DANEHOFSPIL I NYBORG · 103

I 1939 blev grundstenen til en af Ny-borgs største kulturelle attraktionerlagt. Det første friluftsspil så dagenslys.1 Det blev opført foran Danehof-slottet, som Nyborg Slot især blevkaldt tidligere – deraf navnet dane-hofspil. Der er indtil nu opført i altseks friluftsspil her. Langt de flestesenere friluftsspil i Nyborg er opførtpå den del af voldsystemet, der hed-der Kronprinsens Bastion, deraf nav-

net voldspil. Denne artikel omhand-ler de seks danehofspil.

1939: Danehof i NyborgSkoleinspektør Johannes Høirup hav-de i byen Oberammergau i Tysklandoplevet de berømte passionsspil, dvs.friluftsspil med et religiøst indhold.Dette gav ham ideen til at tage hjemog prøve at skabe et friluftsspil i sin

Danehofspil i Nyborg

Kaj Bonde

Fig. 1. Scenebillede fra det første danehofspil foran Nyborg Slot – i 1939. Nyborg Lokalhistori-ske Arkiv.

104 · NYBORG – FØR & NU 2010

egen by. Ikke om religiøse begiven-heder, men om Nyborgs dramatiskeog spændende historie.

Byen kan med stor ret betegnessom Danmarks hovedstad fra år 1200-1560, altså før København, og her af-holdtes de såkaldte Danehoffer, hvil-ket vil sige lovgivende og dømmendeforsamlinger, hvor kongerne rådførtesig med rigets stormænd. I Nyborgfik riget sin første »grundlov« i formaf en håndfæstning. Det var den lov,som fastlagde fordelingen af magtenmellem kongen og stormændene; detskete i 1282.

Johannes Høirup skrev stykketsammen med kommunelærer Gun-nar Pedersen (GP) og skuespillerenJohannes Krogsgaard. Det fik titlen»Danehof i Nyborg« og blev opførtpå pladsen foran slottet. Instruktørvar fængselslærer cand.mag. HugoWorsaa Petersen.

Berlingske Tidende skrev den 23/71939:

»Da det store optog kl. 15 udgik fraslottet, var hele byen på benene, og be-gejstringen haglede ned over de stouteog gæve borgere, som i kapper og kut-ter skred gennem gaderne; endnustørre blev jublen, da selve danehofop-toget med kongelige, gejstlige, adelige,soldater og ryttere begav sig af sted.

Byen var helt i festspilstemning,selv om vejret var lidt lusket.

Om aftenen var tilskuerpladsernepå slotspladsen tæt besat, da spillet

tog sin begyndelse – ikke i Nyborg,men foran Henner Frisers hus i Mid-delfart, hvor marsvinejægerne nattenfør danehoffet i 1282 modtog kongErik Klipping, der kom fra Jylland.

Det store sus kommer dog førstlidt senere, og det er selve Danehof-fets indtog på Nyborg Slot. Tung ogmægtig hæver Nyborg Slots rødemunkestensmur sig på den ene sideaf pladsen, og op mod den er scenenbygget. En kæmpescene, hvis midter-trappe fører op til tronen med detkongelige bomærke: tre gyldne løvermed ni blodrøde hjerter som bag-grund. Store bannere, tegnet af lærerHillerup-Jørgensen, vajer over helesceneriet; øverst rejser sig det stejletegltag mod den mørke aftenhimmel.

Så fyldes scenen af kongens mændi snorebrynjer, af kvinder i hvide ho-vedlin, pager i rødt, bisper, Kong ErikKlipping og dronning Agnes, sønnenjunker Erik, drost Peder, marsk Stig,lumske Rane kammersvend og ærke-biskoppen Jens Grand.

Langsomt udspiller sig selve dane-hoffet, Danmarks første »grundlov«underskrives, et stykke danmarkshi-storie åbenbarer sig i faklernes skær.Alvor og munterhed veksler, narrenmed det vrængede ansigt danser for ogsynger på Shakespearesk vis en dyb ve-modig vise til en munter melodi.Munkesangen lyder, og så er dane-hoffet forbi«.

Projektørerne fik strøm fra alle Fynsel-værker. Dragterne var lånt fra Det

DANEHOFSPIL I NYBORG · 105

Kgl. Teater. Nyborg Politi var udvi-det med 12 mand fra Rigspolitiet.

Rollerne blev i vid udstrækning va-retaget af kendte nyborgensere, over-vejende fra det bedre borgerskab, ogdet var meget kendetegnende for spil-lene i de første mange år. Det mor-somme var jo at se kendte ansigterfra byen i nogle helt andre roller enddem, de var kendt for til hverdag.Noget der har ændret sig meget i vo-re dage, hvor mange spillere kommerudefra – måske endda med den am-bition at blive kendte og gøre karrie-re i teatrets verden.

I 1939 blev kongeparret spillet afstadsdyrlæge Mikkelsen og frue (hunvar i øvrigt ud af cirkusdynastiet Schu-mann). I andre roller sås bl.a. direk-

Fig. 2. Det statelige kongepar, hr. og fru stads-dyrlæge Mikkelsen, rider gennem byen 1939.Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Fig. 3. Det festklædte premierepublikum 1939. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

tør Fehr som Grev Gerhadt, lokomo-tivfører Halse var Marsk Stig, sagførerGøth Rane Jonsen og kommunekasse-rer Delf-Møller var hertug Valdemar.Desuden så man en masse statister – ialt ca. 200 medvirkende. Nyborg hav-de fået sit festspil; det blev en storsucces både scenisk og publikums-mæssigt.

Danehofspillet i 1939 var i øvrigtkun en del af en stort anlagt byfest,der også bød på en midnatscabaret påeksercerpladsen, borgervæbningens or-kester, folkefest på den høje og laveeksercerplads med taler af borgmes-ter J.J. Bjerring og forfatteren Mor-ten Korch, dans i Lindealleen, orke-sterkoncert ved vandtårnet, blom-sterregatta på vandværksgraven, op-træden ved den populære causør»Den Gyldenblonde«, folkedans ogfestfyrværkeri. Jo, man må sige, dervar fest og farver i Nyborg i 1939 –året før krigsudbruddet!

1949: Landet i vaadeI 1949 spilles der atter danehofspilforan Nyborg Slot. Man opfører »Lan-det i vaade« (ulykke). Det er igen Ny-borgs historiker par excellence, Johan-nes Høirup, der er forfatteren, oggymnasielærer Gunnar Pedersen erinstruktør.

På premiereaftenen bød Nyborgsborgmester C.E. Bjerring velkommentil de ca. 2000 mennesker på slots-pladsen i silende regn, og spillet blevaf folkeviddet hurtigt omdøbt til

»Landet i væde«! Der var lige så man-ge tilhørere ved de følgende tre opfø-relser.

Musikken blev leveret af et harmo-niorkester på 15 mand under ledelseaf Johs. Kruse og bestod af 1) bear-bejdede folkeviser 2) koralsange 3)menuetten fra Carl Nielsens »Drotog Marsk«.

Rent handlingsmæssigt er der at-ter danehof i Nyborg, og spillet fore-går i den kongeløse tid fra 1326-40.Danmark var dybt forgældet til deholstenske hertuger. I »Landet i vaa-de« optræder bl.a. Christoffer II, ær-kebispen af Lund, den jyske friheds-kæmper Niels Ebbesen, Valdemar At-terdag og en mængde andre histori-ske skikkelser.

Hovedtemaet koncentrerer sig omNiels Ebbesens drab på Grev Gert,»Den kullede Greve«, (skaldede), mengiver samtidig et indtryk af, hvordanNyborg Slot har været centrum forskiftende historiske begivenheder.

Pressen skrev:

»Med det gamle slot som baggrundfornemmer man historiens vingesus.Efter drabet marcherer vagten ind påscenen med fakler i hænderne, og fraalle slottets vinduer stråler de levendelys. Under hornfanfarer stiger KongValdemar Atterdag, klædt i hermelinog silke, op på scenen med sin yndi-ge dronning, og da vil bifaldet ingenende tage. Landet blev igen regeretfra Nyborg!«2

106 · NYBORG – FØR & NU 2010

DANEHOFSPIL I NYBORG · 107

Fig. 4. Et udsnit af de 150 medvirkende i Landet i Vaade 1949. De tre gejstlige f. t. v. er lærerAnton Johansen, Jelsing, lærer Sofus Brockman. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Fig. 5. Situationens alvor tynger de tilstedeværende i Landet i Vaade 1949. F. tv. lærer, senereskoleinspektør, Axel Tipsmark. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Der var omkring 150 aktører i denlivfulde forestilling, og Gunnar Peder-sen formåede igen at skabe et eventyr-ligt sceneri. Borgerskabet indtog defleste roller. Kong Christoffer II frem-stilledes af trafikassistent J. Jørgen-sen, forvalter Raimon Doltrup varfremragende som Grev Gert, overlæ-rer Anton Johansen var helt trovær-dig som ærkebispen, fru Søren Han-sen var med som slotshøvedmandensdatter Estrid, og lærer Børge Sarbovar den respektløse og humørfyldtenar. Carl Schmidt var den elegantehertug Valdemar, og hr. og fru direk-tør Hermansen spillede det stateligekongepar. Fru Edith Paludan havdelavet dansene; Chr. Marin Pedersenstod for sminkningen, og de storebannere var igen tegnet af overlærerHillerup-Jørgensen.

Som et kuriosum kan nævnes, atHærens Flyvetropper sendte tre Spit-fire-jagere til en opvisning over Ny-borg Vold med styrtdykning, hvorfarten var oppe på 700 km/t, loopingog anden kunstflyvning. Publikumsad på voldens skrænter ved vandtår-net og så på.

Vi må huske på, at vi er i efterkrigs-årene, og Høirup lægger bestemt ikkefingrene imellem, når han i sit stykkebeskriver de tyske besættelsestropper;en besættelse, der var helt parallelmed det, vi lige havde oplevet i defem onde år.

Frihedskæmperblodet havde sko-leinspektøren i blodet, og de hvassereplikker i spillet levnede ikke arve-

fjenden sønden for grænsen en tød-del mere, end den havde fortjent. For-fatteren vidste, at Gestapos tommel-skruer har rod helt tilbage til GrevGerts terrorregime!!

Det historiske skuespil var i øvrigt etled i en større byfest, der bl.a. bødpå:

1) et gejstligt optog gennem byen2) rytteroptog af riddere med damer3) dans i Lindealleen4) høstgilde-cabaret i Landporten.

Man morede sig i Nyborg!

Danehofspil nr. to var løbet af stab-len med overvældende succes. Ny-borg var for en stund atter Dan-marks hovedstad! Hele byen stod bagog løftede den store opgave på eksem-plarisk vis!

1952: Det gamle spil om EnhverStykkets forfatter, Hugo von Hof-mannsthal, blev født i Wien i 1874.I 1911 opførtes »Jedermann«, mendet fik dårlige anmeldelser. I 1920blev stykket genopført i Salzburg ogblev nu meget populært.

Handlingsmæssigt er det en efter-ligning af de gamle religiøse spil, som iMiddelalderen opførtes ved folkefesterog højtider. Dets hovedperson, En-hver, er en mand, der efterhånden erblevet rig og mægtig og omgiver sigmed venner og lystighed. Fester og

108 · NYBORG – FØR & NU 2010

DANEHOFSPIL I NYBORG · 109

Fig. 6. Det gamle spil om Enhver. 1952. Enhvers Moder: Helga Egebjerg. Døden: Finn Olesen.Enhver: Raimon Doltrup. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Fig. 7. Slutscenen i den vidunderlige opsætning af Det gamle spil om Enhver. 1952. NyborgLokalhistoriske Arkiv.

forretning er hans liv, og ingen af de-lene er præget af ånd og kultur, menaf skånselsløst magtbegær og sanseliggrådighed. Pludselig kommer Dødenog forlanger, at Enhver skal følgemed, men det lykkes ham at tigge sigtil en kort frist for at prøve at findeen ven, der vil tale hans sag for denhøjeste dommer. I nøden skal man jokende sine venner, siger et gammeltord, men nu har han pludselig in-gen; de var alle snyltegæster og købteelskerinder. Han vil have sine skattemed sig, men selve Gud Mammon sti-ger op af skattekisten i forgyldt fro-dighed og ler ham op i ansigtet. Deter ikke Enhver, der har ejet sine skat-te, det er dem, der har ejet ham! Hans»gode gerninger« er personificeret i enkvindeskikkelse, der kraftesløs slæbersig hen ad jorden, men »troen«, enanden kvindeskikkelse, hjælper ham,og han går i graven fulgt af sine »go-de gerninger« for at hvile til »dom-mens dag«.

Stykket blev opført i en oversæt-telse af forfatteren Johannes Jørgen-sen.

En anmelder3 skrev:

»Opførelsen var betagende, ikkemindst indledningen og slutningen,hvor man med stor fordel udnyttededen gamle kongefløjs vinduer som enstrålende spidsbueportal-portal om-kring himlen, hvor jomfru Maria ogde milde engle lod sig se, medens gi-gers og fløjters, kønne stemmers og

et orgels melodiske klang lod sig høre.Enhver – personifikationen af menne-skeheden – begynder ved et lystigtlag at spekulere over livet midt i denoverstadige munterhed. Han henfal-der til melankoli trods den vakre Sleg-fred ved sin side og skaffernes gav-milde skænken. Han føler »en slagstomhed bag panden/ en fejl ved for-standen«.

Døden dukker op for at hente En-hver og siger: »Enhver, du tykkes migså muntert stemt/ og din skaber hardu ganske glemt«. En kort frist får En-hver dog, og han prøver at flygte medsine penge, men den glinsende Mam-mon hånler og tvinger ham i knæ, ogEnhver sukker: »Om jeg blot kunneleve livet en gang endnu«.

Troen, Godheden, Fanden og an-dre dukker op, men det hele kulmi-nerer med Enhvers betagende frem-sigelse af Fadervor og hans mors til-sigelse om, at han går ind til »det evi-ge halleluja«. Spillet slutter med enåbenbaring – Jomfru Maria og engle-ne i den vidunderlige opsætning for-an slotsmuren.

Anmelderne roste instruktøren, gym-nasielærer Gunnar Pedersen, og ama-tørskuespillerne i høje toner. Tilsku-erne var begejstrede og imponeredeover det fortræffelige spil.

På rollelisten fandt man mangekendte nyborgensere bl.a. Gud Her-rens røst ved frater Antonius, AntonJohansen – Døden, student Finn Ole-sen – djævelen, fængselslærer E. Juh-

110 · NYBORG – FØR & NU 2010

re – Enhver, forvalter R. Doltrup –Enhvers moder, fru Helga Egebjerg –Enhvers staldbroder, lærer E. Friis Pe-tersen – husfogeden, disponent CarlSchmidt – kokken, sadelmager Hel-muth Andreasen – den fattige næste,remisearbejder Gunnar Andersen – engældbunden mand, pedel RichardtLarsen – den gældbundnes hustru,Frk. Lis Behnke – Slegfred, Fru Ger-da Kruse – Fætter Tyksak, værkmesterAage Markvardsen – Fætter Mager,døvstummelærer Knud Torup –Mammon, kommuneassistent OvePetersen – Tro, Fru Alice Hansen –Gerning, lærerinde frk. Karen Lun-din.

Enhver, der på fornemmeste visfremførtes af Raimon Doltrup, måttese sin skæbne i øjnene; han havde for-valtet sit pund skidt, og nu kom regn-skabets time. Midt i det hele lytter hantil klokkerne. »Hvem ringer de for?Mig tykkes de ringer til jordefærd«.

Morale: Vi bør alle tænke lidt over,hvordan vi forvalter vores pund/voresliv! Det er et stykke om eksistentialis-me!

1954: Valdemar AtterdagStykket er forfattet af Marie KirstineDorothea Jensen (1876-1957), bedrekendt som Thit Jensen. Faderens stær-ke interesse for spiritisme smittede afpå Thit, og hun følte sig som et skri-vende medie. Der var 11 børn i hjem-met; en af hendes søskende var denkendte forfatter Johannes V. Jensen.

Danehofspillet her i 1954 kom til atkaste glans over Nyborg. Pressen4

skrev:

»Aldrig har en dansk amatørscenepræsteret noget sådant. Nyborgspil-let placerer sig fra i aften som en afde førende friluftsscener i Norden«.

Større ros kan amatører vel ikke opnå.

Spillets første akt er Danehoffets be-gyndelse i 1354, hvor Valdemar At-terdag proklamerer rigets enhed, ogThit Jensen har ikke ladet gå mereend fem replikker, før man får at vi-

DANEHOFSPIL I NYBORG · 111

Fig. 8. Forfatterinden Thit Jensen og kongValdemar Atterdag i skikkelse af Raimon Dol-trup har indtaget Se og Hør’s forside i forbin-delse med opførelsen af Valdemar Atterdag1954. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

de, at høvedsmanden på Nyborg slotskjuler et eller andet, kongen ikkemå få viden om. Stig Andersen Hvi-de og hans sønner planlægger nemligsammen med Lave Gaas og andre etsnigmord på kongen. Narren hviskerdog kongen i øret, at orme gnaver iligkapellet. Mellem sorte kister træffesde sammensvorne, og uhyggen bredersig. Der er fantastiske virkninger, nårnarren synger, og skyggebilleder dan-ser frem og tilbage over slotsmurenbagved. En scene foregår i kongenssoverum, som markeres med sorte ki-ster og en himmelseng, og spillet slut-ter i Danehofsalen med en strålendefest. Virkelig underholdning til kon-gens ære. Der er hanekamp og rid-derturnering.

Man kan kalde Thit Jensens Da-nehofspil for et festspil, men i virke-ligheden er det en trylleformel, og Ny-borgs store troldmand, gymnasielærerGunnar Pedersen, brugte al sin sortekunst til at fremtrylle et eventyr iglans og herlighed, fantasi og roman-tik. Der var ca. 200 på og bag sce-nen, og de medvirkede alle til at førestykket til sejr. Fremhæves må dogRaimon Doltrup som en statelig kongValdemar, Alice Søren Hansen somhans smukke dronning Helvig og As-ger Holm som den svigefulde høveds-mand. Prins Christoffer blev spilletaf Erik Juul, søn af kammerherre Gre-gers Juul. Marsk Stig Andersen Hvidespilledes af forsikringsinspektør PoulPetersen, Lave Gaas af kommuneas-sistent Ove Petersen.

Thit Jensen skrev stykket og for-ærede det kvit og frit til Ungdoms-foreningerne i Nyborg, fordi hun varfascineret af slottet, og fordi Valde-mar var hendes yndling. Hun havdestuderet ham i 16 år, og hun betrag-tede ham som en frihedskæmper.

Kommuneassistent Ove Petersenog et par herrer mere fra NyborgVoldspil tog på besøg i Valby hosforfatterinden for at aftale forskelli-ge detaljer om stykket. Fruen sagdeda med højtidelig stemme: »Og skalvi så drikke et glas vin og skåle på etgodt slotsspil i Nyborg! Jeg har taltmed »Valde«, og han har lovet miggodt vejr i den periode. Medenshun fandt glas frem, bad hun OvePetersen finde to flasker under sen-gen. Rask dykkede han ned og fam-lede sig frem under sengetæppet,hvorpå han fremdrog en natpotte.Thit udbrød da: »Nej, ikke den, dinidiot!«

I indstuderingsperioden boede ThitJensen nu og da hos forhenværendeskoleinspektør og æresborger Johan-nes Høirup, og hvis instruktøren vari tvivl, om høvedsmanden skulle kom-me ind fra højre eller venstre, sagdeThit, at hun ville spørge »Valde« omdet om natten, når hun havde spiritis-tisk forbindelse med ham, og næstedag kom hun med svaret.

Premieren var den 6. august 1954,men det øsregnede, og Thit truedemod himlen ved spillets begyndelse,idet hun sagde: »Det ká du ikke værebekendt, Valde!«

112 · NYBORG – FØR & NU 2010

Toppen på kransekagen var, at vortkongepar og to af de søde små prin-sesser, deriblandt vor nuværende dron-ning, overværede forestillingen den14. august.

1954 blev et af de helt store år i dane-hofspillenes historie! Jernbanevæsenethavde nok at gøre med de mange,mange ekstra tilrejsende. »Det er her,det foregår!«. De ord kunne sættesmed flammeskrift over den historiskeby i danehofdagene!

1956: Kristiern IIDen københavnske forfatterinde Gre-the Harboe producerede dette års spil,og medens svalerne i det fine vejrkvidrende fløj rundt over slotsplad-

sen, bød borgmester C.E. Bjerringvelkommen og takkede forfatterin-den for hendes interesse for Nyborg.Hun betegnede efterfølgende Nyborgsom et historisk Oberammergau.

Spillet skildrer i 12 billeder kon-gens liv fra hans fødsel den 1.juli1481 på Nyborg Slot til hans dødden 24. januar 1559 i Kalundborg.Faderen, kong Hans, glæder sig na-turligvis over sin nyfødte søn, overden eneste konge, der er født på Ny-borg Slot, men forfærdes, da han serstørknet blod i den knyttede barne-hånd: et dårligt varsel! Og Chr. II fikganske rigtigt et meget dramatisk liv,både personligt og politisk.

Som ung vicekonge i Norge møderhan i Nonnesæter kloster den unge,smukke Dyveke Willums, som kom-

DANEHOFSPIL I NYBORG · 113

Fig. 9. Kongeparret og de to ældste prinsesser er på plads foran slottet 14. august 1954. NyborgLokalhistoriske Arkiv.

mer til at spille en stor rolle i hans liv.Han forelsker sig i hende og bringerhende og moderen, Moder Sigbrit,med til København.

Senere ægter kongen den kun fjor-tenårige kejserdatter Elisabeth af Bur-gund, men denne barnebrud forstårham ikke; det må nærmest betegnessom et politisk arrangeret ægteskab.Høvedsmanden Torben Oxe læggeran på »den lille due«, og senere bæresde berømte kirsebær ind i Dyvekesstue, hvor fru Sigbrit sysler med død-bringende gifte. I en smuk og bevæ-gende scene skildrer Dyveke sin læng-sel efter at betro kongen nyhedenom det lille barn, hun bærer undersit hjerte og den fortvivlelse, der gri-ber hende, da hun erfarer, at dron-ning Elisabeth venter en tronarving.Dyveke forgifter faktisk selv de kirse-

bær, hun spiser. Hun dør, men Tor-ben Oxe, som bragte bærrene, døm-mes og henrettes.

I stykket vises også det berømteblodbad i Stockholm i form af skyg-gevirkninger på slottes facade; vi hø-rer om fangenskabet i Sønderborg ogom kongens død.

Anmelderen Jean Hansen5 skrev:

»I den stjerneklare aften fulgte pub-likum levende interesseret spillets gangindtil den sidste gribende scene, hvornogle bønder bar kongens lig bort ifakkelskær, medens stjerneskuddenefaldt og korset lyste på slottets mur.Musikken i stykket blev brugt til atunderstrege stemninger. Ved kongensvielse hørtes en fantasi og fuga fororgel af Bach. Englens tilsynekomst i

114 · NYBORG – FØR & NU 2010

Fig. 10. Raimon Doltrup (i. m.) giver på fornem vis udtryk for kongens skiftende sindsstemnin-ger. 1956. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

DANEHOFSPIL I NYBORG · 115

Fig. 11. Dyvekes (Lena Arnold-Larsen) død. 1956. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Fig. 12. Wammens storslåede dekoration til Kristiern II 1956. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Dyvekes dødsscene blev ledsaget af1. sats fra Francois Couperins værk»Le parnasse ou l’apotheose de Co-relli«. Ved kongens død hørtes enadagio for strygere og orgel af Toma-so Albinoni, og slutningssangen varden gamle ørnevise«.

Nyborgs amatører havde atter levereten fremragende præstation under in-struktion af navnkundige GunnarPedersen. Assistent Raimon Doltrupydede igen en fantastisk præstation,nu som Chr. den II. Den mand kun-ne åbenbart spille hele kongerækken.Med malmfuld røst og varieret mi-mik gav han udtryk for kongens skif-tende stemninger.

Fru landsretssagfører Boe-Hansenvar en statelig dronning Kristina,kommuneassistent Ove Petersen varen interessant og myndig kong Hans.Fru Lena Arnold-Larsen spillede ensmuk Dyveke. I andre markante rol-ler så man Alice Søren Hansen sompigen Elsa, overlærer Anton Johansensom Sveriges myndige ærkebiskop, og»ørnevisen« fremførtes smukt af cy-kelhandler Johs. Jensen.

Belysningsmester var installatørNiels Hansen, sminkør var frisør-mester Chr. Marin Pedersen og for de-korationen stod nyborgmaleren AkselWammen.

1971: Drama på slottetDet sidste danehofspil til dato blevopført foran Nordens ældste verdsli-

ge bygning i 1971. Byen og slottetfejrede jubilæum. Slottet blev 800 år,byen 700. Nyborgs bystyre med borg-mester Børge Jensen i spidsen satsedepå noget ekstraordinært.

Den mangeårige instruktør, ErikBent Svendlund, fik til opgave atskrive selve stykket, og spillenes diri-gent, Uffe Agerschou, skulle kompo-nere musikken. Instruktøren gennem-trævlede gulnede ark og Palle Lauringslevende historiebeskrivelser. Det van-skelige var i virkeligheden at plukkeud fra byens spændende og dramati-ske historie, men efterhånden snæv-rede stoffet sig ind til først og frem-mest at handle om svenskernes be-sættelse af Nyborg og de deraf føl-gende voldsomme begivenheder forbyens borgere – bl.a. slotsbranden.Man kunne også opleve en hæng-ning (Gitte Lundemann). Arne Lun-demann kom i den forbindelse medfølgende replik: »Erik, hvad skal duhave for at pille lidt ved teknikken,så hun bliver hængende?« Man så etkatolsk bryllup, jagtscener, kongen,marsken, drosten, gejstlige, borgereog bønder. Men til slagscenerne mel-lem danske og svenske soldater hav-de man alt for få mænd. Hvad skulleman stille op? Det var jo soldater,man manglede, så hvorfor ikke spør-ge på kasernen i Odense? Soldaternevar ikke særlig villige til at tage tilNyborg hver aften for at lade sig slagtesom »jävla svenskar«. Men instruk-tøren medbragte ganske snedigt ottelækre dansepiger i can-can-kostumer,

116 · NYBORG – FØR & NU 2010

som snoede sig i en fyrig dans foransoldaterne. Herefter var der ingenproblemer med at få dem til at mel-de sig. De fik fægteundervisning påkasernen og blev fragtet frem og til-bage hver aften i bus.

En speciel rolle i »Drama på slot-tet« spillede Arne Lundemann, derjo er et legebarn af de helt store, sådet var jo nok ikke tilfældigt, at hanhavde fået Narrens rolle, der rumme-de megen alvor og underfundighed,hvilket Arne til fulde forstod at ho-norere.

Det blev en pragtfuld forestilling,men ved generalprøven så det ikkegodt ud. Intet fungerede tilfredsstil-lende, timingen var håbløs. Det var

også et kæmpe maskineri, der skullefungere med lynhurtige omklædnin-ger i kælderen under slottet, hvorman stod og sang ind i mikrofoner,medens man fulgte dirigentens takt-slag på et lille fjernsyn. Kaos!! Per-sonligt har jeg hørt skideballer afkortere eller længere varighed i minemere end tyve år i voldspillene, mendenne aften strakte »ballen« sig overca. et kvarter, og aldrig har jeg hørtså mange kraftudtryk, eder og forban-delser – alle fik på puklen. Byen hav-de ofret en masse penge på denne fo-restilling! Kongen og dronningen ogen masse prominente skulle komme imorgen! Nyborgs ære stod på spil!Klokken var nu hen ad 11 – og da

DANEHOFSPIL I NYBORG · 117

Fig. 13. Arne Lundemann som kongens nar. 1971. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

lød de berømte ord: »Og så tager vihele lortet en gang til! Tag jer sam-men, for satan! »Derefter slog instruk-tøren fuldstændig om og skamroste altog alle. Det gav mod og selvtillid, ogtingene begyndte at fungere. Da klok-ken var ca. to om natten, var vi færdi-ge med anden gennemspilning, mennu vidste vi, at vi kunne stykket, ogat tingene hang sammen. Næste dagfik vi en flot og dejlig premiere –men pyha!

Svendlund skriver i sin bog »Lykke-lig voldtaget gennem 25 år«, at kongFrederik dirigerede ouverturen, mendet passer nu ikke, jeg sad selv i or-kesteret og spillede bratsch den som-

mer. Det var sikkert meningen, athan skulle have gjort det, men kongenviste allerede her i sommeren svag-hedstegn rent helbredsmæssigt, og handøde i januar 1972. I pausen var hanpå Danehofkroen og fik overrakt etpartitur og en forgyldt dirigentstok.Dronning Ingrid betroede i pauseninstruktøren, at forestillingen over-steg, hvad hun havde turdet forventeaf amatører. En af disse var for restenærkebiskoppen, advokat Rune Wil-ladsen, der spillede en betydningsfuldrolle, om end den ikke var ordrig.Han sad hele tiden og bladrede i sinepapirer med megen iver og et luntsmil om munden. Svendlund bad re-

118 · NYBORG – FØR & NU 2010

Fig. 14. Atter kongeligt besøg. 1971. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

gissøren om at se efter, om det varrollehæftet, han studerede så ivrigt,for nu måtte han da snart have lærtde par replikker. Regissøren vendtetilbage og sagde med et stort smil:»Det er sgu’ ikke rollen, Erik. Det erHudibras!!«

Nyborg Voldspil havde atter ydeten bemærkelsesværdig kraftpræstati-on, og det store spørgsmål er, om dermon nogensinde kommer et dane-hofspil foran vort gamle slot igen?Man kan jo håbe!

DANEHOFSPIL I NYBORG · 119

1 Det var faktisk ikke det første friluftsspil på Nyborg Vold. I 1935 opførtes en vaudeville afGunnar Pedersen om begivenhederne i 1808, men af en eller anden grund regnes det ikkemed i rækken af friluftsspil.

2 Anmeldelse i udklipssamling på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.3 Fyens Stiftstidende 6. august 19524 Fyens Stiftstidende 7. august 19545 Svendborg Avis 11. august 1956