Med på en oplever med Jørgen Svendsen

Bearbejdet af Erik Vorrberg

2

Med på en oplever

med Jørgen Svendsen

3

Trykt i

HUSETS GRAFISKE VÆRKSTED

Januar 2010

4

FORORD

Man kan ikke være sammen med Jørgen Svendsen uden at erfare, at han er det, man kalder ’en lun jyde’. Hele tiden bombarderes man med vittige bemærkninger og oplevelser han har haft i sit lange liv. Han er nu 81 år og grundet sygdom kommer han ikke så meget ud og oplever noget, som han før har gjort; men han har haft særdeles mange oplevelser gennem livet, og han har en evne til at genkalde sine oplevelser, så man får lyst til at lytte til ham og opleve dem sammen med ham. Han er på den måde med til at give os tidsbillede af samtiden lige fra 30erne til nu. Han har haft lejlighed til at videregive sine fortællinger ved stykvis at have fået lov til at få dem gengivet i LOKAL-NYT i Lokalcenter Skelager i Skejby ved Århus. Vi er nogle stykker i hans familie- og vennekreds, der syntes at flere skulle have lejlighed til at læse disse beretninger, hvorfor vi har samlet dem i denne lille bog, og vi håber, at I bliver glade for at være

MED PÅ EN OPLEVER.

Med ønsket om at I får en god oplevelse ved at læse bogen.

Erik Vorrberg

5

1. kapitel

Her sidder jeg og kan ikke andet. Jeg er blevet 81, men på grund af dårlige ben og lidt for meget at bære på kan jeg knapt nok bevæge mig. Hvor har jeg dog oplevet meget gennem hele livet, og jeg synes, at I skal ’med på en oplever’ sammen med mig. Mit humør påvirkes selvfølgelig af min sygdom og dog – de, der kender mig, kalder mig en humørbombe, og det er jo også i orden, bare den ikke springer i luften. Jo, jeg elsker at fortælle om alt det, jeg igennem de mange år har oplevet. Det starter faktisk med det samme, jeg blev født i 1928 på en mark nær Gram, d.v.s. det var ikke på marken, men på en lille ejendom på 7 tønder land. Den lå nær Stilling ved Skanderborg. Det var mager og udpint jord, så det var begrænset, hvad mor og far fik ud af jorden. De havde købt ejendommen i 1926, samme år som de blev gift. Der skulle tjenes en hel del for at opretholde et hjem for os, da ejendommen og jorden ikke havde nogen værdi – alt var ribbet og borte, men far kunne arbejde; han var 28 år, da jeg blev født og gik ikke af vejen for noget. Han fandt ud af, at der var vejmaterialer lige under den udpinte muld, og så gik han i gang med de bare næver, en skovl og en grusharpe og fremtryllede sten og grus til vejene omkring Stilling og Skanderborg. En overgang kom far også til at levere kampesten til den første Lillebæltsbro, og disse store sten blev så kørt til jernbanen ved Stilling af vognmand Jens Mortensen, der lige havde købt en helt ny lastvogn, et vidunder der kunne laste 2 tons, hvilket var meget efter datidens normer, så nu kunne han tage to kæmpesten ad gangen. Det var hårde tider dér sidst i tyverne og først i trediverne – alt det hårde arbejde foregik for det meste ved håndkraft. Far var fra Sunds ved Herning, og mor fra Branderup vest for Haderslev. Jeg skylder lige at fortælle, at vi tre drenge voksede op i meget trygge rammer. Vi kunne vel kalde os tre drenge et kompromis af Syd og Vestjylland. Senere kom der yderligere to, en dreng, Knud og en pige, Birgitte. Mor var meget kærlig og hensynsfuld, og vi var alle brystbørn meget længe. Min yngste bror Peder gjorde sig i den forbindelse uheldig bemærket. Allerede da han havde fået tænder var han ret udfordrende. Når han lå trygt i sin mors favn og nød herlighederne, så kunne han ligge og lure på, om hun et øjeblik var uopmærksom, og når hun var det, så kunne han finde på at hugge bisserne i brystvorten, så det gjorde frygteligt ondt; så ondt, at mor stak ham en lille lussing.

Som sagt sled vores forældre hårdt i det, men de måtte til sidst give op og gå fra ejendommen. Det var i 1933. De flyttede ind hos Peter Sørensen, som boede lidt nærmere Stilling Sø. Her

6

boede vi dog kun et år. Så flyttede vi til Godrum ved Hjøllund – nær Gludsted og lidt nord for Nørre Snede med vognmand Backstejn, som jeg tror boede i Skanderborg. Hans lastbil var ikke så stor som Jens Mortensens, men den var stor nok til vores bohave og familien. Peder, den mindste af os (4 år), og mor sad i førerhuset. Far, Jens, den ældste søn, (7½ år) og mig sad ude på læsset og havde det godt. Vi havde frit udsyn over alt, vi kom forbi. Jeg husker, at chaufføren, der kørte bilen, kørte en høne over; som seksårig glemmer man ikke sådan noget. Han gik ind på gården og beklagede det skete. Ejendommen vi flyttede ind i var på 6 tønder land og i meget dårlig stand – jorden var udpint, og der lå al mulig ragelse over det hele – brønden var fyldt med skrammel, og helt nede var der et ubestemmeligt lag dynd – ja, der var nok at gå i gang med. Jeg husker, at far stod nede i brønden og mor stod oppe og hejsede alt skramlet op med et reb. Jens begyndte at gå i skole hos lærer Hansen i den nye skole i Hjøllund. Dengang var der endnu petroleumslamper i skolen, selv om den var nybygget. I 1935 begyndte jeg også at gå i skole samme sted. Vi gik kun i skole hver anden dag, så vi havde tid til at udfolde os derhjemme. Men vi boede der kun godt et år, så i september-oktober 1935 flyttede vi ud til Skovgaard, hvor vore forældre var bestyrerfolk indtil gården blev solgt. Det var en lille gård på ca. 30 tønder land med petroleumsbelysning, og trækkraften var en heste omgang, et stort tandhjul, der blev trukket af et spand heste, der kørte rundt og rundt, og så var der en aksel, der blev aktiveret af det store tandhjul og akslen blev ført ind i laden til tærskeværket, rensemaskinen og hakkelses maskinen. Her i laden blev kornet så først tærsket og renset og derefter kørt til møllen i Gludsted, medmindre det gik som hønsefoder. Det at køre disse heste var lige noget for en syvårig som mig – dem kunne jeg styre, de gik jo bare helt af sig selv. Som sagt skulle gården, vi boede på sælges, og vores forældre var nødt til at finde endnu et sted. Det blev til Hjerndrupgaard i nærheden af Christiansfeld. Den ligger i dag lige op ad motorvejen. Far blev røgter, mor malkepige, hvor hun skulle malke 20 malkekøer to gange om dagen. Malkemaskine var der endnu ikke på alle gårde. I alt var der 100 køer, og det var der 4 børn og 4 voksne, der skulle klare – børnene klarede de 20 af dem og skulle så i skole, de voksne klarede resten. Det varede ikke lang tid, før vi måtte flytte igen. Det var den 1. november 1937, hvor turen gik endnu længere sydpå – til Astrupgaard meget tæt ved Haderslev by. Her var far daglejer og mor igen malkepige med samme opgave som på Hjerndrupgaard.

Der var 6 danskere, 1 russer 1 polak og 1 tysker eller østriger. Udlændingene var flygtninge fra den første verdenskrig. Russeren var helt ovre fra Vladivostok ovre ved Stillehavet, hvor

7

de andre var fra, husker jeg ikke. Victor Barysintsky var fodermester, og Georg Hansen var medhjælper i stalden. Gården lededes af en forpagter Johansen, der var tysker. Her var vi kun godt et år.

2. kapitel I september 1938 flyttede vi til Vonsbæk nær det sted, hvor Haderslev fjord munder ud i havet. Vi lejede huset af Adolf Beck, og der var ca. ½ tønde land mark eller have, og her var der 7-8 æbletræer og et dejlig pæretræ. Der var et nogenlunde stuehus, og vi havde på et tidspunkt 50 høns. Der var kun 40-50 m ned til fjorden, hvor vi en tid havde to både, som vi kunne bruge – en 14 fods pram, der hørte til huset, og så købte far en dejlig 16 fods båd for kr. 30 – svarende til, hvad 15 høns kostede dengang. Vi byttede lige over med hønsefatter inde i Neder Aastrup. Det var dejlige både vi havde der, og vi drenge nød det i fulde drag, for vi kunne sejle ud på fjorden og fiske. Vi stangede ål og fiskede med fladfiskegarn. Det var nok det sted, hvor vi havde det mest småt, men samtidig også det sted, hvor vi havde de mest interessante oplevelser op gennem vores barndom. Når vi taler om fortiden er det næsten altid Vonsbæk, vi taler om. Her kunne vi muntre os ved fjorden og fange de fisk, vi havde brug for til den daglige føde. Ja, vi fik fisk næsten hver dag, men vi blev aldrig kede af at spise fisk. Vi kom meget sammen med naboens drenge – de var tre ligesom os, og de var fuldbefarne på vandet, så det var dem, der lærte os at fiske og sejle og ligeledes at bruge årerne rigtigt – jo, vi havde det dejligt, så sommeren 1939 blev noget helt særligt for os. Der var blot et minus ved det hele – der var småt med arbejde – så vores far præsterede at cykle 30 km hen om morgenen og 30 km hjem om aftenen for at skaffe føde til os forslugne unger, men det gik jo. Mor samlede æg sammen og fik dem omsat til mel, gryn, salt og andre grovvarer – det foregik i brugsen i Haderslev. Der gik en lille fragtbåd et par gange om ugen mellem Aarø ude i Lillebælt og Haderslev med landbrugsprodukter den ene vej og forbrugsgoder og byggematerialer den anden vej – den roede vores mor ud til og sendte æg med ind til brugsen, som så sendte varer og eventuelle nogle få ører den anden vej med ’Basta’ som båden hed. Båden tog også passagerer med, og det benyttede vi os af en gang imellem.

Trods alt det skønne ved fjorden, var det trange tider, men mor havde levet første verdenskrig med på tysk side, så hun var simpelthen ekspert i at få det til at gå rundt med små midler; ja, hun kunne lave fisk til, så vi kunne spise fisk to gange i døgnet, og det var nødvendigt en gang imellem, og fisk havde vi jo, når bare vi tog ud på fjorden og fangede dem, og vand

8

kostede jo heller ikke noget – det kom ud af vandposten, når bare vi pumpede, og var der ikke fedtstof til at stege fiskene i, så kogte hun dem bare, salt havde vi aldrig mangel på. Vi havde jo også æg og et par høns for at variere kosten. En overgang havde vi ingen kartofler – det var nok et par uger, hvor der var ikke penge til at købe noget for, og heller ikke til at betale for fragten med ’Basta’, så mor måtte tage cyklen og selv levere æggene til brugsen. Da mor havde fået byttet æggene og fået varer for dem, skulle hun egentlig hjem, men hun havde 11 ører tilbage, så hun tog ind på torvet for at se om hun kunne få noget for dem. Hun kom forbi en gartner, der var ved at pakke sammen for dagen – han havde kartofler, så øjnene dvælede ved dem, men ’nej’. Så siger gartneren: ’Skal du have kartofler i dag, lille frue?’ Jeg har kun 11 ører, siger hun, så det må vente. ’Selvfølgelig skal du have kartofler med hjem’, blev gartneren ved. ’Denne posefuld er dine, værsgo’ og der stod hun med fem pund kartofler i hånden og så kostede de ikke noget. Mor tog hjem til Vonsbæk, og der blev glæde i det lille hjem, tænk, vi havde kartofler igen, og de blev nydt, som var det dessert – alt var fryd og gammen. Det var i 1939, og i den forløbne tid er oplevelsen med de fem pund kartofler ikke glemt, da det jo nærmest var nødhjælp, gartneren ydede. Det var et kært minde.

9

Det var i 1982, hvor både jeg og mine brødre havde stiftet hjem, og vores forældre i 1976 havde haft guldbryllup. Jeg havde bosat mig i den nordlige udkant af Århus næsten ud til Randersvej sammen med min hustru Grethe. De fire andre havde bosat sig i mange forskellige egne af Jylland, og mine forældre boede i Klovborg nord for Tørring. Pludselig ringer telefonen – det var fra nogle af mine gode bekendte, John og Benthe fra Tørring. De havde fået besøg af et ældre ægtepar fra Haderslev egnen, og disse to ville gerne til Jehovas Vidners sommerstævne i Århus, men manglede noget at overnatte i – de var begge omkring de 80 år. og deres ben var ikke hvad de havde været. ’I har jo campingvogn’, sagde Benthe. Den vidste hun stod hos far og mor i Klovborg. Hvis den var ledig, kunne de ældre så ikke låne den?, spurgte hun. Jo, det kunne godt arrangeres, sagde jeg. Et par dage efter ringede mor fra Klovborg. ’Ved du hvem der har været her og se på campingvognen?’ Det var manden der for 43 år siden havde foræret mor de fem pund kartofler. Jo, de kunne bestemt godt låne campingvognen, og det til samme pris som kartoflerne i sin tid kostede.

10

3. kapitel Kunne det aldrig høre op med det flytten rundt? Nej, vi måtte til det igen. Som mange andre, der var ansat ved landbruget, var man kun ansat indtil næste års flyttedag, den 1. november (eller den l. maj). Denne gang gik turen til Kolstrup vest for Christiansfeld den 1. november 1939. Kolstrup – ikke langt fra Hjerndrupgaard. Her skulle vores forældre være fodermesterfolk. Her boede vi den 9. april 1940, hvor vi så de tyske flyvemaskiner komme ind over Danmark i formationer. De fløj så lavt, at vi kunne se de danske kugler prelle af, når de ramte på langs af maskinerne. Vi blev sendt hjem fra skole, efter at lærer Nielsen havde indprentet os alvoren i det, der var sket. Lærer Nielsen var for øvrigt lidt af en kunstner – han byggede violiner – nogle med løvehoveder, andre med hestehoveder og nogle med den almindelige afslutning, men så var selve kassen en anden form end de andre. Så den 1. november 1940 gik det til Taagerupgaard omkring Sommersted, ikke så lang fra hvor vi før havde boet. Det var første gang vi prøvede at have elektrisk lys, og det varede ikke længe inden vi fik radio – det var – tror jeg – en engelsk udgave, da den hed Always Cyklop, det lød da engelsk, ikke? Så nu kunne vi høre de engelske programmer, men hvad? De forkyndte jo ligesom de tyske kun om død og ødelæggelse, men på en mere interessant måde - hvem der foretrækker det. Det blev senere også forbudt at høre disse programmer, og tyskerne lagde forstyrrende larm ind på de engelske bølgelængder. Tilbage til vore forældres arbejde – Det nye sted var der 40 køer, der skulle malkes to gange i døgnet, men her med malkemaskine. Køernes indhegning var omkranset med et elektrisk hegn, der blev drevet af et batteri, men det var ikke altid, at køerne respekterede det, så gårdejeren fik anskaffet et apparat, der blev drevet over lysnettet – altså ved 220 volt, og nu blev dyrene, hvor de skulle være.

I maj 1941 - som 13 årig - kom jeg ud at tjene hos Peter Rasmussen i Stepping, lidt nordvest for Haderslev. Gården var på 65 tønder land og blev drevet som et almindeligt landbrug med heste, grise og køer – ingen får. Her var 15 køer og der var malkemaskine. Grisesøerne lå med

11

smågrise, og der var høns til eget forbrug. Det var tidligt for en 13 årig at skulle arbejde så hårdt samtidig med skolen, men der var kun 2 km til skole – fra Taagerup var der godt 5 km til den samme skole, og det var i begge tilfælde til fods. Her havde vi lærer Midtgaard og lærer Hansen – Det var den bedste skole af de syv skoler, jeg har gået i. Min bror Jens var gået ud af skolen, så han hjalp på fuld tid i stalden, hvor far og mor arbejdede – det var næsten som en voksen, men fra 1. maj 1941 fik han plads på ’Bakkely’ i Bastrup ved Vamdrup, hvor han så var til 1. november. Vores broder Peder var hjemme og hjalp til i stalden samtidig med, at han passede sin skolegang i Stepping. Vores søster Brigitte var kun 5 år, så det var begrænset hvad kun kunne hjælpe til med. I juli 1941 fik vi et tilbud om at komme på udflugt til København. Der var en velgører, der gjorde det muligt for os at komme derover for to kroner pr. person. og det dækkede så både kost og logi. Vi skulle have en lagenpose og en pude eller en sovepose med. Vi skulle sove i et lastrum på fregatten Jylland, der lå ved den gamle Langebro. (jo, det er det skib, der efter en omfattende restaurering ligger i Ebeltoft nu.) På Langebro var der anbragt fire maskingeværreder med tyske soldater, et i hvert hjørne af broen. Det var tyskernes held, at ’Jylland’ lå dér som logiskib, for så var broen ikke så udsat for sabotage. Ja, det var krigstid, så der var tyske soldater over det hele, og måske især langs jernbanen for at beskytte deres transport af krigsmateriel ved at forebygge for megen sabotage. Da vi kørte over Lillebæltsbroen blev vi advaret mod at lukke vinduer op og læne os ud, da vi kunne risikere, at der blev skudt på os, og vel også for, at vi ikke skulle smide noget eksplosivt ud og ødelægge banelegemet.

Storebæltsfærgen hed ’Sjælland’ og var vistnok den nyeste på Storebælt – også den var fyldt med soldater. Men vi kom godt af sted og oplevede ingen krigshandlinger. På grund af krigen var transportmulighederne i København begrænsede, så vi måtte gå, når vi skulle rundt i byen, men da vi skulle ud og se Danmarksakvariet i Charlottenlund kom vi dog med tog, og en enkelt gang med sporvogn. Vi var 42 fra Stepping skole inklusive lærere, så vi fyldte godt. Min arbejdsgiver Peter Rasmussen havde givet mig 10 kroner til at male byen rød med, foruden de 5 kroner, jeg selv havde, så vi var ’velbeslåede’. Det var en stor oplevelse for os og helt nyt for os. Vi oplevede for første gang at få et glas vand med isterninger i på det lille hotel, hvor vi spiste. Et trafikfyr (af nogle kaldet blinklys selvom det ikke blinker) havde vi aldrig set før og sporvogne og bybusser der var flade foran, alt var nyt for os. Vi besøgte Carlsberg bryggeriet, og her blev der serveret sodavand for os, så vi kunne spare lommepengene, og det kom jo meget tilpas for det var godt vejr og det frembragte tørst. Vi gik mange kilometer hver dag, alene fra Fregatten og til Carlsberg var der to km, og derfra til

12

Zoologisk Have er der 1 km, og vi skulle jo også andre steder, så det kunne nemt blive omkring 15 km vi gik om dagen. Vi fik nok at spise og havde det godt på hele turen og i dag har vi minderne fra vores første udflugt, og så oven i købet til København.

Ved Elefanthuset i Københavns Zoo i 1941 – Jørgen står ved pilen.

13

4. kapitel 1. november 1941 da Jens var færdig med sit arbejde, pakkede vi vores grej og cyklede den lange vej til Rømø, hvor vores forældre nu var flyttet til – jo, dengang gik man ikke i vejen for at cykle lange strækninger. Vi havde begge fået anskaffet nogle rimelige cykler. I marts 1942 sluttede jeg min skolegang og fra 1. maj kom til at tjene på ’Kommandørgaarden’ på Rømø som den sidste medhjælper, inden gården overgik til at være museum. Jens kom til at tjene hos strandfogeden i Kongsmark, Rømø. og var med til at samle både miner og strandvaskere (døde mennesker). Der drev også en masse tømmer i land fra skibe, der var minesprængte eller torpederede. Bortset fra det at samle lig op, var Jens glad for sit arbejde. Jeg kunne også lide mit arbejde på ’Kommandørgaarden’, hvor vi havde en fire vinget mølle (en klapsejler) så vi malede korn for hele øen, der ellers kun havde begrænset elektricitet, mens der jo er nok af vind ved Vesterhavet.

Rømø havde dengang ikke forbindelse til fastlandet. Dæmningen, der nu er etableret, var under opførelse under hele krigen. Vi måtte derfor tage færgen, hvis vi skulle til eller fra Rømø. Der var to færger – begge fladbundede. Den ene af dem var så godt som ikke i brug under krigen, da den blev drevet af en dieselmotor, og dieselolie var næsten ikke til at opdrive under krigen. Den anden større færge sejlede på generatorgas, d.v.s. at den brugte træ til fremdriften, og det var lettere at få træ end dieselolie. Den havde plads til 100 passagerer, og

14

den lille måtte tage 60 personer med. Der var altid tyske soldater med – de skiftede hele tiden – nogle kom fra østfronten – andre skulle til østfronten. Det var ofte soldater fra det centrale Tyskland, som ikke var vant til at sejle – der var jo ingen skibsfart i bjergene – så trods den korte overfart blev mange af dem søsyge. Vi flyttede fra Rømø den 1. maj 1943, da vores forældre havde taget plads som fodermesterfolk på ’Stendetgaard’ lidt nord for Haderslev. ’Stendetgaard’ var et statsdomæne, der blev drevet af døvstumme og ledet af bestyrer Boesen og dennes søn Jørgen Boesen, der begge var perfekte til fingersprog, men mere end det, der var nemlig en døvstum-blind mand på godset, og de to var de eneste, der kunne kommunikere med ham; det foregik ved hjælp af tryksignaler i hånden. På gården var der ca. 40 køer – og de blev malket med malkemaskine af mærket ’Manus’ – jeg tror et dansk fabrikat – i hvert fald blev der henvist til hovedkontoret i Kolding. I stalden havde far en medhjælper, Mathias, og når der skulle malkes deltog vores mor – det var meget nemmere med maskinen end med håndkraft. Hvor Mathias var fra husker jeg ikke, men når han havde fri, var der en anden døvstum, der afløste ham, og afløseren var fra Strynø, der lå ude i det fynske øhav. I sommeren 1943 havde jeg selv plads på en lille landejendom ’Havremark’ lige ved siden af hvor vi boede – det var faktisk et frilandsgartneri, og det blev starten på min store interesse, nemlig planter. Vi havde et stykke med jordbær og avlede derforuden hvidkål, rødkål, blomkål, rosenkål og porrer, som blev leveret til forskellige butikker inde i Haderslev, og det foregik med hestevogn med forspand af to dejlige heste. Det var en uddannet gartner, der stod for grøntsagerne. Vi havde også noget så fint som meloner, der blev dyrket i mistbænke. På et tidspunkt lejede min arbejdsgiver et stykke jord ud til en kulsvier, der satte fire store ovne op, og så brændte han trækul. Det var trækul, man brugte til at starte gasgeneratorer med. Disse generatorer blev snart det mest benyttede på de køretøjer, der var i drift under krigen. På ’Stendetgaard’ havde de en rigtig hestetrukket karet – den blev brugt flittigt, når der f.eks. skulle hentes gæster til de døvstumme ind i Haderslev. Mange af deres pårørende kom langvejsfra for at besøge deres børn eller anden familie, og så var det jo rart at blive hentet i karet. Desuden var de døvstumme fortræffelige kuske, som behandlede hestene godt.

15

På ’Stendetgaard’ blev der dyrket tobak på et område helt op til Østerskoven, lidt nord for Haderslev. Her lå tyskernes ammunitionsdepot kun 400 m fra gården. Tobakken blev hængt til tørre hvor der var plads. Tobakken blev syet på lange snore, og her var det interessant at se at den døvstum-blinde kunne være med – han var i stand til at orientere sig så meget, at han kunne bruge den helt specielle nål, man brugte til tobakken. Vi flyttede fra ’Stendetgaard’ den 1. maj 1944.

Jørgen Svendsen

16

5. kapitel Den første marts 1945 kom jeg i lære på ’Vejle amts Planteskole’ i Børkop, hvor en nedlagt landejendom var lavet om til elevboliger, den ene fløj med fire værelser med to elever i hver i stueetagen, og med et større værelse på første sal til husbestyrerinden. I den anden fløj var der opholds- og spisestue samt spisekammer – det var i stuen, og der var også en fin kælder. På første sal var der her et rimeligt stort værelse til tjenestepigen samt et lille værelse til en enkelt elev. Der var desuden et ret stort værelse til vores traktorfører og en udlært gartner. Vi fik en god og alsidig kost – så alsidig som det nu var muligt under krigen. Når vi fik stegte sild havde Signe Damgaard altid købt så godt ind, at der blev nogle til at lægge i eddike, som vi så fik som pålæg dagen efter. Værelserne var i rimelig god stand og vore senge blev redt hver dag. I den østlige ende af huset var der indrettet en slags vaskerum, hvor der var en cementrende med vore vaskefade – og her var plads til fem personer ad gangen. Toilettet var et træskur med gammeldags das. Det var jo krigens tid, så toiletpapiret var aviser, der var skåret i passende størrelser. Husbestyrerinden og tjenestepigen havde deres eget toilet og vaskefaciliteter oppe på førstesalen. Pigerne skulle tidligt op, for der skulle laves morgenmad til tretten personer, hvoraf de elleve skulle på arbejde kl. 7. Varmen til værelserne kom fra et Ribe komfur, der også blev brugt til madlavningen, men i de kolde vintre kneb det lidt at varme de 8 værelser op. Der blev fyret med kogler ovre fra tørreriet – kogler hvor frøene var taget ud af, ellers brugte man koks. Vinkelret for elevbygningen var der en tidligere staldbygning, hvor lugekonerne og arbejdsmændene havde mødested. Ved den anden side af elevbygningen var der en ret stor bygning med frøafdelingen, kaldet tørreriet. Den var højest 10 år gammel. Her oplagrede man skovfrøene og tørrede kogler og andet, der skulle tørres for at få frøene ud. De blev samlet i portioner eller lagt i sække. Herfra sendte man skovfrø til hele Europa, og man modtog også mange fra hele kloden. Man handlede skovfrø med lande som Japan, Kina, Korea, Sibirien, Nord Amerika, Syd Amerika, Canada og Australien foruden hele Europa. Vi havde nogle mægtige arealer med planteskolekulturer – jeg husker ikke hvor mange tønder land, vi havde, da jeg begyndte min læretid, med sidst i fyrrene havde vi langt over 400 tønder land og var på det tidspunkt den største planteskole i Danmark.

17

Vi havde bl.a. 200.000 roser og 50-80.000 frugttræer ved Børkop og yderligere mange planter i afdelinger i Vejle og Fredericia og senere også i Helsingborg.

I 1951 var jeg ansat i filialen i Vejle, hvor jeg afløste bestyreren, når han havde ferie eller på anden måde havde fri. ’Lille Jensen’ som vi kaldte bestyreren var sjællænder fra Holbæk egnen, og vi arbejdede rigtig godt sammen. En dag først i august kom han ud i marken og bad mig komme hjem på kontoret og ringe til hovedfirmaet i Børkop. Vores prokurist ville have mig sendt over til afdelingen i Hälsingborg i løbet af en uges tid, dersom jeg kunne få pas og internationalt kørekort på så kort tid, og for at det kunne lykkes blev jeg udnævnt til ’ekspeditionssekretær’, og da Frost i Børkop var et velanskrevet navn i trekantområdet, klarede ’ekspeditionssekretæren’ at få ordnet sine papirer på kun 5 dage, og så gik turen til Helsingborg i Sverige. En dejlig tur med ’Svea’ eller ’Kärnan’ over Øresund, og så er man i Helsingborg med et landskab, der ligner det danske og befolkningen – især bønderne – ligner de jyske bønder i deres væremåde, og byboerne er som danske byfolk, bare med sproget til forskel.

I løbet af den første uge fik jeg arbejdstilladelse. Jeg var derovre i efteråret 1951 og i foråret 1952 for at ekspedere nogle millioner rødgran til den svenske stat – de skulle sendes op til skovgrænsen, ca. 1.000 - 1.200 km nord for Stockholm, hvor de svenske skove led af indavl,

18

og der var ingen tilvækst, der ad åre kunne bruges som gavntømmer. Det er meget store arealer, som svenskerne har med skov og hovedsagelig granskove. Man skulle til Øst Europa for at få behovet dækket, men Sverige var forsigtige; de ville ikke risikere at få plantesygdomme indført fra den kant, så de valgte at købe deres forbrug i Danmark, og det var for alvor et stort behov – næsten femten millioner rødgran, og så mange havde vi ikke i Danmark, så A.J. Frost i Børkop handlede med hele Europa på det tidspunkt og vidste derfor god besked om, hvor man kunne opfylde svenskernes behov – nemlig i Øst Europa: Polen, Estland, Letland og Litauen, foruden i Østtyskland og Østrig og Ungarn. Det var netop de lande, svenskerne ikke ville handle med. For nu at undgå at svenskerne anede uråd var der en klausul på, at hvis vi fandt en enkelt ting, der kunne røbe, hvor planterne kom fra, skulle hele vognladningen sendes retur. Vi fandt aldrig noget, og der blev heller ikke ’indført’ sygdomme i produktionen i Sverige ad den vej. Derfor stod handelen fast: ca. 15 millioner rødgran blev leveret fra ’Vejle Amts Planteskole’ i Børkop. Mit job i Helsingborg var så at tage imod de mange jernbanevogne fra Danmark og tælle bundterne op og læsse dem over på store lastvogne, der så kørte dem op til skovgrænsen. 15 millioner er et uhyggeligt stort tal. Jeg havde tællepip, før vi nåede de 9 millioner, så jeg gik og talte alt dag og nat. 6. kapitel

Nu knap 60 år efter det eventyr har jeg truffet en repræsentant fra endørfabrik i Vestjylland, der lige havde været i Sverige for at købe trætil dørfabrikationen, og da vi kom til at uddybe, hvor han havde købtsit gavntræ, viste det sig, at det lige netop var fra det område, hvor vileverede planter i 1951, og nu havde træerne en diameter på 30-40cm, lige netop den størrelse, repræsentanten var ude efter. Det havdealtså taget små 60 år at nå den størrelse og kvalitet, repræsentantenvar ude efter, så grantræer er ikke lige noget man avler fra den enedag til den anden.

I 1951 var kaffen stadig rationeret i Danmark efter krigen, så jeg måtte over Øresund et par gange om ugen og sende kaffe til venner og bekendte i Danmark. Sådan noget som kokosmel var også en eftertragtet vare.

19

Vi havde en ældre lastvogn, som jeg kørte vore produkter ud med i en radius af ca. 30 km – det var en ’Fargo’ model 1938, der måtte laste 3½ tons. Der var venstretrafik i Sverige, men det gik uden komplikationer af nogen art, selvom jeg kun havde haft kørekort et år. Det var værre at komme tilbage til højretrafik, nu da jeg havde vænnet mig til at reagere modsat. Jeg var ansat i firmaet i sammenlagt 12 år, ind imellem var jeg ansat andre steder. Senere var jeg ansat forskellige steder i Jylland og Sjælland. Det var spændende for sådan en ung knægt som mig delvis at styre alt selv og gå på opdagelse i Helsingborg. Jeg gik en fredag aften rundt i byen for at se, hvad der rørte sig dér. Meget var som i Danmark. Der gik to herrer ved siden af hinanden – de havde et par blade hver, som de holdt op i vifteform, og jeg tænkte ved mig selv – hvor det dog ligner gadebilledet i Vejle og Haderslev; mon det var de samme, der var rejst herover? De kaldte sig for ’Jehovas Vidner.’ ’Hvad er det i går og reklamerer for? spurgte jeg, hvortil de kunne fortælle, at de blade hed Vakttornet og Vakna, og at de var Jehovas Vitner. Så siger den ene af dem: ’Jag förståss at ni err danska’, og så gik snakken som endte med, at den anden inviterede mig hjem til en kop kaffe – han hed Melander og havde en kaffe affær (en kaffebutik – den anden hed Larsson) – han fulgte med og vi havde en dejlig aften med en skøn kop kaffe. De to blev enige om, at jeg skulle have et bibelstudium, men der var kun een dansker i deres menighed, og det var en dame, Edith Løvquist, der stammede fra Århus. Men vi fik aftalt et studium over en lyseblå bog, der hed ’Børn’. Studiet foregik hver onsdag fra 1. oktober til 17. december, indtil min hjemrejse. Jeg tog ikke denne nye religiøse interesse op lige med det samme, da jeg kom hjem; bortset at jeg overværede et par bibelske foredrag i rigssalen i Vejle, havde jeg ikke for alvor kontakt med Jehovas Vidner, før end 3 år efter at jeg første gang havde kontakt med dem i Sverige.

Siden 1947 havde min broder Jens været i gang med at fiske. Han var flyttet til Bredballe lidt nord for Vejle hos Carl Arenkiel, der havde en lille kutter ’Niels Juel’. To mand kunne overnatte i den, når de ikke var for krævende. Motoren var af en dimension stor nok til at kunne trække et slæbetrawl, men for det meste fiskede de med håndvod efter ål, og dem var der masser af dengang. Slæbetrawlet brugte de nærmest, når de fiskede torsk, fladfisk, brisling eller makrel. Det kunne være en blandet landhandel, men de måtte jo tage de fisk, der kom i garnene. Fangsterne lossede de inde i Vejle til nogle flydende fiskeforretninger. Det skete også, at de fiskede i Lillebælt, Baaringvig eller Gamborg fjord, og så lossede de i Fredericia eller Middelfart. Efterhånden blev ’Niels Juel’ for lille, og så blev den skiftet ud med ’Asta’, der var ca. dobbelt så stor og med en større kahyt. Den havde en ret stor motor – engelsk af mærket ’Tuxham’ 42/48. Med så kraftig en motor udvidede de fiskeriet til også at

20

omfatte en del af Kattegat. Da Jens havde været med Carl Arenkiel i et par år, købte han selv en 18 fods jolle og begyndte for sig selv, og det foregik udelukkende med håndvod, og i første omgang i den inderste del af Vejle fjord på gammeldags maner med årer, hvilket begrænsede hans virkefelt betydeligt. På et tidspunkt blev der sat en lille fiskerkutter – uden motor – til salg meget billig, og nu var blevet råd til at købe en motor. Da jeg i 1947 flyttede fra Børkop til Vejle, fik jeg et værelse på Sdr. Strandvej sammen med en tømrersvend, Gunnar, og han var meget villig til at hjælpe til, da han var motorkyndig. Så da Jens købte en ’Ford T’ motor, model 1927, fik vi rigtig brug for Gunnars kendskab til motorer. Vi skilte den simpelthen ad og gjorde den ren over alt og fik den også samlet igen. Den havde stået i nogle år og havde ikke været startet, så nu var det spændende om den overhovedet kunne starte. ’Ford’ har altid ligget foran på flere områder, så den gamle svend fra 1927 var udstyret med selvstarter, og på dette tidspunkt kørte man med 6 volt til starter og lys, og hvad der ellers krævede strøm, men da vi ikke havde noget batteri, måtte vi starte den med håndsving. Vi prøvede og prøvede uden andet resultat end at vi kom til at svede. Hvad gør vi nu? Jo, Gunnar ville prøve med 220 volt via stikdåsen på væggen. Han trykkede på kontakten, og der kom en eksplosion – der var kommet benzin ned i bundkarret, og det var blevet antændt. Så udover eksplosionen og forskrækkelsen var der ikke sket nogen skade; oven i købet var motoren gået i gang, så derfor steg vores humør. Vi fik motoren installeret i kutteren uden at vide, hvad den kunne yde, og dagen oprandt, hvor vi skulle prøvesejle den. Der var en mand på havnen, der havde en lille men dejlig fiskekutter med en to takts dieselmotor. Han prøvede at gøre os til grin, fordi vi havde installeret en ’Ford T’ i en kutter. Vi sejlede ud af havnen og Anders – som manden hed – grinte af os og fulgte efter os for at vise os, hvad hans båd kunne, så han gav den fuld gas, mens vi tog den lidt med ro, da vi jo ikke var blevet fortrolige med vores motor, men vi var da kommet et godt stykke uden for havnen, da vi lukkede op for hestekræfterne og blev glædeligt overrasket over at sejle forbi Anders, og da vi var forbi Bredballe var Anders sejlet 1½ km agterud og var ved at vende om. Nu kunne Jens udvide sit fiskeri til mundingen af Vejle fjord og sommetider tage til Lillebælt og Fredericia. Det var tider den gang; vi kunne næsten altid få friske fisk lige fra vandet, og derfor kunne vi blive ved med at spise fisk i familien. Jens havde nu både sin 18 fods og sin lille fiskekutter at virke med – dengang var der ikke de restriktioner, det kom senere for fiskeriet. Da disse kvoter blev indført holdt han næsten op med at fiske og blev fritidserhvervsfisker samtidig med han var landbrugsmedhjælper.

21

7. kapitel

Det var i 1948. Tiden gik og jeg passede mit arbejde som planteskolegartner, og jeg opnåede også at få kørekort, men kun 2 år ad gangen, da jeg som 3-4 årig havde haft en hel del epileptiske anfald, og det var det en lægeattest skulle bekræfte. Jeg blev indkaldt til en af de første sessioner efter anden verdenskrig. Jeg havde bestilt lægeattesten for sent, så den nåede ikke frem til tiden, så måtte jeg nøjes med at give en mundtlig beretning om min helbredstilstand til udskrivningsmyndigheden, der så kort og godt forkyndte: ’Kom igen til næste år!’ Året efter var der så ikke andet at gøre end at møde op til session nr. 2, hvilket også foregik på rådhuset i Vejle og stadigvæk med udskrivningschef Djarnø fra Aarhus. Ved sessionen skal man klædes fuldstændig af – det skal man vist ikke mere; lægen skulle vurdere, om vi var duelige til militærtjeneste. Han var i fuld uniform og hvid kittel og utiltalende. Han skaltede og valtede med de unge mennesker som det passede ham, og derfor var der to, der af bar skræk tissede på gulvet, hvilket han mærkeligt nok ikke havde kommentar til.

Så vidt jeg husker var vi 18, der skulle vurderes. Da turen kom til mig, ville jeg gøre det nemt for lægen, så jeg sagde til ham, da jeg jo havde en lægeerklæring med: ’Det kan ikke betale sig at veje eller måle mig, da I alligevel ikke kan bruge mig til noget’, hvilket fik manden til at vise, hvor lidt han regnede unge mennesker, for han tog sit stetoskop op ad lommen og gav mig et slag på ryggen og nærmest brølede ind i øret på mig ’Nu gør De, som jeg siger’! Dette bevirkede, at jeg i min nøgenhed vendte mig om, og tog fat i kraven på ham og brølede ind i hovedet på ham: ’Nå, du skal slå, din bandit!’ og så drejede jeg kravetøjet på ham, så han næsten ikke kunne trække vejret. Jeg var kommet til det punkt, hvor jeg undlod at sige De til ham. Dengang var der altid to betjente til stede, og det var mit indtryk, at de havde håbet på at komme til at sige et par borgerlige ord til sessionslægen, for de henvendte sig først til ham med ordene: ’De er sikkert klar over at De har forløbet Dem – den unge mand er i stand til at få Dem straffet.’ ’Hvad siger De, unge mand?’ Hvortil jeg svarede, at ’hvis manden er i stand til at give en uforbeholden undskyldning, skal vi så ikke lade det blive ved det, det var jo den nemmeste måde at klare sagen på.’ Nu kom lægen så med en valen hånd og sagde: ’Undskyld, men jeg forløb mig vistnok’. Dette svar var ikke nok for mig, så jeg råbte ind i hovedet på ham: ’Forløb du dig eller gjorde du ikke?’, hvilket bevirkede, at han slog hælene sammen, gjorde honnør, strakte hånden frem og sagde tydeligt: ’Undskyld, jeg forløb mig.’ og så var den sag glemt fra min side, men lægens ansigt og mimik sagde mig, at han helst ikke ville

22

sige undskyld til en nøgen ung mand, der efter hans mening kun var et stort nul. Lægen var omkring 60 år, så det var ikke for sent at lære at sige undskyld. Jeg skylder lige at sige, at lægeattesten fik mig kasseret som soldat. Det var som nævnt den 20. december 1951, at jeg rejste fra Sverige, for der var ikke mere at bestille i Helsingborg – alt var gjort vinterklar – nu ventede vi bare på at det skulle blive forår igen, så vi kunne få leveret resten af de mange millioner rødgran til svenskerne. I mellemtiden var jeg så beskæftiget i hovedfirmaet i Børkop. Min arbejdsgiver A.J. Frost og vores repræsentant Weidemeyer var et smut i Helsingborg for at få nogle handelsaftaler i stand, og så tog de mig med på tilbageturen. Turen hjem var med overnatning i København, og jeg skulle overnatte på Hotel Østerport, medens de to andre overnattede hos en forretningsforbindelse. Hotellet var et barakhotel – nærmest et stort træskur fra besættelsestiden, og det lå langs med jernbanen ved Østerport station. Personalet var snobbede og forstod ikke, at man kun kom for at sove. En person fra arbejderklassen som mig skulle ikke have speciel service, så de stak mig bare en nøgle, og så kunne jeg selv finde værelset, der var det, der var længst borte og tættest på jernbanelegemet, så her kunne man ikke undgå at blive vækket, når togene kørte forbi, eller når man rangerede godsvogne om natten, men det var en god seng, og endelig faldt jeg i søvn. Weidemeyer var tidligere officer i den danske hær og var en flot fyr at se på. Der var ikke noget med krum ryg eller skæve ben, og så var han en lun rad. Da han på firmaets vegne havde betalt for mit værelse, bad han personalet om at vise ham vej hen til mit værelse. Jeg havde pakket mine to kufferter og var klar til at gå. Weidemeyer og jeg arbejdede godt sammen og var selvfølgelig dus, men da han kom for at hente mig, var vi pludselig blevet De’s, så han siger, medens personalet hører på det: ’Hr. Svendsen, må jeg tage Deres bagage?’ ’Meget gerne, hr. Weidemeyer’ svarede jeg. Nu kom personalets snobberi rigtig frem i lyset, for efter dette ordspil var de ved at falde på knæ for os – de tog den ene kuffert og bar den hen til bilen med et ’Hr. Svendsen, De skal være velkommen en anden gang’. Da vi nåede dette punkt var Weidemeyer degraderet til at være min tjener. Det var en lun december, så da vi havde passeret Roskilde blev det meget tåget – ja, så tåget så vi ikke kunne se 50-100 m frem, og derfor nåede vi ikke den færge, vi skulle have været med, men måtte tage den næste. Næste gang jeg tog til Helsingborg var den 18. marts 1952, men denne gang var det som passager i firmaets lastbil. Resten af arbejdet med at levere rødgraner til svenskerne skulle færdiggøres.

23

Når man skifter arbejde kommer man ofte ud for nye og interessante oplevelser, det er min erfaring. I 1951 havde jeg ellers skiftet jeg fra et østjysk planteskole til en planteskole på Thisted egnen, Chr. Poulsens Planteskole og Blomstergartneri Hou pr. Thisted, hvor der var både blomstergartneri, planteskole samt frugtplantage. I blomstergartneriet var der en gartner, der var uddannet i blomsteravl og planteskole. Ejeren selv havde begge uddannelser, og så var der mig, der kun havde planteskoleuddannelsen og også havde uddannelse i beskæring. Blomstergartneriet bestod af 3 drivhuse, der både kunne bruges som koldhuse og som varmehuse, når det var nødvendigt, og til hele foretagendet var der 14 tønder land. Jens, blomstergartneren og jeg havde kost og logi på planteskolen og så havde vi fælles værelse. Poulsen selv var godt kørende – han havde en Ford V8 ladvogn, der måtte laste 1.000 kg. Det var model 1937, og så havde han en personvogn –

Opel Super Six model 1938.

I Thy blev der plantet mange læhegn – det var almindelig hvidtjørn, slåen, syrén og sildig hæg samt et stort antal bjergfyr og hvidgraner. Vi fik på et tidspunkt til opgave at plante 1.000 m læhegn oppe ved Hjardemål klit – det vil i realiteten sige 4.000 m, da der skulle plantes 1.000 m med 4 rækker med en afstand af 1 m mellem planterne og 1½ m mellem rækkerne – altså 4.000 planter. Jeg besøgte planteskolen 1 års tid efter, og da kunne Poulsen fortælle, at der kun var gået 8 planter ud, og det må siges at være flot, da det var mager sandjord, de var plantet i. Poulsen havde som før nævnt en Opel Super Siz, model 1938. Den var ved at blive lidt mat i lakken, så Jens og jeg syntes, at den skulle poleres en gang, så den var til at holde ud at se på. Vi aftalte at gøre dette med Poulsen i vores fritid mod at vi lånte den til en søndagstur for at se lidt mere af landsdelen. Poulsen var godt tilfreds med poleringen for som han sagde: Så flot har den være siden den var ny, og så gav han en lille forfriskning.

24

8. kapitel Det kneb lidt med helbredet, så på et tidspunkt kunne jeg ikke klare at passe mit arbejde og hvad gør man så? Jo, man prøver at finde på noget, hvorved man kan tjene til dagen og vejen. En knallert kan bruges til meget, og da jeg havde sådan en tingest var det med at prøve sig frem. Min uddannelse var som nævnte planteskoledrift og med dette fag havde jeg lært at slibe knive og skær, så de kunne levere et nøjagtigt snit – det var påkrævet til podning, okulation (knoppodning) og beskæring. Kunne dette også bruges til noget andet? Jo, det skulle da prøves, så jeg gik til smed Kaj i Ravning og fik lavet en ramme i vinkeljern med en aksel foroven og en aksel forneden. På den forneden var der påmonteret en rulle fra en bagfræser (små knallerter med motoren bagpå kaldtes bagfræsere) fra en BFC knallert, og den foroven var påmonteret 2 slibesten – en smergelsten og en karborundumsten – det skulle være perfekt, når det nu skulle være. Vi må tænke på, at vi måske her har at gøre med Danmarks første motoriserede skærsliber*) på knallert.

*) En skærsliber (tidligere skærslipper) var normalt en vandringsmand, som levede af at slibe knive og sakse for folk. I 1900 tallet blev det almindeligt med en cykel med en påmonteret slibemaskine drevet af cyklens pedaler.

Det skulle være noget, der duede. Hele vidunderet vejede 8 kg og var monteret ved bagagebæreren, så der var plads til soveunderlag og en madpakke. Aktiveringen af maskineriet foregik ved en kilerem og den nederste aksel – den med rullen blev aktiveret ved en skrueanordning, der førte dem ind på baghjulet, når der skulle slibes. Nu kunne jeg så køre ud og prøve lykken, hvilket skulle ske ovre på Nordfyn. Undervejs sleb jeg nogle få steder, så der lige kunne blive til lidt mad. Efter 5 timers kørsel og slibning nåede jeg til området omkring Bogense. Det var sommer og vejret var lunt. Mellem Bogense og Otterup var der en lille skov med en hel del bjergfyr; det var lige, hvad jeg havde brug for, sådan en tæt bjergfyr er dejlig at overnatte under, når der er sommer og tørvejr.

Lidt længere østpå var der en granskov med rødgran og ædelgran – her var 3 mænd i gang med at kviste af med deres specielle økser, så jeg forhørte mig, om de skulle have slebet deres værktøj. Den ene af de 3 havde den opfattelse, at en skærsliber er en man gør grin med, så han stak en økse frem (det var en ’Sheffield’) og sagde: ’Hvis du kan slibe denne her, så den kan barbere, når du er færdig, så får du en tier af mig’ Jeg kikkede på øksen og sagde så, at hvis

25

den ikke kan barbere, når jeg har haft den under behandling, får du en tier af mig, og så gik jeg i gang med at slibe. Dette foregik først i halvtredserne og en dagløn var på mellem 20-30 kr., så det var næsten en halv dagløn, der blev sat på spil. Da jeg var færdig med at slibe, smøgede jeg det ene ærme op og barberede alle hårene af, hvorefter jeg spurgte, om det var godt nok. Nu fik manden pludselig travlt med at han skulle et eller andet sted hen og skulle til at stikke af, men så kom hans kolleger mig til hjælp. De sagde, at han havde bare at betale inden han stak af – nu blev det så kr. 1 for slibning plus den 10er, han havde lovet mig, og nu var det ham, der blev grinet af i stedet for skærsliberen. Nu gik turen efter Otterup, hvor jeg kom ind på en lille pæn gård ved 13,15 tiden; her var konen alene i køkkenet og på min forespørgsel, om hun skulle have noget slebet, stak hun mig en kniv til en kødhakkemaskine, der allerede var ødelagt (en almissekniv), hvorfor jeg afslog at slibe den. Nu kom manden frem i døren – det var vel sovekammerdøren, for han havde sikkert lige fået sin middagssøvn. Han hørte mit afslag og begrundelse, og så sagde han: ’Ve du va moer, jeg tror den mand ka sliiv, så hiv du bar’ ål dit grej frem å få’et gjort i stand.’ Bagefter tog han mig med over i sit værksted og smed alt det værktøj, der trængte til at blive slebet op på bordet, og her blev det til 2 daglønne og en meget tilfreds kunde. Manden var meget snakkesalig, så vi fik samtidig drøftet dagen og vejen. Herefter gik turen mere østover, for derefter at tage tilbage til Jylland omkring Vejle, hvor jeg også prøvede at sælge røgede sild fra dør til dør.

26

9. kapitel Jens og jeg cyklede nogle ture sammen, og en gang blev vi enige om at tage en tur til Mors, så vi tog færgen over ved Feggesund. Færgen var på det tidspunkt en overdimensioneret fiskekutter, der dog kunne tage én personbil med, og den sejlede kun når der var nogen der skulle med, altså efter behov, og overfartstiden var kun 10 minutter. Vi havde sat os for, at vi ville over til Feggesund Færgekro og spise ål – det var kroen berømt for – og berømmelse blev ikke gjort til skamme, vi smovsede rigtig. 24 år senere kom jeg også over ved Feggesund – da var der kommet en større færge, der kunne tage en lastvogn og 4 personbiler. Trafikken er steget siden da, så i 1978 overtog man den færge, der havde været anvendt ved Sallingsund, hvor der nu var bygget en bro. Den kan overføre 12 personbiler ad gangen. I øvrigt fortælles der, at der hvert år steges 30.000 ål, d.v.s. 5 tons ål på færgekroen. Jeg blev kun på Thisted gartneriet et par måneder, så blev jeg headhunted tilbage til Børkop firmaet, hvor jeg var i ialt 12 år med pauser ind imellem. Jeg kom senere på forskellige anlægsgartner jobs i København – ved Blegdams hospitalet, Ved Tivoli og ved Carlsberg Bryggerierne, og en overgang handlede jeg med sommer-blomster på Københavns Grønttorv. Livet har aldrig været ensformigt for mig. Det er vist almindeligt kendt, at når der er skudår, må pigerne fri – det var det i 1956. På det tidspunkt var jeg ansat på som det hed dengang: ’Peter Jørgensens Planteskole’ – i dag ’Hobbyhaven’ i Hasselager, hvor der var 4 børn og tjenestepigen Vita på 15 år. Jeg var ansat på fuld forplejning (kost og logi), og dengang brugte man, at det var tjenestepigen, der skulle rede seng og feje hver dag. Vita havde hørt, at hvis en pige friede på skuddagen og fik ’nej’, (’fik en kurv’) så skulle den forsmåede part give pigen et par handsker, og det sørgede fru Jørgensen og Vita for at gøre mig bekendt med – nærmest for morskabs skyld. Jeg købte ikke handsker, men en lille spånkurv, og så gik jeg ind til manufakturhandleren og købte et rødt silkebånd, som ekspedienten så bandt i en flot sløjfe på kurven. Kurven blev så anbragt meget synligt ovenpå mit klædeskab, så når Vita kom og redte seng, kunne hun ikke undgå at se den – hun var jo kun 15 år, så en fin rød sløjfe kunne jo skinne i øjnene. Hun

27

havde ofte 6 årige Kirsten med og hun så også kurven. Nå, men vi kom over skuddagen uden et frieri, og der stod kurven uden at blive afsat. Vita havde et par dage fri, og så gik fru Jørgensen selv over og ordnede mit værelse og Kirsten var selvfølgelig med og kunne fortælle sin mor, at Svendsen havde en fin kurv til at stå på skabet, og fru Jørgensen kunne jo godt regne ud, hvorfor den stadigvæk stod der. Jeg var i gang med at sortere nogle småplanter i en udbygning, og så kom fru Jørgensen over og spurgte, om det var for sent for en 6 årig at fri? Det var det selvfølgelig ikke, især når det var Kirsten, så da der var gået en times tid, gik døren op, og der stod Kirsten, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle få det sagt, så jeg hjalp hende lidt ved at spørge, om hun skulle sige noget, hvortil hun lidt forlegent sagde: Ja hi hi og så blev det ikke til mere. Nu spurgte jeg lige ud: ’Du kommer vel ikke for at fri?’ ’Jo, hi hi hi’ var svaret. Så må jeg sige ’nej’. Det var mere end den 6 årige kunne klare, og hun brød i gråd og løb ind til sin mor og faldt i armene på hende og sagde grådkvalt: ’Svendsen vil ikke have mig’. Fru Jørgensen fik trøstet hende og så kom Kirsten igen, og nu kunne jeg så fortælle hende det med handskerne, men da jeg ikke har nogle handsker, kan du så ikke bruge en kurv i stedet? Kirsten var nok mere interesseret i kurven end i et par handsker, så nu gik turen ind på mit værelse, hvor Kirsten fik sin kurv og nu strålede øjnene igen – hun kunne løbe ind og vise sin mor, hvad hun havde fået. Mor fyldte prompte kurven med nogle dejlige æbler som Kirsten så delte ud til os andre. Da jeg en søndag sad på mit værelse, fik jeg besøg af et Jehovas Vidne – han hed Arne Andersen og var cykelhandler inde i Århus. Jeg fortalte, at jeg havde fået lidt kendskab til det i Helsingborg; og at jeg kendte en Edith Løvkvist og havde haft nogle kontakter i Vejle. Men denne kontakt virkede. Jeg fandt, at det Jehovas Vidner forkyndte var Bibelens ord, og følte mig tiltrukket af det. Ikke mindst efter at have overværet landsstævnet på Århus Idrætspark i juli 1956. Det var en stor oplevelse for mig. Så jeg fik for alvor fat i ’sandheden’ ud fra Bibelen, og blev også voksendøbt året efter.

28

10. kapitel Om aftenen den 31. august 1957 pakkede jeg mine sydfrugter for at være klar til afgang næste morgen. Da klokken var 10, var knallerten læsset med en stor kuffert og en ’Beo recorder’ til turen over Grenå-Hundested for via Nordsjælland at komme til Islevdalvej omkring Rødovre. Fru Jørgensen havde smurt en dejlig madpakke, så jeg kom godt fra Jørgensens Planteskole i Hasselager, hvor jeg havde været ansat i 2½ år. Det havde været en god arbejdsplads – vi arbejdede godt sammen, men jeg ville prøve noget nyt, så nu var det Sjælland, der kaldte. Knallerten var kun ½ år gammel, så den kørte bare derudad, og ved halv syv om aftenen var jeg fremme ved J. Thomsens Planteskole på Islevdalvej, hvor jeg havde fået job. I Hasselager havde vi et stort udvalg i træer og buske samt et godt udvalg i stauder, og vi var lige begyndt med frøhandel som en lille start på ’Hobbyhaven’. På Islevdalvej havde vi træer og buske, men kun få stauder og ingen frøhandel. Først i september begyndte efterårshandelen med stedsegrønne planter, og lidt efter lidt kom også de løvfældende træer og buske med. Nu var det min opgave både at ekspedere og bringe varerne ud til hele Københavns området samt Nordsjælland og sydpå til Køge egnen. Jeg fik en dejlig enkelt hjulet sekscylindret 2½ tons Bedford, model 1954, at køre ud med varerne i. Den var kun tre år gammel, så det nød jeg. København og omegn var faktisk et stort område at finde rundt i, så jeg måtte de første par måneder hele tiden kikke på kortet for ikke at køre for store omveje. Da jeg havde været på Islevdalvej i godt en uge skulle jeg levere et parti planter til nogle kolonihaver ude i Valby – et for mig helt ukendt kvarter. Jeg fandt også derud, og mens jeg var der, blev det meget tåget, så da jeg skulle hjem var tågen så tæt, at det var umuligt at læse, hvad der stod på gadeskiltene, der var anbragt på husmurene i første sals højde, så jeg kom forkert ud fra Toftegårds plads og kom derfor til Herlev i stedet for Rødovre. Det værste ved det var, at benzinmåleren stod på ’tom’, hvorfor jeg ville køre ind på en benzinstation for at udbedre manglen, men 10 m før en benzinstander gik motoren i stå, og jeg var glad for at ikke skete flere km før, for herude var der langt mellem tankene. Årsagen til at tanken var tom var at jeg havde kørt ca. 8 km ekstra, da jeg kom forkert ud fra Toftegårds plads, og havde jeg ikke gjort det, kunne jeg have tanket, hvor jeg plejede at få det på firmaets måneds regning.

Da efteråret satte ind og bladene faldt af træerne, fejede man dem af gaderne og kørte en hel del af dem ud til os. Vi stablede dem og strøede salpeter mellem dem op til en 4 meters højde, hvor bladene så blev til kompost i løbet af efterår og vinter. Når komposteringen skete så

29

hurtigt, skyldtes det den salpeter vi blandede i; den gjorde, at bladene hurtigere gik i forrådnelse, og så kunne vi bruge komposten til at plante sommerblomster i. Første forår jeg var med, lavede vi 3.000 kasser med blomster og de blev nærmest revet væk, så året efter lavede vi 4.000 klasser med 100 planter i hver, og de blev alle solgt på 32 kasser nær, så det var fint beregnet. Om vinteren var vi i marken for at beskære og forme planterne dér, og når vi ikke kunne være udendørs på grund af vejret, stod vi i et drivhus og skar stiklinger, der skulle plantes til foråret. Vi lavede i sær mange liguster – 50.000 af 3 forskellige sorter. Herforuden lavede vi 25.000 forskellige sirbuske – vel 5-6 sorter. Nogle af dem var ’spiræa van houttei’, som blev brugt som hækplanter; derfor gik der så mange af dem. I foråret 1958 begyndte jeg at sælge træer og buske på Grønttorvet, det var det sidste år, hvor det lå nede ved søerne i Frederiksborggade. Vi havde ikke fast plads, så det var med at komme først i køen af ventende torvehandlere, og derfor måtte vi af sted fra Islevdalvej allerede kl. 6.00. Vi var især to, der konkurrerede om de bedste pladser – en tomatgartner fra Køge egnen og så mig. En enkelt morgen kom jeg 10 minutter for sent, så her blev jeg nr. 18 i køen, men jeg fik dog en plads og solgte hvad jeg havde med. Lidt ind i april begyndte vi at sælge sommerblomster – der var ’Lobelia’ i 2 sorter, der var ’Alyssum’ , Tagetes Marietta’ foruden andre ’Tagetes sorter i alt 20 forskellige sommerblomster foruden nogle få stauder og blandt dem var der nogle ’Staude-lathyrus’ – vel nok en ca. 300, og da de var ved at gå i blomst var de næsten usælgelige hjemme på Islevdalvej, så jeg tog dem med på torvet. Allerede den første dag kom Ohlsson fra ’Tivoli’ og bestilte 200 stk. til levering næste dag – det var blomsterfloret, der tiltrak ham, og pludselig havde vi solgt ud af dem. Samme Ohlsson ringede senere og sagde, at han havde lagt mærke til, at jeg havde nogle meget udsprungne ’Nemesia’, så hvis jeg kunne levere 30 kasser af dem, var han køber, forudsat at de blev leveret samme dag. Det kunne de, dog steg prisen så med kr. 1 pr. kasse, når det hastede så meget, for så kunne vi ikke nå at have vores spisepause den dag. Da Tivoli mandskabet havde anbragt de 30 kasser i det kinesiske tårn, ringer telefon igen – hvis vi kunne levere 10 kasser mere, så skulle de bruge dem til mellemplantning i de hængende haver, men de skulle have dem næste dags morgen, og det fik de – deres indkøber fik dem leveret kl. 7,15 på Grønttorvet, og snart efter stod Tivoli i fuldt flor. Hvis du vil opleve noget af det skønneste blomsterflor i Danmark, skal du besøge Tivoli lige efter det åbner om foråret.

30

I 1959 åbnede det nye ’Københavns Grønttorv’ ude på Retorvej i Valby, og her havde Thomsen købt fast plads, nr. 49, så nu kunne vi sove lidt længere. De fleste af mine kunder var blomsterhandlere, men i Holmens Kanal – lige over for Børsen – lå der 5 små skuder, der solgte sydfrugter til de forbipasserende, og når det var plantetid solgte de også sommerblomster, og så var de faktisk mine bedste kunder – de købte et helt læs om dagen og i højsæsonen skulle de gerne have 2 læs. Det hændte nu og da, at jeg måtte ændre ruten dertil, så gik turen gennem slotsgården ved Christiansborg, hvor jeg havde slotsgartneren som kunde, så der var ikke nogle, der råbte mig an, og herved sparede jeg ca. 1½ km og seks lyskryds. Vi havde som sagt en dejlig lille lastvogn, der måtte laste 2½ tons – en Bedford med en 3,3 liters sekscylindret motor. Den var rigget til i forårssæsonen, så jeg kunne have 127 kasser med planter. I april - maj solgte jeg ca. 4.000 kasser sommerblomster. Københavns grønttorv var et engrostorv, så mine kunder var udelukkende butikker, der handlede med frugt, grønt eller blomster i Københavnsområdet. Der kom mange slags mennesker på Grønttorvet – en dag dukkede der en mand op og præsenterede sig som S. O. Pedersen fra Saxkøbing på Lolland. Han var en, der handlede med alt fra stoppenåle til flyvemaskiner. Men nu ville han også handle med sommerblomster, for der hvor han boede var der ingen der havde sommerblomster – gartnerierne avlede kun grøntsager, som de så solgte inde i København. Vores samtale endte med, at han bestilte et helt læs – d.v.s. 127 kasser til levering næste dag. Det var en tur, jeg fik på 125 km. og 2 dage senere ringede og bestilte et læs mere, og i sæsonen blev det til et læs om ugen. Jeg nød den tur hver eneste gang. Jeg solgte også til butikker på Amager, ja, helt til Kongelunden, hvor der var nogle kiosker i haveforeninger, der solgte øl og vand samt sommerblomster. Det var i en af disse kolonihaveområder at filmen ’Ved Kongelunden’ med bl.a. Ib Schønberg blev optaget.

Når jeg havde leveret min ordre på Amager om formiddagen, efter at jeg havde været ved grønttorvet, kørte jeg via Knippels bro ind til mine små skuder i Holmens Kanal for at aflevere sommerblomster til dem. Det var ikke altid lige let at komme til at parkere, så sommetider måtte jeg holde i anden position og læsse af; men selv da var der ca. en busbredde plus 60 cm mellem mig og en helle, men til trods herfor, var der en buschauffør, der brokkede sig og sendte bud efter politiet, og mens vi ventede, blev bilkøen længere og længere; til sidst var der 3 km kø ud på Amager, plus at det gik galt under broen også, da Knippels bro jo ikke kunne gå op, så en tysk galease måtte slå bak for ikke at få masterne ødelagt.

31

Nå, men politiet mødte talstærkt op med 6 mand, hvilket bevirkede, at jeg fik en lille næse for at holde i anden position, og buschaufføren blev bedt om at tage nogle timer i at håndtere et stort køretøj på kneben plads. Sådan endte det. D.v.s. en måned efter blev der parkeringsforbud på kajen foran småskibene med mulighed for af- og pålæsning; så det er aldrig så dårligt, at det ikke er godt for noget. De planter vi havde på Islevdalvej havde de ikke på Island, så da en dansk familie flyttede til Island og skulle have tilplantet deres have, bestilte de planterne hos os. Min arbejdsgiver var åbenbart ikke vant til at sende gennem speditør, for han havde udfyldt et almindeligt fragtbrev, som jeg så skulle vise ved indkørslen til Frihavnen. Planterne var pakket i to cigarformede pakker i halm og med tækkerør som omblad, og de vejede 80 kg. pr. stk. Da jeg kom til speditøren blev jeg betjent af en flink københavner, der efterlyste et konnossement, og her lærte jeg hvad det var for et papir. Det er en skippers erklæring om at have modtaget benævnte varer, som han forpligter sig til at udlevere til den, der har en genpart af konnossementet. Nu var jeg på den, men nej, københavneren sagde: ’Jeg kan høre du er jyde – da jeg gik i skole var jeg på ferie omkring Holstebro, og jeg glemmer aldrig den velvilje, jeg mødte der, så nu kan jeg gøre gengæld’. Han udfyldte papirerne sammen med mig, og jeg skulle så blot skrive under på dem på planteskolens vegne. Der var hele tiden noget nyt at lære. Min arbejdsgiver havde lige købt en ny traktor til brug i planteskolen, men den kunne bruges til andet end det, jo, man kunne også tjene penge, så Thomsen fik en aftale med Københavns kommune om at stille den til rådighed om vinteren til at rykke ud og feje sne i gaderne. Kommunen monterede så en kost på traktoren, og nu kunne arbejdsgiveren holde to mand i arbejde hele vinteren, og var derfor fri for at fyre folkene hvert efterår. Aftalen indebar, at vi skulle stå til rådighed for kommunen hele døgnet, også om søndagen når vinteren satte ind. Det fik vi også lov til at prøve, ja, vi blev kaldt ind mange gange på tidspunkter om natten, men vi havde også dagvagter, men det var bedst om natten, hvor der næsten ikke var trafik. Det kunne godt være et koldt job, når der var snestorm, for der var ingen førerhuse på traktorerne dengang. Vi kørte altid fire traktorer forskudt for hinanden på en ene halvdel af kørebanen, der jo skulle holdes fri, så ambulancer, læger og brandkøretøjer kunne komme frem. Ja, det kunne godt være en drøj omgang, men vi kørte kun 4 timer ad gangen, og så skiftede vi til det næste hold. Dengang i 1959-61 var der ikke så mange biler på vejene, men det skete da at der kom en bil i vejen.

32

11. kapitel En nat i Hillerødgade ved en taxaholdeplads med telefon kom der en taxa og drejede lige ind foran mig, så jeg måtte lade kosten gå helt i bund for ikke at køre op i ham – føret var jo ikke det bedste at bremse i – saltvognen havde godt nok været ude, så det var nærmest snesjap vi kørte i. Jeg måtte bakke for at komme videre og for ikke at ridse hans bil – det var ved tretiden om natten. Da jeg kørte forbi taxaen, lukkede han døren op lige ud i kosten, og da jeg ikke nåede at træde koblingen ud, fik han ca. 40-50 ltr. snesjap ind ved fødderne, så da han steg ud blev det danske sprog tilført en hel del fremmedord, som man almindeligvis ikke bruger, når man taler sammen, og det var næsten umuligt at komme til at fortælle ham, at det var tilladt at se sig for, før man lukkede en bildør op. Jeg kørte i det inderste spor og var nu blevet bagud i forhold til de andre tre, så nu dukkede den kommunale formand op, for at se hvad der var i vejen og røg i en mægtig diskussion med taxachaufføren; det gik så vildt til, så jeg troede de var kommet op at slås. Taxachaufføren var af den slags mennesker, der kun har rettigheder, så han erklærede gang på gang, at her plejede han at holde, og vi kunne vel også se, at der stod et skilt der fortalte, at her var taxaholdeplads, hvortil vi så kunne fortælle ham, at hvis han havde ventet ca. 8 sek. med at parkere, så havde der været en ren holdeplads til ham, hvorimod han nu havde fået fejet så meget snesjap ind i og under hans bil, at han måtte skovle sig fri for at komme ud og køre igen. Ja, hvad kan der ikke ske en mørk nat, når man fejer sne. Jeg var engang på vej til Nykøbing Sjælland med planter, hvorefter jeg skulle til Himmelev ved Roskilde. Men jeg blev prajet af en lærerinde ved Frederikssund, der var på rundtur pr. tommelfinger i Danmark. Når jeg ellers var på langfart enten med eller uden planter, var det ofte 2-300 km det drejede sig om, og så var det uden passager, men her blev ensomheden brudt. Damen havde først været en tur i Sverige – helt oppe ved Kiruna – på tommelen, og nu ville hun rundt og opleve Danmark og se hvordan vort lille land fungerede i hverdagen.

I Frederikssund havde jeg købt en dejlig pose pærer, som jeg så kunne nyde, mens jeg kørte, så nu bød jeg lærerinden på pærer, men hun syntes ikke, at hun både kunne køre med og også sidde og spise mine pærer, men jeg tror det var falsk beskedenhed, for da hun først kom i gang med at smage mine pærer forsvandt beskedenheden, så jeg tror, at hun gik for lud og koldt vand for at gøre turen så lang og billig som muligt. Hun havde sat sig for at bruge sine oplevelser som undervisning, når hun vendte tilbage til skolen. Da vi nåede Himmelev nede

33

ved Roskilde var der kun 3 pærer tilbage, og da jeg foreslog, at hun tog resten med til hendes videre fart, sagde hun ikke nej. Efter at jeg havde hentet nogle Clementis i specialgartneriet i Himmelev, tog hun vest på og jeg skulle østover med 100 stk. Clematis, hjem til Rødovre. Tidligt i marts 1961 kørte vi planter ud til anlægsgartnere. Vi havde fået en ny og større lastvogn, så nu havde vi 2, en 2½ tons og 3½ tons, begge Bedford. Der var tre uger til, at jeg begyndte på Grønttorvet, så jeg skulle have prøvet den nye vogn af, for at finde ud af, hvilken af de to jeg skulle sætte mig på. Den nye havde både varme og radio i førerhuset – det havde den gamle ikke. Den nye var 1½ m længere og måtte læsse 1 ton mere, og den havde tvillingehjul – den gamle kun enkelthjul, men den var til gengæld lettere at manøvrere inde i de små gader, så jeg valgte den gamle til stor jubel for mine kolleger, for nu kunne de høre radio, når de holdt middagspause ud i marken mellem 20.000 roser og 2.500 frugttræer foruden de andre kulturer. Jeg kørte den nye i 14 dage og var på vej til Kvistgård i Nordsjælland og kørte på den første motorvej i Danmark: Helsingør motorvejen. Så nu var der plads til at få den nye prøvet af så speedometret røg op på 100 km i timen, hvilket var ulovligt, da lastvogne dengang kun måtte køre 60 km i timen. Undervejs havde der kørt en lille NSU Prince efter mig, og den satte farten op, når jeg satte farten op og ned, når jeg satte farten ned. Da jeg havde kørte ca. 20 km havde jeg brug for at komme ind på en holdeplads, hvor der var et toilet, og det så ud til, at ham i den røde NSU også skulle derind. Da jeg stod af, kom manden hen til mig og sagde høfligt ’goddag – det er politiet – må jeg se dit førerbevis! De kører alt for stærkt, hr.!’ ’Ja, det ved jeg godt’, svarede jeg, men bilen er helt ny, og jeg syntes, at her var der lige plads til at prøve, hvad den kan. Betjenten kiggede på speedometret, og så udbrød han: ’Det må jeg nok sige – den har jo kun lige rundet de 550 km’, så han var lidt blødgjort. Dertil kom, at når jeg traf sådan en personlighed, så kunne jeg kun tale jysk, hvilket ofte blødgør ordensmagten derovre.

Da jeg var på vej tilbage skulle jeg aflevere nogle planter inde på Lyngbyvej hos en anlægsgartner, der var en dårlig betaler. På et langt stykke af Lyngbyvej var der parkeringsforbud også der, hvor jeg skulle læsse af, og det var besværligt at køre ind til gartneren, så jeg valgte at parkere ude på Lyngbyvej, for jeg skulle jo have penge inden jeg læssede af, og dem skulle jeg hente nede i kælderen ved oliefyret. Pengene var der som aftalt, så nu skulle der læsses af. Ude ved bilen var der kommet en uvelkommen gæst på motorcykle – han ville se førerbevis, og så tog han en notesblok frem og skrev et eller andet ned og fortalte, at jeg ville høre nærmere fra ordensmagten. Der gik et par dage, så fik jeg at vide, at

34

den parkering kostede mig kr. 90. Bittert! Her hjalp det ikke at snakke jysk! Næste gang den kunde skulle have planter, valgte jeg at bakke ind til adressen, men leveringen var altid mod kontant betaling. På en anden af mine ture med den nye Bedford, måtte jeg på anlægsgartnere og planteskolers vegne køre ud til det sted, hvor planterne var solgt til, da de små gartnere kun havde stationcars og ikke lastbiler at fragte det ud med. Et af de steder jeg skulle ud til var et nybyggeri i Farum – ingen vidste, hvor vejen lå, da det hele var nyt, men jeg fandt til sidst ud af det. Jeg skulle dér fra og til Birkerød. Det var som sagt en ny lastvogn, hvor alt skulle være i orden – naturligvis også olien; men pludselig lød der en metallisk lyd, som om der var noget jern, der slog imod chassiset, hvorefter jeg lige kontrollerede instrumentbrættet – kontrollampen for olien stod på nul, så jeg standsede øjeblikkelig motoren og lod vognen løbe farten af i frigear for at komme så tæt på en telefon som muligt, så jeg kunne ringe til planteskolen, og arbejdsgiveren måtte så selv sørge for det videre fornødne. Jeg fandt ud af, at bundproppen i motoren var faldet af, og al olien var løbet ud over en strækning på ca. 200 m, men jeg havde reddet motoren ved at standse den så hurtig. Min arbejdsgiver havde rekvireret en mekaniker fra Birkerød fra firmaet, der havde leveret lastvognen, til at komme med olie og en bundprop, men da det var den nyeste Bedford, var det ikke til at få en prop, der passede, så mekanikeren havde taget 3 forskellige med i håbet om, at en passede, men ak og ve – ingen af dem kunne bruges, så det var ikke så godt at fylde olie på. Nu får jeg en lys ide – jeg spørger mekanikeren om proppen til diferentialehuset kunne bruges? – Det troede han ikke, men vi kunne da prøve, og det viste sig at den virkelig kunne bruges, så nu kunne vi få olie på motoren, men hvad da med diferentialehuset` Jo, en planteskolegartner som mig har altid en beskærerkniv i lommen, så jeg gik over i et hegn, der var lige ved hånden og skar en hasselgren af og lavede en gemen træprop, og det kunne jo godt bruges i mangel af bedre, for der er ikke noget tryk på et diferentialehus. Jeg kunne nu fortsætte til Birkerød, hvor jeg nåede frem 20 minutter før de holdt fyraften. Vores mekaniker, der havde skiftet olie for os, havde godt nok en forsikring, der dækkede sådanne skader, men den gjaldt kun til 400 km efter olieskift, sagde han, og jeg havde kørt 632 km, så han mente, vi selv måtte bære udgifterne som skadelidte, selv om det var hans firma, der ikke havde skruet bundproppen ordentligt i, så nu mistede han en af sine gode kunder. Det blev sent fyraften den dag, men jeg nåede dog maden i pensionatet inden de lukkede.

Jeg arbejdede ved på planteskolen i Islevdalvej og Grønttorvet indtil november 1961.

35

12. kapitel ’Der var engang’ – sådan begynder mange eventyr. Virkeligheden kan også være så sjov, at det virker som et eventyr. Det gælder bl.a. historien om reglerne for kørekort. I gamle dage var kørekortet grønt med et ovalt hul til billedet. Der stod på personkørekortet: ’Dette kort giver indehaveren ret til at føre et motorkørekort med en egenvægt på 2.500 kg’ Det vil i realiteten sige, at man havde ret til at køre med et køretøj med en totalvægt på 5.000 kg, da mange lastvogne måtte laste det samme som de vejede, hvorimod et internationalt kørekort fastslog, at man her kun måtte køre med en totalvægt på 3.500 kg. Så da Danmark i 1958-1960 gik over til det lyserøde kort, blev teksten den samme som på det internationale kort, altså en væsentligt begrænsning. Vi var nogle stykker, der kom i klemme med denne regel, men justitsministeren kom os til undsætning og lavede en undtagelse for dem, der kunne dokumentere, at de kørte til daglig i en af disse små lastvogne, så fik vi ret til at køre stor lastvogn, i realiteten lastvogn med ubegrænset størrelse, blot uden anhænger. Da vi overgik til de internationale regler, kørte jeg sådan en lille lastvogn, en enkelthjulet ’Bedford ’, der havde en egenvægt på 2.500 kg, og som måtte laste tilsvarende. I april og maj kørte jeg i fire år og solgte sommerblomster for planteskolen på Islevdalvej, men nu måtte jeg køre i hvad det skulle være uden at have stort kørekort eller skulle til køreprøve. Vi skriver sidst i november 1959 – vejret var lunt – men der var meget mørkt, selvom det var klart i vejret. Jeg stod på ’Københavneren’ på Vejle station (toget fra Frederikshavn til København) ved 17–18 tiden og fik mig anbragt på en vinduesplads, selvom det var for mørkt til at nyde nogen form for udsigt. I Fredericia stod en ældre dame på toget; hun blev hjulpet ind med sin bagage af en yngre dame, formentlig en dansker, som dog blev på perronen. I Nyborg må den ældre dame have hjulpet sig selv om bord på færgen, for jeg så hende gå lidt forvirret rundt på dækket, men jeg ville ikke blande mig, da det kunne misforstås. Jeg var overbevist om, at damen var udlænding.

Nu dukkede der en herre op, velklædt og også velnæret, og damen henvendte sig til ham i et sprog, der nærmest lød som en maskingeværsalve, hun fyrede af; jeg gættede på at hun talte polsk, men den velklædte herre svarede ikke til sit udseende, for han blev fornærmet og

36

sagde: ’Hold da kæft kælling’. Den ældre dame forstod ham heldigvis ikke rigtig, så hun fortsatte sin vandring og prøvede en anden herre af samme type, men med skæg. Her fik hun svaret: ’Skrub af helvede til’. Jeg fik helt ondt af damen, men forholdt mig passiv, men nu fik hun øje på mig, og så var det min tur. Hun fyrede noget uforståeligt af, og dér stod jeg, hvad skulle jeg gøre. Jeg tænkte mig om – jo. Så prøvede jeg med et: ’Bagage kaput?’ – men nej – hun tog mig med hen til gennemgangen ved salonen og pegede på et net med et muggent franskbrød og en kuffert og pegede på sig selv, så jeg forstod, at det var hendes bagage, og at hun havde forstået mit spørgsmål. Bagagen fejlede ikke noget. Nu var der for mig at se kun een udvej – jeg tog damen under armen og sagde ’Kom!’ og så tog jeg hende med op på broen og forelagde kaptajnen, at her var et problem. Kaptajnen bad om at se hendes pas, og nu kom der skred i tingene. Han tog mikrofonen og efterlyste nogle, der kunne tale jugoslavisk eller et andet slavisk sprog. Damen var fra Kroatien og var 69 år, fik vi at vide. Der gik kun en kort tid, så kom en befalingsmand fra den danske hær, der kunne tale russisk, og de to kunne forstå hinanden, ligesom vi kan forstå en svensker uden at have sprogkundskab. Nu fik vi forklaringen på damens gestus dernede på dækket. Hun kunne se på stjernerne, at hun sejlede mod øst, og hun var bange for, at vi kom til Rusland med den kurs, og der ville hun ikke over, for som hun sagde: ’Jeg kan ikke lide kommunismen’ Nej, hun skulle til Stockholm og besøge en søn, der opholdt sig dér som fremmedarbejder, og hun havde rejst i tre dage. Nu viste kaptajnen, hvad han bestod af – han fik et telefonnummer af damen, og så ringede han over Lyngby Radio til det pensionat i Stockholm, hvor damens søn boede og satte medhør på, så vi kunne følge med i hvad der skete. Kaptajnen spurgte så efter damens søn i håbet om, at den ældre dame kunne hilse på ham. Desværre var han lige gået, men damen fik lejlighed til at overbringe en hilsen til ham. Det var lige ved at vi fældede en tåre. Kaptajnen var af den helt rigtige støbning. Nu ringede han til en ambassade i København og prøvede at få et tilsagn om, at der ville komme en og tage imod damen, når toget ankom. Hun skulle nemlig vente et par timer, inden toget til Malmø over Frihavnen gik. Det lykkedes ikke – så prøvede vi politiet ved Hovedbanen, men de var nærmest afvisende. Så tilbød jeg at hjælpe, så jeg tog hende med ud og se de oplyste vinduer omkring hovedbanegården og vi endte med at gå til en pølsevogn og få os en varm med det hele. Toget til Malmø gik kl. 22,10 – det havde det vist gjort i de sidste 60-70 år – det kom i god tid og jeg hjalp hende til at få en plads. Da jeg var ved at gå, forærede hun mig 6 mønter fra hendes hjemland. Hun kom godt af sted til Stockholm via Frihavnen og Malmø. Man kan komme langt med et par gestus.

Senere spurgte jeg en numismatiker om mønterne, men nej, de var ikke noget værd, men var blot almindelige gængse mønter fra hendes hjemland, men tanken var god nok.

37

13. kapitel Min gode venner, Svend og Gerda boede på 5. sal på Tårnvej i Rødovre. Svend havde spundet papir inde hos N.K.T. på Frederiksberg, og Gerda havde forskellige jobs inde i byen. De havde boet der i knap 5 år – deres lejlighed var ret stor, og sikkert også dyr, så de lejede et værelse ud til mig. Gerda var god til at lave mad og i det hele taget til at holde hus – der var altid ryddeligt og pænt i deres hjem – j, der var som blæst over det hele. Svend var fra Løgstør kanten, nær Ranum, og Gerda var også jyde, og de havde Steen på 5 år og fik så her i 1961 en datter. Steen på 5 var en herlig gut, der elskede at besøge sine bedsteforældre i Ranum enge, og når han havde været derovre, så kunne han fortælle op af stolper og ned ad døre om, hvad han havde oplevet på landet. Han vidste nøjagtig, hvilke traktorer og hvilke dyr bedsteforældrene og deres naboer havde. Svend og Gerda var ikke jyder for ingenting, og Jylland trak i dem, og nu havde de taget plads som fodermesterfolk på Kettrup Søndergård i nærheden af Fjerritslev, nord for Limfjorden fra 1. november 1961, så nu skulle de til at flytte, og der var langt fra Rødovre til Kettrup, så det skulle gøres så billigt som muligt, så Svend forelagde sagen for mig, der jo havde kørekort til lastvogn. Det skulle ske i weekenden sidst i oktober, så jeg lejede en 3½ tons lastvogn med fuld presenning i Damhusdalen, så nu kunne vi få dem flyttet. Gerda havde fået det hele pakket og gjort klar, og hun rejste i forvejen med den lille. Vognen blev fyldt – cyklerne måtte de sende med jernbane – de kunne ikke være på lastbilen. Vi skulle over Hundested-Grenå og havde bestilt overfart kl. 13 og havde meddelt Svends forældre, at vi var hos dem ca. kl. 18. Nå men vi startede og kørte mod Ballerup – dengang måtte lastbiler kun køre 60 km/timen, men det var umuligt at få dyret over 40 km/timen, og da vi havde bestilt plads og skulle være i Hundested 20 minutter før afgang, fik vi koldsved på panden, for med den fart kunne vi umuligt nå færgen, men bilen ville kun køre langsomt. Vi passerede Frederikssund med sneglefart, så pludselig skete der et eller andet. Nu kunne den køre helt op på 90 km/timen og vi nåede færgen. Humøret steg, da vi var kommet vel ombord.

Til en sådan flytning skal der naturligvis være en fast aftale, og det havde vi fået lavet – den gik i al sin enkelthed ud på, at Svend skulle betale alle de løbende udgifter – bil, færgefart og benzin, og mit honorar – for at køre – gik ud på, at når vi kom til Ranum lørdag aften, så skulle Gerda servere biksemad – der var ingen, der kunne lave biksemad som Gerda. På

38

færgen havde Svend givet en dejlig middag, og så fik vi samtidig lejlighed til at hvile lidt ud efter den hårde tørn med at læsse og irritation over bilen. På vejen fra Grenå over Djursland kom vi forbi en gård, hvor Svend havde tjent som landbrugsmedhjælper. Da vi kom til Hobro og skulle dreje af mod Løgstør stod der et par drenge og skrev bilnumre op, og her kom vist noget, de ikke så hver dag, for den ene råbte ’Så do’et, Oluf, den wa fra Kjøbenhavn’. Dengang kunne man se, i hvilket amt en bil var registreret i, og det var ikke så tit, der kom københavnske biler herover. Nå men vi passerede Ranum på vej til engene, hvor Svends forældre boede, Vi havde aftalt at være fremme kl. 18 og vi holdt næsten tiden – kun 15 minutter forsinket, og da vi kom frem, var gårdslamperne tændt og folk stod og vinkede til os – vi var kommet på landet, og når man her så et par store billygter, så var det Svends og Gerdas flyttelæs, og så gav vi et trut med hornet. Det var en lun oktober aften. Vi kunne tage ruderne ned og på lang afstand havde vi kunnet snuse os til, at Gerda holdt ord – der var vestenvind, så duften af Gerdas biksemad kom lige imod os. Vi nød det selskab, der var trommet sammen i dagens anledning, og så gik vi til køjs. Hjemturen til Rødovre gik helt uden komplikationer.

39

14. kapitel Omkring 1. juli 1961 skulle vi i gang med forberedelserne til Jehovas Vidners internationale stævne i Københavns Idrætspark. Vi var 15 mand – mandskab, der havde meldt sig til ’frivillig tjeneste’, der gik i gang med at grave op til en kloakledning, der skulle tage spildevandet fra det store køkkentelt, som skulle opstilles til brug for stævnet. Kloakledningen skulle graves ned i en diagonal linie over Fælledparken og ud til det eksisterende kloaknet. Vi skulle begynde kl. 5 om morgenen – vejret var lunt allerede fra morgenstunden, så vi behøvede ikke at arbejde for at holde varmen, men vi skulle også være færdige med projektet, så det var bare med at hænge i. Jeg boede hos en ældre ’broder’ på Rødtjørnevej i Vanløse, og der var ikke længere end at jeg kunne cykle ind til Idrætsparken. Der var ikke megen trafik på den tid af morgenen, og jeg stillede min cykle under et meget stort bøgetræ – vel på et par hundrede år. Vi begyndte at grave kanalen og lagde græstørvene til den ene side – de skulle kunne lægges på plads igen, så det næsten ikke kunne ses, at vi havde været der. Vi havde taget madpakker med, som vi så sad og nød under de store bøgetræer. Senere på dagen kom nogle ’søstre’ med kaffe og kringle og kaffe – og det gentog de igen til aftenkaffen. Vi ventede omkring 25.000 deltagere, og da det skulle være internationalt var det ikke nok med Dansk, for det skulle foregå også på Norsk, Svensk, Finsk og Engelsk. Alle skulle bespises, så det var et stort arrangement, der skulle til bl.a. med de store køkkentelte med til- og afløb. Vi arbejdede hårdt i bagende sol hele dagen, og humøret var højt. Når vi blev færdige skulle andre ’brødre’ i gang med at rejse køkkenteltet. Det hele var i et langt træk. Som sagt begyndte vi kl. 5 morgen og vi var først færdige kl. 22 om aftenen, hvorefter de skulle rejse køkkenteltet og lavede siddepladser og trak flere km tele- og elkabler til højttalere og andre elektriske installationer, bl a. så det kunne forbindes med de fire podier, hvorfra de skulle holde foredrag på fire sprog og tolke engelske foredrag til de fire sprog. Dagspressen kommenterede dagligt hvad der foregik – men mest på en negativ måde. Pressen mente ikke, at det ville kunne lade sig gøre at høre fem sprog på en gang. De vidste ikke, at nogle af de bedste stereoteknikere, der var i Danmark, var at finde blandt Jehovas Vidner.

40

Da jeg gik over for at hente min cykle, stod der en ældre herre ved bøgen og nød solnedgangen. Da jeg dukkede op, spurgte han: ’Hvad er det I har så travlt med – jeg var oppe kl. 5,30 og da var i allerede i gang og I er tilsyneladende først færdige nu kl. 22 – det må være noget vigtigt, I har gang i?’. Nu havde det jo været nemmest at give ham et kort svar, da det allerede var sent og jeg havde været i gang i 17 timer brutto, men han lod til at have god tid, og han blev ved med at stille mig interessante spørgsmål, så jeg fortalte om stævnet, og vi kom ind på mange bibelske spørgsmål – populært sagt fra skabelsen til nu. Da vi kom til Jesu tid begyndte det at regne, og så trak vi os helt ind under den store bøg for at stå i læ, det var en rigtig lun sommerregn, men på et tidspunkt fik vi så meget regn ned over os, at vi blev gennemblødte begge to, og så kunne vi lige så godt fortsætte frem til vores tid. Da jeg forklarede ham om forudsigelserne i 2. Timoteus 3:1-5 var der en af os, der kikkede på uret; da var kl. blevet 2 om natten, så vi havde snakket om bibelske spørgsmål i 4 timer. Han sluttede vores interessante samtale med, at han bestemt ville ind og overvære noget af vores stævne. Vi havde ventet 25.000 men der kom godt og vel 33.000 til stævnet.

41

15. kapitel

Midt i november 1961 skiftede jeg arbejdsplads og kom til at køre en renovationsvogn på Frederiksberg, hvilket indebar, at jeg nu kom til at køre med et køretøj, der totalt vejede 14.000 kg. Det var noget af en forandring, men med justitsministerens særlige tilladelse var det lovligt. Det hører nok til sjældenhederne at have kørt ca. 1,5 millioner km – de fleste i lastvogn - uden at have været til køreprøve i lastvognskørsel. På Frederiksberg skete det, at vi traf nogle kendisser, f.eks. boede Dario Cambeottos forældre på Blutesvej, så det skete, at vi fik en lille snak med Dario, når han besøgte sine forældre. Vi var 6 mand på et renovationshold, og førerhuset var så stort, at vi uden besvær kunne sidde og spise vores medbragte mad. Arbejdet fordelte vi sådan, at 2 mand gik foran og satte de fyldte spande ud på gaden, så kom vi to mand, der tømte og kørte, og de sidste to satte de tomme spande på plads. Det var lønningsdag om fredagen, og det foregik på ’Lindekroen’ på Roskildevej. Her kom vognmanden med lønningsposerne, og han havde indført at vi skulle have en kop kaffe med ostemad hver uge. Vi fik samme bord hver gang og kan siges at være stamgæster. Blandt dem, vi tit så her, var Dirch Passer og han kom af og til hen til os og fik en snak om vejr og vind og vores arbejde, og så gav han altid en øl. Det var for resten her på Lindekroen, han fandt på udtrykket ’skraldespansk’. På et tidspunkt fik vi en ny mand på holdet, og da han ser Dirch Passer komme ind ad døren, begyndte han at citere ’Mudderkliren’, og så gik Dirch forbi, uden at hilse. Når Dirch var på ’Lindekroen’ var han privat og ikke skuespiller, og når han kom hen til vores bord, var der ingen, der kunne se om han var skraldemand, skuespiller eller vognmand. Vi var snart færdige med Jehovas Vidners stævne i Roskilde året efter det internationale stævne i København. Der manglede 3 foredrag søndag eftermiddag, og når det hele vær færdigt, skulle vi have ryddet det hele af og kørt de 5.000 stole, vi havde lejet, til København.

Ham, der stod for ’Udstyr og Transport’, kom hen til mig og spørger: ’Du har kørekort til lastvogn’ – jo, det har jeg da. ’Vil du køre stævnemateriel til Bornholm i nat?’ ’Det vil jeg såmænd gerne, men jeg har ikke råd til det’ Råd? Hvad mangler du, kære ’broder’? ’Jo, jeg har godt nok lidt ferie endnu, men jeg skulle gerne have lidt at spise undervejs!’ Nåh, ikke

42

andet – og så forsvandt han i 10 minutter, for så at komme tilbage med spisebilletter til de 9 dage, turen vil vare. Sagen var i orden. Vi gik i gang med pakke - der skulle to lastvogne af sted; Poul fra Hvidovre og mig fra Rødovre. Vi var ret godt kørende – Poul med en 8 tons Volvo Viking, og jeg med en lille, men god 3 tons Commer. Poul fik de store ting, bordplader og bænke o. lign., og jeg fik så de mindre ting, såsom radiomateriel, højttalere, spisebestik m.v. kl. 4 om morgenen satte vi kurs mod Havnegade, hvor Bornholmstrafikken udgik fra og havde gjort det i mange år. Da vi kom til Kalvebod Brygge, måtte vi køre en omvej op over broerne, da Pouls læs var for høj – det var 4,25 m, så der var bestilt ’fri højde’ ombord. De blæste lidt så vi fik en dejlig tur i søgang, så vi kunne rigtig nyde det. Vi nåede til Rønne på Bornholm i god behold, og her var der så nogle ’brødre’, der tog imod os og viste vej til Galløkken – en stor offentlig festplads nær Rønne, hvor vi gik i gang med at læsse af. Det var første gang, der skulle være stævne på Bornholm, så alt skulle bygges op fra grunden. Det gjaldt køkkenfaciliteterne, ordstyrerteltet o.s.v. Jeg kom til at køre tømmer fra Almindingen savværk – vi skulle bruge en hel del forskallingsbrædder, for der skulle tømres bænke sammen – der skulle stilles store telte op, alt sammen understøttet af brædder. Ved afslutningen i Roskilde fik vi at vide, at de, der skulle til stævne i Bornholm skulle tage tæpper med til at sidde på, da bænkene ville blive lavet af rå forskalling, så vi var blevet advaret. Det hele forløb uden komplikationer af større art, og vi mødte stor venlighed fra øens beboere. 10 minutter før fyraften kom lederen af arbejdet hen og spurgte, om jeg havde travlt. Han skulle have det sidste læs læsset af – han skulle lige sende sit mandskab hjem, så ville han selv komme og hjælp med det. En rigtig indstilling. Vi hentede blomster til udsmykningen i et gartneri inde i Rønne, og gartneren dér tilhørte ’Indre mission’. Han meddelte os, at hvis tiden blev knap, så måtte vi hente varer helt indtil kl. 22, og det fik vi virkelig brug for.

Da der ikke var mere at køre efter, deltog Poul og jeg i forskelligt arbejde – i opvasken og i ’Orden og Opsyn’ - vi skulle bl.a. stå ved indgangen til Ordstyrerteltet, så der ikke kom nogle derind, der ikke havde noget at gøre dér. Der var kun adgang for ordstyreren og nogle få andre. Hen på dagen kom der en høj rødhåret ’broder’, der ville ind, men han blev stoppet af

43

mig. Det var kun ordstyreren og nogle få andre der måtte passere. Han spurgte så, ’jamen hvem er så ordstyrer’; ’jo det er en Philip Hofmann’ – da så jeg på hans reversmærke – det var ham. Vi fik os et billigt grin begge to. Nå, men stævnedeltagerne var så småt ved at ankomme, men det store rykind kom først, når færgen ankom fra København. Jeg kørte ind til færgeanløbet og fik et helt læs bagage med ud til stævnepladsen, så de enkelte var fri for selv at slæbe det – det blev afleveret i garderobeteltet, hvor den enkelte så kunne få det udleveret. På et tidspunkt blev vi groft generet af en soldat på sin fine ’Nimbus’ motorcykle. Han mente godt, at han kunne tillade sig at køre hurtigt ind og ud mellem teltene, hvilket vi naturligvis ikke kunne være tjent med, så vi bad ham holde ind med denne vilde kørsel, men det havde han ikke lyst til, så han fortsatte bare. På et tidspunkt kom jeg så tæt på ham, at jeg kunne få fat i hans uniformshue – det hjalp, for i en sådan hue er hele hans identitet med tjenestenummer, så nu blev han til at snakke med. Huen blev sendt op i teltet for ’Orden og Opsyn’, hvor Hermann Nielsen stod for det. Han var til daglig fængselsbetjent i Vestre fængsel i København, så han vidste, hvad sådan en hue kunne bruges til. Havde vi udleveret den til soldatens kommandant, havde han ikke kunnet undgå en straf, men vi valgte at snakke med hans bedre jeg, og så fik han sin hue igen. Da vi om søndagen havde opgaver i ’Orden og Opsyn’ skulle jeg tælle et afsnit af tilhørerne, og hvem sidder der? Det gør vores soldat sammen med 3 kolleger. Vi fik hilst pænt på hinanden. Det var et dejligt stævne med et dejligt åndeligt måltid.

44

16. kapitel Det var blevet vinter nu, og det havde sneet lidt, og vognmanden meddelte os, at dersom der blev sne til vinter, så kunne vi blive kaldt ud om natten, så gaderne kunne være farbare, når morgen trafikken satte ind, og det blev virkelig snevinter – det begyndte omkring 20. december 1962, men vi nåede dog ind midt i januar, inden det store snefald begyndte, og nu blev vi delt op i 8 hold og kørte i døgndrift. I en by som København kan det knibe med at finde plads til de store mængder sne, der skulle fjernes, men i første omgang fyldte vi en stor plads, der hed Vognmandsmarken; den blev fyldt op i 5 meters højde – det var fortrinsvis sne fra den østlige bydel, hvor der var faldet mest sne. Derefter kom turen til centrum og her fyldte vi kloakbrøndene op, men det måtte vi kun gøre én gang, da kloakkerne ellers ville blive kølet ned, så de ikke kunne befordre det kloakvand, de var beregnet til. Ved politigården var der 6 kloakbrønde på 8 meters dybde, og andre steder i byen noget lignende, men det varede ikke længe, inden de var fyldte – der var jo mange lastvogne om at køre sne. Da kloakbrøndene inde i byen var fyldte, måtte vi køre ud til Isbjørnen ude ved Langelinje og læsse af i havnebassinet, og her var der plads nok – der var ca. 14 meter dybt, så der gik lang tid, inden der blev fyldt op, men der blev godt nok også her fyldt op helt ned til bunden. Snart var der fyldt så meget op, at det rakte 20 meter ud, da tidevandet fik snemasserne til at bevæge sig ud fra kajen. En formiddag læssede vi sne i Frederiksborggade – inde ved søerne i den østlige del af byen; her var en lysstyret rundkørsel – vistnok den eneste af sin art i Nordeuropa. Læsning foregår ved først at læsse den ene side og så vende vognen og læsse den anden side. Da vi havde læsset den ene side, skulle jeg altså have vognen vendt, og det foregik foran rundkørslen, hvor der var rødt lys – det var helt i orden, men så skete der det uheldige, at en sporvogn kørte igennem for rødt lys og smadrede forenden på min bil, og nu var der rav i foretagendet. Konduktøren på bivognen påstod, at der var grønt lys, da de kørte frem, som for at dække over kollegaen, men vognstyreren sagde ikke noget – han vidste hvad sandheden var. Nu dukkede der 11 personer op og gav deres navne og adresser og en erklæring om, at sporvognen var kørt over for rødt, og så kapitulerede vognstyreren og vi fik skrevet en rapport uden at blande politiet ind i det, så nu måtte Københavns Sporveje betale en ny forende.

På et tidspunkt læssede vi sne i Toldbodgade – det var lige ved Amalienborg, hvor garden stod vagt. Garden har et meget strengt reglement at overholde, så da jeg ville vende min lastvogn i en indkørsel til slottet for at få læsset den anden side, så lød der et meget bestemt:

45

’Stands - der må ikke vendes her – find et andet sted’. Dette skete ved fire tiden om morgenen, men vi fik da fjernet sneen i Toldbodgade. Det blev en vinter med meget sne, og selvom det er dejligt med lidt vinter, er forår og sommer ligesom lettere at goutere. Det var i april 1963 – jeg havde fået arbejde hos en anlægsgartner i Rødovre. Det var lidt anderledes end at være hos planteskolen i samme bydel. Anlægsgartnere tager ofte arbejde ude i periferien, og fra Rødovre vil det faktisk sige det meste af Nordsjælland, da der var mange københavnere, der enten boede eller havde sommerhus i Nordsjælland og langs kysten ud til Kattegat. Der var også mange virksomheder, der havde anlægsgartnere til at holde deres udenoms arealer i stand. En af disse virksomheder var ’Løvens Kemiske’ i Skovlunde. Her plantede vi sommerblomster i mange variationer samt beskar de eksisterende større planter og træer. Desuden var der ca. 2 tønder land græsplane at holde slået og i fin form ved at stikke kanter af, så der altid var pænt og ryddeligt. Vi havde selvfølgelig altid moderne redskaber at gøre med, så den der ’med min hakke, min skovl og min spade’ hørte fortiden til. Det var til de større anlæg, at vi brugte motorkraft, men vi havde også mindre anlæg at holde ved lige og nye anlæg at få op at stå. F.eks. havde vi et nyt anlæg ved et gammelt hus i Vedbæk hos en ingeniør. Her plantede vi en lille frugthave med æbler, pærer, blommer og kirsebær samt forskellige bærbuske. Desuden plantede vi en prydhave med roser, rododendron, stauder og forskellige prydbuske. Køkkenhaven gik familien selv i gang med. I et hjørne op mod terrassen skulle der graves et lille bassin med guldfisk på 5 m3, men der kunne vi ikke få vore maskiner ind, så her gjaldt den ’med min hakke, min skovl og min spade’ stadigvæk, altså på med vanten og fat i skovl og trillebør, og så fik vi fjernet 5 m3 jord. Jeg var dog ikke helt alene om det – familien havde en lille datter på 5-6 år, hun havde i anledning af, at de skulle have ny have fået en lille trillebør af den gode gamle slags med en kasse, der var malet rød indvendig og gul udvendig. Da nu pigen så, at gartneren også havde en trillebør, kom hun hen og spurgte, om hun måtte hjælpe mig, og så kom vi til at løbe om kap med vore køretøjer.

Jeg havde lagt mærke til at ingeniøren og hans hustru havde travlt med et eller andet oppe på terrassen, og nu kom de hen og spurgte, om jeg havde noget imod, at de smalfilmede mig sammen med deres dater. De ville have noget at vise hende, når hun blev ældre, og her var der da noget at vise frem med den iver, den lille pige lagde for dagen. Pigen havde helt slået sin lid og sit hjerte til mig, så vi arbejdede godt sammen lige til haven var færdig. Ja, tænk sig – pigen må i dag have passeret de 50 år – som tiden dog går. Mon hun husker det?

46

17. kapitel I nogle år kørte jeg i pendulfart mellem Herlev og en grusgrav i Hedehusene med vejmaterialer. Det må have været den største grusgrav i Danmark, og de leverede ballastmaterialer til DSB og vejmaterialer til egnen omkring København. Jeg skulle forbi kontoret, der lå ved indkørslen, og når man kørte i pendulfart som jeg gjorde, fik man udleveret et klippekort, som man skulle ind og have et klip i for at få læs. Ved kontoret stod en dag en ældre herre, som prajede mig og spurgte om jeg skulle til Hellerup. Nej, det skulle jeg ikke, men jeg kunne fortælle, hvilke vogne der skulle dértil, og så kørte jeg ud og fik læsset 5 m3 singels til et vejarbejde inde i Herlev. Da jeg kom til kontoret for udadgående, stod den ældre herre der endnu – dem der kørte til Hellerup havde ikke villet have ham med, så valgte han at tage med til Herlev, for så at kunne få en lift derfra og til Hellerup. Jeg tog manden med, hans bagage bestod blot af en meget lille håndkuffert, som jeg gættede på indeholdt tandbørste, håndklæde og et stykke sæbe. Da vi så kørte mod byen fik vi snakket en del, og da hans accent røbede, at han var jyde, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor han kom fra; jo, han var 73 år og kom fra en lille by, Lindknud, i nærheden af Brørup og han havde været skomager. Mandens ansigt røbede et eller andet bekendt, og da han havde fortalt han kom fra Lindknud, sagde jeg, at så hedder du vel Bonde til efternavn? ’Jamen hvordan kan du da vide det’, spurgte han, og så spurgte jeg om han havde en søn, der hed Evald, nej, men det havde hans broder, og så fortalte jeg ham, at jeg havde gået på efterskole i 1942/43 på Vester Vedsted lidt syd for Ribe sammern med hans broder; vi var 42 elever med 2 lærere og 1 lærerinde samt den lokale folkeskolelærer nogle gange om ugen. Vi kom fra hele det sydlige Danmark. Undervisningen bestod af religion, regning, danmarkshistorie, geometri og fysik. Vi spillede også dilletant, og én var særlig god til det – det var Evald, hvis far var skrædder. Evald havde nærmest et gummiansigt, som han kunne lægge i de folder han havde brug for, og det var jo en fordel, når man skulle spille dilletant.

Senere blev Evald bager og fik forretning i Vandel vest for Vejle, og der har jeg besøgt ham flere gange. Så nu kunne vi snakke om fælles oplevelser og det gik livligt til. Han hoppede af i Herlev og kom med en anden, der skulle til Hellerup, hvor han skulle besøge sin søn. Han fortalte, at han var enkemand og havde rejst på stop i to dage og havde sovet under en fyrrebusk den ene nat et sted på Fyn og havde haft mange oplevelser undervejs. Da jeg et par år efter besøgte Evald kunne han fortælle, at hans farbror havde haft kørelejlighed med en, der kendte ham, og jeg kunne så fortælle, at det havde været mig, så var den gåde løst.

47

Der kom 16.000 tons vejsalt ind i Københavns Sydhavn, som skulle losses fra et stort skib og fordeles til de kommunale oplagspladser, der var dér først i december 1963. Det var salt, der havde været brugt til garvning i England, altså en form for genbrug, men godt nok til at salte de danske gader og veje, så det kunne læsses på saltspredere, når det blev rigtig vinter. Losningen var godt organiseret, så vi skulle kun vente ca. 5 minutter på at få læs. Der var ca. 40 lastvogne at læsse, og det var der to kraner om, og de havde hver en 2 kubikmeter skovl, så det gik hurtigt med at få læsset, og vi chauffører havde fået bud om at skynde os, da det var dyrt at have sådan en kæmpe til at ligge stille. Der var oplagspladser i Brønshøj, Herlev, Glostrup, Avedøre og mange andre steder spredt over hele byen. Jeg blev den første, der skulle læsse af på Kløvermarksvej ude på Amager, hvor pladsmanden var af den type, der kun har rettigheder og formodentlig ingen pligter, så da jeg ankom kl. 08.55, var han på vej ind i en skurvogn for at holde spisepause, og for at gøre det nemmest for ham, spurgte jeg, hvor jeg skulle læsse af og fik bare et surt: ’Jeg holder spisepause’, Jeg gentog mit spørgsmål, og svaret var nu: ’Du kan læsse af, hvor det passer dig – jeg holder spisepause nu’, og så gik han ind i skurvognen. Vi havde som nævnt fået bud om at skynde os, så det hurtigste var at læsse mine 7 m3 af på stedet, hvilket vil sige lige op af den dør, manden var gået ind af, så nu kunne han ikke komme ud den vej – salt har en vægtfylde på 2.1, så det svarer til ca. 14 tons, han skulle have flyttet, inden han kunne lukke døren op. Da jeg var på vej ud, kommer der en af de store tre-akslede lastvogne ind – han havde 13 m3 på, så nu kunne der blive trængsel ved døren, men nu kapitulerede pladsmanden; han lod mad være mad og sprang ud af et vindue og kunne pludselig fortælle, hvor han ville have læsset af – hans rettighed med spisepause var glemt for en stund, og dermed blev han fri for at have 40 tons salt til at ligge ved døren. Ovenstående episode viser, at verden er lille. Det har jeg mødt flere eksempler på, f.eks.: 1) Da jeg udlejede min campingvogn til en, min mor havde fået foræret 5 pund kartofler af for 42 år siden. 2) Eller da jeg mødte en som kendte mig for 46 år siden, hvor han kunne huske denne episode, hvor jeg som lastvognschauffør havde læsset 7 m3 salt af, så en meget genstridig lagermand ikke kunne komme ud af døren. Historien var end ikke blevet ændret i de 46 år (fjer var ikke blevet til 5 høns).

Eller da jeg traf en mand som havde været min nabo på Vanløsevej for 52 år siden.

48

18. kapitel Roskildevej begynder helt inde ved Zoologisk Have, eller om man vil, så begynder den på den vestlige side af Valby Bakke og længere ude på den vestlige side af Taastrup hed den Hovedvejen, og det har den heddet fra bilernes barndom, og den har altid været betragtet som en hovedfærdselsåre. I 1963 og lidt af 1964 kørte jeg en overgang pendulfart mellem Amager og Nymølle grusgrav ved Hedehusene med vejmaterialer – frem og tilbage – hele tiden, og der var mange chauffører, der syntes den tur var kedelig, da det jo var den samme strækning dag ud og dag ind – det havde de jo ret i, men med den trafik, der var på en stor færdselsåre, er trafikmønstret nyt hver gang man kommer der, så jeg syntes ikke det var kedeligt at køre den tur. Vi var 2 chauffører, der kørte til samme stykke vejarbejde – en københavner og så mig, og da jeg havde kørt som gartner over hele byen, var jeg så godt kendt i området, at jeg kunne skyde genvej og spare 6 km og dermed også mange lyskryds, hvilket bevirkede, at jeg kunne nå et læs mere om dagen end han kunne, og det fik kollegaen til en dag at køre efter mig, for at lure mig fidusen af. Min tur gik forbi et par haveforeninger omkring Valby, hvor vejen ikke var bygget til tung trafik, så jeg kørte kun den vej med tom vogn. Da nu den anden begyndte at køre samme vej, blev der nedlagt forbud mod lastvognskørsel uden ærinde til havekolonien. Der i 50erne og 60erne måtte man kun køre 60 km/timen med lastvogn, men det var svært at nøjes med i de lange lige strækninger, så det skete, at speedometret kom til at vise 70 km/timen. Lidt før Hedehusene stod 20 km pælen lige ved et indhak i vejen, og her holdt færdselspolitiet ofte i bil eller motorcykle – det var på et langt lige stykke der indbød til at sætte farten op, og her klappede fælden så en dag, jeg var kommet op på de 70 km/timen. Dengang brugte man stopur til at kontrollere farten, men jeg fik at vide, at min gennemsnitsfart havde været på 83 km/timen, hvilket jeg nedlagde en protest imod, da mit speedometer kun havde vist 70 km/timen, og til mit held blev den protest skrevet ned. Efter en uges forløb kom der en skrivelse fra politiet i Glostrup med et bødeforlæg på kr. 180 vedlagt et udfyldt girokort på beløbet, men det agtede jeg ikke at betale, da farten ikke var opgivet korrekt, så jeg ringede til politiet for at høre, hvordan jeg kunne undgå at betale et fejlagtigt beløb, og fik så at vide, at jeg bare skulle lade være at betale, så ville sagen automatisk gå over til Glostrup politiret, men jeg fik samtidig at vide, at politiet stolede mere på deres stopure end på mit speedometer, hvorfor min vognmand fik det kontrolleret, og jeg fik en skrivelse til brug for retten, der dokumenterede, at speedometret var fundet i orden, at eventuel fejlvisning kunne skyldes forkerte størrelse dæk, så nu måtte dommeren - en dame - til at ringe byen rundt for at få orden i ringene, da nu dommeren havde fået at vide, at bilen havde de rigtige dæk på, kunne vi ikke komme længere den dag.

49

Der var afsat 20 minutter til min sag – det tog 1½ time første dag, og vi måtte afsætte et retsmøde mere, hvor politiet måtte stille en mand til disposition som vidne. Da det andet retsmøde var i gang, fandt dommeren, at der var en regnefejl i rapporten, hvilket kom mig til gode, hvorfor jeg slap med en bøde på kr. 80. En ugeløn var dengang kr. 200, så kr. 80 var faktisk en stor bøde. Det må have været engang i 1964 – der var meget byggeri i gang, f.eks. udvidede man en gren af Bispebjerg Hospital, der dengang hed Leersø Park Hospital. Udgravningen til kælderen begyndte en mandag morgen kl. 7 – vi var 6 lastvogne, der skulle køre det opgravede materiale væk; det skulle ud i Sydhavnen og fyldes i et havnebassin ved Bådhavnsgade, hvor havnebassinet skulle fyldes op og bebygges med lagerhaller. Jeg vil gætte på, at der var 20.000 m2 der skulle fyldes op og dybden var 11 meter, så der var plads til mange læs, og der kom også mange læs – det var byggepladser over alt i Københavnsområdet, så der kørte bulldozere og planerede hele tiden. Opgravningen fra Leersø Park Hospital bestod hovedsageligt af gult ler, men fra de andre byggepladser kom der også murbrokker og stenbelægninger, der ikke kunne bruges til noget. Det gule ler krævede, at vi strøede sand i bunden af ladet, ellers ville leret ikke slippe, når vi tippede det af. Der var en helt ung chauffør, der aldrig havde kørt med ler før – han var vel 19-20 år, og hans vognmand havde ikke vejledt ham ordentligt, så han fik ikke strøet sand i bunden. Det gik godt med det første læs – det faldt bare af som det skulle, så han fik bare læsset på igen uden at komme sand på først, og kørte så med læs to intetanende om hvad der kunne ske. Da han nu aktiverede tippeladet blev leret hvor det var .- det havde suget sig fast til ladet og da han bare blev ved med at tippe – ja, så skete der det at læsset, der var tungere end bilen, fik bilen til at gå bagover med forhjulene hængende oppe i to meters højde, indtil cylindrene blev trukket fra hinanden, og vognen faldt ned med et brag, hvorved fjedrene sendte den unge mand op i taget. Han slog hovedet, dog ikke mere end at han kunne fortsætte, men nu var han uden vogn, da ladet lå bagved, stadigvæk med læsset på, så han måtte have Falck til at hjælpe sig derfra.

Vi kørte meget i forbindelse med byggeriet ved Leersø Park Hospital – jeg kørte desuden i 3-4 uger både med jern, træ og andre byggematerialer, og en dag blev jeg sendt ud til cementcentralen efter nogle sække cement – det var 7 tons hver gang, og det foregik på den måde, at jeg fik et transportbånd stukket op på ladet, og så var der to velnærede københavnere, der læssede på båndet, og jeg var ene mand om at tage fra, og det var første

50

gang, jeg læssede cement, hvilket de to hurtigt fandt ud af, så jeg fik hele armen – jo, de skulle lige have ham jyden kørt træt. Det skal dog siges til deres ros, at de hele tiden sørgede for at transportbåndet var lige ved siden af mig, så jeg ikke skulle flytte mig for at tage imod. Det lykkedes for dem at køre mig træt, men de opdagede det ikke – jeg kørte derfra, som om der ikke var sket noget usædvanligt, men da jeg var kommet så langt væk, at de ikke kunne se mig, måtte jeg holde en halv times hvil, før jeg igen kunne køre bil på betryggende vis. Da jeg skulle have det næste læs var de to ikke så ivrige som ved første læs – jo, de var også trætte, så nu var det ikke så spændende at ordne ham jyden. Mit arbejde som lastvognschauffør var hørt op. Et tilbagevendende sygdomstilfælde var årsagen – epilepsi. Jeg havde indtil nu – i 1964 – kun haft kørekort to år ad gangen på grund af, at jeg som 3-4 årig havde lidt af epileptiske anfald, og da jeg i 1953 fik en såkaldt hjernepustning, fik jeg lov til at have kørekort – dog kun to år ad gangen under lægekontrol. En kort overgang var jeg ansat i Tivoli i København, hvor anciennitet betød mere end faglig kunnen, så det var ikke lige min kop te, men man blev jo kendt med de forskellige faciliteter i haven – det var i april måned – altså før Tivoli slog dørene op for publikum – det skete altid den 1. maj dengang. Jeg var med til at pynte koncertsalen udvendig med nasturium (karse), tagetes, lobelia og margueritter – det foregik i 7-8 meters højde oppe over tribunen, hvor vi anbragte nogle altankasser, der var plantede til. Det kinesiske tårn var der et bestemt hold, der ordnede; det var jo et meget højt tårn, så de skulle arbejde med sikkerhedsseler på, så det var det samme hold år efter år, og det var sikkert en fornuftig disposition.

De gartnere i haven, der var ansat som blomstergartnere, havde ikke føling med træer og buske, så da der var to guldregn, der stod dem i vejen, ville de bare smide dem væk, men jeg så, at det var af sorten laburnum vossi, så jeg gik til overgartner Ohlsson (som jo kendte mig fra Planteskolen og Grønttorvet) og foreslog, at de blev brugt et andet sted, hvilket han straks gik med til. Det var en helt speciel guldregn med blomsterklaser, der kan blive 30-40 cm lange. Den vokser langsom, men når den står med sine lange blomsterklaser helt sprunget ud, så er det virkelig et godt og flot træ. Omplantning af så stort et træ sætter væksten lidt tilbage, så det første år efter omplantningen er det et trist syn, men det havde Ohlsson sikkert taget med i sine beregninger, for da jeg 5-6 år senere besøgte haven stod guldregnene i fuldt flor ved det skydetelt, hvor jeg havde plantet dem.

51

Næste gang jeg besøgte haven var midt i en transport- eller øl strejke, så man kunne ikke lige gå hen om hjørnet og købe flaskeøl, men her i Tivoli var der en ølvogn, som solgte fadøl, så jeg ville lige undersøge, hvad det var for en øl, men da han var alene om ølsalget, var der kø. Inde i restauranten krævede det et måltid, hvis man ville have øl. Når man sådan står i kø, er der god tid til at se sig om, og så opdagede jeg, at ølmanden brugte de samme glas, uden at de havde været i opvask, så da det blev min tur, bad jeg om at få serveret i et rent glas, hvorved ølmanden blev aldeles rasende, og det bevirkede, at publikum straks forlod stedet, og ølmanden truede mig med øretæver. Da jeg nu var ret godt kendt med haven, gik jeg hen til politivagten og meddelte, hvad der var sket, og den ene betjent spurgte mig så, om jeg ville følge med hen til ølvognen, hvilket jeg ikke havde noget imod – jeg skulle bare følge betjentens anvisninger. Da vi kom hen til ølvognen, var der begyndt at komme kunder igen, og nu anbragte betjenten mig, så ølmanden ikke kunne se mig, og så gik han selv rundt blandt publikum og holdt et vågent øje med, hvad der skete med glassene – der gik højest fem minutter, så klappede fælden, og ølmanden fik besked om at lukke salget, da det foregik under uhygiejniske forhold, og hele vognen skulle rengøres og synes af en eller anden myndighed, inden han igen måtte sælge drikkevarer.

52

19. kapitel Det skal bemærkes, at jeg selvfølgelig stadigvæk kommer i Tivoli, når jeg er på disse kanter. Jeg fik efter Tivoli eventyret arbejde på Carlsberg bryggerierne. Min fordel var, at jeg havde uddannelse som planteskolegartner, og dette arbejde bestod i at være med til at holde anlæggene med træer og buske i orden med renholdelse, plæneklipning og beskæring. Som ny mand fik jeg udleveret en ældre plæneklipper af mærket ’Jacobsen’. Denne lille maskine havde en god motor, men knivene var i en ynkelig stand, de så ud som om de var kørt gennem en stak sten, men som tidligere skærsliber (en der kan slibe sakse, knive og skær), var det ikke noget problem – det krævede bare en fil, skruenøgle og en skruestik, så jeg henvendte mig til overgartneren og fik disse ting udleveret med det resultat, at snart kunne maskinen virkelig slå græs. Den første morgen efter at jeg havde trimmet ’Jacobsen’ forsvandt den; det var en ansat, som havde været på Carlsberg i fire år og som havde fundet ud af, at ’Jacobsen’ nu var bedre end den han havde, så han tog den bare uden at have fået lov, og så stod jeg der som ny mand og vidste ikke, hvad det her var for noget. Jeg gik til overgartneren, der straks tog affære og fik maskinen tilbage til mig. Vi skriver 1964 og nu fik vi at vide, at København ville få fint besøg – den russiske Krustjov ville komme sejlende til byen, og mandskabet på hans skib skulle spise på Carlsberg museet, så vi var 4 mand, der skulle ændre museet til et russisk bjerglandskab med en lille elv med rindende vand, træer og buske. Træerne var op til 3 meter høje, og de største af buskene var omkring 1 meter høje, og så var der en masse blomster af forskellige slags. Årsagen til, at jeg som ny mand kom med i projektet, var nok min planteskoleuddannelse, de andre gartnere var uddannede som tomatgartnere og blomstergartnere og havde aldrig haft med træer og buske at gøre, men de var dygtige til deres fag, og derfor kom der også imponerende resultat ud af vores samarbejde. Når vi stemplede ind om morgenen fik vi tildelt 4 kuponer, der gav os ret til at udleveret 4 øl i løbet af dagen, men de øl vi kunne få var ikke lige mig – det var som manglede der et eller andet i dem, jeg ved ikke hvad, så jeg gik over til at drikke rød hindbærlimonade. Her skal det bemærkes at Carlsbergs hindbærlimonade var den bedste røde sodavand, der fandtes på det tidspunkt.

53

Oppe i museet var der udskænkning til gæster af god øl; der var for nogle få år siden kommet en ny øl, der blev kaldet elefantøl, så jeg gik ind til den ansvarlige for udskænkningen og blev tjekket ind som gæst/turist, og det gjaldt for de 9 dage vi var om at lave museet om til et drømmeland med rindende vand, så jeg fik også god øl. Man er vel kvalitetsbevidst. Der blev adgang til at komme ombord og se Krustjovs skib indvendig, men der var godt og vel 400 m kø, og det tog 2 timer at komme frem, så jeg tog en tur med kanalrundfarten og så det flotte skib fra søsiden – det tog ½ time. Da vi nåede midt ind i september (1964) pakkede jeg mine sydfrugter og rejste tilbage til Jylland. A. J. frost’ Planteskole i Børkop havde været et firma i verdensklasse med antennerne fremme. Det var nu droslet ned til et firma med kun ejeren og to ansatte. Da firmaet var på sit højeste, var det den største planteskole i Danmark med ca. 400 tønder land planteskole-kulturer i Børkop, foruden 15 tønder land i Fredericia og noget lignende i Vejle, og i 50erne desuden 30 tønder land i Helsingborg derovre hinsidan. Afdelingen i Vejle havde ligget stille i nogle år, men i 1967 søgte man i Vejle Amts Folkeblad en bestyrer til den afdeling, og så regnede jeg med, at firmaet var ved at rejse sig af asken igen, og jeg søgte stillingen og fik den. Jeg havde været i firmaet i mange år på det tidspunkt, heriblandt i efteråret 1951 og foråret 1952 i afdelingen i Helsingborg, så vi kendte hinanden ret godt. Her i 1967 var afdelingen i Vejle skrumpet ind til 1½ tønder land; kontor og pakkeladen var noget forfalden – taget var utæt, og der manglede et par ruder i den østlige gavl, men jeg ville nu prøve, om jeg kunne få det faldne op at stå igen, så der kom en annonce i Vejle Amts Folkeblad om, at Vejle afdelingen igen var et besøg værd. Al begyndelse er som bekendt svært, og det var dette også, for jeg måtte ud at købe varer hos andre planteskoler og i et vist omfang også selv fragte dem hjem fra Fyn, Ålborg, Varde og andre steder, men det klarede min lille Citroén varevogn godt, og den var endda billig i drift. Det krævede tid at skulle hente varer, så jeg lavede tirsdag til fast lukkedag, hvilket blev averteret i min ugentlige annonce i Folkebladet. Varelageret blev udvidet til også at omfatte havefrø, værktøj og udlejning af havefræsere samt salg af spagnum.

Firmaet havde 65 tønder land skov ude ved Vorbasse, hovedsagelig med rødgran, men i den yngste del var der plantet halvt rødgran og halvt bjergfyr (pinus montana uncinata) –

54

bjergfyrrene for at presse rødgranerne op, og nu var disse bjergfyr tjenlige til at blive fjernet, så det kom lige til at passe, for nu kunne jeg i efteråret, nærmere betegnet omkring 8. november 1967, udvide varelageret med afskårne fyrretoppe til de mange altankasser der var i byen, hvilket var noget nyt i Vejle, hvor man ellers kun havde kunnet købe skæve fyrregrene som var alt for dyre, og hvoraf der blev en del affald, der skulle bæres væk. Mine fyrretoppe var skåret i længder, der lige passede til altankasserne, så der var ikke noget affald. På et tidspunkt dukkede en mand op fra ’Hals Mosebrug’. Han kunne levere spagnum til en pris, så jeg kunne konkurrere med brugsen i Bredballe, der solgte spagnum fra ’Pindstrup Mosebrug’ til kr. 23 for 200 liter, men jeg kunne sælge ’min’ spagnum for kr. 17 for 300 liter, og analysen var nøjagtig den samme for begge slags, men jeg brugte det som trækplaster, så jeg nøjedes med at tjene kr. 1,25 pr sæk. Min annonce i Folkebladet sluttede altid med: ’Og vi har altid den helt rigtige spagnum på lager – den i den brune pose fra Hals’. Denne annonce gav omgående resultat, så den første sæson blev der solgt 800 sække med spagnum. Ude vest for Vejle i Knabberup var jorden meget stiv – det var nærmest gult ler, og her var mange nybygninger, hvor man havde brug for spagnum og sand eller grus, så her kikkede man efter, hvor man kunne købe det billigst. Når et firma sådan havde været kørt ned, var det med at få impulser, der kunne trække kunder til, så da vi kom til foråret, gjorde jeg brug af min erfaring fra Københavns Grønttorv. Jeg begyndte at sælge sommerblomster og nu dukkede de kunder op, der havde købt fyrretoppe i efteråret – deres altankasser skulle pyntes igen, men denne gang skulle det være blomster med livlige farver. De 1½ tønder land jord i Vejle havde vi lejet af Vejle kommune, men med en meget kort opsigelsesfrist. Der havde engang ligget et teglværk på grunden, og jorden var lige så stiv og umedgørlig som i Knabberup, men det gjorde ikke så meget til vores brug, for vi skulle kun bruge den som planteindslag, så vi brugte selv en hel del spagnum blandet med sand. Salget var ved at gå i den helt rigtige retning, og varernes kvalitet var også blevet bedre og sortimentet større. Jeg havde desuden på et tidligt tidspunkt købt 5 havefræsere til udlejning, og her i tresserne blev der bygget meget, så der var mange, der havde brug for at få anlagt have, som de selv gik i gang med. Her kom så havefræserne ind i billedet. Man lejede en havefræser og købte spagnum i den brune pose fra Hals og fik jorden gjort medgørlig; derefter købte man plænegræs og andet frø til haven, og så kom turen til at købe træer og buske.

55

Alt var ved at tage form; folk havde fundet ud af, at når man tog en tur til Nørremarksvej, så kunne man næsten købe alt til haven lige ved byen, ellers var der 7 km til nærmeste planteskole. Som tiden gik, blev trafikken på vejene tættere og tættere, og man vedtog at bygge en bro over fjorden; jeg mener, de begyndte på det i 1970, og her i 1971 skulle man i gang fra nord siden. Herved kom vi i klemme, da man skulle bruge vores grund til oplagsplads for brobyggeriet, så vi blev opsagt til fraflytning pr. 1. september 1971 og dermed sluttede eventyret i Vejle. Jeg prøvede at få et andet sted at slå teltpælene op, men det tillod bankkontoen ikke, og hovedfirmaet i Børkop var ved at skrante, så dér kunne jeg ikke få hjælp fra, tværtimod. Det havde været min store drøm at få det til at gå, og havde man ikke bygget den bro, var der blevet en rimelig god forretning ud af det. Desværre måtte jeg forlade det.

56

20. kapitel I 1972 var jeg kommet til Thyrstinggård på Brædstrup egnen. Her var jeg med til at støbe sokler til ydermurene og bæresøjler til spaltegulvene, og vi støbte gylletanke, der kunne rumme 2 millioner liter gylle. Vi byggede også malkecentral, der kunne malke 210 køer ad gangen. Jo, det skulle blive en helt moderne stald med alt, hvad der fandtes af teknik og hjælpemidler. Vi var 12-14 mand fra vores firma, og derudover var der andre firmaer, der hver havde deres opgaver. Vi var godt forsynede med de værktøjer, vi havde brug for til vores arbejde. Der var en byggekran, der kunne nå næsten ud over hele arealet, og så havde vi en traktor med kran, der kunne bruges, hvor den store kran ikke kunne nå ud, og en spand til beton på 150 liter der så kunne fylde beton i forskallingen. Betonen fik vi leveret pr. lastvogn og fyldt i vores silo, der var hydraulisk styret. Herfra blev den så tappet over i spanden og ned i forskallingen. Det blev mit job at fylde spanden i 2 måneder via et trykknapsystem. Da soklen var støbt begyndte murerne at mure ydermurene op og efterhånden kom spærene på plads og nu tog det hele fart. Da spærene var rejst og godt forankrede, kunne vi ikke bruge byggekranen mere, så den blev drejet ind over en ældre lade indtil den blev afmonteret, og nu måtte vi så bruge traktoren med kranen, da der var endnu mere der skulle støbes. Tømrerne var nu godt i gang med at lægge tag, de var 4 mand fra deres firma – 3 fuldbefarne og Johannes, der lige var blevet udlært, og det var hans første job som tømrersvend. Han var så ny, at de andre end ikke kendte hans navn. Nu begyndte det at regne og taget blev glat, så de skulle være gået ned, men de blev deroppe i ca. 8 meters højde og så gik det galt. Johannes gled, en tagplade knækkede og Johannes styrtede ned i afgrunden og ramte undervejs nogle af vore støbninger og brækkede ryggen tre steder – han faldt lige en halv meter fra hvor jeg stod. Jeg troede han var død, men han var kun bevidstløs. Jeg havde fået det lille førstehjælpskursus, så jeg lod ham ligge og nøjedes med at tage pulsen på ham – der var tydelig puls, så jeg tog hans hånd og sagde: ’Johannes hvis du kan høre mig, så giv et tryk i min hånd’. Johannes gav et svagt tryk, så nu vidste jeg, han kunne forstå, hvad der blev sagt, og så fortalte jeg ham, hvad der var sket, at vi havde sendt bud efter hjælp, og der ville komme en læge og se på ham – jeg turde ikke nævne ordet ambulance, for i hans tilstand ville det ikke være så godt, hvis han blev alt for oprømt.

57

Da jeg havde fortalt ham, hvad der var sket, gled han over i bevidstløshed og nåede lige at slå øjnene op, inden ambulancen kom. Byggepladsen var een stor mudderpøl efter at det havde regnet, men Johannes var faldt ned på det eneste tørre sted på hele pladsen og kunne derfor blive liggende, til ambulancen kom. Ambulancefolkene fik ham anbragt på en luftpude og han blev lagt på en gammel dør, der lå og flød, så han ikke tog skade og jeg startede så traktoren og hejste døren op over alt mudderet og hen til båren, der stod på et tørt sted. Johannes var 21 år og et års tid efter ulykken traf jeg ham på torvet i Tørring – han sad i kørestol, og da jeg sagde ’goddag, Johannes’; drejede han hovedet lidt og sagde: ’Hvem er du – jeg kender din stemme’, Da jeg så fortalte ham om ulykken sagde han: ’Kom lidt nærmere’, og så fik jeg alle tiders knus, hvorefter han grødkvalt sagde: ’Din stemme vil jeg aldrig glemme’. Jeg fik aldrig besøgt Johannes på sygehuset, for da jeg var i Brædstrup for at besøge ham, var han flyttet til Århus Kommunehospital.

Det frøs 8 grader C – der var tæt rimtåge – fladfiskegarnene lå parate til at blive sat ud – de var 1.000 m lange og det var ved 20 tiden. Der var 1 km ned til vandet, men vi blev enige om at trodse det kolde vejr, så vi sejlede ud af Augustenborg fjord. Rimtågen blev endnu tættere, og vi gik ned gennem Alssund og skulle passere broen inde ved Sønderborg. Vi kunne knap se broen, men heldigvis var vores mast ikke højere, end at vi kunne passere broen, uden at den skulle lukkes op.

Det var en dejlig skude på 24 fod (Fåborg jolle) med en 10 hk norsk SABB motor (ikke en svensk SAAB), og så var den udstyret med kompas og ekkolod, og Jens forstod at bruge disse

58

remedier, så han vidste hele tiden, hvor vi var, selvom vi hverken kunne se land eller gadelygter i tågen. Vi skulle ned til Vemmingbund (fjorden mellem Sønderborg og Dybbøl) og sætte garnene – der var måger og ænder og nogle, som vi ikke vidste hvad var for en art. Vi var fremme ved målet ca. kl. 21,30 og kunne begynde at sætte garnene, og da det var gjort, kunne vi lægge os til at sove, men det var jo koldt, så vi tændte et lille gasblus for at holde varmen, og for ikke at blive kvalte, lukkede vi op for en lille lem i taget. Vi sov dejligt – båden gyngede noget så dejligt i dønningerne, der kom ude fra Østersøen, og ved halvfiretiden stod vi op for at røgte garnene, og nu var rimtågen lettet, og ude i mørket kunne vi høre fuglene rappe og skrige på hinanden – jo, vi nød naturen selvom det frøs 80 C. Vi begyndte at tage garnene ind, og da vi havde taget 100 m ind, begyndte det at rykke ret så kraftigt – det måtte være laks, udbrød Jens og vi fortsatte med at hale ind. Lidt efter kom forklaringen – det var en lille dykand, der var gået i garnet på næsten 3 meters dybde, og havde den siddet der ret meget længere var den nok druknet, men nu gjorde Jens den fri, og satte den op på den ene hånd, så den kunne flyve igen, men inden den fløj overbegjorte den Jens’ hånd, hvorefter den lettede og kredsede et par gange over masten, som ville den sige tak for hjælpen, og så fløj den ind i tågen, hvor de andre ænder lå og kaldte. Nu manglede vi bare 700 m at få ind over rælingen, så vi fortsatte. Da vi manglede 200 m begyndte det at rykke igen, og denne gang var det en stor laks på 6-7 kg. Jeg erklærede, at jeg godt kunne tænke mig at få den med hjem til Klovborg, men nej – Jens smed den ud, for laks var fredet på det tidspunkt, så den gik altså ikke. Vi havde sat garnene på sandbund, hvor vi håbede på lidt skrubber, men udover anden og laksen, var der ikke meget i garnene. Til alt held var garnene så rene, at vi kunne sætte dem ud igen uden at rense dem, og nu sejlede vi tilbage gennem Alssund og op til det nordlige hjørne af Augustenborg fjord, og her satte vi vore 1.000 m garn i en runding ved Hardeshøj, men denne gang var heldet med os. Jens kunne tage til Sønderborg med 300 pund skrubber på et tidspunkt, hvor der var en god pris på skrubber. Først standsede han dog og kastede anker i Ulkebøl bugt, hvorfra jeg kunne komme i land og starte bilen og tage tilbage til Klovborg med en spand skrubber. Dette foregik i 1975.

59

21. kapitel Året efter fik jeg arbejde på et teglværk i Tørring ved Vejle. Det var noget jeg aldrig havde prøvet før, men forandring fryder. Den første morgen blev jeg sat til at blande sand og ler med en rendegraver – begge dele fik vi udefra med lastvogn, da området hvor teglværket lå var fuldstændig ribbet for ler efter knap 100 års teglfabrikation. Sand havde man altid fået tilført udefra, da der aldrig havde været egnet sand på grunden. Blandingen foregik i nogle store beholdere, der nærmest lignede nogle forvoksede svinestier eller kalvebokse, og så blev det ført ind til en stor blandemaskine pr. transportbånd. Den lignede nærmest en stor kødhakker. Selve brændingen foregik i nogle store ovne, der var så store, at vi kunne gå oprejst inde i dem og sætte de formede materialer på hylder i forskellige højder. Det med at sætte ind var det behageligste at have at gøre med, for da var temperaturen kun 40o C. Når så produktet var færdigbrændt, hvilket foregik med nogle store oliefyr, skulle ovnene stå stille i et døgn uden at være åbnede, og så først kunne vi gå i gang med at køre tingene ud, hvilket foregik med flade trillebøre. Men nu var der 70o C derinde, og vi måtte kun være derinde i meget kort tid – jeg husker ikke hvor længe – men vi kunne bestemt heller ikke holde til mere, og så skulle vi drikke meget vand, hvilket vi bestemt også havde trang til, når vi kom ud derfra. Som ny mand fik man altid forelæst, hvordan man skulle begå sig – dertil kom, at arbejdsgiveren altid viste stor omsorg for nye arbejdere, indtil de var faldet ind i rytmen med de vekslende temperaturer – det var jo heller ikke helt ufarligt. Når jeg så af og til skiftede med at køre rendegraver ude og tømme ovnene inde ved 70o C, så skulle man være meget påpasselig med sin påklædning for ikke at få for mange sygedage. Jeg holdt kun til det i et halvt år, så flyttede jeg til Århus.

Nu havde jeg jo været ungkarl i ca. 48 år; dette måtte der gøres noget ved. Jeg valgte at gøre det gennem en annonce i Jyllands Posten. Da jeg jo nu var et af Jehovas Vidner, sikrede jeg mig gennem annoncen, at det var en, der havde samme interesse som mig. Der kom et svar,

60

der interesserede mig. Hun hed Grethe og var 4 år ældre end jeg, men havde lige præcist de egenskaber, som jeg sætter pris på – dygtig til at lave mad – godt humør – og god erfaring. Hun havde 4 voksne børn, som jeg også lærte at kende, og det har bestemt også været positive bekendtskaber. Jeg føler mig stadig accepteret af dem nu jeg er blevet enkemand. Så samme år – 1976 - blev jeg gift med Grethe. Jeg havde været ungkarl indtil nu, men Grethe havde været enke et par år. Hun kom fra Glostrup og havde boet i Skagen med sin nu afdøde mand i ni år, og her havde Grethe arbejdet med fisk – renset og parteret dem, så hun havde virkelig lært at tilberede fisk, veltillavet, så vi kunne spise fisk døgnet rundt og det med velbehag.

Efter mit arbejde med træer og buske m.v. havde jeg været lastbilchauffør i 7 år, fortrinsvis i Københavns området. Men nu kom jeg til ’Sabroe’ ude i Holme – i første omgang som gulvmand i et års tid, for derefter at stå ved en sav og skære jern og andre metaller – det varede i 11 år indtil jeg gik på efterløn. ’Sabroe’ fabrikerede kølemaskiner til hele jordkloden og til mange formål, bl.a. til store anlæg til køleskibe, kølehuse, hospitaler og olieplatforme, ja, det var et globalt firma med afdelinger placeret over hele jorden og med et kontorpersonale, der mestrede næsten alle sprog og bogstaver: kinesisk, japansk, urdu, arabisk og latinsk foruden de europæiske sprog.

En overgang savede jeg u-formede jern til Thyrafeltet – det var i dimensionen 160 x 80 mm og de skulle saves i længder på 7 m og med en nøjagtighed på +/- 0,5 mm. Jeg elskede mit arbejde ved saven. En anden opgave var at save længdevanger, også i u-formet stål til en

61

russisk ordre på kr. 40 millioner. De skulle bære nogle store køleanlæg til fabrikker inde i det mørkeste Rusland, og dimensionen her var 280 x 95 mm i forskellige længder med en nøjagtighed på +/- 1 mm. Grethe arbejdede på Flydedokken her i Århus, og en overgang gik hun på Universitetet for at gøre rent – det var om morgenen. Nu var der to indtægter, så der blev råd til først en bil og senere en campingvogn. Vi tog os nogle ture rundt i landet, dog mest til Fynshoved til Bøgebjerg Campingplads, hvor vi altid blev mødt med et hjerteligt velkommen af Siegfred og Karen. I Kerteminde lå jordens dejligste skonnert ’TUT’; den sejlede med lystfiskere. I seks år i træk havde vi benyttet den til heldagsture på Storebælt. Vi var altid 42 personer med – det var det antal skibet var registreret til. Det var venner og bekendte – de fleste Jehovas Vidner som os -fra Jylland, Fyn og Sjælland. De der kom længst fra var fra egnen omkring Køge. Vi var for det meste ca. 30 der overnattede på ’Bøgebjerg’, og det var enten i campingvogn eller telt med deltagere fra Århus, Ebeltoft, Hadsten, Karstoft ved Kibæk, Gravens ved Kolding, Broager, Nr. Broby og så dem fra Køge, alt i alt en dejlig blandet flok, og den største fisk der blev fanget var en torsk på 4,8 kg – den blev hevet i land af Aksel fra Risskov. Fisketurene foregik altid den første lørdag i juni, så vejret passede lige til at fiske – der var aldrig de helt store varmegrader. Når vi så kom i land efter en tur, skyndte vi os hen til ’Bøgebjerg’, hvor vore kvinder tog sig af det videre forløb med at gøre fiskene i stand og koge eller stege dem, og så blev der spist fisk med sovs og kartofler. Jo, vi smovsede rigtigt. Der var altid et par flasker vin af forskellig slags med. Bordet var en 3 m lang plade af krydsfiner, der stod på seks ben af rå forskallingsbrædder. Der var et dejligt samvær både før og efter og dejlige minder at se tilbage på.

62

22. kapitel Nogle år efter gentog jeg fiskerioplevelsen. Min bror Peder skulle på fisketur med Jagtforeningen, og han måtte tage en gæst med, og det blev mig, hvilket jeg glædede mig meget til. Det var en lørdag i 1987. Vi skulle tidligt op, da vi skulle sejle fra Kerteminde kl. 9, og der var 150 km derover til. Vi skulle med turistbus fra Brande. Den havde Jagtforeningen hyret til turen. Det var en dejlig tur med vekslende landskaber med flad land og bløde bakker, skove og åbent land. Vi kom over Vejlefjordbroen og Lillebæltsbroen og fortsatte til Kerteminde via Odense. Her mødte os snart synet af den dejlige skonnert ’TUT’. Den måtte laste 125 tons, og den havde en ALPHA diesel motor på 75 hk og var rigget til at kunne sejle med lystfiskere. Lastrummet var lavet til en stor salon, hvor vi kunne gå ned og nyde vore medbragte mad, og skipper Gommesen havde altid noget drikkelse med i styrehuset, så vi behøvede ikke at tørste. Turen ud til fiskepladsen gik med at sidde og lytte til motorens taktfaste slag og vi drømte os tilbage til 1938-39, hvor vi boede ved Haderslev fjord udmunding. Der så vi ofte disse dejlige træskibe – der var tomastede – der var tremastede og en gang imellem kom der også en firemastet. De mindre skibe kunne vel laste mellem 50 og 500 tons. De firemastede kom altid fra Finland med træ, bygningstømmer, og jeg mener at kunne huske, at de kom fra Aabo i Finland. Vi drenge lagde mærke til de skibe, der kom igen og igen – jo, vi kendte dem efterhånden så godt, at når vi hørte deres udstødning, vidste vi om det var Svanen af Egernsund, der sejlede med mursten og andet tegl fra de sønderjyske teglværker, eller om det var Britta fra Hobro eller Martha fra Struer. Vi drømte om at komme ud og sejle med en af disse dejlige småskibe, men det kom vi aldrig, for vi flyttede længere ind i landet, hvor der ingen skibe var, men så meget mere nød vi at komme ud med ’TUT’ af Kerteminde. Vi fik både en sejltur og en mindeværdig udflugt samtidig.

63

I dag ligger ’TUT’ ikke længere iKerteminde, men under navnet ’Haabet’er det blevet restaureret og genopriggetsom galease med henblik på at bliveanvendt som bryllupsskib medudgangspunkt fra Svendborg. Skipper Gommesen bor endnu iKerteminde og er god for en snak omdejlige træskibe.

Jeg bor nu i det nordlige Århus, parallel med Randersvej over for det gamle vandtårn. I 1999 var jeg blevet alene og kan på grund af min sygdom ikke komme så meget ud som før. Jeg må derfor sidde og ’opleve’ siddende på min altan eller inde i stuen og se hvad der foregår ude på Randersvej. Trafikken bliver tættere og tættere og lasterne bliver større og større. I dag er det ikke ualmindeligt at træffe specialtransporter på 50 m længde, godt nok mest på motorvejene men også her på Ringvejen og Randersvej i Århus, ofte når de skal eksporteres fra Århus havn. Oftest er det betonelementer eller møllekroppe, men der kommer også forskellige beholdere, der fylder 1½ kørebane eller modul huse, der også er meget brede, men så er der ledsagervogne med til at holde den øvrige trafik underrettet om den særlige transport med ordet ’GIV AGT!’ Jo, vi så store kølevogne og andre transportere fra hele Europa og Asien. Vi så køretøjer fra Rusland, Ungarn, Rumænien, Jugoslavien, Tyrkiet og Italien, også nogle med arabiske skrifttegn. En overgang kørte man fjerkræ til slagtning i nogle af oliestaterne ude i østen – det var nok her de arabiske tegn kom ind i billedet. Da motorvejen uden om Århus og til Randers blev åbnet kunne vi mærke, at trafikken skrumpede ind, så ca. 40% forsvandt og det var i store træk kun national kørsel og ikke som før international. De store nationale transporter kom dog stadig forbi – det var store betonelementer, der skulle ned til havnen til noget industribyggeri og ligeledes store kontormoduler af træ. En nat kom der nogle store tanke eller var det ovne – de var så store at de måtte flyttes om natten af hensyn til den øvrige trafik. En aften ved kl. 22,30 tiden kom der en transport med betonelementer, der var 42 m lange, og ved så store ting bliver det bagerste hjul styret separat elektrisk, så chaufføren skal vide, hvad

64

han har med at gøre. Denne last skulle dreje til venstre mod Risskov, men pludselig gik køretøjet i stå. Jeg blev ved med at kunne se lyset fra baglygterne, og nysgerrig, som jeg jo altid har været, gik jeg ud for at se, hvad der var sket. Jo, det var en helt ung chauffør på 22 år, der på sin første tur efter køreprøven havde placeret den elektrisk styrede bagende i et vejskilt, og han hang ubehjælpelig fast, da skiltet havde kilet sig fast mellem et par tvillingehjul. Vi var ca. 15 nysgerrige og blandt os var der en herre på omkring de 60 år, der sensationslysten begyndte at udbrede sig om, hvor forkasteligt det var at sende så ung en mand ud med sådan et køretøj. Manden gjorde alt for at hidse publikum op mod chaufføren og var ved at få held til det. Nu er der så en anden herre, der fik øje på et reb, der var faldet af læsset. Det lå på langs ad vejen; han gik så hen til sensationsmageren og prøver at berolige ham ved at sige: ’Kære ven, kan du se det der ligger på vejen der? Det er styreledningen og den er ødelagt, så kan du nok forstå, at bagenden ikke kan styres’, og det kan manden godt forstå, og nu gik spændingen af det hele, så publikum begyndte at forlade stedet. Vi var et par stykker, der havde set, at ’styreledningen’ blot var et stykke reb, og nu da publikum var borte, fik vi os et billigt grin og chaufføren fik arbejdsro. Falck kom lidt efter med en skærebrænder og tog skiltet væk, så den unge mand kunne komme videre. Det var måske en god ide at have et stykke reb med i bilen, når man skal køre langt.

65

23. kapitel Bruno havde en biludlejningsforretning i Brabrand ved Århus – en overgang havde han omkring 30 biler at leje ud, og der kom mange forskellige mennesker for at leje bil til kortere eller længere ture. Fordelen ved at leje bil hos Bruno var hans priser, og derfor kaldte han det også for discountudlejning. Bilparken bestod af mange forskellige bilmærker, der alle var 5 år gamle eller mere, men i pæn og forsvarlig stand og selvfølgelig godkendt til udlejning. Der var firmaer, der lejede person- eller varevogne samt kassevogne for længere tid ad gangen, nogle fordi deres firmavogn var til reparation, andre fordi de skulle flytte. En ung mand, der var ved at starte egen virksomhed lejede bil hos Bruno, fordi han ville vente med at investere i firmabil, indtil firmaet kunne bære det. Så var der en masse unge mennesker, der nok havde kørekort, men ikke råd til at købe bil selv, og når man er ung og har kørekort, så skal man selvfølgelig ud at køre. Så var der desværre også dem, der bare lejede bil og kørte væk og lod bilen stå et tilfældigt sted, og så måtte Bruno selv finde ud af, hvor køretøjet var og få køretøjet hjem igen. Det skete nogle gange. Bruno var en af mine gode venner, så en overgang hjalp jeg ham – enten med at passe telefonen, når han var ude og købe andre biler – han solgte nemlig også brugte biler – eller når han havde fået stjålet een eller biler var efterladt et sted og skulle hentes hjem. Vi fik engang stjålet en dejlig Volvo 240 – det var nogle unge bøller, der kørte rundt på Randers egnen og tankede bil uden at betale. Da de havde kørte i den en halv snes dage parkerede de den på Skt. Peters Plads i Nørresundby, og så var det slut med kørslen, for de blev taget af politiet. Derefter blev det min opgave at hente bilen hjem, men jeg skulle hente nummerpladerne hos politistationen i Aalborg, hvor der sad en lun jyde ved skranken, så da jeg spurgte ham, om han ikke gav en øl for at komme af med disse plader, svarede han: Nej, dem drikker vi selv og så stak han mig et stort nordjysk smil. Når vi sådan var ude at hente biler hjem, kunne det være fordi de var behandlet forkert, så batteriet var udtømt – så måtte vi ud med startkabler eller batteri boosteren. Vi havde en dejlig Volvo 360, der var blevet borte – den var lejet ud til en kunde, der bare lod den blive stående, hvor han var stået af. Den var bare sporløst forsvundet, men vi fik den opsporet, jeg husker ikke hvordan, men den stod på P-pladsen ved SAS hotellet på Amager i nogle uger, så jeg vidste lige hvor bilen stod og desuden kunne jeg rejse på 65billet – det var i 2001 – så jeg var selvskrevet til at hente den.

66

Jeg kom til hovedbanegården i god behold og tog en taxa ud til hotellet med at par skruenøgler i lommen og en start booster i hånden, og så spurgte chaufføren om jeg skulle ud og hente en lyseblå Volvo 360? Jo, det skulle jeg da. Den havde han holdt øje med et stykke tid, og han regnede med, at der var noget uldent med den, og så kørte han mig lige hen til den. Hjemturen med Volvo 360 forløb uden komplikationer. Brunos biler blev altid sendt af sted med fuld tank, så der var tab på sådanne forsvundne biler. Der kom også en udlænding for at leje bil – en herre med dame på – vi fik det indtryk, at de var forlovede. Hun var dansker og han var fra et afrikansk land lige nord for Sydafrika og kunne ikke et ord dansk, men så var damen tolk. De spurgte om de kunne leje en bil hos os med det kørekort han havde. Det kan I da rigtignok, bare kortet er gyldigt, og han betalte det, som det kostede at leje en bil. Jeg kunne mærke på atmosfæren, at de havde prøvet forgæves andre steder og fået afslag. Damen havde ikke kørekort. Men han havde internationalt kørekort, og da jeg så det, blev jeg sentimental, for det var magen til det, jeg fik for 50 år siden, da jeg rejste til Helsingborg med nogle skrifttegn som eneste forskel. Manden betalte – og så var de væk i en uges tid, hvorefter de kom tilbage og betalte det resterende. Da manden havde betalt, gav han mig et ordentligt knus, og undervejs havde damen lært ham nogle få danske gloser, så han sagde på næsten flydende dansk: ’Mange tak for din venlighed’! Det var en dejlig tid hos Bruno, Jeg kom ud og så/genså en hel af Danmark – til Stoholm ved Skive, Nørresundby, Aalborg, Nr. Vorupør, Blommenlyst, Horsens, Ikast, Aabenraa og Als, ja, næsten til Hamborg. Jeg havde nydt det. Livet er dejligt.

67

24. kapitel Samme år i juni 2001 kom jeg ud for et færdselsuheld – det skete på Anelystvej – den går fra Viborgvej og ned bag Bilka i den vestlige del af Brabrand, hvor ’firkløveret’ senere har forbundet E45 med Silkeborg motorvejen. Her i den nederste del af Anelystvej går der en spidsvinklet sidevej op til True, og her var der så højt græs, at det kneb med udsigten for de lave biler. Anelystvej er her at betragte som ’en mere befærdet vej’, for der var hajtænder ved udkørsel fra Truevejen, og den tilladte hastighed på vejen må jo være 80 km/timen, da der ikke var bymæssig bebyggelse. Jeg kørte en Suzuki Swift 1995. En ung dame på 21 år kommer helt frem til hajtænderne og holder som hun skal; her kommer jeg med 80 km/timen og kan se, at hun holder stille, så jeg fortsætter min kørsel; for sent opdager jeg, at hun alligevel kører frem, da jeg kun er 10-12 m fra hende og kører ud i min kørebane, og jeg kan jo ikke nå at bremse, så jeg torpederer hendes bil skråt på langs og rammer, der hvor fordøren og motorhjælmen går sammen, hvilket bevirker, at damen slap fra det med en forskrækkelse, men uden så meget som en skramme, mens jeg fik rattet presset op i brystkassen og brækkede brystbenet; desuden fik jeg instrumentbrættet presset ned i mit højre knæ, så jeg blev indlagt på Kommunehospitalets intensiv afdeling. Politiet kom og forhørte mig om forløbet af episoden. Jeg var på dette tidspunkt 74 år, og da forhøret var forbi, spurgte betjenten: ’Hvordan kan en mand i din alder klare en sådan situation uden at modparten bliver slået ihjel? Jeg kunne så fortælle ham, at når man har 1½ million kilometer bag rattet, fortrinsvis i lastvogn, så tænker man ikke på, hvad der står i teori bogen, men handler, og det reddede den unge dames liv, så hun nøjedes med at blive forskrækket. Det er vist den eneste gang, jeg har fået ros af politiet. Det tog mig ca. ½ år inden jeg havde forvundet efterveerne af dette uheld. Det stykke linoleum der er på mit køkkengulv er vel 30 år gammelt, så det er begyndt at være slidt, især ved komfur og vasken, og efterhånden var det slidt så meget, at man går og falder i det, og sådan har det været et par måneder. Min kontorstol som jeg har fået til køkkenet hjælper vel også lidt på slidtagen.

Når man så har vrøvl med den ene hofte, så orker man ikke at tage ud og købe nyt, og endnu mindre orker man at skære det til og lægge det på. Hjemmehjælperen vasker pligtskyldigt gulvet hver 14. dag, når hun er her for at gøre rent og vaske tøj, men der kommer ikke et eneste nedsættende ord om gulvet i køkkenet, og det er jeg glad for, da det kan blive dyrt at få

68

lagt nyt på. Man går jo lidt og håber på at finde en løsning på problemet med det står indtil videre hen i det uvisse, så jeg begår mig nødtvunget af mine 2 krykstokke og min stol. Nu er vi kommet over nytår og skriver 2009 – telefonen kimer – det er Per – min svigersøn som spørger om jeg kan tage imod besøg i dag. Da det er lørdag har Per og Annie god tid, og de er altid velkomne, så jeg går i gang med at smøre nogle stykker brød og få taget en pakke laksefilet frem og skyllet nogle tomater og kogt nogle æg samt lagt andet pålæg frem så vi kan få et godt måltid. Der kom også sild på bordet så nu må Skagen snapsen også frem fra køleren, og så får vi en hyggelig times tid sammen. Da der er gået et stykke tid siger Per: ’Skal vi ikke lige forny det linoleum i køkkenet? Det kan vi gøre næste lørdag’, hvilket jeg selvfølgelig synes er en god ide, men nu blander Annie sig i samtalen: ’Hvorfor ikke gøre det i dag?’ og det synes Per var en god ide, så da de har tygget af munden kørte de ud for at få et stykke linoleum. Snart efter kommer de med det og noget værktøj, og Annie var gået i gang med at rense gulvet og Per går i gang med tommestokken, hobbykniven og blyanten, og jeg går ind i stuen for at se TV. Efter et par timer kom jeg ud i køkkenet; og hvad ser jeg: Et nyt køkkengulv der er pænere end det gamle og lagt på så det passer. Jo, vi havde et dejlig samvær den lørdag. De 2 må snart kende det køkken ret godt, for de gav det en gang maling for snart mange år siden, mens Grethe og jeg kørte over til Køge egnen for at hilse på vores familie der. Siden jeg kom til Århus og bo og efter at jeg blev enkemand i 1999, har jeg benyttet mig af nogle af de tilbud, der gives på lokalcentret Skelager ikke så langt fra, hvor jeg bor. De har i deres Lokal - Nyt offentliggjort og gengivet mere end 50 små beretninger om hvad jeg har oplevet, som I netop i dette øjeblik er ved at læse. Jeg har også via lokalcentret været med på flere af deres udflugter. En af disse udflugter gik til Sundsøre hus ved Hvalpsund nord for Skive. Jeg har nok ofte optrådt lidt som selskabets klovn og underholder, såsom denne introduktion til turen, der fandt sted i juni 2006:

’Goddag alle sammen. Mit navn er Jørgen Svendsen. Det var nu dejligt at vi kunne komme med på denne tur i dag, og ’vi unge’ glæder os til at være sammen med de ældre. ’Unge’ ja,

69

sådan nogle som Lone, Hanne og - der er omkring de 40, så de er jo ikke fyldt 70 endnu, men det bliver de nok en gang, hvis de venter længe nok. Derefter kom jeg med en ’historie’, der har verseret i folkemunde: Maren er lige fyldt 100 år – er der nogen af jer, der er 100 eller derover? Nej, det ser altså ikke ud til, at der er nogle 100 årige med. Maren har været gift med Marius, som ikke holdt ud så længe som Maren. I tyverne var Marius sømand og sejlede på verdenshavene. Han stammede ligesom Maren fra den svenske skærgård, og når han kom i havn i Honolulu, Ringsted eller Tokyo eller Mandalay eller hvor nu deres skib anløb, så skrev han til sin Maren, og det er et af disse breve, vi har fået med på turen i dag. Det er sat på vers og melodien er der sikkert mange af jer der kender. Den er fra 20erne og hedder ’Skærgårdsflickan’, så den vil vi lige tage og synge nu. Jeg synger for og så synger alle med så godt I kan (I får kun det første og sidste vers som jeg husker dem’: Nu vil jeg kvæde om elskovs glæde om livets herlighed dødens gefærdighed hold fast i råen og vend blot skråen nu vil jeg synge om min kærlighed hun bor derude blandt skærgårdsklipperne der hvor måger fly’r som skumsprøjt op mod himlen blå og skønt min skude tit løb på klipperne hendes lige er jeg aldrig strandet på Jeg på min færden igennem verden har truffet pigebørn lig’frem i snesevis kineserinder og negerkvinder og eskimoer med kolde som is, fra Honolulu til Store Magleby har for længst som Don Juan jeg vundet mig et ry men Honolulo var alt for hedt for mig hell’re bo i skærgården og bo hos dig. Tak skal I have, men vi vender tilbage til Maren på de godt 100 år. Hun fik i dagens anledning besøg af borgmesteren. Han spurgte hende: ’Nå Maren, hvordan er det så at blive 100 år?’ ’Joh’, svarede Maren – ’det er da dejligt, men det tager blot frygtelig lang tid!’ ’Er der noget, vi kan gøre for dig? f.eks. lidt hjemmehjælp?’ Maren kikker lidt på borgmesteren og siger så: ’Jo, lad gå da, men det skal være her i nærheden, så jeg nemt kan cykle dertil, og det skal være ’sort’, for jeg vil ikke til at betale skat af det.’ Men i øvrigt havde vi en dejlig tur til Sundsøre og kom godt ’hjem’ til lokalcenter Skelager:.

70

25. kapitel I Maj 2007 skulle vi på udflugt til Bønnerup på Norddjursland. Klokken var næsten 13 inden vi kom af sted. Bussen havde nu også mange problemer med at komme hen til indgangen på grund af elendige parkeringer på plads foran lokalcentret, og der var alt for smalt til en så stor bus. Jeg foreslår, at man lægger 1½ m til kørebanen lige hvor den runder ved parkeringspladsen, og så skal de parkerede biler køre helt frem i de malede båse. Men vi kom godt af sted med en behagelig chauffør, der mestrede det danske sprog så godt, at man kunne forstå ham, men han var jo også indfødt århusianer. Vi kørte ad de små veje ind over Rønde, Kolind, Ørum, Glesborg og Hemmed til Bønnerup, hvor vi nød en god kop kaffe. Undervejs gav chaufføren en god beskrivelse af bl.a. kanalerne ved Kolind og Kolind Sund. Det var et meget varieret landskab, vi kom igennem. Der var bakker, fladt land, der lignede den sønderjyske marsk. Der var skove med varieret beplantning: Rødgran, enkelte sitkagran, skovfyr, enstammede bjergfyr, lærketræer, Thujaer og cypresser og så blomstrede hvidtjørnen i alle hegnene – desuden var der birketræer i massevis.

71

Turen var en nydelse og godt tilrettelagt. Vi blev godt betjent af Lene, Lone og Birthe. De var hele tiden, hvor der var behov for hjælp – ja, de så næsten behovet før det opstod. De hjalp os gangbesværede med rollatorer, og de sørgede for specialkost til diabetikerne, og de hjalp den enkelte med forskellige behov, som nogle havde. Mange tak for den velvilje og hjælpsomhed, I lagde for dagen. Kl. 16,30 var vi hjemme, og da chaufføren valgte en anden rute hjem var det interessante oplevelser på hele turen. På opslagstavlen i lokalcentret stod der, at Dario Campeotto skulle optræde i Trige hallen den 15. januar 2008 og det bedste ved det: Der var gratis adgang for os, så endelig kunne der blive en mulighed for at komme så tæt på ham, at vi kunne udveksle gamle minder. Jeg kom derud og gik til opsynet og spurgte, om det var muligt at få en sludder med Dario, og fik det svar, at det nok var bedst efter afslutningen af programmet, så jeg fandt en plads til mig og min rollator, så jeg ikke skulle ulejlige alt for mange, hvis jeg skulle forlade min plads i utide. Årsagen til, at jeg gerne ville hilse på ham var, at jeg i 1962 havde været chauffør på en renovationsvogn, hvor vi tømte skraldespande, og en del af vores distrikt omfattede det finere Frederiksberg, hvor Darios forældre boede. Her fik vi sommetider en snak med Dario, når han besøgte sine forældre, så det ville være interessant om han kunne huske noget fra dengang. Nå, men tilbage til Trige Hallen. Her spillede Prinsens Musikkorps – og det var musik, man kunne bruge: Waldteuffel, Lehar, Lumbye og så nogle få døgnmelodier, og ind imellem optrådte Dario og Jette Torp med nogle små fine numre – alt i alt et virkeligt godt program. Bagefter fik jeg en snak med Dario; vi stak hinanden på næven, og jeg blev forbavset, for der var mange ting, han kunne huske fra den tid – han var på det tidspunkt 22 år, og netop det år skiftede han sin dejlige Volvo sport ud og fik sig en Porsche. Da jeg hilste på ham, spurgte han ’hvor var det så vi traf hinanden for 46 år siden?’, hvortil jeg kunne fortælle ham, at det var på fortovet uden for hans forældres hus på Blutesvej 9 eller 11. Han kunne så rette mig, da det var Blutesvej 8. En ting han især kunne huske var, at der gik ild i skraldebilen. Dario havde ikke været til stede ved branden, men hans forældre fortalte om det. En af hans forældres naboer havde fyldt glødende aske ud i skraldespanden, hvilket vi ikke opdagede, da vi læssede på, så gløderne røg midt ind i læsset og tændte an. Vi lånte så Darios forældres telefon og slog alarm til brandvæsenet, der så stillede med to udrykningskøretøjer og prøvede at slukke, men det kunne ikke lykkes for dem. da ilden var midt inde i læsset, så jeg måtte køre om på forbrændingen, og så slukkede de ilden efterhånden som jeg læssede af.

72

26. kapitel En anden sommertur – i 2008 – gik til Juelsminde. Vi tog af sted kl. 9,30 med Tania ved rorpinden og Birthe som kortlæser og medhjælp. Vi kørte over Odder – Ørting – Søvind – Horsens – Bjerre - As vig til Juelsminde. I Ørting ligger en af landets ældste planteskoler, så jeg kikkede lidt ekstra hvad der var at se i farten. I Søvind blev der i 1930 gravet mergel, en lerart, der brugtes til jordforbedring på de lettere jorder – i dag bruger man kalk til det. Gravningen dengang blev for en stor del udført med håndkraft af husmænd der kunne betale ’deres kvantum’ med arbejdskraft, altså ved at grave mergel til andre eller ved at læsse tipvognstog der så transporterede den opgravede mergel hen på stationen og tippede den i jernbanevogne eller lastbiler. Undervejs på vor tur kom vi forbi en flok kænguruer – jeg husker ikke lige hvor – men de var meget små – unger eller dværgkænguruer. I As Vig kom vi tæt på Horsens fjord, ja, så tæt, at vi kunne se Endelave. Vi kom forbi ’Palsgård’ – det så ud til at være et større foretagende. Af Lademans leksikon fremgår, at det er en herregård fra 1400 tallet, og af internettet fremgår, at herregården i 1908 blev købt af Einar Viggo Schou, der startede en produktion af bagerartikler. Hans ide var at forene storlandbrug med industriel produktion. Herved kunne landarbejdernes sæsonbetonede arbejde blive suppleret med arbejde om vinteren, så de herved havde helårsbeskæftigelse. Der er ingen tvivl om, at denne herregård havde stor betydning for egnen. Som fagmand kikkede jeg på bevoksningen hvor vi kom frem – Her var god jord og der var Rødel – Ask – Bøg – Poppel – alm. Hæg og sildig Hæg (prunus padus og serotina) De få nåletræer vi så var nobilisgran, taxus baccata, hibernica samt forskellige thujaer og cypresser, Haverne vi kom forbi var velplejede og beplantede med stauder i hundrede vis og roser og sirbuske i mange forskellige sorter.

I Juelsminde fik vi noget godt at spise på en restaurant, der lå lige ved det gamle færgeleje (JKL ruten) så her fik vi altså plads, så vi kunne se ud over vandet, hvor et par fiskere var i gang med deres forskellige redskaber. Vi kørte videre forbi epileptikerhjemmet ’Stormly’ til Klakring, Staksrode og Stouby. Undervejs kom vi forbi godset ’Rosenvold’, hvor der også var en stor campingplads lige ned til Vejle fjord. Derefter kom vi gennem Daugård, Hedensted og Horsens, hvorfra vi tog motorvejen til Århus, da klokken var ved at løbe fra os. Vi var tilbage

73

ved Skelager med 1½ minuts forsinkelse, godt kl.15,01. Det var en lille beskrivelse af vores Juelsminde tur og samtidig ønsker vi at udtrykke vor tak til Birthe og Tania for den måde de håndterede turen på. En dag på lokal-centret kom Lone H. smygende: ’Skal du med til Lysets Fest den 10. marts 2009?’ Det koster kr. 120. Jeg spurgte forsigtigt til det – for at høre om det havde religiøst eller ’hedensk’ islæt, men det var blot en forårsfest, så jeg sagde Ja Tak. Jeg var spændt på, hvordan det ville løbe af stabelen. Da vi kom var der et veloplagt publikum, der blev anbragt på deres pladser – mærkede med vore navne. Musikken blev leveret af en kvartet der bestod af 4 ældre herrer som forstod at levere musik fra 20erne til 40erne – lige den stil, der passede vores årgange. Der blev spillet en menuet og nogle dansemelodier, og her var det opmuntrende at se, hvordan hjælperne bød op til dans. Der var nogle der ikke havde så let ved at bevæge sig, men de blev alle budt op til dans, og man kunne se, de kunne lide det. Vi fik udleveret et ark med 5 kendte sange, og jeg tror ikke, der var nogle, der ikke sang med. Hjælperne var på pletten straks der var brug for hjælp. Middagen bestod af en dejlig flæskesteg med svær og bagefter citronfromage – alt sammen så godt og veltillavet som det altid er fra det køkken. Lidt senere fik vi kaffe med småkager alt imens vi nød musikken, der hele tiden vekslede med små og store numre. Alt i alt en dejlig sammenkomst, der blev sluttet med ’Skull gammel venskaw reent forgo og stryges fra wo minn’. Der er kun ros til lokalcentrets medarbejdere. De sørger så godt for vi ældre, og er vågne for den enkeltes behov. De har altid et smil på – ikke en påtaget grimasse – nej, man føler virkelig de kan lide deres arbejde. Henvender man sig til en, og det ikke lige er den medarbejder, der kan løse det, så bliver vi aldrig afvist, men de hjælper en til at blive henvist til dem, der kan klare problemet. Jeg kan kun udtrykke min værdsættelse. Selv kommer jeg der to gange om ugen for at få træning og rørt musklerne efter en hofteoperation. Jeg kan godt at lide at drille lidt, så en gang imellem spørger jeg, hvor man skal klage over mangler ved en kørestol. Hvilke mangler drejer det sig om? og så må jeg jo til at digte. Retningsvisere mangler – eller sikkerhedsseler og styrthjelm. Personalet kender mig efterhånden, så de siger, at for at få det, skal der være noget bevaringsværdigt at beskytte.

74

En dag sad vi og ventede på at klokken skulle blive 11,30, så vi kunne få noget mad. Det må have været en onsdag, for menuen stod på fisk – ingen kan lave det som Skelager – så kom to betjente ind i Foyeren; de så ud til at søge nogen bestemt. Jeg kunne ikke dy mig. Det er vel ikke mig I søger? Den ene betjent kom så hen til mig og kikke mig dybt i øjnene og siger så: ’Har du nu igen kørt for hurtigt med din rollator?’ Jeg har været med til flere udflugter med Lokal-centret. Som I har set, er jeg naturelsker, og mit fag som planteskolegartner gør, at jeg lægger meget mærke til, hvad der er plantet alle vegne. Det vil føre for vidt at fortælle om de enkelte udflugter. Vi har været i blomsterhaven ’Lille Malund’ i nærheden af, hvor min familie havde boet – Vi har været på tur til Mariager. Ja, vi har sågar været en tur til Rømø, hvor jeg jo også selv har boet engang. De andre må vel snart være træt af mig, for vi kan ikke komme ret mange steder, jeg ikke ved en masse om, f.eks. Kommandørgården på Rømø, hvor jeg jo selv har tjent i sommeren 1942 som den sidste tjenestedreng, før det overgik til at være museum. På en anden tur i 2008 kom vi til Mandø – I ved, den hvor man skal med et køretøj gennem det lave vand for at komme derover. Det tog 3 kvarter at blive fragtet over på en meget snoet vej på havbunden. Vi kunne kun komme over den vej, når det var ebbe.

En tur med Jørgen Jeg har haft lejlighed til at køre med Jørgen Svendsen flere gange, en af gangene var dettil Nørre Karstoft, vest for Brande, hvor det meste af hans familie i dag bor. Vi skulle tilPeders begravelse. Det var bestemt ikke en kedelig tur – han snakkede uafbrudt om sineoplevelser. Vi var ikke kommet langt før han begyndte med ’her har min broder og jeglagt tag på’ – ’her har jeg gået fra dør til dør for at sælge aurikler (primula veris)’. (Hvergang han nævner en blomst eller et træ, får man den latinske betegnelse med. Han er ikkefor ingen ting udlært gartner). ’Nå – her dyrker de majs – det gjorde man ikke, da jegboede her. De har nok fjernet møllen’. ’Her skulle vi ind til bonden for at spørge om lovtil at fiske i søerne’ ’Her boede ...’ Hver lastbil der kommer forbi får en kommentar ’nå det er nok sønnen der driver detvognmandsfirma videre.’ o.s.v. Jo han havde oplevet noget overalt hvor vi kom frem, ligetil vi nåede Brande. Den bildte han sig selv ind, han kendte, men ak – ny omfartsvej – herkunne han ikke finde rundt, og det forsinkede os, så vi knapt nåede frem i tide. Her skullevi også begge ’af med vandet’. Jeg i en brænde-nælde grøft - av – nej han sagde ikke’urtica urens’, den latinske betegnelse, men han kunne godt have fundet på det. Det varsvært for den store mand at komme ud af min lille bil og endnu sværere med krykstokkeat klare sit ærinde i grøftekanten. Hele byen flagede på halv på grund af Jørgens broder, Peders begravelse. Grundet voresindstilling til kirkelige handlinger, holdt vi os meget neutrale. Vi kunne ikke undgå atmærke den varme, der var i familien, og vi havde lejlighed til at snakke lidt med enken ogandre familiemedlemmer ved kaffebordet bagefter. Det var en positiv oplevelse. Vi kom også godt hjem. Vennen

75

En anden af Jørgens venner har fortalt, at da nu afdøde Peder og Jørgen snakkedesammen, dengang Jørgen var på besøg dernede, så gik snakketøjet: ’Kan du huske...’Sommetider når deres ivrige snak ligesom ebber lidt ud, og Peders kone gerne vil havelidt mere ro til at sy tøj, sætter hun skub i snakken igen med et: ’Kan I så huske..’ og sågik der endnu en halv time.

Her i sommer var så også på en tur til Vejle fjord, som jeg jo også kender særdeles godt; og på en anden sommer tur gjaldt det Mossø rundt. På en af turene kom vi også til Børkop, som jeg jo kendte vældig godt, da jeg i sin tid havde været ansat i firmaet i det meste af 12 år. Jeg kunne dog næsten ikke kende stedet igen her 60 år efter.

76

27. Kapitel En dag hen på eftermiddagen sidder jeg og skriver en af min artikler til Lokal – Nyt. Det har være sommervejr hele dagen, og jeg har nydt at se ud på altankasserne med nogle dejlige pelargonier og dværggeorginer. Det ringer på døren – en herre af udenlandsk udseende – velklædt og velsoigneret spørger, om jeg kan hjælpe ham med noget skrivepapir og en kuvert. Det kan jeg, så jeg går ind i stuen for at hente det. Øjeblikkeligt står manden i stuen ved siden af mig uden at være budt ind. Der er 6 lejligheder i vores opgang, og de tre af dem er beboet med udlændinge, som jeg dårligt kender forskel på, så jeg troede det var en af dem eller deres pårørende. Nu tager han en nøgle frem og fortæller, at han skal aflevere den hos Ohlsen på 2. sal, men han var ikke hjemme, om jeg så vil aflevere den til ’ham’. Her løb min venlighed af med mig; jeg lovede at aflevere nøglen, da jeg stadig troede, manden boede i opgangen. Der var ved at røre sig lidt i mig, for jeg mente da, at det var en dame, der boede på 2. sal, men da udlændingen stadig virkede troværdig, regnede jeg med at det var hans gebrokne dansk, der gjorde at han sagde ham og ikke hende. Nu sker der så det, at han går ud i køkkenet og åbner lågen under vasken og spørger hvad kalder I disse rør her? Da hører jeg, at stuedøren udefra bliver åbnet og siger så: Hvem er inde i stuen og vil gå ind og se efter, hvorfor jeg skubber ham væk og går ind i stuen, men det prøver han at hindre. Jeg ser at begge døre står åbne, men der er ingen personer at se. Nu beder udlændingen om at få sin nøgle igen og så går han. Senere på dagen opdager jeg, at flere af mine skuffer er åbnede, uden at jeg dog kan se, at noget skulle være stjålet. Et par dage efter opdager jeg at mit ene telefonapparat er afbrudt, og at der mangler nogle lysestager, der stod oven på skabet. Der har altså været en anden mand i stuen, mens udlændingen havde fået mig ud i køkkenet for at aflede min opmærksomhed. Jeg tillod mig at melde det til politiet.

77

Afslutning

Nu hvor jeg ikke kan klare så meget og føler mig meget afhængig af alle de, der hjælper mig, kan jeg trods alt sidde med mine minder og glæde mig over at have så stor en bekendtskabskreds, der ikke har glemt mig. Jeg er ikke bange for at dø, for jeg ved, at der venter mig en opstandelse, hvor jeg kan få livet igen i en verden ’hvor Gud vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden ikke skal være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.’ (Åbenbaringen 21:4) Ja, en verden hvor ’ørkenen skal glæde sig og blomstre’, hvor ’de slappe hænder styrkes og de vaklende knæ gøres faste’. Hvor ’de blindes øjne åbnes og de døves ører lukkes op’, hvor ’den halte springer som hjorten og den stummes tunge jubler af glæde.’ (Esajas 35:1-6) Vil du med på en oplever, så få tro på det vidunderlige løfte, som Gud har givet os.

Jørgen Svendsen