1

Gitte Lipschitz

”Jeg er OK :-) Jeg tillod at komme helt ind i kernen af mig selv i supervisionen, - og der er

sårbart, men ikke skrøbeligt, må jeg konstatere ;-)

Til gengæld ligger der ”stof” til muligheder for at erkende, værdsætte eller udvikle

områder, jeg ikke umiddelbart kan se” Trine, 2015

Nylig forskning har synliggjort, at en proces der fremkalder affektladede oplevelser har

en større sandsynlighed for at blive bevaret i hjernen end kognitivt baseret materiale.

Disse opdagelser har stor betydning for effektiviteten af terapeutiske samtaler.

Beaudoin m fl., 2011

Neuropsykologi og neuropædagogik

Maj 2015

2

Indholdsfortegnelse

1. INDLEDNING: 3

2. PROBLEMFORMULERING: 3

3. METODE: 4

4. EMPIRI: 4

5. TEORI 5

5.1 OM HJERNEN 6

5.2 OM NARRATIV TILGANGE: 8

5.3 OM SAMSPIL MELLEM NARRATIVE SAMTALER OG HJERNE 8

6. ANALYSE: 10

7. KONKLUSION: 13

8. DISKUSSION: 13

9. PERSPEKTIVERING: 14

KILDER 15

3

1. Indledning:

Som supervisor er jeg funderet i socialkonstruktivistiske grundantagelser1, systemisk-2

og narrativ teori3. Den narrative forståelsesramme og arbejdsform, finder jeg hjælp-som,

i forhold til at bringe mennesker tættere på det liv de foretrækker at leve og tættere på

den selvfølelse de foretrækker at have. Jeg er vidende om at relationen til supervisanden

er betydningsfuld for, hvad der er muligt at skabe i en samtale og at samtalen skal have

en karakter, der rækker ud over samtalen. Den narrative form fratager supervisor

ekspertrollen og bringer supervisanden i førersædet i eget liv fra start i samtalen. Jeg er

på et fagligt stadie, hvor jeg med nogen rutine kan føre narrative samtaler, samtidig med

at jeg har en fornemmelse af, at mangle færdigheder, særligt på det tidspunkt, hvor en

alternativ historie til problemhistorien foldes ud og gøres tykkere. Jeg kan se på mine

supervisander at de profiterer af den narrative tilgang, men jeg ved ikke hvad der sker i

”hjernen”. Mit formål med opgaven er at jeg, gennem en øget neurologisk viden, kan

bidrage mere bevidst og lidt mere elegant til en proces som gør det muligt for

supervisanden, at styrke foretrukne selvberetninger.

2. Problemformulering:

Jeg vil undersøge, hvordan hjernens funktion og narrative samtaler spiller sammen og

om den viden kan give mig ideer til, hvordan jeg mere kvalificeret kan understøtte

supervisandens udforsken af erfaringer som dekonstruerer problemhistorier og som er

kongruente med det hun står for, på en måde som rækker ud over samtalen.

1 Som mennesker fortolker vi verden, i form af konstruktioner af virkeligheder, læring og erkendelse konstrueres i den enkelte

som en egen forståelse.

2 Beskæftiger sig med relationer, sociale processer og sprog er især baseret på socialkonstruktivismens grundantagelser.

3 Beskæftiger sg med den mening vi tillægger hændelser og er især baseret på en forskydning af ekspertrolle fra behandler til

klient.

4

3. Metode:

Empiri, i form af case, indsamlet gennem noter og mails fra et supervisionsforløb med

en leder i sundhedssektoren og fra regionens hjemmeside, sættes i forhold til teori: 1.

Om dele af hjernens funktion. 2. Om narrativ teori. 3. Om hvordan man kan understøtte

en neurologisk udvikling som fører personen mod et foretrukket liv. Empiri og teori

beskrives først adskilt og bringes siden sammen i analyse, diskussion og

perspektivering, gennem en hermeneutisk cirkel. I opgaven belyses

problemformuleringen ud fra kvalitativ undersøgelse og fortolkning. (Thuren, 1995)

4. Empiri:

4.1 Case om Trine

Trine er afdelingssygeplejerske på 8. år. Hun påbegyndte supervision i 2013 cirka 7

gange årligt, efter sygemelding grundet stress. Trine fortæller, at hun før stressen fandt

velvære i at klare mange ting, gerne på samme tid, men at hun tilbage i jobbet, havde

svært ved at finde sin position i afdeling og lederteam. I supervision fandt hun, at en

mulig forklaring på stressen, var en inkongruens mellem de oven fra kommende krav til

målorienteret og instrumentel ledelse om ”minimering af spildtid, udnyttelse af

ressourcer og effektivisering af arbejdsgange gennem faste arbejdsgange”4 og hendes

egne værdier om ledelse, karakteriseret ved en hermeneutisk fortolkende og forstående

kommunikativ ledelse, mod kvalitet, dialog og selvstændig tankevirksom-hed. I 2013-15

har Trine søgt at balancere mellem krav og egne værdier. I efteråret 2014 følte hun sig

mindre negativt berørt, ved ubalance, hun formåede, at træde et skridt tilbage og

forholde sig til, hvordan hun kunne imødekomme ledelses-krav om f.eks. ændringer i

afdelingen på måder hun selv kunne stå inde for. Efter jul 2015, tog stressen igen plads,

Trine navngav den: ”den dårlige stress”, som giver hende følelse af handlingslammelse,

mens hun farer rundt for at nå alting, manglende tro på at det kan blive anderledes, ulyst,

irritation, træthed og en stigende følelse af ikke at kunne holde fast i sig selv og det hun

finder værdifuldt. Kommunikationen med medarbejdere blev instruktiv og ”kort for

hovedet”, fjernt fra ”hvordan jeg er” og blev i forhold til ledelsen vagtsom og forsigtig. I

4 Region H’s hjemmeside, 30-06-2010

5

marts 2015 blev Trine (igen) i tvivl om, hvorvidt hun er nogen god leder og hun talte i

stigende grad om sig selv som ustruktureret og usammenhængende og gav udtryk for,

at hun var træt af at have det sådan. Trine besluttede at vende supervisionen væk fra

opgaver og hændelser, for at tale mere om egne intentioner, værdier og det hun står for.

Efter sidste supervision sendte Trine en mail: ”Jeg er OK :-) Jeg tillod at komme helt ind

i kernen af mig selv i supervisionen, - og der er sårbart, men ikke skrøbeligt, må jeg

konstatere ;-) Til gengæld ligger der ”stof” til muligheder for at erkende,

værdsætte eller udvikle områder, jeg ikke umiddelbart kan se”5.

5. Teori

I følgende redegøres for nogle af de begreber som særligt knytter sig til:

a) hjernens to følelsesmæssige responssystemer, amygdala, præfrontal cortex, og

episodisk hukommelse, set i lidt bredere viden om neurale netværk.

b) narrativ intervention som omhandler dekonstruktion, eksternalisering,

navngivning, gen-forfatning og foretrukne erfaringer

c) hvordan narrative samtaler kan påvirke neurologiske strukturer og dermed

selvopfattelse.

Teori om hjernens responssystemer præsenteres med udgangspunkt i Hart, Broberg,

Granqvist, Ivarsson og Mothander, Allen, Fonagy, og Bateman, samt C.R. Jørgensen. Teori

om narrativ intervention og om sammenhæng mellem hjerne og terapi præsen-teres

med udgangspunkt i White, Beaudoin m. fl., Tolstrup m. fl., samt Riber m.fl. Teoretikere

med naturvidenskabelige som samfundskritiske med henholdsvis en teknisk og en

frigørende erkendelsesinteresse6. Jeg har baseret mit valg af teoretikere på, at deres

forståelser og evne til sprogligt at formidle samme rammer ind i allerede eksisterende

forståelsessystemer hos mig, på måder som har muliggjort at jeg kunne danne forståelse

og ny viden.

5 Lipschitz G, noter og mail fra supervision 2014-2015. LocusInspire.

6 Habermas videnskabsteori og 3 erkendelsesinteresser.

6

5.1 Om hjernen

Hjernen opbygges i en dynamisk selvorganiserende, genetisk og epigenetisk7 proces.

Det der sker først i udviklingen går som et ekko igennem den forsatte udvikling fra barn

til voksen. Hart 2009. I en sårbar neural struktur vil mindre former for psykologiske

krænkelser kunne skabe emotionel sårbarhed. Hart, 2013. Tidligere erfaringer har en

betydning, men determinerer os ikke, forandring er altid mulig som resultat af nye

erfaringer og reorganiseringer og igennem individets egne bestræbelser på

selvorganisering og tilpasning. Ifølge Beaudoin m.fl., viser undersøgelser, at hjernens

neuroplasticitet er langt større end før antaget. Hart beskriver, at den neurale plasticitet

sker gennem synapsedannelse, som skaber den neurale anatomiske forandring i

hjernen, er stimulationsafhængig. Hart, 2013. Hjernen bearbejder information gennem

mentale opgaver og samtaler. Denne viden har særlig betydning for terapeuter som

fortrinsvis arbejder med sproglige bestræbelser. Beaudoin m fl., 2011.

Ifølge C.R. Jørgensen skelner Fonagy imellem to følelsesmæssige responssystemer i

hjernen: Et med udgangspunkt i amygdala 8 , som reagerer hurtigt, automatisk og

unuanceret på påvirkninger, og et som bl.a. involverer neocortex 9 , der er noget

langsommere, mere nuanceret og forbundet med højere kognitive funktioner og er i en

vis udstrækning under bevidst kontrol.

Amygdala organiserer, regulerer, husker følelser. UCC, Slide, 2015, har stor betydning for

social kognition og regulerer frygt og aggression og er forbundet med frys-, flygt- og

kampreaktion. C. R. Jørgensen, 2003. Cortex sammenføjer og skaber mening i sanseoplevel-

serne og muliggør et mere komplekst følelsesliv, hvor en følelse udvides med det som

tænkes om den. Hart, 2009.

Ifølge Beaudoin m fl. viser forskning, at hjernen har tendens til særligt at indkode

erfaringer der fastholder negativ affekt10 , antageligt fordi det at registrere ”ubehag”

7 Hvilke gener der kommer til udtryk.

8 Del af det limbiske system-indre del af hjernen, den følende hjerne som er involveret i emotioner og korttidshukommelse

9 Yderste del af hjernen – den tænkende del af hjernen, delvis viljestyret.

10 Heftig følelsesmæssig tilstand, forårsaget af en ydre situation af positiv eller negativ karakter, den er intens og kortvarig, i modsætning

til emotioner/følelser

7

aktiverer overlevelsesfunktioner. På celle niveau udvikler neurale netværk forbundet til

negativ affekt tykkere axoner og flere dendriter 11 , som tillader denne affekt at

igangsætte adfærd hurtigere og mere intenst end når informationer kommer fra den

tænkende del af hjernen. På det strukturelle niveau er disse netværk forbundet med

amygdala, som forstærker frys, kæmp eller flygt reaktioner. Effekten ved

forbindelserne til det limbiske system er, at individet reagerer meget hurtigt på en

farefuld situation uden at tænke. Siegel12 anfører, at limbisk fyring resulterer i en øget

blod gennemstrømning til amygdala og formindsker gennemstrømning til præfrontal

cortex, når bl.a. problemer som stress influerer på en person. Hvordan vi føler, opfatter

og reagerer er influeret af disse affektive tilstande (mere forbundet med den højre side

af hjernen) og ikke af hjernens tænkning (venstre side). Hjernen har måske neurale

netværk forbundet til foretrukne erfaringer, men disse er mindre udviklede end de

problemrelaterede nervebundter. Når negativ affekt først er genereret, er den tænkende

del (præfrontal cortex) overladt til at kreere en forklaring på denne affektive oplevelse.

Hvis det gentages ofte nok ender vi med en problemmættet historie om én selv som en

problemidentitet, i neurovidenskabelige termer som en tilstand. Beaudoin m fl., 2011. Ifølge

Hart, 2009, kan et hvilende forstyrret tilpasningsmønster blive synligt i perioder med

forøget stress. S Hart, 2009. I kamp/flugt tilstand ses hyperaktivitet, vagtsomhed, irritation

og over tid forøgelse af arousalniveauer, spændinger og overdreven

forskrækkelsesrespons. Når man er i autoreguleret tilstand benyttes alle ressourcer på

at søge at reorganisere sig. Tilstanden kan blive et mønster der aktiveres i flere og flere

situationer og generaliseres, så selv små påvirkninger aktiverer alarmberedskab og

fremkalder overdreven reaktion. A Broberg m. fl., 2008.

Episodisk hukommelse13 kan defineres som specifikke, personlige erindringer, der er

knyttet til tid og sted. Hippocampus og de tilstødende hjerneområder udgør afgørende

strukturer for henholdsvis lagring og mobilisering af viden og erindringer. Nye indtryk

og viden må så at sige passere gennem hippocampus og tilstødende områder af hjernen

11 Axoner leder information fra nerveceller, dendritter modtager information.

12 Siegel, M.D., an internationally recognized expert on mindfulness and therapy.

13 Nationalt Videnscenter for demens.

8

for at kunne blive lagret i hukommelsen. Også senere mobilisering eller genkaldelse af

erindringer afhænger af disse hjerneområder. Nationalt Videnscenter for demens, 2015.

5.2 Om Narrativ tilgange:

Narrativ terapi fokuserer på sprog og på den mening vi tillægger oplevelser, fortalt i

historier om os selv, Rieber, 2011. Der arbejdes med at adskille identitet fra problem gennem

eksternalisering og dekonstruering og med at åbne op for italesættelse og adgang til

foretrukne erfaringer om en selv, gennem gen-forfatning, som er en udforskning af

historier som handler om, hvordan folk gerne ville leve deres, liv skabt af dem selv. Tolstrup

m. fl. Eksternalisering baserer sig en ide om, at problemer ikke er iboende identiteten, men

blot en repræsentation for en væremåde som resultat af kontekstuelle pres og livs

erfaringer, - væremåder som er forskellige fra personens værdier. I eksternaliserende

samtaler bliver problemer drøftet som mindre og adskilt fra personen, taget for givet

anskuelser ”pakkes ud” og undersøges, så det bliver muligt at afsløre deres oprindelse

og intentioner. Beaudoin m fl., 2011. Eksternalisering og dekonstruktion skaber ændring i

personens perspektiv på oplevelser/erfaringer. Problemet anskues som en

repræsentation for en erfaring. F.eks. er stress et mentalt produkt, som forhindrer

personen i at kunne se de sider ved hende selv, som passer til en foretrukken identitet

og som får hende til at se bort fra, hvornår den foretrukne identitet, eller beslægtede

oplevelser, viser sig. Dekonstruktion, nedbryder problemer, hændelser, opfattelser og

følelser m.v. i enkeltdele, som kan udforskes hver for sig. Gen-forfatning, er forskellige

fra at genfortælle sin historie, fordi den fremhæver de små enestående øjeblikke, hvor

problemhistorien nedtones eller er fraværende, -sprogets lygte lyser på personens

fortælling om hændelser intentioner, værdier og følelser som er kongruente med det liv

hun foretrækker at leve. Holmgren, 2005. Et problem er ikke er lige aktivt 24 timer i døgnet,

hvorfor det er interessant at invitere personen til, at udforske de stunder, hvor personen

ikke er domineret af problemhistorien og de stunder, men hvor det lykkedes hende at

stå op imod problemet. Tolstrup m. fl.

5.3 Om samspil mellem narrative samtaler og hjerne

Sigel peger, i følge Beaudoin m fl., på at, vi når vi overvældes af følelser har brug for den

mentale distance som "venstre tilstand" i hjernen giver og på at dét, at navngive en affekt

9

lindrer limbisk fyring. "Name is to Tame". At stille eksternaliserende spørgsmål om den

neurale ”problemmotorvej” skaber en vigtigt påvirkning af hjernen. Når der først er

skabt forbindelse, kan præfrontal cortex få større indflydelse og en advarsel om fare fra

amygdala kan håndteres bedre og eventuelt ændres. En dekonstruktions-proces skaber

forbindelse mellem den implicitte affekt og den eksplicitte viden vi har om vores liv. Den

viden har en selvbiografisk karakter og gengives i de historier vi fortæller om vores liv.

Vi kan, ved at forfatte en historie, der linker en dominerende kulturel værdi til egne

værdier, skabe den effekt at personen ser f.eks. sin krop eller følelser som mindre

problematiske. At skabe denne forbindelse sinker hastigheden af en amygdala-induceret

problem reaktion og tillader mere præfrontal cortex inducerede reaktioner. Beaudoin m fl.,

2011.

Ifølge Beaudoin m. fl. er samtaler som ændrer personens affektive oplevelser og de selv-

konklusioner som er influeret af dem vigtige da hjernens hukommelse ændres med hver

genoptagelse af en oplevelse. En erindring om en begivenhed behandles i den episodiske

hukommelse og der tilføres forskellige betydninger og stemninger. Når først en

erindring om en oplevelse er hentet og diskuteret på meningsfuld måde, så lagres den

automatisk ændret. Når gen-forfattelses samtalen tillader personen at undersøge

problemmotorvejen på en måde som kobler alternative og foretrukne erfaringer med

affektiv reaktion og frembringer færdigheder som oprindeligt var skjult i den

oprindelige historie, svækkes problemhistorien. Beaudoin m fl., 2011. At genforfatte er, ifølge

White, en proces som inviterer personer til undersøge situationer, hvor de handlede

uforudsigeligt i forhold til problemhistorien. Disse problemreducerede hændelser

repræsenterer typisk personens evne til at engagere sig på foretrukne måder som er

mere i overensstemmelse med deres værdier. White, 2005. Fra neuropsykologisk perspektiv

er gen-forfatning vejen til at styrke svage men foretrukne neurale ”hovedveje”, Gennem

samtaler som bringer oplevelser frem der reflekterer færdigheder, viden og positiv

affekt forstærkes neurale forbindelser og nye opstår gennem styrkelsen af synaptiske

forbindelser. Beaudoin m fl., 2011. Efterhånden som nervefibre i præfrontal cortex gror,

hæmmer de, ifølge Beaudoin m. fl. produktionen af særlige neurotransmittere som er

involveret i aktivering af det limbiske system. Et endnu tyndt og vaklende netværk bliver

udviklet, gennem gentagende neural linking, i tykkelse og hastighed. Ikke alle har let ved

at genkalde og italesætte en følelsesmæssig oplevelse, hvorfor brug af

billeder/metaforer kan bruges til at udforske en enestående hændelse med fokus på alle

10

de små handlingskridt. Beaudoin, 2011. Målet med at udforske affekt-påvirkede enestående

hændelser er at styrke det neurale netværk som er associeret med erfaring som er

forbundet med identitet og at gøre det lettere tilgængeligt i fremtiden. Det kan ske ved

at bringe personen tilbage til følelsen i den tidligere hændelse for at genaktivere

oplevelsen. At stille mange detaljerede spørgsmål til følelser i kroppen i forbindelse med

foretrukne tanker om et foretrukket selv, som gør det muligt for personen at sætte ord

på, beskrive og navngive, skaber en bedre integration mellem højre og venstre

hjernehalvdele. Beaudoin m fl., peger på at nylig forskning har synliggjort, at en proces

der fremkalder affektladede oplevelser har en større sandsynlighed for at blive bevaret

i hjernen end kognitivt baseret materiale. Disse opdagelser har stor betydning for

effektiviteten af terapeutiske samtaler. Beaudoin m fl., 2011

6. Analyse:

Følgende analyseres case sat i forhold til teori i afsnit 5. Henvisning til afsnit 5, sker ved

at referere til kilde angivet ved teoretikers navn, mens reference til case sker ved

benævnelse af Trine.

Trine har, som beskrevet af Hart, tidligere dannet erfaringer som har fået betydning for

de senere erfaringsdannelser. Erfaringer som fastholder negativ affekt er, som beskrevet

Beaudoin m. fl., særligt stærkt indkodet i tykke neurale netværk, forbundet til amygdala,

hvilket hurtigt bevirker at Trines hjerne under ”fare” (pressede situationer), som

beskrevet af C.R. Jørgensen, skifter til det følelsesmæssige responssystem som har

udgangspunkt i amygdala og dermed kobler det system fra som involverer cortex. Trine

kommer i en autoreguleret tilstand, hvor en øget blodgennemstrømning til det limbiske

system og en mindsket til cortex, som anført at Beaudoin m. fl., bevirker, at Trine handler

uden at tænke. Som når Trine afviser medar-bejderne ved at være meget kort for

hovedet, når de har brug for at blive lyttet til, eller som når hun i medarbejdernes påhør,

i et skrapt tonefald udstiller sin uenighed med lederen, som er på besøg for at informere

om en strukturel ændring i afdelingen. Som anført af Hart, kan et hvilende forstyrret

tilpasningsmønster blive synligt i perioder med øget stress, som det ses aktuelt hos Trine

i form af irritation, vagtsomhed, hyperaktivitet svingende til voldsomt energitab, som

over tid kan blive et mønster der aktiveres i stadigt flere situationer og dermed, som

beskrevet af Broberg m. fl., generaliseres så selv små påvirkninger aktiverer

11

alarmberedskab og fremkalder overdreven reaktion, som når Trine ude af kontekst,

fremstår irriteret, hvis medarbejdere beder om råd. Hvordan Trine føler, opfatter og

reagerer er, som beskrevet af Beaudoin m. fl., influeret af disse affektive tilstande og ikke

af hjernens tænkning. De mindre udviklede neurale netværk som er forbundet til positiv

affekt overhales, som beskrevet af Beaudoin, af de problemrelaterede nervebundter,

med risiko for at det over tid ender med en problemmættet selvberetning, som den ses

hos Trine når hun, med sin tænkende del af hjernen, blot kan forklare den affektive

oplevelse som en problemmættet selvberetning: ”Jeg er ustruktureret,

usammenhængende, arbejder ikke hårdt nok og er nok bare en dårlig leder”. I

forbindelse med de tanker genkaldes, som beskrevet af Videnscenter for demens,

tidligere specifikke personlige erindringer hos Trine som de blev skabt i den episodiske

hukommelse knyttet til tid og sted. Hun husker i deltaljer, hvad der skete for år siden, da

hun som leder ikke længere kunne løbe alle de mange opgaver op og hvordan hun følte

sig nedgjort af sin ledelse, som udtrykte utilfredshed med hendes indsats.

Ifølge Hart, har tidligere erfaringer en betydning, men determinerer os ikke, forandrin-

ger altid mulige som resultat af nye erfaringer og reorganiseringer og igennem

individets egne bestræbelser på selvorganisering og tilpasning. I forhold til Trine

betyder det, at supervision forsat kan fokusere på at skabe nye erfaringer og

reorganisering i forhold til det som allerede er sket og skal ske i hendes selv-beretning,

så hendes eget selvorganiserende system kan søge at oprette en balance.

Sigel peger, ifølge Beaudoin m. fl., på at vi, når vi overvældes af følelser, har brug for den

mentale distance som ”venstre tilstand”, (forbundet med sprogproduktion og kognitiv

analyse), i hjernen giver og på at dét at ”navngive” en affekt lindrer limbisk fyring, som

det ses hos Trine, når hun i supervisioner navngiver sit problem som ”stressen”. Når

først der er skabt forbindelse, til præfrontal cortex, som beskrevet af Beaudoin m. fl.,

gennem eksternaliserende spørgsmål, kan hun gennem dén bedre håndtere advarsel om

fare fra amygdala.

I supervision kan hun gennem dekonstruktion, nedbryde stressen, som ifølge Beaudoin

m. fl., hindrer hende i at se sider ved sig selv som passer med hendes foretrukne identitet

og får hende til at se bort fra de handlinger som udtrykker denne identitet, med den

effekt at hun måske kan få øje for, hvordan ”stressen” er én repræsentation for en

væremåde, skabt og næret af et kontekstuelt pres om ”den gode leder”, som bl.a. i Trines

forestillingsverden forbyder følelser som ulyst, med den konsekvens at hun føler sig

12

forkert. Gennem ulyst, kan hun udforske det implicitte men fraværende – det som

ulysten er et udtryk for og hun kan, som beskrevet af Holmgren, arbejde med gen-

forfatning, som fremhæver alle de små øjeblikke, hvor problemhistorien var fraværende

(nedtonet) og fremhæve det som i stedet viste sig. Ifølge Beaudoin m. fl., er samtaler

som ændrer personens affektive oplevelser og de selv-konklusioner som er influeret af

dem vigtige fordi, de som hos Trine ændrer hukommelsen når de passerer gennem

hippocampus. Hver gang hun, som beskrevet af Beaudoin genoptager en erindring af en

begivenhed i den episodiske hukommelse, hvor hun kobler alternative og foretrukne

erfaringer med affektiv reaktion og frembringer færdigheder, som var gemt i den

oprindelige historie, opstår nye betydninger og stemninger.

Trine peger i mail, efter sidste supervision, på at: ”…i kernen af mig selv er der sårbart,

men ikke skrøbeligt…Til gengæld ligger der stof til muligheder for at erkende,

værdsætte eller udvikle områder, jeg ikke umiddelbart kan se”. En invitation fra Trine

til at undersøge situationer, hvor hun, som beskrevet af White, handlede uforudset i

forhold til sin problemhistorie, som repræsenterede hendes evne til at engagere sig på

foretrukne måder, som stemmer overens med hendes ledelsesværdier. Som f.eks. når

hun genopsøgte lederen, som hun modsagde, for at fortælle hende om, hvad hendes

protest var et udtryk for i forhold til hendes intentioner og værdier og når hun inviterede

lederen til dialog om, hvordan de en anden gang kan tale sammen om ”uenigheder”.

Eksternaliserede og dekonstruerende spørgsmål som udforsker foretrukne erfaringer

og færdigheder hos Trine – benævnt som enestående hændelser, kan gennem detaljeret

udspørgen, som beskrevet af Beaudoin m. fl., bistå Trine med gøre det ”stof”, hun

benævner i mail, ekspressivt, så hun kan styrke foretrukken selvberetning. Ved at tale

med Trine om oplevelser som reflekterer færdigheder, viden og positiv affekt,

forstærkes neurale forbindelser og nye opstår i præfrontal cortex, som nu, ifølge

Beaudoin m. fl., hæmmer produktion af særlige neurotransmittere, som er involveret i

aktivering af det limbiske system. At styrke det neurale netværk, som er associeret med

erfaringer fra affekt-påvirkede enestående hændelser, som er forbundet med identitet,

kan for Trine, få den betydning at foretrukken identitet styrkes og bliver lettere

tilgængeligt fremover. Den proces kan fremmes gennem spørgsmål til Trine som bringer

hende tilbage til følelsen i den tidligere foretrukne hændelse, for at genaktivere

oplevelsen. Mange detaljerede spørgsmål, til følelser i kroppen i forbindelse med

foretrukne tanker om et foretrukket selv, som gør det muligt for Trine at sætte ord på,

13

beskrive og navngive, kan skabe en bedre integration mellem højre og venstre

hjernehalvdele, som ifølge Hart er en nødvendig forudsætning for affektstyring. Når den

integration sker gennem en proces der har fremkaldt affektladede oplevelser, har det, i

følge Beaudoin m fl., større sandsynlighed for at blive bevaret i hjernen, end hvis det

havde været en ren kognitiv proces.

7. Konklusion:

Jeg har øget min viden om samspil mellem hjerne og narrativ praksis. Jeg har fået ideer

til, hvordan jeg kan understøtte supervisandens udforskning af erfaringer som er

kongruente med det hun står for. Jeg har fået langt større viden om, hvad der sker

neurologisk i hjernen, som har betydning for de historier vi fortæller om os selv. Jeg har

fået øget viden om, hvordan jeg gennem spørgsmål som dekonstruerer foretrukne

erfaringer med fokus på affektive oplevelser, som kan medvirke til at udvikle de neurale

netværk som understøtter supervisandens fortrukne selv-beretninger. Jeg har fået viden

om, hvordan jeg understøtter den proces gennem spørgsmål til alle de små

handlingsskridt til færdigheder, som fører supervisanden mod den foretrukne identitet.

Jeg har dog stadig overvejelser om, hvordan jeg kan bistå supervisanden, så det der sker

i supervisionen rækker ud over samtalen, om hvordan neurale netværk forbundet til

foretrukne erfaringer, kan blive så omfangsrige og hurtige, at de kan modstå presset fra

”negative” neurale netværk som hurtigt fyrer til amygdala ved ”fare", så de over tid

konsoliderer en foretrukken selv-beretning.

8. Diskussion:

Forskning peger på, som nævnt i afsnit 5, at processer som fremkalder affektivt-ladede

oplevelser, har større sandsynlighed for at blive opbevaret i hjernen, men den siger

ingenting om en eventuel sammenhæng med den narrative teori. Derfor kan andre teo-

retiske tilgange, måske med lige god effekt medvirke til at skabe ændringer? Det handler

måske mere om supervisors egen mentaliseringsevne, som beskrevet af Fonagy.

Hvordan jeg er i stand til danne mig forestillinger om bevidste og ubevidste mentale

tilstande hos supervisand og hos mig selv, som en forudsætning for at kunne skabe den

proces. Det sker i supervision i en form af spørgsmål som er afstemt med supervisandens

tilstand med en tilpas grad af forstyrrende elementer, så der sker en bevægelse ind i

14

affekt-ladede oplevelser. Det har været vanskeligt at finde relevant teori som forbinder

neurologisk udvikling og narrative intervention. Jeg tænker i skrivende stund, at

ændringsprocesser i hjernen som bevæger supervisanden tættere på et foretrukket

fagligt liv, også er ændrings-processer som sker gennem andre referencerammer, men

at ovennævnte proces sat i en eksternaliserende, dekonstruerende ramme som vægter

personens egne ord og ekspertise, er en stærk referenceramme.

I forhold til, om jeg/supervisanden kan gøre andet/mere som rækker ud over samtalen,

kan jeg måske udforske orbitofrontal cortex, i det jeg forestiller mig, at man må kunne

arbejde med en form for overindlæring, af at tænke i foretrukne baner. F.eks. ved at

supervisanden skaber rum i dagligdagen, til igen og igen, som beskrevet af Hart, at

bearbejde, udtrykke og regulere følelsesmæssig information, kropssansning og

identitetsfølelse, som er knyttet til orbitofrontal cortex. Det kan ske ved at navngive og

spørge sig selv om, hvad det hun registrerer kan være et udtryk for, set i forhold til

foretrukne tanker om følelser og liv. Ligesom hun i supervision, ved hjælp af billeder,

som beskrevet af Beaudoin, kan fremkalde foretrukne situationer, hun med fordel vil

kunne søge hen i mod med fokus på små handlingskridt, så hun på forhånd søger at tage

styret på, hvordan hun, som beskrevet af White, kan handle uforudsigeligt i forhold til

stresshistorien og dermed svække den.

9. Perspektivering:

I min læringsproces har jeg igen fået øje for, hvor vigtig konstruktion af spørgsmål er.

Jeg kan, for at inkode hjælpsomme spørgsmål i min hjerne, forberede mulige

spørgsmål/formuleringer. Særligt dem som kan være effektfulde i forhold tilat kalde

foretrukket affeket-ladede tilstande frem, som jeg kan søge at tilpasse så de matcher

supervisanden. Det er hér jeg har en udfordring, jeg føler mig overbevist om at det er

vigtigt at skabe adgang til de affekt-ladede oplevelser og samtidig overbevist om, at det

er hér jeg er dårligst. En perspektivering kan være, at jeg må starte med, at søge at

fremkalde egne foretrukne affekt-ladede oplevelser, -hvad var det for kropslige

oplevelser og følelser hos mig, i supervisioner og andre situationer, som er kongruente

med det vigtige. Jeg kan søge, at fremkalde alle de små handlingsskridt og færdigheder

som hjalp mig derhen, så jeg over tid kan styrke en foretrukket selvberetning om en som

kan.

15

Kilder

Kilder vedr. teori:

Allen J, Fonagy P, Bateman A, 2010. Mentalisering i Klinisk praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

Beaudoin M, Zimmerman J. 2011. Narrative therapy and interpersonal neurobiology. Bay Area Family Therapy and Training Associates (BAFTTA), 21760 Stevens Creek.

Broberg A, Granqvist P, Ivarsson T, Mothander P R, 2008. Tilknytningsteori. København: Hans Reitzels Forlag

Episodisk hukommelse, 2015. Nationalt Videnscenter for demens. http://www.videnscenterfor-demens.dk/viden-om-demens/demenssygdomme/symptomer-paa-demens/svigt-i-kognitive-funktioner/episodisk-hukommelse/

Freemann J, Epston D, Lobovits D, ?. Playfull approaches to serious problems. Forlag w-w-norton-co-inc samt København: Saxo.

Fonagy, Shore, Stern, 2006. Affektregulering i udvikling og psykoterapi. København: Hans Reitzels Forlag.

Gade A, 2010. Hjerneprocesser, kognition og neurovidenskab. København: Frydenlund.

Hart S, 2009. Den følsomme hjerne. København: Hans Reitzels forlag.

Hart S, 2013. Hjerne, samhørighed og personlighed. København: Hans Reitzels forlag.

Hart S. Spejlneuroner, kontakt og omsorg. Www.neuroaffect.dk/Artikler.../Spejlneuronerkontakt_ Hart S,: Den neomamale hjerne. www.psykiatrienisyddanmark.dk/dwn77737

Hart S, : Tilknytningens betydning- et indblik i neuroaffektiv udviklingspsykologi. www.neuroaffect.dk/Artikler.../TilknytningensBetydning_

Holmgren A, 2005. Notater fra temauge om narrative samtaler. Kreta.

Jørgensen C. R, 2003. Tilknytningsteoretisk funderet forståelse af personlighedsforstyrrelser. Psyke og Logos 24, 638-676.

Morgan A, . ”What is narrative terapy?”. …..

Riber K, Lindvig D, 2011. Narrativ og evidensbaseret behandling af komplekt traumatiserede mennesker. Psyke og Logos, 32.

Schwartz R, Hart S, 2013. Barnets og dets relationelle arv. København: Hans Reitzels forlag.

Tolstrup H, Lipschitz G, 2005. Om det narrative perspektiv. LocusConsult.

White M, 2001, 2005. Notater fra temadage om narrativ terapi. København samt Kreta.

Wermer A, Olsen T, 2001-2002. Notater fra lederuddannelse. Dispuk, Århus.

http://www.neuroaffect.dk/Artikler.../Spejlneuronerkontakt_http://www.psykiatrienisyddanmark.dk/dwn77737

16

Maturana H., Varela F. 1987. Kundskabens træ. Århus. Forlaget ASK.

http://www.videnscenterfordemens.dk/viden-om-demens/demenssygdomme/symptomer-paa-demens/svigt-i-kognitive-funktioner/episodisk-hukommelse/

Empiri:

Lipschitz G. 2015. Notater fra supervisioner. Nordsjællands Sygehus.

Supervisand 2015. e-mail korrespondance. Nordsjællands Sygehus.