Februar 2015

Pink Floyd

Månedens tema på DR P6 Beat Hør udsendelsen "P6 Beat elsker Pink Floyd" på DR P6 Beat (Udsendelsens varighed: 359 min.)

Månedens tema i GAFFA PLUS GAFFA, nordens største musikmagasin, har tidligere bragt anmeldelser og artikler om Pink Floyd, som du kan læse på GAFFA.dk. Find mere om Pink Floyd på GAFFA.dk samt tilbud på musik og merchandise i GAFFAs medlemsklub GAFFA Plus.

Månedens tema på Bibzoom Læs artikler om månedens tema og lyt til musikken.

Redaktion: Niels Mark

Pink Floyd er en britisk rockgruppe, der er kendt for sine dybt filosofiske tekster, klassisk, orkestral og meget eksperi-menterende rockmusik. Gruppen har haft en temmelig fast besætning i det meste af karrieren: Roger Waters (bas, vokal. 1962-1985), Nick Ma-son (trommer), Richard Wright (keyboard), Syd Barrett (guitar, vokal. 1962-1967), David Gilmour (guitar, vokal. 1968-). Pink Floyd fik sit gennembrud med psykedelisk rock i sidste halvdel af 1960'erne og har siden udviklet sig over filosofisk indadvendt lyrik til ekstravagant konceptrock. Musikken har altid været eksperimenterende og båret præg af at være arbejdet frem i stedet for egentlig komponeret. Deres sceneoptræden har fra starten været tilrettelagt som en totaloplevelse med musik, lydeffekter og lysshow. Takket være at tre af medlemmerne (Waters, Mason og Wright) har en fortid som arkitektstuderende, har gruppen også bygget fantastiske installationer til brug som scene og dekorationer. Installationerne har været både en akilleshæl og en attrak-tion i sig selv. Gruppen har også grafisk haft et meget stærkt udtryk, især udviklet sammen med Storm Thorgerson og hans grafiske studie Hipgnosis. Pink Floyd er den britiske gruppe næst efter The Beatles, som har opnået størst kommerciel succes, med over 300 millio-ner albumeksemplarer solgt på verdensplan og cirka 74,5 millioner i USA alene. Derved har de opnået at sælge syvende flest albums i verdenen. Albummet Dark Side of the Moon var på Billboard top 200 i 591 uger i træk fra 1976 til 1988, hvilket stadig er rekord. I alt var albummet på listen i 724 uger, og har sammenlagt tilbragt ca. 25 år på forskellige Bill-board hitlister.

Gruppens historie Starten 1962-1966 Kredsen bag Pink Floyd blev dannet allerede i 1962 af en gruppe arkitektstuderende ved Regent Street Polytechnic i Lon-don. Roger Waters, Nick Mason og Richard Rich Wright dannede en blues gruppe med navnet Sigma 6. Gruppen havde skiftende besætninger, men fandt under navnet Tee Set en mere fast struktur. Guitaristen Syd Barrett blev en del af gruppen og med hans udstråling og fantasi udviklede gruppen sig i en mere eksperimenterende retning. I 1964 stiller gruppen op i en konkurrence, hvor hovedgevinsten var en prøveindspilning i et professionelt studie. På plakaten var og-så en andet gruppe med samme navn Tee Set. Syd Barrett foreslog derfor, at man anvendte navnet The Pink Floyd Sound, som var en sammensætning af navnene på to af gruppens favorit blues musikere Pink Anderson og Floyd Council. Navnet slog an og blev hængende med den ændring at først ordet Sound blev sløjfet og senere artiklen The. Gruppen var med tre arkitektstuderende meget bevidste om at en sceneoptræden rummede mere end lyd. De eksperimenterede meget tidligt med lys og udviklede et efter tiden meget avanceret lysshow med opvarmede olier, som dannede psykede-liske mønstre. Gruppen blev en naturlig del af den psykedeliske bølge i 1966 og 1967. Repertoiret var stadig baseret på blues, som langsomt blev erstattet af egenkomponerede – eller rettere egenudviklede – numre. En stor del af deres mu-sik fra denne periode er blot lange melodiske forløb improviseret ud fra oplæg af Syd Barrett.

Pink Floyd — En introduktion (Kilde: Wikipedia)

Udviklingen 1967-1970 The Piper at the Gates of Dawn I 1967 fik gruppen mulighed for at indspille en single plade med nummeret See Emily play, der blev en stor succes. Num-meret var skrevet af Syd Barrett, og han viste sig som en stærk tekstforfatter for gruppen. Musikken blev hovedsagelig udviklet undervejs igennem koncerterne. Gruppen indspillede sit første album The Piper at the Gates of Dawn Gruppen var nok musikalsk forbundet med det psykedeliske miljø, men var ikke selv deltagere i de mange forsøg. I løbet af 1967 havde Syd Barrett dog eksperimenteret med forskellige psykedeliske stoffer og han udviklede langsomt en psykose, der skulle præge ham resten af livet. Psykosen sammen med presset på og fra gruppen for en opfølger til succesen See Emily Play bragte Syd Barrett helt ud af balance. Ofte kunne han ikke gennemføre koncerterne, men var mere tilskuer end frontfigur. Gruppen bragte en gammel bekendt David Gilmour ind som hjælpeguitarist. Gilmour havde et godt talent som sanger og matchede Syd Barretts stemme godt nok til at kunne dublere ham. Det viste sig hurtigt, at Gilmour var en fremragende guitarist, der kunne langt mere end at hjælpe til. Enden på Syd Barrets karriere i Pink Floyd var, at gruppen 'glemte' at samle ham op på vej til en koncert. Barrett gjorde tilsyneladende ingen indsigelser imod denne forglemmelse. Syd Barret forsøgte sig med en solokarriere og fik lavet to plader. Ironisk nok blev disse plader produceret og Barrett støttet af David Gilmour. Desværre var Barrett på dette tidspunkt for svækket af sin psykose og han genvandt aldrig fod-fæstet som komponist. (Barrett døde i sommeren 2006.) Pink Floyd stod nu uden komponist og sangskriver med en meget svær tid foran sig. Pladeselskabet forventede en opføl-ger til debutalbummet. Roger Waters, David Gilmour og Rich Wright bidrog med hvert deres grundmateriale, men især Waters kastede sig ud i et forsøg på at skrive eller sammenskrive nogle ideer, som gruppen så arbejdede videre på. Na-turligt nok er dette en af de mest eksperimenterende perioder i gruppens arbejde. A Saucerful of Secrets Da Pink Floyds andet album A Saucerful of Secrets udkom i juni 1968 var helhedsindtrykket en mere blandet oplevelse end det første album. Der var kun ét Barrett nummer Jugband Blues' på albummet. Resten af materialet var skrevet af Waters, Gilmour og Wright. Succesen var også begrænset. Albummet nåede nr. 9 på den britiske hitliste og blev slet ikke placeret i USA. Music From the Film ”More” I 1968 blev Pink Floyd hyret af filminstruktøren Barbet Schroeder til at skrive musik til filmen More. Dette blev mere end blot et lydspor til filmen og albummet Music From the Film More (1969) (også blot kaldet More) nåede også en betydelig kommerciel succes. Albummet er en blanding af akustisk/folk-agtige numre skrevet til filmen og avangarde numre. Ummagumma Ummagumma Er muligvis et af Pink Floyd mest syrede album. Dette var en meget eksperimenterende periode, hvilket kan høres på numre som "Careful with that axe, Eugene", "Sysyphus" og den utrolig syrede "Several Species of Small Furry Animals Gathered Together in a Cave and Grooving With a Pict". Selvom "Ummagumma" var et meget eksperimenterende album, kan man godt høre, at det har dannet grundlag for noget af det man i dag forbinder Pink Floyd med. Ummagumma var et dobbeltalbum, som var meget populært i perioden. Den gav mulighed for stort set at udgive hele gruppens repertoire på én plade. Den ene plade var forskellige studieoptagelser, der var klippet sammen. Den anden plade var live-optagelser med nogle af gruppens mest populære numre. Atom Heart Mother Der blev en pause frem til 1970 førend et nyt studiealbum Atom Heart Mother så dagens lys. Pink Floyd forsøgte for før-ste gang at lave indspilninger sammen med et orkester. Dette skete i samarbejde med avant-garde komponisten Ron Geesin. Derudover var nyskabelsen en meget kraftig brug af lydkollager og brudstykker og samplinger, som i Alan's Psy-chedelic Breakfast der er en lydkollage med en mand der spiser morgenmad. Oprindeligt var det tanken at den tidligere forsanger Syd Barret skulle have spist denne morgenmad under titlen "Syd's Psychedelic Breakfast". Dette afslog Syd

Barret dog i midlertid og som stand-in tog man runneren Alan. Albummet blev ikke særligt godt modtaget af kritikerne, men faktisk nåede det en førsteplads på de britiske hitlister. Selvom albummet er svært tilgængeligt og af Gilmour be-skrevet som noget skrammel, indeholder det de byggesten som gruppen genbrugte til de følgende, meget succesfulde album. Gruppen bidrog også til lydsporet på filmen Zabriskie Point (1970) med bl.a. lydkollager og musikstykker. Gennembruddet 1971-1975 Grunden var nu lagt til en gennemgribende ændring i musikken. De enkelte medlemmer havde nu fundet deres naturlige ståsted og musikken skiftede fra psykedelisk til en mere flydende, orkestral og poleret vellyd. I stedet for at fokusere på at få "noget" ud, arbejder de på at få det "rigtige" ud. Det er i denne periode at gruppen har sit fineste samarbejde, hvor alle medlemmer bibringer til gruppens arbejde. Stilen var en instrumental basis, med en klar vokal (Gilmour eller Waters) i forgrunden og et kor i baggrunden, krydret med forskellige effekter og kollager. Meddle Albummet Meddle (1971) var i modsætning til de foregående abum langt mere fokuseret og stringent. Orkesteret fra Atom Heart Mother var væk og alt lyd frembragt af gruppen selv og deres instrumenter. Selv hvallydende og mågeskrig på det meget poetiske nummer Echoes. Gruppen vovede også at lave en akustisk kærlighedssang A Pillow of Winds. Obscured by Clouds Obscured by Clouds (1972) var lydsporet til filminstruktør Barbet Schroeders film La Vallee. Albummet har korte klare rock skæringer. Tematisk lægges grunden til de følgende album: I Free Four berører Waters for første gang sin fars død under 2. verdenskrig og Wots...uh, the Deal har fokus på ensomhed og desperation. The Dark Side of the Moon Musikalsk er Dark Side of the Moon (1973) mere poppet og tilgængelig end no-gen af Pink Floyds tidligere album. Albummet består at en perlerække af rock-numre ("Money", "Time") og melodiske ballader ("Us and Them", "Brain Dama-ge") og som noget helt nyt Clare Torrys kvindevokal i "The Great Gig in the Sky". Tematisk handler albumet om det mentale pres som dagligdagen lægger på det enkelte menneske. Konceptet blev foreslået under en diskussion ved Nick Ma-sons køkkenbord og viste sig sammen med egne erfaringer (Syd Barrets psykose og Waters tab af far) at kunne bære en enestående rockkarriere for gruppen. Brugen af design nåede sine absolutte højder med forsiden af albummet. Moti-vet er en lysstråle, som brydes i et prisme på en sort baggrund. Et uendeligt sim-pelt motiv, men et fremragende billede på både synergien i gruppen og i musik-ken. Symbolet blev det første i rækken af ikoner, der igen og igen optræder i gruppens værker. The Dark Side of the Moon er et af de mest succesfulde album i musikhistorien og har om noget været synonymt med begrebet Pink Floyd. Der er solgt over 40 millioner eksemplarer (heraf mere end 15 millioner i USA). Albummet blev gruppens først nr. 1 på de amerikanske hitlister og lå på Billbords Top 200 i 741 uger (uafbrudt i 591 uger fra 1976 til 1988). Naturligt nok forsøgte gruppen at profitere på succesen. Det skete bl.a. ved at udsende opsamlingsalbummet A Nice Pair (1973), der blot var en genudgivelse af de to første album The Piper at the Gates of Dawn og A Saucerful of Secrets. Kon-certfilmen Live at Pompeii af instruktøren Adrian Maben. Filmen bestod af en live-optagelse fra 1971 lavet i det antikke amfiteater i oldtidsbyen Pompei suppleret med studieoptagelser fra indspilningerne af Dark Side of the Moon i Abbey Road Studierne. Sangen "Us and Them" blev i 2008 indsunget på den tyske rocksangerinde Nenas album Cover.

Wish You Were Here Temaet på Wish You Were Here (1975) var fravær. Det være sig fraværet af menneskelighed i musikken og i musikindu-strien, så vel som fraværet af Syd Barrett. Både i lyd og lyrik indholder titelskæringen en hyldest til Syd Barrett, som sangskriver og inspirator. Kritikken af musikindustrien kommer tydeligst frem i nummeret Have a Cigar hvor Waters har-celerer over industriens manglende respekt over for musikken. Welcome to the Machine viser menneskets isolation og prisen for teknologibegejstringen – som gruppen selv faktisk er eksponent for. Den Roger Waters-dominerede periode 1976–1985 Selvom gruppens standpunkt var klart antiautoritær overtog Roger Waters mere og mere af kontrollen med gruppen. Som hovedleverandør af materiale havde han naturligt en meget stor indflydelse på gruppens arbejde, men han søgte den fuldstændige kontrol med gruppen. Animals I midten af 1970'erne kom en bølge af rå og minimalistisk musik som punk. Dette var den absolutte modpol til Pink Floyds musik. Albummet Animals (1977) kom også under kritik for at være for tungt og pompøst. Sigtet var stadig mere kritisk og politisk. Dyretemaet er direkte hentet fra George Orwells bog Kammerat Napoleon, som er en beskrivelse af Den Russiske Revolution som fabel. Fokus på design og iscenesættelse løb næsten over gevind. Albummets forside er et billede af kraftværket Battersea Po-wer Station med en stor lyserød gris svævende imellem skorstene. Dette blev typisk for gruppen naturligvis lavet som et live billede med en rigtig ballon svævende over kraftværket. For at sikre sig mod uheld havde gruppen endda en riffel-skytte som kunne skyde ballonen ned. Desværre udeblev skytten på optagelsesdagen – og ballonen rev sig løs og svæve-de rundt over London. Efter sigende skal en pilot have meldt til flykontrollen at han 'netop havde set en lyserød gris flyve forbi'. Flykontrollen skulle have beroliget ham med, at der 'faktisk fløj en gris rundt over London'. Den flyvende gris blev indlemmet i galleriet af ikoner for gruppen. Den 26. september 2011 blev den lyserøde gris igen pustet op og hængt op mellem skorstenene på Battersea Power Station i London. Det skete for at fejre lanceringen af "Why Pink Floyd" kam-pagnen for de i 2011 genindspillede albums. The Wall 'Fravær, isolation, savn' både i gruppens forhold til omverdenen og – især Roger Waters tab af sin far som blev dræbt under Den anden verdenskrig, blev kogt sammen til en rockopera om musikeren 'Pink Floyd', der totalt handlingslammet ser sit liv passere revy – og gå i opløsning. Isolationen beskrives symbolsk med opbygningen af en mur imellem musike-ren og publikum. The Wall (1979) blev et kolossalt epos om gruppen selv, deres opvækst og liv, hvor alle skeletterne på

én gang kom ud af skabene i en kulmination med en fingeret retsag, hvor figurens nærmeste omgivelser 'dømmer' ham til fortabelse. Projektet blev så stort at man måtte hente hjælp udefra i form af produceren Bob Ezrin, som endda blev medkomponist på skæring The Trial'. For første gang fik de politiske budskaber frit løb. Nummeret Another Brick in the Wall blev brugt af frihedsbevægelsen i Sydafrika som en slagsang imod regimets apartheid-politik. Selv-om Waters er så dominerende på albummet lykkedes det David Gilmour at markere sig dels som sanger på store dele af albummet, men især med en fantastisk guitarsolo på nummeret Comfortably Numb. Soloen er blevet kåret som én af de absolut bedste i rockhistorien. Waters higen for total dominans i gruppen ledte uværligt til konfrontationer, hvilket i under indspilningerne af The Wall kulminerede i at bl.a. Rich Wright blev presset ud af gruppen og

til sidst fyret. Wright deltog ikke i arbejdet på albummet The Final Cut. Wright blev dog hyret som musiker til koncerter-ne efter udgivelsen af albummet og ironisk nok blev han derved den eneste af gruppens medlemmer, som rent faktisk tjente penge på projektet. Efter en nærmest mytisk og delvist fejlslagen turne med konceptet fra The Wall blev projektet viderebearbejdet af Film-instruktør Alan Parker til en musikfilm. Billedsiden er en sammenblanding af film og tegneserieklip, der mest tjener som illustration af musikken. Lydsiden er næsten identisk med albummet. Der blev tilføjet to numre When the Tigers Broke Free og What Shall We Do Now?.

Rollen som musikeren Pink spilles af forsangeren fra gruppen Boomtown Rats, Bob Geldof, nok bedst kendt som hoved-manden bag den stort anlagte velgørenhedsbegivenhed Live Aid, og sangen "I Don't Like Mondays". Sangene "In the Flesh" og "Stop" synges i filmen af Bob Geldof. The Wall er i dag en af de bedst kendte og mest sælgende Pink Floyd albums. The Final Cut The Final Cut (1983) bliver mere betragtet som et Roger Waters soloprojekt end et egentligt Pink Floyd album, hvilket den fulde titel fra albummets bagside også antyder: "The Final Cut – A requiem for the post-war dream by Roger Waters, performed by Pink Floyd: Roger Waters, David Gilmour, Nick Mason". Albummet er tilegnet Roger Waters' far Eric Flet-cher Waters, som blev dræbt i slaget ved Anzio i Italien under anden verdenskrig. Tonen er om muligt endnu mere dy-ster end på The Wall. Kritikere har kaldt albummet resterne fra The Wall. Waters angriber også Storbritaniens deltagelse i Falklandskrigen og især premierminister Margaret Thatcher, samt det politiske systems mangel på retfærdighed. Sort-synet kulminerer i en dommedagsprofeti med atomkrig i nummeret "Two Suns in the Sunset". Den David Gilmour-dominerede periode 1987–1995 Pink Floyd gik faktuelt i opløsning under og efter færdiggørelsen af The Final Cut. Medlemmerne kastede sig over solo-projekter. Gilmour udgav sit andet soloalbum About Face (Marts 1984) og Waters sin meget roste The Pros and Cons of Hitch Hiking (Maj 1984). Waters annoncerede i december 1985 at han forlod Pink Floyd og at han betragtede gruppen som opløst. Gilmour og Mason begyndte i 1986 at arbejde med endnu et album under navnet Pink Floyd. Dette ledte til en kontrovers imellem Waters på den ene side og Gilmour og Mason på den anden om rettighederne til navnet Pink Floyd og ikonerne i grup-pens univers. Spørgsmålet blev afgjort i retten, ved at Gilmour og Mason vandt retten til navnet Pink Floyd, men Waters de finansielle rettigheder til blandt andet den flyvende gris og andre ikoner. A Momentary Lapse of Reason A Momentary Lapse of Reason (1987) blev bogstaveligt indspillet dør om dør med Roger Waters Radio K.A.O.S.. Hvor The Final Cut i høj grad var Roger Waters værk, blev A Momentary Lapse of Reason i lige så høj grad David Gilmours værk. Mason var kun involveret i begrænset omfang og der måtte hentes hjælp udefra både til kompositionerne og til indspilning og produktion. Bl.a. Anthony Moore arbejdede på en stor del af lyrikken. Albummet forsøger at holde de stolte traditioner med design i hævd. Forsidebilledet er således adskillige hundrede jernsenge opstillet på en strand i solnedgang. The Division Bell Pink Floyds The Division Bell (1994) var mere et gruppeprojekt end forgængeren. Temaerne var et sammenkog af de tid-ligere succesalbum og der var meget lidt nyt under solen. Der var igen eksterne komponister på. Anthony Moore arbejde sammen med Rich Wright og Polly Samson (senere gift med David Gilmour) bearbejdede en stor del af lyrikken. The Division Bell var en stor kraftanstrengelse for gruppen, og efter en stor og meget succesfuld koncertturne, med det største udstyrs- og lysshow selv Pink Floyd havde kunnet præstere, blev Pink Floyd som gruppe lukket ned. The Endless River 20 år efter udgivelsen af The Division Bell udgav Pink Floyd albummet The Endless River den 10. november 2014. Ma-terialet bestod af indspilninger fra optagelserne fra The Division Bell og er i hovedsagen instrumentalmusik. Albummet var ifølge Amazon.com det mest forudbestilte album nogensinde, men modtog overvejende forbeholdne anmeldelser.

Skrevet af : Mikkel Elbech / Musikmagasinet GAFFA Det er over 30 år gammelt, men ifølge Roger Waters er "The Wall" stadig lige så relevant i dag, som det var i 1979, da det kom ud. GAFFA fortæller historien om albummet. Når Roger Waters den 7. maj og 13. juni (2011—red. ) besøger henholdsvis København og Herning, er det med opførel-sen af et mildt sagt historisk album på plakaten. "The Wall", der blev det næstsidste Pink Floyd-album med Roger Waters som kreativ styrmand, så dagens lys i november 1979 og kunne således fejre 30-års jubilæum sidste år. Der er solgt lige så mange millioner eksemplarer af albummet, og er i Pink Floyd-regi således kun overgået af "The Dark Side Of The Moon" fra 1973, der har solgt en halv gang mere og dermed indtager tredjepladsen over verdens bedst sælgende al-bums (Michael Jacksons "Thriller" har solgt 110 millioner og AC/DC's "Back In Black" har solgt 49.) Det er netop "The Dark Side Of The Moon", som Roger Waters senest har opført hele tre gange i Danmark – først på Ros-kilde Festival i 2006, så i Augustenborg i 2007 og endelig i Odense i 2008 – og nu er tiden så kommet til "The Wall". Hvor "Dark Side Of The Moon" er funderet i en musikalsk filosoferen over livets store tematikker, følger "The Wall" i stedet en konkret fortælling, der frem for alt fokuserer på sin hovedpersons tiltagende følelse af fremmedgørelse i forhold til om-verdenen – netop den følelse, som muren er metafor for. Hovedpersonen Pink vokser op under Anden Verdenskrig og mister sin far – præcis ligesom Waters selv, der har pointe-ret at dette aspekt af historien er decideret selvbiografisk – hvilket afføder en overbeskyttende tendenser fra moderen, og således repræsenterer forældrene de to grundlæggende sten i Pinks mur. Skolegangen præges af de morbide lærere, der går mere op i at ydmyge eleverne for deres egen fornøjelses skyld – netop fordi lærerne hjemme ydmyges af deres endnu værre hustruer – hvilket afføder apati hos eleverne, udtrykt i den så velkendte linje, "we don't need no educati-on". I sit voksenliv gør Pink sig som musiker og får så stor succes, at han ender på en større turné i USA, og hans fravær fra hjemlandet fører til en utro kone. Fremmedgørelsen, fraværet og turnélivets dekadence får Pink til at eksplodere i et raseriudbrud og sidenhen til at synke ind i sig selv – nu fuldkommen omgivet af sin mur. Den ensomme, parallelle verden fører ham til at tage en overdosis inden en koncert – han bliver "Comfortably Numb" – og han transformeres i sin fantasi om til en fascistleder, der drevet af sine traumer spyr had ud over sit publikum såvel som i gaderne, hvor han marcherer med sine folk. Kulminationen finder sted, da Pink ved en retssag skal holdes ansvarlig for al den smerte, han menes at have påført sine omgivelser – sin mor, sin kone og sin skolelærer – og han dømmes til et liv uden for muren, som dernæst brydes ned.

Roger Waters og The Wall – genopførelsen af en musikhistorisk klassiker

En mur mellem bandet og publikum Ud over parallellen mellem Pinks og Waters' egen far, er en god del af inspirationen til "The Wall" kommet via Syd Bar-rett, Pink Floyds oprindelige frontfigur og primære sangskriver, der gradvist mistede forstanden. Den oprindelige inspira-tion til albummet kom imidlertid i forbindelse med bandets "Animals"-turné i 1977, hvor Waters ved en koncert i Mont-real – den sidste på turnéen – ud af frustration spyttede en særligt ivrig – eller blot irriterende – tilhører i ansigtet. Det gav Waters lysten til at bygge en mur mellem bandet og det publikum, der til hans frustration var blevet ubærligt stort i takt med bandets tiltagende succes. Og det blev lige præcis det, der blev konceptet for turnéen, der fulgte efter udgivelsen af albummet. I løbet af 1980 og 1981 opførte Pink Floyd koncertudgaven af "The Wall" 31 gange fordelt på fire byer – Los Angeles, Uniondale (New York), London og Dortmund – og det centrale element var netop den 12 meter høje mur, som blev bygget på scenen un-dervejs i løbet af koncerten. Den samme mur blev brugt som lærred til de videoprojektioner, som tegneren Gerald Scar-fe stod for, og til sidst – som fortællingen dikterer – blev den naturligvis revet ned. Netop Scarfe kom til at spille en central rolle i filmudgaven af "The Wall", som dukkede op i biograferne i 1982. Han stod for de mange nu aldeles klassiske animationssekvenser, og Alan Parker – på daværende tidspunkt kendt for "Midnight Express" og "Fame", sidenhen også for "The Commitments" – blev instruktør, og Bob Geldof fik hovedrollen som Pink. Adskillige af albummets numre blev bearbejdet på ny, nye indspilninger fandt sted og nummeret "When The Tigers Bro-ke Free", der nøjagtigt fortæller om faderens død, blev taget med. Trods filmens overordnede succes har både Waters og David Gilmour, bandets sanger og leadguitarist, begge udtalt sig mindre positivt om filmen, idet de ikke følte, at histo-rien blev fortalt nær så godt, som den havde potentiale til. Wrights exit og Waters' kreative dominans "The Wall" tog på alle måder hårdt på bandet, og undervejs i de oprindelige indspilninger røg tangentspilleren Richard Wright ud af bandet. Detaljerne kan man strides om, men det overordnede forløb har efter sigende været, at der var rigeligt med dårlig stemning mellem Wright på den ene side og producer Bob Ezrin og Waters på den anden. Wright øn-skede mere tid i producerstolen, men det kunne han ikke få, hvilket så affødte et begrænset engagement fra hans side, som så til gengæld frustrerede Waters i en sådan grad, at han krævede Wrights afgang. Andre parametre omhandler vilkårene, hvorpå Wrights kreativitet skulle strømme såvel som en ikke overholdt tidsplan, der hindrede Wright i at ses med sine børn. Hvorom alting er, blev Wright dog hyret som musiker på den efterfølgende turné, men medvirker slet ikke på opfølgeren til "The Wall", "The Final Cut" fra 1983. Netop "The Final Cut" blev Waters' sidste album med gruppen – en samling sange, der i udgangspunktet var til overs fra "The Wall", men som blev udviklet til et selvstændigt album, der især fokuserer på Waters' skuffelse over sit hjemland, ikke mindst Margaret Thatcher og landets rolle i Falklandskrigen. Mere end noget andet Pink Floyd-album er "The Final Cut" resultatet af Waters' personlige ambitioner og bandpolitiske stædighed, og det var disse to faktorer, der blev mere og mere fremtrædende som årene skred frem. På "The Dark Side Of The Moon" var Waters for første gang eneste tekstforfatter, og på de følgende albums – "Wish You Were Here" fra 1975 og "Animals" fra 1977 – er det i tiltagende grad Waters' kunstneriske visioner, der udgør de kon-ceptuelle rammer. Kulminationen var således "The Final Cut", og det var også umiddelbart herefter, at Waters offentlig-gjorde sit exit fra bandet – Pink Floyd repræsenterede for ham en "opbrugt energi" – og han lancerede sin solokarriere, mens Pink Floyd til hans store ærgrelse fortsatte uden ham. En nytænkning af fortællingen I tiden mellem 1983 og i dag har Roger Waters udgivet "The Pros And Cons Of Hitchhiking" i 1984 – baseret på et album-koncept, som han i 1977 præsenterede for bandet samtidig med konceptet for "The Wall", som bandet så valgte – samt "Radio KAOS" i 1987 og "Amused To Death" i 1992. I 1990 opførte han "The Wall" i Berlin med et ensemble af musiksce-nens største navne, efter Berlinmuren var faldet året forinden, og det er den sidste gang, albummet er blevet opført i sin helhed. Sideløbende har Pink Floyd udgivet "A Momentary Lapse Of Reason" i 1987 og "The Division Bell" i 1994. Waters blev inviteret ombord på den efterfølgende turné, men takkede nej. Først 11 år senere, i 2005 ved "Live 8"-koncerten – bag hvilken Bob Geldof, "The Wall"-filmens hovedrolleindehaver, stod – kunne man se Waters på scenen med sine gamle medlemmer, Gilmour, Wright og Nick Mason, bandets tromme-slager. Wright døde i 2008 af kræft, hvormed en tilsvarende gendannelse af gruppen er udelukket for tid og evighed, men Gilmour og Waters har optrådt sammen så sent som i juli i år ved en velgørenhedskoncert for The Hoping Foundati-on, som Gilmour og hans band var sat til at spille til. Han lovede Waters, at hvis Waters ville medvirke, så ville Gilmour dukke op til en af Waters' "The Wall"-koncerter og spille med på "Comfortably Numb".

Og så er vi fremme ved i dag. Det nu over tre årtier gamle værk skal genopføres. Men hvorfor? Roger Waters forklarer, at der ikke er tale om nostalgi, men snarere om en nytænkning af de problematikker, som "The Wall" tager udgangs-punkt i: "Jeg begyndte at tænke på, at historien kunne ses som en allegori på den måde, som lande behandler hinanden. Med andre ord, kunne værket udvikles, så det ville beskrive en bredere funderet, mere universel tilstand end det gjorde, da vi opførte den i 1980, eller da jeg opførte den i Berlin i 1990? Jeg tænkte mere og mere på det, og pludselig fik jeg et par idéer og sagde til mig selv, at 'måske hvis vi nu gør sådan med én sang og sådan med en anden, så kan vi opnå dét her'. Og så begyndte jeg at skrive et par ting ned på papir, og endelig sagde jeg så: 'Ved du hvad? Jeg gør det her'." Den første koncert i den aldeles lange række finder sted den 15. september i Toronto, og Waters med band har således over et halvt år – dog med pause i januar og februar – til at forfine deres optræden, inden de når til Danmark og leverer hele to opførelser af dette legendariske værk.

Overblik

Om Pink Floyd Pink Floyd hyldest - hjemmeside <Link> Engelsk Wikipedia <Link> All Music <Link>

All Music <Link>

Diskografi

Bøger Inside out : a personal history of Pink Floyd Nick Mason; Philip Dodd, 1957- BOG: San Francisco, Chronicle Books, 2005. - 359 s., illu-streret (some col.) Mabbett, Andy The complete guide to the music of Pink Floyd / by Andy Mabbett ; edited by Chris Charlesworth. - London : Om-nibus Press : exclusive distributors Book Sales, 1995. - X, 150 sider, tavler i farver : ill. ; 13×15 cm ISBN 0-7119-4301-X. Bestil.nr: OP 47735 : hf. : kr. 90,00 Mabbett, Andy Pink Floyd : the music and the mystery / forfatter: Andy Mabbett. - London : Omnibus, 2010. - 160 sider, 8 sider med tavler : ill. (nogle i farver) Hearn, Marcus Pink Floyd / forfatter: Marcus Hearn ; redaktør: Marcus Hearn. - London : Titan, 2012. - 160 sider : ill. (nogle i farver)

DVD The Piper at the gates of dawn [film (dvd)]. - [S.l.] : Anvil Media, [201-]. - 1 dvd-video (ca. 72 min.). - (Music miles-tones) Pink Floyd - Then and now [film (dvd)]. - New Malden, Surrey : Pride, 2012. - 2 dvd-video'er (145 min.) : farve med sort-hvide sekvenser The story of Wish you were here [film (dvd)] / producer: Joss Crowley. - Pink Floyd Music : Eagle Rock Entertain-ment, p 2012. - 1 dvd-video (85 min.) Pink Floyd in their own words [film (dvd)] : reflections on The wall. - 25th anniversary limited edition. - [S.l.] : Art House Classics, 2005. - 2 dvd-videoer : farve med sort-hvide sekvenser + 1 bog (72 sider : ill. (nogle i farver)) Live at Pompeii [musikoptagelse (dvd)] : director's cut / based on an idea and directed by Adrian Maben ; direc-tors of photography Willy Kurant, Gabor Pogany ; produ-ced by Michele Arnaud. - [S.l.] : Universal, 2003. - 1 dvd-video (ca. 92 min.) : stereo + 1 hæfte (4 sider : alle ill. i farver) Pink Floyd - The wall [film (dvd)] / directed by Alan Par-ker ; screenplay by Roger Waters ; animation directed by

Gerald Scarfe ; produced by Alan Marshall ; director of photography Peter Biziou \Dvd-video\. - [S.l.] : SMV En-terprises, [2001]. - 1 \dvd-video\ (ca. 2 t., 45 min.)

Udvalgte YouTube videoer Pink Floyd - Between Syd & The Dark Side A classic documentary charting the bands progress through the late 60's and 70's, with their move away from blues roots towards a more prog rock orientated sound. <Link> Classic Albums: Pink Floyd - The Making of The Dark Side of the Moon. <Link> Pink Floyd and Syd Barrett Story <Link>

Uddybende information Inspiration