(/projekt/antropologien-i-kommunerne)

Antropolog: VelfærdsteknologiAntropolog: Velfærdsteknologikræver nye roller ogkræver nye roller ognytænkningnytænkningVelfærdsteknologi er ikke blot en snuptagsløsning, der kanVelfærdsteknologi er ikke blot en snuptagsløsning, der kan

effektivisere omsorgsarbejdet. Velfærdsteknologi stiller nye kraveffektivisere omsorgsarbejdet. Velfærdsteknologi stiller nye krav

til borgerne og giver fagprofessionelle nye roller, til borgerne og giver fagprofessionelle nye roller, viser antropologviser antropolog

Nete Schwennesens forskning.Nete Schwennesens forskning.

Af William Meyer

Vi bruger cookies for at kunne gøre din oplevelse på sitet god.Vi bruger cookies for at kunne gøre din oplevelse på sitet god.Når du klikker på et link på denne side, accepterer du automatisk, at vi sætter cookies . Når du klikker på et link på denne side, accepterer du automatisk, at vi sætter cookies .

OK, jeg acceptererOK, jeg accepterer Nej, giv mig mere infoNej, giv mig mere info

22/01/2017

Der er en tendens til at se teknologi som en simpel snuptagsløsning på behovet for at

effektivisere. Men i virkeligheden skaber teknologierne mere komplekse forløb, som stiller nye

krav til borgere og professionelle.

Det siger Nete Schwennesen, der er post.doc ved Københavns Universitets Institut for

Antropologi.

Teknologi gør ikke arbejdet af sig selvTeknologi gør ikke arbejdet af sig selv

Hun har undersøgt et projekt i en kommune, hvor man i genoptræningen af hoftepatienter gør

brug af den såkaldte ’ICURA-teknologi’ – en metode til digital genoptræning af borgere, som er

visiteret til et kommunalt genoptræningsforløb.

Projektet demonstrerer ifølge Nete Schwennesen to vigtige pointer omkring kommuners brug

af teknologi:

For det første bør man gentænke ideen om, at teknologi i sig selv gør arbejdet. Når ny teknologi

indføres, skal der etableres nye arbejdsgange, som understøtter den tilsigtede brug af

teknologien.

- Det er ikke altid ligetil. Det kræver en engageret ledelse, og det kræver tid og ressourcer at

finde ud af, hvordan det gøres mest hensigtsmæssigt. Ofte er implementeringen båret af

enkelte ildsjæle, men alle medarbejdere skal med, hvis teknologien reelt skal gøre en forskel,

siger hun.

Fysioterapeuternes tre roller:Fysioterapeuternes tre roller:

For det andet skal de fagprofessionelle – i dette tilfælde fysioterapeuterne – støttes i at påtage

sig nye roller og etablere nye rutiner. Ellers opnår man ikke de fordele, som teknologien kan

give. I løbet af sin undersøgelse har Nete Schwennesen fundet frem til, at fysioterapeuterne er

nødt til at udfylde hele tre roller, hvis samspillet med teknologien skal fungere. De tre roller er:

SurferenSurferen er den klassiske rolle for fysioterapeuten. Her skal fysioterapeuten have føling med,

hvad den enkelte borger har brug for i sin træning, ligesom en surfer skal have føling med

bølgerne. Ligesom surferen bruger alle sine sanser for at være i stand til at ride på bølgen,

bruger fysioterapeuten sine sanser i sin vurdering af borgeren, i tilrettelæggelsen af et

individuelt træningsprogram og i vurderingen af, hvilken progression den enkelte borger bør

følge.

CoachenCoachen er en nyere rolle. Fysioterapeuten skal ikke alene agere ’coach’ ved at motivere

borgerne til lave øvelser uden for rehabiliteringscenteret, men også til både at have tiltro til

teknologien og hvordan borgeren selv oplever og sanser øvelserne på sin krop. Det gør

fysioterapeuten blandt andet ved at tale med borgerne om de oplevelser og eventuelle

frustrationer, som de har med teknologien i hjemmet og ved at uddanne borgerne i at lytte til

sin krop. Samtidig betrygger fysioterapeuten borgerne i, at teknologien kan justeres, så evt.

problemer løses.

Ingeniøren Ingeniøren er en helt ny rolle for fysioterapeuten. I denne rolle skal fysioterapeuten løse

borgernes frustrationer ved løbende at justere teknologien, så den passer til hver enkelt borger.

Det betyder, at fysioterapeuten skal være i stand til at sætte sig ind i den nye teknologi og være

villig til at lære den at kende og at justere på dens forskellige komponenter.

Samspil med teknologienSamspil med teknologien

Men hvad er fordelene i det hele taget ved ny teknologi? Med ICURA er der blandt andet en

(https://www.thinglink.com?buttonSource=badgeButtonBoxPro)

ambition om at skabe ’empowerment’ for borgerne:

- Tanken er, at man får engageret borgerne mere i træningen og skabt ejerskab for

genoptræningsforløbet. At borgerne kan se progressionen og forholde sig til feedback

umiddelbart. At de får frihed til selv at vælge, hvor og hvornår de vil træne, og at de motiveres

til at lave deres øvelser. Her er ICURA en succes. Jeg oplever, at borgerne generelt er glade for

teknologien og ser den som et positivt bidrag, fortæller Nete Schwennesen.

LÆS OGSÅ: LÆS OGSÅ: Sådan digitaliserer man, så både medarbejdere og borgere er gladeSådan digitaliserer man, så både medarbejdere og borgere er glade

(/visitation/sadan-digitaliserer-man-sa-bade-medarbejdere-og-borgere-er-glade)

Empowerment er dog ikke det eneste mål med teknologien ifølge Nete Schwennesen. ICURA-

teknologien er også et forsøg på at udvikle en virtuel træner, som i nogen grad kan stå i stedet

for fysioterapeuten.

ICURA-appen

ICURA består af en smartphone med tilhørerne sensorer samt en app, der tilsammen

giver borgeren mulighed for at træne hjemmefra. Til gengæld behøver borgerne kun at

komme på det kommunale rehabiliteringscenter én dag om ugen. Sensorerne holder

øje med borgernes bevægelser, og appen fortæller gennem en menneskestemme og

billeder, hvilke øvelser borgerne skal lave. Appen evaluerer efter hver øvelse, hvordan

- På den måde håber man at spare ressourcer ved at have færre mandetimer. Men teknologien

har begrænsninger, der gør, at den aldrig helt kan erstatte et menneske, fordi teknologien er

designet med udgangspunkt i en standardiseret krop. Der opstår i stedet nye opgaver til de

fagprofessionelle, som kræver nye kompetencer, siger Nete Schwennesen.

Et eksempel er den ’progression’, som en borger i genoptræning skal igennem. Progressionen

består i, at genoptræningsøvelserne gradvist bliver mere udfordrende, så borgerne i et

passende tempo når deres mål.

Appen har indbygget en automatisk progression, men den er baseret på en fremskrivning af,

hvordan en krop almindeligvis reagerer på genoptræning. Progressionen passer derfor ikke til

alle borgere, og det kan føre til frustrationer.

- Nogle får måske smerter, fordi de træner for hårdt, mens andre oplever, at øvelserne er for

svære at udføre korrekt. Her er det nødvendigt, at der er et samspil mellem teknologien og

fysioterapeuten, der hele tiden skal justere og tilpasse teknologien, så den kommer til at passe

til den enkelte borgers krop, siger hun.

borgerne klarer sig, hvilket kommunikeres umiddelbart til borgeren i form af en digital

stemme, og stjerner og små tekster på telefonens interface.

På billedet ses ICURA-appens interface. De grønne cirkler indikerer de fem sensorer,

som sidder på kroppen under træningen. Resultatet af træningen bliver overført til et

program, som fysioterapeuterne har adgang til. Her kan de se, hvilke øvelser borgeren

har udført, og om de har udført øvelsen rigtigt. Resultaterne kan de bruge som

forberedelse til borgerens ugentlige træning på rehabiliteringscenteret. (Billede:

ICURA)

Progression

Konkret foregår det ved, at borgerne taler med fysioterapeuterne på rehabiliteringscenteret om,

hvad deres oplevelse med appen er, og at fysioterapeuten betragter borgernes måde at bevæge

sig på. Derefter kan fysioterapeuten for eksempel ændre på, hvilke og hvor mange

øvelser borgerne skal lave derhjemme, og med hvilken hastighed øvelserne skal gøres mere

krævende over tid. Det lyder måske ligetil, men i samspillet mellem teknologi, borger og

fysioterapeut kan der opstå yderligere udfordringer, mener Nete Schwennesen.

Teknologi og autoritetTeknologi og autoritet

- Jeg har oplevet, at nogle fysioterapeuter i mødet med borgerne taler teknologien ned i stedet

for at justere den. De kalder for eksempel teknologien ’fattesvag’ og siger, at borgerne ’ikke

skal tage det så tungt’, når de beklager sig over, at øvelserne er for svære, eller at de bliver ved

med at blive korrigeret, selvom de synes, de gør øvelsen rigtigt. Det kan føre til, at teknologien

mister sin autoritet over for borgerne. De stoler ikke på den i samme grad. Og det kan igen føre

til, at de ikke oplever den motivation, som ellers var målet med teknologien.

Nete Schwennesen sammenligner det med en velkendt situation: Forældre der taler dårligt om

Appen beregner automatisk det tempo, som borgernes øvelser skal gøres sværere i.

Appens beregninger kan dog ikke konkurrere med en ægte fysioterapeuts faglighed, da

fysioterapeuten bedre kan lave en helhedsvurdering af, hvad den enkelte borger har

behov og mulighed for.

læreren foran deres børn. Hvis man vil gøre sig håb om, at børnene får noget ud af lærerens

undervisning, er dét en dårlig idé. Det samme gælder i forholdet mellem teknologi og borger.

Omvendt skal borgeren også gøres i stand til at lytte til sin krop og reagere, hvis borgeren f.eks.

oplever smerter.

- Så det er en meget fin balancegang mellem, at teknologien skal bibeholde sin autoritet

samtidig med, at borgeren gøres i stand til at reagere med den nødvendige skepsis, hvis

træningen gør ondt eller hvis feedbacken på anden måde er uhensigtsmæssig, siger hun.

Robotten Alice

ICURA er blot ét eksempel på, hvordan man bør tænke velfærdsteknologi som noget,

der skal fungere i samspil med mennesker og ikke som erstatning for mennesker. Nete

Schwennesen har bl.a. undersøgt en dokumentar om en hollandsk menneskelignende

robot kaldet Alice. Robotten fungerer som en ven for ensomme ældre, og i

dokumentaren er dens kunstige intelligens tilsyneladende tilstrækkelig til, at den kan

opbygge et meningsfyldt forhold til de ældre: Den taler med dem om deres familie,

daglige gøremål og motiverer dem til at skabe nye relationer. Umiddelbart virker den

dermed som en effektiv erstatning for eksempelvis besøgsvenner. Nete Schwennesen

fandt dog i sin undersøgelse ud af, at der foregik en hel del bag kulisserne, som man

ikke så: programmører sad næsten altid bag tasterne og skrev, hvad robotten skulle

sige. Robotten Alice var altså reelt en meget dyr løsning på ensomhed, da den krævede

hyppige ’justeringer’ fra rigtige mennesker. Nete Schwennesen vil gerne væk fra den

fremherskende tankegang, som dokumentaren ifølge hende er et eksempel på:

Mennesker er nødt til løbende at justere teknologien, derfor bliver mennesker ikke

erstattet af teknologien.

Nete Schwennesens forskning

Nete Schwennesens undersøgelse af ICURA er sket gennem en etnografisk

undersøgelse med udgangspunkt i to rehabiliteringscentre i løbet af det sidste

halvandet år. Her har hun observeret træningen på rehabiliteringscentrene og i

borgernes eget hjem, og talt med borgere og fysioterapeuter.

Her er artikler der er blevet udgivet og som bygger på projekterne, omtalt i denne

artikel.

Schwennesen, N. (2017). When self-tracking enters physical rehabilitation: From

‘pushed’self-tracking to ongoing affective encounters in arrangements of care. DIGITAL

HEALTH, 3

Schwennesen N & Langstrup H (2017) Når velfærdsteknologier er stand-in for

professionelle: Omsorgsinfrastruktur og autorisationsprocesser i digital understøttet

genoptræning. ‘Velfærds-teknologier på arbejde. Når velfærdsteknologier holder mere

end de lover’ eds. Lacour A, Højlund H, Waldorff SB, Hans Reitzel

Schwennesen N. (2016) Et omsorgsfuldt (selv)bedrag? Om brug af robotter der imiterer

mennesker i ældreplejen. Gerontologi.32:1, 28-33

Redskaber i antropologien: fra totem til teknologi

VPT sætter for tiden antropologiens værktøjer under lup (/kompetencer/antropologien-

insisterer-pa-der-ma-vaere-en-god-grund-til-folk-handler-som-de-gor) for at se, hvordan man kan

bruge dem i kommunerne (/kompetencer/antropologien-giver-evnen-til-analysere-man-traeffer-

beslutninger) . Ifølge antropolog Nete Schwennesen er antropologien ikke bare værdifuld,

når man arbejder med mennesker, men også når man arbejder med relationen

mellem menneske og teknologi - eller ’artefakter’, som det heder på fagsprog:

- Man har siden antropologiens oprindelse kigget på artefakter, og hvordan de bærer

en social betydning. Artefakter er menneskeskabte fænomener eller materielle

enheder. Det kan for eksempel være symboler og totemmer, men det kan også være ny

teknologi.

Antropologien i en kommunal kontekst

SERIE PÅ VPT:

Antropologien anvendes i stigende grad i en kommunal kontekst til at forstå de mange

komplekse problemstillinger i kommunerne, både i forhold til borgere, pårørende og

personale, men også i samspil med beslutningstagere, der ønsker reel indsigt i de

måder, borgere, pårørende og medarbejdere forstår og oplever verden, hverdagen og

de mange tiltag, der skal implementeres. I denne serie går vi tæt på, hvad

antropologien kan bidrage med i en kommunal kontekst.

Læs flere artikler, der minder om denne

Fem råd til at håndtere borgernes brug af Facebook som vidensbank (/hjemmepleje/fem-

rad-til-handtere-borgernes-brug-af-facebook-som-vidensbank)

Husk visitationen: Tværfaglig mødemodel giver flow i rehabiliteringsforløb

(/visitation/husk-visitationen-tvaerfaglig-modemodel-giver-flow-i-rehabiliteringsforlob)

Hvad gør man med en lakto-ovo-vegetarisk borger? Kosthåndbog giver råd

(/hjemmepleje/hvad-gor-man-med-en-lakto-ovo-vegetarisk-borger-kosthandbog-giver-rad)

Sådan kan I bruge billeder som værktøj til bedre dialog (/kompetencer/sadan-kan-i-bruge-

billeder-som-vaerktoj-til-bedre-dialog)

Sådan er Herlev kommet i gang med at indfri ambitionerne om mere tillid

(/hjemmepleje/sadan-er-herlev-kommet-i-gang-med-indfri-ambitionerne-om-mere-tillid)