SIDE 16 | PSYKOLOG NYT NR. 11 | 2014

C enter for Ledelse ligger på Folke Bernadottes Allé i København. Det er et sted, der hurtigt får mig til at for-vente noget særligt. Der er lyst og højt til loftet – men end-

nu vigtigere er det den fysiske ramme for en dagsorden, der får psykologer til at samles: Nemlig en voksende interesse for at dis-kutere og blive klogere på, hvad psykologers særlige lederkompe-tencer anno 2014 egentlig er?

Jeg har tilmeldt mig en workshop, der skaber lange ventelister og samler os fra nær og fjern. Måske fordi eksperterne Vibe Strøier, specialist i arbejds- og organisationspsykologi, og Thorkil Molly Søholm, adm. direktør og studielektor på Aalborg Universitet, vil give deres bud på, hvad der sker, når psykologer går fra at være medarbejdere til at være ledere af medarbejdere, herunder hvilke fagprofessionelle udfordringer der ofte stiller sig, når man har fø-rertrøjen på.

Så vi kommer glade og placerer os i grupper ved borde, klar til at suge til os af eksperternes viden. Nogle er allerede solidt plan-tet som direktører og projektledere i privat og offentligt regi, mens andre er i gang med at ’spire’. Jeg vælger gruppen ’Uden kategori’, måske fordi jeg er et ’frø’, en nyuddannet psykolog (og lobbyist),

NÅR PSYKOLOGER LEDERLedere er ledere og bliver ledere og ledere. Sådan sagde man i 1980’erne. Men gælder det også i dag, og når psykologen er i førertrøjen?

› LEDELSE Af Ditte Darkó

der leder efter at finde ud af, i hvilken retning jeg skal gå – og hvad ledelse egentlig handler om?

For hvilke muligheder og udfor-dringer er det mon, der stiller sig for psykologer, der ikke er bange for tage opgaven på sig og lede, ikke blot efter noget i sig selv, men gennem andre?

Frihed, lighed og lederskab?- Det går rigtig godt for psykologer, fortæller Vibe Strøier, som sammen med Thorkil Molly Søholm med gode bud på, hvordan vi som psykologer kan få de menneskelige og økonomi-ske bundlinjer til at spille sammen. For kombinationen af psyko-logi og ledelse er på mange måder en god idé.

Helt uden brug af gule konsulent-post it’s bliver vi enige om, at psykologens særlige lederkompetencer er noget, der rimer på relation, proces og refleksion: Vi er ’kaldet’ til at være redelige, ty-delige og sandfærdige. Alle skal behandles fair med lige omsorg og respekt. Vi dyrker erfa-grupper, som andre dyrker fitness. Vi har en humanistisk kærlighed, respekt for forskellighed, og jeg skal komme efter dig!

Det står hurtigt klart, at vi har fuldstændig styr på, hvordan man bevæger sig på pligtetikkens vej og de fleste kan næsten Immanuel Kants kategoriske imperativ i søvne: ”Handl efter den maksime, om hvilken du samtidig kan ville, at den skal være al-men lov ” og ”Handl således, at du altid betragter menneskeheden

i din egen person og i enhver anden person samtidig som et for-mål og aldrig kun som middel”.

Hørt! Det er noget, vi psykologer for det meste er gode til og godt kan lide.

Men – og bum!Der er altid et men. Selv om vi måske selv synes, vi er verdensme-stre i ’at møde andre, der hvor de er’, må viden om og evner for strategisk tænkning, lobbyisme og nytteetik ifølge Thorkil Molly Søholm til for at det store regnestykke går op. I hvert fald hvis man som psykolog agter at lykkes med ledelse i dag.

Og nytte siger ligesom sig selv – der er nogen, der får noget ud af noget. Det er noget med, at den rigtige handling først og frem-mest er en handling, som frembringer gode konsekvenser. Men gode konsekvenser ser forskellige ud, afhængig af om man er le-der eller ej. I den generelle lederrolle er målet nemlig ikke altid pligten over for den anden, men en rationel evaluering af konse-

kvenserne af en handling og hvorvidt den skaber større eller mindre nytte og effektivitet for virksomhe-

den. Det er altså ikke længe-re intentionerne, der er de vig-

tigste, men deres konsekvenser, der afgør handlingens moralske værdi.

Netop den sammenhæng synes psykologers organisatoriske forståelse at stå lidt svagere – for

hvad er det egentlig, de forskellige roller og opgaver i en lederorganisation fra den politiske ledelse, topledelse til front-linjeledelse indebærer?

Bum! Vi sidder alle sammen helt stille og lytter. Med hoveder-ne på skrå. I gruppen ’uden kategori’ diskuterer vi på kryds og tværs – og bliver pludselig lidt bange. For hvad nu hvis det hele bare ender med, at vi leder os selv et sted hen, hvor det er mere ’mig ’end ’første maj’? Hvad er så meningen med det hele?

løfter og kløfterFor der er et lille ord, vi ikke kommer uden om, og som lader til at betyde en masse, når man er psykolog: profession! Et gammelt et af slagsen, med gamle betydninger. Det kommer af det latinske ’professio’. I middelalderen var det såkaldte ’profess’et løfte man af-gav, når man indgik i en kirkelig orden. Et løfte om, at man var villig til at tilsidesætte sine egne behov for at indgå i en højere sags tjeneste, fortæller Vibe Strøier. Man var ’kaldet’.

PSYKOLOG NYT NR. 11 | 2014 | SIDE 17

Og på trods af nytteetik og moderne Leadership Pipeline-teori synes vi stadig væk at være dét – kaldet – jeg ved bare ikke altid helt til hvad. For hvad er det lige psykologer gør, når kaldet ender ved en dyb kløft mellem valget om at sætte individet eller organi-sationen først?

Det må vi diskutere. En af de udfordringer, der ofte stiller sig for psykologer i lederjob, er, at der med den flotte, latinske titel automatisk følger en masse forventninger med. ”Har du nogle sær-lige forventninger til mig, fordi jeg er psykolog”, er derfor et spørgs-mål, Vibe Strøier ofte stiller, selv om hun i forvejen kender svaret – et stort og rungende ja!

Andre mennesker forventer nemlig, at psykologer opfører sig ordentligt. De forventer, at vi som barmhjertige samaritanere til enhver tid sætter individet først. Og netop disse forventninger er med til at skabe rollekonflikter for psykologer mellem faget og den generelle ledelsesopgave. Hvor den fagprofessionelle rolle i høj grad bygger på et pligtetisk grundlag med loyalitet mod profes-sionen, herunder et ansvar over for faget og klienten samt autori-tet og status på baggrund af faglige kompetencer, så baserer den generelle lederrolle sig på et nytteetisk grundlag, hvor loyaliteten først og fremmest er rettet mod organisationen og dens mål. Der er altså tale om et ordentligt værdiskift med fed streg under vær-di.

Interessant nok pointerer Thorkil Molly Søholm, der forsker i ledelse, at når man går fra at være medarbejder til leder af medar-bejdere, skifter man netop fra at være rollemodel for offentlige værdier til at være rollemodel for politikeres og direktionernes be-slutninger. Og det kan være svært for psykologer, der gennem man-ge år er socialiseret til at være opmærksomme på menneskelige behov. Behov, der i mange tilfælde kommer i klemme og må tilsi-desættes, når virksomheder fyrer og fusionerer.

Her indskyder Vibe Strøier, at det giver nogle gevaldige slag både fra andre og én selv, når psykologer må give køb på deres em-pati og ikke i alle tilfælde kan lade individet komme før organisa-tionen. Og så er det, at eksistentialismen må bringes på banen for at nuancere de dilemmaer, psykologer i lederjob ofte konfronteres med. Ifølge Strøier og Molly Søholm er det ikke langt fra, at det, vi taler om, kunne kaldes prøvelser! For når den fagprofessionelle psykolog, der brænder for at gøre en forskel og arbejde for en hø-jere sags tjeneste, bliver forhindret i sit pligtetiske ærinde, risike-rer han at sælge ud af det allerhelligste – selve meningen med li-vet. Det lyder alvorligt.

I den sammenhæng synes et moderne krav om at blive målt på sine succeskriterier at være noget af det mest fremmedgørende, nedværdigende og konfliktskabende, en psykolog kan komme ud for pointerer de to workshopholdere. Som dagen skrider frem bli-ver det derfor også stedse tydeligere, at nøglen til at være lykkelig i sit lederjob måske handler om at kunne balancere mellem pligt- og nytteetiske livsførelse. Og, med inspiration fra den kierkega-ardske idé om ’Angest’, ikke at flygte, men at turde være i tvivlen. Ellers fungerer man simpelt hen ikke som leder i dag.

BaggrUnd

Workshoppen ”Psykologens særlige lederkompe-tence” er en ud af fire workshops, hvor Psykolog-kampagnen gennem det seneste år har sat fokus på ledelse. Den enorme efterspørgsel på ledelses-workshops – alle massivt overtegnede – er et ty-deligt tegn på, at psykologer i stadig højere grad tiltrækkes af ledelse som arbejdsfelt.

Dansk Psykolog Forenings sektion for ledere har været medinitiativtager til workshoppen. Er du le-der, og vil du sætte dit præg på sektionens arbej-de, kan du kontakte sektionsformanden pr mail på hanne.faurschou@glostrup.dk.

Det tredje øjeJeg sidder og tænker, at det hele umiddelbart lyder svært og ’op ad bakke’. Men så sker der noget. Det begynder at stikke lidt i pan-den. Av! Det går op for mig, at vi psykologer jo har noget særligt med os, et tredje øje – supervision! Det ligger i ordet, at det hand-ler om at ’se godt’ og at se det hele udefra en gang imellem. Og det er noget vi hjælper hinanden med.

Derfor går jeg hen til Charlotte Diamant, projektleder i Psykiatrifonden, som også er her i dag. Og hun er skarp, fuld af viden og nysgerrighed. Nu skal vi rigtig møde hinanden, ledere såvel som aspiranter, og på moderne, ’networkende’ vis indtage rollerne som mentor og mentee.

Hun spørger interesseret og konkret til min (livs-)opgave, der nok stadig væk mest er noget med at være direktør i mit eget liv. Jeg forklarer, at jeg er sådan en, der mere leder i end gennem an-dre – og at jeg mest bare drømmer om at springe over kløften og stille mig et sted, hvor psykologer ellers ikke plejer at stå.

Det er rart at tale med en dygtig psykolog, blive taget lidt i hån-den og superviseret et nyt sted hen. For hun ser godt, mit tredje øje – inklusive alle de forhindringer og overvejelser, der er forbun-det med det, jeg vil. Uden at blinke.

Så jeg klapper af min mentor, inden vi klapper af Vibe Strøier og Thorkil Molly Søholm. De har stor indlevelse leveret et ved-kommende bud på, hvor og hvornår vi skal tage os i agt, når vi er midt i eller på vej ind i ledelse. Og det virker, som om førertrøjen passer os psykologer godt, når vi tager Heidegger, Kierkegaard og Sartre under armen.

Ditte Darkó, cand.psych., fagjournalist

SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 11 | 2014