1

IBIS Fokusuddannelse skaber udvikling

verden rundt med ibis

#129 August 2011 indflydelse

Når folk kræverTema:

2

Klumme

”Det er da løgn” er den reaktion, jeg får, når jeg fortæller folk, hvordan den danske statskasse med en fiks manøvre vil få mere end seks mil-liarder kroner i kassen med venlig hilsen fra verdens fattigste.

Men nej, det er desværre ikke løgn.For 30 år siden ville en række store danske virksomheder gerne eksportere til Sudan, men var bange for, at det skrøbelige land ikke ville kunne betale for varerne. Staten så gerne, at danske virksomheder eksporterede og stil-lede derfor garanti for pengene. Nogle varer blev betalt, men Sudan endte med at skylde de danske virksomheder omkring 500 millioner kroner. En gæld, som staten siden overtog.

For mere end 25 år siden holdt Sudan – på grund af borgerkrig og ekstrem fattigdom – op med at betale af på gælden, og med renter, renters rente og strafrenter er den halve milliard blevet til en gæld på 6,4 milliarder kroner. Penge, som man ikke regner med, at Sudan nogensinde kan betale tilbage, og som regeringen nu vil eftergive. Problemet er bare, at man agter at kalde gældseftergivel-sen for en slags u-landsbistand og hente alle pengene på u-landsbudgettet. Penge, som man for længst har afskre-vet fra skattekassen, men som man nu vil tage fra verdens allerfattigste.

Regeringen vil formodentlig forsvare manøvren med, at det har været fast praksis i Danmark, også under regerin-ger ledet af S, og at det anerkendes internationalt, at man regner denne form for ”gældslettelse” for u-landsbistand.

Begge dele er korrekt. Men for det første var udviklingsbi-standen tidligere tre milliarder kroner større om året, og man var begyndt at lave en ekstra og særlig pulje til blandt

andet u-landsgæld. For det andet er en urimelig praksis ikke et stærkt argument for at fortsætte ad samme vej.Jeg tror ikke, man kan finde andre sager, hvor staten ikke for længst ville have afskrevet de 500 millioner kroner. Almindelige gældsposter fra fattige danskere afskriver staten efter tre år, og vi får jævnligt historier om danske konkursryttere, som behændigt efterlader ophobet gæld uden nogensinde at betale. Men over for de fattige u-lande sætter vi altså tommelskruerne på.

En anden ting er, at gælden jo ikke er opstået i forbindelse med fattigdomsorienteret u-landsbistand. Ordningen var en støtte til dansk erhvervsliv, specielt til brancher, som havde det svært i den internationale konkurrence. Det er selvsagt dybt problematisk for u-landene, når man presser på for at få afsat danske varer, uanset om der reelt er brug for dem i modtagerlandet eller ej. Af samme grund er ordningen i dag afskaffet.

Regeringen bør gøre som Norge – eftergive gælden uden at hente pengene på u-landsbudgettet. Ellers ender u-landene igen med at betale regningen.

Se mere om sagen på Facebook på siden:”Fingrene væk fra u-landspengene, Claus Hjort!”

Vagn BerthelsenGeneralsekretær , ibis

En helt urimelig manøvre

3

indhold

redaktionMalene Aadal Bo, mab@ibis.dk

Annelie Abildgaard (ansv. redaktør), aa@ibis.dk

layoutForsidefoto: Lotte Ærsøe

Grafisk design: Jesse Jacob/Mediefabrikken ApSTryk: Mediefabrikken ApS, Oplag: 12.500

ISSN: 1901-9211, © IBIS 2011IDNR: 46452

Et årsabonnement koster 100 kroner for fire numre.Magasinet er gratis for medlemmer og bidragydere.

Næste FOKUS udkommer november 2011.

redaktionens adresse:IBIS-Fokus

Nørrebrogade 68 B, 2. sal2200 København N

tlf. 35 35 87 88 Abonnement: ms@ibis.dk

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse,

indflydelse og ressourcer.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig danskudviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i

samarbejde med folkelige organisationer ogmyndigheder i Afrika og Latinamerika.

IBIS-Fokus udgives med støtte fra Danida.

magasinet ibis-fokus udgives af udviklingsorganisationen ibis

Pablos historie s. 5

s. 6 Mødrene holder øje

Tema: Governance s. 10

Rødt kort til korruption s. 17

s. 9 Cykelhjelme til krigens børn

s. 16 Bolivias næste præsident?

s. 20 Stop børnearbejde

4

verden rundtmed IBIS

Oplysning gjorde en forskel

Mozambique er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af hiv/aids. Det anslås, at 16 procent af befolkningen er hiv-positive. IBIS arbejder med hiv-forebyggelse, og for deltagere som Ernesto Manuel gør træningen en stor forskel. For ham betød det især, at sygdommen blev afmys-tificeret.

“Efter det første kursus fortalte jeg min kone om det, jeg havde lært, og hun foreslog, at vi blev testet. Jeg var meget bange men gjorde, som hun foreslog. Vi er lykkelige, fordi vi er hiv-negative,” siger Ernesto Manuel og fortsætter:”Fordi jeg nu ved, hvad sygdommen skyldes, beslut-tede jeg at forandre min seksuelle adfærd, så jeg ikke risikerer at blive smittet. Det har betydet en stor forandring i mit liv.”

Protest mod ny landevejI protest mod den bolivianske reger-ings beslutning om at bygge en landevej gennem Nationalparken Isiboro Sécure afholdt forbundet for de oprindelige folk i Bolivia (CIDOB) en stor demonstration den 2. august. Nationalparken er en del af det indianske territorium TIPNIS, der rummer den største biodiversitet i Bolivia, og demon-strationen bliver støttet af adskillige af IBIS’ samarbejdspartnere, der ligesom IBIS kæmper for at sikre den oprindelige befolknings rettigheder.

Unge godt på vej i Liberia65 stolte og håbefulde unge håndværkere har modtaget deres eksamensbevis efter 10 måneders intensivt kursus på IBIS’ værkstedsskole i Fishtown i det østlige Liberia. 30 af dem er kvinder. De skal nu ud og arbejde i deres lokalsamfund som blandt andet bygningshåndværkere, elektrikere og motorcykelmekanikere.

Goddag og farvelI forbindelse med lukningen af IBIS’ regionale kontorer i Vestafrika og Syd- og Mellemamerika siger vi farvel til de regionale direktører Klavs Wulff i Mellemamerika (billedet), Birgitte Rasmussen i Vestafrika og Martin Laurent Dickler i Sydamerika. I stedet har hvert land nu en landedirektør – et par er gamle kendinge, og nogle ansigter er nye. Velkommen til alle.

• Den nye leder af IBIS i Guatemala er Ana María Méndez Libby fra Costa Rica (billedet).

• I Nicaragua hedder den nye direktør Sergio Vinicio Pivaral Leiva fra Guatemala (billedet).

• I Bolivia er Ximena Valdivia De Tapia blevet ansat. • I Mozambique fortsætter Anne Hoff. • Liberiakontoret ledes af Rosalind Hanson-Alp.• I Sierra Leone hedder direktøren Tijani Hamza.• I Ghana er den nye leder Chals Wontewe.

En stor tak til IBIS DinamarcaDagen blev fejret med både sang og dans, da 38 bolivianere forleden fejrede, at de nu kan kalde sig lingvister i oprindelige sprog. Ud over at sørge for tosproget undervisning, ar-bejder lingvisterne med at bevare og udvikle de indianske sprog. Til dimissionen under-stregede både de nyuddannede lingvister og universitetets ledelse, at uddannelsen ikke havde været mulig uden støtte fra internatio-nale organisationer, og en stor tak blev sendt ud til både IBIS og Danmark.

5

Verden Rundt

Per Bergholdt Jensen

”Jeg svor ved min brors grav, at jeg ville dræbe hans mordere”

I Guatemala sker der 6500 mord om året. dette er hIstorIen om et af dIsse mord oG om en lIllebror, der nu er alene tIlbaGe I et af Guatemala CItys værste kvarterer.

Pablo ligner en helt almindelig teenager med polotrøje og strithår, og gennem det IBIS støttede projekt ”Jeg skaber min egen fremtid” har han fået uddannelse, omsorg og øget selvværd. Men den spinkle 15-årige gemmer på en tragisk historie.

Pablos historie”For en måned siden blev min bror dræbt. Vi var til be-gravelse, da to fyre trængte ind og begyndte at skyde vildt omkring sig. De skød min bror syv gange. Han var 16 år gammel. En af dem satte en pistol for min pande og sagde, at nu skulle jeg dø. Jeg bad Gud om tilgivelse for de dårlige ting, jeg har gjort, og begyndte at græde, men da han tryk-kede på aftrækkeren, blokerede pistolen.

Nogle siger, at det var min tante, som betalte for det, fordi hun hader vores familie. Jeg svor ved min brors grav, at jeg ville hævne ham. Og når jeg er alene på mit værelse, tænker jeg på at dræbe morderne. Men hvis jeg prøver at gøre det, ved jeg ikke, hvad der sker. De vil sikkert slå mig ihjel, og jeg vil ikke skabe mere tristhed for min mor. Min mor græder hver dag, og hun er aldrig glad, fordi hun savner min bror.

Jeg savner ham også. Vi fortalte hinanden om vores problemer, og han gav mig gode råd. Han købte tøj og sko til mig. Jeg kommer ikke så godt ud af det med mine andre

søskende. Når jeg kommer hjem, er der ikke nogen, der er kærlige over for mig, eller som taler med mig eller hjælper mig med mine lektier. Lederen her på centret, hvor jeg kommer, har sagt, at jeg skal overlade tingene til Gud. Mine forældre siger også, at jeg ikke må få blod på hænderne.

På centret taler jeg med lærerne og de andre elever, og de støtter mig. Her kan jeg bedre lægge de dårlige ting bag mig og koncentrere mig om mine studier. Mine yndlingsfag er at arbejde med computer eller lave kager og desserter. Jeg vil gerne blive til noget i livet, og min drøm er at blive mekani-ker, kok eller dj.”

Pablo – hvis bror blev dræbt for øj-nene af ham – ville kun fotograferes

og fortælle sin historie mod løfte om fuldstændig anonymitet, da han

frygter for sit liv.

JEG SKABER MIN EGEN FREMTID

Projektet ”Jeg skaber min egen fremtid” indledtes i 2010 med støtte fra IBIS for at give en gruppe udsatte unge fra Guate-

mala Citys farligste kvarterer mulighed for at skabe deres egen fremtid. Det sker gennem skoleundervisning, kunsthåndværk og faglige kurser, som kan forbedre deres chancer for job, samt

kurser i øget selvværd og personlig udvikling. Mange af aktiviteterne foregår på organisationens center i

Guatemala City, hvor de unge altid er velkomne. Foreningen Børn og Unge Med Fremtid har arbejdet med unge

Guatemala i mere end 15 år.

6

Verden Rundt

for bare få år sIden GIk størstedelen af børnene I landsbyen PIenG I det nordlIGe Ghana Ikke I skole, oG af dem, der Gjorde, bestod forsvIndende få deres eksamen.

men så fIk børnenes mødre nok.

Mødrene holder øje

Malene Aadal Bo

Af og til går Fatimata Hamia ad den lille jordvej op til skolen. Hun lister ind over pladsen, tager et trin op til klasseværelser-ne og stiller sig lige så stille i åbningen, hvor døren ville have været, hvis der havde været en. I stilhed betragter hun lære-ren, der deler ud af sin viden, og børnene, der suger til sig. Fatimata Hamia har ikke selv gået i skole, men hun ved, at god undervisning er afgørende, hvis man vil noget i livet. Det ønsker hun for sine børn og for alle børnene i landsbyen. Der-for gik hun med, da en gruppe af mødre sluttede sig sammen for at forbedre deres børns skolegang. Og derfor går hun af og til op på skolen for at se, at alting går, som det skal.

”Vi skiftes til at gå herop og tjekke, om lærerne er til stede, og om de behandler børnene ordentligt og fair. Vi holder også øje med, om der er nogle børn, der ikke er der, og om der generelt kan gøres noget for at forbedre undervisningen,” siger Fatimata Hamia, som i dag er forkvinde for de i alt 30 kvinder i Piengs mødregruppe. Kvinderne gør forskellen Initiativet til gruppen kom i 2005 fra den lokale organisation ASUDEV – Action for Sustainable Development. Med støtte fra IBIS og den engelske organisation Action Aid hjælper ASUDEV i dag 23 mødregrupper i distriktet.

Mændene har mest at skulle have sagt i lokalsamfundet og i familierne, men ifølge Osman Kanton fra ASUDEV er det kvinderne, der kan gøre den største forskel, når det gælder om

at få børnene til at komme i skole, blive i uddannelsessystemet og få noget ud af undervisningen.

”Der er kommet fantastisk meget godt ud af dette her. Før gik vores børn ikke i skole, fordi vi ikke forstod vigtigheden af uddannelse. Nu sørger vi for, at de kommer af sted, og hører vi om familier, som holder deres børn hjemme, så opsøger vi dem og fortæller dem, hvor vigtig uddannelse er,” siger Fatima Luruma, som er kasserer i gruppen.

Kvinderne i mødregruppen har også spædet til, da skolen manglede borde, de har skaffet frivillige undervisere, der kan vikariere, når lærerne er syge eller væk på kursus. Og gruppen har endda sørget for, at der ikke bliver spillet musik i nærhe-den af skolen i skoletiden, fordi børnene så hellere vil ud og danse end terpe regnestykker.

I grupperne har kvinderne lært om uddannelsessystemet og menneskerettigheder, de har fået værktøjer til at lede, or-ganisere og blive hørt, og de har fået opbygget deres selvtillid som gruppe og som individer. Flere af dem er nu medlemmer af den lokale skolebestyrelse, og de tøver ikke længere med at sige deres mening.

Samtidig viser de seneste opgørelser, at langt de fleste af landsbyens børn nu går i skole. Og af de 22 elever, der sidste år gik op til grundskolens afgangseksamen, bestod de 17 og kom videre på gymnasiet. For fem år siden var tallet nul.

”Vi har vist, at vi kan forbedre tingene og hjælpe vores børn. Og det gør os glade,” slutter Fatimata Hamia.

Verden Rundt

7

Verden Rundt

8

teaterdirektøren

”Her Har jeg meget mere magt end

politikerne”

Verden Rundt

Gilberto Mendes er teaterdirektør og bruger sine forbindelser til den politiske elite til at kritisere den selvsamme elite. Med tiden er han blevet så populær, at ingen tør lukke munden på ham.

At have forbindelserne i orden er altafgørende i Mozam-bique, hvis man vil have indflydelse eller gøre karriere. Og forbindelser har den 45-årige mozambikanske teaterdirektør Gilberto Mendes, som i øjeblikket opfører teaterstykket ”Kilden”, der er finansieret af IBIS og handler om journali-stikkens vilkår i Mozambique.

Gilberto Mendes kan nemlig blandt andet bryste sig af at være fætter til Mozambiques forrige præsident, Chissano.

”Hvis jeg ville, kunne jeg være blevet en meget rig mand – minister, ambassadør, bankmand – hvad som helst,” konsta-terer Mendes ligefremt.

Men det ville Gilberto Mendes ikke, for han drømmer om et samfund, hvor forbindelser ikke er afgørende, og hvor landets ressourcer kommer borgerne til gode.

Svigermødre og korrupte ministreI 2004 vendte Gilberto Mendes derfor sit engagement mod teatret. Og siden er det lykkedes ham at skabe debat om alt fra svigermødre til folkelige lynchinger og korrupte mini-stre. Og politikerne lytter. Faktisk siges det, at selv landets præsident går i teatret for at høre, hvad folket tænker, for kun i teatret bliver tingene sagt ligeud.

”Her står jeg uden for det etablerede og behøver ikke følge reglerne. Derfor kan jeg sige det, der ellers ikke må siges, og få folk til at diskutere de ting, som man ellers ikke taler om,” siger han.

Stykket ”A Fonte” handler om en avis, der får nys om en bestikkelsessag. Højtstående embedsmænd forsøger at presse avisen til at afsløre sin kilde, og det sætter redaktionen i et dilemma. Situationen er helt almindelig i Mozambique og lægger derfor op til diskussion blandt tilskuerne.

Budskaberne er altid fremført med humor, for som han siger; ”vi mozambikanere lever hver dag i en tragedie, så for at kunne forholde os til meget alvorlige problemstillinger er vi nødt til at opføre dem som komedier.”

På premiereaftenen bliver der da også grinet i de plyssede stole i teatret, som især optages af den yngre generation.

”Men de ældre og politikerne skal også nok komme. De skal bare lige høre, hvad teaterstykket handler om, før de tør komme,” griner Gilberto Mendes.

Det som ingen andre tør sige1. Da Teatro Gungo opførte ”Oh minister ” i 1995, var det det første

stykke i Mozambique, som gik direkte i clinch med den politiske magt.2. Da Gilberto Mendes valgte at lave et stykke om den myrdede journalist Carlos Cardos, som trak tråde til en af den daværende præsidents sønner,

forsøgte det mocambicanske parlament at censurere stykket. Et stort folkeligt pres fik censuren ophævet.

3. Gilberto Mendes stykke ”A Fonte”, der handler om journalister, pressefrihed og ytringsfrihed, tager fat i nogle temaer, som ellers er tabu i

Mozambique.

Anne Witthøfft

GILBERTO MENDES Teaterdirektør Gilberto Mendes er også vært på det populære tv-program

”Gilbertos forbindelser”, der har vundet flere priser. Her slipper han hver fredag aften af sted med at fremføre en ellers uhørt kritik af landets regeringsparti. ”Mit program bliver hele tiden forsøgt stoppet. Jeg bliver anset for en mand,

der taler for meget. Men folk kan lide, at jeg fortæller sandheden.”

ADGANG TIL INFORMATIONSelv om ytringsfriheden og den fri presse er sikret i den mozambikanske

forfatning, så er virkeligheden en anden. Medierne er svage og udsættes ofte for stort økonomisk eller politisk pres, og mediedækningen uden for de store byer er

meget sparsom. Det forsøger IBIS’ program ”Adgang til Information” at ændre på, blandt andet

ved at støtte civilsamfundsorganisationer i at lave lobby og øge borgernes bevidsthed om deres ret til information og ytringsfrihed.

9

Hvad skete der med?

Cykelhjelme hjælper krigens børn

Du har garanteret set dem i gadebilledet. De blomstrede, prikkede, stribede og mønstrede cykelhjelme, som så småt har afløst de triste Bellmodeller, og som har fået selv byernes fashionistas til at lægge låg på frisuren, når de ræser af sted på cykelstierne.

Måske er du endda selv en af de mange, der har stået i kø i Netto, Føtex eller Bilka for at købe en billig hjelm, designet af netop din yndlingsdesigner og med den ekstra bonus, at overskuddet går til godgørende formål.

”Vi ved stadig ikke, om det var på grund af designere, det godgørende formål, eller fordi hjelmene blev solgt til en overkommelig pris. Men fra allerførste dag strøg de ud af butikkerne. Det overgik min vildeste fantasi,” siger Rui Harrsen fra Mørkegaard a/s, der har stået for kampagnen.

Ideen kom fra deres designer Rikke Gravengaard, efter at hendes egen søster blev kørt ned i trafikken og fik en hjerneskade. Coolfaktor og godgørenhed Tilsyneladende fandt hun den rigtige cocktail af coolfaktor og god samvittighed, da hun overtalte nogle af landets mest populære designere til at arbejde gratis og til gengæld forære hele overskuddet til en velgørende organisation efter eget valg. Designerne sagde ja, cyklisterne fandt pungen frem, og organisationer som Hjernesagen, Kræftens Bekæmpelse og – ja – IBIS kunne sige tusind tak.

Det var Rikke Mai Nielsen, som i 2008 vandt designprisen for kollektionen ”Stories by Rikkemai”, der sidste år valgte at donere sin del af overskuddet til IBIS’ arbejde i Angola. Det blev til intet mindre end 350.000 kroner.

”Det var langt mere, end vi havde håbet og troet. Jeg tror, vi på et tidspunkt definerede målet som 150.000 kroner, så da vi fik det endelige resultat, var vi helt målløse,” siger Anne Mar-grethe Hefting, der er ansvarlig for IBIS’ erhvervssamarbejder.

350.000 kroner svarer nogenlunde til, at 7.000 mennesker har købt en af Rikke Mai Nielsens cykelhjelme og dermed hjulpet angolanske børn i skole. Det er børn, som har overle-vet borgerkrigen, men nu lever i ekstrem fattigdom og derfor ikke kommer i skole. IBIS har i flere år drevet et uddannelses-program for netop disse børn – et program, som havde stor glæde af de penge, som cykelhjelmene indbragte.

Da der i foråret igen var designercykelhjelme til salg i Netto, var det fjerde gang, og de er stadig så populære, at intet tyder på, at det er sidste gang, du får muligheden for at be-skytte hovedet på elegant vis og samtidig støtte et godt formål.

Malene Aadal Bo PR og Benedicte Ohrt Fehler

”Stories by Rikkemai” hedder det design, der er brugt på den cykelhjelm, som i 2010 blev

solgt i flere store danske supermarkeder, og hvis

overskud gik til IBIS. Det blev i alt til mere end 350.000 kroner, som er gået til IBIS’ uddannelsesarbejde

i Angola.

Læs mere om IBIS’ arbejde i Angolapå www.ibis.dk

det beGyndte med, at en unG kvIndelIG CyklIst blev kørt ned oG fIk en hjerneskade, oG det endte med nyt håb for krIGens børn I anGola. mellem de to hændelser står en desIGner-

Cykelhjelm, som nu På fjerde år sælGer I tusIndvIs fra landets suPermarkeder.

Rikkemai Nielsen har beriget verden med sine smukke designs siden 1996, hvor hun blev uddannet fra designs-kolen. Hun har designet og solgt sine egne kollektioner og havde i mange år butikken Hausfrau på Østerbro i

København. I 2008 vandt hun design-prisen Guldknappen for tøjmærket

Stories by Rikkemai

I 2008 var det 15 procent af danskerne, der kørte med cykelhjelm, mens tallet

i efteråret 2010 var steget til 25 procent.

10

”Governance” er et af disse begreber, ngo’er smider om-kring sig i tide og utide – men hvad betyder det, og hvorfor

er det så vigtigt i IBIS’ udviklingsarbejde?

tema·governance Kunsten at

BESTEMMEover sit eget liv

11

Hvis man har boet i et land, hvor sko-lelæreren kræver betaling for at lade børnene bestå, hvor den lokale em-bedsmand mod betaling lader oliesel-skaber ødelægge store naturområder, hvor politikerne opfører sig som små konger, og politiet selv er indblandet i kriminalitet, kidnapninger og mord – så vil man vide, hvor ødelæggende det er. For den enkelte, der er prisgivet i en uigennemskuelig jungle af manglende rettigheder. Og for samfundet, der risikerer at falde helt fra hinanden.

Derfor er governance en vigtig del af IBIS’ udviklingsarbejde i Latiname-rika og Afrika. Begrebet er et udtryk, som dækker over måden at regere på, og i praksis handler det for IBIS om, at mennesker skal blive i stand til selv at påvirke og forandre deres liv til det bedre. Man skal kunne sige fra ”På de store linjer handler governan-cearbejde om at forbedre forholdet og samarbejdet mellem stat og civilsam-fund. Man arbejder for at sikre, at politikere, embedsmænd og andre offentligt ansatte såsom politi, lærere og sundhedspersonale udfører deres arbejde på en forsvarlig og demokra-tisk vis,” forklarer Connie Dupont, der er programmedarbejder i IBIS. Ifølge hende er en vigtig del af dette arbejde,

at borgerne lærer deres rettigheder at kende, så de kan holde magthavere og offentligt ansatte ansvarlige og prote-stere, hvis noget ikke går rigtigt for sig.

Governance er mange tingDer findes ikke en one size fits all-skabelon for governance, som en dansk organisation blot kan hive op af hatten. Governanceaktiviteterne skal både tilpasses de konkrete situatio-ner, de respektive målgrupper og den lokale lovgivning samt tage højde for uskrevne regler og ikke mindst landets traditioner og kulturelle særpræg.

Derfor spænder IBIS’ governance-arbejde meget vidt, lige fra skabelse af forældre- og elevråd i Mozambiques folkeskole over forsøget på at skabe de-mokratiske strukturer, så Sierra Leone ikke ender som legeplads for krimi-nelle krigsherrer, til arbejdet med at sikre oprindelige folk selvstyre i deres territorier i Nicaragua. “Mange steder vil man opbygge velfungerende samfund ved at opbygge nationalstater med en homogen be-folkning og fælles kulturelle værdier. I Nicaragua ville det føre til eksklusion og undertrykkelse af alle andre end den dominerende etniske gruppe. Samtidig er der her en tradition for at koncentrere magten omkring en enkelt

person og ophøje vedkommende til en slags messiasfigur, man ikke kan være uenig med. Det kræver en helt bestemt type indsats,” forklarer Jairo Valle, der er governancemedarbejder i Nicaragua.

Og Claus Kjærby, der i mere end syv år har arbejdet som rådgiver i Latin-amerika, tilføjer:

”Man kan være fristet til blot at forsøge sig med beslutningsstrukturer efter vestligt forbillede, men denne mo-del har vist sig ikke at fungere i praksis, når man eksempelvis står i Guatemala, der har 25 forskellige etniske folk med hver deres politiske tradition.”

Almindelige menneskerDe konkrete aktiviteter er altså meget forskellige fra land til land, men det grundlæggende fokus er ifølge Con-nie Dupont det samme. Det kaldes ”deltagerorienteret demokrati” og tager udgangspunkt i at styrke almindelige menneskers deltagelse i beslutnings-processer, der har indflydelse på deres liv. Det sker ved at fremme deres viden om lovgivning og rettigheder, og ikke mindst hvordan man så organiserer sig og går til myndighederne eller lokale beslutningstagere og kræver denne ret. Det suppleres med fortalervirksomhed på de højere organisatoriske og stats-lige niveauer, men frem for alt handler

Per Bergholdt Jensen og Malene Aadal Bo Lotte Ærsøe

Eleverne her er fra Sierra Leone og har opdaget, hvor meget mere

de bliver lyttet til, når de slutter sig sammen i elevklubber, og

når de i øvrigt har lært om deres rettigheder og ved, hvem de skal

kontakte, hvis de opdager, at noget er galt i skolen.

......

12

Leder

det om, at mennesker skal blive i stand til at øve indflydelse på deres eget liv.

Ifølge Helene Kyed, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er governance en tilgang, som IBIS for omkring 30 år siden var en af de første danske ngo’er til at anvende. Og selv i dag, hvor mange andre ngo’er – blandt andet MS – bruger samme metode, er der noget særligt ved IBIS’ måde at gøre det på. Nemlig at en del af governance-aktiviteterne bliver koblet op på uddan-nelsesprogrammerne, der sammen med governance udgør IBIS’ to grundlæg-gende fokusområder.

”Det er en rigtig god måde at gøre det på, og så vidt jeg ved, er det unikt for IBIS, at man koncentrerer sin for-talervirksomhed omkring uddannelse, og at der ofte er governanceaktiviteter knyttet til uddannelsesprogrammer-ne,” siger hun.

Det sker blandt andet, når man støtter etableringen af elevråd og forældredel-tagelse i skolebestyrelser i Vestafrika og Mozambique, eller når man støtter de oprindelige folks politiske indsats for interkulturel og tosproget undervisning i Guatemala, Nicaragua og Bolivia. ”I Bolivia kobler vi eksempelvis gover-

nanceaktiviteterne til uddannelspro-grammet i forbindelse med La Escuela de Liderezas, en skole for kvindelige ledere. Effekten er ikke alene flere velud-dannede kvinder af indiansk afstam-ning, men også at de indianske kvinder får mere indflydelse i det bolivianske samfund,” siger Jose Luis, der arbejder på IBIS’ governanceprogram i Bolivia.

Gode love, som ingen overholderStine Skøtt Thomsen, der er program-medarbejder for IBIS i Mozambique, påpeger, at et af de store problemer inden for regeringsførelse består i, at mange lande i virkeligheden har en både fornuftig og retfærdig lovgivning, men at lovene ikke bliver fulgt, hverken af landets ledere, statsadministratio-nen eller de offentligt ansatte. Her er governance-arbejdet vigtigt.

”Når borgerne så ikke kender lovene eller ved, hvad de har ret til, så kan de ikke holde embedsmændene og de lokale politikere ansvarlige,” siger hun. Derfor er vejen til god regeringsførelse ofte brolagt med et hav af seminarer og kurser. Det kan være kurser for kvinder, der gerne vil være aktive i politik, støtte

til lokale organisationer, der mangler gennemslagskraft, eller møder, hvor folk får information om deres rettig-heder eller en ny lov, som kommer til at få betydning for dem. Det er ofte en langsommelig proces, og tit ser man ikke resultater før mange år senere.

”Men når folk først har lært, at de har rettigheder og kan stille krav til deres ledere, og når lederne har lært, at de har pligter og ansvar over for de personer, som har valgt dem, så har man taget et stort skridt i den rigtige retning,” siger Emmanuel Abeliwine, der står i spidsen for IBIS’ governancearbejde i Ghana.

Her har man oplevet, hvordan det at øge befolkningens viden om deres rettigheder og den ghanesiske straffelov har reduceret omfanget af overgreb fra politiets hånd. Og hvordan det har en stor effekt, når mødre til skolebørn ved, at læreren ikke må slå, og at de har ret til at se, hvordan skolelederen forvalter skolens penge.

”Det er det, der er governancetilgan-gens store styrke,” siger Helene Kyed fra DIIS. ”Altså at man ikke bare bygger institutioner og laver nogle love, som teknisk set er i orden, men måske ikke fungerer i praksis, men at man styrker

Tema · Governance

Medlemmerne af de lokale forældrebestyrelser i Li-beria har selv bedt om at få lov at lære noget af det, som børnene lærer i skolen, ud over den viden de får

om værdien af uddannelse og børns rettigheder.

13

civilsamfundets bevidsthed og evne til at lægge pres på nedefra.”

Ikke mindst for mindre organisa-tioner er denne arbejdsform populær, fordi man kan nå langt for relativt få midler. Hun understreger dog, at det er vigtigt, at nogen arbejder med de overordnede strukturer.

Ingen grøfter”Det giver problemer, hvis man lokalt taler om rettigheder og får bygget nogle forventninger op hos befolk-ningen, som regeringsapparatet så ikke kan honorere,” forklarer Helene Kyed.

Det forsøger IBIS at imødekomme ved også at have fokus på de statslige strukturer.

”Vi bygger ikke stater, men vi deler vores erfaringer og løsninger med regeringsapparatet, så det bliver bedre i stand til at lytte til og imødekomme befolkningens behov og ønsker. Det er for os også et spørgsmål om at på-virke de niveauer, hvor man for alvor kan skabe ændringer,” siger Connie Dupont.

Hun understreger, at IBIS gør meget ud af at bygge bro mellem civilsamfund og regeringsapparat. Alt sammen for i sidste ende at sikre et system, der respekterer folks rettig-heder og skaber et civilsamfund, der selv kan være med til at iværksætte de nødvendige forandringer.

GOVERNANCE

Governance er afledt af det gamle græske ord kuberáo – som betyder at styre.

Verdensbanken definerer governance som: ”udøvelsen af politisk autoritet og brugen af

institutionelle ressourcer til at styre et samfunds problemer og anliggender.”

IBIS’ tilgang til arbejdet med governance er ideen om, at alle mennesker skal have mulighed for at tale for sig selv og blive hørt. Midlet hertil er oplysning, uddannelse og dialog. IBIS’ gover-nancearbejde handler især om at give individer

og grupper kendskab til deres rettigheder og muligheder for at kræve og udøve disse.

Lige nu er der et særligt fokus på kvinders del-tagelse i politik og at klæde folk på til at holde

øje med, at statens penge bliver brugt rigtigt og ender i de rigtige lommer.

BoliviaIBIS har arbejdet i Bolivia siden 1983, og lige så længe har vi arbejdet med gover-nance i Andes-landet. Siden 2007 har IBIS haft indiansk governance som det ene af to temaprogrammer i Bolivia.

De vigtigste resultater:

I dag er de oprindelige folk synlige som aktører i sam-fundet – både nationalt og

internationalt. Organisatio-nerne er langt bedre rustet til at sætte dagsordenen og blive taget alvorligt af regeringen. Eksempler er skabelsen af indianske selvstyreområder og den nye plurinationale grundlov, der blev vedtaget i 2009. I det hele taget er samfundet i dag i højere grad præget af respekt for oprindelige folks sædvaner, kulturer og værdier.

Nicaragua og GuatemalaIBIS har arbejdet i Nicaragua siden 1981 og i Guatemala siden 1990.

I Nicaragua arbejder IBIS med at styrke de oprindelige folks egne territorialregerin-ger, så de dermed kan sikre deres kollektive rettigheder og deres egen selvbestemmelse. I Guatemala har IBIS arbejdet for god regeringsførelse på både lokalt, kommunalt og nationalt plan.

De vigtigste resultater:

Både mayangnafolkets Ma-tumbak Territorialregering

og Rama og Kriol Territori-alregeringen i Nicaragua har fået officiel anerkendelse og skøde på deres jord, og man er nået langt med en bæredygtig udviklingsplan for området.

I Guatemala går støtten til mayafolkenes egne oprinde-lige systemer for lokalstyre, hvilket har styrket mayakultu-ren og givet mayaerne en øget grad af selvværd.

Dertil kommer støtte til en række forskellige organisa-tioner, hvis fortalervirksom-hed vil sikre, at oprindelige folks kollektive rettigheder respekteres.

MozambiqueIBIS arbejder her især med at øge adgangen til information, styrke kvin-ders politiske deltagelse, demokratiudvikling og god regeringsførelse.

De vigtigste resultater:

IBIS har været med til at skabe aktive og bevidste borgere, der kræver deres rettigheder og stiller myn-digheder til regnskab. IBIS’ partnere arrangerer offent-

lige debatter om lokalpoliti-ske emner og informerer via lokalradioerne. IBIS har de seneste år haft stor succes med at uddanne forandringsagenter, som er begyndt åbent at tale mod korruption i lokaladmini-strationen, andre er begyndt at holde øje med, at skoler-nes budgetter bliver brugt rigtigt, og atter andre har organiseret markedssælgere for at kæmpe mod for høje gebyrer.

Ghana, Liberia og Sierra LeoneIBIS har siden 2001 sam-arbejdet med ghanesiske ngo’er med at opbygge deres organisationer. Samtidig har IBIS støttet myndigheder og folkevalgte politikere til at forstå deres rolle og sikre god regeringsførelse og åbenhed for dialog med civile organisationer. Liberia og Sierra Leone, der begge er nogle af verdens fattigste lande, har endnu ikke mange egentlige ci-vilsamfundsorganisationer.

Derfor fokusere IBIS indsat-sen på at støtte dannelsen af netværk og alliancer mellem mindre organisationer, så de kan trække på hinandens er-faringer og stå stærkere over for myndigheder. Også her samarbejder IBIS med både NGO’er og de folkevalgte om at opbygge gode demokrati-ske institutioner.

14

Kvægavlerne brænder junglen og stjæler vores land

ramafolket har med støtte fra IbIs oPnået statens offICIelle anerkendelse af deres ret tIl selvstyre af et stort junGle- oG kystområde I det sydlIGe nICaraGua.

men ulovlIGt IndtrænGende kvæGavlere stjæler deres jord oG truer dem På lIvet.

Tema · Governance

Per Bergholdt Jensen

Jungleområderne ved den caribiske kyst i det sydlige Nicaragua har været vidne til alt fra parykklædte engelske slave-handlere til hollandske pirater, ameri-kanske bananbaroner og CIA-agenter. Men først og fremmest har skovene, floderne og kysten været hjemsted for ramafolket og efterkommerne efter afri-kanske slaver – de såkaldte krioler. I juni 2010 fik de historisk anerkendelse, da den nicaraguanske stat gav dem skøde på deres traditionelle territorium.

Slagsmål om jordenDet at få skøde på territoriet markerer en stor principiel sejr for alle oprindelige folk i Nicaragua, men der er stadig mas-ser at kæmpe for. Ramaer og krioler har nemlig store problemer med mestizer, som tilraner sig jorden, ødelægger na-turen og sælger skøder på jord, som slet ikke er deres.

”Kvægavlere, som også kaldes mestizer, kommer fra andre dele af

landet, og de fælder træerne og brænder junglen for at få plads til deres kvæg. I flere tilfælde har mestizerne stået bag dødstrusler eller voldelige sammenstød. I perioder har folk måtte flygte,” siger Eduardo Solano fra lokalsamfundet Titik Kaanu ved Kukra River.

Konflikterne har stået på i over ti år, uden at det lokale politi har vist synderlig interesse for sagen. Kvæg er en af Nicaraguas vigtigste indtægtskilder, og de store økonomiske interesser gør, at myndighederne ofte lukker øjnene. Også selv om ramaerne mister deres livs-grundlag, når junglen forsvinder. Hver-ken ramaer eller krioler er interesserede i konfrontationer. Derimod har territo-rialregeringen lavet retningslinjer for, hvordan folk bør behandle og forhandle på fredelig vis med de mestizer, som har levet længe i territoriet. Alligevel er der konflikter. Blandt andet fordi de skiftende nicaraguanske regeringer ikke har været entydigt venligt stemt over for territorialregeringen.

”De ting, vi har opnået som folk, skyldes, at vi anlagde sag mod den nicaraguanske stat ved Den Interameri-kanske Menneskerettighedsdomstol. De skiftende regeringer har ikke anerkendt vores rettigheder godvilligt,” siger San-tiago Tomás, som er præsident for Rama og Kriol Territorialregeringen.

Senest har den siddende sandinistre-gering udstedt en række love om vand og naturressourcer, som blander sig i det legitime rama- og kriolselvstyre. Mest drastisk er en grænselov, der giver mili-tæret råderet over visse naturressourcer i kystområderne.

”Grænseloven overtræder forfatningen og de oprindelige folks rettigheder over

hele landet. Vi håber meget, at regeringen vil gå i dialog, så vi kan afværge endnu en retssag,” siger Santiago Tomás og tilføjer:

”Vi har allerede haft sager kørende mod tre forskellige præsidenter.”

Står styrket i kampen Selv hvis dialogen ikke lykkes, så har IBIS’ governancearbejde sat de oprin-delige folk bedre i stand til at bruge nationale og internationale juridiske instrumenter for at beskytte deres kol-lektive rettigheder og territorium.

”IBIS har givet os vigtig legal og juri-disk support og fået os til at erkende vo-res territoriums potentiale og værdsætte vores egen kultur og traditioner og vores eget sprog. Desuden har IBIS støttet etableringen af vores territorialregering. Det betyder meget, når vi skal tale vores sag,” siger Santiago Tomás.

TerritorialregeringenSelvstyreområdet består af seks ramalokal-

samfund og tre kriollokalsamfund. Afroefterkommerne (kriolerne) har boet i området i over 100 år og har tilpasset sig

ramaernes traditioner, skikke og kultur. Hele arealet er beskyttede naturområder.

Hvert lokalsamfund vælger sin egen lokale regering, og lederne af disse udgør territorial-regeringen. Ramafolket er et af syv oprindelige

folk i Nicaragua.

Territorialregeringen har udarbejdet en selvstyreplan for udvikling og administre-

ring af området, som blandt andet omfatter forvaltning af naturressourcer, økoturisme og retningslinjer for at løse konflikter med

ulovligt indtrængende mestizer. IBIS har med støtte fra Danida og den danske ambassade i Nicaragua rådgivet regeringen i syv år. Læs mere: www.rama-territory.com

Governance fra bundennår et land som sIerra leone skal På fode IGen efter en krIG, er støtten tIl CIvIlsamfundet

helt afGørende. men det er en øvelse, der kræver stor tålmodIGhed.

Lotte Ærsøe

ør Sierra Leones borgerkrig var der ikke mange civilsamfunds-organisationer, udover fagforeningerne og et par interesse-organisationer.

Efter krigen sprang en underskov af organisationer frem, båret af udsigten til at få del i de udviklingspenge, som tilflød landet, og en stærk vilje til at skabe et bedre samfund.

Da pengestrømmen stilnede af, og hverdagen satte ind, gik mange orga-nisationer i sig selv. Men andre havde opdaget, at de kunne og ville gøre en forskel. Det er dem, der i dag udgør stør-stedelen af Sierra Leones civilsamfund. De har stor virkelyst og gåpåmod, men organisationerne er svage og dårlige til at samarbejde, og derfor har de svært ved at få indflydelse. Det er her, IBIS governancearbejde kommer ind.

”Forestil dig en lille ngo, der mener, at et mineselskab opfører sig dårligt mod lokalbefolkningen, og gerne vil gøre noget ved det. Hvis den består af tre en-gagerede ildsjæle, der ikke kender loven, ikke ved hvem de skal kontakte og ikke aner, hvordan de skal tolke kontrakten mellem staten og mineselskabet – ja så har de ingen chance for at ændre noget,” siger Alpha U. Sesay, der leder IBIS’ governanceprogram i Sierra Leone.

Demokrati skal læres fra bundenIBIS’ støtte til civilsamfundet begynder derfor ofte helt fra bunden og handler især om at danne netværk, dele viden og samarbejde. Civilsamfundet får støtte til at organisere sig, lære lovgivningen at kende og ikke mindst til at takle mødet med politikerne og myndighederne.

Det blev blandt andet nødvendigt, da ungdomsgruppen iEARN i foråret gik til byrådet i Koidu for at fortælle, at de med økonomisk støtte fra IBIS planlagde

at lave en film om, hvad kommunen laver, og hvorfor det er vigtigt at betale skat. Politikere og embedsfolk reagerede med kritik, fordi de blev urolige over, at de unge havde taget et initiativ udenom dem. Og fordi de ikke havde fået lov at kontrollere og styre projektet.

”I sådan en situation er vi med for at facilitere dialogen og være en neutral buffer, der minder begge parter om, hvad de har af rettigheder og pligter. Det er generelt en stor udfordring for politikere og embedsmænd at forstå, at de er der for at repræsentere og servicere civilbefolkningen, så det arbejder vi meget med,” siger Alpha U. Sesay.

I et land, hvor demokratiet er så nyt som i Sierra Leone, foregår governan-cearbejdet altså helt nede på jorden, og grundsten som samarbejde, dialog, kendskab til rettigheder og pligter og hvordan, man øver indflydelse, bliver lagt et støvkorn ad gangen. Det er et tålmodigt stykke arbejde, for det tager tid at uddanne et helt land i demokrati.

Mødet mellem repræsentanten for ungdomsorganisationen iEARN og de lokale politikere begyndte med usikkerhed, men endte i smil og en forståelse for hinandens motiver, rettigheder og pligter. IBIS i skikkelse af Alpha U. Sesay (bagerst i rødt) var med, da der blev taget et lille demokratisk skridt i Koidu i Sierra Leone.

16

Scene fra et kvindelivbolIvIas nye Grundlov fra 2009 sIkrer kvInder 50 ProCent af de valGte lederPoster. det har

skabt et stort behov for at uddanne dIsse nye kvIndelIGe ledere. vI var med, da en håndfuld kvInder toG de første skrIdt mod Indflydelse.

Jasper Johansen

mkring 30 kvin-der sidder i en

halvcirkel og diskuterer højlydt på quechua med kokablade i

munden. Deres børn farer livligt

rundt i lokalet. Det virker kaotisk og uorganiseret. Kvinder-nes øjne udstråler dyb koncentration. Vi er i en kold og forblæst landsby på Bolivias højslette. Der er omkring 10 timer til hovedstaden La Paz.

Fra hele delstaten er kvinderne kom-met i bus her til Llallagua. De lærer om alt fra Bolivias historie til samfunds-økonomiske principper. Hver især skal de præsentere et tema for alle de andre

fremmødte. For de fleste er det første gang nogensinde, at de skal tale foran så mange mennesker. Kvinderne er hver især blevet udvalgt til at deltage i kurset af beboerne i deres egen landsby, hvor det er meningen, at de skal gentage kurset og lære videre til deres naboer og medborgere, når de vender hjem. Langt de fleste har aldrig gået i skole før.

Én efter én går op til tavlen for at fremlægge. Først med tydelig nervøsi-tet. Efter lidt smil, latter og efterfølgen-de klapsalver kommer alle helskindede igennem. Umiddelbart en lille bedrift, men det første store skridt for disse kvinder, som måske bliver fremtidens borg-mestre, politikere og måske endda en kommende præsident.

IBIS arrangerer kurser for indianske kvin-delige ledere i samarbejde med to indianske organisationer i højlandet – FAOI-NP i Llal-

lagua og JAKISA i Challapata.30-35 kvinder deltager i hvert kursus, som finder sted én weekend hver måned. Hver

kursusrække består af 10 moduler. Kvinderne har selv tilrettelagt indholdet.

Se en videopræsentation af projektet her. Brug din smartphone til at scanne koden. Du kan

også se videoen på ibis.dk/bolivia

16

17

Leder

Klokken 5 om morgenen snører Momade Buana sine løbesko i byen Cuamba i Mozambiques nordlige Niassaprovins og begiver sig ud på

sin daglige løbetur. Den er nødvendig, hvis den 41-årige fodbolddommer skal kunne følge med.

Tema· Governance

Fodbolddommeren, der blev forandringsagent

Artikel 35 i den mozambikanske forfatning har skabt en af de største omvæltninger i Momade Buanas liv. I dag er

Buana lige så passioneret omkring borgerrettigheder, som han altid har været det omkring fodbold.

18

Tema · Governance

Fodboldens love har Momade Buana kunnet på rygraden, siden han var barn. Den mozambiquiske forfatning har han derimod kun kendt i to år – siden han af borgerne i Cumba blev valgt til at blive uddannet i borgerrettigheder og lobbyarbejde. Buana blev “forandrings-agent”, så han bedre kunne repræsentere befolkningens interesser.

Før Momade Buana blev forandrings-agent, havde han ingen anelse om selv de mest grundlæggende rettigheder, men nu trækker han et klassisk sort kladde-hæfte op af sin taske. Her har han ned-fældet artikel 35 i forfatningen. Artiklen fastslår, at alle mozambikanske borgere er lige for loven, og selv om Buana efter-hånden har læst ordene mange gange, gør de stadig stort indtryk på ham.

“De bøger om lovgivning og fortaler-virksomhed, jeg har fået af IBIS, er min vigtigste føde. Om morgenen læser jeg i dem, før jeg laver noget andet, og når jeg kommer hjem om aftenen efter arbejde, og der stadig er lys, læser jeg dem igen,” siger Buana, som ud over at være fod-bolddommer ernærer sig som sælger af lokalt forarbejdede smykkesten.

“Jeg har fået øjnene op for, at jeg kan gøre alt muligt for at løse lokalsamfun-dets problemer. Jeg er blevet trænet i at tænke over tingene og i at gå til myndig-hederne. Nu tør jeg gå til en hvilken som helst myndighedsperson, når der opstår problemer,” siger Buana.

Det er mit universitetHan oplever, at han i dag bliver lyttet

til, selv om det nyvundne samarbejde med lokalregeringen har været en lang proces.

“I lang tid blev jeg og de andre foran-dringsagenter opfattet som medlemmer af oppositionen og afvist, når vi forsøgte at rejse et emne,” siger han.

Men i dag er resultaterne i Cuamba synlige. Hvor der tidligere lå bjerge af skrald, er der nu helt ryddeligt. Gader er blevet renoveret, der er kommet en ny fodboldbane og nye broer og veje, og borgerne bliver inviteret til at komme med ideer til alt fra kriminalitetsbe-kæmpelse til prioritering af kommende projekter.

“Det er derfor, jeg siger, at IBIS’ kursusprogram er mit universitet, hvor jeg hele tiden lærer nyt og bliver klogere. Jeg har lært, at jeg lever i en stat, der har love. Når man ikke ved, at der er love, er man bange for alt. Nu er jeg holdt op med at være bange – for det meste,” siger Buana.

Den nye indsigt har betydet en stor personlig udvikling for ham og folk om-kring ham. De er nemlig ikke bare blevet gode til at kræve deres ret, men er også i

højere grad begyndt selv at tage ansvar. “Hvis der opstår et teknisk problem

med vandforsyningen, venter vi ikke længere bare på regeringen, men samler penge ind og ordner selv problemet. Jeg har også ændret mig i forhold til opdragelsen af mine sønner. Nu siger jeg til dem, at de skal respektere lærerne og sørge for at lære noget. Det gjorde jeg ikke før,” siger Momade Buana.

Anne Witthøfft

Hvad er en forandringsagent?De personer, der bliver valgt som forandring-sagenter, bliver valgt, fordi de har indflydelse,

er upartiske og nyder respekt i lokalsamfundet. Forandringsagenterne bliver løbende uddannet rettigheder og i lobbyarbejde og bliver i stand til at analysere, lede og mobilisere lokalsam-

fundet for på den måde at bidrage til en positiv udvikling.

Agenterne modtager en taske med blandt andet den mozambikanske forfatning samt en cykel, så de kan komme rundt og oplyse deres

medborgere om deres rettigheder. IBIS har uddannet og støtter 236 aktive foran-

dringsagenter i ni distrikter i provinsen Niassa i Mozambique. Af dem er 81 kvinder.

Virkeligheden i Mozambique Korruption i regeringen og erhvervslivet i Mozambique er udbredt. Ifølge Transpar-

ency Internationals ”Corruption Perceptions Index” for 2010 rangerede Mozambique som

nummer 116 ud af 178 lande.

Korruption præger således også sundhedssys-temet og uddannelsessystemet, hvor det ikke er

usædvanligt at skulle betale bestikkelse for at bestå en eksamen eller få behandling.

Mens pressefrihed er lovmæssigt beskyttet, er journalister ofte chikaneret eller truet og

praktiserer ofte selvcensur. Helt afgørende er den dominerende rolle,

som regeringspartiet Frelimo, der har siddet på magten siden 1976, spiller. Der har været

adskillige rapporter om lærere, der bliver pres-set til at blive medlem af partiet, hvis ikke de vil miste deres job eller blive nægtet forfremmelser.

Momade BuanaFødt december 1969 i Cuamba.

Uddannet til og med 9. klasse.

2009-: valgt af lokalbefolkningen i Cuamba som forandringsagent. Samme år begyndte han at arbejde i borgerretsorganisationen FORASC. Han er organisationens repræsen-tant i Cuamba Kommunes rådgi-vende råd og ordfører for rådet. Momade Buana ernærer sig som fodbolddommer i den nationale mozambikanske liga. Samtidig er han handelsmand og sælger lokalt forarbejdede sten, som blandt andet bruges til smykkefremstilling.

Buana er gift og far til fire sønner.

19

- José Luis Álvarez QuirogaJosé Luis er leder af IBIS-programmet “Interkulturel regeringsførelse og

indiansk territorial selvforvaltning” i Bolivia. Hør om hans hverdag blandt vejblokader og store skel mellem rig og fattig.

Meet my reality Meet my Reality

eg valgte at beskæftige mig med udviklingsar-bejde, fordi jeg under mine ni års studier i Argentina oplevede, at leveforholdene var meget bedre der end i Bolivia.

Det selv om Bolivia er rig på naturressourcer, kultur og fællesskab,

hvilket burde give optimale forhold for udvikling. Jeg tror derfor på, at det er muligt at skabe et Bolivia, hvor der er mere lighed imellem rig og fattig, hvor det ikke betyder noget, om man er mestizo eller tilhører den oprindelige befolkning.

På en normal arbejdsdag står jeg for den direkte kontakt med de oprindelige folks organisationer, som IBIS samar-bejder med.

Eksempelvis mødtes jeg for nylig med folk fra organisatio-

nen FAOI, hvor vi sammen reflekterede over et igangværende projekts svaghe-der og vanskeligheder samt fandt frem til nogle løsningsforslag. Der er meget at tage hensyn til både inden og under sådanne møder her i Bolivia.

En så simpel ting som at nå frem til landsbyen, hvor mødet bliver afholdt, kan være en stor udfordring. På grund af de mange folkelige protester i Bolivia, vil man ofte støde ind i vejblokader, som man skal manøvre sig forbi. Møderne bliver derfor ofte udskudt i mange timer, indtil alle deltagere er nået helskindet frem.

Det bedste ved arbejdet hos IBIS er at få lov at beskæftige mig med proble-matikkerne omkring oprindelige folk. Det er tilfredsstillende at arbejde med og støtte de fattigste af de fattige, ikke mindst fordi de selv gerne vil udvikle sig og i høj grad værdsætter de råd, IBIS kan give dem.

Mine venner er meget positive over for det arbejde, IBIS laver i Bolivia. Jeg

får tit anerkendende klap på skulde-ren, og mange nævner, at IBIS var de første til at sætte oprindelige folk på dagsordenen i Bolivia. Det er jeg stolt af at være en del af.

Det værste ved arbejdet hos IBIS er, at der ikke altid er tid og penge nok til at gøre alt det, vi gerne vil. Samtidig er midlerne af og til usikre eller tidsbe-grænsede, hvilket gør det sværere at planlægge projekterne. Desuden føler vi, at der af og til er langt til IBIS i Danmark og mange led at kommuni-kere igennem.

Der er helt klart en udvikling i gang i Bolivia, selv om det kan føles meget langsommeligt. Politisk er situatio-nen blevet langt mere åben, og der er flere, der deltager i beslutninger på alle niveauer. Socialt er der også sket store forandringer. For eksempel er de oprindelige folk nu anerkendt. De deltager og er organiserede, hvor de før i tiden var usynlige.

Jasper Johansen

Navn: José Luis Álvarez Quiroga, 47 år. Hjem: Kommer oprindeligt fra Tupiza i

delstaten Potosi i Bolivia nær grænsen til Argentina. Hans far var togfører, og moren

havde en lille butik. Familie: Er gift og har en datter på 16 år. José

Luis bor nu med sin familie i La Paz.Uddannelse: Uddannet arkitekt og har siden-

hen taget overbygning i blandt andet urban og regional planlægning og projektledelse.

Ligesom sine brødre har han læst i Argentina. Beskæftigelse: Siden 2005 ansat hos IBIS i Bolivia som leder af programmet Interkul-

turel Regeringsførelse og Indiansk Territorial Selvforvaltning.

Han analyserer, monitorerer og har det over-ordnede ansvar for udviklingen i en del af de

aktiviteter, IBIS støtter i Bolivia. Støtten til de oprindelige folks organisationer

er en af de højeste prioriteter.

20

Når børn går på arbejdeParanødder er både sunde oG smaGer Godt. men de er Ikke Gode for de mennesker,

der ProduCerer dem. en alt for stor del af dem er nemlIG børn. en InternatIonal kamPaGne vIl hjælPe børnearbejderne ud

af PlantaGerne oG tIlbaGe I skole.

Malene Aadal Bo Stop Child Labour og ILO

I den tidlige morgen bevæger de sig i grupper gennem den Bolivianske del af Amazonas. Børn, som sammen med deres familier er kommet for at deltage i høsten af de paranødder, der hvert år eksporteres for 80 millioner kroner af. Og som arbejderne tjener cirka 6 kroner i timen for at plukke.

De fleste børn går ikke i skole, og for dem, der gør, er det ikke ualmindeligt, at de arbejder fra midt om natten til tidligt om morgenen, hvor de så tager kladde-hæftet under armen og vandrer i skole.

”De børn, som kommer i skole, er tit fuldstændig udmattede. De har ikke sovet ret meget og ingenting spist. Så vi ser dem ofte sove hen over skolebordene,” siger Gordon Jonathan Lewis, der er repræsen-tant for UNICEF i Bolivia.

Sådan er virkeligheden for mange børn i den bolivianske del af Amazonas, hvor paranødderne bliver dyrket. Og

nogenlunde sådan er virkeligheden for langt over 200 millioner af verdens børn. De er børnearbejdere, og ned til fem år gamle. De arbejder så meget eller på en måde, som skader dem og forhindrer dem i at udvikle sig, komme i skole og få en uddannelse. De børn er målet for den internationale kampagne ”Stop Børnearbejde – skolen er det bedste sted at arbejde”.

Er det virkelig så slemt?Kampagnen kæmper blandt andet imod forestillingen om, at noget børnearbejde er i orden, eller at børnearbejde er uund-gåeligt, så længe der findes fattigdom.

”Begge dele er myter, som desværre er med til at fastholde børnene som billig arbejdskraft i plantager og på fabrikker, og som er med til at forhindre dem i at få en uddannelse og muligheden for at skabe sig en bedre fremtid,” siger Anne

Margrethe Hefting, der er koordinator for IBIS’ del af kampagnen.

Kampagnen skal fortælle forbrugere og virksomheder, hvad de kan gøre for at stoppe børnearbejde. For selv om det foregår ret langt væk, så er det som regel tæt forbundet til den adfærd, vi herhjemme udviser.

Paranødder produceres eksempelvis som nævnt i Bolivia, men 98 procent af dem eksporteres til blandt andet Europa og USA, hvor forbrugerne derfor har meget at skulle have sagt i forhold til, hvordan varerne produceres. Samme mekanisme gælder for alt fra kakaopro-duktion over bomuld og ris til mineraler, som hentes op af minerne i Latiname-rika og Afrika.

Ifølge tal fra ILO foregår størstedelen (69 procent) af verdens børnearbejde i landbruget – på forældrenes marker eller som arbejdere på store plantager.

21

Stop Børnearbejde

22 procent af børnearbejderne arbejder inden for servicefag, mens 9 procent arbejder på forskellige typer af fabrikker.

”Forbrugere og virksomheder i den vestlige verden er aftagere af en meget stor del af de varer, som bliver fremstil-let ved hjælp af børnearbejde. Og der er masser af eksempler på, at det har en effekt, når vi gør en indsats for, at de produkter, vi aftager, er lavet med or-dentlige vilkår for arbejderne – og altså uden brug af børnearbejde,” siger Anne Margrethe Hefting.

Shanta Sinha er formand for kommis-sionen for børns rettigheder i Indien. Ifølge hende eksisterer børnearbejde, fordi vi accepterer det og skaber und-skyldninger for det.

”Men der er ingen undskyldninger for børnearbejde, og det kan elimineres med politisk vilje og handling,” siger hun.

Indien er forbilledetIndien er hjemsted for den organisation, der har inspireret ”Stop Børnearbejde – skolen er det bedste sted at arbejde.”

MV Foundation har på 10 år fået næsten 500.000 tidligere børnearbejdere i skole, og over 1.500 landsbyer i det sydlige Indien er nu erklæret fuldstændig bør-nearbejdsfri.

Midlerne er de samme, som kampag-nen vil benytte sig af: skabe opmærk-somhed om konsekvenserne af, at børn arbejder, påvirke folks holdning til børnearbejde og promovere kvalitetsud-dannelse som løsningen. En løsning, som blandt andet har været afprøvet i det projekt, IBIS har lavet i samar-bejde med Toms i kakaodistrikterne i Ghana. Her viste det sig, at omfanget af børnearbejde faldt betragteligt, hvis man sørgede for, at børnene havde adgang til god og gratis skolegang.

”Mange steder er der reelt intet uddannelsestilbud, hvis man ikke har penge, eller også er kvaliteten så ringe, at forældrene mener – måske med rette – at det alligevel er spild af tid at sende børnene derhen,” siger Connie Dupont, der er programmedarbejder i IBIS.

Kampagnen støtter lokale projekter

mod børnearbejde og skaber netværk mellem organisationer i Indien, Zimbab-we, Uganda, Etiopien, Ghana, Marokko, Albanien, Guatemala, Mozambique, Ghana, Liberia, Sierra Leone og mange andre lande, hvor børnearbejde stadig er en del af livet for børn.

I Danmark bliver kampagnen især synlig i form af seminarer, foredrag og fotoudstillinger.

HVAD HAR UDDANNELSE AT GØRE MED BØRNEARBEJDE?

Gode skoler og uddannelsestilbud til alle er en af de bedste måder at reducere omfanget af børnearbejde. Samtidig er et af de største problemer ved børnearbejde netop, at bør-

nene ikke kommer i skole. Uddannelse styrker menneskers selvværd og giver børn mulighed for at træffe valg og til

at danne deres egen mening. Uddannede børn kan forsvare sig selv og kræve deres rettigheder. Desuden er ud-

dannelse en forudsætning for bæredygtig udvikling og demokratiske samfund. Uddannelse er nøglen til et bedre liv.

BØRNEARBEJDE Der er 218 millioner børnearbejdere i

verden. Hvert år dør 22.000 af dem i arbejds-relaterede ulykker, mens resten af dem

mister muligheden for uddannelse og har stor risiko for at blive fastholdt i

fattigdom resten af deres liv.

Børnearbejde er arbejde udført af børn under 18 år, og som anses for at være til skade for børnenes fysiske, følelsesmæs-sige, intellektuelle, sociale eller åndelige

udvikling. At hjælpe til på gården eller at arbejde i en lokal butik i weekenden er i

orden. Men hvis arbejdet forhindrer barnet i at komme i skole og koncentrere sig om at lære noget, eller når det er i strid med

love om eksempelvis minimumsalder, er det børnearbejde.

Bag kampagnen “Stop Børnearbejde - skolen er det bedste sted at arbejde” står

IBIS og partnerne i Alliance2015 samt en række menneskerettighedsorganisationer.

Se mere på: facebook og www.ibis.dk/stopbornearbede .

Myter om børnearbejde

Myte: Børnenes arbejde giver hele familien et bedre livSvar: Erfaringen viser, at børns lønninger i virkeligheden kun bidrager meget lidt til en families indkomst. Desuden underminerer den ultrabillige arbejdskraft de voks-nes mulighed for at få arbejde og tjene en anstændig løn. Børnearbejde er derfor med til at forårsage og fastholde familier i fattigdom.

Myte: Børnearbejde er ikke nødvendigvis så slemtSvar: Det er rigtigt, at det er langt værre for børn at lave farligt arbejde i en mine eller på en sundhedsskadelig tekstilfabrik end at arbejde på familiens jord. Men arbejde, der forhindrer børnene i at komme i skole eller på anden vis bremser deres udvikling, er en krænkelse af deres rettigheder og hæmmer dem resten af deres liv.

22

De Frivillige

Anledningen er en global aktionsdag, hvor aktivister over hele verden sætter fokus på gevinsterne ved at indføre en international skat på finansielle transak-tioner – en såkaldt ”Robin Hood-skat”.

De danske Robin Hood’er vil under-søge, hvad folk mener, skattepengene bør bruges til. Forbipasserende får udleveret to 50-ører af vores ’bankmand’. De skal nu smide disse i en eller to af tre glassøjler og herved vise, hvad de synes, skatteindtægterne skal bruges på.

De har følgende muligheder: Opfyl-delse af FN’s udviklingsmål (2015-må-lene), indfrielse af klimaløfterne til udviklingslandene eller øget velfærd i Danmark.

Hurtigt forvandler den sindrige plexirørs-konstruktion sig til et visuelt øjebliksbillede af danskernes økonomi-ske prioriteter i en tid, hvor der er nok at tage fat på. Og det er ikke let at vælge.

Men sidst på dagen står det klart: Danskerne vil støtte kampen mod klima-

forandringerne. Næsten 43 pct. smider deres 50-ører ind i klimakampen, mens 29 pct. finder det vigtigst at støtte udvik-lingsarbejdet rundt om i verden. 28 pct. af de adspurgte synes, at pengene skal bruges på velfærd i Danmark.

Klimaet er altså klart i front, for som mange af de adspurgte siger, er det en forudsætning for at opnå de andre mål - hverken udvikling eller velfærd giver mening på en ubeboelig planet. For IBIS er det gode nyheder, at danskerne har et globalt udsyn midt i finanskrise og offentlige besparelser – at de som ægte Robin Hood’er vil være med til at tage fra de rige og give til verdens fattige.

Danskerne vil redde klimaetfrIvIllIGe fra IbIs, I skIkkelse af robIn hood’er, var atter trukket I de Grønne tIGhts, oG bevæbnet med bue, PIl oG tusInd 50-ører IndtoG de forleden køben-

havns hovedbaneGård for at få sIG en snak med hr. oG fru danmark.

Sigrid Lauenborg Dahl

Bliv frivillig i IBIS

Som frivillig i IBIS kan du være med til at sætte udvikling på dagsordenen i Danmark.

Der er brug for alle: folk der kan skrive, idéudvikle, slå søm i, slå på tromme, bage

kager eller lave flot grafik. Lige nu mangler vi nogen, som vil være med til at dele frugt ud i forbindelse med Verdens

Bedste Nyheder den 9. september.

Skriv til:Aalborg: Rasmus Lund: aalborg@ibis.dkÅrhus: Anne Lund Pedersen: alp@ibis.dk

København: Christian Damholt: cda@ibis.dk

Robin Hood-skat:

En lillebitte skat på handel med valuta, aktier, obligationer og derivater. En sådan skat kan bidrage til at sikre rige landes velfærdssystemer og til at bekæmpe fattigdom og klimafo-randringer i u-landene. En skat på bare 0,05 % på finansielle transaktioner kan indbringe

omkring 3.500 milliarder kroner årligt, hvis den implementeres globalt.Læs mere på : www.robinhoodskat.dk og facebook: Robin Hood Skat.

HUSK

Aktion

sdagen for

Verden Bedste

Nyheder.

Fredag

d. 9. se

pt. kan du væ

re med til

at dele

frugt u

d

til en m

orgenakt

ion so

m symbol p

å at ”k

ampen m

od fattig

-

dom bærer

frugt”.

Tilmeld

dig på w

ww.verdensbedste

nyheder.d

k

Leder

25. august Skovtur med Claus MeyerI haven ved Landbohøjskolen i København er der skovtur med kokken Claus Meyer. Overskuddet går til IBIS og Meyers nye fælles madskole i La Paz i Bolivia. Læs meget mere på www.ibis.dk

9. september Verdens Bedste NyhederArbejdet bærer frugt, og derfor kan du denne morgen få et stykke frugt sammen med en hel avis fuld af gode nyheder om udviklingen i verdens fattigste lande. Se mere påverdensbedstenyheder.dk

16. september Sidste chance for at komme i IBIS´ styrelse Er du medlem af IBIS og vil du blande dig mere i, hvad IBIS gør og siger, så stil op til styrelsen. Meld dit kandidatur på ibis@ibis.dk senest 16. september.

5. oktober Lærerens dagDagen hvor man kan sige “tusind tak” til alle de lærere, der hver dag gør et stort stykke arbejde på skoler verden over. www.laererdag.dk

14. oktober Skolernes motionsdagIkke alene får børnene motion, de har i år også mulighed for at samle ind til skoler i Sydsudan. Se mere på bagsiden.

9. november Operation DagsværkI år går pengene til et IBIS projekt i Perus regnskov. Så hyr en dagsværker og glæd dig til at få ryddet op i garagen og samtidig gøre dit til at redde Amazonas. www.od.dk

Se mere på ibis.dk/frivillige/arrangementer

anmeldelser

Biutiful Barcelona på vrangenSommerferien gik i år til Barcelona. Det er en by, jeg er helt vild med og gerne på alle årstider. Især elsker jeg udsigten fra Parc Güell, og kvarteret ved havet med de smalle gader og vasketøj er fortryllende. Efter jeg har set den stærke film Biutiful, er det blevet en meget anderledes oplevelse at stå på Plads de Catalonia og se gadesæl-gerne sælge solbriller til de mange turister – indtil de med et snuptag kaster det hele på ryggen og stikker i løb, væk fra politiet, som er dukket op. En pudsig lille oplevelse, medmindre man altså har set Biutiful, som foregår i Barcelona og sætter ansigt på de illegale indvandrere. En meget smuk og frygtelig film, som jeg vil anbefale til alle dem, der endnu ikke har haft den glæde at se den.

Biutiful (2010)Alejandro González Iñárritu147 min, 189,95 på moviezoo.dk

Og så tre kopper te

Med til Barcelona havde jeg romanen ”Tre kopper te” om bjergbestiger Greg Morten-son, som forsøger at bestige K2 mellem Pakistan og Afghanistan, men mislykkes. Efterfølgende tilbringer han tid i en lille landsby for at komme sig. Han overvældes af den venlighed, han møder, og beslutter sig for at bygge en skole. Tre kopper te handler om kulturmø-det og Greg Mortensons strabadser for at skaffe penge til skolebyggeriet. Bogen er præget af den amerikanske drøm om at lykkes, men samtidig er den et ægte billede på en mand, som tror på uddannelse som vejen til udvikling og fred. Onde tunger påstår, at han aldrig har været på stedet, men under alle omstæn-digheder er hans passion for uddannelse og hans store lyst til at gøre en forskel dragende læsning.

Tre kopper teGreg Mortenson og David Oliver Relin335 sider, 368 kr. på Saxo.dk

Byens bedste tapasbar har også sin prisTapasbarerne er mange i Barcelona. Tjenerne på min yndlingsbar er næsten alle filippinere - en af dem en kvinde som har arbejdet 11 år i Spanien, men er ud-dannet skolelærer. Jeg sagde til hende, at jeg var ked af, at hun ikke arbejder med undervisning, når nu verden har så stor mangel på lærere. Men selv på universitetet i Manila er løn-nen kun en tiendedel af det, hun tjener her. Jeg turde ikke spørge, om hun lever ligesom de illegale migranter i filmen Biutiful. Under alle omstændigheder er tapasbaren bestemt et besøg værd, og giver man gode drikkepenge, ved man, at de ender på et tørt sted.

Adressen er Cerveceria Catalana, c/Mal-lorca, 236, Eixample Derecha district.Står du ikke lige og skal til Barcelona, så prøv Adendum på Islands Brygge i Køben-havn, hvor du kan spise lækre tapas, mens solen synker bag byens tårne.

det sker

Helle Gudmandsen er leder af IBIS’ uddannelseskampagne ”Hele Verden i Skole”. Her får du hendes tre bud på, hvad du kan bruge sensommeraft-enerne på.

Anders ThormannHelle Gudmandsen

Leder

Tak!

Er man 12 år og opvokset i Sydsudan, så ved man en masse om krig, men chancen for, at man har lært at læse og skrive, er meget lille. Derfor arbej-

der IBIS med uddannelse i Sydsudan.

På Skolernes Motionsdag 14. oktober kan danske elever hjælpe de sydsudanske børn ved at samle ind til et projekt, der kombinerer det

boglige med sport og leg.

Se hvordan på www.ibis.dk/mvb, og giv opfordringen videre, hvis du kender børn eller lærere, som gerne vil motionere og samtidig samle ind

til et godt formål.

Du kan også støtte arbejdet med 50 kroner ved at sende:fodbold til 1414

Sidste år var det ghanesiske skolebørn, der fik glæde af de penge, som danske elever samlede ind på skolernes motionsdag.

Lotte Ærsøe