0

Juli 2013

1

Indhold

Leder af Jonas Jakobsen, Korshærsleder

Fællesskab er en værdi vi i Korshæren værdsætter og værner om. Som frivillig social hjælpeorganisation har vi fællesskabet som en central del af vores selvforståelse. Vi taler om det og vi praktiserer det hver eneste dag. Vores Varmestuer, Gårdprojekt, Skurby, Herberg og Familiearbejde skaber fællesskaber for mennesker der har behov for nærhed, varme og omsorg. Fællesskaberne ved vores

arbejdssteder er inkluderende og rummer bredt, og både ansatte og frivillige medarbejdere bliver en del af en hverdag med brugere af Korshærens arbejdssteder – det er mødet mellem mennesker her og nu. Vores genbrugsbutikker er også grobund for fællesskaber hvor frivillige mødes om en fælles sag. Der arbejdes mange timer i Aalborgarbejdets 8 genbrugsbutikker hvor et stort antal

Side 1: Leder

Side 3: Hilsen til Korshæren – fra Jens Jørgen Rasmussen, Rådsformand

Side 5: 10 års jubilæum i Vodskov

Side 6: Historisk side - Da Kirkens Korshær drev ungdomsklub

Side 10: Én gang Korshær, altid Korshær – beretning fra Varmestuen i Nr.Sundby

Side 12: ”Genåbning” af butikken i Hals

Side 13: Glaskunst – Fernisering i Familiearbejdet

Side 14: Korshærens ildsjæle – Kirkens Korshærs Klippedamer

Side 17: Præstens side – Nærværd

Bagside: Kalender

2

frivillige medarbejdere hjælper til med at skabe en omsætning, der gør at vores hjælp til mennesker i nød kan lykkes. For at fællesskabet fortsat kan få gødning til at gro og vokse sig stærkere, og rumme endnu bredere, har vi igennem det seneste års tid arbejdet med planerne om at etablere et Kirkens Korshærs Fælleshus i Aalborg. Ikke som et nyt tilbud i byen, men som et samlende hus, der rummer flere af vores nuværende arbejdssteder. Vores Natvarmestue i Bonnesensgade, Dagvarmestuen på Østerbro med den tilhørende butik, Byarbejdet og Familiearbejdet i Korsgade samt Børnehjørnet vil alle blive en del af det kommende Fælleshus. Det vil blive et Fælleshus, der dels giver større og mere nutidige fysiske rammer for vores sociale arbejde og dels giver os muligheden for at skabe et mere synligt Kirkens

Korshær i Aalborg. Det primære formål med dette er, at vi fortsat vil kunne være til rådighed for de mange mennesker der søger vores hjælp hver eneste dag. Den økonomiske del af etableringen af Fælleshuset er sikret ved hjælp af to meget flotte donationer på hver 5 mio. kr. fra henholdsvis Det Obelske Familiefond og Oak Foundation Denmark. Uden støtten fra disse fonde ville projektet ikke kunne realiseres. Derudover vil Korshæren selv finansiere en del af Fælleshuset bl.a. ved salg af vores ejendom i Korsgade. Vi forventer at kunne åbne det nye Fælleshus i slutningen af 2014 og med lidt held kan vi måske nå at fejre Korshærens lokale 90 års jubilæum d. 23. november 2014, i de nye rammer. Det må tiden vise. Med ønske til jer alle om en god sommer.

Nyhedsbrev fra Kirkens Korshær i Aalborg

Ønsker du at følge mere med i Kirkens Korshærs

arbejde i Aalborg, så kan du nu tilmelde dig vores

mailliste og modtage et nyhedsbrev ca. 4 gange årligt.

Du kan tilmelde dig på www.kkaalborg.dk

Ønsker du at modtage vores indsamlingsbrev som udsendes

3 gange årligt, kan du tilmelde dig dette samme sted.

Vi ser frem til at holde dig orienteret!

3

Hilsen til Korshæren

af Jens Jørgen Rasmussen,

Formand for Korshærsrådet i Aalborg

Netop i denne tid fejres 200 året for

filosoffen Søren Kierkegaards fødsel.

Menneskets måde at forholde sig til

tilværelsen – til livet – til sine

medmennesker og til Gud på var

omdrejningspunktet for Kierkegaards

store forfatterskab. Blandt de utallige

citater af Kierkegaard, der stadig

bliver brugt og som udtrykker

væsentlige sider af tilværelsen og den

måde vi mennesker agerer på er

følgende:

Alle vil udvikling, ingen vil

forandring.

Selv her i 200 året for Kierkegaards

fødsel har netop dette citat en

desværre stadig mere og mere aktuel

betydning. For er der noget der er i

fokus i stadig stigende grad er det vel

netop begrebet udvikling:

samfundsudvikling, personlig

udvikling, teknologisk udvikling,

økonomisk udvikling, innovativ

tilgang til stort set alt omkring os,

strategisk ledelse og sådan kunne man

blive ved. Udviklingsbegrebet er

blevet et mantra for det moderne

menneske. For de mennesker der kan

følge med i hele dette

”udviklingscirkus” kan tingene

selvfølgelig være udfordrende,

spændende og udviklende, men

desværre er det som om perspektiv

af udviklingen mere og mere er gået

i glemmebogen. Lader vi os rive

med af udviklingen bare fordi det nu

engang er det, som tiden fortæller os

er vejen ud af alle problemer – og

glemmer vi forandringen mod noget

bedre og mere konstruktivt – den

forandring som i bund og grund

burde være visionen for enhver

udvikling. Desværre må vi nok

konstatere, at det er det der sker: vi

vil udvikle, men vi vil ikke forandre,

og når det sker, så bliver

virkeligheden et samfund og en

verden uden visioner. Set i det nære

perspektiv betyder det, at de

desværre alt for mange mennesker,

der af den en eller anden grund ikke

4

kan eller vil følge med udviklingen

hurtigt bliver ”outsourcet” og

dermed ikke længere passer ind i

udviklingsscenariet og det samfund,

som udvikling uden forandring

medfører. Med al tydelighed ser man

desværre i stadig stigende grad at

mennesker, der ikke ”passer” ind,

mennesker som ikke yder det, som

udviklingen kræver bliver mere og

mere marginaliserede og placeret på

”ligegyldighedens karrusel”. Hvis

vort system, vore politikere og andre

aktører havde villet udvikling med

forandring, havde der jo netop været

fokus på, at vise såvel ansvarlighed

som respekt også – og måske ikke

mindst for dem, der ikke magtede

udviklingen.

Vi har med mange års udvikling

uden reel forandring skabt et

samfund, hvor mennesker på

desværre og flere måder inddeles i

en A-klase og en B-klasse, med den

helt forståelige konsekvens, at

begreber som selvværd og respekt

for både en selv, for andre og for

samfundet lider et alvorligt knæk –

mange blive ”ofre” på udviklingens

alter.

Og her er det at Kirkens Korshær –

og heldigvis også mange andre

organisationer – tager tråden op og

gør et stort og uegennyttigt arbejde

for at få forandringsperspektivet

med i de menneskers som på

forskellige vis er ”blevet overhalet

indenom” på udviklingens

flersporede motorvej. At have sit

arbejde i Kirkens Korshær, eller at

være frivillig medarbejder i

organisationens vidtforgrenede

arbejde, er med til at bringe

forandringen ind i menneskers liv:

ved omsorg, ved hjælp og støtte, ved

at tage hånd om og holde hånd under

dem, for hvem ”løbet er kørt” på den

ene eller anden måde.

Det arbejde og den indsats, der

stædigt og vedholdende ydes for at

få respekten for den enkelte tilbage,

kan ikke påskønnes nok, og I skal

som medarbejdere og frivillige vide,

at vi, der måske ser Kirkens

Korshær sådan lidt ovenfra, er stolte,

taknemlige og fulde af beundring for

jeres indsats. Tak. Netop jeres

indsats er med til at forandre

tilværelsen for den enkelte. Og når

samfundet kun vil udvikle men ikke

forandre sig i respekt for alle, så er

det godt, at I har valgt ikke at være

ligegyldige og ”hoppe med på

karrusellen” og lade stå til, men at I

gør noget. Tak for jeres indsats – det

nytter.

Og husk: ”En karrusel er det

dårligste transportmiddel der findes,

hvis man ønsker at komme fra et

sted til et andet…..”

Med venlig hilsen

Jens Jørgen Rasmussen

Formand for Korshærsrådet i

Aalborg

5

10 års jubilæum i Vodskov af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator

10 års jubilæum i Vodskov.

Kirkens Korshærs genbrugsbutik i

Vodskov, fejrede den 28. maj, 10 års

jubilæum.

Dagen blev fejret med maner.

Kunderne blev budt på kaffe og

kagemand, som hører sig til på en

fødselsdag. Kunderne kunne i dagens

anledning også gøre en ekstra god

handel. Alt genbrug blev solgt til

halv pris.

Onsdagen før fødselsdagen, bragte

Vodskov avis et stort stykke om

butikken.

Der var rigtig mange kunder og

besøgende der kiggede ind og ønskede

tillykke. Personalet fik en dejlig dag

med mange gode oplevelser.

Her fra Lokalbladets redaktion skal lyde

et stort tillykke, til butikkens

medarbejdere, med de 10 år. I har gjort

et flot stykke arbejde. Og vi ønsker jer

god vind fremover.

6

Historisk Side Da Kirkens Korshær drev ungdomsklub

Af Lena Bentsen, Korshærspræst og Carsten Andersen, Skurbyen

På Aron Jacobsensvej – nuværende

Provstejorden – var der i 1924 blevet

rejst en række midlertidige boliger,

som skulle afhjælpe bolignøden for

de økonomisk hårdest trængte

familier. Boligerne eller måske

rettere barakkerne blev nu stående

helt frem til slutningen af 60erne, før

de sidste familier blev sluset ud i

nyopførte lejligheder i byens udkant.

Så det var en midlertidighed på mere

end 40 år, og barakkerne blev, som

de tilsvarende på Gugvej, hjem for

mange år. I nogle tilfælde i

generationer. Det var på mange

måder et hårdt prøvet liv. Familierne

var ofte store, lejlighederne små og

økonomien sparsom. Nogle af

børnene, som voksede op derude,

har fortalt at de blandt andet hjalp til

ved at samle koks på baneterrænnet,

hvor det kunne være faldet af under

transporten; og ved juletid at gå fra

dør til dør for at sælge små

dekorationer. Og de voksede op med

at være ”de anderledes”, der blev

mødt med en vis grad af mistillid i

såvel skolen som det omgivende

samfund. Det betød sammenhold

mellem børnene, men også en social

udstødelse.

Korshæren startede sit arbejde her i

1929, med lappemøder for mødrene,

hvor man reparerede familiens tøj, og

for børnene en søndagsskole, som

blev den første af slagsen indenfor

Kirkens Korshær på landsplan. Den

var så velbesøgt, at den måtte

afholdes i to omgange, og den førte

senere – i 1948 – til, at korshæren fik

sin første børnehave.

Små børn bliver større, og det blev

klart, at der var hårdt brug for et

tilbud til dem. De unge var en klemt

gruppe i husvildebarakkerne, og der

var opstået en del misbrugsproblemer.

Efter at have holdt møder for de unge

på Aron Jacobsensvej, kunne man i

1957 åbne en ungdomsklub for dem.

Klubben fik til huse i vandrerhjemmet

på Kornblomstvej fra oktober til april,

når det ikke var i brug. Hver sæson

begyndte med, at man slæbte værktøj

og andet ned fra loftet. Og så var det

rundt i husvildeområdet med

invitationer til de unge. På den måde

7

fik medarbejderne i klubben også

indblik i de hjem, de unge kom fra.

De havde måske ikke behøvet at gå

rundt med invitationerne for at gøre

de unge opmærksomme på tilbuddet,

for de var ventede, hvor de nåede

frem.

Vandrerhjemmets bestyrerpar var

ikke ubetinget begejstrede over

vinterens brugere af stedet. Mange

klager fandt vej til medarbejderne;

også over forhold som umuligt

kunne henføres til de unge, der kom

i klubben. I virkeligheden værnede

de unge om klubben. De vidste godt,

at det var det eneste sted, de kunne

komme.

Til gengæld fik ungdomsklubben en

anbefaling med af politiet, som

bestemt mente at kunne

sammenkæde dens begyndelse med

et fald i kriminaliteten.

Det blev især husvildeområdets

unge, som kom i klubben, skønt den

egentlig lå et stykke derfra. Og det

var for dem, den primært var lavet.

Der kom også få unge fra nabolaget,

men det gik sjældent helt smertefrit

at bringe de to grupper sammen. Det

blev hurtigt populært at komme i

klubben, så der var gerne kø ved

døren før åbningstid. Mange aftner

var der omkring 50 unge. Et firma

havde doneret en bar til klubben, og

skønt det stærkeste, som blev solgt

her var sodavand, var der en udbredt

enighed om, at den smagte meget

bedre, når den blev skænket op i en

bar.

Der var aktiviteter for pigerne og

husflid for drengene, og der var vist

stor enighed om at holde sig til sin

aktivitet. Aktiviteterne foregik rundt

på sovesalene, og når aftenen var

forbi sluttede man den af sammen, og

altid med at synge Altid frejdig. (Der

er ting, der ikke ændrer sig i Kirkens

Korshær.)

Det blev et sted, hvor kommunen

betalte driften.

Om tankerne bag oprettelsen af

klubben skrev den daværende

korshærspræst, Jens Nørgaard, i

Korshærsbladet i 1959: ”På lige fod

med andre institutioner må vi prøve at

finde frem til, hvad det er, der kan

afspore et menneske. Vi gør det ikke,

for at vore byer skal blive pænere, for

at der skal blive færre tiggere, ikke for

at få afløb for overdreven

næstekærlighed, men alene fordi vi

véd, at det at være et mislykket

menneske er den hårdeste skæbne, der

kan ramme os; det kan mange

samtaler overbevise os om. Men de

samme samtaler fortæller også, at

8

menneskers ulykke og skæve gang

oftest har sin begyndelse i

barndommen og den tidlige ungdom.

Og de ydre kår afhjælpes ikke ved at

holde bønnemøder. Og hvis ikke vi

forstår det andet menneske, vil vi

aldrig kunne prædike for ham.

Derfor er korshærens arbejde også et

socialt arbejde. Og derfor har man

på Aron Jacobsens vej et socialt

arbejde blandt de husvilde, man når

børnene og de voksne – men man

vidste også, at gruppen af unge

havde man ikke kontakt med. Og

samtidig hørte man om små

tyvetogter, om småfulde 13-14 årige,

om meget tidlige seksuelle

debutanter.

Derfor har man de sidste to år haft

en ungdomsklub, som en form for

privatliv for de unge fra de boliger,

hvor der ellers ikke levnes nogen

privatliv udover de skumleste steder.

Og det for de unge: at have et sted at

være, har mange af dem udtrykt, var

det vigtigste.”

Ungdomsklubben levede godt i

mange år, men i begyndelsen af

80erne måtte man dels flytte, dels

blev det vanskeligere at opretholde

arbejdet som en del af Kirkens

Korshær, og endelig var det

egentlige grundlag for klubben

forsvundet med husvildebarakkerne i

1967.

I marts 85 trækker KK sig ud af

ungdomsklubben, og den fortsætter en

kort periode i kommunalt regi.

Et lille kuriosum:

Vi kan mene, at der i dag er megen

offentlig kontrol, men der er da også en

del i forbindelse med det tv,

ungdomsklubben på et tidspunkt

anskaffer sig. Således skriver

Direktoratet for Børne- og

Ungdomsforsorgen 21. dec til

Korshærens ungdomsklub:

”Under henvisning til tidligere

brevveksling, senest bestyrelsens

skrivelse af 6. september 1960

vedrørende støtte til anskaffelse af et

fjernsynsapparat til Kirkens Korshærs

ungdomsklub, skal direktoratet

meddele, at man efter

omstændighederne kan godkende, at

der i ungdomsklubbens regnskaber

som tilskudsberettigede driftsudgifter

opføres udgifter til en månedlig leje på

100 kr. af det fjernsynsapparat, som

Kirkens Korshær har anskaffet og

udlejet til institutionen, idet det herved

er en forudsætning, at apparatet

9

overgår til institutionen som dettes

ejendom, når der som

tilskudsberettigede driftsudgifter er

betalt Kirkens Korshær leje til et

samlet beløb af 2000 kr.

Det er endvidere en forudsætning, at

bestyrelsen til sin tid, når

fjernsynsapparatet overgår til

institutionen, udsteder en

deklaration, hvorved bestyrelsen

forpligter sig til ikke uden

direktoratets samtykke at afhænde

eller pantsætte apparatet. Man skal

derfor anmode om, at der snarest

belejligt hertil indsendes meddelelse

om, hvorvidt bestyrelsen vil være

indforstået med at udstede en

deklaration i overensstemmelse med

hoslagte formular, som i

underskrevet stand bedes returneret

hertil, når sidste lejebeløb er betalt i

slutningen af sæsonen 1961/62.”

Forstå det, hvem der kan….

Har du lyst til en ”fed” musikoplevelse?

Kirkens Korshær er sammen med Folkekirkens Nødhjælp med på

Skovrock 2013 - Begge organisationer tjener penge til eget arbejde

på at indsamle pant!

Har du lyst til som frivillig i et fællesskab med andre at få en god

musikoplevelse og samtidig støtte begge organisationers sociale arbejde?

Se hvem der spiller og hvornår, på skraaen.dk/skovrock eller på facebook.

Interesseret?

Så kontakt: Frivilligkoordinator Ole Kjærsgaard, 3012 2814.

10

Vores tidligere præst sagde engang, at hvis man én gang har haft lidt med Kirkens Korshær at gøre, så slipper man det aldrig. Det er også vores erfaring – i al beskedenhed. Jeg, Harald, var i en periode frivillig i Kirkens Korshærs natvarmestue. Jeg arbejdede et par gange om måneden der fra klokken 23.00 og i starten til klokken 7.00 næste morgen, men i den sidste periode kun til klokken 3.00 – 4.00 stykker. Det var et spændende arbejde, hvor jeg kom i kontakt med mange mennesker, som lever et helt anderledes liv, end jeg gør. Mange kom for at få en seng at sove i nogle timer, andre kom for at få lidt at spise, og rigtig mange kom, fordi de var ensomme og syge og havde brug for én at snakke med i de mørke nattetimer. Det var et dejligt arbejde for mig, og jeg lagde ører til mange ulykkelige og triste skæbner, og prøvede efter bedste evne at give lidt trøst, hvis det var det, der var brug for.

Jeg synes, at det var lidt svært at undvære min nattesøvn, og jeg havde svært ved at komme ind i den almindelige dagsrytme igen. Så da dagvarmestuen i Nørresundby åbnede, og Aase var startet der, og jeg havde mere lyst til at arbejde om dagen, søgte jeg ind der. Og jeg har arbejdet i Nørresundby lige siden. Jeg kommer fast i Nørresundby hver tirsdag, og betragter mig som ”fast opvasker” i nogle timer. Der bliver serveret varm mad hver tirsdag, og der kommer rigtig mange og spiser en god hjemmelavet mad. Så der er meget at lave med opvask og oprydning. Der bliver også tid til at snakke med de mennesker, som kommer. Efterhånden har jeg lært mange at kende, og der er nogle af dem, der gerne vil snakke. Jeg synes, at jeg har fået et tæt og fortroligt forhold til mange af brugerne, og jeg mener, at det kan være en ”aflastning” for de fastansatte nogle gange at få en ”pause” fra én af brugerne.

Én gang Korshær - altid Korshær Beretning fra Varmestuen i Nørresundby

af Aase og Harald Søland, Frivillige ved Varmestuen i Nørresundby

11

Jeg, Aase, har været i varmestuen i Nørresundby lige siden åbningen. Jeg tror at jeg var den første frivillige, som Jonas ansatte der. I starten snakkede jeg med brugerne, gjorde lidt rent, vandede blomster, vaskede op, og ellers hvad der var at gøre. Jeg fik mere og mere lyst til at lave noget i køkkenet, og efter nogen tid blev jeg bevilget et kursus på AMU-centret. Så i dag har jeg certifikat på, at jeg har ret til at tilvirke fødevarer i virksomheder. Det er lidt sjovt efter at have været beskæftiget med noget helt andet i et langt liv. I dag laver jeg varm mad, bager kager, smører smørrebrød, laver kaffe og the, og ellers alt hvad der skal laves i køkkenet. Jeg synes, at det er sjovt at lave mad, og efterhånden har jeg vist fået en maddag engang imellem. Og det er vist kendt i

varmestuen, at jeg er den ”madmor” som kommer og laver gammeldags mad, med tyk opbagt sovs og kartofler. Lige i dag har der været ”ønskekøkken” til de næste gange jeg kommer. Poul Martin skrev hurtigt ønskerne ned, så jeg ved, hvad jeg skal lave de næste gange, jeg kommer, - herligt! Jeg bruger også tid på at snakke og føler, ligesom Harald, at jeg har et godt forhold til mange af brugerne. Vi får mange snakke og diskussioner hen over bordet. Nogle gange snakker vi om aktuelle emner fra avisen og TV, og det kan der komme meget både sjovt og alvorligt ud af. Med venlig hilsen Aase og Harald Søland Frivillige ved Varmestuen i Nørresundby

12

Kirkens Korshærs Genbrugsbutik på

Torvet 13 i Hals er blevet meget

større. Det syntes butikkens frivillige

skulle fejres.

Det blev det onsdag den 3. april kl. 12,

hvor de ventende kunder blev budt

velkomne og vist rundt i de nye lokaler.

De mange gode tilbud i butikken blev

studeret nøje af de mange kunder. Der

blev handlet livligt. 50 % rabat på alt

genbrug fristede mange kunder til en god

handel.

Butikspersonalet har over en periode

drøftet med undertegnede om lokalernes

indretning i butikken. Det

grundlæggende problem var, at vi gerne

ville have et større butiksareal. Samtidigt

var lagerarealet for stort i forhold til

butiksarealet. Jeg lavede et oplæg til

ændring af lokalerne der indebar, at en

del af lagerarealet blev tilføjet

butiksarealet. På et butiksmøde

besluttede personalet sig for ændringen.

Ombygningen, der indebar opsætning af

en ny skillevæg og omflytning af en del

inventar, blev foretaget i februar og

marts.

De frivillige i butikken er glade for

udvidelsen. Sorteringsrummet er blevet

reduceret en del, men praktisk indrettet

af personalet. Nogle medarbejdere synes

at sorteringsrummet er blevet mere

hyggeligt at arbejde i. Den nye

indretning giver plads til flere varer i

butikken, og de enkelte varegrupper kan

præsenteres bedre. Rigtig mange kunder

gav udtryk for at det er blevet en dejlig

butik.

I møbelafdelingen var to de udstillede

spiseborde taget i brug som kaffeborde

til kunderne. Her blev en god kop kaffe

nydt til en dejlig hjemmebagt kage.

De 6 frivillige der var på arbejde, syntes

det havde været en kæmpe oplevelse. De

havde aldrig før prøvet, at have så mange

kunder i butikken på en dag. Det kunne

også ses på omsætningen der slog

rekord. Medarbejderne følte virkelig, at

kunderne bakkede op omkring butikken

og deres arbejde for Kirkens Korshær.

Der var også rigtig mange nye kunder

der havde fundet vejen forbi. Som Lena,

formanden for butiksudvalget, udtrykte

det: "Det varer noget inden vi får armene

ned over sådan en dejlig oplevelse".

”Genåbning” af butikken i Hals Af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator

13

Ja, glaskunst er det sandelig, når man

kaster sig ud i at fremstille ting i glas

og det viser sig, at der kommer de

flotteste resultater ud af det, og det

endda uden at have

forhåndskundskaber inden for området.

Det var hvad der skete, da 20 kvinder

fra Familiearbejdet deltog i et

glaskursus i marts måned. Kurset blev

holdt over tre dage, og deltagerne

havde hver en enkelt formiddag på

kurset. Det var fantastisk at opleve den

begejstring og iver der kom til udtryk

fra deltagernes side. Kurset blev holdt i

Glashuset i Reberbansgade, og

indehaveren af Glashuset underviste på

allerbedste vis. Alle hendes egne

fremstillede glasting står fremme i

butikken til salg, men virker samtidig

som en kæmpe inspiration. Man

tænker, når man ser dem, at sådan

noget har man ingen mulighed for selv

at lave, men under hendes kyndige

vejledning, kan mange ting lade sig

gøre. Samtidig med at hver især

arbejdede koncentreret, blev der tid til

snak om stort og småt.

Det var for nogle en stor overvindelse

at stå med en glasskærer og med

glasset, som man kunne komme

grueligt galt af sted med, men på

forunderlig vis lykkedes det for alle at

overvinde de betænkeligheder der

kunne opstå. For nogle var det en stor

sejr, bare det at komme af sted og

skulle præstere. Det kan også være

Glaskunst Fernisering i Familiearbejdet

af Annemarie Krogh, Familiearbejdet

blevet afhentet i butikken. Så det var

ligesom juleaften, da alle deltagernes

fine ting skulle pakkes ud.

Forventningens glæde var stor – og

ingen blev skuffede over pakkernes

indhold. Stor var begejstringen over

både egnes og andres fremstillede

glasting. Der var fine glasbilleder, skåle,

lysestager, vægure, smykker samt

glasfigurer af forskellig slags. Det blev

til en festlig afslutning på nogle dejlige

dage, og alle venter nu bare på, at vi

igen for mulighed for at arrangere et

glaskursus igen, og mange har allerede

nu bestemt sig for, hvad de vil lave på

det næste kursus.

svært at forestille

sig, hvordan det

man arbejder med,

kan forvandles til

det, man ønsker.

I april var alle

glastingene blevet

brændt og var

14

En onsdag i maj, var jeg på besøg

ved klippedamerne, som holder til i

sognelokalerne ved Margrehte

Kirken i Aalborg. Den onsdag var

der mødt tre damer. De er i alt fem,

når alle er til stede. Med i

klippedamerne, eller klippeklubben

som en humoristisk kaldte den, er:

Marie Lundbak, Inge-Lise Tang,

Sonja Riis, Grethe Vestergaard og

Else Olesen. Marie, begyndte i 1992,

og var med næsten fra starten, er

også alderspræsident bland damerne.

Resten af damerne har været med fra

et til næsten ti år. I dagens

anledning, når nu de skulle

portrætteres i Lokalbladet, var

Kirsten Jørgensen inviteret med.

Kirsten var med til at starte

klippedamerne i sin tid, og har været

med gennem alle årene. Kirsten er

flyttet fra byen og er derfor stoppet

som klippedame. Man mærker dog

tydeligt, at hendes hjerte brænder for

klippedamerne. Kirsten kan huske

mange ting og sjove oplevelser fra

sin tid som klippedame.

Klippedamerne i Margrethekirken,

blev startet på initiativ af en

daværende sognepræst Niels

Klemmensen. Det menes at Niels

Klemmensen fik ideen fra Holstebro,

hvor han havde set en lignende

aktivitet. Niels Klemmensen mente,

det var noget Kirkens Korshær

kunne tjene penge på og samtidig

finde anvendelse for det tøj/stof, som

var i overskud.

Kirkens Korshærs Klippedamer, har

altid haft til huse i Margrethekirkens

lokaler. De er nærmest blevet en del

af Margrethekirken. Klippedamerne

får meget hjælp og støtte fra

Margrethe kirkens personale. Det er

de meget glade og taknemmelige for.

Klippedamerne er også med på

Magrethekirkens udflugter.

Klokken ti drikkes der

formiddagskaffe, det ligger fast. Her

omkring kaffebordet går snakken

videre og mangt og meget bliver

vendt og drøftet. Man mærker

tydelig, at de kender hinanden og

har et formidabelt godt fællesskab.

Inden kaffen er de første sække med

tøj og klude allerede sorteret, så

pausen er velfortjent. Ole Nielsen og

Korshærens ildsjæle Kirkens Korshærs Klippedamer

af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator

15

Herbert Pehrson, fra butik

Sundsholmen, har netop været der

med en ny forsyning af tøj og stof.

Jeg spørger interesseret, hvad der får

dem til at møde op uge efter uge.

Det har de klare svar på. De føler de

gør en forskel og at det nytter. De er

glade for, at deres bidrag er med til,

at andre mennesker kan få det lidt

bedre. Derudover nyder de

hinandens selskab.

Jeg spørger lidt forsigtigt, om ikke

de indimellem hygger sig sammen

på anden måde. De deltager meget

gerne i Korshærens arrangementer

for frivillige. Kirsten fortæller dog,

at de engang tog til Blokhus og fik

en is. De havde nemlig fundet 40 kr.,

der var glemt i tøjet.

Navnet klippedamer passer ikke helt

længere, idet arbejdet med at klippe

og rive stof til klude, er efterhånden

en meget lille del af arbejdet. Det

meste arbejde består i, at sortere

tøjet op i herre/dame og børnetøj.

De sorterede sække gemmes i

kælderen og ca. en gang om

måneden kører Inge-Lises mand Leif

til Gatten. Her bliver tøjet leveret til

Sarons slette´s Missions og

Nødhjælpscenter, som en gang om

måneden sender en container, med

tøj, sko m. m. af sted til Ukraine.

Bomuldsstof (sengetøj, viskestykker,

håndklæder m.m.) laves stadig til

klude. Der laves to typer klude:

Store bløde og Fnugfri. Kludene

sækkes op i 10 kg. sække.

Klippedamerne har kontakt med

købere, der aftager klude. Kludene

sælges også i butik Sundsholmen. I

starten havde man sælger der kørte

rundt og solgte klude.

Kaffepausen er slut, de skal jo være

færdig med dagens arbejde til

middag, og en del sække mangler de

stadig at gennemgå. Tøjet gås også

igennem for fejl og mangler. Tøjet

bliver nemlig ikke yderligere

sorteret Danmark, så klippedamerne

sætter en ære i at tøjet er i orden når

16

det har passeret deres hænder.

Ind imellem reparerer og vasker

damerne også tøj, som de synes er

for godt til at kassere. Det tøj som er

kassabelt, bliver knapperne klippet

af og stoffet klippet til klude. Else

Olesen, som de andre kærligt kalder

”knappedamen” sorterer og poser

knapperne, som også kommer med

til Ukraine.

Ved middagstid er der kun et par

sække tilbage. De får lov til at stå til

næste gang, så de har noget at starte

med. Klippedamerne laver et stort,

men nok for mange, et lidt uset

arbejde. Men med den energi og

kvalitet de lægger i arbejdet, kan

man kun sige: I gør det godt. Tak for

det.

I løbet af kort tid bliver

klippedamerne ”husvilde” idet

sognelokalerne skal bygges om, men

det tager klippedamerne meget

roligt. Om ikke andet, siger Marie

smilende, så har vi et kælderrum vi

kan være i. Jeg er dog sikker på at

Margrethe kirken vil gøre alt for at

”klippeklubben” ikke føler sig

husvilde.

Kirkens Korshærs Årsmøde For frivillige og lønnede medarbejdere i Kirkens Korshær

d. 6.-8. september på Nyborg Strand

Tilmelding kan ske igennem dit arbejdssted.

Vi arrangerer fælleskørsel fra Aalborg

med indlagt kaffepause undervejs.

Se program mm. på www.kirkenskorshaer.dk

17

Præstens side af Lena Bentsen, Korshærspræst

NÆRVÆRD

I filmen om Thor Heyerdal og Kon-

Tikis færd over Stillehavet falder en

af de unge mænd på tømmerflåden

overbord. Det er livsfarligt, for man

kan ikke vende sådan en tømmerflåde

og havet er fuldt af sultne hajer. Den

uheldige er ham, der til daglig handler

med køleskabe, og som flere af de

andre ikke rigtig kan se, der var grund

til at tage med. For han kan jo

ingenting. Selvfølgelig er det ham,

der falder overbord. Og selvfølgelig

bliver det helten fra 2. verdenskrig,

der redder ham. Hans heltestatus har

kostet ham dyrt, for han har det svært

med at have slået andre mennesker

ihjel: de tyske soldater som havde

opdaget hans skjulested. Han siger

ingenting, men han har mareridt om

natten.

Da de to er kommet sikkert op på

tømmerflåden igen, sidder de stille og

sunder sig. Og så siger

redningsmanden: ”Tak!”

”Jamen, det var da dig, der reddede

mig”, siger køleskabssælgeren.

”Ja, lige præcis”, svarer helten.

”Tak!”

Der gjorde et andet menneske det

muligt for ham igen at være ved sig

selv. At blive den, der redder liv i

stedet for at tage liv. Det er sådan han

kender sig selv, og nu har han på en

måde fået lov til at flytte hjem.

Der bliver i dag talt meget om

relationer i forhold til børns udvikling

og dannelsen af selvopfattelse og

selvværd.

Ingen er i tvivl om, at vi er skabt til at

være sammen med andre. Det lille

barn lærer af sin mor og far reaktioner

og følelser at kende som sine egne.

Nervebaner og selvforståelse og

tanker om eget værd lægger sig på

plads efter, hvad det er, vi vokser op

med. Hvilke relationer vi er i. Og det

viser sig, at det også sker efter de

tidligste barneår. Løbet er ikke

nødvendigvis kørt. Livet igennem er

vi hinandens største lykke og største

ulykke.

For vi kan også nægte barnet

kontakten, vi kan skabe afstand og

usikkerhed, vi kan svigte. Vi kan

nægte anerkendelse og lade den anden

18

blive væk.

Det er ansigt til ansigt med hinanden,

vi kommer til os selv.

Det handler ganske enkelt om det nye

ord, jeg har lært at kende (og holde

meget af!):

Nærværd.

Vi plejer at stave det uden d (og det

skal vi nok helst blive ved med). Men

stavet på denne måde – med d – får

det sagt noget vigtigt: At når vi giver

nærvær til hinanden, så giver vi også

hinanden værd. Så giver vi hinanden

en plads her i verden, en tryghed og

tillid.

Og det fantastiske er, at det er

gensidigt. Vi giver det i lige grad til

hinanden.

Ellers er styrkeforholdet jo ofte

forskelligt imellem os. Nogle er mere

ressourcestærke måske, har større

magt i kraft af deres placering i

samfundet, nogle er de ansatte, nogle

har en noget større magt, så

styrkemæssigt er vi nok sjældent lige.

Men i nærværdet bliver vi det: Den,

der er afhængig af en andens hjælp, er

ikke i mindre grad den, der giver den

anden – der hjælper – værd. Det

erfarede helten fra 2. verdenskrig om

bord på Kon-Tiki, såvel som

køleskabssælgeren.

Kirkens Korshær er et diakonalt

arbejde. Diakoni betyder tjeneste – og

er vel en udfordring af

magtforholdene imellem os. Men jeg

tænker også, a diakoni er vilje til

nærværd.

Diakoni er at lukke op til fællesskab

og at værne om hinandens værd.

Diakoni er noget meget praktisk og

konkret, og så indebærer det altid, vil

jeg hævde, at give nærværd og at tage

imod nærværd.

Det er en tjeneste, Jesus sender os ud

i. Han viste os vejen, og gik den selv:

Når han nedbrød afstande med

helbredelse og ord og når han

inviterede mennesker – og glad og

gerne de af samfundet fra sorterede -

ind i fællesskabet med Gud og med

andre.

Diakoni er at lukke ind i fællesskabet.

Hvad enten det drejer sig om at

besøge den ensomme, at pleje og

hjælpe den syge, lave en kop kaffe, at

tage imod den fremmede, at værne om

den skrøbelige, at protestere mod

nedværdigelse af mennesker.

Diakoni handler om at ville se den

anden. Ikke bevæbnet til tænderne

med egne gode ideer, og løsninger og

alt det der; men med tid til at se og

lytte. For det kan være, at den hjælp

der er brug for, er en helt anden.

Diakoni er nærvær, - med d! Og hvem

kender ikke oplevelsen af at få mere

igen, end man giver?

19

_______________________________________________________________

Dette nummer af Lokalnyt er trykt i 500 eksemplarer.

Bladet kan også læses på www.kkaalborg.dk

Redaktionsgruppen består af: Lena Bentsen, Carsten Andersen, Annemarie Krogh, Ole

Kjærsgaard og Jonas Jakobsen. Gæsteskribent: Jens Jørgen Rasmussen samt Aase og Harald

Søland. Lokalnyt udsendes til frivillige og ansatte i Kirkens Korshær i Aalborg,

samarbejdspartnere, menighedsråd, samt til andre med interesse for Kirkens Korshærs arbejde

i Aalborg.

Kontakt til Kirkens Korshær i Aalborg:

Korsgade 44, 9000 Aalborg

Tlf. 98 12 94 54 – mail: aalborg@kirkenskorshaer.dk

Gironummer: 101-6393 · Konto. nr.: 7459 0001079574

www.kkaalborg.dk

Kalender

9.7 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

13.8 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

24.8 Frivilligmarked på Gl. Torv i Aalborg kl. 10.00 – 15.00

6.-8.9 Årsmøde på Nyborg Strand

10.9 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

8.10 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

12.10 Høstmarked på Gårdprojektet kl. 10.00 – 14.00

5.11 Familiegudstjeneste i Ansgar Kirke

12.11 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

10.12 Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30