DE

CE

MB

ER

201

3

” Det er ikke sjovt at sidde i banken og skrive under på, at du skal lave en lakridsfabrik til 3,5 millioner som 23-årig. Men jeg var villig til at ofre ALT.”

Johan Bülow

REAKTION 3 Klumme: Bange for at blive færdig?

Denne måneds indspark fra Syddanske Studerendes formand Peter Lykkegaard.

4 Leder

5 Gravid uden at vide det Kan man føde et barn uden at vide, at man ventede det?

6 Dagbog fra Stalins hjemlandTil dagligt er Anders studerende, men i oktober tog han til Georgien som valg- observatør for at sikre at demokratiet sejrede ved præsidentvalget.

UNIVERSITET 8 En arbejdshest går aldrig helt på pension

Efter 12 år som rektor takker Jens Oddershede af. Læs i dette portræt om hans bedrifter fra start til rektorslut.

11 Q&A med tronarvingenHenrik Øregaard Dam er ny rektor på SDU fra den 1. februar 2014. Find ud af hvem han er i denne Q&A.

12 Han tog springet til SpanienUniversitetsstuderende kan komme på udveksling rundt omkring i verden. En af dem, der har forladt SDUs grund er Kalle, der har byttet det danske campus ud med Deusto Universidad i San Sebastián.

14 The Strange NorthenersDanskerne er nok de underligste i verden. Det påstår antropolog Dennis Nørmark i hvert fald. Han har studeret danskerne og prøver nu at hjælpe nye beboere på dansk grund med at forstå vores særprægede vaner.

SAMFUND 16 Kongen af lakrids

Månedens portrætperson er entreprenør Johan Bülow, manden bag Danmarks førende gourmetlakrids.

22 Frem med FOMOderationenTrykker du på Facebook-ikonet i samme åndedrag, som du slår din alarm fra om morgenen? Måske lider du af Fear of Missing Out, en ny betegnelse for en hel generations ubærlige behov for konstant at tjekke nettet for fangst.

24 Den tomme plads i parkenMånedens fotoreportage bringer dig tættere på fremmede mennesker. Lars og Malte har inviteret forbipasserende til en snak på den tomme plads.

30 Hygge i et seriøst lysHygge er ikke bare hygge. Hygge kan der forskes i. Og det har Jeppe Trolle Linnet gjort. Han er antropolog og forbrugsforsker

TUMULT 32 Traditionen tro: Lucia, levende lys og lussekatte

Du har formentlig selv været en del af et luciaoptog i børnehaven eller folkeskolen. Men vidste du, at Lucia var en kristen pige fra Sicilien? Læs hele historien og få samtidigt opskriften på svenske Lussekatte.

34 Året der gikRUST guider dig igennem årets vigtigste begivenheder.

36 Månedens novelle: Begravelsesstemning

38 KalenderFå et overblik over, hvad december byder i din studieby.

INDHOLD 6

8

16

32

www.centrumtandlaegerne.dkCentrumTandlægerne

...vi gir’ bedøvelsen og røntgenbillederne gratis til studerende...

TANDLÆGEHar du “lommesmerter”...?

Odense City • Grønnegade 16 • tlf.: 66 126 226Middelfart • Teglgårdsparken 100 • tlf.: 64 402 403

...mod forevisning af gyldigt studiekort.

Klumme af Peter Lykkegaard, formand for Syddanske Studerende

Bange for at blive færdig?

Tænker du nogensinde over slutningen på dit studieliv? Hvordan det bliver at blive færdiguddannet på universite-tet og så at skulle ud på arbejdsmarkedet på fuldtid? Jeg er først nu begyndt at tænke på det – og jeg har kun et år til-bage af min kandidat. Det er meget mærkeligt at tænke på, at til sommer skal jeg til at skrive mit speciale, og når det er afleveret så… done.

Frygten for ikke at kunne finde et arbejde er stor for rigtig mange af os, og det er da også deprimerende når man kig-ger på statistikken, der siger, at over hver femte nyuddan-nede akademiker er ledig efter to år. Men det er da en lil-le trøst, at arbejdsløsheden for akademikere i Syddanmark er landets laveste på kun 3,6 procent – modsat Nordjylland på 6,9 procent. Også når vi kigger på Danmarks fire største byer, ser det bedre ud: Odense har den laveste arbejdsløs-hed blandt akademikere på 5,4 procent imod Københavns 6,2 procent. Så trods mørke skygger over jobmarkedet er det lidt lysere i Syddanmark ved Syddansk Universitet.

Men det er jo ikke kun udsigten til at komme ud på arbejds-marked, der gør en bange – også den realitet, at man skal sige farvel til det liv, man har haft gennem flere år. Man skal sige “bye bye” til ens studieliv med alt, hvad det indeholder. For, selvom vi nok er mange, der glædes over at slippe for at købe os fattige i studiebøger flere gange om året og den kroniske dårlige samvittighed for ikke lige at have læst alt det, man gerne ville, så er studielivet også enormt berigende med alle de spændende mennesker, man omgås – gaven ved hele tiden at kunne udfordre sig selv og tilgængeligheden til ny viden gennem forskere og biblioteket. Og der er også den store fleksibilitet, som gør det muligt for os studerende at kaste os ud i spændende projekter og dybdegående studier.

Jeg har selv haft et helt fantastisk studieliv, der har givet mig så meget på alle områder; utroligt nære venskaber, enorm faglig indsigt og personlig udvikling samt solid, praktisk er-faring gennem flere projekter. Jeg har ikke kunnet få mere ud af mit studieliv end det, jeg har fået, og det er jeg meget glad for og kan kun opfordre alle andre studerende til at gøre det samme: Spring ud i alt, du kan magte, for muligheden for at gøre det efter studiet er ikke den samme overhovedet.

Når jeg kigger på min frygt for at blive færdig, så handler det om at være bange for, at jeg ikke ved, hvad jeg får, og ikke vil miste det, jeg har. Men hvem siger egentlig, at jeg skal frygte noget som helst? Hvorfor bygge en forestilling op om, at stu-dielivet og erhvervslivet er to uforenelige verdener – for i ste-det kan man jo prøve at bygge en bro mellem dem og forene dem. Lad os allerede i starten af vores studie bygge de elemen-ter ind, som vi skal bygge videre på, når vi er færdiguddanne-de. Vi skal, allerede mens vi går på universitetet, have en solid kontakt til erhvervslivet og de virksomheder, som kunne være interesserede i at ansætte os. Vi studerende skal se studielivet som første etape af vores karriererace, som er positivt ment – der skal være sammenhæng mellem de 5 år vi bruger på stu-dielivet og de måske op til 50 år, vi bruger på vores erhvervsliv.

Jeg er allerede nu begyndt at udforske mine jobmulighe-der, så jeg kan være velforberedt til, når jeg står som færdig-uddannet om et år. Og omvendt vil jeg ikke slippe mit studie-liv – så det netværk, jeg har haft på universitetet skal bibehol-des gennem bl.a. alumneforeninger på SDU, der er for tidli-gere studerende.

Så er du bange for at blive færdig på Syddansk Universi-tet, så vend det til noget positivt, og brug det til motivation til selv at bestemme, hvordan dit fremtidige liv skal forme sig.

RUST RUSTREAKTION REAKTION

2 3

Nr. 8 – 2013 Nr. 8 – 2013

Stine Voigt de KlaumanAnsv. chefredaktør

Et år lakker mod enden. På det store lærred var det et år, hvor flere ministre måtte gå af på grund af skandaler, Danmark vandt det europæiske melodi grand prix, og vi fik en ny of-fentlighedslov, der satte skodder for dokumentvinduerne på Christiansborg.

Men også hos os i RUST-redaktionen har det været et omvælten-de år. Vi gik fra at være journaliststuderende på fjerde måned til at være redaktionen på Syddansk Universitets studenterblad. Det var potentielt 30.000 studerende, vi skulle råbe op for, underhol-de og informere. Helt uden hjælp.

Vi har siden da fået afslag fra det danske kongehus tre gange og fra statsministeren en enkelt gang(vi skulle hilse). Vi fik hjælp til at stave rigtigt og mistede en god medarbejder på vejen. Det er ikke så let, som det måske ser ud til. Men det har været alle hud-afskrabningerne værd.

Vi har nydt det, og det håber vi i høj grad også, at I har. Vi har al-tid sagt, og vi mener stadig, at RUST er til for jer. RUST er de stu-derendes magasin på SDU, og vi håber, I har følt, at vi har været der for jer. Vi har gået rektor på klingen, når vores medstuderen-de har skullet sidde i vindueskarme på grund af pladsmangel. Vi har været jeres stemme, når det sundhedsfaglig fakultet vælger at forbyde alkoholen på rusturen. Og vi har prøvet at gøre SDU’s 2020-plan en smule mere letfordøjelig. Vi har prøvet at skrive om jer, til jer og med bidrag fra jer.

Så nok stopper vi, men RUST forsætter stadig. Bladet går på en kort læse- og juleferie, men er tilbage til skolestart den første februar.

Til sidst vil vi bare gerne sige tak. Tak fordi du læser med. Og alt held og lykke fremover.Vi kommer til at savne dig.

Forsidefoto: Frank Lohmann

Layout Rosendahls Print – Design – Media

Annonceansvarlig Charlotte Harlev rust@rosendahls.dk Rosendahls Print – Design – Media

Fotograf: Jens Feveile

Udgiver Serviceområdet

Oplag 2.500, 8 gange årligt

Tryk Rosendahls Print – Design – Media

Distribution Alle afdelinger af SDU

Kontakt rust@sdu.dk

Web www.rustonline.dk

Adresse Rust, Campusvej 55, 5230 Odense M

ISSN 1604-5238

Rebecca BodniaChefredaktør

Ann-Sofie Guldbæk RasmussenRedaktør

Maja Mackintosh JohansenRedaktør

Lars Düwel Redaktør

På vegne af redaktionen

Rebecca Bodnia Stine Voigt de Klauman

Faste skribent: Anne Sofie Feld. Korrekturlæser: Vivian Pedersen

TAK FOR DENNE GANG

Første gang jeg hørte om det, troede

jeg ikke på det. Jeg gik i 10. klasse, og min venindes lille-

brors klassekammerat havde født et barn, uden nogensinde at have haft

mistanke om, at hun var gravid.

Det måtte være en røver. Men så fem år efter stødte jeg på fænomenet igen, da jeg til en elek-

tronisk musikfestival i København pludselig be-fandt mig blandt farverige tæpper, billige øl, smø-

ger – og et spædbarn. Det i sig selv behøvede ikke være så besynderligt, men det der slog mig var allige-

vel, at barnets mor, en gammel bekendt, som vi i denne sammenhæng kan kalde V, ikke umiddelbart havde lig-

get i den tunge ende af skrukbarometeret. Hun var måske 20 år på dette tidspunkt, og selvom moderrollen ikke sad

helt forkert på hende, virkede hun alligevel fejlcastet. Spin-kel som en teenager og alene. Ikke ligefrem ulykkelig, men heller ikke tilpas. Jeg spurgte en fælles veninde, hvad histo-rien var, og hun fortalte at V var taget på udveksling uden at ane uråd og pludselig – svups – en baby.

Jeg var forvirret. Stadig ikke overbevist, men samtidig bænket over for et ubestrideligt stykke bevismateriale. Min fornuft sadlede om. Så måtte det handle om selvfornægtelse. At hun ikke kunne forholde sig til konsekvenserne, og derfor ikke havde accepteret sin tilstand. Men også her fældede min ar-gumentation sig selv. Både fordi det måtte være umuligt at ignorere graviditetens hastigt tiltagende mave og det ude-blivende behov for tamponer. Men særligt fordi V var en kvik pige, og man skal være godt dum, hvis man for-

nægter konsekvensen af at have en kage i ovnen. Den vil nemlig, erkendt eller ej, unægteligt tage sin skri-

gende, smertefulde exit gennem dine ædlere dele. Blålilla af blod, fosterfedt og anstrengelse. Og så

vil den ellers bare være der. Sandsynligvis indtil du ikke er her mere. Som jeg sad dér med min

lunkne øl, kunne jeg mærke, at jeg blev vred. Hun måtte godt nok have haft hovedet

under armen, hvis hun ikke havde op-daget det. Og det var slet ikke okay

ikke at tage ansvar for en situa-tion, der indebar noget så

vigtigt som det lil-le menne-

ske, der lå dér og klukkede med på de hippe rytmer.

Men så for omkring et år siden fik en britisk soldat pludselig mavepi-ne ved frontlinjen i Afghanistan og blev sendt på felthospitalet, hvor hun fødte en søn. Verdenspressen reporterede vidt og bredt, men der var ikke én eneste læge eller anden fag-person, der klandrede hende for ikke at have set tegnene. Og så fik jeg dårlig samvittighed. Her hav-de jeg siddet og dømt V for at være uansvarlig, når hun i virkeligheden havde været ude for en oplevel-se, der åbenbart kunne ramme alle og enhver, og som i mine daværende øjne måtte være nærtraumatisk – at bli-ve surprise-mor, måske helt uden at ville det?

Men ét spørgsmål pressede stadig mod min pande: hvordan?

Jeg fik svaret for et par måneder siden. I forbindelse med et interview opsøgte jeg en pige, lad os kalde hende T, som var gået til lægen med mavesmerter og efter undersøgelsen, havde fået at vide, at hun ventede sig. Snart. Flere ting var skyldige i hendes krops bedrag. Moderkagen lå anderledes end ved de fleste graviditeter. Foran barnet. Det var derfor, hun ikke havde mærket de små spark fra sit indre. Sparke-ne, som havde fået moderkagen til at bløde. Det blod hun havde taget for en lidt halvhjertet menstruation. To uger ef-ter fødte hun en søn.

Men T gav mig også et andet perspektiv på det mystiske fænomen. For der sad hun storsmilende og fortalte, at det havde været et kæmpe chok. At hun havde været på vej op ad karrierestigen, og den sidste veninder-ne havde forestillet sig skulle være mor. Men at op-levelsen havde vendt det hele på hovedet. På den gode måde. At midt i alt det planlagte liv, hav-de det været godt med en lille, stor overraskel-se. For det er tit dér, vi virkelig lærer noget. Om hvem vi er, hvad vi vil, og hvor me-get vi egentlig er i stand til. Og er det ikke netop det forrygende ved at være til, at man aldrig kan vide præcis, hvilket puds livet vil spille én næste gang?

Med hovedet under armen og et på vej ud af…Tekst og illustration af Maja Mackintosh Johansen

RUST RUSTREAKTION REAKTION

4 5

Nr. 8 – 2013 Nr. 8 – 2013

30 minutter og en facebook-ven rigere Jeg sidder sammen med 19 unge danskere og næsten lige så man-ge unge georgiere i en hyggelig restaurant midt i Kutaisi, Geor-gien. Der er en hyggelig og spændt stemning, for næste morgen skal vi sammen ud og observere de små valgsteder i byen i for-bindelse med Georgiens præsidentvalg. Vi er alle medlemmer af den tværpolitiske organisation SILBA, der arbejder for at sikre de-mokrati og frihed i Østeuropa og Kaukasien. Jeg har selv hørt om turen, fordi SILBAs fynske afdeling holder til på SDU.

“Do you want to be my facebook friend”? Jeg har kun kendt min nye facebook-ven i knap 30 minutter. Alligevel ved jeg alle-rede, at hun kommer fra en landsby 60 kilometer fra Kutaisi, læ-ser historie, og at hendes bror lige er død. Det betyder, at hun er den eneste tilbage til at skaffe penge til hendes forældre. Hun er mit første møde med den særlige georgiske gæstfrihed.

Vi danskere har haft to dage til at danne os de første indtryk af landet, hvilket bestemt ikke er let.

Georgien er et meget sammensat land. Det ligger midt imel-lem Asien, Europa og Mellemøsten, og kulturen er præget af, at landet har været en del af det sovjetiske imperium.

I går kørte vi igennem det omskiftelige landskab fra hoved-staden Tbilisi til Kutaisi. Jo længere vestpå i retningen af Sorte-havet vi kom, desto mere blev den tørre slette erstattet af skov og vinmarker.

På vejen kom vi igennem Stalins fødeby Gori. På trods (eller måske på grund) af Georgiens fortid og naboskab med Rusland, så virker det, som om de gerne vil være en del af vesten. De er aspiranter til et NATO-medlemskab, og i en ellers grå og lidt fal-defærdig hovedstad står der af og til nye, moderne bygninger, der mest af alt ligner noget fra London eller Manhattan.

”So why can’t we join the EU?” spørger min borddame drillende.

Valgdagen Vi står allerede op klokken 6 om morgenen på valgdagen. Vi får de sidste informationer og bliver inddelt i teams. Derefter kører vi med en lokal chauffør ud til de første valgsteder for at observe-re åbningen af valgstederne. Jeg føler mig godt forberedt. I de se-neste dage har vi hørt foredrag om præsidentkandidaterne, valg-proceduren og hvad vi særligt skal være opmærksomme på i for-bindelse med valgobservationen. SILBA-observatører har ofte ob-

serveret ”inregularitis”, såsom at flere stemmer sammen, brudte forseglinger på stemmeboksen eller upassende tilstedeværelse af politi, når de har observeret valg i Østeuropa eller Kaukasien. Alt sammen noget, der tyder på unfair valg. Georgien har på trods af de seneste års positive udvikling aldrig skiftet præsidentposten ud på demokratisk eller fredelig vis. Derfor er der ingen sikker-hed for, at valget bliver demokratisk.

Vi får besøgt en del valgsteder i løbet af dagen. Alle steder bliver vi taget venligt imod. Når vi snakker med georgierne, virker de fleste selvsikre og stolte af deres demokrati. Jeg synes, deres selv-sikkerhed er berettiget. Georgien er langt fremme i forhold til an-dre nye og skrøbelige demokratier, og vi observerer intet, der kan indikere snyd. De valgtilforordnede har styr på valgproceduren, og ingen forsøger at skjule noget for os. Desværre er der et en-kelt valgsted, hvor vælgerne får lov til at stemme, når de fremvi-ser et papir med vælgernummer i stedet for deres id-kort. Det vi-ser sig dog at være et engangstilfælde, da ingen af de andre hold oplever noget tilsvarende.

Jeg er meget overrasket over, hvor mange valgobservatører der er fra politiske partier og lokale organisationer. I et af valglokalerne er der så mange mennesker, at det næsten er svært for vælgerne at komme frem til stemmeboksen. Lokalt er cirka 20 kvadratme-ter og ser ud til at være en del af et bibliotek.

En lang dag slutter med, at vi observerer lukningen af et valgsted og optælling af stemmerne. Umiddelbart lyder det som en frede-lige affære, men det viser sig ikke helt at være tilfældet. Igennem hele proceduren er der en intensitet og spænding i rummet. De forskellige valgobservatører er meget opsatte på, at alt skal gå or-dentligt til, hvilket flere gange fører til heftige diskussioner. En mand filmer alt, så det kan dokumenteres. Han er fra den afgå-ende præsidents parti.

På vejen hjem til vores hostel tænker jeg ved mig selv, at det nok er de færreste, der har oplevet en lignende stemning i et dansk valglokale og en lignende begejstring for det at gå til valg gene-relt. Måske fordi vi betragter demokratiet som en selvfølgelig-hed. Dagen har givet mig en bredere horisont, og jeg har genop-daget glæden ved det danske demokrati i Stalins eget hjemland.

fra Stalins hjemlandDen 27. oktober 2013 rejste Anders Thams Nord Hansen fra SDU til Georgien for at være valgobservatør til præsidentvalget. Sammen med organisationen SILBA, Support Initiative for Liberty and Democracy, skulle han sikre, at demokratiet sejrede ved valgurnerne. Her er et uddrag af hans personlige dagbog fra turen.

Tekst og billeder af Anders Thams Nord Hansen, stud.scient.pol.

DagbogRUST

REAKTION7

Nr. 8 – 2013

RUSTREAKTION

6

Nr. 8 – 2013

Han har et imponerende CV. Han skrev sin doktorgrad som 33-årig, har været involve-ret i en lang række bestyrelser og han blev i 1996 kåret som Årets Fynbo. Jens Odders-hede er tilmed den længst siddende rektor i dansk universitetshistorie.

Men det skyldes ikke, at den ene appel-sin efter den anden er dumpet ned i turba-nen. Den lange karriere skyldes i høj grad hårdt arbejde og ikke mindst en høj ar-bejdsmoral. Det er ikke forkert at beteg-ne Jens Oddershede som en arbejdshest.

”Jeg har altid påtaget mig ansvar, og jeg har altid påtaget mig ledelse”, fortæl-ler Jens Oddershede, der til februar fra-træder stillingen som rektor for Syddansk Universitet.

Foran mig sidder rektor. En travl mand, som alligevel har sat halvanden time af til et interview. På hans kontor, kan han fra sit skrivebord se ud af vinduerne, ud over plænerne. Ud over sit universitet. Han smi-ler venligt og sætter sig tilbage i stolen, idet han begynder at fortælle om sin barndom. Præcis som min egen farfar ville fortælle mig en god historie.

”Jeg blev født lige efter krigen, i august 1945”, begynder han og fortæller om, hvor-dan den nordvestjyske muld omkring Thi-sted danner ramme om barndommens minder. Hurtigt fik han lært at tage an-svar, som den ældste af tre brødre.

”Min mor sagde: Du er den ældste, så må du også være den klogeste.”

Ansvaret og lederskabet for sine yng-re brødre har sidenhen transformeret sig til ansvar for fodboldturneringer, besty-relsesposter og et universitet.

Kemiforsøg i laden”Det var nok ikke nogen tilfældighed, at jeg endte som rektor på et universitet”, for-tæller Jens Oddershede, idet han ser tilba-ge på sine 67 år og sin tendens til at påta-ge sig ledelse.

Det har dog ikke altid stået i stjerner-ne, at han skulle være akademiker. Som den ældste søn var det fra starten faderens

plan, at han en dag skulle overtage slægts-gården som 6. generation.

”Men jeg ville være forsker. Jeg ville op-dage noget, og jeg ville ud i verden. Der skulle ske noget”, lyder det fra Jens Od-dershede, der husker, hvordan han udførte kemiforsøg i laden og læste om Niels Bohr og Den fantastiske neutron.

Det var et held, da han fik lov til at fort-sætte sin skolegang.

”Min daværende lærer, Viggo Tho-rup, overbeviste mine forældre om, at jeg havde talent for at læse. Det var dog

svært at overtale min far, der i mange år efter spurgte; Hvornår får du et rig-tigt job?”

Også i skolegården mødte Jens Odders-hede modstand. Det var ikke altid let, at være bondedrengen, der kom til at gå i sko-le med præstens og skolelærerens børn.

”Det var svært at rykke til byen fra lan-det var svært. Jeg talte dialekt og opførte mig anderledes.”

Han var et let offer. En rødhåret og tem-peramentsfuld dreng, der blev hidsig og talte for hurtigt. Men han fortsatte og det

EN ARBEJDSHEST GÅR ALDRIG HELT PÅ PENSIONSiden han var helt ung, har Jens Oddershede, påtaget sig ansvar og ledelsesposter. Til februar fratræder han stillingen som rektor for Syddansk Universitet, men lysten og energien til at fortsætte, brænder stadig i ham. Det har den altid gjort.

Tekst af Sarah Bech LundegaardFoto af Jens Feveile

var en lettelse, da han endelig kunne fort-sætte til gymnasiet.

”Jeg blev ved. Det med at lære noget nyt og blive dygtigere og klogere, det var det, der motiverede mig”, fortæller Jens Oddershede, der i dag husker tilbage på tiden i mellemskolen som meget lærerig. Både fagligt, men også socialt.

Jens Oddershede ser i dag tilbage på den tid, som en periode, der har lært ham en masse. Tiden i mellemskolen har udsty-ret ham med en masse sociale kompeten-cer og har formet ham personligt.

Oprør med Beatles og trompetbukserI 1964 flyttede den 19-årige nybagte student til Århus for at læse kemi og fysik på Uni-versitetet. I den jyske hovedstad var tres-sernes oprørske stemmer for alvor kommet til orde. Ungdommen krævede reformer. Med langt lyst hår, rødt fuldskæg og trom-petbukser kæmpede Jens Oddershede også de studerendes sag under studenteroprø-ret i 1968. Til et soundtrack af Beatles gik han i forreste række for at revolutionere universiteterne.

”Jeg var den første elev, der kom med i

”Min far spurgte i mange år; Hvornår får du et rigtigt job?

”

RUST RUSTUNIVERSITET UNIVERSITET

8 9

Nr. 8 – 2013Nr. 8 – 2013

Hvordan reagerede du, da du fik at vide, at jobbet var dit?”Jeg blev utrolig glad. Det er en opgave, jeg har lyst til at påtage mig, og jeg er utrolig spændt på at komme i gang.”

Hvad kan du bidrage med til SDU?”En stor videnserfaring fra universitets-verdenen, virkelyst og en masse energi!”

Hvad laver en rektor egentlig?”Rektoren er den øverste ledelse på univer-sitetet. Så det er min opgave at sætte den retning, hvor universitetet skal hen. Der-udover skal en rektor sørge for et godt stu-die- og arbejdsmiljø, og at universitetet er et godt sted at være for både medarbejde-re og studerende.

Hvad er dine fritidsinteresser?”Jeg læser mange bøger, gerne historiske, og ser mange film fra min store filmsam-ling. Jeg fotograferer på hobby-niveau og elsker ellers at rejse både på skiferie og sydpå.

Kan du anbefale os studerende en god bog til vinteren?”Ja, jeres lærebøger! Haha.”

Hvad kendetegner en god studerende?”En god studerende er en aktiv studeren-de. Det er simpelthen det allervigtigste og en forudsætning for at udvikle sit talent. Og her mener jeg både socialt og fagligt. Man skal engagere sig i sit studie og sine kammerater.”

Hvad synes du kendetegner SDU som uddannelsesinstitution? ”Syddansk Universitet er et af de eneste universiteter, der sætter de studerende i centrum – og stadig arbejder for at gøre det bedre. Og det er vigtigt for et universitet.

Hvad er det første, du gør som ny rektor på SDU?”Jeg har en masse mennesker, som jeg skal lære at kende; ansatte, studerende, ledel-sen på de forskellige campusser, politikere og embedsmænd. Det er allerførste skridt. Jeg skal arbejde sammen med rigtig man-ge mennesker, som jeg ikke kender endnu.

Hvad kan blive bedre på SDU?”Som alle andre universiteter, skal SDU styrke sine uddannelser, forskning og rela-tioner til det omgivende samfund. Det kan altid blive bedre. Verden forandrer sig, og det må universitetet også.

Hvordan vil du sikre, at de studerende bliver hørt?”Der er en masse forskellige formelle orga-ner, hvor de studerende kan blive hørt, og jeg kan høre dem. Men jeg sætter stor pris på den uformelle snak og at få hørt den al-mene studerendes holdning. Så alle er vel-komne til at kontakte mig.

Hvor lang tid bliver du som rektor?”Min kontrakt er på seks år med tre års for-længelse. Så jeg satser på alle ni år. Så må vi se derefter.”

Hvor er SDU i 2020?”SDU er et sted, hvor alt er fuldt imple-menteret, og alle mål er nået. Et bedre uni-versitet, end det er i dag.

SDU har jo intet campus i København – kommer du så til Odense?”Ja, jeg har fået hus i Odense fra 1. janu-ar og flytter herover sammen med hele fa-milien.”

Bonus-info: Udover Henrik selv består familien af kone, et barn på vej og hun-den Felix.

Når Oddershede træder af, er det 45-årige Henrik Øregaard Dam, der bliver kronet til ny rektor for alle seks SDU-campusser. Han er uddannet professor og dr.jur. i skatteret og har indtil nu været lektor på Københavns Universitet. Nu gælder det Syddansk Universitet, byen Odense og 30.000 studerende.

Af Rebecca Bodnia

Q&Amed tronarvingen

privatfoto

undervisningsudvalget, hvor jeg kunne få taletid”, fortæller Jens Oddershede, der husker, hvordan han fik problemer ved at næg-te at tiltale professorerne i 3.person.

På hjemmefronten stødte han også ind i konfrontationer, når han iklædt farverigt tøj og venstreorienteret idealisme besøgte fa-milien. Jens Oddershede husker, hvordan en onkel blev så pro-vokeret af hans fremtoning, at han forlod en familiefest i protest.

”Jeg syntes ikke selv, jeg var provokerende. Jeg klædte mig bare anderledes og havde andre musikinteresser”, fortæller Jens Od-dershede, der betegner sig selv som en foregangsmand, der var med til at ændre tonen i tresserne.

”Hvis jeg ikke kan leve med at tingene er, som de er, påtager jeg mig ansvaret for ændre det.

Sådan er det stadig.”

Et skub til USA Da han i 1970 forlod Århus Universitet med sin embedseksamen under armen, og jobbet som gymnasielærer var sikret, skubbede en underviser ham endnu en gang i den rigtige retning. Denne gang hele vejen til USA.

Nygift og med en nyfødt datter flyttede Jens Oddershede til Utah, hvor han i årene 1971-73 underviste på University of Utah.

I 1977 flyttede familien fra Århus til Odense, da et job som lek-tor ved det daværende Odense Universitet lokkede. Endnu en gang fulgte familien godvilligt med.

”Jeg har været fantastisk privilegeret. Uden sådan en forståen-de hustru, havde sådan et liv nok ikke været muligt”, lyder det tak-nemmeligt fra Jens Oddershede, der tænker på hvordan han har rykket familien med sig frem og tilbage fra udlandet flere gange.

Odense blev familiens base, med et hus i Munkebo og udsigt over vandet. Odense Universitet blev det andet hjem, og med ti-den blev det til Jens Oddershedes Universitet.

”Jeg troede, jeg bare skulle være professor, men sådan kom det ikke til at gå”, forklarer Jens Oddershede, der husker, hvor-dan hans trang til at involvere sig og tage ansvar endnu en gang var med til at skubbe ham videre op ad karrierestigen.

Uventet blev han valgt som dekan, da den daværende dekan spurgte, om ikke det kunne have interesse.

”Jeg var i opposition til det daværende system, og det fortalte jeg

til højre og venstre. Da han spurgte, om jeg ville overveje det, hvis han samlede underskrifter nok, svarede jeg ja. Jeg troede ikke på det.”

Men opbakningen til Jens Oddershede var stor, og i 1992 blev han valgt som dekan for Det naturvidenskabelige Fakultet (Siden-hen Det naturvidenskabelige og tekniske Fakultet).

”Nu havde jeg jo sagt ja, så jeg gav det et års tid. Det blev til to. Og nu er der gået 22 år med universitetsledelse.”

”Kaldte mig en grædekone”I 2001 tiltrådte Jens Oddershede stillingen som rektor for Syd-dansk Universitet. Igennem tiden har han måtte stå for skud for en del kritik, også i pressen og blandt politikere. I en kamp om flere forskningsmidler, udtalte han i medierne, at selvom det blev lovet, fik de ingen penge. Han husker også, hvordan han en søn-dag morgen vågnede op til avisforsider, hvor landets Statsmini-ster uddelte verbale smæk.

”Fogh kaldte mig for en grædekone. Han havde indkaldt jour-nalister fra Berlingske og Politiken til et pressemøde, hvor han kaldte mig for et brokkehoved, fordi jeg hævdede at vi ikke fik nogen penge. Vi fortsatte dog presset og det resulterede efterføl-gende i en forøgelse af midlerne til uddannelse og forskning.”

Med titlen og jobbet som rektor er også megen kritik fulgt med. Selv erkender Jens Oddershede, at det ikke altid har været let, at skulle være beslutningstager.

”Man skal nok være lavet af et lidt specielt stof, hvis man skal holde som rektor og beholde sit gode humør. Det vigtigste er, at man kan lide mennesker. Man skal kunne lide fremskridt. Frem-skridt, som man ikke nødvendigvis selv skabt, men som man har skabt betingelserne for”, lyder det fra den syddanske rektor.

Jens Oddershede har i løbet af de sidste tolv år bestræbt sig på at skabe en arbejdsplads og et studie, som folk er stolte af. Han vil det bedste for de ansatte og studerende. Men der stilles også krav.

”Alle skal være velkomne her og føle, at de har en mulighed. Men de skal sgu yde en indsats! Der skal leveres noget. Alle, der leverer, er velkomne!”

Ingen fuldblodspensionist Til februar har Jens Oddershede været rektor i præcis tolv et halvt år. Han er den længst siddende rektor i Danmark nogensinde. Et koryfæ. Eller en dinosaur, som han gentagne gange er blevet kaldt.

”Jeg betragter ikke mig selv som sådan. Men jeg er en arbejds-hest. Jeg gør noget ud af at gøre tingene færdig, selvom det bety-der lange dage og lange nætter.”

Selv erindrer SDU’s koryfæ ikke, hvornår han sidst har haft en normal arbejdsuge på 37 timer.

Når han til februar går af som rektor, bliver der mere tid til blandt andet historisk læsning og pasning af haven. Men at han bliver 100 pct. fuldblods pensionist, er næppe sandsynligt.

”Jeg bliver ikke den typiske pensionist, der nu skal jeg hjem og passe min have eller spille golf og rejse. Det bliver ikke mig!”

Der er planer om at genoptage forskningen, og han slipper derfor ikke universitetet helt. Oveni fortsætter han sit bestyrelsesarbejde og er samtidig på jagt efter flere poster, hvor han kan bruge sin energi.

Jens Oddershede er dog selv klar over, at det bliver en kold tyrker, og selv hans hustru spørger ham ind imellem ængsteligt: Du skal da ikke være hjemme hele tiden?

”Hun ved, jeg bliver rastløs. Jeg skal have noget at tage mig til.” Og der er ingen tvivl om, at selvom Jens Oddershede fratræ-

der posten som Syddansk Universitets rektor, vil han fortsat blive ved med stikke næsen frem og påtage sig nye former for ansvar og ledelsesopgaver. Det ligger som sagt i hans natur.

”Fogh kaldte mig for en grædekone.

”

RUST RUSTUNIVERSITET UNIVERSITET

10 11

Nr. 8 – 2013Nr. 8 – 2013

Det er 18 grader og overskyet, da jeg ankommer til Deusto Uni-versidad i San Sebastián. Det er ikke specielt varmt, men alligevel føles min hud fugtig under jakken. Typisk Baskerlandet, forklarer Kalle mig, da vi mødes ved den store indgangsport. 24-årige Kal-le Ander Maruri Zorzabalbere er der på klokkeslettet, men det er sjældent tilfældet med spanierne, fortæller Kalle.

”Spanierne er overhovedet ikke punktlige. Skal man lave en aftale med en spanier, kan de fint komme en halv time forsinket.”

Kalle er halvt spansk, og selvom han blender godt ind med de indfødte studerende, så er det alligevel ikke svært for mig at se, at han er præget af Danmark. Den sorte Fjällräven-rygsæk hjæl-per på det, men især bestemte ansigtstræk afslører ham som min landsmand.

”Min mor er dansk og min far spansk. Mine forældre har al-tid snakket spansk i hjemmet. Min far har altid gerne villet bi-beholde det spanske – dét at være basker er noget, han er meget stolt af,” siger han.

Vi sætter os på en af de røde mure, som udgør universitetet. Kalles danske tunge afslører ikke, at hans far er fra Baskerlandet. Hans spanske familie er grunden til, at han valgte at studere i San Sebastián – eller Donostia, som byen hedder på baskisk. En ku-sine bor i byen, og så er der mere af familien i den nærliggende storby Bilbao. Men på trods af, at han valgte stedet på grund af familien, så har han ikke set dem meget. Som udvekslingsstude-rende i Erasmus-projektet går meget af tiden nemlig med at være social med de andre fra projektet, som kommer fra hele Europa.

”I stedet for at rejse til USA, hvor det hele ville være fest og bal-lade hele tiden, så kunne jeg være lidt mere sammen med famili-en, men det har jeg ikke fået gjort,” fortæller Kalle og fortsætter:

”Jeg går rigtig meget sammen med de andre Erasmus-stude-rende. Sådan vil det altid være, jo. Man har altid planer om, at man vil lave et eller andet, som aldrig kommer til at ske, fordi man møder så mange nye mennesker. Så vil man altid lægge lidt mere i det, end i skole og familie og sådan.”

Der findes flere forskellige udvekslingsprojekter, man kan del-tage i på Syddansk Universitet. Erasmus-projektet fokuserer på den europæiske udveksling, og det er den mulighed, universitets-studerende i Danmark har for at komme ud og studere i Europa. Syddansk Universitet har aftaler med mange universiteter, og ét af dem er det private Deusto Universidad i San Sebastián, som ligger i Baskerlandet i Nordspanien.

Kaos ved kampstartOpstarten i det spanske universitetsliv var ikke gnidningsfri. Der var mange problemer i bare de to første uger – især i koordinatio-nen universiteterne imellem. Kalle skulle vælge fag sammen med sin studievejleder, inden han ankom, men de fag, han havde valgt

hjemmefra, viste sig at være 1. og 2. semesterfag. Og det passe-de ikke godt med Kalles 5. semesters-behov. Han fik to uger til at prøve nye fag, hvorefter hans skulle vælge fag igen.

”Så havde man to uger med fuld stress på. Det var kaos. Og så var fagene allerede startet, da jeg kom ind. Det var ikke den fede-ste måde at begynde på.”

Men det har ikke skræmt Kalle væk. Også selvom han mener, at det spanske undervisningsniveau ikke når de danske højder. Alligevel tror han ikke, at udvekslingen vil efterlade ham bagud i forhold til dem, der blev derhjemme.

”Når jeg kommer hjem, skal jeg til eksamener, og dem skal jeg jo klare lige meget hvad. Så jeg skal studere og læse op, og derfor tror jeg ikke, jeg kommer til at mangle noget.”

Han hilser på nogle piger, der går forbi os – andre Erasmus-studerende, fortæller han mig.

En personlig udfordringI Danmark læser Kalle international virksomhedskommunikati-on med engelsk og spansk på Syddansk Universitet i Kolding og bor i Esbjerg med sin kæreste gennem syv og et halvt år. Derfor var det heller ikke helt nemt at tage til Spanien i fem måneder.”Min kæreste tog af sted til Afrika, som led i hendes uddannel-se som sygeplejerske, så jeg tænkte, at så kunne jeg lige så godt udnytte den tid, hun er væk. Hun støttede mig selvfølgelig også i det. Hun er væk tre måneder, og jeg er væk fem måneder. Men hun kommer heldigvis og besøger mig, så det er lige til at holde ud,” griner Kalle.

For et par, som har overstået ”syvårskrisen”, kan det nemlig være hårdt at være væk fra hinanden. Dog ser Kalle flere positi-ve sider ved separationen.

”Det kan også styrke ens forhold at være væk i et stykke tid og så komme tilbage igen. Både med kæresten, men også med fa-milie og venner.”

Det personlige grænseland får også en del skub, når man ta-ger på udveksling. Nogle grænser kan virke så svært nedbryde-lige som Berlinmuren. Dog føler Kalle allerede fordelene efter de to første måneder.

”Man lærer helt vildt meget om sig selv. Bare dét at tage af sted – det er én stor grænse, der skal brydes. Og så det at møde nye mennesker og række hånden op i undervisningen – det er især ri-melig grænseoverskridende hernede. Det er på et fremmed sprog, og man kender ikke nogen. Det er sådan noget, der former en, når man begynder at tage sådan nogle spring.”

”Me cago en la leche”I San Sebastián ligger der mere end én bar på hver gade. Det er her, størstedelen af det sociale liv udspiller sig. Både for unge og gamle – og for Kalle.

”Hvis man går på bar hjemme i Danmark på samme måde, så er man dømt som alkoholiker,” siger Kalle.

I Spanien går forældrene på arbejde om morgenen, smutter hjem til siestaen ved middagstid, og når de så er færdige med ar-bejdet sent på eftermiddagen, så sluger de en enkelt øl på den lo-kale taberna, inden de går hjem til aftensmad.

”Når jeg ligger i min seng om aftenen, så kan jeg høre folk gå rundt udenfor og grine og snakke. Også selvom klokken er tolv på en hverdag. Gaderne er altid fulde af liv.”

En spanier kan ikke sige en sætning uden at bande. Det er et af de karaktertræk, Kalle også lægger mærke til. Bandeordene er noget af det første, man lærer som en guiri, turist, i deres land.

”Me cago en la leche. Jeg skider i mælken. Det siger de hele

tiden. Hvis de taber et eller andet eller snubler ned ad trappen. Hvis man bander hjemme i Danmark, så er det jo, fordi der er grund til det. Gør man det her, er det bare, fordi man gerne vil lave et statement.”

Og så er der kyssene. Hver gang man hilser, skal der kysses på kinderne. Det kan godt skabe problemer for de udenlandske studerende.

”For en dansker kommer det alt for tæt på. Jeg har prøvet, at nogle af de studerende fra Erasmus, de oplever, at de spanske pi-ger sender de forkerte signaler. Det tror de, fordi man er så åben hernede. Så tænker de straks: »hende her, hun er vild med mig«.

For Kalle har det dog ikke været noget problem at møde den-ne nye kultur.

”Jeg er vant til det hjemmefra.”

Guf til CV’etSom studerende i dagens Danmark, hvor alt handler om erfaring og uddannelse, og hvor alle kæmper om de få jobs, er det tyde-ligt at høre, at det betyder meget for Sydvestjyden, at der kan stå Spanien på CV’et. Både studievejledere og undervisere opfordre-de kraftigt til at tage af sted.

”Og så ser det rigtig godt ud på CV’et. Det er sådan noget virk-somheder, de kigger på. Har man været i udlandet, kan man kla-re sig selv,” siger Kalle.

Og på hans studie er udveksling noget, som undervisere og studievejledere gør meget ud af at fortælle noget om.

”Jeg fik at vide, at det ville styrke mine færdigheder inden for sproget samtidig med, at det var helt andre måder at lære ting på i udlandet. Og det har jo så bevist sig, at det har været det hele værd. Det har det.”

HAN TOG SPRINGET TIL SPANIEN

Universitetsstuderende kan komme på udveksling rundt om i verden. Det kan hjælpe på CV’et og også den personlige udvikling. Det er nogle af grundene til, at Kalle Ander Maruri Zorzabalbere valgte at tage på udveksling i Spanien. Dét og så det spanske land.

Tekst og foto af Pernille Baden Obelitz

– en udveksling i universitetstiden

RUST RUSTUNIVERSITET UNIVERSITET

12 13

Nr. 8 – 2013Nr. 8 – 2013

Understanding a new culture can be at least as challenging as learning the lan-guage. A lot of questions pop into your head. Why do they discuss things for so long? Should I wear a new deodorant sin-ce no one talks to me? Basically, why are Danes so weird?

Finding your way through the Danish la-byrinth of codes and mystic behaviour might be even harder than in other coun-tries. Anthropologist Dennis Nørmark, who has recently written the book “Cul-tural Intelligence for Stone-Age Brains“, makes a living of holding foreigners’ hands through the labyrinth teaching them the meaning of Danish culture. If Denmark seems strange to you, no worries, you’re not the only one. Dennis Nørmark expla-ins that the country is in many ways an extreme case.

“When you choose things, that I think is relevant for comparing cultures, there is certainly a tendency for Danes to pop up at the extreme end. In the area of religiosi-ty we are one of the countries that has less faith, when it comes to general trust we trust each other the most.”

Because of its position at the extreme poles Denmark can be seen as an extraordinary country. Not always in the positive sense. Dennis Nørmark says, in his experience, it is hard for many expats to get to know people in Denmark because they are a bit of an odd case.

“We know that a lot of people that come to Denmark are struggling with the cultu-re,” he says.

Coldness and black humourDanes can be misunderstood as reserved and uninterested. But they are not, they just have a different way of being polite than most people. Instead of offering you help they wait for you to ask for it. It is a way of them to signal that they respect your privacy and your ability to handle things yourself. However, the minute you ask they’ll be very willing to lend you a helping hand, says Dennis Nørmark.

It is the same when it comes to making fri-ends. You have to approach them and ask if they want to hang out. Also the Danish humour and forward manner can be qui-te an obstacle.

“Sometimes the way the Danes talk to the expats is fairly direct and sometimes it can be sounding a bit harsh, he says.”

24-year-old Raul from Mexico has no trou-ble dealing with the Danish humour. His is rather sarcastic one too. Raul came to Den-mark two months ago to do an internship at Fynske Medier. So far he thinks the lar-gest Danish oddity is, how much they chan-ge when drinking. They do not just become a bit tipsier, they suddenly open up. A lot.

“I went into this bar with some guys from work, older guys in their fifties, and after a couple of beers they had their arm over my shoulder and were sharing about their wife and children. That would never have happened at lunch!” Raul says.

Handshake or kissOn top of the changing when having drinks, Raul has experienced a typical Da-

nish problem – only in an extended versi-on. The considering of whether it’s appro-priate to shake hands or hug when meet-ing someone was not an issue for him, un-til he tried to kiss a Dane hello.

“It’s still weird for me, because in Mexico it’s neither a handshake nor a hug. We kiss and then hug. So the first time I tried that eve-ryone looked weird at me like ‘Why are you kissing me? You’re completely unknown,’” Raul says.

Raul likes being in Denmark because it is like taking a cold water dive into a com-pletely different environment, as he says. He thinks it is when you do that you learn the most about yourself and grow the fa-stest. Raul knows about this because befo-re moving to Denmark he lived in Austria.

In exchange for the talk of how foreigners adapt to Danish culture, Raul has got a pie-ce of advice for the Danes: do not be so hard on yourselves.

“Pretty much every Dane I’ve met so far has said ‘Oh we’re reserved, oh we’re ra-cists, oh it’s hard to break the Danish code’ – it’s not that hard. I think the idea of being proud of your culture is still a bit of a ta-boo. Denmark’s an amazing country, I’m loving being here.”

THE STRANGE NORTHERNERSThe Danish tribe is perhaps the weirdest in the world. That is the claim made by anthropologist Dennis Nørmark, who has studied the Danes and who is now trying to help expats understand our weird ways.

By Anne Sofie FeldFoto af Anja Frølleslev

Dennis Nørmark recently had a workshop at Stu-denterhuset in Odense, where he talked about the Danes being weird and how to handle them.

RUST RUSTUNIVERSITET UNIVERSITET

14 15

Nr. 8 – 2013

Kongen af lakridsJohan Bülow har været iværksætter, siden han som 6-årig solgte kirsebær på de bornholmske vejsider. Som 14-årig fik han sit CVR-nummer, og som 23-årig tog han et millionlån i banken for at kunne lave gourmetlakrids. Det kunne have været endt med en bundløs gæld. Men i dag er Lakrids by Johan Bülow en millionsucces. Og så er manden bag ikke engang rundet de 30.

Tekst af Rebecca BodniaFoto af Frank Lohmann

”Det her er så laboratoriet.”I det hvide 90’er-køkken står der blandt

meget andet fyldte gryder på vægte, la-kridseksperimenter til en stor, ny, hemme-lig kunde – og Bugles-chips.

”I vil ikke tro det, men Bugles-chips med flydende chokolade og rå lakrids pul-ver.” Johan kigger sigende på os, selvom de tre elementer langt fra klassisk bliver spist sammen.

”I virkeligheden er dét hemmeligheden bag Lakrids by Johan Bülow og den pro-duktudvikling, vi har lavet. Det er ikke sla-viske laboranter, der går og tager tests hele tiden. Det er bare folk, der leger og afprø-ver nye ting. Men det er også sådan, de gode ting opstår.”

Johan Bülow er entreprenør. Han er far, han er 29 år, og han er manden bag Danmarks førende gourmet-lakridsmærke Lakrids by Johan Bülow.

Han er langt foran sine jævnaldrene, hvad angår ansvar, job, bolig og økono-mi. Og bagud i forhold til uddannelse. For han er en selfmade man, og i dag står en 3500 kvadratmeter stor lakridsfabrik fær-dig i Hvidovre med hans navn på. Fabrik-ken kan producere 2,5 tons lakrids hver dag og er betalt med rede penge.

Johan Bülow skylder intet i banken.

”Det er vitterligt blevet en stor succes. Vi si-ger nej til flere kunder, end vi siger ja til og har lige nu over 400 kunder på venteliste til at få lov til at sælge vores produkt bare i Danmark. Fra vi startede til nu – den om-sætning på 6,5 år – det er uhørt. I bund og grund kan det ikke lade sig gøre med sådan et produkt, som vi laver. Så jeg kan da godt se, at vi har sat gang i noget,” smiler han.

Fabrik i mors køkkenMan skal ikke langt tilbage i tiden, men langt ned i skala, før man kommer til star-ten på lakridseventyret. Johan er oprinde-ligt fra Bornholm, og som 22-årig flytte-

de han med sin kæreste Sarah tilbage til solskinsøen og ind i sin mors lille køkken. Året er 2006, og Johan har sat sig for at fin-de den gyldne opskrift på gourmetlakrids.

På køkkenbordet, bevæbnet med træske, gryde og ingredienslisten fra en pose Pi-ratos, blev der de næste 14 måneder kogt, rullet og smidt ud i store mængder. For der var vitterligt en grund til, at der ikke var nogen, der før havde givet sig i kast med lakrids på den måde, som Johan ville.

”Det var som at bygge en rumfærge. Den kompetence og viden, vi har i dag, den har vi fandeme også brugt meget tid på og betalt mange penge for,” forklarer han. Der blev købt lakridsbøger fra udlandet til fle-re tusind kroner og fløjet eksperter ind fra Australien for at grave opskriften op. Men stadig var der ingen lakrids.

”Jeg er forfærdelig, hvad sådan noget an-går – jeg giver aldrig op. Det er en me-get stor force, men også noget, der kan ramme én rigtig hårdt. Jeg vil altid være bedst. Hvis jeg skal løbe 15 kilometer, og min krop ikke kan, så falder jeg om, inden jeg giver op. Men det bliver du nødt til at have i dig, hvis du vil være entreprenør.”

Johan ved, hvad han snakker om, når han taler om viljen til at være entreprenør. Både mor og onkel har succesfulde virksomhe-der på Bornholm, så skabertrangen kom helt naturligt sammen med modermælken.

”Jeg er jo født af en mor, der er meget entreprenant og altid har gang i alle mu-lige projektet. Så der er ingen tvivl om, at hun gerne ville præge mig i den retning tidligt. Det har jeg altid vidst, hvilket gør, at man som 6-årig går ud i haven, plukker æbler og kirsebær og sætter sig på vejen for at sælge dem. ”

Som 14-årig udvidede Johan vejsidebutik-ken og lånte 10.000 kroner af sin mor til at forpagte en lille strandkiosk på Bornholm.

I sommerferien mellem 8. og 9.klasse var Johan pludselig virksomhedsejer. Men når den danske sommer kun byder på regn, og lageret bliver stjålet to gange undervejs, så hænger det bare ikke rigtig sammen.

”Jeg tror, jeg endte op med 14 timers arbejde hver dag, 12-13 uger i træk og nul kroner i fortjeneste. Men fair nok. Det var gode lærepenge, og jeg fik set, hvad fanden det hele var, i en ung alder. Det CVR-num-mer jeg fik dengang, har jeg stadig i dag. Det er lidt vildt at sige, at man har været selvstædig i 15 år, når man er 29.”

Viljekraft, hårdt arbejde og lidt held udlø-ste, at Johan på den nærmest spirituelle dato 7.7.2007 kunne slå dørene op til den første Lakrids by Johan Bülow-butik i Svaneke.

”Datoen er helt tilfældig. Butikken åb-nede kun den dag, fordi det var på det tid-punkt, vi havde lært at lave den helt rigtige lakrids. 2,5 time efter åbningen var alt ud-solgt, og vi måtte lukke igen. Så ved man ikke, om man skal grine eller græde. Vi har ikke mere lakrids, så nu skal vi lave lakrids hver nat en hel sommer. Men vi gjorde det og solgte ud hver eneste dag.”

Guldet er sort og smager af lakridsNu, 6,5 år senere, har Johan en lakridsfa-brik, seks butikker i Danmark, 70 fuldtids-ansatte, 1000 kunder i hele verden, og hvad han selv beskriver som ”en pæn omsæt-ning”. Han har for nyligt købt og totalre-

Fra vi startede til nu

– den omsætning på 6,5

år – det er uhørt. I bund

og grund kan det ikke

lade sig gøre med sådan

et produkt, som vi laver.

”

”

RUST RUSTSAMFUND SAMFUND

16 17

Nr. 8 – 2013Nr. 8 – 2013

noveret et 300 kvadratmeter stort hus på Frederiksberg til sin fa-milie. Men det økonomiske tager han med ophøjet ro.

”Jeg har ikke været den der unge fyr, der gik ud og købte en Ferrari og bragede den af sted i byen hver weekend, så snart det begyndte at gå godt. Jeg har købt et solidt, godt hus og en bil, som jeg altid gerne ville have. Det er da super fedt, at hvis du har behov for noget nyt tøj, så kan du købe det, og du kan være pisseligeglad med prisen. Det gør også, at min datter kan kom-me i en bedre vuggestue, og at du kan tage nogle ture, hvor du kan prøve de helt fede ting. Så der er bare en masse bekymrin-ger i hverdagen, der bliver fjernet. Det kan sgu godt være, at jeg køber en Ferrari en dag, men så skal det være fordi, at jeg føler, det er det eneste rigtige. Du kommer aldrig til at se mig i kæm-pe armbevægelser. ”

Ung, frygtløs og villig til at ofre altArmbevægelserne var dog en del større, da Johan efter succes-sommeren på Bornholm valgte at tage eventyret endnu et skridt videre. Nu ville han bygge en lakridsfabrik. Men maskiner til la-kridsproduktion bliver kun produceret i England, så Johan hop-pede på en flyver og skulle nu forhand-le en maskine til flere millioner – uden at have dem stående på kontoen.

”Det er ikke sjovt at sidde i banken og skrive under på, at du skal lave en lakrids-fabrik til 3,5 millioner som 23-årig. Jeg var totalt frygtløs dengang, og jeg var villig til at ofre ALT. Men som bankmanden sagde til mig: ’Nu lader vi dig låne de her pen-ge Johan, for jeg kan se, at du har pantsat dig selv og din ven-stre testikel til helt op over begge ører, men hvad skal jeg bruge den lakridsmaskine til, hvis du går på røven? Den er jo ikke no-get værd! ’ Så hold kæft, hvor havde det været svært at komme op igen, hvis det ikke var gået. ”

Ned og ramme bunden kom lakridsfabrikken heldigvis aldrig. Men det gjorde mennesket Johan til gengæld. Danskerne havde taget gourmetlakridsen til sig. Virksomheden voksede eksponen-tielt, og Johan vidste ikke, om det var onsdag eller søndag, kun at han var på arbejde over 120 timer om ugen. Så for tre år siden sagde Johans krop stop.

”Jeg sad en dag til et møde med en kuglepen i hånden. Plud-selig kunne jeg ikke huske, hvad jeg skulle bruge kuglepennen til. Alt crashede. Det tog mig fire måneder at komme ovenpå igen, stille og roligt med meget lidt arbejde af gangen. ”

Stressen fik fat i Johan. Nu kender han symptomerne – hvis hjer-tet begynder at slå skævt, eller det hele begynder at flimre, så har arbejdet taget overhånd. Han har lært sin lektie.

”Det er jo sådan noget, som folk glemmer i dag, fordi det går rigtig godt, og man har nogle muligheder og penge, som man-ge ikke har. Folk glemmer, at man arbejdede 120 timer om ugen i flere år, gik ned med stress og skyldte banken en masse penge.”

Det kræver ofre at sejreNår Johan fortæller om lakridsimperiets fødsel, får man pludse-lig øje på de små revner. Langt fra ser man ikke andet end en ung mangemillionær, der lever livet. Men tæt på fornemmer man, at bygningen har krævet sine ofre. Ofre, som Johan var fuldt bevidst om, før han startede, men stadig var hårde valg at træffe.”Jeg føler, jeg tog 4-5 år ud af 20’erne, hvor jeg ikke lavede andet

end at arbejde, og dér ligger klart en ofring. Hvis du vil det her, hvis du vil sidde her, gøre det her, have folk, der vil købe din for-retning – så skal du virkelig have skyklapper på i de år og ikke kigge dig tilbage. ”

Men Johan var ikke alene. Kæresten Sarah, som han i dag har en lille datter med, skulle også være en del af hverdagen. Johan tog derfor en beslutning om, at gennem seks måneder spiste parret ude syv dage om ugen. Han var sent hjemme, så det gjaldt om at få kvalitets-tid sammen og undgå spildtid på indkøb, planlægning og opvask.

”Der er en hel masse ting, der skal snakke sammen, for at det her kan lade sig gøre. Min kæreste er en kæmpe del af det, bare i for-hold til, at hun lader mig gøre det. At hun stadig synes, det var okay, selvom jeg ikke havde været hjemme i to døgn. Den går hel-ler ikke længere, men det gik i nogle år. Jeg sagde jo, at jeg forsøg-te at bygge et fundament for vores familie senere hen. Og at jeg så allerede har gjort det nu er heldigt nok.”

Et godt bagland, en lærerig barndom og masser af begejstring for lakrids. Johan klarede det, og det samme gjorde Sarah. Men at være entreprenør fra bunden har også gjort Johan til kandidat i problemløsning.

”Jeg tror, stort set at alle kan blive en-treprenører, men du skal være villig til at ofre.Der ingen, der kommer og hjæl-per dig, når problemerne opstår. Det er

kun dig selv. Det var nogle af de chok, jeg fik.” Fuck, det her har jeg jo aldrig gjort før, hvordan løser du det?” Men du har altså bare nogle ansatte, der skal have løn, feriepenge og godt-gørelse for støvtillæg på seks procent. Og en fødevarestyrel-se, der siger, du skal bach-journallere al din produktion, så du kan spore dine produkter til forhandleren i Grønland. Halle-fucking-luja. Det er jo sådan noget, der rammer.”

Lakridsens kongeMen på trods af det hele er det med Johans egne ord stadig en fest i verden at være entreprenør. Og begejstring for hverdagen er essentielt for lakridsens mand. Verden ville simpelthen være et bedre sted, hvis folk kunne være begejstrede over deres eget liv i stedet for at surmule, filosoferer han.

For det var ved begejstringen for lakridsen, at det hele startede. Johan kunne se kunderne stå i kø til sin onkels håndlavede bol-sjeproduktion på Bornholm, men ville selv meget hellere købe en pose god lakrids end onkels bolsjer.

”Folk var vilde med kvalitetsaspektet i at kunne se produkti-onen, dufte de nylavede bolsjer og se, hvor ingredienserne kom fra. Men hvorfor fanden var der ingen, der havde gjort det med lakrids? For mig, var det dér, det hele startede.” Hurtigt fandt Johan ud af, at al smagen kom fra en plante, der bliver trukket op fra jorden. Lakridsroden. En fuldstændig uop-daget rod i forhold til alt det, den kunne. Han fandt ud af, at der var stor forskel på smag og kvalitet i forhold til, hvor i verdenen den blev dyrket. Og så var lakrids oprindeligt slet ikke slik, men blev i mange generationer brugt som naturmedicin.”Tænk, hvis du kunne åbne et spektrum af gourmet på lakrids, fra konfituredelen til øl, pasta og mad på Michelin- restauranter.

Det synes jeg eddermame var interessant. Og en sindssygt god idé. ”

Johan ville gøre lakrids til en gourmetople-velse. Fra sin tid som tjener og restaurant-chef på finere restauranter i København vid-ste han en del om råvarer. Det skulle være ordenligt fra starten, nyt og gennemtænkt.

”Den slaviske tilgang til at arbejde med kvalitet, kvalitet og kvalitet bunder alt sammen i, at, når folk skruer proppen af en af vores dåser og smager den første bid, så skal dén bid, på et oplevelses- og kvalitets-mæssigt plan, redegøre for, at man har be-talt 70 kroner for dåsen. Ellers køber kun-derne det aldrig igen.”

Sidste år blev der solgt tre millioner dåser lakrids fra Johan Bülow. Salget foregår pri-mært i Danmark, hvilket betyder, at folk kommer igen og igen. ”I starten var målet for lakrids, at hvis fem mennesker sad rundt om et bord og snak-kede om lakrids, så skulle tre af dem snak-ke om mit navn. Og det tror jeg faktisk, de gør i dag – det er i hvert fald tæt på.”

Der er mange, der har hørt om Johan og hans succes. Derfor er det ikke sjældent, at unge entreprenører banker på fabrik-kens dør for at få gode råd til den hårde vej som selvstændig. Og selvom Johan kæm-per med en overbooket kalender, sætter han altid tid af til et par timers rådgivning.

”Det handler da også helt klart om at give noget igen, når man har fået succesen.

Men jeg tror også, det skærper mig at høre, hvad de her unge mennesker tænker, for deres tanker er mange gange ud af bok-sen. Jeg har haft masser af seje unge, både piger og drenge, som jeg har brugt nogle timer på at hjælpe. Det er jo mange af de samme ting, som jeg fik at vide, dengang jeg startede – lad være med at ansætte dine venner, du kommer til at arbejde 100 timer om ugen og så videre. Man hører det 100 gange, men det er dét, der rammer dig i nakken. For en ting er casen på CBS og at komme med en masse flotte grafer – det er der altså mange, der har gjort. Hvis du ikke kan få det ud over rampen bagefter, hvis du ikke kan tage den ofring, jeg hele tiden snakker om, så er det lige meget. ”

Tilbage til laboratoriet I dag er Johan forbi tiden med ofringer, frygtløshed og fuld fart fremad. Familieud-videlsen har gjort, at arbejdsugen er skåret fra 120 til 50 timer, og han skal helst være hjemme klokken 17 hver dag. Lakridsen var et eventyr, men fødslen af datteren Ele-anor beskriver Johan uden at tøve som sit livs største vendepunkt. Men også på det forretningsmæssige plan har faderrollen

Det er lidt vildt at sige, at

man har været selvstædig i

15 år, når man er 29. ””

Det er jo sådan noget,

som folk glemmer i dag,

fordi det går rigtig godt.

De glemmer, at man

arbejdede 120 timer om

ugen i flere år, gik ned

med stress og skyldte

banken en masse penge.

”

”

RUST RUSTSAMFUND SAMFUND

18 19

Nr. 8 – 2013 Nr. 8 – 2013

givet Johan en ro og et holdepunkt, han ikke besad i starten.

”I dag er jeg slet ikke så frygtløs længe-re. Der er et kæmpe ansvar forbundet med at være chef. Jeg har potentielt 70 famili-

er, der får mad på bordet, fordi de arbejder herude. Og så er det mit arbejde at sætte folk af undervejs, hvis de ikke udvikler sig med forretningen. Det er benhårdt. Det er også der, man forstår, hvorfor direktører-

ne får en væsentlig højere løn. Jeg kan jo bare konkludere ud fra de år, jeg har væ-ret her, at det er op på ølkassen og sige tin-gene, som de er. Lad være med at pakke det ind. Det skylder man de folk, der ar-bejder for en. ”

Tilbage i laboratoriet, eller udviklingscen-teret, som det officielt hedder, kigger Jo-han sig omkring blandt lakridsgryderne og plastikformene. I forhold til at han startede med en træske i hånden på sin mors kom-fur og tegnede logoet til Lakrids by Johan Bülow på en dug, er hverdagen som leder en del anderledes.

”Jeg savner faktisk at være hernede. Jeg har altid godt kunnet lide at have fing-rene nede i det. Vi lavede engang lavet en kugle med flydende, norsk myseost og hvid chokolade. Den blev faktisk ret god, selvom folk nok tænker, at jeg er syg oven i hovedet. Men det er, når man lige pludselig finder det udefinerbart, at det er sjovt. ”

Det der med at lave

noget fra bunden og se

glæden i folks øjne

– og at være stolt af sit

projekt – det er en vid-

underlig følelse at stå

op til hver dag. ”

”

Selvom han ikke får lov til at trylle i køk-kenet så tit, som han kunne ønske, så er det alligevel fint. Johan kan godt lide che-frollen. Han vil hele tiden være dygtige-re. Om det er en dygtigere chef, iværksæt-ter, far eller fodboldspiller. Og så kommer han aldrig til at stoppe. Han måler sin suc-ces i profit, omsætning og stolthed. Stolt-hed over at have skabt noget ud fra en rig-tig god idé og siden se, hvordan det kun er blevet større.

”Det motiverer mig helt vildt at se for-retningen vokse og at se folks ansigtsud-tryk, når de spiser lakridsen. Det der med at lave noget fra bunden og se glæden i folks øjne – at kunne være stolt af sit pro-jekt – det er en vidunderlig følelse at stå op til hver dag.”

JOHAN BÜLOWStifter og ejer af ”Lakrids by Johan Bülow”.

29 år, kæreste med Sarah og far til Eleanor på et år med tilnavnet ”lakridsprinsessen”.

Har en HHX fra Niels Brock Gymnasium.

Sælger lakrids til 18 lande, blandt andet til Harrod’s i London og Chelsea Food Market i New York. Alt sammen produceret fra fabrikken i Hvidovre.

Vinder af prisen ”Årets ejerleder i hovedstaden 2013” og dansk mester i lakrids 2012.

Udnævnt til Røde Kors-ambassadør for 2013.

Forfatter til bogen ”Lakrids i maden” og er sammen med Christian Bitz i gang med at udvikle en lakrids-the, som han selv beskriver som ”kamille-the på steroider”.

RUST RUSTSAMFUND SAMFUND

20 21

Nr. 8 – 2013 Nr. 8 – 2013

Efter jeg har sat det først punktum i den artikel, du skal til at læse nu, bliver jeg afbrudt. Min telefon ligger trofast inden for række-vidde, og da den blinker og ryster sin lille, elektroniske røv, hen-giver jeg mig uden tøven. Det er lørdag aften, og der er konfet-ti-emoticons i beskeden. Og en-to-tre forlader min egen, meget menneskelige popo kontorstolen og drages ud i nattelivet, selvom deadline lurer om hjørnet. Dagen efter kommer jeg et par ord vi-dere. Det bruger jeg cirka to minutter på, indtil Safari-ikonet træk-

ker så gevaldigt i min mussefinger, at jeg må give efter. Og når det første klik er taget, er der ingen vej tilbage: F, Enter og jeg er væk i en verden af andre menneskers verdener i vel over to timer.

Jeg er formodentlig ramt af FOMO. I hvert fald kan jeg langt hen ad vejen genkende mig selv i den beskrivelse af fænome-net, som konsulent i digitale og sociale medier Andreas Johann-sen, giver mig:

”Det er en psykologisk tilstand, hvor man hele tiden har brug for at tjekke op på de platforme, som man er på for at se, om der sker et eller andet, fordi man frygter, at man misser noget, hvis man ikke gør det.”

Fear of Missing Out, som en vis amerikansk Dr. Herman mener at have opdaget, er altså frygten for ikke at udtømme alle de mu-ligheder, der ligger latent derude. Muligheder, som vi får smæk-ket lige i synet, når vi bevæger os ud på det verdensomspæn-dende internet.

Den sure studerendeOg ganske rigtigt, da jeg næste dag, inden jeg prøver at få gang i skrivetøjet igen, tjekker Politiken en sidste gang – det er jo sta-dig vigtigt at holde sig opdateret på verdenssituationen – bliver jeg igen fanget i nettet. Rune Mastrup Lauridsen, der er vejleder på Syddansk Universitet i Odense, møder tit sådan nogle som mig, og han ved, at det kan blive rigtig surt ikke at kunne styre sin drift mod det digitale.

”Man har svært ved at sidde og fordybe sig. Nogle gange tager det altså bare mere end tre minutter at sætte sig ind i ting, og hvis man så hele tiden skal opdatere sig på, hvad der sker på Facebook og Politikens hjemmeside, så ryger det arbejdsflow, som er en be-tingelse for at få et godt og positivt arbejdsliv. Man bliver simpelt-hen ikke glad for at studere.”

Og det er jeg heller ikke, glad for at studere, da jeg sidder med mellemfedtet hår i en blød buks og ser billedet tone frem på Insta-gram – i min omgangskreds bare kaldet insta, man kunne jo gå glip af noget ved at spilde tid på den sidste stavelse. Et selskab dyppet i glimmertøj, store smil og champagne. ”#fortidligtnyt-år”, skriver de – hurra for jer, tænker jeg. Og det er typisk, forkla-rer Rune Mastrup Lauridsen.

”Man orienterer sig mod venners sociale successer, og det poster de jo på Facebook hele tiden – nu er jeg til det, og nu er jeg i gang med det – og det er man utroligt opmærksom på. Man glemmer faktisk, at deres liv er nøjagtigt lige så kedeligt og ordinært som ens eget.”

Og det hænger måske sammen med en anden meget yndet forkor-telse, der definerer disse dages rastløshed: YOLO, You Only Live Once, en nyskabelse af romernes Carpe Diem, som kan undskyl-de alt med, at livet skal leves maximalt. Hver dag. At ikke bare et øjeblik skal spildes på ting, der ikke umiddelbart tilfredsstiller dig. Og da slet ikke, når alle de andre er ude og YOLO’e.

Med mel i mundenMen spørgsmålet er, hvilke begrænsninger YOLO og FOMO også indebærer. Og om de i virkeligheden ikke står som direkte mod-sætninger. For man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden. Og det kan være svært at være til stede IRL, hvis man hele tiden mentalt befinder sig i den virtuelle sfære. Andre-as Johannsen forklarer:

”FOMO kan give problemer med at holde fokus, og det kan helt sik-kert også give problemer med at være til stede i det rum, man er i.”

Og du føler måske, ligesom mig, at du har skudt dig selv jævnt meget i foden, når du endnu engang sidder her og glor magtes-løst ind i et halvtomt Word-dokument, der skal være fyldt i mor-

Frem med

FOMOdstandsevnenFOMO, akronymet, der ifølge amerikanske forskere beskriver din ubærlige trang til at tjekke, om der ikke liiige skulle være sket noget nyt på nettet. Fear of Missing Out. Men hvordan viser det sig, og hvad kan vi gøre ved det? RUST har fået en tvivlsom reporter til at undersøge sagen.

Tekst og illustration af Maja Mackintosh Johansen

gen. For hvad gik tiden lige med? Og var den det værd, når den var farvet af den sorte samvittighed, og du jo alligevel aldrig mød-te L.O.C eller fik badet nøgen i det forpulede springvand? Det er der flere studerende, der spørger sig selv om, forklarer Rune Ma-strup Lauridsen.

”Ud af ti studerende vil jeg tro, at de ni af dem har nogle udfor-dringer i forhold til det her og kommer til at bruge mere tid på det, end de egentlig ønsker. Jeg tror ikke, der er ni af dem, som har problemer, der gør, at de har svært ved at gennemføre deres stu-die, men det er der jo nok alligevel nogen stykker af de ti, der har.”

FomoderationMen Rune Mastrup Lauridsen forklarer samtidig, at han måske har en kur. Når han rådgiver studerende, får han dem nemlig til at afsætte bestemte tidsrum til deres medieforbrug. Fordi han på den ene side ved, at det ikke er til at komme udenom, og på den anden, at det ødelægger det koncentrerede arbejde.

”Parkér det, så det ikke er noget, der er der hele tiden, men no-get, der er i et afgrænset rum. For der skal være plads til det.”

Og måske er det sådan, den nye teknologi kan bruges på en hen-sigtsmæssig måde. Med lidt fomoderation. Andreas Johannsen tror nemlig, at FOMO er et overgangsfænomen. Lidt ligesom med mobiltelefonen, som, da den var ny, skulle have en poly-fonisk ringetone på fuld styrke og død og pine, uanset situati-onen, skulle besvares.

”Med al ny teknologi har man sådan en periode, hvor man ikke har fundet ud af at bruge det på den mest optimale måde, og der-for tror jeg også, at det, vi ser i dag med at være på nettet hele ti-den, sker, fordi vi ikke har fundet den rigtige balance endnu.”

Det er altså noget med at tillade sig at blæse lidt, men samtidig prøve at holde det meste mel indenbords. Det prøvede jeg så. Og jeg håber, artiklen levede op til din forventning, for jeg gik glip af ”Tømmermænd i Las Vegas” på Tv2 for at skrive den. Bare så du ved det.

RUST RUSTSAMFUND SAMFUND

22 23

Nr. 8 – 2013 Nr. 8 – 2013Nr. 7 – 2013

Det er sådan en rigtig efterårsdag. Hvor luften føles koldere og mere ren end normalt, og hvor solen ikke bidrager med meget andet end et smukt sensommerlys. Bladene har for længst iført sig det gule og orange vintertøj. Et par af dem har endda allere-de forladt træernes grene og lagt sig i et farverigt dække henover det grønne græs i den odenseanske Eventyrhave. Min gode ven, Malte, og jeg har iført os det varme tøj, taget tre stole og et klap-sammen-bord under armene og en flaske hvidvin i Fjällräventa-sken. På den pæne plæne i parken stiller vi en lille udendørs stue op, sætter kameraet på et stativ, monteret med en fjernbetjent ud-løser og hælder et lille glas op til os begge. Og mens vintermørket langsomt lægger sig omkring det opstillede hyggehjørne i Even-tyrhaven, inviterer vi fem vidt forskellige forbipasserende perso-ner på et glas vin i ”Den tomme stol i parken”.

Første gæst i stolen er den 18-årige HG-elev Ilya Andreas. Hun har lige været oppe i byen med en jobansøgning, da hun gik igen-nem Eventyrhaven. Dagen inden havde hun stemt til Kommunal-valget, hvor stemmen gik til Socialdemokraterne.

”Der havde været et vælgermøde på skolen, hvor de tog sig bedst ud,” forklarer hun valget af Liste A. Ilya spillede før i ti-den meget fodbold, hvilket en skade i knæet desværre satte en brat stopper for.

”Det har nok haft sin effekt, for min søster mener, at jeg min-der meget om Jasmin fra Aladdin i dag. At jeg er meget prinses-seagtig,” griner hun.

10 minutter efter at Ilya har forladt stolen, kommer en ældre dame nærmest dansende hen over stien. Da vi spørger hende, om vi må byde på et lille glas, stråler ansigtet op i et bredt smil.

”Ja, det lyder da enormt hyggeligt,” siger hun, mens hun sæt-ter sig i stolen og løfter glasset i en venlig hilsen. Hun fortæller, at hun hedder Lisa Odin, og at hun er med i dagdriverbanden, hvil-

Tekst af Lars DüwelFoto af Malte L. Nørgaard

DEN TOMME STOL I PARKEN

Vores første gæst Ilya har fået at vide af sin søster, at hun minder lidt om Jasmin fra Aladdin.

RUST RUSTSAMFUND SAMFUND

24 25

Nr. 8 – 2013 Nr. 8 – 2013

ket vi senere finder ud af er hendes udtryk for at være på overfør-selsindkomst. Udover at være i denne specielle branche har Lisa også den profession at være mor til fem børn.

”Men ellers så bruger jeg bare dagen på at danse lidt rundt i gaderne og smile lidt hver dag,” som hun forklarer det med et skælmsk smil i mundvigen.

Mens Lisa danser væk fra stolen, kommer Rasmus Lund cyklen-de. Nærmest væltende får vi ham stoppet og budt på et glas hvid-vin, hvilket han afslår med et håndslag.

”Jeg vil faktisk helst have en øl,” siger han, mens han sætter sig i stolen og fortæller, at han er 1.g-studerende på musiklinjen på det lokale gymnasium. Han spiller trommer og klaver, hvil-ket han har gjort i syv år.

”Hvis jeg skulle nævne noget om mig selv, så skulle det være,

Efter et kvarters tid tager mor og søn hjemad under større pro-tester, da Dante gerne ville have haft iPad’en med. Vi sidder i et stykke tid og overvejer, om vi skulle kalde det for en dag. Kul-den er ved at blive en magtfaktor. Da vi skal til at pakke sammen, kommer en herre gående. Jeg spørger, om han kunne tænke sig et glas hvidvin, hvilket han virkelig gerne vil. Han præsenterer sig smilende under navnet Benjamin Thomsen og fortæller, at han ar-bejder som datalog. Han har desuden boet i Florida i 15 år, hvil-ket gjorde stort indtryk på ham.

”I USA sker der noget. Der bliver taget store beslutninger hele tiden. Det har selvfølgelig konsekvenser for nogle, men det er uundgåeligt. I Danmark er det lige omvendt.” Malte må holde iPaden oppe som lys, for at jeg kan nå at notere, hvad han fortæl-ler. For Benjamin har mange ting at sige.

at jeg er perfektionist. Jeg bliver decideret frustreret, hvis tingene ikke er i orden,” fortæller han, inden han drikker sin Odense då-sebajer ud og cykler væk.

Efterårsmørket har så småt lagt sig omkring bordet, og på trods af vinterfrakker og handsker begynder kulden at kunne mærkes. En pæn, ung dame og et lille barn kommer gående hen over bro-en. Vi spørger hende, om de kunne tænke sig at sidde lidt i et par minutter og snakke lidt. Hun lader spørgsmålet gå videre til dren-gen. Han iagttager os et par sekunder med et årvågent og mis-tænksomt blik, der skiftevis går fra Malte til mig. Afslaget kom-mer i form af et beslutsomt hiv i hans mors venstre arm, hvoref-ter hun smilende beklager.

”Det ser ikke ud til, at han har lyst lige nu.” Vi sidder og snak-ker lidt om børns fantastiske umiddelbarhed, da de pludselig kommer gående tilbage.

”Han fortrød,” griner hun, mens hun tager plads i stolen med drengen siddende på skødet. Hun fortæller, at hun hedder Betri-cia, og at hendes søn hedder Dante. At hun forsøger at leve af at synge, og at hun er uddannet fra MGK i 2011. Jeg prøver under-vejs at komme i kontakt med Dante, hvilket hurtigt viser sig at blive en svær opgave, da han har fået fingre i iPad’en, som vi bru-ger til at høre jazz på.

”De har en iPad i hans børnehave, så han ved nærmest bed-re end mig, hvordan man bruger dem,” fortæller hun, mens den ene gris efter den anden må tage det fatale fald i Angry Birds.

Lisa mener, at det er meget vigtigt at stemme til kommunalvalget. Det er ens pligt i et demokratisk land.

Mens mørket så småt er begyndt at falde, skåler vi med gymnasieeleven Rasmus Lund.

RUST RUSTSAMFUND SAMFUND

26 27

Nr. 8 – 2013 Nr. 8 – 2013

Tuborg og jvb concerTs PræsenTerer

AGNES OBEL

KØBBILLETNU

HOVEDSPONSORjvb.dkTLF: 70 15 65 65

billetnet.dkTLF: 66 14 01 10

danbillet.dk

LæS mERE På jvb.dk

Lørdag 3/5 | Odense Koncerthus

Tuborg og jvb concerTs PræsenTerer

Tina DickoW

kØBBiLLETnU

HOVEDSPONSORjvb.dkTLF: 70 15 65 65

billetnet.dkTLF: 66 14 01 10

danbillet.dk

LæS mERE På jvb.dk

Søndag 4/5 | Odense Koncerthus

”Jeg føler mig lidt rodløs. Jeg er ikke amerikaner, men jeg fø-ler mig heller ikke kun som dansker.” Ved spørgsmålet om, hvil-ket råd han ville give til sig selv som 15-årig, hvis han fik mulig-heden, sidder han længe og overvejer svaret.

”Så er det nok, at man skal være ærlig og tro over for sig selv og ikke lade andre bestemme over en. Altså life is what you make it,” siger han, som var det det mest indlysende i verden.

Mens Benjamin genoptager turen hjem, begynder Malte og jeg at pakke den lille stue sammen. Selvom klokken ikke er meget mere end 17:30, så har både mørket og kulden overtaget sanseindtryk-kene. Men stemningen er alligevel høj, da vi grinende går gennem gaderne, slæbende på bord og stole, og snakker om de forskelli-ge mennesker, der tog sig tid til at sætte sig i den tomme stol og drikke et lille glas sammen med os i Eventyrhaven.

Med stor begejstring peger Dante fjernbetjeningen mod kameraet og får hurtigt taget otte billeder i træk, før moren får den vristet

ud af hans små hænder.

I vinterefterårets mulm og mørke tog Benjamin sig tid til at fortælle om sine oplevelser i USA, hvor han blandt andet arbejdede som datalog for Microsoft.

RUSTSAMFUND

28

Nr. 8 – 2013

Vi skriver nu december i toppen af vores noter. Temperaturen siger virkelig koldt, og SU’en bliver vendt og drejet for at kun-ne rumme både julebryg og gaver. Om lidt er det jul. Og det bliver hyggeligt.

”Julen er et sted, hvor hyggen skal op på et endnu højere plan. Familien mødes fra nær og fjern. Hyggen er uundværlig,” for-tæller Jeppe Trolle Linnet, der er antropo-log og forbrugsforsker ved Institut for Mar-keting og Management – og hyggeekspert. Hygge er nemlig ikke bare hygge. Hygge er noget, der kan forskes i. Og det har Jep-pe Trolle Linnet gjort:

”Det er hårdt arbejde ligesom alt muligt andet. Men det er et godt small talk-em-ne,” svarer Jeppe Trolle Linnet, da jeg spør-ger, om det er hyggeligt at forske i hygge.

Ordet hygge kan dateres tilbage til det 19. århundrede. Det stammer fra det ger-manske ord hyggja, der betyder at tæn-ke, mene eller at føle sig tilfreds. Og ordet hygge findes også i både den svenske og norske ordbog.

Hvad hygge egentlig er, har Jeppe Trol-le Linnet flere svar på. Der er nemlig fle-re forskellige indgangsvinkler. Det er både et identitetsrelateret symbol, og så er det en stemning at være i. Begge to er rigtige. Jeppe Trolle Linnet kigger mest på hyg-gen som en stemning eller en atmosfære – og hvordan hyggen er i den nationale selvforståelse:

”Der er moralske betydninger, der knyt-ter sig til ordet. Hygge er en måde at leve på,” fortæller Jeppe Trolle Linnet.

Ikke så dansk endda Danskerne er ikke de eneste, der hygger sig. Det er Jeppe Trolle Linnets svar, da jeg spørger, hvorfor hygge er så dansk. Det danske ved hygge opstår i måden, hvor-på vi identificerer os med det.

”Danmark er blevet et samfund, hvor det, der karakteriserer samfundet, stemmer godt overens med hyggen,” fortæller Jep-pe Trolle Linnet.

Hvorfor vi så identificerer os med hyg-ge, er der flere grunde til. Grunde, der kan findes både politisk, socialt, klimamæssigt og faktisk også historisk. Velfærdssamfun-det lægger en beskyttende skal om indivi-det, der kan sammenlignes med hygge. Vi siger ikke længere De til hinanden – den uformelle tone er sammenlignelig med den, man møder i en hyggelig situation. Og kli-maet. Hvad får du mest lyst til, når det reg-ner og blæser? Især de kolde årstider læg-ger op til at blive inden døre – og hygge.

Danmark er af mange beskrevet som et lille eventyrland. H. C. Andersen, bin-dingsværk og hygge – dét er dansk. Og her spiller historien en vigtig rolle. Jeppe Trol-le Linnet forklarer:

”Det handler om selvforståelse. Bille-det af sig selv som nationen, der er karak-teriseret ved at være skrumpet i størrelse. Vi idealiserer det flade og begrænsede. Det spiller en national karakter. Nationer har forskellige værdier, der ophøjes som det, vi karakteriserer os med.”

De rette omgivelserUmiddelbart ville man måske tro, at hygge er en stemning, der er uafhængig af pen-ge og fysiske ting. Men en stor del af hyg-gen er de materielle rammer. Dermed ikke sagt, at det skal være stort og dyrt. Men det er omgivelserne, der er med til at ska-be hyggen.

”Hygge er måske ikke karakteriseret ved noget, der er meget trendy og bran-det. Det handler om en idé, om at være sammen med nogen under specielle for-hold – og de forhold er meget materielle,” fortæller Jeppe Trolle Linnet.

Bløde og komfortable møbler, velbehag og noget at spise og drikke. Dét er med til at skabe hyggen. Vi samles om noget fælles, og det er maden med til. Ligesom så man-ge andre folkeslag lægger danskerne en stor glæde i den faste føde. Den gør dig ikke kun mæt – den skaber også hyggeli-ge rammer.

”Det er en måde at stimulere kroppen på. Det er en måde at spejle sig selv i hin-andens selskab – at dele noget fælles. Fø-lelsen af at dele noget, man har købt sam-men med andre,” siger Jeppe Trolle Linnet.

Tid til hyggeMen at skabe tid og rum til godt selskab og hygge kan være svært i den travle hverdag, som mange studerende formentlig kan nik-ke genkende til. Derfor handler det også om at tage sig tid til hyggen.

”Det er vigtigt at have tid til nærvær. Tid, hvor man ikke er produktiv. Nogle gange er man nødt til at være discipline-ret for at kunne være ikke-disciplineret,” forklarer Jeppe Trolle Linnet og fortsætter:

”For at hygge med andre mennesker skal man få de ting væk, der distraherer én fra øjeblikket,” siger han og forklarer, at man blandt andet kan lægge sin mobil-telefon i entréen, når man skal til at hygge.

Men det skal ikke betyde, at man kun kan hygge sig uden elektronik. Jeppe Trol-le Linnet har selv børn og ved, hvor vigtigt eksempelvis internettet eller fjernsynet kan være for samvær:

”Folk har så mange måder at hygge sig på. Mange kan hygge sig ved at se noget på nettet sammen. Så længe man priorite-ter selskabet med andre mennesker.”

Vi skal tage os tid til at hygge. Skabe de rigtige rammer og give slip på det, der forstyrrer – især i december. For hvis julen ikke er hyggelig, så er det ikke en god jul.

HyggeHygge er ikke bare hygge. Hygge er det, vi identificerer os med. Hygge er det, den kommende jul er centreret om. Og hygge er det, Jeppe Trolle Linnet har forsket i.

Tekst og illustration af Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen

i et seriøst lys

SE HELE TOUR-PLANEN PÅ WWW.HUXIBACH.DK

BREMEN TEATER KBH 6. & 7. MARTSRYTMISK SAL, MUSIKHUSET AARHUS, 3. & 4. APRIL

MAGASINET, ODENSE 25. APRIL

RUSTSAMFUND

30

Nr. 8 – 2013

Lad dig lokke

til luciabrød,

mens sneen daler

i december

Nu bæres lyset fremstolt på din kronerundt om i hus og hjemsangen skal toneNu på Lucia-dag hilser vort vennelagSanta Lucia, Santa Lucia…

Den kendte julesang bringer billeder frem på nethinden for rigtig mange. Skingre bar-nestemmer iført hvide lagner. Lange lys, som i virkeligheden er lidt for farlige at overlade til flokken, der styres af en lærer, der ihærdigt forsøger at få de balladelyst-ne børn til at gå to og to og i takt. Og sam-tidig sørge for, at sangen ikke ryger krea-tivt ud den tidlige morgen på de kolde fol-keskolegange.

Lucia, som hvert år falder den 13. decem-ber, er en tradition, som holdes i hævd sær-ligt i folkeskoler og børnehaver. Men hvor-for fejrer vi Lucia? Er det overhovedet en dansk tradition, og hvorfor er der nogen, der spiser luciabrød? RUST har talt med en præst for at finde hoved og hale i tradi-tionen. Her får du hele historien fra Itali-en, til Sverige og til Danmark.

Pigen fra SicilienLucia kom oprindeligt fra Sicilien, og hi-storien om hende stammer helt tilbage fra 300-tallet.

Den unge pige levede i datidens Romer-rige. En tid hvor det at tilhøre kristendom-men var en stor synd. Romerriget så nem-lig de kristne som en trussel mod deres eksistens. Hvis man som kristen ikke ville ofre til kejseren, som man var pålagt, var man nødt til at leve i skjul. Ikke desto min-dre lod Lucia sig døbe og trådte dermed ind i den forbudte kristendom. En hand-ling der senere kom til at koste hende livet.

Lucia var et af de mennesker, som hjalp de andre kristne, der levede i katakomber under jorden. Historien lyder, at hun gik rundt i mørket om natten med lys på ho-vedet, så hun kunne have begge hænder

fri til at dele mad ud. Præst Thomas Munk Rønberg fortæller, at lyset som Lucia bæ-rer, formentlig har fået så stor værdi i tra-ditionen, som vi kender den, fordi lyset og de lange mørke vinterdage har fyldt så me-get, specielt i de nordiske lande.

Lussenat Lyset har altså været en vigtig del af tra-ditionen i norden, hvor det om vinteren er meget mørkt. Natten mellem den 12. og 13. december var årets længste nat, indtil man gik over til det gregorianske kalen-dersystem, som vi kender i dag. I Vestsve-rige havde man derfor den tradition at spi-se lussekatte i løbet af den lange nat som et symbol på, at nu vendte det, og det blev lysere. For efter lucianatten vendte lyset til-bage, langsomt dag for dag.

”Lucia delte mad ud til de kristne, og som alle traditioner er mad ofte en del af en fej-ring. Ligesom man til pinse spiser fisk og til påske spiser lam. Derfor er luciabrød, eller lussekatte, som man kalder dem i Sverige, blevet en fast del af traditionen.”

Lucia som martyr og helgeninde Den unge Lucia levede sit liv farligt i sin stærke tro. Og en dag gik det også galt. Lucias mor var blevet meget syg, og Lu-cia sagde til sig selv, at hvis hun nogensin-de skulle blive rask, ville hun leve i kysk-hed resten af sit liv og vie sit liv til Jesus Kristus. Moderen blev rask, og Lucia blev bekræftet i, at dyrkelsen af den kristne tro var det rigtige at gøre.

Lucia var på dette tidspunkt lovet væk til en ung herre, som hun på grund af sit løf-te måtte afvise. I raseri meldte han hende til myndighederne, og da hun nægtede at ofre til kejseren, blev hun dømt til døden. Den 13. december år 304 var den sidste dag i Lucias liv. Lucia blev begravet i hjemby-en Siracusa på Sicilien. I 600-tallet er Lucia at spore som en af de kvindelige helgener, som på den tid blev fejret af den katolske

kirke. I dag er Lucia helgeninde for lyset og skytshelgeninde for blinde og mennesker, der har problemer med øjnene.

Traditioner til egne behovI begyndelsen af 1800-tallet bringer tysker-ne endnu et lag til traditionen. I Tyskland har man på det tidspunkt Christkindlein. En lystklædt, ung pige med lys i håret, som kommer med gaver om morgenen. På det tidspunkt begynder det at ligne den tradi-tion, vi kender i Danmark.

Præst Thomas Munk Rønberg fortæller, at traditionen er blevet modificeret gennem tiden. Fejringen har ændret karakter, idet forskellige kulturer har mødt hinanden. Oprindeligt er luciabruden, som det frem-går, ikke en danskfødt dame. Luciatraditi-onen stammer fra den katolske tro, og er derfor ikke en del af den lutherske folke-kirke, vi har i Danmark, fortæller Thomas Rønberg. Fordi svenskerne historisk set har stærkere forbindelser til den katolske tro, er Lucia gået hen og er blevet en lyshåret, svensk pige af udseende.

”Alt, hvad der er lyst og festligt, det tager vi til os. Og derfor fejres der Lucia man-ge steder og efterhånden også i nogle kir-ker. Og det er jo noget, vi gør for hyggens skyld, fordi vi er vant til at tage hyggelige traditioner til os og dyrke og udfolde dem. Vi danner vores egne traditioner, så de pas-ser til vores egne behov.”

Så efter en lang rejse kom Lucia også til Danmark. 1944 var året. I slutningen af tiden med den tyske besættelse. I en tid, hvor der var brug for alt det lys, man kun-ne få, gik Lucia i al sin juleglans ned gen-nem gangene i det forhenværende Skala i Købehavn og dannede rammerne for det første luciaoptog i Danmark.

Lucia, levende lys og lussekatteLucia er for mange et levn fra barndommen. Det er en gammel tradition, som lever i børnehaver og folkeskoler den 13. december. Læs om historien bag, og lad dig inspirere til julehyggen med svenske lussekatte eller luciabrød, som vi kalder dem i Danmark.

Tekst og foto af Stine Voigt de Klauman

Opskrift på luciabrødIngrediensliste 1 gr. safran4 dl sødmælk5 gr. gær1 æg800 gr. hvedemel (brug gerne italiensk, let hævende mel)15 gr. havsalt80 gr. sukker100 gr. smeltet, godt smør1 æg til penslingrosiner til at pynte med

FremgangsmådeStød safran i en morter. Rør gæren ud i mælken. Tilsæt æg, sukker, salt, stødt safran og smeltet smør. Tilsæt her-efter halvdelen af melet. Ælt resten af melet i, og lad de-jen stå til hævning i to timer. Vend herefter dejen ud, og del i ti stykker. Form til forskellige figurer. Det simple S er den oprindelige form, men der er ikke så mange regler. Lad figurerne hæve en time på bagepapir, og pensl med æg. Pynt til sidst med rosiner. Bages ved 200 grader i cirka 12 minutter. Smør på de lune brød og en varm kop te er desuden en succes!

RUST RUSTTUMULT TUMULT

32 33

Nr. 8 – 2013

2013 I denne kolde og mørke tid, hvor år 2013 med hastige skridt nærmer sig sin afslut-ning, har RUST samlet årets vigtigste begivenheder i en overskuelig tidslinje. Store som små har alle disse begivenheder medvirket til at ændre liv, tro og love.

Tekst af Tommi Falk PetersenBilleder fra photobucket, dlf.dk og privatfoto

28/2 13/3

14/3

1/4-26/4

18/5

1/12

28/10

ORKAN FANGER STUDERENDE PÅ SDUDen største orkan i mands minde ramte nationen den 28. oktober. Mange trofaste studerende trodsede dog advarslerne om, at orkanen ville ramme trafikken, og be-gav sig til SDU for at modtage dagens vis-dom. De stakkels sjæle fangedes på mod-bydeligste vis i universitetets bygninger.

11/10

1/10-17/10

26/8

MILEY CYRUS CHOKERER TIL MTV VMA Årets største chok kom, da Miley Cyrus’ optrådte med et skandaleshow ved årets Video Music Awards. På frygteligste vis valgte den tidligere barnestjerne at ”twer-ke” op af en chokeret Robin Thicke. Klip-pet kan ses på diverse netmedier, og er i denne skribents ydmyge mening noget at det mest chokerende, der har ramt prime-time tv, siden Janet Jacksons ”nipple-slip” ved Super Bowl XXXVIII.

13/7

NY REKTOR FOR SDU VALGT Henrik Øregaard Dam bliver valgt til ny rektor for SDU i et felt på 14 ansøgere.Den unge mand på kun 45 år overtager po-sten fra februar 2014.

GEORGE ZIMMERMAN FRIKENDES FOR MORDET PÅ TREYVON MARTIN Den selvudnævnte vagtmand George Zim-merman kendes uskyldig efter at have væ-ret anklaget for mordet på Treyvon Martin. Zimmerman troede, Treyvon Martin hav-de et våben, og påstår derfor at han hand-lede i nødværge. Våbnet viste sig at være en pose slik og en sodavand.

RUST-REDAKTIONEN TAKKER AFÅrets sidste RUST magasin udkommer, og dette indikerer samtidig slutningen på en æra. Den nuværende redaktion går af efter otte blade og takker for alle de studeren-de og læsere, der har læst, grint og grædt med os.

PAVE BENEDICT XVI ABDICERER Benedict XVI bryder en 600 år gammel tra-dition og abdicerer som den første pave siden år 1415. Benedikt XVI reformerede den katolske kirkes image ved at oprette en profil på Twitter. Om det var presset fra de daglige opdateringer, der fik ham til at abdicere, vides ikke.

PAVE FRANCIS Pave Francis, formerly known as Jorge Ber-golio, indsættes

4/6

OFFENTLIGHEDSLOV REFORMERES – DØBES LUKKET-HEDSLOVEN I FOLKEMUNDEÆndringen vil besværliggøre aktindsigt i politikernes og især embedsapparatets ar-bejde. om eneste regeringspolitiker stem-mer Uffe Elbæk(R) imod lovændringen og høster massiv ros på de sociale medier. El-bæk indrømmer, at han dog bare trykkede forkert, da han skulle stemme.

BENDTNER FÅR COMEBACK PÅ LANDSHOLDET OG SCORER 2 MÅLVerdens bedste Bendtner får comeback på det danske landshold i VM-kvalifikations-kampen mod Italien. Bendtner kvitterer med ikke et, men to mål! Desværre sikre det ikke en plads i VM.

USA GÅR I BETALINGSSTANDSNING Republikanernes parti vælger i Repræsen-tanternes Hus at indstille forhandlingerne om en ny finanslov og dermed går USA i betalingsstandsning, fordi de ikke kan blive enige. Offentligt ansatte bliver sendt hjem. Det betyder lukkede offentlige in-stanser, museer og nationalparker.Først efter 16 dage genåbner USA, da der nås en aftale om at hæve gældsloftet.

28/6

SU-REFORMEfter massive protester fra studenteror-ganisationer og studerende vedtages den store SU-reform. Reformen automatiserer blandt andet processen med at stoppe SU-udbetalingen, hvis en studerende ikke op-når ECTS-point nok. Dette sker nu efter seks måneder i stedet for 12 måneders for-sinkelse.

HIGGS BOSON PARTIKLEN ENDELIG BEVIST! 49 år efter ’Guds-partiklen’ blev beskrevet første gang bevises dens eksistens i CERNs partikelaccelerator. Peter Higgs modtager senere Nobelprisen for teorien fra 1964.

EMMELIE DE FOREST VINDER MGPDanmark får en ny darling, da Emmelie de Forest vinder det europæiske Melodi Grand Prix, med sangen ’Only Teardrops’. Sangerinden må dog aflyse sin danmarks-turné på grund af manglende billetsalg.

6/6

EDWARD SNOWDEN FRIGIVER STATSHEMMELIGHEDEREdward Snowden, computerspecialist hos CIA og NSA, frigiver tusindvis af hemme-ligstemplede dokumenter, som han har indsamlet ulovligt. Offentliggørelsen fø-rer til flere skandaler, og Snowden bliver hurtigt verdens mest eftersøgte mand. Ed-ward Snowden flygter til Rusland, hvor han får asyl på betingelse af, at han ikke frigiver flere hemmelige oplysninger, som kan skade USA.

LÆRERLOCKOUT Formålet med lockouten er at tvinge den stærke faggruppe til at godkende regerin-gens forslag til overenskomst. Lærerne hol-der dog stand, og lockouten ender med et lovindgreb, der giver lærerne nye ar-bejdsforhold.

– ET ÅR I ORD OG BILLEDER

ÅRET DER GIK

RUST RUSTTUMULT TUMULT

34 35

Nr. 8 – 2013 Nr. 8 – 2013

Vi fulgtes ud ad stierne på kirkegården. De første minut-ter var der ingen, som sagde noget. Ligeså stille faldt små kommentarer om vejret og kulden. Hænder fandt hinan-den, og arme slyngede sig sammen. Min bedstefar knok-lede af sted med sin grønne rollator. Da vi krydsede end-nu en høj hæk, gækkede han, om vi var på vej ind i et nyt sogn. Jeg tror, alle smilte, og et par steder kom der også latter frem. Da vi nåede frem til hvilestedet, var alle klar. Blomster blev delt rundt, og alle sikrede sig, at ingen stod alene. Præsten talte igen og prøvede at få os til at syn-ge med, og det gik bedre nu. Den friske luft pustede liv i den hviskende summen, som før havde været i kirken. Ki-sten blev sænket, og blomster svævede nedover i det fros-ne hul. Der blev budt på kaffe og takket for deltagelsen. I spredte flokke gik vi tilbage mod kirken og bilerne. Vi tal-te sammen. Vi talte om blomsterne og kisten, men hurtigt blev samtalerne om løst og fast, om hvordan det gik og om hvordan det ikke gik.

Alle tog videre til kaffen. Familien var samlet, og bordene blev hurtigt fyldt op ligesom kaffekopperne. Boller og små-kager blev revet væk, som om vi alle havde løbet en mara-ton. Store, bløde boller med et tykt lag smør og sprøde små-kager, som gled ned sammen med den varme kaffe. Folk var snaksaglige, og alle var interesserede i at høre om de andres liv. Hvordan gik det med renoveringen, landbruget og uddannelsen. Hvilke rejser havde de været på og hvad med børnene, der var blevet så store. Det var faktisk rigtig hyggeligt, og jeg høstede flere knus, end jeg høstede boller.

Vi begyndte at fortælle historier. Historier om dengang de store børn var små og om de voksne, dengang de var unge. Men et opbrud nærmede sig, da suppen blev serve-ret. Det var sikkert en udmærket suppe, men min appe-tit var svundet oven på de boller, kager og knus jeg hav-de konsumeret. Jeg var fyldt op. Der blev talt om gensyn. Gode forslag kom på bordet. Vi skulle da mødes snart igen,

Jeg var trist, da jeg gik ind i kirken. Det var vi nok alle. Tri-ste som vejret og årstiden her i slutningen af januar, hvor al julens varme var forbi. Der lå blomster på gulvet, og på de forreste bænke sad familien. Herudover var et par, for mig, ukendte ansigter dukket op. Det var ikke et overvæl-dende fremmøde. Men os, der var kommet, var oprigtigt triste. Der blev uddelt smilende nik, og hænder kom frem imod mig. De kneb i mine hænder og arme for at kondo-lere. Jeg følte mig stærkere, da jeg satte mig på bænken og lod salmebogen dumpe ned mellem mig og mine søsken-de. Så sad vi der.

Præsten talte, og vi sang. Vi prøvede i hvert fald på at syn-ge. Men ordene forsvandt bare. Jeg kunne mærke dem komme op igennem halsen, men ligeså snart de skulle stryge henover tungen, blev de til en hvisken af luft. Imens jeg sad der, mistede jeg lige så stille kontakten med resten af kroppen. Jeg flød under vand, og det eneste, jeg kunne mærke, var en trykken for mine ører. Præsten, blomster-ne, kisten og alle de andre kunne jeg se helt skarpt, men lyden var væk.

Jeg hørte derfor kun det halve af præstens ord. Han talte om, hvor svært det kan være at miste nogen, og jeg tænk-te på, hvordan det måtte være at miste livet. Han talte om min bedstemors liv. Om hendes arbejde, hendes ægteskab og børn. Han talte også om alderdom og om Gud. Det hele blev til skår af en samlet rude. Nu hvor ruden var knust, føg vinden ind og ruskede op i alting. Hun havde fået man-ge år at leve i. En stor del af dem var gode år.

Pludselig var folk begyndt at rejse sig. Det var det. Pæne ord og pæne blomster. Snart kunne vi komme ud af kir-ken. Mændene gik bag præsten med kisten imellem sig. Vi fulgte efter, og da vi kom ud i våbenhuset, kunne jeg mærke, hvordan kroppen fik kontakt med hovedet igen. Vandet, jeg havde flydt rundt i, blev langsomt pumpet ud.

BegravelsesstemningNovelle af Marianne Fromm Pedersen

Månedens novelleHver måned bringer vi en novelle skrevet af en studeren-de på SDU. Dette års sidste novelle er skrevet af Marianne Fromm Pedersen. God fornøjelse.

Månedens forfatter

Marianne Fromm Pedersen er uddannet advokat og har en tillægsuddannelse i faglig formidling fra Journalisthøjsko-len. I dag læser hun skrivekunst på 1. semester på deltid ved SDU. Hun synes, at det er skønt at blive udfordret på krea-tiviteten i sproget, der står i stærk kontrast til juraens sprog.

Månedens ord

Portemonnæ kommer fra det franske ”portemonnaie” og be-tyder pengepung. ”Porter” betyder på fransk ”bære”, mens ”monnaie” betyder penge.

og alle virkede helt opstemte. Tiden kom, hvor vi måtte hjemad, og der kom flere knus og håndtryk. Det var blevet mørkt udenfor, og i morgen var det en helt almindelig onsdag, hvor alle skulle arbej-de eller i skole.

På vejen hjem måtte vi forbi Rema. Vi manglede mælk og pålæg. Der var næsten øde i butikken, og det var helt rart at være der. Vi fandt mælk og pålæg. Men der var også tilbud på kaffe. Kasse-damen smilede stort, da vi nåede derop, som om vi var de første kunder på butikkens åbningsdag. En, to, tre og så var de varer tjekket ind. Hundre-dogseksoghalvtreds og en halv lød det fra hen-de med en mekanisk stemme. Mindre imøde-kommende var hun, da jeg hev min portemon-næ op af tasken og begyndte at lægge småpen-ge op i skålen til byttepenge. Det tog sin tid, og stilheden i butikken blev pludselig til en usyn-lig storm, som truede. Jeg havde fået portemon-næen af bedstemor, og den skulle bruges. Hun lagde pengene i kassen uden et ord og præste-rede et smil, som varede under et sekund. Det var det, og i morgen var det onsdag.

RUST RUSTTUMULT TUMULT

36 37

Nr. 8 – 2013 Nr. 8 – 2013

ODENSEEn Mosaik – Fotoudstilling Brandts8. november 2013 – 2. marts 2014

Kom godt i gang med den gode opgaveStudenterhuset Odense5. december kl. 16.30-18.30Gratis

Mega Kup. Second hand markedStudenterhuset Odense5. december kl. 18-20.3025 kr. for studerende

Burhan GMagasinet5. december kl. 20257 kr.

Basix Julekoncert Kulturmaskinen7. december kl. 20250 kr.

H.C Andersens julemarked Ved den gamle bydel ved H.C Andersens hus6. – 8. december og 11. – 15. december

Jule Speed-datingStudenterhuset Odense9. december kl. 18-20Gratis

Ukendt KunstnerPå Posten12. december kl. 20100 kr. i forsalg og 60 kr. for medlemmer

Oh LandPå Posten 13. december kl. 21220 kr. i forsalg og 180 kr. for medlemmer

ESBJERGDR Big Bandet ”Merry Christmas Baby”!På Tobakken5. december kl. 20250 kr. i forsalg og 275 kr. i døren

Magtens KorridorerPå Tobakken13. december kl. 21Forsalg 215 kr. i døren 240 kr.

KOLDINGNeanders Jazzband koncertPå Godset 8. december kl. 12.30100 kr.

Boho Dancer + Dangers of the SeaPå Godset13. december kl. 21forsalg 75 kr. i døren 100 kr.

SLAGELSEDecemberboden På Kongegaarden1. december kl. 11-16Gratis

Åben JamSlagelse Musikhus4. december kl. 19.30Gratis

Storstrøms Kammerensemle – JulekoncertPå Kongegaarden6. december kl. 19.30100 kr.

SØNDERBORGNisser på afveje Sønderborg Teater5. december kl. 14 og 1660 kr. for studerende

Zirkus Nemo JulegallaAlsion11. december kl. 20398 kr.

Pretty Maids – koncert Sønderborghus12. december kl. 21180 kr. i forsalg og 200 kr. i døren

Tornerose – BalletSønderborg Teater15. december kl. 16Fra 100 kr. for studerende

KALENDER DECEMBER

Bliv medlem

på ida.dk

BLIV MEDLEM AF IDA OG FÅ MASSER AF FORDELEI IDA bliver du en del af et stærkt fællesskab, der hjælper dig godt og grundigt igennem din studietid. Vi tilbyder bl.a. billige studieforsikringer, arrangementer på dit studiested, en attraktiv studiekonto, netværk og rådgivning. Herefter koster studiemedlemskabet 20 kr. pr. måned. Og du kan endda blive medlem i dag!

Læs mere på ida.dk/studerende

Viden der styrkerida.dk

Ingeniørforeningen, IDAer en interesseorganisation for tekniske

og naturvidenskabelige akademikere

KULTURMASKINENS JULEGALLA – Når der går Odense i den…

Fredag d. 20. december kl. 20

Entre: Betal hvad du kan. Pengene går ubeskåret til hjemløse i Odense

Billetter bestilles på: www.kulturmaskinen.comPakken sælges i billetsalget,

på TilDigFraMig.dk og gavekortet.dk samt i Kvickly, Fakta, SuperBrugsen

og Dagli’Brugsen.

LÆG EN TUR I BIOGRAFENUNDER JULETRÆET

Giv fx. 2 billettermed sodavand og popcorn

for kun kr 259,-

Pakken sælges i billetsalget, på TilDigFraMig.dk og gavekortet.dk samt i Kvickly, Fakta, SuperBrugsen

Pakken sælges i billetsalget, Pakken sælges i billetsalget,

EN TUR I BIOGRAFEN FOR TOKUN 259,-

RUSTTUMULT

38

Nr. 8 – 2013

50%STudie- og

gerabatGælder unge til og med 26 år og studerende med studiekort

Billetter: 63 12 13 14 odensesymfoni.dk

RUST nr6.indd 1 19-09-2013 09:47:53