Velkommen til Paradis

B J Ø R N H A N N I B A L

PrologenEn tyk dis dækkede søljerne til porten. En dis så tyk, at man kunne skære sig et

stykke sky til sit smørrebrød. Selve luften her var også anderledes. Den føltes så fugtig, som trak man vejret under vand - som om man skulle trække vejret dobbelt så hurtigt, for at følge med. Men samtidig føltes den også renere. Mere pur.

Gulvet - for der var et gulv - var ternet som et forstørret skakbræt, blankt som issen på en folkeskolelærer vel over de treds år. Dette gulv så ud til at sprede sig i al uendelighed - eller i hvert fald så langt som disen ville tillade en at se.

Skygger forstyrrede den perfekte snehvide tåge. To personer befandt sig her oppe. Deres samtale var ophedet. Mildt sagt.

"Det gælder os alle sammen, kan du da ikke forstå det?!" sagde den ene ophidset, en mand så slank og høj, at han lignede et siv, som blot det mindste vindstød kunne knække. Han havde et ganske imponerende, hvidt skæg, så langt, så han sikkert kunne bruge det som halstørklæde om vinteren uden større besvær.

"Du får ikke noget ud af at være arrig hos mig, min ven," sagde den andens lyse stemme, selvom de lød som alt andet end venner lige nu, "det er ikke hans tid! Han har mange, mange år endnu!" Den anden var lav i forhold til sin 'ven' - men vel egentlig ikke lav som sådan, måske mere mellem-høj, og hans eller hendes ansigt og krop var gemt under en hvid kuttedragt -  det var svært at bestemme kønnet på grund af den lyse stemme.

"Det ved jeg godt, det ved jeg, men forstå nu! Vi har brug for ham heroppe! Det må du da kunne indse?" Det hvide skæg strittede ved den høje herres overlæbe - en irriterende ting der forekom, når han blev frusteret, utålmodig, stresset eller havde lavt blodsukker. Lige nu forekom tre af de fire.

i

"Jeg forstår. Men det er ikke min beslutning, det ved du trods alt."

"Hele vores verden står på spil! Vores liv står på spil." udbrød han. "Og alt du har at sige er, at det ikke er din beslutning! Vorherre i skuret, du er den eneste, der kan få det til at ske!"

"Jeg kan ikke sådan beslutte at dræbe nogen på må og få. Den beslutning må komme oppefra. Den beslutning kræver tilladelse fra Den Høje"

Personen i den hvide kutte så med sine mandelformede øjne på den høje herre. Han blev fortumlet, da han gengældte blikket. De mandelformede øjne, så smukke og runde, var den reneste grønne farve, han nogensinde havde set - men tæt på iris, gik farven over i brun. Det var som om øjene skiftede farve hver eneste gang han så ind i dem. Og dog beroligede de ham fuldstændigt.

"Hellige helgener, hvordan skal jeg kunne få ordren fra ham? Ham den der Høje, der er ikke nogen der har hørt fra ham i århundreder."

"Det er hverken mit ansvar eller mit problem," sagde den kutteklædte. "Jeres krig kan ikke bevæge sig herind. Jeg er ikke af den samme verden som I. Jeg blev ikke skabt af Den Høje som du. Jeg er evig. Nøjagtigt som ham."

"Men hvad kan vi så gøre? Du alene kan sætte det i gang..."

Disen omkring dem blev tykkere, hvidere. Det så ud som om den opslugte den kutteklædte person fuldstændig. Den langskæggede herre følte hans overskæg stritte igen.

"Nej, du vover at gå! Bliv! Jay-dihn! Vi må finde en løsning!"

Svaret kom som fjernt fra disen.

"Løsningen findes kun i dig selv. Se ind i dig selv."

Og med det forsvandt på mandelformede øjne, disen lettede og han stod alene tilbage på det skakternede gulv uden ende.

"Se ind i dig selv," mumlede han hånende. "Som om jeg ikke har brugt de sidste hundrede og halvtreds år på det."

ii

Munken Balthazar drejede om sig selv, hans længe skæg snurrede efter - og så forsvandt han og efterlod kun gulvet, disen. 

Og så selvfølgelig - porten til Paradis.

iii

D E T F Ø R S T E K A P I T E L

Når begyndelsen er god, er alting godt

Den friske pastelblå himmel over os, så klar som... Jah, noget meget klart noget! Heroppe var der rent. Selvom det var ved at blive mørkt, var der rent!

Ned gennem skydækket. Hold da op, hvor det osede! De pokkers til skytsengle røg også mere og mere! Det skaber en sådan os, at der næsten ikke er mere sollys tilbage på jorden. Drivhuseffekten, vor Herre bevares. Bogstaveligt talt. Det med Herren, altså. Ikke det med drivhuseffekten. Den er noget sludder.

Og dér var den! Den ligner overhovedet ikke et æble. Men det kalder de den alligevel. Byen. Det store æble. Det giver ingen mening.

Tågen var tyk over New York City. Tykkere end længe. Faktisk var der blot en eneste person i NYC som stadigt kunne huske hvornår der sidst havde været så dårlige synsforhold i byen - og han sad på plejehjem med så mælkehvide, tildisede øjne, at han ikke kunne se tågen under alle omstædnigheder - og vel i sagens natur lige så godt kunne glo på tåge alligevel.

Vejrfænomenet strakte sig som et fiskenet ned over det regelrette vejnet og spærrede udsynet over den 'fabelagtige udsigt over Times Square', som de mange rige lejlighedsejere havde givet deres svært tjente penge for.

Den tunge luft spredte sig fra Manhattan og videre ud i de andre bydele - så langt som til Harlem. Og netop i Harlem sad vores helt og var i færd med noget, der var ganske atypisk for hans person.

4

Han læste en bog.

David Michaels bladrede endnu en side. Kun toogtredive sider tilbage, tænkte han. Bogen, 'En Grundig Gennemgang af Matematisk Formler og Deres Brug', var ham lige så uinteressant, som havde han siddet og stirret ud i den tomme luft - bortset fra at den tomme luft ikke bestod af 800 tunge sider. Han drog et tungt åndedræt. Cosinus og sinus og bæ. Hvad i alverden skulle han bruge det til?

Ville han nogensinde skulle bruge matematik i sin fremtidige karriere? Nej, næppe - faktisk helt sikkert og absolut bestemt ikke! Ikke om han så blev tvunget til at tørre røv med groft sandpapir i resten af hans liv, ville han bruge matematik i sin fremtid. David hadede matematik. Det eneste problem var, at han var så pokkers god til det. Og så selvfølgelig det, at kan skulle bestå matematikken for at fuldføre high school.

Han så sig omkring efter en afledning i hans lille lejlighed, som kun bestod af det lille værelse han sad i. Hvilken som helst afledning. Hans lille tekøkken var ganske uinteressant, for han havde for blot et par timer siden spist, så det ville være spild at lave mad allerede nu. Han havde ikke noget fjernsyn som kunne aflede hans opmærksomhed - han kendte sig selv at for godt til at anskaffe sådan et, selvom han for en gangs skyld havde råd til et. Han ville aldrig få udrettet noget som helst, hvis han havde muligheden for at sidde og se TV konstant. Der var ikke meget andet i lejligheden af interesse, bortset fra sengen. Det var ret trængt, men egentlig bedre end David havde boet i hele sit liv.

Besejret måtte han endnu engang flytte opmærksomheden tilbage til det matematiske fag.

Alle formlerne og alle udregningerne gav komplet mening for ham. Det var et helt enkelt sæt regler som skulle bruges hver gang. De var altid de samme - uforanderlige og til at regne med. Hvis bare han kunne sige det samme om resten af hans liv - som blot i den nære fortid inkluderede både gadebander, adskillige former for stoffer og hundekampe. Hundekampene havde nu ikke lige været hans kop te. Det var sgu synd for de stakkels kræ.

5

Det bankede på hoveddøren i lejligheden. Hvem kunne det være på dette tidspunkt? David mærkede koldsveden ned af ryggen på sig selv. Kunne de have fundet ham? Nej, det var umuligt. De kunne ikke komme ind i opgangen, uden at blive bippet ind af en der boede i blokken. Måske havde de løjet sig adgang fra en nabo?

Han sad som forstenet et øjeblik. Måske havde han hørt forkert? Måske havde det banket på hos naboen ved siden af, og ikke hos ham?

Netop som han tænkte tanken, bankede det på endnu en gang. Tre bank. David rejste sig fra skrivebordet i hans et-værelses lejlighed, og kiggede hurtigt efter noget at slå med. Noget tungt. Han greb fat i 'En Grundig Gennemgang af Matematisk Formler og Deres Brug' - så kunne den for en gangs skyld komme til god brug.

"Hallo?" sagde han mod døren, så selvsikkert som han kunne. Der kom intet svar. "Hallo!" gentog han, denne gang højere. Stadig intet svar.

Satans også at der ikke er noget kig-øje i døren, tænkte David. Ironisk nok ville der komme håndværkere den følgende uge og installere det. Men det var ingen nytte nu.

Han gik hen til døren med sveden piblende frem på panden - han kunne mærke paranoiaen sætte gang i hans hjertes banken og hans åndedræt. Han tog fat i dør håndtaget med den ene hånd, og havde den tunge bog i et fast greb med den anden. Han talte inde i sig selv.

En.

To.

Tre.

6

Åbn!

Han åbnede døren med bogen hævet højt over hovedet, klar til angreb.

"TILLYKKE DAVID!" sagde en lys stemme gennem døråbningen. Og der stod hun. Pigen i Davids drømme. Selv de våde. Specielt de våde.

David kunne ikke tro sine øjne. Det var Ayla. En smule mindre end ham selv, med hendes lange, lyse hår sat pænt op. Hun så godt ud.

"Hvad laver du? Hvorfor står du med dén der over hovedet?" Hun refererede til bogen.

"Jeg… Jeg…" Davids pande var helt våd af sved. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Han hjerte ræsede stadig i hans bryst. "Jeg troede du var en anden!"

Hun lo. "Hvem skulle dog komme og besøge dig på denne her tid af aftenen?" sagde hun muntert. Men så indså hun, hvem det kunne have været, og hendes glade ansigt gik over i alvorlige folder som en sky over solen. "Åh… Det… David, det må du undskylde. Jeg tænkte mig ikke om."

Hun gik ind i den lille lejlighed, og omfavnede hendes kæreste.

"Det er okay, Ayla, det er fint…" sagde han, og åndede lettet op.

"Nej, det er ikke. Du vidste ikke hvem det var, hvor skulle du også vide det fra?" Hendes øjne skinnede i lyset fra den ene tændte kontorlampe på Davids spisebord. "Du har ret, det kunne have været hvem som helst…"

David så, at han havde gjort hende ked af det. Selv når hun ved ked af det, var hun utroligt smuk. Hendes lyse, glatte pandehår faldt ned over hendes ansigt, hendes smukke blå øjne og hendes smukke, bløde læber. Han kunne mærke bulen i sine bukser mere tydeligt end før.

Han ville mere end noget andet bare beskytte Ayla fra alt det onde i verden, men på grund af hans fortid var det en noget nær umulig opgave. Og stadig stod

7

hun ham bi. Det var noget, David ikke forstod - men som han elskede Ayla for mere end noget andet.

"Men det var dig, der kom." sagde han. "Dig, min dejlige, skønne kæreste." Hun smilte svagt bag de våde øjne. "Selvom jeg stadig ikke forstår, hvad du laver her lige i aften?"

"Jeg ville overraske dig! Se?" Hun rakte ned i hendes skuldertaske og frembragte en flaske rødvin. "Jeg ved du arbejder så hårdt, og jeg tænkte at du kunne få brug for en…" Hun gav et af de frække smil, som David kendte alt for godt. "…en afledning!"

Han grinede. Hun havde nu altid haft god timing, hans kæreste. Og lige nu kunne timingen ikke være bedre.

"Og David… Når du har bestået din matematikeksamen…"

Han gav hende et sarkastisk blik, som hun forstod som et 'jeg-har-altså-ikke-bestået-endnu' blik.

"Åh, hold nu op! Vi ved jo begge to, at du består med glans! Lige meget hvor meget du hader det." Hun gav ham et varmt blik. "Men du ved jo, at når du har fået din eksamen, så kan vi begynde at finde dig et bedre job, end du har nu."

"Åh, Den Gule Måge er nu slet ikke så gal." Lønnen var elendig, men David kunne godt lide det alligevel. Han kunne slå hjernen fra, og havde gode kolleger.

"Lad nu være, Dave!" David hadede at blive kaldt 'Dave', men Ayla var den eneste der fik lov til det. "Min far har snakket om din fremtid. Han ønsker at se dig ansat i hans firma. Du kunne overtage det en dag, hvis du var god nok, sagde han."

Hun smilte vidende til ham. Hun vidste udemærket, at revisor var det sidste David ønskede at blive her på kloden. I hele universet, faktisk.

"Jeg tror at min kære svigerfar nok må se sig om efter en anden arvtager."

"Han bliver svært skuffet, ved du nok" sagde hun alvorligt.

8

"Du har ikke givet ham falske forhåbninger, vel?"

Hun var ved at blive kvalt, ved skjult hysterisk latter.

"Jeg sagde til ham, at han nok ikke skulle gøre sig de store forventninger. Har du nogensinde gjort, hvad man forventede af dig?"

David tænkte over spørgsmålet. "Lad mig sige det sådan, at jeg aldrig har taget vejen, der blev lagt ud foran mig!"

Ayla grinede, og lagde armene som Davids skuldre. Han havde altid haft let ved at få hende til at grine.

"Du har vel altid sprunget over, hvor gærdet er lavest?"

Satans, tænkte han. Hun kender mig sgu for godt. Hun havde altid læst ham som en åben bog.

"Ej, jeg foretrækker at sige, at jeg snupper genvejen."

Han lagde hans hænder omkring hendes hofter og kyssede hende på munden. Hun gengældte kysset lidenskabeligt, som om hun aldrig ville stoppe.

Men det gjorde hun. Hun krøb ud af Davids arme.

"Kom med." Hun gik mod døren.

"Hvor skal vi hen?" Han havde ikke forberedt sig på at gå nogen vegne. Og slet ikke nu.

"Tag en jakke på, det er koldt udenfor. Jeg har en overraskelse."

9

D E T A N D E T K A P I T E L

Hurra for kompromiser

En høj, mørk skikkelse gik over broen til det mørke land. Han bar en lang, sort kutte over sin spinkle krop. Det var tydeligt, at han ikke ville genkendes. Kun hans lange, hvide skæg afslørede noget om hans identitet.

Alene fra grænsen havde han set to røgskyer fra brande - nu kunne han se endnu flere. Dette var afgjort et afskyeligt sted at befinde sig.

Broen gik over en kløft. En enorm kløft. Så enorm, at broen ligeså godt kunne have været The Golden Gate bridge. På den ene side var der frodigt og grønt. På den anden side var der mørkt. Bare mørkt. På nær brandene.

Ved enden af broen stod adskillige vagter med adskillige våben af truende udseende.

"Hvem er du?" råbte en af dem - sandsynligvis deres anfører. Han var beskidt fra top til tå, og havde hans uniform ikke været kulsort i forvejen, havde han set aldeles uanstændig ud. Men skidt så ud til at være en del af uniformen på disse egne, ved nærmere eftersyn af vagtens kolleger.

Den kutteklædte standsede sin overgang. Han betragtede vagterne nøje.

"Hvem er du, for Helvede?!" råbte vagten igen.

"FOR HELVEDE!" istemte de andre vagter, som var det en salut.

"Og hvad vil du her?"

10

"Jeg er her for at se jeres Herre, mine noble herrer. Vær yderst elskværdige at melde min ankomst" sagde skikkelsen i kutten.

Vagten så ud til at måle den høje herre med blikket - det var ikke hver dag han blev kaldt for 'herre'. Da han besluttede, at den gamle ikke kunne være nogen fare, gjorde han tegn til de andre, at de skulle åbne den store, sorte jernport bag dem.

"Hvem må vi sige, at det er?"

"Det er min sag, og ingen andres. Men I kan sige, at det er en der kommer, for at foreslå en handel."

Og med dét blev munken Balthazar lukket ind i Helvede.

11

K A P I T E L 3

Det kan aldrig starte helt godt

Det havde været en helt igennem fantastisk aften. Fra det sekund Ayla havde ført David ud af døren, havde han aldrig haft en bedre nat i hele sit liv.

Ayla havde inviteret ham på date. Og ikke blot en almindelig date. Første stop havde været en lille, cubansk restaurant. Ikke en sådan fin én, som hendes forældre plejede at invitere dem ud på - men en mindre, familiepasset restaurant, hvor tjenerne smilede oprigtigt og var glade for at snakke og fortælle. Michael havde altid været forvirret over den slags personer, der kunne smile over ingenting - fordi det var deres job. Al respekt for god service, men man behøves vel ikke overdrive.

Og det gjorde de ikke her. Maden var fabelagtig, fremtryllet af familiens patriarker i køkkenet - man kunne ligefrem smage historien, sammenholdet og kærligheden i maden. Det var… Magisk!

David tænkte på hvor meget de to havde været igennem. Ayla og ham selv. Lige fra starten, da de mødtes, havde hun set ham for ingen anden end ham selv.

Han havde været en del af banden 'The Demons of Harlem', og havde forsøgt at stjæle hendes taske i midtbyen. Et valg han kom til fortryde - det sørgede hun for - men sidenhen ikke ville have været foruden. Hun havde givet ham et godt og grundigt spark over skinnebenet, og havde derefter hakket ham i nakken, så han blev bevidstløs. Da han vågnede igen, havde det været på hospitalet med en hamrende hysterisk Ayla ved hans side, hvor hun ventede på en forklaring.

12

I skæret fra det ene stearinlys på deres bord, smilede Ayla til ham. Ikke fordi han havde sagt noget morsomt eller fordi han så sjov ud. Det var bare sådan en ting hun gjorde, når hun var glad. Så smilte hun. Et sådant smil, at hun aldrig havde set mere lykkelig ud end nu.

I stedet for at politianmelde ham, havde hun valgt at hjælpe ham. Hun havde taget ham med ud på landet til hendes forældres landsted, langt væk fra hårde stoffer og skumle bander, og der havde de tilbragt to måneder sammen. Stoffri og nyforelsket ankom han tilbage til Harlem med hende, og siden havde de ikke set sig tilbage. Ligemeget hvad hendes forældre sagde, lige meget hvad nogen sagde.

Hun havde skaffet ham et job. Hjulpet ham gennem high school. Lært ham at leve. Og det var han hende uendeligt taknemmelig for.

De forlod restauranten sent på aftenen, og hun havde taget ham med ud og danse. Ikke på diskotek med larmende, fulde mennesker og musik så høj, at man skulle råbe for at høre hinanden. Men til bal - et vaskeægte bal! Midt i parken!

Et band havde spillet op, og folk fra alle steder var dukket op og begyndt at danse. Only in New York, tænkte David ved sig selv.

Han tog Ayla i sine arme, de dansede hele natten til de ikke kunne mere. Og så var det vist tid til at tage hjem.

Bulen i Davids bukser føltes som en sten i hans lomme. Han var sikker. Det skulle være i aften det skete.

Så nu gik de sammen ned af gaden, lige midt på den. For det var så sent, at der ingen biler var på vejene. Ham med hans venstre arm om hende. Hende med hendes hoved på hans venstre skulder.

Ayla kunne mærke Davids hjerte hamre mod hendes skulder, som om han havde løbet et marathon på en halv time. Han var nervøs. Hun var sikker på det.

13

Men hvorfor? I aften havde været en fantastisk aften. Han havde vel ikke grund til andet end at være afslappet?

David var sikker på at Ayla kunne mærke hans hjerte slå løs med hundrede slag i sekundet - som en af de der mekaniske kaniner som bliver ved og ved. Han svedte som bare pokker. Hvordan skulle han dog slå hul på isen? Han måtte få det sagt, men hvordan?

Bulen i hans bukser gnubbede sig mod hans hud. Hvordan skulle han tage den frem, uden at hun fik et hjerteslag?

Hun stoppede og kiggede på ham. De var nået til hans blok.

"Det har været en dejlig aften." Hun blinkede med sine lange øjenvipper. 'Kys mig nu, Dave', tænkte hun ved sig selv.

Han grinede kort. Nervøst.

"Jah… Det har det i hvert fald!"

De betragtede hinanden et øjeblik. Pinlig stilhed. Pinlig.

"Jeg kan komme med op, hvis du synes?" spurgte Ayla håbefuldt. Vær nu en mand og sig ja!

David smilte genert. "Tjoeh, hvis du synes?" Han var helt tør i halsen.

Hun var lige ved at udbryde noget i stil med 'jo tak, endelig!', men nøjedes med at sige "Det vil jeg gerne", og så på ham med lille, fint smil.

Hun gik fra gaden og mod blokken, men han tog fat i hendes arm og stoppede hende, vendte hende mod ham selv.

"Vent, Ayla… Jeg synes der er noget vi skal snakke om, før vi går op…"

Hun lo kort over hans tøven. "Jeg er altså ikke nogen lille pige, David. Du er enogtyve, jeg er tyve. Jeg ved godt hvad det handler om, du behøves ikke være nervøs." Men tak alligevel, tænkte hun.

14

David mærkede sit hjerte hamre oppe i sin hals. "Øh, nej - det var nu ikke lige det jeg mente. Og jeg ved godt at du er en voksen kvinde og alt det. Men hør nu…"

Han sank, og det føltes som om han sank en teskefuld kanel. Ikke behageligt.

Hun betragtede ham. Så han havde altså noget andet på hjerte?

"Jeg ville bare sige, at i aften har været…" Han ledte efter det rette ord. "…simpelthen bare helt fantastisk og komplet utrolig."

Hun smilte til ham. "Det synes jeg også."

"Og jeg vil bare sige… Sige tak for alt du har gjort for mig, Ayla." Han talte så lavt, at han næsten hviskede. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig."

"David… Du ved godt at du ikke skal takke mig," sagde hun mildt. "Jeg har ikke gjort noget for dig. Alt du har opnået, har du opnået helt selv. Ved dit eget hårde arbejde."

"Nej, jeg ved godt det godt. Men Ayla - stadig! Jeg ville aldrig kunne have gjort alt det uden dig. Kommet fri af banden, fået et job, og nu har jeg snart gennemført skolen. Og jeg synes bare at du skal vide, at jeg aldrig ville kunne have gjort det uden dig ved min side."

Han tog hendes små, lette hænder i hans egne.

Ayla vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne mærke, hvor det bar henad - og pludselig hamrede hendes hjerte om muligt endnu hurtigere, end hun havde følt at hans gjorde. Den kølige sommerluft blæste let i hendes hår.

"Og Ayla… Det har bare fået mig til at indse at… At jeg ikke kan se andre stå ved min side nogensinde. Ikke andre end dig. Og jeg tror, at du har det på samme måde?"

David kunne se Aylas øjne lyse op ved hans ord, da hun indså hvor hvad han ville. Hun vidste præcis hvad han mente. Hun nikkede næsten usynligt - mere med øjnene end med hovedet.

15

"Så… Ayla Jackson…" David rakte ned i hans lomme og tog en lille, fin filtæske frem. Den var mørkeblå og gyldne ord skinnede i lyset fra gadelygterne.

Ayla så sin kæreste gå ned på knæ foran hende, den eneste hun kunne forestille sig at tilbringe resten af hendes liv sammen med. Hun havde svaret klar, før han havde stillet spørgsmålet.

"Ayla… Vil du gøre mig til den lykkeligste mand i hele universet, og gifte dig med mig?" Han åbnede den blå æske, og frem tittede en lille, gylden ring. Den var perfekt. Med et lille hjerte midt på, og en krystalklar sten, der glimtede til hende.

Hun gik ned på knæ med ham, omfavnede ham. Lykkeligere kunne man ikke blive. Nogensinde.

Et råb kom gennem natten. Fyldt med had. "Man melder sig ikke ud af The Demons! DEMON OR DIE!"

Et brag gennemborede den milde sommernat.

Hun mærkede Michael give et ryk i sig, og hørte dernæst hans gisp. Hvad var der sket?

Råbene kom fra en lille sti mellem to blokke nærved. "DU ER DØD FOR OS, DAVID! Og nu er du også død for alle andre!"

Latteren da de to mørkelagte mænd forlod området gav genlyd i hele gaden.

David faldt om på jorden, mærkede sit hjerteslag tydeligere end han havde gjort nogensinde. Skulle man mærke at man lever allermest, når man er ved at dø?

Hun slap hendes tag i ham, da han faldt om på gaden. Hvorfor var hendes hænder så røde? Men da så hun, at det ikke kun var hendes hænder der var søbet ind i blod, men også hendes arme og gaden hvor David lå.

Nej. NEJ! Det kunne ikke passe!

"David! David! Nej! David! Kan du høre mig, Dave? Vær sød at sig noget, Dave, du må ikke dø!"

16

Han så på hende. Så på hendes smukke ansigt. Hun lignede virkelig en engel. Selv når hun græd. "Jeg hader virkelig, når du kalder mig 'Dave'." Han hostede, et smil bredte sig på hans ansigt. Hold kæft hvor gjorde det ondt i hans skulder.

"Åh, David. David, jeg elsker dig, du må ikke dø!"

Han frøs virkelig. Virkelig.

"Jeg elsker også dig, Ayla. Det gør jeg…"

Og med dét åndede han ud. Ikke blot som han plejede, men længere ud end man kan forestille sig. Det er det sidste åndedrag - og med det forsvinder ikke blot luften i dine lunger, men også sjælen i din krop.

"David," græd hun. "DAVID!" skreg hun. Hendes råb var mere gråd end ord. Hun så sig om i gaden.

"Hjælp! Hjææælp mig!" råbte hun. "HJÆLP!"

Men der var ingen der hørte hende.

Hun tog hans hænder, rokkede frem og tilbage, som hun sad på den kolde asfalt.

"Ja, David. Ja, jeg vil gerne gifte mig med dig. Vær sød at komme tilbage."

Hun lagde sig mod sin forlovedes bryst, var ligeglad med hans gennemblødte klæder. Hun mærkede varmen forsvinde lige så stille fra hans krop.

"Bliv hos mig, David... Vær sød… Vær nu sød," gispede hun, glinsende våd i ansigtet af sine tårer. Eller blodet.

Der lå hun i nogle minutter, måske nogle timer - måske år. Da solen endelig stod op og de første mennesker fandt hende, havde hun endelig forstået.

Hun var alene. Og David ville aldrig komme tilbage.

Kort derfra lå ringen og glimtede i morgensolens lys.

17

D E T F J E R D E K A P I T E L

Ups, hovsa og diverse andre udtryk til brug for umiddelbar

forbløffelse"Det bæst!" lød stemmen gennem disen. "Det forbandede bæst!" De ellers så smukke, mandelformede øjne var forskruede i blændende vrede. Jay-Dihn var godt tosset.

En ung kvinde dukkede op ud af det rene ingenting. Hun var lille og mørk, men havde et udtryk af beslutsomhed og bestemthed over sig. 

"Hvad foregår der, Jay-Dihn?" spurgte hun. Det var sjældent at hun havde set sin leder i et sådant raseri.

"Jeg sværger ved Guderne og alt der er helligt! Jeg skal nok få ram på dig, din luskebuks!"

"Hvem? Hvem taler du om?"

"Balthazar!" Jay-Dihns blodskudte øjne bulede ud, bare ved hans navn. "Den forræder! Den - den usling! Jeg håber at han kommer til at brænde i Helvede for dette her!" 

"Balthazar? Hvad har den gamle mand nu gjort?" Nok plejede han at lave narrestreger, der strøg Jay-Dihn mod hårene. Men det fremkaldte sjældent det raseri, hun var vidne til nu.

"Det værste! Åh ved vor Gud, det værste har han gjort! Han har forrådt os, Edana! Forrådt Den Høje!"

Edanas øjne blev store ved Jay-Dihns ord. Kunne det virkelig passe? Balthazar, som hun havde kendt hele sin tid her, en forræder?

18

I selvsamme bevægede rørte det sig i disen. Skægget var det første man så, derefter kom resten af hans ranglede krop snurrende til syne.

"Edana, hvor godt at se dig her!" udbrød Balthazar, da hans snurren var ophørt.

Han behøvede blot at se Edanas forvirrede ansigtsudtryk, for at vide hvad der ventede.

"BALTHAZAR!" rungede det gennem luften.

Han udbrød et forbløffet gisp, og gjorde mine til at gå i dækning, som om et jordskælv netop var gået i gang.

Jay-Dihn tog ud af ingenting fat i hans lange, hvide skæg, og trak ham helt tæt til sig. “Hvor vover du?”

Han lod til at overveje sine ord et kort øjeblik, men blev skræmt af de røde øjne der stirrede intenst ind i hans egne. "Vover? Hvad? Jeg er sikker på, jeg ikke ved hvad du snakker om, kære Jay-D…"

"Du ved udemærket hvad jeg snakker om!" skreg Jay-Dihn og hev i raseri så hårdt i skægget, at Balthazar faldt på knæ. "Du skal være glad for at jeg ikke sender dig lige lukt i Helvede!"

"Det - ja, det ville jo være u-hu-heldigt," stammede han. "Mon ikke vi kan finde en løsning, min ven?"

"DU SKAL IKKE KALDE MIG DIN VEN, DIT UDYR!" råbte Jay-Dihn. Hun slap den gamle mands skæg, trak en kniv frem fra sin kappe og hævede den højt over sit hoved.

"Stop!" råbte Edana. "Du må ikke!"

Jay-Dihn tøvede et sekund, og det var alt Balthazar behøvede. Han hev sit skæg fri, kom på bene og snublede straks væk fra de to - og med ét var han forsvundet i tågen.

19

Stadig med kniven hævet over hovedet, stod Jay-Dihn som i chok over hændelserne. "Forræder," gispede høn. "Hvor kunne han…"

Edana gik frem mod hende, vristede kniven ud af hånden på hende og omfavnede hendes leder. "Han fortjener en værre skæbne end den, du kan give ham. Han skal nok få sin straf."

Jay-Dihn mærkede pludselig en bevægelse i tågen omkring dem. Den gav hende kuldegysninger, men den gjorde høns hjerne klar.

"Edana," sagde Jay-Dihn, og tog om hendes arme, "vær beredt. Vi får en vigtig gæst ganske snart."

Så var det altså sandt. Det måtte det være.

"Årh, forsvind, din skide røg!" udbrød høn, og disen omkring dem opløstes øjeblikkeligt. 

20

David Michaels

David. "Elsket" Michael - hebræisk "Hvem er som Gud?"

Beslægtede termer

Register

Træk beslægtede termer hertil

Find term

Jay-Dihn

Betydning på hebræisk "Gud har hørt/lyttet" (God has heard).

Mandelformede øjne, brunt hår (hverken lyst eller mørkt), skiftende øjenfarve, androgyn, mellemhøj.

Han/hun er en blanding af samtlige personer på kloden, og repræsenterer derfor fuldkommen retfærdighed. Derfor er hun vogteren til porten af Paradis. Alene hun bestemmer til hvilket rige en person skal hen.

Beslægtede termer

Træk beslægtede termer hertil