valget er dit

People’sPress

LENE GAMMELGAARD

VALG

ET ER

DIT!

LENE GAMM

ELGAARD VALGET ER DIT!P

eo

ple

’sPre

ss

VALGET ER DIT!Det er dit ansvar at forme livet, som du vil have det! VALGET ER

At have viljen til at ville overleve er afgørende. Uden en tilnærmelsesvis indprogrammeret og stålsat vilje til at ville overkomme livets værsteskæbneslag, tjener erhvervede færdigheder næsten intet formål. Viljen til at ville gør hele for-skellen.

I stormen på vej ned fra toppen af Everest erfarede jeg på den mest realistiske og brutale vis, at de der havde viljen til at overleve – klarede de ekstreme kuldebelastninger og mangel på ilt, hvor de der opgav, umiddelbart som konsekvens af at give op, gled over i bevidstløshed og de hal-lucinationer, der er forbundet med at dø af kulde.

Ethvert menneske kan udvikle indre styrke til at ville.

Hvad vil du?

Hvornår og hvordan ændrer vi os? Enhver, der ønsker at foretage forandringer, står over for udfordringen at ændre holdninger – startende med sine egne. At få gjort noget ved tingene betyder næsten altid, at vi skal ændre vores mentale verdensbillede.

I denne modige bog udforsker og forklarer erhvervscoach og tidligere bjergbestiger, Lene Gammelgaard, hvordan vores eget og andres sind kan påvirkes. Bogen afdækker de aspekter af den menneskelige psyke, der hjælper eller forhindrer os i at få det bedste ud af enhver situation i livet. Ved at kombinere erfaringerne fra sit eget dramatiske liv og den seneste hjerneforskning, giver Lene Gammelgaard i bogen sit bud på, hvordan vi kan vælge at tage ansvaret for at rejse os igen, selv efter de værste tilbageslag.

Her gives ingen lette løsninger, da hensigten med bogen er at fremsætte gennemprøvede og anvendelige principper til mobiliseringen og bevarelsen af motivation for at få det bedst mulige ud af livet – på trods af modgang og ærgrelser.

People’sPress ArtPeople.dk

ISBN 978-87-710-8370-5

”Vil du bestige Everest med mig i foråret 1996?” ”Ja,” svarer jeg impulsivt og uden omtanke, og

med dette korte ord forløses en opstemmet frem-drift og en enorm kraft i mig.

Med ja’et til Everest konfronterede jeg mig selv med muligheden for at gå efter et tilsyne-ladende uopnåeligt mål. Det at sige ja begyndte at forandre mig og tvang mig til en kontinuerlig grænseoverskridelse, ind til jeg rent faktisk stod på toppen. Og over for mig selv og verden skulle jeg bevise, at jeg havde det, der skulle til, selv om jeg tvivlede inderligt, indtil jeg stod på toppen. Derfor ved jeg, at succes kan trænes. Når vi siger ja til noget, der er større, end det vi hidtil har præ-steret og giver alt, der skal til for dets realisation. Gennem denne tilgang til livet, har jeg kontinuer-ligt været i stand til at ændre mit eget sind.

Lene Gammelgaard

Valget er dit! – Det er dit ansvar at forme livet, som du vil have det

People’sPress

Valget er dit.indd 3 27/02/12 13.07

17

K A P I T E L 1

Vil gerne, tør ikke

Valg har konsekvenser

Indre ro – hvorfor?

Drivkraften i at tro på noget

Hvad er vigtigt for dig?


19

For mange år siden forelskede jeg mig i en kendt dansk klat-rer. Jeg mødte ham første gang, da min daværende kæreste og jeg var på vej til Kullen i Sverige for at klatre på en af vores utallige ture. Som klatrere og studerende var vi som så mange af vores artsfæller notorisk på spanden økonomisk, og det fak-tum, at min kæreste var i besiddelse af en gammel bil, forplig-tede usagt til, at vi tog så mange blaffende klatrere op, som der overhovedet kunne presses ind i den grønne folkevogn. Lidt nord for Helsingborg spottede vi en sådan pengeløs blaffer. Let genkendelig for os – stor oppakning, det karakteristiske klatrereb hængende under flappen på sin rygsæk, ulden strik-hue godt trukket ned i panden og ingen penge til bussen. Om bord kom han, og det viste sig at være en af tidens mest om-talte bjergbestigere, der var i intens træning som forberedelse til en bestigning af Ama Dablam, måske det smukkeste bjerg i Himalaya. Et tilfældigt møde, der over tid kom til at præge mit liv uudsletteligt. Denne mands karisma påvirkede mig, så jeg – forhåbentlig diskret – udspurgte min kæreste om, hvem han var, og i de efterfølgende uger blev jeg ved med at søge oplysninger om ham og støde på artikler med beskrivelser af hans forestående eventyr.

Jeg var forelsket. Følelsen varede ved. Vores veje krydsedes på ny, da han skulle være chauffør på

en af Dansk Bjergklubs busture til det daværende Jugoslavien. Vores telte endte med at stå i nærheden af hinanden, og jeg benyttede enhver mulighed for at gøre ham min tilstede væ-rel se bevidst. Desværre havde jeg tjek på, at han boede sam-men med sin kæreste, så min fascination ulmede i det skjulte.


20

En af dagene tilbragte vi på vandretur gennem en ukendt slugt, hvor jeg fotograferede mine drømmes udkårne i smug, hver gang jeg kunne snige mig til det. Det viste sig senere, at mine følelser og handlemønstre var gengældte, og at han havde taget mindst lige så mange hemmelige billeder af mig på den tur som omvendt.

Når jeg stødte på ham til foredragsaftener i Dansk Bjerg-klub, henvendte han sig ofte med spørgsmål af juridisk ka-rakter i retning af kontraktudformning til sponsorer osv. Jeg håbede jo, han ville mig andet end at benytte sig af min gratis juridiske bistand, men blev ved med at være i tvivl og meldte i min ungdommelige selvhøjtidelighed og indre tvivl om eget værd ikke selv ud.

Flere succesfulde ekspeditioner senere var han for en pe-riode i Danmark for at forberede og samle penge til endnu en Himalaya-bestigning. Hans ambition var at blive den før-ste dansker over 8.000 meters højde, og valget var faldet på Dhaulagiri. Verdens ottende højeste bjerg, hvis basislejr ligger i det mest ufremkommelige og øde terræn i det vestlige Nepal. Vi taler autentisk vildmark og noget af den mest dramatiske natur på denne klode. En fredag aften var jeg til fest på et båd-bygningsprojekt i Svanemøllehavnen. Nogle bekendte var i færd med at bygge jordomsejleren SAS BAIA, og vi samledes ofte til fejring med store mængder våde varer. Jeg kom hjem ud på lørdagen til en afrevet A-4 side i min brevsprække, hvor der stod, at denne min hemmelige besættelse havde været forbi kl. 21.30 om aftenen for at høre, om vi skulle drikke en øl. Og at jeg bare kunne ringe, når som helst jeg kom hjem. Det gjorde jeg i min halvkoger, og tre uger senere var vi en sen aften på vej gennem Fælledparken, da han pludselig faldt på knæ og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham.

Jeg var overbevist om, at jeg endelig havde fundet manden i mit liv. En mand, hvis tilgang til livet og opgør med en kon-


21

ventionel måde at være til på var langt mere fremskreden end min egen. Overbevisningen var gennemsyrende, vi passede for alvor sammen som hånd i handske.

Jeg var dybt betaget af hans viljestyrke og målrettethed. Her var et menneske, der i årevis havde forfulgt sine drømmes mål. En person, der udstrålede en dragende kraft, fordi han vidste, hvad han ville, og konstant var i gang med at føre sine visioner ud i livet. Et individ, hvis drømme i sandhed var even-tyrlige, og som levede og åndede for de ekspeditioner, der gav hans liv indhold, retning og mening. Og med en vilje, der næ-sten kunne skræmme, fordi han var komplet kompromisløs i forfølgelsen af disse livsmål.

Og hvad var jeg selv til sammenligning? Dengang et kvan-tespring bagud i point i at vide, hvad jeg selv ville. Og helt i bund på viljestyrkemålingen. Jeg havde en opfattelse af mig selv som en, der ville det usædvanlige liv, men han havde al-lerede realiseret sit, og var kontinuerligt i stand til at leve med konsekvenserne af sin livsstil, hvor jeg ikke rigtigt kom fra start, fordi jeg gerne ville en hel bunke fantastisk eventyrligt spektakulære præstationer, men inderst inde gav op på for-hånd. Og ikke havde redskaberne til fundamentalt at bryde med min socialisering. Jeg blev ved med at stå med et ben i hver lejr. Det, jeg gerne ville tro om mig selv, og så det ubevid-ste forsøg på at leve op til og tilpasse mig et gennemsnitligt borgerligt normsæt.

Det er 1991, og min elskede ægtemand ønsker fortsat intenst at blive den første dansker over 8.000 meter ved at gennem-føre sin nøje planlagte ekspedition til verdens ottende højeste bjerg. Turen kræver, at du er selvforsynende i op til to måneder, og der findes ingen bosættelser eller menneskelig eksistens i Hidden Valley. Jeg ønsker af hele mit naive hjerte at være en del af denne bestigning. Dels er vi nygifte og meget forel-skede, selvom bagsiden af vores temperamenter begynder at


22

udspille sig i de stressede måneder op til ekspeditionen. Dels er jeg drevet af min selvanskuelse og ønsker at få lov at være en del af dette betagende og storladne eventyr med drengene. Og jeg kan slet ikke forene min kærlighed med min mands ønske om at tage fra mig i flere måneder med risiko for, at vi aldrig ses igen, fordi bjergbestigning er farligt. Mine interna-liserede familienormer er totalt chokerede over, at man som ægtefæller planlægger den slags oplevelser uden hinanden. Og det giver jeg naturligvis udtryk for. Kompromisset bliver, at vi er fire medfølgende hustruer indtil base camp. Jeg insi-sterer på, at jeg, om de andre kvinder vil med eller ej, vil hele vejen rundt om Dhaulagiri-massivet, hvilket viser sig at være en til dels mere krævende udfordring end Everest, fordi vi for alvor bevæger os helt isolerede i ingenmandsland.

Vi er på vej over det første af to høje pas og strider os mod base camp og har mistet de første af vores bærere, der er stuk-ket af på grund af højden, kulden og deres forgæves forsøg på at presse min mand til at betale flere penge end det op-rindeligt aftalte. Umiddelbart i kølvandet på dem ser vi TV2’s medsendte journalist vælge samme løsning, dog skrumplende overskrævs på et æsel. Åbenbart blev fascinationen for bjerg-bestigningens verden lidt for håndgribelig og skræmmende.

Gutterne på ekspeditionen og de stærkeste af sherpaerne skiftes til at træde spor i den løse sne. De træder igennem den hårde overflade og synker i til skridtet, så vores fremdrift er minimal og ekstremt langsommelig. Det sner kraftigere og kraftigere, efterhånden som vi kæmper os vej opover. Jeg er relativt uerfaren med højden herude, idet vores højeste punkt i Europa er 4.485 meter, og vi er over den grænse allerede. Mit hoved smerter, og jeg ved ikke, om jeg har det, der skal til for at være her og blive fundet værdig. Som klatrer vurderer alle med erfaring præcis, hvad du kan, og hvad du ikke kan i bjergene. Vi iagttager konstant hinandens præstationer eller


23

mangel på samme, så ingen kan slippe af sted med at berette om, at de faktisk kan mere end det, de andre erfarer.

Jeg er i høj grad præget af ønskeforestillingen om at være bedre og modigere, end jeg rent faktisk er. Derfor er jeg her også. For at opbygge min erfaringsbase til at blive mere kom-petent til ultimativt at kunne deltage på ekspeditioner som den, jeg nu er delvist tilskuer til, fordi jeg kun skal til base camp og ikke til toppen.

Jeg er i følelsesmæssigt oprør, da vi erkender, at vi må stop pe og søge ly for den sne, der bare bliver ved og ved. Jeg kæmper indædt med at få slået vores iglotelt op og mærker tårer fryse til is på mine kinder. Jeg hører, hvordan min mand bliver hidsig, en side af hans dominerende personlighed, som jeg allerede kender alt for godt. Han råber ad både sine ekspe-ditionskammerater og sherpaerne. Jeg får med besvær lynet min sovepose op, jeg er gennemkold og gennemsyret af frygt. Bliver jeg offer for højdesyge? Hvad venter endnu højere oppe? Jeg er fuldstændig handlingslammet og kryber sammen i fo-sterstilling og giver efter for måneders opstemmet frustration og tvivl på, om jeg nu også kan leve op til det eventyrlige pro-jekt, som jeg så gerne vil se mig selv som gennemføreren af. Jeg ved, jeg er over mine kendte grænser, og aner ikke, hvad der venter forude af ydre og indre forhindringer. Jeg er ude af kontrol. Timerne snegler sig af sted, og mørket sænker sig, hvilket bestemt ikke bidrager til, at jeg føler mere mod.

Stormen fortsætter, og vi samles næste dag i det messetelt, vo-res sherpa-kok har været opfindsom nok til at skabe ud af en blå presenning. Jeg finder teltet i det store hvide intet ved at følge de klatrereb, han også har været så betænksom at spæn-de ud mellem vores telte, så ingen behøver at forsvinde i sne-masserne. Han koger nudelsuppe og traller og beder om hjælp til at få sikret det udstyr og de forsyninger, knøsene skal bruge for at opfylde deres mission over de næste måneder. Tv- jour-


24

nalisten, der egentlig skulle have fulgt ekspeditionen til base camp, sidder nok og varmer sig på små shots af den stærke æblebrændevin, regionen 1.000 meter under os er berømt og berygtet for. Lige nu misunder jeg ham stiltiende, mens jeg plejer min højdeplagede hjernekiste med smertestillende pil-ler, væske og selvmedlidenhed.

Jeg lytter åndsfraværende og indadvendt til kokkens milde trallen og bliver ramt af en personlighedsforandrende indsigt lige midt i den tynde blyantssmagende posesuppe.

Vi er alle udsat for den samme situation. Vi er fanget i en snestorm, som ingen af os ved hvor længe kommer til at vare, eller hvilke konsekvenser den kan få for vores fremfærd el-ler tilbageslag. Kokken er den eneste af alle os hvide og vores følge af nepalesiske tjenende ånder, der gebærder sig hen-sigtsmæssigt.

Situationen er, som den er. Men jeg har selv ansvaret for at vælge, hvordan jeg reagerer på det, jeg ikke kan påvirke. Hver af os har en forpligtelse til at overveje vores reaktioner, når vi føler os overbebyrdede af det, virkeligheden byder os. For før-ste gang i mit 29 år lange liv er jeg rystet til at indse, hvor me-get jeg kan lære af denne indfødte mand. Hvor meget jeg skal gøre om og ændre hos mig selv, hvis jeg skal nære forhåbnin-ger om nogensinde at kunne mestre og tackle de risikofyldte scenarier, der er en uundgåelig følgesvend, når man som jeg ønsker at leve eventyrligt.

Jeg anser det for ualmindeligt privilegeret at få lov at lære af dette møde, og jeg beslutter øjeblikkeligt at træde i hans fodspor resten af den tid, vores livsveje forløber parallelt. Her er ikke basis for at gå side om side, det er for farligt, så jeg klæber til ham som en nyudklækket ælling til sin andemor. Og det er nøjagtigt det, jeg er. Nyudklækket udi universet af erkendelsen af, at jeg er nødt til at lære at tøjle min frygt og mine vanemæssige tårer, når en situation bringer mig ud i


25

uudforsket territorium – i det ydre såvel som det indre. Ellers bliver jeg aldrig den, jeg stræber efter at være.

Jeg skal opøve og disciplinere selvkontrol i enhver situa-tion, hvis jeg vil efterstræbe min ambition om at kunne kalde mig bjergbestiger. Jeg hungrer i den grad efter at kunne ud-skifte mit tudefjæs og mine ukontrollerede følelsesudbrud med kokkens sindsro og milde fremadrettede overblik.

Skridt for skridt.

Iagttagelsen af vores koks adfærd under denne storm, hvor ingen andre havde noget konstruktivt at byde ind med, er en afgørende brik i, at jeg fem år senere er i stand til at be-stige Everest – hensigtsmæssigt. Tidligere var min emotio-nelle ukon trollerethed til fare for mig selv og andre. Ud over at være ualmindelig anstrengende, ukonstruktiv og sikkert komplet ucharmerende. Jeg vidste ikke bedre end at tro, jeg måtte reagere, når en situation føltes, som om den var for me-get for mig. Hvilket denne storm objektivt analyseret ikke var, jeg er her jo endnu. Min adfærd var styret af mine følelser. Og følelser er noget, vi kan tage ansvaret for ikke at ville ligge under for eller lade os regere af.

Det er nu halvanden måned siden, jeg forlod min mand i Dhaulagiri base camp med ambitionen om at blive den første dansker over 8.000 meter. Som jeg kender hans viljestyrke og stædighed, skal det såmænd nok lykkes for ham. Hans vedhol-denhed gør mig misundelig.

Jeg ved faktisk ikke, om han stadig er i live. Dhaulagiri lig ger ekstremt afsides, og der er ikke mulighed for løbende kommunikation, så jeg har kun en enkelt gang hørt om eks-peditionens fremstød via en lokal radio. Provokeret af min mands konfrontationer med min manglende bjergbestigerer-faring og min destruktive angst, der står i håbløs kontrast til mine grandiose ambitioner, opfandt jeg en soloekspedition


26

til et lille bjerg på bare 6.100 meter. I dag sidder jeg på Yeti Guest House i Pherishe i det østlige Nepal, et par dagsrejser fra Everest base camp. Her sidder jeg og nyder en nudelsuppe med æg og stegte momos, samtidig med at jeg kæmper med mig selv indvendigt. Jeg har netop forladt Island Peak efter at have tilbragt tre dage i ensomhed med hovedpine og selvtvivl på vej mod topgraten af mit første bjerg i Himalaya.

200 meter fra toppen af bjerget stod jeg kl. 6 om morgenen og skuede op mod en takket iskant med gletcherspalter og is-tårne i blågrønne fascinerende nuancer. Jeg kunne høre min mands nedladende værdivurderinger sammenholdt med min analyse af den situation, jeg havde bragt mig selv i, og måtte nu erkende, at jeg simpelthen ikke var risikovillig nok til alene at begive mig opad på denne isgrat. Det prægede min beslut-ning, at jeg var der alene. Jeg ville forsvinde sporløst, hvis jeg fejlede i forsøget på at opnå mere erfaring og leve op til mit eget selvbillede. Og måske dybest set gøre det, jeg bildte mig ind skulle til for at redde vores ægteskab. Få erfaring nok til, at vi kan klatre sammen som jævnbyrdige. Jeg havde ingen penge til bestigningstilladelsen og klatrede derfor illegalt og havde ikke udfyldt de obligatoriske logbøger, så jeg ville blive fundet, hvis jeg styrtede ned. Ingen andre end jeg vidste, hvor jeg befandt mig.

Jeg vender om med udsigt til toppen, haster ned ad bjer-get, samler mit telt og min udrustning i rygsækken og finder lodgen i Pherishe, hvor jeg nu sidder slukøret og selvtvivlende og ruger over min ituslåede livsillusion. Adskillelsen fra min mand konfronterer mig med det, jeg frygter allermest. Jeg ind-ser, at jeg ikke kan overleve at leve sammen med den mand, jeg elsker. Jeg ved, jeg får ekstremt svært ved at slippe ham. Men jeg ved også, at jeg ikke vil vove at sætte børn i verden med min ægtemand. Den indsigt påvirker mig så fundamen-talt, at jeg beslutter mig for ikke på ny at blive følelsesmæs-sigt indrulleret i vores nedbrydende symbiose, når vi måske


27

ses igen. Hensynet til min egen trivsel er ikke tilstrækkeligt til, at jeg kan bryde min enorme emotionelle binding til ham. Men erkendelsen af, at jeg ikke magter at skulle beskytte mine ufødte børn mod denne mands sind, bevæger mig. Jeg erken-der, at jeg bliver nødt til at lade mig skille for at overleve, og for, at mine ønskede ufødte børn kan få en emotionelt sund familie.

Jeg er fuldkommen nedbrudt og har mistet enhver retning i livet.

Næste dag begynder jeg min tunge vandring tilbage mod Jiri. Jeg er så udmattet, at jeg næsten ikke orker at sætte mine tunge vandrestøvler foran hinanden for at bringe mig retur til et liv, jeg ikke vil have. I min støvede og selvynkende til-stand kigger jeg hen mod det næste tehus, hvor jeg vil tillade mig selv at holde en tiltrængt pause og drikke et krus af de-res skoldhede, sukkerfyldte sorte te. Derhenne får jeg øje på en guddommeligt udseende mand, ikke noget med Jesus her, han er snarere en græsk gud af mytiske dimensioner. Jeg iler mod mødet med denne endnu ukendte skabning, overrump-let af mine forrykte kvindehormoner, der stadig er i stand til at reagere instinktivt, når der dukker et forlokkende stykke mandfolk op i periferien.

Det forestående møde viser sig at skulle blive et skelsættende vendepunkt i mit liv. Dette stykke emmende maskulinitet er Scott Fischer. Vi falder i snak, som det altid sker i bjergene, når hvide mennesker møder hinanden. Scott og hans venner er netop kommet retur fra en succesfuld bestigning af Mera Peak og er i gang med en 14 dage lang fest på trekket retur til Lukla og Jiri. I vanlig Scott-ånd, hvilken jeg hastigt stifter be-kendtskab med, inviterer han mig til at slå følgeskab med de-res ekspedition. Scott er tilbøjelig til at invitere samtlige godt udseende piger og pengestærke eller i øvrigt ressourcefulde


28

mennesker ind i sin kreds. Jeg afholder mig det første døgn fra at tækkes hans tiltrækningskraft ved ikke at følge dem, da de forlader tehuset for at finde natlogi længere nede mod Dingboche. Min loyalitet over for mit forliste ægteskab holder mig tilbage fra at kaste mig ind i denne ukendte fremtidsmu-lighed. Dog kun for en aften. Næste morgen springer jeg ud af min ensomme sovepose i kulden hos de lokale, hvor jeg har overnattet i selskab med en flok snorkende og harkende bæ-rere. Jeg løber med adræt energi ned ad stisystemet, gennem-syret af en trang til at slå mig løs, aflægge min dommedags-stemning og sorg over forlist kærlighed.

Nu skal der ændres på tingenes tilstand. Og det bliver der. Så snart jeg indhenter Scott og hans følge, bliver jeg budt på rig-tig kaffe. Starbucks bønner på filter og så en øl i den anden hånd. Jeg genopvækkes af denne gruppe karismatiske eventy-rere, der synes, jeg er fantastisk. Jeg er 30 år gammel og har fø-lelsen af endelig at have fundet den type mennesker, jeg som ung har søgt for at finde ikoner at lære mere om livet gennem.

Vi mennesker kan have en enorm indflydelse på hinanden, på godt og ondt. Og de gange i livet, hvor vi er så privilegerede at stifte bekendtskab med mennesker, der virkelig er dygtigere, modigere, mere succesfulde end os selv, står vi over for mulig-heden for at kunne drage nytte af deres måde at være til på. Så vi kan vokse ud over de forestillinger, vi har om os selv og vores kapacitet. Andre kan inspirere os til kvantespringsud-viklinger, som vi uden disse forandrende møder ikke selv ville have formået.

Mine tre måneder i Himalaya i 1991 viser sig at være et vende-punkt i min tilværelse. Et sammenfald af omstændigheder be-virker, at jeg her kommer i kontakt med en håndfuld ekstreme personligheder, der for alvor kommer til at have indflydelse


29

på mig i livet fremover. Hjemvendt efter dette tre måneders kulturchok i Nepal står jeg over for at skulle igennem en dra-matisk skilsmisse, der gør min tro på kærligheden noget ky-nisk. Nu står jeg efter to års ægteskab og mange forkrøblende erfaringer rigere med et liv, jeg ikke aner hvor skal føre hen. Jeg stoler ikke længere så skråsikkert på mig selv og min vur-deringsevne. Jeg havde ledt længe efter min livspartner. Vi havde fundet hinanden, jeg giftede mig med den mand, jeg elskede. Vores livsindstilling og grundværdier syntes at passe fortrinligt sammen. Hvordan kunne jeg tage så meget fejl af det menneske, jeg havde giftet mig med? Hvad er kærlighe-den egentlig, når det, jeg var overbevist om var mit livs kærlig-hed, ikke kommer i nærheden af at minde om det, jeg troede, kærligheden skulle være og kunne bære?

Hvordan skal jeg nu tro på mine vurderinger?

Jeg behøver tid til at sætte mig selv sammen igen på nye må-der, og jeg føler mig ekstremt sårbar og berøvet ethvert panser mod verden. Det skræmmer mig. Min hjerne er med garanti overbelastet, og det er vanskeligt for mig at samle tankerne. Det er, som om det, jeg var, og de forestillinger, jeg tidligere rummede, er eksploderet i en atomsky. Og jeg kan ikke få sam-ling på de tiloversblevne fragmenter og skabe en fornemmel-se af, hvad jeg nu skal med livet. Så jeg holder en vis distance til den verden, jeg kendte.

Min hudløshed og søgen efter noget, der kan hjælpe mig i mit livs sammenbrud, driver mig mod interesser, jeg ikke tidligere har haft øje for. Jeg opsøger et tai-chi-hold i medborgerhuset på Blågaards Plads og bliver hængende session efter session. tai-chi består af langsomme mønstre af glidende bevægelser, der gentages og gentages og gentages. Hvert mønster, du dan-ner med kroppen, skal øves og øves og øves, til det er indar-


30

bejdet i centralnervesystemet og begynder at ommøblere den måde, din hjerne fungerer på. Time efter time glider jeg ind i denne aktive meditative eksistensform og årtusindelange tra-dition. Jeg er dybt betaget af det faktum, at ikke bare opdan-ner disse gentagne bevægelsesmønstre min hjerne, men disse uskyldige former, der kan udføres af 90-årige kinesiske oldin-ge, er alle behændigt udtænkte dræberteknikker. Med denne elegante bevægelse stikker jeg modstanderens øjne ud, med disse ubetydelige armbevægelser brækker jeg angriberens al-bue osv. Kombinationen af blide, krævende mønstre trænes til perfektion i langsom gengivelse. De automatiserede bevæ-gelser speedes op, når en kyndig tai-chi-udøver bliver angre-bet, så kroppen reagerer instinktivt med at afværge modstan-derens angreb. Hvis og kun hvis det viser sig, at jeg ikke kan undvige en modstanders livstruende fremstød, kan jeg slå min modstander ihjel med de bare næver med disse elegante ulv-i-fåreklæder-bevægelser.

Så god bliver jeg dog ikke. Men langsomt heler mit sind, og jeg registrerer, hvorledes jeg bliver i stand til at fokusere målrettet og skabe indre stilhed og ro, hver gang jeg træner mønstrets grundformer. År efter år udvikler jeg min hjernes evne til at fokusere. Det føles, som om jeg fra at skride gennem livet med en ordentlig vifteformet lyskegle og en del hoppen-de tanker får samlet disse løsrevne fragmenter i en målrettet laserstråle, som jeg kan beslutte mig for hvor skal sættes ind. Når jeg begynder at falde i grøften af eksistentiel angst, styret af tanker om fremtiden, kan jeg i løbet af en halv time ændre min sindstilstand ved hjælp af tai-chi-bevægelserne.

Mit dramatiske og kortvarige ægteskab har lært mig det dra-gende i at vide, hvad man vil. Og gå efter det, til målet er nået. Gennem min mands levendegørelse af kapaciteten i menne-skets vilje blev kimen lagt til mobiliseringen og vedligehol-delsen af den viljestyrke, jeg har tilegnet mig i dag, til at gen-


nemføre de mål, jeg sætter mig for. Derfor har jeg over årene bevidst arbejdet med kultiveringen af min egen viljestyrke, fordi jeg har indset og erfaret, at selvdisciplin gør mit liv mere håndterbart og leveværdigt.

Viljestyrke og selvdisciplin er nødvendige for at gennem-føre næsten alt, jeg ønsker, mit liv skal bestå af. Styrkelsen af disse karakteregenskaber fremmer mine chancer for succes, fordi selvdisciplinering giver mig mulighed for at få mere kontrol over mit humør og min sindstilstand og dermed mine ord og handlinger. Mine tillærte færdigheder er blevet en uundværlig strategi i håndteringen af min karriere og mit pri-vatliv. Ægte selvdisciplin er ikke en restriktiv livsstil, og det har intet at gøre med at være snævertsynet eller leve som ma-sochist. Jeg lærte, at selvdisciplin er nødvendigt at udvikle og dyrke for at oparbejde den indre styrke og udholdenhed, der er fundamentalt nyttige for opfyldelsen af ønsker og i forbin-delse med op- og nedture i tilværelsen.

Jeg er blevet anderledes, end jeg var, og bedre til at leve.


valget er dit

Documents