så skal der leves! - af karen thisted
DESCRIPTION
Karen Thisted elsker livet. Et af hendes mottoer er: BID LIVET I LÅRET! Det er et citat af Danmarks store digter Benny Andersen, som sammen med Johannes Møllehave ændrede Karens liv. I 2003 blev hun lukket ind i de to herrers forunderlige verden, hvilket resulterede i bestselleren "Det skal mærkes at vi lever". Hvis man kunne lide "Det skal mærkes at vi lever", vil man også finde glæde i Karen Thisteds erindringsbog. Siden hun begyndte som journalistelev på Lise Nørgaards gamle plads på Dagbladet i Roskilde i 1967, har hun beskrevet Danmark. Det er ren Matador, når hun går i kødet på sin egen personlige skæbne. Hun er opvokset i et borgerligt miljø i Ringsted, hvor hendes far var bykonge, senere blev hun gift med Ole Thisted, der blev far til hendes datter. Kærlighed, skilsmisser og tab af nære venner, blev en del af det ofte fortumlede liv, hvor arbejdet var den helt store glæde.TRANSCRIPT
POL__OK___Karen-Thisted.indd 1 16-10-2013 09:38:10
K A REN T HIST ED
P O L I T I K E N S F O R L AG
POL__OK___Karen-Thisted.indd 2 16-10-2013 09:38:10
K A REN T HIST ED
P O L I T I K E N S F O R L AG
POL__OK___Karen-Thisted.indd 3 16-10-2013 09:38:12
4
POL__OK___Karen-Thisted.indd 4 16-10-2013 09:38:12
5
Indhold
Jeg siger aldrig nej til noget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Døren til mit forsvundne liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
En smuk, tilsløret kvinde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
Er hun ikke sød? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
Min mor og far . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19
Det fædrene gartneri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
Jeg kom i Folketinget som syvårig . . . . . . . . . . . . . . . . 33
Claes den Første . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37
Formandens datter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47
Lyseblå scooter til Sorø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53
De forsvundne tressere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57
Nogen Lise Nørgaard bliver du aldrig . . . . . . . . . . . . . . 63
Min far blev erstattet af en Taunus 26M . . . . . . . . . . . . . 67
Mandehørm på Ekstra Bladet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75
Glistrup bag tremmer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83
Synnøve Solbakken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91
POL__OK___Karen-Thisted.indd 5 16-10-2013 09:38:13
Den glade familie i Læderstræde . . . . . . . . . . . . . . . . . 95
Live i Lørdagskanalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99
Sig du ka’ li’ mig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103
Nu om stunder kan man få politikere til alt! . . . . . . . . . . . 107
Så skal der leves! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113
Karen, du er og bli’r en bonderøv! . . . . . . . . . . . . . . . . 117
La’ os gå i panik for en sikkerheds skyld! . . . . . . . . . . . . 125
Et skandinavisk eventyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133
En underlig saga . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143
Den gode, den onde og den grusomme . . . . . . . . . . . . . 151
Det skal mærkes, at vi lever . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155
Et kulsort mørke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167
Gør Poul Madsen til chefredaktør! . . . . . . . . . . . . . . . . 173
Luder på Islands Brygge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175
Suppe med Hans Edvard og Møllehave . . . . . . . . . . . . . 177
Mit korte liv som spindoktor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189
Mit eget livs direktør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195
Grevens fejde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199
Mormors bordel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203
Claes den Anden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211
Baren er åben! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217
POL__OK___Karen-Thisted.indd 6 16-10-2013 09:38:13
7
Jeg siger aldrig nej til noget
Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det gik til, men i en alder
af 65 år var jeg ude at trække i Skelbækgade. Det blev til
mange og lange aftener, før der endelig var en, der bed
på.
Jeg havde aldrig gjort det, hvis ikke min gode, gamle veninde
Suzanne Bjerrehuus også var med, men det, jeg er mest stolt af,
er, at jeg var den eneste af os, der �k et tilbud. I hvert fald i første
omgang, for pludselig �k manden øje på Suzanne, der stod og
trak længere oppe ad gaden. Mens han kiggede lystent på hende,
spurgte han, hvor meget jeg skulle have i kontanter. Jeg var så
nervøs for, at han skulle vælge Suzanne, at jeg hysterisk råbte:
– 50 kroner!
– Det var sgu billigt, sagde han mistænksomt, skulende efter
Suzanne, der holdt skarpt øje med os.
– Jeg er jo lidt gammel og lidt tyk, sagde jeg, men jeg synes, jeg
kan høre på dialekten, at du kommer fra Ringsted, og det gør jeg
også, ville det ikke være hyggeligt?
Suzanne skulle bare ikke have ham, koste hvad det ville, og jeg
var også parat til at sætte prisen yderligere ned. Manden var fra
Ringsted, så jeg begyndte at tale om Ringsted Borgerskole, hvor
jeg har gået, og jeg syntes, at vi så jævnaldrende ud. Det viste sig,
POL__OK___Karen-Thisted.indd 7 16-10-2013 09:38:13
at han havde gået i samme skole, men min taktik var desværre
helt forkert, for var der noget i verden, han ikke ville, så var det at
møde nogen fra Ringsted.
Det var en kold dag i Skelbækgade, og i øjenkrogen så jeg de
andre piger holde øje med mig. De så ikke venlige ud. Suzanne
begyndte at gøre tegn til mig. Først troede jeg, at hun var sur over,
at jeg holdt fast i kunden, når det nu tydeligt kunne ses, at han
hellere ville have hende. Men sådan er hun ikke. Min gode ven-
inde ser konspirationer overalt, og nu var hun sikker på, at min
lidt bondske, halvgamle kunde fra Ringsted var en stor bagmand,
der ejede alle pigerne i Skelbækgade og Istedgade, og derfor ikke
ville have, at jeg konkurrerede i hans distrikt.
Hun begyndte at råbe advarende, og når Suzanne råber i ophid-
set tilstand, hvad hun ofte gør, er det altid meget højt. Det kunne
høres helt ned til Hovedbanegården. Det ophidsede i den grad
den lystne mand fra min hjemby, der stilfærdigt nikkede til mig
og sagde:
– Hende vil jeg hellere have.
POL__OK___Karen-Thisted.indd 8 16-10-2013 09:38:13
9
Døren til mit forsvundne liv
Dronning Margrethesvej 26 B, 2. th., Ringsted.
Det er en adresse, jeg altid tænker på med stor glæde, for jeg
tilhører den race, der har haft en lykkelig barndom.
Jeg elskede min far og mor, indtil de drog deres sidste suk. Jeg
har en sød søster, Anne, som var mørk og slank, mens jeg var
en lille, glad, lys og tyk pige, der tumlede i provinsbyen, hvor
min far i mange år var Venstreborgmester, folketingsmedlem og
landsretssagfører, mens min mor gik derhjemme sammen med
en ung husassistent, der boede på loftet sammen med andre unge
tjenestepiger i ejendommen.
Ja, det hed faktisk tjenestepiger. Så var de ligesom klar over,
hvor de rangerede.
Jeg forlod Ringsted og mit barndomshjem, da jeg var 18 år.
I mit syvogtresindstyvende år har jeg et ærinde i byen og får en
ubændig lyst til at lægge vejen forbi den adresse, som for mig blev
den sidste i Ringsted og for min far og mor den sidste i livet.
Man ved aldrig, hvornår man bor på den sidste adresse. Ja,
det er den slags åndssvage, patetiske tanker, jeg har, da jeg efter
næsten 50 års fravær står foran Dronning Margrethesvej 26 B.
Det er en treetagers ejendom i røde mursten og med små alta-
POL__OK___Karen-Thisted.indd 9 16-10-2013 09:38:13
10
ner. Dengang var det �nt at bo her. Nu ser blokken ud som socialt
boligbyggeri.
Døren er ikke låst, så jeg går med forsigtige skridt op på anden
sal uden rigtig at vide, hvad jeg vil. Men i samme øjeblik jeg står
foran vores gamle dør, bag hvilken jeg har haft så mange store
glæder og sorger, er det, som om jeg bliver ramt af et pistolskud i
hjertet. Jeg må indenfor.
Bag denne dør sov jeg den sidste nat i mit ungpigeværelse,
inden jeg blev gift i den smukke Sankt Bendts Kirke i Ringsted.
Bag denne dør iførte jeg mig en hvid brudekjole med langt slør
og forlod barndommens værelse for altid, mens min far i samme
øjeblik forlod soveværelset iført kjole og hvidt og ridderkors.
Det ridderkors har jeg stadig 39 år efter hans død, selv om jeg
godt ved, at det er forbudt. Jeg kan ikke få mig selv til at sende det
tilbage til Margrethe. Min far var så glad for det. Han havde det på
hver eneste nytårsaften, selv om vi kun var min far, mor, søster og
mig. Det må man vist heller ikke, men vi sagde det ikke til nogen.
Når jeg så tydeligt husker det øjeblik, da jeg stod i min bru-
dekjole, som jeg selv havde købt i Illum på min mors kontokort,
skyldes det først og fremmest, at der skete noget, som jeg aldrig
tidligere havde oplevet: Min far begyndte at græde.
Jeg havde måske set ham med fugtige øjne, men nu græd han,
og jeg blev forskrækket, for det virkede ikke, som om han græd af
glæde, eller fordi han var rørt over at se mig som brud. Han vir-
kede ked af det, og jeg forstod det ikke, men det gør jeg nu, når jeg
står foran døren til min forsvundne barndom og ungdom. Min
Sådan så min familie ud en dejlig sommerdag i 1946, hvor jeg blev døbt Karen Elisabeth Thisted Knudsen. Min far og mor og storesøster Anne er iført det store skrud, kjole og hvidt og �otte kjoler. Det �ne selskab
blev holdt i gartneriet i Frederiksværk.
POL__OK___Karen-Thisted.indd 10 16-10-2013 09:38:14
11
POL__OK___Karen-Thisted.indd 11 16-10-2013 09:38:15
far var så glad for min søster og mig. Jeg tror, at han, med rette,
fornemmede, at jeg var på vej væk.
Det var også bag den dør, min mor lå med brækket hofte og
prøvede at kalde ud gennem brevsprækken på fru overlæge Piper,
enken, der boede nedenunder på første sal til højre.
Hun blev kun kaldt fru overlæge Piper i vores hjem. Selv om
både hun og min mor blev enker og dermed alene, så de ikke
meget til hinanden. De var Des hele livet. Jeg aner ikke, hvad fru
overlæge Piper hed til fornavn.
Jeg ved heller ikke, hvad hendes mand, overlæge Piper, hed –
den mand, som min mor ringede efter på Ringsted Sygehus, da
min far en del år tidligere sagde:
– Nu dør jeg!
– Er du ked af det, Poul? spurgte min mor.
Hans sidste ord til den kvinde, som han på godt og ondt havde
delt næsten 40 år med, var:
– Nej!
Fru overlæge Piper hørte ikke min mors nødråb. Hun lå mange
fortvivlede timer bag døren, før nogen hørte hende råbe, og før
hun endelig blev kørt på Ringsted Sygehus. Hun kom aldrig hjem
til Dronning Margrethesvej 26 B igen. Hun døde af egen fri vilje,
som en gammel indianerkvinde, da det gik op for hende, at livet
aldrig ville blive det samme, og at hun aldrig mere ville komme
til at køre i sin elskede Taunus 26M, sekscylindret, som hun havde
arvet efter min far.
Hun slog i bordet ved sygesengen og sagde:
– Jeg hverken kan eller vil mere!
Så døde hun med mig i den ene hånd, og min datter, Marlene,
i den anden.
POL__OK___Karen-Thisted.indd 12 16-10-2013 09:38:15