3

- m

edle

msb

lad

for D

ansk

e Bø

rne-

og

Ungd

omsf

ilmkl

ubbe

r

DANSKEBØRNE- OG UNGDOMSFILMKLUBBER

PRÅS

ENPR

ÅSEN

2013

PRÅSEN- medlemsblad for Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber

PRÅSEN · Nr. 3 · Oktober 2013

Forsidefoto: Antboy.Med Antboy er den førstedanske superhelt kommet i biografen. Og vi har fået en superheltefilm til visning i klubberne, vi kan være bekendtat tage op. Genrefilmen får såtilpas mange vrid, at den bliver interessant at følge. Nimbus Film

DaBUF’s Nyhedsbrev udgives af:Landsforeningen Danske Børne- og UngdomsfilmklubberTagensvej 85 E, 1. sal, 2200 Kbh. NTlf.: 33 21 41 76Fax: 33 21 41 60www.dabuf.dksekr@dabuf.dk

Pråsen udsendes fire gange årligt til samtlige medlemsklubber, bestyrel-ser og samarbejdspartnere.

Ansh. redaktør: Kim BruunRedaktør: Marc HonoréI øvrigt i redaktionen: Karen Damm Obel, Mads Würtz Gammelmark,Mette Wolfhagen Linnebjerg, Liselotte Bjerg

Layout: Japi-FormTryk: Trundholm Tryk, VigOplag: 600 eksemplarerDistribution: DaBUFISSN-nr.: 1603-2519

Næste nummer udkommer december 2013. Deadline: 23. november

2

Goddag og farvel. En gåraf og en anden kommer til.Sekretærerne på Tagensvejholder vagtskifte.

Når en god idé eller et fantasifuldt projekt tilfremme af børns adgang til filmklubber mang-ler penge, er DaBUF glad for at give et bidrag.Læs hvad Hodja fik ud af de-res tilskud, og overvej om je-res klub har en god idé, somfortjener en økonomisk hånds-rækning.

Hvem skal pigerne spejlesig i, når de ser film? Buster Filmfestival gør enindsats for at finde filmmed piger i hovedroller-ne, men det er ikke uproblematisk.

Har de populære film fortjent deres let blakkede rygte? Ellerkan man forestille sig, at de haren berettigelse ud over den umiddelbare underholdning? Ny serie skydes i gang med en diskussion af såkaldte kunstfilmoverfor de lettilgængelige.

4-5

15

10-11

6-7

3

Inden hun døde, havde Tina lykkelig-vis sat nogle ting i værk og udtrykt si-ne forhåbninger for DaBUFs fremtid.Noget er i gang med at blive realise-ret, andet tager længere tid at få påskinner. Men i bestyrelsen er vi for- trøstningsfulde i forhold til at fort sæt-te arbejdet i foreningen i Tinas ånd.

En af de sidste ting, Tina ytrede ønskeom overfor bestyrelsen, var, at derskulle nedsættes et udvalg med denopgave at se på vores generalfor-samlinger. Hvordan kan de optime-res, hvordan sikrer vi en debat, somholder os på tæerne og øjnene rettetmod mål, vi finder væsentlige. Skalformen være anderledes? Kan vi fåflere til orde? Den slags spørgsmålskulle udvalget tage op, og gernekomme med nogle begavede svar på.

Kærligt-drillende blev udvalget kaldtSøren Hansen-udvalget. Enhver, somhar deltaget i en generalforsamling iDaBUF, vil vide, at Søren Hansen fraHerlev er insisterende på den demo-kratiske proces. Alle skal have mulig-hed for at blive hørt og hver lilledetalje skal vendes. Uanset hvad manellers måtte mene, er det sundt for enforening at have folk som Søren Han-sen. Nogen, der holder på formaliaog som tvinger os andre til at gøre osmere umage.

Søren Hansen-udvalget har haft sitforeløbige eneste møde, og er kom-met med en række anbefalinger til atforbedre generalforsamlingerne; dis-se forbedringer går lige fra, at alleskal sidde sammen i gulvhøjde, til atder skal indlægges ’summe-pauser’,hvor deltagerene har mulighed for at

tale sammen og tage stilling til be-slutningspunkter.

Visionerne for DaBUF, som Jan Hel-mer var med til at klargøre og udstik-ke, er et fast punkt på bestyrel ses-møderne. Bestyrelsens ambition er atpræsentere en sammenhængendehandlingsplan på næste landseminar.

Et andet projekt Tina var med til atudtænke var, at DaBUF i samarbejdemed Judith og Ulrich Breuning samtvores senest tilkommende arbejdsbi,Kine Bjaaland Dahl, skal samle dan-ske, svenske og norske unge til at la-ve film på Filmfabrikken på Møn.Oprindeligt var tanken, at det skullevære sket i den forløbne sommer –og projektet er endog blevet begavetmed 100.000 kroner fra Nordisk Kul-turfond – men af forskellige årsager,er Nordic Film Camp udsat til juli2014. Håbet er, at DaBUF til den tidvil stille et antal unge med interessefor at skabe film. Mere om dette på etsenere tidspunkt. Dog er første etapeaf projektet allerede løbet af stablen:I efterårsferien var 12 unge samledepå Filmfabrikken for at gøre sig erfa-ringer med konceptet. Erfaringernefra dette ’pilotprojekt’ skal bruges tilat optimere filmcampen til næste år.

Også vores mangeårige sekretær, Li-selotte Bjerg, har vi måtte tage af-sked med. Heldigvis på en glædeligbaggrund; Liselotte vil nyde sit otiumtil gavn og glæde for såvel ægte mandsom for prydhaven hjemme i Hørs-holm.

Til alt held har vi stadig vores altidvenlige, imødekommende og særde-

Dengang jeg var næstformand i Da-BUF, havde jeg det som blommen iet æg. En stærk formand med visio-ner og handlekraft foran mig, og engod, ambitiøs bestyrelse bag mig.

Den kommende formand og den nyebestyrelse vil efter valget i foråret ha-ve et spændende arbejde foran sig.Visioner skal føres ud i livet. Klubberskal etableres og fastholdes. Alskensnye platforme skal integreres i voresmåde at tænke filmformidling på. Ognye generationer af børn og unge stårpå spring til at blive serviceret af vo-res klubber ude i det ganske land.Med ønsket om et godt og givtigt for-eningsår.

Kim Bruun

Leder

les kompetente sekretær, Janne Fla-tau siddende på sekretariatet. UdenJanne (og tidligere Liselotte, nu Ki-ne), kunne vi godt lukke biksen.Klubberne ville ikke kunne blive ser-viceret i et omfang og med en smi-dighed, som vi alle er blevet forvæntmed.

Som verden ser ud lige nu, forestillerjeg mig, at jeg stiller op til for-mandsposten i DaBUF, når vi holdergeneralforsamling i weekenden 25.-27. april 2014. Men hvis der er no-get, jeg har lært, siden jeg sidst såTina i april i år, er det, at man skalvære forsigtig med at tage noget forgivet.

Ny formand – samme procedureVed Tina Just Hahns pludselige og alt for tidlige død faldt det i næstformandens lod at tage over og blive formand for DaBUF. Meget er lagt fast, så Kim Bruuns aftryk på foreningen frem mod næste landsseminar bliver begrænsede

Kim Bruun. Foto: Kirsten Østergaard Nielsen

Afsked med en institution

4

I næsten 25 år har Liselotte Bjergværet en uomgængelig del af DaBUF.Og heldigvis for det. Ingen har væreti kontakt med Liselotte uden at havefølt sig behandlet med udsøgt ven-lighed og største respekt.

Men den 13. september var det slut.Liselotte holdt afskedsreception foralle os, som har været i kontakt medhende gennem hendes arbejde.Fremmødet vidnede om respekt ogveneration for den afgående sekre-tær. Gæsterne talte klubfolk, udlejere,bestyrelsesmedlemmer, kolleger, DFI-,SDF- og DFM-repræsentanter samtto tidligere og en nuværende lands-formand for DANSKE BØRNE- ogUNGDOMSFILMKLUBBER

Flere talere var inde på, at Liselottehar sine bestemte meninger om tin-gene, og at hun afgjort ikke holderdem for sig selv. Hvilket jo også er etvidnesbyrd om den respekt, Liselotteomfatter sine medmennesker (og ar-bejdsgivere) med; kun menneskerman respekterer, fortjener at blivesagt ret imod.

Tak for alt.Liselotte Bjerg blev begavet medbetænksomhederog hilsner fra både nær og fjern

Kagen med hvilken Liselotte blev sagt ret farvel. Foto: Kirsten Østergaard Nielsen Liselotte og Hans Christian Bjerg. Foto: Kirsten Ø

Liselotte med nuværende landsformand Kim Bruun. Foto: Kirsten Østergaard Nielsen

5

Derfor vil Liselotte blive savnet somen institution i vores institution. Hen-de, som holder os ved jorden, når vibliver for vidtløftige. Leksikonnet, vikan spørge, når vi er i tvivl om histo-rik eller formalia.

Og dog. Som den gamle cirkushestLiselotte er, har hun indvilget i fortsatat være en del af Pråsens redaktion.DaBUF og Liselotte Bjerg slipper så-ledes ikke hinanden helt og fuldt.Mon ikke også man kan være heldigat træffe Liselotte til et fremtidigtfilmgennemsyn(?)

Fra bestyrelsen lyder et foreløbigt ’takfor kampen’. Vi glæder os til næsterunde.

Det stred mod flere af de tilstede-værendes principper. Arme skulle vri-des om på ryggen. Og store behåredekameler skulle med møje og besværfordøjes. Men bestyrelsen endte medat blive enig. Det skulle være KineBjaaland Dahl. Vi var alle enige om,at vi gerne ville ansætte Kine per 1.september, men formaliteterne var enanstødssten.

På den ene side tilsiger al god skik, atstillingen skulle slås op, således at vi

kunne vælge den bedst egnede (somvi alle var enige om, nok ville væreKine). På den anden side risikeredevi, at Kine ville finde sig et andet job,hvis vi ikke ansatte hende, indennogle andre fik den samme brillanteidé.

Det sidste argument vandt, og besty-relsen aftalte allerede i begyndelsenaf maj, at Kine skulle tiltræde en stil-ling hos DaBUF, når efteråret be-gyndte.

Ungt blod på TagensvejKaster man et blik ned over Kines im-ponerende cv, vil man snart opdage,hvorfor bestyrelsen valgte at kaste alfornuft over bord og sætte hele puljenpå Kine.

Tidligere var Kine en højt skattetmedarbejder på Salaam Film & Dia-log, placeret lidt nede ad gangen iforhold til DaBUFs sekretariat. Og detvar gennem mødet med vores dygti-ge og imødekommende sekretærer,at Kine først kom til at arbejde for os.I sit unge liv har Kine nået meget. Ik-ke mindst har hun været involveret iproduktion af såvel dokumentar- somfiktionsfim.Kines kompetencer er ubestridelige,og i bestyrelsen er vi sikre på, at I iklubberne vil blive mindst lige så gla-de for hende, som vi er.Det er med glæde og stolthed, vi by-der Kine velkommen i vores midte.

-bestyrelsen

Velkommen til. Kine Bjaaland Dahlhar tiltrådt en stillingpå sekretariatet, ogbestyrelsen er overbevist om, at hun er det heltrigtige valg

Østergaard Nielsen

6

Hvad går pengene til, nårDaBUFs fokus-udvalg giver enhåndsrækning til en klub med ambi-tioner om at givegode oplevelser til børn med behov for dét?

En filmklub for byens børnHODJA BIO bygger på et ønske om at skabe et lokalt frirum, hvor Københavns børn kan mødes på tværs af social, etnisk og kultu-rel baggrund og sammen se film, der sætter skub i fantasien, giver stof til eftertanke og skaber god grobund for nye venskaber.

Hodja blev født som en lokal filmklubpå Nørrebro med fokus på at enga-gere børn fra 3.- 5. klasse med andenetnisk baggrund i filmklub-traditio-nen. Til at begynde med var klubbenet samarbejde mellem Salaam ogDaBUF repræsenteret ved landskon-sulent Jan Frydensbjerg og en enga-

geret frivillig bestyrelse af unge men-nesker, der efter et års tid tog deførste skridt på egne ben. Siden har viløbende fået nye, friske kræfter i be-styrelsen, og Hodja Nørrebro Børne-filmklub blev sidste år til Hodja Biomed flere lokale filmklubber rundtom i Københavnsområdet med hverderes valgte bestyrelser.

Denne sæson åbner Hodja derfordørene op både i Empire Bio påNørrebro, på biblioteket på Renteme-stervej i Bispebjerg og på biblioteketi Ørestaden. Hver filmklub har sinegen bestyrelse, mens en fælles ”mo-der-bestyrelse” varetager fælles be-slutninger såsom valg af film, grafiskudtryk og fælles events. Målet har frabegyndelsen været, at hver filmklubskal være lokalt forankret og spejle

lokalområdets mangfoldighed ogunikke stemning. Den lokale kontaktvil vi således blive ved med at stræbeefter, selvom vi er vokset som fællesorganisation.

Vokseværket skyldes, at gode børne-film fra alle verdenshjørner har vistsig som en eminent måde at vise bør-nene verden gennem hinandens ogandres øjne – og så har Hodja gjortsig den vigtige erfaring, at filmenefungerer allerbedst, når de ledsagesaf en event og en engageret indleder,der så vidt muligt forbinder filmenmed børnenes egen hverdag. Hodjasfilmvisninger har derfor budt på altfra bjørnebesøg til mavedansere, afri-kansk trommekoncert og animationsworkshop samt flere danske instruk-tører og skuespillere. Instruktører og

skuespillere har indledt filmene ogværet med til at levendegøre histori-erne for vores klubmedlemmer. Dehar hjulpet til at skabe debat og ef-tertanke og lede fantasien fra bio-grafmørket og ud i børnenes egenhverdag.

Hodja Bio modtog sidste år en bevil-ling fra Fokusudvalget i DaBUF. Den-ne bevilling skulle gå til at øge voresfokus på ressourcesvage børn og børnmed anden etnisk baggrund. Penge-ne blev brugt på at give 10 børn fraAsylcenteret Kongelunden samt enpigeklub på Blågårdsplads gratismedlemskaber til Hodja Bio, da dissebørn ikke selv har midler til at betale,og ej heller overskud til at engageresig, uden at de bliver guidet af envoksen, der udviser stort nærvær og

En velbesøgt sæsonåbning med bueskydningskonkurrence. Foto: HODJA Nørrebro Børnefilmklub

7

overskud. Vi brugte desuden pengenetil at dække en øget hverveindsatsmed et stort antal programmer ogplakater for at nå ud til de børn, somvi ønsker skal blive en del af Hodja.Det kan være en rigtig svær mål-gruppe at nå ud til, da børn med an-den etnisk baggrund ikke uden enøget indsats engagerer sig i det dan-ske foreningsliv, hvis strukturer eruvante for dem. Og netop forenings-livet er på mange måder en helt af-gørende vej til at blive en del af detdanske samfund. Det samme gældersvagt stillede børn fra ressourcesvagefamilier, der ikke har det overskud,som det også kræver at engagere sigog deltage aktivt i en forening.

Glæden ved at opleve, hvordan isærasylbørnene fra Kongelunden har ta-get del i Hodjas film og aktiviteter,har været meget livgivende. Dissebørn er normalt afskåret fra sådanne

oplevelser, som mange danske børnser som en helt naturlig del af dereshverdag. Den måde, hvorpå de hartaget filmene ind under huden. Så -dan som de har deltaget i de efterføl-gende debatter sammen med deandre børn. Konstateringen af, at dehar hygget sig under de aktiviteter, vihar programlagt i forbindelse med fil-mene. Alt dette har været en ubeskri-velig stor oplevelse – både for os ogfor dem. Hodja Bio takker derfor Da-BUF for støtten og opfordrer kraftigtandre filmklubber i Danmark til at fo-kusere på denne gruppe af børn sommedlemmer. Vi skylder alle at gøre enekstra indsats for, at denne gruppe fårmulighed for at tage del i de glæder,som er en filmklubs fornemmeste målat skabe for børn fra alle lag og allekulturer.

Marie Louise Poulsen og Tone Mygind Rostbøll,

HODJA Nørrebro Børnefilmklub

Tone Mygind Rostbøll viser, hvordan en bue skal spændes. Foto: HODJA Nørrebro Børnefilmklub

Nyindskrevne medlemmer. Foto: HODJA Nørrebro Børnefilmklub

En stolt modtager af et diplom. Foto: HODJA Nørrebro Børnefilmklub

Konceptuelle metaforer 24 gange i sekundetFilm bevæger sig på en hårfin balance af sandhed og løgn. Metaforer kan på samme tid fremme og forplumre forståelsen

Af Marc Honoré

8

Den franske filminstruktør Jean-LucGodard udtalte engang: “Film ersandhed 24 gange i sekundet - oghvert et klip er en løgn”. Mens denamerikanske filminstruktør JamesCameron, for ikke helt så længe ti-den, udtalte: “Film er løgn 24 gangei sekundet. Præmien går til dem, dergør fantasien mest virkelig”. Beggeudsagn må nok kategoriseres somekstremer, og den virkelige sandhedom film befinder sig nærmere et stedmidt i mellem. En film må rettere be-tragtes som en metafor, der hjælperos med at give et perspektiv på et gi-vent emne - uden at repræsenterehverken sandhed eller løgn i absolutforstand. Dette er en middelvej, derikke bare gør filmmediet yderst inter-essant som udtryksform, men også,på sin vis, er årsagen til, at en film -oplevelsesformidlende organisation,som DaBUF, overhovedet eksisterer.

I den, i hvert fald i DaBUF-sammen-hæng, meget omdiskuterede filmDrengen i den stribede pyjamas bli-ver middelvejen mellem absolutsandhed og absolut løgn meget ty-delig. Her er vi ude i en film, som skil-drer to drenge, der langsomt og ihemmelighed opbygger et venskabpå trods af store forskelle. Den ene -Bruno - er søn af en officer, der lederen koncentrationslejr under 2. ver-denskrig, mens den anden - Schmu-el - er fange i netop denne lejr. Somfilmen skrider frem, bliver Bruno oghans familie langsomt mere og merebevidste om de uhyrligheder, der fo-re går i koncentrationslejren. Alt i alt

en udvikling, som langt de flestemennesker vil finde naturlig og “rig-tigt” i moralsk forstand. Men har ligepræcis denne historie faktisk fundetsted? Næppe. Kunne den have fun-det sted? Måske.

Men det er også netop denne mulig-hed - at historien måske kunne havefundet sted - der er det væsentligeher. Vi ved, at jødeforfølgelsen, andenverdenskrig og de uhyrligheder, derskete i koncentrationslejrene, harfundet sted. Vi ved dog ikke ret megetom eventuelle venskabelige relatio-ner mellem tilfangetagne jøder og ty-ske officerssønner, ej heller ret megetom moralske kvaler blandt familier tilkoncentrationslejrledere. Og, når altkommer til alt, er det nok ret usand-synligt, at et møde mellem to drenge- som det, der skildres i filmen - harfundet sted i virkeligheden. Men deter for så vidt heller ikke så vigtigt.Det, filmen prøver, er nemlig rettereat give et barnligt naivt perspektiv påde forfærdelige hændelser, der skete ikoncentrationslejrene under anden

verdenskrig. Hvorfor har Schmuel enlaset, stribet pyjamas på? Hvorfor erSchmuel gemt væk bag et stort pig -trådshegn? Hvorfor må Schmuel ogBruno ikke være venner? Hvorfor kanvi ikke bare alle være venner? Hvisman tager et meget nøgternt blik påen film som denne, vil man måske si-ge, at den er usand eller usandsynlig,men i så fald tager man kun filmenfor dens pålydende værdi, og manmisser således en mulighed for at bli-ve klogere på en svært forståelighændelse i verdenshistorien.

Forestillingen om, at film på en elleranden måde skal repræsentere ensandhed, stammer sandsynligvis fradet analoge fotografis æra. I denneæra pegede man kameraet mod sitmotiv, åbnede kameraets lukkeme-kanisme, lod lyset komme ind i ka-merahuset og ramme sølvpartiklernepå kameraets filmrulle. Således blevdisse sølvpartikler eksponeret og derblev skabt et billede af verden forankameraet ved hjælp af det reflekte-rede lys fra netop denne verden. I denforbindelse taler man om et billedesindeksikalitet, hvilket grundlæggendebetyder, at et fotografi direkte henvi-ser til det, det afbilder. Fotografiet isin reneste form er dermed et aftrykaf virkeligheden.

Men en sådan forestilling overser detfaktum, at det er op til fotografen atvælge hvad kameraet skal rettesmod. Et fotografi er måske nok et af-tryk af virkeligheden, men det er etaftryk med udgangspunkt i et be-

stemt standpunkt, en bestemt vinkelog et bestemt syn på verden. Hvorvælger fotografen at opstille sit ka-mera? Og hvor vælger han at vendesig den anden vej? Selv ved billedertaget ved et tilfælde, har der væreten - bevidst eller ubevidst - beslut-ning om at tage et tilfældigt billede,og det er derfor stadig et bestemt ud-snit af verden. Det er dermed mererelevant at se på et fotografi som etikon (eller et symbol), der repræsen-terer et vinklet syn på virkelighedenog ikke en virkelighed, der er sand iabsolut forstand. Et fotografi er nær-mere en metafor for virkeligheden.

For et års tid siden tog jeg til et semi-nar omkring metaforer og figurativbetydning i film, hvor den berømtefilmteoretiker og -historiker (deroveni købet er æresdoktor på Køben-havns Universitet) David Bordwellvar blevet inviteret til at lægge udmed en fremlæggelse. Egentlig varjeg nok mest kommet netop for at segiraffen. Sammen med en studie-kammerat mødte jeg op en lille smu-le for tidligt til et nærmest tomtauditorium, hvor Bordwell - der lige-ledes var mødt op i god tid - stod ogventede med en ung, hollandsk kol-lega. Med stor amerikansk imøde-kommenhed (og tilsvarende tykWisconsin-accent), kom han hen ogbød os velkommen med et “We thinkthere’s an event going on today. Doyou think there’s an event goingon?”. Til hvilket vi smilede akavet ogfik fremstammet et lavmælt, forle-gent “We think so.”

Marc Honoré

9

På trods af den pludselige ærefrygtinden seminarets start, og de til tiderlidt højtragende akademiske diskus-sioner mellem de forskellige forskereundervejs, lykkedes det mig alligevelat få fat i den røde tråd, som det fintfremgik af den (i følge ham selv) me-tafor-uerfarne Bordwells fremlæggel-se: Det er ikke helt let at tale ommetaforer i film, da en film på en må-de er en metafor i sig selv, og i så faldvil der være tale om metaforer indeni en anden metafor. Noget af det mestinteressante i den sammenhæng ermåske spørgsmålet: Hvad er en me-tafor egentlig?

I bogen “Metaphors We Live By” be-skæftiger sprogforskeren George La-koff og filosoffen Mark Johnson sigmed det, de kalder, konceptuelle (ellerkognitive) metaforer. Disse metaforerer - som bogens titel også understre-ger - metaforer, vi som mennesker le-ver efter. Et simpelt eksempel kunnevære, at betragte livet som en rejse -eksempelvis en togrejse. Rejsen star-ter, når man fødes. Undervejs ser manen masse uden for togvinduet. Ind imellem sænker toget farten, og manfår en bedre fornemmelse af den ver-den, der passerer. Indimellem er deroveni købet nogen, der stiger på toget

og rejser med - blot for en stund ellermåske endda helt til endestationen.Under alle omstændigheder slutterrejsen (og livet) på et tidspunkt. Livetforstået som en rejse er en metafor,der er så indgroet, at den nærmest ik-ke opfattes som en metafor, men dener bestemt ikke overflødig, da dennetop forklarer et svært begribeligtkoncept - livet - med et meget hånd- gribeligt koncept - en fysisk rejse.

En metafor består, som Lakoff og John son beskriver det, af et sourcedomain og et target domain. Detførste er en betegnelse for det kon-cept, vi prøver at forstå, mens det an-det er en betegnelse for det koncept,vi benytter os af for at begribe detsvært forståelige koncept. I eksem-plet med livet forstået som en togrej-se, er togrejsen det håndgribeligesource domain, vi bruger til at forståvores lidt mere svært begribelige tar-get domain - livet. Grundlæggendeer livet forstået som en togrejse joegentlig noget vås, for hvis man sermeget nøgternt og kynisk på begre-bet liv, er det jo egentlig ikke andetend en række kemiske processer.Samtidig mener vi mennesker - sombevidste, tænkende og følende væse-ner - dog at der, for os, er mere i livet

end blot en række kemiske processer.Livet er en rejse. Væsentligt i dennesammenhæng er derfor pointen, atmetaforer ikke blot udgør et bestemtretorisk greb, men at de faktisk re-præsenterer koncepter, som vi hand-ler og opfatter verden ud fra.

Hvis vi nu vender tilbage til Drengenmed den stribede pyjamas, finder viud af, at der egentlig er en del for-skellige metaforer – og dermed ogsåen del forskellige source domains ogtarget domains – i denne film. Over-ordnet er omdrejningspunktet dogisær Bruno og Schmuels ikke helt let-te venskab, der bruges til at give etbillede på krigens absurde betydningfor menneskelige relationer. Samtidigprøver filmen også - ikke uvæsentligt- at give en metaforisk forklaring påkonceptet venskab - ligeledes vedhjælp af Bruno og Schmuels relation.Med filmens tragiske slutning inmente, må filmens pointe vel siges atvære, at venskab er at følges ad tildet sidste. Der er naturligvis megetmere at forklare om krig og venskab,men denne film giver sit eget lille budpå en forklaring.

Min pointe er på ingen måde, atsandhed til hver en tid er relativ og at

der derfor ikke findes noget, der kansiges at være faktuelt forkert. For detkan der. Min pointe er, at sandhedertil tider - især med komplekse pro-blemstillinger - kan være ganske in-dividuelle. Derfor er det ikkenødvendigvis så interessant at se påen film som enten sandhed eller løgn.I stedet er det mere interessant at sepå en film som en bestemt sandhedomkring verden set fra en bestemtsynsvinkel. For en film er blot en me-tafor, der kan give os en lille flig afsandheden, sætte vores tanker i gangog dermed langsomt gøre os klogerepå den indviklede verden, vi lever i.

I “Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”stilles supercomputeren Deep Thoughtdet ultimative spørgsmål af en gruppehyperintelligente væsener: Hvad ersvaret på livet, universet og alting? Ef-ter syv en halv millioner år, når DeepThought frem til, at svaret er 42. Deintelligente væsener forstår ikke dettesvar, men computeren forklarer blot,at svaret forekommer meningsløst, dade ikke engang selv forstår spørgsmå-let. Og ville det egentlig ikke ogsåvære trist, hvis meningen med det he-le bare sådan uden videre kunne for-klares og forstås? Sådan en film vil jegi hvert fald nødig se.

Drengen i den stribede pyjamas. Miramax

Seje piger på BUSTERBuster filmfestival for børn og unge løb af stablen i september. Med mere end 100 film på programmet, var der rigeligt med ten-denser, der kunne tone frem. En af dem var det store udvalg af film med seje piger i fokus. Den vigtigste kom fra Saudi Arabien.

Nanna Frank Rasmussen

10

Vi laver gode spillefilm i Danmark.Mange er rigtig gode, få er ligefremfremragende. Kvaliteten er ikke no-get, vi som sådan kan beklage osover. Men der er en ting, der oftespringer i øjnene. Manglen på kvin-delige karakterer. Det gælder film tilfolk i alle aldre, men mest i film lavettil de voksne. I de otte danske film tilet voksent publikum, der endnu harhaft premiere i år (og her tæller jegNordvest med) har kun to film kunnetpræsentere en kvindelig hovedrolle

(Skytten og Lossens time). Ser manpå børne- og ungefilmen, forholderdet sig på samme måde. Min søstersbørn i Afrika, Otto er et næsehorn ogAntboy har piger på rollelisten, menskun MGP-missionen har en pige i ho-vedrollen. Altså én film ud af fire. Derbliver således ikke præsenteretsærligt mange rollemodeller og/ellerdirekte identifikationsmuligheder fordet kvindelige publikum, når manvælger at gå i biografen og se endansk film.

Derfor var det en stor glæde, at manpå dette års Buster-festival havdemangfoldige muligheder for at se se-je, søde, sjove og stærke piger foldesig ud på det store lærred.

De små kunne blandt andet glædesig over den (animerede) pige Aninai filmen af samme navn, der laverballade i skolegården, og som får denbesynderlig straf, at hun skal styre sinnysgerrighed. En hel uge må hun ik-ke åbne den kuvert, som hun har fået

af skolens rektor. Og det kan væresvært at holde sig tilbage, når manbare så gerne vil vide, hvad der står ibrevet. De fine, fantasifulde stregerskaber et sprudlende lille eventyr forde mindste skolebørn om forventnin-gens glæde og ikke mindst gru hosen lille pige.

Handlekraftige ClaraEn anden film, der skabte begejstringpå Buster, var den schweiziske filmClara og bjørnenes hemmelighed,

Den grønne cykel. Øst for Paradis

11

estimeret til at henvende sig til 4.-8.klassetrin. Filmen vandt PolitikensPublikumspris, og blev derfor vistigen i efterårsferien – med danskeundertekster. Dog kun i Cinemateketi København. Sammen med sin mor er 12-årigeClara flyttet ind hos morens kæreste iet hus langt oppe i alperne. Clara tri-ves der. Hun elsker naturen, der om-kranser hende, og som hun kanboltre sig i hver dag. Men der gårrygter om, at der hviler en århundre-degammel forbandelse over huset,fordi dets tidligere beboere enganggjorde bjergets bjørne fortræd. Detbliver den handlekraftige og modigeClara, der må bryde forbandelsen ogsikre, at byens skydegale jægere ikkeigen gør skade på dyr og natur.

Saudi Arabiens første spillefilmDen grønne cykel af Haifa Al-Mansour fik en Special Mention afden internationale jury med ordene”Det er en meget vigtig film, som gi-

ver et varmt og følelsesmæssigtsandfærdigt portræt af en piges liv iSaudi-Arabien.” Og vigtig kan manvist roligt sige, at den er. Det er nem-lig intet mindre end en filmhistoriskmilepæl og noget af en sensation. Forikke alene er det den allerførste spil-lefilm, der nogensinde er filmet ude-lukkende på Saudi Arabisk jord. Dener også instrueret af en kvinde. Deter noget af en sensation, da landet erkendt for at have meget restriktiveregler for kvinders udfoldelser. HaifaAl-Mansour forlod landet, da hun gif-tede sig med en amerikansk diplo-mat, der fik arbejde i SydneyAustralien. Her gik hun på filmskole,selvom hun allerede inden da havdelavet både kort- og dokumentarfilm.De seneste år har Haifa Al-Mansourboet i Bahrain. Selvom hun altså ikkelever et typisk saudiarabisk kvindeliv,var det ikke oprindeligt hendes inten-tion at lave film om pigers og kvin-ders manglende rettigheder. Mensom så mange andre instruktører førhende, kunne hun ikke lade være

med at tage udgangspunkt i den vir-kelighed, der både formede og fras-tødte hende.

På to hjul mod frihedenFilmen handler om den 10-årige pigeWadjda, der drømmer om at få engrøn cykel. Der er bare et problem: iSaudi Arabien må kvinder ikke kørepå cykel. Det anses som uanstændigt.Men Wadjda er en sej pige, der ikkesådan lige lader sig slå ud. Hun vilbevise, at hun kan køre hurtigere endnabodrengen. Og så vil hun give sinmor en mulighed for at få et merepraktisk transportmiddel, der kan førehende til og fra arbejde. For da detogså er ulovligt for kvinder at køre bili landet, bliver moderen hver daghentet af en mandlig, kommanderen-de chauffør. Umyndiggørelsen afkvinder er næsten uforståeligt stor,mens friheden er lille.

Børnefilm somsamfundsrevsereDet var i mange år netop børnefil-

men, der lagde billedmæssig overfla-de til en dybere allegorisk kritik afsamfundet i Iran. Et land, der ogsåhar været præget af religiøst formyn-deri og stærke reaktionære kræfter.Derfor er det ekstra interessant, at detnetop er en børnefilm, der er denførste spillefilm fra Saudi Arabien.Det viser det store politiske potentia-le, der er i netop denne genre. DaHaifa Al-Mansour præsenterede sinfilm på dette års Cannes festival, sag-de hun: ”Jeg kommer fra en lille by iSaudi Arabien, hvor der bor mangepiger som Wadjda, der har storedrømme, en stærk karakter og en helmasse potentiale. Disse piger kan, ogvil, omforme og redefinere vores na-tion”. Det begynder nemlig i det små.Og i mange flere tilfælde, end vi nor-malt ser på film, også hos pigerne.Det gav Buster os en forsmag på i år.

NB.: Filmen om Wadjda - Den grøn-ne cykel kan fra næste sæson bookeshos Øst for paradis.

Fyraftensmøder: Hvad de andre gørTidligere har DaBUF lovet at arrangere en række fyraftensmøder sammen med konsulent JanHelmer. Planen er stadig, at det skal vi gøre, men møderækken er udsat til begyndelsen af2014.

Inden længe vil de klubber, som har haft held med særlige tiltag få en henvendelse og en in-vitation. Invitationen går på at komme ud og fortælle om, hvad de gør, og hvorfor det fungererså godt.

For resten af os bliver tilbuddet, at vi kan få inspiration og ideer til at knytte vores medlem-mer tættere til os med velafprøvede initiativer.

Vel mødt til inspirerende indspark og mulighed for at få gode kontakter.

-bestyrelsen

Sommeren 2013 vil jeg aldrig no-gensinde glemme! Det har været denfedeste tur med masser af gode ople-velser, masser af nye venner og enmasse gode grin. Selvfølgelig var jegnervøs, inden vi skulle af sted fra Ka-strup lufthavn, men da vi først varkommet af sted, gik det jo helt fint.

Inden vi nåede til Napoli, havde vi enmellemlanding i Düsseldorf, men dergik ikke langt tid i Düsseldorf, før vitog det næste fly videre til Napoli. INapoli blev vi taget imod af en guide,hvor vi så tog videre med en bus,sammen med nogle andre unge somogså skulle til Giffoni Film Festival. PåKim og Dortes hotel mødte vi så vo-res italienske familier - min vært hedLaura. Vi var begge ret generte i star-ten, men det gik hurtigt over. Lauravar god til engelsk, hendes mor og farkunne intet. Så når jeg snakkede medhendes forældre, måtte Laura legetolk, men Google oversæt hjalp da

også til et par gange. Laura og hen-des familie boede i en fin lejlighed iPontecagnano, en lille by udenfor Sa-lerno. Jeg skulle sove sammen medhende inde på hendes værelse. Jegopdagede hurtigt, at der også boedeandre end dem i lejligheden, de hav-de en lille hund, som var rigtig sød.

Dagen efter gik festivalen i gang. Detvar rigtig kaotisk - masser af menne-sker og en masse italiensk snak somjeg ikke forstod, men som Laura for-søgte at oversætte for mig. I løbet afde kommende dage så vi blandt an-det de syv film, som var med i kon-kurrencen om at vinde prisen for denbedste film, som vi juryer skullestemme om sidst på ugen. Jeg stem-te på en film fra Holland, som hedRegret. Det var også filmen, somvandt i min gruppe. Filmen handledeom en dreng ved navn David. En fraDavids klasse blev mobbet, og Davidså bare på og turde ikke sige mob-

berne imod. De gange han prøvedepå det, gik det ud over ham selv. Iskolen, dagen efter en klassefest, dehavde holdt, var Jochem (mobbeof-ret) ikke dukket op. De finder så se-nere hans taske ude i en sø, - hanhavde begået selvmord. Efter Jo-chems død ser man, hvordan allemobberne, men også tilskuerne,havde det. Det blev aldrig det sammeigen - med skyldfølelsen som sad påderes samvittighed. Udover alle defilm som var med i konkurrencen, varder også nogle forpremierer. Vi såbl.a. den nye Jurassic Park i 3D. Denvar vildt god og sikke en 3D effekt,der var blevet lagt på. Vi så ogsåMonsters University. Inden vi måttekomme ind, skulle vi aflevere voresmobiler og kameraer i små poser. Descannede os med en metaldetektorfor at være sikre på, at vi ikke kunneoptage det. Desværre var filmen påitaliensk med engelske undertekster.Havde nu håbet, når det nu var en

Giffoni – En oplevelse for livetEt par uger med kaos, engelsk, film, film og film

Giffoni 2013

12

forpremiere, at det ville være medoriginale stemmer, men det gik ok.

I pauserne hyggede vi med vores nyevenner fra hele verden, og forsøgte atlære dem noget dansk. En dag tog vifri fra festivalen og tog på tur medKim og Dorte til Capri. Desværre hav-de jeg ikke mere strøm på mit kame-ra, så det var da heldigt, at jeg havdemin mobil med. Der var virkelig flotpå Capri. Capri er kendt for deres ci-troner og det kunne man også se pågaderne, alle deres souvenirers varcitroner. Jeg købte også mange gavermed hjem til min familie derovre. Giffoni Festival har virkelig været enfantastisk tur, hvor jeg har fået mas-ser af nye venner, fået talt en masseengelsk og spist en masse lækkertmad. Jeg har også fået set mange go-de/skæve film, som man umiddelbartikke ville se her hjemme. Kim og Dor-te var super søde at rejse med, og detvar dejligt at der endelig var en, somforstod min humor. Tak for dennekæmpe oplevelse, som jeg aldrig vilglemme.

Mia Moeslund Overby

Endnu tre unge er kommet klogerehjem fra Giffoni.

Klogere på sig selv,på filmkunst

– og på italienskgæstfrihed

Glade piger til filmfestival. Foto: Mia Moeslund Overby

Kærlighed til filmRoskildefestival har ikke patent på ’the orange feeling’. Fællesskab og sammenhold kan også opstå under en filmfestival i Italien

Giffoni 2013

13

Hej. Jeg hedder Maja, jeg er 18 år li-ge om lidt og tredjeårselev på ViborgKatedralskole. Jeg havde denne som-mer fornøjelsen af at blive valgt somjurymedlem på dette års Giffoni FilmFestival. Eftersom min 18 års fødsels-dag er lige rundt om hjørnet, var den-ne sommer min sidste mulighed forat deltage i festivalen. Så det var me-get glædeligt, at jeg blev valgt somen af de tre danske unge, der skulletilbringe 12 dage i Syditalien.

Vi rejste fra Danmark den 18. juli ogbegav os af sted mod Napoli og Sa-lerno. Jeg tror ikke helt, jeg var 100% klar over, hvad det egentlig var,der skulle foregå – blot at vi skulle seog bedømme en lang række film. Oglige netop så forvirrende, som jeghavde håbet, det ikke ville være, blevdet. Den første dag var et kaos. Jegvar den eneste dansker i min grup-pe, min værtssøster forsvandt, og jegvar pludselig helt alene i verden. Jegnåede helt at gå i panik. Min mormodtog et tårevædet opkald fra sindatter, som var meget langt hjemme-fra, og alt virkede en smule håbløst.

Der gik cirka 10 minutter fra voresopkald sluttede, til min panik var heltvæk. En mors beroligende ord og treimødekommende unge ændrede he-le min oplevelse på få sekunder. Et”hej, hvor kommer du fra?” og en in-vitation til at spise pizza, og alt virke-de overskueligt og spændende igen.Og det var lige der, at oplevelsenstartede.

En imødekommende fremmed blevtil ti, og efter kort tid kendte jeg ungefra hele verden, og tætte venskaberopstod. Man kunne tydeligt mærke,

at mange var der netop for at mødenye mennesker, for her var der intetflovt eller grænseoverskridende vedat snakke med fremmede. På Roskil-de Festivalen snakker man om ”or-ange feeling”, hvilket betegner denhelt særlige åbenhed, som siges kunat findes der midt i mellem mudderog telte. Jeg vil dog påstå, efter at ha-ve oplevet begge dele, at der var ligeså meget ”orange feeling” i Giffoni desmå to uger, jeg tilbragte der, som dervar på dette års Roskilde Festival –og det var ikke helt så lidt endda!

Et godt åbningsspørgsmål til en nysamtale blev, hvad en jury-kamme-rat havde syntes om dagens film. Detvar spændende at høre, hvad andremente om de til tider lidt spøjse film.Jeg vil selv mene, at min filmhorisont

er større end de flestes på min alder,men jeg må indrømme, at de film, jegså på GFF ikke var nogle film, jeg selvville have fundet frem til. For detførste var det film, der kom fra heleverden. Holland, Mexico og Frankrig.Bare for at nævne nogle af stederne.For det andet var det hovedsagligtskæve film. Film, der bearbejdede ta-buer, og film, der ville skildre virke-ligheden, så ungdommen ville kunneforstå dem. Og endelig var det film,som på hver sin måde var rørende.Om det så omhandlede hævndrab,menneskesmugling eller en helt nor-mal amerikansk drengs søgen efteren dybere mening, så rørte filmenemig – og alle andre, der sad i denstore telt-biografsal. Man var forøvrigt altid sikker på om italienernevar oprørte under filmene. De klap-

pede hele tiden – selv på nogle, formig, ret upassende steder, men jeggår stærkt ud fra, at det var deresmåde at bearbejde det, der skete pålærredet.

Jeg tog til Giffoni denne sommer mestaf alt for at se film og møde kendte.Det var mine forventninger. Jeg såogså film og hollywoodstjerner, mennu, hvor jeg er tilbage i lille Danmarkog efteråret sniger sig på, er det langtfra filmene og skuespillerne på denblå løber, jeg husker. Til gengæld min-des jeg en masse glade unge, somdelte en forkærlighed for film og film-budskaber. Jeg mindes venskaber,som blev skabt der, og følelser, somblev en del af mig og mit liv ufatteligthurtigt. Jeg mindes en ny familie, somtog i mod mig med åbne arme og etfyldt køleskab. Og mest af alt huskerjeg en oplevelse af at høre til og bliveaccepteret.

Selvom alt foregik på italiensk ogventetiden, hvis man ikke lige var tilDJ-set, til tider var lang, så var det detunge hoveder og trætte kroppeværd. Giffoni Film Festival kalder sigen ”experience”, og det er lige det,det er. Det er en oplevelse.

Så tusind tak til Mia og Veronika, Kimog Dorte og DaBUF for at gøre migdenne oplevelse rigere.

Jeg synes lige, at jeg bør nævne, atalle italienerne gik amok til disse DJ-sets, hvor der altså ikke blev drukketalkohol. Det var helt fantastisk for enung dansker at se, at man faktisk kanhave en fest uden alkohol! Undskyldmor, du har ret!

Maja Lindgreen HjermindMaja og hendes værtsfamilie

Møde med unge fra hele verdenGæstfriheden og de mange interessante mennesker fra forskellige lande efterlader et blivende indtryk

Giffoni 2013

14

Min tur til Giffoni var helt utrolig.Jeg var rigtig spændt og lidt nervøs,for jeg havde aldrig fløjet alene før,og jeg kendte ikke de andre danskepiger Mia og Maja, men det kom jegtil. Jeg var rigtig glad for at følgesmed både dem og med Kim fra Da-BUF og hans kone Dorte.

Jeg havde på forhånd mailet med pi-gen Stefania fra den familie, jeg skul-le bo hos i byen Salerno ikke så langtfra Giffoni. Familien bestod af Stefa-nia, hendes lillesøster og deres foræl-dre. De var virkelig søde, mensnakkede ikke så godt engelsk. Vikunne dog godt forstå hinanden vedhjælp af fagter.

Da jeg så deres lejlighed, blev jeg for-undret over at så meget var lavet afsten! Familien var meget gæstfri, ogjeg fik lillesøsterens seng. Jeg blevbudt på mad nærmest fra det førsteøjeblik, jeg trådte ind i huset.

Stefania, som også skulle til Giffoni,var venner med pigen, som Mia boe-de hos, så vi var alle sammen ude ogspise pizza den første aften. Det vardejligt også at kunne snakke danskmed Mia.

Næste dag tog vi over til selve festi-valen. Vi blev kørt i skolebus fra Sa-lerno til Giffoni, en gammel gul busmed orange plastiksæder, og en delaf passagererne sang hele vejen. Detgav et sug i maven at se, hvor stortfestivalområdet egentlig var. Der varen kæmpe overdækket plads medglastag og en stor trappe, en park vednavn G-park og to store biografer.Det føltes som noget særligt at blivelukket ind med sit VIP-kort (jury-pas).

Der var en åbningsfest, en festlig snig premiere på Monsters Universityog dj-set i parken. Der var flere tu-sind unge fra mange forskellige lan-de, alle med festival-t-shirts.

Langt de fleste var fra Italien, men iløbet af ugen fik jeg også snakketmed andre unge fra bl.a. Makedoni-en, Georgien og Californien.

Vi så film hver dag, og der var en ræk-ke film vi kunne stemme på. Den film,jeg syntes bedst om, var en hollandskfilm, der hed Regret (’Fortrydelse’).Det var en barsk og sørgelig film omen dreng, der bliver mobbet og begårselvmord. Filmen handler også megetom, hvad der sker efterfølgende oghvordan de forskellige personer om-kring ham har det. Den fik mig til attænke, og jeg ville gerne se den igen.De andre film i konkurrencen var frabl.a. Kina, Tyskland og Sydafrika, ogde var også gode. Jeg var mindre be-gejstret for den tyske hestefilm, dervar lidt af en tåreperser.

Efter filmene kunne man stillespørgsmål til instruktøren eller nogen

af skuespillerne. Bagefter kom dernogle andre skuespillere og instruk-tører, man kunne stille spørgsmål til.De fleste af dem var italienske, mender kom også nogle internationaleskuespillere, fx Sacha Baron Cohen –det syntes jeg, var rigtig fedt.

Når der var interviews med nogle afitalienerne, fik man høretelefoner tilat høre oversættelse i, så man kunnefølge med. Efter dagens program kun-ne man gå frit rundt i byen, og det varisær der, man kunne møde nogen fraandre lande. Vi holdt os mest inde i G-park hvor der var dj-set hver aften.Folk var meget venlige og henvendtesig til en, så man følte sig meget vel-kommen. Jeg har mødt en hel masse,jeg stadig snakker med. Selve byenGiffoni er ret lille, men det var megetrart, for så kunne man finde rundt.

Familien sørgede virkelig godt formig, især med maden. Den var læk-ker, selv om jeg dog hurtigt fik nok afde meget søde kager, der blev spisttil morgenmad. Frokosten hver daginden festivalen bestod af tre varmeretter serveret hos mormoren, der bo-

ede lige i nærheden. Det var fanta-stisk lækkert.

Midt på ugen havde vi en fridag, ogder tog mig, Mia, Maja, Kim og Dor-te til Capri. Capri er en meget smuk ø,dog med rigtig mange turister. Dervar en rigtig dejlig stenstrand og flot-te bjerge. Der var en trappe halvt nedfra et bjerg. Der skulle være 800 trinned. Vi talte og blev meget skuffedeover, der kun var 264… Det var dej-ligt at have fridag og en tur sammen,men vi fem mødtes også kort hverdag på festivalen og hyggede ossammen.

Jeg fik hurtigt vænnet mig til livet påfestivalen. De mange film, at høre in-struktører og skuespillere fortælle, atmøde andre filminteresserede ungeog at være sammen med de venner,jeg havde fået. Derfor var det helttrist at skulle tage hjem igen.

Giffoni har været en fantastisk ople-velse. Og jeg ville ønske jeg kunnetage derhen igen næste år!

Veronika Minddal

Unge fra hele verden mødes og sød musik opstår

Flere mainstreamfilm, tak!Kunstfilm er sjældent specielt intelligente. Og storsælgende mainstreamfilm kan faktisk ofte byde på kloge og, ikke mindst, forståelige livsindsigter.

Af Marc Honoré

15

Avantgarde og finkulturelle film ertoppen. Mainstreamfilm og box officesucceser er bunden. Sådan synes detat være. Men er det nu faktisk ogsåsådan? For i virkeligheden er det velogså lidt af en kunst at sælge billetterog samtidig fortælle historier, somfolk faktisk kan hitte rede i.

I den forbindelse kan man spørge: Erkunsten klog? Dette spørgsmål stilles- i et essay af samme navn - af pro-fessor i filmvidenskab, Torben Grodal.Og hans svar er grundlæggende: Nej,ikke synderligt.

Hans pointe er, at kunstfilm gemmernærmest alle logiske forklaringer pånoget, der er bare en lille smule rele-vant, længst muligt væk bag et røg -slør af filosofisk nonsens og smukkebilleder. Mens mainstreamfilm faktiskgør os klogere på helt konkrete pro-blemstillinger i vores eller andremenneskers liv. Kunstfilm kan måskenok være interessante og sanseligtpirrende, men for Grodal er de i sidsteende “tilsløring mere end afsløring”.

Samtidig lægger Grodal vægt på, atder er forskel på kunstfilm ogfilmkunst. Begrebet filmkunst refere-rer nemlig til filmen som et hånd-værk, hvor man fortæller en historiemed billeder. En filmkunstnerisk godfilm er på den måde en film, derhåndværksmæssigt er stykket godtsammen.

Den britisk-indiske instruktør Gurin-der Chadha er en sådan håndværks-mæssigt dygtig filmkunstner. Og såhar hun oveni købet som direkte målat sælge mange biografbilletter. Forhende handler det nemlig om at få

sit budskab ud til så mange menne-sker som muligt.Vi kender hende især som instruk-tøren bag Bedre end Beckham fra2002 og måske i lidt mindre gradsom instruktøren bag Stolthed ogBrudgom fra 2005. Begge tager deudgangspunkt i problemstillinger, deropstår i mødet mellem britisk og in-disk kultur.

I Bedre end Beckham udmønter den-ne problemstilling sig som et mødemellem den britiske fodboldkultur ogtraditionelle indiske familieværdier.Mere konkret handler den om denbritisk-indiske pige, Jess, der gerne vilspille fodbold. En aktivitet hendes fa-milie ikke finder passende for en ungdame, som meget hellere skulle fo-kusere på at blive en god husmor forsin kommende mand.

Budskabet er forholdsvis håndgribe-ligt. Ligesom filmens tone samtidiger ganske let og humoristisk til trodsfor dens ret så tunge underliggendeemne; tvangsægteskab. I bund oggrund er den da også tematisk set

blot endnu en coming-of-age-film.Jess og hendes britiske veninde Julesskal vikle sig ud af deres forældresforestillinger om korrekte levemåder,for at kunne skabe deres egen identi-tet.

Denne lethed har imidlertid væretmedvirkende til dens høje billetsalg.Efter sigende skulle den have solgtgodt 2,4 millioner billetter i Stor -britannien alene siden premieren.Selv for UK særdeles pænt tal.

Chadhas ambition om at få sit bud-skab ud vidt og bredt er på den må-de lykkedes. En succes, der med storsandsynlighed skyldes, at filmens for-midling af plot og tema er holdt i denforholdsvist lettilgængelige ende afskalaen. Hendes film er kort sagt sim-ple, men gode.

Vi kender det jo godt ude i klubberne.Hvis sæsonens program skal tiltræk-ke nogle medlemmer, skal der ogsågerne lægges en enkelt eller to pop -cornsindfedtede biografbaskerfilmind i programmet. Der ellers gerne

skulle være præget af film, vi særligtbrænder for at vise for medlemmer-ne. Mainstreamfilmene fungerer hérsom et par stykker slik i en kurv, somvi ellers meget gerne vil fylde medbroccoli og rosenkål. Samlet set gørdet ikke så meget, for programmetsom helhed har nemlig noget påhjertet.

Sådan kan det også være med film -som det eksempelvis ses hos Chadha.Det er ikke sikkert, at der hele tidenvises de mest poetiske billeder. Deter ikke sikkert, at der hele tiden op-træder fantastisk dybsindige, filoso-fiske pointer. Og det er ikke engangsikkert, at plottet hele vejen igennemer helt ekstraordinært originalt; ejheller, at karaktererne nødvendigviser åh-så-fantastisk-dybe.

Men gør alt dette noget, hvis filmenfaktisk har et vigtigt budskab på hjer-te? Gør det noget, at filmens tone erlet og ligetil, hvis filmen virkelig for-mår at få et budskab ud, der måskeellers kun ville have nået Cinemate-kets kundekreds?

Hvis en film for alvor skal have gen-nemlagskraft, skal den have noget påhjertet, men samtidig have en megetumiddelbar attraktionsværdi. Filmskal selvfølgelig nødig blot værementalt tyggegummi, men det ermainstreamfilm da heller ikke nød-vendigvis.

Film, der forvirrer mere end de for-klarer, derimod - det er bunden.

Følg med i Pråsens næste numre,hvor jagten er gået ind på “Lette film,der har noget på hjertet”.Bedre end Becham. Sandrew Metronome

Nye Filmpakker i Børnebiffen

16

Børnebiffen er Det Danske Filminsti-tuts tilbud til de yngste filmelskere.Børnebiffen er et gratis filmtilbud tilkommuner, biografer og filmklubber ihele landet. Filmpakkerne bookes viaDFIs hjemmeside, men ender på Da-BUFs sekretariat, hvor de bliver be-kræftet. Hvis I har spørgsmål ellerønsker, er I velkomne til at ringe tilsekretariatet.

Børnebiffen lancerer nu fire helt nyefilmpakker med i alt 29 nye filmtitler.Filmen er sammensat i korte pro-grammer målrettet de 3-6-årige. I alttilbyder Filminstituttet 13 filmpakkeri DCP-format samt otte filmpakkerpå dvd.

Blandt de helt nye film er animati-onsfilmen Will-Bot – ven eller fjen-de? Filmen er instrueret af KimHagen og Thomas Borch Nielsen,sidstnævnte kender mange af jer fraDisco Ormene og som producent påMarco Macaco. Will-Bot er en lille ro-bot, som er bange for alt - også selvom der slet ingenting sker på hanslille planet. Han patruljerer hver dagog holder sine overvågningskamera-er funktionsdygtige. En dag lander etmørkt rumskib, og en farligt udseen-de kæmpe robot inviterer Will-Bot tilet møde på et udvalgt sted. Af rennervøsitet ænser den lille robot ikke,at den store robot har venlige inten-tioner og ender med at slynge sin nu-nchaku vildt omkring sig. Den storerobot finder sit våben frem. Alt håbsynes ude, men måske er tvekampikke den eneste udvej (6 min. – Fra 5år).

Herudover er den nye dokumentar-film Min Min på programmet. Filmener instrueret af Kasper Astrup Schrö-der. Den handler om drengen Storm

på 2 år der skal være storebror indenlænge. Storm ved ikke, hvad der ven-ter, og bolden i mors mave ligner ik-ke en baby. Så fødes lillebror, ogpludselig er der kommet noget i ve-jen. Alt er forandret, og det er ikke let

at dele sin mor med nogen. Lang-somt begynder Storm alligevel at fåøje for lillebror, og han opdager, atLillebror kan bruges til noget. Stormbliver til sidst rigtig glad for ham ogbliver til storebror (25 min. - Fra 3 år)

Flammen og Vattotten er en ny poe-tisk dansk animationsfilm. Instruktør:Niels Bisbo. En flamme af ild og envattot er skidt selskab for hinanden.Desuden bor vattotten på den andenside af en bred flod. Alligevel risikererflammen sit liv for at komme over påden anden side. Flammen og Vattot-ten er en historie om kærlighed ogidentitet - et spændende eventyr omsandheden bag facaderne (23 min. –Fra 4 år)

Dokumentarserien Mig og Min Fami-lie er også kommet på programmet.Serien portrætterer danske børn i al-deren fem til syv år, som på den eneeller anden måde adskiller sig franormen. Bl.a. Filmen om Amalie derbor langt væk fra alt og alle på spid-sen af den lille ø Tunø. De har ikkenoget fjernsyn i huset, men det gørikke noget, for Amalie kan bedst lideat lege udenfor med sin søster og de-res angora kaniner. Der er lang vejhen til skolen, men der er ingen bilerpå øen, så Amalie må gerne cykleselv (14 min. – DK tale – Fra 3 år).Og historien om Frederik, hvor derhjemme bor hele tre voksne; far, morog au-pair pigen Lovely, der kommerfra Filippinerne. Før Lovely flyttedeind, havde Frederiks forældre såtravlt, at de ikke altid kunne nå atlæse godnathistorie for Frederik. Mensådan er det ikke længere, og Frede-rik er glad for, at der nu altid er envoksen at lege med. Frederik kansærlig godt lide at lege med Lovely,for hun er med på at spille fodboldindendørs, og det må han ellers over-hovedet ikke for sine forældre (11min. – Fra 5 år)

Men også ’nye’ gamle titler har fun-det vej til Børnebiffens DCP pakkerf.eks. Havets Sang – Bror min Bror –

Will-Bot Foto: DFI

Flammen og Vattotten Foto: DFI

Roadtrip med ungdomsudvalgetUngdomsudvalget tager på opdagelsesrejse ud i det danske filmklublandskab med fokus rettet mod at få flere engagerede unge med ind i filmklubarbejdet. Følg dem på #DaBUF

17

Mors lille Vildbasse – Huset ved ver-dens ende – Himmelspejlet – Mismed de blå øjne – Hvor ligger Jule-land? - Snowys Jul - Vilde og Vilde ka-nin – Den lille gris flyver – Drengen ikufferten – Tigre og Tatoveringer – Is-blomstens Hemmelighed - Pip og Pa-pegøje – Palle alene i verden – Denlille ridder og Bennys Badekar – blotfor at nævne nogle af de titler, dergang på gang har været vist i klub-berne, men som ikke har været til-

gængelige siden DFI lukkede deresfilmudlejning for år tilbage. Herudo-ver er en lang række Cirkeline ogErnst titler også at finde i DCP pak-kerne.

Læs mere om Filminstituttets film-pakker til brug ude i landet på Bør-nebiffens hjemmeside:www.dfi.dk/Boern_og_unge/Boernehaver/Boernebiffen/Boernebiffen-i-hele-landet.aspx

I slutningen af oktober og starten no-vember tager ungdomsudvalget ud ilandet og besøger to filmklubber.

Baggrunden for dette er et ønske omat indsamle erfaringer om, hvordanforskellige klubber inddrager unge ibestyrelsesarbejdet. Og hvordan deunge inddrages i arbejdet i forbindel-se med selve forestillingerne.

Den ene klub, der skal besøges, erVejle Skolebio, hvor to medlemmer afungdomsudvalget vil sidde med til etbestyrelsesmøde. Mens den andenklub er Glostrup Filmklub, hvor vi del-tager i forbindelse med en forestil-ling. Således får vi både et indblik iarbejdet med afviklingen af selve fo-restillingerne og en viden om detplanlægningsarbejde, der ligger bag.

Vores ønske er ganske enkelt at semed egne øjne og nysgerrigt spørge

ind til, hvordan klubberne udfører de-res arbejde. Håbet er, at klubberne fårmulighed for at dele ud af deres erfa-ringer og komme med gode råd. For-håbentligt vil de høstede erfaringerog råd være brugbare for andre klub-ber, der endnu ikke helt har knækketkoden til, hvordan man gør brug afden værdifulde ressource, de ungekan være.

Disse to besøg er kun første del afungdomsudvalgets roadtrip. Til foråreter det planen, at flere klubber skalbesøges.

På de to roadtripdage - 30. oktoberog 2. november - kan du følge ung-domsudvalget på Facebook, Twitterog Instagram på hashtagget: #Da-BUF

-ungdomsudvalget

Inspiration og erfaringsudveksling i IrlandDen sidste weekend i september drog jeg en tur til Irland. Årsagen var et mødei den nordiske gruppe i IFFS (international federation of film societies) og en ind-bydelse til at tage del i De irske filmklubbers (Irish film society movement) svarpå filmgennemsyn. Udkommet af mødet er en aftale om at undersøge børne-filmklubbers virke i først norden og siden resten af verden. Derudover fik jeg seten masse fantastiske ungdomsfilm, hvoraf nogle klart kan anbefales til klubber-ne. Nærmere beskrivelse af weekenden følger i næste nummer af Pråsen.

Mathilde Fruergaard

Mig om min familie Amalie Foto: DFI

Nynne Bern, Mathilde Fruergaard og Marc Honoré er blandt de unge, som tager ud ilandet

Børnefilmklubber i JordanI DaBUF synes vi, at vi har fundet en god model for at give børn og unge livsmod og gode oplevelser gennem visning af og debat om film. DUF deler vores opfattelse og har været med til at sende en delegation til Jordan for at hjælpe med at etablere filmklubber der

18

I efterårsferien har en delegation ud-sendt fra DaBUF og betalt af MEN-ADK-puljen under Dansk UngdomsFællesråd (DUF) været i Amman iJordan.

Målet med DaBUFs rejse har væreten såkaldt partneridentifikation - kortsagt at etablere kontakt til en ellerflere organisationer, som kunne væreinteresserede i at gå sammen medDaBUF om at etablere børne-filmklubber i området.

Partneridentifikationen har også hafttil formål at finde frem til mere videnom partnerorganisationen. Hvordaner den organiseret? I hvor høj grad erder en balanceret kønsfordeling, samti hvor høj grad er den frivilligt base-ret? Og hvad er det, vi som organisa-tioner i fællesskab kan være med tilat ændre? Alle sammen spørgsmål,der er vigtige for at nå frem til et fæl-les fundament for et kommendeDUF-støttet projekt.

Jordan befinder sig i en region medmange omvæltninger, og der foregårogså internt i landet store omvælt-ninger. Ligesom der også har væretenkelte voldelige demonstrationer.Men generelt bevæger landet siglangsomt i den rigtige retning. Landeter et konstitutionelt monarki, men

dets leder Kong Abdullah II af Jordanhar i september 2012 udtalt: “Mo-narkiet bliver nødt til at tilpasse sig,men den eneste måde hvorpå vi kangøre det, er ved, at modige Jordane-re træder til og tager Jordan ind i detsnæste fase.”

Der er stadig lang vej igen - især medhensyn til den frivillige organiseringsamt børn og unges samfundsdelta-gelse i flygtningelejrene - men der erpå et eller andet niveau dannet en visgrobund for en demokratisk udviklingi det jordanske samfund.

Medlemmerne til de kommende bør-nefilmklubber skal fortrinsvis hvervesblandt børnene i netop en af de man-ge flygtningelejre i Jordan, men ogsåbørn af de i Jordan bosatte beduinerskal inviteres til at deltage i filmklub-berne.

Formålet med at udbrede filmklub-idéen til Jordan er at bibringe samtstyrke børnenes lys og håb for frem-tiden gennem fælles filmoplevelser.Til trods for det (for os i Danmark)indlysende i, at film har mulighed forat formidle håb og at anvise andremåder at leve sit liv, har ikke alle desamme forudsætninger for at konsta-tere dette ved selvsyn.

MENADK-puljen finansieres af DetArabiske Initiativ, der netop er sat iverden for at styrke dialog, forståelseog samarbejde mellem Danmark ogden arabiske verden. Derudover harpuljen også et sideordnet formål i atstøtte reformprocesser i Mellemøstenog Nordafrika (MENA-regionen). I

forhold til DUFs MENADK-pulje bety-der dette især, at der er fokus på at fåbørn og unge til at deltage aktivt ideres organisationer samt samfundetgenerelt.

Arbejdet med at starte og at drive enfilmklub passer godt ind i dette over-ordnede formål, da det vil give de in-volverede indsigt i og erfaring meddemokratiske processer - både i for-bindelse med den frivilligt organise-rede drift af filmklubberne samtgennem tematikkerne, der tages op ide viste film.Alt sammen noget, der kendetegnerden danske filmklubmodel og somDaBUF fuldt og helt kan stå inde for.De udsendte fra DaBUF er SusanneRørvig (medlem af bestyrelsen), ToneMygind Rostbøll (suppleant) og Fre-derik Dupont, der var en af de treungdomsledere på filmklubprojektet iSydafrika.

Marc Honoré

Marc Honoré

Kim Bruun (formand)

Mathilde Fruergaard (næstformand)

Lars Steinbach (kasserer)

Mads Würtz Gammelmark Marc Honoré

Kirsten Østergaard Nielsen Stine Nielsen

Flemming Riedel Susanne Rørvig

Berlin Filmfestival (Berlinale)06 – 16. februar 2014 Se fantastiske film og oplev en af verdens mest spændende filmfestivaler tæt på!

19

Har du alene eller sammen med fa-milie og/eller klubmedlemmer ønskeom at komme til Berlin, så er det nuplanlægningen skal begynde.

Vi har igen i år reserveret værelser påvores “stamhotel” Best Western HotelPresident. Da ønsket hos DaBUFs medlemmergennem mange år har været at kun-ne deltage fra lørdag til onsdag, erdette også, hvad der er forhåndsre-serveret til i år dvs. fra lørdag d. 8.februar – onsdag d.12. februar 2013.Men der er mulighed for at rykke påsåvel ankomst som afrejsetidspunkt,hvis dette ønskes, såfremt sekretaria-tet får hurtig besked.

Hotellet ligger meget centralt i for-hold til de store biografer, hvor film-forevisningerne foregår. Priserne er den samme pris, som fo-regående år, bortset fra en ekstra op-redning, der er blevet lidt billigere.

DaBUFs medlemmer betaler provernatning:Dbl. værelse med bad og toilet ......... EUR 100,-Enk. værelse med bad og toilet ......... EUR 85,-Et barn til og med 12 år, som bor iforældrenes værelse, er gratis. Andetbarn samt børn over 12 år kosterEUR 40,- pr overnatning. Det ersamme pris for en ekstra voksen.

I prisen er inkluderet morgenmadsamt brug af indendørs fitness rummed sauna, dampbad og spa, drik-kepenge og moms. Kaffe, te og varmchokolade er frit tilgængelig påværelserne, og der er fri internetad-gang på hotellet.

Som læsere af Pråsen har I sikkertlæst tidligere berlinfareres begejstre-de beretninger, men vil I have yderli-gere oplysninger, kan I kontaktenogle af de klubber, der har deltaget.Oplysninger fås på Sekretariatet, ellerI kan kontakte DaBUFs bestyrelses-medlem Susanne Rørvig på telefon86 88 20 16.

Tilmelding til DaBUFs sekretariat: sekr@dabuf.dk senest torsdag d. 12. december 2013, men jo tidli-

gere I reserverer, jo større chance erder for, at vi kan opfylde jeres ønsker.

Sekretariatet står kun for værelses-booking, så husk derfor, at I selv skalreservere tog, bus eller flybilletter tilBerlin. Gør det i god tid, da det så er muligtat få meget billige billetter.Læs mere om Berlinalen på:www.berlinale.de

Kine Bjaaland Dahl / Sekretariatet

DaBUFs bestyrelse

“Like” os på Facebook!facebook.com/danskeborneogungdomsfilmklubber

Vi er stødt på dem før – drengene,der tager sagen i egen hånd og vedhjælp af halvmagiske kræfter bringerorden og retfærdighed ind i dereseget lille hverdagskaos. I 1980erneiførte Buster Oregon Mortensen sighøj hat og kappe og tryllede sig gen-nem hverdagens drillerier og frem tilJoannas hjerte i Bille Augusts vidun-derlige Busters Verden. Og i SørenKragh-Jacobsens Gummi-Tarzan vi-ste Ivan Olsen, at ’der altid er noget,man er god til’, også selvom man hararmmuskler som fugleklatter.

I 00erne tog Kalle ud på en odyssémed enspænderen Alf for at redde sinlillesøsters vinger i Wikke RasmussensDer var engang en dreng, der fik enlillesøster med vinger og i 10ernemøder vi så for første gang i dan-markshistorien en vaskeægte super-helt i Ask Hasselbalchs Antboy.

Antboy bygger på Kennets Bøgh An-dersens børnebogsserie af sammenavn. Her møder vi drengen Pelle,der er så anonym, at end ikke lærer-ne på skolen kalder ham ved rettenavn, og ingen – særligt ikke klas-sens populære pige, Amanda –lægger mærke til ham. Selv skolensmobbere viser ham kun ringe op-mærksomhed, indtil den dag, hvor

børnefilm, der de senere år har væretpræget af film som ’Min søsters børn’og ’Far til fire’. Filmen tager ud-gangspunkt i en realisme, der er gen-kendelig for dens publikum, i nogetså almenmenneskeligt som drømmenom at være noget specielt - et tema,som de fleste piger og drenge nokkan nikke genkendende til i en tid,hvor det handler om at skille sig udfra mængden. Men samtidig placererfilmen sig også solidt i superhelte-genren og benytter sig af genrekon-ventionerne på såvel indholdsplanetsom i sit udtryk. Og dog på sin heltegen måde. For hvor Hollywoods su-perheltefilm gør brug af avancerede(og økonomisk pebrede) specialef-fekts, kommer Antboy med sit bud på

et bidrag til genrens visuelle udtryk.Den låner fra tegneserien, og vedbrug af lydeffekter og tegnede se-kvenser med onomatopoietika somKapow!, Slam! osv., som vi genken-der fra tegneseriernes talebobler, ska-ber den action på sin egen kreativeog raffinerede måde. Og det virker.Vi suges ind i filmen og dens hand-ling. Vi tror på Pelle og hans projekt,og vi gisper, gyser og glæder os til, atvi forhåbentlig igen skal møde Antboy.

Kenneth Bøgh Andersen har fore-løbigt skrevet seks bøger i serien,hvor filmen bygger på bind et og tre.Og jeg er vist ikke den eneste, derhåber, at vi får flere film i serien omPelle og hans alter ego Antboy.

Mette Wolfhagen Linnebjerg

DaBUF, Tagensvej 85 E, 1. sal · 2200 København N

B

Danmarks første superhelt

Pelle ved et tilfælde bides af en gen-modificeret myre og får superkræfter.Drømmen om at være noget specieltgår i opfyldelse, og da han først, medhjælp fra superheltenørden Wilhelm,får opbygget sin figur og fundet fremtil sine superhelteegenskaber, går hani gang med at hjælpe og redde men-nesker i nød, som det sig nu hør ogbør, når man er en vaskeægte super-helt. Og da den smukke Amanda kid-nappes af en gal videnskabsmand iskikkelse af skurken Loppen, får Ant-boy for alvor brug for sine superhel-tekræfter.

Antboy er Ask Hasselbalchs debutfilmsom instruktør, og den er et frisk, nytog måske tiltrængt bidrag til dansk

Antboy. Nimbus Film