10 års Jubilæumi Familiehuset, Smedetorvet 8 Psykoterapeutisk dagbehandling

2

Indholdsfortegnelse

Forord 3Af centerleder Lone B. Petersen

Indledning 4Af antropolog Randi Dahl Tanker og teorier bag Familiehuset 7Af familierådgiver Jytte Christensen og familierådgiver Birthe Hedegaard

Et behandlingstilbud bliver født 9Af Familiehusets leder Inger Poulsen

Indlæg af personalet i Familiehuset 14

Et hus at føle sig hjemme i 19Af antropolog Randi Dahl

En miljøsekretær er en garant for hjemlighed 22Af Antropolog Randi Dahl

Hjemlighed er andet og mere end et hjem 26Af antropolog Randi Dahl

Forandring for generationer – en værdibaseret praksis 29Af specialist i klinisk psykologi, NPF,vejleder ved Familiehuset i Horsens over fl ere årHaldor Øvreeide

Frivillighed giver lyst til at lære nyt 34Af antropolog Randi Dahl

Nogle overvejelser i forbindelse med Familiehusets fødselsdag 37Af jungiansk analytiker Lisbet Myers Zacho

Selvets udvikling i billeder 38Af antropolog Randi Dahl

Glæde over anerkendelse af Familiehuset 39Af antropolog Randi Dahl

Familiehuset set med forældrenes øjne 41Af cand. pæd. i pædagogisk psykologi Marianne Siggaard Nielsen

Mellem levet liv og terapi 48Af antropolog Randi Dahl

Statements fra samarbejdspartnere 51

Foto: Kamma Phram, Per Algreen Layout og tryk: Grafisk Horsens Kommune

3

Af centerleder Lone B. Petersen Du sidder med jubilæumsskriftet for Familiehu-set i Horsens. Et jubilæumsskrift som markerer, at Familiehuset nu har eksisteret i 10 år. Stedet har i den forgangne periode arbejdet sig støt frem til i dag at være en veletableret og velre-nommeret institution med stor erfaring inden for arbejdet med børn og forældre.

Familiehuset startede oprindeligt som et projekt, der skulle bevise sit værd ved at skabe positive forandringer i samspillet mellem børn og for-ældre, således at en evt. anbringelse af barnet kunne undgås. I 2000 blev projektet permanent-gjort og der var ikke nogen tvivl om, at Familie-huset havde skabt sig en solid platform for fami-liearbejdet og huset blev både internt i Horsens Kommune – men også uden for kommunens grænser – kendt for den høje faglighed stedet repræsenterer – en position som Familiehuset siden har holdt fast i.

Familiehuset har og har haft betydning i forhold til, at kommunen har fået adgang til meget tid-ligt i et barns livsforløb at kunne sætte ind med en intensiv støtte – hvilket uden tvivl har været medvirkende til, at nogle familier er kommet fra start på en hel anden måde end det ville have været muligt uden Familiehuset.

Familiehuset har siden sin start arbejdet målbe-vidst med at videreudvikle sine arbejdsmetoder – stedet har således overført kompetencer in-denfor spædbørneterapi til at kunne anvendes i forhold til større børn. Der er i Horsens Kom-mune blandt kommunens øvrige medarbejdere stor opmærksomhed i forhold til disse metoder – og stedet bruges i dag også til at give sparing til en lang række samarbejdsparter.

Familiehuset blev etableret med henblik på at skabe alternativer til at anbringe små børn uden for hjemmet. Siden har Horsens Kommune ar-bejdet videre med at udvikle alternativer til an-bringelse for den øvrige del af kommunens børn og unge og deres forældre. Familiehuset re-præsenterer således i dag en væsentlig del af en samlet vifte af tilbud til familier, børn og unge med særlige behov.

Læs selv med – få mere at vide og bliv inspireret af den udvikling, der er sket i løbet af 10 år.

Jeg ønsker Familiehuset tillykke med jubilæet – og læseren god fornøjelse til spændende læs-ning om historie, nutid og ambitioner for fremti-den.

FORORD

4

Rundt om et hus

Af Randi Dahl. Cand. mag. i antropologi og ma-ster i professionsudvikling

Dette tidsskrift fejrer Familiehuset med en række tekster, der er blevet til over det sidste halve år, hvor Familiehusets personale satte sig selv og vigtige samarbejdsparter på den opgave at ud-trykke deres engagement i at skabe nye traditio-ner indenfor familiebehandling. Det er en krævende opgave at gøre det på skrift, for husets hverdag er struktureret efter værdier som kontakt, nærvær og autenticitet, som er kropslige og sanselige måder at kommunikere på. Men nu er arbejdet ført til ende, og Familie-huset sender en tanke til alle læsere med håb om, at de finder inspiration til at arbejde for det gode liv i og udenfor familien.

Præsentation af artiklerForordet af centerleder Lone B. Pedersen har allerede markeret, hvordan Familiehuset er en kommunal institution og indgår som en del af den samlede indsats, som Horsens Kommune gør for en tidlig forebyggelse af negativ social arv. I Familiehuset tager familierne denne ind-sats til sig, og efter denne indledning følger en række indlæg, der fortæller om, hvorfor de gør det.

I første omgang præsenteres læserne for husets historie og de nuværende værter. De første for-fattere er familierådgiverne Jytte Christensen og Birthe Hedegaard, som var blandt de første til at give huset form.

Derefter byder Inger Poulsen velkommen. Hun har været husets leder gennem alle årene og præsenterer husets koncept i en kombineret personlig og faglig udviklingshistorie. Dermed

Indledning

er tonen slået an for Birgitte, Tina, Joachim og Elsebeth. Deres indlæg viser hver for sig og sammen, hvordan huset er skabt til inspiration for de familier, som tager mod terapeuternes til-bud; men at det samtidig giver mening for dem som ansatte at få lov at give disse tilbud.

Efter denne velkomst inviteres læserne med på en tur rundt i huset for at høre, hvad huset selv kan fortælle. Denne afdeling indledes af under-tegnede, som begynder med en skitse over hu-sets indretning og et hurtigt kulturanalytisk bud på, hvordan det kan være, at der ser ud, som der gør. Dernæst følger en artikel om forholdet mel-lem begreberne hjem og hjemlighed, der viser, at huset er så hjemligt, at det nærmest springer i øjnene. Næsten automatisk kommer man til at tænke over, hvordan der mon er hjemme hos en selv. Og det sker helt bevidst fra Familiehusets side, for her prioriteres den gode og nærende stem-ning i miljøet så højt, at der er ansat en person til at passe på den. Derfor handler den følgende artikel om, hvordan hun fylder de rum ud, hvor alle kommer med hverdagsaktiviteter og et al-mindeligt samvær, og hvor terapeuterne bidra-ger, men uden at være hovedansvarlige. Duften af brød og den åbne dør ud til gaden skaber et fællesskab og gør en tavs viden om nærvær håndterbar. Den skaber et sanset grundlag for en personlig hukommelse om en stabil og positiv kontakt, som enhver kan tage med sig hjem.

Dernæst får Haldor Øvreeide ordet. Haldor er specialist i klinisk psykologi og giver en indføring i nogle centrale psykologiske aspekter ved hu-sets terapeutiske indsats. Han bygger sin tekst op på de oplevelser, som han har haft som su-pervisor i huset gennem en årrække og pointerer

5

blandt andet, at der er en helt særlig overens-stemmelse mellem ideer og praksis, tanke og handling i Familiehuset, og at dette er en forskel, der gør en forskel for de familier og børn, der kommer her.

Efter Haldor Øvreeides indlæg kommer en artikel af undertegnede, som er baseret på et interview med en mor, der bekræfter hans pointe. Hun for-tæller om, hvordan hun selv valgte at involvere sig i det behandlingsforløb, hun blev tilbudt, så hun nu frivilligt holder fast i kontakten til Fami-liehuset.

Derefter kommer en artikel af Lisbet Myers Za-cho, der er jungiansk analytiker og fungerer som supervisor i forhold til sandplay/sandkassetera-pi. Hun fortæller om sine indtryk af stemningen i huset, og om hvordan den understøtter det tera-peutiske miljø. Myers Zachos artikel fører over i et interview med Inger Poulsen, der fortæller om de billeder, der hænger rundt om i huset, og som bærer vid-nesbyrd om dybden i de processer, som famili-erne må gå igennem for at finde en farbar vej i livet. Billederne symboliserer, hvordan det nytter at arbejde med sig selv; men også, at det nyt-ter at dokumentere den indsats, som familier og terapeuter gør. De udgør næsten en slags skrift på væggen, der dokumenterer udviklingsmulig-hederne i at blive set, hørt og mødt med aner-kendelse i den ydre verden.

Interviewet følges op med en kort artikel af un-dertegnede, der pointerer, at som terapeuterne møder familierne med anerkendelse, sådan har de også selv oplevet at blive mødt i det offent-lige rum blandt forskere og embedsfolk for de-res arbejde med at sætte familierne i centrum og med at evaluere effekten gennem forældrenes udsagn. Derfor er familiernes eget bidrag lige så cen-tralt i dag som for ti år siden, og det er afsættet for den artikel, som Marianne Siggaard Nielsen har skrevet. Hun er cand. pæd. i pædagogiske

6

psykologi og bygger sin tekst op over interviews med forældre fra Familiehuset, der formulerer sig med egne ord om de processer, som de har gennemgået.

Dermed er rundturen nået hjem til de familier, som det hele handler om, og tidsskriftet kan slut-te. Punktum sættes med et interview med Inger Poulsen, der uddyber det indledende afsnit om husets koncept med at fortælle, hvordan det ud-fylder et vigtigt mellemrum mellem de terapeuti-ske rum og familiernes hverdagsliv. Dette indlæg giver belæg for at forstå hjemlig-heden i huset i lyset af det bærende koncept om at skabe et rum midt mellem terapien og famili-ernes eget levede liv udenfor huset ved at vise, hvordan stabilitet og kontakt er en praksis, der kan øves og læres.

På den måde fremstår husets succes som en succes for et koncept, der har vist sig levedygtigt ved at formidle, hvordan man skaber et nært og tillidsfuldt tilhørsforhold, der kan formidles videre gennem et almindeligt levet liv. Dels fra ansatte til familier. Dels fra forældre til børn. Og med tidsskriftet her forhåbentlig fra ansatte og fami-lier til interesserede ansatte og familier både i og udenfor Horsens Kommune.

Jeg vil tilføje for egen regning, at det var hjemlig-heden, der fik mig over tærsklen i Familiehuset. Jeg har længe haft en særlig interesse for hjem-lighed i offentlige kontekster, og i Familiehuset fik jeg lov at være med i dagligdagen og at in-terviewe forældre og ansatte om, hvordan hjem-ligheden skabes. Og om hvorfor. For her er jo tale om en offentlig institution med en helt formel opgave, der ikke handler om at give familier et hjem, men om at lade dem finde hjem til sig selv. I deres egne hjem. Så hvad har hjemligheden egentlig at gøre her? Denne undren er baggrund for samtlige af mine indlæg. Jeg håber, at læ-seren kan se, at det har været nogle berigende måneder, der har givet nye svar. Tak.

7

Tanker og teorier bag Familiehuset

Af familierådgiver Jytte Christensen og familie-rådgiver Birthe Hedegaard

I årene op til 1997 var man i Horsens Kommune meget optaget af at iværksætte en tidlig indsats over for spædbørn og deres familier i erkendelse af, at de alvorligste psykiske forstyrrelser i den tidlige barnealder opstår, hvor forældrenes om-sorg og indlevelsesevne i barnets behov er man-gelfulde.

I forbindelse med et efteruddannelsesforløb fik vi mere indgående kendskab til objektrelationerne, udviklet af psykoanalytikerne John Bowlby, Mar-gareth Mahler og især Daniel Stern, og vi mødte psykolog Margaretha Brodén fra Sverige, som har skrevet bogen ”Mor og barn i Ingenmands-land” og blev meget optaget af deres teorier og arbejde.

Vi valgte i vores eksamensopgave at afsøge fle-re igangværende projekter i landet, der byggede på nogle af ovenstående teorier: Bispebjerg-pro-jektet, Fyens Amts Familiecenter, Rødovre-pro-jektet og Greve-projektet.

Vores erfaring i 1997 var, at vi havde tilbud til for-ældre/barn, der indeholdt forskellige elementer, men som manglede en samlet indsats.

Vi kunne henvise forældrene til et af vore fami-lieværksteder i amtet, hvor man havde speciali-seret sig i at yde pædagogisk anvisende og støt-tende hjælp til forældre, men hvor vi samtidig kunne se, at man glemte ”børneperspektivet” og ikke fik set, når barnet ikke fik nok fra forældrene og ikke fik sagt fra, når forældreevnen ikke var tilstrækkelig.

Så havde vi spædbørns-observationshjem, hvor forældrene kunne bo sammen med barnet, og hvor man havde specialiseret sig i at holde fokus på barnet og at spore den manglende forældre-evne. Her oplevede vi, at man nogle gange var blevet så gode, at man glemte at give forældre-ne en mulighed for at forbedre forældreevnen, og for hurtigt tænkte adskillelse af forældre og barn.

Endelig kunne vi sende forældrene til psykolog for at få bearbejdet eget omsorgssvigt, ubearbej-det sorg eller traumer.

Vi blev klar over, at det, vi havde brug for, var et psykoterapeutisk behandlingstilbud, da vores er-faringer var, at pædagogiske behandlingstilbud ofte ikke slog til.

8

Det var vigtigt for os, at det blev et familiehus, hvor man behandlingsmæssigt var i stand til at gå hele vejen og yde dybdegående indsats over for hele familien:

Terapeutisk behandling med individuel terapi for forældre med henblik på at behandle tidligere traumer eller forstyrrelser i samspillet med egne forældre og par- og familiebehandling for at kun-ne stabilisere forholdet og f.eks. få justeret krav og forventninger til hinanden samt fastholde og integrere de tilvejebragte forandringer i familien.

Endvidere samspilsbehandling af forældre og barn for at skabe kontakt og tilknytning, og hjælp til forældre til at kunne se barnet, som det er. Un-dervisning i og støtte til at opfylde barnets behov for pleje, søvn, stimuli og andet.

Gruppearbejde som støtte til at blive bedre for-ældre, netværksarbejde for at forebygge isola-tion, samt kontakt mellem familie og de øvrige instanser i samfundet i forhold til bolig, uddan-nelse, aflastning i hjemmet o.a.

Tvang. Familier med behandlingsbehov i forhold til børnene skal kunne tvinges i psykoterapeutisk behandling.

Den daværende leder, Lone Lau, valgte at ind-stille til politikerne, at vores eksamensopgave kom til at danne teoretisk grundlag for Horsens kommunes nye ”Familiehus”.

Familiehuset har nu fungeret i 10 år, og det glæ-der os at erfare, at de faglige overvejelser, vi gjorde dengang, er ført ud i livet med succes.Hjertelig tillykke!

9

Et behandlingstilbud bliver født!

Fortalt af psykoterapeut Inger Poulsen,Leder i Familiehuset, Smedetorvet 8 i Horsens.

Det her, det virker!Fornemmelserne bankede på. Tanker stod i kø for at blive tænkt igennem og bevidstgjort. Det føltes så rigtigt – brikkerne var der. Jeg mang-lede bare at tænke det igennem og gøre mine egne erfaringer.

Igennem 30 år havde jeg arbejdet med menne-sker og altid været optaget af, hvad det var, der forhindrede mennesker i at leve deres liv, så det tilfredsstillede dem og gav dem mening? Hvor-dan kunne jeg bidrage til, at de fandt deres vej?

Da mine egne tre børn var blevet store, beslut-tede jeg mig for at finde ud af, hvad det var, der forhindrede os i at leve det liv, der gav os me-ning, og ikke mindst hvordan ryddede man for-hindringerne af vejen.

Det var i Vejle i 1997. Jeg arbejdede i et års-vikariat i Ågade 33 hos Ole Lauerberg og Gre-the Aagaard. Vi arbejdede i et psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud i Vejle Kommunes familie-rådgivning. Vi arbejdede med tilknytning mellem forældre og deres spædbørn.

Gennem 8 år var jeg tilknyttet Institut for Ge-staltanalyse i Bjødstrup. Der fik jeg den viden, jeg manglede. Det var så spændende. Så snart jeg havde afsluttet et uddannelsesforløb dér, be-gyndte jeg med det næste.

Jeg havde gennem en årrække arbejdet i akut-psykiatrien, set og fulgt unge mennesker, der langsomt, men sikkert, mistede grebet om virke-ligheden og gled ind i en psykotisk tilstand, der ofte endte med diagnosen skizofreni.Kunne vi gøre noget, der kunne hjælpe dem til at styrke deres identitet?Kunne vi skabe et tillidsfuldt rum, hvor vi kunne hjælpe dem at holde sammen på sig selv, me-dens vi sammen arbejdede på at skabe fodfæste i det kaos, der truede deres eksistens.

I Ågade 33 arbejdede vi på et Krop/Gestalttera-peutisk grundlag. Vi var optaget af objektrelati-onsteorierne. Daniel Sterns teorier om det kom-petente barn samt Margaretha Berg Brodens behandlingsteorier om forstyrrelser i mor-barn-relationen. John Bowlbys tilknytningsteorier.

Det vigtigste, jeg har lært, er at skabe kontakten og blive der sammen med det andet menneske i et respektfuldt møde. Det er herfra alting vokser.

Det var i min praksis her, at jeg fik oplevelsen af: Det her det virker!Jeg så unge forældre, der levede livet med så

10

mange forhindringer, at de næsten ikke havde overskud tilbage til barnet.Jeg så, hvordan forældrene, når de i et kontakt-fuldt møde blev set, hørt og mødt, voksede inde-fra og fik fodfæste. Jeg så, hvordan små børn, der havde opgivet kontakten, igen fik troen på, at forældrene ville dem.Der var så mange muligheder, der åbnede sig, med denne måde at arbejde på.

Horsens Kommune søgte en leder til et nyt familie-hus

Vi fik tildelt Smedetorvet 8, et hus i 3 niveauer i den indre bydel i Horsens. Huset er en del af en gammel købmandsgård fra 1700 tallet. Vi bor i den gamle vognport. Midlerne hertil var skænket af Hede Nielsen.

Jeg var fast besluttet på, at jeg ville arbejde med min nyvundne viden og præsenterede mit be-handlingskoncept for Horsens Kommune.Jeg blev ansat og startede på forvaltningen med at beskrive konceptet.Nu - ti år efter - arbejder vi stort set efter samme koncept. Alle her har bidraget og udviklet indhol-det, men strukturen er den samme.Socialministeriet blev søgt om penge til behand-

lingsprojektet, som skulle køre over to år. Her-efter blev der evalueret, og der skulle tages stil-ling til, om huset skulle gøres til et permanent psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud til gra-vide kvinder med særlige behov, samt forældre til børn mellem 0-2 år, hvor børnenes udvikling var truet.

3 psykoterapeuter og en miljøsekretær blev ansat.Det er en stor glæde og tryghed at erfare, at El-sebeth Willemann stadig er vores miljøsekretær og husets uvurderlige livsnerve. Ligeledes har psykoterapeut Birgitte Thornshon lige fra begyn-delsen været med til opbygningen af Familiehu-set og igennem årene været en uvurderlig støtte i forhold til den praktiserede psykoterapi. For de kolleger, der er rejst, har vi nu psykotera-peut Tina Zwergius, der med sit positive væsen og store viden om børn, bidrager til husets triv-sel. Den sidst ankomne er psykoterapeut Joa-chim Speck, der med sin Bodynamic-uddannelse skærper vores opmærksomhed på det kropslige og bibringer huset en mandlig indgangsvinkel til stor glæde for os alle og ikke mindst foræl-drene.

Det er særdeles krævende at være i det tera-peutiske felt med småbørnsfamilier, der har det svært. Derfor var det vigtigt fra starten at skabe en arbejdsplads, hvor den enkelte havde en op-levelse af, at vi er sammen i et fællesskab.Det var vigtigt for mig fra starten at få skabt et hus, hvor hver enkelt blev set, hørt og mødt.

Det lille barn vokser ved at blive set af forældre-nes kærlige, anerkendende øjne.Forældrene vokser af at blive set af terapeuter-ne, som de er - på godt og ondt - i et respektfuldt, anerkendende møde. Terapeuterne vokser af at blive set, hørt og mødt i det kaos og virvar at tanker og følelser fra familierne, som de er nødt til at lade sig invadere af for som katalysator at stå i det sammen med familien og bevare over-blikket.

11

Det er også i denne ånd, vi bestræber os på at møde samarbejdsparterne. Det kan være social-rådgivere, lærere og pædagoger fra institutio-nerne.

Familiernes møde med Familiehuset:

Det er vigtigt at familierne - fra de træder ind i Familiehuset - mærker:

• At her er vi interesseret i dem som perso-ner - og deres livsvilkår.

• At vi indgår i en gensidig anerkendende re-lation.

• At vi er autentiske og kan blive der sam-men med dem, uanset hvor kaotisk de selv oplever, deres liv er.

• At vi er optaget af - sammen med dem - at finde ressourcer hos dem og deres børn, samt den familie de kommer fra.

Når et menneske har mistet fodfæste, har det behov for et andet menneske med en under-søgende og anerkendende tilgang, én der kan blive i kaoset, indtil den ramte finder fodfæste og finder sin vej ud af kaoset.

Når vi arbejder ud fra objektrelationsteorierne, sker der en udvikling og en heling indefra, hvilket er af afgørende betydning for forældreskabet og evnen til tilknytning til eget barn.

Med småbørnsfamilier er det vigtigt, at terapeu-terne er uddannet til at arbejde i den indre kerne, da forældrenes personlighedsstruktur har afgø-rende betydning for, hvor sund en tilknytning der kan blive skabt til barnet.

At arbejde med gravide og nyblevne forældre har stor betydning på mange måder.Forældrene er meget motiverede og vil alle give børnene det bedste, de kan.Moderen er psykisk meget tilgængelig i gravidi-teten, er her meget åben overfor, hvordan hun selv oplevede det at have en mor og være barn.Ved at skabe en tilknytning til Familiehuset inden fødslen undgår vi mange belastninger for barnet i den første tid.De første 2 år af et barns liv er afgørende for barnets fremtidige liv, da barnets personlighed dannes her. Derfor tror jeg, det er rigtig godt, at vores tilbud er til gravide kvinder med særlige behov samt forældre med børn fra 0-2 år, hvor barnets udvikling er truet. Familierne er da ind-skrevet i Familiehuset en stor del af de første 2 så afgørende år i barnets liv. Derved er børnene bedre rustet til at klare livet sammen med deres familie.

Et lille barn, der frustreres og ikke bliver mødt i kontakten, vil ofte opgive en positiv kontakt til andre mennesker og vokse op med en indre sår-barhed, et mindreværd der besværliggør indlæ-ring og socialt samvær, hvilket følger dem i insti-tutioner og skoler for senere at begrænse dem i uddannelse og familieliv.

12

Det gør indtryk og det smerter hver gang at se det lille barns resignation, at se det med sluk-kede øjne vende sig væk fra forældrene i opgi-velse og manglende tro på, at de her kan hente en nærende kontakt.

Det er stjernestunder for os, når vi ser, foræl-drenes udvikling bærer frugt. Når vi ser barnets spirende tro på, at der alligevel er noget godt at hente i den for livet så vigtige kontakt til de bio-logiske forældre.

I Familiehuset har der i de ti år været 125 familier indskrevet.

Vi har haft adskillige spædbørn, der helt havde opgivet kontakten, men vi har endnu ikke haft et spædbarn, hvor det ikke er lykkedes at etablere kontakten mellem forældrene og barnet.

Vi har været nødsaget til at anbringe 8 børn. I alt har der været 148 børn i Familiehuset.

Vi har haft ganske få familier, som ikke fandt vo-res behandlingstilbud brugbart for dem lige nu.

For de familier, der efter 3 måneder sagde ja med hjertet, har vi set, hvordan de vokser. Hvor-dan de er inde bag ved, men ikke er blevet set, hørt og mødt i kontakten med en voksen, auten-tisk person, som de har fuld tillid til, som kan stå der i kaoset sammen med dem og hjælpe dem at finde deres ressourcer frem.

Vi ser unge mennesker der - på grund af indre uro og rastløshed - har opgivet skolen i 12 års alderen og levet ungdomsårene på gaden. De oplever sig selv som dumme, fordi de ingen skolegang har haft. Når de gennem terapien får ryddet forhindringerne af vejen og genfinder en indre ro og igen bliver herre i eget hus, så viser det sig, at de fint kan genoptage skolen, og flere er kommet i gang med uddannelse.

De familier, der i perioder har delt deres liv med os, har lært os meget, og det er vi dem dybt tak-nemmelige for.

Udvikling af behandlings-tilbudene.

Det blev klart for os, at børn, der havde været udsat for et traume i de første leveår, fik store vedvarende begrænsninger i deres udvikling, som - ubehandlede - ville kunne føre til funktio-nel retardering.

Inspireret af den franske børneanalytiker, Fran-coise Dolto, udviklede vi Spædbørneterapien. Budskabet her er ”Lad aldrig barnets smerte blive glemt” og ”Alt usagt binder energi”.Med denne spædbørneterapi ser vi virkelig, hvor-dan det, der forhindrer mennesket i at udvikle sig, bliver sprængt, og livsenergien kommer igen til at flyde. Vi er forundret over at erfare, hvad denne terapiform gør for selv helt små børn.

Spædbørneterapien er udviklet i samarbejde med psykolog, Inger Thormann, på Skodsborg Observations og behandlingshjem, der sammen med Familiehuset i Horsens har været inspirati-onskilde for fagpersoner i Danmark, der i deres daglige arbejde ser følgevirkningerne af tidlige traumer. Det vi kan tilbyde dem, er en metode til at hjælpe barnet i trivsel.De ældre søskende, som jo er medindskrevet i Familiehuset, har vi udviklet børneterapi til. Fran-coise Dolto har også her været inspirationskilde. Denne terapi bliver fulgt op af Sandplay, som er en behandlingsform, inspireret af Jung.

Ligeledes har Haldor Øvreeides inspiration og træning af os alle i samtaler med børn haft en stor betydning for vores anerkendende tilgang til børnene.

13

Vigtige sætninger i vores hus:”At den enkelte føler sig set hørt og mødt””Alt usagt binder energi””Lad aldrig barnets smerte blive glemt””At blive mødt på en respektfuld og anerkenden-de måde””Hvad er rigtigt for dig?”

De 10 År:1997 Opstart af Familiehuset.

1999 Familiehuset bliver evalueret.

Forvaltningen beskriver i en pressemeddelelse, at de i de 2 år har sparet 2 mio. år i anbringelser.

1999 Sammen med Inger Thormann på Skodsborg observations og behandlingshjem udvikler vi en ny behandlingsmetode til traumatiserede spæd-børn, inspireret af den franske børneanalytiker Francoise Dolto.

2000 Spædbørneterapien bliver interessant for psyko-loger og psykoterapeuter i Danmark.

2001 Vi bliver optaget i NFSU, Nordisk forening for spædbørne udvikling og forskning

2002 til 2007 Vi mangler fodfæste i forhold til samtaler med ældre søskende. Vi indgår i et undervisningsfor-løb med Psykolog Haldor Øvereide, hvor vi får direkte supervision og undervisning ud fra video-bånd fra vore børnesamtaler med større børn.

2004 På Danmarks vegne arrangerer vi NFSU på et 2 dages seminar på Bygholm Parkhotel.

Der deltog 90 forskere og klinikere fra Norge - Sverige - Finland - Island og Danmark.Familiehuset indledte seminariet med fremlæg-gelse af vores psykoterapeutiske dagbehand-lings koncept samt spædbørneterapien.

2004 Vi beslutter at inddrage Sandplay i vores be-handlings tilbud. Terapeuterne påbegynder kur-sus i sandplay. Alle forventes færdige i 2008.

2007 Familiehuset bliver af Socialforskningsinstituttet udtaget som model for familiebehandling i Dan-mark.

2007 Socialminister Eva Kjer Hansen besøger Familie-huset for at høre om vores behandlingskoncept

2007 Inger Poulsen bliver af Socialminister Eva Kjer Hansen inviteret til Social politisk årsmøde.

14

VisionIndlæg fra personalet

Birgitte Thornsohn: I september 1997 hørte jeg fra en god veninde, at et psykoterapeutisk behandlingstilbud var under opbygning i Horsens. Et forebyggende behand-lingstilbud med udgangspunkt i tidlig indsats. Da jeg hørte det, blev jeg fyr og flamme!

I flere år havde jeg haft et stort ønske om at være med til at skabe et sted, hvor man igennem psy-koterapi kunne forandre og udvikle forældrerol-len i familier med små børn, der ikke magtede opgaven alene. Forældre, der havde problemer og vakte bekymring i deres omgivelser. Proble-mer med deres forældrerolle, fordi de ofte selv ikke havde fået tilstrækkelig omsorg, tryghed og kærlighed igennem deres egen opvækst.

Jeg var meget optaget af og havde en stærk tro på, at det var muligt at skabe forandringer og skabe udvikling i psykosocialt belastede familier, så forældrene kunne give deres børn tilstræk-

kelig god omsorg og bryde de mønstre, de selv var vokset op i. At leve et liv som samlet familie og i overensstemmelse med de værdier, der var rigtige for dem.Jeg ringede derfor til ”Familiehuset”s leder, In-ger Poulsen, og hun var lige så tændt for tanken, som jeg var. Det var derfor meget specielt at tale om et ”Familiehus”, der var under tilblivelse og ikke blot en idealistisk drøm, der, hvis bare …..

Inger Poulsen bad mig sende en ansøgning, som hun meget gerne skulle have i hænde næ-ste dag!

Det gik stærkt. Jeg ringede mandag. Hun mod-tog min ansøgning tirsdag. Jeg var til samtale onsdag ved den samlede styregruppe for ”Fa-miliehuset”: Inger Poulsen, leder af Børnefami-lierådgivningen Lone Lau, socialrådgiver Jytte Hansen og psykolog Arne Thomsen. Jeg sagde min stilling op som daginstitutionsleder i Århus Kommune om torsdagen.

Jeg har igennem de 10 år i ”Familiehuset” lært ubeskrivelig meget af de 39 familier og deres i alt 55 børn, jeg har arbejdet intensivt med, både i individuel terapi, i gruppeterapi og besøg i hjem-met, som familiernes ansvarlige terapeut og tov-holder i forhold til resten af det sociale system.

Jeg er trådt ind i deres sværeste og mest sårbare problemstillinger, jeg har lyttet, holdt om, holdt ud og stået sammen med disse dejlige mennesker, der i processen har fundet ind til egne kræfter, ressourcer og indre skønhed.

Sammen skaber vi en meget tæt relation og der-med en tilknytning, der er så stærk, at en sund adskillelse bliver mulig. Dvs., at de unge foræl-

15

dre herefter kan skabe en tilværelse for sig selv og deres børn, hvor de selv har overtaget ansva-ret, og styringen kommer inde fra dem selv.Det er fantastisk at være vidne til de unge men-neskers – ofte slidsomme – vej gennem fortviv-lelsens mørke tunnel og se, at det nytter. At det kan lade sig gøre at bryde og gøre op med de-struktive og negative mønstre gennem psyko-terapeutiske forløb i ”Familiehuset”, hvor vi når rundt om hele familien i en ægte, respektfuld og anerkendende relation.

Jeg vil gerne henvise til min bog, der udkom-mer 1. oktober på forlaget Hovedland, ”Skæbner i skyggeland – Terapi og dæmoner”. Det er en historie, der netop beskriver et psykoterapeutisk arbejde, der tager udgangspunkt i ”Familiehu-set”.

Tina Zwergius ”Familiehuset” min arbejdsplads gennem tre år har jubilæum…..10 år !Alligevel er det, som om jeg har været med fra starten.

Tilbage i oktober 1997 blev jeg ansat i et på mange måder lignende hus i Vejle. Lignende på den måde, at metoderne til at hjælpe familierne dengang var de samme.Hurtigt blev det klart for mig, at ”Familiehuset”s nye leder netop havde været ansat i Vejle.

De to steder havde i starten et fagligt samarbej-de til gensidig inspiration for alle os, der arbej-dede der. Vi mødtes nogle gange om året, og siden gik vi hver vores vej, og Familiehuset gik sin egen. Jeg gik min – og det blev i en periode i et andet spor.

Min gode veninde har været med fra start og jeg har derfor fulgt med på ”sidelinien”.Mine veje krydser spor, og i 2004 vælger jeg, at min fremtid skal være i Horsens!

I ”Familiehuset” bliver en stilling ledig, og jeg fø-ler mig heldig…. Det må være min !!!Jeg husker tydeligt, at jeg bliver indkaldt til sam-tale. Jeg kommer som aftalt – det er længe si-den, men jeg genkender det hele. Duften, far-verne, fornemmelsen af imødekommenhed !!! Vi skal være i det store grupperum, siger de….

Da vi går op ad trappen, kan jeg høre musikken! Shaina Noll ” How could anyone…” Jeg bliver dybt berørt og føler mig velkommen!

Siden har jeg været med til at skabe forandrin-ger for vores familier. Forandringer der bunder i familiens eget ønske om at blive gode forældre for deres børn.

Det er fantastisk at få lov til følge de enkelte mennesker i deres ofte svære proces i livet. Pro-cessen hvor de tager stilling til deres eget liv og egen historie og senere skaber en ny for dem og deres børn.

Nogle siger, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Det er jeg ikke enig i. Men for mig bærer arbejdet

16

betydningen. Betydningen for mig og for dem – når det går godt. Arbejdet i Familiehuset er også en balancegang, som stiller store krav til hver og én af os, der arbejder her.

Hver enkelt, som kommer i vores hus for at få hjælp, har brug for noget forskelligt, men fælles for dem alle er først og fremmest behovet for at mærke meningsfuldheden i vores tilbud. At det, de får hos os, giver mening i deres liv. Kan vi møde dem dér, kan vi medvirke til, at de får det gode liv, som de fortjener.

Vi medvirker således til, at nye bånd knyttes, og dermed skabes nye muligheder og andre veje for den enkelte.

Jeg har i mange år været optaget af betydningen af en tidlig indsats i de mest sårbare familier. Jeg har været drevet af at kunne medvirke til, at bør-nene i disse familier fik en bedre start på livet, end deres forældre ofte havde fået.

Denne interesse og optagethed får jeg indfriet i mit arbejde i Familiehuset. Jeg ved, at vi med-virker til, at rigtig mange børn og voksne på ny får fodfæste i deres liv og føler sig som en del af fællesskabet i det samfund, vi alle sammen lever i.

Joachim Speck Om at holde tungen lige i munden.De fleste klient-psykoterapeut forhold er kende-tegnet ved, at klienten opsøger psykoterapeuten med et ønske om at få hjælp til at løse et mere eller mindre klart defineret problem. Man kan sige, at det er klientens dagsorden.

Det er nu psykoterapeutens opgave at møde kli-enten dér, hvor hun/han er, og at gå sammen med klienten igennem den psykoterapeutiske proces. Målet er at klienten finder sin egen løs-ning på problemet (det er den korte version).

Det var med denne lærdom og erfaring i baga-gen, at jeg begyndte mit virke i Familiehuset for to år siden.

Jeg måtte lære nyt og gøre nye erfaringer, for her i Familiehuset er klient-psykoterapeut forhol-det i de fleste tilfælde krydret med yderligere 2 aktører: Der er barnet (børnene) og der er ”det offentlige”.Det er barnet (mellem 0 til 2 år), der bliver ind-skrevet i Familiehuset.

17

Det sker, fordi det offentlige netværk (familieråd-giveren, sundhedsplejersken, pædagogen, …) omkring familien vurderer, at barnet mistrives eller er i fare for at mistrives, fordi mor (far) af forskellige grunde ikke kan være sammen med barnet, så det vokser og udvikles på en sund måde.

Det sker også, at familien selv henvender sig til ”det offentlige” og beder om hjælp!Barn, mor (far) og ”det offentlige” står i et fæl-les problem, men anskuer det fra tre forskellige synsvinkler. De har tre forskellige dagsordener.• Barnets dagsorden er at finde tryghed og

rum hos mor (far) til at udvikle sig som det unikke menneske, det er.

• Mors (fars) dagsorden er at være en god mor (far) for barnet. Nogle forældre kan selv mærke, at de ikke kan give barnet det, det har brug for. Andre forældre mær-ker ikke selv, at der er noget galt, men ved, at de må gøre noget for ikke at risikere, at barnet bliver (tvangs-)fjernet. Mors (fars) motiv vil altså i disse tilfælde være dybt præget af at undgå (mere eller mindre be-vidst) de følelsesmæssige konsekvenser af en (tvangs-)fjernelse af barnet: Sorg, vrede, skam og skyld.

• ”Det offentliges” dagsorden er at forebyg-ge, at barnet vokser op i et felt af proble-mer, der vokser i samme takt som barnet. Det gælder således om at undgå, at barnet mistrives eller at sikre, at et barn i mistriv-sel kommer til at trives igen hjemme hos mor (far), således at barnet undgår at blive fjernet fra mor (far). Udover at friholde bar-net for de ofte voldsomme psykiske men, en (tvangs-) fjernelse medfører, så vil ”det offentlige” også gerne undgå de store øko-nomiske omkostninger, en anbringelse af barnet udenfor eget hjem medfører.

Så er det nu, at jeg skal holde tungen lige i mun-den: Jeg er blevet ansat som psykoterapeut af ”det offentlige” til at varetage barnets tarv i sam-arbejde med (overfor?) mor (far).

Det er mor (far), der - sammen med en familie-rådgiver (en repræsentant for ”det offentlige”) - kommer og besøger huset første gang og siger ja/nej til optagelse. Det er mor (far), der – sam-men med familierådgiver - deltager i indskriv-ningssamtalen. Efter indskrivningen er det mor (eller far), som jeg er psykoterapeut for i et traditionelt klient-psykoterapeut forhold.

Hvad er det så, der er væsentligt, for at jeg kan agere i dette felt af dagsordener?• Det første nøgleord er ÅBENHED: Jeg må

have åbenhed til at se de forskellige aktø-rer og deres dagsordener. Jeg må bringe denne åbenhed ind i relationerne mellem aktørerne og mig og aktørerne imellem.

• Det andet nøgleord er SAMARBEJDE: Kan/vil mor (far) arbejde sammen om at opfylde barnets dagsorden. Kan/vil mor (far) være med til at etablere en tillidsfuld relation til mig, en relation hvor mor(far) tør være åben om sine selv meget sår-bare områder. Sådan en tillidsfuld relation er ikke alene af stor betydning for, at mor (far) kan bearbejde deres problemer. Den er også af stor betydning som forbillede på relationen mellem mor (far) og barnet.

• Det tredje nøgleord er FAGLIGHED: Det stiller store krav til min faglige kunnen, og her især min viden om og min evne til at agere i felterne overføring/modoverføring, til at kunne være i den terapeutiske rela-tion med min personlighed uden at blive personlig/privat.

18

Elsebeth Willemann:

Sommeren 1997 blev jeg opmærksom på et in-ternt stillingsopslag vedr. en miljøsekretær til Fa-miliehuset, et nyt psykoterapeutisk dagbehand-lingstilbud i Horsens Kommune. Jeg var 49 år og rigtig glad for min stilling som sekretær i Øko-nomisk Forvaltning – havde ingen planer om at søge nye græsgange – men dette stillingsopslag blev ved med at spøge i baghovedet.

Jeg kontaktede Inger Poulsen, hørte lidt mere om det nye sted og jobindholdet. Og så blev jeg interesseret. Jeg talte med min daværende chef og med min familie, som alle bakkede mig op i at sende en ansøgning. Det gjorde jeg – og jeg havde det godt med det, havde faktisk allerede en fornemmelse af, at nu skulle jeg til at lave no-get helt andet.

Jeg blev ansat, og hvor var det spændende. At være med helt fra begyndelsen. At vælge in-ventar, farver, materialer. At få helt nye kolleger – psykoterapeuter. Vi blev et godt team. Jeg har lært så meget nyt. Mødt mange nye mennesker

og skæbner. Jeg har passet så mange søde børn. Det er berigende.

Mit arbejde har været og er stadig – nu 10 år se-nere - afvekslende, spændende, frit, udfordren-de og tilfredsstillende. Jeg har kontorarbejde, gør rent i huset, brygger kaffe og te, bager brød, tilbereder frokost, har samvær med de mange voksne og børn, der kommer som gæster og efterhånden føler sig hjemme og som en del af Familiehuset.

Jeg påskønner meget alt dét, der er Familiehu-set, som jeg er en del af. Jeg påskønner den udvikling, der er at hente her, både for brugere og ansatte. Jeg har bare det bedste arbejde!!!

19

Af antropolog Randi Dahl

Familiehusets placering, udseende og indret-ning danner en helhed, der signalerer imøde-kommenhed. ”Her kan man da godt bo”, siger en psykoterapeut på besøg spontant. Hun lyder en anelse overrasket; men hendes kommentar høres ofte i Familiehuset, hvor mange besøgen-de beundrer og forundres. Indretning, farve- og materialevalg afspejler husets koncept og er en beskrivelse værd.

AdgangsforholdFamiliehuset ligger centralt i Horsens, og ind-gangsdøren ligger få skridt fra indgangen til et større indkøbscenter. Udenfor huset står der permanent caféstole om et lille rundt bord, der signalerer god tid og afslappet atmosfære. Om vinteren står der en tændt lygte, om sommeren en krukke med blomster på bordet. Cafémøbler-ne beskyttes af et lavt læhegn i træ og signalerer

en smule privatliv. Det kommer familier til gode, som har brug for at kunne stille en barnevogn udenfor. Ofte kommer en barnevogn i øvrigt med inden-for. Den kan lukkes lige ind i fællesrummet i stue-etagen, der fungerer som dagligstue med pusle-plads og en hængende vugge til spædbørn. På den måde virker huset både diskret og anonymt og alligevel gæstfrit og åbent, ikke mindst over-for børn.

Fællesrum/dagligstue med plads til legNår en gæst træder over tærsklen til husets in-dre, står hun – eller han - i en entre, der går lige over i et større rum med børne/samtalehjørne, spisebord samt køkken. Her er husets centrum med dagligstuen som kernen. Her er der et langt spisebord med 10 stole og en reol med børnebø-ger for enden. Køkkenet er så på den ene side af bordet og til den anden side er der et lege- og samtalehjørne. I lege- og samtalehjørnet er der

Et hus at føle sig hjemme i – en kulturanalytisk beskrivelse

20

to sofaer til hver to personer, som står op mod to vægge i en vinkel, så den, der sidder i dem, kan se hen over gulvtæppet med børnemøbler og en reol med legesager på den anden side. Dvs. langs den tredje væg.

Børnevæggen og sofahjørnet skaber en slags åbent voksen-barn-miljø. De to sofaer vinkelret på hinanden indbyder til samtale hen over et tæppet, der fylder gulvpladsen ud med klare og varme røde farver. Dette lille hjørne af husets centrale dagligstuemiljø er således både indret-tet til leg og til uformelle samtaler mellem voksne indbyrdes og mellem voksne og børn. Her er det, ”terapeuterne ligger på gulvet og leger med bør-nene, når forældrene er til gruppeterapi”, som Lea siger.

Disse ”kontakt-rum ” grænser op til spiseafdelin-gens lange bord med de ti stole.Billederne på væggene spiller deres egen rolle på grund af både farvevalg, former og motiver. De viser forskellige udgaver af kontakt mellem mor og barn i bløde former og varme røde farver, der matcher de brune bjælker i loftet. Der er højt til loftet, men bjælkerne sænker det for blikket, mens det glider ned til halvmuren af teglfarvede mursten på overgangen mellem køkken og det lange spisebord. Halvmuren stammer fra dengang, stedet var re-staurant. Den kombinerer åbenhed med afgræns-ning mellem køkken og spisebord. Den gør det muligt at have overblik over, hvem der kommer og går, og at kommunikere i ord og handling på tværs af de nævnte delrum i ”dagligstuen”. Det er halvmuren, der gør det let at se efter El-sebeth, som det første, man gør om morgenen. Og det er halvmuren, der gør det let for Elsebeth at se, hvem der kommer ind. Og at byde dem velkommen.

Fra spisebordet er det muligt at se på et ur, der er stillet op på et af hængeskabene i selve køk-kenafdelingen. Det virker meget diskret. Måske den professionelle tid er stillet væk?

Plads til børnPå væggene er der to store skifterammer. På endevæggen i sofahjørnet en høj ramme med fotos af børn fra de frekventerende familier. Og langs hele halvvæggen ind mod køkkenet er der børnetegninger i ramme. Selv i deres fysiske fravær er børnenes tilstede-værelse markeret. Måske har terapeuterne for-søgt at se huset med børnenes øjne og forsøgt at indrette det efter deres behov, smag og lyster. Måske er de der bare som børn i modsætning til voksne forældre, dvs. som en markering af, at ideen med en familie er, at den består af både børn og voksne. Under alle omstændigheder markerer skifterammernes indhold sammen med legehjørnet et bevidst fokus på børn.

Centrum i Familiehuset viser sig således at ud-gøre et køkken-alrum. Her kan der foregå al-mindelige hverdagsaktiviteter som madlavning, fællesspisning, børnepasning og leg foruden voksnes samtaler med hinanden i og fra køkke-net, over bordet og i sofahjørnet med særlig god udsigt til børnene. Samtidig viser møblerne i bør-nestørrelse og de tre trip-trap-stole, at børnene ikke alene er objekter for de voksnes samtale. De er også tiltænkt en rolle som aktører i leg og som observatører af voksenlivet.

Et hjem for hjemDer er ikke umiddelbart tegn på terapeutisk virk-somhed at se for den nyankomne i dagligstue-miljøet, som angiver, at der er tale om psykolo-

21

gisk orienteret behandling. Der er ingen briks og ingen løse madrasser at lægge sig ned på, og der står kun børnebøger i reolen. Miljø omslutter i stedet den indtrædende med rolige og varme farver og indbyder til en hverdagsagtig kommu-nikation og aktiviteter fælles for voksne og børn.

Familiehuset er indrettet som et slags hjem, der er indrettet i offentligt regi. Her kan terapeuterne påtage sig en rolle som værter, der formidler be-stemte værdier gennem en helt fysisk praksis og adfærd. Rummet lægger op til, at de virker som interne familiemedlemmer overfor de eksterne familiemedlemmer, der ”bruger” huset og gør det til deres i den tid, de nu er knyttet til stedet. Og husets centrale indretning tyder på, at det hjem-lige, kulturelle værdisæt er centreret omkring samvær i åbenhed, varme og et aktivt samvær.

Hjemligheden uden for fællesrummetDet er først, når den udefrakommende begiver sig længere ind i huset, at de øvrige rum kommer til syne med tegn på aktiviteter, der ikke længere virker helt almindelige for et privat hjem. Selvom mange i dag har indrettet kontor i eget hjem, fal-der funktionaliteten i øjnene i de professionelle rum. Det gælder for lederens og sekretærens fælles administrationskontor med computere, printer, fax og hylder med mapper og skuffer med for-trolige papirer. Og det gælder for terapeuternes kontorer i forsænket stueplan med computere og hylder med papirer og bøger. I alle kontorer er der også en enkelt ekstra stol til den udefrakom-mende, der kommer for at få noget af værtens tid og opmærksomhed for en tid.

I overetagen er desuden de to terapirum af me-get forskellig størrelse. De er begge udstyret med sandkasser i øjenhøjde med et barn og reo-ler, der er fyldt med mere eller mindre livagtige og fantastiske figurer. Stolene her er lænestole i kurveflet. I det lille terapirum står et par stykker og i det store omkring ti. Alle disse rum har nogle fælles træk. Der er en

varm farvesammensætning og blidhed i materia-levalg, som viser sig i de livfulde billeder på væg-gene, tekstiler på gulvene i form af tæpper samt gennemgående møbler i flet.

Overalt signaleres således muligheden for at slappe af og give sig hen i eftertanke, uden at afslapningen dog går over i total afspænding og søvn. Der er således ingen senge, madrasser eller brikse. Dog er der et enkelt rum, hvor de eneste møbler er en kæmpemadras, en inde-klemt reol og et arkivskab. På grund af den lave loftshøjde må dette rum dog ikke benyttes for arbejdstilsynet og er derfor ikke at betragte som en aktiv del af huset. Alligevel har det sin egen hygge og er indrettet med omtanke. Afsluttende karakteristikAlt i alt virker huset som et sted, der lægger op til handling frem for afspænding, men samtidig et sted, der lægger op til, at handlinger udføres i forholdsvis afslappet tilstand. Det er desuden et sted, der overalt bærer et vist præg af kollektivi-tet. Der er jo for eksempel 10 stole, tre barnesto-le og to sofaer, udover at der er mindst to stole i hvert af de rum, der omgiver fællesrummet, der fungerer som en meget hjemlig dagligstue, der nærmest ”kalder på” at man sætter sig, som en af husets nuværende mødre siger.

Konklusionen må være, at der lægges op til et aktivt kommunikerende ”familie”-liv i Familie-huset, og at det gør det let at føle sig hjemme. Uden at man fristes til at glemme, at det er no-get andet end hjem. Det er et dagcenter for tera-peutisk virksomhed med et stærkt værdisæt. På den måde virker hjemligheden helende i forhold til hjemligt kaos og klinisk kulde. Både materielt og på et symbolsk plan er det let at gøre sig det hjemme her og at færdes hjemmevant, selvom der er et særligt formål med at være her, og hjem er et andet sted.

22

Af antropolog Randi Dahl

Hun er let at finde, når man træder ind i Fami-liehuset, for hun er miljøsekretær. Elsebeth er ansat til at være fysisk og mentalt til stede i de rum, hvor alle færdes, og hvor hjemligheden bli-ver til grobund for tilknytning gennem almindeligt samvær.

Mange funktioner og sans for detaljerSom miljøsekretær skal hun kunne kunsten at være. Det er en kunst, der handler om samvær, samarbejde og sans for detaljer, og ikke kun om fysisk tilstedeværelse. Dagen planlægges om-hyggeligt med tanke på hvem og hvor mange, der kommer i Familiehuset, og hvorfor.

Om morgenen er det for eksempel hende, der har sørget for, at der er en plads og et rundstyk-ke til alle rundt om bordet. For det er vigtigt, at alle føler sig godt tilpas og kan sige som Maria

og Lea, at det ”er rigtig hyggeligt, at de tænker på én”, og at ”det varmer rigtig meget. Jamen, det gør det virkelig.”

Det er hende, der arbejder med at gøre husets ideer om omsorg til virkelighed i en daglig prak-sis, og det kræver et konstant nærvær med om-sorg og sans for detaljer, der kræver psykisk overskud og en evne til at hvile i sig selv. Stillingen som miljøsekretær er den eneste HK-stilling i huset og blev oprettet i 1997 samtidig med, at huset blev oprettet, og Elsebeth har haft den alle årene. Hun er blevet en betydelig støtte og opbakning i det daglige for leder Inger Poul-sen, fordi hun både favner kontoropgaverne og det menneskelige, der hører til at være i tæt kon-takt med familier, der har det svært.

Stedet kan ikke bære en fuldtidsansat sekretær med administrative funktioner alene, derfor skal en miljøsekretær kunne mange forskellige ting.

En miljøsekretær er en garant for hjemlighed

23

Hun laver almindeligt kontorarbejde og holder orden i huset. Samtidig er nogle af de væsent-ligste opgaver placeret tirsdage og torsdage, hvor der er gruppeterapi. Så passer hun børn, mens forældrene er oppe i terapirummet. Mens hun passer børn, laver hun også mad, dækker bord og køber eventuelt lidt ekstra ind og sætter blomster på bordet, samt meget andet.

Alt dette kræver planlægning og samarbejde, fordi arbejdet skal koordineres med både leder, terapeuter og ikke mindst forældre. Samarbejdet med familierne er i sig selv en funktion, hvor de små detaljer er meget betydningsfulde.

Mors og fars ekspertise i egne børn og livsformer betyder, at de skal høres om spise- og sovetider, puttevaner, yndlingssutter og livretter etc. Deres og børnenes ønsker skal tilgodeses, for at de kan føle sig set, hørt og mødt. De skal være godt tilpas, så de har lyst til at tage del i husets tilbud. Derfor er det vigtigt, at forældrene er trygge ved, at deres børn bliver passet. Så har de selv ro på til at gå ovenpå og engagere sig i gruppen.

Livserfaring og indlevelsesevneElsebeth udfylder miljøsekretærens rolle ud fra sin erfaring fra kontor; men også fordi hun har den erfaring, som livet giver. Hun har en særlig position i huset, fordi hun både skal være den person, der er en del af det hele og som samtidig står lidt udenfor, fordi hun ikke har noget at gøre med terapierne.

Hun er tit alene med mødrene og deres børn og oplever også, når noget er svært for dem i te-rapien. Så skal hun kunne vise sin medfølelse og samtidig balancere mellem indlevelse overfor dem og ansvarlighed overfor husets formål.

Som miljøsekretær er hun parat til at lægge øre til. Både til hverdag, og når der sker noget sær-ligt. Som den dag, hvor der kom en mor ind ad døren, som var blevet slået af barnets far. Hun var ude af den, og hendes primære behov var

at blive mødt. Lige der, hvor hun var på det tids-punkt. Elsebeth valgte at give hende fysisk kon-takt. ”Jeg holdt om hende og lyttede, mens hun fortalte.” Dét er forældrenes primære behov lige der, hvor det brænder på, at hun bare er til stede og er nærværende. Hun skal ikke lave terapi; men hun skal være lige så autentisk i sin kontakt som alle andre i huset.

Ansvar for et ordentligt miljøLivet i Familiehuset skal som helhed virke som en slags rollemodel for kontakt, som kan inspi-rere familierne. Joachim er terapeut og peger på, at det er en ting, der bliver udført meget konsekvent i stedets praksis. Og han mener, at det er helt afgørende i den forbindelse, at der er en meget skarp arbejdsfordeling, hvor stillingen som miljøsekretær i sig selv gør en forskel.

Ved hjælp af den virker miljøet i sig selv som et slags far-mor-hjem-netværk, hvor de ansatte næsten kan få en funktion som en slags foræl-dre for forældre. Rammerne er til det, siger han, fordi der er nogle fysiske ting, som gør det mu-ligt. Èn af de ting er, at miljøsekretæren gør det hjemligt ved ganske enkelt at præge huset som et hjem. Der er ryddet op og sat blomster frem. Der er rimelig rent, og tingene har deres plads. Det er vigtigt, så ”der for eksempel bliver ryddet op, efter at der har været gæster.”

Det kræver en stærk ansvarsfordeling, at der er nogen til at sørge for, at de grundlæggende fysi-ske ting altid er i orden. Det gælder helt hen til, at der er mad i køleskabet, fortæller Joachim. Og dét er lige så meget basis for hverdagen som det at have sko eller have tøj på. At de fysiske ting er i orden skaber en konkret ramme for vækst i flere betydninger af ordet.

”Hun har altid sørget for, at der er ordentligt og pænt og rart at være. Hun sørger for, at der er noget grønt, der trives her i huset.” Det lykkes så godt, at stort set alle lægger mærke til, hvor hjemligt her er, når de kommer ind i huset.

24

Joachim tror, at det lykkes, fordi der her er en person, der både kan gøre tingene, som bare gør dem af sig selv, og så har lyst til det.

Både i fysisk og i overført betydning er det sjæl-dent at komme i Familiehuset og møde blomster, der er ”færdige”. Familiehuset er et varmt sted, og Joachim siger, at varmen spreder sig til tera-peuternes indbyrdes forhold. Her bliver der dag-ligt skabt et miljø, hvor ”øjet, hjertet – og maven – får mig”. Miljøet beriger oplevelsen at spise sammen ved at gøre det til en oplevelse, der både nærer kroppen og relationerne. Det er no-get, alle bidrager til på en eller anden måde; men miljøsekretæren har det overordnede ansvar for hjemligheden i de fysiske rammer.

Selv kan Joachim finde på at tage en boremaski-ne med. Eller han kan finde på at finde en støv-suger eller en kost frem og bruge den. Men det føles godt, at man som terapeut kan slappe af ved, at det ikke er så nødvendigt at bruge kræf-ter på den slags opgaver, og at der er en, der har ressourcer og energi til det.

En garant for hjemlighedFor Birgitte er trygheden og hjemligheden i hu-set noget med, at der er et menneske, som er i stand til at varme væggene op, og som giver en god atmosfære i sig selv. ”Duften af boller, raslen i køkkenet, bæreposer, der kommer ind, er en enorm stor ingrediens i livet dernede. Det er jo ikke bare sådan et rum. Det er jo ikke bare rummet. Det er også rart; men der skal jo noget liv ind i det.”

Tina formulerer det på den måde, at Elsebeth er en ”garant for hjemligheden i dens fulde betyd-ning,” fordi hun er med til at gøre det hele mere helt i huset. Miljøsekretæren er en slags institu-tion i institutionen, hvor alle andre kommer og går. Tina sammenligner det med, at terapeuter-ne og lederen vander og tilfører substral til mil-jøet ovenfra; men at jordbunden og grundlaget for hjemligheden er selve det, at miljøsekretæ-ren er der. Derfor mener Tina, at hjemligheden i Familiehuset hænger så meget sammen med miljøsekretæren, at den kun kan beskrives ved også at beskrive den funktion, som miljøsekre-tæren har.

25

med børnepasning, hvornår. På den måde sikrer huset, at hun kan overkomme sin del. Også, når tiden er knap.Samtidig forbereder hun sig altid dagen før grup-peterapi. Hun fører sig ajour og skaber sig et overblik over, hvem der kommer, og hvilke børn der skal passes. Så kan hun købe ind, så det passer med familiernes særlige behov og øn-sker. Hun kender vaner og livretter. Samtidig forhører hun sig hos leder og terapeuter samt familier, hvis der er nogle ting, som hun er i tvivl om, så hun kan tage hensyn til børnenes psyki-ske behov og udvikling.

På den måde er det også en stilling, som giver mulighed for at lære en masse nyt. En af de ting, som Elsebeth har ladet sig inspirere af, er sæt-ningen om, at ”alt usagt binder energi, og Birgitte fortæller, at hun er glad for at være sikker på at vide, når der er brug for hjælp. Terapeuterne værdsætter evnen til at sige til og fra i rum, der er fælles for alle, og som er miljøsekretærens særlige domæne. Når forældrene sidder oppe i et terapirum og har individuel- eller gruppeterapi, skal det være sådan, at det er rart for børnene at være nedenunder samtidig med, at der for ek-sempel skal laves mad, og telefonen skal tages. Derfor er det også herligt at give en hjælpende hånd, siger Birgitte. For sådan gør man jo også i sin familie. Man spørger, ”hvad har du brug for hjælp til?”

På den måde er det ikke kun miljøsekretæren i sig selv, men også forholdet mellem terapeu-terne, familierne og miljøsekretæren, der bliver til eksempel på den form for hjemlighed, som fa-milierne kan se på og lade sig inspirere af.

Hun har til opgave at være i huset. Hele tiden. Alle andre skal derimod hele tiden gøre andre ting udenfor de fælles rum. De er med forældre-ne hjemme, de går på kurser eller er inde i et af terapirummene. Miljøsekretæren derimod er dér, hvor alle kan komme. Og hun er der hele tiden. På den måde lægger hun en bund for hjemlig-heden, der handler om vedvarende kontakt og tilknytning. Ligesom i et godt hjem.

En miljøsekretær er også en rollemodelDet betyder, at selvom miljøsekretærens opga-ver først og fremmest er praktiske, så er de mere end det. De er vigtige for det samlede billede af Familiehuset. Alle opgaver bidrager til at gøre stedet til rollemodel for familieliv, og det bidra-ger miljøsekretæren også til, når hun er sammen med familierne, mener Birgitte. Der er mange, der har haft forældre, der ikke rig-tig har været i stand til selv at være rollemodel for deres børn. ”Jeg tror faktisk, at der er mange, der tager model af Elsebeth. Det tror jeg virkelig. Eller det véd jeg. Det har jeg da været vidne til, for de får en mulighed for at suge noget til sig og tage noget med hjem, som de kan bruge i deres egne hjem. Det kan være dét overhovedet at lave et morgen-bord, eller en ting som at bage boller. De lærer nogle ting bare ved at se, hvordan hun gør. Der er for eksempel mange, der beder om hendes opskrifter. Ligesom der er mange, der kommer og giver hende opskrifter, siger Birgitte.

Hun fortæller også, at en miljøsekretær får stor betydning for mødrene, fordi hun har betydning for deres børn. Det kan også ses ved, at der er mange tidligere familier, som kommer og hilser på, fordi deres børn har haft et samvær med El-sebeth. Hun er med til, at de knytter sig til hu-set.

Samarbejde Miljøsekretærens arbejde og betydning sikres konkret ved, at der lægges en særlig vagtplan, så alle kan se, hvilke terapeuter, der hjælper

26

Af antropolog Randi Dahl

Der er noget særligt ved Familiehuset, og hjem-lighed er et godt ord til at beskrive det, siger de to mødre Lea og Maria. Og hjemligheden giver lyst til og mod på at lære nyt om tryghed og om-sorg.

Ligesom terapeuterne har de sagt ja til at lade sig interviewe om livet i Familiehuset, som det foregår udenfor terapien, og i den anledning har de tænkt en del over forholdet mellem hjem og hjemlighed. De er enige om, at der er tale om to forskellige ting, for ”et hjem er bare fire vægge”, mens hjemlighed er mere end det. Lea siger, at hun synes, der er mere hjemligt hér, fordi ”hjem-me er der mere … ensomt.” Her er der altid no-gen at være sammen med.

Som en god familie ”Man kan godt føle, at man er en stor familie”, forklarer Maria om den måde, som man er sam-men på. Her får man ikke bare sådan en kantine-frokost, når huset samler forældre, spædbørn og ansatte til morgenmad og frokost på de to uge-dage, hvor der er gruppeterapi.

”Jeg føler ikke, at de er terapeuter, når vi sid-der sammen. Her er simpelthen menneskelig kontakt, og jeg føler, at vi er på lige fod,” siger Maria, ”for man kan komme om morgenen og så bare sidde og snakke om, hvor hårdt man har det, eller hvor fedt det er. Og i det hele taget kan man sidde og dele det, som man er optaget af. Det kan også være det, at en terapeut har været ude at rejse eller skal male hus. Og det er jo et eller andet sted sådan en rigtig familieting”, siger hun.

Hjemlighed er andet og mere end et hjem

27

Hjemlighed er også det sorteMaria har følt sig godt tilpas her fra dag ét, hvor hun var til samtale for at se, om det her var no-get. Og det var det.

Før kunne Maria godt føle sig som mere klient og journalnummer end som menneske. Så hvis der havde været noget tilsvarende, hvor hun bo-ede før, så var hun gået i gang tidligere. ”Jeg har jo været træt af, at der har været så meget kaos i mig selv.” Og derfor fortalte hun også den rådgiver, som hun havde før, at hun gerne ville have det bedre. Og så fik hun tilbud, som hun blev ved at hoppe fra, for det var ikke de rigtige for hende. ”Så kunne jeg gå til en psykolog eller en psykiater. Det er jo ikke dét! … Men det her altså! Hjemligheden får en til at føle sig godt til-pas. I den tidsramme, man nu er her. Den gør, at man kan få luft”.

Maria uddyber: ”Familiehuset er ikke mit hjem; men det er et sted, hvor jeg kan møde mig selv som menneske og møde andre, der kan rum-me én med de mest negative sider. Her i huset har der været mange, og der har været meget sorg, råt og ondt. Men her kan man være i det, for sådan er livet og virkeligheden jo. Her kan man vende det svære med mange mennesker og bare have det godt alligevel. I alt det sorte”. Og det er meget værd for Maria.

Åbenhed og tryghedLea siger, at hjemligheden handler om samvær og plads til at være sig selv, som den man er. ”Jamen, hvis ikke det er hjemligt, så kommer man heller ikke før tiden. Og se bare i dag, jeg skal være her klokken ni, ikke. Jeg kom allerede kvart over otte. Man kan alting her, gå i køkke-net, og .... Jamen, bare det, at vi er samlet om bordet, selvom man er sådan en som mig. Vi er med ved bordet sammen med alle terapeuterne og sidder og snakker. Og hører også, at de har deres problemer. Altså, det gør man ikke andre steder. Her kommer det bare ud, og alle er åbne. Og jo mere åbne de er, jo mere åben bliver man

selv, så man kommer frem med det, hvis der er ét eller andet. De interesserer sig for én, og det varmer altså rigtig meget. Jamen, det gør det virkelig.” Og den varme giver tryghed. Så me-get endda, at Lea vælger at lade sin MP3 ligge fremme på bordet i dagligstuen. Ligesom i hen-des eget hjem. Også selvom Joachim faktisk har forsøgt at tale hende fra det, siger hun.

Prøv det!Lea er kommet frem til, at et hjem er, hvad folk gør det til, mens hjemlighed er noget med trygge rammer og et fællesskab, der rækker ud over behandlingen. ”Det er jo en slags behandlings-hjem; men det føles ikke sådan.” Og det giver lyst til at komme, selv på en dårlig dag. ”Jeg kan være så gal og rasende hjemmefra. Lige til jeg er kommet indenfor her.” Så er der et eller andet, der lægger sig. Det er den ro, der kommer over hende. Og det er en ro, som hun kan tage med sig hjem. ”Der er samling på mig. Selvom der er tyve ting, jeg skal nå og sådan, så er det én ting ad gangen”.

Lea mener, at hjemlighed er noget, der kan byg-ges på, og sådan er det ikke med et hjem. Det er for eksempel hjemligheden, der gør, at hun tør give et interview, og ”se mig selv på papir, og sådan noget.”

Lea mener, at hvis det ikke var for det her sted, så var hun aldrig kommet så langt med sig selv. ”Det er rigtigt skønt… Du skulle prøve!” Anbefa-ler hun. Når de ansatte har det godt, er det let for dem at være autentiske i deres kontakt og virke som rollemodeller for forældrene, når de har svært ved at mærke, hvor meget de betyder for deres børn. Hjemligheden er med til at vise forældrene en vej, så de får inspiration og mod til at give barnet – og sig selv – større opmærksomhed, så de bedre kan mætte barnets behov for tryghed og tillid.

28

Hjemlighed virkerTina, som er terapeut, siger det på den måde, at hjemligheden kan illustrere, hvordan tilknytning kan lykkes i en familie. Her bliver man modtaget, hilst, og forstået, hørt, og mødt som i et hjem. ”Her må man være sig. Med hele sig. Og man må godt være – med alle sine grundfølelser. Og der er nogen at være sammen med. Her bliver man ikke forladt. Og det er jo det mest funda-mentale behov, kan man sige.”På den måde forenes hjemmet som symbol på det gode liv i den gode familie med en konkret praksis, hvor børn og forældre oplever en kon-takt, der har kvalitet. Den mætter. Nærmest lige-som fløde, som man siger i Familiehuset.

Så Lea har ret. Hjemligheden virker. Den er en del af en praksis, der sanses og mærkes som en stemning, der gennemsyrer huset og spiller på alle menneskets mange intelligenser. På den måde skabes det, som neuropsykologen Keld Fredens kalder for en personlig hukommelse. Og det som huskes er, hvordan det føles helt fy-sisk at være i kontakt og at trives ved det.

Måske er det en grund til, at 140 ud af 148 børn stadig bor hjemme, og kun otte er blevet anbragt i de ti år, Familiehuset har eksisteret.

29

Af Haldor Øvreeide, specialist i klinisk psykologi, NPF, vejleder ved Familiehuset i Horsens over flere år

Et møde, som gør en forskel.Der er tryghed i gamle bygninger, som har huset og båret generationers liv og virke. De, som for første gang kommer ind gennem døren til Fami-liehuset i Horsens, er ofte usikre og nogen gan-ge utrygge børn og forældre. De kan have en selvfølelse og et selvværd præget af afvisning og overskridende erfaringer, både i nære relatio-ner og i deres møder med omgivelserne. De kan også komme ind ad døren, fordi andre ønsker, de skal forandre sig. Det vil sige, at mange af dem, som kommer, har oplevet sig udelukkede og util-strækkelige. De allerfleste af dem, som går ud af Familiehuset igen, kommer ud med en oplevelse

af at være blevet inviteret ind. De er blevet set med deres værdi og deres styrke, hvori der ofte er tegn på en kamp og en vilje til at mestre og overleve. Men ikke mindst vil de være blevet set med deres medmenneskelige egenskaber til at kunne føle, tænke, sørge og drømme og at føle for andre. De vil også være blevet set i deres kommen til kort og i deres savn, uden at blive afvist og underkendt.

For nogen bliver dette møde med Familiehuset – den gamle vognport – en erfaring, som skaber en grundlæggende forandring. Det kan blive op-brud fra en negativ og udviklingshindrende psy-kisk og social arv. Samværet med personalet i Familiehuset kan skabe forandringer i relationen mellem forældre og børn – og i selvforståelsen. Der vil ske forandringer, som kan frigøre egen-

Forandring for generationer – en værdibaseret praksis

30

skaber for vækst og give social kompetence, som kan vare i generationer. Vi, som arbejder med børn, erfarer ofte til fulde udtrykket: ”Bar-net er mandens far”. Det er gennem den tryg-hed, anerkendelse og selvrespekt, du selv får, først og fremmest som barn, at dine egenskaber som omsorgsgiver for næste generation bygges. Sådanne psykologiske sammenhænge med ud-viklingskvaliteter, som skal vare over lang tid, ar-bejdes der med i Familiehuset.

Relationen som redskabSom hjælpere er vi ikke tilstrækkelige alene. Skal det lykkes at give barnet en selvfølelse og udvikle egenskaber, som sigter mod mestring af eget liv, er vi afhængige af at have mindst én for-ælder med i projektet. Eller, vi må koble os til de håb og forventninger, som forældrene selv har om et godt og værdigt liv for deres barn. Om det er biologiske forældre eller plejeforældre, vi sam-arbejder med, spiller en mindre rolle. Det vigtige er, at barnet trygt kan henføre sin afhængighed til nogen, som i det daglige søger at forstå, og som støtter, anerkender og beskytter barnet i dets stræben efter udvikling. Uden en sådan re-lation er barnet hjælpeløst i sin vækst. Det er ved at have lært omtanke, at have fået medoplevelse og støtte fra en voksen, som barnet er afhængig af, at det kan komme til at mestre sit eget liv.

Uden selv at have været i et samspil, hvor man har været betydningsfuld, beskyttet, vejledt og har været taget vare på af andre, er det vanske-ligt af udfylde forældrerollen på en god måde for sine egne børn. Mange af forældrene til de børn, som kommer i Familiehuset, har kun lidt af denne erfaring. Forældrerollen, som en medoplevende og støttende model, er kun lidt integreret i deres egne erfaringer. Der mangler et vigtigt grundlag for at kunne forstå deres eget barn og deres egen rolle i dets udvikling. Ofte er det på grund af utryghed i egen opvækst, og i afhængighed og bånd til andre med sådanne vanskeligheder, at der opstår problemer i det at være forældre. At have oplevet anerkendende og udviklingsstøt-

tende omsorg er den bedste beskyttelse mod at få sit eget liv – og dermed sine muligheder for at give omsorg til andre – forringet af psykiske problemer og afhængighed af rusmidler. En tryg forældrerolle er afhængig af god kvalitet af den omsorg, du selv har fået.Ved Familiehuset i Horsens kan forældre få no-get af denne anerkendelse og udviklingsstøtte til selv at kunne være i en tilstrækkelig og ansvarlig position som forældre. Her får de anledning til at se på sig selv som værdige og betydnings-fulde personer for egne børn. Først, når de for-står deres betydning og værdi, kan de også som forældre blive bevidste om, hvordan deres egne erfaringer og bånd skaber problemer med foræl-dreopgaven. Da kan det skabe en mere kompe-tent voksen person for barnet, og forældreopga-ven kan opleves som et værdifuldt projekt, som mestres. Forældrerollen udvikles gennem de samtidige nære relationer til personalet i Fami-liehuset, og til barnet. Ved at barnet får støtte af behandlerne til at udtrykke sig og vise sine behov og egenskaber, bliver barnet selv en guide og in-spiration til forældrenes udvikling som omsorgs-givere. Vanskelighederne i forældreopgaven kan overkommes, og vigtige beslutninger kan blive taget for at gøre barnet trygt – og sig selv.

Det er i relationen til dem, barnet er afhængig af, at der først og fremmest opstår stagnation eller skabes udvikling. Skal barnet støttes og hjæl-pes, må altså de voksne, barnet er afhængig af, støttes og hjælpes. Hvis disse voksne, som er så vigtige for barnet, skal kunne give barnet den omsorg, det trænger til, må de selv have bekræf-tet deres legitimitet som forældre og få hjælp til at vokse i egen selvrespekt og i kompetence til at møde deres barns afhængighed og behov. Uden kendskab til egne ressourcer og tro på sig selv som betydningsfulde for barnet, så vel som kendskab til barnets egenskaber og behov, kan de heller ikke lykkes i forældreopgaven.

For de voksne vil det indebære at blive bevidst om, hvilken magt de har, ud fra barnets afhæn-

31

gighed, til at påvirke barnets selvfølelse og me-string. Det gælder også bevidstheden om, at voksenmagten er et magtforhold, der kan kaste skygger over barnets egenskaber, erfaringer og oplevelser. Ofte sker det, uden at de voksne selv har været klar over det, eller de kan have følt sig hjælpeløse over for egenskaber, som er ble-vet tillagt barnet. Børn er altid nødt til at tilpasse sig de forhold, de må leve under. Under uklare magtforhold kan barnets tilpasning komme til at gøre barnet både utydelig og afprøvende. Sam-spillet i relationen bliver gentagelser af repres-sion og afvisning, mere end medoplevende og udviklingsfremmende spiraler.

Nye fortællinger gennem medoplevelseNogen gange er det et besværligt arbejde for alle involverede at afprøve nye måde at være sammen på og at få fortalt nye, mere selvre-spekterende og nuancerede historier om sit liv. Gensidig respekterende medoplevelse er en central faktor i al psykologisk og social udvikling. Medoplevelse skabes gennem direkte opmærk-somhed og engagement i fælles oplevet øjeblik. Sådanne øjeblikke søger barnet aktivt med sine nærmeste, hvis de da ikke overvejende har er-faret, at det indebærer risiko for afvisning og un-derkendelse.

Medoplevelse skabes også gennem sproglig deltagelse og bidrag til hinandens fortællinger om det levede liv. Gennem sproget ophæves nødvendigheden af at være sammen i det umid-delbart levede øjeblik. Vi kan følge hinandens oplevelser og erfaringer uafhængig af tid og rum gennem fortællinger og genfortællinger. Således kan nuancer i erfaringer opfanges, opmærksom-heden styres, verden skabes og omskabes og således også vi selv i den.

Ud fra medoplevelsen opstår der historier, som altså også er historier om dem, som fortæller. Det sker gennem viljen og evnen til personlig anerkendelse og udtryk for accept, som den medoplevende partner viser; for eksempel for-

ældrenes tilstedeværende og medoplevende opmærksomhed på deres barn og behandlerens opmærksomhed og deltagelse i klientens fortæl-ling. Det er på den måde, historierne om livet fortælles på, og hvordan historierne relateres til dem, som fortæller, at behandlingsarbejdet i Fa-miliehuset først og fremmest foregår. Dér skabes historier, som inkluderer flere af barnets, så vel som de voksnes, egenskaber og erfaringer. Og det er historier, som kan være med til at opløse tidligere devaluerende fortællinger om én selv og ens familie.

Det er ikke mindst ved at få støtte til at afprøve fortællinger, som bryder med gamle tabuer, der har udelukket både børn og forældre fra at få medoplevelse og ord på følelsesmæssigt stærke oplevelser og selv-andre erfaringer.

Barnet er værdimåletI Familiehuset er det barnets behov, udvikling og livskvalitet, som er hovedoverskriften for arbej-det. Barnet bliver mødt som kompetent deltager både i praktisk, fysisk og psykologisk forstand, såvel som i betydningen af, hvis interesser, der er det centrale for arbejdet.

Nogle forældre kommer ud fra Familiehuset med en personlig anerkendelse og større selvrespekt efter samværet med personalet og atmosfæren i Familiehuset, men samtidig med en erkendelse af, at deres egenskaber og ressourcer som for-ældre ikke er tilstrækkelige for de behov, barnet har. Andre voksne må komme ind i barnets liv for at kompensere for, eller overtage forældrerollen. Barnet har ikke altid tid til at vente på, at mor el-ler far får kontrol i forhold til egne udfordringer. Nogle gange må personalet derfor også tåle at møde modsigelser fra forældrene i dette spørgs-mål. Det er altid barnets behov og beskyttelse, som er målestok og det primære indsatsområde for Familiehuset – ikke forældrenes selvfølelse og interesser.

32

Da det er barnets interesser og behov, som er det væsentlige, der lægges til grund for arbejdet, er det heller ikke kortsigtet adfærdsregulering, som måske kan tilfredsstille de voksne, som bliver målet. Adfærdsændring hos barnet kan alligevel være en pegepind for, at udvikling og omsorgs-kvaliteter er under forandring. Det er imidlertid det større billede af, hvordan udviklingstransak-tionerne i relationen foregår, som vi vise, om det er barnets langsigtede udviklingsinteresser, der tages bedre hånd om. Succes i arbejdet med barnet er derfor heller ikke nødvendigvis sådan, at der er barnets biologiske forældre, der alene bringer barnet videre, men at barnet får varige og ansvarlige relationer til voksne at udvikle sig i. Nogen gange er skift af omsorgsrelation nød-vendig.

Helheden ligger i detaljerneI Familiehuset gør de små detaljer, at både børn og forældre er velkomne, respekterede og værd-satte, netop som børn og forældre. Omtanke i interiør: farver, billeder, figurer og udformning formidler, at du er velkommen. Alt viser både kli-enter og andre, som kommer ind, at det er bar-net og barnets relationer, som er hovedtema for samværet i huset. Den samme imødekommen-hed og optagethed af barnets bedste fornem-mes i de små levede øjeblikke i samværet med personalet, enten du er klient eller kollega. Det kommer frem i anekdoterne, som fortælles ved det vel tilberedte frokostbord, såvel som i de fag-lige spørgsmål og udfordringer, som rejses om behandlingsarbejdet.

Som vejleder over flere år har det været til in-spiration, både professionelt og menneskeligt, at møde personalet i Familiehuset, med deres stærke engagement i deres arbejde. De omtaler deres klienter med dyb respekt og er gennemført reflekterende over deres udfordringer med at hjælpe dem i deres udviklingsbestræbelser. Ikke bare taler de sådan om deres klienter, men de viser det også i praksis gennem videooptagelser fra deres arbejde, som vi har brugt som grundlag

33

for vore supervisionsdage. Personalet er hele ti-den engageret i fagudvikling og følger nøje med i hele det fagfelt, som angår børn. Deres arbejde er altid både teoretisk begrundet og erfaringsba-seret. Og det er gennem arbejdet med detaljerne, at helheden opstår. Hvordan skal vi forstå dette levede øjeblik med denne klient? Hvad kan være effekten af det initiativ, vi tog eller den respons, vi gav? Hvordan hænger det sammen med vo-res mål om at fremme barnets udvikling gennem en dybere forståelse for barnet for at fremme er mere ansvarlig forældreperson? Ud fra analyse af videooptagelser fra behandlernes samtaler og samvær med klienterne, kan de store linjer og perspektiverne i arbejdet bygges op. Det sker gennem refleksion over, omtanke og arbejde med detaljerne i de fælles levede øjeblikke med klienterne i behandlingsarbejdet.

Udvikling er indrestyretI vejledningen rejses både generelle teoretiske og metodiske spørgsmål. Den centrale del af det, personalet ved Familiehuset vil arbejde med, er imidlertid, hvordan man møder den enkelte klient ud fra vedkommendes forudsætninger, og at kli-entens teorier for forandring og oplevelse af sine sammenhænge skal anerkendes og mødes med respekt. Det er en del af den faglige forståelse – at varig forandring må komme indefra – som et eget integreret udviklingsskridt, taget af klienten selv, voksen eller barn, og ikke som noget tillært. Sådan vil det være, enten det gælder forældre-nes forståelse af deres opgaver og ansvar eller barnets udvikling af mestring og selvfølelse.

Det er i mødet mellem den solide fagforståelse hos behandlerne og klientens egne erfaringer og aspirationer, at der kan opstå en forandring, som forandrer. Her dannes der også stadig nye erfa-ringer hos behandlerne ved Familiehuset, så de kan møde unikke, nye klienter og udfordringer med et stadig grundigere og erfaringsbaseret udgangspunkt. Barnets, forældrenes og terapeu-terne udvikling sker parallelt. Således skabes der kreative processer, som gør praksisvalgene der

tages, både erfarings- og evidensbaserede, men samtidig til en overordnet, værdistyret praksis.

Det vil ofte være sådan, at barnet har udviklet et eller andet symptom på, at det har specielle egenskaber, som skaber særlige udfordringer. Bag disse udtryk kan også ligge tunge erfarin-ger, som har skabt utryghed, eller at barnet på anden måde har fået begrænset sit grundlæg-gende behov for selvorganisering og udfoldelse af sine egenskaber. En væsentlig del af behand-lingsarbejdet bliver da at bistå barnet med at udtrykke sig, eller til at tolke, eller ofte retolke, barnets adfærd sammen med forældrene. Så kan barnet blive forståeligt for forældrene ud fra barnets og forældrenes præmisser. Da kan barn og forældre arbejde sig ud af repressive cirkler, hvor barnet enten må over-tilpasse sig, reagere med modstand eller veksle ”uforudsigeligt” mel-lem disse positioner.

Behandlingsfilosofien i Familiehuset er derfor ty-delig rettet mod brugerstyring, hvor barnet er den prioriterede bruger, samtidig med at forældrene er de ansvarlige brugere for deres børn. Det sker ved, at det er det enkelte barns behov for ud-viklingsstøtte, livskvalitet og god selvfølelse, der sættes op som mål – ikke de voksnes ønsker om tilpasning og god opførsel fra barnet.

Ud fra min erfaring med Familiehuset i Horsens, så er arbejdet dér præget af, at barnet altid bli-ver set som kompetent og motiveret til at udvikle sig, uanset hvilke adfærdsudtryk eller sympto-mer, som måtte vække bekymring hos forældre eller andre i omgivelserne. Sådan set er virk-somheden forankret både i central og moderne udvilingspsykologisk viden, samtidig med at det forenes med et værdistandpunkt, hvor barnets egetværd og respekt for dets egenskaber går foran omgivelsernes klassificeringer og krav til tilpasning. Således kan der udvikles en støtte til selvrespekt hos barnet, som kan give livslang ef-fekt og overføres til nye generationer.

34

Af antropolog Randi Dahl

Et tilbud om familiebehandling kan opleves som tvang og en trussel. Hanne fortæller om, hvor meget det betyder, at Familiehuset i Horsens er et tilbud, som man kan sige nej til. Det giver lyst til at blive bedre til noget, som man ved, at man kan.

En åben dørDet er vinter. I dag er det rigtigt koldt, og Hanne skal til køreprøve inde i Horsens. Hun bor ret langt væk, for hun er flyttet på landet. Og der er meget længe mellem busserne, så hun har brug

Frivillighed giver lyst til at lære nyt

for at være et sted, hvor hun kan holde varmen, mens hun venter på at komme op. Hun vælger at finde Smedetorvet og gå ind i Familiehuset. Hun ved, at døren altid står åben for hende, når der ellers er nogen i huset. Og så kunne det jo være, at der var nogen her i dag, som hun kend-te, siger hun til Inger og Elsebeth, da de hilser hende velkommen og byder på en kop kaffe ved stuens spisebord til ti personer. Her har hun sid-det tit. Indtil for cirka et år siden. Inger spørger Hanne, om hun vil fortælle mig sin historie om stedet, og snart sidder vi lunt, blødt og godt i hjørnet med de to sofaer og kurvereolerne med legetøj.

35

Selv da hun har sagt ”ja” til Familiehuset, føler hun sig stadig tvunget og utryg. Så hun giver terapeuterne modstand, når de vil arbejde med hende. Hun ved udmærket med sig selv, at hun kan passe børn, for allerede på det tidspunkt har hun været i praktik mange steder i pædagogi-ske tilbud og institutioner. Og hun har passet sin storesøsters børn. Hun synes ikke, der er nogen grund til, at de skal komme og lære hende at passe børn. Det skal de ikke fortælle hende no-get om, for det kan hun meget bedre end mange andre, hun kender. Jeg spørger Hanne, om hun kan huske, hvornår det begynder at vende for hende. Hun svarer, at det er, da de fortæller, at det er frivilligt, om hun vil benytte sig af Familiehuset. Det ændrer alt, da det går op for hende, at hun virkelig har et valg. Og at, hvis hun siger ”ja”, så vil de være der for hende. Også når det er svært. Da dét går op for hende, så tager hun det op med sin far og sin stedmor. Det er derfor, hun beslutter sig for at sige ”ja”.

Hanne vokser som morHanne fortæller, hvordan hun bliver aktiv i be-handlingen, da hun forstår, at det er frivilligt. Hun tager initiativ og får indflydelse. I begyndelsen er hun i kontakt med Familiehuset hver dag. Og det er trælst. Hun er enlig mor nu og savner frihed til at planlægge selv, så hun bedre kan få sin hver-dag til at hænge sammen. De bliver enige om, at hun kan skære ned i tilbudet. Fremover er det kun hver anden dag. Hun finder også ud af, at der er to ting, som hun gerne vil tage imod. Den ene er deres tilbud om at være med til at rydde op og få mere orden i sit liv. Den anden er at lære mere om at passe sit barn. Hun beslutter, at hende skal de kun sige tingene til én gang, så kan hun det. Og sådan bliver det. Det får hun også at vide af terapeu-terne.

Hun lærer meget om det at tage og holde kontakt til Simon, som er hendes søn. Og hun begynder at fortælle sin søster og andre om de ting, hun

En ensom fødselI dag er Hanne 25 år, og hun glæder sig til at skulle være mor igen. Jeg spørger hende, hvor-dan det var at komme her første gang. Om hun kan huske det? Hun svarer straks: ”Ja dét kan jeg”. Så begynder hun at fortælle om, hvordan livet så ud på det tidspunkt. Hun husker rigtig meget.

Det er et par år siden, mens hun er gravid med sit første barn, og barnets far er narkoman, så de aftalte, at han gik i behandling. Men han snød med stofferne, siger hun.

Da hun ligger på hospitalet og er ved at føde, siger han, at han lige skal udenfor. Det er hårdt for ham at være med. Han kan ikke holde ud at være inde på fødestuen længere. Hun husker, at hun synes, at det varer meget længe, inden han kommer ind igen. Han er der ikke, da barnet kommer til verden. Det var først meget længe efter, at han fortalte hende, at han i virkelighe-den gik ud og tog sig et fix. I mellemtiden gav hun ham den ene chance efter den anden. For at rette op på det hele. Det blev hun ved med længe efter, at hendes dreng var kommet til ver-den. Indtil hun endelig gav op. Imens alt det stod på, kom de begge i kontakt med Familiehuset. I begyndelsen opfattede de det som et tvunget tilbud fra kommunens side. Og de følte begge to, at de var nødt til at sige ”ja” for at få lov at beholde deres lille dreng hos sig.

Tilbud opleves som truslerHanne tilføjer, at hun hele tiden følte sig truet. Det er ikke et reelt valg for hende, da sagsbe-handleren beder hende vælge mellem Familie-huset og et sted med døgnbehandling. Hun er bange for, at de vil fjerne barnet. Uanset, hvad hun vælger. Så da hun beslutter at sige ”ja” til Familiehuset, er det, fordi hun ikke behøver at være her hele tiden og har lov at gå herfra. På et andet sted risikerer hun at komme til at bo i lang tid, og der er der nogen til at kikke hende over skulderen 24 timer i døgnet.

36

har lært. De synes, at hun er lidt tosset med hen-des ”Familiehuset siger..... !” Men hun synes, at alle bør vide, at man ikke skal se fjernsyn eller tale i mobiltelefon, når man ammer. Det er vigtigt med øjenkontakt. Det er så let at se, når man lige får øje for det. Men i begyndelsen kunne hun blive rigtig meget i tvivl om, hvordan man egentlig kan gøre det. Hvordan skal man for eksempel holde kontakt, når barnet også skal have ro til at sove i liften? Nu ved hun det. Og Hanne mener, at det er, når det bliver frivilligt, at man vokser.

Et håb om at være helt køreklarHanne fortæller også, at hun har fået et meget bedre forhold til sin egen far. Han kan finde på at ringe til hende, og nu kan de være sammen i samme stue, og hendes dreng kan sidde hos den ene og se glad over på den anden. Det kun-ne slet ikke lade sig gøre tidligere. Dengang var det sådan, at barnet ligesom følte, at det skulle vælge mellem de voksne, fordi de ikke kunne finde ud af at tale sammen. Han turde ikke vise, hvor glad han var for den ene, overfor den an-den. Måske har det at gøre med, at der er forskel på generationerne.

Hun har fundet ud af, at bedsteforældrenes ge-neration ikke taler så meget sammen, som unge mennesker. De taler meget mere med hinanden. Det er også noget af det, hun har lært. Hanne synes, at hun har fået et rigere liv. Og her kommer hun gerne igen, frivilligt. Nu ved hun, hvor hun kan henvende sig, når tingene bliver for svære. Og det har hun benyttet sig af flere gange. Men i dag er hun bare gået herhen, fordi hun venter.

Vi er på vej til at rejse os fra sofahjørnet; men før vi går videre i livet, når Hanne at sige, at i dag ved hun, at hun kan mange ting. Hun har gennemført sin niende klasse, hun gennemførte sin graviditet, og nu er hun mor. Og hun gik igen-nem forløbet i Familiehuset. Det gjorde barnets far ikke. Hun virker stolt og tilfreds og tilføjer, at

nu vil hun gerne med i det selskab af menne-sker, der består køreprøven første gang. Lige-som nogle af dem, hun kender, udenfor huset.

37

Af jungiansk analytiker Lisbet Myers Zacho

Man mærker det, straks man træder ind ad dø-ren. Stemningen – ånden på stedet.Man føler sig velkommen, taget venligt og varmt imod af både de mennesker, som arbejder der, og også af selve huset., som er indrettet hjem-ligt, favnende, smukt og smagfuldt.

Meningen med Familiehuset er, at familier, der er i nød, skal kunne komme for at blive hjulpet til at få bedre liv. Og huset bruges af mennesker med alle afskygninger af sorg og lidelse, mis-brug, hemmeligheder, overgreb og afsavn. Ofte familier med en lidelseshistorie gennem genera-tioner

Og hvordan arbejder man så med det?Den værdibaserede, terapeutiske behandling består i, at en medarbejder får delegeret en fa-milie og skal så først afklare problematikken og så planlægge et hensigtsmæssigt behandlings-forløb.

Det teoretiske fundament er solidt, og praksis ta-ger primært udgangspunkt i psykodynamisk te-rapi med overbygning af Dolto i forhold til spæd-børneterapi, og i Jungiansk inspireret Sandplay.Jeg kommer regelmæssigt i huset som supervi-sor, navnlig i forhold til børns terapeutiske pro-cesser i sandkasserne.

Sandplay er en særlig nonverbal, terapeutisk metode. Her kan børn - og voksne også for den sags skyld - udtrykke deres indre kompleksitet. For eksempel kan angst og aggression, skyld og skam og andre smertelige følelser forløses gennem legen i sandet med det udvalg af figu-rer, der symboliserer den indre konflikt, som er årsag til, at de er der. Sandplay er en relativ ny terapeutisk metode i Danmark, og i Familiehuset kombinerer man den ofte med spædbørneterapi. Med enestående gode resultater. Det arbejde vil kunne danne skole for fremtiden.

Jeg oplever engagement, lærelyst, og parathed i medarbejdergruppen, et sjældent velfungerende team af ildsjæle, der brænder for deres arbejde.

Alle medarbejdere er kontinuerligt i efteruddan-nelse og supervision, har veletablerede, faglige (forskellige) identiteter. Er uddannede i gestaltte-rapi, familieterapi, kropsterapi, spædbørnsterapi og Sandplay.

Det kendetegner medarbejdergruppen, at der er en høj grad af gensidig inspiration, tillid og åbenhed i forhold den daglige, faglige udveks-ling. Man supplerer hinandens tanker og følelser kreativt.Det giver tryghed i gruppen – det betyder også, at det er meget rart og givende at komme der.

Nogle overvejelser i forbindelse med Familiehusets fødselsdag

38

Af antropolog Randi Dahl

Alle ting, også billederne på væggene i Familie-huset, har deres egen historie om livet i Familie-huset. For Inger Poulsen taler især malerierne et tydeligt sprog. De fortæller om selvets udvikling og viser det psykodynamiske udviklingsarbejde, som hele tiden foregår her.

Et maleri, der gør indtrykVi befinder os ovenpå i det store grupperum med lænestol i kurveflet og smukt tæppe på gulvet. Når man træder ind her, er der en ting, som man hurtigt får øje på. Det er det store maleri i rødt, hvor spøgelsesagtige skikkelser uden arme og ben er ridset op i sort og bevæger sig hen over den store flade på væggen. Inger fortæller, at malerierne er en af de ting, som betyder meget for hende i huset her. De viser og giver liv.Malerier dokumenterer livDet levede liv er jo de ting, der er sket her. Og det, man kan sige om malerierne, er, at her var en mor, som begyndte med at male en stor ma-sonitplade. Den malede hun helt sort, med en lille rød plet indeni. Og lige så stille udviklede hendes malerier sig. Hun begyndte med at male billeder med kroppe uden lemmer. Og der var ingen øjne, der var ikke hår, der var ikke ører, der var bare nogle klumper og mange gange var det skriget, smer-ten, der var i det. Og senere udviklede de her bil-leder sig, så der både kom lemmer og hår, øjne og glæde i de her mennesker.

For mig fik hendes billeder en helt speciel be-tydning i 2004, da der var landskonference for NFSU, Nordisk Forening for Spædbørneudvik-ling. Familiehuset stod for den det år. Der kom 90 forskere fra Norden, som var med

over to dage, og vi skulle være værter og repræ-sentere Danmark. En af vores opgaver var at indlede konferencen med et oplæg om vores ar-bejde. Derfor havde vi brug for noget materiale, som kunne dokumentere familiernes udvikling, uden at vi overskred vores tavshedspligt.

Det var svært for os sådan lige at sige, hvordan vi kunne gøre det. Men fjorten dage før konfe-rencen, var jeg til et foredrag med Lisbet Myers Zacho, som er jungiansk psyko-analytiker. Her fortalte hun om opbygningen af selvet. Hun fortalte, at hvis selvet ikke er udviklet, så maler man netop ikke hår og øjne og lemmer, og hun fortalte, at man på tegningerne kan følge ud-viklingen trin for trin. Jeg blev helt varm i hjertet og tænkte, at dét har vi jo i huset. Vi har jo doku-mentationen og udviklingen i de her malerier. Vi fik dem på vores power point, så da vi præsen-terede vores behandlingskoncept, kunne vi gøre det ved hjælp af billederne. Og nu hænger male-rierne her. De er blevet et bevis på det udviklings-arbejde, som foregik og foregår her. Billederne hænger her, fordi de betyder meget for mig. Det er en mor, der har malet dem, mens hun var her. Og som sådan betyder de noget i sig selv. Men de fik også en særlig betydning med konfe-rencen, fordi jeg fik en forklaring på det med ud-viklingen. Det havde jeg ikke været opmærksom på. Ikke på den måde. Og nu minder de mig om, at det nytter, når vi tilbyder psykoterapi. Også, når problemerne er store og komplekse.

Selvets udvikling i billeder

39

Af antropolog Randi Dahl

Sofia sidder i sin trip-trap-stol og slår ivrigt små hurtige slag med sine flade hænder i bordet for-an sig. Imens ser hun op på sin mor og de andre, der er her i dag.

Der er glæde i Familiehuset. Huset fylder snart ti år, og det er i sig selv dejligt at tænke på. Men der er en særlig anledning til fest netop i dag. Fa-miliehuset er udnævnt som model for fremtidens sociale projekter i en helt ny rapport fra Social-forskningsinstituttet. Og alle omkring bordet er enige om, at det er en rigtig beslutning.

Et hurtigt blik på Sofia på fjorten måneder fortæl-ler, at det er godt at være tilknyttet Familiehuset i Horsens. Hun jubler med på sit helt eget rytmi-ske og syngende sprog, som alle forstår lyden af. Hun sidder for bordenden, og hendes blik vandrer rundt i kredsen, hvor det bliver mødt af glade øjne. Hun nyder godt af alles opmærksom-hed, samtidig med at hun kan se alle de kendte mennesker rundt om bordet: mor, lederen, miljø-sekretæren og en terapeut samt en anden mor, der ikke har sit eget barn med lige nu.

Kvalitet i dokumentation og indsatsFamiliehuset blev oprettet af Horsens Kommune i 1997 som et forsøg på at nedbringe antallet af tvangsfjernelser. Huset retter især sin indsats mod gravide og familier med børn mellem 0 og 2 år, hvor børnenes udvikling er truet.

Nu har Socialforskningsinstituttet (SFI) læst eva-lueringsrapporten fra 1999 i forbindelse med en undersøgelse, som regeringen og Socialministe-riet har bedt om for at blive klar til en ny pulje for udviklingsprojekter.

Undersøgelsen er skrevet af Morten B. Sivertsen, som har udpeget huset som model for institu-tioner, der ønsker at opkvalificere deres arbejde med en tidlig indsats mod negativ social arv. Han bygger sin afgørelse på gennemlæsning og ana-lyse af 54 evalueringsprojekter fra årene 1998 - 2003. Dem har han vurderet i forhold til, hvor godt de har dokumenteret den sociale indsats, som de beskriver. Langt de fleste af rapporterne finder han mangelfulde på en række væsentlige punkter, som kun fem projekter er i stand til at opfylde. Og heraf bliver tre særligt fremhævet for at arbejde med at gøre en tidlig indsats mod negative følger af social arv. Familiehuset i Hor-sens er et af disse tre.

Sivertsen fremhæver Familiehusets evaluering fra 1999 for at give en sikker dokumentation for, at tilbuddet virker. Selvom den er fra 1999, tilgo-deser den en del af de punkter, som Socialforsk-ningsinstituttet ønsker af projekter i dag. Dels har Horsens Kommune gennem Familiehuset sat større fokus på, hvordan udsatte gravide og spædbørnsfamilier kan få en god start, så deres sociale situation ikke får negative konsekvenser for barnet. Dels tilgodeses ønsket om tværfag-ligt samarbejde ved at invitere alle interessen-ter med til at evaluere. Derudover vises det i tal, at det lykkes at forebygge tvangsfjernelser i de familier, der tager mod tilbudet om hjælp hertil. Ifølge rapporten kan 2 ud af 3 færdigbehandlede familier selv varetage omsorgen for deres børn med lidt eller ingen støtte.

Familiehuset fremhæves også for at inddrage både familier og interessenter med kendskab til familierne ved at interviewe samarbejdspartnere fra socialforvaltning, skole og daginstitutioner foruden psykologiske rådgivere. Dermed viser

Glæde over anerkendelse af Familiehuset

40

evalueringen, at både familierne selv og et bredt forum af professionelle medvirker til at dokumen-tere, at og hvordan familiebehandlingen virker.

Et værdifuldt konceptRundt om bordet er der udbredt tilfredshed med anerkendelsen. De to mødre fortæller spontant om, hvordan de føler sig helt anderledes be-handlet her end andre steder i det offentlige. De siger, at de oplever ægte kontakt med tera-peuterne her, og at de synes, at det vil være en meget god ide, hvis Familiehuset hjælper andre offentlige institutioner til at tænke rundt om hele familiens situation - med kontakten mellem børn og voksne i centrum for indsatsen.

Kontakt er et kerneord for leder Inger Poulsen og hendes personale – de tre psykoterapeuter og miljøsekretæren. Sammen har de videreudviklet det koncept, som det hele startede med, og som handler om at arbejde indefra og ud og sørge for autenticitet og gensidighed i forholdet mellem familier og personale.

Undervejs har de både fastholdt deres opmærk-somhed på familiernes behov og på deres egne behov for at lære nyt, som kan være til gavn for deres arbejde. Derfor kan Familiehuset i dag tilbyde en bred vifte af terapeutiske tilgange til familierne, samtidig med, at målgruppen er ble-vet udvidet. Nu tilbydes der også terapi til de lidt ældre børn. På den måde er konceptet blevet udviklet siden 1999, hvor evalueringsrapporten var med til at sikre arbejdsro og dermed også sikre, at resultaterne i dag er endnu bedre. Det var rapporten, der gav grundlag for at ændre Familiehusets status fra tidsbegrænset projekt til at blive et permanent tilbud om familiebehand-ling. Rapporten dokumenterede, at det var en god ide, som Horsens Kommune havde fået. Det var faktisk muligt at bremse op for rækken af tvangsfjernelser og anbringelser af børn udenfor hjemmet - og det var økonomisk rentabelt. 2 mil-lioner årligt kunne der spares.

Glæde at dele ud afNår Sofia klapper i bordet i dag, er hun med til at udtrykke de voksnes personlige glæde og fag-lige stolthed over, at Socialforskningsinstituttet har givet Socialministeriet sin anbefaling af Fa-miliehuset som et af de tre mest perspektivrige projekter i forhold til tidlig indsats. Hendes glæde matcher optimismen i huset. Hendes familie og personalet er rørende enige om, at det er velbe-grundet, at Socialforskningsinstituttet anbefaler kommuner og institutioner at skele til den styring, der ligger til grund for Familiehuset i Horsens.

Det vil ikke alene gøre det lettere at sammen-ligne projekter og gøre det muligt for kommuner og institutioner at dokumentere indsatsen, samt evaluere og planlægge; men også at gøre selve indsatsen bedre og bedre.

Familier og personale i Familiehuset glæder sig over anerkendelsen og håber at få kontakt til in-divider og institutioner, der vil gøre brug af deres erfaringer. De deler gerne.

41

Af cand. pæd. i pædagogisk psykologi, Marianne Siggaard Nielsen

”De har overhovedet ikke sagt hvordan de synes mit liv skal være og hvordan det bliver. Det er sådan set mig selv helt alene, der har bestemt, hvordan det skal være det hele. Men de har hjul-pet mig til at finde ud af, hvordan jeg vil have mit liv” (Forælder om sin behandling i Familie-huset).

Denne artikel er udarbejdet på baggrund af et ny-ligt afsluttet speciale på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU/marts 2007). Specialet blev til i samarbejde med terapeuterne i Familiehuset og bygger på semistrukturerede interviews med fire forældre og tre terapeuter. Psykosocialt arbejde bliver ofte kun beskrevet af professionelle. Pro-

jektet her bygger imidlertid på antagelsen om, at forældrenes oplevelser og udsagn er centrale for en fuld forståelse og relevant udvikling af prak-sis.På baggrund af ca.120 siders interviewmateriale blev det blandt andet undersøgt hvad forældre-ne oplever som det særlige ved Familiehusets måde at arbejde på. Undersøgelsen indeholdt desuden en sammenholdning af forældrenes og terapeuternes oplevelser af de enkelte behand-lingsforløb.Forældrenes navne er opdigtede af hensyn til deres anonymitet.

Mødet med familiehusetIndledningsvis talte jeg med de fire forældre om, hvordan deres liv så ud før de påbegyndte be-handlingen i Familiehuset.

Familiehuset set med forældrenes øjne

42

Susan beskriver sin livssituation på følgende måde: ”Jamen der havde jeg det absolut ikke godt. Jeg var, jamen, et spøgelse. Jeg vidste ikke hvad jeg selv ville og kunne ikke samle mig om nogen som helst ting, det drejede sig bare om at overleve”. Hun siger endvidere: ”Jeg vidste ikke, hvem jeg selv var dengang. Altså, jeg havde ikke nogen selvstændig mening om noget som helst og var ikke i stand til at mærke en eneste følelse, eller hvad der var rigtigt og forkert. Jeg kunne godt stirre folk i øjnene, ligesom hvis jeg stirrer på billedet derovre, men jeg så ingenting”. På dette tidspunkt var Susan involveret i et voldeligt parforhold, om dette fortæller hun: ”Jamen jeg skulle bare snakke med ham én gang, så var jeg tilbage igen, og det forstod jeg simpelthen ikke. Altså, hvorfor jeg ikke bare kunne sige nej, når jeg godt vidste, at det var noget værre skidt, og at det bare ville ende med endnu mere vold”.

Karen beskriver sin situation dengang på føl-gende måde: ”Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, og det var meget sådan herude (holder hænderne frem foran sig). Jeg vil sige, at jeg var meget ind-advendt dengang. Jeg sås ikke med så mange mennesker, og jeg sagde ikke min mening den-gang. Jeg rettede mig mere efter hvad folk de sagde til mig, også i min hverdag. Det kunne lige rende rundt”

Eva fortæller: ”Jeg har været virkelig langt nede, hvor jeg har tænkt: Nej, det kan jeg bare ikke det her. Ikke fordi jeg ikke kunne lide mine børn, men jeg orkede bare ikke noget, fordi han var så ond ved mig og mine børn.. jeg tænkte meget på alt muligt, så jeg følte ikke rigtig at jeg var i kon-takt med børnene. Altså, jeg hjalp dem jo med de ting jeg skulle hjælpe dem med, men jeg var der ikke i mit hoved hundrede procent. Jeg var alle mulige andre steder med, hvordan dælen jeg skal få det her til at fungere”

Torben beskriver sin livssituation som hård, da han begynder i behandlingen. Det at være foræl-der og skulle tage sig af et lille barn er for ham

helt nyt og han står derfor i mange situationer, som han ikke ved, hvordan han skal håndtere. Han fortæller om starten i Familiehuset, at det var rart igen at komme ud blandt andre menne-sker. Han havde dog visse forbehold i begyndel-sen: ”Altså man er som regel skeptisk overfor alt hvad der er nyt og det vil jeg sige, det tror jeg, at jeg har været, eller det har jeg. Men altså så prø-ver man det, og så virker det, og så kan det så også være, det næste virker, og det kunne det. Så er man lige så stille gledet ind i det”.

Af alle fire forældre beskrives starten i Familie-huset som en periode, præget af usikkerhed og skepsis overfor behandlingens form, indhold og effekt. Eva og Torben peger desuden på, at de i starten oplevede adskillelsen af deres daglige liv og behandlingen i Familiehuset som problema-tisk. Startfasen er således en tid, hvor man som forælder står overfor at skulle overvinde skepsis og usikkerhed. De skal således finde ud af, hvor-dan de deltager i de forskellige dele af behand-lingen, og hvordan de kan bruge det, de lærer i Familiehuset, i deres daglige liv.

Forældrene om terapienDe fire forældre i denne undersøgelse var alle indskrevet på fuld tid og tog således del i indivi-duel terapi en gang om ugen, såvel som gruppe-terapi to gange om ugen. Gruppeterapien foku-serer dels på voksenliv, dels på forældrerollen. I det følgende skal vi se på, hvordan forældrene oplevede disse centrale dele af behandlingen.

Susan fortæller følgende om den individuelle te-rapi: ”Det har været godt, det har det absolut. Men i starten der havde jeg det jo ligesom om jeg sad og læste op af en bog. Men så efterhån-den som vi fik arbejdet, og det har jo så taget lang tid, der kom jeg jo så ind og kunne mærke, hvad jeg føler indvendig, og vi har arbejdet med, jamen både sorg og vrede”. I terapien konfronteres Susan med det liv hun lever, på en anden måde end hun er vant til: ”Ja-men det er jo det der med, at de (terapeuterne)

43

mange gange sådan borer i tingene og bliver ved med at bore, hvor ens (venner/familie), altså måske vil man gerne sige det, men man formår ikke lige at komme ud med det, og så vil de bare sige: Nå ja, det er også bare lige meget så”. Det værste var for Susan at:” se virkeligheden som den var dengang. Hvor jeg før var tilbøjelig til at sige, at det var ikke så slemt. Det har da abso-lut været det værste og det sværeste, virkelig at indse hvordan det var”.

Terapeuterne i Familiehuset har, ifølge Susan, en særlig tilgang: ”Jeg har kunnet komme og sige nøjagtig, hvad jeg havde lavet, eller hvad jeg havde lyst til, uden at de på nogen måde tænkte sådan: ́ Det kan du da ikke´. Min terapeut var simpelthen så imponeret over, at nu kunne jeg dæleme komme og sige, at nu har jeg været sammen med min eksmand igen. Men så i ste-det for at sidde og sige: ´Jamen det kan du da ikke´, så var vi inde i stedet og finde ud af, hvad det egentlig var, der gjorde, at jeg havde sagt ja til at ses med ham.. så fik jeg jo noget, som jeg kunne bruge til at sige nej lidt længere næste gang”. Forholdet til eksmanden blev også behandlet med konkrete øvelser ”Så skulle jeg sætte mig i den ene stol og forestille mig, at nu var jeg min eksmand, og når jeg sad i den anden stol, så skulle jeg forestille mig, at nu var jeg mig selv. Det var jo også sådan noget hvor man tænker, altså jeg tænkte i starten: ´Hallo mand, altså hvad er nu det her for noget ik´? Jeg kan godt se, at det har virket i det lange løb, men jeg havde det mærkeligt med det i starten”.

Susan siger følgende om sit forhold til prakti-kerne ”Jamen jeg har egentlig haft det rigtig godt med dem. Altså på et eller andet plan så synes jeg jo også, at de kom så tæt på mig, utrolig tæt [M: og hvordan er det?] Jamen det er rart nok, det er bare en ny fornemmelse, og sådan har jeg det også, når jeg går rundt i det daglige så tænker jeg: Puha, folk de kommer tæt på, når man kigger dem i øjnene og det kan jeg ikke li´.

Men det er jo fordi, jeg er vant til at stirre, og der ikke har været nogen hjemme, så synes jeg lige pludselig, at jeg føler mig sårbar”. At praktikerne måtte hjælpe Susan med at se og forstå, hvad hendes søn havde brug for, fik ikke Susan til at føle sig underkendt som mor: ”Altså, jeg har al-drig på noget plan følt mig som en dårlig mor, aldrig, og der er heller ikke blevet sagt noget til mig, så jeg på nogen måde kunne føle mig som det”. Råd og vejledning er ifølge hende blevet givet på en god måde, og hun siger samtidig, at hun har været meget åben og modtagelig over-for disse.

I forhold til gruppeterapien lægger Susan i sin beskrivelse vægt på genkendelsen: ”Selvfølgelig finder man hurtigt ud af, at der er nogen, man har mere tilfælles med end andre. Det kommer jo an på den baggrund, man har. Men egentlig de fle-ste ting, altså det kan man jo godt kende. Altså med den der usikkerhed: Er jeg nu god nok, som jeg er? Og tør jeg lige sige min mening? Og det har været rart at vide: Okay.. jeg er altså ikke den enest,e der har det sådan, vel”.

Karen opfatter også det at være i kontakt med sine følelser, som noget centralt ved terapien: ”Altså man går mere i dybden med ting, man snakker om, og det er også sådan, at hvis jeg er virkelig sur over et eller andet, så må jeg godt stille mig over og så bare råbe. Hvor terapeu-ten bare lytter og er der for mig. Jeg skal ikke tænke på, at det er dumt, det jeg gør, jeg skal bare gøre det”. For Karen er terapien blevet et særligt rum, hvori hun frit kan få afløb for sine følelser. Det sværeste har ifølge Karen været at komme i dybden med tingene ”At man virkelig har taget problemet og har arbejdet med det. Så kan man virkelig trække vejret bagefter”. Karen gør ligesom Susan opmærksom på, at hun i te-rapien bliver mødt med forståelse frem for for-dømmelse: ”Selvom min terapeut syne,s at jeg måske burde smide min tidligere kæreste ud, ja-men så har han fortalt mig, at han forstår jo god,t hvorfor jeg ikke har gjort det. Men hvis han var

44

min far, havde han sagt noget andet”. Terapien har også for Karen bestået af konkrete øvelser: ”Hvis jeg nu er sur på min mor, så kan vi tage hende ind og sætte hende i en stol, og så kan jeg tale med hende”. På den måde har Karen arbejdet med forholdet til sin mor, og hun fortæl-ler, at deres kommunikation nu er direkte og ikke længere indirekte.

Karen fortæller også om genkendelse i gruppe-terapien: ”Bare det at man ikke føler sig alene i verden og man kan godt se, at der er andre, der måske også har nogle problemer”. Denne gen-kendelse fører ifølge Karen til tryghed: ”Jamen det er jo ved at snakke om ens behov og jamen ens selvværd, at man ikke føler sig forkert der-inde, uanset hvad man siger. Altså går man over til sin far og mor, så kan man godt få et dok der-hjemme fra og ens forældre, der siger: ´Jamen han dur ikke til noget´. Men her der støtter de én i de valg, man træffer, man får ikke lige pegefin-geren”.

Eva har også fokus på følelserne i sin oplevelse af terapien. Hun fortæller blandt andet følgende: ”Altså hvis det bare har været noget lort det hele og man er rigtig ked af det, så får man bare snak-ket om det, og når man går derfra, så er man glad. Så er det ikke så galt, som man egentlig synes, det var, da man kom”. Hun forklarer: ”Det er ikke sådan, at terapeuterne bliver ved med at presse en for at få noget ud. De ved, hvornår de skal stoppe, og hvornår de ikke skal stoppe. Men

de er også gode til, når man sige, at det har man ikke har lyst til at snakke, og så alligevel blive ved. Fordi så vælter man, og så græder man bare, og så kommer det hele ud, og det er nok de gange, jeg har fået de største ryk”.

På samme måde som Susan og Karen peger Eva på, at den anerkendende holdning fra tera-peuterne har fået hende til at føle sig tryg: ”At de ikke bare smider én væk, fordi man ikke lige gør det, som de måske selv inde i deres hoveder synes, man skal gøre. De kan måske tænke: Åh, kan hun da ikke tage sig sammen? Men de siger det ikke. De snakker jo så med mig om det, hvor jeg selv kan høre, at det, jeg lever i, egentlig ikke er ret godt”.

Med hensyn til gruppeterapien fortæller Eva: ”Først der tænkte jeg bare: Dem der, dem for-tæller jeg aldrig noget til, som jeg ikke vil høre ude i byen”. Mistroen overfor de andre forældre overvindes dog hurtigt, og Eva møder genken-delse på flere områder: ”De andre forældre for-tæller da også noget meget rørende, som også går en selv på. Så det kan da også være hårdt at gå i gruppe, for det er jo ikke kun sjove ting, vi snakker om. Det er jo ting, der er sket, som ikke skal ske”. Der er således tale om en følelsesmæssig identi-fikation, der er smertefuld: ”Man skulle sidde så-dan og fortælle om sin barndom, og da kan man jo godt se, at der er nogle ting, der går igen. Jeg kan godt se mønsteret fra min mor og så mit, det er det samme. Det kunne jeg også godt se på nogle af de andre, og det var da sådan lidt hårdt at se. Jeg har altid sagt, at jeg skulle aldrig være ligesom min mor, og så gør man fuldstændig det samme, uden at man egentlig tænker over det”.

Eva genkender således sit eget mønster i de andre forældre: ”Man ser de andre forældre og tænker: Hvorfor gør han eller hun dog ikke no-get? De kan da ikke bare sidde der og lade tin-gene ske, og hvor man så tænker: ”Hvad laver jeg egentlig selv? Det tror jeg også er en af de

45

ting, der har gjort det for mig. Jeg har tænkt: Nej, sådan et liv vil jeg bare ikke ha´, ligesom det hun har”. Udover den motivation Eva oplever ved genkendelsen, taler hun, ligesom Karen, om en udveksling af erfaring og støtte: ”Så alligevel, så lykkedes det derhjemme, ved at man havde talt flere sammen, og man er ikke den eneste, der har det lige sådan, og så kan vi give hinanden lidt. Nogle af dem var jo så længere i forløbet end mig og var så kommet et skridt videre, at de så kunne hjælpe med, hvad jeg nu skulle gøre”

Torben fortæller følgende om den individuelle terapi: ”Så sad vi og snakkede lidt om, hvordan ugen var gået. Der kunne være optaget noget video, som vi sad og så og fik en snak om: ´Lige præcis dér, da gjorde du det, hvorfor gjorde du det, havde det måske været bedre at gøre noget andet?´ og det var så en opgave, hvor man kun-ne gå hjem og sige: Jeg sidder i den situation og så lige kigge tilbage på, hvad var det, jeg gjorde sidst? Og hvad er det, jeg har fået af værktø-jer til at prøve noget andet i stedet for?”. Torben lægger i sin fortælling meget vægt på den del af terapien, som drejer sig om den konkrete rådgiv-ning og hans brug af denne i hverdagen.

I forhold til den del, som de andre forældre tillæg-ger væsentlig betydning, siger Torben følgende: ”Tale og snakke om sig selv, det har aldrig rigtig været mig. Så da vi gik i gang med at lave den profil af mig og mit liv, skød jeg det ud meget længe, lad os sige det sådan. Til stor irritation for min terapeut.. det er mig og jeg mener at, mente at, mit var mit, og det skulle jeg nok selv slås med. Jeg har haft en god nok barndom, synes jeg. Jeg synes ikke, der er noget, der er værd at rode op i der, det var ikke derfor, jeg var her (..) altså, jeg har da fundet ud af, at min barndom har meget at gøre med hvordan jeg opdrager, men det kunne jeg slet ikke se i starten. Det var nok også en af grundene til at, jeg ikke mente, det var mi,g vi skulle snakke om”. Som følge af Torbens standpunkt i terapien konkluderer han, at det værste i terapien har været ”At skulle

snakke om mig selv, og at jeg har skullet åbne mig op og snakke om det inderste i mig, det har været det værste synes jeg”. Omvendt har det bedste ifølge Torben været at han ”har fået alle de råd og den vejledning, som jeg skulle bruge, og har jeg haft nogle problemer derhjemme, så har jeg kunne komme frem med dem og snakke om dem”

Det særlige ved familiehusetSusan har gentagende gange været til psykolog med det formål at komme ud af sit voldelige par-forhold. Hun fortæller om dette: ”Altså, jeg har gået til psykolog før, og det kan man slet ikke sammenligne. En psykolog sidder der jo bare og lytter, og så er det sådan set det. Jeg har ikke mødt en eneste psykolog, der har sagt noget til mig, som jeg kunne bruge”.

Karen fortæller, at hun igennem længere tid gik til psykologsamtaler. Hun fortæller: ”Derude gik de slet ikke i dybden, som de gør heroppe, og så fik vi en ny så tit. Men her i huset er det den faste, og det har bare så stor betydning. Når man snakkede med nogen der på sygehuset, så var det bare sådan overfladisk, hvor de hele ti-den sad og kiggede på klokken. Det var sådan presset, synes jeg. Her der kan man få tid til at slappe af og lige tage en kop kaffe, inden man decideret går i gang”

Eva fortæller: ”Altså alle de år jeg har gået til psykolog, har vi altid snakket meget om min

46

barndom, og jeg var ved at brække mig. Men det er ligesom nu, hvor børnene er så store, og jeg vil gerne give dem en god barndom, og nu har jeg lyst til at gå ind i det. Jeg tror ikke, at man kan gå ind i sådan nogle psykologsamtaler, hvis man ikke selv er hundrede procent med i det(..)altså dengang ville jeg ikke have hjælp, da var det bare nogle åndssvage terapeuter og nogle gamle pæ-dagoger, og de skulle ikke bestemme over mig. Nu man tager imod hjælpen, så hjælper det på en anden måde. Ligesom at troen flytter bjerge med alt muligt andet også. Ikke fordi der er no-get her (i Familiehuset) man skal tro på, det er bare, når man virkelig vil have hjælp”. Eva siger videre: ”Her er der flere, der sidder i samme stol og har det fuldstændig ligesom en selv, og tera-peuterne har også haft et liv. Hvis vi har spurgt ind til, hvordan det var, så har de har da også haft et hårdt liv. Så man kan godt blive til noget, selvom man ikke lige er startet så godt”.

For Eva er det således af stor betydning, at hun har kunnet identificere sig med terapeuterne i Familiehuset: ”Jeg føler at de (terapeuterne) er hundrede procent med. De er ikke bare ligesom sådan en eller anden psykolog, der sidder med sit fine jakkesæt og sine pudsede sko og man ved, at han har en stor BMW ude på parkerings-pladsen og sidder i et stort hus og bare har den perfekte uddannelse. Der føler jeg mig bare som ingenting”.

Torben har, i modsætning til de tre andre foræl-dre, aldrig før deltaget i nogen form for psyko-logisk behandling. Susan, Karen og Eva mod-stiller alle terapien i Familiehuset, med den, de tidligere har deltaget i. De har således oplevet terapien i tidligere behandlinger som irrelevante og utilstrækkelige, i forhold til de problemer de stod overfor. Susan og Karen har især oplevet udskiftning og terapeuternes mangel på interes-se i dem og deres situation som et stort problem, og Eva har følt det meget begrænsende, at tera-peuterne tidligere underkendte hende retten til at bestemme over sit eget liv.

Familiernes liv i dagSusan siger om sit liv idag: ”Jamen jeg har det meget bedre, det er jeg slet ikke i tvivl om. Altså jeg bor i en treværelses lejlighed, som jeg er rig-tig glad for og har en stor vennekreds. Det havde jeg heller ikke dengang, jeg havde ikke nogen overhovedet, og nu har jeg kontakt til min familie igen”.

Susan har et klart billede af, at de forandringer, der er sket, er et resultat af hendes indsats i Fa-miliehuset: ”Når du går til en terapeut, så får du ikke tingene foræret, du skal selv gøre arbejdet. Du får nogle ting at tænke over, men det er alli-gevel dig selv i sidste ende, der skal ville. Når jeg havde været i terapi, jamen så kunne jeg bruge en to til tre dage på at tænke over noget, som terapeuten havde sagt, sådan at jeg kunne ar-bejde med det”.

Susan mener selv at have fået rigtig meget ud af den individuelle terapi, men siger samtidig, at hun ikke var nået så langt, hvis hun ikke havde haft gruppedelen også. Gruppen ”har givet én en

47

vennekreds også, som man ellers ikke ville have fået”.

I forhold til sin søn beskriver Susan en positiv udvikling: ”Han er meget tillidsfuld og en meget glad dreng og i vuggestuen siger de også at der er sket store fremskridt med ham” For Susan har det ” været en hård pille at sluge” at indse, hvor påvirket hendes søn har været.

Karen beskriver en positiv udvikling på flere om-råder: ”Jeg ser mere fremad, end jeg ser tilbage, og jeg synes, jeg er blevet en bedre mor over for min søn. Altså, jeg har fået mere tillid til mig selv, eller selvværd, og jeg synes, jeg har et bedre samarbejde med min mor”. I forhold til hende selv beskriver hun, at hun nu er ”mere åben og udadvendt og glad”. Forandringen har medført, at hun har fået ”nogle venner og veninder man kan holde ved”, blandt andet forældre fra Fami-liehuset. I forholdet til andre giver hun nu udtryk for sine behov og ønsker: ”Når jeg udtaler nogen ting. Jeg vil, og jeg vil ikke have. Altså, det bru-ger jeg meget over for min søn, det gjorde jeg ikke før i tiden. Det var, ligesom jeg øvede mig på ham, kan man sige, og så i dag er det faktisk overfor alle”.

Karen har nu i højere grad fokus på fremtiden og planlægger at påbegynde en uddannelse, fordi hun nu i højere grad er ”blevet sikker på, at det vil jeg godt kunne klare”. Med hensyn til sønnens udvikling siger Karen, at han ”trives meget godt, jamen han er udadvendt og har fået sin egen mening”. Deres forhold bygger på en anden form for kommunikation: ”jeg snakker mere til ham i dag. Hvis der er nogen ting, der skal foregå, så forklarer jeg ham det. Det er ikke sikkert, at han forstår det.. men jeg forklarer det. Det gjorde jeg ikke den gang, der lod jeg bare tingene ske”.

Eva fortæller om sin personlige udvikling, at: ”de (terapeuterne) siger, at jeg er blevet meget mere voksen og mere tydelig i mine meninger, og at jeg er ikke lige sådan er til at få til at om-

bestemme sig, tager ansvar for mit eget liv nu, og det kan jeg også godt selv mærke”. Eva har desuden påbegyndt en uddannelse og siger om sin nuværende livssituation: ”Det er bare dejligt. Så det er det her sted, der har hjulpet mig til at komme hertil. Nu føler jeg, at jeg er færdig her, og jeg har virkelig fået den hjælp, jeg skal há”.

Torben fortæller, at forholdet imellem ham og hans barn er blevet: ”meget mere knyttet”. Han fortæller desuden: ”Vores samtaler er gået me-get fra, at jeg har råbt efter ham, til at vi nu sid-der og taler sammen og han kommer, når der bliver kaldt på ham, første gang, hvis jeg er hel-dig. Men altså, der er virkelig sket meget. Han er faldet meget, meget mere ned også og kan godt koncentrere sig om en ting af gangen. Han fløj jo rundt”. Desuden nævner Torben, at det har haft stor betydning for ham, at han med hjælp fra Familiehuset har fået tildelt en aflastningsfamilie til sin søn, hvilket gør, at han nu har større frihed og overskud.

48

Af antropolog Randi Dahl

Inger Poulsen fortæller i det følgende interview, hvordan hjemligheden er blevet til i et forsøg på at skabe et særligt socialt rum, hvor familier og terapeuter mødes på tværs af alle forskelle.

Psykoterapi og levet livDengang vi startede Familiehuset op, og der skulle være psykoterapi med familier med svære sociale problemer, da var der utrolig mange af vores fagkolleger rundt omkring, der sagde, at det ikke kan lade sig gøre. Mange af vores familier – 7 ud af 10 familier – var tvungne i behandling, og fagkolleger sagde, at det ikke kan lade sig gøre at lave psykoterapi med familier, der er tvunget i behandling. Det bli-ver en dødssejler, sagde de. Efter nogle år erfa-rede vi alligevel, det kunne vi faktisk godt. Så vi følte, at vi havde det ligesom humlebien, der ikke tror, den kan flyve, men faktisk godt kan.

Inspiration fra SternVi fandt noget af forklaringen ved at læse Daniel Sterns beskrivelse af San Francisco-modellen. Han skriver om, at der er familier, som man ikke kan nå, når der er alt for langt fra den verden, de er i, og til det, som psykologerne og terapeuter-ne tilbyder. Det hænger ikke sammen med deres levede liv, at de skal komme ind en gang hver fjortende dag eller en gang om ugen og snakke en time. Det passer med vores erfaring, for der er mange af vores familier, der beskriver, hvor-dan de har været ved psykolog, og de har været på psykiatrisk afdeling; men de føler aldrig, de rigtig har fået det, de kunne bruge.

Vi tror på, at hvis vi skal arbejde med familier med sociale problemer, så er vi nødt til at kunne

gå ind og arbejde med den indre kerne rent tera-peutisk. Men for at få lov at være med i den indre kerne, er det nødvendigt, at vi kan gå ind i det mellemrum, der hedder det levede liv, sammen med familien. Der kan vi blive rollemodeller. Mange unge forældre får ikke ordentlig afsæt i livet, fordi de sidder fast i forhold til egne foræl-dre.

For at en sund adskillelse kan finde sted er man nødt til at have haft en sund tilknytning. Vi er nødt til at etablere en god tilknytning, så de kan komme ind i en sund adskillelse og derved få afsæt i livet. Tilknytningen er nødvendig for, at de kan bruge den tilbudte terapi.

Som terapeut her er man nødt til også at kunne være i det felt, som hedder det levede liv sam-men med familierne. På den måde bliver vi autentiske som personer, fordi vi kan være sam-men og rumme dem i det, der er. Uden at gøre dem forkerte, men hele tiden være deres spejl. Man kan sige, at vi er der som dem, vi er, når vi er sammen med familierne. Både i deres eget hjem og her. På den måde kan vi vise, at vi re-spekterer dem dybt.

Mennesker af kød og blodJeg tror, det er vigtigt for familierne at se, at vi er helt almindelige mennesker, så de kan mær-ke, hvem vi er. Det har de manglet for at kunne vokse. Derfor er vi nødt til at forholde os til dem, som de er, og på den måde være eksempler for dem. Dvs. som rollemodeller. Vi må være som de gode forældre, der skulle have forholdt sig til dem dengang, de var små. Vi må forholde os til dem nu og bære håbet for dem. Det gør, at de får mulighed for at udvikle sig og vokse.

Mellem levet liv og terapi

49

Det er ikke private problemer, vi deler med foræl-drene; men det levede liv. Hvis jeg har været ved at male mit hus, og mit barnebarn fyldte vand i en spand maling til 1200 kroner, så er det sådan noget, jeg deler med dem. Den ærgrelse, jeg lige stod med der. Der kunne jo være købt en ny cy-kel for de penge! Og hvordan er det så lige, at man møder barnet der? Han gør det jo ikke for at være ond; men han kunne se, at her var en spand, der kunne fyldes. Sådanne små episoder kommer de også ud for, og her kan jeg være rol-lemodel for det levede liv. Det synes de også er sjovt at høre om. På den måde bliver vi mere mennesker af kød og blod.

Plads til forskellighederVi deler ikke de problemer med dem, som vi kan have i forhold til vores ægtefæller og familie. Det hører mere til privatlivet; men vi kan godt sidde og snakke om personlige ting nede omkring kaf-fen. Der hører de for eksempel om hverdagsop-levelser, ønsker og holdninger.

Når terapeuterne lige pludselig kommer ind i en politisk diskussion, så kan familierne også gå ind og deltage. Der bliver samværet, som livet er i en familie, hvor vi jo kan have hver vores me-ninger, og holdninger. Det har vi lov til at have. Og vi har lov til at give udtryk for dem, og vi skal ikke være enige. Det er noget, de skal lære, for mange gange tror de, at man skal blive ved, ind-til én får ret. Og sådan ér det jo ikke. Lige netop det at skulle respektere det, når vi er to, der har helt forskellige synspunkter, det ser de. De ser, hvordan vi kan stå frem med vores synspunkt, men også er i stand til at høre de andres mening og respektere den.

Gensidighed og afgrænsning af privatlivJeg kan også godt have overvejelser om, hvorvidt jeg skal skifte bilen ud, eller om jeg skal beholde den lidt længere. Sådan nogle overvejelser kan jeg godt sige noget om ved morgenbordet. Sige, at det her, det bliver bare dyrt. Og at, og jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad der er klogest at gøre. Så kan det være, at der sidder en far iblandt,

50

der har nogle erfaringer. Og så har vi en dialog omkring det.

Der er ikke nogen færdig facitliste for, hvordan; men som terapeut er man hele tiden nødt til at være hjemme i eget hus, så man kan mærke, hvad der er i orden for mig at dele med famili-erne. Når nu vi for eksempel får besøg af socialmi-nisteren, så kan jeg godt mærke, at familierne er noget optaget af det. Så siger de, er du ikke nervøs? Og selvfølgelig siger jeg til dem, jo, det er jeg. Tænk nu, hvis jeg kommer til at sige no-get forkert. Og så bliver de vældigt optaget af at komme med opbakning og gode råd i forhold til det. Det, synes jeg da, er rørende, at de tænker på det. Og de vil frygtelig gerne være med ved besøget af socialministeren i næste uge, og det skal de så også.

Men når det gælder privatlivet, så vil jeg aldrig blande familierne ind i det. Der er en helt klar grænse. Det er fælles medmenneskelige ting, som vi kan dele. Det er ligesom med et spæd-barn. Det har ikke brug for at mærke mors æng-stelse. Det har brug for at blive mødt og set, som den personlighed, det er. Og så må mor tage sig af sit voksenliv et andet sted. Den opdeling mel-lem privat og personligt har vi også her i forhold til familierne. Hvis det skulle ske, at en terapeut bliver slået ud af kurs, og man for eksempel sid-der i en gruppeterapi, så vil de straks mærke, hvis der er sket et eller andet, så vi ikke kan være ordentlig tilstede i kontakten. Så siger vi højt, hvad der er sket, hvordan vi forholder os til det og får det klaret praktisk, så vi kan være til stede; men vi tager os selv af vores private problemer.

Gensidighed og begrænsning af psykoanaly-tisk neutralitetDen traditionelle psykoanalytiske tilgang er, at terapeuten er så neutral som mulig. Vore familier har behov for, at vi kan gå ind i deres liv på en re-spektfuld måde, så de erfarer, at det er nyttigt for

dem at være sammen med terapeuten om det, der er svært, og det, der er godt. Vi kan være sammen med dem præcis, som de er uden at gøre dem forkerte, men i stedet hjælpe dem til at holde fast i deres ressourcer.

Vi kan ikke bruge den traditionelle tilgang, fordi der bliver et stort tomrum midt imellem dem og terapeuten. De er nødt til at sanse den gode op-bakning og gøre det over tid. Derved opbygger vi en tryghed og tillid, som skal bære de terapeu-tiske samtaler. Det er så vigtigt, at vi er i stand til at være der - sammen med familierne i det levede liv og sam-tidig som rollemodeller. For overhovedet at nå familierne, så er terapeuterne nødt til at skabe en bæredygtig relation, hvor de også kan være rollemodeller. Og når de så har nået familierne, så skal de være uddannede til at gå ind og arbej-de med den indre kerne. I det arbejde kan tera-peuterne være med til at rydde de forhindringer af vejen, der forhindrer forældrene i at leve et liv, der tilfredsstiller dem og giver dem mening. Så kan noget nyt bygges op.

Kontaktfulde relationer i vækstVæksten opstår dér, hvor der er fred og ro, og hvor mor er sig selv. Dér har hun overskud til at kikke kærligt på det lille barn og opleve det, så-dan som det er, og sætte ord på det, hun ser, så barnet føler sig set og oplevet.

Når hun følger barnets initiativer, så kan barnet mærke, at vi to, vi er sammen lige nu og om det her liv. På samme måde skal vi finde familierne der, hvor de er, og gøre os nyttige lige der og på en respektfuld måde. Så undgår vi, at der bliver for stort et hul imellem det, vi som psykologer og terapeuter tilbyder dem i det terapeutiske rum og så der, hvor de er i livet lige nu.

Vi er nødt til kontinuerligt at blive i en forpligten-de, helende kontakt med forældre og børn, for at de kan vokse, og familiebehandlingen nytter.

51

Hvad er din første indskydelse, når du tæn-ker på Familiehuset?Godt arbejde. Stor udvikling for familier. Godt samarbejde med familier og samarbejdspartne-re. Varme – stor rummelighed.

Hvordan skal Familiehuset udvikle sig de næste 5 år set ud fra dit arbejdsområde?Mulighed for at flere familier kan komme - lettere henvisning.Ny afdeling, hvor der arbejdes med familier med fødselsdepression.

Lene Brorholt, sundhedsplejerske

Hvad er din første indskydelse, når du tæn-ker på Familiehuset?Rummelighed, Varme, blive set og hørt.

Hvordan skal Familiehuset udvikle sig de næste 5 år set ud fra dit arbejdsområde?Mere af det samme som nu, måske udvidelse af aldersgruppen. Jeg tænker på ældre børn.

Tommy H. Pedersen, familierådgiver

Hvad er din første indskydelse, når du tæn-ker på Familiehuset?Rart sted – hyggelige omgivelser. Faglig kom-petent personale. Brugerne har stort udbytte af opholdet/gode oplevelser.

Hvordan skal Familiehuset udvikle sig de næste 5 år set ud fra dit arbejdsområde?Udvikling vil vel afhænge af behov/efterspørgsel. Håber på mindre ventetid.

Dorte Elkjer, familierådgiver

Hvad er din første indskydelse, når du tæn-ker på Familiehuset?At mine familier, der er i nød, får hjælp og støtte. Jeg føler glæde ved at tænke på alle de mødre, der har rettet ryggen og fået selvværdet tilbage – til gavn for dem selv og børnene.

Hvordan skal Familiehuset udvikle sig de næste 5 år set ud fra dit arbejdsområde?Mange flere pladser til familier, til børnesamtaler. Supervision til os.

Annette Byskov, sundhedsplejerske

Statements fra samarbejdspartnere

52

På Familiehusets vegne vil vi sige tak til alle, som har bidraget til at beskrive det levede liv i Familiehuset.

Med venlig hilsen Familiehuset, Smedetorvet 8, 8700 Horsens

Inger PoulsenPsykoterapeut og leder

Birgitte ThornsohnPsykoterapeut

Tina ZwergiusPsykoterapeut

Joachim SpeckPsykoterapeut

Elsebeth WillemannMiljøsekretær

Telefon: 75 61 42 02Mail: b&u.familiehuset@horsens.dk