FLENSBORG AVIS — Mandag 10. september 2007 — 6KULTUR

Sønderjyllands Symfoniorkester med chefdirigent Vladimir Ziva i spidsen modtager det afsluttende bifald. (Foto: Thomas J. Wiltrup)

Yana (Sabine Unger, til venstre) får vristet manden fra Helen (IngeborgLosch).Ved sofaen står flasken med mi-neralvand, som kvinderne tømmer medstønnende lyde. (Foto: Landestheater)

Anmeldelse. Esther Vilarer blevet taget til nåde iTyskland. Fra sit eksil iSchweiz klæder hunkvinden af på en måde,som manden måske ikkeer vant til at se hende.Landestheater havde iweekenden en vellykketpremiere på »Eifersucht«.

RENDSBORG. Den åh så efter-tragtede mand, Lazlo, er slet ikketil stede i Esther Vilars »Eifer-Sucht«. Han er reduceret til enflaske mineralvand, som de trekvindelige medvirkende tyller isig med lidenskabelige lyde.

Her handler det om tre kvin-der, der kæmper om den sammemand, og så kommer der mangeartigheder frem.

Vi skal som sædvanlig ikkeødelægge spændingen for de afvore læsere, der måtte blive fristet til at se dette fremragendestykke teater. Men skal blot fast-slå, at det ordspil, der ligger i dettyske ord for jalousi, Eifersucht -altså en »Sucht«, en afhængighedeller en sygelig lyst til noget - eren af de afgørende pointer i styk-ket.

Landestheater har tre genera-tioner af kvindelige skuespillerepå scenen: Ingeborg Losch somden midaldrende kvinde, Helen,der må afgive sin mand, Lazlo, tilden yngre Yana spillet af SabineUnger. Trekanten bliver kompletmed den endnu yngre studerende

Iris spilet af Lieko Schulze.Den første fax tikker ind hos

Helen. I faxen gør Yana krav påHelens mand, og da det endeligebevis på Lazlos kærlighed til Ya-

na fremlægges, bøjer Helen sig -hun er jo trods alt jurist. Hunkagler endda, da hun snupperden første fax ud af apparatet.

Der er høns på scenen.

Men det bliver ikke udensværdslag, at Helen bider neder-laget i sig og må ned i gulvet.Regnestykket gøres op: Når nuLazlo er 15 år ældre end Yana,må Yana først trække mændeneslavere gennemsnitslevealder frasin egen og dernæst modregnemandens impotens, der forment-lig vil indtræffe ti år før døden.Facit er altså, at Yana må regnemed at skulle leve 32 år i ufrivil-ligt cølibat. Påpeger Helen i sitregnestykke, der også sendes afsted med fax. Med andre ord:Lev dog livet, mens I har mæn-dene, damer!

Yana svarer tilbage. For kvin-derne bevæger sig rundt mellemhinanden på scenen, men sidder ivirkeligheden i deres egne lejlig-heder, og al kommunikation skerpr. fax. Skiftevis læser de tokombattanter deres egne ogmodpartens angreb, trusler ogydmygelser op.

Banalt ja - lige indtil nummertre dukker op og snupper man-den fra nummer to, hvorefternummer ét, Helen, i sin triumfkan gentages mange af de replik-ker, hun selv fik smidt i hovedetaf Yana, da hun blev forsmået.

Men det er ikke manden, dersætter kvinderne ud på et side-spor her. Det sørger kvinderneselv for med deres opportunisme,forløjethed og intriger.

Schwarzer lagde niveauetMange vil sikkert kunne huske,at Esther Vilar blev røget ud afTyskland efter at have sagt selve-ste rødstrømpe-oraklet AliceSchwarzer imod.

Schwarzer lagde under en tv-

optræden i 1975 niveauet for sinefterfølgende gøren og laden vedat kalde Esther Vilar for »en fa-scist«.Vilar havde nemlig i sinbog, »Der dressierte Mann«, til-ladt sig at mene, at det industri-aliserede samfund ikke åbnedefor kvindeundertrykkelse, men ilangt højere grad for en under-trykkelse af manden.

Esther Vilar flygtede tilSchweiz. Den lange tyske tradi-tion for anderledes tænkende,der gik i eksil, var endnu ikke af-sluttet.

Frihed og ufrihedTemaet i det lette og provokeren-de stykke er mere end blot for-holdet mand-kvinde. Det er i vir-keligheden også skismaet mellemfrihed og ufrihed.

»EiferSucht« er udkommet somroman (Lübbe Verlag, 1999) og ermåske nok lige lovlig tynd til atkunne bære denne genre. Men idramatiseret form på en intim-scene er den provokerende oghumoristiske facon perfekt.

Der var ikke en stol ledig vedpremieren i Rendsborg Teater, ogde tre skuespillere høstede etvelfortjent bifald.

Schleswig-Holsteinisches Lan-destheater: EiferSucht - Dra-ma für drei Faxmaschinen (afEsther Vilar). Premiere påRendsborg Teater. Kommer tilSlesvig Teater på onsdag og tilFlensborg Teater den 22. sep-tember.

Hans Chr. Davidsen

Høns påscenen

Anmeldelse. Der var kunkortvarig panik, da denprogramsatte GrigorijSokolov måtte melde sigsyg kun to dage før Søn-derjyllands Symfoniorke-sters sæsonåbningskon-certer. Oleg Marshevtrådte lynhurtigt til.

FLENSBORG. - Hold da op, hvorvar vi på den i onsdags, fortællerviolinist Peter Fievé i pausen.

- Sokolov meldte sig syg ud pådagen. Så var det heldigt, derkunne fyres op under Oleg Mars-hev med så ultrakort varsel, mender var ingen vaklen i geledder-ne, og så måtte vi ellers øve!

Forklaringen er den, at Klaver-koncert nr. 3, C-dur, opus 26 afProkofiev (1891-1953) giver mu-sikerne væsentlig mere sved på

panden, end den oprindeligt pro-gramsatte koncert nr. 1 ville havegivet. Ikke alene skulle man øvepå noget helt nyt kun to dage føråbningen, men stemmerne er og-så væsentligt sværere.

Publikum var heller ikke kedeaf det, for 3. klaverkoncert er denmest populære af de to, og den erdobbelt så lang.

Oleg Marshev er en fremragen-de pianist, og at han elsker atspille med et stort og så godt or-kester, som Sønderjyllands Sym-foniorkester endnu en gang vistesig at være, fremgår tydeligt afhans mimik, der veksler mellemdyb alvor i de stille passager tilsmil ud til medspillerne, når manhar overstået en passage medmere knald på.

Og det er der i særdeleshed heri Prokofiev. Man får en eksotiskrejse til sydlige himmelstrøg, ogman ser for sit indre blik plaka-ter i rejsebureauer, der agitererfor Mallorca-rejser med flamen-

codansende skønheder, og i næ-ste øjeblik er man under vandet,svømmende blandt søheste ogblæksprutter.

Første sats blev spillet så flot,at adskillige ikke kunne holde etspontant bifald tilbage. Det af-stedkom blot et muntert og ven-ligt smil fra den rutinerede so-list, før anden sats med denibundtrådte legatopedal på flyg-let bragte publikum højt op,svævende over sneklædte bjerge.

Festlig musikTredjesatsen bød på opfindsom-me baspartiturer, hvor der bådeskal stryges, pizzikeres og slåsperkussion på strengene medbuerne, og også det havde denjubilerende solobassist, 40 år isymfoniorkestret Søren Hertz-Christensen og hans medspillerefået knaldet ind på rygraden.

Forud for soliststykket medOleg Marshev havde chefdirigentVladimir Ziva gelejdet os gen-

nem det festlige stykke af Tjaj-kovskij (1840-93) Marche solen-nelle du couronnement, hvorman fornemmer kongepar, fyr-ster og zarer komme ind og blivetiljublet.

Tjajkovski skrev netop musik-ken, da den russiske zar skullegiftes med danske prinsesse Dag-mar, og heri citeres flittigt KongChristian Stod ved Højen Mast,ligesom det sker i aftenens Mar-che solennelle, som han skrev 15år senere. Hvor den i aftenensførste halvleg stod på russisk, såfik vi fransk efter pausen. Da vardet piano-pianissimo-strygere,der dystert indledte La Mer afClaude Debussy (1862-1918).Musikken er flot, og man er gladfor, man sidder trygt bænket iDet tyske Hus, mens orkestretagerer torden, lynild og tzunami-er i de heftigste af passagerne. Isandhed et flot stykke af en im-pressionist, der hadede at blivekaldt impressionist.

Aftenens sidste oplevelse varBolero af Maurice Ravel (1875-1937). Stykket, man enten elskereller hader. Stykket, der bør væreobligatorisk pensum for alle sko-lebørn, og som man kan nynnemed på, for dette ensformige,men geniale stykke musik udvik-ler sig melodisk ikke, men vokseri stedet fra den ensomme fløjte,der indleder, indtil en uventetmodulation hiver os ud af trylle-bindelsen og forløser os ved etuventet brag af en afslutning.

Og det blev så afslutningen påen åbningskoncert, der trods li-den tue ikke fik væltet det storelæs. Man kan, ser det ud til, glæ-de sig til en lovende sæson.

Koncert med SønderjyllandsSymfoniorkester i Det tyskeHus i Flensborg, lørdag aften.Arrangør: Sydslesvigsk For-ening.

Thomas J. Wiltrup

Ingen vaklen i geledderne