Fanø under Englandskrigen 1807 – 1814

Forside

Indholdsfortegnelse INDHOLDSFORTEGNELSE ...................................................................................................................................................................... 2

INDLEDNING ...................................................................................................................................................................... 4

FANØ UNDER ENGLANDSKRIGEN 1807 - 1814 ...................................................................................................................... 4

OPTAKT TIL KRIGEN ............................................................................................................................................................................. 7 Englændernes overfald på Danmark ........................................................................................................................................ 7

Konger i Danmark under krigen ....................................................................................................................................................................... 9 FANØS FORSVARSVÆSEN .................................................................................................................................................................... 22

Farlig sejlads ........................................................................................................................................................................... 28 Birkedommer Nørups indberetning fra 1806 viser noget om forholdene på Fanø lige inden krigen bryder ud: .................... 30 Krigen kommer til Fanø .......................................................................................................................................................... 32 Og der sker ting og sager på vagterne: .................................................................................................................................. 34

SØFART PÅ NORGE ........................................................................................................................................................... 41

Norges forhold under krigen................................................................................................................................................... 41

FANØSKIPPERNES FARLIGE SEJLADS PÅ NORGE ................................................................................................................. 45

FANØ-SØFARTEN UNDER KRIGEN ...................................................................................................................................... 54

OPBRINGELSE AF FANØ SEJLSKIBE ........................................................................................................................................................ 54 Af en skibsjournal fra 1809 ............................................................................................................................................................................. 57 Følgende beretninger er fra Nordby: ............................................................................................................................................................. 61

”Cathrine Christine”, skipper Søren Pedersen Andersen, † 1832. ......................................................................................................... 61 Smak ”Kirstine”, Anders Bertelsen, † 1839. ............................................................................................................................................. 62 ”Ebenetzer”, Niels Bertelsen, † 1827. ...................................................................................................................................................... 63 Galease ”St. Andreas” af Randers, Søren Sørensen Brinch af Nordby ................................................................................................... 63 Jagt ”Neptun”, Jens Jørgen Callesen, † 27. oktober 1829. ..................................................................................................................... 64 Brig ”Talette”, Jens Jørgen Callesen ......................................................................................................................................................... 64 Galease ”Maria Cathrine”, Niels Jørgen Callesen, † 17. maj 1844. ........................................................................................................ 65 Slup ”Fanø” og galeaserne: “Edel Cathrine”, “Torsken” og “Falken”, Peder Clausen, † 1827. ............................................................ 65 ”Haabet” og ”Anne Dorthea”, Hans Nielsen Fanø, † 1824. .................................................................................................................... 65 Jagt ”Haabet”, Niels Andersen Fanninger, ældre, † 8. november 1845. ............................................................................................... 65 ”Ebenetzer”, Andreas Hansen, omkom i 1834. ....................................................................................................................................... 66 Evert ”Emanuel”, Hans Morten Hansen, † 1828. .................................................................................................................................... 67 Jagt ”De tvende Brødre”, 6 K.L.................................................................................................................................................................. 67 Evert ”Cathrine”, Mathias Hansen Jessen ................................................................................................................................................ 67 Evert ”Anne Cathrine”, Søren Jepsen, † 4. maj 1821. ............................................................................................................................. 68 Evert ”De tvende Brødre”, Jens Sørensen Lauridsen, omkommet på havet 1813. .............................................................................. 68 Evert ”Haabet”, Niels Sørensen Lauridsen, † 17. maj 1843. ................................................................................................................... 68 ”Fru Mette”, Søren Nielsen Lauridsen, junior, † 1821. ........................................................................................................................... 68 Jagt ”De tvende Brødre”, Peder Pedersen Madsen, † 10. marts 1850. ................................................................................................. 69 ”Fru Kirstine”, Math. Søren Møller, † 26. maj 1843. ............................................................................................................................... 69 Galease ”Maria Cathrine”, Morten Nielsen, omkom på havet 1825. .................................................................................................... 70 Galease, ”Den unge Jacob”, Anker Pedersen, † 1817. ............................................................................................................................ 71 Slup ”Haabet”, Niels Jensen Rødgaard, † 8. januar 1836. ...................................................................................................................... 71 Evert, ”Anne Chatrine”, Niels Clausen Regis, † ca. 1820. ....................................................................................................................... 72 Galease ”Freden” af Randers, Anders Nielsen Svarrer af Nordby, omkom ca. 1840............................................................................ 73 Jagt ”Wilhelmine Frederikke”, Hans Nielsen Svarrer, † 29. oktober 1846. ........................................................................................... 73 Jagt ”Frederikke Wilhelmine”, Kgl. Færøsk handelsskib, Hans Nielsen Svarrer .................................................................................... 73 ”Samdrægtighed”, Hans Christian Schmidt, † 4. juni 1857. ................................................................................................................... 74 Galease ”Dorthea Maria”, Niels Pedersen Svarrer, † 30. december 1837. ........................................................................................... 74 Galease ”Dragen” af Bergen, Søren Nielsen Svarrer. .............................................................................................................................. 74 Kuf ”Christiane Dorthea”, Peder Hansen Winther, † 1815. .................................................................................................................... 74 Evert ”Anne Marie”, Winther H. Winthersen, † 17. februar 1847. ........................................................................................................ 75

Galease ”Ellen Cathrine”, Hans Sørensen Woldborg af Nordby, † 28. april 1837. ............................................................................... 75 Følgende beretninger er fra Sønderho: ......................................................................................................................................................... 76

Galease ”Fortuna”, Jeppe P. Andersen, † 1833. ...................................................................................................................................... 76 Galease ”Fru Mette”, Jeppe Anthonisen, † 1833. ................................................................................................................................... 76 ”Haabet”, Anthonis Nielsen Anthonisen, † 1819. ................................................................................................................................... 77 Galease ”Cupedo”, Gregers P. Carstensen, † 30. maj 1816. ................................................................................................................... 77 Galease ”Pauline” opbragt og prisedømt den 26. juni 1809. ................................................................................................................. 77 Jeppe Jessen Callesen, † 1830 .................................................................................................................................................................. 77 Jagt ”Enighed”, Sonnich Nielsen Degn, † 3. november 1824. ................................................................................................................ 77 ”Anna Cathrine”, Søren Hansen Ibsen, † 1830. ....................................................................................................................................... 79 Galease ”Anne Cathrine”, Hans Peder Jensen, † 14. November 1852. ................................................................................................. 79 Kuf ”Fru Regina Lybecker”, Mads Søren Jessen, omkommet 1824. ...................................................................................................... 81 Jagt, ”Haabet”, Jes Nielsen Jessen, † 4. februar 1843. ............................................................................................................................ 81 Galease, ”Anne Mette Cathrine”, Anthonis Jørgensen, omkommet 14. oktober 1824. ...................................................................... 82 ”Anne Cecilie”, Niels P. Larsen, † 1824. ................................................................................................................................................... 82 Galease ”Cathrine Kirstine”, Hans Peder Madsen, † 20. juni 1856. ....................................................................................................... 82 Slup, ”Haabet”, Sonnich Madsen, † 7. oktober 1865. ............................................................................................................................. 83 ”Fru Cathrine”, Jens Jessen Mathiasen, † 1821. ...................................................................................................................................... 83 ”Haabets Anker”, Hans Hansen Munch, † 1825. ..................................................................................................................................... 83 ”Maria Cathrine”, Jes Nielsen, † 1825. ..................................................................................................................................................... 83 Galease ”Fredens Forsvar”, Nis Nielsen Nissen, omkom på havet 1830. .............................................................................................. 83 Jagt ”Fru Anne”, Niels Hansen Olsen, † 21. maj 1840. ............................................................................................................................ 83 Galease ”Fru Cecilie”, Niels Hansen Møller, † 1837. ............................................................................................................................... 84 Galease ”Emanuel”, ejer Sonnich Jensen Møller ..................................................................................................................................... 84 Galease, ”Emanuel”, Hans Jepsen Pedersen, † 3. november 1824 ........................................................................................................ 84 Slup, ”Sophia og Maria”, Hans Jørgensen Schmidt, † 3. november 1824. ............................................................................................ 85 Jagt, ”Venus”, Niels Nielsen Thomsen, † 1818. ....................................................................................................................................... 85 Evert ”Dorthea”, Jens Nielsen Thomsen, † 1. juli 1846 ........................................................................................................................... 85 Evert, ”Line Christine”, Mads Thomsen, † 12. februar 1836. ................................................................................................................. 86 Evert, ”Fru Anna”, Hans Søren Thomsen ................................................................................................................................................. 87 Evert ”Mette Dorthea”, Niels Nielsen Thøgersen, † 21. februar 1842. ................................................................................................. 87 Galease ”Haabet”, Søren Nielsen Thøgersen, † 27. marts 1823. ........................................................................................................... 88 Evert, ”Mette Claudiane”, Jacob Nielsen Warrer, † 1853. ...................................................................................................................... 88

Matros Jens Jørgensens beretning om egne oplevelser under krigen. ................................................................................... 88 Driftige redere ................................................................................................................................................................................................. 90

En bondeskippers beretning om sejlads med Fanøfartøjer under krigen. .............................................................................. 90 KAPERFARTEN ................................................................................................................................................................................. 96

Uddrag en ”En Sønderho kaper” af F. S. Grove-Stephensen ........................................................................................................................ 97 Hyrekontrakt .................................................................................................................................................................................................... 99

FANGENSKAB I ENGLAND – PRISONEN ............................................................................................................................ 100

PRISONEN ............................................................................................................................................................................. 101 Fangernes ankomst ....................................................................................................................................................................................... 111 Entring ............................................................................................................................................................................................................ 119 Frigivelse og hjemkomst ............................................................................................................................................................................... 120

FANØ HJEMME UNDER KRIGEN ....................................................................................................................................... 121

Fiskeriet ................................................................................................................................................................................ 121 Overlast fra Blankeneser-fiskernes side ................................................................................................................................ 121 Mangel på korn .................................................................................................................................................................... 124 En signet og dens historie ..................................................................................................................................................... 126 Held i uheld ........................................................................................................................................................................... 127 Fire mand taget til fange ...................................................................................................................................................... 127

KRIGEN FÅR EN ENDE ..................................................................................................................................................... 128

KRIGSSKADEERSTATNINGER ........................................................................................................................................... 130

KILDER ........................................................................................................................................................................... 130

BILAG A ....................................................................................................................................................................................... 134 BILAG B ....................................................................................................................................................................................... 136 BILAG C........................................................................................................................................................................................ 143 BILAG D ....................................................................................................................................................................................... 145 BILAG E. ....................................................................................................................................................................................... 147 BILAG F. ....................................................................................................................................................................................... 149 BILAG G. ...................................................................................................................................................................................... 152

Indledning Engelsk overfald af Danmark –

Fanø under Englandskrigen 1807 - 1814 For Fanø blev krigen en del af hverdagen, og Nordby og Sønderho blev de danske maritime miljøer, der blev ramt hårdest. På øen oprettedes en kystmilits, batterier blev anlagt, vagter og patruljer sat ud. Øens fartøjer blev beordrede til at fragte korn til Norge, og herved blev mange skibe opbragt af englænderne eller led forlis. Ved krigens slutning var øens flåde halveret. Mandskabet fra de opbragte fartøjer gik en grum skæbne i møde som fanger i ”prisonen” i England, ofte under store lidelser. På Fanø bredte fattigdommen sig, og kornmangelen var stor.

Fanøs opblomstring under sølvalderen

For Fanø blev krigen en del af hverdagen, og Nordby og Sønderho blev de danske maritime miljøer, der blev ramt hårdest. Den sidste menneskealder før krigen havde øens handelsflåde oplevet en voldsom vækst fra næsten intet til hen ved 180 fartøjer på mellem en halv og 30 læster i 1806. På øen var på det tidspunkt beskæftiget seks til otte skibsbygmestre, der hver havde fire til seks folk, og som byggede skibe både til øens eget behov og til købere i Ringkøbing, Randers og andre købstæder. Øens birkedommer var da også kendelig stolt over at kunne indberette om øens 180 fartøjer ”foruden nogle åbne både til fart mellem øen og det faste land. Disse større og mindre fartøjer er almindelige byggede, og bygges her på landet af dansk eg, som over Ribe hidføres. Hovedrederen er almindeligt skipper på sligt fartøj. I antallet af mandskab til at føre disse skibe og indbyggerne her udmærket sparsomme; thi de mindste føres af én mand, de større har forholdsmæssig 2, 3 eller 4 mand, og de største kuns 5 mand. Og med alt dette må øen, særdeles Sønderho sogn, dog årlig hyre mange matroser fra havsiden på det faste land, af mangel på dygtigt mandskab nok af øens egne, hvoraf dog kuns en såre enkelt person går herfra i fremmed (dog dansk) fart. Derfor føles endog savnet af enhver mand, som herfra årlig til orlogs

udskives”.

Jagt, 1804

Udskrivning til orlogs

Birkedommerens hjertesuk over, at Fanø vanskeligt kunne undvære søfolk til orlogsflåden, var hverken det første eller det sidste. I Admiralitetet vidste man, at Fanøboerne brugte alle kneb over for enrouleringschefen for at undgå udskrivning til flåden; og fra flådens side lempedes kravene mest muligt. Når det gjaldt øens eget forsvar, deltog de derimod med liv og lyst. Der blev opkastet batterier og holdt strandvagt; og der blev hyppigt fyret varselsskud efter passerende eller indsejlende fartøjer, der ikke tonede det aftalte signal.

Korn til Norge

Fanøboerne skulle dog snart få krigens alvor at føle. Allerede ved krigsudbruddet var en del Fanø skibe blevet rekvirerede til at gå gennem den slesvigske kanal til København med korn. Ud på foråret blev ordren imidlertid forandret. I stedet skulle de gå op til Norge med kornet, og de fik ordre om at holde tæt ind under den jyske kyst for at undgå de britiske orlogsskibe og kapere. Vejret tvang dog denne første korntransport fra Fanø til Norge, til at vende om. Men hermed var Fanøboerne definitivt inddraget i at sejle korn til Norge. I den første tid var transporterne løst organiserede. Nogle Fanø-fartøjer nåede frem med de vitale

kornlaster. Men andre blev opbragt. Og andre igen forliste. Det sidste skete for briggen ”Haabet” med 2.000 tdr. korn om bord. Skibet og ladningen gik tabt ud for Klitmøller; men forsikringen, der var tegnet hos kongens tolder i Hjerting, dækkede tabet.

Opbringelser og forlis

Men sent i året 1809 faldt uret i slag. Samtlige øens fartøjer blev rekvirerede til at føre korn til Norge for kongens regning. Operationen blev ledet af øens kommandant, kaptajn Winckler, og af løjtnant Tuxen i Hjerting. Den rekvirerede tonnage bestod af 15 everter, 13 galeaser, fire slupper, tre jagter, to smakker, en brig og et skib. De 37 blev lastet med korn for Norge, mens galeasen ”Fru Mette” og jagten ”Flora” blev lagt nede ved List som logiskibe for kanonbådsflotillens mandskab. Fanø Birks notarialprotokoller fra disse år er fulde af beretninger om skibenes skæbne. Nogle havde held til at slippe igennem, men mange blev opbragte eller forliste. Og der var ikke nogen del af ruten, der var sikrere end andre. Et fartøj blev således opbragt allerede under udsejlingen fra Fanø. Blev de jagtet under den jyske kyst, valgte flere skippere, at løbe fartøjet på land, snarere end at overgive sig til englænderne. Men det almindelige var, at fartøjet blev sigtet og jagtet, indtil ethvert håb om at undslippe var ude; så kom prisemandskabet om bord – hvor de ofte plyndrede besætningen for dens ejendele; men mange blev bragt med til britisk havn og kom til at tilbringe lange år i prisonskibene.

Engelsk fangeskib, ”Prison”

En enkelt kaper

Fanø-søfolkene var oppe mod en meget professionel modstander, som kendte alle deres kneb. Men kun en enkelt af de skippere, der mistede sit skib, synes at have svaret igen med samme mønt og gået på kaperi mod englænderne. Det var Sønderho-skipperen, Gregers Carstensen, som mistede sit skib i december 1808. I foråret 1809 udrustede han sammen med kanonkommandøren fra Kræmmerbjerget, skipper Peder Thomsen, kaperen ”Selskabet”, som havde held til at opbringe en britisk slup under Helgoland.

Fanø i nød

Krigen blev hård for Fanø. Og prisen for kornet til Norge blev høj. Den velstand, Fanøboerne havde samlet sig i den periode der benævnes Fanøs sølvalder, blev ædt op af krigen og af krigsinflationen. Fanø havde ensidigt satset på søfarten, og den kunne ikke brødføde sig selv; så i krigens sidste år led befolkningen elementær nød. De ærekære øboer kviede sig længe ved at gå til myndighederne om hjælp. Og selv om hjælpen blev ydet, skete det langsomt og sparsomt, samtidig med at Fanøboerne sejlede tusindvis af tønder korn til Norge. Helt passede det udlossede kvantum vel sjældent med det indladede. Men dels har korn altid haft en tendens til svind under lang transport. Dels kendte alle den gamle visdom: at man ikke altid skal binde munden på den tærskende okse. I den kongelige kundgørelse, hvori Frederik d. 6. tog afsked med Norge, kunne han med rette udtale, at kornet til Norge var nået frem, med store tab for Danmark og med ”utrolige opofrelser”. Og han havde også ret, når han understregede, at kun en fjerdedel af de skibe, der behøvedes til korntransporterne, endnu var i behold. De øvrige var – sammen med deres ladninger – blevet fjendens bytte. Sønderho mistede 40 af sine største skibe under korntransporterne til Norge. I Fanøs historie blev årene fra 1807 til 1814 en hård tid. Men den fik en ende. Og med freden indledtes øens store tid.

Optakt til krigen

Englændernes overfald på Danmark

Europa blev kastet ud i krig med Frankrigs krigserklæring til England i 1793. Danmark førte en neutralitetspolitik, der betød, at der stadig kunne indtjenes gode penge ved søtransport. Neutraliteten ophørte i 1800, da danskerne valgte at lade en konvoj følge nogle handelsskibe. I 1801 angriber englænderne Danmark, og vi har slaget på Københavns Red. Danmark indgår en aftale, der betyder, at vi fortsat kan sejle frit, men i 1807 bliver englænderne bekymret over, om den danske flåde skulle overtages af Frankrig. Englænderne går til angreb og bombarderer København i fire dage. Men det værste var nok, at de også ranede den danske flåde. Dilemmaet for

Danmark, var nu at vælge side; man var en lus mellem to negle, og man valgte fransk side. Englænderkrigen var nu en realitet og varede fra 1807 til 1814.

Konger i Danmark under krigen

Christian 7. 1766 – 1808 Konge af Danmark og Norge 1766-1808; søn af Frederik 5. Efter 1768 åbenlyst sindssyg; regeringen førtes af hans livlæge Struense 1770-72. Ove Høegh Guldberg 1772-84, fra 1984 af kronprins Frederik, søn af den engelske prinsesse Caroline-Mathilde, som Christian 7. havde ægtet 1766; hun landsforvistes ved Struenses fald 1772 til Celle i Hannover.

Frederik 6. 1808 – 1839 (Norge 1808 – 1814) Konge af Danmark 1808-39, af Norge 1808-14. Søn af Christian VII. Frederik voksede op under triste forhold (faderen sindssyg, moderen landforvist efter affæren med Struense) og greb allerede som 16-årig magten ved statskup; han regerede som kronprins 1784-1808 med A.P. Bernstorff som udenrigsminister til 1797. Frederik var ivrig for de landboreformer 1787-88, som C. Colbjørnsen og brødrene Reventlow gennemførte sammen med A.P. Bernstorff; som tak rejstes Frihedsstøtten i København. Et andet eksempel på Frederiks oplyste enevælde var ophævelsen af slave-handelen 1802. 1797-1814 ledede Frederik selv udenrigspolitikken, men uden dygtighed. 1801 tvang en britisk flåde ved Slaget på Reden Danmark ud af

neutralitetsforbundet med Sverige og Rusland, og 1807 tvang briternes bombardement af København Frederik til at afstå flåden. Hans forbund med Napoleon 1807-14 førte til statsbankerot 1813 og tabet af Norge 1814, hvilket Frederik forgæves søgte at råde bod på under Wiener-kongressen; han fik kun Lauenburg, og et forsøg på at indlemme Holsten i Kongeriget måtte opgives. Skønt Frederik ikke tålte indgreb i sin enevælde ("Vi alene vide"), blev han meget populær, ikke mindst pga. sin iver for landets genopbygning efter krig og bankerot. Frederik var gift med Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel; de fik otte børn, men kun to døtre overlevede barndommen; den ene, Vilhelmine, var en tid gift med den senere Frederik 7.

Neutralitetspolitik

Kronprins Frederik, senere kong Frederik den 6, indtog som 16-årig sit sæde i statsrådet, forelagde sin sindssyge far et dokument til underskrift og udnævnte en ny regering, bestående af erfarne og fremsynede mænd. Rigest strakte sig fra Elben til Nordkap – Slesvig, Holsten, Norge, Island og Grønland. Danmark og de to hertugdømmer var landbrugslandet – kornkammeret og Norge var til gengæld industrilandet med masser af nåletræer, store drønende fosser, savværker, glasværker og jernstøberier. En stærk flåde dannede en gyngende bro mellem rigerne. En fransk krigserklæring mod England i begyndelsen af 1793 blev indledningen til mere end 20 års uafbrudt krig, der først fandt sin endelige afslutning med Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815.

Den danske neutralitetspolitik betød at Danmark var tilskuer til krigene på kontinentet, og opretholdt i de år en streng politisk neutralitet, men ved at ruste en bevæbnet konvoj brød man med neutralitetspolitiken.

Væbnet konvoj

I 1800 beordrede regeringen en væbnet konvoj til 40 danske handelsskibe. De var på vej fra Hollandsk Ostindien til København, hovedsagelig lastet med franske og hollandske varer. Konvojen var beordret til at sætte sig militært til modværge, hvis fremmede flådeenheder ønskede at undersøge papirer og last. Med dette skridt trådte danskerne ud af neutraliteten. England indskrænkede sig til at indgive diplomatiske protester.

England med ryggen mod muren

Revolutionen i Frankrig havde skabt en ny patriotisk ånd, der ikke alene rensede Frankrig for fjender, men også skød Frankrigs grænser langt ind i kontinentet. Dette kunne England, der ikke havde territoriale krav, men levede af sine oversøiske besiddelser og sin handel med kontinentstaterne, ikke acceptere. Frankrigs militære erobring af Europa berøvede England et højst nødvendigt marked. I året 1800 var Englands udsigter mørke. Frankrig jog østrigerne ud af Italien, og slog dem i Tyskland. Portugal måtte lukke sine havne for engelske skibe. Zar Paul den 1. af Rusland bakkede ud af krigen. England kæmpede videre alene, og i den situation – klemt op mod muren – blev englænderne desperate. Selv de mindste revner i søherredømmet måtte stoppes til, og det gik ud over de neutrale landes handel.

Firemagts-forbund

Danmark havde ved udenrigsminister Christian Bernstorff udkastet et storslået projekt: et firemagts-forbund bestående af Rusland, Sverige, Preussen og Danmark til forsvar for deres rettigheder som neutrale lande. I december 1800 dannedes forbundet og allierede sig med Frankrig. Forbundet var rettet mod England og man kunne stille spørgsmål ved neutraliteten i dette væbnede projekt. Rusland stillede sig i spidsen for den væbnede neutralitetspagt og nu reagerede englænderne.

Engelsk opbringning

I sommeren 1800 opbragte de en dansk konvoj ved Ostende, der var på vej fra Norge til Middelhavet. Konvojen var beskyttet af en enkelt fregat, der åbnede ild, og der var sårede og dræbte på begge sider. I august 1800 ankrede en engelsk flåde op i Øresund og truede med at bombardere København.

Det kom til svære forhandlinger om retten til at anvende konvoj, men Danmark undgik formelt at afgive retten til at anvende konvoj.

Danmark vælger side

Danmark var fanget som en lus mellem to negle. England forlangte, at Danmark trådte ud af neutralitetsforbundet, ellers ville det betyde krig. Men Danmark kunne ikke trække sig ud af neutralitetsforbundet og indirekte blive allieret med England. En sikker følge ville i så fald være, at Rusland eller Frankrig tvang deres allierede til at erobre det meste af Danmark. Sverige havde længe haft kig på Norge, og en samtidig preussisk besættelse af den jyske halvø kunne spærre Østersøen for England.

Slaget på reden

Danmark valgte det mindst onde. Alle engelske forhandlingsforslag blev pure afvist. Men kampen kom. I slutningen af marts 1801 var en stor engelsk flåde kommet til Øresund, og om morgenen den 2. april åbnede admiral Nelson ild mod danskerne. Kampen blev langvarig og englænderne var danskerne overlegne.

Slaget på Reden 1801

Horation Nelson ( 29/9 1758 - 21/10 1805 ) Viceadmiral og Lord af det britiske imperium Men ikke desto mindre signalerede den engelske øverstkommanderende til Nelson, om at indstille kampen. Nelson valgte at sætte kikkerten for det blinde øje, og fortsatte kampen. Danskerne forsvarede sig bravt, men overgav sig til sidst. Der fulgte nu nogle nervepirrende forhandlinger, hvor englænderne forlangte af Danmark skulle trække sig ud af neutralitetsforbundet og slutte sig til englænderne. Kronprinsen afviste dette med den forklaring, at dette ville

blive opfattet som en fjendtlig handling af Rusland. Der kom imidlertid besked om at zar Paul var myrdet og regeringen overtaget af hans søn. Den nu flydende politiske situation i Rusland gjorde, at kronprins Frederik øjeblikkeligt accepterede betingelserne, og underskrev våbenstilstanden den 9. april 1801.

Højkonjunktur

Den dansk-norske stat havde stadig højkonjunktur i den sidste del af den florissante periode (den blomstrende) indtil krigsudbruddet i 1807, idet neutralitetspolitikken gjorde, at hverken englænderne eller franskmændene lagde særlige hindringer i vejen for søfarten og dermed handelen. Med England havde vi traktaten af 23. oktober 1801, der stillede os overordentlig gunstigt. Vi fortsatte handel til alle sider og udvidede handelsflåden.

Napoleon – kontinentets hersker

Nelsons ødelæggelse af den forenede franske og spanske flåde ved Trafalgar i oktober 1805 gav England det reelt ubestridte herredømme på havet for resten af krigen. Herefter var de to hovedmodstandere afskåret fra en direkte militær konfrontation. Frankrig var afskåret fra havet, og England fra kontinentet – med undtagelse af den marginale krig i Portugal og Spanien. Fra 1805 til 1807 gjorde Napoleon sig til kontinentets behersker. Napoleon havde magten på det

europæiske fastland og den 15. februar 1805 gav han kongen af Preussen ordre til at Elben og Weserens mundinger spærredes for engelsk søfart; spærringen voldte det især Altona store tab, men til gengæld blev der en meget indbringende mellemhandel over Tønning. Altona var et af Fanøs største handelspartnere gennem hele sejlskibsperioden på Fanø.

Fastlandsspærring

Fra 1806 trak der sorte skyer op, søkrigen blev voldsommere og overgrebene mod de neutrale skibe blev flere og flere. Napoleon underskriver samme år den 21. november dekretet om fastlandsspærringen. Englænderne udfærdigede en ”Order in Council” af januar 1807, der forbød al handel mellem franske havne, og nu hæmmedes søfarten betydeligt.

Englænderne angriber Danmark

Det engelske kabinet traf mandag den 13. juli beslutningen om lynangrebet på Danmark. Den danske flåde måtte under ingen omstændigheder falde i Napoleons hænder. Det var ikke en fransk invasion, kabinettet primært frygtede. Det var derimod en afbrydelse af den vitale britiske søfart på Østersøen, som var afgørende for Englands krigsfinansiering – og for den britiske flåde, som fik sine strategisk vigtige forsyninger af tømmer, tovværk, sejldug, tjære og beg fra baltiske havne. Den engelske flåde viste sig i august 1807 i Sundet og en engelsk gesandt indfandt sig hos kronprins Frederik i Kiel den 6. august med krav om, at Danmark enten gik i forbund med England eller udlevering af den danske flåde, danskernes øjesten. Den selvsamme dag i Paris stillede den franske udenrigsminister den danske gesandt over for Napoleons ultimatum: tilslutning til fastlandsspærringen, eller krig. 16. august 1807 går englænderne i land ved Vedbæk nord for København og den 2. september begyndte Københavns bombardement, og den 7. september overgiver byen sig og flåden bortføres.

København i brand 1807. Den engelske gesandt udtrykker sig klart, at hvis ikke neutraliteten kunne genoprettes eller et venskabsforhold mellem Danmark og England etableres vil følgerne blive: svensk besættelse af Sjælland, Norges tab, konfiskation af de opbragte danske skibe og ødelæggelse af den danske flåde.

Flådens ran

Englænderne ødelægger dansk linjeskib på Holmen 1807. Flåden måtte udleveres, nu ikke mere som pant, men som engelsk krigsbytte. Englænderne tolkede aftalen storladent. Den lød på, at de kunne bortføre flåden og alt til flåden hørende. De tømte Holmens lagre for krudt og kugler, kanoner og alt grej, helt ned til søkort, oktanter, kompasser, blæk, skrivepapir og pennefjer, ja sågar alle dørenes kønne messinggreb og låse. Mage til grundighed er næppe set. Dertil naturligvis sejl, rundholter, ankre, tovværk etc. 17 gode dansk-norske linjeskibe, 16 fregatter, 16 korvetter og mindre skibe, og 25 kanonbåde (plus alle Holmens pramme og havnejoller) stod de havnen ud. Det røvede udstyr og grej fyldte, ud over hvad der var stuvet i de røvede skibe, 92 transportskibe, for det stjålne gods var i alt på tyve tusind tons. Faktaboks Englænderne bortførte: 17 linjeskibe 16 fregatter 16 korvetter 25 kanonbåde Pramme og havnejoller

Dansk flåde på vej ind i Portsmouth havn.

Danmark erklærer England krig

Modsat i 1801, hvor englænderne angreb fra søsiden, satte de i 1807 angrebet på København ind fra landsiden i form af en belejring og et påfølgende bombardement. Den danske flådes rolle reduceredes derfor til at holde de engelske fartøjer på afstand af hovedstaden. Under det danske udfald den 31. August 1807 forhindrede det danske søforsvar i Svanemøllebugten, at de engelske fartøjer kunne komme tæt ind på kysten og beskyde de danske tropper i flanken. Maleri af C. W. Eckersberg. Samme dag som englænderne gik i land ved Vedbæk erklærede kronprins Frederik England krig, og den 21. august henvender Danmark sig til det øvrige Europa med en appel, hvor man fremhæver det skammelige krav om indgåelse af et forbund med England og kravet om at overgive flåden. Fra den 23. oktober udsteder kancelliet ordre om, at englænderne overalt i landet skulle anholdes og at al engelsk ejendom skulle beslaglægges. Især i de københavnske handelskredse opfordrer man til at fare med lempe, og påpeger, at Danmark har mange udestående fordringer i England, samtidig med at der allerede er opbragt over 500 danske skibe til en værdi af 15 millioner rigsdaler. Norges største handelspartner var England, og de havde også meget store tilgodehavender. Der var et meget stort ønske om at indfri alle danske fordringer i England, før der blev krig, men kronprinsen kan ikke lægge bånd på sit had til englænderne og kancelliets svar på bønnerne er en klar afvisning.

Kaperreglement

Den 9. september 1807 blev alle fyr beordret slukket og alle sømærker inddraget. Og den 14. september udstedtes det kaperreglement, der gjorde det muligt for civile, at opbringe britiske skibe og ladninger.

Dansk-fransk alliance

Der kom et fransk ultimatum om at tilslutte sig fastlandsspærringen eller belave sig på krig. Englands overfald på Sjælland gav den danske regering en begrundelse for at vælge den franske alliance og 31. oktober 1807 blev der indgået en dansk-fransk alliance i Fontainebleau. Danmark var nu i krig mod England, der besatte de danske kolonier, mens små danske kanonbåde og kaperfartøjer søgte at genere englænderne i de hjemlige danske farvande.

Tjenesten på kanonbådene var streng. Der var ingen kahytter, ingen køjer, ingen kabys ombord. Ofte lå bådene i søen uger ad gangen. Folkene blev drivvåde, måtte sove på tofterne, ro, slås. Kun med et par beskøjter og en dram i livet.

Frederik 6. Indgik i alliancen med åbne øjne. Han vidste, hvad det ville koste staten og samfundet – og han var helt bevidst om, hvor hårdt navnlig søfarten ville blive ramt af en krig med England. Men gennem seks lange krigsår overholdt han Danmarks allianceforpligtelser og forblev Napoleons allierede til den bitre ende. Efter at den fransk-russiske alliance var brudt sammen, allierede Rusland og Sverige sig med hinanden, og efter Napoleons angreb på Rusland gik også England med. Sverige havde af Rusland opnået det løfte, at de efter krigen ville få Norge som kompensation for tabet af Finland. Da russerne havde tvunget den franske armé på tilbagetog og i vinteren 1812 prøvede de at få Danmark til at tilslutte sig den anti-franske alliance, men da Rusland samtidig krævede frivillig afståelse af Norge til Sverige, blev Frederik 6.s svar afvisende.

Freden

Freden i Kiel 14. januar 1814 betød afståelse af Norge til den svenske konge. Danmark fik dog

lov til at beholde Færøerne, Island og Grønland.

Danmark 1814. Foruden Slesvig, Holsten og Lauenburg består helstaten Danmark også af de Vestindiske øer, kolonierne på Grønland, Island og Færøerne Da det samlede regnskab efter krigen var gjort op så det således ud: Københavns bombardement og englændernes erobring af den danske flåde. Rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge var ophørt. Danmarks status som mellemstor europæisk magt var borte, landet var gået bankerot, og den tidligere så blomstrende handel og søfart havde fået et alvorligt knæk som det sine steder tog tid at overvinde. Under krigen var al langfart indstillet med dertil hørende tab af fortjeneste. 2 faktabokse indsættes: Opbringelser: Før 1807 var antallet af dansk-norske handelsskibe der var opbragt af englænderne allerede

oppe på 500 til en værdi af 15 millioner rigsdaler. I 1809 var der opbragt 1400 danske skibe. Tonnage: Før 1807 var handelsflåden på 32.000 Kml. I 1812 var handelsflådens tonnage reduceret til 16.000 Kml og hertugdømmernes til 15.000 Kml.

• 1793 Fransk krigserklæring mod England. • 1800 Dansk konvoj til 40 danske handelsskibe. Kunne opfattes som nedlæggelse af

neutralitetspolitikken. • 1800: Firemagtsforbund og alliance med Frankrig. • 1801, 2. april: slaget på Reden. • 1801, 9. april: våbentilstand med englænderne. • Traktaten med englænderne af 23. oktober 1801 • Napoleon underskriver i november 1806 dekret om fastlandsspærring • Englænderne udfærdigede en ”Order in Council” i januar 1807 • Englænderne viser sig i Øresund august 1807 • Englænderne går i land ved Vedbæk 16. august 1807 • Kronprins Frederik erklærer England krig 16. august 1807 • Københavns bombardement begynder 2. september 1807 • Byen overgiver sig og flåden bortføres den 7. september. • 1807, 14. september: Regeringen udsteder et Kaperreglement • 1807: 31. oktober: dansk-fransk alliance • 1808: Svenskerne slutter forbund med England den 2. februar • 1813: Danmark bankerot • 1814, 14. januar: Fred

Fanøs forsvarsvæsen

Fanøs forsvarsvæsen baserede sig på en kystmilits bestående af civile som blev trænet i våbenbrug. Man indførte vagtordninger og patruljetjeneste på stranden. Der blev anlagt kanonbatterier både ved Nordby og Sønderho, og englænderne forsøgte da også én gang at gøre landgang ved Sønderho i 1809, men dette blev afværget.

Fanøs forsvarsvæsen i 1801

Lad os gå tilbage til krigen i 1801, for at danne os et indtryk af grundlæggelsen af Fanøs forsvarsvæsen: Regeringen beordrede i 1801 opførelse af kystbefæstninger i hele landet og til at forestå opførelsen af dette forsvarsvæsen langs den jyske vestkyst udnævntes generalmajor A. L.

Moltke.

Indsejlingen til Hjerting skulle beskyttes med en skanse på fire kanoner og en deling soldater, der skulle signalere til strandvagterne, der da i samarbejde med landeværnet skulle drive fjenden på flugt. Til at ordne forholdene på Fanø sendtes premierløjtnant C. H. Nerderaas.

Signalmaster

Stiftamtmanden beordrede ved de første rygter om uroligheder, at der på en af de højeste klitter nordvest for Nordby og syd for Sønderho skulle opsættes to master; på den ene anbragtes et halmknippe, der ved antændelse skulle afgive røg om dagen; på den anden anbragtes en tjæretønde der skulle afgive signal om natten. Ved hvert signal skulle opføres en vagthytte indeholdende: flere knipper halm, fyrtøj, tov, spade, økse, tændstikker samt tre mænd i vagtskifte på 24 timer. Der skulle endvidere opføres vagthytter andre steder langs stranden, også med vagtmandskab, der med brandsignaler skulle alarmere de andre vagter. Befolkningen skulle ved specifikke ildsignaler møde på de anviste samlingspladser med høforke og leer, og vagten skulle kendes på en fjer i hatten.

Batterier

Stiftamtmanden foreslog også anlæg af et batteri på Skallingen til beskyttelse af indsejlingen til Grådyb. Der skulle samtidig stationeres to armerede skibe. Ved Sønderho burde der anlægges et mindre batteri, der både kunne afværge fjendtlige fartøjers indløb i det såkaldte Fiskedyb (Galgedyb), og forhindre fjendens landgang på Fanø.

Stiftamtmanden ønskede også at bevæbne landeværnet og at en del af besætningen på forsvarsskibene skulle udskrives mellem matroserne på Fanø, der havde lokalkendskab til farvandene rundt Fanø. Fanøboerne tilbød, at de frivilligt, alle som en, ville bidrage til øens forsvar efter bedste evne, og bad om at måtte få en officer til Fanø for at træne dem i våbenbrug. Til dette formål sendtes korporal Ignatius Daniel.

Frivillige korps

Det skal bemærkes, at det hovedsagelig var kvinder, gamle mænd, nogle få landkrabber og en del unge mænd, der ikke var på søen, der deltog i øens forsvar. Om vinteren fik søfolkene så våbentræning. I både Nordby og Sønderho oprettedes sådanne frivillige korps. I Nordby var korpsets anfører købmand Niels Jacobsen, og i Sønderho sognefoged Jens Jensen Sonnichsen. I en skrivelse af 4. marts 1801 fremfører kaptajn Stub, at siden øens indbyggere er velhavende, besidder mange skibe, bør man ikke tvivle om fjendens hensigter ved at angribe øen, som derfor bør beskyttes af artilleri og våben og han anfører: ”indbyggerne ere modige, raske og ivrige for at forsvare sig, begærligt ønskende ammunition, våben og nogen anvisning til brug deraf.” Stub ønskede på Fanøsiden af Grådyb to armerede fartøjer, hvoraf den ene kunne være en Islandsfarer der lå i Nordby havn; man var da i stand til ”at gøre en krydsende ild sammen med defensionen på Skallingen, så at indløbet derved kan forsvares mod de fjendtlige fartøjer, som her kan ventes, nemlig indtil 9 á 10 fods dybtgående.” Ved Sønderho foreslås et mindre batteri på 3 – 4 styk 12 punds kanoner, anlagt sydvest for byen nær strandkanten og en armeret galease ved Kjeldsandet. Herudover skulle der leveres 300 geværer og sabler. Løjtnant Nederaas bliver udnævnt til at lede forsvaret, understøtte af de frivillige korps og med hjælp af mænd som købmand Niels Jacobsen, kaptajn Peder Thomsen og sognefoged J. Sonnichsen, Sønderho samt birkedommer Engelstoft.

pederpthomsen_175 III

jensjenssonnichsen_1810_169 III Generalmajor Moltke udarbejder følgende reglement for beboerne: vagtholdet ved signalerne, eksercits, arbejdet ved Forsvarsvæsenet. Se bilag A.

Løjtnant Nederaas udarbejder følgende liste over det bevæbnede mandskab, efter at det

havde fået behørig våbenøvelse. Se bilag B.

Bestykning Paa Ejlandet Fanø er 2 Batterier opkastede og 2 armerede Skibe istandsatte, hvortil af Sø-

Etaten er bleven sendt 21 Kanoner, og er samme efter disses forskellige Kaliber fordelte saaledes som følger. Nordby Batteri: 4 Stk. 8 Punds Kanoner og 1 Stk. 12 Punds Haubitze. Det armerede Skib: 2 Stk. 8 Punds, 2 Stk. 4 Punds og 2 Stk. 12 Punds Haubitze, alle af Jern. Sønderho Batteri: 2 Stk. 12 Punds Kanoner, 1 Stk. 4 Punds do. og 1 Stk. 12 Punds Haubitze, alle af Jern. Det armerede Skib:

2 Stk. 6 Punds Metalkanoner, 2 Stk. 4 Punds Jernkanoner og 2 Stk. 12 Punds Jern-Haubitze.

Kanonerne er blevne leverede med Rapperter, Ammunition og alt, hvad dertil henhører, tillige

med 200 Geværer med Bajonetter og Skeder, 200 Patrontasker med Banderoler; 200 Stk. Gehæng med Spænder og 200 Gevær. Remme er ankommen; men hertil er ingen Ammunition bleven sendt. Hvert Sogn har faaet 100 Stk.

Landmilitsen er inddelt i 2 Kompagnier, et i hvert Sogn og hvert Kompagni i 2 Pelotons, enhver

af samme igen i 3 Trops eller Sektioner. Ved hver Peloton er en Løjtnant og ved hver Sektion en Underofficer. Den Officer, som

kommanderer 1. Peloton, har i paakommende Tilfælde, naar ingen anden er tilstede, altid Kommandoen over det hele; og da det i saa Fald træffer Løjtnant Niels Nielsen Grethes paa Nordby og Løjtnant Sonnich Pedersen paa Sønderho, saa maa jeg synderlig rekommandere disse tvende Mænd, da de i denne Henseende altid har udvist megen Konduite og derfor mest er skikket til at være Anfører for de, der er ansatte ved Geværerne.

De, som er ansatte ved Vagthusene og Signalerne, maa i paakommende Tilfælde ogsaa rykke

ud. De er, efter at Vagterne er bleven forstærket, beordret at fordele sig i tvende Trops, hvoraf en gaar langs ved Havnen og dækker Skibene, den anden i Byerne paa det at ikke noget fjendtligt kunde snige sig ind, allerhelst naar et Overfald skulde ske ved Nattetider for at sætte Ild paa Byen eller Skibene. Deres Vaaben er Leer og Forke.

De, der er udtaget til Batterierne og de armerede Skibe, er endnu ikke ordentlig fordelt, da

Folkene den Tid, Kanonerne ankom og Skibene blev istandsat, ikke er hjemkommen. Signalerne er paa den hele Kyst 7 Steder og bestaar samme af høje Mastetræer, opsatte

omtrent 1.4 Mil fra hinanden paa de højeste Banker. Om Dagen gives tilkende, naar noget fjendtligt lader sig ske, med store Flag, der straks ophejses, og om Natten med store Skibslanterner. Herforuden er og ved hver Signal en liden Tjæretønde i Reserve. Ved hver Signal er et Vagthus og 2 Mand Vagt, der afløses hver Morgen og Aften Kl. 6 slet. Ligeledes befindes ved samme en Kikkert og en Instruktion, hvorledes Folkene har at forholde sig paa Vagterne.

Ved Hovedsignalet saavel her som paa Sønderho er plantet en Kanon, som, naar noget

fjendtligt lader sig se, tillige straks skydes løs, hvorved Folkene averteres i en Hast at forsamle sig og at gaa hen til de forskellige Steder, som er dem anvist; men Hovedsignalet, hvorfra man kan overskue det hele, er bestemt til Alarmplads for Landmilitsen.

Signalerne er paa følgende Steder opsatte:

Nordby Sogn:

1. Kirkebjerget ved Byen. Hoved Signal. 2. Niels Pedersens Bjerg. 3. Grejseflod Bjerg.

Sønderho Sogn.

4. Kabebjerget ved Byen. Hoved Signal. 5. Hjørnebjerget. 6. Galgebjerget. 7. Silkebjerget. Fanø, den 1. August 1801. Nederaas, Premier-Løjtnant ved det 3. Infanteri Regiment og kommanderende Officer ved Defensionen.

For det frivillige korps i Nordby udarbejdes følgende reglement. Se bilag C.

Farlig sejlads

Som det fremgår havde Fanøboerne i øjeblikkets begejstring tilbudt at finansiere udgifterne til forsvaret. I Nordby betalte skipper Jens P. Clausen 165 Rdl. for anlæggelse af batterierne, som han forventede at få betalt af beboerne, men da faren var drevet over, havde ingen lyst til at holde deres løfte, og endnu i 1803 havde han ikke fået pengene, som senere blev dækket af regeringen og sognets kasse. Ved urolighedernes begyndelse blev det forbudt Fanøskipperne at stå til søs, og fiskeriet kom under strenge restriktioner. Regeringen forsøgte at få Fanøskipperne til at fragte korn til Norge, men de var ganske modvillige, for hvis det var så farligt at stå til søs, var det vel også farefuldt at fragte korn til Norge. Regeringen udlovede da en præmie på 100 Rdl. for hver fragtladning af korn til Norge, og flere skippere gennemførte nu sejladsen med korn til Norge. At det trods den danske neutralitetspolitik ikke var ganske ufarligt, at drive fragtfart vil ses af det følgende: ”St. Peder”, skipper Peder Sørensen Hansen af Nordby. På en rejse i august 1803 fra Tønningen til Altona med en ladning sild blev han på dansk grund opbragt af den engelske kaptajn Wenger på fregatten ”De Forteuen” og ført til Helgoland som mistænkt for at fragte kontrabande. Han kommer hjem til Fanø den 10. september og indgiver søprotest, hvor han blandt andet skriver: ”at det var stridende mod al folkeret, traktater og neutralitet således i et fredeligt land på en voldsom måde at fratages skib og gods og således sættes i den yderste elendighed og fattigdom.” Han forventer at få erstatning og opgør regnestykket således: a. For Skibet, der var vel udrustet med Takkelage m.v. 2000 Rdl. b. Hans Fortæring paa Helgoland, Rejsebekostning til Hamborg samt

Lodsudgifter ved Helgoland 49 Rdl.

c. Rejsebekostning fra Hamborg over Land til sit Hjem 60 Rdl. d. Den tabte Fragt formedelst hans Fartøjs Anholdelse 60 Rdl. I alt 2169 Rdl. Desuden forlangte han at få dækket en månedlig hyre på 10 Rdl. for hans styrmand, Søren Hansen, fra Nordby som englænderne beholdt ombord.

Våbenøvelserne ophører

I slutningen af 1802, da der atter hersker rolige forhold, blev våbenøvelserne indstillet og underofficer Ignatius Daniel af 1. Jyske infanteriregiment afskediget.

På opfordring af borgerne i Sønderho afgiver han en erklæring dateret 20. januar 1803, hvori han forklarer, at de 100 styk geværer ved udtagelse fra kirkens loft var så rustne, at de måtte adskilles og renses, og derfor foreslår han, at våbnene opbevares i hjemmene og ikke på kirkens loft. Om beboernes indsats afgiver han følgende skudsmål: ”disse brave folk har i almindelighed udvist lyst til at lære og opretholdt god disciplin under øvelserne.” Geværerne fik beboerne lov at beholde, men kommandør Bagge i Hjerting skulle holde opsyn med dem og beordrer geværerne renset tre gange årligt. Hver rensning stod i 16 Rdl., og da det ikke stod klart, hvem der skulle dække denne udgift sammenkalder sognefoged Laurids Kallesen til møde for at drøfte betalingen. General Moltke erklærer at ”geværerne med tilhørende lædertøj må udleveres de hidtidige brugere til opbevaring og konservation”, men ingen ønskede dette, så både i Nordby og Sønderho blev geværerne opbevaret på kirkelofterne. I 1804 er batteriet ved Nordby ved at forfalde på grund af græssende får, og dette kommer birkedommer Nørup for øre, og han lader da ved trommeslag den 3. august meddele, at enhver der driver fårehold ved batteriet idømmes en mulkt på 10 rdl.

Støtte til orlogsfolk

Udskrivningen til orlogstjeneste blev efterhånden større og større og blev til et økonomisk problem for de involverede familier. På et møde den 17. marts 1804 ved Tinghuset, besluttes at oprette en forening der kan yde økonomisk støtte til de mænd der udtages til marinen, udover det beløb de fik i løn. Alle mænd i alderen 16 til 36 år indmeldte sig i foreningen og besluttede at betale et årligt kontingent på 2 Rdl. til fondet, som så ville udbetale 20 Rdl. årligt til dem der indkaldtes. Birkedommeren går ved flere lejligheder i forbøn for folk der sidder i dårlige økonomiske forhold, og indkaldes, som fx en fattig fiskeskipper med to børn og en gammel mor at forsørge, og hvis fiskefartøj må ligge stille, hvis han indkaldes, og der spørges derfor om, han må stille med en stedfortræder. En lignende anmodning indsender birkedommeren i 1805 for Mathias Pedersen Oldefar, ”hvis kår er i flere henseender ringe og beklagelig.”

Optimismen hersker

I tiden fra 1803 til krigsudbruddet i 1807 genoptages øens skibsfart, og de gode tider med velstand vender tilbage. Der hersker stor optimisme og fremtiden ser lys ud, indtil krigen rammer Danmark, og ikke mindst giver Fanøs befolkning store problemer; øens hovederhverv, søfarten, standses brat, og formuerne svandt ind som årene gik.

Birkedommer Nørups indberetning fra 1806 viser noget om forholdene på Fanø lige inden krigen bryder ud:

FANØ 1806. ”1. Dens størrelse.

Samme er omtrent 2 mile lang og 1/4 til 1/2 mil bred og består af 2 sogne, Nørbye og Sønderhoe.,

2. Dens økonomiske forfatning. Indbyggernes levemåde er i almindelighed, tarvelig. Fisk, torsk, hvillinger og flynder, som de selv fisker og tilbereder, er den almindelige mands meste spise. Til deres bryllupper og andre højtideligheder gives almindelig kun 2 retter, nemlig ærter og flæsk, vin eller brændevin, mjød og øl, som vilkårene er. Deres klæder er simple, mest hjemmegjorte af egne fårs uld, mørke og noget korte, efter hollandsk smag og almindelig meget renlige i klæder og husvæsen. I brændsel, der falder meget dyr, er de almindeligen sparsomme, og sjælden ses ild på skorstenen uden ved madlavning. De har bielægger-ovne i stuerne, og i disse ovne lægges straks de få levninger af ild fra madlavningen, for ikke at gaa til spilde. I øvrigt må Solen gøre det meste af deres stuevarme.

3.Folkemængde. Øens begge sogne består af 22 á 2300 mennesker, omtrent 450 beboere (husstande), og deraf ca. 56 avlsmænd, der fisker tillige; resten er skippere, fiskere, håndværkere og gamle ugifte fruentimmere.

4. Jordbund. Omtrent det halve af øens overflade er øde, dels med helme begroede sandbjerge. Af resten er vel 1/3 del ringe, løs og sandig små hede, der kun tjener til græsning for får og ung-høveder, og noget lidet deraf bjerges til brændsel, men er ringe. Af det øvrige er vel 3/4 del agerland, dels sandig og dels muld og klægagtig, der bærer sommerrug, som kaldes valing. Vinterrug borttager kulde og vandskade. Byg og lidt ærter, samt havre på de lave steder. I frugtbare år avles her 4 til 10 fold; men i tørre år, som oftest ikke udsæden igen. Med agerlandet har den særegne beskaffenhed: at det kræver og kan tåle gjøde hvert år, det besåes. Meget deraf er udsat for sandflugt, som uagtet flid med dæmpning og plantning idelig beskadiger og ofte ganske ødelægger samme. Hele øen er fri for sten, undtagen de som hidrører til stenbro og hegn, der er kommet fra fastlandet. Den øvrige 1/4 del af jordbunden anses for klæg og moseagtig marsk og gjest-enge, der efter årets frugtbarhed giver 2 á 3 læs hø på hver dags slet, eller tønde land geometrisk mål.

5. Udskiftning. Øens såkaldede hede og forrte er udskiftet; men ager og eng ikke, begge dele ligger i flæng omkring i færre og flere stykker for een ejer. Samme, især agermarken, anses for utjenligen at udskifte, dels formedelst den naturlige voldsomme anfald af sandflugt en del deraf er udsat for; dels den særdeles store forskel, der er på agerlandets indvortes værd og beliggenhed, og dels de mange lodsejere, der er i øens ubetydelige agermark.

6. Fornødenhed eller mangel på brændsel. Når undtagen nogle ringe sadder og lyng, som nogle af avlsmændene kan bjerge på deres hede og forrte, må alt resten købes og hidføres fra det faste land, der sker ved de mindre af de i 7de og 8de poster nævnte fartøjer. Denne artikel koster øen, al sparsomhed uagtet, nogle tusinde rigsdaler om året. Således trækker også fastlandet nogle tusinde rigsdaler årlig her fra øen for hø; efterdi de fleste beboere her har en ko eller flere, og det hø, som avles her på landet, er langt fra ikke tilstrækkelig til deres vinterfodring.

7. Skibsfart. Med rederier - mest Eilandets egne indbyggere - har ØEN et antal af ca. 180 fartøjer, gradvis store fra 1/2 til over 30 commerce-læster, foruden nogle åbne både til fart mellem ØEN og det faste land. Disse større og mindre fartøjer er almindelig bygget, og bygges her på landet af dansk eeg, som over Ribe hidføres. Hovedrederen er almindelig skipper på sligt fartøj. I antallet af mandskab til at føre disse skibe er og indbyggerne her udmærket sparsomme, thi de mindste føres af een mand, de større har forholdsvis 2, 3 eller 4 mand, og de største kun 5 mand. Og med dette må ØEN, særdeles Sønderhoe sogn, dog årlig hyre mange matroser fra havsiden på det faste land, af mangel på dygtig mandskab nok af ØENS egne, hvoraf dog kun en saare enkelt person går herfra i anden fart. Derfor føles endog savnet af enhver mand, som herfra årlig til orlogs udskrives. ØEN har 14 hængmastede åbne fiskerbåde, der bruger hver 8 á 12 mand, men for søfartens skyld må nøjes med avlsmænd, aftægtsmænd og andre, der er for gamle til at fare, eller uformuende til at rede med i skibe.

8. Næring. Samme består fornemmelig i fragtfart på Norge, Altona, England, Frankrig, Østersøen og Middelhavet, alt efter fartøjernes størrelse. Dernæst avlsbrug, fiskeri, den mindre fragtfart mellem det faste land, samt ad åerne op til Ribe og Varde; så skibsbyggeri, væven, spinden, dagleje og deslige.

9. Industri.

Skibsbyggeri er den vigtigste del. 6 á 8 skibbygmestre, alle oplærte af den nu affældige, men til sin tid udmærket duelig skibsbygmester Holst her på Fanø, er med 4 å 5 mand hver under sig, næsten stedse i arbejde her på Øen, da her endog bygges skibe, som sælges til Ringkiøbing, Randers og andre kjøbstæder. Således er og fiskeri, og de fangede fisk fortrinlige tilberedelse her betydelig. Foruden de mange, som bruges til øens fornødenhed, sælges betydeligt til landboerne ved markederne i Ribe og Varde, samt ellers til Holsteen og andre steder, ja selv til hovedstaden. Øen har adskillige væverstole, smede, snedkere, rebslagere, sejlmagere og bødker. Fruentimmerne spinder hør og uld til deres husfamiliers fornødenhed, og ældre ugifte fruentimmer spinder betydeligt for penge til det faste land, formeligt til Ribe. Nogle binder eller strikker uldne strømper og vanter. Dette sidste gøres meget af de søfarende mandfolk, i den tid de er hjemme om vinteren, for såvidt de ikke beskæftigede sig med at sy og arbejde på deres skibssejl og andre Skibsredskaber.

10. Sædvaner, derunder anføres. Husene bygges gemenlig i øster og vester. Stueværelserne er stedse i søndre side med mange vinduer, for der igennem at lede vinter- og forårssolen til besparelse af brændsel.

Bygningerne er almindelig efter een smag, een etage, grundmur eller bindingsværk, rør eller stråtække, og køerne med deres foder altid i stuelængen, så at man, uden at gå ud, kan røgte og malke dem. Hegn om kålhaver er plankeværk, sadder eller tangdige. De fleste, undtagen de anførte avlsmænd, der har heste og vogne, graver deres land til sæd. Dette må ske af fruentimmere, der i almindelighed må drive slige mindre steders avling, medens mandfolkene enten farer eller fisker. Fruentimmerne må og rengøre, salte, tørre, behandle og forhandle, samt forud grave orm, der tages ved strandkanten og sætte på kroge til de fisk, som mandfolkene fisker. Under alt sligt arbejde bærer de sorte klædesmasker for ansigtet, der meget conserverer dem Imod de barske vinde, og kaldes en strude, samt et stribet uldent bånd oven om skørtet, der kaldes kiltbånd, og udgør en slags pynt. Indbyggerne anlægger sorg for slægtninge, så snart disse formodes forliste eller døde til søs, skønt dødsfaldet ikke er bevist. De stifter og fuldfører deres ægteskaber om vinteren. De hjælper hinanden, uden betaling, at indpakke deres korn, hø, brændsel og deslige, så og at optage og nedføre deres fartøjer Om vinter-aftener samler mandfolkene sig almindelig visse steder, som de kalder "råd", de gifte for sig, og de ugifte for sig, for nogle timer til kl. 7 á 8, at tale om adskilligt til tidsfordriv, særdeles deres den forløbne sommers bedrifter og hændelser, og da finder man mange af begge klasser med deres strikkehose i hænderne. Kortspil er sjældent og da almindelig om nødder, kringler etc., også dette hører til økonomien. Derimod har det været en gammel skik, ikke at spise nyfødte kalve, men denne er nu næsten forsvunden.

11. Vedtægter. Foruden de almindelige og på lovene grundede vedtægter om hegn og fred, om vejes. og grøfters istandgørelse til bestemte tider, og helmeplantning ligeså, er også som vedtægter, at hver fiskerbåd har sin bestemte plads ved havnen at ligge an på, som ingen anden må bruge, og at ingen må skyde ballast uden på bestemte! steder, eller grave huller ved havnen uden, inden 24 timer igen at fylde samme.

FAN0E den 30. maj 1806 Nørup Birkedommer”

Krigen kommer til Fanø

De første efterretninger om en mulig krig kommer til Fanø fra Kommercekollegiet den 16. august 1807 og forkyndes fra prædikestolene den følgende søndag: ”da en mægtig engelsk flåde medførende et betydeligt antal transportskibe fyldt med tropper har lagt sig i Sundet i en truende stilling, bekendtgøres det handlende og søfarende undersåtter om den mulige fare,

de kan udsætte sig for ved at lade deres skibe afsejle til de farvande, i hvilke under de nuværende omstændigheder fare for opbringelse til engelske havne kunne være at befrygte.” Samtidig skulle sognefogederne ved trommeslag gøre beboerne opmærksom på, at holde øje med alt mistænkeligt, og straks indberette sådanne hændelser.

Milits og batterier

Fanø fik allerede ved krigsudbruddet ordrer til at opføre signalmaster og vagthuse, indføre vagtordninger, få genbevæbnet militsen og ordnet de forsvarsskanser, som var blevet opført allerede i forbindelse med uroligheder i 1801. Købmand Niels Jacobsen og skibsførerne Jens P. Clausen og Niels Grethes skal sammen med birkedommeren stå i spidsen for dette arbejde. Snedkere og tømrere skulle straks gå i gang med arbejdet på signalmaster og vagthuse. Birkedommeren beordrer den 19. august, efter at krigen var udbrudt den 16. august, at der straks skulle udstilles vagter efter samme mønster som i 1801. Geværerne fra 1803 skulle udleveres til mandskabet, og ved fjendens ankomst skulle der udleveres skarpe patroner. Birkedommeren indskærper, at der ved vagthusene ikke må antastes fruentimmere, drenge eller gamle mænd med dårligt syn, som rygterne ellers fortæller om. Batterierne ved Sønderho var ved en stormflod i 1806 blevet ødelagt LINKog skulle nu i en fart genopføres og dette arbejde skulle ledes af sognefoged Jens Sonnichsen og kaptajn P. H. Brinch. Reglement for de Mandskaber i Sønderho Sogn, som er ansatte under Bevæbning til Landets Forsvar. Se bilag D

Instruktion

for Mandskabet og Vagterne ved Batterierne i Nordby Sogn. Se bilag E.

Liste over mandskabet i Sønderho. Se bilag F. Liste over Mandskabet som har modtaget de Kongelige Gevæhrer med Tilbehør i Nordby Sogn. Se bilag G.

Vagttjeneste

Der bliver nu udsat vagter langs stranden. Men ikke alle tager opgaven lige alvorligt, for birkedommeren finder ved en inspektion tegn på at vagten har sovet i tjenesten, og bekendtgør derfor ”slig uorden, der kunne drage ulykker til følge, skal efterdags alvorlig afstraffes.” Det kneb med tilstrækkelig mandskab i Sønderho, og man havde optaget kvinder og drenge i vagttjenesten, noget birkedommeren ikke bifalder og i stedet beordrer, at mænd mellem 60 og 70 år skal gøre tjeneste. Af og til forser vagten sig og en dag revser birkedommeren kirkeværgen Lars Mortensen Rødgaard, ”fordi han har låset kirkenøglerne inde og derved forhindret adgang til ammunitionen.” (der var opbevaret på kirkeloftet). Hans Pedersen Skomager idømtes en bøde på 3 mark for at komme en halv time for sent og Jens A. Pedersens kone 3 mark for at have forladt sin post.

Og der sker ting og sager på vagterne:

Den 14. oktober 1807 affyrer vagten på Krobanken i Sønderho kl. 20 et varselsskud og på få minutter forsamles en stor del af beboerne ved batteriet. Årsagen til skuddet var, at et fiskefartøj fra Nordby passerer Sønderho uden at svare på vagtens tilråb, som da antog den for en fjendtlig båd. Vagterne Niels Nielsen Grethes og J. P. Clausen indberetter 29. oktober fiskerne Hans Nielsen Ellens og Søren M. Thing for ved indsejlingen, at have undladt at give det befalede signal. Signalet enhver fiskerbåd skulle vise ved indsejlingen var at have det danske flag vaje fra mastetoppen. Dette flag skulle hvert kvarter sænkes tre gange indtil ankeret var faldet i havnen. Et ret alvorligt tilfælde med undladelse af, at afgive det befalede signal skete natten mellem 12. og 13. august 1808 og havde nær kostet et menneskeliv. Hans Nielsen Skomager gav ved indsejlingen ikke signal og vagten afgav først fire løse skud, men da der stadig ikke var nogen reaktion, afgav han et skarpt skud der ramte og kvæstede matros Søren Pedersen ret alvorligt. Birkedommer Nørup vil statuere et eksempel og mener, at Hans Nielsen skal betale den dobbelte bøde og korporlig afstraffes. Befolkningen var i krigsårene både pligttro og opofrende i forbindelse med ørens forsvar. Birkedommeren indberetter med ekspresbud til stiftsamtmanden om et tilfælde han mener, fortjener ros. ”Jeg iler med at indberette Deres Højvelbårenhed, at da batterierne her på Ejlandet var øde og de kgl. Kanoner aldeles uanvendelige, har øen under hr. kommandør Bagges vejledning, særdeles her i Nordby, frivillig og på egen bekostning opkastet batterier og forskansninger, så alle kanoner nu er plantet til øens forsvar. Disse foranstaltninger har hr. kommandøren allerede indberettet til den kommanderende general. I går blev man ganske færdig her i Nordby, og i går eftermiddag afblæste man kanonerne, som man kalder det, hvilket muligt kan have vakt opmærksomhed på det faste land. Men ulige mere

opmærksom og bekymret har øen i denne nat været. I aftes i mørkningen sås et stort skib her uden for øen, det avancerede hid og gik ind i Gabet. Alle vore signallygter blev hejset og hele øen bragt i største bevægelse. Skarpe patroner – som øen selv har bekostet – blev uddelt, og mandskabet posteret dels på stranden og dels på batterierne her i Nordby. Skibet kom uforfærdet nærmere, og natten gjorde det umuligt at kende det. Man gjorde af og til løse skud fra hovedvagten og stranden for at vise, man var på sin post; og da skibet kom nærmere, lod hr. kommandøren, der med megen iver tog del i affæren, anviste og opmuntrede mandskabet ved batteriet, én af de svære kanoner gå af tilbag for skibet, og da, nemlig i nat kl. 2, erfarede man af skipperens og mandskabets råben fra skibet, at det var en her hjemmehørende og fra Ringkøbing kommende smakke, der føres af Peder Hansen Winther, hvorefter man igen trak sig i rolighed, og skibet er nu her på reden. Den raskhed og hurtighed, hvormed enhver våbenfør greb til værge, kan jeg ikke noksom berømme.” General Moltke berømmer Fanøboernes indsats på højeste sted, og så meget desto større er hans ærgrelse, da han ved inspektion og indberetninger, finder mange afvigelser fra reglementet. ”Som jeg priser enhver årvågenhed og velvilje så laster jeg og enhver lunkedhed og uvilje. Derfor vil enhver, som uden lovlig årsag udebliver, alvorlig vorde straffet.” Forseelserne bestod i manglende patruljering, vagter sov, forlod eller brændte lys på deres poster. Kanonbatterierne var ikke korrekt bemandede. Ikke alt var alvor: den 23. oktober 1807 var der to vagter fra fastlandet posteret på stranden og den ene mente, at have set et brigskib, den anden havde ikke set noget. Patruljen som modtog meldingen rapporterede, at da manden der mente at have set et skib, havde mange lus, var det muligt, at en lus havde sat sig på hans øjenvippe med benene i vejret og dette kunne opfattes som et skib. Kommandøren fik sig en hjertelig latter. I begyndelsen af 1808 indkom regningerne over batteriernes anlæg til birkedommeren. Sønderho klarede selv udgiften, men i Nordby, hvor regninger var på 329 Rdl., ønskede man at lade beboerne betale beløbet på hartkorn, men også på bygninger, skibe og fartøjer. Da ligningslisten blev forelagt birkedommeren var han ikke tilfreds, fordi skibene i havnen ikke var lignet, og selv om de ikke indtjente nogen penge, mente han nok, at folk nødig ville miste dem, og altså skulle de med på ligningslisten. Fanøboerne havde ikke forventet at krigen skulle blive langvarig og havde derfor ment, at man selv kunne påtage sig øens forsvar, som havde kronprinsens største bevågenhed, og mente at øen skulle forsvares koste, hvad det ville, idet den var det letteste sted for fjenden at gøre landgang og bemægtige sig Fanøs store flåde. I vinteren 1807 – 1808 kom der en pause i vagttjenesten da isen lukkede farvandene og faren for fjendtlig aktivitet var lille, men da man skulle genoptage vagten blev 23 unge mænd udtaget til orlogstjeneste, mænd som vanskeligt kunne undværes i forsvaret. Man bad kronprinsen om fritagelse for udskrivningen, mod at man selv fortsatte forsvaret af øen, men bad samtidig om, at få en officer fast stationeret på øen, da kaptajn Bagge kun af og til kom til øen, og havde fuldt op at gøre med sin stilling som overlods og rekrutteringschef for Vestjylland.

Ny kommandant for Fanø

Kronprinsen fritstillede de 23 unge mænd og beordrede admiralitetet til at udnævne en søofficer til kommandant på øen. Den mand som blev udnævnt til kommandant for Fanøs forsvarsvæsen var søkaptajn W. M. Winckler, som det senere skulle vise sig tog ophold på øen i en menneskealder, blandt andet bestridende poster som tolder og branddirektør.

Winckler kom til Fanø den 8. marts 1808 og den 10. marts fik han overleveret Fanøs forsvarsvæsen af kaptajn Bagge. Winckler beretter til admiralitetet, at for at forsvare det nordre indløb til Fanø havn (Grådyb), er der opført to batterier bestykket med seks ottepundige og to firepundige kanoner. (Der var derudover en bestykning med seks 12 punds Haubitzere). Indløbet til Sønderho havn kan beskydes fra tre mindre batterier bestykket med to tolvpundige, to sekspundige og tre firepundige kanoner. (Desuden var der placeret en 12 punds Haubitzer). Disse bestykninger burde være tilstrækkelige til at forsvare ørens to havne. For at hindre landgang er der udleveret 200 geværer til de våbenføre mænd.

Forstærkning til kystmilitsen

Til at gøre tjeneste ved det frivillige korps eller kystmilitsen som det kaldtes ankom der den 25. april 1809 en underofficer og to jægere til Nordby og 2 til Sønderho. For at styrke militsen ankom der den 1. juli fra oberstløjtnant v. Suckows kommando i Ribe 30 jægere til Nordby og 20 til Sønderho under kommando af major v. Lackendorf. Officererne skal indkvarteres hos de ”fornemste”. Anledningen til styrkernes ankomst var foranlediget af nedenstående begivenhed.

Angreb ved Sønderho

Den 28. juni 1809 observeredes en britisk fregat, der sydfra krydsede op mod Sønderho og ankrede op 2 sømil derfra; i den lyse sommernat satte den seks barkasser i vandet, og de roede ind mod Sønderho for at ødelægge byen og bemægtige sig dens skibe. Den nat huskede Fanøboerne længe efter. Skipper Peder Thomsen var næstkommanderende ved batteriet på Kræmmerbjerget ved indsejlingen til Sønderho. Og han vidste, at Admiralitetet nylig havde givet ordre om at spare på ammunitionen og kun at skyde, når der virkelig var fare på færde. Peder Thomsen var en rig skipper, der gik med sølvknapper. Da de britiske barkasser nærmede sig indløbet, skar han en sølvknap af sin frakke, og lagde den i kanonløbet sammen med kuglen – så

vidste man, at man var sikker på en fuldtræffer. Hvorpå han lod kanonen affyre, med de mindeværdige ord: ”Klar: A sejer i Guds og kongens navn, lad jen go o mi regning, a betaler æ skod!”. Den ledende britiske barkasse blev truffet. Og fjenden måtte trække sig tilbage med uforrettet sag. Det fortælles, at den kommanderende engelske officer blev dræbt og en anden fik lårbenet knust. Den engelske fregat havde i nærheden af Sønderho opbragt en bådskipper Hans Sørensen, der var på vej til Sild med klyne, og udspurgt ham om forholdene på Fanø, men da han, der godt forstod engelsk lod som om det ikke var tilfældet, lod de ham gå. Den 20. august 1810 inspiceredes batterierne af artillerimajor Stabel og sidst i september blev hele det militære anlæg inspiceret af den kommanderende general for hele Jylland A. L. Moltke. De efterfølgende år hører man ikke meget om forsvarsvæsenet på Fanø fjenden har næppe angrebet, selvom de havde armerede skibe og kapere liggende udenfor øen, for at opbringe de skibe der drev kornfragt til Norge.

Søfart på Norge

Norges forhold under krigen

Ved krigens udbrud var de norske kornmagasiner på det nærmeste tomme. Norge kunne ikke brødføde sig selv, fordi det med så varieret en økonomi som den norske var mere lønsomt, at koncentrere ressourcerne om tømmereksporten, jernværkerne, fiskeriet og søfarten. Men det gjorde Norge ekstremt sårbar over for en pludselig krig med England og en britisk hungerblokade. Det norske samfund kunne lige så lidt som andre samfund foretage en lynomstilling til en intensiveret kornproduktion. Og det nye næringsmiddel, kartoflen trængte først for alvor igennem efter 1814.

Forsyning af korn

Omkring 1800 importerede Norge korn mange steder fra. Til det nordlige Norge kom noget korn fra Arkhangelsk, og både nord og syd fik ret betydelige mængder af korn fra Østersøen. Men den største mængde af korn og andre landbrugsprodukter, som Norge i normale år havde behov for, kom fra Danmark og Slesvig. Under krigen var Norges kornkammer Jylland.

Regeringen opfordrede private til at besejle Norge med kornfragten mod udstedelse af præmier og billige assurancer. Frem til foråret 1808 var der fragtet 200.000 tdr. korn til Norge, men så kom krigen med Sverige, der besværliggjorde skibstrafikken yderligere. Sidst i 1809 sluttedes der atter fred med Sverige. Til vinteren 1808 fragtede man fra dansk side 500.000 tdr. korn, men der nåede kun 406.000 tdr. frem, resten blev krigsbytte eller gik tabt på anden måde. I Norge udbrød der hungersnød og man måtte tage til takke med at spise mos og lav. På grund af den dårlige føde udbrød der mange epidemiske sygdomme. Der var samtidig stor mangel på klædevarer og salt.

• Høsten 1809 var dårlig

• 1809 – 10 fragtedes der 1.100.000 tdr. korn

• Året 1810 bragte gode fortjenester til Norge ved kaperfart, sildefiskeri og skovhugst.

• 1812 – 13 høsten mislykket.

Hungersnøden truer

Afskåret fra sit danske spisekammer af engelske og svenske orlogsskibe truede hungersnøden. I sine rapporter til kongen beder prins Chr. August stadig mere indtrængende om hjælp. Allerede i indberetningen dateret 15. juli 1808, hvori han redegør for den heldige træfning ved Prestebakke, forudser han katastrofen. ”Måtte kun vores værste fjende, mangelen, kunne overvindes, men nøden begynder at vise sig i

flere egne. Jeg ser mig nødt til at komme almuen til hjælp med de militære magasiner i det sikre håb, at kan vi blot holde ud til september, at vi da kan gøre regning på at se de behøvede kvanta. Jeg ansøger Deres Majestæt om, at man alt nu må være betænkt på at fylde magasinerne i Jylland, for at alt kan ligge færdig til afskibning til anmeldte tid, da vi tør håbe, at efterårsstormene vil nøde vore fjender, at rømme Kattegat og de længere nætter gøre transporten mulig.”

• 2. juli 1808: ”Erholder vi ikke tilstrækkelig tilførsel, så dør vi alle af sult og Norge er tabt. Deres Majestæt tilgiver mit frimodige sprog.”

• 25. august 1808:

”For alting beder jeg Deres Majestæt: for Guds skyld befal ved Deres nåde, at vi erholder tilførsel i næste måned, thi ende oktober er vore magasiner sikkert udtømte og ressourcer findes ej. Vi mangler efterhånden alt: proviant, krudt m.m. I de næste ti uger må hvert øjeblik benyttes eller vi sulter ihjel.”

• 9. september 1808:

”Gud give, at vi snart må erholde klækkelig tilførsel.”

• 16. september 1808: ”Vi har ingen efterretninger om de til Norges proviantering i Jylland trufne foranstaltningers fremme. Jeg er pligtig at anbefale denne genstand til Deres Majestæts opmærksomhed, thi når vi skal reddes, da bør ingen dag forsømmes.”

• 23. september 1808:

”Af de fra Danmark forventede forsyninger er intet kommet.”

• 29. september 1808: ”Jeg anbefaler til Deres Majestæts opmærksomhed vort mangel på alt: proviant, krudt, klæder, medicin.”

• 6. oktober 1808:

”Endnu er få eller ingen skibe fra Danmark ankommet hertil. Jeg håber, Deres Majestæt befalinger til Norges proviantering efterleves med den energi og kraft uden hensyn til formaliteter, som er det eneste middel til Norges redning.”

• 14. oktober 1808:

”Kun enkelte skibe fra Danmark er i disse dage ankommet. Stillingen er nu således, at uden betydelig tilførsel kan armeen ikke underholdes mere end i fire til seks uger, alle magasiner er udtømte og hungersnød vil være uundgåelig. En stor del af mandskabet er næsten nøgent, og dette er så meget smerteligere ved den fremrykkede årstid, den indtrådte kulde og regnvejr. De syges antal tiltager, og må alt mere og mere tiltage, når om kort tid flere vigtige artikler som flæsk, gryn, ærter og brændevin begynder at mangle i magasinerne.”

Man forsøgte, hvad man kunne for at opmuntre søfolkene til at slå sig igennem den engelsk-svenske blokade i Kattegat, blandt andet ved at udlove præmier, men kun få kornskibe nåede frem. De ventede forsyninger nåede ikke frem, før vinteren afbrød al forbindelse med Danmark, og hungersnøden var en kendsgerning. Fra september 1808 til marts 1809 sygemeldtes i alt 8.772 mand af en samlet styrke på 16.743, altså hver anden soldat.

Kornøsen var fast inventar i norske husholdninger, men der var ikke meget, at bruge den til under krigen. 1812 blev hungersnøden endnu værre. Det blev et såkaldt ”grønår”. Kornet på markerne nåede ikke at modnes, før frosten satte ind og ødelagde aksene, så de hang frosne og slatne på stråene. Man bagte brød af barkmel. I mange skove stod

træerne afskallede og nøgne. Biskop Bugge fortæller: ”Nøden stiger frygtelig, og hvorledes disse jammerscener vil ende, står i den Almægtiges hånd. Antallet af dem, der dør af hunger, er stort. En af mine venner, fandt forleden en af hunger besvimet kone med et diende barn ved brystet. Barnet diede blod.”

Fanøskippernes farlige sejlads på Norge Den 9. december 1807 udsteder regeringen en bekendtgørelse om, at de skippere og købmænd, der ville fragte føde varer til Norge kunne blive forsikret for alle muligheder. Denne bekendtgørelse blev slået op i krostuerne på Fanø og læst fra prædikestolene.

De første skibe udtages

Den 20. december kom der ordre til birkedommeren om at beordre samtlige skippere og skibsredere på Fanø til at møde i Varde tirsdag den 22. december, for at de der var egnede dertil, kunne udtages til at overføre korn til København, hvorfra det senere skulle fragtes til Norge. Der blev ved denne lejlighed udtaget ni skibe, som fik ordre til at møde ved Hjerting den 9. januar

1808 og laste et parti på 1800 tdr. rug og 2600 tdr. havre.

Fanøskipperne var ganske modvillige til at indgå i denne sejlads og sagde, at fragtsummen var for lille i forhold til risikoen, og at det var vanskeligt, at finde villige besætninger på denne årstid. Birkedommeren ville, hvis de fortsat nægtede, i stedet tvangsudskrive dem, og at hyre og fragt da ville blive bestemt af myndighederne, altså til en lavere takst og nu bøjede skipperne sig for det uundgåelige. Da risikoen for skib og ladning var større end ved almindelig sejlads, kviede skipperne sig for at tegne forsikringerne. Birkedommeren anbefaler derfor, at der ydes kredit på præmiesummen indtil betalingen for fragten var gennemført, samtidig gør han stiftamtmanden opmærksom på, at det er alt for risikabelt at laste skibene i Ribe, som det ellers var tænkt, noget skipperne modsætter sig på det kraftigste.

Skipperne nøler med afsejlingen, har ikke den store lyst til at sejle ud i vintervejret, og stiftamtmanden beklager sig i en skrivelse af 11. januar og ”forstår ikke, hvad der er i vejen, da indvånerne dér på landet dog ellers er besjælet af fædrelandskærlighed og uden tvang plejer at opfylde de pligter de skylder kongen og staten.” De ni skippere, der var udtaget til farten var: Fra Sønderho

Niels Jørgensen Fischer 750 Tdr. rug Hans P. Jensen 500 Tdr. rug Niels Hansen Olsen 418 Tdr. rug Jens Hansen Frederiksen 200 Tdr. rug Fra Nordby: Niels Jørgen Callesen 418 Tdr. rug Peder Jensen Callesen 650 Tdr. havre Hans Jensen Callesen 500 Tdr. havre Søren Jepsen 330 Tdr. havre Niels M. Hansen 218 Tdr. havre Den 20. januar var skibene ved Hjerting lastet og klar til at afgå, så snart vejrforholdene blev gunstige. Sejladsen skulle foregå gennem den holstenske kanal og lodsen fra Tønning skulle assistere dem, da der var megen is i farvandet.

Den slesvisk-holstenske kanal.

Stiftamtmanden imødekom ikke skippernes ønske om ikke at laste korn ved Ribe, men den 2. februar lå skibene stadig indeklemt i isen ved Fanø. Der var nu også beordret følgende skibe til at fragte korn til København: Fra Sønderho

Hans J. Pedersen 650 Tdr. rug John Nielsen 230 Tdr. rug Søren J. Svendsen 360 Tdr. rug Niels P. Poulsen 340 Tdr. rug Hans Jepsen Pedersen 700 Tdr. rug Jes Jessen Anthonisen 360 Tdr. rug

Fra Nordby: Hans J. Pedersen 650 Tdr. rug John Nielsen 230 Tdr. havre Søren J. Svendsen 360 Tdr. havre Assurancen udgjorde 24 skilling pr. tønde rug.

Lasten udlosses til lager

Vinterkulden holdt sit tag i landet, og den 1. april er der endnu ikke afsejlet noget skib. Kornet var ved at blive ødelagt og regeringen mente nu ikke længere, at det skulle fragtes til København, og den 6. april gives der ordre til at stoppe med lastningen og de allerede lastede skibe skulle losses. Forskuddet på fragten skulle tilbagebetales og kornet omlosses til andre skibe for at blive luftet. Arbejdet går langsomt og er hårdt. Birkedommeren er ved, at gå ud af sit gode skind, og skriver til amtsforvalteren, at han kun ønsker, at blive fritaget for styringen af udlosningen; det er svært at finde flere skibe der kan tage lasten ombord, der findes ikke oplagspladser på Fanø. Skipperne vil fritages og have deres skibe synede og reparerede. Rugen kan ikke opbevares forsvarligt til trods for omladningen. Det var muligt at skaffe skibe, men skipperne var meget betænkelige ved sejladsen og da en norsk kaper anløber Nordby havn, og kan berette at Norges kyster var vel bevogtede af fjendtlige skibe, tog deres frygt fart.

Afgang fra Hjerting

Først den 17. april afgår der ni skibe fra Hjerting. Skipperne får besked på, at gå så nær land som muligt, så de fjendtlige skibe med større dybdegang, ikke kunne opbringe dem. Men man kom ud i stiv modvind og da man mente at have set fjendtlige skibe, valgte man at gå sydover, og tre skibe søgte ly i Sønderho havn, nemlig Sonnich Jensen Møller, Hans Mortensen og Søren Nielsen Møller som kunne berette, at resten af skibene lå under List på Sild. Storm og modvind hindrer rejsens fortsættelse og fem skibe vender tilbage til Fanø med lækage. De to andre var kommet på højde med Holmsland da de spottede en formodet engelsk kaper; det ene Fanøskib ført af Peder Jensen Callesen blev sat op på stranden, og for at lasten ikke skulle falde i fjendens besiddelse, slog man hul på skibets bund.

”Haabet” forliser

Sidst i marts 1809 afsendes briggen ”Haabet”, hvis reder var købmand Niels Jacobsen, lasten var betalt af kammerråd Langelund i Kolding i forening med rederen og birkedommer Nørup og assurancen var tegnet hos regeringen. Skibet forliste ved Klitmøller, mandskabet blev reddet med

skib og ladning gik tabt. Udskibningen af korn til Norge bliver nu lagt i hænderne på øens kommandant, Winckler og løjtnant Tuxen i Hjerting.

Heldig rejse

Skibsfører Jacob N. Warrer af Nordby gennemførte en heldig rejse med sit skib ”Mette Claudiane” til Norge, lastet med 450 tdr. rug for kongens regning og ved hjemkomsten ansøger han om højeste fragt. Birkedommer Nørup støtter hans ansøgning og understreger, at Warrer er en af de mest patriotiske skippere på øen. Sidste år gennemførte han for egen regning en succesfuld rejse med fødevarer til Norge, kom hjem i januar og tog endnu en heldig rejse. Han fortjener at få 1 rdl. pr. tønde rug og 4 skilling pr. tønde i kaplaken*), og bør fritages for at svare mål, for hos ham findes intet svig. *) godtgørelse til skipperen, som befragteren betalte ham, for at han skulle varetage befragterens interesser med ekstra omhu under rejsen. Det var ofte en bestemt procentdel af fragten Ud på efteråret blev de skibe udtaget, der om foråret skulle fragte korn og andre fødemidler til Norge. I den anledning blev de vurderet: Type Skib Skipper KML Sum, skib.

Rdl. Red. skaber Rdl.

I alt

Galease Mette Cathrine Anthon Jørgensen, ældre

18 2600 1200 3800

Galease Anne Marie Jens Jessen Anthonisen

16 2700 1400 4100

Evert Frue Anne Niels Hansen Olesen

9 1600 800 2400

Evert Mette Dorthea Niels Nielsen Thøgersen

8 900 650 1550

Sønderho Evert Frue Annne Hans Sørensen

Thomsen 5,5 900 650 1550

Galease Anne Cathrine Søren Hansen Ibsen

15 1700 1300 3000

Evert Frue Cathrine & Anne

Jens Mortensen 9 1300 800 2100

Galease Fortuna Jep Pedersen Andersen

15 2300 1400 3700

Galease Emanuel Hans J. Pedersen 17 2800 1200 4000 Brig Morten Hansen Toft 9500 4200 13700 Smakke Frue Johanne Jens Jensen

Michelsen 11,5 1200 800 2000

Slup Bodil Marie Søren Nielsen Møller & Sonnich

12,5 1800 1000 2800

Type Skib Skipper KML Sum, skib. Rdl.

Red. skaber Rdl.

I alt

Madsen Smak Johannes Niels Nielsen

Anthonisen 12 1200 1000 2200

Jagt Ebenezer Søren Anthonisen Hansen

9,5 1600 1398 + 32

3030

Galease Frue Mette Thomas Hansen Fischer, SH

17,5 2200 1800 + 35

4035

Evert Chatrina Maria Hans Nielsen Decher, SH

9 1600 900 + 30

2530

Galease Emanuel Søren Hansen Fisker

18 2000 1600 + 50

3650

Galease Enigheden Sonnich Nielsen 13,5 2050 1150 + 32

3232

Galease Haabet Søren N. Hansen 27 4600 1900 + 60

6560

Galease Maria Cecillia Hans Mortensen & Niels Pedersen Lassen

15 1600 1350 + 50

3000

Evert Frue Cecilia Niels Pedesen Poulsen

6 1200 800 + 28

2028

Evert Frue Cathrina Søren Jensen Svendsen

5 1100 1270 + 30

2000

Evert Anne Johanne Jep Jessen Callesen

9,5 1700 1270 + 30

3000

Galease De 3 Brødre Jens Jessen Clausen

31 3500 1950 + 72

5522

Galease Den flyvende Stork

Søren Pedersen 12 1700 1400 + 35

3135

Slup Haabet Jep Jensen Jessen 10,5 2100 1820 + 35

3955

Nordby Evert Haabet Jens Hansen

Mandø 5 1450 980 +

40 2470

Evert Chatrinne Margrethe

Claus Jessen 4 1050 860 + 30

1940

Evert Christine Søren Andersen Fanninger

5 950 770 + 30

1750

Evert De junge Jan Jens Jensen Clausen

4 1250 600 + 30

1880

Evert Anne Dorthea Hans Nielsen 5,5 2150 950 + 35

3155

Jagt Stadt Flensborg

Mathias Pedersen Oldefar

9 1850 1125 + 40

3015

Slup Fanø Clausen 14 1625 835 + 2510

Type Skib Skipper KML Sum, skib. Rdl.

Red. skaber Rdl.

I alt

30 Evert Ebenezer Andreas Hansen 5 750 425 +

25 1200

Slup Haabet Niels Jensen Rødgaard

19,5 1650 350 + 30

2030

Evert Mette Claudiane

Jacob Nielsen Warrer

9,5 1450 950 2400

Skibet Frue Else Andres Jørgen Møller

5,5 1900 1900

Beløbet i ”+” angiver værdien for joller Samtidigt blev to skibe beordret til at ligge ved List på øen Sild for at tjene som logiskibe for mandskabet på kanonbådene samt som vagtskib. Disse skibe var Type Skib Skipper KML Sum, skib.

Rdl. Red. skaber Rdl.

I alt

Galease Frue Mette Michel Johansen, SH

17,5 6000 3255 9255

Jagt Flora Sonnich Jensen Møller, jun, SH

15 1800 1200 3000

Efterhånden blev hele Fanøs skibsflåde udtaget til transport af fødemidler til Norge. I relation til ovenstående skal nævnes, at der ikke findes nogen fortegnelser over udskrivningen af Fanøskibe efter begyndelsen af 1809. Efterhånden som behovet for skibe til kornsejladsen blev større ændrede man opfattelse af hvilke skibe, der var egnede til formålet. Fortegnelser fra 1807 viser, at man kun har medtaget de større skibe. Den gennemsnitlige lasteevne for skibene var på 292 tdr. rug. I december 1808 var den nede på 292 tdr. rug for de skibe der var udskrevet fra Sønderho.

Forhold ved sikkerheden

Statsmagten udgav en instruktion til kornbådene i, hvordan de skulle forholde sig under den farefulde sejlads. Det fremgår tydeligt heraf, at man i centralmagten prioriterede kornforsyningen af Norge højere end skibenes og mandskabets sikkerhed. Det hed sig således om besætningen, at de ikke må tage sig af de fjendtlige kanonkugler. Det er nok mere end tvivlsomt, om kornskibenes mandskab har set på sagen på samme måde. Der er noget der tyder på, at det har været mere end almindelig vanskeligt at overtale Fanøskipperne til at gå frivilligt i fart. Det fremgår således af en skrivelse fra den 28. februar 1808,

at stiftamtmanden beklagede sig over Fanøboernes manglende vilje til at gå i denne fart. Dette understreges af en skrivelse fra kommandant Winckler til samme stiftamtmand fra den 1. april samme år, hvoraf det fremgår, at ingen Fanøbåde endnu var afsejlet, trods ordrer fra sognefogeden. Tidslinje for udskrivning af Fanøskibe til kornsejlads til Norge Vinteren 1807 9 skibe udskrevet 20. december 1807 Skrivelse fra kongen til stiftamtmanden: ved at

sejle frivilligt og selv stå for at tegne forsikring på lasten ville de få en højere hyre

Foråret 1808 Skibene er stadig ikke afsejlet, yderligere 8 skibe udskrevet

April 1808 22 skibe fra Sønderho i kgl. tjeneste 26. april 1808 7 skibe fra Nordby netop afgået eller lå i

rekvisition. 3 udtagne i Sønderho.

1. maj 1808 5 skibe udskrevet 4. december 1808 41 fartøjer fra Sønderho udskrevet Der foreligger ikke nogen nøjagtige tal over den totale Fanøflåde i 1807. December 1808 oplyses, at der ikke er flere egnede skibe til udskrivning.

Fanø-søfarten under krigen

Opbringelse af Fanø sejlskibe

Her kan du læse historierne bag de mange opbringelser som Fanøskibe var udsat for under krigen. Du kan klikke dig frem til de enkelte skibe gennem tabeloversigten over de opbragte skibe. Historierne viser at mandskaberne forsøgte at undslippe fjenden på alle mulige måder, men som oftest måtte de overgive sig, med tab af skib og last som følge, samt udsigt til fangenskab i England. Vi skal i det følgende høre om alle de besværligheder og farer, denne sejlads medførte. Mange blev kapret af englænderne, og måtte sidde kortere eller længere tid i fangenskab – ”Prison”. Fortegnelsen over de kaprede skibe er uddraget af Fanø Birks Notarialprotokoller og omhandler derfor kun dem, der har aflagt forklaring om deres opbringelse til dette ting. Det vides, at der er mange flere, der har været opbragt og har tilbragt tid i krigsfangenskab, men de har aflagt forklaring andre steder, idet loven foreskrev at denne skulle afgives det første sted man ankom til riget, inkl. Norge. Mage skæbner kendes derfor ikke. Man mener at over 200 Fanøsøfolk sad i fangenskab. Flere døde under opholdet, nogle fik helbredet ødelagt og nogle omkom under flugtforsøg.

Fanøflåden dykker i antal

Sejladsen til Norge skete på åbent hav med et væld af engelske orlogsskibe og kaperfartøjer – en massiv professionel modstander, som mange Fanø-skippere måtte bide skeer med. Ét skib blev allerede opbragt lige efter udsejlingen fra Fanø. Selvom mange Fanø-skibe forsøgte i stedet for at lade sig overvinde, at løbe skibet op på stranden langs den jyske vestkyst, men det lykkedes kun sjældent. I alt skal cirka 200 Fanø-søfolk have tilbragt kortere eller længere tid i prisonen og mange kom ikke tilbage. Antallet af opbragte Fanø-skibe under krigen beløb sig til mindst 75 skibe. De opbragte skibe betød store tab for Fanø i form af såvel tabt tonnage som den kapital, der var sat i ladningerne. Selvom mange forsøgte at forsikre sig, var hjælpen både langsom og sparsom. Før krigen havde Fanø 140 fartøjer på tilsammen ca. 900 læster og ved fredsslutningen var tallet omkring 40 skibe på godt 300 læster. I forhold til den øvrige provins var Fanø-flåden faldet til en fjerdeplads efter Ålborg, Dragør og Århus. Handelen på Færøerne og Grønland var et kgl. Monopol, der sorterede under Rentekammeret, som drev det ved Den kgl. Færøske og grønlandske handelskommission med en administrerende direktion, der atter havde en handelsforvalter i Torshavn, der indtil 1836 var monopolets eneste udsalgssted på Færøerne. Fanøflådens tab ved kapringer 1807 – 1814 En optælling af de afholdte søforhør viser, at der i årene 1807 – 14 blev opbragt følgende antal fartøjer. Antal skibe Minimumstal 1807 8 1808 13 1809 20 1810 12 1811 8 1812 5 1813 9 1814 0 Total 75 Kilde N. M. Kromann: Fanøs

Historie, 1933/34, bd. III, side 100 - 154 Altså minimum 75 fartøjer i alt. Dette skal ses i sammenhæng med den totale Fanøflåde, som i 1813 angives til 115 fartøjer inklusive 59 både. Da både ikke var egnede til at sejle til Norge, var der altså højest 56 egnede fartøjer tilbage ved krigens afslutning. Tabet bliver endnu mere tydeligt, hvis man kigger på fordelingen af skibstyper. Af de 75 tabte skibe var der således en brig og 22 galeaser iblandt. Til sammenligning var der kun en brig og 6 galeaser tilbage i 1813. Disse skibstyper var de to største på Fanø. Meget tyder altså på, at nedgangen i flåden var endnu større, hvis man ser på skibenes lasteevne, uden dog, at de nøjagtige tal kan rekonstrueres. Tabte skibstyper Brig Galease Slup Jagt Evert Kuf Smak ”Skib”

1 22 2 13 13 2 1 21 De forholdsvise store tab på Fanø skal ud over tilfældigheder nok forklares med øens uheldige placering i forhold til leverancerne til Norge. Udover at der var forholdsvis langt fra Fanø, var øen også generet af den korte afstand til Helgoland. Denne ø var gennem krigen besat af englænderne og fungerede som en vigtig flådehavn, der udgjorde en alvorlig trussel imod vadehavsøernes sejlads. Det store antal opbringelser i 1808 og 1809 hænger sammen med, at den engelske flådestyrke var særlig stor i disse år. Kapret til/fra Sted Norge/Fanø 14 Norge/Jyske vestkyst 6 Nordge/Slesvig-Holsten 10 Færøerne 5 Norge 7 Andet 33 Fanø og de andre Provinsens største handelsflåder

1807 1814 Dragør Ålborg Ålborg Dragør

Fanø Århus Svendborg Fanø

Kilde: Anders Monrad Møller: Jagt og skonnert, 1988, side 32. Fanøflåden 1813 Fordeling efter skibstyper Skibstype Antal Brig 1 Galease 6 Slup 1 Kuf 1 Jagt 11 Evert 36 Både 59 __________________________ 115

Af en skibsjournal fra 1809

Om vinteren var faren for opbringelse ikke så stor, som i den øvrige del af året, men til gengæld var rejsen mere besværlig og farefuld på grund af ishindringer, der var ret betydelige i samtlige krigsår, men præmien for hurtig sejlads fristede skipperne, der havde nogenlunde gode skibe, til at gøre turen. Hvor besværlig sådan vinterfart kunne være, får man et begreb om ved at læse et udtog af skipper Søren Nielsen Møllers skibsjournal, således som han ved sin søprotest på Fanø Birketing har fremlagt den, og som gengives her: ”Journal Holdt på sluppen ”Bodil Marie”, 12 ½ L., ført af Søren Nielsen Møller, Sønderho, befragtet af Waage & Co., Altona til her i Sønderho Havn at indlade en ladning korn og fødevarer for samme at udføre til Norge. Skibet hægt og dægt, forsynet med dobbelte presenninger over luger, mast og pumpe. På rejsen passerede da som følger: Fra den 10. Til 24. november (1808) gjorde vi skibet klar til at tage imod lasten, men der kom intet før den 24. Modtog da noget rug, godt vejr. 25. og 26. passerede intet. 27. vinden N.O., blæste hårdt, fik tvende bådladninger rug ind den dag. 28. stille vejr. Fik da ligeledes to ladninger ind.

29. østlig vind med snefog og vinter. 30. ligeså vinter og tyk luft, så intet kunne udrettes. 1. decbr. Frost og vinter lige hårdt, så skibet måtte lægges til land for drivis. 2. lå skibet med sine ankre på land. 3. fik vi tøluft med regn, bragte da igen skibet på strømmen. 4. og 5. Ditto, ventede på lastens komme. 6. vinden nordlig, fik den dag 130 tdr. rug ind. 7. vinden nordlig, blæste en storm til natten og gik til østen og med hård frost. 9. og 10. Lå skibet stille ved land, fa ingen forandring var at se. 11. og 12. Forandrede vinden sig, løb vestlig og sydlig, men kunne dog ikke for is lægge ud på strømmen. 13. var vinden S.S.O., godt vejr, bragte da igen vore ankre ud på strømmen og fik skibet ud om aftenen kl. 10 ½ ibt. 14. var vinden sydlig og fik da Hans I. Møllers pramladning ind, som bestod af 85 tdr. og 5 skpr. Rug og Peder N. Degns ladning, som bestod af 70 tdr. og 1 skp. Do. Da dette var forrettet, blev dybet fuld af drivvis, så tæt, at vi ingen ankre forsætte, således lå vi dog fast til kl. 10 morgen, da satte isen så stærkt an, at ankeret af og til gik med. 15. og 16. Var vinden omløbende med bestandig drivis, som dog ingen videre skade forårsagede. 17. var vinden S.S.V. og det blæste hårdt. Om middagen tog vinden endnu mere til, og isen satte fra os. Vi hivede da ind på touget af alle kræfter for at få skibet i rum flod. Ankeret fik nogle gange med, men holdt dog omsider, så at skibet kl. 2 ½ slet lå fri for stød og arbejden på strømmen, således lå vi en time, men da man anså fornøden at få et anker bragt til dybet og ligge fri for stød på den hårde grund, fik man fem mand fra land til hjælp, som man akkorderede med og skulle de have 3 mark hver for ankeret og touget at udbringe. De to første gange mislykkedes det, med det 3. forsøg gik det an, og de fik ankeret ud. Vi havde sat vor jager til under dette arbejde for derved at skære desto bedre ud under varpningen, men da samme skulle bjerges, tog den sådan slag, at den ganske blæste ud af ligen og blæste bort. Derefter blev toug og anker vel forset med klædning og alt indenbords, som var i orden tilrettelagt og de fremmede folk ilandsat o. s. f. læns pumpe. 18. blæste det meget stærkt O.S.O. med vinter og hård frost. Lå ganske tæt indefrossen i drivis så skib og ladning lå i øjensynlig fare for forlis. Kl. 9 havde vi formået syv mand, unge og søerfarne folk, til at drage ud med os for at se, om der ikke kunne blive råd til, at nå skibet for at bjerge det til land, men det blev ugørligt for os.

Kl. 11 blev der atter gjort forsøg på ved bemeldte folk og både at komme ombord, men vilde ej lykkes. Så ventede vi til på stilstrøm kl. 2 ½ slet, da kom de endelig ud om bord med megen besværlighed og fik ankeret op. Nu gjaldt det at få land fat; man gjorde al den åbning i isen med midler som optænkes kunde. Med kabbeltov og pertline fik vi skibet trukket iland kl. 5 ½ slet, men både kabbeltob og pertline måtte derved kappes. Således fik man da skibet af den fare op til landsiden og alle ankre sat på land og skibet stiv oprunden. Læns med pumpen; men skibet var i en meget ubekvem tilstand og så tyk tilfrossen med is, at der stedse måtte arbejdes til bekvemmelighed. De fremmede folk, som var sat i akkord, blev sat i land. 19. vinden omløbende. 20. vinden N.O. og på fuld flod, fik skibet et godt stykke højere op på land og fik tilspigret nogle deller uden på for at afværge skade af isgang. 21. passerede intet, 22. Var vinden østen og befandt at de på skibet fastspigrede deller var af isgang alt bortrevet. 23. til årets udgang lå skibet nogenlunde godt i det stadige vintervejr, dog måtte man bestandig ise derved. Skibet befandtes stedse tæt. Fra 1. januar til 13. i året 1809 lå skib og ladning godt roligt og stille, men den dag kom isen så hårdt antættende, at den opskød og næsten skjulte skibet, der dog ingen skade tog. 14. og 15. Var vinden østlig, og vi arbejdede af alle kræfter for at få den opbrudte is bort, så at skibet kunne ligge frit. Fra 16. til 30. Mest med østlige vinde, stærk frost og snefog, lå roligt og intet passerede. 31. jan. Vinden var vestlig og stormende, vi isede med skibet fra morgen og til middag mest muligt, men kl. 1 henimod højvande med overordentlig flod, veg isen fra landsiden, som medtog tre i havnen liggende skibe og førte dem bort, uagtet de med bedste tove og ankere var forsynet. Vor kabbeltov sprang og medtog klysbakken og kransbjelkerne, dernæst brækkede armen på den daglige anker, og da ebbestrømmen tog til, førte den os med sig ad søen til og satte os op på en udsand sønden for Fanø. Der udstod skibet meget af den ansættende is, indtil vandet faldt af. Imod aften kom både med folk fra land og blev fordelt til alle skibene; vi fik tre mand ombord og straks blev et anker udsat for at hive skibet flot; men det gav så liden flod, at ingen udkomst var muligt. Folkene blev ombord til om natten kl. 4. Imidlertid stødte skibet så uhørligt hårdt, at man næppe kunde stå fast på dækket. Skibet blev straks læk. Nu kunde ikke mere udrettes den nat. 1. februar. Vinden S.V. med godt vejr. Straks kom en båd til os fra land med seks mand udi, men endnu kunne man intet udrette, da skibet ikke blev flot, hvorfor det halve mandskab gik i land til natten for at få anordnet anstalter til at losse næste dag på en eller anden måde. Straks efter solens nedgang begyndte det at storme af S:V., og kommissionæren hr. Peder Thomsen anordnede en båd ud til os med seks mand udi, som nogle gange var undervejs, men formedelst

is mislykkedes turene. Kom endelig med megen møje kl. 10 om aftenen, og straks blev et anker og tov udbragt til dybs. Ved midnatstid på halv flod begyndte skibet jo længere jo hårdere at støde, og pumpen måtte bestandig gå. Søer og brændingen gik bestandig over skibet hen. Kl. 3 om natten blev det flot, men ankeret sprang nogle gange. Vi mærkede nu, at skibet avancerede, og vi satte i hast sejlene til for destobede at skære af grunden, og da vi mærkede, at sejlene kunde tvinge skibet, kappede vi tovet, da ingen råd var til at få den indhivet; baksede siden med sejlene, én op og en anden ned, fordi roret ej var hængt og kom derved et stykke nærmere ind på landet; men da vi ej kunde undgå en anden sandbanke, måtte vi lade pligtankeret falde, som i disse brændinger og stærke strømninger besværligt vilde lade sig stoppe. Hver mand greb derfor til et andet løbende tovværk til at sno omkring tovet og stoppe med, hvoraf en del derved blev spoleret. Der lå vi nu i isen, længere tid kunne ikke afbies for ved floden at kunne få landet fat, fik så anker igen, men stødte derved hårdt på 9 fod vand. Da der nu befandtes en åbning i isen til land, baksede vi skibet således med sejlene, at vi kom ind næsten til Fanøs sydøstlige hjørne kl. 4, der satte vi igen skibet fast i isen og lod gå ankeret; stoppede dog isen lykkelig igennem nogle timer under ebben, men det kom an på skibet, anker og tov. 2. var vinden af en stiv kuling af en V.S.V., og da isen mindskedes, hængte vi allerførst roret på, dernæst hivede ankeret op og sejlede nu ind i det sønderste leje i havnen ved Sønderho, hvor vi satte anker og tov i land og vandt op så højt vi kunde. 3. vinden sydlig, fik skibet noget højre op til land igennem isen, og videre kunde ej udrettes den dag. 4. vinden vestlig. Den dag havde vi 10 mand for at ise og at komme til at losse, og hvornæst hr. Peder Thomsen foranstaltede losning med seks vogne og med bemeldte 10 mand lossedes 73 ½ td. Rug i land. 5. var vinden østlig med snefog og kunde intet udrette. 6. vinde ligeså. Losningen blev fortsat af alle kræfter med 10 mand og fem vogne og lossede 165 ½ td. Tør rug, 60 ottinger og 5 fjerdinger smør. 7. snefog, kunne intet losse. 8. vinden østlig med frost og vinter, vi lossede med samme folkehold og vogne og fik ud 200 tdr. tør tug. 9. vind og frost den samme. Udlossede da med bemeldte folkehjælp 132 tdr. rug, hvoraf befandtes 73 tdr. våd og beskadiget, som i aparte pakrum blev bortlagt for hastigt at blive bortsolgt. 10. og 11. Samme frost. Vinden sydlig, har bestandig iset ved skibet og fået det op gennem isbrygningen, og gudskelov for så vidt beskærmet. Sønderho, 13. februar 1809 Sonnich Madsen, Jens Outzen Pedersen,

Styrmand matros.

Følgende beretninger er fra Nordby:

”Cathrine Christine”, skipper Søren Pedersen Andersen, † 1832.

Han afgik i november 1810 med Norge som sit bestemmelsessted og fortæller i søretten den 19. februar 1811, om hvordan han blev jaget af en fjendtlig kaprer: ”han sejlede så nær kysten som muligt, og kl. 13, blev han opmærksom på en sejler, som han til at begynde med antog for at være et dansk slup der førte dansk splitflag, hvilket dog hurtigt blev strøget og erstattet med et blåt flag.

Han vendte siden til og gav ham det glatte lag. Skipperen satte derfor skibet i stranden en mil syd for Nymindegab, men uden at kunne få øje på nogen kystmilits. På grund af den stærke fralandsvind drev han udad, lod ankeret falde, og gik i båden uden at få papirer med eller mulighed for at ødelægge skibet; mandskabet reddede intet udover det de gik og stod i. Han tilføjede at kuglerne peb om ørerne på dem. Fjenden havde to joller ude og bemægtigede sig skibet og da englænderne nåede land tog de også jollen som havde bragt mandskabet ind til land.

Smak ”Kirstine”, Anders Bertelsen, † 1839.

Opbragt på rejse til Norge den 8. november 1808. Samme skæbne overgik ham den 9. februar 1813, da han sejlede med sit skib, galeasen, ”Niels & Peder Buch” på rejse til Norge. Han beretter om dette i sin dagbog: ”Kl. 07.30 så vi et lille blink i tykningen og fik da en brig i sigte på vor luvlåring ca. ¼ mil fra os, og satte derfor så meget sejl, som skibet kunne bære, for at nå land, men det var umuligt at sejle fra ham. Kl. 08.30 var han på siden af os, beskød os, og vi måtte overgive os. Dette skete ca. 1 ½ mil udfor Lillesand. Det var den engelske kutterbrig ”Loveret”, ført af kaptajn Georg W. Willes. Min styrmand blev ombord i galeasen for at sejle med til Yarmouth. Jeg og det øvrige mandskab kom omborg i briggen, hvor vi blev til 27. februar, da han satte os ombord i et norsk skib, der samme dag bragte os til Arendal.” Skib og ladning beholdt fjenden.

”Ebenetzer”, Niels Bertelsen, † 1827.

Niels var bror til omtalte Anders og han oplevede samme skæbne, da hans skib på rejse til Norge, blev opbragt af fjenden.

Galease ”St. Andreas” af Randers, Søren Sørensen Brinch af Nordby

Han afgik fra Kristianssand den 29. november 1808 med en ladning trælast og jern bestemt for Århus, men blev opbragt af den engelske fregat ”Crocodille”. Herom hedder det i hans dagbog: ”Kl 6 om morgenen fik vi øje på en engelsk fregat ca. 2 ½ mil sydvest for Jæderen, og snart begyndte han at skyde på os, og kom derefter via sin slup ombord, og sendte os ombord på fregatten. Der er ikke flere optegnelser i dagbogen, da kommandoen er overtaget af kapermandskabet, der førte skibet til Gøteborg. Skipperen forblev ombord på fregatten, mens mandskabet blev på hans eget skib, hvorfra han senere hentede sit tøj, det vil sige de sørgelige rester de engelske matroser havde efterladt til ham. Dagen efter blev skipper og mandskabet bragt ombord på et transportskib ”Nelly”, men to dage senere blev skipperen ført i land, og kom ikke tilbage. Efter tre ugers forløb skrev han til styrmanden og ønskede at få bragt noget tøj og regnskabsbøgerne, som en lods bragte ham. Styrmanden fik siden lejlighed til at besøge skipperen, der betroede ham, at han ved først given lejlighed ville flygte til Fladstrand ved Frederikshavn. Han havde sammen med nogle fanger købt en båd, som det også lykkedes dem at flygte i, men storm og stærk isdrift må have overmandet dem, og alle må anses for forlist sidst i februar 1809. Mandskabet blev frigivet den 18. marts og bragt til Helsingør, hvorfra de rejste tilbage til Fanø.

Jagt ”Neptun”, Jens Jørgen Callesen, † 27. oktober 1829.

Han blev opbragt i 1810 og prisedømt.

Brig ”Talette”, Jens Jørgen Callesen

Afgik fra Fanø den 14. marts 1811 med korn og fødevarer til Kristianssand, men blev allerede den 16. opbragt af en fjendtlig kuttertbrig ”Glückstadt”, ført af kaptajn Heimann, der indbragte skib og mandskab til London. Mandskabet blev sat i fangenskab på fangeskibe ”Bahama” i Chatham. Skipperen blev på sit skib, der dog blev sat på auktion. Et engelsk handelshus, som han før havde drevet forretning med forstrakte ham med 200 £, så han selv kunne købe skibet på auktionen. Ved hjælp af engelske venner, fik han sit mandskab frigivet og sejlede til Norge. Ombord på ”Tallette” var Anders N. Svarrer, der sejlede som passager, og som sad i 8 ugers fængsel.

Prisonskib ”Bahama” ved Chatham

Galease ”Maria Cathrine”, Niels Jørgen Callesen, † 17. maj 1844.

Opbragt den 13. november 1808, prisedømt

Slup ”Fanø” og galeaserne: “Edel Cathrine”, “Torsken” og “Falken”, Peder Clausen, † 1827.

Opbragt 1809 med sluppen ”Fanø” og galeaserne: ”Edel Cathrine” den 2. maj 1811, med ”Torsken” den 12. maj 1811 ?? og ”Falken” den 9. december 1811. Samtlige skibe blev prisedømt, og han selv måtte hver gang tilbringe et par måneders fængsel.

”Haabet” og ”Anne Dorthea”, Hans Nielsen Fanø, † 1824.

Mistede ”Haabet” i 1808 og ”Anne Dorthea” i 1809 ved opbringelser.

Jagt ”Haabet”, Niels Andersen Fanninger, ældre, † 8. november 1845.

Afgik fra Fanø den 11. april 1811 med en ladning korn bestemt til Trondhjem, men blev den 29. april opbragt af englænderne, omtrent 5 mil ud for Bergen. Hans dagbog fortæller: ”Den 23. april, vinden Ø.S.Ø., laber kuling, afklaret luft, styrede N.Ø. til N. med vinden. Kl. 4, da det blev dag fik vi land at se Ø. for os ca. 5 mil fra Bergen. Kl. 5 fik vi en sejler i sigte, som satte lige på os, og da han nærmede sig os, så vi, at det var en kuttertbrig, der havde alle sejl til; det var umuligt at undgå ham; da han kom os nærmere, satte han engelsk flag og prajede os om, hvor vi kom fra og hvor vi skulle til. Han satte derpå en båd ud, og kom om bord hos os og gennemså vore papirer og befalede os (styrmanden og matrosen) at pakke noget tøj, og følge med i båden, mens skipperen blev om bord i jagten. Vi kom ombord i briggen, og vor jagt blev besat med tre mand samt et fruentimmer, og kursen blev sat efter England. Vi blev ombord i briggen og lå og krydsede under Norge, og næsten hver dag passerede krigsskibe. Vi blev om bord i briggen til 3. maj.” De to folk, Laurids Jensen og Hans Chr. Jensen kom ombord i en forbi sejlende brig ”Anna Dorthea”, 51 K.L., og førtes af kaptajn Hans Jensen Lyebo af København. Briggen skulle til Fanø for at laste en ladning korn til Island. Forinden den var kommet ind gennem Grådyb, blev den stoppet en engelsk brig, der var armeret med 16 kanoner, og som formodedes at patruljere uden for Fanø. De fik dog lov at fortsætte. Skipper Fanninger hjemkom den 27. maj.

”Ebenetzer”, Andreas Hansen, omkom i 1834.

Bovbjerg Afgik fra Laurvig den 26. august 1809 med en last af jern og træ bestemt for Husum. Da han fik Bovbjerg i sigte, dukkede en engelsk kuttertbrig op; skipperen satte alle sejl til og havde held til at undslippe da mørket faldt på. Næste morgen blev han påny forfulgt af en engelsk kuttertbrig ”Agressor”, kaptajn John Watson, der indhentede ham og førte skibet til England, hvor Andreas Hansen blev ført i ”Prisonen” i Chatham. Her opholdt han sig i to uger, hvorefter han blev frigivet og fik skibslejlighed til Oslo (Kristania) og derfra hjem. Matrosen, Anders Hansen blev ikke frigivet før freden 1814.

Evert ”Emanuel”, Hans Morten Hansen, † 1828.

Han blev opbragt den 12. april 1811 og indbragt til Yarmouth, hvor mandskabet blev sat i fængsel og først frigivet ved freden i 1814.

Jagt ”De tvende Brødre”, 6 K.L.

Opbragt og prisedømt den 26. april 1809.

Evert ”Cathrine”, Mathias Hansen Jessen

Opbragt den 23. juni 1809. Året efter mistede han sit skib ”De tvende Brødre”, der var lastet i Ringkøbing med 180 tdr. rug og bestemt for Norge. Han beretter i sin dagbog: ”Den 2. august 1810 kl. halv fem om morgenen fik vi en robåd i sigte agterude, som fulgte efter

os; vi antog, at det var en fiskerbåd fra Fanø, som ville stå Gabet ind, men da den kom på skudafstand af os, rejste den sine master og satte sejl, 3 råsejl og en klyfok, og vi kunne efter sejlenes udseende og signalerne fra bavnen (først flag på halv, så hel, og hurtigt strøgen ned og op) afgøre, at det var et fjendtligt fartøj, vi gik da fra borde og flygtede i båden. Vi fik lidt af vores tøj med, kom i land på Skallingen og herfra til Fanø.”

Evert ”Anne Cathrine”, Søren Jepsen, † 4. maj 1821.

Den 20. juni 1810 en mil ud for Slien blev skibet opbragt af to engelske barkasser, der tog skibet, men gav mandskabet lov til at gå i båden, hvormed de nåede land, men fjenden tog skib og last.

Evert ”De tvende Brødre”, Jens Sørensen Lauridsen, omkommet på havet 1813.

På en rejse til Færøerne med fødevarer blev han den 20. juli 1808 opbragt af englænderne og indbragt til Yarmouth, hvor han i et stykke tid sad i fængsel.

Yarmouth Castle

Evert ”Haabet”, Niels Sørensen Lauridsen, † 17. maj 1843.

Afgik fra Bergen den 22. januar 1811 med en last af sild og tran bestemt for Husum, men på højde med Ringkøbing blev han den 12. april fanget af englænderne og indbragt til Yarmouth, hvor skib og last blev kondemneret. Han tilbragte nogle måneder i fængsel.

”Fru Mette”, Søren Nielsen Lauridsen, junior, † 1821.

Blev på en rejse fra Husum, hvorfra han afgik den 11. juni 1810 med en ladning korn bestemt for Bergen, opbragt af englænderne. Han beretter i sin dagbog:

”Den 20. marts om morgenen fik vi Norge at se i N. Ø. ca. 4 mil af Næsset. Fik kl. 6 en luggart i sigte, som satte efter os, bordede og forlangte at se vore skibspapirer, og jeg måtte følge med ham om bord. Jeg fortalte, at skibet var læk, og derfor var nødt til straks at søge norsk havn, men han ville ikke høre på mig. Jeg selv og to mand til måtte blive i luggarten, men mit fartøj var prisedømt. Han bordede atter mit skib og sammen med sine folk plyndrede han skibet for alt tovværk, et dræg og en hel del mere, et vandfad blev kastet over bord. Han tog også et par sække byg fra lasten, og satte derefter kursen mod England. Men kl. 16, satte han os om bord i vort fartøj, og gav os fri, men da jeg bad om at måtte sætte kursen mod Norge, truede han med at ville brænde skibet. Han sørgede for at vi kun havde vand til 1 ½ dags forbrug og fulgte os 20 sømil S.V. af Næsset, men da luggarten var ude af sigte, ankrede vi op, og satte kursen N.Ø. efter Norge.

Jagt ”De tvende Brødre”, Peder Pedersen Madsen, † 10. marts 1850.

Opbragt den 13. november 1808 og indbragt til Gøteborg, og der prisedømt.

”Fru Kirstine”, Math. Søren Møller, † 26. maj 1843.

Han blev ved krigens udbrud på en rejse Amsterdam – København i 1807 opbragt og skibet med mandskab ført til England. Han blev kort efter frigivet, og fik lov til at beholde skibet mod at love, at han ikke ville foretage rejser til Norge med korn, så længe krigen varede. Han måtte derfor lade skibet sejle med en anden fører, N. Vilkensen fra Norge. De turde dog ikke drive sejlads fra Fanø, men sejlede fra Løkken. De var nu uheldige, for den 4. august blev de taget af fjenden, ført til Gøteborg og prisedømt den 15. november 1808. Skibsdagbogen fortæller følgende: Den 15. juli ankrede vi på reden ved Løkken. Den 18. juli hen under aften var vi lastet med 637 tdr. byg. Der kunne ses fjendtlige krydsere under kysten.

Den 9. juli kom en fregat ind under land og udsatte to landbåde, godt bemandet. Vi forsøgte i al hast at sætte skibet på land, men fik fra kaptajn Gløt ordre til at tage i land, med så meget vi kunne. Fra batteriet på land blev der affyret to skud, som fik jaget bådene på flugt. Om natten varpede vi tilbage på reden. Den 22. juli måtte vi atter søge land, idet to fjendtlige fregatter og en kutter forsøgte at overmande skibet. Bataljen varede 3 – 4 timer, men fjenden måtte tage af sted med uforrettet ærinde, der var dog sket en del skader på vort skib. Den 31. juli var der ingen tegn på fjendtlige fartøjer så vi stak til søs. Den 1. august kom en brig ”Charles” på 18 kanoner mod os, indhentede os i løbet af en time, afgav skarpe skud og tvang os til at lægge bi. En båd hentede skipper og mandskabet undtagen styrmanden. Skibet blev besat med syv mand. Tog os på slæb til Gøteborg den 4. august, hvor vi blev til september, hvorefter vi blev bragt ombord på en engelsk brig for at afgå til Leith og derfra til ”Prisonen” i Greenlaw, hvor skipper Niels Vilkensen døde i december. Det øvrige mandskab blev holdt i fangenskab til fredsafslutningen. Math. S. Møller kunne intet få at vide om skib og mandskabets skæbne, før i 1814. Det var et stort tab for skipperen, der før var en rig mand. Nu mistede han alt, hvad han ejede. Et par år efter fik han dog mulighed for at få bygget en evert ”Maria Cathrine” på 9 læster. Han var af nød tvunget, trods sit løfte til englænderne, til at gå i fart. Den 10. januar 1810 afgik han til Norge med en last korn, men uheldet var ude, og han blev taget og ført i krigsfangenskab i England, hvor han blev til krigens slutning, altså i over fire år. Hans kone døde fra fem børn, mens han sad i fangenskab. Børnene kom ud at tjene forskellige steder i landet; men det gik dem alle senere i livet vel, og sad senere i gode stillinger.

Galease ”Maria Cathrine”, Morten Nielsen, omkom på havet 1825.

Opbragt i 1810. Sad i fængsel et års tid.

Galease, ”Den unge Jacob”, Anker Pedersen, † 1817.

Afgik fra Nordby den 8. januar 1813 lastet med 818 tdr. rug, bestemt for Bergen. To dage efter blev han opbragt af en engelsk kuttertbrig, ”Princess Aguth”, og ført til Yarmouth, hvortil han ankom den 28. januar. Han og mandskabet forblev i fangenskab til den 10. april, og skibet prisedømt.

Kanon på Yarmouth Castle

Slup ”Haabet”, Niels Jensen Rødgaard, † 8. januar 1836.

Afgik fra Bergen den 22. maj 1809 med en last tran bestemt for Altona, men blev opbragt, og fortæller i sin dagbog følgende: ”Den 31. maj fik vi en konvojflåde i sigte, lagde kursen om og halsede nordover, men flåden satte kursen mod Kattegat og lod os passere, og vi vendte da sydover, men fik så en fregat i sigte, der satte kursen efter en galease, der var ½ mil forude til luvart af os; satte igen kursen nordover og håbede at slippe fra ham, idet natten faldt på, hvorefter vi satte kursen mod øst. Den 1. juni. Vi satte bredfokken for om muligt at nå land, og havde Bovbjerg ca. 9 mil fra os. Kl. 1 om natten passerede vi konvojflåden igen, som atter lod os passere, og på samme tid tog fregatten galeasen. Kl. halv tre fik vi atter fregatten i sigte agterude, som med alle sejl sat, fulgte efter os, og kl. 4 åbnede han ild mod os, så vi måtte dreje under; han bordede os, tog styrmanden og 2 matroser og anbragte dem i fregatten, og besatte vort skib med fire mand af sine folk. Jeg og drengen blev ombord og måtte følge fregatten.

Leith Tower Den 6. juni ankrede vi op ved Leith. Jeg forblev ombord til den 15. juli, hvor jeg kom ombord på en engelsk slup, der skulle til Helgoland, hvortil jeg ankom den 19., og hvorfra jeg rejste til Cuxhafen, og den 30. juli var jeg hjemme på Fanø. Det samme hændte ham, da han med sin jagt ”Marie Dorthea”, afgik fra Hjerting den 3. marts 1812 med en ladning korn for kongelig regning, bestemt for Bergen. Om sin opbringelse et par dage efter, skriver han: ”Den 6. marts. Tiltagende kuling med svær sø, så dækket hele tiden var overskyllet med vand. Kl. 10, fik vi en sejler at se. Vi troede det var en fjende og satte alle sejl til og forandrede kursen for om muligt at undvige ham; men da han nærmede os, løsnede han tre skud mod os. Vi nødtes til at lægge bi omkring 15 mil af Norge. Kl. 12 kom en slup på siden af os fra det fjendtlige skib, som var kuttertbriggen ”Reffelman”. De tog styrmanden, Hans Hansen Gregersen og det øvrige mandskab ombord i kuttertbriggen, mens jeg måtte blive på jagten og følge efter ham, efter at mit skib var blevet besat. Kursen blev sat mod Leith i Skotland og sad i fangenskab til den 3. maj, da jeg blev frigivet og kom med en slup, der gik til Lillesand i Norge, hvortil jeg ankom den 7. maj. Den 8. juni afgik jeg med en Flensborg galease, der anløb Flensborg den 14., hvorfra jeg rejste hjem.

Evert, ”Anne Chatrine”, Niels Clausen Regis, † ca. 1820.

Afgik fra Kristianssand den 23. april 1813 lastet med træ, bestemt for Fanø. Han blev på denne

rejse opbragt, og hans dagbog beretter: ”…. I morgengryet den 24. var vi omringet af fire skibe, satte nu alle sejl til, og gjorde alle mulige krumspring for at undslippe, men forgæves, da fregatten ”Hamadnyad” beskød os. Vi måtte da brase og holde ham under læ. En sluppe kom på siden af os, og skipperen måtte ombord for at vise papirer, hvilke kaptajnen beholdt. Skipperen kom tilbage på everten fulgt af en prisemester og 2 matroser samt to soldater, og vort mandskab blev taget ombord i fregatten sammen med vore to passagerer, krydsede derefter med østlig vind efter Gøteborg, og da der sejledes uforsvarlig med skibet, trak det en hel del vand; der var tre fod vand i skibet, så der blev givet ordre om at pumpe, men englænderne tabte modet over det meget vand og afgav nødskud, hvorefter fregatten stod ned efter os. Besætningen forlangte at komme om bord, da de ikke mente at kunne redde skibet. Sluppen blev udsat, men blev slået til vrag mod skibssiden, så besætningen kom ikke ombord den dag. Næste dag klarede vejret op, og besætningen gik fra everten og kom ombord i fregatten. Det tilbageholdte mandskab blev spurgt om de ville tilbage til everten, og da svaret var ja, kom de tilbage ombord på everten, og fik lov til at sejle, hvor de ville. Men englænderne plyndrede først everten for så at sige alt: sejl, tovværk, inventar, kedler, pander og kogekar, madvarer og ødelagde ellers alt, hvad de ikke ville have med. Heldigvis opdagede fjenden ikke et par brugbare sejl og ved hjælp af disse nåede everten den 29. Fanø.” Everten var så molesteret, at kommandanten på Fanø, kaptajn Winckler og krigskommissær Lybecker, efter at have undersøgt den, forseglede everten, for senere at føre bevis for udplyndringen.

Galease ”Freden” af Randers, Anders Nielsen Svarrer af Nordby, omkom ca. 1840.

Opbragt og prisedømt 30. juni 1813. Skipperen var med som passager hos J. J. Callesen, da denne den 16. marts 1811 blev opbragt, og måtte da sidde i fængsel i otte uger.

Jagt ”Wilhelmine Frederikke”, Hans Nielsen Svarrer, † 29. oktober 1846.

Afgik fra Amsterdam den 5. juli 1807 med en ladning stykgods, bestemt for København. Den 11. blev han opbragt af en engelsk fregat, og i skibsjournalen er følgende noteret: ”Satte kursen N.N.Ø., og kl. 13.30 fik vi en engelsk fregat i sigte, der kl. 14 gav os et kanonskud. Vi satte flag, men fik endnu et skud, og brasede sejlene bak, og straks efter kom en slup på siden af os for at afhente skipperen med papirer. Kl. 16 kom skipperen tilbage med fire mand, der tog kommandoen fra os, og satte kursen mod England.” Blev frigivet med skib og ladning den 4. august 1807.

Jagt ”Frederikke Wilhelmine”, Kgl. Færøsk handelsskib, Hans Nielsen Svarrer

Afgik fra Færøerne den 10. april 1808 med en ladning tran. Ifølge en søprotest af 20. april, fik han

den 18. april kl. fire om morgenen et fregatskib i sigte på højde af Jyske Rev, som han antog, var et fjendtligt skib. Ved at sætte bredfok og med god vind lykkedes det ham, at undslippe fregatten. Kl. seks observeres et jagtskib, som han troede var dansk, satte derfor dansk flag, hvad jagten også gjorde og sejlede forbi, men pludselig halsede den om og satte svensk flag samtidig med at han afgav et kanonskud. Skipperen brasede op og gik på siden af jagten, der tog ham ombord. Efter at have gennemrodet skibets papirer erklærede de ham for en god prise, men tilbød, at han kunne købe sig fri. Skipperen tilbød sit ur og en oktant, men svenskerne fandt det for ringe, og opbragte ham. Der blev sat prisemester ombord og styrmanden måtte gå ombord i kaperen, som Svarrer blev beordret til at følge. Skibet sprang læk, hvorfor prisemesteren opgav at følge kaperen og i stedet søgte mod Fanø, som nåedes dagen efter. Svarrer undgik altså opbringning, og kunne tilmed bringe en fange med hjem. Året efter blev han opbragt på rejse fra Færøerne til Fanø. En af hans matroser, Morten Jensen og drengen Morten Jensen blev holdt i fangenskab til fredslutningen. Styrmanden Mathias Lauridsen Mathiasen døde i fængselet i december 1811; han efterlod sig enke og fem små børn, der nu måtte leve i fattigdom.

”Samdrægtighed”, Hans Christian Schmidt, † 4. juni 1857.

I oktober 1808 afgik han fra Fanø med en ladning korn, bestemt for Oslo. Men han blev opbragt af den engelske fregat ”Daphne”, kaptajn Rohrt, der førte skibet til Gøteborg og prisedømt. Besætningen blev ført til Helsingør med et parlementærskib. Året efter i april afgik han fra Fanø med skibet ”Venskab”, bestemt til Færøerne med 358 tdr. byg, med den 30 blev han opbragt af den engelske brig ”Kite”, kaptajn Joseph James. Skibet blev ført til England, men mandskabet blev ført til Sverige, hvorfra de siden kom til Larvik, og aflagde søforklaring der.

Galease ”Dorthea Maria”, Niels Pedersen Svarrer, † 30. december 1837.

Opbragt af englænderne den 30. april 1812, men blev kort efter frigivet med skib og ladning.

Galease ”Dragen” af Bergen, Søren Nielsen Svarrer.

Opbragt på rejsen Bergen – Husum og prisedømt den 12. april 1811.

Kuf ”Christiane Dorthea”, Peder Hansen Winther, † 1815.

Afgik til Norge den 28. marts 1809 med en last af korn og fødevarer, men blev opbragt af englænderne, og fortæller I sin dagbog: ”Den 31. marts kl. 12 middag tog vi lodskud på 30 favne vand med dyb grov sand, gisnede nordbredde 57 gr. 11 min., efter skaffen blev et skib var agterude, tilsatte bredfokken og styrede øst hen. Vinden N.N.V., tiltagende kuling; vi havde alle de sejl til, vi kunne have, men det var os

umuligt at undgå ham. Kl. 3 om eftermiddagen befandt vi os efter gisning 12 mile i S.V. til S. for Listerland i Norge, da vi blev tagen til prise af det store engelske krigsskib ”Bellerephon”, som havde 74 kanoner, og vi blev beordret ombord, mens vort eget skib blev besat med englændere. Den 1. april faldt vinden østlig med frisk kuling, og om eftermiddagen kom jeg ombord på mit eget skib, som blev bestemt til England, da den blev besat med 5 matroser og en prisemester ved navn Stell; mine folk blev på det engelske skib, som gik til Gøteborg. Den 9. april blev jeg med skibet indbragt til Aberdeen og den 20. april afgav jeg forklaring, lå så længe og afventede kondemnering, men der skete ikke noget, og jeg fik da bevis for opbringelsen. Fik så held til at flygte til London og fik skibslejlighed til Helgoland, og derfra med et fartøj til Husum, hvorfra jeg ankom til Fanø den 2. juni. Styrmanden Søren Nielsen Thøgersen, matroserne Hans Hansen Winther og Math. N. Thing forblev i fangenskab til 1813, altså i fire år.

Evert ”Anne Marie”, Winther H. Winthersen, † 17. februar 1847.

Afgik den 13. maj 1809 fra Kristianssand med en last af træ og jern, bestemt for Ringkøbing, men blev dagen efter opbragt af den engelske kuttertbrig “Royal George” og ført til Leith, hvor skib og last blev kondemneret. Skipperen og mandskabet forblev om bord i briggen som fanger til den 27. maj, da de blev sendt til ”Prisonen” i Greenlaw i Skotland; den 10. juli fik han parole pas og rejste til Peebles, hvor han blev til oktober, hvorefter han blev frigivet og kom med et engelsk koffardiskib til Gøteborg, hvorfra han i november kom hjem til Fanø.

Galease ”Ellen Cathrine”, Hans Sørensen Woldborg af Nordby, † 28. april 1837.

Kom til London den 25. juli 1807 fra Tønder lastet med havre, altså lige på det tidspunkt hvor krigen brød ud. Skib og last blev beslaglagt, og da han ikke havde forsikret sig mod opbringelse, tabte han alle sine penge. Han forblev i fangenskab i Reading til december 1808 og kom hjem til Fanø den 3. februar 1809 over Mandal, hvor han i et par måneder havde ventet på skibslejlighed. Woldborg havde sin 13-årige stedsøn Mathias Peder Clausen med ombord som skibsdreng, da han blev opbragt, og han var i fængsel lige så længe som faderen, nemlig 2 ½ år, og blev konfirmeret under opholdet. Han tegnede to billeder af sine fængsler som gengives her.

Reading. Blyantstegning af Math. P. Clausen, Nordby, 1808.

Prisonen i Reading, hvor flere Fanøboere tilbragte deres fangenskab. Blyantstegning af Math. P. Clausen, Nordby, 1808.

Følgende beretninger er fra Sønderho:

Galease ”Fortuna”, Jeppe P. Andersen, † 1833.

Opbragt den 3. september 1809 og ført til Skotland, hvor han forblev i fangenskab til 1810. Skibet blev beslaglagt. Matros, Peder Hansen Clemmensen, måtte blive i fængsel til 1814.

Galease ”Fru Mette”, Jeppe Anthonisen, † 1833.

Afgik fra Sønderho den 25. september 1809, lastet med korn bestemt for Færøerne. Den 12. oktober blev han 20 mil ud for Hetland i Norge, opbragt af den engelske orlogsbrig ”Shekking”, kaptajn Thomas de Junge, og beretter i sin dagbog: ”Den 11. oktober. Vinden Ø.N.Ø. med flov kuling, styrede kurs N.N.V. til om eftermiddagen; fik da

en konvojflåde at se til luvart for os, satte kursen N.V. til henimod aften. Den 12. oktober. Vinden den samme. Kl. 9 fik vi en sejler i sigte til luvart, den holdt lige på os, og da han kom nærmere, beskød han os adskillelige gange, hvorfor vi opgav at redde skibet. Han kom derefter ombord og tog kommandoen fra os, og besatte skibet med fem mand, tog mig samt to af mine folk om bord i orlogsbriggen, mens styrmanden blev tilbage på galeasen.” Skibet blev indbragt til Garnes i England og prisedømt i London. ”Kondemnations Akterne, der kosted mange Penge, var det ham ej muligt at bekomme, da han hverken havde Penge eller Kreditiv” forklarer han i retten den 25. maj 1881, nogle dage efter hjemkomsten fra fangenskabet, hvorfra han var flygtet med et skib der gik til Fredericia. Hans matroser, Morten Gregersen og Peder Hansen fra Nordby, blev ikke frigivet før 1814.

”Haabet”, Anthonis Nielsen Anthonisen, † 1819.

Afgik fra Husum den 15. juli 1813 med en ladning fødevarer bestemt for Bergen. Dagen efter blev han opbragt af den engelske kuttertbrig ”Pertia”, kaptajn Thompson, og indbragt den 22. juli til Yarmouth. Skib og ladning blev kondemneret. Den 31. kom han til London og frigivet den 10. august 1813.

Galease ”Cupedo”, Gregers P. Carstensen, † 30. maj 1816.

Opbragt og prisedømt den 22. december 1808.

Galease ”Pauline” opbragt og prisedømt den 26. juni 1809.

Han var som styrmand i engelsk fangenskab fra 1807 i et års tid.

Jeppe Jessen Callesen, † 1830

Var opbragt tre gange og tilbragte hver gang nogle måneder i fangenskab.

Jagt ”Enighed”, Sonnich Nielsen Degn, † 3. november 1824.

Udgik fra Hjerting med en last korn bestemt for Norge og den 18. april bliver han opbragt af englænderne. Han beskriver hændelsen således: ”Den 18. april kl. 10 klarede det op, og vi fik Norge i sigte. Lå stille til kl. 14 og fik da en stiv kuling af N.V. og satte kursen N.Ø. mod land ca. fire mil fra Næsset, og kl. 17 får vi en fregat i sigte forude til luvart, og efter en halv time gik han på siden af os, skød på os, så vi var nødt til at brase op. Han kom ombord med to slupper og tog kommandoen og halsede med skibet ud efter; da var vi ud for Mandal, ½ mil fra land. Jeg og styrmanden blev ombord sammen med fem englændere, og kursen blev sat efter Leith, hvortil vi ankom den 27. april 1809. Skib og ladning blev kondemneret og skipperen fik pas til Helgoland, fortsatte til Cuxhafen og fortsatte hjem til Fanø, hvor han den 29. august aflagde beretning for øvrigheden, og udtalte, at han i fangenskabet var blevet behandlet upåklageligt. Ved opbringelsen og på rejsen fra Skotland havde han modtaget 24 breve, som han afleverede i retten, til senere levering til modtagerne.

Hans styrmand, Peder Nissen Sørensen, blev først frigivet i 1814.

”Anna Cathrine”, Søren Hansen Ibsen, † 1830.

Afgik den 28. oktober 1808 med en last korn bestemt for Oslo. Tre dage efter blev han opbragt af en engelsk kuttertbrig og ført til Gøteborg, hvor skib og last blev prisedømt. Han selv og styrmanden, Niels Hansen Pedersen af Sønderho så sit snit til at flygte, og for 65 Rdl. fik han overtalt en fisker til at sætte ham selv og styrmand samt skipper Niels N. Thøgersen af Sønderho, over til Jylland.

Galease ”Anne Cathrine”, Hans Peder Jensen, † 14. November 1852.

hanspjensen_149 III Afgik fra Kristianssand den 9. september 1809 med en last træ, jern, salt og tjære bestemt for Fanø, men blev dagen efter opbragt af englænderne. Hans skibsdagbog fortæller: ”Den 10. september. Vinden Ø.N.Ø. med hård vind, sejlede godt, til kl. halv to om natten da gaffelen brækkede. I mørket kunne vi ikke se nok til at reparere skaden, idet vi ikke kunne tænde lys, for derved at blive opdaget af fjenden. Ved morgengry fik vi gaffelen repareret og satte storsejlet og satte kurs S.S.Ø., og holdt hele tiden udkig efter fjendtlige fartøjer. Kl. 10 fik vi en brig i sigte på vores luvbov; han sejlede ret ned mod os og vi blev beskudt, og straks efter blev vi bordet med en slup og kommandoen blev frataget os. Jeg og styrmanden måtte følge med om bord på briggen, ”Rower”, kaptajn A. M. Vicar. Vi havde Bovbjerg Ø. Til S. for os. Matroserne blev ombord og fulgte med til Leith i Skotland. Vi andre to blev på briggen til 7. oktober, da vi kom på Leiths red og derfra til ”Prison” i Skotland.”

Greenlaw Castle Skipperen blev i Greenlaw til den 4. april 1811, da han og mandskabet blev transporteret til Chatham fængselet i England, hvortil de ankom den 12. Kort efter forsvandt matrosen, Jens H. Lydom, og man hørte ikke mere om ham. Skipper Jensen og styrmanden blev i samme fængsel til den 24. december 1813, da skipperen kom på parole i Reading. Styrmanden blev tilbage, og døde kort efter. I Reading blev skipperen til 3. juni 1814, da han blev frigivet som følge af fredsslutningen. Han rejste til London og kom med et skib til Husum, og var hjemme på Fanø den 26. juni efter 4 ½ års fængsel.

Kuf ”Fru Regina Lybecker”, Mads Søren Jessen, omkommet 1824.

Afgik den 29. september 1813 fra Tønder ladeplads med korn bestemt for Norge. På grund af stormvejr lå han ved List til den 20. oktober, hvorefter han stak til søs, men blev samme dag taget af englænderne. Hans dagbog beretter: ”Den 20. oktober om morgenen gik vi med en god sydøstenvind til søs. Vi styrede N.V. til om eftermiddagen, da kulingen tiltog af øst. Satte nu ret N., og fik da en sejler i Ø.N.Ø. i sigte, som syntes at styre mod os. Vi antog den for et skib, der kom fra Fanø og skulle til Norge. Efter en halv time kom det nærmere, og styrede ret på os med forcerede sejl. Vi ændrede straks kurs til V. med forcerede sejl og gjorde alt for at undslippe det fjendtlige skib. Da han kom nærmere så vi, at det var en kuttertbrig, men vi satte vores lid til at kunne undslippe i mørket om natten. Kl. 18.30 kunne vi ikke se ham mere, og ændrede kurs til nord og mente at skære ham afsides forbi. Kl. 19 blev det opklaring og vi kunne nu se, at han styrede ret mod os, og nu var han ganske tæt på. Nu forandrede vi kurs til V.S.V. og forcerede farten for at undgå ham, men straks efter fyrede han efter os, men vi vedblev på kursen til 20.30, da vi atter kom under beskydning, og da han skød tværs over skibet, så vi os nødsaget til at overgive os. Kuttertbriggen sendte straks 14 mand ombord til os og tog kommandoen fra os samt vore skibspapirer. De tog os nu på slæb og satte en prisemester og to mand ombord, og vi blev ført til Helgoland. Dagen efter blev vi beordret i land med alt vores tøj og skibet blev losset. Vort rederi købte derefter skibet og den 2. november kunne vi igen gå ombord, for at reparere alt det englænderne havde ødelagt, og den 3. var vi sejlklar med kunne ikke få nogen fragt, så vi måtte sejle tomme hjem.

Jagt, ”Haabet”, Jes Nielsen Jessen, † 4. februar 1843.

Opbragt den 26. april 1810 på rejse til Norge, skib og last beslaglagt. Samme skæbne overgik ham i maj med everten ”Anne Johanne”. Dette skib blev ført til England, hvor han blev sat i fængsel i et halvt år.

Galease, ”Anne Mette Cathrine”, Anthonis Jørgensen, omkommet 14. oktober 1824.

Afgik 6. marts 1810 fra Fanø med en ladning korn befragtet af købmand Jørgen Tranberg, Varde, til Norge, men allerede dagen efter blev han opbragt af englænderne. Følgende forklaring fra Fanø Birk: ”Den 7. marts om morgenen fik vi en sejler i sigte forude i læ, og da vi troede det var fjenden, satte vi kursen ind mod land, men vinden var så østlig, at vi ikke kunne undslippe ham. Kl. 9 skød han efter os, så vi brasede op, og lagde bi. Han kom straks om bord til os i sin båd med seks mand og hentede mig og Andrew Schouboe, som var med som passager, om bord i kuttertbriggen og undersøgte vores papirer. Mens vi var om bord kom et andet fjendtligt skib og lagde til ved min galease og satte fem mand ombord. Schouboe og jeg blev nu sat tilbage ombord i galeasen, og skulle følge med til England. Vi var da 10 mil vest for Bovbjerg. Den 16, marts blev vi indbragt til Yarmouth. Schouboe kom ombord i vagtskibet, hvor han blev i otte dage, hvorefter han blev frigivet og sat i land. Skibet blev kondemneret, og vi fik tilladelse til at rejse hjem, men mandskabet sad stadig i fængsel (24. februar 1813, dagen for forklaringen til retten på Fanø).

”Anne Cecilie”, Niels P. Larsen, † 1824.

På rejse hjem fra Norge i ballast, blev han opbragt af fjenden. Skibet var inden rejsen takseret til 3000 Rdl., og forsikret for lasten. Det viste sig svært, at få forsikringen udbetalt, idet der opstod tvivl, om forsikringen gjaldt, når skibet sejlede i ballast. Han indsendte gentagne gange rykkere for udbetalingen, og den 6. oktober 1812 afgiver birkedommer Nørup en erklæring: ”at andrageren ved denne ulykke er en ruineret mand og må leve i armod med kone og børn, og efter forhøret ikke kan udfinde, at han har forsømt noget for at undgå opbringelse.” Han fik senere udbetalt noget af erstatningen, med det var til dels i værdiløse pengesedler, som følge af statsbankerotten 1813.

Galease ”Cathrine Kirstine”, Hans Peder Madsen, † 20. juni 1856.

Afgik den 26. juli 1807 fra Tønder til London med en ladning korn, og det var inden man tænkte på krig, så derfor var skibet ikke forsikret for dette. Han nåede London den 15. august, blev udlosset, men skibet lagt under embargo, og skibspapirerne blev taget fra ham, og han blev sammen med mandskabet sat i fængsel den 12. november. Han mistede altså skib og last og måtte sidde i fængsel i over to år, blev frigivet den 25. oktober 1809, og det eneste økonomiske vederlag han fik udbetalt var 114 £ af den engelske konge, der skulle dække underhold og hjemsendelse. Da han ikke var forsikret, kunne han ikke opnå nogen erstatning, og kunne derfor heller ikke få et nyt skib, og var dømt til en tilværelse i fattigdom.

Slup, ”Haabet”, Sonnich Madsen, † 7. oktober 1865.

Afgik fra Kristianssand den 8. november 1809 med en last af tran og skind til Husum. På rejsen blev han jaget af en fjendtlig kaper, og fortæller i sin dagbog: ”Den 9. november, vinden Ø. t. N., med stiv kuling og klar luft, om eftermiddagen tog kulingen til. Vi fik lods ombord kl. 15.30 og bestemte os i Guds navn for at gå til søs. Kl. 16 kvitteredes lodsen, og vi satte kursen S. t. Ø med stiv bramsejls kuling, og vi sejlede godt til, indtil kl. 17.30, da vi fik et fjendtligt fartøj i sigte, som halede ind på os, samtidig med, at han beskød os, så vi i største hast måtte vende ind mod land med forcerede sejl. Da mørket faldt på, og vi ikke kunne få øje på noget mistænkeligt, halsede vi fra land, og satte samme kurs med stiv kuling og haglbyger. Vi måtte pumpe med 400 slag, idet skibet var læk på grund af den forcerede sejlads. Han nåede Sønderho den 10, hvor han måtte losse skibet.

”Fru Cathrine”, Jens Jessen Mathiasen, † 1821.

Ved krigens udbrud i 1807, lå han i London, hvor skibet blev beslaglagt, og han selv sat i fængsel til den 24. oktober 1809. I februar 1813 er han med sit skib, ”Fru Marie”, undervejs til Norge med en ladning fødevarer, men blev den 10. Opbragt af en engelsk kaper, der førte ham og hans skib til England. Han måtte nu for anden gang gå i fangenskab, hvor han blev til den 2. juni 1814.

”Haabets Anker”, Hans Hansen Munch, † 1825.

Han blev den 7. september 1809 opbragt i Nordsøen af en engelsk kuttertbrig ”Rower”, kaptajn Alexander Mai Wiker. Skibet blev taget med til England som prise, mens skipper og mandskab blev landsat på den jyske kyst.

”Maria Cathrine”, Jes Nielsen, † 1825.

Fører af det kgl. Færøske og Grønlandske Handelskompagnis skib ”Maria Cathrine”. Blev på sejladsen til Færøerne opbragt den 16. juli 1813 og skib og last blev beslaglagt. Han havde på samme måde mistet galeasen ”Anne Marie” i 1809.

Galease ”Fredens Forsvar”, Nis Nielsen Nissen, omkom på havet 1830.

Var på rejse til Færøerne, da krigen brød ud. Han blev opbragt den 10. september 1807 og ført til London, hvor han blev frataget skib og last, og han selv og sønnen, Niels Nissen, sad i fængsel til 25. oktober 1809. Da han ikke havde forsikret mod opbringelse, led han et betydeligt tab.

Jagt ”Fru Anne”, Niels Hansen Olsen, † 21. maj 1840.

Afgik 27. december 1811 fra Sønderho lastet med korn bestemt for Bergen, men blev to dage efter opbragt af englænderne, han fortæller derom i sin dagbog: ”Den 29. december om morgenen kl. 6 fik vi skib i sigte i S.Ø., og vi lagde da nord over, men vi frygtede da med det samme, at det var fjenden, vi besluttede straks at sætte fokken til for at løbe fra ham. Det blæste helt hårdt med sne og haglbyger. Vi kunne se skibet agterude, som var et koffardiskib. Kl. 8 sprang vinden Ø.N.Ø. med byger; vi lagde bagbords halse, vi kunne sejle S.Ø. og S.Ø. til S., selvom det blæste hårdt. Vi mente at være 10 mil V.N.V. ud for Bovbjerg til den sydlige kant af revet på 26 ½ favne vand. Kl. 10 kom der et skib i sigte N.Ø. af os, som gik vest på; frygtede igen, at det var fjenden og besluttede os for at sejle sydover, for at undslippe, men forgæves. Han stod lige ned mod os, og kl. 11 beskød han os, og da kuglerne suste hen over os, lagde vi bi. Han satte sin slup ud og kom om bord og beordrede os til at vise skibspapirerne og ville beslaglægge os. Vores jagt blev besat med prisemester og tre matroser. Styrmanden og drengen kom om bord på den engelske fregat ”Rosa”, kaptajn Thomas Mansel. Skipper Olsen blev ombord på jagten der satte kursen efter Hull.” Her ankom jagten den 12. januar, og skipperen blev sat i fængsel til den 19. februar, hvor han blev frigivet og kom med et svensk skib til Kristianssand, og derfra hjem den 3. marts. Styrmanden Calle Nielsen Dækker og drengen Hans H. Olsen blev nogle dage efter ud for Norge sat over i en dansk galease, der førte dem til København.

Galease ”Fru Cecilie”, Niels Hansen Møller, † 1837.

Lå ved krigens udbrud i Bordeaux. På grund af faren for opbringelse, turde han ikke stå til søs, men rejste selv hjem. Skibet blev liggende, men blev efterhånden totalt ødelagt. Han fik derefter et mindre skib, ”Jomfru Marie”, som han var så uheldig at miste ved opbringning den 24. juni 1809.

Galease ”Emanuel”, ejer Sonnich Jensen Møller

”Emanuel” af Sønderho på 18 læster, var i 1809 blevet fragtet til at gå op til Kristiansand med 700 tdr. kongeligt magasinkorn. Skipperen, den 26-årige Søren Fischer, var instrueret om ikke at gå nærmere end nogle mil under den jyske kyst og holde en kurs på Lister vest for Lindesnæs. Han gik ud den 16. april med en strygende sydlig vind og holdt den befalede kurs, indtil han sigtede Listerland. Der blev ”Emanuel” jagtet af en britisk fregat, hvis kugler fløj om ørerne på galeasens besætning. Skipperen søgte forgæves at sejle fra fregatten. Englænderne tog Søren Fischer og matrosen Niels Bertelsen ombord og satte prisemandskab på ”Emanuel”. Da fregatten stod til søs, kom en norsk kaper ud og bemægtigede sig ”Emanuel”. Men uheldet var ude. En britisk orlogsbrig dukkede op; den norske kaper tog derfor ”Emanuel”s styrmand og skibsdreng ombord, og efter at have kappet masterne og ødelagt rigningen, bragte kaperen sig i sikkerhed, mens orlogsbriggen sejlede bort med galeasen. Skipper Søren H. Fischer kom først hjem i februar 1814 efter fem års fangenskab.

Galease, ”Emanuel”, Hans Jepsen Pedersen, † 3. november 1824

Afgik fra Arendal den 20. marts 1808 med stykgods bestemt for Husum. På rejsen blev han opbragt af englænderne. Ifølge hans dagbog skete der følgende: ”Den 30. marts om morgenen kl. 6, netop som det blev dag, havde vi en engelsk fregat, ”Melhomene”, kaptajn Parker, ganske tæt på os; han satte straks sluppen ud, kom ombord, og gjorde os til prise, og bragte os efter tre dages forløb til Shields i England.” Skib og last blev kondemneret og solgt ved auktion som en værdifuld prise. Skipper og styrmanden, Hans Nielsen Uldahl, blev frigivet i anledning af den engelske jubelfest 25. oktober 1809, og af et engelsk fartøj ført til en holstensk havn, hvorfra de kom hjem i midten af december.

Slup, ”Sophia og Maria”, Hans Jørgensen Schmidt, † 3. november 1824.

Afgik fra Sønderho den 17. september 1813 med en ladning korn og fødevarer, bestemt for Bergen. Han blev opbragt af englænderne dagen efter. Skibsjournalen meddeler: ”Den 18. september. På hundevagten flov kuling, dagvagten ligeså. Ved solopgang fik vi en brig i sigte til luvart, styrende ned mod os. Vi var da ca. 10 mil fra land, som vi straks satte kurs efter, men kl. 8 var han på siden af os, og affyrede to skud, måtte derfor dreje under. Han kom nu ombord med otte mand og tog os fra borde; besatte skibet med tre mand og en officer, og styrede straks efter mod Helgoland.” Skibet blev losset og last og skib solgt på auktion den 24. Skibet købtes af skipper Schmidt og medredere, og de vendte straks tilbage til Sønderho. Schmidt var i 1809 fører af galeasen ”Thomine Charlotte” af Randers, hvilket blev opbragt den 24. januar 1809.

Jagt, ”Venus”, Niels Nielsen Thomsen, † 1818.

Afgik 14. oktober 1813 fra Bergen med en last af tran, bestemt for Ålborg, Ringkøbing eller Fanø, hvor han nu bedst kunne anløbe. Om rejsen beretter han til myndighederne på Fanø den 27. ”Den 18. oktober på dagvagten blæste der en stiv kuling af N.V. med haglbyger. Kl. 8 fik vi en sejler i N.V. som styrede lige på os. Kl. 9 kunne vi bestemme det til en armeret fregat, som var ca. 1 ½ mil fra os. Vi stak reberne ud af storsejlet og stafokken og satte klefok til og forcerede sejladsen alt hvad vi kunne med kurs S.S.Ø. Kl. 10 drejede han under vinden og skød med kanonkugler tre gange, som gik agter om; jeg måtte altså dreje bi, hvorefter han bordede os, og synede skibspapirerne og tog dem i forvaring, tog mine to mand fra borde, og besatte skibet med fem mand. Jeg forblev ombord; vi skulle bringes til Gøteborg. Ved overgivelsen stod mit bestik 14 – 15 mil retvisende N.V. fra Bovbjerg, lodskud på ca. 40 favne. Ankom til Gøteborg den 24, kom i land med prisemesteren og aflagde forklaring; skib og last blev prisedømt.” Mandskabet blev på den engelske fregat, men skipperen fik lov at rejse hjem.

Evert ”Dorthea”, Jens Nielsen Thomsen, † 1. juli 1846

Opbragt og prisedømt i august 1807. Han og mandskabet forblev i krigsfangenskab til 25. oktober 1809. Skipperen mistede alt ved opbringelsen.

Evert, ”Line Christine”, Mads Thomsen, † 12. februar 1836.

Afgik fra Kristianssand til Sønderho den 4. september 1809 med stykgods. Han blev opbragt og ført til London. Hans dagbog fortæller: ”Den 4. september. Vinden Ø.N.Ø. med stiv kuling. Var i søen kl. 4, satte vor kurs S.S.V.. En mand var konstant på vagt i stortoppen på udkig efter fjenden, intet at bemærke, så vi fortsatte vores bestemte kurs. Skibets fart var 5 ½ mil i vagten. Kl. 8 sattes vagten og en mand til at holde udkig, og sådan gik det vagten over. Den 5. på hundevagten. Tyk luft. Skibets fart 5 mil. Kl. 3 fik vi ikke langt fra os en sejler i sigte i N.N.V, som stod lige ned på os. Vi fik straks vort skib til vinden for at undgå ham, men da begyndte han at fyre på os. Da vi var inden for skudvidde, måtte vi dreje under vinden, da det ikke var muligt at undslippe. Han sendte en slup over, tog alle skibspapirerne og førte mandskabet over på kaperen ”Aggressor”, kaptajn John Watson. Vort eget skib besat med engelsk mandskab. Vi var 16 mil S.S.V. fra Kristianssand. Skibet bragtes til London og blev beslaglagt.”

Han kom hjem fra fangenskab i januar 1810. Styrmanden, Hans Jessen Sonnichsen, kom først

hjem i juni 1814.

Evert, ”Fru Anna”, Hans Søren Thomsen

Afgik fra Kristianssand den 22. november 1808 med en ladning tran, jern, m. v. bestemt for Husum. Da han dagen efter fik Jylland i sigte og sejlede syd på lands kysten med gunstig vind, fik han en sejler i sigte forude til luvart, ”men kunde ej skønne, hvad skib det var; kort efter så vi ham forandre kurs og satte lige efter os; fik derover mistanke til ham og stillede derfor vor kurs lige ind mod landet for at undgå ham derved. Ved middagstid kunde vi klarlig se, at det var et fregatskib, og efter hans sejlads og anstalter kunde vi fornemme, han vilde om bord til os, men til vor lykke stillede vinden af, og vi måtte arbejde af alle kræfter for at komme stranden så nær som mulig. Dette nåede vi også ved Bovbjerg, hvortil vi kom kl. 3 slet eftermiddag, og gik der til ankers. Det blev på samme tid tyk og tåget, og vi var derved reddet.”

Evert ”Mette Dorthea”, Niels Nielsen Thøgersen, † 21. februar 1842.

Opbragt 31. oktober 1808 på rejse fra Oslo med korn og indbragt til Gøteborg. Her fik han og mandskabet, sammen med S. H. Ibsen, der også var fange, en fisker overtalt til mod betaling af 65 Rdl., at hjælpe dem til flugt, hvilket lykkedes, idet de på flugten blev optaget af et dansk skib, der landsatte dem i Fladstrand (Frederikshavn) den 11. november. Den 1. november 1810 afgik han med sit skib ”Cathrine Marie” fra Kristianssand med en trælast bestemt for Tønder. Allerede dagen efter blev han opbragt af en engelsk kaper, og ført til Helgoland, hvortil han ankom den 6., og skibet kondemneret. Han måtte blive der i ca. 14 uger, og skibet blev solgt på auktion for kun 1550 Mk., og købt af en købmand fra Helgoland, som overlod skibet til skipperen for samme beløb, mod en anvisning på Amsterdam. Han fik derefter lov til at gå i ballast til Fanø. I 1813, den 7. juli, blev han for tredje gang opbragt, og skib og last beslaglagt.

Galease ”Haabet”, Søren Nielsen Thøgersen, † 27. marts 1823.

Opbragt den 11. september 1809. Han var fange til juni 1811. Ved opbringelsen mistede han alt.

Evert, ”Mette Claudiane”, Jacob Nielsen Warrer, † 1853.

Opbragt 30. april 1812 og skib og last prisedømt.

Matros Jens Jørgensens beretning om egne oplevelser under krigen.

I en levnedsbeskrivelse af matros Jens Jørgensen kan man læse om hans lidelser under krigen og hans besværligheder efter krigen med at få tilladelse til atter at stå til søs: ” Nordby, Fanø, 23. februar 1812. Min Levnedsbeskrivelse. Jeg var paa min første Rejse med Laurids Brinch af Sønderho til Husum efter Tilladelse af Toldkontrollør Jens Sonnichsen paa Sønderho. Da jeg kom hjem tog jeg Hyre med Kaptajn Søren Brinch herfra Nordby for en Rejse med kgl.

Transport. Korn til Norge; men paa Hjemvejen blev vi taget af en engelsk Fregat og indbragt til Gøteborg, og var vi i Prison i 4 Maaneder og led Kulde og Sult som rigtige Fanger og Slaver. Vi blev dog fri igen og kom til Kjøbenhavn. Som vi kom der, blev vi straks udkommanderet til Orlogs, og jeg blev udtaget til Skytprammen "Sværdfisken" og var der om Bord i 14 Dage. Da vi var der 5 Mand fra Fanø, saa gav vi en Klage ind til Admiralitetet. Vi blev saa fri at rejse hjem at forsvare vor egen ø. Da jeg kom hjem og var hjemme i 14 Dage, var der en Kaptajn, nemlig Andreas Hansen, som skulde til Norge, og han manglede en Mand, fordi vor Kommandant (Winckler) ikke vilde tillade ham at faa den Mand, han havde akkorderet dertil. Saa kom Kaptajnen til mig, om jeg havde Lyst at gaa med. "Ja, dersom Kommandanten vil tillade det," svarede jeg. Da jeg saa spurgte Kommandanten derom, svarede han, at han syntes, jeg lige havde været i Prison, om jeg ikke syntes, det var nok; men jeg sagde, det er ikke sagt, at det skal gaa alle Tider saaledes som sidst. "Det er mig kjært," sagde han, "at du ikke er bange paa Fjenden, og da jeg just mangler Folk til de kgl. Transportskibe, skal du faa Lov at gaa med Andreas Hansen, og jeg skal give dig et Pas, om du skal være uheldig og blive opbragt igen og siden komme til en dansk Havn, at du ikke da igen skal blive taget til Kongens Tjenste; men kan rejse uhindret til dit Opholdssted, Fanø." Vi gjorde os saa færdig til Afrejse og kom lykkelig og vel over til Norge og tog Last ind igen til Danmark. Da vi kom til Søs, blev vi taget af en engelsk Kutterbrig og blev indbragt til England til en Plads, som kaldes Skiannes og kom der paa Prisonskibet "lrisistebel", beliggende ved Chatham Revier. Dette var tungt for mig og alle mine Medfanger, og det var anden Gang for mig. Mange af mine Medfanger sagde, at de vilde hellere gaa med Engelskmanden end sidde her; men jeg sagde, det gjør jeg nu ikke; jeg vil ikke bedrøve min Familie eller forraade mit kære Fædreland, nej, før skal jeg ende mine Dage her i Fængslet. Jeg vil ikke være min Konge og mit Fædreland utro og tjene mit Lands Fjender. Jeg sad saaledes i halvtredie Aar, da min Familie sendte mig nogle Penge til Livets Ophold; men jeg tænkte, om jeg ikke paa en eller anden Maade kunde anvende disse Penge til at opnaa min Frihed for. Det var saaledes i Fangenskabet, at alle dem, som blev stoppet i England i 1807, førend Krigen blev deklareret, havde Engelskmanden givet Lov til, naar der var et dansk Skib, som blev opbragt og Ladningen losset og ellers blev frigivet, men Mandskabet skulde blive i Prison, at dette Skib maatte tage behøvende Mandskab af dem, som var bleven stoppet i England 1807, da de blev anset som en Slags uskyldige Fanger; men paa den Maade var der intet Haab for mig og mine Medfanger, som var taget under Krigen. Der kom nu ogsaa en Stopper i Sagen med Fangerne fra før Krigen, da Engelskmanden syntes, at disse Folk gik til Frankrig til Flaaden, derfor sagde han, at der ingen danske Fanger skulde komme fri, saa længe dette skete; derover blev Fangerne meget bedrøvede og tænkte, at nu skulde de blive siddende tit evig Tid. Saa resolverede jeg at købe eller skifte Navn med en Nordmand og skulde give ham i Skifte 4 Pund Sterling. Jeg vilde da prøve at sidde i hans Navn efter at have siddet i mit eget Navn i 2 ½ Aar ( som Nordmand var det lettere at faa Friheden).

Nu havde jeg en god Ven i London, og ham skrev jeg til, om han ikke kunde skaffe mig Friheden, da jeg havde Navnet Aaslen, og om det skulde koste noget, havde intet at sige, hvis jeg kunde aftjene dem hos ham, eller han vilde betro mig Pengene, til jeg kunde tjene dem hos en anden. Han skrev mig saa tilbage, at Ansøgningen ikke kunde ventes bevilget, da vore Penge stod saa daarlig, der maatte mindst 8 Pund eller 200 Rdl. til, og han vilde gerne forstrække mig dermed og gøre sit bedste for at faa mig fri, som og lykkedes ham. Han ansøgte Parolernanden derom og fik det Svar, at han selv skulde sende en Mand efter mig og selv betale alle Omkostninger, som kom deraf; altsaa kom jeg til at give 300 Rdl. og derover for min Frihed. Saa syntes jeg, det var bedst at rejse hjem, men den gode Ven, som hjalp mig til min Frihed, havde jeg intet at klarere med. Han sagde: "Da jeg kender dig, vil jeg betro dig Pengene til Sommer, da her intet er at tjene hos mig eller nogen anden i Vinter, men rejs hjem til din Familie i Vinter, saa kan du komme hertil til Sommer og skaffe dig Frihed her at være for 2 Aar, som er Kongens Løfte, og da komme med mit Skib." Altsaa rejste jeg hjem; men da jeg nu vil over og med min Vens Skib, kan jeg ikke faa Tilladelse dertil; jeg er altsaa nu en fattig Karl og har stor Gæld til. Jens Jørgensen.”

Driftige redere

Storkøbmanden Niels Jacobsen LINK eksporterede under krigen korn og andre fornødenheder til Norge for egen regning og ofte med egne skibe, der kunne finde vej, selv når regeringen måtte opgive. Som den dygtige handelsmand han var landede hans skibe i Norge når prisen var højest. Hans foretagsomhed vakte misundelse hos købmændene i Ribe og Varde. De sender i 1808 en anonym skrivelse til generalkommandanten, hvori de beskylder Niels Jacobsen for at handle korn med englænderne. Sagen blev grundigt undersøgt, men resulterede i en total frifindelse af Jacobsen.

En bondeskippers beretning om sejlads med Fanøfartøjer under krigen.

En bondeskipper, Søren Nielsen Rasch f. 1783 i Ho sogn og hjemmehørende der til sin død i 1848, skrev en dagbog eller, hvad han selv kaldte Cronologisk Beskrivelse og Oversigt. Her findes vi fra årene 1808 til 1809 en beskrivelse af hans deltagelse i den farlige sejlads gennem den engelske blokade, blev taget af både kaper og englænderne. Her følger et udsnit af hans fart med Fanø-skibe:

1808. Vinteren hengled så nogenlunde rolig, skønt mange med ængstelse og frygt sørgede for de farer og ulykker, der så lettelig kunne komme over os, hvis fjenden skulle, som især her ved ky-sten, kunne befrygtes at gøre landgang, desårsag blev allerede i efteråret oprejst vagthuse på de højeste udsigtspladser og signaler om dagen ved varsel og om natten ved blus fra et synspunkt til andre i hele Danmark med stadig vagthold til advarsel, om fjenden skulle landsætte og røve eller plyndre, at kystmilitsen da straks kunne være på færde at afværge ulykken, alle, som tjente i landtjenesten, var kommanderede, og de gamle, der havde udtjent, måtte være i landværnstjeneste, alle øvrige mandfolk lærte nogenlunde at bruge forsvarsmiddel, hvad de var i besiddelse af, såsom geværer, sabler, høleer, høforke, spyd, alt var anvendeligt, og tid efter

anden blev de øvede af den lærdere klasse af kystbefalingsmænd til at bruge de våben, de havde, for at forsvare fædrelandet. Søfolkene var udkommanderede på kanonfartøjerne. .

Jeg havde det held ved min indrullering på Sønderho at gå hjemme og ved sessionen i foråret, være fri for udskrivning, da alt mandskab på Ejlandet Fanø skulle forsvare landet og nogle med skibene gå i transport med korn til Norge, så jeg den meste tid til midten af maj var hjemme. Imidlertid åbnede sig en ny udflugt for mig ved at lade mig engagere med et af direktionen for Den grønlandske og færøske handel købt jagt »Wilhelmina Frederikke«, der forhen tilhørte skipper Mathis N. Svarrer og nu førtes af ham og jeg som styrmand for månedlig hyre 16 rd., og i tilfælde af opbringelse den fulde hyre, så længe jeg returnerede tilbage til hjemstedet, alt beskrevet og verificeret af birkedommer Nørup (1765 – 1817) og Direktionens kommissionær hr. Jacobsen (kromand, storkøbmand, skibsreder, færgeriejer og strandforpagter, d. 1815) på Fanø, d. 10. maj ankom jeg med 3 mand ombord i skibet, modtog derefter en ladning byg og adskillige andre varer, bestemt til Færøerne, havde ombord som passager, hr. pastor P. Sørensen, or-dineret præst til Norderøerne, afgik fra Fanø d. l. juni. Derefter fortsatte rejsen uden at antræffe fjendtlige til Færøerne. D. 26. juni anløb vi Qvalbye fjord, såsom vi just anløb som kendingssted de 2 store Dimon, og formedelst vindens ustadighed og strømmen kontra søgte vi ankerplads under Suderø.

Kvalbøfjord med Lille Dimon i baggrunden

Og da det blev os betydet, at et engelsk orlogsskib havde i Torshavn taget fæstningen i besiddelse og røvet flere varer og effekter fra de fattige indbyggere, opholdt vi os der så længe, vi ved brev-kommunikation kunne vorde underrettet fra handelsforvalter hr. Mørck, og da bemeldte orlogsskibs chef, hans grevelige excellence, hr. generalløjtnant v. Hompex ikke sparede kirken og de fattiges liden formue, måtte man befrygte at sejle dertil.

Vi erholdt straks pr.stafetbrev, at vi uden ophold måtte forsejle til Torshavn for at forebygge den

store hungersnød, man med gysen så i møde, og fare for fjendtlige var så vidt forbi, da erobreren af fæstningen og byen allerede var afsejlet derfra. Men da vi ifølge bemeldte brev ville afgå, blev vi stoppede af derværende hr. pastor Schrodef og sysselmanden på de grunde og under det påskud, at Suderøernes beboere først ville af ladningen udtage den del, der efter folkemængden kunne tilkomme dem. Vi måtte da efter anført rekvisition udlosse 55 1/3 td. byg, der var den andel

Suderøernes beboere kunne tilkomme, ca. ¾ skp. til hver person. Efter at udlosningen var foregået, fik vi efter anmeldt søprotest af hr. pastor Schroder og sysselmanden lovformelige dokumenter i hænde til betryggelse for lastens brækning og udlevering af det kvantum byg, de pro qvota kunne tilkomme, som også et brev at forevise i tilfælde, at vi skulle antræffe storbritaniske krigsskibe, med bøn om frigivelse og forskånelse fra at være opbragt, som og tillige et brev til hr. handelsforvalter Mørch med anførte grunde.

D. 4. juli afsejlede [vi] fra Qvalbyfjord med lods, fortsatte til Torshavn, hvor vi næste dags

eftermiddag ankom på reden, straks efter udlossede ladningen. Derefter, d. 11. juli, ankom på reden en engelsk brig, kommanderet af kaptajn Ch. Bøy, han erklærede os straks som prise, og i den anledning blev hejst det engelske flag på toppen. Næste dagen på anmodning og bøn af kommandant Løbner samt Øens flere embedsmænd forestillende ham, at de således ej kunne vente mere understøttelse fra moderlandet, når dette skib straks blev erobret. De måtte da bukke under for hungerens og manglers sværd! og således berøves den hjælp, de kunne forvente fra Danmark. Dette bevægede ham til at frigive os, til endmere betryggelse for anden britoniske krigsskibe meddelte han os et lejde eller fripas med, at også de ville respektere hans frigivelse, på grund af at vi blot måtte bringe levnedsmidler dertil uden at tage ladning tilbage til Danmark. D. 13. afgik han derfra.

Nogle dage efter indtog vi desuagtet en ladning af tran, talg og uldne varer for direktionens

regning, hvormed vi d. 21. forlod Færøerne og holdt søen til d. 10. aug., [da vi] arriverede lykkelig til Fanø uden at antræffe et eneste fjendtligt skib. [Vi] udlossede der ladningen, og efter at skibet var istandsat, begyndte vi atter at indtage ladning, bestemt til Færøerne, bestående af gargeson [varer], hvormed vi d. 26. sept. var sejlfærdige og gik til søs, men vinden kontra og stormende, så vi igen næste dagen anløb Fanø, gik atter ud d. 30., men vinden igen vestlig, så vi anløb Lister dyb. D. 12. okt. fortsattes rejsen derfra i flere dage med forskellige vinde og storm, der forårsagede, at skibet blev læk og pumperne uklar, vi pumpede byg ud i stor mængde og med stort besvær, der foranledigede os til at søge Norge, anløb det på højden af Bocken [Boknfjord ved Stavanger], men ingen lods kom ud til os, vi måtte således holde søen, og når vinden tillod det, søge ind under landet for at komme i havn, men ingen lods var at se, sluttelig var de bange for at komme ud, anseende os for et engelsk besat skib, vi måtte således med største fare holde søen, anløb landet, så ofte vi fandt det muligt, til d. 31. okt. antraf os et hollandsk smak-skib og i følge med ham anløb vi landet Carine Ejland [antagelig Karnø], hvorfra vi fik lods ombord, der bragte os i havn. Næste dagen fortsatte rejsen til Carisund, og d. 1. nov. ankom vi til Stavanger.

Vi var nu nødsaget til at gøre protest for skib og ladning ved havari, antog som kommissionær

hr. agent I. Kjællund. Derefter udlossedes ladningen for at konserveres samt skibet som og tak-kelagen efterset, hvormed vinteren gik til ende. Bemeldte hr. agent Kjællund tilbød mig at få en galease at føre for hans regning, hvis jeg kunne blive fri for skibet. Desårsag resolverede jeg til d. 4. dcbr. at gøre en rejse til Bergen for dersteds at tage min styrmandseksamen for mulig i kvalitet som skibsfører deraf have den gavn. Rejsen tog 18 dage. Denne 15 miles rejse var temmelig besværlig at rejse søværts vinterdage med en liden båd og en mand, udsat for vinterens kulde. Ankom til Bergen d. 7. dcbr., anmeldte mig næste dag hos hr. examinatus, hr. Helle Holbæk Fæster, hvor jeg i 4 dage af ham blev undervist, således at jeg d. 14. dcbr. tog min styrmandseksamen på karakter Bekvem på Bergens lavshus i overværelse af examinator Fæster og lavshusskriver samt 4 skibskaptajner som bisiddere. Det kostede mig: skolen 4 rd., logi 11 rd., eksamen 3 ½ rd., lavshusgebyr 2 rd., de 4 bisiddere 4 rd., lavsskriver 1 ½ rd., for protokollen 1 rd. 1 mk. 8 sk., ducørpenge l rd. 2 mk., Øvrige rejseomkostninger og fortæring 12 rd. 2 mk. 8 sk., der ialt udgjorde 40 rd. curant [4 rd.]. D. 19. dcbr. afrejste jeg fra Bergen og ankom lykkelig til Stavanger d. 22. af denne besværlige og kostbare rejse.

Efter min ankomst henvendte jeg mig til min skipper, om han efter løfte ville afstå mig, men

forfejlede, skønt jeg dog i den hensigt havde foretaget rejsen til Bergen, som og at denne emploi [bestilling] som skibsfører var mig efter min stilling efter ønske. Men da jeg ej kunne blive løst ledig fra skibet, i hvis tjeneste jeg som styrmand var engageret, og heller ikke få en styrmand efter skipperens ønske i mit sted, måtte jeg forblive ved »Wilhelmine Frederikke« til rejsens fuldendelse, skønt jeg dog gerne havde modtaget det gode tilbud af hr. Kjellund, der om det ville været heldigt måske kunnet være mig til en større befordring end at vedblive med ermeldte skib, dog jeg havde fra den høje direktion de bedste løfter. Jeg indså tillige, at det var min pligt, at så vel for skibets som ladningens konservation som især for skipperen, der ej var navigations eller fuldkommen praktisk færdighed, knap at skrive nogenlunde eller holde bestik, dog bedre i land hos værten end ombord på skibet.

Således endes dette år for mig fjernt fra familie og venner, men dog glad, at vi med beholdent

skib og mand i en god havn kan henslide vinterens tid, som og at vi er bevaret fra fjendens overfald. Således har jeg for tidsfordriv digtet sangen: »I året man skrev atten hundrede og syv«. - Jeg har således mest ombord henslidt den tid, der ellers sædvanlig af de unge anvendes til landgang, men som også har til følge, at deres pengepung lider af slaphed, deres legeme af en overdreven udsvævelse, der ofte pådrager dem større ulempe og bekostning. I dets sted repare-rede jeg om dagen sejlene, der ellers hos en sejlmager i byen villet kostet betydeligt. Min aftens fordriv var læsning og skrivning samt, [at jeg] øvede en af folkene i navigationen, der var min sande fornøjelse. 1809. En hård vinter hengik under sådan strenghed, der ikke i mands minde her i Norge har været så frygtelig. Sydpå i Norge ikke åbent vand at se fra de højeste spidser, det har bragt man-gen sømand i livsfare, da ingen havn var åben på hele den sydlige kyst.

Ultimo feb. efter at skibet var kølhalet og al rigning istandsat, indtog vi vor bygladning, 350 td.,

det øvrige, der var beskadiget, alt solgt, vindens kontrarighed opholdt os til d. 12. marts, da vi efter at være klareret fra vor kommissionær tiltrådte udrejsen for at gå til vort bestemmelsessted, det, vi og lykkeligt anløb, men dog først Qvalby fjord, formedelst vindens og strømmens retning, d. 23. marts, opholdt os der til d. 31., afgik derfra og næste dag ankom til Torshavn til glæde for os, end mere for indvånerne dersteds. Derefter udlossede vi ladningen samt indtog varer, bestående af tran, talg og uld, en vare for direktionens regning, hvormed vi d. 10. april afsejlede fra byen, alt gik lykkeligt til d. 18. på 53° 44m nordbredde, en 15 mile W.N.W. ud fra Bovenberg om morgenen kl. 8 anløb os en dansk kaper eller jagt, destineret til Christianssand, men havde tillige kaperbrev og var armeret med 3 stk. skyts, vinden N.W. med skyet luft. Han nærmede sig os, gav 2 skud under det danske flag, vi lod skibet straks løbe under vinden, og da han kom os nær, befalede han, at vi skulle komme ombord med papirerne, hvilket benægtedes af årsag, at det var næsten umuligt i denne svære sø, han gav atter et skarpt skud tæt for over skibet. Vi resolverede da til at udsætte båden, hvormed skipperen og jeg samt matrosen for ombord til ham med papirerne. Han erklærede os mistænkelige, og kommende fra Leith, hvorpå han befalede mig at blive ombord hos ham og medgav i mit sted hans styrmand og en matros til at gå ombord i »Wilhelmine Frederikke« og holde sig i nærheden af kaperen for at få Norge. Men ved at anlægge skibet og sætte båden ind fik prisemesteren sin ene arm brækket, så han ej kunne hjælpe sig selv, og ved denne manøvre forløb en længere tid og tillige en svær regnbyge, der forvoldte, at de gik af sigte. De resolverede da til at dreje af og styre kåsen sydefter uden hensyn til kaper eller kommando. Jeg forestillede ofte kaperføreren, kaptajn Strobel, det urigtige i denne sag at anholde skibet samt at udsætte det for at blive overfalden af fjenden, i hvilket fald han da ej kunne forsvare sig selv. Han indså vel, men for sildig, at det var lovstridigt. Vi sejlede således til eftermiddag kl. 2 [for] at antræffe mit skib, men forgæves. Vi bestræbte os da for at få Norge fat, hvilket også skete den følgende dag, men imidlertid nærmede sig en engelsk brig tillige med en mindre kutter, der forfulgte os ind under skærene, dog uden at kunne række os, da vi var så heldige at anløbe en nødhavn på Lister-landet, kaldet Tiørvebygta, hvor vi lykkelig kom ind og

under bedækning af de tililende kystmilitser, skønt briggens kugler svævede ind over fjældene. Men vi [var] således under beskyt, såvel af de ydre fjælde uden for havnen som også af de til forsvar værende militser. Alene havde vi været attakeret [angrebet]

Indsæt jagt tørrer sejl Den påfølgende dag fortsatte vi rejsen til Farsund. Ved ankomsten der henvendte jeg mig til

d'hrr. E. og G. Lund som kommissionærer i direktionens sted, men da notarius publicus ej boede der på stedet, men 2 mil borte, tilskrev jeg ham i anledning af den lovstridige anholdelse og tog [ulæseligt] såvel af min person som skibets omstændelige forfald at ville møde hos d'hrr. Lund for at optage forhør i den anledning. D. 21. april indtraf han, og en gæsteret blev sat, hvor hele tildragelsen med jagten »Wilhelmine Frederikke«s anholdelse og fremgangsmåden for min per-son i tilfælde af de omstændigheder, deraf kunne udflyde, enten for skibet eller mig, hvilket alt jeg forlangte in dublo afskrevet for at afsende den ene til direktionen og selv at benytte den anden, hvorpå jeg straks på direktionens regning trasserede af hr. E. Lund 30 rd. som nødvendig for mig, da jeg hverken havde klæder eller penge med fra skibet, såsom jeg ej formodede at blive taget eller anholdt især af dansk kaper, og så meget mere lovstridig, som jeg overbeviste ham om rejsens vigtighed i tilfælde af fjendtligt overfald, da han næppe kunne forsvare sig selv, som også overtydede ham at være sidst kommen fra Færøerne og denne vinter havde ligget under havari i Stavanger, det, han og nu indså, men for sildig. Jeg afgik da fra kaperfører Strobel og kom ombord i en galease fra Stavanger, tilhørende hr. Kjellund - det samme jeg af ham om vinteren var tilbudt, om jeg havde kunnet blevet fri fra »Wilhelmine Frederikke«. –

Det førtes nu af skipper Mathias S. Møller fra Fanø, [jeg var med] som passager, destineret til

Fanø. Flere dage derefter gik vi til søs, nemlig d. 10. maj. Den påfølgende dags middag med stille vejr på revet 10 mil syd for Næsset [Kap Lindesnæs] anløb os en engelsk slupover ført af kaptajn Joneets, der straks erklærede os [som] prise, og jeg tilligemed en matros måtte blive der ombord. Galeasen sendtes til England. I 8 dage var jeg hos denne retskafne mand. Han gjorde mig adskillige tilbud om at tage tjeneste hos ham som bekendt mand på den jyske kyst, men hvortil jeg ingenlunde havde lyst, men i stedet bad ham ved første givne lejlighed at komme i land, enten på Norges eller Jyllands kyst, hvilket han og lovede. I den anledning, da vi d. 15. var under den jyske kyst, affærdigede han en af sine chalupper med 9 mand og parlamentærflag for at bringe mig i land. Men som vi nærmede os landet, kom kystmilitsen i stor mængde til stranden, desårsag turde officeren for båden ej nærme sig landet, altså måtte vi vende tilbage til skibet. I den tid, jeg var ombord i bemeldte slupover, blev taget 5 skibe alle med ladning og dansk ejendom. D. 16. maj under Norge i nærheden af Korshavn søgte man atter at bringe mig i land til skærene, men også der kom de norske kanonfartøjer i vejen, så alt var omsonst.

Jeg besværede mig ofte til kaptajnen og forestillede ham, at jeg som en passager med

galeasen efter at være opbragt af en dansk kaper som mistænkelig for at være kommen fra Leith, årsager, hvorfor jeg uskyldig var kommet ombord hos ham og nu blive ført til England i prisonen uden brøde eller årsag fra min side. Den rettænkende chef holdt sit løfte, således som han sagde, at det ej var ham om at gøre i sit kald som kommanderende at erholde dansk ejendom da at bringe de danske søfarende til engelsk fangenskab for der at sukke under krigens langvarige omstændigheder, men hellere når lejlighed gives, sætte dem på fri fod. Dette lykkedes også. D. 18. om morgenen kl. 3 anholdtes 2 danske smakker med korn til Norge, men den ene skipper med sit mandskab havde udtaklet sin båd og forsynet den med proviant og ville flygte til Norge, en 7 miles afstand. Chefen lod en 6 punds kugle afgå efter båden, hvorpå den uopholdelig ankom til skibet. Denne sejlbåd blev det redskab, hvormed den kære frihed kunne erholdes for mig og

flere. Kaptajn Joneets overlod os 9 mand den for i åben sø at friste lykken og komme i land i Norge, der nu lå 9 mil fjærnet fra os. Kl. 10 med dejlig østlig vind afgik vi fra fregatten »Talbot« og forcerede af alle kræfter for at nå landet med denne så gunstige vind, der så meget mere måtte agtes, som båden var alt for overlæsset og fyldt af 9 mand og noget lidet tøj enhver havde medtaget; med al flid havde jeg måttet afværge alt overflødigt gods i så liden en båd. Det kunne blive vor undergang. Lykkeligt nåede vi Norges klipper om natten kl. 2 i nærheden af Luushavn, hvorhen vi skyndte os næste dag efter at have udhvilet. Et stormende vejr havde begyndt og varede i 2 hele dage. En lykke! havde det ramt os i søen, var vi alle blevet begravet blandt bølgerne. Derefter fortsatte vi med båden rejsen langs kysten til d. 23., da vi kom til Christianssand. Næste dag meldte jeg mig hos kaptajn Bille, der foreslog mig at gå ombord på en af de nybyggede skonnerter, enten som bekendt mand [stedkendt] eller selv at få en at føre på en rejse til Jylland. Det passede mig ikke, da jeg atter dermed blev udsat for en lignende fare at blive opbragt. Jeg var jo i direktionens tjeneste og måtte få at vide, om skibet var kommet til Fanø; jeg havde flere varer og kommissioner fra Færøerne ombord, jeg skulle aflægge regnskab og modtage afklarering. Jeg trasserede endnu 20 rd. 9. juni kom jeg da med en liden jagt, skipper Chr. Hansen, der ville rejse til Lykken [Løkken], hvortil vi alt næste dags middag lykkelig ankom til min store glæde: at jeg kunne sætte min fod på fædrelandets grund. Jeg havde Søren Frandsen her fra byen med fra Luushavn. Han var også blevet taget af en engelsk kutterbrig under Norge med en galease fra Sønderho. Da de lå under kysten, gik kaperen »Lange Maren« fra Luushavn ud og tog [Galeasen] under kommando for at bringe den i havn, men briggen jagede dem, så de måtte flygte, men de tog Søren og en mand mere og en del provition [proviant] med og kom lykkelig til Luushavn. Han kom da til mig, og jeg gjorde udlæg for ham, så vi begge kunne komme hjem. Fra Lykken rejste vi over Tisted, Lemvig og Ringkøbing til Ho d. 18. juni. .

Efter at jeg lykkelig arriverede til min hjemstavn, og der havde funden min familie og den, der

var mig kær, i ønskelig velgående, havde jeg få dage efter den skæbne at blive antastet af en hæftig febersvaghed, der vedholdt i 8 uger. Efter at have indgivet mit regnskab og meddelt direktionen min hjemkomst, modtog jeg betaling for hyre og rejseomkostninger 68 rdl. 5 rk. 11 sko med løfte om igenansættelse. Men et skib måtte først købes, da de andre 3 allerede var taget af fjenden. 3. okt. fik jeg den høje direktions skrivelse om, at der var bevilget mig beneficium paupertatis [fri proces] mod kaperfører Strobel og ligeledes fra Obergericht in GottorfL 21. dcbr. svarede jeg, at jeg ikke har indsigt, langt mindre lejlighed til at indlade mig i søgsmål, helst under en fremmed ret, men havde overladt min regres til direktionen, om der noget mig til fordel kunne være at erhverve til skadeserstatning for den uret mig var tilføjet. I anden henseende vil jeg ej betjene mig af det mig forundte beneficium.

”Wilhelmine Frederikke« var nået lykkelig hjem til Fanø på 3 dage, så mine varer og

økonomiske handel samt styrmandsinstrumenter, papirer og klæder blev mig så nogenlunde tilgodeholdt og afleveret, dog langt fra det fulde, så jeg også ved den lejlighed tabte betydeligt på medhavende varer, såsom skipperen ej så rigtigt behandlede mig i min fraværelse, som det sig sømmer en retskaffen kaptajn. Efter 3 uger, da skibet atter skulle gå på rejse, og jeg endnu ej var ankommet tilbage, hyredes en anden styrmand i mit sted. 4. dagen efter de var kommet til søs, faldt de i fjendens hænder tillige med 2 mere, nemlig skipperne Toxværd og Hansen, alle bestemt til Færøerne. Den 8. sept., da jeg endnu ikke tilfulde var restitueret af min sygdom, erholdt jeg et brev fra Sønderho fra direktionens kommissionær hr. Jens Nissen om at lade mig engagere som styrmand på galeasen ”Anna Marie«, der var indkøbt af den højkongelige administrerende Grønlandske & færøske handels direktør i København, ført af dets forrige skip-per Jes Nielsen, bestemt med gargeson til Færøerne, hyre 22. rdl. månedlig og med samme forpligt som tilforn under opbringelse.

Men da jeg ej for mit helbred turde antage bemeldte tilbud, forrejste skipperen selv hertil for at

få mig antaget til rejsen, hvortil jeg også straks besluttede mig og i den anledning rejste til skibet,

der allerede begyndte at lade ultimo sept. Den 8. okt. gik på rejsen fra Sønderho og fortsatte samme med ønskelige vinde, til [vi] d. 20. ankom lykkelig til Torshavn, hvor vi udlossede inde-havende ladning, samt indladte atter en ladning af tran, talg, uldne varer og fyld [sengefjer], alt for direktionens regning, desuden havde jeg og skipperen en stor. del for egen regning, som også til forhandling fra en del dersteds medsendte varer. D. 9. nov. afsejlte vi fra Torshavn og med forønsket held og føjelig vind arriverede vi d. 16. lykkelig til Lister Dyb, hvor vi til d. 24. for kontra vind opholdt os, sejlte derfra til Sønderho, hvor i følgende tid ladningen oplossedes, og skibet blev lagt i vinterhavn og aftaklet. D. 21. dcbr. modtog jeg min afklarering fra direktionens kommissionær Jes N. Nissen, derpå rejste jeg hjem og ankom d. 23. til min fædrene bolig - så jeg må sige, det var en heldig og lykkelig rejse, så vel ved farten som og negotien [handelen], endnu mere befriet fra fjendtlige, så jeg tilstår Guds beskærmelse var over os, og han ledsagede os uden fare frem og tilbage, så jeg med glæde i min familie kreds kan hen slid e vinteren. I anledning af rejsen har jeg til tidsfordriv digtet sangen som agter i bogen findes anført folie55 sålydende »Se sommeren skrider bort«. Som også et æredigt til min udvalgte og en gratifikation [taknemlig belønning] 100 rdl. under pag. 26 og journal 91-92.

Således er dette år forsvunden, til hvis bemærkning jeg endnu [føjer], at den såvel ved min

lykkelige søfart også var et heldigt år for landet med hensyn til frugtbarheden og et rugudbytte for dets dyrkere, så var det ikke mindre heldigt for den søfarende, der ikke forstyrredes af utidige storme og dermed forbundne ødelæggende ruiner af skib og mand. Således har jeg årsag at op-sende min tak til det alt beskærmende væsen, der uskadt til denne stund har ledet mig ved sin miskundheds blide hånd, fremdeles vil jeg nedbede mig himlens varetægt for de kommende dage, at også de må vorde mig til held, så meget mere som jeg i denne farlige og frygtelige tid ej alene udsat for fjenderne i min fart, men også i medfør af sådanne omstændigheder må fore-trække det stormende og for sømanden ugunstige vejrlig som også vinterens ubehagelige kulde, korte dage og lange nætter til skel og skandse for at passere mere sikker, endskønt som sæd-vanlig en sømand hellere i godt vejr glæder sig på sin rejse på den skummende bølge, der langt ikke har så mange farer at kæmpe imod og allerhelst, når han kan fare i fred på sine lovlige veje. Enhver dansk undersåt og især enhver sømand vil forene sine sukke med mig til alle kongernes konge, at freden måtte vende tilbage, så at enhver kan fare i fred, leve og dø i fred, og de mange, der i fangenskab sukker efter fred, måtte erholde den.

Kaperfarten Staten forsøgte med kaperreglementet af 14. september 1807, at motivere befolkningen til at handle i statens interesse. Det fremgår af reglementet, at det var muligt for alle, der ansøgte og betalte en afgift til staten, at opnå tilladelse til at oplægge skibe, der tilhørte eller handlede med fjenden. Ved at udstede sådanne tilladelser fik staten uden større omkostninger et effektivt middel til at forøge den danske handelsflåde og forstyrre fjendens sejlads. Hvis de opbragte skibe blev dømt for at være fjendtlige eller sejle for fjenden gik alle pengene fra bortsalget til skibet og mandskabet efter en fastsat fordelingstabel.. fra den 24. februar 1809 begyndte staten dog at kræve andel af byttet. Denne del blev forøget gentagne gange i løbet af krigen for så den 20. April 1813 at blive afskaffet igen. Der blev kun udstyret ét kaperfartøj på Fanø i løbet af krigen. Det var oven i købet kun på togt i 17 dage i alt. Det var Sønderho-skipperen, Gregers Carstensen, som mistede sit skib i december 1808. I foråret 1809 udrustede han sammen med kanonkommandøren fra Kræmmerbjerget, skipper Peder Thomsen, kaperen ”Selskabet”, som havde held til at opbringe en britisk slup under Helgoland. Skibet var ladet med rug, byg og færdigvarer.

Carstensen beretter i sin skibsjournal: ”28. April. Liden Vind af en S.S.Ø., styrede V. Om Morgen i Dagbrækningen fik vi en Sejler at se i Læ, purrede ud og gjorde klart Skib, satte an paa ham, der styrede bide Vind Ø. Over. Vi gav ham et Kanonskud med skarpt agter over, hvorpaa han halsede om til os. Kl. 5 gav vi ham et Geværskud, da han ikke vilde tone Flag, fik ham paa Siden og tog hans Papirer, som vi forseglede. Han opgav at komme fra Noden og vilde til Baltrum. Vi tog Skipperen om Bord og besatte Skibet med to Mand og en Prisemester, satte kursen N.Ø. efter Landet og gisnede os 6 a 7 Mil N.N.Ø. fra Helgoland. Derefter bød Skipperen os 300 Gylden for at slippe fri og bekendte, at han ligesaa gerne gik til Helgoland som et andet Sted. Paa dette Grundlag, og da han ikke laa i kursen efter Baltrum, opbragte vi ham. Kl. 7 fik vi Amrum i Sigte og havde 7 Favne Vand, fik 2 Fartøjer i Sigte under Landet, hvoraf den ene halsede om med os, som sa ud til at være en Blankeneser. Vi lagde 5 Aarer til og satte en Mand mere om Bord paa Prisen. Skipperen tilbød atter at vilde give 350 Gylden for sin Frigivelse. Kl. 5 ½ overlagde vi Tilbudet med Mandskabet. Vi tog da Pengene, men forseglede dem med den opbragte Skippers og vor Skibs Segl. Det var nu alt Bevis nok for, at hans opgive Bestemmelsessted var falsk. Tog endvidere af ham 23 st. Guldpenge. Laa saa og krydsede langs Sild. Vinden N.Ø., om Natten Ø.N.Ø, godt Vejr, hørte nogle Kanonskud falde i Nord, hvorfor vi holdt os under Landet. 29. april. Om Morgenen var vi ud for Sildring Klaev. Stille Vejr. Kl. 11 var vi ud for Listerdyb, da fik vi Vinden af en N. med tiltagende Kuling. Kl. 1 tog vi vores Bramsejl og stak et Reb i Klefokken, det blæste haardt, da Vinden var skral og saa ilde ud, gik ind ved Ballert og der løb vi paa Grund i Indsejlingen, gav et Skud efter Sluppen og lod den ankre i flot Vand. Til Aften aftagende Kuling og Vinden løb østlig. Kom om Natten over i Ribe Dyb og ankrede. Fik Sluppen paa Siden. 30. april. Kl. 3 ½ Morgen lettede vi og sejlede ud, Vinden var Ø.N.Ø., siden blev det Stille og vi maatte ro hjem, brugte vore Signaler som paabudt og ankrede i Sønderho Havn under Batterierne kl. 10 Fmd. tilligemed Prisen.” I retten forklarede den opbragte skipper, at hans navn var Atte Jansen Skatteborg, 32 år og ugift, født i Norden, Øst Frisland, at skibet tilhørte ham og en købmand i Norden. Ladningen bestod af korn og en del stykgods. Skib og ladning blev solgt på auktion til fordel for kaperen.

Uddrag en ”En Sønderho kaper” af F. S. Grove-Stephensen

Den der ville være kaper, måtte henvende sig til stiftsbefalingsmanden og få udstedt et kaperbrev, men først måtte han stille en kaution for, at han ville udøve virksomheden i overensstemmelse med kaperreglementet. 500 rdl. pr. kanon kaperen har, dog ikke over 5.000 rigsdaler. Med kaperen og kaperbrevet om bord måtte han opbringe til prisebedømmelse eller undersøgelse alle engelske skibe, og sådanne skibe, der gjorde sig mistænkelige ved ikke at have de normale papirer for et skib, styrede en anden kurs end papirerne viste, var ladet med krigskontrabande, satte sig til modværge eller nærmede sig en eskadre, der blokerede de danske havne eller kyster.

Havde kaperen held til at indbringe en prise, skulle spørgsmålet om opbringelse eller ej straks indbringes for en priseret. I hvert stift blev en sådan nedsat, og for at forhindre unødigt tidsspilde blev det forbudt parterne at møde ved sagfører i priseretten. Adskillige kaperførere var hjemmehørende i Ribe stift, men at der var nogen af dem, der opererede fra havne i stiftet, synes ikke at være noteret. I alle tilfælde fremgår det ikke af Kay Larsens bog »Danmarks Kapervæsen«, at skipper Gregers Pedersen Carstensen af Sønderho var fører af en kaper, der opererede i Vesterhavet og tilmed til Sønderho indbragte en prise, der den 16. maj 1809 i Ribe dømtes som god prise. Dommen citeres in extenso, fordi den er meget omhyggeligt udformet og indeholder mange af kapervirksomhedens aspekter. Så vidt det kan skønnes formentlig den eneste priseretsdorn afsagt i Ribe. Udskrift af Ribe stifts Priserets protokol for så vidt den afsagte dom, den 16. maj 1809 angår udi sagen imellem kaper- kaptajn Gregers Pedersen Carstensen på Sønderhoe og den opbragte skipper Atte Jansen Schattenborg fra Ostfriesland. Dom: Efter at denne sag i går er blevet behandlet ved priseretten og dermed søgt at erholde al den oplysning som var muligt, derhos om kaperkaptajnens Competence og derhos om og hvorvidt den opbragte slup kunne være at prisedømmes eller ikke, har man fundet således: At den opbragte skipper Schattenburg var den 22. april sidst udgående med sin slup og ladning fra Norden i Ostfriesland og destineret til Balstrum sammesteds, men at han den påfølgende 28.nde er blevet anholdt af kaperkaptajn G. P. Garstensen efter gisning 6 a 7 mile N.N.O. fra Helgoland. Kaperkaptajn G. P. Carstensen har påstået sig slup og ladning tilkjendt som god prise og henstilt om de retten overleverede 21 enkelte og 2 dobbelte preussiske Louisdører burde tilkjendes ham eller ikke. Indstævnte, opbragte skipper Atte Jansen Schattenburg forlangede snarest muligt en retfærdig dom. For denne sidste kunne i blandt andet anføres følgende grunde: 1. at hans ladning indeholdt intet Contrabande. 2. at han er en med Danmark i venskabelig forbindelse stående magts undersåt. 3. at han kommer fra en neutral havn og var destineret til en neutral havn. 4. at dokumenterne nr. 5 og 6 som fandtes i den forseglede pakke i går, godtgiør at ladningen er uddeklareret fra

Norden. 5. at han ved tyk vejr og pålands vind var kommet af sin kurs og 7 a 8 sømil ud i søen. For kaperkaptajnen kan derimod blandt andet siges: a. bilagene nr. 5 og 6 i pakken indeholder aldeles intet til fordel for skipperen, de taler om rug og byg, men her nævnes ikke, hvilket fartøj det skulle modtage dette korn, ej heller skipperens navn eller hvorhen. b. derfor bliver det rigtigt, hvad skipperen har sagt i forhøret på Sønderhoe og tildels stadfæstet i går, at han aldeles ingen papirer havde. c. Her er altså intet søepas, inten adkomst, intet målebrev, ingen folkeliste, ingen tolddeklarerings seddel, ingen certeparti, eller connossememt, som mere eller mindre kunne dokumentere skipperens udsigende enten om hin ladnings bestemmelse eller hvad landsmand han selv måtte være. d. at stedet, hvor skipperen blev anholdt efter gisning 6 - 7 mil N.N.O. fra Helgoland var så aldeles ude af sin kurs bestemmelse som alene skulle være Baltrum, som han selv har opgivet. e. i går er det på søekortet befundet, at fra Norden til Baltrum er omtrent 6 ½ mile og, som med hans liden slup rigtigt og bequemmest og uden al fare kunne besejles »over Watten« uden at søge den åbne søe. f. For retten i går har skipperen tilstået at have af rygtet hørt, at engelske krigsskibe låe ved Borkum, og netop er det Borkum, han skulle forbi for at komme i åben søe, uden nogen nødvendighed som her foran under litra e er viist, og

hvorved bekræfter skipperen fuldkommen det som hans matros Simon Hendrichsen i forhøret har forklaret, nemlig. For engelske kapere var de ikke bange. h. skipperen har sagt i forhøret, at han havde magt til at sælge sin ladning, hvor han ville og best kunne, så at Baltrum var uden betydning. h. Det hos ham fundne signetaftryk er et såre svagt bevis for, hvem han er. Denne bevismåde opvækker en ikke ugrundet mistanke om at skipperens hensigter ikke var rene. i. hertil kommer endnu at han har søgt ved penge at løskøbe sig fra kaperen. Sådan en handling giør ikke den mand, der tror at have en retfærdig sag. k. endelig indeholder skipperens udsigende en modsigelse deri, at han siger, at pålandsvind var en medvirkende årsag til, at han måtte søge søen. Vi tror med fuldkommen vished, at det modsatte måtte finde sted. Når foranførte poster fra a til k på det nøjeste overvejes med hensyn til det kgl. reglement for kaperfarten og prisernes lovlige pådømmelse af 14. september 1807 vil slutningen blive, at kaptajnens påstand i bemeldte skib og ladning vil være at følge, men at skipperen bliver tilbagegivet sine Louisdorer. Og således kjendes og dømmes hermed for ret: 1. At det af kaperkaptajn Gregers Pedersen Carstensen til Sønderhoe havn, den 30 f.m. opbragte båd eller slup, Aurora kaldet med sin ladning tildømmes ham herved som god prise. 2 . Denne sags omkostninger som er 11 rdl. udredes af skib og ladning. 3. Skipper Schattenburg bør selv betale sin og sit mandskabs underholdning fra den tid, da til Sønderhoe han er indbragt alt efter billig og lovlig regning. 4. Når 3die post således af skipperen er opfyldt bør kaper- kaptajnen Gregers Pedersen Carstensen tilbagelevere ham de her foran berørte 21 enkelte og 2 dobbelte preussiske Louisdorer, som ved denne doms afsigelse vil af retten blive ham overleveret. I Alt foranførte fuldbyrdes under udførlig execution efter loven og anordningen. Til stadfæstelse under vores hænder og signeter med forsikring, at det behørende stemplede papir virkelig i sagen er forbrugt. Priseretten for Ribe stift, holden på Ribe Rådstue, den 16. maj 1809. D. C. Bagge J. Lund. Uden papirer og i nærheden af det besatte Helgoland var sagen tabt på forhånd, men det er et positivt træk, at de Louisdorer, som ikke har haft noget med skibet og dets virksomhed at gøre, ikke konfiskeres, det viser, at smuglergodset og det til virksomheden som smugler nødvendige, skibet, tildømmes kaperen og ikke andet. Om kaptajn Schattenburg så har fortjent det er en anden sag. Et år efter optræder han som en papenborg skipper i den københavnske priseret, hvor han blev frifundet. Foranståendc emne er i en lidt anden form tidligere omtalt i F.R.A. bd. VII, s. 61. (Red.) Når det ikke blev til flere for kaperfartøjet fra Fanø, skyldes det ikke kun et forbud fra kommandant Winckler, men skibets besætning nægtede at opfylde deres kontrakt med henvisning til, at fartøjet var for langsomt, og hyren for ringe i forhold til risikoen.

Hyrekontrakt

Underskrevne Kaptajn Gregers P. Carstensen, førende det her fra Øen hjemmehørende og

udrustede Kaperskib ”Selskabet” kaldet, tilstår herved dertil at have forhyret undertegnede Mandskab på følgende vilkår:

1. Hver Mand giver jeg straks, når han påmønstres, 12 Rdl. dansk Kurant, der er hans Gage og Kostpenge for en Krydstur af 3 Uger.

2. Desuden nyder Mandskabet Halvparten af Prisepengene, delt mellem dette og Skibet efter Skik og Brug.

3. Hvis vi kommer ind i Holsten og derfra udruster, nyder Mandskabet Gage og Kostpenge efter 1ste Post betalt i Slesvig-Holsten. Kurant.

4. For hver Tur der gøres, betales de da som anført efter 1ste og 3die Post. 5. Indbringes Prisen i Holsten, og der gøres i Penge får Mandskabet deres Lod i Slesv-Hols.

Kur., men indbringes de og sælges de på dansk Plads i Dansk Kurant. I øvrigt opfører enhver sig på den Post, han betros, efter Lovene, og som det anstår en ærekær og retskaffen Sømand og går ombord så snart forlanges. Fanø, 4. marts 1809. Gregers P. Carstensen. (11 matrosers underskrift, deraf var 3 fra Nordby, resten fra Ho og Oksby. Sønderhoningerne syntes ikke at have haft mod til denne færd). Fanø ligger med hensyn til kaperfarten langt fra gennemsnittet af de øvrige skipperbyer i Danmark. Kapervæsnenet blev således på landsplan en overvældende succes med hundrede af kaperfartøjer og tusinder af matroser. Når der ikke blev udrustet flere kaperfartøjer på Fanø hænger det formentligt sammen med den lokale flådes beskaffenhed. Det perfekte kaperfartøj var en mindre kutter eller lugger med plads til et par kanoner og en besætning på 10 til 12 mand. Fanøflåden bestod imidlertid for en stor dels vedkommende enten af små både eller mindre bredbundede fartøjer. Af større fartøjer var de langsomme galeaser dominerende. Det var således kun en lille del af Fanøskibene, der egnede sig til denne sejlads. Dertil kommer, at dens placering tæt ved Helgoland formentligt heller ikke har opmuntret til udrustning af den slags fartøjer.

Fangenskab i England – Prisonen Danske søfolk i umenneskeligt fangenskab Vanskæbne. Mange søfolk som englænderne opbringer på havene, bliver anbragt under forfærdende forhold i flydende prisoner. For de danske søfolk der blev krigsfanger under sejladsen i europæiske farvande stod valget mellem at sejle under britisk flag eller at henleve lange år i de berygtede prisonskibe. De kom til at betale en høj menneskelig pris for krigen. Og det samme gjorde deres familier, mens en mand, en far eller en søn søgte at få tiden til at gå i selskab med landsmænd og med at endevende de sparsomme nyheder hjemmefra.

Tegningen bærer teksten: ”Danske Prosong Skib Brawo 1807 den 16. December”. Det var det tidligere hollanske linieskib ”Bravo”. Tegning af fangen Hans Christian Juhl.

PRISONEN

Prison betyder ret og slet fængsel på engelsk, men i dansk og norsk sprog kom ordet i samtiden og eftertiden til at få et særligt indhold: det blev fællesbetegnelsen på de fangelejre som englænderne oprettede under Napoleonskrigene.

Der var to hovedtyper af lejre - skibsprison og landprison. Den sidste gruppe kan igen deles i åbne og lukkede landprisoner.

På prisonskibene og i de lukkede landprisoner sad fangerne bag lås og slå, under militær bevogtning og hovedsagelig på engelsk bekostning. I de åbne landprisoner, parolelejrene, sad fangerne på egen bekostning, men med tilskud af dagpenge fra den danske regering efter højere satser end de øvrige fanger. Parolefangerne var privilegeret, eftersom de med visse indskrænk-ninger kunne bevæge sig frit, men de måtte afgive æresord på at de ville afstå fra flugtforsøg.

I de åbne parolelejre sad flådeofficerer og andre militære officerer, enkelte civilister, og højere skibsofficerer fra handelsflåden. De havde ret til at medtage en oppasser, hovedsagelig en yngre dreng. Hovedantallet af parolefangerne kom dermed til at bestå af flådeofficerer, skippere og styrmænd, foruden en del mindreårige drenge. De fleste officerer fra kaperskibene blev derimod placeret på prisonskibene.

Hvor blev fangerne placeret?

Landprisonerne var stort set spredt over hele Storbritannien, mens skibsprisonerne fandtes ved syd- og sydøstkysten. De vigtigste parolelejre lå i Reading (ca. 50 km. vest for London) og Ashburton (i Devon, ca. 30 km. nordøst for Plymouth), andre lignende var i Moreton Hampstead (i Devon, ca. 15 km. nord for Ashburton), Northampton (ca. 90 km. nordvest for London) og Peebles (i Skotland, ca. 30 km. syd for Edinburgh). Den største lukkede landprison var Greenlaw (i Skotland, ved den lille by Pennyqiuck el. Penicuik, nuværende Glencorse Barrack, ca. 15 km. syd for Edinburgh), af mindre betydning var Bristol, Yarmouth (i Norfolk) og Bishop´s Waltham (nord for Portsmouth). Af andre lukkede landprisoner kan nævnes Norman Cross i Huntingdon, som var den første specielt for krigsfanger, og Dartmoor i Devon, hvor de fleste fanger var franske. Langt de fleste dansk-norske fanger sad imidlertid på prisonskibene i bugten udenfor småbyerne Chatham og Gillingham (et stykke syd for udløbet af Thames), Plymouth i Devon og

Portsmouth i Hampshire. Nævnes må også at 2-300 blev holdt som fanger på den britiske ø Barbados i Karibien de tre-fire første måneder i 1808, medens over 1200 personer sad i forvaring i Göteborg fra først på året 1809 til tidlig samme sensommer (Sverige havde sluttet forbund med England 2. februar 1808.).

Efterhånden blev en stadig større del af de dansk-norske fanger samlet i Chatham, Plymouth og Portsmouth. Prisonskibene var kasserede orlogsfartøjer, dels engelske, dels erobrede franske, spanske, hollandske eller danske skibe. På række og geled lå de forankret eller på svaj på Areviret, d.v.s. farvandet udenfor den egentlige havn, nedrigget og uden ror, isoleret fra land. Ved Chatham-Gillingham lå 12 fangeskibe, foruden et hospitalskib. De tolv var Fyen, Kronprins Frederik, Nassau (tidl. Holsten), Crusty (Thrusty?), Samson (Sampson), Buckingham (senere erstattet af Brunswick), Irresistible, Bahama, Canada (Candida?), Glory (Gloire?) og Belliqueux. De tre førstnævnte var blevet erobret ved København, henholdsvis i 1807 og 1801.

”Irresistible”

Logiskibe i Chatham

Prisonskibe Chatham

Prisonskibe Chatham

I Plymouth fandtes først 8, derefter 12 skibe, (1 hospitalskib) : Prince, Panther, Bienfaisant, Brave, St. Nicolas, Europe, St. Isidore, Hector, Fame, Ganges, Genereux og Oiseau.

Prisonskibet ”Brave”, Plymouth. Bemærk den tæt sammenstuvede fangeflok på bakken. Tøj hænger til tørring. Skibet isoleres ved rækker af bøjer.

Prisonskibet “La Couronne” i Plymouth. Forsyningsbåd lægger bi.

Prisonskibe ved Plymouth

Prisonskibe ved Portsmourh

Af de 8 eller flere skibe som lå i Portsmouth kendes kun ved navn Proteus (Prothee), Niger og hospitalskibet Gladiator. I Göteborg er nævnt den engelske prisonbrig Nelly.

Plymouth havn.

Skibsprisonerne sorterede for øvrigt under det engelske Admiralitet. Det kontrollerende organ var det såkaldte Transport Office eller Transport Board .

Alt i alt sad der under krigen omkring 7.000 søfolk fra Danmark, Norge og hertugdømmerne i kortere eller længere tid i britisk fangenskab; langt de fleste ombord på de udrangerede linjeskibe på Themsen og ved Plymouth. Deres antal svingede konstant. Nogle blev udvekslede med fangne britiske søfolk. Nogle døde under det lange ophold og nye kom til

Rømø-skipperen Chresten Hansen Mikkelsen har i en farvelagt tegning skildret sit lukaf ombord på et af de engelske prison-skibe. Som kaptajn havde han bedre vilkår end de menige søfolk, og endvidere fungerede han som regnskabsfører. Formentlig var det ham, der administrere pengene fra Danmark til de fangne landsmænd.

Niels Truslev forherligede i to stik de fangnes troskab mod fædrelandet. Sømanden lader sig ikke friste af englændernes tilbud om at gå i engelsk tjeneste og bliver ved hjemkomsten modtaget som en helt.

Skibsprisonerne var flydende, umenneskelige fængsler. Det var blokskibe, dvs. aftaklede orlogsskibe uden rigning, ror, spryd eller bestykning. Sorttjærede som de var, gjorde de et uhyggeligt indtryk. De fleste af dem rummede til tider over 1000 fanger stuvet sammen på de nederste dæk under så uhygiejniske og trange forhold, at mange døde og andre blev sindsyge.

Mange prøvede at flygte fra prisonskibene, men det lykkedes kun for få. Denne nøgle er fremstillet af omsmeltede tin tallerkener af Jens Holm fra Rømø til et flugtforsøg. Om det lykkedes, vides ikke.

Krigsfanger på arbejde i Woolwich i Kent. I baggrunden ligger prisonskibene. Fangerne betalte selv for deres kost m.m., og lønnen supplerede de med bidrag, som de modtog fra den danske stat og via private indsamlinger.

Ombord på prisonskibene

Prisonskibene var kasserede orlogsmænd, såkaldte blokskibe. Blokskibene uden master, ror og spryd, lå kulsorte tjærede, ”for moringen”, dvs. fast forankrede for og agter, ubevægelige; eller de lå ”på svej”, dvs. fortøjet til en pæl, svingende med strømmen; de lå på ”reviret”, dvs. farvandet udenfor den egentlige havn, reden, gerne en flodmunding. Skibsreglementet på fangeskibene beordrede fangerne til at være under dæk ca. halvdelen af tiden. De blev nedtalt og optalt, og stemmede tallet ikke, blev de ”jaget” op og ned, indtil 20 gange hedder det i en fransk beretning. Når hele massen blev jaget op, har de stået tæt sammen på den snævre plads. På prisonskibene var alt vilkårligt, og ingen regel almengyldig. Den norske matros, Jacob de Lange, der sad på

”Irresistible” i Chatham, hævder, at fangerne ”får knap tilladelse til at trække lidt frisk luft på det åbne dæk”. Til tider havde fangerne en vis frihed til at bevæge sig op og ned, men den kunne når som helst begrænses.

Fangernes ankomst

Prisonskibet “La Couronne” i Plymouth. Fanger ankommer Kort var rækkefølgen for fangernes indsætning i prisonskibene: opbringelse, indbringelse til havn, beslaglæggelse, forbud mod at gå i land, mønstring ved et modtageskib, og endelig katastrofen: ombord i fangeskibet.

Prisonskib. Todækker. Transport af fanger bringes under stærk bevogtning. Vagtposter på skanse og trappe. Bemærk de mange overbygninger. Fangerne har tøj til tørring. Bagved t.h. ses

et mindre prisonskib, éndækker. En dansk matros, Niels Martin Nielsen, husker det første indtryk, da han blev bragt ombord i prisonskibet ”Buckingham” i Chatham: ”synet af et skib, hvorpå så mange af mine ulykkelige brødre stod indesluttede i deres prisondragt og så igennem jerngitterværkerne ud på os, vakte i mit hjerte smertelige følelser, da den samme skæbne nu forestod mig”. Efter at være kommen på dækket, får han anvist plads ”i læ”, dvs. nedenunder, på batteriet eller banjerne; han får udleveret køje og køjeklæder samt en dragt, bestående af gul klædestrøje og benklæder. Til dragten hører et par tøfler af træ. En anden sømand, Federspiel, beretter ”Kedlen, hvori maden er tilberedt, er rusten; selv da fangerne har skuret den i flere dage, før den kommer i brug, er suppen sort, smager af rust, og ”sammensnævrer både mund og tarme”. De fleste får maveproblemer, ”men hjælp var der ikke at vente for os”. I denne vor lummerlige tilværelse lærte vi at døje ondt, og at vi måtte stå hinanden bi. Vi anså englænderne for vore fjender og bebrejdede dem deres forhold imod os”. Englænderne tager det med ro og giver løfter, men de viser sig at være tomme. Denne ”ynkelige” tilstand varede en måned med sult og tørst og søvn på det bare gulv, om morgenen åbnedes de små luger på de tilsømmede kanonporte, og sådan fik de en smule frisk luft, hvad der kunne behøves, ”da man kan tænke sig, at hvor så mange mennesker er sammen i et sådant rum, der kan luften, hverken være sund eller behagelig”. Hans Christophersen skriver i et udsmuglet brev: ”Jeg tror næppe, det værste fængsel hjemme kan sammenlignes med et fangeskib her. Så mange mennesker indespærret i et så ubetydeligt rum må nødvendigvis forårsage den største urenlighed. Vi har også lært at kende følgerne heraf, da vi i afvigte september og oktober måned havde næsten 150 syge af en slem forrådnelsesfeber. Jeg selv blev derved også kastet på sygelejet.” Johan Christian Federspiel fortæller: ”Til at blive af med de fornødenheder, som naturen krævede, var der hensat nogle store kar, der ikke blev rensede flere dage. Vi måtte ikke komme op på dækket, og kanonportene var tilspigrede, med undtagelse af et lille hul der var beslået med jernstænger, hvorigennem vi fik nogen frisk luft og en mådelig lysning. Kun en mand af hvert skibsmandskab blev hver dag opråbt for at hente vor daglige ration, der bestod af ½ pund brød, ½ pund kød, samt salt til hver mand, tilligemed noget vand, hvilket snart var fortæret. Det gik så vidt, at den ene stjal fra den anden, og man måtte passe nøje på sit stykke for ikke at sulte ihjel. For at bevare brødet til næste morgen for dem, der gik omkring og stjal det, måtte jeg såvel som flere af mine medfanger gemme brødet i lommerne, men når de mærkede, at man sov, stjal de det lige godt fra os.” W. F. Born supplerer: ”Gud nåde den der stjal, især proviant, fra sine kammerater. Han fik straks kat, men endskønt jeg har set mennesker få seks dusin slag, for at de ej skulle fristes til at stjæle, stjal de dog straks efter, og blev idømt ny straf.”

Prisonskib. Todækker. Under de tilgitrede porte til øverste og underste batteri ses lemmene til banjerne. Fangerne blev inddelt i ”bakker” på seks mand, hver med en ”bakke”, dvs. træskål til at hente suppe og vand i. Der beregnes daglig til hver 125 g råt kød, 1 kg brød og noget salt; to gange om ugen gives en spegesild og et ½ kg kartofler. Kødet uddeles i stykker på seks, og når suppen er færdig, fordeler bakkens kok kødet, som vi så kan hente hos ham sammen med en ½ l suppe. Dette var regelen; men praksis var en anden, og når man i stedet for det lovede kun fik tre, fire kartofler og enkelte gryn til alle seks, opstod der skænderier og slagsmål, hvor den stærkeste altid fik ret. Der trommedes ud kl. seks og om vinteren kl. otte. Køjerne bringes på dækket og stuves i finkenettet, der løber langs rælingen, åbent ind mod dækket. Fangerne tælles samtidig op, én for én ad de smalle trapper fra banjer og batterier. Derpå visiteres batterierne, fejes og bringes i orden. To gange om ugen bringes skibskisterne op, og batteridækkene vaskes. For at undgå forfordeling som ville give skænderier, indførte man den ordning, som rådede til orlogs, at kokken, når han havde delt kød og suppe i portioner, vendte ryggen til; en anden pegede da og spurgte hvem der skulle have det og det, hvorpå kokken nævnede navnene på bakkens medlemmer. To plager var svære at få bugt med: sulten og mangelen på tøj. Nogle solgte, hvad de ejede for at købe mad, ”da jeg gerne kunne have spist det dobbelte af, hvad jeg fik”. Andre fanger samlede sig når skraldet kastedes ud og ragede kartoffelskræller og sildehoveder til sig, som de spiste rå. De hvis tøj var slidt op fik udleveret andre i gule farver, bukser og enradet trøje, desuden sko, strømper og skjorte, alt mærket med et ”T. O”, Transport Office, men som fangerne udlagde som

hjul og stejle. Andre fortæller om deres ankomst, at det første de mødte, var stakler, der løb omkring på dækket med langt hår og skæg, klædt i pjalter, hujende, skrigende, pludrende og med en bøn om brød, ”orden var der ikke i nogen ting; der blev ikke holdt anden justits end den fangerne selv indbyrdes kunne tilvejebringe. Nogle var for længst faldet sammen af kedsomhed, modløshed og sorg; mange tabte forstanden, særlig mellem de yngre fanger. Alle forhåbninger var som blæst bort. Intet under, at mange blev angrebet af voldsomme raserianfald, så blev der slagsmål; drab fandt også sted. Der herskede ”grænseløs urenlighed”. En del fanger døde af svindsot eller den gule feber”. Fra december 1808 modtog de danske fanger dagpenge fra den danske stat. Statsunderstøttelsen, så beskeden den end synes, stillede de danske fanger anderledes end andre. De franske fanger fik således ingen understøttelse hjemmefra. Idel lykke er det dog ikke, idet der er utilfredshed med forskellen i betalingen til officerer og det menige mandskab. Fangerne begunstigedes også af private pengebeløb og hjemme i Danmark foretoges indsamlinger samt opførelse af skuespil, hvor overskuddet skulle gå til fangerne. Andre fik penge fra rederne og fra familie. Det blev almindeligt blandt fangerne at udføre diverse håndværk og hobbyarbejder. Der blev skåret i træ og af ben, udleveret fra kokken, blev der blandt andet udskåret skakbrikker og fremstillet skibsmodeller af linjeskibe og fregatter.

En fortæller, ”det store rum (batteriet) genlød af surren og hamren af mange redskaber; snedkere, skomagere, skræddere etc. arbejdede på rad. Vi må tænke os batteriet som en fortsat række af værksteder, udsalg og beværtninger. De der havde lært et håndværk, søgte arbejde indenfor deres område, så vidt det lod sig gøre uden penge til anskaffelse af værktøj og materialer. Men nøden gør opfindsom. Englænderne kom ombord, tilbyttede sig de fremstillede varer for sæbe, tobak, grøntsager, øl, arbejdsmaterialer etc.

Fangerne underholdte sig blandt andet med spil: dam, domino, skak, men frem for alt kortspil, oftest om penge og mange spillede deres dagpenge væk, eller satte alle deres ejendele på spil, med det resultat, at de til sidst kun havde det allerdårligste tøj og konstant gik sultne rundt.

Den daglige underholdning kunne bestå i nyheder udefra. Når forsyningsbådene, vandlægteren, sildemanden, slagteren, kartoffelmanden og andre lagte til, strømmede man til skibssiden med alle sanser spændt, skønt alt hvad englænderne fortalte, blev modtaget med mistro.

Med største iver samledes man om de dansk-norske sømænd, der sejlede i licens, dvs. fragtede tømmer fra Norge og korn fra Danmark og hjembragte engelske varer til Norge og Danmark. Gennem disse mandskaber, som man ellers så skævt til, idet man mente at de var forrædere, fik fangerne nyheder om forholdene hjemme.

Den skrevne avis var brevene, men dette var forbundet med store vanskeligheder, nogle gange kunne brevene være seks måneder undervejs og brevene var underkastet censur.

Den trykte avis var dag- og ugeblade fra hjemlandet, men fangerne modtog også engelske aviser.

Til underholdningen ombord hørte også bøger; der har været et lille bibliotek på skibene. Desuden spilledes der teater, blandt andet stykker af Holberg.

Og der blev undervist, nogle lærte at læse, andre at spille et instrument og skipperne underviste de unge i navigation. Der blev sendt bøger som ”Nautical Almanach” og ”Styrmandskunst”, foruden søkort.

Officererne havde helt anderledes og meget bedre forhold end de menige fanger. Her har en af dem tegnet en gruppe af sine norske fæller i en landprison nær Edinburgh i færd med daglige sysler. Nogle officerer kunne endog gå frit omkring ”på pardon”, dvs. ved at give fængslets leder deres æresord på ikke at flygte.

Fangerne beholdt deres egne klæder under fængselsopholdet. Først når de var slidt helt op, fik prisoneren udleveret en decideret fangedragt. Den var gul og forsynet med TO-mærker for Transport Office og The broad arrow – den brede pil, et tegn anbragt på al offentlig britisk ejendom. Prisoneren holder et net med fisk, sandsynligvis fanget for at supplere den sparsomme kost på skibene.

Under fangenskabet i England blev de opbragte søfolk anbragt på særlige fangeskibe. Et af dem var det tidligere orlogsfartøj ”Bahama”, der lå oplagt ved Chatham.

Entring

I de fleste fangelejre var fangerne til stadighed udsat for pres fra engelsk side med løfte om frigivelse mod at gå i engelsk tjeneste. En betydelig andel (måske et sted mellem en fjerdedel og en tredjedel?) af de dansk-norske krigsfanger tog da også hyre på engelske handelsfartøjer, som regel Ostindiafarere. Denne måde at slippe ud af fangenskabet på blev naturligvis ildeset og foragtet både af de tilbageblevne medfanger og opinionen i hjemlandet, men entring til koffardi blev alligevel ikke betragtet som landsforræderi. Langt mere alvorligt var derimod entring til orlogs, dvs. at gå i engelsk krigstjeneste. Nordmænd og danskere som blev fundet om bord på engelske orlogsfartøjer af sine landsmænd blev belønnet med standret. Den norsk fødte præst Ulrik Frederik Rosing, som virkede blandt prisonfangerne frem til 1811, anslår at kun ca. 300 af i alt 7.000 krigsfanger gik i engelsk krigstjeneste, dvs. mindre end 5%. I virkeligheden var tallet nok noget højere, lader det til.

Man kunne entre ”til skibet”, hvis man fx påtog sig et arbejde med at servicere englænderne. At entre til skibet kunne få uønskede konsekvenser; således blev i august 1810 to mand, der havde entret til skibet tvunget til at gå over i admiralskibet og derfra på orlogsskib.

Eller man kunne entre til koffardis. Særlig ivrige var englænderne for at få fuldbefarne søfolk til Ostindienfarerne; men man kunne entre til orlogs, hvorved man blev kombattant mod fædrelandet.

Fra englændernes side var der hele tiden et stærkt pres mod fangerne, for at få dem til at entre. Reglen var, at officererne hårdnakket pressede på, og blev meget vrede, når de mødte afslag.

Englændernes iver havde nærliggende grunde. Hærene på fastlandet, orlogsflåden, der talte ca. 1000 skibe og endelig den meget store handelsflåde kunne bruge mere mandskab end der var til rådighed. Der lokkedes med stor løn, et eksempel var 5 £ i entrepenge.

Årsagerne til at man entrede og gik i fjendtlig tjeneste kunne være meget forskellige. Her skal kun peges på at da dagpengene hjemmefra (udbetalt fra december 1808) stoppede i juli 1813 efter statsbankerotten, havnede specielt mange i tjeneste hos englænderne.

Forholdene i landprisonen Greenlaw kan belyses ved et interview med fire frigivne skippere, som Statstidende bragte i november 1809. De var blevet opbragt på vejen til Norge med korn, og fortæller, at de ca. 600 fangers tilstand er ”meget sørgelig, de holdes strengt indespærrede og må lide den værste nød, og englænderne ikke giver dem andet end dårlig kost. Desuden er de sådan dyngede på hinanden, at de hverken har lys eller luft, at arbejde udenfor huset tillades dem ikke, alligevel ”udholder” de fleste heller alt, end at tage engelsk tjeneste.

Frigivelse og hjemkomst

Den 25. januar 1814 fik fangerne på prisonskibet Fyen ved Chatham officiel besked om at freden var sluttet elleve dage tidligere, men fredsslutningen blev ikke ratificeret før i april. Derefter begyndte så småt frigivelsen af de fanger som stadig sad i prison. En hel del danskere og nordmænd blev dimitteret fra Chatham i juni og sendt til Tönning eller Tönningen i Holsten.

Hovedantallet af nordmænd måtte alligevel vente helt til 24. september 1814, da de blev sendt hjem med de to svenske fregatter Chapman og Euredice. De sidste blev ikke løsladt fra Chatham før i oktober, 3/4 år efter at krigstilstanden var ophørt!

Mange af de fanger som af forskellige grunde var blevet frigivet i løbet af krigen havde selv måttet klare sig hjem efter bedste evne, det ville i praksis sige at skaffe sig hyre på et skib som skulle over til kontinentet eller direkte til hjemlandet.

Da den såkaldte licenstrafik kom i gang i 1809, blev det lettere at klare sig hjem. Det hændte også at englænderne kunne komme om bord på licensskibene og plukke mandskab ud til orlogstjeneste, mens skipperen blev henvist til at erstatte besætningen med folk fra prisonen. De som blev givet fri fra prisonen med ordre om at begive sig hjem var ellers udsat for de såkaldte press-gangs, som med loven i ryggen kunne overmande og bortføre alle egnede mandspersoner til tjeneste i orlogsflåden. Disse press-gangs var for øvrigt allerede før krigen en konstant trussel for udenlandske søfolk i land, deriblandt nordmænd og danskere.

Den videre skæbne er ukendt for mange af dem som entrede, men der var sikkert adskillige som aldrig mere kom tilbage til fædrelandet. Fra sommeren 1814 og videre i 1815 og 1816 blev flere nordmænd (deraf 79 fra Agder-fylkene) sendt hjem på offentlig bekostning, med bistand af den svenske konsul i London. Næsten alle havde været i prisonen, og enkelte langfartssejlere havde ikke været hjemme i over tyve år. Fælles for alle var imidlertid at de havde været i engelsk tjeneste og senere ikke var i stand til at komme hjem på egen hånd.

Fanø hjemme under krigen Under krigen var der mange restriktioner for fiskeriet, idet der kun blev givet få tilladelser til at tage på fiskeri. Dette medførte, at indtægterne fra fiskeriet faldt drastisk. Desuden måtte Fanøboerne lide den tort, at Blankenese fiskere generede deres fiskeri på det groveste.

Fiskeriet

Krigsårene 1807 – 14 vendte op og ned på mange ting, også på fiskeriet på Fanø, som under det meste af krigen var forbudt, idet man frygtede at de engelske kaperskibe, der lå lige udenfor Fanø, ville opbringe fiskerne, og afpresse dem for oplysninger om Fanøs forsvarsvæsen. Dette var allerede sket en gang ved krigens udbrud. Øens kommandant, kaptajn Winckler, kunne dispensere fra forbuddet, når han følte sig overbevist om, at det netop da var ufarligt at fiske. Først i april 1810 gav kaptajn Winckler tilladelse til, at fiskeriet kunne genoptages og udbyttet af hvidlingefangsten ses at have været ret stort ifølge toldbøgerne.

Overlast fra Blankeneser-fiskernes side

Under krigen, da enhver nok så lille indtægtskilde var af den største betydning for Fanøboerne og da navnlig fiskeriet (der af militære hensyn fra regeringens side var pålagt store indskrænkninger og derfor kun engang imellem gav befolkningen et vigtigt fødemiddel), dukkede pludselig en ny fjende op. Fiskeriet i Vesterhavet ud for Hertugdømmerne, hvor fiskerne fra Blankenese hovedsagelig drev deres fiskeri, blev ved krigens udbrud strengt forbudt for at undgå, at englænderne skulle

opbringe bådene og ved hjælp af disse, forsøge at gøre landgang. Dette forbud ramte selvfølgelig fiskerne fra Blankenese, en lille by ved Elbens højre bred nogle få kilometer fra Altona, ret hårdt, og de søgte derfor op i Fanøbugten for at fiske der.

Fanøfiskerne drev dengang fiskeri udelukkende med line, der sattes på tværs af strømmen. LINK Blankeneserne fiskede udelukkende ved hjælp af kurrer, en slags trawl, som de drev med strømmen, og da de drev dem hensynsløst hen over Fanøfiskernes liner, de såkaldte bakker, ødelagdes disse totalt, hvilket medførte store tab for Fanøfiskerne. Man fandt sig i det et par års tid, nærmest fordi man ikke vidste, hvordan man skulle stoppe hærværket. I efteråret 1810 klager fiskerne til øens kommandant, W. M. Winckler, over blankenesernes ødelæggelser, og han gav de blankenesiske fiskere en mundtlig advarsel, når de kom ind til Nordby havn for at proviantere. Blankeneserne kom med lidt af en røverhistorie: de hævdede at de om foråret ikke kunne fange hvidling, fordi denne kunne se, men om sommeren gjorde den store tilstedeværelse af vandmænd fiskene blinde, som da ikke kunne fanges på line, men udelukkende med trawl. I deres svar berører de overhovedet ikke de ødelæggelser de har forårsaget.

Regeringens frygt for, at fjenden skulle sætte sig i besiddelse af blankenesernes fartøjer, viste sig velbegrundet. I august 1811 indberetter generalmajor v. Tellequist nemlig til kongen, at englænderne havde haft held til at kapre blankenesiske fartøjer og i ly af dem havde overmandet Fanøfiskere. Blankeneserne fremturer med deres opførsel og til trods for Fanøfiskernes gentagne henvendelser til øvrigheden, møder de ingen forståelse eller hjælp. Kaptajn Winckler mener dog, at klagerne ”bør indstilles til gunstig resolution”. Han gør opmærksom på, at fiskeriet næsten er den eneste næringsvej for Fanøboerne under krigen, og at fiskerne på grund af deres deltagelse i Fanøs forsvarsvæsen ikke må sejle længere ud end de kan holde øje med signalmasterne, og i tilfælde af fare, hurtigt kan sejle ind til Fanø igen. Blankeneserne kan derimod fiske langs vestkysten af Slesvig og Holsten og bør holdes ude af Fanøbugten. Et yderligere argument er, at blankeneserne skraber havbunden og dermed ødelægger fiskeriet for Fanøboerne og deraf følgende fattigdom. Sognefogeden i Nordby, Laurids Kallesen, afgiver en lignende erklæring, og han peger på, at det store antal fiskefartøjer fra Blankenese, over 100, er med til at jage fiskene bort, så Fanøboerne mister deres indtægtskilde. Fiskeriet beskæftiger et par hundrede mennesker på Fanø.

Birkedommer Nørup frygter endvidere, at da blankeneserne sælger deres fisk til englænderne, kan de stå i ledtog med disse og være dem behjælpelige ved landgang og ødelæggelse af batterierne, der er øens eneste forsvarsvæsen. Han ønsker derfor en kanonbåd ved Sønderho i Knudedyb og en ved Nordby i Grådyb. Han får dog aldrig svar på ønsket. Blankeneserne ikke alene fortsætter med deres skadelige fremfærd, men fraterniserer med fjenden, som de solgte fisk og andre fornødenheder til. De drev også en betydelig smuglerhandel i området. Dette kom det Pinnebergske landevogteri for øre, og i en henvendelse til kongen den 12. maj 1812, beder de om en kulegravning af sagen. De insinuerer også, at Fanøboerne tager del i smuglervirksomheden. Birkedommer Nørup forhører sig lidt omkring, og tilbageviser på det kraftigste disse beskyldninger om Fanøboernes deltagelse i smugleri. Pinneberg er en tysk kreds (amt) i delstaten Slesvig-Holsten. Den holstenske kreds ligger vest for storbyen Hamburg ved Elben.

Mangel på korn

I krigsårene var det meget vanskeligt, at få korn i tilstrækkelig mængde. De store udskrivninger som regeringen foretog af korn til Norge forårsagede stor knaphed på korn til brød. Fanø-skipperne var så godt som alle beordret til at fragte kornet – magazin korn kaldet – til Norge. Ladningerne blev indtaget ved Ribe og Hjerting under behørig kontrol, men ikke desto mindre manglede der altid korn i ladningen når den udlossedes i Norge. Skipperne undskyldte sig med naturligt svind, men der er ingen tvivl om, at besætningerne før afrejsen til Norge forsynede sig med korn til familiens underhold derhjemme. For Fanøboerne blev krigsårene frygtelige og for manges vedkommende fattige år. Der var mangel på alt og i de sidste år af krigen, da pengene der var tjent under Fanøs sølvalder, var brugt op, var købekraften væk. Befolkningen – der i antal var større end Ribe og Vardes befolkning tilsammen – havde hidtil hentet hovedindkomsten på havet, men nu var de frataget denne mulighed og tvunget til at leve af, hvad de kunne producere hjemme. Hver lille plet jord mellem de sandfygende klitter blev gravet af kvinderne og tilsået. Gødning var der kun lidt af, så udbyttet blev ikke stort. Hidtil havde man gødet med affald fra fiskeriet – hoved og indvolde – men på grund af restriktionerne omkring fiskeriet, var der ikke meget af denne gødningstype at hente. Der opstod derfor mangel på brødkorn, der tiltog for hvert år, krigen varede. Man forstår da bedre, at det var almindeligt for besætningerne på fartøjerne, der fragtede korn til Norge, at forsyne sig med en portion korn til familien derhjemme. Der blev ganske vist klaget over forskellen i mængden af det lastede korn i forhold til det udlossede, men skipperne undskyldte sig med naturligt svind. En lille historie viser lidt om forholdene. En fattig familie henvendte sig til den rige og med korn velforsynede skipper, Thomas Foged, med bøn om at få en fjerding kar rug på kredit, indtil

fiskeriet kom i gang igen, men de fik afslag på bønnen. De havde hverken brød eller kartofler hjemme, de måtte derfor i flere dage leve udelukkende af saltet fisk. Så var de så heldige en dag at fange en sælhund; det gav kød i huset. Således led ikke alene denne familie nød, men mange andre på samme måde, i de år krigen varede. I flere omgange ansøgte befolkningen kongen om at få sendt en forsyning korn fra de kongelige magasiner, men ikke med stor succes. I de første måneder i 1811 måtte regeringen overlade beboerne 100 tdr. rug af den beholdning der ellers skulle afskibes til Norge. April 1812 kom der ordre om, at levere korn til Norges forsyning og ved en fejltagelse modtager man på det kornfattige Fanø også denne besked. Beboerne indsender straks en ansøgning om, at blive fritaget for denne leverance, og birkedommeren sender den 24. maj 1812 blandt andet følgende bemærkninger: ”Søfarten – beboernes hovednæringsvej – er stoppet og giver kun sjældent en fortjeneste. Fiskeriet var ganske mislykket i 1811, ikke mindst på grund af den store chikane fra Blankeneserfiskernes side. Kornpriserne er nu på et helt uacceptabelt niveau, og kan næsten ikke købes. Kornavlen på Fanø er kun 1/10 af det behov som er nødvendigt for Fanøboernes underhold. derudover er der en følelig mangel på hø, som man til meget høje priser må købe på fastlandet.” Birkedommernes forklaring om forholdene på Fanø synes ikke at give noget resultat, for i november 1812 indsender beboerne en fornyet ansøgning om fritagelse. Det vides ikke om ansøgningen blev imødekommet. Derimod indsender P. H. Brinch, Sønderho, et brev til kongen den 15. november 1812: Til Kongen! Allerunderdanigst Promemoria. Anno 1801 blev Øens Beboere paa Fanø og Sønderho enige om frivillig . at forsvare Øen imod al fjendtligt Anfald, og som England truede Danmarks Rige med Krig, gjorde vi allerunderdanigst Ansøgning om Krigs-Ammunition, som og blev os tilsendte 1807; da Krigen udbrød mellem Danmark og England blev os befalet af Øvrigheden at udvælge os en Anfører, som blev mig, Peder H. Brinch, over Batteriet og Korpset i Sønderho og i Nordby Sogn blev samme befalet, som og blev efterkommet. Samme Aar blev os tilsendt en Oberanfører, Kapt. v. Winckler i Sø etaten - Øen har til nu forsvaret sig selv uden nogen Kasse - og som Øen var velsignet med Fartøjer saa har denne Krig nu næsten blottet os ved samme, dels blev enkelte rekvireret ved Krigens Udbrud og dels er nogle rekvireret med Kongelig Magasin Korn til Norge og da ved Fjenden bortrant, - saa at Øen er næsten saaledes, at den ene ikke kan hjælpe den anden, og især dette Sogn som har lidt mest, formedelst den havde de største og fleste Fartøjer. - Vi ansøger derfor herved allerunderdanigst os allernaadigst maa forundes at faa vores til Føde fornøden Korn fra Ribe Amtstue imod at betale for Tønden dennes allernaadigst befalede Kapiteltakst. Thi som det lader sig mærke saa vil det være vanskeligt at faa og dertil dyrt, og den største Del af Sognene ikke straks har Pengene til at betale med, saa bliver der næsten intet at faa. Saa udbeder vi, at

Amtsstuen efter Kapiteltakst maatte blive vores Brødkammer, som er det fornemste af vores Føde. Saa kunde Trangen afhjælpes ved Borgen, den ene for den anden og til befalende Tid blive betalt. Vores allerunderdanigste Ansøgning haabe og beder vi paa anført Grund os forundt. Allerunderdanigst Peder Hansen Brinch. Sønderho paa Fanø, den 15. november 1812. Birkedommeren medsender i stærke vendinger anmodning om at få udleveret 100 – 200 tdr. rug af det korn som er opmagasineret i Hjerting der ikke kan fragtes til Norge grundet vinteren. Han skriver: ”For Guds skyld, bevågne Herre og Konge, ræk disse halvfortvivlede folk hånden, mens det endnu er tid.” Den 2. januar bliver man tilbudt 100 tdr. rug til en pris af 40 Rdl. pr. tønde, hvilket var halvdelen af markedsprisen for rug. Denne portion som blev uddelt til de mest trængende, slap hurtigt op og den 23. marts indsender birkedommeren en ny ansøgning om 100 tdr. rug fra amtets magasiner. Men svaret blev, at han skulle forsøge selv at opkøbe korn. Stiftsamtmanden går ind i sagen og skriver blandt andet: ”… så stor end vore brødres trang er og pligtskyldigst bør afhjælpes, så tungt ville det dog være for vort eget lands beboere selv at savne det, som med eget arbejde og møje er tilvejebragt til det nødvendige til livets ophold.” Igen får Fanøboerne en portion på 100 tdr. rug, som lige så hurtigt var væk igen. Nu indsendes en ny ansøgning ved kroholder Niels Jacobsen af 4. januar 1813 om yderligere 100 tdr., men magasinerne var tomme.

En signet og dens historie

Under krigen da kornmangelen på Fanø var stor og betalingsevnen ringe, måtte mange folk pantsætte deres værdigenstande for at skaffe korn til brød. Skibsfører Hans N. Jessen, Nordby, død 1856, pantsatte da sin massive sølvsignet til en mand på fastlandet for leveret korn. Signeten, der bar indskriften: ”Søen ernærer mig” plus ejermandens navn. Signeten blev ikke indløst. 120 år efter finder en efterkommer af den oprindelige ejer signeten i vinduet hos en guldsmed i Esbjerg, der beredvilligt solgte hende signeten, og således kom den igen i slægtens eje.

Held i uheld

En begivenhed der ikke hører under kapring, men måske snarere kan beskrives som et heldigt kup, fandt sted ved en stranding ud for Sønderho i december 1809. Skibet var hjemmehørende i Pappenberg, en tjalk ”Vrave Christine”, ført af skipper Johan Rolves. Lasten var bestemt for England, men sønderhoningerne beslaglagde skib og ladning. Skibet var sprunget læk i åben sø og var synkefærdig, så mandskabet gik i bådene og forsøgte at nå Sønderho strand. Under dette forsøg kæntrede båden, og skipperen og drengen druknede, mens to matroser kom levende i land. Da de fortalte om skibets last og bestemmelsessted, gik flere både med mandskab fra Sønderho ud fra Sønderho; fandt skibet, der endnu ikke var sunket, og fik det bjerget indtil stranden. Lasten bestod af sukker, indigo, farvetræ m.m., og indbragte ved auktion næsten 20.000 Rdl., som blev fordelt mellem de 45 mænd, der havde deltaget i bjergningen.

Fire mand taget til fange

Den 5. august 1810 observeres fra Sønderho et skib der tilsyneladende ville anløbe havnen, men det holdt sig uden for Gabet, og man antog, at det ønskede lodshjælp. Skipperen Hans Jepsen Pedersen og Anthonis Nielsen gik ud for at yde hjælp, men ved sandet Inderknude, så de nogle mænd gå på sandet. Skipperen synes at det så lidt suspekt ud og vendte om. Vel i land blev de bebrejdet af byens kaptajn, Peder Hansen Brinch, at de ikke havde talt med folkene og fået rede på situationen. Næste morgen lå skibet der endnu, så de to skippere fra dagen før, gik ud sammen med P. H. Brinch og styrmand Holm. De nærmede sig forsigtigt skibet og så at det førte dansk flag. Skibet kom nu nærmere til de fire sønderhoninger i båden og strøg nu det danske flag og skød efter mændene, der indså, at de ikke kunne undslippe, hvorefter de kom ombord, i det der viste sig at være en kaper bemandet med 25 mand og bestykket med seks kanoner. Kaperen sejlede nu ud fri af grunden. Den 8. august var kaperen så langt ude, at man ikke længere kunne se land. Om eftermiddagen sås et fartøj ud for Rømø, og kaperen jagtede nu dette skib, men på grund af sandene, kunne de ikke komme på skudafstand, så kaperfolkene gik i sluppen og indhentede fartøjet ved nordenden af Mandø. Fra Sønderho havde man været vidne til kapringen og gik nu ud med tre velbevæbnede både, der drev fjende på flugt og fratog dem prisen, som de bragte ind i Sønderho havn. De fire ”kidnappede” skippere fik nu lov til at gå i deres egen båd, men først forsøgte kaperens kaptajn, at afpresse dem oplysninger om øens forsvar, men de lod som om de ikke forstod spørgsmålene. De blev modtaget med hurra råb da de nåede land, men øens kommandant, Winckler, så ikke

med milde øjne på deres eventyr, det der var forbud mod, at nærme sig ukendte fartøjer og skipperne blev idømt en bøde på 15 Rdl. hver. Også i Nordby skete der ting og sager, hvorom kaptajn Winckler den 10. august indberettede følgende: ”Den 8. august 1810 ud for Fanø jagede en engelsk kutter der førte dansk flag, en evert ”Frau Anna”, hjemmehørende på List. Kutteren skød på everten og satte en båd efter denne. Fra Fanø sendtes nu tre bevæbnede fartøjer ud for at hjælpe everten, som nu blev forladt af englænderne, hvorefter ”Fra Anna” blev ført ind til Sønderho havn.” Følgende heltedåd er omtalt i Fanø Birks notarialprotokol: ”Den 10. august 1812 gik tre fiskerbåde fra Nordby med kaptajn Wincklers tilladelse ud for at fiske. Godt ude i Grådyb, opdagede de en slup, som de antog for at være fjendtlig, hvorfor de straks sejlede tilbage til Nordby. Sluppen satte efter dem og kom ganske tæt ind på den ene af kutterne, der, trods signal fra sluppen om at standse, fortsatte, indtil der blev skudt med rifler agten for kutteren og staks efter foran stævnen og endnu et skud der gik igennem fokken. ”Vi nødtes da til at lægge bi”, forklarer skipper N.N. Pedersen til kommandanten ved hjemkomsten, ”da vi så, at vi ikke kunne undgå ham uden at blive skudt. Han havde seks mand ombord, alle med geværer; han satte så en mand ombord hos os, som straks drog sin sabel og tog kommandoen, og befalede os, at sejle udefter, hvor deres skib lå; sejlede så ud med udfirede skøder og læstrøm; gjorde derefter en vending efter befaling; da han så soldater i land i gevær, rejste han sig op på runddækket for at se, hvad det var, kom hurtigt ned igen og overtog roret, lagde i læ til vinden. Båden gik langsomt over stag, hvorefter han igen gik op på runddækket; jeg skubbede da til ham og han faldt over bord og jeg lod ham drive af! I mellemtiden havde sluppen bordet en anden af fiskekutterne og også der sat en bevæbnet mand ombord. Han beordrede ligeledes denne båd til at gå udefter til skibet, men da han så sin kammerat i vandet, vendte han om og fik ham reddet. Den fjendtlige skipper var under alt dette kommen batteriet på Fanø nordspids så nær, at dette åbnede ild mod sluppen, der herefter skyndsomt forsvandt. Der blev således intet fiskeri denne gang.

Krigen får en ende Endelig fik krigen og de mange trængsler en ende. Freden blev underskrevet i maj 1814, og krigsfangerne blev frigivet. På det tidspunkt sad der endnu 32 mand fra Fanø i fangenskab i England. Fangerne kom hjem til Fanø lidt efter lidt, nogle over Norge, og nogle over Altona. Mange kom først hjem i november, enkelte havde fået hyre med et eller andet skib, men alle længtes efter hurtigst muligt, at komme hjem til Fanø. Der var stor glæde på øen, da freden var sluttet, og for hver gang en mand kom hjem af fangenskabet, var der fest i hjemmet, om end kun i al tarvelighed. Disse festligheder afsluttedes i Sønderho ved en større sammenkomst hos denne bys anfører ved kystmilitsen, kaptajn P. H. Brinch, på kongens fødselsdag, den 23. januar 1815. Herom beretter ”Ribe Stiftstidende” følgende:

”Lørdag den 23. januar hilstes kongens fødselsdag på Sønderho med 28 kanonskud. Om aftenen var øvrigheden med flere af øens agtværdige familier forsamlet hos kaptajn P. H. Brinch, hvor kongens og dronningens og de kongelige huses skåler udbragtes under kanonernes brag og tredobbelt hurra. Efter bordet deltog såvel oldinge som ynglinge i øens nationaldanse indtil kl. 4 om morgenen. Også de husarme blev ved en ikke ubetydelig gave glædet ved denne lejlighed.” Nu var det også forbi med festlighederne, der skulle tages fat på, at skaffe nye skibe, i stedet for de mange som englænderne havde kapret under krigen. Alene Sønderho havde mistet 40 af sine største skibe. Der manglede penge til nybygninger, men disse blev fremskaffet ved lån på bodmeri og medrederskab hos venner og tidligere forretningsforbindelser i Tønder, på Føhr, i Altona og i Holland samt hos købmænd i Ringkøbing. Den gamle tillid til Fanøboernes dygtighed som skippere var der ikke blevet rokket ved under krigens ulykker.

Bodmeri: Begrebet blev anvendt om lån, der ydes mod pant i skib og ladning og tilbagebetales efter gennemført rejse. Forliser skibet kan gælden ikke inddrives. Gennem deltagelse i risikoen bliver bodmerirenten derfor høj. Bodmeri på ladningen kaldes for respondentia. En sådan låntagelse benævnes uegentlig bodmeri. Det egentlige bodmeri finder sted, når et skib på grund af nød bliver nødt til at skaffe yderligere kapital for at gennemføre rejsen. Egentlig bodmeri blev derfor oftest indgået af skipperen på stedet, hvor pengene var nødvendige. Bodmeristen deltager i groshaveribidragene med værdien af det reddede i forhold til lånet. Udtages der flere bodmerilån, indløses det sidst udtage først.

Allerede i 1815 blev der bygget 19 skibe i Sønderho og 14 i Nordby, men det var alle små skibe, deres samlede drægtighed beløb sig kun til 422 kommercelæster. Året efter byggedes i alt 23 skibe på kun tilsammen 214 kommercelæster. Med disse småskibe kunne der ikke sejles særlig langt omkring, kun langs kysterne til Holland og til Norge. Udbyttet var derfor ikke særlig stort; der var ikke større udsigt til at anskaffe sig større skibe, som dem man havde før krigen. I de følgende år byggedes der stadig kun småskibe. Dertil kom de mange forlis med tab af både skib og mandskab i årene efter krigen. I 1815 forliste der fem skibe fra Sønderho, deraf en med mand og mus, og fra Nordby et skib. Hvert år gik der flere skibe tabt og det synes umuligt, at komme økonomisk ovenpå. Optimismen fra de første efterkrigsår holdt ikke. I 1817 byggedes kun et begrænset antal skibe, og i årets indberetning skrev birkedommeren, ”at skibsbyggeriet kun havde lidet fremme på grund af den slette pengekurs og store pengetrang. Øen vil sent tilbagevinde lignende skibsfart og skibsbyggeri, som den havde før krigen”. Den største ulykke Fanø har oplevet, begyndte med forlis af et skib i foråret 1824 og senere på sommeren endnu et. Den store storm 3. november tog 12 skibe, deraf de syv med alt mandskab. I 1825 gik fire skibe tabt, deraf de to med alt mandskab, og i 1826 forliste fire skibe, dog uden mennesketab. Ved disse ulykker blev 40 kvinder enker og 90 børn stod uden far. Forlis:

1824 14 1825 4 1826 4

Krigsskadeerstatninger Disse ulykker var ikke de eneste der lagde mørke skyer over Fanø. Mange skippere der havde mistet deres skibe under krigen måtte vente meget længe for at få udbetalt deres forsikringsgodtgørelse. Den blev af uforståelige grunde tilbageholdt. Og dem, der fik forsikringen udbetalt, fik dem udbetalt i ”komitésedler”, hvis værdi kun var 1/3 af deres pålydende. Her skal refereres nogle eksempler på disse sager: Skipper Jens J. Callesen, Nordby, led havari på en rejse med sit skib ”Felix” til Norge for kgl. regning. havariet kostede ham 429 Rdl., hvilket beløb han havde fået udbetalt i ”komitésedler”, hvis værdi altså var en 1/3 af pålydende. Skipperen indsender en ansøgning til kongen om, at få udbetalt differencen og birkedommeren medsender en note, hvor han pointerer, at Callesen har opfyldt alle sine forpligtelser, men at han i dag er en fattig mand, der ikke tåler et sådant tab. Skipperen får afslag på sin ansøgning, og må selv bære tabet. Samme skæbne overgik skipperne Anders M. Nørby med jagten ”Mette” og Hans N. Hansen med everten ”Cathrine Margrethe”. De fragtede i 1813 korn til Norge for kgl. regning, men led begge havari i isen. De fik også afslag på deres ansøgning om udbetaling i forskellen mellem rigsbanksedler og ”komitésedler”. Blandt de hårdest ramte var vel nok Mathias Søren Møller, Nordby; hans skib blev opbragt i 1808 og i 1818 havde han stadig ikke fået udbetalt forsikringen. I marts 1818 rejser han personlig til stiftsamtmanden i Ribe for at få ham til at sætte skub i sagen. Birkedommer Rosenstand skriver i en erklæring blandt andet: ”Skipper Math. S. Møller er en meget fattig, men retskaffen mand. Som far til seks uforsørgede børn, er hans situation meget ulykkelig. Ydermere er hans hus nu kreditorernes ejendom, og det er kun med deres velvilje, at han ikke er husvild.” Birkedommeren beder underdanigst stiftamtmanden om at støtte sagen. Først i 1820 får Møller sin forsikring udbetalt på i alt 1803 Rdl., som han så kunne betale sine kreditorer med. Link til skib ”Fru Kirstine”

Kilder

Lindeberg, Lars,De så det ske ENGLANDSKRIGENE 1801 – 14, 1974, Lademann Forlagsaktieselskab

Benito Scocozza & Grethe Jensen: Politikens etbinds Danmarkshistorie.

Lauring, Palle: Danmarkshistorie, Bogklubben 12 bøger, 1999.

Feldbæk, Ole: Dansk søfartshistorie 3 1720 – 1814, Gyldendal 1997

Gr. Begtrup: Øerne i Vesterhavet FANØ Bd. I. side 193-201.

Berit Eide Johnsen: Han sad i prisonen. Universitetsforlaget

Egon Eriksen og Ole L.

Frantzen: Dansk artilleri i Napoleonstiden, Tøjhusmuseet, 1988

N. M. Kromann: Fanøs historie bind 2 og 3, fotografisk optryk, original 1933 – 34. Eget forlag.

Carl Roos: Prisonen, Gyldendal 1953.

Anton Dam: Fanø under krigen 1807 – 14 og Fanøs forsvar 1801-03

Søren N. Raschs optegnelser ved H. K. Kristensen: En dansk bondeskippers historie. Fra englandskrigens og skudehandelens tid. Historisk Samfund for Ribe amt, 1977

British Warships in the age of Sail 1793 – 1817. MBI Publishing Compagny, Minnesota.

Morten Hahn-Pedersen, Fanø i sejlskibstiden – et overblik, Fiskeri- og Søfartsmuseets forlag, 1989

Morten Hahn-Pedersen, Fra viking til borebisse, Fiskeri- og Søfartsmuseets forlag.

Carsten Filskov Langelund Sørensen, Fanøs

forsvarsvæsen og sejlads 1807 – 14. Sjæklen 1994.

Fra Ribe Amt, årgang 1928 og 1930, Historisk Samfund for Ribe Amt: Kaperkaptajn af Fanø Gregers Peder Carstensens Kup i 1809. Af en Fanøskippers Skibsjournal 1809.

En Sønderho kaper, F. S. Grove-Stephensen

Bilag A Reglement,

hvorefter Fanø Ejlands stridbare Mandskab i nærværende Krigstid indtil videre haver at rette sig. A. Vagtholdet ved Signalerne angaaende.

1. Ved hvert Signal ansættes 2 a 3 Mand til Vagt ligesom hvert Sogns Anfører finder det fornødent, og Afløsningen sker hver 12. Time.

2. Tilsigelserne til Vagtholdet skal ske af Sognefogderne efter rigtig Tur: og Omgang, og hvem

som efter Tilsigelsen ikke indfinder sig paa Klokkeslettet til sin Post, betaler en Mulkt af 4 Mark til den af den gamle Vagt, som i hans Sted saalænge skal forblive paa Post. Udebliver nogen aldeles, betaler han 2 Rdl., hvoraf den, som i samme Sted forbliver paa Vagt, nyder det halve.

3. Fra Vagthold er befriet den som tjener Fædrelandet i nærværende Krig; men den, som

bortrejser i sine egne Ærinder eller er svag, stiller en i sit Sted. Endvidere er befriet fattige Koner og Piger, hvor ingen Mands. personer er til Huse, ligeledes fattige Enker.*)

4. Ingen maa komme paa Vagt, som er under 18 og over 60 Aar; hvo, som herimod handler,

betaler 3 Mark. 5. Befindes ved Patroulleringen, som flittig af samtlige Officerer maa gentages, at Vagten

handler imod den samme givne og i hvert Vagthus opslagne Instruks, betaler hver paa den Post, hvor Uordenen befindes, en Mulkt af 2 Mark; men skulde fjendtlig Landgang formedelst Vagtens Skødesløshed finde Sted, kan de Skyldige vente at komme under lovlig Tiltale.

6. Skulde Vagterne nærmest Byerne forsømme at give de befalede Signaltegn til Svar paa

Signaliseringen af de andre Vagter eller efterlader de at gøre hastig Anmeldelse for Anførerne, betaler de en Mulkt af 2 Rigsdaler.

7. Naar de ansatte Officerer faar Ordre fra Anføreren til en hastig Samling paa de bestemte

Samlingspladser og ikke til bestemt Tid møder med deres underhavende Folk og Vaaben, betaler de hver 1 Rigsdaler og Mandskabet hver det halve. Sker denne Forsømmelse, naar Tegn til fjendtlig Landgang er given, betales dobbelt. B. Eksercitsen angaaende.

8. Landets Mandskab, unge og gamle indtil 60 Aar, er inddelt i 2de Kompagnier, og henhører Nordby Sogns Mandskab til 1. Og Sønderho til det 2. Kompagni.

Den Landet tilsendte kg!. Officer, Hr. Premierløjtnant von Nederaas, er Chef for disse Kompagnier, saaledes at han ,regulerer og bestemmer Eksercitsen, Mandskabet bør lære og underviser samme deri samt anfører Kompagnierne i paakommende Tilfælde mod Fjenden. Enhver ham underordnet bør altsaa vise ham tilbørlig Lydighed, og hvem derimod forser sig kan vente derfor paa lovlig Maade som Lydigheds Overtrædere at blive ansat.

9, Hvert Kompagni vælger sig desuden en Anfører og nogle Officerer, S0m de underordnede

ligeledes bør vise al tilbørlig Agtelse og Lydighed. *) De mødte dog frivillig og gik Vagt med.

10. Chefen underviser først Officererne i den Eksercits, han efter eget Skønnende anser for den hensigtsmæssige; og naar Officererne have lært den, underviser de Mandskabet deri paa den Maade og til de Tider, Chefen bestemmer; men hvem heri ikke opfylder sin Pligt og enten ikke vil lære Eksercits eller udebliver og saaledes nægter Lydighed mod Chefen eller Officererne, mulkteres Officererne for 1 Rdl., den underordnede 3 Mark, anden Gang dobbelt o. s. v.

11. Da hver Mand er lige pligtig at tage Del i Landets Forsvar, saa maa ingen forlade Øen i

eget eller andens Ærinde, forinden han anmelder det - for 1. Kompagni for Birkedommeren og af 2. Kompagni for Toldfuldmægtig J. J. Sonnichsen, samt at han har sat en stridbar Mand i sit Sted,

hvorpaa han af Kompagniets Anfører kan meddeles Tilladelse at rejse. Hvem herimod handler, anses ej alene som Fædrelandets utro Borger, men betaler ogsaa 10 Rdl. i Mulkt.

12. I fornødent Tilfælde skal ogsaa Landets aldrende Mænd, nemlig fra 50 til 60 Aar, indfinde

sig paa Samlingspladsen efter vedkommende Officers Ordre for med de Vaaben, de kan tilvejebringe, at stride mod Fjenden. Den, som herudi viser Modvillighed og ikke vil gøre det, hans Kræfter for. maar til at stride med sine Medborgere, betaler en Mulkt af 2 Rdl.

C. Arbejdet ved Forsvarsvæsenet angaaende.

13. Alt det Arbejde, som til Forsvarsvæsenet skal gøres, være sig med Folk eller med Heste og Vogne, skal udredes af 'Landets Beboere efter rigtig Omgang i Sognene og Tilsigelse af Sognefogderne. Hvem som efter Tilsigelsen udebliver, betaler for en Vogn 1 Rdl., for en Karl 3 Mark.

14. Alt hvad Hr. Kaptajn Stub og, naar han ej mere er nærværende, Kompagniernes Anførere

efter Overlæg med Officererne finder fornødent at anlægge til Landets Forsvar, det være sig paa Landet eller paa Vandet, deri maa enhver vise Lydighed eller i manglende Fald bøde 1 Rdl.

15. Mulkterne inddrive s uden videre Resolution af Sognefogderne, som derfor har at aflægge

Rigtighed for Anførerne. Enhver Uvedkommende, som angiver nogen saadan Uorden, der i dette Reglement er benævnet, nyder 1/3 af Mulkterne, som, forsaavidt ej er anderledes bestemt, tilfalder Lan. dets Forsvarsvæsen. Dette Reglement ville Hr. Birkedommer Engelstoft kommunicere alle Vedkommende til Efterretning og Iagttagelse. Ribe Stiftamt, den 13. April 1801.

Molkte.

Bilag B Nordby Sogn. 1. Afdeling eller Kompagni. Kaptajn: N. Jacobsen. Adjudant: Jens H. Jepsen.

Ved Batteriet og det armerede Skib:

Løjtnanter: Jens P. Clausen Søren Madsen Jessen. Underofficerer eller Kommandører ved Kanonerne:

1. Morten Jessen Rødgaard 2. Peder Hansen Winthersen 3. Hans Peder Hansen 4. Søren Andersen ved Møllen 5. Peder Søren Lauridsen 6. Niels M. Ellens 7. Morten H. Oldefar 8. Jens Jensen. Clausen 9. Jens H. Mandø 10. Hans Nielsen Anthonisen 11. Hans Lauridsen i Byen 12. Peder N. Berg

G e m e n e:

1. Erik Eriksen skomager 2. Peder H. Nielsen i Byen 3. Jens Søren Andersen 4. Søren M. Nørom 5. Winther Mathisen 6. Anders Madsen Andersen 7. Peder Mortensen 8. Søren Nielsen Stephansen 9. Peder M. Frandsen 10. Mathis N. Ellens 11. Bertel Frandsen 12. Jens Søren Laugesen 13. Jens Sørensen Terkelsen 14. Anders L. Sillesen 15. Jens Mortensen Nørbye 16. Jørgen Andersen 17. Jens Nielsen Poulsen 18. Peder Jensen Callesen 19. Anders Mathisen Nørbye 20. Søren Nielsen Lauridsen 21. Anker Sørensen 22. Søren Sørensen Grethes

23. Hans Andersen Madsen 24. Jess Hansen Nørom 25. Hans Hansen Andersen 26. Niels Nielsen Regitz 27. Rasmus Andersen 28. Hans A. Diederichsen 29. Hans Nielsen Ellens 30. Niels Nielsen Svarrer 31. Mathis Gregersen Frandsen 32. Hans Sørensen Woldborg 33. Søren Andersen Hansen 34. Jens Nielsen Mortensen 35. Hans M. Mathisen 36. Jens Andersen Pedersen 37. Peder Hansen Skomager 38. Hans Hansen Knudsen 39. Peder Nielsen Pedersen 40. Niels Sørensen Stephansen 41. Claus Jessen 42. Hans Hansen Oldefar 43. Peder P. Lauridsen 44. Mathis N. Ting 45. Laurids Nielsen 46. Jens Peder Jensen 47. Jens Frandsen Mathisen 48. Anders Andersen 49. Mathis Ankersen Sørensen 50. Søren Nielsen Svarrer 51. Frands Bertelsen 52. Anders Hansen 53. Jacob Knudsen 54. Søren Jensen 55. Jess Nielsen Schmidt 56. Jens Brinch 57. Lorentz Christensen 58. Jens Mortensen 59. Jørgen H. Knudsen 60. Claus Nielsen 61. Christen Jensen 62. Morten Hermandsen 63. Calle Nielsen

.

Ved Landmilitsen :

Løjtnanter: Niels Nielsen Grethes Hans J. J essen.

Underofficerer:

1. Peder Pedersen 2. Laurids Pedersen 3. Hans S. Spelmann 4. Laust H Ende 5. Morten Jensen Rødgaard 6. Hans Jessen Tømmermand

G e m e n e:

1. Jens J. ved Møllen 2. Morten Jensen i Byen 3. Mathis Lauridsen 4. Peder M. Terkelsen 5. Hans N. Jessen 6. Niels H. Fardrup 7. Chr. Nielsen Tarm 8. Peder H. Andersen 9. Morten Nielsen Jessen 10. Iver H. Lauridsen 11. Hans Søren Lauridsen 12. Lars N. Rindby 13. Niels S. Lauridsen 14. Jens Rasch 15. Peder M. Jensen 16. Niels M. H. Eschesen 17. Hans H. Knudsen 18. Jens H. Ende 19. Søren N. Lauridsen 20. Hans N. Hansen 21. Morten H. Lauridsen 22. Anders H. Madsen 23. Laurids Svendsen 24. Søren H. Ende 25. Morten Spellmand 26. Peder Ankersen 27. Jens Jepsen Jensen 28. Mathias S. Nørom 29. Niels A. Fanninger 30. Svarrer 31. Ankersen 32. Jegum 33. H. Pedersen 34. Søren A. Hansen 35. Niels J. Sørensen 36. Hans N. Fanøe 37. Mathis Lauridsen 38. Lars Sørensen

39. Peder Svendsen 40. Søren Jepsen 41. Morten S. hor~ensen 42. Jørgen S. Lauridsen 43. Peder N. Jessen 44. Niels Jørgen Callesen 45. Morten J. Lauridsen 46. Jens Hansen Andersen 47. Niels M. H. Ellens 48. Jens Søren Esberg 49. Peder M. Knudsen 50. Niels H. Toft 51. Niels N. Pedersen 52. Niels B. Frandsen 53. Niels M. Oldefar 54. Math. N. Jensen 55. Claus M. Rindbye 56. Jens Gotlieb Knopeher 57. Jens Søren Andersen 58. Hans Peder Poulsen 59. Hans Math. Rindbye 60. Søren Pedersen i Byen 61. Math. Ped. Rindbye 62. Hans P. Clausen den ældre 63. Jens Laur. Bork 64. Jens Christensen 65. Jens L. Andersen 66. Jens Ploustrup 67. Abraham Lorentzen 68. Chresten Jepsen 69. Anders Møller 70. Peder Lorendsen 71. Jens Clausen 72. Niels Laurichsen 73. Jens Prach 74. Morten Hansen 75. Laust Callesen 76. Morten H. Iversen 77. Anders Nielsen 78. Niels Nørom 79. Chresten Bech

.

Ved Vagthusene og Signalerne:

Løjtnanter: Frederik Madsen.

Underofficerer:

1. Søren Mathiasen 2. Niels M. Tømmermand

Gemene:

1. J. Lars Ankersen 2. Math. Jessen ved Møllen 3. Jeppe Jensen 4. Math. Ped. Rindbye 5. Peder J. Ellens 6. Hans Sørensen Skoleholder 7. Lars H. Jepsen 8. Niels H. Jessen 9. Anders Mortensen 10. Math. N. Mortensen 11. Anders M. Frandsen 12. Søren H. Farrup 13. Laurids Jensen 14. Peder H. Pedersen 15. Anders H. Greichsen 16. Anker Pedersen 17. Niels M. Jessen 18. Niels P. Jensen i Byen 19. Hans P. Sørensen 20. Jørgen H. Callesen 21. Niels Winthersen 22. Niels P. Svarrer 23. Jens Ped. Rødhuus 24. Math. H. Eschesen 25. Hans Hansen Mahler 26. Anders H. Madsen 27. Hans N. Tarm 28. Niels Tonnisen 29. Søren Math. Ting 30. Mads N. Tarm 31. Iver Pedersen Rindbye 32. Hans M. Jessen 33. Hans H. Andersen 34. Math. M. Jørgensen 35. Søren J. Bech 36. Peder H. Mortensen 37. And. P.S. Lassen 38. Math. Math. Nørbye 39. Niels H.N. Anthonisen 40. Niels Peder Berg 41. Jens Sør. Borch 42. Søren Pedersen i Byen

43. Søren Mathiasen i Byen 44. Anders Juuler 45. Peder Thomsen 46. Christen Jensen 47. Peder P. Wind 48. Peder N. Larsen 49. Jens Andersen 50. Hans M. Clausen 51. Morten Pedersen 52. Anders Andersen 53. Jens Sørensen 54. Søren J. Sørensen 55. Søren Hansen Winther 56. Søren Lorentzen 57. Peder Andersen 58. Niels Hansen 59. Mathis Sørensen 60. Mathiasen 61. Andersen

.

Ved Færgerne:

1. Gregers Frandsen 2. Claus J. Warrer 3. Hans N. Ellens 4. Jeppe Pedersen Gregersen.

Sønderho Sogn. 1. Afdeling eller Kompagni.

Kaptajn: Peder Thomsen. Adjudant: Jens J. Sonnichsen.

Ved Batteriet og det armerede Skib:

Løjtnanter: Thomas N. Foged og Hans Thomsen.

Underofficerer og Kommandører ved Kanonerne:

1. Jeppe N. Thøgersen 2. Hans N. Jessen 3. Jens N. Mandø 4. Poul Thomsen 5. Niels H. Anthonisen 6. Peder N. Degn 7. Jørgen Anthonisen Smed 8. Hans Anth. Hansen 9. Peder H. Knud sen 10. Jens Math. Kromann 11. og 61 Gemene.

Ved Landmilitsen:

Løjtnanter: Sonnich Pedersen og Mikkel Johansen. Underofficerer:

1. Mikkel Jørgensen 2. Thomas 0hle 3. Sonnich J. Møller 4. Jens Rasch Brinch 5. Peder Hansen 6. Niels Calle Pedersen 7. og 55 Gemene.

Ved Vagthusene og Signalstationerne:

Løjtnanter: H. H. Fischer Underofficerer: Søren Thomsen og Hans K. Jepsen og 54 Gemene.

Bilag C.

Reglement for det frivillige Korps af Nordby Sogns unge Mandskab, som nu er oplærte i Vaabenbrug eller

herefter lærer samme og i Korpset indtræder.

Ligesom daglig Erfaring lærer, at intet Selskab kan bestaa uden Ordens. love og Vedtægter, saa indser ogsaa dette Korps, at Regler, som binder det til stadig Harmoni, Orden og Fasthed, er fornøden, og i det glade Haab, at Øvrigheden, ja selv Regeringen vil se mildt til dette vort Foretagende, har Korpset Haand i Haand villig selv bekostet sig øvet af en Militær Under. Officer, at det i paakommende Tilfælde vil vide at kunne værge og forsvare sin Fødeø mod ikke alt for overlegent fjendtligt Overfald.

Korpset bestaar nu af ca. 100 saaledes øvede Mænd og disse for sig, og de som herefter

indtræder i samme, underkaster sig følgende Forholds Regler:

A. Officerernes Pligter:

1. Officererne møder til Eksercits paa den af dem med Kaptajner forud bestemte Tid og Sted. Efterkommes dette ikke, straffes saaledes 14 Times Udeblivelse med 1 Rigsdaler for Over. Officererne og 1 Mark for Under.Officererne. En halv Time anses som ganske udebleven, og derfor bødes det dobbelte. Naar lovligt Forfald beviser, at nogen ikke kunde møde før, fritages de for Bøderne.

2. Officererne føjer sig under Eksercitsen ordentlig og beskedenlig og udviser den fornødne

Alvorlighed samt ufortrøden kommanderer og under. viser Mandskabet og formaner dem til god Orden og det med saadan Fasthed, Sindighed, som enhver Officer paa den Post, han beklæder, egner og anstaar.

3. Handler nogen Officer herimod, straffes efter Omstændigheder. 4. Kommandøren og Over.Officererne aftaler og bestemmer Tiden til Eksercits og føjer Anstalt til Bekendtgørelse for deres underhavende Mandskab; det sker ved hvert Kompagnis Underofficerer eller vekselvis af et Par af Mandskabet i hans Fraværelse. 5. Hver Officer holder en Liste over hans Kompagnis Mandskab, hvori Mandskabets Af. og

Tilgang optegnes. B. Mandskabets Pligter. Mandskabet møder til bestemt Tid og Sted, dem Dagen forud bliver tilsagt, i ordentlige Klædninger samt Læder.Fodtøj med Tilbehør.

Den, som ikke møder til bestemt Tid, straffes for 14 Time med 1 Mark Bøde, og 1/2 Time

anses som udebleven og bøder derfor hver 3 Mark. Naar lovligt Forfald beviser Udeblivelse, er de fri for Straf.

2. Den; som ikke holder sit Gevær og alt rent og i god Stand, bøder derfor efter

Omstændighederne 1 til 4 Mark og er pligtig under dobbelt Straf at rengøre samme inden næste Dags Eksercits.

3. Mandskabet adlyder deres ansatte Officerer, i hvad der kommanderes, saalænge de er

under Eksercits, samt iagttager, hvad der kommanderes og det i al Stilhed uden Snak og Latter. Hver, som handler herimod, saasom genstridig Opførsel, straffes efter Forseelsens

Beskaffenhed, og for Snak og Latter under Gevær bødes der, naar samme begaas første Gang 8 Skill., anden Gang dobbelt o. s. v.

4. Bliver under Eksercitsen fyret med Patroner, og noget Gevær ej skulde gaa af, afleverer de efter Anfordring de overblevne Patroner tilbage. Den, som handler herimod, bøder for hver Patron, han ulovlig beholder, eller tilvender sig, 2 Mark.

5. Det staar Mandskabet frit for, naar det tror at være fornærmet, at anklage deres

Fornærmere, men straks efter den Dags Eksercits, til Kommandøren, som han ej uden Lovens Hjælp kan afgøre det paaklagede. Indgives Klagen til Politimesteren paa denne hans Dom kan appelleres til Stiftamtmandens Resolution, som andet Landets Politikendelse.

6. Hver, som bruger sit Gevær eller Patron taske etc. uden for Eksercitsen, straffes for hver

Gang og for hvert Skud, der bevislig gøres, 1 Rigs. daler. 7. Den eller de af Korpset, være sig Officer eller Gemen, som begaar nogen ærefornærmende Handlinger, udslettes af Selskabet som uværdig at være Medlem i samme foruden den Straf, han ellers efter Loven paadrager sig.

8. De ifaldne eller idømte Mulkter udpantes fra de skyldige ved den ved deres Kompagni staaende Under.Officer.

9. Adjudant.Officeren modtager og holder Regnskab over Mulkterne, som hvert Aars 2.

Januar for Mandskabet fremlægges, og da ved Pluraliteten afgøres, hvordedes og hvortil samme skal anvendes.

10. Naar fra Øvrigheden eller Kaptajnen forlanges Geværerne af Mandskabet, nogle eller alle,

tilbageleveret, er enhver dertil pligtig, og da maa alt være rent, komplet og ubeskadiget, som det er modtaget, thi al Mangel, der aarsages af Mandskabets Uforsigtighed eller Skødesløshed, erstatter den skyldige.

11. Men anden Brøst, som under Ekscersitsen tilfældigvis sker paa Geværet eller Tilbehør,

bekostes af den indkomne Mulkt saavidt denne kan tilstrække. 12. Naar Mandskabet vil rejse bort eller give sig i Søfart, meldes det til en saadan Officer, som

da modtager deri Rejsendes Gevær m. v. i behørig Stand, og da ophører Ansvaret for samme, indtil det ved Hjemkomsten modtages. Til den Ende melder enhver sig ligeledes, naar han kommer tilbage.

13. Skulde Officererne eller Pluraliteten af Mandskabet herefter finde flere Poster nødvendige

at tilføje dette Reglement, underkaster hele Korpset sig samme. 14. Det hele Korps er enig om, at dette Reglement ansøges Stiftamtmandens Approbation. Det underskrives imidlertid af alle Over. og Under.Officerer paa hele Korpsets Vegne. Nordby Fanø.

Som Korpsets Anfører: N. Jacobsen.

Officerer: Hans Jensen Rødgaard, Morten Andersen, Jens Pedersen Clausen, Niels Nielsen Grethes. Under.Officerer: Hans Nielsen Jessen, Hans Jensen Clausen, Morten Jessen

Rødgaard, Morten Nielsen Jessen, M. J. Rødgaard, Jes Nielsen Jessen.

Bilag D

Reglement for de Mandskaber i Sønderho Sogn, som er ansatte under Bevæbning til Landets Forsvar.

1. Naar nogen bliver tilsagt at komme paa Vagt, indfinder de sig paa det Sted og præcis paa det Klokkeslet, som Jens Sonnichsen lader dem tilsige, til den forrige Vagts Afløsning. Er de, som det tilkommer at gaa paa Vagt, paa Rejser til Lands eller til Vands eller er bleven svagelige, maa de forskaffe en anden i deres Sted.

Intet Sted fritages for Vagthold, undtagen Fattige, Enker og enlige Piger, hvor ingen Mandspersoner er til Huse. Saa maa og ingen komme paa Vagt, som er under 18 Aar og over 60 Aar. Handler nogen derimod, mulkteres de hver Gang for -.*)

. 2. Viger Vagterne fra deres Post, og der i det mindste ikke bestandig findes en Mand ved

Udkiggen paa Bjergets Top ved SignaI.Stangen, eller Vagten falder i Søvn eller ikke straks giver de befalede Signal T egn efter de Forholds Ordre, som i Vagthuset forefindes eller i andre Maader viser sig skødesløs og efterladende, og de, som man udsender at patrouillere imellem Vagterne for at undersøge deres Forhold, befinder, at de betjener deres Post med saadan Ligegyldighed, da mulkteres de skyldige. Og skulde fjendtlig Landgang desformedelst ske, straffes de med høje -Mulkter efter Sagens Beskaffenhed.

3. Skulle Vagten ved Byen paa Kabe.Bjerget forsømme at give det befalede Signal.

Tegn fra sig til Gensvar for de andre Vagter eller forsømme, at en af disse Vagtgaaende gør hastig Anmeldelse for de Kommanderende, forefalder i en Mulkt af -.

4 . Naar de ansatte Løjtnanter faar Ordre fra de højstkommanderende til en hastig

Samling og ikke straks i Øjeblikket med deres underhavende Folk og Vaaben indfinder sig paa Samlingspladsen ved Kabe.Bjerget, især naar der gives T egn til fjendtlig Landgang, da mulkteres baade Officererne og de menige.

5. Saa ofte Officererne med deres Bude tilsiger deres underordnede Mandskab at

møde paa et bestemt Sted' til at eksercere og øve sig i at skyde, og de ikke til saadan Tid indfinder sig eller har lovlig Aarsag til deres Ude. blivelse, da er Mulkten for saadanne hver Gang -. Og vil nogen ikke adlyde, hvad der bliver kommanderet af deres fore. satte Officer og den, som skal føre Kommandoen, men viser sig opsætsig mod dem og derved forstyrrer den fornødne Enighed til at stride som en Mand, da bøder saadanne -.

6. Skulle nogen ville rejse fra Landet paa Fiskeri eller andre korte in. denlandske

Rejser, til Lands eller Vands i Ærind er, som er fornøden til de. res egen og andre Øboeres sande Gavn, da maa saadant ikke ske uden fore. gaaende Anmeldelse om Rejsens Hensigt og Folkets Udtagelse hos Told. fuldmægtig Sonnichsen og deres foresatte Officerer, af hvilke de alletider til saadanne Rejser maa have Tilladelse, inden de kan afsejle, samt give dem den forlangte Forsikring for, at de ikke skal overtræde og misbruge Rejse. tilladelsen; thi skulle det befindes, at derimod handles - eller nogen uan. meldt bortrejser, da bødes der hver Gang -.

7. Naar det udfordres, skal ogsaa de i deres gamle Alder, nemlig fra 50 til 60 Aar, indfinde sig

paa Samlingspladsen efter deres Officers Tilsigelse, hver med en Høfork..for at stride mod Fjenden; er nogen af dem modvillige eller forsømmelige til det, de kan taale at gøre, bliver de mulkteret for -.

8. Alt det Pligt.Arbejde, som til Forsvarsvæsenet skal gøres, være sig med Folk eller Heste

og Vogn, skal ske efter Omgang i Sognet, altsaa efter den Ordre, som bemeldte Sonnichsen - der over det holder Antegnelse udgiver.

Hver, som nægter' at efterkomme disse Befalinger, bøder hver Gang -. 9. Skulle Hr. Peder Thomsen,*) som Højstkommanderende, i Overlæg med de andre

Officerer finde fornødent til Landets Sikkerhed og Forsvar paa Landet eller paa Vandet noget andet at anordne og befale, maa enhver derudi være villig og lydig - eller bøde -. Alle Bøder forfalder til Sognets Fattige, undtagen de, hvoruvedkommende er bevislig Angivere, da nyde de Halvdelen deraf.

*) Siden afløst af P. H. Brinch.

Bilag E.

Instruktion for Mandskabet og Vagterne ved Batterierne i Nordby Sogn.

1. Batteriernes Mandskab skal som enhver anden i Sognet agte, naar fra Bavnen eller

Hovedvagten hejses Flag ved Toppen, og da være parat. Ved første Kanonskud derfra iler de hver til sin Chef; den Kanon og Post der, som er ham anvist. Forsømmelse straffes med 1-10 Rdl.s Mulkt efter Omstændighederne.

2.. Naar 3. Skud løsnes fra Hovedvagten, lader Chefen beordre Kanonerne skarp ladte, og

paa hans Vink aabnes Battallien eller Forsvaret. Enhver underordnet maa da med Iver og Troskab gøre hvad ham befales til Landets Forsvar, alt under haard Straf for Efterladenhed.

3. Ild, Lys, T ob aks ryge n eller Sligt maa ikke bruges eller findes ved Batterierne uden

Chefens Tilladelse under anførte Straf. 4 Det nordre Batteri besættes hver Nat med 2 Mands Vagt, der, om Forseelse findes,

straffes efter e Reglements Forskrift. Om Dagen deles denne Vagt saaledes, at en Mand gaar Vagt paa hvert Batteri. Vagterne afløses Kl. 6 Morgen og Aften.

5. Stedse er det denne Vagts Pligt at være opmærksom paa Hovedvagtens Signal, og naar

derfra eller fra Indsejlingen erfares noget fjendtligt, hejses Batteriets Flag om Dagen og vippes dermed op og ned. Om Natten hejses Lygten, som ligesaa vippes med. I al Fald meldes det til nærmeste Officer, der straks melder det til Chefen.

6. Naar Fartøjer og Baade om Dagen vil passere Batterierne, maa de føre det befalede Tegn

og Flag fra Mastetoppen. Træffes det om Aften eller Nat, bør de med tændt Lanterne vippe op og ned for at vise Vagten, at de ej er fjendtlige, ligesom ogsaa, naar denne tilraaber dem, straks svarer og nærmer sig. Forsømmes noget heraf, maa de tilskrive sig selv Følgerne, om de fjendtlig behandles og desuden bøde fra 1-10 Rdl.

7. Alle Mulkter inddrive s og beregnes af Sognefogden efter det befalede

og i 4. Post nævnte Reglement af 13. April 1801. Fanø, den 2. Oktober 1807. Nørup. N. Jacobsen. Morten Jensen Sørensen. Jes Madsen. Jens Pedersen Clausen. Niels Nielsen Grethes.

Parole Kommunikations::Reglement f or Nordby Sogn paa Fanø.

1. Naar Signal gives fra Vagten, Dag eller Nat, skal alt Mandskab være parat, og ved første Skud fra Hoved Signalen paa Bavnen forføjes Mandskabet med Geværer dertil og ligesaa Mandskabet til Batterierne, hver til sin anordnede Post. 2. Hvor Signal først hejses, har Hans Nielsen Christensen og Hr. Jacobsens Karl hver til Hest at føje sig did og forfare samt straks rapportere til Hoved.Signalen og Batterierne. 3. Naar Mandskabet efter given Advarsel maatte være forsamlet enten Dag eller Nat - paa Batterierne eller Mandskabet med Geværerne posterede ved Stranden eller anden Steds, og man imidlertid erfarer, at intet fjendtligt er at befrygte, da stryges Signal en eller Lygten paa Hoved.Signalen og skydes saa derfra et Kanonskud til Advarsel, at alt Mandskab maa for. føje sig igen i Rolighed. Alt efter Officerernes anordningsmæssige Forgodt. befindende.

4. Dersom der sker fjendtlig Landgang, da sættes straks Ild i Tiære. tønder paa det Sted som nærmest værende Signal Vagt, hvorhen hele Mand. skabet efter Ordre da har at forføje sig. 5. Skulle tvende Kompagnier - Dag eller Nat - møde hinanden, er det ene Officererne, der holder Såmtalen, da Mandskabet altid maa være rolige, som altid skal være Regel for at forebygge Uorden; og de, der opfø. rer sig anderledes, underkaste r sig alvorlig Afstraffelse. 6. løvrigt forholder enhver sig efter Bestemmelserne af 13. April 1801 .og 1. Avgust samme Aar samt 3. Februar 1803 og Instruktionen af 2. hujus. Hr. Birkedommer Nørups paa benævnte Reglement af 13. April 1801 grun. dede Befaling dat. 4. hujus og efter alt hidtil eller herefter desangaaende iudkommende Anmodninger. 7. Denne Kommunikations.Reglement opslaas i Signal Vagthusene.

Nordby, Fanø, 7. Oktober 1807.

Niels Nielsen Grethes. Jens Pedersen Clausen.

Dette Reglement, der bliver sendt til Sønderho, faar følgende Paategning dersteds: ..Imod foreskrevne Reglements 1., 3., 4., 5. og 7. Poster haves intet at erindre, men kan tjene

til Reglement for Sønderho ligesom for Nordby, naar 2. Post forandres saaledes: Officeren Jens Brinch holder stedse en Hest ved Haanden for i en Hast ved Dag og Nat,

enten selv eller hans Karl at forføje sig hen til den, der har .aabnet Signalet for at erfare, hvad der er paa Færde, som straks rapporteres til de andre Signaler, Hovedvagten og Batterierne; thi forinden drager Mand. skabet ej af sit Distrikt, undtagen Tegnet gives efter 4. Post.

6. Post har enhver paa det nøjeste at forholde sig efter Reglementet af 13. April 1801 og de i Vagthusene givne Regler samt de Anordninger, som herefter i Forsvarsvæsenets Anliggender maatte tilstilles Øen til Iagttagelse.

Sønderho, den 8. Oktober 1807.

Jens J. Sonnichsen. P. H. Brinch.

Bilag F.

Liste

over Sønderho Sogns hjemmeværende Mandskab her paa Fanø samt i hvilken Orden, de ere ansat ved de kongelige Kanoner, Haubitzer og Geværer til Forsvar mod fjendtligt Overfald.

A. Hovedbatteriet, det sønderste. Kommandant Mads Nielsen Frandsen.

Kanon Nr. 1, 12 Punds.

Peder Nielsen Harreby, Kommandør. Anders Hansen Jessen, Vicekommandør. Niels Anthonisen, Lader. Jes Anthonisen, ved Lunten. Hans Jørgen Fiseher, Haandlanger. Jørgen Møller og Christian Clausen, ved Spager og Tallier.

Kanon Nr. 2, 4 Punds.

Hans Thomsen Kromann, Kommandør. Jes Nielsen Thøgersen, Vicekommandør. Poul Thomsen, Lader. Hans H. Fiseher, ved Lunten. Hans Madsen Ibsen, Haandlanger.

Kanon Nr. 3, 12 Punds.

Peder Hansen Ibsen, Kommandør. Sonnich Mortensen, Vicekommandør. Hans Nielsen Mandø, Lader. Hans Nielsen Olsen, ved Lunten. Jes Jens en Møller, Haandlanger. Mads Johansen og Jep Hansen Pedersen, ved Spager og Tallier. Hans Jensen Møller, Leverandør.

B. Mellemste Batteri. Kommandant Hans Sørensen Thygesen. Kanon Nr. 1, 4 Punds.

Jes Nielsen Kromann, Kommandør. Peder Nielsen Gammelby, Vicekommandør. Hans Sørensen Jessen, Lader. Hans Anth. Mathiasen, ved Lunten. Peder Jensen Knudsen, Haandlanger. Jes Anth. Jessen, ved Spager og Tallier.

Kanon Nr. 2, 4 Punds.

Peder Jensen Fiseher, Kommandør. J ens Larsen Jensen, Vicekommandør Hans Jessen Jepsen, Lader. Hans Pedersen Nielsen, ved Lunten. Math. Anth. Jessen, Haandlanger. Anthonis Hansen, ved Spager og Tallier. Jes Nielsen Nissen, Leverandør.

"

C. Det nordligste Batteri. Kommandant Mads Sørensen Uldahl. Kanon Nr. l, 6 Punds.

Thomas Meinertz, Kommandør. J es Hansen Smed, Vicekommandør . Jes Clemmensen, Lader. Niels H. Uldahl, ved Lunten. Niels Callesen Pedersen, ved Spage r og Tallier.

Kanon Nr. 2, 6 Punds.

Niels Thomsen, Kommandør. Niels H. Pedersen, Vicekommandør. Jes Nielsen Mandø, Lader. Thomas Anthonisen, ved Lunten. Hans Andersen, Haandlanger. Søren Thomsen, ved Spagerne. Thomas N. Foged, Leverandør.

D. Haubitzer paa Vogne.

Nr. 1.

Hans Thomsen, Kommandør. Johannes N. Høy, Vicekommandør. Jes Sonnichsen, Lader. Anthonis Pedersen, ved Lunten. Peder Nielsen Degn, Haandlanger. Mads Larsen, ved Af. og Paalæg. Jens Mortensen Tækker, Vognmand.

Nr. 2.

Hans Hansen Orre, Kommandør. Niels Jepsen Degn, Vicekommandør. Søren Bossen, Lader. Peder Larsen, ved Lunten. Thomas N. Jerne, Haandlanger. Jørgen Anthonisen, ved Af. og Paalæsning. Møller Frederik Lauritzen, Vognmand.

E. Mandskabet til Geværerne.

Officererne ved dette Korps var: Løjtnant Jes Jensen Sonnichsen med Jeppe Jensen som Underofficer. Løjtnant Jens Sørensen Brinch med Thomas Mathiasen som Underofficer. Løjtnant Jens Jessen Anthonisen med Niels Hansen Olesen som Underofficer. Løjtnant Jes Jessen Anthonisen med Hans Møller Mortensen som Underofficer. Af Gemene var ialt 55 Mand og alle forsynet med hver sit Gevær. Højstkommanderende for alt foreskrevne:

Kapitain Peder Hansen Brinch. Saaledes af os undertegnede Officerer i bedste Orden forfattet og indrettet testerer. Sønderho, 18. Oktober 1807. Jes Jensen Sonnichsen. Jens Sørensen Brinch. P. H. Brinch. Jens Jessen Anthonisen. Jes Jessen Anthonisen. 2 1 S e pt. 1807.

Bilag G. LA B87-176/77: Liste over Mandskabet som har modtaget de Kongelige Gevæhrer med Tilbehør i Nordby Sogn. 1ste Compagni Officer: Morten Jessen Rødgaard Øvede Mandskab: Nr.

1. Mathis Pedersen Iversen 2. Claus Mathisen Rindby . 3. Jens Christensen Ludvig Landsværnsmand 4. Morten Jensen Lauridsen 5. Hans Mortensen Rødgaard yngre 6. Laust Simonsen 7. Peder Hansen Mathisen Clausen 8. Morten Mortensen Rødgaard

Uøvede Mandskab:

9. Iver Peder Iversen 10. Mads Nielsen Rindby 11. Søren Jensen Rindby 12. Hans Lassen Andersen 13. Jens Nørbeck 14. Christen Christensen Lund 15. Christen Hansen Eschesen 16. Iver Hansen 17. Peder Nielsen Jensen yngre 18. Niels hos Hr. Fischer 19. Anders Jensen ved Præsten 20. Lars Mortensen Rødgaard yngre

Drenge at tilsige Mandskabet: Hans Nielsen Christensens søn Hans Lauritzen Andersens søn

2det Compagni. Officerer: Hans Jensen C1ausen Øvede Mandskab: Nr.

1. Laust Nielsen ved Præsten 2. Hans Mathisen Rindby 3. Jens Mortensen Rødgaard 4. Søren Mortensen Rødgaard 5. Niels Hansen Sørensen 6. Jens Nielsen Ploustrup 7. Hans Pedersen Jessen 8. Niels Mortensen Oldefar

Uøvede Mandskab:

9. Jens Mortensen Nørbye. 10. Thomas Bech 11. Mathis Hansen i Nørby 12. Jens Hansen Andersen 13. Peder Mathisen yngre i Nørbye 14. Frederik Brandt 15. Jacob Kyber 16. Poul Sørensen Hundborg 17. Niels Pedersen af Oxby 18. Jens Jørgensen Møllersvend 19. Jens Nielsen af Hoe 20. Chresten Christiansen

Drenge at tilsige Mandskabet Mathis Iver Pedersens Søn Niels Iversen yngre i Nørby

5te Compagni. Officer: Anders Berthelsen Øvede Mandskab: Nr.

1. Hans Jørgen Callesen 2. Ancher Lassen 3. Niels Berthelsen yngre 4. Peder Pedersen Poulsen 5. Hans Pedersen Poulsen 6. Peder Pedersen Lassen

Uøvede Mandskab:

7. Niels Dyrebye 8. Abraham Smed 9. Jens Pedersen af Jerne 10. Poul Berthelsen af Haurvig 11. Anders Lauritzen 12. Jens Hansen Pedersen 13. Peder Mortensen Terchildsen

Drenge at tilsig Mandskabet:: Anders Clausen Niels, Lauritzens Søn SørenN.

R e s e r v e Corps G a m l e Nr.

1. Mathis Jessen 2. Lars Anckersen 3. Jens Hansen Andersen 4. Peder Sørensen Lauridsen 5. Berthel Frandsen 6. JørGen Hansen Callesen 7. Peder Wind 8. S. Claus Jessen 9. Søren Stefensen 10. Niels Jensen Warrer 11. Hans Pedersen Skomager 12. Niels Pedersen ældre 13. Niels Hansen Pedersen 14. Søren Greisen Møller 15. Eschild Nielsen 16. Hans Nielsen Ellens 17. Niels Andersen Margrethe 18. Jens Clausen ældre 19. Lorentz Holst 20. Mathis Nielsen Mortensen 21. Niels Hansen Jessen 22. Niels Nielsen Tømmermand 23. Jens Sørensen Borck 24. Hans Sørensen Skoleholder 25. Morten Oldefar 26. Søren Mandø 27. Jes Jensen 28. Jens Sørensen WO~1sbøll 29. Peder Hansen Mortensen 30. Lars Mortensen Rødgaard 31. Calle Lauritzen 32. Hans Pedersen 33. Jes Mortensen Rødgaard 34. Peder Andersen 35. Hans Iversen 36. Niels Peder Jessen 37. Niels Winthersen 38. Hans Mathiasen Eschesen 39. Mathias Pedersen i Rindby

3die Compagni. Officer: Hans Nielsen Svarrer Øvede Mandskab: Nr..

1. Søren Jensen Borck 2. Jørgen Hansen Knudsen 3. Morten Hansen Jessen 4. Jes Jensen Ingers 5. Jens Jensen Ingers 6. Hans Jessen Tømmermand 7. Peder Christensen Landværnsmand 8. Jens Søren Nielsen 9. Mathis Ting 10. Niels Jensen Rødgaard

Uøvede Mandskab:

11. Jens Christensen Dam 12. Mads Clemmensen Møllersvend 13. Niels Rasmussen 14. Ole Thomsen af Tobøl?? 15. Søren Lauritzen af Wognsbøl 16. Greis Jørgensen af Henne 17. Hans Knudsen yngre 18. Jens Brick 19. Frederik Schrøder 20. OJle Jessen

Drenge at tilsige Mandskabet: Jens, Jens Christensen Dams Søn Hans, Jens Bricks Søn

4de Compagni. Officer: Jens Jensen for Hrr. Niels Jacobsen, Kromand Øvede Mandskab: Nr.

1. Hans Smed 2. Hans Peder Christensen 3. Hans Hansen Greisen 4. Hans Jessen Madsen 5. Peder Pedersen Madsen 6. Mogens Ollesen Landværnsmand 7. Niels Jensen Sørensen 8. Anders Pedersen Lassen 9. Peder Clausen Regitz 10. Hans Hansen ved Lauritzen 11. Niels Søren Lauritzen 12. Hans Sørensen Ende

Uøvede Mandskab:

13. Enevold Smedesvend,Wangley 14. Erick Erichsen 15. Johannes Nielsen af Foerum?? 16. Hans Sørensen af Alslef 17. Anders Madsen 18. Hans Dahl 19. Peter Lorentzen Holst 20. Chresten Rach

Drenge at tilsige Mandskabt: Peder, Jan Jens Anders Pedersens søn Lorentzen Holst Foranstaaende vaabenføre Mænd som har modtaget de Kongelige Gcvæhrer, hvis Antal er efter orden til Enhvers Officer leveret 6 skar Qe Patroner til hver Mand, som udleveres til dem i fornøden eragtende Tilfælde. Fanø den 21 Sept. 1807 Som Corpsets Anfører N. Jacobsen

Niels Nielsen Grethes adjudant Jens Pedersen Clausen Ober Opsyn ved Signalerne og Commandeur ved sammes Canoner.