Bekymringen breder sig hos kommuner og PPR-psykologer: Et stigende antal

børn vil ikke i skole.

Skol

evæ

grin

g

4

Nr. 3 | 2018 | 4. årgang

mppension.dk

126.000 magistre, gymnasielærere og psykologer får igen et godt afkast. MP Pensions resultat blev på 9,0 procent i 2017. Fra 2009 til 2017 er MP Pensions gennemsnitlige årlige afkast 9,4 procent – et afkast der er blandt de bedste i branchen. Følg din pensionskasse på facebook.com/mppension

+9%

Min heltPreben Hertoft havde et mod til at beskæftige sig med ting, som ikke var anerkendt, og han hjalp patienter, som ingen andre ville tale med, fortæller Bo Møhl i ny serie om psykologers faglige helte.

16

JerusalemsyndrometMagasinet P tegner et billede af psykosen, der rammer turister på besøg i den hellige by i Israel – og møder en psykiater, der har 30 års erfaring med at behandle dem. 

18

De døde og de levendeHvorfor dør mange mennesker med psykiske lidelser tidligere end andre? Det er retsmediciner Jytte Banner ved at undersøge i et omfattende forskningsprojekt.

10

Tiden er kommet til at vende billedet. Psykologer, socialrådgivere, lærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte er velfærdssamfundets vigtigste ressource – uden

os og vores stærke faglige kompetencer er der ikke et velfærdssamfund.

30

3Indhold

Flere og flere børn kommer ikke i skole på grund af angst

4 Skolevægring

Skolefravær i måneder og år er hverdagen for en gruppe danske børn, der mistrives af forskellige grunde og ikke kan kapere at gå i skole. Fæno-menet kaldes skolevægring og er ifølge landets PPR-psykologer og landets største kommuner et stigende problem. Mange børn kommer ikke i skole, fordi de har angst.

Af Henning Due, Journalist

D a Laura Pedersen begyndte i 1. klasse, vidste hendes forældre godt, at deres datter ikke var lige så hurtig til at lære som de andre elever. De vidste også, at årsagen formentlig var en række epileptiske anfald i Laura Pedersens første leveår, som påvirkede hendes korttidshukommelse. Men da deres datter begyndte at trække sig ind i sig selv, og da hun fortalte, at hun var bange for at række hånden op i klassen og læse højt, forstod de ikke, hvad der var galt.

Deres ellers så udadvendte og sociale pige græd nu ofte og fortalte dem, at hun ikke ville i skole, fordi hun havde ondt i maven.

Efter en række møder på skolen fik Laura Peder-sens forældre beskeden, at det var Laura Pedersens faglighed, den var gal med.

– Senere fandt vi ud af, at Laura var blevet presset til det yderste af en lærer. Det viste sig, at hun bl.a. blev tvunget til at stå oppe ved tavlen i klasselokalet og læse højt, mens hun stod og græd med ryggen til de andre elever, fortæller Kathe Pedersen.

En mandag morgen for cirka to år siden, da Laura Pedersen gik i 2. klasse, fik hendes far nok.

– Vi kunne simpelthen ikke rive hende ud af bilen på det tidspunkt, og den dag besluttede min mand, at hun ikke skulle derhen igen, siger Kathe Pedersen.

I det følgende halve år trak Laura Pedersen sig fra alt og alle. Hun gik ikke i skole, hun så ingen af sine venner, hun deltog ikke i familiefødselsdage, og hun ville ikke se sine bedsteforældre.

For flere og flere danske skolebørn leves hverda-gen sådan – isoleret, i mistrivsel og væk fra skolen i lange perioder.

Fænomenet kaldes skolevægring og er i de senere år kommet i søgelyset hos både fagfolk, forskere og kommuner.

Landet over – fra både kommuner, PPR-psykolo-ger og specialister – meldes der om flere børn, som træder ind ad døren til klinikken eller henvises til kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning for at få hjælp.

Børn, der af forskellige årsager ikke trives, og som har det tilfælles, at de ofte ikke er i stand til at gå i skole.

I en ny undersøgelse foretaget af Dansk Psykolog Forening blandt 508 PPR-psykologer fra hele landet svarer 60 %, at skolevægring har været et stigende problem i de seneste par år, mens 71 % svarer, at de i deres arbejde ”ofte” møder børn, som har brug for hjælp med skolevægring.

Christian Stewart-Ferrer, privatpraktiserende psykolog og specialist i klinisk børne- og ung-domspsykologi, er en af de fagfolk, som har oplevet udviklingen på nærmeste hold.

– Når jeg sammenligner i dag med for 20 år siden, ser jeg flere børn, som ikke magter at gå i skole. Jeg hjælper dem med at finde ud af, hvorfor de har svært ved at komme i skole.

Mange af børnene er autister, nogle har ADHD, nogle har angst, mens andre er stressede uden nogen underliggende diagnose, fortæller han.

Hos Center for Autisme er problemet også dukket op på radaren.

Karen Bøtkjær, specialist i klinisk børneneuro-psykologi, der arbejder på centret, fortæller, at hun jævnligt møder skolebørn, som henvises til centret, og hvor det ofte viser sig, at de kæmper med læn-gerevarende skolefravær.

– De børn har det ofte svært socialt i skolen, og rigtig mange af dem har også psykiske problemer- fx angst – udover en autisme – eller ADHD-diagnose, siger hun.

Udlægningen bekræftes i undersøgelsen fra Dansk Psykolog Forening, hvor 94 % af de adspurgte PPR-psykologer svarer, at psykiske og sociale problemstillinger er ”dominerende årsager” til skole-vægring hos børn, og at især angst (i 49 % af svarene) og dernæst ADHD og autisme (i 29 % af svarene) vurderes at være de hyppigste problemstillinger hos børn og unge i skolevægring. (se infografik s. 9)

Stigende fokus på skolefravær Også i landets ti store kommuner er problematisk skolefravær og mistrivsel kommet højt op på dags-ordenen, viser en rundspørge, som Magasinet P har lavet blandt Danmarks ti største kommuner.

”Skolevægring er et område, som vi i stigende grad har en erkendelse af kræver en særlig opmærk-somhed”, skriver Poul Løgstrup Anthoniussen, administrerende direktør i Børn- og Ungeforvalt-ningen i Odense Kommune, i en mail til Magasinet P.

I Vejle Kommune har sager om mistrivsel og skolefravær ”stor bevågenhed”, mens både Kolding Kommunes og Frederiksberg Kommunes PPR-af-deling beretter om stigninger i skolefraværssager.

I Aarhus Kommune har problemet nået et omfang, som for nyligt fik kommunens PPR-afdeling – landets Ill

ustr

atio

n: R

ache

l Lev

it

5Skolevægring

største – til at orientere politikere og andre faggrup-per om udviklingen på området.

På bare fire år – fra 2013 til 2017 – er antallet af indstillinger af skolebørn til PPR steget med cirka 50 % – fra 430 til 648 om året.

I de sager henvises skolebørn til kommunens PPR for at blive vurderet og eventuelt visiteret til special-undervisning eller specialpædagogisk bistand, og det er især sager om mistrivsel og skolefravær, som udgør en stigende andel af henvisningerne, oplyser Jan Kirkegaard, chefpsykolog for PPR Specialpæ-dagogik i Aarhus Kommune.

– Fraværsproblematikkerne fylder mere på vores skoler nu, end de gjorde tidligere. Vi ser flere børn i PPR, og vi ser væsentligt mere kom-plekse og udfordrende sager – både pædagogisk og udviklingsmæssigt. Der er en udvikling i gang, der bekymrer os, og den vil vi gerne have tag i, før problemet vokser yderligere, siger han.

I Aarhus er det især børn inden for autisme-spek-tret, der fylder i mistrivsels- og fraværsstatistikker, fortæller Jan Kirkegaard.

– Det er virkelig vanskeligt at få disse børn tilbage i en positiv udvikling, siger han.

Forandringer i folkeskolen Tilbage står spørgsmålet ”hvorfor”? Hvad er forklaringen på, at skolevægring og mistrivsel til-syneladende spreder sig overalt i landet blandt skolebørn i disse år?

Christian Stewart-Ferrer og Karen Bøtkjær peger begge på de seneste årtiers voldsomme forandrin-ger af folkeskolen, når de skal forklare udviklingen.

– For 20 år siden var forholdene i skolerne og klasserne mere velorganiserede. Dengang fokuse-rede alle elever på det samme i timerne, og læreren skulle blot sikre, at der altid var stilhed nok til, at der kunne foregå en dialog i klassen, siger Christian Stewart-Ferrer.

I dag er situationen en anden, mener han.– Eleverne sidder i café-grupper, og lærerne spil-

ler rollen som en slags igangsætter. Den form passer de fagligt dygtige og stærke elever godt, mens de børn, der har brug for hjælp eller ydre styring, har det mindre godt, siger Christian Stewart-Ferrer.

Men også de senere års politiske krav om inklu-sion i folkeskolen har gjort ondt værre for de mest sårbare børn i skolen, lyder vurderingen.

I 2012 vedtog alle folketingets partier på nær Enhedslisten den såkaldte inklusionslov, som gav kommunerne mulighed for selv at tilrettelægge og tilpasse støtten til elever med særlige behov.

Målsætningen var at øge andelen af elever i den

almindelige undervisning til 96 % i 2015, og siden da har skoleledelsen i sidste ende bestemt, om et barn skal tilbydes specialundervisning eller et specialpædagogisk tilbud.

Med et fingerknips blev knap 49.000 folke-skoleelever, som på tidspunktet modtog op til ni specialtimer om ugen, fuldt inkluderet – på papiret – i den almindelige skole, da de formelt ikke længere modtog specialundervisning.

– Og når vi kigger på de børn – dem, der i lang tid måske ikke er blevet ”opdaget” med deres udfordringer i folkeskolen, og som måske har så store sociale eller psykiske vanskeligheder, at de burde have fået et specialundervisningstilbud eller behandling – er det dem, der har det sværest, siger Karen Bøtkjær.

Angst er en fællesnævnerMikael Thastum, professor og leder af Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge, Aarhus Universitet, har nærstuderet en række sager om børn med bekymrende skolefravær som led i Back2School-projektet, som han også leder. Han ser flere træk, som går igen hos børnene.

Nogle har udviklet separationsangst og har svært ved at forlade hjemmet. Andre har socialangst og bekymrer sig meget om, hvad andre tænker om dem og om deres præstationer.

– Børnene scorer typisk højt på angst- og depressionsskalaerne, og de lider tydeligvis meget i hverdagen. Mange har meget svært ved at genskabe en normal skolegang, når de først har haft et længere skolefravær, og mange har helt mistet troen på, at de kan klare at være i skolen, siger han.

I de tilfælde er det særlig vigtigt, at skolerne har en dyb forståelse for barnets særlige problematik, påpeger Mikael Thastum.

– Der kan det være vigtigt at arbejde på at skabe et mere konstruktivt skole-hjem-samarbejde med fokus på at hjælpe barnet tilbage til skolen, siger han.

Vendepunkt for familienDa Laura Pedersen stoppede med at gå i skole som 8-årig, stod hendes forældre på bar bund.

– Vi følte os magtesløse, og vi følte, det var os, der fejlede. Vi vidste ikke, hvor vi skulle henvende os for at få hjælp. Ingen kunne fortælle os, hvad Laura fejlede, siger Kathe Pedersen.

De opsøgte familiens læge, der henviste datte-ren til en psykiater, men ventetiden var så lang, at forældrene for egen regning søgte hjælp hos en privat psykolog. Hun vurderede, at Laura Pedersen led af angst. Ill

ustr

atio

n: R

ache

l Lev

it

6

7Skolevægring

Det blev et vendepunkt, da Laura Pedersen blev tilbudt en plads i Projekt Tilbage Til Skole.

De ansatte i projektet, der er forankret i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense, hjalp Laura Peder-sen og hendes forældre med at få hverdagen tilbage på sporet.

Holdet, som består af en sygeplejerske, psyko-terapeut, psykolog og socialrådgiver, hjalp med at sætte rammer og struktur på Laura Pedersens hver-dag, og hendes mor fik hjælp til at få godkendt en længerevarende sygemelding på sin arbejdsplads.

Det har betydet, at Kathe Pedersen dagligt kan følge sin datter hen på Friskolen Glasværket i Odense og vente på hende uden for klasselokalet, indtil hun er færdig med de tre kvarters undervis-ning, som hun p.t. kan overskue at deltage i.

Det er efterhånden et år siden, Laura Pedersen fik diagnosen ”svær angst” af en psykiater på Børne- og Ungdomspsykiatrien, Psykiatrisk Afdeling Odense, men hun kæmper fortsat med lidelsen.

Hvis ikke hendes dag planlægges med et schwei-zer-urs præcision, falder den hurtigt fra hinanden.

Laura Pedersen møder ind i klassen præcist kl. 08.50 hver dag, og så går de andre elever ud til en lille frikvarterspause. Ellers magter hun ikke at gå ind i lokalet.

– Laura er meget flov over angsten og det at være anderledes end de andre i klassen og skulle have mor med for at klare dagen. Hver dag, når hun træder ind i klasselokalet, bliver hun mindet om, at hun ikke er som de andre. Det er hun meget bevidst om, siger Kathe Pedersen.

Alligevel er Laura Pedersen heldig, mener hendes mor.

– Glasværket har vist et stort engagement i Laura og har været villig til at ændre på rammerne for at give plads til, at Laura kommer tilbage på sporet. De har villet hende, siger Kathe Pedersen.

I sager om skolevægring er det ofte her, at kæden hopper af, fortæller Mikael Thastum.

Samarbejde spiller afgørende rolle– Forældrene har svært ved at samarbejde med skolen og vice versa, og det samarbejde er helt afgørende, hvis børn i skolevægring ikke skal tabes på gulvet permanent, siger han.

Først for nyligt er de faktorer – samarbejdet og skolen – begyndt at interessere forskerne.

– Tidligere har forskningen typisk fokuseret på psykopatologi hos barnet eller faktorer i fami-lien. Men vi ved nu, at også faktorer i skolen – bl.a. sociale relationer til klassekammerater, lærere og skolens rammer – har indflydelse på udvikling og

vedligeholdelse af skolefravær, siger Maria Cabo Dannow.

Hun er videnskabelig assistent ved Center for Angst (CfA), Institut for Psykologi, Københavns Uni-versitet og er sammen med professor mso Barbara Hoff Esbjørn på trapperne med forskningsartiklen Problematisk skolefravær, som gennemgår interna-tional forskningslitteratur om fænomenet.

Hun kalder samarbejdsproblemet ”helt klassisk”.– Når man spørger skolerne, hvor problemet

er, lyder svaret, at problemet ligger i hjemmet. Og når man så spørger forældrene, ligger årsagen til problemet i skolen, og det samme svarer børnene, siger Maria Cabo Dannow.

Nemt at pege fingreFor Kathe Pedersen ville det være nemt at pege fingre og give skolen, som hendes datter forlod i 2. klasse, skylden for problemerne. Men det vil hun helst ikke.

– Der er også to forældre, som har et ansvar her, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi som forældre måske også har fejlet. At vi måske skulle have flyttet skole noget før, siger hun.

I årevis har hun grædt ”stolpe op og ned” på grund af datterens problemer, men når hun kigger fremad, er hun fortrøstningsfuld.

– Laura er begyndt at lege igen, og hun har fundet verdens bedste veninde, siger Kathe Pedersen.

Godt nok har hendes datter ikke rakt hånden op i klassen endnu.

– Men forleden sagde hun til mig, at hun havde lyst til det. Den dag, hun gør det, er det virkeligt stort.

8

1AngstPPR-psykologer nævner især tre typer af angst, som de oplever er særlig proble-matiske i forhold til skolevægring: Social angst, hvor mobning fremstår særligt centralt. Separationsangst, hvor foræl-drene spiller en rolle og lader barnet blive hjemme. Præstationsangst, som både kan fremprovokeres af forældre og samfundspresset generelt, samt mobning.

2Socialkognitive vanskeligheder, herunder ADHD, autisme, Asperger m.m. I takt med, at folkeskolens rummelighed ifølge respondenterne er blevet mindsket, har ”børn med socialkognitive vanskelig-heder nu fået det sværere”. Netop denne

børnegruppe var der især fokus på med den tidligere regerings inklusionsudspil med en målsætning om 96% inklusion, men er samtidig den gruppe, der har fået forværret deres allerede eksisterende problemstillinger, der ikke har kunnet rummes i folkeskolen. Dertil har de ople-vet en adskillelse og stigmatisering som ’inklusionsbørnene’.

3Stress Ifølge mange af respondenterne skal stressårsagen ses i samspil med angst, da stressen typisk fremprovokerer en angst for at gå i skole: ”Det vi ser nu er en form for stressreaktion, der udmønter sig i angst og skoleværing når børnene/de unge for alvor er knækket”. Denne

stressreaktion hos barnet kommer ifølge respondenterne ofte fra stressfulde omgi-velser enten i hjemmet eller i skolen, hvor barnet oplever et uoverkommeligt pres.

4Depression Depression kan forårsage en ond cirkel for en elev, da den ofte bevirker mang-lende lyst og overskud til at komme i skole. Omvendt kan depressionen også forstærkes (eller indtræffe, evt. i samspil med en angstproblematik), når barnet ikke går i skole og oplever et fællesskab med venner.

Kilde: Dansk Psykolog Forenings undersøgelse af PPR-ledere og PPR-psykologer 2018. Visioner og nuværende praksis i PPR (2018)

De 4 mest dominerende årsager

Psykiske og sociale problemstillinger hos barnet/den unge

Angst1

Problematikker i hjemmet/familien

Socialkognitive vanskeligheder, herunder ADHD, autisme, Asperger m.m.2

Utilstrækkelige rammer og ressourcer ift. inklusionsmålsætning

Stress3

Samfundskrav til faglig og social præstation

Depression4

Derfor vil børn ikke i skole

94% 49%36% 29%25% 10%9% 4%

Over 500 PPR-psykologer fra hele landet er blevet spurgt til deres erfaringer med børn, der vægrer sig mod at gå i skole. Her er deres svar.

De hyppigste psykiske og sociale problemstillinger(Antal besvarelser i alt: 448)

De adspurgte kunne angive flere årsager efter eget valg.

(Antal besvarelser i alt: 419)

9Skolevægring

Det øger risikoen for at dø, når man tager

psykofarmaka

Dør mennesker med psykiske lidelser tidligt som følge af den medicin, de får ordineret? Eller skyldes over-

dødeligheden primært livsstilssygdomme? Det er rets-mediciner Jytte Banner ved at undersøge i et omfattende

forskningsprojekt, der tager udgangspunkt i prøver og analyser fra døde mennesker, der har haft en psykisk lidelse.

10 Forskning

Da retsmediciner og professor på Københavns Universitet Jytte Banner sidste år modtog LAP-prisen, som Landsforeningen af tidligere og nuværende psykiatribrugere giver til en person, der har gjort et særligt stykke arbejde for at forbedre forholdene i psykiatrien, gik det for alvor op for hende, hvor stor en betydning det har, at hun har igangsat det omfattende forskningsprojekt SURVIVE – Lad de døde gavne de levende. Et projekt, hvis hovedformål er at opklare, hvorfor mennesker med en psy-kisk lidelse dør markant tidligere end resten af befolkningen.

– Som retsmediciner er det uvant at have kontakt til en patientforening. Vi er meget neu-trale og har ikke den gængse lægerolle med kontakt til patienter og pårørende. Derfor var det på mange måder meget rørende at mod-tage prisen og stå og tale til mennesker, som selv har psykiske lidelser eller er pårørende til nogle, der har, og fortælle dem, hvad de dør af. Jeg oplevede et ekstremt engagement. Og i virkeligheden er det jo hele meningen med ens job; at vide, hvor meget det betyder, at vi undersøger dem, der er døde, for at kun- ne hjælpe dem, der stadig er i live, fortæller Jytte Banner.

SURVIVE-projektet tog sin begyndelse i 2012. Baggrunden var en rapport, som Sund-hedsstyrelsen udgav i 2011 på baggrund af kritik fra flere patientforeninger, der undrede sig over, at man ikke systematisk obducerede mennesker med en psykisk lidelse for at få klarhed over, hvad der lå til grund for deres relativt korte levetid. Men ifølge Jytte Banner var rapporten mangelfuld, og Sundhedsstyrel-sen endte med at bygge sine udtalelser på blot 12 obduktioner foretaget over en to-årig periode. Udtalelser, hvori det konkluderedes, at obduktioner af psykiatriske patienter ikke kunne betale sig.

Som fagperson kunne Jytte Banner ikke sidde den konklusion overhørig. Derfor beslut-tede hun og kollegaer sig for at gå tilbage og

se i deres egne obduktionserklæringer for de selvsamme to år. Her viste det sig, at dødsårsa-gen i langt de fleste tilfælde blev fastlagt ved en obduktion, men også at det var nødvendigt at kigge nærmere på gruppen af tidligt døde personer med en psykisk lidelse, idet der var en øget andel, hvor de i forhold til alle andre, de obducerede, endte med ikke at kende dødsårsagen.

– Så i virkeligheden er der måske nogen i denne gruppe af afdøde med en psykisk lidelse, vi ikke helt fanger, for selvfølgelig dør de af et eller andet. Pointen er, at vi måske ikke er særligt gode til at kigge efter det rigtige, forklarer Jytte Banner.

De døde giver en facitliste Indgangsvinklen til SURVIVE-projektet var, at der skulle obduceres anderledes end van- ligt, netop fordi der stadig dør mennesker med psykiske lidelser, hvor man ikke hidtil har kunnet finde dødsårsagen. Derfor er der til projektet blevet udviklet skarpere teknikker, som har givet og fremover skal give en større indsigt i mulige dødsårsager. Det at obducere døde mennesker, der har levet med psykiske lidelser, åbner tillige for nogle muligheder, som man ikke har i den del af forskningen, der baserer sig på nulevende mennesker.

– Det anderledes er, at vi med de døde står med en facitliste – fordi vi kan tage vævsprøver ud fra fx hjertet og undersøge dem på tæt hold. Vi kan også køre CT-scanninger mere intensivt, end vi ville kunne gøre på et levende menne-ske, hvor vi ikke må overskride en vis strålings- mængde, siger Jytte Banner.

I SURVIVE-projektet er scanninger bl.a. blevet brugt til at se nærmere på, om menne-sker, der har levet med skizofreni, har levet stressfuldt i tiden op til deres dødsfald. I hjernen sidder således nogle kerner, der styrer, hvordan der pumpes stresshormoner ud i kroppen. Disse kerner er traditionelt ikke nemme at måle på, men med MR-scanninger,

AF JANNIE IWANKOW SØGAARD, JOURNALIST

Foto

: Chr

istia

n Pe

rner

/Uns

pla

sh

11Forskning

kan man måle kernernes størrelser. Sammenlig-ner man disse målinger med den binyre, der producerer Kortisol, er det muligt at se, hvordan stresseniveauet har været hos pågældende

Medicin i blod og hjerteEt af de emner, der er blevet flittigt diskuteret de senere år, er, hvorvidt lægeordineret psyko-farmaka er skyld i, at mennesker med psykiske lidelser dør tidligere end andre. Dette har især været bragt på banen i forhold til antipsykotika, der er kendt for at kunne forårsage hjerte-rytme- forstyrrelser, som i værste fald kan medføre pludseligt hjertestop.

Indtil videre er ingen lykkedes med at besvare spørgsmålet entydigt. Men med SURVIVE-projektet er man måske kommet et skridt nærmere svaret. Ved at udtage prøver fra forskellige steder i kroppen og måle kon-centrationen af medicin, er man kommet frem til, at den ikke nødvendigvis er lige høj overalt.

– Når man ved, at medicinen er farlig for hjertet, giver det god mening at undersøge, hvordan det ser ud i hjertet. Og her kan vi se, at koncentrationerne af medicin svinger helt vildt. Du kan fx have en normal værdi i blodet, mens du kan have en 20 gange højere værdi af stofferne i hjertet, siger Jytte Banner.

Og ikke nok med det. Den nye forskning tyder tillige på, at det er meget individuelt, hvem der ophober store mængder medicin i hjertet, hvilket kan være genetisk bestemt. Denne viden kan betyde, at personificeret medicinering, det vil sige medicinering afpas-set den enkeltes mulige genetiske evne til at omsætte det, kan være et afgørende og vigtigt tiltag for denne gruppe patienter.

Misbrugsproblematik Spørgsmålet er, om man med den viden, man allerede på nuværende tidspunkt har fået via SURVIVE-projektet, kan sige, at mennesker, der regelmæssigt indtager psykofarmaka, rent faktisk dør af medicinen?

Ifølge de data, som er blevet gennemgået, men endnu ikke publiceret, er 41 % af de undersøgte med en psykisk lidelse, døde af

en forgiftning. Her er det imidlertid væsentligt, påpeger Jytte Banner, at understrege, at ud af de 41 %, dør godt halvdelen af illegale stoffer eller metadon. Det vil sige det, man vil kalde narkotiske stoffer.

– De godt tyve % er altså folk med både en misbrugsdiagnose samt en psykisk diagnose. Det har undret os – for der findes et cirkulære, som foreskriver, at alle narkodødsfald skal rets-medicinsk obduceres. Men det er jo ikke den måde, de er kommet ind til os på. Som følge af vores undren prøvede vi at undersøge nar-kodødsfaldene bare her i København for at se, hvordan forbruget af psykofarmaka var i den gruppe. Vi lavede punktopgørelser med tiårs- intervaller, og her kunne vi se, at forbruget af psykofarmaka hos narkomaner bare går i en meget stejl kurve opad, siger hun.

Netop nu sidder der en ph.d.-studerende og undersøger, hvor i systemet disse menne-sker huserer. Er der tale om mennesker, der har en psykisk lidelse, og som er røget over i mis-brugsmiljøet uden at have fået taget hånd om deres psykiske lidelse? Og får de psykisk lidende i ringe grad hjælp til deres misbrug? Det er nogle af de spørgsmål, Jytte Banner gerne ser besvaret.

De andre 20 % af de 41 %, der dør af forgift-ning, dør af lægeordineret medicin, hvor nogle har en konstellation af flere slags medicin i kroppen – det, der hedder polyfarmaci.

Psykofarmaka kan slå ihjelTilbage til spørgsmålet om, hvorvidt man kan anklage psykofarmaka for at slå mennesker med en psykisk lidelse ihjel, siger Jytte Banner:

– Jeg vil sige, at jeg er overbevist om, at det er meget usundt at spise for meget medicin og at spise flere forskellige slags. Men i respekt for dem med en psykisk lidelse og dem, der behandler dem, er jeg jo nødt til at sige, at mennesker kan være så syge, at man er nødt til at medicinere – og at det kan være er et valg mellem pest og kolera. Men jo, det øger risi-koen for at dø, at man tager psykofarmaka, siger Jytte Banner.

Foto

: Chr

istia

n Pe

rner

/Uns

pla

sh

12 Forskning

Den anden store komponent, når man taler psykiatriske patienter og tidlig død, er livsstil. Det er velkendt, at har man en psykisk lidelse, er risikoen for, at man også lider af livsstilssyg-domme som fedme, diabetes og hjertekar- sygdomme større.

I SURVIVE-projektet går en af undersøgel-serne ud på at få en afklaring på, hvilket fedtvæv, der er farligt. Det er antagelsen, at jo federe man er, jo mere fedt har man om hjertet. Samtidig ser det ud til, at det at indtage psykofarmaka – i hvert fald antipsykotika – øger mængden af fedt mellem hjertecellerne.

– Når vi ved, at nogle af de kendte bivirk- ninger ved psykofarmaka er hjerte-rytme- forstyrrelser, så er det jo teorien, at det kan skyldes, at hjertet ikke slår så godt, når der er fedt i det, siger Jytte Banner.

Pårørende vil have afklaringFor at kunne få lov at gennemføre obduktioner i SURVIVE-projektet, har det været nødvendigt at indhente tilladelse hos pårørende til de afdøde. Her har opbakningen været enorm – mellem 92 og 93 % af de, der er blevet spurgt, har sagt ja. Det skyldes, at der er et stort behov for at få fokus på et område, som hidtil ikke har været belyst, mener Jytte Banner.

– De læger, der har ringet ud, oplevede, at de pårørende var enormt glade for, at der nu endelig var nogle, der ville høre på, hvad den afdøde havde været igennem. De var også meget fokuserede på, at det, der var sket for deres pårørende, ikke måtte ske for andre, siger hun.

Når det giver god mening at gennemføre et stort forskningsprojekt som SURVIVE – lad de døde gavne de levende, er det naturligvis, fordi det berører nogle af samfundets allermest syge og svage borgere samt deres pårørende. Lige-ledes er det en samfundsgruppe, der i et sundhedspolitisk perspektiv koster rigtig mange penge.

Men derudover er der endnu en gevinst ved at obducere mennesker, der har haft psykiske lidelser.

– De her mennesker er i virkeligheden et spejlbillede af os alle sammen. De får tidligere hjerte-kar-sygdomme og diabetes, ligesom de bliver svært overvægtige tidligere end andre. De tager også ret meget medicin og blandin-ger af medicin. Men hvis du nu glemmer, at vi taler om mennesker med en psykisk lidelse, kan du sige præcis det samme om os andre – det sker bare ikke så tidligt i livet. Og rent forskningsmæssigt giver det rigtig god mening at kigge på nogen, hvor tingene sker tidligt. For de sygdomme, de lider af, vil også ramme os på et tidspunkt. Så forskningen kan også hjælpe den resterende del af befolkningen, siger Jytte Banner.

SURVIVE – lad de døde gavne de levende• Begyndte i 2012 og er indtil videre bestemt

til at fortsætte frem til 2020. • Målet er at undersøge dødeligheden blandt

mennesker med psykiske lidelser. • Projektet gennemføres i et samarbejde

mellem tre retsmedicinske institutter i Danmark – i København, Aarhus og Odense.

• 500 afdøde, der har haft psykiske lidelser, danner baggrund for undersøgelsens resultater.

Er der tale om mennesker, der har en psykisk lidelse, og som er røget over i misbrugs-miljøet uden at have fået taget hånd om deres psykiske lidelse? Og får de psykisk lidende i ringe grad hjælp til deres misbrug?

14 Forskning

15Bøger

Børn og unge, psykiatri og samfund

Af Søren Hertz. Akademisk Forlag (2017). 248 s./299,95 kr.

(…) I bogen deler Søren Hertz generøst ud af både sit store overblik over udviklingen inden for feltet og sine egne praksiserfaringer gennem

konkrete cases. Bogen giver således en betydnings-fuld inspiration til eftertænksomme og kreative møder med børn, unge og familier for alle os praktikere. Bogens titel Børn og unge. Psykiatri og samfund vidner imidlertid om, at bogens ambition rækker ud over blot at være en traditionel fagbog og ind i samfundsdebatten (…)

Anmeldt af Anne Stærk, Julie Rysgaard

Tamakloe og Thilde Westmark, psykologer

Den neuroaffektive billedbog 2. Socialisering og personlighed

Af Marianne Bentsen og Susan Hart. Hans Reitzels Forlag (2017) 96 s./300 kr.

(…) Det er en bog med basal information om udviklings-psykologi, som egner sig

utrolig godt til psykologistuderende, men også andre faggrupper, der interesserer sig for udvik-lingspsykologi – og formidlingen, med brug af de skønne illustrationer, er så effektiv, at man må håbe, at den kommer på pensum for faggrupper, der arbejder med børn og unge.

Anmeldt af Gitte Sommer Harboe, psykolog

Læs boganmeldelserne i deres helhed – samt mange flere anmeldelser af nye bøger – på Magasinet P’s bogside online: dp.dk/p-psykologernes-fagmagasin/boganmeldelser/

Legitim ledelse. Om fokus, grænser og balancer Af Maja Loua Haslebo. Dansk Psyko-logisk Forlag (2017), 134 s./259 kr.

(…) Bogen efterlader læse-ren med en erkendelse af, at legitim ledelse indebærer risikoen for at blive upopulær

som leder, men også at kerneopgaven er netop dét, der legitimerer de mange mulige tiltag og forbed-ringer i dagligdagen. Enhver leder, og for den sags skyld også medarbejder, bør læse bogen (…)

Anmeldt af Dea Henriette Franck, cand.psych.

aut. kvalitets- og forbedringschef på psykiatrisk

center Sct. Hans

Hverken solen eller døden. Indrømmelser

Af Henry Marsh. Don Max (2017).

254 s./299,95 kr.

(…) Hvad stiller sundheds- professionelle op, konfron-teret med et arbejdsliv, hvor det bliver sværere og sværere

at ånde? Marsh er på vej ind i pensionisttilværelsen og er ikke længere helt sikker på, om han ville have valgt sit fag på ny under de vilkår, der karakteri-serer det moderne sundhedsvæsen. Marsh løfter sløret for en fase i livet med mange uafklarede spørgsmål for en fagperson som ham, der har været vant til at være toneangivende (…)

Anmeldt af Irene Christiansen, psykolog

BØGER

Hvem var han? Preben var psykiater og overlæge ved Rigshos- pitalets psykiatriske afdeling fra 1973. Han blev overlæge på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i 1986, dengang klinikken blev oprettet, og blev senere landets første professor i klinisk sexologi ved Københavns Universitet i 1994.

Hvordan gjorde han sig bemærket? – Første gang, da han udgav sin disputats,

Undersøgelser over unge mænds seksuelle adfærd, viden og holdning, i 1968. Siden blev han den førende forsker inden for udviklingen af sexologi som videnskab i Danmark, og han skrev bl.a. den første lærebog i sexologi i Norden til læger og psykologer, der udkom i 1976.

Hvorfor er han din helt? – Han havde et mod til at beskæftige sig med

ting, som ikke var anerkendt dengang, og han hjalp patienter, som ingen andre ville tale med. På Afdeling O og på Sexologisk Klinik på Rigs-hospitalet, hvor vi arbejdede sammen, mødte vi bl.a. mennesker med en seksualitet, som ikke var accepteret af samfundet. Blottere, transvestit-ter, pædofile, transseksuelle, sado-masochister.

Prebens holdning var, at vi som klinikere måtte vide, hvordan disse mennesker lever deres liv. Han insisterede på, at vi tog ud og besøgte dem i deres subkulturer, og vi tog til møder i bl.a. Transvestit- foreningen og pædofiliforeningen. Det var meget lærerigt.

Hvordan mødte du ham? – Jeg mødte først Preben i 1979 som studerende

og senere i 1982, da jeg fik en kandidatstilling på afdeling O på Rigshospitalet, hvor han var overlæge. Der fik jeg mulighed for at arbejde tæt sammen med ham.

Hvad lavede I sammen dengang? – Vi udviklede terapeutiske modeller til behand-

ling af par med seksuelle dysfunktioner – fx manglende evne til at få orgasme, rejsningspro-blemer, smerter ved samleje, nedsat lyst m.m. Vi var inspirerede af de amerikanske sexterapeuter Masters og Johnson. Vi implementerede deres ideer i Danmark, men med en psykodynamisk forståelse, hvor pardynamikken og det hele men-neske kom i centrum. Hos os handlede det ikke kun om kønsorganer.

I en ny serie spørger Magasinet P en række fremtrædende psykologer, hvem deres helte er.

Bo Møhl om sin helt — Danmarks første sexologi-professor,

Preben Hertoft

Af Henning Due, journalist

16 Min helt

Hvordan var han at arbejde sammen med?– Han havde en grundlæggende tillid til men-

nesker og tog udgangspunkt i, at mennesker gør det bedste, de kan. Man følte sig altid set og anerkendt, når man var sammen med Preben. Han besad en utrolig varme, en medmenneskelig interesse, en unik rummelighed, og han havde meget humor. Som leder skammede han aldrig en ud, men han var direkte i sine formuleringer, og vi havde et bon mot – ’Det er ikke godt nok til mit bord’, hvis ikke man havde gjort sit arbejde godt nok. Det var ikke bare en leg at arbejde sammen med ham, og der lå implicit et krav om, at man skulle gøre sit bedste, være dygtig og vidende.

Hvordan husker du tilbage på dit arbejde sammen med ham?

– Det var de bedste år af min karriere, da vi arbejdede sammen i årene fra 1986 til 1998. Da han blev pensioneret, valgte jeg at gå sammen med ham. Som psykolog havde jeg desværre ingen mulighed dengang for at træde ind i ledel-sen og fortsætte Prebens stil.

Skilte han vandene på Riget? – Tværtimod. Preben var en brobygger og var

dygtig til at skabe samarbejde. Med subkulturer, internationale forskningsmiljøer, kolleger, men også med studerende, som han altid var åben for at tale med og give gode råd og udveksle ideer med. Klimaet på klinikken var en unik blanding af høj faglighed og sjove episoder.

Kan du give et eksempel på det? – Jeg kan huske en dag i 1989, da Sexolo-

gisk Klinik fik besøg af den anerkendte norske sexolog Thore Langfeldt. Samme dag afholdt vi et møde med en gruppe repræsentanter fra SM-foreningen Det Sorte Selskab. Der sad vi så og lyttede til fortællinger om sadomasochisme, og det gjorde stort indtryk på Thore Langfeldt, at han sad på landets sexologiske universitetsklinik og fik demonstreret slagteknik af en SM-udøver, som undervejs hev den kvindelige partners skørt op, så vi kunne se, at hun ingen trusser havde på.

Skilte han sig ud inden for lægefaget? – Enhver form for markering af privilegier, magt

eller distance var ham i mod. En dag skulle han ud af et lukket afsnit på Rigshospitalet og forsøgte at komme ud ad døren sammen med en yngre nyansat læge. Hun afviste ham venligt, men

bestemt, og smilede overbærende, da Preben sagde ”jamen, jeg er overlæge her på afdelingen”. ”Det kan enhver komme og sige”, var hendes svar, da døren smækkede i for næsen af Preben. Han morede sig over hændelsen, og typisk for ham reflekterede han over, hvor privilegeret han var i sammenligning med de patienter, der ikke var i en tilstand, hvor de selv kunne bestemme.

Skilte han sig også ud rent lægefagligt? – Han var meget i opposition til det biomedicin-

ske syn på psykiske lidelser, som både dengang og i dag herskede på Riget. Han havde et stærkt blik for, at man ikke kan reducere mennesker til hjerne og biologiske processer, men skulle se dem i samspillet med det psykologiske og sociale.

Hvordan har han påvirket dig som menneske og fagperson?

– Han har givet mig med, at vi skal gå på jorden, som han sagde, og ikke distanceres os fra folk. Han lærte mig også meget i sin måde at forvalte sit fag på. Både i forhold til autoriteter, patienter og medarbejdere. Og ikke mindst i hans grund-læggende respekt for mennesket. Den respekt er helt afgørende. Som leder var hans udgangs-punkt, at patienterne skal behandles godt, og det blev de, når medarbejderen blev behandlet godt.

Hvad er det for en arv, han efterlader sig, som psykologer og læger bør tage til sig?

– Anerkendelsen og valideringen af andre mennesker og deres følelser. I sin grundholdning signalerede han, at enhver er specialist i sit eget liv. Preben var modstander af mønstergenkendel-sen, hvor man reducerer folk til deres diagnoser, sådan at fx alle depressive eller transvestitter er ens. Det er de ikke, og det kræver menneskelig spændvidde at møde diversiteten i den menne-skelige psykologi.

Preben Hertoft (1928-2017)• Psykiater, overlæge og Danmarks

første professor i klinisk sexologi• Overlæge på den nyoprettede Sexolo-

gisk Klinik på Rigshospitalet i 1986• Udgav landets første lærebog i faget,

Klinisk Sexologi (1976), og derudover en lang række fag- og lærebøger

17Min helt

RAMT AF JERUSALEM

Af Kathrine Tschemerinsky, journalist, JerusalemFotos af Sofie Amalie Klougart

Spørger man de handlende ved Jaffa Gate, som er en af de otte porte, der leder besøgende ind i Jerusalems gamle by, behøver man ikke vente længe, før en person dukker op, som udviser tegn på det, der går under betegnelsen Jerusalem- syndromet.

– Om jeg ved, hvad du taler om? Selvfølgelig. De kommer med højtalere og stiller sig op her på pladsen foran indgangen, siger en ung mand, som står og sælger friskpresset granatæblejuice.

Hos turistinformation kender de også alt til de excentriske prædikanter.

– En af dem, som tit plejede at stå her, tog videre til Irak for at udbrede sit budskab. Han blev dræbt.

Medarbejderen ryster på hovedet, men tilføjer så med et skælmsk smil:

– Det kan være farligt at begynde at prædike.Lige så længe religiøse pilgrimme og turister er

rejst til Jerusalem, som er hellig for de tre mono-teistiske religioner, har der været beretninger om mennesker, der under opholdet er blevet ramt af en vrangforestilling, som har fået dem til at betragte sig selv som dommedagsprædikant eller ligefrem tro, at de selv er en bibelsk figur såsom Jesus, Johannes Døberen, Samson, Kong David, Jomfru Maria eller Maria Magdalene.

Den første kliniske beskrivelse af lidelsen finder man i den tysk-fødte psykiater Haim Hermans artikel Psychiatrisches aus Palastina, som udkom i 1937, men det var først i 1980’erne, da den psykia- triske behandling af udenlandske turister blev

samlet på det psykiatriske hospital Kfar Shaul Mental Health Centre i Jerusalem, at det blev muligt at foretage et egentligt studie af fænomenet, som psykiateren Yair Bar-El i 1982 gav betegnel-sen Jerusalem-syndromet.

En anden pioner inden for kortlægningen af lidelsen er den for nyligt pensionerede psykiater Moshe Kalian (foto s. 20), som har mere end tre-dive års erfaring med at behandle udenlandske turister med akut behov for psykiatrisk hjælp, her-under elleve år som distriktspsykiater i Jerusalem. Da vi mødes, beder jeg ham om at forklare, hvad der i hans øjne kendetegner Jerusalem-syndromet.

– Det er egentlig ganske enkelt. Ud fra, hvad vi ved, har majoriteten af de, som rammes, en psyki-atrisk forhistorie. Deres ideer har spiret, før de ankommer til Jerusalem. De har på forhånd følel-sen af at være særligt udvalgte til at fuldføre en mission, og når de ankommer, bruger de stedet som en scene. Det er også dette teatralske ele-ment, der har gjort Jerusalem-syndromet så berømt i medierne og i populærkulturen; disse folk elsker at blive interviewet, for det giver dem en mulighed for at udbrede deres agenda.

TRE PATIENTTYPERHvert år er der cirka 100 udenlandske turister, som bliver sendt til Kfar Shaul, og ud af disse kræver cirka halvdelen indlæggelse og behand-ling, før de igen kan sendes hjem. Kalian mindes en kvinde, som blev indlagt på Kfar Shaul, over-bevist om, at hun var gravid med Jesusbarnet.

Hvert år bliver godt 100 udenlandske turister i Israel sendt til det psykiatriske hospital Kfar Shaul, fordi de pludselig tror, de er en bibelsk figur. Magasinet P tegner et billede af Jerusalem-syndromet — psykosen, der rammer turister på besøg i den hellige by — og møder en psykiater, der har 30 års erfaring med at behandle dem.

19Reportage

– Hun var maniodepressiv, men da hun virkelig ønskede at få et barn, var hun holdt op med at tage sin Lithium, og det resulterede i vrangfore-stillinger. Da hun ankom til Jerusalem, fik hun ondt i maven og tog på skadestuen, hvor lægerne kunne fortælle hende, at de havde en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed var, at hun ikke var ved at abortere. Den dårlige nyhed var, at hun ikke var gravid. Hun troede selvfølgelig ikke på dem, og da hun først ankom til Kfar Shaul, var hun manisk og meget oprevet. Efter at have fået medicin faldt hun ned og forstod, hvad det var, der var sket, men krævede alligevel at blive tilset af en gynækolog. Hun ønskede virkelig at få et barn. Det var en tragisk historie.

I 2000 udgav en række israelske psykiatere, herunder Yair Bar-El, en forskningsartikel i British Journal of Psychiatry, hvori de hævdede at have identificeret tre forskellige patienttyper med Jerusalem-syndromet:

1. Den første type er tilrejsende, der har en psykiatrisk forhistorie, og som ved ankomsten til Jerusalem allerede lider af religiøse vrangfore- stillinger.

2. Den anden type ankommer som regel sammen med en religiøs gruppe og drives af nysgerrighed og underlige (men ikke psykotiske) forestillinger.

3. Den tredje type er ’normale’ turister – eller ”rene tilfælde” – der ikke har en psykiatrisk forhi-storie, men som ved ankomsten til byen rammes af en midlertidig psykose, der kan inddeles i syv kliniske faser:

1. Uro, oprevethed, nervøsitet og anspændthed2. Afsondring fra gruppe eller familien og

ønske om at opleve Jerusalem alene. 3. Stor opmærksom på personlig hygiejne:

besættelse af at tage bade, rense og klippe negle

4. Forberedelse, ofte med hotellets lagen, af hvid og lang togalignende dragt.

5. Behov for at recitere, råbe eller synge samler eller bibelvers.

6. Procession eller march til en af Jerusalems hellige attraktioner såsom Gravkirken, Grædemuren eller Tempelbjerget.

7. Prædiken ved hellig attraktion. Artiklen, der drog sine konklusioner på bag-

grund af 1.200 tilfælde, herunder 470 indlæg- gelser, dokumenteret af psykiaterne på Kfar Shaul mellem 1980 og 1993, vakte særligt opsigt på grund af påstanden om, at det var muligt for helt almindelige turister at blive ramt af Jerusalem- syndromet, ligesom artiklens forfattere, i lyset af årtusindeskiftet, forudså en markant stigning i antallet af tilrejsende, som ville blive ramt af syndromet.

PSYKISK SÅRBAR PÅ FORHÅNDÅret forinden havde Moshe Kalian sammen med en anden psykiater, Eliezer Witzum, udgivet en artikel i The Israel Journal of Psychiatry and Rela-ted Sciences, hvori de påpegede, at Jerusalem- syndromet bør betragtes som en forværring af en allerede eksisterende kronisk mental lidelse snarere end en forbigående psykotisk episode.

20 Reportage

Godt tyve år senere er Kalian, som i 2013 sam-men med Eliezer Witzum udgav bogen Jerusalem of holiness and madness, hvori de bl.a. beskæftiger sig med historiske figurer, der tilsyneladende led af Jerusalem-syndrom, fortsat kritisk over for idéen om, at Jerusalem i sig selv er lidelsesfrem- kaldende.

– Nu er Bar-El ganske vist død og kan derfor ikke forsvare sine idéer, men dengang han levede, kritiserede jeg også idéen om, at helt almindelige mennesker kan komme til Jerusalem og blive ramt af en forestilling om, at de er en bibelsk figur. Når man studerer eksempler af både nyere dato, såvel som dem, man finder beskrevet i litteraturen helt tilbage fra Middelalderen, tyder alt på, at vi har at gøre med mennesker, som i forvejen er psykisk sårbare, hvis ikke de ligefrem har en psykisk lidelse.

Til gengæld, understreger Kalian, er der ingen tvivl om, at byens spirituelle betydning for disse mennesker kan have, hvad han kalder “en for-stærkende effekt”.

Jerusalem-syndromet er ofte blevet sammen- lignet med Stendhals-syndromet, som er opkaldt efter den franske forfatter, der i 1817 fik et ildebe-findende efter at have set Santa Croce-katedralen i Firenze, og beskriver den overvældelse og det fysiske ubehag, nogle føler, efter at have oplevet stor kunst, og Paris-syndromet, der hvert år rammer et lille antal turister, primært japanere, i forbindelse med, at de besøger den franske hovedstad. Men ifølge Kalian er der tale om forskellige fænomener.

– Paris-syndromet er en form for kulturchok, som opstår, når Paris ikke lever op til de forestillin-ger, den besøgende har haft om stedet. Når der er en kløft mellem forventninger og virkelighed. Jeru-salem i dag kan selvfølgelig også godt skuffe den besøgende, men i dette tilfælde gælder det, at langt de fleste ankommer med en mission. Det er altså ikke en spontan idé, der opstår i Jerusalem.

En af de ting, der gennem årene har vanskelig-gjort den kliniske beskrivelse af Jerusalem- syndromet, er, at der sjældent går særligt længe, før patienterne er stabile nok til at blive sendt hjem, og efterfølgende har de israelske psykiatere ikke mulighed for at følge op på patienterne. Så hvad der umiddelbart fremstår som en spontan psykose kan i virkeligheden have været starten på et kronisk sygdomsforløb – eller givet anledning til patientens første egentlige diagnose. Denne usikkerhedsfaktor blev også anerkendt i forsk-ningsartiklen fra 2000, hvori Bar-El og hans kolleger bl.a. beskrev, hvordan spørgeskemaer var blevet sendt ud til samtlige Type 3 patienter. Ud af 42 var det blot fire, der svarede, og det eneste, de svarede, var, at de havde det godt takket være behandlingen, de havde modtaget.

Et andet forhold, der ifølge Kalian gør kort- lægningen vanskelig, er, at det langtfra er alle personer, som udviser tegn på Jerusalem- syndromet, der kommer i kontakt med sundheds- væsenet. For, som Kalian forklarer, er det kun de, som vurderes at være til fare for sig selv eller andre, der bliver bragt til hospitalet.

– Men der er utvivlsomt en hel masse tilfælde, vi aldrig hører om, tilføjer han.

EN GOD HISTORIEJerusalem-syndromet har, på trods af sin relativt lave forekomst (det anslås, at Jerusalem besøges af op mod to millioner turister om året), sat et aftryk i populærkulturen. Fx er der et afsnit af The Simpsons fra 2010, hvori Homer Simpson, som er rejst til Jerusalem, begynder at hallucinere

22 Reportage

på grund af dehydrering med det resultat, at han tror, han er Messias. Men også i forfatteren Neil Gaimans novelle Jerusalem fra 2015 beskrives et britisk par, som på deres ferie til Jerusalem stifter bekendtskab med fænomenet. Fælles for disse eksempler er, at de tager udgangspunkt i idéen om, at der findes en særlig psykose, der kan ramme helt almindelige turister på besøg i Jerusalem. Men den udbredte interesse for fæno- menet skyldes ikke mindst de højprofilerede, og ganske dramatiske, sager, der gennem årene har tiltrukket mediernes opmærksomhed.

I 1969 forsøgte den australske statsborger Denis Michael Rohan at sætte ild til Al Aqsa-mo-skéen. Rohan forklarede efterfølgende, at han var sendt af Gud, og at han ved at brænde moskéen ned ville give jøderne mulighed for at genopbygge deres tempel og på den måde fremskynde Jesu genkomst.

– Heldigvis for jøderne viste det sig efterføl-gende, at han var kristen, og at han allerede ved sin ankomst til Israel havde fået diagnosen skizo-freni, bemærker Kalian nøgternt, inden han fortsætter med en anden patienthistorie.

– Jeg havde en sag for seks år siden. En britisk turist blev såret af skud nær Gravkirken, efter han var løbet hen mod kirkens vagter med en kniv i hånden. De troede, han var terrorist. Efter- følgende fik jeg et opkald, da man mente, det var en sag for mig. Det viste sig, at han var en skizo-fren patient, som havde tilsluttet sig en meget from kristen sekt. Han var af den overbevisning, at han var en af budbringerne, der skulle indvarsle tider-nes ende, og da den islandske vulkan i 2010 fik flytrafikken til at gå i stå, så han det som sit tegn til at handle.

Men historien slutter ikke der, for, som Kalian forklarer, var et væsentligt element i mandens forestilling, at budbringeren ville blive dræbt af Satan og derved sætte gang i krigen mellem gode og onde kræfter. Mandens succeskriterium var, med andre ord, at blive slået ihjel.

– Den dag han ankom til Gravkirken, var dørene ind til kirken lukkede. Det tolkede han som et tegn på, at Satan forsøgte at snyde ham, og det var derfor, han pludselig løb hen imod vagterne i håb om at blive slået ihjel.

Men, som Kalian konstaterer, sådan gik det ikke.

LAD DEM TROJeg spørger Kalian, hvordan en patient med Jerusa-lem-syndromet håndterer det, når psykosen letter.

– På et tidspunkt behandlede jeg en italiensk

turist, som havde løbet nøgen rundt i Den gamle by. Han havde været manisk, og bagefter skam-mede han sig meget. Sådan reagerer mange.

Men ifølge Kalian er der også en del, som efter-følgende konkluderer, at de var for tidligt på den. At deres tid endnu ikke er kommet.

– Det er ikke sådan, at vi siger til folk, at de skal opgive deres idéer, for ellers bliver de aldrig lukket ud igen. Det, vi forsøger, er at lære folk at leve med ideerne på en måde, der hverken er skadelig for dem selv eller andre.

Kalian understreger dog, at det altid er et dilemma, hvorvidt man skal lade folk holde fast i deres idéer eller præsentere dem for fortolknin-ger, der kan vise dem, hvorfor de kom frem til deres idéer. Det kræver, som han siger, nemlig også, at man spejler deres smerte.

– Lad endelig folk tro, de er Messias, hvis de sælger falafel og i øvrigt kan tage vare på sig selv. Det har altid været min holdning. Måske finder de ligefrem en partner, som deler deres idéer, og som de kan leve lykkeligt sammen med. Der er ingen grund til at forstærke disse menneskers tragedie, og når de vågner op til virkeligheden, hvis de vågner op til virkeligheden, er det en vanskelig, og ofte smertelig, situation.

Udover akut medicinering og hvile anbefaler psykiatere, at patienter med Jerusalem-syndromet hurtigst muligt forlader Jerusalem, vender hjem og søger behandling der. Men i langt de fleste tilfælde er udsigterne til en egentlig helbredelse ringe. For, som Kalian forklarer:

– Medicin kan berolige og dulme symptomer. Men psykiatri er ikke heroisk på samme måde, som når en kirurg opererer på en patient, og de efterfølgende har det bedre. Psykiatri er meget mere frustrerende. Nogle gange er der simpelthen ingen bedring. I starten af min karriere læste jeg en bog, der handlede om rehabilitering af kronisk psykisk lidende. En af pointerne var, at når man behandler disse patienter, skal man have øje for hvert eneste lille skridt og være tilfreds med det. Den attitude tog jeg med mig.

Samtalen slutter, men efterfølgende spøger et af Kalians svar – eller snarere hans ansigtsudtryk, da han svarede.

“Har du nogensinde undersøgt Jesus som case?”, spurgte jeg ham. “Kunne Jesus have lidt af Jerusalem-syndrom?”

Kalian blev først helt stille og svarede så, ganske kortfattet:

– Nej. Det har jeg ikke. Det er lidt for politisk.

23Reportage

Ny forskning

Et nyt dansk studie publiceret i tidsskrif-tet Brain har vist, at hypnose kan bedre arbejdshukommelsen hos patienter med hjerneskade, også mange år efter skaden. I et randomiseret forsøg med både en aktiv og en passiv kontrol-gruppe, viser forskerne, at blot fire time-lange sessioner kan bidrage til, at patienternes arbejdshukommelse kommer på niveau med befolknings- gennemsnittet. Patienterne havde for-skellige typer hjerneskade (hoved- traumer, blodprop, andre), og den aktive kontrolgruppe blev også hypno- tiseret, men ikke med en specifik

suggestion om bedring af arbejdshu-kommelsen. Der var to forskellige mål for arbejdshukommelse (Working Memory Index fra WAIS III og Trail making test B-A). Der var to faser i for-søget: I første runde modtog gruppe 1 hypnose med suggestion om bedring af arbejdshukommelsen til det præmor-bide niveau, gruppe 2 blev hypnotiseret uden nogen specifik suggestion, men blot ”mindfulness-agtige” instruktioner, og den tredje gruppe ventede. Herefter sås en klar bedring i arbejdshukommel-sen hos gruppe 1, men ikke kontrolgrup- perne. Denne effekt var stadig tydelig efter en 7 ugers pause uden behandling: Patienterne i gruppe 1 klarede sig stadig inden for normalområdet. I næste fase modtog patienterne i gruppe 2 også hypnotisk suggestion om bedring af deres arbejdshukommelse, og gruppe

1 fik gentaget denne behandling. Heref-ter blev grupperne testet en sidste gang. De endelige resultater viste, at begge interventionsgrupper nu scorede pænt inden for normalområdet, mens patien-terne i den passive kontrolgruppe stadig havde nedsat arbejdshukommelse.

Forfatterne konkluderer, at hypnotisk suggestion kan bruges til at påvirke arbejdshukommelsen, og at denne inter-vention er mere effektiv end mere traditionelle metoder inden for neurore-habilitering. Der skulle heller ikke være noget i vejen for at kombinere hypnose med mere generel rehabilitering, men først skal forsøget jo nok replikeres.

Mindfulness bruges i organisationer og arbejdsliv som terapiform og som uddan nelse både herhjemme og i udlandet. Der er dog meget, vi ikke ved om virkninger og bivirkninger af mind-fulnessbaseret terapi (MBT), og en ny kritisk oversigtsartikel diskuterer en række problemer ved den forskning i mindfulness, der eksisterer.

Blot at definere mindfulness og MBT kan være vanskeligt, men selv hvis man accepterer de mange forskellige måder at definere og operationalisere begre-berne på, er der særligt en ting, der stikker ud: Kun ca. 30 % af de studier, der undersøger effekt af mindfulness, har inkluderet kontrolgrupper, og blot

10 % har haft en aktiv kontrolgruppe. Det vil sige, at selv hvis vi antog, at disse studier var pålidelige, så har vi i bedste fald evidens for, at mindfulness virker bedre end at gøre ingenting. Herudover rejser forfatterne den bekymring, at få studier registrerer eller rapporterer bivirkninger af behandlingen, selv om disse kan være alvorlige og behandlingskrævende (fx psykose, mani, angst). I modsætning til lægemiddelstudier, hvor såvel milde som alvorlige bivirkninger selvsagt skal måles og rapporteres, er sådanne kun systematisk registreret og rapporteret i 25 % af studier af meditation og mindfulness. De relativt få studier, der rapporterer alvorlige bivirkninger, er typisk kasuistikker eller observations-studier uden kontrolgrupper, dvs. de har de samme metodologiske mangler

som studierne af de positive effekter af mindfulness/MBT.

Forskerne advarer derfor mod ”the mindfulness hype” og mener, at der er behov for betydelig mere forskning i virkninger og bivirkninger af metoden. For dem, der ønsker at forske i mind-fulness, indeholder artiklen derfor godt nyt. Det konkluderes eksplicit, at ”forskning i mulige bivirkninger af mindfulness bør få betragtelig opmærk- somhed og offentlig finansiering”.

Lindeløv, J.K., Overgaard, R., & Overgaard, M. (2017). Improving working memory performance in brain-injured patients using hypnotic suggestion. Brain, 140; 1100-1106.

Van Dam, N.T. et al. (2018). Mind the Hype: A Critical Evaluation and Prescriptive Agenda for Research on Mindfulness and Meditation. Perspectives on Psychological Science, 13(1) 36–61.

Mind the evidence gap: Mindfulness

Hypnose, korttids-hukommelse og hjerneskade

24 Videnskab

Af Randi Starrfelt, professor MSO i psykologi,

Københavns Universitet.

Det er ikke så tit, at man ser studier publiceret, der ikke viser nogen effekt af deres intervention. Tassone et al’s (2017) studie er en undtagelse. Det viser, at det at undervise studerende i, hvordan ”multitasking” under fore-læsninger negativt påvirker deres læring og karakterer, ikke har nogen effekt på, hvor meget de studerende faktisk multitasker under forelæsning-erne eller på deres læringsudbytte og karakterer. Multitasking defineres her som delt opmærksomhed og opga-ve-skift mellem relevante og irrelevante opgaver.

Der er efterhånden en del studier, der viser, at brug af laptops og smartpho-nes til studie-irrelevante opgaver under forelæsninger og undervisning mind-sker de studerendes læring. Tassone et al. (2017) spørger så, om det er muligt at gøre noget ved det faktum, at rigtig mange studerende alligevel bruger tid på Facebook eller lignende i undervis-ningen. Interventionen bestod i, at en eksperimentalgruppe så en power-point-præsentation, der omhandlede de negative effekter, som multitasking har på læring, hukommelse og karakte-rer. En kontrolgruppe så en power- point om søvn, mens en passiv kontrol-gruppe ikke blev præsenteret for nogen powerpoint. Man undersøgte så, om dette havde nogen effekt på multitasking under undervisningen, og svaret var nej. Der var ingen

interessante eller signifikante forskelle på de tre grupper ved slutningen af semesteret.

De fleste studerende i undersøgel-sen mente, at multitasking ville forstyrre deres opmærksomhed i klassen og dermed påvirke deres læring og karak-ter i faget. De fleste ønskede også gode karakterer. Men dette var altså ikke nok til at ændre deres adfærd, og det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan man får de studerende til at tage konsekvenserne heraf.

At patienter med hjerneskade kan miste evnen til at genkende andre ud fra deres ansigt (prosopagnosi) er velkendt, måske især på grund af Oliver Sacks’ patienthistorie om ”The man who mistook his wife for a hat”. Det er mindre kendt, at nogle aldrig udvikler evnen til at genkende andre ud fra deres ansigter, selv om de ikke har en hjerneskade. Faktisk var Oliver Sacks selv ude af stand til at genkende andre (og nogle gange sig selv) ud fra

ansigtet; han led af kongenital prosopag-nosi, populært kaldt ansigtsblindhed.

Man troede længe, at ansigtsblind-hed var særdeles sjældent, men nyere studier tyder på, at det rammer op mod 2,5 % af befolkningen, og der er nu beskrevet mange hundrede tilfælde i litteraturen. Som med mange nye forskningsområder er der mange ube-svarede spørgsmål, og dette er omdrejningspunktet for Bate & Tree’s (2017) artikel, der er en introduktion til en særudgave af tidsskriftet Quarterly Journal of Experimental Psychology om netop ansigtsblindhed. De pointerer, at det er vigtigt, at man bliver enige om, hvilke kriterier man anlægger for at ”diagnosticere” ansigtsblindhed, både fra et klinisk synspunkt og forsknings-mæssigt. De peger bl.a. på, at selv om der er udviklet enkelte pålidelige test

og spørgeskemaer om ansigtsgenken-delse, er der behov for videre metode- og teoriudvikling på området. De be- mærker også, at vi har brug for mere viden om, hvordan ansigtsgenkendelse udvikler sig gennem barndom og ungdom for bedre at forstå, hvordan og hvornår ansigtsblindhed opstår. Dette, håber de, vil kunne bidrage til udvikling af interventionsmetoder, der kan afhjælpe disse vanskeligheder

Tassone, A., Liu, J.J.W., Reed, M.J., & Vickers, K. (2017). Multitasking in the classroom: Testing an educational intervention as a method of reducing multitasking. Active Learning in Higher Education. Epub ahead of print. doi.org/10.1177/1469787417740772

Bate, S. & Tree, J.T. (2017). The definition and diagnosis of developmental prosopag-nosia. Quarterly journal of Experimental Psychology, 70; 193-200.

På Facebook under forelæsningen

Ansigtsblindhed – en ikke ualmindelig udviklings- forstyrrelse

25Videnskab

PH.D.-STAFET

Kan man skabe en genvej til fortiden hos personer med Alzheimers sygdom?

Af Marie Kirk, Cand.psych. og ph.d.

PH.D.-STAFETHvad forsker danske psykologer i? Det skiftes de til at skrive om i denne ph.d.-stafet, hvor stafetten i hvert nummer gives videre til en ny forsker på et andet universitet. Her skriver Marie Kirk om sin ph.d. med titlen Autobiographical Memory in Alzheimer’s Disease, der blev forsvaret 6. december 2017 på Aarhus Universitet.

26 Ph.d.-stafet

PH.D.-STAFET

Alzheimers sygdom er den hyppigst forekomne demens-sygdom og årsag til knap to ud af tre tilfælde af demens hos ældre. Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens anslås det, at cirka 50.000 ældre danskere er ramt af den uhelbredelige neurodegenerative lidelse. Selvbiografisk hukommelsessvækkelse er et af de tidligste og sværeste symptomer ved Alzheimers sygdom, hvilket, som syg-dommen forværres, resulterer i svært, hvis ikke totalt hukommelsestab, for nylige og tidligere begivenheder.

Selvbiografisk hukommelse henviser til vores evne til at genkalde selvoplevede, tids- og stedsbestemte situati-oner eller hændelser, som når vi genkalder os samtalen under middagen i går med familien eller mindes den første skoledag i barndommen. Det ikke at kunne tilgå sine erindringer kan have store negative konsekvenser. Vores selvbiografiske erindringer er ikke blot handlings-anvisende i og med, at de udgør det erfaringsgrundlag, hvorfra vi træffer beslutninger, men udvekslingen af vores selvbiografiske erindringer er også ofte det pri-mære omdrejningspunkt ved socialt samvær. Det at dele minder og erindringer med andre er med til at styrke intimiteten og de sociale bånd. Vores erindringer udgør så at sige byggestenene i fortællingen om os selv nu og her samt over tid og er med til at skabe retning og konti-nuitet i livet. Således konkretiseres vores forståelse af os selv, på godt og ondt, typisk gennem specifikke erindrin-ger. Ikke overraskende har forskning da også vist, hvor- ledes selvbiografisk hukommelsessvækkelse kan være forbundet med identitetstab.

Min interesse i dette forskningsfelt opstod, da jeg i sin tid arbejdede som videnskabelig assistent ved Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning på Psykologisk Institut i Aarhus. Her blev jeg enormt inspireret af min ph.d.-vejleder på projektet, professor Dorthe Berntsen, som i årtier har forsket i, hvorledes selvbiografiske erin-dringer kan genkaldes på to forskellige måder [1]. Gennem flere studier har Berntsen vist, hvordan erindrin-ger kan genkaldes intentionelt og strategisk, hvilket henviser til en genkaldelsesproces styret af eksekutive funktioner, som initieres bevidst og styres målrettet frem mod det, som man prøver at komme i tanke om, fx den første gang man mødte sin partner. Selvbiografiske erin-dringer kan dog også opstå spontant, som når en duft bringer et minde frem, eller man ser sin gamle klasse- lærer i supermarkedet og pludseligt bliver mentalt trans-porteret tilbage til 8. klasse i folkeskolen. Denne form for spontane genkaldelser er betinget af de rette ledetråde i vores miljø, såsom konkrete genstande eller personer, der har personlig betydning for os. Væsentligt i denne sammenhæng er fund, som viser, at spontan genkaldelse

er mindre kognitivt krævende end viljestyret genkaldelse. I forbindelse med et projekt, der foregik i Den Gamle

By i Aarhus, som huser en erindringslejlighed indrettet som et hjem i 1950’erne, oplevede jeg på nært hold, hvorledes ældre personer med demens spontant gen-kaldte episoder fra tidligere i deres liv, når de var omgivet af let genkendelige og specifikke ledetråde fra deres unge år. Denne observation stod i stærk kontrast til det, jeg elles så, når jeg testede patienter med mere standar-diserede selvbiografiske og episodiske test, hvor de hurtigt gav op eller fandt spørgsmålene for svære. Vi ønskede derfor bl.a. at undersøge mere systematisk, om det er muligt at skabe en form for genvej til fortiden hos personer med Alzheimer sygdom, når de præsente-res for de rette ledetråde.

Det skal nævnes, at der foregår mange spændende initiativer i demensplejen. Eksempelvis er erindrings- formidling, også kaldet reminiscensterapi, hvor man forsøger at vække erindringer med henblik på at øge velvære og stimulere social interaktion, yderst udbredt. Til trods for den brede anvendelse har det dog i forsk-ningsøjemed været vanskeligt at konkludere, om forskellige interventioner har en gavnlig effekt, ligesom det har været svært at isolere de faktorer, der eventuelt måtte virke [2]. Vi ønskede at bidrage med viden til feltet samt at blive klogere på nogle af de underliggende mekanismer, der kan være med til at stimulere hukom-melsen hos personer med demens. Vi indhentede i alt data fra 50 personer med Alzheimers sygdom samt 50 ældre raske kontroldeltagere.

Som led i projektet undersøgte vi den temporale distri-bution af selvbiografiske erindringer hos personer med Alzheimers sygdom og raske ældre kontroldeltagere [3]. Forskning med midaldrende voksne og ældre viser gene-relt, at erindringer fra de sene barndomsår og frem til vi bliver 30 år, står særligt stærkt i vores hukommelse og udviser større resistens mod glemsel end erindringer fra andre livsperioder. Resultater vedrørende, hvorvidt samme forhold gør sig gældende for personer med Alz-heimers sygdom, har derimod ført til modsatrettede resultater. Vi interviewede Alzheimer-patienter og raske ældre kontroldeltagere med et selvbiografisk interview (the Autobiographical Memory Interview), hvor man systematisk undersøger evnen til at genkalde selvbiogra-fiske hændelser fra barndom til voksen nutid. Deltagere udførte desuden vores udgave af Galton-Crovitz testen, hvor de skulle rapportere den første erindring, de kom i tanke om (hvis nogen), når de blev præsenteret for hhv. ord og konkrete genstande. Vi fandt, at Alzheimer-patien-ter udviser signifikant bedre hukommelse for hændelser

27Ph.d.-stafet

PH.D.-STAFET

fra deres unge år, dvs. barndom og tidligt voksen- liv (indtil ca. 30 år), sammenlignet med mere recente erindringer. Resultater som disse er vigtige, idet de viser, at det giver god mening at forsøge at stimulere især erin-dringer fra patienternes unge år ved reminiscens- aktiviteter i demensplejen.

I en anden del af projektet undersøgte vi mere syste-matisk [4], om spontan erindringsgenkaldelse ved hjælp af genstande fra den personlige fortid kan kompensere for nedsatte kognitive funktioner hos personer med Alzheimers sygdom og herved stimulere hukommelsen og dermed erindringerne. Sammen med en historiker udvalgte vi let genkendelige genstande fra deltagernes unge år, dvs. cirka 1950’erne, for at undersøge, om stærke ledetråde kunne hjælpe hukommelsen på vej. Resultaterne viste, at personer med Alzheimers sygdom fik flere og mere detaljerige erindringer, når de blev præ-senteret for konkrete genstande fra deres unge år som ledetråde (fx et sjippetov med trægreb og drejesvirvel) sammenholdt med ord, der benævnede genstanden. Selvom raske ældre kontroldeltagere også havde gavn af at blive præsenteret for stærke ledetråde fra deres unge år, syntes fordelen på nogle punkter at være signifikant større i patientgruppen. Resultaterne er interessante, fordi de bl.a. viser, at den selvbiografiske hukommelses-vækkelse ikke nødvendigvis er komplet statisk, og at man med de rette ledetråde kan skabe en form for genvej til fortiden hos personer med Alzheimers sygdom.

Ph.d.-projektet bestod også af et randomiseret kontrol-leret studie [5], hvor vi undersøgte effekten af fem ugers reminiscensterapi på kognitivt funktionsniveau hos per-soner med Alzheimers sygdom. Resultater blev sam- menlignet med en matchet kontrolgruppe, der ikke modtog reminiscensterapi. Mere specifikt undersøgte vi, om gentagne sessioner i en erindringslejlighed i Den Gamle By, Aarhus, hvor der samtales om forskellige emner med afsæt i den personlige fortid, ville have en positiv indvirkning på selvbiografisk hukommelse og kognition generelt. Interventionen foregik i Den Gamle By i Aarhus, der huser en 3-værelses erindringslejlighed, som er indrettet som et typisk hjem fra 1950’erne. Lejlig-heden udgør herved en tidslomme, hvor besøgende træder ind i et miljø fyldt med genstande og stimuli fra den tid, som generelt er bedst bevaret i erindringen, hvilket formodes at stimulere hukommelsen. På nogle af vores effektmål fandt vi bl.a., at ældre personer med Alzheimers sygdom efter intervention genkaldte længere og mere detaljerede erindringer. Undersøgelsen var dog ikke uden begrænsninger, og hvor ph.d.-projektet ude-lukkende fokuserede på post intervention-effekter,

vil vi i et kommende studie undersøge den umiddelbare effekt, dvs. engagement, humør og velvære under selve interventionen for at forstå, hvad der sker i selve de øje-blikke, hvor erindringerne opstår.

Eftersom den gennemsnitlige levealder stiger, vokser ældrepopulationen støt, hvilket betyder, at flere personer vil rammes af aldersbetingede neurodegenerative lidel-ser så som Alzheimers sygdom. Der er derfor behov for at undersøge, hvorledes vi kan styrke livskvaliteten hos de mange, som er berørt af sygdommen i det daglige. Jeg ser vores arbejde som et stærkt supplement til den forskning, som foregår inden for det medicinske felt, og er begejstret over, at vi gennem en række undersøg- elser er med til at sætte spotlight på, hvordan man kan stimulere en form for genvej til fortiden og de tidligere erindringer hos ældre personer med Alzheimers sygdom ved at skabe associationer til konkrete genstande som personlige ejendele. Resultater som disse kan let omsæt-tes i praksis, både i den offentlige demenspleje såvel som i hjemmene.

ReferencerBerntsen, D. (2009). Involuntary autobiographical memories. An introduction to the unbidden past. Cambridge, England: Cambridge University Press.

Kirk, M. & Berntsen (submitted). The Life Span Distribution of Autobiographical Memory in Alzhei-mer’s Disease. Manuscript submitted for publication.

Kirk, M., & Berntsen, D. (2018). A Short Cut to the Past: Cueing via Concrete Objects Improves Autobiographical Memory Retrieval in Alzheimer’s Disease Patients. Neuropsychologia. pii: S0028-3932(17)30247-6. doi: 10.1016/j.neuropsychologia.2017.06.034.

Kirk, M. & Berntsen, D. (2017). Reminiscensterapi Kan Øge Velvære hos Personer med Demens. Ugeskrift for læger, 179, 28-33.

Kirk, M., Rasmussen, K. W., Overgaard, S. B., & Berntsen, D. (submitted). Five Weeks of Immersive Reminiscence Therapy Improves Autobiographical Memory in Alzhei-mer’s Disease: An Intervention Study. Manuscript submitted for publication.

28 Ph.d.-stafet

KulturblikAf redaktionen

Dokumentarserie Simona overlever

DR/DR3 dokumentar (2018)

16-årige Simona blev seksuelt misbrugt af sin venindes far, da hun var fire år gammel. I dag føler hun sig som en uvildig repræsentant for alt det mørke, grimme og klam- me i mennesket. Folk omkring hende kan ikke holde ud at høre hendes historie og blive konfronteret med, at virkelig-heden kan være så grum. I denne dokumentarserie på tre afsnit fortæller Simona om sin oplevelse af at vokse op som et barn, der har været misbrugt, sine år med virkelig-hedsflugt, og hvilke konsekvenser overgrebene har haft for hendes liv og forhold. www.dr.dk

Podcast #111 – The Science of Meditation

Waking Up with Sam Harris (2017)

Sam Harris, forfatter, filosof og ph.d. i kognitiv neurovi-denskab, står bag denne Waking Up-Harris’ egen hjernevridende podcast - hvor store spørgsmål om det menneskelige sind og samfund bliver vendt og drejet. I dette 111. afsnit taler Harris om videnskab og medita-tion med psykolog og forfatter Daniel Goleman (forfat- ter til Emotional Intelligence) og professor i psykologi og psykiatri, Richard J. Davidson. www.itunes.com

Kristine Dons Christensen undersøger tidens tendens til at stemple andre som psykopater. I forskning, medier, og i vores relationer bruges ordet psykopati i flæng. Typisk om helt almindelige menne-sker, som af nogen opfattes som usympatiske, eller bare opfører sig som nogle røvhuller. Men hvorfor tyer vi til et så ekstremt ord som psykopat om andre mennesker, og hvad har det af konsekvenser, at vi deler så rundhåndet ud af en så radikal diagnose? www.zetland.dk

TidsskriftHomo Ludens – et opråb for legen

Dansk Pædagogisk Tidsskrift (2017)

I årets sidste temanummer af tidsskriftet i 2017 udfor-dres mantraet om, at der ingen forskel er på leg og læring. Med temaet vil redaktionen fravriste legen dens rolle som støttespiller for læring og undersøge legens egenart på dens egne præmisser. I stedet for at dyrke legen, fordi den kan motivere til læring og hermed tjene en instrumentel nyttefunktion, er det hensigten at udforske legens karakteristika og den værdi, som legen har i sig selv.www.dpt.dk

TED Talk You aren’t at the mercy of your emotions – your brain creates them

TED (2018)

Long read Vi er alle psykopater. Opgør med en modediagnose

Zetland (2017)

Lisa Feldman Barrett, ph.d. og professor i psykologi, fortæller i denne Ted Talk om sin forskning i følelser gennem 25 år. Barrett mener, at vores misforståede opfattelse af, hvad følelser er, har vidtrækkende og negative konsekvenser. Hendes egen forskning har ledt til en ny teori om, hvordan hjernen skaber følelser – følelser, vi har mere kontrol over, end vi tror. www.ted.com

29Udgivelser

Af Eva Secher Mathiasen, psykolog og formand for

Dansk Psykolog Forening

Vi kæmper for det gode samfund

Hver gang et barn fødes i Danmark, har dygtige jordemødre stået klar til at vejlede og støtte de vordende forældre lige fra graviditeten til selve fødslen – og lige så dygtige sygeplejersker og læger har sørget for, at både mor og barn får den behandling og omsorg, der kræves, hvis fødslen ikke går som forventet. Hjemme hos den nyfødte kommer sundhedsplejersken på besøg for at sikre, at barnet har det godt – og inden barnet selv er blevet en ung voksen, der flytter hjemmefra, har pædagoger i vuggestue, børne-have og fritidstilbud og lærere i skolen og på ungdomsuddannelser i årevis været de kompe-tente, betydningsfulde voksne, som har skabt rammerne for, at dette barn kan vokse op med de bedste forudsætninger for at få et godt liv, en uddannelse og en plads på arbejdsmarkedet.

Sådan kunne det første af fortællingen om den danske velfærdsstat, som vi har kendt den i over et halvt århundrede, begynde. Og den ville derefter fortsætte nogenlunde sådan her: Når vi bliver alvorligt syge, har vi en hær af dygtige medarbejdere klar til at udrede, behandle, pleje og støtte os. Og når vi bliver gamle, eller vores forældre bliver det, og har brug for hjælp til hverdagen, til at få mad eller til at komme i bad, er der også dygtige folk at trække på.

Vi har et velfærdssamfund i Danmark, som mange andre lande i verden misunder os, fordi vi i så mange år har investeret i at kunne tilbyde alle, uanset økonomisk formåen, et godt og trygt liv fra vugge til grav. Det kan vi tilbyde, fordi vi har en

offentlig sektor, hvor medarbejdere med høj faglighed og ekspertise er omdrejningspunktet – og hvor alle arbejder for det samme mål: At skabe det gode samfund med sunde mennesker.

Men i den seneste tid har fundamentet rystet under det solide velfærdssamfund.

Vi har fx været vidne til flere og flere beretnin-ger og opråb fra medarbejderne i den offentlige sektor, ikke mindst i sundhedssektoren, der ople-ver stigende arbejdspres og føler sig udfordret på deres faglighed, fordi styringen af den offentlige sektor i årevis har hvilet på succeskriterier, der alene fokuserer på tempo og produktivitetsgevin-ster – og ikke på kvalitet og hvad, der virker. Det mærker borgerne også – for også fra dem er der kommet en lind strøm af bekymrende vidnesbyrd om pressede offentligt ansatte, ringe arbejdsfor-hold og, i værste fald, beretninger om fejlslagen eller mangelfuld behandling i sundhedssystemet.

I de forgangne uger er der så blevet føjet flere bekymrende rystelser til fundamentet. Det er sket i takt med, at forhandlingerne om en ny overens-komst til kommunale, regionale og statsansatte medarbejdere i den offentlige sektor er brudt sammen stykke for stykke, fordi de offentlige arbejdsgivere ikke har ønsket de offentlige ansat- te skulle få del i det opsving, der endelig er kom- met i gang. Ord som ”grådige” er blevet brugt af arbejdsgiverne om de ansatte, og retorikken har i det hele taget ladet meget tilbage at ønske. Og zde offentlige arbejdsgivere synes helt at have glemt, at vi i fagbevægelsen accepterede meget besked- ne overenskomster i både 2011, 2013 og 2015, fordi vi tog medansvar for den vanskelige økono-miske situation, Danmark var kommet i på grund af finanskrisen. Vi fulgte med alle andre nedad, nu vil vi også følge med alle andre opad igen.

30 Leder

Psykologernes fagmagasin

Nr. 3 | 2018 | 4. årgang

Magasinet udgives af Dansk Psykolog Forening og udkommer 12 gange om året. Medlem af Danske Medier

Dette nummer: 17. martsNæste nummer: 14. april

RedaktionUlrikke Moustgaard, redaktør Henning Due, journalist Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Claus WennermarkKontakt: p-magasin@dp.dk

Dette nummerForside: Rachel LevitTrykoplag: 12.474ISSN 2445-6322: P (print)ISSN 2445-6330: P (online)DK ISSN: 0901-7089Design og layout: Laura SilkeTryk: Jørn Thomsen Elbo A/S

AnnoncerJob- og produktannoncer:DG MediaT: 3370 7694epost@dgmedia.dk (skriv "P-magasin" i emnefelt)

RubrikannoncerHeidi Strehmel, bladsekretærT: 3525 9706, p-magasin@dp.dk

AnnoncedeadlinesNr. 4: 01.03 (produktannoncer) & 20.03 (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: 14.04Nr. 5: 06.04 (produktannoncer) & 25.04 (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: 19.05Nr. 6: 08.05 (produktannoncer) & 28.05 (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: 16.06

Abonnement1.465 kr + moms p-magasin@dp.dk

UdgiverDansk Psykolog ForeningStockholmsgade 272100 København ØT: 3526 9955www.dp.dk

Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir.

Artikler i P udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Psykolog Forenings synspunkter.

Derfor besluttede samtlige offentlige ansatte at varsle kollektiv strejke over for offentlige arbejdsgivere i landets kommuner, regioner og staten. Det er historisk. For det er aldrig sket før i Danmarkshistorien. Men det var nødvendigt. Nok er nok. Tiden er kommet til at vende billedet. Psykologer, socialrådgivere, lærere, sygeplejer-sker og andre offentligt ansatte er velfærdssam- fundets vigtigste ressource – uden os og vores stærke faglige kompetencer er der ikke et vel-færdssamfund. Og uden et velfærdssamfund er der ikke en bæredygtig og stabil privat sektor, hvis medarbejdere også er blevet født, har gået i skole, har fået læge- og psykologhjælp, når det ind imellem har været nødvendigt, og hvis foræl-dre kommer på plejehjem og får omsorg, så man kan gå på arbejde med god samvittighed. Hvis medarbejdere kører på de veje, som vi anlægger i fællesskab, nyder godt af renholdte gader, der ikke flyder med skrald, har stabil og ren drikke-vandsforsyning – og meget mere.

Vi mener ikke, det kan være rigtigt, at offentlige ansatte ikke skal have del i et økonomisk opsving i samfundet, der som en selvfølge bør komme alle til gode. Og vi mener, at det er i alle borgeres interesse at sikre gode arbejds- og lønvilkår for offentligt ansatte. Ellers kan vi ikke opretholde og videreudvikle det velfærdssamfund, som siden begyndelsen af det 20. århundrede har stået som selve fundamentet under en velstandsfremgang i Danmark, som aldrig før har set sin lige i historie- bøgerne.

Hvad uenighederne om vilkårene for de offent-ligt ansatte vil føre til, vides ikke i skrivende stund. Men uanset resultatet står én ting fast: Kampen for at skabe det gode samfund fortsætter. Og det er en kamp, vi alle må stå sammen om.

Kalender

We have the extraordinary honor of presenting Prof. Geoff rey M Reed and Prof. Cary Kogan. Th is seminar will present an overview of key principles of ICD-11, provide in-depth knowledge about the new diagnostic guidelines for mental, behavioral & neurodevelopmental disorders, including an overview of the scientifi c foundations of the classifi cation. Th e seminar will be highly relevant to assessment of psychopathology and the diagnosis of mental and behavioral disorders in everyday clinical practice regardless of the current diag-nostic system in use.

Seminar Objectives:A. Provide an overview of key principles of ICD-11B. Describe new diagnostic guidelines in ICD-11C. Explain scientifi c foundations for ICD-11D. Expand knowledge about psychopathology & diagnostic classifi cation

Professor Geoff rey M. Reed: Managing editor for the ICD-11 chapters on Mental, Behavioral and Neurodevelopmental disorders. Since 2008 Senior Project Offi cer for the Revision of ICD-10 Mental and Behavioral Disorders at the Department of Mental Health and Substance Abuse at the World Health Organization. Manages activities related to the development of the chapters on Mental and Behavioral Disorders for ICD-11. Professor and Scientifi c Co-Director, Global Mental Health Program, Department of Psychiatry, Columbia University Medical Center, New York.

Professor Cary Kogan: Professor of Clinical Psychology, Director of Centre for Psychological Services and Research, University of Ottawa, Canada. Consultant to the Department of Mental Health and Substance Abuse, WHO on the development of the ICD-11 classifi cation of Mental, Behavioral, and Neurodevelopmental Disorders, particulary involved in the reformulation of guidelines for Neurodevelopmental Disorders, Mood Disorders, Anxiety and Fear-Related Disorders, Obsessive-Compulsive and Related Disorders, and Disorders Due to Substance Use and Addictive Behaviors. Leading clinical fi eld testing of the ICD-11 in Canada.

PRELIMINARY PROGRAM Th ursday October 4th 7.30 Registration & Morning Buff et 8.50 Th e Danish Psychological Association: Vice President Merete Strømming9.00 Introduction: Klaus Pedersen Chairman DPSP / Organizer9.15 Development of the ICD-11

• A New Science of Clinical Utility• Global Applicability

Major Structural Innovations in the ICD-11 Diagnostic Principles of the ICD-11 Results of ICD-11 Field Testing (Reliability and Clinical Utility)

10.50 Neurodevelopmental disorders: Autism Spectrum Disorder Attention Defi cit Hyperactivity Disorder 12.05 Lunch 13.05 Schizophrenia and Other Primary Psychotic Disorders Catatonia14:40 Depressive Disorders Bipolar Disorders 16.00 Anxiety and Fear-Related Disorders Obsessive-Compulsive or Related Disorders 17.15 Closing

Friday October 5th 7.30 Registration & Morning Buff et 8.25 Opening8.30 Disorders Specifi cally Associated with Stress: Prolonged Grief Disorder PTSD and Complex PTSD10.10 Personality Disorders 11.40 Lunch 12.40 Feeding and Eating Disorders 13.55 Disorders due to Substance Abuse or Addictive Behaviors 15.25 Questions & Answers 16.15 Book Signing & Wine Reception

Time and Place:2018 October 4th 8.50-17:15 & 5th 8:25-16.15. Registration 7:30. Radis-son Blu Scandinavia Hotel, Amager Blvd. 70, Copenhagen, Denmark.

Registration: Members of Th e Danish Psychological Association & Societies DKK 2490. Members of DPSP DKK 1890. Student Members of Th e Danish Psychological Association DKK 1590. Other Academics DKK 3790. Academics, Residence outside Denmark DKK 2490. Incl. Tax, Morning Buff et, Lunch, Coff ee. EAN billing not possible.

Application dpsp.dkDeadline August 24th 2018. Early registration recommended.

Merit: Expected approved 12 hours in specialist programs

Organization: Th e Danish Psychotherapeutic Society for Psychologists and Th e Danish Psychological Association. Co-Sponsored by Th e Society for Psychological Psychiatry and Th e Society of Children and Adolescent Psychopathology.

October 4th – 5th 2018DPSP

International Seminar Radisson Blu

Scandinavia HotelCopenhagen - Denmark

Professor Geoff rey M. Reed

Senior Project Offi cer WHO

Professor Cary KoganUniversity of Ottawa

ICD-11 Guidelines & Scientific FoundationsMental, Behavioral & Neurodevelopmental Disorders

33Annoncer

I Legeterapi og observationsmetode: Teori og historikUdviklingspsykologi og relationsteoriHypoteser om diagnoser og korttidsterapi

28. og 29. jan. 2019

II Legeterapi og traditioner:Udviklingsteori og eksternaliseret adfærdIntervention og diagnostiske problemstillingerRelationsarbejde og grænsesætning

11. og 12. mar. 2019

III Psykodynamisk teori og traumer: Akutte og kroniske traumerFilialterapi og forældreinterventionTraume- og kriseteori

16. og 17. sep. 2019

IV Attachmentteori og tilknytningsforstyrrelser: Neurovidenskab og theraplayLegeterapeutisk langtidsterapiforløb

25. og 26. nov. 2019

Pris pr. modul: kr. 4.500 Undervisere: Klinisk psykolog Jytte Mielcke, specialist og supervisor i psykoterapi og klinisk børnepsykologi. Undervisningssted: Musikteatret Holstebro, Den Røde Plads 16, 7500 Holstebro

Se detaljeret beskrivelse af kurserne samt den 1-årige meri