svar hvis du kan høre mig

Svar hvis du

kan høre mig

Schulman-Svar hvis du ... FINAL:Layout 1 12/02/14 15:26 Side 1

Af samme forfatter er udkommet på dansk:

Pigen med sne i håret, 2012

Drengen der holdt op med at græde, 2013


NINNI SCHULMAN

Svar hvis du

kan høre migKRIMINALROMAN • PEOPLE ’SPRESS

Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild


Svar hvis du kan høre mig

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild efter originaludgaven:

Svara om du hör mig

Copyright © 2013 by Ninni Schulman

First published by Bokförlaget Forum, Stockholm, Sweden

Published in the Danish language by arrangement with

Hedlund Literary Agency, Stockholm

Copyright © dansk udgave 2014 by People’sPress, København

Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus

Bogen er sat med Minion

ISBN: 9788771379396

udgave, 1. oplag

Printed in EU, 2014

Citatet på denne bogs side 5 er fra Selma Lagerlöfs En Herrgårdssägen i Anne

Marie Bjergs oversættelse, Gyldendal, 2006, s.29.

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst

mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Forfatterbooking: www.artpeople.dk


“I ved måske hvad timileskoven er. Mil efter mil ikke en gård,

ikke en hytte, kun skov. Fyrreskov der har vokset sig høj med

træhård bark og højtsiddende grene, ikke ungskov med blød

bark og bøjelige kviste som dyrene kunne æde. Hvis ikke

sneen var kommet, ville de være gået gennem skoven på et

par dage, nu kunne de slet ikke komme igennem den. Alle

gederne blev der, og menneskene var også ved at gå til.”

En herregårdshistorie af Selma Lagerlöf


Onsdag den 10. oktober


1

HVIS BODIL SANNER havde vidst, at det var deres sidste kvarter

sammen, havde hun måske sagt noget mere. I stedet stod hun

ved køkkenbordet i morgenkåbe og uldsokker og rumsterede med

den røgede medister, brevene med pulversuppe og de kogte æg,

mens hendes tanker var et andet sted.

Hun hørte ikke Pärs træsko nede i kælderen eller smækket, da

han lukkede våbenskabet. Heller ikke lyden af Alvas ske, der skra-

bede mod ymerskålens bund.

Hendes fulde opmærksomhed var rettet ud mod vejen.

I de seneste dage havde hun set hans bil køre forbi et par gange.

Gåsehuden krøb langs lårene og videre op ad hendes ryg ved tan-

ken, og hun trak morgenkåben tættere til om kroppen. Han havde

kigget ind mod huset, men ikke sat farten ned, ikke vinket, nøjag-

tig som de havde aftalt. Varmen skyllede gennem hende ved tan-

ken om campingvognen nede ved fiskehytten få hundrede meter

væk.

Byen lå stadig hen i mørke, bilerne passerede endnu ikke ude

på vejen mod den lille jagthytte.

Bodil havde troet, at Alvas indskydelse om at tage med i skoven

ville gå over igen, når vækkeuret ringede, men nu sad hun ved køk-

kenbordet i det svage skær fra lampen i vinduet og tyggede på en

skive franskbrød. Lange mascaravipper og eyeliner, der buede opad

ved øjenkrogene. Bumserne på hagen kunne akkurat anes som

små, hudfarvede ujævnheder under et lag pudder.

Bodil hældte åndsfraværende varm chokolade i hendes termo-

9


flaske – den røde, slidte, som havde fulgt hende siden børnehaven

– og skruede låget på.

“Måske har du misforstået det, men det er altså ikke en fest, vi

skal til,” sagde Pär på vej op fra kælderen med geværet i den ene

hånd og støvlerne i den anden.

Alva kiggede op fra mobilen, hun havde liggende på bordet ved

siden af sig, slap den kort med pegefingeren, men svarede ikke.

Øjnene afslørede, at hun rødmede.

Pär så på Bodil, opfordrede til opbakning forældre imellem,

men hun bøjede sig over rygsækkene og søgte tilflugt i den ind-

groede duft af bål, mos og gamle ostemadder.

Han var da også altid efter hende og hakkede på hende. Efter-

hånden skulle han kommentere alt.

“Jeg håber, I får skudt noget i dag,” sagde hun.

Den overdrevne entusiasme lyste ud af hendes stemme.

Efter to dage havde jagtklubben kun nedlagt en ko og to tyre.

Hvis det fortsatte, kunne de blive ved, til sneen faldt, før kvoten

var opfyldt. Tidligere havde det bekymret hende. Nu var hun mest

af alt forbavset over, hvor ubekymret det lykkedes hende at lyde.

“Ja,” sagde Pär. “Men det nytter nok ikke noget at håbe på for

meget. Når ulven har taget sit, er der ikke meget tilbage.”

Bodil lukkede rygsækkene og nynnede et eller andet. Så sandt,

så sandt.

Et eller andet sted ud ad øjenkrogen registrerede hun, at Alva

samlede tallerkenen og tekoppen sammen og strøg hånden hen

over sit blonde pandehår et par gange.

Udenfor var kun stilheden.

“Den dér mobil kan du godt lade ligge herhjemme,” sagde Pär.

“Der er alligevel ikke dækning i skoven.”

Alva stillede servicet i køkkenvasken og glattede pandehåret en

gang til. Det var umuligt at se, hvad hun tænkte.

10


Pär blev stående ubevægelig foran termometeret ved køkken-

vinduet. Han så så ulykkelig ud.

“Hvad er der?” spurgte Bodil, da Alva havde forladt køkkenet.

Han blev ved med at studere termometeret uden for køkken-

vinduet. I flere måneder havde hun hørt ham ligge og vende og

dreje sig om natten og sukke foran fjernsynet om aftenen, når han

troede, hun ikke hørte det.

“Jeg er bare lidt udkørt,” sagde han til sidst.

Ja ja. Vær en rigtig machomand og slå det hen. Jeg orker ikke at

bekymre mig om det længere.

Hun havde ikke tal på, hvor mange gange hun havde prøvet at

få ham til at fortælle, hvad det var, der nagede ham.

En lyd ude fra vejen fik hende til at bøje sig ind over bordet og

kigge ud. Da hun så den sølvfarvede Santa Fe køre forbi, gik en sit-

ren gennem hendes krop.

“Hvad er der?” sagde Pär.

Bodil vendte ansigtet bort. Alva havde arvet sin tendens til at

rødme fra hende.

“Hvad der er?” sagde hun – meget hårdere, end det egentlig var

meningen. “Du har været udkørt længe nu. Hvis ikke det snart bli-

ver bedre, så synes jeg, du skal gå til lægen, få tjekket det hele.”

“Du ved da om nogen, hvad jeg synes om læger.”

Ja. At der skal være noget åbenlyst galt, før det kan betale sig at

gå til lægen: blødende sår, brækkede knogler. Ellers sender de bare

én hjem igen med noget smertestillende. Ja, det vidste hun godt.

Bodil lænede sig op ad køkkenbordet og rettede på morgen-

kåbens bælte med en hidsig bevægelse. Endelig havde varmen i

ansigtet fortonet sig.

“Så blæs da bare på det,” sagde hun. “Blæs på lægen og bliv ved

med at gå herhjemme og klage dig.”

Pär bed hårdt sammen, tog geværet og støvlerne og forsvandt

11


ud i gangen. Kæbemusklerne arbejdede. Bodil fulgte tavs efter med

rygsækkene. Hun kunne lige så godt droppe at sige mere.

Alva stod fuldt påklædt i sort Fjällräven-jakke, jeans og gum-

mistøvler. En kasket med New York Yankees-logo var hendes løs-

ning på Pärs påbud om at tage noget rødt på hovedet. En hue var

udelukket.

“Nu er du vel ordentligt klædt på, skat – så du ikke fryser?”

sagde Bodil. “Lange underbukser og sokker?”

Alva så op fra mobilen og nikkede.

“Ja da.”

Hendes udtryksløse teenage-ansigt kunne ikke skjule, hvor ivrig

hun var efter at komme af sted. Hun rettede på kasketten og strøg

hånden hen over håret igen, så det lå helt glat ned over skuldrene.

“Som sagt kan du lige så godt lade mobilen ligge herhjemme,”

sagde Pär og lynede jakken.

“Jamen, jeg vil tage billeder. Så kan det da være lige meget, om

jeg har dækning eller ej.”

“Ja ja – gør, som du vil,” sagde Pär. “Men du har kun dig selv at

takke, hvis du taber den i skoven.”

Hvorfor skulle hun gøre det? tænkte Bodil. Hun taber jo aldrig

noget – slet ikke sin mobiltelefon.

“Nå, men så tager vi af sted,” sagde Pär.

“Held og lykke. Jeg håber, I hygger jer.”

Pär åbnede døren og sendte hende et flygtigt blik. Så var de væk.


2

FIRE GRADERS KULDE. Føj for den lede. Petra Wilander åbnede

bagagerummet på sin Subaru og lod Roy hoppe ind. Stillede

rygsækken ind på bagsædet og fandt isskraberen, der stadig lå i

rummet i døren ved førersædet, hvor den havde ligget siden for-

året.

Kroppen føltes tung og lidt stiv efter to lange dage i skoven, men

det skulle nok blive bedre, bare hun kom i gang, det vidste hun.

I det mindste var isen nem at fjerne. Hvide flager fløj til alle

sider.

Petra havde altid haft let ved at komme ud af sengen til elg-

jagten. Ved tanken om en hel dag i skoven, langt fra alle pligter,

følte hun sig ikke nær så morgentræt, som hun plejede at være til

hverdag.

Men i år var det anderledes. Siden hun var blevet politichef, var

det ikke et fristed længere.

Hun børstede snesjappet af skraberen, før hun stak den ned i

rummet i døren igen og satte sig ind bag rattet.

Det var stadig bælgravende mørkt, da hun bakkede ud fra ind-

kørslen til garagen. Lasse var endnu ikke kommet ud af pyjamas-

skjorten inde ved køkkenbordet.

Da hun kom ud på Dalavägen, hørte hun Roy lægge sig til rette.

Årene havde lært ham, at turen nordpå varede et stykke tid.

Hagfors lå stille hen, mens hun zigzaggede sig uden om fart-

chikanerne foran politistationen. Der var lys inde på Folkes kon-

tor, hans vindue blev til en varm gul firkant i mørket. I rækken af

13


butikker på Köpmangatan stod alle lokaler tomme bortset fra den

nyåbnede café. Begge butiksruder i den nedlagte tøjforretning var

dækket af persienner. Ved frisørsalonen sad et stort stykke karton

tapet fast på indersiden af glasset: “Udlejes”.

På Asplundsskolen var facaden begyndt at skalle af, og tag-

renderne hang skævt. Kommunen havde forgæves forsøgt at sælge

den gamle folkeskole. Riv rædslen ned, tænkte hun. Hvem vil have

den?

Endelig begyndte varmen at brede sig i kabinen. Petra tog begge

handsker af og tændte for radioen. Et par minutter efter så hun

Hagfors forsvinde i bakspejlet. Inden længe var der kun skov og

blanksort asfalt. Et tyndt lagt rimfrost glitrede i rabatten.

Da lokalnyhederne gik i gang, skruede hun op for lyden:

“Politiet er meget fåmælte, hvad angår efterforskningen af den

krybskudte hunulv, der blev fundet syd for søen Nain i weekenden,

men anmoder samtidig offentligheden om hjælp. Christer Berglund,

konstitueret politichef i Hagfors, opfordrer alle, der har været i områ-

det omkring Narsdammen og Majanpässmossen i midten af forrige

uge og har set noget, om at kontakte politiet …”

Man kunne jo altid håbe. Spørgsmålet var bare, om nogen

turde.

Om lørdagen var der fra en anonym hotmail-adresse indløbet

et tip til politiet om, at der lå en død ulv skjult en halv kilometer

vest for Narsdammen. Christer og Folke var taget derhen og havde

fundet den næsten med det samme. Det så ud til, at den var blevet

skudt på klos hold et par dage tidligere.

“Det nordlige Värmland får en solrig formiddag med temperatu-

rer omkring de tre minusgrader. Hen på eftermiddagen bliver der

overskyet. Risiko for regn med enkelte snebyger.”

Da Petra drejede ned mod jagthytten, glødede himlen lyserødt

på den anden side af søen. På gårdspladsen udenfor bevægede

mørke skikkelser sig rundt som skygger i det messinggule skær.

14


Så snart hun slukkede motoren, rejste Roy sig op i bagage-

rummet og trippede og peb ivrigt.

“Lige om lidt,” sagde hun. “Hvil du dig nu lidt mere.”

Kulden rev hende næsten drillende i næsen, da hun trådte ud i

det iskolde grus. Hun lod rygsækken ligge på bagsædet, tog blot

handskerne på og lukkede døren.

Et lille stykke væk stod Jan-Åke Qvist og Oliver Långström og

talte sammen bag Olivers Toyota. Jan-Åke gestikulerede ivrigt,

mens Oliver rodede med noget i bagagerummet. Da Petra nær-

mede sig, stilnede samtalen af.

“Godmorgen,” sagde hun.

“Hej hej,” sagde Oliver og lukkede bagklappen.

Jan-Åke nikkede bare kort.

Næsten hele jagtklubben så ud til at være samlet rundt om bålet.

Med ludende skuldre og åndedrag, der dampede fra munden som

små, hvide skyer. Janet Antonsson stod skrævende tilbagelænet

sammen med Klas Sanner og Peo Hansson. Ernst Losjö i frakke og

hat med selvlysende refleksbånd.

Det var kommet bag på Petra, da han søgte om at komme med

i jagtklubben. Den første dag havde han hilst genkendende på

hende, men derefter holdt sig for sig selv. Hun vakte formentlig

minder til live – minder, han nødig ville vedkende sig. De døgn

omkring nytår, hvor hans datter var forsvundet, ville hun heller

aldrig glemme.

Nu stod han og småsludrede med jagtklubbens anden nytil-

komne. Henrik? Åhman? Var det det, han hed? Han kom vistnok

sydfra et sted og havde stillet en campingvogn op ved fiskehytten.

Gennem vinduet i udhuset fik hun øje på Waldemar Halling –

han stod bøjet over sine papirer sammen med Frans Mogård, som

formentlig skulle tage over, når den tid kom. Efter ulykken havde

Petra troet, at Waldemar ville trække sig fra opgaven som jagt-

leder, men han kæmpede videre.

15


Hun trak lynlåsen på fleecetrøjen helt op og borede hagen så

langt ned, hun kunne.

Klas’ bror, Pär Sanner, kom gående fra sin bil. Han havde dat-

teren med. Langt, lyst hår tittede frem under en rød kasket. Alva.

Hvis ikke Petra huskede helt galt, havde hun været med i jagt-

hytten et par gange som lille.

Pär så utilpas ud med datteren på slæb – som om han ikke rig-

tig vidste, hvad han skulle gøre. De var blevet stående for sig selv,

og Petra gik hen til dem.

“Nå, du tager med din far i skoven i dag?” sagde hun.

Alva nikkede og stampede i jorden.

“Gå tættere på bålet, hvis du fryser,” sagde Pär.

Men Alva blev stående ved siden af ham. Trak skuldrene helt

op til ørerne, mens Peo Hansson kom slentrende hen mod dem

med de vatterede øreklapper blafrende om kinderne.

“Nå, vi har nok fint besøg i dag.”

Alva smilede og forsøgte at undertrykke en kuldegysning.

“Hyggeligt, at du vil med i skoven,” fortsatte Peo. “Men én ting

vil jeg sige dig: Hvis du vil se nogen skyde en elg, skal du ikke være

sammen med ham dér.”

Han gjorde et kast med hovedet hen mod Pär og blinkede med

det ene øje, formentlig med mandagens missede elgtyr i frisk erin-

dring.

Pär, der selv yndede at tale om andres gamle fejltagelser, for-

trak ikke en mine. Historien om kæden af drivere, der var gået ti

kilometer i den gale retning og nået ind i et andet jagtterræn, havde

Petra nok hørt ham fortælle ti gange. Næsten lige så mange gange

som den om hollænderen, der var faldet, så lang han var, i Rom-

mamäck-søen og kommet op med hatten fuld af søgræs. Men nu

gjorde han intet for at tage til genmæle.

Der blev stille lidt. Alva stak hænderne i jakkelommerne og

stampede på stedet.

16


“Har du hørt om den fortryllede elg?” spurgte Peo.

Alva rystede på hovedet.

Pär forsøgte at fange Petras blik. Som sædvanlig kan han ikke dy

sig, sagde øjnene. Træt. Men vi må vel bare lade ham.

“Jo, nu skal du høre. Det var en kold morgen, nøjagtig som i

dag. Tågen lå tæt over de rimklædte kær helt ude i den sydlige del

af Timileskoven.”

Peo begyndte foroverbøjet og med en finurlig mine at fortælle

om den unge jæger, der skulle ud på jagt.

“Han pralede med sit fine gevær og sine talenter, der var kendt

vidt og bredt – fortalte, at han kunne ramme øret på en elg på en

halv kilometers afstand. Hans trolovede så strengt på ham og sagde,

at han ikke måtte skyde nogen elg den dag. For hendes skyld.

’Hvis du elsker mig,’ sagde hun og drejede på ringen, hun havde

fået af ham aftenen forinden. ‘Hvis du elsker mig, må du love at

gøre, som jeg har sagt.’

Jægeren nikkede utålmodigt og gik sin vej. Dagen bød på et helt

ufatteligt jagtheld for hele selskabet. Næsten alle skød mindst én

elg, og der blev skrålet og grinet. På vejen hjem fik jægeren plud-

selig øje på en enlig elg oppe på en bakke, som en silhuet mod den

nedgående sol. Det var en kridhvid ko – den største, han nogen-

sinde havde set. I det dunkle aftenskær så den næsten selvlysende

ud. Han kom i tanker om sin trolovedes ord, men affærdigede dem.

Denne elg kunne han ikke bare lade smutte.”

Peo holdt en kunstpause.

“Jægeren fældede den hvide elgko med ét eneste skud. I samme

øjeblik føltes det, som om han selv blev ramt af en kugle i hjertet,

og en voldsom sorg skyllede ind over ham. Da kammeraterne fandt

ham ved den døde elg, holdt han sin trolovedes hovedtørklæde i

den ene hånd og en tynd guldring i den anden.”

Peo tav og studerede Alvas ansigt. Så løftede han venstre hånd,

tog handsken af og pegede på sin vielsesring.

17


“Og ringen – det er den, jeg har her.”

Alva brød ud i latter. Det barn, hun indtil for nylig havde været,

strålede under makeuppen.

Petra kiggede ud over trætoppene. Mens Peo havde fortalt sin

historie, var morgenhimlen lysnet og blevet hvid som papir.

Waldemar Halling stillede sig op på træbænken, der stod i kva-

dratisk form rundt om bålet, for at lave dagens navneopråb. Ét efter

ét lød dumpe “ja”-råb fra flokken. Alva svarede knap hørbart, da

hendes navn blev råbt op til allersidst.

“Godt,” sagde han. “Så ved vi, hvem der skal vende tilbage fra

skoven, når dagen er omme.”

Waldemar steg ned fra bænken og luntede hen til flipoveren,

som han havde stillet op foran den åbne jagthytte.

“Ja, som I kan se, lægger vi ud med Rensberg i dag,” sagde han

og kiggede på kortet.

Posterne lå placeret i J-form, og Waldemar forklarede, hvordan

hundeførerne skulle komme nordvestfra, dernæst dreje sydpå og

forhåbentlig jage eventuelle elge ud mod skytterne.

“Vi har tre hunde i dag. Petra med Roy, Oliver med Rambo og

Jan-Åke med Lissie.”

Petra havde gået der flere gange før. Det kuperede terræn var et

af de mest krævende områder.

“Og så er der også to andre ting, jeg er nødt til at tage op,” fort-

satte Waldemar. “Eller nærmere tre.”

Han kiggede på Alva og sagde:

“Når man er på jagt, er det vigtigt, at man holder sig der, hvor

man skal være – på sin egen post. Ikke noget med at fare rundt i

skoven, for så kan man risikere at blive skudt ved en fejltagelse.”

Som om hun ikke vidste det, tænkte Petra.

Waldemar vendte sig atter om mod hele jagtselskabet.

“I aften bliver alle her ved jagthytten, når vi er færdige. Jeg vil

18


ikke høre, at nogen skal hjem for at passe børn eller sådan noget.

I aften hjælpes vi alle ad.”

Da ingen protesterede, fortsatte han.

“Og når vi skyder, skal skuddet ramme hjertet – ingen andre

steder. For hvert kilo ødelagt kød mister vi fyrre-halvtreds kroner,

afhængigt af hvor det rammer. Det løber op i mange penge på et

år.”

Klas Sanner stirrede ligeud i luften og stak hænderne endnu

dybere ned i lommerne. I det mindste så han da ud til at have den

fornødne pli til at skamme sig. Den anskudte ko havde ligget og lidt

i udkanten af et kær med to grimme skud i halsen, da Roy omsi-

der fandt den.

“Så sørg nu for at sigte ordentligt,” sagde Waldemar, mens han

tog bunken med nummererede kort frem og lod alle skytterne

trække hver sit.

Petra så Peo tage et kort og vende det om i én enkelt bevæ-

gelse. 208. En post i nærheden af vejen i det nordøstlige område.

Der var ikke skudt en elg i årevis.

“Tjah,” sagde han og trak på skuldrene. “Så behøver jeg da ikke

gå så langt.”

Da det blev Pärs tur, lod han Alva trække. Hun valgte kortet

øverst i bunken.

“224. Der kan man bare se. Det er ikke så ringe,” sagde Pär

dæmpet.

Han gennede forsigtigt Alva forbi Petra og videre gennem grup-

pen af jægere frem til flipoveren for at vise på kortet, hvor de skul-

le sidde, og hvordan de kom derhen, men Alva virkede ikke syn-

derlig interesseret. I stedet fiskede hun en mobiltelefon op af jakke -

lommen og tog den ene vante af med klodsede bevægelser. Et kort

øjeblik så det næsten ud, som om hun var ved at tabe mobilen,

men i stedet blev det vanten, der faldt ned på jorden. Alva lod den

19


ligge, mens hun løftede telefonen højt op over hovedet og med dir-

rende hånd tog en række billeder af jagtselskabet.

Frøs hun allerede så meget? Og så skulle hun sidde på en post

på den skyggefulde skråning.

Alva studerede resultatet af fotograferingen på displayet. Så ud

til helt at være holdt op med at lytte til Pär.

“Er alle klar over, hvor I skal være, og hvordan I kommer der-

hen?” spurgte Waldemar og så på sit ur.

Der lød en bekræftende mumlen.

“Nu er klokken kvart i otte. Vi starter halv ni. Held og lykke,

alle sammen. Jeg håber, vi har heldet med os i dag. Og som sagt:

Sørg nu for at sigte ordentligt.”


3

DA CHRISTER BERGLUND kom ud fra badeværelset, var Torun

næsten færdig med at spise. Han så på hende, fordybet i mor-

genavisen med den ene hånd om kaffekruset.

“Jeg har tænkt over det med kogeøen,” sagde han. “Vi kan da

altid se på, hvad det ville koste.”

“Mmm,” sagde Torun ned i avisen.

“Måske er det slet ikke så dyrt.”

Christer havde ligget vågen i flere timer og funderet frem og til-

bage efter aftenens skænderi. Eller – et skænderi ville han nok ikke

kalde det, men noget i den retning.

Bankdamen havde ikke som sådan set noget videre problem

med deres beregninger, men kunne ikke give dem et større lån end

til lige akkurat at dække huset. Han havde ikke ret meget sparet

op, og det samme gjaldt Torun.

“Hvis vi laver det meste selv, kan det måske godt gå,” fortsatte

han.

“Mmm,” sagde Torun igen.

Han vidste ikke, hvad hun havde forventet, men havde nok

troet, at hun ville blive i hvert fald en lille smule glad. I det mind-

ste se på ham.

“Synes du ikke, det lyder godt?” sagde han.

“Jo jo.”

Endelig så hun op.

“Men?” sagde han.

“Men ikke noget.”

21


“Du virker ikke glad.”

“Jeg er bare lidt træt.”

“Jeg kan tjekke med min far, om det er en bærende væg. Måske

tager jeg fejl – måske er det det slet ikke, og så bliver det hele jo

meget nemmere.”

Christer prøvede at forestille sig køkkenet derhjemme revet ned

og slået sammen med stuen. Det var svært, næsten umuligt, men

han stolede på Torun. Spørgsmålet var bare, hvordan det kunne

lade sig gøre. Og hvad det kostede.

“Måske er det bare at tage en motorsav og begynde at save,” for-

søgte han spøgefuldt, men hun ikke så meget som kiggede op.

Hvis bare han kunne få lov at se det glimt i øjnene igen, som

hun havde haft i aftes, da hun begyndte at fortælle om sin idé. Og

smilehullerne i kinderne. Den lille, glade bue.

“Gør du det,” sagde hun bare. “Det er fint.”

Hun foldede avisen sammen og stillede kruset ned i køkken-

vasken. På vej ud i gangen fangede Christer hende i sin favn. Hun

lagde armene stift om ham.

“Vi er vel ikke uvenner?” sagde han.

“Nej nej.”

“Hvad er der i vejen? Jeg vil ikke have, at det skal være så under-

ligt mellem os, når du tager af sted.”

Torun kiggede op i loftet, som hun altid gjorde, når hun veje-

de sine ord omhyggeligt. Når det var vigtigt, at hvert eneste ord

blev formuleret rigtigt. For ikke at såre.

“Jeg synes bare, at det er ærgerligt, når du er så negativ.”

“Jamen, skat dog. Seriøst? Måske er jeg bare realistisk. Det ender

altid med at trække i langdrag og blive dyrere, end man tror.”

Torun ville ud af hans favn, han kunne mærke flugttrangen i

hende, men kunne ikke give slip på hende, før hun forstod, hvad

han mente. At han slet ikke var negativ. Og at han helt sikkert syn-

tes, hendes idéer var gode. Det var ikke det, det handlede om.

22


“Det tager mig bare lidt tid at vænne mig til tanken. Det forstår

du da godt, ikke? Jeg har jo boet der i hele mit liv. Men det skal nok

blive godt.”

“Tror du?”

Tvivlen i hendes stemme gav ham kuldegysninger.

“Selvfølgelig bliver det det,” sagde han, så overbevisende han

kunne. “Hvis der er lige så stille og roligt på arbejdet i dag, som

der var i går, så ringer jeg til min far allerede her til formiddag og

hører, hvordan det ser ud med væggen.”

Torun klappede ham på brystet i en gestus, der både sagde “ja

ja, det går nok” og “nu må du altså flytte dig, for jeg er sent på den”.

Christer trådte til side og iagttog hende, mens hun tog frakke

på og rettede på den strikkede baskerhue, der fik hende til at se ud,

som om hun var hentet fra en anden tid. Hun var så smuk. Det

smukkeste, han kendte.

Da hun var færdig, vendte hun sig om mod ham og trådte et

skridt frem.

“Det føles ikke godt, at du skal sove i Lesjöfors,” sagde han.

“Ellers skal jeg så tidligt op,” sagde hun. “Men vi ses jo søndag

aften.”

Hun kyssede ham på munden. Han syntes, hendes læber var

hårdere end ellers.

“Så ringer jeg senere,” sagde han.

Han ville så fortvivlet ønske, at han, før hun kørte, kunne slip-

pe den følelse, at noget var gået i stykker, men det virkede håbløst.

“Gør du det,” sagde hun bare, før hun forsvandt ud ad døren.

Christer blev stående længe og lyttede til skridtene, der for-

svandt ned ad trappen.

Magdalena Hansson løftede Liv op fra køkkengulvet, hvor hun lå

på maven og sprællede misfornøjet, satte hende på hoften og mar-

23


cherede ud i gangen. Petter stod allerede færdigpåklædt med bil-

nøglerne i hånden.

“Nils!” råbte hun og tog et par skridt op ad trappen. “Skat – hvis

du vil køres i skole af Petter, er du nødt til at komme nu.”

“Ja, jeg kommer,” lød det fra overetagen.

“Kan du ikke fjerne den værktøjskasse på et tidspunkt,” sagde

Magdalena til Petter. “Den står virkelig dumt midt i gangen.”

“Jeg ordner det, når jeg kommer hjem.”

Ja ja. Sikkert.

Liv klynkede videre. Der løb savl ned over hendes hage, men

det virkede i det mindste ikke, som om hun havde feber længere.

“Stakkels lille skat,” sagde hun med læberne ind mod hendes

bløde pande.

Nils kom ud på trappeafsatsen med rygsækken over skulderen.

“Også gymnastiktasken,” sagde Magdalena.

“Nåh ja.”

Han forsvandt ind på sit værelse igen.

Mens hun ventede, skiftede hun kanal på fjernsynet – fra en af

børnekanalerne, som Nils altid tændte for, så snart han vågnede,

og over på nyhederne. For at slippe for at høre på Petters stresse-

de mumlen ude fra gangen skruede hun op for lyden.

Det kløede i hårbunden. I dag måtte hun virkelig prøve at

komme i bad.

“Hej hej,” råbte Nils fra hoveddøren.

“Hej hej, skat.”

Petters stemme lød betydelig mere afdæmpet.

“Ja, hej hej.”

Døren blev lukket forsigtigt.

I samme øjeblik begyndte Livs klynken at gå over i gråd. I

næsten en hel uge havde den tand spøgt – holdt Liv febervågen om

natten og ked af det om dagen. Hun ville ikke spise og ikke lege –

kun bæres i favnen og sutte på sine fingre. Huden på hendes hage

24


var begyndt at blive irriteret af alt det savl. Magdalena bar hende

ud på badeværelset, satte hende på puslebordet og smurte hendes

hage og kinder ind i salve. Før det hvide blev opsuget af huden, lig-

nede hun en lille klovn. Med tårer trillende ud af øjnene og det

hele.

Magdalena havde troet, at det var en myte, det med, at fædre

ikke hørte børn græde, men det var det åbenbart ikke. Petter havde

en sindssygt irriterende evne til at sove gennem et hvilket som helst

skrigeanfald.

“Du skulle have vækket mig,” plejede han at sige om morge-

nen. “Jeg kunne da have taget hende, hvis bare jeg havde hørt

noget.”

Men så var det jo for sent. Desuden syntes Magdalena næsten,

at det var endnu værre at høre Liv være ked af det i et andet værel-

se end selv at tage sig af hende. Så hun havde nok kun sig selv at

klandre for det.

Magdalena bar Liv ud i køkkenet og skænkede en kop kaffe.

Gjorde et halvhjertet forsøg på at få hende til at lege med en træ-

ske på gulvet, mens hun selv bladrede gennem Värmlandsbladet,

men der gik kun et minuts tid, før Liv skreg så højt, at Magdalena

måtte tage hende op på skødet igen.

“Vi går lidt ud i stedet for,” sagde Magdalena og skyllede kaffen

ned. “Det bliver sjovt, tror du ikke?”

Hun kastede et blik ud gennem vinduet. De bare grene på hæk-

ken ud til vejen var dækket af rimfrost.

Under elgjagt-ugen sidste år havde hun lavet en reportage om

skolebørn, der på en friluftsdag fik lov at prøve at gå på jagt i sko-

vene uden for Ambjörby. Der havde ganske vist ikke været så stor

tilslutning. Alternativet – at tage til Torsby og spise kebab – havde

lokket betydelig flere til. Men det havde været en pragtfuld dag, og

på vej hjem i bjergene, med Johnny Cash på anlægget og Klar-

älven som en dybblå slange nede i den smalle dal, havde hun for

25


første gang i flere måneder følt en dyb og inderlig fortrøstning. Det

skulle nok gå. Det lille liv i maven ville blive hos dem, og det hele

skulle nok gå. Netop da vidste hun det.

Det føltes som en evighed siden.

Hvornår havde hun sidst tænkt en tanke til ende? Hvornår

havde hun ført en samtale, der indeholdt flere end tre sætninger i

streg? Fyrre sammenhængende minutter var søvnrekorden i sid-

ste weekend.

Trætheden fik hende til at føle sig som pakket ind i vat, lag på

lag af noget hvidt og luftigt. Omverdenen nåede ikke ind til hende,

intet berørte hende. De seneste dage var hun begyndt at blive alvor-

ligt bange for, hvad der kunne ske, hvis ikke hun snart fik noget

søvn.

Hun strøg Liv over den våde kind med to fingre, som en ord-

løs undskyldning for ikke at magte at være så lykkelig, som hun

burde være. Som hun var, inderst inde.


4

PETRA KØRTE LANGSOMT ad den smalle grusvej. Til den ene side

stod skoven tæt og høj, til den anden var udsigten milevid.

Grantakkede bjergrygge, der blev blødere og mere blå, jo længere

væk de lå, og til sidst blev helt opslugt af horisonten.

Hun åbnede døren, så lydløst hun kunne, og lukkede den

næsten lige så stille ved at presse hånden ind mod ruden for at

undgå smældet. Hun blev stående. Himlen var helt skyfri og ville

op ad formiddagen blive lysende mørkeblå – den farve, der hørte

efteråret til.

Hun tog en dyb indånding, fyldte lungerne med luft. Intet

kunne give hende samme fred som naturen.

Jeg håber, vi snart finder et hus, tænkte hun, mens hun stak

radioen i jakkens brystlomme og lirkede øresneglen på plads.

I efterhånden et år havde hun og Lasse ledt efter et hus på lan-

det uden for Hagfors. I starten var det fuldstændig uden forvent-

ninger, men da svampesæsonen indfandt sig, blåbærrene begynd-

te at modnes, og tyttebærtuerne blev røde, gjorde hendes længsel

efter at bo afsides i skoven nærmest helt ondt i kroppen.

Hun tog elgriflen op fra gulvet på bagsædet, trak lynlåsen på

hylsteret ned og tog geværet over skulderen.

Roy gøede højt, da Petra åbnede bagageklappen, og prøvede at

møve sig ud gennem sprækken, men hun greb fat i halsbåndet og

gav ham hurtigt snor på, før hun åbnede klappen helt og lod ham

hoppe ned på jorden.

27


Hun satte hjemmevant trackeren fast i halsbåndet og trak en

refleksvest over hovedet på ham.

En knagen fra skoven fik Roy til at gø og trække hårdt i snoren.

Men derefter bakkede han og trykkede sig ind mod hendes ben.

Var der en ulv derinde? Petra lukkede bagagerummet uden at

tage blikket fra skoven. Eller en bjørn? Hun kunne tydeligt mærke,

at der var noget. Noget, der iagttog hende.

“Jeg lover, at jeg nok skal skyde, hvis der sker noget,” hviskede

hun til ham.

Som om han forstod, hvad hun sagde.

Roy kiggede på hende med sine mørke øjne, lige gennem hende.

Selvfølgelig forstod han.

“Det gør jeg altså,” sagde hun, nu lige så meget til skoven og

lyden derinde mellem træerne som til Roy.

Hun så på sit ur. To minutter over halv ni. Tiden var inde.

Da Christer kom på arbejde på politistationen, lugtede der, som

om der lige var blevet gjort rent. Det våde gulv skinnede stadig i

den anden ende af gangen.

“Du bliver nok nødt til at sætte kaffe over,” sagde Folke, da Chri-

ster stak hovedet ind på hans kontor. “Den har stået et stykke tid.”

“Okay. Har du været til træning?”

Folkes hår så stadig fugtigt ud.

“Ja,” sagde han. “Jeg tog en tur i morges. Jeg har ligget på den

lade side et stykke tid, men nu skal der ske noget.”

“Som om du har brug for det.”

Christer havde aldrig mødt nogen, der havde en så bemærkel-

sesværdig kropsbygning som Folke, og desuden var så uinteresse-

ret i at vise sin styrke. Han havde det bedst ved sin computer.

Folke iagttog ham med sammenknebne øjne.

“Er alt okay?” sagde han.

28


“Ja ja. Selvfølgelig. Det er fint. Men så sætter jeg lidt mere kaffe

over.”

Christer gik ind i frokoststuen og hældte det sorte tjære ud, der

var tilbage i bunden af kaffekanden.

Indimellem undrede han sig over, hvor mange timer Folke

egentlig sov om natten. Om han overhovedet sov. Det virkede, som

om han altid arbejdede. På den måde passede de godt sammen,

han og Jens.

Under alle omstændigheder havde Christer efterhånden væn-

net sig til tanken, også selvom han i visse henseender spekulerede

over det etiske i, at en politibetjent boede sammen med en presse-

fotograf. Men det var ikke hans problem. Han var ikke Folkes chef.

Christer tændte for en ny omgang kaffe. Morgenen med Torun

sad stadig i kroppen på ham. Han burde ringe til Bengt med det

samme for at høre hvordan og hvorledes med den væg, men noget

strittede imod. Han kunne ikke sætte fingeren på hvad.

Tanken om at overtage huset var begyndt at spire, allerede

samme aften som Gunvor og Bengt fortalte, at de havde besluttet

sig for at sælge. Til trods for at Christer allerede havde indset, at det

var på trapperne – at der ingen anden udvej var – havde han taget

det tungt. Tungere, end både han og Torun havde regnet med.

Barndommen var forbi. For evigt.

Men det var Torun, der havde foreslået det. Hun kunne godt

lide huset, sagde hun. Det lå så smukt ved søen.

Nu havde han på fornemmelsen, at det var det eneste, hun rig-

tig kunne lide ved det.

Nå, jeg burde vel ringe, tænkte Christer igen. Men i stedet blev

han stående i tekøkkenet og lyttede til kaffemaskinens beroligen-

de snorken.

Petra holdt Roy i snor, mens de kravlede over grøften. Der lå sta-

dig rimfrost i gruset, og hun gled flere gange, da hun forsøgte at

29


komme op på den anden side. Hun måtte tage fra med den ene

hånd.

De tørre grangrene rev hende. Flåede i tøjet, og hun holdt den

frie arm op for at beskytte ansigtet. Efter omtrent tyve meter åbne-

de skoven sig rundt om dem. Der blev længere mellem træerne, og

tykt mos, der dækkede både sten og stubbe, lagde sig som en dyne

over skovbunden.

Det sjappede og svuppede om Gore-Tex-støvlerne, mens hun

gik. Hele tiden lod hun blikket glide hen over væltede træer og

småbuske, kunne ikke ryste den følelse af, at nogen iagttog hende.

Det er bare noget, jeg bilder mig ind, tænkte hun og tog snoren

af Roy.

“Sådan,” hviskede hun. “Find elgen.”

Men i stedet for at sætte af sted med snuden i jorden, som han

plejede, når han endelig blev sluppet løs, vendte han hovedet op

mod hende. Skal jeg virkelig?

“Smut så med dig.”

Øjeblikket var forbi, og Roy fór hen over tuerne.

Petra rettede på elgriflens skulderstrop og fulgte efter. Det fug-

tigbløde mos skinnede lysegrønt, hvor solen nåede ned til det. I

skyggen lå rimfrosten stadig, hvid og knasende. Inden længe havde

hun fået varmen.

“Peo til Femke,” hviskede radioen. “Der er en ko på vej hen mod

dig.”

“Fint. Forstået.”

Mens Petra lyttede efter en fortsættelse, kom hun ud på et ryd-

det areal, der var dækket af gulnet, langhåret græs. Det var svært

at se, hvad der var under græstuerne, og flere gange snublede hun

over gamle træstammer, der var blevet liggende efter skovningen.

Da hun kom op på forhøjningen i midten, så hun Roys vippende

hale på den anden side. Han fór frem og tilbage, så ud til rigtig at

30


slide i det, men var stadig stille. Ikke ét eneste bjæf havde han givet

fra sig.

Skuddet flængede stilheden, rungede længe mellem bjergene,

før det langsomt døde hen.

Petra standsede brat op og lyttede.

“Tillykke!” lød det over radioen.

Waldemar Hallings velkendte stemme. Tonefaldet lød som et

dunk i ryggen. Nøgternt og usentimentalt.

Der blev stille i et par sekunder, før Femke svarede med syn-

gende hollandsk accent:

“En ko på post 255.”

“Du fik den,” konstaterede Peo. “Flot.”

Petra gik med lettere skridt ned ad forhøjningen og ind i sko-

ven. På gps’en så hun, at Roy var nået fire hundrede meter sydpå

– fire hundrede meter, der inden længe blev til fem hundrede. Så

kom han da omsider op i omdrejninger.

Petra gned huen frem og tilbage over panden et par gange. Sve-

den fik det grove stof til at klø lidt, men det gjorde ikke noget.

Femkes skud og de glade stemmer i radioen havde visket ube-

haget væk, og endelig havde hun fundet rytmen og flowet – den til-

stand, hun nød. Når der kun var hende og skoven. Intet andet.

En ko så tidligt på jagten føltes pragtfuldt. Måske vendte jagt-

lykken nu. Forrige år måtte de blive ved hver weekend helt frem til

slutningen af november for at opfylde kvoten, og da var charmen

efterhånden gået helt af jagten.

Petra gik videre i næsten et kvarter uden at høre nogen gøen,

hverken fra Roy eller fra nogen af de andre hunde. Der var atter

blevet stille over radioen. Blåbærrisenes lette raslen mod bukse-

benene var den eneste lyd.

Da dagens andet skud lød, standsede hun atter brat op. Denne

gang lød det, som om det kom vestfra, ikke særlig langt væk.

31


Waldemar Hallings “tillykke” over radioen kom lige så hurtigt

som altid. Petra gik videre og afventede fortsættelsen, men der kom

ingen. Ikke før Hallings stemme atter lød.

“Hvem var det, der skød?”

Intet svar.

Hvad nu? Kunne de ikke høre ham derude?

Eftersom Petra befandt sig tættere på skytterne på vestflanken

end Halling, tog hun radioen op af lommen og gentog spørgs-

målet.

“Hvem var det, der skød?”

Det var begyndt at blæse op, og højt oppe vajede nåletræernes

kroner frem og tilbage med en svag susen. Det lød omtrent som en

fjern motorvej. Petra holdt radioen klar foran munden, mens hun

ventede på, at nogen skulle give sig til kende.

Da der intet skete, prøvede hun at komme i tanker om, hvem

der havde fået tildelt posten på den side.

“Petra kalder Pär,” sagde hun.

Pär og Alva skulle i hvert fald sidde i nærheden, så meget vid-

ste hun.

“Petra kalder Pär.”

Ingen reaktion.

“Er der nogen på vestsiden, der ved, hvor skuddet kom fra?”

Til sidst svarede Janet Antonsson:

“Det lød, som om det var lige her i nærheden.”

Åh, hvor hun håbede, at det var Pär, så det blev lidt spænden-

de for den stakkels pige.

“Okay,” sagde Petra og ventede på, at andre skulle give sig til

kende, men der var stadig stille.

Nå, det måtte vel vise sig. Bare det ikke var et anskudt dyr.

Petra kastede et blik på Roys gps igen, før hun marcherede vide-

re gennem risene. Nu var han kun to hundrede meter fra hende.

Efter ti minutters stejl stigning kom hun op på et helt nyt ryd-

32


det areal. Sådan havde der ikke set ud sidste år. Hun kiggede for-

undret ud over grå klipper og døde træstammer, der lå hulter til

bulter som et enormt mikadospil. I de vandfyldte hjulspor fra skov-

ningsmaskinerne lå et tyndt lag is.

Radioen var stadig tavs.

Da Petra kom op på toppen, så hun Roy lige ved siden af jagt-

tårnet ved post 223. Hun tog kikkerten frem og så Klas Sanner

sidde med geværet lænet op ad trærækværket. Der så ikke ud til at

være en død elg i nærheden.

Endnu en gang tog hun radioen op af lommen.

“Petra til Klas.”

I kikkerten så hun Klas løfte hånden og gribe om radioen.

“Ja, jeg er her.”

“Jeg står her øverst på det ryddede areal. Kan du se mig?”

Klas drejede hovedet og vinkede.

“Ja, jeg kan godt se dig. Jeg har Roy her. Skal jeg give ham snor

på?”

“Nej, lad ham bare arbejde lidt mere, hvis ikke han virker alt

for træt.”

“Okay. Nu smutter han igen.”

Petra så Roy løbe et stykke tilbage.

“Det var ikke dig, der skød før?”

“Nej,” sagde han kort. “Det var ikke mig.”

Petra afsluttede samtalen med en mærkelig fornemmelse. Det

var da ikke verdens undergang at ramme forbi. Hvem havde ikke

prøvet det? Omend nogle godt nok virkede mere uheldige end

andre.


svar hvis du kan høre mig

Documents