TIL FEST HOS HØVDINGEN OVER KABARA

I midtsideartiklen fortælles om et festliget og morsomt

ophold på en stillehavsø som er på størrelse med Thurø

Fastelavn er mit navn ... Så er det karnevals-tid, hvor man efter behag kan skifte profession, køn, facon og alder i en kortvarig flugt fra den dag-lige trummerum. Her er en ung dame ved med henblik på en sådan glad aften at prøve, hvordan skæg og briller klæder hende. Ikke ilde, vel?

Her pibes. Fru Agnes Klit, Thisted, er en af de meget få, der piber præstekraver, dvs. stryger dem med et krølle-jernlignende pibejern, så de cirka 300 huller i den ny-vaskede krave bliver til stive folder.

Kun 5 5 kroner

for en tip-top moderne el-symaskine

HUGIN er den ideelle el-syma-skine med fri arm og talrige tek-niske finesser. HUGIN stopper, syr og sømmer, den har fodregu-lering, arbejdsbord og indbygget sylampe. Med 2 års skriftlig ga-ranti og leveret i kuffert med fuldt tilbehør koster HUGIN kun 585.-

Zig-zag apparat ekstra 50-

Fås i BRUGSEN og vore magasiner

O

Den første. Den kvindelige præst i Fredens sogn i Odense, pastor Brenniche Petersen, har på grund af sygdom måttet søge afsked og bliver dermed landets første kvindelige emeritus. På ski-skole. Det schweizi-ske skiforbund har inviteret fem danske skoledrenge otte dage på skiskole i alperne. Her starter den spændende tur. Cementkoger. Et 65-årigt lokomotiv er kørt sin sidste tur for i Rødbyhavn at pro-ducere varmt vand til en betonblandemaskine, så man kan støbe om vinteren.

Bevæget tilværelse. Den 60-årige skonnert „Egehoved" har haft en bevæget tilværelse. Blandt andet forliste det en stormnat og sank. Men dykkere fik det hævet, og efter ombyg-ning sejlede det fint igen. Og det må trods alt være lavet af godt kram, for efter en tur på bedding er det fornylig sejlet til Middel-havet, hvor det under hollandsk flag skal være dykker- og frømandsskole.

Hvad står der? De alt for mange forbuds-skilte i vore gader kan let overses af trafikan-ter. Hesten her må imidlertid være undskyldt; den kan selv med sin bedste vilje ikke tyde skiltet.

rigere end De tror

Den enkelte families sunde økonomi og opsparing danner grundlaget for hele landets velstand.

Også DE har råd til at sætte penge til side. På den måde skaber De et godt økonomisk rygstød for Dem og Deres familie.

Lad opsparingen blive en fast post på Deres budget.

Spar op i

ANDELS BANKEN

Ranken hvor alle fordele er Deres

34. årgang nr. 3 15. februar 1961

Udgivet af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger

Ansvarshavende redaktør: Eggert Nielsen

HVEM . * GAV

BOLDEN OP? *

* •T*

Enhver krig skal have en ende, og TV priskrigen har også fået sin, selvom den uofficielt fort-sætter bag kulisserne, med alle tegn på, at den vil slå ud i lys lue ved først givne lejlighed.

Det er et spørgsmål, om man egentlig kan tale om en priskrig. Var det ikke snarere en tiltrængt tilbagevenden til det normale, til den konkurrence, som alt for længe havde været sat ud af kraft ? Med den massefabrikation af TV-apparater, der havde fundet sted gennem de sidste par år, var det helt unaturligt, at priserne holdt sig omtrent på samme niveau som i den første spæde begyndelse. Sammenlignet med TV priser an-dre steder i verden lå det ind-lysende højt. Det fremgår også af, at det i kampens hede blev oplyst, at en af de danske fabrik-ker, som nu jamrede sig over det pludselige prisfald, havde ekspor-teret 21" apparater til ca. 850 kr. - en pris langt under priskravene på hjemmemarkedet. Det kan man jo nok kalde farisæisme.

Men så længe den hovedløse efterspørgsel varede, og alt syntes at kunne sælges, viste hverken fa-brikanter eller forhandlere nogen tilbøjelighed til at ændre prisbe-regningerne. Man slagter som be-kendt ikke guldhønen. Den ene-ste, der bragte usikkerhed ind i markedet var FDB, da den i mid-ten af 1960 gennem brugsforenin-

erne tilbød to nye modeller, som egge var de første i 23" typen

og ydermere kunne sælges til la-vere priser end 21" modellerne, ja endog målte sig med det offi-cielle prisniveau for 17" typerne.

Det slog krykkerne væk under det højest vaklevorne, kunstigt op-pustede prisniveau. I løbet af nogle få måneder indtil udgangen af 1960 solgte FDB 20.000 appa-rater, og de konkurrerende virk-somheder fik travlt med at bringe deres 23" typer på markedet.

Spørger man, om disse ikke ville være holdt tilbage endnu den dag i dag, hvis FDB ikke havde op-trådt som en hund i et spil kegler, får man nok aldrig noget svar, men et højst ubelejligt tidspunkt for afsætningen af de forhånden-værende lagre af 21" og 17" ty-perne var det, så man kan have sine egne tanker herom.

I hvert fald ville de apparater, som ikke blev solgt til jul, være usælgelige til de gældende priser, og derfor var det ganske logisk, at Fona holdt „udsalg". Krigen op-stod først, da de andre forhand-lere begyndte at råbe forarget op, og derved til skade for sig selv fik sat projektørlys på adskillige mindre flatterende vildskud i branchen.

Lad os ganske kort rekapitulere, hvad der skete under denne pris-krig, som altså ikke var en pris¬

krig, men rettere en sanering af åbenbare skævheder.

Svaret på Fonas prisnedsættel-ser var tilsvarende udspil fra de andre kæders side, og der kan måske nok tales om en slags panik i dette kapløb, som de mindre for-handlere ikke godt kunne være med i uden svære tab, idet salgs-priserne for 17" fjernsyn i flere tilfælde gik helt ned under ind-købsprisen. Sådanne realisations-salg af ukurante varer er dog ikke andet, end hvad man gang på gang kommer ud for på andre vareområder, men her blev det åbenbart opfattet som et bag-holdsangreb på forhandler-stan-den som helhed, skønt der i tiden forud havde været varsler nok om „brådne kar" - manifesterende sig i bortlodninger af apparater til køberne og store hemmelige ra-batter på de vejledende fabriks-ansatte priser.

På forhandlernes vegne tog de-res brancheorganisation Rateksa nu affære, ekskluderede først Fona med den begrundelse, at det er foreningens formål at samle „legitime forhandlere" (hvordan dette prædikat nu skal forstås, og hvordan det skal forstås, at man ikke er det, når man tager sig den frihed at sætte priserne ned), og derefter lod man medlem-merne og fabrikkerne tilgå en skri-velse, som var ensbetydende med blokade af de virksomheder, der leverede apparater til Fona.

Hidtil havde det været et privat slagsmål mellem forhandlerne, men nu blev også fabrikkerne

draget ind, og to af de større rea-gerede straks ved at nægte Fona leverancer, tre andre fulgte hur-tigt efter, og de andre deltagere i fabrikkernes brancheforening, ialt en halv snes stykker, tilkendegav deres sympati. Alle organiserede var altså på samme linie med und-tagelse af en eneste: Philips, der kun ville „lægge loft" over sine leverancer til Fona, ikke deltage i en boyeott: Med den gode grund, at selskabet ved flere lejligheder havde fået Monopoltilsynets ken-delse for, at det ikke var berettiget til at nægte leverancer til forhand-lere, som solgte billigere end deres kolleger. Der var altså ingen und-skyldning for en gentagelse.

Men der var også andre videre-rækkende motiver for Philips, nemlig at man klart indså, at si-tuationen på TV-markedet var uholdbar. E)er herskede et fordækt prisanarki, som man gjorde bedst i at søge reguleret i en normal konkurrences skarpe lys, og da ikke alene forhandlerne, men også de andre fabrikker indtog en truende holdning til Philips stand-punkt og en skjult blokade over-for dets produkter kom til udtryk, gik selskabet et langt skridt vi-dere, nedsatte ikke alene de uku-rante modeller, men også øje-blikkets slagvare 23-tommeren, samtidig med at forhandlerne stil-ledes frit overfor deres egen avan-ceberegning. Ydermere lagde Phi-lips ikke skjul på, at man ville lade sine apparater forhandle gen-nem andre fordelingskanaler end de sædvanlige, hvis disse søgte at salgssabotere Philips produkter.

HVEM BETALER? 20 millioner kroner for at få ad-gang til Deres dagligstue bare 10 minutter hver aften . .. Sådan ly-der det tilbud, salgs- og reklame-folkene holder op som en lok-kende gulerod for landets fjern-syns-ejere under kampagnen for at få reklamer ind i dansk fjern-syn. Så meget vil de betale om året for 10 minutters daglig re-klametid - og så meget kan seerne altså spare på licensen, forklarer de generøse tilbudgivere.

20 millioner - det er dog en sum, selv i vore dage, og når man hører på reklamefolkene, får man næ-sten indtryk af, at det er penge, de vil hente ud af den tomme luft eller op af deres egne lommer. Kan man virkelig afvise en sådan godgørenhed ?

Ja, foreløbig har de instanser, som afgør sagen, jo været hårdhjer-tede nok til at sige nej tak - og som forbruger kan man kun op-fordre dem til at kridte støvlerne

og stå fast på dette standpunkt, endog selv om buddet skulle blive forøget.

Det helt sikre i den sag er nem-lig, at det er forbrugeren, der skal betale - både afgiften til fjern-synet, og de omkostninger, der løber på. Annoncøren skal i alt fald have omkring 10,000 kr. hjem i merfortjeneste for hvert minuts fjernsynsreklame, han ofrer på en vare, og de penge skal naturligvis udredes af dem, der køber varen. Hvem ellers? Det er dog en gan-ske pæn pris at betale for at få at vide, at det vaskemiddel med garanti får naboens kone til at misunde Dem Deres vasketøj, og at den håndsæbe bruges af så og så mange filmsstjerner.

Det ville nemlig blive den slags reklamer, man først og fremmest fik at se i fjernsynet. Annoncørerne ville stort set blive de samme, som dominerer f. eks. biograf-reklamerne, og vi gad nok se den,

der vil påstå, at de gængse rekla-mefilm lægger vægt på oplysning

om varerne. Det hele drejer sig om at banke et varenavn så fast i tilskuerens underbevidsthed, at han glemmer at tænke over, om han i det hele taget har behov for den vare, eller om der skulle fin-des noget bedre til prisen. I fjern-synet vil annoncørerne bare gå endnu mere direkte mod målet, fordi sendetiden er så meget kost-barere end reklametid i en bio-graf.

Fjernsynsreklame har en række andre skyggesider, således som det fremgik af den diskussion, vi refererer side 12, men set fra et forbrugersynspunkt er det alle-rede nok, at den simpelthen vil forøge vægten af den reklame, som snarere tager sigte på at hin-dre forbrugeren erid i at hjælpe ham med at købe fornuftigt.

Når man gør sig klart, hvor de 20 millioner skal komme fra, og hvad de skal bruges til, kan det ikke være svært at sige nej tak, selv til en så rund sum.

Kontorer: Njalsgade 15 København S. Telefon: I København Central 4015 Udenbyssamtaler: (01) Central 1625

Samvirke påtager sig intet ansvar for manuskripter, fotografier eller tegninger,

der uopfordret indsendes

Det internationale Andelsforbunds øverste ledelse (eksekutivkomiteen) holdt fornyli^f møde i København, og FDB var ved denne lejlighed vært for den fremtrædende internationale forsamling. På billedet byder førstedirektør Ebbe Groes alliancens formand, dr. Mauritz Bonow, Sverige, velkommen. Bog direktør Groes skimtes direktør Poul Jensen, FDB, mellem de to herrer står direktør F. Metzlaff, FDB. Flere billeder fra sammenkomsten ses på side 20.

Med Philips stærke position in mente var der faktisk intet andet at gøre end tage situationen til efterretning. Og det gjorde så de andre fabrikker på et nok så kri-gerisk indkaldt møde, som i stedet for at dekretere repressalier mod Philips, spagfærdigt indskræn-kede sig til at give anvisninger på en prisnedsættelse over hele linjen på 100-150 kr. for 23-tommeren. Hvilken enstemmighed i parentes bemærket har skaffet fabrikant-forsamlingen en undersøgelse på halsen fra Monopoltilsynets side - for iværksættelse af prisaftaler. Ak, spot føjet til skade.

Efter de prisnedsættelser at dømme, som har fundet sted, er det åbenlyst, at der har været me-get rundelige avance-reserver at tære på, og man spørger sig selv, hvem piraterne egentlig er, når der fra forhandlernes side så harmdirrende blev rettet beskyld-ninger for piratvirksomhed mod Fona i kampens første faser. Må-ske har nogle mindre forhandlere ikke haft så store indtægter, men det skal i hvert fald ikke komme forbrugerne til skade, at branchen er overdimensioneret, og derfor bebyrdet med for store omkost-ninger hos de svageste.

Hvorfor har fabrikkerne gjort så meget for at holde hånden over forhandlerne, når det dog må skønnes at blive disses egen sag at fastsætte udsalgspriserne i over-ensstemmelse med monopolloven.

Ja, det gik endog så vidt, at en , af dem bekendtgjorde at ville

købe sine egne apparater op til detailpris i Fona’s udsalg, hvad der kunne se ud som det rene Ebberød Bank, men naturligvis kunne begrundes med, at udsalgs-prisen for 17-tommeren ikke var meget højere end indkøbsprisen.

Forklaringen på fabrikkernes „markedspleje" er måske den, at afbetalingssalget skønnes at om-fatte 250 miil. kr. (et svimlende tal), og heraf siges fabrikkerne at stå i forskud med 120 mili. kr. hos forhandlerne, så det er indlysende, at de første er interesseret i, at

> det skal gå de sidste godt, så pen-gene hurtigt kan komme hjem. Det hedder sig også, at fabrik-kerne gerne vil bevare en bred forhandlerkreds og navnlig hin-dre kæderne i at slå de mindre for-handlere ud, da det frygtes, at kæ-derne vil klemme fabrikspriserne, hvis de får magt dertil.

Men hvorom alting er, så er det i hvert fald ikke motiver, som man kan forlange, at forbrugerne

* skal have noget tilovers for. Tværtimod må man bifalde, at Monopoltilsynet uden at spilde

nogen tid har besluttet at pålægge de 5 boycottende fabrikker at gen-optage leverancerne til Fona (hvorefter der kan forventes er-statningssag fra Fona mod fabrik-kerne) og samtidig bestemt, at TV forhandlernes brancheorgani-sation skal tilbagekalde den til medlemmerne udsendte opfor-dring om boycot af fabrikker, der leverer til Fona.

Her er ingenting at misforstå. Man ønsker et åbent marked. Fa-brikkerne er i deres gode ret til at fastsætte vejledende udsalgspriser, men ingen kan heller forhindre en forhandler i at kalkulete med meget lavere priser. Det er kon-kurrencens vilkår, som de impli-cerede forhandlere og fabrikker har svært ved at indordne sig un-der, selv om de påberåber sig de frie kræfters spil som ideologisk ledetråd i løftede øjeblikke.

Hvor meget denne tv:rra-idea-lisme er værd, ser man i tilfælde som dette. Hos forbrugerne er der ingen forståelse at hente for denne tvetydige holdning. Men så tyer man til en anden samfundsfaktor: beskæftigelsen. Hvis denne krig får lov til at udvikle sig, hed det sig ved slagets begyndelse, vil det svække virksomhederne og ramme beskæftigelsen. Vi kan med vor bedste vilje ikke se, at prisnedsæt-telser i sig selv vil kunne nedsætte aktiviteten og derved ramme be-skæftigelsen. Nej omvendt bør det vel fastslås, at hvis den danske TV-produktion ikke havde under-kastet sig denne åreladning i tide, ville den under de friere markeds-vilkår være truet af en import, som for alvor ville gå ud over be-skæftigelsen.

Hvor står FDB i hele denne kampsituation ? Der hvor den hele tiden har stået. Det var jo ikke FDB, der var impliceret i opret-holdelsen af det kunstige pris¬

niveau. Tværtimod gav den bol-den op med sin introduktion af de nye 23-tommere på markedet. Derfor har der heller ikke været nogen grund for FDB, hvis avancer var rimelige, til at gå i spænd med det store prisskred. Selv efter at store prisjusteringer har fundet sted, også på 23-tom-mere ligger FDBs og brugsfor-eningernes priser stadig i under-kanten, hvortil kommer et kvali-tetsspørgsmål. Det er temmelig af-gørende, om den nye 23" models billedror er forsynet med påsvejset beskyttelsesglas og spektralfilter, i modsætning til modtagere med

gammeldags frontglas og billed-maske. De sidste kan fremstilles til betydelig lavere priser end den første kategori. Begge FDBs mo-deller tilhører den første, som

fiver den absolut bedste billed-valitet. Uafhængigt af den svære sø-

gang i privathandelens territorium styrer FDB sin egen kurs, men glemmer ikke at tage nøje bestik af enhver ny muligbed, som kan vise sig på radarskærmen. Til gen-gæld må det forventes, at forbru-gerne heller ikke glemmer, hvem der aktiviserede konkurrencen i det stivnede TV-marked.

MED STORT PERSPEKTIV En vældig aktivitet udfoldes for øjeblikket af andelsforeninger, der forsyner landmænd med „grovvarer": foderstoffer, gød-ning, maskiner, frø, kemikalier m. m. Hensigten med det hele er at forbedre organisationernes be-tjening af deres medlemmer, hvad enten det gælder lokalforenin-gers, egnssammenslutningers eller landsorganisationers virke. Og perspektivet i denne aktivitet er meget stort. FORBRUGERNE får inden årets midte første nummer af et endnu udøbt' „grovvareblad", udsendt af Andels Foderstofforeningerne, Dansk Andels Gødningsforretning og Andelsmaskinindkøbet i sam¬

arbejde. Bladet skal hjælpe land-manden i hans arbejde, og hjælp er i dag mere nødvendigt end nogensinde, tænk blot, hvor van-vittigt hurtigt kemikalieanvendel-sen i landbruget har udviklet sig. UDDELERNE er forbrugernes nær-meste vejledere, når det gælder indkøb af grovvarer. For at hjælpe dem til effektivt at følge med i udviklingen, arrangeres ind-til udgangen af marts kursus ni steder i landet. På hvert kursus (med fire aftener) behandles fo-derstoffer, gødning, kemikalier, frø. En stor stab af fagfolk med-virker i disse kursus, her imellem konsulent Brahe Pedersen, FDB (kemikalier), konsulent Erik Han¬

sen, FDB (frø), mens kurserne ind-ledes og afrundes af kursusleder Hj. Thøgersen, FDBs kursusafde-ling. SAMMENSLUTNINGER. Samtidig hermed er der et stort arbejde i gang for at forbedre betjeningen af landmændene, og opmærksom-heden retter sig især mod sam-menslutning af mindre lokalfor-eninger til større enheder. Egns-samarbejde træder her i stedet for begrænset lokalt samarbejde - og det betyder bedre betjening af forbrugerne.

Man er vel kun ved begyndelsen af en udvikling, men forståelsen for den kan og skal øges, og det kan ske ved den oplysningsmæs-sige indsats med bladudgivelsen, kursus og anden mødevirksomhed.

o

Fra Sverige har vi hørt, at en kirurg

har opereret en ung pige, så hun

blev kortere. Hvad mener en dansk

læge om forlængelses- og forkor-

telsesoperationer? Professor Arne

Bertelsens svar har interesse for

~k de særlig høje

* de særlig små

* mennesker, som halter

* forældre med unormalt

store eller små børn

En svensk pige blev gjort 5 centimeter kortere ved en operation. Hun slap derved af med et kompleks og siges nu at vare meget lykkelig.

Det er en god historie, som natur-ligt nok blev grebet af pressen i mange lande. Inden lange vil den vare glemt af offentligheden - d.v.s. af alle dem, aer er af „normal“ højde. De alt for store og de alt for små vil derimod huske den, fordi den rørte ved noget pinagtigt i deres egen situation. Hos nogle har historien vakt uro og langsler. Kirurgen, som foretog ind-grebet, har fået mange henvendelser fra mennesker, som så mindeligt beder ham operere dem kortere eller tangere.

Historien er altså ikke uden kon-sekvenser — derfor fortjener den at uddybes. Hvad kan der faktisk gøres for at forkorte eller forlange lem-merne? Indlader danske lager sig over-hovedet på at andre vaksten hos et menneske, som er fysisk sundt?

Den svenske pige, Ingrid W es tman, var fysisk sund, men psykisk ude af balance. Allerede som seksårig blev hun klar over, at hun var unormalt høj, og for hvert år tog hun sig det mere nær. Hver morgen, når hun vågnede, syntes hun, at hun var vokset. Ved overgangen fra barn til kvinde steg det psykiske pres. Som 15-årig målte hun 1,72 meter.

Hun gik med krum ryg og bøjede knæ for at syne mindre. Hun bildte sig ind, at alle morede sig over hende eller endnu værre: havde medlidenhed med hende. Drengene interesserede sig ikke for hende, og ved baller blev hun sjæl-dent budt op. Ingrid afsondrede sig mere og mere. Ofte kørte hun i taxa for at undgå folks blikke. Hendes overfølsomhed var så stor, at hele hendes tilværelse blev tung og trist.

Hendes far, som måler 1,90 meter, forstod sin datter. Også han havde til tider lidt under sin højde - hvor meget værre måtte det da ikke være for en pige?

Sammen med Ingrid opsøgte han en psykolog, som hurtigt gav op - pigens kompleks var så rodfæstet, at tilfældet ikke kunne klares ad psykisk vej, sagde han.

Så gik de til kirurgen Lars Unander-Scharin og bad ham forkorte Ingrid med 10 centimeter. De havde hørt om et fortilfælde: i 1949 havde professor Friberg i Stockholm fjernet 7 centi-meter af lårknoglerne på en ung mand, der målte 1,96 meter. Dr. Unander-Scharin afslog, fordi han mente, at sådanne opgaver ikke faldt inden for en læges felt. Først efter to år, da Ingrid var vokset til 1,86 meter, lod han sig overtale. Da havde pigen nået en grad af hysteri, som gjorde forældrene bange for, at hun skulle miste forstanden.

I juni måned sidste år fik Ingrid opereret højre ben, og to måneder efter det venstre. Der blev fjernet 5 centimeter i hvert ben — Unander-Scharin mente, at det var tilstrækkeligt til at løse den psykiske knude, og hvis man tog mere, kunne det gå ud over førligheden.

Endnu kan Ingrid kun bevæge sig ved hjælp af stokke, men hvis helingen for-løber normalt, vil hun kunne færdes ube sværet om nogle måneder. Om den gunstige psykiske virkning holder sig, er ikke til at vide - med sine 181 centimeter er hun jo stadig en granvoksen pige.

SÅDAN

KAN DER HJÆLPES De mange, som fra ind- og udland har

skrevet og ringet til Unander-Scarin, har fået til svar, at operationen som sådan ikke er usædvanlig, og at talrige andre læger kan udføre den.

Dette har vi fået bekræftet hos professor, dr. med. Arne Bertelsen på Ortopædisk Hospital. Professoren skynder sig imidler-tid at tilføje: i

— Dermed være ikke sagt, at vi påtager

os en kosmetisk operation af den art - det får man næppe nogen dansk læge til, når det drejer sig om et sundt menneske. Selv-følgelig - hvis en erfaren psykolog erklæ-rede det for nødvendigt af psykiske grunde, måtte man jo overveje sagen, men der skal meget tungtvejende grunde til.

Vi har aldrig på Ortopædisk Hospital forkortet eller forlænget benene på en patient af kosmetiske grunde. Derimod har vi ofte forandret længden på det ene ben hos patienter, som haltede, hvadenten det var en medfødt skavank eller følge af en sygdom, f. eks. børnelammelse. Når benene er af forskellig længde, er der jo tale om et virkeligt handicap, og det skulle glæde mig, om folk herigennem bliver klar over, at den slags operationer er mulige.

- Hvordan gør man ? - Hvis det drejer sig om et barn, der

endnu vokser, kan man enten standse væk-sten på det lange ben eller øge væksten på det korte. Hvordan ? Det ser vi på om lidt.

Hos den voksne patient, som er færdig-udviklet, kan man gå tre veje:

1. Man kan forkorte det lange ben ved at udtage et stykke af lårknoglen.

2. Man kan fjerne et stykke af undet-bensknoglen, altså også en forkortelse.

3. Man kan forlænge det korte ben ved knogleplastik eller knogletransplantation.

Det sidste betyder, at man overfører et stykke knogle fra bækkenpartiet til lårbenet eller underbensknoglen. Ved en knogle-plastik deler man et stykke af lårknoglen på langs, anbringer de to halvdele i for-længelse af hinanden og „fylder ud" med et kunstigt materiale, så knoglen igen får sin normale tykkelse.

Der er ret snævre grænser for, hvor meget man kan forlænge eller forkorte knoglen på ét sted, for både muskler, blod-kar og nerver skal jo „følge med", altså enten strækkes eller skubbes sammen, og man skulle jo nødig skade muskelfunk-tionen, hemme blodpassagen eller frem-kalde nervelammelse.

Man kan sjældent forlænge mere end 4-6 centimeter, og man forkorter nødig mere end 3 centimeter. Eventuelt kan man forkorte både i lår og underben, så man sammenlagt fjerner 6-7 centimeter.

Men som sagt — disse operationer ud-fører vi kun på halte patienter, for at benene kan få samme længde. Fire gange i løbet af ti år er det sket, at vi på unge piger har taget 3 centimeter fra det lange ben og sat over i det korte - derved har vi altså udlignet en forskel i benlængden på 6 centimeter.

LETTEST I BARNEALDEREN

- Så var der børnene ... - Ja. Det er vigtigt at tale om børnene,

for hos dem kan man direkte påvirke væk-sten - fremme den eller bremse den. Det vil sige, at man ved at gribe ind på det rigtige tidspunkt kan afbøde en skævhed. Hos et barn, som halter, kan man fremme væksten i det korte ben ved at øge blod-tilførslen til de såkaldte vækstskiver, d.v.s. de lag i knoglen, hvorfra knogledannelsen sker. Væksten sker jo normalt ved, at der i vækstskiverne danner sig brusk, som senere forbener, og hvor stærk væksten er, af-hænger af, hvor meget næring der tilføres vækstskiverne, d.v.s. hvor stærk blodtil-førslen er, og den kan øges ad kunstig vej. Denne fremgangsmåde er dog ikke uden risiko - hjertet kan tage skade. Derfor foretrækker man, hvor det er muligt, at standse væksten i det lange ben, enten ved at tage vækstskiveme ud eller ved at anbringe kraftige metalkramper om-kring dem, så bruskdannelsen bremses. Vi foretrækker langt at få patienterne ind, mens de endnu er børn, for da kræves der ikke så drastiske indgreb som senere. Der-for er vi heller ikke slet så bange for at udføre kosmetiske operationer på børn som på voksne. Hvis et barn tegner til at blive unormalt høj, kan der være rimelighed i, at det kommer under observation. Man kan med ret stor sikkerhed beregne, hvornår

den naturlige vækst vil standse, og så brem-se væksten i rette øjeblik.

- Hvornår bør barnet under observation ? — I 12-14 års alderen, for så vidt barnets

vækst bekymrer forældrene. Det vil jo især være piger, der bliver tale om. For dren-

fenes vedkommende vækker det snarere be-ymring, hvis de er unormalt små. For-

øvrigt er det ikke givet, at der skal en kirur-gisk behandling til. Der ligger store frem-tidsmuligheder i behandling med vækst-fremmende og væksthemmende hormo-ner, men man er endnu noget tilbagehol-dende, fordi problemet ikke er løst helt.

PSYKISK STØTTE At der kan være psykiske lidelser forbun-

det med unormal vækst, vil professor Arne Bertelsen slet ikke benægte. Men hvor der ikke foreligger et egentligt fysisk handicap, bør patienten hente hjælp hos en psykolog, ikke hos en kirurg.

Tanken strejfer i denne forbindelse De højes Klub, som bygger på en udmærket terapeutisk idé: klubben giver den høje lejlighed til at mødes med andre høje men-nesker og opleve, at det ikke er helt så usædvanligt at være lang, som man skulle tro. Det lindrer og stiver af. Man står ikke mere udenfor, men får — netop i kraft af sin højde - del i et fællesskab, hvor man både tager mentale og praktiske problemer op. At klubben samtidig er en selskabelig forening, hvor adskillige bekendtskaber er resulteret i ægteskab, kan vel kun gøre den mere tiltrækkende. TOVE SMiDTH.

Man skal være i besiddelse af et godt forstørrelsesglas for at se forskel på en normal blomst på en roeplante og en blomst, der er pollensteril, d.v.s. steril som han-blomst betragtet (men derimod ikke som hun-blomst). De støv-dragere, man skal studere, og som tydeligt ses på de stærkt forstør-rede farvebilleder, er nemlig i vir-keligheden kun et par millimeter på hver led.

Det er imidlertid adskilligt mere end en botanisk mærkvær-dighed, disse planteverdenens eunukker repræsenterer. Den lille forskel vil måske om nogle år vise sig at være millioner af kroner værd for det danske landbrug. En snes millioner kr. pr. år er et ret forsigtigt skøn, hvis de foræd-lingsforsøg, som er i gang, får det

længe man ikke har haft det nye frø-produkt i statskontrollerede forsøg, endsige ude i praktisk landbrug.

Det er først og fremmest de erfaringer, man har høstet med hybrid-former af enkelte andre kulturplanter, som er baggrunden for optimismen.

En hybrid er slet ikke noget særlig kunstigt. Ved dette begreb forstår man blot afkommet efter to forældreorganismer, der af-viger forholdsvis meget fra hin-anden. En mulat er f. eks. en hybrid - afkommet efter en neger og et menneske af hvid race. In-denfor dyreriget er muldyret og dets fætter mulæslet vel de kend-teste hybrider. Begge er jo frugten af krydsning mellem hest og æsel.

Det er en meget gammel erfa¬

rens side indrettet sådan, at den enkelte plante fungerer både som han og hun. Den både bestøver og bliver selv bestøvet. Det sker som bekendt ved vindens eller in-sekters hjælp, og hvis man på samme mark har normale planter af to typer, lad os kalde dem type A og type B er det altså ganske tilfældigt, om en afkomsplante bliver en krydsning, om den bli-ver afkommet efter to A-planter eller af to B-planter eller eventuelt resultatet af en selvbestøvning. Men for at avle hybrider må man være vis på, at moderplanten af typen A er blevet bestøvet fra en plante af type B og ikke fra en anden A-plante.

At sikre dette på en praktisk og økonomisk anvendelig måde stod længe som et uløseligt problem.

Et forsøgsarbejde af opsigtvæk-kende betydning for dansk land-brug er ved at nærme sig sin afslutning på Øtoftegård, idet en avl af hybrid-roer nu synes indenfor rækkevidde. Artiklen her fortæller om det mangeårige arbejde forud for denne land-vinding, der måske vil blive et af de helt store fremstød in-denfor planteforædlingsarbejdet

PLANTE¬ VERDENENS EUNUKKER

De to farvebilleder viser en normal roeblomst (Mh^iJ og blomsten på en pollensteril (d.v.s. han-steril) roeplante (tihMNBlB) i meget stærk-forstørrelse. I virkeligheden er en sådan blomst kun et par millimeter på hver led. Forskellen fremgår af støvdragerne - de små gulbrune organer, der er anbragt i en kreds om blom-stens centrum. Det er denne lille forskel, som måske vil vise sig at være 20 millioner kr. værd om året for dansk landbrug, idet pollen-steriliteten er grundlaget for det arbejde med at fremstille hybridroer, som omtales i artiklen.

udfald, man sigter imod. Ved hjælp af de pollensterile roeplan-ter har man nemlig mulighed for at fremstille hybrid-roer, og hvis de blot kan forøge udbyttet på de danske foderroe-marker med ca. 5 pct., er de 20 millioner hjem-me. Vel at mærke i landmandens, ikke i planteforæd lerens lomme.

Det bliver hverken i år eller til næste år, denne gevinst kan indkasseres, men man er dog riu så langt fremme, at hybrid-roer antagelig vil blive høstet til efteråret. Det sker på nogle for-søgsparceller på Øtoftegård, den kendte forædlingsvirksomhed, som drives af FDB i samarbejde med Danske Landbrugeres Frø-forsyning og som først under H. N. Frandsens og nu under forstander K. ]. Frartdsens højt fortjente ledelse har bidraget til dansk landbrugs produktivitet med en række meget anerkendte stammer af roe- og græsmarks-planter.

5 pct. - en tyvendedel - større roeudbytte lyder måske ikke som nogen sensation for en bybo. En landmand, der har fulgt lidt med i planteforædlingsarbejdet, vil derimod vide, at det er et stort spring. Han vil snarere spørge, om der nu er et nogenlunde sik-kert grundlag for at sætte næsen op efter sådan et fremskridt, så

ring, at der ud af sådanne forbin-delser kan opstå et afkom, som overgår forældrene i frodighed, vitalitet eller andre påskønnede egenskaber. Nogen virkelig for-klaring på denne krydsningsfro-dighed har man ikke. Men den er ofte nok konstateret i praksis både indenfor dyre- og menneskever-denen. Visse arvelighedsforskere mener — for at tage et mere kuriøst eksempel -at de nordiske vikinge-stammers livskraft og ekspansions-evne til dels kan forklares ved, at den befolkning, hvorfra vikin-erne udgik, var opstået ved en landing af forskelligartede fol-

keslag. Når de unge mennesker i vore dage gennemgående er en halv snes centimeter højere end deres bedsteforældre, skyldes det måske også (foruden ernærings-mæssige fremskridt), at trafikud-viklingen har skabt en meget mere omfattende folkeblanding i de sidste generationer end tidligere. Efter denne teori er vi — eller vore nærmeste forfædre — altså allesammen en slags hybrider.

For en planteforædler er det naturligvis en nærliggende tanke at udnytte krydsningsfrodigheden indenfor planteavlen. Men de praktiske vanskeligheder har hid-til været uoverkommelige ved de planter, der virkelig betyder noget i dansk økonomi. De er fra natu-

De første, der kom ud over det, var nogle amerikanske viden-skabsmænd, der beskæftigede sig med majs-forædling. Majsplanten er anatomisk indrettet sådan, at hanblomsterne sidder samlet som en klase i toppen af stænglen, mens hun-blomsterne (kolberne) er anbragt længere nede på plan-ten. Hvis man brækker toppen af en majsplante, kan den altså ikke bestøve andre planter, men resten af den kan fortsat fungere som moderplante. Disse amerikanske videnskabsmænd gjorde da det, at de såede nogle rækker majs af én type (lad os kalde den A) og ved siden af nogle rækker med majs af en anden type (B). Da majsen voksede op, brækkede man syste-matisk toppæn af alle A-planterne, og man var nu sikker på, at det frø, som avledes på disse „kastre-rede" planter var frugten af en krydsning - altså en hybrid.

Udbyttemæssigt blev denne hy-bridmajs et rent eventyr. Den har hævet udbyttet på de amerikanske majsmarker med et sted mellem 10 og 20 pct. En forsker har reg-net ud, at denne merværdi (siden hybridmajsen blev almindelig i 30’erne) har været nok til at be-tale alle USAs krigsomkostninger under den anden verdenskrig, in-clusive fremstillingen af atom-bomben.

Fordelen ved hybrid-avl var alt-så tydelig nok, men eksemplet var blot ikke så let at efterfølge, når der var tale om andre planter. Ganske vist laver man nu i Japan hybrid-kål på en måde, der er en temmelig direkte kopi af majs-metoden, idet man med en lille pincet klipper støvdragerne af de kålblomster, der kim skal fungere som moderplanter. Men dette pille-arbejde kan kun svare sig, dels fordi kåldyrkning kræver forholdsvis små frømængder, dels fordi arbejdskraft i Japan er uhyre billig efter dansk målestok.

I almindelighed er en sådan plante-kastrering ved håndkraft enten helt uigennemførlig eller så besværlig, at den bliver alt for dvr. Blomsterne på de gængse danske markplanter er simpelthen for små. På en roefrøplante måler en knop — endda ikke en af de mindste - 2 millimeter i højden og 1 Yj millimeter i tværsnit, og støvdragerne er kun smådele af knoppen. At fjerne disse smådele ved håndkraft er naturligvis ikke praktisabelt.

Man har prøvet at gøre planter han-sterile: 1. ved hjælp af kulde-påvirkning, 2. ved anvendelse af kemikalier, 3. ja endog ved at støvsuge blomsterne, så man fjer-nede blomsterstøvet fra 'Støvdra-gerne. Det kan lade sig gøre, men

ikke på en måde, der er anven-delig i det praktiske frøavls-arbejde.

Den udvej, der stod tilbage, var da planteforædlerens klas-siske metode: at søge frem til plantestammer, der i kraft af arveanlæg havde de ønskede egenskaber. Det er bl. a. lykke-des med Kepa-løg, hvor man med stort udbytte avler hybrider, men med al respekt for bøf med

pollensterile planter. Ved siden af disse skal han samtidig så normale frø. De normale plan-ter bestøver blomsterne på de pollensterile planter, og det er frøene fra disse sidste, der i næste omgang går ud som han-delsfrø, bliver sået på de almin-delige roemarker og giver hy-brid-roer.

Når en planteforædler har fundet en egenskab, han vil be¬

løg er det jo samfundsmæssigt af ulige større betydning, hvis man kan få held med at avle hybrid-roer.

, Når dette mål nu synes at være indenfor rækkevidde på Øtoftegård, er det resultatet af et støt og tålmodigt arbejde, som har stået på siden 1947-48.

— Jeg fik allerede dengang nogle pollen-sterile roeplanter fra USA, forklarer lederen af Øtoftegård, forstander dr. K. }. Frandsen, men dermed var pro-blemet ingenlunde løst. For det første var det planter af en stamme, som efter dansk stan-dard ikke var særlig fremragen-de. Ved stadig at krydse den med en af vore egne roestam-

mer, en Rød Øtofte, gennem fem generationer, fik vi det spørgsmål ud af verden — idet vi altså til sidst populært sagt havde en pollensteril Rød Øtofte.

Det, vi har brug for, er imid-lertid ikke blot en pollensteril roeplante. Vi skal også være rimeligt sikre på, at dens afkom har samme egenskab. Ellers er der strengt taget ikke noget ved det hele. Målet er nemlig, at man kan levere den frøavlende landmand en portion frø, som han kan være sikker på, giver

vare i de følgende plante-gene-rationer, er fremgangsmåden normalt den, at han rendyrker denne egenskab ved indavl. Men det lader sig af gode grunde ikke gøre med pollensterilitet. Man kan jo ikke krydse to pol-lensterile planter med hinanden (da begge kun kan fungere som „mødre", men ikke som „fæd-re"). Tilmed er det sådan, at pollensteriliteten i regelen beror på et (eller flere) vigende arve-anlæg, hvilket vil sige, at kryds-ning med en anden plante oftest slår dette specielle arveanlæg ud - så afkommet altså ikke bliver pollensterilt.

Arvelighedsforholdene på dette område er ikke ganske klarlagt, men alt tyder på, at det hele er yderligere indviklet bl. a. derved, at nogle af de arvean-læg, som interesserer i denne forbindelse, er knyttet til kernen i kønscellerne (til kromosomer-ne), men andre til det slim, som omgiver cellekernen, cytoplas-maet. Og det er kun en ganske bestemt kombination, vi kan bruge til det formål, vi her taler om.

O-typer kalder vi de planter, som besidder de egenskaber, vi harværet på jagt efter til hybrid-avlen. Det er altså planter, der

er normalt frugtbare, men som ved krydsning med pollensterile giver pollensterilt afkom. For-mentlig har vi nu O-typer. Vi har krydset dem med pollenste-rile planter, og nu skal vi altså se, hvilket resultat, det giver i marken.

Jeg må understrege, tilføjer dr. Frandsen, at der endnu er usikkerhedsmomenter at tage i betragtning. Selv i bedste fald

vil der gå nogle år, in-den vort hybrid-roefrø kan sendes i handelen, men vi håber, at vi er forholdsvis nær resul-tatet. Planteforædling er jo et arbejde, hvor man som regel må regne i 10-år, når man planlægger en bestemt indsats.

Hvad hybrid-roerne til sin tid kan betyde for roedyrkningen er derfor også et ganske løst skøn. Men selv om man tager i betragt-ning, at dansk land-brugs planteavlsvirk-somhed allerede er me-get højtydende, er en forøgelse på 5 pct. ikke noget særlig stort tal, hvis man sammen-ligner med, hvad hy-brider har betydet på andre områder. Når selv en procentvis be-skeden forøgelse sva-

rer til millionværdier, skyldes det, at der dyrkes foderroer på ikke mindre end ca. 400,000 hektarer jord. Det svarer næsten til Fyns og Lollands samlede areal.

Blot 1 pct.s udbytteforøgelse på disse marker betaler det sam-lede danske planteforædlingsar-bejde i 2-3 år. Det koster nem-lig ialt kun et par mili. kr. om året. Da Øtoftegård jo blot er én blandt adskillige planteforæd-lingsvirksomheder, og da forsøgene på at Normal

fremstille en hybrid-roe arbej dsmæssigt kun har været en beskeden del af Øtoftegårds virksomhed, synes jeg nok, man kan sige, det har været en chance, det kunne betale sig at tage.

KAJ CHRISTIANSEN

siger Vance Packard i sin bog om „den planlagte forældelse", synes at være et samfund, hvor fabrikkerne er anlagt ved en kløft, så man kan lade samle-båndet styrte produkterne di-rekte i afgrunden uden at de overhovedet har været forbru-

gerne i hænde

smic c

A Den moderne teknik og økonomi medfører en voldsom forøgelse af det nødvendige spild i samfundshusholdningen. Et aktuelt eksempel har forbrugerne i den branche-bestemmelse om at standse retur-tagning af tomme vinflasker o. I., som omtaltes i sidste nummer af Samvirke. Den betyder, at millioner af flasker herefter må smides væk. Men et nyt begreb, den planlagte foræl-delse, truer nu med at give spildproblemet helt nye dimensioner

Hvad kommer der til at stå på den etikette, vor tidsalder vil få i fremtidens historie-bøger? Atomalderen? Auto-matiseringens tidsalder? Ja, måske . . . Men det kan også tænkes, at den vil få stemplet spild-alderen.

Man har aldrig nogen sinde været ude for et slægtled, der smed blot tilnærmelsesvis så meget i skraldespanden, som vi gør. I USA udgør råstoffor-bruget pr. individ (mænd, kvinder og børn medregnet) nu 18 tons om året. Det svarer nogenlunde til, at hver person hver eneste dag (direkte eller indirekte) forbruger en råstof-mængde, der svarer til hans egen vægt — og det kan natur-ligvis kun lade sig gøre, hvis en meget væsentlig del af disse materialer køres i brokkassen i helt eller halvt uudnyttet til-stand.

Så vidt har vi langtfra dre-vet det i Danmark, men vi er så småt ved at komme med, og det karakteristiske er, at det kun er en mindre del af dette spild, som kan føres tilbage til

ødselhed i gammeldags for-stand. Det er så at sige en auto-matisk følge af ændringer i tekniske og økonomiske forud-sætninger.

Hverken forbrugere, hand-lende eller producenter ville f. eks. undvære de nye embal-lageformer (bortset fra visse vildskud), men derfor er det dog alligevel tankevækkende, at vi bruger mere til emballage, end vi giver undervisnings-ministeriet at råde over til uni-versiteter, biblioteker, skoler, museer o.s.v. Hele dette mini-steriums budget beløb sig på finansloven for 1959-60 til 705 millioner kr., men vort emballageforbrug kostede sid-ste år 7—800 millioner kr. — og stiger langt kraftigere end kul-turudgifterne. Pr. husstand bruger vi ca. 500 kr. om året til dåser, flasker, tuber, æsker, cellofan og anden „indpak-ning" — og beløbet vokser med en femkroneseddel om måne-den - stadig pr. husstand. Dette bjerg af blik, pap, glas og andre materialer repræsen-terer selvsagt en ikke helt ringe råstofværdi — tildels også en brugsværdi — men det kan meget sjældent betale sig at udnytte den. Smid det væk.

Tag et andet eksempel: For-leden oplyste Københavns po-liti, at man overvejede, om det kunne betale sig fortsat at holde cykleauktioner. Der ind-bringes ca. 18,000 herreløse

cykler om året. Heraf hentes et par tusinde af ejermændene, ca. 12,000 er så medtagne, at de går til destruktion (efter en vis tids forløb) og ca. 4000 sælges på auktion. Spørgsmålet er altså, om man skal lade de 4000 gå sammen med de 12,000. Regnskabsmæssigt var det antagelig det fornuftigste, og det er netop det, som gør en sådan overvejelse til et ti-dens tegn: Man står altså med tusindvis af nogenlunde køre-klare cykler — og må spørge sig selv, om det ikke er mest „øko-nomisk" at ødelægge dem.

Her vil metalværdien måske blive udnyttet, men i flere og flere tilfælde kan heller ikke det betale sig. En førkrigsbil indeholder ofte op mod 1 ton metal. Alligevel vil man have ganske svært ved at finde en auto-ophugger, der bare gider hente den, med mindre f. eks. dækkene eller denne specielle models enkelte dele repræsen-terer en særlig værdi. Selve metalværdien kan det ikke be-tale sig at udnytte, mener al-lerede nu en del auto-ophug-gere, og de forudsiger, at man om meget få år slet ikke vil kunne komme af med en før-krigsbil med mindre man be-taler for det - eller efterlader den „illegalt" i en skovtykning eller en landevejsgrøft. Vi vil da have det samme paradoks inde på livet, som man for-længst kender i lande som USA og Sverige: grubearbej-dere verden over må trænge længere og længere ned i jor-den for at hente malm af rin-gere og ringere kvalitet, men samtidig fyldes legitime og illegitime lossepladser med bil-vrag repræsenterende tusinder af tons metal, som det bedst kan „betale sig" at lade rusten gøre det af med.

I adskillige brancher, hvor man endnu tager brugte gen-stande i bytte ved salg af nye, er de brugte ting selv om de er fuldt brugbare i virkelig-heden tit af negativ værdi for den handlende. Sådan at for-stå, at det bedre kunne betale sig for ham at lade kunden beholde det „gamle ragelse" og give den aftalte pris for det som en ren kontantrabat.

— Når jeg har taget det der i bytte, forklarer en møbel-handler og peger på en „kom-bineret stue", som lige er kom-met hiem med lastbilen, er det simpelthen et udslag af kon-kurrence, koutume og af, at kunden heller ikke ville vide, hvad han skulle gøre af det. f eg kan ikke få det for møbler¬

ne, som de nu koster mig i transport og besvær, og under-skudet stiger for hver dag, jeg ofrer lagerplads på dem. Det er ikke, fordi de er slidt op eller af særlig dårlig kvalitet. Jeg vil tro, de er en halv snes år gamle. Både bordet og sto-lene kunne sikkert holde en menneskealder endnu. Men kan De sige mig, hvem der vil have dem - om de så får dem foræret? Nej, vel? Så de bliver hugget op.

Noget tilsvarende sker med titusinder af radioapparater.

Vejmænd og skovejere i na-bolaget af større byer kan tale med om affaldsproblemet. Den stigende spildmængde gør det oftere og oftere svært f. eks. for en enfamiliehusejer at få skraldekassen til at rumme det hele. Hvad gør han så den dag, han står med et kasseret stykke møbel, en sæk have-affald, en overflødig barne-vogn eller et par udslidte bil-ringe, som han vil af med i en fart? Erfaringen viser, at han i en del tilfælde læsser de uøn-skede „effekter" i bilens ba-gagerum, når det bliver pas-sende mørkt og anvender en skovkant eller vejgrøft som losseplads. Det er forbudt, hensynsløst, den rene vanda-lisme mod naturen og lige til en bøde. Men det sker tiere og tiere. Efter en weekend i sommer fiskede man i et en-kelt nordsjællandsk vejdistrikt (foruden et læs andet af-fald) 20 tomme fuglebure op af grøfterne. Stort set var der ikke noget i vejen med burene, men fuglene er åbenbart stuk-ket af, døde eller sat på fri fod — og hvad skal man med et tomt fuglebur. Man kan jo købe et nyt, hvis man en anden gang bliver fugleinteresseret. Smid det væk.

Hvordan vil det gå, når vi kommer noget længere hen i spild-alderen ? Man kan måske få en anelse derom ved at se på forholdene i USA, hvis for-brugsmønster Vesteuropa jo har fulgt i vid udstrækning blot med nogle års eller tiårs , forsinkelse. Forfatteren Vance Packard, som man vil huske fra hans meget omtalte bog om den „dybdepsykologijjke" re-klameteknik, har nefop rede-gjort for en omfattende under-søgelse af spild-problemet, og det var synd at sige, at hans bog* er opmuntrende. Han do-kumenterer nemlig, at flere og flere industrigrene fuldt be-vidst, aldeles systematisk og *

foreløbig med betydeligt held

Vance Packard: The Waste Makers.

arbejder på. at få forbrugerne til at smide forbrugsgoderne væk i hurtigere og hurtigere takt.

En en gangs-musefælde er et af de mere særprægede udslag af denne tendens. Den er di-rekte beregnet til at smide væk med musen i, så man slipper for besværet med aflivningen - og forøger fabrikantens om-sætning. En barbermaskine med indbygget blad udnytter — salgsmæssigt - samme idé. Man er nødt til at smide hele maskinen væk, når man ellers blot ville tage et nyt blad.

I en forretning faldt Pa-ckard over en kartoffelskrælle-kniv udført i kartoflers natur-farve. Fabrikantens ræsonne-ment var, viste det sig, at denne farve gav den største chance for, at husmoderen ville overse kniven og smide den i skraldespanden sammen med kartoffelskrællerne.

Af langt større betydning er dog den virksomhed, der ud-foldes for at få forbrugeren til at kassere brugbare ting „med vilje". Hvis det nu skete ved at man tilbød en vare, der bød på væsentlige reelle for-bedringer, var der mindre at sige til det. Men løsenet bliver i flere og flere industrigrene planlagt forældelse, dynamisk forældelse eller psykologisk forældelse fremkaldt ved jong-leren med farver, ydre form og finesser uden praktisk betyd-ning. På en af de nyeste mo-deller i gas-komfurer findes 35 forskellige indstillings-mekanismer, og man har virke-lig fået en mængde „moderne" indstillede husmødre til at kas-sere deres almindelige gaskom-fur til fordel for dette teknik-kens nyeste mesterværk. Da en forbrugerorganisation lod vid-underet skille ad, viste det sig, at en del af de mange tryk-knapper og drejeskiver over-hovedet ikke var forbundet

med komfurets mekanisme. Det var ganske ligegyldigt, om man stillede på dem eller hvordan man stillede dem. Al-ligevel var deres tilstedevæ-relse et fortræffeligt salgsargu-ment.

Køleskabs-industrien måtte allerede for adskillige år siden se i øjnene, at markedet i USA var nogenlunde mættet, hvis man da tillod folk kun at lægge vægt på skabets størrelse og funktionsdygtighed. Derfor startede man en systematisk kampagne for at gøre hvide køleskabe til noget fortidigt. Senere fulgte en kampagne for at køleskabe skulle være strøm-linjede ( !) i ydre facon. 1959-faconen gjorde atter dem for-ældede, og i 1960 planlagde man det næste fremstød: 2 dørs køleskabe.

Forbilledet er - og det siger man temmelig lige ud - bil-industrien. Når de amerikan-ske bilfabrikker er i stand til at forælde praktisk talt alle bil-modeller på et år ganske uanset om den nye model er funktio-nelt forbedret, hvorfor skulle man så ikke kunne opnå det samme med andre større for-brugsvarer? En af de store køkkenudstyrs-koncerner har derfor i månedsvis haft en gruppe medarbejdere anbragt hos Ford for at studere, hvor-dan man driver en afdeling for stil-ændringer. En talsmand for et andet kæmpefirma er-klærede for nogle måneder siden, at man anså det for nød-vendigt at skabe et „new look" indenfor køkkenudstyr, støv-sugere etc. hvert år for at frem-me salget. At nykonstruere det enkelte produkt hvert år (så der blev tale om virkelige for-bedringer) ville blive for kost-bart, erklærede han, men for-andringer i det dekorative ud-styr vil tilfredsstille forhand-leren, tiltale kunden og på ef-fektiv måde „forælde“ forrige

års model. USAs møbelfa-

brikanter overvejer et samlet fremstød for at „forælde" et bestemt stykke mø-bel hvert år (sofaen det ene år, skrive-bordet det næste), ja, endog inden-for husbyggeriet er man inde på tilsva-rende tanker. Huset af i morgen, siger man, vil blive fa-brikeret i sektioner, så man hvert år kan udskifte en afde-ling af huset, gan¬

Seje stærke

billige PERSONVOGNSDÆK

GISLAVED VI MØDES I BRUGSEN

ske som man nu køber en ny bil, hvis man ikke vil stå til-bage for naboen.

I disse eksempler (Packard har desuden en mængde an-dre) er der tale om psykologisk forældelse. Forbrugerne kan forsåvidt „selv om", hvorvidt de vil udskifte det „forælde-de" stykke husgeråd eller mø-bel. . Erfaringen viser, at et stort antal gør det. Endnu sikrere er dog naturligvis de firmaer, som er i stand til nogen-lunde vilkårligt at bestemme funktionstiden af det apparat, de sælger. Packard omtaler f. eks. et radiofirma, hvis transportable radioer konstru-eres til at vare ikke over tre år (hvad man dog ikke rekla-merer med).

Også i de tilfælde, hvor man ikke kan eller vil indbygge så-danne „dødsdatoer" i et pro-dukt, medfører den „psykolo-giske forældelse" en tendens til kvalitetsforringelse. Hvor-for skulle man lægge vægt på et produkts holdbarhed, hvis man regner med at „forælde" det med en ny model længe inden det er udslidt? I praksis betyder denne forældelsestak-tik derfor ikke blot et pres på forbrugeren for at få ham til at udskifte sine ejendele hyp-pigere, men også, at han får større reparationsudgifter. In-denfor. fjernsynsbranchen me-ner man, at gennemsnitsameri-kaneren om 3 år vil være oppe på at betale 2 y2 gang så meget for TV-reparationer, -service og -installation som for nye TV-sæt. Heri vil - håber salgs-eksperterne - atter ligge en til-skyndelse til at skifte noget tiere.

Vide kredse indenfor den amerikanske forretningsverden synes indstillet på, at dette „forbrug for forbrugets skyld" kan drives fremad uden anden grænse end den, produktionen sætter.

Om synspunktet holder stik, afhænger naturligvis til syven-de og sidst af forbrugerne, og der er - heldigvis — netop i den sidste tid konstateret visse tegn på en amerikansk forbru-ger-reaktion mod de groveste udslag af dette organiserede spild.

Så måske når den „planlagte forældelse" at udspille sin rolle, inden begrebet for alvor bliver en eksportvare. Man må håbe det.

Problemet med at begrænse det nødvendige spil kan så-mænd være stort nok.

KAJ CHRISTIANSEN.

Et fællestræk • er forsikring i...

MEJERIERNES og LANDBRUGETS ULYKKESFORSIKRING G/s

VESTER FARIMAGSGADE 19 KØBENHAVN V. - MINERVA 3S0

O

Endnu tre års venten på levnedsmiddelinstituttet

Husmødrene er usikre, når talen er om kemikalier i lev-nedsmidler, sagde folketings-medlem Viola Nørløv forny-ligt i Folketingets spørgetime og stillede derfor indenrigs-ministeren over for spørgs-målet: Hvornår oprettes lev-nedsmiddelinstituttet, som kan give forbrugerne betryggende sikkerhed over for den fare, kemikalietilsætning kan frem-byde. Det er et problem, der kun kan belyses efter forud-gående videnskabelig forsk-ning.

Fru Nørløv, der som be-kendt også er Forbrugerrådets formand, beskæftigede sig fra Folketingets talerstol med det påtrængende problem, der længe har stået i forgrunden indenfor Forbrugerrådet på linje med den omtale, Sam-virke har givet det, senest i sine to første numre i år.

Indenrigsminister Hafis R. Knudsen svarede, at levneds-middelinstituttet sådan set er i funktion. Der udføres nemlig allerede nu et arbejde med at undersøge forekomsten af re-ster af plantebeskyttende stof-fer i levnedsmidler. Men ef-fektiv indsats kan levnedsmid-delinstituttet ikke yde, før det har en bygning at virke i. Det vil vare tre år, før en sådan er for hånden. Ministeren op-lyste, at en grund i Gladsakse var ved at blive indkøbt, et byggeudvalg var nedsat, der-efter må man håbe på Finans-udvalgets hurtige og velvillige indstilling til bevillingen - og så følger en byggeperiode på tre år.

171 gange Andelsbanken Andelsbanken har midt i ja-nuar åbnet kontor på det 171. sted, idet der er åbnet en afde-ling i Thisted, og bankens kon-torer i Snedsted og Sundby er lagt ind under denne nye afde-ling, der foreløbig er etableret i en ejendom i Toldbodgade. For at sikre en beliggenhed lige så god i tilfælde af gadeudvidelser, har Andelsbanken købt FDB-komplekset, som bliver ledigt, når FDBs storafdeling i Holste-bro optager sin virksomhed. Her vil der eventuelt kunne bygges nye kontorer til Thisted-afdelin-gen, men indtil videre vil An-delsbanken udleje af lokalerne eller sælge det fra, banken ikke selv skal bruge. FDB-komplek-set er en gammel købmands-gård, og i en af dens fire ejen-domme var digteren I. P. Ja-cobsens fødehjem.

Lige ind i dagligstuen Skal vi have reklame i dansk fjernsyn? De af-gørende myndigheder har hidtil sagt nej. Kapital-stærke og indflydelsesrige kredse indenfor handel og reklame svarer lige så energisk ja. Men hvad skal en ganske almindelig seer og forbruger mene? Det er jo ham, der skal have nydelsen eller ærgrelsen og ham, der skal betale. Det sidste forudsætter (som det vil fremgå af artiklen nedenfor) ikke en-gang, at han har fjernsyn.

Det kan derfor nok være umagen værd at se på argumenterne for og imod, således som de fornylig blev trukket op ved en fjernsynsdiskussion mellem

4 tilhængere af fjernsynsreklame, direktørerne P. Fabricius, Ths. P. Olesen, P. L. Vandet (der alle repræsenterer reklame- og annoncørinteresser) samt Torben Carls son, Provinshandelskammeret og på den anden side tre modstandere, Lis Gtoes, chef-redaktør Ivar Nørgaard og radiorådsmedlemmet, højskoleforstander Arne Fog Petersen. Hvem betaler? Tilhængernes folkelige” hoved-

argument for fjernsynsreklame er, at det vil give mange penge til fjernsynet. 10 minut-ters reklame lige før TV-aktuelt (eller 5 lige før og 5 lige efter) kunne give 20 millioner kr. netto om året til fjernsynet, regnede Olesen ud - og det blev fremholdt, at dette jo var penge, seerne ville spare på det, de ellers skulle have betalt i licens.

Fog Petersen: Det er at stikke folk blår i øjnene. Forbrugerne (og det vil i løbet af få år næsten være det samme som seerne) skal nok komme til at betale det hele — ligesom de betaler al anden reklame. Der er ikke andre til det. Gad vide, hvad f. eks. en tube tandpasta ville koste uden reklame-bismag?

Sandsynligvis vil reklame-udsendelser endda jobbe omkostninger i vejret også ved de andre ud-sendelser (kunstner-honorarer etc.), så seerne også på den måde kommer til at betale mere. De står sig derfor af flere grunde ved at betale, hvad fjern-synet måtte koste, gennem licensen, ikke gennem øget reklame-belastning af forbrugsvarer.

Fjernsynsreklame er en meget effektiv reklameform. Dette er vel nok den egentlige drivkraft bag salgs- og reklamefolkenes

felttog. Som et eksempel oplystes, at en bestemt, international mærkevare, der opreklameres i det vesttyske fjernsyn, sælges 5—6 gange så godt i de dele af Sønderjylland, hvor disse udsendelser kan opfanges, som i det øvrige Danmark. Forklaringen på TV-reklamens effektivitet er den, forklarede fagfolkene, at den samtidig taler til to sanser, syn og hørelse, og at den når folk, mens de befinder sig i de hjemlige omgivelser.

Lis Groes: Jeg får kuldegysninger ved det per-spektiv, man miler op. Reklamens hensigt er, at den vil tænke for os forbrugere. Den vil lokke os til at købe ting, vi ikke ville have drømt om at an-skaffe, hvis ikke reklamen havde skabt et behov. Og det kunne jo være, at de varer, der står flest reklame-penge bag, er dem, vi har mindst brug for. Fjernsynsreklame betyder, at selv når vi sidder i vor private stue, skal vi finde os i at få banket nye behov ind i hovedet. Må jeg be’ om at blive fri. Mon ikke fjernsynet skulle prøve at udvikle folks evne til at tænke selv i stedet for at øge reklame-folkenes muligheder for at tænke for os.

Torben Carlsson: Hvordan tror fru Groes, at for-brugerne ville have været i stand til at anskaffe så mange langvarige forbrugsgoder uden reklamen ?

Lis Groes: Dels ville de måske have valgt rig-tigere varer uden reklamens „hjælp", dels kunne

Så effektivt, at man får kuldegysninger

det jo være, at vi slet ikke skulle have haft alle disse varige forbrugsgoder i det tempo. Jeg kunne da godt tænke mig, at udbygningen af f. eks. skole-og undervisningsvæsenet havde været af større værdi . . . c , . TV-reklamen vil få en form, der er Fabrikantens , . , , c J tu . . akceptabel tor seerne, sagde Ihs. or ruger Olesen. Hvis det ikke var tilfældet,

op ysmng vjUe det være selvmord for annon-cøren. Så gik fru Petersen jo bare ud og satte kaffe-vand over, mens annoncerne var på skærmen.

Ivar Nørgård: Det bliver suggestiv reklame som den, man kan se i biograferne.

P. L. Vandet: Fjernsynsreklamen vil netop give mulighed for forbmger-vej ledning og forbruger-information.

Lis Groes: Hvor meget forbruger-oplysning er der i den reklame, vi ellers ser? Jeg husker en an-nonce, der reklamerede for en „natkjole med ind-bygget sex" til 12,85. Kan De ikke se det for Dem i fjernsynet? Næh, forbrugeroplysning skal ikke dirigeres af bestemte salgsinteresser. Skidt for sig og kanel for sig.

Vandet: Der vil stadig være mulighed for en for-bruger-vejledning fra anden side i den øvrige del af programmet.

Lis Groes: Det kan blive ganske svært at skelne mellem de to slags forbrugervejledning. Jeg fore-trækker nu en ordning, så folk er sikre på, at det, de ser i fjernsynet, er objektiv vejledning - ikke subjektiv reklame.

Vandet: Vil De dermed beskylde reklamen for at være u hied erlig?

Lis Groes: Nej, det ligger mig naturligvis fjernt. Men hvis der skal reklameres for en vaskemaskine, så kunne det jo være, at reklamemanden glemte at gøre opmærksom på, at den model er særlig hård ved tøjet - ikke?

Vandet: Åh - jo - det ligger vel i reklamens

væsen . . . w tw 11 Det vi ønsker sagde alle tilhæn- Kan TV-reklame ^ t l i ... . gerne næsten i kor, er bare nogle ° e„*'9 , få minutters udsendelsestid til

pa ma en. reklamer, lagt samlet og klart afsondret fra de andre udsendelser. Det vil slet ikke få noget at gøre med det øvrige program.

Fog Petersen: Jeg tror ikke, reklamen i det lange løb kan holde sig på måtten. Reklame kan ikke stå selv. Den må have krykker — pakkes ind i under-holdning. Kommer den først indenfor i fjernsynet, vil den brede sig - og forringe udsendelsernes kva-litet. Effektiv reklame er nemlig underlødig. Ellers er den ikke effektiv. Det bliver ønske-koncert fra morgen til aften, hvide måger og gamle gartnere fra vi står op til vi går i seng. ... , Fabricius oplyste, at 25 europæiske Nar andre , , , W c- har må lande har reklamer i fjernsynet, mens . ' „ 13 lande har reklamefrit fjernsyn,

vi også pja jen udenlandske TV-reklame

rækker ind over Danmarks grænser, stilles dansk-erhvervsliv allerede nu dårligt i konkurrencen med udenlandske TV-annoncører, hævdede Fabricius Desuden kan der snart foretages udenlandske Tv-udsendelser til meget store områder ved hjælp af satelitter. Lad os få dansk fjernsyns-reklame, mens vi endnu er herrer i eget hus, sluttede han.

Ivar Nørgård: Med nøjagtig den samme moti-vering kan man jo senere forlange mere og mere reklameplads i fjernsynet. Giver vi TV-reklamen en lillefinger, vil den altså hurtigt tage hele

armen . . .

velforsynede karavaner kunne trænge igennem efter måned-

lange strabadser. Nu er der efterhånden militærlejre,obser-vationsposter eller forsynings-depoter spredt ud over Saharas trøstesløse øde, og velorgani-serede bilkonvojer kan på dage gennemføre, hvad karavanerne var måneder om. Men hvis den menneskelige eller tekniske kontrol svigter blot på et en-kelt punkt, er der kun et skridt ind i tørstens tragedie. Her berettes om en ekspedition „SOS-Sahara“, som netop var udsendt til det sydlige Sahara for at gøre videnskabelige stu-dier over tørstens problemer, og mirakuløst reddede tre fran-ske soldater fra døden i ørken-heden, mens fire omkom. I et senere nummer beskrives eks-peditionens spændende eks-perimenter på tørstens grænse.

„SOS-Sahara“ var afgået fra Fremmedlegio-nens post Colomb Bechar i Sahara-ørkenens nordregion natten til den 16. august 1960 og passerede tidligt om morgenen i åben ørken den stærkt befæstede franske raketafskydnings-station Hamaquir 150 km syd for Colomb Be-char, hvorfra ekspeditionen fortsatte 100 km længere syd på, inden den ved middagstid slog lejr for at søge beskyttelse mod heden, der i eftermiddagstimerne når op på 65-70 grader. Netop i denne del af Sahara har man målt de højeste temperaturer på jordkloden, ca. 75 gra-der. Knapt var teltene rejst, før en konvoj af militær-køretøjer fra Hamaquir-basen, bestående af to lastbiler, to ambulancer og en radiovogn bremsede brat op.

- Vi søger en bil med 7 soldater. Har De set den ?

Det viste sig ved nærmere forklaring, at de syv soldater dagen før havde begivet sig på søn-dagsjagt efter gazeller — uden vandforsyning, uden kompas, uden signalapparater. Ydermere var den lånte vogn ikke efterset, og soldaterne var lige ankommet til basen uden kendskab til ørkenen eller den region, de befandt sig i. De havde råbt til nogle kammerater, at de ville være hjemme inden frokost.

Ørken er noget meget forskelligt. Nogle ste-der klitter, andre steder nøgne klipper. Her er den flad og oversået med rullesten, men allige-vel med mange fordybninger og uregelmæssig-heder i terrænet, som hindrer det absolutte ud-syn. Derimod er der fri færdsel i alle retninger.

Nu forstod ekspeditionens medlemmer plud-selig, hvorfor de havde set en lille flyvemaskine foretage de mærkeligste sving og styrt ind over den omgivende ørken: På udsyn efter den for-svundne bil. Næsten lige så svær at få øje på i det vældige ørkenhav som at finde den berømte knappenål i en høstak.

Militærkonvojen var kommet til de rette med sin anmodning om hjælp: Her camperede en ekspedition, udrustet netop til de opgaver, som

Med åben mund og fortabt stirrende blik lå de over-levende under bølgeblikskærmene, døden nær af tørst i 65 graders orkenhede, da redningsmand ska-bet fandt aem. På billedet over overskriften ses den af 7 mand forladte bil i det endeløse ørkenlandskab.

fik de kun nogle dråber ad gangen, da de ellers ville dø. I første omgang blev de blot overhældt med vand.

her så skæbnesvangert skulle sættes på prøve. Dels var dens formål at undersøge de forskellige stadier af tørstens skærsild, dels at fastslå de sikreste metoder til redning af tørstens ofre. To læge-eksperter Grandjean og Lanzetta, som ledede ekspeditionen, afbrød straks deres hvil. I det samme kørte radiovog-nen frem med melding om, at flyvemaskinen over radioen netop havde rapporteret fundet af den savnede vogn ca. 25 km fra lejren. Trods den smeltende hede krøb lægerne, sammen med andre af ekspeditionens medlemmer, op i den åbne lastbil og kørte bort, Grandjean endda uden hat, briller eller skjorte, kun iført shorts. Med et øredøvende dyk ned over vognen, så dens besætning instinktivt duk-kede hovederne, viste flyvemaski¬

nen retningen, ambulancerne fulgte langsommere efter.

På det tidspunkt havde de for-svundne i over 29 timer været uden forbindelse med omverdenen, og netop nu i middagsheden var ørke-nen som en ildovn, uden den mind-ste skygge. De erfarne konvoj-officerer gav ikke de forsvundne store chancer, de måtte være på det sidste.

I en fordybning i terrænet kom bilen langt om længe til syne, men der var ikke tegn på liv omkring den, og tavsheden var lamslående, da undsætningsekspeditionen gjor-de holdt. Under vognen og under et dække, fastspændt bagtil, var der spor efter menneskers ophold, bl. a. en iturevet skjorte, men ingen an-tydning af, hvor soldaterne befandt sig. På ladet lå tre dræbte gazeller,

dyrt betalt: ørkenen leger man ikke med. Ikke et budskab noget sted. Tilsidesættende al fornuft og for-sigtighed var mændene vandret bort — men hvorhen, hvorfor?

Al eftersøgning syntes på for-hånd omsonst i dette hav af ensom-hed. Der var end ikke spor i det stenstrøede terræn. Imidlertid nåede radiovognen frem med melding om, at flyvemaskinen havde opdaget et eller andet mod nordøst. Til fods kunne de forsvundne ikke være nået ret langt, så blot retningen var rigtig, ville der stadig være håb.

Mens sveden løber rednings-mændene ned i øjnene, og bevægel-sen - langt snarere end tørsten snører deres struber sammen, øjner de efter nogle minutters kørsel et mørkt punkt langt forude, som snart efter viser sig at være tre bøl¬

geblikplader skråt på højkant (til terrænafmærkning), men endnu er det ikke muligt at opdage noget levende under dem, før man kom-mer ganske nær og ser tre mænd klemt sammen i en uformelig grup-pe i den smalle strime skygge, som sollyset levner, alle tre helt nøgne, klæderne har de efterhånden kastet. De ligger med vidt åben mund, med et fortabt stirrende, vanvittigt blik, og da redningsmændene iler mod dem, synes de ikke at ænse dem eller vente dem. En af dem, en blond 16-årig sidder som død, rokker blot langsomt med kroppen. De to andre ligger ned, den ene over den anden, indtørret skelet-agtige. En af dem kaster konvulsivt hovedet fra højre til venstre, den andens ben ryster i krampe.

Alligevel når det langsomt ind til deres bevidsthed, at hjælp er nået frem. En stønner: Vand for Guds skyld ... en anden: Jorden brænder . . . De kan knap få en lyd over de sprukne læber.

En af de militære redningsmænd løber til med vand i en feltflaske, men bliver standset af ekspedi-tionens læger: at give dem vand i den nuværende udtørrede tilstand ville være den visse død. Man må nøjes med nogle dråber med visse mellemrum og ellers overhælde dem med vand.

Men trods vand-chocket har (le ikke kraft til at vende sig fra den brændende jord. Den 16-årige sid-der ubevægelig uden en lyd, beder end ikke om noget at drikke. Hans puls er næsten standset.

Lægerne tyer hurtigt til opstram-mende midler, kamfer for hjertet, indsprøjtning af serum. En halv

De overlevende bæres til den radiofonisk tilkaldte

helikopter, for at blive fløjet til militær-lazarettet

i Colomb Bechar.

Ved behandling i lejren med serum, samt saltindsprøjtninger, kamfer og forskellige opstrammende midler lykkedes det at bringe de fuldstændigt indtørrede legemer i live påny. Billedet viser, hvordan man ved interimistiske ophængninger fik tilført de præparater, der udjævnede det livsfarlige væsketab.

time senere ville de sikkert være døde eller uhjælpelige. Kan de efter den første nødhjælp holde til 20-25 km transport tilbage til ekspeditionen?

Medens de behandles med serum-indsprøjtninger forsøger man at spørge dem ud om deres kammera-ter, men tørsten besætter deres tan-ker, så de kun kan kræve vand, indtil pludselig den 16-årige, presset af det ustandselig gentagne spørgsmål: Hvor er ae andre? siger: Vi var fire i nat. Altså har de tilbragt natten her, og en må være ganske nær, men hvad vej er han gået? En slap arm angiver retningen, et menneskeliv afhænger måske af denne næsten utilregnelige gestus. Hvornår gik han? Vistnok tidligt i morges. Og de resterende tre? Blev ved bilen ... Men ved bilen fandtes netop ingen. De sidste tre må altså være vandret bort senere, helt for sig selv.

Mens de tre transporteres til lejren og vånder sig både under solens brand, og når et dække berører deres

Det varede timer, fer man vidste at krisen var overstået. Den 16-arige soldat begreb

først nu, at han blev reddet i sidste øjeblik (bemærk hans ophovnede hænder og under-

arme ) og forsøger sig med et svagt smil.

udtørrede hud, søger resten af red-ningsgruppen i en lastbil efter fjerde-manden.

Klokken er imidlertid blevet over tre, hvordan skulle han kunne leve efter sin håbløse march? Vognen kører i kreds eller zig-zagger langs den angivne kurs. De talrige ujævn-heder i terrænet får den til at slingre og hoppe. Flyvemaskinen afsøger nu et anaet område, og mandskabet er -å nippet til at vende om, da man i unden af et udtørret vandleje (en

såkaldt oued eller wadi, som hyppigt forekommer i Sahara, men næsten altid uden vand), finder liget af den eftersøgte, nøgen som de andre, lig-gende på ryggen med armene slynget op over hovedet som værn mod den nådeløse sol. Den helt udtørrede hud er blevet læderagtig mørk, næsten som en afrikaners. Hvorfor dette vanvid at skille sig fra de andre, når han højst ville have styrke til at nå nogle få kilometer frem ?

Tilbage i lejren, hvorfra andre eftersøgningshold er gået i andre retninger. Den ene af lægerne må lægge sig på et vådt klæde, sluge nogle saltpiiler, et hedeslag nær, andre af red-ningsholdet kaster op og græder hysterisk. Men den anden læge har arrangeret et snoresystem over feltsengene med de tre reddede, hvorpå flaskerne med serum kan hænges. Til trods for at kanylerne stikkes langt ind i årerne, synes patienterne totalt ufølsomme, forlanger blot vand. Først efter trans-fusion af 4 flasker serum, mange timer efter red-ningen, er krisen så vidt overstået, at vand kan tilføres med isstykker som presses ind mellem læberne.

En radiofonisk tilkaldt helikopter er kommet fra Colomb Bechar og flyver patienterne tilbage til hospitalet dér.

Mørket hindrer al fortsat eftersøgning. Kun til midnat fortsætter flyvemaskinen sine mnder i et desperat håb om at skimte ildsignaler, skønt alle ved at på dette tidspunkt findes ingen over-levende.

Næste morgen, da helikopteren er vendt til-bage, er det lykkedes at tilkalde en indfødt af nomade-stammen Requibat, som ved hjælp af tusindårgamle metoder, anvendt af ørkenens be¬

boere fra slægt til slægt, finder de for alle an-dre usynlige spor, og med helikopteren kun få meter over sig leder han den frem til de sidste tre døde.

De ligger i kun nogle hundrede meters afstand fra hinanden, segnet om en efter en. Deres kroppe er allerede indtørrede som mumier.

De fire af de syv havde allerede forladt den havarerede bil om eftermiddagen og overnattet under bølgeblikskærmene. En af dem har i de tidlige morgentimer fået den tåbelige idé alene at begive sig på vandring mod Hamaquir-basen, skønt den måtte ligge 80 km borte. Han er død allerede ved 10-tiden, 4 timer før de andre blev fundet, som følge af den unødvendige udmat-telse.

De øvrige tre er blevet ved vognen (som det er enhvers uafviselige pligt i lignende tilfælde) og har opholdt sig der om natten. Men den næste morgen har også de begivet sig på vej. Hvorfor? Forklaringen kan ikke være anden end den, at de skulle på vagt om aftenen og ikke ville mangle ved appellen!

Ved hjælp af flyvemaskinen, som her ses i aktion under redningsforsøget, fandt man i sidste øjeblik frem til de tre soldater, her fotograferet ved redningsmandskabets ankomst.

I ff.m døgn har jeg sejlet fra hovedstaden Suva på Fiji-øerne sydpå gennem Stillehavet på vej mod den lille sydhavsø, Kabara. Båden, jeg sejler med, er en af de såkaldte copraskonnerter - et fartøj på stør-relse med en dansk fiskekutter, men næsten lige så bredt som langt og dertil fladbundet, så det kan løbe op på stranden, hvor det er nødvendigt.

Det har været en hård tur. De tre første dage var besætningen så søsyg, at rorgængeren hvert øje-blik måtte løbe til rælingen for at ofre. I fem døgn har vi ikke set andet end hav og hav, men nu skim-ter vi vort mål. 2-300 meter fra kysten når vi frem til koralrevet. Det er kun passabelt på ganske be-stemte steder, men vi finder et af hullerne og slip-per igennem, mens brændingen bruser faretruende nær over koralblokkene på begge sider.

Endelig er vi inde på lavt vand. Ankeret glider til bunds. Vi har nået Kabara, en vulkanø på stør-relse med Thurø ved Svendborg. Den ligner alle de andre øer i Sydhavet. Den blændende hvide sandstrand og de viftende kokospalmer er karak-teristiske træk. På selve vulkankeglen gror trope-skov, og et stykke fra stranden ligger en landsby med sine palmehytter og en kirke, en moderne træ-bygning med bølgebliktag. Endnu en landsby findes på øen. Tilsammen er de beboet af 300 mennesker, der alle taler det gamle fiji-sprog, hvorimod ingen taler eller forstår engelsk, og indere findes ikke så fjerne steder.

Det er søndag eftermiddag, og kaptajnen på skonnerten, der er ægte fiji, fortæller os, at vi må vente med at gå i land til mandag morgen. Alle øens indbyggere er metodister og helligholder søn-dagen meget nøje. Allerede lørdag formiddag laver kvinderne maden, som skal spises om søndagen, så også de kan holde helt fri på hviledagen. Den opfattes med omtrent samme strenghed som sabbats-ordningen i det gamle jødeland.

Vi får eftermiddagen og aftenen til at gå med at gøre filmsapparater, båndoptager og den øvrige bagage klar til landsætning. Natten falder på. Det er en stille, lun tropenat.

Pludselig brydes stilheden, og der bliver liv i landsbyen på Kabara. Man hører trommer og sang, og vi kan se, familierne går på besøg hos hinanden. Midnat er passeret, søndagen er forbi, og nu træn-ger øboerne til at more sig. Rundt om i hytterne udskænkes der yangona. Denne drik fremstilles af roden af yangona-træet, som knuses til et gulligt pulver og blandes med regnvand i et stor træfad, yangona-fadet. På de fleste af disse sydhavsøer fin-des ingen floder eller kilder, så den eneste form for ferskvand er regnvandet, der opsamles i store beholdere i regnperioderne.

Måltidet forberedes i en jordovn, hvor ophedede sten gennem-bager grøntsager og kød i seks-otte timer. Herunder fletter fip-

kvinderne på Kabara sejl til en udliggerkano.

Siddende udfører fijikvinderne den gamle hånddans. I midten ses høvdingen over Kabara og til højre sidder Kabara-mænd i fest-

skrud ved afholdelsen af den ældgamle velkomstceremoni.

sin anden beretn

tæller A. Reumert Rat

under et syv-ugers o

ø, Kabara, der er på

6-7 skålfulde yangona er nok til, at man optræder som var man beruset - og til, at man har frygtelige tømmermænd næste dag.

Først ved 4-tiden forstummer støjen, men da jeg næste formiddag kl. 9 går i land sammen med to af besætningsmedlemmerne, er øboerne dog oppe og de fleste forsamlet på stranden, hvor vi lægger til med skonnertens redningsbåd. Det er nemlig kun sket et par gange før, at en europæer er gået i land på Kabara.

De ser ejendommelige ud, disse fiji’er. Kvin-derne er grovlemmede, har store, brede ansigter og et stort krushår og ligner slet ikke det kvindeideal, vi kender fra vore breddegrader. Mændene er alle sammen kraftige og sværlemmede. Deres ansigter giver et indtryk af brutalitet, men øjnene og mun-den smiler. Hverken mænd eller kvinder lader sig klippe, så krushåret står som en sky omkring hove-det på dem. På afstand ser det ud som en dansk garders bjørneskindshue.

Alle er klædt i europæiske laser og pjalter, men de er slet ikke så fattige, som man kunne fristes til at tro. Beboerne sælger bastmåtter, yangonafade og copra (tørrede kokoskerner) til de sejlende opkø-bere og gemmer pengene, til der kommer en båd fra Suva med forbrugsvarer.

Det er påfaldende, at de eneste børn, vi ser i skaren, er de småtrolde, mødrene bærer på armen. Større børn er ikke til at øjne nogen steder.

Midt i flokken står høvdingen — en midaldrende, smilende mand. På fiji-sproget siger han noget til mine ledsagere, og de oversætter til engelsk: Befolk-ningen vil gerne modtage os i landsbyen med den gamle ceremoni, men det vil tage lidt tid, inden de er parate.

Vi venter en halv time på stranden, så går vi op til landsbyen. Under vor vandring hører vi trom-merne buldre, og på en åben plads i landsbyen sidder mændene, 72 ialt. Høvdingen har plads i for-grunden yderst til venstre. Midt for sidder cere-monimesteren med et stort, 6-benet yangonafad foran sig. Mændene er klædt i deres gamle barktøj, tapa. Det er lavet af udhamret bark fra morbær-træet, der vokser vildt på øen. Tøjet er dekoreret med figurer og mønstre, som er malet med en mørkebmn plantesaft. Om knæhaser og overarme har mændene viklet grønne blade og røde blomster, og deres sorte krushår er overstrøet med gult blom-sterstøv, der skal sprede vellugt omkring dem.

Jeg bliver anbragt med front mod mændene lige foran ceremonimesteren i en afstand af 4-5 meter. Jeg sidder på den bare jord i skrædderstilling, og på begge sider af mig sidder mændene fra skon-nerten. I udkanten af pladsen står vildt udseende

g fra Fiji-øerne for

lussen om oplevelser

loid på den ensomme

størrelse med Thurø

Kokospalmerne skaber skønhed, men er også meget betydnings-fulde i sydhavstiiværelsen. Nødderne indgår i den daglige kost, men nøddernes kerner presses og bliver den vigtige eksportartikel copra.

Føl Dem fri og ubesværet

De dunlette Gacel* hygiejnebind med runde hjørner har en meget stor absorberingsevne. Fremstillet af silke-blødt engelsk cellstof med fineste gazeomslag. 10 stk. i plasticpose 2,40

Anette* er lidt tyndere end Gacel samme fine cellstof, men med tricot-slange. 10 stk. i plasticpose 1,75

* et Camelia produkt

BRUGSEN

fiji’er med store trækøller over skulderen for at standse enhver, der vover at bryde ind 1 ceremonien.

En mand i baggrunden rejser sig med et 2 meter langt bambusrør. Han går frem mod ceremonimesteren, retter røret nedefter og lader dets indhold - regnvand - løbe ned i yangona-fadet, hvori det gule pulver ligger. Ceremonimesteren rører godt rundt og en af mændene bagved rækker ham en dusk bast, hvormed han knuser eventuelle yangona-klumper. Blandingen ser ud som muddervand.

Forsamlingen har imens istemt en vel-komsthymne. Efter at den har varet et stykke tid, træder høvdingen frem. Han knæler foran ceremonimesteren, bøjer sig forover og dypper en skål i yangonaen, hvorefter han rejser sig og danser mod mig.

Den ene af mine ledsagere får lige hvisket et par ord til mig på engelsk, inden høv-dingen rækker mig skålen. Jeg tager imod den med begge hænder, drikker, sætter skålen fra mig på jorden, slår hænderne sammen, som manden sagde, jeg skulle, og siger højt: BOLA. Derefter er det mine sidemænds tur til at drikke af skålen. Også de ender med BOLA. Det betyder skål, goddag og meget andet. Blot man kan ordet bola, kan man klare sig overalt på øerne.

Dermed er ceremonien overstået. Vi er budt velkommen, får overladt en tom hytte og kan se os omkring, så meget vi lyster.

Efterhånden opdager vi flere af de større børn, vi savnede før. Men så snart de får øje på os, stikker de halen mellem benene og forsvinder. Forklaringen er den, får jeg at vide, at når børnene ikke er artige, truer forældrene dem med, at de væmmelige europæere kommer og tager dem. Efterhån-den får vi dog også kontakt med børnene. Navnlig hjælper det, da det rygtes, at jeg har en hel sæk flødekarameller med.

Et sted mellem et par hytter sidder 3-4 kvinder og fletter bastmåtter af tørrede pal-meblade og fibre. De arbejder med lynhur-tige bevægelser, men alligevel er den ene af dem i stand til at flette farvede plante-fibre ind mellem de almindelige gule, så-ledes at måtten både farve- og mønster-mæssigt bevarer sin symmetri. Under arbej-det siger de ikke et ord til hinanden.

Nogle af landsbyens kvinder søger at underholde deres arbejdende medsøstre med fiji-kvindernes specielle hånddans. De „dansende" kvinder sidder i skrædderstil-ling, medens de med overkroppen vugger i takt til rytmen af håndklap og sang.

Nede ved stranden er en mand ved at sy et sejl til en udligger-kano af 20-30 bast-måtter som dem, kvinderne fletter. Til sam-mensyning bruger han trænål og plante-fibre, det tager 3-4 dage at sy sådan et sejl.

En udliggerkano er i og for sig et meget enkelt fartøj. Den består af en hovedkano, der kan sammenlignes med vort stenalder-fartøj, egen. Ved siden af, i en afstand af 2-3 meter, liggeren mindre træstamme, som er forbundet med den store ved hjælp af stænger. Der er ikke brugt ét søm eller én jernnagle i udligger-kanoerne her på øen. De enkelte dele er bundet sammen med plantefibre. På den måde bliver båden mere elastisk og kan give efter for sø og vind -

en stor fordel, som Thor Heyerdahl beviste det med Kon Kiki. Men tungt at få i vandet er et sådant fartøj. En snes mand skubber på, og først da vandet går dem til midt på livet, springer de om bord og hejser sejlet.

Imens har nogle kvinder fra landsbyen nærmet sig. Vi hilser dem med et BOLA. Det er åbenbart fiskepiger, men de ser mær-kelige ud. De har sværtet sig sorte i ansig-tet, i hånden har de et 50 centimeter langt træspyd med modhage, og bundet fast om livet bærer de hver en vidjekurv. Vor tolk fortæller os, at pigerne har sværtet deres ansigter for ikke at få forbrændinger, når det kraftige sollys kastes tilbage fra vand-overfladen.

Med kraftige tag svømmer kvinderne de 2-300 meter ud til koralrevet, dykker ned og stikker spyddet ind mellem korallerne, hvor fiskene bliver spiddet og halet frem. Så går det op til vandoverfladen, hvor kvinderne snapper en mundfuld luft og putter fang-sten i vidjekurven, inden de igen dykker.

Imens har man ved en af hytterne i lands-byen fyret op i en jordovn. Det er et hul i jorden så stort, at tre voksne mænd kunne sidde i det, men fyldt med kokosnøddehaser iblandet sten på størrelse med en knyttet hånd. Der stikkes ild til kokostrevlerne, og når bålet er brændt ned, er grubens bund fyldt med et lag rødglødende sten.

Ovenpå de glødende sten lægges blade fra bananplanten og derefter lag af maniok, brødfrugter og kæmpekartofler. De sidste er på størrelse med danske runkelroer. Der-efter følger endnu et lag blade og så kom-mer fiskene i ovnen, indpakket i flettede palmeblade, men ellers ganske som da de blev fanget for en halv time siden — altså både med hoved og indvolde. Allerøverst lægges igen palmeblade og en halv meter jord, så næsten ingen varme går tabt.

Efter 6-7 timers forløb skrabes jorden bort, og maden er parat. Brødfrugterne, som før var lysegrønne, er nu blevet gyl-denbrune på grund af varmen. Fiskene er så gennembagte, at kødet falder fra benene, når pakkerne åbnes. Alt smager udmærket, bortset fra en svag røget smag. Til maden serveres kokosmælk.

På denne måde går dag efter dag i dette fredelige sydhavsparadis. Efter syv ugers forløb skulle den næste copraskonnert kom-me og tage os med tilbage til Suva. Men den lader vente på sig. Mange gange om dagen er vi og øens indfødte befolkning ved stranden for at stirre ud mod horisonten. Der kan godt gå uger med denne venten, får vi at vide. Skonnerten er måske blevet forsinket ved en anden ø, måske er den løbet ind i en storm, måske er den sprunget læk - der er så mange muligheder . . .

Endelig en morgen tidlig hører vi høje råb og trampen af bare fødder. Hele lands-byens befolkning er på vej mod stranden. Skonnerten er i sigte, råber de. Vi løber bag efter. Jo, der er skonnerten. Den kommer odt over koralrevet, kaster anker, svinger åden ud . .. Fra pladsen midt i landsbyen hører vi

trommen buldre. Man gør parat til at mod-tage de nyankomne med yangona-ceremo-nien. Det er festdag igen for den lille ø i sydhavet.

Fra husbondafløser til andelskostald

Andelsstalden i Horve i Nordvestsjælland blev bygget 1954. Den har otte andelshavere med tilsammen 246 tdr. land.

Når husmoderen er syg og ikke kan passe de huslige pligter, kan der rekvireres en husmoderafløser. Men hvad nu, hvis det er manden, der må melde pas, og manden har en gård med en besætning, som kræver foder, malkning og anden pasning på klok-keslet? Dette problem har naturligvis eksi-steret i al den tid, der har været landbrug, men det er først blevet rigtigt tilspidset de senere år, hvor mekanisering og mangel på arbejdskraft har gjort folkeholdet på landet mindre end nogensinde før.

Hvorfor så ikke prøve at overføre syste-met med husmoderafløseren til husbonden ? Dette spørgsmål har man stillet sig på Hjørring-egnen med det resultat, at egnens landøkonomiske selskab og Arbejdsmands-og Specialarbejderforbundet i fællesskab har oprettet en ny institution: husbond-afløsere. Ved dag som ved nat kan de rek-vireres af egnens landmænd for i tilfælde af sygdom at sørge for, at først og fremmest besætningerne på gårdene får den nødven-dige pasning. Alle er uddannede foder-mestre, således at landmændene har ga-ranti for, at det er fagfolk, der kommer.

En ordning i familie hermed har hus-mændene i Klejtrup mellem Hobro og Vi-borg allerede nogen tid praktiseret. For en husmandsfamilie er et af problemerne i dag, at familien som regel er henvist til selv at klare bedriften. Selv om sygdom ikke spil-ler ind, kan trangen til at blive afløst i det daglige arbejde jo godt melde sig, når man går måske år ud og år ind uden rigtig ferie og tildels skal snyde sig en fridag til.

Derfor vedtog Klejtrup Husmandsfor-ening på sin generalforsamling i efteråret at entrere sig med et af sine medlemmer, hvis brug er så lille, at det ikke kan give ham fuld beskæftigelse. Han har overtaget stillingen som husbondafløser, når medlem-merne på grund af sygdom, ferie eller bort-rejse ikke selv kan passe bedriften. I mod-sætning til Hjørring-egnen, hvor husbond-afløseren kun tager sig af besætningernes pleje som en nødhjælp i en kritisk situa-tion, er han i Klejtrup til disposition, når

det ønskes, og han passer alt fra a til z. Disse enlige svaler er måske forløbere for

arrangementer, der vil gribe mere og mere om sig landet over, særlig hvis man kan finde ud af at organisere dem på andels-basis, og de er i hvert fald interessante ind-slag i de bestræbelser, landbruget udfolder for ad fællesskabets vej at overvinde tidens vanskeligheder.

I disse bestræbelser indgår også over-vejelser om at indføre malkepatruljer, som kendes fra blandt andet Vesttyskland, fordi malkepatruljer - i modsætning til husbond-afløseren -vil betyde en konstant aflastning.

En malkepatralje er en tankbil, der kører fra gård til gård. Bilens mandskab - der er som regel to, ofte mand og kone - besørger alt det arbejde, der har med malkningen at gøre, og den friskmalkede mælk pumpes, efter at prøver er udtaget, direkte fra malke-maskinen over i patruljebilens tank, hvor den straks køles ned. Erfaringer fra Vest-tyskland siger, at en malkepatrulje kan overkomme cirka 500 køer daglig, forudsat ruten er rigtig tilrettelagt, og at besætnin-gerne ikke ligger under 6-8 malkekøer.

Fordelene ved malkepatruljer er, at går-dene sparer arbejdskraft til malkningen og den rengøring, som skal finde sted i forbin-delse med malkningen; at man undgår ud-gift til anskaffelse af malkemaskiner, transportspande og eventuelle køleanlæg, og at mælkens kvalitet bliver bedre, fordi den straks køles ned.

Men der er naturligvis også hager ved — først og fremmest, at der er udgifter ved ordningen. I Vesttyskland regner man med cirka 10 øre pr. liter mælk.

En endnu mere radikal løsning på pro-blemet med at overkomme det arbejdskræ-vende staldarbejde er andelsstalden. Mens vel nok hovedparten af landmænd stiller sig afvisende overfor tanken om at afgive deres stald, peger andre på, at det både for den enkelte landmand og for landet som helhed vil være heldigere, om man går over til en eller anden form for andelsstald — der er nemlig flere muligheder både i organisa¬

torisk form og i indretning — fremfor at gå over til kvægløst landbrug.

For tiden er fem andelsstalde i drift, men yderligere et antal er projekteret. Det vil sige, at endnu er de kun et såre beskedent indslag i produktionen. Ingen ved imidler-tid, hvad vej udviklingen vil gå, og derfor har civilingeniør Hans R. junge fra Statens Byggeforsknings Institut foretaget en un-dersøgelse af de nuværende andelsstalde.

Civilingeniør Junge slår i denne under-søgelse først og fremmest fast, at man hid-til er gået noget bagvendt frem ved indret-ning af andelsstalde. En andelsstald bør be-tragtes som en fabrik og tilrettelægges på samme rationelle måde som en hvilken som helst anden fabrik. For at få den til at ar-bejde så billigt som muligt, skal det være antallet af medhjælpere, der bestemmer dens størrelse (målt i kotal) — og ikke hvil-ket tilfældigt kotal, andelshaverne har i det øjeblik, de vedtager at bygge stalden. Der bør minimum være tre medarbejdere i stal-den af hensyn til eventuel sygdom og til fri-tid og ferier. Samtidig bør stalden bygges så rummelig, at det er muligt at udnytte mo-derne transportmetoder, idet foderrummets placering og udformning er af den aller største betydning for en rationalisering af arbejdet. Civilingeniør Junge advarer dog mod mere eller mindre Storm P.-agtige, me-kaniske fodringssystemer. Udviklingen - si-ger han — går snarere i retning af en til-lempelse mod løsdriftstalden.

Men, bemærker civilingeniør Junge en-delig, udviklingen rider så hurtigt, at end ikke det nyeste kan kopieres, og det, der er rigtigt eller fornuftigt i dag, må måske på få år tages op til ny overvejelse. Dette æn-drer dog ikke noget ved, at dansk landbrug har haft sd megen nytte af andelsideen, at man må overveje, om den ikke også kan hjælpe i den penible situation, landbruget i dag står i, og det vil simpelt hen være usmidigt ikke fortsat at udnytte og udbygge andelstanken - noget i retning af al slå op med en pige, der har været én til støtte og hjælp i vanskelige situationer.

©

Internationale andelsfolk i København Det internationale Andelsforbund, ICA, har holdt en række møder i København, dels i eksekutivkomiteen, dels i forskellige udvalg, som be-handlede specialproblemer. Blandt andet gennemgik man de resolu-

tioner, der var blevet vedtaget på den internationale andelskongres i Schweiz i oktober sidste år, lige-som der blev aflagt beretning om oprettelsen af det fornyligt eta-blerede regionalkontor i Indien. Et af de mere betydningsfulde emner, der blev drøftet, var ar-bejdet for støtte og fremme af andelsbevægelsen i udviklingslan-dene, hvor et omfattende program er iværksat. Dette programs dan-ske indslag er bl. a. direktør Ro-bert Stærmoses virke i Pakistan, hvis resultat fornyligt er omtalt her i bladet, og FDBs tidligere omtalte „adoption" af et område i Tanganyika. Nu kommer også nordmændene med, idet den nor-ske fællesforening hos FDB har søgt oplysninger til en tilsvarende norsk indsats.

De udenlandske gæster benyt-tede naturligvis lejligheden til at stifte bekendtskab med den danske

ICAs direktor, mr. W. P. Watkins, i sam- andelsbevægelse i praksis og var tale med direktor Thygesen, Hovedstadens således gæster hos FDB. Billeder-

Brugsforening. ne her stammer fra dette besøg.

Et spørgsmål om at overleve Ved et landsmøde fornylig i Det kooperative Fællesforbund, som omfatter en stor del af byernes andelsbevægelse, kom forbundets forretningsfører, Henrik Heie, ind på nødvendigheden af en strukturrationalisering og påpegede i denne forbindelse den modstand, langsigtede reformer ofte møder ved konfrontation med øjeblikkelige, snævert begrænsede interesser, således om det også har givet sig til kende i brugsforeningsbevægelsen. Noget tyder på, sagde Heie, at selv moderate skridt henimod ændringer i produktionsstrukturen møder betydelige vanskeligheder adskil-lige steder, måske motiveret i lokale betragtninger eller fordi man ikke føler et umiddelbart behov for ændringer.

Jeg vil advare mod, at man venter til en tvangssituation, før man gennemfører de foranstaltninger, som det allerede nu må stå klart, bliver nødvendige i løbet af kort tid. Grundige under-søgelser er selvsagt nødvendige, inden man når frem til et nær-mere produktionssamarbejde og større specialisering. Men der bliver næppe lang tid til det gustne overlæg, før de ydre vilkår er ændret så stærkt, at det bliver et spørgsmål om at overleve eller ej. Nærmere samarbejde vil kræve imødekommenhed, un-dertiden offervilje og tilsidesættelse af snævert lokale og virk-somheds-egoistiske hensyn.

Vicepræsident for ICA, mr. Ro-

bert Southern, England, og di-

rektør Quincey fra den engelske

fællesforening hilser på direktør

Kaj Nielsen, HB, i FDBs recep-

tionslokaler, hvor de udenland-

ske gæster havde et hyggeligt

samvær med repræsentanter for

FDB og Det kooperative Fælles-

forbund.

Forbrugerne får pris-

fordelene Med en sensationel

prisnedsættelse på hun-drede kroner har FDB gjort det endnu lettere for forbrugerne at få drømmen om et kø-leskab opfyldt. Den vejlende udsalgspris for FDBs major-køle-skab er for 1961 ansat til 695 kroner. Det store prisnedslag skyldes en fortsat gennemført au-tomatisering og ratio-nalisering af produk-tionen i forbindelse med producentens for-delagtige materiale-indkøb. Det er indly-sende, at dette giver fordele. Det er lige så indlysende, at forde-lene kommer forbru-gerne til gode - når en forbrugerbevægel-se står for varens for-deling.

Mere planlægning, mere forberedelse I tilslutning til Samvirkes ledende ar-tikel i nr. 2 (Nye veje, nye ideer), hvor nødvendigheden af nye og mere effektive former for oplysningsarbejde blev om-talt, skal yderligere fremhæves følgende nye eksempel på en effektiv fremgangs-måde, praktiseret ved et diskussionsmøde, som kredsudvalget for brugsforeningerne i egnen omkring Vemb afholdt med emnet: Husmødrenes stilling over for brugsforeningerne. Når man virkelig kan understrege ordet vellykket, skyldes det, at mødet var præget af forberedelse og planlægning:

1. Kredsudvalget havde i god tid anført konkrete emner, man ønskede belyst ved diskussionsmødet.

2. Grupper på 3—4 damer udpegedes på forhånd til at studere emnerne i hver sin kreds.

3. Gruppernes medlemmer fik hver til-sendt et konkret udarbejdet spørgeskema.

4. Grupperne holdt møde under hygge-lige former, deltagerne drøftede proble-merne og nåede til et synspunkt.

5. Hver af grupperne udpegede en ord- ' fører til at formulere gruppens syn på

6. Diskussionsmødet, hvor alle gruppe-medlemmer var tilstede.

Det afsluttende møde - altså det egent-lige diskussionsmøde - fik et virkeligt godt forløb, fordi talerne (ordførerne) kom velforberedt til mødet, og fordi en-hver deltager i mødet gennem forberedel-serne havde skabt sig en indstilling til aftenens emne.

Omtanke, planlægning og forberedelse! På et sådant grundlag kan selv det gam-meldags diskussionsmøde få en ny og in-spirerende form og blive til en oplevelse for deltagerne.

På den internationale andelskongres i Schweiz for få måneder siden blev der som tidligere omtalt i Samvirke nedsat en arbejdsgruppe for de kooperative forbruger-organisationer i EFTA-landene (De Syv). Forretningsudvalget for denne EFTA-crbejdsgruppe har holdt sit første møde - hos Nordisk Andelsforbund, hvor grup-pens hovedsekretariat er beliggende. Billedet viser arbejdsgruppens formand, førstedirektør Ebbe Groes og næstformanden, generaldirektør A. Korp, Østrig, (th.) i samtale med arbejdsgruppens hovedsekretær, direktør M. Efholm, NAF, (tv.).

ET SKUD FOR BOVEN Umiddelbart før dette nummer af Sam-virke går i trykken, er der opstået en blad-polemik, der har nøje sammenhæng med det emne, der behandles på side 19 i artik-len „Fra husbondafløser til andels-kostald".

Det begyndte med, at Østsjtellands Fol-keblad i en forsideartikel meddelte, at Irma-koncernen står bag en plan om i Danmark at oprette „landbrugsfabrikker" efter ame-rikansk mønster, d. v. s. kæmpe-kostalde, der skal kunne dække et middelstort mejeris produktion, og hvortil landmændene le-verer grovfoder på kontrakt. Det samme gjaldt „svine-industri" i samme store stil. Formodentlig med henblik på leverancer til Irmas mange detail-udsalg.

Et par dage efter bragte bladet et dementi fra Irma. Det hedder heri, at koncernen hverken alene eller i samarbejde med Uni-lever (som det var påstået) har planer om industri-landbrug.

Men samme dag meddeler dagbladet Information, at Irma sammen med et par andre, private firmaer har udskrevet en pris-opgave på 100.000 kr. for forslag til løs-ning af nogle af landbrugets alvorligste produktions-problemer, og der henvises i den forbindelse til, at Irmas eget mejeri, Kongstedlund på Midtsjælland, i stigende grad svigtes af sine leverandører, fordi disse ikke kan skaffe arbejdskraft, ligesom det hævdes, at Irma stod bag en østsjællandsk plan (der ganske vist løb ud i sandet) om aktiestald med 1 000 køer.

Også denne meddelelse blev dementeret — ikke af Irma, men af dagbladet Aktuelt, hvorpå Information dementerede dementiet så bombastisk, at det ikke kan opfattes på anden måde, end at Information har bevis-materialet i orden.

Samvirke skal ikke blande sig i denne polemik; vi vil blot understrege, hvad også siges i artiklen andetsteds i bladet, at tiden er inde til, at landbruget på realistisk og fordomsfri måde drøfter andels-stordrift, der i denne forbindelse spænder fra fælles-stalde omfattende et mindre antal land-mænd til en fabrikagtig andelsstald, der drives af specialister, og hvortil andels-haverne leverer råvarer.

Tøver landbruget for længe, vil alterna-tivet nemlig ellers blive det, der skimtes gennem bladpolemikken: koncernejede fa-brikstalde og landmanden reduceret til kon-traktavlende „forpagter", der vi] komme i stedse større afhængighed af koncernerne.

Det er bedre, at landmændene selv fore-tager de nødvendige skridt, end at de skal lade entreprenante forretningsvirksomheder gøre det for næsen af sig.

» *

Brugsforenings-jubilæum: 7 s år: Snesere by og omegns brugsfor-

ening den 24. februar.

40 års jubilæum i FDB: Dæksmager Kamma Scheel, tobaksfabrik-

ken, 6. marts. Underdirektrice ErnaWiberg, beklædningsfabrikkerne, 29. marts.

Jeg bruger altid

fordi det giver

mig størst fortjeneste på slagterisvinene og befrier mig for alle de van-

skeligheder jeg tidligere havde. Såsnart grisene kan begynde at æde,

starter jeg med TERRAMYCIN tilskudet, og jeg fortsætter lige til leve-

ringen. Fravænningsvanskeligheder og tilbagesat vækst er blevet ukendte problemer for mig, og det koster mig intet. Selv når jeg bruger det

bedst mulige foder, giver tilsætningen af TERRAMYCIN TILSKUDSFODER

mig en foderbesparelse, der i penge betyder dobbelt så meget som

det, TERRAMYCIN TILSKUDSFODER koster. Bedre resultater har intet

andet middel givet mig, og jeg har aldrig haft så pæne grise.

TERRAMYCIN TILSKUDSFODER til mine grise...

Ter r amyc i n DET MEST

ANVENDTE

ANTIBIOTIKA

TILSKUDS-

FODER

- fås / Brugsen

TIL GRISE, KALVE, FJERKRÆ OG PELSDYR

Lejere forbedrer deres

lejligheder ved at nymontere kokkenerne med

moderne køkkenelementer

Fru Olsen havde det net i sit gamle køkken, men det kneb med opbevaringsplads, og især kneb det med en ratio-nel arbejdsgang. Da Tectums køkkenarkitekt havde fået at vide, hvad familien Olsen ville ofre på at nymontere køkkenet i lejligheden, blev der stillet et forslag, som ses fulgt på billedet til højre.

Skabet med det indbyggede køleskab i fru Olsens køkken er rykket lidt frem fra yder-væggen. Derved fremkom-mer plads til et hyldearran-gement mellem væg og skab, som er praktisk, for her står brødkasse og brødmaskine lige ved hånden, når mad-pakkerne skal tilberedes. De mange skabe har forøget og forbedret opbevaringsplad-sen i det nye køkken.

Intet ærgrede fru Olsen så meget som de fire rørled-ninger, der endog „satte blomst" i form af gasmåler-forbindelsen. Tectums køk-kenarkitekt gemte gasmåle-ren og gasledningerne (bort-set fra forbindelsen til det nye gaskomfur) i et højt kosteskab. Og så blev der sat farver på væg og træværk, der blev endog tapetseret svundne tiders hævdvundne „køkkenblåt" er banlyst fra dette køkken.

Det er først og fremmest i familiehuse, man har været ivrig for at forbedre køkkener, men der er også foretaget mange ændringer af køkkener i bylejlig-heder, til trods for at det egentlig er en anden mands ejendom, man forbedrer. Som regel foretages disse ændringer i lejligheder, hvor huslejen er lav, og hvor lejerne ønsker at bo i en årrække. Forud må træffes aftale med værten, som vil understrege, at lejeren må efterlade ny-anskaffelserne i køkkenet ved fraflyt-ning.

Køkkenet her, der er monteret i en ældre beboelsesejendom på Amager, er et af de mange, Tectum har stået for. Familien kom i forbindelse med Tectum gennem en af de annoncer, der har været indrykket i Samvirke, og efter skriftlig, senere mundtlig forhandling, blev der „givet håndslag". Arbejdet begyndte, gammelt inventar kom ud, der blev re-pareret, nye og moderne møbler blev indsat, der blev malet, tapetseret og lagt vinylgulv, og så havde husmoderen et køkken, der i enhver henseende var mo-derne. Hvad sagde husherren? Jo, han fandt ud af, at den sum, det nye køkken kostede, betød et årligt rentetab, som pr. måned satte huslejen så og så meget op. Men så blev han spurgt, om han til så lav en pris kunne skaffe en lejlighed med et så moderne køkken. På den måde fik konen det sidste ord - som altid.

* ©

EN HUSMODERENS HÅNDBOG

Strygebræt af passende højae i forhold til per¬

sonen.

Bekvem højde for rø-ring, æltning og lig-

jiende arbejder.

God siddestilling, skammel passende høj, støtte for fødderne.

Husholdning Land og By har i snart tyve år i forskellige udgaver været en god hushold-ningsrådgiver. Nu er bogen kommet i en ny skikkelse, hvad ind-hold og udstyr angår, men som sine forgæn-gere redigeret af chef-konsulent Gudrun Lar-sen og formanden for Statens Husholdnings-råd, Karen Harrekilde Petersen.

I dette ene bind får man alt at vide, hvad man har brug for i husføringen i dag, hvadenten man er hus-moder i by eller på land. Der fortælles om økonomi, indkøb, regnskabsføring, kost-beregning og kostsam-mensætning i kapitler illustreret med in-struktive vignetter. Arbejdstilrettelægning behandles på samme måde, og måned for måned er der en ar-bejdsplan, der peger på de aktuelle opgaver, husmoderen står over for. Hjemmets og køk-kenets tekniske udstyr, der netop i disse år undergår en vældig forandring, behandles med illustrationer og tekstoplysninger om alt det nye maskineri, der nu er fremme. Linned-udstyret er også taget med, og under vask og rengøring behand-les de nye stoffer og midler ved siden af de mere gammeldags. Sidst i bogen er der en helt utraditionel ko-gebog, der slutter med en række forslag til middage til fest eller til hverdag, vinter og sommer.

Husholdning Land og By er en husmode-rens håndbog, som let vil gøre sig uundvær-lig hos husmoderen ikke mindst på grund af det smukke udstyr, som udgiveren, Det Kgl. Danske Landhus-holdningsselskab, har givet bogen.

- vi mødes i BRUGSEN

Hvor længe er det siden, De har

givet hende en kompliment . . .? - gør det med I N V I T A T I O N, den lækreste chokoladenyhed med marcipan, blød nougat og andre fyldte chokolader.

125 g i fornem gaveæske: 4,7 5 kr.

Husholdning Land og By bringer en række prak-tiske anvisninger illustreret i morsomme og op lysende vignetter, hvoraf nogle vises herover ©

- de er knaseme sprødere og lækrere

ENGELSK-DANSK W BISCUITS FABRIK LEVERANDØR TIL DET KG L. DANSKE HOF

GIGANTEN VAR KROBLI NG 1868 : Den 4-årige Henri keder sig under en langvarig dåbshandling. Drengen skal have tiden til at gå og får derfor en blyant og et stykke papir, og han tegner i barnlig streg en ko og underskriver tegningen: Lautrec >c

1901 : Den 37-årige Henri er som et hjælpeløst vrag vendt tilbage til sit barndomshjem. For at beskæftige ham

f iver moderen ham en blyant og et styk-e papir. I barnlig streg tegner han en

ko og underskriver tegningen: Lautrec.

OÅDAN BEGYNDTE OG SÅDAN ENDTE en af de mest usædvanlige kunstner-** tilværelser, man har oplevet. Henri de Toulouse-Lautrec udfoldede sig i firserne og halvfemserne som impressionistisk maler. Han blev revet med af parolen om, at male-rierne skal vise mennesker, hvor de lever og arbejder. Da hans verden var pariser-kafeernes verden, fastholdt han i utallige malerier, plakater og tegninger denne halvverdens mennesker, som f. eks. med det her gengivne maleri af den siddende balletpige, et billede i Samvirkes række af fem impressionistiske reproduktioner.

H enri de Toulouse-Lautrec kommer af en fransk adelsfamilie, hvis navn i utal-lige generationer siden Karl den Stores tid har figureret i de højeste rangklasser.

Han opdrages til et liv i en verden, hvor vid og elegance, penge og luksus er alt. Han omgærdes med opdragere og lærere, fordi forældrene hver for sig har nok i deres. Faderens eneste alvorlige interesse er jagt og heste. Han samler desuden på orientalsk kunst, fordi det „hører sig til" i tidens rigmandshjem. Han dyrker tegning som amatør, og da han ser drengen tegne, indrangeres en tegnelærer i rækken af de ridelærere og andre lærere, der tager sig af drengen.

A lt slås overende, da Henri i 1 4-årsalderen ved to ulykker får ødelagt begge ben. Deres vækst standser, mens kroppen udvikles normalt. Han bliver en håbløs

krøbling, der kalder smilet frem hos mennesker, han møder. Som krøbling kan man ikke begå sig i den elegante verden, og drengen må derefter selv vælge sin livsbane. Han vil tegne og male og uddannes hos de bedste lærere, der dog kun kan give ham håndelaget. Hans store talent folder sig ud, efter at han som 21-årig har gjort sig fri af familien, og med dens rigelige pengetilskud bosætter sig i Paris og begynder at male. Men hvad er det, han maler?

Han går med sin tegneblok og med sit lærred til en verden, hvor man godtager ham for hans egen skyld, til pigerne i danselokalerne og bordellerne, til artisternes og kunstnernes garderober i kabaretter og cirkus. Denne halvverdens mennesker og deres skæbner fastholder han i streger og farver, men aldrig i karikaturens streg. Hans hjerte er med de trætte artister og skuffede kunstnere. Hans hjerte er med den ensomme balletpige, der træt er sunket sammen på sofaen, efter at hun lige forinden er tiljublet af kjoleklædte parketherrer, som lige så hurtigt glemmer hende til fordel for næste skønhed i rampelyset.

M ens han lever i denne verden, vokser en større og større trang til alkohol frem i ham. Han bedøver sig i alkohol, og han tror, at alkohol kan forøge hans evner

som maler og tegner. Men hans karakter forandres, han bliver irritabel og nervøs, han forsømmer sit arbejde i lange tider, og når han endelig tager lærredet frem, er det for at male hærgede mennesker, selv forsumpet i alkohol.

Familien vil redde ham fra undergangen og anbringer ham på anstalter, hvor han med sin brillante viden søger at overbevise alle og enhver om, at han er normal. Af og til kommer ha-n fri — for blot at vende tilbage til drikkeriet. Tilsidst er han så nedbrudt, at han føres hjem til familiens slot. 36 år for sent begynder moderen at vise ham moderkærlighed. Den 37-årige Henri bliver et hjælpeløst barn, intet kan føre ham tilbage til livet. Det er frygteligt at dø, siger han ...

|_l ENRI TOULOUSE-LAUTREC pådrager sig mindre opmærksomhed, fordi han ødte sit talent bort i en udsvævende tilværelse. Som kunstner er han en gigant. Han

drages tidligt ind i impressionisternes kreds, påvirkes stærkt af bl. a. van Gogh og tidens andre storheder. Han deltager i deres ideologiske diskussioner og er med til i teori og i sit eget arbejde at forme impressionismen. Åben for andre impulser tyr han også til de japanske træsnit og benytter deres stregføring og farvebrug ikke mindst i sine store litografiske tegninger, der prydede Paris i halvfemserne som gade-plakater. I kunstens verden er det Toulouse-Lautrecs mission at afslutte udviklingen i det nittende århundrede og føre malerkunsten ind i det tyvende århundrede. Alle, der kommer efter ham, herimellem Picasso, profiterer af stilen i hans kompositioner, af hans farvers og linjers udtryk. Den halve verdens malere har han haft betydning for gennem sin vældige produktion i løbet af blot et tiår. En gigant kaldtes han. En gigant, der var krøbling, og som brændte sig ud i et kort og hektisk liv.

REDIGERET AF BODIL M. BEGTRUP

VI MEDEJERE -

Som så ofte tidligere fortalt får Forbruger-Nyt mange læser-breve. D" giver en kc ntakt med vore læsere, som vi er meget glade for.

Da det imidlertid ikke så sjældent fremgår af brevene, at vore læsere ikke er helt klar over, hvad det egentlig er, der ligger bag brugsen og dens va-rer, vil vi gerne orientere lidt herom.

Fællesforeningen for Dan-marks Brugsforeninger, til dag-lig kaldet FDB, er brugsforenin-gernes bidkøbscentral, som for-uden indkøb af importvarer og varer fra hjemlige, private fa-brikker driver en omfattende egenproduktion. Fra FDBs fa-brikker får brugsen margarine, mel, vaskemidler, kosmetik, hav-regryn, krydderier, kaffe, cho-kolade, kakao, tobak, konserves, manufaktur, kemikalier, tekni-ske artikler m. m. /\ \ Fælles for alle FDB varer

er vort bomærke. Det fin-€—' des også på adskillige va-

rer indkøbt fra andre fabrikker under kontrol af FDBs central-laboratorium og prøvekøkken.

Men brugsen bestemmer selv

Brugsforeningerne foretager langt den overvejende del af de¬

res indkøb igennem FDB. Men de er ikke forpligtigede til at gøre dette. Det forekommer derfor, at der på brugsens hylder findes va-rer, som FDB ikke mener at kunne gå ind for af såvel pris-som kvalitetsmæssige grunde.

FDB varer af egenproduktion (fra egne fabrikker) er altid kva-litet ivarer, som tit kan sælges til lavere priser end tilsvarende varer fra private fabrikker. Det er klart, at jo stærkere medlemmerne slut-ter op om FDBs egne varer, des stærkere står vore fabrikker i kon-kurrencen til gavn for det almin-delige prisniveau. Det er jo ikke alene brugsens medlemmer, der nyder godt heraf, men brugs-foreningernes virksomhed indvir-ker på konkurrenternes prisleje.

Det ville derfor være naturligt, om brugsens medlemmer først og fremmest købte vore egne mærke-varer fra vore egne fabrikker, som vi selv er medejere af.

Vi kan gøre en vare bedre

Læserbrevene fortæller også, at brugsens medlemmer er vågne ikke alene overfor varens kvalitet, men også går emballagen efter i sømmene. Og de holder meget på, at det kun er gode ting, der fås i brugsen. Det hænder, at en anke sluttes med „og det kan brugsen ikke være bekendt".

Hvis nu den vare „vi ikke kan være bekendt" ikke er købt gen-nem FDB, så kan Forbruger-Nyt ikke gøre andet end at bede den utilfredse kunde gå til uddeleren. Er klagen berettiget, vil han næppe være ked af, at blive gjort opmærksom på, at en vare ikke er så god i brug, som han havde tænkt sig. Den enkelte brugs har jo ikke et centrallaboratorium el-ler et prøvekøkken til at sige god for varen, og det kan være meget vanskeligt, for ikke at sige umu-ligt for uddeleren at vide, om f. eks. en plastvare er fremstillet af det helt rigtige materiale.

Det er det, FDB kan under-søge, inden der bliver givet grønt lys for indkøbet af en vare, og derfor er FDB mærket et slags kvalitetsmærke.

Ingen er ufejlbarlige - og det hænder naturligvis også, at en

FDB-vare ikke er, som den burde være. Men så er der den store fordel, at forbrugeren kan skrive til Forbruger-Nyt eller til fabrik-ken eller indkøbsafdelingen og gøre vrøvl.

Enhver klage bliver nøje under-søgt, og er den berettiget, erstat-tes varen, hvis det er påkrævet, og eventuelle fejl rettes.

Det er derfor ikke alene For-bruger-Nyt, der er taknemmelig for denne kontakt med læserne. Fabrikker og indkøbsafdelingerne er det sandelig også. Det er nu engang medlemmerne, der får de praktiske erfaringer med en vare, og tit finder de ud af, at en eller anden lille ting kan forbedre va-ren eller dens emballage. Mange læsere kan bevidne, at deres for-slag eller kritik er blevet meget vel modtaget af produktions-leddet.

Det er måske ikke store ting, nej, men de små ting betyder mere end mange tror i det dag-lige.

Alt sammen noget der er sket på initiativ af vågne og interes-serede medlemmer.

Er det ikke forståeligt at det er en ren fornøjelse at være Forbruger-Nyt. Vi udde-ler læsernes ros og ris, vi sørger for, at breve besvares, og så for-tæller vi læserne om de varer, vi synes om i brugsen, både de nye og de gamle der ikke bør gå i glemmebogen.

Der er jo så meget i brugsen, og nyt kommer til mellem år og dag.

For husmoderen, de unge og børnene er det ikke sådan at holde rede på, og de kan ikke vide, hvorfor FDB har valgt en bestemt type eller mærkevarer i en varegruppe, og hvorfor den er blevet foretrukket.

Netop fomylig fortalte prøve-køkkenets leder Hanne Flens-borg, at da de havde fået plast-kagerullen til afprøvning, var de skeptiske og mente, at den kunne aldrig måle sig med den gode gamle trækagerulle. Men afprøves skulle den jo. Nu er den ikke til at vriste fra dem.

Når husmødrene ser plast-kagerullen i brugsen vil de sand-synligvis tænke på samme måde, og lade den ligge. Så er det, For-bruger-Nyt kan fortælle, at vel var den gamle god, men den nye er bedre — og hvorfor.

? SVAR

GA I BRUGSEN FOR MOR

Man hører, at børns lommepenge mange ste-der er et problem, skri-ver Kirsten Marott Han-sen, Ballerup. Hos os har vi et system, som jeg kan anbe-fale andre at prøve. Vi får hver uge et min-dre beløb, men derudover får vi bon’erne for de varer, vi henter i brugsen til mor. Når vi kommer hjem, skriver vi vores navn bag på bonen, og når tiden er inde til at sende dem ind, regner vi ud, hvad vi hver især skal have. Selv om det ikke bliver til så mange penge, fik jeg dog 50 kr., og det er rare penge at få op til jul. Det bed-ste er, at vi aldrig be-høver at spare julegave-penge sammen, og at der altid er mindst én, der vil hente varer i brugsen - slutter Kirsten sit søde brev.

Hun skal da have de 25 kr., ikke?

* DEN SØVNIGE SKOPUDSER

Jeg er lidt længe om at få øjnene op om mor-genen, oplyser G. Jo-hannesen, Holbæk, og har derfor svært ved at huske, at den sorte Di-nar har et grønt bånd om tuben og den hvide et blåt, medens den brune sværte passer smukt til det brune bånd. Ville det ikke være bedre, om vi fik tuber med bånd, der svarer til tubens farve?

Det synes Vibyfabrik-kerne også, og de har ladet den søvnige sko-pudsers klage gå videre til reklamefolkene, som har lovet at blive lidt mere praktiske og lade båndets farve svare til tubens indhold, selv om den så ikke bliver nær så „smart". Ak de rekla-mefolk!

Da der ikke faldt no-gen præmie i sidste num-mer, kan vi godt give den søvnige lidt at vågne op på - nemlig de 25 kr.

EN NY KONCENTRERET NURÉN

ca. 34 kg mellem-

store løg

8 skiver bacon

FARS AF

300 g oksekød

200 g svinekød

1 æg

75 g mel

ca. V2 I mælk

ca. 1V2 tsk. salt

1 knsp. peber

Løg i fars 6-8 portioner

Løgene skoldes, pilles og koges næsten møre (6-8 min.) i letsaltet vand. Kødet hakkes 2—3 gange og røres til en lind fars med de øvrige ingredienser. Farsen hældes i et smurt ildfast fad. Løgene stikkes ned i farsen. Bacon for-deles over retten. Den sættes i ovnen ca. 30 min. ved jævn varme (175°). Serveres med brunet smør eller tomatsovs. Tomatsovs. 50 g margarine, ca. 1 dl tomat-puré, ca. 1 dl løgvand, salt, peber. Margarinen brunes. De øvrige ingredienser tilsættes^ Sovsen koges sammen og smages til./

/ MAD j '***,

c 'der hpi .Øhgt nnJ Påse f/? dåse ff13 '*-4 midjet

******

kornn

Viby Fabrikker har nu også sendt en koncentreret Nurén på markedet.

Den er dobbelt så stærk og hedder derfor Super Nurén, og den er kommet i en virkelig smuk plastemballage.

Farverne kan ikke ses på billedet, men bundfarven er hvid, og de to striber står i en klar rød og grøn fe -J farve. Festligt.

Beholderen er ikke for bred og derfor bekvem at tage omkring, og lukkehætten er fæstnet i spiral, så den ikke falder ned, når Super Nurén sprøjtes ud. Det sker ved et lille tryk på emballagen. Med lidt øvelse lærer man at trykke netop så meget ud, som der er brug for.

Husk, at Super Nurén er dobbelt så stærk som den sædvanlige Nurén, der skal altså kun bruges halvt så meget af den - men følg i øvrigt brugsanvisningen.

Da Super Nurén er dobbelt så stærk som almindelig Nurén, og da man bedre kan dosere rigtigt med den nye flaske, er den ikke dyrere i brug. Der-til kommer så, at man nu er blevet helt fri for flaske-problemet.

sti96’ °9 d7ri°9s sten ikke drue

afeQs^ker

’esnLi SlJkker £ Pulverer sØder ?kker nZ t

>*#• ensukkt

***

der også er brug for antitranspira-tionsstiften Coion om vinteren, og

at der er noget meget tiltalende i, at hver især nar sin Colonstift.

middel.

og

solbær sap i konservertngs ikke er tilsat * * gf S02et Den rene solbre J en ftgUg

særligt g° \ KW jrø

-tadede +++

Klassisk fransk løgsuppe (4 portioner) Løgene skoldes, pilles, skæres i

skiver og svitses i margarinen. Vand og suppeterning tilsæt-tes. Suppen smages til og ko-ger småt ca. 10 min. Suppen rettes an i ildfaste skåle. En skive franskbrød (evt. ristet) lægges i hver. Den revne ost drysses over. Suppen grati-neres nu i ovnen, til osten er gylden, ca. 5 min. ved meget stærk varme (275°).

% kg log (evt.

et fed hvidløg)

100 g margarine ca. 1 I vand

1 klar suppe-

terning (pot-au-feu)

4 skiver fransk-brød

4 spsk. reven ost

Har man ikke ildfaste suppe-skåle, kan ostebrødet bages for sig i ovn eller på pande med låg

over og lægges i

suppen ved anretningen.

T obaksbruhlsort tery-lene-kjolearagt med sorte uld-kartebånd. (Kr. 168.- hos Stilman-

tery- med

sorte (Kr. 168.

I Fortunbyen i Lyngby er Arbejdernes koope-rative Byggeforening i gang med opførelsen af et 14-etagers høj-hus, der efter planerne skulle indeholde 152 lejligheder. Polytek-nisk Læreanstalt skal have hjemsted i nær-heden af AKB's nybyg-geri, og man beslut-tede derfor at indrette hele 8. etage som kol-legium for 25-35 stu-denter i stedet for 12 lejligheder. Det er et sjovt eksperiment, man hermed gør. Det er første gang, man har ladet kollegieværelser indgå i almindeligt bo-ligbyggeri.

WFDY • WAY • IUSY hvad betyder bogstaverne?

Man ser alle vegne forkortelser, nogle er nemme at forstå og bliver meget benyttet, men hvad der dækker sig bag betegnelser som WFDY - WAY - IUSY eller lignende, er der vist ikke mange der ved.

Bogstaverne dækker over internationale ungdomsorganisa-tioner, men disse er højst forskellige i mål og midler:

World Assembly of Youth (WAY, Ungdommens Verdensfor-sdmling) er den organisation, der har størst tilslutning fra danske ungdomsforeninger. Den blev stiftet på et møde i London i 1948, hvor 300 delegerede fra 30 lande deltog.

Da WAY blev stiftet, fandtes der i forvejen en international ungdomsorganisation nemlig World Federation of Democratic Youth (WFDY). Efterhånden blev WFDY mere og mere domineret af de kommunistiske lande, de danske foreninger, der var med-lem, blev enten ekskluderede, eller også meldte de sig ud. Dette førte til, at en del danske ungdomsorganisationer var med til at stifte den mere neutrale organisation WAY.

WAY, der sidste efterår afholdt en kongres i Ghanas hoved-stad Accra, samlede her 400 deltagere fra 100 lande i 18 dage. Mange nye lande er kommet med, og samarbejdet mellem de gamle og nye stater er ikke altid lige let, men det er dog lyk-kedes at blive enige. WAYs hele virksomhed med kurser, kon-ferencer, studierejser, udvekslinger o.s.v. tager sigte på de for-skellige medlemsgrupper imellem at skabe størst muligt forståelse for hverandres forhold.

IUSY er de socialdemokratiske ungdomsforbunds internationale sammenslutning, den har medlemmer fra 61 lande.

Dansk Ungdoms Fællesråd har sekretariat og formand fælles med den danske WAY-komité, og i øjeblikket er 16 af fælles-rådets 35 organisationer medlemmer af WAY. Mange danske ungdomsforeninger er med i internationalt samarbejde gennem WAY - men er der ret mange af medlemmerne, der ved det?

Denne kjole er marineblå med hvid „bedstemor-prik“ og har i halsudskæringen en hvid festons-indsats. Neder-delen med bløde læg og stiv-skørt. (Kr. 148.- hos Central-Magasinet, Esbjerg).

Stole og trusser i pakker

Nu er det moderne, at alt skal

være i pap-kartoner. Det er ikke

kun madvarer, der forhandles

i farvestrålende karton. Rundt

i landets Brugser kan man nu

købe 3 par trusser i en sjov lang

æske. Selv stole leveres nu i 4

stk.s papkasser. Stolene (J 77)

kan fås i 5 forskellige farver.

Det ser smart ud, at hver har sin

farve, og deler man værelse

med andre, kan det også være

praktisk. Har din Brugs ikke sto-

lene hjemme, kan de bestilles.

(Pris pr. stk. kr. 33.-).

Tøjsnak Det sker, at man midt i den kolde og mørke tid får lyst til at springe ud af det varme og fornuftige tøj. Man drøm-mer om sol og sommer - og nye kjoler, men „mor forstår altså ikke, at jeg må hat en ny kjole".

Det er jo for øjeblikket karnevals-tid, så der er en mulighed for at lade drøm-men og fantasien få frit slag med sjovt og ufornuftigt tøj, der som bekendt bliver mere festligt, når man selv er me-ster for det. Ovenpå en kar-nevalsfest er det ligesom om man bedre kan holde humø-ret oppe resten af den mørke tid. Forøvrigt behøver vinte-rens kjoler ikke vcere kede-lige, fordi man ikke er i „sommerhumør".

Kjolerne på billederne er vinterkjoler, og de to er i den nye farve, tobaksbrun. Den klæder næsten alle. Det kan være uhyre vanskeligt at vælge den eller de farver, som er mest klædelig til net-op dig. Du har sikkert ofte hørt, at det er hårfarven, sotn er afgørende for tøjets far-ver. Det er ikke helt rigtigt. Det er mere sikkert at vælge sit tøj i farver, der svarer til øjenfarven.

Tobaksbrunlgrøn polyester-fiber-kjole med „klokket" ne-derdel, sorte uld-kantebånd og tomatrødt stiv-skørt. (Kr. 168.- i Stil man-magasinerne).

Mit job som

LANDBRUGS¬ KONSULENT For få år siden havde det været nok at skrive konsu-lent. Så vidste de fleste, at det var noget med landbrug, men efterhånden bruges be-tegnelsen konsulent på mange andre måder. Vi er taget til Varde for at besøge land-brugskonsulent Bent Olesen, for at høre om hans job.

— Hvad bestiller en land-brugskonsulent ?

- Jeg er ansat af landbo-foreningen her på Varde-egnen med planteavl og ung-domsarbejde som hovedfag. Mit arbejde består i at besøge medlemmerne for at bistå dem med råd og vejledning f. eks. ved angreb af plante-sygdomme og skadedyr. Jeg hjælper også landmændene med forslag til driftsplaner og frøblandinger. Desuden gennemfører jeg en del mark-forsøg samt udtage jord-bundsanalyser og giver vej-ledning angående mergling og gødskning.

- Hvori består så ung-domsarbejdet?

— For det første ved tilrette-lægning af landbrugsfaglige eftermiddagskursus for de unge - hvor jeg også virker som lærer. Det er i øvrigt in-teressant at se, at vi på trods af, at antallet af unge på lan-det er faldet, stadig har om-trent lige så mange deltagere på vore kursus som for 8-10 Ir siden.

Om sommeren afholdes besøg på landbrugsejendom-me, ligesom vi foretager udflugter til forsøgsgårde. Landbo- og husmandsfor-eningerne her i Ribe amt har et ungdomsudvalg, som jeg er sekretær for. Vi har afholdt pløjekonkurrencer, hvorfra vinderne går videre til danmarksmesterskaber, og vinderne herfra kommer til konkurrencer i udlandet. Sid-ste sommer var jeg leder af en studie- og ferietur til England med 32 piger og karle.

For at træne vore unge i foreningsteknik og møde¬

ledelse, har vi for første gang planlagt et weekend-kursus, hvor disse emner behandles. Vi har her på Vardeegnen haft glæde af et samarbejde med egnens ungdoms- og sportsforeninger, hvor vi i god tid har truffet aftale om, hvilke dage og aftener de forskellige foreninger afhol-der møder eller stævner, der er jo ingen grund til at ge-nere hinanden ... de andre foreninger har været meget glade for vort initiativ.

— Resultater af det faglige ungdomsarbejde ?

— Det viser sig, at de unge, der bliver selvstændige, og som har deltaget i det faglige ungdomsarbejde, er blevet „dus“ med konsulenterne så-ledes, at de bruger os i større udstrækning. Jeg må iøvrigt sige, at vor eftermiddags-undervisning ikke er uddan-nelse nok For den, der vil være selvstændig. Der stilles i dag store krav om faglig dygtighed for at klare sig. Men som en forberedelse til landbrugsskolen, er det godt at have fulgt denne under-visning.

-Hvilken uddannelse kræ-ves for at blive landbrugs-konsulent ?

— 4 år på Landbohøjsko-len, hvor man skal bestå en adgangsprøve, hvis man ikke har en god real- eller studen-tereksamen. Forinden skal man have arbejdet mindst tre år ved praktisk landbrug og have deltaget i nimåneders kursus på landbrugs- eller husmandsskole.

- Er studiet „hårdt" ? — Af det hold, jeg startede

med, var kun godt halvdelen tilbage efter endt eksamen. Lad mig til slut sige, at arbej-det som landbrugskonsulent ikke kun er forbeholdt folk fra landet. Der må da også være nogle unge fra byerne, der har lyst og interesse for landbrug, og for nogle af disse vil en senere uddan-nelse på landbohøjskolen må-ske være det helt rigtige.

Oh, Marie jeg vil hjem

70.000 gange

Mens „Klaus Jørgen" må betragtes som udspillet - i Grethe Søncks ud-gave nåede den at blive 1960' popu-læreste plade med et oplag på næ-sten 90.000 - går en anden af årets topscorere, „Oh, Marie, jeg vil hjem", frem med flyvende faner. 70.000 er denne plade indtil nu solgt i. Aldrig er så mange solgt så hurtigt.

Pudsigt nok var pladen nær aldrig blevei udsendt. Sangkvartetten Four Jacks sled med den, men syntes resul-tatet var for dårligt. Tre gange blev teksten lavet om, men først da man begyndte at synge den på „jysk" tog den form. Og så måtte grammofon-selskabets direktør endda nærmest hale båndoptagelsen med nummeret ud af Four Jacks - og godt for ham.

LATINAMERIKANSKE OG ITALIEN-SKE RYTMER er fortsat i kurs. Der fin-des et par fortræffelige danske or-kestre i genren. Et af disse er Jørn Grauengaards or-kester, hvis „Cha-Cha-Cocktail" er en fryd for øret på grund af arrange-menternes gennemførthed og den udadlelige udfø-relse. Et andet godt dansk orkester i samme genre er Jørgen Ingmanns orkester, der løser opgaverne så fint, at det i fjor var et af de Populæreste udenland-ske orkestre i Italien. Det har indspillet flere plader med numre fra det store repertoire, det erhvervede sig i Italien. Ingmanns egen guitarsolo „Apache"/ „Echo Boogie" åbenbarer hans store instrumentale færdigheder.

Europas mest yndede fortolker af sydlandske rytmer er dog Edmundo Ross fra London. Selv når han laver opera om til cha-cha-cha og samba som han gør på en af de tre nylig udsendte LP'er fryder de fleste sig - selv om operaelskere måske skærer tænder.

Grete og Jørgen Ingmann.

ton, slog sig for en del år si-den op som dixielandmusiker, der gennemførte sine numre med et vist særpræg.

I dag er hans stil mere i swingmusikken, og hans nye LP, „Blues in the Night", er et sobert, omend ikke særlig ori-ginalt arbejde.

JAZZPLADEN Den engelske trompe-

tist, adelsmand og garder-officer, Humphrey Lyttel-

Samlingens hidtil smuk-keste klenodie - den smukke „hængende karm" fra Gisselfeldt - en gang på Napoleonstiden kommet til Danmark som transportmiddel for en rødmende ung brud.

- Også mange enkeltheder ved de gamle vogne er skønne, siger boghandler Johs. Chr. Nielsen, Haderslev, der her præsen-terer en gammel vognlygte. Boghandleren har samlet 250 hestevogne - grundstenen til Nordens første

Nogle samler på frimærker, andre på møn-ter, piber eller malerier, og samlermanien skyder nye skud hver dag. Det er dog tvivl-somt, om nogen vil gå boghandler Johs. Chr. Nielsen, Haderslev, i Dedene i hans samlerinteresse. For han samler på gamle hestevogne: de fineste karrosser og andre luksuskøretøjer og også hverdagens heste-køretøjer. Og samlingen er efterhånden ble-vet stor. Boghandleren har i dag to hun-drede og halvtreds gamle vogne.

I en lade udenfor Haderslev står de 75 bedste og smukkeste vogne. Resten er „stal-det op“ rundt om i landet, men inden næ-ste sommer håber boghandleren at kunne stille dem ind i Nordens første vogn-museum. Her skal publikum have lejlighed til at beundre forne tiders opfindsomhed og håndværksmæssige dygtighed og drøm-me sig tilbage til de dage, da hestevognen var det bekvemme trafikmiddel, som med en fart af omkring en halv snes kilometer i timen milede hen ad de støvede veje.

Boghandler Johs. Chr. Nielsen er ikke længere alene om sin hobby. Bag ham står nu „Komiteen til Bevarelse af Gamle Heste-køretøjer", som private virksomheder og fonds har betænkt med pengemidler. Der er nemlig stor interesse for at bevare de bedste af de gamle vogne som et minde om svundne tiders hverdag og fest.

— Vi skal nu først og fremmest have byg-get et hus til vognene, siger boghandler Nielsen. Fra en stor nedbrydning i Køben-havn har jeg fået masser af store vinduer og døre, der repræsenterer en værdi på 35-40.000 kroner, men jeg fik dem for fem tusind - det er begyndelsen til vognmuseet. Så må Haderslev kommune finde en grund, så vi kan komme igang. For det haster med at få reddet de sidste stumper af de gamle vogne.

Min interesse for vognene stammer fra et ungskue i Haderslev, hvor vi skulle ar-rangere et vogntog med gamle hestevogne. Jeg fandt ud af, at det var uhyre vanskeligt at finde frem til virkeligt smukke, gamle vogne, og det gav mig blod på tanden. Siden da har jeg samlet vogne overalt i landet.

Meget er der desværre ikke tilbage. Pro-dukthandlerne har i de senere år „slagtet" de gamle vogne i hobetal. Under sidste krig havde landmændene god brug for deres vogne, men nu synes det at være sådan, at de har jagende travlt med at få tømt vogn-portene sammen med hestestaldene . . . der skal være plads til den nye traktor og den nye bil.

Hvad bruger produkthandlerne vognene til? Intet. De er kun interesseret i metal og ædle'træsorter. Fine billedskærerarbejder på mange smukke vogne er hugget til pinde-brænde, og fint læderarbejde er endt i brok-kassen.

Det er trist, men jeg fik faktisk først denne interesse „klokken fem minutter over tolv". I Sverige og specielt i Østrig, hvor man også har interesseret sig for dette bil-lede fra svundne tider, sagde man til mig, at jeg kom halvtreds år for sent igang. Men det lykkedes alligevel.

Jeg har nu 250 vogne og har næsten alle former for køretøjer repræsenteret. Endnu

Også hverdagens vogne i gammel tid skal gemmes for efter-tiden. Her er en af de i sin tid så meget brugte jumber.

skal vi have nogle af de smukkeste kareter fundet frem, og nogle af hverdagens vogne. Fra hverdagen har jeg netop nu fået en spændende ting, en såkaldt doktorstol. Det var et sæde med skærmende vægge og tag, man spændte på almindelige arbejdsvogne, når doktoren skulle køres ud på sygebesøg og ikke havde sin egen vogn at køre med!

Mange af de gamle vogne, som jeg har fået overladt, er i miserabel stand. De har samlet støv i vognporte og lader. Der har været mus i betrækket, og svalerne har byg-get reder under de ægte læder-kalecher, hvor i gamle dage æteriske skønheder sad og frøs under hestedækkenet.

Men det gør ikke noget, at vognene er miserable, for jeg har været så heldig at finde en rigtig karetmager. Den næsten firsårige værkfører Iver Thomsen Ravn, der har arbejdet et langt liv på en af landets førende vognfabrikker går stadig op i det snart glemte karetmager- og hjulmager-arbejde med stor kærlighed og bruger mange arbejdstimer på at sætte vognene i stand. Når først vi far mere plads, vil han kunne gøre mange af vognene helt færdige.

De gamle vogne er spændende at arbejde med. Det viser sig nemlig, at man også for århundreder siden importerede transport-midler her til landet. De skønneste af de gamle luksusvogne blev indkøbt i Frankrig og England. Jeg har således en vogn, der blev fundet i elendig forfatning i Øst-jylland. På en sølvplade fortælles, at vognen er en gave til en grevinde fra Dagmar, Ruslands kejserinde, og Alexandra, Eng-lands dronning.

Samlingens smukkeste klenodie er indtil videre „Gisselfeldt-kareten", en skøn, rød hængekaret med dybt polstrede sæder, frem. stillet på Napoleonstiden i Frankrig og kom oprindelig hertil som transportmiddel for en fransk pige, der skulle giftes her i landet.

Vi har også fået tilsagn både om Kaj Munks præstevogn og om den kane, der blev stillet til hans rådighed, da han i ty-verne som ung præst kom til Vedersø.

I det hele taget har der vist sig at være stor interesse for bevarelsen af de gamle vogne. Ikke ret mange havde tænkt sig, at de burde reddes, men nu kan alle forstå, at vi skylder eftertiden det.

Jeg håber, at det må lykkes at få samlet så mange vogne, at vi kan få alle tids-perioder repræsenteret — og folk er i reglen ikke kede af at give os deres vogne.

Jeg har kun en enkelt gang fået afvist et ønske om overtagelse af en særdeles vel-bevaret og smuk vogn. Den står på loftet på en gård et sted i det vestligste Sønder-jylland, og familien hæger om den. De ville ikke af med den, begrundelsen var den, at vognen altid skulle stå køreklar, for familiens oldefar kommer hver midnat og kører en tur i vognen, og det vil gå gården ilde, hvis vognen ikke er i orden, eller hvis der ikke står et par heste i stalden, klar til at spænde for til den natlige kørsel.

Vi er ikke alene interesseret i luksuskøre-tøjer, men museet skal også omfatte hver-dagens brugsvogne, og derfor har vi også samlet jagtvogne, gig’er, jumber og mange andre af de typer, der engang hørte med til enhver karetmagers arbejdsprogram.

BRUGSENS

CODAN har

Ostørre slidstyrke 0 bedre pasform Øfuld fabriksgaranti

STØVLER

VI MØDES I BRUGSEN - OG FÅR DEL I DIVIDENDEN

Dessin S018, sort herrestavle med formstøbte såler. Størrelse 40 — 48

ekstra forstærket

model!

Husk altid Brugsens indlægssåler til gummifodtøj

åONT H. PETERSEN

- vi mødes i Brugsen - og får del i dividenden