forsider · 2013. 4. 25. · stødende billeder af de man-ge syge hunde. vi var alle opslugt af...

VMR 05/06 VeterinærMedicinsk Rejseforening

13. årgang

1

Rejserapport 2005-2006

Indholdsfortegnelse

Redaktion 2006: Bolette Skive

Christina Christensen Klaus Hedermann Pedersen

Lena Rangstrup-Christensen Michelle Abel

Pernille Holst René Hovgaard Sørensen

Forord:

Dyrlægestuderende uden grænser v. Bolette Skive 2

Asien

Thailandske gadehunde v. Adriana N., Camilla L. & Ann-Katrine M. 3

Ladakh, ja tak! v. Sanne Wiingreen 6

Blandt tigere og munke i Thailand v. Mai-Lis Falk 9

Afrika

Hakuna matata! v. Carina Bach Arvidsson 11

Wildlife Utilisation in Southern Africa v. Michelle Kischinowsky 14

Rundrejse i Sydafrika v. Mette Aamand Sørensen 17

Syd-amerika

Blandt abeunger og pumaer v. Karen Schou Møller 19

Amerika

Solstik og tandrodsbehandlinger v. Janne Scholdager & Karina Nielsen 21

Aldrig mere – ikke igen! v. Lars Bak Johansson 23

Tv-stars and.. sick old horses.. v. Majbritt Bisgaard & Marianne Karlsen 25

Equine Surgery på UCDavis v. Camilla Christensen 27

Workaholic i tre måneder på UCDavis?! v. Sally Bock 29

Veterinary Medicine Teaching Hospital i USA v. Jenny Nilsson 32

Otte drog de ud - v. Jonna H., Jesper R., Caroline R., Maja R, Merete K, Louise A., Gitte M. & Line E.

34

Rejserapport UCDavis v. Mia Espersen & Ditte Rasmussen 38

Turen går til WSU! v. Sofie Kildsig 40

Europa

En fåret arbejdsferie v. Anne Charlotte Teilmann 42

Regler

☺ VMRs rejselegatregler 2007 v. VMR´s bestyrelse 44

2

VeterinærMedicinsk Rejseforening

Dyrlægestuderende uden grænser Velkommen til endnu et nummer af VMRs rejserapport samling. Vi håber, at du vil lade dig inspirere af de mange forskellige rejser, der er blevet gjort af andre veterinærstuderende. Som du kan se i denne samling, og tidligere års hæfter, er mulighederne mange. Du kan vælge at komme i praktik hos en dyrlæ-ge i stort set alle dele af verden – det kan IVSA hjælpe dig med. Du kan også benytte dig af en af de samarbejdsaftaler KVL har med andre universiteter – det kan den internationale studievejledning hjælpe dig med. Endelig kan du finde på noget selv, måske med hjælp fra nogle af alle dem der før har været af sted, eller gennem VMRs kontakter. Efter hver rapport står nemlig den rejsendes adresse, som du kan benytte dig af til at finde ud af mere om, hvordan du kan komme af sted. Det kan også anbefales at tale med undervisere her på KVL, da mange af dem har kontakter rundt omkring. Med en god portion benarbejde kan det som regel lykkes at skaffe penge til rejsen via legater, fonde og firmaer, så ansøg dem! Og så er der jo selvfølgelig VMRs rejselegater, som uddeles til dem som har sendt rapporter til os, som opfylder kravene trygt bagerst i denne samling rapporter, check opdateringer på VMRs hjemmeside: www.vmr.dsr.kvl.dk, inden du rejser ud. I år blev det til 29 legatmodtagere, hvor dem der har rejst udenfor Europa får 1800kr og personen der er blevet i Europa får 900kr. Pengene kommer fra DDD der i år gavmildt har støttet med ca. 42.000kr, som vi takker mange gange for, desuden udbetales noget af Smediefestens overskud. VMR laver andet end at dele legater ud! Igennem International Veterinary Students Association (IVSA) arrangerer vi praktikophold i udlandet og gruppeudvekslinger til andre fakulteter. Vi deltager i IVSA’s kongresser og arrangementer, og driver IVSA’s Information Office. Sidst med ikke mindst er det VMR der arrangerer den populære og elskede Smediefest. VMR holder medlemsmøde én gang hver blok, og vi er altid glade for at se nye, som gamle, ansigter. Så hold øje med opslagene på VMRs info-mail og på sladderspalten, og kom til næste møde og hør nærme-re om, hvad vi laver. Med venlige hilsener Bolette Skive Formand VMR/IVSA-Danmark

3


Thailandske gadehunde Det hele startede den 25. november 2004, da Mogens Hansen holdt foredrag på KVL. Han fortalte vidt og bredt om sine tidligere ture til Indien og Thailand, sup-pleret med såvel flotte bille-der af natur og kultur som stødende billeder af de man-ge syge hunde. Vi var alle opslugt af tanken om at del-tage i ét af hans fremtidige projekter, og der gik ikke lang tid før vi alle var på Mogens’ mailingliste. Projektet gik ud på at indfan-ge, neutralisere, rabies vacci-nere og parasitbehandle hun-dene. Neutraliserede dyr blev øremærket, således at myn-digheder og lokale organisa-tioner kan identificere de behandlede dyr. Gennem vores arbejde skulle vi der-ved sætte et eksempel på, hvorledes problemet i fremti-den kan gribes an af lokalbe-folkningen. Den største motivation for at deltage i projektet var den erfaring vi hver især ville få inden for områderne generel håndtering af hunde og katte, deres adfærd, præmedicine-ring, induktion af anæstesi, kirurgi samt postoperativ behandling. Derudover ville det blive en udfordring dels at arbejde under helt andre kulturelle og religiøse for-hold, dels at arbejde i en stor gruppe af frivillige hjælpere, veterinærsygeplejersker, dyr-lægestuderende og dyrlæger fra hele verden.

Vi holdt infomøde i midten af april i Odense, hvor vi fik etableret en sponsorgruppe og fik klarlagt alle detaljer vedrørende vaccinationer, flybilletter, visumansøgninger og vi mødte en del af de mennesker, som vi senere kom til at arbej-de tæt sammen med. Vi stod for det store arbejde i sponsorgruppen men på trods af, at vi havde søgt ca. 30 legater, støttede kun et par firmaer vores projekt. En stor tak til Kruuse, som spon-sorerede operationsudstyr, bl.a. operationssæt for omkring 100.000 kr. Vi fik dog aldrig glæde af dette, da containeren blev tilbageholdt af de kor-rupte thailandske toldmyndigheder, som mis-tænkte os for at ville bruge operationssættene på mennesker – ja nemlig ja! Derfor købte mange af os selv operationssæt i Thailand, hvor de var langt billigere og lettere tilgængelige, om end af en dårligere kvalitet. Sommeren oprandt og eksamen stod for døren, men tankerne flød hele tiden hen på vores tur til Thailand… Først efter endt eksamen kunne vi for alvor begynde at tænke på den spændende rejse. Vi havde en masse korrespondance via mail op til turen, da der både skulle arrangeres holdfordelinger, indlogering i de forskellige byer og vi havde selvfølgelig løbende kontakt med hovedorganisationen for projektet i Bangkok, Soi Dog Rescue. Nogle af os måtte udskyde vores farmakologiek-samen, da vores projekt lå i perioden d. 12. okto-ber-11. november. Camilla og Ann-Katrine tog eksamener forud i august for at undgå at komme bagud – Camilla med mere held og to karakterer højere end Ann-Katrine. Sådan kan det jo gå det skidt… Datoen for vores afrejse nærmede sig og den 12. oktober stod vi endelig i Kastrup Lufthavn, spændte på den 12 timers lange rejse, som kl. 3 om natten blev mere spændende da der lugtede brændt i kabinen… Viste sig dog kun at være en sammenbrændt ventilator ☺ Efter et par dage med tilvænning til varmen, af-slapning og ikke mindst delfinsvømning, mødtes alle fra projektet i Bangkok d. 16. oktober til en kort briefing, og vi mødte for første gang de 4

4


energiske og meget engagerede britiske ladies fra Soi Dog Rescue (SDR). Tirsdag d. 17. oktober startede projektet for al-vor. Vi blev hentet 7.30 om morgenen og kørt gennem den sindssyge morgentrafik i Bangkok 9 km sydpå til Soi Dog Rescue’s hovedkvarter in the middle of nowhere. Som udgangspunkt var vi for mange mennesker til de to præoperative-, fire operations- og to postoperative borde, så dette gjorde det bestemt ikke lettere for os alle at finde vores arbejdsom-råder og tilpasse os en flydende arbejdsrutine. Desuden fik vi uanmeldt besøg af den thailand-ske stats veterinærer (Government Vets), hvis opgave var at overvåge og kontrollere vores ar-bejde og ikke mindst sikre sig, at de studerende ikke opererede. De var meget forstyrrende, da de ikke respekterede vores arbejdsgang og begyndte at bedøve hunde med et for os ukendt anæstesi-middel og tog operationspladserne som det pas-sede dem. Desuden efterlod de bare hunden uden at give den obligatoriske postoperative behand-ling.

Ann-Katrine steriliserer hund.

Desværre måtte vi alle acceptere, at de var der og smile pænt – that’s just the thaiway! Dagen efter gik det bedre med at finde arbejds-flowet, og vi blev herefter delt i 3 hold. De tre hold skulle arbejde på mange forskellige steder i Thailand, bl.a. SDR’s klinik i Bangkok, et munketempel i Chiang Mai, et primitivt hus på den lille ø Koh Payam og i Ratchaburi hos Pym, en rig og dedikeret hundeelsker, som har bygget sin egen klinik til 12 millioner baht (svarende til 2 millioner danske kroner). Holdene blev i løbet af projektet delt op og omrokeret jævnligt, idet mange ikke kunne deltage i alle projektets 4 uger. Der kom også løbende nye frivillige til, hvilket var en spændende udfordring, da man gang på gang skulle reorganisere holdene. På alle holdene var fremgangsmåden stort set den samme. Indfangning af hundene blev foreta-get af nogle frivillige hjælpere, ofte lokale. De blev anbragt i bure, hvorefter de fik præmedici-nering, som regel foretaget af os studerende. Da vi ingen vægt havde, blev vi hurtigt rutinerede i at vurdere vægt og afmåle doserne derefter. Der-næst skulle hundene gøres klar til operation og anæstesien skulle induceres. Vi foretog forberedelse og induktion i samarbej-de med sygeplejerskerne, hvilket indebar vask af operationsområdet, barbering, desinfektion og ilægning af venekateter. Vi anvendte kun thio-pental (injektionsanæstesi), da det er et hurtigt virkende barbiturat, der både er billigt og let at skaffe i Thailand. Dernæst blev hundene opereret af erfarne dyrlæger, nyuddannede dyrlæger og når der var tid; os studerende. På grund af den hurtige udsætning brugte vi re-sorberbare suturer. Postoperativ behandling blev foretaget af studerende og ind imellem frivillige og bestod af den meget vigtige rabiesvaccinati-on, øretatovering, injektion og spray mod endo- og ektoparasitter, injektion af B-vitamin, negle-klipning, ørerens og lettere behandling af sår og skrammer. Hundene blev overvåget natten over og frigivet dagen efter i samme lokalområde, hvis der ingen tegn var på komplikationer. Turen har været udbytterig. Dels har vi lært en masse om den thailandske kultur og ”the thai-way”. Derudover har vi fået en masse erfaring indenfor teamwork, samarbejde på tværs af nati-

5


onaliteter og deraf følgende sprogbarrierer, håndtering af hunde og deres adfærd, administra-tion af medicin og ikke mindst fået et indblik i alverdens forskellige kirurgiske teknikker på én og samme type af operation, samt selv fået prø-vet at føre kniv og nåleholder! Det var 4 fantastiske uger vi aldrig vil glemme…

Vi steriliserer katte på samlebåndsmanér... Gode råd: Få 100 % afklaret hvad der forventes af dig som studerende, hvad du vil få lov til at lave og om dine forventninger vil blive mødt inden du melder dig til! Husk visum, hvis du skal opholde dig i Thailand i mere end 30 dage Budgettér med at bo på middelklassehoteller, da det er lettere og mere hyggeligt at bo sammen med resten af holdet. Priserne ligger ca. fra 45 kr. og opefter. Få styr på dine vaccinationer i god tid! Vær hurtigt ude, når du skal bestille flybilletter for at få den laveste pris. Sproget er mange gange dårligt engelsk så krops-sprog er en god ting. Rejsebogen ”Thailand” fra Lonely Planet er en stor hjælp! Budget pr. person: Vaccinationer: ca. 4000 kr. Flybillet: ca. 6000 kr. Rejseforsikring: ca. 1000 kr. Kost og logi: 150 kr. pr. dag: ca. 4500 kr.

Lokal transport: ca.1000 kr. I alt: ca. 16.500 kr. Adskillige legater er søgt uden held. Dog har Ann-Katrine modtaget 15.000 kr. fra Dyrlæge W. Lænkholms Rejselegat. Vigtige adresser og kontaktpersoner: Mogens Hansen Kingosvej 94 3000 Helsingør Tlf. 28446252 [email protected] Soi Dog Rescue Sherry Conisbee 101/24 Thana City Bangna-Trad Km 15 Samut Prakarn 10540 www.soidogrescue.org Danske Lægers Vaccinationsservice: www.dlvs.dk Den Thailandske ambassades hjemmeside: www.thailand.dk For yderligere information er I velkomne til at kontakte: Adriana Mai Wendelboe Nielsen (5. år, årgang 2002) Holger Danskesvej 42, lejl. 4 2000 Frederiksberg Tlf. 3819 3916/2651 3916 [email protected] Camilla Ravn Larsen (årgang 2000) Cæciliavej 13, 2. tv 2500 Valby Tlf. 2254 5929 [email protected] Ann-Katrine Meilstrup (4. år, årgang 2002) J.M. Thielesvej 5A, 4. 4 1961 Frederiksberg C Tlf. 2252 9944 [email protected]

6


hus. Meget traditionsrigt og bedstemoren er utrolig karismatisk! Hun har to lange grå fletnin-ger ned langs ryggen, og aldrig har jeg set så mange rynker i ét og samme ansigt. Rynkerne folder sig perfekt i hvert eneste smil – og smil, dem er der mange af. Huset ligger omkranset af de store Himalayabjerge, der er sneklædte på toppen. Vi bor i en lille oase, hvor vandet løber frit i små kilder. Vandet skulle efter sigende have helende effekt, og i går blev vi taget med op i bjergene. Her fik vi hovedet placeret på en sten, og vandet blev hældt på vores pander. Det var skønt at se bedstemoren få hældt vand på hove-det, mens hun lå og grinede sit tandløse smil og fletningerne blev våde. Om ti dage går vi i gang med at operere gade-hundene, og regeringen hernede har sørget for, at hundene bliver transporteret fra byen og omegn ud til os i ambulancer. Gadehundepopulationen stiger og stiger for hvert år, hvilket er et problem for turismen hernede. Værtsfamilien joker nogle gange, og siger, at vi burde køre et sterilisations-projekt på turisterne også. Man ved aldrig, hvad der sker hernede, end ikke når jeg går ud af dø-ren (for det meste lige efter at have knaldet pan-den mod den lave dørkarm). Intet er som man havde forestillet sig, og intet bliver som man har planlagt. 3. juli: PANIK Så fik vi det største chok, nok nogensinde! For-manden for ”The Animal Care Society Center”, Kunzang, kørte os ud for at vise os faciliteterne til den ny klinik. Jeg siger Jer: Der er INTET! Området er stort, ligger op mod bjergene og Kunzang har bygget 3 små huse. Han havde af-talt med VetCharity, at der skulle bruges 3 rum af klasseværelsestørrelse. Første fejlkilde: Hvor store er klasseværelser rundt omkring i verden? I Indien er de åbenbart kun 10-15 kvm. Bygnin-gerne er lavet af ler, væggene smuldrer og gulvet er af sand! Godt nok er vi ikke færdiguddannede dyrlæger, men det er vist ikke optimalt for opera-tionssår?! Vi er de eneste ankomne, og vi blev bedt om, at give de råd vi kunne, om hvad vi skulle bruge og forbedre. Så gik vi i gang: Jeg satte mig og tegnede det store område, med skitser af de små huse. Jeg har tegnet vores ideer til forbedringer af bygningerne, og lavet lister

Hvem? Dyrlægestuderende efter endt 3. studieår, Sanne Wiingreen, Franckesvej 8, 2.th, 2000 Frederiks-berg. Tlf: 26 45 32 75 Hvorhenne? Ladakh, også kaldet lille Tibet, et bjergland på størrelse med Danmark beliggende på grænsen mellem Indien og Kashmir. De fleste kunne en-gelsk. Hvornår? 29. juni – 9. august 2006 Hvordan? Gennem den australske organisation, VetChari-tyOrg Inc, som starter og kører flere dyrevel-færdsprogrammer i udviklingssamfund i Asien. Organisationen er udelukkende baseret på frivil-ligt arbejde fra dyrlæger, veterinærsygeplejersker og studerende. Gennem længere tids mailkor-respondance blev vi enige om, at projektet the Ladakh Dog Sterilisation Project passede til vo-res ønsker omkring afrejsetidspunkt og indhold. Hvorfor? For at opnå fornyet energi til studiet, for at teste sine spæde dyrlægemæssige færdigheder og ikke mindst for at få erfaring. Blev de ønsker så op-fyldt? Ja, men slet ikke sådan som vi havde for-ventet. Her er et uddrag fra mine feriemails: 1. juli: Hilsen fra Kashmir Så er vi landet i Indien. Vi kom igennem tolden med små snuskede toldere bevæbnet med turban og maskingevær. Backpacken var fyldt med sponsorgaver fra danske medicinalfirmaer bestå-ende af kanyler, nåle, venflon, ormekur m.m. Blev dog kaldt til side af turban-toldfyren, som ikke helt kunne forstå, hvorfor jeg havde så me-get metal i tasken. Slog mit hjerte hurtigt, da jeg så hans maskingevær? Det tror jeg nok det gjor-de! Og hjertet, det er fortsat på højtryk heroppe i 3500 m højde, og det er lidt svært at trække vej-ret. Så er det godt vi er havnet i en lille primitiv landsby, Saboo, lidt uden for Leh. VetCharity har fået os indkvarteret hos den indiske projekt-leders dejlige familie, bestående af 3 generatio-ner under samme tag i et over 450 år gammelt

Ladakh, ja tak!

7


over, hvad vi mangler, og i dag har vi været til møde med dyrlægerne i Leh og fremlagt idéerne. De blev taget vældig godt imod. Dog mente den ene dyrlæge, at der ikke var nogen infektionsrisi-ko i området, da der ingen bakterier var! Der skal tænkes på ALT! Det er vældigt lærerigt. ALT skal overvejes, så vi har tilbragt et par ti-mer på toppen af ”vores” bjerg med den fantasti-ske udsigt og tænkt. Andet problem: Vandet kommer jo ikke bare dryppende, så der blev igangsat en vandboring nær vores ”klinik”. De var ikke sikre på, der løb vand i undergrunden der, men tidligt i morges kom der vand op! Vi jublede og tog en masse fællesbilleder. Vores trekkingtur er blevet udsat, da værtsfamili-en har inviteret os med til bryllup. Vi regner med at bo hos familien gennem hele forløbet. Det bliver en hel unik chance for at lære og opleve deres traditioner fra første parket. De har ”adopteret” en lille dreng, Zidan, hvis egen fami-lie var for fattig til at have ham. Så nu bor han hos vores værtsfamilie og går i skole her. Han er SÅ flittig! Samtidig er han så genert og nysger-rig på samme tid, at mit hjerte bløder, når jeg ser hans evige smil og spilopperne i hans skæve, brune øjne. Ham vil jeg gerne have med hjem. Her er så skønt, og jeg er ligeglad med, at jeg kun kommer i ”bad” hver fjerde dag (læs: skyl dig udendørs med iskoldt vand oppe fra bjerget), og ligeglad med vi spæner rundt for at få projek-tet op at køre. Så - nu blinker lyset igen, så går strømmen nok om lidt. 14. juli: Trekking, sygdom og slowmotion! Lige hjemvendt fra trekkingtur i Himalayabjer-gene. Kun os, en ponymand og 4 heste, som bar vores bagage.. Det var så hårdt, at jeg var lige ved at lægge mig ned og skrige og benytte mig af vores forsikring, som dækker en eftersøgning med op til 1 million kroner… Så kunne de fande-me dulme hente mig der, midt i ødemarken. Næ-sen begyndte at bløde spontant pga. højden, men da vi nåede toppen, var det det hele værd. Boede i telt om natten, og hestene blev sendt op i bjer-gene efter græs. Lyden af deres klokker rundt om halsen om morgenen, når de kom ned fra bjerget, var det bedste vækkeur, ever! Så nu er vi tilbage på projektet. Ting tager tid i Indien, men vi fik en lille start i går med sterilisation af 3 hunde. Vi vil gerne nå op på 15-20 hunde om dagen, så vi

til sidst når op på 900. Ellers kan det ikke ses på populationsstørrelsen næste år. Vi skulle have bygget en indhegning af sten til hundene, men da vi kom derud i forgårs, så vi, at manden, der bygger det, havde glemt at der skulle være en indgang… Kan I forstå, hvad jeg mener, når jeg skriver, at der skal tænkes på alt? Vi spiser ris 2 gange dagligt, selv da jeg var drøn syg, fik jeg skånende rissuppe af familien. Familien er skøn, men jeg deler ikke deres begejstring for ris… 19. juli: Første operation! Så fik jeg endelig gang i mine egne operationer. Fik lavet den første selv i dag, lige fra venekate-ter, anæstesi, kirurgi og sutur, og det var et ret så pænt resultat! Hunden overlevede dog ikke… Det gas! Nu får vi vores eget operationsbord fra i morgen (det har kun taget 3 uger at skaffe), og så skal vi indgå som kirurger! Dejligt. Jeg skal dog lige have revurderet proceduren, når vi kommer hjem. Lige nu foregår alt på en alternativ måde. Således fungerer benzindunke som støtte for ryglejet under operation, og handskerne er knap så sterile, idet ham, der har pakket kassen, af en eller anden grund har pakket to højrehandsker i samme pakke hver anden gang! Syg buddhistisk humor, er jeg sikker på. Ellers går alt lidt bedre. Vi har fået hjælpende hænder fra en indisk dyr-læge fra Delhi – og sikke hænder! Jeg er sikker på, han kunne gå en handskestørrelse ned, hvis han barberede dem. Samtidig ligner han en teg-neseriefigur og har den sødeste, prototypiske, indiske accent. Så jeg må stå og undertrykke et latteranfald, samtidig med jeg lytter koncentreret til, hvad han siger. Er endnu ikke blevet bidt, selvom det har været utrolig tæt på flere gange. Mureren har endelig fundet ud af, at der altid skal være en indgang, når han bygger huse og indhegninger. Så alt er i fineste orden! Jeg er sikker på, at hans jobmængde stiger betydeligt med den lille ændring, og hans kunder får langt mere ud af hans resultat! Ja, ja, vi hjælper såle-des også befolkningen hernede! En eneste klage: Jeg er begyndt at synes, det dufter godt, når vi brændemærker hundenes ører efter operation! Tror det er tegn på, at jeg har fået vegetarmad i al al AL for lang tid… 22. juli: Så blev Sanne sgu bidt! Selvom vi hver eneste dag aftaler, at vi kun skal arbejde fra 8.30-17, så dukker der altid noget uventet op. Vi ender altid med først at kunne gå

8


hjem ved syv-otte tiden, og det er simpelthen fordi indere slet ikke arbejder efter samme møn-ster som vesterlændinge. Bedst som vi opererer, kommer hundefangerne løbende ind og råber ”Chai?”. Hvis bare det betød: ”Skal næste hund klargøres?”, ville alt gå hurtigere. Men nej, det betyder ”TE?” Og sørme om de ikke står med en kop te parat. Ved ikke om de forventer vi stopper den igangværende operation, for at vi kan drikke te… Kunzang tager dog glædeligt imod al den chai, han får serveret, og det resulterer altså i, at han ikke får gjort de ting, som er nødvendige for projektet. Det står mere og mere klart for os, at han vist har startet det projekt mere for hans egen karmas skyld og ikke for hundenes. Mange af hundene er hidsige, og i går fløj en lille satan i benet på mig. Den rullede rundt i bedste kroko-dillestil med mit bukseben mellem tænderne. Tror kun der var 1 cm mellem mig og Leh hospi-tal. Så fik JEG lov at skære nosserne af dén. (…) 28. juli: Alskens miner! Sure miner blev kodeordet for denne periode. Projektet gik helt i sort i starten af ugen, hvor Janet, projektlederen, brød helt sammen og græd og græd i frustration over, at intet bliver lavet fra indisk side. Der kommer flere og flere volontø-rer, som alle regner med at kunne udføre et styk-ke arbejde, men det er svært, hvis der ingen hun-de kommer. Vi var taget et par dage væk op til Asiens højest beliggende sø, Pangong Lake. Vi passerede et område, hvor vi ikke måtte køre væk fra vejen, idet det var mineområde. Minerne blev lagt ud i krigen mod Kina i 1990´erne, og militæret havde smidt kortet over minerne væk… Ja, dét var vi ikke længere så overraskede over. 30. juli: Skred i tingene Hjemvendt fra miniferie ser alt ud til at gå glat igen. Efter problemerne tidligere på ugen, har

Kunzang endelig fået ordnet de ting, han skulle. Ærgerligt det skulle køre så langt ud. Bedstemo-ren havde tårer i øjnene, da vi kom hjem fra vo-res miniferie. Sikke nogle knus vi fik! I går var Zidan, adoptivsønnen løbet væk. Vi fandt ham først sent om aftenen, hvor han blev fundet i en anden landsby krøbet sammen i et hjørne. Føj, han fik skældud, på bedste (værste) Ladakhi ma-nér. Ja, det inkluderer, at Kunzang sparkede ham ind i stuen, og at Zidan skulle stå med hovedet nedad i over en halv time. Tænkte, at jeg sgu også var løbet væk, hvis jeg skulle arbejde i 18 timer i døgnet og ingen legekammerater havde som 8 årig. Vi får også set bagsiden af medaljen i paradis. 2. august: Så er det snart hjemad igen I nat var vi ved at skulle flygte fra vores hus. Grunden er, at der de sidste par dage er faldet så meget nedbør i bjergene, som gør, at floden ved huset er løbet over sine bredder. Flere landsbyer og marker er skyllet væk, heldigvis ikke vores endnu! I går dræbte jeg 6 ufødte hvalpe, fordi vi uheldigvis steriliserede en drægtig tæve. Jeg var nødt til at åbne ind til hver hvalp, og give dem hver især en indsprøjtning, idet jeg kunne mærke kraftigt hjerteslag og fordi de bevægede sig me-get. 9 hunde var flygtet i morges da vi kom, fordi de havde tygget døren i stykker! 2 af de flygtede hunde stod på toppen af bjerget og kiggede på os, da vi ankom. Det var ligesom en scene i ”Danser med Ulve”! Jeg må indrømme, at jeg følte mig som en helt, da jeg efter lang tids tål-modighed og snilde fik fanget den ene og bar den hele vejen ned af bjerget igen! Puha, det synes uvirkeligt snart at skulle til Dan-mark igen. Der er mange mennesker jeg vil sav-ne, men indtil nu har vi opereret 165 hunde. Det synes jeg, er en sejr – alt taget i betragtning! Knus fra Sanne

Budget (udgifter, ekskl. trekking og weekendtur): Flybillet t/r København-Delhi = 9.000 kr. Flybillet t/r Delhi-Leh = 2.000 kr. Rejseforsikring = 690 kr. Vaccinationer (Hepatitis A, Tyfus, 3 * Rabies) = 2.443 kr. Indkvartering privat inkl. mad/drikke = 1.500 kr. Transport i Indien (Taxa, bus) = 400 kr. Udgift, Husleje i Danmark 1½ måned = 4.500 kr. Visum = 450 kr. I alt = 20.983 kr.

9


jeg, ligesom turisterne, skrive under på nogle papirer om, at hvis der skete mig noget var det mit eget ansvar, og så blev jeg vist op til mit nye hjem. Jeg skulle bo i et lille hus indenfor mure-ne, med 5 værelser, bad, toilet, rindende vand (koldt) og elektricitet, sammen med de andre kvindelige volunteers. Faktisk meget luksuriøst, til trods for at vi sov på måtter på gulvet, men det vænner man sig forbavsende hurtigt til! Der-fra gik turen ned til The Tiger Canyon, hvor tig-rene er hver eftermiddag, og hvor turister kan komme og røre ved nogle af dem og få taget bil-leder af det.

Meget afslappet... Efter et par dages tilvænning til stedet og dyrene begyndte arbejdet! En helt almindelig dag kunne se sådan ud: 7.00 mødetid oppe ved tigerburene, rengøring af ungernes bur (der er 4 unger i tem-plet, de er født i september 2005, og vejede på det tidspunkt ca. 50-60 kg, og det var fortrinsvis dem vi som volunteers arbejdede med, men jo længere man er der, jo mere får man også med

En smuk eftermiddag i april 2006 satte jeg mig ind i flyet til Wien, for derfra at flyve videre til Bangkok, jeg vidste egentlig ikke rigtig hvad der ventede mig, og heller ikke hvad der ville blive min hverdag de næste knapt to måneder, så jeg var godt spændt! Det hele begyndte som en skør idé i mit hoved i november 2005. Jeg havde regnet ud, at hvis jeg nu tog to ekstra eksamener (og bestod dem…) i december/januar kunne jeg i princippet holde fri i to måneder i foråret, to måneder hvor jeg kunne gøre lige hvad jeg ville!! Hvad vælger man så, når ens pengepung ikke er alt for fyldt? Jeg ville gerne arbejde med dyr som frivillig, se noget nyt og prøve mig selv lidt af… Flere muligheder var oppe og vende, men valget faldt på Tiger Tem-plet, godt hjulpet på vej af Animal Planet og Templets hjemmeside! Tiger Templet er et bud-dhistisk meditations kloster som ligger ude i et stort skovområde, og fungerer samtidig som et Wildlife Rescue and Conservation Center. Der er i alt 16 tigere på stedet, 8 som er blevet bragt til Templet (oftest er det fordi folk har fundet en tigerunge hvis mor er blevet skudt af krybskyt-ter), og 8 som er født på stedet. Derudover er der en masse andre dyr (heste, koer, vandbøfler, vildsvin, hjorte, geder, hunde, katte, en leopard, en ørn, påfugle, høns og div. andre fugle). Tigre-ne er i bur det meste fa tiden, mens alle de andre dyr (undtagen leoparden og ørnen) går frit på et stort landområde som er omkranset af en høj mur. Dette landområde tilhører det buddhistiske tempel som også ligger indenfor murene. Fuld af håb, men uden egentlig at forvente at det ville lykkes, henvendte jeg mig til webmasteren på hjemmesiden, og efter et par mails frem og tilbage stod det klart: Jeg skulle til Thailand og passe tigere! ☺ Tilbage var så bare at få bestilt billetter, ordne forsikring, blive vaccineret osv. Jeg har aldrig været i østen før, så det var lidt af en oplevelse at stå der i Bangkok alene og skulle finde frem uden at blive snydt alt for meget, men det gik faktisk meget godt, og efter et par dage i Bangkok tog jeg bussen videre ud til Kanchan-buri, og derfra endnu en bus ud til Templet, i alt en tur på omkring 4 timer. Ved ankomsten skulle

Blandt tigere og munke i Thailand

10


turister som fx tror at tigrene ryger hash for at være rolige nok til at turisterne kan komme ind og røre ved dem, og desuden tror at tigrene er vegetarer og derfor ikke kan forstå at de ikke kan fodre dem med bananer… Jeg lærte også en del om buddhisme og munke, bl.a. er det lidt sjovt at se en munk med mobiltelefon og digitalkamera! Mødte nogle meget hyggelige munke, bl.a. én som var vild med fodbold og som sad og så VM sammen med os andre, og én som gav sin ynd-lingstiger slikkepinde! Jeg fik mange venner, fra alle dele af verden, og ønsket om at komme til-bage og se ”mine” små tigerunger igen er meget stort! Udgifter: Billetter: 6185,00 kr. (Kilroy) Forsikring: 1095,00 kr. (Gouda) Visum: 175, 00 kr. (60 dage) Vaccinationer: 530,00 kr. (difteri/stivkrampe + havrix 1440) Transport Bangkok-Tempel t/r: Ca. 50,00 kr. Derudover kun lommepenge da man får kost og logi af Templet hvis man er der og arbejder i over en uge. Opholdets varighed: Officielt fra 22. april til 2. juni, men reelt en uges tid længere. Adresse på Templet: Wat Pa Luangta Maha Bua Yannasampanno Foundation (The Tiger Temple) 69 Mu 5, Singh Sub-district, Saiyok District Kancanaburi Province, 71150 Thailand Tel: 034-531-557 (forvent ikke at den der tager telefonen taler engelsk…) Fax: # 034-531-558 Internet: www.tigertemple.org eller www.walkingwithtigers.org Min Adresse: Mai-Lis Falk (V8888, årgang 2000) Frimestervej 29, 3. tv. 2400 København NV Tel: 40430696 Mail: [email protected]

de voksne tigere at gøre), derefter vaskede vi ungerne, hver anden dag med shampoo!! Ca. kl. 7.45 gik vi med ungerne i snor op til Templet hvor vi spiste morgenmad sammen med munke-ne og det faste personale (lokale folk). Efter morgenmad gik vi tilbage med ungerne, og fra ca. 9.30 til 12.30 havde vi fri til at sove, tjekke mail, vaske tøj, læse, tage på sightseeing eller hvad man nu have lyst til. Kl. 12.30 hentede vi ungerne ud af buret igen så de kunne lege lidt udenfor, og kl. 13 gik vi ned i canyon’en med dem og de fleste af de voksne tigere. Eftermidda-gen gik med at tage billeder for folk og svare på alle mulig og umulige spørgsmål omkring tigre-ne. Kl. 17 gik turen op til burene igen, og når alle tigere var inde var det fodringstid for resten af dyrene. Omkring kl. 17.30 var arbejdsdagen slut, de sidste punkter på dagsordnen var aftens-mad kl. 18 og meditation i Templet kl. 19. Man har en ugentlig fridag hvor man kan gøre hvad man vil. Stedet havde tilknyttet en dyrlæge, som kom et par gange om ugen, men heldigvis var det ikke så ofte der var brug for ham! Men hvor der er mange dyr samlet sker det jo alligevel at der er brug for en dyrlæge (eller en dyrlægestuderen-de!), og der er stor variation i arbejdet! Jeg nåede at se en del: En halt hundehvalp, en halt hamster, en hamster med bidsår, to heste med sår efter spark, en tyr med diarré, en tiger med forstoppel-se, en tiger med en dårlig hjørnetand, diverse småskrammer på både dyr og mennesker, let fødselshjælp til ”vores” kat, opfodring af en ug-leunge (den døde desværre) og en hane der hav-de været oppe at slås. Så der var nok at se til!! Heldigvis havde vi også tid til at se os om, lære hinanden at kende (der var hele tiden volunteers som kom og gik), lære nogen af de lokale at ken-de, og i det hele taget lære den thailandske kultur at kende. De thaier som arbejdede i Templet talte ikke ret meget engelsk, men vi havde det sjovt alligevel, og vi udlændinge blev inviteret med til fester, tog på marked sammen med dem osv., der blev i det hele taget gjort meget for at vi skulle føle os hjemme og have det godt. Jeg må sige at jeg havde et rigtig godt ophold! Jeg lærte meget om håndtering af tigere (og så både eksempler på god og dårlig håndtering), deres kropssprog, de-res adfærd osv., og jeg lærte meget om den thai-landske kultur på både godt og ondt. Jeg lærte en del om tålmodighed og pædagogik i forhold til

11


Hakuna matata! Jeg har i lang tid haft en fa-scination for Afrika og speci-elt dyrelivet på dette konti-nent. Efter en måned i Sydafrika i 2003, voksede denne fasci-nation og jeg har siden søgt efter muligheder for at tage til et afrikansk land og arbej-de med dyrene. Jeg fandt en organisation med base i England som hedder Travellers World Wi-de, og det var gennem denne organisation, jeg blev opta-get af Kenya Wildlife Ser-vice (KWS) Veterinary team og mit eventyr kunne starte. Det hele gik som planlagt, op til to uger før afrejse, hvor jeg modtager et brev hvori Travellers aflyser min rejse grundet ”uroligheder i Nairo-bi”. Jeg fik ingen detaljer af organisationen, så jeg kon-taktede ambassader og uden-rigsdepartementet for at fin-de ud af om Kenya befindt sig i en krise jeg burde være opmærksom på. Da jeg ikke finder ud af noget, tager jeg kontakt til John Muthee, der skulle være ansvarlig for mig under mit ophold i Kenya. Han fortæller at lejligheden hvor jeg skal bo i har haft indbrud og at Travellers der-for ikke længere vil sende frivillige til Nairobi. Han siger dog, at jeg stadig er velkommen under hans orga-nisation som hedder Tembe-za, og at han stadig kan ar-rangere bolig og støtte mens jeg er i landet. Da jeg jo alle-rede er optaget af KWS, be-slutter jeg at fuldføre planen. Det viser sig at være den

rigtige beslutning, da alt går fint under mit op-hold i Kenya. Hele turen kræver meget planlægning og fra at have fundet en organisation, sparet nok penge sammen og til jeg tager afsted er der gået over et år. Da jeg sidder i flyveren og vi letter fra Ka-strup, føler jeg mig utrolig lettet, over at jeg en-delig er på vej! Under min tid i Nairobi boede jeg hos en cana-disk pige og hendes kenyanske kæreste. Deres hjem ligger i et flot lejlighedskompleks omgivet af høje mure og mange sikkerhedsvagter, så her følte jeg mig meget sikker. Ellers er det absolut ikke at se bort fra, at Nairobi ikke er den sikreste by i verden. Her bor mange millioner mennesker og de kulturelle og samfundsmæssige forskelle fra København er mange. Byen har sine flotte sider, med fine parker, muséer og områder i overflod af rigdom, men størstedelen af byen præges af dårlig infrastruktur, kriminalitet og en ond cikel af arbejdsløshed og fattigdom. Min første weekend i Nairobi står på sightseeing, og jeg besøger Giraffe Center, Karen Blixens afrikanske hjem og Elephant orphanage, hvor der aktivt arbejdes med opdragelse og genudsættelse af elefantunger. Mandag morgen møder jeg kl. 8:00 på Kenya Wildlife Service headquarters. På kontoret mø-der jeg Dr. Joel Nyamweya, som er meget imø-dekommende. Han fortæller planen er, at vi skal køre med et stort team til Lake Magadi og sætte halsbånd på to elefanter af hensyn til overvåg-ning og forskning. Sammen med os kommer og-så et team af journalister, som skal følge vores oplevelser. Han advarer mig mod at dette ikke er en national park, men et vildt og ubeskyttet om-råde i Kenya hvor Masai krigere lever omgivet af de vilde dyr. Denne er en del af problematik-ken, som KWS arbejder meget med at løse, er at få befolkningen til at leve i fred med sine dome-sticerede dyr ved siden af alle de vilde dyr. Før vi når at komme af sted, bliver vi kaldt ud til Nairobi National Park, hvor man har fundet en død bøffel. Vi kører ud i parken for at lave en Post Mortem undersøgelse. Dyrlægen kan ikke umiddelbart se tegn på hvorfor buffaloen er død,

12


handling af en giraf med konjunktivitis. Jeg tog prøver og gav antibiotika til en leopard, som skulle genudsættes efter 2 ugers karantæne, pga at den havde overfaldt og såret en mand og hans geder. Jeg aflivede mit første dyr, en Bush Dui-ker antilope som blev fundet efter den var kørt over og havde brækket alle fire lemmer. En hel dag gik med at prøve på at få en leopard, som var gået ind i en families have og klatret op i et 40 meter højt træ, ned. Derudover tog jeg med Dr. Domnic Mijele og et KWS team, inklusive to amerikanske dyrlægestuderende fra University of Minnesota, lidt nordpå til Mwea, til et fuglein-fluenzaovervågnings projekt i fire dage. Dette var også utroligt spændende. Vi satte net op for at indfange fugle og tage diverse prøver for at undersøge dem for fugleinfluenza. Mens vi var igang med dette projekt havde vi hvide beskyt-telsesdragte på fra top til tå, beskyttelses briller og maske for mund og næse. Det så meget dra-matisk ud med et helt team af hvidklædte men-nesker blandt lokalbefolkningen som arbejdede på de omgivende risplantager.

Mange munde at mætte… Ind imellem de ovenfor nævnte projekter, til-bragte jeg tiden i Nairobi, hvor jeg arbejde på Nairobi Animal Orphanage og Safari Walk. I de dage hvor dyrlægerne ikke umiddelbart havde noget at lave, gik jeg derover for at hjælpe til med at rengøre dyrenes indhegninger, fodre dy-rene og hjælpe dyrlægen med at behandle de dyr der var kommet til skade. Her behandlede vi blandt andet en pygmæ flodhest som havde fået en absess på ryggen og vi behandlede geparder, hyæner og aber som alle havde sår, der var an-grebet af fluer. Vi bedøvede og behandlede lø-

den er relativt ung og velernæret, så han vil ger-ne udelukke Anthrax (miltbrand). Tilbage i labo-ratoriet får jeg så for første gang i mit liv set Ba-cillus anthracic stave i mikroskopet! Klokken bliver to, før vi endelig sidder i den firehjulstruk-ne landrover på vej mod elefantprojektet. På ve-jen stopper vi, og får en meget sen frokost - mit første inhemske måltid kenyansk mad. Ugali som er mejsmel kogt i vand til en fast hvid mas-se, Fry som er en sammenkogt ret af gedekød, grøntsager og kartoffler, og Nyama choma, den kenyanske nationalret, som direkte oversat bety-der grillet kød og i de fleste tilfælde er gedekød. Dette spiser man fra samme tallerken og med fingrene, ”it tastes sweeter that way”. Det er en fantastisk smuk tur og jeg nyder at kig-ge ud af vinduet og sidde ved siden af Dr. Nyam-weya og lytte til hans mange historier og vittig-heder. Disse turer igennem dele af Kenya giver et godt indblik i hvordan befolkningen bor på landet, meget primitivt og mange steder uden rindende vand eller elektricitet. Efter et møde med alle involverede i elefantpro-jektet får vi serveret en sen aftensmad og klok-ken 23 går dyrlægen og jeg tilbage til værelset for at forberede os til næste dag. Inde på værel-set, i det meget sparsomme lys fra en enkelt lam-pe, viser Dr. Nyamweya mig hvordan man forbe-reder pile med etorphine (elefantmorfin). Efter pilene er forberedt, går vi i seng under vores myggenet. Klokken 5 næste morgen står vi op, for nu starter projektet for alvor. Vi er i alt 6 bi-ler som kører ud i det tidlige morgengry og mø-des ved flyveren med danske Henrik Rasmussen fra ”Save the elephant”. Den lille flyveren tager afsted og snart får vi signal om hvor elefanterne befinder sig. Det bliver en vild jagt igennem den kenyanske savanne med 100 km/h off-road. Da vi kommer frem til den bedøvede elefant, sidder den op i en meget farlig stilling og vi otte perso-ner som først var fremme kæmper med at vælte denne gigant på siden. Nogle hælder vand på ørene for at køle elefanten, andre udtager prøver, mens jeg bliver sat til at overvåge respirationen. Vi satte halsbåndet på elefanten og tømte plad-sen for mennesker, før dyrlægen injicerede anti-dotet. Efter dagene ved Lake Magadi fik jeg, sammen med KWS dyrlægerne, lov til at deltage i be-

13


KWS. Idag har jeg minder, venskaber og gode kontakter i Kenya, og jeg vil helt sikkert vende tilbage en dag. Tip: Ta en god dosis af tålmodighed med til Af-rika – lad stress blive i Danmark! Hakuna Mata! Organisationer: Kenya Wildlife Service Veterinary Department P.O. Box 40241-00100 Nairobi, Kenya www.kws.org [email protected] Tembeza Kenya: Work Experience Kalyan House, Suite #1 Tubman Road Nairobi, 00200, Kenya www.tembezakenya.com [email protected] Ophold: fra 30 juni til 3 august 2006. Sprog: Swahili og Engelsk (absolut en fordel hvis man lærer nogle Swahili fraser) Indlogering: Tembeza sørger for bolig og når man er ude med KWS inkvarteres man oftest på lodges. Godt at være forberedt på primitivefor-hold, mange steder er vand en luxus-vare. Budget: Til Tembeza Kenya: ophold, mad og omkostnin-ger med KWS 8.845 DKK Flyvrejse til Kenya med KLM 7.823 DKK Vaccinationer, mod Gul feber, Hepatitis A og B, Rabies og Diphteri-tetanus. 3.000 DKK Bush jakke (vindtæt) 200 DKK Bush sko 400 DKK Lommepenge 1.000 DKK Totalt: 21.268 DKK Ansøger: Carina Bach Arvidsson Vinkelager 11 st. th. 2720 Vanløse Tlf. Nr: 25142448 Årgang ’03.

ven Shaba, der var hævet på det ene bagben og haltede. To nyankomne løve- unger skulle have mælk og calciumtabletter. Derudover startede og afsluttede jeg gerne dagen med at give mælk i sutteflaske til tre små dejlige antilopeunger. Til forskel fra den aggressive løve Shaba var dette en hjertelig fornøjelse. Jeg fik også mulighed for at lege med geparder, hygge med den venlige løve Charlie og hyænerne Muriel og Marcel og andre dyr, som gerne ville stimuleres. Min sidste uge i Kenya rejste jeg, sammen med Dr. Nyamweya og to rangers, til Mt. Kenya Nati-onal Park. Vi blev tilkaldt af Serena Hotels Mountain Lodge som havde observeret flere ele-fanter med fælder rundt om benene. Den eneste mulighed vi havde for at komme nær dyrene, var at sidde og vente ved hotellet, til at de kom til vandhullet for at drikke. Heldigvis kom de til-skadekommende dyr også forbi og under vores uge på stedet, behandlede vi en bøffel med en fælde af jernsnor rundtom halsen og en elefant-unge som haltede pga en fælde som sad flere centimeter dybt ind i benet. Vi så desværre man-ge skadede dyr, som vi ikke havde mulighed for at behandle, fordi de holdt sig for langt væk, og det skar i hjertet at se små elefantunger halte om-kring og se de utrolige familiebånd hvorved de andre i flokken beskyttede den skadede for en hver pris. Man føler sig på en gang så hjælpeløs og samtidigt så arrig over at vide at mennesker kan være så onde og foretage denne ulovlige jagt. Under størstedelen af min tid i Kenya var jeg den eneste hvide person og den eneste af det kvinde-lige køn. Mit nye navn var ”Mzungu” som bety-der ”white person” og i nogle af de mest primiti-ve områder tror jeg næsten folk syntes, at jeg var mere eksotisk end hvis en elefant var gået forbi. Det var en spændende afveksling, dels at arbejde på Animal orphanage og Safari walk som minder meget om zoologiske haver, og dels at være af-sted, både i nationalparker og udenfor disse, i det helt vilde Kenya. Jeg har hele tiden fået den bed-ste vejledning og virkelig blevet taget med i overvejelser og behandling af dyrene. Det for-ventedes at jeg selv gjorde mine egne overvejel-ser og afleverede en detaljeret rapport efter hver behandling. Alle var meget imødekommende og venlige mod mig og jeg blev hurtigt ”one of the team” hos

14


SYMCO 2006. The 10th Biennial International Symposium on Wildlife Utilisation in Southern Africa – A Veterinary Perspective 24. juni – 9. juli 2006 National Zoological Gardens of South Africa 9. juli – 26. juli 2006 Det hele startede en kølig efterårsdag tilbage i oktober 05, dengang der var opslagstavler i van-drehallen. På plakaten stod der noget i retningen af ”SYMCO... wildlife… Africa… vet students... join us”, og træt af at høre om invertebraters kønsdele og hungrende efter at røre ved et ikke-allerede-dødt-dyr skulle der ikke meget til at overbevise mig om, at jeg blev nødt til at tage med! Turen begyndte på mange måder langt inden jeg og mine sommerfugle (i maven!) landede i Jo-hannesburg lufthavn. Vi var 60 heldige udvalgte blandt 150 ansøgere verden over. Dertil kom 10 lokale studerende og 10 lokale arrangører. Da jeg var den eneste KVL’er (og ikke havde mange at drøfte min spænding og pakkeliste med), var jeg glad for, at der hurtigt blev skabt et aktivt netværk gennem en Yahoo Gruppe. Hvem der sad på hvilket fly hvilken dag og hvem der tog hvilken type alkohol med var de mest populære emner. Som følge deraf sad jeg 6 mdr senere på flyet med en irer (+ Bailey’s), franskmand (+ champagne), canadier (+ Canadian Club) og en snaps ved min side. Hver deltager skulle have typiske drikkevarer med fra sit hjemland.

Rhino immobilisation...

Vi blev hentet i lufthavnen og kørt til Onderste-poort Faculty of Veterinary Science, der ligger en time derfra i Pretoria, hvor vi i overtræt til-stand fik hilst på de resterende 67, smidt taskerne på kollegieværelserne og direkte ud på guided tur på deres helt fantastiske top-tunede campus. Ved velkomstceremonien samme aften fik vi en lille forsmag på hvad vi havde at vente... laaange dage, supergod og rigelig mad samt iskolde næ-ser! De fleste af os havde klukket lidt, da vi tidli-gere på dagen i fuld solskin og 35 grader fik ud-leveret diverse fleece beklædningsdele... samme aften sad jeg så tildækket med min... og mine nye venners fleecetrøjer på... indendørs! HINT 1: Sørg for at få et værelse på ”the Sunny Side” – ellers ender du med at ligge og kramme vandfla-sker fyldt med varmt vand fra hanen hele natten! Næste dag startede på skolebænken, med fore-læsninger om emner som ”wildlife diseases”, ”poisonings in vultures”, ”conservation medici-ne” og ”wildlife pathology”. Der var mere eller mindre spændende foredrag under hele symposi-et. Forelæserne, de fleste specialiserede dyrlæ-ger, var alle meget engagerede og deres entusias-me var svær ikke at lade sig påvirke af. På utallige busture besøgte vi bl.a. Kruger Natio-nal Park, De Wildt Cheetah and Wildlife Centre, som arbejder med bevarelse og forøgelse af ge-pard- og vildhunde bestandene, samt Hluhluwe Game Reserve (drop at prøve at udtale det!), hvor vi lærte om traditionelle anlæg, bomas, til indhegning af dyr. Her fik vi også lov at skyde med anæstesigeværer... som ”rigtige” wildlife-dyrlæger! Vi besøgte en Zulu landsby, Cape Vi-dal med den smukkeste strand og flod samt Pila-nesberg National Park (den som KBH Zoo lige har fået 3 næsehorn fra!). I nationalparkerne fik vi ”hands-on” erfaring med nogle af de ting vi havde lært til forelæsningerne. Vi var med til at immobilisere flere næsehorn for at udstyre dem med en chip i hornet og overværede fangsten af et næsehorn, der var blevet solgt til en rig russer. Og en nervepirrende natepisode, hvor en stor hanløve skulle have fjernet sit GPS halsbånd, mens dens bror vandrede omkring et par meter fra os. Vilde afrikanske hunde skulle der tages prøver fra. For mig var den mest fantastiske op-levelse at overvære immobiliseringen af en stor

Wildlife Utilisation in Southern Africa

15


jeg fik arrangeret et 16 dages ophold på hospita-let i National Zoological Gardens of South Afri-ca (NZG). De havde ikke et decideret program (Info: det har Johannesburg Zoo!), men de for-sikrede mig, at jeg nok skulle få indsigt i alle zoo-dyrlægens opgaver. Realiteterne viste sig at være anderledes.

Mokopane Michelle i helikopter Efter afskeden med mine nye SYMCO venner fik jeg et lift til zoologisk have, hvor jeg blev mødt af en dame som jeg havde fået kontakt med hjemmefra. Hun havde hjulpet mig med den van-skelige boligsituation. Et krav til boligen var, at den lå tæt ved praktikstedet, da jeg af alle – in-klusive Lonely Planet – var blevet advaret mod at tage bus, tog og taxa! (Ja, hva’ gør man så? Cykler var ukendt og bilerne kører på den for-kerte side!). MANGE e-mails, telefonopkald og frustrationer senere blev jeg indlogeret i en 4-værelses delelejlighed i selve Zoo. Lejligheden var meget fin med fælleskøkken, stue, og (ikke mindst) aircon apparater, der – efter min an-komst – var kronisk fastlåst på 31 grader! Umid-delbart troede jeg, at det ville være fantastisk at bo i parken, men efter fyraften var det mørkt og der var ringe belysning. Zoo lå i den dårlige ende af det dårlige kvarter i Pretoria, så det var ikke så smart at vandre rundt alene – hverken som hvid eller kvinde. Jeg mødte optimistisk og veludhvilet op til ”8 o’clock morning meeting and rounds”, hvor jeg ikke blev mødt og ikke introduceret til persona-let, som bestod af 3 dyrlæger med ugentlig vagt-ordning, 1 gnaven sygeplejerske, 2 animal hand-

elefanttyr. Fra en helikopter ramte dyrlægerne elefanten, som vandrede omkring vognen i hvad der føltes som en evighed for så at dratte om ved siden af os. Ved alle immobiliseringerne stod dyrlægerne for al anæstesi og den initielle over-vågning, mens vi overværede det hele fra sikker-heden i vogne. Derefter fik vi i mindre grupper prøvet kræfter med monitorering af respiration, puls, slimhinder, injektioner og blodprøveudtag-ninger. Det var til tider en smule frustrerende at være så mange rundt om ét dyr, specielt når alle prøvede at tage ”the Kodak picture of the year”, men generelt var dyrlægerne meget gode til at involvere og aktivere os alle. Det er svært at sige hvad der var værst og bedst, for ankommer man med et åbent sind og ser bort fra de frustrerende stunder med ”African time”, lokale landsbyer man hellere ville have stoppet ved end at have suset forbi i en bus og mangel på alt, der lugter af privatliv, kan det let gå hen og blive en af de bedste oplevelser nogensinde. HINT 2: Pak uret langt væk... det volder dig me-re frustration end nytte. Vi skulle alle have noget typisk mad og drikke med hjemmefra til den kulturelle aften. Med 23 forskellige nationaliteter kan man ikke undgå at udsætte smagsløgene for skotsk haggis, schwei-zisk absinthe og japanske... ja, jeg tror vist, at det var indtørrede og rådne fugleæg (delikatesse!!). Denne aften gav mig mulighed for at vise folk, hvordan man skyller sild ned med snaps. Jeg solgte mine mange overskydende lakridser og mine plastik bondegårdsdyr på en auktion sene-re, hvor pengene hvert år går til et dyrerelateret formål – denne gang til pleje af et ungt næse-horn. HINT 3: Overbevis dem om, at snaps sma-ger bedre end rådne fugleæg. Arrangørerne af SYMCO er selv studerende, og da det er en ny gruppe hvert år, betyder det, at programmet varierer fra gang til gang. Hvis man ønsker at opbygge et internationalt netværk og har den mindste interesse for vilde dyr, natur og dyrelægearbejde er SYMCO en enestående chan-ce for at få det hele i en pakkeløsning. Jeg ønskede at udnytte flybilletten fuldt ud, så jeg havde hjemmefra kontaktet zoologiske haver og rehabilitetscentre for at forhøre mig om prak-tikmulighederne. Det var svært at få svar, men

16


Vejledende budget: SYMCO kursusafgift incl. bankgebyrer 14800,- Flybillet (STA travel) t/r 6325,- ISIC kort (påkrævet) 100,- Forsikringer 1050,- Malariapiller 350,- Kost og logi i NZG (16 dage): 1000,- I alt 23625,- Legater: KVL’s Jubilæumsfond 4000,- Valborg J. Hartings’s Fond 8000,- Sprog: Engelsk Adresser: SYMCO University of Pretoria Faculty of Veterinary Science Private Bag X 04 Onderstepoort, Pretoria 0110 Republic of South Africa Fax: +27(0)12 529 8319 E-mail: [email protected] www.up.ac.za, www.symco.co.za National Zoological Gardens of South Africa (NZG) Postadresse: PO Box 754 Pretoria 0001 Republic of South Africa Fysisk adresse: 232 Boom Street Pretoria 0002 Republic of South Africa Tlf.: +27(0)12 328 3265; 328 3256; 328 6020 Fax: +27(0)12 323 4540 E-mail: [email protected] www.zoo.ac.za Kontaktpersoner: Dr. Anza Kharibe eller Dr. Ian Espie Relevante links: www.dewildt.org.za www.brotherssafaris.com

lers/rengøringsfolk, diverse forskere samt labora-toriepersonale. Der var ”desværre” langt imellem de syge dyr, men jeg sørgede for at holde mig til hvor jeg kunne, stille spørgsmål og tilbyde at lave en masse overflødige fæces flotationer. Efterhånden fik jeg lov at stå for plejen af nogle indlagte pati-enter – tvangsfodring af fugle, rensning af skild-paddesår og pasning af gribbe. Jeg fik lov at as-sistere ved ”darting” af antiloper og røngtenun-dersøgelser af en Siamang abe. Tiderne kørte på ”African time” og det var svært at udfylde hullerne med ture i parken, da tidspla-nen ofte blev ændret og jeg ikke ville gå glip af en procedure. HINT 4: Investér i en god tyk bog. Ved frokosttid kunne personalet ikke komme langt nok væk fra hinanden, og nogle spiste til-med deres madpakke i bilen. Ja, noget var helt galt med arbejdsklimaet på hospitalet, men fag-ligt var de i top. I stille perioder oplærte jeg en praktikant i at bruge en computer og gik ud i par-ken og blev venner med dyrepassere og kantine-arbejdere. Ikke nok med, at jeg blev klogere på foderplaner og pasning af dyrene, lærte jeg også en hel del om Sydafrikas blodige fortid. Det var enormt spændende at høre om hvordan mange hvide føler skyld over hvad folk med deres hud-farve har udsat medmennesker for og hvordan de sorte stadig kæmper en tavs kamp for ligestilling post apartheid. Afslutningen var et anti-klimaks på en ellers in-spirende og lærerig tur. Jeg vil klart anbefale at tage med på SYMCO 2008, men vil være tilba-geholdende med NZG. Ansøger: Michelle Kischinovsky Steenwinkelsvej 3A, 1. tv 1966 Frederiksberg C Tlf.: 35371040/50890237 E-mail: [email protected] Årgang 2003. Ved afrejse V6’er. Hvis du har nogle spørgsmål eller vil se billeder er du meget velkommen til at kontakte mig.

17


ene dag var jeg med en dyrlæge ude i en af de nærliggende townships, hvor vi gratis behandle-de de fattiges dyr. Det var meget spændende at opleve, men jeg må tilstå, at jeg tog derfra med en følelse af afmagt – det vi kunne tilbyde af behandling for det enkelte dyr var slet ikke til-strækkeligt, desværre! Men der var masser af ”hands on”, jeg vaccinerede og gav ormepiller til omkring 100 hunde og fik skåret nogle hovbyl-der ud!

Oryx, som jeg skød fra helikopteren. Herfra rejste jeg til Pretoria, hvor jeg var et par dage på den eksotiske klinik på den sydafrikan-ske veterinærskole samt en uge på deres hesteho-spital. Sikke et sted! De studerende har ansvar for ALT, men har slet ikke tid til alt det de skal. De møder ind om morgenen kl. 07.30 og skal fodre og gå med hestene. Så skal der behandles, og det kan tage frygtelig lang tid, fordi de er nødt til at benytte den billigste medicin og ikke den bedste eller nemmeste at administrere. Fx findes phenylbutazon kun i pilleform, og man er så nødt til at stå og mase op til 30 piller, før man kan blande det op i sirup og æblemos og give det til hesten. Desværre er der lærermangel på skolen, hvilket betyder, at den enkelte studerende kom-mer til at stå og vente længe på hjælp fra under-viseren. Det betød desværre, at der ikke var tid til grundige ”rounds”, så de forskellige cases kunne gennemgås. Om aftenen og natten er der kun studerende på vagt, og man kan så ringe til dyrlægen, hvis man synes der er behov for det. Meget af det medicin de bruger, skal gives hver 4. time, så i løbet af ens nattevagt skal man op

Efter at jeg i sommeren 2004 var i Grønland på studieophold trængte jeg efterhånden til at kom-me ud og rejse igen. Da min kæreste så beslutte-de sig for at tage til Sydafrika og arbejde i et halvt år, var der jo lige pludselig en oplagt mu-lighed for at komme af sted. Så jeg gik i gang med at arrangere mit ophold ved at kontakte IV-SA og ved at skrive på DDDs alle-liste. Da jeg ikke var helt sikker på, hvornår jeg kunne rejse – der var lige en eksamen der skulle over-stås – arrangerede jeg selv de to første uger af mit ophold via kontakter fra danske dyrlæger og så arrangerede den sydafrikanske IVSA repræ-sentant resten. For både at få noget praktisk erfa-ring samt få set så meget af landet som muligt valgte jeg, at jeg maksimalt ville være det sam-me sted i to uger. Det betød selvfølgelig ekstra udgifter til transport, men det har været alle pen-gene værd. Jeg startede i en lille by ved navn Kimberley, der ligger i den sydvestlige del af landet. Her var jeg to uger hos en dyrlæge, der ejer en blandet prak-sis. Han havde tidligere undervist i intern medi-cin hos mindre husdyr, så han var vant til stude-rendes dumme spørgsmål, og var selv rigtig god til at stille udfordrende spørgsmål. Der findes mange eksotiske sygdomme i Sydafrika, som jeg kun svagt kunne erindre at have læst om, så når man ser en patient med erlichiosis eller lumpy skin disease, så er der ikke andet for end at gå hjem og læse op på tingene! Og så håbe på at man kan svare på spørgsmålene næste dag…. Det var en rigtig travl klinik, vi arbejde fra 8-22 næsten hver dag, også i weekenderne. Men det var rigtig spændende, alle var rigtig søde, og når der var tid til det, tog de mig med ud og besøgte farme og på safari! Pga. den økonomiske situati-on i landet er man meget opmærksom på at gen-bruge så meget som muligt. Der betyder bl.a., at sprøjter, katetre o. lign. vaskes og steriliseres. I starten syntes jeg, at dette var meget uhygiejnisk, fordi vi herhjemme fx er vant til at bruge nye sprøjter hver gang, men jeg må erkende, at jeg nu synes vi frådser for meget i Danmark. Så tog jeg til Johannesburg til et stort hestehospi-tal, hvor jeg både var med de udkørende dyrlæ-ger og havde et par dage på selve hospitalet. Den

Rundrejse i Sydafrika

18


cinere, bedøve heste der skulle klippes og så på haltheder. Mine sidste to uger tilbragte jeg på et smådyrshospital i Pretoria. Der var ikke ret travlt, men de var rigtig søde til at sætte mig ind i de cases der var, og jeg fik lov til at lave så me-get som jeg ville. Og så havde de en masse gode opslagsbøger, som jeg brugte en del tid på at læ-se i. Mange af sygdommene er de samme, men selv-følgelig har jeg også set en masse eksotiske syg-domme. Det er jeg faktisk rigtig glad for at have set, for det er sygdomme, som vi i Danmark skal kende til som differentialdiagnoser, og når man først har set en hund med Parvo-virus, så glem-mer man det ikke. Og selvom standarden måske nok er lavere end i Danmark, så har jeg stadig lært en utrolig masse, både praktisk og teoretisk. Folk snakker både engelsk og afrikaans i Sydaf-rika, men lad ikke det være en hindring. Nogle ejere vil helst snakke afrikaans, men så har alle dyrlægerne været søde til at oversætte det vigtige for mig. Og generelt er folk meget interesserede i at høre om, hvordan tingene fungere i Danmark, og i at høre hvordan jeg holder min hud så fin lys…….de er ikke vant til vedvarende regn og sne dernede! Jeg har alle steder boet privat, hvilket jeg har været meget glad for. Det har givet mig et rigtig godt indblik i, hvordan samfundet fungerer, og jeg har fået snakket en hel masse engelsk. Til sidst må jeg da hellere lige nævne, at det da også er blevet til fire ugers ferie med masser af safari og fantastisk natur, så jeg giver Sydafrika mine bedste anbefalinger! Budget: Rejseudgifter: -9550 kr. Rejseforsikring: -2358 kr. Vaccination: -2925 kr. Kost og logi: -16000 kr. I alt: 30833 kr. Legater: +7000 kr. fra Oticonfonden, +5000 fra Dyrlæge Jacobsens Fond, +1500 fra Intervet Udgifter i alt: 17333 Kontaktperson: [email protected] Ansøger: Mette Aamand Sørensen (årgang 2001) Storm Petersens Vej 4, lejlighed 203 2000 Frederiksberg Mobil: 28944616

mange gange for at behandle. Og med nattevagt hver anden aften, så bliver man træt ret hurtigt! Men alt det overstående til trods, så havde jeg en rigtig god uge. Jeg havde ikke mine egne patien-ter, men det gjorde ikke noget, for så havde jeg meget bedre tid til at se de spændende ting, der skete i løbet af dagen, fx scanninger, røntgengen-nemgange, mindre operationer osv. Og de stude-rende var rigtig søde og meget glade for min hjælp. Desværre endte jeg herefter et frygtelig kedeligt sted i udkanten af Pretoria. Allerede efter den første dag var jeg godt klar over, at her gad jeg ikke være. Hvis de havde to katte og en hund inde i løbet af en dag, så havde de travlt! Så jeg ringede til ham dyrlægen jeg var hos først, og spurgte om jeg måtte komme hen til ham igen. Det måtte jeg heldigvis gerne, og nu var det ble-vet vinter hernede, så han havde lidt arbejde med vilde dyr. Jeg var her igen en uge, hvor vi blandt andet var ude at bedøve en løve og nogle forskel-lige antilopearter, super spændende. Så havde han arrangeret med en anden dyrlæge i byen, at jeg kunne være hos ham de næste to uger. Og det gjorde absolut ikke noget, for han arbejdede udelukkende med vilde dyr! Så jeg fik rektalundersøgt en masse bøfler, skudt med be-døvelsesgevær fra land og helikopter, slæbte rundt på antiloper og bøfler og behandlede en stakkels lille antilope for bidsår. Min familie og venner har nærmest ikke hørt om andet fra min tur, men det var virkelig også fedt, og noget som man ikke kommer til at prøve i Danmark. Og selv de sydafrikanske studerende var misundeli-ge, for så meget får de sjældent lov til! De andre steder jeg har været har jeg enten boet gratis eller betalt lidt for kost og logi, men her betalte jeg omkring 500 kroner pr. dag. Men taget i betragt-ning af, hvad jeg fik for pengene, var det det hele værd. Fx missede jeg to bedøvelsespile fra heli-kopteren til en samlet medicinværdi på omkring 1000 kroner, ups! Efter mine uger som wildlife dyrlæge fløj jeg til Cape Town, hvor jeg var på et smådyrshospital. De havde også et tilhørende hestehospital, og jeg endte med at tilbringe mest tid med en gammel dyrlæge, der kørte ud i forstæderne til Cape Town. Han var rigtig hyggelig og fortalte en masse spændende ting om landets historie, og så var det en god måde at få set det smukke område på. Vi lavede småting som at raspe tænder, vac-

19


Blandt abeunger og pumaer Jeg havde besluttet mig for at tage til Sydamerika for at få en pause fra studierne, og for at få noget studierelevant med i min rejse kontaktede jeg Comunidad Inti Wara Yassi, som jeg havde fundet over nettet. Det er en bolivi-ansk græsrodsbevægelse, som arbejder med at rehabili-tere vilde dyr, der har været i fangenskab. Jeg havde spurgt dem, om jeg som veterinær-studerende kunne være til hjælp, og svaret var "JA, SKYND dig at komme!" Det viste sig, at refugiet kun hav-de én dyrlæge til de over 500 dyr, som stedet husede. Der-udover er dyrlægen Pasqual også landsbyens læge, obste-triker og retspatolog, så der var nok at lave! Den 16. marts 2006 fløj jeg med sommerfugle i maven til Santa Cruz i Bolivia for at melde mig under fanerne i Comunidad Inti Wara Yassi, i daglig tale kaldet CIWY. Fra Santa Cruz tog jeg en bus 9 timer mod vest gen-nem coca-marker, mudder-hyttelandsbyer og 4 'road blocks'. Befolkningens ene-ste mulighed for at protestere imod det politiske system er at blokere indfaldsvejene til de større byer med demon-strationer, så det gør de tem-melig ofte! Turen var lang, varm og ukomfortabel, men jeg kom frem ved at følge anvisningen fra hjemmesi-den: "Bare sig til chaufføren at du vil af bussen lige inden Rio Santo Espíritu, så ligger refugiet der". Ganske rigtigt, der lå endda en lille café,

hvor et par voluntører sad og drak kaffe. Jeg meldte min ankomst, blev modtaget med åbne arme og fik en tour rundt i parken. De var glade for at jeg kunne tale spansk, for det kan de færre-ste af voluntørerne, og man kan sagtens klare sig med engelsk. Efter dette blev jeg indlogeret på Hostel Las Vegas, hvor alle voluntører bor i dob-beltværelser, hvilket er inkluderet i de penge man betaler pr. dag. Der er ikke skyggen af luk-sus, der er beskidt, nedslidt, kun koldt vand, ka-kerlakker, termitter, ringormebefængte katte, udsultede hvalpe, tallerkenstore edderkopper, bed bugs og mug i alle væggene, men der er også en helt fantastisk stemning, som man slet ikke kan lade være med at blive grebet af. Når man er midt i det, så ser man ikke alt det knap så lækre, man vænner sig til at gå på toilet sammen med store tudser og ikke mindst til at børste termitter-ne og deres dagsværk af madrassen inden man går i seng. Man er alligevel så træt, at man ikke har kræfter til at brokke sig. I Sydamerika er der masser af aber, der bliver solgt som husdyr, selvom det er ulovligt, og det er disse dyr, som CIWY i samarbejde med politi-et får konfiskeret og bragt ud til refugiet. Mange af dyrene er blevet mishandlede, er dårligt ernæ-rede og er naturligvis bange og aggressive. I re-fugiet bliver de fodret, får medicinsk behandling hvis de har brug for det, og ikke mindst MAS-SER af TLC fra refugiets ca. 30 voluntører fra hele verden. Refugiet huser ca. 200 cappucinera-ber, 200 edderkoppeaber, 100 fugle (tucaner, papegøjer og andre), 5 ocelotter og 6 pumaer. På min første morgen i refugiet blev jeg introduce-ret til mine kolleger de næste 5 uger: Chefdyrlæ-gen Pasqual, Internship'en Ariel og den nyligt ankomne dyrlæge Anna. Nu var der altså tre dyr-læger og mig, assistenten. Det var jo skønt for dyrene, men gjorde også at jeg ikke kom til at lave så meget, som jeg troede jeg ville. Dagene i klinikken var veldefinerede, så alle af-delinger af parken fik besøg lige ofte. Parken er delt op i afdelinger, så hver flok har hver deres territorium, og så store hanner ikke render på hinanden hele tiden. Desuden er her en karantæ-ne for fugle og en for aber. Sidstnævnte ligger lige ved siden af klinikken, så jeg brugte megen

20


CIWY: Refugio de Animales Silvestres, Comunidad Inti Wara Yassi Parque Machia Villa Tunari Chapare, Cochabamba Bolivia Telefon: 951-44-136572 Kontakt på stedet: Nena Baltazar Kontakt via internet (i England): Chris Preager, [email protected] Budget: Fly incl. skatter og afgifter: 10.000 Ophold: 90 dollars for 15 dage, der-næst ca. 30 kr dagligt incl. Logi Forbrug (mad etc.) ca. 20 kr dagligt Forsikring: 1600 kr Vaccinationer: 3500 kr Malariapiller: 234 kr Indsendt af: Karen Schou Møller, V9215, årgang 2002 Slangerupgade 18, 2 th 2200 København N Tlf. 26233272

tid her, når der ikke lige var noget at lave i kli-nikken. Det er her, alle nytilkomne blev huset, så de kunne blive rabiesvaccineret og danne flok, inden de blev sat fri i parken. Jeg havde meget med ungerne at gøre, for disse skulle have ekstra TLC og helst sidde på en skulder hele tiden. Det er hårdt at være surrogatmor for en 8 måneder gammel edderkoppeabe, skulle jeg lige hilse at sige! Den lille Esperanzo skulle med OVER-ALT, kunne ikke sidde for sig selv så meget som 1 minut og skulle mades seks gange om dagen. Hurtigt vænnede han sig dog til at have mere end én mor, hvilket lettede arbejdet en del. Med min dag delt mellem klinikken og karantæ-nen havde jeg nok at se til. Dyrlægerne råbte mit navn når der var noget spændende, og så løb jeg med dem. På denne måde var jeg med til at sy en stor flænge i halsen på en leopard, til en laparo-tomi på en papegøje og til at sy et hav af småsår efter bid. Desuden var jeg anæstesiansvarlig ved en kastration af en ocelot (en ocelot er en stor kat, ligner en blanding mellem en leopard og en los), det var ret spændende! Det er jo ikke hver dag, man ser den slags på KVL! Også voluntø-rerne (og os selv) blev af og til bidt, og dem sye-de vi også. Dyrlægen Pasqual var uden sammen-ligning den bedste læge i byen, så hellere have ham til at sy end den egentlige læge! Opholdet i CIWY har lært mig at der er flere derude som har brug for hjælp, og at det er me-get mere presserende, end jeg som beskyttet ve-sterlænding havde indset. Rent veterinærfagligt har jeg lært meget om forskellige former for af-vigende adfærd og behandling deraf. Desuden har jeg fået stor rutine i akutbehandling, sårpleje (både veterinær og human) og ikke mindst sutu-rering! Det har været en kæmpe oplevelse med masser af bagage, både personligt og fagligt, at arbejde ved siden af mennesker med så forskel-ligartet erfaring og baggrund. Jeg har fået nogle ganske uortodokse oplevelser, som ellers ikke tilfalder en almindelig dansk veterinærstuderen-de, og det kan varmt anbefales! Karen Schou Møller

21


Solstik og tandrodsbehandlinger Gennem VMR og IVSA hav-de vi fået en mail adresse på en dyrlæge uden for San Diego, Californien. Vi tog kontakt til ham, og skrev lidt om os selv og hvad vi ville. Han bad os om at skrive vo-res forventninger til det per-fekte ophold, så ville han gøre hvad han kunne for at opfylde det. Vi ankom til Los Angeles International Airport fredag den 23.juni 06 om eftermid-dagen. Da vi kom ud af luft-havnen slog den bagende hede imod os. 40 grader i skyggen. Pyha… Vi lejede en bil, og kørte straks sydpå mod San Diego. Vi skulle bo i Alpine, en by med 15.000 indbyggere, 25 miles øst for San Diego. Dr. Hackett hav-de arrangeret at vi kunne bo hos nogle af hans klienter, da han selv skulle have 2 andre studerende boende. Med en enkelt overnatning ankom vi hos vores værtsfa-milie, et ægtepar i 50’erne, næste eftermiddag. Der blev taget fint imod os, og vi blev indlogeret på hver vores væ-relse med fælles bad og toi-let, i deres store hus. Efter vi havde pakket lidt ud, fik vi rundvisning på ejendommen, hilst på deres 6 hunde, og ikke mindst vist hvor køle-skabet og baren var. Et ”please make yourself at ho-me” og der blev serveret kold hvidvin og amerikansk grillmad når det er bedst. Mandag morgen havde vi vores første dag hos dyrlæ-gen, Dr. Hackett – en ældre

herre på lidt over de 60 år. Han tog imod os uden for hans lille smådyrsklinik, og introducerede os til de 3 veterinær sygeplejersker, der arbejder i klinikken. Vi fik udleveret en busseronne, og så fulgte vi ellers med når han tog patienter ind. Han inddrog os i behandlingen af de forskellige patienter, og spurgte ind til hvordan vi ville have gjort. Det gav os anledning til at repetere teori for diagnosticering og behandling af diverse al-mindeligt forekomne sygdomme. Det gik dog hurtigt op for os, at hans måde at smertebehandle patienter og operationsprocedu-rer var noget forældede i forhold til de danske normer. Vi tog diskussionen op, som han havde opfordret os til, men blev aldrig helt enige. Det gav nu lidt at tænke over for begge parter. Nogle gange er det nok meget sundt at se andre behand-lingsmetoder, om man så tager dem til sig eller ej. Klinikveterinærerne lod os hjælpe til med rutine-opgaver som negleklip og tandrensning, og var i det hele taget rigtig imødekommende. Dr. Hackett gav os indblik i hans måde at drive klinikken på, og gav os mulighed for at diskutere kundepleje og rådgivning i diverse situationer. Han er meget åben om økonomiske forhold, en god ting hvis man har planer om at starte op selv på et tidspunkt. Dr. Hackett og konen tog os med på San Diego Fair, deres form for dyrskue, og skaffede os bil-letter til San Diego Zoo og Wild Animal Park. Det blev til nogle gode weekendture, med dyr i centrum! San Diego byder i det hele taget på en masse forskellige temaparker med dyr. Udover ovennævnte er der også Seaworld, og man kan i vintermånederne komme ud at sejle for at se hvaler. Efter et par dage i Dr. Hacketts klinik var vi gla-de for, at vi havde sagt vi også gerne ville ud med en hestedyrlæge. I hans lille klinik er der mange rutineopgaver, og vi havde hurtigt set det meste. Derfor skaffede han os kontakt til Dr. Ke-vin May, en dyrlæge med speciale i hestetænder og akupunktur. Han boede tyve minutters kørsel fra os. Dr. May er medejer af en større klinik på 7 dyr-læger. På klinikken behandler han primært neu-

22


Vi har haft nogle gode uger med en masse veteri-nær fagligt arbejde, og weekender med tid til at se os lidt omkring. Vores lejede bil har været uundværlig, da afstandene er store, og den of-fentlige transport er elendig. Eneste problem var, at det kun var Janne der kunne køre da hun var over 25 år. Det blev til ret meget kørsel (2.500 km), så man skal være indstillet på nogle timer i bilen, hvis man skal følge med dyrlægen rundt. Det ene sted vi var, kunne vi nu køre med i deres biler, men det kan man ikke regne med. Heldig-vis er benzin billig, 2,5 kr pr liter. Vi har oplevet en gæstfrihed danskerne kunne lære meget af, og er blevet taget imod med åbne arme. Alt i alt en dejlig og forholdsvis billig må-de at rejse på, hvis man vil lære lokalbefolknin-gen at kende. Budget pr person: Flybillet 7.500 kr. Rabies og Hepatitis vaccine 2.000 kr. Rejseforsikring 1.100 kr. Billeje inkl superforsikring 2.600 kr. Benzin 900 kr. 2 nætter på hotel 400 kr. Mad og diverse 1.500 kr. I alt 16.000 kr. Ophold fra 23. juni til 18. juli 2006, hos DVM John D. Hackett Alpine Veterinary Clinic 2113 Arnold Way Alpine, California, USA, 91901 - taler amerikansk og lidt spansk. Ansøgere: Karina Hou Nielsen Kongebakken 15, 3th 4000 Roskilde Tlf. 26 15 54 61 årgang 01 – V10 Janne Gram Scholdager Ryparken 86, 1th 2100 Kbh Ø Tlf. 40 35 55 86 årgang 01 – V10

romuskulære lidelser hos hunde med akupunk-tur. Han forklarede os kort akupunkturens be-handlingsteknik og filosofi, og tog sig tid til at besvare alle vores spørgsmål til de forskellige patienter. Vi fik lov at behandle hans hund og en hest under hans kyndige supervision. I de følgende dage kørte vi efter ham og hans assistent ud til de forskellige hestepatienter. Vi fik set almindelige tandraspninger, tandrodsbe-handlinger, frysning af tumores, og diverse sår og småskrammer der skulle lappes sammen. Dr. May er en af de eneste i USA, der laver tand-rodsbehandlinger på heste som var det et menne-ske, og det var interessant at se hans nye teknik-ker, samt høre hans forklaringer og begrundelser for at udføre de forskellige behandlinger. En enkelt dag var vi på en større hesteklinik, hvor vi fulgte med hver vores dyrlæge ud, og så patienter der kom ind på klinikken. De var vant til at have studerende, da universitetet i Los An-geles ikke har nogen klinik, men sender de stu-derende ud til privatpraktiserende dyrlæger. Vi fik lov at hjælpe til hvor det var forsvarligt, og de var gode til at tage sig tiden til at forklare. Vi fik rig mulighed for at se nærmere på Califor-niens hold af heste. De bliver opstaldet i bokse af 4*5 meter uden at komme på fold, og antiparasi-tære midler er noget man kommer i foderet hver dag. Vi spurgte flere forskellige ejere til dyrene om deres bevæggrunde for at gøre som de gør, og fik mange forskellige svar. Bl.a. at jorden var for dyr, eller forsikringen ikke dækkede hvis an-dres heste forvoldte skade på ens egen. I bund og grund tror vi nu det er lidt lige som herhjemme; sådan har man altid gjort! Vi har som du kan se lært en masse fagligt, men mindst lige så interessant har det været at møde amerikanerne i deres hverdag, og leve i den. Vi har set hvordan de behandler dyr og holder heste, helt forskellig fra vores standarter – udvalget for ”lov om hold af heste” ville rive sig i håret. Vi har lært og prøvet at forstå deres etiske normer, hvor man går langt videre i behandlingen af et dyr end man går herhjemme. Vi har haft mulig-hed for at stille alle vores undrende spørgsmål, til mennesker fra forskellige sociale klasser. Samt kunne diskutere veterinærfaglige emner med dyrlæger, der kender til de dagligdags ruti-ner og normer.

23


ser, ophthalmology, forstoppelser, colitis, en-doskopier etc. På hospitalet har man primær patientansvar, så selvfølgelig skal man selv tage imod patienter og klienter. Rutinerne på hospitalet er mere skema-lagte end på Field Service. Der startes med en SOAP på ens patienter hver morgen efterfulgt af de meget lærerige ”rounds”. Derefter begynder patienter og klienter at komme fra kl. 9, og da-gen sluttes af på samme måde som den startede, SOAP og ”rounds” op til 12 timer senere. Det lyder unægtelig som en stor mundfuld, at den første klienten har kontakt med er dig! Men som med så mange andre ting, vokser man meget med opgaven. Caseloaded på medicin er lidt svingende, men til gengæld bliver man tvunget til at gøre rede for alle mekanismer ved forskelli-ge sygdommen og behandlinger. Ved at tage en periode på hospitalet kommer du til at arbejde sammen med nogen af de bedste medicinere i hele verden. Der er utallige boarde-de veterinærer, og flere navne du kender fra dine lærebøger, men gider de dygtige veterinærer så undervise os studerende? JA, jeg har ikke på KVL oplevet så stor entusiasme, tillid og interes-se for at de studerende. Så derfor vil jeg, hvis det skal gøres om, ikke nøjes med 4 uger, det er simpelthen for kort tid - Aldrig mere – ikke igen!

CT-scanning af hest.

Ja, at rejse er at leve, og min rejse gik sommeren 2006 til UC Davis i Californien og hvilken tur. Jeg havde to uger på Field Service og to uger på Intern Medicin, men lad os starte fra begyndel-sen. Selve planlægningen af turen startede i ef-teråret 2005, det var dog ret svært at planlægge i god tid. Selve ansøgningen om opholdet på UC Davis kan nemlig først sendes i starten af febru-ar, og man skal ikke regne med at have endelig svar før midt i april. Nå, men det er småting og her kommer resten så. Der går ikke mange dage fra man har sat sine fødder på ”frihedens jord” til at sproget ikke længere er nogen barriere. Når man først begyn-der at tænke på engelsk, så er sproget den mind-ste barriere, og for mit vedkommende kom det allerede efter tre dages tid Jeg startede med to uger på Field Service kun med heste, det er hvad der i Danmark kalder kø-repraksis. Man tager to studerende, en dyrlæge og en stor truck, læsser den med medicin, utensi-ler, røntgen udstyr etc. - og så kører vi! Casene på Field Service er generelt mindre kom-plicerede end dem man ser på hospitalet, men ikke desto mindre skal den ansvarlige dyrlæge nok udfordre dine evner. Det var overvejende cases med simple haltheder, sutureringer, følhop-pe tjeck, tandraspninger, vaccinationer og im-port-undersøgelser. Så kan det godt være I tæn-ker, at det må være trivielt i to uger, men det er det ikke! Det fede er, at man på grund af den lille gruppe med en dyrlæge og to studerende der kender hinanden, får lov til meget mere hands-on og hurtige præcise ”work-ups”. Mellem besøgene eller på dage med mindre ca-seload bliver ens teoretiske viden så sat på prøve, og mange konstruktive debatter opstår i trucken. Jeg mener, at den bedste måde at lære ting på er ved at diskutere symptomer, klinisk billede og behandling ved siden af patienten. Så min anbe-faling er, hvis du vil rejse til UC Davis så tag minimum to uger på Field Service. Så var jeg jo godt varmet op til at begå mig ho-spitalet, og her var der fuld fart på i to uger med intern medicin. Der var neurologiske undersøgel-

Aldrig mere – ikke igen!

24


Budget: KVL sommerstipendium 2000 kr. Familielegat - privat fond 3000 kr. Ena Borchseniussen 3000 kr. Anden ekstern funding 6000 kr. Dyrlæge W. L. rejselegat 3000 kr. Forsikrings-legat (INTERVET) 1363 kr. Vacc. -2200 kr. Husleje -3030 kr. Pas -600 kr. Kliniktøj -130 kr. Forsikring -1363 kr. Forbrug Davis -4657 kr. Mr. Jet flybillet -8050 kr. i alt -1667 kr. Ansøgers navn: Lars Bak Johansson (årgang 2002) Torbenfeldtvej 39 1.TH 2700 Brønshøj Tlf: 21 79 42 17 [email protected]

Praktiske oplysninger: UC Davis VMTH One Shields Avenue Davis, CA 95616 USA www.ucdavis.edu Kontaktperson: Judy Wall – Student Affairs Coordinator [email protected] Logi: Judy Wall udsender liste over personer der lejer værelser ud. Land: USA Sprog: Engelsk

4th of July

25


ringede så snart hesten nyste og så var der dem, der nok skulle have ringet lidt før… I den forbin-delse er vi nok lige nødt til at tilføje den lille hi-storie, hvor Majbritt opnåede sine fem minutters berømmelse på tv! En kvinde var blevet anmeldt til politiet for at have misrøgtet sine 17 heste, og i den forbindel-se havde ”Animal Control”, som styrer disse ting, bedt vores kørepraksis om at komme ud og give en vurdering af sagerne. Majbritt var med på dette kald, og det viste sig åbenbart, at denne sag havde kørt over et par dage og var kommet i mediernes søgelys. Så da kørepraksis nåede der-ud, stod der to kamerahold ved indgangen og ventede på os. Lidt en underlig fornemmelse at blive vist gennem porten mens kameraerne for-søger at få billeder af én ind gennem ruderne. Begynder lige pludselig at forstå Brad Pitt og Angelina Jolies dilemma.. Men vi undersøgte hestene og må da nok tilstå, at der er set heste i bedre tilstand end dette. Mange af dem var af-magrede og lusene havde vist fået sig et fast til-hørsforhold til området. Alt krible-krablede og det var næsten ikke til at overbevise sig selv om, at de ikke sad overalt i tøjet bagefter. Vi forlod området igen efter at dyrlægen havde givet et interview, og om aftenen kunne Majbritt så se sig selv på californisk tv – i gang med at under-søge en hest! Hvem skulle nogensinde have troet det.. Enden på hele historien blev, at dyrene blev taget fra kvinden, og de fleste fik et nyt hjem hos nogle samaritanske amerikanere. Og Majbritt går i øvrigt stadig og venter på, at Dr. Phil ringer og tilbyder en stilling i sit nye dyreprogram som pendant til sit eget show… Resten af tiden på Field Service gik med kliniske undersøgelser, kastrationer, vaccinationer og ulidelig mange journalskrivninger! Man får lov til at lave rigtig mange ting i Field Service, og det er virkelig fedt at have ”hands on”, men til gengæld skal man også skrive alle journalerne selv. Der er altså lidt ”neder’n”, når man kom-mer hjem kl. fem om eftermiddagen og så lige mangler at skrive seks journaler – og der i øvrigt er ”one-dollar-ice-cream” nede i byen. Men skri-ves skulle de, og man lærte efterhånden også de gængse udtryk for de forskellige ting på engelsk.

Efter at have hørt meget godt fra vores medstu-derende om diverse amerikanske universiteter havde vi besluttet selv at bruge vores sidste som-merferie som studerende ”over there”. Det blev dog ændret lidt, da vi ikke fik reproduktion i for-året og ingen af os havde noget speciale klar ef-ter tema, så vi rykkede rejsen frem til maj-juni. Det skulle derfor planlægges på ret kort tid, og der blev sendt e-mails til stort set alle veterinære universiteter i Nordamerika (og lidt til..). Vi sy-nes det kunne være sjovt at være et sted, hvor der ikke havde været så mange danskere, og vi ville gerne have kurser i henholdsvis smådyr og kvæg. Så vi endte efter utallige mails og anbefa-linger på UC Davis med 4 ugers hesteklinik…. Nå hva’ f… tiden var knap, og det værste der kunne ske, var vel, at vi lærte noget. Så efter endnu et par mails om bolig og en billet købt på nettet, stod vi ude i lufthavnen og kiggede på hinanden.. Marianne temmelig rød i hovedet ef-ter at have bragt sin bagage til 5 ugers udflugt i lufthavnen, og Majbritt let fnisende ved tanken om de heste, der skulle i hendes varetægt.. Efter to timers forsinkelse i Kastrup, et meget ubelejligt tilfælde af blærebetændelse i Chicago og en overnatning i San Francisco, blev vi hentet af vores vært og kørt til Davis. Her blev vi indlo-geret hos en veterinærstuderende og hendes kæ-reste, to hunde, en kat og adskillige mus, som senere hen måtte lide deres skæbne i en gang muselim. Vi fik hver udleveret noget der skulle forstille en cykel, og så kunne vi ellers skiftes til at have ondt i knæene og rumpeten. Men vi kom rundt! Og det var en super ting at have cykler i Davis. Gaderne er indrettet, så der er plads til cyklister, og det er en nem måde at komme ud til universitetet, som ligger lige i udkanten af byen. Equine Field Service – nu på tv! De første to uger, skulle vi på Equine Field Ser-vice, som fungerer som kørepraksis for heste. Davis har en meget alsidig praksis med et stort klientel, og vi kom virkelig til at se mange for-skellige ting på de to uger. For det første er det en god måde at komme rundt i landet og møde folk, og i det hele taget se, hvordan folk holder hest i Californien. Vi må nok indse, at der er temmelig stor forskel på forholdene rundt om-kring. Der var de fine amerikanske damer, som

Tv-stars and.. sick old horses..

26


hesten endte med en længere udredning for hjer-teflimmer! Det allerbedste var dog alt det, som vi fik lov at prøve. Vi har ultralydsscannet thorax flere gange (vores erfaring fra KVL begrænsede sig til et tryk på freezeknappen..), lavet tracheotomi, tho-racotomi, endoskopi, og hvad man nu ellers kan finde på at proppe i de stakkels dyr. Generelt var attituden, når man kom til de her lidt større un-dersøgelser, at dyrlægen lagde armene over kors og kiggede på én: ”Ja, jeg gør det altså ikke – se du bare at komme i gang!” Herligt! Alt i alt har det været nogle rigtig lærerige uger på Davis, og det kan varmt anbefales. Man skal være indstillet på, at der ikke er så meget fritid tilovers, mens man er på klinikken, så det er en god idé, at afsætte tid til at se noget af Californi-en efter, at man er færdig – så man samtidig kan få spist nogle ”one-dollar-ice-cream”! Kontakt: Judy Wall Veterinary Medical Teaching Hospital University of California, Davis e-mail: [email protected] Budget per person: Flybillet (inkl. afbestillingsforsikring og en over-natning) 6.184,- kr. Forsikring 802,-kr. Bolig: ca. 1500 kr. Kost: ca. det samme som i DK Lægeattest + tuberkulintest: ca. 300 kr Legat: 2000 kr. fra KVL Ansøgere: Majbritt Bisgaard Viborggade 36, 2. 2100 Købehavn Ø [email protected] årgang 2000 Marianne Karlsen Lauritz Sørensens Vej 13, 2.1 2000 Frederiksberg [email protected] årgang 2000

Og trængt lidt op i en krog må vi jo også indrøm-me, at man lærer ret meget af både at skulle for-mulere tingene, men også lige overveje en ekstra gang, hvad det nu lige var, vi gjorde. Så alt i alt var det faktisk rigtig lærerigt at være på Field service. Man kommer ud og ser rigtig mange forskellige ting og får samtidig lov til at prøve rigtig mange ting af. F.eks. var der ikke nogen af os, der havde lavet ret mange ledningsanalgesier på KVL – derovre står de jo bare kigger på én og spø’r om man ikke snart skal i gang. Equine Medicine – på døgnvagt De næste to uger tilbragte vi Equine Medicine, som var rigtig godt kursus. Vi havde hver 2-4 indlagte patienter, som vi havde det fulde ansvar for dvs. TPR, behandling, fodring og evt. videre undersøgelser. Der blev så samlet op på alles patienter ved ”rounds” en-to gange om dagen, hvor studerende og dyrlægerne deltog, og det videre forløb blev planlagt. Med det fulde ansvar for patienterne fulgte også nogle riiigtig lange dage. Patienterne skulle være tjekket og behand-let inden kl. otte om morgenen, så ofte mødte vi omkring kl. syv, og om aftenen var man altså ikke færdig, før man var færdig.. Patienterne skulle tjekkes og behandles igen omkring kl. otte om aftenen, så ofte blev klokken hen ad otte-ni stykker inden, man var klar til at vende hjemad, få handlet ind, lavet mad, få et bad og på hovedet i seng – for at stå op igen syv timer senere.. ”One-dollar-ice.cream” blev ikke engang nævnt længere.. Hver dag kom der nye patienter ind med dagsaf-taler – typisk mere komplicerede sager end i Field Service eller patienter til en specialunder-søgelse i f.eks. onkologi eller ophthalmologi. Som sagt er det en rigtig god rotation, hvor man som studerende får utrolig meget ansvar og får set mange mere eller mindre specielle ting - bl.a. en 31 årig hest med hyperthyrodisme (det tredje tilfælde i Verden), en pony med Fallots tetrade (ejeren ville have erstatning for ponyen – inklu-siv for ”emotional distress” i forbindelse med tabet), to heste med slangebid i mulen (kommer fuldstændig til at ligne Æseldyret) og en hest med en meget mystisk fibroserende lungesyg-dom, som der højest sandsynlig kommer en arti-kel ud af. Og så kan det herfra kun varmt anbefa-les at lytte til hjertet på sin hest, inden man bedø-ver den for noget så banalt som en tandbyld –

27


optog anamnese og lavede de klinisk undersøgel-ser. Når dette var gjort, fandt vi dyrlæge og fremlagde hurtigt de væsentligste fund og anam-nesen. Derefter gik selve udredningen i gang. Mulighederne var mange, da de havde en masse fantastiske maskiner; røntgen, ultralyd, CT-scanning, MR-scanning eller NUC- scanninger. Der var specialiseret personale på disse og med andre studerende på rotationerne. Dog var de gode til at forklare tingene til en, hvis man gik med og spurgte. Totalt slaraffenland, når der og-så kommer umådelig rige mennesker og aflevere deres dyr - nærmest med en blanko check.

Patient i gode hænder. De studerende fik fordelt de patienter, som blev modtaget, og også dem som blev indlagt. På ope-rationsdage kom man med ind og scrubede ind på ”ens” patienter. Så fik man som reglen lov til at række dyrlægerne instrumenter og en sjælden gang fik man lov at sy lidt. Efter operationen var det så vores ansvar at få skrevet operationsrap-porten. Jeg synes, at jeg lærte en masse både un-der operationerne, hvor dyrlægerne var gode til at forklare ting, men især også bagefter, hvor man skulle huske, hvad der var blevet gjort i hvilken rækkefølge og den tilhørende anatomi blev genopfrisket (hvis man da ikke havde været hjemme og kigge på det inden operationen). Jeg var med på et par artroskopier, som jeg fandt vildt spændende. Selv hvis det ikke var vores patienter var vi tit inde og kigge på operationer-ne, men så lod man bare være med at scrubbe ind, men nøjedes med hætte og maske, og så

Ophold: uge 29, 30, 31 og 32 i 2006 i Davis, Ca-lifornien. Jeg fik min inspiration igennem andre, der har været i Davis på sommerrotation. På sladderspal-ten var der et opslag om sommerrotationer på UCDavis, hvor der var en mail adresse til Judy Wall [email protected], koordinator for ud-vekslings studenter. Ved at maile hende burde der komme et ansøgningsskema. Uheldigvis an-kom der aldrig et til mig, men jeg fik en kopi af en af de andre. Derved blev det også lidt presset på ansøgningsdagen, men jeg fik da det hele sendt (ansøgningskema, anbefaling fra Julie Fjel-borg og karakterblad). Mit råd er, at hvis der går for længe inden der sker noget, så skriv igen, Judy plejer at svare relativt hurtigt. Det hele end-te dog i den skønneste orden. Jeg kom 4 uger på heste kirurgi. 2 uger på surge 2, 1 uge på ICU og en uge på surge 1, som er forskellige kirurgihold. Med brevet om optagelse fulgte bl.a. en housing liste med folk, som lejede værelser ud. Dem skri-ver man til og arrangere beboelse hos dem. Der-udover var der en liste over vaccinationer man skulle have inde ankomst; Rabies (must nu, da der var et tilfælde, hvor en udvekslingsstuderen-de var i kontakt med en rabiesramt hest engang i ´04 eller ´05), tetanus, difteri og desuden skulle man have en TB test. Der var også et ønske om en lægeerklæring, da lægen ikke rigtig vidste, hvilken erklæring de mente, fik jeg ikke lavet nogen, og det skete der heller ikke noget ved. På Davis nævnte de den aldrig, dog var de ret op-mærksomme på at checke, at jeg havde fået rabi-es og tetanus. Første dag på hospitalet var ret forvirrende, men de amerikanske studerende var super søde til at hjælpe. Bl.a. hjalp de os med at finde pager og få lært at bruge hospitalets computer program osv. Surge 2 (og 1) bestod af en overkirurg og 2 resi-dents (klinik dyrlæger under optræning til certifi-ceret kirurg), en betjent/sygeplejerske og 4 stu-derende. Både Surge 1 og 2 foregik med modtagelsesdage og operationsdage. Disse var forskudt i forhold til hinanden. Dvs. på modtagelsesdage var det os studerende, der modtog klienter og patienter og

Equine Surgery på UCDavis

28


cer… og så havde vi også en større kolik operati-on af en inguinal hernie med tarmfremfald. Når der ikke var så meget at lave, brugte vi bare eks-tra lang tid på at diskutere procedure og terapi af de forskellige heste. Vores underviser var et om-vandrende leksikon, så det var total fedt at få sat en masse ting på plads. Samtidig var hun utrolig god til at spørge og lytte, hvis vi havde noget at sige. Vi blev altid taget alvorligt, hvis vi havde gjort os nogle tanker omkring et hvilket som helst emne. De 4 uger på Davis har især lært mig om kolik-heste og haltheder. Den almindelige kliniske gennemgang ligger på ryggraden. Jeg føler mig ret sikker på, hvornår en hest er normal, og hvor-når den afviger fra normalen. Desuden var det rigtig skønt at få lov til at snakke med klienter, da jeg føler, det er en af de virkelige udfordrin-ger nogle gange. Jeg kan varmt anbefale at tage derover. Land: USA, sprog: Engelsk/amerikansk ;) Budget: Vaccinationer 1.300 kr. Flybillet 7.100 kr. (San Francisco tur/retur kan stærkt anbefale at tage 4-5 dage i SF før eller efter total lækker by) Tog SF – Davis og tilbage 80 dollars = ca. 480 kr. Forsikring 1100 kr. Bolig 600 dollars = ca. 3.600 kr. Klinik tøj (2 sæt scrubs) ca. 200 kr. Mad mm: ca. 5.000 kr. Mad er ret dyrt i Califor-nien. Det er næsten billigere at spise ude end at lave mad. (5-7 dollars for frokost i kantinen. Til indkøb i safeway (stort supermarked) kan det anbefales at få et medlemskort, som ikke koster noget, man spare ca. ¼ hver gang man handler, hvis man går lidt efter tilbudene.) I alt ca. 22.800 kr. Camilla Christensen; startede 2001, nu V9 2. gang Krusågade 3, 1th 1719 København V 26181222 [email protected] [email protected]

kom man selvfølgelig ikke så tæt på. Men på denne måde fik jeg også set en del operationer i øvre luftveje med laser og endoskope og en cryptorchid kasteration ved laparoskopi mfl. Dagene på surge 1 og 2 var ofte lange. Vi stod for TPR og behandlinger før kl. 8 på vores pati-enter og igen om aftenen. Det var en stor fordel at lægge tingene klar dagen før, så man ikke skulle stå og hive sprøjter op om morgenen og igen om aftenen. Vi måtte lave vores kl. 20 be-handlinger og TPR efter kl. 18, men ofte var man alligevel ikke hjemme før kl. 21 og en sjælden gang senere. Men det giver en utroligt rutine at undersøge 1-3 heste hver morgen og aften - hver dag i 4 uger. I weekenden skulle patienterne også tilses, men det var som reglen ikke nødvendig at være der så længe. Derfor prøvede vi at dele da-gene imellem os, så vi kunne få en fridag med 2 studerende lørdag og søndag. Mødetiden lå om-kring kl. 7.30 og et par timer frem og igen kl. 18 og et par timers arbejde. Den første uge (hvor der i øvrigt var 45 grader varmt hver dag) var utrolig hård, og jeg var bare træt og tung i hove-det hele tiden, men efterhånden som man fandt ud af, hvor alt var, og hvordan man skulle gøre tingene blev det fantastisk lærerigt.

Så opereres der... Min uge på CIU, som er den intensive afdeling, der tager sig af akut tilfældene, var lidt sløv. Vi havde ikke helt så mange patienter og ikke så meget at lave. Til gengæld var vi 2 studerende om 3 dyrlæger (normalt vist egentlig kun 1). Vi fik dog øvet kolikgennemgang til den hel store guld medalje. Vi havde en del ikke-kirurgiske kolikker, som kom ind, just in case og fordi he-stene var frygtelig dyre, tog man ingen chan-

29


uge, men jeg skulle heldigvis kun betale under-visningsafgift for de sidste tre uger. Jeg mødtes med to af mine danske venner, og de introducerede mig for den skandinaviske gruppe i Davis – der var ca. 30 personer, der mødtes torsdag aften på en af de mange lokale caféer, ”Delta of Venus”, på 122 B Street. De var næ-sten alle post doc på UCD, d.v.s. de forskede videre efter deres Ph.D. Det er ikke så svært at blive inviteret med til fester, da gæstelisten oftest er åben – noget i stil med ”all vet students and residents” – så på trods af fravær af First Contact Buddies, som vi har på KVL, kommer man hur-tigt til at kende mange mennesker. Det normale introduktionsforløb gik jeg glip af, da jeg ankom en måned for sent pga. hospitalseksamenerne hjemme i januar måned. Desuden er der så få studerende på hver rotation, at man bestemt ikke kan holde lav profil og gemme sig i mængden. Et typisk team på hesterotationerne var to stude-rende, to residents og en såkaldt Member of Fa-culty, mens det på smådyrsrotationen var udvidet med ca. fem studerende og ofte også flere under-visere. Det skal da lige nævnes, at et residency er en, oftest tre-årig, uddannelsesstilling for kandi-dater, der blot har været dimitteret i et år, i hvil-ket de har besat et internship. Resultatet blev et ungt og ambitiøst team!

Det meste af tiden i Davis gik dog på VMTH med patienterne. Det kan være taktisk at lægge rotationer ind hist og pist, hvor patient belastnin-gen er mindre for at sænke de gængse 12-17 ti-

I foråret 2006 fulgte jeg de kliniske rotationer for sidsteårsstuderende på Veterinary Medical Tea-ching Hospital (VMTH), University of Califor-nia, Davis (UCD), i 12 uger. Baggrunden var et ønske om at give mit veterinærstudie på KVL et internationalt præg, samt øge min akademiske formåen i et nyt miljø. Det internationale pust var intet problem, eftersom ”alle” havde en ac-cent og mine residents var f.eks. fra New Zea-land, Sydafrika, Sverige, Taiwan, Brasilien, Skotland, Morokko m.v. Motivationen, for at tage af sted, var desuden en iver efter en længere sammenhængende kliniktid, hvilket til fulde blev opfyldt med 12-17 timers dagligt ”arbejde” på klinikken. Ved afrejsen var jeg netop færdig med V9 og dermed hospitalseksamenerne, hvilket jeg fandt nyttigt for at få det fulde udbytte. Det blev Californien, fordi jeg ikke ville begrænses af de store sprogmæssige problemer, mens jeg tilegne-de mig viden, og så fordi det var lidt som at ven-de hjem, da jeg år forinden havde tilbragt et par dejlige måneder i området. UCD har desuden 4000 hestepatienter årligt, især Engelsk Fuldblod og Quarter Horses, så der er rig mulighed for at se mange skønne dyr. Jeg fløj fra Kastrup, via London, til San Francis-co og tog derfra en shuttle airbus til Davis et par timer derfra. Her boede jeg hos to herlige resi-dents i Small Animal Internal Medicine, samt husets fem kæledyr og havde kun et kvarter på cykel til VMTH. Der er ikke noget kollegie til-knyttet VMTH, så privat indkvartering er mest almindeligt og nemt, om end lidt dyrt i forhold til Danmark. Selve Davis er en nydelig universi-tetsby og er atypisk på flere måder – f.eks. er der rundkørsler på cykelstierne. Som sidsteårsveteri-nærstuderende (fourth year vet student) er der ikke meget tid til andet end at være på VMTH, men jeg var dog lidt turist - genså San Francisco flere gange, Sacramento, samt var på hiking i området omkring Lake Beryessa. Egentlig ville jeg gerne være blevet længere, dels på UCD, og dels som turist, men dette kunne ikke lade sig gøre pga. visumreglerne. Deuden var der det økonomiske aspekt i det, idet KVL’s aftale med UCD kun lyder på fire ugers gratis undervisning. Alt herudover skulle egentlig koste $ 428 pr.

Workaholic i tre måneder på UCDavis?!

30


ter, hvilket hovedsageligt er heste. Trods min manglende erfaring blev jeg hurtigt engageret ved kastning, intra arteriel blodtryksmåling, mo-nitorering, væsketerapi, blodtransfusion, opvåg-ning o.s.v. Der er megen ventetid på denne rota-tion og udbyttet afhænger meget af, hvem man lige er sammen med. Dog ser man brudstykker af imponerende operationer, såsom en stående ko-likoperation (stilket lipom) og ovariohysterekto-mi på hoppe med pyometra. Teknikerne (vet techs) er enormt dygtige og dybt involveret i pa-tienternes ve og vel. Særligt overraskende var det at se, at de fleste heste blev manuelt støttet under hele opvågningen for at sænke risikoen for lemmefrakturer. Equine Surgery (2 uger): Dette lå i naturlig forlængelse af anæstesikurset, og der var mange patienter. Jeg havde normalt mellem tre og syv indlagte heste og samtlige skulle SOAP’es, be-handles, strigles, fodres og trækkes med i 10 min. og alt skulle indskrives i EPJ før rounds kl. 08. Disse dyr havde så yderligere behandlinger/operationer i løbet af dagen, foruden der var modtagelse af nye dyr dagen igennem. Med kun to studerende ad gangen på rotationen fik man en fremragende mulighed for at få mange patienter! Som studerende er man ansvarlig for sine patien-ter indtil kl. 20, og så står den ellers på journal-skrivning igen. Der er megen iagttagen af impo-nerende kirurgi – jeg stiftede bekendtskab med skylning af seneskeder, arthroskopisk fjernelse af mus, tungebenspatologi, kolikheste, arthrosko-pisk fjernelse af testikel hos kryptorchide, halthedsdiagnostik, endoskopi ved sinusitis m.v. For at de studerende kunne operere lidt mere selvstændigt, kom der hver fredag unghingste ind til kastration. Equine Reproduction (2 uger): En af mine fa-voritter ☺ Afdelingen havde to residents, der leverede en fremragende formidling. Desuden var der en del udkørende praksis (dog ikke Field Service i gængs forstand) til stutterier, heriblandt et stort fuldblodsheste stutteri. Al fertilitetskon-trol stod VMTH for, og det betød, at vi studeren-de scannede 2-10 hopper hver på en formiddag, lavede Caslick’s operation, assisterede ved be-dækninger m.v. Der kom også hingste ind til sædtapning på VMTH, så sædanalyse blev en rutine. En gang ugentlig blev ca. fire timer brugt på en alternativ form for rounds, idet de ca. fem

mer i døgnet på klinikken. Sædvanligvis havde jeg patienter indlagt weekenden over, og deres behandlinger kunne oftest klares på 5-8 timer dagligt. Derfor er det et ufravigeligt krav at være topmotiveret for at kunne nyde de lange dage og give alle det fulde udbytte. Small Animal Medicine (3 uger): Her var en fantastisk positiv stemning mellem de studerende (der virkelig tog godt imod mig), super rounds i ca. 11 timer ugentligt, hvor patienter og emner blev uddybet. At bemærke er en enorm paratvi-den om f.eks. blodparametre og differential diag-noser og så amerikanernes overforbrug af forkor-telser (hav notesbogen klar)… Det var ligeledes lærerigt at følge de til tider mere ekstreme be-handlingsregimers udfald, da mange var henviste kritiske patienter. Det var også interessant at få mødt diverse lærebogsforfattere, såsom den store kapacitet Feldman! Af mine patienter var f.eks. en 1-årig golden retriever med svær Inflammato-ry Bowel Disease (IBD), og denne blev først aflivet efter en tre-måneders periode og Dkr. 80.000,- fattigere ejere. En anden mindeværdig patient var en 13-årig boston terrier med akut nyresvigt, kronisk hjertesvigt, hypothyroidisme, testikel cancer, epilepsi og sukkersyge. Denne hund kom faktisk hjem efter fem dage! En mor-som forskel fra DK er det lækre tøj, dyrlæger og studerende bærer, når de er i modtagelsen – ikke noget med kliniktøj/scrubs, jeans eller t-shirt! Nogle kom med et yderst festligt outfit og tog deres kittel af med jævne mellemrum for ikke at snavse den… Large Animal Anesthesia (2 uger): Afdelingen

står for næsten alle anæstesier af stordyrspatien-

31


md. for et værelse). Til gengæld er det nemt at finde et sted at bo i cykleafstand fra VMTH. Bedst hvis du kan låne cykel og internet… Budget for tre måneder i Dkr.: Udgifter: Fly billet 5135,- Davis Airporter 882,- Logi 9060,- Kost m.v. 5800,- Undervisningsafgift (tre uger) 7756,- Forsikring 1475,- Bøger 1370,- Diverse indkøb 3400,- Jeg nåede ikke at få vaccinationerne iorden og betalte ikke for visum, da jeg rejste som turist. Måtte ligeledes betale for husleje hjemme i Dan-mark. Lånte cykel og kliniktøj. Indtægter: SU 12.060,- Dyrlæge W. Lænkholms rejselegat 20.000,- Foreningen Plan-Danmark 10.000,- Intervet 1200,- (til forsikringen) Søgte også UNI-puljen, men blev ikke taget i betragtning. KRUUSE har givet tilsagn om 2000,-, men jeg har ikke fået skrevet den påkrævede rapport til dem endnu… Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere: Sally Bock (årgang 2001) Kronprinsesse Sofies Vej 22, 1-4 2000 Frederiksberg Tlf.: 22 13 81 15 E-mail: [email protected] eller [email protected]

studerende fremlagde hvert et emne, baseret på publiserede videnskabelige artikler.

Equine Medicine (3 uger): Yndlingsrotationen. Som studerende er man dybt integreret i behand-lingen af patienterne, og der er team spirit, hvil-ket gør de lange dage til en sand fryd. Antallet af indlagte er lidt færre end på kirurgi, men til gen-gæld kræver hver patient ofte mere behandlings-tid. Jeg havde f.eks. to fuldblodsplage, den ene med pleuropneumoni, som skulle tappes et par timer dagligt, og den anden med equin prolifera-tiv enteropati, forårsaget af Lawsonia intracellu-laris (sidstnævnte patient resulterede tilmed i et Mikrobiologisk Projekt). Om foråret bliver en del af ICU åbnet som Neonate Intensive Care Unit (NICU), hvor føl og følhopper indlægges. Behandlingen er virkelig intensiv og dermed en bekostelig affære ($1000/døgn pr. føl). Som stu-derende er man ikke ansvarlig for behandlinger-ne, men alt andet – journalskrivningen tager i hvert fald så lang tid, at man først ved midnat kan gå hjem… Super interessant afdeling, hvor jeg desværre kun var tilknyttet i en uge. Summa summarum: Hvad venter du på? Forlø-bet er forhåndsgodkendt og vil således meritteres som 24 ECTS point efter hjemkomsten til KVL. Kontaktperson: Judy Wall, Student Affairs Coordinator, på 530-752-0773 eller [email protected] Logi: Judy Wall mailede mig en Housing List. Lejede et privat værelse, hvilket er mest almindeligt (er dog dyrere end i DK så regn med Dkr. 3000,-/

32


til Campus, og jeg måtte også låne en cykel af hende. Davis var en meget hyggelig lille by, hvor næsten alle indbyggere enten var studerende eller ansatte ved universitetet, og store dele af campus var lukket for biltrafik så en cykel var uundværelig. Kurset startede først mandag morgen, så fredag tog jeg min cykel og kørte ind til skolen for at få en introduktion til opholdet af Judy Wall. Jeg blev tildelt en personsøger og følte mig straks som en utrolig vigtig person. Mine vaccinationspapirer blev kigget igennem. Helst skulle man jo have rabiesvaccination for at deltage i kurset, da Californien er et rabiesområde. Desværre var mit rejsebudget ikke stort nok til en sådan vaccination, det gælder om at nedprioritere de rigtige ting…! Heldigvis var det ikke det store problem, jeg blev fortalt, at det var meget lang tid siden at de havde set et tilfælde hos hund. På skolen mødte jeg en anden gæstestuderende fra Western University i Los Angeles, som skulle tage det samme kursus som jeg. Hun kendte en af de studerende på skolen som gav os en privat rundvisning. Det var en stor skole, som kunne være svær at finde rundt på de første par dage, så det var velkomment med en guide. Weekenden brugte jeg på at være turist i San Fransisco, hvor Golden Gate Bridge og Alcatraz stod på programmet. Mandag morgen kl 8 fik vi studerede på kurset en kort introduktion til de forskellige afdelinger før vi kastedes ud i at lege dyrlæge. Vi deltes op i to hold og det viste sig, at min Faculty eller professor var Dr Richard W. Nelson, manden som sammen med Couto har skrevet kæmpe bogen Small Animal Internal Medicine, som jeg selvfølgelig har læst grundigt til MK eksamen. Eh… Kurset foregik stort set på samme måde som på HMH på KVL. De studerende fik lov til at gå ind til patienten først og optage anamnese og foretage en undersøgelse. Derefter fandt man sin dyrlæge, som informationen blev bragt videre til. Den studerende skulle opstille en problemliste, en liste med differentildiagnoser og ”rule ins/rule outs”, altså hvilke undersøgelser som skulle

I løbet af efteråret 2005 så jeg et opslag på sladderspalten om, at der var mulighed for, at nogle dyrlægestuderende på tredie og fjerde år kunne komme til UC Davis og tage et sommerkursus sommeren 2006. Jeg havde hørt om det fra nogle andre studerende, som havde været der, og jeg synes, at det lød spændende. Efter at have sendt en anbefaling fra en af mine undervisere til Judy Wall, som er student koordinator på UC Davis, fik jeg et ansøgninsskema tilsendt med de forskellige kurser som blev udbudt. Jeg havde besluttet mig for kun at tage to ugers kursus, og jeg fik til min store glæde en plads på Small Animal Internal Medicine kurset.

En medstuderende sidder og skriver journaler. Torsdag den 13 juli 2006 drog jeg så afsted til San Fransisco og USA. Fra San Fransico tog jeg et tog til Davis, en rejse på ca 3,5 time. Det havde været lettere at flyve til Sacramento, som ligger tættere på Davis, men for mig, var det meget billigere at flyve til San Fransisco. Judy Wall havde sendt en ”housing list” med personer som søgte bofæller rundt om i Davis, og hjemmefra havde jeg lavet en aftale med Rachel, en radiolog på UC Davis, om at jeg kunne leje et værelse ved hende for 1200 DDK/uge. Rachel mødte mig torsdag aften på stationen i Davis og gav mig et lift til mit hjem for de kommende to og en halv uge. Rachel viste sig at være en super sød vært og hun viste mig næste dag korteste vej

Veterinary Medicine Teaching Hospital i USA

33


studerende og to gæstestuderende hvor UC Davis studenterne ligesom havde fortrinsret til at få en patient. Så jeg havde kun patienter selv ca. tre dage om ugen og resten af tiden gik vi to og to. De studerende på UC Davis brugte utrolig meget tid på skolen og virkede meget ambitiøse. Det var ikke ualmindeligt, at man kom ind til skolen kl 7 om morgenen og blev til kl 9 om aftenen. Lidt tid blev der dog tilovers til hygge, såsom at gå ud og spise på en af de mange lækre restauranter i Davis eller at gå i byen med medstuderende. Da de to uger var ovre, havde jeg ikke så meget lyst til at forlade UC Davis. Jeg havde lært en del nye mennesker at kende og lært en masse veterinærfagligt stof. Jeg kan afgjort anbefale at blive i hvert fald en måned, også fordi det tager lidt tid at sætte sig ind i, hvordan det fungerer rent praktisk på et nyt sted. Jeg tilbragte yderligere to uger i USA, hvor jeg holdt ferie i New York med shopping og sight-seeing. Dermed var en lærerig rejse afsluttet. Opholdets længde og tidspunkt 2,5 uger 15 Juli -31 Juli 2006 School of Veterinary Medicine University of California, Davis Davis, CA 95616-8734 Kontakt person Judy Wall, Student Affairs Coordinator [email protected] Budget Flyrejse 11.000 kr. (Kbh-San Fransisco, San Fransico – New York New York – Kbh) Transport 800 kr. (Tog frem og tilbage til San Fransisco) Bolig 2.500 kr. Mad 2.000 kr. Totalt 16.300 kr. Ansøger: Jenny Nilsson J.M Thielesvej 5A, 5.2. 1961 Frederiksberg C Tlf: 61676504 Årgang 2001

laves for at finde frem til den rigtige diagnose. Derefter gik dyrlægen og den studerende sammen ind til klienten og aftalte hvad der skulle laves. Resten af behandlingsforløbet, ligesom journal skrivning og klientkontakt stod den studerende ligeledes for. Det fede ved VMTH (Veterinary Medicine Teaching Hospital) var, at det kun modtog henviste patienter. Det vil sige, at næsten alle patienter var utroligt spændende og komplicerede tilfælde. Som studerende fik man altså mulighed for, at se en hel masse forskellige sygdomme og der var stor garanti for at lære en hel del.

Her boede jeg. De studerende valgte hver morgen mellem de aftaler som var knyttet til dyrlægerne på kurset. Mit kursus havde Dr. Nelson og tre ”Residencie” eller specialister. Eftersom Dr. Nelsons område var endokrinologi, fik jeg set en masse Diabetes, Cushing, Addison, hypo- og, hyperthyroidisme patienter. Udover det praktiske var der hver morgen kl 8 og hver aften kl 17 stuegang, hvor dagens patienter og de indlagte patienter blev diskuteret. Dyrlægerne stillede tit svære spørgsmål, som de forventede hurtige svar på. Ofte fandt de på et område som feks. hypocalcæmi, som vi studerende på skift, bordet rundt, skulle give diffentialdiagnoser til. I stuegangen indgik også en del undervisning. Dr. Nelson var en utrolig god underviser og jeg oplevede disse stuegange som meget lærerige og interessante. Desværre var vi lige på mit hold rimelig mange studerende. Ca. fjorten UC Davis

34


equine soft tissue surgery, equine internal medi-cine, small animal soft tissue surgery, small ani-mal internal medicine, neurology, cardiology, exotics, oncology og small animal orthopedic surgery. På rotationerne var der fra 3-7 studer-ende. Som studerende tog vi imod patienterne når de ankom, snakkede med ejerne og blev i samråd med en dyrlæge enige om en foreløbig plan. Som udenlandske studerende fulgtes vi i starten med en amerikansk studerende, da kendskabet til de normale procedurer, som bl.a. er en masse papirarbejde selvfølgelig ikke eksis-terede….. Efter nogle dage blev der stille og roligt åbnet muligheder for vi kunne have vores egne patienter. Dette var dog forudsat der var patienter nok, da de amerikanske studerende hele tiden har fortrinsret. Når man får sin egen pa-tient, følger der en masse ansvar. Patienten skal tilses tidligt om morgenen, hvilket sommetider betyder, at der skal behandles kl. 06.00 og igen sidst på eftermiddagen eller i løbet af aftenen. Til case rounds om morgenen gennemgås alle de indlagte patienter med forhistorie, aktuelt prob-lem, behandling so far, fremtidig plan og evt. kan der flettes overordnede emner ind. Dette blev ofte gentaget om eftermiddagen inden vi fik fri. Når der var huller i programmet i løbet af dagen blev dette ofte udfyldt med rounds. Her gås der i dybden med et teoretisk emne sammen med underviseren på den enkelte rotation. Dette er en rigtig god undervisningsform, hvor man bliver tvunget til at tage stilling til emnerne og forberede sig hjemmefra. Denne dagsplan var generel for alle rotationer, dog var der selvføl-gelig individuelle afvigelser afhængig af under-visere og patienter. Equine soft tissue surgery: På denne rotation væltede vi ikke i patienter. Der var derfor ikke mulighed for, at jeg fik min egen patient, men jeg hjalp istedet de amerikanske studerende med deres patienter. Det manglende antal patienter resulterede desværre i, at der også kun var fire operationer på to uger. Det var dog virkelig spændende at se en kryptorkid kastration med kameraer gennem flanken på stående hest og hyggeligt med en normal kastration på en nærliggende farm. Herudover var der andre pati-

Dette var dog ikke på samme tid, men vi endte alle på WSU (Washington State University). WSU ligger i Staten Washington og minder lidt om et campus, som vi kender det fra filmene. Vi havde gennem andre studerende fået kontakt til Dr. Erik Stauber fra WSU, som står for kontak-ten til de udenlandske studerende. Optagelses-kravet var som udgangspunkt efter først til mølle princippet og krævede derfor ikke karakterblad eller lignende. Inden afrejsen fra Danmark havde vi prøvet at få arrangeret hvilke rotationer, altså 14 dages øvelser inden for et bestemt fagområde, vi skulle følge. Dette lykkedes dog ikke, så det var med stor spænding vi mødtes med Dr. Stau-ber første gang. Dette møde var ude i lufthavnen og efter en kort briefing blev vi kørt til det sted hvor vi skulle bo de næste fire ugers tid. Dette var mobile trailer homes og bofællesskab, hvor Dr. Stauber havde formidlet kontakten. Efter en lang tur og ankomst ved midnat var sengen hur-tigt det, der trak mest.

Husk dit image også når du arbejder I felten (Jesper). Da budgettet ikke lagde op til en permanent lejet bil, er cykel et absolut must. Nogle steder kan man låne af de studerende, hvor man bor, og al-ternativt kan der lejes/købes brugte cykler et par steder i byen. Da der hurtigt kan gå et par dage med at få styr på byen og andre småting, var vi glade for at være ankommet torsdag selvom vi først skulle starte mandag. Mandag morgen mødtes vi med Dr. Stauber, og kunne næsten frit vælge hvilke rotationer vi ville følge, dog kun en af os på hver rotation. Samlet har vi prøvet en masse forskellige rotationer,

Otte drog de ud -

35


god erfaring i at se på thorax røntgenbilleder og ultralydsscanninger af hjertet. Hvis du er heldig får du selv lov til at udfører en scanning, eller du kan være heldig at komme med til en operation (f.eks. pacemaker operation eller embolic coiling af en persisterende ductus arteriosus). Patienter-ne var primært hunde, katte og ind imellem he-ste, men det hændte at man fik en Alpaca lama som patient. Personalet på rotationen var meget behagelige at omgås, samtidig med at dagene var godt struktu-reret. Hvis du bare er en lille smule interesseret i hjertesygdomme, vil du elske denne rotation. (Caroline og Gitte) Small animal internal (referral) medicine: Denne rotation modtager patienter, som er for komplicerede til at blive udredt i ”community service” på WSU eller hos omegnens øvrige dyr-læger. Rotationen er spændende, og der er ikke grænser for hvilke sygdomme, og stadier af disse, man kommer ud for. En ulempe ved rotationen var dog at der ikke var så mange patienter på det tidspunkt hvor vi var der. Dette betød, at vi altid var den sekundære studerende, og dermed fik vi ikke så meget ”hands on”, som vi havde forven-tet. Rent teoretisk var rotationen meget lærerig, og de undervisende dyrlæger var utrolig dygtige. Vi kan anbefale at tage kurset, hvad enten du har haft hospital for mindre husdyrs øvelser eller ej. Dog vil udbyttet nok være størst, hvis du ikke har haft øvelserne endnu, da rotationen kan min-de meget om intern medicin på hospital for min-dre husdyr. (Gitte, Merete og Caroline) Small animal orthopedic: Jeg fandt hurtig ud af, at dette ville blive en hård rotation, for der var rigtig mange patienter. Den første uge fulgte jeg med de amerikanske stude-rende på deres patienter. Jeg fik set mange frak-turer på både lårbensknogler, skinnebensknogler og hofteskåle – oftest fordi ejerne havde kørt deres hund ned. Anden uge fik jeg min egen pa-tient, Autuum, som havde et overrevet korsbånd i knæet og en grad 5 mislyd på hjertet. Hun blev indlagt for at få en TPLO (tibial plateau leveling osteotomy) operation dagen efter. Ved en TPLO operation ændres vinklen på tibiahovedet, så der opstår stabilitet i knæleddet, selvom korsbåndene mangler. Det var lidt vildt, fordi der var stor risi-ko for, at hun ville dø under operationen pga.

enter som ikke krævede indlæggelse, men stadig udredning på klinikken. (Jesper) Equine internal medicine: Også her var der mangel på patienter, men der blev dog mulighed for at tage et par enkelte pati-enter på egen hånd, og derudover holdt vi en del rounds og havde selvfølgelig mulighed for at følge de andres patienter. På denne rotation hav-de vi blandt andet en rabies-mistænkt hest, der endte med at blive aflivet efter at have været neurologisk og uvillig til at rejse sig i tre dage. Post mortem blev diagnosen West Nile Fever stillet. Desuden havde vi et muldyr med en urin-vejssten på størrelse med en tennisbold, som blev scannet og fik foretaget urethroskopi, samt heste med blandt andet kolik og cornea sår. (Line og Jonna) Exotic og wildlife: På denne afdeling var der ikke mangel på patien-ter! Af forskellige dyrearter, som var igennem afdelingen, kan nævnes wallabies, bævere, va-skebjørne, diverse rovfugle bl.a. ugler, ørne, hø-ge, fiskehejre mv. Derudover var der slanger, øgler, papegøjer, kaniner, marsvin, rotter mv. I det hele taget var exotics en utrolig spændende afdeling. Som studerende her var jeg involveret i alt hvad der foregik; undersøgelse, røntgen, ul-tralyd, div. kirurgi, klient kontakt, håndtering af mange forskellige dyr, samt meget patient pleje og rengøring. En speciel patient for mig var wal-labyen, som var klient-ejet og ”græskæledyr” dvs. hyggede bare rundt og græssede, hvor ejer-ne boede. Han havde været utrivelig i lang tid og kom derfor ind på exotics. Han havde en abdo-minal byld på størrelse med et strudseæg! Denne blev bortopereret samt halvdelen af hans tynd-tarm, da denne var fastsiddende på bylden! Han overlevede 2 dage efter operationen, men måtte aflives på 3. dagen, da han fik neurologiske tegn og ikke kom i bedring. Aflivningen var til stor sorg for os alle, som havde passet og plejet ham i over 3 uger. Men alt i alt; en fantastisk lærerig og uforglemmelig oplevelse. (Maja) Cardiology: Denne rotation beskæftiger sig udelukkende med patienter, der lider af hjertesygdomme. På rotati-onen lærer du at udfører en cardiologisk pro-blemorienteret kliniskundersøgelse, tage blod-tryk, lave og analyserer et EKG. Desuden får du

36


uden et ben, men når man amputerer et forben på en lille tyk Pug (mops), som i forvejen har dårlig ryg og hofteproblemer, synes jeg, at grænsen er nået. Rotationen bar præg af at være lille og ind-spist, og der blev snakket en del ufagligt om em-ner som brystimplantater, mad og freaky klienter (hvilket i øvrigt var et af Dr. Fidels yndlingsem-ner - altså sære klienter). Alt i alt var onkologi en spændende rotation. Jeg har lært en del om for-skellige typer tumorer, stadier, gradering og om de protokoller, som man behandler efter. Da kræftbehandling nok vinder mere frem i Dan-mark, er jeg glad for den ekstra erfaring på dette område. (Louise og Gitte)

Lille pige tæmmer stor hest med fluespray (Jonna). I hverdagene var der sjældent tid til sjov og spas efter at aftensmad og læsning til den efterfølgen-de dag var overstået. Det var derfor altid rart når weekenden kom, så vi kunne få et lille pusterum. Nogle rotationer krævede dog også, at man pas-sede patienterne i weekenden. I weekenden til-bragte vi meget tid ved City poolen, da tempera-turen ofte passerede den i hundens røv. Vi hyg-gede os også meget med de amerikanske stude-rende med BBQs, restaurantbesøg og byture. Da vi har været mange af sted, er der mange forskel-lige indtryk fra turen. Her tænkes specielt på de enkelte rotationer, da der har været stor forskel på antallet af patienter og dermed udbyttet. Vi er dog alle enige om, at det har været rigtig spæn-dende at se et andet universitet. Mødet med de amerikanske studerende har også været utrolig positivt. De første ankom til Pullman d. 1. juli og syv af os tog tilbage efter fire ugers ophold, og en efterlod vi i endnu fem uger (hjemkomst d. 3. september). Der er ingen tvivl om, at jo længere

hendes hjertefejl. Men heldigvis endte det godt for Autuum, som efter operationen fik lagt en modificeret Robert Jones bandage, der skulle ligge til dagen efter, hvor hun kunne komme hjem igen. Der var også et par hunde, som fik fjernet nerve-forsyningen i acetabulum ved at fjerne periosten, nerver i ledkapslen og nerveforgreninger i områ-det. Dette blev gjort, da hundene haltede pga. nydannelser i hofteleddet. Derudover var der en masse frakturer som blev korrigeret med intern eller extern fixering. (Line og Gitte) Small animal soft tissue surgery: Nogle af ugerne på denne rotation var der des-værre ikke nok patienter til at vi selv kunne være ansvarlige for en, men man fik lov til at ”scrub in” på de andres patienter. Jeg var bl.a. med til unilateral fjernelse af Gl. thyroidea (pga. unilate-ral parathyroidisme), amputation af et bagben (osteosarcom), rostral maxillectomy (fibrosarcom i nares) og en masse andre spæn-dende operationer. Man får ikke selv lov til at udføre meget andet end at mærke, suturere og assistere kirurgerne, men dette lærer man også meget af. Underviserne var super søde, og de var rigtig gode til at undervise i de forskellige emner vi havde under rounds. (Jesper, Gitte, Merete og Jonna) Neurology: I neurology var den hyppigste hunderace – GRAVHUNDE – med diskusprolaps. Disse blev diagnosticeret vha. MRI og efterfølgende de-kompression af rygmarven (hemilaminektomi). Derudover så vi forskellige neuropatier, myo-pathier, hjernetumores og forgiftninger. Man fik tjek på at lave en regelret neurologisk undersø-gelse, og derefter lokalisere læsionen. Denne rotation er super til at få helt styr på neurologien, og se nogle lidt andre operationer end der fore-kommer på KVL. (Gitte og Louise). Oncology: Jeg har haft onkologi rotation de første 2 uger af mit 4 uger lange ophold på WSU-VTH. Her kommer man virkelig til at se nogle mærkbare forskelle mellem Danmark og USA. Man ampu-terer raskt væk ben og giver både kemoterapi og stråling til hunde og katte for, at de kan leve blot 6 måneder ekstra. Det er ret vanskeligt at forhol-de sig til. De fleste hunde og katte klarer sig fint

37


Legatansøgere: Jonna Hjorth, årgang 2001 Griffenfeldsgade 39 B, 1-1 2200 Kbh N Mobil 61668535 [email protected] Jesper Grud Rosenmeier, årgang 2001 Guldbergs Plads 12 1.tv 2200 Kbh N Mobil 61305612 [email protected] Line Engelharth, årgang 2001 Sprogøvej 17, 3 th 2000 Frederiksberg Mobil 51946554 [email protected] Caroline E. Rasmussen, årgang 2001 Lollandsvej 38, 5. tv 2000 Frederiksberg Mobil 21605599 [email protected] Maja Rosenqvist, årgang 2001 J.M.Thielesvej 5A, 3.3 1961 Frederiksberg C Mobil 26144964 [email protected] Merete Karlshøj, årgang 2001 Ørnevej 78, 2 tv. 2400 KBH NV Mobil 26431444 [email protected] Louise O. Fredsbo Andersen, årgang 2001 Storm Petersens vej 4, lejl. 301 2000 Frederiksberg Mobil 48410850 [email protected] Gitte Stenholt Madsen, årgang 2001 Tingskrivervej 2, st. tv. 2400 KBH NV. Mobil 61670330 [email protected]

man er på universitet, desto større udbytte får man af sine rotationer, da man kender procedu-rerne bedre og hurtigere kan tage sine egne pati-enter. Praktiske oplysninger: Sproget er udelukkende engelsk. Husk din mobil skal have triband. Det kan kræve lidt tid at få fat på en cykel – spørg evt. boligudlejer før du tager afsted. Evt. medbring bærbar, da man muligvis kan nasse på andres trådløse net. På skolen skal man have kittel på (ingen cowboybukser), og til operationerne KVL-kliniktøj (scrubs). Kontaktpersoner: Dr. Erik Stauber [email protected] eller Theresa Pfaff [email protected] Washington State University, Department of Veterinary Clinical Science, PO Box 646610, Pullman, WA 99164-6610. www.vetmed.wsu.edu Budget pr. person: Flybillet 10.000.- Logi pr. mdr. 1.800,- Transport pr. mdr. 200,- Kost pr. mdr. 2.500,- Visum pr. mdr. 1.600,- Rejseforsikring pr. mdr. 700,- Udflugter pr. mdr. 270,- Bøger og studiematerialer pr. mdr. 1.500,- Udgifter ekskl. lommepenge i 4 uger: 18.570,- Udgifter ekskl. lommepenge i 9 uger: 29.270,- Sponsorater: 5 personer fik sponseret sikkerhedssko fra HKS 1 person fik sponseret sikkerhedssko fra Moun-tain Horse 1 person fik sponseret arbejdsbukser af Kansas Alle 8 personer fik sommerstipendium fra KVL på 2000,- Intervet sponserede rejseforsikringerne 2 personer fik legat fra Oticon fonden på 5000,- 1 person fik legat fra Brdr. Jensens mindelegat på 1666.-

38


ud af, det GØR MAN BARE IKKE!! Alt foregår i et utroligt tempo, der var sjældent tid til at spise frokost, så maven gjorde lidt av, når man kom hjem ved 21-22 tiden om aftenen. Vi havde an-svaret for både morgen (inden kl. 8) og aften (kl. 20) behandlinger, samt weekendbehandlinger. Det er virkelig et FULDTIDSSTUDIE! Davis er et helt fantastisk sted, hvis man er indforstået med at knokle, og man ikke er bange for udfor-dringer. Jeg kan virkelig anbefale det!! Equine internal medicine (Ditte) Equine Medicine er både et meget praktisk men også meget teoretisk kursus. Hver morgen og eftermiddag/aften har man Rounds, hvor alle indlagte medicinske patienter gennemgås. Det er en rigtig god træning for den studerende – hver dag bliver man stillet til regnskab for hvem pati-enten er, inkl. race, hvor gammel er den, hvornår er den blevet indlagt, hvorfor er den blevet ind-lagt, hvad er dens symptomer og hvilke frem-skridt er der sket, samt hvad er dens behand-lingsplan. Umiddelbart kan det måske lyde som en stor mundfuld, og det er det også de første par gange man skal fremlægge sin patient, men man kommer hurtigt ind i rytmen. Nogle gange kan det godt være lidt kedeligt at høre om den sam-me patient, men det er fantastisk god træning selv at fremlægge, og så er det også rart at man kan følge en patient så utroligt tæt, til trods for at det ikke er ens egen, fordi man hører om den 2 gange om dagen. Rounds foregår mandag, ons-dag og fredag om morgenen i det de kalder kon-ferencerummet – tirsdag og torsdag foregår den i stalden, hvor man står overfor patienterne. Til Rounds bliver der gennemgået meget teori – meget af det er rent grundlæggende som f.eks. hvor hurtigt skal et drop løbe, hvad er hestens energibehov, hvilke typer for azotæmi er der, hvad er normalværdier ved CBC og klinisk kemi osv. Og så er der den mere specifikke del, hvor man dykker ned i de enkelte specifikke sygdom-mes, om man er præcenteret overfor i de speci-fikke cases. Ved morgen-rounds får man udleve-ret dagens liste over ambulatoriske patienter. Herefter uddeles de forskellige konsultationer til de studerende på holdet, så man ved hvornår ens patienter kommer. Det kan godt være at man har en kl. 9 og så først den næste kl. 15 – og hvad

En uheldig lodtrækning om differentiering fik os til at søge om en plads på UCDavis VMTH i Ca-lifornien på hhv. Small Animal Clinic (Mia) og Equine Clinic (Ditte), for at få noget klinisk erfa-ring inden for vores interesse-emne, som vi el-lers ikke ville have fået på vores studie på KVL. I januar 2006 sendte vi vores ansøgninger om Summer Rotations til Judy Wall (Students Af-fairs Coordinator, UCDavis) og tilbage var blot at vente på svar som kom i marts. Ditte blev til-delt Equine Internal Medicine (4 uger: 17/7-14/8) og Mia kom på Small Animal Internal Me-dicine (3 uger: 17/7-7-8). Judy Wall sendte di-verse papirer, inklusiv kursusbeskrivelse, hou-sing list, bike rental information, samt informati-on om de forskellige rotations. Via nogle meget venlige UCDavis studerende som vi mailede med, fandt vi frem til 2 hjemmesider med boli-ger. Vi besluttede os for at bo 4 piger sammen fra samme årgang hos en amerikansk pige, hvil-ket fungerede perfekt. Small animal internal medicine (Mia) Den første dag på UCDavis var noget af en mundfuld. Jeg skulle møde Kl. 7.30 til en kort intro. Kl. 8.00 begyndte stuegang. Det gik hurtigt op for mig, at de amerikanske studerende ikke kommer sovende til faget. Vi blev udfordret i differentialdiagnoser, behandlinger, aflæsning af røntgenbilleder, samt analyse af diverse labora-toriesvar. Kl. 9 gik det løs med at modtage pati-enter til konsultation, overdragelse af patienter fra emergency og behandling af indlagte patien-ter. Om eftermiddagen kl. 17 var der igen stue-gang. Her blev de mest interessante af dagens patienter diskuteret, og der blev gjort status på de indlagte. Det var meningen at jeg skulle skygge de amerikanske studerende den første uge, men allerede efter to dage blev jeg udfordret med mi-ne egne patienter. Man har som studerende an-svaret for at skrive journaler på ens patienter. Sørg for at få dine journaler læst igennem og rettet med det samme, så du kommer ind i, hvor-dan de skal skrives. En af de store hurdler ved at være gæstestuderende er, at ejerne meget gerne vil fortælle om dem de kender, om så det er peri-fert, i Danmark eller blot i et land tæt på Dan-mark. Det betød at konsultationerne kunne træk-ke ud. En dag blev jeg 10 min forsinket og fandt

Rejserapport UCDavis

39


bare ikke regne med at man lige køber ind på vejen hjem, da især ’Safeway’ ligger i udkanten af byen og derfor kræver en lille omvej – men til gengæld er der åbent hele døgnet! Rejsebudget: Flybillet 6700 kr. Rejseforsikring 800 kr. Vaccinationer: 2400 kr. (påkrævet rabies, tuberkulose-test, difteri, og tetanus) Bolig 1800 kr. (http://chl.ucdavis.edu/ og http://sacramento.craigslist.org/ ) Blå scrubs, pr. sæt 120 kr. (Ca. 2 sæt er nødvendigt.) Cykelleje, 1. uge 50 $ Cykelleje, efterfølgende uger 15 $ (UCDavis Bike Barn) Leveomkostninger, ca. 2800 kr. for 4 uger (afhænger af hvem man er). Legater: Sommerstipendie fra KVL 2000 kr. Intervet dækkede rejseforsikring. Universitet: University of California, Davis Veterinary Medical Teaching Hospital One Shields Avenue Davis, California 95616-8747 Phone: (530) 752-2957 Land: USA, Californien Sprog: Engelsk. Ansøgere: Ditte Rasmussen V9 Godthåbsvej 64A, 1th 2000 Frederiksberg 26253448 [email protected] Mia Christine Espersen V9 Mølle Allé 12 3th 2500 Valby 22163534 [email protected]

skal man så lave i mellemtiden? Man bruger simpelthen tiden på at søge litteratur – både i bøger men også meget på nettet. På den seddel man får udleveret om morgenen, står patientens journalnummer, hvorefter man bare slår den op på computeren i det elektroniske journalsystem, så man kan læse anamnesen, og være forberedt til patienten kommer. Det er den enkelte studerendes ansvar at modta-ge patienten. Ved modtagelsen spørger man igen ejeren om anamnesen og vaccinationsprogram, samt laver en klinisk fysisk undersøgelse. Heref-ter kommer den ansvarlige dyrlæge, og man gen-nemgår hvad man har fundet. Derefter undersø-ger dyrlægen hesten, og den egentlige behand-ling og diagnostiske test laves. Det er den studerendes ansvar at skrive journalen løbende, samt lave oplæg til hjemsendelsesin-struktioner. Man bruger ekstremt meget tid på at skrive journaler, men det er god træning. Holdningen til heste i USA er noget anderledes end holdningen i Danmark. Det er unormalt (for ejeren), hvis hesten ikke bliver 30år, og de vil oftes praktisk talt gøre alt for at holde den i live. For mange ejere er det deres børn, meget mere end det er i DK, derfor er penge som oftest heller ikke noget problem. Mange vil bruge 5000-10000$ på en behandling bare for at holde hesten i live, selvom det fra et dyrevelfærdsmæssigt synspunkt måske var bedre at aflive dyret. Der er også væsentligt flere diagnostiske midler på UCDavis sammenlignet med KVL. Derovre CT-scannes heste ofte, og hvis det er en cancer patient får de enten kemoterapi eller strålebe-handling. Bolig: Vi fandt frem til en lejlighed via. internettet der lå ca. 20-25min fra skolen på cykel. Det er langt når der er 46 C som der var nogle få dage, men ellers meget overkommeligt. Der er cykelstier overalt i Davis og det føles meget sikkert at fær-des som cykelist. Vores lejlighed var en stor 4-værelses lejlighed, hvor vi havde 2 værelser til-sammen alle 4 danske piger – derudover havde vi fri adgang til køkkenet og stuen, samt internet. Meghan som vi boede hos var simpelthen noget af det sødeste, mest hjælpsomme og gæstfrie – en ting der går igen hos mange amerikanere. Indkøbsmulighederne i Davis er ikke så mange, men de steder der er, er meget store. Man skal

40


skal skrives SOAP´s og snittes salat i lange ba-ner, men selvom det kan være lidt ensformigt efter nogle uger, så er det hyggeligt nok og man for bestemt en del erfaringen med håndtering af diverse arter. Bl.a. skal uglerne løftes ud af deres bure, og hvordan er det lige man gør det med en 40 cm stor ugle, der kigger olmt på en? En anden opgave kunne bestå i at sonde fodre vilde kanin unger eller følge bæveren i bad. Sidst nævnte skulle ud og svømme tre gange i ugen. Så var det bare at hanke op i ”bamsen” og håbe på, at gre-bet om halen var fast nok. Hvis ikke, så havde den en tendens til at svinge vildt med halen sam-tidig med at den urinerede. Så skal der ikke me-get fantasi til at forestille sig, hvilket svineri det kan blive til!

Backstage hos WSU's bjørnecenter Efter frokost var det tid til dagens aftaler eller opfølgning af patienter. Der blev tilset alt fra marsvin med ektoparasitter til pindsvin med neu-rologiske problemer. Kakaduer med depressio-ner, diarré eller noget helt tredje. Intet dyr er for småt! Som dyrlægestuderende får man lov til at modtage patienten og optage en anamnese. Selve diagnosticeringen gør dyrlægen, så længe det er et klient ejet dyr. Man får lov til at assistere og udføre nogle af procedurerne. I tilfælde hvor det er vilde dyr, er man i højere grad med i hele pro-cessen. Jeg fik bl.a. lov til at udføre den kliniske undersøgelse på en prærieulv med vækstforstyr-relser, en høgeunge der var faldet fra reden og en vaskebjørn. Endvidere kastrerede jeg en trærotte og steriliserede et egern – hvilket ikke er helt let

Det krævede lidt fodarbejde, men derudover var det egentlig rimeligt lige til, at få lov at deltage i Washington State University´s sommer kurser. Jeg tog kontakt til Erik Stauber i løbet af efter-året, som så sendte de papirer og krav der skulle opfyldes før end man kan blive optaget. Der skal bl.a. indhentes 3 anbefalinger. Jeg fløj efter diverse skift til Pullman lufthavn, som er den lokale lufthavn til universitetsbyen. Både størrelsen på flyet og på lufthavnen bevid-ner, at Pullman ikke just er blandt de største lo-kaliteter i USA. Men nemt var det at blive fløjet næsten direkte til døren og få det sidste lift af WSU veterinære udvekslings koordinator. Så er man til nemme løsninger kan det anbefales, el-lers går der busser fra Seattle eller Spokane, hvil-ket nok er en noget billigere løsning. Mit logi blev i en studenterhybel sammen med 4 andre amerikanske studerende. Erik Stauber hav-de sørget for at formidle kontakten og så havde jeg derefter selv lavet aftale med min udlejer – nemt og bekvemt! Mit universitets valg var gjort på baggrund af én ting – muligheden for at være på en klinik for eksotiske kæledyr og vilde fugle mm. Så alle 4 uger jeg var på stedet(fra den 1/6 til den 1/7), tilbragte jeg på denne rotation. Den eksotiske klinik står i kontrast til WSU generelt – WSU er forholdsvis stort universitet (i betragtning af, at det ligger på vestkysten), der er god plads og højt til loftet. Også på dyrehospitalet synes der at være store forhold… lige indtil man kommer ind på den eksotiske klinik! Her er der på en normal dag et virvar af mennesker på vej ud eller ind, som arbejder eller som bare kigger forbi. Antal-let er ikke overvældende, men det føles som mange, når man har kantet sig forbi diverse bure med fritter, fugle og leguaner, for derefter at skulle forcere en skildpadde på tur og samtidig passe på ikke at få skubbet til pinden med den blinde ugle. Men hvor der måske er mangel på plads, er der bestemt ikke mangel på vilje eller hjerterum. En almindelig dag starter med morgenbehand-ling af de indlagte patienter (klient ejede eller vilde), efterfulgt af rengøring af bure og fodring af både patienter og klinikkens egne dyr. Der

Turen går til WSU!

41


Vejledende budget: Flybillet tur/retur Pullman: ca 8000,- Forsikring: 900 ,- Logi: 2000,- Kost: 2000,- Scrubs (kliniktøj) 150,- I alt 13050,- Legat: KVL’s Jubilæumsfond 4000,- Kontakt: Dr. Erik Stauber Externship Program Coordinator E-mail: [email protected] Washington State University Office of International Programs Bryan Hall, room 108 Pullman, WA 99164-5510, USA Jeg er: Sofie Kildsig (årgang 2001) Lyngvej 4, V såby 4330 Hvalsø email: [email protected] mobil: 23603332

idet de ædlere dele er af en ret ringe størrelse på disse arter. En almindelig dag sluttede hen ad klokken 17-18 stykker. Arbejdsugen varede alle syv dage, dog med et minimum i weekender, men alligevel var der ikke så meget fritid at skulle tage vare på. Den fritid der nu var, måtte man så benytte i nærområdet. Til en start virkede det ikke som det mest spændende område, men med tiden kom-mer man nu til at sætte pris på en del ting, og det viste sig da også, at det var muligt at foretage sig det meste.

En helt almindelig dag i venteværelset. Et tilbageblik på ugerne viste, at vi havde fået rundet en del af de ting som ellers nok kunne være noget af en udfordring ved at møde en ”eksotisk gæst” i sin konsultation. Nu har jeg forsøgt mig med blodprøvetagning af både små fugle og leguaner. Vi lærte at fange patienten i buret, hvilket ikke nødvendigvis er nogen let opgave, når det kommer til uvillige papegøjer. Kliniske undersøgelser, daglige behov, væske terapi og meget andet. Det var nogle lærerige uger, hvor der også var tid til at møde nye men-nesker… for hyggen skal man heller ikke glem-me. Som ekstra bonus fik jeg lov til at aflægge uni-versitets bjørnecenter en visit … fra en ny vin-kel. På min næste sidste dag kunne jeg spadserer blandt bjørnene. Og hvilket sted ville være bedre til at runde et eksotisk USA besøg af??

42


En fåret arbejdsferie Foråret 2005 var et helvede på overgangsordningen. Med så lange dage at man væltede omkuld, når man kom hjem, og med fem eksaminer oveni hinanden, var vi nogle styk-ker, der havde rigtigt ondt af os selv. Jeg havde i hvert fald! Jeg var for første gang i min studietid blevet skole-træt, – og det skræmte mig. Det kunne ikke passe, at jeg blev i dårligt humør bare jeg slog et blik ind på boghyl-den, og forsøgte jeg virkelig at sætte mig med læsningen, fik jeg nærmest kvalme med det samme. Jeg havde brug for en pause! Svaret kom som et lyn fra en klar himmel, da jeg åbnede min mail-boks. Der i min indbakke lå en mail fra slad-derspalten, hvori der var et opslag om læmmehjælp i Skotland. JA TAK! –tænkte jeg, og undersøgte sagen nærmere. Det hele flaskede sig, og på trods af de nært forestående eksaminer tog jeg i marts 2005 tre uger til Killearn, en lille by ikke langt fra Glasgow. Jeg boede hos Archie Camp-bell og hans dejlige familie, der tog sig af mig som var jeg en datter af huset. Archie ejer ca. 100 køer og 300 får, og fårene var sat til at læm-me sidst i marts. Der var rigeligt at lave på farmen, for udover den dag-lige pasning af fårene, så jeg til at fårene læmmede som de skulle. Oftest var der in-gen komplikationer, men af

og til måtte jeg træde til og læmme fåret, hvis ikke hun kunne selv. Dette kunne ske, hvis f.eks. lammene var for store eller benene lå på tværs i fødselskanalen. En gang imellem gik tingene selvfølgelig også galt. Enkelte gange dukkede der et får op med en vaginal prolaps, hvilket kunne opstå, hvis fåret var førstegangs læmmende og/eller bar på mere end de sædvanlige to lam. Hun ville da tynges af vægten og begynde at presse før tid. Hvis vandet endnu ikke var gået, ville vagina krænge ud og resultere i prolapsen. Så vi sådan et får, fik vi det fanget, så vi kunne presse prolapsen tilbage og sy vagina sammen. Snoren klippede man, når vandet gik. En enkelt gang blev et lam født, hvor navlen ik-ke var lukket ordentligt i fosterudviklingen, hvil-ket resulterede i at lammets indre organer lå uden for dets krop, da jeg fandt det. Da en dyrlæ-geregning er meget større end slagteprisen for et lam, gjorde man ikke meget ud af at tilkalde hjælp, når det angik fårene. Oftest prøvede man at klare problemet selv, og var dette ikke muligt, lod man dyret dø. Dette lam levede heller ikke længe. Det var hårdt arbejde på farmen, men de tre uger var godt givet ud. Jeg har lært utrolig meget me-re, end jeg ville have lært ved blot at læse. Det kan klart anbefales at tage en arbejdsferie, hvis man er skoletræt. Det at komme ud og lave noget jeg synes var spændende, motiverede mig til at få læst hist og pist, mens jeg var af sted. Faktisk fik jeg læst hele pensumet i Skotland, kom hjem tidsnok til at gå til eksamen, og det gik fint. MVH Anne Charlotte Teilmann Vigerslevvej 322 st. tv 2500 Valby 26332251 Årgang ’04

43


Jeg boede på Croy Cunningham Farm, Killearn, By Glasgow, G689QQ TLF.: 0136055039 Land: Skotland Sprog: Engelsk Arbejdsområde: Læmmehjælper Tid: 3 uger fra medio marts 2005 til først i april 2005 Indlogering med kost hos familien Campbell. Vejledende budget: Flybillet t/r: ca. 2000.- Indlogering + kost gratis Ingen sponsorater søgt.

44


VMRs rejselegatregler 2007

Ansøgningsfrist den 14. september 2007! Alle rapporter vurderes ud fra det pågældende års vedtagne regler. Rejselegatregler fra tidligere år må således betragtes som ugyldi-ge. Bestyrelsen forbeholder sig ret til at fortage ændringer i rejelegat-reglerne på Generalforsamlingen 2006. De opdaterede rejselegat-regler vil være at finde på VMRs hjemmeside: www.vmr.dsr.kvl.dk Hvem kan modtage støtte: For at modtage støtte fra VeterinærMedicinsk Rejseforening (VMR) skal man være fuldgyldigt medlem af VeterinærMedicinsk Forening (VMF) under hele rejseopholdet. Aktiviteten, man søger støtte til, skal være af veterinærfaglig relevans. Økonomi: Et evt. gavebeløb fra Den Danske Dyrlægeforening udbetales kun til rejselegater, mens en del af overskuddet fra Smediefesten lige-ledes kan udbetales. Gavebeløb fra andre firmaer/fonde udbetales efter behov. Regler for tildeling: Objektive krav: Rejsen skal have faglig relevans og vare minimum 14 dage. Dette for at sikre et fagligt udbytte af opholdet. Rejserapporten skal, udover beskrivelsen af rejsen og udbyttet heraf, indeholde følgende: • Skriftlig dokumentation (ved navns nævnelse) for opholdet -

udstedt fra opholdsstedet, med underskrift. • Dyrlægens/institutionens navn og adresse. • Land og sprog. • Arbejdsområde.

45


• Opholdets længde og tidspunkt. • Indlogeringsmuligheder. • Vejledende budget, overskueligt opstilet, indeholdende hvilke sponsorater

der er søgt og modtaget samt beløbet på disse. • Ansøgerens navn, adresse, e-mail og årgang. • Minimum to illustrative billeder, med titel til. Rejsebeskrivelsen skal fylde minimum én og max tre maskinskrevne sider. Såfremt flere har været ude at rejse til samme destination er de velkomne til at skrive en rapport i fællesskab. Dog max tre personer pr. rapport. Subjektiv vurdering: Berettigelse til modtagelsen af et rejselegat vil, ifølge VMRs vedtægter, blive af-gjort af VMRs bestyrelse. Dette gøres først ud fra de objektive krav, som skal væ-re opfyldt, dernæst subjektivt ud fra rejserapporten. Der skal være tale om en rejse udenfor den danske landegrænse. Det er vigtigt at pointere, at rejserapporten skal tjene som rettesnor og vejledning for andre studerende, der vil rejse til samme destination. Det kræves derfor først og fremmest, at rapporten er læservenlig og informativ. Endvidere stilles der krav til rapportens sproglige og indholdsmæssige kvalitet. Det vil sige, at bestyrelsen kan henstille for ringe rapporter til omskrivning eller afvise dem. Det kan anbefales ansøgere at læse tidligere udgivne rejserapporter for at danne sig et indtryk af, hvilke typer rejserapporter du selv finder inspirerende og infor-mative. Rejserapporterne findes i de pink mapper i verdensrummet. Mapperne må ikke fjernes, men man må gerne fotokopiere rejserapporterne. Bestyrelsen kan kontaktes for cd-rom med rapporterne fra 2006. Færdiguddannede kandidater kan ligeledes søge om tildeling af legat, såfremt rej-sen har fundet sted inden dimissionen. Det er kun muligt at få tildelt 2 VMR-legater i løbet af studiet (ved 2 særskilte rej-ser). Rejser til allerede VMR-støttet aktivitet støttes som hovedregel ikke. Medlemmerne af VMRs bestyrelse kan ikke tages i betragtning ved legatuddelin-gen. Aflevering: Ansøgning til rejselegat sker ved aflevering af en rejserapport efter overstået rejse eller kongres. Man kan kun søge rejselegat den førstkommende legatudbetaling efter endt rejse.

46


Dog kan medlemmer af VMRs bestyrelse søge året efter de er trådt ud af bestyrel-sen. Selve rejserapporten/-beskrivelsen skal afleveres i udprintet version, sammen med certifikater eller anden dokumentation for opholdet. Der skal desuden vedlægges en CD med rejserapporten i digitalt ukodet format. Det vil sige, at rapporten skal afleveres med skrifttypen Times New Roman og opsætningen skal være uden ko-loner, skemaer etc. Cd’en skal desuden indeholde minimum to og max ti relevante billeder fra rejsen, med titler/tekst. Afleveringsfristen er den 14. september kl. 14:00, og rapporterne skal afleveres i VMRs dueslag, som er at finde i hyggekrogen på rådet, lige før køkkenet, til højre for sodavandsmaskinen. Rapporter afleveret efter den 14. september kl. 14:00 ta-ges ikke i betragtning. Hvis rapporten ikke opfylder ovenstående krav, kan denne ikke godkendes. Bestyrelsen forbeholder sig ret til at redigere i rapporterne. Ved større/væsentlige ændringer skal ansøgeren dog kontaktes. Udbetaling: Udbetaling sker i forbindelse med VMRs lysbilledaften. Her vil nogle af legat-modtagerne skulle holde et oplæg om deres rejse. Oplægget skal understøttes af lysbilleder, Power Point fremvisning eller videofilm. Ansøgere kan afvises, så-fremt dette ikke kan blive opfyldt. Legatmodtagere forpligtiges til at møde op på lysbilledaftenen og være til rådig-hed til at besvare evt. spørgsmål. Såfremt en ansøger ikke møder op på lysbilledaftenen, og derved ikke får sit legat udbetalt, forbeholder VMR sig ret til stadig at offentliggøre rapporten. Bestyrelsen tilsender ansøgere et brev m.h.t. opnået legat eller ej, samt om der øn-skes afholdt indlæg på lysbilledaftenen Legatet udbetales kun på lysbilledaftenen ved personligt fremmøde. Dispensation kan dog gives til studerende, der er forhindret i deltagelse grundet obligatoriske KVL øvelser. Der skal fremsendes skriftlig dokumentation for dette. IVSA-aktiviteter: Bestyrelsen træffer beslutning om tildeling af støtte. Støtte kan ydes til f.eks. IVSA-kongres, IVSA-udviklingsfond, gruppeudvekslin-ger m.m.

forsider · 2013. 4. 25. · stødende billeder af de man-ge syge hunde. vi var alle opslugt af...

Documents