skrifter i samling band 1 - heim - aasentunet.no...skrifter i samling kom ut i tre band i 1911 (band...

Ivar Aasen

Skrifter i samlingTrykt og utrykt

IKristiania og Kjøbenhavn 1911–12

Føreord (1997)Innhald (detaljert)

Selvbiografi (1841)

DiktFem Viser (1843)

Symra (1863) innhald, tekstenEinstaka dikt

Etterleivde dikt IEtterleivde dikt II (Lausvers og brot)

Umsette diktForteljingar og skildringar

Eventyr og segnerMerknader

Band IIBand III

Elektronisk utgåveDet Norske Samlaget

Oslo 1997

IVAR AASEN

SKRIFTER I SAMLING

TRYKT OG UTRYKT

I

KRISTIANIA OG KJØBENHAVNGYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAGMCMXI

Føreord (1997)

Skrifter i Samling kom ut i tre band i 1911 (band I) og 1912(band II og III), redigert av Knut Liestøl. Dette er den størstesamleutgåva av skriftene til Aasen som har kome ut, og det ereit sentralt referanseverk i litteraturen om Aasen. Det er eiliste over dei ulike samleutgåvene i bibliografidelen på dennecd-en.

Trass i storleiken er tittelen Skrifter i Samling misvisande.Trebandsverket inneheld berre eit lite utval av den store pro-duksjonen til Aasen. Ingen av dei større verka (grammatikka-ne, ordbøkene, Prøver af Landsmaalet, Norske Ordsprog) ermed, og det er heller ikkje ein del av dei artiklane som stodpå prent i levetida til Aasen. Sjå elles «Etterord» av KnutLiestøl i band III.

Skrifter i Samling vart på nytt tilgjengleg som bok i 1996då Gyldendal gav ut ei ny fotografisk utgåve med etterord avKjell Venås. Dei tre banda er der samla i eitt band.

Denne elektroniske utgåva ligg tett opp til originalutgåvai 1911–12, og sidenummera på boksidene er dei same. Deiviktigaste skilnadene er:

1) innhaldslista er her flytt fremst, og dei nye sidene ernummererte med romartal,2) teiknet er bytt ut med «d. v. s.»,3) rettingane som er førte opp lengst bak i bokutgåva erførte inn i hovudteksten, og nokre prentefeil i bokutgåvaer retta utan at det er gjort greie for det i kvart einskild til-felle,4) nokre av overskriftene er retta slik at dei no er i sam-svar med originaltitlane på stykka.

Det er laga lenkjer slik at ein kjem seg frå teksten til merkna-dene ved å trykkja på ved overskriftene.

Skrifter i Samling er skanna og korrekturlese avDokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo.

Oslo, januar 1997Oddmund Løkensgard Hoel

II Skrifter i Samling I

INNHALD(Yverskrifter merkte med * er tilsette i denne utgaava).

SELVBIOGRAFI (1841) ..............................................1

DIKTFem Viser i søndre Søndmørs Almuesprog (1842)

Fiskarvise ..............................................................11Vinskap..................................................................13Tenestaa i Pegara ..................................................14Giftar-Taanka ........................................................15Tausakjærings-Vise ..............................................17

Symra (3. utg. 1875).Fyrestev ................................................................19Gamle Norig..........................................................20Nordmannen..........................................................21Dei gamle Fjelli ....................................................22Heimvegen ............................................................23Gamle Grendi ........................................................24Vaardagen ..............................................................25Sumarkvelden........................................................26Haustvisa ..............................................................27Hugen ....................................................................28Von og Minne ........................................................29Saknad ..................................................................30Elskug-Kvæde ......................................................31Det einlege Standet................................................32Ymse Vasarlag (1875) ..........................................33Tolugt Mod ............................................................35

Tjon og Von ...........................................................36Fals og Fusk ..........................................................37Uvitingskap ...........................................................38Høgferd..................................................................40Hugen til Rikdom..................................................41Att og fram ............................................................43Gløymska ..............................................................44Livet.......................................................................45Vit og Tru (1875)...................................................46Etterstev (1867) .....................................................47

Einstaka diktEt Levnetsløb (1847) .............................................50Sveinkallvise (1847)..............................................54Grønlandsreisa (1848) ...........................................55Gagnløysa (1851) ..................................................59Lukko (1851).........................................................60Haraldshaugen (1853) ...........................................61Stortinget (1854) ...................................................63Dikt og Sanning (1855) .........................................64Det Land som hugar meg best (1855) ...................71Sundagskveld (1855).............................................72Dei træla, – dei træla (1855)..................................73Me skal koma, um inkje so braadt (1855) .............74Den tyngste Sorg og Møda (1855) ........................74*Seg berlegt, kor Hugen stemner (1855)...............75Sveinkalla-Visa (1859) ..........................................76Gamla Voner (1859) ..............................................78Vanvyrdnad (1863) ................................................81Nøgje (1863) .........................................................82Livssyn (1863).......................................................83Lovtale yver Kulturen (1866)................................84Fra Maalstræverne (1867) .....................................91Minneord yver A. O. Vinje (1873) ........................93Upp og ned (1881).................................................94*Fare vel, de gamle Tufter (1887) .........................96*Her er so mangei Vending (1887)........................97Ferda-visa (1887) ..................................................98

IV Skrifter i Samling I

Etterleivde dikt IMalkervisa (1835) .................................................100Slaattevise (184-)...................................................101Den fem og tredivte Fødselsdag (1848) ................102Heimhug (ca. 1850)...............................................106Hugverk (1850) .....................................................107Ægtemanns Raad (1851) .......................................108Attersyn (1851) .....................................................109I Ljomen fraa eit nordisk Møte (185-) ..................111Fyrtiande Fødedagen (1853) .................................112Vidsidh (185-) .......................................................117Byrte-Heidi (1853) ................................................118Paa Byvegen (1853) ..............................................120*Tankarne mine (185-) ..........................................122Lysebotnen (1858).................................................123Attum komen (185-)..............................................123Et stort Navn (185-?).............................................124*Nøgd – misnøgd (185-) .......................................126Kjeringi med Kjelken (ca. 1860)...........................127*Haust (1859 eller 1860).......................................127*I dei gode gamle Tider (ca. 1860) .......................128Kunst og Skapnad (ca. 1860) ................................129*Storlæte (ca. 1860) ..............................................130Gapa-Visa (ca. 1860).............................................131*Festtalar (ca. 1860)..............................................134Paa Havet (ca. 1860)..............................................135Ut paa Vegom (ca. 1860) .......................................136Kraakelund (186-) .................................................137Storeguten (186-)...................................................138Vanvyrdnad (186-).................................................139*Takk vere Gud (186-) ..........................................140Armods-Vegen (186-)............................................141Furte-Visa (186-) ...................................................142*Sanning skal sigra (186-).....................................143

VSkrifter i Samling I

*Ung og Gamall (186-) .........................................144Oslo til Bergen (1864)...........................................145*Kveldsalme (1864) ..............................................146Morgonsong (1864)...............................................146*Stig fram! (1866).................................................147Liten Hugnad (1866?) ...........................................147*Kvar finna me det Land – (1869) ........................149*Ringest Gjest har skarpest Øie (ca. 1870?) .........149*Det norske Theater (1870)...................................151*Nei menn vil eg ei du! (ca. 1880)........................151Midsumar Kveld (188-).........................................152*Eg og du (188-) ...................................................153

Etterleivde dikt II (Lausvers og brot)Til en slet Læser af et slet digt (183-) ...................154Om en Læsebog (183-)..........................................154Moden (183-).........................................................154Indbildningen (183-) .............................................155Nils Revejagar (ca. 1860) ......................................155Kveldsbøn (ca. 1860) ............................................157Jolavers (ca. 1860).................................................157*Jonsokkveld (186-) ..............................................157*Fridom og Trældom (186-)..................................158Smørland (186-) ....................................................158*Kven kan vera Mann (186-) ................................159*No faa me skiljast (186-) .....................................159*Ymse Hus (186-) .................................................159*Bry deg inkje med at spaa (186-) ........................159*Beste Raadi (186-)...............................................160*Stormannsmaal – Stromannstankar (186-) ..........160«Navne paa Mund» (186-) ....................................160*Bokmakkar (186-) ...............................................161*Stev (186-)...........................................................161*Leidt at bera – lyter endaa vera (186-) ................162Heimssoga (186-) ..................................................163Trætte Kvæde (188-) .............................................164*Fraa Skjergarden (188-).......................................165

VI Skrifter i Samling I

Umsette dikt*Mab (185-)...........................................................166Friaren under Glaset (1853) ..................................167Hamlets Eintale (185-) ..........................................168Ein Saknad-Daude (185-)......................................169Taara (185-) ...........................................................170Barneminne (1853)................................................171Svein Duva (1860).................................................171Songen um Klokka (1870) ....................................177Vaar Gud han er vaar faste Borg (1855)................189Bjarkemaal (1865).................................................190Slaget i Hafsfjord (1872).......................................191

FORTELJINGAR OG SKILDRINGAREit Innstig (1853) ..................................................195Benkjevigsla (1855) ..............................................200Dovrefjell (1859)...................................................206Justedals-Breden (1862)........................................211Storm og Stilla (1862) ...........................................216Sildefiske paa Bergenskysten (1854) ....................221En Sildebod i Bergen (1858) .................................225Kortspillerne (1858) ..............................................228St. Hansaften paa Landet (1858) ...........................231

EVENTYR OG SEGNERRiddar Rev (185-)..................................................239Ola Klok (185-) .....................................................243Konkel i Kungsgarden (185-) ................................244Myntmeisteren (1853) ...........................................250Ein Stor-Leting (1853) ..........................................257Ein Knipar (1853)..................................................257Ein fyndarleg Søknad (1853) ................................257Mannehausen (1855) .............................................258Svein Urædd (1859) ..............................................261Haugtussen (1860).................................................267Huldre-Gaava (1860).............................................270

MERKNADER ...........................................................274

VIISkrifter i Samling I

Mit Fødested er Gaarden Aasen i Ørstens Sogn, VoldensPræstegjeld paa Søndmør. Denne Gaard,

som kun har en Opsidder, ligger noget afsides ogadskilt fra de nærmeste Bygder, hvilket jeg anmærker,fordi det har havt megen Indflydelse paa min aandlige Dannelse, da jeg i Barndommen havde aldelesingen Adgang til Selskab med Jævnaldrende eller tildet Slags Tidsfordriv, som Børn, der opvoxe paamere befolkede Steder, pleie at beskjæftige sig med.Saasnart jeg havde lært at læse, vendte al min Husig til min Læsning, hvorimod jeg ingen Lyst havdetil det Slags Arbeide, som jeg af Omstændighedernemaatte synes bestemt til. Min Fader, Gaardbruger ogLeilænding, Iver Jonsen Aasen, døde 1826, da jegvar noget over 12 Aar gammel, og min Moder varallerede død i 1816. De havde i trange Kaar op-

SELVBIOGRAFI (1841)

Ivar Aasens Fødested, Aasen, Sunnmøre.Tegning af Eilert Mehl.

draget 7 Børn,hvoraf jeg,som det yng-ste, er født den5te August1813. Saa-længe min Fader levede,havde jeg nog-enlunde Lei-lighed til minYndlingsfor-nøielse, nemligat læse; menvort Bogfor-raad var, somman kan slutte,saare lidet, ogbestod blot afomtrent ethalvt Snees

gamle Andagtsbøger. Imidlertid eiede vi dog til alLykke en Bibel, der for mig var det dyrebaresteaf Alt, hvad jeg kjendte, da jeg af den kunde faa vide saameget Mærkeligt. Efter min Faders Dødhengik en for mig ubehagelig Tid af 5 Aar (1826–1831), i hvilken jeg alene maatte beskjæftige mig medGaards-Arbeide. I September 1831 blev jeg endelig ansat som constitueret Skoleholder i Sognet; og nu fik jeg da Leilighed til at samle Kundskaber, hvortil jeg og saavidt muligt anvendte al den Tid, der blev

4 Skrifter i Samling I

Tegning af H. Uthuslien.

tilovers fra detArbeide, somjeg havde paa-taget mig.Det,som i denneHenseendekom mig meest til Nytte, var,at jeg havdeAdgang tilLensmandAarflots Bog-samling ogblev velvil-ligen tjent medde Bøger, somjeg ønskede.Skoleholderietbetjente jeg ito Aar. Jeghavde hørt, at Hr. Provst Thoresen tog adskillige nyansatteSkoleholdere til sig for at undervise dem,og jeg anmodede ham da om at kunne faae komme til ham isamme Hensigt, hvilket han ogsaa lovede mig. Saaledes komjeg i Provstens Hus i September 1833. Da Provsten mærkede,at jeg havde Lyst til at lære noget og maa skee ogsaa Lyst tilat være noget mere end Skoleholder, gjorde han mig detTilbud, at jeg skulde forblive hos ham, hvilket Tilbud jeg na-turligviis med Glæde modtog. Jeg fik saaledes Underviisningi Geographie, Historie, Grammatik og senere ogsaa i Latin,

5Skrifter i Samling I

Radering af Joh. Nordhagen.

da Provsten ønskede at erfare, om jeg var bekvemtil at indgaae paa Studeringernes Vej, hvortil han ogsaavilde have hjulpet mig, dersom dette havde væretmin alvorlige Beslutning. Virkelig var jeg i Begyndelsenvaklende imellem Beslutningen om at vælgeeller ikke vælge denne Vei; men endelig besluttedejeg dog det Sidste i Betragtning af, hvor tungt ogvanskeligt det vilde være for En af saa ringe Standat omdanne sig saa aldeles, hvor langvarig Tid ogMøie Studiet i de gamle Sprog vilde udkræve, hvormegen Omsorg og Bekostning man vilde bebyrde sinVelgjører med, og endelig hvor stort Antallet er afdem, der have valgt denne Bane og vanskelig kunnefaae nogen Ansættelse. Den Tanke svævede for migat forsøge, hvor vidt man kunde bringe det i Kundskabuden at have studeret, at man desmere kundevirke til Almuens Oplysning, jo nærmere man stodden samme, og at man med Dannelse over sin Standvilde være æret og anseet, men i det modsatte Tilfældeikke. Overalt var det min Beslutning, at denAandsdannelse, jeg kunde bekomme, skulde paa bedsteMaade som muligt anvendes til Fordel for denStand, som jeg tilhørte. – Hos Herr Provst Thoresenopholdt jeg mig lidt mere end 2 Aar. I November1835 kom jeg til Herr Capitain Daae paa Solnør somPrivatlærer. – Den Videnskab, som jeg har fundetmest interesserende, er Grammatiken. Allerede før jegkom til Skoleholdet, beskjæftigede jeg mig med den,og den første Begyndelse dertil var følgende: En Corporal,som jeg var vel bekjendt med, havde væretpaa Underofficeerskolen i Bergen og havde der skre-


vet (eller afskrevet) et Udtog af Grammatiken, somhan viste mig, og som, da det var forfattet i en megetsimpel og tydelig Stiil, opvakte min Eftertanke.Siden laante jeg Hansens Grammatik i Modersmaaletog læste den mange Gange igjennem, hvorved jeghver Gang kom til at forstaa Noget, som jeg ikkefør havde forstaaet. Da jeg nu kom til Herr Provsten,som før omtalt, var denne Videnskab mig altid behageligst,og skjønt den latinske Grammatik ofte forekommig saare tung og besværlig, erkjender jeg dognu, at jeg har havt megen Fordeel af samme ogsaa iHenseende til Kundskaben om Modersmaalets Grammatik.– I de første Aar af mit Ophold hos CapitainDaae fortsatte jeg nu paa egen Haand Forøgelsen afmine Sprogkundskaber, idet jeg læste Grammatikerog Læsebøger i Tydsk, Fransk og Engelsk. Man børimidlertid ikke troe, at jeg har drevet det synderligvidt i disse Sprog. Paa denne Tid opkom hos migden Tanke, at jeg til et Forsøg vilde selvstændigenog paa egen Haand undersøge og behandle et Sprog.Dette Sprog var nemlig det, som jeg egentlig kundekalde mit Modersmaal, og som jeg ikke fandt behandleti nogen Grammatik. Jeg erindrede at have engangseet Hallagers norske Ordsamling, samt nogle mindrenorske Ordsamlinger; – men «hvorfor», tænkte jeg,«blive ikke de norske Dialekter behandlede ligesom andreSprog? Hvorfor seer man ikke grammatikalske Under-søgelser eller Ordbøger, hvori Ordenes Former, Kjøn,Konjugation o. s. v. er anmærket? Ere ikke vore Dialekter,eller det gamle og ægte norske Sprog, værdigeen grundigere Behandling?» «Et saadant Arbeide»,


tænkte jeg, «kan kun udføres af En, der er født ogopdragen i en Bondes Hytte. Jeg vil forsøge et saadantArbeide.» Til Bestyrkelse søgte jeg nu ogsaa aterhverve Kundskab om det iislandske og svenske Sprog.Imidlertid optegnede jeg Alt, hvad der tjente til minHensigt, og uddrog af mine Materialier først en gram-matikalsk Oversigt, der er skreven i 1839, og senereen lidt fuldkomnere i 1841. Hvad jeg dernæst i deseneste Aar har meest beskjæftiget mig med, er Plantelæren.Fra første Tid af havde jeg stor Lyst til atkjende de systematiske Navne paa Søndmørs Dyr ogPlanter. Ved de Planter, som have et almindeligt Trivielnavn,fandt jeg i Strøms Søndm. Beskr. det LinneiskeSlægtsnavn, hvilket fornøiede mig meget; men viderekom jeg imidlertid ikke, før da jeg i 1838 fik HornemannsPlantelære i Hænder. Af Mangel paa andre Hjælpemidlerisær Tegninger, har jeg i senere Tid ganske opgivetdette Arbeide, især da jeg ikke kan drive detvidere uden Bekostning, hvilken for Tiden aldrig vildeerstattes.


Skisse af Dr. Gudbrand Welle.

Skrifter i Samling I

DIKT


Ivar Aasens Manuskript til «Dei gamle fjelli»


FEM VISER(1843)

FISKARVISE.

Fiskarinn fær ut paa Sjøn,Seer paa Vikja, seer paa Bøn,

Kur hann treffe kann best frampaa Leite.Itte Midaa hann rør,Aa te Botna kjenn’ ann før,

Hann veit alle dei Skalla aa Veite.

Tænkje paa dæ rike Hav,So so maangei Byrsle gav,

Paa denn flødand’ aa fellande Lukke,Paa Rikdom aa paa MagtAa paa Armod aa Foragt

Aa paa dei, so ti hinne maa sukke.

Lukkaa, ho æ Fiskja lik:Naar ho vil, bli Manninn rik,

Naar ho vanta, forgjæves me stræve.D’ æ Synd ti denn so vilLæggje Mod aa Mandom til

Aa hev’ inkje fyr’ Alt kva han græve.

Sume felle Væra til,Dei faa Alting so dei vil,

Kva dei ynskje, dæ verte dei give;

Dei ha maangeinn HjelpesmannAa dei sjøle hjelpe kann;

Fyre Slik’ æ dæ Moro te live.

Sum’ æ fødd i Fatigdom,Ælst op ti ett usselt Rom,

Træla vekk sine friskaste Dage;Om einn Heim dei se faa,Vil dæ endaa meir staa paa;

Dei faa altid sit Lass til aa drage.

Slikt kann Ingjinn rette paa,So he gaatt aa so vil gaa

Fraa dei fysste til seinaste Tide.D’ æ godt, at EinnkvannVart einn lukkelege Mann,

So kann Sume ha godt til aa lide.

Denn, so æ mæ lite vand’,Æ fornøgde mæ si Stand.

Dær æ Von i ei viisle’ Bestyring.Naar Menneskjaa vil,Kann ho store Ting faa til;

Dær æ Lagnad i Menneskjens Styring.

Denn, so he denn rette Art,Æ fornøgde mæ sinn Part

(Aa Fornøiels’ æ grumaste Tingjinn),Hann aavunda ‘kje denn,So fekk Tvo, naar hann fekk Einn,

Aa vanvyr’ ikkje denn, so fekk Ingjinn.

Slikt aa meir hann tænkje paa,Mæ hann seer ut paa dæ Blaa,

So i Djupa so maange Ting gjøime.Naar Mund’ æ forbi,Fær hann heim mæ sit Fiskri,

Aa sit Vaas aa si Møde hann gløime.


VINSKAP.

Einn Vin, so væl oss unne,Opregtig, holl aa stød’,So me betru oss kunneI Gledskap aa i Nød:

Denn Skat æ stor’ aa mykje vær’,Ei Trøst, ett Hyggje kvar me fær;Naar me lid’ Tap aa Saknad,Daa tæ’ hann se dæ nær.

Aa denn so, der han vaanka,Slett ingjinn Vin kann sjaa;Dær givst so maange Taanka,So hann maa teie paa.

Hann frammand’ æ paa kvar einn Stad;Om hann æ sorgfull’ elde glad’,Om hann so sekk’ eld’ flotna,Æ alle like glad’.

D’ æ tungt omkring te vandreAa aldre sjaa se friAa lite paa dei AndreAa tidt bedrejinn bli.

Einn treffe vandt dæ rette Maat;Ett vanta, kur einn ber’ se aat,Aa Skam paa Bakje vaanka,So snart der ett æ aat.

Aa Folk æ sume StundeSo vanskele’ forstaa:Dær Falskheit bur inn-undeAa Finheit utta paa.

Dei lokka all’ vaar Meining fram,Aa sida faa me Last aa Skam.Naar Finheit væl he vunne,Daa kjeme Fulheit fram.


Ja sæl æ denn so finneEinn Vin, so trufast æ;Naar hann hev’ ett isinneHann daa Opmuntring fæ.

Kvarandre dei so væl forstaa,Om einn lid’Vondt, hann Trøst kann faa;Om einn fæ større Lukke,Vil hinn dæ gjerne sjaa.

TENESTAA I PE-GARA.

I Pegara tent’ e ett laangtrøitt Aar;Aa alle mi Trøst va denn ventandes Vaar

So dærifraa skulde me frie.Dæ gjekk ti ett evigt Vaas og Tvag;So laang som ei Vike va kvar einn Dag,

Aa Aare va længer eld’ tie.

Aa stødt va dæ trautalt aa tungt aa stridt,Aa Helg aa Yrke va like fritt,

Aa Nætinne væl vart nøitte;Aa aldre so haure du Nokinn let vælOm so du slæpte de mest ihæl.

Dei log, naar du saaraste trøitte.

At Kvilda va lita aa Slæpe va stort,At einn Ting vanta, kur væl dæ va gjort;

Om Slikt inkj’ e endaa vil snakke;Men alle denn Skam aa dei skitne Or,So seint aa tileg om Øirinne foer.

Mæ Slikt maatt’ einn Skjelm ta te Takke

Aa var dær dæ Minste, so gale gjekk,Aa kom dær einn Ting i Gara vekk,

Paa me dæ Skulda vart sleie.


Om Fant vilde plundre baa Huus og Gar,So slapp væl Fantinn, hviss hann va snar,

Men Skulda paa me ha’ leie.

Aa altid naar inkje dei sjøl me saag,Dei trudd’ e gjor’ inkje aa sat elde laag,

Aa Fulora fauk so Neista;Kva sjøl e svarte, vyrd’ Ingjinn paa,E harmast tidt, naar e tenkj’ attpaa,

Kva Skam aa Fortræd e he freista.

Aa fem Ort i Løn e skulde faa;Dæ væste æ dæ, dei æ ofaadd’ endaa.

Aa kanskje e længje fæ bide.Dæ Beste va dæ e slapp dærifraa,Aa annast e tæ me slik Teneste paa,

Dæ vistnok længje skal lide.

GIFTAR-TAANKA.

Oftaa hev’ e tænkt aa grunda paa, san,Kveim so skulde vore best te faa, san:

Sumt æ sært aa skryte,Sumt hev’ andre Lyte:

Ei Forhindring stødt einn treffe paa, san.Dæ so va, san,Best aa ha, san,

Slikt dæ fæ einn aldre noke ta, san.

Sume nokk sitt Arbeid væl forstaa, san,Dueleg’ i alt so fodrast paa, san;

Men dei skjenn’ aa kive,Inn paa alle klive,

Ingjinn kann i Lag mæ dei bestaa, san.Slikt dæ va, san,Leidt aa ha, san,

Kiv aa Strid æ inkje storaa bra, san.


Sume dei æ vakker nokk te sjaa, san,Naar dei mæ sinn Stas te Kjirkje gaa, san,

Men i Heim aa HytteDei te Lite nytte,

Skjøiteløisaa seest i kvar ei Kraa, san.Slikt dæ va, san,Leidt aa ha, san,

Stas aa Armod æ ‘kje storaa bra, san.

Sume dei æ klok’ aa vakker mæ, san.Men der inkje Hjarte ti dei æ, san;

Stødt dei se vil live,Stødt dei Andre drive,

Stødt dei rekna, kva ein Anninn fæ, sanSlikt dæ va, san,Leidt aa ha, san,

Naudaheit æ inkje storaa bra, san.

Sume, sku me sagt, va ganske bra, san,Naar dei kvar leet vere denn hann va, san,

Men i Lag mæ SinaaStødt dei lær aat Hinaa

Last aa Lyte dei aat Alle ha, san,Slikt dæ va, san,Leidt aa ha, san,

Snakk paa Bakje æ kje storaa bra, san.

Sume ha so blidt ett Ognelag, san,Du sku tru dei va ta beste Slag, san;

Denn so kann utgrunde,Kva so bur innunde,

Seer daa imsaa Falskheit aa Bedrag, san.Slikt dæ va, san,Leidt aa ha, san,

Dylde Fulheit æ ‘kje storaa bra, san.


Sume tekna se væl ganske rart, san,Alt te dess, at dei sin’ egne vart, san;

Men daa fekk dæ Ende,Nok’ om senn dei vende

Dei so fekk dei væl olyste vart, san.Slikt dæ va, san,Leidt aa ha, san,

Slikt einn just kann verte narra ta, san.

Sume dærimot seer ut te di, san,At dei altid stød’ aa go’ vil bli, san,

Dei ha Vit aa Dyde,Alt so Folk kann pryde,

Ingja Stoltheit, inkje Hyklerie, san.Slikt dæ va, san,Godt aa ha, san,

Slikt dæ fæ einn aldre noke ta, san.

TAUSAKJÆRINGS-VISE.

Aa no vil Ingjinn ha me;Kvar skal dæ verte ta me,Naar Aldrinn hann slær paa?Ja, no æ UngdomstidaForbigaadd’ laange sida,Dæ kann e væl forstaa.

Dæ alt for snart fekk Ende;Dæ alt for sjøldaa hænde,At Nokinn til me kom.E fatig’ va aa skryta,Aa dærfyr’ vart e lytaTa dei, e syntest om.

Aa e va oksaa daarle’(Dæ seer e no skynbaarle’)E alt for vande va.


E va for lite om me,Aa Andre gjekk fram om me,Aa fekk dæ e sku ha.

E tænkte: Lat dæ drage,Dæ kann se endaa lageEi Von, so beire bli.E tænkte: Lat dei vandre;La’ gaa; dæ bydst vel andre;Men sjaa, dæ gjekk forbi!

No læst dei aldre sjaa me,No stygst dei Alle fraa me;Dæ kann e væl forstaa.Mæ Andre æ dei fine,Aat me dei bærre grineDæ kann e dagle sjaa.

Uta Jamlikaa minaaDæ live kvar mæ Sinaa,Fornøieleg’ aa snildt.Naar e seer slik ei Lukke,Daa maa e lønle’ sukke:«Alt Slikt he du forspilt!»

No maa e flytt’ aa vandreAa slæpe aat dei AndreAa lite vyrde bli.Kvar skal e Heimstad finne,Naar inkje meir e vinne,Naar Magta æ forbi?

Men aldre skal e syte,Dæ veist, naar Magta tryte.E trøste skal me sjøl.Hann slepp’ Besværlegheita,So sakna Herlegheita.E trøste skal me sjøl.



SYMRA(3. utg. 1875)

FYRESTEV.

So ymse Folk eg kjenner til,som hava Hug til aa kveda;og faa dei nokot, som høva vil,so hava dei rett si Gleda.

Men strengt um Stevet døma dei,og Fusk er faafengt aa bjoda;til klena Visor dei segja Nei,dei ropa berre paa goda.

«Kom med Visor, og helst av deim,som kvika og inkje krenkja;slikt som høver vaar eigen Heim,og slikt som me sjølve tenkja.»

«Den, som laag og liten erog tidt med Spottord stungen,han lettnar, naar han høyra færsin eigen Tanke sungen.»

«Kom med nokot, som vekkjer Mod,D’er nog av Tvang og Trengsla.Ei liti Hjelp var fulla god,naar Hugen stend i Stengsla.»

Heppen var den, som hadde Dug,til slike Vers aa kveda,at dei, som høyrde, fekk same Hugog kjende same Gleda.

Heppen den, som var so hæv,at slik ei Gaava han aatteog kunde gjera so gilde Stev,at Folket læra deim maatte.

Eg heve freistat so einkvar Gong,um sjølv eg Stev kunde gjera;men sjeldan fekk eg so min Song,som helst han skulde vera.

Difyre legg eg so litet fram;eg vil ikkje Tidi spilla.Det skal ikkje verda so lang ein Glam:eg vil berre Harpa stilla.

Symra teiknar til Sumars Bil;um Vaaren tidla ho blømer;men fleire Blomar maa koma til,naar Kulden or Markom rømer.

GAMLE NORIG.

Gamle Norig, nørdst i Grendom,er vaart eiget Ættarland.Der er Hav, som heilt aat Endomleikar um den lange Strand;Der er Vikar og Votn og Øyar,tusund Fjordar og tusund Fjell,Snøydor, der sjeldan Snjoen tøyar,Dalar, der Fossen, diger fell.


Leid er vel den lange Vetter,endaa grøn vaar Granskog stend,og naar Lauv i Lidom spretter,fagre Liter fær vaar Grend.Store Dagar og stutta Næterlida lett um den ljose Jord;Strand og Fjord og Fjell og Sæterskiner av Sol fraa Sud og Nord.

Born av deim, som bygde Landet,er paa Tuftom endaa til;Garden stend i gamle Standet,bygd og bøtt som Bonden vil.Van til Møda, meir en til Kjæla,leikar Lyden paa Land og Sjo.Giv han sitje med Sømd og Sælatrutt paa Tuftom i Trygd og Ro!

NORDMANNEN.

Millom Bakkar og Berg ut med Havetheve Nordmannen fenget sin Heim,der han sjølv heve Tufterna gravetog sett sjølv sine Hus uppaa deim.

Han saag ut paa dei steinutte Strender;det var ingen, som der hadde bygt.«Lat oss rydja og byggja oss Grender,og so eiga me Rudningen trygt.»

Han saag ut paa det baarutte Havet;der var ruskutt aa leggja ut paa;men der leikade Fisk ned i Kavet,og den Leiken den vilde han sjaa.

Fram paa Vetteren stundom han tenkte:Giv eg var i eit varmare Land!


Men naar Vaarsol i Bakkarne blenkte,fekk han Hug til si heimlege Strand.

Og naar Liderna grønka som Hagar,naar det laver av Blomar paa Straa,og naar Næter er ljosa som Dagar,kann han ingenstad vænare sjaa.

DEI GAMLE FJELLI.

Dei gamle Fjell i Syningomer alltid eins aa sjaa,med same gamle Bryningomog same Toppom paa.I Bygdom byggja Sveinarne,og Huset stender laust;men dei gamle Merkesteinarnedei standa lika traust.

Paa Fjellom er det leikandeaa ganga til og fraaog kring um Toppen reikandeso vidt um Land aa sjaa:til Havet kring um Strendernamed Skip som Fuglar smaa,og til Fjelli kring um Grendernamed tusund Bakkar blaa.

Der er so mange Hendingari Bygdom komne til;me sjaa so mange Vendingaralt paa eit litet Bil.Dei hava snutt um Vollarneog flutt og rudt og bygt;men dei gode gamle Kollarnedei standa lika trygt.


So stod dei gjenom Tiderna,vel mange tusund Aar;og Graset voks um Liderna,og Lauvet kom kvar Vaar;og Vinden tok um Topparneog Vatnet tok um Fot;men dei gilde gamle Kropparnedei toko traust i mot.

Av Hav kom Sjomann sigandeog lengtad’ etter Land,daa saag han Fjelli stigandeog kjendest ved si Strand.Daa kom det Mod i Gutarne,som saag sin Fødestad.Ja dei gode gamle Nutarnedei gjera Hugen glad.

HEIMVEGEN.

I Heimen der hyggjer seg Barnet besttil Heimen vil Ungdomen stunda,og Mannen, som sviver i Aust og Vest,vil helder paa Heimferdi skunda.Um Landet var bratt, og steinutt og svadt,og Mødor i Vegen var manga,paa Heimvegen gjekk det daa helder radt,og Milerna vardt ikkje langa.

Mauren kryp aldri so vidt i Kring,han leitar ei uppatter Tuva,og Mannen løyp inkje so lang ein Sving,han lengtar ei heim til si Gruva.Um og han var glad i framande Stad,so vil ikkje Hugen seg festa,og Heimen med Haugar og Stein og Svad,han verder daa kjærast’ aa gjesta.


Ja heime der baka dei Braudet best,og vænaste klippa dei Klædi,der hava dei Klangen i Maalet mestog vænaste kveda dei Kvædi.Der ser du ein Dag med ljosare Lag,og Skog med eit mildare Skygge;og raamar so Sorgi deg der med eit Slag,so finner du endaa eit Hygge.

GAMLE GRENDI.

Tidt eg minnest ein gamall Gardmed store Tre og Runnar.Vollar, Bakkar og Berg og Skardog Blomster paa grøne Grunnar.Der eg hadde meg so godt eit Rom:Hus og Mark med baade Bær og Blom,alt eg nøytte som ein Eigedommed baade Lut og Lunnar.

Der var Dalar og Lider nog,der Lur og Bjøllor klungo;Der var Ruster og fager Skog,der tusund Fuglar sungo.Tett med Stova stod ei Bjørk so breid,der hadde Skjorerna sitt gamle Reid,Staren song i kvar ein Topp, som beid,og Erlor i Tunet sprungo.

Heime var eg so vida kjendog slapp inn, kvar eg vilde,i kvart Hus i den heile Grend,um endaa Folket kvilde.Der var Kjenningar i kvar ei Kraa,og naar eg ukjende Folk fekk sjaa,spurde eg radt, kvar dei var ifraa,og d e i var lika milde.


Var det nokon, som der leid vondtog vardt fyre Tap og Spilla,braadt det spurdest um Bygdi rundt,og alle tykte, det var illa.Ofta minnest eg mi gamle Grend,naar eg framand uti Verdi stend,heimlaus, frendelaus og litet kjend,og likar paa Leiken illa.

VAARDAGEN.

Upp av Krakken!Sumarsoli skin i grøne Bakken;Jordi heve fenget Helgar-Plagget paa,Skogen stend i Lauv so lysteleg aa sjaa.Livet lettnar,Vollen turkar seg, og Vegen slettnar.

Varma Gusterleda Lauvet paa dei grøne Ruster.Nyst var Regn, og Jordi fekk sitt milde Bad,reint er kvart eit Straa, og laugat kvart eit Blad;Toppen sprikjer,Blomen slær seg ut, og Bladet slikjer.

Inn um Glasetfær eg Angen av det grøne Graset.Vist er Vinden rik paa Liv og Lækjesaftut eg vil og sanka Helsebot og Kraft;alt for lengesat eg inne som ein Fugl i Stenge.

Kvar ein kagar,alltid nokot nytt seg uppedagar.Nye Blomar spretta fram paa alle Rom;lette Fivreld’ yppa seg fraa Blom til Blom.


Fuglar svivaupp med Song og rundt um Rusti driva.

Kvar ein lyder,Liv og Ljod paa Viddom fram seg byder.Lat oss ganga seint og sjaa oss vel i Kring:Vegen er so full av fagnadsame Ting.Langa Stundertreng eg til aa sjaa paa desse Funder.

SUMARKVELDEN.

Velkomen atter hit til vaara Grender,velkomen her, du sæle Sumarkveld,med Lauv og Gras ut yver alla Strenderog gule Blomar i den grøne Feld,med lette Smaasky, lagd i langa Rendersom Traadar i det høge Himmel-Tjeld,og med den milde Ljosken, som seg breiderut yver Fjell og Fjord paa alla Leider.

Her er so ljos ein Lit paa alle Grunnarfor ljos til Natt og mesta dim til Dag.Dei stille Votni standa blaa som Brunnar,og Fossar syna seg i kvite Drag.Det myrkjer i dei tette Holt og Runnar;det ljoskar i dei blakke Bygdalag.Den ljose Himmel speglar seg i Sjoenog blikar mildt i Doggi yver Moen.

Her glytter Ljos igjenom tusund Gluggarimillom Lauvet i den tette Lund.Inn under Bjørkom standa ljose Skuggarrett som ein Flekk um Roti, lett og rund.Det gustar ingen Vind, som Toppen ruggar,i denne kvildarrike Nattarstund.Den snøgge Fuglen kurer trøytt av Dagen,og rosutt Fivreld’ roar seg i Hagen.


Den sidste Sol-Blenk er i Havet sokken,den fyrste kjem snart or den laage Grop;ein Dag er tendrad, fyrr en hin er slokken,og Kveld og Morgon renna heilt i Hop.Snart vaknar upp den kvilde Fugleflokkenog helsar Morgonen med Glede-Rop.So riser Soli til den lange Svingenog set ein annan Lit paa heile Kringen.

Kom, lat oss nøyta Tidi, som ho skrider,og minnast, at ho skrider ofsa fort.Med kvar ein Dag, med kvar ein Kveld, som lider,eit Stig mot myrke Vetteren er gjort.Det kjem ein Dag, daa kvar ein Blom, som bider,er fallen av; og slikt eit Fall er stort.Di skal eg sjaa paa Blomen, fyrr han blaknar,og nøyta Sumar’n, fyrr eg honom saknar.

HAUSTVISA.

Sumaren kverv og snur seg burt;Dag etter Dag han ut or Synom siger.Graset vil verda styrdt og turt.Ljoset vil minka; Myrkret stiger.Dagen er stutt, Og Natti lang;so er no Aarsens gamle Gang.

Lysande gult er Lauvet litt.Heppelegt Liv, som fær so fager Daude!Skogen er trøytt av Plagget sitt;ymise Toppar standa snaude.Losnat av Kvistom eitt og eittligg yver Jordi Lauvet breidt.

Snart er den ljose Bjørki snaud;snart faa me sjaa det sidste Lauvet losna.


Hagen er tom, og Engi aud,Røterna standa i Jordi frosna.Men yver Jordi, aud og tom,ligger det Fræ til Gras og Blom.

Vetteren kjemer kald og streng;sæl er no den, som kann i Husom hyggjast.Gleda flyr ifraa Mark og Eng,Fuglarne burt or Bygdom styggjast,men sine Reid ifraa sidste Vaarvitja dei vist eit annat Aar.

Endaa me vilja paa Landet sjaa,helst naar me faa ein liten Glytt av Soli.Eingong me fegre Dagar faa,helst naar det lider fram um Joli.Og etter all den lange Kvildkjemer vel Vaaren, ljos og mild.

HUGEN.

Hugen fer so vidamillom Von og Kvida.

Myket kjemer til, som ingen hadde spaatt,myket kjemer stort, og verder sidan smaatt.

Hugen fer so vida.

Hugen fer som Daaren,drøymer stødt um Faaren.

Fram i Vegen, trur eg, er ein Bakke bratt;naar eg kjemer der, so er det berre flatt.

Hugen fer so vida.

Hugen fer som Draumenatt og fram i Straumen.

Fram i Vegen vist eg ventar meg ein Skatt;


naar eg kjemer der, so er han burte radt.Hugen fer so vida.

Hugen fylgjer Tidom,trøyttest ut av Stridom.

Naar eg ser, eg inkje Huset større fær,gjerer eg meg nøgder med det, som det er.

Hugen fer so vida.

VON OG MINNE.

Von og Minne fara vida,kvar sin Veg dei sviva um.Attarst er den ljose Sida;fremst er Vegen myrk og skum.Fram i Myrkret Voni vender,uviss um si rette Leid;att i Ljoset Minnet stender,der er Vegen kjend og greid.

Att paa Vegen Mannen kagarofta sturen, stundom glad.Spillte Stræv og spillte Dagarser han der paa mang ein Stad.Annan Veg det heve gjenget,en som sjølv han vilde spaa;ymse Ting han heve fenget,som han aldri tenkte paa.

Store Støytar skjekkja Heimen,gamla Voner stupa ned.Mannen trengjest med i Sveimenatt og fram forutan Fred.Førd i Ring av stride Straumardriv han fraa si Stemna snart;og dei gamle kjære Draumarkverva undan etter kvart.


Det, som minst av alt eg trudde,saag eg stundom ganga fram;det som helst i Hugen budde,det gjekk helder av med Skam.Fegen saag eg ymse mildeSyn, som fagra Voner gav;men den Ting, som helst eg vilde,vardt der aldri nokot av.

Men um Voni stundom sviker,trur eg endaa, ho er god.Naar som Lukka fraa meg viker,helder Voni upp mitt Mod.Lat dei mindre Voner fara,lat deim falla utan Sut,naar dei største vilja varatrufast heile Vegen ut.

SAKNAD.

Eg veit so vel, det finst ein Skatt,som vel eg hava maatte;og ingen Mann det vilde skadt,um eg den Skatten aatte.Og fann eg den, var allting vel;eg skulde vera rik og sæl.Men aldri veit eg Grunnen,der han skal verda funnen.

Eg veit so vel, dei finst ein Stad,kann henda nær ved Sida,der vist eg skulde verda gladog gløyma burt all Kvida.Og kom eg der, so fekk eg naaden Ting, som mest eg sakna maa.Men det er heile Skaden:eg finner aldri Staden.


Eg veit so vel, det finst ein Barmmed same Kjensla inne,med same Hug og same Harmog same Von og Minne.Og fann eg den, vardt allting rett,og Livet skulde skrida lett.Men det er verst aa minnast:me skulo aldri finnast.

ELSKUG-KVÆDE.

Naar eg finge den, eg vilde,aa! eg skulde voret glad;som til Gjestebod og Gildegjekk eg til min Armods Stad.Lat so vera, det vardt Møda;mødast lyt ein, kvart ein vil.Um det og var trongt um Føda,Armod er me vane til.

Naar eg berre paa det tenkjer,ljosnar Heimen som ein Dag;alt eg gløymer, som meg krenkjer,allting fær eit annat Lag.Hugnad som ei Himmels-Sendingstrøymer inn i alt mitt Vit.Allting fær si rette Vending,Livet fær sin rette Lit.

Alt me skulde havt aa røda,vilde seint sin Ende faa.Fagnad millom Trong og Mødaknapt det skulde skortat paa.Ikkje trur eg, nokon gaaddemyken Ufred, der me var;ikkje trur eg, at der raaddemyket Strid, og strenge Svar.


Naar me gjekk i Onni saman,skulde Verket fallet lett.Laga skulde me med Gamanalt, som best me hadde seet.Aldri er det tungt aa træla,der ein stødt kann Hugnad sjaa.I eit Hus med Fred og Sælader verd alla Mødor smaa.

Lat deim etter Pengar grava,dei som stødt paa Rikdom sjaa.Naar ein fulle Hus kann hava,tru dei, inkje stender paa.Endaa ymist Folk eg kjende,som var rikt og kom i Skort;og paa same Tid det hende,at eit litet Bu vardt stort.

Nei den Skatten vil eg unnadeim, som honom hava vil;helst til deim, som aldri kunnautan Rikdom vera til.Men ein Heim, der Hugnad kvilde,var den Ting, som mest meg drog.Naar eg finge den, eg vilde,var eg alltid riker nog.

DET EINLEGE STANDET.

Det einlege Standet skal vera so gildt,Dei tru, du er fri fyre alt, som er ilt;dei segja, du slepper aa mødast og syrgja,du raader deg sjølv og treng ingen aa spyrja.So er du vel heppen og fegen og sæl?Aa nei, det slapp du vel. Aa nei, det slapp du vel.

Du høyrer og ser no um Dagen so mangt,og fekk du fortelja, so vart det vel langt.


Daa er det vel nokon, som med deg vil rødaog spyrja deg ut um di Moro og Møda;d’er nokon, som bryr seg um det, du fortel?Aa nei, det slapp du vel. Aa nei, det slapp du vel.

Og fer du or Huset paa Langvegen ut,so skal der vel verda ei Sorg og ei Sut.D’er nokon, som spyrr deg, naar heim du skal vendaog vil, at du Helsingar heimtil skal senda,og ynskjer, at alt maatte ganga deg vel?Aa nei, det slapp du vel. Aa nei, det slapp du vel.

Og kjem du so heim fraa den framande Stad,so er det vel einkvar, som gjerer seg glad.D’er nokon paa Bryggja, som Helsingar hentar;d’er nokon, som stender paa Vorren og ventarog helsar deg blidt og er lystig og sæl?Aa nei, det slapp du vel. Aa nei, det slapp du vel.

Og Sotter og Sykjor kann lett koma paa,daa er der vel Hugning og Hjelp til aa faa?Du kvider og syter og fær ikkje sova,daa er det vel nokon, som ser inn i Stova;d’er nokon, som græt, um du talmast i Hel?Aa nei, det slapp du vel. Aa nei, det slapp du vel.

Nei, kann du deg aldri ei Menneskja faa,so maa du all Hugnad av Tankarne slaaog venja deg vel til aa sakna og strida,og trøysta deg med: der er fleire, som lida;det einlege Liv gjerer ingen Mann sæl.Aa nei, det slapp du vel. Aa nei, det slapp du vel

YMSE VASARLAG.

Det gjeld aa fara varleg fram;d’er mange Faarar dulde.


Ein kann so lett faa Last og Skamder minst ein venta skulde.

Der er so ymse Vasarlag,som rekna kvar Manns Lyteog sanka Drøs av alle Slagi smaa og store Knyte.

Du kann faa vera med, men daadu hjelpa maa med Taket;og verd du leid og gjeng ifraa,so fær du Skam paa Baket.

Um litet vondt um deg er sagt,so kann vel meir seg laga;naar Dikt og Gisning til er lagt,so verd det snart ei Saga.

Du kunde faa ein Motgangs Trykkpaa Helsa og paa Trivnad,daa segja dei: det kjem av Drykkog ymis galen Livnad.

Ein Skalk, som same Namnet ber,kann Folk vel hava merkat;kann henda, daa du Skuldi færfyr’ alt, som han hev’ verkat.

Ja, kor du snur, so stend du fast.Kven veit, kvat Folk vil drøyma?Hjaa alle Mann dei finna Last;seg sjølv dei berre gløyma.

Der er vist aldri betre Raad,en ganga beine Vegenog blaasa aat all Spott og Haadog vera lika fegen.


TOLUGT MOD.

Tolugt Mod er godt aa hava.Tidt mot Straumen fær du kava,um din Rett er nog so god.Ymist fær du sjaa og høyra,som er ilt i Syn og Øyra;tak det alt med tolugt Mod.

Naar du tunge Verk maa gjeraog fær Vantakk heim aa bera,tak det tolugt og ver god.Fær du vera med i Reidslaog fær inkje godt av Veitsla,tak det alt med tolugt Mod.

Verda Folk deg alt for fine,vil dei spotta deg og dine,gakk ifraa deim og ver god.Grina dei aat all din Bunad,aat din Tale, Gang og Snunad,tak det alt med tolugt Mod.

Naar dei til sitt eiget Nøgjegjera berre Laatt og Løgjeav ei Gjerning, som var god;naar med Skam dei ned vil rivabetre Verk, en sjølv dei driva,tak det alt med tolugt Mod.

Naar dei til sitt eiget Gamanleggja Slarv og Drøsor samanum ei Grend, som vist er god;naar dei skjella og skamfaraFolk, som inkje sjølv faa svara,tak det alt med tolugt Mod.


Naar dei Lygn um Landet sendarundt, og Sanningi forvendai ein Storm av Skraal og Ljod;naar dei truga Folk aa tegja,som eit Ord imot vil segja,tak det alt med tolugt Mod.

Um eit Ord du heve svarat,og det so var snutt og snarat,til det reint paa Tverka stod;var du hutad midt i Talensom ein Unge, vill og galen,tak det alt med tolugt Mod.

Tru du maa, at Retten vinner,naar han rette Tidi finner;men han trenger Verja god,og det verder langt aa bida;mang ein Harm du fyrst maa lida.Berre hav eit tolugt Mod.

TJON OG VON.

Det gjeng paa berre Tap og Tjon,som tidt det heve gjenget;me hava havt so mangei Vonog liten Fagnad fenget.Det er no stundom so aa sjaa,som ingen Rett var meir aa faa.Kvat skal ein Stakar kveda?D’er tie Ting aa harmast paaog ingen Ting til Gleda.

Ja, naar du ser, kor Folket fer,so maa du ofta fæla;den verste Narreskap, som er,er deira største Sæla;


og det, som alltid dugde best,er stundom det, dei hata mest.Kvat skal ein Stakar tenkja?Han er so van aa vera lesstav Ting, som Hugen krenkja.

No var det best aa snu seg fraaog lata Verdi dansa.All Daarskap, som du stødt fær sjaa,var aldri verdt aa ansa.Du ser, at Urett jamt er gjord,og Lygner laupa sud og nord.Kvat skal ein Stakar segja?Det bryr seg ingen um hans Ord;di kann han gjerna tegja.

Men Verdi gjeng no att og fram;det maa me alltid læra;det, som i Fjor var Last og Skam,det kom i Aar til Æra.Naar Leiken gjeng i beste Lag,so kjem det helst eit Atterslag.Det kann so myket heppa.Det endaa koma kann den Dag,daa Retten fram kann sleppa.

FALS OG FUSK.

Med Fals og Fusk er Verdi full,og mangt eit Korn læst vera Gull;men naar ein ser det nærre,so var det verdt eit mindre Rop:d’er berre Graastein alt i Hop,og stundom nokot verre.

Um Framgang er no myket rødt,alt nytt skal vera Framgang stødt,


men naar ein ser det nærre,so gjeng det ymist att og fram:det eine fær ein betre Ham,det andre verder verre.

Av Fridom skrøyter mangein Mann,og fagre Ord han tala kann,men naar det kjemer nærre,so vil han liten Fridom sjaa,og kann han Vald i Grendom faa,han verd ein strenger Herre.

Um Landsens gamle Sed og Viisdei tala tidt med myken Priis,men naar det kjemer nærre,naar sjølv dei gamall Sed faa sjaa,so kvekka dei og røma fraa,som ingen Ting var verre.

Av Vit og Kunnskap, ser ein tidt,at Folk vil skrøyta stort og vidt,men naar det kjemer nærre,so vita dei um Smaating best,og minst um det, som trengdest mest,og slikt er helder verre.

Og mangein Gut læst vera klokog skriver stort i Blad og Bok,Og naar du ser det nærre,so er det litet Gagnet i,og skal du fara etter di,so fer du fulla verre.

UVITINGSKAP.

Det feller so maklegt aa rødaum det, som ein minst heve røynt,


og læja aat annan Manns Mødaog drøsa um alt, som er løynt.Um Framferd ein myket kann skravla,naar sjølv ein fær alt utan Skort;men den, som mot Bakken skal kravla,han fær ikkje renna so fort.

Ein Etar med Svipa si smellerog køyrer um Land og um Strand;paa Bønderne jamnan han skjeller,at inkje dei dyrka sitt Land.Jau, fekk han ein Gard til si Fødaog inkje til Løn, som du veit,eg tenkjer, han bøygdest av Møda,han vardt ikkje vidare feit.

Ein Etar maa Sjofolket lasta:dei fara no berre med Skrap;sin Vinning paa Sjoen dei kastaog driva si Fiskja med Tap.Jau, skulde han sjølv søkja Mateni Storm paa det huskande Hav,det vardt vel so maateleg Baten,og Modet det dovnad’ vel av.

Ein Tugtar det slett ikkje lider,at Folk søkja Moro og Lyst.Han gløymer dei framfarne Tider,daa sjølv han til Moro var tyrst.Kven veit, um han Skaali si setteifraa seg, fyrr fullnøgd han vardt?Naar Katten hev’ fenget sin Mette,so snakar han ikkje so hardt.

Og stødt vil Uvitingen vona,at ingen fekk Vit utan han;


og stødt vil han skjemma og tjonaden Ting, som han sjølv ikkje kann.Alt gamalt han ned vilde grava,naar berre so vist han slapp til.Men endaa den Voni me hava:han vinn ikkje alt, som han vil.

HØGFERD.

Alt det som no skal duga, det lyter vera stort;for upp i Høgdi vilja no alle Folk so fort.Det teiknar til, at alle den same Hugen faaaa fara som dei store, og inkje som dei smaa.

Dei unge gilde Gutar dei tykkja, det er ilt,at andre Land skal hava so ofsa myket gildt,at Folket der kann skrøyta og kosa seg so godtog skræma sine Grannar og hava deim til Spott.

Det er ein Harm aa høyra ifraa eit annat Land,at der er større Rikdom og alt i større Stand.Det er so vondt aa vita, at ut i Landet derskal vera større Byar og større Hus en her.

Ja, der er Husi høgre med fleire Fargar paaog myket større Salar i Husom til aa sjaaog fleire Folk i Gata og myket større Skraalog fleire stora Bøker og frægare Maal.

Der er det fleire Kjolar, og ny er kvar ein Klut;med halvtaars-gamle Klæde fær ingen ganga ut.Der er det fleire Fruer, som pryda kann sin Bymed myket større Stakkar og finare Ty.

Der ut i andre Landet dei kunna halda Lagmed Drykkjer og med Retter av mange hundrad Slagog standa stolt um Bordet og drikka si Skaalmed dundrande Talar i eit sprikjande Maal.


Ein Arming er no inkje den rike Mannen lik,men endaa kann han braaka og laast vera rik;og skurar han seg upp, er han lika blank aa sjaa,for Kroppen er vel jamgod, naar Klæde koma paa.

Det er den største Gleda, ein liten Fyr kann faaat han slepp upp i Høgdi, so Folk maa honom sjaa;og kjem der so ein framand og rosar honom gildt,so verd han so stolt, at han reint løyper villt.

Kven kann so undrast paa, at det feller honom kjærtaa læra slike Ting, som dei rike hava lært,aa drikka same Drykken og gjera same Skraal,aa bera same Klædnad og læra same Maal.

Den Sida, som snur ut, er no den, som alle sjaa,og det som er inn under, det ser no ingen paa.Og sjaa me ut som Herrar, so faa me Herre-Rom,so lenge til det syner, at Pungen han er tom.

HUGEN TIL RIKDOM.

Var eg ung, og var eg rik,so lærde eg vist aa liva;daa fekk eg vera ein Stormann likog stora Gaavor giva.Daa fekk eg Lov aa leika,ganga i Kring aa reika,sitja kvar Dag i Gjestelagog faa kvat eg paa vilde peika.

Fyrst laut eg ut i eit annat Landog sjaa dei største Stader,der som er Folk av høgste Stand,som bu i tetta Rader;


berre sjaa paa dei fineog blaasa aat alle hine,koma so heim fraa all den Sveimog byggja paa Husi mine.

So laut eg hava Sal paa Salmed Speglar i alle Grunnar,Fuglar i Bur i kvar ei Svalog spanske Tre og Runnar;Stallar med blanke Veggjerog Hestar med lange Leggjer,engelske Kyr og andre Dyrso fullt som My og Kleggjer.

So laut eg hava ein Tenarflokkog fine Folk og gilde;dei skulde senda meg Sko og Sokkog gjera alt, som eg vilde.Daa eg slapp aa bida,eg slapp mot Kvelden kvida;Grannar kom til meg kvart eit Bil,so Kvelden lett maatte lida.

Vilde eg ut paa Friar-Veg,so var ikkje mangt i Vegen.Verfader kom og møtte megog var baade blid og fegen.Ja, daa fekk eg den, eg vilde,og alle Folk var snilde.Kven skulde inkje hava Hugtil Gjestebod og Gilde?

Ein Ting er eg nogot rædd:Det fanst vel endaa Lyte.Den som i berre Sylv er klædd,han vil hava Gull til Byte.


D’er ein Ting til aa fælamidt i den meste Kjæla:enn um eg leiddest av alt i Hop,so var det til liti Sæla.

ATT OG FRAM.

Det gjeng no so att og fram,som fyrr det heve gjenget;det heng millom Æra og Skam,som fyrr det heve henget.Dei tru, det skal ganga so fortalt fram til nokot stort.Men so tidt nokot stort er naatt,so kjem det stødt nokot smaatt.

Av Rikdom det eingong var fullti desse Land og mange;men so kom det Armod og Svult,og nakne Kroppar og svange.No er Rikdomen komen paa nytt,so det singlar høgt og lydt.Men eg tykkjer, han gjenger so fort,at det snart maa koma Skort.

Og med Viisdom var det so gildtein Gong i gamla Tider;men sjaa til, um han ikkje gjekk spillt,og Daarskapen vann um sider.No er Klokskapen komen so sterk,at han skjemmer ut alle Verk.Og naar Viisdomen so er for stor,so kjemer vel Daarskap i Flor.

Det er no den gamle Gang,at allting veks og minkar.


Stor Fagnad er sjeldan lang;stor Sorg med Tidi linkar.D’er myket, som læst vera traust,og endaa so stender det laust;og naar so ein Støyt kjemer paa,so brotnar det av som Straa.

GLØYMSKA.

Det gløymest allting med Tidi av;rundt um oss Gløymingi lurer.Ein Mann or Huset fer til si Grav,og Huset syrgjer og sturer;men um ei Stund i det same Huser Leik og Gaman og Staak og Sus,All Sorg og Sut er sopad ut,og Gløymska vinner paa Minnet.

Det vaknar stundom ein ofsa Strid;han gjeng med ymise Vende;dei rosa Vinningen kvar si Rid,so ingen ser nokon Ende.Og Hopen bisnar og lyder paaog røder um det i kvar ei Kraa.So døyr det av med alt sitt Kav,og Gløymska vinner paa Minnet.

Ein Diktar seter ei Bok i Hop,som store Skifte skal gjera;han skal no koma i slikt eit Rop,at aldri gløymd han kann vera.Men Minnet varer eit Aar og tvau;det varer knapt inntil seks og sjau,til tjugo Aar det aldri naar;for Gløymska vinner paa Minnet.

Um kjærleg Hug var det stundom sagt,han aldri skulde faa Ende;


og endaa gjekk det no sidan skakt,so Hug til Vanhug seg vende.Men endaa trur eg no helst uppaa,at Elsken vara til Enden maa.Der vil eg snu og ikkje tru,at Gløymska vinner paa Minnet.

LIVET.

Heimen er baade vond og god,det skifter med Sut og Gaman.Hæv er den, som med same Modkann taka mot alt tilsaman.

Vegen ligger so ymist tilmed Staup og store Krokar.Ein kjemer der, som ein ikkje vil,og fram i mange Flokar.

Sveinen stemner i Vegen radtmed stora Voner i Barmen;men Vegen verd honom tidt for bratt,og Voni møtest med Harmen.

Um ei Stund han fær ein Stur,det heve sitt gamle Gjenge:Gleda gløymest, fyrr du trur,men Sorgerna sitja lenge.

Kjem han sturen i Verdi ut,so fær han liten Fagnad;Verdi snur seg fraa all Sutog fraa ein Vesallmanns Lagnad.

Ho vil, at Mannen skal stræva hardtog ikkje fraa Verket vika


og aldri missa sitt Mod for snart,um endaa Vonerna svika.

Strenge Dagar maa koma paa,men etter koma dei milde.Den største Hugnad me stundom faa,der minst me vona vilde.

Lauvet fell um Hausten av,um Vaaren atter det spretter.Dauden herjar um Land og Hav,men Livet kjem alltid etter.

Stormen sopar i Skogom hardt,so Tre og Kvister brotna;men grøne Kvister vil renna snartav Rotom til deim, som rotna.

Kjært er Livet med all sin Harm;det klaarnar, alt som det gjenger.Men endaa treng eg ei Von i Barmum eit, som varer lenger.

VIT OG TRU.

Me høyra stundom so stort eit Ordum alt, som Folk tykkjast vitaum Liv og Lagnad, um Himmel og Jordog alt, som Mann kan gita.Eg ottast, alt, som me vita fullt,er litet mot alt, som fyr’ oss er dult.

Eit Frækorn fell av eit Tre i Mold,det sjølv til eit Tre seg lagarmed diger Stuv og med fager Koll,som høgt i Vinden svagar.Kven vilde vel tru, naar han ikkje saag,at all den Kraft inn-i Frækornet laag?


Me sjaa kring um oss eit Liv so rikt,i tusund Skap det seg rører.Det unge Dyr er det gamle likt,og lystigt sitt Liv det nører.Kvat er detta Livet? Kor kom det der,og kvar verd det av det, naar ut det fer?

Me sjaa ei Sol, som sender oss Dagog jamstødt søkker og spretter.Det gjenger kvart Aar med same Lag,med Vaar og Sumar og Vetter.Kor lenge gjekk det vel so som no?Kor lenge skal det vel ganga so?

Me sjaa uti Rømdi so stor ein Kring,der Stjernor i Natti yrja;og Vetterbrauti stend som ein Ring,der framande Himlar byrja.Seg, er der vel einstad ein Ende paa?Og kvat er so utanfyr’ Enden daa?

Nei, vesle Vitet det rekk ikkje til.Ei Tru maa stydja upp-under, -ei Tru, som trøysta og styrkja vili myrke, stormande Stunder.Eg vonar, den Viisdomen hjelper mest,som med slik ei Tru kunde semjast best.

ETTERSTEV.

Til Lags aat alle kann ingen gjera;det er no gamalt og vil so vera.Eg tykkjer stødt, at det høver bestaa hjelpa den, som det trenger mest.

Og kor du bryggjar og kor du bakar,d’er alltid ein, som det ikkje smakar;


og naar den eine daa gjerer Rop,so ropar sidan den heile Hop.

D’er mange nog, som vil Domar veraog læ aat alt, som dei andre gjera.Og Lyte finna dei rundt i Kring,og sjølve gjera dei ingen Ting.

Um Talen høyra me Rødor manga,og etter Storleiken skal det ganga:er Folket stort, so er Talen trygg;er Folket smaatt, so er Talen stygg.

Og ymse Folk er no altfor rædde,at dei er havde til Spott og hædde.Dei skulde taka det helder lett;det kjem vel upp, kven som hadde Rett.

Her spyrst no minst um kvat mange lika;mot Rett og Sanning maa allting vika.Det gjelder litet um tungt og lett:det gjelder beinast um rangt og rett.

Det er ein Ting, som oss tidt maa undra,at stort og smaatt skal seg alltid sundra,at alt det store skal Vyrdnad faa,so ingi Æra naar til det smaa.

Det var vel lett, naar ein slapp aa grava,naar utan Stræv ein fekk Æra hava,naar den fekk Prisen, som kravde mestog berre kallad’ seg alltid best.

Det trur no mange den gamle Læra,at tyngste Verket er største Æra.


Det trur no mange, det Folk er best,som krever minst og som strævar mest.

Ein fær no høyra so manga Grillor.Dei døma Folk etter Klædefillor.Er Kufta gamall, og Kroppen graa,so skal ein vandt nokon Vyrdnad faa.

Kvat Raad skal Guten der heime hava?Dei vil, han skal ned i Moldi gravaog endaa vera so blank og fin,at Skinnet glansar og Kragen skin.

Skal alle ganga med kvita Hender,so kjem det Armod i manga Grender.Skal Guten grava og stræva hardt,so verder Neven vel hard og svart.

D’er brotne Kvister i alle Skogar;det henger Mold under alle Plogar;paa alla Leider det Lyte finst,og myket der, som ein ventar minst.

Men naar me høyra um gamla Tider,so hadde Folket vel verre Rider.Med all den Trældom, som no me sjaa,so er det mildare no en daa.

Og dermed vilja me endaa vona,at langa Tider maa myket sona,at eingong Sanning skal vinna lett,at eingong Folket skal faa sin Rett.



EINSTAKA DIKT

ET LEVNETSLØB.

Jeg vil synge om en Mand,som var af fornemme Standog fornemt opdragen.Vel har han kun lidet gjort;men en Lyst til noget storthar han lagt for Dagen.

Om hans Ungdom ved man lidt,skjønt han roste selv saa tidtdisse skjønne Dage,da han, skjønt han var lidt slem,altid fik sin Villie fremuden Knur og Klage.

Alt forgaar jo, som man ved:Midt i denne Herlighedmaatte han til Skolenfor at lære Tysk og Franskog lidt andet Udenlandsk,som bør følge Kjolen.

Dette blev en Trengsels Tid;thi han maatte bruge Flid,eller staa til Skamme.Men han tænkte: «Lad det gaa!Embedsmand jeg blive maafor mit Maal at ramme».

«Jeg skal tage mig betaltaf de dumme Fæ for alt,hvad jeg her maa døie;knibe skal jeg nok og flaa,Mad og Drikke skal jeg faa,Som mig kan fornøie».

Disse Tanker gav ham Mod,saa han Skolen ei forlodfør Examenstiden.Et og andet ærligt Ruusog Besøg i «Damers» Huusstyrked ham i Striden.

Da nu Skolen var forbi,følte han sig frelst og friog kom hjem med Ære,søgte sig en Dame op,bleg i Kind og smal i Krop,som det bør at være.

Alt nu efter Ønske gik:Han et Levebrød sig fikog en Brud tillige,tog saa Herredømmet fatog paalagde Told og Skati sit lille Rige.

Som det bør en dannet Mand,Skyed han den ringe Stand,holdt sig til sin Lige.Han var af den rette Tro:«Meningmand er lig en Ko»pleied han at sige.

«Koen vistnok tjene kantil at melke», sagde han,«og at gjøde Jorden.


Derimod at byde denind i Stuen som en Venvar imod al Orden».

«Nei, lad den staa smukt i Fjøsog hvis den sig slider løs,bør den bedre bindes;hvis den ei er stil og spag,bør man piske den paa Bag,saa den det kan mindes».

Ret han skifted med Forstand:Den, som plyndred fattig Mand,fri for Straf fik vandre;den, som slog itu en Kop,straffet blev paa Skind og Kroptil en Skræk for andre.

Ak, hvor var han kjed og trætaf at tolke Lov og Retfor de dumme Knegteog at høre deres Svar,som kun Vaas og Sludder var,ikke værdt «en Hegte».

Derfor var det og en Trøst,naar han blev af Pinen løstog fik sig fornøie,naar der Gjester var i Huus,og man fik et lille Ruusefter Dagens Møie.

Mod de rige var han blid,helst naar i en kostbar Tid,han til Penge trængte;men naar Smaafolk kom med Bønom en lumpen Arbeidsløn,de paa Dør blev slængte.


Ellers leved han i Fred,spiste godt, blev tyk og fedudaf Landets Gode,læste sin Roman med Flid,sov i Tretten Timers Tidefter gammel Mode.

Konen som en Dronning var,Guld og Perler paa sig bar,skifted ofte Moden.Hun hos Kjøbmænd var berømt;thi hun havde ærlig tømtmangen Pung i Boden.

Saadan alt gik godt og vel;Huset fik en lille Gjeld,som det bør at være;Se, den Mand forstaar kun lidt,som ei bruger sin Kredit,den er just en Ære.

Ei som Pak vi leve kan,leve maa vi efter Stand,som det bør «de bedre».Lad kun Kreditoren staaDag for Dag og banke paa,vi os ei fornedre.

Saadan levede vor Helt,til han blev af Døden fældtog fik Huus i Jorden.Boet spredtes bredt og vidt,mangen Stakkel fik for lidt,det er i sin Orden.

Saa man har jo ingen Nød,naar man lever til sin Dødherligt og i Glæde.


Hvad skal Folk med Gods og Guld,naar de lægges ned i Muldog fra Verden træde.

SVEINKALLVISE.

Ein Ting he e tenkt paa lengje,e vil aldri gifte me;d’æ so maange vakre Drengjeso’ he reint forgripe se.D’æ so maang ei vakker Gjente,so’ va glad naar ho sto Brur;men de’ vart kje so’ ho meinte,difyr vart ho ill aa sur.

Kven du høyre vil aa spyrje,so’ i den Stand komen æ:Bid de, du maa inkje vyrje,d’æ kje anna te Fortræ.Sume seie: ha e vorelike kloke før so no,skulde e de’ reint forsvore,daa e havt baa Frid aa Ro.

Den so’ gjeng sin Veg aaleine,han fæ vandre so’ han vil;han fæ gjere so’ han meine,[ingja Skjenning kjeme til].Han fæ klæ se so’ han lika,ét’ aa drikke slikt han vil.Ingjen æ so’ ette kika,um han tek ein Bite til.

Den so’ styre Hus aaleine,han kann styre so’ han vil;slepp aa spyrje kva dei meine,naar ei Seng ska lagast til.


Han kann hjelpe gode Vene,ingjen kjem aa seie Stopp,han kan gjøyme de’ han tene,ingjen kjem aa grev de’ upp.

Endaa vil e aldre love,at de’ inkje hende ska;einsleg vakje, einsleg soveæ kje helder alt so bra.Ingjen bryr se um din Skade,ingjen kjærleg Smil du fær,alle Folk æ like glade,naar du kjem aa naar du fer.

D’æ daa sannaste te seie,beggje Vilkaar vonde bli;eitt æ reint ei faarle’ Greie,hitt æ ingjen Hugna i.Eitt æ so ein vert bedreijin,hitt æ so ein verte lei;difyr æ e like feijin,enten e vert gift eld’ ei!

GRØNLANDS-REISA.

Utta paa Hav’e der ligg ett Landmæ Snjø aa mæ Iis paa sin Skalle;synnatil he dæ ei grøn’e Strand,aa Grønland pla Folkj’e dæ kalle.Bygdinn’ æ faa’, Hus’a æ smaa’,Folkj’e he’ lite te modast paa,men Land’e sitt elska dei alle.

Maange ha siglt um Sjø’n derutførr i dei framfarne Aaraa;einn ‘ta dei var no ein unge Guther ifraa Landa vaaraa.


Der skuld’ an daa Teneste faatene se Penge aa um se sjaaaa venjast te rugge paa Baaraa.

Daa han so heimafraa foor si Færaa Skutaa fraa Land skulde skride,sto der ei Ungmøy i Fjørinne næraa saag uppaa Fær’a mæ Kvide. Skutaa drog av ut mot sitt Hav;Gjentaa saag ut paa dæ breide Kav,aa Taankanne fore so vide.

Gutin han kom til den grøne Strand,der mæ so maangt laut han kave;mest han gløymde sitt gamle Land,der kom inkje Brev yve Hav’e.«Her æ no e», tenkt’ an mæ se,«ho æ der heime, ho gløyme snart me;d’æ maange, so hinne vil have».

Gjentaa sat heime aa bidde traatt;Ingjin-ting lenger ho frette.Kjenninga hade so imist spaatt,so inkje va til nokin Lette.«Gløym haanaa du! snart vil han snuheimatte hiit mæ ei ung’e Fru;han trudd’ ikkje, du va den rette».

«Nei», sa ho, «slikt æ daa Lygn aa Last;aldre e trur, han æ slik’e;visst æ dæ Armod, so held’ aanaa fast,han hev’ ikkje braadt vorte rik’e.Nei, førr e trur aa tæk’e me Stur,førr ska e leit’ aanaa upp, der ‘an bur,aa daa vil e sjaa, um han svik’e».


«Kurr kann du tenkje paa slik ei Reistvau hundrede Miil myllaa Laandaa?Ute paa Hava gjeng alt paa ein Deis,du naar ikkje noka ‘ta Straandaa.Sjødriv aa Rok mæ Koov aa mæ Fokaa Straum, som du saag i ett Kvenna-Slok,slikt æ dæ, du he’ fyre Haandaa».

«Vei’in han vere kurr laang ‘an vil,ein kjem’e vel eingong til Ende;Folk ha no vunne se førr der til,aa endaa dei heimatte vende.Um dæ no vart ruskett aa svart,e vert ikkje rædd’ um dæ rugga hart,aa Driv’e mot Skutinne stend’e».

Kjellaa fekk frette, der va ett Lag,so skulde dei Veganne fare;daa foor ho heima ein høvele’ Dag,ho vild’ ikkje Omakjin spare.«Maa tru e fæ her vere mæaa fylje so laangt, so no Skutaa gjæ’?E vyr’ ikkj’ um Vei’in æ har’e».

«Vil du daa ut paa so villsame Raas?Du veit vel, at Leid’a æ laang’e;d’æ no ett idele’ Bask aa Vaas,aa Rom’a i Skutinn’ æ traange.Tenk, slikt ett Lag i Storm aa i Svagska baske mæ Baarinne Natt aa Dag,aa Faarann’ i Vei’a æ maange.

«Lat me no mæ dokke Fylje faa;d’æ lite te Rom, so e treng’e,berre ett Bool i ei lita Kraa,e skal ikkje vere so streng’e.


Kjem ‘er ei Rid mæ Storm aa mæ Strid,so kjem’e vel eingong ei lettare Tid.E vona, so imist dæ gjeng’e».

Kjellaa um Bor i Skip’e steig,so tok dæ so fagert te fare;Nes itte Nes attum Stamnen seig,aa Land’e vart laagt som ein Bare.Strand’a vart blaa, Fjell’a vart smaaaa minka, te meir at dæ bar ut paa;dei sto som ein tiggete Kvare.

Byrin han blees, aa Siglarin gjekkradt yve Baaraa den breide;Himmelen rundt nid i Hav’e hekk,dei timd’ ikkje Land elde Leide.Dag itte Dag gjekk dæ paa Svagalt upp aa nid i ett Baaredrag; .dæ skook baad’ i Skip aa i Reide.

Sistpaa ett Land upp-o Sjø’naa steigmæ røsele’ Brida paa Fjellaa;glade dei daa inn-aat Landa seig,aa kvikar’ i Huj’a vart Kjellaa. Der tok dei Land, la Skutaa i Band,gjekk se so uppaa den frammande Strandaa søgde mæ frammande Sellaa.

Det møtte Kjellaa daa Gutin sinn,han vart baade fingjin aa feijin.«Aldre so kom dæ i Hugjin minn,at du skulde hiit finne Vei’in.Her hev’ e gaatt aa lengta so traattaa meint, at e skulde fly heimatte braadt,men stødt kom dæ ettkvart i Vei’in.


Men no skal Sorj’a sin Ende faa;heimatte no skal mid fyljast.Gildare Kjelle e aldre kann sjaa,mid skal ikkje oftare skyljast.He du no bidt aa stræva aa stridt,so skal daa den Truskapen spyrjast vidt,aa Minne dæ vil ikkje dyljast».

GAGNLØYSA.

Eg vil so gjerne syngja og veit meg ingjen Song;kvar Stubben, som eg veit, hev eg sungjed.Paa Fusk og Fille-Visor var sakte ingjen Trong,av slike Ting da ha’ mid ein Dungje.Men mangt so lyt ein nytta, naar inkje betre finst,daa lyt ein ofto taka dan Ting, ein vyrde minst.Slikt hender baade Kjeisar og Kungje.

Og sume dei digtar um Skog og Mark og Fjell;so væl veit dei alting te laga.Men her i Landed er da so mødeleg eit Stell;d’er lited, som Hugjen kann draga.Her Sumaren er liten, og Vinteren er lang,og Kroppen er so frosen og Magjen er so svang.Da høyrer du no alle Tider klaga.

Og sume dei digtar um Elskugjen mest,um blomstrande Kinner og Kjakar.Ja, kunde da no vara, so var da væl best.D’er snildt te sjaa tvo elskande Makar.Men Kjærleikjen minkar, og Mødo ho veks;dan smilande Vækjo vert ei rukkutter Heks.So dan Ting heve og sine Hakar.

Og sume dei digtar um Friheiti snildt,at alle Mann er like, dei meinar.


Men endaa er eg rædd, um d’er aldri so gildt,da skiler seg daa Herrar og Sveinar.Dan Mann, som heve Magti, fær Friheiti nog,men fær du liti Magt, fær du liti Friheit og.Eg kvider mot te segja, kva eg meinar.

So er da noko’ aafaatt med alle desse Ting,og vistnog er da so med dei fleste.Ver nøgder med Luten din, um han er no ring,og tenk deg, at ditt er da beste.Og naar du drikker Vatned, so tenk, at da er Vin,og naar du slagtar Kalven, so tenk at d’er eit Svin.D’er Tankjen, som gjerer det meste.

LUKKO.

Lukko ho er no ei underleg Kjella;snart vil ho stiga og snart vil ho fella.Ein Gong ho hjelper, naar minst var te venta,ein Gong ho slepper, naar mest var te henta.Ein Stad ho altid vil lydast og vitja,ein Stad ho skyr og vil slett inkje sitja.

Daa er da Moro, naar Lukko dræg Lassed;snart gjengjer Dagjen, og smaatt verter Drassed.Naar du vil mala, so vekser væl Bekkjen,naar du vil høya, so tornar væl Flekkjen.Vil du i Syd, so blæs Vinden av nordan,vil du paa Haved, so fell han av Fjordann’.

Daa er da Møda, naar Lukko løyp unda’,faafengt er alt kva ein græv og ein grundar.Smaatt verter Grased, og seint vil da veksa,smaatt verter Korned, og seint vil da eksa.Liten er Fiskjen og snarer te telja,lited so fær du fyr’ alt, du skal selja.


Pungjen han er fyre Pengar so auder,Skaapi ho er fyre Sylvty so snauder.Kornbingjen tømest og Kjøt-Roted øydest,Mjøltunno minkar og Smørhyllo snøydest.Koppar og Kannor er singlande tome,lited av Mjølk og langt mindre av Rjome.

Kva skal ein segja, naar slikt er paa Talen?Inkje da nyttar te skapa seg galen.Klokast er dan, som tolmodeleg strider,vaasar og ventar paa frakare Tider.Stødt maa ein stiga, naar Vegjen er bratter.Lukko er burte; ho kjemer væl atter.

HARALDS-HAUGEN.

Her ser eg HaraldsHaug fyre Augom;lenge var eg lystadat lydast til honom.Botnad paa Bergetberrsynt mun han standamillom Hump og Hamarpaa Hauga-Landet.

Vist er han vordenvonom mindre:Grunnen er graven,Grassvorden riven;Aaker er upplagdum allan Haugen;Aksi glima globjartpaa gløymde Gravi.

Her hever Fagna-Folkfaret or Heimen;


her hev’ ein gild Gutgjenget til Kvila.Harald Haarfagrehøyrde du vel gjetet;nog er i NorigNamn hans kunnigt.

Ikkje tarv han, tenkjer eg,Tavla paa Gravi,Stein elder Stopelmed store Ord skriven.Sjølv hev han sett segsynlege Minne,dei som vist mun vara,til Verdi øydest.

Ringt var det Riket,som raada han skulde;storo var det stiget,daa Styret han slepte.So var skjett Skiftei Skipnaden inne,som i kolmyrke Koven,naar Kola er tendrad.

Etter kom or Ætti hansErvingar dyre,dei som verde vaaroVerdi aa styra;dugstore, daadstore,dygderike Sellar;nog er i NorigNamn som klinga.

Lidna ero langaljosa Tider;


daa var Daad og Dygdmed Dovralands Gutom;stod i blidom BlomeBlaaberg-Landet;Heider og Heppavar i Haralds Rike.

Lidna ero langalaaka Tider;Haralds-Ætti øyddest,og ilt var Skiftet;maattlaus, modlaus,minnelaus vardt Lyden,hædt og herjatvar Haralds Rike.

Endaa trur eg, Anden hansyver oss mun sviva,lydast um Landet,leita etter Storverk.Myket mun han fegnast,naar Manndom han finner,naar som Lands Lydenlikjest Forfedrom.

Fram daa, Frendar,i fredlege Kappstig!rette det, som rengt er,reise det, som velt er;byggje og bøtemed Bot, som duger;gjere Verk, som vara,til Verdi øydest.

STORTINGET.

Dagen er komen, og Mennerne møta,dei som fraa Folket er kosne til Ting,


mangt vil dei hava te syta og bøta,mangt er te greida um Landet i Kring.Væl maa dei vega kvart Ynske, kvar Anken,at det kann synast, um Trangen er sterk,klaarna og skirna skal Aalmennings Tanken,til han er buen aa ganga i Verk.

Lenge det laag som ei Natt yver Landet,Tinget var tagnat, og Folket var fraa,Aalmenningshugen var sovnat i Bandet,giv han maa aldri meir sova som daa!Tiderne vendest, og Folket var vaknat,reist or si Lega og løyst or sitt Band,Myket var ugjort, og Myket var saknat,lenge det leid, fyrr en alt kom i Stand.

No er det Von til, at Verket skal lettna,no er det tungaste Taket vel gjort,Grunnen vil fastna, og Vegen vil slettna;Framstig vil fylgja paa Framstig alt fort.Lat oss no vonast, at Lukka vil veraLandet so god, at det slepp fyre Strid,og at vaar Møda si Frukt maatte bera,at me maa hava ei hyggjeleg Tid!

DIKT OG SANNING.

Dat er ein Hug med Mannen fødd og borente kjenna Verdi vidt og breidt ikring;Fust vil han vita, kor hans Heim er voren,fust vil han sjaa paa alle Heimsens Ting.Han er ‘kje nøgd med dat, han seer i Grendi;dei smaa Umskifti dar, dei Kvardags Hendi,dei verd han leid av snart og lengtar traatttil nokot, som er inkje fullt so smaatt.


Han sankar Segner rundt um Land og Rikeum Gamle-Slegti, som er longo daud,um fælsleg Strid, um Kjempor utan Like,um trufast Kjærleik i dan største Naud.Men endaa vil dar meir te roa Hugen.At myket stort er hendt, kann vera væl;men kvat kom ut av all dan Kjempe-Dugen,maa tru, han gjorde Verdi glad og sæl?Dat vilde Mannen helst i Segnom finna,at kvar Mann foor si høvelege Ferd,at dan, som hadde Retten, skulde vinna,at dan fekk Refsing, som var Refsing verd.Han vilde og, dar skulde vera Gamanog større Fynd og fleire Skifte paa,at smaatt og stort so skulde ganga saman,at kvar seg sjølv i Spegel kunna sjaa.Og difyr’ er dar Sogor samansettaum alt, som Mannen heve sett og frett;di er dar Dikt, som lata Hugen glettalangt ut um alt, som Augat heve sett.Fraa fyrste Tidi hava Skaldar sungetog Sogo-Menner talat yver Bord;dei saag, at Folket hadde til dei trungetog lydde paa og lærde kvart eit Ord.Væl fyre Skrift og Bøker var dei aude,men endaa Songen Veg til Folket fann;og Songen livde, sidan dei var daude,og gjekk i Verdi fram fraa Mann til Mann.Ja, deira Namn er longo-sidan gløymde,og ingen veit um, kvar dei fekk si Grav;men dat dei tenkte, dat dei song og drøymde,dat kann ein endaa høyra Herm utav.

Og Kunsten steig, og Sogorna vart manga,og Skalden steig i Livet lenger inn;dan inste Tanken sjølv han vilde fangaog maala Mannsens heile Hug og Sinn.


Han gav ei Spegling utav Last og Dygder,av Liv og Livnad gjenom By og Bygder,av Elsken, som held alla Prøvor ut,av Leik og Lyst imillom Sorg og Sut;ei Herming etter Lagnaden i Livet,ei Tekning etter Verdi, som ho er,ein Spegel-Blink av Mannen og av Vivet,som kvar sin Lut og kvar si Lukka fær.

Og naar ein rett paa slike Herm vil høyra,so gaar ein væl: d’er meir en berre Draum.Ja, kom i Hug, naar med eit merksamt Øyradu gav paa eit av beste Diktom Gaum;og naar dat daa so heppelege hende(eg trur, dat heve hendt so mangein Gong),at du ein heilag Hug i Barmen kjendete løysa dei, som ligg i Tvang og Trong,te hugga dan, som ille med er faren,te bøta paa all Skaden som er gjord,te sjaa som Systkjen heile Folkeskaren,som sviv so vida paa Guds fagre Jord:daa hev du væl paa desse Stykkjom merkatdei gjorde Hugen mjuk og mild og kyrr;og kanskje slikt hev ogso nokot verkat,at Verdi er ‘kje meir so vill som fyrr.Og saag du dar din beste Tanke teknadso skilleg, at du inkje ventad’ slikt,daa fann du og, naar alt er saman reknat,at dar kann vera Sanning i eit Dikt.

So skal dat vera, Sanning skal dar finnasti alt, som Mannen fester Hugen paa.D’er Sanningi, me fyrst og sist skal minnast,d’er dan, me alltid trenga mest te faa.Som Braud i Munn er Sanning fyre Saali:væl hard og turr ho stundom smaka vil;di skal ein hava Skifte paa med Maali


og supa nokot søtt og smaklegt til.Og so skal Hugen Mjød av Minnet taka,av beste Blomen skal han suga Saft,til dess, at Sanningi skal betre smakaog smjuga inn og giva Saali Kraft.

D’er stundom Sanningi er vand aa finna;ho ligg ikj’ alltid midt fyr’Augom berr.Tidt naar ein vil dan rette Skatten vinna,so lyt ein leita baade nær og fjerr.Dat henda kann, at Gull kann liggja løynasti Skroot og Skrap, dar ingen trur dat finst;og so med Sanningi dat og kann røynast,at ho kann liggja dar ein vonar minst.Men Gull er Gull, so væl i Fille-Dungensom naar dat ligg i fine Perle-Pungen;og Sanningi er like kvit og bjart,um dan, som fram bar, er baad’ styg og svart.

Dat finst og falske Malmar, som er blanke,mest liksom Gull, og standa høgt i Priis;og mang ei Villa, mang ein galen Tankeer trudd som Sanning og paa same Viis.Dat som er høgst og mest i Augo blenkjer,dat var dat jamnaste, som Hopen drog.Te fylgja Straumen er dat kvar Mann tenkjer;dat er dan store Viis, og dat er nog.Ja, Verdi heve stundom løgna Grillor,te tapa Skin er hennar største Tap;Skin skal dat hava, um d’er berre Fillor,stort skal dat vera, um d’er berre Skrap.Dat kling so ufjelgt og so ilt i Øyrate høyra alt med rette Namnet nemnt.Di er dat so, at Folk læst inkje høyraog berre stemna, som dei hava stemnt.Dat hender tidt, naar ukjend Sanning dagast,at hennar Ljos er inkje alle kjært.


Dei ottast, at dar skal ei Møda lagastmed nye Ting, som inkje dei ha’ lært;dei undrast paa, at nokon skulde vitaein Veg, som inkje dei ha’ kunnat sjaa;dei harmast paa, at nokon skulde gita,at dat var rangt, som dei ha’ trutt uppaa.So gjeng dat til, at mang ei gamall Drøsakann vera lengje trudd og havd so kjærog fyre-stridd og vard med slik ei Øsa,at d’er eit Vaagespel te koma nær.So gjeng dat til, at Sanningi maa stridaso tidt imot ein stor og herdug Hop,at ho maa stundom fara stilt og bidatil dess at Hopen tagnar med sitt Rop.

Dei segja, Sanningi skal alltid vinna.Dat kann so vera. Giv dat var so væl!Med langa Tider kann so mangt seg finna,og dan, som trur dat beste, han er sæl.Men eitt eg veit, som alt for ofta hende:at Sanningi var ut or Sætet kjøyrd;ho møtte Spott og Spe, kvar helst ho vende,ho hadde ingi Von te verda høyrd.Dat er ei Synd, ein Harm, at slikt skal henda,men d’er ein Skipnad, som er vond aa venda.Naar Urett eingong komen er paa Fot,so vil dar Styrke til aa standa mot.Dei som ha’ Magt og styra Fyretaki,dei hava ogso sine Mein, dessverr;tidt kann dei hata dei, som føra Saki,tidt veit dei inkje sjølv, kvat Sanning er.Daa er han usæl, som er komen under;daa er hans siste Von i myrka Stunder,at Borni hans med Tidi kunna faadan Fagnad, som han inkje sjølv fekk sjaa,at naar hans Aadrar kalda er og storkna,naar Beini hans i Moldi liggja morkna,


daa skal dat koma fram, som væl var gjøymt,men inkje ut-rudt, inkje helder gløymt.Daa skal eingong dan ljose Dagen spretta,daa siste Bandet skal av Fangen detta,og Sanningi, som fyrr var arm og veik,skal ganga fremst og standa kjøn og kjeik.

Ja, dar er Styrkning i den store Voni:dan, som lid Urett, skal væl Umbot sjaa.Fyr’ alle Støytarne, fyr’ alle Tjoniskal Sanningi daa eingong Sigren faa.Dan stolte Muren halla skal og siga,som reist var paa ein rang og roten Grunn;og traust som Berget skal ein Bygnad stiga,som standa skal, til Verdi brotnar sund.Dan Malmen, som laag vanvyrd, undan kastad,skal vera prøvd og inkje lenger lastad.Dan Stein, som Bygningsmennerne skaut ut,skal vera Hovud-Hyrnestein til Slut.

Paa slika Voner skal ein Diktar kvila;dar skal han søkja Mod og Magt ifraa.Um andre tvila, han skal inkje tvilapaa dat, dan gode Sak skal Vinning faa.Um Retten rengjest, alle Bond vil rivna,og Sanningi ser ut som svævd og kvævd,han skal daa tru: ho skal væl atter livnaog draga Magt og faa si fulle Hævd;og etter Sorgi skal dar koma Sæla,og etter Kov skal Soli skina bjart,og dei skal fata Mod, som fyrr tok Fæla,og dar skal vera ljost, som fyrr var svart.

Men skoda skal han gløgt igjenom Livet,at han kann sjaa, kvat Rett og Sanning er.Han skal forsmaa det klene Kvardags-Kivet,dar stundom ingen veit, kvat d’er han ver.


Han helder høyra skal, kvat Soga segjerum Folke-Slegti fraa dan fyrre Tid,um hennar Framgang paa so ymse Vegjer,um hennar Tap i faafengt Stræv og Strid.Dat lause fraa dat faste skal han sundra,paa Skal og Kjerne skal han gjera Skil.D’er mangt so blankt, at mange maa seg undra,men Glansen varer berr’ eit litet Bil.Dat gjeng so stort eit Ord av mangt eit Hende,men d’er ‘kje mange Aar, fyrr alt er gløymt,dat rette store fær ‘kje slik ein Ende,dat held seg væl i mange Minne gjøymt.Inn under Skalet ligg eit Fræ og løynest,d’er alltid likt og heve same Lag.Dar skiftest Folk, men Folke-Hugen røynestalt lik seg sjølv inntil dan siste Dag.Væl vendest Mannen etter Tid og Tame,og Sanningi kann faa ein ymis Lit;men Mannen er daa innantil dan same,og so er Sanningi i Mannsens Vit.Dat som ligg djupast i Aalmennings-Hugen,dat yngjest upp og held seg alltid nytt;dat heve same Liten, same Dugen,kor gamalt d’er, so er dat tekt og tydt.Og slikt er kjært og hyggjelegt aa vita:Me kjenna dat, som andre hava kjent;me veit kvat d’er, so snart dei Namnet gita,dat stend i Hugen, som dat stod paa Prent.Dei Tokkarne, som draga oss og driva,dei store Kjenslor, som i Barmen bu,dei djerve Tankar, som um Verdi sviva:alt slikt er aalment, meir en mange tru.Ja, dar er baade fatige og rikeog smaa og store Folk mest alle like.Um ein er nog so litet lærd i Bok,i slike Spursmaal er han lærd og klok.Dar heve Skalden baade Tuft og Timbra,


dar kann han byggja baade høgt og veent.Og kann han stiga høgt og inkje svimra,so hev’ han høgste Skalde-Namnet teent.Men tryggar’ er aa byggja traust paa Tuftien reisa Spildre-Verk i lause Lufti.Lat Hugen gjera nog so kaate Kast,han skal daa halda seg til nokot fast.Lat Skalden høgt som Ørn i Lufti fljugaog skjota kvasse Blink til kvar ein Kant,men inkje skal han drøsa elder ljugaalt skal dat vera sømelegt og sant.Med Ungdoms Kipna kann han gjerne teknaso ville Syn og Draumar, som han vil;men som ein gamall Kaupmann skal han rekna,kvat Gagn dat maa altsaman koma til.Fyrst skal han sjaa paa Gagn og so paa Gaman,og er dat so, han alt oss giva kannmed Ungdoms Mod og Alders Viisdom saman,so skal me kalla han ein Fagna-Mann.

So skal dat fylgja saman, Dikt og Sanning;dat eine styrkja skal dat andre stødt,at Folket paa dat rette maa faa Kanning,og dat maa verda fast i Hugen røtt;at Saalar-Syni klaarna kann og vidnaog sjaa, kor myket veent i Verdi er;at inste Hugen mjukna kann og blidnaog faa dan heile Folkeslegti kjær;at falska Truer kverva kann og slaknaog ærlegt Vit og ærleg Vilje vakna,og Ungdoms Hugen verda før og sterktil store Tankar og til gode Verk.

DET LAND, SOM HUGAR MEG BEST.

Her er det Land, som hugar meg best,og hit hev’ eg lengtat lenge;


her var det stødt, som Hugen var festog gjekk i sitt gamle Gjenge.Vida hev’ eg flutt og faret i Kring,aldri saag eg slike hyggjelege Ting,Ja, myket hev’ eg seet,og meir hev’ eg frett,men her hev’ eg seet det beste.

Her heve alt ein vænare Lit,han gjerer meg so godt i Hjarta;her er det rett, som alt hadde Vitog kunde baade læ’ og garta.Folket og eg er like som eitt;alt kvat dei segja, skynar eg so greidt,og aldri er der Ordpaa all den vide Jord,som ganga meg so til Hjarta.

Her kann eg kjenna Bygder og Bolog Berg i so ymsa Rader.Fjøra og Fjell og Himmel og Soler tekkar’ en andre Stader.Saart hev’ eg saknat Heimen ei Tid,difyr’ er han no so kjær og so blid.Lat koma kvat, som kann,eg møter som ein Mann,og aldri fer eg ut or Landet.

SUNDAGSKVELD.

Du Sundagskveld, du Sundagskveld,du er daa alltid min beste Kveld.Du ljose, blide Sundagskveld,du er daa min kjæraste Kveld.Naar Ungdomen sankast or Bygdi her nedtil Gaman og Song etter gamall Sed,til Dans og Sprang paa den grøne Vang,daa fell ikkje Stundi lang.


Dei Bygdarfolk, dei Bygdarfolkdei hava so strævall ein Sumars-Bolk.Dei Bygdarborni lengta so hardt,at Helgi ho koma skal snart.Dei faa ikkje Stund til aa koma i Lag,naar ikkje det hender ein Heilagdag;dei faa ikkje Tid ei einaste Rid,so lenge som Vyrka lid.

DEI TRÆLA, – DEI TRÆLA.

Dei træla, – dei trælafraa Morgon til Kveld, ja dei træla.Dei stræva, – dei stræva,det varer um Alder og Æva.Dei freista alt, som dei kann vinna,dei sanka alt, som dei kann finna.Ja dei leita, – ja dei leitaetter alt det, som Vinningar kann heita,

Dei grava, – dei gravai Berg og i Myr, ja dei grava.Dei byggja, – dei byggjapaa Hus og paa Veg og paa Bryggja.All Jordi, trur eg, dei vil jamna;all Malmen, trur eg, dei vil samna.Ja dei emna, – ja dei emnapaa so mangt, som eg inkje veit aa nemna.

Dei kappast, – dei kappast;som Hunden um Beini dei nappast.Dei strida, – dei strida;eit Hefte vil ingen Mann lida.Sin Skatt vil alle med seg føraigjenom den endelause Røra;til dei stupa, – til dei stupa,og til andre kjem i Staden til aa krjupa.


ME SKAL KOMA, UM INKJE SO BRAADT.

Dei vil alltid klaga og kyta,at me ganga so seint og so smaatt;men eg tenkjer, dei tarv ikkje syta:me skal koma, um inkje so braadt.

Ja, det skyt ikkje fram, so det dunar(som no ingen kann undrast uppaa);men det munar daa jamt, ja det munar,so det stundom er Hugnad aa sjaa.

Lat det ganga fram, lat det siga!Berre eitt eg ynskjer og bed:at me inkje so høgt maatte stiga,at me gløyma vaar Fedra-Sed.

Lat oss inkje Forfederne gløyma,under alt, som me venda og snu;for dei gav oss ein Arv til aa gøyma,han er større, en mange vil tru.

Lat det merkast i meir en i Ordi,at me halda den Arven i Stand,at naar Federne sjaa att paa Jordi,dei kann kjenna sitt Folk og sitt Land.

DEN TYNGSTE SORG OG MØDA.

Den tyngste Sorg og Mødaer den, som ingen ser;det verste Mein aa grødaer det, som inkje ter.Aa, sæl er den, som klaga færog ventar Hjelp og Raad,mot den, som løynleg’ draga færog ottar Spott og Haad.


Det var ein Draum eg drøymde,den Draumen var so blid;slik Hugnad hev’ eg aldrikjent fyrr i all mi Tid.Eg drøymdest paa ein Blomstervoll,og Soli skein so bjart;eg vaknad paa ein Øydeholm,og Himmelen var svart.

Den Draumen lyt eg løynaog læsa i min Barm;og trutt skal Barmen tegja,kor saart han svell av Harm.I Song skal han faa letta segog i ein Taareflaum.Far væl, far væl du væne Draum,du alt for væne Draum!

SEG BERLEGT, KOR HUGEN STEMNER.

No er det Tid, at du Ordet nemnerog segjer berlegt, kor Hugen stemner;og kvik og modig du vera maa,det vil ei Gjenta so gjerne sjaa.

Og lat so inkje all Voni fara,um inkje Gjenta so braadt vil svara;for slik ein Spurnad er alltid dryg,og helst naar Vækja er ung og blyg.

Men hev’ ein fyrst fenget Rom i Barmen,so fær ein ogso eit Rom i Armen.D’er stundom, ingen um Elsken veit,og endaa er han baad’ varm og heit.


SVEINKALLA-VISA.

Lang er Natt og Dag.Skal eg utan Lagalltid sovna, alltid vakna?Langt er kvart eit Aar,lang er Haust og Vaar,lengst er Vettren deim, som Sellskap sakna.

Vist eg hev’ ei Fru,som eg kallar Du,men ho høyrer vist til Draugom,utan Maal og Mod,utan Kjøt og Blod.Aldri fær eg henne sjaa med Augom,

Ris eg av mitt Bol,seer den fagre Solmed ein fager Dag uppstiga,daa eg tenkjer so:Giv du var her no,aa, kor huglegt skulde Dagen siga!

Gjeng eg paa ein Veg,tenkjer eg med meg:Giv no du gjekk ved mi Sida;fylgde du meg ut,gløymd’ eg all mi Sut;aldri nokot vondt eg tyktest lida.

Kjem eg av ei Ferdi den vide Verd,tenkjer eg med meg einsaman:Giv du no var nær,ventande meg her,daa fyrst av mi Ferd eg hadde Gaman.


Alt eg hever seet,alt eg hever frettder eg daa kom til at dvelja!all mi Reiseferder forutan Verd,naar eg inkje derum fær fortelja.

Mang ein Hugnad storpaa Guds fagre Jordseer eg, fegjen og forviten;endaa er det leidt,alltid vantar eitt,alltid vantar Livet rette Liten.

Er det Sumarkveld,blenkja Fjell som Eld,speglar Landet seg i Sundet,sovnar Livet gladti den ljose Natt:endaa er mitt Hjarta saknad-bundet.

Er det Morgonstund,Fuglasong i Lund,Sol og Ljos paa alle Kantar,Eng av Blomar fullglitrande som Gull:endaa er det nokot, som meg vantar.

Er det Middagstid,straalar Soli blid,kransar alt med stutte Skuggar.stend alt Land i Glans,gjeng alt Liv i Dans:endaa vantar det, som Mannen huggar!

Og um Vedret vardthelder nokot hardt,


kom her Skur med Skyer svarta,kom her Storm og Brak,brotnad’Vegg og Tak:ja, daa vantad’ det, som trøyster Hjarta.

All den Lyst, ein Mannei fortelja kann,er daa liti Lyst at kalla.All den Sorg, ein maaalltid tegja paa,vil daa alltid tvifald tung oss falla.

Tidt eg tenkte so:Eitt skal verda no;slikt eg inkje meir vil lida.Men min Lagnad log:«Stopp, eg seer deg nog,endaa skal du vist faa Lov at bida.»

Tidt eg tykte, somLukka til meg kom;men det vardt ein stutter Fagnad.Mang ei vinleg Vonvardt til berre Tjon.Faafengt er at strida mot sin Lagnad.

Men som ingen seerkvat vaar Framtid teer,kann det endaa myket heppa.Medan Liv og Moder i Mannsens Blod,skal han aldri sine Voner sleppa.

GAMLA VONER.

Giv det var so vel, eg raaddefyr’ ein Flekk av denne Jord,


berre som ein Teig, som naaddefemti Fot ifraa ein Fjord.Var det vel for stort eit Riketil at faa i huglegt Stand?Langs med Fjordom tusund slikefinnast i vaart fagre Land.

Der mi Stova skulde stadetmed ei liti Bud attaatog eit Naust paa nedste Svadet,stort nog aat ein liten Baat.Paa den blanke væne Vikifoor eg ut paa Gamanferd;der er Veg til alle Riki,til den store, vide Verd.

Stova stod paa Steinar fjoretekt med Torv og grøne Gras;midt i Taket var ein Ljore,midt i Veggen var eit Glas.Naar daa Soli gjenom Ljoreninn paa øvste Veggen skeinog gav Atterskin paa Floren,skuld’ eg gløymt all Heimsens Mein.

Ut paa Veggen under Takeslog eg upp ei Fjøl paa Sneid;kanskje Sporven med sin Makekom og bygde der sitt Reid.Gjorde Staren meg den Æra,at han paa mitt Møne kvad,eg av honom vilde lærarett aa vera kvik og glad.

Vist i Grendi hjaa ein Kjenningfekk eg Bær av Raun og Hegg


elder og ein liten Renningtil at setja ved min Vegg.Inkje mange Aar det skilde,fyrr en Heggen Blomar bar.Fekk eg saatt den Tid, eg vilde,no han longo vaksen var.

Aa, det var ein ovleg Fagnad,saag eg Skog um eigen Vegg.Ja, det var ein ljoser Lagnad,saag eg Blom paa eigen Hegg.Sat eg der um Sumardagenmillom Gras og Lauv og Blomunder Fuglasong i Hagen,skuld’ eg gløymt all Naudardom.

Men det, Mannen mesta vonast,fær han stundom minst utav.Tidt hans lengste Tid maa tjonastburt i berre Stræv og Kav.Fram han ror med skakke Stamnar,stridande mot Vind og Straum,og naar so til sidst han hamnar,seer han, at hans Von var Draum.

Men eg likar slike Draumar,for dei gjera Hugen god;gjenom lange Motburds-Straumarstyrkja dei ein Stakars Mod.Heimlaus, harm og nederslegenetter slike Tap og Tjon,lyt eg endaa vera fegenav mi gamle, tapte Von.


VANVYRDNAD.

Det gjeng so ymist til i Verdi;her er so mangt at undrast paa.D’er tvo, som gjera same Gjerdi,men aldri same Vyrdnad faa.Den eine fær seg Ros og Mæta,og hin fær helder Last og Skam;den eine gjeng i Lyst og Kjæta,og hin fær aldri Foten fram.

Me undrast paa, me sjaa so mange,som faa sin Lut av alle Ting;me standa faste som ein Fange,men andre leika rundt i Kring.Den Skatt, som høver til vaart Tykke,den maa me venda Hugen fraa;det var for godt, so fagert Stykke;det kjem av di, me er for smaa.

Naar arme Hunden kjenner Angenav Kjøtet paa det varme Fat,daa lyt han halda Hugen fangenog venta paa ein verre Mat.Daa er det best, han snur seg fraa det;han fær so aldri det, han vil.D’er best, han aldri tenkjer paa detog aldri veit, at slikt er til.

Naar so me verda undan trengde,der Flokken finner Sessen sin,og naar me verda utestengde,der alle hine sleppa inn,daa er det best at inkje sukka,men helder so laast inkje sjaa;for skal ein harma seg og mukka,so fær ein berre Spott attpaa.


NØGJE.

Dei segja no, Verdi skal vera so vond,og sant nog det ofta kann finnast;men vistnog me saago ei fagnadfull Stundlangt oftar’, en sjølve me minnast.Me tenkja for kort og venta for stort,og difyre kjenna me ofta Skort.

Um endaa i Heimen er Trældom og Tvangog Folk, som for store vil vera,um Sanning og Rett verder heft i sin Gang,og Smaafolk faa Skjemder at bera;so sjaa me daa tidt, det teiknar seg blidt,at Umbot vil koma, der alt var for stridt.

Høgt upp yver alle dei Herrarne smaaer ein med eit sterkare Rike;han læter sitt Ljos og sin Varme naatil faatøke Folk som til rike.Han giv utan Skil, naar Timen er til;han giv sine Gaavor til kven han vil.

Dei arme fekk ofta ein Rikdom i Barm,ein Skatt i sitt Mod og sitt Lynde;dei ganga med Von gjenom Saknad og Harmog finna seg Hugnad og Ynde.Dei fara fram stilt og taka det mildtog lindra og lækja, der nokot er ilt.

Rundt um er ein Heim, som av Fagnad er full.Sjaa alle dei Liv, som der liva,og Soli, som straar yver Doggi sitt Gull,og Blomen, som opnar si Skiva.Um vel du vil sjaa, paa berre eit Straa,du kann ikke meir en at undrast derpaa.


Men den, som gav Liv i so rikeligt Talog Kraft, som vel ingen kann tyda,han hever vel endaa ein romare Salmed endaa ei rikare Pryda.D’er litet, me sjaa, og litet, me naa,mot alt, som i Vonom der vera maa.

LIVSSYN.

Det stiger ein Sukk yver Heimen so vida,der Tiderna vendast, og Ætterna kvida;Kvi fer daa all Vænleike stundom so illa?Kvi gjenger so ovmyket Liv daa til Spilla?

Det veks ut i Grendom so livlege Flokkarmed leikande Mod og med vonfulle Tokkar.Um stokkutte Stunder er Flokkarne skilde,og mange kom aldri so langt, som dei vilde.

Det kveikjest eit Ljos i ein mødeleg Skugge,og Grenderna sjaa det med Fagnad og Hugge.Det dimmest og sloknar, naar mest ein det trenger.Kvi kunde det Ljoset daa ei standa lenger?

Eit Hjarta, som nyst hever Maken sin funnet,er rikar’ en den, som eit Land hever vunnet.Men Maken fell fraa, og all Fagnad forgjenger.Kvi kunde den Fagnad daa ei vara lenger?

Det kjemer ei Stemna med Kjenningar saman;di lenger det varer, di meir er det Gaman.Men Skilnaden kjemer, og Samnaden gjenger.Kvi kunde den Stemna daa ei vara lenger?

So heve det gjenget i framfarne Tidermed Ætter, som eldest og gløymdest um sider.


Dei spurde, kvi ingen kann læra sin Lagnadog tyda sin Hug til ein endelaus Fagnad.

Men ovan or Høgdom ei Røyst hever svaratog Mannen mot Utol og Vonløysa varat.Og Ætterna lærde dei Ord, som dei fingo,og glad’ i sin Hug utor Heimen dei gingo.

Og faafengt i Gisningar Mansbarnet grever;hans Umsyn i Uppheimen verder for snæver.Med alt, som han grundar, han kjem ikkje lenger.og stødt til det heilage Ordet han trenger.

LOVTALE YVER CULTUREN.

Kvar som helst me taka Turen,faa me høyra um Culturen,um hans Merke paa Figuren,paa Staturen og Dressuren.Kvar me koma i Qvarteer,høyra me ein Cavalleer,ein som lærer Folk Maneerog giv Folket Charakteer.Gløgg fyr’ alt charakteristiskdømer han det novellistisk,stundom blid og humoristisk,stundom vond og pessimistisk.Landet som eit Cabinetstend framfyre hans Parqvet,der han siter med Lorgnetsom ein Criticus complet.Sumt er pittoresk og plastisk,so han verd enthusiastisk;sumt vulgært og uelastisk,so han helder verd sarkastisk.Alt, som daa er primitivt,antiqverat og naivt


lyt han refsa effektivt,so det rømer successivt.Soleid skal det triviellevika for det ideelle,alt det smaa og speciellejamnast i det generelle.

Lat oss ut paa Promenade.Der er Elvar med Cascade,Fjell med imposant Façadestandande som til Parade.Der me køyra i Coupeepaa ei capital Chausseei ei permanent Alleetil ei brilliant Entree.Der me sjaa eit fiint Localemed eit propert Personale,noble Folk og joviale,liberale og reale.Der er elegant Salonmed Veranda og Balcon,alt av nyaste Façon.lagat til ein varm Saison.Der er Møbler abundanterett solide, suffisante,comfortable, elegante,luxuriøse og brilliante.

Fraa vaar Ovenpaa-Etagesjaa me ut til ein Plantagemed sin Forgrunn og Staffageav Vegetabler og Fourage.Der er Frukt av Agronomie,av Chemie og Geologie;der er annan Theorieen som det gamle Barbarie.


Der Terrainet er couperat,skal det vera nivellerat,vel planerat og drainerat,guanerat og planterat.Etter slik ei radicalRudning i sitt Arealfær ein driftig PrincipalRentor av sin Capital.Elles er det variabelt,stundom endaa miserabelt;men naar alt er favorabelt,kann han sitja comfortabelt.

Rundt um sjaa me Concurrenceum Emploi og Existence.Locomotiv og Diligencelettar Landsens Correspondence.I all Communicationer notabel Progression;storleg stig vaar Generationfram i kvar ein Profession.Mangt eit Skip er utklarerat,assurerat, utpasserat,expederat, retournerat,og paa Hamni arriverat.Der er Conflux og stor Trafiki Bazar og i Butik:der er Produkt av kvar Fabrik,av Industrie og Mechanik.Mangein Vexel er endosserad,accepterad, honorerad;mangei Skuld er liqviderad,refunderad, amortiserad.Kjem der so ein Deficit,som tenderar til Fallit,faa me stola paa Creditmed Prospekter til Profit.


Hava maa me Assistancetil Comfort og Elegance,um det kjem so paa Restance,naar me reikna vaar Ballance.

Her i desse Regionarsjaa me alle Funktionar,Corporationar og Fraktionarav Plebeiar og Personar;Proprietærar, Directørar,Secretærar og Tractørar,Revisorar, Inspectørar,Provisorar, Controllørar,Referentar, Aspirantar,Recensentar, Speculantar,Assistentar, Commandantar,Malcontentar og Emigrantar.

Institut og Institutionarfinst i alle Professionar,Skular til alle Conditionarmed Elevar og Patronar.Einstad er eit Compagnienationalt Infanterieinstruerat i Theorieum Figur og Symmetrie.Der dei læra exercera,paradera, manøvrera,avancera, retirera,præsentera og marschera.Einstad er en Song-Qvartet,ein Qvintet og ein Sextet,so eit Theater med completSceneri og grand Ballet;der dei læra figurera,debutera, memorera,


recitera, declamera,moderera og forcera.

Er ein Skule reqvirerad,verd han fyrst organiserad,sidan er han freqventerad,dirigerad og inspicerad.Der Ungdomen er placerad,classificerad og sorterad,informerad, visiterad,examinerad og dimitterad.Der dei læra Politik,Rhetorik og Grammatik,Æsthetik og Mathematik,Arithmetik, Physik, Logik,Philosophie og Geometrie,Geographie og Orthographie,Astronomie og Agronomie.Geo-, Mytho-, Philologie.Men det er ein Fatalitet,at den store Pluralitet,gløymer den heile Totalitetav Qvalitet og Realitet.

Naar ein Stat er etablerad,maa han vera dirigerad,defenderad og garderad,elles verd han insulterad.Kvart Individ er Interessent,som maa giva Contingentog kann krevja Æqvivalentkvar av sitt Departement.Dertil med so treng ein Nationogso god Repræsentation,god Control og Revision,elles verd det Confusion.


Dertil er eit Ting formerat,fraa Distriktom deputerat,completerat, instrueratog so derpaa constituerat.Er eit Logbod proponerat,maa det vera motiverat,intimerat, conciperat,innleverat, refererat.Er eit Tillegg insererat,maa det vera reviderat,redigerat, inhærerat,elder og abandonnerat.Herum er delibererat,diskuterat, ventilerat,debatterat og voterat,til at alt er deciderat.So er Logi corrigerad,inscriberad, expederad,sanctionerad, publicerad,og so er ho emanerad.

Men det største Ornamenteter daa Storblads-Regimentet,som sit inne med Patentetpaa Modellen til Talentet.Der er mangt eit Philosophem,snart eit elegant Poem,snart eit conseqvent System,snart eit interessant Problem.Takkad vere vaar Journalismesom med nobel Rigorismevender oss av fraa all Cynismeog for stor Patriotisme.Takk fyre kvart Avertissementum eit nytt Etablissementelder eit Divertissementelder eit stort Fallissement;


kvar Notits um Situationen,Constitutionen og Nationen,Productionen, Vegetationen,Traditionen og Opinionen.Takk fyre kvar ein Lectionum Comfort og Perfection,og fyre kvar Correctioni vaar simple Reflexion.D’er no alltid det fatale,at det stygge nationalelegg seg um det idealeog spolerar all vaar Tale.Difyre trengst eit Tyranniemot all national Manie,som tenderar til Anarchie,Barbarie og Svinerie.So skal alt, som er bornerat,vera refst og persiflerat,til det alt er cultiveratelder ogso emigrerat.

D’er no gamall Observanceat for myket Toleranceberre vekkjer Arrogance,Polemik og Repugnance.Difyre er det exellent,at so mang ein Malcontenti det Raaskaps Elementrømer fraa vaart Continent.So er Resten renoverad,meir Cultur er importerad,Mobben betre commanderadeleverad og polerad,so den næste Generationverda maa ein ny Nationmed ein god Dispositiontil ein groszmächtig Union;


daa er heile Positurenraffinerad av Culturen,so den nye Politurenlyser yver Lands Figuren.

FRA MAALSTRÆVERNE.

I Anledning af Versene «Til Maalstræverne», i Morgenbladet for 4de November (1867).

Nylig der kom os et Rimbrev i Hænde,gammelt af Indhold, thi forhen vi kjendenøie til lignende Tanker og Sving.Svare paa Brevet alt længe vi skulde,hvis vi just ei havde «Hænderne fulde»tidlig og sent udaf andre Ting.

Spørge vi skulde, hvor Folk vare stemte,men, som det syntes, de vare forskræmte;vistnok de frygted for Lastord og Spot.Bonden har hørt, at hans Ord vare slette,Bøgernes Maal var alene det rette;talte han det, saa var alting godt.

Dog vi til videre Spørgsmaal ei trænge.Sagens Historie kjendte vi længe;ældgamle Skrifter fortælle den bedst.Og om vor Sidemand, Svensken, vi vidste,at han ei lod sig sit Landsmaal fralisteaf nogen fremmed, indflyttende Gjæst.

Blev end vort Maal af Forfatterne vraget,var det ei dermed af Landet forjaget;endda vedvared det levende Ord.Folket det arved i Ætternes Rader,Datter af Moder, og Søn af sin Fader,vidt over Landet fra Syd til Nord.


Hvad har nu Folket mest Aarsag at hædre:Det, som er arvet af indfødte Fædre,lært uden Skole og brugt uden Tvang, -eller og det, som er indkommanderet,lært under Tvang eller og indstudereti en Forhaabning om Gunst og Rang?

Hvad er for Folket den sandeste Ære:enten et Udenlands-Sprog at lære,eller at holde paa Fædrenes Maal?Er det en Hæder, at Sprogmænd skal sige:«Ypperst var Sproget i dette Rige,dog blev det udvist med Hyssen og Skraal.»

Kom ei og sig os, at Folket er bundetfast til et Bogmaal, fordi det har fundetKundskab deri og en aandelig Skat.Ogsaa i Svensk vilde Kundskab vel nydes;ogsaa i Landskabsmaal kunde den bydesligesaa klart og vel mindre mat.

Men kan I regne og skjønne, hvor megetBonden har tabt ved at savne sit egetældgamle Landssprog i Brev og Bog?Skal vi ei tro, vore Mødre og Fædrevist vare klogere, gladere, bedre,hvis de fik Lærdom i Landets Sprog?

Lidet nød Bonden af Bøgernes Skatte;fremmed var Stilen og tung til at fatte.Talen til ham var ham ogsaa en Skræk.Ofte nok Lastord og Spot ham oprørte,kun Tugtemesterens Tone han hørte,derfor saa stødte han Bøgerne væk.

Kun efter Bøger med gudelig Lærespurgte han gjerne; der fandt han at være


Lighed for Alle, og Ret for enhver.Der tales ei om en lavere Klasse,ei med Foragt om en udannet Masse;kun Uretfærdige bortvises der.

Skal vi nu lyve for Folket og sige:«Bonde, dit Maal er kun Fusk og bør vige;Tiden har ei noget Rum dertil.Nei, vi vil Sløret fra Sandheden lette;vide skal Folk, hvad som her er det rette,siden saa gjøre de hvad de vil.

Trøstigt til Frænder paa Strand og i Dalesige vi, at deres gammeldags Taleer dog den rette og hædrer dem mest.Tales ei Ordet just ens af dem alle,hjemligt og kjendeligt vil det dem falde,naar det er skrevet som rettest og bedst.

Alle de Ord om «at bytte Sproget»kunde man spare, thi saadant nogetkommer os ikke saa ganske ved.Nok har man lært os at laane og leieNaboers Sprog; men vor Arv og Eievil vi dog derfor ei træde ned.

Dog maa vi haste og slutte med Brevet.Just som jers eget i Form er det skrevet,ogsaa lidt myndigt og dristigt som jers.Ellers vi tro, at kun Tiden vi spilde,hvis vi for længere Tider nu villekives i klodsede, haltende Vers.

MINNEORD YVER A. O. VINJE.

Det kom ein Gut or Vinje-Grend,til større Ljos han traadde;


han vardt i Landet vida kjend,og vidt hans Tale naadde.For alt sitt Tykkje kunde hani Song og Segner greida,og all den Gledskap, som han fann,han um seg vilde breida.

Og rik i framand Lærdoms Skattsitt Folk han inkje gløymde;i gamle Heimlands-Maalet radthans Vers og Tale strøymde.Det Maal, som ræddest fyre Skamog seg i Skuggen smette,det bar han fritt i Ljoset framog Rett mot Urett sette.

Men Aar og Dagar gingo fort,og nær mun Enden vera.Han tyktest hava litet gjortmot alt, han vilde gjera.Eit Stig paa Vegen fram var naatt,og betre Hug var vaknad;daa seig han ned og tagnad’ braadt,og vida vardt han saknad.

No stend eit Minne paa hans Grav,og mange var dei Hender,som Beining til det Minne gavi Landsens vide Grender.Eit annat Minne er hans Song,som vidt i Kring vil finnast;og millom Folket mangein Gongvil Namnet Vinje minnast.

UPP OG NED.

Det hender seg so mangt i eit Aar elder tvauog endaa myket meir daa i seks elder sjau.


Um tjuge Aar er allting skift um i annan Sed:det nedste snur daa upp, og det øvste snur ned.

Du kjem til ein Gard, der du tyktest vera kjend,du gled deg til aa finna den gode gamle Grend,Men Grendi er snudd um; du finn aldri det du vil,dei gamle Folk er burte, og ny’ er komne til.

Du minnest vel eit Andlit, som eingong log so lett,og Kinni var so rundlagd, og Skallen fin og slett.Men no er Skallen skrukkutt, og Kjaken er so skrinn,og Merke paa Sorger hava gravet seg inn.

Du minnest ymse Gluntar, som eingong var so smaa,du slapp aa vera bljug, naar du møtte deim daa.No ha’ dei vordet store og lært aa vyrda seg;dei vil vist ikkje no hava nokot Lag med deg.

Du minnest vel ein Unge, som ingen vyrde stort;som syntest helder lagad til Vesaldom og Skort.Men Ungen heve mannast og komet seg so braadt,at han gjeng fram um hine, som vyrde honom smaatt.

So var det og vel andre, som fyrr var høgt i Pris;dei allting hadde lagat paa Herremanns Viis.Men Blomen heve blaknat; der kom eit Atterslag,der vardt ikkje lenger so gilde Gjestelag.

So var det og so ymse, som saag paa Verdi blidtog gleddest med dei glade og hadde Gaman tidt.No ha’ dei vordet strenge; dei lika ingen Laatt;dei tola ikkje høyra eingong ein Dansarslaatt.

Fyrr var det no so fyndigt um Fridomen rødt;sjølvveldigt og fritt skulde Folket vera stødt.No tru dei vist, at Folket er altfor myket fritt;ein skulde helder hindra, at det ikkje kom so vidt.


Fyrr var det sagt, at alle fekk Lov aa tala trygtum Landsens Stell og Styring; det var daa ikkje stygt.No segja dei, det berre er Folk av høgre Stand,som hava Rett aa røda og døma um sitt Land.

Fyrr var det sagt, at alle stod lika høgt i Verd;ein skulde vyrda Mannen etter Dygd og etter Gjerd.No er det helder Pengar, som gjera Folket gjævt;dei rike skulde raada, og hine halda Kjeft.

Ei Stund det var ei Æra aa hævda Landsens Sedi Tungemaal og Munntam og alt, som kom derved.No lyt du fyrst i Skulen, og franske Namn du færpaa Vegt og Maal og Klædnad, paa Koppar og paa Kjer.

Ei Stund det var i Vane aa syngja um sitt Landog minnast gamle Tider og Landsens gode Stand.No er det Skam aa rosa sitt Land i Song og Dikt;d’er berre vaare Grannfolk, som hava Lov til slikt.

So er no allting utrygt; det vender seg so braadt,det smaae verder stort, og det store verder smaatt.Og det, som nyst var Æra, det snart kann verda Skam.Kven veit kvat næst vil fylgja? Det gjeng so att og fram.

D’er endaa godt, at Storheimen sjølv er seg lik,at Soli skiner jamblidt paa fatig Mann og rik,at Havet fløder jamhøgt, og Jordi ligger kyrr,og Bergi standa trygt, som dei hava stadet fyrr.

FARE VEL, DE GAMLE TUFTER.

Skal det no vera sidste Gongen,at eg kviler paa denne Stad,her som i Skogen og Fuglesongentidt eg drygde so himmelglad;


her som eg saag i den ljose VaarenJordi med Brudarklædnad paa,og so den milde Himmels-Klaarenspeglad i Doggi paa Blomster og paa Straa.

So vil eg sjaa paa mitt gamle Gjengegrant i den sidste stille Stund,at eg kann minnast det vel og lengelangt ifraa desse Berg og Sund.Det skal eg minnast, naar Hugen venderheimatter hit fraa ein framand Sveim;der veit eg vist, – kvat helst som hender, -at eg fær sakna min gamle gode Heim.

Fare daa vel, de gamle Tufter,der eg kjende kvart Barn, eg saag!Fare daa vel, de Berg og Klufter,der som no Vegen til Grendi laag!Fare so vel, de gode Frendar,de som so ofta meg baud til Gjest.Giv de faa Hugnad, som aldri endar,giv de maa liva som lengst og so som best!

HER ER SO MANGEI VENDING.

Her er so mangei Vending;det vendest alt so braadt.Det kjem so mangei Sending,som ingen hadde spaatt.Naar Voni vaar er blidaste,so kjem der Skifte paa;naar Heimen vaar er fridaste,so maa me derifraa.

Det var vel godt aa gangatil Barneheimen stødt


og lata Hugen hangaved alt, som der var født,og sjaa, kvat Lut av Lagnadenden Ungdoms-Flokken fekk,som her i største Fagnadenmed mange Voner gjekk.

Men Lagnaden vil drivaoss fort i Verdi ut,der vidt i Kring me svivamed kvar si eigi Sut.Og koma me so farandeog Heimen atter sjaa,so er der litet varande,av alt, me tenkte paa.

So er daa all vaar Lukkaumskifteleg og kort;me høyra mange sukka,at Gleda flyr so fort.Men millom alt, som vender segog hallar upp og ned,der er vel eitt, som stender segog alltid varer ved.

FERDA-VISA.

Kvi skal ein sitja som ein Fangestødt med det gamle Sorp og Sot?Verdi er vid, og Vegarne mange;den, som vil fara, fær eingong Skjot.Det gjenger Skutor med Segl og Eimfossande fort ifraa Heim til Heim.Staalhestar stynja, Kjerre-sloder dynja,og Folkehopar rynjafraa Heim til Heim.


Alle, som vidt um Land faa fara,rosa dei Syner, som der dei sjaa;leikande Minne, som lenge vara,føra dei heim derutanifraa.Ja, rik og væn er vaar vide Jord,ymis i Skiftom i Sud og Nord.Best var aa gjesta alle Land aa festai sin Hug det bestai Sud og Nord.

Allstad kjem der ein Vaar og Sumar;allstad skiner den same Sol.Blomarne spretta, og Skogen brumar;Fuglarne søkja sitt gamle Bol.Det møtest Frendar paa framand Strand,Helsingar ganga fraa Land til Land.Skutorne skylja Barmen sin i Bylgja.Berre lat oss fylgjafraa Land til Land.



ETTERLEIVDE DIKT I

MALKERVISE.

Roud som Kopar Sola fær aat Fjella ned,Let ‘tu Qvelda he alt Dagjen.Vakker Vaarlet komen er paa Mark og Ved,Sjøl den ældegamle KagjenYngjest op igjen og bære grønne Top,Syngjandes se flokkast Fuglane derop,Rundt om Stomnen graaSimra gul og blaaBlidt atti Qvelsraaden smilte.

Og mæ Sola enddaa lyse over Lie,Krøtera se ta’ te samle;Børjingstida, veit dei, er idag forbi,Inn dei ta’ sin Plads den gamle.Dag og Nætte maange alt er rapte vek,Sida at dei ute laag paa grønne Flek;I dê VintersbøllRigt paa Snø og Kjøld,Den Plaseer dei sakne maatte.

Sola ned i Dalen alt he’ skinne nok,Skuggjin ho op ette sende.Der et Lag er ute. – Den AnmarkeflokBrølandes se mot dei vende.

Myllotid dei qvite Strøima fossa stridt,Syng’ so Siri om sit Framtids Haap so blidt.Ljøs er Livets Lei,Broket’ Framtids VeiGløimest der, so Elskov raade.

Myllotid so tona Luren lydt og rart,Atti Fjella høgt dê svara;Varg og Bjønn skal faae ‘ta Markaa Skræmsel snart,Hvis at her paa Lur dei snara.Høgt og ljøst alt loga Einebrisingin,Mæ’ Smaajente dandse inn NysomarinOg naar andre GaangQvæda er ein Saang,Gaar dei muntre heim til Qvile.

SLAATTEVISE.

Slaatten æ ei vakker Ti,Lygta æ so fjølg aa bli,Markja klædd aa stasa,Ollaastaa æ folkesamt,Stort aa Smaatt æ ute jamt,Føre Kri mæ Grasa.

Paa sin Teig jamhæra staaKvinn’ aa Kar mæ kvasse Ljaa,Kvar om Hinn se skunda.Breidde Flekkje ligg attmæ,Endr aa Flokk mæ Saate stæ,Paa Høiterrin stunda.

Morosamt ett Arbei æ,Naar dæ radt fraa Haandaa gjæ,Aa fyr Ykta syne.


Modalaust ett Arbei æ,Naar dær ettslag fyle mæ,So Altsama tyne.

Ein Ting kann e aldre li,Soden Folk, so ingjen TiKvild aa Ro se unne,Folk, so kava Natt og DagUtten Grein aa utten Lag,Stødt mæ ettslag dunne.

Den, so væl sitt Arbei kann,Kjeme like laangt, om hannStundaa Rygjen rette.Slæp aa Arbei vere vil,Kvild aa Moro høire til,Daa gjæng Alt mæ Lette.

Sumarstia æ daa bra,Sæl æ den, so frisk aa glaKvar ein Morgaa vakna,He, kva hann ska gjere mæ,Finne Vìne, kvar han æ,Aa kjenn’ ingjen Sakna.

DEN FEM OG TREDIVTE FØDSELSDAG.

Tænk dig En, som over mangevilde Fjelde vandre skaltil en fjern og eensom Dal,og som ukjendt mange Gangeind paa vilde Stier træder,saa at han trods al Umagsnart har spildt den halve Dag,


før han seer de rette Steder.Tænk dig ham mod Aftentidenhøit paa Fjeldet paa en Steenhvilende de trætte Beentil fornyet Fremadskriden,sukkende, naar han betænker,at den bedste Tid er spildtganske ved at vandre vildt,at snart Mørket ned sig sænker,drivende paa Flugten Dagen,saa han ei det Huus kan see,hvor han tænkte, han maaskeeskulde blive vel modtagen.

Faar du ei de samme Tanker,naar du af dit hele Livmed dets hele TidsfordrivVindingen tilsammen sanker?Naar du regner alle Dagei de mange lange Aarog en Summa deraf faaer:skræmmes du da ei tilbage?Virker det ei paa dit Hovedsom et kraftigt Øreslag,som du var af Tordenbragvakt, naar bedst du havde sovet?Da tilraaber dig en Stemme:See paa Tiden, som gik bort,see saa paa, hvad du har gjort,og hvor langt du nu er fremme.Efter al Naturens Ordenstaaer du midt paa Livets Sti,men det bedste er forbi;gammel, gammel er du vorden.Høstens Skyer om dig svæve,skjønt du troer, at det er Vaar;som en Olding snart du staaer,før du har begyndt at leve.


Bliver du ei hed i Hoved,som en Troldsøvn paa dig laaeog du vaagned op og saae,at du tyve Aar har sovet?Eller om du ei vil regnealt saa nøie, alt saa grant,eet er altfor vist og sandt:ti Aar ere vist undvegne.Ja, en Tid af ti Aar fuldeuden Spor er strøgne bort,alt, hvad du har hidtil gjort,gjort for ti Aar være skulde.Endnu gaaer du jo i Lære,endnu Barn i al Forstand,endnu ikke bleven Mand;ak, hvor lang maa Kunsten være!Trods hvad du har stræbt og løbetfor et Maal at kunne naae,lige nær du dog mon staae,som da du begyndte Løbet.

Hvor blev af de skjønne Drømmeom et Hjem, om Kjærlighed,Venskab, Fred og Ro, hvorvedTiden skulde blidt henstrømme?Hvor er Huset med det netteVindue og den lave Dørog de Træer, som du førrundt om Huset vilde sætte?Hvor er Stuen med de glatteVægge, frie for Stads og Pragt,Hylderne, hvorpaa var lagtdine Bøger, dine Skatte?Hvor er den, som skulde prydeSædet næst dig ved dit Bord,i hvis Aasyn, i hvis Orddu en Himmel skulde nyde?Hvor er Haven med de mange


Blomster gule, røde, blaa,Træerne med Frugter paaog de skovbeklædte Gange?Hvor er Bænken i det grønnemed det tykke Løv omkring?Ja, hvor er de mange Ting,som du skulde faae saa skjønne?Paa den store Jord der findesingen Plet, som kaldes din,ingen Sjæl dig kalder sin,intet Blivested du mindes.Som en Rømningsmand du vandreruden Maal og uden Hjem,ukjendt, hvor du kommer frem,overladt til egne Tanker.Alt forbi er Vaarens Dage.Hytten kan du endnu faae,Haven kan du endnu saae,men dens Frugt faaer du ei smage.Træer kan du endnu sætteved dit Huus, men deres Topvil ei naae til Taget opeller sig tilsammen flette.Venskab kan du endnu kjende,Venskabs matte Maaneskinkan vel endnu lyse indi dit lille Hjem, kanhænde.Men det bedste, Kjærligheden,Livets Sol, naaer neppe did;thi den svandt den rette Tid,ja, den er forlængst forledenElskov kun for Ungdom brænder,men fra gammel, rynket Kind,fra et koldt, fortørret Sindden med Rædsel bort sig vender.


HEIMHUG.

Eg veit meg so fager ein Stad,og dit hev eg lengta lengje.Dar liver ein lystug og gladog kjenner so vel sitt Umgjenge;dar kjem ein i Skog og Engmed kvart eit Fet, som ein gjeng;dar hev ein so rikeleg Romte reika paa Gras og Blom.

Og naar du kjem inn i Byn,so ær da so mangt du saknar.Du høyrer ‘kje Fuglanne syngkvar Morgon, naar du vaknar;du ser ikje Bekkjenne smaaog inkje Tjønna den blaa;du fær ikje Solbakkjen frite ganga og kvila deg i.

Naar Sumaren kjem i Gar,daa vert da so vent paa Land’a.Da grønkast i Lid og Skar,og Fenaden slepp utor Banda,da svarar i Fjell og Urav Bjøllur og Fløytur og Lur,da glimar i kvart eit Romav Fugl og Fivreld og Blom.

Men venaste tykjer eg d’ær,naar Hausten kjem over Jor’a,naar Aakren ær brandgul og skjærog Straa’a flugtar med Bora;dæ gular paa Skogjen so bjartog Toppann av Fuglar ær svart;dæ rauder paa Tuvunn av Bær,dan Visa vart avbrota her.


HUGVERK.

Da vantar meg eit i alle Ting,d’ær eit, eg inkje kann nemna.Tankanne sviv so vidt ikring,dei tæk so undarleg Stemna.

I Heimen altsamaner Gledskap og Gaman;

da vantar meg nokod endaa,d’ær eit, eg inkje kann faa.

Dagjen ljosnar og Soli sprett,da livnar paa alle Vegar.Hugjen er tung og ille sett;eg veit ikje, kvi eg tregar.

All Heimen han reikartil Lyst og til Leikar;


Stjernunne blinkar og Maanen skin,da stillest i Lægd og Lider.Aldri da stillest i Hugjen min,han endaa verkjer og kvider.

All Heimen han kvilerog drøymer og smiler;


Eit eg veit, som kann giva Bot,men dan Ting er vond te finna.Einstad finst væl ei Raad imot,men dit er so langt te vinna.

Fyr’ di lyt eg bidaog lengta og lida;

da vantar so mykjed endaa,d’ær langt til eg Raadi kann faa.


ÆGTEMANNS RAAD.

Aa sæl er dan, som agtar segog ingji Sorg seg lagar!Rett ingjen veit, kor lukkelegein er i Ungdoms Dagar.Kvi vil so mangein fagna Drengseg til ein Slave gjera,og kvi vil Gjento, kor da gjeng,ei svarter Kjering vera.

Fyrst maa du hava Hus og Gar’(han er ‘kje lett aa taka),og sidan nokod til du tar’te koka og te baka.Ei Skarve Jord du deg skal faa,ei liti gamall Hytta,ei Eng med Lyng og Mose paa;ho skal so lited nytta.

So gjeng i Landskyld og i Skattalt da, du inn kann grava;men slæpa maa du Dag og Nattog sjølv med alting kava.D’er ingji Hjelp te lita paa;so fast er Kaano inne,og Tenar kann du inkje faa:um Løn og Mat han minner.

I Husom inkje standast vil;d’er alt i Rot og Røra.Ein Flokk av Ungar aukast til,so fælt eit Styr dei føra.Din Klædnad er ‘kje mykje snild,da heng og sleng og sletter.Og Lettebraud og Utskot-Silder dine beste Retter.


No er da kanskje inkje fritt,at Mann og Kjering strider.Da er ‘kje fullt so søtt og blidtsom fyrr i fyrste Tider.Nei, Fuglen er ‘kje meir so fin,naar han er fast i Handi,som daa han sat paa Kvisten sin,alt fyrr han kom i Bandi.

No er ‘kje Hugjen meir so heit,han helder ligg i Dvale.Um all dan søte Kjærlegheiter inkje lenger Tale.Dan sprikjande, dan raude Kinnvil no so lited skina;ho heve vorted bleik og skrinnog høver best te grina.

Alt detta kann du tenkja paa,ei Stund fyrr du deg fester.Og vert du inkje rædd endaa,so er da best du freister.Ja, tykst du aldri koma tilaa la’ dan Tankjen fara,so berre gift deg, naar du vil;da skal deg ingjen spara.

ATTERSYN.

Her ser eg ein Dal og eit Elvardrag;hit hev eg lengta so lengje;her hev eg vankad so mangein Dag

i mange Lag.Eg kjende kvart Liv, som i Bygdi beid,(alstad so hadd’ eg mit Gjengje);


væl eg visste kvar Hamar og Heidpaa kvar ei Leid.

Men sælast er dan, som fær sitja i Roi same Kro.

Da hev ikje lenger da same Skap.Mange Slags Skifti er skjedde,sume til Vinning og sume til Tap

og Skrot og Skrap.Smaa Hus og smaa Hyttor ein vida kann sjaa,som inkje dan Tid var sedde.Mange Nymaatar er med komne paa

fraa Topp til Taa.Men sælast er dan, som fær sitja i Ro

i same Kro.

Paa Markji er mange Umsnuingar gjort;Aakrar er mangestad brotne,Tuvor og Steinar er og komne burt,

og vaatt er tùrt.Dan mosegraa Skogjen er nedhoggjen slett,sum’ utav Treom er rotne.Smaaskog er uppatter ronnen so tett

og frisk og nett.Men sælast er dan, som fær sitja i Ro

i same Kro.

Um Folkjed so lited eg segja væl kann.Blomstren han eldest og blaknar.Midt i Aalmugjen knapt tjuge Mann

eg kjenna kann.Dei gamle ha gjøymt seg og gjenged til Kvild;mange i Flokkjen eg saknar.Ungdom er uppatter voksen so gild

og frisk og snild.Men sælast er dan, som fær sitja i Ro

i same Kro.


So kann ein fara so lengje um Land,at ein er framander heime.Best er aa bu paa si heimlege Strand

i vanlegt Stand.Men kann du ‘kje stendigt i Heimbygdi staa,(Flutningar er no so sleime),so skal du halda deg væl derifraa

laast inkje sjaa.Men sælast er dan, som fær sitja i Ro

i same Kro.

I LJOMEN FRAA EIT NORDISK MØTE.

Kvar er Norig nederkomet,kvar vardt gamle Norig av?Ligg dat endaa sjukt og nomet,eller ligg dat i si Grav?Kvat hev vordet gamle Suggen?Rundt ikring er Song og Skraal,alle røda utan Ruggen,han fær aldri upp sit Maal.

Er du slokken, gamle Gubbe?Nei, men du er klen og veik.Endaa gjeng du vist ein Stubbe,naar du komen er paa Reik.Tung er kanskje fyrste Freisten,fyrr du stend paa Fotom fast,men den ljose Livsens Gneistengløder i deg like kvast.

Er du blyg, at hine gingolangt fram um deg, daa du laag?Reis deg, dat, som hine fingo,dat kann du med Fagnad faa.Rød til Heimen, lat han høyra,


at ditt Maal er inkje mist.Endaa kling dat i hans Øyra,dat, du talad til han sist.

Mange Soler hava dalat,sidan sist du talad høgt;men dei Ord, som daa du talad,gløymdest inkje rett so snøgt.Minnast vil dei nokorlunde,medan Nordmanns Ætt er tilOg dan Kunst, du dan Tid kunde,kann du endaa, naar du vil.

FYRTIANDE FØDEDAGEN.

Her er ein høvelag Kvilestad,her ser du langt tilbaka.Prøv no, um du kann vera glad,og nokon Hugnad smaka.Rekna no ut, kor lengje d’erdu heve voret paa Vegen,sjaa so, kor langt du komen er,og kjenn, um du verder fegen.

D’er lengje sidan du foor til Fjellsog gjekk yver fyrste Bakken;no ser du alt, dat lid til Kvelds,og so fær du Natti paa Nakken;Natti kjem, og Foten er trøytt,og inkje er Hus paa Heidi;beste Tidi heve du øydt,alt fyrr du kom midt paa Leidi.

Aa, alle dei Timar du heve spilt,dei koma deg tungt aa trykkja.


So gjeng dat til, naar ein styrer viltOg vinglar i Krok og Lykkja;Tidi ho gjeng sin jamne Gang,um Mannen søv elder vaker;ho spyrr inkje, um den Stund er lang,som tarvst til dine Sakjer.

Skal dat no vera fyrti Aar,fraa di du kom til Verdi,so er dan Saki alt for klaar:du foor inkje rette Ferdi.Tidi er tapt, og dat er vist,ho kjem inkje atter, des verre.Ja, tie Aar maa du hava mistog helder fleire en færre.

Tenk deg ein Ungersvein, som vardti Berget teken og trollad,sungen i Sømn og bunden hardt,dar Tussarne song og sollad!Og naar so Trollskapen gjekk av,og Sovaren hadde vaknat,daa var han gamall og gjekk med Stav,og myket hadde han saknat.

Tenk deg, at Sømnen var helder snæv,og Vokstren var helder langer,at Fangen eldest i Strit og Strævog myket Harm og Anger.Og naar so Fangen ut var sleptog skulde søkja si Lukka,daa var kvar ein Glugge tept,og kvar ein Blom var plukkad.

Du ser so mange rundt ikring,langt meir en tie Aar yngre,


som hava sankat seg større Ting,men aldri strævat tyngre.Dei gingo fram, daa du stod fast,dei gingo paa beine Vegar,difyre komo dei fram i Hast,og du stend atter og tregar.

Av alt du kravlad og kraup ikring,so er du ‘kje lenger komen,en daa du gjorde din fyrste Svingog steig uppaa Bakketromen.Endaa er du ‘kje vorden Mann,endaa gjeng du i Læra,endaa vel knapt du tala kannog liva med Folk med Æra.

Sjaa dine Grannar og lær av deim,dei hava seg betre hagat:alle so hava dei Hus og Heimog alt etter Hugen lagat.Du læter framande reida deg Bolog segja deg, naar du skal byta.Du lyter sitja paa annan Manns Stolog eta or annan Manns Gryta.

Sjaa dine Grannar i Pynt og Pryd:dei reika so bratte paa Vegen,alle so hava dei seg ein Lyd,som fylgjer deim fus og fegen.Kvat heve du, din arme Kryp?Kven bryr seg um din Skade?Anten du stender, eller du styp,er alle lika glade.

Kvar vardt alle dei Draumar av,dei, som du gjekk med so lengje?


Kvar vil du leggja din Gangestavog kvila deg etter ditt Gjengje?Alt er du trøytt, du kjenner ein Kjeimav Aldren i Mod og Minne:sjaa no til, um du heve ein Heim,og um dar er nokon inne.

Kvar vardt av dat vene Hus,du skulde lata deg byggja?dit skuld’ du ganga so glad og fus,og dar skulde alle seg hyggja.Kvar vardt dan vene Hagen avmed alle dei Tre og Runnar,alle dei Blomar, som Vaaren gav,og alle dei grøne Grunnar?

Kvar er dan vene Drosi væl,som skulde med deg røda,gjera deg alltid glad og sælog søta deg all di Møda?Jau men, vardt dat væl nokot avmed alle dei vene Draumar!Gakk, Far, og styd deg paa din Stav,d’er ingen, som etter deg gaumar.

Gakk so langt, som du kann og vil,d’er ingen, som veit dine Vegar;um du verd ute ein Time til,d’er ingen, som etter deg fregar.Um du skal vaka Natt etter Natti Sorg og tunge Tankar,so er heile Huset lika gladt,og ingen høyrer du bankar.


Elskhugen er dan venaste Urt,som veks fyre Manna-Sonom,dan Mann heve kastat Livet burt,som inkje fekk Deild i honom.Elsken vil inkje til Aldren inn,han held seg til Ungdoms-Aari,han flyr fyre gamalt, rukkut Kinn,han flyr fyre fallande Haari.

No kann du alltid sjaa din Dompaa alle dei Droser bjarta.Paa dine Vegar veks ingen Blom,fyre deg slær inkje Hjarta!Sjaa dei paa andre, so sjaa dei blidt,so Augo blenkja og skina;men sjaa dei paa deg, er dat inkje fritt,dei kvessa Augo og grina.

No kann du freista, ifall du vinnaa setja deg upp ei Stova,dar kjem inkje myki Moro inn,aa, sæl var dan som fekk sova.No kann du setja dei fine Tre,som skulde standa kring Huset,dei vil inkje naa so høgt som til Kneog kanskje knapt upp or Gruset.

Gjer deg no berre ingi Von,du veit, kor Vonerna fara;dei fata og slokna so fort som Ljon,og Ljoset vil aldri vara.Trøyst deg med, at mangein Mannkom inkje Maalet nærre,og mangein Mann vil klaga, at hanheve faret endaa verre!


VIDSIDH.

Vide hev eg vinglati Vegom ute;øvst i Upplondom,ytst paa Havstrondomi Byom og i Bygdombergemillom,i Tun og Torgog i tettaste Skogom.

Merkat hev eg mangeManna Heite:Skolp og Skogningog Skodjebygding,Trumsing, Tronnesing,Trondheims Gastar,Senjing og Saltværing,Sogning og Fyrd.

Voss og Valdresog Vesteraaling,Lustring, Leirdøling,Lofoting, Vikning,Ranværing, Rissværing,Romsdøling, Molding,Hitring, Hamning,Hellandsfar og Namsing.

Strinding, Stryning,Stril og Guling,Jølstring, Junse,Jæderbu og Ostring,Ringebygg, Rennebyggog Radværing,Selbygg, Sparbygg,Spinnværing synst i Enden.


Lesjaværing, Lomværing,Lustring og Suling,Kvinnværing, Kvæmingog Kvinesdøling,Orkedaling, Øyningog Innhering,Beitstøding, Bynesing,Borgundsynding.

Hord og Hardengog Herleværing,Eidfyrd, Oddvær,Etnesbu og Storing,Sirdøling, Soggendøling,Sæterdøling, Evjing,Egder og Austmenner,Aarndals Menner.

Tindøl, Tudølog Telemarking,Bambling, Bøhering,Botning og Krødling,Halling, Hadlending,Heidemarking,Ringeriking, Romeriking,Romedøl og Hamring.

BYRTE-HEIDI.1853.

Vandt er aa vitaVegen til Vinje:Grunnen er groenmed Gras paa alla Sidor;


inkje Gjeitar-gòtaein Gong te finna!Kvar i vide Verdier Vegen til Vinje?

Upp fraa Byrte-Bygdibeint eg stemnde;breid var Brautiog Bruer paa Grovom.Hit hev’ eg hittat,her endast Vegen,Skog og Skoddaskyler alla Lider.

Tomt er i Tunom,tomt er i Husom,ute og inneer audt og daudt.Stong og Stydastend fyr alla Dyrrer;inkje Matar-Maal kannMann her kaupa.

Vida hev’ eg vitjat,vida hev eg slunget,Fjell og FirneFjordungar mange;ofto var eg vegvilli Viddom ute,daa var Byrte-Bakkenbaagaste Leidi.

Heppelege hamnad’ egi Haukaas-Garden,steig eg inn i Stovo,stod ei Kjering fyre;


blid i Blesablinka ho mot Heidi:Dar er vanleg Vegentil Vinje-Grendi.

Beint uppaa Bakkenbyrjar Vegen,so er Molte-Myrimidt paa Heidi,so bøygja Bakkarnebeint aat Vatnet.No veit du Vegentil Vinje-Grendi.

PAA BYVEGEN.

(I Sottartidi. Oktober 1853).

Dat gulnar Lauvet, dat losnar og fell,og Kvisterne standa so snaude.Naar Mannen er komen seg væl i Stell,so hallar han mot sin Daude.Ospi slepper sitt siste Blad,dat skjelv og slitnar og detter.Ofto var eg i Hugen glad,men Sturen kom alltid etter.

Brandgul er Skogen, han snøydest snart,dat bliknar Graset paa Engi,dat kjem ein Vinter, han verd ikje bjartfyr dei, som skal liva so lengje.Eingong saag eg med lettare Modtil Staden fraa denne Høgdi:Vegen var lett, og Voni var god,og Draumar hadd’ eg i Nøgdi.


No er han inkje frid aa sjaa,dan store glimande Staden.D’er Sott og Sykja i kvar ei Kraa,og stødt stend ein Gravar med Spaden.Sotti sopar i Bygd og By,og Folk fara siste Ferdi,og sume falla, og sume fly.Dat seer ikje blidt ut i Verdi.

Du heve no trøytt so langt eit Skjeid;kvi kjenner du denne Trauden?Du var so ofto av Livet leid;kvi ottast væl du fyre Dauden?Aa, Mannsens Hjarta dat er ein Brunnso djup og so lang til Botnar;ein seer ikje dat, som ligg i Grunn,ein seer berre dat, som flotnar.

Dat gjer’ ikje myket fraa elder til,um Dauden deg vil fanga.Dar er ikje mange, som graata vilelder traatt um Gravi ganga.Ditt Verk i Verdi er kannskje gjort,so kann du dat fraa deg giva;og hev du eitt ugjort, smaatt elder stort,so fær du væl Lov te liva.

Statt upp og gakk og sjaa deg ikring!Kven veit kvat slikt heve paa seg?Dat hender so mang ein underleg Ting;ein veit ikje lenger fraa seg!Eitt Verk, som du vilde og inkje vann,du endaa kannskje kann vinna;ei Lukka, du søkte og inkje fann,du endaa kannskje kann finna.


Men skal du ned i dan myrke Mold,du endaa ei Von skal hava:dat er inkje annat en Hud og Hold,som Gravaren ned skal grava.Du fær væl endaa sjaa paa ditt Landog høyra, kor heime stender;og daa er du viis og væl i Standte skyna paa alt dat, som hender.

TANKARNE MINE.

Alle mine Tankar dei ganga ut paa eitt,alltid um dat same mun eg drøymaKvat dan Draumen tyder, dat veit eg inkje greidt,men endaa kann eg Draumen inkje gløyma.Rett liksom Bekkjerne, som vil i Fjorden nedsoleid fara Tankarne alt fram som eit Skredeg stoggar dei, eg møter dei, eg styrer dei paa Sned,men alltid tilbaka dei strøyma.

Visste no Folk, kvat eg tenkjer paa so traatt,fulla fekk eg ymis Læta høyra.Skjelling og Smelling og Erteleik og Laattvilde vanka rikelig kring Øyra.Er du forgjord? Hev du Vitet ditt misst?Viis kann du inkje vera, gali er du vist.So vilde Folket sagt, naar alt dei hadde visst,og eg hadd lòtet tegja og høyra.

D’er no væl dat rettaste, eg no kann finna paa,te driva slike Tokkar utor Bringa;dan, som eg tenkte paa, dan vil eg inkje sjaa,og Tanken maa eg vist kunna tvinga.Aldri skal nokon faa vita, kvat dat var,som eg so løynlege i Barmen bar.Og aldri vil eg spyrja og aldri høyra Svar,kor yndeleg dat endaa kunde klinga.


LYSEBOTNEN.

1858.

Leidt er aa liggjai Lysebotnen,naar som Vind og VederVegen stengjer.Klettar, Kleivarog Klovar djupabreida seg um Brautimed bratte Støytar.

HimmelshøgeHamrarne risa,slette som slipte,slikjande av Væta.Rundt um Vik og Vollsom Veggen dei standa,skylande Skolten sini Skoddestaalet.

Sky og Skoddaskyler alla Leider,bleik og blygraabløyter ho all Vegen,silande, simigande,sigand’ undan Bergom.Vist er seina Vonertil Vederskifte.

ATTUM KOMEN.

Ei skal du undrast, um Grannarne dinetykst vera gildar’ i Sætom sine.Alle so hava dei Hus og Bu.

Kvat heve du?


Kvar Mann i Grendi hev fenget ei Stova,Folk veit vel um, naar dei vaka og sova;kvar Mann i Grendi hev fenget si Fru -

Kvat heve du?

ET STORT NAVN.

En Ting, som mange høilig agte:et vidt bekjendt og æret Navn,er, som jeg troer, af lidet Gavn,skjønt Tusinde derefter tragte.Den Ene det for seent opnaaer,da det ei kan ham længer nytte;den Anden det fortidlig faaer,vel før han kan en Knude knytte.Det er jo tidt en Herlighed,som uforskyldt man fødes med.Ærbødigt mangen en betragtesalene just for Navnets Vægt:han fik det af sin høie Slægtden Stund, da han til Verden bragtesOm Navnet altsaa er bekjendt,det er dog ikke just fortjent.En Keiser og en Skorsteensfeieri Grunden lige meget veier;naar Feiersønnen kun blev lagtsom Skifting i en Keisers Vuggeog lod sig kun af Hoffolk rugge,da fik han ogsaa Keisermagt.Det er ei Viisdom eller Dyd,hvorpaa sig slige Fortrin grunde:det er kun Navnets egen Lyd,som bringer det i FolkemundePersonen være, som han vil,det er os nok, at han er til.


Desværre, de fortjente Navne er ogsaa tidt Tilfældets Spil. Den ene Mand har kunnet gavne,den anden fik ei Plads dertil. En General har Seier vundet:han traf en Fiende, som veg; en anden har ei seire kunnet:han kom ei i en saadan Leg. Dog var hans Klogskab ikke mindre,ei heller mindre var hans Mod;hvis intet andet skulde hindre,han lige godt sin Prøve stod. En Mand et Kunstverk har opfundet,men kan ei bringe det for Dag; thi hvordan han har tænkt og grundet,han dog paa Midler er for svag. Men Tanken gribes af en anden,som Verket bringe kan istand; strax nævnes han som Ophavsmanden fra By til By, fra Land til Land. En Mand opskriver hvad han tænker og lader det til Trykken gaae; man strax et Digternavn ham skjænker,som skal blandt store Navne staae. En anden tænker lige rigtigt men skriver sine Tanker ei,og skjønt hans Navn er lige vigtigt,det kommer dog ei nogen vei.

Saa er det med Navnkundigheden,der er just ei saa meget ved den. Saa mangen leved ubekjendt,som havde vel et Navn fortjent. Og mange, som et Navn har vundet,har derved liden Lykke fundet:den Ene først til Ære kom,da han gik i sin Alderdom.


Den Anden misundt blev og hadetog led for Navnets Skyld Fortræd;alt, hvad han havde gjort og ladet,blev lastet kjækt og revet ned.En Tredie til en Afkrog bragtes,hvor Ingen skjønned paa hans Færd;skjønt Navnet andensteds mon agtes,i Hjemmet var det uten Værd.Paa fremmed Sted man om ham talteog ønsked ham at kunne see,i Hjemmet ham en Nar man kaldteog havde ham til Spot og Spee.

Saa gaaer det med Navnkundigheden,der er just ikke meget ved den.

NØGD – MISNØGD.

Dei segja, at Verdi skal vera so vond,og sant kann dat altfor tidt vera;men vist er dat og mangei hyggeleg Stund,naar Folket vil glade seg gjera.D’er so myket te sjaa og te lyda uppaaog mangeleid Moro, som ingen læst gaa.Ja, kvart ein vil snu, ein skulde kje tru,at Verdi so ven kunde vera.

Dan Mann, som er fast uti Bolt og Band,og inkje seg sjølv fær laga,og dan, som er sjuk og i vanført Stand,han heve væl Sak te klaga.Men dan, som er fri, og frisk attaat di,og endaa finn inkje te fagna seg i,som alting kann faa og inkje vil sjaa,eg veit inkje, kor han er laga.


KJERINGI MED KJELKEN.

Og Kjeringi med Kjelken ho gjorde seg eit Sprang,Tulle rulle rulle rulle rulla

og Vegen fram aat Kverni han er vel ikje lang.Aa tulle rulle rulle rulle rulla.

Og Kjeringi ho kom seg paa næste Bakken fram,te draga paa Kjelken dat tykte ho var Skam.

Og Kjeringi ho sette seg paa Kjelken og skreid,og Kjelken var smal, og Kjeringi var breid.

Og Kjerringi og Kjelken dei støytte mot ein Stokk,so rullad dei og tullad dei so radt inn i ei Dokk.

Og Kallen stod paa Bakken med Laatt og med Glis:Tulle rulle rulle rulle rulla.

Ein gamall og galen hev aldri vordet viis.Aa tulle rulle rulle rulle rulla.

HAUST.

Endaa ser eg ingen Vetter,endaa er det fager Haust.Vistnog ser eg, Lauvet detterelder heng paa Kvisten laust,men paa ymse støde Stomnarstend det endaa tolleg traustFyrr den gamle Eiki sovnarvil ho trøyta vel sin Haust.

Sunnan koma milde Gusterkvikande paa Liv og Land,spela i dei gule Ruster,kvita Baara langs med Strand.


Ja, den laage Soli lysersumarmildt paa grøne Jord,til at Morgonkjøla linkarmed si Gust fraa kalde Nord.

Sume gule, sume snaudehava Bjørker Hamen bytt;so skal Lauvet faa sin Daude,men det kjem vel atter nytt.Og i tette Lag i Lidomstender Gron og Fura grøn,inkje skiftest ho med TidomVaar og Vetter lika kjøn.

I DEI GODE GAMLE TIDER.

Fyrr i dei gode gamle Tider,daa hadde alt eit annat Lag.Mannen gjekk med um Berg og Lidersjølv med sitt Grev og med Øks og Sag.Sjølv var han den, som barkade Ledret,sjølv han saumade sine Sko,og naar det daa var kaldt i Vedret,kløyvde han Vìden og vermde seg so.

Daa stellte Frua sjølv med Gryta,saumade sjølv sin Serk og Stakk,vaskade sjølv, naar ho turfte byta,blandade sjølv den Drykk ho drakk.Med sine eigna høga Hendertok ho Sildi av Stampen fram.Um ho paa Fingrom fekk svarta Rendertykte ho aldri, det var Skam.


KUNST OG SKAPNAD.

Fraa Mannsens Verk mitt Auga burt eg vendertil nokot som er større Hugnad i:den store Skapnad, gjord med høgre Hender,den grøne Jord i heile Pryda si,den fagre Fugl, som Song av Kvisten sender,den blanke Fisk, som gjeng i Sundet fri.Slikt er meg meir en alle prydde Salar,der Faafengd tenkjer, og der Faafengd talar.

Det milde Morgonljos igjenom Gluggener beste Syn, som nyvakt Auga fær,og Middagsljoset, stort i sjølve Skuggen,gjeng yver alt, som glimar fjerr og nær;um endaa Himmelen er graa og gruggen,er ingen Lit som Dagen væn og kjær.Det største Ljoset, kveikt av Mannsens Hender,er endaa myrkt mot det, som Soli sender.

Væn er den vide Jord i Vaardags Liten,daa alt, som kryr, av nyvakt Liv er fullt,og væn um Hausten, som i Sumarhiten,naar Lauv er grønt, og naar det verder gult,naar siste Blomen er av Kulden biten,og Livet ligg i Fræet løynt og dult.Det minste Straa, som Frukt og Fræ kann bera,er meir en Mann med all sin Kunst kann gjera.

Ja væn er Jordi vaar, den vide Tufti,som Mannen fyller upp med Stein og Grut.Han søkjer all sin Skatt i døkke Dufti,han er det sjølv, som skjemmer Jordi utmed all sin Bygnad upp igjenom Lufti,med alt sitt Kappsprang og si Faafengs Sut.Det grøne Gras han spøner upp med Spadenog set ei kalkad Steinrøys upp i Staden.


Nei, lat meg sjaa den væne grøne Skogenkringum eit Tun med lagleg’ Hus uppaa,ein fager Fenad, feit og rund um Bogen,ein einsleg Bekk, ei Eng med tette Straa,ein Aaker flat med Forer etter Plogen,ein Gard, der Folk kann Sol og Himmel sjaa.Men ingen By med berre Loft og Kjellar,der alt er trongt og myrkt som i ein Hellar.

STORLÆTE.

Aa hever du Hug til at flira,so set deg aat Veggen her,so du gjenom Glaset kann stirapaa Folket, som ute fer.

Kor Folk vilja store veraog glima med Stas og Kramkor myket Stræv dei seg gjeraat syna sin Storskap fram.

Med kvite smaa Bringeklutarog himmelsopande Hattder kjem ei Skreid av Gutar,dei setja vel Nakke bratt.

Med skraavande, store Stakkar,vel mest ein Famn i Breiddein Flokk av Gjentor her flakkar,som er inkje illa reidd.

Med Ringar i Øyrom gjengerkvar einaste Sopartaus,og rosutta Rimsor hengeri Duskar um Hals og Haus.

Med Veidebuster som Pusenog Hokoskjegg som ei Gjeit


du seer ein Skolt under Brusen,som inkje vænare veit.

Du seer den lærde med Brillor,men kanskje det er ein Gap,du seer dei løgnaste Grillori tusund skiftande Skap.

Seer du den Silke-Føtamed Solhatten staut og kaut?Ho kann inkje Sokken sin bøtaeller koka ein etande Graut.

Ja seer du den Stormannsstubbe,med kongeleg Hams og Hug?Han kann inkje kløyva ein Kubbeeller skilja Bygg fraa Rug.

GAPA-VISA.

Gapen er alltid Gapen lik,anten han er so arm elder rik;anten han gjeng i Frakk elder Trøya,stødt er han lika seig at bøygja.

Gildaste Ting, som Gapen veit,er, at han vil vera full og feit;einaste Sanning, som han hyller,er det, at Mat i Magen fyller.

Aldri han bryr seg um Fødelandelder Forfeder og Folka-And.Fødeland kallar han det, som giv Føda,rikeleg Føda og liti Møda.

Naar han fær nog av Mat og Drykk,vyrder han litet um Landsens Trykk;


naar han fær Kjøt og Smør te tæra,vyrder han litet um Landsens Æra.

Naar nokot nytt han læra maa,slær han seg alltid tver og traa,tykst vera klokar’ en heile Skulen,difyre lærer han aldri Smulen.

Einast ein Lærdom han held i Priis,det er at læra seg Stormanns Viis,Herremanns Viis i Maal og Kvæde,engelske Retter og franske Klæde.

Slikt er no Lærdom nog, han trur,dermed so kallar han det «Kultur»;daa kann han Smaafolk og Bønder hata,som inkje slik ein Lærdom fata.

Naar han so kjem i Verdi ut,tykjest han fulla vera Gut;daa lyt han skjella stødt og smella,for dei kann inkje med Storfolk stella.

Naar han kjem inn i god Manns Hus,gjerer han myket Brak og Brus;annat en honom fær ingen ansa,etter hans Pipa skal allting dansa.

Ser han paa Landsens Folk og Viis,gjerer han alt til Laatt og Gliis;altsaman kallar han raatt og rusket,gapalegt, grovt og fælt og fusket.

Høyrer han Tale um Fedra Sed,daa vert han alltid illa ved;daa er han rædd, at dei gamla Grillorskal vyrdast meir en hans nye Fillor.


Kjem han i Embættesstand, jau daa,daa maa du tru han kjøyrer paa,daa verda Smaafolk ute stengde,elder so verda dei dengde og slengde.

Naar som ein Gap fær Gods og Gull,daa verd han stolt og ofsafull;naar som at smaa folk verda store,verda dei reint, som dei var forgjorde.

Daa maa du tru, han slær paa stort,so det med Pengom snart er gjort;eta han skal, medan Magen melter,drikka han skal, til dess han velter.

Naar han so kjem i Armodsstand,skuldar han alt paa Folk og Land,Raad og Regjering vil han velta,som læter slike Menner svelta.

Naar som ein Gap fær Blek og Penn,skriv han so fort, som Fossen renn;alt det smaa Tøv, som i Hausen vankar,trur han, er store nye Tankar.

Slepp han so i eit Dagblad inn,daa maa du tru, han er inkje linn,hardt han paa alla Sidor spenner,mest uppaa det, som minst han kjenner.

Fær han daa Svar, so legg han tilgrovt, so at ingen svara vil;naar han so inkje Svar heve funnet,daa trur han rett, han heve vunnet.

Naar som ein Gap fær sjaa ei Bok,daa læst han vera lærd og klok,


stavar han berre tvo-tri Linor,kallar det Fusk med gretna Minor.

Alltid læst Gapen vera viis,difyre verd han til Laatt og Gliis.Hadde han Vit til at tegja og læra,kunde han liva med Fred og Æra.

FESTTALAR.

Der var eit stygglegt Staak i Gjestahusetmed trottigt Bruk av Glaset og av Kruset.Vist var der drukket mang ei Munar Skaalmed digre Talar og med Hurraskraal.Det kjem i Bladom snart ei Segn um Lagetum Skraal og Skaaler av det høgsta Slaget,kor Folk vardt sitjande til Klokka eittalt i eit Rus med baade varmt og heitt.

I same Bladom kjem ei liti Greidingum Avhaldssaki og um hennar Leiding,kor mange tusund, som er lokkad inni Laget, som skal aldri smaka Vin.Les, gode Mann, og sidan kann du prøva,kor alle slike Ting i Hop vil høva.Drikk med dei smaa, so er du berre Svin,drikk med dei store Folk, daa er du fin.

I desse Bladom stender tidt ein Taleum gamall Tid, um Landsens lange Dvale,um Naudardom i Bygdom rundt i kring,der Folk maa skapast um i alle Ting.Den gamle Tidi var so rik paa Æra,av gamle Fedrom skal me allting læra,men alt, som no er til av gamall Sed,skal endaa drivast ut og rivast ned.


Les, gode Mann, og sidan kann du prøva,kor alle slike Ting i Hop vil høva.Prøv, um det gamle Liv kann vera godt,naar det skal vera havt til Haad og Spott.Eg harmast tidt; det gneller meg i Øyra,naar paa ei framand Ætt eg stødt maa høyra,som av Forfedrom gjerer Skrøyt og Skraali Vers og Visor paa eit framandt Maal,Eg tenkjer vist, Forfederne seg vendemed Illhug burt, naar slike Folk dei kjende;dei vilde segja med ein Sinnetykk:«Me hava inkje Skyldskap meir med dykk.»

PAA HAVET.

Paa Havet der er det so rømeleg Leid,der hava me Vegen so vid og so breid,og Landet det verder so litet at sjaa,det stender so laagt som ein Benk i ei Kraa.

Paa Havet der ruggar det gildt under Fot,naar Baarorna koma og stanga imot;som gangande Bakkar aat Baaten dei slaamed Dalar imillom og Toppar uppaa.

Det tyter og brakar av Brim under Strand,og Baaten han hallar og huskar mot Land;det skvetter um Riip, og det skvetter um Stamn,og Baaten han ruggar sig heim til si Hamn.

Men Morgonen kjemer, og Sjoen er spak,og Himmelen syner sitt bjartaste Tak,og Baarorna blenkja som Gull under Sol,og Baaten fer atter paa nytt or sitt Skjol.


UT PAA VEGOM.

Ut paa Vegom er det Gaman.paa ein solvarm Sumardag.I ei Taska stuvat samanber eg all min Ferdarhag.

Kjem eg til ein svaler Skuggeog ein flater Kvilestein,der eg seer som i ein Gluggefram paa Vegen rad og bein.

Tek et upp mi Ferdarpipa,slær meg Eld og kveikjer i,er eg frelst or allskyns Knipa,som ein Kongsson rik og fri.

Ser eg store Berg og Dalar,grøna Lider, dimme Votn,Elvardrag, der Fisken spralarspræker paa den skire Botn.

Ser eg Skog, der Fuglar svinga,Eng, der Graset stend i Blom,grøne Rjod, der Bjøllor klinga,so det giv i Fjellet Ljom.

Daa eg gløymer Heimsens Møda,Heimsens Kav og myken Strid,milde Tankar til meg fløda,heila Verdi verder frid.

Heimi Staden lat deim staaka,inkje Staak naar til meg hiit,lat deim brøla, lat deim braaka,no paa meg det inkje bit.


Lat deim lokka, lat deim truga,eg vil kvila i min Sal.Lat deim slarva, lat deim ljuga,eingong Sanning vinna skal.

KRAAKELUND.

Eg var eingong i Kraakelund,Der var so vondt at vera;eg lengtad berre til den Stund,daa heim det skulde bera.Der var no allting ute bjart,men inne var det stygt og svart;ein sat som i ei Bumbai Tev og Røyk og Dumba.

Der maatte Grunnen vera god,for alle Hus var store;eit Hus uppaa det andre stodja tvau og try og fjore.Øvst uppe var det svart som Kol,og fullt av Folk var kvart eit Hol;eg trur, det var eit Hende,um ein den andre kjende.

Eg gjekk til Bords, men det var smaatt,som der eg torde smaka;for Kjøtet det var alltid raatt,og raa var kvar ei Kaka.Der var ei snodig Helsebot:dei aato grøne Gras og Rotog Krabbor, Skjel og Ostra,med slikt maa Folk seg fostra.

Paa Vegen gjekk det Folk i Bland,og mesta var dei bleike;


dei gjekk og leiddest Hand i Handsom blinde Folk og veike.Dei dreiv og gjorde ingen Ting,og Rikdom syntest rundt i Kring;for var dei inkje rike,so var dei inkje slike.

Og daa det leid paa Kvelden utog alle Folk var fulle,der kom so myket Taus og Gut,som ut i Skogen skulde.Det var vel berre Festarpar,og um det nokot annat var,det fekk eg inkje vita,di vil eg inkje gita.

STOREGUTEN.

Den Gut, som Storing vera vil,skal høgt sitt Hovud beraog skapa seg paa Moden tilog kvassa Minor gjera.Ein høger Hatt han bera maaog att og fram med Armen slaaog trøda hardt med Fotenog tralla einkvar Noten.

Og kvar han komen er til Gjest,han fritt um alt skal røda,som um han visste allting best,og lata Ordi fløda,so endaa den, som betre veit,kann vera brydd og sett i Beit.Di mindre der er Tankar,di større Ord der vankar.


At gjera seg med Smaafolk bliddet maa han inkje vaaga;der skal han vera kvass og stridog driva deim og glaapa.Og segjer ein eit Ord i Mot,so skal han faa paa Dyrri Skjot,og den, som daa vil mukka,skal hava liti Lukka.

Verst er det, naar den store Gutein annan Storgut møter,som inkje vil or Vegen utog stend paa like Føter.Daa kjem tvo store i ein Sekk,daa kann ein venta seg ein Sprekk,ja daa er inkje Under,um Sekken rivnar sunder.

Eg fær no fara med dei smaaog ganga vænt or Vegen,at ei ein Bjørn eg møta maaog vera slengd og slegen.Og kjem eg i ein Kjempe-Sal,so maa eg sitja laag og smalog høyra, kvat dei segja,men sjølv so lyt eg tegja.

VANVYRDNAD.

Usæl er den Mann, som ingen kjenner,ingen sjaa og ingen høyra vil;den, som Verdi tvert ifraa seg spenner,som han ei var verd at vera til.Usæl den, som aldri fram kann sleppa,naar han vil eingong paa Verdi sjaa,den, som hever Hug men ingi Heppaog maa rekast i ei løynder Kraa.


Tungt er det, naar ein skal altid tegja,naar han høyrer Lygn og Sanning snudd,at naar ein eit Ord imot skal segja,verd han aldri høyrd og aldri trudd;naar ein ser dei ljugande faa Æraog dei Sanning segjande faa Skam;at ein slik, som inkje Lygn vil læra,hever ingi Von at koma fram.

Tyngst er det, at Mannen lærer hata,der han berre møter Hat og Haad.Hug til Hemn vil lett i Barmen fata,naar ein stødt er krenkt av falske Raad.Den, som stødt fær Stein paa sine Byrder,ynskjer lett sin Uvin same SkortDen, som ser, at ingen honom vyrder,vyrder andre helder inkje stort.

TAKK VERE GUD.

Takk vere Gud, som gav meg Liv og Andeog let meg sjaa hans væne rike Jordog let meg sleppa fri fraa all den Vande,som kunde fellt meg, fyrr mi Gjerd var gjord.

Sæl var den Stundi, daa eg Ljoset naaddeog saag Guds fagre Sol og Heimsens Dagog kjende Gleda, endaa fyrr eg gaadde,at eg var til og stod i Broderlag.

Og daa eg saag dei mange Liv, som svivai tusund Skap um baade Land og Sjo,og tenkte paa den Magt, som alt kann driva,at Dyr kann liva, og at Gras kann gro.


Sæl var eg, at eg kom i goda Grender,der Dygd og Sanning var til nokot vyrd,og at eg fram var leidd med milda Henderat læra meir um Mannsens Skyld og Byrd.

Der fekk eg lært ei Tru, som lyfter Hugenpaa sterke Stigar yver Sorg og Naud;der fekk eg høyra Prov av rette Dugen,som gjerer Mannen minnt, um han er daud.

ARMODS-VEGEN.

Alt fram og fram til Armodsdommed klingande Spel og myken Ljom,me ganga paa Vegen breid og rommed Hugen sterk og med Handi tom.Den Ting slett ingen vita maa,at me ero arme Folk og smaa;nei, blankt maa det vera utanpaa,for det, som er inne, kann ingen sjaa.

I Huset maa det vera stortog alt paa finaste Maaten gjort;og um me maa laana kvar ei Ort,der maa inkje syna nokon Skort.Og kjem der Folk, so skulo dei sjaa,at ingen Ting der vantar paa;og um me so sidan svelta maa,so faa me no inkje spara daa.

Og nye fine Klæde maame stødt og stendigt hava paa,um endaa me aldri sjølv kann sjaa,kvar Skræddaren skal sin Skilling faa.Og um vaar Skræddar er so braa


at inkje nytt me meir kann faa,so faa me setja oss i ei Kraa,so ingi Menneskja oss kann sjaa.

So maa me ganga lett i kringog aldri taka i nokon Ting;ein Tenar maa standa stødt paa Springog gjera snart Verk og vera kring.Og framfyre alt maa ingen sjaa,at nokon Ting sjølv me gjera maa;og hava me nokot at bera paa,so ljota me oss ein Berar faa.

So fram og fram i lette Sprangme ganga vaar glimmande, stolte Gangmed Kjolen fiin og Magen svang,og Vegen til Armod er inkje lang.Det faa me no inkje tenkja paa,men helder venta og vera traa,til eingong det kanskje henda maa,at me i ein Slump maa Rikdom faa.

FURTE-VISA.

Fyrr var eg hugad paa Stasen i Verdi,alt, som var stort, laut eg høyra og sjaa,men eg vardt leid av mi Møda paa Ferdi,for kvar eg kom, vardt eg jagad ifraa.

No kunde henda eg helder slapp til.No kann det gjera, kvat Hunden det vil.

Fyrr var eg hugad til Leik og til Gamanbaade med smaa Folk og store til Blands;daa fekk eg inkje med Folk vera saman,ingen med meg vilde ganga i Dans.

No kunde henda, eg helder slapp til.No kann det gjera, kvat Hunden det vil.


Fyrr var eg hugad som andre at elska,gjekk med ein Rikdom av Kjærleik i Barm;daa var eg møtter med Illhug og Fælska,stødt mine Voner var snudde til Harm.


Gildaste Tidi er gjengi til Spilla,meir var eg lagad, og meir var eg trengd.daa tok no Verdi imot meg so illa,kvar eg steig inn, vardt eg utatter slengd.


SANNING SKAL SIGRA.

Naar du ser ein Veg til Sanning,skal du berre søkja frametter større Ljos og Kanning,um du endaa tidt fær Skam.Ser du daa, det var ei Villa,skal du um paa Vegen snuog smjuga heim i Stilla,so du ingi Tid skal spillapaa ei falsk og faafengd Tru.

Men so ser du Vegen greidast,ser du Enden grant og klaart,ja, daa skal du aldri leidast,um det stundom trøyttar saart.Ser du alt det nye, du finner,høver vel i same Rad,so den nye Tanken vinnermed allting, som seg minner,ja, daa kann du vera glad.


Og naar dei, som mot vil standa,griper jamt til Svik og List,naar dei Rett og Urett blanda,setja uvist upp som vist;naar dei stydja maa si Læramed ein Mur av Lygn og Last,naar dei aldri meir seg kjæraum Sanning, Rett og Æra,ja, daa kann du vona fast.

Um no Lygni mange tekkjestog ingen vil deg tru,kann du spaa, at einkvar vekkjesttil aa tenkja so som du.Og traass alt, som skrik og hutar,vil du større Voner sjaa;traass alle kaate Gutar,traass alle Skulestutar,vil Sanning Siger faa.

UNG OG GAMALL.

Alting leikar seg i Yngdi,Kid og Lamb og Kalv og Fole;men med Aldren kjemer Tyngdi,verre med kvar Vega-Mole.

Litle Folen er so fegen,alle klappa han og kjæla;naar han eldest, verd han slegen,og maa stødt med Lasset træla.

Liten Glunt, som gjeng i Kjætajamt er sedd med Augo blide;sidan verd det onnor Læta,naar han kjem ut i det stride.


Litet vyrd av Granna Sonomsiger Gamlen att or Ferdi,og som Verdi grin aat honom,grin han sjølv aat heile Verdi.

OSLO TIL BERGEN.

Det maa eg segja, at slik ei Ferd,Sjoanna millom, er nokot verd.Fyrst til det blømande Ringarikemed sine Aakrar, som standa i Sprikje;so til det steinrike Hallingdalmed sine Bergkollar utan Tal;so til dei risande Midlandsfjellimed sine Fænner og ymse Svelli;upp yver Bjøberg ligg Snjoen traatt,lest ikkje vilja braadna braadt,men naar eg kjem ei Mil i Vester,hallar det undan, og Skogen seg fester.So kjemer Lærdalen stolt og bratt,der stender Fjellmuren kjeik og fatt.So kjem eg ut i Sognafjorden,duglega umgjerd med Fjell er han vorden,helst i den myrkleitte Aurlandspoll,sjeldan der syner ein grasgrøn Voll.Næreimsdalen er sjølv seg likalltid paa Skridor og Fossar rik.Men kjem eg upp yver Staleims Kleiv,seer eg eit Land med ein vidare Sveiv.Der ero Bygderna folkarika,og der er Folk, som du rett kan lika.Sjeldan so kviknar eg upp som daa,naar eg fær Vossavangen sjaa,og alltid den Voni fyre meg slengjer,at her maa ein finna dei gildaste Drengjer.


KVELDSALME.

Gud vaar Herre vere Ærafor det gode, som eg fekk,at eg Vitne paa hans Lærasaag kringum meg, kvar eg gjekk,at eg Liv og Helsa naut,at hans Gaava til meg flaut,at eg ved hans Magt og Naadeslapp fraa mangein øgleg Vaade.

Gud, som oss so vel mun liva,sjaa i Naade ned til deim,som i Verdi villt um svivautan Hugnad, utan Heim.Herren vere her attvedoss og give oss sin Fred,at me atter glade lovaDen, som vaker, naar me sova.

MORGONSONG.

Ljoset kjem, og Myrkret flyr,atter sjaa me um oss glade,at oss naadde ingen Skade,at oss ingen Faare bryr.Men vaart Liv og all vaar Ævahøyrer Livsens Herre til.Faafængt er det alt me stræva,utan han oss hjelpa vil.

Herren leide so vaar Saal,at hans Lagnad oss maa lika,at me ei fraa honom vikaum me smaka Motgangs Skaal,


at me aldri, naar det gjelder,gløyma burt hans Trøysteraad,og at Heimsens Lyst ei helderleider oss til Angers Daad.

STIG FRAM!

Det hende fyrr: der var eit litet Lag,som brydde Hopen med ei vanvyrd Læra.Dei fingo Spott og Nid av mange Slag,men endaa komo deira Ord til Æra.Det kom ei Tid, daa Folk laut undrast paa,at ingen fyrr den Sanning skulde sjaa.

Lat Verdi staaka med sin gamle Leik,ho vyrder alltid mest um Lyst og Gaman.Til Aalvorsemd er hennar Hug for veik,ho fylgjer, der den største Hop er saman.Men ein Ting er det, som me lett maa sjaa:den beste Raad kjem sjeldan derifraa.

Stig fram! Du vinner litet, det er vist;men dei, som etter koma, skulo vinna;um du skal hava myken Fagnad mist,so skulo andre nog sin Fagnad finna.Dei skulo vitna fritt um same Truog inkje lida Spott og Spe som du.

LITEN HUGNAD.

Her er so liten Hugnad i Huset,d’er alltid det same gamle Snuset,det gyver av Dumba og Dust,det laver av Mygla og Rust,det trengjer paa ymise Kantar,og jamt seer eg nokot, som vantar.Og visst’ eg det vardt betre paa ein annan Stad,eg skulde fulla flutt og voret glad.


Eg seer baade Kvende og Menner,men ingen av deim, som eg kjenner;og anten eg gjeng inn elder ut,d’er ingen, som merkar mi Sut,og anten eg søkk elder flyter,d’er ingen, som fyre det syter.Og visst’ eg etc.

Og seer eg so ut gjenom Glaset,eg seer korkje Skogen elder Graset,men berre ein graakalkad Mur:d’er Veggen til eit annat Fangebur.Det Skin av den kalkade Muren,det gjerer meg so gretten og sturen.Og visst’ eg etc.

Eg kvider meg mest imot Kvelden:dei andre sitja lystige kring Elden,men eg siter einsleg og harmog maa løyna min Hug i min Barm;dei andre hava Gaman i Stova,og eg ynskjer berre eg fekk sova.Og visst’ eg etc.

Og Vetteren kjem med sin Kulde,og Glasi av Iis ero hulde,og sjølve den signade Solho naar inkje inn i mitt Bol;og Næterna ero so langa,og Sorgerna ero so manga.Og visst’ eg etc.

Og fekk eg berre svalla og røda,so skulde eg gløyma mi Møda,og fekk eg berre sjaa nokot blidt,eg skuld’ inkje lenger hava kvidt,


og fann eg ei Saal, som var kjærleg,eg skulde forskyldt henne ærleg.Og visst’ eg det vardt betre paa ein annan Stad,eg skulde fulla flutt og voret glad.

KVAR FINNA ME DET LAND -.

Den arme Hugen trengertil nokot høgt og stort;det stutte Livet gjengerso kvimsutt og so fort.So snart ein Mun du vinner,so kjem det Skifte paa.So snart ein Heim du finner,so lyt du derifraa.

Eit Liv med Fred og Fagnad,med ingi Fraafalls Sut,ein glederiker Lagnad,som varer Aldren ut:Kvar finna me det Land,som byd oss slikt i Hand?D’er fyrst i høgre Heimar,at slikt ein vona kann.

RINGEST GJEST HAR SKARPEST ØIE.

Om En, som staaer mig meget nær,jeg hører meget sige;det hedder, han særsindet erog dum og raa tillige.Jeg saadant ei modsige vil,det altfor sandt mon være;jeg viser kun Aarsagen til,at Tingene saa ere.Først er han kommen fra et Land,


hvis Folk skal være Klodser;saa er han kommen af en Stand,som skal bestaae af Tosser.Saa er hans Tid og gaaen borti Arbeid og i Møiemed sligt, som ikke agtes stortog ei kan Folk fornøie.I Selskab har han ikke vær’t,og det er ingen Baade;thi derfor har han ikke lærtden fine Levemaade.Saa har han og den sære Tro,at alle Folk er lige,at Aand og Dyd saavel kan bohos Fattige som Rige;at mangen ringeagtet Mandkan god og dygtig være,mens mangen høit ophøiet kanfortjene liden Ære.Han bliver stundom noget stoltved saadant at betragte,og teer sig derfor noget koldtmod dem, som ham foragte.Han aldrig paa det ydre seer,det kan hans Ydre vise.Man derfor ofte ham beleer;men det er ei at prise.Thi just i saadan ringe Dragtman bedst kan see og prøve,hvordan de store Folk sin Magtmod ringe Folk udøve.Man skulde vogte sig lidt meerfor denne simple Trøie:«Den Gjæst, vi agte ringest, seerpaa os med skarpest Øie.»


DET NORSKE THEATER.

No kjem det atter det norske Theatermed sine store latinske Plakater.Stort var det fyrr i dei framfarne Tider,større det verder, til lenger det lider.«Loger, Balkon og Parkett og Parterre»det som er galet, vil stødt verda verre.

So er der ogso eit «Amphitheater»,segjer dei store latinske Plakater.Vist maa det vera ei bisneleg Pryda,berre me visste, kvat alt skulde tyda.Kvat vita me, som er fødde med Norsken,Norsken, som rimar seg berre med Torsken.

Kven bryr seg um, kvat Heimfødingen tenkjer?Kvat vil han med sine Stolar og Benkjer,Framstolar, Bakstolar, Kot nedpaa Tufti,Salar og Hjellar og Trev upp i Lufti,Svalar og Lemmar og Stekke paa Lidi,Pallar og Ramar og Bolkar i Midi?

Slikt er, som høver i Smaamanns Talen,slikt høver inkje i Stormanns Salen.Fransk maa det heita kvar Fjøl og kvar Filla,fritt fyre kvar ei Heimfødinga Grilla.Daa kann det høva som Skoen til Lesten,Klauvi til Kui og Hoven til Hesten.

NEI MENN VIL EG EI DU!

Einsleg maa eg ganga paa min stille Veg,den, eg elskar, han seer aldri etter meg.Stødt min Hug er der,som den Guten er,han, som var i Bygdi frægast.


Ja, den Sorg er tung,men eg er daa ung,skal eg ganga stødt og tregast?Nei menn vil eg ei du, nei du!Eg vil liva, eg vil liva, lystugt liva,Hei!

Sidste Laurdagskvelden var han atter her.«No han maa vel sjaa meg, daa eg er so nær.»Ja, so tenkte eg,men han snudde segblidt nog til ei onnor Gjenta.Ja, no kann du snu,kor du lyster, du;eg skal ikkje lenger venta.Nei menn vil eg ei du, nei du!Eg vil liva, eg vil liva, lystugt liva,Hei!

MIDSUMAR KVELD.

No var det vel Tid til aa sjaa seg i Kringyver dei grønkande Vollarmot Bergom, som standa so vænt i ein Ringmed sine blaaleitte Kollar.Nær eller fjerr det smiler og lær.Skal tru der er nokonstad vænar’ en her?

Nei, slik ein forlokkande lysteleg Kveld!Kven skulde no vilja sova?Kven vilde vel smøgja seg under ein Feldinni den trongrømde Stova?Alt er so mildt, og alt er so stillt,d’er reint som at Verdi var fri fyr’ alt illt.

Det lyser i Nord av ein endelaus Dag;Natt hev me no ikkje nemna.


Men Myrkret det vann daa so ofta sitt Slag,no skal daa Ljoset seg hemna.No er det Tid aa gløyma sin Stridog vera som Himmelen lysande blid.

Det vert ikkje lenge so lystugt som no:Ljoset vil dimmast og dovna,det grøne vil graana, og ingen Ting gro,Livet i Markom vil sovna.Lat oss no daa vel nøyta paaog taka Goddagarne, medan me faa!

EG OG DU.

Naar eg ser ein fager Skare,so ser eg etter deg, so ser eg etter deg,um du der er med dei «are» -.Men du – ser vist aldri etter meg.

Naar eg gjeng i grøne Lundar,so tenkjer eg paa deg, so tenkjer eg paa deg.Og eg lengtar og eg stundar.Men du – du tenkjer aldri paa meg.



II

LAUSVERS OG BROT

TIL EN SLET LÆSER AF ET SLET DIGT.

Du læser galt, min Ven,men om du ogsaa læste om igjenog læste ret hvert Ord,blev dog, desværre, Vindingen ei stor,

OM EN LÆSEBOG.

En Læsebog for Børn mig nylig kom ihænde.Jeg læste den, men jeg maa frit bekjende,at Meget er i den, som ei jeg kan forstaae,og deraf nødes jeg at slutte saa:De Børn, som skulle denne Bog anvende,maa meget meer end jeg forstaae.

MODEN.

Hvad er Moden?Som det stundom synes mig bestaar deni en Rodenog en Vragen uden Smag og Orden,i en Stræbenefter Alt, som strider mod Naturen,i en Dræbenaf al Aand til Fordel for Figuren.

INDBILDNINGEN.

Lykkelig er den, hvis Tankerlangsomt dreie sig omkringi en lille bitte Ringog ei langt fra Midten vandrer;den, hvis Hjerte stedse bankerlige spagt ved alle Ting.Den, som gjør og tænker Eet,tror, at Tingene skal værenetop saa, som nu de ere,tager Verden ganske let.Han ei føler Tidens Trængsel,ham forstyrrer ingen Længsel;og fordi han intet veed,har hans Hjerte Ro og Fred.Han udøser ingen Klage,er fornøiet, hvor det gaar,rig og glad, naar han kun faarMad og Søvn og – Solskinsdage.

NILS REVEJAGAR.

Dar var eingong ein krokut Mann,Nils Revejagar heitte han.Han fekk so mang ei Flaga– Haa Haa – og vilde Reven jaga.– Dat kann du lita paa.

Han sist paa fekk so skarp ein Snev,han trudde, alt han saag, var Rev.Dei arme Dyr i Skogen– Haa Haa – fekk Skot i Bein og Bogen.– Dat kann du lita paa.

Naar han i Skogen saag ein Saud,han trudde, dat var Reven raud.


Han skaut og saag i Brillur,– Haa Haa – so Sauden fauk i Fillur.– Dat kann du lita paa.

Dat hender mangt i Veideskog.Eingong han ut paa Veiding drog,dar gjekk ein Bjørn i Bakken– Haa Haa – og lutte ned med Nakken.– Dat kann du lita paa.

Herr Nils han dreg i Nasen Tev:«Dat var daa rett ein fagna Rev.»Han tykte dat paa Teven,– Haa Haa – dat maatte vera Reven.– Dat kann du lita paa.

Herr Nils han vart so hjarteglad,han skaut, og Kula fauk avstad.Ho kom paa Bjørnar Spælen.– Haa Haa – Men Bjørnen var kje fælen.– Dat kann du lita paa.

Og Bjørnen tok han Nils i Fang,og klappad Ryggen, so dat klang.Han klappad, so dat dunde.– Haa Haa – Han Nils baa grein og stunde.– Dat kann du lita paa.

Herr Nils han dreg seg heim til Hus,med Oksleverk og Øyresus.Han grin som Sui grisa.– Haa Haa – Han stunde som ei Nisa.– Dat kann du lita paa.

Min kjære Doktar seg meg eitt.Eg hev eit Mein, som er so leidt.


Eg kjenner altid Teven– Haa Haa – av berre stygge Reven.– Dat kann du lita paa.

«Aa dat, du kjenner slik ein Tev,dat kjem av di du sjølv er Rev.»

KVELDSBØN.

Atter hever Dagen gjenget,som so mange gingo fyrr.Myket godt eg hever fenget,derfor Gud si Æra byr.At eg Livet njota maa,at eg fekk hans Skapning sjaa,at eg slapp fraa allskyns Vaade,det altsaman er hans Naade.

JOLAVERS.

Gud vere Lov og Ærafor denne Trøystar Læra,som kom av Himmelen ned,det store Evangilje:«Paa Jordi er det Fred,i Menneskja god Vilje!»

JONSOKKVELD.

Jonsvokokvelden er vænaste Kvelden,daa stender Soli paa Himmelen høgt,Jordi tek paa seg den fagraste Felden,Livet er lystugt og rikt og nøgt.Ungdom sankast um Haugarne saman.Brisingen brenn, so det lyser um Land.Allstad det ljomar av Leik og av Gaman.Ingen vil vyrda um Trældoms Band.


FRIDOM OG TRÆLDOM.

Vist hava Folk sine Festar og Dagar,daa der um Fridom er myken Glam;endaa det jamnan so løgleg seg lagar,at ein ser Trældom i Fridoms Ham.Tora dei vel ganga i høvelege Klæde?Tora dei vel ganga i rømelege Sko?Tora dei vel kveda eit gamalt Kvæde,beint i eit Maal av det gamle To?

SMØRLAND.

Det beste Landet, som er til,det maa vel Smørland vera;der fær ein allting, som ein vilog slepper nokot gjera.

So snart ein stiger der aa Land,so fær ein Hug at sova,men fyrst ein reikar liten Grandog leitar seg ei Stova.

Og Hus ein finner snart og velder standa mange tome,for Eigaren seg aat i helpaa berre Flesk og Rjome.

Der fær du Fisken utan Bein,og Kornet utan Snerpa,og Kirsebæret utan Stein,og Høns, som alltid verpa.

I Skogen ganga gjødde Svindu trenger berre kalla,so koma dei i Garden din,og trøytte ned dei falla.


KVEN KANN VERA MANN.

Kvar skal ein Gut seg Make faa,kven kann – her vera Mann?Han laut hava Pengar som Sand og Straa,og Hus laut hava som Herremanns Borg,med Hagar og Eng og Hestar og Dreng,um Kjerringi ei skulde døy av Sorg.

NO FAA ME SKILJAST.

No faa me skiljast og ganga kvar til seg,for Tidi ho er no so ofsa snar paa Veg.Og liva me lenger, so kann det vel henda,me her koma saman ei onnor Venda.Men kor det kann svara – so maa de no faraso vel.

YMSE HUS.

Der Mannen sit og skriver,og Kona sit og syr,all Sott mot Huset driver,all Kraft or Kroppen flyr.

Der Kona sit og vever,og Mannen velter Stein,kvar Kropp si Helsa heverog Magt i Merg og Bein.

BRY DEG INKJE MED AT SPAA.

Kvat som helst vil henda, og kor alt vil enda,er ein Ting, som ingen Mann vil sjaa.Der i Vissa, der i Vissaskal du inkje bry deg med at spaa.


Naar du mest maa strida, trøytt av Harm og Kvida,og du tykjer alt gjeng ut paa Tjon,daa i Vissa, daa i Vissaskal du gjera deg ei betre Von.

Men naar Stormen kviler, og di Lukka smiler,og du tykjer, allting gjeng som best,daa i Vissa, daa i Vissaskal du helder vara deg som mest.

BESTE RAADI.

Den, som eter meir en han kann melta,skal ei undrast, um han verder sjuk.Beste Raadi er, at han skal svelta,til han friskast i sin saare Buk.

STORMANNSMAAL, STORMANNSTANKAR.

Den, som berre vil studera,kann til Stormann avancera.

Alfa, Beta, Zeta, Theta -allting rimar seg paa eta.

Alfa, Beta, Gamma, Delta -fær eg Mat, so slepp eg svelta.

Fero, tuli, latum, ferre -fær eg Kall, so er eg Herre.

Sulla, Marius og Cinna -fær eg Kall, so fær eg Kvinna.

«NAVNE PAA MUND.»

Snadd og Snaald og Snut og Snyta,Tut og Trut og Strut og Stryta,


Nebb og Tryne, Rott og Rane,Kjæft og Klove, Gron og Grane,Munn og Mule, Mutt og Putt,Sleik og Slabb og Søt og Sutt.

BOKMAKKAR.

Slike Folk som me maa aldri venta,at me nokon Kjærleik skulo finna.Aldri smiler til oss nokor Gjenta,helder berre Haad og Spott me vinna.Ingenstad er Blom aat oss at plukkautan i dei turre, daude Bokom.Det, som Folk i Huset kalla Lukka,gøymer seg fraa oss i inste Krokom.

STEV.

Berre lat Verdi ganga sin Gang,henne kann ingen stagga.Berre lat Tiderna springa sitt Sprang,dat kann dei ingen tagga.

Allting leikar, som Liv er i,kvi skulde kje Mannen leika,alt med han er fraa Verkom friog fritt um Land kann reika?

Hit heve ingen Her-Skare fluttog Folket or Landet jagat;like fraa di, at Landet var rudt,hev Ætti um Landet hagat.

Um Fred og Fagnad me høyra kveda,men endaa sjaa me so liti Gleda.Det vekser Tyngsla med Aar og Tid,og kvar ein kjem, er det Kiv og Strid.


D’er ilt at sjaa sine Frendar skjemdeog alltid høyra deim illa nemnde,ja Frendar havde til Spott og Speog verda tamde som annat Fe.

Og skulde dette for lenge vara,so var det best ut or Landet fara.Det stryk so mange til Vinland avum breida Baaror og store Hav.

Av Vinland vilja no mange skreppa,men Fedraheimen er vondt at sleppa.Og heima hava dei Sorg og Sut,av di so mange fer fraa deim ut.

Det duger aldri, at Folk er rædde,um dei er havde til Spott og hædde.Nei, skal dei venta seg nokor Bot,so faa dei setja seg traust imot.

D’er best at strida ei Stund og bida.Det kjem vel dei, som faa mindre lida.Det vil no inkje gaa alltid skakt,for eingong fær daa vel Retten Magt.

LEIDT AT BERA – LYTER ENDAA VERA.

Ganga i mange lange Aar,og leita og aldri finna;grunda til Skallen er sjuk og saar,og vaaga og aldri vinna;stemna i Aust og stemna i Vest,og stødt verda atter heft og fest -Ja, slikt er vel leidt at bera,men endaa det lyter so vera.


HEIMSSOGA.

Tidt lyster meg kannadei framfarne Tider,men det maa eg sanna,eg leidest umsider.Dei framfarne Ætter,dei likjast so grantsom fraaskilde Tætteri avslitet Vant.

Dei føddest med Mødaog vokso med Dengsla,dei rivost um Fødai stigande Trengsla.Dei slogost um Æraog oftast um Mat,um kven skulde tæradet fullaste Fat.

Dei sterkaste vunno,daa vordo dei glade,men Skatten, dei funno,vardt berre til Skade.Dei sumlad og svomoi Drykk og i Stas,til Fiendar komoog slo’ deim i Kras.

Dei tapande fingoein grøteleg Lage,i Trældom dei gingomed hungrande Mage;og det, som er verre:i Spott og i Spedei tente sin Herre,svivyrde som Fe.


Naar Folk vordo rike,so vordo dei vonde;dei leid ingen Like,som stogga deim kunde.Dei aato og drukkoalt Vit or sin Haus,i Used dei sukko,til Hemnen var laus.

Naar Folk vordo arme,so vordo dei stygge;dei saago med Harmepaa annan Manns Hygge,dei lurte sin Likemed Svik og med Stuldog smeikte den rikefor Skillingens Skuld.

Den eine laut avla,den andre fekk tæra;den eine laut kravla,den andre fekk Æra;den eine tok Taketpaa vesall Manns Viis,men hin gjorde Braket,og han fekk all Priis.

TRÆTTE KVÆDE.

Kvat er no den, som Hugen vaar kan draga?Ein Skolt med Haar, som vidt i Vedret svaga,der Munnen flirer i det skitne Skjeggsom Mykjargluggen paa ein Kufjosvegg;so kjem vel dertil ei og onnor Stripamed myrke Bekkjer av Tobak og Pipa.


FRAA SKJERGARDEN.

Ut paa Øyom var det Gamani dei glisne Bygdarlag.

Skip og Baatar siglde samanfram med Nesjom kvar ein Dag.

»Desse Versi kom ikkje vidare» hev Aasen skrive til.



UMSETTE DIKT

MAB.

Romeo. Eg drøymd’ ein Draum i Natt.Mercutio. Og so gjord’ eg.Romeo. No, kva var din?Mercutio. At Drøymar’n ofta lyg.Romeo. I Senga drøymer dei daa stundom sant.Mercutio. No ser eg vel, at ho hev’ vore hjaa deg

ho gamle Mabba, Nærkona aat Vettom.So lita som ein Adelstein i Ringenpaa fremste Fingren paa ein verdug Raadsmann,ho kjøyrer kring med smaa Soldumbe-Flokarpaa Nasanne aat Folk, dan Tid dei søv.Hjulspikann’ henna er av Kongleføter,Vognfelden er av Engjesprette-Vengjer,og Taumann’ av den minste Kongleveven.Av Maanestraalanne paa Vatn er Selen,og av Sirissebein er Svipeskaftedog Svipesnerten er av Agner smaa.Skjotskaren er eit nett graakjola Myso stort som Holva av ein liten Mòl,som minste Vækja krasa kann med Fingren.Til Vogn ho fekk ei holut Haslenot av Snikkar Ikorn elder Natemakk,som altid var Vognmakarann’ aat Vettom.Med slik ein Skjot ho traavar Natt til Nattpaa Elskars Skallebein, daa drøymer han um Elskug,

paa Hoffmanns Kne, daa drøymer han um Bukking,paa Skrivaren si Hand, daa drøymer han um Løner,paa Møyanne sin Munn, daa drøymer dei um Kyss,men syn’st ho, Anden deira er for søt,so vert ho sint, daa set ho Saar paa Munn.Ho stundom fær i Sprang paa Hoffmanns Nasar,daa luktar han, ein Stormann kjem og søkjer.Ho stundom kitlar Nasann’ paa ein Prestmannmed Bustom av ein liten Tiend-Gris,daa drøymer han stort Offer, store Gaavor.Ho stundom slær Soldateren i Nakken,daa drøymer han um Hogg og Halseklipping,Murbrjoting, Runneskjoting, spanske Sværd,fem Famnar djupe Skaaler, og med samehan høyrer Trumbeslag og kvekk og vaknarbaad’ heit og rædd og svær ein Eid eld tvoog sovnar atter like fast som fyrr.

(Or Shakespeares «Romeo and Juliet» akt I, scene 4.)

FRIAREN UNDER GLASET.

Han lær aat Saar, som aldri kende Saar. -Men hyst! – Kvat Ljos er dat dar upp i Glaset?Dat er i Aust, og Julia er Soli.Sprett, fagre Sol, og tyn dan Maane-Skjegla,som alt er sjuk og bleik av berre Ovund,at hennar Taus er fagrar’ en ho sjølv.Ver inkje hennar Taus; dan Ovundsykja,so sjukleg grøn er hennar Jomfru-Klædnad;d’er berre Narr, som ber han. Sleng han av!Ja, d’er mi Fru, d’er dan eg held i Hugen;aa, giv ho hadde vist dat, at ho er dat! Ho talar, utan Ord. Kvat skal ho med dei?Ho tala kann med Augom; – eg vil svara. Eg er for djerv; d’er inkje meg ho ser paa,d’er tvo av fegste Stjernom dar paa Himlen,


som gekk ei Ærend, og fekk hennar Augote blinka i sin Stad, til dei kem atter.Enn um dei var dar sjølve Augo hennar.Kinn-Ljosken hennar hadde skemt dei Stjernor,som Dagsljos skemmer Lampen; hennar Augohadd’ straatt so bjart eit Ljos i Himmels Høgdi,at Fuglar song og trudde, dat var Dag.Sjaa, kor ho hallar Kinni lint paa Handi.Aa, giv eg var ein Vott paa denna Handi,at eg fekk strjuka Kinni dan. – Ho talar. -Aa tala meir, Ljos-Engel, med du lyserso klaart i denne Natti kring mitt Hovud,som naar dat kem ein utfløygd Himmels Sendingmot Folk, som keika seg og stira beint uppmed undrarsame kvit-snudd’Augo mot han,naar han skrid um dan seinleg-sigand’ Skyiog siglar yver høge Himmels Barmen.

(Or Shakespeares «Romeo and Juliet» akt II scene2.)

HAMLETS EINTALE.

Te vera elder ei, – d’er da her spyrst um;um d’er meir heirlegt i sitt Brjost aa tolakvar Styng og Støyt av ein hardsøkjen Lagnadeld taka Vaapn imot eit Hav med Harmar,staa mot og slaa dei veg? – Te døy, te sova,alt fraa seg gjort, – og i ein Sømn te endadan Hjarteverk, dei tusend timleg’ Støytar,som Kjøt er Erving til, da var ein Enderett storleg ynskjande. Te døy, te sova,ja sova, kanskje drøyma, – au, d’er Knuten.Fyr’ i dan Daudesømn, kva Draum kann koma,naar mid ha kastat av dei daudleg Bandi,da kann vel giv’ oss Tankar; da er Sakji,som gjerer Useldom so lang i Livet:kven vilde tolt slikt Hogg og Haad i Tidi,


slik sterk Manns Urett, stolt Manns skamlaus Medferd,slik vanvyrd Elskhugs Harm, slik Rettarløysa,slikt Embæt’s Ovmod, slik Tilbakaspenning,som tolug, verdug Mann fær av uverdug;kven vilde da, naar sjølv han kunde løysaseg med ein nakjen Odd? Kven bar dan Byrdaso sveitt og stynjand i so leid ein Livnad,naar inkj’an ottast eitkvart etter Dauden,da uforfarne Land, som ingjen Ferdmanner komen atter fraa, da viller Viljen,da læt oss helder ha dan Naud, mid hava,en fly til onnor Naud, som er oss ukjend.So gjer Samviskan Slavar av oss alle,so bi dan fyrste, djerve, bjarte Viljenskjemd ut med blakke Strik av Ettertankjenog store Tiltak, som var Merg og Magt i,maa soleid snu seg um og strøyma ovugtog tapa Namn av Tiltak.

(Or Shakespeares «Hamlet» akt III scene 1.)

EIN SAKNAD-DAUDE.

Naar siste Ljosken av ein Solskinsdagi Sumars-Dimet gjeng med graatmildt Lag,kven hev ikj’ i dan Stundi kjent ei Kløkkjapaa Hjartat, liksom Dogg paa Blomen, søkkja,ei Kjensla kvidesam, men rein og mild,daa Verdi tæk si sturelege Kvild,sitt Pustarmund paa Brui under Porten,som daa av Ljos og Myrkr er uppsett vorten!Kven hev ikj’ eingong kjent dei djupe Dvalar,ein tagall Hug, som helder græt en talar,ein heilag Samhug og ein Trege still,ein ærleg Ynk um Ljos, som slokna vil.D’er ingi Storsorg, d’er ein linleg Kvideunemnande, men kær fyr Hjartur blide,


kend utan Harm, men endaa dryg og klaar,ein søtleg Stur, ei gjenomsynleg Taar,fri fyre verdsleg Harm og sjølvsleg Villska,synd utan Skam og løynd forutan Illska.

(Or Byrons «Monody on the Death of R. B. Sheridan».)

TAARA.

Naar Vinskap er løynd i Hugen til Røynd,naar Syni skal Sanningi klaara:D’er altid ei Tvil ved ein Blink elder Smil,men eit Vitne paa Vyrkleik er Taara.

Ein Smil er væl tidt eit Skalkaskin blidt,dar som Agg elder Hat vil oss daara;lat helder oss faa ein Sukk, og lat sjaakor Augat kann tala med Taara.

Eit Hjartalag mildt er inderleg snildt,d’er ei Pryda paa Saalerna vaara;er Samhugen rett, læt han røra seg lett,og hans Dogg strøymer ut i ei Taara.

Dan Mann, som med Sut i Byren lyt utog pløgja dan Vesterhavs Baara,han ser i da Kav, som kann braadt bi hans Grav,og hans Land lyser bjart i ei Taara.

Ein Stridsmann geng glad mot Dauden avstad,ein Ærekrans fyr hom mun glaara;men han reiser sin Mann, naar som fallen er han,og han badar hans Saar med ei Taara.

Naar han skrøyten og prud kem heim til si Brud,slengjer Sverdet med blodutte Gaara.All Sorg fraa hom sviv, naar han fagnar sitt Vivog han turkar fraa Augom ei Taara.(Etter Byron.)


BARNE-MINNE.

Naar Sjukdom kem med manga saara Riderog køler Varmen, som i Aadrom skrider;naar Helso verter skjerr og flyg sin Veg,kvar Gong at Vaardags-Vedret vender seg;naar Verken inkje berr’ i Kroppen flagarmen ogso paa dat fallne Modet gnagar,og Rygd og Ræddhug slær med Verken Lag,so Hugen rys og kvekk med kvart eit Slag,endaa han undergiven stødt maa strida,alt med ei vesall Von um Liv mun bida:daa døyvest Verken tidt, naar Minnet vilslaa ut sin Ljosstrøym i dat myrke Bilog um dei gengne glade Dagar mæla,daa Elsk og Venleik var ei Himmels Sæla,og tekna blide Barneheimen avmed all dan Leik og Lyst, han alltid gav.Som Morgonsoli gjenom Vindsky-Flokarkem fram og lyser i dei myrke Krokar,straar Gull paa Doggi fraa sin Straalekollog blinkar dimt ut paa dan vaate Voll:so mot mi Framtid, mot dei Dagar svarte,skyt Minnes-Soli sine Straalar bjarte.Vist er ho inkje meir som fyrr so klaar,daa skin ho langt att paa dei fyrste Aar;og Fred fær Hugen, naar han dit kann flyaog røra gamla Tider med dei nya.(Etter Byron)

SVEIN DUVA.

Den gamle Duva var Skjersant, men avløyst, arm og graa;i sidste Ufred var han med, og var alt gamal daa.Han sidan heime roleg var og grov i Jord og Steinog hadde kring seg nie Born, og yngst av deim var Svein.


Um Gamlen sjølv var rik paa Vit og Bornom med seg gav,so det vardt nog aat slik ein Flokk, det veit eg inkje av.Men vist nog fekk dei eldste meir, en som dei skulde faatt,for Vitet, som den yngste fekk, det var no myket smaatt.

Svein Duva voks no lika godt, vardt herdebreid og sterk,sleit som ein Træl, og braut upp Jord og gjorde store Verk,var glad og snild og viljug stødt – langt meir en mangein klokog gjorde alt, ein honom bad, men stødt i Mist han tok.

«Kvat verd det av deg, stakars Tull, som er so vitlaus jamt?» so sagde Gamlen ofta, naar det vardt for mødesamt.Men Svein vardt leid aa lyda paa den same Song sotidt,og Svein tok til aa tenkja sjølv med vesle Vitet sitt.

Ein Dag, daa Gamlen gjekk som fyrr og skok seg illt og greinog mutrad’ paa sitt gamle Stev: «Kvat verd det av deg, Svein?»daa fekk han Svar, som uvant var, so han vardt rædd og flatfor Svein let upp sin breide Nebb og svarad: «Jau, Soldat.»

Men Gamlen log so kaldt og illt, og bles aat slikt eitPrat: «Naar du fekk Byrsa, stakars Tufs, jau det vardt finSoldat.»


«Ja,» sagde Svein, «her gjeng det tvert, alt det eg tek i Hand;det kanskje var ein mindre Kunst aa døy for Kong og Land.»

Daa var det liksom Gamlen kvakk, han felde Taar paa Kinn,og Svein fekk Skreppa paa og gjekk til Kaptein Dunker inn.Han fyllte Maal; hans store Kropp var sterk og lytefri,og dermed vardt han skriven inn i Dunkers Kompagni.

No skulde Svein faa Folkeskikk og læra Eksersis;men det vardt Moro til aa sjaa, det gjekk paa løgleg Vis;Kapralen baade skreik og log, og baade log og skreik;men Svein var altid lik seg sjølv i Aalvor som i Leik.

Han kunde tola Stræv og Strit langt meir en nokon Mann;han trødde tungt, so Jordi skalv, og gjekk, so Sveiten rann.Men naar ei Vending skulde til, daa tok han stødt i Mist;paa høgre-um og vinstre-um han mistok altid vist.

Aa præsentera sitt Gjevær, aa fella Bajonet,Gjevær paa Aksli og alt slikt, det letst han læra lett.Men naar han skulde «fella», helst han gjorde tvertimot,og naar det var «paa Aksli» sagt, so gjorde han «for Fot».

Den Eksersisen vardt ei Segn, eit Gitord vidt i Kring,og Hovudsmann og Mannskap log aat detta Underting.


Men Svein gjekk trygg sin jamne Gang, som han letst inkje sjaa,han ventad paa ei betre Tid, og so – kom Krigen paa.

No skulde Flokken rykkja fram, daa vardt der spurt ein Dag.um Svein vel og var klok nog til aa vera med i Slag.Han let deim røda, heldt seg trygg, og let seg nøgja med:«Um inkj’ eg just i Flokken gjeng, so gjeng eg einsleg med.»

Men Skreppa si og Byrsa med han skulde med seg faa,so var han Dreng, naar det var Kvild, Soldat, naar Strid stod paa.Men alt som Stridsmann og som Dreng han bar seg lika fritt,og aldri vardt han kallad rædd, men faavis helder tidt.

Paa Attervending Sandels var, og Ryssen trengde paa.Han drog seg undan Stig um Stig og gjekk langs med ei Aa.Eit Stykkje fram ved Aai var ei Bru, vel klen og smal;der stod ein liten Fyrepost, knapt tjuge Mann i Tal.

Dei skulde bøta Vegen der, og naar so det var gjort,so laag den litle Flokk i Ro og gjorde inkje stort.I næste Gard dei aat og drakk alt det, dei kunde faa,og let Svein Duva vera Dreng, for han var med deim daa.

Men snart so vardt det annat av. I næste Bakketromi Tvisprang paa ein skumsveitt Hest eit Bod fraa Sandels kom.«Aat Brui, Gutar,» ropte han, «for Fienden er nær;ein Hop av Ryssar er paa Veg, vil yver Elvi her.»


«Riv Brui ned,» so sagde han, «ifall de berre kann,og kann de inkje, maa de staa og slaast til sidste Mann.Vaar heile Her er tapt, um her me Ryssen faa paa Rygg.De skal faa Hjelp, for Sandels sjølv skal koma snart; ver trygg!»

Han fraa deim foor; men knapt det var, dei hadde Brui naatt,so stod den ryske Hopen og der burtanfyre braadt.Han drog seg ut, han jamnad’ seg, han sigtad’, og det small,og fyrste Smellen gjorde Mun, so aatte Finnar fall.

Her var det illt aa drygja meir, her hjelpte inkje Mod.Ein Smell paa nytt, og berre fem av Finnom atter stod.Daa vardt det ropat «til Retræt», og alle lydde lett,so nær som Svein, han tok i Mist og felde Bajonet.

Og endaa meir, hans Vending gjekk so undarleg paa Sned,at naar han skulde undan fly, han steig paa Brui ned.Der stod han herdebreid og kjeik og trygg paa gamal Vis,som reidd aa læra kvar, som kom, sin beste Eksersis.

Og snart han visa fekk sin Kunst, for i det same varden vesle Bru av Ryssar full, so mange som ho bar.Mann etter Mann dei trengde paa, men Svein tok mot deim radtmed høgre-um og vinstre-um, so kvar um annan datt.

Aa støyta denne Jøtul ned er ingen sterk nog til.Hans Motmann berre stend i Veg for deim, som skjota vil.


Alt sterkare dei trengde paa, daa det for lenge drog.Men daa kom Sandels med sin Flokk og saag, kor Svein deim slog.

«Godt,» ropte Sandels, « go d t , klemb paa, min gilde Gut, klemb paa,lat ingen Djevel sleppa fram, haldt ut ei Stund endaa!Det kann ein kalla Stridsmann det; so skal ein Finn slaa paa.Han heve frelst oss; lat no sjaa, me honom frelsa maa.»

Forspillt saag Fienden si Ferd og all si Møda braadt,den ryske Hopen snudde um, og drog seg undan smaatt.Men Sandels gjekk aat Brui ned, og naar det alt var stilt,han spurde, kvar den Mannen var, som hadde stridt so gildt.

Det var Svein Duva – der han laag. Han hadde fraa seg stridt.Han hadde røynt seg som ein Mann og kunde kvila fritt.Han syntest hava lagt seg ned aa kvila paa sin Leik.So trygg han hadde voret fyrr, men aldri fyrr so bleik.

Og Sandels bøygde seg nedaat og paa den fallne saag.Det var just ingen ukjend Mann, som der i Graset laag.Men under Hjartat, der han laag, var Blod i Graset flødt;eit Skot i Brjostet hadde han, han hadde alt forblødt.

«Den Kula visste, kvar ho tok,» so sagde Sandels daa.«Den Kula visste meir en me, det kann ein fulla sjaa.Ho let hans Skalle vera fri, for han var klen og arm;ho søkte det, som betre var, hans gjæve, rike Barm.»

Og desse Ordi spurdest vidt og kom utyver lett,og allesaman tykte so, at Sandels talad’ rett.«Slik var Svein Duva,» sagde dei, «med Vitet var det smaatt,eit vesalt Hovud hadde han, men Hjartat det var godt.»

(Etter Runeberg.)


SONGEN UM KLOKKA.

1.

Murad fast i Auren stenderFormi som av Leir er brend.No i Dag det gjeld um Hender:no skal Klokka vera rend.Heit um Skallen daaSveiten siga maa,um vaart Verk av oss skal skreppa; men fraa Himmel’n kjemer Heppa.

Til aalvorsame Verk og Mødordet høver aalvorsame Ord;naar Verket gjeng med goda Rødor,so er ei Gjerning lettleg gjord.So lat oss daa med Umsyn merka,kvat veika Hender vinna maa;dei Folk, som utan Tanke verka,dei kunna liten Vyrdnad faa.D’er det, som Mannen mest mun pryda,og dertil fekk han og sitt Vit,at han i Hugen rett maa tydaall Verkning av sitt Stræv og Strit.

2.

Take Vid av Furestomnen;turr og traust han vera maa,at det sterke Baal i Omnenkann seg inn i Malmen slaa.Sjode Kopar’n hardt,slaa i Tinet snart,at det seige Smelteslagetrenna kann paa rette Laget.


Det Sod, me her i Gruva sjoda,det Verk, som Elden skapar nytt,det skal i Klokketornet ljodaog vitna um oss høgt og lydt,Det vara skal til seina Tiderog fram til mangt eit Øyra naa;det klaga skal med den, som kvider,og vekkja Song med heilag Traa.Alt som den skifterike Lagnadlegg yver Mannen Lyst og Sut,so synger Malmen Sut og Fagnadog Ljomen gjeng aat Viddom ut.

3.

Kvita Bolor seer eg spretta:alt i Braadning Malmen er.Oskesalt me i skal smetta,at han snøggre Smelting fær.Kjem det Skum uppaa,fløyt det vel ifraa.Rein og skir skal Malmen sjoda,reint og skirt skal Røysti ljoda.

For med ein Helgar-Svip i Klangenho helsar paa ein nyfødd Gjest,som paa den fyrste Heimangangenkjem sovande til Kyrkjefest.D’er løynt, kvat Framtid han skal finna,kvat der han tapa skal og vinna;men Moderhug skal honom agtaog um hans ljose Morgon vakta;og Aari ganga fort sin Gang.Stolt fraa Smaagjentom Guten sviver


og stormar ut i Livsens Sveim;i Verdi vidt i Kring han driverog kjemer sidan framand heim.Men litle Gjenta stor er vordiog stend i beste Blomen sin,væn som ei Himmels-Syn paa Jordimed Blygdar-Raudning bjart um Kinn.Daa kjem eit ukjent Sviv i Barmen,og Guten verd um Hjartat veik;han einsleg gjeng og flyr fraa Svarmenog hugast meir til Sorg en Leik.Han fylgjer henne bljug i Vegen,naar fyrst ho helsar, er han sæl;han leitar Blomar og er fegen,um dei maa tekkjast henne vel.Du milde Lengting, søte Drøyming,i Elskugs fyrste Tidom kjend:i Hjartat syd ei Sæle-Strøyming;fyr’Augom Himmel’n open stend.Aa, giv han alltid vara skulde,den Ungdoms Elsken, utan Kulde!

4.

Sjaa, det brunkast alt av Brensla.Haldt ned i ein Tein og sjaa:daa fyrst er det Tid til Rensla,naar som Glas det fester paa.Sveinar, gjæte paa!Lat oss Blandet sjaa,um den harde Malm og stinnevel vil mengjast med den linne.

Der som det harde med det linneog sterkt og mildt er saman inne,der giv det jamt so god ein Klang.Di skal ein, fyrr ein bind seg, prøva,um Hjarta kann til Hjarta høva.


Ein Draum er stutt, ein Harm er lang.Yndeleg i Brudar-Lokkorglimar Kransen vel den Dag,daa dei klaare Kyrkjeklokkorbjoda Folk til Brudlaupslag.Men den fegste Helg i Livetflyr med Livnads-Vaaren snøgt;Brudarkransen fell av Vivet,og det største Ljos er sløkt.

Ja, Ofsen fær Slut,men Elsken maa liva;og Blomen døyr ut,men Frukt maa han giva.Snart Mannen lyt uti Vaas og i Mødaog syta til Fødaog pløgja og plukkaog freista si Lukkaog vaaga og trøytaog Tiderna nøyta.So koma Guds Gaavor i Garden umsider;det munar i Budi med kvart Aar, som lider,og Husi dei veksa og tøygja seg ut.Og inne raaderden hæve Husmoderi Smaabarna-Ringen;ho styrer visleg den huslege Kringen;ho vaktar Smaasveinen, ho lærer Smaakjella;dei trottuge Hender maa stødt nokot stella.Ho aukar sin Draattmed skipande Haatt.Med Midlar ho fyller den daamlege Hylla,med Traad ho si snurrande Snelda vil fylla.Ho sankar i reinslege, glitrande Skrinden slikjande Ulli, det snjokvite Lin.Ho kviler aldri; ho legg det, som fagnar,til det, som gagnar.


Og fram etter seer Faderen gladfraa den vidsynte Sval under Møne,der han skodar sin trivlege Stad.Sjaa dei Rader av Tre um hans Trødeog den Løda, fullstappad av Grøde,og det Buret med rokfulle Kopparog den Aakren med svigande Toppar.Stolt læt han Ord av Munn:«Trygt som den faste Grunnstender mitt Hus ved Lagmot alt Ulukke-Slag.»Men med Lukka vil det veravandt eit Festemaal aa gjera.Braadt ei Ustund koma kann.

5.

No paa Brotet seer eg Merket,at det er til Rensla reidt.Lat oss bidja fyre Verket,at det alt maa ganga greidt.Slaa no Tappen fraa!Gud til Huset sjaa!Rjukand’ inn um Hempa flaumarMalmen radt i brune Straumar.

Ja, god er Elden med si Magt,naar Mannen held um honom Vakt.Dei største Mannsverk hava havtsi Hjelp av denne Himmelskraft.Men sløg er denne Himmelskraft,naar ingi Hand fær henne kvavt,naar laus or Lekkjom ho seg slærog fritt paa Tuftom leika fær.Fæle Syn, naar ho fær fata,veksa fritt og laupa fort


gjenom folkefulle Gataveltand’ yver Vegg og Port;for dei store Krafter hataslikt, som Manns-Hand heve gjort.Ut or Skyom kjem Velsigning,strøymer Rigning;men or Skyom tidt med Tjonskyter Ljon.Høyr, dei ringja Storm; det klingvidt i Kring;raud som BlodHimmel’n gløder;slikt er inkje Dagsens Glod.Høyr det trøder:Folk fer ut.Røyk slær ut.Flugtand’ upp ein Loge stiger,fort som Vinden fram han sigerlangs med Strætet, stor og diger.Svidand’ ut or Baalet vellaheita Guster; Bjelkar smella,Stolpar sturta, Glasbrot singla,Kvinnor sutra, Smaaborn vingla.Budyr gnellainn i Fella.Alt er Berging, Røming, Renning;ljos er Natt som Dag av Brenning.Sløkkjarspann ei Rad av Hendertrottugt sender.Gøysand’ upp i høge Bogarskvalar Vatnet millom Logar,men til Uhapp Stormen flogarhylande mot Baalet traatt,Elden gnest og brakar braadti dei grødefulle Budom,i dei turre Tekkjesudom;og som um han reint av Tufti


vilde sopa med seg burtalt, som stod paa Jordi turt,stig han himmelshøgt i Lufti.Raadlaus maaMannen daavika fyr’ ein Himmels-Styrke;sturen seer han alt sitt Vyrke,all si Gjerning spillt i Dufti.

Alt er brent.Storm og Yrjaleikar um den heite Myrja.Opne, tome Glashol glyggjafram med Styggja,og dei høge Skyer skyggjai deim inn.Endaa maaatt paa Stadenetter SkadenMannen sorgfull ein Gong sjaa. So giv han seg paa Gangarvegen.Kvat Tap og Tjon han heve havt,der er daa Hugnad midt i Tregen:han tel sitt Folk og verder fegen,han seer, at ingen der er tapt.

6.

Malmen er i Botnen runnen;heppeleg’ er Formi fyllt.Skal det koma heilt or Grunnen?Skal det verda blenkt og gyllt?Enn um Rensla sveik,enn um Formi veik ?Medan me det beste vonad’,er kannhenda alt fortjonat.

I myrke Moldi ned me smettavaart Verk og venta Gagn av Daad.


So straar ein Saamann ut sitt Saadog vonar, at det upp skal sprettatil Hugnad med Guds høge Raad.So saa me stundom større Sædei heilag Jord med Sorg og Sut;men endaa or sitt Jordeklædeme tru, det stig til Blomstring ut.

Tungt i Tornetunder Stongkveder KlokkaGravarsong.Daa ho fylgjer, aalvorsam i Klangen,ein, som er paa sidste Heimangangen.

Ja, det er ein saknad Make,d’er den holle, milde Moder,som den myrke Dauden skildeburt fra Mannen utan Mildeog fraa vesle Bornom, somfram til Ljos fraa henne kom,som ho saag med Moderhugmuna til i Vit og Dug.Løyst er no det mjuke Bandet,som um Huset bundet var;for ho bur i Skuggelandet,ho som Moderbyrdi bar.Hennar holle Vøling vantar,hennar Umsut gjekk ifraa.Framandt Folk med Bornom skantar;Moder aldri meir dei faa.

7.

Medan Klokka kolnar, takame ei roleg Kvilestund.No kann kvar sin Fridom smaka,glad som Fugl i grøne Lund.


Naar det lid til Kvelds,Drengen fri og frelskviler trygt og utan Kvida;Husbond han maa lenger strida.

Heim or ville Skogen stigafegne Folk i Kveldingsljoset;heim or Markom spakleg’ sigaSauder mekrande til Fjoset.Nauteflokken,slette, skallebreide Skokken,kjem av Raasomrautande til gamle Baasom.Tung med Kornkjem ei Kjerraunder Sperra.Paa dei skorne sidste Korniligg ein Krans,og dei glade Grendarbornifly til Dans.Inn fraa Vegom Staaket ræser,Grindi riktande seg læser;Folk i Stova trøyter Kveldenfram ved Aaren kring um Elden.Yver JordiMyrkret tekkjer,men dei gode ei det kvekkjermed si Magt;d’er dei vonde, som det vekkjer,for det stender Log og Rett paa Vakt.

Heilag er du, himmelsendeLandsrett, signad utan Ende,du som Gard og By leet byggja,der seg Folket fritt kann tryggja.Du dei ville Kjempor tamdeog deim trygt i Grender samde.


Du steig inn i Landsens Bygder,vande Folk til Sed og Dygder,vov um deim det beste Bandet:kjærleg Hug til Fødelandet.

Tusund Hender radt seg røra,hjelpast aat med lystugt Lag;og dei friske Rørslor føraalle Krafter fram til Dag.Fritt med Hug sitt Verk dei gjera,Svein og Meister lika hollt;kvar i sin Stad gild tykst vera,blæs aat kvar ein Spottar stolt.Arbeid pryder Folk i Landet,og Velsigning fylgjer paa.Kongar faa si Frægd av Standet,me skal Frægd av Arbeid faa.

Holle Fred, du Vinskaps Ande,giv du standestødugt yver denne Stad!Giv den Dag maa aldri koma,daa ein Fiend’, ill og galen,skulde herja denne Dalen,daa vaar Himmel,som um Kveld so mildt seg maalaryver Land,skulde verda skjemd av Straalarfraa ei Bygd, som stod i Brand!

8.

Slaa no heile Raama sunder;no ho heve teent si Tid.Syn oss den, som er innunder,um ho no vardt væn og frid.Hamre, so det smell,til at Kaapa fell.


Fyrst maa Formi sunder siga,fyrr vaar Støypning ut kann stiga.

D’er godt, ein Smid si Form kann brjotai rette Tid med kunnug Hand.D’er illt, naar gloheit Malm fær skjotaseg ut i Kring forutan Band,naar fyrst med Torebrak han sprengjerdet brotne Bur og gøyser utog Eld paa alla Sidor slengjerkring um seg med sin arge Sprut.Der ville Krafter vitlaust jaga,kann inkje Kunstverk vel seg laga.Der Folk med Sverd seg lause slaa,der ingi Velferd standa maa.

Det er ei Rygd, naar Ufreds Tunderer lenge sankat i eit Land,naar Folket bryt si Lekkja sunderog spretter av seg alle Band.Daa Upprør hardt i Strengen rykkjerpaa Klokka, so ho gneller ved;den same Malm til Ufred klykkjer,som fyrrmeir berre klang til Fred.

D’er Rop um Fridom og um Jamning,og fredsam Borgar strida vil.I Gatom er der Folkesamning,og Herjarflokkar strøyma til.Daa verda sjølve Kvendi villeog skjemta med all Skjelv og Sut;or Fienden som Udyr illedei vilja riva Hjartat ut.D’er inkje heilagt meir; ein finnersnart inkje Band av Blygd og Skam;den gode fell, den vonde vinner,og alla Synder ganga fram.


Vist er ei Løva vond aa vekkja,vist er ein Tiger arg og ill;men eit, som endaa meir kann kvekkja,er Mannen, naar han slær seg vill.D’er faafengt, at den blinde Daarefær laant eit Himmelsljos i Hand;det lyser ei; d’er helder Faare,at Land og Stad det set i Brand.

9.

Gleda vilde Gud oss giva!Sjaa, kor væn vaar Støypning vardt.Sjaa, ho blenkjer fraa si Skivasom ei Stjerna rein og bjart.Som ein Straale-Ringglitrar rundt i Kring,og det nette Meistermerketrosar den, som gjorde Verket.

Kom her, kom her!Kom kvar, som her var med aa støypa,at me med Namn maa Klokka døypa,og hennar Namn det «Semja» er:Til Semja og til kjærleg Einskap samanho Folket kalla skal i Sorg og Gaman.

Det vera skal fraa desse Bildet Verk, som ho er etlad til.Paa Vegen upp mot Stjerneheimenho jamt med Tora sviva skal,høgt yver all den laage Sveimenpaa Jordi under hennar Sal.Ei Røyst or Høgdom skal ho verarett som dei ljose Stjernor smaa,som Lovsong um sin Skapar gjeraog Krans um Aar og Tider slaa.Sin Malmsong skal ho berre nøyta


til ævelege store Ting;det timelege skal ho skøytasom snarast i sin lette Sving.Sjølv utan Sorg og utan Fagnad,sjølv hjartelaus og aldri veik,ho vitna skal um Gang og Lagnadi Livsens skifterike Leik.Og som den høge Ljomen dovnarog døyr, so skal ho minna paa,at Livet snart i Dauden sovnar,at alt paa Jord vil Ende faa.

No skal Klokka upp av Tufti.Kome no med Streng og Reim.Vinde henne høgt i Lufti,der som Klangen heve Heim.Tøygje, tøygje paa,at ho sviva maa.Fyrste Tonen, ho skal kveda,spaa oss alle Fred og Gleda!(Etter Schiller.)

VAAR GUD HAN ER VAAR FASTE BORG.

Vaar Gud han er vaar faste Borg,Vaar gode Skjold og Verja;han hjelper oss or Sut og Sorg,naar Trengslor um oss herja.Den gamle Fiend’ ermed Ufred atter nær;stor Magt og Svik dertilhan mot oss nøyta vil.Paa Jord er ei hans Like.

Vaar eigi Magt vist inkje vann,me maatte snarleg falla;men med oss er den rette Mann,som Gud leet sjølv tilkalla.


Hans Namn du kjenner vist:han heiter Jesus Krist,all himmelsk Herremagter under honom lagt;sin Stad han vel maa verja.

Um Verdi full av Djevlar stod,som ned oss vilde støyta,me endaa skulde hava Modog fram til Siger trøyta.Um Heimsens Fyrste viloss illa reida til,hans Vilje litet gjeld:han alt er dømd og felld;eit Ord kann honom fella.

Det Ordet skal dei lata staaog burt med Utakk venda,for Herren sjølv vil til oss sjaaog oss sin Styrke senda.Og toko dei vaart Liv,Gods, Æra, Born og Viv,det alt me vyrda knapt,dei hava endaa tapt:Guds Rike vaart skal vera.

BJARKEMAAL.

Dagen alt er komen,Hanen slær med Vengjom.No er Tid at gangapaa Verk fyre Drengjom.Gode Viner vakne,vake, vere snare,alle dei fremstei Konungs Skare!


Haa, som hardt mun gripa!Rolf, som rett mun skjota!Ættgode Menner,som ei or Laget brjota!Ei til Vin eg vekkjer,ei til Kvendesvallar,helder til den hardeHildarleik eg kallar.

SLAGET I HAFSFJORD.

Høyrde du, kor Haraldi Hafsfjord bardest,Kongen den storlyndemed Kjøtve hin rike?Austan komo Knarrskiptil Kapplaup reiddemed gapande Hovudog gaarutte Ripar.

Ladt var Skip med Holdarog med ljose Skjoldar,vesterlendske Vigspjotog valske Slagsverd.Bardagen byrjade,Berserkar grenjademedan hans Jamningarmed Jarnom glumde.

Dei freistad’ den framraadne,men flya han deim lærde,Austmanns Drotten,som paa Utstein budde.Skip or Stød han støytte,daa Strids Von vaktest.Hardt var Hogg paa Skjoldom,fyrr Haklang stupte.


Leidt vardt Land aa haldamot Harald Luva.Attum Holmen hopadeden halsdigre Kappen.Saara ned or Sessendei sigo under Tofta;upp leet dei Hælar horvaog Hovudi mot Kjølen.

Der blikade paa Baketdei bjarte Skjoldar,daa vardt Staalbrødernei Steinregnet gløgge.Rikingarne ræddastog rende yver Jadrenheimatter or Hafsfjordog hugsad’ paa sin Mjøddrykk.



FORTELJINGAR OGSKILDRINGAR

EIT INNSTIG.

Daa eg gekk igjenom Langedalen, fekk eg slikein Hug til aa lydast inn til han Olav Bakken, ateg tykte, eg kunde inkje lata da vera, etter di egeingong var komen paa dan Leidi. Eg var væl kendbaade med honom og Kono hans; fyre me var sogodt som Grendarborn, og eg hadde inkje funnet deipaa mange Aar. Da var godt Vedr og Sumars Dag,so da var endaa Raad til aa koma langt til Kvelds,og difyre gav eg meg goda Tider og gekk i Makeog saag væl etter alle Ting paa Vegen; fyre eg varforviten te sjaa, kor dei hadde da lagat. Dar varingen Stas og ingi Storvis te sjaa, men vent og vælsteltvar da paa alla Sidor, so da synte, at dei haddevoret baade verksame og vituge, dei som styrde Jordi.Engi var rudd og jamnad, Veitor var upptekna, ogSteingard var uppsett paa mange Stader; nye Aakrarvar uppbrotne og gamle var atterlagde, og Atterlegornastod med slikt eit Gras, at da var so tjuktsom ein Borste. Sjølve Garden var bygd paa dangamle Maaten; dar var ikje nokor stor Laan med eitvau-try Slags Maaling paa, dar var berre ei liti Rotstovamed Torvtak og Ljore paa; so var dar ei Stabbud med Sval paa Sido, so ei Løda med fjos i øvsteEnden, og sidan var dar Sengstova og Eldhus ogSmidja og alt da, som høyrer til ein vælhalden Gard.Inn i Tunet gekk dar try smaae Born og leikade seg,eit med eit Lamb og eit med ein Katt, og da minste


gekk og tvikade imillom dei andre og syntest havamest Moro av Katten, som laag paa Ryggen og kavademed eit Plagg, som dei hadde breidt utyverhan. Eg gekk upp til dei og spurde, um Fader deiravar heime, og med same vaknade Hunden, som laagi Utdyri, og han hadde nog inkje kvar Dag set langframandeFolk, fyre han fauk upp med slik ei Gøying,at ein kunde inkje høyra Manna Maal, og inkjekunde han tagna, fyrren Kono kom ut og skulde sjaaetter kven som var komen. «Eg er rædd, at eg kennerrangt, men eg tykjer mest, at da er kent Folk,»segjer ho, og eg svarade, at eg tenkte, ho kenderett, og fortalde kvar eg kom ifraa, og kvart eg vilde.So bad ho meg inn i Stovo og viste eit av Borni avut paa Marki etter Mannen, at han skulde koma heim.Inn i Stovo var alting væl i Stell, og da synte korkjeMannløysa elder Koneløysa paa Husbunaden; reintog vælflitt var da i kvar ei Kraa, og kvart eit Keraldvar so fint gjort, som da var rent av Malm; fyrei dei Bygderna gera dei mest all sin Bunad sjølveog leiga inkje Handverksfolk; og difyre er da, somdei segja, at da syner paa Keraldi kva Karen er,og paa Klædi kva Keringi er. Men eg fekk ikjelang Tidi til aa tenkja paa Stovebunaden, fyre davar daa so mangt te spyrja etter og fortelja paabaada Sidor; og best som da var, so kom Mannenheim. «No hadde eg aldri trutt, at eg skulde faasjaa deg paa desse Tufterna, og rett inderlege vælgjortvar da, at du vilde lydast til oss,» sagde han.Eg svarade, at eg hadde største Hugnaden av disjølv, at eg kunde sjaa atter gamle Kenningar oghøyra, kor dei livde, og at eg var glad av di, at dastod so væl til med dei. «Aa ja,» segjer han, «da ersom dei segja: da grævst ein Dag um Senn; da erinkje nokot te klaga paa, og inkje er da nokot teskrøyta av helder; ein balar og baskar, so myket atein bergar Vombi, og so er da inkje stort meir helder.


Men no lyt du vera her hjaa oss ei Stund fram etter,so me kunde faa svalla um alt da, som heve hendtog høvt seg i desse Aari. Eg heve no ogso Hug tilaa høyra, kor du heve stadet deg i Byen, og kor dulikar Livemaaten dar. Men da er sant, eg segjer Dulike eins som fyrr, og eg veit ikje, kor da kann høvaaat ein Bymann da.» – «Seg du, og berre du,»svarade eg, «d’er da som eg helst vil høyra, og daaveit eg kven da er, som Folk talar til. Eg veit, atda er sume Stader dei hava dan Sedi, at naar dakem ein Kar med Kjole paa, so torer ingen segjadu til honom, men han sjølv torer segja du til alledei, som inkje bruka Kjole. Men dan Visi skal meinkje bry oss stort um.» – «Da var rett,» sagdehan, «eg høyrer, du er dan same no som fyrr. Menno kem du væl til aa vera i Byen heile Tidi, tenkjereg; og da er væl berre som snaraste, at du er herpaa dette Leite. Eg fortalde honom, kor eg haddeda lagat, og at eg laut til Byen atter og hadde Vontil aa verta dar verande. «Aa ja,» sagde han, «daer ikje anderleid med oss; da er som dei segja: daveit ingen kvar Borni skal bu, og dei faa ikje allevera heime. Men me sitja berre og bry deg medSpurningar og bjoda deg ingen Ting; du heve gengetein lang Veg og kann vera baade tyrst og svolten.»Eg svarade, at da stod inkje paa med di, og baddei inkje gera seg nokot Bry fyre dan Skuld. Menmed da same stod han Olav upp og kviskrade nokreOrd til Keringi, og so gekk han ut og kom innattermed ein Ølbolle og bad meg smaka paa dan «uvande»Lands Drykken. «Du er ein hæv Mann, som heveØl paa denne Tid,» sagde eg. «Eg plar hava einKagge til Slaatten,» sagde han, «da er so godt aahava ein liten Ølsup, naar ein strævar med Høyingi,og naar ein kjem heim av Slaatteteigen so trøytt ogmod, at ein vil stupa; da tykjer eg, er langt betreen te sitja og renna da i seg i Gestebodi og i


Helgarne, daa ein er korkje tyrst elder trøytt, ogdaa da inkje nøyder paa i nokon Maate». Og medanme sat soleid og rødde, so kom ho Ragnild innmed ei stor Korg og sette fram Mat og bad megganga aat Bordet, og talade um at ho hadde dainkje so voret, som ho vilde, og at da var so litette bjoda, at da var ikje framberande aat dan, somvar betre van; men so vilde ho, at eg skulde stadnadar hjaa dei fram etter Dagen, so dei kunde faa kokaog stella til nokot, som kunde vera betre. Eg meinte,at dar var no so myket tillagat, at dar var sagte inkjenokot te orsaka seg fyre; og dan som inkje vilde veranøgd med slikt, han maatte vera van til nokot, somvar meir en rimelegt. «Ja, da er darpaa aa lita, atda er ein, som heve Skyn paa, kor Folk hava da,»segjer ho; «da er som dei segja: da er godt danskynuge skenkja. Ellest maa dar no sagte vera einbetre Livemaate paa andre Stader en her hjaa oss;fyre da hender stundom, naar her kem framandeFolk i Bygdi, at dei laata so ille yver dan Visi, somme bruka, og tykja da er klent og ille voret, altsom me hava.» – «Eg meiner, eg heve fulla setMerke paa da,» sagde eg, «men da er berre Kræsnaog Uvitingskap; dei er ikje alle so væl vane fyre altdi; men da kann væl henda, at dei hava komet inni eit Fille-Kot einkvarstad og set, og dar var nokotruskut og vanstelt, og so tru dei strakst, at da skalvera allstad like eins, og so ganga dei og grina aatalt, som ein byd dei; dei var inkje verde te faa daso godt eingong.» – «Eg kann ikje undrast so myketpaa da,» segjer han Olav, «fyre da hender endaamed Folk or vaare eigna Bygder, naar dei hava voretburte nokre Aar og er komne nokot til Manns, atdei er reint umskapade, naar dei koma heimatter, ogso storvorne, at da er ingen Ting til Lags aat dei.Og difyre tykjer eg no, at da er so hyggjelegt aahøyra paa ein, som heve andre Tankar og som endaa


skynar paa Heimeskikken og inkje forsmaar sinegamle Kenningar.» – «Ja,» svarade eg, «da var nosagte inkje meir, en som rett var. Eg kann inkjesjaa, at ein heve nokot te vera storlaaten av, um einheve vant seg ei onnor Vis. Vistnog er da no so,at ein lyt skapa seg um paa mange Maatar, naarein kem ut i Verdi; men da er daa berre ei Mødaog ein Trældom, som ein er nøydd til, og inkje vertein no so snart utlærd i Kunsten helder. Da vertsjeldan nokon rettug Bymann av dan, som inkje erupp-alen til di og heve lært nokot i Yngdi; han kannbrøyta paa seg og skapa seg um so myket som hanvil, so kann da daa henda, at han vert halden fyreein Byting og ein Tverstøyt i all si Tid, og er solitet vyrd ibland sine Grannar, at da er ein Harmaa høyra da. Og daa tykjer eg, han heve litet tilaa gera seg til av, og han kann gerne vera glad ogtakka til at hans gamle Landsmenner vil kennastved honom.» – Soleid vart me sitjande lengje ogsvallade baade um da eine og da andre, og sidanlaut eg vera med ut og sjaa paa Husi. Daa var mefyrst inn paa Budi og saag paa Fødevarorna, og darvar da væl fyresytt og tillagat nokot av kvart Slag,so som da kann vera paa dan Aarsens Tid; fyre ida Bilet plar da no jamnaste vera litet i Buderna,undtakande hjaa rike Folk, som kann hava Fyreraadelder Fyreferd til eit heilt Aar; ellest plar da veraberre so myket, at da kann vara væl til Hausten,so dan gamle Aaringen rekk ihop med dan nye.Sidan var me ute og saag paa dei andre Husi, ogdei var allesaman godt i Stand og væl haldne baademed Tak og Tile og med all sin Innreidnad. Novilde dei endelege, at eg skulde vera hjaa dei tilMorgons; fyre no skulde me fyrst ut og sjaa paaAakrarne og paa Marki, og sidan skulde me aatSumarfjoset og sjaa paa Fenaden, naar han komheim til Kvelds. Men eg tykte, eg kunde inkje giva


meg til lenger; eg vilde so gerne koma paa Vegenatter, og dartil so tykte eg, da var leidt aa føraUmak paa Folket og hefta dei i Annsemdi si; deivilde gera væl og reknade vist inkje paa da, men egvisste, at ein Mann paa ein sovoren Gard heve annatte gera en aa taka mot Vitjarfolk og heftast meddei midt i Vyrkjo. Og difyre gjorde eg Tidi so kort,som eg kunde, og takkade fyre vælgjort og bad vælliva; og endaa fylgde Mannen meg eit Stykke paaVegen, fyrren me skildest.

BENKJEVIGSLA.Skjemtebrev fraa Landet.

Millom alle dei mange Ting, som Folk hava funnetpaa i dei siste Tiderna, er dar ogso ei Framsyning,som dei kalla «Korrespondense»; dat skal vera somyket som ei Brevsending til dei som trykkja Tidender;men ellest veit du no sjølv best, kvat dattyder, for eg maa segja, at eg veit ikje annat enslikt, som eg gissar meg til, og soleids er dat Gisningimi, at «Korrespondense-Artiklar» er berre slikaSmaarødor, som kann fella i eit Kjenninge-Lag umalt smaatt, som anten heve hendt elder skulde havahendt, og som er like kjært, anten dat er Lygn elderSanning, naar dat berre kann fylla eit tomt Rom ogvera morosamt te høyra fyre dei, som ikje vitaSanningi. No er dat so leidt med di, at dar ermange Stader i Landet, som ein inkje fær høyranokot fraa, fyredi dar er korkje Prenteverk elderFolk som er upptamde te skriva; dar er mang einunderleg Snunad og mangt eit morosamt Ord tehøyra um Aaret; men dat kjem inkje vidare, sidandar er ingen, som skriv dat upp og sender dat inni Avisorna. Difyre heve eg ofto tenkt paa, at egskulde gjera ein Freistnad og skriva upp ei liti Røda


her vestan-ifraa; men eg heve sytt fyre dat, at egkunde inkje faa dat prentat; for dat er inkje so medmeg som med desse Skrive-Meisterarne, som havafenget Foten inn i ei Avisa; dei kann blaasa iLangeluren og slaa paa Stortrumba, anten dei havamyket elder litet te segja; dei kann gjera seg til ogvera like aalvorsame, baade naar dei segja sant ognaar dei ljuga; – eg darimot, eg lyt lirka og lempameg fram, og soleids veit eg inkje betre Raad en tesenda Brevet mitt til ein Kjenning i Byen og bidjahan um, at han vil gjæta paa og smetta dat inn i eittomt Hol anten i ei Avisa elder eit annat Blad; fordat kann væl høva seg eingong, at Bladmeisterenkann vera forkomen fyre Fyll i eit Nummer avBladet, so at han tæk imot alt, som han kann faa,um dat endaa kunde slenga noko-litet Lettemjølibland.

Dat var dat, som eg vilde fortelja, at eg var i eitLag hjaa han Gunnar upp i Garden fyre ei aatteDagar sidan; daa hadde han bedet til seg nokreKjenningar og sagt, at han hadde nokot nytt til aasyna oss, og me var forvitne te sjaa, kvat datkunde vera; for han er no alltid so hitten te finnapaa eitkvart Slag til Gaman. Daa var dat inkjeannat en ein ny Benk, som han hadde sett ut underei gamall Bjørk, og so fortalde han oss, at han vildehalda ein Tale og vigja Benken, og han tregade berrepaa dat, at me skulde vera so faae saman; for naarrett skulde vera, so skulde me hava eit stort Gjestebod,og likaste Sellarne i Laget skulde halda Taleog bjoda ut Skaaler fyre alle dei gode Ting, somme hava, og som me vilja hava, og so skulde Talarneog Skaalerna vera uppskrivne og innførde i eitTidende-Blad, so at Folk skulde sjaa, at dar er Livi Landet. «Men,» sagde han, «naar ein inkje hevedat store, so lyt ein halda paa dat smaae, og dessforutanso heve eg Hug te freista, um dat inkje


skulde vera mogelegt te halda ein Tale og inkjedrikka. Og med di skal Talen byrja:

«Give Ljod, godt Folk! – Dat Tilhøvet, somsamlar oss her i Kveld, skulde vistnog synast veramyket smaalegt og litet vyrdande; men me liva paaei Tid, daa dar verd ofto gjort myket av litet ogallerhelst ein stor Tale um ein liten Ting. Her hevebutt Folk i Bygdi fyrr, men dei hava inkje bygtBenkjer og sett ut under Bjørkjerna, at Folk skuldesitja dar og sola seg og sjaa ut yver Marki. Atslikt kann verda gjort no i desse Tider, dat held egfyre, er eit Merke paa ein forbisnande Framgang;dat er eit merkjelegt Tidar Tekn, som Avisornasegja. Og dan, som les Avisorna væl, han vil sjaamange merkjelege Tidar Tekn; og dan, som er nokolitetframsynt, han vil sjaa mange store Umbrøytingari Framtidi. Dat er kloke Folk, som kviskra til kvarandre,um at dat gamle Bonde-Livet heve gjort sittsiste Sprang, at dat held paa aa siga undan inn idei inste Avholorna i Landet, og at dat inkje meirtorer syna seg dar, som ein Straale av dat nye Ljoseter inn komen. Me kann ikje ganga soleids heileTidi og lyda paa, at Folk skal gjera Narr av oss ogskjemma paa oss baade i Skrift og Tale, fyredi atme skal vera so gapne og griselege, so hatige motalle nye Seder, og so fulle av gamle Vandomar elderFordomar, som dei kalla dat. Kvi skulde me veraBytingar meir en andre Folk? Dat er mange Gapar,som hava dan Tanken, at me gjerne kunde læramyket nytt og godt og endaa bruka dan gamle Visi;me kunde verda baade kloke og seduge og endaahalda paa same Husbunaden, same Klædebunadenog same Maalet, som Forfederne vaare brukade.Men de kann prøva, godt Folk, kor langt de komamed di. Du kann vera so lærd og viis, og so hagog hendig som du vil: heve du inkje nokot, somsyner seg utanpaa, so er du halden fyre ein Gap og


ein Stakar like tidlege. Dat er vandelaust aa vita,at naar du skal bruka franske Klæde, so lyt du ogsohava franske Namn paa dei; naar du lærer te ystapaa Tysk, so lyt du ogso hava tyske Namn baadepaa Osten og paa Mysa; og naar du brukar engelskeGræv og Greipar, so fær du inkje kalla dat Grævelder Greip lenger; elder so kunde Folk tru, at datvar same Fille-Greidorna, som han Godfar og hanLanggodfar din heve brukat. Naar me skal til aabyggja oss nye Gangverk elder Maskinor, so ljotame hava franske og engelske Namn paa Hjul ogSneldor, paa Aasar og Sveiver, paa Naglar og Skruvar,og paa kvar ei einaste Fliis, so at Utlendingenkann høyra, at her er ogso Folk, som hava Vit iHausen. Og naar me so skal sitja anten i eit Stortingelder eit Smaating og tala um Logverket vaart,um alle Govskipi og Spongvegjerne vaare, og umLandsens Frægd og Framgang, so kann de vita,godt Folk, at dat kann inkje høva te sitja i ei Dala-Kufta og tala Dalamaal; nei daa ljota Dølerne gjeraso væl og skapa seg til paa Storemaaten, ifall deivilja at nokon skal bry seg um, kvat dei segja. Difyreer dat, som sagt er: Me verda store Folk alleihop. Dat er berre so leidt med di, at me er soseinføre og so tornæme te læra Stormanns-Visi. Dater ei stor Naud og ein aalmenneleg Saknad, at meinkje skulde hava ei Uppskrift um slike Ting; desseGutarne, som er so gilde te skriva, kunde gjernevoret so snilde og gjort ei Bok aat oss, um korleidsme skulde fara aat i alle Maatar, kor meskulde ganga og sitja, eta og drikka, helsa og takkaog alt slikt, som høyrer til dan rette Livemaaten.Dei skriva langa Reglor um korleids me fara aather i Bygdom; dei tekna av baade Husbunaden ogKlædebunaden vaar og skriva um all vaar Sed ogViis, like eins som dei skriva um dei ville Folki utved Sudhavet. Men dei skriva inkje nokot um, kor-


leids dei fara aat sjølve; me, vaare Stakarar, faaalltid høyra, at me fara rangt aat; men me faa aldrihøyra kvat som er dan rette Aatferdi. Difyre havame inkje onnor Raad en te spyrja slike Folk, somhava teent i Kaupstaden, elder ogso ljota me fara tilStaden sjølve og ganga igjenom Gatorna og glosainn igjenom Glaset til dei, som kunna dan retteVisi. Dar kunna me sjaa, kor mangt og myket dater, som vantar oss, og kor naudsynligt dat er tegjera eit Umbrøyte i alt vaart Stell og Styr. Meljota hava eit nytt Klædestell; dat fær inkje hjelpa,um dat er mødelegt og uhøvelegt te ganga med iSkog og Mark og paa dyutte Vegjer, og um datkann trenga til Bøting og Vasking kvar einaste Dag.Me ljota hava eit nytt Matstell med Kaal og Grasog med Krabbar og Ostror og alt slikt; dat fær inkjehjelpa um dat er motburdsamt, elder um ein tykjer,dat er berre til Vombarfyll og korkje til Magt elderMette. Me ljota hava eit nytt Husstell med blankeBord og Skaaper, med kvita Remsor yver Glaset ogmed rosutte Bladverk utyver Veggjerne, altsaman sotunt og fiint, at dat korkje toler Dogg eller Dumba;dat fær inkje hjelpa, um dat er heftesamt te haldadat heilt og reint. So ljota me halda Gjestebod,kvar Gong, dat hender nokot heppelegt i Landet, ogkoma i Hug te halda dat same Dagen kvart Aar;og framfyre alt annat maa me koma i Hug danDagen i Aaret, daa me var fødde; daa ljota mehalda eit stort Lag, for dat maa no fulla vera einmerkverdug Dag, daa slik ein oversleg Skapnadkunde koma til Verdi. Og naar me daa halda Lag,so ljota me halda Talar og bjoda ut Skaaler fyrekvarandre og fyre alle dei store Ting, som me tenkjapaa. Dar er ein Ting, som eg heve ei Tvil um; dater, um ein skal drikka nokor Skaal fyre Avhalds-Sakielder fyre Maatehald med rusande Drykkjer; dat ereg inkje rett stød paa, men dat kann me no alltid


faa spyrja ut hjaa dei, som vita Visende um dat.Og naar me so faa Prentehus i Bygdi, so giva meut eit Blad, og so føra me inn i Bladet ein Fortelnad,um kor dat gjekk til i kvart Lag, um Talarne,som var haldne, og Skaalerna som var utbodna,um dar var stort Samtykke til Skaali, og um Drykkengjorde sin rette Verknad (det kalla me «en kordialStemning»). Og dessimillom skal me sitja paaLangstolen og lesa Avisorna vaare; og naar dat ergjort, so vilja me lesa Diktararne vaare og høyrakor veent og fiint dei tala, um kor Maanen skin ogBekken surlar, kor Fossen fossar og Baara skvetter,um kvat Fuglarne segja, naar dei møtast, og kvatRosorna segja, naar dei opna seg og naar di leggjaseg ihop atter. Kort aa fortelja, godt Folk: her kjemei stor Tid, ei glansande og lysande og straalandeTid. Og hadde eg meg no ei Skaal, og eg haddenokot godt i henne, so vilde eg bjoda ut ei Skaalfyre dan nye Tidi, og fyre alle dei store Ting, somho ber i Fyrklædet sitt. Og me di skal Talenenda.»

Dat var nokre, som meinte, at han Gunnar varein gild Talar, men dat var sume, som lagde til, athan hadde for liten Grunn fyre Talen sin. Han Steinarpaa Storhaugen gjorde ymise Motmæle. «Eg tyksthøyra, at du heve leset nya Bøker, sidan du kanngjera so store Ord um so smaae Ting,» sagde han.«Naar alle Mann var rike, so kunde dar vera nokoti dat som du segjer; men endaa heve eg no danTrui, at ein kann gjerne vera baade riik og viisog endaa bu i ei Bondestova og trivast med Gamle-Visi no som fyrr; – ein kann gjerne byggja segbetre Hus og hava altsaman hyggjelegt og lunnelegt;men ein treng inkje um te gjera seg til Utlendingfyre dan Skuld. Og med di skal min Taleenda.»

Dette var alt, som eg hadde te fortelja denne


Gongen. Fær du dat prentat, so er dat væl; og færdu inkje, so kann du lesa dat aat gamle Kjenningareingong, naar du inkje heve nokot morosamare tebjoda.

Vestlandet i September Maanad.

Olav Ingenstad.

DOVREFJELL.

Det er ein stor Hugnad at ganga yver eit Fjellpaa ein blid Sumardag, naar Heidarna ero turkadeav Solvarmen, og Liderna standa i si beste Prydamed Gras og Blomar. Det er likt til, at Modet lyftestupp, naar ein kjem upp i Høgdi; Barmen lettnarog rømest av den reine Lufti, og Hugen kviknarstorlega av den store Utsyni yver Berg og Dalarpaa alla Leider. Gardarne og Bøarne ned i Lægdiverda mindre og mindre fyre Augom, og sidstpaakverva dei burt elder skyla seg under Fjellbruni,medan høga Heidar og Kollar risa upp i Himmelsynii den endelause Viddi, der dei standa som storeMerkesteinar ifraa Skapningar-Tidi, rolege og urørlegeigjenom alle dei Umskifti, som kunna hendasti Bygdom nedanfyre.

Dovrefjell er Skilmerket imillom mange Vatsdragog Dalføre, som paa den eine Sida halla imot Nordtil Havet, og paa den andre Sida mot Sud til Austlandetog Oslofjorden. Det hever fenget sitt Namnav Bygdarlaget Dovre, som ligg øvst i Gudbrandsdalen,austanfyre Lesja-Sokni, som sidan krøkjer meirtil Vest imot Raumsdalen.

Fraa Dovre nordetter til Uppdal er Fjellet sobreidt at ein kann rekna frammot seks Miler imillomBygdom; men ellers er Fjellet myket ujamt baade iBreiddi og Høgdi, so at ein helst maa kalla detein stor Muge av høge Fjell med Dalar og Skorori manga Stemnor, med stora Heidar imillom og med


mange Kollar og Kambar, som risa høgt upp yverHeidarna. Landet er her so høgt, at det stig uppum Skogvokstren; endaa paa nedste Fjellbrunomveks inkje annat en Smaaskog og mest av eit Slag,som kallast Klungrebjørk elder smaa Fjellbjørk medstutte Stuvar og krokutta Greiner. Lenger uppeverd det berre Fjellrape (Dvergabjørk) og Fjellviderog ymis onnor Smaakjørr, som plagar veksa i slikaHøgder; men ellers kann der vera god Grasvokstr,so at der er gildt Beite fyre Fenaden paa Heidom.Men naar ein so kjem høgre upp i Fjellkambarne,so er der korkje Kjørr elder Gras, men berre Moseog smaatt Lav og stundom berre snaude Berget.Paa ymse høge Fjellrabbar verd Snjoen liggjandelenge fram paa Sumaren, so det er berre eit litet Bilum Hausten, at dei ero avtøyade, og paa sume Stader,der som er djupa Dekker elder Holor i Grunnen,tidnar Snjoen aldri upp, men verd liggjande i fastaFonner Aar etter Aar. Soleides er der i nørdsteLuten av Fjellet nokre høge Klettar, som alltid erokvite av Snjo; desse Topparne kallast Hettorna ogden høgste av deim er den, som jamnast er kalladSnjohetta; denne Toppen er ein av dei høgste i heileLandet og er reknad til eit Høgdarmaal paa 7800Fot yver Havet.

So stora Vidder, som denne Fjellmugen fyller, soer han daa inkje alltid aud fyre Folk, og helderinkje gjerer han større Skilnad imillom Bygdom, enat Folk ifraa baada Sidor koma tidt og ofta saman.Ymse Fjellgardar og Sætrar liggja langt inne i denneFjellmarki, og dertil er der inkje mindre en tri Postvegarimillom Dalførom sunnanfjells og nordanfjells, ein ifraaGudbrandsdalen til Uppdal, og tvo ifraa Øysterdalen tilGauldalen. Den vestre Vegen, som er kallad Vegenyver Dovre elder Uppdalsvegen, er mest kunnig fraagamla Tider, og giv ogso dei stoltaste Utsyner, meddi han gjeng tvert yver sjølve Fjellet og hever baade


den største Høgdi og den største Lengdi bygdamillom,framfyre dei tvo andre Vegarne. Han stigupp ifraa Dovre-Sokni igjenom ei stor Skogarlid,kallad Dovremorki, sidan gjeng han yver berre opnaHeidar somaata som tri Miler langt, og deretter hallarhan ned igjenom ein trong Fjelldal, kallad Drivdalen.Paa denne Vegabolken er fjore Fjellgardarelder Fjellstovor, som hava voret bygde til Kvildarstaderfyre farande Folk; og paa kvar Stad er derbuande Folk, som halda Husrom til Nattarlæge ogHestar til Skjot fyre deim, som kunna turva det;dei hava gode Hus og ero vel raadde med alt, somfarande Mann kann trenga; Suvlvaror og Avdraattav Fenaden hava dei riklega av sin eigen Avle, menGrjonvaror ljota dei henta upp or Bygdom. Densynste Fjellgarden heiter Fokstova (Fokstuva); hanligg paa ei stor Fjellsletta ovanfyre Dovremorki, ognordetter derifraa er flata Heidar og lettfør Veg. Dennæste Garden er Hjerdkinn, midt paa Fjellet; denneStaden finst nemnd i Kong Sverres Saga, der deter fortalt, at Sverre kom ifraa Oslo og vilde nordtil Nidaros (Trondheim) til at verja Byen mot Heklungarne,og daa han kom til «Hiardkinn» paa Fjellet,møtte han nokre av sine Menner, som komo nordantilog fortalde, at Byen alt var innteken, og at deihadde lotet røma. (Detta var i Aaret 1182). Nordanfyredenne Garden gjeng Vegen tvertyver ein høgAas (Hjerdkinn-Høgdi), som er reknad at vera frammot4000 Fot yver Havbruni; her er det høgsteLeitet paa Vegen, og her umkring hever ein ogsoden største Utsyni, paa den eine Sida til Snjohettaog ymse andre Fjellknausar i Vest, og paa hi Sidatil Rundarne imot Øysterdalen. Fraa dette Leitethallar Vegen nedetter imot Drivdalen, og paa øvsteTromen av denne Dalen ligg den tridje Fjellstova,som heiter Kongsvoll; sidan gjeng Vegen jamt nedigjenom Dalen, og der ned i er den fjorde Fjell-


garden, som heiter Drivstova, og som ligg laagareen hine Fjellstovorna, men lika vel myket høgre enBygderna i Uppdal. Paa dette Skiftet nordanfyreKongsvoll var Vegen ovlega tung og stygg i fyrreTider; for der er bratte Berg og Hamrar langs medElvi ned i Dalen, og Vegen var lagd igjenom ymseHyllor og Flær imillom Ufsom upp i Berget. Paaein Stad gjekk han tvert upp imillom tvo Hamrar,upp um ein høg Bergknaus og nedetter paa andreSida; den Kroken er kallad Vaarstigen og var baadebratt og myket faarleg um Vetteren, naar det varIs og Haalke i Bakken. Men no sleppa Folk at faradenne Brekka oftare; for no er der komen ein nyVeg, som er lagd ned under Bergom, so at han fylgjerElvi etter endelange Dalen. Dei fremste Bergsnevi ero utsprengde med Minor, og Holorna imillomero uppfylde med Stein, og alt er gjort med slik einHagleike, at heile Vegen er so godt som flat, so eininkje merkar nokot til det store Uppstiget imillomDrivstova og Kongsvoll. Sjølve Dalen hever dermedogso fenget ei vænare Utsyn fyre vegfarande Folk,med di at ein no ser heile Fjellsida nedanifraa, soat Fjelli sjaa høgre og storleittare ut, og Vegenlikjest ei Geil elder Gata med kjempestore Steingardarpaa baada Sidor. – Dei tvo andre Vegarnehava korkje so høgt Uppstig og helder inkje er derso langt imillom Bygdom som paa denne Vegen.Den austlegaste Vegen er sedvanlega kallad Røyros-Vegen; han gjeng nordetter Øysterdalen igjenomTunnset (Tønsæt) og Tolgen til Bergstaden Røyros,som er kjend av sitt Koparverk og ligg i ei Lægdimillom nokre stora og jamna Heidar, nokot yverfjortan Mil ifraa Trondheim og tri og tretti Mil ifraaOslo (Kristiania). Nordanfyre Staden bøygjer Vegeni Nordvest yver ei Heid og kjem ned i Aalen, somer øvste Sokni i Gauldalen. Paa denne Vegen erogso ymist forvitnelegt at sjaa fyre langferda Folk.


Øvste Bygderna i Tolgen og ved Røyros liggja sohøgt uppe, at Kornet inkje kann mognast, og difyrehava dei ingen Kornavl, men derimot hava dei gildeGrasmarker og god Avdraatt av Buskapen. Gardarnesjaa ut mesta som Sætrar, av di der er berre Grasvollarog inkje Aakrar kringum Husi. Og endaa sjølveRøyros ser ut som ei stor Sæter utanifraa; men naarein kjem inn i Byen, ser ein mange væne og netteHus, men allesaman smaae; for det vilde inkje dugaat byggja store Hus paa denne Staden, der Vetterkuldener so ovlega sterk, at Folk ifraa Sjøbygdominkje kunna tenkja seg slik ein Kulde. Ellers er dergod Utsyn og vænt Land at sjaa til, endaa det liggso høgt til Fjells; og naar ein kjem yver Heidi paanørdre Sida, so fær ein sjaa eit Landstykke, som ervænare en alt det andra; det er Aalen, ein ovlegafager Dal med ei stor Sletta i Midten, med jamnahallande Lider i Kring og med store Bjørkaskogar iLidom. Aalen er ei av dei vænaste Fjellbygder ivaart heile Land.

Imillom desse tvo Vegarne ligg den tridje, somkallast Vegen yver Kvikne og som er beinaste Vegenimillom Austlandet og Trondheim, sidan Dovrevegenkrøkjer vel myket mot Vest, og Røyrosvegen lika somyket mot Aust. Kviknevegen tek av ifraa Røyrosvegenpaa Tunnset og gjeng yver ei liti Heid; dertek Landet til at halla nordetter, og Vegen stemnerned i ein Dal med eit stort Bygdarlag, som heiterKvikne; sidan vikjer han av ifraa denne Dalen oggjeng nord yver ei lang Heid, som er kallad Holtet,og sidstpaa kjem han saman med Dovrevegen ovanfyredet Skjotskiftet, som heiter Gardlid. Paa denneVegen er inkje fullt so myket til at sjaa som paadei andre; men so kann det daa merkast, at Storbygdii Kvikne er ei rett fager Bygd; berre ho liggnokot høgt og hever ein stor Kulde um Vetteren.


JUSTEDALS-BREDEN.

Der er tvo Avbygder paa Vestersida, som eg lengehavde tenkt at koma til; det er Justedalen i Sognog Stryn i Nordfjord. Helst havde eg tenkt at faraso, at eg kunde sjaa baada Bygderna paa samaFerdi og dertil den vidgjetne Breden, som ligg imillomdeim, og difyre skulde det vera gildaste atganga yver sjølve Breden og soleides taka det altpaa ein Gong. No høvde det til, at det var einannan Ferdamann, som vilde fara same Vegen; ogsoleides var det ein Dag uti Augusti Maanad i 1855,at me gingo tvo saman upp igjenom Justedalen ogvaaro komne fram mot ein Gard, som heiter Elvarkroken.Der fingo me sjaa ein Glytt av Breden, ogdet var alt eit Syn, som var sannelega storvoret.Der er ein stor Tverdal, der Isen hever siget nedifraa fremste Fjellbruni og lagt seg som ein Aal iBugter langsetter Dalen, lika ned paa den laagasteFlata, der han endar i ein stor Molgrunn av Aur ogSmaastein, som er mesta lika so graa som Isen sjølv.Det er Nigards-Breden. Han ser snaraste ut, somum det var ei kjempestor Elv, som havde fyllt uppDalen til midt i Liderna og so paa ein Gong havdestadnat og storknat og sidan vordet liggjande i sameSkapnad.

Men dette var no berre ein Tverdal, og den andreDalen rekker myket lenger fram. Me gingo til øvsteGarden, som heiter Faaberg, og fingo oss Hus tilNatti. Næste Morgon skulde me faa oss ein Vegvisarog leggja til aat Storfjellet, um det vardt Vedertil det; men daa Morgonen kom, var det Regn ogSkodda, og so vardt det avgjort, at me skulde bidatil næste Dagen. For det duger inkje at leggja utpaa den Vegen i nokot Ruskveder; helder inkjemaa ein standa seint upp elder drygja lenge fram


paa Morgonen; ein treng ein lang Dag til denneFerdi, og endaa lyt ein vera um seg, so det munarfram; men fyrst og fremst lyt ein vera frisk iFotom og hava Kne og Knokar i dugande Stand.For det verd annat Slag en paa Postvegen ned iBygdi.

Den andre Morgonen var Vedret endaa nokot tungtog tjukt, men det var daa likt til, at det vilde letta,og soleides stodo me upp i Lysingi og vilde paaVegen. Det var Tvilsmaal, um me skulde taka Beinvegenyver Breden elder fara ein Umveg, som er mykettryggare, men som skal vera tvo Gonger lengre ogmesta lika so tung til at ganga. Me havde fengetein ung og frisk Mann til Vegvisar; han havde størsteHugen til at stemna beint paa Breden, men Faderhans vilde helder telja oss ifraa det, um inkje Vedretskulde klaarna. Ellers vardt det lenge, fyrr me komorett upp i Høgdi; for me havde fyrst ei Mil Veg atganga igjenom ein Dal, som skjer seg inn imot Breden.Der vaaro me inne paa ei Sæter og nørde ossvel med Mjølk og Dravle og sidan stemnde me beinasteupp imot Fjellet. Der var det inkje greidt atkoma fram; fyrst var det bratta Lider med den tettasteSmaaskog, som laag nedbøygd etter Snjoskridom,so ein laut smjuga seg fram imillom Treom,stundom stiga yver deim og stundom smetta innunderdeim. Sidan naadde me Vorrarne, som Breden heverskotet ifraa seg, det er stora Veltor av Aur og Moldog store Steinar, som liggja hardla laust i bratteBergsida, so ein maa vera rædd at koma nær deim;men endaa lyt ein harka seg fram imillom deim, forder er ingen vænare Veg til at finna. Seint og sidarkomo me so høgt upp, at me skulde stiga inn paaBreden, og der var det helder inkje greidført; forIsen var allstad bratt og skrukkutt i Kanten og dertilfull av djupa Sprungor, so ein laut ganga i Krokartil alla Sidor. Men med langa Stunder og myket


Stræv komo me daa endelega so høgt upp, at Isentok til at verda flatare, og Foten vardt lettare atflytja.

Soleides vaaro me daa komne upp paa den vidspurdeJustedals-Breden, upp i ei munarleg Høgdyver Havtrømen, og ut paa ei Heid av berre Is ogSnjo. Og Utsyni var just inkje myket blid. Vedretvilde inkje letta; helder tok det til so smaatt medNedburd, og den Nedburden, som me kalla Regnned i Bygdom, han var heruppe umskapad til berreturre Snjoen. Paa sjølve Isheidi laag det alt ei Snjoflo,som gjekk uppaa Grannleggen, og i Lufti stodSnjoen i ymse Kavar med so kald ein Vind, at detvar radt, som um me paa ein einaste Time vaarokomne tvert ut av Sumarvarmen og midt inn i hardasteVetteren ved Kyndelsmess Tider elder so paaLag. Verre var det, at Snjokavarne stundom vaaroso tjukke, at det var vandt at sjaa den rette Stemnayver Fjellet; og det styggaste var, at den nyfallneSnjoen havde drivet saman og jamnat seg, so eininkje fekk sjaa dei store Sprungorna i Isen, som juster den verste Faaren. Det saag ut til ein diger Dag.Men endaa havde me største Hugen til at haldafram, so lenge som lyda vilde; og Vegvisaren varein djerv og herdig Gut, som helder inkje havdeHug til at venda. Han havde med seg eit Tog, somme bundo fast kring um Brjostet, soleides at det varso langt som tri Famnar imillom oss; det er difyregjort, at um den eine fell i ei Rivna, so skal deiandre standa maatelega langt ifraa, so dei kunnafaa Tak i Toget og hjelpa honom uppatter. Ogdertil havde han ein liten Staur, som han gjekkog stakk med i Snjoen fram fyre seg, ein Styngfyre kvart Stig, til at kjenna, um det var Rivnor iIsen.

Desse Rivnorna ero det faarlegaste paa denneFerdi; for dei ero hardla djupa, og den som fell


i deim, kann knapt koma uppatter med si eigi Hjelp.Det var fortalt oss, at ein Mann havde eingonggjenget einsaman yver Breden med ei liti Nistebumbapaa Ryggen. Der havde han fallet ned i ei storSprunga, men kom daa so heppelegt ned, at hanfekk sitja paa Bumba si; der havde han Mat, so hanslapp at svelta, men ellers vardt han sitjande baadeein Dag og fleire og saag inkje annat en visse Daudenfyre Augom. Daa høvde det til, at det gjekknokre Menner yver Fjellet, og Mannen i Sprungafekk høyra Maalet deira; daa tok han til at hua ogropa det sterkaste han vann, og heppelega nog vardthan høyrd, so han fekk Hjelp og var uppatter dregenor Dauda Svelgen.

Sidan me no vaaro komne upp aa høgste Heidi,var Isen flat og jamn som eit Golv, og paa denneSletta var det ogso nokorleides fritt fyre Sprungor,so me sloppo til at ganga tollega fort. Det kundevera mest som ei Mil Veg, at me gingo paa denneFlata; sidan tok det til at halla nordetter. Eg havdegledt meg til den store Utsyni, som me skulde havapaa Fjellet, og mest til at sjaa den vidkjende Lodalskaapa,som skal standa der so høg og røseleg somei Kjempeborg midt i Snjohavet. Men det var somyket Kov og Snjo, at me aldri fingo sjaa nokotlangt, og me kunde endaa vera glade til, at Snjokaveninkje var tjukkare, en at me oftast fingo sjaadei næste Smaabergi og hava deim til Vegamerke.Der er mange slike Berg, som risa høgt upp orBreden og ero so snaude og reine, som um deivaaro nylega skurade. Snjoen havde helder inkjefest seg paa desse Bergom; det var vel Vinden, somhavde drivet honom av og samnat honom so mykettjukkare paa Isen nedanfyre.

Det tok til at halla myket nedetter paa Nordsida,og her vardt det ogso vondt at ganga. Vistnog varikkje Iskanten so skrukkutt her i Avsøla, som han


var paa Solsida; men derimot var Bergsida verre;for her var det berre flogbratte Hamrar med ymsesmala Flær og Hyllor imillom, so det var vandt atfinna nokon Utveg. Der skal vera ein Gangstig, sominkje er brattare, en at Folk kunna fara der baademed Kyr og Hestar i beste Sumarbolken; men dennaStigen er vand at finna, naar ein kjem ovantil. Mekunde aldri sjaa nokon Veg, og difyre luto me gangader lenge og kroka att og fram, til dess me funnoei liti Glenna, som var gangande.

I denne Dalen, som me no komo ned i, er ogsoein stor Isflake, som henger ned igjenom eit Skardog endar i ein Molgrunn av berre Aur og Stein.Desse breide Aurbolkarne kringum Breden ero undarlegeat sjaa til; for det er, som um Grunnen varnyst uppgraven, og Aur og Stein er so skir og nyvoren,som han var sprungen upp or Jordi den sameDagen. Der er inkje at tenkja paa nokot groandeSlag, inkje so godt som ein Mosedott, inkje so myketsom den minste Rur elder Skorpa paa Steinen. DenneLivløysa er eit uhyggjelegt Syn. Eg tykte so, at egno kunde skyna betr paa den gamle Segni, at dersom Breden ligg, var eingong ei fager Bygd, menFolket foor so agalaust fram i Ulivnad og Syndauke,at Guds Refsing kom eingong yver deim, so at baadeLand og Folk gjekk under. Denne Segni maa havasitt Upphav i den syrgjelege Liten, som Landet hever;det ser altsaman ut, som um det var bannstøytt ogfordømt til æveleg Livløysa og Gagnløysa.

Me vaaro no komne ned paa groande Grunn ogmaatte vel vera glade til, at det store Spranget vargjort, og at alt havde gjenget vel. Snart kom meinn paa ei Sæter og fingo oss nokot til Styrkning,og sidan seig det fram imot Bygdi, so me komo igod Tid til Greidung, som er næste Garden i Aardaleni Stryn. Trøytte og vaate, som me vaaro,tykte me no, at det var myket gildare at koma til


ein gamall Bondegard en til eit glansande Gjestahus,der alt er lagat paa Stormanns Viis. Lat andre sytaog laata lenge nog fyre all den Naudardom, som skalfinnast «i dei Bygdom, som ero minst vedrørde avBorgarseden». Eg held meg til det gamle Ord, at«i Ferdom fær ein taka kvat fyre fell»; det kanningen venta, at alle Bønder skulde byggja Gjestahusfyre framande Folk, og at kvar ei Kjerring skuldevera upplærd som ei Reiddeigja paa eit «Hotell» iByen, altsaman fyre det store Tilfelle, at der eingongkunde koma ein langferda Herremann, som kanskjevilde skriva ei liti Leksa um Landet. Eg meiner,det er best, at Folk byggja Husi etter sitt eigetBruk, og so lenge som dei sjølve ero nøgde meddeim, so kunna andre vera det og. Det er litetGagn fyre Landet, at Folk «byggja seg husville»,som det heiter paa ymse andre Stader.

Me havde ingi Orsak til at lasta paa Hushaldether; for me fingo so god Umreidsla, som me bestkunde ynskja, og det kom ogso rett vel ved etterdet store Vaas og Stræv, som me havde havt umDagen. Me havde mest som ei Sut fyre Vegvisaren,som skulde heimatter same Vegen um Morgonen; ogdet var inkje fritt, at han sytte fyre det sjølv, sidanhan daa skulde fara so einsaman i uvænt Veder medSnjo og Skodda. Men til stor Hugnad fyre alle iHop havde Himmelen klaarnat av til Morgonen, soat det teiknade seg til ein fager Dag med baade Solog Sumar.

STORM OG STILLA.

Det er huglegt at ro igjenom eit Sund utved Havet,naar Himmelen er blid og Sjoen spak, so ein inkjeser nokot Merke paa Nærleiken av Vesterhavet utanberre den ruggande Tung-alda, som kjem sigande


utantil og gjerer eit litet Drag i Tangfjøra og einliten Skval uppyver Fjøresteinarne, medan dei haldapaa og turkast av Solskinet. Men det er inkje alleDagar Solskin, og helder inkje er det alle Folk, somhava det so lagat, at dei kunna berre ro ut i Svartestillaog sidan sitja heima, naar Vedret er litet-vettaufyset.

Ein Morgon i Vaarfiskja var Harald i Tversundkomen ned aat Naustet og saag etter alt, som skuldevera medhavt paa Baaten; for han var Styremann ogskulde ut sjølvfemte og draga Torskagarni. Ein avGrannom, som heitte Sjurd, kom ogso gangande medSkinnstakken paa Armen og Nistebumba i Handi;dei andre vaaro snart ventande. «Kor likar du Himmelsbragdii Dag? Eg tenkjer, me faa godt Sjovedr,»sagde Sjurd. Harald saag seg i Kring og kinkade paaHovudet. «Berre det inkje vendest, lid ut paa Dagen,»sagde han; «der er ein Bakke ut og sud i, som eginkje likar. Og no ero me inkje so godt mente paaBaaten helder, som me ymist hava voret. Han Paalhever Forfoll, so han inkje kann vera med, og so skaldenna Guten vera i Staden hans, og honom hever egingi Tru til. Der hever han voret burte i tvau tryAar, og det veit ingen, kvat han hever lært. Sidsthan var heima, vilde han inkje gjera annat en lesa,og so kann ein vita, kvat Sjomann han er. Nei, nei,han Gunnar verd inkje den Mann, som Fader hans.»– Men rett som dei stodo so og rødde, kom hanGunnar gangande med Skinnklæde og Nistebumba,og sidan komo dei andre og, so Laget var fullskipat.Dei flotade Baaten og stemnde til Havs og komo paaFiskestaden i god Tid; men medan dei drogo Garni,var det alt komet Vending i Vedret. Den myrke Sky.bakken[sic] ut og sud i var komen høgt upp aa Himmelen,og ei svart Spong paa Sjoen kom dragande nordetter,Vonom snøggare. «Sjaa Utsynningen, Gutar,»sagde Harald; «han kjem so svart som ein Brand;


lat oss skunda oss og hespa Garni inn i Baaten.»Dei skundade seg, mest dei vunno, og vundo Segletog stemnde aat Land; men det var inkje langt atbida, fyrr Utsynningen havde naatt deim. Heimleidideira laag nokot sunnarlega, so dei fingo Vind ogBaara paa Sida, og endaa luto dei beita kvast, naardei skulde halda Høgdi si og inkje reka undan orLeidi. Det var ogso Torvi til at hava eit stort Romtil at driva paa, for Vinden voks, og Baara kvesteseg med Skavl og Brot, so Styremannen laut gjeramangein Bøyg og styra undan, naar Skavlarne vildeslaa innyver. I verste Rykkjom laut Seglet ned, ogdessimillom kom det sjeldan so høgt som midt i Mastr,men uppe laut det daa vera, so lenge som lyda vilde;for der var inkje annat at bergast med; og daa vardet inkje fritt, at Baaten hallade og støytte hardt imillom dei bratte Baarom, og at Sjoen fossade inn, sodet vardt mesta uvinnelegt fyre deim, som skuldeausa. Sidst paa kjøvde det so til med Driv og Rok,at ein knapt kunde sjaa fram um Stamnen fyre frøsandeSkavlar og Drivgardar, og rundt i Kring stodSjoen som ein rjukande Foss, og mest paa Landsida,der Brimet brakade fyre Bergom og Nesjom, so detduvde fyre Øyrom. «Me naa inkje upp Synstesundet,»sagde Styremannen; «det er inkje tenkjande;me faa ganga undan nord um Øyarne og vera gladedess, um me berga Livet med di.» Ellers so vardtder inkje mange Ord talade, medan detta stod paa;den einaste Røda, som gjekk, var berre dei stutteRopi: «Set» og «Vitt», og «Sjaa fram i» og «Haldekvar sitt». Og det var Torvi til, at kvar skulde haldasitt; – ein einaste liten Slepp, eit einaste Mistak medVol elder Skaut, med Drag elder Handsyfte, kundelett vera nog til at taka deim av Tofta og leggjadeim i laagaste Sengi med eit Tareblad under Hovudet.Men, som dei sagde sidan: dei vaaro inkjefeige endaa, dei havde endaa nokot ulivt; og soleides


fingo dei daa baska seg inn i eit Sund, so myketdei fingo Logn av Landet og kunde ro seg heimatter.

Dei, som heima vaaro, hadde reint syrgt deim av;for dei saago so myket av Vedret, at dei tykte, detaldri kunde ganga vel med deim, som daa vaaro ute.Det vardt inkje liten Fagnad, daa dei sidan saagoein Baat koma strævande nordantil og baskande medAndroren, so det stod Drivet fyre honom. Endaainn i Sundom var Stormen so strid, at det syntestkorkje vera roande elder siglande, og i verste Flagomstod Baaten so forsett av Andvedret, at det varknappast so myket, det neit fram; men Kallarnerodde mannlega, for endaa dei vaaro so vel væddemed Skinnklæde, havde dei daa fenget so god Bløyta,at dei tyktest turva eit Handekrafs til at halda Varmeni Kroppen. Born og Kvende stodo ventandened paa Voren i verste Hardvedret og toko imotBaaten, daa han endelega kom i Stødi. Mennernesette fram Baaten og slengde Garn og Fisk upp aaLand, og sidan gjekk kvar til seg; men fyrr deiskildest, talade Harald til Gunnar og bad honomkoma inn, naar han havde voret heim og fenget avseg Vaasklædi. Gunnar sagde, han skulde koma;men ellers so undradest han myket paa, kvat dettaskulde hava paa seg. Han havde no voret lengeburte, og daa han skildest fraa Harald sidst, saagdet-just inkje ut til nokon Vinskap med deim. Haraldhavde ei Dotter, som heitte Ragnild, og henne havdeGunnar havt Elskug til; men Gamlen vilde inkje vitaav slika Raader; han vilde inkje hava Gunnar til Maag.«Det er inkje nokot Framtak i honom,» sagde han,«det verd ei Gagnløysa, som inkje hever Hug tilannat en berre at lesa og draga ihop alle dei Slarvebøker,som han kann uppspyrja. Slike Folk er detingi Von med; fyrst verda dei uduglege til at fyllaein Manns Rom paa Sjo elder Land, og dernæst


verda dei fortullade i Hovudet av desse Fillebokom,som er so myki Lygn og so liti Sanning i. Me havanog med dei Bøker, som er Guds Ord i; men deiandre hever eg liti Tru til, for dei er inkje alle Bispar,som gjera Bøker, maa vita. Eg ser altid det, at naardei skriva um nokot, som kjem oss ved, og som mesjølve kunna vita, daa ljuga dei meir en annatkvartOrd; og difyre maa eg tenkja, at dei ljuga lika somyket um dei Ting, som me inkje skyna. Det eringen, som liver med Lesnad her hjaa oss; den somvil hava slike Goddagar, han maa fara til Byen oghalda seg til dei Folk, som inkje gjera annat en lesaog eta.»

Daa Harald no havde fenget Fiskarusket or Vegenog bytt av seg den vaate Sjohamen, kveikte hanPipa si og sette seg innar aat Bordet. «Gakk ned,Ragnild,» sagde han, «og kjenn etter, um der ernokot atter paa Jolekaggen, og heng so ei Gryta paaSkjerdingen; eg tenkjer, han Gunnar kjem inn, ogso vilja me hava oss ei Skaal med heitt Øl attpaaVaaset.» Ragnild vardt so raud som ei Hjupa og grundade paa, kvat slikt skulde tyda. Sidst han Gunnarvar der i Huset, havde Gamlen visat honom ut og sagtso fallne Ord, at han turfte inkje koma der oftare.Men Gamlen havde fenget ei Vending i Hugen. Hanhavde gjort den same Røynskapen, som so mangeandre hava gjort, at den som me vyrda minst, kannstundom gjera største Hjelpi. Gunnar kom og vardtvel fagnad; han laut daa fortelja, kvar han havdevoret desse sidste Aari; han havde havt største Hugentil Boki og tenkt at læra eitkvart Slag; men daa hankom ut i Verdi, vilde ingen vita av honom; heldervar det so, at han vardt hædd og utlædd som einHeimføding i all si Aatferd; difyre havde han furtatog faret heimatter og tenkt med seg, at naar detskal vera so mange Viser og Vipror til at læra, sovar det best at taka atter det same Handverk, som


hans Forfeder havde drivet. Dette likade Gamlenovlega vel, og so bad han daa Gunnar um, at haninkje vilde bera Illvilje til honom fyre det, som varimillom deim fyrr. «Eg visste inkje fyrr, kvat Manndu er,» sagde han, «men i Dag fekk eg sjaa det, ogeg tyktest endaa sjaa so myket, at havde inkje duvoret med, so havde det kanskje gjenget verr, endet gjekk. Den som duger mest, naar mest nøyderpaa, honom kallar eg ein Fagna-Mann; og slike Folker det, som me turva her hjaa oss; han fær inkjevera raadlaus, som her skal bergast, og helder inkjefær han vera brøysk i Bringa, um det ser ruskuttut. Men no vonar eg, at me skulo vera oftare i Lagog sigla med beinare Byr, en den som me havde iDag.»

Gunnar er alt no komen paa Styremanns-Toftaetter Harald. Han hever Hug til Boki endaa; menhan er komen paa same Vegen, som Verfader hans,at han trur inkje alt, som er prentat.

SILDEFISKE PAA BERGENSKYSTEN.(Tekst til Chr. Tønsbergs «Norske Folkelivsbilleder».)

De tre første Maaneder i Aaret ere en meget urolig Tid for Beboerne af Sø-Bygderne i det vestligeog nordlige Norge. Det er Fiskerierne, som AllesOpmærksomhed er henvendt paa, og som paa en visMaade sysselsætte baade Fiskere og Ikke-Fiskere ligefrade yderste Havskjær til de inderste Fjordbygder.Allerede tidlig paa Vinteren begynder man at forberedesig hertil; man lægger Lag, det er: bestemmer, hvilkePersoner der skulle være sammen i eet Følge; mansætter sine Baade istand; man binder Garn og Not;man retter og bøder paa alle de gamle Redskaber,som endnu kunne lade sig bruge. De, som boelængst fra Havkanten, forsyne sig med Levnetsmidler


for en lang Reise og begive sig derpaa ud for atvære paa Fiskestederne til den sædvanlige Tid. Denrette Rørelse begynder imidlertid først, naar et ellerandet Tegn til Fiskens Nærmelse er opdaget; thi dastrømme naturligviis alle til det betegnede Sted ogkappes om, hvem der kan faae den bedste Plads.

Paa denne Maade kan et Sted, som ikke just afNaturen syntes indrettet til nogen Samlingsplads, foren tid blive besøgt af en overordentlig MængdeMennesker. De nøgne, stenige Næs og Holmer vedStavangers Kyst blive saaledes pludselig befolkedeaf en meget blandet Skare fra de forskjellige Egnei det sydlige Norge. Den uvenlige, veirhaarde Kystpaa Søndmør og Nordmør bliver et Samlingsstedfor Hovedstyrken af den mandlige Befolkning fra deindenfor liggende Fjorde. De trange Bugter og knudrede Landtunger under Lofotens høie Klippevægblive ligeledes et Samlingssted for en meget anseeligMængde Folk fra alle de nordenfjeldske Egne, saaat de mange Huse, som staae tomme og færdige tilat modtage disse Gjester, blive for en kort Tid merefulde, end et Huus burde være.

Det er imidlertid ikke det samme Fiskerie, somdrives paa alle disse Steder. Ved den nordlige Kysthar man sedvanlig kun Torskefiskeriet; ved den sydlige har man derimod Sildefiskeriet, og det er dettesidste, som vi her have at betragte. Det pleier at begynde noget tidligere end Torskefiskeriet og er sædvanligt i fuld Gang i Januar Maaned. Den Sild, somkommer til Landet paa denne Tid, er den saakaldteVaarsild eller Storsild, en Fisk, som synes skabt tilFøde for de allerforskjelligste Skabninger, og somderfor idelig bliver forfulgt og efterstræbt, hvorsomhelst den viser sig. Under hidsig Forfølgelse af Hvaler og andre Sødyr kommer den paa sin bestemteaarlige Gang imod Landet, og her møder den da etganske alvorligt Angreb fra en anden Kant. Naar


man veed, at der i en Række af Aar har været udskibetover 500 000 Tønder Sild aarlig fra Stavangerog Bergen, saa kan man deraf gjøre sig et Begrebom Fiskestimenes Størrelse og tillige om den Rørelseog Virksomhed, som dette Fiskerie fremkalder.

Man fanger Silden deels med Garn og deels medVod eller Not. Den sidste er, som bekjendt, saaledesindrettet, at man dermed kan omringe en Fiskestiimog trække den til Land. Den anvendes altsaa der,hvor Fisken staar meget tæt i en Bugt eller paa enjevn Grunding ved Landet. Denne Fiskemaade eregentlig den morsomste. Til at udsætte og optrækkeen stor Not udkræves nemlig en Mængde Folk, sommaa arbeide med Raskhed og efter en vis Plan, dersædvanlig bestemmes ved et Slags Kommando af endertil antagen Formand. Imidlertid er Formandenikke den eneste, som har noget at sige. Hans lilleArmee er ligesaa ivrig og høirøstet som han selv.Overalt opmaner man til Anstrengelse, overalt harman noget at varsle eller minde om, og det Heleforegaaer i en saadan Skynding og med en saadanStøi, at man netop pleier at nævne denne Bedriftsom et Exempel, naar man skal fortælle om noget,som er foregaaet under usædvanlig Larm og Tummel,idet man da pleier sige, at «det var, som om manskulde ud med en Sildenot».

Naar et saadant Kast eller Dræt er gjort, læggerman Baadene til for at optage Fisken, og hertil brugesda et Slags Kurv med et langt Skaft, hvormedman altsaa øser Silden op af Noten. Undertiden kanet Kast være saa stort, at man ikke strax kan optagesamme, og i dette Tilfælde bliver Noten stængteller fæstet saaledes, at den kan blive staaende nogenTid i Søen med den samlede Fisk, som da kaldes etLaas. Imidlertid bliver den optagne Sild bortførteller bragt paa Land, hvor man da først kverker den,det vil sige, giver den et Indsnit i Struben, for at


Saltet kan desbedre trænge ind; derpaa bliver dennedlagt i Tønder og saltet. Da Nedsaltningen ellerskræver mange Folk og en Mængde Tønder og Salt,bliver den gjerne udsat, indtil Silden er henført tilde nærliggende Byer og Ladesteder.

Dette Liv medfører vistnok megen Rørelse ogMunterhed; men det har ogsaa megen Besværlighedog megen Fare, især for Helbreden. Man vil let indseedette, naar man forestiller sig en stor Mængde Folkforsamlet paa en tyndt bebygget og nøgen Havstrandi den koldeste og stormfuldeste Aarstid ogved et Arbeide, som altid ledsages af Væde og Fugtighed. Fiskeriet drives sædvanlig ved aabne Baade,og den største Deel af Fiskerne er saaledes nødt tilat søge Huus om Natten. Men de Huse, som forefindes ved de forskjellige og tidt omvekslende Fiskesteder,kunne naturligviis ikke forslaae til en saadanFolkemængde. De blive derfor snart saa fulde, atder er ingen Leilighed til at ligge og knapt nok tilat sidde, og heller ikke faaer man nogen Leilighedtil at tørre sine vaade Klæder. Det er slemt nokat udholde en Vinternat i saadan Kvalme og Trængsel; men det er naturligviis meget værre at udholdeen saadan Nat i Storm og Kulde under aaben Himmel.

Det kan neppe feile, at et saadant Fiskerliv maahave en betydelig Indflydelse paa Tænkemaaden ogKarakteeren hos de Folk, som jævnlig deeltage deri.Det giver ei alene en legemlig Hærdelse, en Vane tilat taale Savn og lide ondt; men det giver ogsaa envis selskabelig Taalsomhed. Den selvstændige Mandnødes til at slaae sig sammen med andre, at deleondt og godt med dem og ofte give Slip paa sinegen Bekvemmelighed. I visse Tilfælde, f. Ex. i Seiladsen,maa han stille sig under Anførsel af en afsine Ligemænd og adlyde ham saa punktlig som enSoldat sin Officeer. I mange andre Tilfælde maa han


opgive sine egne Planer og følge med didhen, hvorhan ikke vilde, da det her ikke kommer an paa, hvadEen vil, naar ikke de øvrige ere enige med ham.Og imidlertid finder man sig rolig i alt dette, fordi.man seer, at det er nødvendigt. En saadan ideligTilvænnelse til at lempe sig efter andre maa vistnokhave en god Virkning, og vist er det ialfald, at Beboerne af Sø-Bygderne ere i Almindelighed et spagfærdigt og fredeligt Folk, og at voldsomme Optrinher forekomme sjeldnere end paa adskillige andreSteder, hvor der skulde synes at være langt mindreAnledning dertil.

EN SILDEBOD I BERGEN.(Tekst til Chr. Tønsbergs «Norske Folkelivsbilleder».)

Paa samme Tid som Sildfisket sætter en storMængde Folk i Arbeide paa Søen, foraarsager detogsaa en livlig Rørelse paa Landet og i Husene, danemlig Fisken skal tilvirkes og forsynes saaledes, atden kan forsendes som Handelsvare og holdes vedligefor en længere Tid. Hertil kræves en betydeligFolkehjælp, forat Arbeidet kan drives uafbrudt ogblive færdigt, medens Fisken endnu er fersk og frisk.Da nu Sildfisket netop indtræffer paa en kold ogublid Aarstid, maa man holde sig inde i Husene meddette Arbeide, som da fordeles imellem de tilstedeværende Folk, saaledes at nogle bære Fisken ind ide dertil indrettede Boder, andre derimod sættes tilat «kverke» eller opskjære den ved et Indsnit i Struben,og atter andre have Arbeide med at nedlæggeFisken i Tønder og salte den.

Skjønt det just ikke er noget reenligt Arbeide, somman her har for sig, pleier det dog at drives medmegen Lyst og Munterhed. Den store Mængde afvakkre, sølvblanke Fiske er allerede et behageligt Syn


for Øiet, og naar man veed, hvad Tingen kan bruges til, kan man nok ogsaa have andre Aarsager tilFornøielse. Thi om endog Naturens Mangfoldighedog Skjønhed er noget, som mange Folk kun haveliden Sands for, saa er der dog ialfald noget, somalle pleie at have Sands for, og det er Mad ogPenge. I Stedet for de blanke «Sildereist», somhænge fast ved Klæderne paa alle Sider, venterman snart at faae blanke Sølvskillinger i Lommen;og hvad Tillokkelse disse klingende Tingester kunnehave, er noget, som vi ikke behøve at fortælle. IStedet for de flekkede og tilsølede Klæder, som mannu har paa sig, venter man snart at skaffe sig enny og stadselig Klædning efter Modens Fordringer,og dette er naturligviis en behagelig Udsigt. I Stedetfor det fattige Forraad derhjemme i Stuen venterman snart at faa Raad til en god Forsyning til sitKjøkken og sin Kjelder, og denne Udsigt bliver daegentlig den fornemste af alle. Det er derfor intetUnder, at man i disse Dage seer glade Ansigter paaalle Sider. Der er Haab om Vinding saavel for defattige Folk som for de rige; og dersom Fangstenpaa Søen slaaer rigtigt til, kan det endog hænde sig,at adskillige fattige Folk blive rige. Men saalængedette Arbeide varer, er det sandelig ikke at tænkepaa nogen Stads eller nogen Magelighed. Man sidder i den samme Røre baade seent og tidlig, i ettrangt Rum og i ubekvemme Stillinger, med frosneNæver og fugtige Klæder. Man forsømmer ogsaa sinhuslige Orden og sin sedvanlige Søvn og Hvile, idetman her maa sidde oppe om Natten saavelsom omDagen. Vistnok har man Selskab og maaskee et lystigt Selskab, saa at man ikke mærker, hvor Tidengaaer; men den norske Vinternat er alligevel saadrøi, at man nok tilsidst vil komme til at spørge,hvad Klokken er, eller, som det heder hos de Gamlepaa Landet, «at see efter, hvor Stjernen staaer».


Det vil engang komme dertil, at Hovederne hænge,og Ansigterne blive lange, at Gispen og Gaben gaaerrundt om Laget, og at Samtalen vil falde reent iStykker, ikke af den Grund, at der mangler Stof,men af den Grund, som vore Recensenter pleie atangive ved visse andre Leiligheder, nemlig at «dermangler Mod og Evne til at gribe Stoffet og bearbeidedet paa rette Maade».

Vort Billede fører os netop ind i et saadant Selskab paa en Tid, da Selskabet vistnok kunde ønskesig et eller andet Besøg for at faae noget nyt attænke paa. Det lider langt ud paa Natten, og deter maaskee ikke langt til Dagen; men man begynderat mærke, at man ikke har sovet. Hidtil har man forkortet sig Tiden paa en behagelig Maade, blandt andetved en grundig Gjennemgaaelse af den nyeste TidsHistorie, efter den letteste og mest underholdendeMethode, som nemlig er grundet paa den Plan, atman ikke skal tage noget stort Felt for sig, menholde sig til det, som nærmest ligger, det vil sige,til de Familier og Personer, som boe i Nærheden afdet Sted, hvor man selv boer, eller som have havtnoget der at bestille i de senere Tider. Rimeligviishar man ogsaa gjort enkelte Udflugter i FantasiensRige ved at skildre og afmale adskillige Muligheder,for Exempel, hvorledes Enhver skulde indrette sig,naar han bare havde noget, som han endnu ikkehar kunnet faae; eller hvorledes Tingene vilde lavesig, naar man kunde faae en Forbindelse i Standimellem visse bekjendte Personer, eller hvor morsomtdet skulde være at see, hvorledes Peer eller Paalvilde stelle sig, hvis han kom i den eller den Stilling. Alt dette kan nu være morsomt nok; menTiden gjør sin Virkning, og Søvnen vil engang havesin Ret.

Men takket være de nyere Tiders ivrige Stræbenefter at opsøge alle Jordens Goder og gjøre dem til-


gjængelige for alle Folk: der gives visse bekvemmeMidler til at varme en kuldsende Krop og opkvikke etsøvnigt Hoved. Den saakaldte «Litle Svarte-Dropen»,som man med et andet Navn kalder Kaffe, er i sligeTilfælde en god Ting; og vi see da ogsaa, at denikke mangler her. Den varme Kjedel er indbaaren,og dens mørke Indhold begynder at komme forLyset. De rygende Kopper gribes med Begjærlighed;men Drikken er endnu for varm, og da det er bedreat «bie end at brænde sig», saa maa man see Tidenan og slaae noget af i et andet Kar; derved faaerman noget at holde i begge Hænder, og det er idisse Tider en kjærkommen Ting at faae noget varmti Haanden, saavelsom i Halsen. Imidlertid har manallerede herved givet Søvnen et dygtigt Afstød, saaat man rimeligviis nu vil blive den kvit, saalænge tilDagen kommer over den, og dens rette Regjeringstidfor denne Gang er til Ende. Og siden vil der velengang blive Leilighed til at slippe hjem og hvile,naar andre udhvilede Folk ere færdige til at trædei Stedet, saa at Arbeidet fremdeles kan gaae sinjævne Gang.

KORTSPILLERNE.(Tekst til Chr. Tønsbergs «Norske Folkelivsbilleder».)

Kortspil er en af de Fornøielser, som ikke ereindskrænkede til nogen enkelt Klasse iblandt Folket,men som derimod ere lige tilgjængelige for alle ogligesaa bekjendte i Landsbygderne som i Byerne.Af de Slags Kortspil, som ere mest i Moden i Byerne,er der vistnok mange, som ikke ere bekjendtehos Almuen paa Landet; men til Gjengjeld derforhar ogaaa Almuen adskillige Slags Spil, som synesat være ubekjendte i Byerne, og som maaskee ereLevninger af en og anden gammel Mode, som for


længe siden er glemt i den store Verden. Hvorvidtenkelte Opfindelser eller Forandringer i Kunsten kanhave fundet Sted i Bygderne, er rigtignok vanskeligtat vide; men ialfald findes der nogen Forskjellighedi Distrikterne, saaledes at man paa det ene Sted harvisse andre Slags Spil end paa det andet, og tilligesaaledes, at det samme Slags Spil undertiden udføresnoget anderledes paa det ene Sted end paa detandet. Men denne Forskjellighed kan naturligviishave ganske tilfældige og ubestemte Aarsager, ligesaavelsom adskillige andre forekommende Forskjelligheder i Sæder og Skikke.

Af alvorlige Folk bliver Kortspil rigtignok anseetsom en daarlig Fornøielse, og dertil kan vel ogsaavære nogen Grund, forsaavidt som der altid findesEn eller Anden, som er tilbøielig til at drive det forvidt eller til at spille saa høit, at det bliver enAlvorssag og ikke nogen Morskab. Men heldigvisseer det dog ud til, at den saakaldte Spillesyge ikkeer synderlig udbredt iblandt vort Folk. Rigtignokbliver der stundom spillet om Penge eller PengesVærd; men det, som da sættes paa Spil, pleier atvære en Ubetydelighed; sædvanlig er det nogle faaSkillinger eller Halvskillinger, og ofte er det ikkeengang Skillinger, men Æbler, Nødder eller lignendeSmaating. Og for Resten er det Tilfældet med deallerfleste af de brugelige Spil, at de slet ikke gaaeud paa nogen Vinding, men kun paa den Ære atansees som den heldigste, og paa den Fornøielse atiagttage alle de uventede Tilfælde, hvorved Spilletvender sig til Fordeel for den ene af Parterne. Derspilles saaledes egentlig om ingen Ting, og Vindingeneller Tabet er altsaa kun en Indbildning. Vistnokhar et saadant Spil ikke nogen stor Interesse ellerSpænding, men det har da ogsaa den Fordeel, atingen behøver at angre derpaa; Enhver er lige rig oglige rolig, naar han ender, som naar han begyndte.


Vort Billede forestiller tre Personer, hvoraf to er iFærd med at spille Trekort; den tredie, som hørertil Kvindekjønnet, er kun tilstede som en opmærksomTilskuer, der synes at staa i et særdeles fortroligtForhold til den ene af de Spillende. Man kan justikke sige, at der denne Gang spilles om ingen Ting;thi der viser sig virkelig nogle Kobberdanker paaBordet; men imidlertid er det en meget liden Sum,og Vindingen har hidtil ikke været synderlig størrepaa den ene Side end paa den anden. Og desudenviser der sig en saadan venlig Stemning i Ansigterne,at det er tydeligt nok, at man kun er kommen forat more sig, og at man virkelig ogsaa har moret sigindtil denne Stund. Der forestaaer nu et nyt Udspil;Kortet er givet, og Vælten er oplagt, og begge Parter ere naturligviis nysgjerrige efter at see de Kort,som de nu have faaet paa Haanden. Den yngreMand har den Fornøielse, at han har En at meddelesig til; han henvender sig netop nu til den venligeTilskuerinde, som sidder ved hans Side, og hunsynes ogsaa at forstaa sig paa Kortet og at haveden samme Mening om Udsigterne som han. Denældre Mand sidder derimod alene med sine Tanker,og det seer ogsaa ud til, at han denne Gang er inogen Forlegenhed. Vistnok skal man ikke stole saameget paa disse Miner; thi de rette lystige Folkgjøre ofte det Puds, at de pludselig paatage sig etbedrøveligt Udseende uden nogen Aarsag og kun forat overraske Modparten eller føre ham paa Vildspor.Men her have vi intet andet end Udseende at holdeos til, og saaledes maae vi da troe, at Manden virkelig er i Knibe; hans Kort maae nok være saa daarlige,at han ingen Ting kan udrette med dem, ogsaavidt vi skjønne, sidder han ogsaa for Udspillet;det vil sige: det er han, som denne Gang skal «spilleop» eller begynde Legen, og dette gjør Stillingenendnu mere vanskelig. Skal han spille op sit mindste


Blad, saa har han rigtignok det bedste i Baghaanden;men saa kunde Modparten maaskee slippe for let iBegyndelsen og derved blive for stærk i Slutningen.Skal han derimod begynde med det bedste, saa vilhan rigtignok derved drive Modparten til strax atrykke ud med noget stort og saaledes svække sineKræfter; men saa kunde det maaskee vise sig, atModpartens Kort ere alle saa gode, at en saadanSvækkelse ikke kan hindre ham noget. Der er altsaa noget, som kan give En Betænkninger; menimidlertid vil nu denne Forlegenhed snart gaae over.Efter alt, hvad vi see, er Manden bedst oplagt tilMunterhed, og saaledes vil et nyt Uheld ikke sætteham ud af sit gode Humør. Spillet vil nok endnufortsættes en Stund med Tab og Vinding paa beggeSider, og tilsidst vil man da skilles ad i den sammemuntre og hyggelige Stemning, som forhen har væretherskende i dette lille Selskab.

ST. HANSAFTEN PAA LANDET.(Tekst til Chr. Tønsbergs «Norske Folkelivsbilleder».)

Som bekjendt havde man i forrige Tider adskilligeHelligdage, som siden ere afskaffede, men som alligevelholde sig i Folkets Minde, saaledes at de paaenkelte Steder ansees som et Slags Hviledage ogellers overalt benyttes til Mærkedage for Tidsregningenefter den gamle Sædvane. En af de mest bekjendteaf disse Dage er Johannesfesten den 24de Juni,som efter gammel norsk Talebrug heder «Jonsvoka»og i en afledet Form «Jonsvoko», hvoraf atter Jonsoko,Jonsuku, Jønsok og flere Dialektformer. DenneDag er fremdeles i almindelig Anseelse saavel i Bygderne som i Byerne, saa at man med Rette kankalde den en almindelig Folkefest, hvilket den vistnok ogsaa fra ældgammel Tid har været i dette


Land, medens derimod den saakaldte Maifest, somomtales i Sverige, Danmark og flere Lande, synesher i Landet at være aldeles ubekjendt. Aarsagentil, at netop Johannesdagen har faaet en saadan Udmærkelseer vistnok den, at denne gamle Festdagstaaer saa nær ved Solhvervet, at den nærmest kanbetragtes som Midsommerfest, idet den saaledes danner det samme Vendepunkt for Sommeren som Julenfor Vinteren. Og den Omstændighed, at den ikkelængere er Helligdag i Kirken, synes netop at gjøreden end mere skikket til Folkefest, da man derforhar saa meget større Frihed til at bruge Dagen eftereget Tykke enten til Forretninger eller til Hvile ogLystighed.

Det er imidlertid ikke selve Dagen, men netopden foregaaende Aften – Jonsvoko-Aftan – somalmindeligst anvendes til Leg og Lystighed. Og paadenne Aarstid have vi da her i Landet de vakkresteAftener og Nætter, som nogen kan tænke sig. I dennordligste Deel af Landet gaaer Solen ikke engangned, og i de sydligere Egne er den saa lidet borte,at der egentlig ikke bliver nogen rigtig Nat, menkun et Par Timers Dunkelhed med en mild, vedvarende Lysning fra Norden, saa at man ikke retkan vide, om det er Aften eller Morgen, hvis manikke har et Uhr i Haanden. Man har saaledes Lysnok til at see vidt omkring sig over den blomstrendeJord og over de løvrige Skove, hvor Fuglene nu ladesig høre saa seent og saa tidlig at man synes, atde ikke have havt nogen Hvile. Det er næsten enNødvendighed at have en Vaagenat paa denne Tid,og saafremt man har nogen rigtig Sands for LivetsHygge, maa man paa en saadan Aften føle en stærkTrang til at vandre ud i den frie Natur og see sigom efter Selskab.

Til Samlingssted for denne Aften vælger man sigen noget høitliggende eller fremragende Plads, som


har en god Udsigt og saaledes ogsaa er let at seefra de nærliggende Gaarde eller Bygder. De mangfoldige Næs og Bjergknolder langs vore Fjorde eresaaledes meget bekvemme Samlingssteder, saa megetmere som de oftest ere blottede for Skov og Bygninger,saa at der ikke er nogen Fare ved at brugeIld paa Stedet. Det er nemlig Ilden, som er det fornemsteved denne Leilighed, – det er blussendeBaal, en «Brising», som det paa flere Steder hedder,som først og fremst maa bringes i Stand paa Samlingsstedet.Derfor ansees det ogsaa for en Lykke,naar man faaer klart og stille Veir til denne Aften,da nemlig Ilden da kan brænde saa meget klarereog Røgen stige saa meget høiere og det hele saaledes see ret staseligt ud i en lang Frastand. Detførste, som man altsaa har at gjøre, er at skaffe godtMateriale til Brisingen. Kan man faae fat paa engammel Tjæretønde eller flere, da er dette det allerbedste; men ogsaa en gammel forslidt Baad er enmeget god Ting til dette Brug. Men hvis ikke nogetsaadant er at faae i Nærheden, da faaer man skrabesammen, hvad man kan, af tørre Træstykker, Fjeleog deslige, og ofte bestaaer Brisingen kun af Enerbuske og Lyng, som rigtignok giver en god Flamme,men som ogsaa er snart udbrændt, hvis man ikkehar et desto større Forraad.

Det er et vakkert Syn at see ud over en storVidde, hvor mange saadanne Baal ere optændte. Oghvis det er sikkert, som det rimeligviis ogsaa er, atdenne Sædvane er saa gammel, at den allerede fandtSted i Hedenskabets Tider og egentlig først var enHøitidelighed til Minde om Balders Baal, da kanman virkelig sige, at Skikken ogsaa fortjenerOpmærksomhed for sin Alders Skyld.

Naar Brændefanget endelig er opstillet og itændt,er det først, at den rette Lystighed begynder. Paanogle Steder affyrer man et eller flere Skud, paa andre


Steder blæser man i Luur eller Horn, og i Mangelaf noget bedre lader man sig høre med Raab ogHujen for ligesom at varsle alle dem, som ere iNærheden, om at nu er Forestillingen begyndt. Manseer sig om til Siderne og tæller alle de Brisinger,som vise sig i Nærheden, og man finder sig megettilfreds, hvis man seer, at man kan kappes med deandre eller endog overgaae dem. Har man megetForraad til at brænde, da laver man det gjerne saa,at Ilden kan vare længe, og der er endog Exemplerpaa, at man har holdt ud, indtil Solen kom op, ogman altsaa nødvendigviis maatte slutte, fordi alt andetLys blev da saa godt som usynligt. Men dette erdog kun en Sjeldenhed, og sædvanligst er det saa,at man snart har nok af denne Fornøielse og begynder at tænke paa en Afvexling. Findes der nu enFele i Nærheden og en Mand, som kan spille paaden, da vil man nok først og fremst have sig enDands, og dermed fordriver man da Resten af denkorte Nat. Men hvis man bliver kjed deraf, ellerhvis Dandsen ikke kan komme rigtig i Gang, dahar man jo en heel Mængde af andre gamle Legeog Paafund til at more sig med, for saa vidt manfinder dem fornøielige nok eller værdige til et Forsøg.

Ved disse gamle Selskabs-Lege er rigtignok atmærke, at det nu for Tiden ikke er nogen rigtig Artmed dem saaledes som i forrige Tider. Saavel hersom andensteds hersker nu en stor Kræsenhed i alt,hvad der smager af Kunst, saa at mangen Leg bliver vraget, fordi den skal være for simpel eller formeget mat og forslidt, ligedan som adskillige godeDrikke blive vragede af en gammel Drikker, fordihan ikke finder dem stærke nok. Dette er vel ogsaaGrunden til, at netop Dandsen er saa at sige deneneste Leg, som nu finder noget Medhold, da nemligMusikkens Toner og de afmaalte stærke Bevægelser dog altid have noget kunstigt og storladent ved


sig, som paa en Maade kan tilfredsstille de strengeFordringer. Men vi synes at have mærket, at der idette som i meget andet er en idelig Opgang ogNedgang, idet en og anden Skik for en Tid kan saaledes tiltage og stige, at den synes at fortrænge allede andre, men efter nogen Tid begynder den ligesomat dale, saaledes at man bliver kjed af den og længes efter noget nyt, og da pleier man gjerne atkomme tilbage til det gamle, fordi det da har hviletsaa længe, at det er at betragte som nyt. Og derfortroe vi ikke, at en enkelt Leg vil have Magt til atfortrænge de andre for nogen lang Tid, men hellerat de forskjellige gamle Lege ville efterhaandenkomme til Ære igjen og bruges om hinanden til enbehagelig Afvexling ligedan som i forrige Tider.



EVENTYR OG SEGNER

RIDDAR REV.

Da var i eit Land, at Kungen hadde daaet, oghadde etter seg tvau unge Born, ein Son og eiDotter. No var Kungsdottri noko eldre en Brodren,og dartil var ho so klok og so mykje fyre seg atFolket tykte ho var vel falli til aa styra Riket, tilat Brodren kom seg meir til Manns. Detta varBrodren vel nøgder med, og difyre vilde han fyrstfara utanlands nokre Aar og sjaa, kor andre Kungarstyrte og læra seg eitkvart til Framtidi. So reistehan daa til ein Kungje og gav seg ut fyr ein Herremannsson og bad um aa faa vera eit bil i Kungsgarden,og da fekk han og. No hadde denne Kungen ein Riddar, som heitte Rev elder Røv; da varein slug Fant, som var full av ilt, og vilde inkje, atnokon annan skulde koma i Hyllest hjaa Kungen,so han sjølv liksom kunde fara nedmillom. DenneRiddaren fekk uppsnusat, at dan framande Kungssonen hadde eit Bilæte av eit Kvinnfolk hjaa seg iKleven sin, og so lurte han seg til eingong somKungssonen inkje visste av, og fekk sjaa, at han satinni Kleven og gjorde Bøner og hadde detta Bilætetframfyre seg. Strakst var han færdig aa ganga tilKungen og segja han, at denne Herremannssonen varvist ein Fant og tenkte paa eikor Ulukko, fyre hanbrukte te sitja og bidja til eit Bilæte inni Kleven sin,og da maatte no vera anten ei stygg Vantru eldernokot annat vondt, som han hadde i Hugen. No vart


Kungen forviten og vilde hava Greida paa detta.So ropte han Riddarsonen til seg og spurde kvaSlags Tankar han hadde med da Bilætet han haddei Kleven sin, og kva slik Aatferd skulde vera til.Guten svarade da, at han meinte inkje da minstevondt med da; «detta Bilætet,» sa han, «er ikje annaten ei Avtekning av Syster mi, og henne maa egvel koma i Hug baade seint og tidlege; fyre ho hevemykjet til aa styra, og da er vel at da gjeng lukkeleg med hennar Tiltøkje; da er nokot som ligg storMagt paa baade fyre meg og mange andre Folk;difyre plar eg gjera Bøner fyre henne og hennarFolk og ynskja dei Lukka til alle gode Ting.» «Kvaskulde da vera,» sa Kungen, «som ho heve so mykjete styra?» «Aa, da kann ikje vera so mykje, men daer daa inkje so litet helder, fyre ho stend fyre eitheilt Rikje og styrer da i min Stad.» «Er du Kungsson du daa,» sa Kungen, «og kvi heve du ikje sagt avdi fyrr?» «Ja, eg er Kungsson og heve Rett til eitRikje, men eg tykte da var ikje Naudsyn til aa faraog skryta av da; eg vilde fyrst sjaa meg ikring iVerdi og læra Folkevis og nyttuge Kunster, og sidanvilde eg fara heimatter og taka Riket.» Detta tykteKungen var vel og vitugt sagt; men so var RiddarRev komen atter og sagde, at da var inkje annat enberre Lygni; eg veit vel, kvar han er ifraa og kjenner Syster hans og; da er berre ei Fyrkja, som eryvergjevi til Lauslivnad, og eg heve sjølv havt Lagmed henne desmeir, so eg maa vel vita kva Kjellaho er. «Da var dan største Lygni, som vera kann,»sa Kungssonen; «Syster mi heve aldri voret nokonManns Frilla, og inkje vonast eg, ho skal verta dahelder; og dan som segjer slikt, han er skuldug tilaa visa Prov paa Sanningi og; kann han inkje da,so er han ein Ljugar og ærelaus Mann.» «Dutykst vera nokot til Kar, sa Riddaren, «kanskje dumeiner eg er ikje Mann te visa Vitne paa kva eg


segjer.» «Ja kann du da, so er da vel fyre deg sjølv,»sa Kungssonen. «Kann du segja nokot Fødemerkjesom Syster mi heve paa seg?» «Nei,» segjer Riddaren,«da veit eg inkje um; eg heve inkje sett etter sliktelder brytt meg med da; men fær eg ei Tid til Umraad,so skal eg snart faa vita da; fyre eg kannsnart finna dan Gjento atter.» «Ja, da skal du havaLov til,» sa Kungssonen, fyre han tyktest vita segurædd, at han skulde aldri faa noko Visend um da.Men Riddaren var ikje modfallen han; han reiste daastrakst veg og fór daa dit, som Kungsdottri var ogleitade upp ei Kona, som hadde voret Ama hennar;henne baud han store Pengar og lokkade so lengjeat han fekk henne til aa segja han alt kva ho vissteog darmed fór han til Baka; Kungsdottri korkje saaghan elder talade med. Daa tyktest han vera Kar, daahan kom til Kungssonen. «No skal da vera vandelaust,»sa han, «te visa Prov paa at eg kjenner Syster di;ho heve ein Flekk paa vingstre Armen og dar ertvau Haar paa, da eine litat som Gull og da andresom Sylv; da var hennar Fødemerkje.» Daa Kungssonen høyrde da, so vart han reint undrad og modfallen,fyre da trudde han inkje at nokon skulde vita,og difyre fekk han ei Mistru til Syster si og tviltepaa, at ho var ikje so god, som han hadde tenkt.No vart Kungen og sint paa han og sagde, at hanskulde verta upphengd som ein Svikar og Ljugar.So bad han um, at han fyrst skulde faa Lov til aafara heim og taka Skilnad fraa Syster si, og so fekkhan fara ogso, og daa han kom heim, so kjøyrde hantri Gonger rundt ikring Kungsgarden i ei svart Vognog med svarte Hestar, men han gjekk inkje inn;Systri hans kom ut og vilde tala med han, men hangav henne ein Øyrefik og strauk sin Veg. Men korstilt da no gjekk, so hadde Kungsdottri fenget uppspurt,kor da stod til i alle Maatar, baade um Klagemaalet mot han og Domen hans og endaa um kva


Dag han skulde vera refst. Daa sette ho seg til aasauma ein Hanskje av da finaste Ty, som ho visste,og krota han ut med Gull og Sylv og Perlur og alledei dyraste Ting, som fanst. Daa da no leid til danTidi, daa Broder hennar skulde vera rettad, daa reisteho avstad til Kungsgarden dar som han var, oggjekk inn og bad um aa faa tala med Kungen. Daahadde ho den dyre Hanskjen med seg og synte Kungen han og spurde, um han kunde gissa, kor mykjehan kostade. Kungen svarade, at han visste ingenPris te setja paa slik ein Hanskje; men nog var da,at han var so dyr, at da vilde mykje Gull til fyredan som skulde kaupa han. «Da er sant,» sa ho, «atda er so kostasam Eignalut, at dar finst ikje mangejamdyre; men endaa heve eg havt ein Eignalut, someg heldt mykje dyrare, og dan heve eg mist paa einskammeleg Maate, og da er ein av dine Folk somheve stolet han.» Detta tykte Kungen vera undarlegt,og sagde, at han trudde ikje nokon av hans Mennerskulde vera slik ein Tjuv. «Aa jau,» sa ho, «eg synestat Tjuven er ikje langt veg, og soframt eg kjennerrett, so stend han dar,» – og med da same peikteho paa Riddar Rev, som stod attmed Kungen. «Davar ei Skammar Lygn,» sa Riddar Rev, «eg heve aldrisett denne Gjento fyrr og inkje kjenner eg hennehelder.» «Høyr no vel paa, kva han segjer,» sa Kungsdottri,«fyre da kann henda han heve sagt nokot annateingong fyrr.» Riddaren stod paa sitt, at han aldrihadde sett henne fyrr. Dan Eignaluten var eit Namnog Rykte. «Men kor heve da seg,» sa Kungen, «var daikje du som sast vera so vel kjend med denne Gjento?»Nei, han svor og forbannade seg paa at han kjendehenne inkje. So vart da nedsett ein Rett, som skuldedøma i Saki, og Riddar Rev skulde forsvara seg ogfann paa alle dei Krokar, som han kunde upptenkja;men da nyttade honom inkje, fyre da vart snart uppdagat,at da han fyrr hadde sagt var berre Lygn og


Svik; og difyre vilde Retten døma honom til Dauden,og Kungen var samtykt med Retten, fyre han vildeikje hava ein slik Ljugar og Storsvikar i sitt Rikje.So vart Riddaren upphengd i dan same Galgen, somhan hadde sett upp aat Kungssonen; men Kungssonen vart utløyst or Fangehuset, og Kungen vardaa so god med honom, at han visste ikje all danÆra, som han vilde gjera han, og so harm var han,fyre da at han skulde hava lidet so mykje Urett ihans Gard, at han prøvde daa paa alle Maatar tebøta da. Og sidan fór Kungssonen heimatter medSyster si og tok Riket og vart ein slik snild og fagnaleg Kungje, at da gjekk Gitord av han paa langeLeider.

OLA KLOK.

Da var ein Mann, som skulde ut og fala seg einDreng, og so hadde Kjeringi sett han til, at hanskulde inkje fala nokon, som heitte Ola. So møttehan fyrst ein, som sast heita Ola Klok; dan vildehan inkje hava. So møtte han ein annan, som ogheitte Ola Klok; dan vilde han helder inkje hava. Ogsistpaa møtte han dan tridje; han sast og heita OlaKlok; daa sagde Mannen med seg sjølv; «Eg ser davert ikje betre Raad, dei heiter Ola allesaman; eglyt taka dan som byd seg.» So fylgde Drengen medhonom heim, og daa Kvelden kom, so sagde Drengen,at han vilde helst liggja paa Bordet, og so skuldedei inkje gjera seg rædde um dei saag, at han glanade med Augom i Sømnen, fyre han hadde daLaget, at han sov altid med opne Augur. Daa noMorgonen kom, so stod Mannen upp tidlege og gjekki Skogen; Drengen vilde han ikje vekkja, sidan davar no fyrste Dagen, han var i Garden. Daa soMannen var utgjengen, so kom Grannguten inn oglagde seg uppi Sengi til Kjeringi, og var dar ei liti


Stund og gjekk so ut atter. Alt dette saag Drengenvel, men han lest sova og rjota og rørde inkje einLid. Sidan stod Drengen upp og gjekk i Skogen,og so fekk han ein Rjomebite med seg til Aabite.Daa han fann Husbonden, sa han, at han skuldeskunda seg heim, fyre Kjeringi hadde fenget ei Ulukkaog vortet gali, so ho vilde endelege springa paa Sjøen.Darmed sprang Drengen heimatter, og daa han komned aat Husom, so reiv han sunder Rjomebiten sinog sleppte ned dar ein Molen og dar ein annan. Sosprang han inn og sa til Kjeringi at Mannen haddefenget eit slikt Sinne paa seg at han vilde heim ogslaa ihel Kjeringi, og no vilde han berre vara henneum da, so ho kunde springa sin Veg. Kjeringi vartrædd og sprang ut og ned aat Sjøen; med same komMannen, og daa han fekk sjaa desse Molanne avRjomebiten, so plukkade han dei upp. Detta saagKjeringi og trudde da var Stein, som han vilde kastapaa henne. Daa no Mannen saag, at ho gjekk aatSjøen, so lagde han til aa springa og naadde henneatter ned i Fjøro. Daa slog Kjeringi i aa graata ogbad daa so inderlege um Tilgivnad og tilstod alt davonde, som ho hadde gjort baade med Granngutenog mangt annat. So vart no da uppdagat, og sidanvart dei no forlikte dan Gongen, kor lengje da varade.

KONKEL I KUNGSGARDEN.

Da var ein Gut, som gjekk i Marki og gjætte;han fann eit stort Egg som eit Ørnegg; da tok hanheim og lagde i Varme til Bræding, og daa komdar eit Barn or da. Da var ein Gut, og han vakssnart og var stor og sterk; men so tykte Foreldri tilGjætaren, at dei hadde ikje Raad te ala upp denneFramandguten, og difyre gjekk dei til Kungsgardenmed han, og Kungen vilde gjerne hava han, fyr da


saag ut te verta ei Kjempa; so vart han uppalenhjaa Kungen, og dei kallade han Konkel i Kungsgarden.

No hadde da hendt seg, at Kungen hadde voretute paa ei Sjoreis; dar hadde han vortet ute fyreeit stort Troll, som han inkje slapp fraa, fyrr hanlovde te giva Trollet tri unge Døttr, som han haddeheime. Dei laut Trollet faa paa dan Maaten, at deiinkje skulde lida nokor Naud, og so reiste Trolletmed dei til eit Slot, som da hadde paa ei Øy i Raudehavet.

Daa no han Konkel var vaksen og hadde vortetso stor og sterk, so tenkte Kungen paa, at dettekunde vera ein Mann, som kunde løysa Døttrenehans fraa Trollet. Konkelen var so smaalaaten, hansagde han trudde seg ikje god nog til da; men hanvilde gjerne prøva, naar han fekk eit godt Skip ogei stor Nista og fekk sjølv leita seg Folk til Fylgjesmenner.

So tok Kungen til aa seta eit Skip i Stand, ogmedan skulde Konkelen fara ut og høyra seg umetter Folk. Daa han kom nokot langt ifraa Kungsgarden,raakade han ein Mann som stod og vattVidjur i Skogen; han leitte ut største Bjørkjenne ogkvista av Greinenne, og so tok han i Toppen og vattned aat Roti, som da var ein liten Kvist. «Du er einsterk Kar,» sa Konkel. «Aa nei, eg veit no dan somer sterkare,» sa Vidjevindaren. «Kver sku da vera?» saKonkel. «Aa jau, slike som han Konkel,» sa Vidjevindaren. «Kjenner du han, du?» sa han. «Nei eg heveberre høyrt tala um han.» «Ja, ja, her ser du han, ogheve du Hug te vera med paa ei Ferd, so dar kannvera nokot stort Verk te vinna, so er dar no Raadtil da.» So vart han medverande, og so gjekk deilenger. – Daa kom dei til ein Mann, som sat ogdreia Rokkar og brukte inkje annat Jarn en berreNeglenne sine te Skolpejarn. «Du heve sterke Nevar


og gode Negler,» sa Konkel. «Aa nei, eg veit no dansom heve sterkare Nevar og betre Negler,» sa Rokkedreiaren. «Kver sku da vera?» sa Konkel. «Aa jau, slikesom han Konkel,» sa Rokkedreiaren. «Kjenner du han,du?» sa han. «Nei eg heve berre høyrt tala um han.»«Ja, ja, her ser du han, og heve du Hug til aa veramed paa ei Ferd, so dar kann vera nokot stort Verkte vinna, so er dar no Raad til da.» So vart han medverande.

No var dei tri Sellar, og so gjekk dei ein Molelenger; dar saag dei ein Mann, som stod og smiddeJarn; han brukte korkje Hamar elder Tong; han baaderakte og hamrade Jarnet med berre Neven. «Du hevegode Knuar,» sa Konkel. «Aa nei, eg veit no dan somheve betre Knuar,» sa Jarnsmiden. «Kver sku da vera?»sa Konkel. «Aa jau, slike som han Konkel,» sa Jarnsmiden. «Kjenner du han, du?» sa han «Nei, eg heveberre høyrt tala um han.» «Ja, ja, her ser du han, ogheve du Hug til aa vera med paa ei Ferd, so darkann vera nokot stort Verk te vinna, so er dar noRaad til da.» So vart Jarnsmiden med, og so vardei fire. So gjekk dei ein Mole til, og daa kom deitil ein Mann, som bygde Hus av heilt Berg; han tokein Klump or Berget og knodde da like eins somGrjon, og so sette han da upp og gjorde Veggjer avda. «Du er ein fagna Kar,» sa Konkel; og so gjekkda paa same Maaten med han som med dei andre.So vart Berggrøyparen med, og so var dei fem saman;daa tykte Konkelen han hadde Hjelp nog, og so vendehan atter til Kungen; daa var Skipet buet og Nistotillagad, og so lagde dei ut paa Sjoen.

No siglde dei so lengje, til dei kom til Raudehavet;dar saag dei ei fin og grøn Øy, og dar tenkte deiat Trollborgi maatte vera, men dei saag korkje Folkelder Fe. Dar gjekk dei upp og saag seg ikring;men dei fann ikje annat Hus en eit litet Kot, og davar audt fyr alt som livande var. So tenkte dei med


seg, at dei skulde bida til Natti; daa kanskje kundeTrollet koma heim; og i Millomtidi vilde dei lagaseg til aa strida; so tok Berggrøyparen til aa knodaihop nokot Berg til ei Panna elder Gryta, og so bardei Vatn i Panno og lagde Vid uppunder og kveiktei, so Vatnet kokte. Men so drog da langt ut paaKvelden, og ingen kom; so vart dei leide og gjekkpaa Fartyet alle so nær som Vidjevindaren; han skuldesita med Panno. Ei Stund etter avdagat kom dar eitTroll med try Hovud; strakst da saag Vidjevindaren,rauk da i han, og han slog mot, so dar vart eit heiltSpark; men Enden var dan, at Trollet vann og Vidjevindaren laut uppi Gryto; so var da gjort med honom.– Andre Kvelden skulde Rokkedreiaren sita medGryto; daa kom da same Trollet, og dar vart eitstort Tak; men da gjekk ikje betr en at Rokkedreiaren vart vunnen og slengd i Gryto. – TridjeKvelden skulde Jarnsmiden halda Vakt; daa komTrollet atter og spurde um dar var endaa fleir somvilde koma i dan Gryto, som dei sjølv hadde hitat.«Ja, mid er nog fleir,» sa Jarnsmiden, «men mid skal nofreista, um du inkje eingong skal finna din Overmakje,og da heve eg no ei Von um, at du skal faa dan Lønisom du er verd, fyre da du drap Sellanne vaare, erdu leid av Livet, so kann du koma, fyre no er eghugad te sjaa, um Trollmagti di skal hjelpa deg lenger.» «Arme Krakje!» sa Trollet; «da er audsett, at dugjeng etter Feigdi, og inkje skal du bida lengje helder,fyrr du fær da du leitar etter.» So bar da ihopmed dei og da vart eit fælt Bask, so da saag ut til atTrollet skulde vinna; men endaa var Smiden so trausti Bulen, at han heldt ut, og sistpaa fekk han Trolletunder seg og duvade da i Gryto. No var da Trolletor Vegen havet; men endaa saag dei inkje likt tilKungsdøttrene; difyre trudde dei dar var fleire Trollog so skulde Berggrøyparen standa Vakt til fjordeNatti. Daa kom dar eit Troll med seks Hovud, og


større og stygre en da fyrste. «Er da du, som drapBror min?» sa da. «Um so var, so var eg inkje ræddendaa,» sa Berggrøyparen. «Ja, no skal du daa ogsofaa din Rett,» sa Trollet. «Aa ja, Retten dan skal midno rykkjast um fyrst,» sa Berggrøyparen; og so raukdei ihop. Dar vart eit endaa fælare Tak med deitvo, og Trollet var so avskapat og galet, at Berggrøyparen tenkte daa og daa at han maatte fella;men paa Enden so fekk han daa Yvertakjet og kastaTrollet i Gryto. – Hin Kvelden vilde Konkelen sjølvhalda Vakt; daa kom dar eit Troll med nie Hovud,og so sint og uppøst at då gneistade or da. «Er dadu som drap Brødrne mine?» sa da. «Eg veit ikje kvensom er Brødrne dine,» sa Konkel, «og inkje bryr egmeg um aa vita da helder.» So skjentest dei ei heilStund, og so bar da til aa slaast. Dar kom da vælmed, at Konkelen var sterk, fyre han fekk ein til aadragast med, som kunde tola ein god Støyt; da varso nær og so nær, at Konkelen skulde giva seg, mensistpaa fekk han daa Trollet i Gryto likevel. Daatenkte han, dar maatte ikje vera fleire Troll atter,og so gjekk han inn i da litle Huset, som stod dar,og leitade, um han inkje skulde finna ei Dyr elderei Opning einkvarstad; men best han gjekk soleid,so kom han frampaa ein Mur, og dar datt han nidigjenom eit Hol og kom nid i eit Hus i Jordi; daasaag han, at da var Kjøken, og Holet uppyver davar Skorsteinen. Dar i Kjøken sat dar ei ven Gjenta;ho snakkade til han og spurde, kven han var; daaho fekk vita da, so fortalde ho, at ho var ei avKungsdøttrene, og at dar endaa var største Trolletatter, da var Far til dei tri Brødrne som var drepne.«No er han ute,» sa ho; «men i Kveld kjem han atter,og daa maa du vera veg herifraa, fyre d’er ingiVon, at du vinn paa han; han er større og sterkareen alle Sønenne, han heve tolv Hovud, og um deivar avhogne alle ihop, so veks dei uppatter sam-


stundes, so da er ingi Raad te fella han. Her hevehan eit Sverd, som heng paa Veggen, da er so tungt,at ingen Mann kann halda da elder bera da, og dartil heve han ein Salve, som han smyr yver Henderne,og daa vert han so sterk, at han vinn alt som hanvil.» Konkelen svarade da, at naar han var komen solangt, so vilde han inkje venda, fyrr han hadde freistat da verste. «Ja so er da inkje betre Raad,» sa ho,«en at du legg deg inn under Sengi; naar Trolletkjem, daa legg han seg paa Sengi og bid meg luskahan; naar han daa er sovnad, daa skal eg segja:høyr, høyr! Daa skal du risa og taka Salvekrukkoog smyrja deg; tak so Sverdet og hogg av alle Hovudihans; eg skal taka eit Trog med Sand og straainn i Saari, daa veks ikje Hovudi til atter.»

Detta gjekk, som Gjento hadde sagt. Konkelenvilde fyrst prøva Sverdet; men han vann ikje rørada; so smurde han seg med Salven, daa kunde hanletta da fraa Veggen; so smurde han ein Gong til,daa kunde han taka da nid; so smurde han tridjeGongen, daa kunde han lyfta og svinga da, som hanvilde.

Um Kvelden daa Trollfaren kom inn, so sa han:«Fy, her luftar Kristenmanns Luft.» «Ja,» sa Gjento,«da kom eit Mannabein dettande nid i Gruvo, da varvist ei Kraaka, som hadde slept da.» Daa no Trollet varsovnad og tok te rjota, so sa Gjento: «Høyr, høyr!»Daa stod Konkelen upp, tok Sverdet og hogde avHovudi, og Gjento straadde Sand paa, og so varsiste Trollet avteket. No gjekk Gjento til Systrenesine, og sa, at no var dei frelste. Men so var daingi Raad te koma ut, annat dei gjekk aat Skorsteinen og ropte og huade, so dei høyrde da burt paaSkipet; daa kom dei paa Land med Tog og skuldehala dei upp igjenom Skorsteinen. So halade dei uppalle tri Kungsdøttrene og mykje Gull og Sylv, menKonkelen let dei vera dar han var, drog so av med


Kungsdøttrene og trugade dei te segja at Konkelenvar drepen.

So vart Konkelen gangande dar i Trollborgi imange Dagar og visste ingi Raad. Daa var da einDag dar kom ei Ørn og sette seg paa Skorsteinen;da var ei som kunde tala, og daa ho høyrde Konkelen ropte, so svarte ho og spurde, kven han var.Henne fekk han til aa hjelpa seg upp, so skulde hofaa Lov te eta, medan ho vilde i Slotet, og vilde hobera han heimatter, so skulde ho faa all dan Maten,som var i Slotet. So sette han seg paa Ørni og batteit Band um seg, og Ørni flaug like heim med han,ho kvilte berre ein Gong paa eit Skjer. No komKonkelen heim; daa fekk han spyrja at dar var Bryllaup i Kungsgarden; Jarnsmiden og Berggrøyparenhadde fenget kvar si av Kungsdøttrene; men daa hankom, so vart da uppdagat, kor dei hadde narrat Kungen; so vart dei refste, og Konkelen fekk dan Kungsdottri,som han fyrst fann i Trollborgi.

MYNTMEISTEREN.

Da var ein Sjømann, som hadde voret ute paaSigling ei Tid og havt so god Lukka, at han aattebaade Farm og Farty og var ein rik Mann. So varda ein Gong han kom siglande langvegjes ifraa medein stor Ladning; daa kom da paa han eit overhendigt Uvedr, og han vart so ille ute, at han saaginkje Syn til aa berga seg. Daa gjorde han danLovnaden, at han skulde gera ein fatig rik, ifall hankom væl til Hamnar. Og sidan gekk da so lukkelege og, at han fekk bergat baade Folk og Føringog kom seg væl fram. Da var ein Kaupstad, somhan skulde til, og dar hadde han so manga Ærenderog Greidor te gera, at han kom til aa vera dar eitlangt Bil. Daa tenkte han paa Lovnaden sin og gav


til dei fatige, so mange som han kunde raaka; ogdaa detta spurdest, so var da mange, som kom tilhonom, og han tok væl imot dei og gav dei godaGaavor allesaman. Daa var dar ei ung Genta iblanddei andre, som kom til honom og bad um ei Gaava,og dan Gento lagde han Merke til framfyre hine;fyre han tykte, ho saag so snild og vitug ut, at hanvar forviten te høyra, kva Folk ho var komi av; ogdaa fekk han spurt, at ho var Dotter til ei Enkja,som hadde lidet myken Motegang og hadde inkje tilaa hjelpa seg med. Daa sende han stora Gaavor tilEnkjo og bad Dotteri koma atter ein annan Dag,og naar ho daa kom, so spurde han væl etter alleTing um Moderi hennar og um all deira Varnad. Ogalt som Gento sagde og fortalde, tykte han var sovitugt og væl tenkt, at han hadde aldri ventat sliktav ein Ungdom, som var alen i slik ei Armod. Daasende han ogso ei Gaava med henne og bad hennekoma atter ein annan Gong; fyre han tykte, at dessmeir han talade med henne, dessbetre likade hanhenne. Sidan spurde han andre kende Folk i Staden,og dei svarade alle da same, at da var ein snildUngdom, og dei visste inkje vondt aa segja korkjeum Moderi elder Dotteri. Og naar daa Gento komatter til honom, so talade han lengje med henne, ogsist paa spurde han, um ho vilde hava han. Daavar da liksom ho vart nokot faamælt og bad haninkje tala um slike Ting; da kunde inkje vera Aalvoret hans; da var for myken Skilnad paa hans Standog hennar, og dartil so var dei for litet kende medkvartannat til aa tenkja paa nokot slikt. Sidan gekkhan til Moder hennar og bar upp Maalet fyre henneog fortalde um dan Lovnaden, som han hadde gjorti Naudi, og sagde, at no var dar so god Raad tilaa fylla ein slik Lovnad, at da kunde aldri betrevera. No vart dar mange Umtalar og Raadarlag umdetta Tilbodet; sume talde til og sume talde fraa;


men Enden vart no dan likevæl, at Skiperen fekkGento, og naar dei daa var gifte, so flutte ho medhonom til ein stor og ven Gard, som han haddekaupt seg, og dar busette dei seg og livde (som deisegja) baade godt og væl. No var dar ein Kaupmann,som budde dar i Grendi; honom vart no Skiperen snart kend med, og dei gekk ofto til kvarannan og heldt Lag som andre Kenningar. Men davart ein uheppen Kendskap fyre dei baade tvo, somde skal høyra; fyre dan Kaupmannen var ein faarlegMann til aa hava nokot Hopehavande med. Da varein Gong at Skiperen var buen til aa fara ut paa eilang Reis; daa var Kaupmannen hjaa honom og satog snakkade baade um likt og ulikt; daa sagde handa ibland annat, at da var vaagsamt fyre Skiperenaa vera so lengje burte og lata Kono vera heime;han kunde ikje vita, kor tru ho kunde vera, og daskulde voret Moro, um nokon kunde lokka henneifraa honom og hava eitkvart Merke paa Vinskapenhennar til aa syna honom, naar han kom heimatter,og allersløgaste skulde da vera, um ein fekk hennetil aa giva fraa seg dan Gullkedjo, som Skiperenhadde givet henne, daa dei var feste. Men Skiperenmeinte so, at han var urædd fyre da, og da turvtevist ingen bry seg med aa prøva paa nokot slikt.«Skal me gera Veddemaal um da?» sagde Kaupmannen. «Da kann me gerne,» sagde Skiperen. Kaupmannen sagdest vilja vedda um Garden sin, og Skiperen sette sin Gard imot, og soleid var Veddemaaletgjort; men Kono til Skiperen visste inkje nokot um,kva dei hadde havt fyre seg. Naar daa Skiperen varfaren, so gekk Kaupmannen og lyddest inn til Konohans baade tidt og jamt, og sidan tok han til aamasa um ei Gullkedja, som han visste, ho skuldehava; han vilde kaupa da Halsgullet, um da var aldriso dyrt, og naar han inkje fekk kaupt da, so vildehan berre laana da, so Smiden kunde faa Maal av


da te gera eit annat etter. Men da nyttade inkje;fyre Kono var so rædd um Halsgullet sitt, at hohadde da paa seg baade Dag og Natt og vildealdri sleppa da av Halsen. Daa han no tyktest havafreistat nog med godo, so tok han til aa freista medvondo og skulde skræma henne og truga Kedjo ifraahenne; men da var ogso faafengt, fyre ho var ikjedan, som let seg skræma helder; og so laut hanfinna paa ei onnor Raad. Da var ei Kering, som varReiddeia hjaa Skiperkono; henne talade han væl medog baud henne store Pengar, um ho vilde taka Kedjoav Kono, medan ho sov, og lata honom faa henne.No var da lengje, ho stod imot og vilde inkje gerada; men sist paa gjorde daa Mutegaavorna hans somyket, at han fekk Halsgullet likevæl, og daa kannde tru, han tyktest hava gjort eit godt Kast. Naardaa Skiperen kom heimatter, so rodde Kaupmannenut og tok imot han, og daa Skiperen spurde etterKono si, so tok han berre upp Gullkedjo og syntehonom. Daa vart Skiperen so fælelege sint og uppøst,at han var reint fraa seg og visste ikje sjølv,kva han gjorde; han ropade til seg tvo Mann ogbad dei fara i Land og drepa Kono og koma attermed ei Flaska med varmt Blod til Prov paa, at deihadde gjort da, som dei var bedne. Mennerne tordeikje annat en fara i Land; men dei hadde ikje Hjartate gera da, som dei var tilsette, og so fann dei paaaa ganga upp i Fjoset og taka eit Lamb og drepa,og so toko dei Blodet paa ei Flaska og foro tilbakamed di til Skiperen. Daa let han leggja Fartyet utor Hamni og sette til Havs og siglde sin Veg. Menda gekk ikje meir so lukkelege med Siglingi hans,som da hadde genget fyrr. Da var eit lite Bil daretter,at han hadde lagt ut paa ei lang Reis og varkomen inn i Midelhavet, daa kom da paa han einubergeleg Storm, so han miste baade Folk og Føringog kom paa Land som ein naken Mann, og sidan


laut han tigga seg fram, alt til han kom til einHerremann, som vilde hava seg ein Hønsegætar, ogdar tok han seg Tenesta. – No er da te forteljaum Kono hans, at ho sat heime og ventade paahonom og var reint uvitande um kor da var tilgenget,alt til da at Kaupmannen kom og fortalde, athan skulde hava Garden hennar baade med Lut ogLunnende, og ho hadde dar inkje meir te gera annaten aa forda seg darifraa, da snøggaste ho kunde.So torde ho inkje annat en gera seg ferdig og faraut or Garden; og so tok ho Vegen sud igjenomLandet, og dar klædde ho seg um og tok Karmannsklæde paa seg og sagdest vera ein Ungkar, somreiste i Kring og søkte Tenesta. Daa høvde da til,at ho kom til ein Myntmeister langt sud i Landi, ogdar fekk ho Sveine-Tenesta og var dar eit Bil. Menho hadde Hug til aa fara lenger og freista Lukkopaa andre Stader, og sidan reiste ho so langt, at hokom til ein Stad sud med Midelhavet; dar kom hotil ein Greive, som stod fyre Mynti aat Kungen dari Landet, og dar fekk ho Embætte hjaa honom ogvart Myntmeister; fyre daa hadde ho lært da Handverket,som dartil høyrer. No ljota me kalla henneMeisteren; fyre da var alle, som toko henne fyreein Mann, og ingen som visste, at da var Kvende.Naar so denne Myntmeisteren vart kend med Folketdar i Landet, so fekk han høyra, at dar var einHønsegætar, som var komen langt nordantil og haddevoret Sjømann og lidet Skipbrot i Havet. DenneGætaren vilde han endelege tala med og fekk honomtil seg og spurde væl etter alt hans Tilstand; menGætaren var so undarleg og so faatalande, at Meisterenfekk inkje vita nokot, som var til aa retta seg etter.Men likevæl so vilde ikje Meisteren sleppa han fraaseg, og sist paa fekk han da so lagat, at han fekkhonom til Tenar elder Dreng; og Tenaren var hjaahonom baade heime og burte, og var so snild og


viljug og vyrk fyre Meisteren, at da var ein Hugnadte sjaa; men so snart som Meisteren spurde etter,kva Stand han hadde voret i, fyrr han kom dartil,so vart han tagall og bad seg undan og var, somhan skulde voret baade rædd og skemd. No vartMeisteren dar verande nokre Aar og stod seg godtog fekk stora Løner; men sidan tok han til aa lengtatil Heimbygdi, og so sagde han fraa seg Embættetsitt og reiste og tok Tenaren med seg. Daa reistehan som ein Herremann og var væl mot-teken paaalle Stader, og sist paa kom han til Fødelandet sitt,og daa gekk han til dan Kaupmannen, som me havafortalt um, og spurde um han kunde faa Husværenokre Dagar. Kaupmannen var daa so blid og beinsam,at da var ingen Maate paa; fyre da var rikeFolk, syntest han, og dar var vist ein god Skellingaa venta. «Veit du kvar du er komen no?» sagdeMeisteren til Tenaren sin. Nei, han lest inkje verakend paa dan Leidi, og var daa so still og sturen,som han hadde ventat paa ei Ulukka. Daa sagdeMeisteren, at han vilde hava Kaupmannen inn, oghan skulde fortelja um alt da, som hadde hendt iLandet, og Kaupmannen kom og sette seg til aafortelja um baade eit og annat, og sist paa fortaldehan nokot smaatt um seg sjølv og. Da, tykte Meisteren,var da morosamaste, og bad han fortelja meir. «Dakann no vera so smaatt aa tala um,» sagde Kaupmannen,«men eingong gjorde eg daa ei Pretta, sominkje var so klen endaa. Da var ein Skiper, sombudde paa denne Garden og hadde kaupt han ogsett han væl i Stand. Eg hadde myket Gaman medhonom, og eingong fekk eg honom til aa gera eitVeddemaal um da, at eg skulde faa Keringi hans tilaa giva meg ei Gullsnor, som ho bar paa Halsen.So fekk eg lokka ei Fante-genta til aa stela Gullet,eingong daa Mannen var burte, og naar han komheim, so gekk eg til honom og synte honom Gullet.


Daa trudde han, at eg hadde fenget da i Elskuggaava,og skapade seg reint galen og gjorde Folkav til aa drepa Keringi; og so sette dei upp ei Lygnaat honom, so han trudde, at da var alt gjort; ogdarmed strauk han av og spurde inkje meir etternokon Ting. So tok eg Garden hans, etter somVeddemaalet lydde, og jagade Keringi av; og sidanheve eg inkje høyrt nokot atter, korkje um henneelder honom.» – «Da var da sløgaste, eg heve høyrt,»sagde Meisteren, «eg vilde berre, at eg hadde danFortelnaden uppskriven; fyre da var ein rik Herremann,som bad meg spyrja upp nokra Fraasegnertil Gaman, og han er so kær fyre slika Sogor, athan giv store Pengar fyre dei, og te sløgare og fulare dei er, te betre likar han dei.» Og Kaupmannenvar ferdig med fyrste Ord til aa gera alt, som kundevera Gesten hans til Vilje, og so gekk han og setteseg til aa skriva, og Meisteren og Tenaren hans satatter tvo eine. «Veit du no, kvar du er komen?»sagde Meisteren. Daa sagde Tenaren, at han kundeikje dylja da lenger, at han var dan Skiperen, somKaupmannen hadde talat um. «Veit du kven eg erdaa?» sagde Meisteren. Tenaren visste ikje, kva hanskulde segja; «eg heve havt som ei Tru um da ilang Tid,» sagde han, «men er du dan, som eg tenkjer,so heve eg gjort so stor Urett og so myketvondt imot deg, at da kann aldri vera tilgivande, oginkje er eg verd nokot annat en dan verste Hemnog Refsing, som nokon Mann kann lida.» – «Gerdeg ingi Sut fyre di,» sagde Meisteren, «no er dafraa seg gjort baade med Hemnen og Harmen, ogno skal altsaman vera gløymt; men no ljota mefyrst gera ei liti Greida med Kaupmannen.» Og sosende dei eit Klagemaal til Riksraadet og lagdeKaupmannen sitt Brev inn i; fyre daa hadde hanskrivet Fortelnaden um Meisterstykket sitt, og settNamn og Bustad innunder; men kor da gekk med


Løni, som han ventade seg, da heve eg inkje høyrtnokot um; han kom no væl i Myrkestovo fyre dafyrste. Men Skiperen og Kono hans fekk atter Garden sin og stod seg godt og livde so væl saman, atdei visste ikje kor snilde dei skulde vera mot kvartannat.

EIN STOR-LETING.

Da var ein Herremann, som hadde leigt seg tieArbeidsmenner, og dei var so late, at dei gjordeinkje til Gagns. So var da eingong han kom yverdei, daa dei hadde lagt seg til aa sova alle ihop;daa vakte han dei upp og sagde til dei: «Da skuldevera Moro aa vita, kven som er største Letingen avdikkor; dan som no kann visa, at han er dan lataste,han skal faa ein Dalar.» Daa var dei nie, som retteupp Handi og vilde taka imot Dalaren; men dantiande sagde berre: «Stikk han i Vestefikka mi.»«Da var rett,» sagde Herremannen, «du maa væl veradan beste, som inkje eingong idest bera upp Handi.»

EIN KNIPAR.

Da var ein Mann, som skulde gera Dugnad, oghan hadde ei stor Sut fyre all dan Maten, som skuldeganga til; fyre han var so nauv og smaahjartug av seg.Daa Gesterne var komne til Bords, so aat han sjølvberre ein liten Grand, og so heldt han upp og tenkte,at hine skulde gera da same; men dei gav seg godaTider og heldt paa eta rett munarlege. Daa vart Mannen reint forskræmd, og so ropade han til Keringi:«Kom hit og et, du ogso; du ser no, at da geng tillikevæl.»

EIN FYNDARLEG SØKNAD.

Einstad var da ein Mann, som skulde skriva eitBønarbrev til Fatig-Kommissionen fyre ein Husmann,


som da stod ille til med paa mange Maatar. Han satlengje og grundade paa, kor han skulde stila Brevet,men han visste inkje aa faa da til, so da kunde høva.Daa var dar ein Dreng inne, og han baud seg tilaa stila Søknaden; han meinte, da var eit vandelaustVerk og slett inkje verdt aa gera seg nokot Hovdebrot fyre. So bad han Husbonden skriva:

Her bur ein Mann uppi Aasen:Han eig inkje Ku paa Baasen,alle Ungarne liggja i Krilla,og han hev’ ikje Sengklæde-Filla;inkje hev’ han Gryta, inkje hev’ han Fat,inkje hev’ han Skeid og inkje hev’ han Mat;og fær han inkje nokot av Kassa,so døyr baade han og Tassa.

MANNE-HAUSEN.

I gamle Dagar var dat Sed og Viis i Bygdi, atalle Mann skulde vera i Gjestebod um Joledagskvelden,naar dei var komne fraa Kyrkja; – daa skuldeingen sitja heime aaleine; anten skulde Mannen bjodaGjester til seg, elder skulde han sjølv vera Gjest hjaaein Granne elder ein Kjenning einkvarstad. Daa vardat eingong ein Mann, som var ved Kyrkja, og somhadde ventat paa, at han skulde verda beden tilGjestebods; men so hadde dat lagat seg so meinslege,at dat var ingen som tenkte paa han elderkom i Hug te bjoda han til seg. «Aa d’er no inkjeverre med di,» tenkte Mannen, «naar ingen vil bjodameg, so lyt eg sjølv bjoda einkvar; eg maa no vælsleppa aa fara heimatter einsaman.» So gjekk hanikring og leitade upp ymise Kjenningar og bad deigjera so væl og fylgja honom heim; men dat gjekkikje betr en so, at han kom allstad for seint; fordaa var dei bedne alle ihop, so dat var ingen atter,


som kunde fylgja honom. Daa vard Mannen baadeharm og leid, og visste daa inkje kvat han skuldefinna paa, og medan han daa gjekk dar og dreivikring paa Kyrkjegarden, so kom han til aa spennaburt i ei gamall Hovudskaal, som laag dar so midtfyre Fotom; for dat hender ofto, naar eit Liik ernedsett, at ein gamall Haus kann vera uppkastad ogkoma til aa liggja i øvste Tromen i Moldi. «Komdu daa, naar ingen annan vil,» sagde Mannen, medsame han saag Hausen. Daa lettade Hausen seg uppifraa Marki og foor og sveiv kringum Mannen liksomein Fugl, og so fylgde han Mannen heimatter fraaKyrkja, og sidan var han med honom baade heimeog burte, og baade paa Sjø og Land; kvarhelst Mannen kom, so var Hausen ogso komen og foor darog sveiv kringum han. Ein Gong daa Mannen vari Skogen, daa høyrde han, at Hausen log, og Mannen spurde, kvat han log aat, men han fekk inkjeSvar. Ein annan Gong var Mannen i Kyrkja, ogdaa var dat like eins; dat var endaa, medan Prestenstod paa Stolen og var midt i Talen sin; daa høyrdeMannen, at Hausen log, og sidan spurde han, kvathan hadde lætt aat, men daa var dar korkje Ordelder Ande te høyra. Og sidan so gjekk no Tidi, somho plar ganga: dat vard Sumar, og dat vard Vinter,og sistpaa kom Joli. Daa Jolaftan var komen, sogjekk Mannen ut i Skymingi og sette Kross paaDyrrerna paa Fjos og Løda og paa alle hine Husi;og daa Mannen hadde sett siste Krossen paa Løda,daa log Hausen ein stor Laatt. «Dan som var soviis, at han visste, kvat du lær aat,» sagde Mannen.Daa tok Hausen til aa tala og sagde, at no skuldeMannen faa vita dat, som han vilde; for no skuldedei snart skiljast aat. Mannen sagde, at dat varmangt, han hadde Hug te vita, men fyrst og fremstvilde han høyra, kvat dei tri Laattarne skulde tyda.«Dat skal eg segja deg,» svarade Hausen; «fyrste


Gongen eg log, dat var i Vaar, daa du var upp iSkogen og hogde ei Bjørk, daa rivnade dan eineSkoen din sund, og du visste ikje onnor Raad en tegrava kringum Bjørkeroti og riva upp ei Taag tebinda ihop Skoen med, so myket han skulde hangapaa Foten, til dess du kom heimatter. Hadde dudaa visst dat, som eg visste, so hadde du gravetnoko-litet lenger ned; for dar stod ei stor Pengekistainnunder Roti med so myket Gull og Sylv i, at dukunde kaupt heile Bygdi og nokra Bygder til fyredat, og daa hadde du sloppet aa ganga i slike Skoer,som ein skal binda ihop med Bjørketæger. Daa lauteg lægja aat di, at Mannen kann vera so stuttviis, athan inkje skal sjaa Lukka si, naar ho er so nær, athan turfte inkje meir en berre snu seg og retta utHandi og taka henne fast. – So var dat dan andreGongen; dat var, som du veit, ein Sundag i Sumar,daa du var ved Kyrkja; daa saag eg ogso nokot,som inkje du saag. Dat var daa Aalmugen var innkomen,og Presten tok te tala, daa kom han Gamle-Eirik og sette seg utar ved Dyrrstokken og haddemed seg eit stort Kalvskinn te skriva paa, og soskreiv han upp alle Trollkjeringarne, som var inne.Men so var dei so manga, at dei fekk ikje Rom paaSkinnet, og so beit han i Jadrarne paa Skinnet ogskulde tenja dat ut, so myket dat kunde verda stortnog; og best som han heldt paa soleids og tøygdeog tande, so var dat ein Gong, at Skinnet glapp utmillom Tonnom so daattelege, at han slog Nakkenatt i Veggen, so dat vard ein stor Smell. Daa lauteg rett lægja, og daa hadde du ogso lætt, naar duhadde komet te sjaa dat. – So var dat dan tridjeGongen eg log; dat var no i Dag, naar du setteKrossar paa Veggjerne; daa log eg aat alle Smaatrolli,som laut røma undan fyre Krossmerket. Datsaag ut mest som dat hadde voret store Flokkarmed Rottor og Skinnvengjor, som kom rynjande ut


or Husom, og dat smatt og smaug igjenom alle deiGlugg og Glyfser, som i Veggen var. Du kann tru,dat var fiint Fylgje, som hadde teket seg Herbyrgjei Husi dine til Helgi, men so fekk dei ogso Byrundan Bakken, so myket dei laut til aa smaaskundaseg og smetta seg av og høyra etter Hus paa einannan Stad. Og no er dat fritt og fredelegt i alledine Hus, so dar er inkje te ottast, korkje fyre Folkelder Fe. – Men no heve eg inkje Tider te tala meirmed deg; for no er dan Tidi komi, daa eg skal verapaa ein annan Stad, og darmed skal du hava Takkfyre Laget.»

SVEIN URÆDD.

Dat var ein Mann, som var komen i stor Armodog Naudardom, so at han ofta var reint vonlaus ogvisste ingi Raad til aa berga seg. So var dat eingong,daa dat stod verst til, at dat kom ein Manntil honom og sagde, at han vilde giva honom ei godRaad. «Vil du lova, at du vil giva meg dan fyrsteGaava, som du fær, so skal eg hjelpa deg or størsteNaudi,» sagde han. «Dat kann eg gjerna lova,»sagde Mannen; for han tenkte inkje større etter dat,og inkje tyktest han hava nokre stora Gaavor til aaventa helder. Nokot litet daretter kom Kona hans iBarnseng og fekk ein Son. Daa kom dan framandeMannen atter til honom og sagde, at han vilde berreminna honom um dat, som han hadde lovat. «Noheve du fenget ei Gaava, og dat er dan, som eg vilhava,» sagde han. Daa vardt Mannen baade ræddog harm; for daa kunde han mesta skyna kvat Mann,han var komen i Kast med. «No er dat ingi Raadfyre dat,» sagde dan stygge; «men no skal eg lagadat so væl fyre deg, at du skal faa hava Gutensjølv, til dess han er vaksen, men sidan skal eg hava


honom.» Mannen var myket illa ved; men so trøystehan seg med dat, at naar Guten vardt stor, so kundehan væl finna paa eitkvart sjølv til aa fria seg med.No vardt Guten kristnad og kallad Svein, og daahan voks upp, vardt han baade væn og vitug framfyre andre Ungmenne, so at alle tykte, dat var mykenMun i honom; og dartil var han so djerv og herdig,at han kjende ingen Otte fyre nokon Ting; um datsaag aldri so øgjelegt ut kringum honom, so var datdaa inkje so, at han vardt rædd elder tok Fæla.Difyre kallade dei honom Svein Urædd.

No leid Tidi fram, til dess at Guten var fullvaksen;daa kom dan framande Mannen atter og sagde, atno var dat komet til dan Tidi, daa han skulde havaGuten, og so vilde han koma dan næste Natti ogtaka Guten med seg. No vardt Faderen myket ottefull av detta, og so gjekk han til Presten og spurde,um dat inkje var nokor Raad til aa faa Guten frelstifraa denne Vaaden. Presten sagde, at Guten skuldekoma til honom um Kvelden, og so skulde dei samraada seg og gjera alt paa beste Maaten, som deivisste. Daa no Guten var komen til Prestagarden,so gjekk Presten med honom inn i Kyrkja og leiddehonom fram til Altaret og gav honom ei Bok, somhan skulde hava i Handi. «No skal du standa her,»sagde Presten, «og inkje ganga ifraa Altaret, fyrr eneg sjølv kjem atter; og so skal du inkje gjera degrædd, um du ser nokot stygt, og helder inkje skaldu lata nokon lokka deg herifraa; skulde her komanokon og bidja deg fylgja seg ut, so berre bid honomtaka Boki or Handi di, og vil han inkje dat, so kanndu visa honom ifraa deg.» Og sidan gjekk Prestenheimatter, og altsaman var stilt.

Ei Stund daretter kom dat inn ein Mann, og datvar Drengen til Presten (som dat saag ut til); han sagde, at Svein skulde koma til Presten som snaraste;for dat var nokot, som Presten hadde gløymt aa segja


honom, og dat var reint galet, at han inkje fekk vitadat. Svein sagde, at han skulde koma, naar berreDrengen vilde taka med seg Boki, som han heldt i Handi. Drengen sagde, at han kunde leggja Boki paa Altaret; men Svein sagde Nei, og so trætte deium detta ei Stund, til dess at Drengen sagde, hanhadde inkje Tid til aa bida lenger, og darmed gjekkhan. Ei Stund daretter kom dat ei Jomfru, og datvar daa Dotter til Presten; ho var so ovlega væn ogfager, at dat var makalaust, og talade so vænt ogvinlegt, at dat var inkje tenkjande, at nokon kundesegja henne imot. Ho sagde, at dat var illa, at haninkje vilde fylgja med Prestadrengen; for dat varrøynlega sant, at Presten vilde tala nokot meir medhonom, og so vilde han ogso hava atter Boki si; fordat var dar han skulde sjaa, kvat han skulde gjera.«Daa er dat vandelaust,» sagde Svein, «berre gjerso væl og tak imot Boki, og sidan skal eg komasjølv.» Ho svarade, at dat kunde vera dat same,kven som bar Boki, og dat høvde seg best, at hansjølv bar heim dat han sjølv hadde fenget. MenSvein vilde inkje lyda, og so tøvde dei um detta eiRid, til at Jomfrui letst verda leid og inkje havaTid til aa bida lenger, og darmed gjekk ho. EiStund daretter kom dat inn ein Mann, og dat vardaa Presten sjølv; han tok daa til aa laata so vælyver Guten fyre dat, at han hadde voret so stød ogtrufast og inkje latet seg lokka av desse Synom,som han hadde set. «Eg vonar, at dat er inkjemange, som hadde stadet seg so godt i slik ei Freisting,»sagde han; «men no er daa denna Faarenyverstaden, og no kann du fylgja meg heim, ogsidan er dat inkje meir til aa ottast fyre.» Daaspurde Svein, um han inkje vilde taka Boki si medseg fyrst. «Dat hastar inkje med henne,» sagde Presten; «Boki kann du leggja paa Altaret; eg gjererinkje nokot med henne fyrr i Morgon, kor som er.»


Men Svein stod paa sitt, at Presten skulde takaBoki si heim, og so kjeklade dei um detta ei Rid,til Presten letst verda leid av Traaskapen hans, ogsidan gjekk han sin Veg. For dat var nog inkje danrette Presten, maa vita.

No var dat stilt ei Stund frametter; men sidan tokdat til aa dynja og staaka utar i Kyrkja, og daavar dat liksom dat skulde livna og røra seg paa allaSidor. Fyrst kom dat fram ei Skreid av svarte Kattar,so dat krydde i kvar ei Kraa, og sidan var datmange store og skræmelege Dyr, som sprungo tilfraa ymsa Sidor og foro kring um Altaret med styggaLætor og undarlega Aatferder, og sidstpaa vardt datslikt eit Brak og Brot og slike Smellar i Veggjom,at dat var høyrande til, at heile Kyrkja skulde brotnaned. «Dat var daa Gaman,» sagde Guten, «eg hevealltid havt Hug til aa sjaa myken Leik og høyramyket Staak; men eg hadde inkje ventat aa sjaaslik ein Dans og høyra slike Slaattar no i Natt.»Sidan stiltest dat av med detta; men ei Stund daretter tok dat til aa blaasa og vardt slik ein Storm,at Kyrkja ragade som eit Straa paa Marki, og sidstpaa kom dat ein Vindknut so sterk, at han tok uppheile Kyrkja og kastade henne ut paa Sjoen, so atBaarorna slogo inn yver paa alla Sidor, og altsamanbrotnade og dreiv av i Sjoen, so at Guten saaginkje annat en Altaret, som han heldt seg i. «Datvar daa Gaman,» sagde han; «eg heve alltid havtHug til aa sigla i ein rjukande Storm; men eghadde inkje ventat aa faa sigla so kvast i Natt.»Sidan stiltest dat av med detta ogso, og daa vardtdat synlegt, at Kyrkja var lika heil og stod paasame Staden som fyrr. Men ei Stund daretter tokdat til aa knetta og lysa i Taket, og best som Gutensaag seg i Kring, stod dat ljose Logen i Kyrkjetaket,og Elden kom nærre og nærre og slog i paaalla Sidor, so dat brann upp altsaman so nær som


Altaret. Og Guten stod framfyre Altaret lika trygtsom fyrr og vyrde ingen Ting. «Dat var daa Gaman,»sagde han; «eg heve alltid havt Hug til godt Ljosog god Varme; men eg hadde inkje ventat, at eg skulde faa varma meg so godt i Natt; helder var egrædd, at eg skulde standa her og hustra og frjosaheile dan lange Natti.» Sidan sloknade Elden av, ogdaa kunde Guten sjaa, at detta var og ei Synkverving som alt annat, og at Kyrkja stod endaa likaheil som fyrr.

No var dat stilt ei lang Stund, eg dat leid altlangt fram paa Natti; men so var dat daa lenge tilDags endaa. Daa kom dat inn ein Mann og gjekkinnar aat Altaret; dar slog han upp nokra Fjøler iGolvet og tok upp ei Kista, som dat laag ein Manni; og denne Kroppen tok han upp og tok Skinnetav honom; sidan slengde han Skinnet fraa seg burtpaa Grindi framfyre Altaret, medan han sette Kistanedatter. Daa Svein saag detta, tøygde han seg framog rykte Skinnet til seg og slengde dat ned fyre Altaret. «Kven er dette Skinnet av?» sagde Svein. Mannen svarade: «Dat var ein Fut, som høyrde meg tilog tenade meg lenge; han gjorde myket av dat, somFolket kallar Urett, men han grov seg saman storePengar og var ein gild Mann. Men lat meg no berrefaa atter Skinnet.» «Nei,» sagde Svein; «eg vil havadat til Solar under Skoerne mine.» Mannen badmyket vænt um Skinnet og vilde endelega hava datatter. Dat heve voret sagt, at denne Futen haddeeingong gjort ei Vælgjerning, med di han haddegjevet ein Stakar nokre Skillingar; dat gjorde somyket, at Styggemannen var inkje viss paa, um hanhadde fulle Retten til honom, og difyre vilde han tilstørre Vissa hava Skinnet ut or Kyrkja. No bad hanfint og fagert, at Svein skulde senda honom dat, ogbaud honom store Pengar fyre dat, «Ja, fær eg allePengarne, som Futen skinnade i Hop, so kann dat


vera,» sagde Svein. Mannen lovade, at han skuldefaa deim, og sidan gjekk han ut og var burte eilang Stund; daa kom han atter med ein stor Pengasekk paa Ryggen og var myket trøytt og mod.«Dette er vist inkje alle Pengarne etter Futen; eg erstød paa, at han hadde meir enn dette,» sagde Svein.«Dat vantar berre ein Skilling, som heve faret nedigjenom eit Golv,» sagde Mannen. «Ja, honom vileg hava,» sagde Svein. Mannen gjekk ut og varlenge burte; og sidan kom han daa atter med einSkilling. «Dat er væl nog; men endaa er vist inkjealle Pengarne komne,» sagde Svein. «Dat vantarberre ein Skilling, som er stungen inn i ei Sprungapaa ein Vegg, men honom kann ingen finna,» sagdeMannen. «Ja, honom vil eg og hava,» sagde Svein;og so laut Mannen ut atter og leita etter Skillingeni Veggen; men dat vardt verre fyre honom en altdat andre; for Saki var dan, at dat var eit Blad avei utsliti Messebok, som var stunget inn i sameSprunga i Veggen, og detta Bladet kunde han inkjerøra. Daa han no hadde strævat ei Stund med detta,og altsaman var faafengt, so kom han atter til Sveinog sagde, at han var slett inkje god til aa finnaSkillingen. Daa syntest Svein hava vunnet, og difyresagde han, at han vilde inkje tinga med honom lenger; for no var Dagen komen, og no skulde deiskiljast. Og med detta laut Mannen ganga; for daahadde han heft seg burt so lenge med denne Leitingi etter Skillingom, at dat var alt aalljos Dag, ogsidan visste han inkje meir til aa gjera, og darmedvar Guten fri. Og sidan kom Presten inn og tokatter Boki si, og daa fylgde Guten med honom og tokPengasekken med seg. Sidan sende han Bod til alledei armaste Folk, som han kunde upp spyrja, at deiskulde koma til Prestagarden og faa seg nokot Pengar; og naar dei daa vaaro dar komne alle saman,so tok han fram Pengasekken og skifte alle desse


Pengarne imillom deim; for han vilde inkje hava ein Skilling av deim sjølv. Og alle dei fatige Folk vordoglade og takkade og vælsignade, som dei best kunde;og alle sagde som ein, at dei visste ingen Mann soraust og storgjæv og so manndomsam i alle Maatar som han Svein Urædd.

HAUGTUSSEN.

No skal du høyra um dat inkje er sant med Haugtussen,fyredi um inkje Storfolket vil tru dat. Duveit, at Far min var tri Gonger gift; tri Gonger gjordehan Konebyte, og dan fyrsta Kona hans dat var noRette-Mor mi (Gud have Saali); og dat var Konasom var Mun i; so snild og so god som ho var, dater nokot, som eg inkje kann fullsegja; – men datvar no inkje dat, som eg vilde fortelja.

Dat var medan me budde inn i Sogn, so aatte meeit litet Jordstykke dar; og tett attmed Husi vaarevar dar ein Haug, og dat var slik ein Haug, somdu inkje skulde hava set Maken til; og tett attmedHaugen stod dat eit Tre, som ogso var mesta makalaust.So grønt eit Gras, som dat grodde paa Haugen,og so fine Smaablomstar saago me inkje paanokon annan Stad, og Lauvet paa Treet spratt sotidlega og angade so ovlega godt, at dat var einstor Hugnad; og endaa meir var dat, at me høyrdestundom ein Klang i Haugen, radt som dat finasteFelespel; ja dat var reint ei Makaløysa til Spel, ogei Makaløysa var dat med altsaman i denna Haugen.Men dat var no dat, eg vilde segja, at dat var einHuldekall (elder Nisse, som sume kalla dat), som buddei denna Haugen med Folket sitt; og dat var no godtat sjaa paa so mange Merke, at dar var ein god Gjesti Garden; for me hadde stor Lukka med Buskapen,so at altsaman voks og treivst, dat størsta med dat


minsta, og alt kvat me toko oss fyre, so gjekk datfraa Handi, so dat var stor Mun i. Men ho Mor varno ogso dan, som visste, kor ho skulde laga dat;fyrst var dat no alltid so stelt, at dan eine Baasen iFjoset skulde vera tom og rein, og denne Baasensopade og vølte ho stødt og stendigt, so dar inkjevar eit Bos til at sjaa; og darnæst hadde ho danVisi, at kvar Laurdagskveld, naar ho hadde kirnatSmøret, so klinte ho ein Lefsekling og smette segut paa Haugen med denna Kirnarbiten; og naar medaa lagde Øyrat til Haugen og lydde, so høyrde me,at dat spelade so innelega fiint i Haugen, og sokunne me skyna, at dei vaaro glade og velnøgde,dei som inni vaaro.

No leid Tidi fram nokre Aar, og sidan døyddeMor mi, velsignad vere Saali! Næsta Aaret fingome ei onnor Mor, og dat var no ei skapleg Kona iandre Maatar; men Huldekallen vyrde ho inkje nokotum; slikt var berre Vas og Viim, sagde ho. Men sovar ho daa inkje verre, en at ho let oss fylgja danVisi, me vaaro vane til; og dat gjorde me og. Menkor dat no var elder inkje var, so vardt dat daaaldri slikt, som dat hadde voret, medan ho Morlivde. Dat var snart at høyra, at Haugafolket var inkjelenger so lystigt som fyrr. Hende dat einkvar Gongen,at dat spelade i Haugen, so leet dat so sturalt ogsyrgjelegt, at ein kunne graata paa dat; og so myketkunne me høyra, at ho Mor var saart saknad hjaaHaugafolket, som ventande var. Men ellers so haddeme inkje stort til at klaga, medan denna fyrsta Stykmorivaar livde; men ei Tid daretter kom dar eionnor Stykmor til Gards, og daa fyrsta fingo meannat vita. Ho var ættad fraa eit annat Bygdalagog tykte illa um Bygdavisi vaar; og naar me fortaldehenne, korleides me stelte dat aat Haugafolket, sogjorde ho slikt eit Staak, at dat var fælelegt. Dar,som ho var komi fraa, var ingen, som trudde paa


nokot slikt, og inkje vilde ho vita av dat helder; hovilde inkje hava nokon tom Baas i Fjoset, so lengesom ho hadde nokot til at setja i honom; og inkjehelder vilde ho, at dat skulde minka paa Smørkjuka,naar Kirnardagen kom; dat svor ho paa, at sliktskulde inkje henda. Og soleides vardt dat no Umskiftepaa; for han Far vilde aldri segja nokot umslikt, og me, Borni, torde inkje annat en tegja oss.Men hadde dat inkje minkat i Huset fyrr, so minkadedat no; dat vardt no alt tomare og tomare baadepaa Mjølkehylla og Smørhylla; og dat som verrevar: so snart som ei Ku elder Kviga var innsett idan tome Baasen, so fekk ho ei Usykja og døydde;og sidan vardt dat mange Uheppor i Huset, vantreivstgjorde Buskapen, og vanhygdest gjorde Folket,og til Atters gjekk dat med alt i Hop, kormyket me endaa balade.

Og med Haugen vardt ogso eit stort Umskifte.Stilt vardt dat innantil, og stygt vardt dat utantil,so dat sidstpaa berre saag ut som ein vanvyrdGravhaug. Graset gulnade og svortnade, som dat varsvidet; Blomstarne bliknade og visnade burt, og Lauvetpaa Treet tornade og hekk beint ned; so einsaag inkje annat en Stur og Sorg paa alla Sidor.Sidstpaa høyrde me eit stort Staak i Haugen, ognaar me lydde vel etter, so høyrde me ei Sumlingog Dumling, som naar ein skal flytja med ei Fedrift;dat var liksom dat ruskade og tuskade langt burtigjenom Marki og kom alt lenger og lenger burt, tildess dat tagnade reint av. Daa var dat Huldekallen,som flutte til ein annan Stad med Lyden sin og Buskapensin. Og sidan er dat litet meir, som er verdtat fortelja. Dat gjekk til Atters meir og meir medoss; me, Borni, komo ut paa Bygdi til at tena, ogFar vaar laut sidstpaa ganga fraa baade Gard ogGrunn og slita si Tid med Armod. Men Haugenminkade og sokk og seig i Hop, so lenge til dess


han var reint burte, og no er dar endaa ei liti Hola,dar som Haugen var.

Kom so og seg, at dat inkje er Tussar til!

HULDRE-GAAVA.

Vilde de hava Tolmøde til at høyra paa, so kunnedat vera Gaman at fortelja um nokot, som hende paaSeim eingong, og um dat Bordet, som hever stadetdar sidan; for dat var slikt eit makalaust Bord, atalle, som saago dat, maatte undrast paa dat.

Dan gamle Seims-Garden hever inkje alltid voretso smaabytt og so folkarik, som no er han; i Stadenfyre at dat no er mange Gardar og mange Eigararmed kvar sitt Stykke, var dat eingong berre eit Brukog ein Mann, som aatte dat altsaman. I Staden fyreat dar no er mange Aakrar paa ymsa Sidor, var dareingong berre ein einaste Aaker; men dan Aakrenvar so stor, at dat var so, ein knapt kunne sjaa iEnden paa honom. Daa kunne ein segja, at dat varGard, som var Mun i, og heppen var dan Mannen,som var Eigar til slik ein Eignar-Lut. Men so gildt,som no detta var, so var dat daa ymse Vanskar med;og soleides var no dat ein Vanske, at dat trengdestso myket Folk til at driva Garden; og i dan Tidivar dat inkje so stor Folkahjelp i Bygdom, som noer dat. Dan verste Knipa var dat no alltid um Hausten,naar Aakren vardt skjær, og Kornet skulde iHus; daa hende dat ofta, at Kornet vardt standandeso lenge paa Roti, at dat var myket av dat, somskjemdest burt; og var dat daa so, at dat komnokra Frost-Næter paa dat, so kunne dat snart verdaein stor Skade. Og soleides gjekk dat daa ofta, atdat var myket, som spilltest; men dat gjorde no inkjenokot stort fyre slik ein Riking, som Mannen paaSeim; for dat vilde no myket til dess, maa vita.


Men eingong saag dat daa illa ut likavel. Datvar eit Aar, daa dat var inkje annat en Uvedr medStorm og Støyteregn fram etter Sumaren og langtut paa Hausten, so dat gjekk reint av Lage medOnni, og dat saag ut til dess, at all Avgrøda varspillt. Sidan lettade daa Vedret upp, so Folk fingoskjera; men daa var dat alt so seint paa Hausten,at ein kunne inkje annat venta en Frost og Kjøld.No vardt dat annsamt fyre Mannen paa Seim; Aakrenstod uskoren, og Skurdarfolk var ingenstad at faa,og dat saag ut til ein Skade, som sjølve Seimingeninkje kunne tola.

Men, naar Naudi er størst, er Hjelpi næst, segjerOrdtøket. Dat var ei Kveldstund, at Mannen gjekkog dreiv ut paa Bøen, so sutfull og ottefull, at hanvar mesta vitlaus; daa slog han Henderna i Hop ogropade med Graat i Maalet: «Kvat skal eg gjera?Kvat Raad skal dat verda? Her er ingi Hjelp atfaa!» Daa høyrde han eit, som svarade i Bakkenovanfyre. «Jau, her er Hjelp at faa,» sagde dat.«Kvat Hjelp skulde dat vera,» sagde Mannen. «Vildu gjera dat, som me segja deg, so skal du faa sogod Hjelp, at du inkje skal angra paa dat,» svaradedat. Daa kunne Mannen skyna, at dat var Haugafolket,som baud seg til at skjera aat honom; hanvardt daa baade gild og glad, som ventande var;men so var han daa forviten til at høyra, kvat deivilde hava, og dat var no dat, at han skulde gangaheim og hengja største Kjetelen sin paa Gruva ogbryggja upp alt dat Malt, som han aatte; sidanskulde han rydja Storstova si og flytja ut alt, somflytjande var; dar skulde han setja dat fulle Øl-Kjeretmidt inn paa Golvet, og eit annat Kjer, somvar tomt og umsnutt, skulde standa jamsides med.«Er dat inkje annat, so stend dat inkje paa,» tenkteMannen, og darmed tok han til at bryggja. Men utpaa Aakren vart dat ei staakande Natt. Dar strøymde


saman so myket Smaafolk or alle Haugar, at dat varinkje Tal paa; og allesaman hadde eit litet blenkjandeJarn i Handi, mesta som ein ørliten Ljaa elder Sigd.Darmed toko dei til at skjera, og medan dei skaaro;so sungo dei alt i eit:

«Alle kann Aakren skjera;Ingen kann Bendelen gjera.»

For naar ein skal gjera Bendel, so lyt ein slaa einKnut paa, so dat verder mest som ein Kross; og altdat, som er likt til Kross, dat kann inkje Haugafolkethava nokot med. Men nog er dat: Aakren vardt skoren,og radt gjekk dat og, so dat stod inkje Straapaa Roti, naar Morgonen kom. Daa kom Kristfolketut og gjorde Bendlar og bundo Kornet og sette datupp til Turking. Og so snøgt som Kornet var turtog innteket, so vardt Storstova upprudd og Øl-Kjeretsett inn paa Golvet; for daa var dat Von til, at Haugafolketvilde halda Veitsla si etter Dugnaden, som deihadde gjort. Og daa kann dat vel henda, at dat vardtlivande i Storstova, naar Kvelden kom; dat var inkjeat undrast paa, at dei vilde hava Stova tom; for datvar so myket folksamt, at dat vardt trongsett nogendaa; og so mange Gjester hever dar vist inkjevoret i Storstova, korkje fyrr elder sidan. Kor datellers gjekk til i Laget, fekk inkje nokon sjaa; menlystigt og leikande var dar til Gagns, so ein kunnehøyra Staaket paa lang Leid, og soleides heldt datpaa, lika til Dagen lyste.

Daa dat leid fram paa Morgonen, gjekk Manneninn i Storstova og skulde sjaa etter, kor til stod;daa var Ølkjeret burte; for dat Hadde dei teket medseg, av di dei visste, at ingen kunne bruka sameKjeraldet som dei. Dat tome Kjeraldet var ogsoburte, men i Staden fyre Kjeret stod dar eit Bord,og dat var eit slikt Bord, som ingen hadde set Maketil. Dat var so fiint Tre i dat og so kunstig Gjerd


og so myki Pryda paa dat, at ingen kunne tenkjaslikt, og so fiint utskoret var dat med Krot og Kransarog med Rosor og Blomar, at ein kunne aldriverda leid av at sjaa paa dat. Detta skulde Mannenhava til Takk fyre Husleiga og til Minne um deiframande Gjesterne, som hadde havt slik ei morosamNatt i Husom hans.

Mange lange Aar ero lidne, sidan detta Bordetkom i Garden; dat hever gjenget i Erve med Gardenfraa Mann til Mann, til dat vardt so gamalt ogmorket og makkasmoget, at dat var inkje lengernokor Pryda i dat; men endaa fekk dat standa paasin gamle Stad; for Folket hever tenkt som so, atso lenge som denna Gaava finnst i Garden, so erdat Von til, at dat inkje skal koma nokor Ulukkapaa Kornet elder paa Aarsens Avgrøda. Men umslikt skulde henda no i desse Tider, so vil dat noinkje vera Folkaløysa til at skulda paa; for no erdat fulla Folk nog i Bygdom, so dei maa vel kunnaskjera Aakren sin sjølve.


MERKNADER

SELVBIOGRAFI fyrste gong prenta i «Bergens Stiftstidende» 1841 nr. 67 og 68 i eit stykke av biskop Neumann «Iver Aasen».

DIKT er skipa soleis: Dei dikti som Aasen sjølv hevgjeve ut, er sette fremst. Fyrst dei tvo samlingarne«Fem Viser» og «Symra», so dei einstaka dikti skipakronologisk etter utgjevingstidi. Dinæst kjem dei diktisom Aasen ikkje sende ut sjølv, «Etterleivde dikt». Deier skipa i tvo bolkar: I dei fullførde dikti, II lausversog brot. Innum kvar bolk er dikti skipa kronologisk.Det er greidt at ein ofte berre kann setja ei tid som maavera burtimot den rette. Til slutt kjem «Umsette dikt».– Manuskripti til dei etterleivde dikti finst nokre paaUniversitetsbiblioteket millom Aasen-Manuskripti, nokrehjaa prof. Moltke Moe, som hev fenge dei av Aasensjølv. Dei fleste avskrifterne som hev vore nytta veddenne utgaava hev Moltke Moe teke; prof. Hægstad hevteke nokre, og eg hev skøytt til nokre faa.

Fem Viser prenta etter 1. utg. «Fem Viser i søndreSøndmørs Almuesprog» Eegsæt 1842.

Symra vart utgjevi anonymt (1863). Her prenta etter3. utg. Chr.a. 1875.

Fyrestev. Etter str. «Eg heve freistat» etc. hev 1. og2. utg. denne str.:

Det vantar nokot paa Kraft og Vald.Um Tanken er varm nog inne,naar han kjem ut, so er han kald;han fester seg aldri paa Minne.


Nordmannen hev i 1. utg. desse str.:1. Millom Bakkar og Berg etc.

2. Og han vandest til Vaagnad og Møda,der han laut vera herdig og sterk;og han høyrer med Hugnad ei Rødaum stor Manndom og dugande Verk.

3. Fram paa Vetteren etc.

4. Naar han kom paa dei rikaste Leider,saag han tidt, at han litet var kjend;men han visste ein Vyrdnad og Heider,som kann bu i den armaste Grend.

5. «Lat deim hava den Æra, dei kunna,og sin Rikdom og Styrke dertil,naar som berre dei meg vilja unnaat faa raada min Arv som eg vil.»

I «Lauvduskar II» Chr.a 1868 hev diktet 8 str.:1 og 2 som i Symra 3 utg.

3. Kring um Dalen stod Fjelli som Grindar,men um Bergi var grasgrøne Band;der han gjekk millom Heidar og Tindar,og der saag han so vidt yver Land.

4-6 som 3-5 i Symra 3. utg.

7. Sud um Havet han stundom laut skrida.Der var Rikdom paa Benkjer og Bord;men kring um saag han Trældomen kvida,og so vende han atter mot nord.

8. Lat no andre um Storleiken kivast,lat deim bragla med Rikdom og Høgd.Millom Kaksar eg litet kann trivast,millom Jamningar helst er eg nøgd.

I eit serprent «I Studentersamfundet 17de Mai l867»hev diktet 6 str. (= 1-4, 7, 8 i «Lauvduskar II»)


Ymse Vasarlag berre i 3. utg.Livet hev i 1. og 2. utg. str. 6 soleis:

Han lastar Verdi, som er so snarfraa Sorg til Leik at venda.Han gløymer lett, at det same varhans eigen Hug, kann henda.

Vit og Tru berre i 3. utg.Etterstev ikkje i 1. utg.(Smaabrigde fraa utgaava til onnor er ikkje nemnde her).

Einstaka dikt.Et levnetsløb stod i «Den Frimodige» Trondhjem 1847.

Her prenta etter Belsheims «Ivar Aasen» Kr.a 1901;siste str. sett til etter Aasens manuskript 1.

Sveinkallvise skal etter Aasen vera prenta 1847 (paaEegsæt?). Her prenta etter Vislies «Ivar Aasens Udvalgteskrifter». Kr.a 1896. Korrekturen hev skulestyrar OlavRiste set igjenom.

Grønlandsvisa (anonymt) prenta paa Eegsæt 1848 [medtittelen «Grønlands-Reisa»]. Her prenta etter ei umarbeidd form fraa 80-aari. Ms. er i Moltke Moes eige.

Gagnløysa og Lukko (anonymt) prenta paa Eegsæt 1851:«Tvo nye Visor» [og i «Morgenbladet» 12.10.1851].

Haraldshaugen prenta i «Folkevennen» 1853 s. 146;seinare umarbeidd; her prenta etter Vislies utg. I Jensens«Læsebog for Folkeskolen og Folkehjemmet» 1863 er deti staden for str. 4-6 denne eine str.:

Ung av Aldertil Ufred nøydder,Reiste han Riket,Den raadstore Konung.Der sat sidanSon etter Fader,Hugstore HovdingarAv Haralds Ætti.

1. Manuskript sidan avstytt


Stortinget or etterspelet «I Marknaden», februar 1854.Her prenta etter Vislies utg.

Dikt og Sanning prenta i «Illustreret Nyhedsblad»1855 nr. 41.

Det Land som hugar meg best, Sundagskveld, Dei træla,dei træla, Me skal koma um inkje so braadt or «Ervingen»2. utg. Kr.a 1874.

Den tyngste Sorg og Møda, or «Ervingen» 1. utg. Herprenta etter «Lauvduskar I» andre Utgaava Chr.a 1868 s.19.

Seg berlegt, kor Hugen stemner or «Ervingen» 1. utg.I samhøve med dei brigdi som er gjorde med fyrrediktet i «Lauvduskar» er dat i 1. lina brigda til det.

Sveinkallavisa (under pseudonymet «Dulheim») prentai «Dølen» I 1859 nr. 17.

Gamle Voner (under pseudonymet «Dulheim») prenta i«Dølen» I 1859nr. 43.

Vanvyrdnad or «Symra» 1. og 2. utg. nr. 14.Nøgje or «Symra» 1. og 2. utg. nr. 24.Livssyn or «Symra» 1. utg. Tillag.Lovtale yver Culturen (anonymt) prenta i «Dølen» IV

1866 nr. 36.Fra Maalstræverne (anonymt) prenta i «Morgenbladet»

24/11 1867. Svar paa rimbrevet «Til Maalstæverne» i«Norsk Folkeblad» 26/10 1867 av Theodor Kjerulf (prentauppatt i «Morgenbladet» 4/11 1867).

Minneord yver A. O. Vinje (anonymt) prenta i «LauvduskarIII» Kr.a 1873 s. 16 («Song ved Minnestytta yver A. O.Vinje paa Kyrkjegarden i Gran den 13de Juli 1873»).

Upp og ned (med forfattarmerket I) prenta i «LauvduskarIV» Kr.a 1881 s. 166.

Fare vel, de gamle Tufter, Her er so mangei Vending,Ferdavisa or «Gunnbjørg paa Haugen», «LauvduskarVI» Bergen 1887 s. 1.

Etterleivde dikt I 2. Ægtemanns Raad skrive 1843, umskrive 1851.

2. Misskrivingar i ms. (t.d. fra for fraa, da for daa er retta utan det er nemnt imerknaderne.


Fyrtiande Fødedagjen prenta i Vislies utg. Her prentaetter Aasens ms.

Vidsidh tyder «ein som hev fare vidt ikring». Namneter teke or eit gamalengelsk kvad der skalden heiter so.

Byrteheidi dikta 1853, men i denne formi fraa ikring1860.

Paa Byvegen str. 5 l. 5 kannskje ms. kanskje.Tankarne mine str. 1 l. 7: Sned, ms. Sed.Storlæte eller i siste lina burde nærast etter ms. vera

elder.Gapa-Visa str. 8 l. 4 ms. hev ogso: for det kann ingen

med Storfolk stella.Paa Havet. Str. 4 hev i ms. ogso denne formi:

Men Morgonen kjemer og Sjoen er spak,og Himmelen stender med reinsopat Tak,og Baarorna blenkja som Gull under Sol,og Fiskaren riser paa nytt av sin Stol.

Vanvyrdnad str. 1 l. 8 ms. hev ogso Løyndar Kraa.Sanning skal sigra str. 3 l. 1 dei ms. hev ogso alt.Kveldsalme hev ogso denne strofen (fyrst):

Dagar koma, Dagar fara,utan Kvild fer Tidi fort.Lenge tykjest Dagen vara,endaa er for litet gjort.Vist eg ofta ottast maa,at mi Gjering var for smaa,endaa maa eg takksam vera,at eg nokot kunde gjera.

Stig fram str. 3 l. 1 Du er ikkje avmerkt i ms.Det norske Theater str. 3 l. 5 Lidi = Ledi, Sida.Nei menn vil eg ei du! hev i ms. yverskrifti «Til Smiths

Melodie».Midsumar Kveld str. 4 ms. hev l. 3: – – og ingen

Ting vil gro l. 6 – – medan me deim faa.Eg og du. I ms. stend str. 2 fyrst.


Etterleivde dikt II (Lausvers og brot).Er Kveldsbøn og Jolavers umsetjingar?Stev str. 2 l. 1 Allting ms. Alting.

Umsette dikt.Mab uprenta.Friaren under Glaset or «Prøver af Landsmaalet i

Norge» Chr.a 1853, s. 114.Hamlets Eintale uprenta.Ein Saknad-Daude uprenta.Taara uprenta.Barne-Minne or «Prøver af Landsmaalet i Norge» s.

117. («Stykket indeholder kun Begyndelsen af et Digtkaldet «Childish recollections», og er temmelig frit oversat». Merknad av Aasen).

Svein Duva (anonymt) prenta i «Christiania-Posten» 1860nr. 214. Her prenta etter «Lauvduskar III», Kr.a 1873;der er det brigda noko paa umsetjingi.

Songen um Klokka (anonymt) prenta i «Dølen» VIII,1870 nr. 17, 18, 19.

Vaar Gud han er vaar faste Borg prenta i «Folkevennen»1855 s. 374. Her prenta etter den umarbeiddeformi i Olav Paulsons «Lesebok i Landsmaalet» Bergen1869.

Bjarkemaal uprenta. Str. 1 l. 4 Verk ms. Verkt. Paasame papirlappen hev Aasen skrive 2 heile utkast og1 str. av eit tridje. Her er det siste teke. Det fyrsteer so:

Slaget i Hafsfjord uprenta.


Dag er komen,det dyn i Hana Vengjom.Mund er aat Gutom,at ganga til Verka.Vakne de og vake,Vina Hovdingar,alle dei ypparsteav Adils Fylgje!

Haa hardgripande,Rolf ramskjotande,ættgode Menner,dei som aldri flya!Ei byd eg dykk til Vindrykkelder til Vivs Røda,helder byd eg dykktil harde Hildar Leiken.

FORTELJINGAR OG SKILDRINGAR.

Eit Innstig or «Prøver af Landsmaalet» s. 91-97.Benkjevigsla prenta i «Illustreret Kalender» 1855 s.

50–54.Dovrefjell, uprenta. Ms. hev stundom endingi -a, stundom

-e, i ubunde fl. hokyn av adjektiv. Her er -a konsekventgjenomførd. Siste luten av stykket er burtkomen.Ms. endar med desse ordi – – «(um Vetteren). PaaHoltet nordanfyre Kvikne er ellers dei største og stoltasteUtsyner, med di ein ser baade dei». [Skrive 1859.]

Justedals-Breden (anonymt) prenta i «Dølen» III 1862 nr. 14.Storm og Stilla prenta i «Nytaarsgave» udg. af P.

Botten Hansen 1862 s. 37–41.Sildefiske paa Bergenskysten Prenta i «Norske

Folkelivsbilleder» udg. af Chr. Tønsberg I Række X, 1854.En Sildebod i Bergen, Kortspillerne, St. Hansaften paa

Landet prenta i «Norske Folkelivsbilleder» II Række X,VI, VII, 1858.

EVENTYR OG SEGNER.

Riddar Rev og Ola Klok uprenta. Nokre faa inkonsekvensari ms. er retta.

Konkel i Kungsgarden prenta i «Norvegia» II s. 225–230. Der er det gjort greida for alle avvik fraa ms.

Myntmeisteren, Ein Storleting, Ein Knipar, Ein fyndarlegSøknad or «Prøver af Landsmaalet» s. 74–83.

Manne-Hausen prenta i «Illustreret Kalender» 1855s. 49–50. Eventyr fraa Vefsen paa Helgeland.

Svein Urædd prenta i Norsk Folkekalender 1859 s. 111–116. Eventyr fraa Helgeland.

Haugtussen (anonymt) prenta i «Dølen» II 1860 nr. 13med undertitel: «Fraa Sogn».

Huldre-Gaava (anonymt) prenta i «Dølen» II 1860 nr. 21med undertitel: «Fraa Horsanger i Nordhordland».

Knut Liestøl.


skrifter i samling band 1 - heim - aasentunet.no...skrifter i samling kom ut i tre band i 1911 (band...

Documents