36

ASKOVFONDEN KBH+

…OG SÅ SAGDE JEG: Prøv at høre Pia. Jeg er

glad for dit tilbud, men

jeg takker nej, for jeg vil gerne have en god uddannelse, så jeg

kan tjene penge, få en god løn og forsørge min familie.

Jeg har kæmpet hårdt for at nå hertil, og jeg aner ikke, hvad

Novo Nordisk er for noget”. Murtadha Issa (født 1992), der som

attenårig blev kontaktet af MATCH med henblik på at deltage i

et undervisningsforløb, som forberedelse til en læreplads i Novo

Nordisk, ler højlydt ved tanken om, hvad han nær var gået glip af.

Murtadha er opvokset på Nørrebro, hvor han, som barn af

flygtninge, kom til som femårig. I de tidlige år i Bagdad var der

kun råd til et måltid om dagen til ham og hans to lillesøstre, så

forklaringen på, hvorfor familien skulle flytte til Danmark var, at de

skulle forbedre deres vilkår. Murtadha var dengang uvidende om,

at hans far led af sukkersyge, en sygdom der - kort efter ankomsten

til Danmark - kostede ham livet.

Det var rimelig hårdt. Det, at du mister din far i et fremmed land,

det betyder meget, og jeg kendte ham ikke særlig godt. Jo, jeg kan

huske, at vi gik på Nørrebro sammen, jeg gik ind i folk og så sagde

min far: du skal altså lære at respektere andre folk. Du skal ikke gå

ind i dem. Giv dem noget respekt og du vil få respekt igen. Det er

det eneste, jeg ligesom har tilbage fra ham. Ved at følge det råd

synes jeg selv, at jeg når rigtig langt. Det er nok det bedste råd, jeg

har fået i mit liv.

Men dengang min far døde, kunne jeg ikke dansk, min mor gik

ned med depression og det betød, at jeg rent faktisk blev hidsig,

aggressiv, så den eneste måde jeg kunne kommunikere på var

FRA ZERO TIL HERO

via næver. Jeg begyndte at slås rigtig meget, jeg kunne ikke styre

mig, og hvis jeg følte at mine søstre blev truet, så ville jeg forsvare

dem, beskytte dem. Selvom jeg kun var fem år gammel, så var jeg

manden i huset.

Allerede i en ung alder kan jeg huske, at jeg var ude og handle,

ordne vaskeri og være tolk for min mor. Det første arbejde fik jeg, da

jeg var tretten. Alle pengene gik til min mor. Jeg prøvede at hjælpe

og støtte, for jeg vidste godt, at vi havde det hårdt økonomisk. Min

mor levede af bistand, så det var ligesom op til mig. Jeg var ikke

den mest forkælede blandt vennerne. Det var jeg lidt ked af. Mine

kammerater fik jo alt, hvad de pegede på af deres forældre, og jeg

stod bare og kiggede på. Når vi for eksempel skulle ud og spise,

det drejede sig om tredive kr. til en shawarma, så kunne jeg ikke gå

hen til min mor og bede hende om penge, og så var det altid mine

venner, der skulle lægge ud for mig.

Jeg må indrømme, at der har været tider, hvor jeg har været fristet til

at gøre nogen ting. Hvad hvis nu jeg solgte hash ligesom alle mulige

andre? Så kunne jeg skaffe penge til min familie, forsørge den på

den måde, gå den nemme og hurtige vej. Det har jeg været fristet til

mange gange, men det har altid siddet i baghovedet, at det måske

ikke ville ende godt. Hvis jeg forsvinder, så kan de ikke klare sig alene. Jeg turde bare ikke tage det skridt. Konsekvenserne for min

familie. Det turde jeg bare ikke. Jeg tænkte på, hvordan min mor

ville reagere, hvordan hun ville have det, hvis ja, hendes søn sad

i fængsel. Og hvordan ville mine søstre reagere, når nu jeg skulle

være et forbillede for dem.

Efter tiende klasse var Murtadha overbevist om, at HTX ville være

vejen frem i livet. Dog lod han sig, med løfter om mentorordning og

37

ASKOVFONDEN KBH+

læreløn, overtale til at give MATCH projektet en chance.

Selvom jeg først takkede nej, valgte jeg alligevel at følge deres råd.

Jeg mødte op i en kælder i AskovFonden i pænt tøj, men det så

ikke særlig godt ud, jeg havde altid det samme tøj på, og så mødte

jeg alle de andre rødder. Og jeg tænkte: okay, hvor er jeg havnet

henne? Det her er jo ikke, det er jo ikke Novo Nordisk, hvad er det

her for noget? Altså, det er jo en flok unge fra Mjølnerparken og

Blågårdsgade, jeg ved ikke hvad… Lundtoftegade, jeg tænkte, okay!

Jeg giver det alligevel et skud, jeg giver det et skud.

I MATCH skulle jeg først svare på, om jeg havde været afhængig af

hash og narko, om jeg havde lavet kriminalitet, men jeg svarede jo

nej til det hele. I starten skulle vi bare lære hinanden at kende. Der

havde vi det sjovt. Vi spiste pizza hver dag, hyggede og spillede

computer efter skoletid, og jeg tænkte, det er jo godt, det er sjovt,

det er hyggeligt. Efterhånden blev det strammere. Vi skulle lære at

opføre os ordentligt, komme til tiden og lave vores opgaver.

Efter et halvt år kom jeg i ”snusepraktik” i Novo Nordisk og jeg

tænkte: det er sgu da pænt stort det her. Vi skulle ud og forstå,

hvad Novo Nordisk faktisk stod for, prøve at arbejde i forskellige

afdelinger. I starten var jeg lidt bange for, hvordan de ville reagere

over for sådan nogen som os, med alt det man hører i medierne,

det var jeg urolig for. Tøjet var helt anderledes. Her gik alle rundt

med slips og jakkesæt og så kom vi, os fra MATCH, med det tøj

du ser på gadeplan. At jeg har sort hår, og er mørk i huden kunne

jo have betydet, at jeg var blevet behandlet på en helt anderledes

måde, men nej. Sådan var det ikke! Det var ellers det jeg gik rundt

og troede, fordi jeg aldrig før havde været på en rigtig arbejdsplads

som denne her. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle falde ind, hvad

jeg skulle tale om omkring frokostbordet. Men jeg stillede en hel

del spørgsmål. Ja, jeg drev dem faktisk til vanvid med alle mine

spørgsmål. Jeg var nysgerrig, og det synes de var lidt sjovt, for

nogen af tingene havde de ikke en gang selv styr på. Vi havde

åbenbart gjort et rigtig godt indtryk, så lige pludselig fik jeg faktisk

tilbudt en læreplads i Peoples support. Jeg var jo helt oppe og flyve

– lykkelig! Jeg tænkte: hvornår kommer min første løn?

38

ASKOVFONDEN KBH+

Det, at jeg startede i Novo Nordisk, har gjort rigtig meget for mig.

I løbet af de tre år, der nu er gået, er der er sket en masse. Der er

først og fremmest det med økonomien. Nu kan jeg hjælpe familien,

især min mor. Når hun har betalt sine regninger, er hun på minus.

Så er det jo min opgave og sætte den på plus igen. Mine søstre

spørger om penge, og jeg kan sige værsgo’, og når jeg går ud

med mine kammerater og spiser, så er det mig, der giver!

Dengang jeg startede i MATCH mente mine venner, at det var dumt af mig,

men når jeg møder dem i dag og fortæller dem, at jeg arbejder i Novo

Nordisk, så siger de, hvad gør du? Hvordan er du kommet derhen?

Det er jo det, vi alle sammen har drømt om. At det er der jeg er,

bliver de lidt overraskede over. Det har lært mig, at man lægger

planer for fremtiden, men man aner ikke, hvordan den kommer til at

se ud. Pludselig sker der noget, man får en mulighed, som man bare

39

ASKOVFONDEN KBH+

ikke kan sige nej til. Man er nødt til at ofre noget, man er nødt til at

træffe svære beslutninger, men så er det også op til en selv at gøre

den god.

Fælles for os, der har klaret den, er egentlig bare, at vi har været

åbne for nye udfordringer. Vi har været klar til at forandre os og sige:

nu har vi et arbejde. Vi kan se, at alle omkring os har økonomiske

problemer, men nu er vi sikrede, og så har vi også bare at holde

fast i det. Sørge for at vi ikke, ja, at vi ikke skuffer vores forældre,

sådan som vi altid gjorde før. Det med at de siger, det er godt gået

og forældre, der er stolte af en. Det er det, der gør, at du fortsætter,

og samtidig er det også pengene. Nu behøver du ikke gå rundt

omkring, og lave noget kriminelt for at få penge mellem hænderne.

På den her måde er det rent faktisk OK, for du har knoklet for det.

Du bliver mere bevidst og ansvarsfuld overfor de penge, du bruger,

for du ved, hvor de kommer fra, for du har faktisk selv knoklet for

dem, og er klar over, hvad de penge skal bruges til.

Jeg har sagt til mange af dem som bor, dér hvor jeg bor: I har det

jo godt her, I er født i Danmark, jeres forældre arbejder, I mangler

ikke noget og alligevel siger I, at systemet og regeringen er imod

jer. Men i virkeligheden er det jer, der bare ikke gider. Hvis I havde

boet dér hvor I mener at komme fra, så havde I ikke kunnet klare

jer én eneste dag. Det tror jeg ikke på, at I kunne. Så ville I virkelig

skulle finde ud af, hvor meget man faktisk skal arbejde for at få

en skilling. Der er mange, der glemmer at sætte pris på alt det, de

får, de har haft det så godt. Og så bliver de hurtigt påvirkede af de

store, som spiller seje og hårde, og så bliver det bare en gentagelse

- generation efter generation. De tror, det er sejt, fordi de andre gør

det, men de burde indse, at de rent faktisk har potentiale til at nå

langt.

Dengang vi kom til MATCH, ville man ikke tænke, at vi havde

potentiale. Om mange af os ville man tænke, at vi ikke kunne

opnå noget som helst, men det har forandret sig. Nogle af os har

være rimelig slemme. Men, i dag ville du ikke kunne genkende

os. Tøjstilen er forandret, humøret, personligheden. Den måde, vi

ligesom ser på tingene på, på verden, den er fuldstændigt ændret.

Vi er blevet mere åbne overfor verden, og hvordan den egentlig ser

ud. I starten kender du jo kun de mennesker, der er dér, hvor du bor.

De ser hårde ud, men de har sådan en kerne indeni, ja, for eksempel

indvandrere, der hvor vi kommer fra, vi er jo meget hårde udvendig,

men prøv at se det som sådan en kerne, der er hård udvendig, men

blød indvendig. Det er sådan mange indvandrere er. De er hårde

udvendig, i starten, men når du lærer dem at kende, så er de rigtig

bløde indeni, og så vil de gøre alt for dig. I modsætning til hvis det

var en dansker. Der er det omvendt. Han er blød udvendig, men

hård indeni. Man spørger jo ikke en dansker om, hvor meget han

tjener om måneden vel? Der går grænsen. Det er jo personligt, ikke?

Det vigtige er at bore sig igennem den der hårde kerne. Måden du gør det på

det er ved hjælp af tillid og selvtillid. Tillid og selvtillid, det er vejen frem,

fordi de mennesker har ikke særlig meget selvtillid. De tror ikke på,

at de kan opnå noget som helst. De tror, at hvis de ikke har nogen

selvtillid, jamen, så kan de bare gøre, hvad der passer dem, fordi

der er ikke nogen, der tror på dem alligevel, der er ikke nogen, der

tænker på dem. De føler sig nede. Og tillid…ja, igen, medierne har

gjort meget dårligt, og det gør, at tilliden er helt nede. Man stoler

ikke på nogen. Men, hvis du har styr på de to ting dér, tillid og

selvtillid, så får du virkelig at se, hvor deres potentiale ligger, hvor

langt de faktisk kan nå. Ja, det tror jeg er nøglen.

Fra zero til hero, det er mig. Det er dér, hvor du ikke har nok selvtillid

og ingen tillid til nogen, men så sker der noget, du ikke havde

ventet, og så forandrer det hele sig. Jeg føler mig faktisk som en

helt, og dér, hvor jeg bor, føler de også, at jeg er en helt. De synes

jeg er kommet et nogenlunde ordentlig sted hen nu, så jeg betragter

faktisk også lidt mig selv som en helt…hos min mor!.

26

ASKOVFONDEN KBH18+

ET FRISTED I MØRKET

ALI er opvokset på Nørrebro, i et

miljø med en altid lurende risiko

for at havne i bandekriminalitet. Men han

fandt sit fristed i KBH18+ - en klub, der

har givet ham et sted at være væk fra

gaden. Nu læser han finansøkonomi

og vil være revisor.

For drengerøve som os kan det være en

dårlig ting at vokse op på Nørrebro. Vi er

vokset op sammen, har alle boet i samme

område, vi er vant til at samles som

venner. Men det har altid været et skridt fra

bandekriminalitet, for vi har været omgivet

af kriminalitet. Derfor er det meget vigtigt,

at vi har et sted at være, som ligger et

andet sted end på selve Nørrebro. Vores

klub ligger i Ragnhildgade på Ydre

Nørrebro. Alle de unge, der kommer her,

er fra Nørrebro. For os har stedet samme

funktion, som Jagtvej 69 havde for dem,

der holdt til der. Det er vores sted, vi kan

lide at være her.

Vi skal ikke længere hænge ud på gaden,

og det betyder, at vi ikke hele tiden

skal være påvirkede af den kriminelle

atmosfære. Det er en form for fristed eller

helle. Når vores fætre ringer og spørger,

hvor vi er henne, og vi svarer, at vi er i

klubben, så ved de, vi er et sikkert sted.

Klubben åbner klokken 17, og som regel

tager jeg herhen, når jeg har fået fri fra

skole og har lavet mine lektier. Man kan

også hjælpe de andre her. Alle prøver

at hjælpe hinanden. Vi har råderum og

mange muligheder i klubben. Vi kan spille

playstation, computer, billard og se

fjernsyn. Vi kan snakke og spille kort.

Der er træningsrum, hvor vi kan træne.

Et køkken, hvor vi kan lave mad sammen,

hvis vi vil. De fleste af os ved, hvad vi vil.

Der er en del, der går på uddannelser.

Der er mange, der laver noget aktivt.

Nogle har små brødre, der begynder at

komme her, fordi vi kommer her, og så

får de positiv påvirkning herfra. Der er en

gensidig respekt mellem medarbejderne

og medlemmerne. De ved, vi laver ikke

ballade her. Jeg tror, det er den eneste

klub i området, hvor der ikke er blevet

fundet noget ulovligt. Det er i det hele taget

et sjældent syn, at politiet er her. I andre

klubber kan der være proppet med politi.

Vi er meget frie herude. Vi deltager ofte i

sociale arrangementer med for eksempel

Projektakademiet og Bolsjefabrikken,

og på den måde møder vi andre slags

mennesker, og får en varieret påvirkning.

Vi får lov til at være os selv, og får også lov

til at tage på tur, det er rigtig rart. Når jeg

fortæller om stedet, skulle man næsten tro,

vi er en isoleret ø, men det er vi jo ikke, vi

27

ASKOVFONDEN KBH18+

28

ASKOVFONDEN KBH18+

får bare set en anden form for samfund

end det, vi er vokset op i. Der er mange

unge mennesker, der kommer herover i

weekenderne, så man lærer mange sjove

mennesker at kende. Vi er nærmest en

forsamling af normale mennesker! Jeg

kan virkelig godt lide ham, der er leder i

klubben. Han kender jo os allesammen fra

vores barndom. Han har også selv boet

på Nørrebro med sin familie. Jeg kender

ham, for to af hans nevøer boede i vores

gård. Han kan sit kram. Han giver os, hvad

vi vil have på den gode måde. Han er ikke

bare sådan ’ja ja’. Han forholder sig til

det, vi gerne vil, og går ind i, hvordan vi

kan realisere det. Når vi vil noget, skal vi

kæmpe for det. For eksempel ville vi gerne

på en tur. Så sagde han, vi måtte yde

noget for det. På den måde blev vi engagerede

i en projektdag, der hed ’Change Your Hood’.

Det var i april 2013. Der var blandt andet

29

en workshop og en gadefest på det, der

hedder KTK-grunden i Ragnhildgade, og

bagefter musik på Bolsjefabrikken. Vi var

med i den sociale del af arrangementet.

Vi stablede et folkekøkken på benene

med stole og borde udenfor, hvor vi stegte

bøffer og lavede burgere. Vi lavede en

vandpibecafé, og folk kunne også købe

kaffe og kage. Det var en kæmpe fest og

rigtig hyggeligt. Så på den måde gjorde

vi os fortjent til at tage på tur. Vi gjorde en

indsats, og så fik vi lov. Alle var glade.

Det er jo også et sted, hvor man bliver

motiveret til at gå i gang med en

uddannelse, og det er jeg også. Jeg læser

finansøkonomi. Den åbner for, at man kan

blive bankrådgiver eller ejendomsmægler

eller revisor eller noget med økonomisk

rådgivning. Faktisk åbner det alle dørene

til alt i erhvervsbranchen. Jeg lærer en

masse om finanspolitik, skattelovgivning,

skatteregler og fradragsregler. Jeg kan godt

lide det, fordi det er meget praktisk anlagt,

altså hvordan økonomien egentlig påvirker

os. Det er rigtig spændende. Min drøm er at

blive revisor. 100 procent. Der er ikke noget

federe i mine øjne. Tænk at komme på

arbejde i jakkesæt. Det er bare lige min stil.

Klubben har givet mig virkelig meget, og

det er et sted, vi passer godt på. Her er

en god fællesskabsfølelse. Den kommer

helt automatisk. Det er, som om der er en

speciel aura omkring stedet. Den er dannet,

uden at man har mærket det, men det

kommer meget inde fra os selv, tror jeg.

Den er blevet en slags lys i mørket, og på den

måde har jeg været heldig. Hvis den ikke

havde været her, kunne det jo meget nemt

været gået en forkert vej, når man tænker

på, hvor jeg kommer fra.

ASKOVFONDEN KBH18+