werner best

18

2 østre Landsret 1949

Analytisk skarpsindighed er et kendetegn for Werner Best livet igennem. Som em-bedsmand og politiker viser han gang på gang gennemslagskraft med sin evne til at læse spillet og stille en avanceret analyse op. Men på intet tidspunkt vinder han en større sejr end på en højsommerdag i 1949, den 18. juli. I det, der bliver betragtet som ‘den danske Nürnberg-proces’, er Werner Best ved Københavns Byret blevet idømt dødsstraf, og med domsafsigelsen i Østre Landsret har anden runde af sagen mod general Hermann von Hanneken, den højere SS- og politifører Günther Pancke, Sikkerhedspolitiets chef Otto Bovensiepen og dr. Best fundet sin afgørelse. Werner Best har ikke villet appellere dommen, fordi han ikke mener, at retssagen er lovlig, men hans beskikkede forsvarer har alligevel appelleret på hans vegne. Anklage- myndigheden har også anket dommen, “for at få afprøvet bevismaterialet endnu en gang”, selv om man har fået idømt Werner Best dødsstraf. Justitsministeren har flere år forinden afgjort, at selv om en domfældt skulle afstå fra at appellere, ønsker de danske myndig-heder ikke at eksekvere dødsstraffe på baggrund af en underretsdom alene. Det gælder selvfølgelig også, når det handler om besættelsesstyrets øverste politisk ansvarlige. “Dommen skulle afsiges kl. 14, men allerede et par timer før begyndte de første tilhørere at indfinde sig,” skriver dagbladet Politikens reporter dagen efter. “Samtidig blev der udkommanderet et af politiets vagthold, og umiddelbart før dø-rene til retssagen blev aabnet, stod der en lang kø ud gennem retsbygningens gaard og op ad trapperne. Kun de færreste kunne faa plads i den lille retssal – de øvrige blev lempeligt af politimænd ført ud gennem porten til Fredericiagade, og da de fire tiltalte kort efter kørte ind i gaarden, stod der adskillige hundrede mennesker herude – de fik kun salatfadet med de tilgitrede ruder at se – en politieskorte i bil fulgte efter – saa smækkede landsrettens tunge porte bag dem. Der var kvælende hedt i retslokalet (…). Gangen bag ved stolerækkerne og ned langs med siden var tæt stuvet – ikke én overflødig kvadratmeter var tilbage. Saa gik dørene op til sidegangen. Dr. Best – en smule mere bleg end sædvanlig, men med samme maalbevidste udtryk – traadte ind, gik scenevant tværs over retssa-lens gulv uden saa meget som at sende et blik op mod de overfyldte tilhørerpladser og indtog sin plads inderst i de anklagedes loge. Som nr. to fulgte Bovensiepen med en bog i haanden. Han hilste hjerteligt på dr. Best (…). Til slut fulgte von Hanneken, selvopgivende og endnu mere duknakket end tidligere, og Pancke. (…) De stirrede tomt ud for sig mod retssalens gulv, mens Hanne-kens forsvarer, fru Anna Johnsen, diskuterede ivrigt med dr. Best, som tilsyneladende var meget interesseret.”

2718-POLITIKEN__Werner-Best.indd 18 13-05-2013 11:18:40

19

Politiken den 19. juli 1949.

Så går dørene op, og retsformanden, landsdommer Frederik Lucas, træder ind sam-men med sine to meddommere, tre lægdommere og deres suppleanter. “Der var fuldstændig stille i retten, da (…) Lucas traadte et skridt frem i dommer-skranken og med en haandbevægelse til rettens vagtmester Sv. Aa. Jensen gav tegn til, at han skulle oplæse dagsordenen,” fortsætter Politikens medarbejder. “Det er en ganske naturlig begivenhed foran alle domme i landsretten, men i dette tilfælde havde det en ganske ejendommelig virkning. Den rutinemæssige oplæsning af “Østre Landsrets sag nr. 50, 51 og 52 mod de tiltalte (…)” virkede mærkelig uvir-kelig. Tilhørernes øjne hang ved dommer Lucas, der med dommen i haanden stod klar til oplæsningen.” Da øjeblikket kommer, oplæser retsformanden dommen med lav, men klar og ty-delig stemme. For Werner Bests vedkommende går den ud på, at han “er at frifinde” for at have taget initiativet til deportationen af de danske jøder i oktober 1943, samt at der i forhold til både jødeaktionen og de andre forbrydelser, han blev dømt for i byretten – især medansvaret for modterror mod den danske befolkning – er en række formildende omstændigheder.


20

Det bliver især regnet den tidligere rigsbefuldmægtigede til gode, at han har med-virket til, at jøderne kunne undslippe til Sverige, og at han i en række tilfælde har været talsmand for danske interesser over for Nazitysklands myndigheder. Desuden har han medvirket til, at Tyskland overgav sig, inden det kom til en militær slutkamp i Danmark, så landet undgik store ødelæggelser. Straffen bliver nedsat fra dødsstraf til fem års fængsel, hvoraf mere end fire år alle-rede er udstået, eftersom Best har været varetægtsfængslet siden maj 1945. “Der gik et gisp af overraskelse gennem den tætpakkede tilhørerskare,” skriver Socialdemokratens medarbejder i Østre Landsret. “Bests uudgrundelige sorte øjne spillede op i et smil,” noterer Politikens reporter. Også byrettens anden dødsdom bliver omgjort, idet Otto Bovensiepen bliver idømt fængsel på livstid. Efter en dom på otte års fængsel i den første retssag bliver Her-mann von Hanneken frikendt, mens straffen til Günther Pancke på 20 års fængsel stadfæstes. “Da dommen var oplæst, var der en smule uro på tilhørerpladserne – en anelse til-løb til protester, men man forlod retssalen roligt. (…) Best og Bovensiepen var meget blege, von Hanneken kendeligt oplivet, medens Pancke ikke lod til at interessere sig for andet end at komme ud til den ventende vogn, der førte de fire tyskere bort,” skri-ver Socialdemokraten. I offentligheden er protesterne voldsomme over det, der blev opfattet som en næ-sten-frifindelse af Werner Best. På byggepladsen Melstedhusene på Amager nedlæg-ger 100 bygningsarbejdere f.eks. arbejdet i protest. Blandt de utallige pressekommentarer er en kronik af en af Danmarks mest aner-kendte jurister, professor, dr.jur. Stephan Hurwitz. I de første mange afsnit er han den moderate faglige stemme, der gør opmærksom på, at skyldsspørgsmålet er afgjort i enighed af landsrettens dommere på grundlag af en grundig bevisbedømmelse. På baggrund af de formildende omstændigheder mener Hurwitz, at det er med fuld ret, at Østre Landsret har omgjort byrettens dødsstraf over Werner Best. “Men et domsresultat, hvorefter varetægtsfængslet omtrent skal gøres ud for hele straffen, synes dog at bero paa en overvurdering af de formildende omstændigheder. Ved at læse dommen kan man ikke frigøre sig fra det indtryk, at man har betragtet Best som en lovlig repræsentant for et lovligt regime, ikke som et højt betroet medlem af en bande, der i sit eget hjemland var kommet til magten ved afskyelige midler, og som anvendte de samme midler til at undertrykke og beherske en fredelig omverden. (…) Mænd, der som Best var naaet frem til kredsen af magthavere i Hitlers nærmeste eller blot noget fjernere omgivelser, er gaaet en frivillig vej til deres position, og den-ne vej er gaaet over lig,” skriver professoren.

Fire dage efter dommen skriver Best fra sin celle i Vestre Fængsel til familieveninden Marie Møller, dyrlægefruen fra Gråsten.


21

“Kære fru Mimi!Hjertelig tak for dit dejlige fødselsdagsbrev af 7.7. og for dit postkort af 14.7. Jeg er meget forskrækket over, at du taler om sygdom. Er du selv eller nogen i din familie syg? Jeg ønsker af hjertet, at sygdommen er ovre, når du læser disse linjer. Hvordan ser det ud med Jens’ sag? Går den til Højesteret? I mellemtiden er vores anden dom jo blevet afsagt. Selv om jeg naturligvis heller ikke kan anerkende denne dom, så må jeg dog med-give, at retten har vist uventet meget mod. Det mest værdifulde er, at retten praktisk taget har anerkendt og rehabiliteret hele min politik. Det er en sejr for Tyskland, ikke for mig! Pressens hetz vil jo bestemt føre til, at anklagemyndigheden vil indbringe sagen for Højesteret. For mig sker der altså ingen forandringer. Jeg forbliver i fængsel og lever videre i den samme uvished som hidtil! Hilde skriver optimistisk om sit helbred. Bare hun passer tilstrækkeligt på sig selv! Må jeg med dit næste brev bede om endnu en tube tandpasta? For i dag sender jeg jer alle de hjerteligste hilsner. Jeres Werner Best (P.S.) – Jeg har netop modtaget dit dejlige brev af 19.7.49, for hvilket jeg takker dig hjerteligt. Din optimisme deler jeg ikke ganske!”

Jens og Marie Møller har kendt den rigsbefuldmægtigede, siden han ankom til Kø-benhavn i november 1942. Werner Best havde en naturlig anledning til at møde Jens Møller i hans egenskab af nazistisk folkegruppefører for hjemmetyskerne, og kort tid efter ankomsten gæstede Best ægteparret i Gråsten. Det er i den forbindelse, at Wer-ner Best i sit brev omtaler sagen mod Jens Møller – eller Kamerad Möller, som Best tiltalte ham under krigen. Det er svært at tro, at Werner Bests noget tilbagelænede, desillusionerede kommen-tar til sin egen sag er fuldt dækkende for hans reaktion. Han må være kolossalt lettet. Sagen har fået netop det udfald, han har arbejdet frem imod de forudgående fire år, og dommernes afgørelse betyder, at hans liv er reddet, da landsretsdommen er den endelige afgørelse af skyldsspørgsmålet vedrørende hans forbrydelser i Danmark. At der måske kan vente yderligere politiundersøgelser og anklager efter løsladelsen fra dansk fængsel, ligger denne dag givetvis langt tilbage i bevidstheden. Det var efter krigsafslutningen et åbent spørgsmål, hvor sagen skulle føres, for Werner Bests krigsforbrydelser havde fundet sted i både Polen, Frankrig og Danmark. Hertil kom hans virke som politichef i Tyskland. Spørgsmålet blev først afklaret efter flere år. Som den eneste af de tyske topfolk forblev Werner Best ved kapitulationen i Dan-mark uden forsøg på at flygte eller rejse hjem. Han fortsatte endda nogle dage med accept af Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen med at optræde som Det


22

tyske Riges repræsentant over for de danske myndigheder, mens Best sad i det, han valgte at opfatte som ‘æresarrest’. Det manglende ønske om flugt skyldtes næppe kun en forkærlighed for Danmark. Det var snarere for Werner Best alt om at gøre, at hans sag blev ført i Danmark og ikke ved Det internationale Krigsforbrydertribunal i Nürnberg eller i Frankrig. Best vidste meget vel, at Danmark var det eneste land, hvor det ville være muligt for en forsvarer at fremføre formildende omstændigheder af blot nogen styrke. Mange forskellige grunde bevirkede, at Best-sagen endte ved Københavns Byret. En af dem var hovedpersonens taktisk sikre svar under de indledende afhøringer hos dansk politi og for Nürnberg-domstolen. Mange af de tiltalte i krigsforbryder- og landsforrædersager havde beskikkede for-svarere, der gik til opgaven uden den store energi. På det punkt var heldet også med Best. I den 45-årige københavnske landsretssagfører Poul Christiansen fik han en forsvarer, der faktisk udførte sit hverv omhyggeligt.

“Hier Best.”Det er 3. januar 1987, og den 83-årige Werner Best tager telefonen i sin og fruens ældrebolig i Erkrath ved Düsseldorf. En kontakt i København, advokat Paul O. Kjers-gaard, melder sig i røret for at ønske godt nytår. “Zunächst alle guten Wünsche für das Neujahr” (“Så vil jeg sige: alle gode ønsker for det nye år”), kvitterer Best efter danskerens indledende spørgsmål om, hvorvidt han forstyrrer. Stemmen er mærkeligt upåvirket af alderen. Den er formentlig tæt på at have den klang, som personer, der mere end 40 år tidligere er blevet stillet ind til ham på Dag-marhus, har hørt i røret. “Hier Best”. Stemmen er opmærksom og klar; det virker, som om Best taler i et toneleje, der er en anelse højere end hans naturlige ud fra en rygmarvsfornemmelse af, at et løftet toneleje signalerer imødekommenhed. Kjersgaard, der er invalidepensionist, tager fat på en længere og nok lidt trættende redegørelse for sit helbred, mens han uden Werner Bests vidende optager samtalen på bånd. Den tidligere rigsbefuldmægtigede lytter og indskyder “Ja…, ja…, ja…” uden at vise tegn på utålmodighed, før danskeren er klar til at tage hul på næste emne. Werner Bests sjældent svigtende, høflige form er en vigtig del af hans profil. Det gælder også nu, hvor sejren i Østre Landsret har tilladt ham at blive en gammel mand med midaldrende børn og voksne børnebørn. I de 35 år mellem nytårssamtalen med Kjersgaard og løsladelsen fra Horsens Stats-fængsel havde den tidligere rigsbefuldmægtigede også god tid til at øve indflydelse på sit eget eftermæle. Netop Werner Bests egen indflydelse på historikerne var en vigtig årsag til, at manden fra Mainz ved sin død i 1989 stod i et noget tvetydigt, uskarpt lys. Først med Ulrich Herberts store biografi fra 1996 er det blevet klart, at Werner Best


23

ikke politisk set er gådefuld. Tværtimod var han en politiker, der med grufuld konse-kvens gennemførte de målsætninger, han havde lagt sig fast på, allerede før han var 20 år. At Danmark slap forholdsvis billigt fra det best’ske styre er der også en logisk forklaring på. Men først skal vi tilbage til efteråret 1914 – nærmere bestemt til den historiske by Trier i Pfalz. Hertil transporteres sårede fra kampene i Nordfrankrig, for Første Verdenskrig er brudt ud to måneder før. Datoen 4. oktober 1914 skal blive et centralt omdrejningspunkt for Werner Best livet igennem.


werner best

Documents