IBIS UDDANNELSE SKABER UDVIKLING

: LæSEKARAVANE BESøGtE ANGoLA I fEBRUAR – læs dagbog fra turen på side 6- 7

mARtS 2010 NR. 123

Haiti-jordskælvet var en enorm kata-strofe med mere end 200.000 dø-de og huse, veje, hospitaler og skoler

ødelagt. De omfattende ødelæggelser har få-et almindelige mennesker i Danmark og andre lande til at bidrage rundhåndet til nødhjæl-pen og genopbygningen. IBIS var en af de or-ganisationer, der tidligt bad om bidrag, og rigtig mange har reageret positivt på den op-fordring. Tak for det! Enkelte har også spurgt, hvordan det nu kunne være, at IBIS medvirke-de til nødhjælp - og så i Haiti, hvor vi ikke har arbejdet før.

Den helt grundlæggende forklaring på IBIS’ involvering i Haiti er, at behovene er enorme, og at vi kan gøre en vigtig forskel! Det kan vi i kraft af samarbejdet i Alliance2015, som om-fatter syv store organisationer i Europa. Bag-grunden for samarbejdet er, at vi kan bruge hinandens erfaringer og kompetencer, så de penge, vi bliver betroet, bliver brugt så effek-tivt som muligt. Allerede før jordskælvet arbej-dede fire af organisationerne i Haiti, og tilsam-

men er alliancen en endog meget væsentlig aktør med mange års erfaringer og et stort kontaktnet. Ingen af de syv organisationer har ressourcer eller mandskab til at være alle ste-der, men arbejdsdelingen giver mulighed for at bidrage effektivt på den korte bane.

Samarbejdet i Haiti har blandt andet betydet, at der er lavet fælles transport af nødhjælp-sleverancer, at medarbejdere fra én organisati-on har kunnet bo hos en anden, da kontoret kollapsede, at indsatsen er koordineret, og ik-ke mindst at informationer og viden er delt, så midlerne bliver kanaliseret derhen, hvor der er størst behov. For IBIS har det mere konkret be-tydet, at vi foreløbig har sikret en halv million kroner til Haiti via irske Concern, og at vi sam-men med Concern vil lave en indsats inden for uddannelse.

IBIS har erfaringer med uddannelse i nød-hjælpssituationer fra en række lande, og de er-faringer kan bruges i Haiti. Indtil videre er vo-res tidshorisont tre år for arbejdet i Haiti.

IBIS har ikke brugt en krone til annoncering om Haiti, fordi medierne dækkede katastro-fen intensivt – og det har resulteret i i alt 3,5 millioner kroner fra private bidrag (SMS’er, Danmarksindsamling mv.). IBIS håber at kun-ne bruge disse penge til at rejse flere offent-lige midler. Dermed kan vi bidrage effektivt bå-de til nu-og-her nødhjælp og til en indsats for uddannelse i genopbygningsfasen.

Styrelsen i IBIS har på et overordnet plan ved-taget en fordelingsnøgle for vores indsats med langsigtet udvikling, fortalervirksomhed og nødhjælp. Målet er, at 85 % af omsætningen går til langsigtet udvikling, 5 % til fortalervirk-somhed og 10 % til nødhjælp. Haiti er et godt eksempel på, hvordan Alliance2015 giver os muligheder for at lave et effektivt nødhjælps-arbejde og vise, hvordan nødhjælp bedst går over i genopbygning og langsigtet udvikling.

IBIS-fokus udgives af IBIS

Redaktion: Didde Elnif, redaktør (ansvarlig) : del@ibis.dk: Hanne Selnæs, journalist : hs@ibis.dk: Per Bergholdt Jensen : pbj@ibisca.org: Lise Josefsen Hermann: lhermann@ibisur.org: Vagn Berthelsen: Thilde Baden Rasmussen: Susanne Schwan

Forsidefoto: Johannes Eske AndersenGrafisk tilrettelæggelse: Jesse Jacob/Mediefabrikken.dkLayout: Maria Hviid/Mediefabrikken.dkTryk: Arco GrafiskOplag: 12.500ISSN: 1901-9211© IBIS 2010

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS- fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgi-verens holdning.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samar-bejdspartnere.

Redaktionens adresse:IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal2200 København Ntlf. 35 35 87 88fax 35 35 06 96e-mail: del@ibis.dk

Adresseændring, bestilling og afmelding af abonne-ment hos IBIS, gerne på mail: ms@ibis.dk

Næste nummer udkommer juni 2010

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indfly-delse og ressourcer.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk ud-viklingsorganisation.

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latiname-rika.

Ibis arbejder med uddannelse og udvikling i 13 lande.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida.

: LEDER

DERfoR SAmLER IBIS IND tIL HAItI

tEKSt VAGN BERTHELSENGENERALSEKRETæR, IBIS

NR. 123 | 2010 03DK 1GOAL

fIFA, som arrangerer verdensmesterskaber-ne, har valgt at gå med i den globale ud-dannelseskampagne Global Campaign for

Education. Sammen har de sparket kampagnen 1GOAL på banen, så budskabet om uddannelse til alle kan komme ud over rampen og ind i stu-erne, når VM-bolden ruller over tv-skærme ver-den over.

Med 1GOAL får fodboldverdenen en sam-let stemme bag et socialt krav, på samme må-de som musikverdenen tidligere har haft held til med kampagner som Live8 og Make Poverty Hi-story.

LANDSHoLDEt BESøGER SKoLER IBIS står for den danske del af den globale ud-dannelseskampagne, som knap 200.000 dan-ske skoleelever i år er med i. IBIS samarbejder derfor med DBU og det danske fodboldlands-hold, om at få 1GOAL kampagnen udbredt i Danmark.

Det sker, når kampagnens bog ”LæseRaket-ten” lige før påske lander på hver anden sko-le i Danmark, når landsholdet i maj besøger de skoler, de selv har gået på for at fortælle om 1GOAL, og det sker under selve VM2010.

”Vi er heldigt stillede herhjemme med et rigtigt

godt og fleksibelt uddannelsessystem. Men der er mange millioner af børn og unge rundt om i verden, som aldrig kommer i skole. Vi vil gerne være med til at sætte fokus på problemet og år-sagerne til, at der stadig er børn i vores verden, der ikke engang lærer at læse,” siger landshol-dets midtbanespiller Jakob Poulsen.

topmøDE om UDDANNELSE UNDER Vm Målet for 1GOAL er at mobilisere så stor op-bakning og så mange underskrifter på internet-siden join1goal.org, at statsoverhoveder fra hele verden bliver nødt til at gøre deres yder-ste for at få alle børn i mål.

At verdens ledere også vil kæmpe for at nå målet om uddannelse til alle, får de chan-cen for at vise – netop under VM i Sydafri-ka. Storbritaniens premierminister Gordon Brown og Sydafrikas præsident Jacob Zuma, som begge bakker op om 1GOAL, har nemlig indkaldt til et topmøde om uddannelse for al-le, som skal afholdes samtidig med VM i Syd-afrika.

BAGGRUNDEN foR 1GoAL I 2000 mødtes verdens politiske ledere og forpligtede sig som en del af FNs millennium mål til at arbejde for, at alle verdens børn kan komme i skole senest i år 2015.

FIFAs formand Sepp Blatter har på vegne af FI-FA givet løftet om, at VM i Sydafrika 2010 skal bruges til at støtte op omkring målet med at få alle verdens børn i skole inden 2015. 1GOAL kampagnen skal således være med til at fast-holde verdens ledere og verdenssamfundet på deres forpligtelse overfor de 72 millioner børn i verden, som stadig ikke har adgang til uddan-nelse.

Udover det danske landshold bakker sto-re fodboldstjerner som Zinedine Zidane, Sir Bobby Charlton, Marcel Dessailly, Mikael Silve-stre og Thierry Henry op om 1GOAL.

fAKtA om SKoLEGANG Siden VM i 1998 blev afholdt i Frankrig, er 40 millioner børn kommet i skole ved hjælp af nye udviklingspenge til netop uddannelse. 72 mil-lioner børn nægtes dog fortsat en skolegang. 1GOAL anslår, at det vil koste 16 mia. dollars, eller under 0,2 procent af det beløb, regerin-ger verden over i 2009 og 2010 har valgt at bruge på at hjælpe banker, der er kommet i økonomisk uføre.

IBIS oG DEN GLoBALE UDDANNELSESKAmpAGNE IBIS har siden 2003 stået for den danske del af Global Campaign for Educationen, som organi-sationer og netværk fra 120 lande deltager i. I Danmark har kampagnen fået navnet ”Hele Ver-den i Skole” og er primært en oplysningskam-pagne i de danske grundskoler.

IBIS og det danske landshold/DBU samarbejder om 1GOAL i Danmark.

SKRIV UNDER oG LæS mERE på 1goal.dk

Når det danske landshold, og alle de andre VM-fodbold-stjerner, til sommer går på ba-nen for at skyde bolden i de sydafrikanske VM-mål, har de også et andet mål: At fortælle hele verden at alle børn har ret til en uddannelse.

: foDBoLDStjERNER SpARKER 1GoAL på BANEN tEKSt HANNE SELNæS

Det danske landshold bakker op om 1GOAL.

04 foKUSHAItI JORDSKæLV

“Da jeg ankom til Port-Au-Prince var det første, der slog mig, at husene i ho-

vedstaden mindede om lagkager. Sammenklap-pede lag uden luft imellem. Højhus efter høj-hus,” Eldrid Midttun dykker ned i sin rejsetaske for at finde billeder af de huse, der efterhån-den står printet på de fleste danskeres nethin-der.

”Jeg har aldrig set et land, der var mere øde-lagt. Det mindede om de krigshærgede lande, jeg tidligere har besøgt, men ødelæggelser-ne er mere massive. For eksempel er uddannel-sessystemet fuldstændigt smadret, det bliver nærmest nødvendigt at starte helt forfra,” for-tæller den norske uddannelseskonsulent, El-drid Midttun, som netop har været i Haiti for IBIS.

Nu sidder hun hos IBIS i København og for-tæller om hendes tur til Haiti i februar. Siden 1987 har hun været seniorrådgiver på uddan-nelse hos Norsk Flygtninge Råd, men gik sid-ste år på pension. Det kan dog ikke ses på hen-des virke.

IBIS bad, i samarbejde med irske Concern, El-drid Midttun om at rejse til Haiti for at lave en rapport om, hvordan man mest effektivt kan gri-be arbejdet med uddannelsesområdet i Haiti an.

UDDANNELSE Af BEDRE LæRERESkolesystemet i landet var i forvejen ustabilt. Allerede i 2007 besluttede en række donorer med Verdensbanken i spidsen at støtte et tre-årigt projekt, der skulle sikre gratis skolegang for 100.000 børn og uddannelse af 6000 læ-rere. For Eldrid Midttun er det essentielt, at projektet fortsætter.

Før jordskælvet gik kun cirka halvdelen af lan-dets børn i skole, men Eldrid Midttun ser kata-strofen som en mulighed for at ændre det:

”Det eneste lysglimt er, at vi nu får mulighed for at etablere et godt og stabilt skolesystem, hvor alle børn får tilbudt en uddannelse”.

foKUS på KVALItEt Men det kommer til at kræve mange penge, derfor har landets præsident, René Préval, i fe-

bruar appelleret til verdenssamfundet om, at der bliver givet 500 millioner dollars de næ-ste to år. Før jordskælvet manglede der kon-trol med kvaliteten af undervisning. Kun 20 procent af skolerne var statsejede, resten var ejet af for eksempel religiøse organisationer – hvilket resulterede i at undervisningen ofte var mangelfuld og gammeldags.

Eldrid Midttun anbefaler derfor først og frem-mest, at IBIS og Concern arbejder på at ud-danne lærere, så kvaliteten af undervisningen bliver bedre. Udover det, er det vigtigt at få samlet alle de børn og unge op, som mangler uddannelse i dag. Det kan blandt andet gøres ved at lave klasser, hvor børnene lærer seks års pensum på tre år.

”Sidst men ikke mindst, har jeg anbefalet IBIS og Concern, at de arbejder for at skaffe bøger og skoleuniformer til børnene og penge til løn-ninger til skolelærere. Det er desværre ikke nok at oplyse forældrene om, hvor vigtig uddan-nelse er for børnene, hvis de ikke har råd til at betale deres skoleuniformer – det kan i sidste

: UDDANNELSE ER VEjEN fREm foR HAItI tEKSt DIDDE ELNIFfoto ELDRID MIDTTUN

NANNA KREUTZMANN

Jordskælvet den 12. Januar 2010 jævnede stort set Hai-ti med jorden. Tilbage står et folk, der er skræmt fra vid og sans. Og de fattige er blevet endnu fattigere. En generati-on af børn og unge står uden fremtid, hvis uddannelsessy-stemet ikke hurtigst muligt genetableres.

IBIS arbejder nu på at få Haitis børn i skole. Foto: Nanna Kreutzmann

NR. 123 | 2010 05HAItI JORDSKæLV

ende blive grunden til, at de ikke kommer i sko-le,” forklarer Eldrid Midttun.

80 procent af alle landets skoler er helt eller delvist ødelagt, og mens de bliver genopbyg-get, er det vigtigt at børnene bliver undervist:

”Jeg er bekymret for ungdommen i landet. Det er dem, der har potentiale og kræfter, men hvis de ikke får deres uddannelse, så vil det væ-

re umuligt at få et arbejde – og hvad er de-res fremtid så? Kriminalitet? Stoffer?” spørger hun.

KAmpEN foR At BEGRæNSE SyGDommERegntiden er så småt startet, og det kan få ka-tastrofale følger. Hvis det skal være muligt at kontrollere de sygdomme, der opstår på bag-grund af regnen, for eksempel kolera, så er det nødvendigt at samle så mange haitianere som

muligt i teltlejre. Men det er svært at få folk til at forlade deres sammenstyrtede huse, de le-ver fortsat på pladser og gader i nærheden.

”Tilbuddet om god skoleundervisning i telt-lejrene kan blive det, der får folk til at samles. Samtidig vil det være en god måde at få star-tet et nyt skolesystem på. Hvilket er den ene-ste vej frem for Haiti,” konkluderer Eldrid Midt-tunen.

Eldrid Midttun sammen med en af de mange samarbejd-spartnere, IBIS har i Haiti.

På trods af de massive ødelæggelser er hverdagen så småt ved at komme i gang igen.

Der bor mere end dobbelt så mange mennesker per km2 i Haiti end i Danmark. I Port-au-Prince bor folk særligt tæt, hvilket har kunnet ses på dødstallene.

06 foKUS

DAG 111:30 Jeg mødes med de andre IBIS’er i luft-havnen. Vores rygsække er stoppede med sol-creme og spænding – og Select-fodbolde, som vi skal dele ud på de skoler, vi skal besøge i Angolas Kwanza Sul provins.18:20 Heathrow lufthavn. Take off.18:43 Endelig på vej til Angola! Glæder mig helt vildt, Jeg har aldrig været i Afrika før og har mest af alt et stereotypt billede af et kon-tinent, hvor alt er gråt og tørt. 04:14 Jeg slår panden mod en mur af varm, trykkende luft, idet jeg stiger ud af flyet. An-gola - here we come!9:52 Rumler af sted i en hvid firhjulstrækker mod byen Kibala, hvor IBIS har skoleprojekter, og hvor vi skal bo. 9:54 Wow – sikke et landskab! Her er fyldt med frodige sletter, hist og her svajer en ba-nanpalme, kvinderne er klædt i farverige drag-ter. I horisonten knejser grønne bjerge. Min fordom om et tørt og gråt Afrika er med ét af-livet.

DAG 3 7:51 På vej på skolebesøg. Vi stryger af sted med vældig høj fart ud ad en hullet grusvej. Cubano, vores chauffør, underholder med, hvor meget det koster at køre et dyr ned. Ge-den er dyrest, og hønen billigst. 8:17 Foran den rosa skolebygning står ele-verne på tre lige rækker. De hvide skoleunifor-mer stråler i solen. Børnene synger og klapper i takt. Vi føler, at vi må give lidt igen og kaster os ud i en maltrakteret version af ”Den lille un-dulat” med fagter og armbevægelser. Kønt. Uden tvivl.8:21 Eleverne synger den angolanske natio-nalsang fra ende til anden.8:26 Vi rømmer os kollektivt og bryder ud i første vers af ”Der er et yndigt land”. Går i stå midt i Frejas sal. Det efterfølgende bifald sva-rer vist ikke helt til præstationen.8:33 Men hvor er lærerne? 8:35 Lærergruppen har åbenbart valgt at for-længe ferien efter weekendens store karneval.

I modsætning til os danskere virker hverken skoleinspektør eller elever synderligt forun-drede over situationen.9:05 Jeg interviewer Dominga på 19 år, der går i fjerde klasse. Hun drømmer om at blive læge. Problemet er bare, at hun ikke kan fort-sætte efter sjette klasse, fordi hun mangler en fødselsattest - og sådan en er dyr for en fat-tig familie.

DAG 421:25 Fredag aften. Vi drikker en øl på pensi-onens terrasse. Kibala ånder fred og ro.21:27 Bom bom bom! 21:28 En skraldende basrytme giver genlyd i den før så stille aften. 21:29 En abnorm, sortlakeret bil ruller op for-an terrassen. I bilens bagagerum står et sæt højtalere og en stor fladskærm, der viser mu-sikvideoer af letpåklædte damer. Bilens pas-sagerer ligner MTV-stjerner; de danser tæt og drikker tættere. Vi stirrer og stirrer. Kontrasten mellem rig og fattig i Angola har åbenbaret sig for os.

DAG 8 8:07 Stiger ud af bilen og træder på noget gedelort. Vi er ude på landet på udkig efter Julietta, et af børnene fra LæseRaketten, IBIS’ bog til danske skoleelever.8:17 En glad pige løber os i møde. Det er Juli-etta. Stoltheden lyser ud af hende, da hun ser sig selv i læsebogen. 8:21 Landsbyens børn stimler sammen om os og Julietta. Jeg har optur over at kunne give noget tilbage til de børn, der gør det muligt at lave LæseRaketten. Mission accomplished.8:33 Julietta viser os stolt rundt i sit lille hus bygget af ler og strå. Den hvide fodbold, vi har givet hende, lyser sært op i midt i alle na-turmaterialerne.9:00 Det ringer ind til første time. Efter fle-re skolebesøg er jeg dog ikke specielt opti-mistisk. Den undervisning, vi har set, bygger i høj grad på udenadslære og skrivekrampe. Eleverne kæmper typisk for at nå at skrive alt

det af, læreren har skrevet på tavlen.9:05 Endnu en fordom fordamper! 9:07 Jeg falder næsten ned af den hårde sko-lebænk, da den unge lærer, Zamba, der har været på et af de IBIS-støttede uddannel-sesprogrammer, begynder timen med en leg. Eleverne griner. Det slår mig, at det er første gang, jeg hører latter i et klasselokale hernede.9:21 Hvad? Eleverne skal nu lave gruppear-bejde. Zamba understreger, at det er vigtigt, at alle bliver hørt, og han går rundt mellem grupperne og svarer på spørgsmål. 9:23 Wow! Med lærere som Zamba er der håb for skolerne i Angola.

DAG 1223:45 ”Hvad laver I i Angola – I arbejder da ikke for et olieselskab?” En mand i skjor-te og slips kigger undrende på vores spragle-de gruppe i lufthavnens afgangshal. Jeg er for træt til en længere samtale, så jeg sender ham blot et smil, som jeg står der med svedig t-shirt, klip-klappere og beskidte vandrebukser. 0:18 Goodbye Angola. 1:32 De andre sover, men jeg har svært ved at finde ro i kroppen. Alle de indtryk. Ango-las farver, dufte og lyde er steget på flyet sam-men med mig. 1:36 Men hvordan skal jeg dog nogensinde ko-ge oplevelserne fra de sidste 12 dage ned til 45 minutter, når vi skal turnere på de danske skoler? 17:00 Kastrup, kulde og afskedskram. Glæder mig ufatteligt til at sove igennem. 20:37 Godnat.

ANGoLA LæSEKARAVANEN

: UDDRAG fRA tHILDES DAGBoG på tUR mED LæSEKARAVANEN I ANGoLA

LæSEKARAVANEN:LæseKaravanen er en del af IBIS’ uddannelses-kampagne Hele Verden i Skole. Karavanen består af otte frivillige og to projektledere, der har væ-ret 12 dage i Angola, som er fokusland i dette års LæseRaketten. LæseKaravanen har fyldt rygsækken i Angola med spændende lege, sange, spil, billeder og historier, som de skal turnere med på 52 danske skoler i lø-bet af foråret 2010.

tEKSt THILDE BADEN RASMUSSENfoto LæSEKARAVANENS DELTAGERE

NR. 123 | 2010 07

foKUS08 KøBENHAVN COP 15

Under parolen ”The only enemy is inac-tion” ( passivitet er den eneste fjende) gjorde IBIS’ frivillige opmærksom på

sammenhængen mellem oprindelige folk, ud-vindingsindustrier og klimaforandringer på Kli-maForum 09, det alternative klimatopmøde, som fandt sted i DGI-byen i København under COP15 i december 2009. Kampagnen fik stor opmærksomhed fra besøgende, som blev op-fordret til at støtte de oprindelige folks ret-tigheder i kampen mod griske multinationa-le virksomheder, undertrykkende regeringer og ødelæggende klimaforandringer. Når de oprin-delige folk forsøger at beskytte deres territorier –

regnskovene, som spiller en vigtig rolle for vo-res klima - så forsøger de samtidig at afhjælpe klimaforandringerne. Deres kamp er altså også vores kamp for et bedre klima, og IBIS’ frivillige og andre klimakrigere tilsluttede sig derfor kam-pen for klimaretfærdighed på KlimaForum 09.

DoBBELt UREtfæRDIGHEDDer er tale om dobbelt uretfærdighed, når det kommer til forholdet mellem udvindingsindustri-erne og de oprindelige folk. For det første ram-mer konsekvenserne

tEKSt SUSANNE SCHWAN, FRIVILLIG I IBIS

: mED KLImAKRIGERNE VED fRoNtEN

På KlimaForum 09 kæmpede IBIS’ frivillige sammen med andre brave klimakrigere imod krænkelsen af de oprindelige folks rettigheder i Amazonregnskoven. De modige krigere og deres budskaber er foreviget på mere end 400 klimafotos, som beviser, at mange ønsker handling.

NR. 123 | 2010 09KøBENHAVN COP 15

af klimaforandringerne udviklingslandene me-get hårdere end de industrialiserede lande. På trods af at det hovedsagligt er de industrialise-rede lande, der igennem store CO2-udlednin-ger, som følge af afbrændingen af olie og gas, er skyld i klimaforandringerne. For det andet re-spekterer de multinationale selskaber sjældent de oprindelige folks rettigheder og behov, når de invaderer deres territorier i jagten på natur-ressourcer som olie og gas, som efterspørges i de vestlige samfund. Kun en lille del af de enor-

me indtægter, som virksomhederne tjener på naturressourcerne, geninvesteres i de samfund, som de er udvundet fra, selvom der er stort be-hov for økonomisk støtte til bæredygtig udvik-ling.

opfoRDRING tIL HANDLINGIBIS opfordrede derfor de besøgende på Kli-maForum 09 til at handle imod denne uretfær-dighed ved at kæmpe sammen med de oprin-delige folk for styrkelse af deres rettigheder og

bevarelse af deres territorier. IBIS’ frivillige tog hundredvis af billeder af disse klimakrigere og deres budskaber. De fotograferede kunne der-efter for en rimelig pris få printet deres klimafo-to som et postkort, så deres budskab for alvor kunne mangfoldiggøres. Indtægterne fra salget på omkring 1.100 kroner går til et projekt i Bo-livia, hvor de oprindelige folk uddannes i at for-svare deres rettigheder i kampen om naturres-sourcerne. For dem er det en kamp for deres territorium og klimaretfærdighed, for os er det en kamp mod klimaforandringerne.

010 foKUSmELLEmAmERIKA KLIMA

Hverken snestormene i Europa og USA eller COP15-fiaskoen i København betyder, at kli-maændringerne nu er afblæst. Tværtimod. Klimaproblema-tikken er stadig dødelig alvor, ikke mindst i Mellemamerika - et af verdens mest udsatte områder. Derfor samarbejder IBIS med en række miljøor-ganisationer, som forsøger at påvirke de politiske ledere til at lave en fælles klimapolitik, der vil beskytte de fattigste og meste sårbare befolknings-grupper i regionen.

: DEt USExEDE ARBEjDE mED KLImApoLItIK I mELLEmAmERIKAtEKSt & foto PER BERGHOLDT JENSEN

”I Mellemamerika handler klimaproble-matikken ikke kun om miljø, for pro-blemerne med hensyn til klimaæn-

dringer er meget forskellige, og de rammer på tværs af alle sektorer i samfundet. Derfor be-rører klimaændringerne her i regionen og-så politiske, økonomiske, sociale og sund-hedsmæssige forhold,” forklarer Maria Isabel Olazábal Prera, som er klimarådgiver for IBIS i Mellemamerika.

Selvom Mellemamerika er en af de mest ud-satte regioner i verden med hensyn til klima-ændringer, og jævnligt hjemsøges af orka-ner, oversvømmelser eller tørke, har det været svært at finde fælles politisk fodslag på klima-området.

”De fleste lande har ikke en national strategi for klimaændringer, og på mellemamerikansk ni-veau har regeringerne ikke formået at udarbej-

de et dokument for en fælles regional strategi. På COP15 blev denne splittelse manifesteret, da de mellemamerikanske lande dukkede op med forskellige dagsordner og som medlemmer af forskellige internationale grupperinger,” uddy-ber Maria Isabel.

IBIS’ pRAKtISKE oG poLItISKE INDSAtSIfølge María Isabel er det en af årsagerne til, at IBIS har involveret sig i klimaindsatsen via det globale miljønetværk Sustainability Watch, SusWatch, som repræsenteres af en række mil-jøorganisationer i Mellemamerika.

”IBIS og SusWatch vil på et praktisk og politisk plan forsøge at reducere de fattiges udsathed over for effekterne af klimaændringerne. Og det gælder både i landområderne, samt på na-tionalt, regionalt og internationalt plan. Inden for Kyoto-aftalens rammer vil man prøve at få indflydelse på, at der tages fat på temaer som tilpasning og reduktion af risiko, samt meka-nismer som udbedrer skader forårsaget af kli-maændringer. Både IBIS og vores samarbejds-partnere har national og international erfaring i denne type lobbyarbejde,” forklarer María Isabel.

Helt konkret sikrer en række projekter rent vand i tørkeramte zoner, og erosion og jordskred for-hindres ved, at der plantes træer og levende hegn i udsatte landområder i Guatemala, Hon-duras og Nicaragua. Desuden har IBIS doneret solcelledrevne kortbølgeradioer til isolerede lokalsamfund i bjergområder, så de har et hur-tigt alarmberedskab i tilfælde af katastrofe som orkaner eller heftig regn. Uddannelse er og-så en vigtig del af IBIS’ og SusWatch’ klimaind-

sats, som omfatter kurser i miljø og bæredygtigt landbrug, samt informationsmateriale om fore-byggelse af klimaskabte katastrofer. Derudover er der blevet holdt seminarer for mellemame-rikanske journalister om effekterne af klimaæn-dringer for at opnå bredere folkelig oplysning, og samtidig promoverer SusWatch og IBIS også vedvarende energi, blandt andet i form af sol-celler.

Endelig vil IBIS og SusWatch styrke civilsam-fundet via lobbyarbejde og fortalervirksomhed i Guatemala, Honduras og Nicaragua. Den po-litiske lobby og advocacy indsats er måske ik-ke så salgbar og ’sexet’ i forhold til offentlighe-den som vandpumper og nyplantede træer, men det er et af de vigtigste indsatsområder for at sikre gennemgribende strukturelle ændringer, som kan komme alle fattige i Mellemamerika til gode. Og når politikerne ikke formår at træffe de rette beslutninger til gavn for de mest udsat-te befolkningsgrupper, må civilsamfundet forsø-ge at skubbe dem i den rigtige retning. Så trods COP15 floppet er klimakampen langt fra over-stået.

”COP16 i Mexico fra 29. november til 10. de-cember udgør en ny mulighed for, at verdens lande kan indgå en klimaaftale, og SusWatch or-ganisationerne vil bidrage til, at det latinameri-kanske civilsamfunds visioner og forslag bliver hørt. For at opnå indflydelse på de internati-onale forhandlinger inden COP 16, vil IBIS og SusWatch derfor skabe alliancer inden for ci-vilsamfundet i Latinamerika, og samtidig fort-sætte med advocacy og lobbyarbejdet i forhold til politikere og myndigheder,” afslutter Maria Isabel.

NR. 123 | 2010 011mELLEmAmERIKA KLIMA

>> COP16 i Mexico fra 29. november til 10. december udgør en ny mulighed for, at verdens lande kan indgå en klimaaftale, og SusWatch organisationerne vil bidrage til, at det latin-amerikanske civilsamfunds visioner og forslag bliver hørt.Maria Isabel Olazábal Prera, klimarådgiver for IBIS i Mellemamerika..

: DEN KLImApoLItISKE SpLIttELSEMellemamerikas mangel på en fælles klimapositi-on betød, at lande som Guatemala og Nicaragua under COP 15 tilsluttede sig G77 landene, som mener, at de rige lande bærer hovedparten af an-svaret for at nedbringe C02 og for at finansiere bæredygtige løsninger i den tredje verden. G77 er en gruppe på 130 udviklingslande, som også tæller de økonomiske sværvægtere Kina og Indien. G77 mener, at alle lande har ”et fæl-les, men forskelligartet ansvar.” Ifølge G77 har de rige lande – navnlig USA og EU – en histo-risk klimagæld, som de bør indfri. Costa Rica og Panama tilsluttede sig ikke G77 landenes krav, men fulgte derimod de industri-aliserede landes linie. Den manglende regiona-le konsensus har både svækket Mellemamerikas internationale forhandlingsposition, samt van-skeliggjort en fælles klimaindsats i regionen.Guatemala har som et af de få mellemamerikan-ske lande lanceret sin egen nationale klimapo-

litik, der blandt andet fokuserer på risikofore-byggelse og tilpasning til klimaændringerne, samt på beskyttelse af skove og vandforekom-ster. Ifølge den guatemalanske regering vil kom-munerne, civilsamfundet og borgerne få en af-gørende rolle i klimapolitikken.

DE fAttIGStE RAmmES HåRDEStKlimaændringerne påfører hvert år Mellemameri-ka omfattende økonomiske tab, ikke mindst Hon-duras og Nicaragua, som regnes blandt verdens fem mest udsatte land. De fattige i Mellemameri-ka lider mest under oversvømmelser, orkaner og tørke, på grund af deres i forvejen dårlige livs- og boligvilkår. I landområderne lever de fattige over-vejende af landbrug, og deres eksistens er truet, hvis høsten slår fejl på grund af vejret. ”De fattigste har i forvejen kun meget ringe ad-gang til naturressourcer såsom jord og rent vand, eller til sociale ydelser som uddannelse og sund-hed. Men de vil blive endnu mere sårbare over for klimaændringerne, og denne situation vil væ-

re med til at fastholde dem i fattigdomsfælden i fremtiden,” forklarer Maria Isabel Olazábal Prera, klimarådgiver for IBIS i Mellemamerika.”Hvis København Aftalen bibeholdes, vil det ifølge de nuværende beregninger medføre tem-peraturstigninger på 3,6 grader celsius, og på længere sigt vil det lede til katastrofale klima-scenarier i Mellemamerika og mange andre re-gioner i udviklingslandene,” påpeger Alejandro Alemán fra den nicaraguanske miljøorganisati-on, Centro Humboldt, som er en af IBIS’ sam-arbejdspartnere i SusWatch. Centro Humboldt. Organisationen opfordrer de mellemamerikan-ske lande til ikke at tiltræde aftalen.

:KoRtBøLGERADIoER KAN REDDE LIVIBIS’ praktiske klimaindsats består blandt andet i at støtte miljøorganisationen Fundación Solar med en række klimaprojekter i Guatemala, her-under i mayalandsbyen Chaxá i Quiché provin-sens bjerge.”Projektet lærer folk at beskytte træerne og plante levende hegn, for både at forebygge ero-sion og holde på næringsstofferne i landbrugs-jorden. Min egen jord var ufrugtbar, men den har forbedret sig,” forklarer 40-råige Andrés Brito Chel, som er næstformand i den lokale ud-viklingssammenslutning ADIM. Da Chaxá kun kan nås til fods eller hest via stej-le bjergstier, er landsbyboerne sårbare i tilfælde af sygdom og voldsomt uvejr. ”Projektet har sør-get for et tidligt alarmberedskab. Med en kort-bølgeradio kan vi kontakte hospitalet i Nebaj [hovedbyen i området, red.]. De sender os vejr-udsigter, så vi kan tage forholdsregler, og vi kan bede dem om hjælp i nødstilfælde. Så radioen kan redde liv.”

Maria Isabel Olazábal Prera

Andrés Brito Chel og kortbølgeradio i Chaxá

foKUS12 NAmIBIA PORTRæT

Til uafhængighedsfesten i Namibias ho-vedstad Windhoek i 1990 havde stats-overhoveder som Yassir Arafat, Qadafi og

Fidel Castro svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, da der ikke var siddepladser nok til dem alle på det store sportsstadion. Få rækker længere fremme, og tættere på græs-set, sad IBIS’ tre repræsentanter mageligt pla-ceret og kunne herfra følge statsoverhoveder-nes kamp om pladserne. En af de tre var Carsten Nørgaard fra IBIS, som på det tidspunkt havde arbejdet sammen med Namibias befrielsesbe-vægelse Swapo gennem 15 års solidaritetsar-bejde i eksil. Carsten Nørgaard havde været med i de ni år. Han og IBIS blev derfor af Swapo regnet for go-de og trofaste kammerater og fik helt naturligt en central plads ved den fest, der blev kulmina-

tionen på flere års solidaritetsarbejde og kamp mod apartheid.Siden har Carsten Nørgaard, med et par års undtagelse, været en helt central figur i IBIS’ ar-bejde i Namibia. Carsten Nørgaards historie er derfor næsten lig med IBIS’ historie i ørkensta-ten i det sydlige Afrika. Når IBIS til august si-ger farvel til omkring 35 års engagement i Na-mibia, er det også Carsten Nørgaard, der lukker og slukker.Den nu 59-årige bibliotekar kom ind i IBIS få år efter, at de første IBIS-aktivister i 1976 havde bakset med at ombygge fire Toyota landcruiser pickups med firhjulstræk til ambulancer til brug for Namibias befrielsesbevægelse i Angola. Carsten var fra starten af 80’erne med til at indkø-be ting som sæbe, bleer og gummistøvler og for danske skattekroner at få dem af sted i containe-

re til Angola til de stadigt voksende flygtningelej-re. Men hurtigt kom IBIS’ arbejde til at handle om at skabe et uddannelsessystem for de unge nami-biere, der flygtede. I Congo byggede IBIS på opfordring af Namibias tidligere undervisningsminister, den nuværen-de premierminister Nahas Angula, en skole, hvor i tusindvis af sorte namibiere, som apartheidsty-ret i Namibia nægtede en uddannelse, kunne få en relevant og god skolegang. Her blev tilliden til de næste 30 års samarbejde grundlagt. Pengene kom først og fremmest fra den dan-ske stat, som gerne gav humanitær hjælp til of-re for det sydafrikanske apartheidregime, som også bredte sine militære fangarme ud over Namibia. Da Namibia endelig fik sin uafhæn-gighed i 1990, besluttede Danmark, at der skulle gives genopbygningsbistand til landet –

Han har delt bleer og gummi-støvler ud blandt namibiske flygtninge, fejret landets uaf-hængighed i 1990 og siden sat markante IBIS-aftryk på lan-dets uddannelsessystem og hiv/aids-politik. Til efteråret er det slut.

tEKSt HANNE SELNæSfoto DIDDE ELNIF/PRIVATBILLEDER

”Jeg fik en del af mine grå hår i starten af 90’erne. Det var en stressfuld tid,” siger Carsten Nørgaard, som stod i spidsen for IBIS’ største program, da det blev foldet ud i Namibia. Foto: Ditte Elnif.

: IBIS’ mAND I NAmIBIA LUKKER oG SLUKKER

: tIDSLINIE - IBIS I NAMIBIA1971: WUS, som IBIS hed dengang, står for informationsarbejde om Nami-bia i Danmark

1966: Befrielseskampen starter i Namibia

NR. 123 | 2010 13NAmIBIA PORTRæT

og at IBIS skulle stå for at omsætte de fleste af de 500 millioner, der siden blev afsat til for-målet. Primært i samarbejde med den namibi-ske regering: ”Egentlig var det uhørt for en organisati-on som IBIS at stå for den type samarbejde. Men det var det, IBIS gjorde. Først arbejdede vi sammen med befrielsesbevægelserne, som jo er en slags stater i eksil, og efter befrielsen var vi med til at bygge statsapparatet op. Det gjorde IBIS også i Mozambique, Sydafrika, An-gola og Nicaragua,” reflekterer Carsten i dag og tilføjer: ”Og det var vældig meningsfuldt i den specifikke situation.””Når vi i dag arbejder med uddannelse i nød-hjælpssituationer som i Sydsudan, Liberia, Sierra Leone og Haiti, er det noget af det sam-me, vi laver. Det er bare ikke politisk, som da

vi samarbejdede med befrielsesbevægelserne. Men overalt, hvor vi arbejder med uddannelse, er målet jo at komme så vidt, at vi kan påvirke den førte politik,” siger den erfarne IBIS-mand.

IBIS INDføRER ”SwApo-fAG” I SKoLERNE I Namibia fik IBIS en helt unik og meget central rolle i den uddannelsesreform, der skulle sikre, at alle namibiere uanset hudfarve kunne få en uddannelse.IBIS’ aftryk på uddannelsesreformen betød et brud med den hidtil anvendte pædagogik i sko-lerne: Nu skulle børnene i centrum, inddrages aktivt og faget Life Science, en slags natur og teknik, som IBIS havde udviklet på eksilskolen i Congo, blev spydspidsen i forandringsproces-sen. Faget kombinerer teori og praksis – hvilket blev mødt med stor skepsis blandt de mange

hvide embedsmænd i undervisningsministeriet, som til at starte med døbte Life Science ”Swa-po-faget” efter befrielsesbevægelsen. Faget blev hurtigt både udbredt og populært i skolerne under det storstilede IBIS-projekt. ”Da vi først gik væk fra at levere gummistøvler og sæbe, så har hele forløbet, der startede med uddannelse i Congo og Zambia og siden bred-te sig til Namibia, Sydafrika og Angola, været ét langt kontinuerligt forløb, der nu gør, at vi kan eksportere vores erfaringer på uddannelsesom-rådet til for eksempel Haiti,” siger Carsten Nør-gaard og tilføjer med et skævt smil: ”Og i dag er det nok bedst at glemme, at IBIS havde en periode på 4-5 år, hvor man fra poli-tisk hold, både i den danske udviklingspolitik og i IBIS’ egen bestyrelse, mente, at vi bare skulle ud af uddannelse hurtigst muligt.”

Et udsnit af de mellem 150-200 danskere, som har arbejdet for IBIS i Namibia, eller i eksil, i de sidste 35 år. Billedet er fra første halvdel af 90’erne, hvor der var allerflest danskere i Namibia. Foto: Ejnar Kjær Andersen.

1977: Første danske nødhjælpsbevilling til namibiske flygtninge i Angola kanaliseres gennem WUS, blandt andet støtte til en sygeplejeskole.

1982: WUS støtter uddannelses- og skoleprojekter for namibiske flygtninge i Angola, Zambia, Congo og (til) folkelige organisationer i Namibia.

1975: Angola bliver uafhængigt. Det første konkrete samarbejde mellem WUS og befrielses-bevægelsen Swapo starter med levering af fire ambulancer.

foKUS14 NAmIBIA PORTRæT

Carsten Nørgaard blev i 1992 gift i Namibia ved et traditionelt bryllup i den nordlige del af landet. Foto: Ejnar Kjær Andersen.

DEN StøRStE INDSAtS I IBIS’ HIStoRIEOvergangsbistanden til Namibia og den kolos-sale vækst i IBIS’ aktiviteter og antallet af an-satte, der fulgte med, betød, at IBIS fra uaf-hængigheden i 1990 var den næststørste internationale aktør på udviklingsområdet i lan-det (efter Sida, det svenske Danida). De kommende år foldede IBIS den største ope-ration i IBIS’ historie ud i Namibia. Over 100 primært danske rådgivere var med til at indfø-re det nye skolefag som en fast ingrediens i læ-seplanerne. En stribe rådgivere arbejdede derudover med støtte til decentralisering og lokaludvikling, først og fremmest i slumområderne nær den største by i det nordlige Namibia, hvor flertal-let of landets indbyggere bor. Andre sad i det ministerium, der skulle forberede en jordreform,

mens et par rådgivere var med til at støtte det civilsamfund og de organisationer og medier, som var ved at finde deres ben i det nye land. ”Vi pumpede programmer og folk igennem og omsatte halvdelen af IBIS’ samlede budget om året,” husker Carsten Nørgaard. ”Og der var al-tid problemer. Det var i den periode, jeg fik de fleste af mine grå hår,” siger han, som tidlige-re kun havde været leder for to personer og nu blev chef for over 50.På det personlige plan er det dog også her, Car-sten har fundet stor tilfredsstillelse ved at ar-bejde for IBIS: ”Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med så mange talentfulde mennesker. I de sidste 20 år har det været en berigelse at finde, ansætte og udvikle talentful-de mennesker, uden at gå for meget i vejen for dem,” siger han i dag.

poSItIV KAmp moD HIV oG AIDSOp gennem 90’erne viste det sig, at hiv/aids skulle blive et uundgåeligt punkt på den na-mibiske dagsorden. Omkring 25 procent af befolkningen var smittet. Det påvirkede de projekter, IBIS var med i – og det blev beslut-tet at arbejde seriøst med netop den pro-blematik, som IBIS’ arbejde derfor mest har handlet om i de sidste ti år. Kernen i IBIS’ arbejde er selvhjælpsgrupper, der fokuserer på at leve et godt liv som hiv-positiv og at undgå smittespredning. Netop arbejdet med at bekæmpe hiv og aids fremhæver Carsten som noget af det væsent-ligste i hans IBIS-tid: ”For det har virkelig bragt noget nyt og kvalitativt ind i verden,” siger han. I dag får hver eneste person i Nami-bia, som tester positiv, et tilbud om 2,5 dags

1989: Danmark giver 300 millioner kroner i over-gangsbistand til Namibia. De fleste penge kanaliseres gennem IBIS. Senere udvides beløbet til 500 mil-lioner kroner.

1990-1996: IBIS bidrager til uddannelsesre-form, jordreform, slumprojekter og støtte til civilsamfundet i Namibia.

1988: Operation Dagsværk samler over 5 millioner kroner ind til Congo-skolen i Loudima.

NR. 123 | 2010 15NAmIBIA PORTRæT

Namibias nuværende premierminister Nahas Angula kom første gang i kontakt med IBIS’ medarbejdere i København i starten af 80´erne, da han var Swapos ansvarlige for undervisning. Foto: David Lush

intensiv ”krisehjælp” i en Aids-selvhjælps-gruppe, som FN’s Aids-organisation finansie-rer.Det er et tilbud, som IBIS har udviklet gen-nem hiv/aids-programmet ”Positive Vibratio-ner”, som nu er udbredt til hele landet. Mere end 10.000 namibiere har i dag været gen-nem et forløb, hvor de sammen med andre har lært at forholde sig til deres status som hiv-positiv og hjælpe andre på vej. For ti år si-den var der en enkelt selvhjælpsgruppe i Na-mibia, i dag er der 250 aktive grupper, anslår Carsten Nørgaard. Og det nytter:”Evalueringer og forskningsrapporter om vo-res arbejde med hiv og aids viser entydigt, at det virker. Hiv-positive, der har været igen-nem forløbet, er mere socialt aktive, taler me-re åbent om deres situation og siger fra over

for udstødelse og stigmatisering. Desuden er det krystalklart, at de er bedre til at beskyt-te sig og undgå smittespredning; de har fær-re partnere og bruger desuden kondom,” si-ger han. ”Vi har valgt det positive udgangspunkt og arbejder med folks selvglæde. Man skal ik-ke være atomfysiker for at se, at det virker. Men det har taget lang tid at få metoden til at trænge igennem. Mange har naivt troet, el-ler håbet, at plakater med budskaber kunne få folk til at ændre adfærd. Nu har de erkendt, at det ikke virker. Der skal mere til,” slutter Carsten Nørgaard.I dag, hvor IBIS er tæt på at forlade Namibia, er alle de erfaringer, som hiv/aids-arbejdet fik genereret, solidt forankret i organisationen Positive Vibes.

Et sidste hiv/aids-projekt bliver lige nu gen-nemført sammen med den hollandske Allian-ce2015-partner Hivos. Når det projekt slutter til august, fortsætter Hivos og flere andre ud-viklingsorganisationer arbejdet med IBIS’ me-toder. Carsten selv har ikke i sinde at forlade Nami-bia. Han vil fremover arbejde som konsulent og underviser, primært på hiv/aids-området, samtidig med at han skal være med til at mar-kedsføre Afrika, herunder Namibia, som de-stination for globale jagt- og fiskerientusia-ster, som han selv tilhører gruppen af, for et islandsk firma.Endelig vil han også fortsat fungere som dansk konsul i Namibia. En ulønnet post, han har haft i de mange år som leder af IBIS’ ar-bejde i landet.

2010: IBIS lukker kontoret i Na-mibia til september, når det sidste hiv/aids-projekt slutter.

1997: Danida lægger pres på IBIS for at få organisationen til at forlade landet, fordi indtægten per indbygger er for høj. Hiv/aids-epidemien og Namibias verdensrekord, når det handler om ulige fordelinger af indtægterne, får IBIS til at blive.

2000: IBIS udfolder et omfattende hiv/aids-program.

Afsender: IBIS - Nørrebrogade 68 B - 2200 København N

mAGASINpoSt ID:4645

: Støt SKoLER I ANGoLA

Indbetaler Kreditornummer og beløbsmodtager Kreditornummer og beløbsmodtager

Underskrift ved overførsel fra kontoMeddelelse til modtager Kvittering

KVITTERINGKA73

Checks og lignende accepteres under forbehold af at penge-instituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i penge-institut med terminal er det udelukkende pengeinstituttets kvit-teringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.

INDBETALINGSKORT

Kan betales i pengeinstitut og på posthuse

FIK 731 (02.05) 833

Reg.nr. Kontonr.

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Kroner Øre

Dag Måned År

Betalingsdato

. . , . . ,

Kroner Øre

+73< +88814606<

Nørrebrogade 68 B

Tlf. 35 35 87 88

Nørrebrogade 68 B

Tlf. 35 35 87 882191

88814606 88814606

fokus_112_8 23/05/07 15:29 Page 16

S

SIBI SIBI

2200 København N 2200 København N

I Vm-foDBoLDåREt 2010 VIL IBIS VæRE mED tIL At få SKoLER I ANGoLA HELt I måL. En lang krig har spoleret mange børns skole-gang. Især pigerne er droppet ud. Nu skal de tilbage til skolen.