betÆnkning om arbejdsanstalterne - elov · betÆnkning om arbejdsanstalterne afgivet af udvalget...

BETÆNKNINGOM ARBEJDSANSTALTERNE

AFGIVET AF UDVALGET

ANGÅENDE FORSORGEN FOR DE I FORSORGSLOVENS

KAPITLER XXIV-XXVII OMHANDLEDE PERSONER

BETÆNKNING NR. 220

1959

Udvalget angående forsorgen for de i for-sorgslovens kapitler XXIV-XXVII om-handlede personer har afgivet følgende be-tænkninger:

1) Betænkning afgivet af udvalget angåen-de forsorgen for de i forsorgslovens ka-pitler XXIV-XXVII omhandlede per-soner, 1. del. (København 1952).

2) Klientellet på arbejdsanstalterne. (Be-tænkning nr. 102, 1955).

3) Forsorgen for alkohollidende. (Betænk-ning nr. 208, 1958).

4) Betænkning om arbejdsanstalterne (Be-tænkning nr. 220, 1959).

IndholdsfortegnelseKapitel K

INDLEDNING

A. Udvalgets opgaver' og hidtidige arbejdeB. Nærværende betænkning

Kapitel 2.DE BESTÅENDE ARBEJDSANSTALTERA. Arter af afdelinger 8

(a. Tvangsafdelinger, b. arbejdsafdelinger,c. forsørgelsesafdelinger, d. sygeafdelinger,e. plejeafdelinger, f. kvindeafdelinger).

B. Anstalternes område 9(a. Tvangsafdelinger, b. øvrige afdelinger).

C. Anstalternes størrelse, benyttelse m. v 11D. Lukkede afdelinger 12E. Anstalternes standard 12F. Reglementer og spørgsmål i forbindelse her-

med 131. Det nye reglement for Sundholm og erfa-

ringerne med dette 132. Reglementer for anstalter uden for Kø-

benhavn 143. Psykiatrisk tilsyn m. v. ved arbejdsanstal-

ten Sundholm 144. Psykiatrisk tilsyn m. v. ved arbejdsanstal-

ten i Århus 15

Kapitel 3.

ARBEJDSANSTALTERNES NUVÆRENDE KLIENTEL

A. Belægningens størrelse 16B. Aldersfordeling 16C. Klientellets størrelse 17D. Legemlige og psykiske defekter ,. 17E. Drikfældighed 17F. Almindelig sammenfatning 18G. Nogle specielle grupper inden for klientellet 18

1. Folke- og invalidepensionister m. fl 182. De unge 19

(a. Klientelundersøgelsen, b. en Sund-holmundersøgelse, c. unge på nogle an-dre institutioner)

3. Kvinderne 20

Kapitel 4.

FORSKELLIGE INSTITUTIONER MED ET KLIENTEL,

SOM ER BESLÆGTET MED ARBEJDSANSTALTSKLIENTELLET

A. Herberger og arbejdshjem 221. Herberger og arbejdshjem i København,

der samarbejder med centralkontoret forhjemløse mænd 22

2. »Himmelekspressen« 23B. Møltrup optagelseshjem 24C. »Arbejde Adler«s hjem 24

D. Københavns politis sociale hjælpetjeneste .. 24E. Klientellet på Kofoeds Træningsskole 26

Kapitel 5.DET FORVENTEDE FREMTIDIGE BEHOV FOR PLADSER

I ARBEJDSANSTALT

1. Ændringer i befolkningstallet 272. Forskydninger i befolkningens aldersfor-

deling 273. Beskæftigelsesforholdene 274. Lovgivningen m. m 285. Sammenfatning 28

Kapitel 6.FOREBYGGELSE

A. Almindelige bemærkninger 29B. Særlige problemer vedrørende de unge . . . . 30C. Særlige problemer vedrørende den tilflyttede

ungdom 32

Kapitel 7.

SORTERING AF DET NUVÆRENDE KLIENTEL

A. De gamle 34B. De unge 34C. De kronisk syge 34D. De sindssyge m. fl 35

1. Sindslidende 352. Psykopatisk prægede 363. Sinker og åndssvage 36

E. Afsluttende bemærkninger om frasortering. 37

Kapitel 8.

FORSLAG OM ARBEJDSANSTALTERNES FREMTIDIGE

INDRETNING, VIRKEMÅDE M. V.

A. Almindelige synspunkter om behov for øge-de behandlingsmæssige muligheder 381. Overlæge Stürups udkast 382. Udvalgets drøftelser 39

B. Klientelundersøgelsens forslag om en ratio-nel opbygning af anstalterne som behand-lingsinstitutioner 39

C. Udvalgets forslag om arbejdsanstalternesindretning 41

D. Særlige bemærkninger om de nuværendetvangsarbejdsanstalter og om behovet forlukkede afdelinger 43

E. Forslag om ordensmæssige bestemmelser . . . 44F. Forskellige særlige spørgsmål 48

1. Muligheden for at anvende Møltrup op-tagelseshjem og »Arbejde Adler«s hjemsom arbejdskolonier 48

2. De unge 493. Kvinderne 494. Bortgang i utide 495. Efterforsorg m. v 506. Herbergernes forhold 50

3

Kapitel 9.

FINANSIERINGEN AF ARBEJDSANSTALTERNES DRIFT

A. Gældende regler 52li. Sammenligning med takstreglerne for alder-

domshjem og plejehjem for kronisk syge . . 53C. Kritik af de gældende regler 53D. Udvalgets forslag om finansieringen 54

Kapitel 10.

FORSLAG TIL REGLER OM INDLÆGGELSE

A. Oversigt over de gældende regler om ind-læggelse i arbejdsanstalt 57

B. Domstolsprøvelse 58C. Udvalgets overvejelser 58

1. Reglerne om henvisning til anstaltsfor-sorg og indlæggelse af personligt under-støttede i sygdomstilfælde (§ 30, jfr. § 45) 58

2. Forsømmelige bidragsskyldige og forsør-gere (§§ 200, stk. 3, 311 og 313) 58

3. Særlige bemærkninger om forsømmeligebidragsskyldige (§ 200, stk. 3, jfr. § 214) 59

4. Særlige bemærkninger om forsømmeligeforsørgere (§§ 311-313) 59a. Nugældende regler 59b. Forholdet til bidragsreglerne 60c. Straffelovens regler om forsømmelige

forsørgere 60d. Spørgsmål om en ændret affattelse af

kapitel XXV (§§ 311-313) 61e. Praksis efter indførelse af domstolskon-

trollen (herunder om kravet om klagefra hustruen og om bidragspålæggelse,når der ikke er aktuel arbejdsindtægt) 62

f. Følger af forslagene om ændring afarbejdsanstalternes struktur 64

5. Alkohollidende (§§ 316-317) 646. Erhvervs- og subsistensløse (§§ 321-322).. 64

a. Området for § 321 (begrebet erhvervs-og subsistensløs) 64

b. Forelæggelser for amtet af sager omindlæggelse efter § 321 66

c. Følger af forslagene om ændring af ar-bejdsanstalternes struktur 66

d. Ophævelse af § 322 677. Fattighjælpsvirkning af hjælp til anstalts-

ophold m. v 68

Kapitel 11.

FORSKELLIGE FORSLAG OM FREMGANGSMADEN VED

INDLÆGGELSER OG OM LÆGEUNDERSØGELSER,

INDBERETNINGER, OPBEVARING AF AKTER M. M.

A. De indlæggende myndigheder 69

B. Anstalternes opgaver ved modtagelsen . . . . 69

C. Registrering i centralt kartotek 70D. Aktpakker eller lægelig journal 71E. Resocialiseringsforanstaltninger under op-

holdet 72

Kapitel 12.

LOVFORSLAG 73

Kapitel 13.

RESUMÉ 77

Bilag 1.FORSORGSLOVENS BESTEMMELSER VEDRØRENDE AR-

BEJDSANSTALTER OG TVANGSARBEJDSANSTALTER M. V. 83

Bilag 2.DET GÆLDENDE REGLEMENT FOR ARBEJDSANSTALTEN

SUNDHOLM 95

Bilag 3.UDKAST TIL MØNSTERREGLEMENT 98

Bilag 4.UDVALGETS SKRIVELSE AF 29. DECEMBER 1955 TIL

POLITIDIREKTØREN I KØBENHAVN 103

Bilag 5.UDVALGETS SKRIVELSE AF 29. DECEMBER 1955 TIL

KØBENHAVNS MAGISTRAT 104

Bilag 6.SKRIVELSE AF 27. MARTS 1956 FRA KØBENHAVNS

POLITI 105

Bilag 7.SKRIVELSE AF 20. OKTOBER 1956 FRA KØBENHAVNS

MAGISTRATS 3. AFDELING 107

Bilag 8.UDVALGETS SKRIVELSE AF 20. NOVEMBER 1956 TIL

JUSTITSMINISTERIET 1 1 0

Bilag 9.JUSTITSMINISTERIETS SKRIVELSE AF 6. DECEMBER

1957 111

Kapitel 1.

Indledning.

A. Udvalgets opgaver og hidtidige arbejde.

I den første betænkning, der i 1952 blevafgivet af udvalget angående forsorgen forde i forsorgslovens kapitler XXIV-XXVIIomhandlede personer, er aftrykt socialmi-nisteriets skrivelse af 30. april 1948 om ud-valgets nedsættelse.

I skrivelsen omtales, at baggrunden varden kritik, der fra forskellig side var frem-sat mod de foranstaltninger, som efter dengældende lovgivning kunne iværksættesmed hensyn til arbejdsmodvillige personer,alkoholister, løsgængere og iøvrigt perso-ner, som viser asociale træk. Om enkelt-heder i kritikken henvises iøvrigt til skri-velsen.

Udvalgets opgave var herefter at iværk-sætte en nærmere undersøgelse af de kriti-serede forhold og at fremkomme med for-slag til en nyordning. Ved sine overvejelser,herunder om iværksættelsen af foranstalt-ninger til en effektiv genrejsning af de om-handlede personer, skulle udvalget ikkevære bundet af de i forsorgslovens §§ 36 og40-42 opregnede anstaltsformer, ligesomudvalget kunne drøfte muligheden foretablering af forsorg uden anstaltsanbrin-gelse. Endvidere burde udvalget i det heletage stilling til, hvorvidt og i hvilket om-fang der måtte være anledning til at ændrede nugældende regler for inddragelse un-der forsorg af de heromhandlede person-grupper.

Udvalgets formand og medlemmer be-skikkedes den 16. juni 1948, jfr. den for-tegnelse over de daværende medlemmer,der findes i udvalgets første betænkning.

Siden denne betænkning blev afgivet, erinspektør V. Christophersen, kordegn Chr.Kofoed, bestyrer Oluf Pedersen og pastorM. N. Randkær afgået ved døden. Af ud-valget er endvidere udtrådt daværende eks-

peditionssekretær, nu afdelingschef i ar-bejdsministeriet, dr. jur. Tyge Haarløv ogdaværende kontorchef, nu direktør forbørne- og ungdomsforsorgen H. Horsten.

Til medlemmer af udvalget er dels i ste-det for de nævnte dels iøvrigt beskikketnye medlemmer. Af disse er senere udtrådtinspektør Felix Poulsen, og udvalget bestårherefter af følgende:Amtmand V. F. baron Wedell-Wedellsborg

(formand),pastor Børge Andersen som repræsentant

for afholdsforeningen Det Blå Kors,ekspeditionssekretær i socialministeriet H.

Antonsen,amtsrådsmedlem Rich. Bech som repræsen-

tant for De samvirkende sognerådsfor-eninger,

overlæge dr. med. Carl Clemmesen som re-præsentant for sundhedsstyrelsen,

socialdirektør, cand. jur. Rud. Conrad somrepræsentant for Københavns magistrats3. afdeling,

præst ved arbejdsanstalten Sundholm, pa-stor Harald Flensmark,

amtmand P. Holck, Randers,socialdirektør Orla Jensen, Århus,sognerådsformand J. Jespersen, Farum, som

repræsentant for Bymæssige kommuner,kontorchef i socialministeriet W. Johann-

sen,forstander for Kofoeds Skole, pastor Er-

hard Jørgensen,direktør for universitetets arvebiologiske

institut, professor, dr. med. Tage Kemp,inspektør ved arbejdsanstalten Skansegår-

den Hans Larsen,landsdommer Chr. Ludvigsen som repræ-

sentant for justitsministeriet,kontorchef i indenrigsministeriet Fl. Mar-

tensen-Larsen,

5

rådmand Chr. Nielsen som repræsentantfor Den danske Købstadforening,

fhv. socialinspektør O. V. Nielsen, Aalborg,overregistrator Axel Roelsen som repræsen-

tant for handelsministeriet,inspektør ved arbejdsanstalten Sundholm

Max Sanddahl,overlæge ved psykopatanstalten i Hersted-

vester, dr. med. G. K. Stürup,gårdejer Chr. Thomsen, Brænderup, som

repræsentant for amtsrådsforeningen.

Sekretærarbejdet har for nærværende be-tænkning været fordelt mellem:Ekspeditionssekretær i socialministeriet,

fungerende kontorchef i ankenævnet forinvalideforsikringsretten fru B. WeisBentzon.

fuldmægtig Fl. Lerche, socialministeriet,fuldmægtig H. Koldby Nielsen, socialmini-

steriet ogfuldmægtig Kirsten Rudfeld, socialministe-

riet.

1 udvalgets første betænkning er dergjort rede for en række forhold vedrørendeanstaltsforsorgen, og der blev stillet forslagom ændringer i forsorgsloven med henblikpå en eventuel ratifikation af Europarådetskonvention om menneskerettigheder. Vedlov nr. 33 af 25. februar 1953 gennemførtesde af udvalget stillede forslag med visse æn-dringer, og konventionen blev herefter rati-ficeret.

Efter grundloven af 5. juni 1953 gen-nemførtes der ved lov nr. 176 af 11. juni1954 forskellige ændringer i forsorgsloven,hvorefter beslutninger om tvangsmæssiganbringelse på arbejdsanstalt, tvangsar-bejdsanstalt, arbejdskoloni eller afvæn-ningshjem eller eventuelt (i medfør af for-sorgslovens § 30, stk. 4, jfr. § 45, stk. 3) påandre anstalter, kan indbringes for dom-stolene til prøvelse af lovligheden af denpågældende frihedsberøvelse.

I udvalgets fortsatte arbejde har mansom nævnt i første betænkning særlig lagtvægt på at lade foretage en social-psykolo-gisk undersøgelse af klientellet på arbejds-anstalterne. Udvalget har udsendt en rede-gørelse om denne undersøgelses resultaterunder titlen: »Klientellet på arbejdsanstal-terne« (betænkning nr. 102, 1955). Rede-gørelsen er udarbejdet ved kriminalpsyko-

log cand. psych. Karen Berntsen, bistået aftjenestemænd i socialministeriet. Den be-nævnes i det følgende som »klientelunder-søgelsen«.

Under hensyn til den centrale betyd-ning, alkoholismen - som påvist i udval-gets første betænkning - har for anbrin-gelse af personer på arbejdsanstalterne, harudvalget endvidere nedsat et underudvalgmed den opgave at gå nærmere ind påspørgsmålet om alkoholmisbrugenes betyd-ning i social henseende og at udarbejdeforslag til en tidssvarende forsorg for alko-holiidende. Til deltagelse i dette underud-valgs arbejde tilkaldtes forskellige sagkyn-dige. Underudvalgets betænkning er af-givet i 1958 under titlen: »Forsorgen foralkohollidende« (betænkning nr. 208).

B. Nærværende betænkning.

I udvalgets første betænkning er bl. a. gjortrede for den historiske udvikling af for-sorgen for asociale personer.

Som det fremgår deraf, har dette for-sorgsområde altid givet vanskelige proble-mer for forsorgsmyndighederne, og forsor-gen har skiftet karakter mange gange, en-ten som følge af forandringer i samfunds-forholdene eller i synet på, i hvilken ud-strækning der skulle knyttes retsvirkningertil modtagelse af offentlig hjælp. Tilligehar det antagelig ofte spillet en rolle, atman ikke har haft tilstrækkeligt kendskabtil mange af de menneskelige forhold, derhar været baggrunden for de understøtte-des asociale levevis.

Udvalget har derfor - som nævnt foran -lagt megen vægt på foretagelsen af klien-telundersøgelsen, og den hermed forelig-gende betænkning tager hovedsagelig situdgangspunkt i denne undersøgelse og i debehandlingsmæssige overvejelser, som over-læge dr. med. Georg K. Stürup har føjettil redegørelsen (klientelundersøgelsen side263 ff).

Det følger af klientelundersøgelsens be-skrivende karakter, at de resultater, den in-deholder, ikke kan give direkte anvisningpå metoder til at forhindre, at menneskerbliver asociale, eller på de foranstaltninger,der bør træffes for at søge at genrejse dem,der allerede er blevet asociale.

6

Til belysning af denne begrænsning kannævnes, at der i flere tilfælde ved under-søgelsen blev påvist vanskeligheder og mis-forhold, der ikke kan ændres af det offent-lige ved en anstaltsforsorg, medmindre mani væsentligt videre omfang end hidtil laderdet offentlige gribe ind i personlige for-hold. Dette gælder således, hvor en socialderoute udløses af rent personlige, f. eks.familiemæssige forhold, idet en social de-route i en sådan situation snarere kunnetænkes hindret gennem et enkelt andetmenneskes eller nogle enkelte andre men-neskers adfærd end ved en offentlig myn-digheds indgriben.

På den anden side vil det også for så-danne tilfælde være af værdi, at eventuelleforholdsregler fra det offentliges og fra in-stitutioners side er egnede til bedst muligtat modvirke en deroute, selv om man ikkekan vente, at disse forholdsregler vil væretilstrækkelige i sig selv. Trods den nævntebegrænsning kan det ved klientelundersø-gelsen tilvejebragte materiale derfor gi\eværdifulde oplysninger til brug ved over-vejelserne om forsorgens indretning.

Udvalget er af de nævnte grunde klarover, at de forholdsregler, om hvilke dermed udgangspunkt i det nævnte materialekan stilles forslag i denne betænkning, vilhave en begrænset betydning. Man er der-for også klar over, at en kommende udvik-ling inden for den sociale forsorg vil kun-

ne samle opmærksomheden om helt andreforholdsregler end dem, der her kan fore-slås. Muligvis vil det også spille en rolle, atdet klientel, der er tale om, ikke er særligstort, hvilket i forbindelse med en hensyn-tagen til behovet for andre påtrængendesociale foranstaltninger vil gøre det van-skeligt at opnå de nødvendige bevillingertil større investeringer i de nye institutio-ner, som måtte indrettes, hvis forsorgenskulle omlægges væsentligt. Selv om udvik-lingen måtte forme sig således, vil klientel-undersøgelsens resultater dog inden for de-res begrænsede felt af forsorgsområdet be-vare deres store værdi, og resultaterne vilformentlig også have betydning for merealmene socialpolitiske overvejelser.

I nærværende betænkning gives en kortredegørelse om de bestående forhold ogom de foreliggende problemer, og der stil-les forskellige forslag om anstaltsforsorgensfremtidige tilrettelæggelse og om ændrin-ger i forsorgslovens regler om indlæggelse iarbejdsanstalt.

Den beskrivende del af betænkningen(kapitlerne 2-5) fremtræder i et vist om-fang som resumé af dele af udvalgets før-ste betænkning og klientelundersøgelsen ogi et vist omfang som et supplement tilde beskrivelser, der er givet i disse.

Med afgivelsen af denne betænkning be-tragter udvalget sit arbejde som afsluttet.

København, februar 1959.

BØRGE E. ANDERSEN H. ANTONSEN RICH. BECH CARL CLEMMESEN RUD. CONRAD

HARALD FLENSMARK P. HOLCK ORLA JENSEN J. JESPERSEN W. JOHANNSEN

ERHARD JØRGENSEN TAGE KEMP HANS LARSEN CHR. LUDVIGSEN

FL. MARTENSEN-LARSEN CHR. NIELSEN O. V. NIELSEN AXEL ROELSEN

MAX SANDDAHL G. K. STURUP CHR. THOMSEN V. WEDELL-WEDELLSBORGformand

B. W. Bentzon Fl. Lerche H. Koldby Nielsen Kirsten Rudfeld

7

Kapitel 2.

De bestående arbejdsanstalter m« v.

A. Arter af afdelinger.

Forsorgsloven forudsætter, at der findesfølgende slags anstaltsafdelinger, jfr. §§ 36,40 og 43 (der er aftrykt som bilag 1 til den-ne betænkning):

a. Tvangsal delinger (jfr. § 40, stk. 1).

Disse afdelinger er bestemt til anbringel-se af personer, der efter forsorgsloven skalanses med tvangsarbejde, jfr. de nedenfor ikapitel 10 omtalte bestemmelser, som hjem-ler sådan anbringelse.

b. Arbejdsajdelinger (jfr. § 36, stk. 1).

Disse afdelinger er bestemt til anbrin-gelse af nogenlunde arbejdsføre personer,der ikke er egnede til at modtage kontantunderstøttelse, eller som efter lovens sær-lige bestemmelser kan tvangsanbringes påarbejdsanstalt, jfr. de i kapitel 10 omtaltebestemmelser, som hjemler sådan anbrin-gelse.

c. Forsørgelsesafdelinger (jfr. § 36, stk. 2).

Disse afdelinger er ifølge socialministe-riets cirkulære af 27. marts 1934 bestemt tilanbringelse af folk, der ikke kan klare sigselv, og for hvem andet anbringelsesstedvanskeligt kan skaffes, f. eks. gamle og sva-gelige personer eller asociale, men skikke-lige individer, om hvem det på forhåndmå betragtes som udelukket, at de gennemen egentlig arbejdspligt kan vænnes til atarbejde, eller personer, der på grund afuhelbredelige sjælelige eller legemlige de-fekter er ude af stand til at arbejde, mensom efter deres forhold ikke skal anbrin-ges på en særforsorgsansalt eller et pleje-hjem for kronisk syge.

d. Sygeafdelinger (jfr. § 36, stk. 2).

Disse afdelinger er bestemt til anbrin-gelse af de anstaltsbeboere, der trænger tilegentlig sygebehandling, men som ikke børindlægges på hospital eller plejehjem forkronisk syge.

Hertil kommer i praksis:

e. Plejeafdelinger,

der er bestemt til at modtage personer, dermå være under stadigt tilsyn og pleje, menikke opfylder betingelserne for at bliveindlagt i et plejehjem for kronisk syge (fin-des kun på arbejdsanstalten Sundholm).

f. Kvindeafdelinger,

der ikke er opdelt i alle de foran nævnteafdelinger. Disse afdelinger er indrettet, for-di antallet af indlagte kvinder er så ringe,at en adskillelse mellem de foran nævnteforskellige slags afdelinger kun undtagelses-vis kan gennemføres for kvinder.

De fleste indlæggelser finder sted påarbejds- og forsørgelsesafdelingerne. Påmange af anstalterne skelnes der ikkeskarpt mellem, disse to slags afdelinger.Fuldstændige statistiske oplysninger om,hvordan belægningen er fordelt mellemdem, foreligger derfor ikke, men gennem-gående kan forholdene beskrives således,at de nogenlunde arbejdsføre og eventueltmere urolige personer indlægges på arbejds-afdelingerne, medens de ældre og svageligeindlægges på forsørgelsesafdelingerne.

8

B. Anstalternes område.

For tiden findes følgende arbejdsanstalter:

a. Tvangsaf de Unger: Område:

1) Arbejds- og tvangsarbejdsanstalten København, Sjælland, Lolland, Falster og»Sundholm«, København Fyn

2) Bornholms amts arbejds- og tvangsar- Bornholmbejdsanstalt, Rønne

3) Horsens amtskommunale tvangsarbejds- Vejle, Skanderborg, Århus, Ribe, Haders-og forsørgelsesanstalt, Horsens lev, Åbenrå, Sønderborg og Tønder amter

4) Viborg amts arbejds- og tvangsarbejds- Randers, Viborg og Ringkøbing amter,anstalt, Viborg.

Som det fremgår heraf, har Aalborg, indlagte. Når det er nødvendigt, finderThisted og Hjørring amter ingen overens- indlæggelse i disse tilfælde sted efter for-komstmæssig dækning for tvangsafdelinger, handling i hvert enkelt tilfælde mellemda den amtskommunale arbejdsanstalt i amterne og de eksisterende tvangsarbejds-Aalborg ikke længere modtager sådanne anstalter.

b. Øvrige afdelinger: Område:

1) Arbejds- og tvangsarbejdsanstalten København, Frederiksberg og Roskilde kom-»Sundholm, København muner, Roskilde amt samt kvinder fra Kø-

benhavns amt, Holbæk amt og Helsingørkommune

2) Frederiksborg arbejdsanstalt, »Skanse- Københavns amt, Frederiksborg amt, Hol-gården«, Hillerød bæk amt og Frederiksberg kommune (kun

mænd)

3) Arbejds- og forsørgelsesanstalten, Næs- Præstø og Sorø amter, Køge kommune,tved kvinder fra Holbæk amt

4) Bornholms amts arbejds- og tvangsar- Bornholms amtbejdsanstalt, Rønne

5) Maribo amts arbejdsanstalt og pleje- Maribo amthjem, Sakskøbing

6) Arbejdsanstalten for Odense og Assens Odense amtamtsrådskredse med tilhørende køb-stæder, »Store Dannesboe«, pr. Bellinge

9

7) Det kommunale syge- og plejehjem (ar- Odense amtbejdsanstalten »Store Dannesboe«s for-sørgelsesafdeling), Odense

8) Arbejdsanstalten for Svendborg amt Svendborg amt»Viebæltegård«, Svendborg

9) Horsens kommunale arbejds- og for- Horsens kommune og Skanderborg amtsørgelsesanstalt, Horsens (nu nedlagt)

10) Horsens amtskommunale tvangsar- Skanderborg og Vejle amterbejds- og forsørgelsesanstalt, Horsens

11) Arbejdsanstalten »Overmarksgården«, Vejle amtKolding

12) Forsørgelsesanstalten »Vestre Kejl- Silkeborg kommunestrup«, Silkeborg (driften indtil videreindstillet)

13) Århus amts arbejdsanstalt, Århus (med Århus amtfilial »Bispegården«, Staustrup)

14) Syge- og plejehjemmet, Randers (kun Randers amtforsørgelsesanstalt)

15) Den kommunale arbejdsanstalt »Set. Aalborg kommuneJørgensgård« og forsørgelsesanstalten»Set. Jørgens Stiftelse«. Aalborg

16) Arbejds- og tvangsarbejdsanstalten, Aalborg, Hjørring og Thisted amterAalborg

17) Viborg amts arbejds- og tvangsarbejds- Viborg og Randers amteranstalt, Viborg

18) Ringkøbing amts arbejds- og forsørgel- Ringkøbing amtsesanstalt, Holstebro

19) Ribe amts arbejds- og forsørgelsesan- Ribe amtstalt, Esbjerg

20) Arbejds- og forsørgelsesanstalten for Haderslev amtHaderslev amt og by, Hoptrup

21) Åbenrå-Sønderborg amts arbejdsan- Åbenrå-Sønderborg amtstalt, Ulkebøl

22) Tønder amts arbejdsanstalt pr. Gørris- Tønder amtmark

10

Det fremgår af denne oversigt, at detsamlede normerede antal pladser i 1957var 1.569. Heraf fandtes på tvangsarbejds-afdelingerne 94, på arbejdsafdelingerne 818(inkl. forsørgelsesaf delingerne for den kom-munale arbejdsanstalt i Horsens, amtsar-bejdsanstalten i Viborg og Ribe amts ar-bejdsanstalt) og på forsørgelses- og syge-afdelinger 657. Antallet af pladser formænd var ialt 1.330 (inkl. pladser påtvangsarbejdsanstalter) og for kvinder 239.

I udvalgets første betænkning findes enbeskrivelse af anstalterne (side 31 ff) og enredegørelse om belægningsf or holdene m. v.(side 85 ff).

Siden disse oplysninger blev indhentet, erantallet af normerede pladser formindsketmed ca. 640, og der er foretaget visse mo-derniseringer.

Det kan herved bemærkes, at der i 1951

var en betydelig underbelægning, særligi København og på Sjælland, jfr. betænk-ningen side 88.

Indskrænkningerne har særlig fundetstedi København og på Sjælland samt i detnordlige Jylland. Det samlede normeredepladsantal på Sundholm er således gåetned fra 764 til 487 (heraf tvangsarbejdsaf-delingen fra 120 til 28 pladser), navnligsom følge af, at nogle af anstaltens byg-ninger er udlejet til hospitalsbrug. Ar-bejdsanstalten Stolpegården med 115 nor-merede pladser, arbejdsanstalten i Køgemed 11 pladser og arbejdsanstalten i Hol-bæk med ca. 100 pladser er blevet nedlagt.Randers arbejdsanstalt, som tidligere havdebåde arbejds- og forsørgelsesafdeling medialt 108 normerede pladser, er fra decem-ber 1954 kun forsørgelsesanstalt med 46pladser. Arbejds- og tvangsarbejdsanstalten

1) Arbejds- og forsørgelsesafdeling er opgivet under eet, og tallene er medregnet under arbejdsafdelingen.2) Tal fra 19.51.3) Sygeafdelingen i Århus og (tildels) i Odense fungerer i realiteten som sygehusafdelinger for alle slags patienter.

11

i Aalborg har nedlagt tvangsaf delingenmed ialt 12 pladser, og den normerede be-lægning på de øvrige afdelinger er gåetned fra 59 til 24 pladser; disse afdelingerer flyttet til en mindre fløj samtidig med,at en del af anstaltens bygninger er udlejettil kaserne. Desuden er der på enkelte afde andre anstalter sket mindre forskydnin-ger, jfr. bl. a., at sindssygevæsenet har låntnogle pladser på arbejdsanstalten i Sakskø-bing, og at der i arbejdsanstalten i Ribe erindrettet midlertidige lejligheder for hus-vilde. Horsens kommunale arbejdsanstaltog arbejdsanstalten i Silkeborg er efter 31.marts 1957 nedlagt, medens anstalten i År-hus overvejes flyttet.

Anstalterne har fremdeles underbelægning,jfr. herom nedenfor i kapitel 3 (side 16),og de anvendes derfor til andre formål ogsåi andre end de foran omtalte mere varigetilfælde.

Det kan således nævnes, at arbejdsanstal-ten i Århus modtager patienter på syge-afdelingen direkte ude fra byen, ofte forsygekasseregning. Den 31. marts 1956 hen-lå der 28 og den 31. marts 1957 23 af dissepatienter, der ikke hører til anstaltskli-entellet, og arbejdsanstalten benyttes så-ledes i dette tilfælde som aflastning forhospitalerne. Endvidere anvendes en delaf arbejdsanstalterne nu og da til midler-tidig placering af husvilde. Regelmæssigter dette forekommet på arbejdsanstaltenSundholm, på den kommunale arbejdsan-stalt i Horsens og - som nævnt foran - påarbejdsanstalten i Esbjerg, hvor de ind-rettede lejligheder til husvilde dog admini-streres særskilt. Undtagelsesvis har detsamme været tilfældet i de senere år påarbejdsanstalten på Bornholm samt ar-bejdsanstalten i Århus. Endelig har der inogen tid på Sundholm været lokaler tilmodtagelse af personer fra fremmedpolitietsamt modtagelsesstuer for mænd, en ord-ning der dog nu er opsagt.

Større moderniseringer og; ændringer erforetaget eller er i gang på Sundholm, iHillerød og Næstved, på den amtskommu-nale arbejdsanstalt i Horsens, på arbejds-anstalten i Kolding og på den tilbagevæ-rende forsørgelsesanstalt på arbejdsanstal-ten i Randers. Nye avlsbygninger er end-videre opført på anstalten i Hoptrup.

I). Lukkede afdelinger.

På 9 anstalter (herunder samtlige tvangs-arbejdsanstalter) findes lukkede afdelinger.Dette er tilfældet på Sundholm, Hillerød,Bornholm, Svendborg, den amtskommu-nale anstalt i Horsens, Kolding, Århus, Set.Jørgensgård i Aalborg og Viborg. Det erkun tvangsarbejdsafdelingerne og arbejds-afdelingerne, der er lukkede, medens derpå samtlige anstalter findes åbne forsørgel-ses- og - eventuelt - sygeafdelinger.

Af de anstalter, på hvilke der findes luk-kede afdelinger, er 5, nemlig Sundholm,Svendborg, Kolding, Århus og Aalborg, til-dels afspærrede. På Sundholm, Hillerød,Næstved, Svendborg, Århus og Set. Jørgens-gård findes fast portvagt, medens gitter forvinduerne forekommer på Bornholm, Næs-tved, Svendborg, Horsens amtskommunaleanstalt, Kolding, Set. Jørgensgård, denamtskommunale anstalt i Aalborg og Vi-borg; i alle tilfælde dog kun på nogle afanstalternes afdelinger, eller (for så vidtangår Næstved) kun værkstederne.

E. Anstalternes standard.

Til belysning af anstalternes nuværendestandard kan nævnes, at der på samtligeanstalter (bortset fra den amtskommunaleanstalt i Horsens) i 1956 var 436 stuer medialt 1.489 sengepladser og i 1957 420 stuermed 1.496 pladser, således at stuernes gen-nemsnitsstørrelse er godt 3 senge. Derfandtes i 1956 kun 71 een-sengsstuer, hvor-af ca. halvdelen forekom på tvangsarbejds-anstalterne. Af to-sengsstuer fandtes 111, aftre-sengsstuer 125, og af stuer med 5 ellerflere senge 129; men antallet af senge pådisse stuer udgjorde 757, således at mereend halvdelen af det normerede antal plad-ser på arbejdsanstalterne findes på dissetemmelig store stuer.

Udvalgets samlede indtryk af anstalterneer fremdeles som nævnt i udvalgets førstebetænkning, at behandlingen på dem oganstalternes standard ikke er fulgt med iden almindelige udvikling på det socialpo-litiske område. Der er med hensyn til be-handlingen kun enkelte steder og kun for-søgsvis indført metoder, der positivt og sy-stematisk tilsigter resocialisering af de ind-lagte, eller som er tilpasset de indlagtes

12

eventuelle psykiske afvigelser fra det nor-male. Anstalternes indretning og udstyr eri de senere år på en række områder for-bedret, men den ydre standard er dog sta-dig væsentligt lavere end den, der findespå alderdomshjem. De fleste anstalter be-nytter bygninger, der helt eller delvis erbygget før 1900, og som i overensstemmelsemed den tids byggeskik er synligt stærktanstaltsprægede. De sanitære og andre tek-niske installationer er i nogle anstalter tem-melig ringe. Tvangsarbejdsaf delinger nebærer ofte præg af gammeldags fængsel. Ar-bejdsafdelingerne er meget spartansk ud-styret. Standarden på forsørgelsesafdelin-gerne er noget højere, men dog også her ialmindelighed ret lav.

Anstalterne kan stort set inddeles i noglefå hovedtyper, nemlig den almindelige an-staltstype i byerne, bestående af bygningermed to etager eller mere, af og til medjernstænger for vinduerne i arbejds- ogtvangsarbejdsaf delingerne og med en ellerflere lukkede gårdspladser, og de åbne an-stalter på landet med karakter af land-brugsejendomme. Hertil kommer visse by-anstalter, der overvejende er indrettet somsyge- og plejehjem for gamle og kronisksyge, og endelig er der nogle enkelte an-stalter med en særlig karakter, jfr. i dethele nærmere udvalgets første betænkningside 49 ff.

F. Reglementer og spørgsmåli forbindelse hermed.

I kapitel 4 i udvalgets første betænkninger omtalt de reglementer, der ifølge for-sorgslovens § 43 skal findes for bl. a. ar-bejds- og tvangsarbejdsanstalter. I sammebetænkning er side 205 ff gengivet et nytreglement for Sundholm, der trådte i krafti 1952. (Reglementet er tillige gengivet sombilag 2 til nærværende betænkning).

Med hensyn til enkeltheder om disse reg-lementers indhold henvises i det væsentligehertil, men nogle supplerende bemærknin-ger kan dog tilføjes.

1. Det nye reglement for Sundholmog erfaringerne med dette.

Det nye reglement for arbejdsanstaltenSundholm blev udarbejdet i forståelse med

udvalget. Det trådte i stedet for de tidligeregældende 7 reglementer for arbejds- og for-sørgelsesafdelingen på Sundholm. Samtidiggennemførtes et nye reglement for tvangs-arbe j dsans tal ten.

Reglementsændringerne bestod tildels ien vis a jourføring af praksis, f. eks. medhensyn til kostreglementet for tvangsar-bejdsanstalten.

Endvidere gennemførtes en forhøjelse afdet arbejdsvederlag, der ydes på arbejds-anstalten og af lommepengene til arbejds-udygtige. Arbejdsvederlaget udgør efter enprisregulering pr. 1. april 1958 2,50 kr.eller 2,00 kr. daglig og lommepengene ud-gør 70 øre daglig.

Ifølge reglementet foretages ved optagel-sen lægeundersøgelse af alle de indlagte.Om det psykiatriske tilsyn m. m., der ind-førtes samtidig med det nye reglement., hen-vises til nedenstående afsnit 3.

Ved det nye reglement blev der forsøgs-vis gennemført udvidet tilladelse til ud-gang fra arbejdsanstaltens arbejdsafdeling.Bortset fra personer, som er anbragt i hen-hold til forsorgslovens §§ 30, stk. 4, 200,311, 313 og 316, eller som ikke må forladeanstalten som følge af disciplinær straf, harde på denne afdeling indlagte nu fra 14dage efter indlæggelsen udgangstilladelsehver lørdag kl. 12-22 samt hver søn- oghelligdag kl. 7-22. Uden for disse tider kaninspektøren, når forholdene taler derfor,give udgangstilladelse, og desuden kan der,når forsorgslederen finder det formålstjen-ligt, efter forhandling med inspektøren, gi-ves udgangstilladelse 1 gang ugentlig til ar-be jdssøgende.

Disse friere udgangsforhold bevirkedemærkbart flere udeblivelser og navnlig, atindlagte personer hyppigere kommer be-rusede hjem efter udgang eller bringes til-bage til anstalten i beruset - ofte megetstærkt beruset - tilstand ved politiets for-anstaltning. I forbindelse hermed kan næv-nes, at de højere arbejdsvederlag har skabtbedre muligheder for at magte indkøb afspiritus. Foruden udeblivelserne tiltog ogsåbortgang fra anstalten mærkbart efter regle-mentsændringernes gennemførelse. Magi-straten har over for udvalget oplyst, at denikke efter de indhøstede erfaringer tør gåind for, at reglerne om den udvidede ud-gangstilladelse ubetinget har virket heldigt.

13

Ikke mindst gælder dette den regel, at dernu på arbejdsafdelingen gives udgangstil-ladelse allerede 14 dage efter indlæggelsen,imod tidligere 4 uger efter indlæggelsen(jfr. bilag 7, side 109).

Samtidig med reglementsændringerne ind-førtes forsøgsvis den praksis, at man und-lader at efterlyse personer, som under ud-gang udebliver, eller som iøvrigt rømmerfra Sundholm, dog bortset fra de sjældnetilfælde, hvor der forekommer rømning fratvangsarbejdsanstalten. Fra magistratensside var man herved i sin tid indstillet på,at man burde gøre dette eksperiment. Er-faringerne har i den forløbne tid som forannævnt vist en stigning i tilfældene af ude-blivelse og bortgang, og dette har medført,at man nu i et vist omfang har genoptagetden tidligere praksis. Det kan i denne for-bindelse nævnes, at magistratens 3. afdelingover for udvalget har givet udtryk for, atman kan formode, at opholdet i arbejds-anstalten, der byder på en ordentlig tilvæ-relse under gode sundhedsmæssige forhold,ved sådanne udbelivelser m. m. i et antaltilfælde afløses af en betydelig ringere til-værelse (jfr. bilag 7, side 109).

Med hensyn til straffe for overtrædelseaf reglementets bestemmelser gælder nufølgende regler i Sundholms reglement:

Ved bortgang (derimod ikke på grund afudeblivelse under udgang) fortabes tilgode-havende arbejdsvederlag (d. v. s. den halv-del, der normalt tilbageholdes til udskriv-ningen), løvrigt kan som disciplinærstraffeanvendes nægtelse af udgangstilladelse iindtil 4 uger, i gentagelsestilfælde indtil 6uger, nedsættelse af arbejdsvederlag ellertvangsarbejde i indtil 3 måneder.

Fortabelse af tilgodehavende ved bort-gang sker automatisk, medmindre andet idet enkelte tilfælde bestemmes. Straf iform af tvangsarbejde ikendes af borg-mesteren for magistratens 3. afdeling efterindstilling fra inspektøren og socialdirekto-ratet. Andre straffe ikendes af socialdirek-toratet efter indstilling fra inspektøren. På-gældende skal have lejlighed til at udtalesig. Inspektøren kan iværksætte nægtelse afudgangstilladelse eller nedsa;ttelse i laverearbejdsklasse som en foreløbig foranstalt-ning og i påtrængende tilfælde foretagefornøden isolering af urostiftere, men sagenskal derefter forelægges socialdirektoratet.

2. Reglementer for anstalter uden forKøbenhavn.

Der henvises herom til bemærkningerneside 64-75 og 76-78 i udvalgets første be-tænkning. Som det fremgår heraf, er regle-menternes opbygning og udformning afderes enkelte bestemmelser meget forskel-ligartet.

Med hensyn til et enkelt af disse forhold,spørgsmålet om, hvorvidt de indlagte læge-undersøges ved indlæggelsen, har udvalgeti 1957 indhentet a jourførte oplysninger,hvoraf følgende fremgår: Foruden vedSundholm findes fast lægetilsyn på følgen-de 12 anstalter: Hillerød, Bornholm, Saks-købing, Odense (forsørgelsesanstalten), Hor-sens kommunale, Horsens amtskommunale,Kolding, Århus, Aalborg Set. Jørgensgård,Aalborg amtskommunale, Hoptrup ogUlkebøl.

På arbejdsanstalterne i Næstved og Vi-borg foretages ikke undersøgelse ved ind-la;ggelsen, men der er et ugentligt læge-tilsyn.

På arbejdsanstalten i Randers undersøgesde indlagte kun ved indlæggelse på syge-afdeling.

På St. Dannesboe og arbejdsanstalterne iHolstebro og Ribe foretages der ikke un-dersøgelse ved indlæggelsen, men læge til-kaldes efter skøn.

Arbejdsanstalten i Tønder har ingen af-tale om lægetilsyn.

3. Psykiatrisk tilsyn m.v. ved arbejds-anstalten Sundholm.

Af Sundholms reglementsændringer i 1952kan ud over dem, der er nævnt foran i af-snit 1, særlig fremhæves, at der ansattes enspeciallæge i psykiatri og en særlig »for-sorgsleder«, en tjenestemand, der direktesorterer under magistratens 3. afdeling, so-cialdirektoratet, og som har daglig træffetidpå anstalten.

Forsorgslederen skal på forskellig mådevejlede de indlagte og være dem behjælpe-lig ved ordningen af deres forhold, her-under også ved i egnede tilfælde at skaffearbejde og eksistensmuligheder uden foranstalten. Efter det oplyste har hans virk-somhed bevirket en større tillidsfuldhedmellem de indlagte og anstalten i det hele,og det er magistratens indtryk, at det forvisse af de indlagte er af værdi, at de kan

14

henvende sig til forsorgslederen og tale udom deres personlige problemer.

Den psykiatriske speciallæges udtalelserer af værdi for administrationen i dens dis-positioner vedrørende de indlagte, herun-der også ved udskrivning. En egentlig spe-cialbehandling har det derimod kun i min-dre grad været muligt at gennemføre, bl. a.også fordi de indlagte har rig mulighed forat udeblive eller bortgå fra anstalten ogkun sjældent viser personlig interesse forgennemførelse af en behandling.

4. Psykiatrisk tilsyn m.v. ved arbejds-anstalten i Århus.

Vedrørende psykiatrisk tilsyn ved arbejds-anstalten i Århus er det oplyst, at social-lægen så vidt muligt besøger arbejdsanstal-ten een gang om ugen; der er da i forvejenaf inspektøren udvalgt 2-3 patienter tilsamtale. De patienter, der udvælges, er væ-sentlig af to kategorier, nemlig for det før-ste dem, der i særlig grad er psykisk påfal-dende, og hvor man af diagnostiske ellerbehandlingsmæssige grunde ønsker demundersøgt, for det andet friske tilfælde,hvor der skønnes chance for rehabilitering.

Sociallægens samtaler foregår i fælles-

skab med inspektøren, eller som enesamta-ler med patienterne.

Forud for den psykiatriske samtale medpatienten har anstaltens forsorgsmedarbej-der foretaget et interview, ligesom der ergjort aktuddrag. Forsorgsmedarbejderen eri det hele taget til disposition for anstal-tens klientel med hensyn til personlig ogsocial rådgivning.

I tilfælde, hvor en nærmere psykiatriskundersøgelse er påkrævet, indkaldes patien-ten senere til undersøgelse på sociallægenskontor.

Der afgives en kort udtalelse på grund-lag af undersøgelsen.

Nogen egentlig systematisk efterbehand-ling drives ikke, og den er også vanskeliggennemførlig, idet den største del af klien-tellet forlader byen ved udskrivningen.Imidlertid sker det jævnligt, at udskrevneklienter fortsat holder en vis kontakt medinspektøren eller forsorgsmedarbej deren,nærmest i form af henvendelse om nye per-sonlige eller sociale problemer og hjælp iakutte situationer. En del af de patienter,der har været til undersøgelse hos social-lægen, fortsætter behandlingen der; det ersærligt tilfælde, hvor der er alkoholproble-mer.

15

Kapitel 3.

Arbejdsanstalternes nuværende klientel.

I udvalgets første betænkning og i klientel-undersøgelsen findes en ra>kke oplysningerom anstalternes klientel, og i det følgendegives derfor kun nogle yderligere oplysnin-ger til à jourføring heraf. Desuden frem-drages nogle karakteristiske resultater afundersøgelsen, og der omtales forskelligesynspunkter fremsat fra anden side.

A. Belægningens størrelse.

Den samlede belægning pr. 31. marts ud-gjorde i årene 1955-1957 henholdsvis 779,822 og 867. I 1951 var belægningen somnævnt side 88 i udvalget:» første betænk-ning 1.022 personer. Den normerede be-lægning var pr. 31. marts 1957 ialt 1.569 ogi 1951 ialt 1.932 pladser. Ligesom i 1951er kapaciteten således stadig for stor. Detteer især tilfældet på Sundholm og på anstal-terne i Rønne og Sakskøbing samt forment-lig Horsens amtskommunale anstalt. Påden anden side har der i nogle år været enoverbelægning på den nyeste af anstalter-ne, St. Dannesboe i Odense amt. Også ar-bejdsanstalten i Svendborg har i perioderværet överbelagt. Alt i alt har på de nævntetidspunkter i 1955-57 godt halvdelen af detnormerede antal pladser været belagt.

Antallet af kvinder udgjorde på de sam-me tidspunkter ca. 10 pct. af det samledeantal indlagte, jfr. iøvrigt nedenfor i afsnitG. 3. (side 20-21).

I regnskabsåret 1956-57 var det samledeantal belægningsdage 291.980. Ved fuld-stændig belægning ville antallet have været546.040. (Det bemærkes dog, at der ved dis-se tals beregning manglede oplysninger fraen enkelt anstalt). Den gennemsnitlige ud-

nyttelse af kapaciteten var således kun52,4 pct. Som eksempler på den gennem-snitlige udnyttelse kan nævnes følgende omenkelte af anstalterne (i parentes angivetdet normerede antal pladser):

Sundholm 35,6 pct. (487 pladser)Hillerød 72,7 pct. ( 92 » )Næstved 73,8 pct. ( 5 1 » )Rønne 7,1 pct. ( 3 1 » )Sakskøbing 33,3 pct. ( 5 8 » )St. Dannesboe . . . . 94,4 pct. ( 3 8 » )Odense forsørgelses-

anstalt 73,9 pct. (107 » )Svendborg 95,5 pct. ( 5 1 » )Horsens kommunale

anstalt 14,0 pct. ( 5 7 » )Århus 70,5 pct. (159 » )Set. Jørgensgård . . 79,1 pct. ( 8 4 » )Ulkebøl 20,2 pct. ( 22 » )Tønder 4,7 pct. ( 5 » )

De øvrige anstalter var udnyttet med fraca. 35 til ca. 70 pct.

Anstalternes overkapacitet hænger delvissammen med, at belægningens størrelseveksler med årstiderne. Derfor må anstal-terne i forhold til gennemsnitsbelægningenhave et rigeligt antal pladser, men selv iden hårdeste vinterperiode findes der doget større antal ledige pladser på en del afanstalterne. Som nævnt i kapitel 2 (side 12)sker det som følge af den store kapacitetofte, at anstalterne anvendes til andre for-mål.

B. Aldersfordeling.

Fordelt efter alder var det procentvise an-tal indlagte pr. 1 april følgende:

16

Alder(år)

Under 1818-2930-3940-4950-5960-6970 og

derover

1936°/o

-7,19,0

16,730,524,2

12,5

1941%

—

8,29,3

13,127,228,9

13,3

1946«/o

0,18,25,1

10,523,031,6

21,5

1951°/o0.35,04,3

10,923,230,4

25,9

1955%

0,34,18,0

11,221,430,7

24,3

1956°/o

_4,8S,Z

12,721,430,1

22,8

lait 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0Om de gamle og unge henvises nærmere

til afsnit G. 1 og 2 nedenfor.

C. Klientellets størrelse.

I tiden fra 1. april 1955 til 31. marts 1956anslås ialt 16-1700 forskellige personer(heraf henved 1500 mænd) en eller fleregange at have været under forsorg på en ar-bejdsanstalt. Det; tilsvarende antal for 1951var ca. 2500 personer.

D. Legemlige og psykiske defekter.

Af klientelundersøgelsen fremgår, at næ-sten alle de mænd, der omfattedes af denneundersøgelse, havde een eller flere legem-lige eller psykiske defekter. Det er med hen-syn til disse defekter iøjnefaldende, atklientellet er af stærkt blandet karakter.Særlig kan fremhæves klientelundersøgel-sens omtale af samspillet mellem psykiskeog legemlige lidelser side 140-142, hvori208 mænd med nærmere angivne minus-faktorer er fordelt efter disses art. Detfremgår af dette afsnit, at de fleste af mæn-dene havde mere end een af de følgende5 forskellige minusfaktorer: legemlige syg-domme, intelligensdefekter, sindslidelser,karakterdefekter, drikfældighed.

Til kort belysning af, hvad det er for li-delser og defekter, som forekommer, kannævnes følgende fra klientelundersøgelsen:

Af 454 mænd havde 227 alvorligere le-gemlige sygdomme eller defekter (medicin-ske sygdomme, nervesygdomme m. v., syg-domme i bevægelsesorganerne, sansedefek-ter og andre sygdomme), og af 227 mænd,som ikke var syge på undersøgelsestids-punktet, havde 88 tidligere lidt af alvorli-gere sygdomme, jfr. nærmere klientelunder-søgelsen side 102-103 og 107.

Af 213 mænd, for hvem der forelå oplys-ninger om den psykiske tilstand, havde 59egentlige sindssygdomme,, epilepsi, psykoge-ne sindslidelser, nervøse lidelser eller ner-velidelser med psykiske symptomer. Af dissehavde 22 tidligere været indlagt på sinds-sygehospital eller psykiatrisk afdeling. Afsamtlige 213 havde 74 tidligere været indlagtpå sindssygehospital og psykiatrisk afdeling.Af 180 mænd, der blev underkastet systema-tisk intelligenstestning, var 6 åndssvage og27 sinker. Af 213 mænd havde 88 stærktudtalte karakterdefekter. (Jfr. iøvrigt klien-telundersøgelsen side 111, 121, 122 og 128).

Som nævnt i klientelundersøgelsen (side115) må herved tillige erindres, at man isærhar undersøgt den yngre del af klientellet,og at man derfor antagelig har fundet for-holdsvis færre demente, end man ville havefundet, hvis man havde undersøgt samtligeindlagte.

Kun 14 af 213 personer havde sådan ar-bejdsførhed, at de syntes uden en eller an-den form for støtte at have forudsætningerfor uden videre at kunne klare sig arbejds-mæssigt. (Jfr. klientelundersøgelsen side144-148.)

E. Drikfældighed.

Af 446 mænd var 303 drikfældige (d.v.s. istørre eller mindre grad forfaldne til spi-ritus). For 155 af disse drikfældige mænd erforholdene nærmere undersøgt, hvilket vi-ste, at 47 var »kroniske alkoholister med le-gemlige og/eller psykiske symptomer« (d.v.s.at drikkeriet havde været af en sådan artog omfang, al: det var resulteret i legemligeog/eller psykiske sygdomme), 64 var »kroni-ske alkoholister uden symptomer« (d.v.s.personer, hvis drikkeri og hele livsførelsefor så vidt var af samme karakter som denførstnævnte gruppes, men hos hvem derikke var fundet tegn på legemlige eller psy-kiske lidelser, der kunne formodes at væreen følge af alkoholmisbrug), og endelig var44 »spiritusmisbrugere« (d.v.s., at det fordem angivne drikkeri ikke havde været afsamme størrelse eller haft samme langva-rige karakter som for de to andre grupper).75 af de 155 drikfældige var kogespritdran-kere. (Jfr. iøvrigt klientelundersøgelsen side132-137.)

17

F. Almindelig sammenfatning.

Klientellet viser, som det fremgår af foran-stående, et meget broget billede, og det vilofte være vanskeligt at udrede samspilletmellem de mange defekter og den asocialelevevis. Det falles sarpræg er måske alene,at mange af dem er asociale: vagabonde-ring, lovovertrædelser (stirre eller mindre)og drikkeri er karakteristisk for de fleste.

Hertil kommer enkelte plejepatienter.

G. Nogle specielle grupper inden forklientellet.

1. Folke- og invalidepensionister m.fl.

I udvalgets første betænkning er det (side104 ff) bl.a. oplyst, at 288 af de ialt 1.062indlagte pr. 1. april 1949 var mellem 60 og69 år gamle, og 269 af dem var 70 år ellerderover. 47 af de indlagte var alder srente-modtagere. Af de 1.943, som blev indlagt iløbet af 1950/51, var 400 mellem 60 og 69år, og 241 var 70 år eller derover. I klientel-undersøgelsen oplyses del side 168 ff bl. a.,at 115 af ialt 454 mænd var over 65 år.Heraf var 17 aldersrentemodtagere, 3 hav-de tidligere fået aldersrente eller invalide-rente, som imidlertid var blevet inddragetpå grund af idømte straffe.

Som helhedsindtryk viste klientelunder-søgelsen, at disse gamle var mindre bela-stede med hensyn til afvigelser og asociali-tet end det øvrige klientel, men der vardog tale om en uensartet sammensætningaf personerne i denne aldersgruppe. 38 afdem havde først gennemgået en social de-route efter det fyldte 50. år, eller havde sletikke gennemgået nogen social deroute. Afdisse 38 måtte 11 imidlertid anses for ueg-nede til anbringelse på sædvanligt alder-domshjem på grund af stadig tilbageven-dende spiritusmisbrug. 1 måtte anses somuegnet på grund af sindslidelse m. v. 26skulle derimod i og for sig være velegnedetil anbringelse i et sådant hjem.

I udvalgets første betænkning nævnesendvidere (side 103), at der den 1. april1944 på anstalterne blandt ialt 1.062 ind-lagte var 20 invaliderentemodtagere og 2personer, som modtog hjælp som kronisksyge efter forsorgslovem §§ 247-248. 1.april 1948 var antallet af invaliderente-

modtagere 10, og det er om disse oplyst, at9 selv havde ønsket at blive indlagt på ar-bejdsanstalt, fordi de ikke kunne få plejeandre steder, medens 1 var indlagt, fordihan var dranker og ikke kunne komme pådrankerhjem.

Af klientelundersøgelsens oplysningerkan fremhæves side 59-60, hvorefter 4 afialt 213 mænd modtog invaliderente, me-dens 4 tidligere havde modtaget invalide-rente. For 2 af de sidste 4 var invalideren-ten blevet inddraget, fordi de ansås for atvære arbejdsdygtige og tjente for meget, ogfor de 2 andre var den blevet inddraget,fordi de var blevet idømt straf, som ude-lukkede dem fra rente efter den dagælden-de § 38, stk. 2, nr. 2, i folkeforsikrings-loven.

Der befinder sig fremdeles på arbejds-anstalterne en del folke- og invalidepensio-nister; pr. 31. marts 1956 således ialt 84folkepensionister og 27 invalidepensioni-ster, og pr. 31. marts 1957 ialt 118 folke-pensionister og 34 invalidepensionister.

I sammenligning med opgørelserne i ud-valgets første betænkning har antallet affolkepensionister både absolut og relativtværet stigende.

Forklaringen herpå er formentlig, at deri de senere år har været muligheder for atopnå folkepension, selv om betingelsen om,at denne pension kun kan oppebæres, hvisman er nydende eller bidragydende med-lem af en sygekasse, ikke har været opfyldt,jfr. at der gentagne gange ved lov er givetdispensation fra denne sygekassebetingelse.I 1956 oplystes det for udvalget, at dispen-sationsadgangen ifølge eftergivelseslovenenr. 144 af 31. marts 1949, nr. 174 af 5. juni1953 og nr. 136 af 29. april 1955 var blevetbenyttet af ialt 33 indlagte, hvoraf 19 ikkedestomindre var forblevet på anstalterne,medens de øvrige 14 efter at have fået al-dersrente var flyttet til bopæl i byen ellertil alderdomshjem.

Det var i særlig grad de indlagte på ar-bejdsanstalten i Århus, som trods benyttelseaf dispensationsadgangen var forblevet påanstalten. Denne anstalt havde den 31. marts1956 26 aldersrentemodtagere og 4 inva-liderentemodtagere blandt sit klientel, menheraf var de 20 anbragt på sygeafdelingen,væsentligst i mangel af plads på hospital

18

eller plejestif teiser, og 10 aldersrentemod-tagere havde plads på forsørgelsesaf del in-gen. Herudover er det om grunden til, atder findes pensionister blandt anstaltsklien-tellet fra en enkelt kommune oplyst, at detskyldes de pågældendes personlige forhold.I udvalget er tillige nævnt, at de anstalts-beboere, der har fået pension, ikke derforbliver bedre egnede til at komme på alder-domshjem, og tillige er nævnt, at der un-dertiden overflyttes beboere fra alderdoms-hjem til arbejdsanstalt på grund af drikkerieller andre vanskeligheder.

2. De unge.

a. Antallet af unge på arbejdsanstalter erikke stort. Af de 454 mænd, der omfattedesaf klientelundersøgelsen, var kun 35 i enalder af 30 år eller derunder. Af de 822indlagte den 31. marts 1956 var kun 38,d.v.s. 4,8 pct., under 30 år.

Disse tal er dog noget misvisende, idetman må erindre, at de sociale udvalg såvidt muligt undgår at anbringe unge på ar-bejdsanstalt, fordi en sådan anbringelse ofteikke er særlig anbefalelsesværdig. Endvide-re er de yngres ophold gennemgående kort,og de vejer derfor mindre til i statistikken,end de burde, hvis man ville have det rig-tige billede frem af, hvor mange unge derpasserer arbejdsanstalterne.

Allerede af disse grunde er problemerneom de unge på arbejdsanstalterne større,end de nævnte tal angiver. Men også andrecentrale problemer knytter sig til denne al-dersgruppe.

Det kan således fremhæves, at klientel-undersøgelsen viste, at den sociale deroutei ca. halvdelen af tilfældene begyndte alle-rede før det 30. år.

Endvidere kan det fremhæves, at der varsærlig mange svært belastede blandt dem,hvis deroute således var begyndt tidligt. In-telligensdefekter fandtes f. eks. hos 34 pct.af dem, hvis deroute begyndte fra det 15.til det 19. år, men fandtes kun hos 10-17pct. af dem, hvis deroute begyndte senere.Betydelige karakterdefekter fandtes hos 56pct. af dem, hvis deroute begyndte fra det15. til det 19. år og hos 57 pct. af dem, forhvem den begyndte fra det 20. til 29. år,men kun hos langt færre af dem, hvis de-route var begyndt senere. Hos 44 pct. af

dem, hvis deroute begyndte fra det 15. tildet 19. år og hos 40 pct. af dem, hvis de-route begyndte fra det 20. til det 29. år,fandtes en flerhed af minusfaktorer hossamme person, d.v.s., at der hos hver fand-tes 3 eller 4 af følgende 5 faktorer: legem-lige sygdomme, intelligensdefekter, sindsli-delser, karakterdefekter, drikfældighed.

Denne opregning kunne fortsættes medhensyn til defekter vedrørende barndoms-hjemmet eller opdragelsen, med hensyn til,hvor mange der var forblevet ugifte, medhensyn til, hvor mange der var ufaglærteeller havde haft erhvervsvanskeligheder iform af hyppige pladsskifter og lange ar-bejdsløshedsperioder, samt med hensyn tilantallet af anbringelser på arbejdsanstalt,længde af samlet institutionsliv, vagabon-dering, kriminelle handlinger, jfr. i dethele herom nærmere side 149 ff. i klientel-undersøgelsen.

Herudover viste klientelundersøgelsen, atde - få - unge indlagte, der omfattedes afundersøgelsen, i flere henseender hørte tilde vanskeligste og hårdest belastede. Hos 7af de 24, som endnu ikke var fyldt 25 år,fandtes alvorligere psykiske lidelser. For 13af 16 var arbejdsf ør heden ikke normal. 19af 24 måtte betegnes som egentlig krimi-nelle (især berigelsesforbrydelser). For 14 af24 var der tale om ophold nr. 2 eller merepå arbejdsanstalt, 1 af dem havde endog17, og 1 havde 6 anbringelser bag sig. Selvom der ofte havde været tale om megetkortvarige anbringelser, havde dog halvde-len af de 24 været over 2 år på arbejds-anstalt eller andre institutioner, og herafhavde 7 været anbragt tilsammen over 5 år;altså i ret lange tidsrum, når hensyn tagestil deres unge alder. Alkoholmisbrug syn-tes ikke særlig karakteristisk, men fandtesdog hos 5 af 24.

b. På arbejdsanstalten Sundholm blev i1957 foretaget en undersøgelse til nærmerebelysning af de indlagte under 30 år i årene1954, 1955 og 1956. Undersøgelsen blev fo-retaget af anstaltens daværende psykiatriskekonsulent, dr. Jeppe Pedersen. Af ialt 25indlagte under 30 år havde 15 kun væretindlagt 1 gang, resten flere gange. Tilsam-men repræsenterede patienterne 49 indlæg-gelser, d.v.s. ca. 10 pct. af de samlede ind-gelser i det nævnte tidsrum.

19

I ca. 2/3 af tilfældene afbrød patienterneselv opholdet enten ved at rømme eller vedat udeblive vinder udgangstilladelse.

Af de 25 var 1 åndssvag, 8 sinker, 1 ledaf ungdomssløvsind. 15 havde tidligere væ-ret psykiatrisk vurderet eller behandlet påpsykiatrisk afdeling, ialt havde 13 væretindlagt på sådan afdeling, undertiden fleregange.

13 var kriminelle i varierende grad, 2havde haft betingede domme, 11 havdehaft flere fængselsstraffe (indtil 8).

14 var drikfældige, heraf 9 i en sådangrad, at de måtte betegnes som sprittere.

Kun 1 havde været gift, han var nu fra-skilt.

c. Endvidere kan henvises til bemærknin-gerne nedenfor i kapitel 4 om forskelligeandre institutioners beslægtede klientel,herunder afsnit A om, at der blandt her-bergernes klientel findes en del unge, hvisforhold er af beslægtet karakter, afsnit Com politiets hjælpetjeneste, hvori det næv-nes, at ca. 31 pct. af dem, der i 1957 havdeforbindelse med hjælpetjenesten, var under25 år samt endelig afsnit E om klientelletpå Kofoeds Træningsskole.

Også andre oplysninger om de unge fin-des i de følgende kapitler, jfr. navnlig ka-pitel 6 om de eventuelle muligheder forforebyggelse (side 30-33).

3. Kvinderne.

Som nævnt foran under afsnit A, udgjordeantallet af kvinder på de der nævnte tids-punkter ca. 10 pct. af det samlede antalindlagte.

Klientelundersøgelsen omfattede ialt 84kvinder, d. v. s. ca. 16 pel:, af de ialt under-søgte 538 personer. Dette klientel faldt i 3kategorier, nemlig kvinder fra Set. JørgensStiftelse i Aalborg (18), de unge prostitue-rede (løsgængerne) (26) og det øvrige kvin-delige klientel (40).

a. Af de 18 kvinder, der var anbragt påSet. Jørgens Stiftelse, modtog 7 invalide-rente og 1 hjælp efter forsorgslovens §§247-248. Blandt de 18 kvinder var 2 epilep-tikere, 2 led af encephalitis chron., 1 afsukkeisyge og invaliditet efter ulykkestil-fælde, 1 af ledtuberkulo.se og lupus, 1 af

leddegigt, og 1 havde gennemgået en alvor-lig underlivsoperation ca. 20 år tidligere.I klientelundersøgelsen fremhæves på bag-grund heraf, at denne anstalt i det hele ta-get har mest karakter af at være en pleje-stiftelse. I denne forbindelse kan også frem-hæves, at 6 af de 18 kvinder var blevet ind-lagt omkring det 60. år, 1 af dem havdealdersrente, de 5 andre opfyldte ikke be-tingelserne for aldersrente (sygekassebetin-gelsen eller fattighjælpsbetingelsen).

b. Af de 26 prostituerede var 8 i 17-19 års-alderen, 13 i 20-24 års alderen, 4 i 25-29års alderen og 1 over 30 år. 18 af de 26kvinder var ved undersøgelsen anbragt påSundholm. Om klientelundersøgelsens re-sesultater henvises iøvrigt til side 188-200 iredegørelsen herom. Sammenfattende ud-tales i redegørelsen (side 211), at de ungeprostituerede udgør en gruppe, der især erkarakteristisk ved, at mange af dem er op-draget i dårlige hjem, at størstedelen harværet på pigehjem, og at mange alleredetidligt har haft svære tilpasningsvanskelig-heder. For nogle synes prostitutionen ellerløsagtigheden at. være en følge af de op-levelser, de har været ude for i deres barn-dom og tidligste ungdom, for andre synesforklaringen at være vanskeligheder ved atfinde sig til rette efter flytning fra provin-sen til hovedstaden. Tvungne arbejdsan-staltsophold for dette klientel anses i al-mindelighed ikke for nogen hensigtsmæssigforanstaltning. En grundig undersøgelsefindes at burde sættes ind allerede ved detførste indgreb over for livsførelsen, d. v. s.normalt ved det første pålæg i henhold tilstraffelovens § 199.

c. Den tredie gruppe af kvinder på arbejds-anstalt (40) udgør ifølge klientelundersø-gelsen en mere broget skare, men har dogdet til fælles, at de alle er relativt gamle(gennemsnitsalderen er 54 år). Gruppenkan inddeles i forskellige karakteristiskeundergrupper:

Over halvdelen er stærkt intelligens-defekte eller lider af alvorlige psykiskeeller legemlige sygdomme, og disse kvinderhar i de fleste tilfælde aldrig været i standtil at klare sig selv, hvorfor lidelserne ellerdefekterne synes at være den egentlige år-sag til anbringelsen.

20

En ancien undergruppe har haft vanske-ligheder i forbindelse med, at de ikke erdanske af fødsel og eventuelt ikke hardansk indfødsret, og over for dem træderarbejdsanstalten i realiteten i stedet for etnormalt alderdomshjem.

For begge disse undergrupper findes ar-bejdsanstaltsanbringelse i og for sig at væreen urimelig løsning, da der kun i de færre-ste tilfælde har været tale om asocialitet.

Anderledes stiller det sig derimod måskemed hensyn til en sidste karakteristisk un-dergruppe: De kronisk alkohollidende, hvor-af der fandtes 8 i klientelundersøgelsensmateriale. Det skønnes, at der ialt på ar-bejdsanstalterne på den tid fandtes 25-30sådanne indlagte alkohollidende kvinder,som burde undersøges nærmere med hen-blik på muligt at forsøge en reel behand-ling af deres alkoholisme.

Alt i alt synes resultatet af kvindeunder-søgelsen ifølge redegørelsen at være, at ar-bejdsanstalterne i deres nærværende skik-kelse ikke er de rette anbringelsessteder forde kvinder, der faktisk indlægges der. Detilfredsstiller hverken det faktisk konstate-rede plejehjemsbehov eller kravet om hen-sigtsmæssig behandling af helbredelige til-fælde af asocialitet (klientelundersøgelsenside 212).

I nærværende betænkning tager en ræk-ke af udtalelserne om klientellet alene sigtepå mændene på arbejdsanstalt, hvilket delser en følge af, at mændene udgør den langtovervejende del af klientellet, dels en følgeaf, at en væsentlig del af kvindeklientellethar sin særlige karakter.

For så vidt angår klientellet på Set. Jør-gens Stiftelse, de alkohollidende kvinderog de andre kvinder, som af mere tilfæl-dige årsager har fået institutionsophold påen arbejdsanstalt, er der i alt overvejendegrad tale om samme problemer som for dedele af mandsklientellet, for hvem andreanbringelsesformer end arbejdsanstalt børsøges fremskaffet og disse kvindelige grup-per omtales derfor ikke særskilt.

Til rest formodes under alle omstændig-heder at blive et vist asocialt kvindeligtklientel på arbejdsanstalterne. Dette klien-tel må selvsagt haves i erindring ved op-bygning af den almindelige arbejdsanstalts-forsorg, men det er så lille af størrelse, atudvalget ikke finder grundlag for at frem-komme med særlige redegørelser i de se-nere kapitler, bortset fra, at man - somfølge af det lille antal — mener at burdeforeslå, at der ikke opretholdes særligekvindeafdelinger på mere end et par an-stalter, jfr. side 42 og 49.

21

Kapitel 4.

Forskellige institutioner med et klientel, som er beslægtetmed arbejdsanstaltsklientellet.

En udførlig redegørelse om forskellige pri-vate og offentlige institutioner for et delvistilsvarende klientel som arbejdsanstalternesfindes i udvalgets første betænkning (side111-127).

I det væsentlige henvises til denne rede-gørelse, men i det følgende fremdrages dogforskellige af de der omtalte forhold, derer af direkte interesse for problemerne inærværende betænkning, og der gives endel supplerende oplysninger.

A. Herberger og arbejdshjem.

Ved herberger forstås ifølge lov nr. 118 af7. april 1936 institutioner, der er bestemttil at yde logi og eventuelt forplejningmod pengevederlag for rejsende arbejds-søgende og for hjemløse personer. Ved ar-bejdshjem forstås efter sarnme lov institu-tioner, der er bestemt til at yde logi ogeventuelt forplejning for rejsende arbejds-søgende og for hjemløse personer modydelse af arbejde helt eller delvis.

1. Herberger og arbejdshjem i København, dersamarbejder med central kontoret for hjem-løse mænd.

Siden udvalgets første betænkning blev ud-arbejdet, er herberget og arbejdshjemmetpå Amerikavej nedlagt. Yderligere er her-berget på Sundholmsvej udvidet, og antal-let af pladser på herberger og arbejdshjemudgør herefter følgende:

Herberger: pladserKommunens herberg på Sundholmsvej 336Kofoeds Skoles herberg 76Kirkens Korshærs herberg på Bellahøj 124

Kirkens Korshærs herberg på Amagerfælledvej 68

"Frelsens hærs og Københavns kommu-nes herberg på Frederikssundsvej . . 48

"Frelsens hærs herberg på Tingvej . . . . 21Herberget Mændenes hjem, Eskildsgade 49Herberget Arbejde Adlers hjem, Thors-

gade 14Arbejdernes fællesorganisations gæste-

hjem, Nattergalevej 197

Arbejdshjem:Arbejdshjemmet, Tingvej 13Arbejdshjemmet, Eskildsgade 10Arbejdshjemmet, Thorsgade 16

I udvalgets første betænkning er omtaltnogle af de undersøgelser om klientellet påherbergerne, som blev foretaget af et af so-cialministeriet nedsat herbergsudvalg. Detfremgik heraf, at der ofte er tale om lang-varige ophold. 60-70 pct. af herbergsgæ-sterne skønnedes at have mere eller mindrestabilt arbejde, og deres ophold skyldtes iIkke ringe grad bolignøden. Resten -skønsmæssigt 30-40 pct. - af herbergsgæ-sterne og de fleste af arbejdshjemmenés gæ-ster havde kun periodevis og nogle næppenogensinde egentligt arbejde, hvorved dekunne forsørge sig selv. Undersøgelsen vi-ste tillige, at hang til spiritus for et bety-deligt antal personer havde været medvir-kende årsag til, at de var slået ud af detnormale samfundsliv og var havnet på her-bergsinstitutionerne. Hertil kan føjes, atdet fra et af herbergerne over for anstalts-udvalget er udtalt, at der blandt personerindlogeret på herbergerne findes et ikkeuanseligt antal, der lider af ikke erkendte,ubehandlede og måske ubehandlelige let-

22

tere eller sværere sindslidelser, karakter-brist og intelligensdefekter.

De faktiske muligheder for at rette aso-ciale personer op på herbergerne er små,og de fleste herberger påtager sig ikke no-gen opgaver med at hjælpe gæsterne til atopnå arbejde. Man tilskynder dog ofte tilbehandling på klinik for alkohollidelser ogovervåger, at sådan behandling overholdes,,bl. a. ved, at den gøres til en forudsætningfor förbliven i herberget. Desuden øvermedarbejderne en beroligende og støttendevirksomhed over for den enkelte, og i nogleherberger gøres et særligt arbejde. F. eks. ̂ erder på Kofoeds Skole ansat personale medsærlig henblik på arbejdsformidling, og pådenne skole er tillige ansat en socialråd-giver særlig med henblik på herbergsgæ-sterne. Fra skolen har man til udvalget op-lyst, at man ikke finder herberget velegnetsom grundlag for egentlig behandling ellerresocialisering bortset fra behandling af al-kohollidelser, men man finder dog, at her-berget ved dets tilbud om logi til denhjemløse kan fungere som opsamlingsstedfor i hvert fald visse grupper af det socialeklientel på et tidligere tidspunkt af enigangværende social deroute. Herbergetsopgaver menes herefter at være at få et så-dant indtryk af den enkelte herbergsgæst,at denne rigtigst kan henvises til en egent-lig hjælpeforanstaltning.

På arbejds hjemmene synes den væsent-lige indsats at ligge i de rolige og ordnedeforhold med ordentlig kost og regelmæssigbeskæftigelse, der bydes de enkelte, og iledernes personlige indflydelse. Disse hjemsynes til en vis grad at have deres særligefaste klientel, personer, der kommer igenår efter år og betragter hjemmet som deresfaste tilholdssted på de tider af året, hvorde ikke kan klare sig på egen hånd.

Af de ialt 335 personer, der på et be-stemt tidspunkt i begyndelsen af 1958 op-holdt sig i herberget på Sundholmsvej, fik163 hjælp efter forsorgsloven, og 17 fik fol-kepension, invalidepension eller hjælp somkronisk syge. Andre 51 havde tidligeremodtaget hjælp efter forsorgsloven. Af deøvrige beboere havde en del normalt ar-bejde, men af en sådan karakter, at de en-ten ikke tjente nok til at klare sig ellersådan, at ingen ville have dem boende,

f. eks. på grund af arbejdets snavsede ka-rakter.

2. »Himmelekspressen«.

Den såkaldte »Himmelekspressen« blev op-rettet i 1952 i nogle udrangerede jernbane-vogne anbragt i Sydhavnskvarteret i Kø-benhavn.

Opholdet i »Himmelekspressen« er gra-tis for gæsterne. Institutionen er ikke ind-gået i et regelmæssigt samarbejde med cen-tralkontoret med hensyn til optagelse afherbergsgæster, men meddeler centralkon-toret underretning om, hvilke gæster denmodtager.

Institutionens formål er at modtage så-danne gæster, som af centralkontoret af-vises fra at få ophold på de herberger, derarbejder sammen med dette. I praksis ud-gør dette klientel dog kun en ringe del afgæsterne.

En opgørelse vedrørende de logerende(ialt 38) i »Himmelekspressen« natten mel-lem den 8. og 9. februar 1958 viste, at deindlagte fordelte sig på alle aldre fra 35 til70 år; den gennemsnitlige alder var ca. 48år.

11 havde været anbragt på afvænnings-hjem, Sønderskovhjemmet, arbejdshjem el-ler andre institutioner, 9 havde en ellerflere gange været på Sundholm. Adskilligehavde været straffet. 7 kunne eventuelt havefået ophold på herberg mod antabuskur,men det havde de ikke ønsket. 7 havde fåettilbudt ophold på arbejdshjem, men øn-skede det ikke, 2, som faktisk havde væretpå arbejdshjem, var udelukket fra disse.Alle på nær 7 havde fået jævnlig hjælp frasocialkontorerne. Om disse 7 manglede op-lysninger, bortset fra en enkelt, om hvemdet positivt oplystes, at han ikke har fåethjælp. For 11 foreligger afgørelse om, atforsørgelse alene kunne tilbydes i form afophold på Sundholm, og dertil kom de,der havde haft ophold på Sundholm. Medhensyn til arbejdsforhold syntes det vide-ste, de havde kunnet strække sig, at værespredt, tilfældigt eller periodisk arbejde. 3syntes at være psykisk påfaldende og havdetidligere haft ophold på psykiatriske afde-linger. For 2 var der oplysninger om soma-tiske lidelser (vandladning i sengen og for-mentlig tuberkulose). Alle havde haft op-

23

hold i »Himmelekspressen« mere end 1gang, det laveste antal var 2 gange, dethøjeste 44 gange. Om 25 var det oplyst, atder forekom spiritusmisbrug, og at dette ivæsentlig grad syntes at være baggrundenfor deres konflikter med herberg og andreinstitutioner. Flere havde erklæret, at deikke ville på antabuskur. Der syntes dog atvære enkelte, hvor det mere var deres kri-minelle eller karaktermæssige forhold, derhindrede deres almindelige indpasning,navnlig fordi de var »uforskammede, kvæ-rulantiske eller lignende«. Enkelte var ude-lukket fra andre herberger på grund afbetleri og vagabondage., plattenslageri ogandre vanskeligheder.

B. Møltrup optagelseshjem.

Til de bemærkninger, der findes i udval-gets første betænkning (side 120) kan føjes,at bestyrelsen for Møltrup optagelseshjemi 1956 ansøgte socialministeriet om aner-kendelse af hjemmet som arbejdskoloni ihenhold til forsorgslovens § 4L

Begrundelsen for denne ansøgning var,at hjemmets bestyrelse ønskede tilvejebragtformelt grundlag for, at offentlige myndig-heder kunne henvise personer til ophold ihjemmet for det offentliges regning.

Samtidig med andragendet herom er dersøgt om statstilskud, men begge sagers be-handling har beroet på bl. a. nærværendeudvalgs arbejde.

I de senere år er der gennemført forskel-lige moderniseringer af hjemmet ved støtteaf tipsmidlerne og optagelse af lån, og deydre rammer fremtræder nu væsentligtbedre, end de før gjorde.

Det er oplyst for udvalget, at hjemmetafviser invalide- og folkepensionister. Al-dersklasserne 40-60 år er de dominerende,løvrigt adskiller en stor del af klientelletsig ikke særlig fra det klientel, der normaltfindes på arbejdsanstalterne.

C. »Arbejde Adler«s hjem.

Landsforeningen »Arbejde Adler« driver 3kolonier for hjemløse mænd; »Godrum«mellem Silkeborg og Brande, »Dalhoffs

Minde« i Hoptrup og »Roskildehjemmet«i Roskilde.

Foreningen har ansøgt socialministerietom statstilskud til driften af disse hjem,idet foreningens egne midler ikke strækkertil over for de stadig stigende udgifter.

Socialministeriets behandling af dennesag og hermed af spørgsmålet om hjemme-nes eventuelle anerkendelse som arbejds-kolonier i henhold til forsorgslovens § 41har ligesom sagen om Møltrup optagelses-hjem beroet på nærværende udvalgs ar-bejde.

De hjemløse mænd, der optages i de trehjem, modtager ophold og et mindre beløb(til sygekasse og småfornødenheder) imodarbejde i det til hjemmene knyttede land-brug, gartneri, savskæreri m. m. I 1957-58optoges for længere ophold ialt 244 mænd,og 1.208 herbergsgæster med højst 2 døgnsophold passerede hjemmene. Antallet afkostdage var 19.296, antallet af arbejdsdage15.540. Den daglige belægning på hjemme-ne var 53,6 personer. Den gennemsnitligeudgift pr. arbejdsdag var 11,39 kr. udenfradrag af indtægter ved erhvervsvirksom-hed.

D. Københavns politis socialehjælpetjeneste.

Ifølge de regler, der gælder for politietshjælpetjeneste, overføres forskellige an-holdte fra politistationer og -afdelinger tilhjælpetjenesten inden anholdelsesfristensudløb.

Sådan overførelse finder sted for hjem-løse1), arbejdsledige mænd, som anholdeseller indbringes til konstatering af identi-tet i anledning af overtrædelse af politived-tægtens bestemmelser om uberettiget op-hold og om beruselse, subsistensløse mænd,som anholdes eller indbringes til konstate-ring af identitet, betlere, som efter tildeltadvarsel skal løslades, mænd, som jævnligtindbringes for husspektakler, når man harbegrundet formodning om, at de lever helteller delvis af offentlig hjælp, og anholdte,om hvem det iøvrigt af rigsregistraturenoplyses, at de er kendt af hjælpetjenesten.

Hjemløse, arbejdsledige kvinder og sub-

1) Hjemlos er ifølge dagsbefalingcn enhver, som ikke kan godlgøre at have anerkendelsesværdigt logi for den efterfølgende nat.De almindelige herberger under »Centralkontoret for hjemløse Mænd« anerkendes.

24

sistensløse kvinder overføres af hjælpetje-nesten til sædelighedspolitiet.

Enhver, som anmoder politiet om råd ogvejledning i sociale spørgsmål, kan hen-vises til hjælpetjenesten. Nye klienter kom-mer dog i reglen enten efter en anholdelsefor overtrædelse af politivedtægten, direktehenvisning fra en politistation eller -afde-ling, eller eventuelt efter direkte henvis-ning fra en anden offentlig institution.Kun i enkelte tilfælde, og når særlige grun-de taler for det, brydes dette princip, f. eks.dersom der er overvejende fare for, at kli-enten kommer ud i kriminel eller andenasocial tilværelse, hvis han afvises. Disse til-fælde udgør ca. 6 pct. af klientellet.

I praksis er fremgangsmåden, at perso-ner, der er anholdt og indbragt i aften- ognattetimerne, efter morgenmaden overførestil hjælpetjenesten. Dersom pågældendeønsker hja^lpetjenestens assistance, optagesen omfattende socialrapport til hjælpetje-nestens interne brug, og den suppleres medoplysninger fra politiets registratur, med-delelser fra læger og hospitaler samt even-tuelle oplysninger fra kommunernes social-kontor. På grundlag af det således udarbej-dede materiale iværksættes de foranstalt-ninger, som må skønnes at være til klien-tens bedste. Til belysning af, hvilke foran-staltninger der anvendes, kan det nævnes,at der i 1957 fore toges ialt 10.126 ekspedi-tioner, hvoraf 546 angik nye sager. Blandtekspeditionerne kan nævnes, at der fore-toges 1.061 henvisninger til centralkontoretfor hjemløse mænd for at blive indlogeretpå herberg, og 969 henvisninger til social-kontor om økonomisk hjælp (i reglen kunså stor, at klienten kan klare sig i nogledage, medens der arbejdes med hans for-hold). Der udleveredes 1.643 spisebilletter(normalt 1 om dagen i den tid, der arbej-des med klienten). 310 personer fik anvistarbejde i København eller provinsen. 56personer modtog rejsehjælp til arbejds-plads i provinsen og 87 til hjemsted. Derydedes 578 kontante lån til afvikling afpresserende småudgifter såsom indløsningaf tøj på garderobe. 145 henvistes til alko-holbehandling. 146 henvistes til Dansk For-sorgsselskab (fordi de var eller havde væretunder tilsyn heraf). 73 blev indlagt påSundholm som subsistensløse og arbejds-sky. 122 blev overført til psykisk, behand-

ling. 13 blev overført til børneværnet tilvidere foranstaltning. 47 blev overført tilafvænningshjem. Yderligere var der i for-skellige tilfælde spørgsmål om etablering affrivillig vejledning i provinsen, om frivil-ligt at lade sig underkaste økonomisk ad-ministration af løn, optagelse på KofoedsSkole, anvisning af værelse, overførelse tilarbejdsteknisk ungdomsskole, overførelsetil anden politiafdeling, hjælp til udfærdi-gelse af ansøgninger, overførelse til afso-ning, henvisning til husvildeforsorg, ind-læggelse til observation på åndssvagean-stalt, indlæggelse på hospital, ydelse af tøj-hjælp.

Ca. 31 pct af dem, der i 1957 havde for-bindelse med hjælpetjenesten, var under25 år.

Med hensyn til de spørgsmål, der rejsersig om hjælpetjenestens hjælp til tilflyttedeunge, der hjemsendes, henvises til neden-stående kapitel 6, side 33.

Københavns magistrats 3. afdeling harover for udvalget oplyst, at de foran om-talte regler for hjælpetjenesten (dagsbefa-ling af 23. maj 1955) er udfærdiget efterforudgående forhandlinger med iorsørgel-sesvæsenet. I medfør af denne dagsbefalinger der et ret nøje samarbejde mellem po-litiet - navnlig hjælpetjenesten - og; for-sørgelsesvæsenet, og der er ifølge magistra-tens opfattelse ingen tvivl om, at dettesamarbejde har været af værdi ved gennem-førelse af socialt betonede foranstaltningerover for personer, der er kommet i forbin-delse med politiet. Magistratens 3. afdelingtillægger derfor hjælpetjenestens virksom-hed betydning, omend den ikke kan se bortfra, at hjælpetjenesten muligvis i et vistomfang har udviklet sig ud over sit oprin-delige formål. Magistraten har endvidereudtalt, at der ofte for personer, der efterbegåede forseelser kommer i forbindelsemed hjælpetjenesten, vil foreligge proble-mer, der kan gøre det vanskeligt at afgøre,om de bør søges løst ved foranstaltning afpoliti eller forsørgelsesvæsen; men i hvertfald når talen er om unge, der første ganghar kontakt af nævnte art med politiet, ermagistraten tilbøjelig til at mene, at detofte vil va^re en fordel, at politiet behand-ler tilfældene i overensstemmelse med deforudsætninger, der gælder for hjælpetjene-

2:>

sten, bl. a. også for at søge undgået, atunge mennesker vænnes til at søge offentlighjælp frem for at søge at klare sig vedegen hjælp.

Justitsministeriet har i 1955 over for po-litidirektøren tiltrådt opretholdelsen afhjælpetjenestens virksomhed. Justitsmini-steriet har dog samtidig givet udtryk forden opfattelse, at hjælpetjenestens virk-somhed ikke er en politimæssig, men enforsorgsopgave, og at ministeriet derforville have opmærksomheden henvendt påmuligheden for at lade hjælpetjenestensvirksomhed overgå til sociale institutioneri overensstemmelse med de forslag, dermåtte blive gennemført som resultat af deovervejelser, som finder sted i nærværendeudvalg.

E. Klientellet på KofoedsTræningsskole.

1 forbindelse med foranstående kan der væregrund til også at fremhæve den redegørelseom en undersøgelse af klientellet på Ko-foeds Træningsskole, der er gengivet sombilag til klientelundersøgelsen (side 274-295).

Denne undersøgelse omfattede ialt 54personer under 25 år. Den viste bl. a., atde samme typer unge findes på både ar-bejdsanstalterne og træningsskolen, men atskolen dog som helhed antagelig havdeflere, der socialt var mindre belastede oglettere at rette op, end arbejdsanstalternehavde.

2<>

Kapitel 5.

Det forventede fremtidige behov for pladser i arbejdsanstalt.

Som det fremgår af opgørelserne i udval-gets første betænkning og foran i kapitel 3,har anstaltsklientellets størrelse været af-tagende siden 1930erne. Det kunne derforvære nærliggende at konkludere, at arbejds-anstalternes klientel måske i løbet af nogleår vil være svundet ind til nogle få for-sørgelsesalumner.

Tallene fra ca. 1955 synes imidlertid atvise en vis stabilisering. Hertil kommer, atanbringelse på arbejdsanstalt, bortset fraopbevarings- og forsørgelsessynspunkter, ertemmelig formålsløs, således som anstal-terne i øjeblikket er indrettet. Kommuner-ne benytter kun denne udvej for anbrin-gelse af det asociale klientel i mindst muligudstrækning. Det kan derfor ikke sluttes,at klientellet virkeligt er blevet mindre, ogat anstalterne ubetinget kan dimensioneresefter et svindende antal alumner, men deter muligt, at de asociale klienters problemstadig består som et problem, som blotforbliver uløst og giver kilde til utilfreds-hed, uden at man fra kommunernes sideunder de nuværende forhold kan findenogen løsning. Ved en eventuel reforme-ring af anstalternes arbejde er det tænke-ligt, at der vil dukke en del nye klienterop, et forhold, der muligvis allerede visersig alene ved en fornyelse af de ydre ram-mer, jfr. således at den ret nye anstaltStore Dannesboe ved Odense siden sinindretning har været överbelagt og ifølgede fra anstalten modtagne oplysninger haren stadig større og større tilgang. Spørgs-målet om, hvor stort det klientel er, som vilhave et behov for en rationel forsorg forasociale ikke-kriminelle personer, kan der-for ikke besvares ud fra den i kapitel 3nævnte opgørelse af de nuværende anstal-ters belægning, men der må tages hensyn

til flere forskellige faktorer, formentlignavnlig følgende:

1. Ændringer i befolkningstallet.

Sådanne ændringer synes dog kun at havehaft ringe indflydelse på den hidtidige ud-vikling. I tiden fra 1935 til 1955 er densamlede danske befolkning således stegetca. 20 pct., men i samme periode er antal-let af anstal tsalumner faldet stærkt.

Alt andet lige må man dog regne med, aten stigning i befolkningstallet også skullemedføre et større klientel på arbejdsanstal-terne.

2. Forskydninger i befolkningensaldersfordeling.

I den foran nævnte periode er der sket ensådan forskydning. I 1934 udgjorde perso-ner over 65 år således 7,5 pct. af befolk-ningen, i 1957 ca. 10 pct. (Alt i alt er derca. 66 pct. flere personer over 65 år i 1957end i 1934). Svarende hertil er der - somnævnt i udvalgets første betænkning (tabel18, side 104) - sket en forskydning i an-staltsklientellets aldersfordeling, idet antal-let af personer over 60 år anbragt på ar-bejdsanstalt siden 1934 har været relativt- og indtil 1951 også absolut - stigende.Nedgangen i størrelsen af klientellet faldermed andre ord udelukkende på de yngrealdersklasser.

3. Beskæftigelsesforholdene.

Antallet af anstaltsalumner i de yngrealdersklasser har været påvirket stærkest afdisse forhold, og nedgangen i antallet siden1930erne må derfor ses som en følge af debedre beskæftigelsesforhold under og efterkrigen. Nedgangen i antallet af anbragte påarbejdsanstalter kom senere end det tids-

27

punkt, hvor bedringen i beskæftigelsesfor-holdene begyndte - den satte i virkelig-heden først ind efter 1942 - men har der-efter været stærkere end faldet i arbejds-løshedsprocenten. Dette hænger formentligsammen med, at beskæftigelsesforholdenespåvirkning af tilgangen til arbejdsanstal-terne foregår ved, at lange, håbløse arbejds-løshedsperioder kan skabe den legemligeog psykiske nedgang, som er baggrundenfor en senere anbringelse på arbejdsanstalt.Beskæftigelsesforholdene kan desuden tæn-kes at påvirke afgangen fra anstalterne, idetgode beskæftigelsesforhold kan gøre detlettere at få de anstaltsanbragte genindpas-set i erhvervslivet. Som det imidlertid frem-går af klientelundersøgelsen, jfr. omtalenheraf foran i kapitel 3, har de fleste af depå arbejdsanstalterne anbragte personer såmange behandlingsmæssigt forsømte legem-lige og psykiske vanskeligheder, at der kuni ret få tilfælde vil være mulighed forumiddelbart at anvise dem et arbejde, somde ville kunne beholde.

De ret gode beskæftigelsesforhold harnu varet en årrække, og det er derfornæppe sandsynligt, at antallet af arbejds-anstaltsklienter af den grund vil blive yder-ligere reduceret, men meget taler for, at til-gangen i de kommende år vil blive ret kon-stant. Såfremt der skulle komme en periodemed stor og langvarig arbejdsløshed formange arbejdere, kunne dette tværtimodtænkes at føre til en øgei: rekrutering.

4. Lovgivningen m. m.

Lovgivningen og den administrative prak-sis vil ligeledes påvirke antallet af anbragtepå arbejdsanstalterne. Herunder falderogså mulighederne for at opnå andre for-mer for hjælp eller forsørgelse og myndig-hedernes villighed til at anvende bestem-melser om tvangsanbringelse, tvangstilbage-holdelse m. v.

Hvis der åbnes mulighed for anvendelseaf andre former for forsorg for klientellet,vil det sikkert i de fleste tilfælde blive be-

nyttet. En lettere adgang til folkepensiongennem dispensationer fra sygekasse- ellerværdighedsbestemmelser, en udbygning afplejehjemsforsorgen for kronisk syge ellerindførelse af foranstaltninger til hjælp forsinker (jfr. herom i kapitel 20 i ungdoms-kommissionens betænkning om den tilpas-ningsvanskelige ungdom) kan således havebetydning.

I modsat retning ville det virke, såfremtman strammede den administrative praksis,navnlig med hensyn til anvendelsen af lovom offentlig forsorg § 321. En mere ener-gisk optræden over for betlere og omstrej-fere, erhvervs- og subsistensløse ville så-ledes formentlig forøge antallet af anstalts-anbragte, især for hovedstadsområdet, menogså for det øvrige land. En stramning afreglementernes bestemmelse om udgangs-tilladelse og en genoptagelse af den gamleefterlysningspraksis ved bortgang, jfr. her-om foran i kapitel 2 (side 14) og nedenfori kapitel 8 (side 49), ville formentlig virkepå samme måde.

5. Sammenfatning.

Der synes i det hele at være tale om etlatent klientel af betydelig størrelse, hvil-ket bl. a. illustreres af den ret store belæg-ning på herbergerne i København, jfr. her-om foran i kapitel 4, side 22-23.

Spørgsmålet om arbejdsanstalternes ka-pacitet vil i høj grad afhænge af udbyg-ningen af det forebyggende ambulante ar-bejde, herunder børne- og ungdomsforsorg,behandling af alkohollidende m. m. Manmå dog trods sådanne muligheder regnemed, at anstå! tsklientellet og antallet afindlagte i de kommende år under uæn-drede beskæftigelsesforhold og en uændretlovgivning vil være nogenlunde konstant.Det er dog muligt, at der må regnes meden vis forøgelse i antallet af gamle, affæl-dige alumner, der i nogen grad vil stillekrav til anstalternes forsørgelses- og syge-afdelinger.

28

Kapitel 6.

Forebyggelse.

A. Almindelige bemærkninger.

Målet må va;re, at man forsøger at hindre.,at der foregår en social deroute, der sluttermed anbringelse på arbejdsanstalt.

Skønt denne opgave er vigtig, er derendnu kun enkelte steder her i landet op-taget et arbejde med de enkelte personerfor at finde frem til egnede behandlings-former over for særligt truede.

Det synes ofte at være personlige (familie-mæssige og andre) forhold, der har denudløsende virkning for en deroute. Der om-tales således i klientelundersøgelsen et eks-empel, hvor en deroute begyndte samtidigmed et samliv med en kvinde, hvis livsfø-relse må formodes væsentligt at have med-virket til derouten. Der er i undersøgelsennævnt et eksempel på alkoholmisbrug, somi hustruens levetid ikke udløste katastrofalevirkninger, men som gjorde det efter hen-des død. Og der er nævnt et eksempel på,at en mand blev arbejdsløs og på dette tids-punkt ikke havde fornøden støtte, fordi derpå samme tid var opstået et uvenskab medhans fader. I mange tilfælde synes forholdunder opvæksten, et brudt ægteskab ogmåske dermed tab af bopæl at have spilleten stor rolle.

I sådanne situationer vil den offentligeforsorg kun være i stand til at udrettenoget, hvor der udvikles en sådan tillid tildisse organers effektivitet, at personer, derforud har tilknytning til den, der trængertil hjælp, føler sig tilskyndet til at skabe enkontakt med den sagkyndige hjælp.

Det vil herved være muligt at skabe enmotivering for hjælp fra det offentlige pået tidligt tidspunkt. Som forholdene hidtilhar været, foreligger dette behov over fordet offentlige derimod ofte først, efter atderouten allerede er stærkt igang, idet of-fentlige myndigheder hidtil i reglen først

er kommet ind i billedet, når de af andregrunde har skullet træffe en første for-holdsregel over for pågældende, og selv dahar motiveringen for, at de skulle yde enpassende hjælp, været begrænset. Som eks-empel herpå kan nævnes de tilfælde, derside 9-15 i klientelundersøgelsen er omtaltmed bemærkninger om, hvilke mulighedersamfundet i disse kunne have haft ved entidlig indgriben. F. eks. nævnes her, at må-ske udviklingen for en bestemt personkunne have drejet i en anden retning,hvis der var grebet ind, da han fik denførste advarsel for betleri, og hvis man dengang havde foretaget en undersøgelse afsociale og psykologiske forhold. I andretilfælde kunne måske en effektiv behand-ling af alkoholisme have gjort det muligtat genoprette et ægteskabeligt samliv. Må-ske kunne en erhvervsoplæring have haftbetydning, hvis den var sat ind allerede vedden første anbringelse på en arbejdsanstalti ganske ung alder. Måske kunne der til enoplæring af en erhvervshæmmet på arbejds-stolen på Backersvej være knyttet en psyko-terapeutisk behandling.

Det er i klientelundersøgelsen (side 15)fremhævet, at der næsten altid vil væretale om meget komplicerede årsagsforhold.

Ikke alene i de relativt få tilfælde, hvoren person senere vil falde forsørgelsesvæse-net til byrde, bør der derfor hjælpes, mendet må i mange andre tilfælde tilstræbes,at det undgås, at der udvikler sig sygdom-me, der medfører belastning af sygehuseog sindssygehospitaler. Der bør derfor væremulighed for at træffe forebyggende skridtfra samfundets side allerede på et tidligttidspunkt, men på den anden side kan detnetop på det tidligere trin i udviklingenvære vanskeligt at udskille de tilfælde, i

hvilke der bør iværksættes sådanne særligeforholdsregler. Det er muligt, at det førstved en efterfølgende bedømmelse kan af-gøres, at der for en bestemt person burdehave været iværksat effektive forholdsreg-ler allerede første gang, han kom i forbin-delse med en offentlig myndighed. Selvom man ikke kan sortere hele et socialkon-tors klientel i varige forsorgspersoner ogandre klienter, er det dog gennem en ud-dannelse af personalet og et intimt samar-bejde med specialkyndige muligt at findefrem til en del særligt truede. Der kan ikkeiværksættes et særligt forebyggelsesarbejde,der tager sigte specielt på anstaltsklientel-let; man må lægge vægten på en mere al-mindelig forebyggelse, f. eks. ved at social-kontorernes virksomhed i det hele tagetgøres velegnet for en resocialisering. Dettekan f. eks. ske ved indførelse af en social-lægeinstitution, som kombineres med en ef-fektiv behandling af alkoholisme, værkste-der for erhvervshæmmede og mulighederfor at give logi under en vis kontrol m. m.;herved vil sandsynligvis nogle af de ulyk-keligste forløb kunne ændres.

Man må først og fremmest på de forskel-lige forsorgsområder tilstræbe at opbyggeen effektiv forsorg. Materialet fra klientel-undersøgelsen må sammen med det beslæg-tede materiale, der er gennemgået i detsocialpolitiske udvalgs forsorgsundersøgelse,anvendes under mere generelle overvejelserom resocialiseringsbestræbelserne for heleforsorgsklientellet.

De allerede eksisterende sociallægeord-ninger i Århus, Hvidovre, Rødovre og Fre-deriksberg må antages at have væsentligbetydning for det forebyggende arbejde ogfor behandling, enten derved at sociallægeni et vist omfang iværksætter en behandling,oftest psykiatrisk, eller derved, at han rå-der med hensyn til den mest effektive be-handling, lægeligt eller beskæftigelsesmæs-sigt.

Selv om formerne for sociallægens ar-bejde varierer i de forskellige kommuner,er hovedtanken dog den, at sociallægen erlægelig rådgiver for socialkontoret i dets ar-bejde, spændende fra børne- og ungdoms-forsorg til invalideforsorg og behandling afdet klientel, der skal hjælpes efter forsorgs-loven. Tjenestemændene vil kunne fore-lægge de enkelttilfælde, hvor en social

deroute truer, og man vil især ved råd ogvejledning til det yngre klientel kunnestøtte det forebyggende arbejde, og man vilkunne gribe ind med behandlingsforslag,inden tilfældet er blevet for håbløst. PåFrederiksberg, i Rødovre og Hvidovre, hvorder ikke findes lokale arbejdsanstalter, fin-des der ikke den samme medvirken frasociallægens side som i Århus, hvor lægenfungerer også som psykiatrisk konsulent vedarbejdsanstalten.

Af overordentlig betydning vil det være,at der findes effektive behandlingsmulig-heder for alkoholisme. Dette vil kunne op-nås, såfremt de forslag gennemføres, somudvalget tidligere har fremsat om støtte tilambulatorier for alkoholistbehandling, jfr.betænkningen om forsorgen for alkoholli-dende.

Endvidere fremhæver udvalget værdienaf det arbejde, der udføres af Københavnspolitis sociale hjælpetjeneste, jfr. foran ikapitel 4, side 24-26. Det er udvalgets op-fattelse, at man gennem denne institutionhar mulighed for at bidrage til at standseen social deroute for adskillige personer inogle af de situationer, hvor der netop ernaturlig anledning for en offentlig myn-dighed til at bidrage til en gunstigere ud-vikling. Udvalget kan derfor anbefale, atdenne institutions arbejde fremdeles fort-sættes.

Man må påregne, at der stedse vil eksi-stere et vist klientel, over for hvem en for-sorg i lighed med den hidtidige arbejds-anstaltsanbringelse må anvendes, selv omman i alle henseender gennemførte denmest effektive forebyggelse.

En effektiv forebyggelse vil kunne krævestørre indgreb i den personlige frihed, endman ud fra hensynet til individets frihedtil at bestemme over sin person anser forønskelig.

løvrigt bemærker udvalget, at dets forslagnedenfor i kapitel 8 om øgede behandlings-muligheder også vil være af forebyggendebetydning. Dette gælder også et forslag side51 om herbergerne.

B. Særlige problemer vedrørendede unge.

Under overvejelserne om, hvorvidt mankan forebygge en social deroute, er det na-

•H)

turligt at rette særlig opmærksomhed modde unge aldersklasser, hvor derouten endnukun er en mulighed, eller endnu ikke harhaft nogen lang varighed.

I kapitel 3 er der side 19-20 nævnten række oplysninger om de unge på ar-bejdsanstalterne, og der er her samt i ka-pitel 4 tillige givet oplysninger om ungepå forskellige andre institutioner. Disseoplysninger viser, at man blandt de ungepå arbejdsanstalterne finder et klientelmed særlig store problemer. De viser tillige,at problemet om særlige foranstaltningerfor unge ra,kker langt udover det område,som klientelundersøgelsen for arbejdsan-stalterne dækker, idet det bl. a. vedrørerogså det klientel, der er nævnt side 26 ikapitel 4 om Kofoeds Træningsskole, samthele børne- og ungdomsforsorgens klientel.Det må tillige erindres, at en anbringelse iarbejdsanstalt normalt først bliver aktuellænge efter, at en deroute er begyndt, og dakun i de alvorligste tilfælde. Ved over-vejelser om forebyggelsesmuligheder for detunge klientel kan man derfor ikke holdesig alene til arbejdsanstalternes klientel.

Af betydning for de unge aldersklasserer først og fremmest en række institutioner,som ikke udelukkende er indrettet medhenblik på de asociale unge. Man kan hernævne børne- og ungdomsforsorgens insti-tutioner og de i henhold til ungdomsar-bejdsløshedsloven oprettede arbejdstekniskeungdomsskoler. Gennem disse institutionerkan der gøres en væsentlig forebyggendeindsats.

Ungdomskommissionen har i sin i 1952udsendte betænkning »Den tilpasningsvan-skelige ungdom« beskæftiget sig med deforskellige muligheder for forebyggelse ogbehandling af tilpasningsvanskelighederhos unge. I første række er i betænkningennævnt betydningen af den unges hjem ogbetydningen af, at forældrene bliver i standtil at få nødvendig vejledning i opdragelses-spørgsmål. Tillige er omhandlet sundheds-tjenesten, d. v.s. de praktiserende læger ogsundhedsplejersker (og muligheden for øgetpsykiatrisk uddannelse af disse - såvellæger som sundhedsplejersker), skolevæse-net, børneforsorgen, ungdomsforsorgen,efterforsorgen for tidligere elever på op-dragelseshjem, de unge lovovertræderes pro-blemer, muligheden for oprettelse af kli-

nikker for ambulant behandling ved psy-kiatere, psykologer og socialrådgivere, ogendelig er behandlet særlig problemerneom de tilpasningsvanskeligheder, der skyl-des nedsat intelligens.

Forud for denne betænkning var et spe-cielt område inden for tilpasningsvanske-lighederne taget op i kommisionens be-tænkning om den tilflyttede ungdoms sær-lige problemer. Disse problemer omtalesnedenfor i afsnit C.

I en betænkning af 1953 har et af ar-bejds- og socialministeriet nedsat udvalgstillet nogle forslag om forsorgen for børnog unge, som har særlige tilpasningsvan-skeligheder. I denne betænkning fremhæ-ves betydningen af, at børneværnsudval-gene får adgang til at støtte sig til en sag-kyndig udtalelse om opdragelsesmulighe-derne, før der træffes beslutning om denfremtidige forsorg. Betydningen af et snæ-vert samarbejde mellem sindssygevæsenetog børneforsorgen er fremhævet, og der erstillet forslag om indretningen af opdragel-seshjem for de tilpasningsvanskelige.

Inden for børne- og ungdomsforsorgensområde må tillige nævnes de større mulig-heder for et efterværnsarbejde, der er skabtved lov nr. 192 af 7. juni 1958, hvorefterforsorgslovens § 65 er ændret således, at deraf staten kan ydes tilskud til efterværns-arbejde for elever udskrevet af opdragel-seshjem. Denne lovændring er gennemførti overensstemmelse med forslag stillet i enbetænkning, der i 1958 blev afgivet af etaf socialministeriet nedsat udvalg ombørneforsorgens administration.

Der kan yderligere nævnes en beta;nk-ning om forsorgsdomme og betingede dom-me, der i 1953 blev afgivet af straffelovs-kommissionen.

Nærmere enkeltheder i de omtalte be-tænkninger skal ikke fremdrages her, idetde omhandlede problemer vel er af storbetydning for det klientel, der muligt villeende på arbejdsanstalt, men de foreslåedeforanstaltninger rækker uden for nærvæ-rende udvalgs område.

For så vidt angår de problemer, der angårunge prostituerede kvinder, kan henvisestil den »Betænkning om foranstaltninger tilbekæmpelse af prostitutionen« (betænk-ning nr. 139), der i 1955 blev afgivet af detaf justitsministeriet nedsatte udvalg til

31

overvejelse at foranstaltninger over for pro-stituerede kvinder og ændring af de gæl-dende bestemmelser til modarbejdelse afprostitutionen. I denne betænkning er ogsåomtalt problemer vedrørende den homo-seksuelle prostitution.

Nærværende udvalg finder ikke anled-ning til at omtale de heri behandlede pro-blemer og forslag nærmere udover de be-mærkninger, der gøres nedenfor i kapitel10 i forbindelse med omtalen af forsorgs-lovens § 322.

Udvalget er bekendt med, at forskelligeovervejelser har fundet sted i et af økono-mi- og arbejdsministeriet i 1954 nedsat ud-valg »Træningsskoleudvalget«, der har hafttil opgave at undersøge, om der er behovfor, at der inden for ungdomsarbejdsløs-hedslovens rammer oprettes særlige - over-vejende arbejdsprægede — »træningsskoler«for de tilpasningsvanskelige unge. Den per-sonkreds, der herved ville komme i betragt-ning, er efter det, der er oplyst for nær-værende udvalg, ikke de allerede stærktderouterede, og træningsskoleudvalgets for-slag vil således formentlig navnlig være afbetydning for iorebyggelsesproblemerne forde unge.

C. Særlige problemer vedrørende dentilflyttede undom.

1. Forskellige steder i klientelundersøgelsenomtales den betydning, det har haft for ensocial deroute, at en person er flyttet fraland til by.

I det følgende nævnes derfor nogle sær-lige problemer, der foreligger for de unge,der foretager en sådan flytning.

2. For disse unge kunne eventuel hjem-sendelse til deres hjemegn være ønskelig,når de ikke kan indpasse sig i bysamfun-det. En hindring for en sådan hjemsen-delse vil imidlertid ofte ligge i forsorgslo-vens § 298, hvorefter det er en forudsæt-ning for at yde rejsehjælp som kommune-eller fattighjælp, at der i forvejen er sikretpågældende arbejde på det sted, hvortilhan ønsker at rejse, eller at hans familie iforvejen har fast bopæl i vedkommendekommune, og at forholdet mellem ham ogfamilien ikke er afbrudt. Ydes der rejse-li jælp, uden at disse betingelser er til stede,

er den kommune, der yder hjælpen, for-pligtet til fuldt ud at refundere - og selvbære - al hjælp, der indtil trangstilfældetsophør ydes til pågældende i den kommune,hvortil han er blevet i stand til at rejse.Kommunalbestyrelsen har endog regresover for de medlemmer af et socialt udvalg,der har tilstået rejsehjælpen. Hertil kom-mer, at det i socialministeriets praksis erfastslået, at udtrykket »familien« i den om-talte bestemmelse alene tager sigte på enpersons ægtefælle og børn. Udtrykket om-fatter således ikke en ugift persons slægt-ninge, og følgen er, at der aldrig kan ydeslovlig rejsehjælp til ugifte personer over18 år til hjemrejse til forældrenes hjem.

3. I en betænkning af juni 1953 udtaltedet foran side 22 kort omtalte herbergsud-valg, at udvalget anså det for meget ønske-ligt, om der kunne gennemføres foranstalt-ninger mod den planløse indvandring tilhovedstaden af folk fra provinsen, som ikkei forvejen har sikret sig logi eller arbejde.Herbergsudvalget havde overvejet en even-tuel udbygning af en af Centralkontoretfor hjemløse mænd indledet praksis med atyde hjælp til invandrede personers frivil-lige hjemrejse, f. eks. ved en statsbevillingtil Centralkontoret hertil, men udvalgetpegede tillige på muligheden for en even-tuel ændring af forsorgslovens § 298, stk.1, således at det skulle blive muligt atyde lovlig rejsehjælp til personer, der (udenrimelig grund) er indvandret til en kom-mune, men som inden for en kort periodeefter indflytningen - f. eks. 2-3 måneder•- over for vedkommende sociale udvalgytrer ønske om at komme tilbage til hjem-stedskommunen, og hvor tilflytningskom-munen må skønne, at en hjemrejse vilvære formålstjenlig alene af hensyn til denpågældende persons velfærd og tarv. Veden sådan regel ville man opnå, at tilflyt-ningskommunen ikke skulle yde fuld re-fusion for komrnunehjælp, der eventueltmåtte blive ydet i hjemstedskommunen,men kun almindelig opholdskommune-refusion efter reglerne i forsorgslovens § 60.En sådan lovbestemmelse måtte iøvrigt in-deholde nærmere begrænsninger for at ude-lukke mulighed for misbrug.

Betænkningen pegede iøvrigt på forsla-gene i ungdomskommissionens betænkning

:52

af 16. september 1947 om den til flyttedeungdoms særlige problemer, hvori der varforeslået oprettet et særligt centralkontori hovedstaden med den opgave at yde dentilflyttede ungdom råd og vejledning medhensyn til vilkårene for at etablere en or-dentlig tilværelse efter tilrejsen til hoved-staden, og der erindredes om, at ungdoms-kommissionen desuden foreslog forskelligeandre lettelser af den indflyttede ungdomsvilkår.

Til belysning af foranstående kan næv-nes, at kun 18 af ialt 255 personer fra pro-vinsen, som i 1957/58 henvendte sig tilCentralkontoret for hjemløse mænd, havdeopholdt sig i København over 1 måned,medens 78 havde opholdt sig i København0 dage, 129 i 1-7 dage, 30 i 8-30 dage.

4. Som nævnt i kapitel 4, side 25, be-rører også politiets hjælpetjenestes arbejdetilflytterproblemet for de unge, der kom-mer fra provinsen til København, idet der1 en del tilfælde gives hjælp til tilbageflyt-ning.

Københavns politi har som sin principi-elle indstilling udtalt over for udvalget, atdet må anses for at være forkasteligt at for-søge at hjælpe unge til rette i byen, hvisde ikke får et rodfæste her, idet de her-igennem blot kan blive indført i byenssociale hjælpeapparat og derved lære atsnylte på dette. Politiet har derfor pegetpå det ønskelige i, at politiet af kriminal-præventive grunde bør kunne hjemsendesådanne unge mennesker, uden at der kanrejses refusionskrav af det sociale udvalgpå det pågældende sted.

5. Københavns magistrat har ligeledes i enudtalelse til udvalget fremsat et ønske omen noget friere adgang til at yde hjælp tilhjemrejse, end forsorgsloven nu giver isådanne tilfælde.

6. Anstaltsudvalget har drøftet, om manikke kunne nå til en friere hjemsendelses-ordning, især for unge, der på må og få ersøgt til København, og som, hvis der ikkeskaffes dem arbejde eller mulighed for at

vende hjem, står i fare for at glide ind i ensocial deroute.

Mod at ændre forsorgslovens § 298 så-ledes, at man lovligt kan give dem hjem-rejsepenge, kan anføres, dels at en sådanændring kan give grund til frygt for gen-opliven af de hjemsendelsesregler, dergjaldt før forsorgsloven, dels at den gæl-dende regel tjener det formål at hindre enkommune i på en nem måde at befri sigfor en forsørgelsesbyrde.

Det førstnævnte hensyn kan nu næppevære til hinder for en regel om, at der kanydes hjælp til unge mennesker, der selvønsker at komme tilbage til det sted, hvorde kan føre en normal tilværelse. Hvaddet andet hensyn angår, så afbalanceres deti væsentlig grad af reglerne om opholds-kommunerefusion, der bevirker, at denkommune, der yder rejsehjælpen, kommertil at bære opholdskommunens andel af ud-gifterne til pågældendes forsørgelse i denkommune, han sendes til. Det er iøvrigtallerede under den nuværende ordning ikkeualmindeligt, at der efter nærmere aftalemellem de to kommuner ydes rejsehjælptil en person, som selv fremsætter anmod-ning derom.

Udvalget foreslår derfor, at der til § 298,stk. 1, føjes følgende:

»Dog kan der efter anmodning ydes enperson under 25 år rejsehjælp til en kom-mune, hvortil pågældende har haft tilknyt-ning gennem ophold og arbejde i længeretid, eller hvortil han har tilknytning gen-nem derboende nære pårørende, f. eks. for-ældre, plejeforældre eller søskende, hoshvem det må antages, at pågældende vilkunne få ophold«. I stk. 2 udgår følgeligi 1. linie ordet: »herefter«.

I udvalget: er drøftet, om den nævntealdersgrænse burde være 30 år. Som støtteherfor er anført, at der i praksis let kanforekomme tilfælde, hvor hjælp til hjem-rejse er lige så påkrævet for personer over25 år som for personer under 25 år. Fraanden side er anført, at en aldersgrænsepå 30 år kunne medføre, at der blev ydetrejsehjælp til familier med børn, hvilketikke anses for ønskeligt.

33

Kapitel 7.

Sortering af det nuværende klientel.

Inden for det klientel, der findes på ar-bejdsanstalterne, er der en del personer,for hvem man kunne rejse spørgsmål om enoverflytning til andre sociale institutioner.Der kan herved henvises til de oplysninger,som er omtalt foran i kapitel 3, og hvorafdet fremgår, at klientellet på anstalterneer af meget blandet karakter, og at det in-deholder nogle grupper, som svarer tilklientellet på forskellige andre anstalter.

A. De gamle.

Blandt klientellet findes et betydeligt antalgamle, og det er derfor rimeligt at tage stil-ling til, om disse eller nogle af dem kunneanbringes i sædvanlige alderdomshjem. Enforudsætning herfor er det imidlertid, atpågældende oppebærer folkepension, ogmange af klientellet opfylder ikke betingel-serne herfor.

En stor del af de gamle, der er anbragtpå arbejdsanstalterne, hører ikke naturligthjemme på et almindeligt alderdomshjem,og deres overflytning hertil ville være forstor ulempe for de øvrige beboere. I deenkelte tilfælde, hvor det skønnes rigtigereat anbringe pågældende på alderdomshjem,bør de sociale udvalg i det omfang, det ermuligt, søge at få pågældendes forhold ord-net således, at overflytning kan finde sted,eventuelt til et privat alderdomshjem.

B. De unge.

Om denne del af klientellet henvises tilforanstående kapitel 6, side 30-33. Heraf vildet fremgå, at der ikke findes nogen sær-lige muligheder for denne del af klientelletog altså heller ikke for indlæggelse i særlige institutioner.

C. De kronisk syge.

Oplysningerne i kapitel 3, side 17 og 20, vi-ser, at der befinder sig en del kronisk sygepå arbejdsanstalterne. Disse syge er i detvæsentlige indlagt i anstalterne, for at dekan få en pleje, de ikke kan få andre ste-der. I ganske særlig grad gælder det for Set.Jørgens Stiftelse i Aalborg, hvilken anstaltnærmest har karakter af et plejehjem forkronisk syge.

Personer, som er decideret kronisk syge,burde principielt hellere anbringes i pleje-hjem for sådanne end på en arbejdsanstalt.De kan dog være uegnede til sådan ind-læggelse som følge af deres asociale leve-vis; den fysiske hjælpeløshed kan på denanden side være så afgørende, at der må sesbort fra den tidligere levevis.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, atanbringelsen af kronisk syge på arbejdsan-stalt mindre skyldes de pågældendes tidli-gere levevis end den omstændighed, at derhidtil har været for få pladser i plejehjemfor kronisk syge. Siden klientelundersøgel-sen blev foretaget, er der ved lov af 2.marts 1955 gennemført en ændring af for-sorgsloven og folkeforsikringsloven med detformål at fremme opførelsen af sådanneplejehjem. Man må derfor gå ud fra, atproblemet om den rigtige anbringelse af dekronisk syge på arbejdsanstalterne vil løsesig selv i det omfang, det er pråkrævet,efterhånden som der indrettes tilstrække-lige pladser i plejehjem.

Det bemærkes i denne forbindelse, at so-cialministeriet har påbudt arbejdsanstalter-ne at sørge for, at der ved optagelsen fore-tages en almindelig lægeundersøgelse af allede indlagte, og man peger på, at dette vilbidrage til, at man fremover undgår en

34

fejlagtig anbringelse af kronisk syge i ar-bejdsanstalterne.

D. De sindssyge m.fl.

1. Sindslidende.

En stor del af de personer, som omfattedesaf klientelundersøgelsen, havde en elleranden sindslidelse, jfr. foran i kapitel 3,side 17.

Udvalgets principielle opfattelse er, at enarbejdsanstalt ikke er det rigtige sted tilanbringelse af personer, som er egnede tilophold på sindssygehospital.

Det er imidlertid ikke muligt at få alledisse indlagt i sindsygehospital og tilbage-holdt her. De ønsker i reglen ikke selvdette, og sindssygelovens regler om tvangs-mæssig indlæggelse og tilbageholdelse kansjældent opfyldes.

En eventuel overførelse til sindssyge-hospital ville ikke mindst være af inter-esse for den del af arbejdsanstalternes kli-entel, der er senilt demente, jfr. de i klien-telundersøgelsen nævnte tal, og det foranside 17 nævnte om, at klientelundersøgel-sen næppe giver et tilstrækkeligt billede af,hvor mange senilt demente, der er blandtklientellet.

Spørgsmålet om sindssygehospitalernesopgaver over for de gamle er drøftet i be-tænkningen om statens sindssygevaesen, deri 1956 blev afgivet af en kommission, somi 1952 blev nedsat af indenrigsministeriet(betænkning nr. 165).

Det fremgår af denne betænkning (side92-95), at den af alderen fremkaldte ånde-lige reduktion, selv om den medfører etsærligt plejebehov, og selv om den måskeefter omstændighederne kan siges at havekarakter af sindssygdom, ikke i sig selv be-virker, at den pågældende kan modtages pået sindssygehospital. Foruden sindssygelo-vens regler er herved peget på en af social-ministeriet fastlagt retningslinie, hvorefterder lægges vægt på, om pågældende ikke påanden måde kan få tilfredsstillende be-handling for sin lidelse.

I betænkningen fremhæver kommissio-nen, at de senilt demente næppe i alminde-lighed vil have psykiatrisk behandlings-behov i egentlig forstand, men at det regel-mæssigt vil dreje sig om typiske plejepatien-ter. Det nævnes dog, at det på den anden

side er givet, at sindssygehospitalerne skalmodtage de i højere grad sindssyge, derikke kan anbringes på plejehjem for kro-nisk syge, og at en sådan anbringelse vilvære nødvendig, såfremt egentlig tvangs-mæssig tilbageholdelse skal finde sted. Detnævnes, at det aldrig har været sindssyge-væsenets standpunkt at afvise patienter afde nævnte typer fra sindssygehospitalerneeller til disse knyttede plejehjem. Alligevelvil det næppe kunne bestrides, at der påvisse institutioner for gamle befinder sig; etantal patienter, som både af hensyn til demselv og deres omgivelser, burde inddragesunder psykiatriske institutioners forsorg,men også her har sindssygevæsenets plads-mangel sat sine spor sammen med andremomenter. Kommissionen har derfor over-vejet, hvordan man bedst kunne afgrænseden patientgruppe, hvorom det her drejersig.

I princippet skulle det efter kommissio-nens opfattelse være klart, at de psykiatri-ske opgaver alene kan sættes i relation tilpatienter, der frembyder egentlige konfu-sions- eller forvirringstilstande, og som kanmodtages eller tilbageholdes på sindssyge-hospitaler og dermed ligestillede institutio-ner i medfør af sindssygelovens regler her-om. På baggrund heraf har kommissionenovervejet behovet for indretning af even-tuelle nye pladser på plejehjem i forbin-delse med sindssygehospitalerne, men manhar herved - alle forhold taget i betragt-ning - ment, at man inden for sindssyge-væsenets byggeplaner måtte lægge hoved-vægten på de egentlige behandlingsafsnitog ikke forcere et videregående plejehjems-byggeri. Kommissionen imødeser derfor, atsindssygevæsenets plejehjemskapacitet mu-ligt i visse perioder ikke vil være fuldt til-strækkelig.

Man kan altså ikke foreløbig regne med,at nogen væsentlig del af de senilt dementeeller iøvrigt sindssyge personer, der for ti-den er anbragt på arbejdsanstalt, kan flyt-tes fra disse til institutioner under sindssyge-forsorgen, hvor de principielt hører hjem-me. De vil sjældent eller aldrig ønske deteller efter anbringelsen opretholde ønsketom at forblive i hospitalet, og det er bl. a.derfor, de er havnet i arbejdsanstalt. Der ersom foran nævnt sjældent tale om alvorligfare for omgivelserne eller for dem selv, og

;;;5

en behandling på hospital vil i almindelig-hed ikke have større udsigt til at medførehelbredelse.

Der er på den anden side tale om et for-sorgsklientel, der som en række ikke-sinds-syge, men psykisk meget afvigende, der skalomtales i det følgende, har psykiske lidel-ser, og det kan ikke være forsvarligt at und-lade psykiatrisk behandling af denne ikkehelt lille gruppe. Såfremt man ikke ellerikke i fornødent omfang tager denne op-gave op inden for sindssygevæsenet, vil detderfor være nødvendigt inden for den so-ciale forsorgs rammer at sikre en special-behandling, der ofte må være ret hospitals-mæssigt præget og i alt væsentligt må væreaf samme karakter som den, der kan ydes isindssygehospital til dettes plejepatienter.

2. Psykopatisk prægede.

I forbindelse med omtalen af de sindssygepå arbejdsanstalterne bør også nævnesspørgsmålet om de psykopatisk prægedeindlagte, idet en behandling af de udpræ-gede psykopater forudsætter psykiatrisklægehjælp.

Under drøftelserne om denne del af kli-entellet er der peget på, at der savnes etsted for anbringelse af ikke-kriminellepsykopater. Man kan således ikke på for-hånd - som for de sindssyge - som en prin-cipiel opfattelse anlægge den betragtning,at denne del af klientellet burde anbringesandetsteds.

Også psykopaternes problemer omtales iden foran nævnte betænkning fra kommis-sionen om statens sindssygevæsen (side 88-89).

Det fremhæves heri, at det store flertalblandt psykopaterne udgøres af ikke-krimi-nelle personer, og at disse, når de har psy-kiatrisk hjælp behov, må henvises til depsykiatriske afdelinger og hospitaler. Medhensyn til indlæggelse i disse frembyderpsykopaterne adskillige problemer. Det erhyppigt sket, at psykopater under affekt-kriser er blevet tvangsindlagt som farlige,men måtte udskrives efter få dages forløb,når krisen var afløbet, idet de ikke kunnebetegnes som sindssyge. For mange stem-ningsuligevægtige og eksplosive psykopaterhar tilværelsen derfor i årevis kunnet for-me sig som en kæde af kortvarige, ufrivil-lige hospitalsophold.

Det forekommer efter det for anstalts-udvalget oplyste jævnligt, at sådanne pa-tienter indlægges i arbejdsanstalt og der-efter indlægges i f. eks. psykiatrisk afdeling,men påny kommer tilbage til anstalten, så-ledes at der forekommer gentagne ikke hen-sigtsmæssige flytninger.

Kommissionen om sindssygevæsenet harovervejet at foreslå særlige institutioner,der specielt skulle tage sig af psykopaterne,men har afvist denne tanke som utopisk.Kommissionen regner derfor med, at psyko-paterne fortsat skal behandles på de psykia-triske hospitaler, men altså kun i sammebeskedne omfang som hidtil.

På baggrund af denne stilling til det psy-kopatiske klientel fra sindssygevæsenets sidegår anstaltsudvalget ud fra, at det ikke fortiden er muligt at ændre forholdene fordenne del af anstaltsklientellet. Selv omen mere omhyggelig sortering af klientelletmåske kan medføre, at også enkelte af dissealumner kan anbringes på sindssygehospita-ler, må man påregne, at der fremdeles påarbejdsanstalterne indlægges psykopatiskprægede alumner af den foran nævntestemningsuligevægtige og eksplosive type,og at man er nødsaget til at beholde demunder anstaltsforsorg i den tid, indlæggel-sen kan vare. Også denne omstændighedmotiverer, at man får et behandlingsappa-rat knyttet til arbejdsanstaltsforsorgen.

3. Sinker og åndssvage.

I denne forbindelse kan tillige nævnes, atdet i klientelundersøgelsen (side 122-127)nævnes, at der blandt 180 personer, hvisintellektuelle niveau blev vurderet, var 33(18 pct.) sinker eller åndssvage (6 perso-ner). Herudover var der 36 (ca. 20 pct.),som måtte formodes intelligensmæssigt atligge i underkanten af det normale.

For den del af klientellet, der er ånds-svagt, må problemerne allerede efter dengældende ordning løses af åndssvageforsor-gen. Det er udvalgets opfattelse, at også desærlige problemer, der måtte forekommefor den del af klientellet, der ligger i denlaveste del af sinkegruppen, bør ordnes iforbindelse med åndssvageforsorgen, og ud-valget har derfor ikke fundet anledning tilfor sit eget vedkommende at stille særligeforslag om dette klientel. Man henviser i

:u;

denne forbindelse også til bemærkningernetil det forslag til lov om forsorgen for ånds-svage, som i dette folketingsår er forelagtfor folketinget. Det udtales heri bl. a. »atåndssvageforsorgen for at kunne nyttiggøresfor dem, der har behov for den, også efteromstændighederne kan omfatte personer,hvis tilstand efter et lægeligt skøn ganskemå ligestilles med åndssvaghed, dels fordide pågældende på grund af betydelig intel-ligensdefekt er ude af stand til at klare sigpå egen hånd, dels fordi deres forsorgs- ogbehandlingsbehov kun på fyldestgørendemåde kan varetages inden for åndssvage-forsorgens rammer, . . . dog understreges, atder ikke ved nævnte afgrænsning er tænktpå, at åndssvagelovgivningen skulle omfattesinkegruppen som sådan.«

E. Afsluttende bemærkningerom frasortering.

I de foregående afsnit er omtalt forskelligegrupper inden for anstaltsklientellet og de

muligheder, der måtte være for at overflyt-te disse til andre institutioner.

I nogle af tilfældene foreligger en sådanmulighed ikke, fordi egnede institutionerikke findes i tilstrækkeligt omfang. Dettegælder således plejehjem for kronisk syge.

Andre af de omhandlede personer egnersig på grund af deres asociale levevis ikketil at opholde sig i de pågældende institu-tioner, f. eks. alderdomshjemmene, og debør derfor ikke overflyttes til sådanne in-stitutioner.

Man må således regne med, at der i ar-bejdsanstalterne vil komme f. eks. en delkarakterologisk afvigende, som ikke harkunnet anbringes andetsteds, og hvis pro-blemer heller ikke kan klares af et ambu-latorium for alkohollidende. Der vil tilligekomme f. eks. en del gamle, der er ueg;ne-de til anbringelse i almindelige alderdoms-hjem. Alt i alt må det derfor fremdeles på-regnes, at der i anstalterne vil blive indlagten række personer, som vel vil volde størrebehandlingsmæssige vanskeligheder, mensom alligevel bør bevare deres tilknytningtil deres hjemegn.

Xi

Kapitel 8.

Forslag om arbejdsanstalternes fremtidige indretning, virkemåde m. v.

A. Almindelige synspunkter om behovet for øgede behandlingsmæssigemuligheder.

Som det fremgår af kapitlerne 6 og 7, mådet påregnes, at arbejdsanstalterne fremde-les må modtage et klientel, der er svært be-lastet, og hvis vanskeligheder er af megetforskellig art og af kompliceret karakter.De muligheder, der måske kunne findes forat søge at hindre den sociale deroute, erindtil videre ikke mange, og ved sorteringaf det nuværende klientel kan kun noglefå personer forventes overflyttet til andreiorsorgsgrene, hvorunder de retteligt hørerhjemme.

1. Overlæge Stiirups udkast.

I afsnit V (side 263-273) i klientelunder-søgelsen har overlæge dr. med. Georg K.Stump gjort rede for nogle behandlings-mæssige overvejelser om mennesker på ar-bejdsanstalt.

I det følgende fremdrages af disse over-vejelser enkelte punkter. Om overvejelserneiøvrigt henvises til det omtalte afsnit.

I betragtningerne er der peget på, at detegentlige formål med behandlingen på ar-bejdsanstalterne vel altid har været et for-søg på resocialisering, men at de midler,der må anvendes hertil, i fremtiden må bli-ve andre, dels på grund af de praktiske er-faringer, man nu har gjort med behandlin-gen af asociale og kronisk kriminelle, ogdels på grund af den viden, man ved klien-telundersøgelsen har fået om selve klientel-let på arbejdsanstalterne.

Der peges på, at det ikke er ualmindeligt,at man møder den antagelse, at ethvertsamfund har en gruppe asociale, som eruimodtagelige for påvirkning, og at det ersamfundets - d.v.s. arbejdsanstalternes -pligt »at opbevare« disse personer, såledesat de er til så ringe skade og besvær forsamfundet som muligt.

Ud fra behandlingsmæssige synspunktermå det ifølge overlæge Stiirup erkendes, atdet ikke er muligt at klare alle forekom-mende tilfælde, og at man derfor rent fak-tisk indtil videre også på dette område måakceptere et menneskeligt »bundfald« isamfundshusholdningen. Det må tillige er-kendes, at det vil være en alvorlig hindringfor de forsøg, der går ud på at begrænsestørrelsen af denne gruppe, om også ar-bejdsanstalterne og resocialiseringsforsøgenepræges af den indstilling, at det på forhånder givet, at der findes en sådan gruppe, somer uimodtagelig for nogen påvirkning.

Overlæge Stiirup fremhæver, at det vig-tigste er at afgøre, om man i det enkelte til-fælde kan være så sikker i sine formodnin-ger, at man tør fælde den dom, at et be-stemt menneske nu og i al fremtid er »uhel-bredelig«, så at det på forhånd er håbløstat gøre endog et forsøg på at hjælpe hamtil en tilværelse, der både for ham selv ogsamfundet vil være tilfredsstillende. Jostørre kendskab til en person man har, jomere usikker bliver man erfaringsmæssigtmed hensyn til, hvorvidt man tør klassifi-cere ham således, og jo mere forsigtig bli-ver man med hensyn til at stille en prog-nose.

Det fremhæves videre, at man må have ierindring, at man på dette område har atgøre med en gruppe mennesker, over forhvem alle tidligere forsøg på at føre demtilbage til en social tilværelse, er mislykke-des, men det er hensigtsmæssigt, at mangør sig klart, at de fleste af disse tidligereforsøg har bestået enten i indespærring un-der ret streng disciplin eller i en blot »op-bevaring«. Sådan indespærring, der berøverden indespærrede al selvrespekt, giver hamderfor en fornemmelse af øget usikkerhed

3«

og modløshed, og den sel vopgi vende ind-stilling, der behersker de fleste af de men-nesker, det her drejer sig om, forøges.

I overvejelserne om behandlingen pegesderfor på, at man, også når det drejer sigom disse - oftest ældre personer - bør be-gynde ethvert behandlingsforsøg med atforetage en social-psykologisk undersøgelsefor at få den rette vurdering af situationen,for at få en diagnostisering, der tager hen-syn til de sociale muligheder, de legemligemangler, de personlighedsmæssige ejendom-meligheder og de eventuelle egentlige psy-kiske lidelser. Formålet med behandlingenbør ikke alene være at behandle den ydreadfærd. Der må gøres forsøg på, at de an-bragte påny får et andet indhold i tilvæ-relsen, der må sørges for en intensiv be-skæftigelsesterapi i institutionen, der måvære mulighed for behandling såvel underopholdet som efter udskrivningen, der måvære mulighed for uden store og langvarigeformaliteter at genindsætte og atter ud-skrive fra institutionen, i hvert fald når på-gældende selv er indstillet herpå.

2. Udvalgets drøftelser.

Der er i de omtalte overvejelser og underudvalgets drøftelser peget på, at spørgsmå-let om, hvor vidt samfundet på dette om-råde bør strække sig med et tilbud om be-handling, også indeholder spørgsmålet om,hvorvidt man bør påtvinge en forsorg meden sådan behandling.

På andre områder, hvor der af samfundetsørges for behandlingsmuligheder, nøjesman almindeligvis med at stille behand-lingsmuligheder til rådighed. Dette villemed et klientel som det, der her er tale om,betyde, at man løber en meget stor risikofor, at patienten opgiver behandlingen pået alt for tidligt tidspunkt.

Noget kan derfor tale for, at det må følgeaf samfundets pligt til at være parat til atyde disse personer den behandling og denhjælp, de trænger til, at man også bør an-vende tvangsanbringelse, tvangstilbagehol-delse eller på anden måde tvangsmæssig be-handling, hvis en behandling kun dervedkan gennemføres. At denne betragtning kananføres her - i modsætning til de mangeandre tilfælde, hvor man fra samfundetsside alene fremsætter et behandlingstilbud,men overlader det til borgerne selv at af-

gøre, om de vil benytte sig af det - hængersammen med klientellets karakter.

Udvalget kan i princippet tiltræde, at detalmindelige synspunkt for en behandlingpå arbejdsanstalterne må være, at der her-ved gives klientellet et tilbud om behand-ling, og at dette tilbud bør fremsættes afsamfundet, uanset om pågældende i sin tid-ligere tilværelse måtte have undladt atmodtage tilbudet, og uanset om man i detenkelte tilfælde på forhånd måtte anse detfor mere eller mindre håbløst at foretageen egentlig behandling.

Dette synspunkt udelukker ikke, at der iet vist omfang i egnede tilfælde anvendesen tvungen anbringelse.

B. Klientelundersøgelsens forslag om enrationel opbygning af anstalternesom behandlingsinstitutioner.

I fortsættelse af de almindelige synspunktervedrørende muligheden for behandling afklientellet, som er omtalt i forrige afsnit,har overlæge Stiirup i de behandlingsmæs-sige overvejelser i klientelundersøgelsenskitseret et forslag til etablering af en for-sorg, som er klart behandlingsmæssigt præ-get, jfr. klientelundersøgelsen side 269 ff.

En institution, hvis arbejde skal tilrette-lægges med henblik på en sådan egentligbehandling, bør efter dette forslag have enledende stab, der passende kan bestå af enpsykiater, en psykolog og en forsorgsmed-arbejder, således at der i staben findes per-soner med en solid teoretisk uddannelse ipsykiatri og medicin, psykologi og socialeforhold. Tillige må denne stab være veltræ-net i praktisk arbejde med afvigende per-sonlighedstyper, og den må have en storindfølingsevne, være fordomsfri og ligevaeg-tig. For institutionens øvrige personale måopmærksomheden være henledt på, at derfindes fornøden social og menneskelig for-ståelse og en passende grunduddannelse.Det vil være nødvendigt, at personalet harrigelig tid og lejlighed til under vejledningat drøfte de indlagtes personlige problemerm. v. Det vil tillige være af stor betydning,i hvor høj grad den almindelige offentligeforsorgs andre institutioner er udbygget.

Det anses ifølge de omtalte overvejelserfor sandsynligt, at en effektiv udbygning af

39

sådanne institutioner kan give mulighedfor en tidligere ambulant behandling afpersoner, som for tiden indlægges i arbejds-anstalt, men der peges på, at man dog børvære klar over, at størstedelen af det klien-tel, man for tiden kommer i kontakt med,er subsistensløse og hjemløse, for hvem enøjeblikkelig anbringelse er nødvendig selvfor at gennemføre en rent indledende un-dersøgelse.

Det forslag, der opstilles i overvejelsernei klientelundersøgelsen, går i store træk udpå, at der rundt omkring på arbejdsanstal-ter af en vis størrelse indrettes modtage-afdelinger, hvortil der knyttes den nødven-dige sagkyndige bistand.

Indlæggelse i disse anstalter må efter for-slaget finde sted på modtageafdelingerne.Når en person anbringes her, er det tanken,at der skal foretages en lægelig og eventueltogså en psykiatrisk undersøgelse af ham, ogder tænkes foretaget en social-psykologiskanalyse af årsagsforholdene bag hans an-bringelse med det formål at tage stilling til,hvilke behandlinger der bør foretages, oghvilken anbringelse der vil være mest hen-sigtsmæssig. Efter denne undersøgelse tagesstilling til, i hvilken afdeling pågældendemere varigt skulle anbringes. Det foreslås,at de almindelige afdelinger, hvortil sådanoverførelse skulle foretages, deles i mindst 2grupper, således at man i den ene kun fore-tager en mindre intensiv behandling, me-dens man i den anden arbejder mere indi-viduelt og intensivt. Der peges på, at detmå være en forudsætning for arbejdet i densidste gruppe, at de, der indlægges her, ud-trykker ønske om at undergive sig en sådanbehandling, og at de i hvert fald på et visttidspunkt har haft tilstrækkeligt behov der-for. Det anses derfor for at være nødvendigtat etablere regler, som giver ret til tilbage-holdelse en vis tid, måske nogle uger elleren eller flere måneder efter det tidspunkt,hvor pågældende senere måtte ønske at af-bryde behandlingen. Det forudsættes iøv-rigt, at der bliver et sådant nært samarbej-de mellem de to typer afdelinger, at derstadig kan ske overflytning fra den ene tilden anden.

Forslaget går med andre ord ud på, atanstalterne skal have karakter af egentligebehandlingsinstitutioner. Det kan hervedfremhæves, at den behandling, der tænkes

på, ikke alene skulle gå ud på samtalermed pågældende og rådgivning, men ogsåpå en gruppemæssig påvirkning af forskel-lig art og senere en ambulant fortsættelseaf det påbegyndte arbejde.

Hvis der ikke under anstaltsopholdet kanoparbejdes en indtjent sum, der ved ud-skrivningen kan anvendes til startkapital,foreslås det, at der skaffes mulighed foreventuelt at yde nogen kontant hjælp pådette tidspunkt. Der må desuden i institu-tionerne - som også berørt i foranstående— findes det fornødne forsorgsmæssige ap-paratur, og der må være fornødne mulighe-der for afgang til beskæftigelse eventuelt iforbindelse med bolig under kontrolleredeforhold og i det hele taget være mulighedfor, at der fra institutionen ydes andennødvendig efterforsorg.

I særdeleshed må der være mulighed forbehandling af klienternes alkoholisme.Overlæge Stürup foreslår, at man i forbin-delse med modtageafdelingerne kunne ind-rette beruserafdelinger beregnet på modta-gelse af dem, der anholdes i beruset tilstandefter bortgang eller udskrivning fra anstal-ten samt andre berusere, som efter politietskendskab til dem må antages at behøve be-handling. I 1955 indbragtes 6.701 beruseretil københavnske detentioner. Der er medandre ord tale om et så stort antal, at man,selv om der kun regnes med en del af disse,kunne etablere en egnet vagttjeneste og fåen bedre ordning end den nuværende, hvorberuserne blot anbringes natten over i de-tentionen. En beruserafdeling ville tilligegive mulighed for at foretage en undersø-gelse af de pågældendes forhold på et tid-ligt tidspunkt, så at man i mange tilfældeville blive i stand til at sætte ind med enbehandling allerede ved en begyndendedrikfældighed, d.v.s. på grænsen mellem deaf dr. Teilmann nævnte stadier I og II, jfr.udvalgets betænkning om forsorg for alko-hollidende, side 45.

Som nævnt i klientelundersøgelsen er detaf særlig betydning, at søge afhjulpet denhidtidige mangel på en effektiv efterforsorgfor arbejdsanstalternes klientel. Muligt kanden fortsatte udvikling inden for de insti-tutioner, der i almindelighed tager sig aferhvervshæmmedes forhold og søger dissepersoners indpasning i arbejdsmarkedetlettet, yde væsentlige bidrag hertil.

41)

C. Udvalgets forslag omarbejdsanstalternes indretning.

1. Udvalget er enigt om det principielt øn-skelige i, at man i så vidt omfang som mu-ligt giver anstaltsklientellet et tilbud orn enbehandling af en sådan karakter, at den gi-ver en rimelig mulighed for resocialisering.

Udvalget er tillige i princippet enigt i, atden form, som overlæge Stiirup har skitse-ret, ville frembyde væsentlige fordele, og atman derfor principielt ville kunne gå indfor en opbygning af forsorgen efter disselinier.

Ikke mindst finder man anledning til atfremhæve, at det er nødvendigt, at der bli-ver mulighed for mere effektivt at behand-le de drikfaddige på arbejdsanstalterne, jfr.herved oplysningerne bl. a. i kapitel 3 omden betydning, drikfældigheden har fordisse personer, og bemærkningerne i udval-gets betænkning »Forsorgen for alkohol-lidende« orn behovet for og mulighedernefor en tvungen behandling af alkoholisme,jfr. denne betænkning side 67-83. Som deter nævnt foran, ville en beruserafdelingvære af stor betydning for denne behand-ling, og den ville formentlig også kunne af-laste det almindelige sygehusvæsen, sommodtagelsen af de akut alkoholforgiftedevolder væsentlige ulemper.

2. Man må imidlertid gøre sig klart, at derfor arbejdsanstalterne kun er tale om et re-lativt lille klientel, og at en del af dette vilvise sig at være utilgængelig for den nød-vendige behandling. Over for dette står, atdet ville være nødvendigt at foretage bety-delige investeringer, hvis man fuldstændigtskulle gennemføre forslagene, og det erderfor udvalgets opfattelse, at man vil mø-de store praktiske vanskeligheder, hvis manvil foretage en radikal omlægning af heleanstaltsforsorgen, således som det er skitse-ret af overlæge Stiirup. Hertil ville kommeforskellige finansieringsproblemer som føl-ge af de nugældende regler om de økono-miske forhold på anstalterne, jfr. heromnærmere i det følgende kapitel 9.

3. Udvalget er som tidligere nævnt enigtmed overlæge Stiirup i, at man må fremmede behandlingsmæssige muligheder i ar-bejdsanstalterne.

Ved overvejelserne herom bør dog tages

i betragtning, at indlæggelserne fremdelesmå forudsættes foretaget på den alminde-lige anstalt, der er bestemt for det sted,hvor den pågældende optages, d.v.s., at ud-valgets forslag må bygge på, at man stadiganvender de bestående anstalter.

I forrige kapitel og i bemærkningerneforan i dette kapitel er omtalt nogle af debehov, der foreligger for behandlingsmæs-sige foranstaltninger såvel i almindelighedsom over for specielle grupper, jfr. f. eks.bemærkningerne om de sindslidende og depsykopatisk prægede og bemærkningerneom behovet for en særlig beruserafdeling.

I udvalgets betænkning »Forsorgen foralkohollidende« er endvidere nævnt, at detvil være nødvendigt, at der findes de for-nødne institutioner til gennemførelse af entvungen behandling af alkohollidende, hvisman skal vente positive resultater af enskærpelse af de gældende regler om iværk-sættelse af en sådan behandling.

For at løse de således foreliggende op-gaver må der eksistere et egnet behand-lingsapparat inden for anstaltsforsorgen, ogudvalget foreslår derfor, at der til nogle fåarbejdsanstalter knyttes i det mindste en stabbestående af en psykiater som tilsynsførendelæge samt en særligt uddannet psykolog ogendvidere - hvilket man finder særlig nød-vendigt - en forsorgsmedarbejder, som dag-ligt medvirker på anstalten. — Formentligvil det være naturligt, at man til disse an-stalter også knytter eventuelle særlige plad-ser for alkohollidende, som ikke kan nøjesmed ambulant behandling.

Det nævnte forslag forudsættes gennem-ført ved, at der knyttes et sådant særligtpersonale til en anstalt på Sjælland og for-mentlig til en anstalt i Jylland-Fyn, idetman går ud fra, at man i første omgang måsigte mod at knytte disse afdelinger til etpar anstalter.

Endvidere foreslår udvalget, at de frem-tidig fornødne lukkede afdelinger - d. v. s.afdelinger, der er fuldstændigt indhegnedemed vanskeligt overstigeligt hegn og medaflåsede porte og døre eller dog har et sær-ligt bevogtningsmandskab døgnet rundt -ligeledes alene oprettes på enkelte anstal-ter. Formentlig vil det være praktisk, at deknyttes til de samme anstalter som dem, tilhvilke der knyttes et særligt behandlings-personale. - Om de lukkede afdelinger

41

henvises iøvrigt nærmere til afsnit D ne-denfor, hvori det omtales, at man i disseafdelinger forudsætter anbragt de tvangs-mæssigt indsatte, der skal isoleres.

Da der herefter på nogle få anstalter iforvejen skal findes et større personale,herunder et kvindeligt plejepersonale, vildet endvidere være praktisk at knytte defornødne særlige kvindeafdelinger udeluk-kende til dem. Derimod behøver man næp-pe på andre arbejdsanstalter at have sær-lige kvindeafdelinger. Det sidste vil dogikke udelukke, at man på de andre anstal-ter midlertidigt for et eller to døgn kanmodtage og »opbevare« indlagte kvinder,jfr. iøvrigt også nedenfor side 49.

4. Indrettes nogle anstalter med henblikpå løsning af de egentlige behandlingsop-gaver, bør de øvrige anstalter (afdelinger)stort set drives på samme måde som hidtil,og til disse arbejdsanstalter forudsættesderfor kun i mindre omfang knyttet et sær-ligt behandlingspersonale. Udvalget fore-slår dog, at en fast forsorgsmedarbejder an-sættes på alle de større anstalter. Herud-over foreslår man, at de særligt uddannedepsykologer og eventuelt psykiatere, derknyttes til de førstnævnte særlige anstalter,i det nødvendige omfang besøger de øvrigeog bistår disse anstalter med at afgøre, omen indlagt person eventuelt bør overflyttestil en anden afdeling.

Det er efter udvalgets opfattelse væsent-ligt, at en afgørelse om en sådan overflyt-ning træffes i tide, således at man kaniværksætte behandlingen med den størstmulige udsigt til et gunstigt resultat, ogsåledes at man effektivt kan aflaste de min-dre arbejdsanstalter for de vanskeligste til-fælde.

Ved enhver anbringelse i arbejdsanstaltbør der altid foretages en gennemgribendelægeundersøgelse såvel med henblik på le-gemlige sygdomme som med henblik påpsykiske forhold. Samtidig med dennelægeundersøgelse bør der optages en socialanamnese over pågældende, eventuelt på etsærligt fastsat skema, og anstaltens læge må- i samarbejde med den foran nævnte psy-kolog og forsorgsmedarbejder — skønneover, om det er nødvendigt at tilkalde enpsykiater, og han må i så fald sørge fordenne tilkaldelse, således at den altid fin-

der sted, når det er nødvendigt, at der fore-tages en social-psykiatrisk undersøgelse.

Med henblik på en resocialisering vil dettillige være vigtigt, at der skabes mulighe-der for at beskæftige de indlagte på en så-dan måde, at de vænnes til arbejde af denart, de efter anstaltsopholdet bør kunneudgå til. Det er derfor af betydning, at derbygges tidssvarende moderne værksteder,monteret med maskiner, de indlagte kanlære at betjene, således at tilpasningen tilnutidens arbejdsforhold fremmes. Udvalgetforeslår en udtrykkelig bestemmelse omdenne beskæftigelse optaget i loven, jfr.forslaget i kapitel 12, men forudsætter denærmere bestemmelser givet i et cirkulærefra socialministeriet. I udvalget er drøftetde vanskeligheder, der skyldes afsætnings-vanskeligheder og f. eks. forholdet til ar-bejdsmarkedets parter, men man opfatterdisse spørgsmål som fælles for alle de insti-tutioner, der har tilsvarende beskæftigelses-problemer, og man har derfor ikke ment,at udvalget burde tage nærmere stillinghertil.

De anstalter og afdelinger, der ikke erlukkede — jfr. ovenfor — foreslås alle drevetsom åbne anstalter, d. v. s., at de vel kanvære indhegnede, men kun skal have por-tene lukkede f. eks. om aftenen og natten,og således at der ikke til dem hører et sær-ligt bevogtningsmandskab, hvorimod derdog må gælde den regel, at de indlagte måsikre sig samtykke af inspektøren eller hansstedfortræder for at kunne forlade anstal-tens område.

Men hensyn til disse almindelige anstal-ters forhold kan fremhæves, at man ved be-søg på anstalterne fra udvalgets side harværet opmærksom på, at standarden en delsteder er for lav, og at der f. eks. bør ind-rettes væsentlig flere eneværelser end hid-til, samt at f. eks. spise- og dagligstuer kun-ne forbedres en hel del mange steder.

Udvalget finder derimod ingen anled-ning til at stille forslag om, at man af prin-cipielle grunde skulle fremme en udviklingbort fra de mindre anstalter, der drives for-skellige steder, men det er tværtimod i ud-valget anført, at en leder af en mindre an-stalt ofte vil have lettere ved at opnå posi-tive resultater med de indlagte.

Det nuværende krav i forsorgsloven om,at anstalterne skal være inddelt i arbejds-

42

og forsørgelsesafdeli?jger, finder udvalgetdet unødvendigt fortsat at opretholde. Ensådan opdeling er rent faktisk ikke fore-taget i alle anstalter, og den skønnes ikkeat være mulig alle steder, hvortil kommer,at det i praksis har vist sig, at der ikkedisse steder har været særlige ulemper vedat undlade opdelingen. Om man skal op-dele de indlagte, bør derfor afhænge afnødvendigheden på den enkelte anstalt ogaf de muligheder, der måtte foreligge,d. v. s., at den formentlig navnlig vil bliveaktuel på de større anstalter, hvor manf. eks. kan tænkes i en særlig afdeling atville samle de gamle, der til en vis gradnærmer sig til at være et alderdomshjems-klientel. At bestemmelsen udgår af lovenvil ikke forhindre, at sådanne mulighederudnyttes, når man på anstalten selv måtteønske det.

I det væsentlige går udvalget med andreord ud fra, at de hidtidige anstalter kandrives som hidtil.

5. På et tidligere tidspunkt har udvalgetforhandlet med repræsentanter for Køben-havns magistrat om muligheden for at gøreet forsøg med en særlig behandlingsafde-ling på Sundholm eller måske helst udenfor Sundholm. Disse forhandlinger fandtdog sted på et noget svagere grundlag enddet foran skitserede, idet man på dette tids-punkt forudsatte, at de bygningsmæssigeforanstaltninger, der naturligvis måtte bli-ve bekostelige, såfremt afdelingen skullelægges uden for Sundholm, skulle betalesaf Københavns kommune, medens statenrefunderede halvdelen af driftsudgifterne.Det var imidlertid magistratens opfattelse,at der burde ydes bistand fra staten tilplanen i dens helhed, og at Københavnskommune, hvis dette ikke var tilfældet,mente at måtte løse andre kommunale op-gaver forud for denne.

Det må formentlig antages, at amter ogkøbstæder ville indtage samme standpunktover for spørgsmålet.

6. I det følgende kapitel 9 omhandles deøkonomiske problemer, der vil rejse sig,når man til et par anstalter knytter et sær-ligt behandlingspersonale som foran fore-slået. Udvalget finder det naturligt at ladestaten bære udgifterne til disse nye foran-staltninger.

7. I kapitel 12 findes et udkast til en æn-dring af forsorgslovens § 36, hvorefter dergives socialministeren hjemmel til gennem-førelsen af forslaget om særlige behand-lingsmuligheder på enkelte anstalter.

D. Særlige bemærkninger om denuværende tvangsarbejdsanstalterog om behovet for lukkedeafdelinger.

I forrige afsnit har udvalget foreslået,, atder kun knyttes lukkede afdelinger til en-kelte anstalter og formentlig kun til de an-stalter, der iøvrigt forudsættes udbyggetmed særlig henblik på de behandlingsmæs-sige opgaver.

I forbindelse hermed ønsker udvalget atfremsætte nogle bemærkninger om de nu-værende tvangsarbejdsanstalter.

Oplysningerne foran i kapitel 2 og 3 vi-ser, at antallet af pladser på tvangsarbejds-anstalter står i misforhold til størrelsen afdet klientel, der skal anbringes i sådanneanstalter. Det forekommer derfor urimeligtat kræve opretholdt en særlig anstaltsformaf hensyn til dette klientel, en urimelig-hed, der yderligere understreges af, at mani forrige afsnit har foreslået, at man i end-nu højere grad end hidtil indretter de al-mindelige anstalter som åbne anstalter.

Det er dog ikke muligt at følge princip-pet om åbne anstalter i alle tilfælde. I nog-le tilfælde vil det være påkrævet at anbrin-ge en indlagt i lukket afdeling. I andretilfælde sætter ordensmæssige hensyn engrænse for princippet, idet det kan værenødvendigt som disciplinær foranstaltningat foretage en isolering og indespærring.

I udvalget har man drøftet, om disse be-hov kunne dækkes ved en mulighed for atindsætte de pågældende i isoleringsrumsom en disciplinær foranstaltning, men ud-valget mener ikke, dette er tilstrækkeligteller tilrådeligt, og udvalget har derfor denopfattelse, at der fremdeles må være hjem-mel til at indrette lukkede afdelinger ved ial fald nogle anstalter beregnet på sådannepersoner, jfr. forslagene i forrige afsnit.

Et eventuelt herudover foreliggende be-hov for en midlertidig indespærring vilderimod kunne dækkes ved, at der i de an-dre anstalter indrettes et par værelser ellerisoleringsrum til anbringelse af vanskelige

43

personer i påkommende tilfælde, således atman f. eks. kan isolere de indlagte, derkommer berusede hjem.

Spørgsmålet om hjemmel til direkte ind-læggelse i lukket afdeling omtales nedenfori kapitel 10, og spørgsmålet om hjemmel tilsådan anbringelse som en disciplinær for-anstaltning omtales nedenfor i nærværendekapitels afsnit E.

Udvalget foreslår herefter, at man op-hæver forsorgslovens § 40 om socialmini-sterens pligt til at påse, at der indrettes detnødvendige antal tvangsarbejdsanstalter ogom, at pligten til at oprette disse påhvilerde amter, for hvem anstalten er bestemt,og at man ophæver den hertil hørende be-stemmelse i § 74 om fordelingen af udgif-terne. I kapitel 12 findes endvidere forslagom en ændring af forsorgslovens § 36, så-ledes at der bliver hjemmel til at sikre, atder indrettes de fornødne lukkede afde-linger.

E. Forslag om ordensmæssigebestemmelser.

Foran i kapitel 2 (side 13 ff) er omtalt deeksisterende ordensreglementer for arbejds-anstalterne. Tillige er som bilag 2 aftryktdet reglement, der gælder for arbejdsanstal-ten Sundholm.

Reglementerne for anstalterne uden forKøbenhavn er som nævnt i udvalgets før-ste betænkning og i foranstående kapitel 2meget forskellige.

Det er ønskeligt, at der gennemføres stør-re ensartethed i en del af reglementernesbestemmelser. Navnlig gælder dette forreglerne om disciplinære foranstaltninger,hvor det er uheldigt, om klientellet skulle»udvælge« anstalter som særlig lempelige.Det samme gælder reglerne om den pe-riode, der skal gå efter indlæggelsen, indenudgangstilladelse gives, en periode, der fo-reslås fastsat til 4 uger for at give mulighedfor en vis stabilisering.

På grundlag af et udkast, som udvalgethar modtaget fra landsforeningen af lederemed flere ved forsorgsinstitutioner i Dan-mark, er udarbejdet det mønsterreglement,der er aftrykt som bilag 3 til betænknin-gen. Udkastet er tiltrådt af foreningen, ogudvalget foreslår, at det af socialministeriet

anvendes således, at dets hovedbestemmel-ser søges indført for alle anstalter, medensforskellige mindre vigtige regler foreslåshenskudt til lokal afgørelse, f. eks. ved af-fattelse af den husorden, der udfærdiges in-den for reglementets rammer.

Reglementets bestemmelser om arbejds-vederlag går ud på, at arbejde så vidt mu-ligt skal udføres som akkordarbejde, og atder ugentlig udbetales halvdelen af veder-laget, dog med mindst et fastsat beløb, dersvarer til de lommepenge, som udbetales tilde ikke-arbejdsdygtige. Disse lommepengeforeslås fastsat af socialministeriet (medensartede satser for alle anstalter). Den delaf arbejdsvederlaget, som ikke udbetalesugentlig, udbetales ved lovlig udtræden.Den indlagtes krav bortfalder dog i tilfæl-de af bortgang eller udeblivelse efter ud-gangstilladelse, medmindre forholdene ta-ler for, at kravet bevares indtil videre. Fordette sidste bør der gælde en tidsbegræns-ning. Det foreslås, at socialministeriet i etcirkulære giver vejledning om, hvilke sær-lige forhold, der kan blive tale om, f. eks.hensyntagen til, at tilgodehavendet er stortog eventuelt skulle bruges til køb af be-klædning el. lign. Endvidere vil en bevarel-se af kravet være rimelig, hvis pågældendeindlægges igen inden 1 år efter udeblivelseefter udgangstilladelse (reglementets § 22).

Det må afgøres af den enkelte anstalt,hvorvidt de indlagte under opholdet skalbære anstaltens tøj, eller om det kan tilla-des dem at benytte deres eget tøj, og detteomtales derfor ikke i mønsterreglementet.

Ligeledes omtales det ikke i reglementet,hvorvidt der af anstalten skal afholdes ud-gifter i resocialiseringsøjemed til at forsynede indlagte med beklædning, briller, kun-stige tænder, bandager m. m., idet dettespørgsmål må afhænge af den videre ud-vikling af forskellige finansieringsproble-mer. Spørgsmålet omtales nærmere neden-for i kapitel 11 (side 72).

I stedet for den hidtidige betegnelse»disciplinære straffe« benytter mønsterreg-lementet betegnelsen »disciplinære foran-staltninger«. Som sådanne kan anvendesoverførelse til andet arbejde, nægtelse afudgangstilladelse (der hidtil er betegnet

44

»indeholdelse«) og i grovere tilfælde an-bringelse i lukket afdeling (hvilket somnævnt i forrige afsnit afløser den hidtidigeoverførelse til tvangsarbejdsanstalt). End-videre kan forekomme midlertidig hensæt-telse i isoleringsrum.

I denne forbindelse kan også nævnes detforan omtalte om, at et tilgodehavende ar-bejdsvederlag fortabes ved bortgang ellerudeblivelse, og at der i samme anledningkan blive tale om efterlysning for at førepågældende tilbage (reglementets § 25).

Desuden er der (i § 23) mulighed for eterstatningskrav for visse skader, der på-føres anstalten. Denne regel forudsætter,at skaden er påført forsætligt eller af man-gel på almindelig agtpågivenhed og fast-sætter, at erstatningsbeløb kan fradrages ipågældende» tilgodehavende eller påføreshans konto som skyld. Udvalget bemærker,at en sådan erstatningsregel - der harhjemmel i forsorgslovens § 43 - er påkræ-vet. Man bemærker endvidere, at en bog-føring som skyld alene tager sigte på mod-regning i beløb indtjent under anstaltsop-holdet.

I udvalget er drøftet, om man burde æn-dre det system for disciplinære foranstalt-ninger, der hidtil er anvendt, således atman som disciplinære foranstaltninger istedet for nægtelse af udgangstilladelse an-vender dagbøder, der må arbejdes af eller»siddes af«.

Som begrundelse for at indføre et dag-bødesystem er anført, at det vil kunne an-vendes smidigt efter forseelsens grad, og atde indlagte bedre vil kunne forstå det, og-så fordi det: kendes i det almindelige livuden for anstalten. Tillige er det fremhæ-vet, at det føles nedværdigende for de ind-lagte, at de som et disciplinært skridt veden administrativ beslutning kan miste de-res frihed for en mindre forseelse; et dag;-bødesystem ville aflaste tankegangen fordette.

Heroverfor er anført, at de indlagte villeføle netop et bødesystem som et særligtkraftigt indgreb, og at en bødeordning vil-le gå imod de bestræbelser, der iøvrigt gø-res for at søge, at de indlagte opsparer endel af arbejdsfortjenesten. Det er yderligerenævnt, at erfaringer på Sundholm med ettidligere bødesystem bevirkede, at de ind-

lagte mistede arbejdslysten, fordi de somfølge af en ikendt bøde i en vis tid ikkemodtog nogen fortjeneste, og at man der-for af denne grund afskaffede systemet. Derer yderligere henvist til, at man i mønster-reglementet som nævnt fortrinsvis sigtermod at lade arbejdet udføre som akkord-arbejde, et system, som ville gøre en dag-bødeordnings uheldige virkninger endnustærkere.

Til belysning af spørgsmålets praktiskebetydning kan nævnes, at det er oplyst forudvalget, at: indlagte i nogle tilfælde harklaget: over disciplinære foranstaltninger tildet af folketinget ifølge grundlovens § 71,stk. 7, nedsatte tilsyn, men at disse tilfældekun har været få. Det overvejende flertalaf udvalgets medlemmer finder, at manalene bør knytte økonomiske sanktioner tilforhold, hvor dette kan forekomme at væresærlig naturligt og påkrævet, d. v. s., at dersom foran nævnt gives regler om fortabelseaf tilgodehavender ved bortgang m. m. ogom erstatning for forvoldt skade. Disse reg-ler står med andre ord ikke i modsætningtil, at dagbøder ikke foreslås indført somen almindelig anvendt disciplinær foran-staltning.

Udvalget finder dog, at nægtelse af ud-gangstilladelse ikke i sig selv skal kunneforlænge et arbejdsanstaltsophold, og manfremhæver, at dette i væsentlig grad svæk-ker indvendingerne mod anvendelsen afdenne disciplinære foranstaltning. (I mod-sætning hertil vil overførelse til lukket af-deling efter omstændighederne kunne for-længe det samlede anstaltsophold; om dom-stolskontrol i disse tilfælde henvises til be-mærkningerne nedenfor).

Udvalget er enigt om, at de principiellesynspunkter imod anvendelse af frihedsbe-røvelse som disciplinær foranstaltning er ioverensstemmelse med hovedsynspunkter,der er lagt til grund for andre væsentligeforslag fra udvalget, herunder nærværendebetænknings forslag om at indrette merebehandlingsmæssigt prægede anstalter. Manfremhæver derfor, at udvalgets forslag erbegrundet bl. a. i praktiske forhold, isærønsket om at undgå misbrug af friheden(fortsat overdreven spiritusnydelse til på-gældendes egen skade bremses rent faktiskved nægtelse af udgangstilladelse). Menman går ud fra, at socialministeriet i de

'15

kommende år vil holde udviklingen indenfor anstaltsforsorgen under iagttagelse ogherunder vil søge også på disciplinærom-rådet at fremme bestræbelserne til beskyt-telse al de indlagtes berettigede interesser.

I denne forbindelse fremhæver udvalgettillige den almindelige betragtning, atpraktiseringen af reglerne om disciplinæreforanstaltninger i det hele taget må tagehensyn til den større vægt, der i de foran-stående forslag om anstalternes struktur erlagt på behandlingsmæssige hensyn. Social-ministeriet må derfor i et cirkulære til an-stalterne og amtmændene fremhæve, atman, før disciplinære foranstaltninger an-vendes, stedse bør overveje, om der ikke idet foreliggende tilfælde snarere er behovf. eks. for overførelse til en af de anstalts-afdelinger, hvortil der er knyttet et særligtbehandlingspersonale. Særlig for unge før-ste gang indlagte kan det fremhæves, at etanstaltsophold giver mange vanskeligheder,der næppe bedst imødegås med discipli-nære foranstaltninger i form af begræns-ning af deres frihed.

Udvalget har udover de foran omtaltespørgsmål drøftet, hvor vid den lovmæssigehjemmel bør være til at beslutte overførelsetil lukket afdeling af disciplinære grunde.

Til sådan anbringelse må der fremtidigvære særlig lovhjemmel, når arbejdsanstal-terne (som foreslået side 42) i almindelig-hed skal drives som åbne anstalter, og her-til sigtende forslag til ændring af forsorgs-lovens § 43 findes derfor i kapitel 12. Ud-valget har overvejet, om denne lovmæssigehjemmel i forhold til den nuværende til-svarende regel om hensættelse til tvangs-arbejde, når der er begået grove ordensfor-seelser, burde begrænses til at hjemle over-førelse til lukket afdeling i de tilfælde, hvorde grove ordensforseelser er gentagne. Etovervejende flertal i udvalget finder imid-lertid ikke en sådan begrænsning ønskelig,bl. a. fordi kravet om gentagelse ikke fin-des påkrævet i alle tilfælde og f. eks. kunnevære upraktisk over for visse forsømmeligeforsørgere, og man finder heller ikke kra-vet nødvendigt, da der for de indlagte gæl-der tilstrækkelige sikkerhedsregler, herun-der at beslutningen skal træffes af amtman-den. Udvalget stiller derfor ikke forslag omen sådan ændring i forsorgsloven, men der-

imod foreslår man i forsorgslovens § 43slettet ordene »derunder flugt fra pågæl-dende anstalt eller bortgang uden tilladel-se«, idet disse ord anses for unødvendige. —Om de foreslåede reglementsbestemmelserom dette spørgsmål henvises til bemærk-ningerne nedenfor.

Udvalget har drøftet, om disciplinærom-rådet burde forvaltes af en anden end m-spektøren, f. eks. en udenforstående jurist.

En sådan ordning ville være egnet til enaflastning af forholdet mellem de indlagteog anstalterne og ville i og for sig harmo-nere med den almindelige tendens iøvrigti udvalgets forslag. Fra flere sider i udval-get er imidlertid fremhævet, at en sådanordning ville vasre for besværlig og sinkeafgørelserne for meget i forhold til de krav,de praktiske forhold stiller, og i væsentliggrad opretholder mønsterreglementet der-for den hidtidige ordning, hvorefter de fle-ste disciplinære foranstaltninger besluttesaf inspektøren (bortset fra Sundholm, jfr.foran side 14).

Man har imidlertid ment, at dette måforudsætte, at der samtidig i reglementetgives en vis opregning af, hvilke forseelserder kan begrunde disciplinære foranstalt-ninger og iøvrigt gives nærmere regler omdisses størrelse, og at forseelserne føres tilprotokol.

Endvidere har udvalget fundet det rig-tigst at begrænse inspektørens beføjelser,for så vidt-angår det væsentlige indgreb ide indlagtes frihed, som en nægtelse af ud-gangstilladelse er. Kun nægtelse af indtil 3ugers varighed bør derfor besluttes af in-spektøren, medens længere varende nægtel-se bør besluttes af en i reglementet fastsat,formentlig bestyrelsens formand eller f. eks.socialdirektøren. Man går ud fra, at social-ministeriet i et cirkulære vil give nærmereforskrifter for, hvorledes afgrænsningenmellem disse to muligheder skal være if. eks. tilfælde, hvor der i fortsættelse afhinanden eller iøvrigt under samme anstalts-ophold besluttes flere nægtelser, der hverfor sig er af mindre end 3 ugers varighed.Man går også ud fra, at den således fore-slåede ordning vil gøre det muligt på deenkelte anstalter at gøre forsøg med ord-ninger, der henlægger reglerne til heltuden for stående, hvis det ønskes.

46

Udkastet til mønsterreglementet går her-efter ud på, at beslutningerne om mindrevidtgående skridt træffes af inspektørenmed mulighed for anke til bestyrelsens for-mand eller f. eks. socialdirektøren (efternærmere angivelse i det enkelte reglement).Dette gælder, når der er tale om at kræveerstatning for skade påført anstalten, over-førelse til andet arbejde eller nægtelse afudgangstilladelse i indtil 3 uger.

Beslutning om overførelse til lukket af-deling forudsættes, bortset fra København,truffet af amtmanden, d. v. s. anstaltskom-munens amtmand.

Såvel beslutning om nægtelse af udgangs-tilladelse som beslutning om overførelse tillukket afdeling skal, ligesom efter det gæl-dende reglement for Sundholm (bilag 2, af-snit 14, jfr. afsnit 2, 5. stk.) kun kunne træf-fes, efter at den indlagte har haft lejlighedtil at udtale sig over for den til anstaltenknyttede forsorgsmedarbejder.

Ifølge en af højesteret afsagt dom (UfR1956 side 1033) fandtes hensættelse tiltvangsarbejde som disciplinærstraf over foren på arbejdsanstalt tvangsanbragt person imedfør af § 43 i forsorgsloven ifølge sam-me lovs § 52, stk. 3 - i overensstemmelsemed forarbejderne til lov nr. 176 af 11.juni 1954 - at måtte anses for en særligform for frihedsberøvelse, hvis lovlighedkan prøves af domstolene. Med den foranforeslåede ændring i arbejdsanstalternesstruktur, hvorefter de almindelige anstalterforeslås drevet som åbne anstalter, medensanbringelse i lukket afdeling forudsættersærlig afgørelse herom - og særlig lovhjem-mel - går udvalget ud fra, at de sammesynspunkter som i denne dom må anvendesved indlæggelse i lukket afdeling som endisciplinær foranstaltning, og man anserdet derfor ikke for at være nødvendigt iloven at give udtryk herfor, men man harnævnt ankeadgangen i mønsterreglementet,jfr. dettes § 32.

Som en midlertidig foranstaltning for atsikre fred og orden i anstalten bør inspek-tøren kunne hensætte i isoleringsrum, dogikke udover 24 timer, og indberetning omdette må gives til f. eks. bestyrelsens for-mand eller socialdirektøren, jfr. udkastets§33.

De enkelte bestemmelser om disciplinæreforanstaltninger har man søgt affattet såle-des, at der bliver god mulighed for at af-passe længden af den periode, hvori ud-gangstilladelse nægtes, efter forholdene i deenkelte tilfælde, men man har dog som for-an nævnt ment det ønskeligt nøje at op-regne de forseelser, der kan begrunde så-dan nægtelse. Forseelserne er delt i 2 grup-per, således at man i den ene højst kannægte udgangstilladelse i 4 uger (i genta-gelsestilfælde dog 6 uger) og i den andenhøjst 6 uger. Udvalget finder alene anled-ning til den bemærkning om enkeltheder,at rammerne for at nægte udgangstilladelsesom følge af tobaksrygning må være vide afhensyn til forekommende grove overtra;del-ser, f. eks. tobaksrygning på brandfarligesteder.

Anbringelse i lukket afdeling kan ifølgeudkastet kun finde sted for den gruppe afforseelser, hvor udgangstilladelse kan næg-tes i indtil 6 uger, d. v. s., at de noget min-dre forseelser, der normalt højst begrunderindtil 4 ugers nægtelse, altid skal være be-gået gentagne gange.

Under hensyn til de foran nævnte syns-punkter om en eventuel begrænsning i ad-gangen til at overføre til lukket afdelingsom disciplinær foranstaltning kræves her-udover, at der enten er tale om gentagel-sestilfælde eller iøvrigt skærpende omstæn-digheder, jfr. nærmere i udkastets § 30.

Varigheden af anbringelsen i lukket af-deling kan højst være 3 måneder.

I den foran omtalte højesteretsdom (UfR1956, side 1033) forudsattes, at man ikkeunder et nyt anstaltsophold (på nyt selv-stændigt grundlag) kunne anvende discipli-nære straffe for forseelser begået under tid-ligere ophold. Dette kunne - som i dennesag - forekomme, hvor forseelsen beslår ibortgang, for hvilken der besluttes anbrin-gelse i (fremtidig) lukket afdeling. Det eranført i udvalget, at det vil være uheldigtat afskære fra en sådan fremgangsmåde,men udvalget finder under det foreslåedenye system ikke anledning til at foreslå no-gen lovændring i denne anledning. Entenvil forholdet være, at pågældende efterbortgang føres tilbage til anstalten, såledesat der er tale om en fortsat indlæggelse påsamme grundlag, og situationen udelukker

47

da trods den nævnte dom ikke anbringelsei lukket afdeling, eller også vil man - un-der det nye anstaltsophold - med hjemmeli den i kapitel 10 (side 66) og kapitel 12foreslåede ændring af forsorgslovens § 321i fornødent omfang direkte kunne anbringei lukket afdeling, idet der i skønnet om be-hovet herfor selvsagt også tages hensyn tilbortgangen under den forrige indlæggelse.

Det tilføjes iøvrigt, at udvalget går udfra, at der i reglementerne for de afdelin-ger, hvor en egentlig behandling iværk-sættes, også må tages hensyn til de krav, ensådan behandling stiller, f. eks. at udgangs-tilladelse ikke ubetinget gives efter en be-stemt periodes forløb, men kan udelukkes,hvis den ville virke imod behandlingensformål.

F. Forskellige særlige spørgsmål.

1. Muligheden for at anvende Møltrupoptagelseshjem og »Arbejde Adler«s hjemsom arbejdskolonier.

Udvalget har flere gange drøftet, hvorvidtdet er muligt at indføre et samarbejde mel-lem arbejdsanstalterne og de private insti-tutioner Møltrup optagelseshjem og »Ar-bejde Adler«s hjem (jfr. omtalen side 24).

Herunder har man overvejet, om et så-dant samarbejde kunne organiseres således,at disse hjem i et eller andet omfang indgiksom et led i det almindelige arbejdsan-staltssystem, f. eks. ved at de trådte i stedetfor tilsvarende andre åbne anstalter på lan-det.

En sådan ordning måtte formentlig op-bygges således, at hjemmene for visse om-råder af landet fungerede som disse om-råders arbejdsanstalt eller dog gav en alter-nativ mulighed for indlæggelse af personerfra disse områder. En forudsætning for det-te måtte være, at det offentlige fuldt uddækkede alle opholdsudgifter for de såledesindlagte. Såvel under det nuværende sy-stem for arbejdsanstalterne med betaling afen takst fra den indlæggende kommune ogdækning af underskud ved fordeling påområdets amter og købstæder, som underethvert andet system - også det nedenfor ikapitel 9 foreslåede - hvorefter udgifterved drift af arbejdsanstalter i en eller an-den udstrækning fordeles på et bestemt om-

råde, ville det derfor være nødvendigt atoprette overenskomster mellem hjemmeneog pågældende amter og kommuner, og dermåtte i disse overenskomster fastsættes reg-ler om, hvilke indlæggelser der kunne aner-kendes som omfattet af det offentliges be-talingspligt. Eventuelt måtte overenskom-sterne i det hele begrænse ordningen til depersoner, der blev indlagt efter henvisningfra en kommune eller en kommunal ar-bejdsanstalt.

Udvalget mener ikke, det er praktisk attænke sig overenskomster af denne art af-sluttet i et sådant omfang, at det ville fåvirkelig betydning. De måtte i så fald om-fatte adskillige amter og kommuner ogville endda næppe kunne dække den - for-mentlig stadig væsentlige - del af de ind-lagte, der optages, efter at de selv harmeldt sig til hjemmene for der i en periodeat få ophold. Et overenskomstsystem villesåledes ikke give hjemmene en påkrævetoffentlig støtte vedrørende de sidstnævnteindlagte.

På den anden side ønsker udvalget atfremhæve, at de nævnte private hjem ud-fører et arbejde, der er af stor værdi, og atdet er særdeles ønskeligt, at det bliver mu-ligt for dem at fortsætte dette arbejde,hvortil de må anses for at være velegnede.Det klientel, der optages i hjemmene, ersom nævnt side 24 til en vis grad det sam-me som arbejdsanstalternes, og hjemmenesvirksomhed aflaster således det offentlige.Udvalget vil tillige fremhæve, at det er øn-skeligt, at hjemmene kan fortsætte på sam-me måde som hidtil, således at de drivessom private institutioner, der giver dissemennesker et tilbud om frivilligt opholduden andet vederlag herfor end værdien afdet arbejde, de indlagte udfører.

Af disse grunde foreslår udvalget, at so-cialministeriet stiller sig velvilligt over foransøgninger fra hjemmene om godkendelsesom arbejdskolonier, samt at der ydes hjem-mene offentlige tilskud af en sådan størrel-se, at det bliver muligt at fortsætte virk-somheden efter de nævnte retningslinier.Udvalget har ikke set det som sin opgaveat udarbejde nærmere forslag om enkelt-heder i et tilskudssystem, men man kandog nævne, at det fra Møltrup optagelses-hjems side er fremhævet, at man ved fast-sættelsen af den statsstøtte, der ved hjem-

18

mets godkendelse som arbejdskoloni skalbestemmes på de årlige finanslove, måtteønske, at der ydes tilskud af en sådan stør-relse, at der herigennem og ved eventueltoverskud af hjemmets erhvervsvirksomhedogså kan stå midler til rådighed til de sta-dige forbedringer af hjemmets standard,som man ikke mindst i de senere år har til-stræbt fra hjemmets side. Udvalget føjerhertil, at man finder det ønskeligt, at derer lydhørhed for mulige ønsker fra hjem-mene om støtte til ansættelse af sagligt kva-lificeret personale og til forbedring af debygningsmæssige forhold, hvis udviklingenmåtte begrunde sådanne ønsker.

Tilskuddene bør ydes af statskassen, ogda der i forsorgslovens § 41 allerede erhjemmel til at godkende hjemmene somarbejdskolonier og til derefter at yde stats-tilskud, stiller udvalget ikke forslag om no-gen lovændring. Ligesom det side 55 fo-reslås for arbejdsanstalterne, mener udval-get, at man her bør undgå betalingsmel-lemværender i forhold til enkelte kommu-ner, og man stiller derfor ikke forslag omfastsættelse af takster for betaling fra kom-muner m. v., ved hvis medvirken personermåtte blive indlagt i arbejdskoloni.

2. De unge.

I kapitel 6 er omtalt forebyggelsesproble-mer vedrørende de unge (jfr. side 30-33).

Som det fremgår heraf, må man forment-lig for de unge lægge størst vægt på, at mu-lighederne for forebyggelse fremmes mestmuligt, men uanset sådanne muligheder,påregner man fremdeles at måtte modtageen del unge blandt arbejdsanstalternes kli-entel.

I kapitel 3, side 19, er det nævnt, at desociale udvalg udviser tilbageholdenhedmed at anbringe unge i arbejdsanstalter,formentlig fordi forsorgen for disse i denshidtidige form næppe har kunnet have storresocialiserende virkning over for et kli-entel af denne art. Tillige er omtalt, atklientelundersøgelsen viste, at de unge ofteer særlig hårdt belastede.

Det er derfor udvalgets opfattelse, at etbehov for en mere behandlingspræget for-sorg i ganske særlig grad foreligger for deunge, selv om de sociale udvalg hidtil har

udvist tilbageholdenhed med anbringel-serne.

De unge vil derfor ofte være egnet tilanbringelse på en afdeling, hvortil der erknyttet en særlig socialpsykiatrisk behand-ling, jfr. forslagene herom foran. Derimodfinder udvalget ikke at kunne foreslå sær-lige anstalter oprettet for denne del afklientellet.

3. Kvinderne.I kapitel 3, side 20-21, er gjort rede for enrække forhold vedrørende kvinderne på ar-bejdsanstalt.

Der henvises iøvrigt til bemærkningerneside 42 om det ønskelige i at samle de kvin-der, der skal anbringes i arbejdsanstalt, pået par af anstalterne. De ældre kvinder, derikke giver behandlingsmæssige problemer,kan dog formentlig i et vist omfang mod-tages i de almindelige anstalter, uden atder af den grund bliver brug for merekvindeligt personale end det, der iøvrigt ernødvendigt.

4. Bortgang i utide.

Udvalget har drøftet, om personer, sombortgår i utide fra arbejdsanstalterne, børefterlyses. Der henvises herom også til be-mærkningerne foran i kapitel 2 (side 13-14) om erfaringerne med den nuværendepraksis på Sundholm.

En almindelig opfattelse i udvalget er,at man, når arbejdsanstalterne forudsættesdrevet som åbne anstalter, må være prin-cipielt tilbageholdende med efterlysninger.

Heroverfor står som Københavns politi-direktørs og Københavns magistrats 3. af-delings opfattelse, at de senere års lempe-ligere praksis har givet dårlige erfaringer,medens der omvendt i udvalget er pegetpå, at en lempelig praksis kan begrundesmed, at det kan være ødelæggende for denperson, som efter bortgangen måtte havefået arbejde, at man henter ham tilbagetil anstalten.

Der er iøvrigt i udvalget peget på detønskelige i at have mulighed for at etablereen slags prøveudskrivning, således at mani egnede tilfælde tillader en person at tageophold uden for anstalten, men i et vistomfang forbeholder sig at genindlæggeham.

Udvalget har ikke fundet grundlag for at

49

stille forslag om, hvordan praksis medefterlysninger bør være, men man peger på,at for frie forhold synes at have givet dår-lige erfaringer. Man vil dog også fremhæve,at forholdene er forskellige, og at f. eks. deordensmæssige hensyn i storbyer stiller sær-lige krav. Man mener derfor, at den enkelteanstalt selv efter sine lokale forhold ogforeliggende behov bør fastlægge en pas-sende praksis, oraend en vis vejledning i etcirkulære fra socialministeriet formentligvil være ønskelig. I et sådant cirkulæremåtte bl. a. udtrykkelig nævnes, at efterlys-ning ikke bør foretages for de frivilligtindlagte.

Om lovhjemmelen til efterlysning hen-vises til kapitel 10 (side 66) nedenfor.

5. Efterforsorg m.v.

Under opholdet bør anstalten - efter nær-mere aftale med det sociale udvalg - medhenblik på den senere udskrivning søge atfå den anbragtes forhold til sygekasse, ar-bejdsløshedskasse og folkeregister i orden.

Inden udskrivning bør der så vidt mu-ligt være sikret den indlagte arbejde oglogi. Hertil må det sociale udvalg, der haranbragt pågældende, være medvirkende.

Efter udskrivning fra arbejdsanstalt vildet ofte være ønskeligt, at der vedligehol-des en forbindelse med pågældende for atmedvirke til, at han fortsat finder passendearbejde og for iøvrigt at give støtte til enstabilisering af hans forhold. Et sådantkontaktarbejde vil imidlertid frembydemange problemer og i flere henseenderkun være muligt, hvis det apparat, der idet hele taget står til forsørgelsesmyndig-hedernes m. fl.'s rådighed, udbygges yder-ligere. Udvalget ser sig ikke i stand til pådette område - trods dets vigtighed - atstille konkrete forslag, men ønsker dog atpege på spørgsmålets store betydning og på,at det også for efterforsorgsarbejdet vilvære af værdi, om der findes en sociallæge-institution som omtalt side 30.

Muligt vil dog allerede den foran fore-slåede ansættelse af forsorgsmedarbejdereved alle større anstalter fremme mulighe-derne for at udbygge en efterforsorg, i altfald i det omfang, den naturligt kan ud-øves fra anstalterne. Også et samarbejdemed kontaktudvalgene for erhvervshæm-mede kan muligt have betydning.

6. Herbergernes forhold.

Det foran i kapitel 4, side 22, kort om-talte herbergsudvalg, som blev nedsat afsocialministeriet i 1949, stillede i sin be-tænkning (juni 1953) forskellige forslag omforbedringer af forholdene for herbergsar-bejdet, herunder om foranstaltninger, sombør iværksættes for at gøre tilsynet medherbergerne, navnlig i København, mereeffektivt.

I betænkningen foreslås bl. a., at dergives det københavnske tilsynsudvalg ud-videde beføjelser over for institutionerne,at tilsynsudvalget ikke alene skal have dennugældende bemyndigelse til at godkendereglement og give pålæg om afhjælpning afmangler m. v., men også skal kunne god-kende herbergers og arbejdshjems norme-ring med hensyn til antal senge, enkeltvæ-relser o. s. v., ligesom udvalget bør haveadgang til at fastsætte takstregulativer ogret og pligt til at påse, at disse bestemmel-ser overholdes.

Herbergsudvalgets forslag dækkede etønske om at få indført bestemmelser, somtilsigtede at begrænse herbergernes klienteltil den kreds af personer, som er naturligtfor disse institutioner, men herbergsudval-get havde dog også været opmærksom pånødvendigheden af at kunne udstrække defor herberger gældende tilsyns- og kontrol-regler til samtlige institutioner, som efterderes karakter og faktiske drift må siges atvære ligestillet med herbergerne, og detforeslog derfor, at socialministeren bemyn-diges til at bestemme, at der inden for vissegeografiske områder skal gælde en rækkesærlige regler om drift af herberger og ar-be jdsh jern og herunder, at der kræves for-udgående tilladelse til drift af disse insti-tutioner. Gennem kravet om sådan tilla-delse ville der efter herbergsudvalgets op-fattelse være skabt reelt grundlag for til-synsudvalgene til at fastsætte betingelserom institutionernes indretning og norme-ring m. v. og at fastsætte bestemmelser ombetalingstakster og tilsynsbeføjelser. Her-bergsudvalget pegede tillige på det sam-arbejde, der var etableret mellem de køben-havnske herberger og arbejdshjem undercentralkontoret for hjemløse mænd og fore-slog, at tilsynsudvalgene under de nævntesærlige forudsætninger skulle have beføjelse

50

til at kræve, at pågældende institution del-tager i dette samarbejde.

Betænkningen tog tillige stilling til derejsehjælpsproblemer vedrørende tilflyttedeunge, der nærmere omtales foran side 32-33, samt til forskellige tilskudsproblemer.

Med hensyn til herbergsforholdene udenfor København mente herbergsudvalgetikke, at der forelå problemer af sammekarakter som i hovedstaden.

Nærværende udvalg ønsker at fremhæve,at der blandt mange herbergers klientel fin-des en del personer, der kan karakteriseressom et potentielt arbejdsanstaltklientel, ogman har derfor fundet det naturligt i for-bindelse med de foran stillede forslag omarbejdsanstalterne også at omtale herber-gerne, og man ønsker at fremhæve, at detvil være af stor betydning for arbejdsan-staltsklientellets problemer, om der også afherbergerne drives et vist resocialiserings-arbejde.

Med henblik herpå ville det for nogle

herberger være nyttigt og hensigtsmæssigt,om der ved dem blev ansat en særlig for-sorgsmedarbejder, men da der er forskel påherbergernes størrelse og struktur, er be-hovet og mulighederne ikke alle steder detsamme. Udvalget henleder imidlertid op-mærksomheden på, at det ville være ønske-ligt, at der knyttes en socialrådgiver tilCentralkontoret for hjemløse mænd i Kø-benhavn. En sådan medarbejder ved dettekontor skulle forrette tjeneste såvel på cen-tralkontoret som-til bestemte tider-på deenkelte herberger, der er knyttet til kontoret,i det omfang hvori dette er påkrævet. Til af-lønning af denne socialrådgiver ville det værenaturligt at yde offentlig støtte, og sådanstøtte måtte også ydes til aflønning af so-cialrådgivere i de tilfælde, hvor der — somforan nævnt - er begrundelse for at knytteen socialrådgiver særligt til et enkelt her-berg, eventuelt i forbindelse med en andeninstitution end centralkontoret, jfr. såledesden allerede ved Kofoeds skole eksiste-rende ordning, der er omtalt foran side 23.

i).I

Kapitel 9.

Finansieringen af arbejdsanstalternes drift.

A. Gældende regler.

Enhver kommunalbestyrelse skal ifølge for-sorgslovens § 36 sikre kommunen de for-nødne pladser på en kommunal arbejdsan-stalt. For landkommunerne påhviler denneforpligtelse vedkommende amtsråd, for deandre kommuner påhviler den kommunal-bestyrelsen. Som det fremgår af oplysnin-gerne foran i kapitel 2 om anstalternes geo-grafiske områder, er der i praksis i adskil-lige tilfælde sluttet overenskomster mellemflere amts- og købstadskommuner.

For tvangsarbejdsanstalterne er det iføl-ge forsorgslovens § 40 socialministeren, derhar pligt til at påse, at der findes defornødne pladser. Socialministeren bestem-mer endvidere, hvor anstalterne skal ligge,og hvilket område hver enkelt anstalt skalomfatte. Pligten til at oprette en anstaltpåhviler derimod de amter (amtskommunerog købstæder), for hvilke anstalten er be-stemt. Også her kan overenskomst om ind-retning af fælles anstalt afsluttes af flereamter.

Den direkte forsorg for dem, der anbrin-ges på arbejdsanstalterne overtages efterforsorgslovens § 71 af amtet (amtskommu-nen og amtets købstæder i forening). Ud-gifterne ved driften af anstalterne fordelesefter folketal på amtsrådskredsen og de iforbindelse med denne stående købstæder.I København afholdes udgiften af stadenskasse. Udgifterne ved driften af tvangsar-bejdsanstalterne fordeles efter § 74 ligele-des efter folketal på vedkommende amts-kommuner og købstadskommuner.

Den 31. december 1958 var antallet afarbejdsanstalter 23, og disse anstalters sam-lede driftsudgifter var i 1957/58 6,6 milli-oner kr.

For ophold på anstalterne fastsætter so-cialministeriet takster efter forsorgslovens

§ 43, stk. 2, jfr. senest cirkulære af 10. april1958, hvorefter der for arbejdsanstaltenSundholm gælder en takst på 11 kr. pr.dag og på de andre anstalter 6 kr. pr. dag;på sygeafdelinger er taksten 1,50 kr. højere.

Disse takster betales til anstalten af denkommune, for hvis regning den indlagteforsørges. Resten af anstalternes driftsud-gifter fordeles i henhold til forsorgslovens§ 71 efter folketal. Den takstmæssige beta-ling konteres af den indlæggende kom-mune som hjælp til den indlagte, og kom-munen anmelder denne udgift til refusionefter de sædvanlige regler for refusion afoffentlig hjælp, d. v. s., at den normaltmodtager 3/10 fra den fælleskommunaleudligningsfond (staten), medens 4/10 for-deles på alle landets kommuner gennemdet mellemkommunale refusionsforbund,og 3/10 bæres af kommunen selv (eventueltden retlige opholdskommune).

Taksterne dækker kun en mindre del afde faktiske udgifter pr. forplejningsdag tildriften af arbejdsanstalter. Eksempelvis kannævnes, at bruttoudgiften pr. plejedag påSundholm i 1957/58 var 42,80 kr., hvorfragår 13,91 kr., der vedrørte driftsindtægter.De tilsvarende beløb var f. eks. for syge- ogplejehjemmet i Randers 25,71 kr. og 1,04kr., medens de for St. Dannesboe var 30,61kr. og 16,92 kr. Den udgift, der skulledækkes gennem takstbetaling eller som un-derskud, var således for disse tre anstalterhenholdsvis 28,89 kr., 24,67 kr. og 13,69 kr.De nævnte tal viser en meget betydelig for-skel mellem de enkelte anstalter, da nogleaf dem mere er plejehjem, og andre ihøjere grad har erhvervsvirksomhed. År-sagen til, at taksterne er sat lavt, er ifølgesocialministeriets cirkulære nr. 99 af 11.juni 1934, at kommunerne ikke af hensyn

52

til de takster, de vil komme til at udredesom opholdskommuner for personer, der eregnede til indlæggelse i arbejdsanstalt, skalvære utilbøjelige til at anbringe sådannepersoner i arbejdsanstalt. Hertil kommer,at dette klientels geografiske tilknytning tilden enkelte (indlæggende) kommune i reg-len er ringe, og at det derfor kan være na-turligt, at en væsentlig del af anstaltsud-gifterne fordeles på hele det område, an-stalten er beregnet for, medens indlæggel-seskommunen kun bærer en mindre del.Taksterne afviger af disse grunde ikkemeget fra det almindelige kommunehjælps-niveau, omend deres regulering i et vistomfang sker i forhold til udgiftsniveauetpå anstalterne og ikke i forhold til kom-munehjælpen.

B. Sammenligning med takstreglernefor alderdomshjem og plejehjemfor kroniske syge.

Sammenligningsvis kan nævnes nogle afforsorgslovens regler om finansieringen afandre forsorgsinstitutioners drift:

1. For alderdomshjem gælder den regel,at opholdet i forhold til de indlagte træder1 stedet for udbetaling af folkepension. Fordette ophold fastsættes der betalingstakster,der af den indlæggende kommune konteressom folkepensionsudgift for pågældendebeboer, en udgift, der refunderes kom-munen på samme måde som folkepension.Taksterne udgør for tiden for kommunalealderdomshjem 12,50 kr., 10,50 kr. og 9,50kr. i hver af de 3 kommunegrupper (hoved-staden, byerne, landet). Ved takstfastsæt-telsen er tilsigtet en dækning på ca. 80-85 °/o af gennemsnitsudgifterne. På syge-afdelinger er taksten i reglen 3,25 kr.højere. Udover taksten kan der efter en fraregnskabsåret 1957/58 indført regel ved re-fusionsberegningen medtages et beløb, sva-rende til 2/3 af udgiften pr. forplejnings-dag til forrentning og amortisation, dogmed fradrag af 1 kr. pr. dag, og af det her-efter fremkomne beløb kan højst lægges2 kr. til taksten.

Resten af driftsudgifterne bæres af denkommune (de kommuner), der ejer hjem-met, og der ydes ingen refusion heraf. Tak-

sternes betydning er således, at de afgør,hvor stor en del af driftsudgifterne der re-funderes kommunen ligesom folkepension,og hvor stor en del kommunen selv skalbære.

2. For plejehjem for kronisk syge gældermed hensyn til takstbetaling lignende reg-ler. Taksterne udgør for tiden 12,50-18,00kr. pr. dag, og der kan hertil som for alder-domshjemmene lægges et beløb vedrørendekapitaiudgifter.

Af den øvrige del af disse hjems driftsud-gifter bæres en del ved tilskud fra den fæl-leskommunale udligningsfond (staten), jfr.lov om offentlig forsorg § 73, stk. 2, me-dens resten fordeles på de indlæggendekommuner i forhold til antal forplejnings-dage, dog at 1/i af denne udgift bæres afamtskommunen, hvis indlæggelse sker fraen landkommune.

C. Kritik af de gældende regler.

Såvel over for socialministeriet som i ud-valget er der fremført kritik mod den ord-ning, hvorefter den takstmæssige betalingfor arbejdsanstalterne kun dækker en min-dre del af driftsudgifterne. Det er gjortgældende, at den forudsætning, at de en-kelte anstalter i det væsentlige forsørgerpersoner fra det område, for hvilket anstal-ten er bestemt, ikke længere holder stik, ogat det heller ikke længere er rimeligt, at deter de kommuner, hvor trangen til anstalts-forsorg konstateres, der skal bære opholds-kommuneandelen af den takstmæssige be-taling. Man har herved peget på, at denbetydelige del af arbejdsanstaltsklientellet,der vagabonderer, sjældent melder sig tilanstaltsforsorg på det sted, hvor deres trangopstår, men i stedet vandrer videre til enarbejdsanstalt, eventuelt til en særlig fore-trukket anstalt og først der melder sig tilen kommune. Selv om en trang er opståetunder deres rejse, konstateres denne trangderfor som regel først i den kommune, hvoranstalten findes, og denne kommune kom-mer således til at bære opholdskommune-forpligtelsen i langt flere tilfælde, end deter naturligt på grund af personernes til-knytning til kommunen.

Dette forhold har fået øget betydning,

53

efterhånden som der forskellige steder ernedlagt arbejdsanstalter. Herved er klien-tellet blevet koncentreret i stadig færreanstalter, og de kommuner, hvor disse an-stalter er beliggende, er derfor efterhåndenkommet til at bære opholdskommunefor-pligtelser for stadig flere. Selv om der vednedlæggelse af en anstalt træffes aftale om,at personer fra denne anstalts område frem-tidig skal indlægges på en anden anstalt,vil dette ikke altid medføre, at den ned-lagte anstalts klientel nu kommer på denneanden anstalt, idet de pågældende underderes vandringer ofte følger veje, der førerdem til helt andre anstalter.

Som eksempel på disse forhold er nævnt,at en undersøgelse for nogle år siden viste,at kun ca. 40 pct. af de indlagte i Århusarbejdsanstalt havde tilknytning til År-hus kommune før deres anbringelse,skønt ca. 90 pct. af dem formelt frem-trådte som indlagt fra Århus kommune.En nylig foretagen opgørelse synes atvise, at den andel af indlagte, der har til-knytning til Århus kommune, nu er faldettil mellem 15 og 20 pct., en forandring, derformodes at være en virkning af bl. a. ned-læggelsen af arbejdsanstalten i Randers. Iforbindelse hermed er henvist til klientel-undersøgelsens afsnit »Seneste geografiskemiljø« (side 79-81), hvoraf det fremgår, atder ikke synes at være nogen nærmere for-bindelse mellem anstaltskommune og tidli-gere geografiske miljø, bortset fra de per-soner, der er anbragt på Sundholm.

Udover disse forhold er det kritiseret, atsocialministeriets hidtidige principper forfastsættelse af taksterne ikke giver anstal-terne nogen særlig dækning for deres ud-gifter til forrentning og amortisation, og atder således ikke er noget incitament til, atanstalterne lader gennemføre ønskelige for-bedringer af bygninger m. v.

Kritikken af de nuværende forhold gårmed andre ord ud på, at de gældende reg-ler ikke slår til, efter at arbejdsanstalternei højere grad er blevet landsdelsanstalter,idet det er enkelte kommuner, som i særlighøj grad er kommet til at bære byrden vedanbringelse i anstalterne. Endvidere gårkritikken ud på, at socialministeriets ret-ningslinier for fastsættelse af taksterne ikkei tilstrækkelig grad begunstiger ønskeligeforbedringer af bygninger m. v.

D. Udvalgets forslag om finansieringen.

En radikal løsning af de problemer, der eromtalt i forrige afsnit, kunne opnås ved, athele udgiften ved anstalternes drift over-tages af statskassen eller ved, at udgifternepålignes alle landets kommuner gennemdet mellemkommunale refusionsforbund.

Da anstalterne imidlertid fremdeles for-udsættes oprettet og drevet af lokale myn-digheder, og de fremdeles skal være bereg-net på afgrænsede geografiske områder, eren sådan løsning næppe ønskelig. Man villeved at fritage de lokale organer for risikoenfor et driftsunderskud fjerne et af de mo-menter, der kan fremme en økonomisk rig-tig administration, og en regel som dennævnte ville derfor i det mindste forud-sætte et meget væsentligt indseende fra sta-tens side.

Udvalget mener derfor, at man fortsatbør lade det område, for hvilket anstaltener bestemt, og hvis lokale myndighederforestår dens administration, bære et even-tuelt underskud ved driften.

Man nærer derimod ingen betænkelighedved en ordning, hvorefter taksterne sæt-tes væsentligt nærmere ved de faktiskedriftsudgifter, således at det underskud,der skal fordeles på områdets kommuner,formindskes. En sådan takstændring villefor så vidt angår denne udgiftsfordelingmodvirke de uheldige følger af, at anstal-terne i stigende grad er blevet landsdelsan-stalter.

En væsentlig takstforhøjelse vil imidler-tid forøge de uheldige virkninger for dekommuner, der efter de gældende reglerskal afholde taksten, jfr. f. eks. de oplys-ninger, der foran i afsnit C er givet om for-holdene for arbejdsanstalten i Århus.

På den anden side kan man ikke af hen-syn til de indlæggende kommuner ned-sætte eller ophæve takstbetalingen, da manherved blot ville forøge ulemperne for om-rådets kommuner ved den nuværende un-derskudsfordelirig, jfr. også herved det iafsnit C nævnte.

Det vil derfor være rimeligt at opnå enlempelse for de indlæggende kommunerved at forøge den andel af takstudgiften,der refunderes disse kommuner fra statenog det mellemkommunale refusionsforbund

54

(som nævnt i afsnit A udgør denne andelnu ialt 7/10).

En sådan ændring er næppe urimelig,da der i væsentlig grad er tale om etklientel uden større tilknytning til en be-stemt kommune, og udvalget foreslår der-for, at hele den udgift, der nu bogføressom en hjælp til pågældende, frem tidig for-deles på hele landet. Der er næppe ulem-per knyttet hertil i form af, at dette skullefriste til flere indlæggelser end iøvrigt vel-begrundet. Efter dette forslag skal derforudover de nu refunderede beløb også op-holdskommunens andel af taksbetalingenfremtidig refunderes. Da der er tale om enkommunal udgift, bør refusionen afholdesaf det mellemkommunale refusionsforbund,d. v. s., at der herigennem på alle landetskommuner fordeles 7/10, medens 3/10 afudgiften fortsat bæres af statskassen.

Af praktiske grunde foreslås anstalterneskrav om takstbetalingen fremsat ikke overfor de indlæggende kommuner, men di-rekte over for socialministeriet, der her-efter må fordele udgiften efter den angivneregel.

En sådan regel, hvorefter de indlæggendekommuner ikke længere skal bære nogendel af takstbetalingen, vil gøre det muligtat forhøje taksterne i det omfang, dette ermotiveret med hensynet til en rimelig for-deling af driftsunderskuddet, og som forannævnt begrunder udviklingen i retningmod landsdelsanstalter, at taksten fastsætteshøjere end hidtil.

Herudover kan der rejses spørgsmål omsærlige højere takster eller andre lempelserfor anstalter med betydelige udgifter tilforrentning og afskrivning af udgifter tilinvesteringer, idet man herigennem i særliggrad kan fremme en ønskelig moderni-sering af anstalternes ydre rammer.

Tilsvarende spørgsmål kan rejses for an-stalter, hvortil der knyttes særligt behand-lingspersonale m. m. efter forslaget side41-42.

Udvalget foreslår under hensyn til samt-lige foreliggende forhold, at man forladerdet hidtidige grundsynspunkt, at taksterneskal være lave (og nogenlunde af sammestørrelse som den normale kommunehjælp),således at man i stedet tilstræber at givedækning for en rimelig del af de faktiske

udgifter, ligesom det gøres for alderdoms-hjem.

Da der som nævnt side 52 er ret stor for-skel på de enkelte anstalters gennemsnits-udgift, bl. a. fordi dette beløb ikke aleneafhænger af sædvanlige institutionsudgifter,men også af anstalternes erhvervsindtægter,vil ikke alle anstalter få en rimelig dæk-ning af deres udgifter ved en almindeligtakstforhøjelse, selv om denne måtte blivesuppleret med en regel om en højeretakst af hensyn til forrentning og afskriv-ning af fremtidige investeringer, såledessom for alderdomshjem m. m. (jfr. side53). Udvalget foreslår derfor, at taksternefremtidig fastsættes individuelt for hverenkelt anstalt med hensyntagen til densspecielle forhold. Dette vil være praktiskmuligt, da der kun findes ret få arbejdsan-stalter. Der må ved denne takstfastsættelsetages hensyn til anstaltens bygningsmæs-sige udgifter, herunder til forrentning ogafskrivning af forud godkendte investerin-ger, d.v. s. alene til de fremtidige, dog even-tuelt med mulighed for, at man medregnerudgifter til forbedringer foretaget f. eks.siden 1945. I al fald en vis del af drifts-udgifterne må altid bæres af områdets kom-muner som driftsunderskud for at give pas-sende baggrund for en økonomisk admini-stration fra de lokale myndigheders side,men udvalget finder det rimeligt, at denneandel søges formindsket mest muligt. Un-der hensyn til det foran side 54 nævnteom, at arbejdsanstalternes lokale tilknyt-ning er formindsket væsentligt, bør tak-sterne dække en større andel af udgifterneend for alderdomshjemmene, hvis lokaletilknytning er stor. Taksterne btftr derfordække f. eks. ca. 90 pet. af udgifterne, me-dens resten som underskud fordeles på om-rådets kommuner.

Særlige problemer foreligger som nævntfor anstalter, hvortil der efter forslaget side41-42 knyttes behandlingspersonale og forde anstalter, hvorpå der indrettes lukkedeafdelinger. På disse anstalter vil blive ind-lagt personer fra et område, der omfatterflere anstalters sædvanlige områder. Tilligevil der blive tale om særlige udgifter tilbehandlings- og bevogtningspersonale m. m.I disse udgifter bør deltage alle kommuneri den del af landet, hvorfra indlæggelse på

:,n

disse anstalter finder sted. En løsning afproblemet ved en fordeling på disse størreområder af hver anstalts særlige udgifterved de nævnte foranstaltninger vil imid-lertid være upraktisk, og da der som nævntalene bliver tale om formentlig et par an-stalter i hele landet, vil det være natur-ligt at fordele disse særlige udgifter påhele landet. En sådan ordning ville ogsåvære i overensstemmelse med de regler, dergælder inden for børneforsorgen om særligebehandlingsudgifter m. m., hvilke udgifterafholdes af statskassen.

Det foreslås derfor, at staten afholder denævnte særlige udgifter, herunder også ud-gifter til forrentning og afskrivning af for-ud godkendte investeringer i bygningerm. v. (efter nærmere aftale med de kom-muner, der ejer disse anstalter). Der må

dog forbeholdes socialministeren mulighedfor - hvis det skønnes ønskeligt - i stedetat bruge den fremgangsmåde, at der fast-sættes en særlig takst for hver af disse an-stalter for indlæggelse i de særlige afdelin-ger således, at denne takst dækker hele ud-giften ved opholdet og dermed efter denforan foreslåede almindelige regel bæres afstaten og det mellemkommunale refusions-forbund.

De kommunale repræsentanter i udvalgethar tiltrådt de foran omtalte forslag, menkun under den forudsætning, at taksternefastsættes individuelt for hver anstalt også nær den faktiske driftsudgift som muligt.

Forslag til lovændringer i overensstem-melse med foranstående findes i kapitel 12.

56

Kapitel 10.

Forslag til regler om indlæggelse.

A. Oversigt over de gældende regler om indlæggelse i arbejdsanstalt.

I udvalgets første betænkning omtales for-sorgslovens regler om oprettelse og benyt-telse af arbejdsanstalterne (side 31 ff.). Reg-lerne om indlæggelse i anstalterne omtalesdesuden i klientelundersøgelsen (side 26 ff.).

Siden den første betænkning blev udar-bejdet, og klientelundersøgelsen blev fore-taget, er der, som det også er nævnt i den-ne, gennemført en del ændringer i reglerneom indlæggelse (ved lov nr. 33 af 25. fe-bruar 1953). De herefter gældende bestem-melser er i deres helhed aftrykt i bilag 1til betænkningen. I korthed er der tale omfølgende regler:

1. Forsorgslovens § 30, stk. 1 og 3, hvor-efter der til personer, der ikke egner sig tilunderstøttelse i hjemmet, kan nægtes hjælpi anden form end indlæggelse på forsørgel-sesanstalt (arbejdsanstalt).

2. Forsorgsiovens § 30, stk. 4, om anbrin-gelse bl. a. i en forsørgelsesanstalts sygeaf-deling af en personlig understøttet, når derer tale om et sygdomstilfælde. Som betin-gelse for at gennemtvinge sådan indlæg-gelse, skal det ifølge § 45, stk. 3, ved læge-erklæring godtgøres, at pågældende er i enabnorm sindstilstand, og at det ville væretil åbenbar ulempe for ham selv, om ind-læggelse ikke fandt sted.

3. Forsorgslovens § 200, stk. 3, om mid-lertidig indlæggelse af en bidragsskyldig ien arbejdsanstalt, når udvalget indstiller, atafsoning skal ske, og det skønnes nødven-digt at sikre sig hans tilstedeværelse.

4. Forsorgslovens § 311, stk. 3 og § 313,stk. 4, om indlæggelse i arbejdsanstalt afforsømmelige forsørgere, der har unddra-get sig efter evne at fyldestgøre deres for-sørgerpligt, således at der må ydes offentlighjælp.

5. Forsorgslovens § 316-317 om indlæg-gelse i arbejdsanstalt (eventuelt tvangsar-bejdsanstalt) i visse tilfælde, når der er taleom alkoholister, som ikke kan klare siguden hjælp, eller til hvis familie der måydes hjælp på grund af forsørgerens drik-fældighed.

6. Forsorgslovens § 321 om indlæggelse iarbejdsanstalt af erhvervs- og subsistens-løse. Som erhvervs- og subsistensløse kankun betragtes personer, som i længere tidhar været og ved forsorgens begyndelsestadig er uden arbejde og ude af stand tilved egen hjælp at skaffe sig sådant, er udenfast bopæl og mangler tilholdssted hosfamilie eller andre pårørende i den kom-mune, hvis sociale udvalg må tage sig afdem.

7. Forsorgslovens § 322 om indlæggelse iarbejdsanstalt af erhvervs- og subsistens-løse prostituerede kvinder.

I de under 1. nævnte tilfælde er frem-gangsmåden normalt, at udvalget afslår atyde kontant hjælp og i stedet tilbyder ind-læggelse i arbejdsanstalt. I de andre til-fælde kan politiets bistand kræves til an-bringelse, når det er nødvendigt, for såvidt angår de under 2. nævnte tilfælde, dogmed den der angivne begrænsning i § 45,stk. 3.

Med hensyn til indlæggelse i tvangsar-bejdsanstalt foreligger den foran under 5.nævnte mulighed for indlæggelsen efter for-sorgslovens §§ 316-17, men herudover erder i forsorgslovens § 43, stk. 2, hjemmel tilat fastsætte reglem en ^bestemmelser om, atpersoner, der allerede er indlagt i bl. a. ar-bejdsanstalt, kan hensættes til tvangsar-bejde som en disciplinær foranstaltning.

Klientelundersøgelsen omfatter udover

57

de tilfælde, som falder ind under 1-7 foran,enkelte undersøgte, som var anbragt efternedennævnte regler, der gjaldt dengang,men nu er ophævet ved loven af 25. fe-bruar 1953:

8. Forsorgslovens §§ 207 og 218 (forsøm-melige bidragsskyldige).

9. Forsorgslovens §§ 312, stk. 2, og 314samt til dels § 313, stk. 4 (forsømmeligeforsørgere).

10. Forsorgslovens § 318 (personer straf-fet for betleri eller løsgængeri).

11. Forsorgslovens § 319 (de samme per-soner som ifølge § 318, når der er tale omprofessionelle vagabonder, som i de senereår gentagne gange er straffet for betlerieller løsgængeri i grovere former).

12. Forsorgslovens § 320 (personer, deriøvrigt er blevet straffet, og som fængsels-myndighederne skønner ikke vil eller ikkeevner at forsørge sig selv).

Det fremgår af klientelundersøgelsen, atde fleste af de undersøgte personer var an-bragt i henhold til forsorgslovens § 321(155 af de 210 mænd, som var anbragt ihenhold til forsorgsloven, og 44 kvinder afialt 66 kvinder). 27 af de 210 mænd varanbragt i henhold til § 30, 18 i henhold tilde nu ophævede §§ 318-320, og resten for-delte sig med nogle få på hver af de øvrigeparagraffer. Af kvinderne var 10 anbragtefter § 30, og 11 efter § 318 (i disse tal bort-ses fra det særegne klientel på Set. JørgensStiftelse i Aalborg, jfr. side 20).

Af de 61 førstegangsanbragte havde 34pct. selv meldt sig, 36 pct. var anbragt påforanledning af de sociale udvalg og Kø-benhavns magistrat, medens 30 pct. varanbragt på politiets foranledning.

B. Domstolsprøvelse.

Som nævnt i kapitel 1 er der ved lov nr.176 af 11. juni 1954 om ændring i lov omoffentlig forsorg og lov nr. 173 af sammedato om ændringer i retsplejeloven (nytkapitel 43a) i overensstemmelse med grund-lovens § 71, stk. 6, gennemført regler omdomstolsprøvelse af beslutninger om an-bringelse på arbejdsanstalt m. v. i medfør

af de ovenfor nævnte regler, jfr. for så vidtangår forsorgsloven denne lovs § 52. Detvar i forsorgsloven bestemt, at forslag tilrevision af disse regler skulle forelæggesfolketinget i folketingsåret 1958/59. Ved lovnr. 182 af 7. juni 1958 er denne revisions-bestemmelse ophævet, således at ordningennu er blevet gjort permanent.

Udvalget anser herefter spørgsmålet omformen for domstolsprøvelsen på det her-omhandlede områder for løst, ialtfald ind-til videre, og kommer derfor ikke i nærvæ-rende betænkning ind på spørgsmålet.

Ved gennemgangen af de enkelte be-stemmelser vil man derimod omtale dom-stolspraksis i det omfang, denne måtte be-lyse spørgsmålet om behov for ændringer ide materielle regler om indlæggelsesgrund-laget.

C. Udvalgets overvejelser.

1. Reglerne om henvisning til unstaltsforsorg ogindlæggelse alf personligt understøttede i syg-domstilfælde (§ 30, jfr. § 45).

Reglerne i § 30, stk. 1-3, anvendes jævn-ligt i praksis, jfr. udvalgets første betænk-ning (side 100 og 102). § 30, stk. 4, jfr. §45, er et nødvendigt supplement. Reglen i§ 45, stk. 3, 2. pkt. er udformet på grund-lag af udvalgets første betænkning og harvirket tilfredsstillende. Der henvises om §30 i det hele til udvalgets første betænk-ning, kapitel 9 og 10.

Der er efter udvalgets opfattelse ikke an-ledning til nye ændringer i disse bestem-melser.

2. Forsømmelige bidragsskyldige og forsørgere(§§ 200, stk. 3, 311 og 313).

Ved lov nr. 33 af 25. februar 1953 blevbl. a. de hidtidige bestemmelser om an-bringelse på tvangsarbejdsanstalt af forsøm-melige bidragsskyldige og forsørgere i for-sorgslovens §§ 207 og 218, 312 og 314 op-hævet. Ved den pågældende lovændring,der skete for at bringe forsorgsloven i over-ensstemmelse med Europarådets konven-tion til beskyttelse af menneskerettighederog grundlæggende frihedsrettigheder1) af-skaffedes de mere pønalt prægede sanktio-

1) Om baggrunden for lovændringen henvises til udvalgets første betænkning side 177 ff og side 183 f samt bemærkninger tillovforslaget r igsdagstidende 1952/53, tillæg A.

i) K

ner i forsorgsloven mod forsømmelige bi-dragsskyldige og forsørgere, således at deregler om anstaltsanbringelse af det pågæl-dende klientel, der er blevet tilbage, d. v. s.§§ 200, stk. 3, 311 og 313, alene tilsigter atsikre opfyldelsen af forsørgelses- eller bi-dragspligten, som det er hjemlet ved deneuropæiske konventions art. 5, stk. 1 b.

Efter at der ved denne lovændring ogindførelsen af reglerne om domstolsprøvel-se ved lovændringerne af 11. juni 1954 ergjort op med de omtalte bestemmelser udfra menneskerettigheds- og retsbeskyttelses-synspunkter, er spørgsmålet alene, om denugældende regler kan anses for at værehensigtsmæssige til opfyldelse af formålet —sikring af forsørgelsespligtens og bidrags-pligtens opfyldelse - og om der eventuelttrænges til en klaring af bestemmelsernefor at lette fortolkningen.

3. Særlige bemærkninger om forsømmeligebidragsskyldige (§ 200, stk. 3, jfr. § 2114).

Ifølge disse bestemmelser er det sociale ud-valg, i tilfælde hvor det indstiller, at afso-ning af et forskudsvis udbetalt bidrag skalske, berettiget til, om fornødent ved poli-tiets bistand, at sikre sig den bidragsskyl-diges tilstedeværelse og kan, hvis det skøn-nes nødvendigt, lade ham midlertidigt ind-lægge i en arbejdsanstalt, dog kun for såvidt den bidragsskyldiges tidligere forholdsom sådan lader befrygte, at han vil søge atunddrage sig betaling eller afsoning ved atforlade kommunen. Ifølge forsorgslovens§ 14 finder reglen også anvendelse på bi-drag pålagt i henhold til lovens §§ 7-13.

De pågældende bestemmelser anvendesikke særlig hyppigt, men udvalget anserdem dog for at være nødvendige som sup-plement til afsoningsreglerne.

Den tid, hvori vedkommende hensidderpå arbejdsanstalt, fradrages som hovedre-gel ikke i afsoningstiden, såfremt overøvrig-heden afsiger afsoningsdekret.

Da anstaltsanbringelse efter § 200, stk. 3,forudsætter, at der som følge af pågælden-des tidligere forhold er begrundet frygt for,at han vil unddrage sig betalingen, og an-staltsanbringelse således ikke behøver atbegrundes med dadelværdigt forhold underselve sagen, men har karakter af en præ-ventiv foranstaltning, forekommer det ud-valget rimeligt, at der i disse tilfælde gives

den myndighed, der træffer bestemmelseom afsoningen, adgang til at bestemme entilsvarende afkortning af afsoningstiden.

En sådan regel ville have et vist forbil-lede i reglen i straffelovens § 86, hvori detbestemmes, at hvis den skyldige har væretunderkastet varetægtsfængsel, der ikke kantilskrives hans eget forhold under sagen,bliver det i dommen at bestemme, at ennærmere fastsat del af den idømte straf el-ler hele denne dermed skal anses for ud-stået. Der bør dog ikke efter udvalgets me-ning fastsættes en obligatorisk afkortnings-regel, men blot gives en adgang til at kun-ne bestemme, at en passende del af anstalts-tiden afkortes i afsoningstiden, dog højstmed et antal dage svarende til anstaltsop-holdets længde.

En bestemmelse som foreslået foran hørerimidlertid systematisk hjemme i lov nr. 133af 7. maj 1937 om inddrivelse og sikring afunderholdsbidrag, f. eks. i denne lovs § 13,der fastsætter regler om afsoningstiden; æn-dringer i inddrivelsesreglerne er for tidengenstand for overvejelser i et udvalg underjustitsministeriet, og udvalget har derforikke udarbejdet forslag til en lovændring,men man foreslår, at socialministeriet hen-leder justitsministeriets opmærksomhed pådet ønskelige i, at bestemmelsen gennem-føres.

4. Særlige bemærkninger om forsømmeligeforsørgere (§§311-313).

a. Nugældende regler.Efter at reglerne om anbringelse på tvangs-arbejdsanstalt af forsømmelige forsørgere i§§ 312 og 314 er blevet ophævet i 1953, erder i kapitel XXV kun §§ 311 og 313 til-bage som hjemmel til anstaltsanbringelseaf forsømmelige forsørgere. Anstaltsanbrin-gelse kræver i disse tilfælde en forudgåendebidragspålæggelse. De pågældende reglerdanner et supplement til forsorgslovens al-mindelige bidrags- og afsoningsbestemmel-ser i §§ 7-14.

§ 311, der omhandler tilfælde, hvor enforsørger ikke lever sammen med sin fami-lie, giver hjemmel for, at det sociale udvalgkan pålægge bidrag i tiden, indtil over-øvrighedens endelige bidragsafgørelse fore-ligger, og som tvangsmiddel til opfyldelseaf denne foreløbige bidragspligt indsættepågældende på arbejdsanstalt.

59

§ 313, der omhandler samlevende ægte-fæller, giver ligeledes hjemmel for en fore-løbig bidragsansættelse ved udvalget, indtildet er klarlagt, om samlivet bliver ophæveteller ej, og derefter hjemmel til at gen-nemtvinge både den foreløbige bidragsan-sættelse og de endelige bidrag, der even-tuelt pålægges efter § 9, stk. 1, eller § 10ved anbringelse på arbejdsanstalt, dog in-den for en maksimaltid af 3 måneder.

De pågældende bestemmelser har kun etbegrænset anvendelsesområde og er yder-ligere af kommunerne fundet vanskelige atpraktisere, hvorfor de også ret sjældent erblevet anvendt.1)

I socialministeriets cirkulære nr. 24 af 25.februar 1953 udtales følgende:

»I forbindelse med ændringen af regler-ne om tvangsanbringelse af forsømmeligeforsørgere henleder man opmærksomhedenpå, at der, når det drejer sig om samleven-de ægtefæller, jfr. § 313, vil være at pålæg-ge bidrag i henhold til § 7, stk. 1. Ved bi-dragspålæggelse efter denne bestemmelse vilder ikke alene være at tage hensyn til på-gældendes økonomiske forhold (kår), menogså til hans vandel og andre omstændig-heder, der herved egner sig til at tages i be-tragtning, derunder omfanget af den hjælpdet offentlige må yde. Som følge heraf vilbidragspålæggelse også kunne anvendes ef-ter et skøn over erhvervsevnen over for per-soner, der vinddrager sig deres forsørger-pligt ved ikke at udfolde tilstrækkelige be-stræbelser for at udnytte foreliggende ar-bejdsmuligheder.«

Der skulle herefter være mulighed for atskride ind efter § 313 i de tilfælde, hvorforsørgeren ikke har nogen aktuel beta-lingsevne, således at bidragspligten ikkekan gøres effektiv, men hvor dette må til-regnes hans egne forhold.

b. Forholdet til bidragsreglerne.Det er nærliggende at rejse det spørgsmål,om der efter den i 1953 gennemførte æn-dring og indskrænkning i anvendelsen af dei kapitel XXV omhandlede sanktioneroverhovedet er noget reelt behov for at op-

retholde disse særbestemmelser ved siden afde almindelige bidragsregler. Hvis de blevophævet, ville udvalgene fortsat have hjem-mel til at beslutte bidragspålæggelse efter§ 7, stk. 1, jfr. § 9, stk. 1, nr. 1, hvor sam-livet ikke ophæves, jfr. § 313, stk. 2. Betalesbidragene ikke, kan pågældende indsættestil afsoning, jfr. § 14, sammenholdt med§ 200, stk. 2, og udvalget kan, når det harindstillet til afsoning, om fornødent sikresig hans person ved indlæggelse på arbejds-anstalt efter reglerne i § 200, stk. 3, jfr.herom foran side 59.

Imidlertid er denne fremgangsmåde mereomstændelig og tidskrævende end foran-staltninger efter § 313, idet afsoning skal be-sluttes af en anden myndighed, nemlig po-litimesteren, og afsoningssag først kan rej-ses, når anden inddrivelse (udpantning oglønindeholdelse) har vist sig eller skønnesuanvendelig. §§ 311-313 giver således desociale udvalg en mulighed for at gribe tid-ligere ind over for forsømmelige forsørgereend efter de øvrige bidragsbestemmelser, ogman kan efter nærværende udvalgs opfat-telse derfor ikke se bort fra, at bestemmel-serne kan have værdi dels ved at virke al-ment præventivt, dels derved, at i enkeltetilfælde en hurtig indgriben måske kan tje-ne til at hjælpe familien på ret køl og even-tuelt overflødiggøre en senere afsoningssag.

Udvalget mener derfor ikke, at det vilvære rigtigt at stille forslag om disse be-stemmelsers ophævelse. På den anden sidefinder man heller ikke tilstrækkelig grundtil at foreslå nogen skærpelse af reglernegående ud på at ophæve kravene om forud-gående bidragspålæggelse og om løsladelse,når bidragene er betalt, idet der må anta-ges at være gjort op med dette spørgsmålved lovændringen af 1953.2)

c. Straffelovens regler om forsømmeligeforsørgere.

Foruden i forsorgsloven er der i straffelo-ven hjemmel til indgreb over for forsøm-melige forsørgere eller bidragsskyldige, ogman kunne derfor rejse det spørgsmål, omman snarere end at opretholde de nugæl-

1) Om anvendelsen af §§ 311-13 fremgår det af udvalgets første betænkning (side 94 ff), at de kun er anvendt i få tilfældeårlig, i 1950-51 ialt 10 tilfælde, medens den nu ophævede § 314 s. å. blev anvendt i 37 tilfælde. I hele perioden 1934-51varierede det samlede antal årlige indlæggelser efter §§ 311-14 fra 23-124. Om anvendelsen af de nugældende regler findesder ikke nyere statistik, men det fremgår af domspraksis, at at de ialtfald lejlighedsvis anvendes, jfr. nedenfor.

2) Om udvalgets syn på forholdet mellem Europakonventioner om menneskerettighederne og de dagældende regler i §§ 313-14henvises til udvalgets første betænkning, side 177.

GO

dende bestemmelser i §§ 311-313 burde gåind for en skærpelse og effektivisering afstraffelovens regler.

Straffelovens regler findes i lovens §§ 198og 213.

Straffelovens § 198 om løsgængeri forud-sætter, at den pågældende er arbejdsfør, ogat forsømmelsen skyldes vanemæssig ledig-gang; der kræves derhos forudgående ad-varsel og gentagen forseelse inden 1 år efterdenne. Denne bestemmelse, der praktisktalt ikke anvendes, vil således ikke kunneløse problemet om sanktioner mod forsøm-melige forsørgere på mere end et begrænsetområde.

Straffelovens § 213, hvortil der henvisesi forsorgslovens afsnit II (Børneværn) kapi-tel XIV, fastsætter straf af fængsel indtil 2år for den, der ved vanrøgt eller nedværdi-gende behandling krænker bl. a. sin ægte-fælle eller si): barn, eller som ved modvilligtat unddrage sig sin forsørgelses- eller bi-dragspligt over for nogen af de nævnte per-soner udsætter dem for nød. Denne bestem-melse, der undertiden, omend sjældent, an-vendes i praksis1), er i det hele af begrænsetrækkevidde. Den forudsætter i almindelig-hed, at den ene ægtefælle i retten vidnermod den anden, hvilket ofte vil betyde, atsagen falder på grund af mangel på bevis.

Udvalget mener, at en fremgangsmåde,hvorefter man i stedet for at opretholdeforsorgslovens §§ 311-313 skærpede de om-talte bestemmelser i straffeloven, vil frem-byde overvejende betænkeligheder, idet derlet vil kunne slås mere i stykker for fami-lierne herved end ved foranstaltninger ihenhold til forsorgsloven, da en dom efterstraffelovens § 213 stempler den pågælden-de som en straffet person med alle derafflydende følger. Den praksis, anklagemyn-digheden og domstolene har fulgt, er utvivl-somt præget af de betænkeligheder, der så-ledes i almindelighed gør sig gældende vedanvendelse af straf i disse forhold; der ernæppe større udsigt til, at strafferegier medudsigt til gunstigt resultat kan bringes tilanvendelse i mere udstrakt grad på detteområde.

På den anden side anser man det for atvære af værdi, at der opretholdes regler i

straffeloven om indgreb mod de mere gra-verende tilfælde af forsømmelse og vanrøgti familieforhold.

d. Spørgsmål om en ændret affattelse afkapitel XXV (§§ 311-313).

Man kunne rejse det spørgsmål, om det vilvære hensigtsmæssigt at samle reglerne i§§ 311-313 i en enkelt bestemmelse omforsømmelige forsørgere.

§ 311 omhandler som nævnt tilfælde,hvor forsørgeren ikke samlever (bor sam-men) med familien; efter motiverne er dernavnlig tænkt på tilfælde, hvor børn er sati pleje, men efter bestemmelsens ordlyd måden også omfatte hjælp til forladte ægtefæl-ler. Bestemmelsen har været anvendt ialt13 gange i årene 1947-51.

Der er næppe i disse tilfælde samme be-hov for et supplement til bidrags- og ind-drivelsesreglerne som i tilfælde, hvor ægte-fællerne bor sammen, men udvalget finderdog ikke tilstrækkelig grund til at foreslåbestemmelsen ophævet, jfr. det ovenfor om§ 313 anførte.

§ 312 omhandler tilfælde af forsømme-lighed over for børn og er anvendelig bådeover for eneforsørgere, og hvor der er sam-levende ægtefæller. I 1953 bortfaldt densærlige hjemmel til anstaltsanbringelse i§ 312, stk. 2, der havde en rent pønal ka-rakter2), og anstaltsanbringelse i tilfælde afforsømmelse af forsørgerpligt over for børn,der lever sammen med forsørgeren, vil her-efter alene kunne ske, hvor der er sam-levende ægtefæller, og der tillige ydes hjælptil forsørgerens ægtefælle, således at § 313kan anvendes. Hvis en eneforsørger anbrin-ges på arbejdsanstalt, må børneværnet imid-lertid sørge for børnenes anbringelse påanden måde, og en anstaltsanbringelse afen eneforsørger kan derfor kun tænkes an-vendt i extreme tilfælde.

Udvalget finder det ikke påkrævet at ind-føre nye regler om anbringelse på arbejds-anstalt af forsømmelige eneforsørgere, dersamlever med deres børn, idet man mener,at det i disse tilfælde må være mest hen-sigtsmæssigt og tilstrækkeligt at gribe indefter børneværnsreglerne, om fornødent

1) Ifølge kriminalstatistikken blev fra 2-8 personer årlig i årene 1951-54 domfældt efter § 213, både mænd og kvinder blevdømt.

2) Jfr. udvalgets første betænkning, s. 178. §312. stk. 2, anvendtes i årene 1947-51 ialt 16 gange, heraf 10 i 1949-50. Udval-gets første betænkning, s. 94.

61

suppleret med de almindelige bidrags- oginddrivelsesregler, samt reglen i § 200, stk.3, og eventuelt henvisning til anstaltsfor-sorg efter § 30. (Hvortil kommer reglernei straffeloven).

Ved lov nr. 192 af 7. juni 1958 om æn-dringen i forsorgsloven vedrørende børne-forsorgens administration ophævedes denresterende del af § 312, stk. 2, om kommu-nehjælp til gennemførelse af tilsynsværgensråd og anvisninger m. v., idet den er erstat-tet af en udvidet særhjælpsbestemmelse i§ 123 (om forebyggende børneforsorg). Til-bage er herefter alene § 312, stk. 1, der ikkeindeholder nogen selvstændig regel, menblot en henvisning til børneforsorgsreg-1erne. Denne henvisning kan det måske forklarhedens skyld være rimeligt at bevare,hvis man opretholder den nugældende be-grænsning af reglerne i kapitel XXV til atgælde samlevende ægtefæller og forsømmel-se af forsørgerpligt over for personer, derikke samlever med forsørgeren.

Hvis man herefter opretholder det nu-gældende område for anvendelsen af reg-lerne om anbringelse på arbejdsanstalt afforsømmelige forsørgere, synes der ikke atvære afgørende fordele ved at samle disseregler i een bestemmelse.

e. Praksis efter indførelse af domstolskon-trollen (herunder om kravet om klagefra hustruen og om bidragspålæggelse,når der ikke er aktuel arbejdsindtægt).

Der har efter 1954 kun foreligget enkelteretssager om anbringelse på arbejdsanstaltefter §§ 311 og 313, og der ses ikke at haveværet højesteretsdomme om disse bestem-melser. Følgende sager indeholder fortolk-ningsbidrag:

Nykøbing Mors m. v. 3. december 1955:En familieforsørger, der havde oppebåretløbende kommunehjælp i længere perioder,havde gentagne gange fået tilbudt arbejdeved skærveslagning, hvad han nægtede atudføre, angivelig på grund af forkølelse;sidste gang arbejdede han 2 dage i septem-ber 1955 og holdt derefter op, hvorefter derudfærdigedes bidragsresolution 7. oktober1955, og da denne ikke blev opfyldt, oghan afviste forskellige arbejdstilbud, blevhan indsat 27. oktober 1955 på arbejdsan-stalt i henhold til 8 313, stk. 4.

Anbringelsen blev ophævet med følgen-de begrundelse:

»Efter det under sagen foreliggende måder nu gives den frihedsberøvede medholdi, at der ikke fra hustruens side foreliggerklage til det sociale udvalg eller henvendel-se, der kan sidestilles hermed, om kommu-nehjælp under henvisning til, at den fri-hedsberøvede ikke efter evne bidrager for-svarligt til familien forsørgelse. Det bemær-kes i denne forbindelse, at hustruen somvidne her i retten har forklaret, at hun harden opfattelse, at den frihedsberøvede harvillet betale hende det nødvendige til kostog klæder, når han kunne, og når han ikkehar betalt, skyldes det, at han ikke kunne fåarbejde. Hun tilføjer, at hun hverken harbeklaget sig til sognerådet eller til udvalget.

Som følge af det anførte findes det ikke,at forholdet omfattes af lov om offentligforsorg § 313, og frihedsberøvelsen vil her-efter efter den frihedsberøvedes påstandvære at ophæve som ulovlig.«

Efter omstændighederne blev der ikke til-kendt den frihedsberøvede erstatning.

Den pågældende forsørgelsessag havdeogså verseret for socialministeriet, og i den-ne foreligger der 2 skrivelser fra amtman-den over Thisted amt til socialministeriet,hvori det bl. a. anføres: »Begrundelsen forden afsagte dom om, at frihedsberøvelsener ulovlig, er, at der ikke fra hustruens sideforeligger klage til det sociale udvalg ellerhenvendelse, der kan sidestilles hermed, omkommunehjælp under henvisning til, atden frihedsberøvede ikke efter evne bidra-ger forsvarligt til familiens underhold.«

»En bogstavelig fortolkning af § 313 måformentlig føre til dette resultat. Imidlertidkan lovgivningsmagtens mening næppe tæn-kes at have været således; det vil nemligherefter ligge i deres magt, som man hartilsigtet at ramme ved bestemmelsen, deforsømmelige forsørgere, at gøre bestem-melsen ganske illusorisk, blot de selv hen-vender sig til det' sociale udvalg og drageromsorg for, at ikke også ægtefællen gør det.

Er den af underretsdommen givne for-tolkning af § 313 rigtig, vil de sociale ud-valg derefter stå ganske magtesløse over forforsømmelige forsørgere.«

Da det sociale udvalg frafaldt anke modamtets og ministeriets ønske, henstilledeamtet til ministeriet, at bestemmelsen søg-

62

tes ændret således, at det vil blive uden be-tydning, hvem af ægtefællerne, der retterhenvendelse til det sociale udvalg, og sagenblev herefter afgivet til nærværende udvalg.

Han Herreders dom den 7. december1955:

En forsørger, som af det sociale udvalgvar sat i bidrag i henhold til § 7, stk. 1, jfr.§ 9, stk. 1, og § 313, stk. 2 og 3, blev an-bragt på arbejdsanstalt i henhold til § 313,stk. 4, da han ikke betalte de forfaldne bi-drag. Pågældende var gentagne gange ude-blevet fra anvist arbejde, hvorfor der varydet hustruen hjælp.

I dommen udtalt følgende:»Sagsøgeren ses således ikke at have haft

nogen undskyldning for, at han i dagene7.-11. november 1955, begge dage medreg-net, ikke har udført det ham anviste arbej-de i grusgraven, hvilket ville have sat hami stand til at tjene det fornødne til beta-ling af de den 11. i måneden forfaldne bi-drag. Også i de 3 arbejdsdage den 12., 14.og 15. november 1955, inden sagsøgerensindlæggelse i arbejdsanstalten, har han for-sømt ved arbejde at skaffe sig indtægt tilbetaling af de forfaldne bidrag, skønt dethavde været ham muligt at få sådant arbej-de. Indlæggelsens lovlighed vil hereftervære at stadfæste.«

I en dom fra januar 1957 vedrørendesamme person blev en anstaltsanbringelseophævet med følgende begrundelse:

»... Det findes ikke godtgjort, at sagsøge-ren er sat i behørig kundskab om den ud-færdigede bidragsresolution. Under hensynhertil vil indlæggelsen af ham i arbejds-anstalten være at ophæve. Det bemærkesherved, at hans indsigelse om, at hans hel-bredstilstand i forbindelse med vejrligethar forhindret ham i at arbejde på arbejds-dagene i de sidste uger før forfaldsdagenden 28. december 1956, ikke uden viderekan forkastes.« I marts 1957 blev en an-bringelse af pågældende stadfæstet. I dom-men udtales følgende:

». . . Den af N.N. fremsatte udtalelse ombortkomsten af den nævnte høvl findesikke at afgive tilstrækkelig begrundelse forsagsøgerens ophør med arbejdet i grusgra-ven. Da udførelsen heraf ville have sat hami stand til at betale de ham pålagte bidrag,vil indsættelsen af ham i arbejdsanstaltvære at stadfæste som lovlig.« Sidstnævnte

dom stadfæstet ved Vestre Landsret den 5.juni 1957 i henhold til de anførte grunde.

Ved disse domme må den i cirkulære1953 givne fortolkning, hvorefter § 313også kan anvendes over for personer, hvismanglende betalingsevne skyldes arbejds-modvillighed, formentlig antages at væregodkendt, selv om det navnlig er i relationtil betalingsevnen efter at bidrag er pålagt,at spørgsmålet er behandlet. I lignende ret-ning går en dom fra Københavns amts Sdr.Birk den 2. oktober 1956. Spørgsmålet harikke foreligget til afgørelse for højesteret.

Mere tvivlsomt er det, hvorvidt kravetom, at der skal ske henvendelse fra agtefal-len om hjalp, også i fremtidig praksis måantages at blive fortolket efter bogstaven.Bidragspålæggelse efter § 7, stk. 1, kræverefter denne bestemmelses ordlyd ikke enforudgående henvendelse fra ægtefællen,men blot, at den efter loven forsørgelses-pligtige ikke tilbørligt opfylder sine for-pligtelser, og de sædvanlige inddrivelses-midler, herunder afsoning og midlertidiganbringelse på anstalt efter § 200, stk. 3,vil altså kunne anvendes i tilfælde, hvorder må ydes hjælp til arbejdsmodvilligepersoner, men hvor ægtefællen ikke selv harhenvendt sig til det sociale udvalg. Det so-ciale udvalg står altså ikke magtesløst i dissetilfælde, men det er alene de videregåenderegler i § 313, der eventuelt er uanvende-lige. Situationen kan vel tænkes at forelig-ge, dels hvor forsørgeren nok er arbejdsuvil-lig, men ikke unddrager familien dens delaf den udbetalte hjælp, dels hvor ægtefæl-len, skønt hun er i trang, ikke selv vil ellertør henvende sig til det sociale udvalg. Idisse tilfælde vil dette udvalg imidlertidogså kunne yde naturaliehjælp eller hen-vise forsørgeren til anstaltsforsorg efter § 30og alene udbetale kontant hjælp til ægte-fællen. Bemærkningerne til 1930-forslagettil forsorgslovens § 313 (forslagets § 325) ty-der imidlertid ikke på, at det er tilsigtet: atgive § 313 et snævrere anvendelsesområdeend § 7, idet det udtales, at »paragraffenomhandler de tilfælde, hvor et ægtepar le-ver sammen, men hvor den ene af ægtefæl-lerne, i almindelighed manden, ikke bidra-ger tilstrækkeligt til familiens underhold,således at der må ydes familien kommune-gæld .

Indtil dette (separationssagen) kan være i

nn

orden, vil det imidlertid kunne være nød-vendigt at hjælpe den forsømte ægtefælle,og udvalget kan derfor midlertidig pålæggeden anden ægtefælle et ugentligt bidrag tilfamiliens forsørgelse.«

Nærværende udvalg må dog mene, at detvil være ønskeligt at foretage sådanne æn-dringer, at det i overensstemmelse med detallerede i cirkulære af 25. februar 1953 ud-talte tydeliggøres, at bidragspålæggelse kananvendes, selv om der ikke er en aktuelarbejdsindtægt (jfr. foran side 60), og at§ 313 kan anvendes, uanset hvem af ægte-fællerne, der s<f)ger hjælp.

Hertil sigtende forslag henholdsvis tilændringer af forsorgslovens § 7 og om gen-nemførelse af en ny § 314, er optaget i lov-udkastet i kapitel 12.

/. Følger af forslagene om ændring afarbejdsanstalternes struktur.

Reglerne i kapitel XXV om anbringelse påarbejdsanstalt af forsømmelige forsørgerekan ikke antages at løse spørgsmålet om dis-se klienters behandlingsbehov, idet disseregler ligesom afsoningsreglerne kun tagersigte på at gøre forsørgelsespligtens opfyl-delse effektiv og ikke giver mulighed for atafpasse opholdets varighed ud fra behand-lingsmæssige hensyn. Af klientelundersøgel-sen, der dog kun omfatter et begrænset an-tal forsømmelige forsørgere, fremgår det, atdet drejer sig om ret stærkt belastede per-soner (jfr. side 172 ff.). En eventuel behand-ling må imidlertid gennemføres ad frivillig-hedens vej, efter omstændighederne dogmåske efter henvisningsreglen i § 30 ellerefter reglerne om indlæggelse af alkohol-lidende på anstalt, regler, der dog ikke vilvære anvendelige i alle tilfælde."Udvalgets forslag om forbedring af be-handlingsmulighederne medfører derfor in-gen konsekvenser for §§ 311-313.

Derimod må det erindres, at der i de gæl-dende regler om indlæggelse i arbejdsan-stalt ikke sondres mellem indlæggelse i åb-ne eller lukkede afdelinger, og i det om-fang, hvori der er hjemmel til tvungen an-bringelse, vil hensættelse derfor kunne skepå lukkede afdelinger, hvor sådanne findespå den anstalt, hvori vedkommende ind-lægges.

Da det i kapitel 8 foreslås, at der i frem-tiden alene indrettes lukkede afdelinger påenkelte anstalter, medens alle de andre an-stalter bør drives som åbne anstalter, harman fundet det rettest at indføje en ud-trykkelig hjemmel i §§ 311 og 313 til, atanbringelse kan ske på lukket afdeling.

5. Alkohollidende (§§316-317).

Spørgsmålene om eventuelle ændringer ireglerne om tvungen indlæggelse af alko-hollidende, jfr. forsorgslovens §§ 316-17, eromhandlet i udvalgets betænkning »Forsor-gen for alkohollidende« (betænkning nr.208) og omtales derfor ikke her.

6. Erhvervs- og subsistensløse (§§321-322).

a. Området for § 321 (begrebet erhvervs- ogsubsistensløs).

Af de af udvalget i 1948-51 foretagne un-dersøgelser fremgik det, at bestemmelsen iforsorgslovens § 321 om erhvervs- og subsi-stensløse er den regel, der i langt det over-vejende antal tilfælde - formentlig over ZU— anvendes som indlæggelsesgrundlag vedanbringelse på arbejdsanstalt, og at ca. i/saf de efter § 321 indlagte var afleveret afpolitiet.1)

Ved lov nr. 33 af 25. februar 1953 under-gik § 321 forskellige redaktionelle ændrin-ger i forbindelse med ophævelsen af regler-ne i SS 318-20 om anbringelse på anstaltefter udstået straf i visse tilfælde, og samti-dig ophævedes adgangen til direkte indlæg-gelse på tvangsarbejdsanstalt af erhvervs- ogsubsistensløse, således at sådan anbringelsenu kun kan ske som disciplinærforanstalt-ning, jfr. forsorgslovens § 43. Ved lov nr.176 af 11. juni 1954 om indførelse af dom-stolsprøvelse ved anbringelse på arbejdsan-stalt m. v. blev der endvidere indføjet enmindre ændring i § 321, der gav amtet ad-gang til at udsætte sin afgørelse om an-staltsanbringelse, når krav om domstols-prøvelse er rejst, til der er faldet endeligdom i sagen.

Ved skrivelser af 29. december 1955 (bi-lag 4 og 5) anmodede udvalget politidirek-tøren i København og Københavns magi-strat om udtalelser om disse myndighederssyn på §§ 321-22, og over de herefter ind-

1) Udvalgets forsti- betænkning kapitlerne 5 og 7, klientelundersøgelsen, kapitel 2 (s. 28-32).

64

komne besvarelser (bilag 6 og 7, i det væ-sentlige dog kun aftrykt som ekstrakt af be-svarelsernes udtalelser om de i dette kapitelomhandlede spørgsmål) udbad man sig iskrivelse af 20. november 1956 (bilag 8) enudtalelse fra justitsministeriet.

Af de indkomne besvarelser fremgår det,at der er enighed mellem de pågældendemyndigheder om, at reglerne i § 321 bør op-retholdes; dog stilles der af politidirektørenet ændringsforslag gående ud på, at der i§ 321, stk. 2, indføjes en udtrykkelig regelom, at erhvervs- og subsistensløse kan ind-sættes på arbejdsanstalt af ordensmæssigegrunde. Forslaget motiveres i politidirektø-rens skrivelse med, at det store antal subsi-stensløse sprittere på Vesterbro er til bety-delig gene, og at Københavns forsørgelses-væsen er tilbageholdende med tvangsind-læggelse på Sundholm. Det er endvidere po-litidirektørens ønske, at man vender tilbagetil den tidligere praksis med at begære poli-tiefterlysning af bortgåede Sundholm-alum-ner, når de hører til dette særlige klientel.For så vidt angår dette sidste spørgsmål harKøbenhavns magistrats 3. afdeling i sinskrivelse af 20. oktober 1956 (bilag 7) op-lyst, at man efter indførelse af reglements-amdringer i 1952 har undladt at efterlysebortgåede eller udeblevne alumner, bortsetfra rømninger fra tvahgsafdelingen, men atman ikke føler sig ubetinget tilfreds meddenne ordning.

Om efterlysningsspørgsmålet og senerepraksis henvises iøvrigt til kapitel 8 (side 49)og til bemærkningerne nedenfor om, hvor-vidt en eventuel stramning af praksis villekræve lovændring.

Justitsministeriet har efter brevvekslingmed rigsadvokaten og statsadvokaten forKøbenhavn erklæret, at der efter justitsmi-nisteriets opfattelse ikke er tilstrækkeliganledning til at søge § 321 ændret i over-ensstemmelse med det af politidirektøren iKøbenhavn fremsatte forslag (jfr. bilag 9).

Udvalget er enigt i, at reglen i § 321 omforanstaltninger mod erhvervs- og subsi-stensløse bør opretholdes, herunder mu-ligheden for om fornødent at kunne iværk-sætte en tvangsmæssig anbringelse.

Udvalget er endvidere enigt med justits-

ministeriet og anklagemyndigheden i, at entilføjelse til § 321 som af politidirektørenforeslået ikke kan anses for påkrævet, da§ 321 efter den gældende affattelse kan an-ses for at give den fornødne hjemmel til attage ordensmæssige hensyn i betragtningved afgørelsen af forsørgelsesmåden, idetdet for anbringelse på arbejdsanstalt kunkræves, at pågældende skal være erhvervs-og subsistensløs som defineret i § 321, stk. 4:

»Som erhvervs- og subsistensløs kan kunen person betragtes, som

1. i længere tid har været og ved forsor-gens begyndelse stadig er uden arbejde ogude af stand til ved egen hjælp at skaffe sigsådant,

2. er uden fast bopæl, og3. mangler tilholdssted hos familie eller

andre pårørende i den kommune, hvis so-ciale udvalg må tage sig af ham.«

Den domstolspraksis, der har foreliggetvedrørende § 321 efter 1954 tyder hellerikke på, at § 321 i den nugældende affat-telse har voldt tvivl om forsørgelsesmyndig-hedernes kompetence med hensyn til ind-læggelse af erhvervs- og subsistensløse, idetde stedfundne frihedsberøvelser i henholdtil § 321 i almindelighed er blevet stadfæ-stede af domstolene.1)

Det kan således ikke antages at være nød-vendigt i loven at indføje en udtrykkelighenvisning til ordensmæssige hensyn for atkunne gribe ind over for erhvervs- og subsi-stensløse, der er til gene for omgivelserne,og udvalget mener i det hele, at lovens de-finition af begrebet erhvervs- og subsistens-løs bør opretholdes.

Derimod foreslås det, at socialministerieti et cirkulære uddyber forskellige forholdvedrørende forståelsen af begrebet fast bo-pæl, navnlig med hensyn til, hvorvidt dettekrav er opfyldt ved ophold på herberger.Efter udvalgets opfattelse kan det vel ikkealtid udelukkes, at dette kan anerkendes,men i modsætning til den fortolkning afbegrebet hjemløs, der er fastslået i den ikapitel 4 (side 24) omtalte dagsbefaling omoverførelse til politiets hjælpetjeneste afanholdte hjemløse arbejdsledige mænd, børdet ikke i sig selv være nok at have ophold

1) Det kan nævnes, at der i Hjørring købstad rets dom af 25. juli 1955, hvor frihedsberøvelse efter §321 blev stadfæstet, bl.a.var henvist til, at pågældende var til gene for vejfarende og beboere i kommunen som følge af mange års misbrug afkogesprit.

65.

i et herberg, men dette vil £. eks. være util-strækkeligt, hvis tilknytningen kun består iet natophold, og et sådant betales nat fornat. Der må i det hele tages hensyn til op-holdets varighed, pågældendes tilknytningtil institutionen og dennes nærmere karak-ter. Ophold i »Himmelekspressen« vil såle-des ikke være tilstrækkeligt1). I tvivlstilfæl-de bør afgørelsen først træffes efter forud-gående drøftelse med pågældende institu-tion.

Spørgsmålet om en eventuel stramning afpraksis med hensyn til efterlysning gennempolitiet vil heller ikke kræve lovændring,da der med hjemmel i loven kan ske efter-lysning af personer, der opfylder betingel-serne for tvungen tilbageholdelse. Om dettespørgsmål henvises iøvrigt til kapitel 8(side 49-50).

/;. Forelæggelse for amtet af sager omindlæggelse efter § 321.

Under udvalgets forhandlinger er der rejstspørgsmål om en forenkling af fremgangs-måden ved indlæggelse i henhold til § 321,når indlæggelse sker på frivilligt grundlag,således at beslutning om forsørgelsesmådenikke behøver at træffes af amtet i disse til-fælde.

Et hertil sigtende udkast til ændringsfor-slag er optaget i kapitel 12.

En bestemmelse som den således foreslåe-de vil ikke betyde nogen større realitets-ændring af den bestående retstilstand, mennærmest være en tydeliggørelse af redaktio-nel karakter, idet allerede de gældende be-stemmelser i forsorgslovens § 30, stk. 1 og 3om forsørgelsesmåden giver udvalget hjem-mel til at forsørge trængende på arbejdsan-stalt på frivilligt grundlag, uden at sagenbehøver at forelægges for amtet. Uansetdette har udvalget - under hensyn til den ipraksis anvendte fremgangsmåde - fundetdet naturligt at foreslå den nye bestemmel-se givet som en del af § 321. Med hensyn tilsagens realitet kan iøvrigt bemærkes, at densærlige regel i § 321, stk. 3, hænger sammenmed, at del: i det oprindelige forslag til for-sorgsloven var bestemt i § 36, stk. 5, at op-

hold på arbejdsanstalt normalt ikke kunnestrække sig over 1 måned.2)

Der er endvidere rejst tvivl om, hvorvidtspørgsmål om tilbageholdelse af erhvervs-og subsistensløse skal forelægges amtman-den til afgørelse af indlæggelseskommunenssociale udvalg eller af arbejdsanstaltens be-styrelse. Efter de gældende regler er det an-staltens ledelse, der skal forelægge spørgs-målet om den fremtidige forsørgelsesmåde.

Da det er foreskrevet i § 321, stk. 3, atamtmanden skal forhandle med vedkom-mende myndighed, inden afgørelse træffes,altså også med vedkommende sociale ud-valg, synes der ikke at være afgørende be-tænkeligheder ved at opretholde den nu-gældende fremgangsmåde. Da det drejer sigom et klientel, der ofte vil være uden størretilknytning til vedkommende opholdskom-mune, kan det være hensigtsmæssigt, at an-staltsledelsen har et selvstændigt ansvar forpågældendes videre anbringelse.

Udvalget foreslår derfor ingen ændringpå dette punkt.

c. Følger af forslagene om ændring afarbejdsanstalternes struktur.

For det klientel på hvilket § 321 anvendes,vil der ofte være grund til at foretage enindlæggelse af hensyn til eventuelle behand-lingsmuligheder. Tillige vil det ofte værenødvendigt at foretage anbringelse i en luk-ket afdeling.

De i kapitel 8 foreslåede ændringer omindførelse af behandlingsprægede afdelin-ger og om, at der alene skal findes lukkedeafdelinger på særskilte anstalter, gør detnødvendigt at foretage forskellige tilføjelsertil § 321, stk. 3, jfr. de forslag, der stilles ikapitel 12.

Man har i denne forbindelse fundet detrettest at indføje en udtrykkelig hjemmeltil, at en beslutning om anbringelsesmådenkan omgøres, hvis det senere under et an-staltsophold viser sig, at den indlagte vilkunne have bedre gavn af ophold på en an-den arbejdsanstalt end den, hvor han imedfør af den først trufne beslutning harfået ophold. Hvis det drejer sig om frivil-

1) Domstolspraksis giver ikke sikker vejledning om dette spørgsmål, men præmisserne i dommen, UfR 1956, 1033 tyder nær-mest på en lignende opfattelse; den pågældende, hvis anbringelse efter § 321 ansås lovlig, havde tilhold ved »Himmel-ekspressen«, men havde dog også haft ophold andre steder.

2) Ifølge udvalgets første betænkning, s. 93, udgjorde antallet af frivillige indlæggelser efter anstalternes oplysninger i årene1947-51 ca. 7s af samtlige. Det må antages, at en væsentlig del af de øvrige 2/3 selv har anmodet om optagelse gennempoliti eller det sociale udvalg, omend ofte, fordi de ikke har andet valg (om klientelundersøgelsen se foran side 58 og 64).

ligt indlagte, må den pågældende selv givesit samtykke til overførelse, med mindrebetingelserne for tilbageholdelse er til ste-de, i hvilket tilfælde de almindelige reglerom domstolsprøvelse m. v. finder anven-delse, jfr. forsorgslovens § 52, stk. 3. Hvisdet drejer sig om ændring af en af amtman-den (kommunalbestyrelsen) truffen beslut-ning, må sagen påny forelægges denne myn-dighed med adgang til fornyet domstols-prøvelse, hvis anbringelsestiden forlænges.Om overførelse til lukket afdeling somdisciplinær foranstaltning henvises til be-mærkningerne om § 43 (kapitel 8, s. 46og 47).

d. Ophævelse af § 322.Denne bestemmelse indeholder en særregelom erhvervs- og subsistensløse prostitueredekvinder, der afleveres af politiet til forsør-gelsesvæsenet.

Det er her foreskrevet, at udvalget, i alletilfælde skal indlægge den pågældende kvin-de på en arbejdsanstalt; udvalget kan altsåikke undlade dette, selv om der kan skaffeshende arbejde; om den fremtidige forsør-gelse tager amtmanden bestemmelse efterreglerne i § 321, stk. 3.

Dog bør amtmanden, hvis hun en enkeltgang har været straffet for løsgængeri,, over-trædelse af tilhold eller lignende, hurtigstmuligt søge at få en privat forening til attage sig af hende.

§ 322 er efter sin ordlyd uændret siden1933, men de i 1953 gennemførte ændrin-ger i § 321 og den i 1954 indførte domstols-kontrol gælder også for frihedsberøvelse ef-ter denne bestemmelse. Efter ophaevelsen i1953 af forsorgslovens § 318 om anbringelsepå anstalt af personer efter udstået straf forløsgængeri m. v., hvilken bestemmelse over-vejende blev anvendt på prostituerede kvin-der1), er § 322 den eneste særbestemmelseom anbringelse på arbejdsanstalt af detteklientel.

Bestemmelsen anvendes ikke meget ipraksis, men dette kan skyldes, at der ikkealtid sondres mellem § 321 og § 322, jfr.herom i udvalgets første betænkning, side98-100.

For Københavns politis vedkommende erdet i politidirektørens (i kapitel4, side24-25

nævnte) dagsbefaling af 23. maj 1955 ompolitiets hjadpetjeneste foreskrevet, at hjem-løse, arbejdsledige kvinder og subsistensløsekvinder, der anholdes, straks skal afgives tilforanstaltning for III. politiinspektorat(sædelighedspolitiet), men afleveringen fin-der sted direkte til hjælpetjenesten. Hvisdet iøvrigt under en afhøring konstateres, atvedkommende er hjemløs og arbejdsledig,skal hun henvises til hjælpetjenesten. I1955 blev 12 kvinder henvist fra III. politi-inspektorat: til forsorgskontoret (politidirek-tørens skrivelse af 27. marts 1956, jfr. bi-lag 6).

Politidirektøren udtaler sig iøvrigt ikkespecielt om, hvorvidt der måtte være trangtil ændringer i § 322.

Det samme gælder Københavns magi-strat (skrivelse af 20. oktober 1956, jfr.bilag 7).

Statsadvokaten for København har ud-talt, at denne særregel for prostitueredesynes overflødig ved siden af § 321 og daikke bør opretholdes. Rigsadvokaten, poli-timesterforeningen og justitsministeriet harerklæret intet at have imod, at bestemmel-sen ophæves, jfr. bilag 9.

Da § 322 kun omfatter erhvervs- og sub-sistensløse prostituerede kvinder, vil § 321give forsorgsmyndighederne tilstrækkelighjemmel til at tage sig af dette klientel.§ 322 giver anvisning på en vis skærpelseved at foreskrive ubetinget anstaltsanbrin-gelse, men bestemmelsen gælder dog kunfor kvinder, der afleveres af politiet, ikkefor dem, socialkontoret iøvrigt måtte kom-me i forbindelse med. Som begrundelse forsærreglen er i bemærkningerne henvist til»disse ulykkeligt stillede kvinders særligeforhold.« Man må vel herved have tænktsig, at det ikke kunne nytte at skaffe dissekvinder arbejde, idet de dog ville fortsættederes levevis, men skulle der i enkelte til-fælde være en chance for at rette dem oppå denne måde, er det lidt vanskeligt atforstå, hvorfor man ikke skulle kunne over-lade skønnet over, hvad der skal gøres forde pågældende i første omgang til de soci-ale udvalg efter de regler, der gælder i §321, stk. 1. Endvidere forekommer det atvære lidt mærkeligt at indskrænke den ud-trykkelige forskrift for amtmanden om at

1) Se udvalgets første betænkning, kapitel 7, side 129 ff og side 143 ff.

67

henvise pågældende til en privat foreningtil de tilfælde, hvor der ikke foreligger gen-tagelser. Det bør vel være således, at amt-manden frit skønner over, i hvilke tilfældedenne fremgangsmåde er egnet. Dertil kom-mer, at de foranstående oplysninger viser,at § 322 i praksis næsten ikke anvendes der,hvor klientellet først og fremmest findes,nemlig i København, idet politiet gennemhjælpetjenesten i reglen direkte drager om-sorg for den videre behandling af dissekvinder.

I den i kapitel 6 (side 31-32) omtalte be-tænkning om foranstaltninger til bekæm-pelse af prostitution (afgivet i 1955) findesudkast til lov om særlig forsorg til bekæm-pelse af prostitution. Efter dette forslagskal der nedsættes et særligt forsorgsnævn,der under visse nærmere betingelser skalkunne iværksætte forsorgsforanstaltningeraf forskellig art for kvinder, der hengiversig til uordnet og løsagtigt levned.

De foreslåede regler er forskellige forkvinder over og under 21 år og mere vidt-gående for den sidstnævnte gruppe.

Om bestemmelsen i forsorgslovens § 322udtales det i betænkningen (side 67), atbestemmelsen vil kunne have en vis betyd-ning for behandlingen af nogle af de mestforkomne, ældre prostituerede, og at detville være ønskeligt, om der gennem de æn-dringer i forsorgslovens regler, der over-vejes af nærværende udvalg, tilvejebragtesmulighed for en egnet anbringelse af visseaf de ældre prostituerede, ligesom forøvrigtaf visse kategorier af psykisk afvigende,prostituerede kvinder.

Vedrørende spørgsmålet om oprettelse afkvindeafdelinger skal man henvise til ka-pitel 3, side 20-21, og kapitel 8, side 42,

hvor det foreslås, at særskilte kvindeafde-linger indrettes i forbindelse med de an-stalter, på hvilke der tænkes tilvejebragtsærlige behandlingsmuligheder, der såledesogså vil kunne modtage det i forsorgslovens§ 322 omhandlede klientel. Den fornødnehjemmel til en sådan anbringelse vil følgeaf § 36 sammenholdt med § 321.

Under hensyn til det foran anførte, ogidet bemærkes, at det kun kan være for-sørgelsesvæsenets opgave at tage sig af pro-stituerede i trangstilfælde, finder udvalgetikke, at der er grund til at opretholde sær-bestemmelser i § 322 om erhvervs- og sub-sistensløse prostituerede kvinder. Man skalderfor foreslå, at bestemmelsen ophæves,således at det heromhandlede klientel om-fattes af de almindelige regler om erhvervs-og subsistensløse i § 321 sammenholdt med§ 36 (anstaltsformerne) og § 43 (reglemen-terne). Det forudsættes dog herved, at dersker en tilføjelse til § 321, stk. 3, om hen-visning til en privat forening. Udkast tilforslag herom er optaget i kapitel 12.

Hvis prostitutionsbetænkningens forslagom forsorgsforanstaltninger for prostitu-erede gennemføres, kan der yderligere blivespørgsmål om at give regler i forsorgslovenskapitel XXVII, der sikrer, at der sker denfornødne koordination af behandlingenmellem forsorgsnævnene og udvalgene.

7. Faitighjælpsvirkning af hjælp tilanstaltsophold m.v.

Spørgsmålet om ændringer af reglerne i §§310, 311, 313 og 323 om iattighjælpsvirk-ningen af hjælp til arbejdsmodvillige per-soner og anstaltsophold forudsættes løst iforbindelse med en samlet revision af rets-virkningsbestemmelserne.

08

Kapitel 11.

Forskellige forslag om fremgangsmåden ved indlæggelser og omlægeundersøgelser, indberetninger, opbevaring af akter m. m.

A. De indlæggende myndigheder.

Forsorgsloven indeholder enkelte reglerom den fremgangsmåde, de indlæggendemyndigheder skal anvende ved indlæg;-gelser i arbejdsanstalt, særlig med henblikpå reglerne om beskyttelse af personer, somer genstand for en administrativ friheds-berøvelse.

Ifølge forsorgslovens § 52 skal den ind-lagte have meddelelse om hans adgang tilat begære sagen forelagt for domstolenesamtidig med, at den trufne beslutning omindlæggelsen bliver tilkendegivet for ham,og senest samtidig med indlæggelsen. Til-svarende gælder ved tvangsmæssig tilbage-holdelse af personer, der er indlagt frivil-ligt. Ifølge socialministeriets cirkulære af11. juni 1954 skal meddelelsen gives ved enskrivelse, hvis ordlyd er fastlagt i cirku-læret.

Ifølge grundlovens § 71, stk. 7, er detvangsmæssigt indlagte undergivet et til-syn valgt af folketinget, og de har adgang tilrette henvendelse til dette tilsyn. I social-ministeriets cirkulære af 8. juni 1955 erdet pålagt de besluttende myndigheder og-så at give meddelelse om denne adgang iden foran nævnte skrivelse om retten tildomstolsprøvelse.

Inden adgangen til domstolsprøvelse blevgennemført, drøftede udvalget forskelligeandre muligheder for sikkerhedskauteler Iforbindelse med beslutning om indlæggelsepå anstalt, men efter gennemførelsen afadgangen til domstolsprøvelse, finder ud-valget ikke anledning til at foreslå yder-ligere forskrifter, jfr. herved også bemærkningerne i kapitel 10 om de enkelte i dettekapitel omtalte regler om indlæggelse.

Ud fra helt andre synspunkter - hensy-net til, at anstalterne skal have det bedst

mulige grundlag bl. a. for at bedømme mu-lighederne for en behandling af de ind-lagte - foreslås, at man i højere grad på-lægger de indlæggende myndigheder at giveanstalterne så udførlige oplysninger om deindlagte, som det er muligt, ikke mindstom tidligere anstaltsophold. Såfremt der afandre grunde allerede i det sociale udvalgsforsørgelsessag måtte findes en erklæringom en foretaget psykiatrisk undersøgelse,bør anstalten gøres bekendt med indholdetaf denne erklæring. løvrigt må til anstaltensendes andre for den indlæggende myndig-hed foreliggende oplysninger om pågælden-de og hans trangstilfælde, herunder § 54-afhøring samt oplysning om, hvorvidt haner indforstået med anbringelsen, om hanhar begæret domstolsprøvelse, og om derer tale om indlæggelse for en bestemt tid,og i så fald hvor længe. De sociale udvalgbør også oplyse f. eks. om man fra udval-gets side mener at kunne skaffe pågælden-de arbejde eller andet opholdssted, når hanskal udskrives.

B. Anstalternes opgaver vedmodtagelsen.

Den skriftlige meddelelse om domstolsprø-velse m. v., der er omtalt i de i forrigeafsnit nævnte cirkulærer af 11. juni 1954og 8. juni 1955, skal gives til den indlagteaf anstalten, såfremt han ikke inden ind-læggelsen har fået den. I tilslutning her-til kan nævnes, at det påhviler anstaltensinspektør at videregive en under anstalts-opholdet fremsat begæring om sagens ind-bringelse for domstolene.

Ved indlæggelsen eller umiddelbart efter

69

den må anstalterne påse, at der foreliggerbegæring fra den indlæggende myndighedog oplysninger fra denne om grunden tilindlæggelsen, jfr. herved også bestemmel-serne i det foran i kapitel 8 omtalte forslagtil mønsterreglement. Anstalterne må påse,at disse oplysninger foreligger, uanset omindlæggelsen finder sted med eller uden po-litiets bistand.

Ifølge de nuværende ordensreglementervil det sædvanligvis være udelukket at an-bringe smittefarlige personer i anstalterne,men ofte foreligger der ikke yderligere for-skrifter om helbredsforhold. Som nævnt ikapitel 8, foreslår udvalget, at der frem-tidig ved anbringelsen altid foretages engennemgribende lægeundersøgelse, jfr. her-om og om samarbejdet med de psykologer,der i nævnte kapitel foreslås knyttet til etpar af anstalterne, nærmere i kapitel 8.

De frivilligt indlagte bør ved indlæggel-sen underskrive en erklæring om, at de un-dergiver sig de for anstalten gældende reg-lementer, herunder bestemmelsen om disci-plinære foranstaltninger, jfr. herved § 8 idet foran nævnte mønsterreglement, der eraftrykt som bilag 3, og jfr. forsorgslovens §43, stk. 2.

C. Registrering i centralt kartotek.

Det er vigtigt for behandlingen af de ind-lagte personer, at anstalternes ledelse fårdet bedst mulige kendskab til tidligere an-staltsophold og får kendskab til de oplys-ninger, der er fremkommet om de indlagteunder og i forbindelse med disse ophold.

For den del af klientellet, som er fast-boende, rejser dette ikke større problemer,idet man her kan få de fornødne oplysnin-ger ved det sociale udvalgs hjælp, her-under på grundlag af udvalgets registrantover understøttede personer.

For den - langt væsentligere - del afklientellet, som ikke har fast bopæl, d. v. s.vagabonder m. fl., vil det derimod værenødvendigt for at nå det ønskede formål, atman opretter et centralt kartotek, hvorfraoplysning kan fås om eventuelle anstalts-ophold andetsteds.

En sådan registrering bør finde sted isocialministeriet. Der findes i forvejen reg-

ler herom i forsorgslovens § 54, stk. 6, jfr.socialministeriets bekendtgørelse af 15.marts 1957. Efter disse regler skal en kom-mune, der som opholdskommune yderhjælp til en person, der ikke har forsørgel-sessted eller fast: bopæl i nogen kommuneher i landet, anmelde den ydede hjælp tilsocialministeriet. Ministeriet registrerer dis-se indberetninger i et særligt kartotek. Dade nuværende indberetningers formål er atsikre, at en kommune, som yder hjælp tilsådanne personer, skal kunne få oplysnin-ger af betydning for afgørelsen af en nyhjælps retsvirkninger, er det kun nødven-digt at kunne give oplysninger om hjælp,der er ydet inden for de sidste 3 år, og kar-toteket er derfor således indrettet, at oplys-ninger om hjælp ydet væsentligt tidligereikke kan meddeles. Hertil kommer, at ind-beretningerne fra kommunerne langt frafremsendes i alle tilfælde.

Når formålet med en central registreringskal være at give arbejdsanstalterne et ma-teriale til brug for en behandling af de ind-lagte, er det ikke tilstrækkeligt at få oplyst,om der inden for de sidste ca. 3 år harværet en anden anstaltsanbringelse, mendet har interesse at få oplyst ethvert tid-ligere anstaltsophold for pågældende. Detcentrale kartotek, der her omtales, må der-for registrere også ophold for adskillige årsiden, og i den bestående form kan social-ministeriets nuværende kartotek derfor ikkeanvendes. Hertil kommer, at arbejdsanstal-terne ikke vil få tilstrækkeligt oplysnings-materiale, såfremt man som hidtil byggerpå en registrering efter indberetninger frade sociale udvalg, da disse indberetningersom nævnt erfaringsmæssigt langt fra frem-kommer i alle tilfælde.

Udvalget foreslår derfor, at der pålæggesarbejdsanstalterne pligt til at indberettealle indlæggelser til socialministeriet. Plig-ten bør også påhvile godkendte arbejds-kolonier, da det også kan være af betydningunder senere indlæggelse i arbejdsanstaltat kende sådanne ophold. Imod en sådanindberetningspligt er der ganske vist ytretbetænkelighed fra bestyrelsen for Møltrupoptagelseshjem, der har peget på, at denstrider mod hjemmets private karakter, somman finder det af afgørende betydning atbevare i hidtidigt omfang. Fra Møltrupsside har man henvist til, at der siden hjem-

70

mets oprettelse i 1912 er foretaget en regi-strering af alle optagne mænd, således atman til enhver tid har været i stand til at:give oplysninger fra Møl trup til brug foroffentlige myndigheder, og at denne frem-gangsmåde også fremtidig vil blive opret-holdt.

Af hensyn til formålet er det for så vidtikke nødvendigt at indberette udskrivnin-ger, idet man ved senere indlæggelse på enanden anstalt alene har brug for at få op-lyst, at pågældende tidligere har været ind-lagt, og hvor denne indlæggelse fandt sted,men sålænge fattighjælpsvirkning er knyt-tet til ophold på arbejdsanstalter - jfr.herom side 68 - må dog også udskrivnin-ger fra disse anstalter indberettes, såledesat denne retsvirkning kan registreres i detcentrale kartotek, idet ingen kommune læn-gere vil komme til at foretage registreringefter det foreslåede takstsystem.

Fremgangsmåden kan være den ret enkle,at anstalterne ved enhver indlæggelse straksindsender en kortfattet indberetning, f. eks.på en blanket, der blot summarisk kræveroplyst, at N. N., der er født den .. ., erindlagt den . . . på X-arbejdsanstalt, og so-cialministeriet må herefter blot meddeleden indberettende anstalt, om pågældendetidligere er indberettet fra nogen anstaltog i så fald, hvor han senest er meldt ind-lagt. I. praksis vil en anstalt tillige ofte havegrund til at formode, at pågældende ikkehar haft ophold på andre anstalter sidendet ophold, han tidligere havde på sammeanstalt, og man kan derfor lette socialmi-nisteriets svarpligt ved at foreskrive, at an-stalten, når den således har begrundet for-modning om, hvor pågældende senest varanbragt, skal oplyse dette over for ministe-riet, der i så fald kun skal svare, hvis detcentrale kartoteks oplysninger afviger her-fra.

For at sikre imod unødvendige gentagel-ser af psykiatriske undersøgelser bør anstal-terne ikke alene indberette, at indlæggelsehar fundet sted, men de bør også sendeindberetning om, at der er foretaget ellervil blive foretaget en sådan undersøgelse.I socialministeriets underretninger om tid-ligere anstaltsophold må udtrykkeligt oply-ses, om der i forbindelse hermed er givetindberetninger om psykiatriske undersøgel-ser. Udvalget har drøftet, om der til social-

ministeriet også bør indsendes genparteraf sådanne erklæringer og andre akter aflignende betydning, men da et sådant kravformentlig ville volde praktiske vanskelig-heder, går man ud fra, at spørgsmålet omfornødent overvejes af socialministeriet,når erfaringer er indhentet om indberet-ningssystemet.

D. Aktpakker eller lægelig journal.

Udvalget har drøftet forskellige mulighederfor at fremskaffe oplysninger fra tidligereanstaltsophold til brug ved et nuværendeophold. Man har herved lagt vægt på, atkun de mere væsentlige oplysninger om på-gældendes forhold er af betydning undersenere anbringelser andetsteds, og på, atdet vil være upraktisk at fjerne akter ved-rørende en tidligere indlagt person fuld-stændigt fra anstalten, også hvis en andenanstalt senere måtte få brug for oplysnin-gerne. Man bør derfor ikke gå den vej al-tid at oversende alle akter til den nye an-stalt.

Udvalget har drøftet, om man på anstal-terne for enhver indlagt burde oprette ensærlig »aktpakke«, der er beregnet til atfølge ham under eventuelle andre anstalts-ophold, således at der i denne aktpakkeblev henlagt genpart af alle væsentlige do-kumenter til belysning af den indlagtesforhold herunder ikke mindst lægeerklæ-ringer, erklæringer om psykiatriske under-søgelser m. m.

Udvalget mener imidlertid, at besvær-lighederne ved et sådant system vil stå imisforhold til dets værdi, og man mener,at samarbejdet med de psykologer, der ikapitel 8 foreslås knyttet til et par af anstal-terne, vil være tilstrækkeligt i de fleste til-fælde. Hertil kommer de forbedrede mulig-heder, en effektiv registrering af tidligereophold vil give for at få oplysninger påanden vis fra de andre anstalter, hvor på-gældende har været.

Man foreslår derfor alene, at der på an-stalterne sørges for, at der føres en egentliglægelig journal, og at der i samarbejdet meden anstalt, der har et særligt behandlings-personale, sikres tilstrækkelig orientering tildenne anstalt om journalens oplysninger.

71

E. Resocialiseringsforanstaltningerunder opholdet.

Som nævnt i kapitel 8 bør anstalterne søgede indlagtes sygekasseforhold m. m. bragti orden, jfr. side 50.

Herudover kan det forekomme, at detunder opholdet er nødvendigt at forsyneen indlagt med fornøden beklædning, bril-ler, kunstige tænder, bandager og lignende.

Sådanne udgifter er hidtil oftest afholdtefter aftale med den indlæggende kommu-ne, der har afholdt udgifterne som enhjælp til pågældende. Efter forslagene for-an i kapitel 9 om en ny betalingsordning,vil det imidlertid fremtidig ikke være enbestemt kommune, der afholder selve an-staltsudgiften, og muligt bør man derfor

heller ikke søge disse udgifter afholdt afden indlæggende kommune, men udgifter-ne må eventuelt forudsættes afholdt overanstalternes drift.

En forudsætning for den sidstnævnteordning må være, at sådanne udgifter tagesmed i betragtning ved den side 55 omtaltefastsættelse af refusionstakst.

I udvalget har man drøftet mulighedenaf at optage bestemmelser herom i mønster-reglementet, men man har undladt dette,da det eventuelt enkelte steder vil værepraktisk at lade de indlagte selv afholdeudgifterne af deres tilgodehavende arbejds-vederlag, jfr. side 44.

Der henvises iøvrigt til bemærkningernei kapitel 8 om efterforsorgsproblemet(side 50).

TI

Kapitel 12.

Lovforslag.

(Til nedenstående forslag er alene knyttetde bemærkninger, der er skønnet nødven-dige til supplering af udtalelserne i betænk-ningens foranstående kapitler.

En del af ændringerne er rent redaktio-nelle og er en følge af, at forpligtelsen tilat inddele arbejdsanstalterne i forsørgelses-

og arbejdsafdelinger ophæves, og af, attvangsarbejdsanstalterne ophæves. I bilag 1findes ordlyden af forsorgslovens nugæl-dende hovedbestemmelser om arbejdsan-stalter samt: disse bestemmelsers ordlydefter de nedenfor foreslåede ændringer).

Forslag til lov om ændringer i lov om offentlig forsorg

I lov om offentlig forsorg, jfr. bekendtgø-relse nr. 329 af 19. november 1958, fore-tages følgende ændringer og tilføjelser:

Til § 7.I stk. 1, 2. punktum, tilføjes efter ordene»den forpligtedes« »arbejdsmuligheder«.

(Jfr. foran side 64 og allerede gældende praksis,jfr. socialministeriets cirkulære af 25. februar 1953.§ 7, stk. 1 vil herefter få følgende ordlyd: »I til-fælde af, at den efter loven forsørgelsespligtige ikketilbørlig opfylder sine forpligtelser, sættes han i bi-drag til pågældendes forsørgelse. Ved fastsættelsen afsådanne bidrag vil der - bortset fra de i stk. 3nævnte tilfælde — være at tage hensyn til den for-pligtedes arbejdsmuligheder, kår, vandel og andreomstændigheder, der herved egner sig til at tages ibetragtning, derunder omfanget af den hjælp, detoffentlige må yde. Socialministeren fastsætter årligtvejledende takster for forældrenes betaling for børn,der er anbragt uden for deres hjem i henhold tilkapitel IX.«)

Til § 23.Stk. 1, 2. og 3. punktum affattes således:»Hvor den trængende for kommunens reg-ning henligger til behandling i eller er an-bragt i et i en anden kommune beliggendesygehus, alderdomshjem, opdragelseshjem,plejehjem for kronisk syge eller lignendeeller i et privat plejehjem, bevares forsør-gelsesstedet dog, indtil trangen til hjælpmå betragtes som ophørt, selv om bopælen

forinden er opgivet. Det samme gælder,hvor en trængende er anbragt i en i en an-den kommune beliggende arbejdsanstaltsamt i tilfælde, hvor en kommune i stridmed denne lovs regler om ydelse af hjælphar medvirket til pågældendes flytning tilen anden kommune.«

(Ændringen er redaktionel, jfr. forslaget til æn-dring af § 71).

Til § 30.I stk. 3 ændres ordet »forsørgelsesanstal-ter« til »anstalter«, og i stk. 4 ændres or-det »forsørgelsesanstalts« til »arbejdsan-stalts«.

Til § 31.I stk. 1 ændres ordet »forsørgelsesanstalt«til »anstalt«.

Til § 32.Paragraffen affattes således:

»I alderdomshjem og i plejehjem for kro-nisk syge må ikke indlægges personer, somved ufordragelighed, dovenskab, drikfældig-hed eller lignende kan befrygtes at villevolde forstyrrelse eller give et slet eksem-pel.«

(Ændringens begrundelse: det nuværende l.pkt.i § 32 må anses for at være overflødigt bortset fraarbejdsanstalterne. For disse er reglen flyttet til § 36,stk. 5).

73

Til § 36.Paragraffen affattes således:

Stk. 1. Det påhviler enhver kommu-nalbestyrelse at sikre kommunen ret til ifornødent omfang at disponere over plad-ser på en kommunal arbejdsanstalt. For-pligtelsen påhviler, for så vidt angår land-kommunerne, vedkommende amtsråd. Så-fremt der i denne anledning sluttes over-enskomst mellem flere amts- eller købstads-kommuner, skal den forelægges socialmini-steren til godkendelse.

Stk. 2. En arbejdsanstalt kan inddelesi flere afdelinger. Der skal på anstaltenfindes en eller flere sygestuer, beregnet påde indlagte, der trænger til sygebehand-ling, uden at trænge til indlæggelse påhospital eller på plejehjem for kronisksyge.

Stk. 3. Inden en arbejdsanstalt tages ibrug, skal socialministeren have godkendtden, jfr. § 43, stk. 1. I forbindelse med god-kendelsen kan socialministeren stille for-dringer med hensyn til anstaltens nærmereindretning m. v., herunder om eventuelopdeling i flere afdelinger. På anstalterneskal være mulighed for at give de indlagteen passende beskæftigelse, og til anstalter-ne skal knyttes personale, der har for-udsætninger for at udføre et forsorgsar-bejde blandt de indlagte.

Stk. 4. Socialministeren drager omsorgfor, at der ved enkelte arbejdsanstalter kandrives en særlig lægelig og social behand-ling. Det hertil fornødne personale skal idet omfang, hvori det er muligt, tilligedrive en rådgivende virksomhed for de øv-rige arbejdsanstalter. Endvidere drager so-cialministeren omsorg for, at der ved noglearbejdsanstalter indrettes lukkede afdelin-ger til modtagelse af de personer, der imedfør af denne lov skal anbringes i ensådan afdeling.

Stk. 5. I arbejdsanstalter må børn kunrent midlertidigt optages og kun i forbin-delse med indlæggelse af deres forældre.

(Jfr. foran side 41-44. Stk. 2-3 indeholder mini-mumskravet om inddeling af de almindelige anstalter;at der må findes sygestuer, samt en bemyndigelsefor socialministeren til som vilkår for godkendelseat kræve eventuelt nødvendig yderligere inddeling.[ loven foreslås alene fastsat pligt til ansættelse afforsorgsmedarbejder og til at give de indlagte be-

1) D. v. s. Kobenhavn og Frederiksberg.

skæftigelse, medens de nærmere regler herom for-udsættes givet ved et cirkulære fra socialministeriet,hvori bl. a. bør udtales, at beskæftigelsen må givesmed henblik på at fremme de indlagtes resocialise-ring i det omfang, hvori det skønnes muligt. Her-udover forudsættes i et cirkulære pålagt anstalternepligt til at sørge for muligheder for behandling afde indlagtes alkohol lidelse. Stk. 4, 3. pkt., er affattetsåledes, at man ikke er bundet til at indrette de luk-kede afdelinger ved de anstalter, hvortil der knytteset særligt personale, der kan give en social-psykia-trisk behandling, selv om det foran i kapitel 8 for-udsættes, at dette bliver tilfaldet).

TilParagraffen udgår.

(Jfr. foran side 44).

40.

Til § 43.Stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Der skal derhos i reglementerne optagesbestemmelser om disciplinære foranstalt-ninger og om sikringsmidler, der ikke mågå ud over de i §§ 47 og 48 i borgerligstraffelov givne rammer, bortset fra, at deti reglementer for arbejdsanstalter og ar-bejdskolonier kan bestemmes, at de ind-lagte i tilfælde af grove ordensforseelser,med samtykke af amtmanden (i de i § 50,stk. 1, 2. pkt., omhandlede kommuner1) afkommunalbestyrelsen) kan overføres til enlukket afdeling i indtil 3 måneder.«

(Jfr. foran side 44-47).


Til § 46.I stk. 1 ændres ordene »en arbejdskoloni,en arbejdsanstalt eller en tvangsarbejdsan-stalt« til »en arbejdsanstalt eller en arbejds-koloni«.

Til § 47. >I stk. 1 ændres ordet »disciplinærstraffe« til»disciplinære foranstaltninger«.

(Ændringen er redaktionel og er en følge af denforan foreslåede ændring af §43).

Til § 52.I stk. 3 ændres ordene »arbejds- ellertvangsarbejdsanstalt, arbejdskoloni eller af-vænningshjem« til »arbejdsanstalt eller ar-bejdskoloni eller i behandlingsinstitutionfor alkohollidende«.

74


Til § 60.I nr. 1 udgår ordet »forsørgelsesanstalt«.

I nr. 2 tilføjes efter ordet »tuberkulose-sanatorium« »arbejdsanstalt«, og ordet»tvangsarbejdsaristalt« udgår.

Til nr. 3 føjes som nyt punktum: »Vedberegningen af de forannævnte tidsfristerbortses fra ophold i arbejdsanstalt«.

(Ændringen har til formål at undgå, at det fårindflydelse på opholdskommunereglerne, at derfremtidig ikke længere foretages indlæggelse for enbestemt kommunes regning).

Til § 70 A.Som ny § 70 A tilføjes:

»De med bestemmelserne i § 36, stk. 4,forbundne udgifter til behandling m. v.og til lukkede afdelinger på arbejdsanstal-ter afholdes af statskassen i det omfang,hvori de ikke dækkes af den i medfør af §43 fastsatte takst for opholdet.«

(Jfr. foran side 56. Bestemmelsen er affattet så-ledes, at socialministeren er frit stillet med hensyntil, om de særlig;e udgifter ved disse afdelinger skaldækkes ved statstilskud eller ved en højere takst.Det forudsættes, at der under de særlige udgifter,som dækkes på en af disse måder, også medregnesbygningsudgifter efter nærmere aftale med de kom-muner, der ejer disse anstalter).

Til § 71.Som nyt stk. 2 tilføjes:

»Af de takster for ophold på arbejdsan-stalter, der fastsættes af socialministeren imedfør af § 43, refunderer statskassen 3/10til anstalterne, medens de øvrige 7/10 re-funderes af kommunerne, således at udgif-ten fordeles mellem dem efter reglerne i§ 771). Refusionen beregnes efter opgørel-ser fremsendt til socialministeriet af anstal-ternes bestyrelser efter regnskabsårets af-slutning og inden en af socialministerenfastsat frist. Opgørelsen forsynes med at-testation af anstaltens revisor. Refusionenanvises herefter af socialministeriet, såledesat statskassen forlods udreder den kommu-nerne påhvilende andel.«

Stk. 2 ændres til stk. 3, og ordene heri»Udgifterne ved driften af arbejdsanstalterfordeles« ændres til »Den del af udgifterne

]) D. v. s. forsorgslovens regler om mellemkommunal refusion.

ved driften af arbejdsanstalter, som ikkedækkes ved refusion fra statskassen efter§ 70 A eller af den i medfør af § 43 fast-satte takst fordeles«.

Stk. 3 ændres til stk. 4.(Jfr. foran side 54-56. I foranstående forslag er

alene angivet principperne med hensyn til frem-gangsmåden ved refusionsanvisningen, men udvalgethar ikke taget stilling til mulige tekniske enkelt-heder herom).

Til § 74.Paragraffen udgår.


Til § 298.Til stk. 1 føjes: »Dog kan der efter anmod-ning ydes en person under 25 år rejsehjælptil en kommune, hvortil pågældende harhaft tilknytning gennem ophold og arbejdei længere tid, eller hvortil han har tilknyt-ning gennem derboende nære pårørende,f. eks. forældre, plejeforældre eller søsken-de, hos hvem det må antages, at pågæl-dende vil kunne få ophold.«

I stk. 2 udgår i 1. linie ordet »herefter«.(Jfr. foran side 33. Det forudsættes, at socialmi-

nisteriet i et cirkulære fremhæver, at der ikke ertale om en genoplivelse af tidligere tiders hjemsen-delsesregler, og at det forudsættes, at der så vidtmuligt - evt. telefonisk - træffes forudgående aftalemellem kommunerne om hjemrejsen).

Til § 311.I stk. 3 tilføjes efter ordet »arbejdsanstalt«»om fornødent på lukket afdeling«.


Til § 313.I stk. 4 tilføjes efter ordet »arbejdsanstalt«»om fornødent på lukket afdeling«.


Til § 314.Som ny § 314 tilføjes:

»Efter tilsvarende regler, som i § 313 be-stemt, forholdes der, hvis der må ydes sam-levende ægtefæller offentlig hjælp, og tran-gen viser sig i det væsentlige at være be-grundet i, at den ene ægtefælle ikke efterevne bidrager forsvarligt til familiens un-derhold. «


75

Til § 321.I stk. 2 tilføjes efter ordet »arbejdsanstalt«»om fornødent på lukket afdeling«.Stk. 3 affattes således:

»Ved anbringelse på arbejdsanstalt i hen-hold til stk. 2 skal de oplysninger, som detsociale udvalg har vedrørende den indlagte,medfølge, og anstaltens ledelse skal da in-den 14 dage efter indlæggelsen indstillespørgsmålet om den fremtidige forsørgel-sesmåde til amtmanden. Denne afgør efterforudgående forhandling med vedkom-mende myndigheder og institutioner ogefter at have indhentet erklæring fra på-gældende selv, om pågældende foreløbigskal forblive på arbejdsanstalten, eller omhan skal udskrives, eventuelt dimitteres tilet arbejdssted eller privat arbejdshjem,eventuelt henvises til en privat forening,eller om han skønnes bedst egnet til op-tagelse på en arbejdskoloni eller bør over-føres til en anstalt med særlige behand-lingsmuligheder eller en lukket afdeling,eventuelt en behandlingsinstitution for al-kohollidende, jfr. § 317. Amtmandens af-gørelse skal træffes snarest muligt og inden14 dage fra sagens forelæggelse for amtet.

Amtet er dog, såfremt den indlagte har be-gæret sagen forelagt for retten i medfør afbestemmelsen i § 52, stk. 3, berettiget til atudsætte sin afgørelse, indtil der er faldetendelig dom i sagen. Der vil under et an-staltsophold kunne træffes beslutning afamtet om overflytning til en anden institu-tion af ovennævnte art, hvis det skønnesønskeligt af behandlingsmæssige grunde.«

Som nyt stk. 5 tilføjes:»Hvis en erhvervs- og subsistensløs per-

son selv har anmodet om optagelse i ar-bejdsanstalt, forelægges spørgsmålet om på-gældendes förbliven i anstalten ikke foramtmanden, medmindre et socialt udvalg,politiet, anstaltens bestyrelse eller vedkom-mende selv fremsætter begæring herom.«

(Jfr. foran side 6(3 og 68).

Til § 322.Paragraffen udgår.


Til § 323.Ordene »arbejdskoloni, arbejdsanstalt ellertvangsarbejdsanstalt« ændres til »arbejdsan-stalt eller arbejdskoloni«.

76

Kapitel 13.

Resumé.

1. De bestående arbejdsanstalter.

I betænkningens kapitel 2 omtales de be-stående arbejdsanstalter og de afdelinger,de er inddelt i. I en oversigt nævnes de nu-værende anstalter og hver enkelts geogra-fiske område, størrelse m. m. I længere tidhar flere anstalters kapacitet været for stor,selv om dog en del pladser i de senere år ernedlagt. Lukkede afdelinger (tvangsarbejds-afdelingerne og nogle af arbejdsafdelinger-ne) findes på 9 anstalter. Udvalgets sam-lede indtryk af standarden er, at behand-lingen og anstalternes ydre standard ikke erfulgt med i den almindelige udvikling pådet socialpolitiske område, omend en delforbedringer dog efterhånden er indført(side 12-13).

Yderligere omtales de gældende ordens-reglernenter, særlig med henblik på de æn-dringer, der i 1952 indførtes i arbejdsanstal-ten Sundholms reglement m. v. (bl. a. medfriere udgangsforhold fra anstaltens ar-bejdsafdeling og den samtidig dermed ind-førte praksis, at efterlysning af udeblevnem. 11. blev undladt), og de mindre gode er-faringer, Københavns magistrat har gjortmed disse ændringer. Herudover gøres redefor det psykiatriske tilsyn m. m., der er ind-ført på Sundholm og på arbejdsanstalten iÅrhus (side 13-15).

2. Klientellet.

Til ajourføring af klientelundersøgelsen(betænkning nr. 102, 1955) og i et sum-marisk uddrag af denne nævnes i kapitel 3nogle tal for belægningens størrelse, klien-tellets aldersfordeling, det samlede person-tal, der passerer anstalterne, og de defekter,der findes hos klientellet (side 16-17). Sam-menfattende udtales (side 18), at klientel-let viser et meget broget billede, og at detfælles særpra;g måske alene er, at mange af

dem er asociale: vagabondering, større ellermindre lovovertrædelser og drikkeri er ka-rakteristisk for de fleste; hertil kommer en-kelte plejepatienter.

Særlige bemærkninger knyttes til noglespecielle grupper inden for klientellet: a)folke- og invalidepensionister, af hvilke derfremdeles befinder sig en del på anstal-terne, b) de unge, hvis officielle antal ikkeer stort, men blandt hvem man finder dem,hvis deroute ofte bliver den alvorligste,samt c) kvinderne, blandt hvem man findertre forskellige grupper: plejepatienter påSet. Jørgens Stiftelse i Aalborg, de ungeprostituerede og endelig en mere brogetskare, der alle er relativt gamle; alt i altsynes arbejdsanstalterne i deres nuværendeskikkelse ikke at være de rette anbringelses-steder for de kvinder, der faktisk indlæg-ges.

3. Andre institutioner med etbeslægtet klientel.

I kapitel 4 omtales herberger og arbejds-hjem og disses begrænsede muligheder forat rette asociale beboere op; nogle særligebemærkninger gøres om den såkaldte»Himmelekspressen«. Yderligere omtalesMøltrup optagelseshjem og landsforeningen•»Arbejde Adler«?, tre kolonier for hjemløsemænd samt disse institutioners ansøgningerom anerkendelse som arbejdskoloni og omoffentlig støtte. Retningslinierne for Kø-benhavns politis sociale hjælpetjeneste næv-nes, og forskellige udtalelser om hjælpetje-nestens virksomhed refereres. Endelig næv-nes klientelundersøgelsens redegørelse forklientellet på Kofoeds Træningsskole.

4. Størrelsen af det fremtidige behov forpladser i arbejdsanstalt.

Der synes at være tale om et latent klientel

77

af betydelig størrelse, og man må forment-lig regne med, at arbejdsanstalternes klien-tel og antallet af de indlagte i de kommen-de år vil være nogenlunde konstant. Dernævnes dog en række faktorer, der hverkan bevirke ændringer i den ene eller an-den retning. (Side 27-28).

5. Forebyggelse af de sociale derouter, derslutter med anbringelse på arbejdsanstalt.

Udvalget anviser ikke særlige skridt, derkan tjene til forebyggelse af de socialederouter, der slutter med arbejdsanstaltsop-hold, men man peger på, at en forudsæt-ning for en tidlig indgriben ved bistand fraden offentlige forsorg er, at der udvikles ef-fektive organer og dermed en sådan tillidtil disses effektivitet, at personer med til-knytning til dem, der trænger til hjælp, fø-ler sig tilskyndet til at skabe kontakt medde sagkyndige organer. Der peges derfor påudvalgets nedenfor nævnte forslag om øge-de behandlingsmuligheder inden for an-staltsforsorgen, og der peges på betydningenaf, at socialkontorernes hele virksomhedgøres velegnet for resocialisering, jfr. her-ved værdien af en sociallægeinstitution,kombineret med effektiv behandling af al-koholisme (herunder gennemførelse af ud-valgets forslag i betænkningen »Forsorgenfor Alkohollidende« om støtte til ambulato-rier for alkoholistbehandling), værkstederfor erhvervshæmmede, muligheder for lo-gi under en vis kontrol m. m. Udval-get anbefaler tillige, at Københavns politissociale hjælpetjenestes arbejde fremdelesfortsættes. (Side 29-30). Det nævnes endelig,at en effektiv forebyggelse vil kunne krævestørre indgreb i den personlige frihed, endman ud fra hensynet til individets frihedtil at bestemme over sin person anser forønskeligt.

En særlig opmærksomhed må rettes modde unge aldersklasser, hvor derouten endnukun er en mulighed, eller hvor den endnuikke har haft en lang varighed. I betænk-ningen nævnes derfor en række forslag fraforskellige andre kommissioner og udvalg,og der tages stilling til et fra flere siderrejst spørgsmål om muligheden for at ydeoffentlig hjælp til hjemrejse for unge, derer flyttet fra land til by, og for hvem fort-sat ophold i større byer ikke synes at give

mulighed for indpasning i bysamfundet.Med henblik herpå stilles forslag om enlempelse i forsorgslovens forbud mod rejse-hjælp (side 33).

6. Sortering af klientellet.

Udvalget mener ikke, der er mulighed foroverflytning til andre institutioner af nogenstørre del af de gamle eller af de unge påarbejdsanstalterne.

For de kronisk syge menes problemet, atvære, at der endnu er for få pladser i pleje-hjem for kronisk syge.

For de sindslidendes vedkommende synesder ikke at være mulighed for, at der fore-løbig kan påregnes overflyttet nogen væ-sentlig del af de senilt demente eller andresindssyge til institutioner under sindssyge-forsorgen, skønt disse personer efter udval-gets opfattelse principielt hører hjemme un-der denne. Da det ikke kan være forsvarligtat undlade psykiatrisk behandling af denneikke helt lille gruppe, må der efter udval-gets opfattelse sikres en specialbehandlinginden for den sociale forsorg, hvis man ikkeeller ikke i fornødent omfang tager opga-ven op inden for sindssygevæsenet, en spe-cialbehandling der ofte må være ret hospi-talsmæssigt præget og i alt væsentligt måvære af samme karakter som den, der ydesi sindssygehospital til dettes plejepatienter(side 35-36).

Nogen mulighed for at ændre forholdenefor de pykopatisk pragede indlagte synesikke at foreligge, da komissionen om sinds-sygevæsenet regner med, at psykopaterne kuni samme beskedne omfang som hidtil skalbehandles på de psykiatriske hopsitaler, ogder må derfor fortsat påregnes indlagt psy-kopatisk prægede personer i arbejdsanstal-terne, et klientel der ligesom de sindsliden-de motiverer, at der til arbejdsanstaltsfor-sorgen knyttes et behandlingsapparat (side36).

De særlige problemer, der forekommerfor de indlagte, der ligger i den laveste delaf sinkegruppen, bør derimod efter udval-gets opfattelse ordnes i forbindelse medåndssvageforsorgen, og særlige forslag stillesderfor ikke om disse (side 36-37).

Sammenfattende bemærkes (side 37), atman må regne med, at der fremdeles i an-stalterne må påregnes indlagt en række per-

7 S

söner, som Adl volde større behandlingsmæs-sige vanskeligheder, men som alligevel børbevare deres tilknytning til deres hjemegn,herunder f. eks. en del karakterologisk af-vigende, som ikke kan anbringes andetsteds,og hvis problemer heller ikke kan klares afet ambulatorium for alkohollidende, samtf. eks. gamle, der er uegnede til anbringelsei et almindeligt alderdomshjem.

7. Forslag om social-psykiatriske behandlings-'muligheder på nogle arbejdsanstalter.

Efter en omtale af de forslag om en behand-ling af arbejdsanstalternes klientel, der erstillet i klientelundersøgelsen, bemærkerudvalget, at det i princippet kan tiltræde,at det almindelige synspunkt for en be-handling på arbejdsanstalterne må være, atder gives klientellet et tilbud om behand-ling, uanset om det på forhånd måtte ansesfor mere eller mindre håbløst at foretage enegentlig behandling (side 39). Særlig vigtigter her en behandling af de drikfældige påanstalterne, i forbindelse med hvilket dernævnes et af overlæge Stiirup fremsat for-slag om en særlig afdeling til modtagelseaf personer, der anholdes i beruset tilstand(side 40).

Ved udformningen af udvalgets forslagharmanlagt vægt på, at klientellet er relativtlille, medens en radikal omlægning af heleanstaltsforsorgen som foreslået i klientelun-dersøgelsen ud fra behandlingssynspunkterville kræve betydelige investeringer. Endvi-dere er taget i betragtning, at indlæggelser-ne fremdeles påregnes foretaget på den al-mindelige anstalt, der er bestemt for detsted, hvor pågældende optages, d. v. s., atforslagene bygger på, at man stadig anven-der de bestående anstalter (side 41).

Heroverfor står det behov for en behand-ling, der foreligger såvel i almindelighedsom for de foran omtalte særlige gruppersåsom de sindslidende og de psykopatiskprægede, samt det behov, der er for at be-handle alkohollidelser. Om de sidste hen-vises tillige til bemærkningerne i betænk-ningen om Forsorgen for Alkohollidende,hvori det påpeges, at gennemførelse af entvungen alkoholistbehandling forudsætter,at de fornødne institutioner findes, hvis po-sitive resultater skal ventes.

Udvalget foreslår, at der til løsning af de

således foreliggende opgaver til nogle få -foreløbig formentlig et par - arbejdsanstal-ter knyttes et særligt behandlingspersonale,bestående af en psykiater, en særligt uddan-net psykolog og en dagligt medvirkendeforsorgsmedarbejder; den sidste findes sær-lig nødvendig. Den ene af disse anstalterforudsættes beliggende på Sjælland, den(eventuelt de) andre i Jylland-Fyn. (Side41). De særligt uddannede psykologerog eventuelt de psykiatere, der knyttes tildisse anstalter skal i det nødvendige om-fang besøge de andre anstalter og bistå dissemed at afgøre, om en indlagt person even-tuelt bør overflyttes til en anden afdeling(side 42).

8. Forslag om de almindelige anstalter.

Stort set bør de anstalter (afdelinger) hvor-til der ikke knyttes et særligt behandlings-personale som det foran nævnte, drives somhidtil. Dog foreslås, at alle disse anstal-ter drives som åbne anstalter, d. v. s., atportene kun skal være lukkede om aftenenog natten, og der skal ikke være særligtbevogtningsmandskab, men der skal dogsikres samtykke fra inspektøren eller hansstedfortræder, for at en indlagt skal kunneforlade anstaltens område. På alle størreanstalter bør ansættes en særlig forsorgs-medarbejder, og hertil kommer den oven-for nævnte mulighed for samarbejde medde særlige afdelingers psykologer og eventu-elt psykiatere, et samarbejde, der er vigtigt,fordi en afgørelse om overflytning til en be-handlingsafdeling af hensyn til en behand-lings gunstige resultat bør træffes i tide.Yderligere foreslås ved indlæggelsen fore-taget en gennemgribende lægeundersøgelseog optagelse af en social anamnese, og inødvendigt omfang må foretages en social-psykiatrisk undersøgelse. Under opholdeter det vigtigt at give en beskæftigelse, derhar henblik på resocialisering, og det erderfor af betydning, at der bygges tidssva-rende moderne værksteder med maskiner,der kan give mulighed for at fremme til-pasning til nutidens arbejdsforhold. Anstal-ternes bygningsmæssige standard bør fleresteder forbedres, f. eks. med flere enevæ-relser end hidtil og med bedre spise- ogdagligstuer. Derimod finder udvalget ingenanledning til af principielle grunde at fore-

79

slå, at man fremmer en udvikling bort frade mindre anstalter, der drives forskelligesteder. Forsorgslovens nuværende krav ominddeling i sårskilte arbejds- og forsørgel-sesafdelinger foreslås ophævet, således atdet beror på nødvendigheden på den en-kelte anstalt, om de indlagte skal opdeles,og hvorledes dette skal ske. Sådanne opde-linger skal dog godkendes af socialministe-riet som led i dettes godkendelse af anstal-terne. (Side 42-43).

9. Forslag om lukkede afdelinger og om op-hævelse af tvangsarbejdsanstalterne.

Udvalget finder det urimeligt at opretholdede særlige tvangsarbejdsanstalter af hensyntil det lille klientel, for hvem anbringelse idisse hidtil er kommet på tale, en urime-lighed der yderligere understreges af, atman som foran nævnt foreslår de alminde-lige anstalter indrettet som åbne anstalter.

Da det imidlertid i nogle tilfælde er på-krævet at indlægge i en lukket afdeling en-ten direkte som følge af pågældendes for-hold eller som en disciplinær foranstalt-ning, foreslås indrettet lukkede afdelingerved enkelte anstalter - formentlig de sam-me som dem, hvor der ansættes et særligtbehandlingspersonale.

Herudover må der ved alle anstalter væremulighed for en midlertidig isolering f. eks.af indlagte, der kommer berusede hjem.

(Side 41 og 43-44).

10. Forslag om kvindeafdelinger.

Da antallet af indlagte kvinder kun ermeget lille, foreslås det, at særlige kvinde-afdelinger kun indrettes ved de få anstalter,hvor der i forvejen - af behandlingshensyn- ansættes et større personale, herunder etkvindeligt plejepersonale. Dette udelukkerdog ikke, at man på de andre anstalter midler-tidigt for et døgn eller to kan modtage og»opbevare« indlagte kvinder, og formentligkan ældre kvinder, der ikke giver behand-lingsmæssige problemer, modtages i de al-mindelige anstalter, uden at der af dengrund bliver brug for mere kvindeligt per-sonale end iøvrigt nødvendigt. (Side 42og 49).

11. Forslag om ordensreglementer og discipli-nære foranstaltninger m.v.

Udvalget har i samarbejde med landsfor-

eningen af ledere med flere ved forsorgsin-stitutioner i Danmark udarbejdet et udkasttil et mønsterreglement, hvis hovedbestem-melser forudsættes gennemført ved alle an-stalter, dog med fornødne afvigelser af be-handlingsmæssige grunde ved de anstalter,hvortil der knyttes et særligt behandlings-personale. (Side 44-48) samt betænkningensbilag 3, jfr. side 98-102).

Der foreslås stort set anvendt samme dis-ciplinære foranstaltninger som hidtil, menudvalget går ud fra, at man i praktiseringenheraf tager hensyn til, at man eventuelt ide foreliggende tilfælde snarere bør søge be-handling iværksat ved overførelse til en afde særlige afdelinger. Udvalget fremhæveri det hele betænkelighederne ved discipli-nære foranstaltninger i form af begræns-ning af de indlagtes frihed, og det går udfra, at de kommende års udvikling holdesunder observation også med henblik pådette spørgsmål.

Udvalget har drøftet sikkerhedshensyne-ne ved ikendelse af disciplinære foranstalt-ninger og har her foreslået, at inspektørensbeføjelse til at ikende nægtelse af udgangs-tilladelse begrænses til nægtelser, som kunvarer i indtil 3 uger, medens længere va-rende nægtelser skal ikendes af en anden ireglementet angivet, f. eks. bestyrelsens for-mand eller socialdirektøren. Derimod harman ikke fundet anledning til at foreslåhele disciplinærområdet henlagt til f. eks.en uden for anstalten stående jurist.

Anbringelse i lukket afdeling (i indtil 3måneder) som disciplinær foranstaltningforeslås begrænset til de grovere af de i reg-lementet nævnte forseelser, således at for-anstaltningen tillige i disse kun kan anven-des, når der foreligger gentagelsestilfældeeller iøvrigt skærpende omstændigheder, såat andre foranstaltninger ikke skønnes til-strækkelige. Til sådan anbringelse må frem-tidig være særlig lovhjemmel, da de forannævnte forslag går ud på, at de almindeligeanstaltsafdelinger ikke som nu kan indret-tes som lukkede afdelinger. Hertil sigtendeforslag om ændring af forsorgsloven stillesderfor.

Med hensyn til efterlysning efter udebli-velse og bortgang foreslår udvalget, atpraksis fastlægges efter forholdene det en-kelte sted, idet man peger på, at de ordens-

80

mæssige hensyn i storbyer stiller særligekrav. (Side 50).

12. Særlige forslag om de privatearbejdskolonier.

Udvalget anbefaler, at der meddeles aner-kendelse som arbejdskoloni til Møltrup op-tagelseshjem og til Arbejde Adler's kolo-nier for hjemløse mænd. Tillige anbefalerudvalget, at der ydes sådan støtte til disseinstitutioner - fra statskassen - at det bli-ver muligt for dem at fortsætte deres arbej-de efter samme retningslinier som hidtil(side 48-49).

13. Særlige forslag om herbergerne.

Da der blandt herbergernes klientel findesen del personer, der kan karakteriseres somet potentielt arbejdsanstaltsklientel, anbe-fales det, at der søges drevet et vist resocia-liseringsarbejde ved herbergerne, f. eks. vedpassende støtte til en ordning med en for-sorgsmedarbejder (side 51).

14. Forslag om finansieringen af arbejds-anstalterne» drift.

I kapitel 9 foreslås taksten for ophold påarbejdsanstalterne fastsat individuelt forhver anstalt, og således at der ved dissetakster søges dækket ca. 90 pct. af drifts-udgifterne, herunder efter særlige regler og-så godkendte udgifter til forrentning og af-skrivning af nye investeringer. Denne takstforeslås betalt direkte til anstalterne af so-cialministeriet, således at udgiften bæres afstatskassen (med samme andel som af denhidtil af kommunerne ydede taktsbetaling)og iøvrigt af alle landets kommuner gen-nem det m ellem kommunale refusionsfor-bund. Resten af driftsudgifterne foreslåssom hidtil båret af anstaltsej erne., d. v. s.kommunerne i det område, for hvilket an-stalten er bestemt.

De særlige udgifter til behandling m. v.og til lukkede afdelinger foreslås afholdt afstatskassen.

15. Forskellige andre forslag vedrørendearbejdsanstalterne.

Det foreslås i kapitel 11, at de indlæggendemyndigheder af hensyn til behandlingsmu-lighederne i højere grad skal give anstalter-ne udførlige oplysninger om de indlagte.

Ved indlæggelsen skal som ovenfor omtaltaltid foretages en gennemgribende lægeun-dersøgelse. Desuden foreslås indlæggelseindberettet til et centralt kartotek for atsikre, at det kan oplyses, om pågældendetidligere har været på en arbejdsanstalt, såat nødvendige oplysninger om ham kanindhentes derfra. Særlig indberetning til det-te kartotek må foretages om psykiatriske un-dersøgelser for at hindre unødvendige gen-tagelser af disse. På anstalterne må føres enegentlig lægelig journal.

16. Efterforsorgsproblemer.

Under opholdet må anstalterne sørge for atfå forholdene til sygekasse, arbejdsløsheds-kasse og folkeregister i orden. Hertil kankomme spørgsmål om beklædning, briller,kunstige tænder og andet, men udvalgethar ment, at spørgsmålene herom, især fi-nansieringsformen, må bero på den videreudvikling. Inden udskrivning bør (i sam-arbejde med det sociale udvalg) så vidt mu-ligt sørges for arbejde og logi. Et kontakt-arbejde efter udskrivning ville være ønske-ligt, men vil formentlig kun være muligtefter en udbygning af hele det apparat, derstår til forsørgelsesmyndighedernes rådig-hed. Herved fremhæves særlig sociallæge-institutionen m. v. (side 50 og 72).

17. Forslag til regler om indlæggelse.

I kapitel 10 findes udvalgets forslag omændringer i de gældende regler om, hvor-når indlæggelse i arbejdsanstalt kan findested.

Spørgsmålet om formen for domstolsprø-velse på dette område anser udvalget forløst ved den ved lov nr. 176 af 11. juni1954 foretagne ændring af forsorgslovens §52 (side 58).

Udvalget finder ikke anledning til at fo-reslå ændringer i bestemmelserne i for-sorgslovens § 30, jfr. § 45, om henvisningtil anstaltsfor sorg og om indlæggelse af per-sonligt understøttede i sygdomstilfælde(side 58).

Bestemmelsen i forsorgslovens § 200 omadgang til under visse betingelser midlerti-dig i arbejdsanstalt at indlægge forsømme-lige bidragsskyldige, der skal indsættes tilafsoning, anser udvalget for at være nød-vendig som supplement til afsoningsregler-

8J

ne, og bestemmelsen foreslås derfor opret-holdt, skønt den ikke anvendes særlig hyp-pigt. Udvalget foreslår imidlertid, at lovenom inddrivelse og sikring af underholdsbi-drag søges ændret, således at den tid, hvoripågældende er indlagt i arbejdsanstalt, kanfradrages i afsoningstiden (side 59).

Udvalget har overvejet, om der fremde-les er behov for at opretholde §§ 311-313om indlæggelse i arbejdsanstalt af forsøm-melige forsørgere ved siden af de alminde-lige bidragsregler, men man mener, at disseregler sikrer en påkrævet adgang til at gri-be tidligere ind end efter bidragsreglerne,og man mener tillige, at reglerne kan virkealment præventivt (side 60). Omvendt me-ner man, at det ville være uheldigt, omman i stedet for at opretholde reglerneskulle skærpe de regler, der findes i straffe-loven, regler som det dog anses for at væreaf værdi at opretholde ved siden af for-sorgslovens regler med henblik på de meregraverende tilfælde (side 61). Nogen for-del ved at samle de nugældende §§ 311-313i een paragraf synes ikke at foreligge (side62). Derimod finder udvalget det ønske-ligt, at forsorgslovens § 7 ændres således, atden udtrykkeligt hjemler den allerede gæl-dende praksis om, at bidragspålæggelse kananvendes, selv om der ikke er en aktuel ar-bejdsindtægt, og det foreslås, at der tilligegives udtrykkelig hjemmel for, at reglerneom indlæggelse af forsømmelige forsørgerekan anvendes, uanset hvem af ægtefællerneder søger hjælp (side 64).

Om de alkohollidende henvises til be-tænkningen om forsorg for disse.

Udvalget finder, at forsorgslovens § 321om indlæggelse af erhvervs- og subsistens-løse bør opretholdes, og man mener, at denallerede efter gældende affattelse også giverden fornødne hjemmel til at tage ordens-mæssige hensyn i betragtning ved afgørel-sen om forsørgelsesmåden (side 65). Der-imod foreslås nærmere retningslinier fast-

sat for, hvornår ophold i herberger kananerkendes som fast bopæl (side65-66). Deni § 321 foreskrevne forelæggelse for amtettil beslutning om forsørgelsesmåden fore-slås undladt, når indlæggelse sker frivilligt,selv om der i sådanne tilfælde henvises til§ 321; udvalget finder ingen grund til atændre den nuvaîrende regel om, at det eranstalternes ledelse, der skal foranledige fo-retaget sådanne forelæggelser, når de skalske (side 66).

De særlige regler i § 322 om erhvervs- ogsubsistensløse prostituerede kvinder fore-slås ophævet, da § 321 giver tilstrækkelighjemmel til indlæggelse; en enkelt regel i§ 322 om anbringelsesmulighederne fore-slås samtidig tilføjet i § 321 (side 67-68).

Udvalgets forslag om ændringer i ar-bejdsanstalternes struktur ved indførelse afafdelinger for en social-psykiatrisk behand-ling giver ikke anledning til særlige forslagfor de forsømmelige forsørgere, da varig-heden af disses ophold ikke kan afpasses ef-ter behandlingsmæssige hensyn. Derimodforeslås § 321 om erhvervs- og subsistens-løse ændret med henblik herpå. Forslagetom, at anstaltsforsorgen i almindelighedskal udøves ved åbne anstalter, således atlukkede afdelinger alene findes ved noglefå anstalter, kræver, at der fremtidig givesudtrykkelig hjemmel til anbringelse i så-danne afdelinger (side 64 og 66-67).

Spørgsmålet om eventuel ændring af reg-lerne om fattighjælpsvirkningen af hjælptil anstaltsophold forudsættes løst i andensammenhæng (side 68).

18. Lovforslag.

I kapitel 12 findes forslag til de ændringeri forsorgsloven, der er nødvendige for atgennemføre udvalgets forslag. Hertil sluttersig betænkningens bilag 1, hvori de vigti-gere bestemmelser om arbejdsanstalter iden gældende form er gengivet ved siden afden foreslåede nye form.

:s2

Bilag 1

For sorgslovens bestemmelser vedrørende arbejdsanstalterog tvangsarbejdsanstalter m. v.

A. Gældende formulering.

(De ord, der udgår eller ændres ifølge ud-valgets forslag i betænkningens kapitel 12,er trykt med kursiv).

§ 30Stk. 3 og understøttelse i hjemmetgår, hvor forholdene tillader dette, forudfor anbringelse i pleje eller indlaeggelse iforsørgelsesanstalter. Hvor særlige forholdtaler derfor, er kommunalbestyrelsen beret-tiget til at yde hjælpen som naturalforplej-ning i stedet for i kontante tilskud.Stk. 4. Det sociale udvalg kan i sygdoms-tilfælde med lægens samtykke indlægge en-hver personlig understøttet på sygehus, al-derdomshjem, plejestiftelse eller i en for-sørgelsesanstahs sygeafdeling, jfr. § 45, stk.3; men ingen kan tvinges til at lade sig un-derkaste nogen operation, der kan medførefare for hans liv eller førlighed. Udskriv-ning fra sygehus m. v. af en mod det so-ciale udvalgs kaution henliggende patientmå først ske efter 24 timers varsel over forudvalget.

§ 32I alderdomshjem, plejehjem for kronisk sy-ge eller på en arbejdsanstalts forsørgelses-afdeling, hvor gamle eller svagelige perso-ner anbringes, må børn kun rent midlerti-digt optages. Dog kan i plejehjem for kro-nisk syge optages børn, der opfylder betin-gelserne i § 39, stk. 4, 1. punktum. I intettilfælde må der på de nævnte hjem indlæg-ges personer, som ved ufordragelighed, do-venskab, drikfaîldighed eller lignende kanbefrygtes at ville volde forstyrrelse eller gi-ve et slet eksempel.

B. Foreslået formulering.

(De ord, der tilføjes eller ændres ifølge ud-valgets forslag i betænkningens kapitel 12,er trykt med kursiv.

Af forslagene i kapitel 12 er i bilagetikke medtaget §§ 7, 23, 31, 47, 57, 60, 298,da disse bestemmelser ikke direkte vedrørerarbejdsanstalter).

§ 30Stk. 3 og understøttelse i hjemmetgår, hvor forholdene tillader dette, forudfor anbringelse i pleje eller indlæggelse ianstalter. Hvor særlige forhold taler der-for, er kommunalbestyrelsen berettiget tilat yde hjælpen som naturalforplejning istedet for i kontante tilskud.Stk. 4. Det sociale udvalg kan i sygdoms-tilfælde med lægens samtykke indlægge en-hver personlig understøttet på sygehus, al-derdomshjem, plejestiftelse eller i en ar-bejdsanstalts sygeafdeling, jfr. § 45, stk. 3;men ingen kan tvinges til at lade sig un-derkaste nogen operation, der kan medførefare for hans liv eller førlighed. Udskriv-ning fra sygehus m. v. af en mod det so-ciale udvalgs kaution henliggende patientmå først ske efter 24 timers varsel over forudvalget.

§ 32I alderdomshjem og i plejehjem for kro-nisk syge må ikke indlægges personer, somved ufordragelighed, dovenskab, drikfæl-dighed eller lignende kan befrygtes at villevolde forstyrrelse eller give et slet eksempel.

n

§ 36Stk. 1. Det påhviler enhver kommunalbe-styrelse inden 2 år efter demie lovs ikraft-træden at have sikret kommunen ret til ifornødent omfang at disponere over plad-ser på en kommunal arbejdsanstalt. For-pligtelsen påhviler dog, for så vidt angårlandkommunerne, vedkommende amtsråd.Såfremt der i denne anledning sluttes over-enskomst mellem flere amts- eller købstad-kommuner, skal den forelægges socialmini-steren til godkendelse.Stk. 2. Til enhver arbejdsanstalt knyttes enforsørgelsesaf deling med en eller flere syge-stuer, beregnet på dem af afdelingens be-boere, der tiltrænger egentlig sygebehand-ling, men som ikke trænger til eller egnersig til indlæggelse på hospital eller på amts-plejestiftelsen for kronisk syge, jfr. § 39.Stk. 3. Forinden en arbejdsanstalt tages ibrug, skal socialministeren have godkendtdenne; det skal herved iagttages, at de nubestående arbejdsanstalter (fattiggårde) såvidt muligt anvendes.

§ 4 0

Stk. 1. Socialministeren påser, at der findesdet fornødne antal tvangsarbejdsanstaltermed en i forhold til hver anstalts områdetilstrækkelig plads til at modtage de perso-ner, som i medfør af denne lov skal ansesmed tvangsarbejde eller modtage offentliglijcelp gennem anbringelse på tvangsarbejds-anstalt. Socialministeren træffer nærmere

§ 36Stk. 1. Det påhviler enhver kommunalbe-styrelse at sikre kommunen ret til i fornø-dent omfang at disponere over pladser påen kommunal arbejdsanstalt. Forpligtelsenpåhviler, for så vidt angår landkommuner-ne, vedkommende amtsråd. Såfremt der idenne anledning sluttes overenskomst mel-lem flere amts- eller købstadkommuner,skal den forelægges socialministeren til god-kendelse.Stk. 2. En arbejdsanstalt kan inddeles i fle-re afdelinger. Der skal på anstalten findesen eller flere sygestuer, beregnet på de ind-lagte, der trænger til sygebehandling udenat trænge til indlæggelse på hospital ellerpå plejehjem for kronisk syge.Stk. 3. Inden en arbejdsanstalt tages i brug,skal socialministeren have godkendt den,jfr. § 43, stk. 1. I forbindelse med godken-delsen kan socialministeren stille fordrin-ger med hensyn til anstaltens nærmere ind-retning m. v., herunder om eventuel opde-ling i flere afdelinger. På anstalterne skalvære mulighed for at give de indlagte enpassende beskæftigelse, og til anstalterneskal knyttes personale, der har forudsætnin-ger for at udføre et forsorgsarbejde blandtde indlagte.Stk. 4. Socialministeren drager omsorg for,at der ved enkelte arbejdsanstalter kan dri-ves en særlig lægelig og social behandling.Det hertil fornødne personale skal i detomfang, hvori det er muligt, tillige driveen rådgivende virksomhed for de øvrige ar-bejdsanstalter. Endvidere drager socialmi-nisteren omsorg for, at der ved nogle ar-bejdsanstalter indrettes lukkede afdelingertil modtagelse af de personer, der i medføraf denne lov skal anbringes i en sådan af-deling.Stk. 5. I arbejdsanstalter må børn kun rentmidlertidigt optages og kun i forbindelse•med indlæggelse af deres forældre.

40(Paragraffen udgår).

84

bestemmelse om anstalternes beliggenhedog om, hvilket område hver enkelt anstaltskal omfatte, og afgør derhos, hvorvidt debestående tvangsarbejdsanstalter kan be-nyttes.Stk. 2. Pligten til at oprette de nævnte an-stalter påhviler de amter (amtskommunerog købstæder), for hvilke anstalten er be-stemt. Flere amter kan med socialministe-rens godkendelse slutte overenskomst omindretning af en fælles tvangsarbejdsan-stalt.

§ 4 1

Stk. 1. Socialministeren kan meddele god-kendelse af arbejdskolonier på de i det føl-gende anførte betingelser.Stk. 2. Ved en arbejdskoloni forstås i den-ne forbindelse en af private - forening ellerenkeltmand — oprettet og dreven virksom-hed, der ikke har interessenternes økono-miske vinding som formål, men som er op-rettet i velgørende hensigt for at vænne ar-bejdsføre personer, der på grund af hangtil omstrejfen, betleri, drikkeri eller lignen-de mangler arbejdslyst til regelmæssigt ar-bejde og en rolig, ædruelig livsførelse.Stk. 3. For at opnå statsanerkendelse må enarbejdskoloni være knyttet til et: isoleret be-liggende landbrug med dertil hørende skov-eller havebrug samt de for de alminde-ligste håndværk og særlig egnede småindu-strier fornødne værksteder.Stk. 4. Planer, reglementer og vedtægter forarbejdskolonier samt bestyrelsens sammen-sætning skal godkendes af socialministeren.Stk. 5. Det bliver på de årlige finanslove atafgøre, om og i hvilken udstrækning derkan ydes en statsanerkendt arbejdskolonistatsstøtte.

§ 43.Stk. 1. Når et af de i de foregående para-graffer omhandlede hjem eller anstalter ag-tes anlagt, nedlagt, forandret eller udvidet,indsendes behørige overslag og beskrivelsersamt øvrige fornødne oplysninger til ved-kommende myndigheds godkendelse. Pla-nerne vedrørende de i § 39, stk. 1, omhand-lede plejehjem vil i alle tilfælde være atgodkende af socialministeren.Stk. 2. For samtlige de i §§ 34-42 nævnteanstalter og hjem skal der forefindes regle-mentariske bestemmelser om deres belæg-

41(Uændret).

§43Stk. 2. Når et af de i de foregående para-graffer omhandlede hjem eller anstalter ag-tes anlagt, nedlagt, forandret eller udvidet,indsendes behørige overslag og beskrivelsersamt øvrige fornødne oplysninger til ved-kommende myndigheds godkendelse. Pla-nerne vedrørende de i § 39, stk. 1, omhand-lede plejehjem vil i alle tilfælde være atgodkende af socialministeren.Stk. 2. For samtlige de i §§ 34-42 nævnteanstalter og hjem skal der forefindes regle-mentariske bestemmelser om deres belæg-

ning og benyttelse, takster, bestyrelse ogdennes myndighed over for beboerne, omdisses rettigheder, forpligtelser og forplej-ning m. v. Der skal derhos i reglementer-ne optages bestemmelser om disciplinærestraffe og om sikringsmidler, der ikke må gåud over de i §§ 47 og 48 i borgerlig straffe-lov givne rammer, bortset fra, at det i reg-lementer for arbejdskolonier, arbejdsanstal-ter og tvangsarbejdsanstalter kan bestem-mes, at grove ordensforseelser, derunderflugt, fra pågældende anstalt eller bortganguden tilladelse, med samtykke af den myn-diglied, der har indlagt vedkommende, kanstraffes med hensættelse til tvangsarbejde iindtil 3 måneder. For de i § 34 nævnte al-derdomshjem og for de i § 39 nævnte pleje-hjem for kronisk syge indsendes reglemen-terne til godkendelse af vedkommende amti overensstemmelse med retningslinier fast-sat af socialministeren. For de øvrige af denævnte anstalter og hjem - for så vidt an-går de i § 50, stk. 1, 2. punktum, nævntekommuner for alle de nævnte anstalter oghjem — indsendes reglementerne til godken-delse af socialministeren. Et efter amtets(ministeriets) skøn passende uddrag af reg-lementet ophænges i vedkommende hjemeller anstalt på en sådan måde, at beboernelet kan gøre sig bekendt med indholdet.Stk. 3

ning og benyttelse, takster, bestyrelse ogdennes myndighed over for beboerne, omdisses rettigheder, forpligtelser og forplej-ning m. v. Der skal derhos i reglementerneoptages bestemmelser om disciplinære for-anstaltninger og om sikringsmidler, derikke må gå ud over de i §§ 47 og 48 i bor-gerlig straffelov givne rammer, bortset fra,at det i reglementer for arbejdsanstalter ogarbejdskolonier kan bestemmes, at de ind-lagte i tilfælde af grove ordensforseelser,med samtykke af amtmanden (i de i § 50,stk. 1, 2. pkt., omhandlede kommuner afkommunalbestyrelsen) kan overføres til enlukket afdeling i indtil 3 måneder. For dei § 34 nævnte aldersdomshjem og for de i§ 39 nævnte plejehjem for kronisk syge ind-sendes reglementerne til godkendelse afvedkommende amt i overensstemmelse medretningslinier fastsat af socialministeren.For de øvrige af de nævnte anstalter oghjem - for så vidt angår de i § 50, stk. 1,2. punktum, nævnte kommuner for alle denævnte anstalter og hjem - indsendes regle-menterne til godkendelse af socialministe-ren. Et efter amtets (ministeriets) skøn pas-sende uddrag af reglementet ophænges ivedkommende hjem eller anstalt på en så-dan måde, at beboerne let kan gøre sig be-kendt med indholdet.Stk. 3

§45Stk. 1. Ingen offentlig understøttet kanvægre sig ved at lade sig forsørge uden forsin opholdskommunes grænser, hvor dennelov hjemler eller forudsætter, at dette kanske, eller hvor den til formålet svarendeforsorg i modsat fald ikke eller kun vedvæsentlig forøgede udgifter ville kunne fin-de sted.Stk. 2

Stk. 3. Hvis udvalget i henhold til kapit-lerne XXV-XXVII er berettiget til at ladepågældende indlægge i en forsørgelsesan-stalt, kan om fornødent politiets bistand tilhans anbringelse kræves. Det samme gælderfor de i § 30, stk. 4, nævnte tilfælde, så-fremt det ved lægeerklæring godtgøres, atden understøttede er i en abnorm sindstil-stand, og at det ville være til åbenbarulempe for ham selv, om indlæggelse ikkefandt sted.

§ 4 5

Stk. 1. Ingen offentlig understøttet kanvægre sig ved at lade sig forsørge uden forsin opholdskommunes grænser, hvor dennelov hjemler eller forudsætter, at dette kanske, eller hvor den til formålet svarendeforsorg i modsat fald ikke eller kun vedvæsentlig forøgede udgifter ville kunne fin-de sted.Stk. 2

Stk. 3. Hvis udvalget i henhold til kapit-lerne XXV-XXVII er berettiget til at ladepågældende indlægge i en anstalt, kan omfornødent politiets bistand til hans anbrin-gelse kræves. Det samme gælder for de i §30, stk. 4, nævnte tilfælde, såfremt det vedlægeerklæring godtgøres, at den understøt-tede er i en abnorm sindstilstand, og at detville være til åbenbar ulempe for ham selv,om indlæggelse ikke fandt sted.

86

§ 46Stk. 1. Den trængende, som er anbragt påen arbejdskoloni, en arbejdsanstalt eller entvangsarbejdsansta.lt, er forpligtet til ogsåuden for anstalten efter bestyrelsens be-stemmelse at udføre ethvert arbejde, somikke overstiger hans evner og kræfter. Dogkan han ikke mod sin vilje udlejes til ar-bejde for private. Regler om arbejdsveder-lag skal fastsættes i reglementerne.Stk. 2. Ingen, der forsørges som i stk. 1 art-givet, må uden ledelsens samtykke forladedet sted, hvor han er anbragt.

§46Stk. 1. Den trængende, som er anbragt påen arbejdsanstalt eller en arbejdskoloni, erforpligtet til også uden for anstalten efterbestyrelsens bestemmelse at udføre ethvertarbejde, som ikke overstiger hans evner ogkræfter. Dog kan han ikke mod sin viljeudlejes til arbejde for private. Regler omarbejdsvederlag skal fastsættes i reglemen-terne.Stk. 2. Ingen, der forsørges som i stk. 1 an-givet, må uden ledelsens samtykke forladedet sted, hvor han er anbragt.

§ 52Stk. 3. Er der i medfør af denne lov truffetbestemmelse om tvangsmæssig anbringelsepå arbejds- eller tvangsarbejdsanstalt, ar-bejdskoloni eller afvcenningshjem ellereventuelt i medfør af § 30, stk. 4, jfr. §45, stk. 3, på andre anstalter, skal spørgs-målet om lovligheden af den pågældendefrihedsberøvelse på begæring af den, der erberøvet sin frihed, eller den, der handlerpå hans vegne, forelægges retten til prøvel-se i overensstemmelse med de i retspleje-lovens kapitel 43 a derom givne regler. Omadgangen til at begære sagen forelagt fordomstolene skal pågældende have medde-lelse samtidig med, at den trufne beslut-ning tilkendegives ham, og senest ved ind-læggelsen. Tilsvarende regler gælder vedtvangsmæssig tilbageholdelse af frivilligtindlagte personer.

Stk. 4. Er lovligheden af den pågældendefrihedsberøvelse stadfæstet ved dom, kanfornyet prøvelse for retten ikke kræves afklageren, før der er forløbet et tidsrum af 6måneder fra dommens afsigelse, medmin-dre der i dommen er fastsat en korterefrist. Er frihedsberøvelsen fastsat til et be-stemt tidsrum, kan klageren kun kræve ret-lig prøvelse af afgørelsen een gang.Stk. 5

§ 52Stk. 3. Er der i medfør af denne lov truffetbestemmelse om tvangsmæssig anbringelsepå arbejdsanstalt eller arbejdskoloni eller ibehandlingsinstitution for alkohollidendeeller eventuelt i medfør af § 30, stk. 4, jfr.§ 45, stk. 3, på andre anstalter, skal spørgs-målet om lovligheden af den pågældendefrihedsberøvelse på begæring af den, der erberøvet sin frihed, eller den, der handlerpå hans vegne, forelægges retten til prøvel-se i overensstemmelse med de i retspleje-lovens kapitel 43 a derom givne regler. Omadgangen til at begære sagen forelagt fordomstolene skal pågældende have medde-lelse samtidig med, at den trufne beslut-ning tilkendegives ham, og senest ved ind-læggelsen. Tilsvarende regler gælder vedtvangsmæssig tilbageholdelse af frivilligtindlagte personer.

Stk. 4. Er lovligheden af den pågældendefrihedsberøvelse stadfæstet ved dom, kanfornyet prøvelse for retten ikke kræves afklageren, før der er forløbet et tidsrum af 6måneder fra dommens afsigelse, medmin-dre der i dommen er fastsat en korterefrist. Er frihedsberøvelsen fastsat til et be-stemt tidsrum, kan klageren kun kræve ret-lig prøvelse af afgørelsen een gang.Stk. 5

§ 70 ADe med bestemmelserne i § 36, stk. 4, for-bundne udgifter til behandling m. v. og tillukkede afdelinger på arbejdsanstalter af-holdes af statskassen i det omfang, hvori deikke dækkes af den i medfør af § 43 fast-satte takst for opholdet.

87

§71Stk. 1. Amtet (amtskommunen og amtetskøbstæder i forening) overtager den direk-te forsorg for dem, der anbringes på de i§ 36 omhandlede arbejdsanstalter.Stk. 2. Udgifterne ved driften af arbejdsan-stalter fordeles efter udløbet af hvert regn-skabsår efter at være godkendt af amtman-den på amtsrådskredsen og de i forbindelsemed samme stående købstæder efter folke-tal. På Bornholm påhviler udgifterne denfor øens købstæder og landdistrikter fællesreparationsfond, og i København afholdesde af stadens kasse.Stk. 3. Udgifterne påhviler amtet fra dendato, henvisningen til arbejdsanstalten ersket.

§ 74Udgifterne ved driften af de i § 40 nævntetvangsarbejdsanstalter fordeles efter folke-tal mellem vedkommende amtskommunerog køb'stadkommuner efter at være god-kendt af amtmanden for det amt, i hvilketanstalten er beliggende.

§ 200Stk. 1. Betales bidraget ikke af den bidrags-skyldige , foretages der skridttil inddrivelse af bidraget ved udpantningeller tilbageholdelse af den bidragsskyldigesarbejds- eller tjenesteløn, ligesom der, hvisbidraget ikke indgår, træffes bestemmelseom, hvorvidt den bidragsskyldige skal søgeshensat til afsoningStk. 3. I de tilfælde, hvor det sociale ud-valg indstiller, at afsoning skal ske, er ud-valget berettiget til, om fornødent ved po-litiets bistand, at sikre sig den bidragsskyl-

§71Stk. 1. Amtet (amtskommunen og amtetskøbstæder i forening) overtager den direk-te forsorg for dem, der anbringes på de i§ 36 omhandlede arbejdsanstalter.Stk. 2. Af de takster for ophold på arbejds-anstalter, der fastsættes af socialministereni medfør af § 43, refunderer statskassen 3/iotil anstalterne, medens de øvrige 7/io refun-deres af kommunerne, således at udgiftenfordeles mellem dem efter reglerne i §§ 76-78. Refusionsbegæringen fremsendes af an-stalternes bestyrelser til socialministeren ef-ter regnskabets afslutning og inden en afsocialministeren fastsat frist. Begæringenforsynes med attestation af anstaltens revi-sor. Refusionen anvises herefter af social-ministeriet, således at statskassen forlodsudreder den kommunerne påhvilende an-del.Stk. 3. Den del af udgifterne ved driften afarbejdsanstalter, som ikke dækkes ved refu-sion fra statskassen efter § 70 A eller af deni medfør af § 43 fastsatte takst fordelesefter udløbet af hvert regnskabsår efterat være godkendt af amtmanden påamtsrådskredsen og de i forbindelse medsamme stående købstæder efter folketal.På Bornholm påhviler udgifterne den forøens købstæder og landdistrikter fælles re-partitionsfond, og i København afholdes deaf stadens kasse.Stk. 4. Udgifterne påhviler amtet fra dendato, henvisningen til arbejdsanstalten ersket.

(Uændret).§ 200

83

§ 74(Paragraffen udgår).

diges tilstedeværelse, til endelig afgørelsetræffes, og kan, hvis det skønnes nødven-digt, lade ham midlertidig indlægge i enarbejdsanstalt, dog kun for så vidt den bi-dragsskyldiges tidligere forhold som sådanlader befrygte, at han vil søge at unddragesig betaling eller afsoning ved at forladekommunen.

§ 310For så vidt en person uafbrudt i længeretid udelukkende eller næsten udelukkendehar opretholdt livet ved kommunehjælp, ogdet må antages, at hans krav om hjælp skyl-des åbenlys arbejdslede eller lyst til at liggedet offentlige til byrde, skal den hjælp, derydes ham eller de personer, han skal for-sørge, betragtes som fattighjælp for ham,jfr. dog § 309, stk. 1, nr. 3, indtil kommu-nalbestyrelsen på hans begæring måtte træf-fe bestemmelse om, at han ikke længereskal betragtes som oppebærende fattig-hjælp. Kommunalbestyrelsens afgørelse kanindankes for amtmanden, i de i § 50, stk. 1,2. pkt., nævnte kommuner for socialmini-steren, hvilke myndigheders afgørelse erendelig.

§ 311Stk. 1. Må der ydes en ikke rent forbigåen-de kommunehjælp til en person, som ikkesamlever med sin legale forsørger, vil sidst-nævnte være at sætte i bidrag i henhold tilreglerne i kapitel I, medmindre han straksselv overtager den direkte forsørgelse, jfr.§ 15. Viser det sig ved de anstillede under-søgelser, at forsørgeren modvillig har und-draget sig efter evne at fyldestgøre sin for-sørgelsespligt, kan det sociale udvalg i hansopholdskommune straks på begæring afden kommune, der har måttet trade til,fastsætte et ugentligt bidrag, som den for-sørgelsespligtige vil have at udrede, indtiloverøvrighedens afgørelse af den endeligebidragspligt foreligger. Meddelelse om detsåledes fastsatte foreløbige bidrag tilstillesstraks vedkommende overøvrighed.Stk. 2. Over den foreløbige bidragsansæt-telse i henhold til stk. 1 kan forsørgerenklage til overøvrigheden, men er indtil vi-dere forpligtet til at rette sig efter det so-ciale udvalgs beslutning.Stk. 3. Betaler forsørgeren ikke de forelø-big fastsatte bidrag, skønt han må antages

(Uændret).

§ 311Stk. 1. Må der ydes en ikke rent forbigåen-de kommunehjælp til en person, som ikkesamlever med sin legale forsørger, vil sidst-nævnte være at sætte i bidrag i henhold tilreglerne i kapitel I, medmindre han straksselv overtager den direkte forsørgelse, jfr.§ 15. Viser det sig ved de anstillede under-søgelser, at forsørgeren modvillig har und-draget sig efter evne at fyldestgøre sin for-sørgelsespligt, kan det sociale udvalg i hansopholdskommune straks på begæring afden kommune, der har måttet træde til,fastsætte et ugentligt bidrag, som den for-sørgelsespligtige vil have at udrede, indtiloverøvrighedens afgørelse af den endeligebidragspligt foreligger. Meddelelse om detsåledes fastsatte foreløbige bidrag tilstillesstraks vedkommende overøvrighed.Stk. 2. Over den foreløbige bidragsansæt-telse i henhold til stk. 1 kan forsørgerenklage til overøvrigheden, men er indtil vi-dere forpligtet til at rette sig efter det so-ciale udvalgs beslutning.Stk. 3. Betaler forsørgeren ikke de forelø-big fastsatte bidrag, skønt han må antages

89

§ 310

at være i stand hertil, kan det sociale ud-valg straks lade ham indlægge i en arbejds-anstalt, hvor han kan forblive, indtil deskyldige bidrag er betalt, dog længst indtilden endelige bidragsresolution foreligger.Den hjælp, der indtil da ydes ham eller depersoner, han forsørger, betragtes som fat-tighjælp for ham. Overøvrigheden medde-ler straks forsørgerens opholdskommune,såsnart den endelige bidragspligt er fastsat.

§313Stk. 1. Hvor den ene af 2 samlevende ægte-fæller søger kommunehjælp under henvis-ning til, at den anden ikke efter evne bi-drager forsvarlig til familiens forsørgelse,har det sociale udvalg nøje at undersøgesagen, derunder om muligt at forhandlemed begge parter i forening. Viser det sigda, at klagen findes berettiget, og at klage-ren samtidig søger separation (eller skils-misse), afgør udvalget, om det skønnes til-strækkeligt indtil videre at pålægge denforsømmelige forsørger et bestemt ugentligtbidrag til familiens forsørgelse, eller omder tillige vil være at yde kommunehjælp,jfr. §311.Stk. 2. Ønsker klageren i de i stk. 1, angiv-ne tilfælde ikke separation (eller skilsmis-se), afgør det sociale udvalg bidragspligtenendelig i henhold til § 9, nr. 1, for så vidtklageren ikke ønsker at afbryde samlivet, ihvilket tilfælde bidraget fastsættes af over-øvrigheden i medfør af § 10.Stk. 3. Det sociale udvalg kan bestemme, atsåvel de i henhold til stk. 1 pålagte forelø-bige bidrag som de endelige bidrag efterstk. 2 skal indbetales til udvalget for afdette at stilles til familiens rådighed.Stk. 4. Betaler forsørgeren ikke de såledespålagte bidrag, skønt han må antages atvære i stand hertil, kan det sociale udvalgstraks lade ham indlægge i en arbejdsan-stalt, hvor han kan forblive, indtil enten deskyldige bidrag er betalt, eller sagen om se-paration eller skilsmisse er i orden, dogikke udover 3 måneder. Opholdet på ar-bejdsanstalten såvel som den hjælp, der måydes de personer, over for hvem han harforsørgelsespligt, som følge af hans fort-satte undladen af at opfylde denne, betrag-tes som fattighjælp.

at være i stand hertil, kan det sociale ud-valg straks lade ham indlægge i en arbejds-anstalt, om fornødent på lukket afdeling,hvor han kan forblive, indtil de skyldigebidrag er betalt, dog længst indtil den en-delige bidragsresolution foreligger. Denhjælp, der indtil da ydes ham eller de per-soner, han forsørger, betragtes som fattig-hjælp for ham. Overøvrigheden meddelerstraks forsørgerens opholdskommune, så-snart den endelige bidragspligt er fastsat.

§ 313Stk. 1. Hvor den ene af 2 samlevende ægte-fæller søger kommunehjælp under henvis-ning til, at den anden ikke efter evne bi-drager forsvarlig til familiens forsørgelse,har det sociale udvalg nøje at undersøgesagen, derunder om muligt at forhandlemed begge parter i forening. Viser det sigda, at klagen findes berettiget, og at klage-ren samtidig søger separation (eller skils-misse), afgør udvalget, om det skønnes til-strækkeligt indtil videre at pålægge denforsømmelige forsørger et bestemt ugentligtbidrag til familiens forsørgelse, eller omder tillige vil være at yde kommunehjælp,jfr. § 311.Stk. 2. Ønsker klageren i de i stk. 1, angiv-ne tilfælde ikke separation (eller skilsmis-se), afgør det sociale udvalg bidragspligtenendelig i henhold til § 9, nr. 1, for så vidtklageren ikke ønsker at afbryde samlivet, ihvilket tilfælde bidraget fastsættes af over-øvrigheden i medfør af § 10.Stk. 3. Det sociale udvalg kan bestemme, atsåvel de i henhold til stk. 1 pålagte forelø-bige bidrag som de endelige bidrag efterstk. 2 skal indbetales til udvalget for afdette at stilles til familiens rådighed.Stk. 4. Betaler forsørgeren ikke de såledespålagte bidrag,, skønt han må antages atvære i stand hertil, kan det sociale udvalgstraks lade ham indlægge i en arbejdsan-anstalt, om fornødent på lukket afdeling,hvor han kan forblive, indtil enten deskyldige bidrag er betalt, eller sagen om se-paration eller skilsmisse er i orden, dogikke udover 3 måneder. Opholdet på ar-bejdsanstalten såvel som den hjælp, der måydes de personer, over for hvem han harforsørgelsespligt, som følge af hans fort-satte undladen af at opfylde denne, betrag-tes som fattighjælp.

90

§ 316Stk. 1. Hvis en person er forfalden til drik,og der fra hans familie eller andre pårøren-des side eller fra politi eller anden offent-lig myndighed sker henvendelse til det so-ciale udvalg om at undergive ham en kurfor alkoholisme, undersøger udvalget sagen,og hvis det ved denne undersøgelse visersig at pågældende ligger familie eller pårø-rende til byrde og iøvrigt ikke vil kunneklare sig uden hjælp, samt hvis det efterindhentet lægeskøn anbefales at forsøge enafvænningskur, kan det sociale udvalg,eventuelt efter en tvangsindlæggelse til ob-servation, forlange, at pågældende skal un-derkastes kur på et afvænningshjem for al-koholister, dog ikke udover IV2 år.Stk. 2. Nægter udvalget at tage affære, kanden, som patienten ligger til byrde, politieteller anden offentlig myndighed, hvis hen-vendelse ikke er taget til følge, forelæggesagen for amtmanden, i de i § 50, stk. 1,2. punktum, omhandlede kommuner for-socialministeren.Stk. 3. Er der ikke straks plads på afvæn-ningshjemmet, eller trækker anbringelsenaf andre grunde ud, kan det sociale udvalgmidlertidig anbringe ham i en arbejdsan-stalt.Stk. 4. Forlader pågældende i utide dethjem, hvor han er anbragt, eller sker derinden 1 år efter hans udskrivning på nymed rette henvendelse til udvalget som an-givet i stk. 1, kan det sociale udvalg be-stemme, at pågældende skal anses medtvangsarbejde fra 3 måneder til 2 år. Næg-ter udvalget at foretage videre, kan den,som patienten ligger til byrde, politiet elleranden offentlig myndighed, hvis henven-delse ikke er taget til følge, forelægge sagenfor de i stk. 2 nævnte myndigheder.Stk. 5. Udgifterne ved patientens indlæg-gelse til observation eller på et afvænnings-hjem for alkoholister betragtes, for så vidtog i den udstrækning, de ikke kan afholdes

§ 314Efter tilsvarende regler, som i$313 bestemt,forholdes der, hvis der må ydes samlevendeægtefæller offentlig hjælp, og trangen visersig i det væsentlige at være begrundet i, atden ene ægtefælle ikke efter evne bidragerforsvarligt til familiens underhold.

§316(Angående eventuel ændring af denne be-stemmelse henvises til udvalgets betænk-ning om forsorgen for alkohollidende sideVI og 76-83.

Ordet »tvangsarbejde« i stk. 4 og stk. 6må under alle omstændigheder ændres til»anbringelse i arbejdsanstalt (eventuelt ibehandlingsafdeling eller lukket afdeling)«.

91

af patienten selv eller bæres af andre, somfattighjælp.Stk. 6. Den modtagne fattighjælp skal førstkunne eftergives, når der er gået 1 år efterudskrivningen fra hjemmet eller anstalten.Afbryder han kuren i utide, vil hjælpen,for så vidt han ikke i anledning af sin røm-ning er blevet straffet med tvangsarbejde,jfr. nærværende paragrafs stk. 4, først kun-ne eftergives 1 år, efter at kuren ifølge dentrufne bestemmelse skulle have været til-endebragt.

§ 317£fter tilsvarende regler som i § 316 be-stemt, lorholdes der, hvis der må ydes enenlig person eller en familie offentlighjælp, og trangen viser sig i det væsentligeat være begrundet i pågældende trængendes«•.Iler dennes forsørgers drikfældighed, for-udsat at patienten ikke straks erkender det-te og selv erklærer sig villig til at lade sigundergive kur efter § 315.

§ 321Stk. 1. Hvis en person af politiet eller fæng-selsmyndighederne afleveres som erhvervs-og subsistensløs til det sociale udvalg, ellerhvis udvalget i andre tilfælde anser det fornødvendigt at tage sig af en erhvervs- ellersubsistensløs person, er udvalget, hvis detkender pågældende og efter sit kendskabtil ham kan anse det for forsvarligt, beret-tiget til at ekvipere ham og yde ham hjælptil logi, forudsat at der kan skaffes ham ar-bejde. Rejsehjælp kan af udvalget kun ydesefter reglerne i §§ 298-99.Stk. 2. Kender det sociale udvalg ikke på-gældende, tør det efter sit kendskab til hamikke stole på ham, eller kan der ikke skaf-fes ham arbejde, er udvalget ansvarligt for,at han straks indlægges på vedkommendearbejdsanstalt, hvortil politiets bistand omfornødent kan forlanges.Stk. 3. Ved anbringelse på arbejdsanstalt ihenhold til stk. 2, skal de oplysninger, somdet sociale udvalg har vedrørende pågæl-dende, medfølge, og anstaltens ledelse skalda indtil 14 dage efter indlæggelsen indstillespørgsmålet om den fremtidige forsørgel-sesmåde til amtmanden. Denne afgør efterforudgående forhandling med vedkommen-de myndigheder og efter at have indhenteterklæring fra pågældende selv, om pågæl-

§ 317(Angående eventuel andring af denne be-stemmelse henvises til udvalgets betænk-ning om forsorgen for alkohollidende sideVI og 76-83.)

§ 321Stk. 1. Hvis en person af politiet eller fæng-selsmyndighederne afleveres som erhvervs-og subsistensløs til det sociale udvalg, ellerhvis udvalget i andre tilfælde anser det fornødvendigt at tage sig af en erhvervs- ellersubsistensløs person, er udvalget, hvis detkender pågældende og efter sit kendskabtil ham kan anse det for forsvarligt, beret-tiget til at ekvipere ham og yde ham hjælptil logi, forudsat at der kan skaffes ham ar-bejde. Rejsehjælp kan af udvalget kun ydesefter reglerne i §§ 298-99.Stk. 2. Kender det sociale udvalg ikke på-gældende, tør det efter sit kendskab til hamikke stole på ham, eller kan der ikke skaf-fes ham arbejde, er udvalget ansvarligt for,at han straks indlægges på vedkommendearbejdsanstalt, om fornødent på lukket af-deling, hvortil politiets bistand om fornø-dent kan forlanges.Stk. 3. Ved anbringelse på arbejdsanstalt ihenhold til stk. 2, skal de oplysninger, somdet sociale udvalg har vedrørende den ind-lagte, medfølge, og anstaltens ledelse skalda inden 14 dage efter indlæggelsen ind-stille spørgsmålet om den fremtidige for-sørgelsesmåde til amtmanden. Denne afgørefter forudgående forhandling med ved-kommende myndigheder og institutioner

92

elende foreløbig skal forblive på arbejds-anstalten, eller om han kan udskrives,eventuelt dimitteres til et arbejdssted ellerprivat arbejdshjem, eller om han skønnesbedst egnet til optagelse på en arbejdsko-loni eller eventuelt et afvænningshjern foralkoholister, jfr. § 317. Amtmandens afgø-relse skal træffes snarest muligt og inden14 dage fra sagens forelæggelse for amtet.Amtet er dog, såfremt den indlagte har be-gæret sagen forelagt for retten i medfør afbestemmelsen i § 52, stk. 3, berettiget til atudsætte sin afgørelse, indtil der er faldetendelig dom i sagen.

Stk. 4. Som erhvervs- og subsistensløs kankun en person betragtes, som

1) i længere tid har været og ved for-sorgens begyndelse stadig er uden arbejdeog ude af stand til ved egen hjælp at skaf-fe sig sådant,

2) er uden fast bopæl og3) mangler tilholdssted hos familie eller

andre pårørende i den kommune, hvis so-ciale udvalg må tage sig af ham.

og efter at have indhentet erklæring frapågældende selv, om pågældende foreløbigskal forblive på arbejdsanstalten, eller omhan skal udskrives, eventuelt dimitteres tilet arbejdssted eller privat arbejdshjem,eventuelt henvises til en privat forening,eller om han skønnes bedst egnet til opta-gelse på en arbejdskoloni eller bør over-føres til en anstalt med særlige behandlings-muligheder eller en lukket afdeling, even-tuelt en behandlingsinstitution for alkohol-lidende, jfr. § 317. Amtmandens afgørelseskal træffes snarest muligt og inden 14 dagefra sagens forelæggelse for amtet. Amtet erdog, såfremt den indlagte har begavetsagen forelagt for retten i medfør af be-stemmelsen i § 52, stk. 3, berettiget til atudsætte sin afgørelse, indtil der er faldetendelig dom i sagen. Der vil under et an-staltsophold kunne træffes beslutning afamtet om overflytning til en anden insti-tution af ovennævnte art, hvis det skønnesønskeligt af behandlingsmæssige grunde.Stk. 4. Som erhvervs- og subsistensløs kankun en person betragtes, som

1) i længere tid har været og ved for-sorgens begyndelse stadig er uden arbejdeog ude af stand til ved egen hjælp at skaf-fe sig sådant,

2) er uden fast bopæl og3) mangler tilholdssted hos familie eller

andre pårørende i den kommune, hvis so-ciale udvalg må tage sig af ham.Stk. 5. Hvis en erhvervs- og subsistensløsperson selv har anmodet om optagelse i ar-bejdsanstalt, forelægges spørgsmålet om på-gældendes förbliven i anstalten ikke foramtmanden, medmindre et socialt udvalg,politiet, anstaltens bestyrelse eller vedkom-mende selv fremsætter begæring herom.

§ 322Når en prostitueret kvinde af politiet

afleveres til forsørgelsesvæsenet som er-hvervs- og subsistensløs, skal hun i alletilfælde straks indlægges på vedkommendearbejdsanstalt, hvorefter der iøvrigt for-holdes som i § 321 anført, dog at amt-manden, såfremt hun kun en enkelt ganghar været straffet for løsgængeri, overtræ-delse af tilhold eller lignende, hurtigst mu-ligt bør søge at få en privat forening til attage sig af hende.

§ 322(Paragraffen udgår).

9-ï

§ 323 § 323Den hjælp, det offentlige afholder med Den hjælp, det offentlige afholder medhjemmel i §§ 321-22, betragtes, bortset fra hjemmel i §§ 321-22, betragtes, bortset fraophold i arbejdsanstalt på under 14 dage, ophold i arbejdsanstalt på under 14 dage,som fattighjælp. Denne fattighjælp kan ef- som fattighjælp. Denne fattighjælp kan ef-tergives, når der er forløbet 1 år efter ud- tergives, når der er forløbet 1 år efter ud-skrivning af arbejdskoloni, arbejdsanstalt skrivning af arbejdsanstalt eller arbejds-eller tvangsarbejdsanstalt. koloni.

94

Bilag 2

Det gældende reglement for arbejdsanstalten Sundholm.

1.Københavns kommunes arbejdsanstaltSundholm er beregnet til at modtage per-soner som efter reglerne i lov nr. 181 af 20.maj 1933 om offentlig forsorg med senereændringer anbringes i arbejdsanstalt. An-stalten er godkendt af arbejds- og social-ministeriet i henhold til lov om offentligforsorg § 43, jfr. § 36.

Arbejdsanstalten er delt i1. en arbejdsafdeling,2. en forsørgelsesafdeling,3. en sygeafdeling,4. et plejeafsnit.

I arbejdsafdelingen anbringes arbejdsfø-re personer.

I forsørgelsesafdelingen anbringes for-trinsvis personer, som må anses for at værei mindre grad arbejdsdygtige.

Sygeafdelingen modtager efter henvis-ning fra anstaltens læge de indlagte perso-ner i sygdomstilfælde. Sygeafdelingens lægetræffer afgørelse vedrørende nødvendighe-den af patienters overlæggelse til alminde-ligt sygehus.

Plejeafsnittet er beregnet til modtagelseaf personer, der må være under stadigt til-syn og pleje, men som ikke opfylder betin-gelserne for indlæggelse på plejestiftelse.

2.Anstaltens administration er underlagt ma-gistratens 3. afdeling og varetages gennemKøbenhavns kommunes socialdirektorat.

Den daglige ledelse forestås af inspek-tøren.

Den lægelige behandling af de indlagtepersoner varetages af anstaltens læge.

Til anstalten skal der være knyttet enpsykiatrisk speciallæge.

En tjenestemand, der direkte sorterer

under magistratens 3. afdeling, socialdirek-toratet, skal have daglig træffetid på an-stalten på samtlige ugens hverdage. De påanstalten indlagte personer skal have lej-lighed til at rådføre sig med denne tjene-stemand, som skal vejlede de indlagte oghave opmærksomheden henvendt på dissesforhold i det hele, herunder også mulig-hederne for deres dimission fra anstaltentil arbejde eller anbringelse.

3.Magistratens 3. afdeling, socialdirektoratet,træffer om fornødent efter indstilling afinspektøren, eventuelt tillige fra anstaltenslæge - afgørelse om, på hvilken afdeling(arbejdsafdeling, forsørgelsesafdeling ellerplejeafsnit) en person skal anbringes, ellersenere overflyttes. Spørgsmålet om en ind-lagt persons overflytning til sygeafdeling af-gøres af anstaltens læge.

4.Ved optagelse på anstalten bliver de ind-lagte badet og underkastet lægeundersø-gelse. Arbejdsanstaltens tøj udleveres dem,og der anvises dem sovested med tilhørendegarderobeplads.

5.De indlagte skal stå op kl. 6 og straks vaskesig og rede deres senge.

De indlagte skal være i seng kl. 22, medmindre udgangstilladelse efter kl. 22 er ind-rømmet, jfr. nedenfor under afsnit 9.

De indlagte skal efterkomme de påtog,som gives dem af anstaltens personale medhensyn til orden og renlighed.

De indlagte kan kræve sig fremstillet forinspektøren og anstaltens læger samt forden i afsnit 2, 5. stk. nævnte tjenestemand.

95

9.Bortset fra personer, der er anbragt på ar-bejdsanstalten i henhold til lov om offent-lig forsorg §§ 30, stk. 4, 200, 311, 313-314og 316, eller som ikke må forlade anstaltensom følge af disciplinær straf, jfr. afsnit 13,har de indlagte på arbejdsafdelingen, når14 dage efter indlæggelsen er forløbet, ud-gangstilladelse hver lørdag kl. 12-22 samthver søn- og helligdag fra kl. 7-22.

Indlagte på forsørgelsesafdelingen har ef-ter 14 dages forløb fra indlæggelsen ud-gangstilladelse hver dag efter arbejdstidensophør til kl. 22 samt hver søn- og helligdagfra kl. 7-22.

Til personer, der er indlagt i sygeafdelin-

gen eller i plejeafsnittet, tilstås udgangstil-ladelse efter lægens indstilling.

Inspektøren kan, når forholdene talerderfor, tilstå de indlagte udgangstilladelseuden for de foran anførte tider.

Udover de anførte regler skal der, nården i afsnit 2, sidste stk., omhandlede tjene-stemand - efter forhandling med inspektø-ren - finder det formålstjenligt, tilstås ud-gangstilladelse een gang ugentlig til ar-bejdssøgende.

Udgangstilladelse kan i det enkelte til-fælde nægtes, når ganske særlige omstændig-heder gør det påkrævet.

10.Enhver på anstalten anbragt person er for-pligtet til i og uden for anstalten at udføredet arbejde, som under hensyntagen tilhans evner og kræfter pålægges ham. Ar-bejdstiden er fra kl. 7Vz til kl. 17 med 1 ti-mes middag. Om lørdagen ophører arbej-det kl. IIV2. Arbejde kræves i reglen kunpå hverdage, men kan kræves udført ogsåpå søn- og helligdage samt på hverdageuden for normal arbejdstid, hvis anstaltensinteresse kræver det.

11.Under hensyntagen til arbejdsudygtighed,evner og villighed inddeles de indlagte afinspektøren i 2 arbejdsklasser.

I 1. arbejdsklasse er vederlaget 2,50 kr.pr. arbejdsdag.

I 2. arbejdsklasse er vederlaget 2,00 kr.pr. arbejdsdag.

For arbejde af særlig karakter og for ar-bejde på søn- og helligdage og uden for densædvanlige arbejdstid ydes ekstra vederlag,hvis størrelse fastsættes af inspektøren.Hvor akkordarbejde er muligt og hensigts-mæssigt, ydes akkordbetaling efter inspek-tørens skøn under hensyntagen til de fast-satte dagducører.

Til indlagte arbejdsudygtige personerydes lommepenge med 70 øre daglig.

Til sådanne indlagte personer, som op-pebærer lommepenge, men som dog evnerat udføre lettere arbejde i mindre omfang,kan der udover lommepenge efter inspektø-rens skøn ydes et arbejdsvederlag, der dogiberegnet lommepenge ikke må overstigevederlaget i 2. arbejdsklasse.

90

12.Arbejdsvederlaget udbetales een gangugentlig med halvdelen, medens resten ud-betales ved normal dimission fra anstalten.Når særlig grund taler derfor, kan der dogunder opholdet ske udbetaling af tilgode-havende helt eller delvis. Vederlag for ar-bejde af særlig karakter og for arbejde udenfor den sædvanlige arbejdstid kan efter in-spektørens skøn udbetales med det fuldebeløb ved førstkommende udbetaling.

Ved bortgang fra anstalten eller fra ar-bejde uden for denne fortabes tilgodeha-vendet, medmindre andet i det enkelte til-fælde bestemmes.

13.Over for indlagte personer, som overtræderreglementets bestemmelser, kan følgendestraffe bringes i anvendelse, jfr. herved ogsåbestemmelsen i afsnit 12, stk. 2:

1) Nægtelse af udgangstilladelse i indtil4 uger, i gentagelsestilfælde inden for 2måneder, i indtil 6 uger.

2) Nedsættelse i lavere arbejdsklasse, el-

ler nedsættelse af arbejdsvederlag, jfr. af-snit 11.

3) Tvangsarbejde i indtil 3 måneder.

14.Straf i henhold til afsnit 13, nr. 1 og 2,ikendes af magistratens 3. afdeling, social-direktoratet, efter motiveret indstilling frainspektøren, og efter at den pågældendehar haft lejlighed til at udtale sig, jfr. af-snit 2, 5. stk.

Straf i henhold til afsnit 13, nr. 3, iken-des af borgmesteren for magistratens 3. af-deling efter indstilling fra inspektøren ogsocialdirektoratet, og efter at den pågæl-dende har haft lejlighed til at udtale sig,jfr. afsnit 2, 5. stk.

Inspektøren kan dog iværksætte de i af-snit 13, nr. 1 og 2 angivne disciplinærstraffesom en foreløbig foranstaltning samt i på-trængende tilfælde foretage fornøden isole-ring af urostiftere, men sagen skal derefteromgående forelægges magistratens 3. afde-ling, socialdirektoratet.

Der skal føres en protokol over de ikend-te straffe.

97

Bilag 3

Udkast til mønsterreglement.

Reglement for

1. Om anstaltens bestemmelse.

Anstalten er indrettet i (en del af) ejendom-men matr. nr tilhørendeAnstaltens navn erAnstalten drives for 'sregning. Anstalten er beregnet til at mod-tage, personer, som efter reglerne i lov nr.181 af 20. maj 1933 om offentlig forsorgmed senere ændringer indlægges i arbejds-anstalten fra kommunerne i

I anstalten må ikke indlægges personer,der lider af smittefarlig tuberkulose i lungeeller strubehoved. Heller ikke må indlæg-ges personer, for hvem der er mulighed foranbringelse under særforsorg eller i andresærlige anstalter eller hjem.

§ Oi-.

Anstalten er indrettet til at modtage . . . .personer (eventuelt: . . . . mænd og . . . .kvinder).

Anstalten skal indeholde sygestuer samtrum til isolering i særlige tilfælde.

(Anstalten kan med socialministerietsgodkendelse være opdelt i f. eks. en arbejds-afdeling, en forsørgelsesafdeling, en syge-afdeling fælles for de 2 førstnævnte afde-linger, et plejeafsnit og eventuelt en lukketafdeling).

2. Bestyrelse og daglig ledelse.

§3-Anstalten administreres af en bestyrelse på. . . . medlemmer, hvoraf . . . . medlemmervælges af og . . . .medlemmer vælges af

Den daglige ledelse af anstalten foreståsaf en af udnævnt inspektør.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretnings-

orden og vælger en sekretær samt udarbej-der de fornødne instrukser for personalet.

§4 .For hver indlagt skal forefindes en aktmap-pe, hvori opbevares al korrespondance ved-rørende den indlagte samt oplysning om:

a) dato for indlæggelsen,b) indlæggende kommune,c) hjemmel for indlæggelsen,d) dato for afgang,e) tidligere ophold i andre anstalter,f) disciplinære forseelser og foranstalt-

ninger,g) særydelser (beklædning),h) hvilke af den indlagtes ejendele, der

opbevares i depotet (jfr. § 8, stk. 2),i) udført arbejde og indtjente og ud-

betalte beløb samt tilgodehavender.Endvidere skal der for hver indlagt føres

en lægejournal.

§5-Det påhviler anstalten

a) at føre nøjagtige fortegnelser over alle. indlæggelser og udskrivninger samt

over den daglige belægning, specifice-ret for de forskellige afdelinger,

b) at føre en oversigt over de indlagtesbeskæftigelse og dennes art og omfang,

c) at føre de fornødne specificerede regn-skaber over anstaltens drift,

d) at føre et inventarregnskab,e) at føre fortegnelse over iværksatte

disciplinære foranstaltninger, jfr. § 34,f) samt iøvrigt at føre sådanne bøger og

fortegnelser, som foreskrives af besty-relsen.

8 6.Lægetilsynet med de indlagte føres af en af

98

bestyrelsen antaget læge. Lægen og inspek-tøren kan, hvor det skønnes nødvendigt,søge sagkyndig bistand, herunder psykiater,psykolog m. v.

3. De i anstalten indlagte.

§7 .Ved indlæggelse må det påses, at der fore-ligger de fornødne oplysninger om grundentil indlæggelse, en afhøring af den. indlagte(§ 54-afhøring) samt andre for det socialeudvalg foreliggende oplysninger om pågæl-dende og hans trangstilfælde.

Anstalten indsender meddelelse om ind-læggelser til socialministeriets centralkarto-tek.

§ oo.

Når en person indlægges i anstalten, fore-tages en undersøgelse af hans person ogmedbragte ejendele. Hvis det skønnes for-nødent, forsynes han med tøj fra anstalten.

Ejendele, der medbringes ved ankomsten,kan opbevares i depot, indtil den pågæl-dende udskrives af anstalten. En fortegnel-se over de deponerede ejendele affattes sam-tidig med indlæggelsen (depotkort, jfr. § 4).Fortegnelsen underskrives af den indlagteog af den vagthavende funktionær.

§ 9-Ved indlæggelse af personer, der tvangs-mæssigt anbringes på anstalten, skal dennepåse, at pågældende har fået eller får skrift-lig meddelelse om sin ret til at begærespørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlig-hed indbragt for domstolene.

Tilsvarende gælder med hensyn til med-delelse til de indlagte om deres adgang tilat rette henvendelse til det af folketinget imedfør af grundlovens § 71, stk. 7, nedsattetilsyn angående behandlingen under ophol-det i anstalten.

En genpart af meddelelsen underskrivesaf den indlagte og den vagthavende funk-tionær og opbevares i den indlagtes akt-mappe.

Den frivilligt indlagte må underskrive enerklæring om, at han undergiver sig anstal-tens reglement og husorden og bestemmel-serne vedrørende overtrædelse af disse.

§ 10-Såfremt lægen ikke har haft lejlighed til atundersøge pågældende samtidig med ind-

læggelsen, skal den indlagte snarest frem-stilles for lægen til eftersyn.

Ved det første lægeeftersyn udfyldes etlægekort for pågældende. Kortet påføresoplysninger om senere lægeeftersyn, ordina-tioner, sygdomsbeskrivelser m. v.

Lægen afgør i givet fald, om en indlagtperson må anses for arbejdsudygtig.

§ 1 L

De i anstalten indlagte personer er pligtigetil at efterkomme de af inspektøren, ellerpå dennes vegne af en af anstaltens øvrigefunktionærer givne forskrifter og anvisnin-ger. De skal stedse udvise en sømmelig ad-færd.

Anser en af de på anstalten indlagte per-soner sig forurettet ved en given ordre, måvedkommende ikke destomindre efterkom-me ordren, men kan klage til inspektøren,eller såfremt klagen vedrører denne, til be-styrelsen.

§ 12.De i anstalten indlagte kan, når de frem-sætter begæring derom, blive fremstillet foranstaltens læge eller for . . . . (f. eks. forpsykiater, forsorgsmedarbejder m. m.).

§ I3-Det er forbudt de i anstalten indlagte per-soner at indbringe eller lade indbringe ogat nyde spirituøse drikke på anstalten ellerpå de under anstalten hørende arbejdsplad-ser. Medicin m. v. må ikke indbringes påanstalten af de indlagte og må kun indta-ges efter ordination af anstaltens lsege.

De indlagte er forpligtet til at lade sigunderkaste visitation af anstaltens funktio-nærer. Visitation af kvinder må kun fore-tages af kvinder.

§ 14-Tobaksrygning er forbudt på arbejdsplad-serne, i sovestuer og sygestuer, samt hvorinspektøren iøvrigt finder et forbud påkræ-vet.

15.De på anstalten indlagte personer er for-pligtet til såvel i som uden for anstalten atudføre ethvert for deres evner og kræfterpassende arbejde, som anvises dem af in-spektøren eller på dennes vegne af en afanstaltens øvrige funktionærer.

99

§ 16-En indlagt person kan normalt først få ud-gangstilladelse efter 4 ugers ophold. (. . . Denærmere regler om udgangstilladelsens hyp-pighed m. m. angives herefter i reglementetfor hver enkelt anstalt. . .). løvrigt kan dergives udgangstilladelse, når inspektøren fin-der en anmodning derom rimelig.

De på sygestue (sygeafdeling) indlagtekan kun få udgangstilladelse med inspektø-rens og lægens samtykke.

§ H.Besøg på anstalten kan finde sted med in-spektørens tilladelse. (. . . Hvis der for denenkelte anstalt skal gælde bestemte besøgs-tider, skal de fastsættes i reglementet. . .).

§ 18.Dagens inddeling (vækning, spisetider, ar-bejdstider, sengetid o. 1.) fastsættes i en afbestyrelsen godkendt husorden.

§ 19-Forplejningen af de i anstalten indlagtepersoner sker i henhold til et af socialmini-steriet godkendt kostreglement, dog at derfor de enkelte personer kan gøres afvigelserefter lægens anvisning.

§20.Arbejdet skal udføres med flid og nøjagtig-hed efter de givne anvisninger. Materialeog redskaber skal omgås ved omhu og for-sigtighed.

§21.Arbejdet skal såvidt muligt udføres somakkordarbejde efter nærmere af bestyrelseni samråd med inspektøren fastsatte satser.

§22.Arbejdsvederlaget til de i anstalten indlag-te personer udbetales ugentlig. Udbetalin-gen sker med halvdelen, dog med mindstet fastsat beløb, svarende til det i henholdtil stk. 3 fastsatte beløb for ikke arbejds-dygtige. Resten af det fortjente arbejdsve-derlag udbetales ved den indlagtes lovligeudtræden af anstalten, eller når inspektø-ren meddeler samtykke hertil.

I tilfælde af bortgang eller udeblivelsebortfalder den indlagtes krav på det beløb,der indestar på hans konto, medmindre in-

spektøren skønner, at forholdene taler for,at kravet bevares indtil videre, dog længst iet år efter bortgangen eller udeblivelsen.

Til de på anstalten indlagte, som ikke erarbejdsdygtige, skal der efter satser fastsataf socialministeriet udbetales et beløbugentlig eller månedlig til anvendelse tilsmåfornødenheder.

§ 23.Enhver skade, som en indlagt forsætligteller af mangel på almindelig agtpågiven-hed påfører anstalten eller dens ejendele,er han pligtig at erstatte, også hvis skadener sket under udgangstilladelse eller bort-gang. Han er erstatningspligtig med hensyntil beklædning ydet ham af anstalten, somhan måtte ødelægge, bortgive, bortkasteeller sælge. Beløbet fradrages i hans tilgode-havende eller påføres hans konto som skyld.

Beslutning om erstatning efter denne be-stemmelse træffes af inspektøren. Pågælden-de kan uden opsættende virkning forlangebeslutningen forelagt for (. . . bestyrelsensformand eller f. eks. socialdirektøren . . .).

Under særlige omstændigheder kan (. . .f. eks. bestyrelsen . . .) frafaldet kravet omerstatning.

§ 24.Den, der selv har begæret sig indlagt i an-stalten, kan kun udtræde efter forudgåendehenvendelse til inspektøren eller dennesstedfortræder.

Den tvangsanbragte kan kun udskrivesmed samtykke af den indlæggende myndig-hed.

Ved den indlagtes udtræden skal der så-vidt muligt vaîre sikret ham arbejde og logi.

Under opholdet skal anstalten — efternærmere aftale med det sociale udvalg -søge at bringe den indlagtes forhold til sy-gekasse, arbejdsløshedskasse og folkeregisteri orden.

§ 25.Bortgår eller udebliver en på anstaltentvangsanbragt person, kan inspektøren ladeforetage efterlysning gennem politiet, for atpågældende kan føres tilbage til anstalten.

Efterlysningen bortfalder, såfremt den ef-terlyste ikke er tilbageført inden 3 måne-der, eller såfremt pågældende er indlagt ien anden anstalt eller har fået fast arbejde.

100

4. Disciplinære foranstaltninger.

§ 26.Disciplinære foranstaltninger kan bestå i

a) Overførelse til andet arbejde.b) Nægtelse af udgangstilladelse.c) Hensættelse i isoleringsrum.d) Anbringelse i lukket afdeling.

§ 27.Udgangstilladelse kan nægtes i indtil 4 ugerfor nedennævnte forseelser:

1) Tobaksrygning på steder, hvor sådanter forbudt.

2) For sen hjemkomst efter meddelt ud-gangstilladelse.

3) Udeblivelse efter meddelt udgangstil-ladelse.

Er udeblivelsen forårsaget ved hospitals-indlæggelse, som ikke skyldes beruselse, ellerved politiforanstaltninger, for hvilke på-gældende ikke bærer skylden, kan der ikkebesluttes nægtelse af udgangstilladelse i an-ledning af udeblivelsen.

§ 28.Udgangstilladelse kan nægtes i indtil 6 ugerfor nedennævnte forseelser:

1) Bortgang fra anstalten eller fra trans-port til eller fra anstalten eller forsøgherpå.

2) Opnåelse af eller forsøg på at opnåudskrivning ved hjælp af falsk ar-bejdsbevis.

3) Overtrædelse af forbudet i § 13 modat indbringe eller lade indbringe ogat nyde spirituøse drikke eller mod atindbringe medicin m. v. og mod atindtage sådan uden ordination af an-staltens læge.

4) Når en indlagt under udgangstilla-delse er blevet beruset, og han af den-ne grund entena) indbringes af politiet eller private

i anstalten,b) ved hjemkomst er så beruset, at

hans ophold på sovestuen vil virkeforstyrrende, og han derfor anbrin-ges i isoleringsrum, eller

c) på anstalten gør sig skyldig i uor-den ved at nægte dersteds ansattefunktionærer behørig lydighed.

5) Uretmæssig benyttelse af anstaltensmateriale.

6) Udvist trods eller opsætsighed modforesatte.

7) Forsætlig påførelse af skade på an-stalten eller dens ejendele.

8) Overfald på en anden indlagt ellervold mod en foresat.

9) Gentagne forseelser af de i § 27 nævn-te arter.

I de i nr. 5) nævnte tilfælde bliver deneller de forfærdigede genstande konfiskerettil fordel for anstalten.

§ 29.Er der forløbet 6 måneder efter pågælden-des seneste udeblivelse eller bortgang, oghan har været på fri fod i hele dette tids-rum, bortfalder en i henhold til §§ 27-28besluttet nægtelse af udgangstilladelse.

§ 3 0-En indlagt kan anbringes i lukket afdeling

i indtil 3 måneder, når han i gentagelses-tilfælde gør sig skyldig i de i § 28 nævnteforseelser, eller når en af disse forseelseriøvrigt er begået under sådanne skærpendeomstændigheder, at de i denne bestemmel-se hjemlede foranstaltninger ikke skønnestilstrækkelige.

§ 31.Beslutning om overførelse til andet arbejdeog om nægtelse af udgangstilladelse i indtil3 uger træffes af inspektøren.

Beslutning om nægtelse af udgangstilla-delse udover 3 uger træffes af (. . . bestyrel-sens formand eller f. eks. socialdirektøren

Beslutning om anbringelse i lukket afde-ling træffes af amtmanden.

Inden beslutning træffes om nægtelse afudgangstilladelse eller om anbringelse i luk-ket afdeling, skal den indlagte have lejlig-hed til at udtale sig over for den til anstal-ten knyttede forsorgsmedarbejder.

§ 32.Inspektørens afgørelse i henhold til § 31kan af pågældende uden opsættende virk-ning forlanges forelagt for (. . . bestyrelsensformand eller f. eks. socialdirektøren . . .).

Amtmandens beslutning om anbringelse ilukket afdeling kan af pågældende indbrin-ges for domstolene, jfr. forsorgslovens § 52,stk. 3.

101

§ 33. tokol skal til enhver tid stå til rådighed forI tilfælde, hvor inspektøren anser det for anstaltens bestyrelse.nødvendigt for at sikre fred og orden i an- Enhver foranstaltning skal straks ved be-stalten, kan han straks lade vedkommende slutning indføres i protokol,urostifter hensætte i isoleringsrum, dog ikkeudover 24 timer. Indberetning herom må § 35.omgående afgives til (. . . bestyrelsens for- Et efter socialministeriets skøn passendemand eller f. eks. socialdirektøren . . .). uddrag af dette reglement samt anstaltens

husorden ophænges i anstaltens lokaler på§ 34. en sådan måde, at de i anstalten indlagte

Der skal af anstalten føres en protokol over personer let kan gøre sig bekendt med ind-disciplinære foranstaltninger, og denne pro- holdet.

102

Udvalget angående forsorgen for de i forsorgslovens

kapitler XXIV-XXVII omhandlede personer

Bilag 4

København, den 29. december 1955

I skrivelser af 28. februar 1950 anmodedeudvalget politidirektøren og samtlige poli-timestre om forskellige oplysninger vedrø-rende politiets anvendelse af reglerne i for-sorgslovens §§ 318-22 om forsorgen for om-strejfere, erhvervs- og subsistensløse m. fl.,og i skrivelse af 26. maj 1950 (j.nr. 1945/1950) samt i en herfra gennem justitsmini-steriet indhentet erklæring af 26. september1951 fremsendte politidirektøren nærmereredegørelse for anvendelsen af de omhand-lede bestemmelser og betydningen af deresopretholdelse.

En redegørelse for den af politiet m. fl.fulgte praksis er optaget i kapitel 7 i ved-lagte af udvalget afgivne betænkning, l.del,1952, hvori den førte korrespondance eroptaget som bilag 1-11.

Som det vil være bekendt, er reglerne i§§ 318-20 om hensættelse på arbejds- ellertvangsarbejdsanstalt i visse tilfælde efterudstået straf ophævet ved lov nr. 33 af 25.februar 1953, medens adgangen til tvangs-mæssig hensættelse på arbejdsanstalt af dei forsorgslovens §§ 321-22 omhandlede er-hvervs- og subsistensløse personer er opret-holdt.

Udvalget står nu foran afgivelse af denafsluttende betænkning og skal i denne for-bindelse tage stilling til spørgsmålet om denfremtidige udformning af bestemmelserneom erhvervs- og subsistensløse mænd ogkvinder, herunder prostituerede, i forsorgs-lovens §§ 321-22.

Idet man henviser til den ovennævntebrevveksling, herunder justitsministerietserklæring af 8. oktober 1951 (bilag 8), skalman udbede sig en udtalelse fra hr. politi-direktøren om, hvorvidt der i den forløbnetid måtte være indtruffet ændringer i poli-tiets praksis med hensyn til forholdsreglerover for erhvervs- og subsistensløse, herun-der i hvilket omfang unge erhvervs- og sub-

sistensløse måtte frembyde særlige proble-mer, samt hvorvidt der efter politidirektø-rens skøn måtte være trang til ændringer ide gældende bestemmelser i forsorgslovens§§ 321-22 om behandlingen af det omhand-lede klientel.

Man kan i denne forbindelse oplyse, atforstander Krabbe, Kristeligt Studenter-settlement, over for udvalgets formand harhenledt opmærksomheden på, at det storeantal subsistensløse, som holder til i porte,kældre og trappegange i Vesterbros slum-kvarterer, er til betydelig gene.

I tilslutning til politidirektørens udta-lelse vil man sætte pris på at modtage op-lysninger om den nuværende virksomhed iKøbenhavns politis sociale hjælpetjeneste,jfr. betænkningens kapitel 6, afsnit VII, ogpolitidirektørens redegørelse af 15. august1953 til justitsministeriet (H. I. J. nr. 460/1953), samt oplysninger om politiets erfa-ringer med hensyn til den såkaldte »Him-melekspres«.

Endelig skal man anmode om oplysningom, hvor mange personer der af politiet erafleveret til forsørgelsesvæsenet som er-hvervs- og subsistensløse i 1954.

Til belysning af problemet vedrørendeforsorgen for de erhvervs- og subsistensløseskal man derhos udbede sig en udtalelseom, hvorledes politiets samarbejde medforsørgelsesvæsenet efter politidirektørensskøn fungerer.

Man vedlægger en afskrift af udvalgetsskrivelse af dags dato til Københavns ma-gistrat.

P. U. V.V. Wedell-Wedellsborg

/B. W. Bentzon,sehr.

Politidirektøren i København.

103


kapitler XXIV-XXVII omhandlede personer

København, den 29. december 1955

Bilag 5

I skrivelse af dags dato, hvoraf en afskriftvedlægges, har udvalget udbedt sig en ud-talelse fra politidirektøren i Københavnmed hensyn til spørgsmålet om den frem-tidige udformning af reglerne om behand-ling af erhvervs- og subsistensløse personer,jfr. forsorgslovens §§ 321-22.

Idet man henviser til nævnte skrivelse,skal man i tilslutning hertil udbede sigen udtalelse om magistratens syn på de om-handlede spørgsmål, herunder en udtalelseom, hvorledes forsørgelsesvæsenets samar-bejde med politiet efter magistratens skønfungerer.

Til brug for udvalgets arbejde skal manendvidere anmode om en udtalelse om,hvorledes de i 1952 gennemførte nye regle-menter på arbejds- og tvangsarbejdsanstal-ten Sundholm har virket, samt hvilkenpraksis der efter reglementets ikrafttrædener fulgt med hensyn til efterlysning og tiJbageførelse af bortgåede alumner.


IB. W. Bentzon,sekr.

Københavns magistrat.

104

Københavns politi

Politidirektøren

Bilag 6

(Ekstrakt)

København V., den 27. marts 1956

I skrivelse af 29. december 1955 har ud-valget vedrørende forsorgen for de i for-sorgslovens kapitler XXIV-XXVII om-handlede personer udbedt sig en udtalelseom følgende spørgsmål:

1) hvorvidt der i den forløbne tid måttevære indtruffet ændringer i politietspraksis med hensyn til forholdsreglerover for erhvervs- og subsistensløse,herunder i hvilket omfang unge er-hvervs- og subsistensløse måtte frem-byde særlige problemer,

2) hvorvidt der efter politidirektørensskøn måtte være trang til ændringeri de gældende bestemmelser i for-sorgslovens §§ 321-22 om behandlin-gen af det omhandlede klientel,

3) oplysninger om den nuværende virk-somhed i Københavns politis socialehjælpetjeneste, jfr. betænkningenskap. 6, afsnit VII, og politirektørensredegørelse af 15. august 1953 til ju-stitsministeriet (H. I. jr. 460/53),

4) oplysninger om politiets erfaringermed hensyn til den såkaldte »Him-melekspres«,

5) hvor mange personer der af politieter afleveret til forsørgelsesva;senet somerhvervs- og subsistensløse i 1954, og

6) hvorledes politiets samarbejde medforsørgelsesvæsenet efter politidirek-tørens skøn fungerer.

Ud fra de erfaringer, Københavns politi- herunder navnlig Københavns politis so-ciale hjælpetjeneste - har indhøstet gen-nem årene, skal jeg udtale følgende:

ad 1. Om den almindelige praksis over forerhvervs- og subistensløse henvises til be-svarelsen under punkt 2 og 3.

. . . (Denne del af skrivelsen udelades,

idet indholdet i fornødent omfang er refe-reret i betænkningens kapitel 6 (side 33)).

ad 2. § 321, stk. 1, 3 og 4 synes fyldest-gørende, hvorimod stk. 2 kunne ønskes om-redigeret som følger:

Kender det sociale udvalg ikke pågæl-dende, tør det efter sit kendskab til hamikke stole på ham, kan der ikke skaffes hamarbejde, eller findes det af ordensmæssigehensyn påkrævet, er udvalget ansvarlig for,at han straks indlægges på vedkommendearbejdsanstalt, hvortil politiets bistand omfornødent kan forlanges.

Motivering:Som forstander Krabbe, Kristeligt Studen-tersettlement, meget rigtigt oplyser over forudvalget, er det store antal subsistensløse,som holder til i porte, kældre, trappegangepå Vesterbro til betydelig gene for kvarte-rets beboere, og politikommissær Gredsted,der er leder af Vesterbros politistation, harligeledes givet udtryk for, at dette spørgs-mål virkelig er et betydeligt problem, ef-tersom disse subsistensløse er egentlig»sprittere«, der i deres påvirkede tilstandudøver grove former for betleri, ofte til-taler de forbipasserende - deriblandt børn- med sjofel tale, samt jævnligt lader deresvand for øjnene af de legende børn.

Når personer af denne kategori indbrin-ges, og de iøvrigt opfylder kriteriet i § 321,stk. 4, er man tilbøjelig til at lade klientenfremstilles i forsorgskontoret mod begæ-ring om indlæggelse på Sundholm. Manhar imidlertid set, at sådanne personer erdimitteret fra forsorgskontoret eller hen-vist herfra til selv at gå på Sundholm, ogman har indtryk af, at forsorgskontoret harprincipiel modvilje mod indlæggelse vedtvang.

105

Skal Københavns politi ved siden af dealmindelige ordenspolitimæssige opgavertillige røgte det hverv at befri offentlig-heden og de københavnske politistationerfor dette meget besværlige klientel af port-drankere og parksprittere, vil det være hen-sigtsmæssigt, at politiet får lejlighed til atgøre rede for de særlige forhold, der gørdet påkrævet, at den pågældende af hen-syn til ro og orden på offentlige stedertvangsindlægges, samt at forsorgsmyndig-hederne begærer politiefterlysning i tilfæl-de af bortgang fra arbejdsanstalten af dettesærlige klientel.

Der har fra hjælpetjenesten været iværk-sat en observationstjeneste i disse af »sprit-tere« særligt yndede kvarterer på Vesterbro.De indtryk, man har gjort sig der, er ned-fældet i en observationsrapport, hvoraf enafskrift vedlægges som bilag 21).ad 3. Den 14. februar 1950 oprettedes påinitiativ af politikommissær Svend Gred-sted, Vesterbros politistation, Københavnspolitis sociale hjælpetjeneste. Efter for-handling med Københavns kommunes so-cialdirektorat udsendte politidirektørendagsbefaling nr. 30 af 5. april 1950, senereophævet og afløst af dagsbefaling nr. 39 af23. maj 1955. . . . (Denne del af skrivelsenudelades, idet indholdet i fornødent om-fang er refereret i betænkningens kapitel 4,side 24-25.ad 4 (Denne del af skrivelsen, derhandler om »Himmelekspressen«, udeladesi det væsentlige, jfr. om »Himmelekspres-sen« iøvrigt i betænkningens kapitel 4 (side23-24)).

Det må her anføres, at det i høj grad er»Himmelekspressen«s gamle »sprittere«, derer til gene for beboerne på Vesterbro, idetde erfaringsmæssigt er tilbøjelige til at til-bringe deres dagtimer i portene i Vester-bros sidegader, på bænkene på Sdr. Boule-vard og i anlægget ved Matthæuskirken.

ad 5. Fra hjælpetjenesten er der i 1954 af-leveret 69 personer til forsørgelsesvæsenetsom erhvervs- og subsistensløse, hvortilkommer 45 fra politistationerne direkte tilforsorgskontoret afgivne personer.

I 1955 er 67 personer fra hjælpetjenestenhenvist til selv at henvende sig på forsorgs-kontoret, medens 142 er overført dertil un-der bevogtning. Endelig er 12 kvinder hen-vist fra III. politiinspektorat til forsorgs-kontoret.

Når tallet for overførte i 1955 er størreend i 1954, skyldes det, at stationerne sidenmaj 1955 har overført personer af den heromhandlede kategori til hjælpetjenesten tilvidere foranstaltning.

ad 6. Når bortses fra forsorgskontorets til-bageholdenhed med tvangsindlæggelse påSundholm, kan man kun være tilfreds medsamarbejdet med forsørgelsesvæsenet. Dettekommer tydeligst til udtryk i samarbejdetmed socialkontorerne, idet disse næsten al-tid følger de begrundede henvendelser omhjælp til klientellet. Til gengæld er manofte i stand til at forsyne socialkontorernemed værdifulde oplysninger, f. eks. om per-soner, om hvem man ved, at de forbrugerkommunehjælp til hasardspil, drikkeri o.lign. På hjælpetjenestens initiativ er såledesaf Københavns politi pr. 1. januar 1956oprettet et kartotek over alle, som i Køben-havn indbringes for beruselse. Gennemdette materiale kan man senere analyserealle berusede og herunder navnlig findefrem til alkoholikere, der helt eller delvislever af offentlig hjælp. Om sådanne per-soner vil der ske indberetning til forsørgel-sesvæsenet.

Ejvind Larsen/Underskrift.

Til udvalget vedrørende forsorgen for dei forsorgsloven kap. XXIV-XXVII om-handlede personer, Socialministeriet, Slots-holmsgade 6, K.

1) Udelades her.

106

Københavns magistrat3. afdeling

Bilag 7

(Ekstrakt)

København V., den 20. oktober 1956

Ved skrivelse af 29. december 1955 har detærede udvalg udbedt sig en udtalelse ommagistratens syn på visse over for politi-direktøren i København rejste spørgsmålangående dels reglerne om behandlingen a£erhvervs- og subsistensløse personer m. v.,dels om forsørgelsesvæsenets samarbejdemed politiet, og endelig om visse forholdefter ændringen i 1952 af reglementerne påarbejds- og tvangsarbejdsanstalten Sund-holm.

Med hensyn til samarbejdet mellem poli-tiet og forsørgelsesvæsenet kan magistratenhenvise til vedlagte genpart af politidirek-tørens dagsbefaling af 23. maj 19551), derer udfærdiget efter forudgående forhand-linger med forsørgelsesvæsenet. . . . (Detfølgende udelades, da indholdet i fornø-dent omfang er refereret i betænkningenskapitel 4 (side 25-26) og i kapitel 6 (side33)). .. .

Når talen er om subsistensløse personer,er magistraten tilbøjelig til at nære den op-fattelse, at der gør sig en forskel gældende,eftersom det drejer sig om personer af envis højere eller vis lavere alder. For såvidt vægten lægges på den rent menneske-lige side af sagen, er der vel grundlag forat træffe positive rednings- og genopbyg-ningsforanstaltninger for den enkelte per-son uanset pågældendes alder og hele situ-ation — derunder også årsagerne til pågæl-dendes deroute. Men hvis der må anlæggesmere samfundsøkonomiske betragtningermed henblik på, hvorledes økonomiske ogandre midler, der står til rådighed for etgenopbygningsarbejde, mest hensigtsmæs-sigt anvendes, er det magistratens opfat-telse, at kræfterne stort set fortrinsvis børsættes ind i arbejdet for de yngre alders-

1) Jfr. betænkningens kapitel 4 (side 24-25).

klasser, idet tiden formentlig er en væsent-lig faktor i et resocialiseringsarbejde. Per-soner af en vis højere alder vil utvivlsomtofte være så stærkt påvirkede af mange årsindgribende social og personlig nedgang ogvil have så liden vilje til egen indsats, atder på forhånd må næres tvivl om sandsyn-ligheden for et positivt resultat. Magistra-ten vil finde det rigtigt, om der ved ud-formningen af eventuelle forslag til nyelovbestemmelser om forsorg m. v. for deherhen hørende grupper af personer tagesbetragtninger af denne art under over-vejelse.

Man nærer ingen tvivl om, at drikfæl-dighed er en af de faktorer, som oftest -i hvert fald umiddelbart - fører til menne-skeligt forlis, men på den anden side erdrikfældigheden utvivlsomt netop kun denumiddelbare årsag. Dybere liggende for-hold spiller ikke sjældent ind, og udred-ningen af disse forhold er af den aller-største betydning. Det må formentlig er-kendes, at hverken den sociale forsorgslov-givning eller praksis i tilstrækkelig grad harværet opmærksom herpå, og man må håbe,at der gennem fremtidige foranstaltningersker ændringer på dette område, f. eks. ved,at der i et vist omfang knyttes sagkyndiglægelig bistand til arbejdet på forsorgsan-stalterne.

Da drikfældigheden imidlertid rentumiddelbart falder stærkt i øjnene, og selvhos personer af ung alder kan være megetudpræget og give sig dybt tragiske udslag- ja, man finder endog udprægede »sprit-tere« blandt unge, der endnu ikke har pas-seret de 30 år - finder magistraten det afstor vigtighed, at der træffes modforanstalt-ninger på dette område, således at der ska-

107

bes mulighed for en effektiv afvænning afalkoholister, navnlig sådanne der i en yngrealder falder det offentlige til byrde.

Magistraten finder ikke forsorgslovensnugældende bestemmelser om behandlin-gen af alkoholister fyldestgørende. Dettegælder navnlig reglerne om tvungen an-bringelse til afvænning, hvortil kommer, atde eksisterende afvænningshjem - efter detindtryk magistraten har - dels ikke i al-mindelighed er villige til og dels ikke skøn-nes egnede til at modtage patienter tiltvungen afvænning. Dette spiller utvivlsomten betydelig rolle; ganske vist nærer manikke tvivl om, at en afvænningsbehandling,der gennemføres frivilligt og under patien-tens positive medarbejde, har størst mulig-hed for at føre til et heldigt resultat; menman må gang på gang i praksis konstatere,at forudsætningerne for gennemførelse afen frivillig kur ikke er til stede, men attvangsmæssige foranstaltninger i et vist om-fang burde iværksættes.

Man anser det derfor for ønskeligt, atfremtidige regler udformes med henblikherpå, idet bemærkes, at de personer, somanbringes - eller burde anbringes - på ar-bejdsanstalt - i hvert fald i København -i overvejende grad er alkoholister, og atforanstaltninger, der tager sigte på en ra-tionel behandling af alkoholismen somtrangsårsag samtidig vil have betydning forspørgsmålet i det hele om forsorgen for er-hvervs- og subsistensløse personer.

For så vidt udvalget dernæst har udbedtsig en udtalelse om, hvorledes de i 1952gennemførte nye reglementer på arbejds-og tvangsarbejdsanstalten Sundholm har vir-ket, samt om hvilken praksis, der efter reg-lementernes ikrafttræden er fulgt med hen-syn til efterlysning og tilbageførelse af bort-gåede alumner, skal man udtale følgende:

Reglementsændringerne bestod til en visgrad i en ajourføring af gældende praksis;dette var således tilfældet med det særligekostreglement for tvangsarbejdsanstaltenog giver ikke anledning til bemærkninger.De ved ændringerne indførte højere ar-bejdsvederlag og lommpenge har vakt til-fredshed og må utvivlsomt betragtes som etfremskridt. Særligt må fremhæves den sam-tidig med reglementsændringerne gennem-førte ordning med ansættelse såvel af en

speciallæge i psykiatri som af en særlig»forsorgsleder«, der har til opgave på for-skellig måde at vejlede alumnerne og væredem behjælpelig med ordning af deres for-hold i det hele, derunder også med i eg-nede tilfælde at skaffe arbejde og eksistens-muligheder uden for anstalten.

I almindelighed kan det siges, at forsorgs-lederens virksomhed har bevirket en størretillidsfuldhed mellem de indlagte og anstal-ten i det hele, og man har indtryk af, at detfor visse af de indlagte er af værdi, at dekan henvende sig til forsorgslederen og taleud om deres personlige problemer.

Med hensyn til den psykiatriske special-læge er forholdet det, at denne læges ud-talelser er af værdi for administrationen idennes dispositioner vedrørende de ind-lagte, derunder også ved udskrivning.Egentlig specialbehandling har det kun imindre grad været muligt at gennemføre,bl. a. også fordi de indlagte har rig mulig-hed for at udeblive eller bortgå fra anstal-ten og kun sjældent viser personlig inter-esse for gennemførelse af behandling.

Ved reglementsændringerne gennemfør-tes også udvidet tilladelse til udgang fraanstalten. Reglerne herom går for så vidtangår arbejdsafdelingen ud på, at personer,bortset fra sådanne, som er anbragt i hen-hold til forsorgslovens §§ 30, stk. 4, 200,311, 313 (tidl. også 314) og 316, eller somikke må forlade anstalten som følge afdisciplinær straf, har udgangstilladelse, nårder er forløbet 14 dage efter indlæggelsen,hver lørdag kl. 12-22 samt hver søn- oghelligdag fra kl. 7-22.

Inspektøren kan, når forholdene talerderfor, tilstå udgangstilladelse uden for deanførte tider.

Herudover skal der, når den til anstaltenknyttede forsorgsleder finder det formåls-tjenligt - efter forhandling med inspektø-ren - tilstås udgangstilladelse een gangugentlig til arbejdssøgende.

Der skete herved en væsentlig lempelseaf de tidligere regler, og dette hilstes gan-ske naturligt med tilfredshed hos de ind-lagte. Man tør dog næppe påstå, at en så-dan tilfredshed er til stede nu, hvor degældende regler ikke længere sammenlig-nes med de tidligere.

De friere udgangsforhold har bevirketflere udeblivelser og navnlig stigning af

108

antallet af tilfælde, hvor indlagte personerkommer beruset hjem efter udgang ellerbringes tilbage til arbejdsanstalten i beru-set - ofte meget stærkt beruset - tilstandved politiets foranstaltning. De højere ar-bejdsvederlag har jo også skabt bedre mu-ligheder for indkøb af spiritus.

Magistraten tør efter de indhøstede er-faringer ikke gå ind for, at reglerne om denudvidede udgangstilladelse har virket ube-tinget heldigt; dette gælder ikke mindstreglen om, at der gives udgangstilladelse14 dage efter indlæggelsen i modsætning tiltidligere, da udgangstilladelse først blevgivet 4 uger efter indlæggelsen; man hardog endnu ikke fundet anledning til attage reglerne op til revision.

Om udblivelse og bortgang fra arbejds-anstalten kan det siges, at disse tiltog mærk-bart efter reglementsændringernes gennem-førelse. En sammenligning mellem antalletaf udeblivelser set i forhold til belægnings-dagenes antal i året umiddelbart før ogumiddelbart efter reglementsændringerne -nemlig henholdsvis 1951/52 og 1952/53 -viser en stigning på ca. 40 %• En tilsvaren-de samlet sammenligning mellem de sidste4 år efter de nævnte ændringer viser ogsåen stigning, omend ikke så stor, nemlig ca.12-13 o/0.

Tilsvarende sammenligninger af antalletaf bortgange viser stigninger på henholds-vis ca. 50 o/o og ca. 100 o/o.

Bortset fra de sjældne tilfælde af røm-ning fra tvangsarbejdsanstalten har man -

iøvrigt i forbindelse med socialministeriet -fra ikrafttrædelsen af reglementsændringer-ne undladt at efterlyse personer, der underudgang udebliver eller iøvrigt rømmer fraanstalten. Man var i sin tid fra magistra-tens side indstillet på, at der måtte væretale om en forsøgsordning, og efter de gjor-te erfaringer kan man ikke ubetinget følesig tilfreds med den stedfundne ændringaf praksis. Man henviser i denne henseendetil foranstående oversigt, hvortil kommer,at der er al mulig grund til at formode, atopholdet i arbejdsanstalten - der byder påen ordnet tilværelse under gode sundheds-mæssige forhold - i det overvejende antaltilfælde afløses af en ganske anden og be-tydeligt ringere tilværelse. . .. (Det følgen-de om »Himmelekspressen« udelades, jfr.om denne institution i betænkningens ka-pitel 4 (side 23-24)). . . .

Med bemærkning, at sagens behandlinghar været vanskeliggjort bl. a. på grundaf sygdom og dødsfald i arbejdsanstaltenSundholms ledelse, beklager magistratenden sene fremkomst af nærværende besva-relse.

Urban Hansen//. Seest-Sørensen,

vktc.

Til udvalget vedrørende forsorgen for dei forsorgslovens kap XXIV-XXVII om-handlede personer, Socialministeriet, Slots-holmsgade 6, K.

109


hapitler XXIV-XXVII omhandlede personer

København, den 20. november 1956

Bilag 8

Under henvisning til udvalgets skrivel-ser af 29. december 1955 vedrørende reg-lerne i forsorgslovens §§ 316-171) og 321-22 om alkoholister og erhvervs- og subsi-stensløse skal man hoslagt oversende af-skrifter af de af udvalget fra politidirek-tøren i København og Københavns magi-strat modtagne besvarelser med bilag, idetman skal anmode justitsministeriet om atville fremkomme med de bemærkninger,

som de omhandlede spørgsmål måtte giveanledning til.

Med svaret bedes bilagene tilbagesendthertil.


/B. W. Bentzon,sekr.

Justitsministeriet

I) Skrivelserne herom er ikke medtaget i nærværende betænkning.

110

Justitsministeriet

6. ekspeditionskontor

København K.,den 6. december 1957

Bilag 9

I skrivelse af 20. november 1956, hvor-med fulgte afskrifter af nogle af politidi-rektøren i København og af Københavnsmagistrat om forsorgslovens §§ 316-17 og321-22 afgivne erklæringer, har Udvalgetvedrørende forsorgen for de i forsorgslovenskapitler XXIV-XXVII omhandlede perso-ner, efter den således givne anledning ud-bedt sig en udtalelse fra justitsministeriet.

Foranlediget heraf skal man efter brev-veksling med rigsadvokaten og med For-eningen af politimestre i Danmark, af hvisudtalelser afskrift vedlægges, meddele, atjustitsministeriet intet har at indvendeimod, at forsorgslovens §§ 316, 317 og 322ophæves.

Det tilføjes, at der ikke efter justitsmini-steriets opfattelse er tilstrækkelig anledningtil at søge § 321 ændret i overensstemmelsemed det af politidirektøren i Københavnfremsatte forslag.

P. M. V.E. B.

A. Grathefg-

Udvalget vedrørende forsorgen for de i for-sorgslovens kapitler XXIV-XXVII om-handlede personer, adr. Socialministeriet.

Tilbagesendes justitsministeriet under ved-læggelse af en herfra indhentet erklæringfra statsadvokaten for København med bi-lag.

Det bemærkes, at jeg for rnit vedkom-mende ikke skal udtale mig imod, at be-stemmelserne i forsorgslovens §§ 316-317og 322 ophæves.

Hvad angår § 321, som også efter min op-fattelse bør bevares, kan jeg henholde mig

til det af statsadvokaten for Københavnanførte.

Med hensyn til retningslinierne for eneventuel kommende lovgivning om alkoho-listforsorg kan jeg i det væsentlige tiltrædesynspunkterne i statsadvokatens erklæring,men den foreliggende sag giver ikke anled-ning til en nærmere. stillingtagen på inde-værende tidspunkt, idet jeg forudsætter, atjeg får lejlighed til at afgive en udtalelse,når der måtte være udarbejdet et forslagtil en lovgivning.

Rigsadvokaten, København, den 19. au-gust 1957.

Olafsen.

Tilbagesendes hr. rigsadvokaten, idet jegskal udtale:

ad §§ 316-17:. .. (Udelades her, jfr. om disse bestem-

melser kapitel 7 i udvalgets betænkning»Forsorgen for alkohollidende«). . .

ad § 321 :Jeg finder at måtte udtale mig imod det afpolitidirektøren fremsatte forslag til ændretaffattelse af § 321, stk. 2; på den ene sidesynes ændringen overflødig, hvis den gæl-dende bestemmelse anvendes fuldt ud (po-litidirektørens bemærkninger er jo i virke-ligheden ikke en kritik af loven, men afmagistratens praksis, der jo imidlertid måvurderes på baggrund af de eksisterendebegrænsede institutionelle muligheder) ogpå den anden side er det principielt forkertat hjemle en langvarig administrativ fri-hedsberøvelse af ordensmæssige hensyn(hvilket i praksis vil sige på grund af ved-varende politivedtægts-overtrædelser), og danavnlig når talen er om et klientel, der ividt omfang må anses for utilgængeligt for

111

behandling; sammenlign bemærkningerneovenfor vedrørende alkoholistforsorgen.

løvrigt finder jeg ikke anledning til atfremkomme med bemærkninger om ud-formningen af § 321, men skal pege på be-tydningen af, at behandlingen af arbejds-anstaltsklientellet gøres mere effektiv ogmere differentieret. Personer, der kan ansesfor tilgængelig for alkoholbehandling, børudskilles og overføres til alkoholistforsorg,og behandlingsmodtagelige unge bør søgesholdt adskilt fra det mere forhærdede, æl-dre vanskeligt behandlelige klientel og un-derkastes et effektivere resocialiseringsar-arbejde.ad § 322:Jeg henviser til min foranstående brevveks-ling med politidirektøren.

Denne særregel for prostituerede synesoverflødig ved siden af § 321 og bør da ikkeopretholdes.

Statsadvokaten for København, den 28.ma] 1957.

Bech.Rigsadvokaten.

Tilbagesendes med bilag til justitsministe-riet, idet man skal udtale følgende:

I ingen af de af bestyrelsesmedlemmerneledede kredse anvendes forsorgslovens §§316, 317 og 322, hvorfor man intet har atIndvende mod disse bestemmelsers bortfald.

Derimod bør efter bestyrelsens formeningbestemmelsen i § 321 opretholdes, idet denstadig - omend ikke særligt hyppigt - an-vendes overfor erhvervs- og subsistensløsepersoner, enten således at de af politiet af-leveres til det sociale udvalg eller efter det-tes anvisning direkte til en arbejdsanstalt.Eksempelvis kan anføres, at der i året 1956i. Ålborg politikreds er afleveret 15 perso-ner, heraf 5 kvinder, til socialkontoret derunder henvisning til § 321.

Foreningen af politimestre i Danmark

Frederiksberg, den 22. november 1957.

P. B. V.

Stavnstrup.

112

betÆnkning om arbejdsanstalterne - elov · betÆnkning om arbejdsanstalterne afgivet af udvalget...

Documents