Mennesker mødes- på tværs af generationer, kulturer og religion

Pasveikinti

Welcome

دیدمآ شوخ

Hoşgeldiniz

欢迎 Velkommen

بيحرت

Mødestedet:

2

Den 15. august 1984 åbnede Mødestedet i et kælderlokale i

Oehlenschlægersgade 26 på Vesterbro som en del af Det Danske

Missionsselskabs (nu Danmissions) arbejde blandt indvandrere

og flygtninge i Danmark. Danmission er en folkekirkelig organi-

sation, der arbejder med kirkeudvikling, dialog og bekæmpelse

af fattigdom.

Allerede i 1979 havde selskabet ansat Bjarne Jørgensen som

indvandrersekretær, efter at der var begyndt at komme ind-

vandrere og flygtninge til landet fra Tyrkiet, Nordafrika og

Mellemøsten. I begyndelsen gik tiden med at sætte sig ind i deres

kultur og lære deres verden at kende. Han udarbejdede flere

rapporter og var med i den arbejdsgruppe, der i 1983 oprettede

Indvandrerkvindecentret i Elmegade på Nørrebro.

Som en udløber af det opstod ideen om at åbne et center på

Vesterbro, så man fik dækket de to bydele, hvor der boede flest

muslimer i København. Bjarne Jørgensen inviterede samti-

dig præsterne på Vesterbro til en studiekreds om fremmede

religioner, og herigennem fik han et godt samarbejde med

Apostelkirkens daværende sognepræst, Andreas Esbensen, som

stillede sit kontor til rådighed for Bjarne Jørgensen.

I slutningen af 1983 lejede man på Andreas Esbensens initiativ

et kælderlokale i Oehlenschlægersgade 26, hvor KFUK’s Sociale

Arbejde havde drevet et værested, og der blev nedsat en ar-

bejdsgruppe med sognepræst Hanne Storebjerg som formand.

Arbejdsgruppen besluttede at åbne Mødestedet for indvandrere

og danskere et par dage om ugen. Åbningen fandt sted den 15.

august 1984 med Bjarne Jørgensen som leder, og lærer Grethe

Pedersen blev formand for arbejdet. I 1991 overtog sognepræst

Andreas Esbensen formandsposten, som i 2001 gik videre til

sognepræst Peter Hjort, Sct. Matthæus Kirke. Han blev i slutnin-

gen af 2009 afløst af sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann

Eriksen, Apostelkirken. Han var formand frem til januar 2014,

hvor en ny struktur trådte i kraft som følge af en ny samarbejds-

aftale mellem Danmission, Sydhavn Sogn og Vesterbro Sogn.

Den nye struktur betød, at lokaludvalget blev afløst af en besty-

relse, der som formand valgte Anton Pihl, der tillige er næstfor-

mand for menighedsrådet i Vesterbro Sogn.

Mødestedet havde lokaler i Oehlenschlægersgade frem til 1995,

hvor det flyttede til den nuværende adresse i Valdemarsgade 14.

Mødested for indvandrere og

danskere i 30 år

Mennesker mødes- på tværs af generationer, kulturer og religion Hæftet om Mødestedet – Kirkens arbejde blandt ind-vandrere og flygtninge på Vesterbro udgives i anledning af Mødestedets 30-års jubilæum i august 2014.

Nogle af de interviewede personer har ønsket kun at blive omtalt med deres fornavn.

Redaktion: Thyra Smidt (ansvarshavende redaktør), Elna Fredgaard Larsen, Grethe Kock, Niels Nymann Eriksen, Inger Dahl og Bent Dahl Jensen

Fotos: Bent Dahl Jensen medmindre andet er anført.

Grafisk tilrettelæggelse: Ole Krabbe-Poulsen, Danmission

Tryk: LaserTryk.dk

Kort om Mødestedet I 2013 havde Mødestedet 9.278 registrerede

besøg af mennesker, der repræsenterer flere end 80 forskellige nationaliteter og etniske grupper.

Hovedparten af de besøgende har tyrkisk, kur-disk, kinesisk, marokkansk, iransk eller paki-stansk baggrund.

Der er ansat tre faste medarbejdere.

Omkring 30 frivillige hjælper til med lektiehjælp, hjemmebesøg, workshops, højskoleaftener, praktiske opgaver og samtaler.

Mødestedet har løbende praktikanter fra Den Sociale Højskole.

bestyrelse Anton Phil, Vesterbro Sogn, formand Bente Braarud, Vesterbro Sogn Linda Kellam, Sydhavn Sogn Henrik Sonne Pedersen, Danmission Hanne Lise Rosenberg, Danmission Niels Nymann Eriksen, indvandrerpræst,

Apostelkirken Thyra Smidt, Mødestedet

3

4-5

6

7

8

9

9

10-11

12

13

14-15

15

16-17

17

18-19

19

Indhold30 års erfaring med integration - og nye udfordringer ligger foranMødestedet har høstet værdifulde erfaringer på integrationsområdet.

Højskoleaftener udfordrer og giver indblikHver torsdag aften inviterer Mødestedet alle til højskoleaften med spisning, en times program og en time med kaffe og frit samvær.

30 frivillige medarbejdere i Mødestedets stabDe frivillige har stor betydning for Mødestedets arbejde.

Rudekuverter, poolspil og snak over en kop te I eftermiddagscaféen kommer gæsterne både for at hygge og få praktisk hjælp.

LektiehjælpAnsatte og frivillige hjælper gæsterne med deres lektier.

Bisidder for kvinderneDet giver tryghed at have en medarbejder med som bisidder til møder i kommunen.

Kvindernes mødestedI Mødestedet har kvinder et frirum, hvor de både bliver udfordret, kan finde støt-te og slappe af i et trygt miljø.

KvindeudflugtDet er blevet tradition med en sommerudflugt til Farum.

Workshop for yngre kvinderWorkshops giver et trygt rum, hvor der kan sættes ord på følelser.

En enkel gudstjeneste med bred appelDen månedlige gudstjeneste i Mødestedet værdsættes af både kristne, muslimer, ateister m.fl.

Præst for mange nationaliteterKontakt til bydelens migrantmenigheder er en del af indvandrerpræstens arbejde.

Afslappet samtale mellem imam og præstImam og præst taler om fælles udfordringer på Vesterbro.

Vigtigt at lære hinanden at kende på tværs af religionerBesøg i moskéer har givet kristne og muslimske ledere større kendskab til hinan-den – og afdækket fælles udfordringer.

„Vi er usikre over for det fremmede“Interview med bestyrelsesformand Anton Pihl om dialogen mellem kristne og muslimer.

København i dialogUnge kristne og muslimer mødes for at lære om hinandens tro og religion.

6

14-15

12

8

4

FormålMødestedets formål er:

at skabe dialog og fællesskab/samvær mellem mennesker med forskellig kulturel, religiøs og etnisk baggrund

at højne livskvalitet og trivsel blandt socialt udsatte med anden etnisk baggrund og støtte den enkelte til at gøre brug af egne ressourcer

at medvirke til en gensidig og posi-tiv integrationsproces i det danske samfund

at udvikle og skabe rammer for tværkulturelt kristent fællesskab

Mødestedet har høstet værdifulde erfaringer på integrationsområdet til gensidig glæde og inspiration.

30 års erfaring med integration

Gennem 30 år har kvinder og mænd fra

andre kulturer kunnet mødes med etni-

ske danskere i Mødestedet på Vesterbro i

mange forskellige sammenhænge, hvori-

gennem man har beriget hinanden og skabt

større forståelse for hinandens kulturer,

traditioner og religion.

Relationerne er vigtigeBlandt gæsterne i Mødestedet er der mange,

som kommer jævnligt en eller måske flere

gange om ugen. Men hver uge dukker der

også nye mennesker op, som måske har hørt

om stedet fra en bekendt, er blevet henvist

fra kommunen eller blot er blevet nysger-

rig ved at se skiltet på gaden. Mange holder

kontakten i årevis. Måske bliver besøgene

mindre hyppige, hvis de flytter væk fra

Vesterbro eller Sydhavnen, men bevidsthe-

den om Mødestedet forsvinder ikke sådan.

„Nu i torsdags kom der en mand ind,

som jeg ikke havde set tidligere. Han

havde brug for støtte, fordi hans dat-

ter havde nogle problemer. Vi hjalp ham

med at få kontakt til sagsbehandleren. Det

viste sig så, at han tidligere havde været i

Mødestedet, men det var dengang, det lå i

Oehlenschlægersgade, og det er altså snart

20 år siden,“ fortæller Mødestedets leder,

Thyra Smidt, om et besøg fornylig – og det

er ikke et enestående tilfælde.

Det er for hende et bevis på, hvor vigtigt

det er med relationer, og at de har stor be-

tydning for Mødestedet.

„Når mennesker kommer tilbage efter

flere år, skyldes det ikke kun, at de har tillid

til medarbejderne her, også at de har tillid

til selve stedet. Samtidig oplever de, at de

har lov til at være dem, de er her.“

Et videns- og læringsstedDe indsamlede erfaringer kommer også

andre til gode. Mødestedets leder og

medarbejdere holder ofte foredrag, hvor

de fortæller om Mødestedets aktiviteter

og erfaringer. Ligeledes bliver Mødestedet

jævnligt kontaktet af studerende, der øn-

sker at trække på Mødestedets viden, når

de skal skrive opgaver og specialer som led

i deres uddannelse.

Gennem flere år har der fast været

socialrådgiverstuderende i praktik, hvilket

har været til gavn for Mødestedets gæster,

der har fået hjælp og rådgivning i deres

kontakt med de sociale myndigheder.

Flere af de nye personer, der dukker

op i Mødestedet, henvender sig, fordi de

- og nye udfordringer ligger foran

Mødestedets leder, Thyra Smidt, og formanden for Mødestedets bestyrelse, Anton Pihl.

5

30 års erfaring med integration

er blevet henvist af f.eks. deres læge eller

kommunens sagsbehandler. Det er et vid-

nesbyrd om, at Mødestedets indsats også

nyder anerkendelse hos myndigheder og

institutioner i hele København.

Mødestedet bliver også omtalt i en bog,

som det statslige råd ÆldreForum udgav i

2013 om ældre med anden etnisk baggrund

end dansk.

Nye udfordringerArbejdet har ændret karakter gennem

årene i takt med de behov, gæsterne har

haft. Sådan er det også nu, hvor et nyt tiår

ligger foran. Thyra Smidt nævner her fat-

tigdomsproblematikken, som fylder mere i

arbejdet i dag end tidligere.

Det skyldes blandt andet, at socialfor-

valtningen i Københavns Kommune er

splittet op i mange enheder.

„Der er ikke én bestemt medarbejder,

som følger personen hele vejen rundt.

De skal henvende sig mange forskellige

steder og forholde sig til mange forskellige

medarbejdere. Her er vores stærke side, at

vi netop har en helhedsorienteret tilgang til

dem og ser dem som hele mennesker,“ siger

Thyra Smidt.

Tættere kontakt til kirkerne på Vesterbro og i SydhavnenI mange år er arbejdet blevet finan-

sieret gennem et samarbejde mellem

Danmission og sognene i det tidligere

Vesterbro Provsti – og med tilskud fra

København og Frederiksberg Kommuner,

Socialministeriet, bidrag fra private fonde

samt gaver fra kirker og enkeltpersoner.

Fra januar 2014 er der ændret i struktu-

ren omkring arbejdet, idet der er indgået en

samarbejdsaftale mellem Danmission og

de to nye sogne, Sydhavn og Vesterbro.

Den nye struktur giver en tættere kon-

takt til kirkerne i bydelen.

„Der har altid været nogle sogne, som

har støttet os meget aktivt. Men jeg oplever,

at Mødestedet med den nye struktur bliver

accepteret bredere og kommer længere

ud i sognene. Der er også nedsat et ind-

vandrerudvalg med repræsentanter fra

kirkerne, hvor man drøfter aktiviteter på

indvandrer- og flygtningeområdet,“ siger

Thyra Smidt.

„Den nye struktur har givet en styrket

bestyrelse, som forpligter samarbejdspar-

terne. Vi må gøre Mødestedet synligt. Det

sker bl.a. ved, at Mødestedet er på dags-

orden i menighedsrådet i Vesterbro Sogn

mindst en gang om året, og vi skal sikre,

at man rundt omkring i de enkelte kirker

ved, hvad Mødestedet er, så det har en lokal

forankring,“ siger Anton Pihl.

Inspiration til mødet med andre kulturer og religionerDen nye struktur hænger godt sammen

med Danmissions ønske om at komme

ud i folkekirkens sogne for at være med til

at inspirere kirkens arbejde i mødet med

fremmede kulturer. Det er en inspiration,

der går begge veje. Danmission er involve-

ret i dialogarbejde i alle de lande, selska-

bet arbejder i, så det er muligt at udveksle

erfaringer.

Et af dem er Zanzibar, og i foråret 2014

havde Mødestedet besøg af Daniel Nygaard

Madsen, der er daglig leder af Zanzibar

Interfaith Centre, og en kristen præst og en

muslimsk sheik fra Zanzibar. De fortalte

om, hvordan de arbejder på at skabe fred

og forsoning i landet, hvor der har været

konflikter mellem kristne og muslimske

grupper.

Plads til mangfoldighed80 % af gæsterne har en muslimsk bag-

grund, og Mødestedet er et af de få steder,

hvor der kommer så mange muslimer i et

kirkeligt arbejde.

Ligeledes kommer der i løbet af et år

mennesker af mange forskellige nationali-

teter i Mødestedet. De er med til at præge

Mødestedet, f.eks. bliver der ofte serveret

pakistanske, tyrkiske, arabiske eller andre

orientalske retter, når der er arrangementer

med spisning i Mødestedet.

Der er også repræsenteret mange

nationaliteter ved højskoleaftenerne om

torsdagen, og samtidig er disse aftener med

til at give deltagerne en dansk identitet.

„Selv om mennesker kommer fra forskel-

lige nationale baggrunde, så er det ikke en

international aften, men nærmere en dansk

debataften. Et af vores mål er, at de kan kom-

me her og danne netværk, reflektere over

deres egen situation og opleve sig som en del

af det danske samfund,“ siger Thyra Smidt.

Modsat giver disse aftener og

Mødestedets øvrige aktiviteter mulighed

for, at danskere kan møde indvandrere og

flygtninge, lære gæsterne at kende og lære

at leve i et multikulturelt samfund med den

mangfoldighed, der er i det.

Den kristne præst Lusungu Mbilinyi og den muslimske sheik Abdulla Talib ses her sammen med Daniel Nygaard Madsen, der er daglig

leder af Zanzibar Interfaith Centre (Foto: Malene Fenger-Grøndahl)

6

Højskoleaftener udfordrer og giver indblik

Programmet for højskoleaftenerne er en gang om måne-

den "Hot Spot". Det er et aktuelt emne, som fx et besøg af

en kommunalpolitiker op til kommunalvalget, en læge, der

formidler information om det danske sundhedssystem,

eller en lærer, der fortæller om folkeskolen. Op til højtider

og kulturelle traditioner som fastelavn og grundlovsdag får

deltagerne noget at vide om baggrunden for disse særlige

dage.

Der deltager en blandet gruppe af veluddannede og

mindre uddannede. Der er børn, og der er folk med me-

get forskellige ønsker, omstændigheder og årsager til at

komme. Formålet med aftenerne er at skabe netværk, at

udfordre deltagerne, give dem indblik i samfundet og skabe

gode rammer for samtaler, hvor alle kan føle sig trygge.

Hvad er lykke?En aften for nylig var særlig vellykket, fordi deltagerne var

meget engagerede, oplevede Grethe Kock, der koordinerer

højskoleaftenerne. Hun havde skrevet sedler med udsagn

om lykke, fx "Lykken er ikke gods eller guld", og så skulle de

i grupper tale om sedlerne og udvælge tre former for lykke,

som de synes er vigtige.

„Det viste sig, at der var stor enighed blandt deltagerne

om, at det vigtigste er at tro på en Gud, at bo i et land med

fred og endelig at have mange venner og en stor familie.“

Quiz engagerer deltagerneVed de højskoleaftener, hvor en person taler det meste af

tiden, kan det være lidt svært for nogle af deltagerne at kon-

centrere sig, også selv om emnerne er interessante. Derfor

er det et hit med quizaftener.

„I aften skal vi alle være aktive, for vi skal have quizaf-

ten. Så vi skal sidde sammen to og to og gætte svarene,“

siger Grethe Kock, efter at aftensmåltidet er nydt ved

spisebordene og fællesskabet fortsætter i sofagrupperne.

Den første quiz er med billeder fra forskellige byer i ver-

den, og svarene summer i luften, for det er svært at holde

det for sig selv, når man godt kan se, at det er det skæve tårn

i Pisa. En moderne skyskraber med hul foroven, er der ikke

så mange, der kender, men Mille, der har lavet quizzen, har

selv været i Shanghai og set bygningen.

Næste quiz står Giv-et-år-medarbejder Zuzana fra

Tjekkiet for, og hun viser en liste med logoer, som skal

gættes. Mange genkender Movias logo fra busserne, mens

de færreste kender kronprins Frederik og kronprinsesse

Marys monogram. Men navnene på deres børn bliver straks

remset op.

Ellen, der er frivillig, har lavet en quiz med historiske

spørgsmål, og de er lidt sværere at svare på, for historie-

kundskaberne er ikke helt fremme i hukommelsen, hverken

hos etnisk danskere eller indvandrere. Gæster, frivillige og

ansatte går løs på quizzerne med krum hals, og stemningen

er høj, da det er blevet kaffetid.

„Det er sjovt, når man kan være med hele tiden,“ lyder

det samstemmende fra mange sider.

Hver torsdag aften inviterer Mødestedet alle til højskoleaften med spisning, en times program og en time med kaffe og frit samvær.

Deltagerne drøftede engageret, hvad de skulle svare på spørgsmålene ved quizaftenen.

7

30 frivillige medarbejdere i Mødestedets stabMadlavning, lektiehjælp, kontaktperson,

klaverakkompagnement og spil ved pool-

bordet er nogle af de opgaver, de ca. 30

frivillige varetager i Mødestedet. Deraf er

en tredjedel særligt trofaste og er kommet i

årevis. De unge frivillige har ofte mere kort-

varig tilknytning, fordi deres livsbetingelser

ændrer sig. Det forklarer Grethe Kock, der

arbejder med at rekruttere frivillige.

„En ung teologistuderende flyttede til

Jylland efter et halvt år, og en indisk kvinde,

der kom en dag om ugen for at forbedre sit

dansk, fik et løntilskudsjob og måtte stoppe

hos os,“ siger Grethe Kock, der bruger

mange ressourcer på at opbygge og vedli-

geholde relationer til frivillige, anerkende

deres indsats og følge op på deres situation.

„De frivillige har stor betydning for

Mødestedets arbejde, og det er et godt vid-

nesbyrd for flygtninge og indvandrere, at de

møder mennesker, som ønsker at være sam-

men med dem og ikke vender ryggen til.“

En frivillig kommenterede efter en

torsdag aften: „Det var dejligt, at Thyra

(Mødestedets leder) havde sagt, at det er

lige så vigtigt at tale med mennesker, som at

vaske op, for så var det ok, hvad jeg gjorde.“

Frivillige vil være noget for flygtninge og indvandrereI efteråret 2013 interviewede Grethe

Kock 20 frivillige for at få indblik i deres

engagement og idéer. De fleste svarede: „Jeg

vil gerne være noget for flygtninge og ind-

vandrere. I stedet for at rejse ud, kan man

få indblik i andre kulturer, og derfor er det

spændende at være frivillig.“

Over halvdelen af de frivillige er kir-

keligt engagerede, og for mange af dem er

motivet især at vise kærlighed til sin næste.

Nogle frivillige hænger ud og hygger sig,

mens andre gerne vil stå for en fast akti-

vitet. Nogle inviterer gæsterne på udflugt

til deres hjem, så kvinderne er hvert år

på besøg hos Inge og Peder Mortensen,

og mændene i Hermann Vorbecks som-

merhus og hos Karin og Lars Mortensen i

campingvogn i Køge.

De frivillige har stor betydning for Mødestedets arbejde, og det er et godt vidnesbyrd for flygtninge og indvandrere, at de møder men-nesker, som vil dem og ikke vender ryggen til.

Grethe Kock, ansvarlig for rekruttering af frivillige

8

Rudekuverter, poolspil og snak over en kop te

„Velkommen, hvordan har du det?“ er Grethe Kocks ind-

ledningsreplik, ledsaget af et håndtryk, til enhver gæst, der

dukker op i eftermiddagscaféen, hvor hun er vært. Hun får

hurtigt en fornemmelse af, om gæsten har brug for praktisk

hjælp eller mest er kommet for at snakke og hygge.

„Hvis gæsten har nogle papirer i hånden, som han har

brug for hjælp til at finde ud af, prøver jeg at vurdere, om

det er et akut behov, eller vi kan aftale et tidspunkt, hvor jeg

kan koncentrere mig om at hjælpe ham uden også at skulle

være vært,“ siger hun.

Hjælp til at forstå rudekuverternes indholdNår en gæst kommer med et akut behov for hjælp til en so-

cial sag, går Grethe Kock i gang med at kigge på papirerne,

og hun har efterhånden fået indsigt i mange regler.

„Jeg har hjulpet med at søge om statsborgerskab flere

gange, så nu kender jeg proceduren. Jeg fandt bekendtgø-

relsen om statsborgerskab på nettet og ved nu, at ansøgnin-

gen skal afleveres på den lokale politistation sammen med

en attest fra kommunen om selvforsørgelse,“ forklarer hun.

Hun kan ikke altid på forhånd vide, hvor meget tid det

tager at gå ind i gæstens sag, og dagen før gik der mere end

en time, fordi flere papirer dukkede frem efterhånden.

„Jeg måtte forklare en saldoopgørelse, hvor der var

modregnet et á conto-beløb. Så var der også lige et par

fakturaer samt to gældsposter, fordi han både betalte af på

boligstøtte og kommunalt indskudslån.“

Gæster i eftermiddagscaféenSaid fra Iran har været i Danmark siden 2000 og er

kommet i Mødestedet, siden han hørte om det gennem

en bekendt i asylcenteret. Han har også været med man-

dag aften i Mødestedet i en lang periode, hvor der deltog

mange persisktalende i et fællesskab, hvor man talte om

tro.

„Jeg kan lide at møde mennesker fra forskellige kulturer,

også danskere og andre, der taler persisk,“ siger han.

Ayman er palæstinenser og har været i Danmark siden

1984. Han har fået diskusprolaps og kan ikke længere ar-

bejde som chauffør.

„Jeg begyndte at komme for tre år siden. Jeg var tit gået

forbi skiltet på gaden og havde overvejet, hvad de laver,

fordi jeg så, der også stod noget på arabisk. En dag gik jeg op

og mødte Thyra (Mødestedets leder), der forklarede, hvad

de laver. Siden er jeg kommet en-to gange om ugen for at

snakke og bruge computeren til at læse nyheder og lignen-

de. Jeg deltager somme tider i gudstjenesten på Mødestedet,

selv om jeg er muslim, for jeg respekterer jøder og kristne,

som jeg har lært som muslim,“ siger han.

Omid er fra Iran, og han er de seneste knap tre år kommet

næsten hver dag i Mødestedet, siden han hørte om det i

Apostelkirken. Omid elsker at spille pool, og han hjælper tit

med opvask og oprydning torsdag aften, for han ved, hvor

tingene skal stå.

„Grethe har hjulpet mig med at få betalt regninger og

kontakten med jobcenter og kommune. Hassan (social-

rådgiverpraktikant) har også været en stor hjælp, fordi han

både taler persisk og kender reglerne,“ siger han.

I eftermiddagscaféen kommer gæsterne både for at hygge og få praktisk hjælp.

De fleste gæster i eftermiddagscaféen er mænd, og de elsker at spille pool og andre spil, og det vil mange frivillige også gerne.

9

Både frivillige og ansatte hjælper gæsterne

med deres lektier, når behovet viser sig.

Sprogundervisning giver samtidig gode

samtaler, hvor man lærer hinanden at kende.

„En gæst siger fx: ’Jeg er fem uger gravid’.

Så fortæller jeg, at man på dansk siger: ’Jeg

er gravid i femte uge.’ Mens gæsten og jeg

taler sammen, noterer jeg altid sproglige

vendinger, og gæsten får sedlen med hjem,“

siger Grethe Kock.

Får hjælp med danskopgaverNazia fra Pakistan får hjælp af Inge

Mortensen med en tekst, hun har skrevet

på dansk, og som hun skal læse højt til en

prøve. Hun er 36 år og har været i Danmark

i fire år. Hun sidder med Tomar på halvan-

det år på armen.

„Jeg lærer dansk på Sprogcenteret

ved Fisketorvet og kommer i Mødestedet

en gang om ugen, hvor Inge hjælper mig

med at læse og skrive dansk. Jeg øver

mig også i at tale dansk, så jeg kan lære

flere danske ord. Jeg har været lærer i

Pakistan, og jeg vil gerne være lærer i

Danmark og undervise i engelsk og urdu.

Da jeg kom til Danmark, lærte jeg engelsk

og dansk i Internationalt Kristent Center

ved Nørreport. Læreren tog mig med til

Mødestedet for tre år siden, og jeg er glad

for, at jeg kan komme og få hjælp til at lære

dansk,“ siger Nazia.

Omid er fra Iran, og han har læst dansk

sammen med Peder Mortensen en gang om

ugen i et år.

„Vi læser en bog eller taler om nyhe-

der, så jeg er blevet bedre til dansk og kan

snakke med ham. Han taler langsomt og

med enkle ord, og så forstår jeg fint det, der

bliver sagt, men jeg kan ikke tale med folk

på gaden endnu,“ siger Omid.

Læreren tog mig med til Mødestedet for tre år siden, og jeg er glad for, at jeg kan komme og få hjælp til at lære dansk.

Nazia fra Pakistan

LektiehjælpInge Mortensen hjælper Nazia (med Tomar på armen) med at

gennemgå en tekst, hun har skrevet og skal læse højt til en prøve.

En af Mødestedets opgaver er at være med til afgørende møder med of-fentlige myndigheder som bisidder for kvinderne.

„Vi siger ikke nødvendigvis noget, men det betyder noget for deres tryg-hed, for de ved, at vi er på deres side. Selv om der evt. er tolk med, vil de alli-gevel gerne have os til at forklare resul-tatet bagefter. Jeg må desværre konsta-tere, at de ofte får en anden og bedre behandling, når vi er til stede,“ siger Elna Fredsgaard Larsen.

Det kræver mange ressourcer, men det kan også vende en situation, fordi det

kan være med til at bløde en tilspidset situation op.

„Jeg var med til et møde på en skole, hvor vi fandt en løsning for en dreng, hvor det var gået helt i hårdknude. Siden har der været et godt samarbejde mel-lem skolen og hans forældre.“

Efter ændringer i socialrådgivernes arbejde, hvor en borger ikke længere har en personlig sagsbehandler, oplever de ansatte i Mødestedet, at de må træde til i flere sager og har været nødt til at sætte sig ind i mange regler, fordi borgerne overlades meget mere til sig selv.

„I de frivillige organisationer skal vi

samle trådene og hjælpe folk de rigtige steder hen. Derfor har vi brug for frivillige socialrådgivere eller praktikanter, som kan hjælpe med fx at udfylde ansøgnin-ger, hvor man ikke behøver at kende den enkelte person så detaljeret.“

Bisidder for kvinderne

Elna Fredsgaard Larsen

10

I Mødestedet har kvinder et frirum, hvor de både bliver udfordret, kan finde støtte og slappe af i et trygt miljø.

I sofagruppen midt i Mødestedets store

lokale sidder en gruppe ældre, tyrkiske

kvinder og taler med Elna Fredsgaard

Larsen, som står for Mødestedets aktivite-

ter for kvinder.

„Vi er midt i en snak om, hvordan det er

at have voksne børn,“ forklarer hun. „En af

kvinderne har en datter, der snart skal giftes

og bo i Helsingør, og moderen synes, det er

langt væk. En anden har sin datter i Istanbul,

hvor hun er i gang med at uddanne sig. Hun

skal også snart giftes, så hun bliver sikkert

boende. Det er endnu længere væk.“ Elna

siger henvendt til den sidste: „Det er godt, du

har tre drenge her i landet.“

Kun for kvinder med og uden tørklædeDukker man op i Mødestedet mellem kl. 11

og 14.30, skal man være af hunkøn eller en

mand, der skal ordne et eller andet praktisk

problem, for i det tidsrum er stedet forbeholdt

kvinder, fordi de har behov for et frirum.

Støtte og skub tildeles efter behovElna taler ikke tyrkisk, men hun har efter-

hånden opfanget så mange gloser, at hun tit

er klar over, hvad der bliver talt om. Mange

af kvinderne er kommet i mange år, så Elna

kan også aflæse kvindernes sindsstemning

og ansigtsudtryk.

„Jeg blander mig i samtalen, hvis jeg

fornemmer, at jeg kan bidrage med et andet

perspektiv,“ siger hun og giver et eksempel

med en af kvinderne, som har fået papir på,

at hun nu er rask efter en brystoperation.

„Jeg udfordrer hendes negative tanker og

prøver at holde hende fast på, at hun ikke

har kræft. Men af hende kræver jeg fx ikke,

at hun selv skal ringe til lægen, for det ræk-

ker hendes sprog ikke til.“

I mellemtiden har marokkanske Nabila

afsluttet sin lektiehjælp i rummet ved siden

af og kommer ud i det store rum. Hun skal

til årsprøve på pædagogstudiet, og hun

er lidt nervøs for sin eksamen. Elna siger:

„Husk, at du kan rigtig meget, og det skal

nok gå godt.“ Nabila smiler og siger om

Elna: „Hun er min psykolog.“

Hygge og aktiviteter skal afbalanceresMange af de tyrkiske kvinder har ikke haft

mulighed for skolegang og uddannelse,

og de kommer mest for at mødes og tale

sammen.

„Det kan være svært at få dem op af

sofaen til den daglige stolegymnastik,“

fortæller Elna, der gerne driller dem med et

glimt i øjet for at udfordre dem lidt.

Det betyder meget for de tyrkiske kvin-

der at komme i Mødestedet, hvor de mødes

på et neutralt sted. Hvis der er lukket på

grund af helligdage, besøger de ikke hinan-

den og har ikke andet at lave end at se tv.

„Når vi tager på udflugt, har vi fokus på,

at de selv skal kunne gøre det bagefter, fx

en havnerundfart eller en tur til Amager

Strand. Da vi var i Ottilias Have, en køben-

havnsk byhave, var de ældre med grønne

fingre helt i deres es.“

Introduktion til klubber og forebyggelseDe pakistanske kvinder og de yngre

kvinder, der kommer og får lektiehjælp, vil

Hassan, der i foråret 2014 var i praktik i Mødestedet som socialrådgiverstuderende, har bistået mange af

Mødestedets gæster med konkrete sager.

Kvindernes mødested

De tyrkiske kvinder, som fast kommer i Mødestedet, ser som regel nye frivillige lidt an, men den senest tilkomne frivillige, Birte Nielsen, fik hul igennem allerede første gang, hun dukkede op i Mødestedet.

„Jeg har arbejdet en del med indvandrere og flygtninge gennem mit tidligere job som souschef i integrerede institutioner på Nørrebro og i Sydhavn,“ fortæller Birte Nielsen, som nu er gået på pension. „Mange af børnenes forældre var indvandrere og

flygtninge, og det har bragt mig i kontakt med mange forskellige kulturer.“

Birte blev inviteret med til et julearrangement i Mødestedet af en veninde, som også er frivillig i Mødestedet. Birte var siden til samtale med Grethe Kock, inden hun begyndte som frivillig.

„Jeg bruger mine egne livserfaringer, når jeg taler med kvinderne. Jeg har selv oplevet svære ting, og det giver en klangbund for det, kvinderne gerne vil tale om,“ siger hun.

Frivillig fik hurtigt kontakt

Birte Nielsen sidder ved computeren i Mødestedet og hjælper tyrkiske Sadet med

at finde busruterne til en adresse, hvor Sadets far har fået tilbudt en ældrebolig.

11

Kvindernes mødestedgerne have mere end hygge. Ofte kom-

mer symaskinerne frem, og kvinderne

vil gerne vide noget om de tilbud, de kan

benytte sige af. De har fx været med på et

aktivitetscenter på Nørrebro, hvor der er

klubaktiviteter, og der også kommer en

del med anden etnisk baggrund. Flere ture

er gået til Forebyggelsescenter Vesterbro

under Københavns Kommune, og nogle

af kvinderne har selv fundet derhen

efterfølgende.

Lokalt samarbejdeMødestedet samarbejder i vidt om-

fang med lokale organisationer, især

Settlementet og Frivilligcenter Vesterbro.

Via et samarbejdsforum med kommunale

og frivillige institutioner fik Mødestedet i

2013 etableret samarbejde med DGI-byen

om senioridræt, og det resulterede i et til-

bud om gymnastik i Idrætsfabrikken, som

ligger i baggården til Mødestedet.

„Kun få kvinder deltog, men i foråret

2014 har vi i stedet for hver anden uge haft

en halv times gymnastik med instruktø-

ren i Mødestedets lokaler, og det har givet

inspiration til den daglige gymnastik,“ for-

tæller Elna. Hun har erfaret, at Mødestedet

i det lokale samarbejdsforum for ældre er

den eneste repræsentant for de kvinder,

som ikke er etnisk danske.

„Det har åbnet mine øjne for, at vi kan

noget, som ingen andre gør.“

Akutte sociale sager tager tid„Vi har den udfordring, at de planlagte akti-

viteter af og til bliver afbrudt af akutte sager,

som vi hjælper gæsterne med. De er ikke

vant til at komme på et aftalt tidspunkt, og

derfor har vi besluttet, at vi altid ser på det,

de har med i posen, og finder ud af, hvad der

skal klares her og nu,“ siger Elna.

Tro møder tro Nogle institutioner ser med lidt skepsis på

Mødestedets kirkelige fundament, men for

kvinderne giver det tillid, at medarbejderne

også har en tro.

„Vi ser hele mennesket, også kvinder-

nes tro. Vi tager deres tro alvorligt og har

mange gode samtaler, som udspringer

af hverdagens udfordringer,“ siger Elna.

Mange vil blive overrasket over, hvor meget

troen fylder i dagligdagen i Mødestedet.

„Det ene øjeblik taler vi om at tage

tabletter, og det næste øjeblik har vi en

samtale om tro. En af kvinderne sagde: ’I

gør det, der står i Koranen.’ Hun er muslim,

og jeg er kristen, men derfor kan vi godt

have en dyb forbindelse. Den opstår først,

når der er opbygget tillid.“

11

Inge Mortensen har været frivillig i syv år og begyndte, da hendes søn Lars arbejdede i Mødestedet.

„Jeg kommer en gang om ugen i kvinde-tiden og hjælper med lektier og med at sy. Jeg er også med til gymnastikken, og jeg har fået Mødestedet til at anskaffe krammebolde, som er gode til gigtpla-gede hænder.

Verden er større, end jeg troede, og

det har givet mig nye interesser at være frivillig. Jeg læste en bog om de tyrkiske indvandrerkvinder, og det gav mig en forståelse, som kan være svær at opnå, fordi de ikke kan ret meget dansk. De har gjort rent tidligt om morgenen og har aldrig arbejdet sammen med andre, så de kunne lære sproget. Desuden har de fået fysiske skader af det hårde arbejde. De er en speciel del af Danmark, og jeg elsker at se deres glade ansigter. Jeg får indsigt

i de lande uden for Danmark, som gæsterne kommer fra. Lige nu læser jeg bøger om Iran.“

Inges mand, Peder, er også frivillig, og for tre år siden inviterede de kvinderne hjem til sig for at vise de danske jule-skikke som adventskrans og risengrød, så de forstår lidt af det land, de bor i. Siden blev det også til en udflugt om sommeren, og disse udflugter er blevet til en tilbagevendende tradition.

Frivillig læser bøger om gæsternes hjemlande

Pakistanske kvinder har tilberedt mad til kvindefrokost i Mødestedet.

Kvindeudflugt18 kvinder fra Mødestedet går målbevidst fra Farum Station med retning mod Inge og Peder Mortensens hus. De fleste har været der før og glæder sig over solskinnet, som tegner til en dejlig eftermiddag i den hyg-gelige have. Inge tager imod i døren, og de tyrkiske kvinder sætter sig hjemmevant i den ene sofagruppe. Farah fra Pakistan er ung og hjælper til i køkkenet med at fylde kander med vand, skære boller op og gøre klar på buffetbordet inde i stuen, hvor Inges lækre mad står klar.

Sproggrupperne samler naturligt kvinderne i tre grupper, og heldigvis er der i dag tre marokkanske kvinder, der kan tale sammen, og de kan også dansk og sætter sig sammen med danske ansatte og frivillige.

I stuen ved siden af buffeten sidder fem pa-kistanske og en indisk kvinde, som har urdu til fælles. Peder og Inge byder velkommen, og Peders nye høns har leveret nogle små æg til frokosten, men der er dog kun et halvt til hver. Urdu, tyrkisk, arabisk og danske ord danser lystigt i stuen hen over måltidet.Peder har tændt op i et bålfad i haven, og Inge inviterer til at bruge deres lille skyde-bane. En af de ældre marokkanske kvinder bliver grebet af at skyde med de små træ-plader, der kan ramme ind i små porte – eller ved siden af – og hun morer sig kosteligt. Farah har taget sine børns badmintonket-schere med, og sammen med Inge og Peders ketschere kan der blive til en mix double.

Peder viser glad sin hønsegård frem, og Inge forklarer, at de ikke må have en hane, der kan vække naboerne med sin galen, men hønsene kan godt lægge æg alligevel.

Det er syvende gang, kvinderne er på be-søg, og de har været der både om somme-ren og til jul.

Konkurrence ved skydebanen i haven hos Inge og Peder Mortensen i Farum. (Foto: Inger Dahl)

Fire kvinder dyster i badminton ved udflugten til Inge og Peder Mortensen i Farum. (Foto: Inger Dahl)

Workshop for yngre kvinder:

Får sprog for følelserEn nyskabelse i Mødestedets kvindearbejde er en workshop fortrinsvis for yngre kvinder med børn. Her er et trygt rum, hvor de kan få rådgivning eller lettet deres hjerte. Emnerne er fx venskaber, og hvor-dan man opdrager børn, som vokser op i to kulturer.

„Emnerne kommer fra kvinderne, og det har overrasket mig, i hvor høj grad de interesserer sig for psykologiske emner. De har en nysgerrighed og åbenhed over for at finde det sprog for følelser, som de ikke har fået hjemmefra,“ siger Elna Fredsgaard Larsen, som satte workshoppen i gang for tre år siden. Fire gange om året er der workshop lørdag eftermiddag, og der er dukket kvinder op, der ellers ikke bruger Mødestedet, men kender nogle, der kommer i Mødestedet.

Tryghed til at dele svære erfaringerEfter en fælles frokost bliver børnene passet, og kvin-derne hører oplæg, afvekslende med samtaler. En psykolog har givet indsigt i psyken, og en medarbej-der fra Familierådgivningen Vesterbro har sat fokus på udfordringer, når man har teenagere. Derefter får kvinderne mulighed for at dele frit, og de har grinet og grædt sammen.

„Alle er kommet til orde, både de, der kan meget dansk, og de, der ikke kan udtrykke så meget. Der har været tryghed i samværet, og en ro, fordi vi har god tid og ikke bliver afbrudt. Bagefter drikker vi te og snakker, og deltagerne kan være svære at drive ud bagefter,“ fortæller Elna, der følger op på de pro-blemstillinger, der er kommet frem i samtalerne.

Foredragsholderne får stillet mange spørgsmål, og kvinderne får kendskab til steder, hvor de kan hen-vende sig, hvis de har brug for mere rådgivning.

Fatima kom til Danmark fra Marokko som 19-årig og har nu været her i 32 år. Faderen kom som gæstearbejder, og senere fulgte Fatima, hendes mor og søskende.

„Jeg begyndte at komme i Mødestedet, lige da det var åbnet. Marianne, som var ansat dengang, inviterede mig. Hun kom i vores hjem og kendte både min far, mor og onkel, og hun besøgte min mor på hospitalet. Jeg glemmer hende aldrig. Jeg kommer ikke hver dag, fordi jeg har

sukkersyge og andre problemer med helbredet. Jeg kan godt lide at komme, og dem, der arbejder her, er søde. Det er dejligt med forskellige nationaliteter. Jeg ser sådan på det, at menneskeret-tighederne kommer først – og så kommer religionen. Vi skal tolerere hinanden og vise respekt.“

Farah på 33 år er en af de yngre kvinder, og hun er kommet i Mødestedet omtrent et år. Hun hørte om Mødestedet gennem

en nabo og finder det hyggeligt at møde andre pakistanske kvinder, foruden tyrki-ske og danske.

„Jeg kan lide at møde andre og snakke, og jeg lærer meget af de ældre kvinder. Jeg kommer en-to gange om ugen i to-tre timer, og jeg er også frivillig og sørger for te og kaffe. Desuden tolker jeg af og til på urdu.“ Farah begynder snart på en uddan-nelse, og så kan hun kun komme, når hun har fri.

Gæster i kvindearbejdet

14

Et spinkelt kors, der er bundet sammen af

to grene, og et bord med to lys. Den enkle

opstilling ved den ene væg i Mødestedet

fortæller, at der i aften er gudstjeneste. Det

er en fast tradition den anden torsdag i

måneden.

Rundt i sofaerne og på stole sidder del-

tagerne. Der er typisk omkring 30 deltage-

re, og der er både danskere, indvandrere og

flygtninge. Kristne, muslimer og ateister.

Liturgien er også enkel. Tidligt i guds-

tjenesten er der mulighed for at tænde lys

som en ordløs bøn for et menneske eller et

forhold, personligt eller i en bestemt del af

verden, som man ønsker at bringe frem for

Gud i bøn.

Indimellem synges salmer og sange,

og indvandrerpræst Niels Nymann

Eriksen prædiker over aftenens tekst. Hver

gudstjeneste slutter med, at man beder

Mødesteds-bønnen. Det er en fast bøn,

hvor man blandt andet beder for Vesterbro,

og om at få hjælp til at leve i fred og fælles-

skab på tværs af nationaliteter, kulturer og

religioner.

En dagligstueagtig gudstjeneste„Det er en gudstjeneste, der har appel til

mennesker, som sjældent eller aldrig vil

indfinde sig i en kirke til en gudstjeneste.

Jeg tror, at en af grundene er, at den er mere

dagligstueagtig. Der er ofte lidt samtale

undervejs. Det er ikke bare en enetale,

præsten fremfører, men man har mulighed

for selv at bidrage og stille spørgsmål, og

det gør den mere tilgængelig,“ siger Niels

Nymann Eriksen, der står for gudstjenesten

sammen med ansatte og frivillige.

„Samtidig er der nogle liturgiske ele-

menter i den, som er vigtige. Ikke mindst

lystændingen, hvor gudstjenestedeltagerne

opfordres til at gå op til alteret og tænde et

lys, og der kan muslimer og kristne være

med side om side.

Lystændingen foregår på den måde at

man tager en fyrfadslys og tænder det ved

et stort bloklys, hvorefter man sætter det på

en gammel trappestige. Jeg plejer at citere

Jesu ord: ’Jeg er verdens lys’ og forklarer,

at vi kommer med de ting, der er ’gået ud’

i vores liv eller i verden omkring os, og

tænder dem ved hans store lys. En aften

var der en kvinde, som spurgte: ’Hvad nu,

hvis man ikke tror, at Jesus er verdens lys,

kan man så stadig tage del i lystændingen?’

Og det kan man jo, fordi sådan en handling

er fortolkningsåben, og man har lov til at

tillægge den handling en betydning, som

man kan stå inde for og samtidig være en

del af fællesskabet. Ordene har en anden

entydighed over sig.

Vi søger ved gudstjenesten at skabe

en atmosfære, hvor man kan være med,

selv om man ikke antager det hele. Der er

rummelighed, og samtidig er vi tydelige

omkring, hvad vi står for.“

Åndeligt og socialt fællesskabInden gudstjenesten er der ligesom de øvrige

torsdage fælles spisning, og bagefter er der

kaffe og kage, og der er god tid til at snakke

sammen. På den måde bliver det åndelige og

sociale fællesskab vævet ind i hinanden.

Indtryk fra deltagereKauther, der er iraker og opvokset i Rusland

(da det var kommunistisk), kommer næsten

hver torsdag aften i Mødestedet – også til

den månedlige gudstjeneste.

„Min far er kristen og min mor muslim.

Det er måske, derfor jeg er blevet ateist,“

siger hun spøgefuldt.

„Jeg kan godt lide at komme her. Jeg

føler fred, og det er meget spændende at

høre Niels (præsten, red.). Han fortæller

nogle gode historier, som alle kan lære af.

Vi hører om Bibelen, som jeg aldrig hørte

om i Rusland,“ siger Kauther, der denne

torsdag har lavet mad sammen med et par

andre frivillige.

„Jeg føler, at vi er en enhed, selv om vi

er forskellige og har forskellige religioner.

Vi føler os alle som danskere. Jeg føler mig

helt hjemme,“ siger Kauther, der er læge og

har været 22 år i Danmark. Hun hjælper

som frivillig i flere organisationer.

Den månedlige gudstjeneste i Mødestedet værdsættes af både kristne, muslimer, ateister m.fl.

Lystændingen er en vigtig del af gudstjenesten i Mødestedet.

En enkel gudstjeneste med bred appel

15

Præst for mange nationaliteter

Ved siden af sit arbejde som sognepræst ved Apostelkirken er Niels Nymann

Eriksen indvandrerpræst på Vesterbro. En del af det arbejde sker med ud-

gangspunkt i Mødestedet.

Hovedopgaven i arbejdet som indvandrerpræst er at tage sig af de kristne,

som kommer til vores land fra andre lande og har brug for at blive en del af

et kirkeligt fællesskab. I nogle tilfælde er der allerede et kirkeligt fællesskab –

f.eks. en migrantmenighed – som de naturligt kommer til at tilhøre.

Derfor har indvandrerpræsten også en opgave i at skabe kontakt til mi-

grantmenighederne, for at man kan lære hinanden at kende og opbygge et

fællesskab på tværs af de etniske og konfessionelle grænser, der er. Han har

kendskab til fem meget forskellige migrantmenigheder på Vesterbro – lige fra

den katolske menighed i Stenosgade til selvstændige afrikanske menigheder.

To af dem – en nigeriansk og en international menighed – holder gudstjeneste

søndag eftermiddag i Apostelkirken.

Fællesskab med asylansøgere„En anden opgave er at gøre følgeskab med mennesker, som ønsker at blive

kristne eller være en del af et fællesskab, som Mødestedet og Apostelkirken er

en del af,“ forklarer Niels Nymann Eriksen videre.

Nogle af dem, der ønsker at blive kristne, er asylansøgere, som ud over

undervisning også kan have brug for samtaler.

„Asylansøgere er ofte pressede mennesker, som befinder sig i nogle skrø-

belige livsvilkår, hvor de ofte har brug for et nært fællesskab og støtte – også i

deres åndelige vandring. Hver torsdag aften er der et fællesskab i Mødestedet,

hvor der kommer mange asylansøgere og derudover er der samtaler med

dem i løbet af ugen.“

Både rummelig og tydeligHvordan oplever du sammenhængen mellem kirken og Mødestedet?

„Jeg synes, det hænger rigtig fint sammen. Hvor Apostelkirken er en kri-

sten tværkulturel menighed, så er Mødestedet i højere grad en slags midway

house, som er tydelig omkring sine rødder, men også har et bederum, der

særligt benyttes af muslimer, og som i det hele taget har tilrettelagt arbejdet

sådan, at det er åbent for mennesker af anden tro.“

Iman, der er fra Egypten, er i de seneste

seks år kommet mere eller mindre hyp-

pigt. Hun har tre børn på tre et halvt, otte

og 17 år. Hun kommer fra en muslimsk

baggrund, og hun kan godt lide at komme i

Mødestedet, hvor hun har fået hjælp i for-

skellige sammenhænge og føler sig tryg.

„Man mærker en stor kærlighed her, og

det er godt at lære om en ny kultur. Jeg fø-

ler, at jeg er i Guds hus, og at jeg kan slappe

af, ligesom med yoga. Vi skal have respekt

for hinandens religion og tro. Hvis vi har

kærlighed, respekterer og forstår hinanden,

så får vi en god verden,“ siger Iman, der

har været 19 år i Danmark og er social- og

sundhedshjælper.

„Der er nogle gode aktiviteter her for

os kvinder, hvor vi kan tale sammen, mens

andre leger med børnene. Når der er

workshops med Elna kan vi f.eks. tale om,

hvordan vi lærer børnene grænser. For jeg

vil gerne være en moderne mor og samti-

dig sætte grænser for mine børn.

Det betyder også meget for mine børn,

for vi er egyptere, og vi er meget sociale,“

siger Iman. Hun har god kontakt til flere

af kvinderne, der kommer i Mødestedet –

blandt andre Karin Mortensen, som Iman

kalder én af sine tre-fire engle.

„Det gør, at jeg føler tryghed og føler

mig god nok.“

Karin Mortensen har sammen med sin

mand, Lars, haft kontakt med Mødestedet,

siden det begyndte for 30 år siden. Lars har

været fast frivillig i 28 år, og Karin har i de

seneste år ofte været med torsdag aften.

Hun har blandt andet kunnet hjælpe Iman

med nogle ting i forhold til fagforeningen.

Bøn ved Mødestedets gudstjeneste"Vær med alle, som lever her på Vesterbro. Lær os at leve i fred og fællesskab på tværs af nationaliteter, kulturer og reli-gioner. Vær hos alle, som kom-mer på Mødestedet – uanset hvem vi er, og hvor vi kommer fra."

Fra bønnen, der bedes ved de må-nedlige gudstjenester i Mødestedet

Indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen ved en gudstjeneste i Mødestedet.

16

Afslappet samtale mellem imam og præstDer hviler en venlig og afslappet atmosfære

over kontoret i moskéen, hvor redaktionen

har sat imam Marwan Cheikh Youssef og

indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen

stævne for at tale om betydningen af de

gensidige besøg, der har været mellem

kristne og muslimske ledere på Vesterbro.

Marwan Cheikh Youssef har i omkring

tre år været imam i moskéen, der drives

af Den Marokkanske Moskéforening. Han

kommer oprindeligt fra Syrien og har

boet i Danmark siden 1980. Arbejdet som

imam foregår i fritiden ved siden af jobbet

som voksenpædagog i en af Københavns

Kommunes institutioner.

To forskellige religioner med fælles udfordringerHvad har besøgene betydet i forhold til

jeres kendskab til hinanden?

„Når jeg skal tale med en anden, så fore-

trækker jeg en kristen eller en anden med

en tro. For hvis én siger, at han ikke tror på

noget, så lukkes vejen på et tidspunkt, hvor

vi ikke kan mødes. Men det kan jeg i en

samtale med en kristen, fordi vi har en fæl-

les gud,“ siger Marwan Cheikh Youssef.

„Besøgene har givet oplevelse af, at vi

som troens folk i forskellige udgaver står

over for nogle udfordringer, som minder

om hinanden. Der er store og væsentlige

forskelle i, hvad vi tror, og de er ikke blevet

ophævet. Men vi har nogle fælles udfor-

dringer,“ siger Niels Nymann Eriksen.

Under samtalen bliver der nævnt flere

konkrete idéer – både i forhold til unge og

ældre.

Marwan nævner, at der er mange

fordomme om muslimer, og han ser gerne

flere initiativer, hvor man kan oplyse om,

hvordan det reelt forholder sig. Generelt er

der mange, som mangler viden om troende

mennesker, så vi kunne få en god dialog

mellem muslimer og kristne, siger han

Prædiken og foredragSamtalen fører også til en snak om, hvor-

dan de hver især forbereder sig til hen-

holdsvis fredagsbønnen og søndagsguds-

tjenesten, hvor de skal tale til de respektive

menigheder. Niels holder en prædiken,

Marvan holder et foredrag.

Niels: „Hvad lægger du vægt på, når du

forbereder dit foredrag?“

Marwan: „At de altid skal huske på, at

der nogle engle (peger på skuldrene), som

skriver, hvad man gør, og hvis man har

gjort noget dårligt mod andre mennesker,

så skal man altid tilgive. Der er tre søjler

i tilgivelsen. Man skal for det første und-

lade at gøre det dårlige, og for det andet

skal man ikke gøre det igen, og man skal

fortryde det, man har gjort forkert. Når det

sker, så er man rigtig tilgivet. Det kan godt

være, at man har dårlig samvittighed over

at have gjort noget dårligt, men hvis man

alligevel gør det samme i morgen, så er

man lige vidt.“

Marwan forklarer videre, at han først

vælger et emne og laver en overskrift.

Jeg betragter mig stadig som elev, for jeg lærer noget nyt hver dag.Marwan Cheikh Youssef, imam i Den Marokkanske Moskéforening

Besøgene har givet oplevelse af, at vi som troens folk i forskellige udgaver står over for nogle udfordringer, som minder om hinanden.Niels Nymann Eriksen, indvandrerpræst på Vesterbro

17

Imam Marwan Cheikh Youssef (tv.), indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen og Mohammed Akhtuti, der er frivillig i

Den Marokkanske Moskéforening, foran foreningens moské på Vesterbrogade.

Det er vigtigt at lære hinanden at kende!

Det er en gruppe kristne og muslimske

ledere på Vesterbro helt enige i.

„Vi skal acceptere og respektere

hinanden. Selv om vi har forskellig tro

og religion, så er vi alle mennesker,

der kommer fra Adam og Eva,“ siger

Marwan Cheikh Youssef, der er imam

i Den Marokkanske Moskéforening på

Vesterbrogade.

Han er en af de imamer og muslim-

ske ledere på Vesterbro, der i foråret

2013 havde besøg af en gruppe fra

Mødestedet – og som bagefter deltog i

et besøg i Mødestedet.

Gruppen, der besøgte i alt fem

moskéer i bydelen, bestod af indvan-

drerpræst Niels Nymann Eriksen,

Mødestedets leder, Thyra Smidt, samt

formanden for Mødestedets bestyrelse,

Anton Pihl. Besøgene blev arrangeret

med bistand fra hospitalsimam Naveed

Baig, der også deltog i samtalerne og

efterfølgende udarbejdede en rapport

om besøgene.

Ønske om godt naboskabMålet med besøgene var at lære hin-

anden at kende. Anton Pihl formulerer

det sådan:

„Kirken har en forpligtelse til at være

en god nabo. I det store perspektiv i den

globale verden står det lysende klart, at

religioner nogle steder i verden har det

svært med hinanden, og det lader til, at

den gode tone og det gode naboskab dér

er slået helt fejl. Hvis vi drømmer om, at

kristne i andre verdensdele skal kunne

leve godt og trygt som minoriteter i

samfund, hvor der kan være en fjendtlig

indstilling over for dem, så må det være

vores forpligtelse i en by, hvor folkekir-

ken er majoritetsreligionen at udvise

godt naboskab. Derfor har sognet sat

gang i en forsigtig proces, som simpelt-

hen begynder med, at vi ved, hvem hin-

anden er, og lærer hinanden at kende.“

Det er lykkedes efter den første

besøgsrunde i foråret 2013.

„Nu kender vi hinanden og hilser,

når vi mødes på gaden, og vi kan bruge

hinanden, når der er brug for det. Det

er nemmere at tage en kontakt, når man

kender hinanden,“ siger Thyra Smidt.

„Det har været øjenåbnende at

besøge moskéerne og tale om, hvad vi

hver især står i, og hvilke udfordringer

vi står overfor. En af de fælles udfor-

dringer er, hvordan unge kan blive

bevaret i fællesskabet omkring hen-

holdsvis kirken og moskéen. Vi er også

begge steder udfordret af materialis-

men og sekulariseringen. Både kirker

og moskéer oplever, at der er noget i

vores vestlige livsførelse, som kan lede

bort fra den åndelige dimension og

gudstroen, så mennesker i stedet for

bliver optaget af alt det materielle. Det

er nogle fælles udfordringer, vi står

overfor,“ siger Niels Nymann Eriksen.

Ældres vilkår sættes på dagsordenenEn anden fælles udfordring er ældre

troendes forhold i samfundet i dag.

„Der er en helt grundlæggende

udfordring i, at det ikke er særlig sjovt

at være ældre i dag. Ældre mennesker

bliver marginaliseret. Man taler om

ældrebyrden, hvor det at være ældre

i andre kulturer har en helt anden

betydning og status, fordi ældre har

livserfaring og derfor bliver opsøgt af

andre for at få råd,“ siger Niels Nymann

Eriksen.

„Vi har mange ældre, og måske

kunne man lave nogle udflugter el-

ler andre aktiviteter,“ siger Marwan

Cheikh Youssef.

I første omgang har samtalerne

ført til, at man i efteråret 2014 holder

et møde, hvor man i fællesskab sætter

ældre troendes vilkår og forhold på

dagsordenen.

Vigtigt at lære hinanden at kende på tværs af religionerBesøg i moskéer har givet kristne og muslimske ledere større kendskab til hinanden – og afdækket fælles udfordringer.

Derefter finder han tekster i Koranen og

Hadith (hvad profeten Muhammed har sagt)

om emnet. Endelig samles delene til foredra-

get, der indledes med en sjov eller spæn-

dende historie. Foredraget holdes på arabisk,

og bagefter giver han et resumé på dansk,

da der også kommer afghanere, albanere og

pakistanere, som ikke forstår arabisk.

Niels: „For mit vedkommende er der den

forskel, at jeg ikke selv vælger teksten. Der er

en bestemt tekst, jeg skal prædike over.“

Marwan: „Det er ligesom i islamiske

stater. Der bliver det også bestemt centralt,

da man er bange for politisk indblanding.“

Niels: „Først læser jeg teksten igennem

og mediterer over den. Onsdag formiddag

skriver jeg nogle stikord ned. Det kan være

et eksempel, en historie eller en vinkel på

teksten. Ofte læser jeg nogle kommentarer

til teksten, og så står jeg tidligt op lørdag

morgen og skriver prædikenen. Den viser

jeg til min kone, som kommer med kom-

mentarer, og så står jeg op tidligt søndag

morgen og skriver den færdig.“

Marwan: „Jeg gør næsten det samme.

Jeg holder også mit foredrag for min kone,

og vi retter indholdet til, og så møder jeg

tidligt på arbejde fredag morgen, hvor jeg

skriver den færdig.“

18

„Det er en del af dialogens spænding og spændstighed, at

den er både tillidsopbyggende og fordomsnedbrydende,“

siger Anton Pihl, der er formand for Mødestedets bestyrelse

i en samtale om Mødestedets arbejde

med at søge kontakt til bydelens

moskéer.

„Vi går efter at skabe tryghed med

hinanden. For det fremmede er no-

get, der gør os usikre som mennesker.

Det kræver mod at møde det, du ikke

kender. Det er jo noget med, hvilken

dagsorden jeg bliver en del af, hvis jeg

taler med de her mennesker? Hvad

vil mine venner tænke, hvis jeg får

nye venner, som er anderledes, end

de er? – og alle de der banale menne-

skelige reaktioner.

Det er også et område, der kræver

mod af mig på den måde, at jeg skal turde indlade mig på

nogle nye overvejelser. For mig er det nemlig ikke kun et

spørgsmål om at være et pænt menneske, som gerne vil

være en god nabo, men det udfordrer mig naturligvis også

som kristen at give sig hen til en tæt dialog med mennesker

med en anden religion end ens egen. Det udfordrer og i

bedste fald skærper det mine egne argumenter.“

Dialogen kan give forståelse „Der kan også være områder, hvor vi skal have modet

til at sige: Okay, her kan vi ikke nå frem til en enighed.

Det er grænseoverskridende i en

konsensuskultur som den danske, hvor

et godt møde altid slutter med, at alle

er enige. Og det kræver nok mod at

indrømme, at okay her var der noget, vi

ikke kunne blive enige om.“

Men kan dialogen så ikke på de områ-

der, hvor der er uenigheder, give en for-

ståelse for, hvorfor den anden part mener,

som vedkommende gør?

„Der er ingen tvivl om, at det at lære

hinanden at kende også fører til, at man

bedre forstår, hvorfor der bliver reageret,

som der gør på nogle punkter.

Samtidig tror jeg, at det kan være

gavnligt at flytte fokus lidt fra, at det skal være ord, vi deler

med hinanden, til at det også er en praksis, vi deler med

hinanden. Altså begreber som dialog og diapraksis.“

Dansk monokulturKan usikkerheden over for det fremmede have noget at

gøre med, at mange i et sekulariseret samfund som det

„Vi er usikre over for det fremmede“

„Vi går efter at skabe tryghed med hinanden,“ siger formanden for Mødestedets bestyrelse.

Der er en gave ved det sekulariserede samfund, nemlig at det har som grundforudsætning, at vi kan være sammen med hinanden uanset religion.

Anton Pihl, formand for Mødestedets bestyrelse

19

København i dialog Mødestedet er også base for KBH i dialog, der er et netværk for unge muslimer og kristne. De mødes til fyraftensmøder, debataftener og tager på studieture – alt sammen for at lære mere om hinanden, og hin-andens tro og religion. Der holdes som regel to fyr-aftensmøder hvert halvår i Mødestedet. Det kan fx være foredrag om Kierkegaard eller oplæg om spiri-tualiteten i islam og kristendom.

KBH i dialog er et netværk, der gerne vil skabe dialog, og som sammen arbejder for at gøre København til et bedre sted.

„Vi tror på, at den enkeltes religiøsitet kan bidrage til at fremme det gode – i den enkelte og i fællesskabet. Vi opfatter religion, tro og spiritualitet som en naturlig og positiv del af livet. Vi ønsker ikke at underminere forskellighederne i religionerne, men vi tror på mang-foldighedens styrke,“ skriver netværket på sin hjem-meside: www.kbhidialog.dk.

danske har været bange for at tage kontakt til mennesker,

der har en anden religion?

„Jeg er fuldstændig overbevist om, at afklarede troende

mennesker har betydeligt nemmere ved at forstå andre

afklarede troende mennesker, selv om der er en religion

til forskel. Det har også gjort det meget nemmere for mig

at gøre det. Jeg har også indtryk af, at muslimer i Danmark

oplever, at det er rart at tale med troende danske kristne for

så er der et eller andet, vi har til fælles i den sekulariserede

verden.“

„Jeg er noget mere i tvivl om, hvorvidt det danske

problem har været, at vi har været et meget sekulariseret

samfund på godt og på ondt. For jeg synes også, at det seku-

lariserede samfund har givet os nogle gode ting. Jeg opfatter

ikke det sekulariserede samfund som hovedfjenden. Der

er en gave ved det sekulariserede samfund, nemlig at det

har som grundforudsætning, at vi kan være sammen med

hinanden uanset religion.

Måske er det snarere den her nedarvede, ikke særligt

reflekterede lutherske monokultur, der har gjort det svært

for os at acceptere, at folk kan have en anden religion?

Det kunne være interessant at få et historisk vidnesbyrd

om, hvordan det var for 100 år siden at være baptist eller

katolik eller jøde i Danmark? – og hvordan har det været i

de seneste 30-40 år at være muslim i Danmark? Her har

vi en udfordring, som både har at gøre med, at vi har haft

religiøs monokultur i Danmark, og samtidig har den måske

været tilpas ureflekteret og upersonlig for de fleste til, at vi

også har et meget sekulariseret samfund i dag. Jeg tror, at vi

må på jagt i det, der er så typisk dansk – det er typisk dansk,

at vi har været fuldstændig enige om, hvordan den skulle

skæres religiøst i flere hundrede år.

Men Danmark er nok ikke det værste land at blive

integreret i som muslim, men det er et svært sted på grund

af den her monokulturelle enhedsstat, hvor alle spiste det

samme og gik i de samme kirker.“

„Vi har en udfordring, som både har at gøre med, at vi har haft religiøs monokultur i Danmark,“ siger Anton Pihl, der er formand for Mødestedets bestyrelse.

Mødestedet Valdemarsgade 14, 3.

1665 København V

Tlf. 33 21 27 03

Fax: 33 21 27 29

E-mail:

moedested@danmission.dk

www.moedestedet.dk

Mødestedet drives af:

Pasveikinti

Welcome

دیدمآ شوخ

Hoşgeldiniz

欢迎 Velkommen

بيحرت

Sydhavn sognwww.sydhavnsogn.dk

Vesterbro sognwww.vesterbrosogn.dk

www.danmission.dk