&– DET VISER SIG DESVÆRRE IGEN OG IGEN – AT LIVET ER DIT EGET ANSVAR. Hun siger det med et skævt smil, mens hun brygger kaffe, og solen står ind gennem køkkenvinduer-ne og den åbne dør ud til den lille altan mod gården. Det er selvironi, det er alvor, og det er lige til at grine ad. På den der måde: Har forstået budskabet, har virkelig forstået det, er i gang med at efterleve det, ikke altid let – men alligevel bedre sådan her. Hvor man måske nok har mistet illusionen om altid at have kontrol over, hvad tilværelsen stiller an med. Men til gengæld har opdaget, at man selv – helt selv – bestemmer, hvordan man vil agere på det, man bliver mødt med. Frihed – i en ret interessant form.

Du skal møde Dicte, fuld af ord og musik og tanker, der hele tiden er i bevægelse. På én gang grounded. Og sitrende. Helt hjemme i sig selv. Og åben for stemninger og indtryk, små glimt, der lagrer sig, destilleres og omsættes. Til erkendelser. Musik. Begge dele. Eller med hendes egne ord:

– De fleste kunstneres personlighed er sammensat af en seksårig og en di-rektør for et multi-nationalt selskab – og imellem dét er der en masse kaos. Jeg er både virkelig sårbar – og en tough motherfucker. Jeg kan klare rigtig meget – og jeg kan ikke klare en skid. Men jo ældre jeg bliver, jo mere tydeligt bliver det for mig, hvor vigtigt det er at acceptere og leve med dét, der er lige nu. Som om, at jeg har valgt det hele selv – også dét, jeg ikke har.

jeg kan ikke klare en skid”…

„Jeg kan klare rigtig meget

… siger Dicte, der beskriver tilværelsen som at gå på en levende bro. Mød den 45-årige sanger og hør om hendes livs største kær-lighedsforhold, og hvorfor det giver mening at leve – i hvert fald forsøge at leve – hver dag, som havde du bestemt det hele selv.

INTERVIEW

„Min skilsmisse har givet mig en anden åbenhed og rummelighed. I dag er jeg bevidst om ikke at være så fokuseret på facit.”

✜ NAVN: Dicte (Benedicte Westergaard Madsen)

✜ ALDER: 45 år

✜ PROFESSION: Sanger, komponist og producer. Begyndte karrieren som frontfigur i bandet Her Personal Pain i 1989. Gik solo i 1994 og har udgivet syv album under eget navn. Skriver også musik til teater, film og reklamefilm.

✜ PRIVAT: Bor alene med børnene Sixten og Ava på otte og to år.

✜ MOTION: Løber og dyrker yoga i 20 minutter to-tre gange om ugen. A

f Ann

e Her

man

sen

Fot

o Le

s Kan

er M

akeu

p M

aria

nne R

ud T

øj U

dlån

t af M

oshi

Mos

hi, m

oshi

mos

hi.d

k

fitliving.dk | august 201212 13fitliving.dk | august 2012

14 fitliving.dk | august 2012

INTERVIEW

Dicte – Benedicte Vestergaard Madsen – har været på den danske rock- og popscene, siden hun debuterede med bandet Her Personal Pain som 21-årig. I dag er hun 45 år. Har udgivet syv album under eget navn. Skrevet og produceret et hav af sange både til sig selv og andre. Medvirket i teater og film og skrevet masser af musik hertil samt til reklamefilm. Og så er hun er mor til børnene Sixten og Ava på otte og to år.

Deres far er D.A.D.-trommeslageren Laust Sonne. Parret gik fra hinan-den under tæt bevågenhed fra ugebladspressen for knap tre år siden. Og lige netop den drejning af tilværelsen valgte hun ikke selv. Til gengæld tog hun ef-terfølgende selv en meget bevidst beslutning om ikke at drikke af det, hun kalder den „bitre kop”.

– Der er jo ingen af os, der får børn med den tanke, at vi ikke skal være sammen med dem hver dag. Og det føltes uretfærdigt. Men dit liv bliver bare ikke bedre af at dyrke en følelse af at være offer og magtesløs. Du er ikke her-re over alt, hvad der sker. Men din indstilling til det – det er dit eget ansvar.

SOM AT GÅ PÅ EN BRO, DER ER LEVENDE– Jeg øver mig – jeg øver mig virkelig – på at leve hver dag, som om jeg net-op har valgt det hele selv. Og det er da pissesvært, og jeg siger ikke, at jeg altid kan, men det er også livsbekræftende. For når du gør det, så tager du magten over dit liv. Der sker noget, når du siger: „Det er sådan, det er” og omfavner de vilkår, du har. I stedet for: „Det burde være noget andet.” Det gælder jo på alle områder og helt ned i de små ting:

– For eksempel kan det da godt være, at jeg har lyst til at turnere med 10 musikere, men kun har råd til have tre med. Så er det sådan, det er. Det er en anden oplevelse, men det er stadig en oplevelse, måske endda finere.

– Jeg kunne også godt ærgre mig over, at jeg ikke længere lige kan gå i bio-grafen med Sixten, mens Ava er hjemme hos sin far. Det er bare ikke en mu-lighed mere, og så gør jeg noget andet – laver popcorn-eftermiddag med film herhjemme, for eksempel. Min virkelighed ændrer sig jo ikke ved, at frustra-tionen vokser. Den er stadig nøjagtig den samme – forskellen ligger i, hvad jeg selv giver energi.

– Dér, hvor du selv har afgørende indflydelse, er i måden, du dealer med det, du møder. At blive skilt har virkelig været en øjenåbner for mig. Det ly-der lidt højtravende, men jeg er blevet et bedre menneske. Jeg har en anden åbenhed – rummelighed. Er bevidst om ikke at være så fokuseret på facit.

– Da jeg var yngre, troede jeg, at det handlede om at nå frem til et mål. At jeg ligesom skulle lande et sted, og så var det sådan, livet var. Men det er jo som at gå på en bro, der er levende. Den udvider sig, vokser, forandrer sig. Og lige nu oplever jeg – også i forhold til mit nye kærlighedsforhold – at det er ret vigtigt ikke hele tiden at forholde mig til, hvor jeg præcis befinder mig på den bro – hvor langt er vi, bliver forelskelse til kærlighed, er der lige så smukt

på den anden side osv.? Og i stedet være med det, der er. Sige det, jeg mener. Mene det, jeg siger. Lige nu.

JEG HAR LYST TIL AT SIGE MEGET MERE JAEt af de ord, Dicte siger meget mere nu, er „Ja”. Hvor andre kan have brug for at lære at sige „Nej” for bl.a. at kunne passe bedre på sig selv – eller i det hele taget være sig selv – så har hun skullet øve sig i at sige ja.

– Jeg har fået meget stor lyst til bare at sige „Ja”. Ja til store oplevelser – uden altid at vide ned i mind-ste detalje, hvad det indebærer. Men bare „Ja”. Jeg har været enormt kontrolagtig, især med min musik, og jeg har ikke været god til kompromisser. I den for-stand har jeg min kunstneriske integritet helt intakt, men måske har jeg også misset nogle muligheder.

– Da jeg blev alene, havde jeg pludselig mindre tid til at forberede mig og til at tænke alting igennem. Jeg var nødt til hurtigt at lære at tackle nogle svære følel-ser, og jeg var nødt til i højere grad at slippe kontrol-len og stole på mit instinkt, min intuition og erfaring og være bedre til at handle og beslutte: Mener jeg ja eller nej? Vil jeg, eller vil jeg ikke? Og jeg opdagede, at det gik jo – og at det åbnede for nogle helt andre op-levelser.

Jeg elsker mad, man kan vel kalde mig madfana-tiker. Både at spise og lave mad. God mad af gode råvarer. Jeg kan ikke holde ud at spise junkfood og dårlig mad, det er, som om min krop bare siger „nej, det skal vi ikke”. Og mine børn har det lige så-dan, det er sjovt at se, hvordan man kan præge dem. Japansk, vietnamesisk og fransk mad er favoritter. Det behøver ikke være dyrt eller kompliceret, jeg kan rigtig godt lide det enkle − fintsnittede grønsa-ger, helt tyndt slicede strimler af kød. Med en grød-dag indimellem, så der er balance, også økonomisk.

At blive skilt har været en øjenåbner.Jeg er et andet menneske.

Dicte om mad & sund livsstil

„Dit liv bliver ikke bedre af at dyrke en følelse af at være offer og magtesløs. Du er ikke herre over alt, der sker. Men din indstilling til det − det er dit eget ansvar.”

fitliving.dk | august 2012 15

16 fitliving.dk | august 2012 17fitliving.dk | august 2012

SUNDHED

En af de oplevelser er TV 2’s program „Toppen af Poppen”, der har sæson-premiere 14. august. Lige nu her i køkkenet i hendes højloftede lejlighed på Frederiksberg er hun stadig bare lidt fortumlet og ør af indtryk. Endnu ikke helt landet efter en intens uge på Mallorca sammen med de seks andre dan-ske sangere, som også er med i programmet. En broget flok af unge og garve-de frontfigurer bestående af Sanne Salomonsen, Nabiha, Peter Belli, Kasper Winding, Mads Langer og Marc Johnson. Som musikalsk måske ligger langt fra hinanden, men i hvert fald har én ting til fælles, siger Dicte.

– Normalt er man jo altid sammen med sit band, og det er faktisk første gang, at jeg så længe har været sammen med nogle, som er i samme båd som mig – dem, der også altid står forrest. Og jeg lagde mærke til, at vi alle sam-men havde fundet måder at tænde og slukke på. At når der er et hul, hvor vi ikke skal noget, så kan vi lukke fuldstændig ned. Omvendt kan vi også tæn-de og skrue helt op for energien. Fra det ene øjeblik til det næste. Tænd, sluk, tænd…

EN KONCERT ER SOM ET KÆRLIGHEDSFORHOLD– Jeg lærte at bruge den „tænd- og sluk-knap” under indspilningen af en film for mange år siden. Der er jo timevis af ventetid, og jeg opdagede, at hvis jeg hele tiden sad og var parat og „på”, så havde jeg brændt al min energi af, når vi endelig nåede til optagelserne. I dag er jeg meget bevidst om, hvor jeg tæn-der og slukker – om at bruge min energi dér, hvor jeg faktisk allerhelst vil bruge den. Sammen med mine børn. Og på min musik.

– Det er ikke altid let at forene, for lige præcis den kreative energi kan du ikke altid bare tænde og slukke for. Den er som mit tredje barn – utålmo-dig og vil også ses, når den er der, ellers bliver den mut og umulig at høre. Og så har jeg Sixten, der f.eks. står ved siden af, mens jeg skriver, og siger: „Mor, hører du, hvad jeg siger?” „Ja, ja,” svarer jeg. Hvortil han svarer: „Okay, hvad sagde jeg så?”

„Jeg kan godt lide eventyr. Det arketypiske i, at hovedpersonen skal igennem tre store prøvelser for at komme hjem. Det er lige-som livet. Vi kommer alle sam-men igennem nogle ting, som er svære, men udvikler os.”

Hun griner, trækker på skuldrene:– Jeg har efterhånden lært, at det er bedre at tone

rent flag og sige: „Jeg går lige på „kontor” – dvs. ind i soveværelset – og skriver. Jeg er klar igen om lidt.” I stedet for at ville begge dele på én gang og i virkelig-heden ikke være helt til stede nogen steder.

Energi – hvordan vi skaber den, passer på den, bruger den og også mister den – er på en måde ble-vet den røde tråd gennem snakken i Dictes hygge-lige køkken. På det helt konkrete fysiske plan er der masser af god energi i det yoga-program, hun laver hjemme et par gange om ugen. Og i mad, som hun el-sker. Både at spise og lave. Især japansk, rent, simpelt, æstetisk. Det er den ene af de fire store kærligheder, der gør hendes liv fuldendt, siger hun. De andre er: Hendes børn. Den mand, hun har i sit liv. Og musik. Selvfølgelig musik.

– Musik har alt og kan alt. Musik kan åbne os fø-lelsesmæssigt og flytte os i vores tanker. Musik rum-mer vores livshistorie, du hører f.eks. et bestemt nummer og tænker: „Åh, det var den sommer, hvor…” Og musik er energi. Det må være den kunstart, som har den stærkeste effekt på os både psykisk og fysisk. Tænk bare på, hvad der sker, hvis du er i dårligt hu-mør og pludselig hører et nummer, du elsker – energi-en skifter simpelthen både i din krop og i dit sind.

– Jeg elsker at spille live. Har altid elsket det. Hvil-ket sjovt nok er en kæmpe kontrast til mit behov for kontrol – eller måske er det netop derfor. Du kan kun formidle din musik ved at vise, at du elsker den, så jeg går på scenen, samler min energi og fortæller – og når den udveksling med publikum fungerer, så fortæller de med den energi, de sender til tilbage. Det er ma-gisk. Og det er så rent og ligetil. Det, du giver – er det, du får tilbage. Fuldstændig som i et kærlighedsfor-hold.

Det bedste jeg ved…

Jeg er bevidst om at brugemin energider hvor jeg helst vil…

Jeg læser alt på iPad og har stort set ikke købt en rigtig bog, siden jeg fik den. Det er en genial opfindelse, den er jo altid lige ved hånden. Lige nu læser jeg Morten Sabroes „Du som er i him-len”. Den beskriver så fint den mærkelige zone, man er i som forældre-voksen-barn. Den, man befinder sig i, når man stadig har sine forældre, men også selv er blevet voksen og har fået børn.

Det er umuligt at nævne én favorit.Det handler om, hvad jeg trænger til. Musik, der gør

mig glad og giver energi. Eller mu-sik, hvor jeg kan fordybe mig. Jeg hører næsten altid musik, når jeg

laver mad og vasker op, f.eks. ge-nialt god pop af Justin Timberlake, som jeg elsker, Maroon 5’s „Moves Like Jagger”, Gorillaz eller Marvin Gaye. Når jeg har lyst til at dykke mere ned i en tilstand eller følelse, lytter jeg til klassisk eller jazz. Alt fra Ted Baker til Miles Davis.

Cremer fra Dermalogica og Facial Oil fra Rudolph Care. Den er også rigtig god.

… DrikkeChampagne. Always. Ikke Crémant. Der er forskel, når man er en nyder som mig.

… DesignerJeg er ikke til månedens eller årets trend. Jeg falder for tøj, der har et flot snit, god pasform og er lækkert lavet. Klassisk design med et twist − og lidt spræl, så det får en kant. I Dan-mark kunne Baum und Pferd-garten være et godt eksempel.

Der er ikke ét svar, men tre. For det af-hænger af, hvor jeg er på „kurven” og har lyst til og brug for. Jeg elsker New York, the city that never sleeps, og af samme årsag. Det er så intenst, at der altid − døgnet rundt − er et eller andet i gang. Og så er det den by i verden, hvor du kan få de største oplevelser − opleve

de vildeste jazzmusikere i en lille klub, købe de sko, du ellers kun har drømt om på nettet, osv. Alt er bare mere tilgængeligt. Jeg holder også rigtig meget af at sidde på et bjerg og skue ud over vandet − det kunne være på Mal-lorca. Og så elsker jeg dansk sommer med børn og sommerhusferie.

… Bøger … Ferie … Musik… Skønhed