1

Lau Utzon

Uforberedt, som A æ...Erindringer

2

Trykt på DSI Forlagmaj 1996

1. oplag 75 eksemplarer

3

Indhold

Forord .................................................................................... 11Barndommen ......................................................................... 15

Beathe ................................................................................................ 17Katrine ............................................................................................... 17Kristian .............................................................................................. 18Alma ................................................................................................... 18Ester ................................................................................................... 19Mormor og Morfar .......................................................................... 21Min far ............................................................................................... 25Min mor ............................................................................................ 26Glade barndomsdage ...................................................................... 27Barndommens jul ............................................................................ 28

Tjenestedreng på landet ........................................................ 31Trange tider langsomt skrider... ..................................................... 32

Lystbækgaard.........................................................................35Kronhedens Skole ........................................................................... 36Kjøvestaspøels .................................................................................. 38Bagning .............................................................................................. 38Bissevejr............................................................................................. 40Han slog bare ................................................................................... 41Det var frygteligt at lyve ................................................................. 43Første Verdenskrig ........................................................................... 45Jeg red lidt hurtigt til ....................................................................... 45Fåreklipning ...................................................................................... 46Indstillingen til børn ........................................................................ 47En af de dummeste ......................................................................... 49

I smedelære (1915) ................................................................. 51Onkel Olsens isknuser .................................................................... 52Min første cykel ................................................................................ 53En dum lærestreg ............................................................................. 53Konfi rmation .................................................................................... 54Et uskyldigt bål................................................................................. 54

4

En ny dukkert ................................................................................... 55Min sparekassebog ........................................................................... 57

Lille Andst (1916 - 1917)..........................................................59

Hos Juncker (1917 - 1918) ....................................................... 61Orden i sagerne ................................................................................ 61På kristelig grund ............................................................................. 62

Nagbøl (1918 - 1919) ..............................................................65Fiskekone .......................................................................................... 65

Drostrupgaard (1919 - 1920) ...................................................67Hårdtslående argumenter ............................................................... 67Dødsulykke ....................................................................................... 68Julegaverne ........................................................................................ 68Danseskole ........................................................................................ 69Vejle tur retur .................................................................................... 70

Bække og Jels (1920 - 1921) .................................................... 71Jeg valgte Gud .................................................................................. 71Autoritetstro ..................................................................................... 73Flyttegodtgørelse.............................................................................. 73Gæve sønderjyder ............................................................................ 74Tosproget som 18-årig .................................................................... 75

Børkop Højskole (1921 - 22) ...................................................77Et gryende selvværd ........................................................................ 77Den kristelige vækkelse ................................................................... 78Letsindighed på Lillebælt ................................................................ 79Foredrag om diakonsagen .............................................................. 79Politik ................................................................................................. 80Lønnen .............................................................................................. 81

Landbrugskandidaten (1922 ) ................................................83Fruen gav os surt øl ......................................................................... 83Høst med le ...................................................................................... 84Gjemm æwwel .................................................................................. 84På grænsen af et raserianfald ......................................................... 85

Forkarl på en herregård (1922 - 1923) ....................................87

5

Stokkemetoder ................................................................................. 88Årets gang ......................................................................................... 89Ikke det allermindste nik ................................................................ 90

En blind familie (1923) ..........................................................93Peder, stands! .................................................................................... 93

Soldatertiden (1923 - 1924) .....................................................95Rekrut på Christianshavn ............................................................... 95Soldaterunderholdning ................................................................... 97Garnisonssygehuset ......................................................................... 98Alle gik på den .................................................................................. 99Du står på listen ............................................................................... 99Du har glemt at vaske din tavle ...................................................100Artillerist nr. 48 ..............................................................................100Militærnægter anno 1923 ..............................................................101Jeg lod mig ikke friste ....................................................................102

Husbond med mavesår (1924) ............................................. 103Haslev udvidede Højskole (1924 - 1925) .............................. 107

Gymnastiklederkursus ...................................................................108På Davidsens kontor .....................................................................108

Jyllinge Præstegård (1925) ....................................................111Et fejlkøb ........................................................................................111Sædskiftet ........................................................................................112Spejdertroppen ...............................................................................112Den grønne ø .................................................................................113Ukrudt og senegræs .......................................................................114Radiogudstjeneste ..........................................................................115Luntetrav .........................................................................................116Et fuldstændigt chok .....................................................................116

Arbejdsløs (1925 - 1926) .........................................................119Onkel Peter nok engang ...............................................................119Sangkor ............................................................................................120

Kolonien Filadelfi a (1926 - 1929) ...........................................121Ingen vejledning .............................................................................121Frøken Bluhme ..............................................................................123

6

Alene på Stormly ...........................................................................124Fattiggårdene ..................................................................................125Spejderarbejde ................................................................................126Manglende ydmyghed ...................................................................126Psykiatri ...........................................................................................128Søster Dorthea ...............................................................................128En lang vagt ....................................................................................129Fingerspidsfornemmelser .............................................................129En fredsforstyrrer ..........................................................................130En misforstået latter ......................................................................130Epilepsi ............................................................................................131Avisand med lykkelig udgang .......................................................131Bethel ...............................................................................................132En kæberasler .................................................................................132En afl edningsmanøvre ..................................................................133En urolig nat ...................................................................................133Dybe tallerkener og varmt vand ..................................................133At fl ytte hegnspæle ........................................................................134Rainman ..........................................................................................134Peder Sørensen ...............................................................................135Eksamenssnyd ................................................................................136En skrivekonkurrence ...................................................................136Jan Støve ..........................................................................................137Søster Anna ....................................................................................137Kvindelige væsener ........................................................................138Terapien ...........................................................................................139Underholdning ...............................................................................139På udkig ...........................................................................................139Hos kørelæreren .............................................................................140Farvel til Kolonien .........................................................................141

Stengården (1929-33) ............................................................ 143Kald mig bare Erik ........................................................................143Løn- og arbejdsvilkår ....................................................................144I affaldskulen ..................................................................................145

7

Næste gang... ...................................................................................145Gartneriet ........................................................................................145Manglende smørelse ......................................................................146Arbejdsglæde ..................................................................................147Sport ................................................................................................147Springtur ..........................................................................................148Arresten ...........................................................................................148Enkeltbillet til Bråskovgård ..........................................................149Vinterbeskæftigelse ........................................................................149En neger ..........................................................................................150Aage Skov .......................................................................................150Ungdomsarbejde i Bagsværd........................................................151Richard Thomsen ..........................................................................151Blandt sognets fattige ....................................................................152Ferier og fridage .............................................................................153Et frierbrev .....................................................................................153Uoffi ciel forlovelse ........................................................................154Vi skal ikke have børn ...................................................................155EF. 2, 10 ..........................................................................................156Danmarks Sløjdlærerskole ............................................................156Besøg af Ann .................................................................................158Uenig med generalsekretæren .....................................................158En kriminalgåde og en arm af led ..............................................159

KFUM (1933 - 1941) ...............................................................161Prøvesekretær .................................................................................161Fuglsang ..........................................................................................162Uvelkommen til bibeltime i KFUK ............................................163

Odense (maj 1933) ............................................................... 165Do you speak English? .................................................................166Ny cykel ...........................................................................................166En herlighed af mad .....................................................................167Ungdommens lyse syn på tilværelsen .........................................167Frikadellefars med kærnemælk ....................................................168Farvel ...............................................................................................169

8

Ansættelsessamtalen ......................................................................169Ferie ved Vesterhavet ....................................................................170Sommermøde i Ryomgård ..........................................................171Hos familien i Vejen ......................................................................172

Kredssekretær (1933 - 1941) .................................................. 175En fl yvende start ............................................................................176Missionæren ....................................................................................176Sponsorerne ....................................................................................177Pantefogeden ..................................................................................177Lidt impulsiv kunne jeg også godt være .....................................177De, der altid kommer sidst ...........................................................178Når bøgen sprang ud.....................................................................179Bryllup i Ingstrup ...........................................................................180Jeg ville sove hos min kone ..........................................................182Vort nye hjem .................................................................................182Jordmoderen kunne fortælle gysere ............................................186Jeg kunne bruge dobbelt så mange dagtimer ............................186Jeg henvendte mig til de yngste ...................................................186En glad kristendom .......................................................................187Holmgang med DSU ....................................................................190Løkkenturen ...................................................................................190New Imperial MC ..........................................................................192Kolde gæsteværelser ......................................................................193Vellykkede børn .............................................................................194Med m/f Djursland til Kullen .....................................................194Fællesforeninger .............................................................................197Djursborg ........................................................................................198Nazismen ........................................................................................198Oxfordbevægelsen .........................................................................199På vej mod nye horisonter ............................................................199

Kærshovedgård (1941 - 1943) ................................................ 203Minimalløn ......................................................................................204Barndom blandt drankere.............................................................206Vi alene vide ...................................................................................207

9

En broget forsamling ....................................................................207Tørring Nygård (1943 - 1954) ................................................211

Indlagt under falsk navn ..............................................................215På kant med hovedbestyrelsen .....................................................216Ældreforsorgen ..............................................................................217

Fredensbo (1954 - 1966) ........................................................ 219Familien ...........................................................................................223Jyske anekdoter ..............................................................................224Alex Staal .........................................................................................226En god og rig tid ............................................................................227Ødsted Plejehjem ...........................................................................227

Efterskrift ............................................................................. 229Slægtshistorie ....................................................................... 233

Min fars slægt .................................................................................233Min morfars slægt .........................................................................234Min Mormors slægt .......................................................................235

Adresseliste pr. 1. maj 1996 .................................................. 238

10

ForordFar havde engang en drøm. Han sidder helt oppe foran i en domkirke, der er stuvende fuld. De er midt i anden salme, da sidemanden læner sig ind til min far og siger: “Er du ikke nervøs for at skulle prædike for sådan en stor forsamling”. Far ser forfærdet på ham. Han prøver at regne ud, hvilken tekst han skal prædike over, men kender ikke datoen. Han kigger op på tavlen med salmenumrene. Der er ingen hjælp at hente. Sidste vers er sunget. Orglet bruser ud. Far rejser sig og ser alle de forventningsfulde blikke og går langsomt op mod prædikestolen. Så vågner han. Mon han ville begynde med sin velkendte indledning: “Uforberedt som A er...” Anekdoten om taleren, der har øvet sig meget grundigt derhjemmefra, men da han står overfor en forventningsfuld forsam-ling, når han kun til sin beskedne indledning og må skamfuld sætte sig ned igen. - Nej, det kan man vel næppe i en domkirke. Far var hverken uforberedt eller mundlam, når han tog ordet som foredragsholder eller taler gennem sit lange liv. Han havde en utrolig evne til at holde en forsamling i ånde, både som entertainer, fortæller og som prædikant. Selv sagde han, at det kun handlede om “at have noget på hjerte”. Og det havde han. Med et liv fyldt med “uforberedte” overraskelser havde han en masse erfaringer at trække på og utroligt meget at fortælle. Da han besøgte mig på Tvind ved Ulfborg i begyndelsen af halvfjerdserne, vældede minderne op i ham, både de gode fra Stadil og de onde fra Lyngsbækgård. Mor og han tog rundt på egnen og så de forskellige steder, hvor han havde tilbragt en stor del af sin barndom og tidlige ungdom. Det blev indledningen til, at han skrev sine erindringer i form af breve til sine mange børnebørn og kaldte dem: “Morfar/Farfar fortæller”. De er nedskrevet over en periode på ca. 15 år. Afsnittet om Blå Kors tiden er specielt. Det skrev han til et jubilæ-umsskrift for Blå Kors, og der foreligger kun lidt specielt til familien. Her i bogen er disse to afsnit skrevet sammen til et.

11

I mange år har erindringerne ligget rundt omkring hos os som løsark i en samlemappe uden at blive læst af ret mange. På en skovtur i Risskov julen 1994 talte Jan og jeg om, at bogen fortjente at blive trykt, og vi besluttede at gøre noget ved det. Ved hjælp af den nye computerteknik har en af Jans venner fået scannet alle disse sider ind, så de kunne tekstbehandles, og jeg har med forsigtig hånd redigeret det hele sammen til denne bog. Vi takker alle, der har været behjælpelige med gode ideer, kor-rekturlæsning, trykning osv., og håber, at bogen vil være til glæde for hele familien og alle andre interesserede.

Jørn Utzon April 1996

12

Til mine kære børnebørn

13

Kære børnebørn!

Jeres mormor/farmor har ofte opfordret mig til at nedskrive nogle af mine erindringer. Men jeg har hidtil afslået, fordi jeg syntes, at mine mere eller mindre trivielle oplevelser næppe kunne interessere vore efterkommere. Men når jeg tænker på, hvor ofte jeg har bebrejdet mig selv, at jeg ikke nedskrev noget af det min far fortalte om sin barndom og ungdom, så må jeg dog erkende, at det måske ikke var så tosset endda at skrive lidt ned, mens jeg endnu har noget af hukommelsen i behold.

Lau

14

Min familie. Øverste række fra venstre: mig selv, Kristian, Katrine. Midterste række: min far, Alma, min mor. Forrest: Esther

15

Barndommen

Jeg blev født den 14. juli 1902. Det skete i et lille fodermester- og daglejerhus på Askovvej nær Vejen. Huset hørte under Grønvang, en proprietærgård, der ejedes af proprietær og landtingsmand Johannes Lauridsen, der også var initiativtager og medejer af margarinefabrik-ken Alfa. Jeg vejede 6 kg ved fødselen og min indgang til denne verden har nok langt fra været smertefri for min mor. Om det var uberettiget eller ej, havde jeg som barn den opfattelse, at jeg var mindre velset i familien, end de øvrige søskende. Jeg var i hvert fald ikke genstand for den overbærenhed, som min mor måtte udvise overfor Katrine og senere Ester. Men de trængte nu også i særlig grad til overbæren-hed. Jeg kan ikke rigtig huske noget fra mine allerførste barneår. Tre kvart år gammel kom jeg på sygehuset i Kolding til observation for difteritis, som nogle af mine søskende var indlagt for. Min mor måtte naturligvis stoppe diegivningen. Men jeg tror, hun optog den igen, da jeg kom hjem. Det er i hvert fald blevet påstået af hele familien, at jeg diede til jeg var halvandet år. Det er da også sandsynligt, da diegivning i de tider var den eneste, meget usikre, måde at undgå fornyet graviditet. Knap syv år gammel kom jeg i skole, og som de fl este af den tids børn, kunne jeg allerede på det tidspunkt både læse og skrive. Mine større søskende var fl inke til at øve med mig, så jeg klarede mig fi nt. Efter et halvt års forløb blev en del af 1. klasse fl yttet op i 2. klasse, og de var meget vigtige over at være sprunget forbi mange, som tilsyneladende var dygtigere. Årsagen til “oprykningen” var, at vi var alt for mange i klassen. Da jeg havde gået i skole i et år blev fi re af os - to drenge og to piger - deriblandt jeg - rykket direkte op i 3. klasse, men alle, der var rykket op i 2. klasse, måtte gå der et helt år mere.Metersystemet, der blev indført i Danmark i 1907, var allerede ind-ført i Bakkely Skole i 1909, da jeg kom i skole, men mange skoler på

16

landet indførte systemet langt senere. De første skoleår nød jeg godt af at være en af de dygtigste i klas-sen, - men det skulle ikke vare ved.

Min familieFar fortalte meget om sin barndom og ungdom, og for øvrigt også om Utzon-slægtens historie. Det meste har jeg glemt. Jeg husker dog, at der i mange slægtled, vistnok syv, kun havde været én søn og i reglen fl ere døtre, undertiden mange. Farfar - jeres tipoldefar - Jens Utzon, var født i 1818. Farmor hed Beate og var fra Sverige. Far havde fl ere søstre. Jeg husker ikke hvor mange. Da Mor kom ind i familien i 1895 var Farmor død, mens Far-far levede til ca. 1900. På det tidspunkt havde de to landejendomme, som de drev som eet landbrug. Men tiderne var dårlige. Smør og æg kostede næsten ingenting og ejendommene kunne knapt give føden til familien. Far var født den 27. september 1863 og Mor den 26. april 1870. Om Fars hjem og forældre ved jeg ikke meget. Jeg husker dog, at Far fortalte, at Farmor på markedsdage i omegnens mange markeder, som altid samlede mange mennesker, havde en bod, hvor hun bagte og solgte æbleskiver, som serveredes med hjemmelavet syltetøj, og hvor hun havde stor omsætning og velsagtens en lille fortjeneste. Mor og Far blev gift den 10. april 1895. Da margarinefabrikken ALFA startede i 1898, fi k Far arbejde. Han havde 7 km på arbejde, så det tog en time til fods hver vej. Ar-bejdstiden var fra 6 til 18 med to spisepauser, og lønnen var 12 kr. om ugen for de seks arbejdsdage. Det var hårde vilkår, for Far måtte hjemmefra kl. 5 og var først hjemme igen kl. 19. Han skulle have malket og fodret både før han gik hjemmefra, og når han kom hjem. Mor kunne nok fodre, men jeg er ikke sikker på, at Mor nogensinde fi k lært at malke. - For selv om Far faktisk var gårdejer og gårdmands-søn og Mor var datter af en fi sker, så tror jeg nok, at Mor følte, at hun havde giftet sig under sin stand, for landbruget var på de tider forarmet, mens Morfar som fi sker og jæger var velstillet. Mor havde

17

også altid som ung pige haft plads i fi ne hjem. Hun havde f.eks. været økonoma på missionshotellet i Herning. Noget har det nok hjulpet, at Far var en køn karl og nok havde pænere opførsel end de fl este unge fra landet.

BeatheMin ældste søster, Beathe, blev født 9. januar 1896. Hun var en lys og køn pige (Hanna ligner hende meget) særdeles godt begavet altid en af de dygtigste i klassen. På førstelærerens foranledning fi k hun friplads på realskolen, hvor ellers kun rige folks børn kom. Hun klarede sig også godt, men hun blev drillet meget med, at hendes far kun var margarinearbejder og efter sin konfi rmation, 15 år gammel, gik hun ud af realskolen uden eksamen. Hun fi k plads i huset hos fi ne folk. Men når hun var hjemme, satte hun humør i os alle sam-men med sine mange påfund og gode ideer. Vi elskede hende over alt i verden, og da hun døde af hjernehindebetændelse som 17-årig, græd jeg mig i søvn hver aften i lange tider.

KatrineMin søster Katrine blev født den 24. juli 1898. Hun var et vanskeligt barn, der gang på gang bragte vore forældre til fortvivlelse med sine raserianfald og genstridige sind. Hun var Beathes komplette mod-sætning, og vi var alle bange for hende. Som voksen blev hun helt anderledes. Da var hun nærmest et dydsmønster. Retskaffenhed og god opførsel var for hende Alfa og Omega. Hun rettede på vores sprog, vores opførsel, vore spisevaner osv. Vi kunne aldrig gøre hende tilpas. Det var en af skæbnens meget barokke indfald, at hun skulle blive gift med en meget jævn bondemand og selv blive en meget jævn bondekone. Ved hendes begravelse i 1966 blev der dog fra forskellig side givet udtryk for, at hun nok alligevel ikke havde været en helt almindelig bondekone.

KristianMin eneste bror, Kristian, blev født 10. januar 1900. Han havde fra

18

lille et slemt mindreværdskompleks, fordi han var rødhåret. Gang på gang græd han over det røde hår og forsikrede mig, at de, der havde rødt hår, aldrig blev til noget. Ingen af os var i stand til at overbevise ham om det modsatte. Men ellers var han fyldt med spilopper. Når noget gik i stykker og Mor og Far spurgte, hvem der havde gjort det, så kikkede han bare på mig uden at sige et eneste ord, og alle var derfor overbevist om, at jeg var gerningsmanden. I skolen fi k han øgenavnet “Krut”, og da jeg kom i skole, hed jeg “Lille Krut”.

AlmaAlma blev født den 3. maj 1906. Jeg var 4 år dengang og naturligvis lykkelig over at få en lillesøster. Hun var ikke uden temperament, kunne til tider være arrig og irriterende. Men desuagtet var hun den mest fl egmatiske af søskendefl okken. Hun var et yndigt barn med gyldne krøller og havde et charme-rende smil til alle besøgende. Hun tog det let med lektier og pligter og havde en enestående evne til at lægge ansvaret over på andre, og da jeg var nærmest i alder, blev det ofte mig, der måtte klare skærene for hende - et forhold, der for øvrigt aldrig ændrede sig, så længe hun levede. Måske var dette årsagen til, at jeg følte mig mere knyttet til hende end til nogen af mine øvrige søskende. Vi havde altid et hjerteligt forhold til hinanden, og hun traf sjældent en afgørelse uden først at have rådført sig med mig. I skolen var hun ikke noget lys, men hun klarede sig dog hæderligt. I ungdomstiden stilledes hun ofte i skyggen af vores højt begavede yngste søster, Ester.Alma var sygeplejeelev i et par år, men på grund af sygdom fi k hun ikke nogen afsluttende eksamen. Som leder af plejehjem i Tarm, Neksø, Hundslund, Holte og Risskov havde hun alle vegne et fi nt re-nommé. Hun havde en sjælden evne til at omgås sin medarbejderstab. Alle sprang for hende og sparede hende for det værste slid. De gamle elskede hende for hendes gode omsorg og enestående hjertelighed. Hun havde en stor vennekreds og en dertil svarende korrespon-dance. I reglen begyndte hun at skrive julebreve midt i november.

19

Ingen kunne som hun arrangere fest og pynte op i lokalerne. Vore børn vil huske hende som en kærlig faster. Hun døde 1. december 1975.

EsterVor yngste søster Ester Alexandra blev født 1. juni 1908. Også denne gang var jeg lykkelig over at få en lillesøster, og jeg kan huske, at jeg spurgte min ældste søster Beathe, om ikke hun var glad. Det forfær-dede mig, da hun svarede: “Jeg synes, at vi er børn nok i forvejen!” I min barnlige naivitet syntes jeg, jo fl ere, jo bedre. Lige fra fødslen af kom Ester til at dominere vort hjem. Som baby skreg hun til hun fi k sin vilje, og det uanset hvor længe hun skulle skrige. Hun tyranniserede alle sine søskende ved sin egenrådighed. Selv da hun blev 10-12 år, hersede hun med os alle sammen. Adskillige gange er jeg kommet hjem på frisøndag fra mine pladser på landet og måtte vende om igen, fordi det ikke passede hende med besøget. Hun ville være nr. 1, og derfor måtte der ikke tages hensyn til os andre, selv om vi kom sjældent hjem. Mor forlangte, at alle skulle bøje sig for Ester, vel ment for husfredens skyld. Når jeg som 11-årig blev sendt til Lystbæk for to år, var det ikke mindst af hensynet til Ester. Mor havde den mærkelige overbevisning, at Ester skulle dø som barn, og derfor måtte vi tage særligt hensyn til hende i den korte tid, vi sandsynligvis havde hende.Men meget godt kan siges om hende. Hun var dygtig i skolen, og selv om hun forsømte ofte, klarede hun sig fi nt. Hun var gennem-musikalsk. Havde en dejlig sangstemme, spillede melodier på det lille stueorgel fra hun var så lille, at hun knapt kunne nå pedalerne. Som 15-årig tog hun den lille organisteksamen og fi k straks efter et års vikariat som organist ved Malt Kirke. Som 16-årig fi k hun plads som serveringsdame på Helsingør Missionshotel - for øvrigt sammen med faster Alma. Ester var naturligvis førstedame, selv om Alma var den ældste. En kort tid var hun i tjeneste på Bagsvær Kuranstalt, og derfra kom hun til Stengården, hvor jeg var ansat. Det blev faktisk indledningen til en karriere indenfor børneforsorgen. Vi havde et

20

enestående godt samarbejde helt uden divergenser. Hun var den fødte pædagog. De store drenge havde fuld respekt for hende, selv om hun ikke var ældre end dem. På anbefaling fra Stengården fi k hun en stilling som pædagogisk medhjælper på et pigehjem, hvor hun også klarede sig fi nt. På Stengården blev Ester forlovet med sin senere mand, stud. theol. Aage Skov, der i et par år var fritidslærer på Stengården. Efter sin embedseksamen fi k han stilling som kredssekretær for KFUM og KFUK i Skjern-kredsen og derfra til præstegerning ved Getsemane Kirke i København. Efter lang tids sygdom døde han hos os på Tør-ring Nygaard kun 39 år gammel. Efter nogen tids forløb fi k Ester stillingen som forstander ved Skovtoftes optagelseshjem i København, som hun ledede med stor dygtighed næsten til sin død påskedag 1970. I hele vor voksne tilværelse havde vi et virkelig godt forhold til hinanden. For vore børn og vist også for de ældste af vore børnebørn var faster Ester det store ideal. Ingen kunne som hun sætte kulør på vore familiefester - og sine egne. Vi husker hendes 60 års fødselsdag i Løkken, hvor vi mellem hver ret skulle synge en sang og danse rundt om festbordet.Johannes Krarup skrev i sine erindringer bl.a.: “Var boligforholdene (på Skovtoftehjemmet) ringe, så var til gengæld forstanderen pladsen voksen. Fru Ester Skov gik ind i fi lantropisk arbejde ud fra sit ægte kristne livssyn. Fra 1951 til sin død i 1970 stillede hun sine rige evner til rådighed for dette optagelseshjem. Hun var frodig og munter (hvem kunne lé som Ester Skov), klog, myndig, fuld af musik, spillede godt på fl ygelet. Ja, jeg hører hende endnu, da hun sang: “Jerusalem” fra Stephen Adams: “Den hellige stad”.

Mormor og MorfarNu vil jeg fortælle lidt om min morfar og mormor. Lad mig sige straks, at mine ferieophold hos dem, hører til mine rigeste og gladeste barndomsminder. De boede ved Stadil Fjord vel 8 - 10 km fra Tim station. For at komme derop måtte jeg først med toget fra Vejen til

21

Tim. Det tog nok mindst en halv dag. Dernæst med hesteforspændt åben postvogn til Stadil Fjord. Det tog to-tre timer, for hestene skulle have hvil undervejs, og der skulle afl everes postsække og pakker på brevsamlingsstederne. Men der var meget at se undervejs. Engstræk-ninger fyldt med ungkreaturer og et meget rigt fugleliv, bl.a. mange storke, der gik og fangede frøer i engene. Mormor og Morfar var så forskellige, som noget ægtepar kan være. Hun var meget streng i sine moralbegreber. Det var sandhed og redelighed ud over alle grænser. Ingen skulle få hende til at gå på akkord, når det gjaldt hendes retsbegreber. Det var meget sjældent, at hun lo, og hun brugte aldrig kærtegn, bortset fra overfor de al-lermindste. Men desuagtet var vi ikke i tvivl om, at hun holdt af os, og vi var altid trygge i hendes nærhed. Morfar var opfyldt af lune og godt humør. Han havde altid noget morsomt og spændende at fortælle. Han kunne også fi nde på grove løjer, som Mormor absolut ikke kunne godkende. F.eks. kom naboen Per Bendtsen med sin gamle hund, som Morfar skulle skyde. Men Morfar måtte love, at han ikke måtte skyde før Per var helt hjemme og inden døre. Men inden han var 10 skridt borte fra hunden, fyrede Morfar, og hunden lå død på stedet, men Per Bendtsen var skræksla-gen. Morfar havde eneret på fi skeri og jagt på Stadil Vestre Fjord og kanalen. Jeg husker mange spændende ture, hvor jeg var med for at tilse ruser. Hovedfangsten var ål, som jo også blev bedst betalt, men der var også helt, brasen, gedder og ålekvabber og forskellige andre arter som ikke forekom i så store mængder. Vi spiste fi sk fl ere gange om ugen, og Mormor sagde gerne, “Spis nu rigeligt med fi sk og spar lidt på kartofl erne!”Også jagten var indbringende. Jeg husker en dag Morfar var startet tidlig morgen og først kom hjem sent eftermiddag. Mormor var no-get foruroliget. Men Morfar havde været på andetræk og skudt 52 ænder. Ved vintertid var han ofte forfrossen, når han kom hjem, og så havde Mormor en kaffepunch parat. Ellers blev der aldrig nydt spiritus, men ved sådanne lejligheder blev det betragtet som en slags

22

medicin. Morfar hed Laurids Jensen, men blev altid kaldt Lau Skår-reborre (Skadborg), Mormor hed Anne Katrine. Omkring ved den tid, hvor Mor var 12 år havde Mormor et ma-reridt, der varede det meste af en nat. Hun havde fået den “tvangs-tanke”, at der skulle bringes en sending fi sk ud til en fjern slægtning, der boede et sted på Torsted Hede. Men Mormor blev ved at skubbe tanken fra sig, for nok var de småfolk derude på heden, men slet ikke på sultegrænsen, og desuden var det et en urimelig lang vej at få bragt en sending fi sk. Men først da hun hen ad morgenstunden besluttede at sende fi sken, fi k hun ro i sindet og faldt i søvn. Morfar har nok syntes, at det var et urimelig foretagende, men Mormor var en kvinde, der altid forstod at få sin vilje igennem, så han har nok ikke gjort mange indvendinger. Det gjorde derimod min mor, der var alt andet end glad for at skulle trave den lange vej med en tung byrde.Da Mor efter den lange travetur - vel 8-10 km - kom ud til slægtnin-gen, faldt denne på knæ på bryggersgulvet og takkede og priste Gud, fordi han havde hørt hendes bøn. Lægen havde været der dagen før for at se til hendes syge barn og havde sagt: “Ja, hvis vi havde kunnet skaffe ham lidt fi sk at spise i nogle dage, så kunne vi måske redde ham, men det er vel nok umuligt her”. Hun var så kommet til at tænke på Morfar, der altid havde masser af fi sk. Men hvordan få bud? Hun kunne ikke forlade sit syge barn og havde ingen at sende. Hun havde derfor ligget på sine knæ natten igennem og tryglet Gud om at klare sagen for hende. “Vej har han alle steder, ham midler fattes ej!” Og ud på morgenstunden havde hun fået ro i sindet overbevist om, at Gud havde hørt hendes bøn. Og nu havde hun syn for sagn, hendes lovprisninger ville næsten ingen ende tage, her kunne man da se at Gud hører bønner. - Mine kloge børnebørn vil nok her indskyde nogle sætninger om telepati og anden videnskab, men for Mor og Mormor var denne oplevelse med til at bestyrke dem i troen på Guds gode omsorg. At han er rede til at hjælpe os hver eneste dag med alle de små og store ting, som vi ikke selv kan klare. Mormor og Morfar havde tre børn. Min mor som den ældste, Moster Karen og moster Kirstine - kaldet moster Stine. De havde

23

også haft en søn, vistnok efter min mor, men han var død før skole-alderen. Det var noget, der ikke måtte tales om, for det har nok pint dem meget, at de skulle miste deres eneste søn. Måske var det savnet af ham, der fi k Morfar til at holde særligt meget af mig? Jeg var jo også opkaldt efter ham. Man kan vist roligt sige, at Mormor og Morfar var meget velansete på egnen. Alle vidste jo, at de var velhavende, og de kunne let have valgt deres omgangskreds mellem storbønderne. Det gjorde de ikke. De befandt sig bedst mellem jævne folk. En undtagelse var statsmi-nister (konseilspræsident) fhv. førstelærer i Stadil, I.C. Christensen. Når han ringede til Morfar i jagttiden, om han måtte komme med på jagt, var det en selvfølge, at der blev sagt ja. Ellers tog Morfar aldrig venner med på jagt, - jagten var jo hans levebrød. Men ellers var det mest jævne folk, der kom til døren for at få råd eller hjælp. Og jeg tror ikke mange kom forgæves. Da jeg var 6 - 7 år blev moster Karen gift med en sjællænder, der hed Jens Peter Jensen. Morfar havde nok at gøre med fi skeri og jagt, men han bestemte, at de unge nu kunne få ejendommen og land-bruget. Der blev bygget et nyt rødstenshus nær det gamle stuehus. Der ville Mormor og Morfar så fl ytte ind. Men skønt huset var klar til indfl ytning blev det aldrig til noget. En dag, da Morfar kom hjem fra fjorden, så han onkel Peter slå en ko med en tyk kæp. Morfar, som aldrig kunne nænne at slå et dyr, men altid kunne få dem til at makke ret ved at tale roligt til dem, var sikkert meget oprørt i sit inderste. Men han tabte aldrig besindelsen. Fuldstændig behersket sagde han til onkel P.: “Jeg kan se, at vi to ikke skal være naboer, for sådan noget kan jeg simpelthen ikke holde ud at se på”. Samme dag gik Morfar hen til en gårdejer og købte 10 tønder land (sikkert kontant), og der blev der så opført et husmandssted, hvor moster Karen og onkel Peter boede de første mange år af deres ægteskab. Da jeg var 7 - 8 - 9 år var jeg oppe hos dem i sommerferien og hjælpe dem med landbruget, navnlig med at passe deres køer og får.

24

Moster Stine blev et par år senere gift med Christian Olesen fra Vi-borg. Han var maskinsmed og både dygtig og begavet. Til dem købte Morfar et dobbelthus i Mejeribyen og lod opføre et maskinværksted med maskiner og værktøj. Dertil startkapital, da det jo varede noget, inden der kom gang i foretagendet. Senere nedlagde Morfar fi skeriet og fl yttede sammen med Mormor ind i den ene ende af dobbelthuset. Moster Stine havde for øvrigt en systue. Hun syede og klippede kjoler for alle de fi ne i sognet. Hun havde modejournaler fra ind- og udland, også Paris. Jeg tror nok hun til tider skaffede fl ere penge til huse end „Onkel Olsen“. (Ingen måtte kalde Onkel ved fornavn). Og hvad de ikke selv kunne klare, hentede de hos Morfar. Skønt han havde en anseelig formue, aktier i Ringkøbing Bank og en lang række byggegrunde ved Esbjerg, ejede han ved sin død i en høj alder næsten intet. I sine sidste år var han så forkalket, at han ikke kunne holde rede på sin økonomi, og moster Stine plukkede ham til sidste skilling. Mor fi k dog altid en seddel, når han besøgte os et par gange om året, men det var promille i forhold til det, moster Stine fi k. Det kan tilføjes, at moster Stine fi k mange børn, 6-8, tror jeg. Og da hun var død, giftede onkel Olsen sig med en langt yngre kvinde, som også fi k en hel fl ok.

Min farEfter min fødsel købte Far og Mor Allégade 12 i Vejen. Herfra havde Far kun ca. 5 min. til ALFA, så han selv i frokostpausen, hvor der kun var en halv time, kunne nå at komme hjem og spise og få en kop kaffe. Den var naturligvis klar, når han kom, så han kunne sætte sig til bords straks og efter maden omgående gå tilbage på arbejde. Om middagen havde han halvanden time fri, så han også kunne få et lille hvil. Arbejdstiden var nu ti timer. I mange år stod han ved en blandemaskine. Han fyldte massen fra tipvogne op i maskinen. Han tog nøjagtig lige mange skovlfulde til hver vogn og gjorde ikke et overfl ødigt skridt med fødderne. Jeg har besøgt ham på arbejdsplad-sen og set ham arbejde, fuldstændig som var han en maskine. Hans tempo var utroligt. Når han havde ferie eller en enkelt sygedag, måtte

25

der altid to mand til at erstatte ham. Da han efterhånden var den, der havde højst anciennitet, blev han tilbudt stillingen som formand. Men fagforeningsfolkene pressede ham til at sige nejtak, til stor fortrydelse for Mor, for formandsstillingen var bedre lønnet, og nu kom Far til at arbejde som menig arbejder hele sit liv. Men Far var ikke bitter. Fra naturens hånd havde han et lyst sind. Han sang ikke på ar-bejde, for det krævede ekstra fysisk indsats. Men når han var hjemme, sang han altid. I sin tidlige ungdom havde han mødt Den Kristelige Undomsbevægelse (senere KFUM) og var der blevet en glad kristen. Lange sange fra Hjemlandstoner kunne han udenad. Om søndagen pudsede han alles sko og klarede opvasken for Mor. Han var elsket af alle gadens børn. Om søndagen fl okkedes de om ham, og han havde altid en lang stribe af børn med sig til søndagsskole, hvor han underviste de mindste, så længe jeg kan huske. - Hvis nogen syntes, at jeg for det meste har et lyst sind, så er det ingen fremmede efter.

Min morMor var den mindste af de tre søstre. Men bred og efterhånden ret tyk. Men hun havde smukke velformede ben, hvilket hun altid var stolt af. Hun kunne omgås høje og lave og vidste godt, hvordan man skulle opføre sig for ikke at støde an. Hun glemte aldrig, at hun var kommet fra et hjem mod gode kår. Hun havde ikke mindreværdskomplekser.Moster Karen var en stor og grov type. Hun var næsten altid i godt humør, havde sans for humor, kunne slå en skraldende latter op, når der blev sagt noget morsomt. Hun var streng til at rette på os søskende, når vi sad forkert, ikke spiste pænt eller viste mindre pæn optræden. Da hun selv i en ret sen alder fi k børn, kunne hun over-hovedet ikke se deres fejl, skønt deres spisevaner og opførsel ved bordet var sådan, at vi syntes, at det var helt for galt. Moster Stine var høj og i sine yngre år ret slank. Hun var afgjort den kønneste af de tre søstre. Hun var også charmerende. Alle kunne lide hende. Når hun livet igennem kunne “snøre” sin far, var det ganske simpelt fordi, han ikke kunne stå for hende. Når hun så tilmed, når økonomien var helt gal, fældede en tåre, så var Morfar leveret. Jeg

26

må også erkende, at næst efter Mor og Far, var der ingen, jeg holdt så meget af, som Moster Stine. De tre søstre havde navnlig to ting til fælles: de var alle dygtige til at sy, og de var alle dygtige til at lave mad. Vel også det, at de alle holdt af god mad, og derfor havde svært ved at holde “den slanke linie”. Som alle småbørn elskede jeg min mor ud over alle grænser. Jeg havde jo den lykke, fremfor mine søskende, at jeg var den mindste i næsten fi re år. Så dumpede Alma ind, og jeg kan godt huske, at jeg var rigtig godt jaloux, fordi jeg følte mig skubbet til side. Bedre blev det ikke, da Ester kom til i 1909, selv om jeg nu var en stor dreng på syv år. Både Alma og Ester havde et vanskeligt temperament helt til de kom i skole og for Esters vedkommende længe efter. Men Mor sagde ofte: “Siden jeg har set, at der kunne blive et ordentlig men-neske ud af Katrine, så er jeg ikke så bekymret for de to små. Men Esters raserianfald generede dog os alle. Selv efter min konfi rmation kunne jeg ængstes ved at tage hjem på besøg. For jeg vidste, at hun kunne ødelægge dagen komplet for os alle, vi måtte passe vældig på, at vi ikke irriterede hende, for hendes reaktioner kunne være så voldsomme, at vi næsten ikke turde være der.

Glade barndomsdageBåde Kristian og jeg elskede naturen. Udenfor skoletid tumlede vi os på de omliggende marker. Ofte med vore selvlavede drager. Ofte var vi sammen med naboens dreng, Charles, som var på alder med mig. Så fangede vi haletudser og hundestejler i Grønvangs mergelgrav. Men vi skulle passe på, for skrænterne var stejle. En dag dumpede Charles i, og der var fl ere meter dybt. Kristian, som altid var resolut, råbte til mig: “Hold fast i mine ben!”. Så hang han med hove-det nedad ud over skrænten, og det lykkedes ham at få fat i Charles’ hår. Charles var i modsætning til andre drenge meget langhåret. Det blev hans redning. Ved enorme anstrengelser, hvor vi var fuldstændig udmattede, lykkedes det os at få fyren op. Men naturligvis gjorde det rasende ondt, at blive løftet op ved håret, og Charles skreg som en

27

slagtegris. Moderen, som hørte skrigene helt hjem, kom os i møde, mens Charles blev ved at skrige: “Kristian har rykket mig i håret!” Da han så tilmed var drivvåd, var det ikke underligt, at moderen skældte ud. Vi var så skrækslagne ved oplevelsen, at vi intet kunne sige. Da vi senere hjemme fi k forklaret, hvad der virkelig var hændt, og det gik videre til Charles’ forældre, fi k piben naturligvis en anden lyd. Der er ingen tvivl om, at Kristian fortjente en redningsmedalje. Men det blev der ikke noget af. Ofte var vi på rigtig fi sketur i Vejen Å eller ved Kongeåen. Når vi så kom hjem med en ørred eller to, var vi mægtig stolte.Om vinteren legede vi inden døre med dam, ludo, halma eller do-mino. Mor ville godt spille med os. Far var i reglen for træt. Ellers legede vi pantelege. Beathe var enestående til at sætte os i gang og holde os i ånde. Som tidligere omtalt, kom jeg op til moster Karen og onkel Peter i sommerferien. Når ferien var forbi, kunne de ikke undvære mig. Så måtte jeg tilmeldes skolen i Stadil, hvor jeg for øvrigt havde tante Margrethes bror som sidekammerat. Vi skulle kun gå i skole en halv dag om ugen om sommeren, og de havde endnu de gamle regnebøger, hvor metersystemet ikke var indført. Jeg blev stillet over for begreber, som jeg slet ikke kendte, så det blev ikke meget, jeg fi k lært på de få skoledage. Men læreren var forstående og kammeraterne fl inke overfor mig, så jeg mindes de få skoledage i Stadil med glæde. Når jeg om vinteren vendte tilbage til Vejen Skole, lykkedes det mig at indhente dem, der havde gået hver dag i skole.

Barndommens julstår med en særlig glans i erindringen. Forventningen om julegaver var helt overdrevne. For der var ikke meget at købe for. Jeg husker, da jeg var 7 år, var det lykkedes mig at samle 88 øre sammen ved at løbe ærinder for naboer osv. Og der skulle løbes mange gange, for som regel fi k man kun 2 øre, eller måske 5. Jeg husker én eneste gang, hvor jeg fi k 25 øre af urmageren for at bringe et ur ca. 2 km. Jeg var helt overvældet. For de 88 øre købte jeg otte gaver.

28

Ind under jul klippede vi juletræspynt. Roser, hjertekurve, engle og himmelstiger. Roserne var røde og hvide, og de dygtigste kunne lave dem så livagtigt, at de lignede virkelige roser. Ofte fortalte Far oplevelser eller eventyr fra gamle dage. Han var en glimrende fortæller for børn. Ind imellem lærte vi nye sange. Morfar havde skænket Beathe et lille stueorgel, hvor hun spillede for os. Der var ikke mange hjem. hvor der blev sunget og spillet som hos os (det var ligesådan i din mormors hjem). Far, Beathe, Kristian og Ester var meget musikalske og havde gode sangstemmer. Mor, Katrine, Alma og jeg blev regnet for helt umusikalske, men vi kunne dog godt lide at høre sang og musik. Det var naturligvis mest åndelige sange, der blev sunget, men ind imellem også kvikke børnesange. Jeg tror, at det med sang og musik var med til at sprede lys og glade over barndommen for os alle i tider, hvor det daglige brød virkelig var et problem. Og når vi trods alt så hæderlige ud i tøjet, så skyldtes det for en stor del, at Mor var så dygtig til at sy og reparere. Der blev aldrig købt færdigsyet tøj. Mor syede det hele. Vi levede naturligvis i Troens Verden. Dette med Gud var ikke et spørgsmål, men en realitet. Der blev altid bedt aftenbøn med os, når vi kom i seng, og i julen var det juleevangeliet og julesalmerne, der prægede festen. Fra Far og Mor bestod julegaverne altid af be-klædning, sokker, huer, kyser vanter, evt. en kjole til pigerne og et par bukser til drengene. Men vi børn gav naturligvis hinanden legetøj for vore beskedne sparepenge. Vi blev naturligvis også indskærpede til ikke at bruge bandeord, eller andre ukvemsord. Jeg havde ligefrem skræk for, at komme til at bruge et ukvemsord. En dag, da jeg var på apoteket for at hente medicin til Mor, spurgte damen: “Skal du betale?” Og jeg, der havde hikke, kom til at svare: Ja, a sku’, sku’. Damen så bebrejdende på mig og sagde så, “Man bander ikke her på apoteket”. Jeg var meget skamfuld, men trøstede mig med, at Gud jo vidste, at det var sket ved et uheld. I øvrigt lærte jeg aldrig at bande, selv da jeg som ung var på lan-det, hvor karlene svovlede om sig med eder. Da en karl spurgte mig,

29

hvorfor jeg aldrig bandede, svarede jeg: “Det behøver jeg ikke” Og han svarede tilbage: “Det har du faktisk ret i, det behøver du ikke”. - Charles var slem til at bande, og jeg sagde til ham: “Du går fortabt”. Men han svarede: “Det kan jeg ikke, for jeg er døbt”.

30

Ungdomsbillede: Bagerst fra venstre: Alma, jeg , Esther. Forrest: Katrine, tante Margrete, Kristian.

31

Tjenestedreng på landet1913 - 1914

I de tider var det almindeligt, at alle drenge fra 10-11 års alderen kom ud at tjene på landet. Den sommer, jeg fyldte 11, kom jeg ud at tjene hos Axel Svendsen, Bække Mark fra 1. maj til 1. november. Jeg skulle have 40 kr. i løn for sommeren. Det var 10-12 km hjemmefra, og jeg tror nok, at jeg havde en frisøndag hver anden måned. Jeg gik så hjem lørdag aften og skulle være tilbage søndag aften. Turen tog 1-2 timer hver vej. Svendsens var fl inke folk, ret unge. De opmuntrede mig, og jeg kunne udrette det utrolige. Jeg husker navnlig arbejdet i tørvemosen, hvor vi startede meget tidligt om morgenen og blev ved til sen aften. Jeg kørte tørvene på en hesteforspændt sidefjæl fra graven til tørrepladsen. Der vippede jeg fjælen, så tørvene stod på enden, og så gik det i trav tilbage til tørvegraven, hvor den næste fjæl var fyldt. Om aftenen var jeg dødtræt og faldt i søvn i samme øjeblik, jeg lagde mig. “Gamle Svendsen” var i modsætning til sønnen en hård negl. Un-dertiden hundsede han med mig. En gang sendte han mig til Brugsen efter varer og til mejeriet efter en ost. Varerne var tunge og osten vejede ca. en lispund (8 kg). Det var næsten umuligt at klare, jeg græd mine bitre tårer af fortvivlelse. Hvordan skulle jeg dog nå hjem med denne umulige byrde. En mor havde set mig fra sit vindue, og hun sendte nu sin store pige på ca. 12 år ud for at hjælpe mig. Hun bar kurven mere end halvvejs hjem for mig. Hende glemmer jeg aldrig, selv om jeg kun har set hende denne ene gang. Senere som ung mand fi k jeg at vide, hvem hun var, og sendte en hilsen til hende gennem hendes bror, som var malersvend. Den sommer (1913) skete der to sørgelige begivenheder, som gjorde dybt, dybt indtryk på mig. Den 26. juli løb eksprestoget af sporet ved Bramming, og mange mennesker omkom, bl.a. den be-rømte og forkætrede Peter Sabroe, som kæmpede uforsonligt for at forbedre tjenestekarlene og hjorddrengenes forhold. Navnlig de

32

usle og ildelugtende kamre med stenbro og dør lige ud til staldene beskrev han i tale og skrift og skammede bønderne ud, fordi de ville byde deres folk forhold, som ofte var ringere end dyrenes. Den anden sørgelige begivenhed var søster Beathes død, kun 17 år gammel. Det var for mig helt ubegribeligt ikke at skulle møde hende mere. I min lille verden havde hun en så fremtrædende plads, at fremtiden så helt umulig ud, når hun ikke var her mere.

Trange tider langsomt skrider...Da jeg den 1. november 1913 spadserede hjem til Vejen fra Bække Mark med 40 kr. på lommen, var jeg både stolt og forventningsfuld. Stolt fordi jeg havde holdt ud i tjenesten og nu vendte hjem med min sommerløn, som min far straks brugte til at betale regninger med. Men også forventningsfuld, fordi jeg nu skulle få lov at være hjemme hos Far og Mor et halv år, inden jeg skulle ud at tjene igen. - Sådan gik det bare ikke. I skolen kneb det allerede nu med at følge med efter at have været borte at halvt år, hvor jeg absolut intet havde lært. Jeg skulle nu gå i 5. klasse. Og jeg kan godt sige, at lærer Henningsen var den eneste lærer i Vejen, som jeg ikke brød mig om. Han var halt (dengang var det meget almindeligt, at folk med legemsfejl skulle være skolelærere). Men han var også irritabel og opfarende. Hvis vi kom til at le ad noget, troede han altid, at det var ham, vi lo ad. Det varede dog ikke længe, før jeg nogenlunde kunne følge med. Men hjemme gik det ikke så godt. Det var et savn for os alle, at Beathe ikke mere var her som det glade samlende midtpunkt. Og måske pinte det Mor allermest, at hun ikke mere havde sin store, glade pige. Hvad grunden end kunne være, jeg kunne ikke gøre Mor tilpas. Og jeg kunne endnu mindre være Ester tilpas. Skønt hun kun var fi re år, var hun en skrækkelig hysterisk unge. Hvert øjeblik løb hun ud til Mor i køkkenet og klagede over mig. Måske har jeg også været en drillepind, jeg har undertiden haft tilbøjeligheder i den retning. Mor besluttede, at jeg skulle sendes hjemmefra.Men hvor skulle de sende mig hen? Der var jo ingen, der ville have en

33

hjorddreng om vinteren. Men lidt efter lidt dukkede en tanke op hos Mor. Hun havde jo en kusine, som var blevet gift med en gårdmand et sted oppe i den jyske hede. Mon ikke der skulle være en chance? Mor skrev. Og jeg var rædselsslagen ved tanken om at skulle sendes bort. Og jeg håbede inderligt, at kusinen ville sige nej. Men tværtimod. Kusine Ingeborg skrev, at de egentlig ikke havde brug for mig, men når man kunne gøre familien en tjeneste, så ville man ikke sige nej. Desuden havde de en eneste datter, som var et par år yngre end jeg, så måske kunne jeg også være lidt til selskab for hende, der var jo langt til naboer. Altså blev jeg ca. 1. februar 1914 år gammel sendt ud til en øde hedegård langt fra mit hjem.

Lystbækgaard1914 - 1915

Lystbækgaard er en gård på ca. 500 td. land, hvoraf nok de tre fjerde-dele var hede. Den ligger 5-6 km sydøst for Ulfborg. Dengang snoede vejen sig meget og var betydeligt længere, vel 7-8 km. En af karlene var på stationen for at hente mig med hestevogn. Det var hundekoldt, og jeg syntes aldrig turen skulle få ende. På grund af den ujævne vej måtte det meste af turen foregå i skridtgang. Så den

34

35

tog vel det meste af et par timer. Jeg kan huske, at det var mørkt, da vi kom derud. Mors kusine, Ingeborg og den 8-årlige datter, Margre-the, tog imod på hovedtrappen. Jeg havde jo aldrig set dem før, men jeg syntes, at de var søde imod mig. Manden, Kristen Lystbæk sad i sin lænestol, og jeg måtte jo hen at hilse. Han løftede knapt hovedet fra sin avis, men jeg fi k da et håndtryk. Jeg kan også huske, at jeg fi k nogle ordentlige tykke mellemmadder med fedt og pålæg. I det hele taget var jeg lidt beroliget, for jeg syntes, at jeg havde fået en ganske pæn modtagelse. Ingeborg var vel omkring de 30 år. Hun var pæn, syntes jeg, og var for det meste sød og venlig. Margrethe spurgte ud, som en 8-årig kan gøre det. Jeg fortalte om mine søskende, om min skole og alt, hvad hun nu kunne spørge om. Jeg følte mig efterhån-den ganske tryg ved de nye forhold og bibragte mig selv det falske indtryk, at jeg nu hørte med til familien her. Men illusionerne bristede med et chok. Ved sengetid fi k jeg at vide, at jeg skulle sove i karlekammeret sammen med gårdens karle. Jeg var rædselsslagen. Karlene sov to i hver seng. Der var meget ringe plads, men op mod væggen havde man anbragt en ganske lille slagbænk. Den var højst 50 cm bred og vel halvanden meter lang. Jeg kunne lige akkurat være på den. Jeg tænkte jo ikke på, at den skulle blive mit natteleje gennem to år. Efterhånden blev den jo alt for lille til mig. Karlene var nu meget fl inke imod mig, men de fyldte mig med rædselsvækkende historier om, hvor frygtelig manden kunne være, når han blev gal i hovedet. Det skulle blive langt værre end deres beskrivelser. Næste morgen længe før dag blev jeg kaldt op, jeg skulle med over at malke. Malkning var nu ellers pigearbejde, men når man nu havde en stor dreng, så skulle han jo også bestille noget. Jeg malkede fi re køer, mens hver af pigerne malkede otte, så der var ikke noget at prale af. Bagefter skulle jeg rense i stalden, men jeg havde ikke kræfter til at køre trillebøren op på møddingen, så det måtte en af karlene gøre for mig. - Så ind at blive vasket, få morgenmad og af sted i skole.

36

Kronhedens Skoleer den mindste skole, jeg nogensinde har set. Der var naturligvis kun et klasseværelse, og der var kun to hold: “de store” og “de små”. Vejen til skole var lang og øde. Der var ikke et eneste hus eller gård på de 3-4 km til skole. Det lyder ikke af så meget, men det var hulveje, hvor hjulsporene var 30-40 cm dybe. Disse spor var skabt gennem hundreder af år af arbejdsvognes jernringe. Nu var der aldrig nogen, der kørte ad dem. Men vi var nødt til at gå i sporene. Hvis vi gik ved siden af, faldt vi i den lange lyng. Sporene var også i reglen gode at gå i, men ved vintertid, hvor der ofte kom sne og is i sporene, måtte vi jo gå i lyngen, og det var meget anstrengende, for man skulle løfte fødderne højt for ikke at falde i lyngen, hvis der da ikke var faldet så meget sne, at lyngen var helt dækket. Så måtte vi stampe os igennem, til der efterhånden blev stier at gå i, for der var ikke noget det hed snerydning af skolevejen. Vi var for øvrigt kun tre, der skulle ad denne skolevej. Telle, som boede lidt længere mod vest, og som blev min eneste ven og kammerat gennem to år, og så en pige, som boede længere mod nord. Det var jo bælgmørkt, når vi startede til skole, og vi havde kun hjulsporene til at vise vej . Jeg besøgte skolen i 1973, den bruges naturligvis ikke mere. Det må tilføjes, at nu er vejen naturligvis asfalteret.Jeg tror, at de store gik i skole hver dag om vinteren, og de små tre dage om ugen. Dvs. at de tre dage om ugen var børn fra syv til fjorten i samme klasseværelse. Det kunne kun klares på én måde, nemlig ved at de dygtigste af de store rykkede ned på bænken mellem to små, og dem måtte vi så lære at læse, regne og skrive. Alt imens tog læreren sig af de mellemste årgange, og han blandede sig meget sjældent i de stores undervisning af de små. Men det betød så, at vi ikke fi k ret meget lært. Læreren havde kunstigt ben, og gik kun med besvær. Han røg på sin pibe meget af tiden, og det kunne han slet ikke tåle. Jeg tror, han havde tuberkulose. Han hostede og spyttede næsten hele tiden. Hvis han var depressiv, var det ikke uden grund. De fl este af døgnets timer var han alene i denne ensomt beliggende skole. Og på grund af sit

37

handikap var han ude af stand til at besøge fjerntboende naboer. Jeg fi k i reglen for lidt søvn. Meget tidligt op at malke. Dertil den lange skolevej. Jeg var træt og søvnig allerede når første skoletime begyndte. Det skete mere end én gang, at jeg faldt i søvn i timen. Og hver gang blev læreren meget vred. En gang tog han mig med ind i privaten og truede mig med spanskrøret. Men jeg sagde til ham: “Gør det bare, jeg er vant til at få tærsk”. Jeg slap med skrækken. Efter et års forløb måtte denne lærer trække sig tilbage på grund af sygdom, og vi fi k en lærer Ring, som jeg satte megen pris på. Det hændte også, at jeg faldt i søvn i timen hos ham, og han lod mig sove timen til ende. Han vidste besked om mine vilkår. Han opmuntrede mig på mange måder, og han besøgte mig ude på heden hos fårene.

KjøvestaspøelsBørnene i skolen kom jeg gennemgående godt ud af det med. Men om foråret, da vi kom ud på legepladsen i frikvarterene og middag-pausen, blev det en sport at mobbe mig. Mit sprog var jo anderledes end deres. Så dansede de rundt om mig i ring og råbte: “Kjøvesta-spøels, Kjøvestaspøels” i en uendelighed. Det varede længe inden jeg forstod, at det betød Købstadspølse. Efterhånden fór de skiftevis ind på mig og gav mig et slag eller et nap. Efterhånden blev de store drenge så modige, at de turde angribe mig enkeltvis. Men så fi k legen hurtig ende. Når bare jeg fi k dem een ad gangen, så kunne jeg banke dem alle sammen. Som dreng fra byen var jeg helt anderledes øvet i at slås, end de. Efterhånden fi k jeg mig sådan i respekt, at ingen turde angribe mig, heller ikke i fl ok. Under lærer Rings ledelse kom der forøvrigt en hel anden ånd ind i skolen. Jeg tror, vi alle holdt meget af ham. Tilmed havde han en meget sød kone, som ofte kom ud at hilse på os og undertiden ind i klassen. De var ganske unge begge to, men havde et vældig godt tag på os, og alle ville nødig gøre dem imod. Om sommeren gik vi kun i skole en halv dag om ugen med to måneders sommerferie: juli, august og en halv måneds kartoffelferie i oktober. Dvs. ca. 15 skoledage på et halv år. Og hvis vi havde særlig travlt ved landbruget med hø eller roer, måtte man blive hjemme.

38

Skolemulkten var kun 8 øre om dagen, så det var overkommeligt . Men ellers glædede jeg mig meget til hver skoledag om sommeren. Det var jo næsten som en fridag, og i hvert fald en afveksling. Ho-vedfagene var dansk, regning, katekismus og salmevers og en smule danmarkshistorie og geografi .

BagningLystbækgaard har formentlig fået sit navn efter bækken, der et langt stræk dannede den nordlige grænse af gårdens jorder. Det var en fi re-længet stråtækt gård med stuehuset mod syd. Den ligger der endnu og er i det ydre som dengang. Men indvendig i nogen grad moderniseret. Blandt andet har man fjernet den store ovn ud til bryggerset, hvor vi bagte 16 rugbrød ad gangen. Om bagningen kunne skrives et helt kapitel for sig. Aftenen før bagningen blev dejen æltet. Det skete med håndkraft i et mægtigt dejtrug af træ. Du kan nok forstå, at der måtte en ordentlig portion til, når der skulle være dej til 16 rugbrød. Pigerne æltede så sveden drev af dem. Så blev brødene formet og slået op på et mægtigt bræt, og en mindre portion blev æltet til sigtebrød. De ubagte brød blev dækket med et lagen, og så blev bryggerset næsten fyldt med tørt lyng. Ovnen blev også fyldt med lyng og optændingspapir lagt klar. Længe før dag måtte jeg eller en af pigerne op og “ilde”, dvs. varme ovnen op. Gang på gang blev ovnen fyldt med lyng til stenene i ovnen var næsten rødglødende. Så blev asken fejet ud og brødene skubbet ind. De skulle lægges meget nøjagtigt, for hele pladsen skulle udnyttes. - Så var det malketid, og efter morgenmaden kunne brødene tages ud. Det gav en dejlig duft i hele huset. Døren til karlekammeret blev også lukket op efter bagningen, og denne ene gang om måneden blev rummet varmet rigtigt igennem. Ellers var det i vintertiden som en iskælder. Det friskbagte brød smagte herligt. De sidste brød inden næste bagning kunne godt blive tørre, eller der kunne være mugplet-ter, der skulle skæres væk. Brødene vejede nok ca. 5 kg, og skiverne var nok halvanden gang så store, som dem vi køber hos bageren. Ved siden af bryggerset, som tillige var vaskerum, lå køkkenet, der

39

samtidig var folkestue. Langs ydervæggen var der en bred, fast bænk til karlene. Modsat på en smal, løs bænk sad pigerne og hjorddren-gen. Manden sad for øverste bordende, og konen for nederste. Det var nu sjældent hun satte sig med til bords, hun vimsede ved siden af, navnlig for at passe manden op. Ved inderste væg stod komfuret, der var mægtigt stort. Det var samtidig eneste varmekilde. Der blev fyret med tørv fra egen mose. Der var naturligvis ikke noget, der hed elektrisk lys (heller ikke i skolen). Fra køkkenet var der adgang til en stor dagligstue og overfor den igen en storstue i hele husets bredde. I gavlen boede gammelfar, dvs. mandens far.

BissevejrMod øst lå kostalden. Der var plads til ca. tyve køer på højre side og vel lidt fl ere ungkreaturer på venstre side. Der var ingen fodergang. Alt foderet skulle bæres ind bagfra, hvilket er meget besværligt, navnlig med roer, som vi bar i store sivkurve. Der var heller ingen krybber, så om vinteren måtte vi bære vand ind fra pumpen i gården til hver eneste ko og ungkreatur. Dette og mange andre besværligheder gjorde, at en mand havde næsten nok at gøre med at passe dyr hele dagen igennem. Grebningen var støbt af cement, men køernes båse og midtergangen var piggede brosten, hvilket i høj grad besværliggjorde rengøringen af stalden. Om sommeren var køerne naturligvis ude i dagtimerne. Men det var også besværligt. Vi havde indhegninger i engen til ungkreaturerne. Men køerne stod i rebtøjr. De havde et reb om hornene med en sløjfe om det ene øre. Det betød jo, at man måtte “rinke” hver eneste tøjr op, og så blev de koblet på en bestemt måde, så man kunne have alle tyve køer med i et kobbel. Tøjrepælene var af træ, de var lavet af Gammelfar, og jeg måtte banke dem i jorden med en stor tøjrekølle. Men det store problem var oksebremserne. De er heldigvis udryddet nu, men de var en sand plage på den tid. Så snart solen kom frem, hørte man oksebremsernes summen, og så blev køerne helt vilde. De kendte smerten ved bremsernes stik. De fór rundt i tøjrslaget med halen lige i vejret, og inden længe var tøjrepælen rykket op, og

40

så satte koen kursen hjemad. I en sådan situation løb jeg fra den ene ko til den næste, for at banke pælene yderligere fast og for at fange de løsslupne køer. Jeg kunne næsten være sikker på, at der vankede klø, hvis en ko slap hjem, inden jeg fi k den fanget. Jeg husker hvor udmattet jeg kunne være efter en dag med “bissevejr”. Når køerne var på marker langt fra gården, måtte jeg blive hos dem hele dagen. Køerne skulle fl yttes i hver time, og der kunne godt blive lidt hviletid ind imellem. Om middagen kom køerne hjem i stalden, og mens de øvrige sov til middag, var jeg ude at fl ytte får, der i reglen var på arealer langt fra gården. De skulle også vandes en gang om dagen, og der kunne undertiden være langt at trække dem til nærmeste vandhul. Hvis det var varmt, trak fårene af sted med mig mod vandhullet i rasende fart, men når de efter vandingen skulle tilbage til græsningen, var de næsten ikke til at slæbe af sted. Vi havde ca. fyrre får, og de var tøjret sammen to og to. Jeg kunne højst have fi re får ad gangen til vanding, så det var en streng omgang. Ofte græd jeg mine modige tårer over de stædige får, der næsten ikke var til at slæbe af sted. Navnlig var jeg bange for, at det skulle tage for lang tid. Så kunne der vanke klø, når jeg kom hjem. En søndag formiddag, da jeg havde fl yttet køerne, lagde jeg mig på åbrinken. Bækken var dengang 3-4 m bred. Uheldigvis faldt jeg i søvn, og manden, som ofte kontrollerede, om jeg passede mine sager, som jeg skulle, listede sig helt hen til mig. Så greb han mig i en arm og et ben og kastede mig ud midt i bækken. Jeg slugte en masse vand og kom kun med besvær op på det tørre igen.

Han slog bareManden, Kristen Lystbæk, var en tyran. Han lod ingen lejlighed gå fra sig til at mishandle mig. Han havde været dragon i sin ungdom. Nu var han vel 50 år gammel. Da han var i tjenesten, måtte rekrutterne ikke gå over kassernepladsen. De skulle løbe. Derfra stammer vist-nok udtrykket: “Al gang foregår i løb”. Nu forlangte han det samme af mig. Det var ikke alene gårdspladsen, jeg ikke måtte gå over. Jeg måtte det hele taget ikke gå. Jeg skulle løbe, - også når jeg skulle ud

41

at fl ytte køer eller får. Jeg tror nok, at jeg fi k mine fl este klø, fordi jeg overtråde denne regel. Undertiden var jeg så træt, at jeg simpelthen ikke kunne løbe. Så fi k jeg tærsk. Og det var ikke en lussing eller et enkelt slag. Han bankede mig med knyttede næver, til jeg hverken kunne gå eller stå. Flere gange blev jeg båret ind på min slagbænk af karle eller piger, fordi jeg ganske simpelt ikke kunne gå selv. Ofte anede jeg ikke, hvor-for jeg fi k klø. Han skældte sjældent ud, han slog bare. Han slog også dyrene. Jeg husker, at han slog en gammel hoppe med en jernlænke til blodet drev ned ad siderne på dyret. Senere har jeg ofte tænkt, at han nok havde en psykose, der gav sig udslag i disse raserianfald, og desværre var det ofte mig, det gik ud over. Når han så var vel af vejen, kom Ingeborg og trøstede mig og formanede mig til at gøre alt, hvad jeg kunne for ikke at irritere manden. Mod nord havde vi laden. Den var stor og lang. Midt på var der, som på næsten alle gårde i Vestjylland en seks-vinget mølle. Så vidt jeg husker, brugte vi den kun til at male korn, - altså til at trække kværnen, så vi selv kunne lave grutning til grisene og rugmel til brød. Derimod havde vi intet tærskeværk, så hele avlen måtte tærskes med plejl. Det var karlenes daglige beskæftigelse i hele vinterhalvåret, hvor man ikke kunne komme i marken. Også jeg måtte lære at bruge plejl, selv om jeg sjældent havde tid tilovers fra pasning af kreaturer og får. Fårehuset lå vel 50-60 m fra gården. Jeg måtte bære vand op fra pumpen i gården. Jeg bar det i nogle foderkasser af træ med hank, og det var umuligt at undgå at spilde. Når det så frøs om natten, blev stien op til fårehuset til en glide-bane. En dag, da jeg kom bærende med to tunge kasser med vand, faldt jeg på isen og slog mit ene knæ meget slemt. I løbet af nogle dage blev dette knæ lige så stort som mit hoved. Det var fuldstændig brandrødt og meget spændt, og da Ingeborg tog min temperatur, var den over 40. Manden var meget modvillig mod at tilkalde læge, men til sidst var situationen så alvorlig, at lægen måtte tilkaldes. Han var meget brutal, og jeg var meget bange. Der var naturligvis ikke tale om nogen form for bedøvelse, så der måtte to til at holde mig, mens

42

lægen skar et ordentligt snit i det betændte knæ. Det varede naturligvis fl ere dage, inden jeg kunne gå. Men så snart jeg kunne støtte benet, måtte jeg optage mit daglige arbejde i fuldt omfang. Jeg kunne dog ikke bære vand op til fårene, og da manden erfarede det, bankede han mig så grundigt, at jeg måtte i seng igen. Jeg tror ikke slaverne i forrige århundrede blev behandlet med større brutalitet, end den jeg var udsat for på Lystbæk gaard. Ofte overvejede jeg at fl ygte fra det hele, men afstanden hjem afskrækkede mig, og jeg trøstede mig med, at jeg skulle hjem på ju-leferie. Så var det min faste beslutning, at ingen skulle kunne tvinge mig tilbage. Men Mor og Far syntes, at det var helt urimeligt, at jeg nu næsten havde været i pladsen et år og hverken fået tøj eller penge. Trods gråd og megen tryglen fra min side, måtte jeg altså vende tilbage efter juleferien.

Det var frygteligt at lyveDet var naturligvis ikke det bare jammer alt sammen. Nu og da fi k jeg tid til at lege lidt med datteren. Ofte på kommando, for når Mar-grethe kedede sig, fi k jeg besked på et lege med hende. Ofte spillede vi kort. Til at begynde med prøvede jeg på at undslå mig. Vi havde aldrig haft spillekort i vores hjem. Men Ingeborg forklarede mig, at det ikke var synd, når det kun var barneleg. Nogle få gange fi k jeg besøg af Telle. Vi badede sammen i bæk-ken, og han undrede sig over, at jeg næsten altid var gul og blå over det meste af kroppen. Jeg så også luftspejlinger på heden. Hele byer med minareter og mærkelige bygninger. Også hedens dyr: harer, ræve, agerhøns, urhøns og store fl okke af kronvildt med mægtige gevirer. Vi havde forresten tre rensdyr, en tyr, en ko og en kalv. Man håbede på, at store fl okke af rensdyr skulle kunne trives på den jyske hede. Men det blev aldrig nogen succes. Og så var der masser af hugorme. Jeg husker, at jeg slog over 25 ihjel i løbet af de to somre. Køerne og fårene var nu ikke blot til besvær. Jævnlig fi k vi en lille kalv, og jeg syntes at de var dejlige dyr. De var så kønne og tillids-

43

fulde. Altid kom de én i møde for at blive klappet og kløet eller for at få lov til at sutte på en fi nger. Og lammene, der myldrede frem i forårstiden. De var de dejligste skabninger, man kunne tænke sig. Se dem hoppe på stive ben og lave alle mulige slags krumspring. Det var en glæde og fornøjelse, som man aldrig blev træt af.Den første sommer havde jeg en trist oplevelse, som skulle komme til at pine mig i lange tider. Manden og konen kørte til marked i Ulfborg, og så havde pigerne bestemt, at vi skulle benytte os af den enestående lejlighed til at gå på opdagelse på stuehusloftet. Her var der gemt masser af pragtfulde ting fra gamle dage, og dragkisterne var fulde af fi ne klæder fra bryllup og barnedåb osv. Det var en eventyrlig oplevelse, og pigerne kunne næsten ikke rive sig løs. Da vi skulle ned, faldt loftslemmen ned på min ene storetå og knuste næsten det yderste led. Det var en katastrofe, for hvordan skulle jeg komme rundt til dyrene? Og hvad skulle vi sige til herskabet, når de kom hjem? Pigerne fortalte en løgnehistorie om, at ladedøren var smækket i mod min fod. Jeg var dybt ulykkelig, ikke blot over smerterne i foden, men næsten endnu mere over løgnen. Det var jo frygteligt at lyve, og jeg følte smerten i foden som en Guds straf, både fordi jeg havde været på gale veje, og fordi jeg ikke turde sige sandheden. Det meste af mit liv skulle komme til at gå med en defekt negl. Først i de allerseneste år er den blevet helt normal.

Første VerdenskrigKrigen mærkede vi ikke meget til endnu. Vi frembragte jo selv det meste af, hvad vi skulle spise, og da kaffen slap op, brugte vi rug i stedet. Det blev brændt i en gryde, der var lavet specielt til dette formål. I de følgende år skulle vi helt anderledes komme til at mærke mangelen på indførte varer. Under krigen tjente danske hestehandlere store penge ved at op-købe heste til tyskerne. Priserne steg så hurtigt, at bønderne slet ikke kunne fatte det. En nabo havde solgt et spænd heste til opkøberen for 800 kr. Da hestehandleren talte 100 kr. sedler op... 8-9- -10-11, sagde bondemanden: “Nej, hold no lett, de blywer da vist ålt fo manne”. Man hestehandleren svarede: “Blev vi ikke enige om 800 kr. pr. stk.?”

44

Og bonden svarede: “A trow, de wa fo dem begge”.

Jeg red lidt hurtigt tilForuden tre spand heste havde vi på gården en 1-årig og en 2-årig plag. - Forøvrigt begge afkom af den hoppe, manden slog så voldsomt med en jernlænke, efter at den havde bidt ham i skulderen. Som tidligere fortalt havde manden været dragon. Om foråret lagde manden bidsel på den store plag for at gøre den ridevant. Men hver gang han kom på ryggen af den, blev han slynget af. Til sidst fi k han så voldsom en fl yvetur, at han måtte ind at lægge sig. Om sommeren kom plagene i en indhegning langt fra gården, og da de aldrig så mennesker, blev de temmelig vilde. En efterårsaften i kulde, storm og regn, kom manden i tanker om, at det var alt for slemt vejr til at lade plagene gå ude om natten. - Du har nok allerede gættet, hvem der skulle ud at hente dem? I bælgravende mørke måtte jeg af sted på den fl ere km lange tur, og det var med nød og næppe, at jeg fandt indhegningen. Jeg havde jo en grime med og en brødskorpe i lommen, og det lykkedes mig virkelig, at få lagt grimen på den, og i et voldsomt spring røg jeg op på ryggen af den.Aldrig har jeg fået mage til ridetur. I susende galop fl intrede plagene af sted tværs over marker og hede. Nu skal man slet ikke undre sig over, at plagene kunne fi nde vej hjem, efter at de ikke havde været hjemme på gården i mange måneder. For heste kan altid fi nde tilbage. Uden at sagtne farten drønede plagene ind på gårdspladsen, og alle folk på gården fór til dørene for at se, hvad der var på færde. For en gangs skyld var manden imponeret af min hurtighed: “Hvordan i alverden kan du være hjemme med plagene allerede?” “Jo, jeg red lidt hurtigt til”. “Vil du påstå, at du har redet hjem på plagen?” - “Ja, det har jeg da”. Uden et ord mere vendte han om og gik sporenstregs ind. Det gik hans ære for nær, at drengen kunne ride på et dyr, som han ikke selv kunne tæmme. Forøvrigt kom jeg til at ride på plagen mange gange den følgende sommer, og den prøvede aldrig på at slå mig af. Men manden red aldrig på den. Han ville ikke risikere en ny ydmygelse.

45

FåreklipningEn af de store oplevelser på Lystbækgaard, var de dage, hvor fårevask og fåreklipning skulle gå for sig. Det skulle være en dag i maj med sol og blæst, så fårene hurtigt kunne blive tørre efter vasken. Den første del af jobbet vedrørte mig alene. Jeg skulle hente fårene hjem fra de fjerne græsgange, hvor fårene ellers hørte til. Det var en sej omgang. Får er i høj grad vanedyr. De vil gå med til, hvad der plejer at ske. Men nu skulle de trækkes hjem, og det kunne de ikke jo nogen som helet mening i. De strittede imod, alt hvad de kunne. Og da jeg som tidligere nævnt, kun kunne trække fi re får ad gangen, blev det ca. ti trækture. Det tog mig fl ere timer, og I kan tro, at jeg svedte, inden jeg nåede hjem med de sidste.Så blev der båret et par mægtige træbaljer ud, og så kunne hjord-drengen begynde at bære vand. Noget af vandet skulle hentes fra gruekedlen, som kogte på kraft, og resten fra pumpen, og der blev hældt en del soda på. At vippe et stort får op i en balje er ikke så ligetil. Der skulle være mindst to mand, og helst tre. Fårene strittede imod, alt hvad de kunne. De yngre får var helt desperate, de troede vist, at de skulle druknes. De ældre får tog det mere sagtmodigt, de havde jo prøvet det før. Men “bademestrene” blev ligeså våde som fårene, når fårene sprøjtede vandet vidt omkring. Fårene havde jo gået i et lille fårehus hele vinteren, og de var meget snavsede. Vandet måtte skiftes mange gange, og så så det endda ud som tjære. Dyrene forret-tede naturligvis også deres nødtørft, så snart de kom i baljen, og det blev det jo ikke bedre af. Lammene brægede, når deres mor blev ført bort, og alle de øvrige brægede i med, så der var en musik uden lige. Da de sidste får var vasket, var de første allerede tørre. Og så kom der gang i saksene. Klipningen var pigearbejde og enhver pige på landet kunne klippe får. Det var et skønt syn at se alle de renvaskede får. Selv lammene så forundret på deres mødre. Karlene måtte binde benene sammen på fårene før klipningen. Det kunne godt være et anstrengende job, for får er meget genstridige og de har utrolige kræfter, navnlig i bagbenene. Under klipningen lå fårene på et lagen, så man havde samling på ulden. Bagefter blev ulden

46

fyldt i store lærredssække og derefter gemt på loftet til og vinteren, hvor pigerne kartede, spant og strikkede “til den store guldmedalje”. Alle piger kunne naturligvis karte og spinde, og selvfølgelig strikke. Det ville være helt utænkeligt ikke at kunne.

Indstillingen til børn1. november 1915 forlod jeg Lystbækgaard for efter planen at vende hjem og gå i skole i Vejen det sidste år før min konfi rmation. Jeg var spændt på, hvor meget jeg fi k i løn. Men jeg blev godt snydt. Jeg fi k et stykke lærred til et par skjorter og et stykke groft stof til trøje og bukser. Det var alt. Min mor var jo så dygtig til at sy, hed det sig.Til gengæld fi k jeg et fi nt vidnesbyrd fra skolen, der stod: “Laurids har været den dygtigste elev i vor skole, og hans opførsel har været til et godt eksempel for skolens øvrige elever.” Når du og mine mange øvrige børnebørn læser om mine træng-selsår i Lystbæk, vil I uvilkårlig tænke, at denne behandling af et barn, var noget enestående. I en vis henseende er det rigtigt, for der fandtes ikke mange mænd, der kunne opvise en tilsvarende brutalitet, som Kristen Lystbæk. Men indstillingen til børn var en hel anden dengang. Forældre holdt vel ikke mindre af deres børn, end forældre nutildags. Men der var nu en eller anden form for nedvurdering. Man var tilbøjelig til at betragte børn, som skabninger, der engang ville blive til rigtige mennesker. De voksne beskæftigede sig ikke meget med, hvordan børnenes kår var. Alt drejede sig om, hvad de kunne drive det til, når de blev store. Omgangsformen overfor børn var også helt anderledes. Hvis der var gæster tilhuse, og et af børnene begyndte at snakke med, så så såvel forældre som gæster på ungen med en bestyrtet mine, og man fi k omgående besked om at forlade stuen. Til gengæld blev der pralet meget, hvis man som ung havde fået en god læreplads eller stilling, for nu var man gået ind i de voksnes verden. Det gjaldt også hjemme hos os. Da Ann og jeg var blevet forstanderpar på Kærshovedgård, præsenterede min mor mig altid overfor fremmede som: “Min søn, forstanderen”. Eller min bror: “Min søn, anlægsgartneren”, og Ester:

47

“Min datter, præstefruen”. - Hvad vi naturligvis fandt meget gene-rende. Jeg har også undertiden ræsonneret over, om jeg i nogen hen-seende skulle have taget skade, af den behandling, jeg havde været udsat for i Lystbækgaard. Det havde nok i nogen grad givet mig et mindreværdskompleks. Det var en kendsgerning, at hjorddrenge havde deres plads nederst på rangstien i menneskeheden, og blandt dem, var jeg nok i egne tanker den allerringeste.Men jeg blev også opfyldt af den tanke, at mennesker burde være gode mod hinanden. Det var mig ubegribeligt, at nogen kunne være så onde. Det gjaldt naturligvis i mine tanker først og fremmest Kristen Lystbæk. Men det var også lurvet af Ingeborg, at sende mig hjem efter to års slid, endnu fattigere, end jeg var kommet dertil. Det sidste hørte nu i nogen grad med til tidsånden. Hvis man kunne spare, så gjorde man det, uden at tænke over, hvor dybt det kunne såre et barn at blive sendt hjem uden løn.

En af de dummesteMit mindreværd skulle få endnu et knæk. På trods af det fi ne vid-nesbyrd, jeg havde fået med fra Kronhedens Skole, havde jeg ikke en levende chance for at kunne følge med i 7.klasse i Vejen. Jeg stod jo nærmest på det stade, jeg havde, da jeg gik ud af femte for at rejse til Lystbæk. Regnebogen for 7.klasse var det rene volapyk for mig. Der var regningsarter, som jeg ikke anede eksisterede. På trods af at regning altid har været mit bedste fag, var jeg helt ude af stand til at følge med. Også på andre fagområder, var jeg næsten helt blank. Den samme førstelærer, som havde rost mig for mit vidnesbyrd, skældte mig grundig ud, truende mig med, at jeg ville blive fl yttet ned i sjette, hvis jeg ikke tog mig gevaldig sammen. Jeg fi k dog lov at blive hængende, selv om jeg nu var “en af de du