URBAN LAB

StedSideNtitet

StedSideNtitetUdgivet af Urban Lab– en del af Kulturregion Østjysk Væksbånd Randers Kommune Laksetorvet, 8900 Randers Tlf. 8915 1439

Udgivet April 2015

© Rettighederne til denne publikation tilhører Kulturregion Østjysk VækstbåndPublikationen må frit gengives med behørig kildeangivelse

Redaktion Kulturregion Østjysk VækstbåndKontakt: Projektleder Tone Lassen, tlf. 5156 2439, mail: tone.lassen@randers.dk

Layout Kenn Hoff Lassen

ISBN 978-87-994514-1-8

StedSideNtitet

iNdhoLd

6 Indledning

9 Identitetsidentifikation, digt eller drøm? Per Arnoldi

11 Hvad skal der til, før et byområde skiller sig ud fra omgivelserne og får sin egen karakter? Morten Stræde

15 Kan steders identitet designes? Et antropologisk perspektiv på stedsskabelse Marie Stender

21 Stedsidentitet i øjenhøjde Dorthe Brogård

25 Stedsidentitet – mental omdannelse i takt med transformation Gitte Mikkelsen

31 Fortællingerne i byrumsprojektet Kultur Tarv i Hammel Merete Pryds Helle

41 Stedsidentitet Jens Kvorning

51 Om Urban Lab

“En byarkitektur der er inspireret af stedet – og ikke hentet fra et inter nationalt tidsskrift – er både vigtig for at understøtte den pågæl-dende bys karakter og gøre den til noget særligt, og den er samtidig en forsikring imod, at det anlæg man laver allerede få år efter virker forældet, fordi det er så tidstypisk og så ofte set.”

Jens Kvorning, centerleder, professor og arkitekt

7

iNdLedNiNg

Kan vi fremtidssikre vores byer gennem en mere lokal forankret planlæg-ning? Der er udfordringer nok at tage fat på i udviklingen af fremtidens byer. Men den først udfordring, som der stilles skarp på i Urban Lab regi, er temaet steds identitet. Stedsidentitet er en vanskelig og kompleks størrelse at håndtere i forbindelse med udviklingen af vores byer. Særligt i relation til store byom-dannelser, hvor store bynære (industri)områder skal “indtages” på ny. Det er fristende at jævne det hele med jorden og starte på en frisk, men er det den rigtige løsning på længere sigt? Kan en mere nænsom tilgang, med afsæt i ste-dets identitet, være en mere holdbar løsning?

Der er mange forskellige tilgange til at arbejde med stedsidentitet i planlæg-ningssammenhænge. Og vi søger alle det rigtige afsæt for udviklingsarbejdet, når vi udvikler et konkret sted. Men hvad er egentlig behovet og det specifikke steds kvalitet – og ikke mindst identitet?

I denne temaopsamling præsenteres en række interessante tekster, som på for-skellig vis belyser og uddyber emnet med fokus på hvordan vi:

• Finder et steds identitet • Synliggør stedsidentitet• Skaber stedsidentitet• Anvender stedsidentitet strategisk

Teksterne er udarbejdet i relation til oplæg på Urban Labs temakonference om stedsidentitet, som blev afholdt den 5. og 6. februar 2015. En stor tak skal lyde til alle bidragydere.

Læs mere om Urban Lab side 51.

Udfordringerne med at koble store bynære havneområder tættere til byens rum er mange. Gennem Urban Lab tages udfordringerne op og i fælleskab forsøger vi at skabe innovation på området. Foto: Randers Kommune.

9

ideNtitetSideNtifikAtioN, digt eLLeR dRøm? Per Arnoldi, kunstner, designer og kunstformidler

Man kan ikke finde noget som ikke findes.Det nedlagte kraftværk kan eksempelvis kun hente sin nye energi, hvis den allerede findes i området og blandt potentielle brugere.Man kan ikke opfinde en identitet.Man kan artikulere og synliggøre en identitet.Men man kan hverken designe eller udsmykke sig til andet end overfladiske markører.Påstande og fikse ideer, de være sig nok så “kunstneriske” har tendens til at anonymisere, i stedet for at definere.Hvis de er meningsløse og usammenhængende skaber de sorte huller i stedet for forbindende og vejvisende lyspunkter.Ingenting kan være ligeså væsentlig som alting.Stedet er et billede af noget som ER.Den kunstneriske bearbejdning kan ende som pynt, hvis den ikke tager stedets identitet alvorligt.Kunsten kan ende med at pakke sammen.Kunsten kan vælge at lade lokaliteten være i fred.Fascinationen af byernes banlieu er netop erkendelsen af dette områdes flux.De ruinerede industriområders efterladte bygninger er ikke symboler, men lidt voldsomt skrammel, som ikke nødvendigvis indbyder til forelskelse og samliv.Hvis vi ikke tror vi kan kalde de nye elementer i både by og land frem, har vi et kriterieproblem.

10

hvAd SkAL deR tiL, føR et ByomRåde SkiLLeR Sig Ud fRA omgiveLSeRNe og fåR SiN egeN kARAkteR?Morten Stræde, kunstner og formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst

Hvordan opnår man, at et byrum får en særlig kvalitet og en identitet som adskiller det fra alle mulige andre? Det er det spørgsmål rigtig mange politi-kere, arkitekter og byplanlæggere jævnligt stiller sig. Spørgsmålet er relevant, ikke mindst i dag, hvor de fleste har erfaringer med andre byrum, end dem de selv bebor. Det en følge af den stigende bybevidsthed, vi har set i Dan-mark igennem de seneste ti år. Vi vil alle sammen gerne bo i en by med gode karakterfulde rum. Og vi har set nok af den slags rum til, at vi hver især har meninger om det.

Til gengæld er der rigtig mange svar på spørgsmålet. Det skal man være glad for, for det giver mulighed for at mange fagligheder kommer til orde. Både teoretiske og praktiske. De fine byrum opstår der, hvor der er en lydhørhed overfor stedet, en vilje- og et vovemod til at tænke utraditionelt, og nogle klare mål fra politikere og embedsværk. Byplanlæggeren, landskabsarkitekten, arki-tekten og billedkunstneren kan bidrage med hver sit bud på dele af helheden. Og alle faglighederne er vigtige.

Måske er der to forskellige strategier i det offentlige rum. Arkitektens stra-tegi er traditionelt at løse problemer, facilitere, hjælpe og lette. Billedkunst-nerens er stort set den modsatte – omend trangen til at hjælpe, imødekomme og accep tere mere og mere viser sig i billedkunsten også. Enhver ved, at en schweizerkniv kun er god som koncept. Knivens mange værktøj, neglefile, tænger og andet godt gør, at de enkelte dele er ubrugelige til det, de er billede på. Saksen er for lille, kniven er ikke skarp nok, kompasset er upræcist osv. Man skal nok undgå at gøre det offentlige rum til en schweizerkniv – til et rum, der skal imødekomme ethvert behov og dermed ikke kan løfte nogen af dem. Det er uhyre vanskeligt at etablere et byrum som både tilgodeser et rigt café- og værtshusliv og giver den nødvendige aftenro for en familie med små børn. København er et lysende eksempel på det. Men man lever med det og med de

Israels Plads, København, 2015. COBE arkitekter, SWECO arkitekter og Morten Stræde. Foto: COBE arkitekter.

“Babels Bord”, Vollsmose, Odense, 2001. Foto: Morten Stræde.

13gnidninger det medfører. I virkeligheden er det vel heller ikke arkitektens eller kunstnerens ansvar at forhindre konflikter i at bryde ud. Konflikter opstår som følge af menneskers forskellige måder at leve på i byens kompakte rum. Det er i det konkrete møde konflikterne opstår, og det er også der de løses. Og det er i mødet at accepten af de andre kan brede sig. Konflikter og grænseflader er ikke en besværlighed. Det er kvaliteter.

Vi skal som kunstnere og arkitekter ikke bestemme indholdet af det fælles. Vi skal heller ikke programmere rummene, så de passer til vores og beslutnings-tagernes forestillinger. Men vi kan medvirke til at sætte en fysisk ramme så de mulige fællesskaber kan opstå.

Et af de vigtigste kriterier i arbejdet med byrummet er æstetikken. Smukke rum er karakterfulde rum. Skønhed er ikke kun gode materialer som granit, bronze, marmor, ædelt træ osv. De kan udgøre et tilskud. Men den overord-nede idé for et byrum må være båret af lige så meget æstetik som funktion. Det kan billedkunsten bidrage til. Både i den overordnede planlægning, og i “øjenhøjde”, når projekterne skal udføres.

14

kAN StedeRS ideNtitet deSigNeS? et ANtRopoLogiSk peRSpektiv på StedSSkABeLSeMarie Stender, antropolog, ph.d.

Byplanlægningen er i disse år optaget af at skabe steder. Ikke bare gode by- og boligområder, men også steder med liv, sjæl og identitet. De diffuse stedskvali-teter er i høj kurs, og steder søges genfortryllet gennem kunst og kreative tiltag eller revitaliseret med branding og bylivsindsatser. Men i hvilken udstrækning kan steders identitet designes, og hvilken betydning får det i hverdagens brug? Folk flytter ikke bare ind i bydele og bygninger, men også i fortællinger, som de – måske – gør til deres egne eller bruger til at skabe fælles identitet. Stedsska-belse handler både om at koble stedet til andre tider og steder, og om at skabe et særligt sted i verden. Men steder kan også overdesignes, og trods kreative strategier til at vække dem til live, går det alligevel sjældent helt som planlagt.

Et sted er kendetegnet ved to ting: forbindelse og forankring. Logoet på denne udgivelse om stedsidentitet illustrerer netop de to aspekter. Det er matriklen i gadenettet, der forbinder til andre matrikler, men det er også træet, som gør det til et særligt sted i verden. Det rækker grenene op i luften og rødderne ned i jorden. Det stedsskabende er nemlig også det, der sidder fast og ikke uden videre kan flyttes. Det, der tager tid og giver friktion til de flygtige og foran-derlig forbindelser, som også skaber og artikulerer stedet. Uden forbindelser ville vi aldrig komme ud af stedet – eller hen til det, men uden forankring ville vi suse lige forbi det. Forbindelse og forankring er to gode begreber at tage udgangspunkt i, hvis vi vil se nærmere på, hvad der skaber steder og deres identitet.

Men hvad mener vi overhovedet med identitet? Ordet betyder enshed og enhed, men bruges faktisk oftere, når man mener forskel eller særegenhed. Man kan godt være skeptisk overfor ideen om, at et sted har en identitet. Især fordi vi ofte taler om det som en ting, stedet kan have eller mangle. Og hvis det mangler en identitet, må man se at skabe den i en fart, gerne med hjælp fra et identitetsbureau. Som om identitet var en vare eller et sæt tøj, man kunne iføre

Branding kan skabe et sted, men også underminere det. 8-tallet er blevet brandet som en moderne bjerglandsby med en gade, hvor man kan cykle helt til toppen af huset. Men beboerne blev hurtigt trætte af de mange besøgende, og har sat skilte op med “cykling for-budt” og “kun adgang for beboere”. Foto: Marie Stender.

16 sig. Med en antropologs øjne er identitet – i hvert fald hos mennesker, men det samme må gælde steder – ikke noget man som sådan kan være uden. Man kan have identitetskrise, forsøge at ændre sin identitet, eller have mange forskellige identiteter i forskellige situationer. Men identitet er ikke bare noget den enkelte bare selv er herre over, identitet er godt nok foranderlig og langt fra entydig, men den skabes mellem mennesker, og handler både om de karakteristika, der adskiller den enkelte fra andre, men også om de fælles karakteristika, som en gruppe associerer sig med eller associeres med af andre. Altså både om stedets lighed til og forskel fra andre steder, om både forbindelse og forankring.

Det ultimativt forbundne sted er motorvejen eller lufthavnen – den franske antropolog Marc Augé kalder dem ikke-steder. For her er det skilte, der guider den anonyme rejsende friktionsløst gennem stedet, som helst skal gøre så lidt væsen af sig som muligt, man er altid på vej videre. Omvendt kunne det ulti-mativt forankrede sted være et gammel fyrtårn på Møn, det har historie, lader sig ikke lige flytte, og er helt ude på kanten af udkanten: Derskerikkeenskid.dk som Møns Klint Camping, der udlejer fyret opfindsomt har valgt som slogan og domænenavn. .Dk endelsen er interessant, fordi den vidner om et forsøg på at få noget til at ske: den er et forsøg på at opkoble eller forbinde det forankrede sted hvor der ikke sker en skid med resten af verden, som gerne skal få øje på stedet.

Det er ikke bare i turismebranchen, at man er interesseret i placebranding, og hvad der skaber destinationer. I byplanlægningen er der for tiden stor inte-resse for at skabe steder. Den amerikanske byforsker Richard Florida mener, at “hvor bor du” har afløst “hvad laver du” som den åbningsreplik mennesker møder hinanden med, og peger på, hvordan steders liv, identitet og autentici-tet er blevet et centralt parameter i konkurrencen om indbyggere og investe-ringer. I udviklingen af nye by- og boligområder er der også i stigende grad

17opmærksomhed på at skabe ikke bare gode byggerier, attraktive uderum og velfungerende infrastruktur, men også steder med liv, identitet, sjæl og histo-rie. De diffuse stedskvaliteter er i høj kurs, men samtidig noget af det sværeste at designe, fordi de ofte er kendetegnet ved netop at være udesignede, noget der ikke uden videre kan købes, skabes eller fixes i en fart.

I de tre nye boligbyggerier, som jeg har arbejdet med i min ph.d. Nye steder med liv og sjæl? Stedsskabelse i tre danske boligbyggerier er der en masse inte-ressante strategier til stedsskabelse på spil. Det er ikke hvilke som helst steder, men boligbyggerier, hvor nogle investerer i at bygge noget, som skal kunne sælges, og det er i hovedstadsområdet, hvor der er tryk på både vækst og ejen-domspriser. Men de tre cases, 8-tallet, A-huset og Lange Eng, er valgt fordi de er markante eksempler på hvordan man i skabelsen af stedets identitet har gjort kreativ brug af 5 tidstypiske ingredienser, som også benyttes mange andre steder:

1. HISTORIE: Man genbruger en gammel bygning og bygger videre på ste-dets historie. Eller opfinder en ny historie, som når A-huset blev lejet mid-lertidigt ud til kunstnere og kreative. De havde atelierer, værksteder og holdt fester i huset, og i omdannelsen bevarede man nogle af de spor og malingsprøjt de havde efterladt som en form for dekoration i lejlighederne. I dag fortælles historien om stedets kreative fortid. Det er et interessant eksempel på det historikeren Eric Hobsbawm kalder “The invention of tra-dition”. Ikke fordi det er løgn, at de kreative har haft til huse der, men fordi historien er en funktion af nutiden – den er designet for at hype stedet og give det identitet. I det hele taget har de her nye steder travlt med at blive gamle. Man går i lokalarkivet efter stednavne og planter gamle træer: på den måde skyder man genvej til rødder, forankring og noget, der ikke ser ud som om det er lavet for ti minutter siden.

18 2. ARKITEKTUR: Somme tider er der ikke meget historisk friktion at arbejde med, så kan arkitekturen skabe en anden slags historie. I 8-tallet har man benyttet et spektakulært arkitektonisk koncept og en verdensberømt arki-tekt til at skabe en destination. Og det i sådan en grad at beboerne i dag ikke bare er stolte men også lidt trætte af at være turistseværdighed for de busfulde af japanske turister, der lægger vejen forbi og selv skal prøve at cykle på huset, som de har set både kronprinsparret og Bjarke Ingels gøre. Hos BIG går arkitekturen hånd i hånd med brandingen – og folk flytter lige så meget ind i historien som i bygningen.

3. BYLIV OG BRANDING: Brandingen handler om at fortælle stedet – 8-tal-let har man fået placeret på kanten mellem by og natur. Blandt andet ved at investere massivt i byliv: galleri, café og koncertrækker. Men også mere lavpraktisk: ejendomsmægleren tændte lys i vinduerne allerede inden folk var flyttet ind, for at overbevise om, at her kommer liv en dag. Brandingen er også i den måde stedet fysisk kommunikerer – det er bygninger med logoform, der ikke bare opleves fra den anden side af gaden, men også på Google Earth, fra flyet og på arkitekturfotos. Steder med en indbygget foto-genitet. Man kan mene om stedsbranding, hvad man vil, men det virker – i hvert fald i 8-tallet. Folk tager logoet på sig og kalder hinanden 8’ere.

4. FÆLLESSKAB OG ENGAGEMENT: Men det kræver ikke bare en penge-stærk investor at skabe et sted – for sted kan ikke købes for penge. Lange Eng er vores sted, skræddersyet til beboerne, det er deres drømme om fæl-lesskab, som arkitekten har givet form. På grund af krisen måtte de selv bygge stedet færdigt og det fællesskab og engagement præger stedet, og gør det til et særligt sted i verden. Der ses i de nye boligfællesskaber en søgen mod de fysisk forankrede fællesskaber – en revitalisering af det lokale er i svang, som antropolog Kirsten Marie Raahauge har påpeget. Landsbyen

19er idealet – netop når vi flytter væk fra landsbyer og møder hinanden på nettet.

5. KUNST, KULTUR OG KREATIVE: Kunst og kultur bruges i både 8-tal og A-hus til at genfortrylle stedet. Man inviterer de kreative ind for at hype ste-det i omverdenens øjne. De er – som antropolog Mark Vacher har beskre-vet det – shamanerne som puster liv og ånd i stedet, men spændes også for den gentrificeringsmaskine, der giver steder værdi på markedet. Der er desuden en iver efter at repræsentere stederne på kulturlig vis – man udgi-ver bøger om dem, placerer dem i litteraturen, tager billeder af dem, som sættes i glas og ramme, udstilles på biblioteket eller cirkuleres på nettet.

Hvad kan man så lære af de tre cases? Er de gode eksempler på, hvordan ste-dets identitet kan designes? Til en vis grad, men de viser også nogle farer ved at overdesigne stedets identitet: For det går alligevel aldrig helt som planlagt, økonomien vender, nogle andre flytter ind, og de oplever måske ikke de histo-riske spor som autentiske, men klager i stedet over, at det ligner et håndværker-tilbud. Det levede og oplevede sted er altid mere og andet end det designede. Og lykkes det endelig at give stedet – og dets brugere – den ønskede identitet, skaber man måske samtidig en rumlig segmentering: selvtilstrækkelige øer af identitet, der kapper forbindelsen til omgivelserne. En vigtig lære fra de tre eksempler er behovet for robusthed, en tilpasningsevne, der ikke får konceptet til at falde fra hinanden, når noget undervejs må undværes eller laves om. I ste-det for et gennemdesignet sted med indbygget friktion og historie, bør byplan-lægningen måske skabe mindre bidder – i både tid og rum – af stedslighed, hvor reel friktion og dermed identitet kan opstå: Friktion mellem forskellige mennesker, tider og steder, mellem forankring og forbindelse.

20

StedSideNtitet i øjeNhøjdeDorthe Brogård, byplankonsulent, Planværkstedet

Kortlægningen af et steds identiet kan bruges på mange måder og på mange niveauer. Det bedste kendskab får man ved at inddrage de mennesker, som kender områderne.

“Mor det lugter”. Omme på bagsædet sidder mine unger og himler med øjnene og holder sig for næsen. Jeg har rullet vinduet ned og stikker hovedet ud. Som en hungrende ryger suger jeg frydefuldt luften til mig. Vi er på vej gennem Nykøbing og nærmer os byens sukkerfabrik. Den høje skorsten knejser stolt over hustagene og sender en hvid stribe af damp og en sødlig lugt ud over hele kvarteret. Vejene er smattede af mudder og fladmaste roer. Min mand bander. Endnu engang må vi holde i kø efter en lastvogn læsset til randen med det Lollandske Guld.

vi opLeveR foRSkeLLigt

Dette scenarie er et eksempel på stedsidentitet. Sanserne er i brug. Bygningerne taler sit eget sprog og kulturhistorien lever. Dette er mit sted, min historie. For min mand og mine unger som ikke har relation til byen, er stedet noget helt andet. De oplever kun kaos og et stort skrummel af en sukkerfabrik. Ikke desto mindre påvirker stedet os alle sammen. Det har en energi som gør noget ved os. Godt eller skidt. Vi bliver alle, hvad enten vi vil det eller ej, en del af stedet. Det har betydning. Sjæl. Identitet.

iNddRAg og Lyt

Stedsidentitet er ikke en entydig størrelse, der kan sættes formel på. Den er bundet af den fysik og den kulturarv, den er en del af. Den er også bundet til de mennesker som oplever den, og til den “bagage” de bærer med sig. Fysikken og menneskene påvirker hinanden. Derfor er det afgørende at inddrage men-

Ved at sammentænke rekreation, lokal afledning af regnvand og landskab har Vandledningsstien i Gladsaxe fået en ”ny” identitet. Foto: Dorthe Brogård

De skæve og uhøjtidelige skure på Rødvig havn betyder meget for både menneskene og livet på havnen. De er en vigtig del af stedets identitet og dets dynamiske kulturarv. Foto: Dorthe Brogård.

23nesker i arbejdet med kortlægning, analyse og udviklingen af et områdes iden-titet og særkende. Det gælder både de fagligt kyndige, og dem der har stederne inde på livet, og derfor ved meget mere, end man kan se med det blotte øje.

StedSideNtitet kAN BRUgeS StRAtegiSk

Rigtig mange projekter kredser om stedsidentitet. Særligt i byerne, hvor det stedsspecifikke er med til at sætte rammen for konkrete projekter. Men arbej-det med stedsidentitet kan bruges på strategisk niveau i mange andre sam-menhænge. Fx i arbejdet med landskab, kulturarv, turisme, arkitektur eller som afsæt for fysiske helhedsplaner. Kortlægningen af et områdes identitet og værdier kan også være med til at kvalificere det arbejde, som ligger forud for fx lokalplanlægning eller andre fysiske planer. Endelig kan kortlægningen af stedsidentitet være et godt afsæt for en konstruktiv dialog og gensidig forstå-else mellem borgere, planlæggere og udviklere.

StedSideNtiteteN eR ikke URøRLig

Kender man de værdier som findes på et sted, kan de bruges fremadrettet og endda med styrket kraft. Det betyder ikke, at man skal bevare alt og lade stedets identitet være uændret. Tværtimod. Ved at kende et områdes stedsspecifikke værdier, kan man udfordre et område med nye initiativer og derved få skabt forandring i området, som giver stedets identitet nyt liv. Men det bør altid være med en bevidsthed om områdets arkitektoniske, funktionelle og kulturhistori-ske værdi, og med øje for, hvad området betyder for de mennesker der færdes i det. På den måde får man det bedste grundlag at arbejde ud fra og tilmed øget chancen for, at der opnås ejerskab til forandringerne.

24

StedSideNtitet – meNtAL omdANNeLSe i tAkt med tRANSfoRmAtioN Gitte Mikkelsen, cand.mag. i etnologi og visuel kultur, seniorkonsulent inden for byudvikling

tAg AfSæt i det ekSiSteReNde

God udvikling tager udgangspunkt i det enkelte steds kvaliteter. Det gælder både de fysiske kvaliteter (stedets bygninger, pladser og byrum), de sociale kva-liteter (stedets borgere, erhvervsdrivende og ildsjæle) samt stedets “usynlige” kvaliteter (historien, fortællingerne og stemning). Samlet set stedets identitet.

Tager man afsæt i de eksisterende kvaliteter, der gør stedet særegent, så giver det udviklingen et autentisk fundament at bygge videre på. Ikke en “tivolifice-ring” i form af noget tilfældigt udefra, der tilføres et sted uden nærmere grund eller forankring. Men et fundament, som borgere og øvrige lokale aktører kan se sig selv i og som gør stedets profil klar og troværdig fremadrettet.

Men hvordan gør man så i praksis?

SyNLiggøR UdvikLiNg fRA StARt

Når havnen skal transformeres til en levende del af byen eller når det gamle aflukkede industriområde skal være ny kreativ bydel, så er det ikke altid bor-gerne kan følge med. Måske de ikke er informeret om hvad der sket eller kan se en mening med det. Hvordan gør man så borgere bevidste omkring udvik-lingen og ikke mindst interesseret i det nye sted?

Det kræver indsatser at forskellig karakter at sikre en succesfuld realisering og implementering. Først og fremmest skal “fundamentet” være på plads. Der skal være en samlet strategi, vision og handlingsplan, som brugerne får indsigt i og er med til at formulere og kvalificere. Der skal samtidig laves en afdækning af hvem brugerne er og hvad de har af behov. Ofte er der flere end én bruger-type og de kan have forskellige ønsker til processen såvel som slutresultatet.

Inviterende midlertidige aktivi-teter skaber mental omdannelse og synliggør udviklingen for borgerne. Foto: Gitte Mikkelsen.

26 Sidst men ikke mindst er det vigtigt at synliggøre udviklingen fra start med konkrete tiltag og aktiviteter i udviklingsprocessen. Her er midlertidige akti-viteter et effektivt greb for at sikre den mentale omdannelse følger med den fysiske omdannelse. Altså at folks opfattelse og oplevelse af et sted ændres i takt med selve stedet.

Midlertidige aktiviteter sikrer en synlighed af udviklingen og ændrer folks opfattelse af et område ved at give nye billeder af, hvad stedet rummer af mulig-heder tidligt i processen. Ved at igangsætte og afvikle midlertidige aktiviteter får borgerne og øvrige besøgende en reason to go. Det kan være afgørende for at de begynder at tage et område til sig. Hvis området fx er et gammelt industriområde, der ikke var offentligt tilgængeligt førhen og dermed ikke er på deres mentale bykort, så kan nye årsager til at tage derhen være med til at ændre brug og opfattelsen af stedet. Ikke mindst giver midlertidigheden i akti-viteterne afsender en mulighed for at få viden og erfaring omkring, hvad der virker og ikke virker til den videre proces.

hvAd eR midLeRtidige AktiviteteR?

Midlertidige aktiviteter kan være mange ting. Grundlæggende for dem alle er, at det er aktiviteter af begrænset varighed, der ofte er omkostningslavt og ikke kræver permanente tilladelser.

Samtidig er det en måde at afprøve og teste idéer, før de endeligt udformes. Måske de ikke virker helt efter hensigten fra start, måske noget skal justeres. Så er det en fordel ikke at have lavet “den dyre model” fra start. I det følgende nævnes konkrete typer af midlertidige aktiviteter med et beskrivende eksem-pel:

27• Events og begivenheder: fx restaurantkonceptet I’m a Kombos pop-up restauranter i utraditionelle omgivelser som Illums Bolighus, der giver bru-gerne en anderledes oplevelse og iscenesætter stedet som noget andet for en stund.

• Midlertidige faciliteter: fx midlertidige pladser på Carlsberg, hvor det ene skaber et legeareal med anderledes belægning, det andet rummer æstetisk interessante siddemøbler og det sidste er en overdækket plads til ophold i al slags vejr.

• 1:1 prototyping: fx strandcafé i Hvide Sande, hvor der med simple materi-aler er udformet en café for at teste, hvorvidt stedet vil blive brugt og for at have et konkret udgangspunkt for at tale med brugerne om hvad der funge-rer godt og hvad der kunne være anderledes.

• Midlertidige funktioner: gallerier og udstillingsvinduer i Jægersborggade, hvor tomme butiksvinduer fyldes med kunst og lysinstallationer og bringer liv og lys i mørket for at vende stemning og gøre gaden mere tryg.

• Kommunikation og formidlingsinitiativer: fx Væggen opsat af Københavns Museum forskellige steder i byen for at inddrage borgerne i dialog ved at være hvor de er og herigennem få dem til at være medskabere i udstillinger.

væR åBeN og pRøv tiNgeNe Af

Udvikling kan tage tid og det er langt fra sikkert, at borgerne tager projektet til sig fra start. Start fra en ende af. Det er vigtigt at klargøre målsætningerne for udviklingen – hvor vil I hen, hvorfor og hvordan? Hvad kan de midlerti-dige aktiviteter konkret hjælpe med for at nå målene? Kan de fx hjælpe med at

28 skabe synlighed omkring udviklingen, give borgere en reason to go i et ellers tidligere utilgængeligt område eller noget andet?

Herfra er det vigtigt med mod og lyst til at prøve ting af – se processen og de midlertidige aktiviteter som en mulighed for at lære og teste ting af og være åben for at tingene kan udvikle sig undervejs.

Det er samtidig vigtigt at have tålmodighed i processen. Det hele er måske ikke en succes fra første dag og det er vigtigt, at dette ikke bliver betragtet som fallit. Brug processen aktivt til læring og arbejd gerne løbende med milepæle og del-mål for at vurdere, hvorvidt noget, som I ikke ser, alligevel flytter sig gradvist i processen. Sørg for at projekterne er realiserbare, start i en overskuelig skala og lær af processen. Vælt fx ikke alle bygninger og jævn ikke hele byrum med jor-den, men start ud med små forandringer og byg videre på udviklingen derfra.

Sørg for at de midlertidige aktiviteter er synlige, både i deres udformning, i den forskel de bringer og i jeres kommunikation omkring projektet. Hvis I fx opfører et nyt midlertidigt byrumsmøbel, så sørg for at det er opsigtsvæk-kende, giver en oplevelse og at det iscenesættes. Lad eksempelvis borgerne udsmykke det med stedsspecifikke motiver og farver og lav et åbningsevent eller lignende. Kun fantasien sætter grænser.

Inviter borgere og lokale ildsjæle til at være medskabere. Her er det vigtigt at skabe rum for at borgerne kan bidrage for at sikre et engagement og lokal forankring. Mød borgerne hvor de er i stedet for at vente på, de kommer til jer. Tag fx ud i byens rum og inviter til debat og forpligt dem, der ønsker foran-dring ved at tænke dem ordentligt ind og tage dem seriøst. Lav ikke borger-høringer og inddragelsesprocesser, hvor I ikke bruger deres input alligevel.

29Skab i stedet ordentlig ramme for processer, hvor I sammen med de lokale kræfter udvikler og give dem værktøjer til at forme og realisere opgaverne. Lokale erhvervsdrivende kan eksempelvis gå sammen om konkrete projekter, som de selv står for at realisere efterfølgende, hvis I indbyder dem til et kursus, der klæder dem på til at samarbejde og udvikle projekter i praksis. Dermed bliver processen også langtidsholdbar, da lokalsamfundet løfter i flok og sik-rer en løbende udvikling. Dermed bliver tiltagene en del af stedet og kommer indefra. På samme vis som stedsidentitet.

Lydbænk med fortællinger relateret til Hammel. Foto: Hammel/Favrskov Kommune.

31

foRtæLLiNgeRNe i ByRUmSpRojektet kULtUR tARv i hAmmeLMerete Pryds Helle, forfatter

Jeg kan huske den første gang jeg kom til Hammel. Det var en lidt blæsende dag, og jeg mødtes med Peter Studstrup og Poul Nørgaard Jensen og så gik vi på byvandring. Jeg havde allerede nogle specielle skrivebriller på, for det de fortalte, skulle jeg gøre til fortællinger til de lydbænke, der indvies i forbin-delse med konferencen om stedsidentitet. Jeg så ikke husene og vejen og lygte-pælene og Hammel Neurocenter og kirken som bygninger, der gav et samlet hele af en by. Jeg så dem som et topografisk landskab i tid og rum. Som om vi skar Hammel op i lag mens vi gik rundt; lag af tid, lag af menneskeskæbner, der på vores forblæste byvandring eksisterede samtidig og gav sådan en let vibrerende glød rundt om de bygninger, vi gik forbi.

Der er mange i dag der har talt om stedet som betydning på en meget mere teoretisk måde end jeg kan. Men det jeg vil fortælle om, er hvordan jeg har gjort i praksis for at gøre stedet til et rum for fortælling. For mig er ethvert sted sådan en slags punkt i et diagram med en y-akse og en x-akse. På y-aksen stråler punktet ud mod alle mulige andre punkter, alle mulige andre steder. Et sted er et sted vi bor, men det er også et sted vi tager væk fra og det er et sted vi tager hen til. Vi mennesker har meget svært ved at stå stille. Nogle af os bevæ-ger os rundt i en lille radius, andre i en større, men det er meget få, der slet ikke bevæger sig. Det betyder, når man vil fortælle om et sted, at det sted også er et sted nogen har bevæget sig væk fra; så i min historie om Hammel er der også nogen der tager væk. Langt væk endda. Hør bare engang her.

Jeg sender dette brev hjem til Hammel i året, de kristne kalder 885. Vi kom alle 20.000 danske vikinger til Paris i den tidlige vinter. Byen ligger på en ø midt i en bred flod. Over til byøen førte broer med fæstningstårne på landsiden. Vi tilbød pariserne at betale os for at tage af sted igen, men deres anfører Odo nægtede, og så belejrede vi naturligvis byen. Vi havde 600 skibe og en masse små-

32 både, der livligt sejlede med beskeder imellem os. Vi byggede en lejr på landsiden, og red rundt og hærgede og skaffede hvad vi havde brug for af kvinder og mad. Vi byggede krigsmaskiner med 16 hjul. Der skulle være 60 mand i hver, og imellem dem ville vi så føre rambukkene. Men de snu parisere dræbte vores håndværkere. Så dræbte vi alle køerne i området og lavede 4000 skjold af huderne, så alle 20.000 mand kunne trænge frem under dem. Vi rykkede frem mod tårnet på nordsiden og førte rambukkene med os, mens Odos mænd kastede tunge bjælker med jerntænder ned over os; deres bli-der kastede med så store sten, at de knuste vores skjolde, og dræbte de stolte vikinger. Så satte vi ild til tre skibe og sejlede dem ind i deres bro. Men vi fik ikke indtaget byen, Odo fik forstærkninger østfra, og det var i en kamp med dem, at en pil med ild i brændte mit venstre øje sort. Så kom Karl den Fede med sin hær, og gav os 700 pund sølv i løsepenge og en anden by vi kunne have. De stolte parisere var ikke tilfredse med deres kejser og forbød os sejle op ad deres flod. Så vi måtte trække alle 600 skibe 2000 skridt over land. Jeg er på vej hjem til Hammel nu. Pløj vores marker godt for mig også i mellemtiden; din broder Senrik.

Nogen vil måske sige, jamen hvad det har med Hammel at gøre. Men det har med Hammel at gøre; for det at vi tænker den enkelte viking som en ung mand der drager ud fra hammel gør historien meget mere konkret; og det er et vig-tigt kendetegn ved en by. Herfra kom nogen. Her fra stammer nogen. Og deres stammen fra kaster et skær tilbage over byen, som en lille landsby, der fostrede nogle mennesker, som drog ud i verden. Og det er noget af det, der fascinerede mig med arbejdet med Hammelbrevene. At da jeg først kom i gang kunne jeg jo næsten ikke stoppe igen. Og Hammel, som jeg aldrig havde besøgt før den der blæsende sommerdag med Peter Studstrup og Poul Nørgaard Jensen

33begyndte at spille en rolle i min egen historie. Som om de steder, der er for-bundet på den der y-akse ikke kan lade være med at forbinde sig med punkter i andre stedsdiagrammer. Jeg har jo for eksempel en uddannelse som arkæolog og har for eksempel skrevet en guidebog til Ny Carlsberg Glyptotek om den udstilling der hedder Middelhavshorisonten; som også handler om et bestemt sted, ganske vist noget større end Hammel, men som også bliver skåret igen-nem af tid. Og så opdager jeg, at en af de personer, som har haft stor virke for mit arbejde på Glyptoteket, naturligvis er vokset op – i Hammel.

Hør bare her.

Min kære barndomsven fra Hammel, det er mig, Valdemar Schmidt, der skriver til dig fra Kairo, hvor jeg her i år 1892 er så heldig at den gode brygger Jacobsen har sendt mig for at købe genstande til hans Glyptotek. Straks efter ankomsten hertil opsøgte jeg oldsagshandle-ren Paul Philip, og købte et sjældent stykke fra oldtiden, et lille men-neskehoved af en rødlig sten, hvis øjne var indlagt med bjergkrystal, bag hvilket der var indsat et lille stykke metal, hvis glans gav øjnene et ejendommeligt liv. Ellers drives alt salg hemmeligt her. I den lille arabiske landsby ude ved de store pyramider, viser de kun deres oldsager frem, når det er mørkt, hvorpå genstandene i mørket slæ-bes fra det ene hemmelige skjulested til det andet. En dag kom dog en araber hen til mig på gaden i Kairo og viste mig en nydelig lille figur; som han sagde, han havde givet 100 pund for, og tilbød mig den for samme pris. Jeg svarede: De har ret, det er en fin lille figur, men den er ikke sjælden. Jeg vil ikke give mere end en shilling for den. Dertil svarede han: take it and give me the shilling. Det gjorde jeg og figuren er nu på vej til Glyptoteket. Jeg har mødt manden flere gange siden, og han kommer mig altid venligt i møde og siger:

34 Jeg holder så meget af Dem, men de har været mig en meget dyr ven. Jeg havde lige købt en lille fin figur og betalt 100 pund for den; så mødte jeg Dem, og da De er mig så kær, så gav jeg den til Dem for en shilling.

De venligste hilsener og i mindet om vores fælles barndom i Ham-mel, hvor jeg drømte om at komme til Kairo som kun en dreng kan drømme, forbliver jeg Deres Valdemar Schmidt.

Valdemar Schmidt var en rigtig person, der voksede op i Hammel og siden drog ud i verden, mest til Egypten og gravede ned i den fortid og fandt gen-stande der fra fortiden. Den fortid som også var en tid i Hammel. For det er den anden akse i vores diagram. Den der går ned igennem ethvert sted og er tiden. Der er et Hammel og et Egypten i dag, Et hammel og et Egypten for 100 år siden, hvor vi ved hvem der boede her; men også for mange tusinde år siden, hvor de mennesker der levede her fortaber sig i fortidens tåger. Men det gør dem ikke mindre levende, ikke mindre virkelige. Jeg har syntes det var vigtigt også at have den tidsakse med. Ikke kun for eksempel med vikingerne, hvor vi måske ikke har navn på den konkrete viking fra Hammel der var med til at forsøge at indtage et lillebitte middelalder Paris, men også længere tilbage, til den tid hvor vi ikke har navn på folk, og ikke kender de begivenheder der udspillede sig her, men alligevel har nogle rester, de mennesker efterlod sig, og som fortællingen kan bygges op over; og som er med til at sætte det spyd, tidsaksen er, ned igennem Hammel og vise os at historien og stedet er knyttet tæt sammen, og at fra den sammensmeltning kommer historierne.

Kære du i en fjern fremtid,13.000 år efter min tid som rensdyr-jæger. Jeg, der kaldes Maren Ræv, har fulgt rensdyrene her til Ham-mel, som jeg kalder Renbakke. Her kommer renerne gående hvert

35år, når dagene bliver korte. Vi venter på dyrene med vores lange spyd med den skarpe flintespids. Neden for Renbakke løber åen og lidt længere mod øst ligger søen med ænder og fisk, og koldt vand til de stenkamre, vi opbevarer kødet i. Hvis du kunne se landskabet bag mig, ville du tro du var i Island eller Finland. Her er en flad tundra med spredte buske og mange bakker og søer. Mine venner er ved at skære det rensdyr op, vi har fanget. Jeg vil hellere ligge her på det lune bløde barkgulv i hytten og spille på min udskårne benfløjte. Det er udmattende at være på jagt og ligge i græsset og vejre mod vinden til dyrene er tæt nok på. Når de er det, kaster vi os frem og borer spyddet dybt ind i halsen på renen, der hvor det gør mindst skade på skindet. Jeg kan høre at de allerede skraber fedtet af derude. Du i fremtiden kalder mig rensdyrjæger, men glemmer tit, at min hytte lå midt i din have; at her ingen træer er, at Jylland er en tundra behersket af vinden, træt af at have båret isen på sine skuldre i mange tusind år. Jeg spiller for dig, jeg håber at du hører mig. Nu kalder mine brødre på mig. Kødet er kogt færdig. Jeg går ud i tusmørket til den sang, vi synger når jagten er lykkes.

Og et andet fjernt brev.

Min gode ven; Jeg skriver dette brev til dig fra den smukke græs-mark bag langhuset, 3.700 år før du vil læse det, i det du vil kalde jernalderen.

Jeg er ked af at måtte fortælle dig at min onkel er død. Det er kun en måned siden, og jeg sørger endnu. Han var en god mand. Han lærte mig at skyde med den bue og pil han havde byttet sig til, for sine fine tyrehuder, og som ingen anden end han måtte røre. Nu

36 tilhører den mig. Han lærte mig at rage mit hår, men hans ragekniv med hestehovedet får jeg ikke, den lagde jeg i hans kiste. Jeg græder hver gang jeg tænker på ham i kisten. Jeg og min lille forældreløse fætter, der nu er mit ansvar, græder. Jeg vil forsøge at være den lille dreng en lige så god onkel for, som min onkel var for mig, på trods af at han mangler den ene arm. Vi lagde min onkel på den fineste tyrehud, med sin kappe over sig, ragekniven som sagt, dolken og den store økse, der var blevet støbt til ham, da han var dreng. Jeg har aldrig set jernstøbningen, trolddommen når malmen bliver til gudetårer og drypper ned i formen. Jernstøberen kommer sjældent forbi Hammel. Men jeg så lygtemændene i mosen kalde på Onkel, den dag han døde. Vi stod sammen ved mosen og havde kastet korn og lidt af bedstes hår ud til den, for at berolige den. Så løb de små blå lysmænd ovre på den anden side og kaldte på os. Onkel lagde en hånd på min skulder. Det er mig, de kalder på sagde han. Du skal blive her og passe på den lille, mens jeg drager videre. Den nat døde han.

Sådan går vores tidsspyd gennem Hammel; gennem fjerne historiske erindrin-ger til nærmere erindringer. Også anden verdenskrig var en tid, der også var i Hammel, som den var i hele Danmark. Men som også havde sine specielle historier på præcis dette sted, som den havde specielle historier alle steder. Kaj Munk holdt et foredrag i Hammel i 1944 i parken ved Frijsenborg, et foredrag om danskheden der gjorde indtryk på mange, og det har jeg et brev om. Men også om et punktnedslag i starten af krigen, hvor Alsangen har spredt sig ned gennem Jylland, og også bliver en begivenhed lige her.

Min søde ven; jeg skriver dette til dig fra Hammel Torv den syttende august 1940. Jeg er lige ankommet til torvet i Hammel. Det var sin

37sag at køre ind med tørvelokomobilen, det havde været hurtigere at gå. Folk kommer rejsende hertil for alsangen fra hele Hammels opland, gående eller til hest eller i vogn. Og så mig og Kjeld på det gamle skrummel med et læs tørv, der skal ind på slagteriet bagefter. Hele torvet er fuldt af mennesker. Tyskerne forstår ikke, hvad vi synger, men jeg lover dig, der bliver sunget til; når vi synger Frø af ugræs er føget over hegnet, ved vi jo godt hvem vi mener, men soldaterne står bare glor mistænksomt. Men hvad kan de gøre os, vi synger jo bare.

Synger: Den danske sang er en ung blond pige hun går og nynner i Danmarks hus,

Hvor ville jeg ønske du havde hørt den sunget af mere end 1000 mennesker på en gang. Det var som om det lykkedes os at skabe fred, i hvert fald i det øjeblik. Og jeg tænkte naturligvis på dig. Du er mit blonde Danmark. Så snart krigen er slut, forlover vi os.

Det var min far der skrev det brev til min mor. Og når jeg sidder her og hører det, er det som om jeg stadig kan høre de tusinde stemmer synge højt og klart om frihed.

Til sidst, men ikke mindst, er her jo også nutiden. Nutiden som tit er den svæ-reste at skrive historier om, fordi vi er midt i historierne og endnu ikke ser dem afrundet. Jeg ville gerne skrive et af mine breve om Hammel Neurocenter, som jo kom på mit indre landkort, ligesom på mange andres, da pressen skrev om det i forbindelse med Præstøkatastrofen. Men her er der andre hensyn at tage; hensyn til patienter, pårørende og personale, som man ikke bare kan kalde

38 ved navn eller fortælle deres historie, hvor rørende og unik den ellers er, men fordi at fortælling og privatliv midt i nutiden har en balance, hvor man som forfatter godt kan vælge at vise sit eget privatliv, men ikke bør gøre det med andres. Alligevel ville jeg gerne have neurocenteret med, for det er med til at sætte Hammel på landkortet i dag. Så jeg valgte ligesom i fortiden at lave en fiktiv person, der dog befinder sig i en meget ufiktiv bygning.

Kære ven; det er mig, Britta, neurologen, der skriver til dig. Her i 1998 er det meningen at vores fysiurgiske hospital skifter navn og retning og bliver til Hammel Neurocenter. I morges åbnede jeg en kasse, der var kommet, hvor der lå fire hjerner i sprit og pakkede dem forsigtigt ud og satte dem frem på mit bord. Der har været meget at gøre den sidste måned, og måske var jeg meget træt, men også så optaget af, hvad der skal ske her; jeg havde taget imod vores første patienter i går, og nu sad jeg der og kiggede på de hjerner. Og så var det, som om den ene af dem åbnede sig foran mig, så jeg kunne gå ind i den. Jeg ved jo godt, ja selvfølgelig ved netop jeg det, at det var min hjerne der spillede mig et puds; men alligevel. Pludselig stod jeg inde i hjernen. Alt det jeg har lært om hjernens funktion blev spillevende for mig; det var som at gå i en hvid, blød have, bygget op som blege træer. I trækronerne udspillede der sig erindringer som korte filmklip; jeg så en cykel smidt i det hvide græs med et picnictæppe bredt ud; lydene susede i neurontræerne, og i stedet for frugter hang der ord fra træernes grene, jeg kunne plukke og indtage. Der hang skilte, som Elses Legetøj og H.P.’s Magasin, der var ingen tvivl om at denne hjerne var vokset op her i Ham-mel. Pludselig så jeg i det hvide landskab en lang revne, som måtte stamme fra en hjerneblødning; den løb lige der, hvor der sad et hej-seværk til at styre benene, og jeg tænkte straks, at her var en patient,

39der skulle lære at gå igen. Så kom jeg ud af det. Foran mig stod de fire hjerner i sprit, og udenfor bølgede et grønt træ. Og jeg må videre med de levende patienter; men hvor ville det lette mit arbejde, hvis jeg kunne gå ind i alles hjerner på den måde.

Så dette er et uddrag af nogle af de breve, der finder sted i lydbænkene rundt omkring i Hammel. Der er mange flere, og de skulle gerne føre jer ind og ud af byen, og frem og tilbage i tid, på dette sted, der som alle andre steder er unikt, og som er et meget større sted end jeg lige kunne se, da jeg allerførste gang gik rundt i blæsten mellem de bygninger, som sproget skulle åbne for at jeg kunne se dem.

Middelalderbyens rum har ofte en stemning og nogle dimensioner, som de fleste opfatter som venlige og attraktive og som gør dem til store aktiver i turistøkonomien. Freiburg, Tyskland. Foto: Jens Kvorning.

41

StedSideNtitetJens Kvorning, centerleder, professor, arkitekt, Center for Byplanlægning ved Kunstakademiets Skole for Arkitektur, Design og Konservering

Identitetsbegrebet knyttet til et sted er for mig lidt problematisk og i bedste fald en lidt risikabel konstruktion. Identitet er normalt noget der knyttes til et individ, og der er derfor risiko for at man vover sig ud i en begrebsmæssig mudderpøl, når man knytter begrebet sammen med et sted. Ikke desto mindre er der flere at de teoretikere som jeg sætter højt, som ret ubesværet opererer enten med stedsidentitet eller med begrebsdannelser der ligger tæt på. Og det er nok heller ikke den væsentligste indvending – man kan nok definitorisk sno sig udenom den begrebsmæssige mudderpøl.

Den anden indvending er mere alvorlig og har at gøre med at brugen af steds-identitet let kommer til at antyde, at et sted har en fast identitet, som er en grundlæggende eller iboende egenskab eller kvalitet ved dette sted. Jeg mener det er meget vigtigt når vi vil forstå og arbejde med steder, at vi forstår dem som dynamiske eller foranderlige i flere betydninger: For der første vil for-skellige grupper typisk opfatte et givet sted forskelligt og tillægge det forskellig betydning og karakter. For det andet mener jeg at det er vigtigt at forstå steders karakter, som noget der produceres i en interaktion mellem stedets fysiske karakteristika og de sociale praksisser som “finder sted”. For det tredje – og det er delvist et resultat af de to foregående – vil steder over tid blive opfattet forskelligt og tillagt forskellig betydning, eller sagt på en anden måde: De vil blive omfortolket.

Den tredje indvending eller betænkelighed, jeg har ved begrebet stedsidentitet, har at gøre med at man, når man bruger dette begreb, uforvarende risikerer at komme i selskab med nogle aktører på den bymæssige scene, som jeg mener man bør stille sig kritisk overfor og holde afstand til.

Det kan forekomme at være en meget akademisk og urimeligt fintfølende debat, men jeg mener ikke desto mindre, at det er vigtigt at være opmærksom på det

42 tankegods man trækker på, og som man let – hvis man forholder sig ureflekte-ret til det – kan komme til at overtage og bliver en del af på en uhensigtsmæssig måde, hvis man ikke spørger til sammenhængen og perspektiverne.

Jeg vil derfor bruge det næste par sider på at gøre disse indvendinger forståe-lige og så derefter præsentere nogle stikord til den måde, jeg mener at man kan gå til karakteristikken af steders kvaliteter og hvordan man kan gøre en sådan forståelse af stedskvaliteter operationelt anvendelig.

A gLoBAL SeNSe of pLACe

Den engelske by-teoretiker Doreen Massey skrev tilbage i 1991 en artikel som hun kaldte: A global sense of place. Artiklen var kritisk overfor tidens måde at anskue stedsbegrebet og stedskonstruktionen på. Doreen Massey mente at den debat, der foregik på det tidspunkt, både mistolkede periodens sociale og kul-turelle forandringsprocesser og lancerede en reaktionær stedsopfattelse. Mange af de teoretikere der var på banen, på det pågældende tidspunkt, begrundede den stigende interesse for sted og stedskvaliteter med nødvendigheden af en form for modvægt mod globalisering, accelererende mobilitet og det der blev kaldt tid/rum-kompressionen. Påstande var at disse processer kaldte på nød-vendigheden af forankring og at denne forankring krævede det lokale og over-skuelige. (Det er en opfattelse som stadig er aktuel, og ofte accepteret som en selvfølgelighed i dag). Doreen Massey anfægtede årsagssammenhængen med henvisning til hendes eget bykvarter i Øst-London, som var befolket af mange forskellige nationaliteter og etniciteter og efter hendes mening netop derfor havde en stærk stedskvalitet. Men hun var især kritisk overfor den kobling til det hun så som reaktionær nationalisme, indadvendte tvangsforestillinger om nationalarv og forestillinger om en særlig oprindelighed som hun fandt i de forslag til stedskonstruk tion der fremkom. Hun fremsatte så den påstand at

Ved på samme tid at henvise til den industrielle fortid og en grøn fremtid skabes der et sted med en sådan intensitet at det kan være katalysator for den videre omdannelses proces i af det tidli-gere industriområde. Nantes, Frankrig. Arkitekt: Alexandre Chemetoff. Foto: Jens Kvorning.

44 man kan – og bør – tænke sted som noget der baserer sig på en specificitet i både rumlig og social betydning og evner at optage og henvise til mange for-skellige stedskvaliteter.

geNiUS LoCi

Den norske arkitekturhistoriker og -teoretiker Norberg-Schultz arbejdede meget med begrebet Genius Loci, som kan siges at være næsten overlappende med stedsidentitet – eller i hvert fald på jagt efter de samme kvalitative og symbolske dimensioner ved et sted. Problemet med Genius Loci begrebet er at det oprindeligt henviste til hellige steder, altså steder der var besjælede eller på anden måde bar på historier og symboler der var forankret i den religiøse betydningsverden. Norberg-Schultz siger at Genius Loci er funderet i histo-riens mange lag og den måde de optages og kommer til udtryk i “the lived space”. Genius Loci kan ifølge Norberg-Schultz udredes gennem begreber som rummets karakteristika og den atmosfære der hersker det pågældende sted.

pRodUCtioN of pLACeS ANd pUBLiC domAiN

Hajer og Reijndorf skrev I 2001 den meget indflydelsesrige bog: In Search of new Public Domain. De refererer i bogen Marc Augés begreb om non-places og slutter op om hans definition af public places som noget der er funderet på “identity, social relations and history”. Men de argumenterer også – bl.a. med støtte hos Manuel de Sola-Morales – for at denne definition af public places ikke må medføre at man overser værdien af alt det den kommercielle sektor producerer i form af shopping centre med store offentlige arealer og egentlige event spaces. Disse typer af rum og steder har efter disse forfatteres mening også en vigtig betydning i systemet af offentlige steder, det urbanismen må forstå og udvikle.

45AUteNtiCitet

Den Amerikanske sociolog Sharon Zukin arbejder i bogen The Naked City med Autenticitet som et centralt begreb og lancerer – måske nok en lille smule ironisk – begrebet byens sjæl, for derefter at lade byen miste sin sjæl. Zukin har i tidligere bøger også beskrevet byen og stedet som del af det hun kalder et kulturelt konsum. Hun finder det karakteriserende for den postmoderne og postindustrielle periode at vi konsumerer kulturelle produkter – herunder byrum – og gennem dette kulturelle konsum opbygger vores identitet. Auten-ticitets-begrebet knytter hun også til denne form for kulturelt konsum rettet mod områder der genfortolker og sammenknytter deres forskellige historiske aflejringer med nutidige livsformer. Hun kritiserer i bogen The Naked City Jane Jacobs for at operere med en opfattelse af det autentiske sted og rum som noget konstant, der primært er bundet til det fysisk – skala, arkitektur, udtryk. For Zukin er rummet autentisk dynamisk og under konstant udvikling og omfor-tolkning.

StedSkoNStRUktioN

Da London Docklands Development Corporation blev dannet i slutningen af 1970’erne udgav de først nogle publikationer om Docklands-områdets frem-tid, hvor der på forsiden stod: Local Democracy works. Men efter kort tid kom en ny serie publikationer, hvor der i stedet på forsiden stod skrevet: London Dockland – the Unique Place. Det bliver normalt anset for det tidspunkt og det sted, hvor place marketing eller city marketing blev født. At sted og stedskva-litet nu blev set som en salgsvare, der med den rette sammensætning, kvalitet og den rette markedsføring kunne tiltrække internationale investorer, turister og de veluddannede grupper som man gerne ville have til at slå sig ned i byen eller området. Dermed blev både begret stedskonstruktion og city branding

En meget smuk sammenstilling af det byggede og det groede. Men billedet kan også ses som udtryk for en tradition for at prioritere det byggede frem for det groede, hvilket ofte skævvrider projekter som forsøger at skabe nye rum i den ydre by. Arkitekt: Carlo Scarpa. Foto: Jens Kvorning.

47sat i søen, men altså knyttet til en marketings- og neoliberal forståelse af byen og byplanlægningens og bypolitikkens rolle. Man kan selvfølgelig sagtens tale fornuftigt om stedskonstruktion, men det er for mig vigtigt at være opmærk-som på, hvornår man uforvarende bliver opfanget af nogle af de aspekter af brandingtænkningen, der klart udstøder nogle sociale grupper i jagten på et brand der har international appeal.

hvA’ Så?

Som sagt kan denne diskussion forekomme som et lidt verdensfjernt akade-misk skoleridt. Men jeg mener alligevel den er relevant, fordi jeg synes der er en tilbøjelighed til at blande alle disse tilgange sammen og lade en sådan diffus tilgang blive begrundet med, at vi må anerkende globaliseringens og marke-dets dominans.

Det mener jeg også vi er nødt til, men hvis vi bare “adlyder” den måde marked og globalisering bliver tolket af developere og de kortsigtede markedshensyn – og markedshensyn er altid kortsigtede i forhold til byens tid – så risikerer vi at blive agenter for det mainstream-tidstypiske, det uprægnante og hurtigt forældede byrum, der ligner byrum alle andre steder i verden. Vi risikerer at miste evnen til at skabe den kobling eller dialog mellem et lokalt, regionalt og globalt liv, som er en forudsætning for at rummene bliver interessante og meningsfulde i vores epoke – og dermed træder ind i og bidrager til udviklin-gen af urbaniteten.

hANdLeR det ALLigeveL om geNiUS LoCi eLLeR NAtURA LoCi?

Genius Loci begrebet føres normalt tilbage til renæssancens diskussioner, men der forekom også en andet begreb i antikkens og renæssancens debatter og

48 manifester, nemlig Natura Loci – stedets beskaffenhed. Det er oplagt at ethvert sted allerede har nogle vigtige karakteristika, når vi går i gang med et projekt, som har til hensigt at gøre stedet bedre, mere betydende, mere anvendeligt, smukkere, mere tiltrækkende eller hvad vi nu begrunder vores indsats med. Men der er en forskel på at tale stedets beskaffenhed og så med Genius Loci begrebet at udstyre stedet med nogle iboende og nogle gange næsten meta-fysiske egenskaber.

Den beskaffenhed stedet har er naturligvis en forudsætning for at skabe noget på stedet. Enten bygger man videre på det der er eller også skal man bruge eks-tra mange kræfter på at fjerne de elementer, træk og den atmosfære stedet har. Og det er som regel både en go’ og ressourceøkonomisk idé at benytte så meget af det eksisterende som muligt og et godt afsæt for at skabe et meningsfuldt sted med de mange lag som giver det relevans / autenticitet / identitet / atmo-sfære – eller måske bare intensitet.

Spørgsmålet er så hvordan vi kan arbejde med denne indsigt og disse forud-sætninger?

SyNtAkS

Jeg har ligesom mange andre brugt begrebet “den urban syntaks”, som rummer en påstand om at der i et givet byområde altid vil kunne identificeres nogle rumlige ordener eller organisationsprincipper. Pointen er naturligvis at denne syntaks skulle kunne hjælpe til at finde principper for den videre udvikling af det pågældende område og dets stedskvaliteter. Jeg vil i min forelæsning give eksempler på en sådan syntaks-tænkning i forbindelse med projektet for B&W grunden på Christianshavn og i forbindelse med diskussionen om Operaens placering. Det er vigtigt at bemærke at en sådan afdækning af syntaks ikke

49automatisk udpeger løsningen – det vil altid i valg af kunstnerisk strategi være muligt at videreføre en sådan syntaks eller at kontrastere eller bryde med den.

omfoRtoLkNiNgeR

Zukin taler om omfortolkningen af det autentiske og mange af de senere års mest vellykkede byrum har arbejdet med omfortolkningen. Jeg vil bruge nogle af byrummene fra Emscher Park – altså Ruhrdistriktets omdannelsesstrategi – som eksempel på en sådan omfortolkning og opbygning af en ny form for autenticitet.

iNteNSitet

Og så vil jeg samle mange af de andre begreber der forsøger at favne stedskva-liteten under en pragmatisk overskrift, nemlig intensitet. Påstanden er altså at det der er gennemgående for de byrum der opleves som særlige og betyd-ningsfulde steder er at de er præget af en eller anden form for intensitet, der kan være knyttet til den rumlige konfiguration, til den landskabelige placering, til det sociale liv der udspiller sig – eller som oftest i at disse egenskaber og kvaliteter går i indgreb med hinanden.

50

om URBAN LAB

Hvordan løser vi udfordringerne med byudviklingen i fremtidens planlæg-ning, og hvordan lærer vi af hinandens fejl? Det er noget af det, som det tvær-kommunale og tværfaglige projekt Urban Lab fokuserer på i de kommende år.

Urban Lab er et eksperimentarium, som udvikler sig i regi af Kulturhovedstad Aarhus 2017. Gennem kompetenceforløb, eksperimenter og midlertidige greb søger projektet nye veje. Målet er at finde værktøjer til at skabe byrum, der både er interessante for borgerne at færdes i, og skaber gode rammer for fælles liv.

Projektudviklingen sker gennem konferenceafvikling, analyser og workshops for forskellige nøgleaktører samt gennem nedslag i konkrete byrum, hvor en række bylivsgreb afprøves ved midlertidige projekter af kulturel og kunstne-risk karakter.

Urban Lab projektet tager afsæt i konkrete byomdannelsesprojekter i otte midtjyske byer, som alle har en ambition om at skabe liv og dynamik i de berørte områder. De deltagende otte midtjyske kommuner er: Hammel (Favr-skov Kommune), Herning Kommune, Holstebro Kommune, Horsens Kom-mune, Randers Kommune, Silkeborg Kommune, Viborg Kommune og Aarhus Kommune.

Læs mere om kommende konferencetemaer og følg med på www.urbanlab.dk.

Urban Lab er støttet af Aarhus 2017, Region Midtjylland og Kulturregion Øst-jysk Vækstbånd.