40 SYGEPLEJERSKEN 2.2012

TRANSPORTSYGEPLEJE

Babyambulan cen rykker ud

For transportsygeplejerske Anne Vinther er det meget værdiskabende at komme ud på lokale sygehuse i hele landet og samarbejde om kri-tisk syge spædbørn.

sygeplejersken 2.2012 41

transportsygepleje

I 13 år har et særligt transporthold fra Rigshospitalet hentet kritisk syge børn mellem nul og to år fra sygehuse i hele landet. Foreløbig uden at miste en eneste på vejen.

aF sIgne lene CHrIstIansen, joUrnalIst · Foto: sØren sVenDsen

Babyambulan cen rykker ud

transportsygepleje

42 sygeplejersken 2.2012

Holbækmotorvejen brøler under hjulene på ambulancen. Udenfor suser mørket i den tidlige vintermorgen forbi. Inde i ambulancen hænger et Peter Plys-ur over den særlige transportkuvøse, som trans-portholdet fra Rigshospitalets Neonatal-klinik har med sig, når de rykker ud i deres babyambulance. Den kan transportere kritisk syge børn fra nul til to år i alle døg-nets timer. Klokken er omkring halv seks, og transportholdet er blevet tilkaldt af Roskilde Sygehus med en melding om et kollaberet barn.

På sæderne foran kuvøsen sidder sy-geplejerske Anne Vinther og læge Gitte Veiergang. Koncentrerede på trods af sire-nen og larmen fra asfalten under dem.

”Jeg prøver at skabe et overblik i mit hoved,” siger Anne Vinther, der frygter, at barnet er sygt med en hjernesygdom eller blodforgiftning. Hun er en af 13 sygeple-jersker på transportholdet og har været med i omkring 10 år.

”Det slipper man ikke igen,” siger hun med et lille smil. Ordningen har eksisteret som et fast beredskab siden 2000 og ryk-ker ud med ambulance, helikopter eller fly til lokalsygehuse i Danmark, Færøerne og Grønland.

Ved hovedindgangen til Roskilde Syge-

hus en halv time senere er der menneske-tomt. Som en karavane kører paramedici-nerne kuvøsen af sted efterfulgt af Gitte Veiergang og Anne Vinther, der trækker rullekufferten med udstyr hen over de ny-vaskede gulve. Da de ankommer til stuen, bliver Gitte Veiergang briefet af den lokale læge, som tror, at barnet har et for stort hjerte.

”Det er vigtigt, at vi er ydmyge og aner-kendende, når vi kommer ud på lokalsyge-husene. De skal føle, at deres arbejde og indsats har været god, selvom vi træder til og bruger vores ekspertise. Til gengæld giver samarbejdet god kollegial sparring,” siger Anne Vinther.

Fra det øjeblik transportholdet ankom-mer til lokalsygehuset, bliver barnet of-ficielt indlagt på Neonatalklinikken på Rigshospitalet.

”Det er os, der har ansvaret for barnet,

når vi er ankommet. Så det er lægen og mig, der styrer arbejdet.”

”Vi har det på rygmarven” Puttet under en lille grønstribet dyne lig-ger barnet. Han er ni dage gammel og har fået en blå hue på for at holde varmen. Forældrene står på hver sin side af sen-gen og aer den lille drengs kinder, tilsy-neladende upåvirkede af sygeplejersker, assistenter og læger, der myldrer ind, ud og rundt på stuen. Den luftige, sugende lyd fra slangen i næsen supplerer morens våde snøft. Han bevæger sig stort set ikke. For fodenden af den lille seng står Anne Vinther og noterer værdier, mens Gitte Veiergang med en rød lampe lyser på den lille fod for at finde en blodåre. Først da hun stikker i ham med kanylen, piber han forvrænget og giver til kende, at han er i live.

Transportholdet

transportholdet på neonatalklinikken på rigshospitalet har eksisteret som en fast ord-ning siden 2000. De henter kritisk syge børn i alderen nul til et år og enkelte gange op til to år.

Holdet består af en sygeplejerske og en læge, som henter børn fra Østdanmark, grønland og Færøerne og enkelte gange fra jylland og Fyn. transporterne foregår enten med babyambulance, helikopter eller fly.

rigshospitalets neonatalklinik har en hjerte-lunge-maskine, eCMo, som bliver brugt til behandling af nyfødte og børn op til to år med midlertidigt lunge- og/eller hjerte-svigt. eCMo er i nogle tilfælde den eneste mulighed for, at barnet kan overleve.

Der er 13 sygeplejersker og otte læger tilknyttet rigshospitalets transportordning. Det er et krav, at transportsygeplejersken har intensivspecialuddannelsen og minimum to års erfaring som intensivsygeplejerske.

Der er ca. 160 transporter om året.

transportsygeplejerske anne Vinther ankommer til rigshospitalets neo-natalklinik med en kritisk syg dreng, som hun har hentet i roskilde.

”transporterne er en anderledes og spændende del af arbejdet,” siger anne Vinther, der arbejder på rigshospitalets neonatalklinik og har ryk-ket ud med deres babyambulance i 10 år.

transportsygepleje

sygeplejersken 2.2012 43

”Skal du bruge noget lys?” spørger Anne Vinther og hiver lampen ind over sengen, så Gitte Veiergang kan lægge et kateter i hånden.

”Det, jeg gør på transporterne, er som regel ikke specielt anderledes, end det jeg gør omkring et barn på afdelingen,” siger Anne Vinther.

”Vi skal have taget en syre-base-blod-prøve,” siger Gitte Veiergang, der har hørt en mislyd på hjertet og mistænker, at bar-net har en hjertefejl.

En af de lokale sygeplejersker tilføjer: ”Som haste.”

Barnets vejrtræning er blevet hurtig og febrilsk og går i stå flere gange, så Anne Vinther må ventilere ham. Ud fra blod-prøven afgør de, om barnet skal intuberes, inden de kører. Anne Vinther går ud på gangen og tænder kuvøsen.

”Vi er vant til at stå i uforudsete situatio-ner med alvorligt syge børn, og derfor er det en succes, at vi rykker ud på sygehuse, hvor de ikke er vant til det. Vi har det på rygmarven og ved, hvad vi skal gøre,” siger Anne Vinther, der har ca. to transportvag-ter om måneden.

”Hvis man ikke er i konstant træning, mister man hurtigt evnen og fornemmel-sen for arbejdet.

Derfor forsøger vi også at være så få som muligt tilknyttet ordningen.”

Før barnet kan blive transporteret til Rigshospitalet, skal det være stabilt. End-nu har transportholdet ikke mistet et barn under en transport.

Ikke plads til usikkerhed Det er ca. halvanden time siden, at trans-portholdet ankom.

”Gitte!” kalder Anne Vinther højt inde fra stuen. ”Jeg vil gerne have dig herinde.”

Drengens værdier er begyndt at falde. Han trækker ikke vejret. Stemningen er nu hektisk og tyk af adrenalin.

”Få fat i anæstesi!” bliver der kaldt. Med et fast greb om barnets hage og iltmaske, der dækker det meste af barnets ansigt, pumper Anne Vinther ilt, mens Gitte Veier-gang skynder sig at hente sit stetoskop i tasken.

”Vi kan ikke køre, når han er så ustabil,” siger hun og konkluderer, at det er nød-vendigt at intubere ham. Hjerteaktiviteten falder til under 60.

Tæt omslynget på et par stole sidder for-ældrene og betragter flokken af sundheds-personale, der med stort besvær forsøger at intubere deres søn. Anne Vinther træk-ker det lille bevidstløse hoved langt tilbage

i en voldsom stilling for at give plads til tuben. Barnet bløder ud af munden, da Gitte Veiergang med to fingre påbegynder hjertemassagen.

”Flot, flot udslag. Super!” udbryder Git-te Veiergang højt, da de endelig får tuben på plads.

”Uha,” sukker Anne Vinther lettet og fastgør tuben med fikseringstape rundt om barnets mund. De bestiller akut røntgen af thorax, som skal vise, om tuben ligger korrekt og ikke for langt nede i forhold til lungerne. Det er vigtigt, at den ligger helt rigtigt, inden de kører af sted på vejene.

Forældre er med i plejenDet er blevet lyst udenfor, og gangene på Roskilde Sygehus er så småt vågnet op til aktivitet og liv. I over tre timer har transportholdet arbejdet på at stabilisere drengen, da den lokale læge kan takke for samarbejdet.

Anne Vinther kører transportkuvøsen ind på stuen, samtidig med at røntgen-holdet ankommer. Tuben ligger o.k., ly-der meldingen. I et virvar af bandager, slanger og ledninger skifter drengens mor nænsomt hans ble på opfordring fra Gitte Veiergang.

”Forældrene er en stor del af plejen om-

endnu har transportholdet ikke mistet et barn under en transport. sygeplejerske anne Vinther og læge gitte Veiergang rykker barnet fra trans-portkuvøsen til sit leje på rigshospitalet. ”på en transport lærer jeg lægerne bedre at kende. stemningen og samarbejdet mellem os er rigtig godt.”