BETÆNKNINGVEDRØRENDE

DEN KIRKELIGE ADMINISTRATION

II

AFGIVET AF

KIRKEMINISTERIETS UDVALG AF 19. JUNI 1964

BETÆNKNING NR. 495

1968

A A R H U U S S T I F T S B O G T R Y K K E R I E A / S 7 3 3 . 6 8

Indholdsfortegnelse

Indledning 5

I. Kirkeministeriets forretningsområde og organisation 6

II. Folkekirkens administrative instanserA. Økonomisk-juridiske anliggender 7B. Gejstlige anliggender 8

III. Tidligere overvejelser angående decentraliserings- og forenklingsmulig-

heder og udfaldet heraf 9

VI. Udvalgets overvejelser og indstillinger

A. Almindelige bemærkninger 14

B. De enkelte sagsområder 14

1. Kirker 14

A° Bygningsarbejder 20

B° Installationer 20a. Varmeanlæg 20b. Elektrisk lys 21c. Orgler 21d. Kirkeklokker 21e. Høre- og højttaleranlæg 22f. Lynafledningsanlæg 22g. Tårnure 22

C° Inventar 22a. Istandsættelse og anskaffelse af inventar 22b. Kassation af inventar 22

D° Udsmykning og prydelser 23

2. Kirkegårde 23a. Anlæg af nye kirkegårde 23b. Nedlæggelse af kirkegårde eller dele af sådanne 24c. Udvidelse af bestående kirkegårde 24d. Andre arbejder vedrørende kirkegårde 25e. Opførelse og ombygning af bygninger på og ved kirkegårde 25

3. Præstegårde og præstegårdsjorder 25

4. Anden fast ejendom 29a. Kirkefunktionærboliger og administrationsbygninger 29b. Parkeringspladser og adgangsveje 30

5. Begravelsesvæsenet 30

6. Ministerialboganliggender 31

7. Visse godtgørelser og honorarer 32a. Flyttegodtgørelse 32

b. Honorarer for vakancebetjening 33

8. Kirkekoncerter 34

9. Menighedsmøder 34

10. Syn over kirker 35a. Provstesyn 35b. Særligt syn 35

11. Samling af instruktoriske forskrifter 37

BILAG

1. Udvalgets skrivelse af 20. februar 1965 til kirkeministeriet angåendefastsættelse af vakancehonorarer 40

2. Redegørelse fra formanden for det særlige kirkesyn 41

3. Skrivelse af 12. marts 1968 fra ark. Th. Havning til formanden for detsærlige kirkesyn 44

Indledning

Udvalget er nedsat ved kirkeministerietsskrivelse af 19. juni 1964 bl. a. med den op-gave at undersøge, om kompetencefordelin-gen mellem de forskellige instanser indenforden kirkelige forvaltning er tidssvarende,samt om det måtte være hensigtsmæssigt atgennemføre en noget større decentraliseringaf kirkens styrelse. Om udvalgets kommisso-rium og sammensætning henvises iøvrigt tilindledningen til udvalgets 1. betænkning(nr. 476/1968), der blev afgivet til kirkemi-nisteriet den 28. november 1967.

Medens den anførte betænkning væsent-ligst behandlede mulighederne for at over-

føre kompetencen på en række sagsområderfra stiftsøvrighederne til provstiudvalgene,omhandler nærværende betænkning i førsterække spørgsmålet om at henskyde kompe-tencen i visse kategorier af sager fra kirke-ministeriet til stiftsøvrighederne.

Udvalget har haft samråd med formandenfor det særlige kirkesyn, overinspektør, dr.phil. Aa. Roussell angående de for det sær-lige kirkesyns virksomhed gældende bestem-melser.

Med afgivelse af nærværende betænkning,der er tiltrådt af alle udvalgets medlemmer,anser udvalget sit arbejde for afsluttet.

København, den 29. april 1968.

Gudmund Schiøler O. Holmgaard

Asger Jørgensen Arne Truelsen

J. Bengtsson

Jørgen Jensen

Johs. Pedersen

N. Holm

IKirkeministeriets forretningsområde og organisation.

Behandlingen af de under kirkeministerietsforretningsområde henhørende sager er fortiden opdelt blandt 3 ekspeditionskontorer,hvis sagsområder er fastsat således:

/. ekspeditionskontor.Sager vedrørende offentlig gudsdyrkelse ogreligionsudøvelse. Folkekirkens styrelse i al-mindelighed. Kirker og kirkegårde (begra-velsesvæsenet) bortset fra København-Frede-riksberg. Kirkebøgernes førelse. Sager vedrø-rende legater. De fra folkekirken afvigendetrossamfunds stilling. Kirkeministeriets bi-drag til finanslov, tillægsbevillingslov ogstatsregnskab.

2. ekspeditionskontor.Sager vedrørende præsters løn og pensions-forhold samt deres embedsforhold i det hele.Præstegårde og præsteembeders økonomi. Deved kirkerne og kirkegårdene ansatte funk-

tionærer. Endvidere i København-Frederiks-berg sager vedrørende kirker og kirkegårdeog nye sognes oprettelse m. m. samt den kø-benhavnske lønningsligning og kirkeligning.Landskirkeskatten. Stiftsmidlernes bestyrelse.Bispeembederne samt disses og stiftsøvrighe-dernes kontorhold. Ministeriets sekretariats-sager. Pastoralseminariet. Præstehøjskolen.

3. ekspeditionskontor.Sager vedrørende opslag og besættelse afpræsteembeder. Beskikkelse af provster. Op-rettelse, omdannelse og nedlæggelse af præ-steembeder. Afskedigelse af præster. Opret-telse af nye sogne. Ændring af sognegræn-ser (bortset fra København-Frederiksberg).Menighedsrådenes virksomhed i almindelig-hed. Menighedsrådsvalg. Grønland. Detgrønlandske lektorat. Færøerne. Dansk sø-mandskirke i fremmede Havne. Dansk kirkei Udlandet. Tilskud til økumeniske formål.

IIFolkekirkens administrative instanser.

Det øverste tilsyn med alle kirkelige an-liggender (kirker, kirkegårde, præstegårde,præster, kirkefunktionærer, kirkebogsføringm. v.) er henlagt til kirkeministeriet, der —foruden at tilrettelægge de sager, der afgøresaf kongen, forberede ny lovgivning og ud-færdige almindelige administrative forskrif-ter - træffer afgørelse i alle sager vedrørendekirkelige anliggender bortset fra de tilfælde,hvor afgørelsen ifølge særlig forskrift er hen-lagt til en lokal myndighed. Ifølge gældendelovgivning og praksis skal afgørelse af en-kelttilfælde i vidt omfang træffes af mini-steriet. Større arbejder vedrørende kirker ogpræstegårde, salg og behæftelse af faste ejen-domme skal således godkendes af ministeriet,der tillige er anke- og klageinstans for såvelprivate personer som underordnede kirkeligemyndigheder.

Det er iøvrigt et særpræg for folkekirkensadministrative opbygning, at der på visse trinaf instansfølgen findes særskilte instanser tilvaretagelse af økonomisk-juridiske og gejst-lige anliggender.

A. Økonomisk-juridiske anliggender.

Stiftsøvrighederne — biskopperne og 8 af lan-dets amtmænd — er overtilsyn for kirker ogkirkegårde og fører tilsyn med menigheds-rådenes bestyrelse af præstegårde og præste-gårdsjorder. Stiftsøvrighederne har omfatten-de opgaver vedrørende de kirkelige økono-miske forhold, såvel lokalt som stiftsvis.Stiftsøvrighederne stadfæster budgetter foralle præstelønningskasser og for købstadsog-nenes kirke- og kirkebetjeningskasser samtreviderer og deciderer disse kassers regnska-ber. Efter den gældende ordning approbererstiftsøvrighederne i et stort antal tilfælde, atder foretages ligning af bidrag til driften afkirkerne, herunder i et vist omfang også kir-ker, der efter tiendens afløsning er overgåettil selveje. Stiftsøvrighederne stadfæster des-uden regulativer for brugen af købstadkir-ker og for ordningen af kirkebetjeningensforhold ved købstadkirker. Ligeledes stadfæs-

ter stiftsøvrighederne kirkegårdsvedtægter oggodkender kirkers overtagelse af vedligehol-delse af gravsteder for mere end een fred-ningsperiode. Stiftsøvrighederne modtagerog administrerer den af kommunalbestyrel-serne opkrævede landskirkeskat. Endviderebestyrer stiftsøvrighederne de enkelte stiftersstiftsmidier, der væsentlig udgøres af kirker-nes og præsteembedernes kapitaler, hoved-sagelig afløsningssummer for tiender, afløs-ningssummer for grundbyrder og kapitalerhidrørende fra bortsalg af jorder samt grav-stedskapitaler. For de omtalte funktionersvedkommende er en selvstændig kompetencehenlagt til stiftsøvrighederne. Herudover del-tager stiftsøvrighederne i den kirkelige ad-ministration som mellemled mellem de lokaleinstanser og kirkeministeriet, således at allesager af tjenstlig art, der forelægges ministe-riet, indsendes gennem stiftsøvrighederne, led-saget af disses erklæringer. For Københavnsvedkommende er der ingen stiftsøvrighed.Der er et overtilsyn for alle kirker, for de fle-stes vedkommende bestående af overpræsiden-ten og biskoppen, men den kirkelige admini-stration er for Københavns kommunes ved-kommende stærkt centraliseret og udøves di-rekte fra kirkeministeriet.

Provstiudvalgene — provsten og 2 lægemedlemmer, valgt af provstiets menigheds-rådsmedlemmer — fører det umiddelbare til-syn med menighedsrådenes varetagelse af ad-ministrative økonomiske anliggender vedrø-rende bestyrelsen af præstegårde og jordersamt kirker og kirkegårde, ligesom provstiud-valgene har en udstrakt kompetence medhensyn til budgetter og regnskaber for dekirkelige kasser uden for købstæderne. Lige-som stiftsøvrighederne er provstiudvalgeneendvidere mellemled i den kirkelige admini-stration, således at alle sager, der skal fore-lægges en højere myndighed, stiftsøvrighedeller ministerium, til afgørelse, fremsendesmed provstiudvalgets erklæring.

For Københavns vedkommende er provsti-udvalgenes opgaver betydeligt begrænsede iforhold til, hvad der gælder for den øvrige

8

del af landet. På grund af det fuldstændigefællesskab med hensyn til indtægter for kir-kerne i København er der af provstiudval-gene i henhold til præstelønningslovens §94 valgt et udvalg, bestående af 5 medlem-mer, der gør indstilling til overtilsynene an-gående de enkelte kirkers budgetter, indenovertilsynet stadfæster disse.

Menighedsrådene varetager menigheds-rådskredsens tarv efter de derom gældendebestemmelser i de kirkelige hovedlove. Råde-ne udgør således bestyrelsen for de selvejendekirker og de disse tilhørende faste ejendomme(graverboliger, kirkeskove m. m.) samt forkirkegårdene, ligesom rådene bestyrer præ-stegårdene og de dertil hørende jorder, en-kesæder, fæste- og lejehuse. Svarende hertilbestyrer rådene de kirkelige kasser: præste-lønningskassen, kirkekassen, kirkebetjenings-kassen og - ved de ikke-selvejende kirker -menighedsrådskassen. Menighedsrådene for-valter endvidere de midler, der indkommeri kirkernes bøsser, samt de under menigheds-rådenes bestyrelse henlagte legater. Menig-hedsrådene ansætter og afskediger de ikke-tjenestemandsansatte kirkefunktionærer, fo-retager præstevalg og deltager i bispevalg.Rådene har pligt til at udtale sig i allespørgsmål, som forelægges dem til erklæringaf højere instanser.

B. Gejstlige anliggender.

Den øverste stedlige myndighed i gejstligeanliggender er henlagt til biskopperne, somhver indenfor sit stift udøver de funktioner.,som er overdraget dem i henhold til lovgiv-ning, andre bestemmelser eller gammel sæd-vane. Det påhviler dem og henhører således,under deres kompetence at føre tilsyn medpræsters og provsters embedsførelse i allehenseender. Herudover har biskopperne om-fattende rent administrative opgaver. De dra-ger omsorg for præsteembeders betjening un-der vakance, foretager kirkeindvielser ogmeddeler tilladelse til lokalers midlertidigebenyttelse til gudstjeneste m. v. Endvideremeddeler biskoppen tilladelse til fravigelseaf tidspunktet for ordinære gudstjenester ogtil mindre ændringer i liturgien. Biskoppernemedvirker ved indstillingsmøder og oriente-rende møder med menighedsrådene i forbin-delse med besættelsen af præsteembeder, li-

gesom biskoppen creerer provster, foretagerpræstevielser og udsteder kollats. Det er end-videre henlagt til biskopperne at meddele dis-pensation fra aldersgrænsen for konfirmationog give tilladelse til afholdelse af ekstraordi-nær konfirmation i særlige tilfælde. I en deltilfælde er det endvidere henlagt til biskop-pen at meddele tilladelse til brug af folke-kirkens kirker. Biskopperne er desuden råd-givende i kirkelige spørgsmål såvel for mini-steriet som for præster og provster. Biskop-perne danner det administrative mellemledi gejstlige sager mellem de lokale gejstligeog kirkeministeriet.

Provsterne udgør som den stedlige kirke-lige underøvrighed det administrative mel-lemled mellem biskoppen og provstiets præs-ter og menighedsråd. Tjenstlige henvendel-ser fra præster og menighedsråd til biskop,stiftsøvrighed eller ministerium skal fremsen-des gennem provsten, forsynet med hans ud-talelse. Meddelelser til præster og menig-hedsråd fra overordnede kirkelige instansersendes ligeledes gennem provsten. Provsterneforetager præsteindsættelser og leder i bi-skoppens forfald menighedsrådenes møder ianledning af præstevalg. Endvidere påhvilerdet provsterne at føre tilsyn med de af præs-ter, kordegne og kirkebylærere førte mini-sterialbøger med dertil hørende arkiver samthvert 3. år at lede synet over kirker, kirke-gårde og præstegårde.

Bortset fra situationer, hvor menigheds-rådet ikke er funktionsdygtigt, påhviler derikke præster egentlige administrative opga-ver udover førelsen af ministerialbøger ogafgivelse af dermed forbundne pligtmæssigeindberetninger og tilbagemeldinger for deteller de sogne, som pastoratet består af. Deter et rent faktisk forhold, at præsterne i etstort antal tilfælde er menighedsrådets for-mand og/eller fungerer som dets sekretær.

Menighedsrådene har principielt ingenkompetence i gejstlige anliggender, idet præ-sten ifølge menighedsrådslovens § 26, stk.2, varetager sin embedsvirksomhed uafhæn-gig af menighedsrådet. Ved menighedsråds-lovens §§ 24 og 25 er der dog tillagt me-nighedsrådet medbestemmelsesret med hen-syn til liturgi, ritualer, prædiketekster, sal-mebøger, forandringer i tiden for gudstjene-sten, indsamlinger ved de faste gudstjenester

m. m.

IIITidligere overvejelser angående decentralicerings-

og forenklingsmuligheder og udfaldet heraf.

I den af forvaltningskommissionen af 1946afgivne 8. betænkning indeholdes i afsnitIII, der iøvrigt omhandler amtskontorernesforretningsområde, oplysning om en af kom-missionen i denne forbindelse foretaget gen-nemgang af kirkeministeriets sagsområdemed henblik på decentraliserings- og for-enklingsmuligheder inden for dette område.

Indledningsvis konstaterede kommissionen,at den kirkelige administration før kirkelo-vene af 1922 var stærkt centraliseret, menat der ved disse love gennemførtes en decen-tralisering, hvorved en stor del af admini-strationen udenfor København og Frederiks-berg blev henlagt til de lokale myndigheder,navnlig menighedsrådene.

For så vidt angår de nedennævnte grupperaf sager fremsatte kommissionen følgendeforslag:

A. Ministerialbøgerne.

Sager om rettelser i ministerialbøgernes til-førsler skal ifølge den af kirkeministeriet hid-til fulgte praksis altid forelægges ministerietgennem provsti og bispeembede.

Det synes naturligt at søge opnået en for-enkling af forretningsgangen i disse sager,ved at afgørelsen — i et vist omfang — over-lades enten provsten eller biskoppen; for atbenytte provsten kunne vel den omstændig-hed anføres, at han har tilsynet med mini-sterialbøgernes førelse, men ved at blive stå-ende ved biskoppen, der råder over juridiskmedhjælp (amanuensis) sikrer man sig, atsagerne også formelt ekspederes på rette må-de.

Fra ministeriets side har man ytret be-tænkelighed med hensyn til bispekontorerneskvalifikationer i denne henseende (et enkeltbispekontor råder for tiden ikke over juri-disk medhjælp), og man har peget på, atsagerne ofte kommer ret ubehandlet ind iministeriet. Ministeriet ville i det hele mene,at man burde afvente betænkningen fra ci-vilstandsregisterkommissionen.

Kommissionen må dog fastholde, at en de-legation bør finde sted i de tilfælde - somiøvrigt udgør det største antal af sagerne —,hvor grundlaget for rettelsen af tilførslen iministerialbogen ikke frembyder nogen somhelst tvivl.

Det foreslås derfor - i lighed med denordning, der af justitsministeriet i skrivelseaf 20. december 1933 til amtmændene ergennemført med hensyn til berigtigelse afpersonregistrene - at biskoppen bemyndigestil at træffe afgørelsen, når angivelsen af for-ældres navn ved børns indførsel i fødsels- el-ler dåbsregistret, brudefolkenes navne, fød-selsdata eller fødested i vielsesregistret elleren afdøds navn, fødselsdata eller fødested idødsregistret ikke er i overensstemmelse medde oplysninger, der fremgår af en fuldstæn-dig udskrift af tilførslen (i ministerialbogeller personregister) vedrørende den pågæl-dende persons fødsel, og når der med hensyntil sidstnævnte tilførsel foreligger overens-stemmelse mellem hoved- og kontraministe-rialbog.

Det tilføjes, at gennemførelsen af den fo-reslåede foranstaltning naturligvis må med-føre, at der samtidig meddeles amtmændenetilsvarende bemyndigelse med hensyn til deanerkendte trossamfunds kirkebøger.

B. Rejsetilladelse til præster.

Medens rejsetilladelser i indlandet bevilgesaf provst eller biskop (D.L. 2—11—8), med-deles rejsetilladelser til udlandet altid af kir-keministeriet.

Der synes imidlertid ikke at være nogenbetænkelighed ved, at også meddelelse af rej-setilladelser til udlandet overlades biskoppen,og det foreslås derfor, at kirkeministerietmeddeler biskopperne den fornødne bemyn-digelse, eventuelt med en begrænsning for-såvidt angår rejsens varighed til f. eks. 4uger.

10

C. Refusion af udgifter i anledning afprovsternes tjenesterejser.

I henhold til § 44, jfr. § 17 i lov om folke-kirkens lønningsvæsen uden for Københavnog Frederiksberg m. m. af 12. juli 1946 af-holder statskassen disse udgifter.

Den almindelige fremgangsmåde er herden, at provsterne indsender deres refusions-begæringer til stiftsøvrigheden, der - efterforetagen revision — anviser godtgørelsen tilforskudsvis udbetaling gennem stiftskassere-ren. Denne sender ved udløbet af hvert fi-nansår en samlet refusionsopgørelse til mini-steriet.

Denne normale og praktiske fremgangs-måde er imidlertid ikke gennemført overalt,idet kirkeministeriet i enkelte stifter kræver,at hver enkelt refusionsbegæring fra prov-sterne straks forelægges ministeriet.

Da stiftsøvrigheden som nævnt foretageren foreløbig revision af opgørelserne, og daministeriets kontrol formentlig ikke blivermindre effektiv ved at afvente de samledeopgørelser fra stiftskassererne, foreslås denovenfor nævnte almindelige fremgangsmådegennemført i samtlige stifter.

D. Cirkulære angående kollekteri kirkerne.

Der udsendes hvert år — gennem biskop ogprovst til samtlige præster — cirkulærer an-gående kollekter til fordel for kirkelige ogvelgørende institutioner; i de fleste tilfældesender de pågældende institutioner tilligeselv propaganda- eller regnskabsmateriale di-rekte til præsterne.

Da der kræves ca. 2.000 cirkulærer vedhver udsendelse, og da det som regel drejersig om indsamlinger til de samme institutio-ner i en årrække, henstilles det, om det ikkemåtte være tilstrækkeligt, at der ved åretsbegyndelse udsendtes et cirkulære, der gjor-de præsterne opmærksom på samtlige de ihenhold til kgl. resolution tilladte kollekter.

Fra ministeriets side er det her overfor op-lyst, at det er af betydning, at der kommercirkulære ud, umiddelbart før hver enkeltkollekt skal holdes. Såfremt den pågældendeinstitution imidlertid samtidig selv vil ud-sende materiale, vil der antagelig kunne op-nås en forenkling ved, at dette materiale ud-sendes sammen med cirkulæret.

E. Honorarer og befordringsgodtgørelsei anledning af vakancebetjening.

Under vakancer i præsteembeder, hvad en-ten disse skyldes sygdom eller ledighed, erdet normalt biskoppen, der på grundlag afprovstens indstilling træffer bestemmelse om,hvorledes vakancetjenesten skal ordnes, me-dens fastsættelsen af honoraret altid fore-tages af kirkeministeriet i hvert enkelt til-fælde.

Ifølge § 62, stk. 2, i lov om folkekirkenslønningsvæsen uden for København og Fre-deriksberg m. m. af 12. juli 1946 (jfr. §32 i lov om folkekirkens lønningsvæsen i Kø-benhavn og på Frederiksberg af samme da-to) kan der ydes et vederlag af indtil halv-delen af grundlønnen i vedkommende tids-rum for den stilling, hvis besørgelse præstenhar overtaget og honoraret »fastsættes afkirkeministeriet efter indstilling af biskop-pen«.

Der foreligger nu en fast praksis med hen-syn til størrelsen af disse honorarer, og dettegælder ikke mindst efter ikrafttrædelsen affornævnte lovbestemmelse, idet biskopperneer enedes om at foretage indstillingen efterensartede retningslinier. (Satser vedtaget pået bispemøde).

Kommissionen foreslår derfor, at ministe-riet meddeler biskopperne bemyndigelse til itilfælde, hvor vakancebetjeningen overdra-ges en tjenestegørende præst, inden for lov-bestemmelsens ramme at fastsætte honorarog befordringsgodtgørelse for vakancetjeneste.Ministeriets kontrollerende virksomhed pådette område må anses tilstrækkeligt fyl-destgjort ved, at bemyndigelsen for sygeva-kancernes vedkommende begrænses til va-kancer, der ikke varer over 3 måneder.

F. Flyttegodtgørelser.

(Lov om folkekirkens lønningsvæsen udenforKøbenhavn og Frederiksberg m. m. af 12.juli 1946 § 79).

Disse sager skal i mange tilfælde (ad sæd-vanlig tjenstlig vej gennem provsti og stifts-øvrighed) forelægges kirkeministeriet to gan-ge, før præsten kan opnå den ham tilkom-mende godtgørelse; det bemærkes, at der ipraksis kun ganske undtagelsesvis gøres brugaf den i lovbestemmelsen omhandlede »stan-dardgodtgørelse«, og at udgifterne til boha-

11

vets flytning derfor »efter kirkeministerietsnærmere bestemmelse« normalt godtgøres ef-ter regning.

En forenkling af forretningsgangen synesher særlig naturlig under hensyn til, at af-gørelsen af disse sager inden for folkeskolensområde (lov om lønninger m. m. til folke-skolens lærere af 12. juli 1946 § 30) erhenlagt til skoledirektionen. Herved erindres,at stiftamtmanden både er formand for sko-ledirektionen og medlem af stiftsøvrigheden.

Fra kirkeministeriets side er det fremhæ-vet, at reglerne om flytning efter regning ertemmelig komplicerede, at der ustandseligopstår tvivlsspørgsmål, og at finansministe-riet for sit vedkommende, hvor flyttegodt-gørelse begæres efter regning, har forbeholdtsig afgørelsen. Endvidere har kirkeministe-riet henledt opmærksomheden på, at det kuner i København, Viborg og Haderslev stifter,at stiftamtmanden er forretningsførendemedlem af stiftsøvrigheden, medens det el-lers i realiteten vil være biskoppen, der kommer til at træffe afgørelsen. Det må dog er-kendes at være urimeligt, at ministeriets god-kendelse af tilbud skal indhentes i alle sa-ger, hvor flytningen ikke overdrages statsba-nernes transportagentur.

Kommissionen nærer dog ingen betænkelig-hed ved, at der delegeres til stiftsøvrigheden,og man foreslår derfor, at der meddeles stifts-øvrigheden bemyndigelse til at træffe afgø-relsen i samme omfang, som den i dennehenseende tilkommer skoledirektionen.

G. Huslejetilskud.

Lov om folkekirkens lønningsvæsen uden forKøbenhavn og Frederiksberg m. m. af 12.juli 1946 § 19 bestemmer herom:

»Efter indstilling fra menighedsrådet kankirkeministeren tillægge en præst, der ingenembedsbolig har, et huslejetilskud, der ud-redes af pastoratets præstelønningskasse.Huslejetilskuddet kan ikke overstige forskel-len imellem, hvad præsten må betale i hus-leje og det lønningsfradrag, han ville lide,hvis han havde embedsbolig«.

Der findes en fast praksis på dette områ-de, og kommissionen foreslår, at ministerietsbeføjelse delegeres (eventuelt inden for etaf ministeriet fastsat maksimumsbeløb) tilstiftsøvrigheden, der iøvrigt godkender præ-

stelønningskassernes overslag og revidererregnskaberne.

H. Kirker og præstegårde.

a. Ifølge § 4 i lovbekendtgørelse om vedlige-holdelse af kirker og kirkegårde m. v. af 23.september 1947 kan en kirke »ikke nedbry-des, ombygges eller undergives forandringeruden tilladelse fra kirkeministeriet«.

I praksis betyder dette, at de allerflestesager vedrørende kirkebygninger og dissesinventar — bortset fra ganske sædvanlig ved-ligeholdelse - finder deres afgørelse i kirke-ministeriet.

Det må nu også, bl. a. under hensyn tilvore ca. 2.200 kirkers store betydning somnationale kulturværdier, sikkert erkendes, atapprobationsmyndigheden på dette områdebør forblive hos kirkeministeriet, der har denhøjeste sagkundskab til sin rådighed. Menheraf følger, at det af praktiske grunde ogsåbør være ministeriet der fortsat meddeler denfornødne tilladelse til optagelse af lån tildækning af udgifterne ved de approberedeforanstaltninger, jfr. § 12 i lovbekendtgø-relse om kirkers bestyrelse af 23. september1947.

b. Med hensyn til præstegårdene liggerforholdet dog anderledes. Her bestemmer §32, stk. 3, i lov om folkekirkens lønningsvæ-sen uden for København og Frederiksbergm. m. af 12. juli 1946 følgende:

»Større byggeforetagender og betydeligeforandringer ved præstegårdenes indretningapproberes af stiftsøvrigheden, nybygning afkirkeministeriet. . . «

I praksis indsendes også disse sager dogså godt som altid til ministeriet, fordi de tilforanstaltningernes gennemførelse fornødnelån skal bevilges af dette; den i fornævntelovs § 33, stk. 3 in fine hjemlede adgang forstiftsøvrigheden til at meddele samtykke tiloptagelse af lån (hvis samlede størrelse forhvert embede ikke på noget tidspunkt kanoverskride 2.000 kr., og hvis afdragning ikkemå strækkes over længere tid end 5 år) ernemlig så begrænset, at den kun ganskeundtagelsesvis vil kunne finde anvendelse.

En forenkling af forretningsgangen ved idisse tilfælde også at henlægge beføjelsen tilat bevilge lån til den iøvrigt approberendemyndighed (stiftsøvrigheden) bør derfor

12

gennemføres, og kommissionen foreslår, atden hertil fornødne lovhjemmel snarest sø-ges tilvejebragt.

Fra kirkeministeriets side har man overforudvalget fremhævet den betydning, som dis-se lånesager har for ministeriets kontrol med.hvorledes menighedsrådene administrererpræstegårdene, og man har endvidere underhenvisning til den af flertallet af stiftsøv-righederne fulgte indstillingspraksis ytret no-gen betænkelighed ved at overlade stiftsøv-righederne långivning i større omfang.

Der er dog opnået enighed om, at stifts-øvrighedens kompetence til at meddele præ-steembeder samtykke til optagelse af lån sø-ges udvidet til et beløb af indtil 8.000 kr..uden begrænsning med hensyn til tidligereaf ministeriet bevilgede lån, og med en af-dragstid på indtil 10 år + eventuelt 2 års af-dragsfrihed.

I tilknytning til bemærkningerne om præ-stegårde og kirker skal man henlede op-mærksomheden på den tidligere afgivne be-tænkning vedrørende en amtsarkitektordning(forvaltningsk-ommissionens 4. betænkning,s. 37), der vil betyde en udvidelse af - ogændring i - den sagkundskab, der står til rå-dighed for de kirkelige tilsynsmyndigheder.

I. Afhændelse af fast ejendom, til-hørende præsteembeder, degneembeder

og kirker.

I henhold til § 38, jfr. § 32, stk. 3, i lov omfolkekirkens lønningsvæsen uden for Køben-havn og Frederiksberg m. m. af 12. juli 1946og § 5, stk. 5, i lovbekendtgørelse om kir-kers bestyrelse af 23. september 1947 kanintet salg af sådanne jorder — uanset parcel-lens størrelse — finde sted uden samtykke frakirkeministeriet.

Samfundsudviklingen har imidlertid med-ført, at der hvert år sker salg af mindregrundstykker til formål, der fra alle sidererkendes at burde støttes, såsom til opfø-relse af boliger, skoler, idrætspladser, vejan-læg o. lign. Det ligger derfor nær at søgeforretningsgangen forenklet, således at derfor denne art af afhændelser søges tilveje-bragt hjemmel for stiftsøvrigheden til at med-dele salgstilladelse, eventuelt godkendelse afekspropriationsforlig.

Forslaget vil navnlig få praktisk betydning

for præstegårdsjorderne og de sønderjydskedegnejorder; kirkerne er kun i ringe omfangejere af jorder, der eventuelt kan blive gen-stand for sådan afhændelse, og degnejorderunder kirkelig bestyrelse findes kun i de søn-derjydske landsdele.

Fra kirkeministeriets side har man dogudtalt, at afhændelsessagerne — der ikke ud-gør noget stort antal årligt — på grund af de-res betydning for folkekirkens økonomi rentprincipielt hører hjemme i ministeriet. Ud-byttet af salgssummerne for præstegårdsjor-der indgår i stifternes fællesfond (lønnings-midlerne), hvis underskud dækkes af lands-kirkeskatten; menighedsrådene har derforikke nogen egentlig interesse i salgssummensstørrelse.

Kommissionen må imidlertid mene, at denforeslåede bemyndigelse for stiftsøvrighedenuden betænkelighed må kunne gives, så-fremt den begrænses til de tilfælde, hvorstiftsøvrigheden er enig med menighedsrå-det, provstiudvalget og præstegårdskonsulen-ten om salget og salgsvilkårene.

Til slut bemærkes, at der ved de foranunder F til I omhandlede forhold kun ertænkt på den kirkelige administration udenfor København og Frederiksberg; den i Kø-benhavn og Frederiksberg gældende særligeordning, der iøvrigt er udpræget centralise-ret, måtte antagelig medføre, at der, for atopnå en mulig yderligere forenkling af ad-ministrationen her, skulle lægges endnu flereforretninger ind til kirkeministeriet.

Endelig tilføjes, at de af kommissionen fo-reslåede foranstaltninger kan gennemføres,uden at der i den anledning foreligger grund-lag for at stille krav om yderligere arbejds-kraft på bispe- og stiftsøvrighedskontorer.

Med hensyn til de i betænkningen underpkt. B omhandlede rejsetilladelser til præ-ster bemærkes, at sådanne tilladelser sidenslutningen af 1950'erne er blevet meddelt afbiskoppen, medmindre det drejer sig om rej-ser, der foretages uden for præsternes nor-male ferie, i hvilke tilfælde sagen som hidtilindsendes til ministeriet.

De under pkt. C omtalte sager angåenderefusion af udgifter i anledning af provster-nes tjenesterejser ekspederes nu for alle stif-

13

ters vedkommende som af forvaltningskom-missionen foreslået, således at en samlet re-fusionsopgørelse for hvert stift indsendes tilministeriet ved udløbet af hvert finansår.

Med hensyn til de under pkt. D omhand-lede cirkulærer angående kollekter i kirkernebemærkes, at der ved en ved lov nr. 59 af21. februar 1962 stedfunden ændring af §27, stk. 1, i menighedsrådsloven er tilveje-bragt hjemmel for, at præsterne med me-nighedsrådets samtykke også ved de ordi-nære gudstjenester vil kunne indsamle mid-ler til kirkelige formål, herunder til det ar-bejde, der udøves gennem visse landsomfat-tende kirkelige organisationer. Efter at dettidligere krav om særlig hjemmel til foreta-gelse af sådanne indsamlinger — kgl. reso-lution ved indsamlinger i alle landets kirkerog biskoppens tilladelse ved indsamlinger ikirkerne i det enkelte stift — således er bort-faldet, har ministeriet kunnet indskrænkeudsendelsen af cirkulærer om optagelse afkollekter til eet årligt cirkulære, der udsen-des i hvert års november måned, og hvoriministeriet fastsætter tidspunktet for opta-gelse af kollekter i landets kirker i den føl-gende kalenderår til fordel for visse kirkeligeorganisationer, hvis virksomhed efter mini-steriets skøn fortjener at blive støttet pådenne måde.

De under pkt. G omtalte huslejetilskud,der tidligere blev fastsat for 1 år ad gangen,fastsættes nu for en 3-årig periode, hvorved2/3 af disse ekspeditioner spares.

De senere års forøgede arbejdspres har givet

anledning til, at et udvalg af ministerietsmedarbejdere har gennemgået den interneforretningsgang og foreslået rationaliserendeforanstaltninger, der har været af værdi isærved at frigøre den mere kvalificerede ar-bejdskraft for manuelt rutineabejde.

Som eksempel på sådanne foranstaltnin-ger kan nævnes, at udbetaling af lønningertil præster og faste kirkefunktionærer i Kø-benhavn nu er henlagt til Sjællands stifts-kassererkontor. Tidligere fandt udbetalingenaf præsters lønninger sted ved ministerietsdirekte foranstaltning og således, at den fon-den til lønning af præster påhvilende andelaf lønnen gennem Københavns skattedirek-torat anvistes kirkens kasserer til videre udbe-taling til præsten, medens ministeriet udbe-talte præsten den statskassen påhvilede andelaf lønnen. Kirkefunktionærernes lønning ud-betaltes i sin helhed af kirkens kasserer i hen-hold til en af ministeriet årlig udsendt løn-ningsliste. Det fornødne beløb ifølge dennelønningsliste anvistes månedligt til kassereren.

Meddelelse om størrelsen af den de en-kelte sogne pålignede landskirkeskat blev tid-ligere udsendt til kommunerne ved manueltudskrevne meddelelser. Dette sker nu vedhjælp af Danmarks Statistiks adressograf.

Forøget anvendelse af blanketter, stemplerog faste konceptformularer har derhos gjortdet muligt dels at forkorte ekspeditionstidenfor en række ekspeditioner dels i et vist om-fang at overlade disse til ikke-akademisk per-sonale.

IV

Udvalgets overvejelser og indstillinger.

A. Almindelige bemærkninger.

Udvalget har gjort sig bekendt med de syns-punkter som er fremført i den af admini-strationsudvalget af 1960 i 1962 afgivne 1.betænkning (nr. 301/62). Administrations-udvalget, der blev nedsat med den opgaveat formulere mere generelle retningslinier for-den kommende udvikling af administratio-nen, gik i den nævnte betænkning ind for,at de enkelte ministerier bør søges opbyggetmed eet departement og et eller flere fag-direktorater. Departementerne skulle først ogfremmest fungere som sekretariater for mi-nistrene, og som hovedopgaver have udar-bejdelse af lovforslag og af generelle for-skrifter for den øvrige statsforvaltning, be-handling af bevillingsspørgsmål, centralplanlægning o. lign. samt afgørelse af sager,som er afgjort af andre led i forvaltningen,men som ved indankning indbringes for mi-nisteren. Fagdirektoraternes opgave skullevære at administrere de opgaver, som i dager henlagt til departementerne i øvrigt sarrn:til de nuværende direktorater, hvilket i prin-cippet er at træffe afgørelse i enkeltsagerog udøve tilsyn med overholdelse af fastsatteforskrifter. Direktoraterne skulle også haveinitiativpligt over for departementerne medhensyn til påkrævede forslag om ændringeri gældende lovgivning.

For så vidt angår de under kirkeministe-riets forretningsområde hørende sager vil endecentralisering gennem sagernes henlæggel-se til et særligt dertil oprettet organ næppevære gennemførlig. En sådan foranstaltningville ej heller betyde nogen formindskelse afantallet af ekspeditionsled. Udvalget finderderfor, at opmærksomheden må samle sigom betimeligheden af og mulighederne forat delegere ministeriets beføjelser til de eks-isterende lokale instanser, d. v. s. menig-hedsrådene, provstiudvalgene og stiftsøvrig-hederne.

Som også omtalt i den i april 1965 udkom-ne betænkning (nr. 388/1965) om effektivi-sering af statsadministrationen er tiden nu

mere moden for rationaliserings- og decen-traliseringsforanstaltninger, end da forvalt-ningskommissionen af 1946 virkede, og ud-valget nærer for sit vedkommende ikke tvivlom betimeligheden af nu at søge sådanneforanstaltninger gennemført for så vidt an-går kirkeministeriets forretningsområde. Ud-valget har herved særlig haft for øje, at an-tallet af administrative led, som sagerne skalpassere, bidrager til at forlænge ekspeditions-tiden, samt at den departementale behand-ling, der først og fremmest er indrettet påbehandling af generelle spørgsmål, bevillings-spørgsmål og løsning af juridiske tvivls-spørgsmål, er for omstændelig og dermed forlangsommelig, når det drejer sig om behand-lingen af større antal af ensartede sager (så-kaldte rutinesager). Efter det for udvalgetforeliggende vil en formindskelse af antalletaf sager, der skal forelægges ministeriet, der-hos være en nødvendig forudsætning for enforsvarlig forberedelse af den omfattende re-vision af den kirkelige lovgivning, som efteralt at dømme må blive resultatet af detvidtspændende kommissionsarbejde, som fin-der sted i disse år, såvelsom af de kommendeårs ændringer i landets kommunale indde-ling og øvrige struktur.

I det følgende omtales en række sagsom-råder, som udvalget - efter en gennemgangaf kirkeministeriets forretningsområde - sær-lig har fundet anledning til at gøre til gen-stand for nærmere undersøgelse med henblikpå decentraliseringsmuligheder eller som harværet draget frem i forbindelse med tidligereovervejelser angående decentralisering indenfor det kirkelige forvaltningsområde, jfr. for-an i afsnit III.

B. De enkelte sagsområder.1. Kirker.

Med hensyn til spørgsmålet om gennemfø-relse af en eventuel decentralisering af sa-gerne vedrørende kirkerne og disses inventarm. v. melder der sig først det spørgsmål, om

15

ændrede kompetenceregler bør have virkningi forhold til alle kirker — ældre såvel somnyere - eller kun i forhold til visse kategorieraf kirker.

Ifølge bestemmelsen i § 45, stk. 1 i lovom vedligeholdelse af kirker og kirkegårdem. v., (lovbekendtgørelse nr. 455 af 23. sep-tember 1947 — i det følgende betegnet ved-ligeholdelsesloven), kan ministeriet tilstedeafvigelser fra denne lov og fra den i henholdtil samme lovs § 7 udstedte kgl. anordning(kgl. anordning af 11. april 1953 angåendevedligeholdelse af og tilsyn med kirkebyg-ninger m. v.) for sådanne, navnlig nyere, kir-kers vedkommende, hvis bygninger og in-ventar ikke har arkæologisk, arkitektoniskeller historisk interesse, eller for hvis ved-kommende de stillede fordringer findes atvære for byrdefulde.

Denne lovbestemmelse kunne muligvis afgi-ve hjemmel for at fastsætte særlige regler omkompetencen til at approbere arbejder vedrø-rende kirker som de nævnte; men dette villeforudsætte, at der blev foretaget en klassifi-cering af kirkerne efter disses arkæologiskeog arkitektoniske værdi. En sondring alenemellem middelalderlige og nyere kirker villeikke være fyldestgørende, idet mange nyerekirkebygninger er af en sådan værdi i arki-tektonisk henseende, at de bør nyde fuld be-skyttelse mod indgreb, der må anses for for-ringende eller ligefrem stridende mod lovenom ophavsrettigheder. Men også ældre kir-ker, der ikke er middelalderlige, kan — ogsåuden egentlige arkitektoniske fortrin - værekarakteristiske udtryk for sin tids bygnings-kunst og bør af denne grund nyde tilsva-rende beskyttelse. En sådan klassificering afkirkerne, der vel navnlig for det stedse sti-gende antal nyere kirkers vedkommende villevære noget problematisk eller i hvert faldberoende på et vanskeligt - muligvis med ti-den skiftende — skøn, ville ejheller i sig selvbidrage til en simplificering af retstilstanden,idet det snarere måtte anses for en kompli-kation, om approbationsmyndigheden forvisse kirkers vedkommende var henlagt tileen instans og for andres vedkommende tilen anden instans. Eventuelt kunne der væretale om særregler for den mindre gruppe af»fortrinlig vigtige kirkebygninger«, der i hen-hold til vedligeholdelseslovens § 41 er hen-lagt til det særlige kirkesyn, jfr. herom ne-

denfor, men bortset herfra finder udvalget,at det bør tilstræbes, at der gælder fællesregler for alle kirker.

Det næste spørgsmål, der melder sig, er,til hvilken eller hvilke af de lokale kirkeligeinstanser approbationsbeføjesen bør henlæg-ges.

Fra menighedsrådenes side er der i desenere år ofte udtrykt ønske om, at der til-lægges menighedsrådene større kompetencemed hensyn til udførelse af arbejder ved kir-kerne og anskaffelse af inventar til disse,men udvalget må dog stille sig tvivlendemed hensyn til betimeligheden af at udvidemenighedsrådenes kompetence i sager af den-ne art. Udvalget anerkender fuldt ud betyd-ningen af menighedsrådenes medvirken pådette område. Den mærkbare forbedring aflandsbykirkernes vedligeholdelsestilstand, somhar fundet sted i første halvdel af detteårhundrede, må således efter udvalgets op-fattelse utvivlsomt tilskrives, at hovedpartenaf disse kirker i samme tidsrum er over-gået til selveje under menighedsrådenes be-styrelse. Men udvalget kan på den andenside ikke bortse fra de mindre heldige resul-tater, som er blevet følgen af, at menigheds-råd - med eller uden arkitektbistand - påegen hånd har givet sig i kast med arbejder,der går ud over rene vedligeholdelsesarbej-der. Særlig synes det vanskeligt for menig-hedsråd at afveje de modstridende hensyn,som kan gøre sig gældende i sager af denneart. Eksempelvis kan det således nævnes, atministeriet har været stillet overfor ønskerom anvendelse af vinylgulvbelægning i enmiddelalderkirke for at lette gulvvaskningen,ombygning af vinduer i gamle kirker for atmuliggøre anbringelse af store spejlglasru-der, sandblæsning og plasticmaling af mid-delalderkirkers udvendige murværk for atspare sædvanlig kalkning, foretagelse af uop-rettelige indgreb i middelalderligt murværkeller arkæologisk vigtige gulvlag for at bil-liggøre fornyelsen af varmeanlæg o. lign. Me-nighedsrådene synes derhos ikke sjældent atbefinde sig i en tvangssituation i tilfælde,hvor der er tale om gaver til kirken i formaf skibsmodeller, præsterækketavler, pryd-genstande til altret, tårnure o. lign.

Hertil kommer, at menighedsrådene oftesavner sagkyndig vejledning med hensyn tiludførelsen af arbejder ved kirkerne. Lokale

16

håndværkere har som oftest ikke forudsæt-ninger for at yde den fornødne vejledning, ogdet samme gælder i mange tilfælde arkitek-ter og ingeniører, som ikke har specialiseretsig i arbejder vedrørende kirker. Om menig-hedsrådets valgte medlemmer selv er i be-siddelse af de fornødne arkitektoniske, ar-kæologiske og bygningshistoriske kundskaber,må naturligvis bero på tilfældigheder. Noglefå besøg i andre kirker vil i hvert fald ikkeforskaffe menighedsrådet de fornødne kund-skaber. Der kunne naturligvis til en vis gradrådes bod på dette forhold ved at tillademenighedsrådene at gøre brug af den sag-kundskab, der står til ministeriets rådighed,men af de foran anførte grunde måtte detteforudsætte, at de sagkyndiges vota ubetingetblev eferkommet, hvilket ville sige, at ap-probationsmyndigheden i realiteten blev hen-lagt til konsulenterne i stedet for til en an-svarlig kirkelig myndighed. Dette må dog ef-ter udvalgets opfattelse være udelukket — og-så af den grund, at de sagkyndige ikke villekunne tage stilling til projekternes finansi-ering, og som det nedenfor nærmere skalomtales, bør denne funktion såvel af prak-tiske som af andre grunde henlægges til deninstans, som har approbationsmyndigheden.Situationen ville yderligere kompliceres i de- ikke sjældent forekommende - tilfælde,hvor konsulenterne ikke er enige indbyrdes,ligesom man i det hele ville savne den for-midlende og mæglende virksomhed, som enoverordnet kirkelig instans vil kunne udøve.

Må udvalget således nære tvivl med hen-syn til muligheden for på indeværende tids-punkt at udvide menighedsrådenes kompe-tence i disse anliggender, finder udvalgetdog, at opmærksomheden til stadighed børvære henvendt på, om udviklingen betinger,at der tillægges menighedsrådene kompeten-ce til at træffe bestemmelse om udførelse afarbejder — eventuelt visse særlige arbejder —ved kirker udover rene vedligeholdelsesarbej-der.

Det vigtige skøn over, hvor grænsen gårmellem almindelige vedligeholdelsesarbejder,som menighedsrådene almindeligvis kaniværksætte på egen hånd, dersom de for-nødne midler kan tilvejebringes uden op-tagelse af lån, og andre arbejder, til hvis ud-førelse ministeriets approbation kræves, ud-øves først og fremmest af provstiudvalgene,

hvem det ifølge loven påhviler at afgøre,hvad der videre skal foretages i anledningaf synsudsættelser og indberetninger om ind-trufne større skader på kirkebygningers tagog fag, herunder at indkræve nærmere for-slag til manglernes afhjælpning til forelæg-gelse for ministeriet til approbation. Herud-over tilkommer der provstiudvalgene befø-jelse til at approbere visse installationer oganskaffelser, jfr. den fornævnte kgl. anord-ning af 11. april 1953 § 33, stk. 1. Endeliger der — omend i meget begrænset omfang —tillagt provstiudvalgene bemyndigelse til atmeddele tilladelse til optagelse af lån, idetprovstiudvalgene ifølge § 12, stk. 3, i lovom kirkers bestyrelse m. v., (lovbekendtgørel-se nr. 454 af 23. september 1947 - i det føl-gende betegnet bestyrelsesloven), kan med-dele tilladelse til optagelse af midlertidigelån til dækning af øjeblikkelig forefaldendeudgifter, når lånet kan tilbagetales af deløbende indtægter i det indeværende og detnærmest følgende regnskabsår. Sådanne mid-lertidige lån kan dog ikke optages af kirker-nes formue uden ministeriets samtykke.

Provsternes indgående kendskab til kirker-ne i deres provstier bl. a. fra de 3-årige prov-stesyn over kirkerne i forbindelse med prov-sternes fortrolighed med den kirkelige lov-givning og den gældende praksis gør detnærliggende at overveje, om provstiudval-genes kompetence burde udvides for så vidtangår arbejder ved kirkerne og anskaffelseaf inventar til disse m. v. Dette ville med-føre en betydelig forkortelse af ekspeditions-vejen og der ville i det hele næppe kunnerettes vægtige saglige indvendinger herimod.Derimod synes en række praktiske grunde atvære til hinder for, at denne vej betrædes.Særlig kan nævnes:

1) at der er forbundet et ikke ringe arbejdemed behandlingen af sådanne sager, sær-lig med affattelsen af approbationsskri-velserne, dersom disse skal være tilstræk-kelig detaillerede og indeholde alle for-nødne anvisninger og henvisninger tilspecielle forskrifter - et arbejde, som måantages udelukkende at ville komme tilat påhvile provsten i hans egenskab afformand for provstiudvalget og ikke villekunne udføres af en eventuel kontormed-hjælp,

17

2) at provstiudvalgenes arbejdsbyrde vil bli-ve ikke uvæsentligt forøget ved gennemfø-relsen af de forslag, som er fremsat i ud-valgets betænkning I, og at det må skøn-nes betænkeligt at forøge provstiudvalge-nes arbejdsbyrde yderligere,

3) at provstiudvalgene ikke har adgang tiljuridisk bistand og

4) at provstiudvalgene ikke vil kunne be-vilge lån af stiftsmidlerne eller meddeletilladelse til udbetaling af kirkernes ka-pitaler, idet dette forudsætter kendskabtil en række forhold, som ikke er provsti-udvalgene bekendt (beholdningen af ud-lånsmidler og det til enhver tid værendelånebehov, størrelsen af oplagte renter afkirkernes kapitaler og de i sin tid vedkirkernes overgang til selveje til bestemtearbejder henlagte midler m.v.), og atprovstiudvalgene derfor i almindelighedikke ville kunne afslutte sagernes behand-ling med godkendelse af finansieringen.

De anførte forhold synes alt i alt at måtteføre til, at tanken om at give provstiudval-gene en udvidet approbationsbeføjelse må la-des ude af betragtning.

Da en decentralisering på det heromhand-lede område herefter alene vil kunne gen-nemføres, såfremt der tillægges stiftsøvrighe-derne approbationsbeføjelse, har udvalgetrettet sin opmærksomhed på mulighedernefor at henlægge kompetencen i det store an-tal rutinemæssige sager vedrørende kirke-bygningerne og disses inventar m. v. til stifts-øvrighederne.

Forudsætningen for en sådan decentrali-sering må efter udvalgets opfattelse være, atdet kan påregnes, at sagerne hos stiftsøvrig-hederne vil få en behandling, der svarer tilden, de hidtil har fået i ministeriet. Denneforudsætning synes ved nærmere betragtningaf, hvad approbationsbeføjelsens udøvelseindebærer, at være opfyldt, når henses til

1) at både det juridiske og det gejstligemedlem af stiftsøvrighederne har et om-fattende kendskab til praktisk admini-stration,

2) at stiftsøvrighederne råder over juridiskarbejdskraft og over en fast opbygget,permanent kontormæssig organisation,

3) at lovgivningen indeholder meget detail-lerede forskrifter, som i de senere år erblevet suppleret med yderligere specielleanvisninger på en række områder,

4) at der for så vidt angår spørgsmål, somikke direkte er besvaret i lovgiveningen,i reglen vil kunne findes svar i den siden1922 opbyggede faste praksis, som er lettilgængelig i stiftsøvrighedernes arkiver,i Gejstlig Reskriptsamling, kommentere-de lovudgaver, Teologisk Stat I, DanskKirkeret m. m.,

5) at konsulentordningen er fuldt udbyggetpå alle områder,

6) at stiftsøvrighederne ikke skal afgøretvistemål angående tekniske, arkitekto-niske, kunstneriske eller arkæologiskespørgsmål, og at der ved behandlingenaf de i betragtning kommende sager idet hele taget kun i meget begrænset om-fang er spørgsmål om udøvelse af skøn°g

7) at stiftsøvrighederne må antages at værei stand til - med støtte i provstiudval-genes indstillinger — at bedømme for-svarligheden i økonomisk henseende afforeliggende projekter set i forhold tilden stedlige økonomi.

Det er herved forudsat, at stiftsøvrighe-derne får ret og pligt til at indhente udta-lelser fra ministeriets konsulenter i alle til-fælde, hvor dette er foreskrevet eller sæd-vanligt sker ifølge praksis, dog bortset frakunstakademiet, idet det efter det for ud-valget oplyste beror på et skøn, hvornår deaf akademirådet nedsatte udvalg vedrørendehavekunst og altertavleskitser bør høres.

Stiftsøvrighedernes approbationsbeføjelsebør efter udvalgets mening — i hvert faldindtil videre — begrænses således, at stifts-øvrighederne kun er beføjede til at meddeleapprobation på forslag, der er anbefalet afvedkommende konsulenter og på de af dissestillede vilkår, hvilket dog ikke skal være tilhinder for, at stiftsøvrighederne — hvor an-ledning dertil gives — skal kunne optage for-handling med konsulenterne om vilkårene.Stiftsøvrighederne bør derhos instrueres om,at forelæggelse for ministeriet skal finde stedi alle tilfælde, hvor der består menings-

18

uligheder af betydning mellem konsulenterneindbyrdes eller mellem disse og vedkommen-de menighedsråd, ligesom der bør være ad-gang for stiftsøvrighederne til også i andretilfælde at henskyde afgørelsen til ministe-riet.

Visse arbejder vedrørende kirker bør dogaf hensyn til deres beskaffenhed eller deresøkonomiske rækkevidde undtages fra stifts-øvrighedernes approbationsbeføjelse. Dettevil i første række gælde arbejder, hvortil dersøges tilskud af statskassen, men også i så-danne tilfælde vil det utvivlsomt vise sigpraktisk, at korrespondancen med de sag-kyndige varetages af stiftsøvrighederne, derderved vil få mulighed for på et tidligt sta-dium af sagerne at udøve en mæglende ogformidlende virksomhed, f. eks. ved at sam-menkalde de interesserede parter til en drøf-telse, der vil kunne bidrage til at hindre, atsagerne - som det undertiden er tilfældet,hvor der er stor divergens mellem menig-hedsrådets og de sagkyndiges opfattelse afden rette fremgangsmåde - går i stå, idetparterne blot gentager de eengang indtagnestandpunkter.

Hvad angår de rent praktiske mulighederfor at lægge en sådan forøget arbejdsbyrdepå stiftsøvrighederne - set i relation til ar-bejdskraftsspørgsmålet — bemærkes, at den ibetragtning kommende mængde af sager vilblive fordelt på de bestående 10 stiftsøvrig-heder samt at en vis — ikke uvæsentlig —lettelse af stiftsøvrighedernes nuværende ar-bejdsbyrde vil blive følgen af gennemførel-sen af de foranstaltninger, hvorom der erfremsat forslag i udvalgets betænkning I.Ordningen vil stille betydelige krav til stifts-fuldmægtigene, men efter de for udvalgetforeliggende oplysninger synes der at væregrund til at formode, at en forøgelse sombeskrevet af stiftsøvrighedernes kompetencepå det heromhandlede område ikke - elleri hvert fald kun i meget begrænset omfang —vil medføre krav om ansættelse af yderligerepersonale på stiftsøvrighedernes kontorer.

Da udvalget finder, at såvel praktiskehensyn som andre grunde afgørende talerfor, at samme instans approberer såvel pro-jekt som finansieringsplan, må udvalget fin-de det rettest, at stiftsøvrighederne får be-myndigelse til at bevilge lån af stiftsmidier--ne og til at meddele tilladelse til udbetaling

af midler på kirkernes kapitalpost II samttil at meddele tilladelse til optagelse af lånaf kirkernes øvrige kapitaler eller i privatepengeinstitutter til finansiering af arbejder,hvortil forslag approberes af stiftsøvrighe-derne.

Den fornødne hjemmel for en sådan selv-stændig kompetence for stiftsøvrighedernemåtte tilvejebringes ved ændring af bestem-melserne i bestyrelseslovens § 12, stk. 2, og§ 6 i kgl. anordning af 11. oktober 1937angående stiftsmidlernes bestyrelse.

Der er efter udvalgets opfattelse næppegrund til at fastlægge en bestemt grænse forstørrelsen af de enkelte lån, idet det for såvidt angår lån af stiftsmidlerne forudsættes,at stiftsøvrighederne iagttager de retnings-linier for udlånspraksis, som er kommet tiludtryk i ministeriets cirkulærskrivelser tilstiftsøvrighederne, senest af 29. april 1966, jfr.herved også ministeriets cirkulære af 28. fe-bruar 1950 til menighedsrådene angående lånaf stiftsmidlerne, herunder at de forhånden-værende udlånsmidler fortrinsvis anvendes tiludlån til de i stiftsmidlernes masse partici-perende landsbykirker og særlig til nødven-dige arbejder på tag og fag.

Der er efter udvalgets opfattelse næppeanledning til at ændre bestemmelsen i be-styrelseslovens § 12, stk. 3, om, at provstiud-valgene er beføjet til at meddele tilladelse tiloptagelse af midlertidige lån til dækning aføjeblikkelig forefaldende udgifter. Denne re-gel bør fortsat have karakter af en undta-gelsesbestemmelse, som kun bør bringes ianvendelse i de sjældent forekommende til-fælde, hvor et menighedsråd befinder sig ien øjeblikkelig tvangssituation.

Under henvisning til det anførte og ud fraden antagelse, at den i § 45, stk. 1, i lov omvedligeholdelse af kirker og kirkegårde m. v.hjemlede dispensationsadgang særlig harhenblik på de materielretlige bestemmelseri denne lov og den i henhold til sammes §7 udstedte kgl. anordning af 11. april 1953,samt at det vil være rigtigst, at der tilveje-lovhjemmel for den af udvalget foreslåedebetydelige forskydning af kompetencen pådet kirkelige forvaltningsområde, skal udval-get herefter indstille:

1) at § 45 i lov om vedligeholdelse af kir-ker og kirkegårde m. v. suppleres med en

19

bestemmelse, der afgiver hjemmel for, atministeriet kan bemyndige stiftsøvrighe-derne til at approbere forslag til arbej-der vedrørende kirkerne, disses installa-tioner og inventar i det omfang, hvoridet skønnes forsvarligt under hensyn delstil de arkæologiske, arkitektoniske og hi-storiske interesser, der knytter sig navnligtil de gamle kirkebygninger og disses in-ventar, dels til den økonomiske række-vidde af forslagene,

2) at ministeriet derefter bemyndiger stifts-øvrighederne til efter forud indhentedeerklæringer fra vedkommende konsulen-ter at approbere forslag til arbejder ved-rørende kirker (ældre såvel som nyere),disses installationer og inventar i tilfælde,hvor forslagene er anbefalet af konsulen-terne og på de af disse angivne vilkår,alt med de nedenfor nævnte undtagelser,idet det dog også i disse undtagelsestil-fælde skal påhvile stiftsøvrighederne atforberede sagerne ved gennem korrespon-dance og forhandling med de sagkyndigeog menighedsrådene at søge at tilveje-bringe enighed med hensyn til forslage-nes udformning og iøvrigt således, atstiftsøvrighederne har adgang til i alletilfælde - om ønskes — at forelægge mi-nisteriet sagen til afgørelse og derhos in-strueres om, at sådan forelæggelse skalske i tilfælde, hvor der består menings-uligheder af betydning mellem konsu-lenterne indbyrdes eller mellem disse ogvedkommende menighedsråd,

3) at bestemmelserne i kirkebestyrelseslovens§ 12, stk. 2, jfr. kgl. anordning af 11.oktober 1937 angående stiftsmidlernes be-styrelse § 6, suppleres med en bestem-melse, der giver hjemmel for, at mini-steriet kan bemyndige stiftsøvrighedernetil at bevilge lån af stiftsmidlerne og tilat meddele tilladelse til optagelse af lånaf kirkernes øvrige kapitaler eller i pri-vate pengeinstitutter,

4) at ministeriet derefter bemyndiger stifts-øvrighederne til at bevilge lån af stifts-midler og til at tillade udbetaling af depå kirkernes kapitalpost II henståendemidler (bortset fra den urørlige hoved-stol) samt til at meddele tilladelse til op-tagelse af lån af kirkernes øvrige kapita-

ler eller i private pengeinstitutter til fi-nansiering af arbejder, hvortil forslag ap-proberes af stiftsøvrighederne.

Etablering af en sådan retstilstand, hvor-efter ministeriet til enhver tid kan udsondrede sagsområder, som erfaringsmæssigt egnersig bedst til behandling hos stiftsøvrigheder-ne, forekommer udvalget at være en smidigordning, der tillige giver mulighed for at an-stille forsøg, inden man eventuelt skrider tilen revision af loven om vedligeholdelse afkirker og kirkegårde og den dertil hørendekgl. anordning.

Udvalget har ment at kunne gå ud fra, atstiftsøvrighedernes kompetence vil blive re-spekteret. Findes det imidlertid, at der børtræffes foranstaltninger, der kan bidrage tilat sikre dette, måtte det f. eks. kunne ske vedat foreskrive, at der ikke af stiftsøvrigheder-ne vil kunne bevilges lån af stiftsmidlerne,meddeles tilladelse til optagelse af lån iøv-rigt eller udbetaling af midler på kirkenspost II til arbejder, der er iværksat udenforud indhentet godkendelse, jfr. herved §2, stk. 1, 2. pkt. i kgl. anordning af 11. april1953. Det burde muligt endvidere indskær-pes stiftsøvrighederne, at tilladelse til iværk-sættelse af arbejder ikke må meddeles, for-inden det er godtgjort, at arbejdernes gen-nemførelse er sikret i økonomisk henseende.

løvrigt bemærkes, at foranstående indstil-linger i første række er udformet med hen-blik på forholdene udenfor København. Skalforslaget søges gennemført også for Køben-havns vedkommende, må der efter udvalgetsmening forinden finde en begrænsning stedaf antallet af overtilsyn, jfr. udvalgets for-slag herom i betænkning I.

I forbindelse med omtalen nedenfor af dehyppigst forekommende kategorier af sagerer det nærmere angivet, hvilket omfang stifts-øvrighedernes approbationsbeføjelse efter ud-valgets mening bør have. Da afgørelsen afdette spørgsmål til en vis grad må bero på,om de gældende lovbestemmelser og admi-nistrative forskrifter er fyldestgørende og til-strækkeligt detaillerede, samt om der er ad-gang til sagkyndig bistand, er de vigtigsteaf de gældende forskrifter for de enkelte ar-ter af arbejder kortelig angivet, ligesom dekonsulenter, hvis erklæringer sædvanligvisindhentes, er omtalt.

20

A°. Bygningsarbejder (d. v. s. udvendige ar-bejder på tag og fag samt indvendige ar-bejder vedrørende gulve, vægge, lofter, vin-duer, døre etc.).

Hovedbestemmelserne indeholdes i vedli-geholdelseslovens §§ 4, 6, sidste stk., 8-10,samt §§ 2-8, 10, stk. 1, 18, 20, stk. 1, 21 og22 i kgl. anordning af 11. april 1953.

Endvidere henvises til cirkulærskrivelse af20. maj 1926 og cirkulære af 4. juni 1937 an-gående istandsættelsesarbejder, hvortil mini-steriets tilladelse skal indhentes, samt cirku-lære af 19. marts 1956 (København og Fre-deriksberg) om andragender vedrørende byg-gearbejder m. v. ved kirker.

Stiftsøvrighederne foreslås bemyndiget tilat approbere forslag til alle bygningsarbej-der vedrørende kirker (ældre såvel som ny-ere), hvortil der efter vedligeholdelseslovenog den fornævnte anordning af 11. april1953 kræves tilladelse fra ministeriet, ellerhvortil der søges optaget lån af kirkens mid-ler, af stiftsmidlerne eller i private pengein-stitutter, eller søges om udbetaling af midlerpå kirkens kapitalpost II.

Forslag til sådanne arbejder forelæggesifølge praksis undtagelsesfrit den kgl. byg-ningsinspektør og — hvis kirken er gammel —nationalmuseet til udtalelse, medmindre kir-ken er henlagt under det særlige kirkesyn,i hvilket fald der gives dette lejlighed til atudtale sig.

Det bemærkes, at der næppe vil kunnefastlægges nogen bestemt regel for, hvornårkirker er »gamle« — bl. a. med den konse-kvens, at sager vedrørende de pågældendekirker skal forelægges nationalmuseet til er-klæring. Afgørelsen må i hvert enkelt til-fælde hvile på et skøn.

Undtaget fra stiftsøvrighedernes approba-tionsbeføjelse bør efter udvalgets mening væ-re forslag angående

1. opførelse af nye kirker eller dele af så-danne,

2. om- og tilbygningsarbejder,

3. hovedistandsættelser og andre større ar-bejder, hvortil der søges tilskud af stats-kassen,

4. nedbrydning af kirker eller dele af sådan-ne.

Med hensyn til undtagelse 1 og 2 henvisessærlig til den økonomiske rækkevidde af så-danne projekter, hvis gennemførelse desudensædvanligvis forudsætter ydelse af statstil-skud, jfr. straks nedenfor.

Vedrørende undtagelse 3 bemærkes, at sa-ger angående projekter, til hvis gennemfø-relse der søges om statstilskud, bør forelæg-ges ministeriet til afgørelse, bortset fra til-fælde, hvor stiftsøvrighederne ud fra dereskendskab til bevillingspraksis skønner, atydelse af tilskud vil være udelukket entensom følge af arbejdets art eller som følge afudgifternes beskedne størrelse.

Med hensyn til undtagelse 4 henvises tildisse arbejders ekstraordinære karakter.

B°. Installationer.Stiftsøvrighederne foreslås bemyndiget til atapprobere forslag til alle installationsarbej-der i kirkerne (ældre såvel som nyere), hvor-til der efter lovgivningen kræves ministerietstilladelse eller hvortil der søges optaget låneller udbetalt midler af kirkens kapitaler.

a. Varmeanlæg.Hovedbestemmelsen indeholdes i § 14 i ved-ligeholdelsesloven. Endvidere henvises til cir-kulære af 24. oktober 1947, afsnit II, nr. 5,om tilvejebringelse af og bedømmelse af for-slag til varmeanlæg, cirkulære af 19. maj1927 angående varmeanlæg, cirkulærer af17. november 1930 og 2. august 1954 omelektriske varmeanlæg, cirkulære af 2. no-vember 1956 om foranstaltninger til mod-virkning af fugtighed i kirker med elektriskevarmeanlæg og cirkulære af 15. juni 1967om forebyggelse af udtørringsskader i kir-kerne.

Sagerne forelægges ifølge praksis boligmi-nisteriet, den kgl. bygningsinspektør og -hvis kirken er gammel - nationalmuseet tilerklæring.

De af ministeriet benyttede approbations-skrivelser er affattet i overensstemmelse medresultatet af derom i sin tid førte forhand-linger med boligminiseriet under hensynta-gen til, om der medvirker både arkitekt ogrådgivende ingeniør, kun en af disse elleringen af disse. Standardkoncepter tilligemedvejledninger angående afholdelse af prøve-

21

opvarmning ni. m. forudsættes stillet til rå-dighed for stiftsøvrighederne.

Der bør i overensstemmelse med hidtidigpraksis ved approbationen udtrykkelig tagesforbehold om tilbageholdelse af en vis del,f. eks. 10 % af tilbudssummen, indtil varme-anlægget har været i brug i en måneds tidog skønnes at virke tilfredsstillende.

Det bør kunne overlades til stiftsøvrighe-derne som et sædvanligt led i behandlingenaf disse sager at anordne afholdelse af prø-veopvarmning, og at indsende indberetningom udfaldet direkte til boligministeriet.

Det anførte gælder også ombygning og an-dre større forandringer ved bestående varme-anlæg, overgang til oliefyring eller fjernvar-meforsyning (kontrakt med fjernvarmeselska-bet forelægges boligministeriet) samt instal-lation af befugtningsanlæg.

b. Elektrisk lys.

Hovedbestemmelsen indeholdes i vedligehol-delseslovens § 12, stk. 3. I cirkulære af 3.august 1921 er der derhos givet nærmereforskrifter angående installation af elektrisklys i landsbykirker.

Forslag til installation af elektrisk lys ikirker samt til fornyelse, forbedring og om-lægning af lysinstallationer forelægges ifølgepraksis altid den kgl. bygningsinspektør og— hvis kirken er gammel — nationalmuseet.

c. Orgler.

Hovedbestemmelserne, indeholdes i vedlige-holdelseslovens § 11, stk. 1 og 2, hvorefterforslag til orglets disposition og tegning tilorgelfacade skal forelægges ministeriet tilgodkendelse.

Der henvises endvidere til bestemmelsen i§ 16, stk. 1 i den kgl. anordning, hvorefternye orgler skal indarbejdes i kirkens arkitek-tur, samt til cirkulærer af 15. maj 1957 omaffattelse af orgeltilbud m.v. og af 11. juli1960 om installation af elektriske orgelblæ-sere i kirkerne.

Orgelkonsulenten, den kgl. bygningsinspek-tør og - hvis kirken er gammel - national-museet høres over alle forslag til anskaffelseaf nye orgler, også hvor det drejer sig omtypeorgler.

Den approberende myndighed må foruden

på den tekniske og arkitektoniske side afsagen særlig have opmærksomheden hen-vendt på de i tilbuddene indeholdte beta-lingsvilkår, prisreguleringsforbehold og ga-rantierklæringer. Da disse sidste ofte vil inde-holde forbehold om, at garantien kun ervirksom under forudsætning af, at der op-retholdes en vis konstant luftfugtighed, vildet ofte være nødvendigt i forbindelse medapprobationen at indskærpe de foran underB° a nævnte forskrifter angående modvirk-ning af fugt og tørke i kirkerne.

Det bør kunne overlades til stiftsøvrighe-derne at anordne godkendelsesforretning, ogat indsende indberetning om udfaldet afdenne direkte til orgelkonsulenten.

Der bør ved approbationen som hidtil ud-trykkelig tages forbehold om, at sidste rateaf betalingen — eller i hvert fald en passendedel af denne - først erlægges, når der fore-ligger en tilfredsstillende godkendelsesattest,såfremt dette ikke er fastsat i tilbuddet.

Det må naturligvis også påhvile den ap-proberende myndighed at tage selvstændigstilling til spørgsmålet om orglets stemme-tal. Det bemærkes i denne forbindelse, at deri de senere år har gjort sig en udtalt tilbøje-lighed gældende til at anskaffe orgler, hvisstemmetal overstiger det i § 16, stk. 1, i denkgl. anordning forudsatte antal. Den appro-berende myndighed bør ved behandlingenaf disse sager have opmærksomheden hen-vendt på, at investeringer til dette formålholdes indenfor, hvad der efter forholdenedet enkelte sted kan anses for rimeligt.

Det anførte gælder også sager om ombyg-ning eller hovedistandsættelse af kirkeorgler.

d. Kirkeklokker.

Hovedbestemmelsen indeholdes i § 11, stk.5, i vedligeholdelsesloven.

Der henvises endvidere til § 20, stk. 1 og2, i den kgl. anordning samt til cirkulære af30. april 1936 om kirkeklokkers vedligehol-delse.

Ifølge praksis forelægges alle sager ved-rørende kirkeklokker for klokkekonsulenten,den kgl. bygningsinspektør og — såfremt klok-ken er gammel - for nationalmuseet.

Ved anskaffelse af nye klokker eller om-støbning af ældre klokker anordnes tonemå-ling til kontrol af, at klokken opfylder til-buddets garanti for tonerenhed m. v.

22

Det anførte gælder også installation afautomatiske klokkeringningsanlæg o. lign., li-gesom der også i disse tilfælde anordnes engodkendelsesforretning.

Undtagelse: Sager angående anskaffelse afklokkespil bør formentlig forelægges kirke-ministeriet til approbation.

e. Høre- og højttaleranlæg.Hovedbestemmelsen indeholdes i bestyrelses-lovens § 8, 3. pkt. Der henvises endvideretil cirkulærer af 5. september 1962 og 18.november 1965 om tunghøreanlæg og tråd-løse høreanlæg i kirkerne.

Forslag til installation af tunghøreanlægforelægges normalt for Landsforeningen forbedre Hørelse. Sager om installation af højt-taleranlæg kan forelægges for Lydteknisk La-boratorium.

Høring af den kgl. bygningsinspektør ognationalmuseet kan sædvanligvis undlades,idet approbationen meddeles på vilkår, atder ikke sker indgreb i bygningsdele eller in-ventar i forbindelse med installationen. Sa-ger om installation af højttaleranlæg, deromfatter anbringelse af flere højttalere syn-ligt i kirkerummet, bør forelægges den kgl.bygninsinspektør.

f. Lynafledningsanlæg.

Hovedbestemmelserne indeholdes i § 6, stk.5, og § 33, stk. 1 i den kgl. anordning. Derhenvises endvidere til cirkulærskrivelser af20. maj 1926 og 24. april 1930.

Provstiudvalget kan, dog kun for kirker,der ikke er underlagt Det særlige Kirkesyn,om udvalget ønsker det, på egen hånd god-kende forslag til lynafledningsanlæg.

g. Tårnure.

Hovedbestemmelsen indeholdes i § 20, stk.3, i den kgl. anordning. Der henvises end-videre til cirkulære af 12. april 1962 omistandsættelse af kirkernes tårnure.

Forslag til anskaffelse af tårnure forelæg-ges altid for klokkekonsulenten og den kgl.bygningsinspektør, samt - hvis kirken er gam-mel - for nationalmuseet. Der gives tilligemuseet — og eventuelt også klokkekonsulen-ten (hvis uret omfatter slagværk) — lejlig-hed til at ytre sig over forslag til istandsæt-telse af eksisterende, ældre tårnure.

C°. Inventar.

a. Istandsættelse og anskaffelse af inventar.Hovedbestemmelserne indeholdes i § 12,

stk. 1 og 2, i vedligeholdelsesloven og §§11, stk. 1 og 2, 12, sidste pkt, 13, stk. I, 14,stk. 1, 15, sidste pkt., 16, stk. 2, 17, stk. 1,og 23, stk. 1, i den kgl. anordning.

Forslag til inventararbejder og anskaffel-ser forelægges for bygningsinspektøren og -hvis der er tale om istandsættelse af gam-melt inventar eller anskaffelse af nyt inven-tar til en gammel kirke - nationalmuseet.

Provstiudvalget kan, dog kun for kirker,der ikke er underlagt Det særlige Kirkesyn,om udvalget ønsker det, på egen hånd god-kende forslag til tekstiler, alterbordstilbehør,dåbskander, gulvbelægning, ophængning afpræstetavler i våbenhus og andre underord-nede rum, løse stole, f. s. v. det kun drejer sigom et mindre antal i kor, ved døbefont,ved orgel eller lign. steder, genstande til brugfor præsten ved omklædningen samt forslagtil maling af inventar, der ikke er over 50år gammelt. Se hertil bestemmelserne i §§10, 11, stk. 4, 12, 1. pkt., 13, stk. 2, 17, stk.2, og 23, stk. 3, 5 og 6, jfr. § 33, stk. 1, sidstepkt., i den kgl. anordning.

b. Kassation af inventar.

Bestemmelser herom indeholdes i §§ 4, stk.3, og 9, stk. 1, i vedligeholdelsesloven og §11, stk. 3, 12, sidste pkt., 13, stk. I og 14stk. 1, sidste pkt. i den kgl. anordning.

Den kgl. bygningsinspektør og — når derer tale om gammelt inventar — national-museet høres.

I henhold til § 24, stk. 2, 2. pkt. i den kgl.anordning kan provstiudvalget meddele tilla-delse til, at en kirkeblok fjernes fra kirken.Er der tale om en historisk blok, bør sagendog forelægges højere myndighed til appro-bation.

Undtagelser ad B° ogC°:

1. Installationer, der er led i en hoved-istandsættelse, hvortil der søges statstil-skud, i opførelse af en ny kirke eller om-bygning af en bestående kirke.

2. Istandsættelse, anskaffelse og kassationaf inventar, der er led i en hovedistand-sættelse, hvortil der søges statstilskud,samt anskaffelse af inventar i forbindelse

23

med opførelse af en ny kirke eller om-bygning af en bestående kirke.

3. Istandsættelse af historisk inventar, hvor-til der søges tilskud af kontoen på finans-loven til undersøgelse og istandsættelse afkirkeinventar.

D°. Udsmykning og prydelser.Bestemmelserne indeholdes i § 10, stk. 1 og3 i vedligeholdelsesloven og §§ 5, stk. 2,15, 17, stk. 2, og 31, stk. 4, i den kgl. anord-ning.

De herhen hørende sager er af meget for-skellig beskaffenhed og frembyder erfarings-mæssigt ofte problemer. Undertiden er me-ningerne stærkt delt inden for menigheds-rådet. Det forekommer også, at de sagkyn-dige anlægger forskellig vurdering af fore-liggende projekter. Ministeriet indhenter un-dertiden kunstakademiets erklæring angåen-de den kunstneriske værdi af foreliggendeforslag. Blandt de interesserede parter i dis-se sager er nu også Statens Kunstfond og Me-nighedsrådenes Fond til udsmykning afdanske Landsbykirker. I tilfælde, hvor der fo-religger gavetilsagn, gør der sig ofte stærkefølelsesmæssige momenter gældende hos me-nighedsrådet, jfr. det tidligere herom be-mærkede.

Uanset at der også forekommer en delukomplicerede sager, finder udvalget underhensyn til vanskeligheden ved at definereden sidstnævnte gruppe, at sager om anskaf-felse og udførelse af udsmykning og pry-delser, herunder også mindesmærker og min-detavler, i hvert fald indtil videre bør und-tages fra stiftsøvrighedernes approbationsbe-føjelse. Ligeledes finder udvalget, at spørgs-målet om fjernelse af eksisterende mindes-mærker, mindetavler og andre prydelser børforelægges ministeriet til afgørelse.

Derimod finder udvalget ikke, at der kanvære noget til hinder for, at det overladestil stiftsøvrighederne at approbere forslag tilistandsættelse af eksisterende udsmykning ogprydelser, herunder malerier, epitafier, min-detavler, kalkmalerier etc., efter forud ind-hentet erklæring fra vedkommende sagkyn-dige, og på de af disse stillede vilkår. I til-fælde, hvor arbejdet udgør et led af en ho-vedistandsættelse, hvortil der søges statstil-skud, må forelæggelse for ministeriet dog

finde sted. Det samme gælder i tilfælde, hvorder til fremdragning eller istandsættelse afkalkmalerier søges tilskud af kontoen på fi-nansloven til undersøgelse og istandsættelseaf kalkmalerier.

2. Kirkegårde.

Sager vedrørende kirkegårde forekommer iet ret betydeligt antal. Da der i lovgivningenog i de administrative forskrifter er fastsatmeget detaillerede bestemmelser om kirke-gårdes anlæg, udvidelse og indretning, jfr.vedligeholdelseslovens kap. II og kgl. anord-ning om kirkegårde af 20. april 1953 afsnitB, er mange sager inden for dette områderet rutineprægede. Udvalget finder det der-for velbegrundet at henlægge kompetencen idisse sager til stiftsøvrighederne.

I overensstemmelse hermed indstiller ud-valget :

at stiftsøvrighederne bemyndiges til at ap-probere forslag til alle arbejder vedrøren-de kirkegårde, hvortil der efter lovgivnin-gen kræves ministeriets tilladelse, ellerhvortil der søges optaget lån eller udbe-talt midler af kirkens kapitaler, såfremtforslagene er anbefalet af vedkommendekonsulenter og på de af disse stillede vil-kår, alt med de nedenfor nævnte undta-gelser, idet det dog også i disse undtagel-sestilfælde skal påhvile stiftsøvrighederneat forberede sagerne ved korrespondanceog forhandling med de sagkyndige og me-nighedsrådene, og iøvrigt således, at stifts-øvrighederne har adgang til i alle tilfælde— om ønskes — at forelægge ministeriet sa-gen til afgørelse og derhos instrueres om,at sådan forelæggelse skal finde sted i til-fælde, hvor der er betydelige meningsulig-heder mellem konsulenterne indbyrdes el-ler mellem disse og menighedsrådet.

I forbindelse med omtalen nedenfor af deforskellige kategorier af sager er kortelig an-givet de vigtigste af de gældende forskrif-ter og de konsulenter, som sædvanligvis hø-res i de pågældende sager.

a. Anlæg af nye kirkegårde.Hovedbestemmelsen findes i § 28 i vedlige-holdelsesloven, jfr. forordning af 23. april1845 om jords afståelse til kirkegårdes udvi-delse.

24

Der henvises endvidere til afsnit B i denfornævnte kgl. anordning om kirkegårde af20. april 1953 samt til indenrigs- og bolig-ministeriets samt kirkeministeriets cirkulæreraf 10. marts 1951 vedrørende placeringen ibyplaner af kirker og kirkegårde.

De af ministeriet i forbindelse med be-handlingen af sager angående anlæg af nyekirkegårde benyttede konsulenter er præste-gårdskonsulenten og statens ligningsdirekto-rat (angående jordprisen), sundhedsstyrel-sen (angående jordens egnethed til kirke-gårdsbrug), den kgl. bygningsinspektør (an-gående forslag til indhegning, porte og lå-ger) og kunstakademiets udvalg for have-kunst (angående udformningen af kirke-gårdsanlægget som helhed, jfr. kirkemini-steriets skrivelse af 20. juni 1953).

Ekspropriation af jord til anlæg af hjæl-pekirkegårde og nye kirkegårde kan og børkun anordnes af ministeriet, men det er ud-valgets opfattelse, at samtlige sager indenfordenne gruppe — altså også tilfælde, hvorjorden erhverves ved mindelig overenskomst— bør forbeholdes ministeriets approbations-kompetence, bl. a. også under hensyn til pro-jekternes undertiden betydelige økonomiskerækkevidde.

Derimod ses der intet at være til hinderfor, at stiftsøvrighederne forbereder sådannesager, idet dog høring af ligningsdirektoratetog kunstakademiet formentlig bør være for-beholdt ministeriet, da høring af disse in-stanser beror på et skøn, for hvilket der ikkekan gives nærmere direktiver.

b. Nedlæggelse af kirkegårde eller dele af så-danne.Bestemmelserne herom indeholdes i § 29 iden kgl. anordning.

Da sager om nedlæggelse af kirkegårdekun sjældent forekommer og - når de fore-kommer - ofte frembyder ret kompliceredejuridiske problemer, jfr. fremstillingen i Teo-logisk Stat, 1965, pag. 262-64, finder udval-get, at sager af denne art fortsat bør henhøreunder ministeriets approbationsbeføjelse.

Med nedlæggelse af dele af kirkegårde tæn-kes alene på sådanne dele, som er taget i an-vendelse som begravelsesplads, derimod ikkepå afståelse af andre arealer af kirkegårde,f. eks. til vejudvidelse eller lignende, idet der

ikke ses at være noget til hinder for, at stifts-øvrighederne approberer vilkårene for sådan-ne afståelser - frivilligt eller ved ekspropria-tion - efter forud indhentede erklæringer frapræstegårdskonsulenten (om jordprisen) ogfra bygningsinspektøren (om retablering afhegn og låger).

c. Udvidelse af bestående kirkegårde.Bestemmelserne indeholdes i vedligeholdel-seslovens § 28 samt i afsnit B i den kgl. an-ordning.

Der benyttes ved sagernes behandling sam-me konsulenter som omtalt under a samtnationalmuseet, hvis gamle stengærder ellerlågepartier berøres.

Sager angående udvidelse af bestående kir-kegårde ved ekspropriation af jord til detteformål bør ligesom sager om ekspropriation afjord til anlæg af nye kirkegårde fremdeleshenhørende under ministeriets approbations-beføjelse.

Derimod er der efter udvalgets meningikke noget til hinder for, at stiftsøvrighederneapproberer forslag til kirkegårdsudvidelser ide tilfælde, hvor jorden erhverves ved min-delig overenskomst. Disse sager forekommersom følge af befolkningens vækst og afvan-dringen fra landsognene til byerne og dissesforstæder i et ikke ubetydeligt antal, og sa-gerne frembyder som oftest ikke større prob-lemer. Høring af statens ligningsdirektoratog kunstakademiet bør dog - ligesom ved an-læg af nye kirkegårde - være forbeholdt mi-nisteriet.

Det store flertal af disse sager drejer sigkun om mindre udvidelser. De tilfælde, hvorudvidelsen er af et sådant omfang, at denmå sidestilles med anlæg af en ny kirkegårdeller en hjælpekirkegård, bør formentlig hen-føres under gruppe a og således stadig væreunderlagt ministeriets approbationsbeføjelse.

Den hidtil fulgte praksis, hvorefter det ide almindeligt forekommende tilfælde over-lades til provstiudvalgene at approbere dendel af forslagene, som angår udvidelsesare-alernes planering, dræning, beplantning ogindretning til kirkegårdsbrug, har, så vidtdet er udvalget bekendt, fungeret godt pågrund af provsternes indgående kendskab ti]de lokale forhold og bør derfor efter udval-gets mening fortsat følges.

25

d. Andre arbejder vedrørende kirkegårde.Hovedbestemmelserne findes i vedligeholdel-seslovens §§ 17-21. Der henvises endvideretil bestemmelserne i § § 2—4 og 7 i den kgl.anordning samt cirkulærer af 16. september1937 og 9. april 1965 om vedligeholdelse ogomsætning af stengærder samt cirkulære af13. april 1962 om indgreb i kirkegårdenestræbestand.

Stiftsøvrighederne bør efter udvalgets me-ning være bemyndiget til på de foran an-givne betingelser at approbere forslag til så-danne arbejder, hvortil ministeriets tilladelseefter de gældende regler kræves, efter at sa-gen forinden har været forelagt den kgl. byg-ningsinspektør til erklæring, for så vidt an-går forslag vedrørende hegn og låger og na-tionalmuseet, hvor der er tale om gamle kir-kegårdsdiger, mure, porte og indgangspar-tier.

e. Opførelse og ombygning af bygninger påog ved kirkegårde.Bestemmelserne herom indeholdes i vedlige-holdelseslovens §§ 15, stk. 1, og 27. Derhenvises endvidere til bestemmelsen i § 27i den kgl. anordning.

Disse sager, der forekommer i et ikke ube-tydeligt antal, er almindeligvis ret ukompli-cerede, idet menighedsrådene som regel be-nytter kvalificeret arkitektbistand til forsla-genes udarbejdelse. Under hensyn hertil fin-der udvalget ikke, at det kan være betænke-ligt at bemyndige stiftsøvrighederne til påde føromtalte betingelser at approbere for-slag til opførelse af ligkapeller, lighuse, red-skabshuse, nødtørftshuse, klokkestabeler ogandre lignende bygninger på og ved bestå-ende kirkegårde efter forud indhentede er-klæringer fra den kgl. bygningsinspektør og- hvis der er tale om et umiddelbart nabo-skab med en gammel kirke eller indgreb igamle stengærder eller kirkegårdsmure — franationalmuseet samt — ved opførelse af byg-ninger på fredede arealer udenfor kirkegår-dene — fra fredningsnævnet.

Forslag til opførelse af bygninger på nyekirkegårde i forbindelse med disses anlægbør dog formentlig approberes af ministerieti forbindelse med behandlingen af projek-terne til anlæg af de pågældende kirkegårde.Ligeledes bør det formentlig forbeholdes mi-

nisteriet at godkende forslag til opførelse afkapelkrematorier. Der henvises i denne for-bindelse til, at det tilkommer justitsministe-riet at approbere forslag til installation afde tekniske anlæg i krematorier.

Om opførelse af administrationsbygningerfor begravelsesvæsenet henvises til afsnit 4 a.

3. Præstegårde og præstegårdsjorder.

Ved lønningsloven af 1922 (lov nr. 286 af30. juni 1922) indførtes der en principieltdecentraliseret forvaltning af landets præste-gårde og præstegårdsjorder. Ordningen sva-rede i al væsentligt til den nugældende, hvor-om hovedbestemmelserne indeholdes i kap.2 (§§ 60-68) i lov nr. 155 af 7. juni 1958om folkekirkens lønningsvæsen m. v. Disselovbestemmelser må sammenholdes med denoget mere detaillerede regler i regulativ af12. april 1924 om vedligeholdelse, behand-ling og aflevering af samt tilsyn med præste-gårdenes bygninger m. m.

Bestyrelsen af de til præsteembederne hø-rende præstegårde og -jorder, enkesæder,fæste- eller lejehuse, påhviler i henhold tillovens § 61 menighedsrådene under stifts-øvrighedernes overtilsyn. I henhold til lo-vens § 62, stk. 3, kan stiftsøvrigheden god-kende »større byggeforetagender og betyde-lige forandringer ved præstegårdens indret-ning«, medens nybygning samt køb og salgaf fast ejendom skal godkendes af ministeriet.

Allerede i 1922 indså man, at en kompe-tence for stiftsøvrighederne til at godkendestørre byggeforetagender ved præstegårdenegjorde det nødvendigt også at give stiftsøv-righederne kompetence til i et vist omfangat bevilge lån, og det bestemtes derfor, atstiftsøvrighederne uden sagens forelæggelsefor ministeriet kunne bevilge embederne lånaf fællesfonden, hvis størrelse for hvert em-bede ikke på noget tidspunkt kunne over-skride 2.000 kr., og hvis af dragning ikkemåtte udstrækkes over længere tid end 5 år.Formentlig har denne bestemmelse i 1922givet stiftsøvrighederne ganske gode mulig-heder for at godkende finansieringsplanenfor de arbejder, der kunne approberes afstiftsøvrighederne, men som årene gik og pri-serne steg, uden at grænsen på 2.000 kr. æn-dredes, blev det nødvendigt at forelægge flereog flere præstegårdssager for ministeriet ale-

26

ne af hensyn til finansieringen, hvilket ipraksis betød, at også selve approbationenpå arbejderne blev givet af ministeriet.Grænsen på 2.000 kr. for stiftsøvrighedenskompetence til at bevilge lån fastholdtes heltfrem til 1958, hvor den forhøjedes til 5.000kr., jfr. præstelønningslovens § 63, stk. 3,hvilket var - eller i hvert fald meget hurtigtblev - ganske utilstrækkeligt til, at stiftsøv-righederne kunne færdigbehandle sager om»større byggeforetagender«. Hertil kom, atder ved lønningsloven af 1946 (lov nr. 418af 12. juli 1946) - § 63, stk. 6 i den gældendelov - indførtes en bestemmelse om, at kirke-ministeren, når omstændighederne i særliggrad taler derfor, kan bestemme, at en nær-mere fastsat del af udgifterne ved større ho-vedistandsættelser eller nybygninger af præ-stegårde overtages af fællesfonden. Dennenye tilskudsregel medførte i sig selv, at prak-tisk talt alle nogenlunde betydelige byggesa-ger måtte forelægges for ministeriet alleredepå grund af ansøgning om tilskud af fælles-fonden. Det bemærkes herved, at den til-skudspraksis, der har udviklet sig siden 1946,i store træk går ud på, at der til såvel ny-bygningsarbejder som restaureringsarbejderydes tilskud på ca. 33 %, når der er tale ompræsteboliger, og ca. 50 %, når der er taleom avlsbygninger. Lovens bestemmelse om,at tilskud kan ydes, »når omstændighedernei særlig grad taler derfor«, har ikke medførten praksis, hvorefter tilskud kun ydes til ar-bejder vedrørende præstegårde i små ellerfattige sogne. Kun til præstegårde i køb-stadsogne ydes der ikke — eller i hvert faldkun rent undtagelsesvis - tilskud af fælles-fonden. Derimod har man i praksis lagt vægtpå, at totaludgiften til de arbejder, hvortilder søges tilskud, har en vis, ikke ubetyde-lig størrelse, i øjeblikket 35.000-4-0.000 kr.

Med hensyn til administrationen af de tilpræstegårdene hørende jorder bestemmer lo-vens § 64, at kirkeministeriet fastsætter,hvad menighedsrådet skal tilsvare fællesfon-den som udbytte af jorderne ved beregningaf præstens løn. Tilsvaret skal fastsættes un-der hensyn til boniteten af præstegårdensjordtilliggende og den særlige brug, menig-hedsrådet er henvist til at gøre af det. I hen-hold til lovens § 67, stk. 1, kræves der kir-keministeriets godkendelse af salg af præste-gårdsjord, medens bortforpagtning af jorder-

ne sker ved menighedsrådets foranstaltningunder provstiudvalgets approbation.

Nærmere regler for driften af jorderne in-deholdes i regulativ af 14. oktober 1924 fordriften af præstegårdenes jorder, tilsynet meddem m. m.

Som det vil fremgå af det anførte, vil detvære en nødvendig, men også tilstrækkeligbetingelse for gennemførelse af en decen-traliseret forvaltning af præstegårde og præ-stegårds jorder, at der tillægges stiftsøvrig-hederne en udvidet kompetence til at tagestilling til sagernes økonomiske side. Gen-nemføres en sådan udvidet kompetence, viladministrationen reelt nærme sig lovens ho-vedregel, hvorefter alene sager angående ny-opførelse af præstegårde samt sager angåen-de køb og salg af fast ejendom forelæggesministeriet. Det bemærkes i denne forbin-delse, at der næppe er tvivl om, at det er rig-tigst, at kompetencen i disse sidstnævnte sa-ger forbliver i ministeriet. Dels er der tale omsager af betydelig økonomisk rækkevidde,dels vil der - i stadig stigende grad - væreforbundet problemer af strukturmæssig artmed sager angående opførelse af nye præ-steboliger. I et område, hvor der forestårsogne- eller pastoratssammenlægninger, månødvendigvis overvejelser vedrørende denfremtidige pastoratsstruktur have afgørendeindflydelse på, om der bør investeres i enny bolig på dette sted. Hensynet til nødven-digheden af en centraliseret kompetence hosministeriet med hensyn til pastoratsstruktu-ren taler ligeledes for, at salg af præstebo-liger kun bør ske med ministeriets approba-tion. Der synes således ikke at være anled-ning til at foreslå nogen ændring i kompe-tencereglerne på dette punkt.

Med hensyn til de til præstegårdende hø-rende avlsbygninger gør de samme synspunk-ter sig gældende, blot med den forskel, atdet er usikkerheden omkring landbrugetsfremtidige struktur, der her må motivere encentraliseret kompetence.

Der er i udvalget enighed om, at det måvære ønskeligt, at kompetencen til at afgøresmåsager angående salg af mindre jordstyk-ker kan henlægges hos stiftsøvrighederne.Det drejer sig om et ikke uvæsentligt antalsager. Bestemmelsen i lovens § 67 om, atministeriets godkendelse udkræves til afhæn-delse af arealer, er uden begrænsning. Der

27

vil efter udvalgets opfattelse næppe værebetænkelighed knyttet til, om loven ændres,således at afhændelse af småarealer, f. eks.i anledning af vejudvidelser eller til brug vedanlæg af offentlige parkeringspladser, finderderes endelige afgørelse hos stiftsøvrigheder-ne. Af hensyn til ministeriets kontrol medfolkekirkens jordbesiddelser måtte stiftsøv-righederne i hvert tilfælde - uanset arealer-nes større eller mindre udstrækning - under-rette ministeriet om trufne afgørelser. Detbemærkes i denne forbindelse, at en del sa-ger angående servitutter og deklarationer ef-ter deres betydning næppe behøver at fore-lægges for ministeriet. Bestemmelsen i præ-stelønningslovens § 63, stk. 5, hvorefter me-nighedsrådet ikke selv kan behæfte embedeteller dets ejendom, er uden begrænsning. Dermåtte i hvert fald kunne indføres den ord-ning, at alle sager om mindre betydningsful-de servitutter, f. eks. om ret for et elektrici-tetsselskab til at opstille master på præste-gårdsjorderne, ikke skal forelægges ministe-riet til godkendelse.

Som foran anført måtte en udvidelse afstiftsøvrighedernes kompetence til at tagestilling til spørgsmål angående finansieringaf byggearbejder vedrørende præstegårderent praktisk føre til en decentralisering afadministrationen. Udvalget skal med hensynbetimeligheden af en sådan decentralisering afkompetencen bemærke følgende:

1. Lån af stiftsmidlerne.Som også andetsteds anført bør kompeten-cen til at approbere byggearbejder og til atgodkende den endelige finansieringsplan føl-ges ad. Stiftsøvrighederne bør efter udvalgetsopfattelse derfor tillægges kompetence til atbevilge de fornødne lån, også af stiftsmidler-ne. Det er næppe muligt eller nødvendigt atangive nogen bestemt grænse for, hvor storelån der bør kunne bevilges af stiftsøvrighe-derne. Derimod må det formentlig anses forrettest, at der fastsættes en bestemt forholds-vis stram af dragstid, f. eks. højst 10 år, forlån, der er ydet i henhold til stiftsøvrigheder-nes resolution.

2. Lån i private pengeinstitutter.Der synes efter udvalgets opfattelse ikke

at knytte sig betænkeligheder til at henlæggekompetencen til at godkende optagelse af

lån i private pengeinstituter i tilfælde, hvorlånene skal optages til dækning af udgifterneved udførelse af arbejder, der godkendes afstiftsøvrighederne. Lånene måtte kunne op-tages såvel i realkreditinstitutioner som ibanker eller sparekasser, og begrænsningermed hensyn til såvel lånenes størrelse som af-dragstidens længde er ikke fornøden i dissetilfælde, hvor der ikke er hensyn til stifts-midlernes likviditet at tage. Det bemærkesiøvrigt i denne forbindelse, at lån i realkre-ditinstitutioner kan indebære fordele, såfremtder senere - eventuelt på grund af struktur-forandringer - bliver anledning til at af-hænde præstegårde. Serieansvaret skønnesikke af betydning for spørgsmålet om stifts-øvrighedens kompetence.

3. Tilskud af fællesfonden.Adskillige sager, hvor der søges og opnås til-skud af fællesfonden, vedrører arbejder, somefter de gældende regler vil kunne approbe-res af stiftsøvrighederne uden forelæggelse forministeriet. Skulle man fastholde det foranomtalte princip, hvorefter kompetencen tilat godkende arbejders udførelse og til atgodkende finansieringen af disse arbejder børfølges ad, måtte man enten bemyndige stifts-øvrighederne til i disse tilfælde at bevilgetilskud af fællesfonden, eller bestemme, atalle sager, hvori der søges tilskud af fælles-fonden, skal afgøres af ministeriet også medhensyn til approbation på bygningsarbejder-ne.

Siden hjemmelen til ydelse af tilskud affællesfonden blev indført i 1946, har der ud-viklet sig en ret fast praksis med hensyn tilfordelingen af tilskuddene. For så vidt skulleder næppe være betænkeligheder ved at be-myndige stiftsøvrighederne til i et vist om-fang at bevilge tilskud. De midler, hvoraftilskud ydes, fremkommer ved, at de på deenkelte fællesfondes overslag budgetteredetilskudsbeløb lægges sammen og - med kor-rektioner i ministeriet ud fra generelle øko-nomiske hensyn - udskrives som »landskir-keskat«. Teoretisk måtte der efter udvalgetsopfattelse være mulighed for at indføre endecentralisering af bevillingskompetencen, f.eks. således, at det overlades hver stiftsøvrig-hed at bevilge tilskud til istandsættelsesar-bejder indenfor en bestemt fastsat beløbs-ramme af de på vedkommende fællesfonds

28

budget opførte tilskudsbeløb, eventuelt såle-des, at der yderligere blev fastlagt et maksi-mum for tilskuddet til det enkelte arbejde.Forholdet mellem det til ministeriets rådig-hed stående beløb - til hjælp til dækning afudgifter ved opførelse af nye præstegårde -og det til stiftsøvrighedens rådighed ståendebeløb måtte fastsættes i henhold til givne til-sagn eller skønnet behov.

Udvalget mener ikke, at indførelse af ensådan ordning ville fratage ministeriet kon-trollen med fællesfonden, og der er iøvrigtnæppe noget til hinder for, at man i detenkelte tilfælde, hvis særlige forhold for etstifts vedkommende skulle gøre det ønskeligt,kan ændre i det en gang fastsatte forholdmellem det tilskudsbeløb, som ministeriet harrådighed over og det, som stiftsøvrighedenråder over. Ministeriets kontrol med anven-delsen af fællesfondens midler bør sikres vedindsendelse af indberetning om bevilgede til-skud. Gennemførelse af en sådan ordningville kunne medføre, at en del rutinesagerkan afgøres uden for ministeriet, ligesom detville kunne opnås, at stiftsøvrighederne medderes betydeligt større kendskab til lokaleforhold ville kunne individualisere tilskudde-ne i langt større grad end tilfældet er for ti-den, hvor tilskuddene ydes efter ganske ge-nerelle skematiske principper. Større indivi-duelle hensyn ville kunne tages både for såvidt angår størrelsen af de tilskud, der ydes,og tidspunktet for tilskuddets ydelse, hvor-ved arbejder af mere påtrængende karakterville kunne befordres ved ydelse af tilskudtidligere, end det efter de for tiden gældendegenerelle regler vil være muligt.

Udvalget erkender, at spørgsmålet indehol-der problemer. De forestående strukturelleændringer i samfundet og de dermed føl-gende ændringer i den lokale kirkelige ogkommunale økonomi vil muligvis kunne be-grunde, at der under visse perioder eller in-denfor særlige områder må træffes afgørel-ser, som afviger fra den generelle praksis.Men udvalget må anse det for muligt forstiftsøvrighederne at frasortere sådanne til-fælde, således at en decentralisering efterdet anførte princip måtte være en almindeligregel. Med den prisudvikling, som man ervidne til, er der formentlig grund til at be-frygte, at det, hvis man fastholder, at allesager skal forelægges ministeriet til afgørelse

med hensyn til tilskud, vil kunne gå på sam-me måde, som det er gået med hensyn til detilfælde, hvor arbejder skal dækkes ved lånaf stiftsmidlerne: En for snæver afgrænsningaf stiftsøvrighedens kompetence på det øko-nomiske område vil medføre, at sagerne fo-relægges ministeriet, uden at dette bortsetfra økonomien ville være nødvendigt. Denævnte undtagelsestilfælde, f. eks. hvor detdrejer sig om tilskud til arbejder vedrørendepræstegårde i sogne, der hører til en stor-kommune, eller tilskud til arbejder vedrøren-de præstegårde i købstadssogne (hvis præste-midler ligesom landsognenes er indbetaltblandt stiftsmidlerne) måtte ministeriet kun-ne kræve sig forelagt i sin egenskab af øver-ste tilsyn uanset gennemførelse af den fore-slåede nyordning som en generel regel.

Der er i udvalget enighed om, at det måkunne overlades til stiftsøvrighederne atmeddele afslag på ansøgninger om tilskud affællesfonden i tilfælde, hvor det efter denfulgte praksis er ganske klart, at et andra-gende ikke vil blive imødekommet — detteuanset, om en selvstændig kompetence ind-føres for stiftsøvrigheden eller ikke. På denanden side er det ligeså klart, at et menig-hedsråd må have adgang til at søge pånyog fordre sagen forelagt ministeriet til ende-lig afgørelse.

I overensstemmelse med det foran anførteindstiller udvalget:

1) at der ved en dertil sigtende ændring afbestemmelsen i præstelønningslovens §63, stk. 3, tilvejebringes hjemmel for, atstiftsøvrighederne, uden at sagen indbrin-ges for kirkeministeriet, til dækning afudgifterne ved arbejder ved præstegår-dene, hvortil forslag er godkendt af stifts-øvrighederne, kan meddele tilladelse tiloptagelse af lån såvel i realkreditinstitu-tioner som i andre pengeinstitutter samtbevilge lån af stiftsmidlerne, for de sidst-nævnte låns vedkommende dog på be-tingelse af, at af dragningen ikke udstræk-kes over længere tid end 10 år,

2) at der ved en dertil sigtende ændring afbestemmelsen i præstelønningslovens §63, stk. 5, tilvejebringes hjemmel for, atstiftsøvrighederne, uden at sagen indbrin-ges for kirkeministeriet, kan meddele til-ladelse til, at præstegårdenes jorder be-

29

hæftes med mindre betydningsfulde ser-vitutter,

3) at der ved en dertil sigtende ændring afbestemmelsen i præstelønningslovens §63, stk. 6, tilvejebringes hjemmel for, atstiftsøvrighederne inden for en af kirke-ministeriet hvert år for hvert stift fastsatbeløbsramme kan bevilge tilskud af fæl-lesfonden til hjælp til dækning af udgif-terne ved større hovedistandsættelser afpræstegårde, hvortil forslag er godkendtaf stiftsøvrigheden, samt

4) at der ved en dertil sigtende ændring afbestemmelsen i præstelønningslovens §67 tilvejebringes hjemmel for, at stifts-øvrighederne, uden at sagen indbringesfor kirkeministeriet, kan meddele tilla-delse til afståelse af mindre parceller afpræstegårdenes jorder i anledning af vej-udvidelse, anlæg af offentlige parkerings-pladser o. lign., samt godkende mageskif-te i forbindelse hermed.

Der er i udvalget enighed om, at kompe-tencen til at fastsætte præsteembedernes til-svar til fællesfonden bør forblive i ministe-riet, idet tilsvarsfastsættelsen i de allernær-meste år vil få stor betydning i arbejdet medat tilpasse præstegårdsjorderne til den nyelandbrugsstruktur, som må forudses. Derhenvises i denne forbindelse til reglerne iministeriets cirkulære af 15. januar 1968.

4. Anden fast ejendom.

a. Kirkefunktionærboliger og administrati-onsbygninger.I præstelønningslovens § 82, stk. 3, hedderdet: »Hvor der til kirkebetjentstillinger hø-rer boliger eller jorder, bestyres disse af me-nighedsrådet under provstiudvalgets tilsyn.Indtægten af bolig og jorder fradrages i ho-norarer«. Bestemmelsen har formentlig op-rindelig særlig taget sigte på degneembeder-ne i de sønderjyske landsdele, men der erefter loven intet til hinder for, at der ogsåi det øvrige land kan erhverves boliger tilkirkefunktionærer. Spørgsmålet om erhver-velse af kirkefunktionærboliger har i de se-nere år navnlig været aktuelt for så vidt an-går graverstillinger uden for købstæderne.Der synes mange steder at have været van-skeligheder med at få graverstillingerne be-

sat, og man har da villet gøre dem mere at-traktive ved at kunne tilbyde en bolig. I køb-stæder, hvor begravelsesvæsenet er af størreomfang, har der endvidere været spørgsmålom erhvervelse af boliger for kirkegårdsin-spektører og -assistenter.

Loven indeholder ingen udtrykkelige kom-petencebestemmelser vedrørende køb af så-danne boliger, men sager herom har så vidtdet er udvalget bekendt hidtil i alle tilfældeværet forelagt ministeriet allerede af dengrund, at kun ministeriet har kunnet god-kende optagelsen af de fornødne lån.

Der findes ejheller i lovgivningen bestem-melser om afholdelse af syn over graverbo-liger og andre funktionærboliger, ligesomder savnes bestemmelse om, at kirkefunktio-nærer, der er ansat i stillinger, hvortil der erknyttet funktionærbolig, har pligt til at be-bo denne. Endelig savnes der også nærmerebestemmelser om boligbidragets fastsættelse.

Efter udvalgets opfattelse bør det kunneoverlades til stiftsøvrighederne at meddeletilladelse til køb eller opførelse af kirkefunk-tionærboliger, idet der normalt vil være taleom ejendomme, der prismæssigt ligger på etlangt lavere niveau end præsteboliger, og tilhvis arkitektur der sædvanligvis ikke er an-ledning til at stille særlige fordringer, alenebortset fra tilfælde, hvor en funktionærbo-lig påtænkes opført i umiddelbar nærhedaf en gammel kirke.

I overensstemmelse med det flere gangei det foregående omtalte princip, hvorefterapprobations- og bevillingsmyndigheden børfølges ad, bør stiftsøvrighederne derhos be-myndiges til at meddele tilladelse til optagel-se af de fornødne lån til erhvervelse eller op-førelse af kirkefunktionærboliger. Det be-mærkes i denne forbindelse, at finansieringenaf disse anskaffelser og arbejder efter ud-valgets opfattelse ikke bør belaste stiftsmid-1erne, men at de fornødne midler - såfremtde ikke kan tilvejebringes over ligningen —bør tilvejebringes ved optagelse af lån i pri-vate pengeinstitutter eller — måske snarere —i realkreditinstitutioner, således at en even-tuel senere afhændelse af sådanne ejendom-me kan lettes ved normal gældsovertagelse.

Det forudsættes, at stiftsøvrighederne vedbehandlingen af de heromhandlede sager vilstøtte sig på erklæringer fra vedkommendepræstegårdskonsulent og bygningskonsulent

30

samt - hvor anledning dertil gives - fra denkgl. bygningsinspektør.

Udvalget finder derhos, at der bør fast-sættes nærmere regler om, at de omhandledeboliger bør underkastes syn efter almindeligeregler, og om pligt for kirkefunktionærernetil at bebo sådanne boliger og yde boligaf-gift derfor.

Udvalget er bekendt med, at der i de se-nere år i flere tilfælde af menighedsrådene- navnlig på steder, hvor kirkegårdsforvalt-ningen kræver et større administrativt appa-rat — er fremsat forslag om opførelse af ad-ministrationsbygninger, hvori der forudenkirkegårdskontorer og folkerum indrettes kor-degnekontor, mødelokale for menighedsrå-det, arkiv m. m. Under hensyn navnlig tilden sædvanligvis betydelige økonomiske ræk-kevidde af sådanne projekter finder udval-get, at det — i hvert fald indtil videre — børforbeholdes ministeriet at approbere projek-ter af denne art - også i tilfælde, hvor deprojekterede bygninger tillige rummer kirke-funktionærboliger.

Udvalget indstillinger i overensstemmelsehermed, at der fastsættes nærmere bestem-melser om

1) opførelse af kirkefunktionærboliger ogadministrationsbygninger og således, atdet overlades til stiftsøvrighederne atmeddele tilladelse til erhvervelse eller op-førelse af ejendomme til udelukkendebrug som kirkefunktionærboliger samt atgodkende optagelse af lån til sådant for-mål,

2) om syn over kirkefunktionærboliger,3) om pligt for kirkefunktionærer, der er

ansat i stillinger, hvortil der er knyttetfunktionærbolig, til at bebo boligen ogtil at erlægge boligafgift herfor, samt

4) boligafgiftens fastsættelse og beregning.

b. Parkeringspladser og adgangsveje.I henhold til vedligeholdelseslovens § 28,stk. 3, kan de nødvendige arealer til parke-ringspladser ved kirkegårde og adgangsvejetil disse udlægges ved ekspropriation efterreglerne i forordning af 23. april 1845.

Nærmere anvisninger for indretning af par-keringspladser uden for kirkegårde indehol-des i § 12, stk. 5 i kgl. anordning af 20.april 1953 om kirkegårde.

Ekspropriation af jord til anlæg og udvi-delse af parkeringspladser og til etableringaf adgangsveje til kirkegårde kan kun - ogbør kun kunne - anordnes af ministeriet.Sager af denne art må derfor fremdeles af-gøres af ministeriet.

Derimod er der næppe noget til hinderfor, at det overlades til stiftsøvrighederne atafgøre sager angående køb af jord til sådantformål i tilfælde, hvor jorden kan erhvervesved mindelig overenskomst, idet herved for-udsættes, at stiftsøvrighederne forud indhen-ter erklæringer fra præstegårdskonsulenten(angående jordprisen) og fra den kgl. byg-ningsinpektør (angående parkeringspladsensanlæg og indhegning, såfremt der er taleom særlig indretning og ikke blot om udlæg-ning af pladsen med grus eller græs). I til-fælde, hvor fastsættelsen af jordprisen måt-te frembyde vanskeligheder, vil sagen kunneforelægges ministeriet, der eventuelt vil ind-hente en vejledende udtalelse fra statens lig-ningsdirektorat.

Der forekommer i disse år en del sager omafståelse af kirkers jord til kommunerne tilbrug ved anlæggelse af parkeringspladser.Grunden hertil er, at kommunerne fra vej-fonden kan opnå tilskud på 80 % af udgif-terne under forudsætning af, at arealet ud-lægges som offentligt vejareal. Med hensyntil behandlingen af disse sager har der ef-terhånden dannet sig en ret fast praksis, ogder er efter udvalgets opfattelse ikke betæn-keligheder ved at henlægge afgørelsen i sa-ger om afhændelse af sådanne mindre arealertil stiftsøvrighederne, jfr. indstillingspunkt 4ovenfor under afsnit 3, præstegårde og jor-der.

Udvalget indstiller ud fra det anførte,at der tilvejebringes hjemmel for, at stifts-øvrighederne, uden at sagen indbringes forkirkeministeriet, meddeler tilladelse til købaf mindre arealer til anlæg af parkerings-pladser ved og adgangsveje til kirkegårdeog til afståelse af kirkerne tilhørende are-aler til samme formål og til vejudvidelsero. lign.

5. Begravelsesvæsenet.

Da kirkegårdsvedtægter ifølge vedligeholdel-seslovens § 23 stadfæstes af stiftsøvrigheder-ne, der ligeledes i visse tilfælde skal godkendeaftaler om kirkernes overtagelse af vedlige-

31

holdeisen af gravsteder, jfr. § 23, stk. 1, iden kgl. anordning, kunne det være nær-liggende, at stiftsøvrighederne formelt blevbemyndiget til i 1. instans at afgøre tvistig-heder mellem kirkegårdsbestyrelser og grav-stedsbrugere og mellem gravstedbrugere ind-byrdes, idet afgørelsen af sådanne sager ofteberor på fortolkningen af de af stiftsøvrig-hederne stadfæstede vedtægter og de tilgrund herfor liggende lovbestemmelser. Dettegælder således klagesager om adgangen tilat få udlagt gravpladser, om betalingen her-for, om adgangen til at foretage yderligerebisættelser i allerede erhvervede gravsteder,om gravstedernes vedligeholdelse og sløjf-ning i tilfælde af manglende vedligeholdelse,om gravsteders indretning og udsmykning,om indgreb i bestående gravsteder i forbin-delse med kirkegårdsreguleringer m. v.

Da gravstedsretten imidlertid kun i be-grænset omfang er kodificeret og sagernederfor i mange tilfælde må afgøres på grund-lag af almindelige retsgrundsætninger, frem-byder afgørelsen af disse sager undertiden endel vanskeligheder. Under hensyn hertil samttil, at stiftsøvrighederne under gældendepraksis faktisk afgør en del sager af den om-handlede art, har udvalget anset det forufornødent, at der fastsættes særlige kompe-tencebestemmelser på dette område. At sa-gerne kan forelægges ministeriet både direktei 1. instans og som ankeinstans er en selv-følge.

Udvalget finder anledning til at påpege,at det under alle omstændigheder bør for-beholdes kirkeministeriet at træffe afgørel-sen af alle sager om flytning af lig og urner,jfr. bestemmelserne i §§ 20 og 28, stk. 1,i den kgl. anordning, og ministeriets cirku-lære af 30. april 1949. Disse sager forekom-mer for tiden i et antal af 90—100 årlig.Det samme gælder alle sager vedrørende alli-eredes og tyske krigsgrave, idet der med hen-syn til disse grave gælder særlige bestemmel-ser, der administreres i forbindelse med Im-perial War Graves Commission og Volks-bund Deutsche Kriegsgräberfürsorge, jfr. mi-nisteriets cirkulærer af 10. april 1954 og 27.oktober 1962.

6. Ministerialbogsanliggender.

Som det fremgår af det foran i afsnit III gen-givne uddrag af den af forvaltningskommis-

sionen af 1946 afgivne 8. betænkning, gikkommissionen ind for, at der blev givet bis-kopperne bemyndigelse til at træffe afgørelsemed hensyn til berigtigelse af ministerialbø-gerne for så vidt angår angivelsen af for-ældres navne ved børns indførsel i fødsels-eller dåbsregistret, brudefolkenes navne, fød-selsdata eller fødested i vielsesregistret elleren afdøds navn, fødselsdata eller fødested idødsregistret på grundlag af en fuldstændigudskrift af tilførslen (til ministerialbog ellerpersonregister) vedrørende den pågældendepersons fødsel, forudsat at der med hensyntil sidstnævnte tilførsel foreligger overens-stemmelse mellem hoved- og kontrabog.

Kommissionen gik derhos ud fra, at gen-nemførelsen af en sådan ordning måtte med-føre, at der samtidigt meddeltes amtmænde-ne en tilsvarende bemyndigelse med hensyntil berigtigelse af tilførsler til de anerkendtetrossamfunds ministerialbøger.

Kirkeministeriet nærede imidlertid betæn-kelighed ved at indgå på det af kommissio-nen fremsatte forslag, og det har såledesfortsat været fastholdt i praksis, at rettelseri ministerialbøgerne kun kan foretages i hen-hold til ministeriets resolution i hver enkelttilfælde, alene med undtagelse af de berig-tigelser, der finder sted i forbindelse med deforeskrevne periodiske konfereringer af mi-nisterialbøgerne .

Ifølge kirkeministeriets journaler er der iårene 1965—67 indkommet nedennævnte an-tal sager vedrørende kirkebogsføring og at-testudstedelse:

1965 1966 19671. Rettelse af ministerialbogs-

tilførsler 173 215 1902. Tilførsel om personer, der

er født og døbt i udlandet 43 24 393. Begæring om bistand til

fremskaffelse af ministerial-bogsudskrifter 10 45 34

4. Attesters form og indhold . 4 7 10 45. Godkendelse af fornavne .. 126 100 996. Andre sager vedrørende mi-

nisterialbogsføring 0 16 77. Anerkendte trossamfunds

ministerialbøger 2 1 0

401 4U 373^

Det bemærkes, at gruppe 1, rettelse afministerialbogstilførsler, også omfatter rettel-se af tilførsler i de anerkendte trossamfunds

32

ministerialbøger, og at gruppe 7, de aner-kendte trossamfunds ministerialbøger, aleneomfatter mere specielle spørgsmål vedrøren-de trossamfundenes ministerialbogsføring.

Den største gruppe, rettelse af ministerial-bogstilførsler, omfatter sager af blandet be-skaffenhed. De fleste angår rettelse af an-dragernes eller deres børns fornavne, mel-lemnavne eller slægtsnavne. Herudover kom-ner andragender om rettelse af fødselsdato,fødested eller stillingsbetegnelse. Et ikke ube-tydeligt antal sager angår rettelse af slægts-navne på grundlag af udenlandske adop-tions- og navneforandringsdekreter. Den afforvaltningskommissionen særligt fremhæve-de kategori af sager udgør ikke nogen sær-lig stor gruppe, idet de omtalte rettelser nor-malt sker som led i berigtigelse af det prin-cipale indhold af fødsels- og dåbstilførsler.

Sagerne under gruppe 2, tilførsel om per-soner, der er født og døbt i udlandet, egnersig efter udvalgets opfattelse ikke til at læggeud til bispekontorerne, idet afgørelsen af dis-se sager i et vist omfang beror på et skøn,jfr. herved den i kirkeministeriets skrivelseaf 24. august 1960 givne redegørelse for denaf ministeriet fulgte praksis.

De i gruppe 3 nævnte begæringer frem-kommer i de fleste tilfælde fra udlandsdan-ske, fra myndigheder i andre lande eller fraherværende fremmede diplomatiske repræ-sentationer. Disse begæringer tilgår ministe-riet, fordi rekvirenterne ikke har kundskabom, til hvilken myndighed, de skal rette de-res begæring. Disse henvendelser vil altsåunder alle omstændigheder tilgå ministeriet,og det skønnes naturligt, at ministeriet be-handler disse sager i realiteten, således atsvaret tilgår rekvirenten fra miniseriet. Her-til kommer, at der ved behandlingen af defra privat side fremkommende henvendelserikke sjældent må udøves et skøn, f. eks. i til-fælde, hvor der fremsættes begæring om ud-skrifter og oplysninger til brug ved udar-bejdelse af slægtstavler, idet der i sådannetilfælde må tages stilling til, om det med ri-melighed kan pålægges en ministerialbogs-fører at anstille de i så henseende fornødneundersøgelser, eller om rekvirenten må hen-vises til at rette henvendelse til en erhvervs-drivende genealog.

De øvrige grupper af sager, hvoraf gruppe5, godkendelse af fornavne, er den betyde-

ligste, egner sig heller ikke til behandling påbispekontorerne.

Som det vil fremgå af det anførte, har ud-valget ikke fundet grundlag for at gøre ind-stilling om ændret kompetencefordeling in-den for dette sagsområde.

7. Visse godtgørelser og honorarer.a. Flyttegodtgørelser.I henhold til bestemmelserne i § 28 i lovom folkekirkens lønningsvæsen m. v. er kom-petencen til at tillægge folkekirkens tjenste-mænd godtgørelse i anledning af flytninghenlagt til ministeriet, som dog i 1960 harbemyndiget stiftsøvrighederne til at anviseflyttegodtgørelse i anledning af fraflytning aftjenestebolig. Bestemmelsen i den gældendelønningslov svarer på de væsentlige punktertil bestemmelsen i § 79 i lov om folkekirkenslønningsvæsen uden for København og Fre-deriksberg m. m. af 12. juli 1946, som vargenstand for drøftelse i forvaltningskommis-sionen af 1946, jfr. herom nærmere i afsnitIII. I sin redegørelse for behandlingen afsager om tilståelse af flyttegodtgørelse hen-viser kommissionen til, at det tilkommer sko-ledirektionen at træffe afgørelse i sager omflyttegodtgørelse til folkeskolens lærere, ogfor så vidt angår præstelønningslovens be-stemmelser konkluderer kommissionen i etforslag om, at der meddeles stiftsøvrigheder-ne bemyndigelse til at træffe afgørelse i sam-me omfang som den i denne henseende til-kommer skoledirektionen.

Nærværende udvalg må være enig i detaf forvaltningskommissionen stillede forslag.I betragtning af det kvalificerede personale,der nu om dage rådes over på stiftsøvrighe-dernes kontorer, er det efter udvalgets opfat-telse ikke betænkeligt at henlægge den en-delige afgørelse i de fleste af disse sager tilstiftsøvrighederne. Dette gælder anvisning afflyttegodtgørelse i alle almindeligt forekom-mende tilfælde, hvor anvisning er en renrutinesag - ligesom for fraflytningsgodtgørel-sens vedkommende. Ministeriel resolutionmåtte - på grundlag af de gældende regler- herefter indhentes i spørgsmål om godt-gørelse i henhold til lovbestemmelsens stk. 2,godtgørelse for huslejetab og dobbelt husfø-relse, lovbestemmelsens stk. 5, dispensationfra 3-års reglen, lovbestemmelsens stk. 8, flyt-

33

tegodtgørelse i visse særlige tilfælde, og lov-bestemmelsens stk. 9, godtgørelse til kirke-funktionærer.

Efter det for udvalget foreliggende herskerder i visse henseender tvivl med hensyn tilforståelsen af lovbestemmelsen. Dette gældersåledes bestemmelserne i stk. 6 om godtgø-relse for indflytning i eller udflytning af enanvist tjenestebolig, uden at forflyttelse fore-ligger. En yderligere decentralisering af kom-petencen til at tilstå flyttegodtgørelse forud-sætter, at der i forbindelse med udfærdigelseaf generelle besemmelser herom gives ret-ningslinier for forståelsen af sådanne be-stemmelser. Dog bør det naturligvis væremuligt for stiftsøvrighederne i alle tilfældeat forelægge forekommende tvivlsspørgsmålfor ministeriet.

I overensstemmelse hermed indstiller ud-valget :

at stiftsøvrighederne i videst muligt om-fang bemyndiges til at anvise flyttegodtgø-relse, og at der udfærdiges de fornødneinstruktoriske forskrifter til vejledning forstiftsøvrighederne ved behandlingen af be-gæringer om anvisning af flyttegodtgørel-se.

b. Honorarer for vakancebetjening.I henhold til bestemmelserne i præsteløn-ningslovens § 6, er en præst til enhver tidpligtig at gøre midlertidig tjeneste i et an-det præsteembede i stedet for eller i forbin-delse med sit eget embede inden for sammeeller et tilstødende provsti, og kirkeministe-ren kan for sådan tjeneste tilstå præsten etfunktionsvederlag. Bestemmelserne svarer ihovedtræk til de tilsvarende bestemmelser ilønningsloven fra 1946, og det har hele ti-den været således, at det normalt er bi-skoppen der på grundlag af provstens ind-stilling træffer bestemmelse om, hvorledesvakancetjenesten skal ordnes, medens fast-sættelsen af honoraret altid foretages af kir-keministeriet i hvert enkelt tilfælde.

Også disse forhold var genstand for over-vejelser i forvaltningskommissionen af 1946,der som resultat af sine overvejelser frem-satte forslag om, at ministeriet bemyndigedebiskopperne til i tilfælde, hvor vakancebe-tjeningen overdrages en tjenstgørende præst,at fastsætte honorar og befordringsgodtgø-

relse for vakancetjenesten indenfor lovensrammer, jfr. herom nærmere i afsnit III.

I nærværende udvalg har spørgsmålet omvakancehonorarers fastsættelse og - navnlig- deres fordeling samt ekspeditionen af sagerherom været genstand for megen overvejelseog drøftelse, da de problemer, som er for-bundet hermed, er akcentueret ved de senereårs store præstemangel, hvorunder antalletaf vakante embeder stadig stiger, bl. a. medden følge, at vakancetjenesterne på grund afdet øgede arbejdspres i et stadig større antaltilfælde må deles mellem flere vikarierendepræster. Fordelingen af honoraret mellemdisse frembyder — i hvert fald hvis der skalopnås en virkelig retfærdig fordeling - ikkesjældent vanskeligheder.

Et flertal af udvalgets medlemmer hartidligere i en til ministeriet afgivet indstil-ling foreslået, at det overlades til stifsøvrig-hederne at fastsætte vakancehonorarerne pågrundlag af generelle, af ministeriet fastsattetakster for de enkelte embedshandlinger, somde vikarierende præster varetager under va-kancetjenesten. Indstillingen er optaget sombilag 1. Siden denne indstilling har der fun-det en forhøjelse sted af de honorarer, somydes for vakancetjeneste, og ydelsen af etstørre vederlag for tjenesten har i sig selvbidraget til at løse en del af problemerne.Da der kan rejses vægtige — også mere fø-lelsesbetonede — indvendinger imod forslagetom at fastsætte bestemte takster for de en-kelte embedshandlinger, skal udvalget ikkefastholde dette forslag, men der er i udval-ge enighed om, at en decentralisering afekspeditionen af sager angående fastsættelseaf vakancehonorarer måtte være mulig udenstørre betænkelighed i tilfælde, hvor betje-ningen af et vakant embede overdrages eneller flere i embede værende præster underforudsætning af, at der af ministeriet fast-sættes rammer for størrelsen af de beløb, derkan ydes for betjeningen af embeder af for-skellig størrelse, f. eks. efter folketal opdelti følgende grupper: små embeder, alminde-lige embeder, købstadembeder og meget storeembeder. Sådan klassificering anvendes i for-bindelse med fastsættelsen af andre godtgø-relser, f. eks. den i § 59 i præstelønningslo-ven omhandlede godtgørelse for udgifter tilkonfirmandstue m. v. Findes omstændighe-derne i enkelttilfælde at begrunde, at de ge-

34

nerelle satser fraviges, måtte disse tilfældeforelægges ministeriet.

Opstilling af vejledende regler om forde-ling af vakancehonorarer blandt flere vikari-erende præster vil - om det er muligt - væreforbundet med betydelige vanskeligheder, ogudvalget ser sig trods indgående drøftelseraf særlig dette spørgsmål ikke i stand til atstille nærmere forslag i så henseende, hvil-ket efter udvalgets mening dog ikke bør ude-lukke, at sager om ydelse af vakancehono-rarer også i disse tilfælde finder deres afgø-relse uden forelæggelse for ministeriet.

Udvalget indstiller herefter

at stiftsøvrighederne bemyndiges til at an-vise vakancehonorar til vikarierende, i em-bede værende præster inden for de af mi-nisteriet til enhver tid fastsatte beløbsram-mer, og således at honoraret i tilfælde,hvor et vakant embede i henhold til bi-skoppens bestemmelse betjenes af flerepræster samtidig, tillægges disse i forholdtil arbejdsbyrdens fordeling.

8. Kirkekoncerter.

I henhold til § 7 i lov om kirkers brug, sog-nebåndsløsning m. m. (lovbekendtgørelse nr.151 af 30. maj 1961) meddeler biskoppensamtykke til afholdelse af kirkekoncerter ef-ter indstilling fra menighedsrådet. Biskop-pens afgørelse kan af menighedsrådet ind-ankes for ministeriet. Kan i enkelte tilfældeindstilling til biskoppen ikke ske, kan ved-kommende præst med menighedsrådets til-slutning meddele tilladelsen, og indberetningherom skal da, så snart ske kan, indsendestil biskoppen.

Det er under udvalgets drøftelser af dennebestemmelse fremført, at en tilladelse frabiskoppen til afholdelse af kirkekoncerter imange tilfælde betragtes som en ren formsagog i mange tilfælde slet ikke søges indhentet.Samtidig synes den seneste tid at have opvisttilfælde, hvor afholdelse af kirkekoncerterhar givet anledning til uenighed i menig-hedsrådene på grund af kirkekoncerternesart og karakter. Et vist tilsyn synes derforfremdeles at være begrundet.

I almindelighed er disse sager dog pro-blemfrie, og da fristen for sagernes behand-ling ofte er meget kort, ville det efter udval-gets opfattelse være ønskeligt, at kompeten-

cen til at træffe afgørelse i sådanne sager ide almindelige tilfælde blev henlagt til dennærmeste tilsynsmyndighed, altså provsten.Der tænkes herved først og fremmest på desædvanlige koncerter ved højtiderne samtkoncerter, der i henseende til form og ind-hold svarer til koncerter, der tidligere harværet afholdt i vedkommende kirke medbiskoppens tilladelse.

Udvalget ville herefter finde det ønskeligt,at der blev tilvejebragt hjemmel for, at bi-skopperne kunne bemyndige provsterne tilat meddele tilladelse til afholdelse af kirke-koncerter, idet det herved forudsættes, atbiskopperne ved meddelelse af sådan bemyn-digelse giver nærmere anvisning på, i hvilketilfælde de ønsker sig sådanne sager forelagt.

I overensstemmelse hermed indstiller ud-valget

at der ved en dertil sigtende ændring afbestemmelsen i % 7 i lov om kirkers brug,sognebåndsløsning m. m. tilvejebringeshjemmel for, at biskopperne kan bemyn-dige provsterne til at meddele tilladelse tilafholdelse af kirkekoncerter.

9. Menighedsmøder.

I nogle tilfælde kræver de gældende lovbe-stemmelser, at der afholdes menighedsmø-der. Nærmere regler om indkaldelse til ogafholdelse af menighedsmøder indeholdes imenighedsrådslovens § 32.

Under gennemgangen af den kirkelige lov-givning er udvalget kommet til den anskuel-se, at tiden er løbet fra nogle af de pågæl-dende bestemmelser. Dette gælder såledesmed hensyn til bestemmelsen i vedligehol-delseslovens § 25, stk. 1, hvorefter det ivedtægten for selvejende kirker kan bestem-mes, at der fremtidig skal erlægges betalingfor erhvervelse af gravpladser på kirkegår-den, såfremt menighedsrådet efter vedtagelsepå et menighedsmøde gør indstilling herom.Det er udvalgets opfattelse, at afgørelse idisse sager må kunne baseres på menigheds-rådets indstilling uden forudgående tilslut-ning fra et menighedsmøde.

Det samme gælder efter udvalgets meningmed hensyn til bestemmelsen i menigheds-rådslovens § 23, hvorefter sagen skal haveværet forhandlet på et menighedsmøde, for-inden menighedsrådet tager beslutning om,

35

hvorvidt konfirmation kun skal afholdes eengang årlig samt om andre konfirmationenvedrørende forhold, som ved kgl. anordninger eller måtte blive henlagt til menighedsrå-dets afgørelse, om indførelse af nye autori-serede salmebøger og salmebogstillæg samtom benyttelse af særkalke ved altergang.

Udvalget indstiller herefter

at bestemmelserne i vedligeholdelseslovens§ 25, stk. 1, og i menighedsrådslovens §23 ændres således, at kravet om afholdelseaf menighedsmøder bortfalder.

10. Syn over kirker.a. Provstesyn.I henhold til bestemmelsen i vedligeholdel-seslovens § 32, således som denne bestem-melse er ændret ved lov nr. 93 af 31. marts1965, deltager provsten og provstiudvalgetsbygningskyndige mand hvert 3. år i menig-hedsrådets syn over kirkebygningen og kir-kegården. Synet ledes da af provsten, derfastsætter synet til en dag i april, maj, junieller juli måned.

Siden præstelønningsloven af 1958 gen-indførte provstesyn over præstegårdene, af-holdes der tillige syn over disse i forbindelsemed synet over kirkerne og kirkegårdene, jfr.præstelønningslovens § 62, stk. 2. Denne ud-videlse af synsvirksomhedens omfang harmedført, at opgaven i visse provstier er van-skeligt overkommelig, når synene som fastsatskal afholdes i de 4 sommermåneder.

Det er for udvalget oplyst, at der overforministeriet har været rejst spørgsmål om,hvorvidt det kunne tillades, at synene for-deles over de 3 år, som skal ligge imellem sy-nenes afholdelse det enkelte sted. Mini-steriet har imidlertid ikke anset en sådanordning for hjemlet.

Gennemføres de forslag, som er fremsat inærværende udvalgs betænkning I, må manforudse en forøgelse af provstiudvalgenes ogdermed provsternes virksomhed. Udvalget måderfor anse det for ønskeligt, at alle mulighe-der for en lettelse af provsternes arbejds-byrde udnyttes, således også gennem tilveje-bringelse af mulighed for en smidig tilrette-læggelse af synsvirksomheden, sådan at detblev overladt til provsterne at fordele syneneover en 3-årig periode på tilsvarende måde,som det er tilladt provsterne at fordele kir-

kebogseftersynene over en 2-årig periode. Påden anden side må der tages fornødent hen-syn til menighedsrådene, således at rådene,der undertiden lader arbejder vedrørendekirke- eller præstegård bero på synets be-dømmelse, så tidligt som muligt underrettesom tidspunktet for synets afholdelse. Udval-get ville finde det rimeligt, at der på et be-stemt tidspunkt hvert år, f. eks. i januar ellerfebruar måned blev udsendt meddelelse omde syn, der agtes foretaget det pågældendeår.

Udvalget skal herefter indstille

at bestemmelsen i vedligeholdelseslovens§ 32 om afholdelse af provstesyn ændressåledes, at det tillades provsterne at for-dele synene over en 3-årig periode.

b. Særligt syn.I vedligeholdelseslovens afsnit IV indehol-des bestemmelser om særligt tilsyn med vissekirker.

I følge § 41 kan ministeriet bestemme, at»fortrinlig vigtige kirkebygninger« henlæg-ges under et særligt kirkesyn, bestående af3 af ministeriet dertil udmeldte mænd medsærlig arkitektonisk og arkæologisk sag-kundskab. Det særlige kirkesyn skal efter mi-nisteriets bestemmelse afholde syn over deunder det henlagte kirker enten hvert åreller med visse års mellemrum.

I henhold til lovbestemmelsen skal synetnavnlig have tilsyn med kirkebygningen sombygningsmindesmærke og dens umiddelbareomgivelser samt med dens løsøre og tilbehør,for så vidt dette har kunstnerisk, historisk el-ler arkæologisk interesse. Det ordentlige synskal være til stede ved synsforretningerne,men har ikke stemmeret i de under det sær-lige syn henlagte sager, ligesom heller ikkesager herom i de år, da det særlige syn ikkeafholdes, afgøres af det ordentlige syn, menaf dette indstilles til ministeriet, der fore-lægger dem for det særlige syn. Der skal ikkeafholdes provstesyn over de pågældende kir-ker i de år, hvor det særlige syn afholdes,men provstesynet såvel som menighedsrådetskal tilkaldes til det særlige syn.

I skrivelse af 31. maj 1897 har kirkemini-steriet givet en række instruktoriske bestem-melser for synets virksomhed.

Det særlige syns afgørelser kan ifølge lo-

36

vens § 44 indankes for ministeriet, der - in-den synsforretningerne stadfæstes - forelæg-ger vedkommende menighedsråd udskrift afdet særlige syns protokol til udtalelse.

Fra forskellige sider har der været rejstspørgsmål om det særlige syns sammensæt-ning og om dets opretholdelse.

Under udvalgets forhandlinger er det så-ledes foreslået, at det særlige kirkesyn skullesuppleres med et gejstligt medlem med hen-blik på tilvejebringelse af et bedre samar-bejde mellem menighedsrådene og synet. Deter i denne forbindelse anført, at det særligekirkesyn er tilbøjeligt til at lade hensyn tilkirkebygningens arkitektoniske og kulturhi-storiske kvaliteter have forrangen fremfor defunktionelle hensyn.

Det er for udvalget oplyst, at spørgsmåletom synets opretholdelse har været drøftet ien af nationalmuseets strukturudvalg nedsatarbejdsgruppe vedrørende samarbejdet mel-lem kirkeministeriet og nationalmuseets 2.afdeling, i hvilken arbejdsgruppe kirkemini-steriet var repræsenteret. I arbejdsgruppenfandt man ikke spørgsmålet om ophævelse afsynet modent til løsning, og gruppen fore-slog, at spørgsmålet eventuelt blev taget opsenere med en gradvis afvikling af det sær-lige kirkesyn for øje.

Nærværende udvalg har gjort de omtaltespørgsmål til genstand for forhandling medformanden for det særlige kirkesyn, overin-spektør, dr. phil. Aage Roussell, fra hvemman har modtaget den som bilag 2 optagneredegørelse med dertil hørende fortegnelseover de kirker, der for tiden er henlagt underdet særlige kirkesyn.

Begrundelsen for at henlægge kirker underdet særlige kirkesyn er - som det vil fremgåaf selve lovteksten — ønsket om at sikre be-varelsen af visse kirkebygninger af hensyn tilderes monumentalitet eller særlige arkitekto-niske, historiske eller arkæologiske kvaliteter.Ved udvælgelsen af de kirker, der skal gø-res til genstand for denne særbehandling,må der imidlertid henses til, at national-museet gennem den daglige konsulentvirk-somhed i forbindelse med behandlingen afsager angående istandsættelse af kirker nuom dage har langt bedre mulighed for atmedvirke til, at skyldige hensyn til de nævntekvaliteter tages, end da det særlige kirkesynindførtes i 1861. De kirker, der vil blive und-

draget det særlige syns område, ville derefterblive undergivet det nævnte normale mu-seumsmæssige tilsyn gennem nationalmuseetsbedømmelse af forslag til istandsættelses- ogvedligeholdelsesarbejder. Et sådant tilsynmåtte efter udvalgets opfattelse anses forfuldt betryggende, hvortil kommer, at der itilfælde, hvor det måtte findes ønskeligt, afministeriet i medfør af bestemmelsen i lo-vens § 42 vil kunne nedsættes et særligt syntil i stedet for det ordentlige syn at behandleforslag til større istandsættelsesarbejder, til-bygninger etc. På den anden side må udval-get erkende, at der findes et antal kirker,som på grund af de nævnte særlige kvalite-ter til stadighed bør være underkastet tilsynved den sagkundskab, som er repræsentereti det særlige syn, og da det ydermere rentadministrativt må findes hensigtsmæssigt, atsager om arbejder vedrørende disse kirkerog deres inventar løbende kan forelæggesdenne sagkundskab til bedømmelse, finderudvalget, at det særlige syn ikke bør ophæveshelt, men at dets virksomhed bør begrænsestil de kirker, for hvis vedkommende en und-tagelsesstilling er åbenbart begrundet, ogdet er udvalgets indtryk, at antallet af deunder synet henlagte kirker vil kunne be-grænses noget, eventuelt som af synets for-mand foreslået.

Med hensyn til forholdet mellem det sær-lige syn og det ordentlige syn samt de lokalemyndigheder bemærkes, at det over for ud-valget er oplyst, at provsterne undertidenføler sig overflødige, hvor kirker er henlagtunder det særlige syn, ligesom der kan gøresig usikkerhed gældende, hvor provsten be-frygter at foretage udsættelser, som ikke vilkunne tiltrædes af det særlige syn. Det erudvalgets opfattelse, at en for alle parter til-fredsstillende forbedring af forholdene pådette område vil kunne tilvejebringes, såfremtder ved udfærdigelse af generelle forskrifteri overensstemmelse med det i redegørelsenfremsatte forslag foretages en nøjere afgræns-ning af det særlige kirkesyns og det ordentligesyns virksomhedsområde.

Med hensyn til det i redegørelsen indehold-te forslag om ansættelse af en arkitekt vedenhver kirke bemærkes, at udvalget må næ-re stærk tvivl med hensyn til betimelighedenaf at pålægge eller blot anbefale menigheds-rådene at gennemføre en sådan foranstalt-

37

ning. For det første må bekostningerne veden sådan ordning anses for betydelige, ogfor det andet må udvalget mene, at menig-hedsrådene i påkommende tilfælde - i hvertfald i første omgang - bør søge vejledning,f. eks. med hensyn til hvorledes og i hvilkenrækkefølge foreliggende opgaver bør tagesop, hos provsten og provstiudvalgets byg-ningskyndige mand under de ordinære - el-ler eventuelt under et ekstraordinært — prov-stesyn.

Af de foran i afsnit IV A nævnte grundekan udvalget ikke tiltræde det i redegørelsenindeholdte forslag om oprettelsen af et in-spektorat for Danmarks historiske kirkebyg-ninger.

Udvalget indstiller i henhold til det anførte

1) at fortegnelsen over kirker, der er hen-lagt under det særlige kirkesyn tages optil revision med henblik på en begræns-ning af antallet af sådanne kirker og

2) at nærmere bestemmelser udf ær diges omgrænserne mellem det særlige kirkesynsog det ordentlige syns virksomhedsområ-de og myndighed.

Med tilladelse fra tidligere kgl. bygnings-inspektør, arkitekt Th. Havning har udvalgetsom bilag 3 optaget uddrag af en skrivelseaf 12. marts 1968 fra arkitekt Havning tilformanden for det særlige kirkesyn, dr.Roussell, da udvalget har fundet, at de iskrivelsen indeholdte synspunkter bør gørestil genstand for nærmere overvejelse.

11. Samling af instruktoriske forskrifter.

Det er udvalgets indtryk, at manglende kend-skab til de inden for det kirkelige forvalt-ningsområde gældende bestemmelser under-tiden giver anledning ikke blot til overflø-dig korrespondance og dermed til unødigbelastning af de overordnede kirkelige in-stanser, men også til fejlagtige dispositio-ner. Udvalget finder, at dette antagelig i ikkeringe grad vil kunne forebygges gennem for-anstaltninger, der gør det lettere at orienteresig om de på dette område gældende for-skrifter, særlig for så vidt angår de talrigeadministrative forskrifter, der findes spredti anordninger, bekendtgørelser, regulativer,cirkulærer o. lign., og som er undergivet for-holdsvis hyppige ændringer. Udvalget ville

derfor finde det ønskeligt, om der ved lejlig-hed blev udgivet en samling af de for vareta-gelsen af menighedsrådenes anliggender gæl-dende administrative forskrifter, særlig for såvidt angår administrationen af kirker, kirke-gårde, præstegårde, kirkefunktionærboliger,kirkefunktionærernes forhold m. v. Indrettesen sådan samling på en praktisk og overskue-lig måde, vil den være anvendelig og nyttigfor samtlige led i den kirkelige administration,hvilket særlig vil være af betydning, såfremtden i nærværende betænkning foreslåededecentralisering inden for den kirkelige for-valtning gennemføres.

For at hindre at en sådan samling i løbetaf få år bliver forældet, vil udvalget findedet rigtigt, at de enkelte forskrifter (d. v. s.de enkelte bekendtgørelser, cirkulærer o. s. v.)trykkes på særskilte blade, beregnet til ind-hæftning i en samlemappe, der ved fa-neblade er inddelt i visse hovedafsnit, og atnye instruktoriske forskrifter derefter udfær-diges i standardiseret form til indhæftningi mappen, således at forældet stof samtidigkan udskiftes, hvilken fremgangsmåde medheld ses anvendt inden for andre forvalt-ningsområder.

Udvalget ville endvidere finde det ønskeligt,at det blev pålagt provsterne ved syn overkirkerne at lade sig samlemappen forevise,således at det derigennem kan påses, at map-pen holdes tilbørligt i orden.

I overensstemmelse hermed indstiller ud-valget

1) at der ved kirkeministeriets foranstaltningudgives en samling af de for varetagelsenaf menighedsrådenes anliggender gælden-de administrative forskrifter, udformetsom en ved faneblade i visse hovedafsnitinddelt løsbladsbog, beregnet til indhæft-ning af senere udkommende administra-tive forskrifter,

2) at bestemmelsen i vedligeholdelseslovens§ 1 suppleres med en bestemmelse om,at der ved enhver sognekirke og sogne-distriktskirke skal være en sådan bog, og

3) at bestemmelsen i § 35, stk. 2, i kgl. an-ordning af 11. april 1953 om vedligehol-delse af og tilsyn med kirkebygningerm. v. suppleres med en bestemmelse om,at provsten skal lade sig bogen foreviseved syn over kirken.

BILAG

Kirkeministeriets udvalg af 19. juni 1964vedrørendeden kirkelige administration

BILAG 1.

København, den 20. februar 1965

Under drøftelserne på biskoppernes møde ijanuar 1965, hvor også departementschef A.Roesen var til stede, var bl. a. også spørgs-målet om en ændring af de gældende satserfor honorarer for udførelse af vakancetjene-ster genstand for omtale. Der blev også rejstdet spørgsmål, om der måtte være mulighedfor at fjerne de vanskeligheder, som biskop-perne stilles overfor, hvor der skal foretagesen fordeling af et vakancetjenestehonorar ide tilfælde, hvor betjeningen af et præste-embede er overladt flere præster.

Under hensyn til dette problems admini-

strative karakter fandt man det hensigtsmæs-sigt, om dette spørgsmål kunne blive behand-let i det af kirkeministeriet nedsatte udvalgvedrørende den kirkelige administration, ogpå denne anledning har udvalget i sit mødeden 10. februar 1965 drøftet spørgsmåletom vakancehonorarernes størrelse og princip-pet for deres fastsættelse.

Der blev i udvalget stillet forslag om, atvakancehonorarer fremtidig beregnes som etgrundbeløb med et honorartillæg samt athonoraret fordeler sig på følgende måde:

Gudstjenester 10 kr. for hver.Konfirmandlæsning 10 - pr. time.

Kirkelige handlinger + ministerialbøger og øvrige præstelige funktioner:

Embeder indtil 1000 indbyggere 40 kr. pr. md.

Embeder mellem 1000 og 2000indbyggere 60 -Embeder mellem 2000 og 4000

80 - - -100 - - -

indbyggere

Embeder over 4000 indbyggere

alt + honorartillæg.

Udvalgets medlemmer, bortset fra mini-steriets kontorchefer, har under drøftelsernestærkt understreget, at en udspecificering afhonoraret i de anførte bestanddele vil lettefordelingen af honorarerne i de tilfælde, hvorflere præster betjener et vakant embede.Endvidere mener man, at anvendelse af fastetakster som foreslået vil gøre det muligt atfastsætte vakancehonorarerne på bispekon-

torerne, således at sager herom ikke behø-ver at indsendes til ministeriet. Den nær-mere fastsættelse af selve taksterne tænkesdog foretaget af kirkeministeriet, evt. efterforhandling med præsteforeningen.

Det tilføjes, at ministeriets kontorcheferaf hensyn til behandlingen af spørgsmålet iministeriet ikke ønskede at tage stilling tilproblemet i udvalget.

P. U. V.

sign. G. Schiøler

N. Holm

DET SÆRLIGE KIRKESYN BILAG 2.

Marts 1968

Kirkeministeriets udvalg af 19. juni 1964vedrørende den kirkelige administration.

Til udvalgets møde den 29. februar 1968var undertegnede indkaldt for at gøre redefor de særlige kirkesyns forhold. Ved mødetsafslutning opfordrede formanden mig til iskriftlig form at gøre rede for min opfattelseaf den mest hensigtsmæssige form. for sy-nenes fortsatte virksomhed.

Med hensyn til den historiske udvikling,henviser jeg til den af udvalgets sekretærudarbejdede rapport, hvoraf det vil fremgå,at synene er nedsat af kirkeministeriet i hen-hold til de siden 1860 flere gange fornyedelovbestemmelser.

Forretningsgangen indtil nu.Besemmelsen om, hvilke kirker der er un-derkastet særligt syn, træffes af ministeriet.Sidst er Grundtvigskirken optaget, men iøv-rigt er der ikke sket ændringer i denne pro-tokol i en lang årrække. lait omfatter den40 kirker. Hvert syn består af tre medlemmer,hvoraf et fungerer som formand for allesyn. Medlemmerne udnævnes af ministerietefter formandens indstilling. Til assistancefor formanden er udnævnt en sekretær. Gen-nem en længere årrække har formandsstil-lingen været beklædt af en særlig sagkyndigblandt Nationalmuseets embedsmænd. Atformanden skal komme derfra, eller at over-hovedet noget medlem af synet skal værefra Nationalmuseet, er ikke foreskrevet nogetsted, men det er driftsmæssig en stor fordel,idet formanden i givet fald kan rådføre sigmed særligt sagkyndige, f. eks. vedrørendeklokker eller kalkmalerier, blandt sine mu-seumskolleger, og endvidere derved at hanhar let adgang til museets billedsamling ogarkiv, som stadig må tages i anvendelse.

Synene afholdes med ministeriets bemyn-digelse i den fastsatte turnus, i reglen hvertredie år, i Roskilde domkirke dog hvert år.I løbet af de tidlige sommermåneder beram-

mer synet et møde i kirken, hvortil kirkensmyndigheder og dens arkitekt indkaldes.Dersom man fra kirkens side ønsker møde-dagen ændret, gøres dette så vidt muligt.Ved mødet, der normalt overværes af me-nighedsrådet, kirkeværgen og provsten (veddomkirkerne af domprovsten), gennemgåsførst sidste syns protokol, og kirken gør redefor, hvilke »mangler« der er afhjulpet. Der-efter besigtiges kirken ude og inde, og ønskerfra kirkens eller synets side diskuteres. Indenforretningen føres til protokol, forespørges omder fra kirkens side er ønsker, som man vilfremføre til protokollen. Efter indførelse,(der foretages såvel i synets som menigheds-rådets og provstiudvalgets protokoller), un-derskrives protokallatet af de tilstedeværen-de, og en afskrift fremsendes til kirkemini-steriet.

»Mangler«, der henhører under bygningsog inventars almindelige vedligeholdelse, af-vises som regel af det særlige syn som hen-hørende under provstesynet. Kun når derer tale om forsømmelser, som kan være tilskade for kirkens værdighed eller dens stabi-litet, gives synsudsættelsen i form af et på-læg, eventuelt med tidsfrist. Normalt proto-kollerer synet sine ønsker som henstillinger,men synet vil, hvis menighedsrådet omgåsmed planer, som synet må finde fejlagtigeud fra arkitektoniske eller historiske syns-punkter, i en indtrængende diskussion søgeat bringe menighedsrådet på bedre tanker.Synet betragter først og fremmest sin virk-somhed som rådgivende over for menigheds-råd og ministerium, og det er mit indtryk,at man fra kirkernes side generelt er tilfredsmed den sagkyndige vejledning, der ydes.

Ekstraordinære særlige syn afholdes påforanledning af menighedsrådet eller synetselv med ministeriets bemyndigelse, når stør-re, uopsættelige sager står på dagsordenen.

12

For kirker, der ikke er henlagt under sær-ligt syn, kan ministeriet udnævne et sådanttil behandling af en omfattende restaure-ringssag. Også her bliver alle protokollaterfremsendt til ministeriet og om fornødenttil de pågældende kirker.

Den daglige forretningsgang i tiden mel-lem de ordinære syn foregår ved, at mini-steriet til synets udtalelse fremsender de frakirkerne modtagne sager. Sagen cirkulererderefter blandt synets medlemmer, der oftepå eget initiativ sætter sig ind i problemernepå stedet. Ofte sætter synet sig i direkte for-bindelse med menighedsrådet eller kirkensarkitekt, før formanden formulerer sin ud-talelse til ministeriet. Det er mit bestemteindtryk, at de særlige kirkesyn føler et ansvaroverfor disse sager, der ikke sendes til høringhos de kongelige bygningsinspektører ellerNationalmuseet.

Det er synets opfattelse, at alle landetskirker bør have en fast tilknyttet arkitekt,som skaffer sig et intimt kendskab til netopdenne kirke, dens ånd og dens særegenska-ber; ved de mere fremtrædende monumenterer det en nødvendighed.

Når spørgsmålet foreligger om udvælgelseaf en arkitekt ved en under særligt syn hen-lagt kirke, fremsættes af menighedsrådet for-slag, undertiden efter at synet har væretspurgt underhånden, og udvælgelsen god-kendes af ministeriet efter høring hos synet.Synet vil i sin indstilling herom tage stillingtil den pågældende arkitekts kvalifikationer,hans kendskab til kirkerestaureringer og hanspersonlige indsats på dette område, samthans almindelige kendskab til kirkerneskunst- og kulturhistorie. Foruden selvfølge-lig hans dygtighed som arkitekt.

De særlige kirkesyns fremtidige virksomhed.Synenes medlemmer har hidtil været udpe-get blandt Kunstakademiets arkitektprofes-sorer, fremtrædende restaureringsarkitektersamt de kongelige bygningsinspektører meden museumsmand som formand. I betragt-ning af, at sagkundskaben på Nationalmu-seet er betydelig udvidet, og universiteterneuddanner dygtige kunsthistorikere, vil detvære rimeligt, at synenes normale sammen-sætning herefter bliver: en museumsmand,

en kunsthistoriker og en praktiserende arki-tekt, hvorved der ville være skabt en ikkeurimelig balance i synene.

Synenes kompetence. Ved nærmere for-handling bør der lægges bestemte retnings-linier for henholdsvis de særlige syns ogprovstesynenes befattelsesområder, således atdisse ikke griber ind i hinanden, eventueltmodsiger hinanden, omend dette sidste næp-pe helt kan undgås, hvor det gælder spørgs-mål, der berører kirkens funktion. Men ladmig her sige, at det gælder for alle kirker,at der kan være tilfælde, hvor ønsker omrent praktiske foranstaltninger, aftrædelses-rum for præsten og lignende, må vige forhensynet til kirkens arkitektur eller gamleindretning. Det er fra Nationalmuseets sideofte fremført, at det er det offer, præsten måbringe for den umådelige fordel, det må værefor ham at have den ældgamle kirke somramme for sin gerning. Det vil i grove trækvære en rimelig skillelinie, hvis provstesynenefortrinsvis tager sig af den almindelige ved-ligeholdelse, mens de særlige syn beskæftigersig med nyindretninger. De to syn bør syn-kroniseres, så de ikke falder i samme år. Der-som det ikke er lykkedes provstesynet at gen-nemføre et rimeligt krav til vedligeholdelse,må det særlige syn kunne tage sagen op somen udsættelse, eventuelt med tidsfrist. Uan-set at synenes virksomhed stadig først ogfremmest bør være af rådgivende natur overfor menighedsrådene og over for ministeriet,bør det dog ikke glemmes, at loven giversynene myndighed til at tage bestemmelseom de spørgsmål, der forelægges til deresafgørelse. Dette bør især kunne bringes i an-vendelse som en veto-ret, når væsentlige deleaf kirkens gamle bygning eller dens inventarer truet. Derimod kan synenes forslag omnyindretninger stadig have form af henstil-linger.

Jeg benytter lejligheden til at understrege,hvor vigtigt det er, at synets velovervejedeafgørelser følges, og at ministeriet kun isjældne undtagelsestilfælde indtager et her-fra afvigende standpunkt.

Ekstraordinære særlige syn må i størreudstrækning end hidtil kunne nedsættes afministeriet. I følge sagens natur bør en ind-stilling herfra såvel som fra de almindelige,særlige syn have en endnu større vægt vedden endelige afgørelse end indstillinger fra

43

Nationalmuseet eller den kongelige bygnings-inspektør i sager fra de øvrige kirker.

Hvilke kirker, der nu er underlagt desærlige syn, vil fremgå af efterfølgende liste.Det drejer sig om 40 kirker. Da jeg har for-stået, at det er et almindeligt ønske, at an-tallet i fremtiden indskrænkes, har jeg mentat kunne foreslå, at de på listen angivne 14kirker udgår. Til gengæld kan måske enkelte,som Helligåndskirken i København og Budol-fi kirke i Aalborg, optages.

Det vil forhåbenlig af det oven for an-førte fremgå, at jeg ingenlunde mener, at desærlige kirkesyn kan undværes i fremtiden.Hvis synene, som skitseret, sammensættes afen museumsmand, en kunsthistoriker, somkan være museumsmand, og en dygtig prak-tiserende arkitekt, er det min overbevisning,at de på bedst mulig måde kan tjene kir-kerne.

Uden for den egentlige sag skal jeg tillademig at fremføre, at jeg tror, at det vil væretil stor gavn for alle landets kirker, hvisder under et ministerium blev oprettet etinspektorat for Danmarks historiske kirke-bygninger. Lederen heraf skulle, når hanmodtog en sag fra kirkeministeriet, enten ihelt oplagte tilfælde indstille den til mini-steriets godkendelse, eller han skulle sendeden ud til høring hos Nationalmuseet, denkgl. bygningsinspektør, klokke- og orgelsag-kyndig, boligministeriet, akademiets altertav-leudvalg, eller hvem det ellers vil være gavn-lig at indhente en udtalelse fra. Dette kanved fotokopier uden vanskelighed ske sam-tidigt. Han bearbejder derefter besvarelserneog forelægger endelig sin indstilling til mi-nisteriet. Formålet skulle dels være at opnåen ensartet behandling af sagerne, og delsvil det i væsentlig grad kunne fremme eks-peditionsgangen.

OversigtTurnushvert år Roskilde domkirke

— 2. år Vor Frelsers kirke— - - Christianskirken— - - Helsingør Skt. Olai kirke— - - Helsingør Skt. Marie kirke— - - Helsingør Vor Frue kloster *— - - Odense Skt. Knuds kirke— - - Århus domkirke— Århus Vor Frue kirke— 3. - Frederiks kirke *— - - Jesuskirken *— Vor Frue kirke— - - Holmens kirke— - - Trinitatis kirke— - - Rundetårn— Grundtvigs kirke— - - Ringsted Skt. Bendts kirke— - - Sorø kirke— - - Fjenneslev kirke— - - Bjernede kirke— - - Kalundborg kirke— - - Store-Heddinge kirke— - - Maribo domkirke— - - Viborg domkirke— Ribe domkirke— - - Ribe Skt. Katharine kirke— - - Løgumkloster kirke— - - Tønder kirke— - - Haderslev domkirke— - - Bornholm, Nylarskirke— - - Bornholm, Knudskirke— - - Bornholm, Nykirke— - - Bornholm, Rutskirke— - - Bornholm, Olskirke— - - Bornholm, Øster-Larskirke— Bornholm, Ibskirke— - - Bornholm, Bodilskirke— - Bornholm, Povlskirke— Bornholm, Pederskirke— - - Bornholm, Aakirke

sign. Aa. Roussell

THOMAS HAViNINGArkitekt M. A. A. Telefon Viborg (0761) 1770Skt. Mogens gade 7., 8800 Viborg12. marts 1968

BILAG 3.

Da Kunstakademiet blev oprettet, lagde manganske klart vægten på, hvad man den gangkaldte moderne arkitektur, og det gjaldtbåde den første tid, da klassicismen varfransk præget, og senere da den blev mererent romersk; man interesserede sig hverkenfor middelalderen eller for den tidligere re-næssance, og drømte ikke om at belære ar-kitekteleverne med hensyn til at pleje degamle huse end sige anvende de gamle stil-arter ved nybyggeri. Først omkring midten afforrige århundrede blev det »moderne atbygge umoderne«, og uddannelsen blev somfølge heraf lagt om til at omfatte studiet atalle stilarterne; først og fremmest skulde devordende arkitekter dygtiggøres i stilarternei det nye byggeri, men de skulde også læreat istandsætte og rekonstruere de historiskebygninger, som man nu interesserede sigvarmt for. Det er denne uddannelsesform —og den dertil hørende opfattelse af begrebet:den veluddannede arkitekt - der har liggettil grund både for sammensætningen af Desærlige kirkesyn og for fastlæggelsen af dekongelige bygningsinspekørers arbejdsområ-de; vi, der i egentlig forstand hører til dengamle skole har jo kendt uddannelsessyste-met fordi det holdt sig temmelig uændret til1920.

Hvis jeg i lige så grove træk skal sige no-get om de sidste 50 år, kommer jeg ikkeudenom at måtte forsvare uddannelsen, somden er ved at udvikle sig. Det er et uom-tvistelig fremskridt, at man er holdt op atundervise i projektering i historiske stilarter,og at man i stedet for så vidt muligt ind-skærper eleverne almen-gyldige arkitektur-synspunkter; og det er lige så værdifuldt, atstudiet af gammel arkitektur er anlagt direk-te (og udelukkende) på at dygtiggøre elever-ne til omsorgen for de gamle huse. Hvad den-ne særlige del af undervisningen angår, harinteressen vel ikke altid været lige stor, mender har hele tiden været en mulighed for,

at elever, der følte tilskyndelse i den retning,kunde få støtte på skolen til denne del afuddannelsen; og lige nu må forholdene (bå-de i København og i Århus) ubetinget be-tegnes som lovende.

Når der i dag skal tages stilling til, om dearkitekter, der er uddannet efter den nyereordning, i al almindelighed egner sig til atvære med som konsulenter eller som direkteprojekterende på de områder, det her drejersig om, er det nødvendigt at fastlægge be-dømmelsesgrundlaget. Jeg ser bort fra dettekniske område (ingen be tvivler vel arki-tekternes egnethed, når det gælder materiale-valg eller konstruktive spørgsmål), og jeg kannøjes med at slå fast - som gældende bådebygningsinspektørernes og de særlige kirkesynsbedømmelse af kirkesager — at de historiskeog kunstneriske hensyn erfaringsmæssigt letlader sig forene i de allerfleste tilfælde. Nårman så spørger, hvad der skal ske i undtagel-sestilfældene, hvor valget gælder en af to mu-ligheder, er der for mig ingen tvivl om, at denløsning må vælges, som tilfredsstiller de kunst-neriske krav, eftersom det ikke er som muse-umsgenstand, men som en kunstgenstand, derkan støtte gudstjenesten, at kirken har kravpå bevaring og omsorg.

Det er min overbevisning, at det stadigtvil være muligt mellem arkitekterne at findetilstrækkeligt mange, der vil kunne gørefyldest som tillidsmænd, hvor man står over-for de tekniske og kunstneriske spørgsmål,det her drejer sig om, og at pladserne sommedlemmer af kirkesynene og som rådgiverefor Kirkeministeriet i andre kirkesager vilkunne besættes tilfredsstillende frem i tiden.

Når jeg har anvendt udtrykket »rådgiverefor Kirkeministeriet« og ikke »kgl. bygnings-inspektører«, er det fordi jeg tror, at den tidkan komme, da det vil være naturligt at fri-tage bygningsinspektørerne for kirkekonsulta-tioner. Der er nemlig ikke alene i de senereår lagt flere og flere nybygningsopgaver påbygningsinspektørerne, men samtidigt er ad-

45

ministrationen af byggeriet blevet så megetmere krævende, at det nok kan knibe for enbygningsinspektør at afse tid til at give kir-kekonsultationen den omhyggelige og person-lige behandling, som den fortjener. Den tid-ligere gældende geografiske inddeling af lan-det, hvorefter en bygningsinspektør i et be-stemt område både var arkitekt for stats-bygningerne og konsulent for kirkerne, haralligevel været genstand for så mange omlæg-ninger, at det ikke længere føles som en lo-gisk nødvendighed. Hvis man fortsat vil væ-re sikker på, at sagerne får den bedst muligebehandling, kan det blive nødvendigt, atman frigør sig for denne samhørighed ogengagerer andre (og naturligvis lige så gode)folk til arbejdet med kirkerne; men det erafgjort nødvendigt, at det bliver arkitekter,der får det betroet, hvis de foran fremhævedetekniske og kunstneriske hensyn skal tilgode-ses.

Hvis de særlige kirkesyns sammensætningikke er lovfæstet, må man vel i og for sig

godt kunne afvige fra den hidtidige sædvane(hvorefter synet består af en museumsmandog to arkitekter) og i stedet besætte den enearkitektplads med en universitetsuddannetkunsthistoriker, og det skal ikke på forhåndbestrides, at dette kan føre til et lykkeligt re-sulat; det hele afhænger jo af, at man fin-der de rigtige prsoner. Men hvis denne tred-je mand skal repræsentere noget andet endmuseumsmanden, skal han kunne forstå etkunstnerisk standpunkt, og det er næppesandsynligt, at en kunsthistoriker evner detpå samme måde som en udøvende kunstner.Ud fra hvad der foran er sagt om betyd-ningen af, at de kunstneriske hensyn fårafgørende vægt, må jeg advare mod, at stil-lingen på forhånd forbeholdes en kunsthi-storiker. Som sagt er det personerne detkommer an på, så det gælder om at vælgeden bedste, hvad enten han er det ene ellerdet andet.