jean-christophe grangé: de døde sjæles skov

36mm157mm 157mm 90 mm90 mm

225

mm

»Grangé skriver simpelthen, så

englene synger. Eller djævlene.«

– Weekendavisen

»Dødspagten er frækt og gennemført

velskreven. Sugende spændende, ja

sprogligt inciterende og rapkæftet

fransk.«

– Politiken

»Frankrigs thrillermester er tilbage.«

– Ekstra Bladet

»Grangé skriver nogle af vor tids mest

fascinerende krimier … Her får man

ikke bare velskrevet spænding for alle

pengene, men også et helt usædvanligt

plot.«

– Kristeligt Dagblad

Jean-Christophe Grangé (f. 1961)

er Frankrigs ukronede thrillerkonge.

Han debuterede med De blodrøde fl oder

og har senest udgivet Forbarm dig.

Flere af hans krimier er fi lmatiseret.

FO

TO: R

ICH

AR

D D

UM

AS

JEAN

-CH

RISTO

PH

E

GRANGÉ

”Jeg har fået en rigtig tung sag ind.” ”Hvad slags?” ”Et mord. Liget blev fundet for tre dage siden. Virkelig bestialsk. I en parkeringskælder i Garches. Ofret var lemlæstet. Spor efter kannibalisme. Væggene overmalede med blodige tegn. Ingen begriber noget som helst.” Jeanne lagde gafl en fra sig, lagde albuerne op på bordet og foldede hænderne.

”Fortæl mig om det.”

JEANNE KOROWA ER EN UNG, ambitiøs undersøgelsesdommer

med en fremadstormende karriere, et katastrofalt kærlighedsliv og

en mareridtsagtig kriminalsag: Tre rituelle mord begået på kvinder.

Alle ligger de parterede på gerningsstedet og har bidemærker helt

ind til knoglerne.

Hvad er det, morderen vil fortælle med sine makabert iscenesatte

mord?

Svarene skal fi ndes i De døde sjæles skov. I dybet af de sydameri-

kanske urskove gemmer sig en sandhed Jeanne Korowa helst ville

have været foruden.

JEAN-CHRISTOPHE

GRANGÉ

”Frankrigs ukronede krimimester ... Grangé skriver forrygende.”Fyens Stifttidende

K R I M I | R O S I N A N T E

DE DØDE SJÆLES SKOV

3. korrektur – side 1de døde sjæles skov

rosinanteordre 33927

1x2x3x4x5x6x7x8x9x1011121314151617181920212223242526272829303132333435363738394041

Af samme forfatter

DE BLODRØDE FLODER

STENKONCILET

ULVENES RIGE

DEN SORTE LINJE

DØDSPAGTEN

FORBARM DIG



Jean-Christophe Grangé

DE DØDE SJÆLES SKOV

krimi

Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

Rosinante



1x2x3x4x5x6x7x8x9x1011121314151617181920212223242526272829303132333435363738394041

De døde sjæles skov

er oversat fra fransk

af Agnete Dorph Stjernfelt efter La Forêt des Mânes

Copyright © Éditions Albin Michel, 2009

Translation copyright for the Danish language © 2011

by Rosinante/rosinante & co

This book is published by agreement with

Literary Agency Wandel Cruse, Paris

1. udgave, 1. oplag, 2011

Omslag: Harvey Macalay, Imperiet

Sat med Plantin hos Christensen Grafisk

og trykt hos ScandBook, Falun

ISBN 978-87-638-1632-8

Printed in Sweden

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Udgivelsen er støttet af det franske kulturministeriums

Centre National du Livre

Ouvrage publié avec le soutien du Centre national du livre

– ministère français chargé de la culture

Citatet s. 364 fra Æneiden VIII. 312 er i Otto Steen Dues oversættelse

Bibelcitaterne er gengivet efter:

Bibelen – med illustrationer af Rembrandt, Gyldendal, København 1969.

Alle øvrige citater er i oversætters oversættelse

Rosinante er et forlag i rosinante & co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk



5

Til Alma, lyset i skyggernes mørke



1x2x3x4x5x6x7x8x9x1011121314151617181920212223242526272829303132333435363738394041

6



7

I

RBYTTET



1x2x3x4x5x6x7x8x9x1011121314151617181920212223242526272829303132333435363738394041

8



9

1

sådan. Lige præcis sådan. De Prada-pumps, hun havde set i Vogue i sidste måned – det var den afgørende, diskrete detalje, der satte prikken over i’et. Sam-men med den kjole, hun tænkte på, en lille sort sag, hun havde købt for næsten ingenting i Rue du Dragon, ville det være perfekt. Intet mindre. Smil. Jeanne Korowa strakte sig bag sit skrivebord. Omsider følte hun sig klædt på til aftenens møde. Bogstaveligt talt. Hun tjekkede atter mobilen. Ingen beskeder. Et stik af æng-stelse fik hendes mave til at snøre sig sammen, så det gjorde helt ondt. Hvorfor ringede han ikke? Klokken var over fire. Var det ikke meget sent at bekræfte en middagsaftale? Hun fejede tvivlen til side og ringede til Prada-butikken på Avenue Montaigne. Om de havde skoene? Størrelse 39? Hun ville hente dem inden syv. Kortvarig lettelse. Straks efterfulgt af yder-ligere ængstelse. Allerede 800 euro i overtræk på kontoen ... Med dette nye indkøb ville det blive over 1.300 euro. Men det var den 29. maj. Hendes løn gik ind om to dage. 4.000 euro. Ikke en cent mere, alt iberegnet. Hun ville altså endnu en gang gå ind i den nye måned med kun to tredjedele af sin løn til disposition. Men hun var vant til det. Hun var efterhånden blevet ekspert i at jonglere med sine kontoovertræk. Hun lukkede øjnene. Forestillede sig selv i de højhælede lak-sko. I aften ville hun være en anden. Uigenkendelig. Strålende. Uimodståelig. Resten ville være den rene barnemad. Tilnærmel-ser. Forsoning. En ny start ... Men hvorfor ringede han ikke? Det var da ham, der havde



1x2x3x4x5x6x7x8x9x1011121314151617181920212223242526272829303132333435363738394041

10

genoptaget kontakten aftenen før. For 117. gang den dag åbnede hun sin mailboks og læste hans mail.

»Det ene ord tager det andet, inden man får tænkt sig om. Jeg mente naturligvis ikke et eneste af dem. Mid-dag, bare os to, i morgen? Jeg ringer til dig og kommer forbi og samler dig op. Jeg bliver din konge, du bliver min dronning ...«

De sidste ord henviste til Heroes, en af David Bowies sange. En særlig samlerudgave, hvor rockstjernen sang flere strofer på fransk. Hun genoplevede for sit indre blik scenen – den dag, hvor de havde fundet vinylpladen i en lille butik, der havde specialiseret sig i den slags, lige ved Hallerne. Glæden i hans øjne. Hans latter ... I det øjeblik havde hun ikke haft andre ønsker i tilværelsen end altid at kunne vække, eller blot bevare, denne glød i hans øjne. Ligesom antikkens romerske vestalinder, der altid vågede over den hellige tempelild. Telefonen ringede. Ikke mobilen. Fastnettelefonen. »Hallo?« »Violet.« I løbet af et sekund havde Jeanne fundet sin officielle tone frem. »Hvor langt er du?« »Ikke særlig langt.« »Har han tilstået?« »Nej.« »Lort, har han voldtaget hende, ja eller nej?« »Han siger, at han ikke kender hende.« »Skulle hun ikke forestille at være hans elskerindes datter?« »Han siger, at han heller ikke kender moderen.« »Det burde være enkelt at bevise det modsatte, ikke?« »Der er ikke noget, der er enkelt lige for øjeblikket.« »Hvor mange timer er der tilbage?«



11

»Seks. Vi kan lige så godt se i øjnene, at vi ikke får noget ud af ham. Han har ikke rokket sig en millimeter de sidste 18 timer.« »Pis.« »Sandt nok. Nå. Jeg går tilbage og rører lidt i gryden. Men medmindre der sker et mirakel ...« Hun lagde på og tog kritisk bestik af sin egen ligegyldighed. Der var en afgrund mellem sagens alvor – voldtægt og overgreb mod en mindreårig – og hendes eget livs latterlige affærer: middag eller ikke middag? Ikke desto mindre havde hun kun tanke for sit eget stævnemøde. En af de første øvelser på Dommer- og Anklagerskolen havde været et videoklip: en forbrydelse filmet af et overvågningskamera. Bagefter var samtlige tilstedeværende blevet bedt om at fortælle, hvad de havde set. Der var lige så mange forskellige udgaver af historien, som der var personer. Bilen skiftede mærke og farve. Der var uenighed om antallet af overfaldsmænd. Begivenhedernes rækkefølge skiftede. Det var en nyttig øvelse. Objektivitet eksiste-rer ikke. Retfærdighed er et menneskeligt anliggende. Ufuldkom-men, svingende, subjektiv. Jeanne tjekkede endnu en gang mekanisk sin mobil. Ingenting. Hun mærkede tårerne vælde op i øjnene. Hun havde ventet på den opringning lige siden om morgenen. Hun havde dagdrømt, fantaseret og vendt og drejet de samme tanker om og om igen, de samme håb, blot for øjeblikket efter at falde hen i fuldstændig formørket håbløshed. Flere gange havde hun følt sig fristet til selv at ringe til ham. Men nej. Ikke tale om. Det var udelukket ... 17.30. Pludselig overmandede panikken hende. Det var slut. Dette vage håb om en middag var blot de sidste desperate kram-petrækninger. Han kom ikke tilbage. Det var på tide at se det i øjnene. »Bearbejde sorgen.« »Bygge sig selv op igen.« »Koncen-trere sig om sig selv.« Naragtige udtryk, der kun havde relevans for desperate, fortvivlede kvinder som hende selv, der altid blev dumpet. Altid blev kasseret. Hun smed kuglepennen fra sig og rejste sig.



1x2x3x4x5x6x7x8x9x1011121314151617181920212223242526272829303132333435363738394041

12

Hendes kontor lå på tredje sal i den ordinære domstols bygning i Nanterre. Ti kvadratmeter propfyldt med støvede sagsmapper, der stank af tryksværte, hvor der var klemt to skriveborde ind – hendes eget og hendes sekretær Claires. Hun havde givet hende fri klokken fire for at kunne flippe ud i fred og ro. Hun gik hen til vinduet og kiggede ud over Nanterre-parken. Bløde dalsænkninger, kantede græsplæner. Til højre spraglede beboelseskvarterer og i det fjerne Émile Aillauds skyskrabere, ar-kitekten, der sagde: »Præfabrikation er et økonomisk vilkår, men det bør ikke give folk oplevelsen af, at de selv er præfabrikerede.« Jeanne holdt meget af det citat. Men hun følte sig ikke overbevist om, at resultatet levede op til arkitektens forhåbninger. Hun så hver dag resultaterne af disse lorteghettoer på sit skrivebord: ty-verier, voldtægter, overfald, dealere ... Næ, nej, her var sandelig ikke tale om præfabrikater. Hun gik tilbage til sit skrivebord. Hun havde kvalme og overve-jede, hvor længe hun kunne holde den kørende uden en Lexomil. Hendes blik faldt på en stak brevpapir på bordet. Domstolen i Versailles. Første Instans Nanterre. Undersøgelsesdommer Jeanne Korowa. Hun gentog den officielle version for sig selv: Den bedste kandidat af sin årgang. Den »lille dommer på vej op«. Den nye Eva Joly eller Laurence Vichnievsky. Den private udgave var en katastrofe: 35 år gammel. Ugift. Ingen børn. Nogle få single-veninder. En treværelses lejelejlighed i det 6. arrondissement. Ingen opsparing. Ingen formue. Intet perspektiv. Hendes liv var gledet hende af hænde, smuldret. Og nu begyndte tjenerne på restauranterne at sige »frue« i stedet for »frøken«. Lort. To år tidligere var hun gået ned med flaget. Tilværelsen, som allerede længe havde haft en bitter smag, var endt med slet ikke at smage hende. Depression. Indlæggelse. På det tidspunkt havde livet simpelthen været ensbetydende med lidelse. De to ord dæk-kede hinanden, var synonymer. Underligt nok havde hun kun gode minder fra sin tid på hospitalet. Eller varme i hvert fald. Tre ugers



13

søvn med en diæt bestående af piller og babymos. Overgangen til det virkelige liv havde været blid. Antidepressiver. Analyse ... Indvendigt var der stadig et usynligt hul i hende, som hun i det daglige omhyggeligt undveg ved hjælp af psykoterapi, piller og so-ciale arrangementer. Men det sorte hul var der, altid nærværende, næsten dragende, det trak konstant i hende ... Hun fandt sine Lexomiler frem fra tasken og lagde en hel under tungen. Tidligere tog hun kun en kvart, men tilvænning forpligter, og nu skulle der en hel til for at få hende til at falde til ro. Hun sank ned i sin stol. Ventede. Snart efter løsnedes knuden i brystet. Hendes åndedræt blev roligere. Hovedet fyldtes med vat ... Det bankede på døren. Hun for op. Hun var faldet i søvn. Stéphane Reinhardt stod i døren i sin krøllede tweedjakke, med uglet hår og daggamle skægstubbe. En af de syv undersøgelses-dommere. De blev kaldt de »syv lejesoldater«. Reinhardt var så langt den mest sexede. Mere Steve McQueen end Yul Brynner. »Er det dig, der har vagten på økonomisk kriminalitet?« »Måske.« Hun havde for tre uger siden fået overdraget dette område, som hun bestemt ikke var specialist i. Man kunne lige så godt have sat hende på terrorisme eller international kriminalitet. »Er det dig, eller er det ikke?« »Det er mig.« Reinhardt holdt et grønt chartek frem. »Statsadvokaterne har klokket i det. De har sendt det her til mig.« Det var en sagsfremstilling af den slags, man laver efter første gennemgang af en sag. Et simpelt, officielt brev, der vedlægges de første papirer i sagen: politirapport, skattemyndighedernes rap-port, anonyme breve ... Alt, hvad der tjener til at lede undersøgel-sen på rette vej. »Jeg har taget en kopi til dig,« fortsatte han. »Så kan du kaste dig over den med det samme. Jeg sender originalen retur i aften. Så kontakter de dig i morgen. Men jeg kan selvfølgelig også vente



1x2x3x4x5x6x7x8x9x1011121314151617181920212223242526272829303132333435363738394041

14

et par dage, så bliver det den næste vagthavende dommer, der får den. Vil du have den eller ej?« »Hvad drejer sagen sig om?« »En anonym henvendelse. Det ligner en fin lille politisk skan-dale.« »Hvilken fløj?« Han lavede en komisk honnørbevægelse. »Yderste højre, hr. general!« Hun opfyldtes med ét af arbejdsiver, selvsikkerhed og håb. Hen-des arbejde. Magten. Hendes dommerembede, ved præsidentielt dekret. Hun rakte armen ud hen over skrivebordet. »Hit med den.«



jean-christophe grangé: de døde sjæles skov

Documents