: støt Afrikas kvinder

Bliv indsamler søndag den 13. maj

IBISUddannelse skaber udvikling

fokus

MARTS 2007 NR. 111

Forleden så jeg ‘Tidsmaskinen’ på DR 2. Jeg vidste ikke, at mænd iDanmark indtil for 60 år siden havde monopol på det at være præst.Det var forunderligt at høre hvordan et overvældende stort antal afpræster og biskopper (vist 12 ud af 13!) dengang protesterede imodat få kvindelige præster. I dag lyder argumenterne helt tåbelige ogknap halvdelen af præsterne i dagens Danmark er nu kvinder.Heldigvis.

Kvinder i Afrika har ikke umiddelbart de samme muligheder som kvin-der i Danmark har. Kvinderollen er i dag defineret anderledes i Afrikaend den var for 60 år siden i Danmark. Afrika er et enormt kontinentsom rummer stor forskellighed. Nogle steder har kvinder formelle ret-tigheder, men ikke reelle muligheder for at udnytte dem. Traditionervejer tungere, og sagt helt firkantet: Det er manden der bestemmer.

Vi skal passe meget på ikke at påtvinge andre vores normer. Men viskal også stå ved, at vi stiller os på de svage og marginaliseredes side,selv om jeg ikke synes, at ‘svage’ er dækkende for Afrikas kvinder. Deer undertrykte, men også stærke og med et stort potentiale for atkunne mere.

Palmira Velasco fortæller i artiklen ‘Giv kvinderne en stemme’ om devalg, hun har truffet som frontkæmper. Hun ville være journalist og

prisen blev ægteskabet, fordi manden ville have en hjemmegåendekone. Hun giver kvinder stemme, så de får selvtillid til at blive ligevær-dige partnere i samfundsudviklingen.

Palmira er et eksempel på de kvinder som IBIS støtter. Ikke for atforbigå mændene eller fordi vi tror på, at vi kan lave samfundet omfra den ene dag til den anden. Vi skal støtte på en måde, så det bli-ver konstruktivt og giver blivende forandringer, og det skal være påde afrikanske kvinders betingelser. Kultur-evolution snarere endkultur-revolution, men på langt sigt handler det bestemt om at lavetingene om!

Derfor går pengene fra IBIS og CARE Danmarks landsindsamling

den 13. maj til projekter, der støtter Afrikas kvinder.

: støt Afrikas kvinder – revolution eller evolution?

LEDER VAGN BERTHELSENGENERALSEKRETÆR IBIS

IBIS-fokus udgives af IBIS

Redaktion på dette nummer:: Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk: René Jacobsen, afdelingsleder : rj@ibis.dk: Morten Schmidt : mos@ibisur.org

Regionalrådgiver for IBIS i Sydamerika.: Helle Christiansen Cawthra : hcc@ibis.org.za

Rådgiver for IBIS i sydlige Afrika.

Forsidefoto: Elsebeth AllerLayout: mkj/MediefabrikkenTryk: Arco GrafiskOplag: 14.000ISSN: 1901-9211© IBIS 2007

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis formedlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalg-te institutioner og samarbejdspartnere.

Redaktionens adresse:IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal2200 København Ntlf. 35 35 87 88fax 35 35 06 96e-mail: lae@ibis.dk

Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos IBIS,gerne på mail: ms@ibis.dk

Næste nummer udkommer juni 2007

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle menneskerhar lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorga-nisation.

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisatio-ner og myndigheder i Afrika og Latinamerika.

Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200udviklingsprojekter i 13 lande.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida

På Mors Dag søndag den 13. maj ringer IBISog Care Danmark på dørene rundt om iDanmark. Budskabet er ikke til at tage fejlaf. Det handler om at støtte kvinder i Afri-ka. Det gør vi, fordi vi har gode erfaringermed at støtte kvinder, og fordi kvinder iAfrika udgør et stærkt potentiale, når dethandler om at skabe udvikling, der kan re-ducere fattigdommen.

Selv om fattige kvinder har et stort poten-tiale, så bliver der brugt mange kræfter på –både nationalt og lokalt – at holde kvinder-ne uden for indflydelse. Kvinderne bærernøglen til fremtiden, og de kæmper på allefronter for at få indflydelse på deres eget liv,børnenes og lokalsamfundets.

Vores erfaring siger os at:

– Kvinder sikrer en bæredygtig og effektiv udvikling

– Kvinder udviser stor ansvarlighed– Kvinder sikrer forbedringer for hele

familien og lokalsamfundet

Derfor samler vi ind til kvinders lige

adgang til uddannelse, ressourcer og ind-

flydelse – med andre ord udvikling til

gavn for alle.

TEKST RENÉ JACOBSENFOTO MORTEN BLOMQVIST

LOTTE HOLMENTHORKIL G. NIELSEN

HANNE SELNÆS

: gør en forskel på Mors Dag– støt Afrikas kvinder

: Mors Dag

sig det med en indsamlings-bøsse og støt Afrikas kvinder

Søndag den 13. maj er det Mors Dag ogdagen hvor IBIS og CARE Danmark sætterfokus på kvinder i Afrika. Meld dig somindsamler, gør en forskel og få en god op-levelse. Det var der rigtige mange, der fiksidste år.

“Jeg havde en rigtig god søndag, ogjeg fik næsten 1.800 kr. i indsamlings-bøssen. Et sted insisterede en pige på6 år på at finde pengene i sin spare-bøsse, da moren ingen havde. Så defandt nøglen frem og pigen lagde glad50 kr. i bøssen,” fortæller Hanne, ind-samler i København.

: meld dig som indsamler påwww.kvinderiafrika.dk eller tlf. 38 38 24 24

Er du forhindret den 13. maj, kan du hjælpe alligevel. Send en sms1220 med teksten kvinder, så donerer du 100 kr. til Afrikas kvinder.

Når pengene i familien er små, er det først ogfremmest pigernes skolegang, der er i fare-zonen.

Det får mange ghanesiske piger til at opsø-ge mænd, der kan skaffe dem, det de mangler– i bytte for sex. Det kan betyde en megettidlig seksuel debut – og risiko for både hiv,kønssygdomme og graviditet.

Men da de unge pigers sexliv er tabube-lagt, har hverken skole eller forældre ofte ikkefortalt dem om risikoen ved den seksuellebyttehandel.

“Vi siger til forældrene, at de skal hjælpederes døtre økonomisk. Men ofte kan de sletikke. Det er meget trist,” siger den kvindeligeskoleinspektør Catherina Angsomwine i byenBole i den nordvestlige del af Ghana, som pe-ger på problemet med pigernes forhold tilmænd med kontanter.

Angsomwine er oprigtig bekymret for pi-gerne. Hun støtter derfor det arbejde, somIBIS og en lokal organisation i området gørfor at oplyse de unge om hiv og aids – og harselv taget initiativ til at teste elevernes videnpå området, selvom det ikke ligger i læsepla-nerne.

Byen Bole, som Catherina Angsomwine un-derviser i, ligger tæt på grænsen til nabolan-det Elfenbenskysten, hvor hiv og aids er langtmere udbredt end i Ghana.

“I Bole er der kun få jobs. Derfor tagermange unge mænd og kvinder til grænsen el-

ler ind i Elfenbenskysten for at tjene penge.Når de vender hjem, har de to ting med i ba-gagen: materielle goder – og aids,” sukkerden kvindelige skoleinspektør.

Og pigerne – de har ofte også en gravidi-tet med i hatten.

Da vi senere tager til grænsen, hvor friskecashewnødder fra Elfenbenskysten fragtes påen flad pram over floden, sidder unge kvinderlangs den ghanesiske bred og sælger soda-vand og madvarer til de mænd, der laster ogfragter de store sække af cashew på de ven-tende lastbiler.

James Boronsum fra den lokale organisa-tion Papadev, som IBIS samarbejder med omaids-oplysning, bekræfter at det ikke kun erdrikkevarer, kiks og frugt kvinderne sælger,når mørket falder på her ved floden.

Kæmper mod overtro

Tilbage på skolen i Bole møder vi de eleveri 9.klasse, som udgør kernen i den aids-klub, de selv har taget initiativ til for atbekæmpe myter om aids blandt deres kam-merater:

En af de mest sejlivede myter om aids iGhana handler om overtro. Om troen på aten heksedoktor kan kaste en besværgelse opi luften og få den til at slå sig ned i en andenpersons krop, uanset hvor han eller hun be-finder sig. Hvis en person bliver syg af aids,

tror mange derfor at en heksedoktor har væ-ret på spil.

I denne del af landet, hvor befolkningen erfattigere og langt dårligere uddannet endlængere sydpå, trives myterne i særlig grad.De handler også om smitte gennem tandbør-ster og vaskesvampe – eller som den 18-åri-ge Aminanta fortæller med lav stemme og etgenert smil:

“Min veninde troede at et håndtryk var noktil at få aids. Så fortalte jeg hende, at det ikkeer farligt at give hånd, og at hiv kun kan spre-des gennem sex og direkte overførsel afblod.”

Hun er en af omkring 50 elever i 9. klasse,som har været på et intensivt 14 dages kur-sus om hiv/aids, IBIS har støttet. Siden hareleverne taget kampen mod myterne op. Nugår veninderne til Aminanta, når de vil vide,hvordan det egentlig hænger sammen medsygdommen, som særlig pigerne er i fare forat få.

Sikker sex fra start

Det er oplysningsaktiviteter som disse – ret-tet direkte mod de helt unge teenagepiger ogderes kvindelige lærere – den fælles CARE-IBIS landsindsamling blandt andet går til.

For selvom undervisningsministeriet i Ghanaallerede i 2003 besluttede at underviseskoleelever i forebyggelse af og viden om

04 GHANA PIGERS RETTIGHEDER

TEKST | FOTO HANNE SELNÆS

FOKUS

: sex giver skolepiger råd til bøger

I Ghana er særligt teenagepiger i fare for at få hiv.Derfor vil nogle af pengene fra CARE og IBIS’ landsind-samling søndag den 13. maj gå til at oplyse pigerne ogderes kvindelige lærere om risikoen for hiv-smitte, nårde dyrker sex

aids, så er det endnu ikke sket. Her fire år se-nere har ministeriet endnu ikke besluttet,hvordan det skal foregå.

Det kan altså kun gå for langsomt og i Ghanaer IBIS færdig med at vente. Sammen med enforening af kvindelige lærere og de 30 andrepartnere, IBIS samarbejder med på uddan-nelsesområdet i Ghana, går IBIS derfor iaktion.

Det bliver i området nær Elfenbenskysten, idet vidtstrakte distrikt East Gonja, i flygtnin-gelejren Buduburam, hvor 46.000 flygtningefra Liberia har deres hjem, og i byen Tamale,hvor aids-epidemien har allermest fart på.

Først og fremmest handler det om at fålært pigerne nødvendigheden af sikker sex al-lerede før deres seksuelle debut.

“Men vi håber også at få dem til at udsky-de deres seksuelle debut, da alt for mangedebuterer, før de er 15 år,” siger projektlederTijani Hamza.

“Desuden er det vigtigt, at pigerne be-grænser antallet af seksuelle partnere og in-sisterer på at bruge kondomer, når de harsex. Erfaringen viser nemlig, at det er lettereat holde sig til sikker sex, end det er at laveom på en risikabel adfærd, når den er blevettil en vane,” understreger han.

Målene skal nås ved at uddanne 30 IBISsamarbejdspartnere på uddannelsesområ-det, 300 kvindelige lærere og 3.000 pigerfra 7.-9. klasse. Desuden skal der laves radio-programmer på både engelsk og de lokalesprog, og kæmpestore oplysningsplakaterom hiv og aids bliver sat på synlige steder ide områder, IBIS arbejder i.

“Men det er især vigtigt, at projektet får etgodt tag i de kvindelige lærere, så de kanvære rollemodeller for de unge piger og fådem til at føle sig trygge nok til at tale ompersonlige ting som seksuelle forhold,” sigerTijani Hamza.

Gennemsnitslevealderen for mænd der harhiv/aids i Ghana er 35 år. For kvinder er den10 år kortere. Samtidig bliver langt flere kvin-der hiv-positive.

“Der er altså en helt klar skævhed, når detgælder køn. Ikke mindst fordi kvinder harmindre kontrol over deres eget liv – også nårdet kommer til seksuelle forhold. Det er deskævheder projektet også vil til livs,” slutterTijani Hamza. :

NR. 111 | 2007 GHANA PIGERS RETTIGHEDER 05

Prisen for den obligatoriske skoleuniform, kladde-hæfter og bøger bliver meget høj, hvis skolepigerdebuterer seksuelt for at skaffe sig de nødvendigeingredienser til en skolegang.

: unge kvinders kamp mod hiv/aids i Ghana

De er unge og sårbare og de er kvinder. De står i første række som ofre for den stigende udbredelse af hiv/aidsi det nordlige Ghana. Alligevel bliver de svigtet af både forældre, skole og lokalsamfund. Først og fremmest for-di skolerne næsten ikke tager spørgsmål om sex og reproduktiv sundhed med i undervisningen, og fordi sex ogsamliv er et stort tabuområde, som både forældre og skole vender ryggen til. Og det er et stort problem, nåren meget stor del af de unge piger har deres seksuelle debut, før de fylder 15 år. Derfor er de sårbare, og der-for rammer den stigende udbredelse af hiv/aids i det nordlige Ghana de unge piger og kvinder så hårdt.

IBIS’ projekt i det nordlige Ghana “Unge kvinders kamp mod hiv/aids” bryder med tavsheden omkring hiv/aidsog de unge piger. Projektet satser på at lave en særlig indsats i samarbejde med skolerne og lokalsamfund, såvidensniveau og opmærksomhed omkring hiv/aids kommer ind i undervisningen.

Projektet vil oplære 300 lærere, så de kan undervise i sex og reproduktiv sundhed og målet er at nå 3.000unge piger i de ældste klassetrin, så de forstår at tage vare på sig selv. 150 unge piger skal oplæres i en særligrolle som informanter, så de kan nå ud til yderligere flere unge piger, ligesom lokalsamfundet vil blive involve-ret i arbejdet med at skabe opmærksomhed omkring hiv/aids. (rj)

“Kvinder kan ikke snakke, og kvinder kan ikkeskrive, det var holdningen blandt mine mand-lige kolleger, da jeg startede som journalist.Jeg var den eneste kvinde på redaktionen ogskulle arbejde ti gange hårdere end minemandlige kolleger, for at bevise at jeg var godnok. Og finde mig i at få det halve i løn fordet samme arbejde,” fortæller Palmira Vel-asco, leder af AMCS, en organisation forkvinder i medier i Mozambique.

Kvinders deltagelse i demokratiet

“Mange kvinder har mænd, der nægter demat deltage, når der er valg. Andre skal havesin mands godkendelse, inden de stemmer.Andre igen føler ikke, at de har tid til at ståi den lange kø til valglokalerne, men tager imarken i stedet for at arbejde for føden.Der findes også krigsenkerne, som er bitrepå begge de to største partier, Frelimo ogRenamo, som kæmpede mod hinanden un-der borgerkrigene. Enkerne tror ikke, at detgør en forskel at stemme. Vi forsøger at nåud til disse kvinder, så de forstår vigtighe-den af at stemme og deltage i demokratiet,”uddyber Palmira.

Disse udfordringer er mest udpræget på lan-det, hvor de fleste kvinder er fattige og hver-ken kan læse eller skrive. Lokalradioen er eteffektivt redskab til at mobilisere kvinder tilat deltage og giver dem mulighed for at sigederes mening.

“Kvinder kan snakke, og kvinder kan lede,men det er vigtigt at møde dem på deresegne præmisser, på et sprog de forstår. Nårjeg interviewer kvinder i landsbyerne, tagerjeg traditionelt tøj på og ikke jeans. Jeg besø-ger dem i deres hjem, sætter mig på gulvet ogsnakker om vejret og prisen på tomater, indenjeg spørger til deres meninger og problemer ilokalsamfundet,” siger Palmira.

06 MOZAMBIQUE KVINDER OG MEDIER

TEKST | FOTO NINA BULL JØRGENSEN

FOKUS

: giv kvinderne en stemme

Hvordan skal det lykkes kvinder at blive hørt i et såmandsdomineret samfund som det mozambiquanske?Det prøver en medieorganisation, bestående af kvinde-lige journalister at finde en løsning på

Det giver selvtillid at blive hørt

Radio Muthiyana har etableret såkaldte lyt-tergrupper, hvor kvinder i området diskutererog ytrer deres meninger om temaer, som ervigtige i deres daglige liv. F.eks. mangel påvand, uddannelse, hiv/aids, diskriminationetc. Diskussionerne bliver optaget på båndog præsenteret for de lokale ledere, som såsvarer på kvindernes udtalelser via radioen.

“Det giver kvinderne selvtillid at blive hørt.Andre kvinder, som lytter til udsendelserne,bliver også motiveret til at deltage og ytrederes meninger. Og de ser, at kvinder ogsåkan være gode ledere og bidrage til at løselokale problemer,” siger Palmira.

“Kvinder, som står op klokken fire om mor-genen og går flere kilometer for at bære 20liter vand på hovedet til madlavning, tøjvaskog rengøring – de ved helt sikkert mere omvandhåndtering, og kan komme med flereideer til hvordan man kan løse problemermed vandmangel – end deres mænd, som gårdirekte til den lokale bar efter arbejdet.”

Palmira Velasco har selv oplevet, hvor vanskeligdet er for en kvinde i en mands verden at tagekontrol og beslutninger om sit eget liv. Hun varforlovet med en mand, som mente, at hun ikkeskulle arbejde som journalist, men i stedetskulle gå hjemme, lave mad og passe børn.

“Jeg forlod ikke journalistikken, men be-stemte mig i stedet for at forlade ham. Jeg vil-le kæmpe, ikke bare for mig selv, men også forat andre kvinder får lov til at deltage i sam-fundet på lige vilkår med mænd. Gennem me-dierne kan jeg formidle det, jeg brænder for,og jeg kan være med til at hjælpe andre kvin-der til at blive hørt. Det er vigtigere for migend at have en mand, som ikke giver sin kvin-de lov til at have en stemme.” :

NR. 111 | 2007 MOZAMBIQUE KVINDER OG MEDIER 07

: fakta

Muthiyana lokalradio har 23 frivillige journalister,teknikere osv.

Radioen dækker et område på ca. 100 km2, dvs. heleMaputo-provinsen og Maputo by.

Radiostationen har 16 lyttergrupper. Gruppernesstørrelse varierer mellem 40-120 medlemmer, altefter lokalområdets interesser og engagement.

AMCS (Associação Moçambicana de Mulheres naComunicação Social) er en mozambiquansk græs-rodsorganisation, der træner kvindelige journalister i,hvordan de dækker politiske valg og spreder informa-tion om demokratiske processer. AMCS har lokalra-diostationen Muthiyana, der er den eneste radiosta-tion i landet, der udelukkende drives af kvinder.

AMCS har base i hovedstaden Maputo. De er 4ansatte og har 150 medlemmer fra hele landet.Medlemmerne er kvinder, der arbejder på lokaleradiostationer og andre medier. De har ambitionerom at organisere samtlige kvinder, der arbejder medlokalmedier i Mozambique.

Målet med AMCS’ arbejde er at styrke kvindersstilling i samfundet og mobilisere flere kvinder til atdeltage i valgprocesserne, den politiske debat og iledelsen af den offentlige sektor.

: kvinder og rettigheder i Mozambique

Selv om Mozambique støt og roligt at har styrket sin demokratiske tradition, så gælder det stadigvæk, at denfattigste del af befolkningen er ude af stand til at gribe muligheder for at få indflydelse på deres eget liv.Mange stemmer til både lokale og nationale valg, men uden at de føler, at det har noget med dem selv at gøre.Især kvinderne er sat helt uden for indflydelse eller har blot marginal indflydelse. Ofte er mulighederne tilstede, men kvinderne mangler indsigt og forståelse for, hvordan de demokratiske processer fungerer, og hvil-ke rettigheder de har.

Støtten til AMCS og Muthiyana lokalradio er eksempler på, hvordan IBIS arbejder med “Kvinder og rettig-heder” i Mozambique.

Landsindsamlingen søndag den 13. maj går bl.a. til at uddanne, støtte og motivere mozambiquanske kvindertil at deltage i de demokratiske processer; sikre at de får den nødvendige opbakning og viden til at deltage idet offentlige liv, støtte dem i få indflydelse og kæmpe for deres egne rettigheder. (rj)

“Ghana har brug for at hæve sig over den fat-tigdom, der stadig præger landet, sikre rentvand til hele befolkningen og sørge for at pi-gernes skolegang sikres.” Ordene kommer fraBBC-journalisten Peter Biles, som jeg så på tvaftenen før. Næste morgen sidder han lysle-vende bøjet over en satellitsender på græs-plænen foran min hoteldør i Tamale i det

nordlige Ghana. Mens vi udveksler visitkort,benytter jeg lejligheden til at spørge om hansvurdering af Ghana netop nu i lyset af jubilæ-umsfestlighederne.

Samtidigt med at man på tv kan se, at ho-vedstaden Accra står på den anden ende i etbrus af flag, bannere og farver, og fuld trut påjubilæumstrompeten, så er det et mere be-skedent indtryk, jubilæumsfestlighedernegør her ude på landet mellem Tamale og Bol-gatanga. Det ligner en hverdag som så mange

andre. Tungt læsset lastbiler slæber sig henad landevejen mod Burkina Fasso. Det mest iøjenfaldende er, at de mange skilte for krist-ne menigheder ikke længere står alene, mentæt i mellem de muslimske moskeer, og signa-ler at Ghana er et religiøst, meget sammensatland. Det eneste, der synes at adskille dennedag fra så mange andre er, at skolebørnene erpå vej – ikke til skole, men til jubilæumspara-den på den kommunale sportsplads i Bolga-tanga.

TEKST | FOTO RENÉ JACOBSEN

08 GHANA UAFHÆNGIGHED FOKUS

: Ghana fejrer 50 års uafhængighed

Den 6. marts fejrede Ghana, at det er 50 år siden, at landet opnåede uafhængighed.I det nordlige Ghana er det først og fremmest skolebørnene og de unge der marke-rer dagen

“Ghana is free”

Og her sker der noget. Tusindvis af især sko-lebørn og unge mennesker er samlet omkringsportspladsen. Et mylder af mennesker medflag i hånden eller svøbt omkring kroppene,og de nationale farver rød, gul og grøn kon-kurrerer med skoleuniformernes farvepalet afgule, brune, lilla og pink farver. Ind i mellemgjalder råbet “Ghana is free” som en ung-dommelig tilkendegivelse af, at Ghana for 50år siden løsrev sig fra britisk overherredøm-me og tog ansvaret for egen udvikling. Ikkenogen helt nem opgave – hverken dengangeller nu. Et forhold som et af optogene gav etsymbolsk og helt bogstaveligt udtryk. Enmand kun iklædt underbukser og malet overhele kroppen i de ghanesiske farver “trak” enstor lastbil fyldt med begejstrede deltagerhen ad vejen.

Inde på sportspladsen er paraden i fuld

gang. Den ene skole efter den anden marche-rer det bedste, de har lært. Jeg er ikke fri forat være lidt skuffet. Bortset fra farveorgiet afskoleuniformer, så går alle eleverne i enmarchtakt, der er det gamle Østeuropa vær-dig. Jubilæumsfestlighederne synes ikke atvære kroppenes fest, som her er låst i stiveformelle bevægelser. Til gengæld afspejlerelevernes ansigter dyb koncentration, og enalvor der først bliver til grin og fnis, når para-den går i opløsning ved sportspladsens ud-gang.

Højtideligt eller festligt?

Nogle dage senere overværer jeg de sidsterester af en begravelsesfest. Her er der liv,dans, sang og dunkende trommer. Måske erdet bare afrikanernes måde at vende op ogned på alting, der forvirrer mig. Når der erjubilæum, så er det højtideligt og formelt, når

der er begravelse, så er det fest og frisættel-se. Eller også er det bare mig, der ikke forstår,hvad der foregår.

Selv om entusiasmen i dag ikke helt klingerpå samme måde som i 1957, da befrielsesbe-vægelsens leder og kommende præsident,Kwame Nkrumah udråbte Ghanas uafhængig-hed, så rammer jubilæumsfestlighederne alli-gevel en fin klang. Ghana er på vej ind i enstabil udvikling, og selv om BBC-journalistenPeter Biles ord står til troende, så er Ghanapå vej. Efter 10 dages rundrejse i Ghana ogmange interviews, kan jeg konstatere, at deghanesiske kvinder udgør et stort potentialefor at bringe Ghana de nødvendige skridt vi-dere. Kvinderne har viljen, de har ambitioner-ne, og de anerkendes af mange, som dem derer bedst til at reducere fattigdommen. Får demulighederne for en mere fremtrædende rol-le, så har Ghana fat i den lange ende. :

NR. 111 | 2007 GHANA UAFHÆNGIGHED 09

Aids-bølgen kunne vendes, hvis alle brugte kondom.Men selv de, der kan skaffe et kondom, lader det ofteligge i lommen – både i Danmark og i det sydlige Afrika

10 GLOBALT HIV/AIDS

TEKST GITTE JAKOBSENFOTO CECILIA BERMÚDEZ HORSTEN

TONY FIGUERAGITTE JAKOBSEN

FOKUS

Hvorfor bruger de ikke bare kondomer?Spørgsmålet er enkelt at stille og kompliceretat besvare. For det er rigtigt, at hvis alle sek-suelt aktive brugte kondomer, ville det snartvære slut med at dø af aids og blive steril afklamydia.

Men virkeligheden ser anderledes ud. Un-dersøgelser i Danmark afslører, at unge men-nesker i stigende grad vælger kondomet fra,og at antallet af tilfælde med klamydia ellerandre seksuelt overførte sygdomme er sti-gende.

På verdensplan har de store aids-kampag-ner ikke formået at vende aids-epidemien, ogifølge den seneste opgørelse fra UNAIDS le-ver idag næsten 40 mio. mennesker med hiv.De fleste kampagner fokuserer på kondom-brug, men problemet i fattige lande er ofte,at kondomer ganske enkelt ikke er tilgænge-lige.

Ifølge forsker Helen Rees, fra Witwaters-rand Universitetet i Johannesburg, har verdenbrug for 24 mia. kondomer om året. Det er15 mia. flere, end der produceres i dag.

“I Afrika, som er hårdest ramt af aids, er dertre kondomer til rådighed for hver mand [om

året/red]. Det er for lidt i et samfund, hvorde færreste mænd er monogame,” forklarerHelen Rees.

Selv hvor man let kan få fat i et kondom,er det ikke sikkert, det bliver brugt. I Dan-mark er usikker sex hvert år årsag til døds-fald, sterilitet og tusindvis af hospitalsind-læggelser. Ifølge en rapport, som StatensInstitut for Folkesundhed sidste år udarbej-dede for sundhedsstyrelsen 1, dør omkring300 danskere om året som følge af usikkersex. Blandt kvinder er det primært livmo-derhalskræft, der er dødsårsag, og blandtmænd er det primært aids. Økonomisk be-tyder usikker sex et årligt merforbrug isundhedsvæsenet på 283 mio. kr. og etproduktionstab på 576 mio. kr.

På globalt plan blev 4,3 mio. mennesker i2006 smittet med hiv, og UNAIDS udtryk-ker i sin årlige rapport bekymring for, omudviklingen kan vendes inden for en over-skuelig fremtid. Blandt de mange nedslåen-de nyheder er, at lande, der tidligere varbegyndt at få styr på epidemien, nu ople-ver en genopblusning af nye tilfælde. Detgælder for eksempel Uganda og Thailand,

men de samme tendens ses også i USA ogVesteuropa.

Værst ser det ud i det sydlige Afrika, hvoren tredjedel af verdens hiv-smittede bor. Bloti Sydafrika er der 5,5 mio. smittede, menlangt fra alle ved det selv. Ifølge en undersø-gelse fra 2005 er 2 mio. af Sydafrikas hiv-positive ikke klar over, de har hiv, og derforikke opmærksomme på, at de kan smitteandre.

Skadelige aids-kampagner

Den traditionelle aids-oplysning har haftsvært ved at finde budskaber, som folk kanidentificere sig med. Kondomer bliver promo-veret til udenomsægteskabelige relationer,men de fleste nysmittede i det sydlige Afrikaer unge kvinder, der tit ikke er i stand til atforhandle sikker sex med deres ofte ældrepartnere. Og et fast forhold er ingen garantimod hiv-smitte. Det viser historien om VickyBam i Namibia:

“Fordi jeg var gift, følte jeg mig sikker, og dajeg endelig fandt ud af, at også gifte kvinderkan blive smittet med hiv, var det for sent,”fortæller Vicky Bam, der blev testet hiv-posi-

: hvorfor bruger de ikke bare kondomer?

tiv, da hun var gravid med sit tredje barn.Hendes mand nægtede at lade sig teste oganklagede Vicky for at have bragt sygdom-men ind i familien. Efter et år lod han sig alli-gevel teste, og da han fik at vide, han var hiv-positiv, begik han selvmord. Et halvt år efterdøde Vicky Bams baby af en aids-relateretsygdom.

Vicky havde fulgt de to første bud i dentraditionelle aids-forebyggelse: ABC – Ab-stain (vær afholdende), Be faithful (vær tro),Condomise (brug kondom). Hun havde ikkehaft sex, før hun mødte sin mand, hun havdeikke forhold uden for ægteskabet, og alligevelblev hun smittet.

Nogle mener, at ABC-kampagnerne hargjort mere skade end gavn. Blandt andet Da-vid Lush fra IBIS regionale hiv/aids-program idet sydlige Afrika, der betegner de traditio-nelle aids-kampagner som ‘falsk godgøren-hed’. De har ikke haft den store forebyggen-de effekt, men har været meget destruktive ideres marginalisering af mennesker, der levermed hiv.

“Aids-kampagnerne har gjort menneskermed hiv til ofre, og som sådan er vi blevet fra-taget vores handlekraft,” forklarer DavidLush, der i mange år har været åben om sinegen hiv-status.

David Lush sammenligner de fejlslagneaids-kampagner med ‘sparekassepædago-gik’, et begreb introduceret af den brasilian-ske pædagog Paulo Freire (1921-1997) ibogen De undertryktes pædagogik. Spare-kassepædagogikken ser modtageren afbudskaberne som en tom beholder, der kanfyldes med viden.

Paulo Freire og aids-oplysning

Freire taler i stedet for den ‘frigørende pæda-gogik’, som går ud på at arbejde mod nye er-

kendelser i et ligeværdigt forhold. Pædago-gikken tager udgangspunkt i de mennesker,det handler om, og det er den samme konklu-sion, IBIS i det sydlige Afrika er nået frem til.I stedet for de traditionelle, pegefinger-løf-tende aids-kampagner, begyndte man et heltandet sted. Nemlig med de ansatte, der alleopfordres til at tage stilling til hiv og aids ideres eget liv med en metode, der kaldes‘inside-out’.

“Ved at forholde os til hiv og aids i voreseget liv og organisation, baner vi vej for at in-volvere de mennesker, der bliver direkte be-rørt, og så er der ikke længere tale om godgø-renhed, men om solidaritet,” siger David Lush.

Selv var han den første åbent hiv-positive,der blev ansat i IBIS’ hiv/aids-program. I dager de tre med Vicky Bam som den sidst an-komne.

“IBIS er den eneste organisation, jeg ken-der, der arbejder på denne måde,” fortællerDavid Lush, der gerne deler sine egne hiv-er-faringer med andre. Ved selv at stå frem somhiv-positive kan de ansatte være med til atbekæmpe stigmatisering og genopbyggeselvrespekten blandt mennesker, der levermed hiv og aids.

Hiv-positives engagement i aids-oplysnin-gen er blevet muliggjort med den gratis ad-gang til livsforlængende medicin og et be-grundet håb om et langt og aktivt liv. Flere ogflere lader sig teste, og det har vist sig, atfolk, der kender deres hiv-status, er mere til-bøjelige til at prioritere sikker sex end andre.Forebyggelse handler således også om test-forløb og livsforlængende medicin.

Men selvom mulighederne for behandlinger blevet klart forbedret, er der ikke kø vedtestcentrene, sådan som IBIS og andre hav-de håbet på. Stigmatisering og angst sessom en væsentlig forklaring, og også på

dette område ligner vi hinanden på tværs afkontinenterne.

Ifølge Sex og Samfund oplever hiv-smitte-de i Danmark ofte at blive diskrimineret ogstigmatiseret, og organisationen kender ek-sempler på, at smittede har undladt at ladesig teste eller at søge behandling af frygt foromverdenens foragt og fordømmelse.

15 mia. kondomer mangler der på verdens-plan. Men kondomer er kun en lille del af etstort og kompliceret svar på, hvordan vi for-hindrer hiv i at brede sig. :

1. Hele rapporten på 346 sider kan læses på: www.si-folkesundhed.dk/upload/risikofaktorer.pdf

NR. 111 | 2007 GLOBALT HIV/AIDS 11

12 PERU SKOLEN I REGNSKOVEN FOKUS

Læreren har skrevet TE-LE-FON på tavlen iden lille skole i lokalsamfundet San José vedfloden Corrientes dybt inde i det peruanskeamazonas. Florecinta prøver, så godt hun kan,at kopiere læreren og skriver langsomt ogomhyggeligt i sit kladdehæfte.

Men hun skriver ordet bagfra, startendemed N og derefter O. Hun skriver ikke, huntegner ordet. Selvom Florecinta er 10 år oghar gået i skolen i fem år, forstår hun stadigikke, hvad det betyder at skrive et ord. Måskefordi hun kun taler achuar og ikke forstår,hvad læreren siger. Måske fordi hun ikke for-står, hvad en telefon er, fordi der ingen tele-foner er i achuarernes lokalsamfund.

Under alle omstændigheder lærer hun –

og hundredevis af andre børn i Rio Corrien-tes – stort set ingenting, selvom de går i sko-le hver dag. For undervisningen har intet medbørnenes virkelighed at gøre.

IBIS rejste sidste år rundt blandt Rio Corri-entes 25 achuar-landsbyer for at forberededette års Hele Verden i Skole projekt. Vi hav-de forventet, at det stod skidt til med under-visningen. Men det, der ventede os, var alli-gevel forbavsende. Det var en lang rejse ielendig uddannelse.

Spildte dage i skolen

I skolen i lokalsamfundet Peruanito, et stykkeop ad floden fra San José, hersker der kaos.Læreren Segundo Cachique løber frem og til-bage mellem tre klasseværelser, hvor børneneer fordelt. Cachique forsøger at lære de æld-ste elever brøkregning ved hjælp af en cirkel,

han har tegnet på tavlen. Der er uanede mu-ligheder for at tage junglens omgivelser ibrug for at lære børnene brøkregning, menlæreren tegner videre på sin cirkel, mens bør-nene er ved at falde i søvn.

I et af de andre lokaler løber de små eleverrundt og leger med en stor skrubtudse, derhar forvildet sig ind i lokalet. De skulle ellershave lært at stave, men når læreren er ude afaf syne, går det hele i opløsning. IBIS’ uddan-nelsesrådgiver Jette Luna kigger målløs på.

“Det er tragisk, det her,” siger hun. Klokken tolv er skoledagen forbi, og vi for-

nemmer, at endnu en dag er spildt i skolen.

Tragikomiske skolebøger

Den er ikke kun gal med lærernes metoder.Undervisningsmaterialet er tragikomisk. Derer meget få bøger i lokalsamfundene, slidte og

: rejse i rædselsundervisning

En rejse rundt på skoler-ne i amazonområdet RioCorrientes i Peru er enrejse i forfejlet undervis-ning. De indianske achuar-børn får en undervisning,de i bedste fald ikke kanbruge til noget, og i værs-te fald er med til at ud-slette deres kultur

TEKST RUNE GEERTSENFOTO RUNE GEERTSEN, MARIE KIRSTINE HUSUM

NR. 111 | 2007 PERU HELE VERDEN I SKOLE 13

årtier gamle. Et par af skolerne har dog fåetnye bøger, skoletasker og stole og borde. Ikkeaf undervisningsministeriet, men af olieselska-bet Pluspetrol. Når et lokalsamfund skal hol-des fra at klage over olieforurening, dukkerselskabets mænd op med et par symbolskegaver i form af møbler eller skolebøger.

Bøgerne er skrevet for børn i storbyen,med tegninger af velfriserede storbybørn ogderes problemer. De har ikke det fjernestemed regnskoven eller achuar-folket at gøre.Bøgerne belærer f.eks børnene om, at de skalpasse på naturen og drikkevandet: “Vand eret livsvigtigt element for livet. Vi bør undgåat forurene det for vores helbreds skyld ogfor planterne og dyrenes liv.”

Olieselskabet, som har givet bøgerne tilachuaerne, kunne have haft godt af at læsedem selv – gennem 30 år har de forurenet flo-derne, achuaernes eneste kilde til vand. Dethar de gjort ved at hælde over en million literspildevand direkte ud i floden – om dagen.

Hver dag mangler der børn i skolen, fortællerlærerne. De ligger derhjemme med diarré ogmavesmerter. Da vi besøgte landsbyen Perua-nito, sad den 9-årige Dianna Sakirey under ettæppe og rystede med feber og diarré. Hunhavde ikke været i skole i en uge. Faren sagde,at hun havde drukket vandet fra floden.

Det virker som om olieselskabet er de ene-ste, der interesser sig bare en smule forachuar-folket i Rio Corrientes.

“Vi får intet fra undervisningsministeriet,”fortæller en lærer. “Det er som om, de har

glemt os. Den eneste hjælp vi får er fra lacompania, olieselskabet.”

Flere af skolerne i Rio Corrientes har en lil-le messingplade på muren, hvorpå der står:Doneret af Pluspetrol.

Mange af mændene i achauar-landsbyernetager arbejde hos selskabet for at tjene pen-ge til familien. De bliver hyret til at hugge denskov ned, deres børn skal leve af i fremtidenfor at give plads til nye olieledninger. Mæn-dene begynder at tale spansk derhjemme,som de gør hos la compania, og achuar-sproget går tabt.

Holder børnene hjemme

For IBIS’ udsendte var turene gennem regn-skoven, det levende kaos af grønt liv der ud-gør verdens største økosystem, imponerende– og deprimerende. De indianske achuar-børn får en undervisning, der i bedste faldikke kan bruge til noget, og i værste fald ermed til at udslette deres kultur og traditionfor at passe på dette unikke sted. Derfor gen-nemfører kun 40 procent af børnene de seksårs grundskole.

I et af de sidste lokalsamfund vi besøger påvores rejse, møder vi en far, hvis ord bliverhængende længe efter. Han fortæller os, athan sørger for, at alle hans fem børn går iskole regelmæssigt.

“Men engang imellem holder jeg demhjemme,” sagde han. “Så tager de med mig iskoven eller ud at fiske, for de skal jo ogsålære noget...” :

En god skole for achuarbørnene er – som for alle an-dre børn i verden – en skole, der medvirker til at op-bygge deres selvtillid, giver dem lyst til at lære nyeting, være nysgerrige og stille spørgsmål.

Børnene bør fra den allerførste dag opleve, at skolener et sted, hvor de kan gøre brug af de erfaringer, dehar gjort sig i livet, inden de startede i skole. Under-visningen bør tage udgangspunkt i netop disse erfa-ringer og bygge videre på dem – samtidig med at nyviden bliver hægtet på.

Den skole, achuar-børnene går i nu, lever langt fra optil dette billede. De fleste af lærerne kommer fra byerlangt fra achuarnes lokalsamfund – uden kendskab tilachuarnes kultur eller sprog. De taler udelukkendespansk og har generelt ikke høje forventninger tilbørnene.

De har brug for efteruddannelse, så de ved hvordanbørnene får mulighed for at være aktive – for aktivebørn lærer bedst. De skal flytte en del af undervisnin-gen ud af klasseværelserne, så nye ord og begreberhægtes på konkrete oplevelser. Børnene skal havemulighed for at bruge og udbygge den viden, de al-lerede har om det omgivende miljø.

Forældres opbakning er vigtig, og for at få den skalde inddrages. Det er sammen med dem, ‘den godeskole’ skal defineres og udvikles. Hvis børnene ogforældrene oplever, at det børnene lærer i skolen ikkekan bruges til noget, smulder argumentet om, at deter vigtigt at gå i skole, og børnene dropper ud.

Det er denne udfordring projektet “Skolen i Regn-skoven – Undervisning for Livet” har taget op medfølgende elementer:

•

•

•

: skolen i regnskoven TEKST JETTE LUNAUddannelsesrådgiver for IBIS i Sydamerika

Gennem tosproget interkulturel undervisning bli-ver achuar-skolerne til et sted, hvor 1.500 eleverlærer at passe på deres natur og omgivelser ogudvikle deres landsby hen mod bedre levestan-dard.

15 unge achuarer vil blive uddannet som skolelæ-rere og 45 lærerne i Rio Corrientes vil få tilbudtefteruddannelse.

Udvikling af undervisningsmaterialer og læsepla-ner som tager udgangspunkt i achuar-indianernevirkelighed i Rio Corrientes, Perus regnskov.

“Hvad”, sagde Peter. “Har jeg vundet?” Hanforstod ikke helt, hvad manden i det blå tøjsagde. Den blå mand nikkede. Du har vundet.Du skal være KONGE FOR EN UGE!

Sådan starter historien Konge for en uge afJens Kovsted, som er én af de fantastiske for-tællinger i LæseRaketten. Hovedpersonen Pe-ter skal styre landet i en uge, fordi kongenskal på ferie. Men han er ikke god til at regneog læse. Derfor bliver Peter flere gange snydtaf den onde Hr. Kantstød, som også bor påslottet. Gennem dette magiske univers bliverlæring og skolegang sat på dagsorden. Læse-bogen indeholder også mere faktuelle

historier om børns (manglende) skolegangrundt omkring i verden og lægger op til un-dervisning og debat i klassen om emnet.

Retten til uddannelse

At gå i skole er nemlig ikke en selvfølgelighedalle steder i verden, selv om alle børn har rettil uddannelse af god kvalitet. Der er stadig80 millioner børn i verden, som aldrig harlært at læse eller skrive. Når de danske skole-lever deltager i kampagnen ved at læse bo-gen LæseRaketten, gør de det, som mangemillioner børn ikke kan; nemlig at læse. Læse-Raketten er en central del af IBIS’ uddannel-seskampagne Hele Verden i Skole, og måletmed kampagnen er netop at sætte retten tiluddannelse på dagsordenen.

Læseuniverser

Med affyring af LæseRaketten den 30. martsbliver danske skoleelever lukket ind i en ræk-ke nye og spændende universer, som udoverat give børnene en god læseoplevelse, ogsåer med til at sætte perspektiv på deres for-ståelse af skole og uddannelse. Den byder påhistorier skrevet af kendte børne- og ung-domsforfatterne som Josefine Ottesen, Ceci-lie Eken, Bent Faurby, Jens Kovsted, KennethBøgh Andersen og Dorte Roholte.

En Sikker Vinder

Med LæseRaketten følger også en handlemu-lighed for lærere og elever. De kan deltage idette års indsamling ved at sælge lodsedler el-ler på anden vis samle ind til projektet “Skoleni Regnskoven” i Peru. Projektet skal sørge for

en bedre skole med en undervisning, som bør-nene i regnskoven kan bruge til noget. Samti-dig kan skoleeleverne i Danmark vinde præmi-er, når de indsamler. De elever, der får samletmest ind, og de elever, der finder på den mestfantasifulde indsamlingsidé, bliver præmieret.

Aktionsugen

Men at være med i indsamlingen er ikke deneneste handlemulighed. Skoleelever og lære-re kan også deltage i den globale aktivitets-uge. Sammen med millioner af andre børn ogvoksne rundt omkring i verden går skoleele-ver og lærere sammen for at tage hinanden ihånden og danne én lang fælles kæde. Denskal symbolisere, at først når vi står sammen,når vi målet om skolegang til alle. Der vil ogsåblive arrangeret menneske-kæder rundt om-kring i Danmark – bl.a. på ChristiansborgSlotsplads. Forhåbentlig vil pressen og man-ge af Folketingets politikere kigge forbi ognyde synet af Danmarks børn og unge, derstår sammen for at nå målet.

De ansvarlige

IBIS vil herefter sørge for, at både den danskestatsminister Anders Fogh Rasmussen og for-kvinden for EU, den tyske kansler AngelaMerkel, får at vide, at tusindvis af danskebørn ikke vil acceptere, at deres venner i Afri-ka, Latinamerika og andre steder ikke kommeri skole. Millioner af børn over hele verden vilgøre det samme. Efter aktionsugen vil foto-grafier og beskrivelser fra menneske-kædernefra hele verden blive præsenteret for de an-svarlige politikere verden over. :

14 GLOBALT HELE VERDEN I SKOLE

TEKST OLIVIA KRUSE

FOKUS

: magisk læsebogDen 30. marts vil hver tredje skoleelev i Danmark siddemed den nye læsebog LæseRaketten i hænderne.LæseRaketten er en vigtig del af Hele Verden i Skolekampagnen, da den sætter børns ret til uddannelse påskoleskemaet. Samtidig byder den eleverne inden for iet magisk univers

: vigtige datoer

16. marts – 15. maj: Indsamling

30. marts: LæseRaketten affyres rundtomkring i landet

23 – 29. april: Aktionsuge

27. april: Menneske-kæde

1. Juni: Vinderne af lotteriet 'En Sikkervinder' offentliggøres på www.heleverden-iskole.dk

I alt 1090 skoler deltager i Hele Verden ISkole kampagnen 2007.

NR. 111 | 2007 DANMARK AKTIVITETER 15

: bliv frivillig i IBIS

Kom og få en introduktion til de forskelligeprojekter og aktiviteter, som IBIS’ medlem-mer arbejder med. Det kan være, det ernoget for dig! Mød repræsentanter fra med-lemsgrupperne og tidligere praktikanter.

Tid: 11. april, kl. 19.00Sted: Kulturhuset Blågården, Blågårdsplads, 2200 København N

Haves : 25 mio. aids-ramte – Mangler : flere sygeplejersker

Aids-katastrofen i verden er så ekstraordinær, at det kræver en ekstraordinær indsats. DerforHumor mod Aids.

Vi rusker kærligt op i danskernes resignation overfor aids-epidemien med humoren som spyd-spids og øjenåbner. Humor mod Aids gør ikke grin med hiv-smittede og aids-ramte, men sættervores eget potentiale for at gøre meget mere for at afhjælpe aids-epidemien i et nyt perspektiv.

Vi tror på, at det gavner at grine sammen, så derfor maler vi byen rød i dagene op til d. 1 aprilog spreder en god stemning - mens vi uddeler røde næser og samler ind til at uddanne fleresygeplejersker i Afrika.

IBIS, AIDS-Fondet og Folkekirkens Nødhjælp står bag Humor mod Aids, og i år er Dansk Sy-geplejeråd og Sygeplejestuderendes Landssammenslutning med til at skabe opmærksomhedom den store mangel på uddannet personale i specielt Afrika.

Læs, hvad der sker i en by nær dig, og hør telefonfis på www.humormodaids.dk

1. maj: Kvinder i Afrika

Traditionen tro mødes IBIS’ medlemmer ogansatte d. 1. maj i Fælledparken i København.I år sætter vi sammen med CARE Danmarkfokus på kvinder i Afrika og vores fælleslandsindsamling. Du kan finde os blandt soli-daritetsteltene. Kom og få en sludder med osog drik et par forårsøl!

: medlemstræf i IBIS, lørdag den 28. april

Som medlem i IBIS har du forskellige mulig-heder for at udfolde dig. Vi inviterer dig tilMedlemstræf, hvor du kan møde en masseandre IBIS medlemmer, der er engageret iarbejdet både i Syd og i Nord.

Medlemstræffet giver rig mulighed for – for-melt og uformelt at diskutere emner af rele-vans for dig, IBIS og vores arbejde. Du kanbl.a. møde medlemssekretærerne, Styrelses-

repræsentanter og andre, der er involveret ikampagnearbejdet.

Programmet består bl.a. af oplæg fra IBIS’Styrelse og diskussion om den ny med-lemsstrategi samt præsentationer af‘Make Poverty History’ kampagnen,Operation Dagsværk-projektet i Boliviaog uddannelseskampagnen Hele Verden iSkole 2007.

Hold øje med www.ibis.dk/medlemsforum ogvores e-nyhedsbrev IBIS-Posten, som du kanabonnere på via hjemmesiden.

Medlemstræffet finder sted lørdag den 28.april kl. 11.00–18.00 i København.

Meld dig til hos Bodil Trier på bt@ibis.dk

eller 35 20 05 49, så modtager du det

endelige program.

: Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliserings-gruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen :Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelses-gruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerika-gruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikant-netværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen :EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsind-samlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen :Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen :Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket :Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen :Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen :Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen: EPAgruppen : Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsind-samlingsgruppen : Praktikantnetværket : Uddannelsesgruppen :Globaliseringsgruppen : EPAgruppen : Latinamerikagruppen :Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen : Praktikantnetværket :Uddannelsesgruppen : Globaliseringsgruppen : EPAgruppen :Latinamerikagruppen : Afrikagruppen : Landsindsamlingsgruppen :

Det er også min Mors Dag den 13. maj

Afsenderadresse:

PortoServicePostboks 94909490 Pandrup

ID:46452MAGASINPOST

RETURNERES TIL AFSENDER VED VARIG ADRESSEÆNDRING

: hjælp Afrikas kvinder

Meld dig som indsamler søndag den 13. maj på

www.kvinderiafrika.dk eller tlf. 38 38 24 24

Er du forhindret den 13. maj, kan du hjælpealligevel. Send en sms 1220 med tekstenkvinder, så donerer du 100 kr. til Afrikaskvinder.