Kick-ass.indd 2 12/07/12 12.33

Jesper Buch

kick-ass fra kældertil milliard

Min historie om just-eat

og livet som iværksætter

i samarbejde med Mai Bakmand

Kick-ass.indd 3 12/07/12 12.33

Kick-ass.indd 6 12/07/12 12.33

7

Intro

Min klasse i Skanderup Friskole blev kaldt Englene, men jeg er langt-fra nogen engel 6. Godt nok er jeg i dag Business Angel på Solkysten i Spanien, og jeg har altid tilstræbt at være et ordentligt menneske, men jeg er også en rebel. Jeg har levet på kanten på den fede måde – den hvor man er drevet af sin egen selvopholdelsesdrift og bliver nødt til at udfordre sig selv for ikke at falde ud over kanten.

Jeg har lyst til at dele, hvem jeg er, hvad jeg tror på, og hvordan jeg er kommet hertil, hvor jeg er i dag. Jeg taler til dig, der selv er iværk-sætter, dig, der tror, iværksætterlivet må være spændende, og til Hr. og Fru Danmark, som kan lide en god historie med drama, intriger, optur, svigt, nederlag, udvikling og succes. Ingen af grupperne vil blive skuf-fede, men hvis I tror, at succes som iværksætter bare drejer sig om at få en god idé, kan I godt glemme det. Du skal brænde så meget for din idé, at du sætter den over dig selv, din familie, dine venner og din kæ-reste, og du skal få dit bagland til at forstå og acceptere, at de kommer i anden række i de år, det tager at blive en forretningssucces. Hvis du synes, jeg er selvfed, vil du opdage, at det er min selvtillid, der skinner igennem, og jeg er ikke bange for Janteloven. Jeg lægger ikke fingrene imellem, og mit sprog minder ikke om noget, der plejer at komme på tryk, men jeg er ikke tilhænger af at gøre tingene, “fordi det er sådan, man plejer at gøre.”

Der er sikkert også en enkelt eller to af jer, der tænker: “Så’n en op-blæst nar – man kan da ikke have indhold til en hel biografi, når man er 36.” Til jer vil jeg bare sige: Hold nu op med at tænke så indskræn-ket, I snyder jer selv for alt for meget. Om jeg var 15, 36 eller 150 år, så er bottom line, at det er unikt at starte en kældervirksomhed i Kolding og gøre den til en milliardforretning på omkring 10 år.

Kick-ass.indd 7 12/07/12 12.33

8

En af grundene til min personlige succes, tror jeg, er, at jeg altid har set på alle andre med samme øjne: Tykke, tynde, rige, fattige, pizzeria-ejere og topdirektører. Jeg sympatiserer med alle og har lige så stor re-spekt for restauratøren, der kæmper for pizzabiksens overlevelse, som jeg har for dem, der håndterer millionhandler. Bare de er drevet af en passion. Alle mennesker har en berettigelse, og jeg har absolut ikke altid selv været loaded med penge. Faktisk boede jeg i den såkaldte ghetto, Gellerup Parken i Aarhus, for under 10 år siden og måtte sælge tomme flasker sidst på måneden for at kunne købe pasta og ketchup. Jeg kan stadig vågne op og knibe mig selv i armen og tænke: For fan-den Jesper, det er jo helt vildt, hvad du har opnået, du er jo bare en bonderøv fra Vamdrup!

Jeg kan ikke sige, om bogen handler om mig eller om Just-Eat, for i 10 år var jeg Just-Eat, og Just-Eat var mig. Det er to uadskillelige størrelser. Historien skal ikke kun handle om mig, og derfor får du også den vigtigste og bedste læring, jeg kan give dig: En stribe af gode råd, tankegang, tilgang til forretning og til at tjene penge, leveregler og erfaringer, som jeg enten har lært på den hårde måde eller bare altid vidst. Den gennemgående overskrift for disse afsnit er Guldord, og de er nemme at finde og nemme at springe over, hvis du bare vil læse den gode historie og ikke har tænkt dig at blive iværksætter.

Venner og forretningsforbindelser kommer også til orde. Ikke kun rygklapperne, også dem jeg har været voldsomt uenig med og som ser tingene anderledes end mig. Men historien er min, synsvinklen er min og what you see is what you get, hvis du skulle møde mig en dag. Jeg er ikke noget kompliceret menneske, men jeg er dedikeret, og når jeg vil noget, så gør jeg det. What ever it fucking takes.

Jeg er perfektionist helt ind til benet, mit eneste idol er Steve Jobs – R.I.P. – og jeg vil kun arbejde og være sammen med kick-ass folk. Jeg har kun ét liv, som for øvrigt sikkert vil være lidt kortere end gen-nemsnittet med den speed, jeg har haft og stadig har, OG jeg elsker mit liv og har på intet tidspunkt tænkt, at jeg ønskede at bytte med noget andet menneske her på kloden. Jeg vil hellere leve stærkt og dø ung end at leve 110 år uden at have sparket røv.

Mine forældre omgav mig ikke med lyserødt vat, men lod mig gøre

Kick-ass.indd 8 12/07/12 12.33

9

mine egne erfaringer, både personligt og i forhold til at prøve forret-ningsidéer af. “Hvad? Forretningsidéer som barn? Der leger man da med biler!” tænker du måske nu. Det gjorde jeg sikkert også, men jeg lavede også forretninger, fra jeg var helt lille, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne lade være. Fordi jeg har iværksætter-DNA eller

Som indikation på væksten ses her tre kapitaltilførsler til Just-Eat i henholdsvis 2009, 2011 og 2012.

Kick-ass.indd 9 12/07/12 12.33

Entrepreneur DNA, som er et helt centralt omdrejningspunkt for den-ne bog, og som jeg skal vende tilbage til flere gange gennem historien.

Et af mine formål med denne bog har været at beskrive, hvad der sker i en virksomhed, når den går fra entrepreneurstyret til corporate. I Just-Eat’s tilfælde fra da jeg sad som trainee på den danske ambassade i Oslo og bandede over, at jeg ikke kunne købe en pizza på nettet, til jeg fik opbygget konceptet og brandet, først i Danmark, så i England, Holland, Sverige, Irland og som corporate nu snart rundt i hele ver-den. Faktisk er Just-Eat i 2011 blevet kåret som europæisk superstar af GigaOM Euro 20. Min store drøm var, at Just-Eat skulle blive verdens største internettjeneste til at formidle fastfood mellem restauranter og forbrugere – og det blev nået i min tid som aktionær.

På side 9 kan du se beløbene for de tre første kapitaludvidelser i Just-Eat, der er interessante, fordi de indikerer væksten i værdien af Just-Eat, og som min bestyrelsesformand HC Mejer påpeger:

“Mens der var krise i Danmark, USA og i næsten resten af hele verden, og man ikke kunne lukke en avis op uden at skulle læse om nationale budgetunderskud og truende konkurser på grund af mistet konkurrencekraft i forhold til de hurtigt voksende økonomi-er i Østen, blev der over samme tid indrykket et par små annoncer i forbindelse med Just-Eat.dk.”

Fasten your seat belts, for det er en turbulent rejse, jeg nu vil tage dig med ud på: Der er varslet storm, højtryk, underholdning, varme, kulde, masser af fuel og fuld fart frem.

Kick-ass.indd 10 12/07/12 12.33

11

Buen CaminoMin store vandretur 2011

Da jeg i 2011 havde solgt mine sidste aktier i Just-Eat og var blevet multimillionær, ville jeg ud og gå. Ja gå. Vandre Caminoen med det for mål at samle det hele inde i mit hoved igen.

Som de fleste af mine indfald, var beslutningen om Caminoen meget spontan. Det er en pilgrimsrute på 835 kilometer tilbage fra middelal-deren, og den fulde vandring strækker sig fra St. Jean Pied de Port ved foden af de franske Pyrenæer i øst til Santiago de Compostela i Spanien i vest. Undervejs overnatter man i primitive albergues, som de enkelte småkommuner stiller til rådighed med køjesenge på sovesale, som ko-ster mellem fem og ti euro pr. nat. Moderne pilgrimme, Peregrinos på spansk, vandrer turen af mange forskellige grunde, nogle er religiøse, nogle gør det for den ekstremt smukke naturoplevelse, og rigtig mange gør det for at bearbejde noget eller mentalt lægge noget bag sig.

Mod slutningen af ruten står Cruz de Ferro, “Jernkorset”, hvor man enten rent fysisk eller mentalt kan lægge noget fra sig. Jeg gik med en sten påmalet Just-Eat-logoet – det originale naturligvis – og den ville jeg lægge fra mig ved korset. Jeg er ellers ikke specielt religiøs og heller ikke hverken mere eller mindre kristen end den almindelige le-verpostejsdansker, men jeg havde brug for at samle tankerne. At samle puslespillet Jesper Buch på en ny måde, fordi en af de store brikker var blevet væk og aldrig skulle lægges igen – nemlig Just-Eat-brikken. Jeg ville lægge årene som Just-Eat-entrepreneur og -aktionær bag mig. Derudover havde jeg to andre formål, nemlig 1) at komme i bedre form og 2) at stoppe med at ryge.

Turen er selvfølgelig ekstremt hård rent fysisk, men jeg forberedte

Kick-ass.indd 11 12/07/12 12.33

12

mig ikke specielt op til den, bortset fra at jeg fik købt udstyr og begynd-te at gå med mine vandrestøvler nærmest i døgndrift den sidste uge, før jeg tog af sted, for jeg vidste fra militærtiden, at det vigtigste til en lang vandring er at være god ven med sine støvler. Jeg ville også presse mig selv til det yderste ved at gå turen hurtigere end den normerede tid, men jeg vil faktisk sige, at udfordringen kun er 30 procent fysisk og 70 procent mental.

Jeg fløj til Pamplona, som har en lille bitte lufthavn, og allerede der startede det liv, jeg skulle leve de næste cirka 30 dage, for der var stort set kun pilgrimme med rygsække i lufthavnen og hele byen. Mange be-gynder vandringen her, men den RIGTIGE pilgrimsrute starter på den anden side af Pyrenæerne i Frankrig, så jeg fandt et par brasilianere at dele en taxa med til St. Jean Pied de Port på den anden side af græn-sen. Jeg giver ikke en pind for de “Baby-Caminoer”, der starter længere mod vest og da slet ikke dem, der starter 150 kilometer før Santiago de Compostela og får et fint bevis for deres Camino-vandring. Skal det være, skal det være rigtigt – what ever it takes.

Jeg skulle gå turen sammen med en ven fra Danmark, Glenn, og vi tog på byens pilgrimskontor og fik vores pilgrimspas, som bliver stemplet undervejs, og et kort over den normerede rute, der strækker sig over 34 dage. Den første etape er så absolut den mest sindssygt hårde af dem alle. Den stiger til 1200-1500 meters højde over de første 10-12 af i alt 26 kilometer. Jeg var ved at dø! Cigaretter, stress og 4.230 pizzaer indtaget over de sidste 10 år blev brændt ud af min krop, og samtidig begyndte alle mulige tanker om hele denne periode at dukke op til overfladen. Det gik bare op og op og op, og jeg troede virkelig, det ville slå mig ihjel.

Men udsigten på toppen var det HELE værd. Det kan ikke beskrives med ord, hvor fantastisk smukt det er, og det var kun begyndelsen på det ene mere overvældende naturscenarie efter det andet over de næ-ste mange dage. Jeg troede ikke, at verden kunne være så smuk, som den er på dette sted. Jeg troede også, at dagens værste strabadser var overstået, nu vi var oppe, men det var de ikke – overhovedet ikke. Jeg vidste nærmest ikke, hvad kuperet terræn ville sige, men det er i hvert fald ikke Ejer Bavnehøj, måtte jeg erfare. Der var kun en interimistisk

Kick-ass.indd 12 12/07/12 12.33

13

sti, som gik stejlt ned gennem en skov på den anden side af bjerget, og der manglede vi 13-14 kilometer endnu. Læggene syrede fuldstændig til for hvert eneste skridt, skinnebenene gjorde ondt, fødderne, jamen jeg tror, jeg smadrede alle mine muskler på den første dag. Og ikke nok med det. Da vi nåede til det planlagte slutmål for dag 1, tænkte vi: “Hey, vi er unge, vi tager sgu lige otte-ni kilometer ind i dag 2’s program.” Det var en helt forkert strategi. Da vi efter 35 kilometer valgte at stoppe, var jeg i en feberlignende tilstand og sov elendigt om natten, selvom kroppen var fuldstændig mørbanket. Den prøvede at re-generere sig selv, men det kunne den slet ikke. Hver morgen de første seks-otte dage vågnede jeg og kunne stort set ikke gå på mine ben. Den mindste bevægelse gjorde ondt, og det var en kamp bare at komme ud af sengen. Mine ben var én stor fibersprængning, hvilket jo kun var et tegn på, at musklerne udvider sig, så selv om det gør sindssygt ondt, er det på ingen måde farligt. Jeg fik også begyndende skinnebensbetæn-delse, som jeg ellers aldrig havde prøvet i mine fire år ved militæret.

Det var dating.dk-stifteren Morten Wagner, der havde fået mig over-bevist om at gå turen, fordi han selv havde haft et kæmpe udbytte af det, og jeg husker, at jeg ringede til ham, da jeg skulle sove den anden aften i en køjeseng på en sovesal fyldt med andre folks sure vandre-støvler, svedige t-shirts og våde håndklæder. Jeg havde hjemve for før-ste gang i 25 år – sidste gang var på en taekwondolejr et sted, hvor jeg skulle overnatte uden mine forældre som 10-årig. Det var formentlig også 25 år siden, jeg sidst havde haft to dage til at tænke over, hvordan jeg egentlig havde det. Det var ubehageligt at skulle sove blandt alle de mennesker, jeg ikke kendte og ikke engang ønskede at kende. Jeg spurgte mig selv: Hvad fanden laver jeg her, når jeg har råd til lige den ferie i verden, jeg har lyst til?! Og til Morten Wagner: “Hvad fanden er det, du har rodet mig ud i? Det gør ondt over alt, jeg har feber af smerte, jeg kan ikke bevæge mig, og jeg ligger her og glor på noget, der kunne være en sovesal på et gammeldags rumænsk børnehjem!” “Sådan havde jeg det også,” sagde han og fortsatte: “Hvor er du?” Det forklarede jeg så, og det viste sig, at han havde haft fuldstændig samme oplevelse og samme tanker på nøjagtigt samme sted. “Bare bliv ved,” sagde han, og jeg svarede: “Blive ved? Ja, det kan du sateme tro.

Kick-ass.indd 13 12/07/12 12.33

14

Jeg skal sgu ikke høre på dig prale resten af livet med, at du har gen-nemført noget, jeg ikke har! Jeg har i øvrigt tænkt mig at gennemføre 10 dage hurtigere end dig!” Jeg pressede mig selv alt for hårdt, især i starten, og jeg tror faktisk ikke, turen er så smertefuld for dem, som gennemfører på normeret tid.

På dag 3 havde jeg en kæmpe krise, hvor jeg kun gik 15 kilometer og hele tiden tænkte: Det er helt galt det her, det går aldrig – og der sprintede Glenn fra mig. Dagen efter fik han dog problemer med sin hofte, og det var mig, der spurtede fra ham. Der gik faktisk kun fire dage, før jeg splittede op med ham, fordi jeg ønskede at gå turen hur-tigere end ham, og han var mere interesseret i det sociale aspekt, hvor man laver mad sammen og sidder om aftenen og får et par øl sammen med de andre på samme albergue, indtil lyset bliver slukket mellem 21 og 22, hvor alle går ud som lys. Jeg ville gå for mig selv, få samlet mine tanker i mit livs nye puslespil, bruge måske max en time sammen med andre mennesker pr. dag i restauranten om aftenen og ellers være sammen med mig selv og pleje mig selv både indvendig og udvendig.

Det var ved dette triste syn, at jeg fik hjemve for første gang i 25 år.

Kick-ass.indd 14 12/07/12 12.33

15

I øvrigt gad jeg heller ikke stå og lave mad oven på dagens vandring, når man kunne købe tre retter mad for max 10 euro på alle albergues.

Der var ingen hard feelings, og det er en af de fantastiske ting ved Caminoen. Man kan selv mærke på sin krop, hvornår man bare kan blive ved med at gå, og hvornår man har brug for at sætte farten ned, og for mig føltes det mest rigtigt at gå den alene. “It’s your Camino,” lyder rådet, for det er en individuel oplevelse, som alle burde tage og få et individuelt resultat ud af. Hver gang man enten møder eller går forbi en anden vandrer, hilsen man med et “Buen Camino”, men el-lers er det helt op til den enkelte, om det bliver en social eller en mere indadvendt proces som min.

Et “Buen Camino” fra en vildt fremmed kan lige løfte en op, hvis man er på vej ned i et hul, hvor det gør ondt i benene, kroppen, sjælen, hovedet, og man ikke orker at gå mere. Det, at jeg valgte at presse mig selv og gå ruten hurtigere end normeret, gjorde, at jeg ikke overnattede sammen med de samme mere end max to-tre gange, så det blev virke-lig “Min Camino.” Det var ikke på en arrogant måde, og der var fuld respekt om, at jeg ikke havde brug for at sætte mig ind i andres tanker, for sådan havde mange af de andre pilgrimme det også. Faktisk bliver der alligevel bygget stærke bånd af den fælles oplevelse, selv om man ikke taler sammen. Tingene bliver enkle, og overfladiskhed forsvinder. Der var ingen, der anede, hvem jeg var, eller at jeg lige havde tjent en stor bunke penge, og det var en super fed fornemmelse.

Jeg lærte at ignorere smerten eller i hvert fald at komme overens med den. Det gør hele tiden ondt, hvis det ikke er i fødderne eller benene, så er det skuldrene, ryggen eller nakken af at gå med rygsæk. Det var et frygteligt mareridt, men samtidig var vi alle i samme båd, så det holdt op med at være pinligt, at vi gik rundt der på alberguet om aftenen, som om vi havde skidt i bukserne på grund af ondt i benene. Det blev ligegyldigt, og den eneste kur var bare at komme videre, og det gør ikke lige så ondt at blive ved med at gå, som det gør at starte med at gå. Efter 10 dage var mine ben ikke længere lige så pressede som i starten, og selv om det stadig gjorde ondt – megaondt – så var det simpelthen så stor en oplevelse at presse mig selv på den måde og ikke mindst at opleve, at modviljen mod at presse min krop blev vendt

Kick-ass.indd 15 12/07/12 12.33

16

til, at jeg glædede mig til at komme ud at gå hver eneste morgen efter den hårde start. Jeg glædede mig til roen, den spektakulære natur, de små landsbyer med kirker og en stemning, som var man tilbage i mid-delalderen. Hvor mamasita sidder foran sit lille hus og strikker, hilser dig med et “Buen Camino”, og papasita lunter lidt rundt inde bag et gærde og ser til sine får. Kirkeklokkerne ringer, som de har gjort i hundredevis af år, og fuglene synger, mens solen står op. Ellers er der stille, helt helt stille, og det føltes, som om jeg var i en anden verden, end den jeg kendte.

Jeg frabad mig alle former for kontakt på mail og sms. Med de ene-ste to undtagelser, at jeg ville kontaktes, hvis der skete noget med min gravide, halvt danske, halvt brasilianske kæreste Renata eller med min datter Fie i Danmark. Ikke engang mine forældre ønskede jeg at høre fra, for skulle der ske dem noget, kunne jeg ikke gøre noget ved det alligevel. Jeg talte med Renata hver anden dag, og jeg lagde en lille stump videodagbog på Facebook hver aften, så mit netværk kunne følge med, men alle respekterede, at de ikke skulle kontakte mig. Det var vigtigt for mig at foretage min mentale rejse i fred og ro, og jeg var til gengæld sikker på, at der ville komme en ny og bedre Jesper Buch hjem i den anden ende af turen.

Alt efter dagens antal kilometer landede jeg på alberguet mellem klokken 15 og 19, fik stemplet mit pas, betalt for overnatningen, fandt en ledig køje, bredte letvægtssoveposen ud og lagde mig i 10-15 mi-nutter, inden jeg gik til det helligste med mit letvægtshåndklæde: Brusebadet. 20-30 minutters varmt vand og uforstyrret velvære, det var noget, alle pilgrimme havde respekt for, fordi de vidste præcis, hvor tiltrængt det bad var. Det beskidte tøj blev vasket under bruseren og hængt til tørre over rygsækken, og det eneste andet sæt tøj tog jeg på. Derefter 20 minutter mere på sengen, aftensmad og måske en lille gåtur i landsbyen, ellers bare almindelig restituering og så i seng. Det var det – totalt back to basics liv uden e-mails, spørgsmål, krav om be-slutninger og særligt mange valgmuligheder. Det var fantastisk! Eneste impulser var mig selv, naturen og mennesker med samme mål som mig. Det med, at tøjet eller håret skal sidde smart: Glem det! Der er sgu ikke ret mange måder at se smart ud i svedtransporterende tøj.

Kick-ass.indd 16 12/07/12 12.33

17

De første 10-14 dage tænkte jeg ikke en eneste gang på målet, for det var uoverskueligt at tænke mere end en dag frem, når der er 765 kilometer til målet. Den midterste tredjedel er mere flad, og mod slut-ningen af den begyndte jeg at forestille mig afslutningen, selv om jeg vidste, at terrænet ville blive kuperet igen til sidst. Det var bare ikke tanken om målet, der var det mest fascinerende i denne fase. Det var det, at jeg opdagede, at jeg begyndte at tænke på en anden måde. Jeg hvilede mere i mig selv, og den mentale regenereringsproces kunne gå i gang.

En dag havde jeg vandret 40 kilometer i kuperet terræn, da jeg be-sluttede mig for at gå ind på et albergue, og så var det fyldt op! Jeg havde bare ikke flere kræfter i mig og tænkte: FUCK, hvad fanden gør jeg nu?! Der var jo kun ét svar – fortsæt otte kilometer mere til næste albergue. Jeg slæbte mig helt modfalden af sted med to kilometer i timen nedad en grusvej mod byen i det fjerne. Der kom to cyklende Peregrinos – der er en del, der cykler på Caminoen i stedet for at gå – og idet de susede forbi mig, råbte de: “Buueeen Caminoooooo!” Det

Der er LAAANG vej endnu.

Kick-ass.indd 17 12/07/12 12.33

18

virkede så stærkt på mig, at jeg satte mig ned på knæ og begyndte at græde og smile på en gang. Vildt underligt, men FED fornemmelse, ligesom at få det hele ud af systemet. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg græd, men det var forløsende, og det var lettelsens tårer, for jeg var ikke ulyk-kelig. Tværtimod. Solen begyndte at gå ned over horisonten, det hele var så smukt og helt ud af kroppen-agtigt. Tårerne fortsatte de næste to kilometer, og det var bare noget, jeg havde brug for, der skulle ud. Jeg fik tårer i øjnene mange flere gange på turen, men aldrig på en ulykkelig måde, jeg var bare berørt både af min egen tankeproces og den fantastisk smukke natur. Jeg havde ikke kontrol over, hvornår jeg pludselig blev berørt af noget, men det gjorde ikke noget. Det var for-løsende at give frit løb for følelserne, selv om det ikke var ved at tale, men ved at tænke.

Tit kom jeg sidst ind og fik de dårligste køjer, fordi jeg pressede mig selv så hårdt ved at gå ekstra kilometer, men det betød ikke noget. Enten blev naturen smukkere og smukkere, eller også blev jeg i stand til at se den klarere og klarere, fordi det var, som om der lettede en tåge foran mine øjne. Dufte, lyde og synsindtryk blev stærkere i takt med, at min krop blev stærkere for hver dag, der gik, og jeg selv blev mere følsom og et mere helt menneske og et sundere og gladere menneske. Jeg talte med mig selv eller sang, mens jeg gav den gas over hver eneste stigning, for det gjorde ikke længere ondt, i hvert fald ikke på samme måde, som da jeg troede, jeg skulle dø i de franske Pyrennæer. Jeg havde godt nok vabler overalt på fødderne, men det gjorde ikke noget – det var blevet til en tilstand, jeg havde accepteret. Mod slutningen løb jeg faktisk op ad bakkerne bare for at provokere 6. En morgen vågnede jeg dog med så ondt i min fod, at jeg troede, min tur var slut. Jeg overvejede at tage til lægen, men vidste på den anden side, at han ville sige, jeg skulle æde et ordentligt skud smertestillende og hvile et par dage. Det havde jeg simpelthen ikke tid til, så jeg fortsatte og gik faktisk smerten væk.

Jeg troede, jeg ville lytte meget mere til musik og bøger, men det blev kun til én lydbog, som jeg hørte på en enkelt dags vandring. Ellers nød jeg bare at være i mine egne tanker. Den dag, jeg lyttede til bogen “Jæger – i krig med eliten”, var jeg startet klokken 6 om morgenen og

Kick-ass.indd 18 12/07/12 12.33

19

mødte ikke et eneste menneske, mens jeg gik gennem en skov, passe-rede et militæranlæg og syntes i det hele taget, at livet var fantastisk. På et tidspunkt var der en vild hund, der fulgte mig på måske 10 meters afstand inde i skoven, og den stoppede, hvis jeg stoppede, og gik, hvis jeg gik. Det var fandeme det rene “Danser med Ulve”!

To gange fór jeg vild. Den ene gang var jeg gået af vejen for at tisse og havde stillet mine vandrestave fra mig imens. Derefter gik jeg videre en rum tid, før det gik op for mig, at jeg havde glemt at få de møgstave med mig. SHIIIT det var surt at gå 1,5 kilometer den forkerte vej for at hente dem igen. Den anden gang var værre. Der havde jeg forladt stien for at se en eller anden afmærket seværdighed og endte med at gå 15 fucking kilometer ekstra, før jeg fandt stien igen. Jeg var så langt væk, at der ikke var en eneste pilgrim i sigte, og byen, jeg gik rundt i, var øde som en freaking spøgelsesby. Det gjorde mig så skidesur, at jeg råbte og skreg måske i et helt minut og hamrede mine vandrestave ned i jorden med det resultat, at stavene hoppede op og fløj over et hegn og ind på en mark med græssende køer. EJ, for helvede altså, det var ikke lige en yderligere forsinkelse mellem kokasser, jeg havde brug for! Jeg fik fat i mine stave og vandrede videre i blinde. Det gik bare opad, og for hver gang, jeg troede, stigningen var overstået, kom der en ny. Derudover slap mit vand op på den kæmpe omvej, og det hele var bare noget rigtig lort. Alligevel endte dagen godt, for efter yderligere nogle kilometer på rette vej kom jeg til den mest vidunderlige kilde med det klareste iskolde vand. Det var det rene Paradis og gav fuldstændig fornyet energi til at komme i mål. Da jeg talte med Renata den aften, var jeg alligevel så sur på mig selv over de 15 spildte kilometer, at jeg sagde til hende, at jeg ville kompensere for dem ved at tage en taxa 15 kilometer den næste dag, så jeg stadig kunne holde min plan. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke alligevel, da jeg først havde sovet på det, og da jeg talte med hende den næste aften, sagde hun, at hun da var helt klar over, at jeg aldrig ville gøre det! Det var ikke fordi, jeg var bange for at tabe ansigt, det var kun for at være tro mod mig selv og mit mål. På intet tidspunkt under hele vandringen fik jeg fragtet hverken mig selv eller min bagage af andre.

Den største stressfaktor var faktisk ikke at gå, nej, det var, når jeg

Kick-ass.indd 19 12/07/12 12.33

20

ikke kunne få min tiltrængte søvn, fordi der var totalt snorkeorkester nat efter nat i de skide sovesale. Mit bedste råd til andre potentielle pilgrimme må være at købe de absolut bedste ørepropper, der kan fås. Det havde jeg ikke selv gjort, og de snorkesvin irriterede mig grusomt. I gennemsnit hver anden nat sov jeg max fire-fem timer på grund af andres snorken i stedet for at restituere til næste dags strabadser. Jeg var så desperat en nat, at jeg kylede det nærmeste, jeg kunne finde, i retning af snorkelyden i håb om at få bare lidt ro. Jeg blev så smadret af det, at jeg besluttede mig for at tage en nat på “hostal”, hvor man får sit eget værelse. Jeg havde på forhånd givet mig selv lov til denne luksus fem gange i løbet af turen. Jeg ville klare hele turen med et max forbrug på 1.000 euro for at bevise for mig selv, at jeg ikke havde glemt, hvordan man lever nøjsomt.

Et sted på det midterste stykke af Caminoen mødte jeg en brasi-liansk kvinde på omkring 30 år, som var monster presset. Jeg havde så meget overskud der, at jeg besluttede mig for at følges med hende, motivere hende og skubbe til hende på de sidste to tredjedele af dagens etape. Hun brød sammen tre-fire gange, men jeg blev ved med at sige:

Her er jeg fuldstændig smadret efter at have gået 50 kilometer på en dag.

Kick-ass.indd 20 12/07/12 12.33

21

“Kom nu, du kan godt,” indtil vi var oppe ad bjerget, det blev aften, og vi afsluttede dagens tur. Så var der fandeme ikke plads på det albergue, vi havde planlagt, så vi lejede et dobbeltværelse på hostal og skubbede sengene fra hinanden. Jeg anede ikke, hvem hun var, ikke engang hvad hun hed, men det var lige meget, for det vigtige i situationen var, at hun havde brug for hjælp. Den næste morgen aftalte vi at mødes igen for foden af bjerget, men da jeg havde ventet et godt stykke tid, skrev jeg i stedet en besked til hende: “God rejse, du kan være stolt af dig selv!” som jeg gav til spisestedet, jeg sad på, og beskrev hende, så de kunne videregive beskeden. Det var en fascinerende oplevelse. Man hjalp bare hinanden uden særligt mange ord, fordi man var i samme båd. Jeg fik også selv brug for hjælp en dag, hvor jeg troede, jeg nær-mede mig et albergue, men tog fejl og kom til at gå et langt stykke uden vand. Der stødte jeg på tre cykelryttere, som samlede vandet fra deres tre drikkedunke og hældte det op i min – en stor gestus, som fik mig videre. Jeg endte med at have gået 58 kilometer den dag, og til sidst var jeg så smadret, at jeg troede, det var et fata morgana, da jeg endelig så et kæmpeskilt med ordet HOTEL, og jeg besluttede mig for at tillade mig den luksus for én nats skyld at sove i en ordentlig seng. Det var helt ubeskrivelig dejligt at lægge sig til at sove i fred og ro på en god seng uden den sovepose, som jeg havde ligget i så mange nætter i træk.

Cruz de Ferro dukkede op i horisonten. Først mentalt og til sidst helt konkret. WAUW-fornemmelsen da jeg drejede på en grussti og pludse-lig kunne se det! Korset stod på det sidste høje punkt på turen. Korset var den ene, Renata var den anden af de to ting, der gjorde, at jeg hver eneste morgen på turen havde tænkt: Du skal nå dit mål Jesper, og du skal være den hurtigste af dem, du kender, der har gennemført Caminoen! Da jeg nåede Cruz de Ferro, var jeg blevet i stand til at binde sløjfe på Just-Eat-historien, give slip på min bitterhed over min exit og lukke for kapitel 1 i mit professionelle liv. Jeg var klar over, at det kun var mit eget liv, jeg forpestede ved at være bitter, og det gjorde ikke en bønne til forskel, at jeg gik rundt og var tøsefornærmet. Når stenen var lagt, ville jeg fokusere på min datter Fie, på Renata og det barn, hun bar rundt på, som senere viste sig at være vores søn Oscar. De skulle alle sammen møde en ny og bedre Jesper Buch. Det var det,

Kick-ass.indd 21 12/07/12 12.33

22

jeg kæmpede for. For at komme dertil havde jeg presset mig selv, så det gjorde fysisk ondt, og jeg havde svedt for det. Og sådan SKULLE det være – jeg ønskede IKKE, at det skulle være let for mig.

Jeg var kommet til Cruz de Ferro for at lægge min sten, som Renata havde malet Just-Eat-logoet på. Korset står i 1500 meters højde, og det gjorde ondt både udvendigt og indvendigt at komme til dette klimaks for turen. Jeg fik tårer i øjnene, og mit åndedræt blev tungt, mens jeg nærmede mig det sidste lille stenbjerg, som korset står på toppen af. Rundt om stenbjerget er der grønt. Til min højre side sad to mennesker og græd. På toppen stod en koreaner helt stille. Jeg tog min rygsæk af, fandt stenen frem og kiggede op på korset helt fuldstændigt i min egen verden, inden jeg begav mig derop, hvor jeg i to-tre minutter stod med stenen i hånden og stirrede på den, mens jeg genoplevede de seneste 10 år fra starten i en kælder i Kolding og frem til dette punkt i fast-forward. Jeg lagde stenen tættest på korset, gik ned igen og sad nok en time ved foden af stenbjerget og lavede en takke-video til alle, der havde været med på Just-Eat-rejsen. Det var meget følelsesladet for mig. Min stemme er næsten hviskende på den film. Det var så kæmpe stort, at jeg faktisk var i stand til at lægge det bag mig og gå min vej

Stenen blev lagt helt tæt på korset sammen med andre menneskers forskellige byrder.

Kick-ass.indd 22 12/07/12 12.33

23

videre til mit nye liv. Jeg blev i stand til at rumme de følelser, jeg havde for Just-Eat og ikke lade dem fylde mere, end jeg besluttede mig for, at de måtte. Det lykkedes mig at stoppe med at bære nag over for nogen mennesker what so ever. Min verden havde fået et nyt perspektiv, og Just-Eat-brikken i mit livs puslespil fik en passende lille størrelse, så jeg kunne lægge den uden at mærke, at den manglede. Jeg var kommet igennem som en mindre aggressiv og mere emotionel Jesper Buch. Mit liv var forandret for evigt.

Det næste og sidste mål var Santiago yderligere et par hundrede ki-lometer fremme, hvor Renata ville hente mig. Jeg glædede mig vildt til at se hende igen. Jeg havde gået 21 dage og var nået til dag 25 på den normerede rute. Mit mål var stadig 26 dage mod de 34, som er den of-ficielle anbefaling til turen. Jeg var toptunet til den sidste del og skulle bare ud over stepperne. Jeg tænkte ikke i kilometer mere, men i antal dage og timer, før jeg var i mål. Gule pile eller muslingeskallen som symboliserer ruten var blevet det eneste, der talte. Jeg har mange gange siden savnet den enkelhed og, når jeg har stået over for en vigtig eller svær beslutning, tænkt: Hold nu kæft, jeg vil bare have mine gule pile.

En milepæl, der markerede begyndelsen til enden. Der er 100 kilometer tilbage.

Kick-ass.indd 23 12/07/12 12.33

24

Tre dage før Santiago havde jeg en mindre krise igen, hvor jeg havde vandret som en sindssyg, til jeg ikke kunne mere, så jeg gik ind et sted, som var en kombineret bar og restaurant med værelsesudlejning. Jeg var træt og irritabel, da jeg stillede mig i baren ved siden af tre unge pilgrimsgutter, der sad og drak fadøl, mens jeg ventede på at høre, om der var et ledigt værelse. Alle tre i baren stirrede på mig med åben mund og polypper, og jeg fattede ikke hvorfor, så jeg hævede skuld-rene, slog ud med armene og udbrød: “What – why are you staring?” “Nothing, nothing,” svarede de afvæbnende. Jeg fik mit værelse, gik op og pakkede ud og kom i baren igen med lidt dårlig samvittighed over for de tre gutter. “I’ll buy you a beer,” sagde jeg, og senere fortalte de, hvordan jeg var kommet ind som en fuldstændig desperado fra en western, og hvis jeg ikke havde fået et værelse, var de sikre på, at jeg kunne have dræbt manden bag baren, så smadret så jeg ud. Det var en spanier fra Tenerife og to tyskere, og de kendte fuldstændig følelsen fra deres egen krop. Vi endte med at drikke os i hegnet i fadøl og tequila den halve nat, efter at jeg ikke havde rørt andet end et glas vin til ma-den de seneste tre uger. Det var, hvad jeg havde behov for og pludselig havde overskud til lige der – at tilbringe tid med andre mennesker. Vi klikkede så godt, at vi besluttede at gå resten af turen sammen. Jeg ville gerne dele øjeblikket, hvor jeg kom ind på Santiago-pladsen med nogen. Den næste morgen, da de bankede på min dør klokken syv, havde jeg så mange tømmermænd, at jeg sagde, at de bare skulle gå, men det blev ikke accepteret. Jeg endte med at gå med, og det blev en fantastisk afslutning.

Vi stoppede og overnattede 15 kilometer før Santiago på min dag 26, fordi vi ville time ankomsttidspunktet, så vi kunne ankomme friske og veludhvilede klokken 11 lige før messen i kirken på Santiago-pladsen. Dag 27 oprandt, og jeg vidste, at Renata var i Santiago og havde booket et hotel til os, men jeg vidste ikke, hvilket hotel det var. To kilometer før pladsen gik vi ind på en bar og fik en fadøl, mens vi skålede “Buen Camino”. Det var, som om vi ville forhale den sidste tid og nyde til-standen med at glæde os til afslutningen så længe som overhovedet muligt. Fire vildmænd med langt skæg, der ikke var barberet de sidste 850 kilometer.

Kick-ass.indd 24 12/07/12 12.33

25

Kort efter – BANG, så var katedralen på pladsen der. En af de andre stoppede helt forstenet op, en anden gik 15 meter længere frem, før han faldt på knæ og begyndte at græde, den tredje, spanieren, råbte og skreg. Jeg fik tårer i øjnene og gik lige i armene på Renata. Kort efter fandt vi fire sammen igen og stod i en ring med armene på hinandens skuldre og gentog: “We fucking did it!” Det var fuldstændig vildt! Vi tog støvlerne af og sad i 20 minutter på pladsen og betragtede andre, der kom ind: Nogle storhulkende, andre stille og eftertænksomme, nogle overlykkelige, men alle med tårerne trillende ned ad kinderne.

Så gik vi ind på Camino-kontoret på pladsen og fik de sidste stemp-ler i vores pas. Denne gang var det ikke bare en formalitet. Folkene lykønskede dybfølt og vidste præcis, hvor stor en oplevelse Caminoen var for hver enkelt. Bagefter til messe i den kæmpestore og smukke katedral, hvor der nok var 1.000 mennesker, blev hver eneste ankom-men pilgrim nævnt: “Fra St. Jean Pied de Port er der i dag ankommet to fra Italien, fem fra Tyskland, syv fra Spanien, tre fra Brasilien og én fra Danmark.” En fantastisk smuk og fredfyldt afslutning på det hele.

Det viste sig, at Renata havde booket hotellet tværs over pladsen:

YES! I fucking did it! Katedralen i Santiago i baggrunden og Renata med Oscar i maven.

Kick-ass.indd 25 12/07/12 12.33

Det femstjernede Parador, et tidligere albergue og nu det mest fanta-stiske hotel – WOUW! Inden vi skiltes, bad jeg mine rejsekammerater møde mig klokken syv om aftenen uden for hotellet, der var som en helt eventyrlig middelalderborg. De to nætter, vi tilbragte der, kostede nøjagtigt de samme 1.000 euro, som jeg havde brugt på de seneste 26 overnatninger på vandringen, og jeg gik rundt som en anden indfødt fra Ny Guinea, der aldrig havde set rindende vand før. Sikke en kon-trast! Jeg tog et langt bad, blev barberet og fik for første gang i lang tid helt rent tøj på – fantastisk.

I restauranten bestilte jeg frisk frugt, jordbær med chokolade, Möet champagne og en rigtig god spansk rødvin i et af de små hyggelige rum til mødet med mine rejsefæller, som først lige på det allersidste havde fået at vide, hvem jeg var. Wauw, det føltes godt. Bagefter var vi ude at spise og på bar til klokken 24, hvor jeg tog afsked, og siden har jeg ikke set dem. Vi havde haft denne enorme oplevelse sammen, den havde haft sit moment, og nu var det tid for os alle til at genoptage vores fornyede liv.

Da vi kørte fra hotellet ud til lufthavnen, og jeg sad på bagsædet af en taxa med Renatas hånd i min, havde jeg det, som om jeg var med i en film. Jeg var på en gang lykkelig over at have gennemført og at være samme med Renata igen og samtidig en smule trist over, at det var slut. Jeg sad med hovedet mod ruden og stirrede på de bygninger, vi kørte forbi, som om jeg så civilisationen for første gang. Jeg var en ny Jesper, og jeg så for første gang verden med mine nye øjne.

Kick-ass.indd 26 12/07/12 12.33