BETÆNKNINGOM

ændring af reglerne om fri proces og organisationen

af den vederlagsfri retshjælp

Afgivet af

det af justitsministeriet den 2. november 1960

nedsatte udvalg

BETÆNKNING NR. 404

1966

INDHOLDSFORTEGNELSE

Side

Indledning 5

Afsnit 1. Fri proces 8

1. Hovedtræk af retsudviklingen i Danmark 8A. Ældre ret 8B. Retsplejeloven af 1916 10C. De efter 1916 gennemførte ændringer i retsplejelovens kapitel 31 10D. Regler om fri proces udenfor retsplejelovens kapitel 31 12

1° Fri proces i almindelige borgerlige sager 122° Fri proces i andre tilfælde 13

2. Dansk administrativ praksis med hensyn til meddelelse af fri proces på grund af uformuenhed 14A. De økonomiske betingelser for meddelelse af fri proces 14B. De materielle betingelser for meddelelse af fri proces 15C. Den praktiske fremgangsmåde 15D. Statistik 16

3. Udenlandsk lovgivning 17A. Norsk ret 17B. Svensk ret 19C. Engelsk ret 24D. Udenlandsk lovgivning i øvrigt 26

4. Udvalgets overvejelser og forslag 27A. Kompetencespørgsmålet 27B. De økonomiske betingelser for meddelelse af fri proces 30C. Meddelelse af delvis fri proces 31D. Afkrævning af omkostningsbidrag fra parten som vilkår for meddelelse af fri proces 32E. Omfanget af de ved fri proces opnåede begunstigelser 33F. Spørgsmålet om, hvorvidt de af det offentlige udlagte beløb bør kunne kræves refunderet

af parten 34G. Spørgsmålet om, hvorvidt det offentlige bør betale eller indestå for betaling af omkostninger

til modparten 35H. Fri proces med tilbagevirkende kraft 37I. Beneficium processus gratuiti 39J. Spørgsmålet om salær til de beskikkede advokater 40K. Spørgsmålet om, hvorledes der bør forholdes med rejseomkostninger til de beskikkede advo-

kater 44L. Beskikkelse af advokat uden for de lovhjemlede tilfælde 46M. Regler om fri proces til offentlige myndigheder 48N. Beskikkelse af advokat i overensstemmelse med reglerne om fri proces i tilfælde af retshjælp

over for udlandet 49O. Bemyndigelse for amterne og overpræsidiet til at indhente erklæringer fra sagkyndige 50

Side

Afsnit 2. Retshjælp 53

1. Retshjælpsordninger i Danmark 53A. Retsplejelovens § 135 53B. Andre lovbestemmelser om retshjælp 54C. Retshjælpskontorer 55D. Ikke-organiseret retshjælp 55

2. Retshjælpsordninger i udlandet 57A. Norge 57B. Sverige 58

1° Retshjælpsanstalter 582° Vederlagsfri retshjælp efter Jämtlandssystemet 593° De i Sverige foretagne undersøgelser med hensyn til eventuel ændring af reglerne om

vederlagsfri retshjælp 60C. England 60

3. Udvalgets overvejelser og forslag 61A. Forslaget til juridisk og social rådgivning, udarbejdet af Socialpolitisk forenings udvalg af 1959 61B. Udvalgets forslag til ændring af retsplejelovens § 135 62C. Retshjælp ved praktiserende advokater 63D. Retshjælp gennem retshjælpskontorer 65E. Udgifterne i forbindelse med udvalgets forslag 67

Afsnit 3. De af udvalget udarbejdede udkast 69

A. Udkast til lov om ændringer i lov om rettens pleje samt bemærkninger hertil 69B. Udkast til bekendtgørelse om salær til advokater, der beskikkes til udførelse af borgerlige

retssager 75C. Udkast til bekendtgørelse om retshjælp for ubemidlede 77

BILAG T I L B E T Æ N K N I N G E N

1. Oversigt over overpræsidiets og amternes praksis vedrørende fri proces i 1958 782. Oversigt over overpræsidiets og amternes praksis vedrørende fri proces i 1959 803. Oversigt over overpræsidiets og amternes praksis vedrørende fri proces i 1960 824. Sammenfattende oversigt over overpræsidiets og amternes praksis vedrørende fri proces i

1958, 1959 og 1960 845. Oversigt over justitsministeriets praksis i 1. instanssager i 1958, 1959 og 1960 856. Oversigt over justitsministeriets praksis i ankesager i 1958, 1959 og 1960 867. Redegørelse for Vestre landsrets og Østre landsrets praksis med hensyn til salær til de beskik-

kede advokater 888. Skrivelse af 30. marts 1961 fra det svenske justitsministerium vedrørende advokatbeskikkelse

i forbindelse med retshjælp over for udlandet 909. Skrivelse af 20. april 1961 fra det finske justitsministerium vedrørende advokatbeskikkelse i

forbindelse med retshjælp over for udlandet 9110. Skrivelse af 18. juli 1961 fra det norske justitsministerium vedrørende advokatbeskikkelse i

forbindelse med retshjælp over for udlandet 9311. Redegørelse af 29. marts 1965 fra Landsforeningen for mentalhygiejne vedrørende forenin-

gens rådgivningsvirksomhed 9412. Skrivelse af 2. juni 1965 fra Socialpolitisk forening 9813. Skrivelse af 30. juni 1965 fra Landsforeningen for mentalhygiejne 99

INDLEDNING

Den 2. november 1960 nedsatte justitsmini-steriet et udvalg med den opgave at overveje,om organisationen af den i retsplejelovens § 135nævnte vederlagsfri retshjælp bør ændres, ogom der i forbindelse hermed bør ske ændring afretsplejelovens regler om meddelelse af fri pro-ces, herunder navnlig, om der bør kunne med-deles en part delvis fri proces, således at hanselv bærer en del af omkostningerne, om detoffentlige i særlige tilfælde bør kunne kræve ud-lagte beløb refunderet hos parten, om det of-fentlige bør indestå for sagsomkostninger, derer pålagt parten, om der bør være adgang til isærlige tilfælde at beskikke en advokat uden forvedkommende retskreds, om der bør være ad-gang til at tillægge den beskikkede advokat sa-lær af det offentlige for det forberedende arbejdeforud for beskikkelsens meddelelse, og om reg-lerne om salæret i øvrigt bør ændres.

Udvalget fik følgende sammensætning:

kontorchef i justitsministeriet Peter Christen-sen, formand,

landsdommer Willy Andersen, udpeget af Dendanske Dommerforening,

amtmand M. J. Clausen, udpeget af Foreningenaf amtmænd,

advokat Alfred Thuesen, udpeget af advokat-rådet,

politimester P. Stavnstrup, udpeget af Forenin-gen af politimestre i Danmark.

Den 2. marts 1961 blev amtmand M. J. Clau-sen fritaget for hvervet som medlem, og i stedetfor blev beskikket stiftamtmand Egede Larsen.

Fuldmægtig i justitsministeriet Hans Kardelhar fungeret som udvalgets sekretær.

Udvalget har afholdt 15 møder.Resultatet af udvalgets overvejelser fore-

lægges i denne betænkning.

A. I 1. afsnit af betænkningen behandles reg-lerne om fri proces.

Der er i dette afsnit redegjort for hovedtrækaf retsudviklingen i Danmark, for dansk admi-nistrativ praksis samt for reglerne om fri pro-

ces i Norge, Sverige og England, i hvilke landereglerne om fri proces og retshjælp i de senereår har været genstand for overvejelser, der til-dels har resulteret i nye lovregler.

Udvalget har foretaget en fuldstændig gen-nemgang af retsplejelovens kapitel 31 og harindhentet: statistiske oplysninger fra amterne,overpræsidiet i København samt fra justitsmini-steriet, Tilvejebringelsen af disse oplysningerhar været ret tidkrævende, fordi der ikke hos depågældende myndigheder forelå et umiddel-bart tilgængeligt talmateriale. Præsidenten forVestre landsret har stillet en af Vestre landsretudfærdiget oversigt over praksis med hensyn tilsalær til beskikkede advokater til udvalgetsdisposition. Præsidenten for Østre landsret hartil brug for udvalget ladet udarbejde en tilsva-rende oversigt for så vidt angår Østre landsretssager.

Udvalgets konklusioner og forslag til ændrin-ger i den gældende ordning går i det væsentligeud på følgende:

1. De gældende kompetenceregler, hvorefterfri proces meddeles af administrationen, børopretholdes, idet det statistiske materiale viser,at administrationens praksis med hensyn tilmeddelelsen af fri proces giver et tilfredsstillenderesultat (side 27).

2. De økonomiske betingelser for meddelelseaf fri proces bør ændres, således at der givesadministrationen mulighed for et noget friereskøn i de tilfælde, hvor andrageren er i be-siddelse af en mindre formue (side 30).

3. Der bør i det hele foretages en mere kon-kret bedømmelse af andragerens økonomiskemulighed for at gennemføre processen end hid-til, og det henstilles til justitsministeren at over-veje, om de grænser, der gælder for medlems-skab af en statsanerkendt sygekasse, fortsat børlægges til grund ved spørgsmålet om, hvorvidtder bør meddeles en andrager fri proces (side31).

4. Udvalget foreslår adgangen til at med-dele delvis fri proces lovfæstet, således at fri pro-ces efter omstændighederne kan begrænses til at

omfatte enkelte af de begunstigelser, der nor-malt er knyttet til en sådan bevilling (side 31).

5. Derimod finder udvalget ikke, at der børindføres regler om afkrævning af omkostnings-bidrag som forudsætning for meddelelse af friproces, da sådanne regler vil være forbundet medbetydelige administrative vanskeligheder. I øv-rigt synes der i Danmark ikke at være noget stør-re behov for udvidelse af den kreds af personer,som kan opnå bistand af det offentlige underretssager. Et omkostningsbidrag vil derfornærmest kun få den betydning, der ligger i, atparten selv deltager i den økonomiske risiko,som sagen medfører, og dette resultat kan ligesågodt opnås ved at begrænse virkningerne af friproces i overensstemmelse med reglerne ommeddelelse af delvis fri proces (side 32).

6. I visse tilfælde bør der efter udvalgets op-fattelse være adgang for det offentlige til atkræve udlagte beløb refunderet hos den part,der har haft fri proces. Dette bør således f. eks.kunne ske, hvis parten opnår væsentlige økono-miske fordele i forbindelse med processen, ellerhvis det under retssagens forløb viser sig, entenat parten i forbindelse med ansøgningen om friproces har vildledt administrationen ved at giveurigtige oplysninger af væsentlig betydning, ellerat de forudsætninger, under hvilke fri procesmå antages at være meddelt, senere er bristetpå grund af forhold, som parten snarere børbære risikoen for end det offentlige (side 34).

7. I særlige tilfælde kan hensynet til den bene-ficerede part begrunde, at retten fraviger denalmindelige regel om, at fri proces ikke harindflydelse på den beneficerede parts forplig-telse til at erstatte modpartens omkostninger.Med henblik på sådanne tilfælde foreslås det,at retten skal kunne bestemme, at den bene-ficerede part ikke eller ikke fuldtud skal er-statte modparten sagens omkostninger, men atdisse i stedet for skal afholdes af det offentlige.Dette har bl. a. betydning, når den benefi-cerede part uden egen skyld er blevet inddra-get i processen, f. eks. når formålet med denneer at få afgjort et særlig tvivlsomt juridiskspørgsmål (side 36).

8. Også hensynet til modparten kan i vissetilfælde tale for, at denne skal kunne holde sigtil det offentlige for så vidt angår sagens om-kostninger (side 36).

9. Udvalget finder, at der ikke er tilstræk-kelig begrundelse for den nuværende praksis,hvorefter fri proces principielt ikke har »til-

bagevirkende kraft«, og det foreslås derfor, atvirkningen af fri proces udvides til at omfattede foranstaltninger, som med hensyn til for-beredelse af sagsanlæg med føje er foretagetinden meddelelsen af fri proces (side 37).

10. Spørgsmålet om salær til de beskikkedeadvokater bør efter udvalgets opfattelse løsessåledes, at udgangspunktet ved fastsættelsen afsalæret er advokatsamfundets salærtakster. Dissetakster bør dog ikke ubetinget lægges til grund,og det foreslås derfor, at der gives justits-ministeren bemyndigelse til at fastsætte nær-mere regler herom (side 40). Udvalget harudarbejdet et udkast til en bekendtgørelse,indeholdende sådanne regler (side 75).

11. Om godtgørelse for rejseomkostninger tilbeskikkede advokater bør i det væsentlige gældesamme regel i tilfælde, hvor der er tale om be-skikkelse af en advokat uden for retskredsen,og i tilfælde af udførelse af subsidiære retsskridt.Det afgørende for, om der kan ydes rejsegodt-gørelse, bør være, om der er en rimelig interesseforbundet med, at en advokat, der ikke harkontor i retskredsen, udfører sagen eller detpågældende retsskridt. Der bør også være hjem-mel for, at parten selv dækker merudgifterneved rejser for advokaten (side 44).

12. Af andre spørgsmål vedrørende fri pro-ces, som udvalget har taget op, kan nævnesbestemmelsen om beneficium processus gra-tuiti (side 39), reglerne om beskikkelse af ad-vokat uden meddelelse af fri proces (side 46),fri proces til offentlige myndigheder (side 48),retshjælp over for udlandet (side 49) samt be-myndigelse for amterne eller overpræsidiet tilat lade indhente erklæringer fra sagkyndige(side 50).

B. I 2. afsnit af betænkningen behandles reg-lerne om retshjælp til ubemidlede.

Der er også i dette afsnit redegjort for dengældende ordning i Danmark, Norge, Sverigeog England.

Udvalget har drøftet dette spørgsmål medrepræsentanter for socialministeriet, mødre-hjælpen, Dansk Kvindesamfund, Studenter-samfundets retshjælp, Landsforeningen for men-talhygiejne og Socialpolitisk forening.

Udvalget har i sine overvejelser bl. a. tagethensyn til en den 8. maj 1961 afgivet betænk-ning om juridisk og social retshjælp, udarbejdetaf et af Socialpolitisk forening nedsat udvalg.

Det foreslås, at der ved ændring af retspleje-

lovens § 135 gennemføres regler, der giver mu-lighed for en udbygning af den retshjælp, derydes af advokater. Denne retshjælp bør ydesdels af de advokater, der er beskikket til udførelseaf sager, i hvilke der er meddelt fri proces, delsaf andre advokater, som ved anmeldelse til enoffentlig myndighed har erklæret sig villige tilat udøve sådan virksomhed. I områder, deromfattes af et retshjælpskontor, bør retshjælpendog som regel alene udføres af dette kontor.

København i november 1965.

7

Det foreslås, at de nærmere regler vedrørenderetshjælp skal gives af justitsministeren. Ud-valget har udarbejdet et udkast til sådanneregler for så vidt angår retshjælp ved prakti-serende advokater (side 77). Derimod har manaf grunde, for hvilke der redegøres nærmereside 66, ikke fundet tilstrækkelig anledning til atudarbejde et lignende udkast til regler om rets-hjælp gennem retshjælpskontorer.

Willy Andersen

P. Stavnstrup

P. Christensenformand

Egede Larsen

Alfred ThuesenHans Kardel

sekretær

1. AFSNIT. FRI PROCES

Kapitel 1

Hovedtræk af retsudviklingen i Danmark

A. Ældre ret

Danske Lov indeholdt enkelte bestemmelsermed henblik på at varetage de uformuendestarv i retstvister. I købstæderne skulle proku-ratorerne efter Danske Lov 1-9-12, »naar deaf Øvrigheden befalis, ... tiene de fattige, væresig Enker, Vanvittige og Værgeløse, eller andre,uden Betalning, og søge deris Løn og Opret-ning i den Kost og Tæring, som dennem afVederparten tildømmis«. Uden for købstæ-derne måtte der ikke benyttes prokuratorerefter bestemmelsen i Danske Lov 1-9-15, menenhver skulle selv føre sin sag eller bruge endertil i herredet eller birket bosat person ellereventuelt begære bistand af øvrigheden ellerhusbonden.1)

Om fri proces indeholdes der i den ældre lov-givning kun enkelte bestemmelser, såledesforordning af 14. november 1712 om BeneficiumPaupertatis i tvistige Sager de Fattige vedkom-mende, hvorefter fritagelse for stempel- ogretsafgifter efter ansøgning kunne meddeles»Directeurerne for de Fattiges Væsen«, og kgl.reskript af 28. juni 1720, ifølge hvilket bene-

*) Efter Hurtigkarl, Den Danske og Norske PrivateRets første Grunde 1820, 4. Deels 1. Bind, side 149,var Danske Lovs bestemmelser om prokuratorer til-dels udtryk for, at Chr. d. 5., »formodentlig påGrund af nogle Procuratorers slette Opførsel, harbetragtet dem med Ugunst.« Forbudet mod at an-vende prokuratorer uden for købstæderne var dogtillige begrundet i, at »eenfoldige Landmænd letformodes at kunne forledes til for dem skadeligeProcesser«. Af forordning af 19. august 1735 omJustitien i Norge § 17, der — iflg. Hurtigkarl, anførteværk, side 150 - »for Aarsagens Ligheds Skyld maakunne udstrækkes til Danmark«, fremgår det, at for-budet mod anvendelse af prokuratorer uden forkøbstæderne på dette tidspunkt ikke længere blevanset for gældende, og at der i så henseende gjaldtsamme regler for landdistrikterne og købstæderne.

ficiet ligeledes »strække sig til alle Hospitalerog Fattige over al Danmark i Almindelighed«.

Forordning af 24. juli 1789 indeholdt føl-gende principerklæring: »Ligesom KongensLandsfaderlige Retfærdighed paa den eene Sideikke kan taale, at nogen Undersaat, formedelstMangel paa Formue og Evner til at paataleeller forsvare sin Ret, skulde savne Beskiærmelseved Domstolene; saa findes det og paa denanden Side ubilligt, at Procuratorer, som, i Følgebeneficia paupertatis befales at føre FattigesSager, skulle besværes med Udgifter.« I for-ordningen blev der bl. a. truffet bestemmelse omfribefordring for prokuratorer i beneficeredesager, ligesom der blev tilvejebragt hjemmelfor, når modpartens uret var åbenbar, at til-pligte denne sammen med processens omkost-ninger at betale den befalede prokurator »enbillig Belønning for sin Møie«.2)

I Cancelli-Promemoria af 6. april 1793 næv-nes det, at »Beneficia paupertatis« meddeles ibetragtning af fattigdom, og at »Processus gra-tuiti« meddeles, når vedkommende »enten tilEmbeds Forsvar eller deslige qvalificerer sig tilUnderstøttelse fra Justitsvæsenets Side udenHensigt til, om han er fattig eller ei«. Det ud-tales videre, at virkningen af disse beneficia erden samme, og at de efter deres indhold gæl-der for den eller de instanser, som de lyder på.3)

2) Der blev endvidere i forordningen af 24. ju l i 1789truffet bestemmelse om vederlagsfri forkyndelse pålande t af s tævninger i beneficerede sager, og d e n n eregel blev ved forordning af 24. august 1792 tilligeindført for købstæderne .

3) Af a n d r e forskrifter kan fremhæves forordning af10. ju l i 1795 om Forligelses-Commissioner, der i § 53indehold t bestemmelse o m , a t øvr igheden alt id skulleindhen te en erklæring fra v e d k o m m e n d e forligskom-mission om, hvorvidt en ansøger om fri proces h a v d evist sig villig til at forlige sagen. Endv ide re forord-ning af 3 . j u n i 1796 om Ret tens Pleie, de r indehold t

Ved kgl. resolution af 4. juli 1800 blev kom-petencen til at bevilge fri proces delegeret tilkancelliet, der fik bemyndigelse til at med-dele både beneficium paupertatis og processusgratuiti ad mandatum.

Reglerne om fri proces er berørt af Ørsted,4)der nævner, at bevislig uformuenhed ikke ernok til at kvalificere en person til beneficiumpaupertatis, men sagens beskaffenhed skal ogsåundersøges foreløbigt, såvidt dette lader siggøre, inden processen er til ende. Beneficietmeddeles blot, når det efter denne undersøgelsei det mindste kan anses muligt, at den ufor-muende har ret, og at denne desuden efterforligskommissionens erklæring har vist til-bøjelighed til mindelig afgørelse.

I forordning af 23. marts 1827 bemyndigedesamterne til at afgøre ansøgninger om fri procesi 1. instans. Det udtales i § 2 i forordningen, atbeneficium paupertatis ikke må meddeles, med-mindre den pågældendes forfatning bevislig ersåledes beskaffen, »at han ikke, uden at savnedet Nødvendige til sin og Families Underhold-ning eller til Fortsættelsen af sin Næringsdrift,kan udrede de med Sagens Udførelse forbundneBekostninger, og det derhos, efter de Oplysnin-ger, som kunne haves om Sagens Beskaffenhed,er at formode, at han har rimelig Grund til atprocedere«. For så vidt angår beneficium pro-cessus gratuiti udtales det i § 3 i forordningen,at dette beneficium bør meddeles offentlige stif-telser, »naar en saadan, efter Beslutning af ved-kommende Overbestyrelse, anlægger sag, saavel-som og naar Sag anlægges imod Stiftelsen.« Omkommuner udtales det, at disse ingenlunde kanhenføres til offentlige stiftelser og ikke kannyde tilsvarende begunstigelse som disse und-tagen i sager, der angår deres kirke-, skole- ellerfattigvæsen. Beneficiet bør også meddeles »Em-bedsmænd, naar de paa Embedsvegne sagsøgeseller anlægge sager, hvortil de findes at haverimelig Grund.«

Om praksis i midten af det 19. århundredemed hensyn til fri proces indeholder en skrivelse

bestemmelser om, at dommerne nøje skulle påse, omden fattiges ret var blevet fremmet hurtigt og lovligtaf den beskikkede prokurator i beneficerede sager,og at der i disse sager skulle tillægges prokuratoren»et billigt Salarium, naar Sagen vindes paa dissesSide; hvilket Salarium bestemmes af Dommeren, ogbør udredes af den tabende Modpart.«

4) Haandbog, bind I, side 559.

9

af 30. juli 1858 fra justitsministeriet til mini-steriet for hertugdømmet Slesvig5) udførlige op-lysninger. Det udtales indledningsvis i skrivelsen,at de om beneficiet gældende bestemmelser foren stor del var udviklet ved administrativ prak-sis. Beneficiet omfattede i almindelighed »Fri-tagelse for Erlæggelsen af Retsgebyrer og Fri-tagelse for Brug af stemplet Papir under SagensFørelse, samt Tilsikring af retskyndig Assistancefor Parten, uden at der derfor paadrages hamnogen Omkostning«. Beneficiet kunne meddelesi alle instanser og i alle arter af sager, for såvidt der ikke ad anden vej måtte være dragetomsorg for, at parten fik fornøden retshjælp.Særlig vedrørende beneficium processus gratuitiudtales det, at justitsministeriet på dette om-råde, for så vidt sagen måtte blive forelagt dettetil afgørelse, ikke var aldeles strengt bundet tilde for amtmændene ved forordning af 23. marts1827 § 3 fastsatte grænser for meddelelse afbeneficiet. Justitsministeriet anså sig således be-føjet til at meddele kommuner fri proces ogsåi sager, der ikke angik deres kirke-, skole- ogfattigvæsen, men det bemærkes dog i skrivelsen,at justitsministeriet som hovedregel henholdtsig til de i forordning af 23. marts 1827 nævntebetingelser for meddelelse af fri proces. Af ind-holdet af skrivelsen kan yderligere fremhæves,at beneficiet ikke havde tilbagevirkende kraft.Det kunne benyttes af den afdødes bo.

Ved lov nr. 55 af 24. maj 1879 blev der gen-nemført ændrede regler om salær og erstatningfor udlæg til advokater for udførelse af bene-ficerede sager, således at der efter påstand skulletillægges advokaten et efter hans arbejde af-passet salær uden hensyn til sagens udfald.6)

De salærer, som blev tillagt advokaterne,skulle udredes af det offentlige efter de hidtidige

5) Algreen-Ussings Rescriptsamling 1858, side 225-237.6) De hidtidige regler gik ud på , at underre tsprokura-

torerne efter forordning af 24. oktober 1806 havdeubetinget ret til salær enten hos modpa r t en , nå rdenne efter almindelige regler skulle ud rede sagensomkostninger, jfr. p lakat af 10. november 1843, ogi alle and re tilfælde hos det offentlige. Ved overret-ten og Højesteret blev der efter reglerne i forord-ning af 3. j u n i 1796 § 42 kun tillagt en prokura torsalær, nå r den par t , for hvilken han var beskikket,vandt sagen. Det udtales he rom i bemærkningernetil forslaget til lov af 24. maj 1879, at reglerne om,at der i visse tilfælde ikke skulle gives salær til denbeskikkede advokat for hans arbejde i beneficeredesager, vel havde passet ind i den tidligere ordning,

10

regler7). Når salæret efter lovgivningens al-mindelige regler blev pålagt modparten, ind-trådte det offentlige i vedkommende advokatsret over for denne.

Den advokat, der i en beneficeret sag blevbeskikket for en part, måtte ikke modtage ellerlade sig betinge noget honorar eller vederlagaf denne. Dette forbud gjaldt dog ikke den advo-kat, som beskikkedes uden for sin tur, eller somunder sagen ikke nedlagde påstand om salær.

B. Retsplejeloven af 1916

Reglerne om fri proces blev optaget i kapitel31 i retsplejeloven af 1916 med i det væsentligesamme indhold som hidtil. Fri proces kunnesåledes - for så vidt den ikke var hjemlet vedsærlig lovbestemmelse - meddeles, når den på-gældendes forfatning var sådan, at han ikke udenat savne det nødvendige til sit og familiesunderhold eller til fortsættelse af sin nærings-drift kunne afholde de med sagens udførelse for-bundne omkostninger og udgifter. Det vartillige en forudsætning, at det efter de oplysnin-ger, »som kan haves« om sagens beskaffenhed,var at formode, at den pågældende havde rime-lig grund til at føre proces. Vedrørende de øko-nomiske forhold skulle der i almindelighed til-vejebringes attester, i København fra vedkom-mende rodemester, uden for København entenfra vedkommende byråd (sogneråd) eller frapræst eller underøvrighed. I disse tilfældeskulle fri proces i underretssager meddeles afamtmanden på det sted, hvor sagen var anlagteller agtedes anlagt, i København af overpræsi-denten, medens fri proces i landsrets- og højeste-retssager skulle meddeles af justitsministeren.

hvorefter de af Kongen udnævnte advokater i det heleindtog en monopoliseret stilling med hensyn tiludførelse af retssager, men efter den stærke udvidelseaf adgangen til advokatvirksomhed, som lov af 26.maj 1868 havde gennemført, fandtes det ikke længeretilbørligt i noget tilfælde at nægte en advokat veder-lag for varetagelse af hans hverv i beneficerede sager.

7) Bestemmelser herom indeholdtes i forordning af 24.oktober 1806 § 3. forordning af 8. januar 1830, plakataf 10. november 1843 § 2 og lov af 11. februar 1863§ 17. Efter disse regler skulle udgifterne udredes afKøbenhavns kommune, af vedkommende købstad-kommune (oprindelig fordelt på amtets købstæder)eller af den pågældende amtskommune afhængig af,hvor sagen var eller agtedes anlagt.

Med hensyn til udlændinge krævedes det, atvedkommende fremmede stat ikke stillededanske ringere end indlændinge i den her om-handlede henseende (§ 330 og § 332).

Ved meddelelse af fri proces opnåedes frita-gelse for betaling af retsafgift og for udgifter tilstævningsmænd m.v. samt til rejseudgifter oglign. til vidner, syns- eller skønsmænd, under-støttelse ved beskikkelse af advokat til udenvederlag af parten at udføre sagen, for så vidtsådan advokathjælp ikke skønnedes at væreunødvendig eller blev frafaldet af den pågæl-dende, og meddelelse uden betaling af udskrif-ter m.v.

Det bestemtes endvidere i loven, at justits-ministeren efter overenskomst skulle antage etpassende antal advokater til varetagelse af hver-vet som beskikket advokat, og det tilføjedes, atmeddelelse af fri proces ingen indflydelse havdepå forpligtelsen til at erstatte modparten sagensomkostninger, lige så lidt som på dennes for-pligtelse til at udrede sagens omkostninger, somom fri proces ikke var meddelt (§ 331).

Den givne tilståelse af fri proces ophørte, nårparten døde, og kunne tages tilbage, når deforudsætninger, under hvilke den var meddelt,viste sig ikke at have været til stede eller at værebortfaldet (§ 333). Fri proces udstrakte sinevirkninger til hele sagen i den pågældende in-stans, derunder til den for at opnå ny foretagelseaf sagen for samme ret foreskrevne procedure,samt til eksekution (§ 334).

Justitsministerens kompetence til at meddelefri proces uden for tilfælde, hvor dette var be-grundet i uformuenhed, blev opretholdt »i sam-me omfang som hidtil« (§ 335).

Med hensyn til advokatsalær bestemtes det,at reglerne i lov om sagførersalær m.m. af 24.maj 1879 forblev gældende (§ 336)1).

C. De efter 1916 gennemførte ændringer iretsplejelovens kapitel 31

Kompetencen til at meddele fri proces i 1. in-stans blev ved lov nr. 300 af 30. juni 1922 § 33også for så vidt angår landsretssager henlagt tilamtmanden, i København overpræsidenten2).

*) Efter retsplejelovens § 293, stk. 1, var det dog ikkelængere fornødent at nedlægge påstand om salær.

2) I bemærkningerne til forslaget - rigsdagstidende1920-21, tillæg A, sp. 4916 - henvises der til, at

11

Ved lov nr. 209 af 23. juli 1932 blev der gen-nemført nogle formelle ændringer i retspleje-lovens § 330 og - i forbindelse med de i § 320indførte nye regler om afholdelse af udgifterved højesteretsekstrakter - truffet bestemmelseom, at fri proces endvidere medførte fritagelsefor udgifter til tilvejebringelse af disse ekstrak-ter3). Endvidere blev der gennemført nogleændringer4) med hensyn til beskikkelse af advo-kat. Der blev givet hjemmel for, at landsrettenspræsident kunne beskikke den advokat, der hav-de været beskikket under forberedelsen af sagenved underret, selvom han ikke af justitsministe-ren var antaget til at udføre beneficerede sagerfor landsretten, når han dog var mødeberettigetfor denne ret. Efter partens begæring kunnelandsrettens præsident endvidere i landsrets-sager, der blev forberedt ved underret, bestem-me, at den advokat, der var beskikket til at ud-føre domsforhandling, også skulle udføre for-beredelsen af sagen, såfremt dette skønnedes atvære af særlig betydning for sagens udførelse. Iankesager kunne landsrettens præsident beskik-ke den advokat, der som beskikket advokat hav-de udført sagen i 1. instans, såfremt han varmødeberettiget for landsretten. Det tilføjedes ibestemmelsen, at retshandlinger ved en andenret end den, ved hvilken hovedsagen var anlagt,også omfattedes af den i hovedsagen beskikkedeadvokats hverv; dog kunne der kun ydes godt-gørelse for rejseudgifter, når retten fandt detrimeligt, at han havde givet møde under denpågældende retshandling5)6). Ved loven af 23.juli 1932 gennemførtes endelig den ændring iretsplejelovens § 336, at salær og godtgørelse

reglen for så vidt stemte med den før retsplejelovensikrafttræden gældende tilstand, under hvilken over-øvrigheden i alle tilfælde kunne meddele fri procesi 1. instans.

3) Retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5.4) I retsplejelovens § 332.5) Af bemærkningerne til forslaget til lov nr. 209 af 23.

juli 1932 - rigsdagstidende 1930-31, tillæg A, sp.4896 — fremgår, at man ønskede at skabe hjemmelfor, at der kunne drages fordel af det kendskab,som den advokat, der fra først af havde beskæf-tiget sig med en beneficeret sag, havde fået til denne.

6) Det bestemtes tillige, at Højesterets præsident en en-kelt gang kunne beskikke en for Højesteret prøve-procederende advokat, for så vidt den pågældendeikke allerede havde været beskikket som forsvarer ien straffesag. Denne bestemmelse blev ophævet iforbindelse med afskaffelsen af højesteretssagfører-prøven ved lov nr. 125 af 10. maj 1958.

for udlæg til en advokat, der ifølge særlig be-skikkelse havde givet møde under afhøring afvidner, optagelse af syn og skøn el. lign. til op-lysning under en ved en anden ret henståendesag, skulle tilkendes af den ret, ved hvilken hansåledes havde givet møde. Det blev i bemærk-ningerne til forslaget fremhævet, at såfremt deni hovedsagen beskikkede advokat selv havdegivet møde ved de pågældende retshandlinger,skulle hans salær dog fastsættes ved dommen ihovedsagen.

Der indførtes ved lov nr. 396 af 12. juli 1946en ny regel7), hvorefter en advokat, der ikkevar antaget af justitsministeren, efter vedkom-mende parts begæring kunne beskikkes, såfremthan fandtes egnet og var mødeberettiget vedden pågældende ret samt var villig til at ladesig beskikke8).

Ved lov nr. 220 af 7. juni 1952 bortfaldt dehidtidige forskrifter i retsplejelovens § 330 omdokumentation for ansøgerens uformuenhed.Formålet med denne ændring var at muliggøre,at der også uden for København kunne krævesskatteattest forevist. Derudover indførtes dermed hensyn til salær tildels nye regler9). Rets-plejelovens § 336 blev herefter formuleret så-ledes, at der tilkom den af en ret beskikkedeadvokat, der havde udført hvervet forsvarligt,et passende salær samt godtgørelse for udlæg,som han med føje havde haft i forbindelse medhvervet. Salær og godtgørelse skulle fastsættesaf den ret, der havde foretaget beskikkelsen,enten ved dommen eller ved særskilt kendelse,

7) I retsplejelovens § 332.8) Af bemærkningerne til forslaget — rigsdagstidende

1945-46, tillæg A, sp. 4149 - fremgår, at advokat-rådet havde henstillet, at reglerne for antagelse afadvokater til udførelse af offentlige og beneficeredesager blev ændret, således at antagelse skulle sketil hver enkelt sag efter tur blandt alle de advokater,der - eventuelt efter nogle års advokatvirksomhed -overfor justitsministeriet havde anmeldt, at de øn-skede at komme i betragtning. Justitsministerietmente ikke at kunne foreslå den af rådet ønskedeændring gennemført, men var på den ånden sideenig i, at det kunne være ønskeligt at tilvejebringehjemmel for, at der, når vedkommende par t ønskededet, kunne beskikkes en advokat uden for de antag-nes kreds., for så vidt han måtte anses for at værekvalificeret og var mødeberettiget for den pågæl-dende ret.

9) Lov nr. 55 af 24. maj 1879 om salær m. m. tilsagførere for udførelse af offentlige og beneficeredesager blev ved denne lejlighed ophævet.

12

der kunne afgives til retsbogen uden for rets-møderne. Advokaten var berettiget til at få deham tilkendte beløb udbetalt af det offentlige,selvom det blev pålagt modparten at udrededisse. Det offentlige indtrådte i så fald i ad-vokatens ret. Advokaten var uberettiget til atmodtage, fordre eller lade sig tilsige noget ve-derlag udover det af retten fastsatte for det ihenhold til beskikkelsen udførte arbejde, medmindre han under sagen frafaldt krav på veder-lag af det offentlige10).

Ved lov nr. 41 af 1. marts 1961 blev der truf-fet bestemmelse om, at de det offentlige på-hvilende udgifter ved meddelelse af fri processkulle afholdes af statskassen11)12)13).

D. Regler om fri proces udenfor retspleje-lovens kapitel 31

1. Fri proces i almindelige borgerlige sager.I et vist omfang er der udenfor retsplejelovenskapitel 31 givet regler om fri proces, ligesomdet i nogle tilfælde er foreskrevet, at udgifter iforbindelse med en proces afholdes efter sammeregler som i tilfælde, hvor der er meddelt friproces. Disse regler adskiller sig navnlig fra reg-lerne i retsplejelovens kapitel 31 ved, at fri pro-

10) Af bemærkn ingerne til forslaget — rigsdagst idende1951-52, tillæg A, sp. 3420 - fremgår, at m a n navn-lig fandt det ønskeligt, at de a lmindel igt gældenderegler om forbud m o d at fordre yderl igere salær afkl ienten udover veder laget fra det offentlige, skullegælde også for a n d r e end de af just i tsministerieta n t a g n e advoka te r og også i tilfælde, hvor disseblev beskikket uden for tur .

n) Bestemmelsen indeholdes i retsplejelovens § 331 ,stk. 4.

12) Af bemærkn ingerne til lovforslaget — folketings-t idende 1960-61 , tillæg A, sp. 412 - fremgår, atde t te forslag, der tillige omfat tede forskell ige and reudgifter, var et led i bestræbelserne for at forenkle degældende regler om offentlige udgifters og ind-tægters fordeling mel lem stat og k o m m u n e .

13) I forbindelse med g e n n e m g a n g e n af de efter 1916indførte ændr inger i reglerne om fri proces bør detogså nævnes, at der i instruks for Folketingets om-b u d s m a n d , bekendtgørelse nr . 109 af 22. mar t s1956 § 7, stk. 3, er hjemlet ombudsmanden adgangtil at henstille, at der meddeles en klager friproces.

ces hjemles direkte i henhold til den pågældendelovbestemmelse1).

Som eksempler på sådanne regler kan nævnesretsplejelovens § 138, stk. 2, hvorefter sager, derpå foranledning af justitsministeren rejses modadvokater med påstand om frakendelse afrettentil at udøve advokatvirksomhed på grund afsindssygdom, er beneficerede for det offentligeog for vedkommende advokat i begge instanser.I medfør af lovbekendtgørelse nr. 194 af 16.juni 1961 om naturfredning § 27 er sager, somnaturfredningsnævn anlægger mod vedkom-mende ejer eller bruger til afgørelse af spørgs-mål af retlig art, beneficerede for nævnene i 1.instans. Endelig kan nævnes reglen i lov nr. 169af 31. maj 1961 om offentlig forsorg § 68, stk. 2,hvorefter vedkommende kommunalbestyrelsehar fri proces ved gennemførelse af retssagermed påstand om tilbagebetaling af ydet hjælpi henhold til kapitel IV, IX og XV i loven.

I andre tilfælde er det som nævnt foreskrevet,at visse udgifter i forbindelse med en proces,herunder eventuelt udgifter til en af retten be-skikket advokat, afholdes efter samme reglersom i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces. Afsådanne regler kan fremhæves bestemmelserneom beskikkelse af advokat for en dommer, hvisforhold er indbragt for Den særlige Klageret(retsplejelovens § 49, stk. 5), for den borteblevnei dødsformodningssager (lov nr. 397 af 12. juli1946 § 10), for sagsøgte - og efter praksis forappelindstævnte - i ægteskabssager (retspleje-lovens § 449) og for personer, der administrativter berøvet friheden, og som ønsker lovlighedenheraf prøvet ved retten (retsplejelovens § 470,stk. 2, jfr. § 474). Retten kan endvidere i desidstnævnte sager beskikke en advokat for denbesluttende myndighed eller andre parter. Ifaderskabssager skal retten efter retsplejelovens§ 456 g i visse tilfælde beskikke en advokat foren part, og uden for disse tilfælde kan retten,når der findes særlig anledning dertil, beskikkeen advokat for en part. I ankesager beskikkes

*) Også i retsplejelovens kapitel 31 findes der for øvrigten sådan regel. I medfør af retsplejelovens § 335, stk.2, tilkommer der statsadvokaten og øvrigheden (over-præsidenten) fri proces ved intervention i ægteskabs-sager og faderskabssager til varetagelse af det of-fentliges interesser, jfr. retsplejelovens § 454 og § 456 fog q, ligesom der tilkommer øvrigheden fri proces,når denne i medfør af retsplejelovens § 457, jfr. §466, fremsætter andragende om en persons umyn-diggørelse.

13

der som regel en advokat for appelindstævnte.For udgifter til den beskikkede advokat og medhensyn til de bestemmelser, retten tager til sa-gens oplysning, såsom betaling til parter, vidnerog sagkyndige, blodtypeundersøgelse m.v., gæl-der i henhold til retsplejelovens § 456 n sammeregler som for sagsøgerens udgifter i tilfælde,hvor der er meddelt fri proces. I medfør af rets-plejelovens § 460 kan landsrettens præsident be-skikke en advokat for en person, der søgesumyndiggjort.2). Endvidere kan nævnes lov nr.171 af 31. marts 1953 om valg til folketinget § 15og lovbekendtgørelse nr. 19 af 17. januar 1962om kommunale valg § 7. Efter disse bestemmel-ser skal der beskikkes en advokat for den ind-stævnte kommunalbestyrelse, såfremt en per-son, der ved kommunalbestyrelsens kendelse ernægtet valgret til folketinget eller kommunalerepræsentationer, indanker denne kendelse fordomstolene. Sagen er tillige gebyrfri for beggeparter i 1. instans. Endelig bemærkes, at sageranlagt af eller imod et ministerium eller en af-deling af samme eller sager, der anlægges af enembedsmand i henhold til et pålæg af et mini-sterium eller afdeling af samme, er afgiftsfri forså vidt angår de pågældende myndighedersproceshandlinger, jfr. retsafgiftslovens § 16, stk.1, nr. 1.

2. Fri proces i andre tilfælde.

Udover reglerne om fri proces i civile retssagerfindes der i et vist omfang hjemmel for med-delelse af fri proces i andre tilfælde. Som eksem-

2) Det antages, at reglerne om udbetaling af salæretfra det offentlige i medfør af retsplejelovens § 336,stk. 3, kommer til anvendelse, uanset at dette ikkeer udtrykkeligt nævnt, jfr. justitsministeriets skrivelsenr. 238 af 20. september 1923.

pel herpå kan nævnes retsplejelovens § 1014vedrørende fri proces i straffesager, for så vidtder i disse sager bliver spørgsmål om afgift tilstatskassen. Denne bestemmelses anvendelses-område er yderst snævert. Efter lovbekendt-gørelse nr. 120 af 20. april 1964 om leje § 95,stk. 3, finder retsplejelovens regler om fri procestilsvarende anvendelse i de ved boligretternebehandlede sager.1) Efter lov nr. 94 af 15. marts1939 om voldgift i tvistigheder angående handelmed husdyr § 10 kan der meddeles fri processåvel ved voldgiftsretten som ved overvoldgifts-retten i overensstemmelse med reglerne i rets-plejeloven. Lov nr. 213 af 31. marts 1949 omlandvæsensretter § 48 indeholder hjemmel for,at amtmanden kan bevilge en part, hvis økono-miske forhold i forbindelse med sagens vigtig-hed og begrundethed giver anledning dertil,fritagelse for at betale sagens omkostninger vedlandvæsensretterne. Disse omkostninger udredesda efter reglerne om fri proces. En tilsvarendebestemmelse indeholder lov nr. 259 af 27. maj1950 om hegn § 46, stk. 4. Spørgsmål om bevil-ling til fritagelse for betaling af omkostninger ihenhold til de to sidstnævnte love henhører un-der amtmanden med rekurs til landbrugsmini-steriet2) .

x) Jfr. også lejelovens § 36, stk. 1, vedrørende sager ihenhold til lovens §§ 27-29 eller § 33.

2) Det kan i denne forbindelse nævnes, at det i ju-stitsministeriets skrivelse nr. 186 af 11. oktober 1952er antaget, at der ikke er hjemmel til at meddelefri proces under en skelsætningsforretning i medføraf lov nr. 290 af 31. marts 1949 om udstykning ogsammenlægning af faste ejendomme § 28. Det erendvidere antaget af justitsministeriet, at der ikkekan meddeles fri proces i sager, der behandles vedlærlingevoldgiftsret i medfør af lov nr. 261 af 2.oktober 1956 om lærlingeforhold.

Kapitel 2

Dansk administrativ praksis med hensyn til meddelelse af fri procespå grund af uformuenhed

A. De økonomiske betingelserfor meddelelse af fri proces

Efter retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 1, skal dertages hensyn til de med sagens førelse forbundneomkostninger og til andragerens økonomiskeforhold. Fri proces meddeles, når den pågæl-dendes forfatning er sådan, at han ikke uden atsavne det nødvendige til sit og families under-hold eller til fortsættelse af sin næringsdrift kanafholde de med sagens førelse forbundne om-kostninger. Som hovedregel er denne betingelseefter justitsministeriets praksis blevet anset foropfyldt, når andrageren ikke havde formue, oghans indtægt ikke oversteg" grænsen for at værenydende medlem af en statsanerkendt sygekas-se1). Efter den ved lov nr. 239 af 10. juni 1960om offentlig sygeforsikring indførte nyordningaf sygeforsikringen lægges de i medfør af lovenfastsatte grænser for indtægtsforhold for A-medlemmer på tilsvarende måde til grund forskønnet2).

Den her nævnte regel må dog alene opfattessom et almindeligt vejledende udgangspunktved udøvelsen af skønnet over, om ansøgeren

J) Jfr. herved socialministeriets bekendtgørelser nr. 309af 16. december 1957 og nr. 338 af 19. december1959.

2) I medfør af socialministeriets bekendtgørelse nr. 4 af 7.januar 1965 er disse grænser på grundlag af denskattepligtige indtægt fastsat således:København m.v.:

Familieforsørgere 24.000 kr.Enlige: 18.000 kr.

Købstæder og bymæssige bebyggelser på landet medover 1500 indbyggere:

Familieforsørgere: 22.000 kr.Enlige: 16.500 kr.

Det øvrige land:Familieforsørgere 19.900 kr.Enlige 14.900 kr.

Bornetillægget udgør 2.275 kr. for hvert barn under16 år.

opfylder de økonomiske betingelser for at opnåfri proces. I dette skøn indgår desuden i hvertenkelt tilfælde en konkret vurdering af ved-kommendes evne til at betale sagens omkost-ninger. Skønnes disse omkostninger at bliveekstraordinært store, vil der således efter om-stændighederne - omend kun ganske undtagel-sesvis - kunne blive tale om at meddele fri procestil en person, hvis indkomst overstiger de nævntegrænser. Personer, hvis indkomst er under denævnte grænser, kan på den anden side ikkeforvente at få meddelt fri proces, hvis omkost-ningerne ved sagen skønnes at blive relativtsmå.

Har andrageren opsparede midler, som ertilstrækkelige til at dække sagens omkostninger,vil han normalt ikke kunne få fri proces, medmindre formuen er af beskeden størrelse ogbundet i fast ejendom eller på anden måde.Såfremt der alene er tale om en relativt beske-den indkomst, vil en mindre kontant formuedog efter omstændighederne ikke være til hinderfor meddelelse af fri proces.

I tilfælde, hvor en umyndig andrager om friproces, træffes afgørelsen efter et konkret skønover såvel værgens som den umyndiges økono-miske forhold, hvorved også værgens eventuelleunderholdspligt overfor den umyndige kommeri betragtning, men man er dog i almindelighedtilbøjelig til at lægge en lempelig praksis medhensyn til de økonomiske betingelser3).

Såfremt flere personer er andragere, tagesder hensyn til, om de i fællesskab er i stand tilat bære de med processen forbundne omkost-ninger. Lignende synspunkter kan lægges tilgrund, såfremt sagens udfald har betydning forflere, selv om muligvis kun en enkelt af disse erpart i sagen og søger om fri proces, eller såfremtsagen eventuelt har interesse for en videre kredsaf personer.

3) Jfr. justitsministeriets skrivelse nr. 212 af 19. juli1948.

[5

B. De materielle betingelserfor meddelelse af fri proces

Efter retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, er dettillige en betingelse for at opnå bevilling til friproces, at det »efter de oplysninger, som kanhaves om sagens beskaffenhed, er at formode,at pågældende har rimelig grund til at føreproces«. Som regel vil det herefter være en for-udsætning, at vedkommende myndighed efteren foreløbig undersøgelse af grundlaget for an-dragerens krav skønner, at han er i stand til atgennemføre sagen med et for ham gunstigt ud-fald1). Dette hovedsynspunkt gennemføres imid-lertid ikke undtagelsesfrit.

For det første vil det efter omstændigheder-ne — omend kun sjældent — kunne være be-rettiget at meddele fri proces i tilfælde, hvordet vel skønnes usikkert, om andrageren kanvinde sagen, men hvor det — f.eks. på grund afsagens afgørende betydning for ham eller densprincipielle karakter - findes rigtigst, at han fårmulighed for at gennemføre sagen. Tilsvarendesynspunkter kan efter omstændighederne læggestil grund, hvis andrageren ønsker at anlæggesag imod en offentlig myndighed i et tilfælde,hvor adgang til klage til højere myndighed ellertil Folketingets ombudsmand ikke foreligger, ogandragerens krav ikke skønnes åbenbart ube-rettiget.

Men dernæst kan andrageren ikke i alle til-fælde forvente at opnå fri proces, selvom detskønnes, at han er i stand til at gennemføresagen med et for ham gunstigt resultat. Under-tiden vil en ansøgning således blive afslået alle-rede under hensyn til søgsmålets art. Dette gæl-der i injuriesager og private voldssager2) og irene inkassosager. I sager, hvor de sociale hen-syn, som ligger til grund for reglerne om fri pro-ces, kun ganske undtagelsesvis gør sig gældende,f.eks. i sager angående forretningsmæssige for-hold, køb eller leje af luksusprægede genstandeog lign., vil fri proces kun ganske undtagelsesvisblive meddelt. Udenfor de her nævnte grupperaf tilfælde kræves det, at retssagen - efter enkonkret helhedsvurdering — ikke må være af ensådan karakter, at det skønnes urimeligt at be-laste det offentlige med udgifter til sagens førel-

1) Jfr . just i tsministeriets skrivelse nr . 176 af 26. j u n i1923.

2) Jfr. just i tsministeriets skrivelse n r . 35 af 14. ma r t s1927.

se. Har ansøgeren således uden grund vægretsig ved at indgå på en forligsmæssig ordning, erhans krav af bagatelagtig karakter, eller ud-springer det af rethaveri, vil fri proces i almin-delighed ikke blive meddelt.

Ved afgørelsen af, om fri proces bør meddeles,er det principielt uden betydning, om andrage-ren er sagsøger eller sagsøgt under sagen. Dermeddeles normalt ikke fri proces til begge parteri en retssag.

Har andrageren vundet sagen i 1. instans, ogden derefter appelleres af modparten, vil den iretsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte be-tingelse for at opnå fri proces normalt være tilstede.

Rigtigheden af det skøn, der udøves af ad-ministrationen i medfør af retsplejelovens § 330,stk. 1, nr. 2, kan ikke efterprøves af domstolene,jfr. Højesterets dom i Ugeskrift for retsvæsen1963, side 334.

C. Den praktiske fremgangsmåde

Fri proces på grund af uformuenhed forudsætteren bevilling, der efter retsplejelovens § 332, stk.1, udfærdiges af amtmanden, i København afoverpræsidenten, på det sted, hvor sagen er an-lagt eller agtes anlagt, eller hvor den, såfremtlandsretsbehandling ikke var nødvendig, skullebehandles. Ved meddelelse af fri proces underskifte gælder tilsvarende regler1). I andre til-fælde meddeles fri proces af justitsministeriet.

Spørgsmålet om, hvorvidt andrageren op-fylder de økonomiske betingelser for meddelelseaf fri proces, kan normalt afgøres uden behand-ling af sagens realitet. Andrageren skal tilveje-bringe en af vedkommende kommune udfær-diget attest om sine indtægts- og formueforhold.Enkelte kommuner indskrænker sig dog i såhenseende til at attestere, at »den pågældendesforfatning er sådan, at han ikke uden at savnedet nødvendige til sit og families underhold ellertil fortsættelse af sin næringsdrift kan afholde demed sagens førelse forbundne omkostninger ogudgifter«. Såfremt der er behov for yderligereoplysninger om andragerens økonomiske for-hold, herunder f.eks. om andragerens forsørger-

*) Jfr. justitsministeriets cirkulære nr. 6 af 18. januar1960.

K,

pligter og lign. eller om andragerens formue,kan dette ske ved, at der foretages afhøring tilpolitirapport eller ved, at andrageren forevisersit skatteregnskab.

Såfremt amtet eller overpræsidiet finder, atde økonomiske betingelser for meddelelse af friproces ikke er til stede, kan denne afgørelse på-klages til justitsministeriet. Omgøres den trufneafgørelse, tilbagesendes sagen amtet eller over-præsidiet til afgørelse af spørgsmålet om, hvor-vidt andrageren har rimelig grund til at føreproces.

Afgørelsen af dette spørgsmål træffes pågrundlag af det foreliggende skriftlige bevis-materiale, efter at sagens parter og eventuellevidner sædvanligvis er afhørt til politirapport.Efter justitsministeriets cirkulære nr. 170 af 24.august 1951 skal politiet inden afhøringen i an-ledning af et andragende om fri proces oplyse,at retten, parterne og disses advokater vil fåadgang til at gøre sig bekendt med rapportenog bilagene, såfremt der meddeles fri proces.Efter at de fornødne afhøringer er foretaget,fremsender politiet akterne til amtet eller over-præsidiet som regel med indstilling om, hvor-vidt der efter politimesterens skøn bør meddelesandrageren fri proces. Til brug for amtets elleroverpræsidiets behandling af sagen indhentesder i visse tilfælde af disse myndigheder erklæ-ringer fra sagkyndige og lignende. Udgifterneherved kan dog ikke afholdes efter reglerne ombeneficerede sager2).

Såfremt amtet eller overpræsidiet anser siginhabil i sagen, f.eks. fordi det er amtet, somandrageren ønsker at anlægge sag imod, skalafgørelsen træffes af justitsministeriet3).

Hvis amtet eller overpræsidiet finder, at an-drageren, ikke har rimelig grund til at føre pro-ces, kan andrageren påklage denne afgørelse tiljustitsministeriet. Hvis der meddeles fri proces,har modparten derimod ikke adgang til at på-klage afgørelsen.

Bevillingen til fri proces i 1. instans meddelesi form af en skrivelse fra amtet eller overpræsidiettil vedkommende ret samtidig med, at der givesandrageren underretning herom4). Politirappor-

ten med bilag fremsendes samtidig til retten5).Efter dommen giver amtet vedkommende politi-mesterembede lejlighed til at gennemse denamtet fra retten tilsendte udskrift af dommen6).

Ved behandlingen i justitsministeriet afspørgsmålet om fri proces under appel foregårrealitetsprøvelsen som regel alene på grundlagaf de oplysninger, der foreligger i akterne ved-rørende den afgørelse, der er eller ønskes ap-pelleret, suppleret med de mulige nye oplysnin-ger, som andrageren selv tilvejebringer. Hvisandrageren har vundet sagen i 1. eller i 2. in-stans, og den herefter ønskes appelleret af mod-parten, vil fri proces blive meddelt appelind-stævnte uden nærmere bedømmelse af sagensrealitet.

Såfremt et andragende om fri proces underen appelsag indleveres til et amt eller til politiet,videresendes det straks til justitsministeriet, såvidt muligt under vedlæggelse af retssagens ak-ter. Der indhentes ikke erklæringer eller fore-tages politiafhøringer, før justitsministeriet erblevet bekendt med andragendet7).

Også i ankesager meddeles fri proces i formaf en skrivelse til vedkommende ret, samtidigmed at andrageren får underretning herom.

D. Statistik

Udvalget har indhentet statistiske oplysningerfra amterne og overpræsidiet i København omantallet af fri processager i årene 1958, 1959 og1960. Dette materiale er optaget som bilag 1,2, 3 og 4.

Udvalget har endvidere indhentet statistiskeoplysninger om justitsministeriets bevillings-praksis. Dette materiale er optaget som bilag5 og 6.

Nettoudgifterne til fri proces udgjorde i fi-nansåret 1961/62 1.580.000 kr., T finansåret1962/63 1.795.000 kr., i finansåret 1963/641.920.000 kr. og i finansåret 1964/65 2.283.000kr.1) Der foreligger ikke samlede opgørelser overkommunernes udgifter til fri proces i finansåreneforud for statens overtagelse af disse udgifter.

2) Jfr. justitsministeriets skrivelse nr. 306 af 4. oktober1941.

3) Jfr. Folketingets ombudsmands beretning for året1955, side 55-56.

4 ) J f r . justitsministeriets cirkulære nr. 253 af 22. sep-tember 1919.

8) Jfr. justitsministeriets cirkulære nr. 170 af 24. august1951.

6) Jfr. justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 28. au-gust 1958.

7) Jfr. justitsministeriets cirkulære nr. 110 af 25. jun i1956.

*) Udgifterne afholdes af finanslovskonto § 18.2.80.20.

Kapitel 3

Udenlandsk lovgivning

A. Norsk ret

Den historiske udvikling af fri procesinstitutio-nen i Norge har stort set fulgt samme linie somi Danmark. Det nugældende system er dog ikkefastlagt i nogen lovbestemmelse, men spørgs-målet er i det væsentligste løst gennem admini-strativ praksis, for hvilken der er redegjort ijustisdepartementets rundskriv om fri sakførselaf 26. oktober 1952.

Det er i alle tilfælde justisdepartementet, derhar afgørelsen af, om fri proces bør meddeles.Ansøgning indgives til vedkommende fylke, dersom hovedregel indhenter en erklæring fra mod-parten og fremsender ansøgningen til departe-mentet.

Der meddeles normalt ikke fri proces, med-mindre andrageren findes at have »rimeliggrunn til å søke rettens afgjørelse«. Hvis sagener af økonomisk art, er det endvidere en forud-sætning, at den - set i relation til andragerensøkonomiske vilkår - har en vis betydning forham. Nogen bestemt værdigrænse findes ikke,men såfremt sagen må anses for at være en ba-gatel for andrageren eller bærer præg af ret-haveri, meddeles fri proces ikke. Justisdeparte-mentet kan eventuelt begrænse bevillingen tilalene at omfatte »fritak for rettsgebyrer«. Dettesker navnlig, såfremt departementet finder, atsagen er tvivlsom eller af forholdsvis ringe øko-nomisk betydning, men alligevel anser det forrimeligt, at den bliver prøvet af en domstol. Friproces kan meddeles i alle slags sager og vedalle slags domstole. Sædvanligvis meddeles derdog ikke fri proces i skattesager, i huslejesager i1. instans eller i sager, som vedrører handels-forhold. Det samme gælder injuriesager.

Det er endvidere normalt en forudsætning formeddelelse af fri proces, at andrageren er ufor-muende. Der er ikke fastsat nogen, bestemtindtægts- eller formuegrænse. Forholdet be-dømmes konkret i hvert enkelt tilfælde, og detafgørende er, om andrageren skønnes at haveøkonomisk evne til at føre sagen for egne midler,uden at dette går ud over hans og hans familiesnødvendige underhold. Ved siden af hans for-

mue, hans indtægtsforhold og forsørgerbyrdelægges der vægt på, hvilke udgifter retssagenmå antages at ville føre med sig, og hvilkenbetydning sagen kan antages at have for an-drageren.

I visse tilfælde kan fri proces meddeles udenhensyn til andragerens økonomiske forhold, f.eks. til tjenestemænd i sager, der har forbindelsemed deres tjeneste, eller for at få en sag retsligtbelyst, såfremt dette har principiel interesse.

Fri proces meddeles som regel alene til per-soner - ikke til kollektive enheder, såsom for-eninger og selskaber.

Såfremt sagen vedrører økonomiske værdier,tager justisdepartmentet undertiden et såkaldt»refusjonsforbehold«. Dette betyder, at ved-kommende part, såfremt han vinder sagen, helteller delvis må erstatte det offentlige dets udlægog de gebyrer, som han er blevet fritaget for atbetale.

Som hovedregel meddeles fri proces som »frisakførsel«, og i så fald får parten beskikket enadvokat til at gennemføre sagen for sig. I høje-steretssager foretages beskikkelsen af Højesteretsjustitiarius, i andre sager af vedkommendefylkesmand. Som regel får parten beskikket denadvokat, han ønsker, og vil han have en advo-kat, der bor uden for domstolens jurisdiktion,bliver der normalt taget »bostedsforbehold«,således at det offentliges udlæg ikke må blivestørre, end hvis advokaten var bosat inden forjurisdiktionen.

Der bliver tillagt vedkommende advokat etsalær af det offentlige. Dette fastsættes af rettenog er genstand for justisdepartementets efter-følgende revision. Der er ikke fastsat bestemtesatser for dette arbejde, men i justisdeparte-mentets rundskriv af 26. oktober 1952 er detnævnt, at satserne vedrørende straffesager børlægges til grund i sædvanlige beneficerede sager.Advokaten kan ikke beregne sig tillægssalær afparten bortset fra tilfælde, hvor der er taget »bo-stedsforbehold«. Han kan da beregne sig »fra-værssalær« og godtgørelse for rejseomkostningeri den udstrækning, disse krav ikke er blevetdækket af det offentlige.

\l]

Alle udgifter, som en bevilling til fri procesfører med sig, udbetales af den domstol, sombehandler retssagen. Bliver modparten dømt tilat betale sagens omkostninger, skal disse tilken-des det offentlige.

For så vidt angår ægteskabssager, sager omunderholdsbidrag til ægtebørn og bidragssagermellem ægtefæller og fraskilte gælder der i med-før af tvistemålslovens § 423 m.v. en særligordning med hensyn til beskikkelse af advokat.Foruden i tilfælde, hvor sagsøgte er udebleveteller ikke har afgivet svar under sagen, kanretten beskikke en advokat for en part på be-gæring af denne, såfremt modparten under sa-gen er repræsenteret ved en advokat, eller så-fremt ansøgeren ønsker separation eller skils-misse i anledning af grove forseelser fra ægte-fællens side.

I 1954 blev der i Norge nedsat en sagkyndigkomité til at overveje spørgsmålet om fri procesog vederlagsfri retshjælp. Komitéen afgav be-tænkning den 21. juni 1958.

I bemærkningerne til komitéens forslag tillovbestemt ret til »fri rettshjælp«, omfattende»fri sakførsel« og »fritt rettsråd«, udtales det, atadgangen til retshjælp i dag klart bør hjemlessom en social rettighed fastsat ved lov. Hjælpenbør så vidt muligt ikke have præg af understøt-telse eller barmhjertighed.

Komitéens flertal fandt det ønskeligt at de-centralisere det væsentligste af administrationenaf retshjælpen og foreslog kompetencen henlagttil retshjælpsnævn i fylkerne, bestående af 3 med-lemmer, en dommer som formand, en advokatog en repræsentant for fylket. Retshjælpsnævnetsafgørelser skulle kunne indbringes for justis-departementet, som også skulle have kompe-tence med hensyn til meddelelse af fri procesfor Højesteret. Et af komitéens medlemmer øn-skede dog at bevare den hidtidige ordning,hvorefter bevilling til »fri sakførsel« meddelesaf justisdepartementet.

Vedrørende »fri sakførsel« fandt komitéen,at man burde bibeholde realitetsprøvelsen afsagen inden meddelelse af fri proces. Man hen-viste bl.a. til, at denne ordning havde megetlang tradition i landet og altid havde virket tilalmindelig tilfredshed, samt til, at meddelelseaf fri proces uden forhåndsprøvelse af sagenantagelig - som i Sverige - måtte føre til, atbevilling til fri proces alene ville blive givetinden for meget snævre indtægts- og formue-grænser for ansøgerne. I betænkningen (side 26)

anføres yderligere følgende som begrundelse forat bibeholde realitetsprøvelsen: »En grundigforhåndsvurdering av saken inngår alltid i enparts overlegninger før han går til prosess. Deter en slik forhåndsvurdering som må kreves ogsånår man søker fri sakførsel, og i så fall må dennelegges frem for den myndighet som skal gi be-villing slik at holdbarheten av vurderingen kanbli prøvet. En part som søker fri sakførsel harjo ikke den vanlige motforestilling mot å gå tilsak at dette på grunn av omkostningene ikkevil bli noen lønnsom affære, og det er da rimeligat dette spørsmål vurderes av den myndighetsom skal stå for omkostningene.

Det arbeid som her blir utført av rettshjelp-myndighetene, kan ikke regnes for bortkastetarbeid. Jo grundigere saken er utredet før saks-anlegget, jo mindre arbeid vil saken volde sene-re. Om. saken blir prosedert, vil det utførte for-håndsarbeid komme til nytte i prosessen, og omsaken ikke blir fremmet for retten, har sakensutredning på forhånd i særlig grad vært nyttigfordi det har stanset en hensiktsløs sak.«

Endelig foreslog komitéen, at en part, somfik meddelt fri proces, samtidig kunne pålæggesselv at bære en vis del af sagens omkostninger,og man udtalte, at denne ordning kunne føretil udvidelse af området for fri proces, som efteromstændighederne kunne meddeles inden forhøjere indtægts- og formuegrænser end eftergældende praksis.

I justisdepartementets rundskriv af 1. juni1961 er der på grundlag af komitéens indstillinggennemført nærmere regler om »fritt rettsråd«,jfr. nedenfor side 57. Med hensyn til fri proceshar justisdepartmentet derimod fundet det rig-tigst at bibeholde de gældende kompetence-regler.

Af betænkningen (side 29) fremgår følgendemed hensyn til antallet af meddelte bevillingerog udgifterne til fri proces i Norge:

År

1951 . . . .1952 . . . .1953 . . . .1954195519561 9 5 7 . . . .

Antalmeddelte

bevillinger

334360408389394421461

Budgetår

1951/521952/531953/541954/551955/561956/571957/58

Udgiftkr.

325.800485.000491.000496.400530.400730.600710.000

19

B. Svensk ret

I rättegångsbalken af 1734 var det foreskrevet1),at den, »som fått av rätten lov att rättegångs-saker driva, vare skyldig att utan betalninghjälpa de fattiga för rätta, då domaren det på-lägger.« Denne bestemmelse fik imidlertid ikkestørre praktisk betydning.

I begyndelsen af dette århundrede blevspørgsmålet om at indføre regler om fri procestaget op til overvejelse, i første omgang for såvidt angik specielle retsområder. På grundlagaf en i 1917 udarbejdet betænkning blev dergennemført almindelige regler om fri proces veden lov af 19. juni 1919 om fri rättegång. Der ersenere indført visse ændringer i disse regler,således navnlig i 1929 og 1944.

De nugældende bestemmelser går ud på, atfri proces stort set kan meddeles i alle slags sagerog i alle instanser. Spørgsmålet om, hvorvidtbevillingen bør gives, afgøres af den domstol,der skal behandle retssagen. Ansøgningen kaneventuelt fremsættes mundtligt til domstolen.

Fri proces må ikke bevilges en part, hvis sagenmå antages at være af »ringa betydelse« for ham.Derudover foretages der normalt ingen reali-tetsprøvelse af sagens faktiske og juridiske sidefor at bringe det på det rene, om søgsmålet errimeligt. Såfremt det kan antages at fremmemulighederne for en frivillig afgørelse af sagen,eller der i øvrigt er særlige grunde, der talerherfor, kan retten give modparten lejlighed tilinden for en kort frist at fremkomme med enudtalelse i anledning af ansøgningen om friproces.

Fri proces må alene bevilges til den, »somicke äger tillgång till gäldande av de med rätte-gången förenade kostnaderna eller efter deresutgivande skulle sakna nödiga medel för egetuppehälle och för fullgörande av honom ålig-gande underhållsskyldighet.« Til dokumenta-tion for de økonomiske forhold skal der i for-bindelse med andragendet om fri proces afgivesnærmere oplysninger vedrørende ansøgerensindtægtsforhold m.v., en såkaldt »uppgift«.Denne »uppgift« skal eventuelt være bekræftetaf en offentlig myndighed.

Det fremgår af en af den svenske statsrevisioni 1955 foretaget undersøgelse2), at domstolene

*) R.B. 15. kap., 9 §.2) 1951 års rättegångskomittés betænkning af 1958,

side 30-32.

ved udøvelsen af skønnet over, om en part op-fylder de økonomiske betingelser for at få friproces, ikke fulgte helt ensartede retningslinier.Hovrätterne og flertallet af häradsrätterne ogrådhusrätterne oplyste, at de ikke anvendtefaste indtægtsgrænser eller andre faste normerved udøvelsen af dette skøn, medens et ikkeubetydeligt mindretal blandt de sidstnævnte ret-ter lagde bestemte, men indbyrdes forskelligeindtægtsgrønser til grund for deres afgørelse.Den almindeligste indtægtsgrænse var i 1955for en ikke-forsørger 500 kr. i månedlig ind-komst og for forsørgere et ikke væsentligt højerebeløb. Nogle enkelte domstole tog deres ud-gangspunkt i det stedlige »eksistensminimum«.Undersøgelsen synes klart at vise, at den be-folkningsgruppe, som kan komme i betragtningved meddelelse af fri proces i Sverige, er væsent-lig mindre end den tilsvarende befolknings-gruppe her i landet. Denne snævre afgrænsning,der skyldes statsfinansielle hensyn i forbindelsemed den omstændighed, at domstolene somnævnt kun har ringe mulighed for at afslå an-søgninger om fri proces fra personer, der op-fylder de økonomiske betingelser, føles ikke til-fredsstillende i Sverige og har givet anledningtil indgående overvejelser med henblik på atudvide adgangen til fri proces, jfr. herom nær-mere nedenfor.

Når fri proces bevilges, fritages vedkommen-de part for at betale retsgebyrer m.v. og refun-dere udlæg til forkyndelse og vidnegodtgørelse,ligesom han i et vist omfang får refunderet om-kostningerne ved selv at måtte møde i retten.Kan ansøgeren ikke selv eller »genom någon,som i tjänesteställning eller eljast lämnade ho-nom bistand«, på behørig måde varetage sineinteresser under sagen, skal der beskikkes hamen advokat. Har ansøgeren selv foreslået enadvokat, skal denne beskikkes, såfremt detteikke medfører uforholdsmæssigt forøgede om-kostninger, eller der i øvrigt er særlige grunde,der taler imod det. Den beskikkede advokat erberettiget til et salær for sit arbejde samt erstat-ning for nødvendige udgifter og tidsspilde i for-bindelse med retsmøder m.v. Salæret fastsættesaf retten, sædvanligvis efter Sveriges advokat-samfunds satser. Det er ikke tilladt for advokatenat kræve tillægssalær af parten.

Virkningen af den meddelte fri proces bort-falder, hvis det under sagen viser sig, at partensøkonomiske forhold er blevet sådan, at han er istand til at betale omkostningerne ved proces-

20

sen. Det tilsvarende gælder, hvis det undersagen viser sig, at processen har »ringa bety-delse« for parten. I så fald kan retten træffebestemmelse om, at parten skal refundere statenudgifterne ved processen.

Den meddelte fri proces har ikke indflydelsepå, hvem af parterne der i forhold til den andenskal betale sagens omkostninger. Dette afgøresefter de almindelige regler. Den part, som harvundet en retssag og har fået omkostningerpålagt modparten, har ikke adgang til af statenat få refunderet disse omkostninger, selv ommodparten har haft fri proces og ikke er i standtil at betale omkostningerne.

Når en part har fri proces, og modpartenbliver domt til at betale sagens omkostninger,tilkendes disse staten. Dette gælder, selv ommodparten også har fri proces.

Den part, der har haft fri proces, kan i et vistomfang efter sagens afslutning tilpligtes at re-fundere staten udgifterne ved processen. For-udsætningen herfor er, at hans økonomi bliverforbedret, og at kravet gøres gældende indenfor 5 år efter, at sagen er afsluttet, Såfremt mod-parten ved dommen er blevet tilpligtet at be-tale sagens omkostninger, er det tillige en for-udsætning, at det har vist sig, at modpartenikke er i stand til at betale disse.

I januar 1956 anmodedes et særligt udvalg(1951 års rättegångskomitté) på foranledningaf justitiedepartementet om at overveje mulig-hederne for en revision af de gældende reglerom fri proces (rättegångshjälp). I departements-chefen, statsråd Zetterbergs indstilling heromtil Kungl. Maj:t, udtaltes bl.a. følgende omgrunden til udvalgets nedsættelse:

»Rättegångskostnaderna kan i våra dagar lättspringa upp till avsevärda belopp. Den nya rättegångs-ordningen har, i varje fall i överrätterna, medfört enbetydande kostnadsfördyring.

För att icke den medellöse skall vara ur stånd atttillvarataga sin rätt inför domstol, bereder lagen honomhjälp i form av fri rättegång. Möjligheterna att fådenna förmån är dock relativt snävt begränsade. Storakategorier av medborgare är utestängda från förmånen.För många av dem ter sig rättegångskostnaderna oskä-ligt betungande eller rent av som ett oöverkomligt hin-der mot att bringa en sak under rättens prövning.Detta måste betecknas som ett allvarligt missförhål-lande. Ur rättsäkerhetssynpunkt är det lika angelägetatt rättegångsordningen står öppen för envar som attden fungerar säkert.

För att komma till rätta med missförhållandet att

rättegångskostnadernas storlek mången gång gör detsvårt eller omöjligt för den enskilde att hävda sin rättinför domstol, torde annan utväg icke ståÖppen än att vidga möjligheterna att få fri rätte-gång

Den ledande synpunkten bör vid utredningen vara,att ingen av ekonomiska skäl skall vara utestängd frånmögligheten att tillvarataga sina intressen inför dom-stol. Självfallet skall dock fri rättegång få beviljas,endast om med hänsyn till vederborandes ekonomi ochmålets beskaffenhet ett verkligt behov därav föreligger.

En utvidgning av den fria rättegång i enlighet meddet anförda kan icke genomföras utan att samtidigten genomgripande ändring vidtages i institutets upp-byggnad. Redan i sin nuvarande utformning ger denfria rättegången upphov till vissa olägenheter. Det harhänt att förmånen missbrukats till onödigt och förvederbörande gagnlöst processande. Den som åtnjuterförmånen kommer vidare i ett omotiverat överläge irättegången. Själv processar han fritt, medan motpar-ten får betala sina kostnader ur egen kassa, oftast utanpraktisk möglighet att få utläggen ersatta, om hanskulle vinna målet. Den fria rättegången drar ocksåmed sig dryga utgifter för statsverket

Man har framkastat tanken, att partens talan bordeunderkastas en förprövning ur skälighetssynpunkt an-tingen av domstolen själv eller av någon annan instans,innan fri rättegång finge beviljas. En sådan förpröv-ning har dock arjsetts möta betänkligheter.«

Udvalget afgav betænkning den 20. novem-ber 1958^

Udvalget erklærede sig enigt i, at den gæl-dende ordning af adgangen til fri proces med-førte en uheldig forskelsbehandling af borgerne,fordi kun en meget begrænset befolkningsgruppehidtil havde kunnet opnå denne begunstigelse.Det hedder herom i udvalgets betænkning (side63):

»Detta förhållande och de ibland mycket höga pro-cesskostnaderna ha föranlett, att i den allmänna dis-kussionen påståtts att endast de fattiga, d.v.s. de somfå fri rättegång, och de rika, d.v.s. de som förmå bäraockså dryga kostnader, ha möjlighet att i dagens sam-hälle inför domstol tillvarataga sina intressen samt atthela den stora mellangruppen, d.v.s. de flesta med-borgarna, skulle sakna denne möglighet. Även omdetta påstående innebär en stark överdrift, synes detlikväl ej vara alldeles utan grund.«

Udvalget kunne imidlertid ikke anbefale, atman søgte at afhjælpe dette misforhold ved atindføre det i andre lande gældende system meden foreløbig prøvelse af vedkommende ansøgerskrav. Udvalgets begrundelse herfor var bl.a.følgende:

»De skäl, som vid tillkomsten av lagen om fri rätte-gång anfördes mot införande av en i domstolens hand

21

lagd förprövning huruvida partens talan vore mereller mindre välgrundad, gälla alltjämt. Det är likaoförenligt med den nya rättegångsordningens principersom det var med den äldres, att domstolen skulle iförväg, innan parten fått utföra sin talan och fram-lägga sin bevisning, söka bedöma, huru stora partensutsikter kunde vara att vinna bifall till sin talan. Kom-mittén avvisar därför bestämt denna form av förpröv-ning vid domstol.

En annan möjlighet vore att, såsom i främmandelagstiftning ofta är fallet, uppdraga en förprövninghuruvida partens talan är ogrundad åt någon utom-stående organ. Därvid kunde ifrågakomma exempel-vis rättshjälpsanstalt eller särskild nämnd. Mot ensålunda anordnad förprövning synas betänkligheternafrån vissa synpunkter vara mindre än mot en förpröv-ning genom domstolens försorg. Dock skulle en för-prövning genom ett utomstående organ i viss månäventyra rättegångshjälpens syfte att göra det möjligtför envar att oberoende av sina ekonomiska villkortillvarataga sina intressen inför domstol. I varje fallsynes en förprövning av nu ifrågavarande slag ickekunna införas utan att möjlighet öppnades för sökan-den att i högre instans överklaga en prövning somgått honom emot. På så sätt skulle man, innan pro-cessen vid domstolen började eller jämsides dermed,i själva saken få en särskild process inför andra organän domstol, vilken process dessutom skulle grunda sigpå ett ofullständigt processmaterial. En sådan ordningvore icke tillfredsställande från principiell synpunktoch skulle vidare medföra tidsutdräkt. Ytterligare måstebeaktas svårigheterna, särskilt i glesare bebodda trak-ter av landet, att anordna något organ, som vore lämp-ligt att verkställa dylik förprövning.«

Resultatet af udvalgets overvejelser blev, atman kun anså det for muligt at opnå en væsent-lig udvidelse af adgangen til fri proces, såfremtdet pålagdes de personer, der opnåede dennebegunstigelse, selv at bidrage til omkostningerneefter nærmere regler i et af udvalget udarbejdetforslag til lov om rättegångshjälp, der skulletræde i stedet for loven af 19. juni 1919. Efterdette forslag skulle bidrag til omkostningerneved en proces betales dels i form af et kontant»kostnadsbidrag«, som skulle erlægges til stats-kassen, inden fri proces blev meddelt, dels efterregler om pligt til efter processen at erstattestatskassen dens udgifter. Afgørende for, om derburde erlægges »kostnadsbidrag« og for dettesstørrelse, skulle i første række være andragerensindkomst og forsørgerbyrde, men også andreomstændigheder skulle eventuelt tages i be-tragtning.3)

3) Udvalgets forslag gik ud på følgende:Såfremt en ansøgers årsindkomst oversteg 7.000

kr., skulle han være pligtig at betale »kostnadsbi-

En undersøgelse af størrelsen af omkostnin-gerne ved processen skulle normalt ikke fore-tages af det offentlige. Det måtte tilkomme an-søgeren selv at anslå disse udgifter og på grund-lag heraf bedømme, om der var anledning tilfor ham at søge om »rättegångshjälp«.

Såfremt omkostningerne ved processen blevmindre end det erlagte »kostnadsbidrag«, skulledet overskydende beløb tilbagebetales til parten.I øvrigt skulle »kostnadsbidraget« tilfalde stats-kassen, selv om modparten efter de almindeligeregler blev tilpligtet at betale sagens omkost-ninger, rnen bidraget skulle i så fald godtgøresham af modparten.

Udvalget fandt ikke grundlag for at foreslå,at modparten skulle have adgang til at få sineomkostninger dækket af staten, såfremt hanvandt sagen, og den beneficerede part, som varpålagt sagens omkostninger, ikke kunne dækkedisse.

I overensstemmelse med den hidtidige op-fattelse var det udvalgets principielle synspunkt,at den processuelle retshjælp er en form forkredit, der sætter en person i stand til at gøresin ret gældende, og at statens omkostninger i

drag« med l/io af det beløb, med hvilket hans års-indkomst oversteg 7.000 kr. Mindste »kostnadsbi-drag« skulle udgøre 50 kr. Såfremt ansøgeren havdeunderholdspligt overfor hustru, børn eller andre per-soner, skulle det beløb, der var afgørende for, omhan skulle yde »kostnadsbidrag«, forøges med 500kr. for hver person, til hvis underhold han væsentligbidrog, og hans »kostnadsbidrag« skulle udgøre x/15

af det beløb, med hvilket hans årsindkomst overstegdet således fremkomne grænsebeløb. En ikke-forsør-ger med en årsindkomst på 15.000 kr. skulle såledesbetale 800 kr. i »kostnadsbidrag«, medens en for-sørger med samme indtægt skulle betale hhv. 500kr., 470 kr. eller 430 kr., afhængigt af, om forsør-gerpligten omfattede 1, 2 eller 3 personer. En ansø-ger, hvis årsindkomst oversteg grænsebeløbet medmere end 8.000 kr. — eller for så vidt angår forsør-gere med mere end 12.000 kr. - skulle som regelikke kunne få »rättegångshjälp«. Hvis omkostnin-gerne ved processen ville blive så betydelige, at an-søgeren måtte antages ikke at have mulighed foruden »rättegångshjälp« at varetage sine interesserbehørigt, skulle der dog undtagelsesvis kunne bevil-ges »rättegångshjälp« udover de nævnte grænser.Såfremt en ansøgers muligheder for at betale om-kostningerne ved en proces var væsentligt forøgeteller formindsket på grund af formue eller gælds-forpligtelser, kunne afvigelse ske fra bestemmelserneom »kostnadsbidrag«, dog at mindste »kostnads-bidrag« altid skulle være 50 kr.

22

anledning af »rättegångshjälpen« derfor børtilbagebetales. For at formålet med »rätte-gångshjälpen« ikke skulle forspildes, måtte reg-lerne om tilbagebetaling dog udformes således,at de ikke blev ubilligt tyngende, og udvalgetforeslog derfor nogle ændringer, der tilsigtedeat lempe de gældende regler om tilbagebe-talingspligt4) .

Udvalgets forslag gav anledning til livligdebat og en del kritik. Forslaget har ikke dan-net grundlag for lovændringer, men der blevi 1962 - efter at der i Sverige var blevet indførten forsikringsform, efter hvilken forsikrings-tageren i visse tilfælde kunne få udgifter sompart i en proces erstattet af vedkommende for-sikringsselskab - nedsat et nyt udvalg medhenblik på en revision af lovgivningen om»rättegångshjälp«. Udvalget fik specielt tilopgave påny at overveje spørgsmålet om mulig-hederne for at lade det offentlige dække ud-gifterne til en part, der havde vundet en procesmod en part, som havde haft »rättegångshjälp«.

Dette udvalg afgav betænkning den 19. fe-bruar 1965.

I udvalgets betænkning (side 38-53) fore-tages en gennemgang af svensk forsikringsprak-sis med hensyn til »rättskyddsförsäkring5) og en4) Udvalgets forslag gik ud på , at ret ten straks ved

sagens afslutning skulle tage stilling til, i hvilketomfang den par t , som havde haft »rät tegångshjälp«,skulle t i lbagebetale staten udgifterne ved processen.Såfremt partens økonomiske vilkår i løbet af dekommende 5 år må t te antages at være sådan, athan ikke kunne betale disse udgifter uden at savnedet nødvendige til sit eget og familiens under-hold, skulle han alene tilpligtes at refundere statendet belob, som han må t t e antages at være i s tandtil at betale. I tilfælde, hvor ret ten havde bestemt,at udgifterne i anledning af en parts »rät tegångs-hjälp« helt eller delvis skulle afholdes af staten,skulle det dog, såfremt hans økonomiske forholdsenere forbedredes, ved et særligt søgsmål inden 5år efter processens afslutning kunne pålægges h a mat refundere staten så meget af omkostningerne,som han nu havde midler til a t betale under hensyntil sit eget og familiens underhold . En tilsvarenderegel skulle gælde i tilfælde, hvor modpar t en var ble-vet forpligtet til at erstatte udgifterne, men disseikke kunne inddrives hos h a m .

5) Idet der i övrigt henvises til betænkningen, bemær-kes, at der i Sverige ikke er mulighed for at tegneen forsikring, der i almindelighed dækker udgiftertil retssager. Et af de større forsikringsselskaber iSverige meddeler »rättskyddsförsäkring« i den form,at denne forsikring indgår automatisk i følgende til-

vurdering af, om der på forsikringsbasis kanopnås en tilfredsstillende ordning af spørgs-målet om ydelse af retshjælp.

Udvalget fandt, at det vel var ønskeligt, atder kunne tegnes sådanne forsikringer i såmange forsikringsselskaber som muligt, og ogsåat forsikringen udvidedes til at omfatte så godtsom alle retstvister, i hvilke der kan meddelesfri proces. Flere forsikringsselskaber havde imid-lertid ikke stillet sig positivt overfor en sådanudvidelse af deres virksomhed, bl.a. ud fra denprincipielle indvending, at den sikrede selv -i hvert fald i adskillige forhold - ville kunnefremkalde den situation, hvori forsikringenskulle træde i funktion, og at det ikke er almin-deligt at yde forsikringsmæssig dækning i så-danne tilfælde. Det var derfor efter udvalgetsopfattelse klart, at sådanne forsikringsformerikke kunne gøre lovgivning om »rättegångs-hjälp« overflødig.

Efter udvalgets opfattelse var der heller ikkenogen mulighed for at etablere obligatorisk»rättskyddsförsäkring« i ikke-statslige forsik-ringsselskaber.

Endelig har udvalget undersøgt, om spørgs-målet kunne løses ved indførelse af en statslig»rättskyddsförsäkring« i lighed med de socialeforsikringer. Et sådant system ville dog værebehæftet med betydelige praktiske vanskelig-

fælde: »hemförsäkring«, »villahemförsäkring«, »lant-gårdsförsäkring«, »sportstugeförsäkring«, »motor-fordonsförsäkring«, »mopedförsäkring«, »båtförsäk-ring« og »reseförsäkring«. »Hemförsäkring« omfat-ter erstatning for udgifter til den sikredes advokat,for sagsomkostninger - herunder også omkostninger,som den sikrede tilpligtes at betale modparten -samt i visse straffesager for udgifter til forsvarer tilden sikrede. Forsikringen omfatter ikke sager, derstår i forbindelse med den sikredes erhverv. Erstat-ningen må højst andrage 10.000 kr. for hvert for-sikringstilfælde. Der fratrækkes en selvrisiko på 200kr. samt 10% af de overskydende udgifter. Tilsva-rende regler gælder i det væsentlige »villahemför-säkring« og »lantgårdsförsäkring«, medens de øvrigeforsikringer omfatter en mere begrænset retshjælp.Forsikringsselskabet foretager i intet tilfælde nogenprøvelse af, om den sikrede har grund til at føreproces.

Ved siden heraf er der tillige mulighed for attegne en forsikring, der omfatter sager, der står iforbindelse med den sikredes erhverv (»rättskydds-försäkring för foretagere«). Denne forsikring kantegnes i kombination med »företagsförsäkring«, menkan også tegnes særskilt.

2:!

heder, i første række med hensyn til, hvilke af-gifter der skulle svares. Afgifterne burde prin-cipielt bestemmes efter en individuel prøvelseaf risikoen for, at skader af den art, som for-sikringen skulle dække, ville opstå (»proces-risikoen«). En sådan vurdering ville væreumulig - men på den anden side ville det næppevære rimeligt med lige stort bidrag for alle.Dernæst måtte en sådan ordning efter udval-gets opfattelse forudsætte en forhåndsprøvelseaf vedkommende parts krav. En sådan for-håndsprøvelse burde ikke foretages af vedkom-mende domstol, men eventuelt af et særligtadministrativt organ. En sådan udvikling fandtudvalget ikke ønskelig.

Udvalget kom derfor til det resultat, atlovgivning om »rättegångshjälp« ikke kunneerstattes af regler om forsikring af den ene elleranden art.

Udvalget fandt det ligesom 1951 års rätte-gångskommittéen nødvendigt at åbne adgangfor en videre personkreds til at opnå »rätte-gångshjälp«, og udvalget sluttede sig i prin-cippet til det af kommittéen udarbejdede for-slag til en ny lovgivning herom. Under hensyntil den kritik, som var fremkommet mod enkeltepunkter i dette lovforslag, udarbejdede udval-get dog et nyt forslag, hvis indhold hovedsageligafviger fra rättegångskommittéens forslag påfølgende punkter:

Med hensyn til erlæggelse af »kostnadsbi-drag« fandt udvalget, at de indtægtsgrænser,der skulle være afgørende for, om et sådant bi-drag skulle betales, og for bidragets størrelse,burde indeksreguleres på grundlag af det i hen-hold til den svenske lovgivning om folkepensionog tillægspension fastsatte grundbeløb (»bas-belopp«)6). I november 1964 fastsattes dettegrundbeløb til 5.000 kr. Efter udvalgets forslagskulle det grænsebeløb, der var afgørende for,om en part kunne få vederlagsfri »rättegångs-hjälp«, være et beløb svarende til 3 gange dettil enhver tid gældende grundbeløb. Såfremtandrageren havde underholdspligt overfor ægte-fælle, børn eller andre personer, skulle grænse-beløbet forøges med */4 af grundbeløbet for

6) Dette beløb fastsættes af Kungl. Maj: t for hvermåned og udgør 4.000 kr. multipliceret med dettal, som angiver forholdet mellem det almindeligeprisniveau i den tredie måned forud for den, som»basbeloppet« vedrører, og prisniveauet i september1957.

hver person. Personer, hvis indkomst oversteggrænsebeløbet, skulle svare »kostnadsbidrag«med 1/10 af det beløb, hvormed andragerensindkomst oversteg grænsebeløbet, afrundet tilnærmeste 10 kr. For forsørgere skulle der dogikke svares »kostnadsbidrag«, hvis dette blevmindre end 100 kr. En andrager, hvis årsind-komst oversteg grænsebeløbet med mere end41/2 gange grundbeløbet, skulle normalt ikkehave »rättegångshjälp«, medmindre hans om-kostninger måtte antages at blive så betydelige,at han savnede mulighed for uden »rättegångs-hjälp« at varetage sine interesser behørigt.

Efter disse regler ville en ikke-forsørger meden årsindkomst på indtil 15.000 kr. kunne få»rättegångshjälp« uden erlæggelse af »kost-nadsbidrag«. En ikke-forsørger med en års-indkomst på 20.000 kr. skulle erlægge et »kost-nadsbidrag« på 500 kr., og såfremt en andragermed denne indkomst var forsørger for henholds-vis 1, 2 eller 3 personer, skulle han erlægge et»kostnadsbidrag« på 370, 250 eller 120 kr.Største »kostnadsbidrag« ville blive 2.120 kr.Adgangen til at opnå »rättegångshjälp« villefor ikke-forsørgere bortfalde ved indkomster,der oversteg 37.500 kr., og for forsørgere overforhenholdsvis 1, 2 eller 3 personer ved indkomster,der oversteg 38.750 kr., 40.000 kr. og 41.250 kr.

Udvalget stillede tillige et nyt forslag ved-rørende spørgsmålet om, hvorvidt det offentligebør indestå for modpartens omkostninger i detilfælde, hvor der er meddelt fri proces. Efterdette forslag kunne en sagsøgt, som har vundeten sag, hvori sagsøgeren har nydt »rättegångs-hjälp«, efter begæring få tilkendt erstatning afdet offentlige for sagsomkostninger, som dentabende part har været ude af stand til atbetale. E'et er dog en betingelse for tilkendelseaf sådan erstatning, at »den i målet fördatalan bedömas såsom helt obefogad samt antageskan att talan ej skulle väckt om ej rättegångs-hjälp åtnjutits«.

Udvalgets motivering for dette forslag varfølgende:

»Vad forslagen avse torde vara att få till ståndsådan möjlighet till ersättning av allmänna medel åtvinnande motpart att den som attackeras med obe-fogat krav från person med rättegångshjälp eller medalla utsikter att erhålla sådan hjälp icke, av den anled-ningen att den som framställt kravet kan processa påstatens bekostnad, anser sig vara i et sådant under-läge, att han utan rättegång går med på kravet elleri inledd rättegång ger upp sitt motstånd mot kravet.Har rättegång väckts av part som åtnjuter rättegångs-

24

hjälp och befinnes, när målet slutförts, kärandens talanhelt obefogad samt ha sådana omständigheter fram-kommit att det kan antagas att talan ej skulle väcktsom ej rättegångshjälp åtnjutits, synes icke annat änrimligt att statsverket, för den händelse den svarandentilldömda rättegångskostnaden icke kunnat uttagas avkäranden, ersätter svaranden kostnaden, självfalletmed rätt för statsverket att av käranden söka återbeloppet. Ett stadgande av dette innehåll synes genomsin existens kunna verka därhän att den som av någonmed rättegångshjälp eller utsikt till sådan hjälp utsat-tes för obefogat krav icke anser sig vara i sådant hopp-löst underläge att han faller undan för kravet; ochnaturligtvis är tanken även den att genom avvisandeav kravet detta skall stoppas.«

Med hensyn til spørgsmålet om partens pligttil at erstatte det offentlige udgifterne i anled-ning af »rättegångshjälpen« fremkom udvalgetmed et forenklet forslag. Retten skulle herefterpålægge den part, der havde haft »rättegångs-hjälp«, at erstatte det offentlige dets udgifter idet omfang, det ikke påhvilede modparten ellerandre at erstatte dem. Såfremt partens økono-miske vilkår måtte antages at være sådanne, athan ikke i løbet af de kommende 5 år ville kunnebetale disse udgifter uden at savne det nødven-dige til sit eget og familiens underhold, skullehan alene tilpligtes at betale staten det be-løb, som han måtte antages at være i standtil at betale. Udvalget fandt, at rettens af-gørelse skulle være endelig, idet en senereprøvelse af, om partens økonomiske forholdkunne tillade betaling af yderligere beløb, villemedføre for store administrative vanskelig-heder.

Af de af udvalget tilvejebragte statistiske op-lysninger fremgår bl.a., at nettoudgifterne tilfri proces i 1962/63 udgjorde 5.257.000 kr. og i1963/64 5.284.000 kr.7).

Udvalget anslog, at nettoudgifterne ville stigetil 6.200.000 kr., såfremt udvalgets forslag om»kostnadsbidrag« m.v. blev gennemført.

C. Engelsk ret

Som led i et socialt reformarbejde, som blevpåbegyndt i England under den anden ver-denskrig, blev der i 1944 nedsat en kommission,hvis arbejde ligger til grund for »the LegalAid and Advice Acts«, 1949 og 1960. Disse loveomfatter såvel fri proces som retshjælp. Ud-gifterne afholdes dels af det offentlige, dels ved

7) I 1957/58 var nettoudgifterne 3,5 mill. kr.

bidrag fra de personer, der bistås i henhold tillovene. Endelig giver de advokater, der har er-klæret sig villige til at yde retshjælp i henholdtil lovene, i et vist omfang afkald på de hono-rarer, der sædvanligvis tilkommer dem.

»The Law Society«, der i det væsentligesvarer til advokatsamfundet i Danmark, foreståradministrationen af ordningen under overtilsynaf »the Lord Chancellor« og bestyrer den fond -»the Legal Aid Fund« - hvoraf udgifterne af-holdes. Administrationen er iøvrigt tilrettelagtsåledes, at England og Wales er inddelt i 12distrikter, hver med en »Area Committee«,hvorunder der igen sorterer »Local Committees«.Disse komitéer, hvis medlemmer er advokater,forestår retshjælpsarbejdet inden for deres re-spektive områder.

I engelsk ret sondres mellem: »legal aid inconnection with court proceedings« og »legalaid in connection with a claim not involving litiga-tion«. Den sidstnævnte type af legal aid om-fatter juridisk assistance til undersøgelse af ensag, herunder bl.a. til korrespondance og for-handlinger herom samt eventuelt tillige ansøg-ning om legal aid til gennemførelse af en retssag.

Legal aid meddeles under forudsætning af,at andrageren godtgør »reasonable grounds«for sit krav, medmindre det af særlige grundei det enkelte tilfælde skønnes ubilligt at imøde-komme andragendet. Enhver begrundet tvivl iså henseende tages i betragtning til andragerensfordel.

Legal aid, der ikke omfatter retssag, kan kunmeddeles personer, hvis disponible årlige ind-komst ikke overstiger 325 £ (ca. 6.500 kr.), oghvis disponible formue er mindre end 125 £(ca. 2.500 kr.). For legal aid til gennemførelseaf en retssag er de tilsvarende beløb henholdsvis700 £ (ca. 14.000 kr.) og 500 £ (ca. 10.000kr.). Den disponible indtægt beregnes efterfradrag for skatter, husleje og folkepensions-bidrag og herudover med fradrag for hver per-son, som andrageren har forsørgerpligt over-for1). En person med en bruttoindkomst på30 £ (ca. 600 kr.) om ugen kan derfor efteromstændighederne få meddelt legal aid til gen-nemførelse af en retssag. Personer, hvis dis-ponible årlige indkomst overstiger 350 £ (ca.7.000 kr.), er pligtige til at yde bidrag til dæk-

x) Fradraget udgør 117 £ (ca. 2.350 kr.) for hver vok-sen og 70 £ (ca. 1.400 kr.) for hvert barn, som denpågældende forsørger.

25

ning af sagens omkostninger med op til 1/3 afdet beløb, hvormed indkomsten overstiger250 £ (ca. 5.000 kr.) om året. Tilsvarende gæl-der, såfremt den disponible formue overstiger125 £. Bidragene indbetales til »the Legal AidFund«, eventuelt afdragsvis over 12 måneder.

Ansøgninger om legal aid, som ikke omfatterretssag, samt om fri proces i 1. instans indgivestil »the Local Committee« (for personer bosatuden for England til »the London Local Com-mittee«) . Ansøgninger om fri proces under ankeindgives til »the Area Committee« (for personerbosat uden for England til »the London AreaCommittee«). Der findes særlige blanketter tilbrug ved ansøgningerne, som i øvrigt skal inde-holde udførlige oplysninger om andragerensøkonomiske forhold og dokumentation for hanskrav, således at det så vidt muligt på grundlag afandragendet kan afgøres, om der er anledningtil at imødekomme dette.

Oplysningerne om andragerens økonomiskeforhold sendes til en statsinstitution, nemlig»the National Assistance Board«, som afgør, omde økonomiske betingelser er opfyldt, og i be-kræftende fald hvilket maksimumsbeløb an-drageren eventuelt kan tilpligtes at betale sombidrag for meddelelse af legal aid.

I tilfælde, hvor det er nødvendigt, at enandrager opnår juridisk assistance hurtigt, kanhan bl.a. af formanden i de respektive komitéeruden forudgående undersøgelse af de økono-miske forhold få tilstået legal aid, der alene ud-strækker sine virkninger i 3 måneder.

Hvis en ansøgning om fri proces i 1. instansafslås, kan andrageren som regel påklage af-gørelsen til »the Area Committee«, medmindreafslaget er begrundet i, at hans økonomiskeforhold er til hinder for meddelelse af fri proces.Han kan eventuelt også påklage de vilkår, derer stillet som betingelse for, at han kan opnåfri proces. Den afgørelse, der træffes af »theArea Committee«, er endelig. Dette gælder ogsådenne komités afgørelse med hensyn til friproces under anke.

Andrageren kan selv vælge den advokat, hanønsker til at udføre sagen for sig inden forkredsen af de advokater, der har erklæret sigvillige til at yde retshjælp i henhold til loven.Advokaten, der dog i visse tilfælde kan nægteat yde bistand, er forpligtet til at gennemføresagen i andragerens interesse på samme måde,oom hvis der ikke var meddelt fri proces. Doger han forpligtet til at opgive sagen, hvis han

finder den ugrundet, ligesom han skal afgiveindberetning til »the Area Committee«, hvishan bliver i tvivl om sagens gennemførlighed.Bevillingen til fri proces kan tilbagekaldes af»the Area Committee«, hvis andrageren und-lader at betale de ham pålagte bidrag, ellerhvis komitéen enten ikke længere finder, at derer »reasonable grounds« for at føre proces, ellerdet af særlige grunde findes ubilligt, at andra-geren viderefører denne. Fri proces kan endeligbegrænses, således at den alene omfatter enkelteretsskridt.

For sit arbejde betales advokaten af »theLegal Aid Fund«, og han må ikke modtage be-taling af den part, der har haft fri proces. Be-talingen fastsættes af retten eller af »the AreaCommittee«. Ved procedure for »the House ofLords« eller »the Supreme Court« er advokatenforpligtet til at give afkald på 10% af det nor-male honorar.

De sagsomkostninger, der tilkendes en part,der har fri proces, tilfalder »the Legal AidFund«, der i øvrigt kan tilbageholde de af par-ten som vilkår for bevillingen indbetalte bidragi det omfang, det er nødvendigt for at dækkesagens omkostninger. Et eventuelt overskydendebeløb tilbagebetales til parten. Kan hans bi-drag ikke dække alle omkostningerne, kan »theLaw Society« eventuelt søge sig fyldestgjort fordisse i det beløb, der er tilkendt parten underretssagen.

Ifølge »the Legal Aid and Advice Act« be-røres andre parter i processen ikke af, at derer meddelt en part fri proces. Dette gælder fuldtud, hvis den part, der har fri proces, vindersagen. Såfremt han imidlertid taber sagen, kanretten begrænse eller helt ophæve hans for-pligtelse til at betale sagsomkostninger til mod-parten under hensyn til samtlige sagens omstæn-digheder, herunder de pågældende partersøkonomiske forhold og deres optræden i sagen.I 1964 blev der vedrørende disse spørgsmålgennemført en lov (»Legal Aid Act«, 1964),hvorefter der åbnes mulighed for domstolene tilat tilkende omkostninger til en vindende parti en retssag, i hvilken der er meddelt modpartenfri proces, således at disse omkostninger betalesaf »the Legal Aid Fund«. Det er en betingelseherfor, at retten skønner, at det - når henses tilsamtlige sagens omstændigheder — er rimeligtog retfærdigt, at omkostningerne dækkes afoffentlige midler. Endvidere skal retten, forindender tages stilling til, hvor stort et beløb der

26

skal udbetales af det offentlige, træffe afgørelseom størrelsen af det beløb, der bør betales afden tabende part selv. For så vidt angår 1.instanssager kan omkostningerne kun tilkendesunder forudsætning af, at sagen er anlagt afden part, der har fået fri proces, og at rettenskonner, at den vindende part vil lide betydeligekonomisk skade, såfremt han ikke får dæk-ning for omkostningerne. Det er i forslaget tilloven nævnt, at denne ordning formentlig vilmedføre merudgifter af en størrelsesorden på ca.55.000 £ årlig/

I årene fra 1950-60 blev der ialt modtaget420.893 ansøgninger om fri proces. 245.365bevillinger blev meddelt. Adgangen til at med-dele begrænset fri proces i tilfælde, hvor en parthar behov for øjeblikkelig retshjælp, blev be-nyttet i 15.821 tilfælde. 75% af de meddeltebevillinger vedrørte ægteskabssager. 2% af be-villingerne vedrørte ankesager.

I 89% af de tilfælde, i hvilke der var med-delt fri proces, blev sagen vundet af den på-gældende part. For ægteskabssager gjaldt dettei 9 1 % af sagerne og for ankesager i 57% afdisse.

Udgifterne ved fri proces m.v. i årene 1950-

60 beløb sig til ialt 23 mill. £, der blev dækketsåledes:

Omkostninger dækket af modpar-ten 5.700.000 £

Omkostninger dækket af bidrag,indbetalt af parten som vilkårfor fri proces 4.250.000 £

Omkostninger dækket ved tilbage-holdelse af beløb, tilkendt partenved retssagen 550.000 £

Nedslag i advokathonorar 2.000.000 £Bidrag fra det offentlige 10.500.000 £

D. Udenlandsk lovgivning i øvrigt

Udvalget har ikke fundet tilstrækkelig anled-ning til at redegøre for lovgivningen om fri pro-ces i andre lande end de ovennævnte. En frem-stilling af fri proceslovgivningen i en rækkeandre europæiske lande (Finland, Den tyskeForbundsrepublik, ostrig, Holland, Frankrig,Schweiz og Italien) findes i den ovennævntebetænkning om rättegångshjälp, afgivet af densvenske 1951 års rättegångskommitté, side 46—62.

Kapitel 4

Udvalgets overvejelser og forslag

A. Kompetencespørgsmålet

Som det fremgår af redegørelsen i kapitel 3,er spørgsmålet om, hvilken myndighed derbør træffe afgørelse i fri processager, og hvilkenpraktisk fremgangsmåde der bør følges ved be-handlingen af disse sager, ikke besvaret ens ide lande, hvis lovgivning er refereret i kapitlet.Navnlig fremtræder der klare forskelle mellemsvensk lovgivning, der tillægger domstolenekompetence til at afgøre fri processager, og lov-givningen i de lande, hvor kompetencen ertillagt andre organer.

Fordelen ved at henlægge afgørelsen til dom-stolene er navnlig, at retstvisten derved straksindbringes for den myndighed, som endeligtskal afgøre den. Herved spares ikke blot tidog omkostninger i forbindelse med en uden-retlig undersøgelse, men den part, der søgerfri proces, og som opfylder betingelserne for atfå denne begunstigelse, kan på denne måde opnåen bedre retsbeskyttelse, end han ville havehaft under en retsorden, hvor fri proces er be-tinget af en tilladelse fra en anden myndighedend den dømmende ret. Imidlertid er det ufor-eneligt med hensynet til domstolenes upartisk-hed, at de indlader sig på en forhåndsvurderingaf sagerne, og den af statsfinansielle hensynnødvendige begrænsning af adgangen til fri pro-ces må derfor under dette system tilvejebringesved fastsættelse af relativt strenge økonomiskebetingelser for meddelelse af fri proces.

I modsætning hertil søges der i de lovgivnin-ger, som gør adgangen til fri proces betingetaf en forhåndsvurdering af sagen ved en andenmyndighed end den dømmende ret, opnået enrække praktiske fordele, bl.a. med det formål atmuliggøre, at de økonomiske betingelser for friproces kan udformes mindre restriktivt endunder det ovennævnte system.

Ved at prøve sagens realitet inden meddelelseaf fri proces opnås således for det første, atretterne fritages for at tage stilling til et bety-deligt antal sager, nemlig dels sådanne, om

hvilke det skønnes, at der ikke er grundlag for,at parten kan gennemføre sit krav, dels sådanne,hvori der på grundlag af den foreløbige under-søgelse tilvejebringes en løsning af sagen vedforlig eller på anden måde. Herved opnås enbegrænsning i procesudgifterne og samtidig detstørst mulige udbytte af de til meddelelse affri proces bevilgede midler.

I de tilfælde, hvor der meddeles fri proces,vil den forudgående undersøgelse af sagen -som fremhævet i det side 18 gengivne citat afden norske retshjælpskomités betænkning -komme vedkommende parts advokat til nytte,idet advokaten kan anvende de oplysninger,der er blevet tilvejebragt. En ikke ubetydeligdel af bevisførelsen vil derfor jævnligt på for-hånd være fastlagt.

I de tilfælde, hvor fri proces nægtes efter enforhåndsprøvelse af sagen, undgås i almindelig-hed ikke alene en formålsløs proces, men prø-velsen vil, såfremt den er samvittighedsfuldtgennemført, ofte være lige så egnet til at skabeklarhed i en opstået retstvist som en dom.

Imod en forhåndsprøvelse af sagens realitetkan formentlig i første række anføres, at denneprøvelse nødvendigvis må tage en vis tid ogmedføre omkostninger, som ikke med sikkerhedkan indvindes ved de fordele, der opnås undersagens behandling ved retten. En vis dobbelt-behandling af sagen vil således i det hele kunneblive en følge af forhåndsprøvelsen. Til dennerent praktisk betonede indvending kommerså de mere principielle hensyn, der taler imodat gøre adgangen til domstolene betinget afen ikke-judiciel prøvelse af et judicielt spørgs-mål.

I Danmark har spørgsmålet om at henlæggekonrpetencen til domstolene været berørt fleresteder i forarbejderne til retsplejeloven af 1916.

I udkastet til Lov om den borgerlige Rets-pleje, 1877, var det således foreslået, at med-delelse af fri proces til personer på grund afuformuenhed skulle henlægges til domstolene,nemlig således at disse spørgsmål for underrets-

28

og landsretssagers vedkommende blev afgjortaf præsidenten for vedkommende landsret ogfor højesteretssager af Højesterets præsident. Ibemærkningerne til forslaget, side 69, udtaltesdet, at der i kommissionen havde været deltemeninger herom, idet nogle af medlemmernehavde været af den formening, at det måtte an-ses for principrigtigst at overlade administra-tionen afgørelsen af dette spørgsmål, der ikkekun var processuelt, men også et spørgsmål omoffentlig understottelse. Det blev yderligere an-ført, at også praktiske hensyn talte imod at gåbort fra den hidtil bestående ordning. Navnligbefrygtedes det, at den prøvelse af sagen, derskulle gå forud for meddelelse af fri proces,kunne medføre fare for rettens upartiskhed.Flertallet af kommissionens medlemmer fandtdog, at henlæggelsen af afgørelsen af spørgs-målet om fri proces til domstolene principieltvar begrundet allerede i den betragtning, atmeddelelse af fri proces til den uformuende ivirkeligheden var et »retfærdighedskrav«. Efterflertallets opfattelse kunne det desuden ikkeantages, at spørgsmålets henlæggelse til dendømmende myndighed ville medføre nogenpraktisk ulempe af virkelig betydning, ligesomfaren for, at rettens frie og upartiske stilling tilselve retssagen skulle forrykkes, lå meget fjernt,når spørgsmålet om fri proces blev ordnet på deni udkastet foreslåede måde.

I udkastet til Lov om den borgerlige Rets-pleje, 1899, fandtes tilsvarende bestemmelserom kompetencen som i udkastet af 1877. Manhenholdt sig til de betragtninger, der var frem-stillet i bemærkningerne til det tidligere ud-kast.

Under behandlingen af retsplejelovforslaget ifolketinget og landstinget blev spørgsmålet omkompetencen til at meddele fri proces kædetsammen med proceskommissionernes forslag om,at alle anke- og kæretilladelser skulle henlæggestil domstolene1). Disse spørgsmål gav anledningtil en del debat. Uoverensstemmelserne blevudjævnet i et fællesudvalg for folketinget oglandstinget, der afgav betænkning den 20. maj19082). Fællesudvalget gik ind for, at bevillings-myndigheden til anke- og kæretilladelser i civile

J) Principielle udtalelser om, hvorvidt anke- og kære-tilladelser bør henlægges til domstolene, findes i mot.1875, side 60, mot. 1877, side 142, 150 og 177 ogmot. 1899, side 209.

2) Rigsdagstidende 1907-08, tillæg B, sp. 3807 ff.

sager blev tillagt justitsministeren, og foreslog pålinie hermed, at i underretssager skulle fri pro-ces meddeles af amtmanden på det sted, hvorsagen var anlagt eller agtedes anlagt, i Køben-havn af overpræsidenten, medens fri proces ilandsrets- og højesteretssager skulle meddeles afjustitsministeren. Fællesudvalgets forslag blevvedtaget af begge ting.

Selvom de gældende kompetenceregler, derstort set er uforandrede siden forordningen af23. marts 1827, ikke har givet anledning til al-vorlig kritik her i landet, har udvalget dog bl.a.under hensyn til de i de seneste år i Norge ogSverige stedfundne overvejelser af dette spørgs-mål fundet det rettest at undersøge, om disseregler fortsat kan antages at være hensigtsmæs-sige, og om den administrative praksis, som erudviklet på grundlag af kompetencereglerne,kan anses for tilfredsstillende. Udvalget harherved haft opmærksomheden henledt på, atdet undertiden anføres, at fri proces bevilges ifor vidt omfang3).

Udvalget har derfor indhentet statistiskeoplysninger fra amterne og overpræsidiet i Kø-benhavn om praksis vedrørende fri processageri årene 1958, 1959 og 1960. Dette materiale eroptaget som bilag 1, 2, 3, og 4.

Af disse oplysninger fremgår, at der i årene1958, 1959 og 1960 blev indgivet ialt 14.460andragender om fri proces i 1. instans. Af disseblev 4.374 afslået af overøvrigheden, medens2.823 bortfaldt af andre grunde. I samme tids-rum modtog justitsministeriet 724 klager overoverøvrighedens afslag, der blev omgjort afministeriet i 112 tilfælde.

Der blev bevilget fri proces i 7.263 tilfælde,svarende til 50,2 % af samtlige ansøgninger.Dette svarer til 19,5% af samtlige landsrets-sager i 1. instans og 1,4 % af samtlige under-retssager. Der blev givet dom eller indgået forligi det væsentlige i overensstemmelse med par-tens påstand i 4.847 (66,8%) af sagerne, medensder i 897 (12,3%) af disse blev givet dom ellerindgået forlig i det væsentlige i overensstem-melse med modpartens påstand. Resten af sa-gerne var ikke afgjort, da indberetningerne blevudarbejdet.

Udvalget har endvidere indhentet statistiskeoplysninger om justitsministeriets bevillings-praksis. Dette materiale er optaget som bilag

3) Jfr. f.eks. Hans Schaumburg i Juristen 1964, side218.

29

5 og 6. I årene 1958, 1959 og 1960 blev der tiljustitsministeriet indgivet ialt 1.891 andragenderom fri proces i ankesager, heraf 420 ansøgnin-ger om fri proces til appelindstævnte. Af ansøg-ningerne om fri proces til appellanten, ialt1.471, blev 413 (28,1%) imødekommet, sva-rende til 8,2% af samtlige ankesager. I 137(33,3%) af tilfældene blev der givet dom ellerindgået forlig i det væsentlige i overensstem-melse med vedkommende parts påstand, me-dens der i 148 (35,7%) af tilfældene blev givetdom eller indgået forlig i det væsentlige i over-ensstemmelse med modpartens påstand. Restenaf sagerne var ikke afgjort, da undersøgelsenfandt sted.

Efter svensk ret meddeles fri proces som tid-ligere nævnt af retterne uden prøvelse af sa-gens realitet. Selvom en direkte sammenligningmed erfaringerne fra svensk praksis ikke er mu-lig på grund af forskelligheder i procesordnin-gerne, kan det nævnes, at der i Sverige alene i1956 blev meddelt fri proces i 1. instans i ca.10.500 tilfælde, altså ca. 4x/2 gange så mangetilfælde som det årlige danske gennemsnit (ca.2.400) i den ovennævnte treårsperiode. Derblev meddelt fri proces i ikke mindre end 31,5%af de afgjorte sager i 1. instans. I ankesagerblev der meddelt fri proces i ca. 900 tilfælde,svarende til 16% af de afgjorte ankesager. Ud-gifterne til fri proces udgjorde i Sverige i 19563.224.000 sv. kr. eller formentlig ca. 3 gangeså meget som udgifterne i Danmark.

Efter de oplysninger, der foreligger om prak-sis i England, blev der i årene fra 1950-1960modtaget ialt ca. 421.000 ansøgninger om friproces. Der blev meddelt fri proces i 58,2 % aftilfældene. I 89% heraf blev sagen vundet afden pågældende part. For ægteskabssagernegjaldt dette i 91% af sagerne, for ankesager i57% af disse. Selvom der således i Englandblev bevilget fri proces i procentvis flere til-fælde end i Danmark (58,2% mod 50,2%),tyder de foreliggende oplysninger om sagernesudfald dog på, at der af de engelske advokat-myndigheder foretages en noget omhyggeligerefrasortering af tvivlsomme sager end efter dendanske praksis, og at der stort set kun meddelesfri proces, når der haves høj grad af sandsyn-lighed for, at parten vil kunne få medhold i sitkrav. Forskellen mellem de engelske og dansketal for »vundne sager« kan dog også tænkes atstå i forbindelse med, at 75 % af de meddelteengelske fri procesbevillinger vedrørte ægte-

skabssager, medens kun ca. 47 % af de danskebevillinger angik sådanne sager eller person- ogfamilieretlige spørgsmål i øvrigt.

De oplysninger, der fremgår af den sted-fundne statistiske undersøgelse, viser efter ud-valgets opfattelse, at de gældende kompetence-regler virker hensigtsmæssigt. Værdien af denforhåndsprøvelse, der finder sted, fremgår ikkeblot deraf, at antagelig ca. 70% af de sager,hvori fri proces meddeles, fører til et for an-drageren gunstigt resultat, men understregestillige af oplysningerne om, at ca. halvdelenaf ansøgningerne til overøvrigheden frasorteresved forhåndsprøvelsen, at kun ca. 16,8% afoverøvrighedens afslag påklages til justitsmini-steriet, og at ikke mindre end ca. 19,5 °0 afsamtlige ansøgninger om fri proces i 1. instansbortfalder »af andre grunde«, herunder for-mentlig navnlig ved forligsmæssige løsninger.

Udvalget finder derfor ikke anledning til atforeslå de gældende kompetenceregler ændret,således at beføjelsen til at bevilge fri proces over-føres til domstolene. Det bemærkes herved, atsåfremt en tilsvarende forhåndsprøvelse skulleudøves af retspræsidenterne, ville det i betragt-ning af antallet af ansøgninger om fri procesbetyde en alvorlig belastning af præsidenternesvirksomhed og forudsætte en væsentlig udvi-delse af deres personale.

Selvom de fra England foreliggende oplys-ninger som nævnt synes at vise, at det er muligtat foretage en nøjere frasortering af tvivlsommesager, end det for tiden er tilfældet i danskadministrativ praksis, finder udvalget dog ikke,at det fremkomne talmateriale giver anledningtil generelt at pålægge de myndigheder, derbehandler fri processager, større tilbageholden-hed med hensyn til at tillade fri proces. Det børikke opstilles som et mål for forhåndsvurderin-gen, at der alene bør meddeles fri proces i sager,som med sikkerhed kan forventes vundet af par-ten. Dette ville - set i forhold til den gældendepraksis - givetvis forudsætte mere grundigeundersøgelser af vedkommende parts påstand,inden der blev taget stilling til hans andragende,hvad der ville være både tidkrævende og for-dyrende. Hertil kommer, at der - hvis sådanneretningslinier skulle følges - ikke kunne tagestilstrækkeligt hensyn til de ikke helt sjældnetilfælde, hvor parten må siges at have et natur-ligt krav på at få en retsafgørelse eller eventueltat anke en tvivlsom afgørelse i 1. instans, selvom hans chancer for at vinde sagen stiller sig

30

usikre, når det dog må antages, at han, så-fremt han havde haft midler hertil, selv villehave ført sagen, eventuelt gennem flere instan-ser. Dette synspunkt har særlig vægt i ægteskabs-sager samt i sager vedrørende person- og familie-retlige forhold og sager vedrørende erstatningfor tab af forsørger eller for alvorlig invaliditet.

Udvalget har ikke fundet anledning til ativærksætte en nærmere undersøgelse til belysningaf spørgsmålet om, hvorvidt der vil kunne opnåsfordele ved at overlade forhåndsprøvelsen afansøgningerne om fri proces til særlige advokat-myndigheder, således som det er tilfældet i Eng-land. Dels har advokatmyndighederne ikkenoget ønske om at overtage denne virksomhed,der udøves på stort set tilfredsstillende måde afadministrationen, dels må der efter udvalgetsopfattelse også lægges vægt på, at behandlingenaf sager om fri proces har betydelig uddannel-sesmæssig værdi for de i politiet, amterne ogjustitsministeriet ansatte jurister og for politietspersonale i øvrigt. For politiet gælder tillige, atarbejdet med disse sager giver mulighed for enværdifuld kontakt med publikum til gavn ikkeblot for politiets arbejde med andre civile sager,men også for løsningen af politiets opgaver i dethele.

Udvalget har overvejet, om der som led ide almindelige bestræbelser for at fritage cen-traladministrationen for at behandle enkelt-sager - bortset fra rekurssager - måtte væreanledning til at tillægge amterne og overpræ-sidiet kompetencen til at bevilge fri proces ogsåi ankesager. Herved ville der opnås arbejds-mæssige besparelser, idet disse myndighedersom regel ville være bekendt med sagens realitetfra behandlingen af andragendet om fri procesi 1. instans. Udvalget har dog fundet det bedststemmende med almindelige administrativeprincipper og med retsplejehensyn, at afgø-relsen af, om der skal meddeles fri proces underanke, træffes af en anden myndighed end den,der har taget stilling til andragendet tidligere,og som derfor kunne føle sig bundet af sinførste afgørelse. Hertil kommer, at det er ønske-ligt, at der anlægges en ensartet praksis i alleankesager. Spørgsmålet om fri proces underanke hænger iøvrigt i nogen grad sammen medjustitsministeriets kompetence til at meddeleoprejsningsbevilling og eventuelt 3. instans-bevilling.

Udvalget finder herefter i det hele ikke an-ledning til at stille forslag om ændring af kom-

petencereglerne vedrørende meddelelse af friproces til personer på grund af uformuenhed.

Efter udvalgets opfattelse vil der på denanden side intet være til hinder for, at der meddet formål at begrænse statens udgifter til friproces gives domstolene en noget større rådig-hed end hidtil over de sager, hvori fri proces ermeddelt, dels med hensyn til de skridt, der fore-tages til oplysning af sagerne, dels med hensyntil, hvorledes udgifterne skal afholdes. Dissespørgsmål vil blive taget op i de senere afsnit.

B. De økonomiske betingelserfor meddelelse af fri proces

Formuleringen af disse betingelser i retspleje-lovens § 330, stk. 1, nr. 1 - at »den pågældendesforfatning er sådan, at han ikke uden at savnedet nødvendige til sit og families underholdeller til fortsættelse af sin næringsdrift kan af-holde de med sagens udførelse forbundne om-kostninger og udgifter« - svarer ganske nøjetil de oprindelige bestemmelser herom i for-ordning af 23. marts 1827 § 2.

Som nærmere udviklet side 14 anses dissebetingelser for opfyldt, når andrageren ikke harformue, og hans indtægt ikke overstiger græn-sen for at være A-medlem i en statsanerkendtsygekasse. Grænsen for adgangen til dette med-lemskab er for forsørgere en ansat indkomstsvarende til faglærte arbejderes gennemsnitligeårsindta:gt ved fuld beskæftigelse. For forsørgeremed børn under 16 år forhøjes grænsen medet bestemt beløb pr. barn. Grænsen for en-ligtstillede beregnes som 75% af grænsen forforsørgere. Det antages, at omkring 85% afbefolkningen over 18 år kan påregnes at haveen skattepligtig indkomst under sygekassegræn-sen1).

Det følger heraf, at kun en mindre del afbefolkningen på forhånd i medfør af den nævntebestemmelse i § 330, stk. 1, nr. 1, afskæres fraat opnå fri proces, nemlig dels de ca. 15%,hvis indtægter ligger over sygekassegrænsen, delsde personer under denne indtægtsgrænse, somhar en likvid formue af blot nogen betydning.Af de i årene 1958, 1959 og 1960 indsendteandragender om fri proces, ialt 14.460, blev da

*) Jfr. Socialforskningsinstituttets redegørelse af 1963om indtægtsgrænser i dansk lovgivning, side 2-3.

31

også kun 474, svarende til ca. 3,3%, afslåetalene under hensyn til andragerens økonomiskeforhold.

Udvalget finder i og for sig ikke, at denneudvikling, hvorefter den nødvendige begræns-ning af fri processagernes antal ganske over-vejende sker efter en prøvelse i hvert enkelt til-fælde af sagens realitet, er uheldig. Når detudgangspunkt fastholdes, som hidtil har væretgældende, nemlig at de omhandlede indtægts-grænser alene er vejledende, således at de kanfraviges såvel opad som nedad under hensyntil den enkelte sags karakter, kan det spørgsmåldog rejses, om det ikke ville være hensigts-mæssigt at fastsætte de indtægtsgrænser, derlægges til grund for skønnet, noget lavere, enddet hidtil har været tilfældet. Politiet og amterneville herved antagelig kunne fritages for ativærksætte et antal forhåndsundersøgelser, menville dog ikke være afskåret fra at tage enkeltetilfælde, hvor ansøgeren skønnes at have etganske særligt behov for bistand, op til realitets-prøvelse. Der har i udvalget været enighed omat henstille til justitsministeren at tage dettespørgsmål op til overvejelse, eventuelt såledesat indtægtsgrænserne - uanset mulige frem-tidige forhøjelser af sygekassegrænserne — indtilvidere fikseres på det nuværende niveau, ogsåledes at en senere forhøjelse af indtægtsgræn-serne først finder sted, efter at der er indhentetnærmere statistiske oplysninger til belysning afbehovet for en sådan forhøjelse.

På den anden side finder udvalget, at dennuværende ordning, hvorefter selv en relativtbeskeden, likvid kapital er til hinder for op-nåelse af fri proces, er urimelig streng. Det villeefter udvalgets opfattelse være ønskeligt, omder også med hensyn til ansøgernes formue-omstændigheder kunne anlægges en konkret be-dømmelse. Er indkomsten beskeden, bør enmindre formue som regel ikke være en hindringfor meddelelse af fri proces, i hvert fald ikkeved mere bekostelige processer. Der kan ogsåvære anledning til at tage hensyn til, hvad an-dragerens formue består af, herunder om dener nødvendig for hans næringsdrift. Der villeikke herved ske en større forøgelse af antalletaf meddelte tilladelser, jfr. de ovennævnte op-lysninger om det ringe antal andragender, derafslås alene på grund af vedkommendes øko-nomiske forhold.

Da ordlyden af den nuværende regel i rets-plejelovens § 330, stk. 1, nr. 1, imidlertid må

antages at være til hinder for at anlægge ensådan konkret vurdering, skal udvalget foreslå,at reglen, hvis formulering virker noget for-ældet, ændres, således at det fremtidig bliver enbetingelse for meddelelse af fri proces, at denpågældende »ikke uden at lide væsentlige af-savn er i stand til at betale de med sagen for-bundne omkostninger«.

Med henblik på at gennemføre en mere kon-kret bedømmelse af andragerens økonomiskemuligheder for at gennemføre processen vil detvære ønskeligt, at der tilvejebringes specificeredeoplysninger om andragerens økonomiske for-hold. Udvalget skal derfor henstille, at derudarbejdes en standardformular til anvendelsei disse tilfalde i stedet for de ret forskellige ogtildels ufuldkomne blanketter, der anvendes idag. Denne formular bør bl.a. indeholde ru-brikker til oplysning om ansøgerens bruttoind-tægt og skattepligtige indtægt for de seneste 3år, antallet af børn under 16 år og størrelsenaf den senest selvangivne formue, specificeretpå samme måde som i selvangivelsen. Udgif-terne ved anvendelse af sådanne blanketter børafholdes af statskassen.

C. Meddelelse af delvis fri proces

De gældende regler indeholder ikke udtrykkelighjemmel for meddelelse af delvis fri proces.

I retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 3, nævnesdet dog, at det er en forudsætning for beskik-kelse af advokat, at sådan beskikkelse ikke skøn-nes at være unødvendig. Dette har navnlig prak-tisk betydning i tilfælde af fri proces underskifte. I justitsministeriets cirkulære nr. 6 af18. januar 1960 om fri proces under skifte erdet således fastsat, at det i almindelighed skalmeddeles vedkommende skifteret, at beskik-kelse af advokat kun bør finde sted, såfremt derunder boets behandling måtte være særlig an-ledning dertil.

Det er imidlertid i praksis antaget, at adgan-gen til at begrænse virkningerne af fri procesikke er indskrænket til at undlade beskikkelseaf advokat, men at også andre af de begun-stigelser, der er nævnt i retsplejelovens § 331,stk. 1, kan undtages. Dette sker imidlertid kuni meget beskedent omfang - som regel i formaf, at der alene bevilges fritagelse for betalingaf retsafgifter. Anledningen til en sådan be-grænsning kan være, at det skønnes rigtigst, at

32

vedkommende part i et vist omfang selv bi-drager til omkostningerne under sagen, mennormalt er begrundelsen, at advokathjælpskønnes ufornøden.

En udvidet benyttelse af denne skønsmæssigeadgang til at meddele delvis fri proces vil gøredet muligt at udnytte reglerne om fri procesvæsentlig mere smidigt. Delvis fri proces kani så fald benyttes som et supplement til desædvanlige regler om fri proces. Da en af grun-dene til, at denne adgang hidtil kun er anvendti beskedent omfang, formentlig er, at der ikkei loven er givet udtrykkelig hjemmel til at be-nytte denne fremgangsmåde, skal udvalget fore-slå, at der i forbindelse med de øvrige foreslåedeændringer i retsplejelovens kapitel 31 optagesen bestemmelse om, at virkningerne af fri proceskan begrænses til enkelte af de begunstigelser,der efter loven normalt er knyttet til fri proces.

Efter omstændighederne vil der da navnligkunne blive tale om at meddele delvis friproces i tilfælde, hvor det under hensyn tilpartens økonomiske forhold skønnes rimeligt,at han vel opnår en vis bistand fra detoffentlige, men at han dog tillige selv bør bidragetil de omkostninger, som processen medfører.

Tilsvarende synspunkter kan imidlertid ogsågøre sig gældende ved vurderingen af spørgs-målet om, hvorvidt sagens realitet kan begrun-de, at der meddeles fri proces. I tvivlsommesager kan det være rigtigt, at parten selv bi-drager til omkostningerne. Dette vil kunne op-nås ved meddelelse af delvis fri proces.

I tilfælde, hvor retsafgifter m.v. i forbin-delse med en proces er usædvanligt store, kander også være behov for meddelelse af delvisfri proces. Det kan således skønnes rimeligt, atparten ikke skal bære både disse udgifter og ud-gifter til advokat, når væsentlige almene hensyntaler for, at der træffes en retsafgørelse i denforeliggende tvist1).

Adgang til at meddele delvis fri proces findesi norsk ret og praktiseres i det væsentlige i over-ensstemmelse med de ovenfor nævnte retnings-linier. I Sverige er sådanne regler flere gangeblevet foreslået2), men er dog ikke blevet gen-nemført.

x) Med hjemmel i retsplejelovens § 335, stk. 1, harjustitsministeriet i ganske enkelte tilfælde meddeltfritagelse for retsafgifter.

2) I 1941 års utredning om fri rättegång og i et forslagi 1951.

Skønnet over, om der skal foretages en be-grænsning, bør udøves af den myndighed, dertræffer afgørelse af, om fri proces skal meddeles.Der må i bevillingsskrivelsen gives udtryk for,om der er foretaget en sådan begrænsning. Dennuværende regel om, at fri proces alene omfatterbeskikkelse af advokat, såfremt dette ikke erunødvendigt, vil herefter være overflødig.

D. Afkrævning af omkostningsbidrag fraparten som vilkår for meddelelse af

fri proces

I nær forbindelse med det under G behandledespørgsmål om delvis fri proces står spørgsmåletom, hvorvidt der bør afkræves vedkommendepart et kontant bidrag til bestridelse af en delaf omkostningerne ved processen.

Der er i dansk ret ikke hjemmel til at betingemeddelelse af fri proces af betaling af et sådantbidrag.

I Norge er en sådan regel blevet foreslået i1958 af en sagkyndig komité, jfr. ovenfor side18. Forslaget er imidlertid ikke blevet gen-nemført.

Efter dette forslag skulle der ikke være fastenormer for, hvor stort et bidrag der skullekræves. Man forudsatte, at der i praksis villeblive fastlagt nærmere regler.

I Sverige er spørgsmålet blevet gjort tilgenstand for overvejelse af 1951 års rättegångs-kommittéen, der i sin betænkning af 1958 fore-slog, at der blev indført hjemmel for at af-kræve vedkommende part et efter hans øko-nomiske forhold afpasset »kostnadsbidrag«, jfr.ovenfor side 21. Heller ikke dette forslag, derdog tilsigtede at udvide adgangen til at med-dele fri proces, er blevet gennemført, men for-slaget er i revideret skikkelse gentaget i ud-valgsbetænkningen af 1965, jfr. side 23.

I England er der gennemført nærmere reglerom bidrag til procesomkostningerne fra en part,der ikke er ubemidlet, jfr. ovenfor side 24.

Regler om omkostningsbidrag som de hernævnte har navnlig til formål at muliggøre, atdet størst mulige antal personer inden for degivne økonomiske rammer kan komme i be-tragtning ved meddelelse af fri proces. Der vil,som det fremgår af det svenske forslag og af denengelske lov, kunne opstilles skematiske reglerfor bidragets størrelse, hvorved der søges opnået

33

en jævn overgang fra de tilfælde, hvor det of-fentlige yder fuld bistand, til de tilfælde, hvorder ingen bistand ydes. Ved en sådan ordningopnås tillige - ligesom ved meddelelse af delvisfri proces - at parten selv deltager i den øko-nomiske risiko, som processen medfører, og der-ved på passende måde opfordres til at overveje,om sagen er værd at føre.

De pågældende ordninger er dog forbundetmed forskellige ulemper.

Et system, hvorefter der skal svares bidragefter en lovbestemt skala på grundlag af ind-komsten og formuen, vil i sig selv virke nogettilfældigt. Afgørende for, hvilke bidrag derskulle betales, burde vel snarere være omkost-ningerne ved processen. Disse omkostningerville det dog på forhånd være vanskeligt atskønne over. Dertil kommer, at det formentligville være nødvendigt jævnligt at regulere sat-serne for betaling af bidrag efter det til enhvertid gældende prisniveau i samfundet.

Under en ordning, hvorved det overlades tiladministrationens frie skøn, hvilke bidrag derskal betales, ville det ganske vist være muligtat regulere omkostningsbidraget efter hvertenkelt tilfældes særlige omstændigheder, men ihvert fald under en decentraliseret administra-tionsform som den danske ville denne frihedindebære en fare for uensartede afgørelser ogdermed for en stigning i antallet af klagesager.

Hertil kommer, at det af hensyn til mulig-heden for senere tilbagebetaling af erlagte om-kostningsbidrag, f.eks. når den pågældende partvandt sagen, og modparten blev tilpligtet atbetale sagens omkostninger, ville være nødven-digt at føre et mere specificeret og kompliceretregnskab over fri procesudgifterne, end det fortiden er tilfældet ved domstolene.

Som tidligere nævnt har man i de lande, hvoromkostningsbidrag er indført eller har været påtale, navnlig haft for øje at muliggøre en ud-videlse af den kreds af personer, som kan opnåbistand fra det offentlige under retssager. Dennetrang gør sig i imidlertid ikke med samme styrkegældende her i landet, jfr. det under B anførte.Omkostningsbidraget ville derfor nærmest kunfå den betydning, der ligger i, at parten selvdeltager i den økonomiske risiko, som sagenmedfører, og dette resultat kan lige så godt op-nås ved at begrænse virkningerne af fri proces ioverensstemmelse med det under C anførte. Un-der hensyn hertil og til de betydelige admini-strative vanskeligheder, der vil være forbundet

med indførelse af regler om betaling af omkost-ningsbidrag, finder udvalget, at der ikke børstilles forslag herom.

E. Omfanget af de ved fri proces opnåedebegunstigelser

I de tilfaslde, hvor fri proces er hjemlet ved sær-lige lovbestemmelser angående behandlingen afsager, hvis oplysning påhviler retten på embedsvegne, f.eks. faderskabssager og sager om prøvel-se af administrativt bestemt frihedsberøvelse,jfr. retsplejelovens § 456 n og § 474, er det over-ladt til retten at bestemme, i hvilket omfang deudgifter, som er forbundet med sagens oplys-ning, skal afholdes af det offentlige.

I størstedelen af de tilfælde, hvori fri procesforeligger, påhviler det imidlertid parterne selvat drage omsorg for sagernes oplysning, og idisse tilfælde er der ikke udtrykkeligt tillagtretten beføjelse til at regulere omkostningernesstørrelse, selvom disses betaling kan komme tilat påhvile det offentlige. Det er dog sædvanlig"praksis, at i hvert fald mere bekostelige foran-staltninger ikke iværksættes uden rettens forud-gående godkendelse.

Udvalget finder, at denne praksis er velbe-grundet, og det foreslås derfor, at den lovfæstesved en ændring af den nuværende bestemmelsei § 331, stk. 1, nr. 3, således at fri proces frem-tidig kun i det omfang, rettens godkendelse fore-ligger, kan omfatte udgifter til vidneførsel, syns-og skønsforretninger og andre foranstaltninger,som iværksættes af hensyn til sagens behandling,f.eks beskikkelse af medhjælper i skiftesager,eller af hensyn til dens oplysning.

Det har i praksis givet anledning til vanske-ligheder ved behandlingen af skiftesager, hvorifri proces er meddelt, at afgiftsfritagelsen i rets-plejelovens § 331, stk. 1, nr. 1, ikke antages atomfatte skifteafgifter, jfr. justitsministeriets cir-kulære nr. 6 af 18. januar I9601). Udvalgetforeslår derfor, at denne bestemmelse ændres,således at afgiftsfritagelsen omfatter afgifter afenhver art i forbindelse med en sags behandlingeller en retshandlings foretagelse.x) Jfr. Jul. Paulsen i Fuldmægtigen 1958, side 149 ff.

34

F. Spørgsmålet om, hvorvidt de af detoffentlige udlagte beløb bør kunne

kræves refunderet af parten

I gældende dansk ret er der i modsætning tilnorsk, svensk og engelsk ret ikke hjemmel til atkræve de af det offentlige udlagte beløb i for-bindelse med en proces refunderet af den bene-ficerede part. I de tilfælde, hvor det pålæggesmodparten at erstatte det offentlige dettes ud-gifter fuldt ud, vil det offentlige imidlertid her-igennem som regel være sikret mod tab. Spørgs-målet om den beneficerede parts refusionspligthar derfor her i landet kun betydning, såfremtder enten ikke er pålagt modparten en sådanerstatningspligt, eller det viser sig, at modpartenikke er i stand til at betale det ham pålagte beløb.

En pligt for den beneficerede part til i sådan-ne tilfælde at refundere det offentlige dettes ud-gifter kan begrundes ud fra forskellige syns-punkter.

Betragtes fri proces som en form for kredit fradet offentlige, der sætter parten i stand til atfore proces, følger heraf, at vedkommende part iprincippet er tilbagebetalingspligtig i alle til-fælde. I det omfang dette ikke kan ske, uden atparten lider væsentlige afsavn herved, kan plig-ten dog eventuelt begrænses eller ophæves. Etsådant system er i det væsentlige gennemført isvensk ret.

Det kan vel ikke udelukkes, at en sådan prin-cipiel tilbagebetalingspligt kan have den virk-ning at afholde en del sagsøgere fra at anlæggesag i tilfælde, hvor søgsmålet skønnes særligtvivlsomt, og hvor udsigten til at komme til atrefundere det offentlige sagens omkostningerderfor er særlig stor. Under den her i landetgældende ordning finder frasorteringen af tvivl-somme sager imidlertid sted på en mere hen-sigtsmæssig måde ved den administrative for-håndsprøvelse, og der er derfor i hvert fald ikkeud fra det her nævnte hensyn trang til at ind-føre en regel om generel tilbagebetalingspligt. Ienkelte tilfælde, hvor vedkommende part harindladt sig i sagen i tillid til administrationensskøn over sagens gennemførlighed, ville det des-uden kunne virke stødende, dersom det offent-lige bagefter væltede hele den økonomiske risikofor et ugunstigt udfald over på parten. Det kanheller ikke udelukkes, at eksistensen af en regelom generel tilbagebetalingspligt ville afholdesærlig forsigtige personer fra at anlægge sag,selvom de havde opnået fri proces. Hertil kom-

mer endelig, at en sådan regel ikke er mulig atgennemføre uden en meget betydelig regnskabs-førelse og administration, hvis omkostningernæppe ville stå i rimeligt forhold til de forment-lig ret beskedne indtægter, der ville opnås pådenne måde. Reglen ville således forudsætte, atder i alle de tilfælde, hvor sagens omkostningerikke blev betalt fuldt ud af modparten, af ad-ministrationen skulle tages stilling til, om denbeneficerede part var i stand til at betale strakseller senere. Hvis den beneficerede parts øko-nomiske forhold ændrede sig, skulle der even-tuelt påny tages stilling til spørgsmålet. Hvisder senere kunne inddrives beløb hos modpar-ten, måtte der formentlig enten ske tilbagebe-taling til den beneficerede part, hvis han i mel-lemtiden havde betalt omkostningerne, eller og-så skulle modparten betale direkte til den bene-ficerede part.

Man kan imidlertid — som i Norge og England- begrænse tilbagebetalingspligten til tilfælde,hvor den må anses for begrundet i særlige om-stændigheder. Overfor en sådan regel har deovennævnte indvendinger kun begrænset vægt,navnlig under forudsætning af, at reglen ud-formes, således at den kun gælder de tilfælde,hvor det ikke - eller ikke fuldtud - pålæggesmodparten at betale det offentliges omkostnin-ger, og det overlades til retten samtidig medafgørelsen i sagen at bestemme, om den bene-ficerede part skal bære omkostningerne veddenne helt eller delvis. Herved vil det efterføl-gende arbejde med inddrivelsen blive begræn-set mest muligt. Reglen vil da efter sit indholdikke finde anvendelse i den langt overvejendedel af de tilfælde, hvor fri proces er meddelt, oghvor der enten ikke er trang til at fastslå tilbage-betalingspligt, eller hvor muligheden for at gen-nemføre en sådan pligt er meget beskeden. Der-imod vil reglen kunne benyttes efter rettens skøni et mindretal af tilfælde, hvor der foreliggerrent konkrete grunde til at pålægge parten til-bagebetalingspligt.

Dette gælder således, hvor parten opnår væ-sentlige økonomiske fordele i forbindelse medprocessen, men hvor retten undtagelsesvis i med-før af retsplejelovens § 312, stk. 1, måtte havefritaget den tabende modpart for at betale sags-omkostninger. I denne situation vil gennem-førelsen af tilbagebetalingspligten ikke voldekval, og det synes her ikke rimeligt at lade detoffentlige betale de omkostninger, som det ikkepålægges modparten at betale.

35

En regel med det angivne indhold vil end-videre kunne anvendes i tilfælde, hvor det underretssagens forløb viser sig enten, at parten i for-bindelse med ansøgningen om fri proces harvildledt administrationen ved at give urigtigeoplysninger af væsentlig betydning, eller at deforudsætninger, under hvilke fri proces må an-tages at være meddelt, senere er bristet på grundaf forhold, som vedkommende part snarere børbære risikoen for end det offentlige. Reglen vilfor så vidt være et naturligt supplement til be-stemmelsen i retsplejelovens § 333, 2 pkt., omadgangen til at tilbagekalde en tilladelse til friproces i sådanne tilfælde.

Endvidere vil den omhandlede regel forment-lig kunne få ikke ringe betydning i tilfælde, hvorretten i medfør af særlige lovbestemmelser, f.eks.i ægteskabssager, faderskabssager eller sager omadministrativ frihedsberøvelse, af egen driftmåtte have beskikket advokat for en part ellertruffet andre foranstaltninger, der medfører ud-gifter, som skal afholdes efter reglerne om friproces. Disse lovbestemmelser er i første rækkeet middel for retten til at nå frem til det mate-rielt rigtige resultat, og de sociale hensyn tilvedkommende part, som begrunder de almin-delige regler om fri proces i retsplejelovens kapi-tel 31, behøver derfor ikke at foreligge i sådannetilfælde.

Endelig kan det påregnes, at en regel om, atretten i visse tilfælde kan pålægge den bene-ficerede part at betale en del af omkostningerneved sagen, vil være en spore til god proces-økonomi. Reglen vil give retten større mulighedfor at reagere over for overflødig bevisførelsem.v., og den kan således medvirke til at be-grænse udgifterne i de sager, hvori der er med-delt fri proces.

Ud fra disse betragtninger finder udvalget,at der i retsplejelovens kapitel 31 bør optagesen regel om tilbagebetalingspligt i de tilfælde,hvor modparten ikke er blevet tilpligtet at ud-rede sagens omkostninger eller alene er tilpligtetat udrede en del af disse. Det foreslås, at retten,når omstændighederne taler herfor, skal kunnebestemme, at den part, hvem der er meddelt friproces, skal erstatte det offentlige dettes udgifteri det omfang, hvori de ikke er pålagt modparten.

Det spørgsmål kan rejses, om man ikke burdegå et skridt videre, således at der tilvejebringeshjemmel for at lade den beneficerede part hæftefor de omkostninger, der er pålagt modparten,men som denne ikke kan betale. Udvalget har

dog ment at burde tage afstand fra denne tanke,dels fordi en sådan subsidiær hæftelse i praksisvil kunne give anledning til tvivlsomme spørgs-mål, dels fordi det kan føre til ubillige resultaterat lade den beneficerede parts betalingspligtvære afhængig af modpartens evne og vilje tilat betale de ham pålagte omkostninger.

G. Spørgsmålet om, hvorvidt detoffentlige bør betale eller indestå forbetaling af omkostninger til modparten

Efter retsplejelovens § 331, stk. 3, har meddelelseaf fri proces ingen indflydelse på pligten til atbetale modparten sagens omkostninger. Såfremten part, der har fri proces, taber sagen, afgøresdet efter de almindelige regler, om han skalbetale omkostninger til modparten. Hvis hanikke er i stand til at betale disse, har modpartenikke adgang til at kræve dem dækket af det of-fentlige.

Disse regler svarer til de i norsk og svensk retgældende regler. Spørgsmålet om, hvorvidt detoffentlige bør indestå for modpartens omkost-ninger, har været gjort til genstand for over-vejelse af den i Norge i 1954 nedsatte sagkyn-dige komité, der imidlertid ikke fandt, at dervar tilstrækkelig anledning til at stille forslagherom. I Sverige har spørgsmålet været be-handlet dels af 1951 års rättegångskomittéen,der heller ikke fandt, at der burde stilles et så-dant forslag, dels af det i 1962 nedsatte udvalg,som i sin betænkning af 1965 har stillet forslagom en meget begrænset pligt for det offentligetil at erstatte modpartens omkostninger, jfr.side 23.

I engelsk ret er der mulighed for domstolenefor at tilkende omkostninger til den vindendepart i en retssag, i hvilken der er meddelt mod-parten fri proces, således at disse omkostningerbetales af det offentlige, jfr. side 25.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 331, stk. 3,er blevet kritiseret ud fra to modstående syns-punkter, nemlig dels ud fra hensynet til mod-parten, dels ud fra hensynet til den beneficeredepart selv1).

*•) Jfr. f. eks. Per Markussen i Ugeskrift for retsvæsen1961, side 175 B, og J. A. Melchior i Advokaten1964, side 23.

36

1) Hensynet til modparten.Som grundlag for, at det offentlige skulle in-

destå for sagsomkostninger til modparten, kandet anføres, at det offentlige ved at meddelefri proces efter en prøvelse af sagens realitet påen måde påtager sig et medansvar for disse om-kostninger. Ved at bevilge fri proces har detoffentlige muliggjort det for en part at føre enproces, der formentlig ellers ikke ville være ble-vet ført. Da den beneficerede part yderligereforudsættes at være uformuende, vil det normaltvære yderst vanskeligt at gennemføre et krav påsagsomkostninger mod ham. Dette forhold kanefter omstændighederne få en for modpartenuheldig indflydelse på processens resultat, fordimodparten under forligsforhandlinger og lign. ihoj ere grad end den beneficerede part vil værenodsaget til at tage hensyn til de omkostninger,som en videreførelse af processen vil medføre,og derigennem kan føle sig tilskyndet til at ind-gå på et ugunstigere forlig, end hvis parternehavde været ligestillet i henseende til betalingenaf processens omkostninger.

Disse synspunkter kan imidlertid næppe be-grunde en almindelig regel om, at det offentligeskulle indestå for sagsomkostninger til modpar-ten. En sådan hæftelse fra det offentliges sidekunne kun være rimelig ud fra den forudsætning,at det normalt var et vilkår for at anlægge sag,at der skulle stilles sikkerhed for sagens omkost-ninger til modparten, og tillige at fri proceshavde den virkning, at der ikke krævedes etsådant depositum. Også i tilfælde, hvor der ikkeer meddelt fri proces, afhænger det af partensøkonomiske evne, om der er mulighed for atinddrive de sagsomkostninger, der er pålagtham. Meddelelse af fri proces er alene en be-gunstigelse for den part, der får fri proces. Ermodparten eventuelt ikke i stand til at afholdesine egne omkostninger, vil der muligvis væregrundlag for også at meddele ham fri proces.

Efter udvalgets opfattelse bør det forhold, atder er meddelt fri proces, derfor ikke i sig selvføre til, at modparten stilles anderledes og irealiteten bedre, end hvis han stod over for enpart, hvem der ikke var meddelt fri proces.

I enkelte tilfælde kan særlige forhold dog talefor at gøre en undtagelse fra denne hovedregel.

I tilfælde, hvor den beneficerede part tabersagen, og det må antages, at fri proces er opnåetved urigtige anbringender fra hans side, ellerat forudsætningerne for den meddelte fri proceser bristet på grund af forhold, der kan lægges

ham til last, vil det spørgsmål ofte kunne rejses,om ikke en mere tilbundsgående forhåndsunder-søgelse ville have medført, at der ikke var blevetmeddelt fri proces. I hvert fald burde bevillin-gen have været tilbagekaldt, hvis den myndig-hed, der har meddelt fri proces, var blevet klarover forholdet. Det synes i sådanne tilfælderimeligere at lade det offentlige bære alle pro-cessens omkostninger - med adgang til regreshos den beneficerede part - end at disse omkost-ninger delvis skal bæres af den formentlig heltsagesløse modpart. Der kan i øvrigt forekommeandre tilfælde, hvor det i retten viser sig, at denbeneficerede parts krav er aldeles ubegrundet.Såfremt han i et sådant tilfælde idømmes bødefor unødig trætte, burde modparten formentligligeledes have krav på at få sine omkostningerdækket af det offentlige, men også i tilfælde,hvor den beneficerede parts forhold ikke fuldtud betinger anvendelse af bøde for unødig træt-te, kan der undtagelsesvis være behov for atkunne pålægge det offentlige at dække modpar-tens omkostninger.

De her nævnte situationer er formentlig ikkesærlig hyppigt forekommende efter de oplysnin-ger, der foreligger om resultatet af de sager, ihvilke der er meddelt fri proces, men på denanden side udgør de vel en ikke uvæsentlig delaf de tilfælde, som har dannet grundlag for denrejste kritik. Udvalget finder det ikke urimeligt,at der ved en lovændring åbnes mulighed forat holde modparten skadesløs i sådanne særligetilfælde. Det er imidlertid næppe muligt i enlovbestemmelse helt nøjagtigt at angive de si-tuationer, hvori en sådan løsning bør finde sted,og udvalget foreslår derfor, at det overlades tildomstolene, når ganske særlige hensyn talerherfor, at bestemme, at det offentlige skal inde-stå for modpartens omkostninger, således at detoffentlige indtræder i modpartens ret mod denbeneficerede part.

I denne forbindelse må det fremhæves, at hvisman i loven opstillede nærmere retningslinierfor, hvornår det offentlige skulle indestå foromkostninger til modparten, ville man forment-lig i højere grad, end hvis udvalgets forslagfølges, risikere, at dette spørgsmål blev gjort tilgenstand for bevisførelsen og proceduren — etforhold der ville være lidet ønskeligt.

2) Hensynet til den beneficerede part.De sociale hensyn til den økonomisk ringere

stillede del af befolkningen, som er motiveringenfor de almindelige regler om fri proces, kunne i

37

og for sig tale for, at de begunstigelser, der op-nås ved en tilladelse til fri proces, generelt ud-videdes til også at omfatte fritagelse for betalingaf sagsomkostninger til modparten, således atdet blev pålagt det offentlige at holde denneskadesløs. Disse udgifter vil i nutiden ikke sja;l-dent andrage store beløb, hvis betaling i mangetilfælde vil kræve betydelige afsavn af den bene-ficerede part, for hvem det utvivlsomt ofte vilkomme som en meget ubehagelig overraskelse,når han bliver tilpligtet at betale modpartensagens omkostninger. Når det offentlige efteren gennemgang af sagen har fundet, at der errimelig grund til at føre proces, kunne det derforsynes ubilligt, at den beneficerede part aleneskal bære risikoen for, at sagen tabes - i hvertfald i de tilfælde, hvor sagen afgøres på grundlagaf oplysninger, som allerede forelå på det tids-punkt, da bevillingen blev meddelt.

Heroverfor må dog anføres, at en genereludvidelse af fri procesbegunstigelserne til atomfatte omkostningerne til modparten villemedføre meget betydelige merudgifter for detoffentlige, med mindre denne udvikling mod-virkes ved besparelser på andre punkter, f.eks.ved begrænsning i antallet af fri procestilladelsereller ved udvidet anvendelse af delvis fri proces.Det må herved erindres, at risikoen for at skullebetale omkostninger til modparten under dennuværende ordning virker som en meget be-tydningsfuld »naturlig« bremse på lysten til atføre proces, og denne risiko må også antages atskærpe ansvarsfølelsen med hensyn til at søgefri proces. Hertil kommer, at det forhold, derfører til, at den beneficerede part må betaleomkostningerne til modparten, ikke sjældent måtilregnes ham selv. Men også i tilfælde, hvordet, at sagen tabes, vel ikke i egentligste for-stand skyldes den beneficerede parts forhold,kan det være rimeligt, at han selv i et vist om-fang bærer risikoen for, at sagens omkostningerpålægges ham, eftersom han er den, der bedstkender eller burde kende sagens nærmere om-stændigheder og eventuelle »svage punkter«.

Udvalget kan derfor ikke anbefale, at dergennemføres en udvidelse af fri procesbegun-stigelserne under den form, at den beneficeredepart allerede ved bevillingen principielt fritagesfor at udrede omkostningerne til modparten,således at det i stedet pålægges det offentlige atholde denne skadesløs.

Det må imidlertid erkendes, at den gældendehovedregel, hvorefter meddelelse af fri proces

slet ikke har indflydelse på forpligtelsen til aterstatte modparten sagens omkostninger, kanføre til urimelige resultater i enkelte tilfælde,hvor de ovennævnte hensyn, der begrunder reg-len, gør sig gældende med særlig ringe vægt.Udvalget finder det ubetænkeligt, at der medhenblik på at undgå sådanne uheldige virknin-ger, gives domstolene en vis adgang til i forbin-delse med sagens afgørelse at fravige den nævntehovedregel, og det foreslås derfor, at retten,når hensynet til den beneficerede part i særliggrad taler herfor på grund af sagens beskaffen-hed og partens økonomiske forhold, skal kunnebestemme, at omkostningerne til modparten helteller delvis skal afholdes af det offentlige. Ud-valget finder, at denne regel navnlig bør findeanvendelse i tilfælde, hvor den beneficerede partuden egen skyld er blevet inddraget i processen,f.eks. hvor formålet med denne er at få afgjortet særligt tvivlsomt juridisk spørgsmål, eller hvordet drejer sig om en ankesag, som den bene-ficerede part har vundet i den foregående in-stans. I det omfang denne regel bringes i an-vendelse, vil tillige hensynet til at sikre mod-parten dækning for hans omkostninger, jfr.ovenfor under 1), være varetaget. Dette er imid-lertid ikke det primære formål med reglen, ogudvalget finder anledning til at understrege, atreglens eksistens ikke bør føre til, at domstolenei mindre udstrækning end hidtil benytter ad-gangen til at hæve sagens omkostninger og der-ved pålægge modparten selv at bære sine om-kostninger.

H. Fri proces med tilbagevirkendekraft

Efter retsplejelovens § 334 udstrækker fri proces»sine virkninger til hele sagen i den instans,derunder til den for at opnå ny foretagelse afsagen for samme ret foreskrevne procedure, samttil eksekution.«

Medens der således er givet udtrykkelige reg-ler om, at fri proces omfatter »efterfølgendeskridt« som eksekution1) — men dog ikke tvangs-

*) Jfr. justitsministeriets skrivelse nr. 291 af 9. novem-ber 1949. Det kan i denne forbindelse også nævnes,at fri proces til erhvervelse af mortifikationsdom pået pantebrev berettiger til, når pantebrevet ved dommortificeres, at få det udslettet af tingbogen udengebyr, jfr. tinglysningsafgiftslovens § 16.

W

realisation af det udlagte - står spørgsmålet om,hvorvidt fri proces har tilbagevirkende kraft,åbent ifølge bestemmelsens ordlyd.

Det antages imidlertid i praksis, at fri procesikke har tilbagevirkende kraft.

For tiden før retsplejeloven fremgår dette bl.a. af to domme, refereret i Ugeskrift for rets-væsen 1900, side 74 og side 586. Fra nyere tidkan nævnes en kendelse af 16. juni 1953 afostre landsret (Ugeskrift for retsvæsen 1953,side 938)2). En kendelse af 31. oktober 1960 afHøjesteret (Ugeskrift for retsvæsen 1960, side1057)3) synes dog at have fraveget dette princip.I ganske enkelte tilfælde er fri proces af admini-strationen begrænset til alene at omfatte sagensfortsatte behandling ved vedkommende ret.4).

Princippet om, at fri proces ikke har tilbage-virkende kraft, giver i praksis anledning til be-tydelige vanskeligheder.

Spørgsmålet om, hvorledes der skal forholdesmed retsafgifter m.v., er afgjort ved skatte-departmentets cirkulære nr. 113 af 17. august1953. For så vidt der i en retssag, der er anlagt,og i hvilken der er betalt retsafgift m.v., med-

2) En boligretssag var efter domsforhandl ingen den 23 .april 1953 optaget til dom, hvorefter amtet den7. maj 1953 meddelte sagsøgte fri proces. Den 8. maj1953 blev der afsagt dom i sagen. Efter dommensafsigelse blev vedkommende advokat beskikket afrettens formand og fik tillagt et salær på 65 kr.Denne afgørelse blev påkæret af advokaten med på-stand om, at salæret blev forhøjet. Landsretten ud-talte, at da fri proces først var meddelt , efter atsagen var optaget til dom, havde der ikke væretgrundlag for at beskikke en advokat og tilkendesalær m.v., hvorefter den trufne beslutning ex of-ficio blev ophævet.

3) En civil landsretssag blev forligt i retten den 10.maj 1960, og retten traf bestemmelse om sagsom-kostninger. Den 14. maj 1960 meddelte amtet »ihenhold til justitsministeriets afgørelse af 5. maj1960« sagsøgeren fri proces, og samme dag med-deltes der beskikkelse til den advokat, der havdeudført sagen. Landsretten genoptog sagen og til-lagde advokaten et salær for sagens udførelse på500 kr., der skulle udredes af det offentlige. Advo-katen påkærede salærfastsættelsen. Højesteret ud-talte, at under de foreliggende omstændigheder fand-tes det at kunne tiltrædes, at landsretten under engenoptagelse af sagen havde tillagt den kærendeadvokat salær som beskikket advokat for sagsøgerenunder sagen. Bestemmelsen om salærets størrelsestadfæstedes.

4) Jfr. således den i Højesteretstidende 1953, side 902refererede højesteretsdom af 13. j anua r 1954.

deles fri proces, vil afgifterne kunne tilbage-betales af vedkommende ret. Dette gælder dogikke, hvis fri proces først meddeles, efter at derer afsagt dom i sagen. I så fald må der indgivesansøgning til skattedepartementet.

Med hensyn til salær giver princippet om, atfri proces ikke har tilbagevirkende kraft, anled-ning til særlige vanskeligheder, fordi det salær,der tillægges den pågældende advokat, hvis ikkeandet fremgår af omstændighederne, må ansesfor at omfatte hele hans arbejde med sagen5).

Med hensyn til udgiften til affattelse af etandragende om fri proces er det antaget, atdenne udgift ikke kan afholdes af det offentlige,selvom advokaten senere beskikkes til at udføresagen. Udgiften må eventuelt tilkendes par-ten som sagsomkostning6).

Efter udvalgets opfattelse er den omtaltepraksis, hvorefter fri proces principielt ikke hartilbagevirkende kraft, ikke tilstrækkelig begrun-det i reale hensyn, og som det fremgår af detanførte er princippet da heller ikke blevet kon-sekvent overholdt. Princippet kan erfarings-mæssigt medføre, at den part, der søger fri pro-ces, ikke er interesseret i at medvirke til rets-sagens fremme, før der er taget stilling til hansansøgning, således at sagerne derved unødigtforhales. Kan parten undtagelsesvis ikke opnåudsættelse af retssagen, medens hans andragen-de behandles, vil princippet efter omstændig-hederne kunne medføre en urimelig forringelseaf hans reststilling. Udvalget finder det derforønskeligt, at der nu tilvejebringes klarere reglerpå dette område, og udvalget finder ikke, atder vil være forbundet afgørende betænkelig-heder ved principielt at give fri proces tilbage-virkende kraft. Misbrug vil i fornødent omfangkunne forhindres ved hensigtsmæssige begræns-ninger af tilladelsen i de tilfælde, hvor omstæn-dighederne taler derfor. For at udgifterne vedde foranstaltninger, der foretages til sagens op-lysning, inden der meddeles fri proces, kan af-holdes, af det offentlige, må det i øvrigt forud-sættes, at disse foranstaltninger efterfølgende

5) For så vidt angår det tilsvarende spørgsmål for be-skikkede forsvarere i straffesager er det i justitsmini-steriets skrivelse nr. 187 af 27. oktober 1952 udtalt ,at hvis vedkommende advokat ønsker vederlag afparten for det forud for beskikkelsen udførte arbejde,bør han tilkendegive dette for parten, inden hanlader sig beskikke, og underret te retten herom, indensagen optages til dom.

6) Jfr. Ugeskrift for retsvæsen 1933, side 103.

:,;<.)

godkendes af retten i overensstemmelse med deretningslinier, der gælder i tilfælde, hvor fri pro-ces allerede er meddelt jfr. udvalgets forslag tilformulering af retsplejelovens § 332, stk. 1, nr. 5.(side 70).

Udvalget skal herefter foreslå, at den nu-værende regel i retsplejelovens § 334 ændres,således at virkningerne af fri proces tillige om-fatter de foranstaltninger, som af hensyn tilforberedelsen af sagsanlægget med føje er fore-taget inden meddelelsen af fri proces.

Spørgsmålet om, hvorledes der skal forholdes,hvis fri proces undtagelsesvis først meddeles,efter at dommen er afsagt, kan næppe afgøresefter en almindelig regel. På den ene side mådet være klart, at der ikke på denne måde børudvikle sig en praksis, hvorefter administratio-nen i realiteten får bemyndigelse til efterfølgen-de at tage stilling til, om en advokat, der har ud-ført en sag for en part, skal kunne få sit salærbetalt af det offentlige. På den anden side kander forekomme situationer, hvor behandlingenaf et fri procesandragende uden partens skyldtrækker ud, således at meddelelse af fri procesførst sker, efter at sagen er afgjort.

Udvalget finder det rettest, at det overlades tiljustitsministeriet at bestemme, hvorledes der skalforholdes i hvert enkelt af sådanne tilfælde underhensyn til disses nærmere omstændigheder.

I. Beneficium processus gratuiti

I medfør af retsplejelovens § 335, stk. 1, harjustitsministeren beføjelse til uden for det i rets-plejelovens § 330 nævnte tilfælde at meddelefri proces »i samme omfang som hidtil«. Dersigtes herved navnlig til de i forordning af 23.marts 1827 indeholdte bestemmelser om friproces til offentlige stiftelser, kommuner og tje-nestemænd1) . Ministeriets kompetence blev dogikke anset for begrænset til disse særlig frem-hævede tilfælde2). Spørgsmålet om fri proces tilkommuner mistede for øvrigt allerede i midtenaf forrige århundrede sin betydning3).

Af forarbejderne til retsplejeloven fremgårdet, at man fandt at burde bibeholde denne

bemyndigelse til at meddele fri proces, når enoffentlig interesse gjorde det ønskeligt at opnåen judiciel afgørelse af et spørgsmål4).

Hjemmelen i retsplejelovens § 335, stk. 1, tilat meddele fri proces er i de senere år kun be-nyttet i ret beskedent omfang — gennemsnitligt i3 tilfælde i årene 1961, 1962 og 1963.

Den va;sentligste del af de ansøgninger, derer indkommet til justitsministeriet i disse år,vedrører fri proces til stiftelser, foreninger oglign.5). Fri proces meddeles til sådanne insti-tutioner, såfremt de skønnes at være almennyttigeog ikke selv er i stand til at afholde de med pro-cessen forbundne omkostninger. Med hensyntil foreninger forudsættes det tillige som hoved-regel, at medlemmerne er uformuende. Efteromstændighederne kan der meddeles fri procestil interessentskaber, når omkostningerne vedprocessen ikke kan afholdes af interessentskabs-formuen eller af de enkelte interessenter. Tilaktieselskaber meddeles der ikke fri proces.

En anden gruppe af tilfælde udgøres af kon-kursboer og dødsboer6). For så vidt angår kon-kursboer er det normalt en forudsætning formeddelelse af fri proces, at der ikke haves dæk-ning til de privilegerede kreditorer, men dertages tillige hensyn til, om disse kreditorer erubemidlede, og til størrelsen af deres krav. Nårder er spørgsmål om at meddele fri proces tildødsboer, foretages der en vurdering af, omboet er i stand til at dække de med processenforbundne omkostninger. Til likvidationsboermeddeles der normalt ikke fri proces.

Derudover meddeles der i enkelte tilfælde friproces til tjenestemænd efter retningslinierne iforordning af 23. marts 1827)7. Hvis tjeneste-

x) Jfr . ovenfor side 9.2) Jfr . just i tsministeriets skrivelse af 30. ju l i 1858 til

ministeriet for h e r t u g d ø m m e t Slesvig og ovenforside 9.

3) Det te ha r bl.a. fundet ud t ryk i justitsministerietsskrivelse af 19. oktober 1869 (Finsens reskriptsam-

ling 1869, side 268), hvorefter justitsministeriet velikke kunne anse bestemmelsen i forordning af 23.mar ts 1827 om fri proces til k o m m u n e r for ophævetsom følge af de senere kommunal love , men underhensyn hertil må t te m a n anse bestemmelsen forvæsentiis; begrænset.

4) Mot . 1877. side 72.5) 3 tilladelser og 8 afslag i årene 1961, 1962 og 1963.6) 2 tilladelser og 3 afslag i årene 1961, 1962 og 1963.7) 1 tilladelse og 4 afslag i årene 1961, 1962 og 1963.

For så vidt angår statens tjenestemænd må der iøv-rigt tillige henvises til den i tjenestemandslovens§ 20 hjemlede mulighed for at yde godtgørelse afstatskassen for udgifter ved en retssag, som vedkom-mende styrelse h a r pålagt en t jenestemand at an-la;gge, såfremt han beskyldes for uretskaffenhed itjenesten, eller der fremsættes ærerørige beskyldnin-ger mod h a m .

40

manden optræder som repræsentant for staten,således at det offentlige hæfter for en eventueldom, meddeles der ikke fri proces, men udgif-terne ved sagen afholdes da af vedkommendestyrelse.

Endelig forekommer nogle tilfælde, hvor sa-gens beskaffenhed skønnes at være sådan, at friproces bor meddeles under hensyn til den be-tydelige offentlige interesse, der er forbundetmed sagen. Antallet af disse tilfælde er uhyrebeskedent. Det er således ikke tilstrækkeligt, atsagen er principiel, eller at en retsafgørelse blotmå anses for ønskelig. Efter praksis må der tilsagen være knyttet en betydelig almen interesseaf en sådan karakter, at det findes urimeligt atlade den enkelte bære omkostningerne ved pro-cessen. I årene 1961, 1962 og 1963 er der alenemeddelt fri proces i 2 tilfælde efter disse ret-ningslinier, men det gøres ret hyppigt gældendei andragender til justitsministeriet om fri proces,at den pågældende sag er af en så speciel karak-ter, at der bor meddeles fri proces uden hensyntil partens økonomiske forhold.

Efter udvalgets opfattelse bør der fortsat be-stå en mulighed for at meddele fri proces tilandre end enkeltpersoner og i tilfælde, hvor detaf særlige grunde er ønskeligt at opnå en rets-afgørelse, uden at vedkommende part skal be-lastes med udgiften hertil. Det vil være megetvanskeligt at give nærmere retningslinier forkompetencen, men den nuværende formulering,der lader de forældede regler i forordningen af23. marts 1827 være afgørende for kompeten-cens omfang, må dog karakteriseres som uheldig.Udvalget skal derfor foreslå, at bestemmelsensordlyd ændres, således at der i overensstemmelsemed reglens praktiske anvendelsesområde givesjustitsministeren kompetence til at meddele friproces, »når væsentlige almene hensyn talerherfor«.

J. Spørgsmålet om salær til de beskikkedeadvokater

Efter retsplejelovens § 336, stk. 1, tilkommer derden af en ret beskikkede advokat, der har udførthvervet forsvarligt, et passende salær samt godt-gørelse for udlæg, som han med føje har haft iforbindelse med hvervet. Salæret og godtgørel-sen fastsættes efter retsplejelovens § 336, stk. 2,

af den ret, der har foretaget beskikkelsen, entenved dommen eller ved særskilt kendelse, der kanafgives til retsbogen uden for retsmøderne.

Over for dommens bestemmelse af, hvilketsalær der tilkommer den beskikkede advokat,kan kæremål alene rejses med justitsministerietstilladelse i medfør af retsplejelovens § 417, stk. 1,jfr. for underretssagers vedkommende tillige§441, stk. 1.

I borgerlige landsretssager, der forberedesved underret, fastsættes salæret til den beskik-kede advokat som regel særskilt for forberedel-sen ved underretten af denne ret og for doms-forhandlingen af landsretten. For møder undereksekutionsforretninger fastsættes salæret af fo-geden, herunder også for eksekutionsforretnin-ger foretaget i medfør af retsplejelovens kapitel461). En beskikket advokat kan ikke udover detbeløb, der er tilkendt ham for møde undereksekutionsforretningen, få tilkendt salær af detoffentlige for sit arbejde med inkassation af for-dringen2) .

Inden sagens optagelse til dom bør den be-skikkede advokat redegøre for sine udlæg, her-under eventuelt for rejseomkostninger3), så atretten kan træffe bestemmelse om godtgørelseherfor. Udgiften til porto - og i et vist omfang - tilekstraktskrivning (bortset fra højesteretssager)henregnes til almindelige kontorudgifter, derdækkes af salæret4). Såfremt der ikke ved dom-men eller ved særskilt kendelse er tillagt advo-katen godtgørelse for udlæg, kan disse ikke kræ-ves refunderet af det offentlige.

Såfremt det lykkes den beskikkede advokatat gennemføre en forligsmæssig ordning, indenstævning er udtaget, vil han ved fremsendelseaf en redegørelse for sit arbejde kunne få tillagtsalær og godtgørelse for udlæg, uden at det ernødvendigt at påstævne sagen i den anledning,jfr. justitsministeriets skrivelse nr. 294 af 8. juli1903.

Den beskikkede advokat er i medfør af rets-plejelovens § 336, stk. 4, uberettiget til at mod-

1) Jfr. Ugeskrift for retsvæsen 1956, side 555.2) Jfr. Ugeskrift for retsvæsen 1956, side 384.3) Jfr . nærmere he rom nedenfor i afsnit K.4) Jfr. Ugeskrift for retsvæsen 1950, side 413 . Efter

Vestre landsrets praksis kan udgifter til ekstrakterdækkes som udlægsgodtgørelse med et bestemt belobpr. side eller eventuel t efter regning, og efter Øst relandsrets praksis kan udgifter til ekstrakter, der over-stiger et vist an ta l sider, dækkes med et afrundetbeløb, beregnet efter et bestemt beløb pr . side.

41

tage, fordre eller lade sig tilsige noget vederlagudover det af retten fastsatte for det i henholdtil beskikkelsen udførte arbejde, medmindrehan under sagen frafalder krav om vederlagfra det offentlige. Bestemmelsen indeholder i øv-rigt en - formentlig overflødig - henvisning tilstraffelovens § 144 om strafansvar for den, der iudøvelse af offentlig tjeneste eller hverv ube-rettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsigegave eller anden fordel.

I sager, hvori der ikke er meddelt fri proces,lægger domstolene ved beregningen af sags-omkostninger, herunder udgifter til advokat-salær, til den vindende part sædvanligvis de afadvokatrådet i 1953 udarbejdede og senest i1964 reviderede landssalærtakster for proce-dure til grund, i hvert fald når sagen drejer sigom penge eller penges værdi5). Disse takster,der er godkendt af monopoltilsynet, finder an-vendelse i alle sager, hvori egentlig procedurefinder sted. De er alene vejledende og udtrykfor en gennemsnitsregel, og de kan derfor fra-viges opad eller nedad under hensyn til denenkelte sags nærmere omstændigheder, her-under dens omfang og dens udfald, normaltmed indtil en trediedel af det normerede takst-beløb6).

I sager, hvori der er meddelt fri proces, fast-sættes salæret til den beskikkede advokat der-imod efter domstolenes praksis i princippet somet arbejdsvederlag, d.v.s. efter et skøn over om-fanget og kvaliteten af det arbejde, som han harhaft med sagen. Denne praksis er udviklet pågrundlag af bestemmelsen i § 1 i lov nr. 55 af 24.maj 1879, hvorefter der tilkom den beskikkedeadvokat, der havde udført sit hverv forsvarligt,et efter hans arbejde afpasset salær uden hensyntil sagens udfald, jfr. ovenfor side 9. Loven af1879 blev ganske vist ophævet ved lov nr. 220af 7. juni 1952, hvorved retsplejelovens § 336fik sit nuværende indhold, men der tilsigtedesikke herved gennemført andre retningslinier endhidtil for fastsættelsen af salær til beskikkedeadvokater. Den omstændighed, at der senereer tilvejebragt landssalærtakster, som har op-nået domstolenes anerkendelse som grundlagfor salærberegning i sager, hvori der ikke ermeddelt fri proces, har dog medført, at dei ogsåved fastsættelsen af salærer til beskikkede ad-vokater til en vis grad tages hensyn til de for-

hold, der er bestemmende for de takstmæssigesalærer, herunder til sagens værdi7).

Da salærberegningen i sager, hvori der ermeddelt fri proces, principielt har et andet ud-gangspunkt og sker efter andre retningslinierend salærfastsættelsen i almindelige sager, kandet ikke udelukkes, at der i praksis forekommertilfælde, hvor advokaten får et andet vederlagfor sit arbejde, end han ville have fået, såfremthans klient ikke havde haft fri proces. Med ud-gangspunkt i de tilfælde, hvor denne forskels-behandling fører til, at der tillægges den be-skikkede advokat et lavere salær end det takst-mæssige, er den gældende ordning af advokaterundertiden blevet kritiseret som urimelig, bl.a.under henvisning til, at advokaten på grund afforbudet i § 336, stk. 4, er afskåret fra at krævedet manglende beløb hos sin klient. Såfremtmodparten taber sagen, og det pålægges hamat betale sagsomkostninger til den beneficeredepart, understreges det urimelige i ordningenyderligere derved, at modparten ganske ufor-tjent på den beskikkede advokats bekostningslipper med at betale et lavere omkostnings-beløb, end han skulle have betalt, såfremt ad-vokatens salær var blevet beregnet efter proce-duretaksterne.

For om muligt at få et indtryk af, i hvilketomfang denne kritik er berettiget, har udvalgethaft lejlighed til at gennemgå en analyse, sompræsidenterne for Vestre og Østre landsret harladet udarbejde af samtlige i tiden fra 1. sep-tember 1959 til 31. august 1960 afsagte kendel-ser og domme i sager, hvori der var meddelt friproces. En kort redegørelse for de resultater,der skønnes at kunne udledes af denne analyse,findes optaget i betænkningen som bilag 7.Undersøgelsen viser, at salærberegningen i sa-ger, hvori der har været meddelt fri proces, iikke helt ringe omfang har været lavere enddet takstmæssige salær. Nærmere slutninger om

51 Jfr. Thorkild Roepstorff i Juristen 1956, side 380.6) Jfr. bilag 7.

7) Jfr. Thorkild Roepstorff i Juristen 1956, side 381-83.Se endvidere cirkulære af 16. juni 1964 fra præ-

sidenten for Vestre landsret til dommerne ved by-og herredsretterne i vestre landsretskreds angåendeadvokatsalærer.

I dette cirkulære, der er optaget i Juristen 1964,F, side 131, udtaler præsidenten, at der på et plenar-mode af dommerne ved Vestre landsret havde væretenighed om, at de skete forhøjelser i salærtaksterne,der den 21. april 1964 blev godkendt af monopol-tilsynet, måtte få konsekvenser for de vederlag, derydes advokaterne i beneficerede sager.

IL'

forskelsbehandlingens omfang kan dog ikke dra-ges på grundlag af det omhandlede materiale,dels fordi dette er forholdsvis begrænset, delsfordi der utvivlsomt i de senere år og ikke mindstefter de reviderede salærtaksters ikrafttræden i1964 er sket en tilnærmelse mellem de to bereg-ningsmåder8) .

Udvalget har ikke anset det for muligt atforetage en tilsvarende gennemgang af by- ogherredsretternes praksis med hensyn til salær-fastsættelse til de beskikkede advokater. Det erdog udvalgets opfattelse, at der også ved disseretter hyppigt fastsættes salærer af en mere be-skeden størrelsesorden end efter takstmæssigeprincipper, men at der dog i den seneste tid ersket en vis forhøjelse i de salærer, der tilkendesde beskikkede advokater.

Udvalget har ment at kunne lægge til gi undfor sine overvejelser vedrørende spørgsmålet omberegning af salær til beskikkede advokater, atdisses nuværende særstilling næppe har værettilsigtet af lovgivningsmagten. Denne har nem-lig ikke ved fastsættelsen af de siden 1879 gæl-dende regler om, at salæret skal beregnes somet konkret arbejdsvederlag, kunnet forudse denudvikling, som navnlig inden for de seneste 10-15 år har fundet sted i retning af salærfastsættelseefter gennemsnitstakster. Det kan tillige anføres,at antallet af beneficerede sager er blevet bety-deligt forhøjet, og at det følgelig i nutiden foradvokatstanden som helhed i almindelighed vilvære mere byrdefuldt at skulle nøjes med salærtil nedsat takst i disse sager.

Der har endvidere i udvalget været enighedom, at det er ønskeligt, at salærberegningen isager, hvori der er meddelt fri proces, principi-elt finder sted efter samme retningslinier som isager, hvori fri proces ikke er meddelt. Vægtigehensyn taler for, at en beskikket advokat børhave samme vederlag for det arbejde, han ud-fører for en mindrebemidlet, som for det arbej-de, han udfører for andre. Det arbejde, derydes, bør i hvert fald være det samme i de totilfælde. En forskelsbehandling, som medfører,at de beskikkede advokater stilles væsentligtringere end ikke-beskikkede advokater, vil i detlange løb kunne resultere i, at navnlig de merekvalificerede advokater mister interessen for atlade sig beskikke. Den omstændighed, at derHere steder i provinsen i de senere år har væreten ret beskeden interesse for at blive beskikket

s) Jfr. note 7.

advokat, tyder på, at dette hensyn allerede nuhar nogen vægt.

Men i øvrigt bør spørgsmålet om, hvilken afde to i praksis anvendte salærberegningsmåder,der bør foretrækkes, afgøres ud fra praktiskehensyn.

Som nævnt er det efter de gældende reglerudgangspunktet ved salærfastsættelse til de be-skikkede advokater, at der tillægges disse et»passende arbejdsvederlag«. Dette udgangs-punkt giver i sig selv anledning til visse van-skeligheder, idet det forudsættes, at der fore-tages en konkret bedømmelse af, hvad ved-kommende advokat med rimelighed har ofretaf tid og arbejde på den pågældende sag. Ensådan vurdering vil dog nødvendigvis i nogengrad blive skønsmæssig og kan give anledningtil misfornøjelse hos en advokat, der eventuelthar ofret betydelig tid på at sætte sig ind i etspeciale, som han ellers ikke beskæftiger sig med.Advokaten vil imidlertid kun sjældent føle sigtilskyndet til at reagere ved kæremål overfor ensådan afgørelse, fordi vejledende regler til vur-dering af afgørelsens rimelighed ikke foreligger.

Tages udgangspunktet for salærberegningenderimod i de gældende salærtakster, vil advo-katen på forhånd være klar over salærets om-trentlige størrelsesorden, og han vil, når af-gørelsen er truffet, have gode muligheder forat efterprøve, om salæret er i overensstemmelsemed de vejledende takster. For de myndigheder,som skal tage stilling til ansøgninger om friproces, vil anvendelsen af faste takster medføreden fordel, at disse myndigheder sikrere endunder den nuværende ordning vil kunne skønneover, hvilke udgifter der vil være forbundet medgennemførelse af en sag, i hvilken der meddelesfri proces. I hvert fald ved vurderingen af, omder skal meddeles fri proces under anke, udgørsådanne overvejelser et væsentligt moment vedafgørelsen af, om det offentlige bør bistå enandrager under en appelsag. For domstolenevil det ikke være forbundet med større vanske-ligheder at anvende takstsystemet i sager, hvorider er meddelt fri proces, end i andre sager,og det vil være en fordel, at udgangspunktetfor salærberegningen er det samme i alle sageraf samme art.

Ud fra de her nævnte hensyn har der i ud-valget været enighed om at indstille, at dertilvejebringes mulighed for at anvende advo-katsamfundets salærtakster som grundlag forberegningen af salærer til beskikkede advokater.

43

Det spørgsmål kan imidlertid rejses, om derved anvendelsen af disse takster helt bør sesbort fra, at der er meddelt fri proces, eller omtilladelsen til fri proces — enten generelt elleri det enkelte tilfælde — bør få indflydelse på sa-lærberegningen.

En reduktion i disse takster kunne såledestænkes gennemført ud fra det synspunkt, at debeskikkede advokater netop i kraft af beskik-kelsen får tilført et antal sager, som de ellersikke ville have haft udsigt til at få, og at detteforhold kunne betinge, at salæret i den enkeltesag fastsættes til et mindre beløb end det takst-mæssige. Efter at adgangen til at opnå be-skikkelse til at føre sager, hvori der er meddeltfri proces, ikke længere er indskrænket til densnævre kreds af advokater, der antages til atudføre offentlige og beneficerede sager, men irealiteten står åben for alle advokater, jfr. rets-plejelovens § 332, stk. 2, har dette synspunktdog ikke længere større vægt.

Der kunne endvidere være tale om at redu-cere salærerne ud fra det synspunkt, at det eren fordel for vedkommende beskikkede advokat,at det offentlige indestar for hans salær, og atdenne fordel kunne betinge en nedsættelse afsalæret. Heroverfor kan imidlertid anføres, aten advokat, der får henvendelse fra en klient,hvis økonomiske forhold han ikke kender, somregel vil kræve indbetalt et vist depositum, in-den han foretager større undersøgelser i sagen.Den fordel, advokaten opnår ved at kunne ind-tale sit sal ær tilgodehavende hos det offentlige,er derfor næppe af en sådan størrelsesorden, atden kan begrunde en generel reduktion afsalærtaksterne af nogen betydning.

Ved afgørelsen af, om salærtaksterne børreduceres, bør man derfor efter udvalgets op-fattelse i det væsentlige kun tage i betragtning,om det med udførelsen af den enkelte sag for-bundne arbejde har svaret til det arbejde, dernormalt er forbundet med udførelse af en sag -såvel i henseende til oplysning af sagens fak-tiske forhold som til undersøgelse af retligespørgsmål.

Men ud fra dette synspunkt vil der netop isager, hvori der er givet fri proces, ofte blivetale om reduktion af salæret i forhold til degældende takster. I et meget væsentligt antalsager er der således forinden beskikkelse afadvokat udført et stort forarbejde af admini-strationen ved optagelse af politirapport m.v.,således at partsforklaringer og vidneforklaringer

i det store og hele ligger fast. Det gælder ikkemindst i ægteskabssager, der udgør en bety-dende del af de sager, i hvilke der meddeles friproces. Der kan også af administrationen - ud-over optagelse af politirapport - være indhenteterklæringer fra sagkyndige og fra andre offent-lige myndigheder til belysning af sagen. Detgælder bl.a. i sager om erstatning uden for kon-trakt, f.eks. i anledning af færdselsuheld, uheldpå arbejdsplads m.v.

Udvalget finder det under henvisning til dether anførte rimeligt, at de bestemmelser i degældende landssalærregler, der åbner mulighedfor fravigelse af taksterne under hensyn til denenkelte sags nærmere omstændigheder, for såvidt angår sager, hvori der er meddelt fri proces,suppleres med en særlig adgang til at nedsættesalæret forholdsmæssigt, såfremt der gennemoptagelse af politirapport eller på anden vis,f.eks. gennem afhøringer af parter og vidner,er tilvejebragt et materiale, som i væsentliggrad indskrænker omfanget af den beskikkedeadvokats arbejde.

Udvalget anser det ikke for praktisk, at denher nævnte og de øvrige forholdsvis detaillerederegler, som den af udvalget foreslåede ændredesalærordning for beskikkede advokater giveranledning til, optages i selve retsplejeloven. Detmå anses for tilstrækkeligt og stemmende medsædvanlig praksis og lovgivningsskik på lig-nende områder, at der i loven alene optages enbemyndigelse for justitsministeren til efter for-handling med advokatrådet at fastsætte de ret-ningslinier, hvorefter domstolenes beregning afbeskikkede advokaters salær skal foretages. Reg-lerne vil i så fald blive udfærdiget i form af enbekendtgørelse, der relativt let vil kunne æn-dres og suppleres, når der viser sig trang dertil.Udvalget har udarbejdet et udkast til en sådanbekendtgørelse, der er optaget i betænkningenpå side 75.

Udvalget anser det ikke for muligt at opstilleberegninger til belysning af spørgsmålet om,hvorvidt og i hvilket omfang de foreslåede æn-drede salærregler vil medføre merudgifter forstatskassen. De i bilag 7 givne oplysninger omVestre landsrets og Østre landsrets praksis medhensyn til salærfastsættelse til de beskikkedeadvokater tyder på, at en vis udgiftsstigning kanforventes. Det må imidlertid erindres dels, atdomstolene i de senere år i højere grad end i1959/60 har taget hensyn til takstmæssige syns-punkter, dels at den foreslåede særlige ned-

• 1 - 1

sættelsesregel for sager, hvori der er meddelt friproces, formentlig vil medføre, at der i mangetilfælde ikke vil blive fastsat salærer, der liggervæsentligt højere end de nugældende.

Efter udvalgets opfattelse bør bestemmelsenom salær og om godtgørelse for udlæg til denbeskikkede advokat udgå af dommen i sagenog ske ved beslutning af retten samtidig meddommen. Dommens afgørelse af omkostnings-spørgsmålet bør - ligesom i sager, hvori derikke er meddelt fri proces - alene angå deomkostninger, som en af parterne skal betale.Dette spørgsmål hænger nemlig nøje sammenmed resultatet i sagen. Størrelsen af det salær,den beskikkede advokat skal have, er derimodet spørgsmål mellem ham og det offentlige,ligesom spørgsmålet om salær, hvis der ikke ermeddelt fri proces, er et spørgsmål mellem ad-vokaten og hans klient. Afgørelsen af dissespørgsmål er principielt uafhængig af sagensudfald og uafhængig af parternes pligt til atbetale omkostninger til hinanden. Som konse-kvens af disse synspunkter foreslår udvalget dels,at den beskikkede advokat skal have ret til atkræve de ham tilkendte beløb udbetalt af detoffentlige, dels at modparten skal være for-pligtet til at erstatte det offentlige sagens om-kostninger, som om fri proces ikke havde væretmeddelt.

Det følger endvidere heraf, at en domstol,såfremt den finder det rimeligt, at det offentligefår dækning for en del af udgifterne ved denadministrative forhåndsprøvelse af en sag,hvori fri proces er meddelt, kan pålægge mod-parten fulde takstmæssige omkostninger sam-tidig med, at domstolen i forhold til den be-skikkede advokat gør brug af adgangen til atnedsætte det takstmæssige salær efter omfangetaf den ved forhåndsprøvelsen indtrådte arbejds-lettelse. Omvendt kan der under et kæremålvedrorende den beskikkede advokats salær opståden situation, at der i appelinstansen tillæggesadvokaten et højere salær, som ikke kan over-væltes på modparten, fordi denne ikke — somdet nu er tilfældet - har været part i kæremålet.

Da fastsættelsen af salæret til den beskikkedeadvokat ikke kræver nogen begrundelse, og dader ikke bliver spørgsmål om fuldbyrdelse afafgørelsen, idet salæret udbetales af vedkom-mende ret, bør fastsættelsen ske ved beslutning.Dette gælder også i de tilfælde, hvor sagen af-sluttes forligsmæssigt, eventuelt med et udenret-ligt forlig. Herved opnås tillige, at advokaten

får mulighed for at påkære salærfastsættelsen,uden at tilladelse fra justitsministeriet i med-før af retsplejelovens § 417, stk. 1, er nødvendig.Denne udvidede kæreadgang synes rimelig sommodstykke til, at betalingspligten siden 1. april1961 påhviler statskassen, i sidste instans repræ-senteret ved justitsministeriet, der således harfået en indirekte interesse i sagernes udfald, somvanskeligt lader sig forene med beføjelsen i§ 417, stk. 1, til at tillade eller afslå kære.

K. Spørgsmålet om, hvorledes der børforholdes med rejseomkostninger til de

beskikkede advokater

I retsplejeloven er der ikke taget stilling tilspørgsmålet om, hvorledes der skal forholdesmed rejseomkostninger i tilfælde af beskikkelseaf en udenbys advokat.

For et område, der frembyder visse ligheds-punkter, nemlig spørgsmålet om den beskikkedeadvokats foretagelse af retshandlinger ved enanden ret end der, hvor hovedsagen er anlagt,er det i retsplejelovens § 332, stk. 5, bestemt,at sådanne retshandlinger også omfattes af denbeskikkede advokats hverv. Dog kan der kunydes godtgørelse for rejseudgifter, når rettenfinder det rimeligt, at han har givet møde underden pågældende retshandling1).

Denne bestemmelse må sammenholdes medretsplejelovens § 336, stk. 4, hvorefter en beskik-ket advokat er uberettiget til at modtage, for-dre eller lade sig tilsige noget vederlag udoverdet af retten fastsatte for det i henhold til be-beskikkelsen udførte arbejde, medmindre hanunder sagen frafalder krav på vederlag af detoffentlige.

Såfremt advokaten af klienten kræver egent-lig godtgørelse for sit fravær fra kontoret, vildette klart være i strid med denne bestemmelse.

Med hensyn til godtgørelse for rejseudgifteri tilfælde af beskikkelse af en udenbys advokater der i justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr.141 af 21. juni 1951 givet nærmere retnings-linier. Justitsministeriet meddelte i den nævnteskrivelse, at Den danske Dommerforening i enerklæring, der var tiltrådt af præsidenternefor landsretterne og advokatrådet, havde ud-talt, at den beskikkede advokat efter foreningensformening ikke burde have ret til at kræve

2) Jfr. herved Ugeskrift for retsvæsen 1956. side 23.

45

noget beløb dækket af beneficianten, og at enudenbys boende advokat derfor i almindelighedikke burde beskikkes, med mindre han varvillig til selv af afholde sine rejseudgifter, oguden ret til at kræve godtgørelse for rejsetids-spilde. Hvor der efter rettens skøn forelå særligeomstændigheder, burde der ved bestemmelse afretten tilkendes en udenbys boende advokatdækning for rejseudgifter m.v. Justitsministerietudtalte for sit vedkommende, at man kunnehenholde sig til denne erklæring.

Østre landsret har herefter fulgt den praksis,når en udenbys boende advokat ønskes be-skikket i en beneficeret sag eller i en straffesag,og den pågældende har kontor i en sådan af-stand fra København eller fra vedkommendetingsted, hvor domsforhandlingen skal findested, at en længere rejse, eventuelt med over-natning, vil være nødvendig, at stille som be-tingelse for beskikkelsen, at advokaten fra-falder krav på dækning for rejseudgifter og op-holdsudgifter af det offentlige. Undtagelse gøresbl.a., når den pågældende advokat har givetmøde under sagens behandling i 1. instans udenfor København, og reglen fraviges i øvrigt også,såfremt der kan anføres særlige grunde for, athan beskikkes uanset afstanden, f.eks. på grundaf en nærmere tilknytning til klienten. Når dæk-ning for rejseudgifter m.v. er blevet udlagt afdet offentlige, er det enten sket ved, at der ertilkendt advokaten et særligt beløb hertil, eller itilfælde, hvor der kun har været tale om mindrerejseafstande, ved at de nævnte udgifter er tageti betragtning ved fastsættelse af salæret, som iden anledning er blevet forhøjet med et pas-sende beløb.

Vestre landsret har ved beskikkelse af advo-kater, der bor uden for vedkommende afdelingsområde, som regel bestemt, at de med rejse ogfravær forbundne særlige omkostninger er detoffentlige uvedkommende. Ved fastsættelse afudlægsgodtgørelsen er denne blevet beregnetsom for de i området fjernest boende advokater.Man har ikke herved taget stilling til, om yder-ligere udgifter ville kunne af kræves klienten. Iet vist omfang har Vestre landsret dog stilletsig forstående overfor ønsker om tilkendelse afudlægsgodtgørelse fra det offentlige i noget størreomfang, såfremt der har været særlig anledninghertil.

I de senere år har der vist sig en voksendetrang til da;kning af rejseudgifter til beskikkedeadvokater, og det spørgsmål har påny meldt sig,

om en beskikket advokat bør have adgang til hosvedkommende klient at få dækning for de rejse-udgifter, som ikke godtgøres ham af det offent-lige. I 1962 blev spørgsmålet taget op til for-handling mellem justitsministeriet, Den danskeDommerforening, advokatrådet, præsidenten forØstre landsret, præsidenten for Vestre landsretog præsidenten for Københavns byret.

Et flertal af dommerforeningens bestyrelse,advokatrådet, præsidenten for Østre landsret ogpræsidenten for Københavns byret fandt, atspørgsmålet om, hvorvidt en advokat, der erbeskikket til at udføre en civil sag eller somforsvarer i. en straffesag, bør kunne betinge sig,at klienten refunderer ham sådanne rejse- ogopholdsudgifter, som ikke refunderes af detoffentlige, burde besvares bekræftende. Præsi-denten for Vestre landsret ville foretrække enordning, hvorefter den beskikkede advokat afdet offentlige fik tilkendt et beløb, svarende tilrejseudgifter på 1. kl. med tog med tillæg aftime- og dagpenge efter sats A efter de fortjenestemænd gældende regler, men såfremt manikke ville følge denne indstilling, ville præsi-denten for Vestre landsret dog trods principiellebetænkeligheder ikke modsætte sig, at advoka-ten kunne kræve rejseudgifter dækket af klien-ten. Præsidenten for Østre landsret udtalte ved-rørende de tilfælde, hvor der blev givet advo-katen delvis godtgørelse for rejseudgifter, at deri så fald ikke burde gives ham adgang til dæk-ning af de resterende rejseudgifter hos klienten.Samråe standpunkt havde et mindretal af dom-merforeningens bestyrelse. Et andet mindretalaf dommerforeningens bestyrelse ville princi-pielt fastholde det i 1951 indtagne standpunkt.

Advokatrådet fremkom tillige med forslag til,hvornår der efter rådets opfattelse burde tilken-des fulde rejseomkostninger af det offentlige2).

Efter udvalgets opfattelse bør spørgsmåletom dækning af rejseudgifter til en beskikketadvokat, der udfører retshandlinger ved en an-den ret end der, hvor hovedsagen er anlagt,og spørgsmålet om dækning for rejseudgifter tilen udenbys advokat såvidt muligt løses eftersamme retningslinier.2) Efter dette forslag skulle der i højesteretssager altid

ydes fuld godtgørelse, i landsretssager fuld godt-gørelse inden for advokatens landsretskreds og udenfor denne fuld godtgørelse for indtil 100 krns rejsesamt 100 km hjem og i underretssager fuld godt-gørelse for advokater, der har kontor i en tilstødendeunderretskreds.

46

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidtden beskikkede advokats hverv overhovedet skalomfatte udforelse af subsidiære retsskridt, finderudvalget, at man skal fastholde den nuværenderegel i retsplejelovens § 332, stk. 5, hvorefterden beskikkede advokats hverv omfatter så-danne retsskridt. Men reglen i samme stykkeom godtgørelse for rejseomkostninger er uklar,idet den synes at forudsætte, at advokaten påegen risiko skal tage stilling til, om han børrejse, og efterfølgende - eller muligvis først iforbindelse med afslutningen af sagen — skalsøge godkendelse af, at han har givet møde, idetretten da ved at tage stilling til hans krav pågodtgørelse for rejseudgifter afgør, om det varrimeligt, at han mødte. Udvalget finder detbåde enklere og rigtigere i bestemmelsen atpræcisere, at der med rettens tilladelse kan ydesen beskikket advokat dækning for rejseudgifteri denne situation.

En tilsvarende regel bør gælde for beskik-kelse af en udenbys advokat.

Afgørende for, om der skal ydes en advokatdækning for rejseudgifter ved retshandlingerved en anden ret end den, hvor hovedsagener anlagt, og for, om en udenbys boende advokatbør beskikkes, bør i alle tilfælde være, om derer en rimelig begrundet interesse i, at den på-gældende advokat giver møde uden for sithjemsted. Der bør herved tages hensyn tilsagens art og til størrelsen af rejseomkostnin-gerne. Det er efter udvalgets opfattelse ikkemuligt at opstille faste normer for, hvornår advo-katen bør have disse udgifter dækket af det of-fentlige. Dette spørgsmål bør afgøres af retteni hvert enkelt tilfælde. Såfremt retten skønner,at der ikke er grundlag for, at det offentligeskal yde godtgørelse for samtlige rejseudgifter,bør retten have adgang til at betinge, at mer-udgifterne ved, at advokaten giver møde ellerbliver beskikket, afholdes af vedkommendepart. Efter udvalgets opfattelse bør der ikkevære adgang til at betinge sig godtgørelse hosklienten for andet end afholdte rejse- og op-holdsudgifter og således ikke honorar for fraværfra kontoret eller lignende.

L. Beskikkelse af advokat uden for delovhjemlede tilfælde

I et vist omfang har justitsministeriet uden forde lovhjemlede tilfælde henstillet til en ret at

beskikke advokat for en part. Retten har så fore-taget beskikkelse af en af de advokater, der erantaget til udførelse af beneficerede sager vedden pågældende ret.

Denne praksis stammer fra tiden før rets-plejeloven og har da bl.a. fundet udtryk i de iHøjesteretstidende 1903, side 462 og 1912, side772 trykte afgørelser.

I enkelte tilfælde har justitsministeriet sombetingelse stillet, at vedkommende part ind-betalte et depositum til bestridelse af udgifterneved sagen. I andre tilfælde er udgifterne blevetafholdt efter reglerne om beneficerede sager1).

Efter gennemførelsen af retsplejeloven over-vejede justitsministeriet, om denne praksiskunne opretholdes. Man antog, at retspleje-loven ikke var til hinder herfor.

Som et eksempel på denne praksis efterretsplejeloven kan nævnes den i Højesterets-tidende 1931, side 60 refererede dom2).

Spørgsmålet har endvidere været aktuelt itilfælde, hvor det ikke har været muligt forvedkommende part at antage en advokat til at

1) Af praksis før retsplejeloven kan bl.a. nævnes:Beskikkelse af advokat til udførelse af en anke til H ø -

jesteret i en sag om et vekselmellemværende med enadvokat . Advokatens modpa r t påstod ikke at haveunderskrevet vekslen, og han oplyste, at det ikkevar h a m muligt selv at an tage en advokat til gen-nemførelse af sagen. Det var et vilkår for justi tsmini-steriets bistand, at der af pa r ten til justitsministerietblev indbetal t et deposi tum til bestridelse af udgif-terne ved sagen.

I et tilfælde, hvor vedkommende byfoged havdeanlagt en injuriesag, og det blev oplyst, at ingen afbyens advokater ville på t age sig at føre sagen forsagsøgte, drog justitsministeriet omsorg for, at derblev beskikket en advokat for ham, således at udgif-terne til advokaten blev afholdt efter reglerne ombeneficerede sager.

2) I det te tilfælde henstillede justitsministeriet til Høje-sterets præsident at beskikke en advokat for en appel-lant for Højesteret, således at udgifterne herved blevafholdt efter reglerne om beneficerede sager. Just i ts-ministeriet havde tidligere afslået at meddele denpågældende fri proces, da m a n ikke fandt, at sagenkunne gennemføres med et for h a m gunstigt resultat.Den pågældendes advokat var herefter u d t r å d t afsagen, hvorefter Højesteret havde afvist andragerensanke, da han ikke selv kunne fremstille sagen. U n d e rhensyn til, at andrageren var ubemidlet og ikke vari stand til at finde nogen advokat , der ville på tagesig sagen for h a m , samt til, at der ikke var nogetodiøst ved sagen, fandt justitsministeriet g rundlagfor at vde h a m denne bistand.

47

føre en sag på grund af dens særlige politiskekarakter3).

I ganske enkelte tilfælde har spørgsmålet ogsåværet fremme ved sagsanlæg mod en advokateller eventuelt boet efter en advokat.

Som et særligt tilfælde kan tillige nævnes, aten advokatforening i en provinsby havde truffetaftale om at undlade at udføre retssager elleri øvrigt at yde råd eller bistand med hensyn tiljuridiske anliggender, i hvilke vedkommendeforud havde søgt juridisk bistand hos personer,der ikke var advokater. I anledning af en klageherover meddelte justitsministeriet efter brev-veksling med advokatrådet i en skrivelse af 14.februar 1945, at man ikke så sig i stand til atpålægge de pågældende advokater at føre rets-sager, jfr. retsplejelovens § 132, hvorfor manmåtte henvise dels til reglerne om fri proces, delstil muligheden af at rette henvendelse til ju-stitsministeriet om at få beskikket en advokat,hvilket kunne ske mod sikkerhedsstillelse forsagens omkostninger, og såfremt den pågælden-de efter justitsministeriets skøn havde rimeliggrund til at føre proces4).

Spørgsmålet om beskikkelse af advokat udenfor de lovhjemlede tilfælde er berørt i højeste-retsdommer Victor Hansens bog: Retsplejenved Højesteret, side 34. Victor Hansen frem-hæver her som et særligt vanskeligt tilfælde, atparten, efter forgæves at have søgt en advokatog efter at have fået afslag på en ansøgning omfri proces, proceder er sagen som selvmøder,jfr. retsplejelovens § 259, stk. 1, men blivertilbagevist af Højesteret i medfør af paragraf-fens stk. 2, og henvist til at antage en advokat.Det tilrådes, at en lovordning af disse forholdsnarest bør gennemføres som en tilføjelse tilretsplejelovens kapitel 31 om fri proces. Denomstændighed, at situationer af denne art ersjældne og kun undtagelsesvis tilspidses, børefter forfatterens opfattelse ikke bevirke, at mantvinges til at arbejde med en ordning, som erulovhjemlet og med rette kan kritiseres af advo-katerne, og som kan medføre, at Højesteret

3) Nogle eksempler he rpå findes i t iden fra 1940-45.4) I et tilfælde, hvor der ikke forelå en sådan kollektiv

aftale mel lem advoka te rne , m e n hvor disse uafhæn-gigt af h i n a n d e n va r indstillet på ikke at yde bis tandtil vinkelskriveres klienter, d rog just i tsministerietomsorg for, at der m o d deposi tum for udgifterne blevbeskikket en advoka t for en pa r t i en sag, der ved-rør te en e jendomshandel , i hvilken skødet va r ud-færdiget af en vinkelskriver.

nærer betænkelighed ved i medfør af retspleje-lovens § 259, stk. 2, at afvise en personligt mø-dende part i en sag, der muligt kunne vindes,hvis den blev overtaget af en dygtig advokat,men uvægerligt vil blive tabt af parten somselvmøder.

Højesteret har i en skrivelse af 10. november1958 til justitsministeriet henledt opmærksom-heden på det af højesteretsdommer Victor Han-sen fremdragne spørgsmål og henstillet, at detteved lejlighed gøres til genstand for overvejelsemed henblik på en ændring af retsplejelovensregler om fri proces.

Udvalget kan tiltræde, at der bør søges til-vejebragt hjemmel til, at retten i tilfælde af denovenfor omtalte art kan beskikke en advokatfor en part, som ikke selv kan eller vil antage ensådan. Reglerne herom bør dog efter udvalgetsopfattelse ikke optages i retsplejelovens kapitel31, men bør derimod knyttes dels til bestem-melserne i retsplejelovens § 259, stk. 2, der om-taler de virkninger, som er forbundet med, at enpart undlader at efterkomme rettens pålæg omat møde ved en advokat, dels til reglerne iretsplejelovens § 260 om advokaternes enerettil at give møde som rettergangsfuldmægtige.

Det foreslås derfor, at der i retsplejelovens§ 259, stk. 2, som nyt sidste pkt. indføres enbestemmelse med følgende indhold:

»Dersom vægtige retsplejehensyn taler derfor,kan retten dog i stedet for at anvende reglen iforegående pkt. beskikke parten en advokat,således at udgifterne herved afholdes efter sam.me regler som i tilfælde, hvor der er meddeltfri proces, jfr. kapitel 31.«

Formålet med denne regel er at give rettenmulighed for at afværge de uheldige følger, somen anvendelse af de nuværende regler i § 259,stk. 2, i særlige tilfælde kan medføre. Reglen eraltså ikke i første række givet af hensyn til ved-kommende part, men derimod af hensyn tilretten, der ikke bør tvinges til at medvirke tilreelt utilfredsstillende resultater. I det omfangparten skønnes at have mulighed for at betaleudgifterne i forbindelse med advokatens virk-somhed, vil det være naturligt, at retten gørbrug af den af udvalget foreslåede hjemmel tilat pålægge parten at erstatte det offentlige dettesudgifter i anledning af beskikkelsen.

Da retsplejelovens § 259, stk. 2, ikke gælderfor under retssager, følger heraf, at den fore-slåede adgang til beskikkelse af advokat ikke vilfå virkning for underretssager. Blandt andet

W!

under hensyn til underretsdommerens vejled-ningspligt, jfr. retsplejelovens § 429, stk. 2, synesder dog heller ikke at være trang til en sådanadgang til beskikkelse af advokater for selv-mødere i vinderretssager.

Endvidere skal udvalget foreslå, at der som etnyt stk. 6 indføjes følgende regel i retsplejelo-vens § 260:

»Såfremt en part godtgør, at det ikke harværet ham muligt at antage en advokat til atudføre en retssag, kan retten efter begæring be-skikke ham en af de i § 335, stk. I5), nævnteadvokater på betingelse af, at parten erklærersig villig til at erstatte det offentliges udgiftertil advokatens salær og godtgørelse for udlægog om fornødent efter rettens bestemmelse stillersikkerhed for disse udgifter. Erstatningen fast-sættes i dommen eller ved særskilt kendelse.«

Denne regel tager sigte på de ovennævntegrupper af tilfælde, hvor parten hverken harsavnet evne eller vilje til at engagere en advo-kat, men hvor dette af særlige grunde ikke erlykkedes for ham. I disse tilfælde bør parten selvafholde udgifterne ved beskikkelsen.

Såfremt de her foreslåede regler gennemføres,kan den ulovhjemlede adgang for justitsmini-steriet til at foranledige advokatbeskikkelse idisse situationer bortfalde.

M. Regler om fri proces til offentligemyndigheder

Som hovedregel tilkommer der ikke offentligemyndigheder fri proces under de retssager, somde må føre i forbindelse med varetagelsen af deopgaver, som det ved lovgivningen er pålagtdem at lose. Det fremgår imidlertid af rede-gørelsen i kapitel 1 (side 12), at der ganskeundtagelsesvis i lovgivningen forekommer be-stemmelser, hvorved der tillægges en offentligmyndighed fri proces under visse retssager, udenat vedkommende myndighed behøver at ansøgederom, og uden at de almindelige betingelserfor at meddele fri proces i øvrigt foreligger.

Udvalget anser det for tvivlsomt, om der ertilstrækkelig begrundelse for at opretholde så-danne regler. Principielt synes det rigtigst, atde udgifter, som er forbundet med offentligemyndigheders retssager, afholdes af de midler,som vedkommende myndighed har rådighed

over til sin almindelige virksomhed. Hervedfremkommer en i regnskabsmæssig henseenderigtigere opgørelse over udgifterne ved den på-gældende myndigheds virksomhed. I hvert faldsynes det mindre rimeligt, at offentlige udgifteraf den omhandlede art bogføres på en kontopå statsregnskabet, hvis midler principielt skalanvendes som tilskud til mindrebemidlede pri-vate personer.

I nogle tilfælde er det en statsmyndighed,som opnår fri proces i henhold til bestemmelseraf den nævnte art. I medfør af retsplejelovens§ 335, stk. 2, tilkommer der således i de i § 454,§ 456 f og § 456 q1) samt i § 457, jfr. § 466, om-meldte sager henholdsvis statsadvokaten og øv-righeden (overpræsidenten) fri proces. Disse til-fælde vedrører stadsadvokatens intervention iægteskabssager, politimesterens (i Københavnoverpræsidentens) indtræden i faderskabssager,eventuelt i form af anke, og øvrighedens beføjel-ser i umyndiggørelsessager.

Da udgiften til fri proces efter retsplejelovens§ 331, stk. 4, jfr. lov nr. 41 af 1. marts 1961, fra1. april 1961 afholdes at statskassen, er betyd-ningen af, at der i de pågældende sager til-kommer de nævnte myndigheder fri proces, der-for nu hovedsagelig, at retten beskikker en ad-vokat for den pågældende myndighed og træfferbestemmelse om, hvilket salær der tilkommerdenne advokat, samt at salæret fastsættes efterde principper, der gælder for salær til beskikkedeadvokater.

Udvalget finder ikke, at der i det her anførteforeligger en rimelig begrundelse for at opret-holde bestemmelsen i § 335, stk. 2. Såfremt denpågældende myndighed ikke selv møder undersagen, bør den antage en advokat, eventueltkammeradvokaten, til at repræsentere sig, ogdenne advokats vederlag bør fastsættes efternærmere aftale.

Udvalget skal derfor foreslå, at bestemmelsen iretsplejelovens § 335, stk. 2, ophæves.

Tilsvarende synspunkter gælder det bene-ficium, der tilkommer det offentlige i medfør afretsplejelovens § 138, stk. 2, i sager, der påforanledning af justitsministeren rejses modadvokater med påstand om frakendelse af rettentil at udøve advokatvirksomhed på grund afsindssygdom. Udvalget skal derfor tillige fore-slå, at bestemmelsen i retsplejelovens § 138,stk. 2. ændres, således at der ikke beskikkes

B) Nu retsplejelovens § 331, stk. 2. x) I bestemmelsen er §'en urigtigt anført som § 465 q.

49

advokat for det offentlige, og at sagen ikkebliver beneficeret for dette.

I andre tilfælde er det kommunale myndig-heder eller kommunale udgiftsområder, der be-gunstiges ved lovbestemmelser om fri proces,jfr. således naturfredningslovens § 27 (fred-ningsnævnet), lov om offentlig forsorg § 68, stk.2, folketingsvalglovens § 15 og kommunalvalg-lovens § 7 (kommunalbestyrelsen). På bag-grund af de ovennævnte principielle betragt-ninger finder udvalget det i og for sig ønskeligt,at også disse bestemmelser ændres. Da reglerneimidlertid må antages at være et led i den vedde omhandlede love fastsatte byrdefordelingmellem forskellige offentlige kasser, har ud-valget dog ikke fundet anledning til at stillekonkrete forslag om ophævelse, men skal nøjesmed at henstille, at spørgsmålet om ændring afde pågældende bestemmelser tages op, når deomhandlede love af andre grunde skal ændres.

Det bemærkes endelig, at udvalget ikke harfundet, at de ovennævnte principielle synspunk-ter begrunder en ændring af bestemmelsen iretsplejelovens § 470, stk. 2, hvorefter retten,når der skønnes at være fornøden anledningdertil, i frihedsberøvelsessager kan beskikke enadvokat også for den myndighed, der har truf-fet bestemmelse om frihedsberøvelsen. Det på-hviler i sager af denne art retten at drage om-sorg for sagens oplysning, og den nævnte be-stemmelse er et af de midler, som med henblikherpå er stillet til rettens rådighed, og somnavnlig har praktisk betydning, når den be-sluttende myndighed er et kommunalt udvalg.

N. Beskikkelse af advokat i overensstem-melse med reglerne om fri proces i tilfælde

af retshjælp over for udlandet

Efter retsplejelovens § 334, stk. 2, skal der for-holdes efter de derom gældende lovbestemmel-ser og traktater, når retshandlinger foretagesefter begæring af udenlandske myndigheder1).

*) Proceskommissionernes lovudkast til denne bestem-melse gik ud på, at der, såfremt det var fornødent,af retten skulle beskikkes en advokat til at varetageparternes tarv. Sagen skulle foreløbig behandles, somom fri proces var meddelt, og der skulle indgivesregning til vedkommende udenlandske myndighedover retsafgifter m.v. samt over de salærer, som ret-ten fandt, at der tilkom de beskikkede advokater.Se udkast 1877, side 42 og udkast 1899, side 42.

Bestemmelsen, hvis indhold er uden selvstændigbetydning2), og som derfor foreslås ophævet,må sammenholdes med lov nr. 37 af 28. februar1908 om Tillæg til Lov af 18. December 1897om Retternes Medvirkning til Optagelse afBevis i Udlandet m.m. Denne lov, hvis bag-grund var Danmarks tiltrædelse af Haagercivil-proceskonventionen af 19053), bestemmer, atforetagelse af retshandlinger på begæring afudenlandske myndigheder - i det omfang, somoverenskomst med den fremmede stat hjemlerdet — skal finde sted efter reglerne for sager, ihvilke der er givet fri proces.

Af eksempler på traktater med fremmede sta-ter om retshjælp kan foruden Haagercivilpro-ceskonventionen nævnes den mellem Danmarkog England indgåede konvention om civilpro-cessuelle forhold4) og den dansk-tyske deklara-tion om simplificering af retshjælpsordningen5).Den 26. juni 1957 blev der undertegnet en pro-tokol mellem Danmark, Norge og Sverige omindbyrdes retshjælp. Ved protokollen blev dergennemført en forenkling af den formelle frem-gangsmåde ved fremsendelse af begæringer omforkyndelser, optagelse af bevis samt om af-holdelse af omkostningerne ved retshjælpen6).

Om fremgangsmåden ved optagelse af bevism.v. ved danske retter til brug for udenlandskedomstole har justitsministeriet ved cirkulære nr.107 af 20. maj 1932 givet nærmere regler7).Baggrunden for dette var, at der da var blevettilvejebragt hjemmel for, at visse retsanmod-ninger angående optagelse af bevis uden forKøbenhavn kunne sendes direkte til vedkom-mende ret, jfr. justitsministeriets bekendtgørelsenr. 167 af 20. maj 19328).

Cirkulæret af 20. maj 1932 retter sig kun tilunderretterne uden for København, men an-2) I retsplejelovens § 195 og § 296, stk. 3, er der i øvrigt

givet i det væsentlige t i lsvarende bestemmelser .3 ) J f r . Rigsdags t idende 1907-08, tillæg A, spalte

3747 ff.4) Jfr . bekendtgørelse nr . 206 af 24. maj 1933.5) Jfr . bekendtgørelse n r . 15 af 29. j a n u a r 1932, justi ts-

ministeriets cirkulære nr . 27 af 3. mar t s 1955 ogjustitsministeriets cirkulæreskrivelse af 2. november1962.

6 ) J f r . justi tsministeriets cirkulære nr. 160 af 14. no-vember 1958 og justi tsministeriets cirkulæreskrivelsenr . 124 af 15. maj 1961.

7) Æ l d r e bestemmelser findes i justi tsministeriets cir-kulære nr . 174 af 19. maj 1909.

8) Æ l d r e bestemmelser findes i justi tsministeriets be-kendtgorelse nr . 161 af 6. ju l i 1910.

50

tages i praksis også at gælde for København.Efter cirkulæret skal der beskikkes den eller departer, der har bopæl i udlandet, en advokattil at varetage partens interesser i retten, selvomder ikke er meddelt den pågældende part friproces her i landet. Det advokaterne tillagtesalær skal ikke kræves refunderet, men afholdesendeligt af det offentlige i overensstemmelsemed reglerne om fri proces9).

Nogen pligt til at foretage advokatbeskikkelsei et sådant omfang som forudsat i cirkulæret af20. maj 1932 synes der ikke at foreligge i hen-hold til de indgåede traktater, og ordningenstrider i princippet også mod reglerne om ad-vokatbeskikkelse i sager, i hvilke der er meddeltfri proces. Advokatbeskikkelse skal jo i dissesager alene ske, når sådan beskikkelse ikke erufornøden.

I Norge, Sverige og Finland foretages der somregel kun advokatbeskikkelse i anledning afretsanmodninger fra udlandet om bevisopta-gelse, når der er meddelt vedkommende partfri proces i vedkommende nordiske land. Detnorske, svenske og finske justitsministerium hargivet udtryk for, at man ikke er interesseret iopretholdelse af den nuværende danske ordningpå gensidighedsbasis, og at man intet har atindvende imod, at der i Danmark indføres reg-ler svarende til dem, der gælder i de andre nor-diske lande, jfr. bilag 8, 9 og 10.

Efter udvalgets opfattelse er den gældenderegel for vidtgående.

I mange sager, navnlig i handelssager, er detikke ualmindeligt, at vedkommende udenland-ske part har en dansk advokatforbindelse, ogdet forekommer helt urimeligt, at denne advo-kat eventuelt kan beskikkes efter reglerne om friproces til at varetage den udenlandske partsinteresser under retshandlinger i Danmark, udenat udgifterne herved kan kræves refunderet. Envæsentlig del af de afhøringer m.v., der fore-tages til brug for udlandet, sker i øvrigt i over-ensstemmelse med et spørgetema, der er affattetaf vedkommende udenlandske domstol. Sådan-ne afhøringer kan som regel foretages af ved-kommende danske dommer på fuldt betryggen-de måde uden advokatbistand. I ægteskabssagerog i faderskabssager vil der i øvrigt kunne ske

9) Tilsvarende bestemmelser om afholdelse af advokat-salær i forbindelse med retshjælp mellem Danmark,Norge og Sverige findes i justitsministeriets cirku-lære nr. 160 af 14. november 1958.

advokatbeskikkelse i overensstemmelse medprincipperne i retsplejelovens § 449 og § 456 g.

Udvalget skal derfor henstille, at reglerne ijustitsministeriets cirkulære af 20. maj 1932ændres således, at der kun sker advokatbeskik-kelse ved vidneafhøringer, partsafhøringer,samt syns- og skønsforretninger til brug for enudenlandsk domstol, såfremt der er meddeltvedkommende udenlandske part fri proces her ilandet, eller såfremt der i øvrigt måtte være sær-lig anledning dertil.

O. Bemyndigelse for amterne og over-præsidiet til at indhente erklæringer fra

sagkyndige

I forbindelse med gennemgangen af reglerne omfri proces er udvalget blevet opmærksom på, atdet er en væsentlig mangel ved de gældende reg-ler, at amterne og overpræsidiet ikke har be-myndigelse til at afholde udgifter til erklæringerfra sagkyndige til brug ved behandlingen af an-dragender om fri proces.

For at sikre og eventuelt vurdere en andra-gers krav, f.eks. på erstatning for tingskade elleri anledning af mangler ved en salgsgenstand, vildet jævnligt være nødvendigt, at der snarest mu-ligt tilvejebringes en erklæring fra en sagkyndigtil bedømmelse af, hvilke skader eller manglerder er tale om. En sådan erklæring vil hyppigtikke kunne afvente, at andragendet om fri pro-ces færdigbehandles. Sager om personskade kansom regel ikke afgøres, uden at der foreliggeren lægeerklæring - eventuelt en erklæring fraen specialist. Såfremt der meddeles fri proces,vil sådanne erklæringer derfor under alle om-stændigheder blive indhentet, men også for am-ternes og overpræsidiets afgørelse af spørgsmå-let om, hvorvidt fri proces bør meddeles, vil ensådan erklæring fra en sagkyndig være af storbetydning.

Det kan ikke udelukkes, at der på grund afden manglende hjemmel til at afholde udgiftertil sådanne erklæringer o.lign. meddeles fri pro-ces i enkelte tilfælde, hvor ansøgningen villevære blevet afslået, såfremt amtet (overpræsi-diet) havde haft mulighed for at indhente er-klæringer til nærmere vurdering af sagen. Denudvej, som nu foreligger, nemlig at meddele friproces til syn og skøn uden for retsplejen, jfr.retsplejelovens § 14, vil jævnligt være en for

51

vidtgående foranstaltning i forhold til de retbegrænsede spørgsmål, der som regel er tale omi forbindelse med behandlingen af et andragen-de om fri proces.

Udvalget skal derfor henstille, at der med-deles amterne og overpræsidiet bemyndigelsetil at indhente erklæringer fra sagkyndige vedbehandlingen af andragender om fri proces.Såfremt fri proces bevilges, vil det formentligvære mest praktisk, at udgifterne ved de på-gældende erklæringer udredes af den domstol,der i øvrigt afholder udgifterne i forbindelsemed sagen, således at udgiften kan blive taget i

betragtning ved afgørelsen af spørgsmålet omsagsomkostninger. I de tilfælde, hvor fri procesafslås, bør udgifterne såvidt muligt afholdesendeligt af vedkommende administrative myn-dighed.

På grundlag af de i dette kapitel gengivnesynspunkter har udvalget udarbejdet et udkasttil et lovforslag indeholdende en ændret affattel-se af retsplejelovens kapitel 31 og enkelte andrebestemmelser i retsplejeloven. Der henvises her-om til side 69 ff. i betænkningen.

2. AFSNIT. RETSHJÆLP

Kapitel 1

Retshjælpsordninger i Danmark

A. Retsplejelovens § 135

Efter retsplejelovens § 135 er enhver advokat,der er antaget til udførelse af beneficerede sager,pligtig til for ubemidlede, der henvises til ham,at affatte besværinger til øvrighedsmyndighederog ansøgninger om fri proces samt til at affattestævninger i borgerlige sager, som vedkommen-de ønsker at anlægge for den ret, for hvilkenadvokaten er antaget, for så vidt der ikke eradgang til at opnå rettens bistand efter § 425,stk. 1. Sådanne henvisninger foretages af politi-mesteren, som skønner over de pagældendesuformuenhed og iagttager, at henvisningernefordeles ligelig mellem de pågældende advoka-ter.

Bestemmelsen gælder ikke for advokater, derhar kontor i København eller på Frederiksberg,men der er hjemmel for, at justitsministeriet -når omstændighederne måtte tale herfor — medfornøden tillempelse kan udvide bestemmelsentil også at omfatte dem. En sådan udvidelse erikke foretaget.

Af forarbejderne til denne bestemmelse iretsplejeloven fremgår, at et af folketinget nedsatudvalg i 1902 stillede forslag om, at en beskik-ket advokat »uden særligt Vederlag« skulle væreforpligtet til at »vejlede ubemidlede, der henvi-ses til ham, med Hensyn til Forhold som de ønskegjorte til Genstand for Sag ved den Ret, forhvilken han er antaget, derunder navnlig til ataffatte og indgive Forligsklage og Ansøgningom fri Proces«.1) Udvalget udtalte, at der idette havde været en stærk stemning for at ud-vide adgangen til vederlagsfri retshjælp forubemidlede. Man håbede, at der ved forslagetblev opnået et meget stort fremskridt i den ret-ning. Et mindretal gav udtryk for, at man havdeslået sig til tåls med det lille tilløb til gratis rets-hjælp for ubemidlede, som forslaget indeholdt,

men fandt at burde fastholde, at »Maalet hermaa være: alle Borgeres Adgang til retslig Bi-stand i enhver Henseende uden Hensyn tilderes Evne til at betale«2).

Dette forslag vandt ikke tilslutning i lands-tinget, der i 1903 foreslog, at bestemmelsen ud-gik. Landstingets udvalg henviste til, at derkunne blive tale om et »ikke saa lille Arbejde«for advokaten for at kunne yde den pågældendebistand. Man bemærkede endvidere, at der efterforslaget kunne blive tale om at henvise denpågældende til den advokat, som modpartensædvanligvis benyttede, og at det ikke med bil-lighed kunne fordres af ham, at han skulle gøreskridt til fordel for den anden part.3)

Landstingets stilling til forslaget blev kom-menteret således af folketingsmand Høgsbro ifolketinget den 16. januar 1904:

»Derimod var der en anden Bestemmelse,som vi satte megen Pris paa, men som nu erstrøget. Det var den lille Haandsrækning, vimente uden altfor store økonomiske Ofre atkunne byde de ubemidlede i Retning af at ud-vide Adgangen til fri Retshjælp, idet vi havdeindført, at Sagførere, som have offentlige Sager,skulle være pligtige til at tage fat paa et tidligereTidspunkt end nu. Nu er det først, naar der erbeskikket en Sagfører, og der skal udtages Stæv-ning, at de faa Bistand, men ogsaa tidligere enddet første Skridt, Udarbejdelsen af Forligskla-gen, havde vi paalagt Sagførerne at yde Hjælp.Ikke i København, thi her kan det ske gennemStudentersamfundets Retshjælp, men uden forKøbenhavn savnes der jo en saadan Adgang.Jeg beklager, at dette Punkt er blevet sat ud,og jeg haaber, at det vil blive genoptaget «4)

Det af justitsministeren i 1906 fremsatte lov-

*) Jfr. r igsdagstidende 1901-02, tillæg B, spalte 2227.

2) Jfr. r igsdagstidende 1901-02, tillæg B, spalte 2200-01 .3) Jfr. r igsdagstidende 1902-03, tillæg B, spalte 2111.4) Rigsdagst idende 1903-04, Folketingets forhandlin-

ger, spalte 2654.

54

forslag indeholdt en bestemmelse, der i det væ-sentligste svarer til den nugældende formulering.Efter forslaget skulle der således ydes advokater-ne vederlag for at yde denne bistand, og defornødne beløb hertil skulle bevilges på de årligefinanslove. Justitsministeriet bemyndigedes tilat give nærmere regler herom. Dette forslag blevvedtaget af begge ting.

I justitsministeriets bekendtgørelse nr. 332 af15. juli 1949 er der givet nærmere regler om deni retsplejelovens § 135 hjemlede advokathjælptil ubemidlede. Det nævnes i bekendtgørelsen,at »besværinger til øvrighedsmyndigheder« ikkeomfatter andragender om egentlige bevillinger,såsom til separation, skilsmisse, indgåelse afægteskab, adoption eller navneforandring ellerandragender om tilladelser inden for retsplejensområde eller om strafeftergivelse. Ingen børefter bekendtgørelsen henvises til at få hjælptil affattelse af besværinger til øvrighedsmyn-digheder, når de skønnes at være åbenbart urig-tige eller ganske ubegrundede. Henvisning tiladvokat til affattelse af andragende om fri pro-ces bør ikke finde sted, når politimesteren finder,at der efter de foreliggende oplysninger ingengrund er til at antage, at et andragende om friproces vil blive bevilget, idet det krav, der agtesgjort gældende, er åbenbart ubegrundet, ellerdet drejer sig om injuriesager eller private volds-sager5).

Finder politimesteren, at der ikke er anledningtil at foretage henvisning til advokat, kan denneafgørelse påklages til justitsministeriet. Dettesker kun i yderst begrænset omfang.

Spørgsmålet om, hvorvidt en politimesteruden for København eller Frederiksberg er plig-tig at foretage henvisning til advokat i medføraf retsplejelovens § 135, uanset at der er mulig-hed for bistand af et retshjælpskontor, er gjorttil. genstand for behandling af Folketingets om-budsmand. Ombudsmanden blev under be-handlingen af en sag opmærksom på, at enpolitimester havde afvist at anvise en andrageren advokat til uden udgift at udfærdige et an-dragende om fri proces i en retssag, men i stedethavde henvist ham til at søge bistand hos detstedlige retshjælpskontor. Efter brevvekslingmed justitsministeriet, der blandt andet udtalte,at den praktiserede ordning efter ministeriets

5) Vedrørende de tidligere tilsvarende bestemmelserhenvises til justitsministeriets bekendtgørelser nr. 66af 23. marts 1932 og 506 af 23. september 1919.

opfattelse ikke var uforenelig med bestemmelseni retsplejelovens § 135 og bekendtgørelse nr.332 af 15. juli 1949, udtalte ombudsmanden iskrivelse af 15. oktober 1959, at han fandt denaf politimesteren fulgte praksis forsvarlig, menat der ikke i retsplejelovens § 135 var helt sikkerhjemmel for denne, idet ordningen med henvis-ning til advokat gælder hele landet med und-tagelse af København og Frederiksberg. Folke-tingets ombudsmand henviste herved til de tid-ligere refererede udtalelser af folketingsmandHøgsbro i folketinget den 16. januar 1904 oghenstillede til ministeriet at overveje, om derikke var anledning til i forbindelse med andreændringer i retsplejeloven at søge § 135, stk. 1,3. pkt., ændret, således at bestemmelsen giverklar hjemmel for, at reglerne i stk. 1 og stk. 2,om henvisning til beneficeret advokat ikke fin-der anvendelse i byer, hvor der er en retshjælps-institution.6)

Den 17. november 1959 udtalte justitsmini-steriet, at man ikke fandt, at den fulgte praksisvar i strid med retsplejeloven. Bibeholdelsen afordningen krævede efter ministeriets opfattelsefor så vidt ikke nogen lovændring. Ministeriettilføjede, at man imidlertid havde taget helespørgsmålet om organisationen af den veder-lagsfri retshjælp, der ydes af retshjælpsinstitu-tionerne og af advokater efter henvisning frapolitiet, op til overvejelse.

I medfør af justitsministeriets bekendtgørelsenr. 251 af 20. juli 1961 er salærerne for udførelseaf advokathjælp følgende:

Besværinger til øvrighedsmyndigheder. . 20 kr.Ansøgninger om fri proces 30 kr.Stævninger 20 kr.

I de nævnte salærer er indbefattet udlæg tilporto og lignende.

Udgifterne ved denne ordning har i finans-årene 1961/62, 1962/63, 1963/64 og 1964/65 udgjort henholdsvis 10.986 kr., 12.495 kr.,13.973 kr. og 8.620 kr.,7) svarende til 400-600henvendelser årlig.

B. Andre lovbestemmelser om retshjælp

Ifølge retsplejelovens § 425, stk. 1, skal retten igældssager, når sagens værdi er under 50 kr.,6)Jfr. Folketingets ombudsmands beretning for året

1959, side 183.7) Udgifterne afholdes af finanslovskonto § 18.2.80.24.

55

eller sagsøgeren er ubemidlet, på begæring vid-færdige stævning.

I medfør af retsplejelovens § 429, stk. 2, på-hviler det dommeren i underretssager, når par-terne ikke møder med advokater, at vejlededem om, hvad de bør foretage sig til sagens op-lysning og iøvrigt til varetagelse af deres tarvunder denne.

Endelig er skifteretten iflg. retsplejelovens §14, stk. 2, som ændret ved lov nr. 218 af 11. juni1959, forpligtet til som retshjælp at udfærdigeanmeldelse om hensidden i uskiftet bo og omovertagelse af bo til privat skifte, fællesboopgø-relse og arveanmeldelse m.v., medmindre ud-færdigelsen på grund af boets størrelse og ind-viklede beskaffenhed vil være omstændelig ellerkræve særlige undersøgelser. For udfærdigelse afde nævnte anmeldelser betales takster, der fast-sættes af justitsministeren1). Denne retshjælp erikke betinget af, at andrageren er ubemidlet.

C. Retshjælpskontorer

Et af Socialpolitisk forening nedsat udvalg, derafgav betænkning om juridisk og social rådgiv-ning den 8. maj 1961, har foretaget en nærmereundersøgelse af, i hvilket omfang der ydes juri-disk bistand af retshjælpskontorer i Danmark.Det fremgår af betænkningen, at der foruden iKøbenhavn er retshjælpskontorer i Frederiks-havn, Randers, Grenå, Århus, Silkeborg, Es-bjerg, Åbenrå, Odense, Holbæk og Tårnby.

I København ydes retshjælpen af den selv-ejende institution Studentersamfundets rets-hjælp for ubemidlede, der har sin egen ejen-dom. Retshjælpen har lønnede kontorledere og

x) Efter justitsministeriets cirkulære nr. 180 af 1. juli1959 er taksterne følgende: Anmeldelse om hensid-den i uskiftet bo: 10 kr. Anmeldelse om overtagelseaf bo til privat skifte samt arveanmeldelser: 2 °/o0af boets beholdne formue, dog mindst 10 kr. oghøjst 200 kr. Fællesboopgørelse: 1 °/00 af boets be-holdne formue, dog højst 200 kr. Eventuelt gebyrfor udfærdigelse af anmeldelse om hensidden i uskif-tet bo fradrages heri. Opgørelse efter skiftelovens§ 78: 4°/00 af boets beholdne formue, dog mindst50 kr. og højst 1.000 kr. Genpart af udfærdigededokumenter udover de til skifterettens brug fornødnebetales med 2 kr. for hvert halve ark eller en delderaf.

Gebyrer ae rundes i alle tilfælde opad til nærmestehele kronebeløb.

-medhjælpere. Rådgivningen foretages i øvrigtaf ialt ca. 130 jurister eller studenter, der erulønnede.

Til stort set alle de andre retshjælpskontorerer knyttet jurister, der enten er ulønnede ellermodtager et beskedent vederlag. Der stillesalmindeligvis lokaler vederlagsfrit til rådighedenten i tinghuset eller på kommunekontoret.

Retshjælpen er som regel forbeholdt ube-midlede. Ved Studentersamfundets retshjælper der fastsat bestemte grænser for, hvornår enperson kan anses som ubemidlet. I visse sager,f.eks. ægteskabssager, drages grænserne dog me-get lempeligt.

Rådgivningen er alle steder vederlagsfri, menundertiden, f.eks. i Studentersamfundets rets-hjælp, må der dog betales porto og andre direkteudgifter. Ved retssager søges der almindeligvisom fri proces.

I den af udvalget afgivne betænkning er om-fanget og den nærmere karakter af de enkelteretshjælpskontorers virksomhed nærmere be-skrevet. Vedrørende disse spørgsmål henvisesder her til oplysningerne i betænkningen.

Som nævnt i betænkningen blev der tidligereaf filmsfonden ydet tilskud til retshjælpskonto-rernes drift. Disse tilskud ydes nu som direktestatstilskud gennem justitsministeriet. I 1964blev der udbetalt 40.000 kr., nemlig 28.000 kr.til Studentersamfundets retshjælp, 4.000 kr.til Århus og 2.600 kr. til Odense retshjælp, 1.700kr. til Kofoeds Skoles retshjælpsinstitution samt1.000 kr. til Randers retshjælp. Derudover blevder ydet beløb fra 200 kr. til 700 kr. til deøvrige retshjælpskontorer1).

Endvidere modtager retshjælpskontorerne til-skud fra »Almindeligt dansk Vare- og industri-lotteri«. Disse tilskud formidles gennem et afjustitsministeriet nedsat udvalg2).

Driften af retshjælpskontorerne finansieresi øvrigt ved private eller kommunale tilskud.

D. Ikke-organiseret retshjælp

Den omstændighed, at der kun få steder i landetfindes organiserede retshjælpskontorer, er ikke

1) Udgifterne afholdes af finanslovskonto § 18.2.80.64.2) Studentersamfundets retshjælp modtager dog di-

rekte fra lotteriet en andel af lotteriets overskudpr. serie i lotteriet. Andelen må ikke uden justits-ministeriets tilladelse overstige 30.000 kr.

.%

ensbetydende med, at den ubemidlede og min-drebemidlede del af befolkningen er afskåretfra retshjælp. Der ydes i vid udstrækning juri-disk rådgivning af personalet på landets amts-kontorer, politikontorer, dommerkontorer ogsocialkontorer, herunder også på områder, somikke har direkte berøring med vedkommendekontors forretningsområde. Endvidere ydes deri væsentligt omfang af advokater, vel især i pro-

vinsen, retshjælp til den mindrebemidlede delaf befolkningen, vederlagsfrit eller for et megetbeskedent vederlag. Omfanget af denne uor-ganiserede retshjælp lader sig naturligvis ikkeopgøre talmæssigt, men det er udvalgets op-fattelse, at denne virksomhed er en af de væ-sentligste årsager til, at behovet for en organi-seret retshjælp hidtil ikke har gjort sig gældendemed større styrke.

Kapitel 2

Retshjælpsordninger i udlandet

A. Norge

I Oslo blev der i 1893 på privat initiativ opret-tet et »Kontor for fri retshjælp«. Kontoret, derefterhånden fik en ret snæver tilknytning tilkommunen, gik i 1923 over til helt at blivekommunalt. Det faste personale på kontoretbestår af en kontorchef og 4 konsulenter, somalle er jurister. Til at forestå procedure m.v. ikontorets sager er der oprettet et udvalg, be-stående af 10 advokater.

Den daglige drift af kontoret forestås af kon-torchefen, der tillige bestemmer, hvilke sagerder skal indbringes for retten. Han fastsætter ogsåsalærerne til advokaterne - som regel i over-ensstemmelse med de satser, der bruges i bene-ficerede sager.

De fleste henvendelser på kontoret vedrørerrådgivning i familieretsforhold. Der forekom-mer dog tillige ofte spørgsmål vedrørende leje-sager, erstatningssager, medhjælpersager og i dethele spørgsmål af mere social karakter. Råd-givningen gives uden nærmere dokumentationfor ubemidlethed, idet dette som regel vil fremgåaf omstændighederne. Fører henvendelsen til enretssag, stilles der strengere krav til legitimationfor ubemidlethed, og der må forevises en skatte-attest. Der er ikke fastsat bestemte indtægts-eller formuegrænser for ydelse af retshjælp, menden økonomiske evne bedømmes konkret efteromstændighederne i de enkelte tilfælde. Ansø-geren må efter omstændighederne selv betalekontorets udgifter til retsafgifter m.v., og i til-fælde, hvor en ansøgers økonomiske stilling erblevet væsentlig forbedret ved en retssag, somkontoret har ydet bistand i, er det tillige fore-kommet, at; ansøgeren har måttet refunderekontoret udgifterne til retssagen.

Kontorets virksomhed er i de senere år ud-videt til at omfatte en række nabokommuner.Staten yder tilskud til kontorets drift.

I Bergen har ordningen siden 1907 væretsådan, at en af kommunen antaget advokat yderretshjælp. Etan har kontortid for ubemidlede 2

timer daglig og aflønnes med et årligt vederlagfra kommunen. Desuden oppebærer han til-kendte sagsomkostninger og salærer i benefice-rede sager, dog med fradrag af de beløb, somkommunen eller klienterne har lagt ud til rets-afgifter m.v. Der ydes et mindre tilskud af statentil driften.

En i det væsentlige tilsvarende ordning ergennemført i Trondheim.

I Stavanger blev der i 1917 oprettet et rets-hjælpskontor, der dog ikke omfatter bistand iretssager. Kontoret ledes af 3 medlemmer, hvor-af 2 udnævnes af kommunalbestyrelsen og 1 af»Stavanger Sakførerforening«. Der ydes etmindre tilskud fra staten til driften.

Den i 1954 nedsatte sagkyndige komité, dersom tidligere nævnt afgav betænkning den 21.juni 1958, foreslog, at »fri rettshjælp«, omfat-tende »fri sakførsel« og »fritt rettsråd« skulleadministreres af retshjælpsnævn i fylkerne, be-stående cif 3 medlemmer, en dommer som for-mand, en advokat og en repræsentant for fylket.

Med hensyn til »fritt rettsråd« foreslog ko-mitéen, at dette skulle gives af praktiserendeadvokater, der havde erklæret sig villige til atvære med i retshjælpsvirksomheden. På de ste-der, hvor der var oprettet kommunale rets-hjælpskontorer, anså komitéen det for rimeligtnormalt at henvise folk, der søgte om rådgiv-ning, til et sådant kontor, men i tilfælde, hvordet drejede sig om rådgivning i en sag, somsandsynligvis ville føre til proces, fandt komitéen,at man burde henvise vedkommende til enpraktiserende advokat. De nærmere regler omgodkendelse af retshjælpskontorer skulle efterkomitéens opfattelse foreskrives ved administra-tive bestemmelser.

I justisdepartmentets rundskriv af 1. juni 1961er der på grundlag af komitéens indstilling gen-nemført nærmere regler om »fritt rettsråd«,hvorefter der fylkes- eller kommunevis kan gen-nemføres en frivillig ordning om oprettelse afretshjælpsnævn, som træffer bestemmelse omvederlagsfri rådgivning, således at vedkommen-

58

de efter eget valg kan henvende sig til en af deadvokater i distriktet, som har erklæret sig villigtil at medvirke i ordningen. I større kommunerkan der også blive spørgsmål om at oprette egneretshjælpskontorer med fast kontortid, hvor pub-likum kan henvende sig og få hjælp af juridiskart. Halvdelen af udgifterne ved disse ordningervil blive dækket af statskassen.

B. Sverige1-2)

1. Retshjælpsanstalter.

I slutningen af forrige århundrede ansattes der iStockholm, Göteborg og Malmö såkaldte »fat-tigsakförare«. De aflønnedes med et fast veder-lag pr. år og skulle ved siden af deres sædvanligeadvokatvirksomhed være til disposition medhensyn til rådgivning for mindrebemidlede nog-le timer om dagen. Denne ordning blev gen-stand for kritik og blev efterhånden opgivet. IStockholm blev der i stedet for i 1913 - tildelsefter mønster fra Studentersamfundets retshjælpfor ubemidlede i København - oprettet »Stock-holm stads rättshjälpskontor«.

I forbindelse med lovgivningen om fri procesi 1919 blev der ved en kgl. kundgørelse af 12.september 1919 skabt hjemmel for at yde stats-tilskud til retshjælpsanstalter, oprettet af enkommune eller et landsting og ledet af en be-styrelse med repræsentanter for länsstyrelsen ogfor de kommunale myndigheder. Anstalternesvirksomhed skal efter et »normalreglemente« itilslutning til kundgørelsen af 12. september1919 gå ud på at yde mindrebemidlede gratisbistand i retlige anliggender og bl.a. give rådog oplysning og udfærdige dokumenter samtyde bistand ved udførelse af retssager, der an-lægges ved domstole inden for vedkommendeanstalts virksomhedsområde.

Der er ikke fastsat nærmere regler for, hvor-når en person skal anses for at være ubemidlet,men anstalterne kan, når omstændighedernetaler herfor, kræve dokumentation for indkomst-og formueforholdene.

Personer, som på grund af deres økonomiskeforhold ikke kan opnå fri proces, bliver i et vistomfang bistået af anstalterne under retssager.

1) Jfr. Wilhelm Brodin, Utomprocessuell rättshjälp åtmindre bemedlade, inledningsanförande vid 22. nor-diska juristmöte i Reykjavik.

2) Jfr. Poul Østergaard, Juridisk rådgivning for min-drebemidlede, Sagførerbladet 1957, side 241 ff.

Anstalterne drager i så henseende grænsen medhensyn til de økonomiske omstændigheder ikkeuvæsentlig højere end domstolene. Når en per-son, som ikke har fri proces, modtager bistandfra en anstalt under en retssag, skal han selvbetale for samtlige udlæg i anledning af rets-sagen. Nogle anstalter benytter derfor den prak-sis på forhånd at afkræve et beløb, saxlvanligvis75 kr., til dækning af disse udgifter. Et eventueltoverskud eller en del heraf beholdes da i vissetilfælde af anstalten som vederlag for dens ar-bejde. Dækker det forskudsvis betalte beløb ikkeanstaltens udlæg, kræves det manglende beløbnormalt yderligere betalt. Såfremt en persongennem anstaltens bistand har erhvervet værdieraf nogen betydning, er han pligtig til, hvis detfordres af anstaltstyrelsen, at godtgøre anstaltendens udgifter i sagen samt at erlægge en pas-sende betaling for retshjælpen.

Anstaltens virksomhed udøves under besty-relsens tilsyn gennem en forstander med bistandaf fornødent personale. Forstanderen skal havejuridisk uddannelse og praktisk erfaring gen-nem virksomhed ved underretter eller på advo-katkontor. Forstanderen må ikke have andenstilling og må ikke udøve privat advokatvirk-somhed. Personalet er kommunalt ansat og hel-tidsbetalt.

Anstalterne holdes i almindelighed kun åbnefor ekspedition på bestemte tider, sædvanligvis2 timer hver søgnedag. En af ugens modtagel-sestider er dog henlagt til om aftenen. I en visudstrækning afholdes der modtagelser uden fordet sted, hvor anstalten er beliggende.

Over halvdelen af henvendelserne vedrørerfamilieretlige spørgsmål. En anden stor gruppeudgøres af privatretlige retsforhold iøvrigt, her-under lønkrav, skadeserstatningskrav, gælds-sager og lejesager. Endvidere behandles en delandre sager, herunder f.eks eksekutionsspørgs-mål, strafferetlige spørgsmål og sager om pen-sionskrav, offentlig understøttelse og skattekrav.

Der er oprettet ialt 14 retshjælpsanstalter3).

3) Stockholm stads, Göteborg stads, Malmö stads,Norrköping stads, Hälsingborg stads, Örebro läns,Västmannland läns, Stockholm läns, Älvsborg länssödra, Älvsborg läns norra, Halland läns, Värmlandläns, Tornedalens samt rättshjälpsanstalten i Gävle.Udgifterne udgjorde i 1956 ca. 2.600.000 kr. Stats-tilskuddet var for budgetårene 1955/56, 1956/57og 1957/58 1 mill. kr. og for 1958/59 1.100.000 kr.Dette beløb omfattede dog også tilskud til retshjælpefter Jämtlandssystemet.

:><)

2. Vederlagsfri retshjælp efter Jämtlandssystemet.4)Dette system er baseret på aftaler mellem lokal-afdelinger af Sveriges advokatsamfund og ved-kommende landsting og går ud på, at alle ellerflertallet af advokatsamfundets medlemmer ivedkommende län meddeler vederlagsfri rets-hjælp til ubemidlede. Ved kgl. kundgørelse af20. september 1946 blev der tilvejebragt hjem-mel for at yde statstilskud med halvdelen aflandstingets udgifter ved sådan retshjælpsvirk-somhed under forudsætning af, at denne stodunder betryggende tilsyn, og at der blev afgivetstatistiske oplysninger til staten om virksom-heden.

Retshjælpen ydes på vedkommende advokatskontor i den sædvanlige kontortid og på sammemåde som til andre klienter. Advokaten afgør,om betingelserne for at yde retshjælp er tilstede. Andrageren kan inden 14 dage indbringedette spørgsmål til afgørelse af formanden i ved-kommende landstings retshjælpsstyrelse.

Den, der ønsker at modtage fri retshjælp, kanhenvende sig til den advokat, han ønsker, ogmå aflevere en på en særlig formular på tro oglove underskrevet erklæring om sine økonomi-ske forhold. Erklæringen skal være bekræftet afnærmere angivne myndigheder, og der skal idenne kort angives, i hvilken anledning rets-hjælp søges, samt hvorvidt andrageren anser sigfor helt eller delvis ude af stand til selv at betaleherfor. I tilfælde, hvor det kan antages, at rets-hjælpen kan ydes uden yderligere henvendelser,og at salæret ikke overstiger 100 kr., er bekræf-telse af oplysningerne ikke nødvendig.

Med hensyn til betingelserne for at få friretshjælp kan de afsluttede aftaler mellemlandstingene og afdelinger af Sveriges advokat-samfund inddeles i 2 hovedtyper.

Efter den ene hovedtype, der omfatter fler-tallet af aftaler, er der bestemt en maksimums-grænse for, hvilken indkomst andrageren måhave. Denne grænse er forskellig for de forskel-lige län. På grundlag af de i aftalen angivneretningslinier afgør vedkommende advokat her-efter, om vederlagsfri retshjælp skal bevilges.Såfremt han skønner, at andrageren selv kanbekoste retshjælpen, skal han fastsætte det høje-

ste beløb, som andrageren kan blive pligtig atbetale.

Den anden hovedtype af aftaler indeholderikke nærmere bestemmelser om, hvad der for-stås ved begrebet mindrebemidlet. Den myn-dighed, som attesterer andragerens erklæringom de økonomiske forhold, afgør dels, om an-drageren har krav på fri retshjælp, dels om haneventuelt selv delvis skal bekoste retshjælpen.

Hver advokat skal føre en særlig journal overde tilfælde, i hvilke han har ydet vederlagsfriretshjælp i henhold til aftalen med landstinget.Sagernes art, det i sagerne passerede og datoherfor samt den af advokaten anvendte tid skalangives så udførligt, at man på grundlag herafkan bedømme, hvilket arbejde der er udført.Samtidig skal der i journalen bogføres samtligeindtægter og udgifter vedrørende retshjælpen,og advokaten skal endelig angive det beløb,som han foreslår som salær for det udførte ar-bejde.

Advokaterne får af landstinget — normalthalvårsvis - dækket deres udgifter til udlæg samtsalær for det udførte arbejde. Ved salærbereg-ningen anvendes de sædvanlige salærtakster.Inden en advokat fremsætter krav om vederlagaf landstinget, skal han efter nærmere reglertage sig betalt for udlæg og salær af de andra-geren tilkommende midler. Overstiger det an-drageren tilkommende beløb, som modparteneller en anden har indbetalt, 1000 kr., skal ad-vokaten i første række tage sig betalt af detoverskydende beløb. I det omfang det indbe-talte beløb overstiger 700 kr., men ikke 1000 kr.,kan advokaten under hensyn til sagens omstæn-digheder bestemme, at udlæg og salær for enstørre eller mindre del skal dækkes af det, der erindkommet over 700 kr.

Den advokat, der er villig til at yde retshjælp ihenhold til vedkommende aftale, skal under-skrive en særlig erklæring, hvori han påtager sigat udføre sagerne med samme omsorg som sineandre sager og at yde retshjælp i stedet for enkollega, der er blevet forhindret heri. Han for-pligter sig tillige til ikke at fordre eller modtagevederlag af den, som der er ydet vederlagsfriretshjælp til, bortset fra tilfælde, hvor dette erhjemlet i henhold til aftalen.5)

4) Jfr. Den utomprocessuella rättshjälpen enligt jämt-landssystemet. Utredning inom advokatsamfundet,överläggningar med landstingsförbundet, förslag tillnytt normalavtal m.m., Tidsskrift för Sveriges advo-katsamfund 1960, side 231-61.

5) Der var i 1958 afsluttet aftaler om retshjælp efterJämtlandssystemet mellem afdelinger af Sveriges ad-vokatsamfund og 18 landsting (Jämtland läns, Upp-sala läns, Västerbotten läns, Norrbotten läns, Jön-

(,()

3. De i Sverige foretagne undersøgelser med hensyntil eventuel ændring af reglerne om vederlagsfri rets-hjælp.

Disse spørgsmål har flere gange været gjort tilgenstand for behandling i Sverige.

Den 20. marts 1940 afgav hovrättspräsidentHolger Elliott en redegørelse om offentlige rets-hjælpsanstalter. Han gik ind for, at sådanne an-stalter skulle oprettes over hele landet. Forsla-get gav anledning til en del debat og blev ikkegennemført. Anledningen var bl.a. den udgifts-forøgelse, som det ville medføre for staten samtfor visse landsting og kommuner.

Den 18. juni 1949 nedsattes der et udvalgmed den opgave at overveje den vederlagsfriretshjælp til mindrebemidlede. Anledningen tilnedsættelsen af udvalget var bl.a. et ønske omat effektivisere retshjælpen. På dette tidspunktvar der i 11 landstingsområder indført ordnin-ger efter Jämtlandssystemet, og udvalget skullespecielt tage stilling til fordele og ulemper veddette system sammenholdt med hjælp ydet afretshjælpsanstalter.

Udvalget afgav betænkning den 4. august1951. Betænkningen indeholdt et forslag til lovom offentlig retshjælp, hvorefter den, som medhensyn til indtægter, forsørgerbyrder og økono-miske forhold i øvrigt ikke kunne skaffe sig mid-ler til juridisk bistand, skulle have ret til veder-lagsfri retshjælp ved det offentliges forsorg. Lov-forslaget indeholdt i øvrigt bestemmelse om, atretshjælpen skulle ydes uden vederlag, dog aten andrager, som ikke var ubemidlet, kunneafkræves et efter hans betalingsevne og rets-hjælpens omfang bestemt beløb, dog ikke over20 kr. Den, der gennem offentlig retshjælp hav-de ei'hvervet aktiver, således at værdien derafvæsentlig oversteg et rimeligt vederlag for rets-hjælpen, skulle være pligtig til at betale et så-dant vederlag, såfremt retshjælpen ikke varblevet erstattet på anden måde. Flertallet afudvalgets medlemmer gik ind for, at offentligretshjælp principielt skulle ydes gennem særligeretshjælpsanstalter. Såfremt befolkningstalletomkring den by, hvor en sådan anstalts kontormåtte henlægges, ikke kunne anses at udgøre et

köping läns, Kalmar läns södra og norra, Väster-norrland läns, Södermannland läns, Göteborg ochBohus läns, Malmöhus läns, Skaraborg läns, Krono-berg läns, Blekinge läns, Kristianstad läns, Koppar-berg läns, Östergötland läns og Gotland läns lands-ting.

tilstrækkeligt grundlag for anstaltsvirksomheden,skulle offentlig retshjælp dog kunne meddelesgennem advokater, der drev egen forretning,idet der i så fald måtte træffes aftale med samt-lige sådanne advokater inden for området ellerdog så mange, at der kunne ydes effektiv rets-hjælp. Et mindretal af komitéens medlemmerforeslog, at retshjælp så vidt mulig altid skulleydes af privat praktiserende advokater.

Forslaget blev ikke gennemført.

C. England

Reglerne om retshjælp i »the Legal Aid andAdvice Acts« trådte i kraft i 1960.

Disse regler finder anvendelse på enhver, derer over 16 år, og hvis ugentlige disponible ind-komst er under 7 £ 10 sh. (ca. 150 kr.) og hvisdisponible formue er under 125 £ (ca. 2500 kr.)Den disponible indkomst og formue beregnesmed fradrag som vedrørende meddelelse af friproces1). Den, der ønsker bistand, kan rette hen-vendelse til enhver advokat, der har erklæret sigvillig til at yde retshjælp i henhold til loven.Advokaten undersøger selv, om de økonomiskebetingelser er til stede, og hans afgørelse herafer endelig. Såfremt han skønner, at disse betin-gelser er opfyldt, kan der ydes andrageren råd-givning inden for 1 % time mod en betaling af2 sh. 6 p. fra andrageren selv. For folkepensio-nister er retshjælpen dog vederlagsfri. Advoka-ten får fra »the Legal Aid Fund« udbetalt 1 £for hver % time, som rådgivningen har straktsig over.

For så vidt der bliver tale om rådgivning udover 114 time, eller der eventuelt tidligere ersøgt rådgivning hos en anden advokat, må derindgives ansøgning efter regler svarende til reg-lerne om fri proces.

Den på grundlag af loven etablerede råd-givningsvirksomhed fandtes ikke tilstrækkelig,og »the Law Society« har derfor etableret enfrivillig ordning, hvorefter enhver kan henvendesig til en advokat, der har erklæret sig villig tilat medvirke til ordningen, og få rådgivning ikkeover Y2 time for et honorar, der ikke overstiger1 £. Hvis sagen ikke kan udredes på % time,skal advokaten oplyse den pågældende om,hvad yderligere rådgivning eller bistand om-trentlig vil koste.

a) Jfr. side 24.

Kapitel 3

Udvalgets overvejelser og forslag

A. Forslaget til juridisk og social råd-givning, udarbejdet af Socialpolitisk

forenings udvalg af 1959

Det af Socialpolitisk forening i 1959 nedsatteudvalg til behandling af spørgsmål i forbindelsemed rådgivningskontorer kom - efter en under-søgelse af de bestående muligheder for råd-givning af social, mentalhygiejnisk og juridiskart1)2) og af behovet for sådan rådgivnings-virksomhed — til det resultat, at der i Danmarkeksisterer et udækket behov for, at den enkeltekan opnå korrekte oplysninger og sagkyndighjælp ved løsningen af problemer af social ogjuridisk karakter.

Udvalget fremkom med et forslag til ret-ningslinier for udbygning af denne rådgiv-ningsvirksomhed. Juridisk og social rådgivningskulle herefter etableres som en selvstændig, afandre forvaltningsorganer uafhængig insti-tution, hvis iværksættelse og finansiering måttehvile på offentligt initiativ og offentlige midler.At basere udviklingen på rent privat initiativville medføre, at rådgivningen blev uensartetog mindre effektiv.

Udvalgets forslag gik nærmere ud på føl-gende, jfr. betænkningen side 67-88:

a) I købstæder og større bymæssige bebyg-gelser bør oprettes lokale rådgivningskontorer,hvorfra der kan ydes såvel retshjælp til ube-midlede som social rådgivning. De eksisterenderetshjælpsinstitutioner bør såvidt muligt videre-føres med det fornødne juridiske personale, ogretshjælpsordninger af lignende art bør etableres,hvor befolkningstætheden gør det rimeligt. I øv-rigt vil den letteste vej til etablering af juridiskrådgivning være en ordning, hvorefter personer,

1) Oversigter herover findes i den pågældende betænk-nings bilag 1-5.

2) En redegørelse for den rådgivningsvirksomhed, derudøves af Landsforeningen for mentalhygiejne,findes i nærværende betænknings bilag 11.

der ikke har midler til ellers at søge advokat-bistand, kan få adgang til gratis rådgivning hosen advokat. I områder, hvor der ikke er grund-lag for at oprette kontorer af den ovennævnteart, må der derfor udbygges en ordning medtilrejsende socialrådgivere og med advokatersom juridiske rådgivere.

Den juridiske rådgivning burde efter udval-gets opfattelse gå ud på følgende:1. Give oplysning om lovregler m.v. og for-

tolkning af samme.2. Give oplysning om eksistensen af myndig-

heder, der måtte være hensigtsmæssige at an-vende i det pågældende tilfælde.

3. Give oplysning om disse myndigheders prak-sis i juridiske spørgsmål og forklaring på,hvad man kan udlede af denne praksis.

4. Etablering af forbindelsen mellem rådsø-gende og de rette myndigheder enten veddirekte kontakt eller ved udfærdigelse af be-gæringer, ansøgninger, klager m.v.

5. Give forskellig bistand i retslige anliggender,herunder brevveksling om retskrav, udfær-digelse af visse stævninger, ansøgninger omfri proces m.v.

Udvalget fremhævede, at den juridiske råd-givning fortrinsvis burde udføres af advokater,subsidiært af andre personer med juridisk em-bedseksamen, idet der dog efter omstændighe-derne kunne anvendes juridiske studerende.

b) Inden for hvert amt bør nedsættes et ud-valg med den opgave at sørge for oprettelse ogdrift af det nødvendige antal rådgivningskon-torer i amtet og at fremme samarbejdet med deforskellige offentlige og private kontorer ogmellem de forskellige rådgivningsorganer. Ud-valget bør omfatte repræsentanter for den lokalesociale forvaltning, mødrehjælpen, sygekasserne,Advokatsamfundets kredsbestyrelse, Almindeligdansk lægeforenings kredsbestyrelse, Dansk so-cialrådgiverforening og Dansk psykologforening.

c) For landet som helhed bør oprettes et sam-

62

lende organ, bestående af en repræsentant forhvert af de lokale rådgivningsudvalg, to re-præsentanter udpeget af de kommunale orga-nisationer, en repræsentant for justitsministe-riet, en repræsentant for socialministeriet og enrepræsentant for hver af følgende organisa-tioner og institutioner: Advokatsamfundet, Al-mindelig dansk lægeforening, Dansk psykolog-forening, Socialpolitisk forening, Dansk social-rådgiverforening, De samvirkende centralfor-eninger af sygekasser i Danmark og mødre-hjælpen.

Såfremt udvalgets forslag blev gennemført,fandt udvalget, at bestemmelserne i retspleje-lovens § 135 og § 425, stk. 1, kunne ophæves,hvorimod den retshjælp, der udøves af skifte-retterne efter retsplejelovens § 14, stk. 2, varaf så speciel karakter og så snævert knyttet tilskifteretternes arbejde, at bestemmelsen burdebevares.

Med hensyn til udgifterne ved forslaget ud-talte udvalget, at disse ikke kunne opgøres påforhånd. Det ville ikke være muligt at opnåen tilfredsstillende løsning af spørgsmålet, hvisrådgivningen skulle baseres på vederlagsfri ar-bejdskraft. Udover lønudgifter ville der kunblive tale om minimale driftsudgifter, da manmåtte forvente, at lokaler - herunder kontor-inventar - ville blive stillet vederlagsfrit tilrådighed. Udgifterne ved retshjælpen burde af-holdes gennem justitsministeriet, og kommu-nerne burde dække halvdelen.

Vedrørende indtægtsgrænser for adgang tilrådgivning fandt udvalget, at den sociale råd-givning burde være åben for alle, hvorimoddet måtte anses for en naturlig og en selvfølgeligforudsætning for medvirken fra advokatrådet tilen geografisk udbredelse af retshjælpen, at denjuridiske rådgivning fortsat blev forbeholdtubemidlede. De for Studentersamfundets rets-hjælp i København gældende grænser var efterudvalgets opfattelse passende.

Den sociale rådgivning burde efter udval-gets opfattelse være vederlagsfri. Med hensyn tilden juridiske rådgivning ville det være van-skeligt at fastsætte regler for et gradueret takst-system, men hvis en væsentlig økonomisk for-bedret stilling blev opnået gennem retshjælpen,ville det være rimeligt at åbne adgang for fast-sættelse af egentlige salærer, således at den på-gældende på forhånd blev gjort bekendt med,hvad der skulle betales, når denne forbedringblev opnået ved retshjælpens bistand.

B. Udvalgets forslag til ændring af rets-plejelovens § 135

Som det fremgår af redegørelsen i kapitel 2,er retshjælpsordningerne i Norge og Sverigetilrettelagt således, at der er valgfrihed efter denlokale befolknings behov mellem retshjælp, ydetaf de stedlige advokater og retshjælp, ydet afoffentlige retshjælpskontorer.

Principielt afviger lovgrundlaget for den eksi-sterende danske ordning, jfr. kapitel 1, ikkevæsentlig fra ordningerne i Norge og Sverige.Retsplejelovens § 135 forudsætter således, atretshjælp i almindelighed ydes af de stedlige(beneficerede) advokater, men har dog gjort enundtagelse for København og Frederiksbergunder hensyn til den af Studentersamfundetsretshjælp for ubemidlede i disse kommunerdrevne virksomhed. Bl.a. på grund af forskelligemangler ved den nævnte bestemmelse har detdog - som også fremhævet af Socialpolitisk for-enings udvalg - ikke været muligt at opbyggeen tilfredsstillende, hele landet omfattende rets-hjælpsordning. For det første er arten af denrådgivning, som kan ydes, begrænset til affat-telse af besværinger til øvrighedsmyndigheder,ansøgninger om fri proces og visse stævninger,medens praktisk vigtige retsområder, herundervejledning i person- og familieretlige sager,erstatningssager, lejesager og sager vedrørendeansættelsesforhold er undtaget fra ordningen.Dernæst er den i loven fastlagte fremgangsmåde,hvorefter de rådsøgende, før de kan få vejled-ning, skal henvende sig til politimesteren, derdels skal skønne over de pågældendes uformu-enhed, dels sørge for, at henvendelserne fordelesligeligt mellem de beneficerede advokater,upraktisk, hvilket formentlig har været med-virkende til, at ordningen selv inden for densbegrænsede anvendelsesområde er blevet megetlidt udnyttet. Endelig er det - som fremhævet afFolketingets ombudsmand overfor justitsmini-steriet - en mangel ved lovbestemmelsen, atden ikke har gjort op med betydningen af, atder uden for København og Frederiksberg ereller kan blive oprettet retshjælpskontorer.

Udvalget kan - i overensstemmelse med desynspunkter, som har fundet udtryk i den be-tænkning, som er afgivet af Socialpolitisk for-enings udvalg - tiltræde, at der bør tilveje-bringes mulighed for udbygning af en helelandet omfattende retshjælpsordning for ube-midlede, baseret dels på offentlige eller private

63

retshjælpskontorer, dels på bistand fra stedligeadvokater, således at valget mellem disse to for-mer for retshjælp træffes under hensyntagen tillokale ønsker og efter undersøgelse af, hvad deri hvert enkelt tilfælde må anses for mest hen-sigtsmæssigt. I overensstemmelse hermed og medhenblik på at afhjælpe de ovennævnte manglerved retsplejelovens § 135 foreslår udvalget, atdenne bestemmelse ændres efter følgende ret-ningslinier :

Udgangspunktet bør - ligesom efter den gæl-dende ordning - være, at de advokater, der erantaget til udførelse af sager, i hvilke der ermeddelt fri proces, skal være pligtige til at yderetshjælp til ubemidlede. Også andre advokaterbør dog - hvis de selv ønsker det - have adgangtil at deltage i retshjælpsordningen, og det fore-slås derfor, at sådanne advokater skal kunneforetage anmeldelse derom til en af justitsmini-steren bestemt myndighed. Udvalget finder detmest praktisk, at anmeldelse sker til vedkom-mende dommer.

Den gældende ordning, hvorefter der kræveshenvisning fra politimesteren til advokat, børophæves. Det bør som hovedregel være til-strækkeligt, at den person, der ønsker råd-givning, ved forevisning for vedkommende ad-vokat af en attest om sine indtægts- og formue-forhold godtgør, at han er berettiget til atmodtage retshjælp, og at denne dokumentationsenere benyttes, når advokaten skal have veder-lag af det offentlige for den ydede retshjælp.

Spørgsmålet om, hvorvidt der bør være ad-gang til rådgivning ved praktiserende advoka-ter på steder, hvor der findes en retshjælps-institution, kan næppe afgøres ved en almin-delig regel. I København og på Frederiksberger den virksomhed, som for tiden udøves afStudentersamfundets retshjælp, så omfattende,at der utvivlsomt ikke er behov for adgang tilretshjælp ved praktiserende advokater, og detsamme synes at være tilfældet i enkelte andrestørre byer. Udvalget finder det derfor mestpraktisk, at den nødvendige regulering af for-holdet mellem retshjælpsinstitutioner og rets-hjælp ved praktiserende advokater sker ved, atder tillægges justitsministeren bemyndigelse tilat bestemme, at reglerne om retshjælp ved prak-tiserende advokater ikke skal finde anvendelsepå steder, hvor der findes en retshjælpsinstitu-tion. Udvalget har ikke fundet, at der i rets-plejeloven bør tages stilling til de af Social-politisk forenings udvalg stillede forslag om

etablering af fælles juridiske og sociale råd-givningsko atorer og om oprettelse af lokale ogcentrale udvalg med det formål at organisereog administrere sådanne kontorer. Den fore-slåede retsplejelovsændring vil imidlertid ikkevære til hinder for, at sådanne kontorer ogudvalg oprettes.

I øvrigt finder udvalget, at det bør overladestil justitsministeren ved en bekendtgørelse atfastsætte de nærmere regler om ydelse af rets-hjælp til ubemidlede, herunder om vederlag tiladvokater, om omfanget af disses forpligtelser,hvilke sagsområder retshjælpen skal omfatte, oghvilke personer der skal være berettigede til atmodtage retshjælp. Den begrænsning til nær-mere angivne sagsområder, som den gældendelovbestemmelse indeholder, foreslås samtidig op-hævet.

C. Retshjælp ved praktiserende advokater

Udvalget har udarbejdet udkast til bekendt-gørelse om retshjælp til ubemidlede. Udkastet,der alene omfatter retshjælp ved praktiserendeadvokater, og som skal træde i stedet for ju-stitsministeriets bekendtgørelse nr. 332 af 15.juli 1949 og bekendtgørelse nr. 251 af 20. juli1961, er optaget på side 77 i betænkningen.

Udvalget har søgt at tilrettelægge en ord-ning, der giver ubemidlede en rimelig adgangtil at opnå advokatbistand til løsning af daglig-livets almindelige juridiske problemer, og sommedfører mindst muligt administrativt arbejdefor de offentlige myndigheder og for de i ord-ningen deltagende advokater. De begrænsnin-ger i ordningen, som nødvendiggøres af øko-nomiske hensyn, foreslås derfor gennemført vedalmindelige, som hovedregel indispensable reg-ler, dels om de sagsområder, der omfattes afretshjcelpsordningen, dels om de vederlag, ad-vokaterne kan oppebære, og endelig om den per-sonkreds, der er berettiget til at modtage rets-hjælpen.

I overensstemmelse med udvalgets forslag tilændring af retsplejelovens § 135 ydes retshjæl-pen efter udkastet dels af de beneficerede advo-kater, dels af advokater, som har anmeldt tilden stedlige dommer, at de ønsker at deltagei retshjælpsordningen. Under hensyn til, at dennye ordning kan vise sig at blive væsentlig merebyrdefuld for de beneficerede advokater endden nugældende, finder udvalget dog, at der

64

bør gives de beneficerede advokater, der er be-skikket som sådanne inden bekenddtgørelsensikrafttræden, mulighed for inden for en rimeligfrist, f.eks. 2 år, at ansøge justitsministeren omfritagelse for at deltage i ordningen. Selvom dei ordningen deltagende advokater principielthar pligt til at yde bistand til de rådsøgende,der opfylder betingelserne for at få retshjælp,finder udvalget dog, at advokaterne bør havemulighed for i konkrete tilfælde at nægte bi-stand, enten fordi den rådsøgendes krav eråbenbart urimeligt eller ubegrundet, eller fordidet ville stride mod god advokatskik, om advoka-ten påtog sig hvervet, f.eks. i tilfælde, hvor han erantaget af modparten til at føre sagen for denne.

Spørgsmålet om, hvilke sagsområder rets-hjælpsordningen bør omfatte, beror på et skøn,hvori hensynet til begrænsning af de offentligeudgifter og hensynet til advokatstandens inter-esser må afvej es overfor de rådsøgendes i ogfor sig rimelige ønsker om at kunne opnåadvokathjælp i alle retsspørgsmål. Udvalgethar anset det for rigtigst, indtil nærmerepraktiske erfaringer er indvundet, at dragegrænserne relativt snævert, og det foreslås der-for, at retshjælpen foreløbig kun skal omfattefølgende sagsområder:

1) Andragender til offentlige myndighedervedrørende person- og familieretlige forhold.

Denne gruppe omfatter dispensationer fraægteskabsbetingelserne, separations- og skils-missebevillinger, afgørelser vedrørende spørgs-mål om forældremyndighed, samkvemsret ogunderholdspligt samt bevillinger til navne-forandring. Gruppen omfatter endvidere spørgs-mål om umyndiggørelse og værgebeskikkelsesamt adoptionsbevillinger. For disse sidstesvedkommende vil der ganske vist normalt kunneopnås fornøden bistand gennem mødrehjælpen,men udvalget har dog ikke fundet tilstrækkeliganledning til at undtage denne gruppe af be-villinger fra de øvrige bevillinger af person- ogfamilieretlig karakter.

2) Ansøgninger om fri proces.Denne gruppe omfattes af de gældende regler

i retsplejelovens § 135, og det er efter udvalgetsopfattelse klart, at der fortsat bør være mulighedfor retshjælp i forbindelse med ansøgning omfri proces.

3) Rådgivning vedrørende erstatning udenfor kontrakt, leje af bolig samt ansættelses- ogferiespørgsmål for så vidt angår arbejdere, med-hjælpere og funktionærer.

Denne gruppe omfatter praktisk betydnings-fulde retsområder, hvor der hyppigt vil værebehov for egentlig rådgivning.

Udvalget har ikke fundet anledning til atmedtage rådgivning i sædvanlige gældsforhold.I egnede tilfælde vil spørgsmål af denne artkunne tøses ved udfærdigelse af en stævning ellerved ansøgning om fri proces. Udfærdigelse afskøder, pantebreve og testamenter falder udenfor rådgivningens rammer.

4) Udfærdigelse af stævninger i de i 3) nævntetilfælde samt i underretssager, når sagsgenstan-den ikke overstiger 1000 kr.

Denne gruppe hænger nøje sammen medspørgsmålet om rådgivning i civile sager. Derbør i disse tilfælde, af hvilke mange kan væreret ukomplicerede, være mulighed for at udtagestævning, uden at det skal være nødvendigt for-inden at søge om fri proces.

Under forudsætning af, at denne bestemmelsegennemføres, finder udvalget, at reglen i rets-plejelovens § 425, stk. 1,2. pkt., om rettens pligttil at affatte stævninger bør ophæves. Denneregel har i praksis haft meget ringe betydning.

5) Bistand til udfærdigelse af klager over enoffentlig myndigheds afgørelse.

I offentligretlige retsforhold vil de rådsø-gende i almindelighed kunne få vejledning vedat rette henvendelse til vedkommende offent-lige myndighed, og behovet for rådgivning erderfor ikke stort, så længe der alene er tale omat opnå en 1. instansafgørelse. Udvalget er der-imod af den opfattelse, at der som hidtil børvære hjemmel for bistand til udfærdigelse af kla-ger over en offentlig myndigheds afgørelse.

6) Som omtalt side 55 påhviler det i hen-hold til retsplejelovens § 14, stk. 2, skifteret-terne som retshjælp at udfærdige visse dødsbo-anmeldelser m.v., medmindre udfærdigelsen pågrund af boets størrelse eller indviklede be-skaffenhed vil være omstændelig eller krævesærlige undersøgelser. For denne retshjælp, derikke er betinget af, at anmelderen er uformu-ende, betales afgift til statskassen efter nærmereaf justitsministeren fastsatte regler.

Under forudsætning af, at der indføres enalmindelig retshjælpsordning for hele landet,finder udvalget det ikke nødvendigt, at dennebestemmelse opretholdes. Er boet af ganske en-kel beskaffenhed, bør skifteretten på samme mådesom andre offentlige myndigheder yde vejled-ning uden at kræve betaling herfor. I andre til-fælde bør vedkommende henvises til at rådføre

65

sig med en advokat, d.v.s. for ubemidlede en afde advokater, der deltager i retshjælpsordnin-gen. I overensstemmelse hermed foreslår ud-valget, at der i retshjælpsbekendtgørelsen op-tages hjemmel til, at ubemidlede kan få ud-færdiget de i retsplejelovens § 14, stk. 2, om-handlede anmeldelser til skifteretten, hvorimodman ikke har fundet, at der er tilstrækkeligpraktisk trang til at medtage opgørelser efterskiftelovens § 78. Samtidig foreslås retspleje-lovens § 14, stk. 2 og 3, ophævet.

Retshjælpen omfatter i alle de ovennævntegrupper rådgivning og i forbindelse hermedudfærdigelse af sædvanlige ansøgninger og skri-velser. Af forenklingshensyn bør vederlaget tiladvokaterne inden for hver enkelt gruppe fast-sættes til en enhedstakst af en sådan størrelse,at advokaterne gennemsnitlig opnår rimeliggodtgørelse for deres arbejde og ulejlighed. Delsfor at begrænse det offentliges udgifter, dels forat modvirke, at retshjælpsordningen misbruges,foreslås det. at de rådsøgende selv skal betaleen del af vederlaget (25%).

For at muliggøre, at advokaterne umiddel-bart - uden en forudgående henvisning fra enoffentlig myndighed - kan afgøre, om de råd-søgende er berettiget til retshjælp, foreslås det,at de økonomiske betingelser, som skal væreafgørende for, om en person skal anses forubemidlet, fikseres i bekendtgørelsen, således atskønsmæssige afgørelser som hovedregel kanundgås. Udvalget finder - ligesom Socialpolitiskforenings udvalg - at de økonomiske betingelser,der er opstillet af Studentersamfundets rets-hjælp, giver en passende afgrænsning af denpersonkreds, der bør komme i betragtning. Afpraktiske grunde finder man det dog rettest, atudgangspunktet tages ikke i den pågældendesårsindkomst, men i hans skattepligtige ind-komst1) , og udvalget skal derfor foreslå, at rets-hjælp bør ydes til personer, der er uformuende,og hvis skattepligtige indkomst ikke overstiger12.000 kr., for forsørgere 15.000 kr., med tillægaf 1.000 kr. for hvert forsørgelsesberettigetbarn2). Da det undtagelsesvis kan forekomme,at en person, der ikke opfylder de nævnte

*) D.v.s. den indkomst, der fremgår af den af lignings-myndighederne godkendte selvangivelse for andra-gerne.

2) Indtægtsgrænserne for bistand fra Studentersamfun-dets retshjælp er i 1965 fastsat til en årsindkomst på15.000 kr. for enlige og 18.000 kr. for forsørgere medtillæg af 1000 kr. for hvert barn.

økonomiske betingelser, bør nyde retshjælp,f.eks. en gift kvinde, der er forladt af sin mand,foreslås det dog, at der i bekendtgørelsen givesdommeren adgang til at fravige de almindeligeøkonomiske betingelser, når det er nødvendigtfor at hindre, at vedkommende lider retstab.

Fremgangsmåden bør i øvrigt i almindelighedvære den, at vedkommende andrager på kom-munekontoret får attest om sine indkomst- ogformueforhold på en af justitsministeriet god-kendt blanket, og at han derefter henvender sigtil den advokat, der skal yde retshjælpen. Ad-vokaten afgør så, om de økonomiske betingelserfor ydelse af retshjælp er til stede. Efter atretshjælpen er ydet, forsyner advokaten blan-ketten rned påtegning om arten og omfangetaf bistanden, hvorefter andrageren kvittererherfor, ligesom han underskriver en erklæringom størrelsen af det vederlag, som han harbetalt til advokaten. Denne indsender de mod-tagne blanketter til vedkommende dommer engang i kvartalet. Dommeren udbetaler derefterdet tilskud, som staten yder til retshjælp. Dom-merens opgave vil alene være at undersøge, omandrageren opfylder betingelserne for ydelse afretshjælp, og om retshjælpen vedrører de grup-per, der er nævnt i justitsministeriets bekendt-gørelse.

D. Retshjælp gennem retshjælpskontorer

Som nævnt kan udvalget i princippet tilsluttesig de synspunkter, som er kommet til udtryk iden betænkning, som Socialpolitisk foreningsudvalg har afgivet, hvorefter der, hvor be-folkningstætheden kan betinge det, etablereslokale retshjælpsinstitutioner med den opgaveat yde retshjælp til ubemidlede. Udvalget anserdet imidlertid for sandsynligt, at det vil vareen længere årrække, inden sådanne institu-tioner er oprettet overalt, hvor forholdene egnersig dertil. I denne overgangstid vil adgangen tilretshjælp ved praktiserende advokater være afstor betydning, og selv efter, at det størst muligeantal retshjælpskontorer er oprettet, må derforventes i visse egne af landet at være behovfor advokatbistand til ubemidlede. Da det så-ledes må påregnes, at der i hvert fald i en læn-gere overgangstid vil eksistere et »dobbeltspo-ret« retshjælpssystem her i landet, nemlig delsved retshja;lpskontorer, dels ved praktiserendeadvokater, har udvalget fundet, at det ville være

66

et naturligt udgangspunkt for overvejelserne, atde to retshjælpsformer i princippet stilles ligemed hensyn til tilskud fra det offentlige, om-fanget af den bistand, der kan ydes for detoffentliges regning, og med hensyn til de øko-nomiske, kontrolmæssige og andre vilkår, derbør opstilles. Det følger af dette synspunkt, atder ikke bør oprettes retshjælpskontorer, hvisdette kun kan ske ved hjælp af højere tilskudfra det offentlige end de beløb, der skulle be-tales for opretholdelse af retshjælp ved advo-kater. I det omfang retshjælpskontorerne - f.eks.ved anvendelse af særlig billig arbejdskraft -måtte være i stand til at udøve deres virksom-hed billigere end de praktiserende advokater,burde et eventuelt overskud næppe tilfalde detoffentlige, men kunne f.eks. anvendes til atreducere den del af vederlaget for retshjælpen,som det forudsættes, at den rådsøgende skalbetale.

I overensstemmelse med disse principiellesynspunkter udarbejdede udvalget som et for-handlingsgrundlag en skitse til en retshjælps-ordning, omfattende både retshjælp ved advo-kater og retshjælp gennem retshjælpskontorer.Efter denne skitse skulle der gælde ensartede reg-ler, i det væsentlige i overensstemmelse med deovenfor under C. omtalte, for de to arter af rådgiv-ningsvirksomhed, herunder om de sagsområderretshjælpen skulle omfatte, de personer derskulle være berettiget til at modtage retshjælp,og de vederlag der skulle tilkomme advoka-terne eller retshjælpskontorerne for ydet rets-hjælp.

Denne skitse har dannet grundlag for en for-handling i juni 1965 med repræsentanter for endel af de interesserede myndigheder og orga-nisationer, nemlig socialministeriet, mødrehjæl-pen, Socialpolitisk forening, Studentersamfun-dets retshjælp, Landsforeningen for mentalhy-giejne og Dansk kvindesamfund.

Under denne forhandling har Studenter-samfundets retshjælp bl.a. givet udtryk for, atman ikke ønsker nogen ændringer i institutio-nens karakter af en privat institution, i detvæsentlige baseret på ulønnet arbejdskraft. Ind-føres der faste normer for tilskud til institutio-nen - f.eks. efter antallet af sager - og i for-bindelse hermed offentlige kontrol- og revisions-mæssige foranstaltninger, må man efter institu-tionens opfattelse befrygte, at den får et sådantpræg af at være en offentlig institution, at envæsentlig del af den frivillige arbejdskraft vil

forsvinde, fordi der ikke længere ville være bag-grund for den idealisme, som hidtil har fåetdisse medarbejdere til at arbejde for institutio-nen. Hertil kommer, at flere af de regler, somdet kan være naturligt at fastsætte for rådgivningved praktiserende advokater, vil virke ubilligttyngende på institutionens arbejde, såledesnavnlig reglerne om, hvilke personer der måanses for ubemidlede, og reglerne om, hvorledesdette skal dokumenteres. Under den nuværendeordning kan andragerne så at sige gå direkteind fra gaden til retshjælpen, og det vil væreet urimeligt tilbageskridt, såfremt man skal hen-vise en andrager til først at henvende sig på etoffentligt kontor for at få en uformuenhedsattest,hvorefter vedkommende skal komme tilbage tilretshjælpen. I retshjælpen består klientellet ofteaf gifte kvinder, der er uden kendskab til man-dens økonomiske forhold, og som uanset man-dens økonomi ikke er i stand til at betale forbistand, og retshjælpens personale er erfarings-mæssigt i stand til efter en kort samtale at af-gøre, om andrageren opfylder de økonomiskebetingelser for at få bistand.

Socialpolitisk forening fremhævede under for-handlingen stærkt værdien af, at der som fore-slået af det af foreningen nedsatte udvalg op-rettes rådgivningskontorer, omfattende ikkeblot juridisk, men også social og så vidt muligtmentalhygiejnisk rådgivning. Foreningen måttederfor tage afstand fra tanken om at løse spørgs-målet om retshjælpskontorer, uden at der sam-tidig findes en løsning på spørgsmlået om socialog mentalhygiejnisk rådgivning. I en skrivelseaf 2. juni 1965 til justitsministeriet og social-ministeriet har foreningen nærmere begrundetsit standpunkt. I skrivelsen, der er optaget sombilag 12, anføres bl.a., at man ved en isoleretgennemførelse af den skitserede retshjælp risike-rer, at mulighederne for en koordineret indsatspå rådgivningsområdet forskertses. Foreningenhar derfor henstillet til de nævnte ministerier,at der nedsættes et udvalg, som kan tage råd-givningsproblemet op på bredere basis.

Landsforeningen for mentalhygiejne har i detvæsentligste tilsluttet sig de synspunkter, somSocialpolitisk forening har gjort gældende, menhar dog ikke ment at burde tage stilling tilbetimeligheden af en retshjælpsordning, for-midlet alene gennem praktiserende advokater,jfr. foreningens skrivelse af 30. juni 1965 (bilag13).

Også mødrehjælpen og Dansk kvindesam-

67

fund understregede værdien af, at rådgivningfinder sted i intimt samarbejde mellem social-rådgiver, jurist og læge, men ønskede dog sam-tidig at gøre opmærksom på, at der er et stortbehov for juridisk rådgivning, og at udbyg-ningen af denne rådgivning ikke bør standses,uanset om man på længere sigt ønsker atetablere rådgivning på bredere basis.

Ved forhandlingernes afslutning blev det afudvalget tilkendegivet, at man under hensyntil de fremkomne betænkeligheder formentligville opgive at stille forslag om gennemførelseaf fælles, ensartede regler om retshjælp ved ad-vokater og retshjælp gennem retshjælpskon-torer, men at der efter udvalgets opfattelse intetville være til hinder for at søge de skitserederegler gennemført alene for så vidt angår rets-hjælp ved advokater, bl.a. fordi disse regler efterderes indhold principielt kun skal gælde i om-råder, hvor der ikke er etableret et retshjælps-kontor.

Udvalget er bekendt med, at socialministerietovervejer spørgsmålet om de sociale myndig-heders adgang til at yde social rådgivning, ogat der muligvis vil blive nedsat et udvalg til atbehandle dette spørgsmlål.

For så vidt angår retshjælp gennem rets-hjælpskontorer skal udvalget herefter nøjes medat stille det ovenfor under B. omtalte forslag om,at justitsministeren ved ændring af retspleje-lovens § 135 bemyndiges til at fastsætte de nær-mere regler om sådan retshjælp og om tilskudtil retshjælpskontorer.

Indtil der måtte vise sig trang til at fastsættesådanne nærmere regler, finder udvalget, at dertil de eksisterende og eventuelle nye rethjælps-institutioner bør ydes tilskud efter et skøn i hvertenkelt tilfælde, således som det hidtil er sket.

Ved udøvelsen af dette skøn vil de foreslåederegler om retshjælp ved praktiserende advokaterimidlertid, såfremt de gennemføres, kunne værevejledende, idet det navnlig principielt børfastholdes, at retshjælpskontorer ikke bør giveanledning til større offentlige tilskud, end enretshjælpsordning ved praktiserende advokaterville medføre under iøvrigt lige forhold.

E. Udgifterne i forbindelse medudvalgets forslag

På grundlag af de foreliggende regnskabstalfor advokathjælp til ubemidlede, jfr. side 54,kan det anslås, at de af udvalget foreslåederegler for så vidt angår ansøgninger om fri pro-ces, udfærdigelse af stævninger og klager overoffentlige myndigheders afgørelser vil medføreen merudgift på ca. 6.000 kr. årlig.

Med hensyn til de øvrige sagsområder, somforeslås inddraget under retshjælpsordningen(ansøgninger i person- og familieretlige forhold,rådgivning i visse civile retsforhold og udfær-digelse af dødsboanmeldelser m.v.) kan udgif-terne ikke beregnes, da det ikke er muligt atforudse, i hvilket omfang de foreslåede reglervil give anledning til henvendelser til advoka-terne.

Såfremt retsplejelovens § 14, stk. 2 og 3,ophæves som foreslået, vil statens indtægter iforbindelse med retshjælpsafgiften, ialt ca.400.000 kr. årlig, bortfalde. Denne mindre-indtaigt vil dog formentlig blive udlignet afbesparelser på dommerkontorerne som følge af,at arbejdet med udfærdigelsen af de omhand-lede anmeldelser og kontrollen med afgifternesopkrævning bortfalder.

3. AFSNIT. DE AF UDVALGET UDARBEJDEDE UDKAST

A. Udkast til lov om ændringer i lov om rettens plejesamt bemærkninger hertil

Forslag ti l lov om ændringer i lovom rettens pleje(Fri proces m.m.)

§ 1 .I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse

nr. 286 af 1. juli 1963, foretages følgende ændrin-ger:

1. § 14, stk. 2 og stk. 3, udgår.

2. I §§ 49, stk. 5, sidste pkt., 449, stk. 2, 456 nog 474, stk. 1, ændres »§§ 331 og 336« til »ka-pitel 31«.

3. § 135 affattes således:»Advokater, der er antaget til udførelse af

sager, hvori der er meddelt fri proces, har pligttil at rådgive og bistå ubemidlede i retlige an-liggender.Stk. 2. Andre advokater kan ved anmeldelse tilden myndighed, som justitsministeren bestem-mer, påtage sig en tilsvarende forpligtelse.Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at reg-lerne i stk. 1 og stk. 2 ikke skal gælde i områder,der hører under et retshjælpskontor.Stk. 4. Justitsministeren fastsætter nærmereregler for ydelse af retshjælp, herunder om om-fanget af advokaternes forpligtelse i henhold tilstk. 1 og stk. 2, hvilke sagsområder retshjælpenkan omfatte, og hvem der skal være berettigettil retshjælp.Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler omvederlag til advokater og retshjælpskontorer forydelse af retshjælp og om tilskud fra statskassentil betaling af vederlaget. Ydelse af retshjælpkan betinges af, at vedkommende selv afholderen del af udgifterne.«

4. § 138, stk. 2, 2. pkt., affattes således:»Under sagen, der behandles i den borgerlige

retsplejes former, tilkommer der advokaten friproces i begge instanser.«

§ 138, stk. 2, 3. pkt., udgår.

5. I § 259, stk. 2, indføjes som nyt 4. pkt.:»Dersom vægtige retsplejehensyn taler derfor,

kan retten dog i stedet for at anvende reglen iforegående pkt. beskikke parten en advo-kat, således at udgifterne herved afholdes eftersamme regler som i tilfælde, hvor der er meddeltfri proces, jfr. kapitel 31.«

6. I § 260 indføjes som nyt stk. 6:»Såfremt en part godtgør, at det ikke har

været ham muligt at antage en advokat til atudføre en retssag, kan retten efter begæring be-skikke ham en af de i § 335, stk. 1, nævnte advo-kater på betingelse af, at parten erklærer sigvillig til at erstatte det offentliges udgifter tiladvokatens salær og godtgørelse for udlæg ogefter rettens bestemmelse stiller sikkerhed fordisse udgifter. Erstatningen fastsættes i dom-men eller ved særskilt kendelse.«

7. Kapitel 31 affattes således:»Kapitel 31.Fri proces.

§ 330. Der kan efter ansøgning meddeles enperson fri proces, såfremt han ikke uden at lidevæsentlige afsavn er i stand til at betale de medsagen forbundne omkostninger, og han skønnesat have rimelig grund til at føre proces.Stk. 2. Er ansøgeren udlænding, kræves desuden,at vedkommende fremmede stat ikke stiller dan-ske ringere end indlændige i denne henseende.Stk. 3. Afgørelse vedrørende ansøgninger omfri proces træffes i sager i 1. instans af amtman-den (i København overpræsidenten) på det sted,hvor sagen er anlagt eller agtes anlagt, eller hvorden, såfremt landsretsbehandling ikke var an-vendelig, skulle behandles.Stk. 4. Afgørelse vedrørende ansøgninger om friproces i andre sager træffes af justitsministeren.

§ 331. Udenfor de i § 330 nævnte tilfælde kanjustitsministeren efter ansøgning meddele friproces, når væsentlige almene hensyn taler der-for.

70

§ 332. Ved meddelelse af fri proces opnår ved-kommende part:1) Fritagelse for afgifter i forbindelse med sagens

behandling eller retshandlingens foretagelse.2) Fritagelse for afgifter til nødvendige ud-

skrifter.3) Fritagelse for udgifter til højesteretsekstrakter.4) Beskikkelse af advokat til mod vederlag af

det offentlige at udføre sagen.5) Godtgørelse fra det offentlige for udgifter til

porto og stævningsmænd samt for udgifter tilvidneførsel, syns- og skønsforretninger ogandre foranstaltninger, som med rettens god-kendelse iværksættes af hensyn til sagens be-handling eller dens oplysning.

Stk. 2. Virkningerne af fri proces omfatter helesagen i den pågældende instans, herunder denprocedure, der er nødvendig for at opnå nyforetagelse af sagen for samme ret, samt ekseku-tion af afgørelsen. Virkningerne omfatter tilligede foranstaltninger, som af hensyn til for-beredelsen af sagsanlægget med føje er fore-taget inden meddelelse af fri proces.Stk. 3. Virkningerne af fri proces kan i bevil-lingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævntebegunstigelser.Stk. 4. Virkningerne af fri proces ophører, så-fremt parten dør, eller bevillingen kaldes til-bage. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de for-udsætninger, under hvilke den er meddelt, visersig ikke at have været til stede eller at værebortfaldet.

§ 333. Meddelelse af fri proces har ingen ind-flydelse på forpligtelsen til at erstatte modpartensagens omkostninger.Stk. 2. Når hensynet til en part, der har friproces, i særlig grad taler herfor på grund afsagens beskaffenhed og partens økonomiske for-hold, kan retten bestemme, at omkostningernetil modparten helt eller delvis skal afholdes afdet offentlige.Stk. 3. Retten kan iøvrigt, hvor ganske særligegrunde taler herfor, bestemme, at omkostnin-gerne til modparten skal udbetales af det of-fentlige, der i så fald indtræder i modpartensret.

§ 333 a. Modparten er forpligtet til at erstattedet offentlige sagens omkostninger, som om friproces ikke var meddelt. Har den part, hvem derer meddelt fri proces, selv afholdt udgifter ianledning af sagen, fordeler retten erstatningenmellem ham og det offentlige.

Stk. 2. Når omstændighederne taler herfor, kanretten pålægge en part, der har fri proces, aterstatte det offentlige dettes udgifter i det om-fang, disse ikke pålægges modparten.

§ 334. Beskikkelse af advokat meddeles afrettens præsident, for underretterne uden forKøbenhavn af dommeren. I landsretssager,der forberedes ved underret, meddeles beskik-kelse under forberedelsen af underretten.Stk. 2. Beskikkelsen omfatter retshandlingerved anden ret. Advokaten har dog kun medrettens tilladelse krav på godtgørelse for rejse-udgifter i forbindelse med sådanne retshand-linger. Tilladelsen kan betinges af, at partenerklærer sig villig til selv at afholde udgifterne,og at advokaten frafalder krav mod det offent-lige ora godtgørelse af udgifterne.

§ 335. For hver ret antager justitsministerenefter overenskomst et passende antal møde-berettigede advokater til at udføre sager, hvorifri proces er meddelt.Stk. 2. I landsretssager, der forberedes ved un-derret, kan den advokat, der har været beskikketunder forberedelsen, beskikkes, selvom han ikkeaf justitsministeren er antaget til for landsrettenat udføre sager, hvori der er meddelt fri proces,når han dog er mødeberettiget for denne ret.Stk. 3. I ankesager kan beskikkes den advokat,der som beskikket advokat har udført sagen iden foregående instans, såfremt han er møde-berettiget for vedkommende overordnede ret.Stk. 4. Efter partens begæring kan en advokat,der ikke er antaget af justitsministeren, beskikkes,for så vidt det findes forsvarligt, og han er møde-berettiget for retten og villig til at lade sigbeskikke. Beskikkelsen kan betinges af, at par-ten erklærer sig villig til selv af afholde eventu-elle merudgifter til rejser, og at advokaten frafal-der krav mod det offentlige om godtgørelseherfor.

§ 336. Der tilkommer den beskikkede advokatet passende salær samt godtgørelse for udlæg,som han med føje har haft i forbindelse medhvervet.Stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandlingmed advokatrådet fastsætte retningslinier forberegning af salærer i henhold til stk. 1.Stk. 3. Salær og godtgørelse fastsattes af denret, der har foretaget beskikkelsen, ved sær-skilt beslutning samtidig med sagens eller rets-handlingens afslutning.Stk. 4. Udenfor de i § 334, stk. 2, sidste pkt.,og § 335, stk. 4, sidste pkt., nævnte tilfælde er

71

advokaten uberettiget til at modtage eller ladesig tilsige noget vederlag udover det af rettenfastsatte for det i henhold til beskikkelsen ud-førte arbejde, medmindre han under sagen fra-falder krav på vederlag af det offentlige.«

8. §425, stk. 1, 2. pkt., udgår.9. § 463 affattes således:»Om sala:r og godtgørelse for udlæg til den

beskikkede advokat gælder samme regler som1 tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jfr.kapitel 31. I øvrigt kommer reglerne i kapitel30 til anvendelse, således at den, der umyndig-gøres, betragtes som tabende.«

§2.Loven træder i kraft den . . . .

Bemærkninger til lovudkastet

Der stilles forslag om en udvidelse af de lov-mæssige rammer for adgangen til at yde rets-hjælp til ubemidlede (§ 135), om tilvejebringelseaf hjemmel til at beskikke advokat i særlige til-fælde uden meddelelse af fri proces (§ 259 og§ 260) og om en ændret affattelse af kapitel 31om fri proces. De vigtigste realitetsændringer ikapitel 31 vedrører spørgsmålet om, hvorvidtfri proces bør have tilbagevirkende kraft (§ 332,stk. 2), reglerne om meddelelse af delvis friproces (§ 332, stk. 3), spørgsmålet om, hvorvidtdet offentlige bør betale eller indestå for beta-ling af omkostninger til modparten (§ 333),hvorvidt de af de offentlige udlagte beløb børkunne kræves refunderet hos den part, der harfri proces (§ 333a), og spørgsmålet om salærtil beskikkede advokater og om dækning afrejseudgifter til disse (§ 336, stk. 2, § 334, stk.2, og§ 335, stk. 4).

Til nr. ISåfremt forslaget om udbygning af adgangen

til at yde retshjælp til ubemidlede, jfr. neden-for under nr. 3, gennemføres, vil den i § 14, stk.2 og stk. 3, omhandlede retshjælp i skifteretligespørgsmål fremtidig for så vidt angår ubemidle-de kunne ydes inden for rammerne af den al-mindelige retshjælpsordning, jfr. udvalgets be-tænkning side 64. Da det ikke kan anses fornødvendigt at opretholde en særlig adgang tilretshjælp i skifteretlige spørgsmål for personer,der ikke er ubemidlede, foreslås bestemmelsernei § 14, stk. 2 og stk. 3, om skifteretternes ydelseaf retshjælp herefter ophævet.

Til nr. 2Ændringerne er en følge af den ændrede af-

fattelse af kapitel 31.

Til nr. 3Efter den gældende regel i § 135 er arten af

den retshjælp, som kan ydes, begrænset til af-fattelse af besværinger til øvrighedsmyndighe-der, ansøgninger om fri proces og udfærdigelseaf visse stævninger, medens praktisk vigtigeretsområder, herunder vejledning i person- ogfamilieretlige sager, erstatningssager, lejesager ogsager vedrørende ansættelsesforhold er undtaget.

Ordningen benyttes kun i meget beskedentomfang, hvilket formentlig hænger sammen medden i loven fastsatte fremgangsmåde, hvorefterde rådsøgende, før de kan få vejledning, skalhenvende sig til politimesteren, der dels skalskønne om de pågældendes uformuenhed, delssørge for, at henvendelserne fordeles ligeligt mel-lem de i betragtning kommende advokater.

Endelig er det en mangel ved lovbestem-melsen, at den ikke har gjort op med betyd-ningen af, at der uden for København og Fre-deriksberg er eller kan blive oprettet retshjælps-kontorer.

I overensstemmelse med udvalgets indstillingi betænkningens 2. afsnit, kapitel 3 foreslås dengældende ordning, hvorefter de advokater, derer antaget til udførelse af sager, i hvilke der ermeddelt fri proces, har pligt til at yde rets-hjælp til ubemidlede, suppleret med en regelom, at også andre advokater - hvis de selvønsker det - skal have adgang til at deltage iretshjælpsordningen, såfremt de foretager an-meldelse herom til en af justitsministeren be-stemt myndighed.

Den gældende ordning med hensyn til hen-visning fra politimesteren til en advokat fore-slås ophævet, idet det forudsættes, at retshjælps-ordningen kan tilrettelægges således, at advo-katen selv kan afgøre, om vedkommende personopfylder de økonomiske betingelser for at fåretshjælp.

Spørgsmålet om, hvorvidt der bør være ad-gang til rådgivning ved praktiserende advoka-ter på steder, hvor der findes en retshjælps-institution, kan næppe afgøres ved en alminde-lig regel. Det foreslås derfor, at det overladestil justitsministeren at træffe nærmere bestem-melse herom. Der tilsigtes ikke herved gennem-ført nogen ændring af den ordning, der fortiden gadder i København og Frederiksberg,

72

hvor retshjælp i henhold til § 135 indtil viderealene ydes af Studentersamfundets retshjælpfor ubemidlede.

Også spørgsmålet om vederlag til advokaterneog om omfanget af disses forpligtelser, sags-områderne for retshjælpen, og hvilke personerder skal kunne opnå retshjælp, foreslås det over-ladt til justitsministeren at træffe bestemmelseom, og de nuværende legale begrænsninger isagsområderne foreslås ophævet. Et udkast tilbekendtgørelse om de nævnte spørgsmål er op-taget i betænkningen side 77 og nærmere kom-menteret side 63.

Til nr. 4Efter den gældende affattelse af retspleje-

lovens § 138 tilkommer der såvel vedkommendeadvokat som det offentlige fri proces i sager,der af det offentlige anlægges mod en advokatmed påstand om frakendelse af retten til atudøve advokatvirksomhed på grund af sinds-sygdom. I overensstemmelse med de synspunk-ter, der omtales i udvalgets betænkning side48, findes der ikke at være tilstrækkelig anled-ning til at opretholde bestemmelsen om, at dertilkommer det offentlige fri proces, og reglenforeslås derfor ændret, således at der fremtidigalene tilkommer advokaten fri proces.

Til nr. 5 og 6I betænkningen side 46 er der nærmere rede-

gjort for det ønskelige i, at der tilvejebringeshjemmel for domstolene til i visse tilfælde atbeskikke en advokat for en person uden medde-lelse af fri proces.

Forslaget til ændring af § 259 tilsigter at giveretten mulighed for at afværge de uheldigefølger, som en anvendelse af de nuværenderegler i § 259, stk. 2, i særlige tilfælde kan med-føre, medens forslaget til ændring af § 260 tagersigte på de grupper af tilfælde, hvor partenhverken har savnet evne eller vilje til at enga-gere en advokat, men hvor dette af særligegrunde ikke er lykkedes for ham.

Til nr. 7§330.Reglerne om betingelserne for meddelelse af

fri proces på grund af uformuenhed samt reg-lerne om kompetencen til at meddele fri procesi disse tilfælde foreslås af systematiske grundesamlet i en bestemmelse. Reglerne har i øvrigti det væsentlige samme indhold som de nu-værende bestemmelser i § 330 og § 332, stk. 1,

men den ændrede formulering af de økonomiskebetingelser i forslagets stk. 1 indebærer dog, atmyndighederne fremtidig stilles noget friere endhidtil for så vidt angår fri proces til ansøgere,der ejer en mindre, kontant kapital. Der hen-vises herved til betænkningen side 31.

§331.Forslaget svarer til den gældende regel i § 335,

stk. 1, men i overensstemmelse med denne regelspraktiske anvendelsesområde foreslås justits-ministeren fremtidig bemyndiget til at meddelefri proces, »når væsentlige almene hensyn talerherfor.« Der henvises til betænkningen side 39.

§ 332.Forslaget indeholder bestemmelser om virk-

ningen af fri proces. De gældende regler heromindeholdes i § 331, stk. 1, § 333 og § 334, stk. 1.Foruden redaktionelle ændringer er der tale omfølgende nydannelser:

Af forslagets stk. 1, nr. 1, fremgår, at friproces medfører fritagelse for »afgifter i for-bindelse med sagens behandling eller rets-handlingens foretagelse«, medens fritagelsenefter den gældende formulering alene omfatter»retsafgifter«. Ændringen medfører, at afgifts-fritagelsen fremtidig også omfatter skifteafgift-ter, som i praksis hidtil ikke er blevet anset foromfattet af afgiftsfritagelsen. Der henvises her-ved til betænkningen side 33.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, indebærer, jfr.i øvrigt bestemmelsen i § 336, stk. 3, at denbeskikkede advokats salær og udlægsgodtgørelsefremtidig - uanset om modparten skal betalesagens omkostninger eller ej - tillægges hamhos det offentlige. Den nuværende regel i § 336,stk. 3, foreslås derfor ophævet. Der henvises tilbetænkningen side 44.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at partens adgangtil godtgørelse for udgifter til vidneførsel, syns-og skønsforretninger og andre foranstaltninger,som iværksættes af hensyn til sagens behandlingeller dens oplysning, gøres betinget af, at rettengodkender disse skridt. Efter de gældende reg-ler er der ikke udtrykkelig tillagt retten ensådan beføjelse til at regulere omkostningernesstørrelse, selv om disses betaling vil komme tilat påhvile det offentlige, men det er dog sæd-vanlig praksis, at i hvert fald mere bekosteligeforanstaltninger ikke iværksættes uden rettensforudgående tilladelse. Denne praksis er vel-begrundet, og det foreslås derfor, at den lov-fæstes. Der henvises til betænkningen side 33.

7:;

Det foreslås i stk. 2, at den nuværende regel i§ 334, stk. 1, suppleres med en regel, der udvidervirkningerne af fri proces til at omfatte de foran-staltninger, som med hensyn til forberedelsenaf sagsanlæg med føje er foretaget inden med-delelse af fri proces. Det har hidtil været antaget,at fri proces ikke har tilbagevirkende kraft.Dette har givet anledning til usikkerhed ogulemper i praksis, og det foreslås derfor, at dergives udtrykkelig hjemmel for, at fri proces hartilbagevirkende kraft. Der henvises til be-mærkningerne i betænkningen side 37.

Endelig foreslås det i stk. 3, at virkningerneaf fri proces i bevillingen kan begrænses tilenkelte af de begunstigelser, der normalt erknyttet til fri proces. Det har hidtil været an-taget, at en sådan begrænsning har kunnet fore-tages, men det er - bl.a. med henblik på enudvidet anvendelse af denne fremgangsmåde —ønskeligt, at en regel herom optages i loven.Der henvises til bemærkningerne i betænknin-gen side 31.

§ 333.Forslaget tilsigter at løse spørgsmålet om,

hvorvidt det; offentlige bør betale eller indestå forbetaling af omkostninger til modparten. Dettespørgsmål er behandlet i betænkningen side 35.

Den nuværende regel i § 331, stk. 3, 1. led,hvorefter meddelelse af fri proces ikke harindflydelse på forpligtelsen til at erstatte mod-parten sagens omkostninger, opretholdes somhovedregel, men bestemmelsen foreslås i stk.2 og stk. 3 modificeret, dels af hensyn til denpart, der har fri proces, dels af hensyn til mod-parten.

Reglen i stk. 2 bør navnlig finde anvendelse itilfælde, hvor den part, der har fri proces, udenegen skyld er blevet inddraget i processen, hvorformålet med denne er at få afgjort et tvivlsotntjuridisk spørgsmål, eller hvor det drejer sig omen ankesag, som den beneficerede part har vun-det i den foregående instans. I det omfangreglen bringes til anvendelse, fritages partenhelt eller delvis for at betale omkostninger tilmodparten, idet disse omkostninger endeligtafholdes af det offentlige. Da reglen ikke pri-mært har til formål at sikre modparten dæk-ning for hans omkostninger, bør dens eksistensikke føre til, at adgangen til at hæve sagens om-kostninger, hvorved det pålægges modpartenselv at bære sine omkostninger, anvendes imindre udstrækning end hidtil.

Reglen i stk. 3 er derimod begrundet i hen-synet til modparten. Den medfører, at om-kostningerne til modparten efter rettens be-stemmelse udredes af det offentlige, der ind-træder i modpartens ret over for den part, derhar haft fri proces. Reglen tænkes anvendt itilfælde, hvor denne part taber sagen, og rettenfinder, at fri proces er opnået ved urigtige an-bringender fra hans side, eller at forudsætnin-gerne for den meddelte fri proces er bristet pågrund af forhold, der kan lægges ham til last.I sådanne tilfælde synes det rimeligere at ladedet offentlige bære alle processens omkost-ninger — med adgang til regres hos den part,der har haft fri proces - end at lade en for-mentlig sagesløs modpart bære risikoen for, atomkostningerne muligt ikke kan inddrives.Såfremt den part, der har fri proces, idømmesbøde for unødig trætte, bør modparten for-mentlig ligeledes have krav på at få sine om-kostninger dækket af det offentlige, men også iandre tilfælde kan der undtagelsesvis være behovfor at kunne pålægge det offentlige at dækkemodpartens omkostninger.

§ 333 a.I den foreslåede bestemmelse er samlet nogle

regler om det offentliges adgang til at få er-statning for sagens omkostninger.

Reglen i stk. 1, 1. pkt., svarer til den gæl-dende regel i § 331, stk. 3, sidste led, hvoreftermodparten er forpligtet til at betale sagens om-kostninger, som om fri proces ikke var meddelt,men det foreslås nu bestemt, at betalingen skaltilkomme »det offentlige«, som i henhold til denforeslåede regel i § 332, stk. 1, nr. 4, skalbetale den beskikkede advokats salær og ud-lægsgodtgørelse, men som i øvrigt kan have haftandre udgifter i forbindelse med sagen, bl.a. iforbindelse med behandlingen af ansøgningenom fri proces. Der henvises til betænkningenside 44 og 51. Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt.,hvorefter retten, hvis en part har haft fri procesog selv har afholdt udgifter i anledning af sagen,skal fordele erstatningen mellem ham og detoffentlige, hænger sammen med, at de fore-slåede nye regler giver adgang til, at den part,der har fri proces, i et vist omfang selv af-holder udgifter ved processen (jfr. f.eks. § 332,stk. 3, § 334, stk. 2, og § 335, stk. 4).

Efter forslagets stk. 2, der vedrører spørgs-målet om, hvorvidt de af det offentlige afholdteudgifter bør kunne afkræves den part, der har

74

haft fri proces, skal retten, »når omstændig-hederne taler herfor«, kunne pålægge parten aterstatte det offentlige dettes udgifter i det om-fang, disse ikke pålægges modparten. Dettespørgsmål er omtalt i betænkningen side 34.Reglens praktiske anvendelsesområde vil delsblive de ret sjældne tilfælde, hvor parten harhaft en væsentlig økonomisk fordel i forbindelsemed processen, men hvor retten af særligegrunde i medfør af § 312, stk. 1, 2. led, måttehave fritaget den tabende modpart for at betalesagens omkostninger, dels sådanne tilfælde,hvor parten har opnået fri proces ved at giveurigtige oplysninger af væsentlig betydning, ellerhvor de forudsætninger, under hvilke fri procesmå antages at være meddelt, senere er bristetpå grund af forhold, som parten snarere børbære risikoen for end det offentlige. Størstpraktisk betydning vil reglen dog kunne få ide tilfælde, hvor retten i medfør af særlige lov-bestemmelser, f.eks. i ægteskabssager (§ 449),faderskabssager (§ 456g, jfr. § 456n), sager omadministrativ frihedsberøvelse (§ 470, stk. 2,jfr. § 474) eller i medfør af den foreslåede nyeregel i § 259, stk. 2, af egen drift har beskikketadvokat for en part eller har truffet andre for-anstaltninger, der medfører udgifter, som skalafholdes efter reglerne om fri proces.

§ 334 og § 335.De gældende regler om antagelse af beskik-

kede advokater samt om beskikkelse i det enkeltetilfælde findes i § 331, stk. 2, og § 332, stk. 2-5.Af systematiske hensyn foreslås en ændret op-stilling af disse regler, således at § 334 omfatterkompetencen til at beskikke advokat samt virk-ningen af en sådan beskikkelse, medens § 335indeholder regler om, hvilke advokater der kanbeskikkes.

Såfremt en beskikket advokat udfører »subsi-diære retshandlinger«, d.v.s. retshandlinger veden anden ret end den, ved hvilken »hovedsa-gen« er anlagt, omfatter hans beskikkelse efterden gældende regel i § 332, stk. 5, ganske vistsådanne retshandlinger, men der kan kun ydesham godtgørelse for rejseudgifter, når rettenfinder det rimeligt, at han har givet møde underden pågældende retshandling. Denne bestem-melse har givet anledning til tvivl i praksis, ogen tilsvarende tvivl er opstået med hensyn tildækning af rejseudgifter i tilfælde, hvor partenhar ønsket en advokat beskikket, der ikke erantaget ved den pågældende ret. Disse spørgs-

mål er behandlet i betænkningen side 44. Detforeslås, at det i begge disse situationer over-lades til retten at afgøre, om der bør ydes dæk-ning for rejseudgifter, men samtidig foreslås det- som en undtagelse fra bestemmelsen i § 336,stk. 4, — at retten kan gøre sin afgørelse betingetaf, at parten erklærer sig villig til selv at afholdeeventuelle merudgifter til rejser, og at advo-katen frafalder krav mod det offentlige om godt-gørelse af disse udgifter.

§ 336.Forslaget indeholder regler om salær og ud-

lægsgodtgørelse til de beskikkede advokater i detvæsentlige i overensstemmelse med de gældenderegler.

I stk. 2 foreslås dog som en ny regel, at dergives justitsministeren bemyndigelse til efterforhandling med advokatrådet at fastsætte ret-ningslinier for beregning af salærer. Der hen-vises herom til betænkningen side 40.

Rettens fastsættelse af salæret bør, da beta-lingen påhviler det offentlige, kunne påkæresaf advokaten uden tilladelse af justitsministeren,og det foreslås derfor i bestemmelsens stk. 3,at afgørelsen skal træffes ved særskilt beslutningsamtidig med sagens eller rethandlingens afslut-ning, jfr. betænkningen side 44. Da reglerne i §417, stk. 1, 2. og 3. pkt., kun angår dommesbestemmelse om sagsomkostninger, vil kæretil-ladelse herefter være ufornøden.

Bestemmelsen i forslagets stk. 4 svarer medenkelte redaktionelle ændringer til de gældenderegler i § 336, stk. 4.

Følgende regler i det nuværende kapitel 31foreslås udeladt som overflødige: § 331, stk. 4,§ 332, stk. 3, sidste pkt., § 334, stk. 2, § 335, stk.2, og § 336, stk. 3.

Til nr. 8Såfremt forslaget om udbygning af adgangen

til at yde retshjælp til ubemidlede gennemføres,vil bestemmelsen i § 425, stk. 1, 2. pkt., omunderretternes pligt til at affatte stævningerkunne ophæves som overflødig. Der henvises tilbetænkningen side 64.

Til nr. 9Det foreslås, at der i sager om umyndiggørelse

indføres tilsvarende regler om advokatbeskik-kelse for den person, der ønskes umyndiggjort,som i sager vedrørende f.eks. administrativ fri-hedsberøvelse (kapitel 43 a).

7.r)

B. Udkast til bekendtgørelse om salær til advokater, der beskikkestil udførelse af borgerlige retssager

I medfør af § 336, stk. 2, i lov om rettenspleje som affattet ved lov nr. . . . fastsætter ju-stitsministeren følgende:

§ 1.Salæret til en advokat, der beskikkes til ud-

førelse af en borgerlig retssag, fastsættes pågrundlag af de for Det danske Advokatsamfundgældende salærtakster for procedure af april1964, jfr. vedlagte bilag.

§2.Ved anvendelsen af salærtaksterne tages i

betragtning, om det med sagens udførelse for-bundne arbejde har svaret til det arbejde, dernormalt er forbundet med udførelsen af en sag,såvel i henseende til oplysning af sagens faktiske

forhold som til undersøgelse afretlige spørgsmål.Stk. 2. Såfremt der gennem politiets afhøringeraf parter og hovedvidner eller på anden vis ertilvejebragt materiale, der i væsentlig grad ind-skrænker omfanget af den beskikkede advokatsarbejde, nedsættes salæret forholdsmæssigt.

§3 .Til brug for rettens afgørelse af, hvilket sa-

lær der tilkommer advokaten, bør denne ind-levere en opgørelse af sit salærkrav, om for-nødent med en redegørelse for, hvilket arbejdehan har haft med sagen.

§4.Denne bekendtgørelse træder i kraft den. . .

7(>

Ekstraktafskrift af landssalærtakster for danske advokater

A. Salæret bestemmes efter klientens økono-miske interesse i sagens udfald således:Af de første 200 kr 100 kr.Af de næste 300 kr 50%Af de næste 500 kr 40%Af de næste 2.000 kr 30%Af de næste 3.000 kr 20%Af de næste 4.000 kr 12%Af de næste 30.000 kr 8%Af de næste 60.000 kr 6%Af det overskydende beløb 4%

Proceduretaksten finder kun anvendelse, hvoregentlig procedure finder sted, og kun for dendel af kravet, hvorom der er procederet. Forden uomtvistede del beregnes salæret efter defor det pågældende område gældende takster,f.eks. inkassosalær, skødesalær og repræsenta-tionssalær.

Ved anvendelse af taksterne må det i øvrigttages i betragtning, at disse ifølge sagens naturer udtryk for en gennemsnitsregel, og der derforkan være anledning til betydelige afvigelser.Det må betragtes som normalt at fravige tak-sterne opad eller nedad med indtil en trediedelaf det normerede takstbeløb, idet der ved fast-sættelsen af salæret for den enkelte sag tagessærligt hensyn til sagens udfald og dens omfang.

Hvor en afgørelse har principiel betydning,er det klientens økonomiske interesse i afgørel-sen, der bestemmer salæret.

B. Salæret for førelse af nedenna:vnte sagerberegnes normalt ikke under:

a. Ægteskabssager og faderskabssager: 400 kr.1)Ved bevillingssager af ekspeditionsmæssigkarakter 200 kr.

b. Sager angående umyndiggørelse eller lav-værgemål :Hvor sagen ikke medfører procedure 250 kr.I andre sager 500 kr.

c. Sager om borteblevne: 300 kr.d. Mortifikations- og ejendomssager: 250 kr.e. Lejesager:

Salæret beregnes principielt efter de foranunder A anførte regler. Er klientens øko-nomiske interesse i retssagens førelse ikkefastslået under selve sagen, beregnes salæ-ret efter følgende værdier:1. Sager angående ophævelse af lejemål:

1 års leje.2. Sager angående lejeforhøjelse: Den om-

stridte årlige lejeforhøjelse multipliceretmed 5.

Har besigtigelse af de omprocederede lokalerfundet sted under retssagen, kan salæret for-højes med 50 kr. eller ved besigtigelse af flerelejemål med et skønsmæssigt ansat passendebeløb.

l) Det bemærkes, at der endnu ikke er fastsat takster forfaderskabssager.

77

C. Udkast til bekendtgørelse om retshjælp for ubemidlede

I medfør af § 135, stk. 3 - 5, i lov om ret-tens pleje som affattet ved lov rir. . . . fastsætterjustitsministeren følgende bestemmelser om rets-hjælp for ubemidlede:

§ !•Retshjælpen ydes af advokater, der er antaget

til udførelse af sager, hvori der er meddelt friproces, samt af advokater, der til dommeren iden retskreds, hvor advokaten har kontor, harforetaget anmeldelse om at ville påtage sig for-pligtelse til at yde retshjælp.Stk. 2. Dommeren offentliggør en gang omåret en fortegnelse over advokater i retskredsen,der yder retshjælp for ubemidlede.Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan enadvokat nægte at yde retshjælp, såfremt hanfinder andragerens krav åbenbart ubegrundeteller urimeligt, eller såfremt hans udførelse afhvervet ville stride mod reglerne for god ad-vokatskik.

§2.Retshjælpen omfatter rådgivning og i forbin-

delse hermed sædvanlige skriftlige henvendelseri de nedenfor nævnte grupper af tilfælde. Forydet retshjælp tilkommer der advokaten ve-derlag i overensstemmelse med de ud for hvergruppe angivne takster:

1) Andragender til offentlige myndighedervedrørende person- og familieretlige forhold.

a. Andragender om bevilling til se-paration og skilsmisse 100 kr.b. Andre tilfælde 50 kr.2) Ansøgninger om fri proces 50 kr.3) Rådgivning vedrørende erstatning

uden for kontrakt, leje af bolig samtansættelsesforhold og feriespørgsmålfor så vidt angår arbejdere, medhjæl-pere og funktionærer 50 kr.

4) Udfærdigelse af stævninger i de i 3)nævnte tilfælde samt i underretssager,hvis værdi ikke overstiger 1000 kr 50 kr.

5) Udfærdigelse af klage over en of-fentlig myndigheds afgørelse 50 kr.

6) Anmeldelse om hensidden i uskif-tet bo 50 kr.

7) Anmeldelse om overtagelse af botil privat skifte, fællesboopgørelse ogarveanmeldelse 50 kr.

Stk. 2. Af de i stk. 1 omhandlede vederlag beta-les 75 % af statskassen, medens andrageren selvbetaler resten.

§3.Berettiget til at modtage retshjælp i henhold til

denne bekendtgørelse er personer, som er ufor-muende, og hvis seneste skattepligtige ind-komst (d.v.s. den indkomst, der fremgår af denaf ligningsmyndigheden godkendte selvangi-velse for andrageren) ikke overstiger 12.000 kr.,for forsørgere dog 15.000 kr., med tillæg af 1000kr. for hvert forsørgelsesberettiget barn.Stk. 2. Andragercn skal dokumentere sine for-mue- og indkomstforhold over for advokatenved forevisning af attest fra ligningsmyndig-heden. Attesten udfærdiges på en af justitsmini-steren godkendt blanket.Stk. 3. Dommeren kan tillade, at bestemmel-serne i stk. 1 og stk. 2 fraviges, når det skønnesnødvendigt for at hindre, at en andrager, hvisøkonomiske forhold er væsentlig forringet, liderrets tab.

§4.Den i § 3, stk. 2, nævnte blanket påtegnes af

advokaten om arten og omfanget af den ydederetshjadp. Blanketten skal desuden af andrage-ren forsynes med erklæring om det af ham er-lagte vederlag samt med kvittering for modta-gelse af retshjælpen.Stk. 2. Advokaten sender efter udløbet af hvertkvartal de modtagne blanketter til dommereni den retskreds, i hvilken advokaten har kontor,hvorefter dommeren udbetaler den del af det i§ 2 fastsatte vederlag, som det påhviler statenat betale.

§5.Reglerne i denne bekendtgørelse finder ikke

anvendelse i . . . .Stk. 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den . . . .Advokater, som før denne dato er antaget tiludførelse af sager, hvori der er meddelt fri pro-ces, kan af justitsministeren fritages for at yderetshjælp, såfremt andragende herom indgivesinden . . . .Stk. 3. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 332af 15. juli 1949 og bekendtgørelse nr. 251 af 20.juli 1961 ophæves.

78

BILAG 1

Oversigt over overpræsidiets og amternes praksis vedrørende fri proces i 1958

Køben-havns

Frede-riks-bort: Holbæk Sorø Præstø

Born-holm

Svend-Maribo borg

A. Samlet antal andragender om fri proces, indgivet til amtet/overpræsidiet i året 1958 (med fradrag af andragender, der ervideresendt til en anden myndighed som henhørende underdennes kompetence)Heraf til landsret som 1. instans

B. Specifikation vedrørende udfaldet af ansøgningerne.1) Afslået uden realitetsprøvelse under hensyn til, at andrage-

ren ikke opfyldte de økonomiske betingelser for fri proces,jfr. retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 1

2) Afslået efter prøvelse af realiteten under hensyn til, at an-drageren ikke skønnedes at have rimelig grund til at føreproces, jfr. retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, eller evt. andregrunde

3) Hortfaldet af andre grunde (tilbagekaldelse, forlig og lign.)

369*)130

i ;>

4) HevilgetHeraf til landsret som 1.

1710.5

7945 1

(i 7 158

instans.

12943

18209

3739

15617

22

1

650

:»s21

447

40

9

454

1911

264

250

380

4 7

9

99_

C. Specifikation vedrørende de bevilgede andragender.I. Vedrorende sagsgenstanden.

1. Sager angående penge eller penges værdi 28**)a. Medhjælpersager.

Værdi indtil kr. 300Værdi kr. 300-600Værdi kr. 600-1000Værdi kr. 1000-1500Værdi kr. 1500-2000Værdi kr. 2000-3000Værdi kr. 3000-4000Værdi kr. 4000 og derover

b. Fa'rdselserstatningssagerVærdi indtil kr. 300Værdi kr. 300-600Værdi kr. 600-1000Værdi kr. 1000-1500Værdi kr. 1500-2000Værdi kr. 2000-3000Værdi kr. 3000-4000Værdi kr. 4000 og derover

c. Sager ang. erstatning ved tilskadekomst på arbejdspl.Værdi indtil kr. 300Værdi kr. 300-600Værdi kr. 600-1000Værdi kr. 1000-1500Værdi kr. 1500-2000Værdi kr. 2000-3000Værdi kr. 3000-4000Værdi kr. 4000 og derover

d. Andre sagerVærdi indtil kr. 300Værdi kr. 300-600Værdi kr. 600-1000Værdi kr. 1000-1500Værdi kr. 1500-2000Værdi kr. 2000-3000Værdi kr. 3000-4000Værdi kr. 4000 og derover

2. Sager vedrørende person- og familieretlige spørgsmål. . .3. Andre sager

II. Vedrørende udfaldet af retssagerne.1. Dom eller forlig efter andragerens påstand eller i det

væsentlige i overensstemmelse hermed 922. Dom eller forlig efter modpartens påstand eller i det

væsentlige i overensstemmelse hermed 543. Hævede eller uafgjorte sager 36

*) Tallet omfatter ikke ægteskabssager.**) Værdi uoplyst.

— Uoplyst.

33**)

3**)

109**)

290

9

')0_;;0002

01010[11

00000t)00

2()()t21)

39

59

10

1.;2ii)000

0220(l000

00001100

14f)74300

27

0

.;0l01]01

00100000

00(100000

(1

2(i203(i2

14

1

21002001

(12100002

0001'

0100

1:',222214

10

(i

11(J201()0

00001011

00000001

10001111

9

3

11210000

000(10000

00000001

01000100

26

4

5.i521000

000

0010]

0(10000(1

1

2123141i!

43

15

26

23

'i

20

79

80

BILAG 2

Oversigt over overpræsidiets og amternes praksis vedrørende fri proces i 1959

81

82

BILAG 3

83

84

BILAG 4

Sammenfattende oversigt over overpræsidiets og amternes praksis vedrørende fri proces i 1958, 1959og 1960

1958 1959 1960

2535 100 % 2393 100 % 2335 100 %

*) Grunden til. at disse tal er større end antallet af de bevilgede andragender, er formentlig, at nogle af debevilgede andragender, der har omfattet sager, der har kunnet rubriceres under forskellige af de anførtegrupper, er blevet anført flere steder i specifikationen.

**) Grunden til den opståede difference er formentlig, at det ikke har været muligt at tilvejebringe oplysningerom udfaldet af samtlige sager.

Oversigt over justitsministeriets praksis i 1. instanssager i 1958, 1959 og 1960

85

BILAG 5

JUSTITSMINISTERIET 1958A. Samlet antal andragender om fri proces i 1. instans, indgivet til justitsministeriet

(med fradrag af andragender, der er videresendt til en anden myndighed som hen-hørende under dennes kompetence) 428

1) Klager over overøvrighedens afslag på meddelelse af fri proces 241

2) Andre sager (f.eks. andragende om beneficium processus gratuiti) 187

I denne gruppe er fri proces meddelt i følgende antal tilfælde. . 120

B. Specifikation vedrørende udfaldet af klager over overøvrighedens afslag på med-delelse af fri proces.

1) Overøvrighedens afgørelse tiltrådt af justitsministeriet uden realitetsprøvelseunder hensyn til, at andrageren ikke opfylder de økonomiske betingelser for friproces, jfr. retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 1 1 3 1

2) Overøvrighedens afgørelse tiltrådt af justitsministeriet under hensyn til, atandrageren ikke skønnedes at have rimelig grund til at føre proces, jfr. rets-plejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, eller evt. andre grunde 187 192 214

3) Bortfaldet af andre grunde (tilbagekaldelse, forlig o.l.) 5 4 5

4) Bevilget 48 37 27

C. Vedrørende udfaldet af sager, i hvilke der er meddelt fri proces efter påklage afoverøvrighedens afgørelse til justitsministeriet.

1) Dom eller forlig efter andragerens påstand eller i det væsentlige i overensstem-melse hermed 17 10 5

2) Dom eller forlig efter modpartens påstand eller i det væsentlige i overensstem-melse hermed 9 5 7

3) Hævede eller uafgjorte sager***) 22 22 15

*) De særlige bestemmelser om tilladelse fra direktoratet for ulykkesforsikringen til sagsanlæg i medfør afulykkesforsikringslovens § 4, stk. 2, og om meddelelse af fri proces blev ophævet ved lov nr. 96 af 25. marts1959.

**) Ved justitsministeriets cirkulære af 18. januar 1960 blev kompetencen til at meddele fri proces under skiftedelegeret til overøvrigheden.

***) Heri indbefattet sager, om hvilke der ikke for justitsministeriet foreligger oplysning om udfaldet. Antallet afdisse sager var i 1958 6, i 1959 5 og i 1960 6.

86

BILAG 6

Oversigt over justitsministeriets praksis i ankesager i 1958, 1959 og 1960

JUSTITSMINISTERIET 1958 1959 1960

A. Samlet antal andragender om fri proces i ankesager 692 620 579Heraf andragender om fri proces til appelindstævnte 156 143 121

B. Specifikation vedrørende udfaldet af ansøgningerne.1) Afslået uden realitetsprøvelse under hensyn til, at andrageren ikke opfyldte de

økonomiske betingelser for fri proces, jfr. retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 1. . 26 21 252) Afslået efter prøvelse af realiteten under hensyn til, at andrageren ikke skønne-

des at have rimelig grund til at føre proces, jfr. retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2,eller eventuelt andre grunde

3) Bortfaldet af andre grunde (tilbagekaldelse, forlig o.l.)4) Bevilget

Heraf fri proces til appelindstævnte

C. Specifikation vedrørende de bevilgende andragender.I. Vedrørende sagsgenstanden.

1) Sager angående penge eller penges værdi.a. Medhjælpersager.

Værdi indtil kr. 300Værdi kr. 300-600Værdi kr. 600-1000Værdi kr. 1000-1500Værdi kr. 1500-2000Værdi kr. 2000-3000Værdi kr. 3000-4000Værdi kr. 4000 og derover

b. Færdselserstatninger.Værdi indtil kr. 300Værdi kr. 300-600Værdi kr. 600-1000Værdi kr. 1000-1500Værdi kr. 1500-2000Værdi kr. 2000-3000Værdi kr. 3000-4000Værdi kr. 4000 og derover

c. Sager angående erstatning vedrørende tilskadekomst på arbejdsplads.Værdi indtil kr. 300Værdi kr. 300-600Værdi kr. 600-1000Værdi kr. 1000-1500Værdi kr. 1500-2000Værdi kr. 2000-3000Værdi kr. 3000-4000Værdi kr. 4000 og derover

d. Andre sager.Værdi indtil kr. 300Værdi kr. 300-600Værdi kr. 600-1000Værdi kr. 1000-1500Værdi kr. 1500-2000Værdi kr. 2000-3000Værdi kr. 3000-4000Værdi kr. 4000 og derover

2) Sager vedrørende person- og familieretlige sporgsmål3) Andre sager

87

II. Vedrørende udfaldet af retssager, i hvilke der er givet fri proces til appellanten. 1958 1959 19601) Dom eller forlig efter andragerens påstand eller i det væsentlige i overens-

stemmelse hermed 41 45 512) Dom eller forlig efter modpartens påstand eller i det væsentlige i overens-

stemmelse hermed 54 42 523) Hævede eller uafgjorte sager*) 47 39 42

*) Heri indbefattet sager, om hvilke der ikke for justitsministeriet foreligger oplysning om udfaldet. Antalletaf disse sager var i 1958 8, i 1959 5 og i 1960 5.

Redegørelse for Vestre landsrets og Østre landsrets praksis med hensyn til salar til de beskikkedeadvokater

Til oplysning af, hvilket salær der normalt til-kendes de beskikkede advokater, har præsiden-ten for Vestre landsret stillet en oversigt overVestre landsrets praksis til udvalgets rådighed.Dette materiale består i en gennemgang oganalyse af samtlige de af Vestre landsret i tidenfra den 1. september 1959 til den 1. september1960 afsagte kendelser og domme i sager, ihvilke der er meddelt fri proces, ialt 170 sager.Af disse sager er 42 udeladt. Det drejer sig omudeblivelsessager, sager, hvori der er taget be-kræftende til genmæle, kæresager, boligretssagerog visse anerkendelsessøgsmål.

Til brug for udvalget har præsidenten forØstre landsret ladet foretage en tilsvarendeanalyse af de af Østre landsret i samme tids-rum afsagte kendelser og domme i sager, ihvilke der er meddelt fri proces, ialt 226 sager.Heraf er 34 sager udeladt efter samme retnings-linier som i Vestre landsrets materiale.

Sagerne er i de nævnte oversigter grupperetsåledes:

A. Forberedte sager af almindelig beskaffenhed.Denne gruppe omfatter sager, om hvilke detmed nogenlunde sikkerhed kan siges, at der,hvis der ikke var blevet meddelt fri proces,ville være blevet givet et salær, udmålt efterovervejende takstmæssige synspunkter underhensyntagen til sagens økonomiske værdi.(Uden for denne gruppe falder typisk sager omerstatning uden for kontrakt, herunder sager,hvori der eventuelt foreligger en politirapporttil belysning af de nærmere omstændigheder).

I gruppe A er der foretaget en sammenligningaf de tilkendte salærer med de dagældendei »Salærtakster for danske sagførere« under pro-cedure optagne tabeller, idet der dels er bereg-net et takstmæssigt salær efter det i stævningenpåståede beløb, dels et salær med udgangspunkti det ved dommen tilkendte beløb.

For Vestre landsret drejer det sig om 14sager. De tilkendte salærbeløb udgør gennem-snitlig 112 % af takstsalærerne, beregnet efterde i stævningen påståede beløb. Beregnet efterde i dommen tilkendte beløb udgør salærbelø-bene gennemsnitlig 145% af takstsalærerne.

For Østre landsret omfatter gruppen 7 sager.I intet tilfælde er der tillagt salær, der over-stiger det beregnede takstmæssige salær. De til-lagte salærer udgør gennemsnitlig 61 % af takst-salærerne, beregnet efter påstanden, og 68%,beregnet efter domsbeløbet.

B. Forberedte sager af særlig beskaffenhed.Denne gruppe omfatter sådanne sager, omhvilke det med nogenlunde sikkerhed kan siges,at der — også hvis der ikke var meddelt friproces - ville være blevet udmålt et salær, fast-sat efter sagens omfang, mere eller mindre uaf-hængig af sagens økonomiske værdi.

For Vestre landsret udgør gruppen 24 sager.Salær beløbene udgør gennemsnitlig 50,1% aftakstsalærerne, beregnet efter de påstævnedebeløb. Beregnet efter domsbeløbene udgør salæ-rerne 69% af de takstmæssige beløb.

For Østre landsret udgør gruppen 47 sager.Der er i gennemsnit tillagt salær, svarende til58% af takstsalærerne, beregnet efter påstan-den, og 83%, beregnet efter domsbeløbet1).

Ved vurderingen af gruppe A. og B. bemær-kes, at der ofte i beneficerede sager nedlæggespåstand på tilkendelse af et beløb, der er væ-sentlig større end det ved dommen sluttelig til-kendte beløb. Det tillagte salær i sådanne sagervil derfor jævnligt være betydelig lavere endet takstmæssigt salær, beregnet efter påstanden,hvorimod det tillagte salær meget vel kan over-stige takstsalæret, beregnet efter domsbeløbet.For Vestre landsret gælder dette således 77,8%af sagerne i gruppe A. og 41 % af disse i gruppeB. For Østre landsret drejer det sig om 27%af sagerne i gruppe B2). For så vidt angårgruppe B. bemærkes særlig, at denne gruppetypisk omfatter sager, i hvilke der i henhold tilsalærtaksterne kan foretages en korrektion medindtil 1j3 af det normale takstmæssige salær. Ensådan korrektion vedrørende Vestre landsrets

*) Vedrørende den beregningsmåde, der er anvendt iØstre landsrets materiale, henvises til bemærknin-gerne i note 3).

2) For så vidt angår gruppe A er der på grund af detringe antal sager ikke foretaget en tilsvarende spe-cifikation vedrørende Østre landsrets sager.

88

BILAG 7.

89

sager giver det resultat, at de tilkendte salær-beløb gennemsnitlig svarer til 105% af salær-taksterne, når disse reduceres med x/3

3).Endelig bemærkes, at det ved sammenligning

af de af Vestre landsret og Østre landsret til-lagte salærer må tages i betragtning, at derfor Østre landsrets vedkommende kun i megetbegrænset omfang er tale om forberedelse vedunderret forud for domsforhandling, hvilketforhold kan være en forklaring på, at de vedØstre landsret tillagte salærer i sager undergruppe A. og B. tilsyneladende er lavere endfor Vestre landsrets vedkommende.

C. Ankesager af almindelig beskaffenhed.

Denne gruppe omfatter sager af samme artsom under gruppe A.

For Vestre landsrets vedkommende drejerdet sig om ialt 16 sager, i hvilke salærbeløbenegennemsnitlig udgør 76% af takstsalærerne,beregnet efter de påståede beløb, og 74%, be-regnet efter domsbeløbene.

For Østre landsrets vedkommende drejer detsig om ialt 5 sager, i hvilke der gennemsnitliger givet 81 % af de på grundlag af de påståedebeløb beregnede takstmæssige salærer.

D. Ankesager af særlig beskaffenhed.

Denne gruppe omfatter sager af samme art somunder gruppe B.

For Vestre landsrets vedkommende drejerdet sig om ialt 13 sager. De tilkendte salærbeløbudgør gennemsnitlig 43% af takstsalærerne,beregnet i forhold til de påståede beløb, og62%, beregnet i forhold til domsbeløbene. Re-duceres takstsalærerne med 1/3, bliver tallenehenholdsvis 64% og 94%.

For Østre landsrets vedkommende omfattergruppen 15 sager, og de tillagte salærer udgør

3) I Østre landsrets materiale er en sådan reduktionforetaget i de tilfælde, hvor denne beregningsmådemå antages at være lagt til grund ved salærbereg-ningen, hvorfor en tilsvarende gennemsnitlig bereg-ning ikke lader sig foretage.

gennemsnitlig 62% af de beregnede takstmæs-sige salærer i forhold til det påståede beløb, og74% af takstsalærerne i forhold til domsbeløbet.

E. Umyndiggørelsessager.

For Vestre landsret udgør gruppen ialt 14 sager,og der er tilkendt salærer fra 100 kr. til 400 kr.

For Østre landsrets vedkommende udgørgruppen 6 sager med en salærskala fra 100 kr.til 350 kr.

F. Ankesager vedrørende separation og skilsmisse.For Vestre landsrets vedkommende udgør grup-pen 21 sager, og der er tilkendt salærer fra 200kr. til 600 kr.

For Østre landsrets vedkommende drejer detsig om 81 sager med salærer, varierende fra 100kr. til 600 kr.

G. Ankesager vedrørende faderskab og bidragspligt.For Vestre landsrets vedkommende drejer detsig om 11 sager. Der er tilkendt salærer fra 200kr. til 800 kr.

For Østre landsrets vedkommende omfattergruppen 18 sager med salærer, varierende fra100 kr. til 750 kr.

H. Sager anlagt mod landsnævnet for børneforsorg imedfør af forsorgs lovens § 152 A.For Vestre landsrets vedkommende drejer detsig om ialt 6 sager, i hvilke der er tilkendtsalærer fra 200 kr. til 800 kr.

For Østre landsrets vedkommende omfattergruppen 8 sager med salærer, varierende fra250 kr. til 1000 kr.

I. Ankesager vedrørende frihedsberøvelse.For Vestre landsrets vedkommende drejer detsig om ialt 9 sager, i hvilke der er tilkendt salæ-rer fra 175 kr. til 300 kr.

For Østre landsrets vedkommende omfattergruppen 5 sager med salærer, varierende fra80 kr. til 300 kr.

90

BILAG 8.

Skrivelse af 30. marts 1961 fra det svenske justitsministerium vedrørende advokatbeskikkelse i for-bindelse med retshjælp over for udlandet

JUSTITIEDEPARTEMENTET

JustitsministerietSlotsholmsgade 10Köpenhamn

Som svar å Justitsministeriets skrivelse av den11 februari 1961 med förfrågan, dels vilkenordning som gäller i visst avseende vid bevis-upptagning i Sverige åt utländsk domstol delsvilken inställning man från svensk sida hysertill en ifrågasatt ändring av gällande danskaordning på området, anföres härmed följande.

Någon motsvarighet till den i skrivelsen om-nämnda danska, gällande ordningen tillämpasej i Sverige vid bevisupptagningar åt utländskdomstol. Särskilda åtgärder vidtages i allmän-het icke av den svenska domstolen för att förseparten med rättegångsbiträde. Bevisupptagnin-gen följer de allmänna reglerna för bevisupp-tagning utom huvudförhandling vid annandomstol inom landet än den där själva måletär anhängigt; jfr särsk. 5 § lagen den 20 decem-ber 1946 om bevisupptagning åt utländsk dom-stol och 35 kap. 9-11 §§ rättegångsbalken. Hin-der finnes för övrigt icke för den i utlandetbosatta parten att inställa sig själv eller låtasig representeras av ombud. Numera kan ävenombud från utlandet, ex. i processen vid denutländska domstolen, tillåtas uppträda införden svenska domstolen; jfr 12 kap. 2 § andrastycket rättegångsbalken.

Vad sålunda sagts gäller för bevisupptagnin-gar i samtliga slag av mål. Skillnad göressålunda icke mellan äktenskapsmål, faderskaps-mål och andra mål. Ej heller föreligger någraolikheter mellan det fall att part höres och detfall att bevisupptagningen avser annan åtgärd.Någon särskild ordning tillämpas vidare icke

Eder journ. 4 kontor/nr. 1949-2732

i förevarande hänseenden, om parten åtnjuterfri rättegång vid den utländska domstolen.

1954 års Haagkonvention om civilprocessenhar föranlett bl.a. en författningsföreskrift omatt kostnaderna för bevisupptagning åt utländskdomstol — med undantag för ersättning till sak-kunnig - skall stanna å svenska statsverket,därest parten beviljats fri rättegång i stat som äranslut en till konventionen; jfr 2 § andra stycketkungörelsen den 31 oktober 1947 med särskildabestämmelser om bevisupptagning åt domsto-larna i vissa främmande stater. I förhållandetill de skandinaviska länderna gäller ju - pågrund av åtagande i rättshjälpsprotokollet den26 juni 1957 - en liknande ordning, såväl i detfall att fri rättegång åtnjutes som eljest; för-fattningsbestämmelse härom återfinnes i 2 §första stycket sagda kungörelse. Nämnas böräven att en särskild föreskrift avses skola givasom att samtliga kostnader, således även kost-naden för sakkunnig, vid en bevisupptagningskall stanna å svenska statsverket i mål omunderhållsbidrag på talan av medborgare i stat,som biträtt den i New York den 20 juni 1956dagtecknade konventionen om indrivning avunderhållsbidrag i utlandet, liksom statslös per-son, som stadigvarande vistas i sådan stat.

Vad slutligen gäller den ifrågasatta ändrin-gen av den gällande danska föreskriften omobligatoriskt förordnande av rättegångsbiträdevid bevisupptagningar åt domstol utanför Dan-mark, torde från svensk sida någon erinran ejkunna göras mot denna ändring.

Stockholm i justitiedepartementet den 30 mars 1961.

Enligt uppdrag:

Leif Brundin

91

BILAG 9.

Skrivelse af 20. april 1961 fra det finske justitsministerium vedrørende advokatbeskikkelse i for-bindelse med retshjælp over for udlandet

STATSRÅDETJUSTITSMINISTERIET

JustitsministerietKöpenhamn

Helsingfors, den 20. april 1961N:o Ply 17/57 Oik. m. 1961

I skrivelse den 11 sistlidna februari har Justits-ministeriet omförmält, att underrätterna i Dan-mark, då det hos dem för ett i utlandet anhän-gigt tvistemål göres framställning från ett land,som anslutit sig till Haagkonventionen angå-ende civilprocessen, om anställande av vittnes-förhör eller förhör av part eller om förrättandeav syn och besiktning (syn og skøn), skola en-ligt av Ministeriet den 20 maj 1932 utfärdatcirkulär för den eller de utländska parternaförordna en advokat att tillvarataga parts in-tresse i rätten och att ett dylikt förordnandegives oberoende av om parten i fråga beviljatsfri rättegång (»fri proces«). Det åt advokatenav rätten fastställda arvodet återkräves icke,utan bestrides av staten enligt reglerna om»fri proces«. Vidare har i skrivelsen uppgi-vits, att Ministeriet tagit under övervägande,huruvida sagda bestämmelse angående obliga-toriskt förordnande av advokat borde ändrasexempelvis så, att den skulle begränsas tilläktenskapsmål, medan det åter i faderskapsmålendast skulle förordnas advokat, såframt rättenfunne särskild anledning därtill, och i andramål allenast, ifall i dem part beviljats »friproces«. I anslutning härtill har Justitsmini-steriet förfrågat sig, vilken ordning i Finland ärgällande på berörda område och om man påfinskt håll önskar, att den nugällande danskaordningen upprätthålles i fall, då framställninggöres om upptagande av bevis i Danmark fören i Finland anhängig rättegång.

Såsom svar på Justitsministeriets förfrågananför es följande:

I Finland, som anslutit sig både till Haag-konventionen den 17 juli 1905 angående vissatill internationell privaträtt hörande ämnen ocktill Haagkonventionen den 1 mars 1954 angå-ende civilprocessen, har vi på ifrågavaranderättsområde lagen den 10 juni 1921 om sam-verkan mellan finska och utländska myndig-heter vid rättegång samt verkställighet i vissa

fall av utländsk domstols beslut. I denna lagingår emellertid icke stadganden om förord-nande av advokat eller rättegångsbiträde förutländsk part vid lämnande av handräckningi tvistemål åt utländsk domstol. Hos oss kanförordnande av ifrågavarande art givas endastmed stöd av lagen den 6 maj 1955 om frirättegång, vilken lag jämväl äger tillämpningpå utlänning, där internationell konvention,vartill Finland anslutit sig, eller särskilt avtalmed viss främmande stat sådant förutsätter.Fri rättegång skall enligt lagen på begäran be-viljas person, som icke utan att gå förlustig vadhan behöver för sitt eget uppehälle och full-görandet av honom åliggande underhållsskyl-dighet såsom part i tviste- eller brottmål förmårbestrida kostnaderna i rättegången. Beviljandeav fri rättegång kan dock icke ske, då sakensdragande inför domstol bör anses vara av ringabetydelse för vederbörande eller därest hanskäromål grundar sig på överlåten rätt ochöverlåtelsen kan antagas hava ägt rum i syfteatt komma i åtnjutande av fri rättegång. Harfri rättegång beviljats part, skall rätten förordnalämplig person att biträda dylik part, om hanfinnes nödvändigt behöva rättegångsbiträdeför att vederbörligen kunna bevaka sina in-tressen i rättegången eller vid ärendets anhän-gigörande, och kan sådan begäran även bi-fallas av rättens ordförande eller domhavandeni vederbörande domsaga tills ärendet kommerföre vid domstolen. Rättegångsbiträdet, varomlagen innehåller närmare bestämmelser, kan,då det annars är tillåtet, med stöd av behörigfullmakt upipträda även som ombud för parten.Biträdet har rätt att ur statsmedel erhålla skä-ligt arvode samt ersättning för sina oundgäng-liga utgifter. Arvodet och ersättningen fast-ställas av rätten, som kan ålägga motparten, omdenne förlorar målet, att ersatte staten av dessmedel utbetalat belopp. Förutom berörda lagom fri rättegång upptager den finska lagstift-

92

ningen rörande tvistemål ej heller för finskamedborgares egen del, i modsats till vad fallettorde vara i Danmark, några specialstadgandenbeträffande vissa mål, såsom t.ex. äktenskaps-och faderskapsmål.

Enär vid meddelande av handräckning åtdansk domstol i tvistemål utseende av advokatför utländsk part i Finland för närvarande för-utsätter, att vederbörande part beviljats fri rät-

tegång i handräckningsärendet, anser justitie-ministeriet, att det vid sådant förhållande ickefrån finsk sida kan uttalas önskemål om att denordning, som i Danmark gäller i dessa ärendenock som icke fordrar »fri proces«, måtte fort-farande upprätthållas för Finlands vidkom-mande. Ministeriet förenar sig dock om, att påifrågavarande område möjligast likartade be-stämmelser borde gälla i de nordiska länderna.

Avdelningschef

Risto Leskinen Lagstiftningsråd

Mils H. Sundberg

93

BILAG 10.

Skrivelse af 18. juli 1961 fra det norske justitsministerium vedrørende advokatbeskikkelse i forbin-delse med retshjælp overfor udlandet

DET KONGELIGE JUSTIS- OG POLITIDEPARTEMENTAkersgt. 42, Oslo

JustitsministerietKobenhavn

Oslo, 18. juli 1961

Oppnevning av sakförer for utenlandske parter ved bevisopptak til bruk for retssaker i utlandet.

Til orientering skal meddeles at man i Norgeikke har særlige regler om oppnevning av sak-förer for utenlandske parter ved bevisopptak tilbruk for rettssaker i utlandet. Oppnevningblir eventuelt å foreta etter de generelle reglersom gjelder for oppnevning av prosessfullmek-tig. Herom skal man bemerke:

Oppnevning av retten foretas bare i lovbe-stemte tilfelle. Den lovbestemmelse som i denneforbindelse har betydning er tvistemålslovens§423 som lyder:

»Dersom retten finner det nödvendig, kanden av eget tiltak oppnevne prosessfullmek-tig for en saksökt som er uteblitt eller ikkehar gitt tilsvar under saksforberedelsen ellerer uteblitt fra hovedforhandlingen. Saksökteplikter i slike tilfelle å erstatte det offentligedets utlegg til prosessfullmektig for ham. Be-löpet kan drives inn ved utpantning.

Hvis en av partene har prosessfullmektig,kan retten om den finner det nödvendig, etterbegjæring oppnevne prosessfullmektig for denannen part, dersom denne er uformuende.Likesa kan retten, om den finner det nöd-vendig, etter begjæring oppnevne prosess-fullmektig for en uformuende ektefelle somsöker separasjon i henhold til lov om inngå-else og opplösning av ekteskap av 31. mai

1918 § 42, 1. ledd, eller skilsmisse etter sammelovs §§ 48-52. Hvor ikke særlige grunner talermot det, skal retten oppnevne den personsom vedkommende part önsker.

Vedkommende departement kan gi nær-mere forskrifter til gjennomföring og utfyll-ling av bestemmelsene i denne paragraf.«

Denne paragrafs förste ledd og annet ledsförste punktum kommer også til anvendelse isaker angående barnefordeling og saker an-gående underholdsbidrag til barn i ekteskap,jfr. lov av 21. desember 1956 (nr. 9) § 9 tredjeledd, og videre i bidragssaker mellom ektefellerog fraskilte, jfr. ekteskapsloven av 31. mai 1918(nr. 2) § 56 förste ledd og lov om ektefellersformuesforhold av 20. mai 1927 (nr. 1) § 3.(Saker om bidrag til barn utenfor ekteskap be-handles i Norge administrativt).

For övrig foretas oppnevning av prosess-fullmektig for utenlandske parter etter reglenefor fri sakförsel.

Man har ikke noe önske om at gjeldendedanske ordning om obligatorisk oppnevning avsakförer for utenlandske parter opprettholdesved bevisopiptak til bruk for norske rettssaker.

Man er enig i at det også på dette områdeville være önskelig med ensartede retningslinjeri de nordiske land.

Etter fullmakt:

T. Krog Arne Lövold.

'i!

BILAG 11.

Redegørelse af 29. marts 1965 fra Landsforeningen for mentalhygiejne vedrørende foreningensrådgivningsvirksomhed

LANDSFORENINGEN FOR MENTALHYGIEJNEBredgade 45A, København K

Den 29. marts 1965tr/al

Til Justitsministeriets Udvalg vedr. ændring af reglerne om vederlagsfri retshjælp for ubemidledec/o herr byretsdommer Hans KardelKøbenhavns ByretNytorvKobenhavn K.

Efter henvendelse fra Udvalgets sekretær, herrbyretsdommer Hans Kardel er det Landsfor-eningen en glæde at meddele følgende vedr. detmentalhygiejniske rådgivningsarbejde, der ud-føres af Landsforeningen.

Foreningen driver for øjeblikket rådgivning ifølgende byer: København (opr. 1950), Odense(opr. 1955), Næstved (opr. 1956), Åbenrå (opr.1960), Horsens (opr. 1961) og Ålborg (opr.1962). - Tidligere har der tillige været mental-hygiejniske rådgivninger i Silkeborg (1954-60)og i Randers (1960-64).

Rådgivningerne har hver én ugentlig aften-konsultation å 2-3 timer. Vedr. de enkelte råd-givningers kapacitet m.m. henvises i øvrigt tilden medfølgende oversigt (bilag A).

Det er rådgivningernes opgave at yde mental-hygiejnisk bistand til enhver, der måtte hen-vende sig. Der sigtes primært på at yde en fore-byggende indsats over for personer, der psykiskrubriceres »inden for normalområdet«. Detligger således uden for rådgivningernes arbejds-område at optage fx. neurose-behandling ellermedikamentel psykosebehandling, og man måderfor i tilfælde, hvor sådan behandling skønnespåkrævet, i almindelighed indskrænke sig til athenvise, fx. til statshospital.

Hver rådgivning beskæftiger et team bestå-ende af psykiater(e), psykolog(er) og social-rådgiver (e) foruden 1-2 lægesekretærer. I Åben-rå har psykologstillingen dog gennem længeretid stået ubesat trods gentagne opslag. I Horsenshar man som en særlig forsøgsordning til detsædvanlige team knyttet en jurist.

Team'ets enkelte medlemmer støtter gensidigthinanden i tilrettelæggelsen og gennemførelsenaf det enkelte behandlingstilfælde, således atman så vidt muligt sikrer en samtidig og koordi-neret indsats over for det enkelte problems for-

skellige aspekter. Som følge af denne arbejds-form afsluttes hver konsultationsaften med enmedarbejderkonference.

Den særlige ordning, hvorefter man i Horsenshar tilknyttet en jurist til staben, kom i gangpå tilskyndelse af den i 1961 af SocialpolitiskForening udsendte betænkning: »Juridisk og so-cial rådgivning«.

Man ønskede, forsøgsvis, at knytte en mereegentlig social-juridisk rådgivning sammen meden mentalhygiejnisk rådgivning for at opnå denbredest mulige tværfaglige dækning af råd-givningssituationens mange aspekter. - Der vilpå et senere tidspunkt fremkomme en rede-gørelse for dette forsøg; men det kan dog alle-rede nu siges, at de foreløbige erfaringer er deallerbedste, bl.a. fordi rådgivningens jurist imange tilfælde vil virke som en for klienternemere acceptabel indgang til institutionen (jvnf.også »Mentalhygiejne« nr. 4/1962, bilag D).

Der er somt nævnt ingen begrænsning i ad-gangen til at benytte sig af de mentalhygiejniskerådgivninger, bortset fra at det i mange tilfældehar været nødvendigt at oprette en expectance-liste; dette har navnlig været tilfældet, nårrådgivningsarbejdet har været genstand for avis-omtale.

Den bistand, der ydes, er i alle tilfælde gratisfor klienterne, idet Landsforeningen - med be-tydelig statslig/kommunal støtte - betaler hono-rarer til de ansatte m.m.

På de enkelte rådgivninger fører man natur-ligvis en journal for hver klient. En sammenfat-ning af journalernes oplysninger (men udenangivelse af klienternes navne) udfærdiges påsærlige randhulkort (bilag B), der med jævnemellemrum tilsendes Mentalhygiejnisk Forsk-ningsafdelings familieforsknings-sektion, hvorman årligt foretager talmæssige opgørelser på

!.),'.

grundlag afkortenes oplysninger (jvnf. Bilag C)Herudover vil man i nær fremtid søge at iværk-sætte visse, mindre undersøgelser vedr. råd-givningsmetodik og resultater. Egentlige efter-undersøgelser lader sig ikke udføre med megetpræcist resultat, fordi man ikke i kraft af sindiskretionspligt kan henvende sig til tidligereklienters postadresser.

De 6 mentalhygiejniske rådgivninger er op-rettet af en privat Landsforening og finansieresfølgelig principielt privat. Det er dog efterhån-den lykkedes at opnå en nogenlunde fast aftalemed Staten (Indenrigsministeriet) og de for-skellige amts- og købstadskommuner i de en-kelte rådgivningers opland, hvorefter udgiftenfordeles omtrent således:

Landsforeningen ca. 10%Staten ca. 33%Kommunen ca. 57%,

Det er dog fortsat således, at Foreningen hvertår må sikre sig de nødvendige bevillinger fra deenkelte bevilgende myndigheder.

Foruden i de ovenfor omtalte mentalhygi-ejniske rådgivninger er Landsforeningen en-gageret i »Studenterrådgivningen«, der er enudbygning pr. 10. november 1964 af DanskeStuderendes Fællesråd's socialrådgivning forstuderende.

Det kan endvidere nævnes, at Landsforenin-gen håber i nær fremtid at få lejlighed til atbistå Tårnby Kommune med etablering af enkommunal mentalhygiejnisk rådgivning med énugentlig aftenkonsultation.

Endelig skal nævnes de lovhjemlede, særligebørnerådsgivningscentre, der er heldagsinstitu-tioner, og hvoraf de første er kommet i gang i

København, Odense, Ålborg og Esbjerg. Dissecentre, der drives som selvejende institutioner,arbejder i det væsentlige efter samme princip-per som de voksen-mentalhygiejniske rådgiv-ninger, idet dog naturligvis karakteren af hel-dagsinstitution muliggør, at også vanskeligeretilfælde kan gennemarbejdes. I Esbjerg stillerLandsforeningen det efter loven udkrævede»initiativ« til rådighed, dvs. Foreningen betaler10% af alle udgifter. I Odense og Ålborg delerLandsforeningen »initiativet« med andre orga-nisationer. Centret i København drives af lands-organisationen Red Barnet.

Vedr. de mentalhygiejniske rådgivningersfunktion i samfundet kan det generelt siges:

a) at behovet i befolkningen synes at være afet sådant omfang, at man gennem en kon-trolleret anvendelse af oplysningsmedier kanafpasse kapaciteten og tilgang indbyrdes pånæsten ethvert niveau.

b) eit man stort set med team-behandlingen an-vender en hensigtsmæssig og rationel ar-bejdsform, hvormed man er i stand til atyde en virkelig, forebyggende assistance førstog fremmest til klienter, der psykisk kan ru-rubriceres: »inden for normalområdet«.

c) at rådgivningerne for så vidt angår de svæ-rere tilfælde har en værdifuld mission somkontaktformidler til særligt udrustede be-handlingsinstitutioner.

Det er naturligvis Landsforeningens håb, atværdien af det forebyggende, mentalhygiejniskerådgivningsarbejde i en ikke alt for fjern frem-tid rnå blive taget op af det offentlige til reali-tetsvurdering med henblik på evt. tilvejebrin-gelse af en lovhjemmel for oprettelse af en offent-lig mentalhygiejnisk rådgivnings-service.

Med venlig hilsen

LANDSFORENINGEN FOR MENTALHYGIEJNE

Eggert Petersendirektør, cand. psych.

Bilag:A. De mentalhygiejniske rådgivningers kapacitet m.m.B. Randhulkort til registrering af rådgivningernes klientel.C. Den mentalhygiejniske rådgivningsvirksomhed i 1963*).D. »Mentalhygiejne« nr. 4/1962: Rådgivning - en social foranstaltning*).*) Disse bilag er ikke optaget i betænkningen.

Torben Rodektch. cand. mag.

9t»

UNDERBILAG A

til skrivelse af 29. marts 1965 fraLandsforeningen for mentalhygiejne

97

UNDERBILAG Btil skrivelse af 29. marts 1965 fraLandsforeningen for mentalhygiejne

98

BILAG 12.

Skrivelse af2. juni 1965 fra Socialpolitisk forening

SOCIALPOLITISK FORENINGHolbergsgade 23, Kobenhavn K

JustitsministerietChristiansborg Slotsplads 1København K

Den 2. juni 1965

Socialpolitisk forening nedsatte i april 1959efter forhandling med socialministeriet et udvalgtil behandling af spørgsmål i forbindelse medrådgivningskontorer.

Resultatet af udvalgets overvejelser blev enbetænkning »Juridisk og social rådgivning« af-givet den 8. maj 1961 og tilstillet såvel social-ministeriet som justitsministeriet.

Udvalgets forslag til de pågældende myndig-heder kan kort resumeres således:

1. Der bør oprettes lokale rådgivningskontorer,hvorfra der kan ydes såvel retshjælp forubemidlede som social rådgivning.

2. Rådgivningsvirksomheden iværksættes og le-des af amtsudvalg, hvis opgave er at etableredet fornødne antal rådgivningskontorer ogfremme samarbejdet mellem de forskelligekontorer og myndigheder.

3. Gennem et samlende organ for retshjælp ogsocial rådgivning tilsigtes en ensartet ogeffektiv udvikling over hele landet.

Så vidt foreningen bekendt, har de fremsatteforslag ikke givet anledning til realitetsdrøftelsermellem de af forslaget berørte myndigheder.Derimod har man modtaget underretning om,

at justitsministeriet i et særligt udvalg angåendeorganiseringen af den vederlagsfri retshjælpm.m. arbejder med problemerne omkring denjuridiske rådgivning.

Foreningen ønsker i denne anledning at un-derstrege betydningen af, at rådgivningsspørgs-målet løses som en koordineret indsats såvel pådet sociale som på det juridiske område og -i muligt omfang - med tilknytning til den men-talhygiejniske rådgivning, der allerede er eta-bleret i flere områder. Ved en isoleret gennem-førelse af en vederlagsfri retshjælp som skitseret ijustitsministeriets nævnte udvalg risikerer man,at mulighederne for en koordineret indsats pårådgivningsområdet vil blive forskertset.

Foreningen henstiller derfor, at regeringennedsætter et udvalg, der kan tage rådgivnings-problemet op på bredere basis. Man henleder idenne forbindelse opmærksomheden på, at ogsåsocialministeriets betænkning (359/1964) omfamiliepolitik har lagt vægt på en løsning afrådgivningsspørgsmålet.

Socialpolitisk forening ønsker gerne at bliverepræsenteret i et sådant udvalg.

Ligelydende skrivelse er tilstillet socialmini-steriet.

P.f.v.Viggo Nørby

forretningsudvalgets formand.

Skrivelse af 30. juni 1965 fra Landsforeningen f or mentalhygiejne

LANDSFORENINGEN FOR MENTALHYGIEJNEBredgade 30, København K

Indenrigsministeriet, Christiansborg Slotsplads 1, K.Justitsministeriet, Christiansborg Slotsplads 1, K.Socialministeriet, Slotsholmsgade 6, K.

99

BILAG 13.

Den 30. juni 1965

Emne: Forslag om nedsættelse af kommission til be-handling af rådgivningsspørgsmålet.1. Landsforeningen for Mentalhygiejne har

den 4. d.m. sammen med en række andreinstitutioner været indkaldt til et møde ijustitsministeriets udvalg angående organi-sationen af den vederlagsfri retshjælp m.m.for dér at redegøre for sine synspunkter ved-rørende et af udvalget udarbejdet udkast tilformulering af retsplejelovens § 135 samt etudkast til bekendtgørelse om retshjælp forubemidlede.

2. Landsforeningen driver for nærværende påforsøgsbasis syv mentalhygiejniske rådgiv-ninger, hvoraf een (Horsens-rådgivningen),foruden psykiater, psykolog, socialrådgiverog sekretær også har en jurist i rådgivnings-teamet. Ud fra sine erfaringer herfra måtteLandsforeningen fraråde, at det udarbej-dede udkast sattes i kraft hvad angik juridiskrådgivning gennem retshjælpsinstitutioner

(som f.eks. den mentalhygiejniske rådgiv-ning i Horsens), hvorimod Landsforeningenikke følte sig kompetent til at tage stillingtil betimeligheden af at etablere en rets-hjælpsordning, formidlet alene gennem prak-tiserende advokater.

3. Landsforeningens erfaringer er i øvrigt, atjuridisk, social og mentalhygiejnisk rådgiv-ning hænger meget nøje sammen.

4. Foranlediget af den store interesse, der i desidste år har været for hele rådgivningsspørgs-målet, samt af det store rådgivningsbehov,der efter Landsforeningens erfaringer eksi-sterer, og som før eller senere må finde sinløsning, skal Landsforeningen herved tilladesig at foreslå, at rådgivningsspørgsmålettages op på bredt grundlag gennem ned-sættelsen af en ministeriel kommission.

5. Landsforeningen ønsker gerne at være re-præsenteret i en evt. sådan kommission.

På Landsforeningens vegne

Poul Bonnevieprofessor, dr. med.form. f. forr.udv.

Eggert Petersendirektør, cand. psych.