akkorden #2 - 2011/2012

AKKORDEN DECEMBER 2011 1

OLLERUP EFTERSKOLE SANG & MUSIK - DECEMBER 2011

2 AKKORDEN DECEMBER 2011

REDAKTION Journalister:

Emil Bay Bechmann David Emil Ljunggren Laura Thalbitzer Oskar Andersson Lauritz Holm Petersen Freja Aaholm Hansen Fotoansvarlig: Sara Kudahl Hansen

REDAKTØR Birthe Andersen

OLLERUP EFTERSKOLE Svendborgvej 10 5762 Vester Skerninge Tlf.: 6224 2419 Fax: 6224 4219 [email protected]

FORSIDEFOTO Ida Guldberg-Larsen og Louise Rødby Johansen, fra musikte- terforestillingen ”Nabo”.

INDHOLD

Det er helt eventyrligt 3

Nabo med benspænd 4

En speciel dag 5

Sej halvmaraton i vinterkulden 7

Som forfatter er man Gud 8

Julehaderen 10

Vox Pop 12

Solvænget 13

Syng, så det kommer indefra 14

Julefest på OE 15

Kalenderen 16


________________________ Af Jesper Vognsgaard Forstander ________________________ Og det er ganske vist! Vi kender alle en god eventyrlig historie. En historie hvor fantasien spiller ind, hvor noget uventet sker og hvor der er helte, skurke, hjælpere og modstandere. En god eventyrlig fortælling kan noget ganske særligt. Den rører os. Uanset alder bliver vi ramt lige i hjertet. Tænk på Den lille Hav-frue, Kejserens nye klæder, Den grimme Ælling, Grantræet, Sne-dronningen, Klokken, Skyggen, Den lille pige med svovlstikker-ne… Bag alle disse små fortællin-ger står en lille stor kosmopolitisk fynbo H. C. Andersen. Han kunne noget - ham HC. Han var stor, havde ægte stjernekvalitet. Han er stor og har ægte stjernekvali-tet. Hvor er det vidunderligt, at små historier kan binde os sam-men på tværs af generationer, på tværs af nationaliteter, på tværs af religioner, på tværs af kulturer og på tværs af tiden. Begrebet eventyr kommer af latin adventura, der kan oversættes med hændelse. Adventura kom-mer af advenire, der betyder at ankomme eller at ske. Eventyr er næsten per definition en fortæl-ling med overnaturligt præg, hvor

der sker noget uventet. Og så dog alligevel ikke. Eventyr er un-derholdende. Eventyr adskiller sig fra myter, der er karakteriseret ved at udtrykke samfunds-, religi-øse- eller kosmologiske forestillin-ger. Eventyr adskiller sig også fra sagn, der har det med at udgive sig ud for at være sande. I en tid hvor der er meget, der deler og meget der går den for-kerte vej (isen smelter, økonomier går fallit og spindoktorsuppen smager besk) er det befriende, at søge mod frirum båret af en lille eventyrlig fortælling. Vi har sim-pelt hen brug for at gøre os fri af den grumme verden – bare en gang i mellem. Eventyret, det gode eventyr, har sin styrke i, at det kan læses igen og igen. Det bliver ved at poppe op i alle mulige sammenhænge og spille ind i vores liv. De histori-er vi hørte som barn forfølger os og dukker op i snart sagt alle mu-lige sammenhænge. Den samme lille historie kan give næring til mange forskellige situationer i livet. Derfor vil jeg mene, at en stor litteraturelsker ikke nødven-digvis læser mange forskellige bøger og til stadig udvider reper-toiret – men ofte genlæser, gen-fortæller eller gen-drømmer de gode og blivende historier. Men hvorfor presser eventyr sig (stadig) på? Lad os kigge lidt på samfundet rundt om os. Der er noget, som synes at præge den tid, vi lever i. Tempoet accelererer ganske betydeligt, alt går hurtige-re, vi opmuntres til at leve hurtigt. Et symptom på denne hurtighed ses ved at betragte det faktum, at der aldrig tidligere er der solgt så meget fastfood eller halv-fabrikata-mad. Og det på trods af,

at det er højeste mode at investe-re i dyre samtalekøkkener. Men det vist så som så med samtalen i disse køkkener, da en familie ikke sjældent spiser på forskellige ti-der. Den ene skal en ting, den anden det andet, mens den an-den skal noget helt tredje. Tænk engang på børnesangen, der si-ger: ”Når min mor kommer hjem så er min far lige gået – når min far kommer hjem så sover min mor”. Ud over det høje tempo er det karakteristisk for vores tid, at alt skal kunne dokumenteres. Vi-denskaben vil så gerne kunne dokumentere al ting. Og det er såmænd godt nok - en gang i mellem. Det er godt når snakken går på at helbrede syge menne-sker eller opfinde vedvarende energi. Men... Mange ting i hver-dagen, i dagligdagen, i vores pri-vate liv kan ikke sådan dokumen-teres sort på hvidt. Meget står sig bedre ved at blive drømt, fantase-ret eller dramatiseret. Jeg tror, at vi alle kender den situation, hvor vi får energi af at bruge fantasien, af at drømme os lidt væk - gerne i en god fortælling. Måske kunne man helbrede, und-gå stress og forebygge livstils-sygdomme, ved at ordinere mere tid, tid til bl.a. at drømme og læse eventyr – og slippe fantasien fri. En anden Andersen, nemlig Ben-ny, har engang fortalt mig, at hvis man virkelig vil opdage noget nyt, så skal man gå den samme tur hver dag. I dag såvel som i går som i forgårs. Kun på den måde er vi i stand til at sanse og opfatte variationen og det nye. Første gang vi ser noget nyt, betages vi af det nye og opfatter sjældent nuancerne. Af og til kan vi ikke se skoven for bare træer. Og det er ganske vist!


___________________ Af Oskar Andersson ___________________

For 15. gang blev eftersko-lens musikteater skudt i gang i november. Tidligere var stykket bygget op som en tra-ditionel musicalforestilling med en ”on-going” handling, hovedroller, klimaks og så videre. De sidste år har fore-stillingen været sammensat af ”billeder”. Strukturen ”billeder” bygger på, at eleverne bliver delt op i fire grupper, som får tilknyttet to lærere, og derefter skal de lave to ”billeder” hver. ”Nabo” var for den nye drama-lærer, Marco Grimnitz, en slags ”dramalærereksamen”. Han skulle både bibeholde ”vi plejer” og t i l f ø je egne ideer . ”Benspænd” var noget, som

Marco selv havde bragt med til musikteatret, en anderledes me-tode, som fik elevernes indre til at udfolde sig. Et af de overord-nede benspænd var f.eks. ”Ingen narrative kostumer”: Skuespillerne måtte ikke have kostumer, som viste, hvad de var - f.eks. en politimand måtte ikke have politikostume på. Et individuelt benspænd (kun til et billede) inkluderede, at i et af billederne, måtte de kun bruge håndholdt lys: cykellygter, arki-tektlamper. Arbejde for fuldt tryk Det lykkedes for eleverne efter kun halvanden uge at få frem-ført deres helt egen musiktea-terforestilling til tiden. Lysdren-gene, Mikkel, Søren, Peter, Mattis og Oskar arbejdede hårdt med at få sat lys op, og lyddren-gene, Mads, Joachim og Jonas, arbejdede på fuld tryk igennem de to uger, mens de tilpassede

sig til skuespillernes og musi-kernes krav. Alle elever på scenen Forestillingen ”Nabo” kom til at bestå af otte scener/billeder. Det er svært at fremhæve en enkelt scene eller to ud af de otte scener, men et eksempel kunne være scenen ”Rejse-nabo”, hvor benspændet var at alle skuespillerne i gruppen skulle være med i scenen. Clara havde hovedrollen som en selv-glad dame, der prøver på at be-svare en quiz, mens hendes tanker blev hørt. Lyset og mu-sikken ændredes, da der kom forskellige personligheder ind: Rødt lys når Lasse kommer ind som den vrede, blåt når Emma kommer ind som den sørgmodi-ge og gult, når Young kom ind som den glade, scenen afslutte-des med en fin dans med dan-serne Karen, Freja og Marie.


___________________ Af Emil Bay Bechmann ___________________

Eleverne trækker sig tilbage til backstagelokalerne. De tysser på hinanden og lister på tæer gennem Femkanten, der nor-malvis huser formiddagens for-friskning, men nu er bordtennis-bordet rykket væk, og i stedet står der rekvisitter til den nært forestående forestilling. De fire grupper sidder i hver deres lokale og snakker lav-mælt. Gennem højtaleren kan

Efter halvanden uges forberedelser er musikteateret klar. Alle venter nu blot

på den første forestilling, der begynder lige om lidt.

Hele forestillingen varede halv-anden time, og efter alle forestil-linger var der kaffe og kage til både elever og gæster. Nye tætte venskaber Efter den sidste forestilling lør-dag samledes alle medvirkende og lærerne. Lærerne holdt taler for eleverne, og alle var meget følsomme, selv lærerne. Alle eleverne kom tættere på hinanden under musikteater, man fik skabt nye venskaber, fik set andre sider af hinanden og presset hinanden. Et tusind tilskuere Ollerup Efterskole spillede mu-sikteaterforestilingen ”Nabo” seks gange. Onsdag var der forpremiere med Humble Efterskole.

Torsdag efter-middag var der også forpremiere med Langelands Efterskole. Torsdag aften var den rigtige premiere med forskellige gæ-ster udefra. Fredag aften blev der spillet for gamle elever. Og så var der to forestillinger for forældrene lør-dag. I alt ca. 1000 mennesker så forestillingen.


man høre Barry White synge 'Can't get enough of our love, baby', men den toner snart ud, og der bliver stille. De første re-kvisitter er stillet ind på scenen, hvor lyset bliver slukket og pub-likums ellers forholdsvis stille snak forstummer. De første skuespillere går hastigt ind og stiller sig klar. Lyset tændes, og Ollerup Efterskoles musikteater 11/12 begynder. Spændingen afvikles I starten kan man intet høre gennem højtaleren, men snart lyder et lavt tyskerbeat, og lidt efter falder en arabisk sanger ind. Folk venter spændt bag scenen, klar til at gå ind med deres rekvisitter, og lidt efter

styrter den første scene ud og den næste ind. Der er ingen hvi-sken, kun den svage lyd af fød-der mod sort gummi, guitarer der bliver svunget over skulde-ren, trommestikker der bliver grebet, klar til slag, og rekvisitter der ruller frem på gulvet. Publi-kum venter musestille på, at showet skal fortsætte. Som af-ventet skifter alting fra sort til farver på et øjeblik. Den anden scene er i gang. Skuespillerne bevæger sig som i slowmotion over scenen, og danserne træder frem idet mu-sikken begynder at spille. En særegen oplevelse Bag ved scenen, nede ad gan-

gen i rummene, er stemningen anspændt. Det er første gang, at de viser det for andre. Det er en helt speciel optræden denne aften, for det er første gang, og ingen ved helt præcist, hvordan det er at stå foran publikum og optræde. De kigger lidt nervøst rundt på hinanden. Ideen fik de mandag sidste uge. Nu er det onsdag, og på den korte tid har de frembragt et produkt, der er værd at vise for andre. De går på scenen med en helt speciel følelse i maven. En følelse af samvær og nærvær. En følelse af indforstået ubegrundet glæde og forpligtelse til et større fæl-lesskab. En følelse af OE.


___________________ Af Irene Olsen, lærer ___________________

For første gang i Ollerup Efter-skoles historie er der en gruppe elever, der har gennemført ½ maraton. I september havde vi en tema-uge, hvor kost, krop og sundhed var i fokus. En af de 12 work-shops eleverne kunne vælge var løb. Nogle af netop de ele-ver var særligt interesserede i løb og ville gerne udvikle deres teknik, og blot ved en fokuseret indsats kunne resultaterne ses og mærkes Det gav blod på tanden og en masse snak om at løbe lange løb, og faktisk troede jeg det mest var for sjov, da nogen spurgte, om de kunne træne sig op til ½ maraton. – Og så var der ikke så langt fra tanke til handling. Der blev lavet

en træningsplan, der inkludere-de løb 3 gange om ugen for de 11 elever, der havde meldt sig. To elever blev desværre skade-de – ikke af løb, men ved andre idrætter. – Så ærgerligt for dem. At løbe 22,1 kilometer lyder ikke af ret meget, men det kræver at man passer sin træning, så muskler, led og knogler ikke li-der overlast. Det var et lidt presset program, men det skulle afvikles før jul, ellers ville vi mi-ste fælles træning osv. henover julen. 9 glade og spændte drenge startede om eftermiddagen den 15. december i brobygnings-ugen fra Ollerup Efterskole. De øvrige elever var ude på ruten med tilråb, trommer og anden musik. En fantastisk stemning og opbakning.

Alle 9 gennemførte – det var

bare så imponerende!!!

Sluttider: André 1.39.46 Asger 1.39.23 Benjamin 2.11.10 Casper 1.41.07 David 2.08.51 Jakob 1.57.25 Milling 1.43.15


INTERVIEW ____________________ Af David Emil Ljunggren ____________________

Onsdag 2. november besøgte forfatteren Josefine Ottesen Ol-lerup Efterskole. Sammen med Jan Schønemanns kvar-tet opførtes Josefines roman ”Eventyret om Fjeren og Ro-sen”, som koncertfortælling.

Bogen har opnået klassikersta-tus i de 25 år, der er gået, siden den udkom første gang i 1986. I 1987 blev den tildelt Kulturmini-steriets Børnebogspris, og bo-gen har siden dannet udgangs-punkt for både radiofortælling, dramatisering og storytelling.

I koncertfortællingen ”Eventyret om Fjeren og Rosen” samles trådene, når Josefine genfortæl-ler historien akkompagneret af fire dygtige lokale musikere: Jan Schønemann på guitar, Christi-an Søgård på harmonika, Agnar Elleby på bas og Esben Hansen på slagtøj.

Arrangementet var en del af Dansk Musiker Forbunds 100 års jubilæumsgave til dansker-ne. Akkorden lavede efter koncer-ten et interview med Josefine Ottesen. Hvad er det bedste ved at være forfatter? - Det bedste ved at være forfat-ter er jo sådan set, at man gud, mens man sidder og skriver. Man bestemmer alting, for ek-

sempel om der skal være tre sole, om folk skal have blå næ-ser eller det skal regne grønne grise. Det er jo en helt fantastisk situation, at man kan sidde der og bestemme alting. Som man-ge af os, som ikke lige kan over-skue hverdagen, men så kan vi ligesom være gud i vores eget lille univers, det er ret fedt. Hvad er det værste ved at være forfatter? - Det er jo, at man er sin egen arbejdsgiver. Og de dage hvor det ikke rigtigt svinger, og det synes jeg jo stadig, selvom jeg har skrevet i så mange år. Så der jo dage, hvor jeg tænker: ” Det her er der da aldrig nogen, der gider at læse - det er da kun mig, der synes at det er spæn-dende. Det dur bare ikke, eller jeg bliver aldrig færdig.” ”Der kommer jo ikke nogen og så siger: ”Nu skal du lave fra side 7 til 23”, eller sådan noget. Det er de dage hvor det er sejt.” Hvad er de største udfordringer ved at være forfatter? - Den største udfordring er så-dan set at blive ved med at skri-ve fra hjertet. Man kan jo sige, at jeg står i den situation nu, at jeg ikke ville kunne få udgivet alt, men næsten alt. For hvis jeg gik til et nyt forlag, så ville de udgive det, bare for at få mig ind. Der er jo nogen udfordrin-ger til sig selv om at have nogen høje krav, for selv om der er no-gen andre, der siger: ”Ihh, hvor er det godt”, hvis man så selv synes; ”Arrhhgg?” - så skal man holde fast i det.


Bliver man rig af at være forfat-ter? - Nej, det er der ikke ret mange der gør, men der selvfølgelig nogen. Jeg er egentligt temme-lig rig. Men man kan sige at Danmark er et så lille et land, så det der med at lave bøger i to.. tretusinder eksemplarer eller i en million, som man gør i lande med mange indbyggere - det kan vi slet ikke her hjemme. Hvad er dit næste bog projekt? - Ja, det ved jeg godt. Jeg er i fuld gang med at skrive bind to i en historisk roman serie der hedder Danner Riget, hvor jeg har skrevet bind et, som hedder Slægtens Offer. Det, der er fæl-les for disse bøger er, at de fo-regår hernede på Sydfyn. I bind et f.eks. er Ollerup og Ollerup Sø en del af bogen. Hvor får du din inspiration fra? - Det er meget forskelligt, men det er tit sådan, at jeg snakker med nogen, eller jeg har jo selv to voksne børn nu. Men under vejs, mens de voksede op, kom der spejlinger tilbage, hvor man selv kunne huske noget fra den gang, man selv var barn - også nogle af de ting, der er svære, og som ikke var rare. Det kom-mer man jo i tanke om; at ens børn er jo ens bedste lærer. Og så dukker der nogle ting frem, som man får lyst til at undersø-ge. Så det er tit, fordi jeg snak-ker med mine børn om et eller andet. Kunne du tænke dig at en af dine bøger bliver filmatiseret? - Ja, jeg er egentligt ikke så op-taget af det med film, for det er en anden måde at fortælle en historie på. En film kræver en meget enkel historie, og jeg kan godt lide meget komplekse hi-storier, så mine bøger er ikke særligt velegnede, med mindre de bliver skåret meget vold-somt. Men jeg har en billedbog, som hedder Den Lille Ridder, som er lavet som dukkefilm, og

der er rimeligt gang i den med at lave en animationsfilm over den serie som hed-der Krigeren. Men det er meget langt fra, at der er nogen, der begynder at ar-bejde med bogen for at lave den som film, og til at det bliver en film. Der er rigtig mange steder un-dervejs, hvor det kan gå i stå, fordi der ikke er flere pen-ge. Så jeg har det sådan, at når de sender mig billetter-ne til premieren, så regner jeg med, at det bliver en film. Men indtil da be-skæftiger jeg mig ikke med det. Hvornår startede idéen med at spille musik indover historierne? - Jamen, med den her bog, som vi har lavet nu, den her koncert-fortælling - der er det sådan, at helt tilbage i 1987 fik jeg den der pris, og prisen brugte jeg til at få lavet det billedtæppe, der er med i fortællingen nu. Det er en affotografering af en akvarel, altså i 1:1forhold. Som vi så havde med ude, hvor jeg så for-talte den med Jan (Schøne-mann, Josefines mand) på gui-tar. Så jeg har faktisk fortalt den, som musik, snart i 25 år. Hvad tror du meningen med livet er? - Meningen med livet, det kan jeg godt fortælle dig, for det har jeg nemlig undersøgt, i den sid-ste serie som jeg har skrevet, som hedder ” Det Døde Land”. Meningen med livet er at være i en relation med andre menne-sker. Det er simpelthen der, hvor man bliver til et rigtigt men-neske. Det er mødet med an-dre, der er meningen med livet.. Så enkelt er det, faktisk.

Hvad er det bedste råd, du har fået i det hele taget? Det, der har betydet allermest for mig er et gammelt sigøjner- ordsprog, der hedder: ” Overlad hadet og bitterheden til dem, der ikke er stærke nok til at el-ske.” Det tror jeg godt, man kan leve efter - det godt råd at leve efter.

JOSEFINE OTTESEN er født i København 1956. Har siden 1977 været fast-boende på Fyn. Er forfatter og har udgivet 60 bøger. Har vundet adskillige priser, senest i 2008 hvor hun fik Kulturministeriet børnebogs-pris for ungdomsbogen ”Golak”. Er gift med musikeren Jan Schønemann og mor til to voksne børn.

AKKORDEN DECEMBER 2011

INTERVIEW

___________________ Af Lauritz Holm Petersen ___________________

Ollerup Efterskole, december 2011: Julen er nået til OE og alle er i den helt rette stemning. Undtagen én. Det kom nemlig hurtigt frem, at vi havde en Jule-hader iblandt os. Ja! Du læste rigtigt. En Julehader. Mens alle gik rundt og undrede sig over, hvordan dette væsen i form af en fysiklærer kunne vandre rundt på skolen, besluttede jeg mig for at interviewe ham. Jeg fandt hurtigt ud af, at der lå et meget solidt grundlag bag den-ne mands holdninger, som end-da er veldokumenterede! Denne mand har nemlig, sammen med en lille flok af andre julehadere, stablet en hjemmeside på bene-ne, hvor alle deres holdninger, argumenter og historier er sam-let i en overvældende mængde, som endda er værd at læse. I interviewet vil navnet på man-den IKKE blive nævnt, af hen-syn til hans sikkerhed, samt or-det jul staves med et stumt H, da selve ordet er nok til at få

hårene til at rejse sig i nakken på julehaderen. Fortæl lidt om hjemmesiden. - Hjemmesiden er lavet for at dokumentere, at det er rimeligt at have et anstrengt forhold til Hjulen, og det er dokumenteret på alle niveauer, både politisk, også om hysteriet, altså at købe gaver ét specielt tidspunkt på året, i stedet for at dele det ud på hele året. Sammen med at man er specielt god ved hinan-den på ét bestemt tidspunkt om året, det burde man jo også væ-re hele året. Så det handler sim-pelthen om at få det hele spredt lidt ud. På hjemmesiden er alt skrevet med et ret så voldsomt engage-ment. Hvor kommer det fra? - Det kommer dybt indefra, grundet i at det er så dyrt at føl-ge med i gaveræset, som dy-best set er unødvendigt, da det er forretningsmænd, der starter dette ræs, hvorefter vi blindt hopper med i det. Det er dét, der forarger os på redaktionen af hjemmesiden. Så altså intet konkret traume, der har forsaget dette engage-ment? - Du mener om vi har psykiske

problemer (smiler)? Ser du, det har vi spurgt hinanden om, og det bliver vi også beskyldt for at have. Vi har haft en grafolog med inde for at finde ud af, om der er noget i vejen med os, og det er der absolut ikke. Vi kan dog ikke finde det svar, hun har sendt til os, da det bortkom i posten, men vi er helt sikre på, at hun synes, vi er nogle flinke mennesker. Altså ingen traumer og ingen hård barndom, som nogen tror, vi har haft. - Vi har alle haft det godt som børn. Og derfor er vi nu dybt skuffede over pludselig at blive overraskede over, at det er så dyrt, og at der er så mange unødvendige udgifter, der lige pludselig kommer på én måned af året, så vi hver gang i januar ska’ ned i banken og bede om at få hævet vores kassekredit. Specielt er det ikke sjovt at have mange børn. Puha. Jeg har rig-tig mange børn, og de bliver alle skuffede, hvis de ikke får lige så store gaver som naboens barn. På hjemmesiden er du anonym. Er der noget du er bange for? - Ja! Folk har råbt efter os på gaden, og senest i forgårs var der én der sagde, at det var en rigtig, rigtig dårlig hjemmeside,

10


og at vi bare prøver at være morsomme, og vi prøver nemlig ikke på at være morsomme. Det vel vores desperation, der plud-selig slår over i, at det måske lyder lidt sjovt. Det er dyb alvor! Jeg ved ikke, hvordan man har opdaget vores identitet, men vi skal jo fysisk være tilstede et sted, så de må have set os liste ind på redaktionen om natten, når der er allermest mørke. Fordelene og ulemperne ved at være Hjulehader? - Der er store fordele. De men-nesker, som har forstået vores budskab, behøver vi ikke at kø-be de store gaver til. Ulemperne er, at vi ikke bare kan stå frit frem og være frie mennesker i en fri verden. Vi er underlagt det der gavetyranni fra Fætter BR og co. Hvad har du lavet de sidste mange Hjuleaftener? - Nu er det jo sådan, at jeg har frygteligt mange børn, og dem vil jeg jo ikke skuffe, fordi der jo nogen, der har manipuleret dem til at synes, at det er helt i orden med det der gaveræs, så det må jeg jo følge med i, og så hol-der jeg Hjul hvert andet år, det er hvad jeg kan holde til, og så får de en masse gaver og spiser en masse lækker mad, men det gør vi jo også alle andre dage om året. De mener absolut, at det skal være and Hjuleaften. De andre år tager jeg til Spani-en. Hvis det nu ikke havde væ-ret så dyrt at holde Hjul, ville jeg nok tage til Havanna og ryge nogle cigarer.

Hvad er planen for i år? - I år kommer der en masse børn, og jeg skal ud og købe en masse gaver. Det bliver dyrt. Jeg havde tænkt mig at tage dem med til Sverige, men så blev det til nytår, at vi skal til Sverige. Vi skal have and og ris a’ la mande, og så pakker de en masse gaver ud. Helt stereo-typt.

Modtager du gaver af dem? - Ja, de har vel fundet på et eller andet. Og det er jo svært at ta-ge imod gaver, når man har det sådan, som jeg har det. Jeg sy-nes, det er spild, og jeg har fak-tisk regnet ud, hvor mange ting man ville kunne købe ved janu-arudsalget, og det er jo fuld-stændig fjollet, at vi ikke venter til januar. På den måde kan man jo også selv bestemme, i stedet for at sige: ”Ej, hvor er jeg glad for, at du strikkede den-ne trøje med en kronhjort på maven, tante Olga. Som i øvrigt er for kort i ærmerne.” Man kan slet ikke være ærlig i denne tid. Hvad siger de andre redaktører egentlig til, at du hvert andet år går imod jeres egne principper? - De hjælper mig og støtter mig. Og det er via fællesskabet, vi kommer igennem denne tid. Og din familie har indfundet sig med, at du har de synspunkter, som du har? - Ja. Men det er jo nok fordi, at jeg trods alt indordner mig un-der det. Og det har jeg gjort lige siden børnene var små, fordi jeg

mener, at børn ikke skal lide under deres forældres indgang til livet. Men de skal nok lære at forstå det. Min ældste datter har fået en kæreste, som har et barn. Ham har jeg ikke set så meget til endnu, men jeg er da sikker på, at han er fornuftig og kan se det fornuftige i, at vi ikke skal gøre som alle andre. Men jeg må nok se i øjnene, at even-tuelle børnebørn vil blive mani-puleret til at gøre ligesom alle andre, og så må jeg, for ikke at være den sure gamle mand, tage det store smil på og være falsk ligesom alle andre. Hvad er de tre vigtigste grunde til, at Hjulen skal hades: - Den økonomiske, og det at man kun er gode ved hinanden i Hjulemåneden, og at man ikke har lov til at melde sig ud af Hju-len. Hjulen er jo kærlighedens må-ned. Vil du da ikke have kærlig-hed i denne måned? - Jo, men der skal være nøjagtig lige så meget i de andre måne-der. Folk her tendens til at sige, at ham der kan jeg godt vente med at kunne lide indtil decem-

11


ber, og så glemmer de alt om at være gode ved hinanden i alle de andre måneder. Det er falskt, og det kæmper vi imod. Sidste dag inden juleferien var der en lille episode oppe i Fysiklokalet. Vil du give et lille resumé af forlø-bet? - Det var en frygtelig dag. Jeg troe-de, jeg skulle op og udbrede viden om, hvordan verden egentlig hæn-ger sammen, og så bliver det hele forplumret af, at da jeg låser døren op, er der hængt ”affald” fra form-ning op på væggene, der var klip-pet i forskellige mønstre. Jeg blev helt forvirret, så jeg kan ikke lige huske hvilke mønstre, det var. Så det var hængt op på væggene og tavlen med det der elefantsnot, det var hængt op i udsugningsappara-terne, det hang ned over gashaner-ne. Det var noget frygteligt noget at se på. Så gik jeg lamslået ind og kom 3-4 meter ind med en hel masse men-nesker bag ved mig som var helt stille, bortset fra nogle forvirrede fnis. Da vi så kom ind, kom der en lille tyk rød mand ind foran os og råbte et eller andet ”ho” eller ”ho-ho” no-get lignende, E.T kunne have sagt. Men så begyndte han at snakke om en hel masse med Hjul, og vi måtte bare prøve at gå ind og få tingene til at fungere og ignorere denne mandsling, der for rundt. Han lignede lidt en ”Nåsåer” fra The Julekalender. Det var faktisk det kønneste ved ham. Jeg forlod lokalet efter at have fortalt lidt seri-øst naturvidenskabeligt indhold, og har ikke været der oppe siden.

1. Hvad er det største turn-off hos en pige/dreng? 2. Hvad er det bedste, en pige har sagt til dig? 3. Nævn 3 must-haves hos din næste kæreste?

Benjamin 1. Hvis hun spiller for moden, men ikke er det. 2. ”Jeg elsker dig”. 3. Hun skal ha’ sin egen stil, være sjov, og så skal hun synes, at jeg er sjov.

David: 1. Hvis hun er alt for selvsikker. 2. ”Hvor ser du nuttet ud”. 3. Hun skal være glad, ha’ pæne bryster og være kærlig.

Lauritz Holm Petersen 1. Hvis hun er ekstremt uintelligent. 2. Da hun komplimenterede mit smil. 3. Hun skal ha’ et flot, men anderledes udseen- de, skal ha’ humor, og så skal hun være frisk.

Josefine 1. Hvis han er gammelklog på en kikset måde. 2. ”Du er rigtig god til at vaske orkester- graven” (citat: Benjamin). 3. Han skal være sjov, ha’ flotte øjne, og så skal han være kærlig.

Sina 1. Hvis han er en blærerøv. 2. ”Du minder mig om min mor”. 3. Han skal være passioneret, elske kød- og melbollesuppe, og så skal han ha’ en nede- på-jorden-stil.

Tine 1. Hvis han spiller blokfløjte. 2. Tine: ”Så du det stjerneskud?” Dreng: ”Nej, jeg kiggede på noget andet.” (Ole Wedel-lyd). 3. Mandril-humor, langt hår og ternet skjorte.

12


Af Freja Aaholm Eftermiddagstrafikken døde hen. Gennem vinduet iagttog hun, hvordan sensommeren lagde sig over byen. Tusmørket kom snigende, fordrev alle nuancer og tømte gaden for liv – kun et vindpust i ny og næ fik de nyfaldne grønne blade til at danse på asfal-

ten. Hovedstaden lå øde. Hvad havde hun forventet, da hun for fem år siden pakkede sin kuf-fert, flygtede fra alt og havde i sinde aldrig at vende tilbage? At livet i Københavns gader, drukturene, rusen og lidenskaben ville overdøve stilheden? At et ægteskab med en mand, hun knap kendte, ville få tomrummet til at forsvinde? Hvad hun end havde forestillet sig, var skuffelsen ubeskrivelig. Pletterne fra rødvinen kom ikke længere af gulvtæppet, væggene var blevet gullige af nikotin, og hun vandrede rundt i en verden, der ikke mere havde noget med virkeligheden at gøre – bange for at se sandheden i øjnene. Maria blev afbrudt af sine tanker, da det ringede på døren til deres lille lejlighed på Frederiks-berg. Hun rettede på nederdelen, strøg hånden gennem håret og gik hen og åbnede. En ung fyr iklædt rød jakke og kasket stod med en pakke og bad hende venligt underskrive. Maria prøvede at smile, men kunne med det samme mærke, at smilet i stedet blev til en forvræn-get grimasse. Hun hilste hurtigt af og lukkede døren. De plejede aldrig at få tilsendt pakker, ikke engang breve. Reklamer var alt, der kom gennem brevsprækken, selv om de, på deres dør, havde hængt et stort skilt: ”Reklamer, nej tak.” Maria var næsten overbevist om, at der var sket en fejl hos postvæsenet, selv om hendes navn godt nok stod på pakken. At der, til en afveksling, skete noget anderledes i løbet af Marias forudsigelige og kedelige dag, gjorde hende nysgerrig. Hendes øjne søgte afsenderen. Om hun skulle føle sig glad, nervøs, vred eller fornærmet, vidste hun ikke. Solvænget 12. Det lille hvide hus bag liljeparken, Volvoen, fliserne i køkkenet, kaminen, røgen fra cigaren. Hun væmmedes ved tanken. Øverst i pakken lå et brev, og hun genkendte med det samme håndskriften på det blomstrede papir. 10. september Kære Maria Jeg ved, at du føler det upassende, at jeg skriver til dig nu, når jeg for længst skulle have op-søgt dig. Jeg ved intet om, hvad du foretager dig, hvor du bor, om du er lykkeligt gift og har børn. Jeg ved bare, at det er tiden, du kommer hjem. Jeg skriver til dig, fordi din far gik bort natten til i går, han har gennem det sidste års tid kæmpet mod kræften. Der er så meget, jeg gerne vil vide, og så meget jeg gerne vil fortælle. Jeg beder dig Maria, kom hjem! Mor Maria rystede. En klump satte sig i halsen, og tårerne truede bag øjenlågene. Der er så me-get, jeg gerne vil vide… Selv i blinde havde man ikke kunnet undgå ”at vide”, ikke kunnet undgå at se. Maria pakkede sine toiletting, et rent sæt tøj og et par ekstra sko. Luften var mild. Sensom-meren kom Maria i møde, og hun slentrede en tur ned ad strøget, inden hun tog en bus til banegården. Solvænget 12. Uden ham. Uden cigarrøgen, de ru hænder, den hæse stemme.

13

NOVELLE


ESSAY

___________________ Af Laura Thalbitzer ___________________

Det er som om at noget indeni mig bliver sluppet fri, når jeg giver efter for alle forbehold og bare lader toner glide ud, ube-sværet, i en strøm af toner. Jeg har altid elsket at synge, faktisk finder jeg det helt livs-nødvendigt. Jeg tror, at alle har et behov for at udtrykke sig. Sang er et udtryk, der kan for-midle følelser og sindsstemnin-ger. Jeg vil påstå at det er en slags terapi. Hvis man forbød mig at synge, tror jeg at jeg ville komme helt ud af balance. Jeg kan huske helt tilbage fra da jeg var lille, at jeg har slået mig helt løs med storslåede, selvopfundne sange og melodier. Jeg fik tårer i øjne-ne, fordi at jeg gav mig helt hen i min indlevelse. Der var ingen hæmninger, og det kom ofte ind på emner der kunne sætte de helt store følelser på spil. En trist historie om én der blev

svigtet eller smidt ud hjemme-fra. Eller en om længselsfuld kærlighed. Sangene varede nemt et kvarter. Det fede ved dét, var det der uspolerede. Ev-nen til bare at give slip. Den indlevelse kunne jeg godt tænke mig at tage med til sang-timerne, og det er det jeg arbej-der med efter mange års sang-undervisning. Det er et nyt og dybere plan, og efter min me-ning helt vildt interessant. At synge er så meget mere end bare at kunne synge smukt! Jeg kan synge fejlfrit, så det lyder flot. Det er vel godt nok. Men det er der jo så mange der kan, og både lytteren og jeg har beg-ge hurtigt glemt oplevelsen. Det ville være uden noget særligt indhold; ville ikke sætte noget særligt spor. Nej, som sanger skal jeg nå udover det formelle om at synge 'pænt' og i stedet indleve mig og finde noget frem inde i mig selv. Turde at røre noget meget sårbart, og formid-le det ud. Jeg vil fortælle en hi-storie, så den fænger og kom-

mer lytteren ved. Først dér er det, at hårene risikerer at rejse sig. Så er det i øvrigt uden be-tydning at stemmen knækkede over på den høje tone, eller lød lidt hæs. Små skønhedsfejl gør det oprigtigt. Det er jo det samme med alt andet musik. En god koncert for mig er ikke den, hvor jeg kan konstatere: ”De var satme dygti-ge”, bagefter. En rigtig god kon-cert har nogle kunstnere, der er tilstede og skaber noget imellem dem selv og publikum. Det er jo helt sympatisk at se dem spille forkert, det gør dem ikke til dårli-gere musikere. Hvis jeg bliver revet med og glemmer alt andet for en stund, så er missionen vel fuldført. Jeg vil øve mig me-re i at synge mig ind til kernen, og finde det ærlige og uspolere-de frem igen.

At synge er så meget

mere end bare at

kunne synge smukt!


- og i køkkenet vasker personalet op...


Kalenderen JANUAR Søndag 8. Nytårskoncerter i Svendborg Tirsdag 10. Nytårskoncert i Ollerup Kirke Onsdag 11. Åbent hus arrangement Søndag 22. Koncert med Faust i Ollerup Onsdag 25. Korkoncert i Ryslinge valgmenighed

FEBRUAR Onsdag 1. Koncert med Halberg Power Trio Onsdag 15. Koncert med Christina Bjørkøe

MARTS Onsdag 7. Koncert med Tango Catz Onsdag 21. Koncert med Den Danske Stryger- kvartet Onsdag 28. Koncert med Bo Stief Trio APRIL Onsdag 11. P.S. og Guldkalvene MAJ Onsdag 9. Kjeld Lauritzen og Hammond Time

Billetter kan bestilles på www.ollemus.dk

akkorden #2 - 2011/2012

Documents