Der blev taget officielt afstand fra voldsudøvelse som et legitimt politisk middel i kampen for en islamisk stat. Broderskabet søgte i stedet at islamisere samfundet gennem kulturelle institutioner og socialt arbejde. Bevægelsen var overbevist om, at dette i sidste ende ville føre til en fredelig islamisk magtovertagelse. Efterhånden blev det dog vanske-ligt for Broderskabet at fastholde sin ikke-aktivistiske politik over for Israel, og i 1988 blev det, vi i dag kender som Hamas, oprettet. Hamas’ grundlægger og forhenværende leder 32 Amnesty International, nyhedsbrev for Israel og Palæstina november 2005 http://www.amnesty.dk/log/D1044-da.pdf

UKLASSIFICERET


var sheik Ahmad Yassin, som blev likvideret af israelske sikkerhedsstyrker den 22. marts 200433. Hamas kobling af det humanitære arbejde og den væbnede kamp indikerer, at organisationen fra starten har været bevidst om, at legitimitet i befolkningen er forudsæt-ningen for at kunne føre en væbnet kamp mod Israel. Hamas har både en politisk og en militær del. Sidstnævnte bærer navnet Izz-al-Din al-Qassam brigaden, som er opkaldt efter en arabisk helt, der faldt i den første palæstinensi-ske opstand i 1936. Brigaden er organiseret i mindre, operative celler, som blandt andet mobiliseres til terrorangreb. Hamas har et ukendt antal ”hardcore” medlemmer og har titu-sindvis af tilhængere og sympatisører34. Det anslås i dag, at Hamas har 3.000 mand under våben35. Organisering af den væbnede del i mindre operative dele indikerer, at Hamas er designet til nålestiksoperationer, samt at det er særdeles vanskeligt at nedkæmpe den militære del af Hamas. Hamas får afgørende økonomisk bidrag fra Iran, størrelsesorden er ukendt, men Hamas’ økonomi anslås at ligge på mellem 10 – 150 millioner US$. Udover støtten fra Iran bidra-ger palæstinensiske diaspora, herudover modtager Hamas også omfattende private dona-tioner fra mange dele af verden, som i sagens natur er vanskelige at kortlægge36. Den måde, hvor på Hamas skaffer sine økonomiske bidrag, peger på, at Hamas til trods for sine væbnede kamp har opbakning i et bredt udsnit i verden og ligeledes er meget lidt sårbar overfor internationale økonomiske sanktioner. Hamas er i dag både en politisk organisation, en bevægelse med omfattende sociale akti-viteter med programmer for Gazas fattige befolkning samt en militær organisation. Bevægelsens politiske styrke er vokset i takt med selvstyrets og Fatahs forfald i korruption og handlingslammelse over for den israelske besættelse37. Den brede sammensætning af Hamas’ organisation gør, at organisationen er særdeles godt funderet i det palæstinensi-ske samfund, og derfor må det fastslås, at der er tale om en aktør, der vil have afgørende indflydelse på det fremtidig palæstinensiske samfund. Hamas står frem til 2005 – lige som Islamisk Jihad - uden for palæstinensernes politiske strukturer, og dermed PLO - den palæstinensiske befrielsesorganisation, der er anerkendt af FN som palæstinensernes repræsentant38. I marts 2005 indgik Hamas via den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas en midler-tidig fredsaftale med Israel. Som modydelse blev Hamas optaget i PLO og fik samtidig mu-lighed for at opstille til det palæstinensiske selvstyre. Den midlertidige fredsaftale stillede ikke krav til Hamas om afvæbning39. Idet aftalen ikke stillede krav til Hamas om afvæb-ning, kan aftalen fra Hamas synspunkt tolkes som om, at den militære kamp har ført dem frem til en intern politisk accept i det politiske miljø i Palæstina.

33 Amnesty International, nyhedsbrev for Israel og Palæstina november 2005 http://www.amnesty.dk/log/D1044-da.pdf 34 Ibid. 35 Ritzau (2007), ”Hamas og Fatah enes om samlingsregering” Berlingske tidende 9.feb. 36 Hroub, Khaled (2006) p.136 37 Amnesty International, nyhedsbrev for Israel og Palæstina november 2005 http://www.amnesty.dk/log/D1044-da.pdf 38 DR (2005), ”Politisk advarsel til Abbas” DR Nyheder/Baggrund 28. jan. http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2005/valget%20af%20arafats%20efterfolger/64.htm 39 Herzog, Michael (2006), “Can Hamas Be Tamed?” Foreign Affairs Mar/Apr. http://www.foreignaffairs.org/20060301faessay85207/michael-herzog/can-hamas-be-tamed.html

UKLASSIFICERET


4.4. Organisering af Hamas. Hamas er en kompleks organisation, som består af en politisk del, en religiøs bevægelse, et netværk af socialt arbejde og en militær del, som er engageret i terrorisme40. Som det fremgår, er Hamas ikke organiseret som en typisk politisk organisation, og Hamas er ikke en homogen organisation men snarere et ideologisk fællesskab. Hamas store styrke og opbakning i det palæstinensiske folk skyldes til dels det sociale netværksarbejde, men det er den paramilitære del, der gennem den væbnede kamp mod Israel har givet Hamas den store opbakning i befolkningen. Det betyder, at den militære del er en primær del af orga-nisationen og derved har afgørende indflydelse på Hamas beslutninger. Hamas’ lederskab er delt mellem en ekstern og intern del, hvor den eksterne del ledes primært fra Syrien, men også fra Jordan og Libanon. Den interne del ledes henholdsvis fra Gaza-striben og Vestbredden41. Årsagen til, at der er en ledelse for hvert af områderne, skal findes i, at Palæstinenserne ikke har fri bevægelighed mellem områderne, hvorfor det er nødvendigt for Hamas at have en ledelse i begge områder for at kunne koordinere den fælles indsats. Ekstern organisation. Den eksterne del i Syrien består af 8-10 personer, som bliver benævnt Politbureauet. ”Shura Council”, som beskrives senere, vælger medlemmerne af Politbureauet. Denne del af organisationen tager sig af de daglige beslutninger, som træffes inden for Hamas. Polit-bureauet varetager også forbindelsen til de økonomiske donorer, som primært er Iran. Endvidere er de Hamas’ kontakt og forbindelse til de arabiske og muslimske lande verden over. Lederen af Politbureauet, Khaled Meshaal42 overtog efter Hamas’ grundlægger og forhenværende leder sheik Ahmad Yassin, efter han blev likvideret i 2004. Med Khaled Meshaal som leder peger det på, at Politbureauet er en meget stærk del af Hamas samt, at Khaled Meshaal har afgørende indflydelse og magt på strategi og beslutninger i Hamas. Politbureauet står endvidere for Hamas’ økonomi og har dermed afgørende indflydelse på Hamas handlemuligheder og beslutninger. Opgaver såsom økonomi og forbindelse til den øvrige muslimske verden peger på, at Politbureauet også er sekretariat for Hamas og dermed et kundepunkt for funktionen af Hamas. Da Hamas på grund af omverdenens økonomiske boykot er presset økonomisk, peger det på, at Politbureauet er tvunget til at gå på kompromis og til at være pragmatiske for at skaffe penge nok til organisationen. I denne sammenhæng betyder det at efterkomme donorernes ønsker, som fx Iran der øn-sker Israel udslettet43. Det betyder at, der kan komme en splittelse mellem den interne og eksterne del af Hamas’ organisation, da disse nødvendigvis må forfølge to uforenelige mål: At tilfredsstille henholdsvis Irans og Kvartettens krav. Politbureauet tegner i stor udstrækning strategien for Hamas herunder den militære del. Politbureauet benægter dog denne forbindelse og nægter endvidere at have nogen form for kontrol med de militære dele af organisationen44. Denne benægtelse må dog ses at

40 Bazzi, Mohamad (2006), “Inside Hamas’ power structure” Newsday 28. maj http://www.newsday.com/news/nationworld/world/ny-wohama014759067may28,0,4870479.story?coll=ny-worldnews-toputility 41 Ibid. 42 Ibid. 43 http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/Oevrige_temaer/2006/Iran/Artikler/20060130141427.htm 44 Bazzi, Mohamad (2006), “Inside Hamas’ power structure” Newsday 28. maj

UKLASSIFICERET


være i tæt sammenhæng med, at Hamas har erobret den politiske magt i selvstyret, og at det er uforeneligt med denne at have forbindelse til den militære del af organisationen. Ligeledes er det i modstrid med omverdenens krav til Hamas om at opgive den væbnede kamp. Intern organisation. I Hamas’ organisation er der et såkaldt ”Shura Council”, som er en form for et internt Ha-mas parlament. Medlemmer af ”Shura Council” er bosat indenfor og udenfor de palæsti-nensiske territorier, da flere af medlemmerne er eftersøgt af myndighederne i Israel eller Palæstina. Da ”Shura Council” ikke kan mødes fysisk, foregår kommunikationen ved hjælp af mail, fax, telefon mm. ”Shura Council” træffer de vidtgående og afgørende beslutninger om, hvilken politik Hamas skal føre, det kunne fx være en politisk beslutning om anerken-delsen af Israel, eller om Hamas skulle indgå i fredsforhandlinger som fx ”Køreplanen for Fred” 45. ”Shura Council” har en åbenbar svaghed, idet den fysiske adskillelse vil kunne splitte ”Shura Council”s enkelte medlemmer, da de får forskellige udefra kommende påvirkninger og derfor kan have vidt forskellig opfattelse af situationen, og dermed hvilken beslutning der skal træffes. Desuden har ”Shura Council” vanskeligheder med at kunne mødes og kommunikere, hvilket peger på, at ”Shura Council” ikke fungerer effektivt og kan være et væsentligt forsinkende led i Hamas’ beslutningsproces. Flere af Hamas’ politikere på topposterne i det palæstinensiske selvstyre er tillige ledere af Hamas’ underliggende organisationer, herunder den militære del. Den mest prominente ledere er Premierminister Ismail Haniyeh. Han fungerer som forbin-delse mellem selvstyret og det øvrige Hamas og beskrives som forholdsvis moderat46. Da Ismail Haniyeh skal danne regering foregår det ved, at de menige medlemmer i Hamas stemmer om, hvem der skal have de enkelte poster47. Dette betyder, at Ismail Haniyeh formentlig ikke får de personer, som er bedst egnet til de enkelte ministerposter. Udenrigsminister i selvstyret er Mahmoud al-Zahar, som også har posten som talsmand for Hamas. Herudover er han en del af ledelsen af Hamas i Gaza-striben, og han er tidlige-re medlem af Politbureauet. Han formodes herudover at være leder af den militære del af Hamas i Gaza48. Han beskrives mindre moderat end Haniyeh. Hassan Yousef er leder af Hamas på Vestbredden, og han beskrives som ”hardliner” i forhold til Haniyeh49. Den interne organisation bærer præg af at være meget adskilt fra hardliners til de mere pragmatiske personligheder. Med udgangspunkt i de enkelte organisationslederes beteg-nelse moderat/mindre moderat/”hardliner” peger det på, at den interne organisation er splittet. Endvidere repræsenterer de forskellige ledere hver deres underorganisation og har formodentlig kontrol med dele af de militære styrker. Kontrollen med de militære dele af Hamas er særdeles uklar, og det findes ikke en egentlig vægtning af, om det er den po-litiske eller den militære del, der er den mest magtfulde part50. Det peger på, at Premiermi-nister Ismail Haniyeh, som leder den officielle leder af den politiske fløj af Hamas, ikke har kontrol med sit ”partis” militære styrker. Det betyder, at Hamas i positionen som selvstyrets

45 Bazzi, Mohamad (2006), “Inside Hamas’ power structure” Newsday 28. maj. 46 Ibid. 47 Hroub, Khaled (2006) p.64 48 Ibid. 49 BBC News (2006), “Profile: Hamas’ Mahmoud Zahar” BBC News/Middle East http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/4653706.stm 50 Hroub, Khaled (2006) p.118.

UKLASSIFICERET


ledelse, skal balancere deres beslutninger hårfint mellem de forskellige organisationsdele for at undgå splittelse af egen organisation. Den militære del. Den militære del er karakteriseret af en stærk kommando- og kontrolstruktur, styrken ar-bejder i små celler på 6-7 personer. I de enkelte territorier er lederen selvstændigt i stand til at iværksætte operationer. Kendetegnende for iværksættelsen af operationer er, at lede-ren venter en topleders godkendelse51. Den stærke kommando- og kontrolstruktur peger på, at det er muligt at styre styrken. Det må dog påpeges, at iværksættelsen kan ske via af en topleder. En egentlig kommando-struktur er ikke kendt, og godkendelse af topleder kan derfor være nærmeste foresatte eller højere oppe, hvilket indikerer, at den militære del nemt kan operere autonomt. Den uklare kommandostruktur peger på, at den splittede top-organisation kan benytte sin un-derorganisations militære dele til at påvirke beslutningsprocessen, såfremt de ikke måtte være enige i trufne beslutninger. Det kunne ligeledes være efter ordre fra Politbureauet, som analogt til den øvrige top-organisation har direkte adgang til de militære underorgani-sationer. Herudover er de paramilitære dele i en helt ny og ukendt situation, hvor deres ledere nu er regeringsmagt, og mulighed for friktion mellem den politiske del og den militære del er overhængende. Friktionen kan opstå når den militære del vil gå efter at påvirke den politi-ske proces med militære løsninger og den politiske del ved forhandling. Hamas’ politiske topledere er nu i en situation, hvor de nødvendigvis må agere markant anderledes end tidligere og neddrosle eller nærmere afbryde forbindelsen til de militære dele af organisati-onen for at forsøge at blive accepteret på den politiske scene. Set i lyset af at den militære del af organisationen ved sine væbnede kampe mod Israel, har givet Hamas sin store opbakning i den palæstinensiske befolkning, vil en ændring af forbindelsen til denne del af organisationen skulle foretages meget varsomt for ikke at give problemer for den politiske del af organisationen. Dette skyldes, at den militære del kan påvirke den politiske proces afgørende ved at handle autonomt. Fx vil en våbenhvile mel-lem Hamas og Israel kunne brydes autonomt af den militære del, såfremt de ikke ser et positivt resultat af aftalen. Denne fare vurderes at være markant øget ved den ændrede situation for Hamas som regeringsleder, da de militære dele af organisationen er opdelt i mange, små autonome enheder. Faren for, at de militære dele begynder at handle auto-nomt, ses at være i tæt sammenhæng med den tidsmæssige horisont for den politiske dels opnåelse af resultater i forhold til den politiske udvikling for Palæstina. Hamas militære del er kendt for sine spektakulære selvmordsangreb i Israel. Angrebene er blevet et kendetegn for Hamas verden over. Hamas begyndte først disse angreb i 1994. Før denne tid var Hamas angreb konventionelle guerillaangreb på militære mål. Vende-punkt i 1994 kom efter en israelsk bosætter dræbte 29 palæstinensere i Abrahimi Moské-en. Hamas gennemførte herefter det første selvmordsbombeangreb. Angrebene har været rettet mod soldater, bosættere og civile i Israel. Efter de første angreb konstaterede Ha-mas, at angrebene fik stor mediedækning, og Hamas’ popularitet i hos palæstinenserne i

51 Bazzi, Mohamad (2006), “Inside Hamas’ power structure” Newsday 28. maj.

UKLASSIFICERET


selvstyreområderne steg markant. Populariteten, der blev opnået ved hjælp af selvmords-angrebene, indikerer, at det er muligt at opnå opbakning i befolkningen ved hjælp af spek-takulære angreb mod Israel. Det betyder, at eventuelle utilfredse dele af Hamas militære organisation har gode muligheder for at påvirke situationen og at opnå opbakning og støtte i befolkningen, såfremt Hamas ikke opnår popularitet i befolkningen som regeringsmagt ved at forbedre levevilkår mm. Hamas er således sårbar over for, at dele af deres organi-sation bryder ud og fortsætter kampen mod Israel. Strategien for Hamas’ selvmordsangreb har konsekvent været baseret på at koble alle angreb til israelske angreb på palæstinensere, således at alle angrebene er at opfatte som gengældelse for israelske angreb52. Hamas er bevidst om, at selvmordsangreb er deres bedste våben mod israelerne, da de indtil nu ikke har kunnet dæmme op for angrebene til trods for, at de har forsøgt at anvende ”alle” midler. Samtidigt har angrebene givet Hamas en enorm popularitet og opbakning i store dele af den palæstinensiske befolkning. Hamas har ved flere lejligheder demonstreret, at de har evnen til at stoppe selvmordsangrebene, såfremt det kan tjene deres sag53. Evnen til at stoppe selvmordsangrebene og tilbyde en hudna54 sammenholdt med, at organisationen er opdelt i flere store hoveddele med mange underafdelinger har hidtil vist, at Hamas trods den umiddelbart store adskillelse råder over en organisation, som de har været i stand til at kontrollere. En evne, der vil være afgøren-de for, om Hamas kan agere som politiske aktør, i det ophør af angreb mod Israel er en af forudsætning for, at omverdenen vil acceptere Hamas. Den samlede organisation. På baggrund af den foregående analyse er Hamas’ ”organisation” med ydre påvirkninger illustreret på tegningen på næste side.

52 Hroub, Khaled (2006) p.53. 53 Ibid p.54. 54 Hudna er en form for våbenhvile, der stopper de fjendtlige handlinger i en begrænset periode fra uger og op til adskillige år. Der er således ikke tale om en fredsaftale.

UKLASSIFICERET


Som det fremgår af ”organisationsdiagrammet” og den foregående analyse, er Hamas som organisation særdeles avanceret og har ikke en entydig beslutningsproces. Organisationen er opdelt i tre geografiske områder Vestbredden, Gaza og en del, der er styret fra medlemmer i eksil. Hvilke dele af organisationen, der en den stærkeste og mest indflydelsesrige er ikke umiddelbart klart. Valgsejren i 2006 peger dog på en væsentlig forstærkning af den interne del i forhold til den eksterne del af organisationen, som lever i eksil. Omvendt peger den internationale boykot af Hamas på, at den eksterne del har stor magt, da denne del af organisationen sørger for finansieringen af Hamas og kontakten til den øvrige del af den muslimske verden. De forskellige dele af Hamas er ledet af forskellige personer, som er henholdsvis hardline-res og mere pragmatiske. Det betyder i denne sammenhæng, at lederne af de forskellige dele af organisationen ikke har samme holdning til, hvordan organisationens mål skal op-nås. Det peger på, at der er tale om en organisation, der er adskilt på flere forskellige om-råder, hvilket umiddelbart giver et indtryk af, at organisationen ikke er sammenhængende og har svært ved at træffe og gennemføre beslutninger. Ifølge Khaled Hroub er dette ikke tilfældet. Han beskriver Hamas’ organisation som meget stærkt sammenhængende og med en stærk kultur for intern solidaritet. Ligeledes anføres

SHURA COUNCIL

HAMAS’ POLITISKE

FLØJ PÅ VESTBREDDEN

INTERN ORGANISATION LEDET FRA SELVSTYRE

OMRÅDERNE

POLITBUREAUETSELVSTYRET

HAMAS’ POLITISKE

FLØJ I GAZA

HAMAS’ MILITÆR GRUPPER I

GAZA

HAMAS’ MILITÆR GRUPPER

PÅ VESTEBREDDEN

EKSTERN ORGANISATION LEDET

FRA DAMASKUS I SYRIEN

KVARTETTEN IRAN OG SYRIEN

UKLASSIFICERET


det, at organisationen som den eneste palæstinensiske organisation har bevaret sin enig-hed i en lang årrække. Endvidere påpeges det, at organisationen i sin levetid ikke har op-levet splittelser eller, at der er formeret udbrydergrupper eller lignende. 55 Til trods for Ha-mas’ historiske sammenhængskraft må det konstateres, at Hamas står over for totalt ænd-rede vilkår i rollen som regeringsmagt. Det må derfor betvivles, om organisationen kan stå sammen, når den skal håndtere omverdenens krav og leve op til befolkningens forventnin-ger samt koordinere regeringsførelse med en organisation, der er delt i tre geografiske områder med flere organisationer under sig. Som regeringsmagt vil Hamas uundgåeligt blive stillet i situation, hvor kravet til at kunne træffe beslutninger hurtigt og præcist vil blive øget markant. Hamas organisatoriske opdeling understøtter umiddelbart dette ved opde-ling mellem ”Shura Council” til de langsigtede beslutninger og Politbureauet til de løbende beslutninger. Med udgangspunkt i, at ”Shura Council” ikke har mulighed for at mødes på grund af deres fysiske opsplittelse og deres store antal medlemmer, som begrænser be-slutningshastigheden, ses der umiddelbart at være en markant risiko for en splittelse mel-lem disse to dele af organisationen. Da de to dele af organisationen endvidere har direkte adgang til de militære dele af organisationen, ses der endvidere mulighed for, at de militæ-re dele vil blive taget i anvendelse for at opnå egne mål i forbindelse med en intern krise. Dette underbygges endvidere af, at lederne af de forskellige dele af organisationen spæn-der fra pragmatikere til hardliners.

4.4.1. Delkonklusion. Politik som et organisatorisk output. Organisationen Hamas er en særdeles kompleks sammensat organisation, der består af en religiøs, en politisk, en social og en militær del. Den øverste politiske ledelse er ”Shura Council”, som tager sig af de langsigtede politiske beslutninger. Herunder ligger Politbu-reauet, som tager sig af de daglige politiske beslutninger i snæver koordination med Ha-mas ledelsen af selvstyret. Lederne i selvstyret er også ledere af Hamas’ organisationer i henholdsvis Gaza-striben og på Vestbredden, og disse dele må derfor betragtes at være styret direkte af den interne del af Hamas’ organisation. Samlet set må det konkluderes, at beslutningsprocessen i Hamas er særdeles kompleks, og at der er et stort antal deltagere i beslutningsprocessen, hvilket betyder at evnen til at træffe hurtige beslutninger er be-grænset. Samlet set er ”Shura Council” den mest markante bremse for hastigheden af be-slutningsprocessen i Hamas. Modsat er ”Shura Council” en væsentlig forudsætning for, at Hamas kan holde sammen som organisation i kraft af ”Shura Council” beslutningskompe-tence på de afgørende politiske områder for organisationen. Traditionelt har ”Shura Council” og Politbureauet den primære magt i Hamas, men efter Hamas’ erobring af magten i selvstyret ses magtbalancen at være forskudt mod selvstyret og de politiske fløje internt i selvstyreområderne. ”Shura Council”s mulighed for at påvirke beslutningsprocessen er stor, men ”Shura Council” er begrænset af sit store antal med-lemmer, som skal nå til enighed. Politbureauet, som sidder på finansieringen af Hamas, har så længe selvstyret er under blokade afgørende mulighed for at påvirke beslutninger-ne i kraft af deres finansielle kontrol. Herudover har både ”Shura Council” og Politbureauet mulighed for at anvende deres forbindelse til de militære dele for at påvirke processen. Ligeledes kan den militære del, såfremt den måtte ønske det, påvirke beslutningsproces-sen afgørende ved at gennemføre militære angreb/operationer.

55 Hroub, Khaled (2006) p.119.

UKLASSIFICERET


Organiseringskoncept. Hamas organisation er påvirket af henholdsvis Iran, Syrien og Kvartetten. Den eksterne del af organisation er i høj grad påvirket af Iran og Syrien, hvilket betyder, at denne del af organisationen forsøger at tilfredsstille disse donorer, hvilket er modstridende med Kvartet-tens krav. Den interne del er udsat for et markant pres i form af sanktioner fra Kvartetten, hvilket betyder, at denne del af organisation arbejder for at opfylde disse krav. Forfølgel-sen af disse modstridende krav betyder, at der for Hamas som organisation er tendenser til splittelse mellem den interne og den eksterne del. Sammenholdt med at magtbalancen er tippet til fordel for den interne del, kan det forventes at splittelsen bliver mere markant. Dominerende logiske mønstre. Som organisation er Hamas kendt for sine spektakulære selvmordsbombere på civile og militære mål i Israel. Kendetegnende for angrebene er, at de er udført som gengældelse for israelske angreb i palæstinensiske områder og i flere tilfælde fulgt op af tilbud om en ”hudna”, såfremt dette er til fordel for Hamas. Angrebene er en af årsagerne til den store opbakning i den palæstinensiske befolkning. Såfremt Israel angriber i de palæstinensiske områder, må det forventes, at selvmordsangreb og tilbud om en ”hudna” vil blive genopta-get og intensiveret. Konklusionen heraf er, at selvmordsbombeangrebene har afgørende indflydelse på Hamas’ mulighed for at blive accepteret som politisk aktør. Afslutningsvis må det dog konkluderes, at den militære del historisk har været særdeles disciplineret og loyal. Det må dog forventes, at en splittelse i resten af organisation vil påvirke de militære dele til at handle, hvilket ikke vil være til en fordel for Hamas i relation til at blive accepteret politisk aktør. Generelle planer. Hamas’ organisation var på grund af den overraskende sejr ikke forberedt på at agere som regeringsledelse. Den manglende forberedelse på valgsejren skinner markant igennem ved den meget komplicerede beslutningsproces, som begrænser organisationen Hamas i at kunne forhandle hurtigt og effektivt med de øvrige aktører. Endvidere kan det konklude-res, at den manglende forberedelse også gælder den militære del, som har uklare kom-mandoforhold og ikke er under direkte kontrol af Hamas’ politiske ledelse i selvstyret. De militære dele er opdelt i mindre celler, hvilket betyder, at muligheden for ukontrolleret an-greb er høj. Den militære del har derved stadig et stort potentiale til at forhindre Hamas i at opnå fremskridt i den politiske proces ved at gennemføre angreb på Israel. Hamas er som organisation historisk kendetegnet ved at have haft en stor sammen-hængskraft, som dog efter erobring af regeringsmagten må konkluderes at være sat afgø-rende under pres. Det skyldes først og fremmest de markant ændrede vilkår, som organi-sationen udsættes for i rollen som regeringsleder. For det andet skyldes det, at den interne og eksterne del af Hamas søger at tilfredsstille to uforenelige parter - henholdsvis Kvartet-tens og Irans krav. Ligeledes må det påpeges, at lederne i Hamas er markant forskellige i deres opfattelse af, hvordan organisationens mål skal forfølges, hvilket også underbygger muligheden for splittelse af organisationen.

UKLASSIFICERET


5. ET HAMAS MED NYE MÅL OG DEN SENESTE UDVIKLING

5.1. Formålet med kapitlet. Med udgangspunkt i delkonklusionen fra kapitel 3 analyseres Hamas’ valgprogram, char-ter og regeringsgrundlag med fokus på kravene fra Kvartetten, herunder Hamas’ holdning til ”Køreplanen for Fred”, de tidligere aftaler indgået med selvstyret, to-statsløsningen samt anerkendelsen af Israel. Kapitlet vil inddrage den seneste udvikling af den Hamas ledede regering herunder målet for den nye samlingsregering mellem Hamas og Fatah. Tidsmæssigt vil denne inddragelse af nyt materiale, jf. afgrænsningen, stoppe 24. marts 2007. Kapitlet giver således et samlet, opdateret overblik over Hamas’ nuværende mål for Palæ-stina i relation til fredsprocessen mellem Palæstina og Israel.

5.2. Hamas mål. Hamas’ grundidé er, at Palæstina er islamisk ejendom for de muslimske generationer indtil dommedag. De ser området som givet af Gud og derfor helligt. Målet for Hamas, ifølge deres charter fra 1988, er at oprette en islamisk stat i hele det tidligere britiske mandatom-råde Palæstina, der strækker sig fra Middelhavet i vest til Jordanfloden i øst 56. Det betyder reelt, at Hamas’ udgangspunkt var at udslette staten Israel. Målet om en palæstinensisk stat i det tidligere britiske mandatområde Palæstina område har indtil 1998 været det ge-nerelle mål for de forskellige palæstinensiske organisationer57. Oslo-fredsaftalerne i 1993/94 dannede grundlag for palæstinensernes begrænsede selvstyre, repræsenteret ved PLO, over den palæstinensiske befolkning i Gaza-striben og på Vestbredden. Hamas’ syn på Oslo-aftalerne var, at de var værdiløse, så længe de byggede på princippet om en magtbalance, hvor Israel var favoriseret. Hamas’ ser i dag Oslo-aftalerne som fejlslagne blandt andet på grund af, at Gaza-striben og Vestebredden stadig er besatte, og at områ-der indsnævres af den Israelske bosættelsespolitik samt, at den økonomiske situation for palæstinenserne ikke er forbedret. Samlet set ser Hamas, at fredsaftalerne ikke har givet fremskridt, og at de ikke umiddelbart ser noget fremtidsperspektiv58. Grundlaget for det selvstyre, som palæstinenserne har i dag, er altså et resultat af Oslo-fredsaftalerne. Derfor kan Hamas’ beslutning om at opstille til valget til selvstyret ses at være Hamas’ indirekte accept af Oslo-aftalerne samtidigt med, at Hamas indikerer at være interesseret i en freds-løsning med Israel. Afledt heraf kan dette være det første tegn på en accept af staten Isra-el. Endvidere kan den indirekte accept være første skridt mod, at Hamas accepterer en to-statsløsning, idet Hamas påpeger, at Oslo-aftalerne er en fiasko, da Vestebredden og Ga-za-striben stadig er besatte.

5.2.1. Hamas’ valgprogram. Hamas har frem til valget i 2006 gennemgået en større udvikling på flere områder og di-stanceret sig fra deres oprindelige charter fra 1988 om Hamas mål og visioner59. For at kunne give en nutidig og realistisk bedømmelse af Hamas må dette ske på grundlag af det nyeste, tilgængelige materiale, hvilket er udsendt i 2005 i forbindelse med Hamas’ beslut-ning om at opstille til valget i 2006 til det palæstinensiske selvstyre. Hamas udsendte do- 56 Laursen, Andreas og Jensen, Michael Irving Januar (2000) p.149-152. 57 Ibid. 58 Hroub, Khaled (2006) p.60. 59 Journal of Palestine studies number 4 summer 2006 p.7.

UKLASSIFICERET


kumentet ”Change and Reform” som valgprogram. Programmet omhandler stort set alle forhold, der er relevante for det palæstinensiske samfunds udvikling. Som argumenteret i formålet med kapitlet er det relevant at undersøge forholdene omkring ”Køreplanen for Fred”, de tidligere aftaler indgået med selvstyret, to-statsløsningen og anerkendelsen af Israel. I sit valgprogrammet nedtoner Hamas’ sin retorik og nævner ikke udslettelsen af Israel og ej heller oprettelsen af en Islamisk stat som ultimative mål. I stedet anvendes formulerin-gen om at ophæve besættelsen af okkuperede områder60. Ændringen i retorikken omkring oprettelsen af en Islamisk stat og forholdet til Israel indikerer, at Hamas har udviklet sig i forhold til charter fra 1988 og har anlagt en mere realpolitisk retning. Fjernelsen af det tidli-gere ultimative mål om udslettelsen af Israel og ophævelsen af besættelsen af de okkupe-rede områder indikerer igen en åbning i forhold til en to-statsløsning, som er grundlaget i ”Køreplanen for Fred”. Forholdet om retten til Israels eksistens udestår dog, idet Hamas’ retorik om ikke at nævne Israel ikke kan tolkes som en implicit anerkendelse af Israel.

5.2.2. Hamas’ første regeringsprogram. I forbindelse med erobringen af regeringsmagten udarbejdede Hamas’ et regeringsgrund-lag, som blev præsenteret af Ismail Haniyeh den 27. marts 2006 i det palæstinensiske par-lament. I regeringsgrundlaget håndteres problematikken omkring Israel og Palæstina kon-flikten anderledes, idet palæstinenserne fremstilles, som om de lider under den Israelske besættelse af områderne61. Igen peger udtalelserne fra Hamas på, at en to-statsløsning kunne være acceptabel, idet der kun peges på de besatte områder og ikke som tidligere hele det britiske mandatområde. Ismail Haniyeh påpeger endvidere, at den Hamas ledede regering vil handle under lovgivningen fra 2003, en lovgivning, der er resultat af Oslo-fredsaftalerne62. Hamas tilkendegiver hermed ikke kun i forhold til Israel at have flyttet sig men også at have flyttet sig i forhold til den foregående fredsproces. Hamas har dermed i realiteten godkendt væsentlige krav fra Kvartetten om at respektere tidligere indgået afta-ler mellem selvstyret og Israel samt, at det fremtidige grundlag for fredsprocessen er en to-statsløsning.

5.2.3. Hamas’ andet regeringsprogram og påvirkningen af Hamas’ organisation. Efter at Hamas har siddet et 1 års tid ved magten, er det endnu ikke lykkes for Hamas at få ophævet Kvartettens økonomiske boykot af Palæstina. Herudover har den fastlåste poli-tiske situation ført de rivaliserende parter Fatah og Hamas ud i interne, væbnede kampe, hvilke har bragt Palæstina på randen af en borgerkrig. For at hindre at en rivalisering mel-lem parterne skal udvikle sig yderligere og for at forsøge at få hævet Kvartettens økonomi-ske boykot, har Hamas og Fatah samt nogle få, uafhængige medlemmer af selvstyret dannet en ny palæstinensisk regering. Den nye samlingsregering blev godkendt af det pa-læstinensiske parlament den 17. marts 200763.

60 Hroub, Khaled (2006) p.142. 61 Ibid p.145. 62 Ibid p.146. 63 Niels Lindvig (2007), ”Hamas og Fatah samlet i én regering” DR P1 Orientering Søndag http://www.dr.dk/P1/orientering/orientering_sondag/2007/03/19124751.htm?wbc_purpose=updatehttp%253a%22

UKLASSIFICERET


Programmet for den nye regering indeholder, ifølge den palæstinensiske præsident Mah-moud Abbas fra Fatah, en accept af alle tidligere aftaler indgået mellem Israel og Palæsti-na og dermed anerkendelse af Israel. Det er dog uklart præcist, om Hamas deler denne opfattelse af regeringsprogrammet. Det skyldes, at premierminister Ismail Haniyeh fra Hamas kort efter erklærede, at Hamas fastholder retten til væbnet kamp med alle midler mod Israel i de okkuperede områder. Disse to modsatrettede udtalelser indikerer, at der ikke er enighed mellem Hamas og Fatah om grundlaget for den nye samlingsregering. Ud-talelsen indikerer dog, at Hamas igen peger på en to-statsløsning ved kun at omtale de okkuperede områder. Endvidere skal Ismail Haniyehs udtalelse ses i lyset af den nye re-geringsdannelse, hvor Hamas har måttet afgive et antal ministerposter til Fatah, herunder udenrigsministerposten, som i den første regering blev varetaget af hardlineren Mahmoud al-Zahar. Det betyder, at Hamas har afgivet magt og indflydelse til rivalen Fatah, og samti-digt peger det på, at den interne splittelse i Hamas er accelereret ved at fjerne en hardliner fra regeringen. Den interne splittelse viste sit ansigt den 19. marts, hvor den militære del af Hamas Izz-al-Din al-Qassam brigaden tog ansvaret for nedskydningen af en israeler på den israelske side af Gaza striben64. Ismail Haniyehs udtalelser kan derfor også ses som et forsøg på at undgå yderligere splittelse internt i Hamas ved at markere, at Hamas har sit eget standpunkt i forhold til Fatah. Programmet for samlingsregeringen er svagt formuleret, og sammenholdt med Ismail Ha-niyehs udtalelse om retten til den fortsatte væbnede kamp mod Israel, peger det i retning af, at Hamas ikke har ændret politik væsentligt i forhold til det første regeringsprogram fra 2006. Derfor indikerer det, at Hamas indtræden i samlingsregeringen umiddelbart kun kan ses at have til formål at få Kvartetten til at ophæve sanktionere mod selvstyret. Omverdenens reaktion på den nye Hamas ledede samlingsregering har været afdæmpet men dog positiv65. Norge har som det eneste land valgt helt at ophæve alle sanktioner mod selvstyret, hvilket skal ses i sammenhæng med Norges tidligere store engagement i Oslo-aftalerne og ikke som et tegn på, at samlingsregeringen har opfyldt omverdenens krav for at få ophævet sanktionerne. Kvartetten har via ”Quartet Statement”, den 21. marts 200766 gentaget sine tidligere med-delelser om, at den palæstinensiske regering er bundet til ikke voldelig adfærd, anerken-delse af Israel, de tidligere indgåede aftaler mellem selvstyret og Kvartetten samt ”Køre-planen for Fred”. Meddelelsen fra Kvartetten underbygger den tidligere foregående analy-se om, at det nye regeringsgrundlag ikke er markant anderledes end regeringsprogrammet fra 2006. Kvartetten indikerer dog i sit statement en åbning for den nye samlingsregering, idet Kvartetten udtaler, at samlingsregeringen ikke kun vil blive bedømt på sin sammen-sætning og på sit program men også dens handlinger. Dette indikerer en svag åbning fra Kvartetten specielt i forhold til Hamas men sender i høj grad et signal til den palæstinensi-ske præsident Mahmoud Abbas fra Fatah om at presse Hamas mest muligt for at opfylde Kvartettens krav.

64 Stigsgaard, Louise (2006), ” Israel isoleret i at afvise palæstinensisk regering” Berlingske Tidende 21. marts. 65 CNN (2007), “Palestinian rival factions agree to unity government” CNN COM International 18. Mar http://edition.cnn.com/2007/WORLD/meast/03/17/palestinian.abbas/index.html 66 Quartet Statement 21. marts 2007 http://www.un.org/news/dh/infocus/middle_east/quartet-21mar2007.htm

UKLASSIFICERET


5.3. Delkonklusion. Samlet set må det konstateres, at Hamas’ enkeltvise udmeldinger i forhold til kravene fra Kvartetten er meget svage og uklare, idet de pakkes ind i snørklet retorik. Med dette som udgangspunkt tegner analysen alligevel et mønster, når Hamas’ forskellige udmeldinger sammensættes. Hamas har i de seneste år udviklet sine politiske mål og fjernet sig markant fra sit første charter fra 1988, hvor målet var total udslettelse af Israel til nu, hvor Hamas indikerer at kunne være tilfreds med en to-statsløsning. Hamas har hidtil set Oslo-fredsaftalerne som en fiasko men har ved at opstille til det palæstinensiske selvstyre, indirekte anerkendt Os-lo-fredsaftalerne og dermed udgangspunktet for ”Køreplanen for Fred” samt to-statsløsningen. I valgprogrammet fra 2006 indikerer Hamas igen, at en to-statsløsning kan være vejen frem, idet Hamas taler om at få ophævet besættelsen af de okkuperede områ-der. Senest i regeringsgrundlaget for 2006 peger Hamas igen på to-statsløsningen ved at pege på, at palæstinenserne lider under besættelsen i de okkuperede områder. På bag-grund af ovenstående sammensætning af Hamas’ udmeldinger kan det konkluderes, at Hamas’ umiddelbare mål er en to-statsløsning, og at de dermed anerkender udgangs-punktet for ”Køreplanen for Fred”. I regeringsprogrammet fra 2006 fastslår Hamas, at regeringen vil handle inden for ram-merne af lovgivningen fra 2003, og det kan konkluderes, at Hamas opfylder Kvartettens krav om, at de skal respektere alle tidligere aftaler mellem selvstyret og Israel. I det sene-ste regeringsprogram fra 2007 skaber Hamas dog tvivl om, at de vil opfylde de tidligere indgåede aftaler ved at udtale sig i modstrid med præsident Mahmoud Abbas og det fælles regeringsprogram. Hamas’ udtales må dog ses at skyldes spændinger internt i Hamas og et forsøg på at dæmpe disse. Derfor er konklusionen, at Hamas i den nye samlingsrege-ring stadig respekterer lovgivningen fra 2003 og dermed Kvartettens krav om at opfylde tidligere aftaler. Dette underbygges også af, at Kvartetten udtaler, at samlingsregeringen ikke kun vil blive bedømt på sit program med også på sine handlinger, samt at Norge har anerkendt samlingsregeringen fuldt ud. Hamas’ anerkendelse af Israel er stadigt et åbent spørgsmål, og der er ingen klare og di-rekte udtalelser om dette forhold. Det er som på de øvrige områder retorikken, der beskri-ver svaret på dette spørgsmål. Accepten af to-statsløsningen er implicit en anerkendelse af Israel ligesom accepten af lovgivningen fra 2003 er en implicit anerkendelse af Israel. På baggrund af ovenstående og det forhold, at Hamas i sit valgprogram ”Change and Re-form” ikke nævner udslettelse af Israel, ses anerkendelse af Israel som en strid om ord. Derfor konkluders det, at Hamas de facto anerkender retten til Israels eksistens.

UKLASSIFICERET


6. KRAVENE FRA ”KØREPLANEN FOR FRED” SAMT KVARTETTENS KRAV

6.1. Formålet med kapitlet. Indledningsvis beskrives kort ”Køreplanen for Fred” således, at læseren opnår et samlet overblik over grundelementerne i ”Køreplanen for Fred” i sin nuværende form. Herefter analyseres årsagen til, at ”Køreplanen for Fred” er fastlåst i fase I samt planens fremtids-perspektiv. Efterfølgende analysers planens fase I, jf. afgræsning med henblik på at klar-lægge, hvilke krav Hamas skal opfylde i forhold til denne fase. Kravene sammenstilles med omverdenens krav, således at kapitlet giver et samlet overblik over de krav, som Ha-mas skal opfylde.

6.2. ”Køreplanen for Fred”67 i hovedpunkter. ”Køreplanen for Fred” er opdelt i tre faser med angivelse af specifikke krav til parterne. Fase I. Afslutning på terror og vold, normalisering af palæstinensernes liv samt opbygning af pa-læstinensiske institutioner. Afholdelse af demokratiske valg i Palæstina samt den palæsti-nensiske ledelses anerkendelse af Israel. (Indtil maj 2003). Fase II. Det palæstinensiske lederskab udsteder en utvetydig erklæring, der gentager Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed og udråber en øjeblikkelig og betingelsesløs våbenstil-stand, der afslutter væbnede aktiviteter og alle former for vold mod israelere overalt. Alle offentlige institutioner stopper deres vrede mod israelere. Det israelske lederskab udsteder en utvetydig erklæring, der bekræfter dets tilslutning til to-statsvisionen om en uafhængig, levedygtig og suveræn palæstinensisk stat, der lever i fred og sikkerhed side om side med Israel, og påbyder øjeblikkelig standsning af vold mod palæstinensere overalt. Alle officielle israelske institutioner ophører deres vrede mod pa-læstinensere. I afslutningen af den anden fase er kræfterne koncentreret om at skabe en uafhængig pa-læstinensisk stat med midlertidige grænser og symboler på suverænitet, baseret på den nye forfatning, som en station på vejen til en aftale om den endelige status. Fase III Aftale om permanent status og afslutning på den israelsk-palæstinensiske konflikt (2004-2005). Fremskridt i fase III er baseret på Kvartettens fælles vurdering under hensyntagen til de to parters tiltag og Kvartettens overvågningsvirksomhed.

67 Udenrigsministeriet, konflikten i Mellemøsten. http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/aktuelt/fokuspaa/konfliktenimellemoesten

UKLASSIFICERET


Målet for fase III er en konsolidering af reformer og stabilisering af palæstinensiske institu-tioner. Vedholdende, effektive sikkerhedsforanstaltninger samt israelsk-palæstinensiske forhandlinger med henblik på en aftale om permanent status i 2005. Israel og den palæstinensiske ledelse accepterede formelt planen den 4. juni 2003 ved et topmøde i Aqaba i Jordan. Den 19. november 2003 fik planen opbakning fra et enigt Sik-kerhedsråd i FN, da sikkerhedsrådsresolution 151568 blev vedtaget. Køreplanen angiver 2005 som mål for, hvornår processen afsluttes. Dette har imidlertid vist sig ikke at kunne lade sig gøre.

6.3. ”Køreplanen for Fred” fastlåses. Den 19. august 2003 springer en selvmordsbomber fra Hamas sig selv i luften i en bus i Jerusalem. Han dræber 21 og sårer flere end hundrede civile. Dette angreb bliver afslut-ningen på en meget skrøbelig våbenhvile mellem Israel og de paramilitære grupper i Pa-læstina, herunder Hamas. Dette angreb medfører ligeledes, at ”Køreplanen for Fred” fast-låses, hvilket den i princippet har været siden69. Hamas’ angreb stoppede køreplanen og viste klart, at Hamas ikke var interesseret i fredsplanen under de daværende omstændig-heder. Hamas største bekymring i forhold til ”Køreplanen for Fred” var den manglende ga-ranti for, at Israel ville stoppe deres besættelse af de okkuperede områder70. Hamas indi-kerede udover skepsis i forhold til Israels intentioner også et tegn på at kunne acceptere grundlaget for en to-statsløsning ved at referere til den manglende garanti for de okkupe-rede områder.

6.4. Analyse af krav som Hamas skal opfylde i ”Køreplanen for Fred” fase I. Aftalen er designet til at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt samt opbygge en Pa-læstinensisk stat og afslutte besættelsen, der begyndte i 1967 baseret på Madrid konfe-rencens i oktober 1991, princippet om jord for fred, FN-resolutionerne 242 (nov. 1967), 338 (okt. 1973) og 1397 (marts 2002), aftaler som tidligere er indgået mellem de to par-ter71. Årstallet 1967 angives for at fastslå, at der ikke er tale om en Palæstinensisk stat i hele det tidligere Britiske mandatområde. Der er derimod tale om en to-statsløsning, som omfatter én Palæstinensisk stat i Gaza-striben og på Vestbredden. To-statsløsningen på den israelsk-palæstinenske konflikt opnås kun ved at standse volden og terrorismen. Det betyder, at det palæstinensiske folk har et lederskab, der skrider be-slutsomt ind mod terror og er parat - og i stand til - at opbygge et funktionsdueligt demo-krati, der hviler på tolerance og frihed72. I relation til Hamas peger formuleringen direkte på, at Hamas som regering skal medvirke til at standse vold og terrorisme via regeringens sikkerhedsapparat. Med hensyn til opbygning af demokratiet må dette konstateres at være opfyldt, idet Hamas er valgt ved et legitimt, demokratisk valg se pkt. 3.2, formuleringen betyder endvidere, at Hamas er forpligtet til at følge det demokratiske spor.

68 Resolution 1515 er den officielle FN godkendelse af ”Køreplanen for Fred”. 69 The National Interest – Winter 2003/04 p.59. 70 Pleet, Barbera (2003), ”Hamas Roadblock to peace”, BBC NEWS 6. juni. http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/2970178.stm 71 UN news center, “Roadmap for peace”. http://www.un.org/News/dh/mideast/roadmap122002.pdf 72 Ibid.

UKLASSIFICERET


Ved afslutningen af fase I skal det palæstinensiske lederskab anerkende Israel og indgå i en ubetinget våbenhvile med Israel og stoppe ethvert angreb rettet mod israelske mål73. Det vil sige, at Hamas som regeringsmagt, officielt og utvetydigt skal anerkende Israel samt skal sikre, at alle angreb mod Israel standses, hvilket betyder at en afvæbning eller opnåelse af kontrol med alle palæstinensiske paramilitære gruppe skal ske via Hamas og deres sikkerhedsapparat. Ligeledes betyder det, at den militære del af Hamas skal afvæb-nes alternativt organiseres under den palæstinensiske stat.

6.5. Delkonklusion. Det kan konkluderes, at planen er stoppet i fase I, da der endnu ikke er sket en afslutning på terror og vold, idet opbygningen af palæstinensiske institutioner er igangsat men endnu ikke tilendebragt, da de palæstinensiske sikkerhedsstyrker ikke har kunnet stoppe de væbnede kampe mellem Fatah og Hamas se pkt. 5.2.3. Fase I området omkring demokra-tiske valg er opfyldt med Hamas som deltager og Kvartettens accept se pkt. 3.2. Kravene i planen er en to-statsløsning i områderne i Gaza-striben og på Vestebredden. Palæstinenserne skal, indledningsvist i fase I, stoppe volden og angreb mod Israel, hvilket betyder, at Hamas militære dele skal stoppe deres angreb. Den palæstinensiske ledelse skal anerkende Israel, hvilket betyder, at Hamas skal anerkende Israel. Ligeledes skal den demokratiske opbygning af det palæstinensiske samfund fortsætte, hvilket betyder at Ha-mas er bundet til den demokratiske vej. Med udgangen af fase I skal de militære dele af Hamas afvæbnes, alternativt under kon-trol af de palæstinensiske myndigheder, dette gælder ligeledes de øvrige paramilitær or-ganisationer i de palæstinensiske områder.

6.6. Sammenstilling af Kvartettens krav med kravene for ”Køreplanen for Fred”. Omverdenens krav som blev opstillet i forbindelse med Hamas valgsejr er gengivet neden for, se pkt. 3.2. • At det palæstinensiske selvstyre er forpligtet til at følge ”Køreplanen for Fred”. • At det palæstinensiske selvstyre er forpligtet af de tidligere aftaler mellem parterne i ”Kø-

replanen for Fred”. • At det palæstinensiske selvstyre er forpligtet af ”Køreplanen for Fred” til en to stats-

løsning. • At det palæstinensiske selvstyre er forpligtet til ikke voldelig adfærd og til at opgive kra-

vet om udslettelse af Israel. • At det palæstinensiske selvstyre anerkender staten Israels ret til at eksistere. Ved at sammenstille kravene fra henholdsvis Kvartetten og fra ”Køreplanen for Fred” fase I pkt. 6.5 fremkommer følgende krav, som Hamas skal opfylde for at kunne blive en politisk accepteret aktør. Som det fremgår af nedenstående, er kravene næsten identiske, dog er punktet om demokrati tilføjet:

73 UN news center, “Roadmap for peace”. http://www.un.org/News/dh/mideast/roadmap122002.pdf

UKLASSIFICERET


• Hamas er forpligtet til at følge ”Køreplanen for Fred”. • Hamas er forpligtet til ikke voldelig adfærd. • Hamas skal anerkende Israel og opgivet kravet om Israels udslettelse. • Hamas skal anerkende, at udgangspunktet er en to-statsløsning med et Palæstina,

som består af Vestbredden og Gaza-striben. • Hamas skal acceptere alle tidligere aftaler indgået med selvstyret. • Hamas er bundet til den demokratiske linie og skal dermed sikre, at demokratiet i

Palæstina fortsættes.

UKLASSIFICERET


7. ANALYSE AF HAMAS’ MULIGHEDER FOR AT BLIVE POLITISK ACCEPTERET

7.1. Formålet med kapitlet. Med udgangspunkt i kapitel 3, 4, 5 og 6 foretages en sammenfattende analyse for at klar-lægge, hvordan Hamas kan opfylde kvartettens krav og ”Køreplanen for Fred” fase I med henblik på at blive en accepteret politisk aktør. Forudsætningen for en accept af Hamas som politisk aktør er, som defineret i pkt. 1.7.2., opdelt i to dele, henholdsvis ophævelse af sanktioner mod selvstyret og inddragelse af Hamas i ”Køreplanen for Fred”. I pkt. 6.6 er kravene til Hamas som politisk accepteret aktør sammenstillet. Disse krav er udgangs-punktet for den efterfølgende sammenfattende analyse.

7.2. Sammenfattende analyse.

7.2.1. Organisatoriske forhold. Den foregående analyse har vist, at Hamas i princippet har opfyldt flere af kravene for at blive en politisk accepteret aktør. Hamas’ store svaghed i forhold til kravene er, at accep-ten af kravene i stort set alle tilfælde ikke er meldt klart ud. Baggrunden for de svage ud-meldinger ligger i Hamas særdeles komplicerede organisation, som betyder, at Hamas’ beslutningshastighed er meget langsom. Afgørende udmeldinger fra Hamas skal kunne accepteres af alle dele af deres organisation via ”Shura Council”. Årsagen til de svage udmeldinger skal også findes i Hamas’ organisatoriske bredde, som strækker sig fra mili-tante-, over hardliners- til pragmatiske typer. Den Hamas ledede regering er derfor stærkt hæmmet i sin beslutningskompetence, da den skal sikre, at den bagved liggende organi-sation ikke splittes. Det indikerer, at Hamas for at kunne agere i det politiske miljø, som regeringsleder, er tvunget til at gennemføre organisatoriske forandringer, således at be-slutningshastigheden og regeringens beslutningskompetence øges markant. Hamas er således hæmmet af ikke at have forberedt sig til at varetage regeringsmagten. Dette ses tydeligst ved, at den militære del ikke er skilt ud fra organisationen. Til trods for at den militære del er kendetegnet ved at være meget loyal, betyder de ændrede vilkår som Hamas opererer under, at den militære del er et problem for Hamas’ som politisk ak-tør. Den militære del er en hindring for, at Hamas’ politiske del kan leve op til kravet om ikke voldelig adfærd. Ligeledes kan den militære del forhindre eller underminere den politiske beslutningsproces ved at foretage angreb på Israel eller internt i de palæstinensiske om-råder. Det peger på, at Hamas for at kunne leve op til Kvartettens krav om ikke voldelig adfærd skal reorganisere sig og adskille sin politiske del fra den militære del. Alternativt kan Hamas vælge at organisere den militære del som en samlet enhed under central kommando. Denne løsning ville betyde, at risikoen for underminering af egen organisation reduceres væsentligt. Ligeledes vil kravet om ikke voldelig adfærd kunne opfyldes, da den centrale kommando vil kunne kontrollere den militæres del aktiviteter. Den manglende forberedelse til at varetage regeringsmagten ses også i opretholdelsen af de officielle forbindelser til Iran. Den politiske ledelse skal udover tilfredsstillelsen af sin interne organisation ligeledes tilfredsstille eksterne donorer såsom Iran, hvilket yderligere besværliggøre processen. Dette forhold kompliceres yderligere ved, at Iran under Kvartet-tens økonomiske boykot finansierer store dele af Hamas’ aktiviteter, som vedligeholder

UKLASSIFICERET


deres legitimitet i befolkningen. Forbindelsen til Iran foretages konkret af Politbureauet, hvilket peger på, at Politbureauet skal udskilles fra den politiske beslutningsproces.

7.2.2. Opfyldelse af de samlede krav. Hamas har ved at stille op til det palæstinensiske selvstyre indirekte anerkendt Oslo-fredsaftalerne og dermed forløberen for ”Køreplanen for Fred”. Endvidere er den indirekte accept første skridt mod, at Hamas accepterer en to-statsløsning, idet Hamas påpeger, at Oslo-aftalerne var en fiasko, da Vestbredden og Gaza-striben stadig er besatte. To-statsløsningen, der er udgangspunktet for ”Køreplanen for Fred”, er dermed Hamas’ ind-ledningsvise accept af ”Køreplanen for Fred”. I de seneste år har Hamas udviklet sine politiske mål og fjernet sig markant fra sit første charter fra 1988, hvor udslettelsen af Israel var det ultimative mål. Til trods for at Hamas ikke har udslettelsen af Israel med i sit program, er der ingen klar udmelding om, at Hamas dermed anerkender Israel. Den foregående analyse viser dog i flere tilfælde, at Hamas ved accept af forskellige forhold anerkender Israel. Dette gøres senest og tydeligst i 2006, hvor Hamas i det første regeringsgrundlag omtaler besættelsen af de okkuperede områder samt det palæstinensiske folks lidelser som følge af besættelsen. Udtalelserne fra Hamas peger på, at en to-statsløsning er acceptabel, da Hamas kun peger på de besatte områder og ikke som tidligere på hele det britiske mandatområde. Denne formulering indikerer en direkte accept af to-statsløsningen ved kun at referere til de okkuperede områder. Ligele-des må udtalelsen ses som en anerkendelse af Israel, da der er tale om en aftale mellem Palæstina og Israel. En stærkere anerkendelse om at anerkende de tidligere aftaler indgået mellem selvstyret og Israel findes i Hamas’ første regeringsprogram fra 2006. Denne anerkendelse ses at være meget stærkere, da Hamas derved accepterer og indgår i et sæt af aftaler med Isra-el. Dette viser, at Hamas de facto anerkender Israel, og at kravet er opfyldt men mangler den officielle udmelding fra Hamas. Med udgangspunkt i de organisatoriske forhold jvf. pkt. 7.2.1 vurderes der at være en nøje sammenhæng mellem Hamas’ manglende udmelding og den komplekse organisering af Hamas. Forholdet om anerkendelsen af tidligere indgåede aftaler mellem selvstyret og Israel har Hamas meldt direkte ud i forbindelse med det første regeringsgrundlag i 2006. Ismail Ha-niyeh udtaler, at den Hamas ledede regering vil handle under lovgivningen fra 2003 en lovgivning, der er resultat af Oslo-fredsaftalerne. Hamas tilkendegiver hermed ikke kun i forhold til Israel at have flyttet sig men også at have flyttet sig i forhold til den foregående fredsproces. Hamas har dermed i realiteten godkendt kravet fra Kvartetten om at respekte-re tidligere indgåede aftaler mellem selvstyret og Israel. Ved at godkende den tidligere lovgivning accepterer Hamas ligeledes igen indirekte Israel og dermed to-statsløsningen. I forbindelse med lanceringen af Hamas’ andet regeringsgrundlag i samlingsregeringen med Fatah, opstår der dog tvivl om Hamas’ accept af de tidligere indgåede aftaler. Analy-sen af dette forhold viser dog, at tvivlen opstår på grund af spændinger internt i Hamas og, at Hamas ikke har ændret holdning i forhold til tidligere. Derfor viser det, at Hamas accep-terer de tidligere indgåede aftaler og lovgivningen mellem de to parter. Hamas har ikke opgivet deres ret til kamp mod den israelske besættelsesmagt, hvilket er understreget af premierminister Ismail Haniyeh i forbindelse med præsentationen af det

UKLASSIFICERET


andet regeringsgrundlag, hvor han erklærede, at Hamas fastholder retten til væbnet kamp med alle midler mod Israel i de okkuperede områder. Fastholdelsen af retten til væbnet kamp forhindrer ikke Hamas i at vælge en ikke voldelig adfærd og dermed opfylde kravet, idet Hamas er kendt for at tilbyde en ”hudna”. Udtalelsen om fastholdelse af retten til væb-net kamp skal ses i lyset af den nye regeringsdannelse, hvor Hamas har måttet afgive et antal ministerposter til Fatah, herunder udenrigsministerposten, som i den første regering blev varetaget af hardlineren Mahmoud al-Zahar. Det betyder, at Hamas har afgivet magt og indflydelse til rivalen Fatah, og samtidigt peger det på, at den interne splittelse i Hamas er accelereret ved at fjerne en hardliner fra regeringen. Hamas viste den 19. marts 2007, ved at den militære del tog ansvar for nedskydningen af en israeler, at de ikke har opgivet deres voldelige adfærd, og at Hamas således ikke opfylder dette krav. Hvorvidt Hamas vil kunne sikre den demokratiske linie i Palæstina er et spørgsmål, som kun tiden vil kunne besvare ved, at omverdenen bedømmer Hamas på organisationens handlinger. Det må dog anføres, at Hamas har accepteret demokratiets spilleregler ved overhovedet at opstille til valget. Dette indikerer, at Hamas har til sinde at holde en demo-kratisk linie. Modsat kunne de interne kampe mellem Fatah og Hamas indikere, at Hamas kunne have interesse i at udelukke nogle parter fra demokratiske valg. I Hamas egne organisation er der tradition for demokratiske valg, senest ved den første regeringsdannelse, hvor de menige medlemmer af Hamas stemte om, hvem der skulle have de enkelte ministerposter. Det indikerer, at Hamas har demokratiske traditioner i sin organisation. Endvidere, når en organisation lader sine menige medlemmer stemme direk-te om ministerposter, er det en kraftig indikation på, at Hamas vil leve op til de demokrati-ske spilleregler.

7.3. Delkonklusion. Hamas opflyder hovedparten af kravene for at blive en politisk accepteret aktør. Kravet om ikke voldelige adfærd opfyldes dog ikke, her fastholder Hamas kravet om retten til væbnet kamp mod den Israelske besættelsesmagt. For så vidt angår opfyldelsen af de øvrige krav er den gennemgående mangel, at opfyldelse af kravene ikke er meldt direkte ud. Årsager-ne til de manglende direkte udmeldinger skal findes i Hamas’ meget komplicerede og ukla-re organisering, hvor alle afgørende beslutninger skal igennem Hamas’ øverste råd ”Shura Council”. Dette betyder, at der skal være enighed om det udmeldte, hvorved udmeldingen bliver tvetydig og hastigheden af beslutninger tilsvarende lav. Afledt heraf må Hamas fore-tage organisatoriske ændringer således, at Hamas regeringen kan opnå større beslut-ningskompetence og derved klarhed i sine udmeldinger og samtidigt øge beslutningsha-stigheden. Hamas’ forbindelse til Iran via Politbureauet giver ligeledes problemer for Hamas regerin-gen, hvilket betyder, at Politbureauet skal udskilles fra den politiske beslutningsproces. Problemstilling om, at Hamas ikke opfylder kravet om ikke voldelig adfærd, er tæt forbun-det med, at Hamas ikke var forberedt på at varetage regeringsansvaret. Hamas er tvunget til at ændre sine forbindelser til den militære del af organisationen for at opfylde dette krav. Dette kan gøres ved en udskille den militære del eller at samle denne under en central kommando, således at Hamas under de nye vilkår som regeringsmagt, sikrer fortsat kon-trol med sin militære del og dermed kan vælge at føre en ikke voldelig adfærd.

UKLASSIFICERET


8. KONKLUSION ”Køreplanen for Fred” fremstår som Kvartettens eneste løsningsmulighed på konflikten mellem Israel og Palæstina. I forhold til ”Køreplanen for Fred” lever Hamas for nuværende ikke op til kravene i planen, og endvidere opfylder de ikke kravene fra Kvartetten, som blev stillet til Hamas i forbindelse med valgsejren. Kvartettens forvaltning af sanktioner mod Hamas forvaltes således, at Kvartetten stadig ser Hamas som leder af en legitim regering, og at der er åbnet mulighed for, at Hamas kan udvikle sig til en politisk accepteret aktør. Hamas’ valgsejr kom som en stor overraskelse for alle parter, ikke mindst for Hamas og organisationen bag Hamas, som ikke var klar til at varetage denne nye udfordring. Hamas står med en paramilitær organisation, som under totalt ændrede vilkår skal agere som re-geringsledelse i et demokratisk system. Derfor kan det sluttes, at Hamas’ organisation ikke er tilpasset de nye udfordringer, og specielt den åbenlyse forbindelse til den militære del af organisationen er problematisk. Hamas organisationen er særdeles tillukket og kendetegnet ved at have en historisk stærk sammenhængskraft, som nu er sat under voldsomt pres på grund af Hamas’ valgsejr. Magten i Hamas’ organisation er placeret ved henholdsvis ”Shura Council” og Politbu-reauet, som koordinerer alle beslutninger i forbindelse med Hamas’ ledelse af selvstyret. Hamas’ beslutningsprocesser er særdeles komplekse på grund af det store antal med-lemmer i ”Shura Council”, og det må konstateres, at ”Shura Council” er en væsentlig bremse for beslutningsprocessen i Hamas og dermed for Hamas’ ledelse af selvstyret. Efter valgsejren er magtbalancen i Hamas ændret, og den interne del af Hamas er styrket, hvilket betyder, at der er tendenser til splittelse i Hamas mellem den interne del og den eksterne del, repræsenteret ved Politbureauet, som skal løses ved organisatoriske foran-dringer. Hamas’ komplekse organisation er på grund af opbygningen særdeles sårbar overfor in-tern splittelse. Dette skyldes, at den militære del af organisation ikke er under central le-delse og kan bruges af parterne i Hamas’ vidt forgrenede organisation til at påvirke beslut-ningsprocessen. Endvidere er den militære del kendt for spektakulære selvmordsangreb og har i den forbindelse vist, at de besidder evnen til at operere selvstændigt. Det betyder, at den nuværende organisering af den militære del er problematisk for Hamas i rollen som regeringsleder. Som konsekvens heraf skal kontrollen med den militære del af organisati-onen tilpasses de ændrede vilkår for Hamas. Det ses, at Hamas siden oprettelsen og udgivelsen af sit charter har udviklet sig markant i en positiv retning i forhold til anerkendelsen af Israel, og at Hamas i princippet med en en-kelt udtagelse - ikke voldelig adfærd - opfylder de samlede krav fra Kvartetten. Endvidere må det bemærkes, at opfyldelsen af kravene er indirekte og uden klare udmeldinger, hvil-ket skyldes Hamas’ regeringens smalle beslutningskompetence. Derfor skal Hamas fore-tage organisatoriske forandringer, således at Hamas regeringens beslutningsproces for-enkles, samt at dens beslutningskompetence og beslutningshastighed forøges. Specielt er Politbureauets forbindelse til Iran og deres direkte indflydelse i den daglige politiske be-slutningsproces problematisk. Organisationsændringen skal således håndtere denne pro-

UKLASSIFICERET


blematik, og sikre en styrkelse af magten i den interne del af organisationen ved at udskille Politbureauet fra den daglige politiske beslutningsproces. Opfyldelsen af kravet om ikke voldelig adfærd er problematisk, og Hamas må derfor ænd-re i kommandostrukturen til den militære del af organisationen for at kunne honorere dette krav. Der ses to mulige løsninger: Enten udskillelse af den militære del eller, at den militæ-re del kommer under central kommando af Hamas regeringen. Det bemærkes, at løsnin-gen med en central kommando har flere fordele end en udskillelse af den militære del. Kravet til Hamas om at anerkende Israel er en strid om ord, da Hamas de facto har aner-kendt Israels eksistens ved at anerkende to-statsløsningen og ved at acceptere at handle i henhold til lovgivning fra 2003. Samlet set kan det konkluderes, at Hamas på det foreliggende grundlag har mulighed for at udvikle sig til en politisk accepteret aktør og indgå i ”Køreplanen for Fred” fase I ved at foretage omfattende organisatoriske ændringer, som forenkler ledelsesstrukturen. Herun-der vil en udskillelse af Politbureauet fra den daglige, politiske beslutningsproces være nødvendig. Dette vil medføre, at Hamas regeringen opnår en forenklet beslutningsproces samt får større beslutningskompetence med mulighed for at træffe entydige og hurtige be-slutninger, som omverdenen kan handle i forhold til. Endvidere bør den militære del kon-trolleres under en central kommando, som samarbejder tæt sammen med Hamas regerin-gen for at undgå uhensigtsmæssige handlinger fra de mange ”autonome” militære enhe-der.

UKLASSIFICERET


9. PERSPEKTIVERING Efter at have analyseret Hamas’ muligheder for at udvikle sig til en politisk accepteret ak-tør åbnes en række fremtidsorienterede spørgsmål. Den regionale stabilitet i Mellemøsten er under pres. Det skyldes blandt andet USA’s til-stedeværelse i Irak, og Irans ihærdige forsøg på at blive en regional stormagt ved at skaf-fes sig atomvåben. Hvad vil dette betyde for Hamas’ muligheder som politisk aktør i Palæ-stina? Vil Israel fortsætte sin nuværende politik og isolere palæstinenserne yderligere? Konsekvenserne vil formentligt være, at Hamas og andre paramilitære organisationer vil presse Israel med alle midler. Omvendt kunne Israels interesse i at få afsluttet konflikten med palæstinenserne øges markant for at forhindre, at Israel mødes af iranske satellitsta-ter fra flere retninger. Hvordan vil Hizbollah i Libanon reagere, såfremt Hamas indgår i forhandlinger om en to-statsløsning med Israel? Hizbollah vil miste en allieret i kampen mod Israel og kunne der-for forsøge at forhindre en løsning af konflikten. Dette kan betyde, at Israel vil kunne ende i krig med både Palæstina og Libanon. Vil USA’s holdning til Hamas udvikles i en positiv retning på grund af USA’s voksende pro-blemer med af få kontrol over Irak, og dermed skabe en stabil udvikling i Mellemøsten? En yderligere negativ udvikling i Irak vil kunne få USA til presse Israel til en pragmatisk hold-ning i forhold til Hamas, således at fredsprocessen mellem Israel og Palæstina prioriteres for at undgå, at hele Mellemøsten kommer til at stå i flammer. En ting er sikkert. Hamas er en aktør, der skal tages alvorligt og som vil præge udviklingen af det palæstinensiske samfund og skal indgå i løsningen af konflikten mellem Israel og Palæstina, såfremt der skal opnås en varig fred.

Analysemodel Bilag 1

Side 1

Kap 7. Sammenfattende analyse af Hamas’ muligheder for at opfylde Kvartettens krav og ”Kø-replanen for Fred” med henblik på at vurdere, hvordan Hamas kan blive en accepteret politisk aktør.

Kap 8. Konklusion.

Kapitel 3. Analyse af det palæstinensiske parlamentsvalg udfald: • Omverdenens reaktion på valget. • Situationen for Hamas og dermed for det palæstinensiske selvstyre. • Omverdenens krav til Hamas. DK vil pege på hvilke dele af Hamas’ organisation og valgprogram, der skal fokuseres på i re-lation til opfyldelsen af Kvartettens krav.

Kapitel 4. Analyse af organisationen Hamas som palæstinensisk regeringsmagt, med henblik på at afdække hvor den primære magt er placeret, hvordan træffes beslutninger, af hvem og hvordan påvirkes organisationen internt og eksternt samt hvilke handlemønstre kendes. DK vil svare på følgende, som bruges i den sammenfattende analyse: Politik som et organisatorisk output. • Hvilke dele indgår i den politiske beslutningsproces? • Hvordan er magtforholdene i organisationen, og hvilke midler har de til at på-

virke? • Hvem i organisationen kan ellers påvirke og hvordan? Mulighe-

der/begrænsninger i organisationen? Organiseringskoncept • Hvilken indflydelse har Iran og Syrien på Hamas organisationen? • Hvilken indflydelse har Kvartetten på Hamas organisationen? Dominerende logiske mønstre • Hvad er kendetegnende for Hamas organisationens handlemønstre? Generelle planer • Er der sammenhængskraft i Hamas’ organisation. Har Hamas som regerings-

magt kontrol med den øvrige del af organisationen?

Kap 6. ”Køreplanen for Fred” analyseres med henblik på at klarlægge kravene i planen. Afslut-ningsvis sammenstilles disse krav med kravene fra Kvartetten med henblik på et samlet over-blik over de krav, som Hamas skal opfylde. Disse krav bruges i den sammenfattende analyse.

Kap 9. Perspektivering.

Kap 5. Hamas’ valgprogram analyseres med henblik på at klarlægge orga-nisationens nuværende mål, som anvendes i den sammenfattende analyse.

Bilag 2

Side 1

TILLÆG, BIBLOGRAFI Bøger Laursen, Andreas og Jensen, Michael Irving Januar (2000) ”Arafats Palæstina, forventnin-ger og realiteter”. Hroub, Khaled (2000) ” HAMAS, Political Thought and Practice”. Hroub, Khaled (2006) ” HAMAS, A Beginner’s Guide”. Andersen, Lars Erslev; Hove, Søren; Jensen, Vingum Maj (2006) ” Mellemøsthåndbogen”. Allison Graham T. (1969) “Conceptual models and the Cuban missile crises” in The American Political Science Review. Tidsskrifter Jane’s Sentinel Security Assessment – Eastern Mediterranean External Affairs, Syria (2006). The National Interest – Winter (2003/04). Artikler Amnesty International (2005), ”Nyhedsbrev for Israel og Palæstina” 1. november. Bazzi, Mohamad (2006), “Inside Hamas’ power structure” Newsday 28. maj. DR (2005), ”Politisk advarsel til Abbas” DR Nyheder/Baggrund 28. jan. DR (2006), ”Undren og vrede over Hamas’ valgsejr” DR Nyheder/Udland 27. jan. Herzog, Michael (2006), “Can Hamas Be Tamed?” Foreign Affairs Mar/Apr. Khalidi, Rashid I (2006), ” A ”new Hamas” though its new documents” Journal of Palestine studies number 4 summer. Ritzau (2007), ”Hamas og Fatah enes om samlingsregering” Berlingske tidende 9.feb. Stigsgaard, Louise (2006), ”Er Israels-Palæstina kimen til Mellemøstens Kaos?” Berling-ske tidende 15. dec.

Bilag 2

Side 2

Henvisninger til Internettet: Alle nedenstående link og alle direkte link i dokumentet er kontrolleret og fundet i orden 6. april 2007 og findes i øvrigt i kopi på den medfølgende CD i mappen ”Kilder til speciale af Thomas Vestergaard”. Amnesty International http://www.amnesty.dk BBC News http://news.bbc.co.uk Council on Foreign Relations http://www.cfr.org Foreign Affairs http://www.foreignaffairs.org Globalsecurity. http://www.globalsecurity.org James A. Baker III Institute for Public Policy, Rice University. http://bakerinstitute.org Udenrigsministeriet. http://www.um.dk United Nations. http://www.un.org UN news center, A performance-based roadmap to a permanent two-state solution to the Israel-Palestinian conflict. http://www.un.org/News/dh/mideast/roadmap122002.pdf

paramilitÆre organisationer i...

Documents